Albueledsdysplasi del 1
Transcription
Albueledsdysplasi del 1
S U N D H E D – ALBUELEDSDYSPL A SI Albueleds- dysplasi 1. del hos hund, hvor står vi? aup n T e k s t: dy r l æ g e Ken L i nde b l a d, Fa x e Dy r eh o s p i ta l ocd fcp Her bringes første halvdel af Ken Lindeblads artikel om albueledsdysplasi. Her får du bl.a. svar på, hvad det er for en lidelse, hvordan man undersøger for den, og hvordan arvegangen er Sygdomme i albuen hos hunde er hyppigt forekommende – specielt hos hvalpe og unghunde af de større hunderacer. Termen albueledsdysplasi eller AD anvendes ofte som overordnet diagnose. Albueledsdysplasi er dog ikke en præcis diagnose, da flere lidelser enkeltvis eller i kombination kan indgå. Vi opererer med tre primærlidelser, som alle kan give anledning til dannelse af en ”ledmus” (et fritliggende stykke brusk og/eller knogle i leddet): • FCP (Fragmenteret Processus Coronoideus). Revnedannelse eller løsning af albuebenets inderste ledflade 2 HUNDEN nr. 5 - maj 2011 De tre primærlidelser FCP (Fragmenteret Processus Coronoideus), UAP (Ununited Anconeus Proces) og OCD (Osteochondritis Dissecans) kan alle give anledning til dannelse af en ”ledmus” (et fritliggende stykke brusk og/eller knogle i leddet). • U AP (Ununited Anconeus Proces). Løsning af albuebenets øverste ledflade • O CD (Osteochondritis Dissecans). Løsning af ledbrusken på overarmens inderste ledflade Diagnose-begreberne må revurderes Det er imidlertid ikke bare de tre primærlidelser, der kan give gigttegn (artrose); visse andre lidelser kan også være i spil og give tegn på gigt i albuerne, bl.a. bruskforandringer (chondromalci), uens pasform (inkongruens) af leddet og løsning af den inderste del af overarmsknoglens ledrulle. Ydermere kan lidelserne være til stede uden at give tegn på gigt (artrose) på røntgenoptagelserne. Desuden er der det paradoks, at knoglenydannelser på albuebenets øverste ledflade kan være til stede, uden at hunden har eller har haft kliniske tegn på albuelidelse, og uden at der kan erkendes sygelige forandringer ved en kikkertundersøgelse (artroskopi) (personlig erfaring fra undersøgelse af rottweilere). Nye undersøgelsesmetoder som artroskopi (kikkertundersøgelse), CT- og MRI-scanning har udvidet vores mulig- heder for diagnosticering af albuelidelser, men også givet et meget mere varieret billede af disse lidelser og deres interaktion med hinanden. Vi har brug for på sigt at ændre den forsimplede ”diagnose” albueledsdysplasi og revurdere hele dette kompleks af albueledslidelser. Symptomer Symptomer på AD kan i nogle tilfælde ses allerede fra 5-måneders alderen. Der ses typisk halthed efter motion, eller når hunden skal i gang igen efter hvile. FCP, som er den hyppigste albuelidelse, kan dog også optræde akut hos hunde helt op til 10-års alderen. Hvorvidt der er tale om samme lidelse (FCP) hos hvalpe og voksne hunde, hvor der ikke kan erkendes andre skader i albuen, diskuteres stadig blandt fagfolk (”Jump Down Syndrom” er for nylig beskrevet som en lidelse hos voksne hunde – se tekstboksen). Tilfældene varierer enormt Variationen af forandringerne i albueleddet er meget stor. Nogle hvalpe har allerede i en tidlig alder totalt tab af ledbrusk med blottet knogle i den inderste del af albuen (medial compartment syndrom). Andre AD-patienter har diskrete, knap synlige forandringer i albuebenets inderste ledflade. Der er ikke nødvendigvis sammenhæng mellem graden af røntgenforandringer på et givet tidspunkt og de reelle skader og forandringer i leddet. Vi kender ikke årsagerne til disse albueledslidelser til bunds, og det vanskeliggør både forebyggelse og behandling, men bl.a. genetik, biomekanik, miljø, fodring og hormonelle faktorer har betydning for sygdommenes udvikling. Den kliniske undersøgelse Den vigtigste diagnostiske undersøgelse af hunde med mistanke om albueledslidelser er den kliniske undersøgelse. Tilstedeværelse af kroniske albuesmerter og smerte ved passiv bevægelse af albuen i yderstillinger er stærke tegn på sygdom i albueleddet. Albueledslidelser optræder relativt ofte Den vigtigste diagnostiske undersøgelse af hunde med mistanke om albueledslidelser er den kliniske undersøgelse. (Foto: Ken Lindeblad) Jump Down Syndrom For nylig er ”Jump Down Syndrom” (JDS) eller ”traumatisk FCP” blevet beskrevet som en lidelse hos brugshunde. Ulig den klassiske form for FCP i albuen hos unge hurtigtvoksende hunde af store racer, synes JDS ikke at være koblet til hundens alder eller størrelse. Årsagen til JDS er ikke fuldt forklaret, men det antages, at abnorme gentagne