Jon Eirik Lundberg - Laesoekunsthal.com

 
08 | TORSDAG 121213 | KULTUR
KULTUR | TORSDAG 121213 | 09
Kulturel sædemand i alvorens muld
Iværksætter, filosof og multikunstner Jon Eirik Lundberg
har fundet grobund på Læsø
Jon Eirik Lundbergs
kone Helene Høie er
uddannet kunsthåndværker og har ydet
praktisk bistand til
projektet med at skabe
en klokke af sydesalt.
Med en fortid i Oslo kom
Jon Eirik Lundberg til
København for at skrive
digte og læse filosofi
på universitetet. Siden tog
han til Læsø, hvor han har
lavet en kunsthal og været
manden bag øens
litteraturfestival.
Af Klaus Birkedal Videbæk
og Kirsten Østergaard (foto)
[email protected]
E
gentlig skulle Jon Eirik Lundberg og
hans kone Helene Høie blot have tilbragt et enkelt år på Læsø. Jon Eirik
læste læste filosofi på Københavns
Universitet med det formål at komme i mesterlære hos den norske filosof Hans
Kolstad. Og Helene Høie kunne som uddannet kunsthåndværker få lejlighed til at
nyde ø-roen og lade sig inspirere til arbejdet med sine skulpturer. Det blev i stedet i
tre og et halvt år, og selvom de i dag har
deres faste bopæl i København, så er tilhørsforholdet ikke blevet mindre med tiden. Snarere tværtimod, og det er der flere
grunde til.
En af dem er den mørkegrønne Opel stationcar, der omkring frokosttid ruller ind på
den lille parkeringsplads ved havnen i
Østerby for at samle avisens udsendte op.
Sæderne er bløde, som man kun finder dem
i biler, der er mindst 15 år gamle, og man lader sig uvilkårligt synke ned, mens Læsøs
flade og tilgængelige terræn passerer i et
mageligt tempo bag det begravelsesfølge,
som også var med færgen og åbenbart skal i
samme retning som os.
VI ER PÅ VEJ hen til det fritidshus, der som
bilen, er venligst udlånt af en beboer på øen
i den lille uge, hvor parret er tilbage for at
arbejde med værket til ”Stedets Ånd”, der
har fået titlen ”Grænseland”. Et typisk imødekommende træk, der har gjort det let for
de to at falde til både personligt og professionelt. Da de efter returen til København fik
ideen om at starte Læsø Kunsthal, var det
også på øboernes gunst, de kom i sving.
- Vi begyndte at lede efter lokaler fra København i 2010 og fik nogle til at spørge, om
man ikke kunne vente med at hive en gammel og kondemneret bygning ned, så vi kunne bruge den i stedet. Det regnede ned gennem taget, men vi flyttede ind, malede og
satte et flot skilt udenfor og tog 25 kroner i
entré, fortæller Jon Eirik muntert.
Og således var han med sin kones hjælp i
gang med det, der er blevet deres mest markante aftryk på øen. Læsø Kunsthal har i dag
fast adresse på Smedievejen i Østerby og
rummer værker fra en række skulpturer fra
både lokale og landskendte navne, som
øboen Erik Sparre, der i sin levetid ellers insisterede på ikke at sælge eller udstille sine
skulpturer, af grunde han selv angav som
ydmyghed.
Da han døde for få år tilbage, fik Jon Eirik
imidlertid lov til det, og det endda til en
købspris, der ikke lå højere end værdien af
det skrotmetal, som værkerne var lavet af.
Og sådan blev hans kunst alligevel tilgængelig, som det var tilfældet med resten af samlingen i Læsøs første stående udstilling, der
også indeholder parrets egne værker: Jon
Eiriks kunstfotografier og Helene Høies relieffer.
Det lidt slidte fritidshus er forskønnet med
en lyserød maling og indeni står en brændeovn, der kunne have opvarmet en bolig af
den dobbelte størrelse. Fra vinduet er der
udsigt til havet, og forinden et engareal,
som er genoprettet i dets naturlige form efter en periode beplantet med træer, og det
er præcis sådan, øboerne kan lide det. Tingene skal være enkle og lige til, fortæller de
to, da vi har sat os til bords med kaffe og en
bid brød.
