Kronik 3

Bondekarlen
Først i halvtredserne, jeg må have været 14, tæt på 15 år gammel, mente min far at det var bedst om jeg fik
en læreplads. Han havde udvirket at jeg kunne komme i lære hos tømrermester Schack Petersen, som lå skråt
ovre bagved overfor Grejsdals Vænge/Købmand Seeberg. Det kunne han jo nok have ret i, men for mig var
der bare den hage ved det at min morfar Josef Jensen, arbejdede der. Det nægtede jeg simpelt hen, med den
begrundelse, at jeg ikke ville arbejde sammen med min morfar. Egentlig forstår jeg det ikke, vi havde ikke
noget udestående med hinanden, som jeg jo havde med min bedstefar. Det korte og det lange, - fatter Bering
gjorde kort proces med mig og skaffede en plads som karl på en bondegård.
Ildved
Det var på en lille gård på ca. 20 tdr. land. (tænk sig at det kunne man endnu leve af i 1952) Her var både
heste, grise, køer og – høns. Jeg blev fæstet for et år til 2400 + kost og logi. Bonden hed Ejner Bertelsen og
hans kone Katrine. Et par midaldrende, søde og rare mennesker.
Her kom jeg så til det hele. Den fysiske drivkraft til landbruget var to belgiere, et par dejlige og stærke dyr.
Jeg ankom jo til november, så det var hen på efteråret. De sidste kålroer skulle op, sukkerroerne var oppe og
lagt i kule. Så skulle kulerne dækkes med halm og jord, mod frosten. Markerne skulle vinterpløjes, - der var
ingen vintersæd. Høsten var sat i lade, lo og stænge. Nu gik vinteren så med at passe dyrene, tærske, køre
roer ind og ordne stalden. Møddingen blev kørt ud på marken og spredt med håndkraft, inden det blev pløjet
ned. Det blev rigtig vinter det år. Der kom masser af sne og vi skulle ud at kaste sne på bivejene. Det var i og
for sig det samme system, som jeg kendte fra Hobro, alle gårde skulle stille med et vist antal folk. Grisene
skulle passes omhyggeligt. De var nok gårdens største indtjening, ved siden af mælken fra køerne. Så der
skulle iblandt våges om natten, hvis en so skulle fare. De små skulle sikres, så soen ikke kom til at ligge på
dem i forvirringen medens hun fødte. Smågrisene skulle også gælles (kastreres) når de var nogle dage gamle.
Det var op under armen og to små snit med æ gjælkniv. Årsagen hertil, var at orner kunne afgive en dårlig
smag til kødet. Der skulle også holdes øje med vægten. Når de vejede omkring 62 kg (idealvægten til
slagteriet). Så når der var en ”håndfuld” slagteklare grise, blev vognmanden bestilt. Grisen fik et hak i ballen
med en slags pigstempel, med gårdens leverandørnummer. Og sådan forløb det i en cyklus. Forår, såning og
derefter, medens afgrøderne voksede, skulle hele
gården kalkes. Den var hvid med gule kanter og
soklen blev kalket skifergrå med kønrøg. Høhøst
og køerne på græs. Sommer, - Høst, kornet
høstes med selvbinder, trukket af hestene. Kornet
sættes op til vejring og køres i lade og hæs når
det var klar. Efterår, sukkeroer aftoppes og
toppen ensileres, medens roerne lægges i kule
inden frosten. Og så var vi nået rundt. Jeg burde
således være fuldbefaren bondekarl.
Og det bevidnede så Ejner Bertelsen:
I min fritid, som var om aftenen og hver anden
søndag, kom jeg meget sammen med nogle nabosønner på min egen alder, som boede i nærheden. Vi lavede
de sædvanlige drengeting, cyklede, skød med flitsbue, gik på harejagt i kålroerne, drillede lillesøsteren o.s.v.
Om vinteren meldte jeg mig til et sløjdkursus, som forgik på Ildved Skole. Her lavede jeg et fint tobaksbord.
