Artiklen om jagten og vildtet på Æbelø

Kort venligst med tilladelse fra Aage V. Jensens Naturfond
Æblernes og
dåvildtets ø
Lystfiskere med hang til at prøve kræfter
med sølvblanke havørreder, har for længst
taget Æbelø til sig.
Der er noget meget specielt
ved øen Æbelø nord for Fyn.
Naturen, historien og det
faktum, at det dåvildt, der er
sat på øen, år efter år vender
tilbage til deres ophavssted i
brunsttiden.
Tekst og foto: Steen Axel Hansen
Meget af det dåvildt vi ser i Danmark, stammer fra udsætninger fra Dyrehaven. Dåvildt­
­et på Æbelø stammer sandsynligvis fra Tyskland, hvorfra de kom i 1200-tallet, ikke
bare til Æbelø men formentlig også til Ravnholt, Wedellsborg og Romsø.
38
www.jaegerforbundet.dk
Som en smådefekt papirdrage svæver
Æbelø i Kattegat ca. fire kilometer
nord for Fyn lidt nordøst for Bogense.
Efter øen svæver Æbeløholm, Dræet
og Ejlinge.
Nu om dage ejes øen af Aage V. Jensens Naturfond. De overtog Æbelø og
småøerne den 1. maj 1995 efter godsejer Erik W. Grevenkop-Castenskiold.
I dag er Æbelø med omkringliggende
søterritorium fredet. Selve Æbelø er
kun på lige godt to kvadratkilometer.
Engang var der liv på øen. Øen hav­
­de en havn og en skole, samt flere
gårde, men i dag er Æbeløgård, hvis
ældste dele er bygget omkring 1680
smukt restaureret, den eneste beboede bygning på øen. Her bor øens bestyrer og skytte, Per Abild. Læg lige
6/7 / 2013
mærke til det efternavn, som er et
gammelt ord for æble. Genialt.
Tilbage til naturen
Da Aage V. Jensens Naturfond overtog Æbelø, besluttede man, at øen
skulle gives tilbage til naturen. Tilbage til det oprindelige. Der er fjernet
kilometervis af vildthegn. Dræn og
grøfter er fjernet for at genskabe de
oprindelige skovsumpe, som er kærkomne opholdssteder for vandinsekter og padder. 30 ha nåletræer blev
fjernet, dog har de herboende skovfyr
fået lov til at blive.
Nu om dage bliver skovens træer
stående, til de en dag dør og drætter
om. Herefter får de lov til at blive liggende, hvor de faldt og fungerer her-
6/7 / 2013
efter som levested for svampe, insekter og meget andet.
Før Naturfonden overtog øen i 1995,
blev der drevet intensiv jagt på Æbelø.
Der blev udsat fasaner, ænder, dåvildt
og kronvildt i rå mængder. De store
mængder vildt tog for sig af retterne
på Æbelø. Al olden af eg og bøg blev
ædt af fuglene og klovdyrene. Den
fantastiske kæmpebille, eghjorten,
blev ligeledes udryddet. Faktisk er
den ikke set på Æbelø siden 50-erne,
men man snakker om, at den snart
skal reintroduceres på Æbelø.
Der er et rigt fugleliv på Æbelø. Digesvaler, ravne, ugler, den fantastiske
pirol og den ikke mindre imponeren­
­de havørn yngler på øen.
www.jaegerforbundet.dk
Vildt på øen
Der er stadig vildt på øen. Mufloner
og dåvildt, og … nå ja, der er stadigvæk fasaner på øen. To styks. Desværre er begge kokke, så det …
Råvildt har der været der. En djævelsk stærk buk, en rå og lam. Men de
døde pludseligt af råvildtsyge, fortæller Abild. Smittet er de givet vis blevet ovre på Fyn, da de jævnligt krydsede frem og tilbage mellem Æbelø
og det fynske fastland.
Ræve er der også på Æbelø – og mår,
og dem gør skytten, hvad han kan for
at holde i ave. Klovvildtet må jages på
Æbelø, men på Æbelø Holm, Dræet og
Ejlinge har de fred. Derude må kun jages ræv – og det bliver der så.
Vejen til Æbelø foregår til fods. Ved
39
>
Læg mærke til al den fod, der ses på højre
og venstre side af hjulsporet. Fod af då­
vildt.
