Max Brants missioner 3: Døde mænds drømme af Kenneth Bernholm

Max Brants missioner 3: Døde mænds drømme af Kenneth Bernholm

Max Brants missioner 3:
Døde mænds drømme
Af Kenneth Bernholm (http://kennethbernholm.dk/)
Udgivet under Creative Commons BY-NC-ND 3.0
(http://creativecommons.org/licenses/by-nc-nd/3.0/)
ISBN 978-87-91845-04-8
​Kapitel 1: Metalstorm
Det gamle DC-3 fly stod ensomt på marken. Solen spejlede
sig i metalkroppen, der efter mange års flyvning over Chile
stadig var blank og skinnende, og den karakteristiske næse
stak stædigt i sky, som om det smukke propelfly længtes
efter den blå himmel. DC-3’eren havde fløjet tusindevis af
kilometer for det chilenske flyselskab LanChile, men tiden
var løbet fra det. Nye modeller fløj hurtigere, længere og
billigere, og til sidst var DC-3’eren sat på pension og solgt.
Nu stod flyet her på en øde mark ved foden af
Andesbjergene. Der var ingen passagerer, der glædede sig
til at komme ombord. Ingen piloter i flotte uniformer. Kun
flyet alene under solen. Og så en mystisk metalkasse med
seksten metalrør knap hundrede meter væk.
Der lød først en metallisk hylen og så en række plaf-plafplaf fra metalkassen. I samme sekund blev DC-3’eren
gennemhullet på brutal vis. Vinduerne smadrede,
metalkratere åbnede sig i flyets blanke krop, og
eksplosioner og flammer stod ud fra alle åbninger. Men det
stoppede ikke der.
Metalkassen fortsatte affyringen af 40 millimeter
granater mod det forsvarsløse fly. Larmen fra
ødelæggelsen overdøvede affyringen, og haleroret var det
første, der blev skudt helt af. Nu så DC-3’eren helt forkert
ud, og flammerne begyndte at for alvor at få fat, da en
sønderskudt vinge også faldt til jorden.
1024 granater affyret med 600 skud i minuttet udgjorde en
regulær metalstorm. Flyets krop knækkede til sidst
sammen på midten, da der ikke var mere metal til at holde
den sammen. Med et brag eksploderede den sidste vinge,
hvori der stadig havde været noget brændstof. Da
metalstormen endelig lagde sig, stod kun den forreste del af
flyet tilbage. Den venlige næse spejdede ikke længere mod
himlen, men lå gennemhullet og ødelagt i støvet på den øde
mark. DC-3’eren var på under to minutter reduceret til
skrot af en elektronisk granatkaster.
"Bravo Wolf!" lød det hæst fra den gamle mand i det
hvide jakkesæt. Hans hår var også hvidt, men hans hud var
lyserød og øjnene falmede blå. I over 60 år havde han levet
under Sydamerikas stærke sol, men han havde aldrig
vænnet sig til det. Al denne sol forekom ham unaturlig, og
han forsøgte at skærme sig mod den, ligesom han
skærmede sig fra menneskene i landet. Det var ikke
ligesom i hans ungdom i Europa, hvor det var de andre, der
skulle undgå ham.
"Meget imponerende. Alle pengene værd. Denne
metalstorm, som du kalder den, skal vi nok få brug for."
"Tak onkel Heinrich" sagde den midaldrende mand i den
sorte læderjakke. Hans sorte hår var vandkæmmet tæt ind
til hovedet, og hans blå øjne lyste intenst, som hans onkels
øjne havde gjort det engang.
"Den er udviklet i Australien, og der er intet, der kan
klare sig mod den," forklarede Wolf, mens han betragtede
resterne af flyet på marken. Han var glad for våben. Jo
større jo bedre. Og metalstormen var det bedste våben, han
nogensinde havde haft.
"Men lige nu har jeg brug for dig til en anden opgave,"
sagde den gamle mand. "Vi har et afgørende projekt igang
nede sydpå, men jeg tror, at lederen, en svensk fysiker, er
ved at miste overblikket."
"Sydpå?" spurgte Wolf.
"En lille ø. Et stort projekt. Et projekt der kan vinde vores
kamp. Men jeg har brug for en stærk mand dernede. En jeg
kan stole på. Dig Wolf!"
Wolf smilede fedladent og knækkede sine fingerled
højtlydt.
​Kapitel 2: Skeletter i sandet
Det sydlige Chile består af en lang række øer, og vandene
omkring Isla Desolación er farlige og uforudsigelige. Det
vrimler med understrømninger og skibsvrag, og lumske
kastevinde kan styre et skib ind i enhver sømands værste
mareridt såsom The Screaming Sixties.
De Skrigende Tressere, som de må kaldes på dansk, er
navnet for de sydlige breddegradder mellem sydspidsen af
Sydamerika (Kap Horn) og Sydpolen. Her kan vinde cirkle
rundt om hele jorden uden at møde land, og bølgerne kan
vokse sig større og større - nogle af dem kan blive over 60
meter høje.
Isla Desolación er del af øgrupen Tierre del Fuego, hvor
der er snestorme 80 dage om året og kun 20 dage med
solskin. Der falder op til fem meter regn eller sne, og der
ingen mineraler eller andre råmaterialer til at give øen
værdi. Det hårde miljø passer godt til øens navn, for Isla
Desolación betyder Trøstesløshedens Ø.
Gid jeg var hjemme hos Gunilla i Karlskrona, tænkte Eric
Kronvogel. Den svenske fysiker med de runde briller og
det rødlige hår kunne ikke komme længere væk hjemmefra
uden at forlade planeten, men kræfter større end ham selv
havde placeret ham på Trøstesløshedens Ø. Isla Desolación
var en del det yderste bolværk mod Stillehavets evige
brændinger. Der var langt til den nærmeste civilisation og
meget, meget langt hjem til Sverige.
Kronvogel vidste, at straffen ville blive hård, hvis han
svigtede. Han havde personligt checket hver forbindelse
mellem de mange instrumenter, der stod på hylder og i
skabe i kontrolrummet, men han var alligevel usikker på,
om det hele ville virke efter hensigten. Han og nogle
assistenter skulle til at gentage et eksperiment, der kun var
forsøgt en gang før. Det var i Sydhavet i 1928, men
dengang slog det fejl, og mange mænd døde. Derfor havde
Eric Kronvogel foreslået, at man for en sikkerheds skyld
fjernstyrede eksperimentet. Så kunne det vel ikke gå helt
galt. Kronvogel foretrak at have fuldstændig kontrol. Han
afskyede overraskelser og især de grimme af slagsen.
Hjemme i Sverige var han faktisk kendt for sin
forudsigelighed og pålidelighed.
Der var sjældent mennesker på denne ugæstfri ø, men hvis
nogen havde besluttet sig for at besøge en bestemt afsides
bugt på Isla Desolación netop denne dag, ville de have fået
et par store overraskelser.
Den første overraskelse ville have været synet af et
gammel femmastet sejlskib, der lå for anker i den ene ende
af bugten. Skibet var hærget af mange års vejr og vind, og
sejlene hang i få iturevne laser. Kølen var grundstødt for
længe siden, og det lokale dyreliv havde indrettet sig
mageligt, hvor søfolkene før havde boet. Men både
kaptajnen og styrmanden og matroserne var for længst
borte. Deres spor kunne dog findes rundt omkring på øen,
som det aldrig var lykkedes dem at undslippe. Enkelte var
blevet begravet, men de fleste lå og flød som hvide
skeletter med knoglerne stikkende i alle retninger. Skibet
havde overlevet dem alle, og det var et ganske særligt skib,
der ikke havde noget at gøre i en af verdens fjerneste
afkroge. Ikke når hele verden antog Skoleskibet København
for at være sunket i 1928.
København var i januar måned 1928 på vej fra Buenos
Aires i Argentina til Adelaide i Australien, da det
forsvandt i det sydlige Atlanterhav. Cirka en måned senere
i januar 1929 berettede en pastor på den nærliggende ø
Tristan de Cunha, at han havde set et iturevet 5-mastet skib
sejle forbi som et spøgelsesskib med knækkede master.
Det sidste man hørte fra Skoleskibet København var en
melding den 22. december 1928 til et norsk skib.
Meldingen var "Alt vel, roligt vejr..." Siden da hørte eller
så ingen nogensinde skibet igen, og ingen af de 14
besætningsmedlemmer og 45 elever dukkede nogensinde op
for at forklare, hvad der skete.
I den anden ende af bugten lå den anden overraskelse, som
var endnu et skib. I modsætning til den gamle femmaster
var dette skib helt moderne med helikopterlandingsplads
agterude og en masse vinduer i ned langs siderne. Hvad der
lignede en meget stor og dyr yacht husede dog andet end
elegante kahytter. Skibet var nemlig stort set fyldt med
kontrolrum og eletronik.
"Alt er parat hr. Kronvogel. Eksperimentet kan begynde,"
sagde Kaushal Daswani med et bredt smil fra den ene ende
af kontrolrummet. Daswani var en indisk fysiker, og han
havde arbejdet sammen med Eric Kronvogel og de andre
folk på dette projekt i næsten to år. Langs begge vægge var
der fyldt med computere og radarer og andet måleudstyr,
og den lille, mørke Daswani, som altid havde let til smil,
fik ofte fornemmelsen af at være inde i en rumstation og
ikke ombord på et skib.
Hvis det går galt, vil det være mit ansvar alene, tænkte
Kronvogel. Han blev fyrsteligt betalt for sit arbejde med
eksperimentet, men hvis han fejlede, ville Heinrich von
Niemanns vrede være frygtelig. Og rygterne ville vide, at
hans nevø Wolf var på vej til øen for at overtage styringen.
Wolf var koldblodig og ubarmhjertig, og Eric Kronvogel
ønskede ikke at komme ham på tværs.
Gennem de sidste to års arbejde for den gamle, tyske
rigmand i Chile var Kronvogel efterhånden kommet til at
frygte for sit liv, og han glædede sig bare til at komme
hjem til Gunilla i Sverige. Det skulle vise sig, at hans
glæde var forgæves.
​Kapitel 3: Det sidste håb
Som ung tysker i 1920’erne havde rigmandssønnen
Heinrich Von Niemann haft få bekymringer i verden. Høj
og med lyst hår og blå øjne havde han både udseendet og
familieformuen med sig. Men fordi hans far krævede, at
han foretog sig noget fornuftigt med sit liv ud over at feste,
studerede han arkæologi på universitetet i Berlin. Det var
et studie, der først havde kedet ham, men efterhånden
havde han fattet interesse for emnet.
Hans læselyst havde ledt ham vej til skrifterne om det
oldgamle folk ammonitterne og deres menneskeofringer til
guden Moloch. Brændte menneskeofre. En hul bronzestatue
af Moloch med et tyrehoved blev opvarmet af ild, og
mennesker blev brændt på statuen. Jordans hovedstad
Amman er oprindeligt navngivet efter Ammonitterne.
Jo mere han læste, jo mere forstod han, hvad
ammonitterne aldrig havde fattet. At nogle få ofre her og
der ikke var nok. At Moloch krævede ofre i tusindevis,
måske titusindevis, for at vende tilbage og regere over
menneskene. Med masser af menneskeofre og Europa i
kaos, ville den rette ceremoni kunne kalde ammonitternes
mægtige gud tilbage, og de, der tjente Moloch trofast, ville
blive fyrsteligt belønnet.
Egentlig var det mest for hans egen underholdnings skyld,
at Heinrich Von Niemann stiftede sekten Molochs Tjenere
i studietiden. Han fandt ammonitterne og Moloch
fascinerende, og der var en aura af forbudt spænding ved at
klæde sig ud og afholde de gamle ceremonier. Han fik
fremstillet en kappe med påsyede menneskehår, og gennem
en bekendt på universitetets medicinske faktultet fik han
handlet sig til nogle menneskeknogler – han regnede med,
at de stammede fra et af de kadavre, de lægestuderende
øvede sig på.
Blodlysene, der var vokslys blandet med menneskeblod,
måtte han selv fremstille, og blod havde han heldigvis
rigeligt af i sine egne årer. Unge Heinrich fantaserede om
at bringe Moloch tilbage, men menneskeofre og kaos var
ikke noget, der nemt lod sig fremskaffe. Dette ændrede sig
dog, da Adolf Hitler invaderede Polen i 1939 og startede
anden verdenskrig. Heinrich fandt Hitler og hans krig
tåbelig, men han kunne ikke undsige sig militærtjeneste, og
med navnet Von Niemann blev han hurtigt forfremmet til
både løjtnant, major og endelig til general.
Nu var Heinrich von Niemann 99 år gammel, og han
havde været med til at myrde titusindevis af mennesker
under krigen. Han havde deltaget i opbygningen af
dødslejre og fragtet fanger til henrettelse som kvæg til
slagtehuset. General Von Nieman havde nydt Hitlers
respekt, for han havde været særdeles dygtig til sit arbejde.
Uhyggeligt dygtig. Men hvad Hitler ikke havde vidst var,
at Von Niemann havde sin egen hemmelige agenda med
dødslejrene. Molochs Tjenere med Heinrich Von Niemann
i spidsen havde jævnligt afholdt ceremonier for deres gud,
når henrettelserne foregik i døgndrift.
Siden Tyskland tabte krigen i 1945, havde han levet i eksil
i Chile. Mange af de øverste ledere fra den tyske hær var
flygtet til Sydamerika, men selv om de havde undgået
døden i Berlin, havde deres skæbne ikke været problemfri.
I alle efterkrigsårene havde de levet i skjul, jaget af
amerikanerne og europæerne og eftersøgt af pressen. Og
selvom de havde penge nok til at leve komfortabelt i skjul,
havde de aldrig opgivet håbet om en dag at regere over
Europa – måske endda over hele verden. Heinrich bar
stadig denne drøm i sit hjerte.
"Det er nu eller aldrig Wolf," sagde den gamle Von
Niemann til sin nevø. Hans stemme var rolig og sikker,
selvom hans krop var skrøbelig og udslidt. "Mine kræfter
er ved at slippe op. Din generation er vores sidste chance
for at skabe det kejserrige, der tilhører os og Moloch."
De sad i en anonym bil med tonede ruder. Udenfor var et
par folk i gang med at slukke flammerne efter det
sønderskudte DC-3 fly og læsse metalstormen ombord på
en lastbil. Der var ingen fare for, at uvedkommende havde
set den larmende demonstration af den formidable
granatkaster. Heinrich Von Niemann ejede Territorio
Escondido på 13 hektarer ved foden af Andesbjergene, hvor
han stadig var leder af Molochs Tjenere.
"Men hvad skal vi gøre onkel? Vi har hverken midlerne
eller våbnene til at begynde en krig. Kun nogle få
idealistiske grupper rundt omkring i verden, og de altså
ikke alt for snedige," sagde Wolf.
Den gamle mand hostede, så hans øjne løb i vand. Han fik
nogle slemme anfald fra tid til anden, og han vidste, at hans
tid var ved at løbe ud. "Du har helt ret kære Wolf. Men der
er også en anden mulighed. Et projekt som jeg har arbejdet
på i to år." Han hostede et par gange mere, før han
fortsatte.
"Jeg skal fortælle dig, hvordan det kan skabe de rette
betingelser for Molochs tilbagevenden. Og du må lytte
godt efter, for du skal føre os i mål."
På køreturen hjem hørte Wolfgang Von Niemann om,
hvordan hans onkel havde gjort et fantastisk fund på en ø i
det sydlige Chile. Hvordan det fund kunne bruges til at
skabe kaos i Europa – ja overalt i verden, Og hvordan
titusindevis af mennesker nemt kunne fortæres i Molochs
flammer.
​Kapitel 4: København forsvinder
igen
En nervøs sved bredte sig ned ad ryggen på Eric Kronvogel.
Det var nu eller aldrig. Om lidt ville han aktivere den
gamle teknologi i lasten på det femmastede sejlskib, og
eksperimentet ville tage sin begyndelse. På en videoskærm
havde han et klart billede af bugten, hvor alt var roligt og
fredeligt. Fuglene og de andre dyr, der boede på skibet,
havde ingen anelse om, hvad der snart skulle ske.
"Er signalet til København kalibreret?"
"Javel hr Kronvogel," svarede Daswani, der stod foran et
gråt metalskab fyldt med digitale måleinstrumenter.
Kronvogel tog fat om computermusen og førte markøren
rundt på skærmen foran sig. Hans armbåndsur viste
11:21:00, og han kastede et sidste blik på videoskærmen,
der viste et klart billede af skibet i bugten uden for.
Hvis det ikke lykkes ..., men han turde ikke tænke tanken
til ende. Med pegefingeren klikkede han på musens knap og
satte eksperimentet igang.
Det gamle sejlskib blev pludselig indhyllet i et pulserende
lys, og store, elektriske lyn sprang fra toppen af masterne.
Vandet begyndte at boble omkring skibet, og fiskene
vendte bugen i vejret og døde. Kogt af varmen. På få
sekunder tog lyset og lynene så meget til i styrke, at man
ville have været nødt til at vende blikket bort, men
Kronvogel kunne nemt følge udviklingen via
videoskærmen i kontrolrummet. Han vovede ikke at se bort
eller blinke med øjnene. Om et øjeblik skulle det mest
utrolige gerne ske.
Det pulserende lys havde sat hastigheden op og blev til
sidst konstant. Lynene fra toppen af masten greb fast i
vandet omkring skibet og holdt fast, og så begyndte det
gamle træskib at blive gennemsigtigt. Fra det ene øjeblik
til det andet forsvandt det, og lyset og lynene stoppede
samtidig.
Bugten var tom, og himlen var klar. Der var ikke en lyd at
høre nogen steder. Skibet var teleporteret til en anden
lokation – forhåbentlig en lille bugt kort derfra, hvor Heinz
Hitzig holdt udkig.
"Hallo Heinz, hvad kan du se?" spurgte Kaushal Daswani
ind i en radio.
"Heinz? Er du der?"
Mindre end en kilometer derfra stod en høj, tynd mand og
kiggede ud over vandet. Heinz Hitzig havde altid været
loyal mod Heinrich Von Niemann og Molochs Tjenere,
men han var ikke tilfreds med at lege simpel håndlanger
for en gruppe nørdede forskere og deres gamle skib. Mens
han betragtede bugten foran sig og ventede på, at det gamle
skib skulle dukke frem som ved et mirakel, kørte han sin
ene hånd ned over sin venstre kind. Et rødligt, slangeformet
ar strakte sig fra øjet og ned over kæben, og Heinz kunne
ikke lade være med at røre ved det. Han lod et par fingre
følge den velkendte, glatte fure ned over kinden, men
stoppede da han så en bille kravle på en sten foran sig.
