Læsning - Aabybro Skole

Tekster
Læseprøven består af følgende tekster:
Tekst 1: Forældre vrager folkeskolen (artikel)
Tekst 2: De syv ravne (eventyr)
Tekst 3: Hvorfor kan vi ikke huske det, vi lærte i skolen? (artikel)
Tekst 4: Se på Kristian af Sanne Munk Jensen (novelle)
Tekst 5: Kulturkampen i entreen (klumme)
Teksten findes i opgavehæftet.
fsa
Folkeskolens
Afgangsprøve
DANSK
LÆSNING OG
RETSKRIVNING
(dansk sprog og
sprogbrug)
LÆSNING
TEKSTER
Maj 2014
2
Tekst 1
Forældre vrager folkeskolen
Jersie Privatskole blev indviet for en uge siden. En gruppe forældre gik sammen om at åbne skolen, da kommunen
besluttede at lukke den lokale landsbyskole. Foto: Kristian Brasen
DERFOR VÆLGER
FORÆLDRE PRIVATSKOLE
Kurt Ernst, formand for Danmarks Privatskoleforening,
giver her de vigtigste årsager,
som forældre angiver, når de
vælger en privatskole.
Skolesammenlægninger – forældrene vil hellere have små skoler
tæt på nærmiljøet.
Forventningen om et højt fagligt
fokus i privatskolerne.
En for høj koncentration af elever
med anden etnisk baggrund end
dansk i folkeskolen.
Værdier som religiøs orientering,
pædagogisk orientering eller
kreativitet.
Kortere vej til beslutningerne og
ledelsen.
Privatskoler myldrer frem, viser helt nye tal. De mange skolesammenlægninger
får forældre til at droppe folkeskolen
Sanne Fahnøe
Stig William Nissen
[email protected]
M
ange nye privatskoler er
de seneste år dukket op
på danmarkskortet, efter at
kommunalreformen og effektiviseringer i kommunerne
har ført til sammenlægninger
af folkeskoler.
Og tendensen fortsætter
både i 2013 og 2014. Det viser
endnu ikke offentliggjorte tal
fra Undervisningsministeriet, som Søndagsavisen i dag
kan lægge frem.
26 privat- og friskoler har
anmodet Undervisningsministeriet om at åbne ved skolestart i år, og 30 nye skoler
har varslet deres ankomst i
2014. Med forbehold for at
nogle privatskoler kan lukke
i år, og at nogle nye skoler
ikke når at åbne, svarer det
til, at der er kommet 96 flere
privatskoler siden 2007, hvor
kommunalreformen trådte i
kraft.
ANTAL ELEVER I FOLKEOG PRIVATSKOLER (2008/12)
Folkeskolen trænges tilbage
2008
580.614
94.933
»Der er en helt klar tendens
til, at flere forældre vælger
at sende deres børn i en
privatskole efter kommunalreformen,« forklarer kommunalforsker ved Danmarks
Medie- og Journalisthøjskole
Roger Buch.
»Folkeskolen bliver trængt
tilbage af privatskolerne, hvis
antal har ligget stabilt i nogle
år, men nu har taget en etage
op. Derfor ser vi private protestskoler åbne, præcis som vi
så det, sidst vi fik en kommunalreform i 1970'erne,« siger
han.
2012
561.423
104.687
-19.191
+ 9.754
ANTAL PRIVATSKOLER (2000-14)
KILDE: UVM
600
593*
500
400
2000
2002
2004
2006
2008
2010
2012
* Tal for 2013 og 2014 er fremskrevet på baggrund af antal ansøgninger om opstart
2014
af privatskoler til Undervisningsministeriet. Det endelige antal kan derfor ændres.
Folkeskoler
Privatskoler
KILDE: UNDERVISNINGSMINISTERIET
Elever strømmer til privatskoler
3
Selvom det samlede antal
elever i grundskolen er
faldet markant på grund af
små årgange, er det steget
med næsten 10.000 elever i
privatskolerne på bare fire år.
Det svarer til, at 15 procent af
grundskoleeleverne nu går i
privatskole.
Og så er vi tæt på at nå
en smertegrænse, mener
professor i pædagogik ved
Aarhus Universitet Niels
Egelund.
