TRAPPE TUSIND nr. 7 / Juni 2012

Transcription

TRAPPE TUSIND NR. 7
TRAPPE
TUSIN D
Tidsskrift for litteraturvidenskab
Nr. 7
Den rene seen
The Way I Look
Skriftens håndsrækning
Skriften der hader sig selv
Videnskabelighed og arbejdsetik
Regnbuen – samtale om fantasien
Hvorfor gør han ikke bare en ende på det?
+ Pernille Abd-El Dayem, Thomas Bernhard,
Ida Holmegaard og Audun Mortensen
TRAPPE TUSIND NR. 7
TRAPPE
TUSIN D
Nr. 7
Den rene seen
The Way I Look
Videnskabelighed og arbejdsetik
Regnbuen – samtale om fantasien
Hvorfor gør han ikke bare en ende på det?
+ Pernille Abd-El Dayem, Thomas Bernhard,
Ida Holmegaard og Audun Mortensen
Trappe Tusind
Nr. 7, juni 2012
Pris i løssalg: 30 kr.
© Bidragsyderne & Trappe Tusind
Redaktion
Caspar Eric Christensen
Merete Enggaard Jakobsen
Liv Sejrbo Lidegaard
Lone Nikolajsen
Malte Tellerup
Peter Eske Vinum (ansv.)
Nina Ulrich Østergaard
Layout
Trappe Tusind
Tryk
Frederiksberg Bogtrykkeri
Redaktionsadresse
Trappe Tusind
c/o Institut for Kunst- og Kulturvidenskab
Københavns Universitet
Karen Blixens Vej 1
2300 København S
www.trappetusind.dk
OMSLAGSILLUSTRATION
Anne Sarah Skjøth
Abonnement kan tegnes ved henvendelse
til [email protected]
udgivet af
Foreningen Trappe Tusind
issn 1903-461X
4
Walter Benjamin
regnbuen - samtale om fantasien
11
Rosalia Fenger
Den rene seen
Regnbuen som en umiddelbar erfaring
17
Markus Floris Christensen & Joachim Sømark
skriftens håndsrækning
Læserhenvendelsens ontologi og litterære praksis
25
Thomas Bernhard
4 fragmenter
Uddrag fra Die Stimmenimitator
29
Malte Tellerup
thomas bernhard
30
Ulf Houe
franco moretti: videnskabelighed og
arbejdsetik
38
Kasper Lundberg
the way i look
Hypermaskulinitet og ’the male gaze’ i Frank Millers The Hard Goodbye
44
Ida Holmegaard
tekst
46
Lise Olivarius
skriften der hader sig selv
Performativitet, identitetspolitik og klistret skam i Sara Stridsbergs
Drømmefakultetet
54
Caspar Eric Christensen
the nordic kid of alt litt pop art
Om Audun Mortensen
56
Audun Mortensen
6 digte
Uddrag fra Aaliyah
62
Peter Eske Vinum
hvorfor gør han ikke bare en ende på det?
En selvmordssociologisk undersøgelse af Arthur Schnitzlers Løjtnant
Gustl
69
Pernille Abd-El Dayem
mauritius 10-19. januar 2012
walter benjamin
Regnbuen
Samtale om fantasien
Tilegnet Grete Radt
MARGARETHE Det er tidligt om morgenen, jeg er bange
for, at jeg forstyrrer dig. Men jeg kunne ikke vente. Jeg vil
fortælle dig en drøm, før den er falmet.
GEORG Hvor jeg glæder mig, når du kommer til mig om
morgenen – fordi jeg så er helt alene med mine billeder og
slet ikke venter dig. Du er gået gennem regnen, det har forfrisket dig. Fortæl nu.
MARGARETHE Georg – jeg ser nu, at jeg ikke kan. En
drøm lader sig ikke fortælle.
GEORG Men hvad har du drømt? – Var det smukt eller
forfærdeligt? Var det en oplevelse? Og med mig?
MARGARETHE Intet, intet af den slags. Det var meget
simpelt. Det var et landskab. Men det glødede i farver; jeg
har aldrig før set sådanne farver. Heller ikke malerne kender
dem.
GEORG Det var fantasiens farver, Margarethe.
MARGARETHE Fantasiens farver, det var det. Landskabet
skinnede i dem. Hvert et bjerg, hvert et træ, bladene: De havde uendeligt mange farver i sig. Ja, uendeligt mange landskaber. Som om naturen oplivede sig selv i tusindfold immanent
væren.
GEORG Jeg kender disse fantasiens billeder. Jeg tror, at de
er i mig, når jeg maler. Jeg blander farverne og ser så ikke
andet end farve. Næsten ville jeg sige: Jeg er farve.
4
MARGARETHE Sådan var det i drømmen, jeg var intet
andet end seen. Alle andre sanser var glemt, forsvundet. Og
det var ikke mig selv, ikke min forstand, der sluttede sig til
tingene ud af bevidsthedens billeder. Jeg var ikke nogen seende, jeg var kun seen. Og det, jeg så, var ikke ting, Georg,
kun farver. Og jeg var selv farvet i dette landskab.
GEORG Det, du beskriver, er som en rus. Kan du huske,
hvad jeg fortalte dig om den sjældne og dejlige følelse af
beruselse, som jeg kender fra tidligere tider? Jeg følte mig
meget let i de stunder. Af alt registrerede jeg kun det, hvorigennem jeg var i tingene: deres egenskaber, igennem hvilke
jeg gennemtrængte dem. Jeg var selv egenskab i verden og
svævede over dem. De var opfyldt af mig som af farve.
MARGARETHE Hvorfor fandt jeg aldrig de glødende,
rene farver, drømmens farver, i malernes billeder? For det,
hvoraf de udspringer: fantasien, og som du sammenligner
med rusen – den rene optagelse i selvforglemmelsen, det er
kunstnerens sjæl. Og fantasien er kunstens inderste væsen,
aldrig så jeg det tydeligere.
GEORG Hvis fantasien er kunstnerens sjæl, er den ikke af
den grund kunstens inderste væsen. Kunsten skaber. Og den
skaber objektivt, det vil sige i relation til naturens rene former.
Overvej vel – og ofte har du overvejet med mig: formerne.
Den skaber efter en uendelig kanon, som stifter en uendelig
række af skønhedsformer. Det er former, de hviler alle i formen, i forbindelsen til naturen.
MARGARETHE Vil du sige, at kunsten efterligner
naturen?
GEORG Du ved, at jeg ikke tænker sådan. Det er sandt, at
kunstneren altid har til hensigt at forstå naturen til bunds,
han vil optage den ren, formeligt erkende den. Men i kanonen hviler de indre, undfangelsens skabende former. Betragt
maleriet. Det udgår ikke fra fantasien, fra farven, men fra det
åndelige, det skabende, fra formen. Dets form er at opfange
det levende rum. At konstruere det ud fra et princip; for det
er ikke muligt at opfange det levende ud over gennem skabelse. Princippet er dets kanon. Og hver gang jeg tænkte over
det, fandt jeg, at det for maleriet er rumuendeligheden – ligesom det for plastikken er rumdimensionen. Maleriets væsen
er ikke farven, men fladen. I denne, i dybden, lever rummet
op til dets uendelighed. I fladen udfolder tingenes væren sig
i relation til rummet, ikke egentlig i dette. Og farven er først
overfladens koncentration, forestillingen om uendeligheden i
denne. Den rene farve selv er uendelig, men i maleriet kommer kun dens afglans til syne.
5
MARGARETHE Hvorved adskiller malerens farver sig fra
fantasiens? Og er fantasien ikke farvens urkilde?
GEORG Det er den, skønt det er fantastisk. Men malerens
farver er relative mod fantasiens absolutte farve. Fantasiens
rene farve er kun i betragtningen, kun i betragtningen findes det absolutte. Den maleriske farve er kun en afglans af
fantasien. I denne bøjer fantasien egentlig om i skabelse, den
danner overgange med lys og skygge, den forarmes. Den
åndelige grund i billedet er fladen, og hvis du virkelig har
lært at se, så ser du: Fladen oplyser farven, ikke omvendt.
Rumuendeligheden er fladens form, den er kanonen, og fra
den udgår farven.
MARGARETHE Du vil ikke være så paradoksal at sige, at
fantasi ikke har noget med kunst at gøre. Og skulle dens kanon være åndelig og betyde formende skabelse af livet – som
ganske vist alene står i forbindelse med naturen i uendelige
muligheder – så undfanger kunstneren dog også. For ham viser det kun skønne, visionen, den rene betragtens lyksalighed
sig ikke mindre, men mere og dybere end for os andre.
GEORG Hvordan forstår du fantasiens tilsynekomst? Fore
stiller du dig den som et forbillede og skabelsen som en
afbildning?
MARGARETHE Skaberen kender ikke noget forbillede
og altså heller ikke noget i fantasien. Jeg forestiller mig det
ikke som forbillede, men som urbillede. Som det tilsynekommende, som åbner sig for ham, som han forbliver i, som han
aldrig forlader, og som fantasien udspringer af.
6
GEORG Musen giver kunstneren skabelsens urbillede. Du
har talt sandt. – Og hvad andet er dette urbillede end garantien for hans skabelses sandhed, sikkerheden for at være
ét med åndens enhed, af hvilken matematik ikke udspringer
mindre end plastik, historie ikke mindre end sprog. Hvad
andet garanterer musen digteren gennem urbilledet end
selve kanonen, den evige sandhed, som ligger til grund for
kunsten. Og den rus, som flyder gennem vores nerver ved
den højeste åndelige klarhed, skabelsens fortærende rus, er
bevidstheden om at skabe i kanonen, efter sandheden, som vi
opfylder. I digterens skrivende hånd, i kunstnerens malende,
i musikerens fingre, i den skabendes bevægelse, den enkelte
impuls, den fulde indlevelse i gebærden, som han ser i sig
som gudsbesjælet – sig selv, den skabende, som en vision,
hans hånd ført af musens hånd – deri hersker fantasien som
betragtning af kanonen i den seende og i tingene. Som de tos
enhed i betragtningen af kanonen. Alene fantasiens styre gør
nyderens rus, som jeg fortalte om, til kunstnerens rus. Og kun
der, hvor han stræber efter at gøre urbilledet til forbillede,
hvor han gestaltløst forsøger at bemægtige sig det åndelige,
formløst betragter, bliver værket fantastisk.
MARGARETHE Men hvis fantasien er selve den rene
undfangelses gave, spænder vi så ikke dens væsen i det uendelige? For så er fantasien i enhver bevægelse, som helt ren,
helt selvforglemmende, gøres som i forestillingen, ligeså i
dans og sang og gang og sprog, som i det rene syn af farven. Og hvorfor ville vi dog fortrinsvis se fantasien i farvens
væsen?
GEORG I os har vi sikkert også en ren forestilling om vores bevægelse og om al vores frembringelse, og herpå beror,
som jeg forestiller mig det, kunstnerens fantasi. Men farven
forbliver dog det reneste udtryk for fantasiens væsen. Netop
for denne eksisterer der i mennesket ikke nogen tilsvarende
skabende formåen. Linjen er ikke så rent undfanget, fordi vi
gennem bevægelse kan forvandle den i ånden, og tonen er
ikke absolut, fordi vi har stemmens gave. De er ikke af farvens rene, ukrænkelige, tilsynekommende skønhed. Jeg ser
tydeligt, at med ansigtet hæver en særlig region af de menneskelige sanser sig, som ingen skabende formåen svarer til: farveperception, duft og smag. Se, hvor tydeligt og skarpt sproget betegner dette. Om disse genstande siger det det samme
som om sansevirksomheden selv: De dufter og smager. Men
om farverne: De ser ud. For sådan siger man aldrig om genstande for at betegne deres rene form. Aner du det hemmelighedsfulde, dybe område af ånden, som begynder her?
MARGARETHE Har jeg ikke anet det tidligere, end du,
Georg? Dog vil jeg hæve farven ren ud af sansernes hemmelighedsfulde rige. For jo dybere vi stiger ned i dette de
optagende sansers andet rige, som ingen skabende formåen
svarer til, desto mere bliver dets genstande grelt substantielle,
desto mindre tillades sindet at fornemme rene egenskaber.
Man kan ikke fornemme dem for sig selv alene, med den
rene, afsondrede sans, kun som egenskab ved en substans.
7
Men farven udspringer af fantasiens inderste, fordi den kun
er egenskab, i intet er den substans eller står i forbindelse
hertil. Altså kan man kun sige om den, at den er egenskab,
men ikke at den har en egenskab. Derfor er farverne for de
fantasiløse blevet til symboler. I farven er øjet helt vendt
mod det åndelige, den sparer skabelsens vej gennem formen
i naturen. Den lader umiddelbart det rene, modtagende sind
møde det åndelige, harmonien. En seende er helt i farven, at
se farven vil sige at sænke blikket i et fremmed øje, hvor det
bliver slynget sammen, i fantasiens øje. Farverne ser sig selv, i
dem er den rene seen, og de er på samme tid dettes genstand
og organ. Vores øje er farvet. Farve er frembragt af synet og
farver den rene seen.
GEORG Du har meget smukt beskrevet, hvordan sindets
egentlig åndelige væsen, det modtagende, kommer til syne
i farven, hvordan farven som dette åndelige, umiddelbare er
fantasiens rene udtryk. Ligeledes forstår jeg først nu, hvad
sproget siger, når det taler om tingenes udseende. Det henviser netop til farvens ansigt. Farven er det rene udtryk for
verdensanskuelsen, overvindelsen af den seende. Gennem
fantasien berører den duft og smag og de mennesker, der frit
udvikler fantasien i sansernes hele område, bliver de fornemste. Jeg tror i det mindste, at udsøgte ånder modtager duft-,
ja, smagsfantasier rent fra sig selv, som andre modtager farvefantasier. Kan du huske Baudelaire? Disse ekstreme fantasier bliver sågar til en garanti for uskylden, da kun den rene
fantasi, ud af hvilken de flyder, ikke kan krænkes af stemning
og symboler.
MARGARETHE Uskyld kalder du det område af fantasien, hvor følelserne stadig lever for dem selv som rene egenskaber, uforstyrret stadig i den modtagende ånd. Er denne
uskyldssfære ikke børnenes og kunstnerens? Jeg ser nu klart,
at begge lever i farvens verden. At fantasi er det medium, som
de modtager og skaber i. En digter skrev: ”Var jeg af stof, ville
jeg farve mig.”
8
GEORG At skabe modtagende er kunstnerens fuldendelse.
Denne undfangelse ud af fantasien er ikke en undfangelse af
forbilledet, men af lovene selv. Den ville for digteren forene
hans gestalter i farvens medium. At skabe rent ud af fantasien ville sige at være guddommelig. Det ville sige at skabe
helt ud fra lovene, umiddelbart og fri for relationen til dem
gennem former. Gud skaber ud fra væsenets emanation, som
nyplatonikerne siger; da dette væsen ikke er andet eller mere
end fantasien, fra hvilken kanonen udgår. Måske erkendte
digteren dette i farven.
MARGARETHE Således er kun børnene fuldt i uskylden,
og i rødmen går de selv tilbage til farvens væren. I dem er
farven så ren, at de formår det. – Men se, det er holdt op med
at regne. En regnbue.
GEORG Regnbuen. Se på den; den er kun farve, intet ved
den er form. Og den er sindbilledet på kanonen, som den
guddommeligt udgår fra fantasien, for i den er skønhedens
følge den samme som naturens. Dens skønhed er loven selv,
ikke mere forvandlet til natur, til rum, ikke længere skøn
gennem lighed, symmetri og regler. Ikke mere gennem former, afledt af kanonen, nej, i sig selv skøn. I harmonien, som
på en gang er kanon og værk.
MARGARETHE Og går ikke alt skønt tilbage til denne
bue som sindbillede, i hvilket skønheden kommer til syne
som natur?
GEORG Sådan er det. I den rene betragtning står kanonen og kommer til syne alene i farven. For i farven er naturen åndelig og fra sin åndelige side er den rent farvet. Den
er virkelig kunstens urbillede ifølge dens væren i fantasien.
Naturen lever inderst i den, som altings samhørighed, som
ikke er skabende, ikke skabt. I den rene betragtning undfanger naturen. Alle kunstens former hidrører fra den.
MARGARETHE Kunne jeg sige dig, hvor fortrolig farven
er mig! En verden af erindring er om mig. Jeg tænker på børnenes farver. Hvordan farven overalt er det rent undfangende,
fantasiens udtryk. Dvælen i harmonien, over naturen i uskyld.
Det brogede og det ensfarvede, mine ældste billedbøgers
skønne, sælsomme teknik. Ved du, hvordan konturerne overalt var udviskede i et regnbuespil, hvordan himmel og jord
var malet med penselstrøg i gennemsigtige farver! Hvordan
farverne altid svævede bevingede over tingene, rigtig farvede dem og slyngede dem sammen. Tænk på alle de mange
børnelege, der alle består i den rene betragtning i fantasien!
Sæbebobler, brætspil, laterna magicaens fugtige farvethed,
farvelægning, overføringsbilleder. Altid var farven så uklar,
9
opløsende, helt monotont nuanceret, så fuldstændig uden
lys- og skyggeovergange. Nogle gange uldagtig, ligesom den
brogede uld til fladsyning. Der var ingen mængder, som i maleriets farver. Og forekommer det dig ikke, at denne farvens
egen verden, farven som medium, som rumløs, var skildret
fortræffeligt gennem brogethed? Den rene optagelses adspredte, rumløse uendelighed, således var barnets kunstverden bygget. Dens eneste udstrækning var højden. Børnenes
iagttagelse er selv adspredt i farven. De udleder ikke. Deres
fantasi er uberørt.
GEORG Og alt, hvorom du taler, er dog kun forskellige sider af fantasiens ene samme farve. Den er uden overgange og
spiller dog i utallige nuancer, den er fugtig, udvasker tingenes
konturer i farvningen, et medium, ren egenskab uden nogen
substans, broget og dog ensfarvet, en farvet udfyldning af
det ene uendelige gennem fantasien. Det er naturens farve,
bjergenes, træernes, men frem for alt blomsternes og sommerfuglenes, havets og skyernes. Gennem farven er skyerne
fantasien så nær. Og regnbuen er mig den reneste tilsynekomst af denne farve, der beånder og besjæler naturen, fører
dens oprindelse tilbage i fantasien og gør den til kunstens
stumme, betragtede urbillede. Endelig hensætter religionen
dens hellige rige i skyerne og dens salige i paradiset. Og
Matthias Grünewald malede englenes glorier på sit alter
regnbuefarvede, så sjælen strålede gennem de hellige skikkelser som fantasi.
MARGARETHE Fantasien er også drømmeverdenens sjæl.
Drømmen er ren optagelse af tilsynekomsten i det rene sind.
Jeg begyndte med at tale om drømmen; nu kunne jeg endnu
mindre fortælle dig min drøm, men du har selv skuet dens
væsen.
GEORG I fantasien er al skønheds grund, der kommer til
syne for os alene i den rene optagelse. Skønt er det, ja, det er
skønhedens væsen, at vi kun kan optage det skønne, og kun
i fantasien kan kunstneren leve og fordybe sig i urbilledet. Jo
dybere skønhed indgår i et værk, desto dybere er optagelsen.
Al skabelse er ufuldkommen; al skabelse er uskøn. Lad os tie.
WALTER BENJAMIN: ”Der Regenbogen: Gespräch über die Phantasie.” Gesammelte
Schriften VII. Suhrkamp, 1989 [1915].
10
Oversat af Rosalia Fenger.
Den rene seen
Regnbuen som en umiddelbar erfaring
rosalia fenger
Regnbuen – samtale om fantasien1 skrev Walter Benjamin i
1915 som et forstudie til det, der skulle have været en større
afhandling om fantasien og farven. Afhandlingen skulle have
undersøgt illustrationer i børnebøger og kunst lavet af børn,
men blev aldrig realiseret.2 Alligevel kan teksten ses som en
kunstnerisk fremskrivning og en filosofisk indkredsning af
en særlig erfaring, som Benjamin fandt i barnets fantasi og i
børnebøgernes farvespil.
Maleren Georg repræsenterer groft sagt Benjamins
perspektiv i dialogen og formidler hans æstetiske idéer, og
hans veninde Margarethe er den nødvendige, mindre oplyste
dialogpartner, der får samtalen i gang. Som sådan har den
sit forbillede i Platons klassiske dialoger. I det følgende vil
jeg dog primært koncentrere mig om den perceptionsmodus,
som regnbuens konturløse farveovergange er sindbilledet på.
Benjamin er præget af nykantianismen, som han blev
udsat for i sin studietid, og det er især tydeligt i hans tidlige
tekster. Ikke desto mindre foretager han her en redefinering
og en udvidelse af det kantianske erfaringsbegreb gennem
farvesansningen.
1. Se Benjamin: Regnbuen –
samtale om fantasien i dette
nummer.
Forholdet mellem fantasi og skabelse
Teksten danner et umiddelbart kontraintuitivt modsætningspar mellem fantasien og kunsten. Fantasien er ikke
kunstens ”inderste væsen”, selvom fantasien spiller en rolle i
den kunstneriske skabelse.
