Midt iblandt jer er Guds rige

Erik Fonsbøl
Midt iblandt jer er
Guds rige
Prædikener over Lukasevangeliets tekster
Prædikener fra 2003-2005 holdt i Føns-Ørslev-Udby og Husby kirker.
Ordnet kronologisk i henhold til evangeliet
Tekster ifølge den autoriserede oversættelse af 1992
Bebudelsen af Jesu fødsel
Da Elisabeth var i sjette måned, blev englen Gabriel sendt fra
Gud til en by i Galilæa, der hedder Nazaret, til en jomfru, der
var forlovet med en mand, som hed Josef og var af Davids
hus. Jomfruens navn var Maria. Og englen kom ind til hende
og hilste hende med ordene: »Herren er med dig, du benådede!« Hun blev forfærdet over de ord og spurgte sig selv,
hvad denne hilsen skulle betyde. Da sagde englen til hende:
»Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud. Se, du
skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham
navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn,
og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; han
skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke
være ende på hans rige.« Maria sagde til englen: »Hvordan
skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en
mand.« Englen svarede hende: »Helligånden skal komme
over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor
skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn.
Også din slægtning Elisabeth har undfanget en søn, nu i sin
alderdom. Hun, om hvem man siger, at hun er ufrugtbar, er i
sjette måned; thi intet er umuligt for Gud.« Da sagde Maria:
»Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit
ord!« Så forlod englen hende.
_________________
Vi har jo for længst gennemskuet det med jomfrufødslen som en
konstruktion, der skulle sikre, at Jesus ikke som alle andre mennesker var besmittet af Adams arvesynd, for kun som ubesmittet
af synd kunne han frelse syndige mennesker. En tankegang, som
ikke holder, for Jesus var jo netop fuldt og helt menneske og
omskåret jøde og oven i købet døbt til syndernes forladelse. Han
var jo netop én af os – fuldt solidarisk, og dermed viste han os,
hvad et sandt menneske er værd og kan – viste os vores uanede
muligheder og også vores velkendte begrænsninger som mennesker. Så det med jomfrufødslen siger mig egentlig ikke så meget, og jeg sætter heller ikke dette mellemøstlige renheds- og
jomfruelighedsideal særlig højt. Jeg tror, det udspringer af en
meget patriarkalsk tankegang, hvor kvinden ofte betragtes som
en forbrugsvare, som man så kan købe fra ny eller som brugt og
dermed selvfølgelig i noget lavere kurs. Og hvis den nye viser
sig at være brugt, ja så må handelen gå tilbage. Men der er noget
andet ved Maria, som vi måske savner i vores protestantiske kultur.
De fleste har vel som børn oplevet forskellen på den faderlige og den
moderlige omsorg. Det klassiske eksempel er den strenge fader, hvis
opdragelse var etisk-moralsk bestemt og som gik ud på at forelægge
barnet et regelsæt og nogle konsekvenser her i livet – først og fremmest den smertelige konsekvens af brud på regelsættet, som nogle af
os lidt ældre endnu husker både fra hjem og skole – altid foregik det i
den bedste mening og hensigt for om muligt at få nogle ordentlige
kristne mennesker ud af de uvorne unger. Den moderlige omsorg var
så den, man tyede til, når den faderlige retfærdighed blev for konse-
2
kvent – her søgte man og fik man trøst ligesom på trods – en ufortjent
trøst, som alene hang sammen med moderlig kærlighed og medlidenhed – og her kunne man måske også opnå hjælp til at mildne den vrede retfærdighed: Sig til far, at det ikke var med vilje…
Om det nu er dette familiemønster, der har givet anledning til religionen eller omvendt, er svært at sige, men parallellen er slående, hvis
man kan sige det på den måde, med den retfærdige etisk-moralske
fadergud, som har foreholdt os sit regelsæt og også konsekvenserne af
ulydigheden mod hans bud – nemlig fortabelsen - og så denne modergudinde, der som en rigtig mor så stort på al faderlig retfærdighed og
konsekvens og trøstede og helt klart tog parti for de stakkels uvorne
mennesker.
Ave Maria, gratia plena, Dominus tecum. Benedicta tu in mulieribus,
et benedictus fructus ventris tui, Jesus. Sancta Maria, Mater Dei, ora
pro nobis peccatoribus, nunc et in hora mortis nostrae. Amen.