»Når vi er oppe på så høj
en andel privatskoleelever,
begrænser det mangfoldigheden i skolen, fordi de
kommer til at mangle nogle
af de elever, hvis forældre
er engagerede i deres børns
skolegang. Det er nogle af
de mest ressourcestærke
forældre, og det er synd for
folkeskolen,« siger Niels
Egelund.
Forældre vælger det nære
Der er mange forskellige
årsager til, at forældre vælger
at sende deres børn i privatskole. Men i Dansk Friskoleforening oplever man, at det
især er skolesammenlægningerne, der har fået forældre
over hele landet til at åbne
nye privatskoler i den seneste
tid.
»Forældre bider ikke på
tanken om stordriftsfordele,
og de ønsker ikke at skulle
transportere deres børn en
halv time hver vej i en proppet
rutebil til en skole med 1.000
elever. De vil have den nære,
lille skole,« siger informationskonsulent i Dansk Friskoleforening Maren Skotte.
Minister vil have fagligt løft
Undervisningsminister
Christine Antorini (S) anerkender, at nogle forældre
har følt behov for at vælge
en privatskole. Men hun ser
regeringens skolereform som
et svar på udfordringen.
»Vores mål er at styrke
folkeskolen, så den bliver
det naturlige førstevalg. Vi
har indgået en bred aftale
om fremtidens folkeskole,
hvor der bliver lagt vægt på
et fagligt løft af alle elever
og på trivsel. Det skal gøre
folkeskolen til et endnu mere
attraktivt valg, end den er i
dag,« siger hun.
GRUNDE TIL
AT VÆLGE
FOLKESKOLEN
Mette Width Hagensen,
landsformand for foreningen
Skole og Forældre, mener, at
folkeskolen har mange fordele
fremfor privatskolen.
1. Folkeskolen afspejler lokalområdet, så i folkeskolen
mødes børn med forskellig
baggrund. Det er en styrke at
kunne begå sig i en verden,
hvor alle er forskellige.
2. Folkeskolen er den lokale
skole. Barnets legekammerater fra skolen bor i lokalområdet, så fællesskaber fra skolen
og de lokale fritidsaktiviteter
kan supplere hinanden.
3. Folkeskolen er i stærk faglig
udvikling i disse år, så børnene møder en stærk faglig
skole med fokus på børnenes læring og udvikling.
4. Folkeskolen kan rumme alle
børn, også børn med særlige
udfordringer eller behov.
Børn risikerer ikke at blive
smidt ud på grund af dårlige
faglige præstationer eller
tilpasningsproblemer.
5. Folkeskolen er gratis.
Søndagsavisen, 23.-25. august 2013
Tekst 2
De syv ravne
Brdr. Grimm
Der var engang en mand, som havde syv sønner,
men ingen døtre. Endelig fødte hans kone ham
en lille pige. De var meget glade, men barnet
var lille og svageligt og måtte døbes hjemme.
Faderen sendte i en fart en af drengene hen til en
kilde for at hente vand, de andre seks løb med,
og da de allesammen ville have fat i kruset for at
øse, faldt det i vandet. Nu stod de der og vidste
ikke, hvad de skulle gøre, for de turde ikke gå
hjem. Faderen ventede og ventede og blev til
sidst utålmodig og sagde: ”Nu har de skarnsdrenge nok givet sig til at lege og har glemt det
hele.” Han blev mere og mere bange for, at pigen
skulle dø uden at være døbt, og råbte til sidst
ærgerlig: ”Jeg ville ønske, alle drengene ville
blive til ravne!” Næppe havde han sagt det, før
han hørte en susen i luften over sit hoved, og da
han så op, fik han øje på syv kulsorte ravne.
Faderen kunne ikke tage sit ønske tilbage,
men hvor bedrøvede de end var over tabet af
deres syv drenge, trøstede de sig dog efterhånden
med deres lille datter, som snart kom til kræfter
og blev smukkere for hver dag, der gik. Hun
vidste i mange år slet ikke, at hun havde haft
søskende, for hendes forældre vogtede sig vel
for at fortælle hende det, men en dag hørte hun
tilfældigt en kone sige, at pigen var jo nok smuk,
men hun var jo dog på en måde skyld i sine syv
brødres ulykke. Hun blev meget bedrøvet, da
hun hørte det, og spurgte sin far og mor, hvad
der var blevet af hendes brødre. Forældrene
kunne nu ikke længere skjule det for hende,
men de sagde, at det havde været himlens vilje.