”Betragt maleriet,” siger Georg i Regnbuen, ”[d]et udgår ikke fra fantasien, fra farven, men fra det åndelige, det
skabende, fra formen.” Forud for den kunstneriske skabelse
går en åndelig og kreativ erfaring af form, af dimensioner,
af rum. De forskellige kunstformer står på forskellig måde
i forbindelse til rummet som sådan. Maleriet udfolder sig
i relation til rummet, i fladen dannes koncentration, dybde
og forestilling om uendelighed. Plastikken – altså den gren
af kunsten, som man kan bevæge sig rundt om i rummet,
kort sagt skulpturen – struktureres af ”rumdimensionen” og
udfolder sig dermed i rummet. Skabelse er altså at forstå som
formgivning i ordets konkrete betydning i relation til et rum
med to eller tre dimensioner. At skabe uden mellemvejen
over form er som sådan umuligt, fordi det ville sige at skabe
ting rent ud af forestillingskraften, altså en guddommelig
2. Caygill, s. 83.
11
3. Her er Benjamin i øvrigt på
linje med Kant, se Kant, s. 144.
4. Benjamin 1979-, VI, s. 109.
5. Benjamin 1979-, VI, s. 117.
6. For parallellen til Goethes
Farvelære se Brüggemann, s. 174.
12
skabelse.3 Der findes et uendeligt antal skønhedsformer, men
en skabelse, der ikke betjener sig af disse, er umulig. Med andre ord kan vi forestille os ting, som vi ikke kan frembringe.
Altså er den menneskelige skabende formåen bundet til rum,
til former, som, hvis man skal følge Benjamins religiøse forklaring, er givet af gud.
I maleriet indgår farven som egenskab i en komposition. Således er farven, når den indgår i kunsten, en egenskab
ved denne og kun afglans af fantasiens absolutte farve, da den
ikke kan betragtes alene, men altid står i forbindelse til noget
andet, til rummet.4 I modsætning hertil står farven for sig
selv som fantasiens medie eller sfære. Den rene farve og fantasien stemmer her næsten overens. At farven kan være medie for fantasien har at gøre med, hvordan farve perciperes,
hvordan farve dannes i øjet. Helt afgørende for Benjamins
sammenkobling af fantasien og farven er, at farven i sig selv
netop ikke er ”skabt”. Fantasien eksisterer kun i den rene,
ikke-skabende betragtning. Den kommer til syne og er kun
tilgængelig for betragtning eller kontemplation, eller rettere
den er i sig selv tilsynekomst og ren seen. Den er uendelig
og ikke-dimensional.5 Fantasiens farve er ”rumløs”, den er
”ren egenskab uden nogen substans”. Den er tættere på det,
Benjamin kalder kunstens urbillede, altså en forestilling om,
at kunsten ikke repræsenterer, men har et udgangspunkt, der
ligger uden for det allerede kendte, ja, endog uden for ”rum”.
På den måde har fantasien alligevel andel i den kunstneriske
skabelse som en slags refleksiv perceptionsform: Fantasien
hersker i kunstnerens hånd, i ”den enkelte impuls, den fulde
indlevelse i gebærden [...] som betragtning af kanonen i den
seende og i tingene”, men den går ikke rent ind i kunsten.
Citatet afslører også, at fantasien er defineret inden for et
passivt, receptivt perceptionsparadigme i modsætning til
kunstens aktive, strukturerende formgivning.
Farven som genstand og organ
Benjamin ser også denne modsætning i et fysiologisk
perspektiv. Farven står uden for menneskets skabende
formåen. Mennesket er udstyret med en stemme og kan
dermed kropsligt efterligne musikken, mennesket kan skabe
linjer gennem bevægelse, men mennesket kan ikke kropsligt
frembringe farve. Når Benjamin skal forklare dette indgående,
tyr han til formuleringer, der genlyder af introduktionen til
Goethes Farvelære:6
En seende er helt i farven, at se farven vil sige at sænke
blikket i et fremmed øje, hvor det bliver slynget sammen, i fantasiens øje. Farverne ser sig selv, i dem er den
rene seen og de er på samme tid dettes genstand og organ. Vores øje er farvet. Farve er frembragt af synet og
farver den rene seen.
I citatet finder vi en korrespondens mellem tilsynekomst og betragtning; farven er på samme tid genstand og
organ for ”den rene seen”. Goethe taler om, at øjet selv besidder et lys, der får synet til at opstå, idet det møder det ydre
lys, altså at øjet så at sige møder ”dets lige” i synet.7 Et blik
på øjet som biologisk indretning kan anskueliggøre tanken.
Det er jo, som bekendt, forskellige bølgelængder, der danner
farverne i øjet. Vi ser med de tre farver, rød, gul og blå, som i
deres blanding danner uendeligt mange andre farver, hvoraf
det menneskelige øje kan skelne mellem 15 og 16 millioner
forskellige. Farverne kan således godt siges at være både genstanden for synet og det, som vi ser med, altså dets organ.
Denne korrespondens har implikationer i forhold til
grænserne mellem den betragtende og det betragtede objekt
– og dermed også for et erfaringsbegreb. Selvom Kant ikke
nævnes i dialogen, er det begreber hentet fra den transcendentale æstetik, der benyttes til at beskrive erfaringen i farven. Dog må de samtidig siges at være Benjamins egne, da de
bruges på radikal anden vis til at fremskrive en erfaring, der
netop ligger uden for ”rummet”, som den visuelle perception
ifølge Kant struktureres af.
Overskridelse af Kants erfaringsbegreb
Ifølge Kant struktureres vores perception af de to erkendel
sesformer, rum og tid. Hvor rummet strukturerer de ydre
sanseindtryk, er alle sanseindtryk, også de indre, struktureret
i tid. Det er altså ikke et empirisk rum eller den empiriske
tid, men rum og tid som sådan, der udgør grundlaget
for vores erkendelse gennem sanseindtryk. Synet som
den sans, der lader tingene optræde samtidig ved siden
af hinanden og ikke i en tidslig rækkefølge, må siges at
være bundet til rummet. Rummet er således en a priori
anskuelsesform8 i vores sansebevidsthed, der gør erfaringen
mulig eller rettere gør, at sanseindtrykkene skaber en
orden, der gør erfaring og senere erkendelse mulig. Uden
struktureringen i rum ville sanseindtrykkene indtræde i
7. ”Aus gleichgültigen
Hülfsorganen ruft sich das Licht
ein Organ hervor, das seines
Gleichen werde; und so bildet
sich das Auge am Lichte fürs
Licht, damit das innere Licht dem
äußeren entgegentrete.” Goethe,
s. 24.
8. ”Form sinnlicher Ansschauung”,
Kant, s. 71.
13
9. Kant, s. 69 og 162-63.
10. Ibid., s. 84.
11. Ibid., s. 72.
12. Ibid., s. 77, 1A.
13. Ibid., s. 77, 1A.
14
bevidstheden som i en tom beholder, ikke samle sig til en
enhed, men optræde i et mangfoldigt kaos.9
Men de a priori anskuelsesformer har også en anden
funktion, det er i høj grad dem, der konstituerer grænsen
mellem det betragtende subjekt og det betragtede objekt.
Det er således rum og tid som ordensprincipper, der gør, at
vi opfatter tingene, deres tilsynekomst, som noget andet end
os selv, noget fra os adskilt, som vi kan betragte og definere,
erkende. Rummet som erkendelsesform medierer altså mellem på den ene side tingen som sådan, som vi ikke kan have
nogen egentlig erkendelse af, og så dens tilsynekomst i subjektets bevidsthed.10
Betragtningen hos Benjamin, der i øjet korresponderer med det betragtede objekt, er således en radikal opløsning
af Kants fastsatte grænser mellem subjekt og objekt i perceptionen. Det er en fantasiens perceptionsmodus, der ifølge
de kantianske begreber sprænger rammerne for, hvad det er
muligt at erfare.11 Det bliver særlig tydeligt, når man tager
farvens status hos Kant med i betragtning.
Kants regnbue
Farven defineres af Kant som en mere eller mindre tilfældigt tilført virkning ved en genstand, for eksempel et kunstværk. Farven er sammen med en række andre sanseerfaringer,
smag, lyd, følelse, ikke noget, som mennesket kan bygge erkendelse på. De er for Kant subjektive størrelser, ikke nødvendige betingelser for den objektive opfattelse af genstande
som objekter.12
Benjamins begreb om den maleriske farve, der indgår
som egenskab i en komposition, adskiller sig ikke grundlæggende fra Kants definition af farven. Benjamin går imod
Kant i forhold til den status, som farven har i sig selv. Kant
udelukker, at mennesket kan have en a priori forestilling –
altså en forestilling, der går forud for erfaringen – om en
farve eller en smag.13 Benjamin stiller i modsætning hertil
farven som sådan, den rene seen, som alternativ til den rene
anskuelse, der hos Kant er anskuelsen af rum og tid som sådan. Der kan også i teksten spores en gennemgående tendens
til at føre de filosofiske begreber tilbage til deres oprindelige,
konkrete (fysiologiske) betydning. Det gælder for eksempel
for det kantianske begreb ”Anschauung”, som jeg netop har
oversat med ”betragtning” i stedet for den vanlige abstrakte
term ”anskuelse”, idet Benjamin her lader begrebet optræde i
dets konkrete betydning, det vil sige at ”se på noget”.
Sjovt nok – og det er sikkert ikke et tilfældigt sammentræf – er et af Kants få eksempler på grænserne for vores
erfaring gennem rum og tid en regnbue. Han forklarer, hvilke
dele af synet eller perceptionen af regnbuen der danner vores
erfaring og indgår i vores erkendelse af den. Her er det betegnende, at Kant nævner de regndråber, som ved sollys skaber
regnbuen, deres runde form og selv det rum, som regnbuen
optræder i, når vi får øje på den, men ikke farverne, som ethvert barn jo ellers ville sige, er regnbuen.14
I det perspektiv er Regnbuen – samtale om fantasien
også en polemik, en bevidst og måske næsten drilsk venden
op og ned på de kantianske begreber. Men man skal trods alt
ikke undervurdere den alvor, der ligger i farven som paradigme for en anden erfaring. En stringent filosofisk formulering
af det erfaringsbegreb, som gør sig gældende i Regnbuen –
samtale om fantasien, leverede Benjamin først i Om programmet for en kommende filosofi, som han skrev i 1918 i forlængelse af flere små arbejder om farve og fantasi.15 Her plæderer
han for en revidering af den kantianske erkendelsesfilosofi.
Først og fremmest taler han for nødvendigheden af en ”erkendelsesteoretisk fundering af et højere erfaringsbegreb”.16
Det ligger dog for Benjamin i forlængelse af Kant selv.
Han definerer det nye erfaringsbegreb som ”erkendelsens enhedslige og kontinuerlige mangfoldighed”.17 Dette,
vil jeg påstå, kan blandt andet være fantasiens farvesyn.18
Et syn før erfaringen
Fordi Benjamins betragtning eller seen står uden for ”rum”
som sådan, konstituerer det også en mere passiv formåen end
hos Kant, da det ikke bliver struktureret gennem spontanitet,
altså ordnes via rummet som anskuelsesform; det vil sige at
det forbliver ureflekteret. Hos Kant er det som sagt rummets
strukturering af sanseindtrykkene, der gør disse tilgængelige
for erkendelsen, for refleksionen. Hos Benjamin står fantasien da også i modsætning til refleksionen, som Margarethe
siger: ”[D]et var ikke mig selv, ikke min forstand, der sluttede
sig til tingene ud af bevidsthedens billeder. Jeg var ikke nogen
seende, jeg var kun seen. Og det jeg så, var ikke ting, Georg,
kun farver.” Ikke desto mindre er det en ren og umiddelbar
erfaring, som fantasien muliggør. Og her skal ”umiddelbar”
forstås helt bogstaveligt som umedieret, netop ikke en erfaring gjort gennem rummets strukturering, men en direkte
erfaring i sammenslyngningen af subjekt og objekt.
Benjamin definerer her et syn, der ikke har lært at
14. Ibid., s. 89-90.
15. Caygill, s. 7.
16. Benjamin 1979-, II 1, s. 160.
17. Ibid., s. 168.
18. I Om sprog overhovedet og om
menneskets sprog fra 1916 finder
vi et på mange måder lignende
erfaringsbegreb, der gør sig
gældende i sproget. Benjamin
1979-, II 1, s. 140-156. Se også
Caygill.
15
19. Goethe, s. 24. Se også
Brüggemann, s. 174.
20. Se Ostrovsky, Andalman &
Sinha
21. Caygill, s. 84.
se, ikke ser i dimensioner, ikke kan skelne form og kontur,
men kun ser changerende overgange af farve. Denne betragtningsmodus svarer såvel til Goethes forestilling om synet hos
et menneske i Farvelæren19 som til resultatet af nyere undersøgelser af synsopfattelsen hos mennesker, der er født blinde,
men har fået synet igen ved operationer, efter at de er blevet
voksne; nemlig at vi lærer at se i den tidlige barndom.20 Øjet
ser i udgangspunktet kun farve, lys og skygge, det er erfaringen, der lærer os at afgrænse tingene. Det er altså gennem
erfaring, at vi lærer visuelt at opfatte i dimensioner og form;
at se trappetrin som andet end horisontale linjer, kaffekopper
som andet end cirkler. Således er farveseen en perceptionsmodus, der går forud for perceptionen af rum.21 Det er en
perceptionsmodus før refleksionen, hvor betragteren ”stadig”
er et med det betragtede. En ren seen, der ikke ser konturer,
altså ikke adskiller tingene og erkender deres form, men i
stedet ser et changerende farvespektrum.
Benjamin stiller spørgsmål til erfaringens grænser, om der
findes en erfaring, før vi lærer at se og adskille form? En
erfaring uden for rummets empiriske virkelighed og struktureringen af erfaringen i begreber? Og tilbyder her farvesansningen som et paradigme for en sådan – ifølge Benjamin
højere – erfaring.
”Den rene seen” er på den ene side en overvindelse af
subjektet i tilsynekomsten, på den anden side en overvindelse
af objektet, da perceptionen ikke er knyttet til rum. Det er en
sammenslyngning i øjet, en sammensmeltning af genstand
og organ. I stedet for rummet og objektet træder en erfaring
af et bevægeligt, ja, changerende absolutte, der ikke kan sættes på begreb i erkendelsen via rummets strukturering. Det
er barnets syn, der endnu ikke er påvirket af erfaringen. Altså
en slags erfaring uden erfaring. Man kunne sige, at det er et
syn, der ikke har lært at gøre det perciperede til middel, altså
til objekt for sig, fordi det ikke kan skelne sig selv fra farven.
I stedet er det farven.
16
WALTER BENJAMIN: Gesammelte Schriften, vol. I-VIII. Suhrkamp, 1972. / HEINZ
BRÜGGERMANN: Walter Benjamin über Spiel, Farbe und Phantasie. Königshausen
& Neumann, 2007. / HOWARD CAYGILL: The Colour of Experience, Routledge,
1998. / JOHANN WOLFGANG GOETHE: “Einleitung” i Zur Farbenlehre.
Deutscher Klassiker Verlag, 1991. / IMMANUEL KANT: Kritik der reinen Vernunft,
vol. I-II. Suhrkamp, 1974. / YURI OSTROVSKY, AARON ANDALMAN &
PAWAN SINHA: ”Vision Following Extended Congenital Blindness” i Psychological
Science, vol. 17, no. 12, 2006.
Læserhenvendelsens ontologi og litterære praksis
markus floris
christensen & joachim
sømark
Litteraturen er fyldt med læserhenvendelser. De optræder på
forskellig vis på tværs af selvsagt alle litterære genrer. De kan
være eksplicitte, som når ordet ’læser’ optræder i en henvendende kontekst, og de kan være noget, vi som læsere udleder
af et jeg/du-forhold i teksten. Uanset læserhenvendelsens
udtryksside, dens formmæssige karakter, sker der noget med
læsningen, når man støder ind i fænomenet. Man kan føle
sig fundamentalt uvelkommen i tekstens hus, som når man
eksempelvis bliver bedt om ’at gå’ hos Lars Skinnebach, men
man kan også blive ramt af en fornemmelse af nærvær, som
når Kierkegaard fx appellerer hengivent til én med anslag
som ”Den velvillige Læser”1 og ”Min kjære Læser”.2
1. Kierkegaard 1960, s. 29.
Læserhenvendelsen har den effekt, at den trækker os tæt på
eller skubber os væk fra. Man bliver som læser forstyrret i
læsningen, når der er noget i teksten, der henvender sig til
én. Læserhenvendelsen knækker læserytmen. Den har en
dirrende effekt på læseoplevelsen – hvad enten vi tiltales via
vrængende effekter eller storladne velkomster. Men hvordan
skal man forstå dette fænomen?
Læserhenvendelsen er et værende, noget der findes, noget
som er i litteraturen på linje med metaforer og fortællerstemmer. Det drejer sig her om at finde ud af, hvad en læserhenvendelse ’gør’ med den intention at nå frem til en bestemmelse
af, hvad en læserhenvendelse ’er’. Ideen er ikke at skemalægge
fænomenets mange måder at komme til syne på. Målet er en
åbning af et ontologisk3 forståelsesrum. Åbningen skal finde
sted ved en gennemløbende brug af en teoretisk tankefigur.
Læserhenvendelsen vil blive kastet ind i lyset af en metafysisk diskussion i forholdet mellem nærvær og fravær.4 Det er
primært læserhenvendelsens betydning, dens væsen, der her
skal udlægges en forståelse af.
Højholt – læserhenvendelsen som skrifttematisk effekt
Hos digterne Per Højholt og Lars Skinnebach gælder det, at
læserhenvendelsen er et genkommende element i deres lyriske produktioner, men de bruger den på forskellig vis.
Højholt er en af de digtere, der får stor betydning for bruddet
med Heretica og den form for metafysisk-modernistisk lyrik,
2. Kierkegaard 1962, s. 81.
3. Når vi benytter betegnelsen
’ontologi’, skal det forstås ud
fra spørgsmålet om, hvad
en læserhenvendelse ’er’. Vi
rejser et overordnet ontologisk
spørgsmål: Hvilket værende er
læserhenvendelsen?
4. Denne diskussion har præget
store dele af den vestlige tænkning
– fra præsokratikerne over Leibniz
og Hegel til Heidegger og Derrida
(Derrida 1967, s. 41).
17
som op gennem 1950’erne har domineret den danske litteraturscene. Højholt plæderer for en konkret, sprogspillende
digtning, der skal sætte skriften i centrum netop som skrift.
Det drejer sig ikke længere – som hos hereticanerne – om at
producere associationsvækkende betydning, at skabe storslåede billeder og eksistentielle jeg-udladninger. Det drejer sig
om at gøre læseren opmærksom på digtet som skrift – hverken mere eller mindre.
5. Aldersmæssigt tilhører Højholt
Heretica-generationen, og desuden
udgav han sin første digtsamling
(Hesten og solen fra 1949) på Wivels
forlag, en hereticansk højborg.
6. Iben Holk (red.), s. 128.
7. Jf. til eksempel digte som: ”Le
tombeau de Joyce” (Højholt 2005,
s. 114),” Le tombeau d´Orphée”
(Højholt 2005, s. 115) og ”M/S
NELLY i modlyd” (Højholt 2005,
s. 116).
8. Højholt 1972, s. 133.
Højholt er således efter sin traditionsbundne opstart5 begyndt at læse franske filosoffer, heriblandt Jacques Derrida.6
Det er dog allerede fra og med udgivelsen af Poetens hoved
(1963), at selvrefererende ’skrift-digte’7 kommer til syne.
Sproget bliver i disse digte og i de kommende digtsamlinger først og fremmest et materiale, der skal tømmes for referentialitet – for ”henvisende-beskrivende kvalitet”: ”Sprog
er tingenes fravær erindret, skrift er fraværets fravær manifesteret…”8 Formuleringen stammer fra Højholts anden poetologiske essaysamling Intethedens Grimasser – og trækker
umiskendeligt lydspor til et dekonstruktivt resonansrum.
Dekonstruktionsprogrammet, som det grundlagdes af
Derrida i slutningen af 60’erne, drejer sig for en stor del om
skrift og forholdet mellem det nærværende og fraværende. I
foredraget La différance (1968) opprioriterer Derrida skriften på bekostning af talen. Dette gør han med søsættelsen
af ’différance’, hvor han bevidst staver ordet med a frem for
e. Pointen med dette er, at man ikke kan høre forskel på ’différence’ og ’différance’. Da han holdt foredraget, blev han
derfor, hver gang han nævnte différance, nødt til at gøre opmærksom på, at det var différance stavet med a og ikke e,
han henviste til i oplæsningen. Derigennem påviste han, at
talen kan være afledt af skriften. Han problematiserede hermed det, som traditionelt har fået tildelt nærværende status,
talen, ved at sætte det i forhold til det fraværende, skriften.
Med différance anstiller Derrida en ’term’, der i skriften gør
opmærksom på skriften som skrift, og det er med disse tanker in mente, at Højholt udfolder sin poesi.
18
Højholt vil frem til en skrift, hvor fraværets fravær bliver
manifesteret – hvor der ikke gives nogen form for nærvær
at forene sig med som læser. Højholts poetik hviler, i modsætning til den hereticanske, ikke på en ide om, at der er
overensstemmelse mellem ord og ting, mellem genstand og
begreb. Han opererer med en skrift som umiddelbart er tømt
for betydning. Læseren bliver, som konsekvens heraf, en instans, som Højholt sætter krav til. Højholt udfordrer læseren,
der bliver konfronteret med skriftens tomhed. Læseren skal
gennemskue, at det er skriften, der tematiseres i digtningen,
og ydermere stille sig tilfreds med, at han/hun ikke får kastet
formfuldendte patos-arabesker efter sig.
