Fællesteamet - Socialpsykiatrien

KINAKULTUR.DK
tidsskriftartikel
artikler om kinesisk kultur samfund og historie.
26. marts 2013 - Artikel nr. 2.311
KINAS STAT OG REGERING
Konfucianismen grundpillen i den kinesiske statsideologi
Konfucianismen er et etisk system baseret på læren fra ”Confucius”, der er en latinisering
af den kinesiske filosof Konfutze også kendt som Kong Qiu, Kong Fuzi. Selve begrebet Konfucianisme blev udviklet efter Kong Fuzis død, hvor hans tanker blev nedskrevet af hans
disciple i de klassiske konfucianske og kanoniske skrifter kaldt for ’de fire klassiker’.
Konfucius (551-479 f.v.t.) var en af de første filosoffer til at tænke etik i relation til den
politiske orden og derved kom konfucianismen til at påvirke samfundet, hvad angik det
politiske og sociale liv i Kina fra ca. 100 f.v.t. indtil det tidlige 20. århundrede. Der er fem
forhold som står centralt i konfucianismen: forholdet mellem magthaver og undersåt, far
og søn, ældre og yngre bror, mand og kone samt forholdet mellem venner, ældre og yngre. Enhver havde sin plads i samfundet og sin opgave at udføre. Således skulle en kejser
være en kejser og en undersåt en undersåt. Sidstnævnte måtte bøje sig for førstnævnte,
som til gengæld havde et moralsk ansvar overfor sidstnævnte. Det konfucianske system
er således baseret på en paternalistisk form for statslige og lydige borgere i modsætning
til aspekter af et vestlig liberal demokrati, som er baseret på principperne om individuelle
rettigheder og sociale kontrakter mellem regeringen og dens borgere.
I 1911, da den sidste kejser af Kina blev væltet faldt Konfucianisme i unåde i Kina, og det
seneste århundrede var hans tanker uønskede af myndighederne. Imidlertid opfordrede
den kinesiske præsident Hu Jintao i 2006 embedsmænd til at vende tilbage til den konfucianske moralske etik, for at imødegå korruption og de voksende uligheder inden for det
kinesiske samfund. Med fuld billigelse af kommunistpartiet, der kan bruge konfucianske
dyder som høj arbejdsmoral og uddannelse i deres udvikling af det kinesiske samfund.
Kinas Statsform
ste partisekretæren, der ofte er ’han’ kineser.
De etniske grupper der befolker Kina, består
af 56 grupper hvor hankinesere tegner sig for
91,59 %, og udgør hovedparten af den samlede kinesiske befolkning og de andre 55 grupper udgør de resterende 8,41 % i henhold til
den femte nationale folketælling fra år 2000.
De etniske minoritetsgrupper tæller over 120
mio. mennesker og har traditionelt beboet ca.
60 % af det territorium, der i dag kontrolleres af den kinesiske stat, hvilket især skyldes
den enorme udstrækning af Indre Mongoliet
mod nord, Xinjiang mod nordvest og Tibet og
Qinghai mod vest. Selv om de etniske minoritetsgrupper kun udgør en lille andel af den
samlede kinesiske befolkning, er de i vid udstrækning fordelt i gennem alle regioner i Kina.
De regioner, hvor de er mest koncentrerede er,
det sydvestlige Kina, det nordvestlige Kina og
det nordøstlige Kina.
Folkerepublikken Kina, er verdens folkerigeste
stat, landet rummer ca. 1/5 af Jordens befolkning. Fra gammel tid er Kina inddelt i provinser, der i størrelse og betydning kan sammenlignes med nationer i andre dele af verden.
På provinsniveauet er Kina inddelt i i fem
administrative niveauer, bestående af: provinsniveau, præfekturniveau, amtsniveau, townshipniveau (en form for storbykommune) og
landsbyniveau.
På provinsniveauet er der en opdeling med
23 provinser (Kina medregner Taiwan som
en endnu ikke ”befriet” provins), 5 autonome
regioner, 4 bydistrikter og 2 speciel administrative zoner (Hong Kong og Macau), der alle er
direkte under den centrale regering.
På præfekturniveau (en slags regioner) er der
333 administrative enheder, opdelt i præfekturer, præfekturniveau byer samt autonome
præfekturer.
På amts niveau er der opdeling i 2858 administrative enheder og på townshipniveauet er der
40.859 administrative enheder.
På det nederste niveau landsbyniveauet, er der
utallige landsbyer, mindre byer og distrikter.
