December 2010 2

Dansk A
Højere
forberedelseseksamen
Hæfte 2
Kl. 10.30-15.00
2hf103-DAN/A-2-06122010
100018.indd 1
Mandag den 6. december 2010
kl. 9.00 - 15.00
08/11/10 7.21
100018.indd 2
08/11/10 7.21
Prøvemateriale
Hæfte 2
Særtekster – udleveres kl. 10.30:
Side
5. Pablo Henrik Llambías: Rollespil. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4
6. George Orwell: 1984. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7
7. Rasmus Bo Sørensen: Det er rødt, det er tamt, det er alt for forudsigeligt . . 9
Ortografi og tegnsætning følger originalerne. Trykfejl er dog rettet.
3
100018.indd 3
08/11/10 7.21
5. Pablo Henrik Llambías: Rollespil
Teksten er fra novelleantologien Pludselig sidste sommer..., 2007. Pablo Henrik
Llambías (f. 1964), dansk forfatter.
5
10
15
20
25
30
35
40
- O.K., ER I KLAR? Er kamera klar? Lyd? Godt. Klar til optagelse!
- Hvad var det nu, vi skulle?
- Øjeblik. Stop.
- Hvad var det ...
- Så tager vi den igen. Altså du, Marianne, spiller en flygtning, der har fået
besked på at rejse ud af landet, og du, Lars, du spiller en dansker, der ikke kan lide
flygtninge. Prøv at gøre det, så godt I kan. Det kunne da være sjovt, hvis den kom
med i finalen.
- Jamen hvordan, kommer vi bare med i konkurrencen, eller hvad?
- Ja, hvis den er god nok.
- Jamen skal det ikke være rollespil?
- Det er det da også.
- Men er det ikke normalt noget med at rende rundt ude i skoven med kutte på
og sige ’whaa’?
- Nej, vi gør det anderledes. Prøv nu at være med. Det kan ikke være så svært. Er I klar?
- Ja.
- Ja.
- Klar til optagelse! Kamera kører? Lyd? Og ...action!
- Øh ... hvad skal jeg sige?
- Stop! Hør nu her, Marianne ... Nej, vent lidt, vi lader Lars begynde. Lars, kan
du ikke begynde med at sige, at Marianne skal rejse hjem, for nu er der sikkert
nok i hendes hjemland? Kan du ikke sige det? Så er scenen ligesom sat.
- Jo.
- Fint. Så kører vi igen. Kamera? Lyd? Og ... action!
- Marianne, du skal rejse hjem nu. Vent lidt, skal jeg kalde hende Marianne,
det lyder helt forkert? Skal det ikke være noget mere fremmedartet?
- Stop! Øjeblik, det ved jeg ikke. Hvad kan hun hedde?
- Hvad hedder de? Jeg ved sgu ikke, hvad de hedder. Mustafa for piger?
- Prøv lige at hente telefonbogen. Tak. Fatima. Farhiya, er det er pigenavn?
- Kvinderne står garanteret ikke med eget navn i telefonbogen.
- Der er godt nok flest mandenavne.
- Er Fatima ikke godt nok?
- Det hedder de alle sammen på film.
- Kan hun så ikke bare hedde Marianne?
- Og de der bor i lejrene, de står slet ikke i telefonbogen. Jo, hun kan lige så
godt hedde Marianne. Marianne bor i Sandholmlejren1 og er blevet bedt om at rejse, men det vil hun ikke, fordi hendes børn er vokset op her i landet, og fordi hun
ikke kan tilbyde dem en sikker opvækst dernede. O.k.?
- O.k.
- Godt. Klar til optagelse! Kamera? Lyd? Og ... action!
- Marianne, du skal rejse hjem nu. Du kan ikke være her i landet længere, dit
hjemland er sikkert nok.
Sandholmlejren: asylcenter
1
4
100018.indd 4
08/11/10 7.21
45
50
55
60
65
70
75
80
85
90
- Men mine børn er vokset op her. De går i dansk skole, de taler dansk, de aner
ikke, hvordan deres fødeland ser ud.
- Men du har helt ret, det er deres fødeland. De er ikke født her, vel? De er født
dernede, og derfor hører de til der. Det ligger ligesom i ordet fødeland, ikke? Så
nytter det ikke noget, at de er vokset op her.
- Øh ... prøv lige at høre ... Er det ikke lidt for hårdt? Er der nogen, der ville
sige sådan?