Det blev fineret i et flot mønster med teaktræ, medens benene havde en indlagt stribe i rosentræ. Til slut
blev det lakeret med – jeg tror – 10 lag celluloselak. Trukket af mellem lagene med en zieheklinge, så det
blev spejlglat og til slut blank. Bordet fik min mor, hun brugte det til blomsterbord i stuen. Desværre går
sådan noget til med tiden. Der blev sikkert spildt vand på den ømfindtlige bordplade og til slut endte det
udendørs.
Nu kommer vi så til Viking-dieselmotoren – omtalt under St. Grundet. I løbet af vinteren/foråret, byggede
jeg en halvstor svæveflyver, som jeg påregnede kunne bære dieselmotoren. Det kunne den også. Jeg
justerede haleroret så maskinen ville flyve i ring når/hvis den kom op. Den kom op at flyve. Store kredse
medens den steg op til ca. 100 m. Så løb den tør for brændstof, styrtede ned og blev knust. Men det som
aldrig lykkedes for Jørgen og jeg på St. Grundet, lykkedes altså for mig et års til senere. Jeg var nok også
sparsommelig, idet jeg først hævede min hyre på kr. 2500,- d. 1 november 1953, den dag jeg rejste.
Min far har nok forestillet sig at jeg skulle gøre karriere ved landbruget, så han organiserede en plads
for mig, som landbrugselev på Tirsbæk Gods ved Vejle Fjord.
Tirsbæk 1953-1954
Først i halvtredserne begyndte maskinerne at gøre deres indtog i landbruget og dermed skete en radikal
ændring af driften. På Tirsbæk gods kom denne overgang glidende og jeg var nok heldig at være der, da det
helt store gennembrud kom.
Der var stadig arbejdsheste i stalden – 6 dejlige belgiere. Der var en staldmester og der kom stadig
vagabonder og overnattede i den varme stald med mesters velsignelse.
Godsejeren var Hofjægermester/Kammerherre Frode Neergaard og hustru Astrid, kaldet Adda. De beboede
slottet med deres stab af piger og damer. Der var 4-5 piger og en oldfrue (havgasse) – nå, hun var sikkert
god nok, hun passede blot på at de unge karle fra godset ikke kom hendes piger for nær.
Nu skal jeg lige indskyde at jeg havde nået den alder hvor jeg skulle indrulleres. Det foregik hos
sognefogeden i Assendrup Frode Bilde Sørensen. Sygekassen skulle jeg melde mig i henne hvor det gamle
elværk var – ca. ud for Ulbækhusvej.
Godsets daglige drift var under ledelse af Godsforvalter Jensen, en underforvalter, fodermester, skovfoged,
gartner, tømrer, smed, bager, skovfolk, faste daglejere, køkkenpiger og landbrugselever. Se billede fra 1954
der er mig på hesten bag forvalterparret. Billedet illustrerer tydeligt den begyndende mekanisering.
Godsets jordtilliggende var ca. 400 hektar, som var fordelt på halvdelen skov og den anden halvdel
landbrug. Godset var stort set selvforsynende, med eget elværk, smed, tømrer, bageri o.s.v. Der var et par
hundrede køer, men så vidt jeg husker, ingen grise.
Vi var tre elever og en ung traktorfører, som boede i en sidefløj til forvalterbygningen.
Henning Jørgensen fra Ålborg
Jens Christian Jensen fra Engesvang
Henning Bering (Jensen) fra Vejle
Og Kjeld fra Andkjær – traktorfører.– her på sin Massey Harris 744
Kjeld var en sprællemand. Jeg husker en dag hvor jeg pløjede med
heste langs Tirsbækvej. En traktor kom susende op mod Bredballe
med 70 – 80 km/t. Det var Kjeld der havde pillet stangen
regulatoren fra, så motoren kunne køre frygtelig stærkt.
Det var i øvrigt ikke ufarligt at køre med maskiner og traktorer på Tirsbæk. Det fortaltes at den anden lidt
ældre traktorfører, året før vi kom var væltet med traktoren på marken syd for Tirsbækvej mod Bredballe.
Traktoren rullede rundt, han faldt af og traktoren landede igen på sine hjul, kørte hen til skovbrynet, tilbage
og kørte traktorføreren over. Han overlevede, men havde nu ar af sine læsioner i hovedet.