Hendes fødsel havde kun været den uskyldige
årsag. Men pigen syntes alligevel, det var hendes
skyld, og at hun måtte gøre, hvad hun kunne, for
at frelse dem. En nat listede hun sig stille ud af
huset og begav sig på vej ud i den vide verden
for at finde sine brødre og frelse dem, hvad det
end skulle koste. Hun tog ikke andet med end
en lille ring til minde om sine forældre, et stykke
brød og et krus vand og en lille stol til at sidde
på, når hun blev træt.
4
Hun gik og gik lige til verdens ende. Så
kom hun til solen, men den var så hed, så hed
og spiste de små børn. Så hurtigt hun kunne,
løb hun sin vej hen til månen, men den var så
kold og vred, og da den så barnet, sagde den:
”Jeg lugter menneskekød.” Hun skyndte sig at
komme bort og gik op til stjernerne, som var
milde og venlige, og hver af dem sad på en lille
stol. Kun morgenstjernen stod op, og den gav
hende et lille ben og sagde: ”Uden dette ben kan
du ikke komme ind i glasbjerget, og der er dine
brødre.”
Pigen tog benet, pakkede det ind i et tørklæde
og gik, lige til hun kom til glasbjerget. Døren var
lukket, og da hun ville tage benet frem for at lukke
op, var tørklædet tomt. Hun vidste slet ikke,
hvad hun skulle gøre, for hun ville frelse sine
brødre. Da tog den gode, lille pige en kniv, skar
sin lillefinger af, stak den i låsen, og døren gik
op. Hun gik ind og traf en dværg, som spurgte:
”Hvad leder du efter, min lille pige?” - ”Jeg leder
efter mine brødre, de syv ravne,” svarede hun.
”De er ikke hjemme,” sagde dværgen, ”men kom
indenfor og vent lidt, så kommer de nok snart.”
Dværgen satte nu mad til rette til ravnene på
syv tallerkener og skænkede vand i syv bægre.
Pigen tog en mundfuld af hver tallerken og drak
en slurk af hvert bæger. I det sidste lagde hun
den ring, hun havde taget med.
Kort efter hørte hun en susen i luften. ”Nu
kommer de hjem,” sagde dværgen. Ravnene
kom nu flyvende og satte sig ned for at spise.
”Hvem er det, der har spist og drukket af vores
mad?” råbte de. ”Det er et menneske.” Og da
den syvende havde tømt sit bæger, fandt han
ringen på bunden og så straks, at det var hans
mors. ”Blot det var vores søster, så var vi frelst,”
udbrød han, og da pigen hørte det, kom hun
frem, og straks blev ravnene til mennesker igen.
De omfavnede og kyssede hinanden og drog så
allesammen glade hjem til deres far og mor.
Tekst 3
Hvorfor kan vi ikke huske det, vi lærte i skolen?
Af: Nina Kristensen og Peter Hyldgård
Kan det virkelig passe, at vi glemmer det meste af vores skolelærdom igen?
Hukommelsesforsker giver et svar og fortæller, hvad vi husker bedst.
Jo, vi glemmer meget af det, vi læser i skolebøgerne, igen. Men vi kan godt få det til at sidde
bedre fast, fortæller hukommelsesforsker Pål
Johan Karlsen og giver nogle gode råd til at hjælpe hukommelsen på gled.
(Illustrationsfoto: iStockphoto)
Hvordan var det nu med de andengradsligninger? Og hvor er det, Burkina Faso ligger? Af og til
virker det, som om stort set intet af det, vi lærte
i skolen, sidder tilbage i den grå masse inde bag
pandebrasken.
Men kan det virkelig passe, at det meste af
vores tillærte viden er gået tabt? Og hvorfor
husker vi ikke det, vi lærte i skolen?
Spørg Videnskaben søger et svar hos den norske hukommelsesekspert Pål Johan Karlsen, der
forsker i arbejdshukommelse ved Institut for
psykologi på Universitetet i Tromsø.
Pål Johan Karlsen fortæller, at vi faktisk
husker langt mere, end vi tror.
