HALTHEDSUNDERSøGELSE

TEMA
Halthed
Dyrlægens
halthedsundersøgelse
I de senere år er sket en intensivering af kravet til hestens formåen i sporten,
og heste med nedsat præstation er således hyppigt repræsenteret i dyrlægepraksis
både hvad angår ride- og væddeløbsheste
Af Susanne Albæk Andersen
Foto: Ridehesten.com/Thomas Bach Jensen
R
yttere, beridere og trænere er blevet
bedre til at opfange selv små ændringer
i hestens arbejdsadfærd. Ved en dyrlægeundersøgelse findes disse ændringer ofte at
være relateret til lavgradige haltheder.
Halthed er den hyppigste årsag til, at
­heste må tages ud af træning i kortere eller
længere perioder. Haltheden kan være kamufleret, og identificeringen af haltheden
kan være et omstændigt detektivarbejde for
dyrlægen. Den kamuflerede halthed fører også til, at hesteejeren i mange tilfælde
søger diverse andre tiltag og uautoriserede
undersøgelser før dyrlægen kontaktes, hvilket som oftest blot forlænger perioden med
præstationsnedsættelse, rekonvalescens og i
værste fald kan forårsage, at hesten kommer
udenfor terapeutisk rækkevidde.
Definitionen på halthed kan simpelt udtrykkes som ”en hindring i normal bevægelse”. Halthed vil som udgangspunkt inkludere smerte, men i tilfælde af, at den
udelukkende er mekanisk, kan den være
uden smerte. Halthed er et symptom og
ikke en diagnose, hvormed identificeringen af haltheden blot er startskuddet til en
søgen efter diagnosen. Hvad ejeren indledningsvist anså som et mindre problem kan i
visse tilfælde dække over halthed på et eller
sågar flere ben. De her nævnte symptomer
kan lige så vel være udtryk for smerter relateret til ryg, lænd eller hals, hvor denne
artikel kun vil have fokus på lemmerne.
‹ Susanne Albæk Andersen er praktiserende
fagdyrlæge vedrørende sygdomme hos heste
på Faxe Dyrehospital og arbejder dagligt med
halthedsundersøgelse.
36
ridehesteN
h
12/08
› Princippet ved en bøjeprøve er, at man bøjer
hestens led sammen og lægger pres på leddene i
deres yderposition med en konstant kraft i typisk
60 sekunder, hvorefter hesten mønstres i trav.
Hestens baggrund
Indhentning af en sygehistorie vil være
dyrlægens første skridt ved undersøgelsen.
Her ønskes oplysninger om hestens alder,
hestens brug, halthedens varighed, hestens
forhistorie i relation til haltheder, relation
til beskæring/skoning, har hesten været i
behandling etc. Er der tale om en kamufleret halthed vil oplysningerne fra ejeren
typisk gå på, at hesten har ændret adfærd,
er blevet anderledes at ride, at den f.eks.
stiller sig dårligere på den ene volte end den
anden, at den har svært ved sidebevægelser
i forhold til tidligere, at hesten er begyndt
at refucere, slå fra, stejle e.l.
Indledende undersøgelse
Indledningsvis observeres hesten i hvile,
hvor hestens almene tilstand noteres.
­Hestens eksteriør vurderes, og dyrlægen
noterer sig eventuelle svagheder i forbindelse hermed. Her differentieres mellem
relevante og irrelevante eksteriørfejl i relation til halthed. F.eks. kan observati­onen
af sabelben eller en bukkehov meget vel
være af klinisk relevans, hvorimod fund
af en piphas eller løse forknæ sjældent er
klinisk relevant men er af mere æstetisk
karakter. Eksteriørfejl er dog ikke i sig
selv en sygdom, men visse eksteriørfejl kan
‹ Hesten iagttages i bevægelse på hårdt
underlag for at fremprovokere så mange
nuancer af bevægelsesmønstret som muligt.