Højholt hjælper imidlertid læseren på vej. Hér er det, at læserhenvendelsen kommer ind i billedet. Læserhenvendelsen
fungerer hos Højholt som en sproglig effekt, et stærkt insisterende ’Verfremdungsvækkeur’:
DU SIDDER BARE DÆR OG LYTTER TIL
DINE INDRE KOLLISIONER / DU ER GÅET
I BIOGRAFEN INDE I DIG SELV, MAND,
VÅGN OP! / DIN PIGE ER PÅ VEJ HEN TIL
DIG FORDELT I 16 AMBULANCER / MEN
DU HÆNGER I EN TRÅD NED FRA LOFTET
SOM ET ANDET JEG! 9
9. Højholt 2005, s. 221.
Henvendelsen er direkte og polemisk anfægtende. Den er et
angreb på den læser, der er gået i stå inde i sig selv under
læsningen (jf. indre kollisioner/inde i dig selv), og som derfor
har brug for at blive vækket med et absurd-komisk billede (jf.
pigen, der er fordelt i 16 ambulancer). Læserhenvendelsen
bliver et led i Højholts poetologiske program. Den skal påpege, at læseren ikke må lade sig lulle i søvn i et fortroligt
rum med teksten. Når Højholt derfor anvender læserhenvendelsen, er det som et retorisk greb, der bryder illusionen
om nærvær. Den sætter ind og skaber øjeblikkelig afstand.
Skriften støder fra sig.
Dette kan sættes i forhold til Bertolt Brecht og hans
Verfremdungsbegreb.10 Brechts projekt tager udspring i et
opgør med Aristoteles’ nærværsmetafysiske teaterform. Han
mener, at der i kunsten skal være noget, der ”forpurrer tilskuerens totale indføring”. Grebet bliver en manifestation af
en række afstandsskabende effekter, der skal få tilskueren til
at ’vågne op’. Verfremdungseffekten skal gøre tilskueren opmærksom på, at det, han/hun overværer, er fiktion. Den skal
tvinge tilskueren til at tage stilling til det, der perciperes.
Hos Højholt er der ligeledes noget, der forpurrer læserens
10. Her og i det følgende fra
Schriften zum Theater, 1957.
19
totale indføring. Der er noget i teksten, der rækker ud efter
én, men ikke for at konsolidere en fornemmelse af forsoning.
Det drejer sig i mødet med læserhenvendelsen om at ‘støde’
på skriften i bogstaveligste forstand.
Læserhenvendelsen er i Højholts lyrik en retorisk figur, en
skrifttematisk effekt, der skal gøre læseren opmærksom på,
at det, han/hun læser, er fiktion, er skrift og intet andet. Her
er læserhenvendelsens funktion ikke at indvarsle en forventning om, at der er erkendelsesmæssig værdi at hente i skriften. Den nærværsmetafysiske ide om, at man af skriften kan
udlede en merbetydning, en sjælelig udfrielse af højeste rang,
bliver hos Højholt eksplicit problematiseret. Man får ikke
foregivet, at der i digtet lurer dunkle og endnu uindfriede
indsigter. Man får i stedet en knytnæve i ansigtet. Højholt
vil have sin læser til at forstå, at der overalt ikke er andet end
forskelle mellem forskelle og spor af spor. Han vil demonstrere, at der ikke er overensstemmelse mellem ord og ting.
Han vil vække en sprogbevidsthed hos sin læser, som rækker
ud over den referentielle.
11. Vi tager i det følgende
udgangspunkt i digtsamlingerne
I morgen findes systemerne igen
(2004), Din misbruger (2006) og
Enhver betydning er også en mislyd
(2009).
Den pluralistiske Skinnebach
Stilmæssigt befinder Skinnebachs lyrik sig tæt på Højholts.11
Med linjer som: ”DU ER GÅET I BIOGRAFEN INDE
I DIG SELV, MAND, VÅGN OP!” kan man optegne en
mulig foregangsmand eller inspirator for Skinnebachs brug
af læserhenvendelsen. Få vil anfægte udsagn som dette anslag
i en Skinnebach-samling. Der er imidlertid også noget andet
på spil end det skrifttematiske.
Vi læser i størstedelen af Skinnebachs tekster – hvilket langt
fra gør sig gældende hos Højholt – en meddelelsessituation
mellem et jeg og et du, nogle gange forøget til et ’vi’ eller ’jer’,
men stadig holdt i det klassiske 1. persons-perspektiv. I den
afsluttende, poetologiske tekst fra Enhver betydning er også en
mislyd hedder det:
12. Skinnebach 2009, s. 47.
20
Jeg har altid haft brug for den ydre instans; at henvende
mig til en offentlighed f.eks fordi afstanden mellem her
og der muliggør en utopisk tænkning (i i i hukommelsen
er utopierne reelle) og gør at jeg kan vurdere tankerne,
dvs. si dem, så kun de fineste daler ned over et du.12
Dette, “at lade de fineste tanker dale ned over et du”, ser vi
bl.a., når jeget i en humoristisk tone ’inviterer’ læseren indenfor: ”Læs mig! / jeg har store bryster”13 og ”Det er en tid
og et hus / hvori du er yderst / velkommen”,14 eller når jeget
behjælpeligt spørger: ”Hvordan går det? Nye læsere kan stå
af her.”15
14. Ibid., s. 12.
Der opereres her med en læserhenvendelsesform, som
skaber en fortætning mellem forfatter, tekst og læser.
Læserhenvendelserne sætter, trods den humoristisk-ironiserende tone, et markant nærvær. Man inviteres indenfor. Man
bliver budt velkommen i digtene, og der bliver tilmed spurgt
til, ’hvordan det går’. Det lyriske jeg kan i den henseende
beskrives som en autoritativ stemme, der indgyder tillid og
etablerer et fællesskab mellem den, der taler, og den, der læser. Som læser får man det indtryk, at man på det nærmeste
indgår i en samtale med tekstens stemme og det menneske,
der står bag denne.
Denne ‘samtaleform’ kan belyses ud fra K.E. Løgstrups
tanker om forholdet mellem etik og poesi.16 Når man læser et digt, indgår man, ifølge Løgstrup, i en samtale, der
på sin vis har den samme legemlighed, som når man taler
med et menneske. Løgstrup mener, at man som læser kommer i kontakt med digteren bag digtet, når denne taler med
en bestemt ‘indtrængenhed’; når han/hun gør brug af forskellige udtryksformer (rim, rytme, metaforik mv.). Denne
indtrængenhed kan også eksemplificeres med læserhenvendelsen, i fald man indregner denne under digtets udtryksside. Centralt i Løgstrups filosofi står ydermere ideen om,
at vi altid har noget af et andet menneskes liv i hånden: ”vi
er hinandens verden og hinandens skæbne”, skriver han.17
Løgstrup taler om interdependens, dvs. indbyrdes afhængighed. Dette begreb skal antyde, at vi ikke kan vælge hinanden
fra. Læserhenvendelsen kan i den henseende forstås som et
udtryk, der skaber nærvær – og i sidste instans: indbyrdes
afhængighed mellem mennesker, der skriver, og mennesker,
der læser. Man kan med Løgstrup sige, at læserhenvendelsen
udgør en slags udstrakt hånd til læseren.
Foreløbig kan Skinnebachs læserhenvendelse forstås som
noget, der skaber nærvær mellem forfatter og læser. Den
autoritative udsigelse, den nærværsskabende samtaleform,
står imidlertid ikke alene i Skinnebachs lyriske produktion.
Det synes snarere at være reglen end undtagelsen, at jeget,
16. Løgstrup 1960, s. 213.
17. Ibid., s. 26.
21
duet og nærværet problematiseres. Ironien og den humoris
tiske tone er et tegn herpå. Der er noget, der tyder på, at
Skinnebach leger med den ’Løgstrupske samtale’. Således
bliver der ofte sået tvivl om, hvem jeget er, og hvem addresseringen skal tilkomme.
18. Skinnebach 2006, s. 33-39.
19. Ibid., s. 39.
20. Ibid., s. 37.
I tekststykket ”Vi er hjemme igen, folkens” lyder det først:
”Ja, det er dig jeg taler til”, mens det få linjer efter hedder:
”Forstår du jeg taler til andre end dig?”.18 Den nærværssættende henvendelse til ”Hiin enkelte læser” er blevet til en
kollektiv tiltale, en kold klud i ansigtet på den læser, som
tror, at han/hun er den eneste læser af teksten. Helt sigende
afrundes en af passagerne med følgende uopklarende linjer:
”Har du nogen anelse om hvem der taler? / nej, heller ikke
jeg”.19 Hermed bliver den autoritative stemme endegyldigt
sat ud af spil. Jeget bliver omskifteligt, og konsekvensen heraf
er, at den intime forbindelse mellem jeget og duet falder fra
hinanden.
Jeget pendulerer altså med linjers interval mellem en positiv,
nærmest kælen, indstilling til læseren: ”Hvor har du været,
jeg har savnet dig” og en småfornærmet, negativ holdning:
”Hvor meget kan man be sin læser om at gå? / Jeg ber dig
om at lade være med at læse mig / og alligevel bliver du ved /
er det ikke uhøfligt?”.20 Særligt i læserhenvendelsen ovenfor
sker der noget bemærkelsesværdigt. Hér reflekterer fænomenet over sig selv og sine muligheder (jf. “hvor meget kan man
be sin læser om at gå?”) inden den egentlige henvendelse træder frem (jf. “Jeg ber dig om at lade være med at læse mig ...”).
Læserhenvendelsen bliver selvrefleksiv. Der bliver spurgt til,
hvad der er tilladt inden for grænserne af en læserhenvendelse, hvilket vi ikke så i tilfældet med Højholts rendyrkede
‘knytnæve’.
Man kan, som ovenfor påvist, forstå Skinnbachs nærværsfremkaldende læserhenvendelser på en sådan måde, at de
lokker læseren ind i den totale opløsning. Dette er én blandt
flere måder at forstå det på, men i så fald abstraheres der fra
det faktum, at de som udgangspunkt rækker ud af teksten
efter læseren. Skinnebach er afhængig af sit du, af sine læsere.
Uden dem ville der ikke være nogen at lege med.
22
I Skinnebachs lyrik optræder både nærværsfremkaldende
og fraværssættende læserhenvendelser. Samlet set virker
læserhenvendelserne ikke alene som en skrifttematiserende
effekt, sådan som vi så det hos Højholt. Hos ham er læserhenvendelserne skarpe og kontrollerede, mens de hos
Skinnebach fremtræder følsomme og desperate. Læseren
bliver også inviteret indenfor og får en håndsrækning ind i
teksten. Tilmed reflekterer de fraværssættende læserhenvendelser over deres egen eksistens. Dette er en nuancering af
Højholts brug af fænomenet.
Skinnebachs brug af læserhenvendelserne må altså bestemmes som pluralistisk: De indvarsler både en virkning af fremmedgørelse og skaber en fortætning mellem læseren, teksten
og forfatteren.
Læserhenvendelsens ontologi
Vi har løbende henvist til en bestemt tankefigur, som går
igen – en nærvær-/fraværsmetaforik. Analyserne af Højholt
og Skinnebach viser, at læserhenvendelsen ikke kan slippe
uden om denne metafysiske tankefigur. Det er en del af dens
ontologi – det er måden, hvorpå den sætter sit aftryk hos
læseren til forskel fra og på tværs af andre litterære instanser
(genre, udsigelse etc.).
Det dobbelte spor i læserhenvendelsens betydningspotentiale, der optegnes med både nærvær- og fraværstænkning,
udstikker ledetråden af forståelsesmuligheder for en læserhenvendelsens ontologi. Det er et fænomen, som særligt i
Lars Skinnebachs forfatterskab kommer læseren i møde
på minimum to forskellige måder. Læserhenvendelsen kan
med Løgstrup forstås på en sådan måde, at den iværksætter en samtale, en forsoning mellem forfatter, tekst og læser.
Omvendt kan læserhenvendelsen ud fra Derrida og Brecht
forstås som et illusionsbrydende kneb, en figur, der spring
er frem og støder læseren tilbage til skriften som skrift.
Skinnebach nuancerer altså fænomenet. Han åbner flere døre
ind til det rum, som læserhenvendelsen er.
Spørgsmålet om læserhenvendelsen er ikke et spørgsmål om
‘enten – eller’, men ‘både – og’. Den udgør både en udstrakt
hånd og en skrifttematisk effekt. Læserhenvendelsen kan
imidlertid komme til udtryk på mange måder. Den kan skifte
udseende. Den kan gøre noget forskelligt. Hos Højholt ser
vi en aggressiv henvendelsesform. Her gør læserhenvendelsen opmærksom på skriften som skrift. Hos Skinnebach sker
23
der noget andet. Vi ser en pluralistisk brug af fænomenet.
Skinnebachs læserhenvendelser både kæler for og vrænger af
læseren.
Læserhenvendelsen kan altså både indvarsle noget eksistentielt, nærværsskabende og noget skrifttematisk, fraværssættende. Nogle forfattere benytter alene den ene form. Andre
udnytter flere af fænomenets potentialer. Dér, hvor forskellene mødes, er i læserhenvendelsens væsen, dens ‘er’. For det
er ikke til at komme udenom, at der sker noget i og med
læsningen, når man støder ind i en læserhenvendelse. Det
være sig uanset, om vi inviteres indenfor eller stødes væk.
Læserhenvendelsen ‘er’, hvis vi udvider håndmetaforen, en
art skriftens håndsrækning.
BERTOLT BRECHT: Om tidens teater, Gyldendal, 1960. (Oversat af Harald
Engberg fra Schriften zum Theater, 1957) / JACQUES DERRIDA: Differance, Det lille
Forlag, 2005. (Oversat af Søren Gosvig Olesen fra La différance (1972) / JACQUES
DERRIDA: ”Om grammatologi, Forlaget Arena, 1970. (Oversat af Per Aage Brandt
& Lars Bonnevie fra ”De la grammatologie” i L’Écriture avant la lettre (1967) /
IBEN HOLK (red.): Natur/Retur – en bog om Per Højholts forfatterskab, Centrum,
1984. / PER HØJHOLT: Intethedens grimasser, Schønberg, 1967. / PER HØJHOLT:
Samlede digte, Gyldendal, 2005 / SØREN KIERKEGAARD: Synspunktet for min
Forfatter-Virksomhed, Gyldendal, 1960. (orig. 1859). / SØREN KIERKEGAARD:
Philosophiske Smuler, Gyldendal, 1962. (orig. 1844) /K. E. LØGSTRUP: Den etiske
fordring, Gyldendal, 1960. / LARS SKINNEBACH: I morgen findes systemerne igen,
Gyldendal, 2004. / LARS SKINNEBACH: Din misbruger, Gyldendal 2006. / LARS
SKINNEBACH: Enhver betydning er også en mislyd, Gyldendal, 2009.
24
Uddrag fra Der Stimmenimitator
thomas bernhard
Hotel Waldhaus
Vi havde intet held med vejret og også gæsterne ved vores
bord var i ethvert henseende modbydelige. Selv Nietzsche
spolerede de for os. Selv da de var kommet ud for en dødelig
ulykke i deres bil og var blevet lagt til skue i Sils’ kirke, hadede vi dem stadigvæk.
25
1. Et spidst og let krumt værktøj,
der bruges til at hage fast i en
træstamme for dermed at kunne
trække den.
2. ”Blochzieher”: Udover den
leksikalske har den også en
traditionel betydning, hvor
de østrigske provinser fejrer
det traditionelle erhverv hver
påske med en festlighed, hvor
en træstamme trækkes gennem
byen under følge af en karavane
af udklædte, gerne som trolde,
nisser, hekse og gamle sagnfigurer.
Traditionen lever stadig og er
UNESCO-fredet kulturarv, mens
det synes, at erhvervet er uddødt.
(Dog produceres ”sappien” stadig til
skovbrug.)
26
Udleveret
Den såkaldte Ofner, kommunalarbejder og dødsanmelder,
har, for, efter vores læges råd, at redde sin lungekræftssyge
kones liv, erhvervet sig en lille skovgrund sammen med hende i nærheden af os i tågefri højde og med sund luft, og de arbejdede begge, naturligvis med kommunens og det nærmeste
nabolags støtte, i mange år på at bygge et hus på grunden. Da
huset var færdigt, blev Ofner syg, fordi husbyggeriet havde
oversteget hans kræfter, og han døde kort derefter. Hans
enke, for hvem huset i skovkanten jo endog var bestemt og
som rent faktisk og selv efter sin mands død bedredes synligt
og ikke kun i lungen, måtte skaffe sig en hund, fordi hun
nu var alene og naturligvis måtte være bange. Hunden havde
glammet af alle, der kom inden for to hundrede skridt af huset, og med tiden turde ingen nærme sig huset. I årevis holdt
konen ud på denne måde, alene med hunden og helt uden
mennesker, men pludselig, fra det ene øjeblik til det andet,
havde hun ikke kunnet udholde denne tilstand længere og
var gået ud til hunden, som havde tjent hende trofast i så
mange år, slået den ihjel med en såkaldt ”sappie”1, som en
træstammetrækker2 trækker træstammer med, og udleveret
sig til sine medmennesker.
Huleforskere
Såkaldte huleforskere, der som formål med livet har valgt
at udforske huler, og som altid fremkalder den største interesse frem for alt blandt storbyens læsere af kulørte blade,
har for nylig også udforsket hulen mellem Taxenbach og
Schwarzach, som indtil da altid har været fuldkommen uudforsket, hvilket vi har erfaret gennem avisen. Mod slutningen af august og under perfekte vejrforhold, efter Salzburger
Folkeblads beretning, var huleforskerne trængt ind i hulen
fast besluttede på, at de ville være ude af hulen i midten af
september. Men da huleforskerne ved slutningen af september endnu ikke var kommet tilbage fra hulen, var et redningsmandskab, der dannedes under titlen huleforskerredningsmandskab, taget ind i hulen for at komme de huleforskere,
der oprindeligt var trængt ind i slutningen af august, til hjælp.
Men også dette huleforskerredningsmandskab er endnu ikke
tilbagevendt fra hulen ved midten af oktober, hvilket foranledigede delstatsregeringen Salzburg til at sende endnu
et huleforskerredningsmandskab ind i hulen. Dette andet
huleforskerredningsmandskab var sammensat af de stærkeste og modigste mænd i delstaten, og de var blevet udrustet
med de mest moderne såkaldte huleredningsapparater. Dette
andet huleforskerredningsmandskab var dog, ligesom det
første, ganske vist trængt planmæssigt ind i hulen, men var
selv i begyndelsen af december ikke vendt tilbage fra hulen.
Efterfølgende gav den for huleforskning ansvarlige myndighed under delstatsregeringen Salzburg et byggefirma fra
Pongau den opgave at tilmure hulen mellem Taxenbach og
Schwarzach, hvilket var sket inden årets udgang.
27
Schluemberger
I Alsace har vi erfaret, at en mand fra Selestadt i Colmar var
blevet anbragt på alderdomshjem, fordi hans familie havde
hævdet, at han allerede var firs år gammel, hvilket også fremgik af hans papirer, mens han selv uafbrudt hævdede kun at
være tres år, hvilket de ikke længere kunne holde ud at høre
på, og det havde derfor givet dem ideen om at bevirke hans
indlæggelse på alderdomshjemmet i Colmar. Faktisk havde
manden fremsat sin påstand dag og nat og også ellers gjort
sin families liv til en rædsel. I årevis havde han ikke vasket
sig, gik altid kun barfodet omkring og havde til tider vist
sig fuldkommen nøgen midt på gaden, hvilket alt sammen
var nok til at indlægge ham på et sindssygehospital, men det
ville de ikke påføre ham. Så fik de den ide at sende ham til
Colmar. Efter med møje og besvær at være ankommet til
Colmar, havde han løsrevet sig fra kirkesøstrene, som indlagde ham på alderdomshjemmet, og var først blevet fanget
igen flere timer efter. Kirkesøstrene havde dog kunnet overtale ham til at komme tilbage til alderdomshjemmet uden
modstand. Om natten havde manden, hvis navn blev angivet
som Schluemberger, antændt alderdomshjemmet i Colmar
og alle firehundrede og halvfjerds beboere brændte op. Også
ham selv.
Oversat af Malte Tellerup og Kristian Karl
28
thomas bernhard
malte tellerup
Thomas Bernhard (1931-1989) debuterede i 1963 med romanen Frost og har siden markeret sig som en stærk provokatør af det østrigske borgerskab. Især i sine autobiografiske
værker (på dansk findes Wittgensteins nevø (1983) og Årsagen
(1975), flere er på vej på forlaget Sisyfos) langer Bernhard
ud efter de borgerlige og kulturelitære miljøer, og med deres
meget nære beskrivelser af de kritiserede personer og steder
er disse bøger blevet modtaget under store protester. Med
til den stærkt nedsættende og kritiske tone i Bernhards forfatterskab hører et opgivende og nærmest dekadent uforløst
vanvid hos personerne. Her bør især nævnes de på dansk
foreliggende Gående (1971) og Undergængeren (1983), begge udgivet på forlaget Basilisk, hvor forkvaklede kunstnere,
filosoffer og intellektuelle sortseere vælter sig i dystopiske,
formfuldendte og ofte nærmest endeløse refleksioner over liv,
selvmord, kunst og mening. Altid med en galgenhumoristisk
ironi, der punkterer de ekstravagante sætninger i deres grænsen til, og til tider indtræden i, sindssyge. Og her placerer
uddragene fra Der Stimmenimitator sig.