Hil dig, Maria, fuld af nåde, Herren er med dig. Velsignet er du blandt
kvinder, og velsignet er din livsfrugt, Jesus. Hellige Maria, Guds mor,
bed for os syndere, nu og i vor dødstime. Amen.
Det er nok den mest kendte og brugte katolske bøn – karakteristisk
nok langt mere populær og brugt end Fadervor, og jo, man kan vel
godt savne jomfru Maria, som desværre på det nærmeste blev afskaffet med reformationen for 500 år siden – savne en moderskikkelse
som modvægt mod reformationens meget patriarkalske gudsopfattelse. Det er nok ikke tilfældigt, at den reformatoriske kernesalme over
alle er en kampsang – et krigsråb: Vor Gud han er så fast en borg, som
slutter med de kendte ord: Og tager den onde fjende vores familie med
kone og børn og det hele, ja, så lad fare i Guds navn – Guds rige vi
beholder – underforstået: det er jo dog det vigtigste at sejre over fjenden – langt vigtigere end de svage værdier som familie, kone og børn.
Reformatorisk kristendom blev på mange måder en soldaterreligion,
hvor mennesker blev opfattet og opfattede sig selv som tropper under
kommando med mulighed for både nederlag og avancement – og det
har måske også sat og sætter sit præg på vores nordeuropæiskamerikanske kultur, der ligesom mangler et moderligt og kvindeligt
aspekt, og derfor på mange måder minder om en truckerkultur med de
idealer, som armsved, øl og hårdt arbejde opstiller sammen med en
primitiv og eksklusiv moral med en klar opdeling af dem indenfor og
dem udenfor – vennerne og fjenderne – Gud, konge og fædreland!
Og måske er selv kvindekampen et resultat af reformationen, hvis
kampens mål da var, at kvinder skulle være som mænd – og der er vel
ikke noget værre, end når det er mor, der svinger pisken eller hånden eller når det er kvinder, der står og banker løs på hinanden i en boksering. Jeg savner Maria, Guds moder, gratia plena - fuld af nåde – gratia – ynde - (læg mærke til at sandheden og retfærdigheden er væk
sammen med hele regnskabet) – hun, der på trods af al retfærdighed
går i forbøn for os – hun, der ser gennem fingre med det alt sammen –
hun, der trøster os og altid er os nær med sin moderlige kærlighed.
Grundtvig så det, når han skrev om moders navn som en himmelsk lyd
– i det lever kun fædres ånd, og deri kun hjertet gynger - eller da han
3
skrev sin salme: Nåden hun er af kongeblod: yndig hun er i hver en
dragt, dejlig som duggen i perler - og Schubert og mange andre komponister med ham så det, da de skrev deres Ave Maria, der er en af de
smukkeste og mest intense sange, vi overhovedet har. Ja, få har vel i
den grad været modeller og emner for kunsten som netop Maria.
Og man kan vel spørge sig selv, om ikke det var en bjørnetjeneste,
reformatorerne gjorde os ved at afskaffe mariadyrkelsen i kirken. Trak
de ikke dermed al skønhed og ynde, krop og bevægelse ud af kirken
og efterlod os en gold skolestue under ledelse af overlærer Skelagers
faderlige tugt og formaning.
Mariæ Bebudelsesdag bliver på den måde ikke at betragte som et sidespring fra den rette lære – mere som et pusterum, hvor vi for en gangs
skyld får lov til at dyrke det moderlige og det barnlige i vores ellers
nok så indtørrede kirke- og gudstjenesteliv.
En dag, hvor den slagfærdige patriarkalske lovreligion med dens ene
sande og inderligt retfærdige fadergud modsiges af den yndefulde
kærlighed, som bærer over med sine kære børn, som hun har båret
under sit hjerte.
Fra på søndag – palmesøndag - går det løs igen med den såkaldt nødvendige og retfærdige lidelseshistorie, hvor den strenge fadergud kræver sin patriarkalske ret, og hvor smertens sværd gennemtrænger Marias moderlige sjæl, sådan som den gamle Simeon forudsagde det allerede ved barnets fødsel.