belastninger, såsom nedspring, kan føre til svækkelse og mikroskopiske skader i knoglen under brusken, og sluttelig kan der opstå brud af albuebenets inderste ledflade. HUNDEN nr. 5 - maj 2011 3 S U N D H E D – ALBUELEDSDYSPL A SI A l b u e l i d e l s e r o g av l Albueledsdysplasi er en arvelig lidelse med såkaldt polygen nedarvning. Det betyder, at der er flere gener involveret, og at miljøet også har betydning. Mængden af AD-disponerende gener kan variere fra hund til hund. En hund, der har mange ADdisponerende gener, vil være mere følsom over for disponerende miljøfaktorer som f.eks. forkert fodring. Arvbarheden (også kaldet heritabiliteten) for AD er mellem 0,30 og 0,40. Arvbarheden kan dermed betegnes som middelhøj, og det vil være muligt at nedsætte frekvensen af albueledsdysplasi ved hjælp af målrettet avl. Det er påvist, at risikoen for at få AD hos afkommet stiger markant, hvis forældrene har AD. Jo højere AD-grad forældrene har, desto mere stiger risikoen hos afkommet. Der er for flere racers vedkommende krav om kendt ADstatus på avlsdyr, og hos visse racer er der krav om en specifik status. For alle DKK’s racer gælder det, at avl på hunde med ADgrad 3 ikke er tilladt. Undersøgelse af avlshunde Ved undersøgelse af avlshunde for albueledsdysplasi vurderes en enkelt røntgenoptagelse af albuerne i sideleje bukket i en 45 graders vinkel. Diagnosen albueledsdysplasi stilles, hvis der er tegn på begyndende gigt med knoglenydannelser karakteristiske steder på albueleddets knogler. Da sygdommene FCP og OCD sjældent kan erkendes på disse røntgenoptagelser, er undersøgelsen utilstrækkelig til at give et fuldt billede af, hvilken eller hvilke af de tre primærlidelser, der er til stede. dobbeltsidigt (ca. 30 % af tilfældene), og det kan gøre det svært at se, om hunden er halt. Populært sagt vil en hund, der har lige ondt i begge forben, ikke halte, men den kan have en lidt stiv eller stikkende gang. Udad drejning af poten (fransk benstilling) kan være tegn på uens udvikling af albue- og spolebenet og bør vække mistanke om lidelser i albuen. Diagnosen ”vokseværk” bør bruges med omtanke, hvis der ikke foreligger en konkret diagnose. I begrebet vokseværk ligger antagelsen af, at hundens halthed skyldes en betydningsløs og forbigående smerte på grund af hurtig vækst, men det kan medføre, at væsentlige og alvorlige ortopædiske lidelser overses eller opdages for sent. Hvis en hvalp halter mere end 10 til 14 dage, bør den undersøges af en dyrlæge. Flere teorier om AD Yderligere undersøgelser Næste skridt vil ofte være røntgenoptagelser af albuerne i to planer. CT- og MRI-scanninger er nye undersøgelsesmetoder inden for billeddiagnostik, der sandsynligvis vil vinde mere og mere indpas i udredningen af albuelidelser, da de er væsentligt mere informative end standardrøntgenundersøgelser. Karakteristiske kliniske symptomer kan også retfærdiggøre en videre udredning i form af en kikkertundersøgelse (artroskopi), selv hvis der ikke kan ses forandringer på røntgen-, CT- eller MRI-billederne. Endelig kan undersøgelse af ledvæsken være relevant, specielt hvis der er mistanke om betændelsestilstande i leddet. n Albue med slidgigt (artrose). Pilene angiver knoglenydannelser som tegn på slidgigt. Der findes flere teorier, der forsøger at forklare de forandringer, der kan ses i albuerne hos hunde med albueledsdysplasi. En teori går på, at forandringer opstår som belastningsskader på grund af, at albueleddets ledflader passer for dårligt sammen. Dette kan f.eks. ske, hvis underarmens to knogler, spoleben og albueben ikke udvikler sig i samme hastighed. Hos hvalpe og unghunde består en del af knoglerne af brusk. I takt med at hunden vokser til, omdannes brusken til knoglevæv, men hos nogle hunde sker der forstyrrelser i denne omdannelse. Det kaldes osteochondrose og kan være årsag til skader i ledbrusken, der kan spille en rolle i udviklingen af albueledsdysplasi. Man kender stadig ikke de udløsende faktorer for osteochondrose, men væksthastighed (herunder fodring), omfanget og typen af motion samt belastning har afgørende betydning. Både for lidt og for meget motion kan have en betydning for udviklingen af osteocondrose, ligesom overfodring kan disponere for osteocondrose. 2. del af artiklen om albueledsdysplasi bringes i næste nummer af HUNDEN Ved undersøgelse af avlshunde for albueledsdysplasi vurderes en enkelt røntgenoptagelse af albuerne i sideleje bukket i en 45 graders vinkel. (Foto: Ken Lindeblad) 4 HUNDEN nr. 5 - maj 2011 GRAFIKER: LHS Normal albue. HUNDEN nr. 5 - maj 2011 5