- Lad bare kameraet køre! Marianne, det kan godt være, du har ret, men nu
prøver vi at lade det køre lidt, så ser vi, om det bliver alt for usandsynligt. Det er
en slags træning, o.k.?
- O.k.
- O.k., vi fortsætter. Kører kameraet endnu? Ja? O.k., action!
- Hvor kom vi til?
- Vi kom til det dér med, at du sagde, Lars, at eftersom børnene var født dernede, så hørte de også til der. Marianne, så svarer du. Lars, kan du ikke gentage,
hvad du sagde?
- Jo. Altså. Børnene er født dernede, og derfor hører de til der.
- Men de taler ikke engang deres modersmål ordentligt længere. Det holdt de
op med pludselig sidste sommer.
- Det lærer de hurtigt. Desuden er det din egen skyld, at de ikke kan tale det
længere.
- De kan ikke begå sig i landets kultur, for den kender de ikke.
- Det lærer de hurtigt. Hvis du var taget hjem tidligere, sådan som vi tilbød dig
for længe siden, så havde afstanden ikke været så stor.
- Jeg risikerer, at mine børn dør dernede. Af sygdom eller af skyderierne.
- Jeg kan ikke ... Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare her. Skal jeg svare, at Danmark ikke kan tage ansvar for sikkerheden i alle mulige lande i verden, at det altså
ikke er Danmarks bord, at standarderne for lægehjælp, sikkerhed og sociale ydelser ikke er på højde med Danmarks?
- Cut! Ja, det kan du da godt prøve.
- Det lyder ret hårdt.
- Jo, men det er vel et faktum. Altså selvom Danmark endda ville, så kunne det
rent faktisk ikke tage ansvar for alle disse landes sikkerhedssituation og sociale
udviklingstrin.
- Nej.
- Godt, så prøver du. Klar til optagelse! Kamera? Lyd? Action!
- Det kan jeg altså ikke tage mig af. Sådan er det bare. Sådan ser verden nu
engang bare ud.
- Øh ...
- Stop! Marianne?
- Jeg aner simpelthen ikke, hvad jeg skal sige her. Jeg har mest bare lyst til at
græde, men det føles lidt som i mangel af bedre. Hvad ville jeg kunne sige her?
- Prøv at improvisere. Græd bare, hvis det føles rigtigt.
- Foran kamera?
- Ja.
- Nej, det har jeg ikke lyst til.
- Men du behøver ikke græde rigtigt. Du kan bare vise det med hænderne,
med hænderne op foran øjnene, med nogle snøft og sådan noget.
- Ja, o.k.
5
100018.indd 5
08/11/10 7.21
95
100
105
110
115
120
125
130
- O.k.?
- Ja.
- Godt. Kamera? Lyd? og ... action.
- Snøft, snøft.
- Hvad fanden skal jeg sige nu!
- Stop! Nå, Lars, så er det din tur.
- Ja, jeg kan jo ikke også bare græde. Hvad skal jeg stille op? Skal jeg bare gå?
- Ja, det kunne du da godt.
- Ja?
- Ja. Kamera? Lyd? Værsgo.
- Jeg går nu.
- Nej, bliv. Prøv at vente! Her er et billede af mine børn. De hedder ...
- Bare giv mig nogle navne, Marianne. Kameraet kører stadig, ikke? O.k. Fortsæt.
- De hedder Mikkel og Emma. Her, se dem!
- Jeg vil ikke se dem.
- Jo, se dem, snøft, se dem, se på dem! Jeg kan ikke beskytte dem. Se på dem!
- Prøv at hive fat i Lars, fald ned på knæ foran ham. Kamera, fortsæt. Ja,
sådan, hold fast i hans ben. Værsgo, fortsæt.
- Jeg kan altså ikke ...
- Jo, her! Se på dem.
- Nej, jeg ...
- Holdt! Stop! Vi bliver nødt til lige at holde en pause her. Nu begynder jeg at
græde rigtigt. Det var ikke meningen.
- Holdt! Vi holder her! Vi giver hende lige fem minutter. Vil du have et lommetørklæde? Her, her er et lommetørklæde.
- Jeg blev overvældet af situationen.
- Ja, jeg syntes heller ikke, det var sjovt. Da du greb fat i buksebenet. Det var
ubehageligt.