Specielt longering på hårdt underlag er en
svær prøvelse for den halte hest og ganske
små øm­heder træder her ofte synligt frem.
ridehesteN
h
12/08
37
TEMA
Halthed
­disponere for bestemte skader og slitager.
Der ses på symmetrien i hestens krop og
lemmer og eventuelle asymmetrier i muskelmasse, skævhed i bækkenet samt tilstedeværelse af galler (øget ledvæske i et
led eller en seneskede) noteres. Uens muskulering af krydset kan f.eks. vidne om,
at hesten gennem længere tid har kompenseret for smerte i det ene bagben. Er
der voldsomt muskeltab opstået på blot et
par uger, kan det vidne om beskadigelse
af en nerve.
Endelig ses på symmetrien i hvert benpars hove, hvor en forsnævret hov ligeledes
kan vidne om en længerevarende halthed,
idet hoven afspejler brugen af benet. Hoven
er plastisk, det vil sig hoven kan forandre
sig, hvormed en stejl og snæver hov kan
udvikles over tid. Det vurderes, om beslaget/beskæringen er korrekt og eventuelle
abnorme eller uens slitager noteres.
Hesten i bevægelse
Næste trin i undersøgelsen af den halte
hest er observation af hesten i bevægelse.
Såfremt der er mistanke om en fraktur
(knoglebrud) eller seneruptur vil yderligere
undersøgelse af hesten i bevægelse udelades, og dyrlægen vil gå direkte videre til
røntgen-, ultralydsundersøgelse eller scintigrafi.
Ved undersøgelsen ses hesten longeret
på almindeligt blødt underlag (svarende til
ridehusbund), longeret på hårdt underlag
samt mønstret på hårdt underlag. Hesten
ses på det hårde underlag (f.eks. asfalt eller fliser) for at fremprovokere så mange
nuancer af bevægelsesmønstret som muligt. Specielt longering på hårdt underlag
er en svær prøvelse for hesten, hvorved
ganske små ømheder ofte træder synligt
frem. Denne undersøgelse er således også
en særdeles vigtig del af handelsundersøgelsen. Både ved mønstring og longering
skal hesten have lov til at bevæge sig frit
uden interferens fra longeføreren. Formålet
med undersøgelsen er at identificere haltheden til ét eller flere ben.
Når hesten inspiceres i skridt, vurderes
initialt om hesten er halt, og om den er rentaktet (skridt er en firtaktet gangart, men
smerter kan f.eks. få hesten til at skridte
pas). Dernæst vurderes om hovene lander i
balance, om der er dobbelt hovslag (dragten
sættes i jorden først, hvilket kan indikere
forfangenhed), om hesten er symmetrisk i
skulder- og krydsregion samt hestens bevægelse i snævre vendinger.
"
›
Uens muskulering af krydset kan f.eks. vidne om, at hesten gennem længere tid har kompenseret
for smerte i det ene bagben.
Ved observation af
hesten i trav vurderes,
om hesten er halt og i så
fald i hvilken grad.
Ved observation af hesten i trav vurderes, om hesten er halt og i så fald i hvilken
grad. Dyrlægen vil typisk opdele haltheden
i grader, hvor de fleste i Danmark anvender skalaen fra 1-5, hvor en grad 1 halthed er inkonstant og svær at få øje på for
det utrænede øje, og en grad 5 halthed er,
hvor hesten slet ikke kan tage støtte på benet. En grad 2 halthed er synlig i trav ved
mønstring og tydelig ved longering i trav,
en grad 3 er ganske tydelig både ved mønstring og longering og en grad 4 er synlig
også i skridt.
For at lokalisere haltheden ses bl.a. på
hestens hoved, hvor hesten ved en tydelig
forbenshalthed vil hæve hovedet, når det
halte forben sættes i jorden og sænke hovedet, når det raske forben sættes i jorden.
