Kyndelmisse, 1. feb. 2015

Før og efter gudstjenesten er der mulighed for at tænde et lys
i kirken. Lyset sættes på døbefonten.
”Jeg er verdens lys, den, som følger mig, skal ikke vandre i
mørket, men have livets lys”.
Præludium v. kvartet: »Det er hvidt herude«
Evangelisten Johannes skriver:
Ord til indledning: Tidligere på dagen kom sneflokkene
”I Ordet var liv
vrimlende, endnu er det en smule hvidt derude.
Og livet var menneskenes lys
Kyndelmisse/kjørmes slår sin knude: Midvinterens knude af hård
Og lyset skinner i mørket og mørket fik ikke bugt med det”.
frost. Vi holder gudstjeneste i håbet om, at vinterens knude eller
midte er i dag. Det er bidende koldt og buldrende mørkt. Vi har
Lyset har altid været et stærkt kristent symbol - der fortæller
sådan brug for lys og for varme. For at tø op. For at holde ud
noget om, hvem Gud er. Gud er lysets og livets Gud. Han vil at
indtil foråret kommer. Vi må vente/ - bie - lidt endnu….
der skal være lys og liv. Både i os og omkring os. Til Ham kan vi
vende os – midt i mørket og kulden – med en bøn om, at Han vil
Salme: 557, Her vil ties, her vil bies«
tø os op:
Bibelske læsninger om lyset
Refleksions-bøn
Kyndelmisse betyder ”lys-messe”/lys-gudstjeneste. Lyset er et
Kristus.
fællesmenneskeligt symbol, der fortæller om liv og varme, - og
Du er himlens glød i vinterens kuldegys,
om glæde, håb og kærlighed. I kristendommen er lyset et meget
du er den lave februarsol i frostklare nætter.
centralt og vigtigt symbol: I Skabelsesberetningen siger Gud som
Og vi beder:
det første, da han skaber verden: ”Der skal være lys" - og Jesus
Tø os langsomt op.
siger om sig selv:
For kulden er gået os til marv og ben,
og trækker ilten ud af vores lunger.
Vores hjerter er istapper.
Vores fingre er stive,
Som frost, der løsnes,
og vi er følelsesløse fra yderst til inderst.
som is, der smelter.
Tø os langsomt op.
Tø os langsomt op.
Kom ikke som en pludselig brand,
men lad varmen vende gradvist tilbage.
Zane Christensen og Jørgen Heick synger: “Shine your light
Kom ikke som et lyn,
on me Jesus”
men lad vores øjne vænnes til lyset.
Tø os langsomt op,
Selma Lagerlöf ”Flammen” – Den handler om at tø op - blive et
andet menneske – takket være Lyset
lidt efter lidt,
Engang i Firenze levede en mand ved navn Rainiero. Han var den
så vi mærker varmen komme listende
stærkeste mand i byen, og en slagsbroder, selv om de færreste
og smyge sin ind på vores sind og krop.
turde slås med ham på grund af hans enorme styrke. En smuk og
statelig mand var han, hvis det ikke havde været fordi hans ansigt
Tø os langsomt op,
skæmmedes af mange ar, og fordi hans blik var mærkeligt
så vi bliver bøjelige
flakkende. Han var da også en mærkelig flakkende natur, der
Løs frosten i vores istaphjerter,
havde et umætteligt behov for hele tiden at blive beundret og lagt
og lad blodet rulle, som forårets smeltevand.
mærke til. Alligevel sværmede kvinderne om ham, og han giftede
sig med den skønneste, bedste og kærligste af dem - Franseska -
Tø os langsomt op.
der trods talrige advarsler, ikke ville have nogen anden end
lad varmen slå ind.