- Ja, jeg ved ikke, hvad det var. Det var dér, det blev for meget. Jeg fik en
klump i halsen. Jeg er klar igen lige om lidt.
- Vi tager bare den tid, du har brug for.
- Så megen tid har vi heller ikke, vel?
- Nej, der er en deadline.
- Hvornår er det nu, det er?
- Det er i næste uge.
- Så har vi ikke al den tid i verden.
- Nej. Det har vi ikke.
6
100018.indd 6
08/11/10 7.21
6. George Orwell: 1984
Teksten er et uddrag af romanen 1984, udgivet 1949. Oversat fra engelsk af Paul
Monrad. George Orwell (1903-1950), engelsk forfatter. Romanen skildrer et
­fremtidssamfund.
5
10
15
20
25
30
35
40
Selv gennem det lukkede vindue så det koldt ud udenfor. Nede på gaden blæste
små hvirvelvinde støv og papirstumper rundt i spiraler, og skønt solen skinnede,
og himlen var skærende blå, syntes alt farveløst med undtagelse af plakaterne, der
var sat op alle vegne. Ansigtet med det mørke overskæg stirrede ned fra alle gadehjørner. Der var et på huset lige overfor. STORE BRODER SER DIG, stod der, og
de mørke øjne så dybt ind i Winstons. Nede ved fortovet flagrede en anden plakat,
der var gået løs i det ene hjørne, i vinden, og når blæsten tog i den, kunne man
under den se ordet ENGSOC. I det fjerne dykkede en helikopter ned mellem tagene; som en spyflue holdt den sig et øjeblik svævende på samme sted og fløj så
bort igen i en elegant bue. Det var politipatruljen, der spejdede ind ad folks vinduer. Men patruljerne betød ikke noget, det var kun Tankepolitiet, der betød noget.
Bag Winstons ryg kværnede stemmen fra teleskærmen stadig løs om råjern og
fortalte, med hvor mange procent man havde overskredet den niende Treårsplan. Teleskærmen fungerede samtidig som sender og modtager. Den opfangede enhver
lyd, der var højere end en ganske sagte hvisken, og så længe han opholdt sig inden
for skærmens synsfelt, kunne han også ses. Det var naturligvis umuligt på noget
tidspunkt at vide, om man blev iagttaget. Alle teorier om, hvor tit og efter hvilket
system Tankepolitiet gik ind på den enkelte ledning, var og blev det rene gætteri. Det var endog muligt, at de iagttog alle hele tiden, i hvert fald kunne de gå ind på
ens ledning når som helst. Man måtte leve i formodningen om, at hvert ord blev
aflyttet og enhver bevægelse, undtagen i mørke, iagttaget; og man gjorde det, det
var en vane, der efterhånden var blevet til instinkt.
Winston stod med ryggen til teleskærmen, det var sikrere, skønt selv en ryg
kan være udtryksfuld, hvad han udmærket godt vidste. En kilometer borte rejste
Ministeriet for Sandhed, hvor han var ansat, sin mægtige, hvide bygning over de
grå og triste omgivelser. Dette, tænkte han med en vag følelse af afsky – dette var
London, hovedstaden på Luftbasis I, der var nummer tre af Oceaniens provinser,
hvad angik indbyggerantal. Han søgte i erindringen tilbage til sin barndom for at
prøve at huske, om London altid havde set sådan ud. Havde der også dengang
været alle disse forfaldne huse fra det nittende århundrede, hvis mure var afstivet
med svære bjælker, hvor ituslåede ruder var erstattet med pap og tagene repareret
med bølgeblik, og hvis havemure var vinde og skæve? Havde der også dengang
været bombetomter, hvor vinden fik kalkstøvet til at rejse sig og gederams voksede inde blandt murbrokkerne; og havde der været steder, hvor større karreer var
blevet jævnet med jorden, og hvor triste grupper af hønsehuslignende barakker var
skudt op? Men det var forgæves, han kunne ikke huske noget om det; det eneste,
han erindrede fra sin barndom, var nogle isolerede situationer, der ikke havde
nogen baggrund, og som ikke sagde ham noget.