Det fortælles i øvrigt senere, at året efter jeg var på Tirsbæk, kørte en ung mand på traktor gennem
rækværket på broen ved gården og blev dræbt. Året efter igen, kørte en ung man galt ned ad bakken fra
Assendrup og væltede rundt og blev dræbt.
Vi elever var fortrinsvis ”hestetrukne”, men havde den blå Fordson Major traktor hver tredje uge. Men så
skulle vi til gengæld vaske traktoren i bækken om lørdagen.
Det var ordnede arbejdsforhold med arbejdstid fra 0700 til 1630 og fri lørdag søndag. Kosten var
fremragende. Vi oplevede sågar at få hvalbøf fra en hval som strandede i fjorden. Nogle kompetente folk
sørgede for slagtningen og behandlingen af kødet.
Alting på sin plads, det var næsten militærisk men ok. F. eks. Havde hver medarbejder sit sæt værktøj som
var ophængt i et redskabsskur ved vognporten. Hver aften, når værktøjet blev hængt op, skulle man først
rengøre det og smøre det ind i olie. I vognporten var der tre velholdte gummivogne.
Arbejdet var i princippet ret konventionelt ved at følge årets cyklus i landbruget. Da jeg kom om efteråret,
var der hjemkørsel af de sidste kålroer oppe fra overmarken nær Bredballe Handelsplads. Da Hele godset
var opvarmet med brændeovne, blev der skovet meget bøg som vi unge så skulle hente rundt på skovens
skrænter med heste og vogn. Der skulle tærskes i laden – der blev jo stadig høstet med selvbinder, hvor
avlen så skulle i lade. Man havde en stor ”ovenilægger” (tærskeværk). Det var vi unge som på skift skulle
fodre bæstet ovenpå. Det støvede som bare fanden og på et tidspunkt blev jeg helt syg af det et par dage.
Vi deltog også i påbegyndelsen af en ny forbindelsesvej oppe fra Hesthaven, øst om godset og skråt over
mod vejen ud til Skovfogedhuset, som lå halvvejs ude ved Ulbækhus. Af andet vejarbejde, skulle vi også
holde vejen fra Tirsbæk strand og op til kommunens asfaltvej. Der var vi tit omme for at lappe huller i
grusvejen. Dengang kørte bybussen, der var meget hård ved vejen, helt ned til stranden, hvor også
fjordbåden lagde til, neden for Tirsbæk Kro. Af vinterjobs var der også pløjning af alle marker der ikke var
tilsået med vintersæd. Brændet som var hentet hjem skulle saves op i længde og stables i store stakke, hvor
det så skulle stå et par år.
I det år (53-54) jeg var på Tirsbæk var det rigtig vinter med frost og sne.
Fjorden frøs til så man kunne gå over og vi kørte sågar med traktor på
isen. (det så forvalteren ikke). Tirsbæk har flere kilometer veje som skulle
holdes ryddet for sne. Det foregik med en hestetrukket træplov – fire
heste for og fire mand bag til at styre med en kraftig stang. Jeg husker ikke
om vi var ude som kommunale snekastere, som jeg erindrer både fra
Hobro og fra Ildved, at alle gårde skulle stille med folk og skovle når driverne var for store for sneplove.
Billedet er illustration
Hvis vinteren var streng, var foråret og sommeren fin. Jeg husker vi såede roer oppe i Hesthaven og da vi
hakkede dem var det så varmt og solrigt, at vi blev aldeles solskoldede. Og det var faneme nogen lange
rækker. – Vi kan se marken fra vores seniordomicil her i Bredballe i skrivende stund (2010)
Hestene kom op på engen ved tunnelen. Dengang var denne eng flot som en golfbane, hvor den i dag
(2010) blot er en vild og sumpet eng. Hestene skulle hentes hjem kl. 6 om morgenen og det var vi unge som
skulle sørge for det på skift – inden morgenmaden. Men det var et herligt job om sommeren, at komme op
til hestene når vejret var godt. Ellers gik sommeren med høhøst kornhøst roehøst o.s.v.