Roligt flyttede han foden og placerede den over billen.
Hans smalle læber formede et tyndt smil, da han stirrede
ud over vandet og trykkede foden ned. Der lød et lille knas.
Heinz checkede sit armbåndsur som viste 11:21:49. Alt
var fredeligt. Han tog radioen fra sit bælte og svarede.
"Hallo! Jeg ser ingenting. Gentager: Jeg ser ingenting!"
Daswani sank en klump, og hans smil forsvandt.
"Hr Kronvogel. Heinz rapporterer, at ..."
"Jeg kan sagtens høre ham," svarede Eric Kronvogel med
en stemme, som nu syntes fjern og svag. Han havde
pludselig fået ondt i maven, og sveden sprang på hans
pande. Han frøs vist også lidt. Det var tydeligt, hvad der
var sket. De havde teleporteret det femmastede skib til en
ukendt lokation. Skibet kunne være hvorsomhelst i verden
nu.
"Jeg kan sagtens høre ham," gentog han uhørligt, før han
sank sammen i en stol.
Heinz stemme lød igen fra radioen. "Der er intet at se her.
Jeg tror, vi har mistet København."
​Kapitel 5: Torden og lynild
TI ÅR SENERE: Xavier Le Arbaudie havde ingen anelse
om, at denne smukke sommermorgen skulle blive hans
sidste. Fru Le Arbaudie havde blot vendt sig om i sengen
og sovet videre, da Xavier stod op klokken fire. Han
elskede den tidlige morgenstund i skoven, og siden han blev
pensioneret, kunne kan gå på jagt så ofte, han ville.
Nu bevægede han sig stille langs stengærdet, der adskilte
skoven og den dugvåde eng, mens han spejdede efter tegn
på fasaner. Pludselig stoppede hans hund Niki, en veltrænet
brun og hvid Kleiner Münsterländer, og stirrede stålsat ud
over engen.
I mere end 20 år havde han haft retten til at jage i netop
disse enge sydøst for Saint-Dizier, og der havde altid været
rigeligt med vildt. Xavier plejede området og lagde foder
ud til dyrene, og han høstede til gengæld både rådyr,
vildsvin og duer med mere, når sæsonen tillod det. Lige nu
var det dog fasaner, han mente at have set.
Niki stod bombestille, og i hans strube begyndte en dyb
knurren at rumle. Fra skovkanten havde man udsigt mod
øst over en stor eng, der i den sydlige ende blev krydset af
en lille bæk. Fordi Xavier fik den gryende morgensol lige i
øjnene, havde han svært ved at se, hvad Niki havde fået
færten af. De havde været på vej nord om engen, men han
vidste, at når Niki havde fundet et bytte, forlod han det
ikke gerne.
"Rolig Niki," hviskede han og satte sig på knæ ved siden
af hunden. Dens snude vibrerede, og hver en muskel i dens
krop var spændt. Xavier undrede sig, for sådan plejede
hunden aldrig at reagere. Måske var det ikke fasaner, men
noget andet den havde vejret.
Forsigtigt og uden at lave en eneste unødvendig lyd lagde
han et par patroner i sit gevær og lukkede det. Af
traditionelle sikkerhedsgrunde bar han altid sit våben åbnet,
men en svag fornemmelse fik ham til at forberede sig på
det ukendte. Xavier gjorde sig klar til at skyde, hvis det
blev nødvendigt.
En skønnere morgen i den franske natur kunne man næppe
forestille sig. Bækken klukkede, solen varmede og ikke en
vind rørte sig. Derfor trak Xavier sin hund med sig ned
mod skovbunden, da træernes blade begyndte at rasle.
Fuldstændig uanmeldt slog en vind pludselig ned mod dem,
og få øjeblikke senere susede det mellem grenene, og det
høje græs på engen kastede sig forvirret først til den ene
side og så til den anden.
En skypumpe! Vi bliver suget op af en skypumpe, tænkte
Xavier instinktivt, mens han holdt godt fast i Niki, der
knurrede og sled i sit halsbånd for at angribe den underlige
vind. Over sig kunne han se den blå himmel, så det var ikke
et uvejr, der havde sneget sig ind på dem. Det bekymrede
ham, for skypumper opstod vist kun ved helt specielle
vejrforhold – det var noget med lavtryk og tordenskyer,
mente han. Men der var ingen skyer at se.
Selv Nikis ukuelige mod forstummede, da et dusin
knitrende, blåhvide lyn pludselig slog op fra jorden ude på
engen. Den stærke hund trykkede sig nu mod jorden ved
siden af Xavier, mens de korte, elektriske udladninger
sprang og dansede inden for et ganske koncentreret område.
Xavier holdt om Niki, mens han stirrede på lynene. Dette
var hverken en skypumpe eller en tordenstorm. Det var
noget helt andet, og han var bange for, at hans våben ikke
kunne beskytte dem.
Med ét holdt vinden inde, og lynene forsvandt. Xavier
kunne dårligt fatte det, men den stormende vind og de
knitrende lyn, der for et øjeblik siden havde domineret
engen, var pludselig væk, og han kunne igen høre bækkens
svage klukken.
Han rejste sig op, og Niki fulgte ham, da der tydeligvis
ikke længere var fare på fære. Et par burrer og nogle
smattede blade havde sat sig på hans tøj, og han børstede
dem hurtigt af sig. Der var ingen grund til at være stille nu,
for fasanerne og alt andet vildt var over alle bjerge.
"Hva’ba?" var hans eneste kommentar, da han påny
kastede blikket ud over engen. Der, hvor lynene havde
sprunget omkring, stod nu et skab. Det så ud til at være
lavet af sort metal, og Xavier kunne ikke se nogen dør, men
det var omtrent på højde med ham selv, og det lignede altså
et skab.
"Hva’ba?" sagde han igen uden at være klar over det. Niki
var allerede hoppet over stengærdet og luntede nysgerrigt
ind mod det nyankomne. Der lugtede lidt brændt, men
ellers var skoven og engen igen rammen om en idyllisk
morgen. Xavier begyndte at træde over stengærdet for at
følge efter Niki, da skabet eksploderede med en kraft, der
brændte hele engen af og udslettede alt levende. Bækkens
vand fordampede på under et sekund, mens stenene i gærdet
blev slynget ind i skoven som kanonkugler der skød
adskillige træer i sænk. En af dem fjernede Xaviers hoved
fra hans skuldre.
Hvor der før havde været en eng med en jæger og hans
hund, var der nu en krigsskueplads med ild og røg og
væltede træer. Den blå himmel formørkedes af sort røg fra
de brændende træer, og der var ingen fasaner.
​Kapitel 6: En eksplosiv situation
Det var en højst uvirkelig situation, og hvis den ikke havde
været så alvorlig, kunne EIS-agent Max Brant næsten have
leet af den. Han sad i en Burger King-restaurant i et af
Bruxelles’ industrikvarterer sammen med seks politifolk
og diskuterede, hvordan en masse sprængstoffer og
atomaffald var forsvundet for næsen af dem. Udenfor
piskede regnen ned, og himlen var så mørk, at man skulle
tro, det var aften og ikke eftermiddag. De to belgiske
politifolk udstrålede en selvsikker og professionel
holdning, men det var selvfølgelig heller ikke dem, der var
problemets årsag. De var blot tilkaldt for at hjælpe de to
tyske og de to franske politifolk, der var langt hjemmefra
og involveret i en slem situation.
Max var den sidste, der var ankommet, og han sad og
vippede på en elendig plastikstol, hvor det ene ben var lidt
kortere end de andre. Bordet imellem dem var af lysegult
plastik og skruet fast i gulvet i tilfælde af, at nogen skulle
finde på at stjæle det. Max mente, at Burger King
overvurderede sine borde.
"Nå, hvad er der sket?" spurgte Max Brant. Sprængstoffer
og atomaffald var så stort og foruroligende et problem, at
han sprang alle høflighederne over og gik direkte til sagen.
Det behagede tydeligvis ikke de to belgiske politifolk i
deres ulastelige jakkesæt og nystrøgede skjorter. Dette var
deres hjemmebane, og de brød sig ikke om at blive forhørt
af EIS-agenter.
"Sagens alvor og internationale komplikationer taget i
betragtning," sagde en af dem, mens hans lille overskæg
vippede, "fandt vi det nødvendigt at kontakte EIS, før
situationen udviklede sig i en mere uhensigtsmæssig
retning."
Max krummede tæer i skoene.
"Det er vist allerede sket," sagde han. "Men hvad er
situationen?"
Den belgiske politimand med overskægget forsøgte sig
igen: "Hvad vi har her er et tilfælde af nationale interesser
i transnational konflikt. Grundet adskillige overskridelser
af beføjelser og reglementer er de potentielle konsekvenser
for byens integritet ekskaleret ud af proportioner."
Max stirrede på manden. Måske var det blot det
irriterende overskæg, der distraherede ham, men det lød
som om, at manden ikke kunne tale klart.
"Det er deres skyld," brød den ældste af de tyske,
civilklædte politifolk ind og pegede på de to franske
politifolk, imens han og hans tyske kollega havde travlt
med at sætte et par Double Whoppers til livs. De tyske
politifolk var gennemblødte, og en pøl af vand havde
dannet sig omkring deres fødder.
"Hvis de ikke havde ladet den bil køre helt til Bruxelles
fyldt med sprængstoffer, så ..."
"Vores skyld?" afbrød en af de franske politifolk
fornærmet. "Den højt besungne tyske effektivitet har vist
fejlet endnu engang, når man ikke engang kan standse en
enkelt mand med en enkelt kuffert fuld af radioaktivt
affald."
De to franske politifolk havde heller ikke uniform på,
men de skulle ikke nyde noget af at besudle deres ganer
med billig junkfood. I stedet røg de cigaretter i hobetal.
"Det var ikke meningen, at han skulle stoppes," vrængede
den ældre tysker. "Ikke før vi fandt ud af, hvor han skulle
hen med den kuffert." Han hævede stemmen, så et par af
restaurantens ekspedienter løftede blikket imod dem. Hans
yngre kollega koncentrerede sig om at hælde ketchup ud
over sine pomfritter.
"STOP!" udbrød Max. "Jeg har ikke tid til høre på det
ævl." Han pegede på den anden franskmand og sagde "Dig!
Forklar mig kort og præcist, hvad der er sket. Før det er for
sent."
​Kapitel 7: Ulykken på Sydpolen
Solen skinnede fra en skyfri himmel, og temperaturen lå
lige under frysepunktet. Det var en dejlig dag på Sydpolen,
da Paulo Pérez Barbeito mærkede jorden forsvinde under
sig, og han styrtede i en dyb spalte i isen.
Det var ikke alle, der fik chancen for at besøge Antarktis.
To professorer og fem studerende fra universitetet i
Santiago var blandt de få heldige, der fik midler til at rejse
ud i år. Chile var ikke et rigt land, og udlandsrejser til
universitetsfolk var ikke højt prioriteret. Men takket været
Von Niemann-legatet for Sydpolsforskere var de her
alligevel. Von Niemann-legatet støttede en årlig studietur
til området omkring Bryan Coast ved Bellingshausenhavet.
Paulo var ved at skrive sin endelige afhandling om
dyrelivet på Antarktis, og han havde glædet sig til at opleve
dyrene med egne øjne.
Når man bevæger sig ud i nærheden af den faste havis,
binder man sig altid sammen med et reb. Cirka ti meter
mellem hver person er passende. Skulle en person gå
gennem isen, kan de andre straks smide sig ned og stoppe
faldet med deres vægt. Eller sådan er det i hvert fald
meningen, at det skal virke.
Paulo havde hørt grusomme historier om folk, der var
gået gennem isen. Enten fordi de ikke havde haft reb på,
eller fordi rebafstanden mellem dem var for lang. Nogle
var bare forsvundet, og de var de heldige. Andre var styrtet
langt ned og kommet til skade eller havde siddet uløseligt
fast. De havde været ved bevidsthed, men uden for deres
kammeraters rækkevidde, og efterhånden som timerne gik,
og håbet om redning forsvandt, nåede de til den værste af
alle situationer. Personen i isen og hans kammerater over
ham måtte tage afsked med hinanden og skære rebet over.
Derefter var han efterladt alene til at dø i en frossen grav.
"Aaaahh!" lød det fra Paulo i samme sekund, han faldt.
Han gik forrest og var opslugt af naturen omkring ham, da
sneen og isen pludselig gav efter. Men inden han nåede at
reagere eller råbe om hjælp, var han allerede på vej ned i
isen.
Hvis hans professorer og de andre studerende havde gået
med rebet strakt ud imellem dem, ville han måske have
været den eneste, der styrtede i isspalten. Men de gik alt for
tæt og pegede og snakkede begejstret om alt, hvad de så. Da
Paulo forsvandt foran dem, gik der kun et enkelt øjeblik,
før han trak den næste efter sig. En kvindelig studerende
ved navn Isolde Núñez. Og hun trak straks den næste med
efter hende.
Simpel fysik dikterer, at den tungeste vægt automatisk
bestemmer bevægelsen. Hvis to mennesker går gennem
isen, og der er fem tilbage i den anden ende af rebet, vil de
kunne holde de tos vægt. Men når der går tre gennem isen,
og der kun er fire tilbage til at holde dem, bliver det meget
sværere. Især siden de tre har farten på deres side.
Efter Isolde røg professor Cárdenas i spalten, og havde det
ikke været for de tilbageværendes hurtige reaktion, ville de
alle være forsvundet på få sekunder. Andre
Sydpolsforskere ville i tiden derefter have snakket om,
hvordan syv chilenere forsvandt på deres første dag på
Antarktis. De ville have blevet en af de uhyggelige
historier. Nu kunne de fire i det mindste redde livet.
​Kapitel 8: Den beskidte bombe
Den franske politimand kastede et kort blik på sin kollega,
der nikkede diskret. Det var i alles interesse, at EIS-agent
Max Brant fik en komplet redegørelse for situationen. Det
forsvundne sprængstof og det radioaktive atomaffald skulle
findes hurtigst muligt, inden det blev brugt til noget
forkert.
"Oui," sagde franskmanden. "Vi fik altså et tip om at en
varevogn skulle forlade havnen i Marseilles fyldt med dette
hersens Titadyn sprængstof. Men i stedet for at standse den,
valgte vi at følge den for at fange bagmændene. De ved ...
ellers kunne man jo bare arrangere en ny transport." Han
tændte en ny cigaret med den gamle, som var brændt helt
ned til filteret. "Vi troede, at den måske skulle til Paris,
men den fortsatte ind i Belgien. Og da vi kom her til
Bruxelles, kørte den ind på dette hersens lager, der ligger
her på den anden side af vejen."
Den franske politimand pegede ud af vinduet, og Max så
gennem regnen, at der lå en stor bygning bag nogle kraftige
gitterlåger. Der holdt adskillige politibiler, og det vrimlede
med uniformerede betjente i regnslag derovre. "Som
franske politifolk kunne vi ikke få adgang til en belgisk
virksomhed, så vi måtte tilkalde det lokale politi," sagde
han og nikkede i retning af de to belgiske politifolk ved
bordet. Ham med overskægget så ekstra stram ud. "De
forstår ... før sprængstoffet måske blev lastet om til en
anden bil og forsvandt. Men det var for sent."
Overskægget indskød en af sine uforståelige
bemærkninger. "Vi har lokaliseret omtalte transportmiddel
på virksomheden på den anden side af gaden og erfaret, at
bemeldte Titadyn 30 AG sprængstof er fjernet. Siden vores
bombehunde med stor sikkerhed har konstateret, at
sprængstoffet ikke længere opholder sig på ejendommen,
formoder vi, at det er afgået med en uidentificeret
transport."
Max vidste, at Titadyn 30 AG er en form for
komprimeret dynamit. Han sukkede. "De har altså flyttet
sprængstoffet over i en anden bil og kørt det væk lige for
øjnene af jer."
"Oui" sagde franskmanden en anelse ydmyg.
"Hvad så med jer?" spurgte han og kiggede på de to tyske
politifolk. "Hvad laver I her? Og hvem er ham med
kufferten?"
Den unge tyske politimand gumlede i sin burger og
kiggede ned i bordet. Den ældste svarede. "Vi var rimeligt
sikre på, at Oleg Kuznetsov var kurer," startede han.
"Oleg Kuznetsov, hvem er det?" spurgte overskægget.
"En lille, skaldet og ret usikker mandsling – blind på det
højre øje, det er helt hvidt. Han arbejder, så vidt vi ved, for
en fraktion af den russiske mafia. Ifølge vores kilder sælger
han atomaffald illegalt fra østlandene. Han rejste fra
Novovoronezh i det nordlige Rusland med en specialbygget
kuffert, som skulle være fyldt med radioaktive
affaldsprodukter, vistnok plutonium, fra det lokale
atomkraftværk." Tyskeren kastede et enkelt blik på sine
franske kolleger. "På en måde er vores historier ens. Vi
fulgte Kuznetsov tværs over Tyskland for at se, hvor han
skulle hen med kufferten. Han fortsatte ind i Belgien og
hele vejen til Bruxelles, hvor han ankom til den samme
adresse som den franske bil i dag. Og nu er han også væk."
Max lænede sig ind over bordet og stillede et spørgsmål,
som han var bange for at få svar på. "De herrer. Dette her
er yderst vigtigt. Fortæl mig: Er der nogen som helst
forbindelse mellem bilen med sprængstoffet og kufferten
med det radioaktive affald?"
Den ene belgier rømmede sig og sagde overraskende fladt
og forståeligt: "Vi fandt den tomme kuffert i den forladte,
franske bil."
"Kom! Afsted!" udbrød Max og skubbede stolen tilbage,
mens han rejste sig i samme bevægelse. De seks politifolk
fik straks fornemmelsen af, at Max var svaret på alle deres
problemer. Han hev sin mobiltelefon frem og gik hurtigt
mod restaurantens udgang og den silende regn. Situationen
var pludselig blevet stærkt forværret. Et eller andet sted i
byen var der en beskidt bombe. Og Max havde ingen anelse
om, hvordan han skulle finde en vognfuld Titadyn og
plutonium i en storby som Bruxelles.