Ministeriet for Sandhed – på Nysprog, Oceaniens officielle sprog, Minisand –
var vidt forskelligt fra alle andre bygninger, man kunne se. Det var en kolossal
pyramidelignende bygning af skinnende hvid cement, der hævede sig, terrasse
over terrasse, tre hundrede meter op i luften. Fra Winstons vindue kunne man lige
7
100018.indd 7
08/11/10 7.21
akkurat læse Partiets tre slagord, der stod med elegante bogstaver på den hvide
facade:
KRIG ER FRED FRIHED ER SLAVERI
UVIDENHED ER STYRKE
45
50
55
Man sagde, at der i Ministeriet for Sandhed var tre tusinde værelser over jordens overflade og lige så mange under jorden. I hele London var der kun tre bygninger til af samme udseende og størrelse. Så højt hævede de sig over deres omgivelser, at man kunne se dem alle fire fra toppen af Victory Mansions1. I disse
kæmpebygninger havde de fire ministerier til huse, der tilsammen udgjorde hele
regeringsapparatet: Ministeriet for Sandhed, under hvilket nyhedstjeneste, underholdning, undervisning og kunst sorterede, Ministeriet for Fred, der tog sig af
krigsførelse, Ministeriet for Kærlighed, som opretholdt ro og orden, og Ministeriet
for Rigdom, under hvilket økonomiske spørgsmål sorterede. På Nysprog var deres
navne Minisand, Minipax, Minikær og Minirig.
Victory Mansions: Navnet på den bygning, hvor hovedpersonen Winston bor
1
8
100018.indd 8
08/11/10 7.21
7. Rasmus Bo Sørensen: Det er rødt, det er tamt,
det er alt for forudsigeligt
Teksten er et uddrag af en artikel i Information 22. november 2007. Rasmus Bo
Sørensen (f. 1980), journalist.
Yngre forfattere markerer sig kun sjældent i den offentlige debat, og når de
gør, lyder det som et ekko af forældregenerationens dogmer. Sådan lyder det
fra flere litteraturkritikere, der efterlyser mindre venstreorienteret forudsigelighed i det unge forfattermiljø – og gerne flere borgerlige stemmer.
5
10
15
20
25
30
35
40
De yngre forfattere er stort set usynlige i den offentlige debat, og når de endelig
træder frem, er det med de samme forudsigelige politiske synspunkter, som har
præget forfatterstanden i årtier. Hvor er fornyelsen, provokationen og viljen til at
gøre op med fortidige dogmer? Hvor er den yngre forfattergenerations selvstændige offentlige stemme? Den er der slet ikke, mener en række borgerlige litteraturkritikere, der revser de unge skønlitterære forfattere, digtere og novellister for at
reproducere forældregenerationens politiske holdninger og meninger. En af kritikerne er litteraturredaktør på Weekendavisen Klaus Wivel:
“Det er symptomatisk for den yngre generation, at den ikke er specielt politisk,
og når den endelig ytrer sig, er det den samme gamle hat1. De tør ikke udfordre
noget som helst af, hvad den gamle generation af forfattere sagde. Derfor er der
heller ingen af de yngre, der har nogen som helst gennemslagskraft i den offentlige mening,” siger han.
Blandt andet undrer det Klaus Wivel, at den såkaldte værdikamp, der blev lanceret som et opgør med det kulturradikale meningstyranni og et venstredrejet
dansk åndsliv, overhovedet ikke har sat sig spor i den yngre forfattergeneration:
“Jeg kan ikke forstå, at der ikke er nogen unge forfattere, der er blevet inspireret til at sætte sig op imod det, der har været gængs for forfattere at mene de seneste 50-60 år. Jeg gider ikke skulle forsvare Anders Fogh, men jeg kan godt ærgre
mig over, at der ikke er nogen fra den yngre generation, der trods alt forsøger at
udfordre den etablerede venstreorienterede konsensus bare en lille smule. Kulturlivet bliver udfordret af pressen, men det bliver ikke udfordret inde fra af forfatterne
selv,” siger Klaus Wivel. Men præmissen er forkert, mener Anne-Marie Mai, professor ved Institut for
Litteratur, Kultur og Medier på Syddansk Universitet. Det er længe siden, man
tænkte litterær udvikling som en serie af opgør, hvor nye generationer kaster vrag
på de gamle – og hun køber slet ikke diagnosen af de unge forfattere som ‘åndeligt dovne’:
“Det er rigtigt, at de fleste yngre forfattere ikke optræder på den velkendte
facon med et offentligt meningsmageri, men det synes jeg heller ikke er så underligt, for det er ikke det, kunsten har at komme med. De unge forfattere udfordrer
os i deres bøger. Men det kan man jo kun vide, hvis man læser dem,” siger AnneMarie Mai og henviser til Per Højholts2 gamle udsagn om, at ‘politik er det muliges kunst, mens kunst er det umuliges politik’:
“Det er det, de yngre forfattere gør i dag. De forsvarer alt det umulige, alt det,
vi ikke lige har styr på og ved, hvordan skal ordnes i Folketinget i morgen. De
Gammel hat: jf. det engelske udtryk ’old hat’: forældet
Per Højholt (1928-2004): forfatter
1
2
9
100018.indd 9
08/11/10 7.21
45
50
55
60
65
70
politiske budskaber ser vi ikke så mange af hos de yngre forfattere, men vi ser
masser af interesse for alt det, der er vigtigt for os som mennesker i dag, også selve det at tænke politisk og selv tage stilling,” siger hun.
