Alle kvinder burde prøve at stå croquismodel

Onsdag 13. marts 2013 POLITIKEN
Læserbreve, højst 100 ord, eller debatindlæg,
højst 400 ord, sendes med navn, titel og postadresse til Debatredaktionen.
Indlæg kan sendes som mail til [email protected]
POLITIKEN
MODTOG I GÅR
EDVARD
BRANDES
(1847-1931)
STIFTER AF
POLITIKEN I 1884
Opinionsredaktør:
Per Michael
Jespersen
Debatredaktører
Mette Højbjerg,
Niels Nørgaard,
Tarek Omar
Jourhavende
Tarek Omar
Analyseredaktør
Poul Anders
Aarøe Pedersen
Lederkollegiet
Kristian Madsen
Kronikredaktør
Christoffer Emil
Bruun
Redaktionschef
Anita Bay
Bundegaard
Debat
Rådhuspladsen 37,
1785
København V
Telefon, Debat
33 47 23 31
Telefon, Kronik
33 47 23 37
Fax
33 15 41 17
læserbreve
og debatindlæg
3
Kronikforslag på ca. 2.100 ord sendes med navn, titel og post-adresse
til Kronikredaktionen. Indlæg kan sendes som mail til [email protected]
På politiken.dk/leder kan man kommentere avisens ledere.
Debat 5
læserbreve og debatindlæg
handlede om ’Borgen’
Alle kvinder burde prøve
at stå croquismodel
Det ville spare samfundet,
modebladene, miljøet og
den menige verdensborger
for en hel masse artikler i
kategorien ’find din glade
vægt’, ’spis dig slank’ og
’elsk din krop’, hvis flere
kvinderne prøvede at stå
croquismodel.
Bare fordi det ikke er
sexet at snakke om klima,
gør det ikke problemet
mindre, siger Maja Yhde,
som sammen med 50
andre unge har dannet
netværket Omstilling Nu.
VANESSA CHRISTOPHERSEN
croquis
ANNA ØSTERGAARD,
CROQUISMODEL
DA MIN veninde første gang spurgte mig,
om jeg havde lyst til at prøve at stå croquismodel, var min første tanke, at dét
turde jeg ikke.
Derfor blev jeg selvfølgelig nødt til at
gøre det. Det var et adrenalinkick af de
helt store!
At gøre noget så grænseoverskridende,
vise mit nøgne, uretoucherede, pæreformede skrog frem for en gruppe mennesker, der gjorde alt, hvad de kunne, for at
gengive det så nøjagtigt som muligt – det
var vildt. Dén, der kunne pulverisere denne oplevelse og sælge den i små plastikposer, ville have Pusher Street liggende
for sine fødder.
AT BLIVE SET er et grundlæggende menneskeligt behov, skriver filosoffen George
Berkley.
Vi findes kun, i kraft af at andre kigger
på os, vi lever først, når andre lægger
mærke til vores eksistens.
Når et andet menneske ser os, virkelig
observerer, gennemskuer og analyserer
os, bliver vi smigrede og føler os bekræftede i vores egen eksistens og berettigelse til denne.
Når man sidder nøgen på et podie omgivet af tyve kunststuderende, der ikke
bare ser, der ikke bare kigger, men observerer, bemærker, iagttager ens mindste
folder, mindste muskler, mindste detaljer, for derefter at overføre dem til gullige
A3-ark – dét er at blive set.
Også selv om man for de tegnende blot
er et levende stilleben, der selv kan svare,
når der bliver spurgt, om ’den’ skal tegnes med blyant eller kul.
For mig blev arbejdet en fortsat erkendelse af min egen krop. Ikke så meget en
accept af den og kærlighed til den, som
ugebladene ellers skriver vil gøre mig
lykkelig, men en konstatering af dens
faktiske anatomi.
Det er ikke længere et stort tema i mit
liv, om min røv er for stor, eller om mine
bryster er for små, men en anerkendelse
Tag nu
klimaet
alvorligt
Interview
Tegning: Mette Dreyer
VIGGO HØRUP
(1841-1902)
STIFTER AF
POLITIKEN I 1884
69
Vi bringer kun tekster alene sendt til Politiken.
Redaktionen forbeholder sig ret til at redigere i indsendte tekster
og til også at bringe teksterne på politiken.dk/debat
af min krops faktiske proportioner. De
kritiske, fordømmende blikke, vi sender
vores egne kroppe i prøverummets nådesløse spejlinferno, bliver nøgterne og
betragtende, når man først har erkendt
sin egen krop.
Arbejdet som model har åbnet min øjne for, hvordan vi mennesker oplever andres kroppe med udgangspunkt i vores
egne.