​Kapitel 9: Skibet i isen
Det tog et øjeblik, før det gik op for holdet, at Paulo og
Isolde var forsvundet ned i den kolde antarktiske is. Først
da professor Cárdenas forsvandt foran dem, kastede den
anden professor og de tre studerende sig ned i sneen og
forsøgte at holde fast. Frygten for at blive trukket med ned
indfandt sig straks som en lammende fornemmelse i dem
alle, men den næste i rebet, en studerende ved navn
Vittorio, blev kun trukket hen til kanten, hvor han blev
liggende.
I den anden ende af rebet hang professor Cárdenas to
meter nede i spalten. Han var omgivet af blåhvid is, men
efter et øjeblik overkom han sin forskrækkelse og fik
placeret sine støvler på en lille afsats i isvæggen.
Omtrent 10 meter under ham hang Isolde. Han kunne ikke
se hende, for hun var gledet ud over en kant, der dækkede
for synet. Spalten var ikke et regulært hul lodret ned i isen.
Der var udspring og afsatser og skarpe kanter overalt. Det
var ikke et rart sted at falde ned, og havde professoren
kunnet se Isolde, ville han være blevet forskrækket over
blodet fra hendes hoved. På vejen ned havde hun ramt en
iskant og var blevet slået bevidstløs, og som hun hang
livløs på rebet som en ødelagt dukke, kunne man ikke vide,
om hun var i live.
Rebet skar hårdt ind i maven på professor Cárdenas, men
ikke hårdere, end han kunne holde både Isolde og Paulo
oppe. Og det overraskede ham faktisk. Isolde var en slank
og spinkel pige, som de fleste ville kunne bære uden
besvær. Man Paulo var en kraftig fyr på over 100 kilo, og
professoren kunne ikke forstå, at Paulos vægt ikke var ved
at trække ham ned. Han frygtede, at rebet måske var
sprunget, og Paulo var fortabt.
"Paulo! Isolde! Er I okay?" råbte han ned til dem, men de
svarede ikke.
Mange meter under ham var forklaringen en helt anden.
Hvis Isolde havde været ved bevidsthed, ville hun ikke have
mærket Paulos vægt. Hun ville dog have kunnet se ham
ganske tydeligt. Han lå ikke på en afsats i isen, og han
klamrede sig ikke til en glat kant.
Turen ned gennem isspalten havde været hård. Han havde
ramt flere hårde kanter, og han var rimeligt sikker på, at
hans venstre arm var gået af led. Men på nær nogle mindre
skrammer, var han uskadt.
Efter styrtet gennem isen endte han i frit fald. Spalten
mundede ud i en stor grotte, og han faldt gennem luften og
landede hurtigt på et frossent stykke træ. Det gjorde ondt
som bare pokker, men Paulo havde været hurtig nok til at
gribe fast i træet og stoppe faldet. Efter at have sundet sig
et øjeblik opdagede han, hvor han var.
Under ham stod et gammelt sejlskib med fem master. Det
så ud til at være i dårlig stand, og sejlene var gamle og
flænsede. Fra hans position på den øverste bom på den
højeste mast kunne han se hele skibet og grotten, hvor det
lå. Paulo var ved at falde ned af ren overraskelse.
​Kapitel 10: Fuld fart gennem
Bruxelles
Et kort sekund blev den triste bydel oplyst af et lyn, og
straks efter bragede et tordenskrald gennem gaderne. Max
skyndte sig ind i sin Audi RS 4, men han var allerede
gennemblødt. Den ene af de to belgiske politifolk, ham
med overskægget, satte sig ind på passagersædet ved siden
af ham, og en franskmand og en tysker fandt hver en plads
på bagsædet.
"Hallo, Nolan" sagde han ind i sin mobiltelefon. "Det er
Max. Jeg har et problem."
Nolan Lassiter var EIS-agent ligesom Max Brant, men på
flere måder var han Max’ modsætning. Max var mørkhåret,
Nolan var lyshåret. Max havde ikke briller, men det havde
Nolan. Og Max foretrak at arbejde i marken, mens Nolan
elskede at løse problemerne foran en computerskærm.
Nolan var rigtig skrap til computere og teknologi, og Max
var bedre til at overleve umulige situationer. De var gode
kolleger, og de hjalp tit hinanden.
Max gassede Audiens store motor op og kørte hurtigt mod
bymidten, mens han satte Nolan ind i situationen. En større
ladning Titadyn 30 AG og atomaffald kørte rundt i en bil i
Bruxelles. Hvis der også var en detonator i bilen, ville det
være en gigantisk terrorbombe på hjul. De tre politifolk
klamrede sig til selerne, når Max tog et sving på to hjul.
"Hvis de sprænger en beskidt bombe i Bruxelles, bliver
det et centralt sted, hvor de kan skade flest mulige," råbte
Max ind i telefonen. "Kan du ikke checke Internettet og se,
om der er nogle store arrangementer i byen i dag? En stor
sportsbegivenhed. Et statsbesøg. En filmpremiere. Et eller
andet sted, hvor mange mennesker, helst kendte mennesker,
mødes?"
"Sagde du, at der var plutonium i bilen?" spurgte Nolan.
"Ja" svarede Max. "Fra Novoronov.. Norovovov ...
affaldsprodukter fra et eller andet atomkraftværk i det
nordlige Rusland."
"Novovoronezh. Det kender jeg godt. De har en VVER1000 prototype-reaktor kørende" sagde Nolan. "Hør Max!
Jeg har en ide. Jeg ringer tilbage om 40 sekunder." Med
disse ord afbrød Nolan forbindelsen.
"Han ringer tilbage," sagde Max til overskægget ved siden
af ham, som ikke virkede særlig overbevist. Max pressede
Audien op over 140 kilometer af timen på Bergensteenweg,
der ville lede dem direkte fra den sydvestlige del af byen
og ind til centrum. Han havde intet mål at køre efter, men
hans intuition sagde ham, at det ville være smart at søge
ind mod bymidten.
"Er det en atombombe, vi jager?" spurgte den franske
politimand bekymret fra bagsædet. I samme øjeblik
overhalede Max en politibil indenom, og den belgiske
politimand på passagersædet genkendte sine uniformerede
kolleger i politibilen.
"Det er sandsynligvis en beskidt bombe, men jeg ved det
ikke," svarede Max, mens han han skiftede gear. Uden at
sænke farten krydsede han Anderlechtsepoort og fortsatte i
nordøstlig retning op ad Anderlechtsesteenweg.
"Hvad er en beskidt bombe?" spurgte den tyske
politimand, der sad afslappet og tilbagelænet i fuld tillid til
den tyske Audis køreegenskaber, mens Max satte farten i
vejret og skiftede vejbane. Bag dem blinkede lysene fra
politibilen.
"En beskidt bombe er ikke en atombombe. Det er en
almindelig bombe, der som ekstra bonus spreder
radioaktivt affald." Max klemte Audien ind mellem en
lastbil og en række parkerede biler, og selv tyskeren blev
en anelse nervøs. "En atombombe jævner derimod byen
med jorden."
​Kapitel 11: Fundet på København
Dette var ikke første gang, at Skoleskibet København var
involveret i et mysterium. Det forsvandt i 1928 fra
Sydhavet og igen mange år senere fra Isla Desolación. Nu
var skibet pludselig dukket op i intakt tilstand i en isgrotte
på Sydpolen. Det var et endnu større mysterie end skibets
oprindelige forsvinden, men det skulle vise sig ikke at være
Københavns sidste overraskelse.
"Pas på! Dækket er glat," sagde Paulo til Isolde, da hun
senere på dagen var frisk nok til at besøge skibet. Professor
Cárdenas havde sendt besked hjem til universitetet om
deres fund, og han var blevet lovet, at flere folk med mere
udstyr ville støde til deres ekspedition hurtigst muligt. I
mellemtiden kunne de syv forskere udforske
spøgelsesskibet.
Paulos arm var alligevel ikke gået af led, og han havde
været den første til at fire sig ned på dækket. Nu havde han
været rundt overalt på skibet og kendte det ud og ind.
Grotten var delvist oplyst af solens stråler, så det var ikke
nødvendigt at have lygter med, sålænge man ikke bevægede
sig ind i skibet.
Isolde så sig omkring. Hun kunne se de hvide isvægge
omkring sig, og hun passede på, hvor hun satte fødderne.
"Er du sikker på, at der ikke er nogen døde matroser
ombord? Skibet har jo ikke sejlet sig selv."
Paulo trak på skuldrene. "Jeg ved ikke, hvor besætningen
er, men de er ikke på skibet." Han begyndte at gå hen mod
en lille bygning midt på skibet. Isolde kendte ikke de
korrekte maritime udtryk for de mange indretninger på et
sejlskib, så hun måtte bruge de ord, hun kendte fra sin egen
verden.
"Måske er de gået fra borde, da skibet sad fast i isen"
sagde Paulo. "De har måske forsøgt at finde en
forskningsstation i området, men blev fanget i en snestorm.
Jeg ved det ikke." Paulo studerede isvæggene omkring sig.
"Men det er en underlig grotte. Den ser slet ikke naturskabt
ud. Det er som om den er skåret ud af isen af et kobbel
vildfarne skærebrændere. Jeg tror ikke, at skibet har stået
her så længe."
"Skal vi derned?" spurgte hun, da Paulo begyndte at gå
ned af en stejl trappe i den lille bygning. Måske var det
nærmere et skur, men det stak kun halvvejs op ad dækket,
og man gik ned ad trappen for at komme ind i skuret. Det
så i hvert fald uhyggeligt ud, og Isolde kunne ikke helt
ryste forestillingen om dybfrosne søfolk af sig.
"Ja ja. Kom bare. Der er ingen dernede," sagde Paulo og
tændte en kraftig lygte, så rummet under dækket blev
oplyst. Isolde fulgte ham ned ad trappen. Sammen gik de
videre gennem flere rum i skibets indre. Der var soverum
og kahytter. Og der var et køkken, som Isolde mente hed
kabyssen. De så også kaptajnens private rum, hvor der hang
billeder af hans familie på væggen. Til sidst nåede de ned
til et lastrum, og Isolde kunne ikke lade være med at tænke
på, at de var helt alene dybt inde i et gammelt, forsvundet
skib på Sydpolen. Det løb hende koldt ned ad ryggen, og
det var ikke den lave temperatur, der fik hende til at
skælve.
"Er det derhenne?" spurgte hun, da hun kunne se, at de
nærmerede sig en åbentstående dør.
"Ja," svarede Paulo. "Det er lige herinde."
De gik gennem døren, men Isolde havde kun sat den først
fod indenfor, da hun blev overvældet af synet foran hende.
Hele den forreste ende af skibets lastrum var fyldt med
teknik. Men det lignede ikke teknik, som den hun kendte
fra sin egen verden. Der var klodsede måleinstrumenter og
nogle store jernrammer fyldt med glasrør, som var
forbundet med ledninger. Metalstænger på en fingers
tykkelse hang ned over glasrørene, og det hele havde
tilsyneladende forbindelse til nogle store kobberspoler i
midten af rummet.
"Hvad ... hvad er alt dette?" spurgte hun forbløffet.
​Kapitel 12: Oklahoma City om igen
Overskægget håbede, at det kun var en beskidt bombe, der
befandt sig i hans by. Han håbede også, at han overlevede
køreturen med Max. Nu var der to politibiler bag dem, og
Max nåede krydset mellem Sint Katelijne og Kiekenmarkt.
De tre politifolk blev holdt stramt tilbage af selerne, da
Max slog bremserne i og rundede hjørnet med hvinende
dæk. På Kiekenmarkt satte han igen farten op, og hans
passagerer blev presset tilbage i deres sæder. De var mindre
end et minuts kørsel fra det kongelige palads og museet for
moderne kunst og flere andre berømte steder, der
omringede den smukke Park van Brussel. I samme øjeblik
ringede Max’ telefon.
"Jeg har fundet din bombe, Max" sagde Nolan Lassiter i
telefonen.
"Hvor?"
"Kender du Berlaymont-bygningen?"
"Nej, giv mig en adresse."
"Det er en stor bygning. Der er flere adresser. Men hvis
du kører ad Wetstraat, som også hedder Rue de la Loi,
ligger den lige på venstre hånd, inden du når rundkørslen
ved Robert Schuman-rundkørslen. Du ved, rundkørlsen
med Schuman Metro-stationen."
Max drejede til venstre og satsede på at komme nord om
Park van Brussel.
"Jamen er det ikke..."
"Jo," sagde Nolan i røret. "Det er Europa-Kommisionen."
Max lagde røret på og henvendte sig til overskægget i
passagersædet. "Få deres folk til at evakuere Berlaymontbygningen."
"Er De sikker?"
"Nu! Med det samme!" insisterede Max.
"Milde Skaber!" sagde overskægget. "Oklahoma City om
igen."
Max tænkte kort på terrorbomben, der sprang i Oklahoma
City i 1995. Den havde destrueret et helt højhus, og mange
var døde. Nu rundede de hjørnet af parken, og Max
pressede speederen i bund, så den sorte Audi fløj ned af
Wetstraat. "Ikke hvis jeg kan forhindre det."
​Kapitel 13: Gammel strøm
Paulo smilede tilfreds. Det var ganske fornøjeligt at gøre
andre fuldstændig mundlamme, men desværre kunne han
ikke forklare, hvad maskinerne i skibets lastrum gjorde.
Skoleskibet København var ikke et forskningsskib og skulle
ikke have medbragt teknologi. "Det her er ikke engang det
mest spændende," sagde han undvigende. Der var nemlig
noget endnu mere interessant teknologi, som han sagtens
kunne genkende. "Kom med herhen."
Isolde fulgte efter Paulo hen mod de store kobberspoler og
gik rundt om dem. På den anden side stod der et bord, og på
bordet stod der noget, hun slet ikke kunne få til at passe.
"Jeg ved ikke, hvad alt dette moderne udstyr gør, eller
hvor det kommer fra, men sådan en kender jeg i hvert fald,"
sagde Paulo og pegede på en bærbar pc af lidt ældre årgang,
der stod på midten af bordet. Kabler forbandt den til nogle
apparater, og disse apparater var igen forbundet til
kobberspolerne.
Skoleskibet København havde været forsvundet i næsten
100 år, men nu dukkede det op på Sydpolen fyldt med
underlig teknik. Og nogen havde tydeligvis været ombord
for nylig, for de havde efterladt en computer og nogle nye,
tekniske apparater.
"Ahhh!" udbrød Isolde forskrækket, da hun rørte ved
kobberspolen og fik stød. Faktisk havde det ikke været så
slemt, men hun var allerede oprevet over at finde en en
underlig maskine i et mystisk gammelt sejlskib på
Sydpolen.
"Hvad? Hvad skete der? Er du okay?" spurgte Paulo straks
bekymret og lyste Isolde lige ind i ansigtet med lampen.
"Ja, ja, jeg ... hør, kan du ikke lige lyse et andet sted hen?
Du blænder mig jo."
"Nå ja, jo" undskyldte Paulo og lyste i den helt modsatte
retning, så de pludselig ikke kunne se hinanden.
"Lys hen på kobberspolen Paulo" sagde Isolde irriteret.
"Det er jo ikke en mørkeleg, og jeg vil se, hvad det var, der
gav mig stød."
Paulo rettede lampens stråle mod den store spole, og
kobberet skinnede i lyset.
"Det var der. På kobberet! Det gav mig stød," forklarede
hun Paulo og pegede.
"Her?" spurgte Paulo og satte hånden på kobberet.
"AV!" råbte han og trak hånden til sig. "Jeg fik stød!"
"Næh, virkelig?" sagde Isolde sarkastisk og rystede på
hovedet samtidig med, at Paulo rystede sin hånd for at få
følelsen tilbage.
"Der er strøm i spolerne. Men hvordan kan det lade sig
gøre? Hvor kommer den strøm fra?" udbrød Paulo.
"Måske har det noget at gøre med computeren og de nye
apparater på bordet. Prøv at lyse på dem igen."
Paulo gjorde, som Isolde bad om, men ingen af dem blev
klogere af at kigge på computeren og alt det teknologiske
isenkram, der var sluttet til den. Skærmen var vippet op, og
tastaturet stod parat, men systemet var slukket, så det var
ikke muligt at se, hvad formålet var.
"Lad os se, hvad der sker," sagde Paulo og rakte en hånd
frem mod computeren.
"Nej! Vent!" udbrød Isolde, men Paulo trykkede på
tænd/sluk-knappen, og computeren begyndte straks at
summe. Skærmen blinkede, og der kom lys i de andre
apparater på bordet. Bag dem, over en af jernrammerne, der
var fyldt med glasrør, løb et blåligt lyn hen over
ledningerne. En rest løbestrøm som var blevet vakt til live
af computerens signaler. Paulo og Isolde så det ikke. De
havde travlt med at kigge på computerskærmen.
​Kapitel 14: Det russiske plutonium
Nogen ville sprænge en bombe i Berlaymont-bygningen,
der var bedre kendt som et af hovedsæderne for den
Europæiske Union. Måske var det en beskidt bombe.
Måske var det en atombombe. I øjeblikket bekymrede det
ikke Max Brant, ligesom det heller ikke bekymrede ham,
hvem der stod bag bomben og hvorfor. Lige nu galdt det
bare om at forhindre den i at detonere.
"Er De bekendt med et band kaldet Ammonitterne?"
spurgte overskægget, som var lykkelig over at være
kommet ud af Max’ bil i et stykke, men ikke så glad for det
han nu stod og så på. Hans ryg var klistret af sved, og det
var ikke specielt varmt. Regnen var stoppet, og vejret var
klaret op.
Bruxelles’ politi havde afspærret området omkring den
sorte Chevrolet Astro med de tonede ruder. På bilens sider
var der sat nogle klistermærker, der reklamerede for
heavybandet Ammonitterne. Der var ingen i bilen, og
umiddelbart så den meget fredelig ud, sådan som den stod
parkeret foran Berlaymont-bygningen. Da dørene var
blevet brækket op, fandt man kun en stor Projack
flightcase, som musikere brugte til at transportere deres
instrumenter i. Det var altså bare et rockband, der havde
parkeret deres bil og instrumenter tæt op ad bygningen,
hvorfra den Europæiske Union blev ledet. Præcis i dag
hvor samtlige europæiske udenrigsministre var til møde på
fjerde sal. Lige over Ammonitternes bil. Det passede godt
sammen.