Ved en højgradig bagbenshalthed vil ­hesten
sænke hovedet, når det halte bagben sættes
i jorden. Da traven er en diagonal totaktet
gangart, kan en højgradig bagbenshalthed
således syne som en forbenshalthed på det
›››
38
ridehesteN
h
12/08
Annonce
Halthed
›
For at komme videre i den præcise diagnosticering af haltheden er det nødvendigt at anvende lokale bedøvelser.
samsidige forben. Dette skyldes, at hesten
vil lade vægten (og hovedet) falde ned på
det diagonale forben, som er i jorden samtidig med det halte bagben, og dermed hæve
hovedet, når det samsidige forben sættes i
jorden. Ved mere lavgradige forbens- og
bagbenshaltheder vil man dog ikke se, at
hesten nikker, og haltheden vil blive lokaliseret udfra andre input, såsom krydsets
bevægelse og symmetri, hestens stilling i
hals og krop på volterne i longen, gennemtrædningen i koden, haseaktionen, skridtlængden samt fremføringen af benet.
Hvorledes hesten vælger at aflaste et ben
ved en halthed afhænger af skadens lokalisering. Ved en skade i forknæet, den øverste
del af gaffelbåndet eller i strukturer ovenfor
forknæet vil typisk ses, at hesten har problemer med fremføringen af benet; det vil
sige de ekstenderede momenter. Herved vil
haltheden typisk komme mest til udtryk,
når det halte ben er yderst på volten.
En skade i bagknæet vil også oftest
fremstå på denne måde, hvor ømhed i glideleddene (spat) typisk fremstår som en
støttehalthed, det vil sige, når der er fuld
vægt på benet. En skade i den nedre del
af gaffelbåndet giver typisk en øget gennemtrædning i koden i forhold til det ­raske
ben. Ømhed i hovsenebenet og skader i
dragten vil ligeledes vise en form fremføringshalthed med benet yderst på blødt
underlag, men så ændres til en støttehalt40
ridehesteN
h
12/08
hed på hårdt underlag. Skader i tåen vil
oftest komme mest til udtryk, når benet
er inderst i volten, idet hesten vil aflaste
benet i gennemtrædnings­fasen.
Disse ømheder relateret til hovområdet vil gerne forstærkes på hårdt underlag.
En dobbeltsidet halthed – det vil sige, at
­hesten f.eks. er halt på begge forben – kommer gerne til udtryk ved en kort stikkende
gang, eller ved at hesten f.eks. er halt på det
indvendige forben på begge volter. De her
angivne halthedsmønstre og relationen til
diverse diagnoser er blot en rettesnor, men
hesten er en del af biologien og et væld af
afvigelser forekommer selv sagt.
Såfremt mønstring og longering af h
­ esten
ikke er fyldestgørende for vurderingen af
bevægelsesmønstret, kan dyrlægen vælge at
se hesten i dens daglige arbejde under rytter, for vogn etc. Dette kan også være relevant i forhold til en vurdering af den måde,
hvorpå hesten bliver arbejdet og arbejdets
eventuelle indflydelse på haltheden.
Bøjeprøver
Som en del af halthedsundersøgelsen vil
brug af bøjeprøver typisk inkluderes. Princippet ved en bøjeprøve er, at man bøjer
hestens led sammen og lægger pres på
leddene i deres yderposition med en konstant kraft i ca. 30-120 sekunder (typisk 60
sek. i Danmark). I umiddelbar forlængelse
heraf mønstres hesten i trav. Et led, der
er inflammeret (ømt) vil typisk vise halthed umiddelbart efter og eventuelt under
bøjeprøven. Viser hesten øget halthed på
benet ved mønstring efter bøjeprøven, kaldes bøjeprøven positiv. Nogle led – f.eks.
kodeled – har større tendens til at reagere
på bøjeprøvetesten end andre led – f.eks.
hovled. Bøjeprøven kan således være behjælpelig med at indkredse ømheden på
det halte ben.