To kvinder, som jeg af mangel på politisk korrekthed vil omtale som tykke,
men om hvem man også kunne sige, at
de var let overvægtige, buttede, kraftigt
byggede eller frodige, tegnede mig kon-
sekvent lidt for tynd. Mine ellers fyldige
lår og hofter blev slankere under beslutsomme blyantsstrøg og min talje nærmede sig Barbiemål.
EN MEGET HØJ og slank kvinde tegnede
mig konsekvent for lille og for tyk og
med små, korte, rokokoagtige ben.
Mændene komplimenterede mig med
bryster, der systematisk var én bh-størrelse for store.
Det mest overraskende var dog to ældre kvinder, der i dén grad gav den gas
med obskøniteterne. Ikke én delle blev
overset, og alt, hvad jeg er i besiddelse af
Arbejdet som
model har
åbnet min øjne
for, hvordan vi
mennesker
oplever andres
kroppe med
udgangspunkt i
vores egne
af hængerøv og appelsinhud, blev overdrevet i en grad, så tegnelæreren flere
gange måtte hen og fortælle dem, at sådan var modellens anatomi altså ikke.
Jeg tror, det var en form for opgør med
en struttende, provokerende, in your face-agtig ungdom, der, som et smølfespark, ikke gør direkte ondt, men er
umulig at ignorere og må udstilles med
alle de uperfektheder, der vidner om, at
også denne krop en dag vil forfalde til
uigenkendelighed.
Nu har vi været igennem tarmskylninger, Atkins, zumba og poledancing.
Jeg foreslår næste trend: croquisseri.
I dag tropper I op på Christiansborg med en
appel til politikerne. Hvorfor nu?
»Det er på tide. Den økonomiske krise
og klimakrisen er forbundne. Og det går i
accelererende fart værre i forhold til klimaforandringerne. Derfor må vi gå foran
og vise, at vi kan ændre vores forbrugsmønster. Lad os for eksempel lave en værnepligt for miljømæssig omstilling, og
lad Jordens kapacitet være arbejdsrammen for økonomien«.
Men er det ikke det forkerte tidspunkt, I
kommer på? Vi har jo krise, vi har ikke råd
til omstilling?
»Man hører tit, at hvis økonomien først
går op, så kan vi se på det. Det er misforstået. De økonomiske vækstrater har været nedadgående siden 60’erne, den neoliberalistiske model har vist sig urealistisk og virker ikke. Alligevel bliver vi ved
med at tro på et økonomisk opsving – det
kommer ikke. Klimaforandringerne galoperer derudad, og de koster økonomisk, socialt og sundhedsmæssigt, og
det bliver dyrere og dyrere. Hvis vi ikke
gør noget, er omkostningerne store«.
Hvad mener du?
»Det får store sundhedsomkostninger
på sigt. Og så er vi overhovedet ikke klar
til de udfordringer, der derudover vil
komme. Hvad gør vi eksempelvis, når vi
ikke har råd til vores sikkerhedsnet? Vil vi
gå i recession og give afkald på vores levestandard? Hvad gør vi, når København
står under vand? Det er de fremtidsudsigter, vi har«.
Nu havde vi COP15 for fem år siden, hvor
klimaet blev diskuteret til døde. Orker danskerne overhovedet mere klimadebat?
»Det kan virke uhåndgribeligt for mange, men det er jo vores børn og børnebørn, det går ud over. Derfor må vi gribe i
egen barm og gøre det her uden om internationale aftaler. Politikerne tænker
for kortsigtet. Og bare fordi det ikke er sexet at snakke om klima, gør det ikke problemet mindre«.
Tror du selv på, at politikerne vil lytte til
en flok unge idealister?
»Måske er vi idealister, men vi tror på,
at det kan lade sig gøre. Det er en dråbe i
vandet, men hvis ingen siger noget, sker
der ingenting. Universitetet spytter heldigvis mange bevidste unge mennesker
ud, som er mere parate og tør tænke bæredygtigt«.
[email protected]
Folkekongressen er elendig til at sælge de gode fortællinger
GLOBAL DEBAT
FLEMMING YTZEN,
ASIENEKSPERT
Kinas vækst bygger på verdenshistoriens største migration. Er det holdbart?
KAN DE dog snart få det lært, derovre i
Beijing? At levere de gode fortællinger.
Et par dage mere må vi nøjes med tvkameraernes panorerende billeder ud
over de godt tre tusinde delegerede i Folkets Store Hal, lejlighedsvis afbrudt af
klip til de storskærme, hvor partiets ledere kedsommeligt gør rede for magtapparatets planer for rigets fremtid.