To detaljer fortalte Max, at bilen og flightcasen ikke var
så uskyldige. For det første var bilen helt ny. Der var ingen
røglugt fra cigaretter, bilen var ren og pæn, og selv
askebægrene var helt tomme. Bilen var tydeligvis købt for
nyligt, men Max var ret sikker på, at det ikke var
rockmusikere, den havde transporteret. Desuden fandt han
det mistænkeligt, at der kun var en enkelt kæmpestor
Projack bagerst i vognen. Max vidste ikke meget om
musikudstyr, men det virkede ikke praktisk at komme både
guitarer og trommer og forstærkere ned i en enkelt stor og
uhåndterlig kasse. Der var godt nok hjul i bunden af kassen,
men det hjalp ikke, hvis man skulle have den op ad en
trappe.
"Jeg tror ikke, at der nogensinde har været et band med
det navn," sagde Max.
En politimand fra Bruxelles’ bombehold var ved at bore
et lille hul i venstre hjørne af boksens låg. Ideen var at få et
lille kamera indenfor, som kunne afsløre indholdet uden at
åbne låget.
"Det der med musikken er bare en facade."
Atmosfæren var spændt, og der var en mærkelig stilhed
kun afbrudt af boremaskinens hvinen. Vejene omkring
Berlaymont-bygningen var blevet afspærret, og trafikken
blev omdirrigeret. Metroen var også blevet stoppet, og på
den anden side af bygningen var man ved at køre
embedsmænd og ministre og andre folk væk i alle de
busser og biler, der nu kunne arrangeres. Et par fugle fløj
ubekymret rundt over dem, og EU-landenes flag blafrede i
den svage brise. Max’ mund var helt tør.
"Så er vi igennem," sagde politimanden og stoppede den
lille boremaskine. En anden politimand stak med det
samme en ledning ned gennem hullet, og på en lille skærm
på vognens gulv kunne de alle følge med i, hvad kameraet
så.
"Det er i hvert fald ikke musikinstrumenter," sagde
politimanden, der havde boret hullet. På skærmen kunne de
se nogle aflange metalkasser forbundet til et kontrolpanel,
der lignede indmaden fra en bærbar computer. Små lys
blinkede på panelet, og flere små paneler viste forskellige
tal. Mellem metalkasserne sad nogle tykke, røde rør, som
så ud til at være monteret separat.
Det russiske plutonium, tænkte Max.
​Kapitel 15: Solen i lasten
"Hvad er alt dette her for noget?" spurgte Paulo, da den
bærbare computer var tændt, og skærmen var fyldt med
programmer og tal. Det mest af det var fuldkomment
uforståeligt, men i øverste højre hjørne af skærmen var der
et tydeligt billede af Jorden.
"Det ligner ikke noget, jeg har set før," svarede Isolde
ham. "Men lad nu være med at pille ved noget. Vi ved ikke,
hvad der kan ske."
Bag dem var en svag glød ved at blive opbygget i
glasrørene, men ingen af dem lagde mærke til det.
"Det der er tydeligvis Jorden," sagde Paulo, "og de tal her
må være nogle koordinater. Se! De der må være ... hmmm,
det må være hjemme i Chile. Helt nede sydpå. Det var da
underligt. Og de andre er næsten magen til." Paulo pegede
på nogle tal på skærmen. "Det er to punkter næsten lige ved
siden af hinanden."
"Eller måske er det slet ikke koordinater, og måske er det
bare dig der tror, at du er så klog," sagde Isolde. "Ved du så
også, hvad de der tal, der blive ved med at stige, betyder?"
Paulo svarede ikke. Hen var sikker på, at tallene var
koordinater, men Isolde havde ret i, at han ikke forstod,
hvad computeren viste på skærmen. Der var masser af tal,
og der var også nogle knapper med mærkelige forkortelser,
som han ikke forstod. Paulo greb musen og førte den
instinktivt rundt på skærmen for at se, om der skulle være
nogen reaktion, men der skete ingenting. Så klikkede han
musens markør et tilfældigt sted på billedet af Jorden, og et
af koordinaterne ændrede sig.
"Ha! Det er koordinater. Det sagde jeg jo," udbrød han.
"Prøv at se den der måler," sagde Isolde pludselig og
pegede på en sort kasse ved siden af computeren. En tyk,
rød ledning snoede sig fra computeren til kassen, og oven
på kassen stod et lille måleapparat med røde tal.
"Jeg er næsten sikker på, at de der røde tal viste 00, da du
tændte computeren."
"Og så?" spurgte Paulo.
"Jamen nu viser de 86. Nej se, de skiftede til 89."
Paulo kiggede på tallene, der pludselig steg til 91.
"Fascinerende. Røde tal der tæller," sagde han sarkastisk.
"Jeg er bange," sagde Isolde,
"For hvad?"
"Hvad sker der, når de når 100?"
I samme øjeblik skiftede tallet til 94.
"Ingenting," svarede Paulo. "Hvad i alverden skulle der
ske? Den starter nok bare forfra, eller også stopper den."
Tallet skiftede til 97.
Paulo rettede igen sin opmærksomhed mod skærmen. Han
lod musens markør hvile over en rød knap med teksten
"AKTV". Gad vide, hvad der skete, hvis han klikkede på
den?
De røde tal skiftede til 100 og blev stående der.
"Hvad sagde jeg?" mumlede Paulo.
"Nå ja," indrømmede Isolde. Et eller andet havde fanget
hendes blik. Det var som om, lastrummet var blevet lysere.
Som om solen var begyndt at trænge gennem det gamle
træværk. Hun vendte sig om, men var slet ikke forberedt
på, hvad hun så.
"Paulo..."
Glasrørerene i jernrammerne pulserede som små rytmiske
sole. Nu og da løb en blålig strøm fra den ene til den anden.
De havde startet et eller andet, og Isolde var sikker på, at de
burde forsvinde. Med det samme.
"Mmhhh?" sagde Paulo og klikkede på den røde knap. Og
så forsvandt de.
​Kapitel 16: Ni et halvt minut
"Der ses tre individuelle paneler med tal," konstaterede
overskægget, da han kiggede på bomben på skærmen. Han
kunne slet ikke forholde sig til faren ved at stå ved siden af
en radioaktiv bombe, der kunne gå af når som helst.
"Kun et enkelt af dem kan aflæses som en tidskode i form
af minutter, sekunder og millisekunder. Siden dette panel
er det eneste, der decimeres kronologisk, kan det muligvis
antages at repræsentere perioden indtil detonationen
indtræffer. Om ni minutter og toogtredive sekunder."
Max behøvede ikke overskæggets kringlede formuleringer
til at fortælle ham, at bomben i boksen foran dem sprang
om ni et halvt minut. Hvad han behøvede var en løsning.
"Kan I afbryde den?" spurgte overskægget de to politifolk
fra bombeafdelingen. De kiggede på hinanden og på
boksen. Det kunne de ikke.
Han trak sin mobiltelefon frem. Hans hånd rystede. "Jeg
må ringe til min overordnede."
"Jeg snupper lige denne her," sagde Max pludselig og tog
en skruetrækker fra værktøjskufferten på jorden. "Luk
dørene for mig."
De to politifolk vidste ikke, hvad der skulle ske, men de
skyndte sig at hoppe ud og lukke bilens døre.
"Hvad foretager De dem hr. Brant?" råbte overskægget
med mobiltelefonen presset mod øret. Mobilnettet var
overbelastet, og han kunne ikke komme igennem til
politichefen.
Max flåede sidedøren op på bilen og sprang ind bag rattet.
Skruetrækkeren jog han ind i tændingen og drejede den,
mens han holdt speederen nede, så bilens motor vågnede
med et brøl. "Mød mig på Schuman," råbte han og satte den
store Chevrolet i gear. To et halvt ton metal kastede sig
fremad som en vild elefant og efterlod de tre politifolk i en
stank af brændt gummi.
Max styrede den tunge vogn direkte ind gennem et
buskads og henover en stensætning. Bilens motor og
affjedring skreg under den hårdhændede behandling, men
kort efter var den ude på Wetstraat og kørte mod øst i den
forkerte vejbane. Kort efter kom en politibil til syne bag
ham.
Det varede kun et lille minut, før Max huggede bremserne
i og sprang ud. I løbet af et øjeblik var han omme bag bilen
og havde åbnet dørene. Projack-boksen skulle ud, og det
skulle være med det samme.
"Hvad gør De?" råbte overskægget i samme øjeblik,
politibilen stoppede bag Chevroleten. Max havde boksen
helt henne ved dørene og prøvede at få den ud på gaden.
"Bare hjælp til. Det haster," stønnede han under vægten.
De to belgiske bombefolk sprang straks til og fik boksen
ud af bilen.
"Hvis vi ikke kan stoppe den," gispede Max, "så kan vi i
det mindste begrænse skaden og det radioaktive udslip."
"Hvordan?" forlangte overskægget.
"Det er bedre, den sprænger dernede end heroppe," sagde
Max og pegede på trappen ned til den underjordiske
Schuman metrostation.
Den belgiske politimands overskæg vibrerede. Han vidste,
at han var den øverste autoritet på stedet, og at han ville
blive holdt ansvarlig for alle beslutninger. At sprænge en
metrostation i luften og forurene den med atomaffald var
ikke en god måde at passe på byen og dens indbyggere, men
at lade bomben sprænge oppe på gaden var endnu værre.
"Kom så da," råbte han og tog fat i et af boksens håndtag.
Den var tung, men ikke tungere end fire mand kunne bære
den ned ad trapperne til perronen. Max og de to politifolk
greb fat i boksens andre håndtag og begyndte det hårde
arbejde.
"Hvor lang tid er der gået?" spurgte den ene politimand
forpustet, da de nåede ned ved foden af trappen. Herfra gik
det nemmere, for nu kunne de rulle boksen hen ad
perronen.
"For lang tid," svarede Max. "Løb! Se at komme væk. Jeg
skubber den lidt længere frem."
Overskægget og hans to kolleger vendte sig straks og
hastede tilbage mod trappen. Max så, at der var en rampe
ned til sporene i den anden ende af perronen. Hvis han
kunne køre boksen derned, ville boksen trille ud i tunnellen
og dermed være så langt nede under jorden som muligt, når
den eksploderede. Hvis han havde tid nok.
Med en sidste kraftanstrengelse satte han farten i vejret,
og da han nåede rampen, slap han boksen, der alene og uden
kontrol fortsatte ned og ind i den mørke tunnel. Max
vendte straks om og spurtede alt, hvad han kunne.
​Kapitel 17: Betonjunglen
Max havde aldrig oplevet noget lignende. Efter han havde
skubbet den beskidte bombe ned ad rampen for enden af
perronen, var han vendt om og spurtet tilbage efter de tre
belgiske poltifolk. Hele tiden ventede han, at bomben ville
sprænge bag ham, og han ville blive levende begravet i
Metrostationen.
Men han nåede hen til trappen. Op ad trappen. De tre
belgiere var allerede på vej væk i deres bil. Hvorfor var
bomben ikke sprunget endnu? Men måske sprang den nu?
Eller NU? Max kastede sig ind i den store Chevrolet og
trådte speederen i bund. Måske NU? Han vovede ikke at
vende bilen, men tog bare den mest direkte vej frem, der
ledte ham op ad Kortenberglaan. Den store bils
automatgear tillod ham ikke at accellerere så hurtigt, som
Max selv kunne have gjort det med et manuelt gear, og han
vidste, at det kunne blive hans død. Måske NU?
I bakspejlet væltede beton og asfalt pludselig op ad vejen
bag ham, og braget fra eksplosionen ramte ham kort efter.
Det lød som tusinde kanoner, der blev fyret af samtidig, og
Chevroleten skred ud, da trykbølgen indhentede ham. Max
holdt stædigt fast om rattet og forsøgte at holde bilen på
vejen. Det lykkedes også indtil store stykker beton væltede
ned omkring ham. Nogle ramte bilen, og luften blev sort af
støv og jord. Pludselig mærkede Max et hårdt bump, og så
mistede rattet kontrollen med forhjulene. Faktisk var det
hjulene, der mistede kontakten med vejbanen, da bilens ene
forhjul ramte et stykke beton på vejen, og den tunge
Chevrolet lettede, fløj nogle meter og så landede med et
brag på siden. I en regn af livsfarlige projektiler fra
Metrostationen kurede bilen med gnister og skrigende
metal hen ad vejen, før den til sidste rullede et par gange
rundt og lå stille. Inden i lå Max Brant også helt stille.
Et par dage senere var den belgiske himmel igen mørk, og
regnen silede igen ned. Den sorte Audi kørte gennem
gaderne i Bruxelles, og Max Brant kiggede ud på de mange
mennesker i deres lange overfrakker og med deres sorte
paraplyer. De myldrede ind og ud mellem hinanden som
myrer i den tætte trafik, tilsyneladende alle sammen ens og
alle på vej fra den ene høje, grå kontorbygning til den
anden. Han havde svært ved at forestille sig, hvad alle disse
mennesker foretog sig. Selvfølgelig var Bruxelles den
europæiske regeringsby, og naturligvis var det
embedsmænd, politikere, tolke og sekretærer, der fyldte
fortovene. Men det var ham en gåde, hvad de alle sammen
fik tiden til at gå med. De kunne vel ikke holde møder og
skrive breve til hinanden hele tiden, kunne de?
Her i bilen følte Max sig meget langt væk fra sin egen
verden. Han havde en forbinding om den ene arm og nogle
skrammer i ansigtet, men derudover var han sluppet uskadt
fra eksplosionen. Selvom han nu var i sikkerhed, ville han
alligevel hellere være fanget i en gammel pyramide eller
flygte fra amerikanske marinesoldater i Alaska end sidde i
møder med politikere. Men ikke desto mindre var han på
vej til et møde i en af de anonyme bygningerne med de
mange, blanke vinduer. Et møde med en politiker, han ikke
kendte.
Max Brant havde et skrivebord i EIS-bygningen i
Eindhoven, men det var sjældent, at han så det. Det var
faktisk sjældent, at han overhovedet var i Holland. Normalt
var han på farten for at opklare eller forhindre
internationale forbrydelser. Det var hans job, og han kunne
lide det. Og han var sjældent bange for noget eller nogen.
Men lige nu, iklædt mørkt jakkesæt og slips i tæt regnvejr,
måtte Max gøre sit bedste for at undertrykke en følelse af,
at han var på vej til sin egen begravelse. Han drejede bilen
om et hjørne og havde nær ramt en mand i en lang, sort
frakke, der løb over gaden, selvom lyssignalet viste rødt.
Han havde åbenbart travlt med at komme til sit næste
møde. Så travlt at han var parat til at sætte livet på spil.
​Kapitel 18: Geocentrifugen
Der var noget galt. Kaushal Daswani kunne fornemme det,
da han som den første om morgenen trådte ind i
laboratoriet. Sammen med tre russiske fysikere arbejdede
han på verdens mest fantastiske opfindelse langt ude på
Chiles prærie. Hvis det ikke var fordi, at deres opfindelse
snart ville ændre verden fuldstændig, ville han være
skredet hjem for længst. Efter Daswanis mening var Chile
verdens ende, og han savnede at drikke sin morgenthe
hjemme i Bombay. Men i ti år havde han svedt over
formler og maskiner for at skabe – eller rettere genskabe –
en teknologi så revolutionerende, at alle menneskers liv
ville blive forandret for evigt.
For ti år siden havde han hjulpet den svenske fysiker Eric
Kronvogel med at få en tilsvarende teknik til at virke.
Dengang på Isla Desolación, hvor de havde fundet en
primitiv teleporteringsmaskine i lasten på Skoleskibet
København, var eksperimentet gået galt. Fordi de ikke
forstod den gamle teknologi helt, havde de heller ikke
kunnet styre den. Planen var at teleportere København fra
en bugt til en anden, men det lykkedes kun halvvejs.
Teleporteringen fungerede perfekt, og København
forsvandt i et spektakulært lysshow. Desværre dukkede
skibet ikke op, hvor det skulle. Ingen anede, hvor det
forsvandt hen, men det stod tydeligt, at Eric Kronvogel
ikke kunne styre teleporteringens navigation.
De havde mistet skibet og dets dyrebare last, og Heinrich
Von Niemanns vrede havde flammet op. Den gamle mand
havde kastet betragtelige ressourcer ind i projektet, og han
havde forventet succes.
Projektet på Isla Desolación blev straks afbrudt, og alle
vendte hjem. Alle på nær Eric Kronvogel, som pludselig
forsvandt, da Von Niemanns nevø Wolf ankom til øen.
Daswani havde de efterfølgende år ofte spekuleret på,
hvad der var blevet af Kronvogel. Han var bange for, at
svenskeren var blevet efterladt på øen. Måske var han
stadig på øen, eller måske var han endnu et skelet i sandet
blandt Københavns besætning. Efterfølgende beregninger
havde vist, at skibet muligvis var endt nær Bryan Coast ved
Bellingshausenhavet på Sydpolen. Von Niemann havde
indstiftet et legat for Sydpolsforskere ved Santiagos
universitet, der gjorde det muligt at foretage en studietur til
området hvert år. Måske var de heldige at finde København
igen. Daswani vidste ikke, at det allerede var sket.
I dag var det Daswani, der var chef for udviklingen. Hans
sorte hår havde fået en anstrøg af gråt, men han havde
stadig let til smil. Og teleporteringsmaskinen, som på
grund af de underliggende fysiske principper blev kaldt for
Geocentrifugen, var stort set perfekt. Snart ville den
fantastiske teknologi ændre verden for bestandig. Daswani
glædede sig over at kunne give menneskeheden så stor en
opfindelse.
Men han kunne ikke sætte en finger på, hvad det var, der
var galt i laboratoriet. Hans kolleger var lige som ham selv
meget ordentlige og strikse med at rydde op. Daswani holdt
ubevidst sin pegefinger op mod munden, som om hans
tyssede på nogen. Sådan gjorde han altid, når han tænkte.
Alt er på sin plads. Ingenting mangler, tænkte han og
begyndte at spadsere søgende rundt i laboratoriet. Store
tavler fyldt med formler og beregninger dækkede væggene
i den forreste del af laboratoriet. Rundt omkring stod borde
med computere og bøger. Det var her, de fire
videnskabsmænd endevente og udvidede fysikkens
etablerede love.