Ethvert firma med respekt for sig selv, arrangerer en firmaudflugt. Og det
gjorde Tirsbæk Gods også. Der blev lejet Carl Hansens Rutebiler til en
udflugt til Djursland, hvor vi besøgte Kalø Gods. Det var inklusiv medbragt
picnickurv som vi nød i en høstak undervejs. På det vedhæftede billede
ses forrest til højre vores allesammens staldmester. Jeg aner ikke hvad
han hed, i daglig tale hed han ganske simpelt MESTER. Jeg selv og Jens i
midten og Henning Jørgensen længst til højre.
Men vi havde jo også fri. Og når unge mennesker på 17-18 år har fri, skal der jo ske noget. Den gang var
Tirsbæk Kro i fuldt vigør. Der var bal, som regel 2 gange om ugen. Ellers var der jo bussen til Vejle, hvor der
var populære forlystelsessteder som Møllen i Orla Lehmannsgade og Sevilla i Skyttehusgade. Vi foretrak nu
Møllen, den anden var for snusket.
Vi tog også til bal i Assendrup en gang i mellem. Det forgik i forsamlingshuset. Men det kunne godt være
lidt farligt, hvis karlene deroppe var bange for at vi tog deres piger. Personligt har jeg aldrig fået tæv, men
nogen har!
Når vi skulle til Assendrup, ringede vi efter den i Assendrup, så legendariske vognmand, JENS MICHAEL.
Men vi måtte gå hjem. Således en sen aften, nat drog vi hjemad. Nu var det sådan at en af pigerne fra vores
køkken var cyklet derop. Henning slog sig sammen med hende og de cyklede i forvejen med den ene på
bagagebæreren. Da vi gående nåede ned til engen ved tunnelen, fandt vi Else og Henning der kyssende ved
vejkanten. Else var høj og Henning var lille, så Else stod nede i grøften for at Henning kunne nå! (Else var
pigen i høstakken på billedet ovenfor.)
Vi havde ellers ikke megen omgang med vore egne piger, men jeg har dog klatret op ad døren til
mellemgangen ved forvalterboligen, op på taget der for at besøge en af pigerne. Det var da meget
hyggeligt, men da jeg skulle ned, gled jeg på dørhåndtaget, faldt ned og forstuvede foden. Pigerne på
slottet besøgte vi nogle gange, men i ”flok”. Vi sad og hyggede og med dem i forrummet til køkkenet, som
lå i kælderen. Men det hændte jo, at Oldfruen opdagede os og jog os ud.
Vi var så heldige at en af os elever – Henning Jørgensen – havde en harmonika og
det bedste var at han kunne sgu’ spille på den. Det er klart at han tit måtte holde for
når vi kedede os. Sjovt nok var det ikke sådan at vi tog til købmanden efter øl og
kævede den til musikken.
Året på Tirsbæk husker jeg som et sorgløst og forrygende år, - men det skyldes nok
at vi var flere på samme alder. Da vi skulle rejse, besluttede vi at det skulle foregå
med manér, så vi bestilte det store kolde bord på Tirsbæk Kro. Henning Jørgensen
havde sin harmonika med og vi havde (vel) en festlig aften. Det var i hvert fald noget
med snapse. Da vi skulle hjem , om gennem skoven, gik det lidt slingrende for sig.
Henning gad ikke slæbe på sin harmonika, så det fik han mig til. Jeg erindrer at finde mig selv en enkelt
gang i grøften med harmonikaen ovenpå. Henning blev åbenbart melankolsk når han blev støvet. Han gik
og øffede om at vi nu skulle skilles. På et tidspunkt standsede han op og stille sig foran Kjeld. Han tændte en
tændstik og holdte den op for øjnene og sagde ”se Kjeld, se jeg græder”. Da vi kom hjem i seng var det for i
øvrigt første gang jeg oplevede at min seng ville slå mig af!
Nu skulle vi jo så videre med vores liv, så Jens og jeg besluttede at søge plads sammen på en større gård. Vi
fik fat i et ”landbrugsblad” af en slags, hvor vi fandt en annonce, som lød tiltalende. Vi kontaktede bonden,
som boede ved Rødding og fik aftalen i stand.