Lokale bedøvelser
For at komme videre i den præcise diagnosticering af haltheden er det nødvendigt
at anvende lokale bedøvelser. Det er kun
i tilfælde, hvor synlige åbenlyse halthedsudløsende skader er til stede, eller hvor der
er mistanke om en fraktur, at dette ikke
kommer på tale.
Der findes to forskellige former for lokale
bedøvelser i relation til halthedsdiagnostik.
Den ene er en bedøvelses­infiltration af en
nerve, hvormed følsomheden i et givent
område fjernes, f.eks. hele hoven. Den anden er bedøvelse af et led, en seneskede eller en slimsæk, hvor der sprøjtes bedøvelse
ind i et lukket hulrum, der helt specifikt
bedøver den givne struktur.
Efter anlæggelse af en bedøvelse skal
hesten stå fra 3-45 minutter afhængig af,
hvilken bedøvelse, der er lagt. Herefter observeres hesten på præcis samme måde som
før anlæggelse af bedøvelsen. Det vil sige,
at hesten ses ved mønstring og longering
og eventuelt bøjeprøve for herved at afgøre,
om bedøvelsen har ført til en bedring af
hestens halthed.
Bedøvelsen kaldes således for positiv,
såfremt haltheden er markant bedret eller
helt ophørt, og omvendt kaldes bedøvelsen
for negativ, såfremt haltheden er uændret.
Er sidstnævnte tilfældet vil dyrlægen gå
videre med anlæggelse af en ny bedøvelse,
indtil der ses et respons. Endelig kan man
være ude for, at bedøvelsen har fjernet haltheden fra det oprindeligt halte ben, men
at hesten efter en bedøvelse udviser halthed på et andet ben. Hermed er bedøvelsen
positiv og har samtidig afsløret en hidtil
skjult halthed.
Ved evaluering af bedøvelsen ses også på
"
diagnosticeringen. Hvor den humane patient kan gå til lægen og klage over smerter i f.eks. højre knæ, vil dyrlægen blive
præsenteret for en hest, der i visse tilfælde
viser tydelig halthed på et givent ben men
i andre tilfælde blot udviser en adfærdsændring.
Første prioritet ved en sådan konsultation er således lokaliseringen af en given
smerte først til et/flere ben og dernæst til
en given struktur – et led, sene, ligament
etc. Denne første del af konsultationen er
af altafgørende betydning for det videre
forløb, idet en ikke målrettet behandling
kan være nytteløs. Efter lokaliseringen af
haltheden vil næste trin typisk være anvendelsen af billeddiagnostik i form af røntgen
og/eller ultralydsscanning.
Ofte ankommer en klient til klinikken
med en halt hest og ytrer ønske om blot at
få taget et røntgenbillede for at finde ud
af, hvad der er årsag til, at hesten halter.
Dette er i mange tilfælde nytteløst uden en
indledende undersøgelse af h
­ esten. Dette
skyldes, at man på røntgen kan gøre ­diverse
afvigende fund, men uden en diagnostisk
bedøvelse, der fjerner haltheden kan informationen fra røntgenundersøgelsen ikke
anvendes med mindre, den er af markant
karakter. Et fund af f.eks. en mus i et kodeled på røntgen fortæller således ikke, hvorvidt hesten har ondt i dette kodeled, det
kan først verificeres med en diagnostisk
bedøvelse af kodeleddet.
Behandling og prognose
Resultatet af den kliniske undersøgelse skal
gerne munde ud i en diagnose og dermed
også fastsættelsen af en prognose (muligheden for helbredelse). Hvor god prognosen er for hesten afhænger af flere faktorer. Først og fremmest er muligheden for
fuld rekonvalescens naturligvis afhængig
af den fundne diagnose, således at nogle
diagnoser generelt har en bedre prognose
f.eks. kodeledsbetændelse end andre f.eks.
en miniskenskade. Derudover er tidsfaktoren før behandlingens iværksættelse,
­hestens bygning, benstilling, fodertilstand,
brug og temperament med til at influere på
prognosen. Sidst men ikke mindst spiller
Ved visitering af hoven trykkes på sålen i
hoven med en tang for derved at undersøge for
ømhed i hoven, hvilket f.eks. ses i forbindelse
med en hovbyld.