Den bagerste halvdel af laboratoriet var et forsøgsområde,
der var afskærmet af en armeret glasvæg. Intet kunne
destruere denne væg, selv om den var fuldstændig
gennemsigtig og ikke tykkere end almindeligt vinduesglas.
Egentlig burde der ikke være nogen grund til at afskærme
forsøgslokalet, men der var ingen ide i at tage chancer.
Daswani kiggede ind i forsøgslokalet og betragtede de
maskiner, som meget få mennesker i verden nogensinde
havde set. Her kunne de bøje lyset og manipulere med
universets mindste bestanddele. De kunne frembringe hidtil
uset stærke magnetfelter og endda stoppe tiden. Det sidste
diskuterede de dog stadig ivrigt, for de kunne ikke blive
enige om, hvorvidt tid overhovedet eksisterede til at
begynde med.
Geocentrifugen er uberørt. Fint!
Med fingeren stadig presset mod munden skridtede han
ubeslutsomt rundt i laboratoriet. Først den ene retning. Så
den anden. Det plagede ham, at han ikke kunne finde ud af,
hvad der var galt. Døren låste automatisk efter dem i går
aftes, da de forlod laboratoriet, og man kunne kun komme
ind, hvis det biometriske sikkerhedssystem godkendte ens
fingeraftryk og øjne.
Pludselig slog det ham. Der lugtede af røg. Tobaksrøg.
Nogen havde røget i laboratoriet i nat, men vedkommende
havde været omhyggelig med at fjerne alle spor af aske.
Den vasse lugt hang dog stadig i luften, for der var ingen
vinduer til at lufte ud med.
​Kapitel 19: FUSP
Bygningen var lige så alvorlig og grå indeni som udenpå.
Elevatoren, der kørte Max fra parkeringskælderen op til en
af de øverste etager, havde snotgrønne vægge og var oplyst
af et enkelt lysstofrør. Da han trådte ud i receptionen, blev
han mødt af moderne, forkromede metalborde, skarpe
halogenlamper og grå gulvtæpper.
"Mit navn er Max Brant," sagde han til kvinden i
receptionen. Hun havde sat sit hår op i en knold i nakken og
var klædt i mørkegrå nederdel og jakke. Hun havde endda
slips på.
"Jeg har en aftale med – " fortsatte han, men hun afbrød
ham med en afvisende håndbevægelse.
"Vent her," sagde hun og gik hen til et skrivebord. Max
regnede med, at hun ville give besked til manden, han
skulle møde, men hun begyndte at læse i nogle papirer og
ænsede ham ikke yderligere.
Max ventede modvilligt. Han havde andet at lave end stå
og glo som en stueplante, og det faldt ham ikke naturligt at
vente formålsløst. Men blandt embedsmænd og politikere
var han på udebane, og han måtte spille efter deres regler.
Næsten 20 minutter senere blev en dør åbnet nede ad
gangen til venstre for ham. En mand skyndte sig ud og
hastede hen mod elevatoren, hvor Max stod og var ved at
miste tålmodigheden. Manden havde et stresset og desperat
udtryk i ansigtet, men nåede at alligevel at kaste Max et
nedladende blik, før han trådte ind i elevatoren.
"De kan gå ind nu," sagde receptionisten uden at kigge op
fra sine papirer. Max havde mest lyst til at vende rundt og
tage elevatoren ned sammen med den anden mand, men nu
kunne han lige så godt få det overstået.
"Hr. Brant?" spurgte en tynd mand i et dyrt jakkesæt, da
han trådte ind i kontoret. Max lukkede døren efter sig og så
sig omkring. Kontoret lignede slet ikke resten af
bygningen. Møblerne var af mørkt mahognitræ, og der stod
høje reoler fyldt med bøger ved den ene væg. Foran vinduet
stod et stort skrivebord, og midt i lokalet var fire dybe
læderstole placeret rundt om et lavt, rundt bord. Det var
som at træde ind i en helt anden verden.
"Ja, jeg er Max Brant. Er De hr. Silva?"
Den tynde mands smalle læber formede et tyndt smil. Et
rødt, slangeformet ar smøg sig ned over hans venstre kind,
og Max funderede over, hvordan det var opstået. Det
lignede ikke et ar fra en ulykke.
"Mit navn er Konrad Knecht. Jeg er hr. Silvas personlige
assistent." Knecht kastede et flygtigt blik på sit
armbåndsur. "Hr. Silva vil være hos Dem om et øjeblik."
Ingen af dem rakte hånden ud for at hilse på hinanden, og
Max forberedte sig på at vente igen, da en dør i siden af
kontoret gik op. Manden, der kom ind, var Knechts
udtrykkelige modsætning. Han var lavere end Max og
temmelig overvægtig med masser af sort hår og et stort,
sort overskæg. Hans hud havde et gyldent skær, og hans
ansigt lyste op i stort smil, da han så Max.
"Agent Brant! Jeg er så glad for, at De kunne komme."
Silva havde ikke jakke på og befandt sig tilsyneladende
stortartet i skjorteærmer og seler. Max følte sig straks
bedre tilpas.
"Tillad mig at præsentere mig" sagde Silva og rakte
hånden ud mod ham. "Mit navn er Olivéro R. Silva. Jeg er
den fungerende hr. FUSP og repræsenterer dermed EU’s
sikkerhedspolitik. Dette er mit ydmyge kontor." Max gav
Silva hånden. FUSP er en forkortelse for fælles udenrigsog sikkerhedspoliti som er et europæisk mellemstatsligt
samarbejde.
"Kom, sid ned agent Brant. Kan jeg byde Dem noget? En
drink? Vand? Eller måske et glas portvin? Som De måske
ved, er min familie portugisisk, og jeg har tilfældigvis en
særdeles raffineret Tawny fra ‘79."
Max var ikke bekendt med portvine og deres specielle
årgange, så han nøjedes med almindeligt vand. Det forekom
ham, at han hellere måtte holde hovedet helt klart i selskab
med hr. Silva.
"De sagde, at De havde en yderst vigtig og fortrolig
oplysning til mig" sagde Max, da de havde sat sig i
læderstolene, og Knecht havde serveret et glas isvand for
Max.
Silva gav ham endnu et stort smil. Han glædede sig til at
chokere Max Brant.
​Kapitel 20: Territorio Escondido
Daswani stoppede op og kiggede sig omkring. I samme
øjeblik trådte de tre russiske fysikere Andrey Galkin,
Alexei Ermishkin og Sergey Krylova ind ad døren. Alle
var meget seriøse mænd, der kom hen og gav Daswani
hånden og sagde godmorgen.
"Er der noget galt? Du ser bekymret ud," spurgte Alexei
Ermishkin ham, men Daswani afviste ham.
"Nej ... nej. Alt er i orden. Jeg stod bare og tænkte."
"Ha ha, jamen så må vi hellere hjælpe dig," spøgte Andrey
Galkin og tændte en computer.
Daswani lo med, men han kunne ikke slippe tanken om, at
der havde været ubudne gæster i løbet af natten. Det var et
uacceptabelt brud på sikkerheden. Daswani vidste dog
bedre end at plapre op om bekymringer og målløse
beskyldninger. Han måtte først tænke sig grundigt om, før
han gjorde noget.
"Hvem har pillet ved Geocentrifugen?" råbte Sergey
Krylova pludselig ophidset inde fra forsøgslokalet.
Daswani kiggede op, og i samme øjeblik lød der en anden
stemme.
"Det har jeg!" Wolf Von Niemann stod i døråbningen. De
havde ikke hørt ham komme.
"Tiden er ved at rende ud. Vi kan ikke vente længere på,
at I skal afprøve Geocentrifugen igen og igen. Derfor har
jeg selv testet den de seneste nætter," sagde Wolf og tænkte
selvtilfreds på sin succes med at sende en bombe til SaintDizier.
De tre fysikere var kloge nok til at holde deres mund, men
inderst inde var de målløse. Wolf Von Niemann vidste
intet om fysik og teleportation, og han kunne umuligt
vurdere, om Geocentrifugen fungerede efter hensigten.
Tanken om, at han havde gået rundt med en cigaret i
munden og pillet ved deres fantastiske opfindelse, faldt
Daswani frastødende.
"Hr. Von Niemann," begyndte Daswani forsigtigt.
"Hvorfor er tiden ved at rende ud? Vi har arbejdet på
Geocentrifugen i 10 år, og vi mangler kun nogle få
måneders afprøvninger, før den er færdig. Verden kan vel
nok vente lidt endnu?"
Wolf gik frem i lokalet og lod sit blik møde de fire
forskeres et efter et. Hans korpus var blevet mere
fedtladent, og hans sorte hår lidt tyndere, men han gik
stadig i den samme sorte læderjakke, som han havde båret
på Isla Desolación. Eller i hvert fald en magen til.
I Daswanis øjne havde Wolf ikke ændret sig meget, siden
Heinrich Von Niemann døde og efterlod lederskabet af
Territorio Escondido til sin nevø. Wolf havde altid været
en handlingens mand uden væsentlige strategiske talenter,
og det var kun fordi, kolonien var så fastlåst i sine rytmer
og procedurer, at den havde bestået med Wolf som leder.
"Verden kan altid vente. Verden ved slet ikke, hvad vi er
ved at skabe her. Og måske er verden slet ikke parat til den
omvæltning, Geocentrifugen vil skabe. Men vi er parate.
Jeg er parat. Og tiden er kommet til at vise, hvad vi kan."
Wolf stirrede nu Daswani lige i øjenene. "Det er på tide at
føre min onkels planer ud i livet. Vi kan ikke vente
længere."
Daswani forstod ingenting.
Wolf dæmpede stemmen og gik helt hen til Daswani.
"Skibet er blevet fundet," sagde han med fortrolighed i
stemmen, og Kaushal Daswani spærrede øjenene op.
"København? Virkelig?"
"Virkelig!" forsikrede Wolf ham og lagde armen på
Daswanis skulder. "Onkel Heinrichs legat til Santiagouniversitetet gav pote. Nogle studerende fandt skibet på
Sydpolen."
Daswani var helt elektrisk af glæde. "Så havde vi jo ret.
Så fandt vi jo fejlen, da vi regnede med, at skibet var
dernede." Daswani var lykkelig. "Og det betyder også, at vi
har forstået Bohrs og Einsteins teorier. Geocentrifugen må
være korrekt konstrueret."
De tre russere kom nærmere, og Wolf henvendte sig nu til
alle fire fysikere. Overlegne, påståelige, klogeåger ligesom
Eric Kronvogel. Han kunne dårligt vente med at skille sig
af med dem. Territorio Escondidos jorder strakte sig så
langt øjet rakte. Der var rigeligt plads til fire anonyme
grave.
"Men kære venner," fortsatte han. "De studerende, der
fandt København, pillede ved maskinerne. De startede
endnu en teleportation, og skibet flyttede sig denne gang til
en ørken i Jordan. Hele verden kender til skibet nu, og snart
vil verden også kende til dets hemmeligheder."
Daswani så straks problemet. Nogen kunne genskabe
teknologien og præsentere den for verden, før de var helt
parate med deres egen teleportør. Hæderen og rigdommen
ville gå til nogle andre. "Vi må straks demonstrere
Geocentrifugen," sagde han. Galkin, Ermishkin og Krylova
var enige.
Wolf nikkede. "Og jeg ved præcis hvordan," sagde han og
trak en pistol frem.
​Kapitel 21: En ny chance
Olivéro R. Silva lænede sig tilbage i stolen og begyndte af
pille ved sit overskæg. "Jeg har læst Deres rapporter til
EIS. Både om Deres tilvejebringelse af Keopsbatteriet og
affæren om Det Underjordiske Tårn. Ja, også rapporten om
Mumiens Kuglepen. Og jeg må sige, at det er spændende
læsning. De er en ressourcefuld mand agent Brant. Og det
er derfor, at det er Dem, jeg vil dele mine informationer
med."
Max var ikke overrasket over, at Silva havde læst hans
fortrolige rapporter. Silva var højt placeret i regeringen og
var en af de nøglepersoner, der skulle tage beslutninger ud
fra de informationer, som EIS fremskaffede.
"Hvordan går det iøvrigt med Deres arm, Brant?" spurgte
Silva.
"Fint, tak! Sygeplejeskerne er flinke på CatharinaZiekenhuis," svarede Max. Armen var heldigvis ikke
brækket, men den var blevet vredet så slemt, at han skulle
holde den i ro.
"Ja, det var jo en slem affære, De var involveret i. Tænk
at hele Schuman-stationen er væk. Men det var godt tænkt
at køre bomben derned."
Max sagde ingenting.
"Men sig mig Brant, hvordan fandt De egentlig bomben
ved Berlaymont-bygningen? Det har jeg spurgt mig selv
om igen og igen, men jeg kan ikke finde noget svar."
Max tøvede, men siden Olivéro R. Silva var øverste
repræsentant for EU’s fælles udenrigs- og sikkerhedspoliti,
måtte Max antage, at han kunne fortælle om
satellitsystemet. "Det var faktisk ikke mig, der fandt
bomben. Det var en af mine kolleger i EIS. Han brugte et
nyt satellitsystem til at finde det russiske plutonium. Jeg
kan egentlig ikke forklare teknikken, men det er vist
ligesom almindelig satellitfotografering – blot kan man
fotografere strålingsmængder. Eller sådan noget. I hvert
fald fandt han en radioaktiv forekomst ved Berlaymont, og
så satsede vi på, at det var bomben."
Silva pillede lidt mere ved sit overskæg, mens han lyttede.
"Meningen er vist, at systemet skal overvåge al transport
af farlige stoffer i Europa, men de må spørge nogle andre,
hvis de vil vide noget mere præcist."
"Det bliver vist ikke nødvendigt lige nu," sagde Silva.
"Jeg kender godt til de nye satelitter, men jeg vidste bare
ikke, at de kunne lokalisere plutonium ude fra rummet. Det
er jo fascinerende."
Max sagde ingenting, men nikkede blot. Silva lænte sig
frem i stolen mod Max. "Har De hørt om skibet i Jordans
ørken agent Brant?"
"Jeg har læst om det i avisen" sagde Max henkastet.
"Skoleskibet København. Forliste i 1928 med mand og
mus. Dukkede op i den jordanske ørkenen nord for Al-Jafr
for et par dage sigen. Jeg formoder, at arkæologer og
søfolk har noget at snakke om for tiden."
"Hvad nu, hvis jeg fortalte Dem, at der i lasten på skibet
blev fundet en mystisk maskine. Noget med glaskolber og
nogle metalledere og et par store kobberspoler." Silva nød
afsløringens øjeblik, og Max kunne ikke undsige sig for at
være overrasket.
"Det lyder jo eventyrligt, men hvordan ved De det?"
"Vi har vores kilder agent Brant" sagde Silva og lænede
sig tilbage. "Det er desuden ganske naturligt, at Jordan ikke
har fortalt offentligheden noget. Landet ville straks blive
invaderet af eventyrere og fantaster. Det ville blive
umuligt for dem at sikre skibet mod alle disse mennesker
og deres nysgerrighed. Men der er mere endnu."
"Virkelig?" sagde Max.
"Virkelig! Til maskinen var der nemlig koblet en
moderne pc og noget andet moderne elektronik. Og selvom
det kan være mystisk nok, var det indholdet af pc’ens
harddisk, der satte os på sporet af skibets skæbne og
maskinernes formål."
"Ja?" sagde Max interesseret.
"Det lader til, at maskinen i lastrummet kan teleportere
skibet fra et sted til et andet. Nogen har været i gang med
at styre processen via pc’en og muligvis noget andet udstyr,
men eksperimentet er gået galt og skibet er endt i ørkenen."
Max sagde ingenting.
"Vi tror, at der kan være en sammenhæng mellem
Berlaymont-bomben og skibet i Jordan og spræningen i
Saint-Dizier."
"De mener sprængningen på den eng i Frankrig for et par
dage siden, der kostede en jæger og hans hund livet?"
spurgte Max.
"Netop!" svarede Silva. "De to bomber kommer muligvis
fra samme bagmand."
​Kapitel 22: Wolf siger farvel
Daswani blev ikke overrasket over pistolen i Von
Niemanns hånd. Bange, men ikke overrasket. Han havde
altid været sikker på, at Wolf en dag ville vise sit sande jeg,
men han havde håbet, at han til den tid ville være hjemme i
Indien.
"De har helt ret Daswani. Geocentrifugen virker perfekt.
Vi har jo alle set de seneste afprøvninger, hvor de har
teleporteret appelsiner, cykler og krukker rundt i området.
Vi behøver ikke flere forsøg. Ikke flere rettelser. Nu er det
på tide at bruge maskinen til noget vigtigt."
Daswani sank en klump. "Pistolen i Deres hånd siger mig,
at vi ikke er enige om, hvad der er vigtigt," forsøgte han
sig.
"Helt rigtigt," svarede Wolf. "De vil sikkert foretrække
en fredelig demonstration, der effektivt og overbevisende
lader verden forstå, at en ny, vidunderlig epoke er
indtræffet. Måske teleporteringen af mad til sultne børn i
Afrika direkte fra en farm her i Chile."
"Tjoeh" mumlede Daswani.
"Men onkel Heinrichs planer går i helt andre retninger.
Siden hans ungdom har han arbejdet på disse planer, og
med Geocentrifugen kan de endelig føres ud i livet."
Wolf knipsede med fingrene, og to mænd trådte ind med
maskinpistoler.
"Tro ikke, at jeg er dum," snerrede Wolf af de fire
fysikere. "Tro ikke, at jeg ikke ved, hvordan
Geocentrifugen betjenes. Hvorfor tror I, at jeg har insisteret
på at gøre den så nem at styre. Ikke for verdens skyld, men
for min skyld. For Molochs Tjeneres skyld. Og nu da den er
færdig, har jeg ikke brug for jer mere."
"Molochs Tjenere?" spurgte Daswani.
"Åh, der er så meget, De ikke ved Daswani. De har altid
troet, at De vidste det hele, men faktisk har De aldrig vidst
noget som helst."
"Hvad vil De gøre med Geocentrifugen?" spurgte
Daswani med desperation i stemmen. Pludselig indså han,
hvordan Albert Einstein måtte have følt det, da hans
forskning blev brugt til at lave atombomber. "Hvad vil De
teleportere?"
I samme øjeblik trådte en fremmed mand ind ad døren.