Men her i dag midt imellem krigsreportagerne fra to patriarkalske og
fundamentalistiske religioners sammenstød i Iraks ørken og midt i al
den forbandelse, som religionerne medfører ud over hele denne jord giver vi os lov til et enkelt stilfærdigt og inderligt Ave Maria – Guds
moder – fuld af ynde – bed for os syndere!
Marias lovsang
Da sagde Maria:
Min sjæl ophøjer Herren,
og min ånd fryder sig over Gud, min frelser!
Han har set til sin ringe tjenerinde.
For herefter skal alle slægter prise mig salig,
thi den Mægtige har gjort store ting mod mig.
Helligt er hans navn,
og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham,
varer i slægt efter slægt.
Han har øvet vældige gerninger med sin arm,
splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker;
han har styrtet de mægtige fra tronen,
og han har ophøjet de ringe;
sultende har han mættet med gode gaver,
og rige har han sendt tomhændet bort.
Han har taget sig af sin tjener Israel
og husker på sin barmhjertighed
– som han tilsagde vore fædre –
mod Abraham og hans slægt til evig tid.
4
Skete det virkelig? Blev jomfruen gravid med Helligånden, sådan som
det er skrevet? Kan vi tro på det? Der står så mange sære ting i Bibelen, og der er nogen, der fortæller os, at sådan er det bare, for det der
har med Gud at gøre, det er overnaturligt. Men hvorfor er det så svært
at tro på det? Da vi var i Grønland hørte vi næsten dagligt historier om
sære sammenfald, underlige drømme – indholdstunge møder med det
overnaturlige. Skulle vi virkelig tro på det? Nej og ja.
Det der går galt i det her – og det går galt – det er at to vidt forskellige
kommunikationsformer støder sammen og ødelægger begge former
med det resultat, at samtalen ophører under gensidig foragt. For nej,
selvfølgelig kan en jomfru ikke blive gravid. Hold da op for noget
sludder. Det er jo umuligt – som at gå på vandet – som at blive levende, når man er død – som at blive til en ånd. Det kan naturligvis ikke
forekomme. Det lader sig under ingen omstændigheder gøre at bryde
naturlovene på den måde. Men hvorfor siger de det så?
Fordi det er muligt for sproget. Sproget kan til enhver tid bryde naturlovene, og vi gør det bevidst eller ubevidst dagligt, når vi bruger billeder til at beskrive det, vi gerne vil beskrive. Hun fløj i armene på ham.
Ja, det gjorde hun ikke, for mennesker kan ikke flyve – men vi ved,
hvad det handler om – vi forstår næsten bedre, hvad der menes, når
den slags umulige billeder bliver brugt. Nu går solen sin vej, for at
skinne på andre – næh, det gør den ikke – solen står stille – det er jorden der drejer sig – men alligevel jo, solen går sin vej for at skinne på
andre. For sådan er solen – dybest set. Solen, der skinner på onde såvel som på gode med sit lys og med sin varme. Vi ved det godt og
undrer os ikke det mindste over billedet.
Med mindre – med mindre nogen påstår, at det faktisk skete! At hun
rent faktisk fløj hen i armene på ham – at solen rent faktisk siger godnat og går sin vej eller i seng – eller ned. Så stejler vi alligevel, netop
fordi der sker en kollision mellem to verdener, som ikke uden videre
kan forenes, og indforståetheden – den umiddelbare forståelse forsvinder.
Den dag, kirken påstod, at jomfrufødslen rent faktisk havde fundet
sted, gik det galt – rivende galt. For da forsvandt indforståetheden fra
Lukas og blev erstattet af et umuligt postulat, der stred mod alt, hvad
der var rimeligt. Fra at være en smuk fortælling blev det til en befaling
om at lægge sin forstand fra sig, når man beskæftigede sig med det
allervigtigste i livet – nemlig når man beskæftigede sig med Gud. Da
skiftede menigheden karakter fra at være et fællesskab af hellige, elskende, søgende, forskellige mennesker til at blive en flok soldater,
hvis fornemste pligt var at adlyde – og som man sagde i min soldatertid: Jeres forstand, den lægger I i hovedvagten, når I går ind.
Det var ikke længere troen på Jesus men troen på det overnaturlige,
der blev afgørende for, om man var kristen.