Rainiero. Ægteskabet var lykkeligt den første måned, men
Lidt efter lidt…
derefter begyndte det at smuldre, for selv om Rainiero elskede
Franseska, behandlede han hende dårligt. Gang på gang sårede
han hende, med sin brovtende adfærd. Efter et år forlod hun ham,
skubbe, lokke og puffe dem for at få dem til at gøre hans vilje.
for at hendes kærlighed, der dag for dag formindskedes, ikke
For sådan handler Gud i verden, men når vi mennesker ikke vil
skulle ende med at blive til had.
høre, men kun vil lytte til vores egen griskhed og
selvtilstrækkelighed, da er det der sker ting, som det der skete den
Rainiero drog da såret og vred og vel også uden helt at forstå,
dag i Jerusalem, da blodet flød fra korsriddernes sværd. -
hvorfor han var blevet forladt, bort fra Firenze, og der gik ikke
lang tid, før han lod sig indrulle i ét af de mange korstog til det
Da processionen den næste dag dannede sig, på vej mod den
hellige land. Han vandt stort ry for sine kampe, for han sloges
hellige gravs kirke, da græd Gud over, at mennesker kunne finde
bedre end nogen anden og da man efter måneders belejring af
mening i at takke ham fordi, de havde myrdet og lemlæstet
Jerusalem til sidst indtog den hellige by, da var det ikke mindst på
tusinde, og han talte af alt magt - hviskende og stille som Gud nu
grund af Raineros heltemodige indsats. Efter erobringen, efter
taler til mennesker - til hver eneste korstogsfarer og hver eneste
plyndringerne og myrderierne var der fest i korsriddernes lejr, og
ridder og hver eneste præst i processionen: "husk kærligheden,
her blev Rainiero hædret for sin tapperhed i hele hærens påsyn,
husk lyset, husk min søn" og når han havde hvisket det
han soledes sig i gunsten og rosen og opmærksomheden og
tilstrækkelig mange gange, så fandt han andre ord og hviskede i
kongen valgte ham til at tænde det mægtige lys i Kristi hellige
stedet den smukke linie, som han havde fået sin tjener Johannes
gravs kirke den næste dag, når de skulle fejre gudstjeneste og
til at skrive i et af sine breve brev "Gud er lys og der intet mørke i
takke Gud for sejren. Men først skulle der drikkes og det blev der.
ham". Men der var ikke lydhørhed, man var optaget af sig selv og
Der blev ædt og drukket og råbt og sunget, der blev sagt
sin egen fortræffelighed, ikke mindst Rainiero, der var én af de
grovheder og trukket sværd og Vorherre havde ligeså lidt glæde
forreste, fordi han skulle tænde det store lys i kirken. Men Gud
af korsriddernes ræben og drikken, som han havde haft ved af
holdt nu ikke op med at tale af den grund, han blev ved, for sådan
deres skåndseløse mytterier. Han ville have grædt i sin himmel
er Gud. Efter gudstjenesten fik Rainiero det store lys med hjem
over al den ondskab, han så, om han ikke havde haft så travlt med
som tak for sine tapre dåd under erobringen af Jerusalem, og han
hele tiden at hviske mennesker kærlighedens ord i ørerne og
bare det stolt gennem byen, og tænkte, mens han bar det, at nu
kunne alle se ham, nu kunne enhver se det ry, han havde vundet
værdig. Han gik da atter ind og lagde sig i sit telt og sov straks,
derved, at han bare lyset.
men ved daggry stod han op, pakkede sit grej, skaffede et bundt
kerter og red af sted til den hellige gravs kirke med det
Rainiero lod lyset brænde, han havde det stående ved siden af sig
brændende lys i hånden. Her svor han på Guds alter i flere
ved aftenens drikkelag og vågede nidkært over dets flamme, og
menneskers nærvær, at han ville bringe denne flamme til sin
han tog det med og satte det udenfor sit telt i den vindstille nat, da
hjemby Firenze, fordi Gud selv havde talt til ham. Han var
han lagde sig til at sove. Rainiero havde været hård ved sig selv,
imidlertid ikke kommet ret langt, førend han indså, at det var et
han havde ikke hvilet ordentligt i mange dag, alligevel kunne han
meget, meget vanskeligt hverv han havde begivet sig ud på. Han
ikke sove efter aftens drikkelag. Urolig og hvileløs lå han, indtil
måtte sidde baglæns på hesten for at lyset ikke skulle gå ud og
han til sidst gik ud af teltet og satte sig og så ind i sit lys. Han så
hele tiden skulle han passe på.