Hans ansigt var blottet for særlige karaktertræk, og han var
tydeligvis blind på det højre øje, som var helt mælkevidt.
Daswani fik straks en sær fornemmelse af, at mandens
blanke facade dækkede over et uroligt og nervøst indre.
Bag ham kørte yderligere to mand med maskinpistoler en
elektrisk vogn ind med en stor, umærket, mørkegrøn
metalkasse. Den mørkegrønne farve var den samme som
den, militæret altid brugte.
"Dette er Oleg Kuznetsov. Leverandør af materiel fra den
tidligere sovjetiske hær," forklarede Wolf. "Jeg har handlet
med ham før, men denne gang har vi indgået en helt ny
aftale."
Daswani stirrede på den militærgrønne metalkasse. På
låget sad et symbol, han kendte særdeles godt. Det var det
internationale symbol for radioaktivitet. Man placerede det
ved atomkraftværker og ved lagre af atomaffald. Daswani
antog at man også kunne finde det på atomsprænghoveder.
"De vil teleportere en atombombe!" måbede han.
Wolf signalerede til de to mænd med maskinpistolerne,
og straks begyndte de at genne de fire fysikere over mod
døren. "Det er nu, vi siger farvel, Daswani. Disse mænd vil
hjælpe Dem videre, mens jeg fuldbyrder onkel Heinrichs
planer. Farvel."
De to mænd med maskinpistolerne tog Galkin,
Ermishkin, Krylova og Daswani med ud i gangen og
smækkede døren ind til laboratoriet. Daswani var
magtesløs, og hans teleporteringsmaskine ville blive brugt
til det værste af alle formål. Selv var han på vej mod sin
død. Det tvivlede han ikke på.
​Kapitel 23: Piller og bedrag
Olivéro R. Silva kunne se på Max Brant, at han havde hans
fulde opmærksomhed. Bomben ved Berlaymont havde nær
kostet Brant og en masse andre livet, og alle ressourcer var
sat ind på at finde gerningsmændene.
"Agent Brant. Den Chevrolet Astro, der indeholdt
bomben ved Berlaymont-bygningen, var købt kontant. Den
var indregistreret til en mand ved navn Heinz Hitzig, der
kom ind i Europa på et chilensk pas. Vi kender intet til
denne mand udover hans ejerskab af bombebilen."
Dette var nyt for Max, men det belgiske politi arbejdede
hurtigt.
Olivéro R. Silva fortsatte. "Vores kilder i Jordan
fortæller os ydermere, at computeren i skibets lastrum
havde et serienummer, og producenten kunne oplyse os, at
den var solgt i Chile."
Max smilede. "Foreslår De, at der er en sammenhæng
mellem bomben ved Berlaymont-bygningen og et mystisk
skib i Jordans ørken alene fordi, de begge har spor, der
måske leder tilbage til Chile?"
Olivéro R. Silva lænede sig længere frem mod Max. "I
computeren fandt man også henvisninger til navnet Heinz
Hitzig."
"Og sprængningen i Saint-Dizier? Hvad har den med det
hele at gøre?"
"Det var det samme sprængstof."
Max tænkte hurtigt. Han vidste, at al sprængstof havde sin
helt egen kemiske signatur. Derfor ville man altid kunne
se, om to bomber var lavet ud fra den samme portion
sprængstof. Men det var jo ikke en garanti for, at det var de
samme mennesker, der havde sprunget bomber i SaintDizier og ved Berlaymont-bygningen. Max kunne ikke
forestille sig, hvorfor nogen ville sprænge en eng med en
stakkels jæger og hans hund i luften. Ingen kunne forstå det.
"Jeg tænkte at De måske ville være interesseret i en billet
til Chile. Regeringen betaler naturligvis," tilbød Silva.
Max nikkede.
Konrad Knecht lukkede døren efter Max Brant og vendte
sig mod sin chef. Olivéro R. Silva sad mageligt
tilbagelænet i læderstolen og nød et glas portvin. En fin,
gammel årgang fra hans hjemegn i Portugal.
Konrad Knecht var rasende. Sådan en lille detalje som et
navn havde pludselig forbundet Berlaymont-bomben og
Skoleskibet København. Og Saint-Dizier. Konrad Knechts
virkelige navn var Heinz Hitzig, men når han spionerede i
Europa for Von Niemann, kaldte han sig Konrad Knecht.
Han bandede for sig selv. "Tror De, han tager afsted?"
spurgte Knecht.
Silva rettede blikket mod Knecht og stirrede ham lige ind
i øjnene. "Selvfølgelig tager han afsted. Hvorfor skulle han
ikke det?" Silva tog et nip af sit portvinsglas. Han brød sig
ikke om Konrad Knecht, men manden var dygtig til sit job.
Meget dygtig.
Hmmm, jeg må hellere få arrangeret en rapport til Von
Niemann, tænke Knecht og åbnede et skab i reolen bag sig.
"Det er ved at være tid til Deres medicin," mumlede han
og tog en taske ud fra skabet. I tasken lå en større samling
piller, som ingen andre end Silva og Knecht og et par
enkelte læger kendte noget til. Hvis det kom ud, at Olivéro
R. Silva var så syg, som han var, ville han straks blive
frataget sit embede. Og Knecht ville ryge med ud.
"Åh, tror De ikke, at vi kan springe over en enkelt gang?"
spurgte Silva forhåbningsfuldt. Men hans stemme afslørede
hans frygt. "Jeg får det så dårligt af de piller. Jeg bliver så
træt af dem."
Knecht skjulte et ondskabsfuldt smil og blandede et lille
bæger fyldt med røde og grønne og tofarvede og hvide
piller. "Men De får det endnu dårligere, hvis De ikke tager
pillerne hr. Silva."
Olivéro sukkede. Han havde ikke kontrol over sit arbejde.
Hver gang han havde taget sin medicin, indgik han
underlige aftaler eller fortrolige papirer forsvandt. Og han
kunne aldrig rigtig huske noget om det. Det var som om, at
nogen styrede hans gerninger, når han var under påvirkning
af pillerne. Han vidste, at det var frygteligt farligt, og han
var konstant bange for at blive fanget i en umulig situation.
Heldigvis fandt Knecht altid en løsning på problemerne.
Hvad skulle han dog gøre uden ham? Knecht var en meget,
meget dygtig mand.
​Kapitel 24: Sprænghoved
Wolf havde prøvet det før. At teleportere en bombe til
Europa. Ikke en atombombe, men blot en almindelig
bombe, der dog var stor nok til at komme i nyhederne, så
han kunne få bekræftet, at sprængningen var lykkedes. Han
havde valgt et forholdsvis anonymt område ved SaintDizier i Frankrig – tæt nok på Paris til at være en god
generalprøve, men langt nok væk til ikke at aflyse den
kommende traktatceremoni.
Da bomben i Saint-Dizier viste sig at være en success,
havde han været tæt på at aflyse bombningen af
Berlaymont-bygningen. Planen virkede pludselig så
begrænset og besværlig, nu hvor han kunne placere en
atombombe hvorsomhelst og nårsomhelst. Men alt havde
været parat, og Wolf havde foretaget den rituelle ceremoni
her på Territorio Escondido på samme tidspunkt, som
bomben skulle have udslettet Europakommisionen i
Bruxelles. Men nogen havde forpurret den plan. En agent
fra den europæiske efterretningstjeneste havde kørt bomben
ned i undergrundsbanen.
Nå, skidt. Wolf havde en ny bombe og en bedre plan.
Tidspunktet kunne ikke have været mere perfekt. Præcis i
disse dage afholdt den Europæiske Union en stor ceremoni
for underskrivelsen af den nye forfatningstraktat. Wolf
interesserede sig normalt ikke for den slags, men præcis
denne ceremoni havde hans opmærksomhed. Samtlige
europæiske statsledere og en hel del medlemmer af
kongehusene var samlet i Paris for at deltage i
festlighederne. Der blev afholdt store banketter, overværet
smukke balletter og opført de bedste operaer. Enhver
kulturperson, der ville ses, var også i Paris. Både de største
skuespillere og de mest populære musikere, og selvfølgelig
var alle topchefer for de store europæiske industrier også
med. Kort sagt alle der havde nogen form for magt eller
indflydelse befandt sig i denne uge i den franske hovedstad.
De fineste hoteller var fyldt til randen, og hundrede tusinde
menige borgere festede i gaderne. Alt var selvfølgelig
styret af politiet og det europæiske militær. Enhver general
af betydning havde derfor også fundet en undskyldning for
at involvere sig personligt i sikkerhedsarbejdet. Ingen ville
være uden for. Ingen ville gå glip af Paris i netop denne
uge. Der blev ikke kun underskrevet en historisk traktat,
som ville sikre freden i Europa i al fremtid. Der var også et
utal af muligheder for at møde de rigtige mennesker og
skabe de rigtige kontakter. Altså mulighed for at tilegne sig
mere magt og mere indflydelse.
Wolf greb sig selv i at nynne, mens han åbnede den
grønne metalkasse med radioaktivitetsymbolet. Han
ænsede slet ikke Oleg Kuznetsov, der stiltiende var trådt til
side. Den ene halvdel af hans sind arbejdede metodisk med
udførslen af hans plan. Atomsprænghovedet skulle armeres
og placeres i Geocentrifugen, og så skulle han i gang med
at udvælge koordinaterne for dets destination og
sprængning. Den anden halvdel af ham var opslugt af det
kaos, han snart ville skabe. Som Molochs Tjenere ville
skabe.
Dette var kultens største og bedste chance nogen sinde for
at hugge hovedet af Europa, så Moloch kunne vende tilbage
som den gamle verdens retmæssige hersker. Ammonitterne
havde brændt få mennesker ad gangen, og det havde
selvfølgelig ikke været nok til at kalde Moloch frem. Wolf
rystede på hovedet af det gamle folk, som tydeligvis ikke
havde forstået noget af det hele.
Onkel Heinrich havde gjort et godt forsøg under Anden
Verdenskrig, men selv han havde ikke kunnet brænde mere
end et par hundrede sølle mennesker ad gangen.
Selvfølgelig havde han været begrænset af
omstændighederne, men Wolf var ikke sikker på, at hans
onkel virkelig havde forstået, hvad der skulle til.
Moloch ville rejse sig af blod og kaos.
Hundredetusindevis af brændte sjæle ville nære hans
genopstandelse, og i et samfund uden ledere ville Europas
forvirrede og skræmte borgere snart underkaste sig hans
vilje. Wolf vidste, at udslettelsen af Paris med sine godt to
millioner indbyggere ville være et tilstrækkeligt stort
offer. Rigeligt med blod ville blive spildt. Og hvis ofrene
inkluderede samtlige ledere og magthavere fra de
europæiske lande, ville sjælene ofret til Molochs storhed
vær så meget mere nærende. Som en strategisk bonus ville
Europa være blottet for ledelse, som en hund uden hoved,
som en hær uden officerer. Wolf smilede.
Den grønne metalkasse åbnede sig for ham, og Wolf
stirrede på det koniske 8F116 atomsprænghoved der lå
blottet foran ham. Så meget ødelæggelse i så beskeden en
beholder. Intet våben var større eller smukkere. Wolf
betragtede sprænghovedet som det fineste stykke kunst.
8F116 havde en sprængningskraft på 6 megaton.
Tidspunktet var perfekt, tænkte han og signalerede til
mændene, at de skulle køre de elektriske hejseværk ind, så
det over to ton tunge sprænghoved kunne blive løftet op af
kassen.
​Kapitel 25: Det gemte territorie
Den sorte Jeep trak en hale af støv efter sig, da den pløjede
sig gennem det tørre landskab i Chile. Inde i Jeepens kabine
sørgede airconditionsystemet for, at lufttemperaturen lå
fast på 18 grader, og de to mænd drak koldt vand, mens de
nærmede sig rejsens mål. De var kolleger i den forstand, at
de udførte det samme job for hvert deres land. Bilens fører
hed Ricardo Sánchez og arbejdede for den chilenske
efterretningstjeneste ANI, hvor han flere gange havde
samarbejdet med agenterne fra EIS. Sánchez havde rullet
ærmerne op på sin hvide skjorte, og med de sandfarvede
bukser, den moderne frisure og de dyre Ray-Ban solbriller
lignede han mere en rig forretningsmand end en
regeringsagent.
Max Brant sad i passagersædet. Han havde taget sin
bandage af armen, for den kunne blive en farlig hindring,
hvis de mødte fjendtlig modstand.
"Det giver bare ingen mening. At sprænge en bombe på en
eng i Frankrig. Der er ingen, der bygger så kraftig og dyr
en bombe og transporterer den ind i hjertet af Europa blot
for at futte et stykke skov af. Nu er franskmændene i
yderste alarmberedskab, og bombemændene har ikke en
chance for at ramme Paris. Jeg siger dig Max, der er ingen
fornuft i det. De må være snotdumme," sagde Ricardo
Sánchez.
"En skov OG en lokal jæger," svarede Max.
"Ja ja, men alligevel ..."
Max kiggede ud af Jeepens vindue, hvor det tørre
ørkenlandskab ikke havde ændret sig en smule, mens de
kørte. "Måske har du ret," sagde Max. "Men hvad nu hvis
de ikke er dumme? Lige nu passer alle på Paris, men sæt de
går nordpå til Bruxelles eller sydover til Zürich i stedet
for?"
"Nej nej, det vil jo ... det ... øhhh"
Max tog en tår vand og spurgte Ricardo, om de snart var
fremme.
"Lige om et øjeblik," svarede han fjernt, mens han
grublede over, hvad Max havde sagt. Kort efter rundede de
nogle stenfyldte bakker, og prærien strakte sig igen tom og
gold foran dem.
"Der ligger det," sagde Sánchez og pegede frem for sig.
Først kunne Max ikke se, hvad Sánchez så, men så
dukkede det frem af disen. Et hegn strakte sig til begge
sider, så langt øjet rakte, og vejen de kørte på ledte op til en
port. Faktisk var det bare en åbning i hegnet med en låge og
et skilt ovenover, hvor der stod Territorio Escondido.
"Hvad betyder det egentlig, Territorio Escondido?"
spurgte Max.
"Tjah, det kan vel oversættes til Det Gemte Territorie
eller måske Det Lurende Territorie," mumlede Ricardo
Sánchez, da de nærmeres sig porten. Inden for hegnet stod
der et lille bitte hus, og da lyden af bilens motor nåede det,
kom en vagt ud af huset. Ricardo og Max kunne ikke se et
våben, men de var sikre på, at han havde det et sted.
"Hvem er I, og hvad er jeres ærinde?" spurgte han brysk,
da de stoppede foran lågen. Ricardo og Max havde ikke
forberedt en dækhistorie og fandt det iøvrigt også nemmere
blot at holde sig til sandheden. Ingen vidste jo, hvad de
mistænkte.
"Vi er fra regeringen. Vi skal tale med hr. Hitzig. Hr.
Heinz Hitzig," svarede Sánchez.
Vagten trådte et skridt væk – uden tvivl så han hurtigere
ville kunne trække sit våben. "Vi har ingen af det navn her.
De må straks vende om."
Ricardo og Max kiggede på hinanden. Det ville ikke gå så
nemt, som de havde håbet.
​Kapitel 26: Ubudne gæster
Wolf havde netop fået placeret det tunge
atomsprænghovede i Geocentrifugen, da hans mobiltelefon
gav lyd fra sig. Han var ikke interesseret i opkald lige nu,
men da han så, at det var hans sikkerhedschef der ringede,
svarede han alligevel.
"Vi har ubudne gæster hr. Von Niemann. Portvagten
nåede at aktivere den lydløse alarm, før de overfaldt ham
og efterlod ham bagbundet."
"Jamen så find dem og smid dem ud. Nej, giv dem en
omgang tæsk og smid dem så ud. Hvorfor forstyrrer du
mig med den slags småting?" svarede Wolf vredt. På
computerskærmen foran ham var han ved at kalibrere
Geocentrifugen. Koordinaterne til Paris havde han i
hovedet, og om lidt ville han taste dem ind i systemet. Så
var han klar til at føre sin dødelige plan ud i livet.
"Problemet er, at de besøgende identificerede sig som
regeringsagenter. Det kunne enhver selvfølgelig gøre, men
de spurgte efter Heinz Hitzig, og det navn er der ikke ret
mange, der kender."
Wolf stivnede. Var de kommet på sporet af Heinz? Så
kunne det kun være på grund af bomben ved Berlaymontbygningen. En god aktion der desværre var blevet forpurret
af en EIS-agent. Hvad hed han nu? Wolf havde fået det at
vide, men huskede det ikke helt præcist.
"Fik portvagten deres navne?" spurgte han
sikkerhedschefen. Mobiltelefonen var blevet varm i hans
svedige hånd.
"Ja. Lad mig se ... Ricardo Sánchez, en agent fra den
chilenske efterretningstjeneste – vi har jo en liste over alle
deres folk. Det andet navn kender jeg ikke, men han var vist
en udenlandsk observatør af en art. Max Brant var navnet."
Max Brant. Det var lige præcis navnet. I det øjeblik vidste
Wolf med sikkerhed, at den europæiske
efterretningstjeneste havde opdaget ham. Spørgsmålet var
blot, hvor meget de vidste. Sikkert ikke det hele, siden de
blot kom kørende op til porten og præsenterede sig.
"Aktiver straks alle forsvarssystemer. De to skal fanges.
Jeg kommer med det samme," sagde Wolf og afbrød
forbindelsen. Geocentrifugen var færdigkalibreret til sin
farlige last og manglede kun at få at vide, hvor den skulle
teleporteres hen. Men før Wolf kunne tænke på den slags,
måtte han eliminere den trussel, der var dukket op.
Heldigvis var han forberedt på den slags problemer. Så
vendte han sig mod den russiske kurer. "De bliver her og
passer på sprænghovedet og Geocentrifugen. Hvis nogen
anden end mig nærmer sig, så skyder De først og spørger
bagefter. Forstået?"
Ikke en muskel rørte sig i Oleg Kuznetsov ansigt, da han
nikkede tavst. Wolf fik kryb af manden, men han var en
god leverandør, så han kunne ikke tillade sig at skyde ham.
I hvert fald ikke endnu.