> ebbe. Fra Fyn til øen er der fire kilo-
meter. Ebbevejen er den 1,5 km lange
vej til Æbelø Holm, og den ligger under vand. Æbelø er et populært turistmål ikke mindst blandt lystfiske­
­re, der gerne tager turen for at fiske
langs øens fabelagtig smukke kyster,
hvor chancerne for havørreder, hornfisk og makreller i sæsonen er store.
Der er strikse regler for ophold på
Æbelø og de omkringliggende øer.
Man må færdes på stranden døgnet
rundt, men man må ikke overnatte
uden særlig tilladelse, og man må
ikke gå uden for vejen på Æbelø Holm
eller gå i land på Dræet i fuglenes yngletid. På selve Æbeløholm, Dræet og
Æbelø skal hunde altid være koblet.
Kunne vi få lov …?
Grunden til Jægers ønske om et besøg
på Æbelø skyldes, at det var kommet
os for øre, at dåvildt, og især stærke
dåhjorte, som normalt står på Fyns
fastland, i brunsttiden vandrer tilba­
­ e til det sted ude i Kattegat, hvor de i
g
sin tid blev sat – Æbelø. Det lød som
noget af en skrøne, så der var kun en
måde at få det opklaret på, og det var
at få fat i manden, der passer øen og
vildtet – Per Abild.
Meeen … nu tager man ikke bare
lige over til Æbelø, traver ind ad en
dør i den gamle bindingsværksgård,
og råber ud i et lokale: – Hva… er der
noget om snakken om at …. Nej. Det
skal først gå ad de formelle kanaler,
og det var i det her tilfælde en skriftlig anmodning til Aage V. Jensen Naturfond om tilladelse til at besøge
øen og Per Abild med henblik på en
historie om især Æbeløs dåvildt til
Jæger.
Mange hviskede mig i ørene, at jeg
ikke skulle blive for skuffet, hvis jeg
fik et afslag, da fonden fik utrolig
mange forespørgsler om ditten og
datten, men ikke mange fik en positiv
tilbagemelding. Svaret på anmodningen kom hurtigt. Det var underskrevet af formanden for Aage V. Jensen
Naturfond, Leif Skov, og ordlyden var
kort fortalt, at Jæger skulle være velkommen på Æbelø. Det var bare at
kontakte Per Abild og få fikset det
praktiske. Som sagt så gjort. Oktober
kom, dåvildets brunsttid startede …
det var tid til at tage til Æbelø.
Æbeløs fantastiske dåvildt
En blændende flot oktoberdag tager
Per Abild imod nær parkeringspladsen på det Fynske land fire kilometer
sønden for Æbelø. Abild, der har sin
hund Kuno – en ordentlig kleppert af
en tysk jagtterrier og en masse haben­­
gut med – er kørende i et stort monster af en traktor, der er sortsværtet
af tjære for at holde rusten stangen.
Bag traktoren er en overdækket vogn.
I den er der store bløde tomandssæder – sikkert fra en gammel udåndet
rutebil – så der sidder man helt fint og
nyder turen.
Vi kører selvfølgelig, når det er eb­
be. Jeg sidder og betragter fuglelivet.
Et mylder af vadefugle og ænder. Så
passerer vi et par havørredfiskere i
waders, der også er på vej til Æbelø
med deres fluestænger over nakken.
Vi fortsætter gennem vandet med Ejl­
inge på den ene side og Dræet på den
anden og når Æbelø Holm.
Traktoren æder sig på land, og vi
bumper af sted i et ujævnt spor, og så
ser vi det første vildt. Små rudler af
dåvildt. Rudler uden store hjorte.
Snart dukker også små flokke af mufloner op, og blandt dem går der nogle
alvorlige herrer med dobbeltswung i
hovedprydelsen.
Hvor holmen slutter i en spids, kører vi ud på den sandtange, der ender
ved bestemmelsesstedet – Æbelø. –
Tjek lige det fugtige sand for fod, brøler Abild for at overdøve traktorens
brølen. Jeg læner mig ud og kigger
ned. Det er løgn. Det er fandeme
løgn, tænker jeg, da jeg ser den megen fod. Dåvildtfod på vej til Æbelø.
Dåvildtfod på vej bort fra Æbelø. Fod
i hundredvis – måske i tusindvis.
Okay, så er der altså noget om snakken om de mange stykker dåvildt, der
veksler frem og tilbage mellem øen
og fastlandet.
Så… endelig ruller vi ind på Æbleø.