bare ind i flammen, der var ingen til at beundre ham, så han
havde ikke travlt med at gøre sig til eller blive set. Han sad bare
Vanskelighederne fik nu ikke Rainiero til at give op, han havde jo
helt stille og så ind i flammen, og da han sådan sad stille uden at
svoret, og en mand så ærekær som Rainiero ville aldrig drømme
have travlt med alt muligt, kunne han pludselig høre de ord, som
om at løbe fra en ed. At rejse med et tændt lys, krævede en enorm
Vorherre havde hvisket til ham igen og igen "husk kærligheden,
opmærksomhed og påpasselighed, det krævede også en
husk lyset, husk min søn" og "Gud er lys og der er intet mørke i
nogenlunde roligt rejsetempo og at han holdt hvil de dage, det
ham".
regnende og stormede. Ja, så meget opmærksomhed krævede
flammen, at der efter få dage for Rainiero kun var lyset i verden,
Rainiero var med det samme klar over, at det var Gud der talte til
og det eneste der betød noget var at bringe flammen hjem.
ham og han fattede da en beslutning, som passede til den mand
han var: Han ville vise Gud at han havde forstået Ham og taget
Undervejs blev Rainero angrebet af røvere, han løb tør for lys og
Ham alvorligt ved at bringe lysets flamme til Firenze og stille det
nåede kun i sidste øjeblik at tigge sig til nogle nye, han blev
i kirken. Han syntes, at det var dåd, der var en mand som ham
generet af gadedrenge i de byer, han red gennem, alle folk råbte
"gal. Manden er gal " efter ham, når han red gennem en byport,
Rainero rejste i to år, men flammen, hvis navn
fordi han sad omvendt på hesten. Han blev syg og lå flere dage i
var lys og kærlighed og som han havde bragt med fra Kristi grav
en klippehule ude af stand til at rejse sig af feber, men lyset holdt
forandrede ham eller også var det Guds idelige hvisken i han
han i live.
hjerte der forandrede ham "husk kærligheden, husk lyset, husk
min søn" og "Gud er lys og der intet mørke i ham".
Engang blev han stoppet af en ung kvinde, der så mindelig bad
ham om ild, for hendes eget var gået ud og hun kunne hverken
Da han mager og udmattet en tidligt sommersøndag red ind i
skaffe mad eller varme til sine børn. Rainero var ikke meget for at
Firenze, kunne ingen kende ham, i stedet troede man at en gal
dele ud af sin hellige flamme, men da hun bad ham så mindelig
mand som så mange andre før ham var redet ind i Firenze. Men
og sagde at hendes børns liv var den flamme hun havde pålagt sig
Rainiero red op til domkirken, hvor præsten var det gøre klar til
selv at holde brændende, så gav han hende af sin flamme for de
messe, han gik ind med sit lys, og bar det ind i sakristiet, hvor
ords skyld. Kort efter begyndte det at regne, der var ikke ly at
præsten sad. Han blev ikke genkendt, men Rainero fortalte sin
finde noget sted og skønt Rainiero prøvede at beskytte sin flamme
historie, mens han holdt om sit lys og præsten nikkede med tårer i
med kappen, så slukkedes lyset. Rainero begravede da ansigtet i
øjnene.
hænderne og græd, ude af sig selv af fortvivlelse, men da kom
han i tanke om kvinden, der havde fået af hans ild, han red tilbage
De der kom til messen denne tidlige søndag morgen - og i blandt
og fandt hendes hus, hvor ilden fra hans hellige flamme brændte
dem var Franseska - glemte det aldrig siden. For de så til deres
lystigt på ildstedet. Hun gav ham villigt af den, men ville vide,
undren ikke blot Rainiero som de troede var en fremmed - tænde
hvor den flamme, som han så nidkært vogtede over, var tændt.