Der Stimmenimitator (1978) er en tekstsamling af
104 korte tekster, rejsenotater og fragmenter. Trods den
korte og abrupte form genskinner teksterne herfra af hadet
til den østrigske borgerlighed og af den galgenhumoristiske
kværulans. Og nok i kraft heraf er teksterne som regel altid
prægede af umotiverede dødsfald eller sammenbrud, som giver den korte tekst en formmæssig slagkraft (grænsende til
slapstick), som de længere tekststykker ikke har så udtalt, når
de nærmest drukner i egne ophobninger. Sproget er derfor
også mere nøgternt og betragtende end i de lange tekster,
men man aner stadig de voluminøse og forvitrede sætninger
ind i mellem.
Thomas Bernhard: Der Stimmenimitator. © Suhrkamp Verlag, Frankfurt am Main,
1978. All rights reserved and controlled through Suhrkamp Verlag, Berlin.
29
ulf houe
1. Se Weber 1905. (Weber
1919 er også interessant i denne
sammenhæng.)
2. Vedr. moderne arbejdskultur, se
Sennett; Boltanski og Chiapello.
30
Franco Moretti:
videnskabelighed og
arbejdsetik
En arbejdsetik er det, ud over nødvendigheden og tvangen,
der får én til at arbejde, og det er den måde, man arbejder på.
For Max Webers (1864-1920) calvinister var selve produktet
og pengeudbyttet sekundært i forhold til arbejdets opbyggelighed.1 Hårdt slid samt en sparsommelig omgang med tid
og penge var befordrende for en sund sjæl – men også et tegn
på at man var retfærdiggjort som person. Sådan er der ikke så
mange, der tænker længere, og det er i hvert fald ikke sådan,
den moderne karriere ideelt præsenteres. Nu om dage skal
man arbejde, ikke af pligt, men for at realisere sig selv: for
at vise sig selv og verden, hvad man er i stand til. Et job skal
være meningsfuldt, udfordrende og gerne kreativt – foruden
selvfølgeligt materielt givende.2 Det betyder dog ikke, at den
moderne arbejdsetik er ren egoisme.
Lad mig give et eksempel. I Pixars Toy Story 3 udspiller den centrale konflikt sig mellem Woody og hans venner, der vil leges med for børnenes skyld, på den ene side, og
Lotso, der med sine kumpaner søger at hytte sit eget kunststofskind, på den anden. Legetøj i Toy Story-universet vil altid gerne leges med, det er en medfødt identitet, men hvor
Woody vil gøre børn glade og gavne deres fantasi, vender
Lotso forholdet om: Legen skal foregå på hans præmisser.
Denne arbejdsetiske konflikt stikker endda dybere. Woody
mener, at han og hans venner skylder Andy, deres ejer, alt:
Kun gennem ham giver arbejdet mening. Hans venner derimod mener, at de er forpligtiget over for børn i almindelighed, og at de således bør finde nye børn at lege med, nu når
Andy er for gammel.
Hvis Lotso altså repræsenterer en rent egoistisk tilgang til arbejde, og Woody en klassisk webersk arbejdsetik,
står Woodys venner for en art gylden mellemvej. De indser i
modsætning til Lotso, at kun gennem legen med børn, deres
arbejde, får deres liv et indhold, men de insisterer samtidig
på, at det ikke så meget er det specifikke job (Andy), der gør
det, som legen mere generelt. De tror altså på muligheden
for at deres arbejde, netop ved at være alment godt, kan blive
godt for dem selv. Tilsvarende med den underholdning, selve
Toy Story-filmen tilbyder. Den kan selvfølgelig kun realiseres, idet der forventes et pengeudbytte (det egoistiske motiv).
Men dette udbytte kan omvendt kun forventes, fordi filmen
gør det barnlige publikum i godt humør og sætter gang i fantasien. Underholdning som arbejde (og mere bredt: kunst)
kan altså i denne opstilling tjene såvel den ene som de mange
i uproblematisk harmoni.
Jeg nævner Toy Story ikke bare for at sige noget om
arbejdsetik generelt, men for at give et kort eksempel på en
central påstand hos Franco Moretti (1950-): Kunstnerisk
form er socialt indhold. Det skal ikke bare forstås sådan, at
bøger og film kan handle om ’aktuelle problemer,’ såsom arbejde, selvom det nu også kan være interessant. Rettere er
det, der er på spil, at kunstværket altid indarbejder sine egne
produktionsforhold som formel betingelse, således at Toy
Story kommer til at handle om sin egen karakter af ’legetøj.’ Dvs., at værket i en vis forstand spejler sin egen position i et kulturelt felt – og at stemmen i værket, hvis man
kan bruge det udtryk, spejler ikke så meget forfatterens reelle
’psykologiske jeg’ som den reelle forfatterposition i værkets
kommunikationssituation.
Det er vigtigt at holde sig for øje, at dette for Moretti
ikke i første omgang skyldes ’metabevidsthed’ eller lignende.
Det skyldes snarere, at kunst altid bliver synligt for os i et
marked, dvs. den institution, hvor tekster distribueres og læses i forskellig udstrækning. Det vigtige er ikke, hvorvidt kunst
blive skabt for at blive solgt – men at kunst skal finde sig et
publikum, med eller uden penge, der vil tage det til sig, før
litteraten eller kulturhistorikeren kan blive interesseret i det.
Men enkeltværker skrives jo netop ind i et marked, der allerede findes (eller som allerede er i gang med at blive til),
hvilket vil sige, at værker finder deres marked i kraft af de
tidligere værker, det minder om. Således kommer en roman
f.eks. på markedet først som roman og så som specifik tekst.
I denne forstand er formen allerede givet værket, inden det
bliver til, og denne form er socialt genereret i et marked. Det
betyder ikke, at litteraturvidenskab kan reduceres til sociologi, men blot at litteraturformen ikke kan forstås som et rent
indre anliggende.
Dette kunne læses som en værklogisk betragtning, som
en teoretisk nødvendighed, men for Moretti bliver det først
interessant, når det kan formuleres som en empirisk påstand.
Således er analysen af et værk for ham altid også en analyse
af et specifikt, faktisk marked – en historisk bestemt måde at
distribuere kultur på. I en moderne sammenhæng skal værket
læses i forhold til det bredere kapitalistiske marked, fordi det
er dette, der væsentligt dikterer værkets produktionsforhold.
31
3. Det er klart, at internettet er i
gang med at ændre betingelserne
for dette marked, men det skal jeg
se bort fra her.
4. Se Moretti 2004.
32
Det er også dette marked og de muligheder, det giver for at
blive trykt og læst,3 der sætter den moderne forfatters strategiske position i forhold til hans publikum. Eftersom værket
som regel kommer på markedet (i snæver forstand) som en
vare, er forfatteren en producent, der har jobbet forfatter.
Der er utvivlsomt nogle litterater og forfattere, der vil brokke
sig over denne beskrivelse. At være forfatter er ikke et arbejde, for man skriver ikke for at tjene penge, men af andre
grunde; måske fordi det er et kald. Det er også rimeligt nok,
men der er to grunde til, at det ikke er så afgørende. For det
første er det meget uklart, hvad man som litterat skal stille
op med dette ’andet’, der gør, at forfattere skriver. Selvom
man som privat litteraturnyder kan synes, at det, forfattere
gør, er anderledes fantastisk end det, normale lønarbejdere
gør, er det fra en videnskabeligt synsvinkel meget svært at
instrumentalisere en sådan opfattelse uden at ende i metafysik. Fordelen ved at betragte forfatteren først og fremmest
som producent, som skriver til et marked, der udvælger og
cirkulerer tekster, er, at det giver os mulighed for at beskrive
tekstens objektive, sociale position i det litterære felt – og
forfatterskabet ikke som en psykologi men som én arbejdsetik blandt mange.
For det andet, og det er en central pointe hos Moretti,
handler denne markedsmodel ikke om penge, og den indebærer ikke at evaluere litteratur på baggrund af salgstal (skønt
den heller ikke udelukker det). Rettere er idéen at lade litteraten suspendere spørgsmålet om litterær kvalitet for således
at adskille videnskabelig omgang med tekst fra anmelderens
kritik. I stedet for at fokusere på klassiske kvalitetskriterier,
såsom værkets interne konsistens eller konventionsbrud, er
det litteratens opgave at undersøge og forklare hvilke tekster,
hvilke genrer og hvilke formtræk, der faktisk er succesfulde.
Succes tilskrives hos Moretti de tekster o.a., der overlever, der
bliver distribueret, læst og emuleret. Det beskriver han gerne
som en art naturlig selektion,4 fordi de tekstuelle teknikker,
der er succesfulde, reproduceres, mens de ikke-succesfulde
glemmes og dør ud.
Suspenderingen af det æstetiske kriterium, litteratens ret og pligt til en smagsdom, er altså først og fremmest
et videnskabeligt princip. Dette princip betyder ikke, at der
ikke er kvalitetsforskelle i litteraturen, blot at disse forskelle
er problematiske for det videnskabelige arbejde: dels så løse
at litterater hver især benytter dem på hver sin måde, dels så
håndfaste at de udelukker ”99.5 %”5 af den eksisterende litteratur. Vi bør med andre ord som litterater komme ud over
vores forgabelse i de gode bøger, fordi al litteratur er vores
arbejde (hvad enten vi får penge for det eller ej). Vi bør i
stedet finde kriterier, der er konsistente, objektive og som tillader os at arbejde sammen om at forklare og forstå litteraturen. Videnskabeligheden sætter en række krav til, hvordan
vi bør arbejde med litteraturen, og er i denne forstand en
arbejdsetik.
5. Moretti 2000b, s. 226.
***
”I feel more at home examining, correcting or falsifying already existing theories in the light of concrete examples than
when I have to put forward an alternative theory”, skriver
Moretti og beklager sig over, at ”in the rather frenetic world
of literary criticism, theoretical speculation enjoys the same
symbolic status as cocaine: one has to try it.”6 Men man skal
ikke have læst meget af ham for at studse lidt over den formulering, for få litterater kaster teorier af sig med samme
fart og intensitet som Moretti selv. Dertil kommer så en lidt
gammelmandsagtig klage over de unge, der hellere vil være
rockstjerner og tage ”kokain” end at passe deres arbejde og
bedrive videnskab – og dét fra en mand, der ikke kan skrive
to sider uden et stykke polemik.
Denne dobbelthed skyldes utvivlsomt hans modvilje
mod det, han kalder Theory (med stort T), altså den blanding
af tekstlæsning og spekulativ filosofi, der kom til at præge litterære fakulteter fra 1980’erne og frem. Theory er, skriver han
andetsteds, overdrevent fokuseret på fortolkning og glemmer
at komme med en forklaring på det skrevne. Dvs. i stedet
for at sætte teksterne i rette sammenhæng og systematisk
beskrive deres ophav hhv. deres reception, bygger teoretikeren vaklende tårne af fortolkning på fortolkninger, indtil han
kun kan se sin egen skrifts virksomhed. Heroverfor sætter
Moretti ”theories, plural, and with a lower case ’t’”.7 Altså,
frem for at producere en stor overbyggende Teori, der med et
trylleslag gør det hele forståeligt, skal man lave små teorier,
der lokalt kan forklare litterære fænomener, efterhånden som
materialet kræver det.
Her stiller spørgsmålet sig selv: Hvorfor må vi ikke være
rockstjerner og bygge mægtige teorikatedraler? Svaret, som
Moretti får antydet, er, at videnskab er en forpligtigelse,
6. Moretti 2005, s. 1-2.
7. Moretti 2004, s. 63.
33
8. Se Moretti 2000b.
9. ”Transcendentalt” kunne man
sige.
10. Moretti 2003, s. 86: ”Problems
without a solution are exactly what
we need in a field like ours, where
we are used to asking only those
questions for which we already
have an answer”. Sml. Moretti
1999, s. 3-4: ”A good map is worth
a thousand words, cartographors
say, and they are right: because
it produces a thousand words: it
raises doubts, ideas. It poses new
questions, and it forces you to look
for new answers”.
34
idet det er en social aktivitet. Hvis vi skal komme ud over
smagens smalle kanon og i stedet tage livtag med Goethes
’Verdenslitteratur’, har vi ingen mulighed for hver især at
læse os igennem de enorme mængder skønlitteratur, der
findes, endsige behandle den fyldestgørende.8 Derfor må litteraturvidenskaben nødvendigvis være en fælles bestræbelse,
der kan kombinere de individuelle litteraters bidrag.
I denne opstilling kan litteraturarbejdet tage to former: analyse og syntese. Analyse er arbejdet med tekst, én ad
gangen, grundigt. Syntese er samstillingen af disse analyser,
og den foregår på afstand, sammenlignende, klassificerende.
Syntesen er med Morettis ord mere ’ambitiøs’ end analysen af
den simple grund, at den skal forklare større mængder data,
flere litterære fænomener, samtidig. Men det betyder også, at
analysen må påtage sig en vis beskedenhed. Dvs. fremfor at
søge at gøre sin læsning universel (altså at insistere på at læsningen af én tekst skal have noget at sige om alle eller mange
tekster) skal analysen så vidt muligt holde sig til at forklare
lige præcis det, den står overfor. Kun på den måde kan syntesen sammenligne en stribe lokale forklaringer (på forskellige
men beslægtede fænomener) og søge at opstille forklarende
modeller af regional eller universel gyldighed.
Der er to pointer her. For det første stiller det at træde
ind i det videnskabelige felt arbejdsetiske krav, fordi arbejdet
ikke i første omgang handler om én selv, men om en større,
fælles bestræbelse. For det andet kan vi specificere disse krav
med udgangspunkt9 i selve arbejdets sociale form. Disse indbefatter selvfølgelig kravene til at gøre viden kommunikerbar: dvs. formelle krav (henvisninger f.eks.) og stilistiske krav
(at skrive forståligt). Men de indbefatter også to krav, der
kommer af det forhold mellem analyse og syntese, som vi
netop diskuterede.
For det første er der et krav om minimering af teori,
som mest umiddelbart henvender sig til analysen og lyder:
Introducer ikke mere teori, end du skal bruge til at forklare
de relevante fænomener. Men kravet gælder også syntesen,
og her tager det, som Moretti gør opmærksom på, den interessante form, at teorien gerne viser sig utilstrækkelig og
derfor kalder på nye teorier, stiller nye spørgsmål.10 For det
andet og især for syntesen gælder også et krav om maksimering af relevans. Dvs. at sørge for, at de analyserede fænomener, der syntetiseres, faktisk er beslægtede – og til gengæld
at sørge for at alle relevant beslægtede fænomener tages til
efterretning.
Når Moretti skriver, at syntesen er mere ”ambitiøs” end analysen, kommer det hurtigt til at lyde som om, analyse er blot
og bart fodarbejde – mindre ærværdigt, som det ville have
heddet engang. Men hvis vi skal bruge Morettis model til
noget, er det vigtigt at insistere på, at ”ambitiøs” kun angiver,
at syntesen skal forklare større mængder data. For i en anden
forstand er det netop analysen, der er det svære (hvilket også
bliver klart, hvis man ser på, hvad Moretti gør, og ikke hvad
han siger, han gør).
Det skyldes, at analyse og syntese, idet de vægter hhv.
fortolkning og forklaring forskelligt, har forskellige videnskabslogiske strukturer. I syntesen er forklaringen det afgørende (skønt man ikke kommer uden om en fortolkning, der
kan organisere dataene efter relevans). Således må enhver
syntese indbefatte ikke bare en teori men også en ekstension,
altså den mængde af data, som teorien gælder for. Hvis ekstensionen indeholder et element, der ikke lever op til teorien,
betyder det enten, at teorien er forkert, eller at ekstensionen
er forkert defineret. Det medfører, at en forklaring kan falsificeres, som det hedder hos Karl Popper.
”Falsifikation” er blevet et nøgleord for en stribe samtidige litterater, bl.a. de såkaldte litterære darwinister men også
Moretti selv, fordi det har vist sig at være et overordentligt
succesfuldt videnskabskriterium i naturvidenskaberne. Det
gælder også rigtignok for syntesen, der væsentligt er båret
af forklarende teorier, at hvis den skal have et reelt indhold,
må den kunne være forkert og altså falsificerbar. Ellers er den
enten banal (”alle bøger har sider”) eller metafysik (”gode bøger er internt kohærente”). For at fortolkninger skal kunne
falsificeres, må vi kræve af dem, at de er konsistente. Men at
falsifikation har vist sig et succesfuldt kriterium, betyder ikke,
at det er det eneste kriterium, der er på spil.
Analysen byder nemlig på en anden udfordring end
syntesen, idet den ikke på samme måde allerede er givet et
organiseret materiale. Derfor er analyse afgørende afhængig
af fortolkning. Hvis vi definerer fortolkning som en ’tematisk
organisering af materiale’, ser vi hurtigt, at konsistens kun i
begrænset omfang er et brugbart kriterium, idet det er uklart,
hvordan ét tema skulle kunne udelukke et andet. Derimod
er det afgørende at kunne vise, at et tema er relevant for en
given tekst. Men en relevans kan ikke falsificeres, den kan
kun sandsynliggøres eller gøres usandsynlig gennem eksempler (såvel som gennem forklaringer). Vi kommer m.a.o. ikke
uden om fortolkninger, hvis vi vil bedrive tekstlæsning (i
35
hvert fald ikke uden at påstå at temaer giver sig selv, hvilket i
sig selv virker som en ikkefalsificerbar påstand af metafysisk
tilsnit). Morettis polemiske hjerte løber altså af med ham,
når han antyder, at en litterær videnskabelighed kan baseres
på falsifikation. Hvis vi derimod, med Moretti, beskriver videnskabelighed som en arbejdsetik, behøver vi ikke opgive
fortolkningen og analysen som ærværdige beskæftigelser.
***
Hvis arbejdsetik, som jeg startede med at påstå, handler om
en motivation ud over den økonomiske nødvendighed, hvori
består så den videnskabelige motivation? Det er et meget
relevant spørgsmål for litteraturvidenskaben, fordi det felt
mere end noget andet, så vidt jeg ved, har været plaget af,
at videnskabelig begrundelse forveksles med politisk engagement. Som Jonathan Gottschall (1972-) skriver:
11. Gottschall, s. 79.
12. Moretti 2000a, s. 26.
13. Ibid., s. 28.
36
The whole project [of the last four decades in literary
academe] has centered not on contraction of possibility
space, but on expansion of horizons so that we can first
imagine, and then create, a better world - a world with
less cruelty and more freedom.11
Omvendt er ”viden er en motivation i sig selv” et noget sterilt
svar.
Det er ikke et spørgsmål, Moretti noget sted tager
eksplicit op. Men han vender ofte tilbage til arbejde som et
litterært motiv, og særligt i hans tidlige læsning af Goethes
Wilhelm Meister kan man finde antydninger af en løsning. I
modsætning til hans kammerat, Werner, vil Wilhelm ikke
arbejde med handel, for hans motiv er ikke profit men dannelse (Bildung). Hvor profitmotivet, ligesom Webers protestantiske arbejdsetik, ikke har nogen yderste grænse, er der
et endemål for dannelsen: ”the quiet happiness of ’belonging’
to a fixed place.”12 Ingen af disse to danner en god model for
den videnskabelige arbejdsetik: Profittens evige stræben er
rent kvantitativ, hvorimod videnskaben vel altid søger mod
kvalitativt nye opdagelser; omvendt ville det være en fattig
videnskabsmand, der på et tidspunkt stillede sig tilfreds med
videnskabens tilstand.
Begge, både profit og dannelse, er formet i en dialektik mellem, som i Toy Story 3, indre og ydre motivation, eller
med Morettis ord: mellem ”autonomy and socialization”,13
dvs. mellem sociale forventninger og egne ønsker. Lige præcis videnskab synes særligt egnet til at ophæve denne dialektik, fordi alt hvad du dér gør for dig selv, gør du samtidig
for alle andre (så længe du husker at skrive det ned), og tilsvarende vil enhver integration i feltet gøre dig bedre til at
forstå, hvad du selv siger. Ligesom profittens uendelighed er
der i videnskaben intet slutpunkt, ingen dannelsens modne
fuldkommenhed – til gengæld sætter videnskaben kvalitative
kriterier for det, den indvinder:
But let us also remember that bourgeois seriousness
marked the discovery – half-bitter, half-proud – that
nothing is ever given us for free, and that only constant, intense attention can give form to the world. In
our relaxed age of planetary superexploitation, a certain
respect for this old frame of mind is perhaps in order.14
14. Moretti 2006, s. 400.
LUC BOLTANSKI & ÈVE CHIAPELLO: Le nouvel ésprit du capitalisme. Gallimard,
1999. / JONATHAN GOTTSCHALL: Literature, Science, and a New Humanities.
Palgrave Macmillan, 2008. / FRANCO MORETTI: Atlas of the European Novel, 18001900. Verso, 1999. / FRANCO MORETTI: The Way of the World: The Bildungsroman
in European Culture. Verso, 2000a. / FRANCO MORETTI: ”The Slaughterhouse
of Literature”. I: Modern Language Quarterly, 61, 2000b. / FRANCO MORETTI:
”Graphs, Maps, Trees - 1”. I: New Left Review, 24, 2003. / FRANCO MORETTI:
”Graphs, Maps, Trees – 3”. I: New Left Review, 28, 2004. / FRANCO MORETTI:
”The Soul and the Harpy: Reflections on the Aims and Methods of Literary
Historiography”. I: Signs Taken for Wonders: The Sociology of Literary Forms. Verso, 2005.