Autonomi omfatter et begrænset selvstyre for
kompakt beboede minoritetsområder. Autonomien gælder især det kulturelle område.
Administrationen skal foregå på den største
minoritets sprog, og guvernøren skal tilhøre
samme minoritet, men det gælder ikke for før-
Han kineser
Navnet "Han" kommer fra Han-dynastiet som
herskede over et forenet Kina fra 206 f.Kr. til
220 e.Kr. Hankinesere kan spore deres aner tilbage til Huaxia folk, der boede langs den Gule
Flod i det nordlige Kina.. Gennem århundreder
har Han kineserne opsuget mange af de etniske gruppers kultur og sprog.
Han-kinesere er ikke en homogen gruppe, ogligner på ingen måde hinanden fra nord til syd,
men fælles for dem er en kulturel binding, der
2
KINAKULTUR.DK
betyder, at de identificere sig med hinanden
og kalder sig for Han.
Han kineserne taler forskellige dialekter og
endda forskellige sprog, som undertiden er
indbyrdes uforståelige, men de deler en fælles skriftlig system baseret på Mandarin.
Traditionel har Han samfundet haft tre
grundlæggende klasser, som var Mandariner
(bureaukrater og aristokrater), en klasse
af bønder, arbejdere og håndværkere, og
"almindelige folk," dem, der var udstødte
af samfundet. Lige siden grundlæggelsen af
det kinesiske imperium, har Han-samfundet domineret Kina, med undtagelse til de
to fremmede dynastier Yuan-dynastiet og
Qing-dynastiet. Men selv i de perioder, hvor
Han folket ikke var i direkte kontrol over
Kina, havde de stadig stor indflydelse.
Kina består af 56 forskellige officielle nationaliteter: Han (91,96%) , zhuang (1,37%), manchu
(0,87%), hui (0,76%), miao (0,65%), uighur (0,64%), yi (0,58%), tuchia (0,50%), mongoler
(0,42%), tibetanere (0.41%), puyi (0,23%), dong (0,22%), yao (0,18%), koreanere (0,17%),
Dai (0,14%), hani (0,11%), kazak (0,1%), tai (0,09%), li (0,09%), andre (0,51%). De autonome områder er beboet med etniske mindretal.
Kinas politiske system
Folkerepublikken Kina blev oprettet 1. oktober 1949, efter at kommunisterne stort set
havde vundet den kinesiske borgerkrig. Nationalisterne (Kuomintang), som havde regeret Republikken Kina mellem 1911 og 1949,
flyttede på det tidspunkt til Taiwan.
I 1971 blev Folkerepublikken Kina af FN
anerkendt som Kinas legitime regering.
Indtil da havde republikken på Taiwan haft
Kinas plads i FN og sikkerhedsrådet. Iflg. det
danske udenrigsministerium, fører Danmark
ligesom langt hovedparten af verdens lande,
herunder EU-landene og USA, en ét-Kinapolitik. Det vil sige, at Danmark anerkender
Kina og ikke Taiwan, og Danmark har derfor
ikke diplomatiske forbindelser med Taiwan.
Samtidig er det dog dansk politik at udbygge
de økonomiske og kulturelle forbindelser til
Taiwan.
3
KINAKULTUR.DK
Kina er en socialistiske republik, og
det politiske system i Kina er anlagt
i en struktur, som formelt deler
magten mellem tre centrale
organer: Det Kommunistiske
parti, staten og hæren.
Partiet står over de to andre
og er helt integreret i de to
andre organer.
Partiorganisationen har
ansvaret for alle aspekter af ideologi og
for koordinationen
mellem staten og
hæren.
Kinas Kommunistiske Partis magt er forankret
i Kinas forfatning. Det kommunistiske Parti
nævnes ikke i selve forfatningens lovtekst,
men i indledningen til forfatningen står der, at
Folkerepublikken bygger på socialisme med
kinesiske karakteristika, under ledelse af Kinas
Kommunistiske Parti og vejledning. Formelt
set i henhold til Kinas forfatning, administreres
staten igennem Den Nationale Folkekongres
(Kinas parlament) og de lokale folkekongresser. Staten og kommunistpartiet kan således
reelt set ikke adskilles. Den udøvende magt lig-
ger formelt hos ministerpræsidenten
og regeringen, det såkaldte statsråd, men som tidligere nævnt reelt
hos Kommunistpartiets ledelse. I
regeringen sidder statsministeren, statskommissionscheferne,
generaladvokaten, Den Stående Komités generalsekretær
og guvernøren for Kinas
Nationalbank. Regeringen
er ansvarlig over for og
rapporterer til Kongressen eller til Den
Stående Komité, når
Kongressen ikke er i session.