alle kirkens lys med flammen fra Kristi grav, de hørte også ord,
Ved Kritsti grav svarede Rainiero, "da kan den ikke have andet
der gjorde deres hjerte lette, og deres mod og glæde stor. For lige
navn end lys og kærlighed "svarede kvinden. Rainiero lo, for han
før messen var forbi fik Rainiero lov at tale, og skønt ordene var
syntes, han var et underligt sendebud for noget så stort og smukt.
få, så var de store og skønne: "husk kærligheden, husk lyset, husk
Guds søn" sagde Rainiero" og derefter: "Gud er lys og der intet
vi tror på dig, Livets Gud.
mørket i ham".
Også i os er du lysets skaber,
løfter af mørket os ud.
Salme: ”Februar kulde og korte dage”
Derfor bærer blus vi med glæde!
1. Februar, kulde og korte dage,
skyerne tunge af regn.
5. Vi tror, at Kristus har tændt os livet
Langsomt er lyset på vej tilbage,
tværs gennem mørke og død.
lover os forårets tegn.
Vi tror, at håbet, som du har givet,
Derfor bærer blus vi med glæde!
opstår af vinterens skød.
Derfor bærer blus vi med glæde!
2. Mørket har været her alt for længe,
livsmodets flamme er lav.
6. Vi tror, din Ånd ånder liv i glæden,
Gud må vi bede om det, vi trænge,
vi tror på gnisten fra Gud.
levende håb du os gav.
Troen og Håbet og Kærligheden
Derfor bærer blus vi med glæde!
skyder de grønneste skud.
Derfor bærer blus vi med glæde!
3. Vinteren vender ved Kyndelmisse,
se, hvor erantis tør gro.
7. Alle, som lever, må elske livet,
Vintergæk skyder med grønne spidse,
det er det enkleste bud.
præd'ker for os om at tro.
Alt det, som Gud har os gratis givet,
Derfor bærer blus vi med glæde!
gror, når vi deler det ud.
Derfor bærer blus vi med glæde!
4. Vi tror, at mørke og mismod taber,
8. Lyset skal tændes i mørke dage
Giv tid! og livets træ bli'r grønt,
må frosten det end kue,
giv tid! og hvad du drømte skønt,
du skal i sandhed skue.
midt gennem mismod og regn.
Klart skal det skinne på håbets stage,
det er Guds kærligheds tegn.
Derfor bærer blus vi med glæde!
Ingrid Schrøder-
Hansen 1988
Bibelske læsninger om lyset
Giv tid! og åndens vinterblund
skal fly for herlig sommer,
giv tid, og bi på herrens stund,
- hans skønhedsrige kommer.
B. S. Ingemann, 1831
Jesus siger: ”Som lys er jeg kommet til verden,
For at enhver som tror på mig ikke skal blive i mørket”
Fadervor:
”Tro på lyset, mens I har lyset, så I kan blive lysets børn”.
Velsignelse
Sang: ”I sne står urt og busk i skjul”
Salme: 787, Du, som har tændt millioner af stjerner
I sne står urt og busk i skjul,
det er så koldt derude,
dog synger der en lille fugl
på kvist ved frosne rude.
Giv tid! giv tid! - den nynner glad
og ryster de små vinger, giv tid! og hver en kvist får blad,
giv tid! - hver blomst udspringer.
Digt: Helle S. Søtrup: Taksigelse NO. 1 + 11
Tak fordi man kan stole på lyset. //
Tak for åndens styrke
Og for sjælens sejhed.
Tak fordi der findes
Et hjerte
bag mit hjerte.
Tak for nådens
tunge og tøvende lys,
der falder så stille
og ømt.
Postludium v. kvartet: »Sneflokke kommer vrimlende«