/ FRANCO MORETTI: ”Serious Century”. I: The Novel: History, Geography, and
Culture. Princeton University Press, 2006. / RICHARD SENNETT: Culture of the
New Capitalism. Yale University Press, 2006. / MAX WEBER: ”Die protestantische
Ethik und der ’Geist’ des Kapitalismus”. I: Archiv für Socialwissenschaft und Socialpolitik,
20, 1905. / MAX WEBER: ”Wissenschaft als Beruf ”. I: Geistige Arbeite als Beruf: Vier
Vorträge vor dem Freistudentischen Bund. Duncker & Humblot, 1919.
37
kasper lundberg
THE WAY I LOOK
Hypermaskulinitet og ‘the male gaze’ i Frank
Millers The Hard Goodbye
1. Miller, s. 157, frame 2.
38
Vi møder Marv, denne sært monstrøse hovedkarakter i Frank
Millers Sin City – The Hard Goodbye. Han har store problemer med kvinderne, som det fremgår af ovenstående frame.
Han er for meget. Han er hærget og grim, enorm og klodset.
Hans mandlige modus optager et akavet rum mellem forstørrelse og forvrængning. Hans enorme muskler, kan lede
tankerne hen på hans tegneseriekolleger superheltene, men
fremstillingen af ham overskrider grænsen til det monstrøse.
På et narrativt plan svinger han mellem hårdkogt detektiv og
gemen voldsforbryder. Han snubler frem og tilbage mellem
en ideel og en patologisk form for hypermaskulinitet, og i
denne forstand peger han på to yderpunkter i den heteroseksuelle matrice, drømmen og mareridtet om maskuliniteten.
Hypermaskuline figurationer – både i deres ideelle
former (for eksempel superhelte og sportshelte) og patologiske ditto (for eksempel superskurke og hårde kriminelle) bliver ofte behandlet som et kuriøst appendiks i maskulinitetsforskningen. Samtidig opfattes det i kønsforskningen som en
grundantagelse og et problem, at maskulinitet i højere grad
end femininitet har en tendens til at blive neutral og derfor
netop er en besværlig genstand at analysere. Det er denne
tendens, et studie af hypermaskuliniteten kan bidrage til at
modvirke. Hypermaskuliniteten er (jf. Marv foroven) lettere
at få øje på og kan derfor være en mulig genvej til at afdække
maskuline magtstrukturer, der ellers forsøger at skjule sig i
neutrale klæder.
I vestligt-dualistiske forestillinger om køn har de maskuline træk en tendens til at fremstå mere neutrale end de
feminine. Man kan sammenligne ikonet for mand på en toiletdør med ikonet for kvinde, der typisk er en tændstikmand
i kjole. Ikonet for kvinde er ikonet for mand, bare med noget
ekstra. Eller man kan tænke på en smølf. Alle smølferne i
Smølfebyen har ét enkelt kendetegn hver: Gammelsmølf er
gammel og Digtersmølf digter. Det samme gælder Smølfine,
her er kendetegnet bare, at hun er kvinde, hvilket viser, hvis
man går ud fra, at der er system i smølfernes verden, at det
mandlige ikke gælder som et kendetegn i sig selv, modsat det
kvindelige. Maskulinitet er intetkøn. Mand er man.
I sin bog Den maskuline dominans (1998) hæver
Pierre Bourdieu denne tendens til at være absolut gennemtrængende i samfundet, både i sproget, tingene og magten.
Han kalder betydningsforskydningen mellem det neutrale og
det maskuline for androcentrisme. Ifølge Bourdieu påvirker
denne hele vores verden på både fysisk, sprogligt og kognitivt
niveau. Vores verden er struktureret i modsætningspar, der
alle er konnoteret henholdsvis maskulint og feminint og derefter neutralt-godt på den maskuline side og ikke-neutraltmindre godt på den feminine side:
Opdelingen af ting og aktiviteter (seksuelle eller andre)
efter modsætningen mellem det maskuline og det feminine er isoleret set vilkårlig, men [...] er indfældet i et
system af homologe modsætninger, høj/lav, over/under,
for/bag, højre/venstre, ret/krum (og falsk), tør/fugtig,
hård/blød, krydret/fad, lys/mørk, udenfor (offentligt)/
indenfor (privat). [...] Den sociale orden er en stor symbolsk maskine, der har en tendens til at ratificere den
maskuline dominans, som den bygger på.2
Problemet ifølge Bourdieu er altså, at den implicitte maskuline dominans, som han beskriver, er en dybt indlejret udfordring for reel ligestilling mellem kønnene, der ikke kan
overvindes gennem lovgivning og omfordeling af ressourcer
alene. Bourdieu opstiller ingen løsning på androcentrismen,
men hypermaskuliniteten udfordrer denne tankegang til en
vis grad. For i Bourdieus system opererer den maskuline dominans bedst i det skjulte, mens hypermaskuline figurer som
Marv er en åbenlys provokation mod tendensen til at lade
det maskuline og det neutrale smelte sammen.
Tegneserier er ofte et privilegeret sted for blotlæggelse af kulturelle kerneforestillinger gennem overdrivelse
af vores mere eller mindre implicitte normer. Tegneserien er
også et af de steder, man hyppigst kan støde på hypermaskuline repræsentationer (måske sammen med pornofilmen
2. Bourdieu, s. 15.
39
og hiphopkulturen), og et strålende eksempel er den enorme, arrede, monstrøse klump af en hovedkarakter, Marv,
fra Frank Millers The Hard Goodbye. Han leger kispus med
ideen om maskulin neutralitet allerede fra de første frames
i tegneserien.
3. Miller, s. 7 og 8.
40
Det allerførste billede i Sin City-serien er en kvindekrop på
sort baggrund i en hvid ramme. Der er intet i baggrunden
og intet foran kvinden til at aflede opmærksomheden, der er
kun kvindekroppen at kigge på. Hænderne og øjnene mangler, hun er uden mulighed for at se og røre med mørke omkring kropsåbningerne, munden og underlivet. Så vidt som
mørket i det sort-hvide skema fungerer som åbning, er kvinden på billedet altså åben, tilgængelig og uden mulighed for
at handle (hænder) eller kigge igen (øjne).
Næste frame tilbyder herefter mit mandlige blik en
identifikationsfigur: Marv, der samtidig afslører, at den objektivicerede kvindekrop netop blev betragtet fra en hypermaskulin synsvinkel. Jeg bliver nærmest tvunget ind i Marvs
krop, om bag hans blik, da det viser sig, at det, jeg før så
(kvindekroppen uden arme og øjne), så jeg tilsyneladende fra
denne mands synsvinkel.
Den fælde, jeg her falder i som mandlig læser, er
indbegrebet af det fænomen, den amerikanske filmkritiker
Laura Mulvey kalder ”the male gaze”, det mandlige blik, som
hun hævder, er en indbygget tendens i mainstreamfilmen.4
Denne tendens narrer tilskueren til at tro, at filmens fortælleposition er neutral, på trods af at den er maskulin og lokker
én til at identificere sig med de mandlige karakterer og opfatte de kvindelige som objekter for visuel nydelse.
Det fascinerende ved de første frames i Sin City-serien
er, at de formår at etablere så radikal en version af Mulveys
”male gaze”, at det ender med at overstyre og destabilisere
denne position. Anden frame afslører nemlig ikke bare, at jeg
delte øjne med Marv i objektiviseringen af kvindekroppen i
første frame. Den afslører samtidig Marv som en passiv og
åben figur, som kvinden trænger aktivt ind i. Marv bliver forvandlet fra subjekt til objekt, ikke bare for kvinden, men også
for mig som læser, der pludselig har et monstrøst maskulint
væsen som fokuspunkt.
Et par frames længere henne understreger Marv omvendingen i replikform:
I’m staring at a goddess. She’s telling me she wants me.
She sounds like she means it.5
Nok er det ham, der stirrer, men derudover er han i venteposition. Det er hendes tilhørende grammatiske element, ”she”,
der bliver subjekt i de næste sætninger, og mandens ”me” der
bliver objekt. En grammatisk bevægelse, der stemmer overens med den visuelle, i og med at mandekroppen opstår, ikke
bare som grammatisk objekt, men også som visuelt objekt.
Marvs monstrøse maskulinitet er en ubrugelig, frustreret
maskulinitet. En patologisk maskulinitet, der kun finder delvist afløb gennem de ekstreme voldseventyr, der fylder resten
4. Mulvey, s. 6-18.
41
7. Se Kristeva 1982.
8. Se Connell 2005.
42
af bogen. I Marvs figur får vi et eksempel på en maskulinitet
så overdrevet, at han sættes fuldstændigt uden for det reproduktivt-heteronormative skema, eller med Marvs egne ord:
”I wasn’t never even able to buy a woman, the way I look”.6
På blot et par enkelte siders forløb oplever vi Marv som både
subjekt, objekt og abjekt, altså det socialt forkastelige, ubrugelige og, ifølge Julia Kristeva, urepræsentérbare.7
Opstillingen i ovenstående frame er symptomatisk
for resten af tegneserien, hvor vi følger Marv i en lang serie
af voldshandlinger, hvor hans enorme krop gennemhulles og
smadres. Hans skikkelse stiller sig konstant afklædt som en
ekshibitionistisk klods for Mulveys (og mit) mandlige blik.
Marv bliver aldrig en oplagt identifikationsfigur, men ikke
bare på grund af hans brutalitet, hans arrethed og hans monstrøse krop. Han står forkert, konstant i fokus for læserens
blik, hvor han bliver mishandlet for vores (fornøjelses) skyld.
Marv, og hypermaskuliniteten, er en udfordring af
Bourdieus og Mulveys ideer om den neutrale maskulinitet.
Hvordan kan man forstå ham i et system, hvori maskuline
træk typisk er nærmest usynlige, når han ikke kan rummes
i det reproduktive skema og tilmed er dybt masochistisk og
ekshibitionistisk anlagt?
Et delvist svar på Marvs udfordring af ideen om
neutral maskulinitet er udviklet i R. W. Connells begreb
om hegemonisk maskulinitet.8 I denne model er hypermaskuliniteten indregnet som en lille del, der understøtter den
umærkbare magtudøvelse i form af disciplinerende forbilleder som sportshelte og filmstjerner.
Connell låner den italienske filosof Antonio Gramscis
begreb om kulturel hegemoni og bruger det til at udtrykke
det forhold, at bestemte maskulinitetskonstruktioner ubevidst har udviklet sig over tid og gennem en kamp mellem
forskellige maskulinitetsformer. Det hegemoniske magtbegreb bygger på en forståelse af magt, der ikke kun er fysisk
magt og tvang, men også opnåelsen af frivillig tilslutning til
eksisterende magtrelationer og udlægninger af verden. Det
lyder meget som den usynlige, evigt neutrale maskulinitet
hos Bourdieu og Mulvey, men Connell historiserer maskuliniteten og viser, hvordan denne tilsyneladende neutralitet
altid har udviklet sig over tid og gennem en kamp mellem
forskellige maskulinitetsformer.
Den hegemoniske form er kropsliggørelsen af det
kulturelt accepterede svar på det patriarkalske legitimitetsproblem. Tidligere en gentleman, i dag en høflig direktør i
jakkesæt. Det succesfulde, ubesværede og respekterede krav
på autoritet er tegnet på, at den hegemoniske maskulinitet
er i aktion. Udøvelsen af direkte vold er at opfatte som et
krisetegn for hegemonien, selvom volden som regel har et
understøttende forhold til autoriteten. Når politimanden må
trække kniplen eller chefen irettesætte sin underordnede, er
den hegemoniske maskulinitets magt et øjeblik i krise.
I Connells model er hypermaskuliniteten altså indregnet som en slags medskyldig i den hegemoniske magtudøvelse, i form af eksemplariske, ideelle maskuliniteter hos
krigshelte og filmkarakterer. Men, som Marv illustrerer,
antager (og udstiller) hypermaskuliniteten ofte patologiske,
skræmmende eller latterlige former.
Connell viser, hvordan man kan genkende det hegemoniske i omverdenens reaktion, men hvor der i Connells
teori lægges vægt på, at den hegemoniske maskulinitet fremprovokerer ubevidst afgivelse af magt, kan man om hypermaskuliniteten sige, at den fremprovokerer bevidst rædsel og
væmmelsesfryd. Hypermaskuline former er bløde punkter i
den heteroseksuelle matrice.
Dette lille blik på Marvs entré i Sin City-universet
kunne lægge op til en nuancering af ideen om hypermaskulinitet i forhold til Connells begreb. Hypermaskuliniteten
fungerer tilsyneladende ikke bare understøttende for den
maskuline magt ved at opstille gode eksempler som et fejlfrit
filmikon eller en ukuelig sportshelt. Den fungerer også subversivt. Man kan måske endda betegne hypermaskuliniteten
som et masochistisk felt, fordi fænomenet konstant befinder
sig i et kønsmæssigt grænseland og på den hegemoniske maskulinitets bristepunkter.
Figurationer, som Marv kan forstørre og afsløre sociale og fysiske træk, der ellers opfattes som neutrale, på trods
af at de samtidig implicit konnoteres maskulint. Maskuline
monstres overophedninger af vores forestillinger om køn kan
også forvrænge trækkene og latterliggøre dem. Derfor kan en
progressiv analytisk opmærksomhed pege mod nye muligheder på den anden side af den etablerede kønsorden ved at
udforske de nuværende strukturers absolutte ekstremer.
FRANK MILLER: Sin City - The Hard Goodbye. Dark Horse, 2005. / PIERRE
BOURDIEU: Den maskuline dominans. Tiderne skifter, 2007. / LAURA MULVEY:
”Visual Pleasure and Narrative Cinema” I: Screen, 16.3. / R.W. CONNELL:
Masculinities. Polity, 2005. / JULIA KRISTEVA: Powers of Horror – An Essay on
Abjection. Columbia University Press, 1982.
43
ida holmegaard
Glasset med oliven i køleskabet er fedtet af olie.
Da jeg ser dig cykler du gennem alléen og giver luften dig
modstand nok. Din mund er ikke helt lukket, jeg tænker på,
om du føler dig blæst åben. Jeg har prøvet at få fat på dig,
men min telefon er i stykker. Eller, der er ikke noget signal.
Sidst jeg så dig, rørte du ved mit pandehår, sagde, jeg flytter
lige det bløde pandehår lidt rundt, trak mit lagen forsigtigt
på plads.
Jeg går i samme retning som du cykler, mod de samme lyskryds. Det skratter lidt i min ene høretelefon, men det der
gør mig rastløs er sangenes ensartede længde, at de følger
hinanden i usammenhængende blokke af lyd. Jeg går usikkert når de breder sig ud foran mig som løstliggende fliser.
Alt det vi siger, siger vi på samme tid. Jeg ser dig og vinker
med min signalløse telefon i hånden.
Det er en kold tid på året, men jeg savner en hårdere kulde.
At luften sætter mærker i huden. Jeg bliver ofte lidt nervøs
når nogen har skrevet en festsang, men du udpeger aldrig et
tidspunkt til en anledning. Sangen du gav mig er din håndskrift på bagsiden af et kommunalt brev. Det er en pertentlig
skrift fyldt af taktfaste pauser, ingen af dine bogstaver er i
berøring. De er lige så langt fra hinanden, som fra det bløde
sted under kindbenet.
De små grise ligger under varmelamperne, de ruller ind i hinanden, deres hoveder og ben bliver varme og svulmer op. De
vrider sig og ligger helt tæt. Ligesom dem anstrenger vi os for
at holde os i bevægelse.
44
Glasset med de sorte oliven flyder over. Olien er ikke klæbrig,
den er glat og fed, den trænger ind gennem huden på hænderne. Olien er et hårdt klima, men osmosen er kroppens
egen. Du siger, at det værste er at høre to forskellige stykker
musik på samme tid. At de bliver et massivt, gråt vand der
fylder hele hovedet op.
Du siger, her, en serviet.
Hoveddøren står åben, jeg er gået ind og ud af den ofte. Nu
ligger jeg i soveværelset og prøver selv at blive en membran.
Alle lydene trænger ind og ud af rummet. Og videre ind
og ud, de er et stof der kan passere gennem mine hinder.
Lungerne: det sted lydene bedst kan samle sig og nå hele
vejen ind. Efter en tid kommer de ud igen, og stemmen kan
ændre deres frekvenser.
Du siger, at du rører ved min hud hver gang du ser mig, på
samme måde som jeg forsøger at røre ved væggene i alle de
rum jeg besøger. Jeg siger, det tror jeg ikke er det samme.
På byggepladsen råber alle maskinerne samtidig. Nu står
jeg, synker og ånder ind mens larmen trykker på mit ansigt.
Støjen er sand i munden, det er så svært ikke at ønske at
holde den ude. Jeg kan mærke vindretningen i alléen, du cykler ved siden af mig, forbi mig som din blanke sang glider
forbi, den vil ikke synges ind under kindbenet. Jeg står på
byggepladsen og nynner med lyden af maskinerne i lungerne,
stopper og lytter efter mit åndedræt igen.
Mine hænder har rørt ved mange forskellige materialer i dag,
flere end jeg kan huske. Hænderne er blevet lidt hårdere.
Senest regnen, hud, de kolde håndtag af metal, polyester,
hårdt plastik.
45
lise olivarius
1. Valerie og Andy har et
kompliceret og knudret musementor-forhold – hun forsøger
forgæves at blive del af hans
kreds af kunstnerdisciple; han
udnytter og latterliggør hende
– der kulminerer med Valeries
mordforsøg på Andy. Det er værd
at bemærke, at gerningsnatten
beskrives som drømmeagtig. Se
Stridsberg, fx s. 326.
2. I foredraget Digteren og
fantasierne fra 1907, her taget
fra Jørgen Dines Johansen:
Psykoanalyse, litteratur, tekstteori.
Traditionen og perspektiverne,
Borgen/Basis 1959. Freud skelner
med vilje ikke skarpt mellem
dagdrømme og ”natdrømme”,
som han mener er stort set det
samme: Begge er ønskeopfyldelser
af fantasierne, og når vi alligevel
opretholder en skelnen, skyldes
det fortrængning. Fortrængningen
er dog ikke dybere, end at
sammenhængen altså eksplicit
findes i sproget.
46
Performativitet, identitetspolitik og klistret skam i
Sara Stridsbergs Drømmefakultetet
Hvad betyder følelser af skam for feministiske subjekter, projekter eller tekster? Sara Stridsbergs roman Drømmefakultetet
fra 2007, en litterær fantasi løst baseret på den amerikanske
feminist Valerie Solanas’ (1936-1988) liv og værk, er en tekst
så gennemvædet af skam og selvhad, at det indimellem truer
med helt at eliminere teksten som fiktion. Skammen er her
klistret uløseligt til drømmen; den drøm, der findes allerede i
titlen, og som der er grund til at forstå i begge ordets betydninger: både som ønskedrøm eller ideal og mere bogstaveligt
som den ufrivillige strøm af sanseforestillinger, hjernen producerer under søvnen, og som er genstand for megen psykoanalyse. Meget peger på, at hele Drømmefakultetet kan læses
som én lang drøm, drømt af en af dens karakterer, nemlig
figuren ved navn FORTÆLLEREN – og på at alle tekstens
karakterer er gestalter af denne figur. Det er påfaldende, så
meget tekstens karakterer minder om og flyder over i hinanden. Mest slående og forstyrrende er lighedspunkterne mellem protagonisten Valerie og antagonisten Andy Warhol.1
Verdens kendteste drømmeteoretiker, Sigmund Freud
(1856-1939), har påpeget en slående lighed mellem digteren
og dagdrømmeren, litteraturen og dagdrømmene,2 en lighed, der netop består i, at flere karakterer i begge tilfælde
udspringer af og repræsenterer ét subjekt. Men også uden
Freud kunne man vel argumentere for, at en skønlitterær
tekst altid er en artikuleret, synliggjort ”drøm” udsprunget af
én bevidsthed. Ikke nødvendigvis kun én fortæller – et utal
af tekster, deriblandt Drømmefakultetet, har flere fortællere.
Men langt de fleste tekster har kun én forfatter. Når forfatteren er værd at nævne, er det ikke af biografisk interesse
for Sara Stridsberg, men derimod fordi karakteren ved navn
FORTÆLLEREN netop er forfatter – en usikker, ung, kvindelig digterspire, der har forelsket sig stormende i idéen om
Valerie Solanas og kæmper med at skrive en roman på baggrund af hendes liv.
Den skamfulde skrift
Både FORTÆLLEREN og hendes muse og hovedperson,
Valerie, er således forpinte, skrivebesværede forfattere, og
skriveprocessen skrives ind i teksten gennem begges tvivl
og refleksioner. Tekstens selvrefleksion bliver til noget, man
kunne kalde en selv-bevidsthed, ikke så meget i den danske forstand, hvor ordet rummer konnotationer af stolthed, som i den engelske ækvivalent, self-consciousness, der
snarere betyder generthed og dermed hører til det, man
inden for affektteorien kalder familien af skamfølelser.3
Skam er et yndet emne inden for psykoanalyse og affektteori,4 og i de senere år også inden for kønsforskning og
queerteori - og begrebet er heller ikke irrelevant i forhold
til Drømmefakultetet. Det er først og fremmest den amerikanske litterat og queerteoretiker Eve Kosofsky Sedgwick
(1950-2009), der har formået at sætte skam på kønsforskningens dagsorden. Ifølge Sedgwicks Touching Feeling – Affect,
Pedagogy, Performativity fra 2003 har både queeridentitet
og queermodstand rødder i oprindelige oplevelser af skam.