Turen går til Rødding
Ja, det svarede jo ikke helt til den beskrivelse der var i annoncen og de udtalelser vi fik fra Bonden i
telefonen. Dengang var der jo ”langt” til Rødding fra Tirsbæk, så man stolede vel på hvad der blev sagt.
Så den gård der åbenbarede sig for os, da vi kom til Rødding, var en slem proggen Ski’ som de siger i
Vendsyssel. Det var en gård på 90 tdr. land med køer og grise, men ingen heste. Foruden os to karle, var der
en fodermester og en tjenestepige. Så var der Bonden og hans kone, samt konens mor. Sproget, tonen og
humoren var rigtig sønderjysk, ligesom maden og kaffebordet. Det fejlede ikke noget.
Desværre kan jeg ikke huske hvad bonden og hans familie hed, andet end det var et rigtig søndejysk navn.
Nå, men vi affandt os med tingenes tilstand og tog fat på arbejdet. Det var ret skralt med maskiner, og det
der var, stammede mest fra hestetrukne redskaber. Der var kun én traktor, en
Zetor, som ikke var ret gammel. Det var en tocylindret diesel, meget langsom i
optrækket, men når den først kom op i omdrejninger, var det såmænd en
udmærket slider. Bonden ville gerne være moderne, men han havde vel ikke råd til
det. Han syntes f.eks. at vi skulle have et førerhus på Zetoren. Derfor købte han et
førerkabine eller nærmere betegnet et karosseri fra en gammel førkrigsmorris hos
en ophugger og gik ud fra at det kunne vi selv sætte på. Men det blev nu aldrig til
noget. Han kom på et tidspunkt frem til at vi faktisk havde brug for to traktorer,
hvorfor han købte en gammel ?? på jernhjul. Jeg tror den var fra før krigen. Det var
et benzinuhyre som skulle startes med håndsving. Den var tung eg meget svær at
dreje med, og så kunne den jo kun slæbe en harve eller lign. Den havde ingen lift.
Gl. jernhjulstraktor
For at understrege gårdens forfatning, skal jeg omtale maskinskuret, som lå bag staldbygningerne. Det var
en noget interimistisk bygning, som næppe var godkendt af
byggemyndighederne. En måned før vi rejste fra gården, fejede en kraftig
storm hen over landet og væltede maskinhuset ned over alle redskaberne.
Arbejdet på gården var det normale, men lidt ”gammeldags”. F. eks., når der
skulle køres møg ud, læsser man vognen manuelt i møddingen, kører ud på
marken og læsser af i små dynger, som man så siden med en greb spredte ud
på marken i et passende lag som så skulle pløjes ned. Der var ingen
maskinstation med møgspreder på budgettet!
Iblandt var det lidt grinagtigt. Han havde en udmærket såmaskine, men det var altså den hestetrukne type,
så der skulle to mand til at så. En på traktoren og en bag såmaskinen for at styre den. Pløjning var kun
muligt med en tofuret plov, så det kneb med at med tiden.
Vi hjalp en del med dyrene i stalden, men på fodersiden. Vi skulle selvfølgelig sørge for at der var roer i
roehuset. Derudover hjalp vi i stalden. Kålroer skulle hugges over med en spade og sukkerroer skulle raspes
og det var med en gammeldags håndtrukket roerasper. Derimod havde vi ikke noget at gøre med malkning
og mugning. Det sørgede fodermesteren for. Heller ikke grisene hjalp vi med. Selv ikke når fodermesteren
havde fri. Så var det Fatter selv der tog over. Det hændte at vi var assisterende fødselshjælpere, hvis en ko
havde svært ved at føde. Så måtte der en stige i grevningen så man kunne stå fast, medens man trak i et
reb der var slået om kalvens fødder.