Øen med den spændende får-lov-atpasse-sig-selv-natur, de stejle, gule
skrænter mod kysterne, strandenge­
­ne, de gule, grønne, orange, blå og
violette træer, alt sammen omkranset
af smukt, dybblåt vand.
Oppe ved bindingsværkgården drejer Abild nøglen til traktoren, der
„ud­­ånder“ med et dybt suk. Så følger
stilheden. Ikke en lyd høres, men så
starter „musikken“. Der „bøvses“ og
„ralles“ fra flere lokaliteter. Dåhjort­
ene tager fat igen. Det store brunstcirkus fortsætter.
I eftermiddagssolen nyder vi en
kop kaffe og koncerten, der gavmildt
leveres af dåhjortene. På sletten på
Mufloner går og nyder tilværelsen på Æbelø Holm. Det kan de gøre i fred og ro, for her er der jagtforbud.
40
www.jaegerforbundet.dk
6/7 / 2013
højre side af gården – ud mod kysten
– går der masser af dåvildt. Per Abild
fortæller, at der på øen skønnes at stå
omkring 150 stykker dåvildt, og i
brunsttiden kommer der mindst 100
mere på brunstvisit.
Hjortene, der ses på sletten, er ikke
af imponerende statur. Et par fine
halvskufler ses, men det er også det
… Jeg spørger Abild, om der ikke er
herrer i sværvægtsklassen på Æbelø.
Han smiler, ryster de sidste dråber
kaffe ud af sit krus, og siger: – Troede
aldrig, at du ville spørge. Kom, lad os
gå en tur!
Vi bevæger os tavst sydpå. Allerede
i et skovbryn stiger hjortekvaliteten.
Her går en fuldskuffel og raller mellem dåer og kalve. Vi fortsætter. Nu
ændrer skoven karakter. Til gammel
urskov. Ældgammel urskov med væltede træer, der får lov at ligge og råd­
­ne og en skovbund, der sine steder er
oversået med meterhøje bregner. Her
ligger et afpillet kranie fra en spidshjort. Her er mos, insekter og sikkert
alskens kryb nede under døde blade.
Her lugter på en gang surt, sødt og
godt. Her stinker af død og jammer,
men på forunderlig vis også af liv og
eventyr. Det er en fantastisk biotop i
en symfoni af de mest fantastiske farver. – Der er her, vi skal ind, hvisker
Per Abild. – Det er her, gulddrengene
holder til.
Så varer det ikke længe, før solen synker i havet bag den gamle smedje.
Vi bevæger os langsomt ind i „junglen“ ad en smal veksel. Her er på en
gang spooky, forfærdeligt og vidun-
derligt. Jeg stopper og lytter. Ud over
et par fuglestemmer er her tyst. Jeg
står med en fornemmelse af at være
overvåget – nidstirret og uønsket. Jeg
kigger på Abild, der lægger en pegefinger på læberne, peger ind i det
grønne, og hvisker. – Kan du se ham?
Jeg kan ikke se en pind, men så ser
jeg en svag bevægelse. Det er en
hjort, der ved at bevæge et sølvfarvet
forløb en smule røber sig. Jeg sætter
mig på hug. Nu ser jeg ham. Hans
store muskuløse krop, den enorme
svulmende hals, hans kraftige stænger, øjen- og issesprosserne, men de
brede, store skovle, som må være der,
er dækket af løv. Mon Dieu! Sikke en
skabning.
Vi går lidt videre. Som den ekspert
han er, peger Per Abild flere hjorte
ud. Dér. Dér og der. Næsten alle står
de tavst og nidstirrer os. Enkelte
springer og er hurtigt opslugt af skoven. Nogle lader os gavmildt se deres
Per Abild ved skiltet, der fortæller om øens
havørne.
Jovist. Et par alvorlige fejninger afslører, at
der er dåvildt i området.
Hos de tunge drenge
6/7 / 2013
www.jaegerforbundet.dk
>
Først da jeg sætter mig på hug, kan jeg se
pladshjorten.
41
>
Abilds tyske jagtterrier, Kuno blev egentlig
købt til gravjagt, men så voksede han, og
voksede, så den gik ikke Granberg. Men på
jagt kommer han alligevel.
På vej tilbage til Fyn, mens vandmasserne
stiger.
gigantiske skovle, men kun i meget
korte øjeblikke. Men hvilke øjeblikke.