Jens Martin Knudsen fortæller, at der skete en revolution en novemberaften sidst i 1400 tallet, da Tycho Brahe opdagede en ny stjerne på
himlen. Altså var der forandring i det givne. Det var ikke åbenbaring,
tilværelsen handlede om men erfaring - opmåling, registrering, konklusion. Årsag og virkning. Og kirken blev rasende fordi der blev
5
pillet ved dens bibelske åbenbaring og tydning af tilværelsen. Med bål
og brand for den frem mod det nye verdensbillede. Men det var selvfølgelig ikke til at standse, for det var jo sandt!
Hvorfor gik det galt for kirken? Ja, det var vel fordi man ikke forstod
at skelne, men gjorde den bibelske åbenbaring til videnskabelig sandhed. I den formening at man derved styrkede evangeliet, ødelagde
man det. Og resultatet plager os den dag i dag. Jomfrufødslen blev
bogstaveligt talt vigtig som et dogme, fordi den skulle garantere Jesu
syndfrihed – for kun som syndfri – altså ubesmittet af arvesynden,
kunne han frelse alle de syndige mennesker. Dengang mente man
nemlig, at kvinden nærmest var en beholder, hvor mandens barn kunne udvikle sig i løbet af de ni måneder. Vi bruger stadig det gamle
udtryk: Hun har født mig en søn – eller hun fødte ham en datter.
Først i 1761 blev det opdaget, at kvinden ikke blot var sådan en beholder, men at halvdelen af barnets arveegenskaber kom fra kvinden,
hvilket kom som et chok for kirken, for så var Jesus, jo ikke ubesmittet af arvesynden. 100 år senere meddelte den katolske kirke derfor
dogmet om Marias ubesmittede undfangelse. Jeg nævner alt dette for
at vise, hvor grotesk denne kollision mellem de to verdener kan udvikle sig, hvis ingen formår at skille dem ad.
Skete det virkelige sådan? Et udmærket og relevant spørgsmål set fra
en naturvidenskabelig eller en retsmæssig synsvinkel. Er det sandt?
Men et ødelæggende og forplumrende spørgsmål i alle andre sammenhænge.
Det Lukas forsøger at fortælle os i sin tids sprog, før vi ødelægger det
hele med vores utidige spørgsmål, er vel så dette, at Gud – den højeste
majestæt – skaberen af alting – endelig afslørede sit sande væsen som
et menneske af kød og blod på et tidspunkt i historien, og dermed var
alt forandret. Det fjerne og ophøjede – det frygtindgydende guddommelige var kommet ganske nær – det nære var blevet det allervigtigste, for Gud var jo i det ganske nære liv – født som et menneske – død
som et menneske – opstået som et menneske. Eller som Maria synger:
Stormænd har han stødt fra troner og de ringe har han oprejst. Sultende har han mættet og rige har han sendt tomhændet bort. Det guddommelige er kommet os mennesker nær – vi er blevet guddommelige
i al vores ringhed. Skuespillet er forbi – vi kan endelig ånde lettede op
– befriet fra religionens frygtsomme hykleri – sat over i livets og
barmhjertighedens og sandhedens rige – menneskelighedens vidunderlige rige, hvor kærligheden råder.
Og så kommer hele Lukas’ fortælling om dette guddommelige menneskeliv på jorden i skikkelse af Jesus fra Nazareth – et liv i barmhjertighed, glæde, kærlighed, ligeværdighed på trods af alle forskelle.
Også et forfulgt liv – forfulgt af løgnen og hykleriet og magtens sære
veje – men alligevel et suverænt liv, der lever på trods af forfølgelse –
ja på trods af død og udslettelse. Et opstandelsesliv – et forårsliv. Sådan er menneskelivet, når vi giver det lov til at udfolde sig efter livets
mening – sådan viste Gud selv os vores liv, da han holdt Jesus op som
et spejl for os og vi så både hans og vor egen herlighed i det ganske
6
jævne og dagligdags menneskelige. I alt det, vi troede var så betydningsløst i forhold til det guddommelige og fantastiske.