»Men på den anden side: Jovist, vi glemmer
virkelig meget. Det er fuldstændigt normalt og
helt, som det skal være.«
Pål Johan Karlsen kan fortælle, at det meste af
det, vi lærer eller oplever, glemmes i løbet af de
første timer, dage og uger. Men det, som sidder
tilbage efter flere uger, sidder gerne så godt fast,
at vi kan huske det mange år senere. Dog ikke
for evigt.
Glemselskurven
Det var en tysk filosof, Hermann Ebbinghaus,
som i slutningen af 1800-tallet var den første,
som studerede hukommelsen efter naturvidenskabelige metoder.
Den dag i dag bruges Ebbinghaus’ glemselskurve i psykologien. Glemselskurven kan sammenlignes med en skihopbakke. Det går voldsomt nedad i begyndelsen, så flader det ud.
»For at reducere virkningen af glemselskurven, skal vi genopfriske og repetere informationen.«
»Men det er et tveægget sværd, for hver gang
du genopfrisker informationen, forstærkes mindet ikke blot, det forandrer sig også en smule – det
bliver en sammensmeltning af mange forskellige
begivenheder og er altså ikke hundrede procent
til at stole på,« fortæller Pål Johan Karlsen.
Hukommelsens tre trin
Alt det, som vi skal huske, skal overleve tre trin:
Det skal indkodes, det skal opbevares over tid, og
så skal det hentes frem ved den rigtige anledning.
Hvis et eller flere af disse trin svigter … ja, så
glemmer vi. Og der kan være flere grunde til det.
Derfor glemmer vi
»Én forklaring på, at vi glemmer noget, er, at vi
aldrig lærte det ordentligt – det satte sig aldrig
fast i hukommelsen. Vi var bevidstløse i gerningsøjeblikket, dagdrømte og fik ikke fat i det,
som blev sagt, eller vi sjuskede med lektierne. Er
vi opmærksomme, forøges chancen for en korrekt indkodning dramatisk,« siger Pål Johan
Karlsen.
»En anden – og formentlig vigtigere – årsag til,
at vi glemmer det, vi lærte i skolen, er, at informationen ikke bliver brugt. Det er nok den vigtigste
grund til, at vi glemmer så meget af matematikken eller navnene på alle staterne i USA.«
5
»En tredje forklaring handler også om, at
opbevaringen svigter, fordi nye oplevelser ofte
minder en del om gamle. Det skaber sammenblanding og svækkelse af ældre minder. Det kan
være svært at adskille den ene skoledag fra den
anden. Dagene er alle lidt forskellige, men de har
også meget til fælles.«
»Den sidste ting, som kan svigte, er at hente
det frem igen. Og denne proces bliver vanskeligere, jo ældre man bliver. Det tager gradvis mere
tid at grave ting frem fra hukommelsen.«
»Du ved, du kender svaret – et navn eller
et ord – men kan bare ikke komme på det. Du
fisker mange forkerte forslag frem, og disse forstyrrer så for det minde, du egentlig er på jagt
efter. Tager du dig tid til det, dukker det rette
minde som regel op til sidst.«
»Desuden hjælper påmindelser – for eksempel vil du kunne huske flere minder fra skolen,
hvis du rent fysisk opsøger den eller bladrer i
gamle skolebøger,« fortæller Pål Johan Karlsen.
Det husker vi bedst
Ifølge hukommelsesforskeren kan vi bedst huske
det, som gør indtryk på os. Og vi husker dårligst
det, som ikke har konsekvenser for os, hverken
på den ene eller den anden måde. Vi husker det,
vi taler om og reflekterer over, og glemmer det,
som ikke interesser os så meget i det øjeblik.
Men når du spiller ’Trivial Pursuit’ eller ’Bezzerwisser’, kan du alligevel blive forbløffet over
hvor megen unyttig information, du har fyldt
hovedet med. Information, du ikke kan forestille
dig, kan bruges til andet end netop at spille spil
med.
»Det er helt klart mere en fordel end en ulempe, at vi er i stand til at huske mere, end vi strengt
taget har behov for,« siger Pål Johan Karlsen.