Her er ifølge Abild guld, mere guld og
større guld. Han fortæller endvidere,
at flere store medaljehjorte bliver nedlagt hvert år, men at jage herinde er
ikke… bare lige. Bare det at komme
ind og på plads i skoven – uden at annoncere det højlydt for hele herreklubben – er en kunst, og så er det heller ikke så ligetil at få den rigtige hjort
til at stå fri af vegetationen, så det er
forsvarligt at sende en kugle af sted.
– Hvad med at sætte nogle skydestiger op herinde, spørger jeg, men kan
se på Abild, at det måske ikke er dagens mest begavede spørgsmål. – Hør
her, siger han og kigger mig dybt i øjnene. – Et helt igennem fantastisk
stykke vildt som en stærk, fejst dåhjort i sin bedste alder, skal ikke skydes fra en stige eller et tårn. Den skal
nedlægges på fair vis på pürsch. Og
hvis det ikke kan lade sig gøre, ja, så er
det bare sådan, det er. Så vandt vildtet
den runde, og sådan skal det være.
42
På vej ud af skoven render vi også
over et par unge muflonvæddere. De
karakteristiske profiler af fårene står
musestille mellem gamle egestammer. Det kunne meget vel være muflonprofiler, der var skåret ud i masonit og placeret mellem træerne, sådan
for sjovs skyld, men det er det ikke.
Næsten ude af skoven støder vi på
et stort skilt. Et skilt, der fortæller, at
der er ynglende havørne i området,
og at man skal vise hensyn. Per Abild
fortæller om havørnen, at de og han
ofte ses. Kæmpefuglen reagerer
prompte på lyden af et riffelskud. Når
skuddet har ringet af, kommer hav­
ørnen kort efter glidende gennem
luftrummet, for den ved, at et riffelskud normalt betyder et nedlagt styk­
­ke vildt, som igen betyder dampende
varm waid fra et opbrækket dyr, som
igen er lig med mad.
Solen går ned bag Æbelø. Vi får en
bid aftensmad, mens himlen sværtes
i en dybblå godnatfarve. På himmelhvælvet ses en ubeskrivelig mængde
www.jaegerforbundet.dk
stjerner og lysende planeter. Hvor er
det stort at føle sig så lille – bare en
gang imellem.
Aftenen går med snak om jagt, dåvildt, småkravl og planter og om Per
Abilds hund – jagtterrieren Kuno – og
hans ubændige jagtlyst. Den ene anek­­
dote afløser den anden. En af de bedste var dengang Kuno stak til havs en
iskold novemberdag. En då, der var
meget syg af yverbetændelse, gik til
havs. Kuno svømmede efter hende.
Længere og længere kom de væk fra
kysten. Abild kunne se en katastro­­fe nærme sig, men han kunne ikke
kal­de hunden til sig. Og dog. På et
tidspunkt drejede hunden og svøm­­
mede mod land. Abild fik med sin riffel på mirakuløs vis skudt dåen, der
sank. Kuno var næsten i land, men så
stoppede han op og tænkte øjensynligt … der mangler sgu da noget. Då­
en!!! Og så vendte han i bølger­­ne og
svømmede tilbage for at finde dåen,
men Abild fik ham heldigvis vendt
igen og fik ham på land. Træt, for-
6/7 / 2013
kommen og forfrossen, men i live.
Jeg tørner ind for dagen. Selv om
det er koldt uden for, står min terrassedør på klem, for dér, ude under myriaderne af stjerner, rasper, bøvser,
snorkler, øffer og gør Æbeløs stærke
dåhjorte, og hvem vil gå glip af sådan
en gang godnatmusik?
Tilbage til den virkelige verden
Næste morgen er smuk. Fabelagtig
smuk. Solen maler Æbeløs landska-
6/7 / 2013
ber, så det ser ud som om Eckersberg,
eller andre guldaldermalere, har været tidlig oppe og ude med de store
pensler. Vi får kaffe, brød og bløde æg
med orange blomme. Men travlt har
vi. Snart er det ebbe og afgang.
Mens vandet stiger og så småt når
halvvejs op ad traktorens hjul, forsvinder Æbelø i varmedis i baggrunden.
Jeg tænker på, hvad det er, der gør
en person eller et sted til noget helt
specielt. Det er længsel. En længsel
www.jaegerforbundet.dk
efter at vende tilbage til den eller det.
Og sådan har jeg det allerede nu. En
længsel efter endnu engang at vende
tilbage til Æbelø nøjagtig ligesom dåvildtet. Og til Kuno og
Per Abilds historier.
Og det må gerne
blive snart. Meget
snart.
[email protected]
>
43