Og så skal man ikke spørge om det sandsynlige i jomfrufødsler, og
man skal ikke postulere utrolige sandheder eller mirakuløse hændelser
for at få sin troslære på plads – eller tro, at det guddommelige er det
ophøjede – ja, overnaturlige. Det er dårlig pædagogik, og i dag vender
selv børn sig fra den. Nej, her skal ikke postuleres noget i den retning
– her skal ikke forkyndes andet end livets eget indbyggede og daglige
mirakel – at vi lever! At vi er til. At vi har hinanden. At det er forår.
At Jesus lever her lige midt iblandt os med al sin kærligheds menneskelighed og forkynder os dagligt, at liv er opstandelse. At Guds rige
er lige her.
Zakarias' lovsang
Hans far, Zakarias, blev fyldt med Helligånden og profeterede:
Lovet være Herren, Israels Gud,
for han har besøgt og forløst sit folk.
Han har oprejst os frelsens horn
i sin tjener Davids hus,
sådan som han fra gammel tid har forkyndt
ved sine hellige profeters mund:
at frelse os fra vore fjender
og fra alle dem, som hader os,
at vise barmhjertighed mod vore fædre
og huske på sin hellige pagt,
den ed, han tilsvor vor fader Abraham:
at fri os fra vore fjenders hånd
og give os at tjene ham uden frygt
i fromhed og retfærdighed
for hans åsyn alle vore dage.
Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet,
for du skal gå foran Herren og bane hans veje
og lære hans folk at kende frelsen
i deres synders forladelse,
takket være vor Guds inderlige barmhjertighed,
hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os
for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge,
og lede vore fødder ind på fredens vej.
Drengen voksede op og blev stærk i ånden, og han var i ørkenen til den dag, da han skulle træde frem for Israel.
______________________
Da Lukas skrev sin fortælling om Jesus, ville han gerne sige
mere end blot referere, hvad der var sket, dengang Jesus fra Nazareth gik omkring og gjorde dette mægtige indtryk på folk. Han
ville gerne her 50 år efter udtrykke noget tidløst og noget altafgørende – for mindre kunne ikke gøre det. Og hvordan skulle
man bedre skrive noget epokegørende om et menneske end ved
7
at sætte vedkommende ind i den store kosmiske og religiøse
sammenhæng.
Han kunne selvfølgelig godt have nøjedes med at skrive efter den
almindelige hukommelse – hvordan nogle mennesker følte, at det var
livets egen puls, de mærkede i mødet med denne mand – hvordan
deres tilværelse blev udvidet – ja gjort grænseløs blot ved en henkastet
bemærkning fra denne Jesus – og hvordan han samtidig vakte voldsom vrede hos andre. Men Lukas valgte altså en anden metode, og det
er derfor, vi har denne fødselslegende – ikke blot den om Jesus, som
vi snart skal høre, men også den om hans forløber, Johannes Døberen,
der ifølge legenden blev født et halvt år før Jesus.
Der er derfor umiskendelige træk i Lukasevangeliets to første kapitler
fra den første bog i Bibelen – 1. Mosebog. Og Lukas’ metode, som
ikke er hverken ny eller ukendt, går ud på at skabe genkendelse i den
jødiske menighed, han skrev til. Hvad er det så, de genkender?
Ja vi hører om den gamle præst Zakarias og hans kone Elisabeth, som
også var højt oppe i årene. Vi hører om, hvordan de i deres alderdom
får at vide, at de skal have et barn – om hvordan de har svært ved at
tro det, når engelen forkynder det – og allerede nu er den jødiske menigheds bevidsthed og hukommelse tilbage ved dens stamfar Abraham
– den stor troens fader og hans hustru Sara, der jo også i deres høje
alderdom fik det samme utrolige budskab fra en engel, og som heller
ikke kunne tro det – og se, kære menighed, her er mere end selv Abraham, vort folks stamfar og grundlægger.
Altså dette at Guds underværker gentager sig som tegn på, at der nu
sker noget virkelig stort. I gamle dage: at et folk – vores folk – fødtes
– blev til som folk. I dag: at Gud skaber et nyt folk. Det gamle er forbi
se, noget nyt er blevet til. Det er denne rekonstruktion af folkets urhistorie, Lukas formidler i sit evangelium som helhed. Nu handler Gud
igen med sit nye folk, som dengang, det gamle blev til i tidernes morgen.