»For det første har langtidshukommelsen ikke
nogen begrænset kapacitet – der er altid plads til
mere. Det er ikke sådan, at man til sidst når til et
punkt, hvor noget ryger ud, for at der skal kunne
være plads til noget nyt.«
»For det andet er det sådan, at det, du ved fra
tidligere, er holdepunkter, som hjælper dig med
at forstå verden og lære nye ting. Man kan sige, at
det er en ’sneboldeffekt’: Jo mere, du ved fra tidligere om et emne, jo lettere er det at lære endnu
mere. Det er lidt som at få i både pose og sæk.«
Hukommelsesbanken
Pål Johan Karlsen sammenligner hukommelsen
med en lille, personlig og humørsyg bank.
»Vi skal sætte noget ind for at have noget at
hente ud senere. Og så skal vi huske koden for at
kunne hente det, og det kan vi ikke altid, og desuden fungerer teknikken ikke altid 100 procent.
Men det fine ved denne bank er, at trækker man
noget ud, så reducerer man ikke saldoen på kontoen. Tværtimod, så skaber hvert udtræk mere
’business’!«
– Så man husker det, man lærte i skolen?
»Meget af vores viden fra skoletimerne ligger
der ubevidst. Det gælder ikke mindst kulturelle
referencer, ordforråd, vaner og sociale færdigheder, og hvordan vi angriber problemer. Så vi
husker mere, end vi tror; vi tænker bare ikke på
det som hukommelse.«
»Vi har en tendens til at overse alle de gange,
hvor hukommelsen fungerer. Det er, når den
svigter, at vi bemærker det – og bliver irriteret
eller flove,« fortæller Pål Johan Karlsen.
– Hvordan kan man huske bedre?
»Det betaler sig at repetere og at sætte ting i
sammenhæng. Det lyder måske kedeligt – vi har
nemlig lært, at indvendig viden, såkaldt forståelse, er vigtigere end udvendig og overfladisk
viden: mekanisk opremsning af fakta.«
»Men de to ting hænger sammen. Det er svært
at opbygge viden uden grundstene og byggeklodser, og mange af ’byggeklodserne’ må vi
simpelthen gentage og gentage, før de hænger
fast,« afslutter Pål Johan Karlsen.
www.videnskab.dk, 18. august 2013
6
Tekst 4
Se på Kristian
Sanne Munk Jensen
Jeg holder øje med far fra mit vindue. Ser ham
sætte sig ind i bilen, justere på bakspejlet. Starte.
Han holder der længe. GPS’en. Den skal lige i
gang. Så bakker han ud og sætter den i første.
Kører ned ad den smalle stikvej og blinker til
venstre ned mod Ringgadebroen. Jeg bliver stående, længe efter han er forsvundet.
”Se nu at få pakket ud. Og så kom i seng i
ordentlig tid,” sagde han, inden han gik. Som det
sidste. Og jeg nikkede og sagde, at det skulle jeg
nok, men tænkte, at det skulle han jo sådan set
ikke bestemme. Der var ikke noget, han skulle
bestemme længere. Overhovedet. Nu boede jeg
her. Det var min lejlighed. Eller det var ham og
mors, det var dem, der havde købt den, men det
var mig, der boede her. Han var ude af mit liv
nu. Ham og mor. Jeg kunne gøre, som det passede mig.
Flyttekasserne står stablet op langs væggen.
Der er ni. Mor har skrevet køkken på den, der
står længst ovre mod døren. Far satte den der.
Så var den tættest på køkkenet. Han samlede
også sengen for mig. Eller skruede de der ben på.
Mederne. Det måtte han hellere, sagde han. Man
skulle bruge et specielt værktøj, som jeg ikke kan
huske, hvad han kaldte, og han skulle have det
med sig igen.
”Så,” sagde han og skubbede sengen op i hjørnet. ”Så kan du vel selv finde ud af resten?”
Jeg nikkede.
”Der er jo lys,” sagde han og nikkede op mod
lampen i loftet, som vi købte i Ikea, og som han
hængte op allerede samme dag, som vi fik nøglerne til lejligheden. ”Det er jo ordnet.”
Jeg nikkede igen.
”Så det er jo bare at pakke ud.”
”Ja.”
”Og få smidt kasserne væk.”
”Ja.”
”Der må vel være en papcontainer nede i gården.”
”Ja, et eller andet sted.”