Wolf forsvandt ud af døren og hastede mod
sikkerhedsstyrkens overvågningskontor. Helt automatisk
trak han sin pistol frem. Man kunne ikke se det, hvis man
ikke vidste det, men Territorio Escondido var bevæbnet til
tænderne og kunne modstå ethvert angreb. Det var et
regulært ørkenfort i forklædning som en fredelig ranch, og
Wolf havde selv indrettet våbenanlæggene. Enhver, der
forsøgte at trænge ind, ville blive ubehageligt overrasket.
Kort efter ville de være døde.
​Kapitel 27: Henrettelsen
Fire mænd trådte ud af døren efterfulgt af to andre mænd
med maskinpistoler. Max og Ricardo stod skjult bag et par
buske ved en lille, fjerntliggende bygning og betragtede
dem først med interesse og så med bekymring. Der var
noget galt.
"Ser det ikke ud som om, at de forreste mænd bliver truet
fremad af de to bagerste med våbnene?" spurgte Ricardo
stille.
"Det er der vist ingen tvivl om," svarede Max. "Jeg ved
ikke, hvad deres problem er, men det er meget snart vores."
"Vores?"
Max begyndte at trække sig tilbage fra busken. "De
kommer lige hen imod os, så med mindre de skal ind i den
her bygning, bliver vi meget snart opdaget."
De seks mænd var cirka 50 meter fra den lille bygning,
der kun husede en ældre pickup-truck og diverse redskaber
til vedligehold af ejendommen. En havetraktor, nogle skabe
med værktøj, et stort arbejdsbord og diverse dunke med
olie og benzin og ukrudtsmiddel. Bygningen var et
kombineret redskabsskur, garage og værksted, som to
ansatte havemænd brugte til at holde udendørsarealerne
omkring Territorio Escondido i stand med.
På højre side af bygningen stod nogle buske, men Kaushal
Daswani vidste ikke, hvad der var bag ved bygningen. Han
havde aldrig været deromme, og han gik ud fra, at der blot
var det samme øde landskab, som man så alle andre steder.
Et landskab uden mennesker og med et meget sparsomt
dyreliv. Men med masser af plads til fire friske grave.
"Hvis I har nogen gode ideer," sagde han til sine
kollegaer, "vil jeg meget gerne høre dem."
"Stille!" beordrede en af soldaterne bag dem.
De fire forskeres håb svandt yderligere. Ingen af dem
kunne rigtig forstå, at de snart ville blive skudt som
uønskede hunde. Deres ellers så skarpe hjerner var
lammede af frygt.
Hele vejen hen til bygningen håbede Daswani på, at de
ville finde en udvej. Wolf ville komme styrtende og
fortælle dem, at det bare var en advarsel. Eller soldaterne
ville forbarme sig over dem. Men de gik rundt om buskene
og om bag bygningen, uden at det skete.
"Ned på knæ. Hænderne bag ryggen," bjæffede den ene af
soldaterne.
"Kripyaa!" udstødte Daswani og rakte hænderne ud mod
soldaterne. Ubevidst havde han brugt sit hinduistiske
modersmål for at bede soldaterne om nåde. "Skyd os ikke.
Begå ikke den værste af alle forbrydelser." Daswani greb
efter ordene som måske ville blive hans sidste. "Tænk hvis
I var i vores sko. Ingen vil dø på denne måde."
En af soldaterne rettede sin maskinpistol direkte mod
Daswani. "Du kan gå på knæ, eller du kan lade være." De
stirrede på hinanden. "Det gør ingen forskel for mig."
For Daswani stod tiden pludselig stille. Hans indså, at
dette var øjeblikket, hvor han ville mærke kuglerne
gennembore sin krop. Om lidt ville hans liv være slut, og
han ville møde sin hinduistiske gud Ram. En overraskende
fred fyldte ham, og han ænsede ikke længere landskabet
eller bygningen eller sine tre kolleger. Han så kun soldatens
øjne og derigennem Wolf. Dette menneske var ikke stærkt
nok til at have en egen vilje. Det havde overladt kontrollen
og ansvaret for alle sine gerninger til et stærkere dyr i
flokken. Til Wolf. Og derfor var det i realiteten Wolf selv,
der stod foran ham og strammede fingeren om aftrækkeren.
Daswani følte medlidenhed med soldaten, og han følte sig
parat til at dø. "Så skyd da," sagde han.
Pludselig styrtede soldaten til jorden. En mand var landet
oven på ham, og i samme sekund landede en anden mand
oven på den anden soldat. Daswani forstod ikke, hvad der
foregik. Et virvar af arme og ben sloges på jorden foran
ham, og et øjeblik efter lå de to soldater bevidstløse og
afvæbnede.
"Max Brant, EIS," sagde den af mændene, som var hoppet
ned fra taget på soldaten, inden han nåede at skyde
Daswani. Nu rakte han hånden frem mod ham. "Hvad sker
der her?"
​Kapitel 28: Glem alt om byer
"I må hjælpe os. Han har taget Geocentrifugen. Han har en
atombombe," fremstammede Daswani febrilsk. De tre
russere stod bag ham og havde tændt deres cigaretter, mens
de betragtede landskabet omkring dem. Max bemærkede, at
de virkede helt upåvirkede af den afbrudte henrettelse. Gad
vide, hvad de havde oplevet, før de kom hertil.
"Vent!" sagde Max. "Hvem er I? Og hvem har en
atombombe? Fortæl os det hele."
Daswani sukkede. "Der er ikke meget tid. Vi skal ind i
laboratoriet, før det er for sent. Kom, I får den korte
udgave af historien imens." Med Daswani i spidsen
begyndte Max og Ricardo at snige sig gennem Territorio
Escondidos bygninger. Daswani tog dem gennem gange,
der sjældent blev brugt, mens han hviskende fortalte om
Geocentrifugen.
"Det hele handler om teleportation, som I måske ved er en
teknik til at flytte ting over lange afstande. Hvis man
eksempelvis har en kasse appelsiner i Sydafrika, kan
teleportation sende dem til New York på under et sekund.
Hvis man altså har en fungerende teleportør, hvilket ingen
har haft. Ikke før nu." Daswani gik ud fra, at han hellere
måtte hoste op med baggrunden for hele historien.
"Man har altid troet, at Skoleskibet København sank i
Sydatlanten i 1928, da det var på vej fra Buenos Aires til
Adelaide i Australien. Men sandheden er en anden. I
virkeligheden var skibet lastet med verdens første
teleportør, der delvist var udtænkt af den danske fysiker
Niels Bohr. Man turde ikke afprøve teknologien i land, for
man vidste ikke, hvor slemt det kunne gå, hvis det gik galt.
Derfor var det besluttet, at man skulle prøve at teleportere
København et antal gange ude på det tomme ocean."
Max havde allerede en fornemmelse af, hvor historien bar
hen, men han lod Daswani fortælle videre uden at afbryde.
"Desværre gik eksperimentet ikke helt efter planen.
København blev teleporteret, men ingen vidste hvorhen.
Heldigvis stoppede det ikke teorien om teleportation. Niels
Bohr diskuterede resultaterne med sin gode ven Albert
Einstein, der arbejdede i USA, og 15 år senere forsøgte
Einstein at gentage eksperimentet med en videreudvikling
af Bohrs teleportør. I 1943 teleporterede han det
amerikanske krigsskib USS Eldridge fra Philadelphia i
Pennsylvania til Norfolk i Virginia, men den amerikanske
flåde benægter det naturligvis."
"Jeg har hørt om det der," indskød Ricardo Sánchez.
Daswani fortsatte. "Så vidt jeg ved, har ingen beskæftiget
sig seriøst med teleportering siden da. Ikke før Heinrich
Von Niemann fandt Skoleskibet København nede ved øen
Isla Desolación. Det må være ankommet i en frygtelig
storm, for det var slemt tilredt og kunne ikke sejle. Men
heldigvis kunne det flyde. Von Niemann vidste naturligvis
ikke, hvad han havde fundet, men han var smart nok til at
hyre nogle dygtige fysikere deriblandt en svensk teamchef
der hed Eric Kronvogel. Han stod for analysen af Bohrs
teleportør, og han troede, at han havde forstået den, da vi
skulle afprøve den. Men han tog fejl. Skibet forsvandt, og
vi har ikke set det siden."
Max brød ind med en bemærkning. "Det endte på
Sydpolen, hvor nogle studerende fandt det og pillede ved
det. Det var i hvert fald deres forklaring, da de pludselig
dukkede op sammen med skibet i den jordanske ørken."
Daswani stoppede og stirrede på Max. "Siger du, at de
teleporterede skibet med dem selv ombord? Og de
overlevede det?"
"Ja," sagde Max. "Det gør jeg vel."
Daswani smilede stort. "Det er fantastisk. Vi har ikke
turdet teleportere et menneske endnu. Vi vidste ikke, om
man mentalt ville kunne overleve teleportering, eller om
man måske ville blive sindsyg. Men det kan man altså."
Daswani stirrede frem for sig. "Det åbner jo hele verden."
"Skal vi ikke se at komme videre," indskød Ricardo.
Daswani begyndte at gå.
"Tænk at man kan teleportere mennesker og ikke blot
ting. Når man kan teleportere ting, bliver der ikke længere
brug for fragtskibe og godsjernbaner og lastvogne. Det er
en revolution i sig selv. Men når man kan teleportere
mennesker, vil det betyde afslutningen på al transport.
Måske på nær lystbåde og smarte sportsvogne. Og glem alt
om byer."
"Byer? Hvorfor skal vi glemme byer?" spurgte Ricardo.
"Hvis man kan teleportere sig mellem to positioner på
planeten på under et sekund, er det jo ikke længere vigtigt,
hvor man bor. Så hvorfor ikke bo ved en bjergsø i Alperne
eller på en strand i Caribien, men tage på arbejde i en
virksomhed, der ligger i Afrika? Al transportbesværet er jo
væk. Men det stopper ikke der. Vand og mad og nødhjælp
kan pludselig nå selv de mest afsidest liggende egne,"
nærmest jublede Daswani.
"Hvad med atombomber?" spurgte Max.
Daswanis ansigt blev mørkt. "Vi udviklede
Geocentrifugen på baggrund af det, vi havde lært af Bohrs
teleportør i København, og hvad vi havde læst om Einsteins
eksperimenter. Vi var drevet at store mænds drømme. Af
døde mænds drømme. Geocentrifugen er det navn, vi har
givet vores egen teleportør. Faktisk virkede Bohrs model
ret godt, men den var ikke præcis nok. Den blev mere og
mere upræcis, jo længere væk målet lå. Derfor endte
København heller ikke der, hvor det skulle. Hverken Bohr
eller Einstein havde nøjagtige informationer om jordens
magnetfelter, men takket være moderne satelitter, er det
blevet tilgængelig viden. Og ved at tage højde for disse
magnetfelter, har vi kunnet teleportere ting med langt
højere præcision. Vi kan nå ethvert sted i verden inden for
cirka en meter."
"Siger du, at jeres Geocentrifuge kan placere en
atombombe hvor som helst i verden på under et sekund?"
spurgte Max.
Der lød et brag fra en pistol, og Ricardo Sánchez faldt
om.
​Kapitel 29: Ingen tid til blod
Fordømt! tænkte Wolf og vendte om. Max Brant var
allerede inde i bygningen. Daswani havde ledt ham uden
om forsvarsværkerne. Men Daswani skulle ellers havde
været død. Man kunne da heller ikke stole på nogen
længere.
Efter hans sikkerhedschef havde rapporteret om
sammenstødet med Max Brant og Kaushal Daswani og
Ricardo Sánchez, som blev skudt, havde han ændret taktik.
Nu galdt det om at få startet ceremonien til at hidkalde
Moloch, og det galdt om at få atombomben afsted til Paris
på det rette tidspunkt. Wolf skyndte sig tilbage mod
laboratoriet. For en sikkerheds skyld ville han postere
nogle svært bevæbnede mænd uden for døren, men han var
klar over, at han hellere måtte korte ceremonien ned til det
kortest mulige. Daswani ville styre mod Geocentrifugen,
det var helt sikkert. Men Wolf havde ikke tænkt sig at lade
ham overleve, næste gang han så ham.
"SKYD DEM. DRÆB DEM. SLÅ DEM IHJEL," råbte
han ind i sin mobiltelefon, så hans sikkerhedschef ikke var i
tvivl om, hvad han skulle gøre. "Halvdelene af folkene skal
omringe laboratoriet, så ingen slipper ind. Den anden
halvdel skal finde og udslette Daswani og Max Brant og
alle andre, der hjælper dem."
Mens han gøede kommandoer, planlagde han ceremonien
til Molochs genopstandelse. Han måtte droppe blodlysene
og knoglerne. Den rituelle sorte og purpurfarvaede kappe
med de påsyede menneskehår havde han heller ikke tid til
at hente. Faktisk måtte han nøjes med de gamle
besværgelser, og Wolf måtte erkende, at dette slet ikke var
så dårligt endda. Han havde aldrig haft så meget fidus til
onkel Heinrichs afbrænding af lysene, der var lavet af voks
og menneskeblod, og kappen og knoglerne og det andet
tilbehør virkede også lidt overflødigt.
Hvis Moloch virkelig kunne genopstå, ville han ikke være
interesseret i omstændighederne. Det havde Wolf altid
tænkt, men aldrig vovet at sige. Nu var tiden imidlertid
knap, og det var ham, Wolf, der skulle forestå ceremonien
og blive Molochs højeste tjener. Drømmene om ubegrænset
magt og rigdom spøgte fristende bagerst i hans sind, da han
kom i tanke om, at teksten til ammonitternes besværgelser
lå i boksen i hans privatbolig. I et kort øjeblik overvejede
han at sende en anden hen efter dem, men den chance turde
han alligevel ikke tage. Han stolede ikke nok på
sikkerhedsfolkene til at betro dem noget så dyrebart. Han
måtte selv gøre det, og Wolf ændrede retning mod sin
bungalow.
​Kapitel 30: Hvilket liv er vigtigst?
"Hurtigt, vi er der næsten," gispede Daswani med Ricardos
vægt hængende tungt på sine og Max’s skuldre. Ricardo var
blevet ramt i benet og kunne ikke gå. Kuglen havde ramt
nogle store årer, og han mistede meget blod. Hvis han ikke
fik lægehjælp hurtigst muligt, ville han dø af blodtabet.
Max ledte febrilsk efter en mulighed for at redde hans liv.
Hverken han eller Daswani var læger, og han regnede ikke
med at finde en skadestue her på Territorio Escondido. Han
var fanget mellem to onder. Enten måtte han ofre Ricardos
liv for at redde en masse mennesker fra at blive ofre for en
atombombe. Alternativt kunne han forsøge at flygte og
redde Ricardos liv, men det ville betyde døden for
tusindevis af mennesker.
Logikken talte sit eget, tydelige sprog. Ricardo Sánchez
var chilensk agent, og det var en del af hans job at sætte sit
liv på spil, hvis situationen krævede det. Ofrene for
atombomben ville derimod nok være mange, og de ville
sandsynligvis være uskyldige. Max vidste ikke, hvor Wolf
Von Niemann havde tænkt sig at sende bomben hen, men
det var sikkert ikke til Sydpolen.
"Aaaaarrggh!" stønnede Ricardo, da de rundede et hjørne
og kom til at støde hans ben. Han var svag og havde svært
ved at holde bevidstheden.
Måske er der slet ikke noget valg, tænkte Max. Måske
ville Ricardo dø hurtigere, end det kunne lade sig gøre at
redde ham.
"Der er døren," stønnede Daswani og styrede dem mod en
anonym dør længere fremme. I gangene bag dem kunne de
høren lyden af løbende støvler, der nærmede sig. Uden
tvivl flere soldater, der uden tvivl havde ordre til at skyde
for at dræbe.
Max og Daswani halvt løb med Ricardo hængende
imellem sig. Max havde frygtet, at døren ville være låst,
men det var ikke tilfældet. Daswani satte sin finger på en
lille plade og stirrede roligt ind i en irisscanner, der
genkendte hans pupil. Så klikkede låsen, og Daswani tog i
håndtaget og åbnede døren. Men det var svært at komme
ind ad døren på samme tid alle tre. Bag dem kunne Max
høre soldaterne larme. De måtte være lige ved at dreje om
hjørnet. Om et øjeblik ville de være opdaget.
"Kom nu," hissede Daswani og rykkede i Sánchez, der
udstødte nogle ubehagelige lyde.
"Han sidder fast," knurrede Max. "Han sidder fast i et
eller andet." Max og Daswani var begge inde i laboratoriet,
men de kunne ikke få Ricardo med sig.
"Det er hans bukseben. Her..." Max bukkede sig ned. "Det
er fanget i hængslet." Halvvejs liggende hen over Ricardo
og let hvilende på hans dårlige ben frigjorde Max
buksestoffet fra dørens hængsel.
"Nu! Hiv!" kommanderede han Daswani, der trak Ricardo
ind i laboratoriet. Max lå på knæ med hovedet stikkende ud
af døren og forventede, at en soldat ville komme rundt om
hjørnet og se ham netop i dette øjeblik. Der var ikke tid til
at rejse sig op. Max stødte fra med hænderne og kastede sig
baglæns ind i lokalet, uden at se, hvor han landede. Bare
han ikke ramte Ricardos ben.
Inden han ramte gulvet sparkede han ud med foden og
ramte døren, der svingede i med smæld. Et meget højt
smæld, synes Max, og et øjeblik efter hørte han soldaterne
ude på gangen. Havde de set døren lukke? Havde de hørt
den?
Der var ingen, der forsøgte at åbne døren. Max håbede, at
soldatene blot skulle bevogte laboratoriets indgang og ikke
trænge ind. Forsigtigt og lydløst kom han på benene og
vente sig om for at hjælpe Daswani med Ricardo. Men
Daswani var ikke ved at hjælpe Ricardo. Han stod
fuldstændig stille og stirrede på en mand, der pegede på
dem med en pistol. Max havde fuldstændig glemt, at der
kunne være nogen i laboratoriet. Heldigvis var Von
Niemann her ikke. Det var Oleg Kuznetsov til gengæld.
Max skulle til at sige noget, da den skaldede mand med
det blinde øje rettede pistolen mod ham.
​Kapitel 31: Max lyver for livet
"Oleg Kuznetsov. Verdens mest eftersøgte terrorist. Jeg
tænkte nok, at det var dig, der stod bag alt dette," sagde
Max Brant og satsede på, at manden foran ham med det
mælkehvide øje virkelig var Kuznetsov. Max kunne kun
finde på én ting for at undgå, at manden foran dem skød
dem på stedet. Han måtte lyve for sit liv og overbevise
Kuznetsov om, at hele verden stod på spring for at straffe
ham for Von Niemanns forbrydelser.