En lille anekdote omkring staldtjenesten lyder således: En ung kvie smutter i sin bås og brækker et ben. I
sådan et tilfælde kan man ikke (eller man gør ikke) ”lægge benet i gips” eller lign. Man slår simpelthen dyret
ned og sender det til omg. slagtning. Nu var der bare det problem at det var en søndag formiddag, så det
var begrænset hvad hjælp man kunne få. Men en dyrlæge var i det mindste til rådighed, så han kom og
skød kvien med en såkaldt boltepistol. I Rødding var der et slagteri og det lykkedes så at få en slagter til at
komme ind for at slagte kvien. (Det skulle jo gå forholdsvis hurtigt). Specialtransport var ikke til rådighed,
eller Bonden ville spare dette ved selv at køre ind til byen med kræet. Vi fik bakset kvien op på en ladvogn
og kørte så mos Rødding. Jens og jeg var med, stående på ladet, medens Bonden selv kørte traktoren.
Rødding ligger i en lavning, så vi skulle ned ad en bakke mod krydset midt i byen. Her var et helleanlæg midt
opå den vej vi kom ad og vejen fladede ud de sidste 50 m inden hellen. Så Bonden giver lidt gas og styrer
traktoren til højre uden om hellen, men en bolt var faldet ud af trækstangen så vognen blev koblet af og
fortsatte ligeud og ind i Hellen som væltede. En mor med sin mindre søn, hører braget og kommer just
rundt om hjørnet lige efter finalen. Drengen stirrer på vognen og den døde kvie og udbryder ”se mor, koen
blev slået ihjel”.
Høsten var som såningen, - traktoren for den gamle hestetrukne selvbinder og så blev der høstet. Det var
nu ok. Så der blev høstet og kornet sat sammen. Det var fint høstvejr, så bonden fik den ide at tærske på
marken. Til den ende lejede han et stort transportabelt tærskeværk, lig det de havde på Tirsbæk. Zetoren,
der var udstyret med remskive, blev sat for med en drivrem – det var helt OK.
Jens på traktoren
Jens lægger i medens fruen forker op
Det må jo være undertegnede der fotograferer.
Jens og madmor
A propos Zetoren. Om vinteren kørte Jens over en frosset pløjemark. Det hoppede noget så ved et stort
bump knækkede traktoren midt over. Og det er ganske vist!
Som nævnt tidligere var vi fire fremmede folk på gården. 2 karle, en fodermester og en tjenestepige. Jeg
har ikke noget billede af pigen, men af vi andre:
Her ses Jens og fodermesteren og det næste er mig selv alle med pibe!
Målmand i Hjerting
Og hvad lavede vi i vores fritid? Ja, jeg gik på et begynderkursus i engelsk på aftenskole, om vinteren, i
Hjerting. Samme sted spillede jeg håndbold om sommeren. Jeg var målmand, men det er næppe mig på
billedet, men åstedet er det rette.
Ellers gik vi til bal, i biografen eller vi hyggede os hjemme i vores
”folkestue”. Her købte jeg for i øvrigt en radio – den i vores lille
familie navnkundige HEROFON. Jeg kan huske at jeg bøjede en
tråd i skriften ”Herofon” som antenne til radioen. Så sad og
/eller lå vi der og hørte på dansemusik og ”her kommer mutter
med kost og spand” o.s.v. Det var ikke de samme ordnede
arbejdsforhold som på Tirsbæk og jeg mener ikke vi havde fri
om lørdagen. Men alligevel nok hver tredie weekend. Mens jeg
var i Ildved og på Tirsbæk, bragte jeg mit vasketøj hjem til min
mor, men her var det lidt for langt. Der var 60 Km til Vejle, som
jeg cyklede på en gammel rusten havelåge hver tredie weekend. Vasketøjet fik jeg ordnet nede i Rødding.
Det var i Rødding jeg var på køreskole – 4 timer, efterfulgt af teori og køreprøve i Haderslev. Det var let. Det
var også i Rødding jeg var på session – det forgik på Rødding Hotel i samme sal hvor vi af og til var til bal. I
øvrigt var det i denne sal jeg drak for mange øl for hurtigt. Efter 7 øl, skulle jeg pludselig hjem!
Jeg vil ikke sige at mit år i Rødding var det bedste år i mit liv. Jeg vil nærmere kalde det anonymt! Det var
derfor ikke med vemod jeg forlod stedet.