”Og du folder dem jo bare sammen.”
”Ja.”
”Godt. Jamen så … ” Han sukkede. ”Så tror
jeg også, jeg må se at komme hjemover. Der går
jo lige et par timer med det.”
Jeg nikkede.
Og så sagde han det med, at jeg skulle se at få
pakket ud og komme i seng i ordentlig tid. Og
jeg sagde, at det skulle jeg nok.
Jeg lægger mig på sengen. På ryggen. Den
knirker under mig. Jeg ville hellere have haft
den til at stå ovre ved vinduet, men nu stillede
far den her.
”Det er bedre sådan,” sagde han. ”Så glor
man ikke lige ind i en seng, når man kommer
ind ad døren. Og så har du også plads til skrivebordet ovre ved vinduet. Så får du mere lys, når
du skal læse.”
Jeg skal læse medicin. Ligesom far, men det
er mig selv, der har valgt det. Jeg kunne have
valgt alt muligt andet også. Advokat. Adjunkt.
Eller hvad det hedder. Jeg kunne have valgt alt
muligt, bare jeg brugte mit snit til noget. Det var
fars eneste krav. Og mors. Man skulle bruge sine
evner, sagde de. Drive det vidt, og sådan. Ligesom min storebror.
”Kristian har drevet det vidt,” plejede de at
sige. Engang. ”Se på ham.”
De sagde det, dengang jeg gerne ville købe en
guitar, så jeg kunne komme til at spille i band
med Jesper og Johan. Det var noget pjat, syntes
de. Tidsspilde og pjat. De sagde det også, dengang vi var til samtale med min gamle klasselærer, fordi mine karakterer var faldet i to fag,
og jeg i øvrigt også var begyndt at gå med hiphopbukser. Det kaldte hun det, min klasselærer,
hiphopbukser, og når man lagde det hele sammen, hiphopbukserne og de faldende karakterer,
så tegnede der sig et billede af et skråplan.
Mor smed bukserne ud, da vi kom hjem. Og
7
far tvang mig til fremover at lave lektier i køkkenet, mens han holdt øje med mig fra kanten af
sin avis.
De sagde det også, dengang jeg kom hjem
ovre fra Jesper og var fuld.
”Se på Kristian,” sagde de. Og da jeg røg ud af
A-rækken i tennis. Og da jeg blev fyret fra avisruten, fordi jeg for anden gang havde glemt at
lukke traileren, så alle aviserne blæste ud over
heden. Og da jeg blev kæreste med Lise Kjeldsen.
Indtil jeg gjorde det forbi allerede efter to uger.
Det var et fuldkommen idiotisk tidspunkt at få
en kæreste på, sagde far. Det så i forvejen ikke for
godt ud med mine karakterer, i hvert fald ikke
hvis jeg ville ind på medicin. Lise Kjeldsen syntes, det var ”… det mest langt ude”-argument, og
hun har aldrig talt til mig siden, men far sagde,
det var en klog beslutning. Se bare på Kristian,
sagde han. Kristian lod sig ikke rive med af den
slags, han havde retning på sit liv. De sagde det
hele tiden. Se på Kristian. Se på Kristian.
De sagde det sidste gang, da far fandt en mappe med porno på min computer. Privat, havde
jeg kaldt den, eller Johan havde, for det var ham,
der havde hentet alle klippene. Jeg blev kaldt ind
i stuen. Computeren stod på bordet, og far drejede skærmen mod mig. Jeg så ned i gulvet.
”Hele computeren ryger ud,” sagde far. Den
slags kunne spores. Hele computeren skulle ud,
og så måtte jeg købe en ny. Selv. Han sagde ikke
andet end det, men sad bare og stirrede helt dødt
ud i rummet. Det var næsten værre, end hvis
han havde sagt noget, for jeg kunne se, hvad han
tænkte. Han tænkte på Kristian. Han tænkte,
hvorfor jeg ikke kunne være mere som ham.
Jeg nikkede.
Mor gik rundt bag ham. Jeg kan ikke huske,
om hun græd. Det gjorde hun nok.