Skam er identitetsskabende – shaming er en effektiv måde at
holde den anden fast i en marginaliseret identitet på – men
ud over på denne måde at være individuerende, er skam også
en af de mest empatiskabende følelser, der findes. Vi føler
andres skam meget dybt. Måske er det den mekanisme, der
gør skam potentielt politisk konstruktivt og mobiliserende.
Og måske er det derfor, mange queerteoretikere og -aktivister i de senere år har vendt sig væk fra et identitetsbekræftende stolthedsparadigme til fordel for et identitetsopløsende skamparadigme i en erkendelse af, at skam måske
ikke bare skal eksorceres. At skam måske ikke bare skal forvandles til stolthed i et jublende, fremskridtsoptimistisk (og
oftest eurocentrisk) udviklingsnarrativ, der tager afstand fra
det perverse og hævder, at ”vi jo er helt normale mennesker”.
Queerdiskursen vil hellere stille spørgsmålstegn ved, hvordan
og i hvis interesse normalitet og perversion overhovedet konstrueres, og hvorfor det første er attråværdigt og det sidste
abjekt. Skam er nulsumsspil, som flere har påpeget.5 Når nogen fraskriver sig skammen, ender skidtet med at blive tørret
af i andre. Og så havner skammens bundfald i de nederste
lag, oftest i hierarkier som race, køn og klasse.
For at vende tilbage til Drømmefakultetet er der her for
det første tale om en tematisk behandling af begrebet skam,
og især karakteren Valerie kan forstås i lyset af forskellige
former for skam. Dels en psykologisk ofrets skam over det
overgreb, det har oplevet; i Valeries tilfælde barndommens
incestoplevelser. Dels noget, man kunne kalde en identitetsskabende skam. Valerie påhæftes og påtager sig en bred vifte
af marginaliserede identiteter, der traditionelt konstrueres
som andetheder med det formål at skabe og opretholde en
3. Familien af skamfølelser
er en velkendt affektteoretisk
referenceramme og omfatter
blandt andet skam, generthed og
ydmygelse.
4. Affektteori blev udviklet som
en psykoanalytisk teori af Silvan
Tomkins (1911-1991) og er
senere blevet videreudviklet i mere
poststrukturalistiske retninger
af blandt andet Eve Kosofsky
Sedgwick. Affekter defineres ofte
som oplevelser af og udtryk for
følelser.
5. En af dem er Sara Ahmed, der
i The Cultural Politics of Emotion
fra 2004 formulerer det med den
uforglemmelige vending ”skam
klistrer”.
47
6. At Andy Warhols ”fabrik”
så langt fra er en fabrik i
klassisk, industriel forstand
som det marxistiske topos,
men derimod snarere en
innovativ brandingvirksomhed
befolket af den kreative klasse
som indbegrebet af den nye
(postfordistiske?) kapitalisme, er en
anden diskussion.
48
normalitet gennem forskellige shaming-mekanismer. Valeries
identitetsmæssige skam er mangedobbelt: som homoseksuel,
som gal, som forbryder, som sexarbejder. Her er det også
værd at bemærke den hele række af meget foucaultianske institutioner, der på skift forsøger at disciplinere og rubricere
Valerie: hospital, fakultet, fængsel, fabrik.6
Intellektuelle ludere mod farmands piger – feminisme
hinsides identitetspolitik
Og alligevel nægter Valerie-figuren at blive gjort til offer. Jeg
læser hendes modstand som en feministisk modstand. Hvad
det nærmere er for en slags feminisme, teksten er eksponent
for, er dog svært at indkredse. Romanens poetisk-kryptiske
stil og dermed store fortolkningsmæssige åbenhed gør det
mildt sagt vanskeligt at identificere dens politiske projekt. I
lange passager, som de tilbagevendende alfabetsekvenser, er
teksten helt blottet for narrativt forløb og minder mest af alt
om lyrisk kortprosa. Generelt er tekstens sammenhæng mere
associativ og tematisk – som en drøm – end den er narrativ
og kronologisk. En anden ikke-episk form, romanen eksperimenterer med, er den dramatiske – en stor del af romanen
er skrevet i replikform.
Jeg vil netop slå ned på den dramatiske form og den
mulighed for performativitet, den åbner, i mit forsøg på at
indkredse Drømmefakultetets feministiske projekt. I tekstens poetiske forvirring står én ting klart: Valerie-figurens
foragt for det, man kan kalde mainstreamfeminismen – den
identitetspolitiske feminisme, der slog bredt og folkeligt
igennem hos den hvide middelklasse i 60’erne og 70’erne,
og som også er kendt under navnet andenbølgefeminismen.
I Drømmefakultetet legemliggøres mainstreamfeminismen af
Valeries yndlingsaversion ”Daddy’s girls” – et begreb og et subjekt, der er overtaget fra den historiske Valerie Solanas’ eneste
udgivne værk, det berygtede SCUM Manifesto. Indimellem
bliver den stakkels FORTÆLLER-figur italesat som en af
disse forkætrede ”Daddy’s girls”. For eksempel i den prostitutionsdiskussion, hvor FORTÆLLEREN indtager den
mainstream-middelklasse-feministiske position at fordømme prostitution og at gøre prostituerede til ofre (”At sælge
intimitet udhuler sjælen og selvværdet” (Drømmefakultetet,
s. 187)), mens Valerie går langt videre og fordømmer ægteskabet som prostitution (s. 292) og endnu videre, når hun
kalder al sex for prostitution (s. 254). Sex, penge og magt er
sammenfiltret på utallige og komplicerede måder, der ikke er
begrænset til prostitutionens ”direkte” udveksling. Desuden lader Valerie-figuren provokerende nok
til at sætte en ære i sin sexarbejderidentitet og kalder flere
gange sig selv og sin elskede Cosmogirl for ”Amerikas første intellektuelle ludere” (fx s. 187). Men Valerie vil ikke
bare på identitetspolitisk vis reappropriere en marginaliseret
identitet – hun vil snarere udfordre identitetspolitikken og
formulere en kritik af identiteter som sådan. Valerie kommer med sit eget forslag til en vej hinsides identitetspolitik, når hun lettere nedladende belærer FORTÆLLEREN:
”FORTÆLLEREN: Og spørgsmålet om identitet?
VALERIE: Suspendering af identitet (...) Ikkeidentifikation
er svaret. Ikkekvindelige kvinder, ikkelesbiske lebber, en ikkeunderklasseret underklasse (...) Der findes ingen givne
identiteter, der findes ingen kvinder, der findes ingen mænd,
ingen drenge, ingen piger. Der er kun et lille dukketeater. Et
uendelig langt lortestykke med et lortemanuskript”(s. 313).
Valerie vrider sig ud af identitetspolitikkens offergørende
greb og peger på kønsidentitetens performativitet ved hjælp
af performativitetens yndlingsmetafor, teatret, i en nærmest
klassisk queerfeministisk manøvre. Lortepræfixerne foran
teatermetaforerne slår samtidig fast, at performativiteten
langt fra – på trods af en udbredt misforståelse – opløser alle
strukturer i en voluntaristisk-liberalistisk, mægtiggørende
befrielsesgestus. Valerie er mindst lige så meget marionet som
aktør. Performativiteten er selv strukturel. Valerie-figurens
ærinde er ikke en ophøjelse af identiteten som essentielt lykkelig luder, ligesom Drømmefakultetets ærinde ikke er en glorificering af den engleagtige skøge; den madonnaluder, der er
en tilbagevendende figur gennem litteraturhistorien.
Stor Mandlig Kunst og magten over teksten
Så vidt handlingsplanets identitetsmæssige skam. Men
næsten endnu mere interessant er den skam, der ligger på
det narratologiske plan. Drømmefakultetet er et værk, der er
sig pinefuldt bevidst om sin egen fiktionalitet. En bevidsthed, der som antydet ligger udpræget i FORTÆLLERENs
metarefleksioner over sin egen og tekstens kunstighed og
utilstrækkelighed. ”Romanen er noget lort”, klager hun (s.
314). Hvor lyrisk Drømmefakultetet end er skrevet, er teksten også kendetegnet af en akavethed; en akavethed, der
ikke mindst skyldes Valeries modvilje mod at blive fortalt: ”Du er ikke nogen rigtig fortæller (..) Det her er ikke
nogen rigtig fortælling” (fx s. 42), bedyrer Valerie gentagne
49
7. Se fx SCUM Manifest, s. 50.
8. Monika Fludernik: ”SecondPerson Narrative as a Test Case for
Narratology”, s. 26-27. Fludernik
forstår andenpersonsnarrativet i
modsætning til de mere udbredte
fortælleformer første- og
tredjepersonsnarrativer.
50
gange i de tilbagevendende sekvenser, der efter alt at dømme
er FORTÆLLERENs imaginære samtaler med Valerie på
hendes dødsleje. Valeries voldsomme vægren sig ved at blive
gjort til kunstværk og objekt løber gennem hele romanen.
Det er ikke kun FORTÆLLEREN – hvis forsigtige tilnærmelser Valerie gang på gang afviser blankt – der forsøger at
gøre Valerie til genstand for sin kunst. Det samme gælder en
række repræsentanter for det, der i romanen vrængede kaldes
Stor (Mandlig) Kunst med en formulering lånt fra SCUM
Manifesto.7 Til de Store Mandlige Kunstnere hører charlatanforlæggeren Maurice Girodias samt selvfølgelig Andy
Warhol. Valerie vil være forfatter, ikke tekst, og derfor er det
hjerteskærende ironisk, at hun løbende forsøger at få sin forfatteridentitet bekræftet gennem andres (mandlige) skrift.
”Jeg er forfatter – skriv det” (fx s. 197, min fremhævning),
lyder et af Valeries omkvæd. Oftest henvendt til etablerede
repræsentanter for forskellige, autoritative former for skrift –
først og fremmest skriften som kunst repræsenteret af Andy
og Girodias. Men også andre, fra sensationspressens journalister over retsprotokollens og lovsprogets embedsmænd til
politi og psykiatere med deres officielle journaler. I alle disse
tilfælde får Valerie frataget stemme, skrift og ord. Girodias
udnytter Valeries ord ved at tjene fedt på en sensationspræget udgivelse af SCUM Manifest, mens Andy stjæler hendes
manuskript (til dramaet Up Your Ass), bruger citater fra hendes manifest i sin film og gør grin med hendes stemme. Når
det en sjælden gang lykkes Valerie at kapre teksten og gøre
sig til dens fortæller, er hendes skrift mærkeligt marginaliseret: Korte, forpustede passager med mangelfuld tegnsætning
og ufærdige, usammenhængende sætninger uden start- eller slutmarkører – mere som rablende råben end som skrift,
hvad der tjener til at understrege det desperat uforløste ved
Valeries forfatteridentitet.
Dufortællinger: Ømhed, apostrofe, afvisning
Når Valerie ikke stjæler mikrofonen i parentetiske passager,
er Drømmefakultetet skrevet dels i replikform, dels i du-form.
En stor del af teksten er FORTÆLLERENs prosa henvendt til Valerie. Den østrigske litterat og narratolog Monika
Fludernik (f. 1957), der har beskæftiget sig indgående med
denne fortælleform, har påpeget, hvordan selvrefleksiviteten
er et kendetegn ved andenpersonsnarrativet; en selvrefleksivitet, der potentielt kan underminere hele det realistiske
og mimetiske aspekt ved en tekst.8 En dufortæller virker
fremmedgørende på læseren; det bryder illusionen om fiktionen som en hel og virkelig verden, når fortællerstemmen
pludselig henvender sig direkte til noget uden for teksten.
I Drømmefakultetet er det i høj grad dufortælleren, der peger
på tekstens fiktionalitet og bryder den traditionelle romanforms illusion. Illusionsbruddet er allerede eksplicit helt fra
tekstens første side, hvor det understreges, at romanen er ren
fantasi. Spørgsmålet er her, hvorfor teksten så demonstrativt
og trodsigt peger på sig selv som fiktion – et spørgsmål, jeg
vil vende tilbage til.
Men først og fremmest er duformen kærlighedsdigtets
eller odens form. Duformen giver Drømmefakultetet karakter
af at være én lang kærlighedserklæring til Valerie og bidrager
til den lyriske tone. Men ømheden er tæt forbundet til en
sårbarhed, ligesom den er tæt forbundet til en potentiel skam.
Køns- og skamforskeren Maja Bissenbakker Frederiksen har
foreslået, at al henvendelse rummer mulighed for skam ved
at rumme mulighed for afvisning.9 Filosoffen og queerteoretikeren Judith Butler har i sin Precarious Life fra 2004 en lignende pointe og hævder ligefrem, at vi bliver til i det øjeblik,
vi adresseres.10
Drømmefakultetets henvendthed er påfaldende stærk
og grænsende til det desperat appellerende. Samtidig er det
en forgæves henvendelse, der aldrig besvares: ”Du har forelsket dig i én, der ikke eksisterer”, siger Valerie i endnu en af
sine mange afvisninger af fortælleren (s. 128).
En henvendelse til nogen eller noget, der ikke er til
stede, eksisterer eller svarer, kaldes inden for retorikkens
terminologi en apostrofe. Den amerikanske strukturalistiske litteraturteoretiker Jonathan Culler (f. 1944) skriver i
sin tekst ”Apostrophe” om apostrofen som pinlig, ”an embarassment”.11 Det virker næsten som en litteraturteoretisk
adoption af den velkendte, skamteoretiske pointe at barnets
tidligste oplevelse af skam er den forgæves henvendelse til
nogen, der ikke reagerer.12
Ud over at hele Drømmefakultetet kan læses om en
sådan traumatiseret apostrofe – FORTÆLLERENs afviste
tilnærmelser til Valerie – rummer tekstens handling på synekdokisk vis flere af den slags forgæves henvendelser. Da er
det for det meste Valerie, der er den afviste. Mest hjerteskærende er scenen, hvor hun ringer hjem for at fortælle sin mor,
at hun er blevet optaget på universitetet, og da ingen svarer,
bliver replikformens dialog til Valeries monolog kun besvaret
af telefonens ringetoner (s. 153-55).
9. Pointen om forbindelsen mellem
skam og henvendelse har jeg
fra en mailkorrespondance med
Maja Bissenbakker Frederiksen,
der for tiden arbejder på
forskningsprojektet Skammens
strategier - følelsernes politik i
prostitutionsdebat og asylaktivisme
ved Center for Kønsforskning på
Københavns Universitet.
10. ”The structure of address is
important for understanding how
moral authority is introduced and
sustained, if we accept not just that
we address others when we speak,
but in some way we come to exist,
as it were, in the moment of being
addressed, and something about our
existence proves precarious when that
address fails” (min fremhævning).
Butler, s. 130.
11. Culler, s. 135.
12. Pointen om barnets skamfølelse
ved den forgæves henvendelse
til fx forældre er som nævnt ofte
gentaget inden for skamforskning,
men jeg har den fra Sedgwick
(Touching Feeling), som har den fra
Tomkins.
51
13. Jeg er dog mindre interesseret
i den lineære, historiske udvikling
fra den ene logik til den anden,
som i hvordan de redefinerede
begreber skyld og skam forholder
sig til hinanden.
14. Leys, s. 15
15. Ibid., s. 6.
52
Mimesis, vidnesbyrd og survivor’s guilt
For Sedgwick er begrebet skam centralt for at forstå den
komplicerede forbindelse mellem queeridentitet og queer
performativitet. Jeg finder performativitetsbegrebet interessant her, fordi det er med til at problematisere den konventionelle skelnen mellem skyld og skam, som netop er, at skyld
forbinder sig til hvad man gør, hvorimod skam forbinder sig
til, hvem man er. Flere nyere skamteoretikere har problematiseret den skarpe skelnen mellem skyld og skam. En af
dem er Ruth Leys, der i From Guilt to Shame – Auschwitz
and After fra 2007 gentænker affekterne skyld og skam i forhold til overlevelse, traume og offer-bøddel-relationer. Leys
udfordrer det i Vesten almindeligt vedtagne kulturhistoriske
udviklingsnarrativ, der fortæller en historie om den vestlige
kulturs paradigmeskift fra skam til skyld gennem de sidste 50 år. Det forholder sig stik modsat, siger Leys: Vi har
derimod bevæget os fra skyldens identifikatoriske logik til
skammens spektatoriske logik.13 Skyldens identifikatoriske
logik er den mekanisme, at ofret identificerer sig med sin
bøddel – noget allerede Freud påpegede.14 Identifikationen
er en forsvarsmekanisme: Den mishandlede eller ydmygede
vil forsvare sig mod volden ved imitativt at inkorporere den
voldelige anden, men derved vil ofret også komme til at føle
skyld og skam over eget overgreb.15 Mimesis kalder Leys
denne strategi med en metafor lånt fra litteraturvidenskaben.
Sådan kunne de manglende grænser mellem karaktererne
i Drømmefakultetet også ses i dette perspektiv – Valerie forsvarer sig mod Andy Warhol eller sin far ved at inkorporere
dem i sig selv. Sådan bliver skam også til noget performativt.
Ifølge Leys er skam kendetegnet ved en svingning mellem
identitetsskabelse og identitetsopløsning.
At insistere på identitetens performativitet – at
den er noget, man gør – er en af queerteoriens grundpiller. I Drømmefakultetet springer performativiteten i øjnene,
formmæssigt i den dramatiske replikform og eksplicit tematisk i passager som: ”Hvordan kan folk vide, om de skal
spille personale eller patient?” (s. 274) eller ”jeg havde altid så
svært ved at fatte, hvad der stod i manuskriptet. Jeg glemte
hele tiden mine replikker” (s. 145). Det interessante er ikke
så meget, hvordan karaktererne spiller roller, som hvordan de
ikke formår at spille deres roller overbevisende. Det bidrager
ligesom duformen til en illusionsbrydende underminering af
tekstens realisme.
Ifølge Leys er en spænding mellem det, hun kalder
mimesis og antimimesis – ofrets modstridende, dobbelte behov for at identificere sig med og tage afstand fra sin bøddel
– central for al teori om survivor’s guilt og traume i det hele
taget. Hvis man foretager en bevidst fejllæsning og forstår
mimesis mere bogstaveligt – som Aristoteles’ betegnelse for
det virkelighedsefterlignende aspekt ved litteraturen – kan
Drømmefakultetets antimimetiske træk forstås som et udtryk
for en form for fortællerens survivor’s guilt over at have overlevet både tekst og protagonist og være i stand til at bære
vidnesbyrd.16
Som antydet er FORTÆLLEREN sig pinligt bevidst om, hvordan hun som forfatter udnytter sit materiale,
ligesom hun tydeligvis føler skyld over at overleve Valerie.
Tekstens antimimetiske træk kunne derfor bunde i et ønske
om at eliminere sig selv som fiktion. Drømmefakultetet er en
skamfuld og skyldbevidst tekst. Skam klistrer, og skriften er
aldrig uskyldig.
SARA AHMED: The Cultural Politics of Emotion. Routledge, 2004. / JONATHAN
CULLER: ”Apostrophe” I The Pursuit of Signs. Routledge, 1981. / MONIKA
FLUDERNIK: ”Second-Person Narrative as a Test Case for Narratology: The Limits
of Realism”, I: Harold F. Mosher (red.): Second-Person Narrative. Northern Illinois
University, 1994. / SIGMUND FREUD: ”Digteren og fantasierne” I: Jørgen Dines
Johansen: Psykoanalyse, litteratur, tekstteori. Traditionen og perspektiverne. Borgen/Basis,
1959. / RUTH LEYS: From Guilt to Shame. Auschwitz and after. Princeton University
Press, 2009. / EVE KOSOFSKY SEDGWICK: Touching Feeling – Affect, Pedagogy,
Performativity. Duke University Press, 2003. / VALERIE SOLANAS: SCUM
manifest. C&K Forlag, 2010 (med forord af Sjón og efterord af Charlotte Jørgensen) /
SARA STRIDSBERG: Drømmefakultetet. Lindhardt og Ringhof, 2007.
16. Her er det oplagt at komme
ind på vidnesbyrdlitteratur,
den litterære (og
litteraturvidenskabelige) form for
traumebearbejdelse. En velkendt
vidnesbyrdlitterær problemstilling
er, at overleveren føler skyld over at
have overlevet i stedet for eller på
bekostning af andre og over derfor
at være den, der er i stand til at
bære vidnesbyrd. Sommetider er
det en skyld så stærk, at den truer
med helt at eliminere skriften eller
i hvert fald at gennemsyre skriften
med tvivl om sin egen berettigelse
– som det er tilfældet for
Drømmefakultetets FORTÆLLERfigur og fortællerstemme.
53
caspar eric
christensen
the nordic kid of alt litt pop
art
om Audun Mortensen
Da jeg læste Audun Mortensens (f. 1985) debut-digtbog Alle
forteller meg hvor bra jeg er i tilfelle jeg blir det fra 2009 var det
en begivenhed der delte mit forhold til litteratur op i et ’før/
efter’.
Aaliyah (2011), hvorfra vi bringer et uddrag i dette
nummer af Trappe Tusind, der, ligesom debuten, er udkommet på det norske Flamme Forlag, etablerer, sammen med
Audun Mortensens øvrige praksis, endegyldigt hvad jeg vil
tillade mig at kalde en ny sensibilitet i post(x???)modernismen. En slags sentimental dead-pan-tilgang til poesien med
populærkulturen og den virtuelle internetvirkelighed som
uundgåeligt udgangspunkt. Under anden gennemlæsning af
Aaliyah lavede jeg en playlist over sange, der more or less indgår i digtbogen, til afspilning under tredje gennemlæsning.