- Jeg ved ikke, hvordan man skal formulere det, men man bliver på en eller anden
måde mere stabil, når man har prøvet at bo
på en ø. Det er ægte værdier, man oplever,
og ikke som i byen, hvor folk kan virke kolde
og møde hinanden med ligegyldighed, siger
Helene Høie, der som Jon Eirik er opvokset i
Oslo.
DA DE KOM til stedet, var det også det, de
søgte. Et refugium, hvor de kunne samle sig
om deres respektive projekter uden for megen palaver, som blandt andre Per Kirkeby
og Asger Jorn førhen har gjort det.
- Ja, man kan ikke rigtig løbe nogen steder
hen, man er bare nødt til at arbejde. Din impuls til at lave noget andet, den er væk, siger
han og bryder ud i grin, inden han fortsætter:
- Det er en mekanisk mangel på adspredelse. Man fordyber sig i stedet.
I forbindelse med sit værk, er det også,
hvad Jon Eirik har gjort. Han vil have det til
at gå i dialog med befolkningen på den lille
ø og har derfor forsøgt at lave det i samme
Jon Eirik Lundbergs værk, som
man kan finde på næste side, har
fået titlen ”Grænseland” og er en
klokke støbt af sydesalt fra Læsø.
Skulpturen er inspireret af klokken
i Vesterø Søndre Kirke, der ligger i
umiddelbar nærhed af standen,
hvor billedet er taget.
stil og tonefald, som han selv har oplevet
stemningen på stedet. Det er blevet til en
skulptur, måske en af de få ting, som multikunstneren, der har lavet alt fra tegninger
til musik, ikke hidtil har beskæftiget sig
med.
- Valget hænger måske sammen med, at siden vi fik kunsthallen, har vi tænkt meget i
objekter. De passer godt ind der, og jeg elsker dem, fordi de mange gange er mere interessante end et billede. Det er noget, man
kan placere et sted i den materielle verden,
man kan gå rundt om det, og så er der også
det ved det, at man har brugt så meget energi på at lave og bygge det. På den måde har
det en anden historie end et billede, siger
Jon Eirik.
DET FØRSTE TEGN på klokkens ophav er
naturligvis materialet: sydesalt fra Læsø. Et
stof, der har mange symbolske referencer,
men blandt andet trækker på den katolske
kirkes billede af sig selv som livets salt, og
det faktum, at det tilbage i tiden var katolikkerne, der begyndte saltudviklingen på
Læsø med udgangspunkt i den kirke, der i
sin begyndelse var katolsk: Vesterø Søndre
Kirke, hvor værket kommer til at stå.
- Og så er der noget, jeg har tænkt over i
lang tid. At lyden af en kirkeklokke ikke er
lyden af metal mod metal, men at det er lyden imellem de slag, man laver. Fra den religiøse synsvinkel er det jo det, der er Guds
stemme, ikke metal der støder sammen,
men den immaterielle lyd. Det er det, der er
stedets ånd i en kirke, siger Jon Eirik.
Så er vi tilbage ved den enkelthed, som
han og Helene Høie oplever på øen, og som
måske også er bundet op på en særlig alvor, i
hvert fald hvis man spørger Jon Eirik. For
når en ligvogn kører ned ad vejen, betyder
det måske ikke helt det samme på Læsø, som
det gør andre steder.
Som gammelt fiskerisamfund og med bølgerne, der konstant slår mod kysten, kan
man på øen stadig møde unge, der har mistet fædre og onkler i det lumske erhverv på
det usikre hav, og det giver stedet en særlig
dramatik.
- DER ER EN alvor herude, og på den måde
er man ikke så imponeret af en joke, eller
noget der består af et indforstået ironisk statement. Man vil gerne have at det, der kommer til udtryk har noget med det vigtige i livet at gøre. Jeg kommer til at tænke på forfatteren Charles Bukowski, der først slog
igennem, da han blev 50 år. Han blev engang spurgt, om han ikke var bitter over, at
der var gået så længe, inden at folk fandt ud
af, hvem han var. Nej, sagde han, for på den
måde kom han til at skrive om noget mere
enkelt, ting der vedkom folk, fortæller Jon
Eirik, der i den stil har valgt at blotte sit eget
værk for ironi.