”Det er ufatteligt, at du er så letpåvirkelig,”
sagde hun. ”Du har slet ikke noget fokus. Hvis
det ikke var for far og jeg, så … Ja. Hvad skal der
så ikke blive af dig?” Og så sagde mor det: ”Jeg
forstår simpelthen ikke, hvordan du kan være så
meget anderledes end Kristian.”
Jeg ved ikke, hvad det skete. Jeg ved ikke,
hvorfor det pludselig fløj ud af mig. Jeg havde
lovet Kristian at lade være, jeg havde lovet ham
aldrig at sige det, aldrig nogensinde, og jeg havde
8
ikke sagt det til nogen overhovedet, ikke engang
bare højt for mig selv, lige siden den aften i sommerferien for tre år siden, hvor han fortalte mig
det. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke kunne holde
det løfte, for det var det, et løfte, det havde Kristian selv kaldt det. Måske fordi jeg var så letpåvirkelig.
”Kristian er bøsse,” sagde jeg. Jeg sagde det
bare. Helt roligt. ”Ved I godt, hvad bøsse betyder?”
”Så,” sagde far, da han slukkede bilen nedenfor
opgangen i eftermiddags, og bil og trailer stod
perfekt parallelparkerede langs kantstenen. ”Nu
afhænger det af dig.”
Jeg så ned i måtten i bunden af bilen. Og på
mine sko.
”Hvad mener du?” spurgte jeg, men jeg vidste godt, hvad han mente. Jeg var deres sidste
chance.
”Nu er det op til dig, det hele.”
Jeg nikkede.
Jeg har stadig Kristians nummer på min telefon,
men jeg har ikke talt med ham siden sidste jul,
hvor han var hjemme. Han blev uvenner med
far. For første gang nogensinde, vel egentlig. Jeg
ved ikke, hvad det var over, men han kom ind
på mit værelse og sagde, at jeg skulle tage med
ham til København. Jeg skulle væk fra det her
lortested. Jeg skulle være mig selv. Gøre mig fri
af dem. Ellers ødelagde de mig.
Han pegede på døren.
”De styrer dig, og de ødelægger dig,” gentog
han.
Jeg nikkede.
Jeg ville komme derover, så snart jeg var færdig med gymnasiet.
Kristian nikkede også. Holdt om mine skuldre.
Jeg kunne bare bo hos ham. Han kunne skaffe mig et arbejde også, måske noget på et spillested? Der kendte han en masse. Også en der
kunne lære mig at spille guitar, hvis jeg havde
lyst til det. Stadig.
Men så købte mor og far den lejlighed i Århus.
Det var alligevel også mange penge. Og far ringede lidt rundt, og jeg kom ind på medicin.
Kristian ringede nonstop i flere dage, men
jeg tog den ikke. Jeg tænkte, at jeg ville ringe til
ham, når jeg var flyttet. Det var bedre sådan. Så
var der lidt mere ro på. Så kunne jeg jo gøre, som
det passede mig.
Mine fingre glider henover skærmen. Kristian B står der (B for bror, Kristian T er Kristian tennis). Jeg har lyst til at snakke med ham.
Meget. Jeg ved bare ikke helt, hvad jeg skal sige.
Og klokken er også næsten ni.
”Man ringer ikke til nogen så sent på aftenen,” sagde far altid. Det var dårlig stil. Så troede
folk bare, at der var nogen, der var døde.
Jeg kan ringe i morgen. Hvis det er. Når jeg
er kommet på plads og sådan. Og har fået flyttekasserne smidt ud. Det må være en papcontainer
nede i gården.
Eller i overmorgen, efter jeg har været oppe
på uni og hente kompendier. Eller dagen efter.
Når jeg er kommet godt i gang, og det kører på
studiet.
Jeg kan altid ringe.
Det er op til mig.
Jeg kan gøre, som det passer mig.
Jeg strækker mig på sengen. Sætter mig op.
Der stikker en ledning op fra kassen med køkkentingene, den er til min elkedel. Det er den
nede fra fars praksis, de var holdt op med at
bruge den, efter de havde fået ny kaffemaskine.
Jeg rejser mig. Lader telefonen ligge på sengen. Jeg må hellere se at få pakket ud, så jeg kan
komme i seng i ordentlig tid.
9
Opgaven er produceret med anvendelse af kvalitetsstyringssystemet ISO 9001 og miljøledelsessystemet ISO 14001