Her er playlisten:
aaliyah – try again / tina turner – whats love got to
do with it / ariel pink - round and round / beach boys – still
cruisin’ / the pain of being pure at heart – heart in your heart
break / red hot chili peppers – breaking the girl /ace of base –
all that she wants / aphex twin – xtal / destiny’s child – bugga
boo / blink 182 – first date / george michael – father figure
/ bee gees – how deep is your love / simply red – if you don’t
know me by now / spice girls – 2 become 1 / aaliyah – we
need a resolution
54
Audun Mortensens poesi er stenet og umiddelbar. Onlinereality forplanter sig i tematik og sprog. Nye ting sker. Tænker
’sweet’ utroligt mange gange når jeg læser Audun Mortensen,
men på en måde som også virker ok intellektuelt forankret. Tænker på begreber som ’alt litt’ og ’pop art’. Audun
Mortensen kan læses rundt omkring på internettet, fx Pop
Serial og Muumuu House. Audun Mortensen har mange
[ting ift. at lave digte] til fælles med amerikanske ’internetforfattere’ omkring fx Muumuu House og Pop Serial. Audun
Mortensen har adressen www.audunmortensen.com. Audun
Mortensen har bl.a. lavet et hjemmesidekoncept der rygtes
at være sponsoreret af Gina Tricot på www.gina-tricot.blogspot.com, hvor han dokumenterede hvor længe han kunne
’overleve’ på boghonoraret for sin debut. Audun Mortensen
har bl.a. i Roman (2010) gendigtet Nabokovs Lolita, og en
bog der hedder The collected jokes of Slavoj Zizek (2011).
Redaktionens valg om ikke at oversætte hænger sammen
med at teksterne vel nærmest er ’dansk talesprog’ . Googletranslate that shit. Føler, at dét måske også passer bedre til
teksternes univers. Dermed ikke sagt at digtene ikke er poetiske eller smukke (wtf ?), men måske vi her kan opleve en
’ny måde’ at arbejde med netop [begreb om skønhed], ligesom at der også kan siges at være et interessant forhold til
fænomener som ironi og biografi på spil. Der er tale om et
originalt forfatterskab i nordisk sammenhæng, der giver anledning til mange spørgsmål i forhold til ’litteraturen anno
2k12’. Nogle af de spørgsmål stilles i Aaliyah gennem teksten
”skavlan sier”. En hurtig googling afslører at Skavlan er ”nordens største talkshow” - hostet af Frederik Skavlan.
Uddrag af spørgsmål fra teksten ’skavlan sier’ (s. 68, Aaliyah,
2011):
pratar du dikter
varför använder du inte uttryck som är sådär höggtidligt poetiska
vad har poesin för plats i vårt samhälle i dag
vad är poesi
vad tyckar du om att jeg läser dine dikter som at du tar
personar
och händelser och sätter dem i et kulturhistoriskt
sammanhang
och säger att de er viktiga
måste det finnas något särskilt för du ska kunna skriva
55
audun mortensen
uddrag fra aaliyah
bursdag på mcdonald’s
sony d-191
min første discman
hadde digital mega bass sound system
men manglet anti-skip
kunne ikke reise meg fra sofaen
uten å fantasere om ny discman
med anti-skip
og duracellbatterier
situasjonen virket
ute av kontroll
56
c’est la vie
jeg bruker mesteparten av tiden min på internett
men det minner ikke om internettet
som mytologiseres i galleriene
jeg går på 40 utstillinger
og gjenkjenner ansikter
fra facebook.com
noen ved siden av meg bruker termen post internet
do you really want to advocate for sincerity then, spør hun
jeg ser på en videoloop
jeg liker tittelen, repeterer den et par ganger for meg selv
jeg vil ta ecstasy
jeg vil høre ace of base på et stereoanlegg
jeg begynner å le høyt
håper ingen ser på meg
is there something more to be read into it, spør hun
jeg vurderer å si noe fordi jeg aldri sier noe
hater alle meg fordi jeg aldri sier noe
jeg forsøker å kommunisere noe jeg tror er sant
det forkastes som sentimentalt
all that she wants er favorittsangen min
jeg er overbevist om at jeg elsker den
oppdager at jeg har stirret i gulvet de siste åtte minuttene
beveger hodet sakte oppover
til blikket møter en 12” lcd-skjerm
med en videoloop
jeg ser noe
du ser noe
det er ikke så nøye
hva du ser på
vi ser sammen
jeg forsøker å snakke om det, men jeg er ikke interessert
du åpner munnen din
jeg snur meg raskt
bør jeg hilse på noen snart
vi er veldig isolerte
neste morgen vil vi snakke om usignerte band vi dyrket som tenåringer
vi hadde mye til felles
er dette skjebnefellesskap
åpningen dokumenteres
jeg er ikke på noen av bildene
jeg begynner å tvile på om jeg i det hele tatt var der
57
rss feedback
frambringer internett
nye former for
litteratur
lol
58
the shape of grunge to come
jeg ender opp på en fest
men det er bare poeter der
som er bekymret for gentrifisering
jeg bryr meg ikke om å bortforklare
jeg bare stikker
forsøker å rekke bussen
men glemmer alt
jeg er på en strand
alt er like klassisk instant som et polaroidfoto
jeg er som et polaroidfoto
jeg kunne seriøst ligget med alle på denne stranda
det føles som jeg har vært her hele livet
noen gir meg en boks med øl som smaker belgisk
det er en sol og det er en horisont her
og jeg er omringet av ansikter og badedrakter
jeg tar fram telefonen
skriver en tekstmelding til moren min
det er en sol og det er en horisont her
og jeg er omringet av ansikter og badedrakter
kan du komme og hente meg
59
vi er hall of fame
jeg eier dette diktet
jeg skriver dette diktet
jeg er ceo i dette diktet
jeg drikker cocktails som [mad men-karakter] i dette diktet
jeg gjør hva jeg vil når jeg vil i dette diktet
jeg slutter i dette diktet
jeg har fallskjerm
du leser dette diktet på nytt
du leser dette diktet for fort
du gjør hva du vil
du tenker på mad men
du er ceo
du eier dette diktet
du blir historisk i dette diktet
vi er hall of fame i dette diktet
60
no one belongs here more than youtube
gå tilbake til side 15
og les diktet bursdag på mcdonald’s høyt
til du kan det utenat
gå ut av leiligheten og fortell det
til den første personen du ser
si at du kan diktet bursdag på mcdonald’s utenat
ikke deklamer diktet eller noe
bare si at du kan det utenat
glad du ønsket å samarbeide
audun
De 6 digte er et uddrag fra Aaliyah (2011) af Audun Mortensen (f. 1985), udvalgt af
redaktionen og trykt med tilladelse fra forfatteren.
61
peter eske vinum
HVORFOR GØR HAN IKKE BARE EN
ENDE PÅ DET?
En selvmordssociologisk undersøgelse af Arthur
Schnitzlers Løjtnant Gustl
Titelkarakteren i den østrigske forfatter Arthur Schnitzlers
(1862-1931) novelle Løjtnant Gustl fra 1901 kan bedst beskrives som en ubegavet, ubetænksom og ubeslutsom person
– en helt og aldeles irriterende karakter. Gustl er, som titlen henviser til, løjtnant, og da han en aften efter en koncert
uden at tage til genmæle lader sig krænke af en ussel, men
ikke desto mindre stor og stærk bager, er der i forlængelse
af det militære æreskodeks umiddelbart kun ét at gøre for
ham: at begå selvmord. Det er dog ikke så ligefremt at gøre,
så resten af novellen består, i stream of consciousness-form,
af Gustls overvejelser omkring hans muligheder eller mangel på samme: Han kan udfordre bageren til duel, men er
han duelig til dét? Skal han opsøge bageren og dræbe ham?
Hele tiden dukker hans indre ære op og minder ham om, at
selvmordet er det eneste rigtige. Til sidst finder han ud af, at
bageren er død, og at hans krænkelse dermed ikke er blevet
afsløret, hvorfor han beslutter sig for at glemme hele sagen
og ubesværet leve videre.
Der rejser sig to spørgsmål ud af novellen: Hvorfor
tillægger han det militære ærestab så stor betydning, at han
ser sig nødsaget til at tage sit eget liv? Og hvorfor ender han
så med ikke at gøre det alligevel? Sidstnævnte spørgsmål kan
man umiddelbart svare forholdsvist nemt på: fordi Gustl finder ud af, at bageren er død, og hans ærestab derfor næppe
bliver afsløret, kan han tillade sig at glemme hele affæren og
ikke tænke videre over den. Gennem novellen bliver hans
vægelsind udpenslet, og det er derfor ikke rigtigt overraskende, at han skifter mening i sidste ende og opgiver selvmordet.
Men i stedet for at læse Gustl psykologisk, kunne man læse
hans situation og hans valg sociologisk, som en afspejling af
fænomener og tilstande, der var udbredt i hans fin de sièclewienske samtid.
1. Der foreligger ingen dansk
oversættelse, men en norsk,
Selvmordet, udkom i 1978 (oversat
af Halvor Roll) og blev udgivet
i Danmark. I resten af artiklen
henviser jeg til den norske
oversættelse.
62
Selvom Gustl ender med ikke at tage sit eget liv, er det netop
selvmordsmotivet, der giver en mulig indgang til novellen.
Arthur Schnitzlers samtidige, den franske sociolog Émile
Durkheim (1858-1917), udgav i 1897 hvad der i eftertiden er
blevet kendt som en af de bøger, der grundlagde sociologien
som videnskab, nemlig Le Suicide.1 Bogen er en omfattende
gennemgang af statistisk materiale omkring selvmord, og
dens hovedtese er, at selvmord, hvor privat en gerning det
end er, i sidste ende er et socialt fænomen – uanset hvilket
motiv, der ultimativt får den pågældende selvmorder til at
”tage springet”, kan det føres tilbage til sociale faktorer.
Durkheim inddeler selvmord i tre kategorier. De
to første kategorier, det egoistiske og det altruistiske selvmord, er hinandens spejlinger. Ved det egoistiske selvmord
forstås et selvmord, der udspringer af mangel på integration
med det omgivende samfund, mens der ved det altruistiske
selvmord forstås selvmord grundet i for høj en grad af integration. Det er henholdsvis den ensomme outsiders og den
pligtopfyldende undersåts selvmord. Den tredje kategori, det
anomiske selvmord, falder uden for integrationsbegrebet og
dermed de to førstnævnte kategoriers dikotomi, i og med at
selve integrationsbegrebet afhænger af, at der findes et stabilt
samfund, man kan være integreret i eller ej. Det anomiske
selvmord skyldes altså besværet med at finde sig til rette i et
ustabilt samfund, hvor normer, sæder og skikke er uafklarede.
Ifølge Émile Durkheim var militæret det eneste sted,
hvor det altruistiske selvmord på hans tid stadig forekom.2
Ellers var det forbeholdt fortidige og primitive samfund,
samfund ”hvor målet for hele adferden ligger utenfor individet”,3 og hvor individualitet derfor er ugleset. På samme
vis forholdt det sig i militæret. Det skyldes, hvad Durkheim
kalder en ”intellektuell selvfornektelse”, som bliver krævet af
soldaten:
Den viktigste egenskapen hos en soldat er en slags upersonlighet eller mangel på individualitet som man aldri
kan finne i samme utstrekning hos sivilister. Soldaten
må venne sig til å vurdere sin egen person lavt, ettersom han må være beredt på å ofre sig om han får ordre
til å gjøre det. […] Kort sagt, prinsippene for soldatens
atferd ligger utenfor hans egen person.4
Med andre ord skal man for at være en god soldat glemme
sin personlighed og integrere militærets principper restløst.
Et af disse principper gælder det føromtalte militære æreskodeks, som på den ene side vel nok består af uskrevne regler,
men på den anden side har meget konkrete konsekvenser.
Eksempelvis mener Gustl, efter at han er blevet krænket af
bageren, at han ikke længere er kvalificeret til at duellere (s.
21).5 Både på grund af hans indre æresfølelse, men lige så
2. Det er i øvrigt værd at bemærke,
at det sted, hvor det militære
selvmord var mest udbredt, var
Østrig. Se tabel, Durkheim, s. 113.
3. Durkheim, s. 107.
4. Ibid., s. 118.
5. Sidehenvisningerne i parentes
er til Poul Knudsens danske
oversættelse af Løjtnant Gustl.
63
meget fordi han ved, at han har tabt ære udadtil, eftersom
han ikke gjorde noget ved bagerens krænkelse. Enhver ordentlig soldat ville og burde have trukket sit sværd og dræbt
bageren på stedet. Så hvis hans sekundanter fandt ud af, at
han stiltiende havde ladet sig krænke, ville de sige til ham, at
de ”ikke kan være [hans] Sekundanter.” (s. 22)
I det hele taget er spørgsmålet om Gustls indre ære
interessant. Godt nok er han mest af alt rædselsslagen for,
at bageren skulle røbe miseren til nogen. Bageren lover ham
ellers, at han ikke vil gøre det. Her kan man se, hvor velkendt
det militære æreskodeks var, når selv en civilist som bageren
kender til det. Han siger sågar til Gustl: ”Men jeg vil ikke
ødelægge deres Karriere” (s. 18) og lader ham gå, som om
intet var hændt. Men ved siden af Gustls angst for, om bageren nu også holder tæt, har han kvaler med sin indre ære.
Han ved selv, at han lod sig krænke uden at gøre noget ved
det, og det er ligeså slemt: ”Og selv om han [bageren] døde i
Nat, saa ved jeg det… og jeg er ikke den, der bærer Uniform
og Sabel med en saadan Skamplet siddende paa mig!” (s. 23)
Gustl bedømmer altså sin opførsel i konfrontationen med
bageren til at være upassende for en løjtnant, hvilket igen vil
sige, at Gustls ’selvmord’ kan læses som altruistisk begrundet,
fordi det på den ene side bunder i et svigt af den militære
ære og på den anden side positionerer Gustl som et udelukkende militært menneske uden egne personlige værdier, hvilket også kan læses ud af novellens titel: Løjtnant Gustl, samt
hans omtale af sig selv som ”Hr. Løjtnant”.
6. Schorske, s. 13.
64
Problemerne ved denne læsning opstår dog, i og med at
Gustl ikke tager sit eget liv i sidste ende, da han finder ud af,
at bageren er død af et slagtilfælde (hvilket Gustl pudsigt nok
forudsagde i det ovenfor citerede). Han går ud fra, at bageren
ikke har nået at fortælle om deres konfrontation til nogen og
betragter derfor sagen som værende ude af verden, hvorfor
han ikke behøver at begå selvmord. Men hvor er hans internalisering af den militære ære blevet af i denne nye situation?
For at nærme mig et svar vil jeg starte med at foretage en ekskurs til den amerikanske historiker Carl E.
Schorskes (f. 1915) analyse af Arthur Schnitzlers roman Der
Weg ins Freie (1908). Den handler om den unge Georg von
Wergenthin, der har svært ved at finde sit ståsted i livet, og
Schorske skriver: ”Where the society is a chaos of conflicting value orientations, Wergenthin is its general resultant–a
value vacuum.”6 Schorske er en af de førende forskere inden
for feltet fin de siècle-Wien, og den grundlæggende tese i
hans bog, Fin-de-siècle Vienna. Politics and Culture (1980) er,
at den wienske kultur omkring forrige århundredeskifte blev
præget af det manglende opgør med adelen, der fulgte efter
den borgerlige revolution i 1848. I modsætning til i Frankrig
blev aristokratiets magt ikke fuldstændigt omstødt i Østrig,
først i 1860’erne blev der oprettet et parlament, og det var
som bekendt først i forbindelse med første verdenskrig at
kejserdømmet blev ophævet. Alt dette førte til, at aristokratiet stadig blev betragtet som ophøjet: ”The failure to acquire
a monopoly of power left the bourgeois always something of
an outsider, seeking integration with aristocracy.”7 Denne integrationstrang, som i Schorskes optik nærmest kan ses som
en stræben mod assimilation og absorption, gav sig til udtryk
ved, at det wienske borgerskab tilnærmede sig aristokratiets
værdier. Det østrigske aristokratis værdier var sanselige og
æstetiske, hvilket betød, at kunst og kultur blev agtet højt.
Borgerskabet søgte derfor integration i aristokratiet ved at
støtte kunsten, især teatret, og indoptog derved aristokratiets
æstetiske værdier.
Schorske anfører dog, at det slet ikke var uproblematisk for de østrigske liberale at overtage disse værdier, idet de
på mange måder stred imod de gamle borgerlige værdier, der
var præget af rationalisme og victorianisme:
Morally, it was secure, righteous, and repressive; politically, it was concerned for the rule of law, under which
both individual rights and social order were subsumed.
It was intellectually committed to the rule of the mind
over the body and to a latter-day Voltairism: to social
progress through science, education, and hard work.8
Ved siden af den borgerlige moralsk-videnskabelige kultur fandtes altså den aristokratiske ”Gefühlskultur”, som
Schorske kalder det.9 Ved siden af fornuft, lov og orden stod
nu følelser, nydelse og kunst. Det er dette, Schorske henviser
til, når han i det ovenfor citerede skriver om ”conflicting value orientations”. Som nævnt i indledningen, kan man med
Émile Durkheims begreber kalde fin de siècle-Wien, som
Schorske beskriver det, for et anomisk samfund – et samfund, hvis kollektive balance er forstyrret,10 og hvis individer
”savner regler for sin atferd og opplever dette som en plage.”11
Og på samme måde som Georg von Wergenthins indre
tomrum kan læses som et resultat af samfundets forvirrende
7. Ibid., s. 7.
8. Ibid., s. 6.
9. Ibid., s. 7.
10. Durkheim, s. 130.
11. Ibid., s. 142.
65
12. Franco Moretti: Modern
Epic. Det kan i øvrigt nævnes, at
Moretti henregner Løjtnant Gustl
til den samme slags stream of
consciousness som Anna Karenina,
dvs. at stilen er betinget af en
eksalteret sindstilstand, hvorimod
Ulysses’ stream of consciousness er
anderledes hverdagslig. Det er en
interessant placering af Løjtnant
Gustl, for stilen ændres ikke
væsentligt fra de første par sider
til efter Gustl er blevet krænket og
dermed under påvirkning af sine
selvmorderiske tanker. Dog er det
ikke svært at betegne Gustl som en
neurotiker, hvis sindstilstand altid
vil være eksalteret. Men Moretti
mener netop, at det er en generel
tilstand i den periode (jf. Georg
Simmel) og derfor, at også Ulysses’
stream of consciousness er udtryk
for dette.
13. Joseph Warren Beach: The
Twentieth Century Novel: Studies in
Technique, citeret i Moretti, s. 171.
14. Se Schorske, især kapitlet
“Politics and the Psyche: Schnitzler
and Hofmannsthal”.
15. Schorske skriver om
Wergenthin, at han ”makes no
choices.” Schorske, s. 14.
16. ”Hvis de blot alle sammen
vidste, hvor revnende ligegyldigt
alt er mig, saa vilde de ikke beklage
mig”. Schnitzler 1959, s. 32.
66
værdier, kan man karakterisere Gustl som et værdivakuum.
Det ses endvidere i novellens stilistiske udtryk, der udelukkende består af Gustls fragmenterede bevidsthedsstrøm,
uden andre regibemærkninger end dem Gustl (for læseren
ganske belejligt) selv udtænker. Schnitzler var én af de første
forfattere, der holdt et helt tekststykke i denne stil, i modsætning til tidligere brug hvor det forbeholdtes særligt eksalterede øjeblikke, i fx Anna Karenina.12 Hvis der skulle være
en stil, der tilsvarer det anomiske sind, kunne det netop siges
at være stream of consciousness i dens sproglige refleksion af
det fragmenterede, selvmodsigende og konfliktfyldte menneske, af ”neurotics and those of unbalanced mind”.13 Derfor
kan man med en tilsnigelse sige, at stream of consciousness
er en logisk stil for fin de siècle-perioden, jævnfør anomien,
men også på grund af periodens generelle interesse for menneskets indre, psykologiske tilstande.14
Gustl har som Wergenthin svært ved at foretage valg på egen
hånd.15 Det kommer første gang til udtryk, mens han stadig
sidder til koncerten. Selvom han hader hvert sekund af det, er
han godt klar over, at han bør synes om det, og derved kommer han til at betvivle sin egen dømmekraft: ”Maaske er det
kønt, og jeg er blot ikke i Humør.” (s. 9) I det hele taget er
Gustl fanget mellem sine umiddelbare holdninger til de indtryk, han får, og det, han tror, han bør mene. Flere gange tænker han på, hvad han bør gøre, på, hvad der – måske – forventes af ham: ”man skulde gaa noget oftere til Koncert” (s. 11)
og ”Skulde man dog ikke engang prøve at tænke fornuftigt
paa Giftermaal?” (s. 15) At der ofte er stor forskel på, hvad
han har lyst til, og hvad han bør gøre, har den effekt, at Gustl
bliver en i høj grad upålidelig fortæller. Ud over de mange
gange, hvor han modsiger sig selv – hvilket man måske kan
tilskrive novellens brug af stream of consciousness-formen –
røber han også flere steder sin upålidelighed mindre tydeligt,
fx da han bemærker, at man ikke skal have medlidenhed med
ham, fordi det slet ikke bevæger ham, at han skal til at tage sit
eget liv, på trods af at han på dette tidspunkt har vaklet frem
og tilbage og gang på gang udsat eksekveringen af sin dom
over sig selv.16 Gustls manglende evne til at være pålidelig
over for sig selv kan læses som, at han netop mangler faste
værdimæssige holdepunkter.