Naturligvis er partiets Nationale Folkekongres ikke et parlament, som vi kender
det fra vestlige samfund. Folkekongres-
sen er et forum for partistatens konsultationer med befolkningen og en kontrolleret debat om emner af relevans for riget. Centralregeringen forelægger sine
planer for de repræsentanter for provinserne, som kommer til at mærke konsekvenserne af beslutninger, der allerede er
truffet i lukkede fora i Beijing. Kan de delegerede ytre utilfredshed? Jovist, men
retter ledelsen ind? Muligvis. Her savnes
moderne politisk kommunikation.
SÅ SKAL vi bare betragte Folkekongressen
som et sæt af politiske ritualer, der ikke
kommer os ved? Selvfølgelig ikke. Planernes realisering bliver mærkbare også i
vores del af verden, alene på grund af de
økonomiske dimensioner. Her følger
nogle detaljer fra en europæisk analytiker i Beijing:
Trods al snakken om et skifte til en mere forbrugsdrevet vækst fortsætter de
massive satsninger på infrastruktur. Det
tager sig ikke logisk ud, når man følger
de mange afsløringer af mennesketomme spøgelsesbyer flere steder i riget.
Hvornår brister boblen på ejendomsmarkedet, spørger finansfolket. Det foreløbig
svar er, at Kinas bureaukrater indtil nu
har haft held til at forhindre noget sådant. For økonomien er befriet for de finansielle produkter, der satte en ødelæggende lavine i gang i de vestlige økonomier i 2008, men kinesiske opsparere har
stadig alt for få steder at placere deres
formuer.
Så byggeboomet fortsætter og vil blive
ledsaget af verdenshistoriens største migration. Hen over den kommende halve
snes år skal anslået 400 millioner indbyggere flyttes fra lavproduktive landområder ind i storbycentre. De store
grupper af bygningsarbejdere og servicepersonale, der konstant er på vandring
mellem landets vækstcentre, vil ikke gå
på skrump. ’Den flydende befolkning’,
som den er blevet kaldt, menes nu at udgøre 200 millioner, svarende til næsten
hver syvende indbygger. Skal vi tro planlæggerne, vil 70 procent af den kinesiske
befolkning bo i storbyer i år 2020.
De største udfordringer i at skulle realisere dette løft består i at kunne levere en
mere effektiv bekæmpelse af korruption,
at præstere en effektiv miljø- og ressourcepolitik og at udjævne de massive ind-
Kinas ’flydende
befolkning’ menes nu at udgøre 200 millioner, svarende til
næsten hver syvende indbygger
komstforskelle, som tiltager i disse år. Sociale spændinger er kilde til tusinder af
lokale protestaktioner. Centralregeringen har endnu ikke kunnet forhindre lokale embedsfolks kollaborationer med
den entreprenørklasse, der beriger sig
uhæmmet på bekostning af lokale bønder og arbejdere. Det ’proletariatets diktatur’, som er den centrale del af partiets
ideologiske og historiske selvforståelse,
er blevet til en gigantisk vittighed!
SOM FORTÆLLING har denne udviklingshistorie om Kinas transformation fra
landbrugsland til en avanceret økonomi
ingen bred appel uden for rigets grænser.
Generalsekretær (og snart præsident) Xi
Jinpings tale om den kinesiske drøm efter udnævnelsen i november var tydeligvis inspireret af det 20. århundredes amerikanske drøm, men denne østasiatiske
variant sælger ikke billetter hos et vestligt publikum. Magtapparatet i Beijing
kan ikke levere hverken det effektive spin
eller de dragende fortællinger.
Djævlene finder vi i detaljerne, men
der er gjort tiltag, der burde vække opsigt i vores del af verden. Allerede inden
Folkekongressen samledes, blev det offentliggjort, at det berygtede arbejdslejrsystem vil blive afviklet. Men det er
uklart, hvad myndighederne vil sætte i
stedet.
Den amerikanske menneskerettighedsorganisation Dui Hua, der fra en base i Hongkong både overvåger menneskerettighedernes tilstand og virker for
at skabe positive forandringer i kinesisk
retspraksis, har opgjort, at antallet af internerede i arbejdslejrene er faldet fra
godt 300.000 i 2003 til lidt over 50.000 i
2012. Det er i den periode, hvor generalsekretær Hu Jintao og regeringschef Wen Jiabao har regeret. Tilsvarende har Dui
Hua opgjort, at antallet af henrettelser er
faldet fra 12.000 til 3.000 i samme periode.
Det er unægtelig mangelfuld politisk
kommunikation, at det kinesiske magtapparat ikke for længst har solgt disse
budskaber til den vestlige offentlighed.
Så her er en udfordring for ethvert kommunikationsbureau med hede og våde
drømme om at spinde guld på den kinesiske fortælling om modernitet.
[email protected]