Der er andre politiske partier i Kina, der findes
otte andre lovlige partier, det gælder bl.a. De
kinesiske arbejderes og bønders demokratiske
Parti, Kuomintangs revolutionære Komite og
Ligaen for selvstyre på demokratisk Taiwan.
Der eksisterer endvidere selvstændige partier i
Macau og Hong Kong der er nævnt som demokratiske partier, og deltager i de nationale
folkekongresser og det Kinesiske Folks Politiske
Rådgivende Konference, men de er dog alle
underlagt kommunistpartiets kontrol.
Magtstrukturen
Magten i Kina er baseret på kommunistpartiets pyramide struktur, der hviler på millioner af lokale partiorganisationer hele landet og når hele vejen op til de højeste beslutningstagende organer i partiet.
4
KINAKULTUR.DK
Kommunistparties opbygning
På partikongressen gøres der status for landets situation og politikken for de næste fem år
fastlægges. De cirka 2300 kongresdelegerede,
repræsenterer Kinas ca. 82 millioner medlemmer af kommunistpartiet.
De primære magtorganer i det
kommunistiske parti
i det kommunistiske parti, som er beskrevet i
partiet forfatning er: Centralkomitéen, politbureauet, politbureauet stående udvalg og generalsekretæren, der er den højest rangerende
embedsmand inden for partiet, og som regel
Kinas altoverskyggende de facto leder.
Kommunistpartiet har en pyramidelignende
opbygning, hvor det øverste niveau er Den
Nationale Partikongres, der holdes hvert femte
år (den seneste partikongres var den 18. partikongres i 2012).
Teoretisk er partiets øverste organ den Nationale Parti Kongres, som mødes mindst en gang
hvert femte år, men de primære magtorganer
5
KINAKULTUR.DK
Den centrale militærkommission
for Folkerepublikken Kina
På partikongressen bliver det formelt besluttet,
hvem der skal sidde i kommunistpartiets øverste top. I praksis er det dog et valg der tager
udgangspunkt i en topstyret ledelse (top-down)
som i modsætning til bottom-up, hvor valg sker
fra de nederste niveauer.
Den centrale militærkommission (en parallel
organisation af den statslige institution af samme navn), er det højeste militære organ med
ansvaret for kommandoen af Kinas væbnede
styrker, Folkets Befrielseshær og de paramilitære styrker Folkepolitiet. Militærkommissionen
er anført af en formand og består yderligere af
næstformænd og medlemmer. Kommissionen
vælges for en periode på fem år og kan stå til
genvalg.
Medlemmer af det øverste organ, Politbureauets Stående Udvalg (7 medlemmer 2012),
kommer fra Politbureauet (25 medlemmer i
2012), hvis medlemmer kommer fra Centralkomiteen (300 medlemmer i 2012).
De 7 medlemmer af det Stående Udvalg og
medlemmer fra Den Centrale Militærkomite,
udgør kommunistpartiets top, herunder præsidenten, vicepræsidenten og premierministeren
fra Den Nationale Folkekongres.
Centralkomiteen
Kinas Nationale Partikongres er det højeste
organ indenfor Det kinesiske kommunistparti,
men i perioderne mellem partikongresserne
er det Centralkomiteen, der har omkring 300
medlemmer. Selv om Centralkomiteen ikke
udøver myndighed på samme måde som en
lovgivende forsamling ville gøre det, er den et
vigtigt organ, idet centralkomiteen omfatter
kommunistpartiets, statens og de væbnede
styrkers øverste lederskab. Til forskel fra partikongresserne, som altid har været ceremonielle, er møderne i Centralkomiteen af og til
arenaer for reelle debatter og beslutninger om
partiets politik.
Politbureauets 'Stående Udvalg'
De 7 medlemmer udgør kommunistpartiets
top, herunder præsidenten, vicepræsidenten og
premierministeren. Når Den Nationale Folkekongres ikke er i møde, besidder Den Stående Komite den højeste statsmagt. Ifølge den
nuværende forfatning, besidder Den Nationale
Folkekongres og Den stående komité i fællesskab den lovgivende magt. Når Den Nationale
Folkekongres ikke er samlet, er det Politbureauets Stående Udvalg, der fortolker og overvåger de andre statsorganers arbejde og afgør
udnævnelsen af embedsmænd. Det stående
Udvalg, har magt til at ratificere traktater og
aftaler samt til at erklære krig.