Anne-Marie Mai undrer sig over litteraternes efterlysning af flere fløjpolitiske
manifester i litteraturen:
“Det er besynderligt, at man forventer, at forfattere skal ytre sig til fordel for
enten det ene, det andet eller det tredje politiske standpunkt. I stedet for at afkræve
de unge bestemte måder at optræde på i det offentlige, skulle man hellere interessere sig for det, de rent faktisk optræder med, nemlig deres kunst”.
Klaus Wivel er enig i, at man bør skelne mellem værk og kunstner, når man
kritiserer, men det betyder ikke, at forfatternes politiske holdninger bør underkendes i en litterær diskussion, mener han:
“Selvfølgelig kan man sagtens være en fremragende forfatter, selv om man er
venstreorienteret, og jeg læser også selv mange af disse forfattere med stor fornøjelse. Men hvis man ikke tør udfordre hinandens holdninger, men bare tavst
bekræfter hinanden inden for miljøet, så frygter jeg, man i længden kommer til at
skabe noget mere kedelig litteratur. De ting hænger sammen. Når man ikke udfordres på sine synspunkter, bliver man åndeligt doven, og det smitter i sidste ende af
på de bøger, man skriver,” siger han og uddyber:
“Jeg synes jo, det er et problem, når ikke bare de yngre forfattere, men forfatterstanden næsten unisont ytrer sig til venstre for regeringen. Hvis der var forfattere af en mere borgerlig observans, så ville det muligvis give nogle andre bøger,
hvor vinklen ville være en anden end den, der normalt skrives ud fra”.
Ifølge litteraturkritiker og anmelder ved Information Tue Andersen Nexø er der
imidlertid ingen grund til at frygte på den nyere litteraturs vegne:
“Hvis man går ud og spørger den yngre generation af forfattere, hvor de placerer sig politisk, så tror jeg, de vil svare ‘på midten’ eller ‘til venstre for midten’. Men jeg synes ikke, det er noget, der præger deres værker,” siger han og forklarer:
“De senere år har man kunnet spore en repolitisering i den nyere litteratur, men
det har ikke gjort værkerne mere politisk engagerede. Forfatterne tager ikke et
decideret fløjpolitisk standpunkt, men inddrager højst det politiske som et tema og
behandler det tema med samme tvetydighed og blik for skjulte modsætninger, som
man er vant til, at de behandler andre eksistentielle spørgsmål på,” hævder Tue
Andersen Nexø.
10
100018.indd 10
08/11/10 7.21
Oplysninger til brug for Copydan:
Lilian Munk Rösing: Litteratur og politik. Information 1.2.2007.
Anita Brask Rasmussen: Det er ikke nok at sige, de andre er dumme. Information 22.8.2007.
Ivan Malinowski: Lumumbas mordere, fra: Åbne digte. Borgen, 1963.
Simon Fruelund: Borgerligt tusmørke. Gyldendal, 2006.
Pablo Henrik Llambías: Rollespil, fra: Thomas Bredsdorff (red.): Pludselig sidste sommer... DSB/ Gyldendal, 2007.
George Orwell: 1984. Oversat fra engelsk af Paul Monrad. Steen Hasselbalch, 1961.
Rasmus Bo Sørensen: Det er rødt, det er tamt, det er alt for forudsigeligt. Information 22.11.2007.
Billeder:
Eugène Delacroix: Friheden fører folket (Louvremuseet)
Peter Carlsen: Danmark 2009 (Frederiksborgmuseet)
11
100018.indd 11
08/11/10 7.21
Undervisningsministeriet
100018.indd 12
08/11/10 7.21