Det er med andre ord skønheden for skønhedens skyld, som det også er i de kunstfilm
af den russiske instruktør Andrej Tarkovskij,
som han har brugt timer på at se i det lille
fritidshus under sit ophold, og som han får
mig til at love, at jeg vil se, når jeg er hjemme på fastlandet igen.
- Han er en af de få slet ikke ironiske kunstnere, og det kan jeg godt lide. Grunden er
nok, at ironi indebærer noget af det samme
som komedier eller underholdning gør. Du
digter en følelse og udløser den så i samme
bevægelse, som når en komiker siger noget
provokerende, og så får folk til at grine ved
at slå det ned igen. Men det betyder også, at
følelsen slutter igen, og det er måske ironiens problem. Hos Tarkovskij får man lov at
beholde den.
- I postmoderne kunst vil man gerne sætte
to ting op, så det virker logisk og så spænde
ben for det derefter. Men det ville ikke give
mening for læsøboerne, siger han.
Og sådan kan øen afspejle mange ting for
den norskfødte multikunstner og hans kone
Helene Høie. For sammen med alvoren hører også en humor og en tolerance, som ingen af dem har mødt andre steder i Danmark.
- Der er mange, der siger, at man får lov til
at være i fred på Læsø. Det bliver højt værdsat, siger Helene Høie.
- Fordi øen er så lille, og der samtidig er
mennesker, der har arbejdet som kaptajner
og søfolk over hele verden, så er der også
den her kosmopolitiske åbenhed. Derfor er
det et spøjst sted, følger Jon Eirik op, inden
vi igen stiger i bilen mod færgen og undervejs passerer Vesterø Søndre Kirke, der inden længe vil få sin klokke nummer to.
Jon Eirik Lundberg
…… Født i Oslo 1974.
…… Flyttede til København som 24-årig og skulle
være digter. Arbejdede som statist ved Det
Kongelige Teater.
…… Udgav en bog med tegninger, ”Digte for Analfabeter”, på eget forlag i 2001.
…… Begyndte at studere filosofi ved Københavns
Universitet i 2003.
…… Udgav det surrealistiske tekstværk ”SVERIGE”
hos Aschehoug Forlag, Oslo, 2005.
…… Flyttede til Læsø for at læse hos filosoffen
Hans Kolstad og boede der fra 2006 til 2009.
…… Indspillede og udgav to albums og en single i
2007 og 2009 på sit eget pladeselskab.
…… Udgav digtsamlingen ”Skybrudd i regnskapet” hos Aschehoug Forlag, Oslo, i 2008.
…… Etablerede Læsø Kunsthal 2012 og Læsø
Litteraturfestival samme år.
…… Udgav digtsamlingen ”Maximum Bonjour”
hos Forlaget Forlæns, København, i marts
2013. Fragmenter af bogen bruges dagligt
som jingle i radioprogrammet Monte Carlo
på P3.
…… Har været støttet af Statens Kunstråds udvalg
for litteratur og billedkunst siden 2007.
…… Etablerede Læsø Kunsthals Forlag i 2013, og
udgav der bogen ”Læsø i det 21. Århundrede” af den italienske fotograf Luca Berti.
…… Har siden 2011 turneret i Norge hvert forår og
efterår med kontrabassisten Joachim Thönen.
…… Kandidat i filosofi fra Københavns Universitet
2013.
Som årene er gået er kunsthallens samling af
værker steget. Næste år får man besøg af den
norske kunstner Kjell Nupen, der blandt andet
har bidraget til udsmykningen af det nye rådhus i Viborg.
…… Jon Eirik er gift med kunstneren Helene Høie
og har en datter på tre år.
…… Du kan læse mere om Jon Eirik Lundberg på
hjemmesiderne www.drlundberg.com og
www.laesoekunsthal.dk