Den centrale kommission for
Disciplin og Inspektion af Kinas
Kommunistiske Parti
Den centrale kommission for Disciplin og Inspektion af Kinas Kommunistiske Parti
Ofte forkortet til ”Kommissionen for disciplin”
er en organisation der undersøger an-klager
om korruption og embedsmisbrug blandt partiledere.
Politbureauet
Det kinesiske kommunistpartis politbureau,
er en gruppe på 19 til 25 personer som fører
tilsyn med Det kinesiske kommunistparti. Til
forskel fra politbureauer i andre kommunistpartier er den politiske magt i politbureauet
centraliseret i Politbureauets Stående Komité.
Politbureauet udnævnes formelt af Centralkomiteen for det kinesiske kommunistparti, men
i praksis er politbureauets medlemmer udpeget
af det Stående Udvalg.
Sekretariatet for Det Kommunistiske Parti
Sekretariatet varetager arbejdet i politbureauet
og dets stående udvalg, og ledes af en generalsekretær. Den vigtigste rolle i sekretariatet
består i at yde bistand til beslutningsgrundlag
i både partiet og staten. Sekretariatet har stor
autoritet i det kommunistiske parti i Kina hvor
det er politbureauet og dets stående udvalg der
vælger eller udpege de ledende embedsmænd
til sekretariatet. Generalsekretæren for Kinas
Kommunistiske Parti den højeste embedsmandsstilling i Kinas Kommunistiske Parti og de
facto ledere af Folkerepublikken Kina.
6
KINAKULTUR.DK
Den kinesiske stat
over 2.862 kommunale og amtslige regeringer
og utallige townships.
Kinas parlament
Folkets Store Hal (Renmin Dàhuìtáng) er en
bygning på den vestlige side af Den Himmelske
Freds Plads i Beijing. Den har et gulvareal på
mere end 170.000 m² og har 300 rum. Der er
møderum, der har navn efter Kinas forskellige
provinser og møbleret efter områdets stil. Den
Nationale Folkekongres (det kinesiske parlament) mødes årligt i det 10.000 sæder store
auditorium, og Den Stående Komité mødes i et
andet rum. Bygningen bruges til lovgivningsmæssige og ceremonielle aktiviteter for Den
Nationale Folkekongres, der mødes hvert år i
marts, samt for Kinas Nationale Partikongres
der holdes hvert femte år. Desuden bruges den
ved statsbesøg og andre større officielle begivenheder. Dog laves det daglige regeringsarbejde i komplekset Zhongnanhai, der ligger i et
stort område vest for Den Forbudte By.
Den øverste statslige administration for den
udøvende magt i Kina, består af præsidenten, statsrådet (med premiereministeren som
regeringsleder), statsrådet, sammen med Den
Centrale Militærkommission, Folkets højesteret
og Folkets anklagemyndighed.
Den Nationale Folkekongres
Den lovgivende forsamling i Kina er Den Nationale Folkekongres, der er Kinas højeste
statslige myndighed. Folkekongressen består
af omkring 3.000 delegerede, hvoraf 70% er
medlemmer af Kinas kommunistparti, og 30%
af de delegerede tilhører en af de otte godkendte "demokratiske partier”. De delegerede
er valgt på de provinsielle folkekongresser,
samt 265 suppleanter valgt af de væbnede
styrker.
Folkekongressen samles én gang om året i
marts i to uger for at ratificere (godkende)
bl.a. lovforslag, statsbudgettet og forfatningsændringer, efter direktiver der er udarbejdet
af Politbureauet. Folkekongressens delegerede
vælges for fem år ad gangen og kommer fra
alle egne af Kina. De opstilles efter en række
forskellige regler. De deputerede til den nationale folkekongres og medlemmerne af dets
stående udvalg vælges for en periode på fem
år og kan genvælges, dog kan formand og
næstformand for det stående udvalg ikke sidde
mere end to femårige perioder.
Folkekongressen vælger, efter indstilling fra politbureauet, medlemmer til Det Stående Udvalg
(ikke at forveksle med Politbureauets Stående
Udvalg), der normalt mødes hver anden måned, og varetager de løbende opgaver, når
folkekongressen ikke er samlet.