›
TEMA
ejerens tålmodighed en væsentlig rolle i
mange tilfælde!
Dyrlægen vil fastlægge et behandlingsog rekonvalescensforløb tilpasset den
­enkelte hest, hvor løbende monitorering af
Viser hesten øget halthed
på benet ved mønstring
efter bøjeprøven, kaldes
bøjeprøven positiv.
hestens attitude. Ofte vil en hest efter anlæggelse af en positiv bedøvelse blive mere
fremadgående, virke mere komfortabel og
glad, stille sig bedre på volten ved longering, få forhudslyd og være mere samarbejdsvillig. I visse tilfælde vælger dyrlægen
at se hesten under rytter eller for vogn efter
anlæggelse af en blokade, såfremt haltheden er mest synlig under hestens arbejde.
Når undersøgelsen har resulteret i et positivt respons, vil næste skridt være anvendelse af billeddiagnostik for at afsløre de
indre strukturer, som er skjult for øjet.
Annonce
Videre diagnostik
I modsætning til humane ortopæder, der
anvender langt størstedelen af konsultationen på behandling, så koncentrerer den
ortopædiske dyrlæge sig i vid omfang om
ridehesteN
h
12/08
41
Halthed
responset på behandling er en vigtig komponent. Trods langt flere muligheder for
behandling i relation til de fleste lidelser
i dag i forhold til tidligere kommer man
ikke udenom, at det at give hesten arbejdsro
er en yderst vigtig del af rekonvalescensen
ved stort set alle former for halthed. Målet
med behandling er naturligvis at få hesten
tilbage på dens tidligere præstationsniveau,
men i visse tilfælde vil en lidelse blive en
tilbagevendende begrænsende faktor for
hestens sportslige præstationsformåen, og
et nedsat præstationsniveau kan være nødvendigt.
Forebyggelse
Som med al anden sygdom er det bedre at
forebygge end at helbrede. I relation til haltheder ligger forebyggelsen i, at sørge for regelmæssige beslagperioder, sadeltilpasning,
tandraspning samt regelmæssig og fornuftig træning tilpasset hestens kondition.
Der bør være fokus på fodring, hvor overvægt skal undgås, hvilket hos heste såvel
som hos mennesker giver en øget belastning af lemmerne. Nu til dags ses alt for
mange fede heste både på hobby- og konkurrenceplan. Endelig bør man som hesteejer kende sin hest og dagligt mærke på alle
4 lemmer for at notere sig varme, hævelser
eller galler.
Derudover kan det anbefales ca. en gang
om ugen at se hesten i longe uden udstyr
for at se, om den bevæger sig smidigt og
ubesværet på begge volter. Yderligere bør
man reagere, såfremt en hest pludselig bliver usamarbejdsvillig. En hest, der som udgangspunkt er samarbejdsvillig, begynder
ikke uden grund at modsætte sig rytteren.
Disse tilfælde er som oftest relateret til
smerte og ofte smerte relateret til halthed.
Ved notering af halthed, varme, hævelser
eller ændring i adfærd bør dyrlægen kontaktes i forhold til, om der bør finde en undersøgelse sted af hesten. Der bør specielt
reageres hurtigt, såfremt hesten er nylig
indkøbt, idet det er vigtigt af få fastslået,
om der er tale om et problem, som var til
stede, allerede inden hesten blev handlet.
Reagerer hesteejeren for sent i sådanne tilfælde, er tilbage­datering typisk ikke
h
mulig.
Ved undersøgelsen vil dyrlægen bl.a. mærke
efter galle (øget ledvæske) i hestens led og seneskeder. På billedet vurderes, om der er galle i
hestens hovled.
›
TEMA
GRAFIKER: ST
Annonce
42
ridehesteN
h
12/08