Kuznetsovs øjne opspiledes et øjeblik. "Hvad?" var alt,
han kunne sige.
"Hvad!" gentog Max Brant hånligt. "Er det virkelig alt,
den berygtede Kuznetsov har at sige? Efter at have dræbt
over tusinde mennesker i Europa, kan han kun sige 'Hvad?'"
Max Brant forsøgte ikke at skjule foragten i sin stemmen.
Han drejede hovedet mod Daswani, der havde lagt Ricardo
på et bord. "Man havde forventet lidt mere, ikke?"
Daswani så forvirret på Max, men valgte at tie.
"Jeg har ikke dræbt nogen i Europa," svarede Kuznetsov.
"Jeg er ikke terrorist."
"Nej, nej, nej," stønnede Max. "Hav i det mindste den
anstændighed ikke at spille uskyldig. Når du nu er tidens
største massemorder, kan du lige så godt stå ved det. Det
andet virker så .. så ynkeligt."
"Massemorder?" udbrød Kuznetsov. "Hvem er De, og
hvad taler De om?"
"Mit navn er Max Brant. Jeg er EIS-agent, men det ved du
selvfølgelig godt. Dit terrornetværk ved næsten alt. Og jeg
snakker selvfølgelig om bomben i klosteret ved SaintDizier, der dræbte 214 nonner. Og jeg snakker ikke mindst
om bomben ved Berlaymont-bygningen, som kostede mere
end 900 uskyldige mennesker livet. Og nu dette:" Max
pegede på atomsprænghovedet. "Hvor mange vil du slå
ihjel med den der? Og hvor henne?"
Max måtte opfinde de grusomme historier på stedet, men
planen virkede. Kuznetsov var tydeligvis forvirret, og
Daswani forstod heller ikke, hvad Max foretog sig. Men
han havde en anelse.
"De tager fejl," erklærede Kuznetsov med fornyet styrke
og løftede sit våben mod Max. "Jeg har ikke bombet nogen.
Det er ikke mig."
"Sig det til EIS. Sig det til Interpol. Du kan også sige det
til CIA eller MI5 eller FSB. Eller du kan fortælle det til
Ricardo Sánchez her, som er ANI-agent. Stort set alle
politi- og efterretningstjenester leder efter dig. Tror du
virkelig, at vi ikke ville opdage, at sprængstoffet fra SaintDizier havde samme kemiske profil som Berlaymontbomben? Og Berlaymont kan du i hvert fald ikke løbe fra.
Vi fulgte dig hele vejen fra Novovoronezh, hvor du hentede
plutoniummet, gennem Europa og til Bruxelles. Jeg var der
selv, Oleg Kuznetsov."
Max var varmet godt op nu.
"Først kunne jeg ikke forstå, hvad du ville i Chile. Ja, jeg
fulgte selvfølgelig efter dig. Du er ikke særlig svær at
skygge. Men når jeg ser sprænghovedet her, forstår jeg alt.
Spørgsmålet er blot, hvor du havde tænkt dig at fyre den
der kineser af?"
Daswani kunne se, at Kuznetsov var rystet. Han svedte, og
pistolen rystede let i hans hænder.
"Tillykke Kuznetsov. Du vil blive husket som
verdenshistoriens største uhyre." Max løftede hånden og
bevægede den roligt fra venstre mod højre i øjenhøjde for
at illustrerere et banner med berømte navne.
"Oleg Kuznetsov. Større end Sjakalen Carlos. Endda
større end Bin Laden. Han myrdede flere civile en nogen
anden enkeltperson. Og han døde under mystiske
omstændigheder i et fængsel i Chile, hver en knogle i hans
krop var brækket, og hans øjne var skåret ud."
"STOP!" råbte Oleg. "Det er IKKE mig. Det er Von
Niemann. Det er ham, der laver bomberne. Jeg leverer kun
atomaffaldet og sprænghovedet. Jeg er kun kurer."
Kuznetsovs stemme skælvede, og pistolen pegede nu mod
Max’ fødder.
"Hold nu op," lo Max hånligt. "Von Niemann har ikke
været i Europa. Han har slet ikke været i nærheden af
bomberne. Det var dig hele tiden. Beviserne er tydelige."
"NEJ," bad Oleg Kuznetsov. "Berlaymont-bomben var
Heinz Hitzigs operation. Jeg bragte ham kun atomaffaldet."
"Det var måske da I skiftede vogn i Bruxelles’
industrikvarter?" spurgte Max.
"JA! Lige præcis. De var der jo selv, siger De. De ved, at
det passer. Og de der nonner i Saint-Dizzi ... Saint-Dididiz
..."
"Saint-Dizier" hjalp Max vel vidende, at der aldrig havde
været nogen nonner.
"Rigtigt. Dem havde jeg slet ikke noget at gøre med. Jeg
ved ikke noget om det almindelige sprængstof. Kun de
radioaktive elementer. Var der noget radioaktivt i SaintDizier bomben?"
"Nej," svarede Max kort og lod som om, han var
interesseret.
"Jeg ved ikke, hvorfor Von Niemann ville have et atomart
sprænghoved leveret her til denne chilenske udørk. Jeg
spørger ikke om sådan noget. Jeg leverer bare varerne og
modtager pengene. De MÅ tro mig."
"Tjah, det lyder selvfølgelig meget interessant, men
hvordan skulle Von Niemann få fragtet sprænghovedet
derhen, hvor han vil sprænge det? Hvorfor ikke bare lade
Dem om at levere det et centralt sted?"
"Det kan jeg måske svare på," indskød Daswani, der nu
havde forstået Max’ plan og var parat til at spille med.
"Med min opfindelse her," sagde han og pegede på
Geocentrifugen, "kan Von Niemann sende enhver ting til
ethvert sted på hele kloden. Også steder, hvor man normalt
ikke kan få en atombombe hen. Han kan sende den ind i
forhallen i de Forenede Nationers bygning i New York.
Han kan sende den midt ind på plænen under finalekampen
i fodbold-VM uanset hvor, den afholdes."
"Virkelig?" spurgte Max med falsk forbløffelse.
"Virkelig!" svarede Daswani med stor overbevisning.
Max var stille i flere sekunder, mens han kiggede skiftevis
på Kuznetsov og Daswani. Han så ud som om, han tænkte
grundigt over Kuznetsovs forklaring, men i virkeligheden
havde han udtænkt sin plan, mens han bandt Oleg
Kuznetsov den ene løgn på ærmet efter den anden.
"Hvis jeg vælger at tro på dig," sagde han strengt til
Kuznetsov. "Og hvis jeg kan få os alle ud herfra, vil du så
samarbejde med EIS og andre myndigheder om at opklare
sammenhængen mellem disse bomber?"
"Ja," svarede Kuznetsov. "Ja selvfølgelig," gentog han og
sænkede straks sit våben.
"Daswani," sagde Max. "Hvordan går det med Ricardo?"
"Han er bevidstløs," svarede Daswani opgivende. "Jeg tror
ikke, vi kan ikke redde ham."
"Sig ikke det. Jeg har en plan, og først skal vi have fundet
koordinaterne på Catharina-Ziekenhuis."
"Hvad?" spurgte Daswani.
"Catharina-hospitalet. I Eindhoven. De har nogle meget
dygtige læger der, og de kender mig. Vi kommer ind med
det samme."
"Ahh. Nu forstår jeg," sagde Daswani og begyndte at taste
nogle informationer ind i en computer.
​Kapitel 32: Paddehatteskyen
Wolf kom halvt løbende hen til det massive opbud af
sikkerhedsfolk foran laboratoriets dør. "Har der været
nogen her?" spurgte han.
"Nej, herr Von Niemann," svarede en af folkene. "Ingen
har forsøgt at komme ind."
Wolf sagde ikke mere, men skyndte sig ind i laboratoriet.
"Ingen kommer ind. Og det betyder ingen!" sagde han hårdt
til sikkerhedsfolkene, inden han smækkede døren i.
Nu kunne ingen stoppe ham. Han havde atombomben. Han
havde Geocentrifugen. Og i sin inderlomme havde han sin
onkel Heinrichs håndskrevne besværgelser, der skulle
oplæses under ceremonien, som ville kalde Moloch tilbage.
Wolf glædede sig. Molochs genopstandelse var hans onkels
livsdrøm, men nu var det en død mands drøm. Det var op
til Wolf at sørge for, at drømmen blev virkelighed. Og det
var Wolf, der ville nyde sejrens søde frugter. Pludselig gik
det op for ham, at Oleg Kuznetsov ikke var i laboratoriet.
Man kan da heller ikke stole på nogen, tænkte han.
Kuznetsov havde nok forladt bomben og Geocentrifugen i
samme øjeblik, Wolf havde forladt laboratoriet. Men det
var lige meget nu. Sprænghovedet stod på en lille
rullevogn, og Wolf kunne med største lethed køre den ind
gennem åbningen i Geocentrifugen.
Han skulle have paladser i hele Europa, måske i hele
verden, når Moloch havde lagt Europa under sig. Han
skulle leve i den yderste luksus, og han ville straffe alle,
der ikke udviste den nødvendige respekt for Moloch eller
for ham selv. Hans straffe ville blive hårde.
Wolf indstillede bombens indbyggede ur, så den
detonerede med ti sekunders forsinkelse. Det ville give
ham tid nok til at armere den og teleportere den til Paris,
hvor den ville sprænge på præcis det rette tidspunkt i
ceremonien. Det var ikke vigtigt, hvor i Paris bomben
sprang, men han havde valgt koordinaterne for Garnier
Operaen, hvor alle Europas spidser lige nu var samlet til en
festaften i anledning af den nye traktat.
Da han havde lagt koordinaterne ind i Geocentrifugen, tog
han sin onkels papirer frem. Hans fingre virkede lidt
følelsesløse, og Wolf stoppede et øjeblik for at tænke på sin
onkel Heinrich. Det var ham, der havde gjort dette store
skridt muligt.
Tak onkel Heinrich, tænkte han.
Det var ikke let for Wolf at oplæse besværgelserne. Han
havde ikke øvet dem på samme måde som sin onkel, men
han håbede, at det var godt nok. Ammonitternes sprog var
nært beslægtet med hebraisk og fønikernes sprog, og de
brugte ikke nutidens vestlige bogstaver, men noget der
mindede om gamle aramæiske tegn. Heinrich Von
Niemann havde fået teksterne oversat, så kan kunne læse og
forstå dem, men også så han vidste, hvordan de lød på
ammonitisk. Og det var denne udgave Wolf nu læste op. En
række svære lyde, der faldt hans strube meget fremmede.
Med en rød stjerne havde Heinrich Von Niemann
markeret et ophold i teksten, hvor ofringerne skulle foregå.
Det var her, at ammonitterne havde brændt mennesker
levende, for at hidkalde deres gud. Wolf behøvede ikke at
ty til så ubehagelige metoder. Han skulle blot armere
sprænghovedet og sende det afsted. Så kunne han fortsætte
sin oplæsning. Menneskene ville brænde et andet sted
meget langt væk.
Da han nåede den røde stjerne, rakte Wolf sin hånd ind i
Geocentrifugen mod sprænghovedet. Han rystede lidt uden
at vide hvorfor og trykkede så på den røde knap, der
armerede bomben. På det digitale ur begyndte de ti
sekunder straks at tælle ned. Hurtigt tak han armen til sig
og trykkede på en knap på den computer, der var koblet til
Geocentrifugen. Et grønt lys opstod straks i maskinen, og
Wolf nåede lige at se nedtællingen skifte fra syv til seks, da
bomben forsvandt.
Så sker det, tænkte Wolf. Han havde en underlig hård
fornemmelse i maven, men det var vigtigt, at han fortsatte
sin oplæsning. Det var nu, at Moloch skulle vise sig for
ham.
Inden han nåede at begynde på den første sætning, skete
der dog noget fuldstændig uventet. Et dusin knitrende,
blåhvide lyn slog fra gulvet i Geocentrifugen, og en kraftig
blæst begyndte pludselig at virvle papirer og andre løse
genstande rundt i laboratoriet. Wolfs første tanke var, at
Geocentrifugen var kortsluttet. Heldigvis havde han fået
bomben afsted, inden det skete, men det forklarede ikke
blæsten. Et specielt kraftigt vindstød rev papirerne med
besværgelserne ud af hånden på ham.
"NEJ!" råbte han og sprang efter dem.
Pludselig lagde vinden sig, og lynene forsvandt. Wolf
havde den stærkeste følelse, at noget var meget galt. At han
ikke var alene. Han vendte sig mod Geocentrifugen, hvor et
velkendt, men også særdeles uvelkomment syn mødte ham.
Sprænghovedet var vendt tilbage, og uret talte stadig. Wolf
så det skifte fra fire til tre, og han kunne ikke bevæge sig.
Hans krop var lammet. Uret skiftede fra tre til to. En
isnende kulde fyldte hans krop i stærk kontrast til varmen,
der spredte sig i hans bukser, da han mistede kontrollen
over sin blære. Nu skiftede uret fra to til et. Wolf mærkede
sine ben give efter under ham, og der var ingen sidste
tanke, der gik gennem hans hoved. Kun en tom, flæbende
rædsel der havde stoppet hans åndedræt.
Uret skiftede fra et til nul.
Paddehatteskyen kunne ses langvejs fra, og bragets ekko
sprang mellem Andesbjergene, men ingen uvedkommende
blev ramt af den vældige eksplosion. Territorio Escondido
forsvandt øjeblikkeligt – brændt til ingenting i et enormt
lysglimt sammen med alle soldaterne. Ingen overlevede på
nær tre russere, der flere dage senere kom vaklende ud fra
ødelandet. De havde været på vej væk fra området i en af
Von Niemanns biler, men atomeksplosionens kraft havde
alligevel nået dem og rullet bilen rundt adskillige gange.
De var heldig at overleve, og de var endnu heldigere at
undgå den nedfaldende radioaktivitet, der blev blæst den
modsatte vej af vinden.
De havde ikke meget at sige.
​Kapitel 33: Fremmede stemmer
Lyset skar i hans øjne, og han lukkede dem igen. Han følte
en smerte i sin krop, men han kunne ikke finde ud af,
hvorfra den stammede. Noget gjorde ondt. Det var som om
alt gjorde ondt, men han hørte stemmer omkring sig. Han
forsøgte igen at åbne øjnene, denne gang kun som bittesmå
sprækker, og gradvist vænnede han sig til lyset, der kom
ind gennem vinduet. Alting var så hvidt. Lyset var hvidt.
Væggene og loftet var hvide. Sengen han lå i var hvid.
Stemmerne blev tydeligere. De kom fra et tv, der hang
oppe under loftet. Han forstod ikke, hvad de sagde. Sproget
var ham fuldstændig fremmed. Hvor var han? Hvad var der
sket?
"Er du færdig med at sove?" spurgte en stemme pludselig
ved siden af ham. En stemme han kendte. Ricardo Sánchez
drejede hovedet mod stemmen og åbnede øjnene en smule
mere.
"Du går glip af det hele," sagde manden og pegede på
tv’et. Ricardo genkendte ham. Det var Max Brant. De var i
sikkerhed, men hvor? Og hvordan?
"Hvor er vi?" spurgte Ricardo med en grødet stemme.
"Catharina-Ziekenhuis i Eindhoven. Dit ben er blevet
lappet sammen, og du har fået en masse blod. Det bliver
sikkert en kæmpe regning, men tænk ikke på det. Du kan
nok afdrage det over ti eller tyve år."
Ricardo smilede. Alt var tydeligvis okay. "Hvad skete
der?" spurgte han.
Max forklarede om laboratoriet og konfrontationen med
Oleg Kuznetsov.
"Ham husker jeg slet ikke," mumlede Ricardo.
"Nej, du havde travlt med at dø. Men det ville jo have
været skidt, ikke?"
"Men hvordan kom vi her? Hvordan reddede du mig?"
"Det var ikke mig," sagde Max. "Det var Daswani. Da vi
havde fortalt ham, at de to studerende havde teleporteret
Skoleskibet København og dem selv fra Sydpolen til
Jordan, fik han bekræftet, at man kunne sende mennesker
med hans maskine. Så vi brugte den til at sende os selv
direkte her til hospitalet."
"Du teleporterede mig?" spurgte Sánchez. "Med fare for,
at vi kunne være blevet opløst til atomer og hænge for
evigt et sted i tomrummet mellem Chile og Holland. Uden
at spørge om lov?" Nu var det Ricardos tur til at drille
Max.
"Tjaeh, jeg tænkte, at du ville dø alligevel, så hvorfor ikke
gøre det interessant. Der var jo endda en chance for, at vi
kunne overleve."
Ricardo sagde ingenting, men lukkede øjenene og smilede.
Han var træt, men han måtte vide det sidste.
"Von Niemann og atombomben?"
Nu blev Max’ stemme mere alvorlig.
"Daswani riggede det sådan til, at næsten gang
Geocentrifugen blev brugt, ville den teleportere sit indhold
præcis tilbage til udgangspunktet, uanset hvilke
koordinater man indtastede. Wolf troede, at han sendte
bomben til Paris, men den vendte lige tilbage i synet på
ham. Hele Territorio Escondido er nu et radioaktivt hul i
jorden."
"Paris? Hvorfor Paris?"
"Åhh, det skal du få at vide senere. Wolf var besat af
gamle guder og menneskeofringer. Daswani nåede at tage
en netværkskopi af alle de dokumenter, Wolf gemte i sin
computer. Her kunne vi læse alt om hans vanvittige
planer."
Max regnede ikke med, at Ricardo havde hørt det sidste.
Hans øjne var lukkede og hans åndedræt roligt og rytmisk.
Max rejste sig for at gå.
"Daswani?" hviskede Ricardo Sánchez med lukkede øjne.
"Er Daswani okay?"
"Ja," svarede Max med lav stemme. "Vi er alle okay."
Så gik han ud og lukkede døren bag sig. Der var lige en
enkelt løs tråd tilbage. En ondskabsfuld fyr der skulle
stoppes. Navnet var Heinz Hitzig. Eller måske var det
Konrad Knecht. Uanset hvad han hed, ville Max få ham
bag lås og slå i mange år for spionage og terrorisme. Men
lige nu var Max bare glad for, at alle var okay.