Niveauer af den statslige administration
Det højeste niveau af den statslige administration er præsidentembedet og den centrale
regering. Det næste niveau ligger i de provinsielle regeringer. Under provinsniveauet, er der
7
KINAKULTUR.DK
Kinesiske Folks Politiske Rådgivende Konference
tionale folkekongres for en periode på fem år,
og kan højest sidde i to femårige perioder.
Det Kinesiske Folks Politiske Rådgivende Konference, er et rådgivende organ. Det er et organ
parallelt med folkekongressen. Den politiske
rådgivende konference findes på hvert niveau
af de lokale folkekongresser bortset fra kommunalt niveau og de særlige administrative
regioner. Det kinesiske folks politiske rådgivende konference består af delegerede fra Kinas
Kommunistiske Parti, andre politiske partier,
organisationer samt uafhængige medlemmer,
og repræsentanter fra de etniske grupper. Det
rådgivende organ på nationalt plan mødes en
gang om året, typisk lige før mødet mellem de
nationale folkekongresser.
Den Centrale militærkommission
Den centrale militærkommission er identiske med partiets militærkommission, har 11
medlemmer, hvoraf de fleste er højtstående
generaler, leder og kontrollerer Kinas væbnede styrker, Folkets Befrielseshær og de paramilitære styrker Folkepolitiet. I den daglige
ledelse, er de underlagt forsvarsministeriet og
ministeiret for offentlig sikkerhed. Formanden
for den centrale militærkommission og andre
magtfulde stillinger er forbeholdt top partimedlemmer. Formanden for militærkommissionen
der er udpeget af partiet, er valgt af den nationale folkekongres, de øvrige medlemmer af
kommissionen er udvalgt efter at være blevet
foreslået af militærkommissionen. Hvert medlem af den centrale militærkommission er valgt
for fem år og kan genvælges, men kan højest
sidde i to femårige perioder.
Præsident
Præsidenten fungerer som landets statsoverhoved og vælges formelt af den nationale
folkekongres for en periode på fem år, og en
siddende præsident kan ikke tjene mere end to
femårige perioder. Præsidenten besidder også
posten som kommunistpartiets generalsekretær samt formand for militærkommissionen.
Præsidentens vigtigste funktioner og beføjelser kan bl.a. nævnes: iværksætte lov-forslag
vedtaget af den nationale folkekongres, udnævnelse og fjernelse af premierministeren
samt centrale medlemmer af statsrådet, modtage akkreditiver fra udenlandske diplomatiske
repræsentanter, uddele nationale medaljer og
titler, samt erklære krig og proklamerer fredstilstand.
Folkets højesteret
Det kinesiske folks højesteret er det højeste
rets myndighed, og fører tilsyn med retsplejen
af de lokale folkedomstole og særdomstole der
omfatter militære domstole, maritime domstole, og jernbanetransport domstole. Den kinesiske højesteret står til ansvar for den nationale
folkekongres og dens stående udvalg. Præsidenten for den kinesiske højesteret vælges
af Nationale Folkekongres for en periode på
fem år og kan genvælges, men højesteretsformanden kan ikke sidde mere end to femårige
perioder.
Statsrådet
Statsrådet er Kinas udøvende magt der ledes
af premierministeren og har sit hoved-kvarter
i Zhongnanhai , som den deler med det Kommunistiske Parti . Statsrådet har omkring 50
medlemmer
Statsrådet er den højeste form for regerings
administrationen og står til ansvar for den
nationale folkekongres. Statsrådet består af
premiereministeren, vicepremiermi-nister samt
ministre med ansvar for de tunge ministerier
og kommissioner og en rigsrevisor. Premierministeren har det overordnede ansvar for
statsrådets og udførelse af de udøvende funktioner for staten, her kan nævnes: Vedtagelse
af administrative foranstaltninger, vedtagelse
af administrative regler og bestemmelser og
udstedelse af beslutninger og forordninger i
overensstemmelse med Kinas forfatning og
udarbejder og implementerer de nationale
økonomiske og sociale udviklingsplaner samt
budgettet.
Statsrådet har også de mange lokale administrative enheder – de lokale folkeregeringer –
under sig.
Premierministeren, vicepremierminister og de
andre statsrådsmedlemmer er valgt af den na-
Folkets anklagemyndighed
Den offentlige anklagemyndighed har ansvaret for både retsforfølgning og efterforskning i
Folkerepublikken Kina. Dens vigtigste opgaver
er at udføre kontrol og tilsyn med de lokale
folkeanklagemyndigheder på alle niveauer, for
at sikre ensartethed og korrekt implementering
af statens love.
8
KINAKULTUR.DK