Mod slutningen af novellen går Gustl forbi en kirke
og beslutter sig for at gå ind, fordi kirken har noget substantielt over sig, som han ikke har i sit eget liv. (s. 38) Her kan
man trække tråde tilbage til Durkheim. Han mente, at religionen er en af de samfundsinstitutioner, som har evnen til
at integrere individet i et fællesskab, selvom han erkendte, at
religionens nytte i den henseende var for nedadgående.17 Så
længe individet har et ’sundt’ tilhørsforhold – altså hverken
for meget eller for lidt integration – til en af de store samfundsinstitutioner, er det mindre tilbøjeligt til at begå selvmord (inden for de selvmordstyper, der kredser om integrationsbegrebet – det egoistiske og det altruistiske selvmord).
Gustl har ikke sådan et sundt forhold, hverken til kirken eller
til sin familie – en anden integrerende institution. Men han
erkender, at ”De Folk, der er religiøse, de har det nu bedre
end andre.” (s. 38) Den eneste institution, Gustl har et integrerende forhold til, er som bekendt militæret.
Gustls anomiske indre tilstand viser sig desuden i hans
forhold til ægteskabet, og her kan man skelne de to forskellige værdisæt, som Schorske redegjorde for. På den ene side
var der de traditionelle borgerlige værdier, som påbød, at man
skulle gifte sig, slå sig ned og få et ordentligt, borgerligt liv, og
på den anden side var der de aristokratiske værdier, som tillod det nydende, udsvævende liv. Gustl lever på fortællingens
tid et liv, der indeholder begge værdisæts fordringer omkring
samlivet. Det lader til, at han har et relativt fast forhold til en
pige ved navn Steffi. Hun har dog en anden mand, som Gustl
nærer en slet skjult foragt for.18 Selvom Gustl utvivlsomt er
glad for Steffi – hun dukker konstant op i hans tanker – benægter han sine følelser for hende. Hans upålidelighed som
fortæller kommer atter frem i denne sammenhæng, da han
i forbindelse med sit ’kommende’ selvmord bemærker: ”Det
er da en Lykke, at jeg ikke er forelsket i hende”. (s. 41) I tillæg til dette ’forhold’ tænker han gennem hele bogen – dog
mest på de første sider, inden han bliver krænket – på andre
kvinder. Han bemærker de unge piger til koncerten, lader sig
charmere og flirter med dem, og det er endda i hans ophidselse efter at have forsøgt at følge efter en kvinde, at han
kommer til at fornærme bageren.
Men ved siden af dette aristokratisk inspirerede syn
på kærlighedsforhold lever det traditionelt borgerlige stadig.
Han drømmer om på et tidspunkt at slå sig ned med en ordentlig pige: ”Efter Steffi kunde der komme en Del andre og
til sidst een, der var noget værd – ung Pige af god Familie
med Medgift – det havde været ganske rart”. (s. 41) Især én
pige, en tidligere kæreste ved navn Adel’, kunne have passet ind i denne forestilling. Men ganske passende for Gustls
17. Durkheim, s. 198-200.
18. Flere steder omtales denne
mand i nedsættende citationstegn.
Se Schnitzler 1959, fx s. 11 og
s. 22.
67
anomiske indre tilstand bevæger hans tanker sig hurtigt fra
én forestilling, om lykken ved det småborgerlige ægteskab, til
en anden, kedsomheden ved samme: ”hun elskede mig, det
tør jeg sværge paa. – Hun var noget helt andet end Steffi…
Hvorfor Fanden gjorde jeg det forbi? – Saa idiotisk dumt.
Hun blev mig for kedelig, det var vist Grunden… Og saa det
hver Aften at gaa ud med den samme”. (s. 34) Det er altså
tydeligt, at Gustl lider under besværligheden ved at sammenholde de to forskellige værdisæt, og det gør ham, akkurat som
Wergenthin i Der Weg ins Freie, til en hul skal, der ikke reelt
formår at internalisere nogle af værdierne. Han hævder blot
en tilslutning til dem, når det i en given situation er passende
for ham.
19. Det gælder også for Gustls
rent fysiske bevægelser. Flere
gange i novellen stopper han op
og registrerer, hvor i byen han nu
har bevæget sig hen, og at han
ikke aner, hvordan han er kommet
dertil. Se Schnitzler 1959, fx s. 19
og s. 24.
68
Gustls holdninger til kærlighed og ægteskab er mildt sagt
fluktuerende, og denne usikkerhed, omkring hvilke værdier
han skal abonnere på, gør, at han ikke kan tage beslutninger
selv, men blot bliver ført rundt på må og få.19 Det værdisæt
han er kommet nærmest på at internalisere, er det militære
æreskodeks. Han lever og ånder for dette kodeks – han hævder bl.a., at han aldrig ville give hånd til en tidligere soldat,
der lod sig krænke (s. 23) – men da han kommer i en situation, hvor det er hans eget liv, der står på spil, falmer æreskodeksets vigtighed. For at kunne begå et reelt altruistisk
selvmord kræves det, at selvmorderen fuldstændigt har internaliseret de værdier, der tilhører den institution, selvmorderen bekender sig til. Det viser sig, at dette ikke er tilfældet for
Gustl. Han er ikke tilstrækkelig tro mod de militære værdier,
til at kunne gennemføre det selvmord, der ellers var krævet
af ham i henhold til æreskodekset. Dermed lader det til, at
Gustls tilfælde udgør en omvending af Durkheims diktum,
om at anomiske tilstande øger selvmordsraten. Tværtimod
bliver Gustl reddet af sin anomi – den bevirker, at han ikke
formår at hengive sig til blot ét sæt værdier – i Gustls tilfælde
det militære æreskodeks – og dermed, at han slipper for at
begå selvmord.
ÉMILE DURKHEIM: Selvmordet. En sociologisk undersøgelse. Fremad, 1978. (Original:
1897) Oversat af Halvor Roll. / FRANCO MORETTI: Modern Epic. Verso, 1996. /
CARL E. SCHORSKE: Fin-de-siècle Vienna. Politics and Culture. Vintage Books, 1980.
/ ARTHUR SCHNITZLER: Leutnant Gustl I: Gesammelte Werke, Die erzählenden
Schriften, 2 Bände, Band 1. S. Fischer Verlag, 1961. (Original: 1901) / ARTHUR
SCHNITZLER: Der Weg ins Freie i Gesammelte Werke. Die erzählenden Schriften, 2
Bände, Band 1. S. Fischer Verlag, 1961. (Original: 1908) / ARTHUR SCHNITZLER:
Løjtnant Gustl I: Løjtnant Gustl og Excentrisk, Hasselbalchs Kulturbibliotek, Nr. 186,
1959. Oversat af Poul Knudsen.
Mauritius 10-19 januar 2012
pernille abd-el dayem
I min familie er der en person som jeg kalder min onkel.
Han er vokset op i landet Mauritius. I 1975, da han var 17 år,
flyttede han med mine bedsteforældre til Danmark efter de
i to år havde boet på Mauritius med deres børn. Mit besøg
(oprindelse efter nedertysk besoken egentlig ’opsøge’, afledt af
søge):
10.1.12
Dagen i troperne. På markedet: en mand, hvis tindinger faldt
meget ind ved siden af hans øjne. Har aldrig set en mand
med et så tydeligt kranie. Han så ikke underernæret ud. Det
var hans fysik der bestemte, at hans kranie var så tydeligt.
Der er ikke mere. Noget indre ved ham sugede hans hud
sådan ind mod kraniet. Mit ansigt fungerer ikke i varmen.
Det har ikke fundet en form. Det glider ud. Sveden og de
hævede områder roder mine træk sammen. Jeg er klar over
mit anstrengte, snævre, forhold til form. Hans ansigt: er klar
over sin begrænsning. En indre strøm holder det sammen.
Mit ansigt: forsøgte hele natten i flyveren at krampe sig ud
af sine træk. Nu: den sorgfulde udefinerede sammenblanding
med duften af sød mango og daggamle varme varer.
11.1.12
Min familie i Danmark og hans (ham jeg kalder min onkel)
her i Quatre Bornes på Mauritius havde før i tiden sans for
indretning. Mellem det 90’er-gule finder jeg rester af tingene
de brugte engang. De rester kramper jeg mig fast til. Her i
lejligheden er det min onkels mors gamle træseng. Den står i
fire stykker i et af værelserne. Hovedgærdet er højt med udskårne arabeskmønstre, sengen er lav. Messingaskebægret på
bordet på altanen er formet som to blade med små blomster
præget ind i overfladen. Stilken er en fordybning, hvor de
tændte cigaretter kan ligge. Sengen er blevet brugt og brugt.
Min onkels mor fik fjorten børn. Askebægret blev givet min
morfar som en betydningsfuld gave fra et af de børn. Både
giveren og modtageren er fortidige. Hende, et hende, jeg talte
med forleden i Danmark, et nyt og lysende bekendtskab, var
den første der virkelig fortalte mig, at bogstaver uden seriffer
er mere hårde, (at skriften bliver mere hård). Seriffer er rester
af en sammenbinding, en sammenbundet skrift. En nostalgi
eller resten af en nostalgi.
69
En nostalgisk form,
for erindringen. Den vestjyske stemme, min fødeegns stemme, får noget ekstra fladt, marsklandet ved vadehavet, over sig
i tropevarmen. Den stemme har en tørhed i sig. Det er saltet
fra vestenvinden. Vestenvinden, den stærke, blæser talen ned
i maven på den talende, igen. Der findes et særligt slags ja,
hvor lidt luft suges ind idet den bekræftende lyd siges. Der er
det hul der fører hen til det landskab, stemmen er født ud af.
Jeg ender altid op med det vesterhavs-jah. Det er upåvirkeligt bekræftende. Forsvindende og bekræftende. Tidevandet
trækker sig tilbage, du kan gå her på havbunden, hvis du vil.
12.1.12
Spøgelset, genfærdet manifesterede sig fysisk i nat ved en en
meget stærk spænding langs min rygrad og en susen for mine
ører. Det er anden gang i mit liv jeg forbinder den følelse
med et genfærd, derfor var spændingen i nat en bekræftelse.
Jeg lå vågen og tænkte på min onkels mors gamle seng i værelset ved siden af. Da jeg faldt i søvn oplevede jeg så det.
Jeg var ikke bange, det var det meget konkrete genfærd, den
stærke spænding og en susen. Forleden skrev jeg om hvordan familiebegrebet hjemsøgte forholdet mellem min onkels
familie og min familie i Danmark. Blodets bånd. De forbindelser er ikke vigtige. Blodets forbindelser. Min kusine, hans
datter, kaldte mine bedsteforældre for mormor og morfar i
stedet for farmor og farfar. Sådan blev det betydningsløse i
slægtskabsbetegnelsernes forbindelse til blodet understreget.
Alligevel en insisteren på onkel og på bror, søn. En insisteren på, at det virtuelle bånd bliver fastholdt inden for de bestemte muligheder, familiebetegnelserne. Jeg er begyndt, at
synes, at de fra familien Pyndiah, min onkels familie, som jeg
møder her ligner min mormor. De minder om hende. Som
om hun i de to år hun boede her har absorberet deres bevægelser. Deres smil, deres træk om munden. Jeg så et billede
af min onkels mor i går. Min mormor og min onkels mor
lignede hinanden fysisk. Hendes, min mormors, blik hænger
tit rundt omkring i min bevidsthed. Hun kigger indforstået
på mig. Jeg fandt aldrig ud af hvad vores indforståethed gik
ud på. Det var en forbindelse, en elektricitet. Det jeg skriver,
hjemsøges af det jeg har skrevet. En af min onkels brødre
kigger på mig på samme måde som hun gjorde. Sænker blikket og insisterer på et eller andet.
70
13.1.12
Riv mig af din tunge
kald mig
belægning
bare
i den lille rundkørsel
er asfalten i dag jævn
hvis det er ansigt
du vil have
skal du få ansigt
mine læber er rigtig varme
lugter her brændt?
solen er sen og lav
lidt voldsom
som
en elskets værelse
en dag al energi
er opbrugt
men flottere
en koral på stranden
en næsten synlig
sen
eftermiddag
71
14.1.12
Drengen lå i græsset om natten og tegnede stjernekort. Han
havde farvet et papir sort og tegnede stjerner der, hvide, med
en griffel. Den gamle kom forbi i natten og sagde: Stop
dine ører med bomuld, så insekterne ikke kravler derind. Jeg
kendte din far og holdt af ham, derfor siger jeg det. Der er to
dimensioner. Ham, drengen, der lå der, han lå der. Ham der
cyklede forbi i natten. Landskabet i mørket. Havens utydelige vildnis. Det er sandt. Den anden dimension: stjernekortene og de små hvide bomuldstotter i hans ører. Stjerner der
passer på den levende dreng.
15.1.12
På tur for at finde et bestemt hus: Der er bygget et større hus
hvor huset lå.
Gennem natten: tropekvalme. Jeg vidste ikke, at jeg havde de
dybder i mig. Jeg kastede noget op der kom dybt dybt indefra. Nedefra. Sidst på natten kunne jeg ikke komme længere.
Kunne vi ikke komme længere, mig og kvalmen. Vi kunne
ikke nå længere. Så sov jeg gennem dagen. Til sidst kunne
der ikke være mere søvn. En anden opkastning: Drømmene
kastede mig ud i den næste dag. Trætte. ( Jeg drømte at jeg
boede i en biografsal. Nogen skulle se film, så jeg skulle ud).
Den nye konstruktion oven på det gamle hus og min dårlige
saltbalance står over for hinanden. Som intentioner. Hvad er
det de vil. Mine ben har gået og gået for at finde. De ryster
let af mangel. Det gør mig usikker. Det betydningsløse nye,
det er livets magt. Jeg kunne gå ned med det hus. Det er muligheden. Jeg er virkelig den der driver let efter den fortabte i
natten. Det er ikke engang beklageligt.
Jeg skriver dette af fortvivlelse over min krop og dens fremtid...
Fortvivlelsen, den rigtige er altid gået længere end sit mål.
Bjerget er det samme. Vi ser det fra samme vinkel. Dem der
boede i huset dengang og mig nu.
72
16.1.12
Ressourcerne er nogenlunde. Mauritius er det 2. rigeste land
i Afrika. Strømmen kommer fra vandkraft når der er vand.
Affaldsstof fra sukkerrørene brænder i stedet for kul, når
der ikke er vand. Vandet strømmer, skaber elektricitet. En
af brødrene har farvet sit hår sort, så der ikke er noget gråt
at se. Han vil ikke grine af de andre brødres vittigheder, af
den flue der er ved at drukne i et glas whisky. Samtalen om
fordelingen af ressourcer har ramt en tavshed. Samtalen og
fordelingen fortsætter eller stopper i familievittighederne.
En ublodig kamp for overlevelse. Der er en voldsom energi
om bordet, det er en voldsom måde at bruge energi op på.
Han kigger på gæsterne, holder øje med hvornår de griner.
Han leder efter den åndelighed der får ham til at handle
ubevidst. Han vil gerne derned og véd, at det er muligt at
være dernede hele dagen. At få gjort tingene derfra, og ikke
bruge tid på de bevidste overvejelser. Intentionerne skal indprogrammeres én gang for alle. Noget af det han gør, er at
arbejde med koralerne. Meget koralrev omkring øen er blevet
sprængt væk med dynamit. Dynamit blev brugt til fiskeri. De
fisk der svømmede i stimer, fik kastet dynamit ned til sig og
døde. Nogle døde hele, andre blev til plukfisk. Mange koraler
blev ødelagt i samme bevægelse, dynamitten der blev kastet
i havet. Han vil gerne hele noget. Han har et projekt med at
sætte betonblokke ud inden for revet og få nye, flere, koraler
til at gro der. Koraldyret er blødt og blomstrer i pastelfarver.
Det bygger på sit skelet hele livet. Koraldyr bygger på revets
fælles skelet. Når et dyr dør, bliver et skelet tilbage som fundament for nye koralpolypper, som bygger deres nye skeletter
oven på de gamle. Polypper formerer sig både seksuelt, men
også aseksuelt. Det er ikke enten eller.
Der er opstået en forbindelse af indforståethed mellem mig og den bror. Når han former et T med hænderne
siger jeg bekræftende te, og han laver te. Det kunne også
betyde time out. Der er noget hårdt og stædigt over vores
indforståethed og over hans sparsomme latter. Så jeg kunne
have lyst til at det betød time out.
En anden bror er ikke andet end en blidhed. Det første han
fortæller mig er: I remember your mother, a young and beautiful girl with a miniskirt. Han markerer med hænderne hvor
kort det skørt var. Han er meget høj og slingrer let når han
går. Han er virolog, og i forbindelse med forskningsarbejdet
har han skullet udruge æg. Det er vigtigt med lys, varme,
fugt og bevægelse. ’Og bevægelse’ er en tilføjelse. En vigtig
tilføjelse. Han laver en vugge med hænderne og vugger. Han
fremkaldte billeder på sit værelse, da han var barn. Større følsomhed kræver et stort blik og derfor en stor blænde og en
lang lukketid. Et stort følsomt blik i lang tid. Det er ikke
73
noget overblik. Én rundt om bordet hoster, hoster noget løs.
Den blide bror forklarer og viser, at hostet skal være forsigtigt, i små stød, hvis det noget skal løs. Hvis hostet er for
voldsomt og anstrengt sætter dét der skal op sig fast, klæber
mod halsens slimhinder.
17.1.12
Hertil morgen er der ingen farbar vej til tankerne. Der er
ingen anæstesiens tavse sludrende vej. Vejen går gennem
Rosebelle. Der ligger et meget gammelt smukt træhus med
glasfacade langs vejen. Fra dengang engang i kolonitiden.
Det er smukt, det er et glimt. Det varme hvide træværk. Vi
kører over et bump. Der er tørt og varmt inde i mit hoved.
Tavshederne dér er virkelig tavsheder. Virkelige tavsheder.
Ikke engang mangel på salt. En krop af banaliteter. I nat vågnede jeg og var et hende, en kvinde jeg talte længe med forleden her på Mauritius. Jeg kunne se det på den måde jeg trak
myggenettet til side på. Håndleddets lette bøjning. Pege- og
lillefinger var løftet en lille smule over de andre fingre. Nu
mærker jeg konsekvenserne af at være hjemsøgt af en form.
Der er ømhed dybt inde i mit hofteled. Langs senerne ved
min ene albue. Der er ingen fortælling langs vejen. Kun hende
der værker, virker. Igen: et meget smukt hus fra kolonitiden.
Større end det første. På vej mod hovedstaden. Port Luis,
længere nede i landet, højdemæssigt, ikke retningsmæssigt.
I radioen bliver nogle madopskrifter fortalt på fransk. Den
mad der skal laves efter de opskrifter, er til den dag gæsterne
kommer. ’Den dag gæsterne kommer’ virker som en fortid,
men måske er de der nu. Min afstandsmåler er tidslig. ’Den
dag gæsterne kommer til hende her på Mauritius’ hvorfor er
det sket? Det er en sen eftermiddag de kommer.
74
18.1.12
Endelig er jeg nået til revet. Mit begær efter revets linje,
brændingen på havoverfladen. Koralrevets hvide linje. Jeg vil
egentlig ikke læse revet, ikke forstå det, men bare se dets, skelettets, virkning, at dæmpe oceandønningerne inden de når
kystlinjen. Overbevise mig om dets eksistens under vandet et
godt stykke ud fra kysten. Jeg glæder mig over hvert eneste
sydende bølgekollaps derude. Det er som om det begær kommer fra maven. En appetit rettet et forkert sted hen. Som om
revet kunne hele noget. Det oceaniske tomrum. Når jeg sejler
over revet, glæder jeg mig mindre. Begæret efter at sejle over
revet findes ikke rigtigt der.
Jeg vil gerne skrive revet ud og dybt ned i papiret.
Eller at skrive det ned så jeg fuldstændig kan tage det til mig.
På overgangssteder, revets sted, mærker jeg tit en sorg
og så en stille forargelse over min følelsesløshed. Det er den
der er et tomrum. Jeg forsøger ikke at bevæge mig mod nogen grænse.
Den dårlige ide: at ville beskrive revet og tro, at der
ikke kommer fjendskab ind i beskrivelsen.
19.1.12
Nilen set fra luften er en lang bevægelse. Den ligner en
krampe der vil ud af sig selv. Den er omgivet af frodighed.
Frodigheden er opdelt og opdyrket i firkantede felter. Floden
løber gennem den rigtige ørken, men den når den ikke, den
bryder ikke ud af sin snoen sig. Floden er omgivet af frodighed. Jeg kommer til at sige, at det ligner en begrænsning.
Frodigheden ligner en begrænsning. Flyet krydser og forlader floden indtil den kommer tilbage i et af sine sving.
Da Nilen kom tilbage, til syne igen under flyet var den
blevet rigtig stor. Nu er der ikke længere så frodigt omkring
den, men helt goldt. Lange nilarme rækker ud i ørknen. Det
er ikke krampagtigt, men meget smertefuldt med den flyden
ud i nye og uoverskuelige flod/ørken-opdelinger.
75

TRAPPE TUSIND nr. 7 / Juni 2012

Transcription

Similar documents

Blåt hold Randers Lille Skole

Min far er på en lille bitte smule måde kriminel

Øvelser og rituelle tekster

Referat fra afholdt Ekstraordinært

14. november - Ideklinikken

Untitled