For Lukas er der altså kosmiske kræfter på spil ved Jesu fødsel såvel
som i hele hans liv og ved hans død – og bag det hele står Abrahams,
Isaks og Jakobs Gud, hvad enhver kan se og forstå ud af fortællingen.
Og den gamle Zakarias synger sin lovsang til denne Gud, Israels Gud,
der igen har besøgt og forløst sit folk – frelsens, barmhjertighedens
Gud – og det meget smukke: solopgangen fra det høje vil besøge os
for at lyse for dem, der sidder i mørkets og dødens skygge. Og lad mig
så komme med et personligt bud på årsagen til al denne virak. Hvad er
det for et nyt folk, Gud skaber? Hvad er det for et nyt Israel, Lukas
forestiller sig? Ja, jeg tror, det er anderledes end det gamle. Og jeg
tror, der gemmer sig et helt nyt menneskesyn bag Zakarias lovsang,
som i øvrigt har sin parallel i Marias lovsang. Og som jeg læser Lukasevangeliet, så betegner dette nye menneskesyn et brud med den almindelige tankegang – ikke blot på Lukas’ tid men til alle tider vel.
De fleste af os vil vel kunne betragte vores liv som en form for projekt
– altså et tidsforløb fra vugge til grav efter en mere eller mindre veltilrettelagt plan, som så kan lykkes mere eller mindre heldigt eller gennemføres mere eller mindre dygtigt. Mon ikke det er sådan, de fleste
vil kunne betragte i hvert fald deres voksenliv ud fra devisen: Hvad vil
8
du være, når du bliver stor? Hvad vil du bruge dit liv til? Og en overordentlig stor del af vores tilværelse går så med at sammenligne drøm
og virkelighed så at sige – hvad ville vi gerne – og hvad blev det så til
- med tilhørende glæder over det, der lykkes og sorger eller vrede over
det, der ikke lykkedes eller gik galt. Det er denne projektorienterede
tilværelse, hele Det nye Testamente gør aldeles op med. Fordi den er
en konstruktion, som intet har med sand menneskelighed at gøre. Vi
går simpelt hen fejl af livet, hvis vi gør det til et projekt.
Som eksempel på, hvor udbredt sådan et projektstyret liv i virkeligheden er, kan vi nævne et af de mest markante redskaber - nemlig religionen og det religiøse liv i det hele taget – og ser vi efter, skorter det da
heller ikke på nytestamentlige opgør med den overleverede jødiske
religion – ikke mindst, når den blev brugt som metode til at få sit livs
– eller for den sags skyld folkets livs projekt til at lykkes. Hold budene! Bring dine ofre til tiden! Hold traditionerne i ære! osv. osv. Men
bag religionen og bag hele ideen om projektering af livet, står tanken
om, at du kan lykkes ved hjælp af de og de greb, så at sige – og du vil
mislykkes, hvis ikke du gør sådan og sådan.
Her er samtidig årsagen til tanken om synd og skyld, som stadig er så
indvævet i vores moderne tilværelse som en arv fra jødefolket: Det gik
ikke bare galt – nej, jeg syndede, og derfor høster jeg nu, som jeg såede – eller som jøderne sagde dengang: Folket syndede – derfor gik det
så forfærdeligt galt.
Men hvorfor er at af hovedordene i Det nye Testamente mon netop
”Syndernes forladelse” – som også lyder allerede i Zakarias Lovsang?
Det er vel fordi evangeliet er et opgør med hele den projektstyrede
tanke om synd og skyld og straf. Syndernes forladelse er sådan en
vending vi bruger – ikke mindst her ved gudstjenesten, og jeg tror
ikke bare, det er psykologi – sådan en gammel form for den moderne
opmuntring: Du er god nok - kom igen! Nej, bag tanken om syndernes
forladelse ligger der efter min mening et helt nyt menneskesyn. Og det
er så – så vidt jeg kan se – et menneskesyn, der ikke bygger på det
projektstyrede, for selv om dit projekt – dit liv – også lykkes helt efter
bogen – ja, så er du – ifølge evangeliet - ikke engang i nærheden af det
virkelige liv. Det liv, som netop dit livs projekt holder dig borte fra.
Prøv at tænke på, hvordan ikke mindst Lukasevangeliet handler om
mennesker, der netop forlod deres projekt - forlod den slagne vej,
fordi de blev overmandet af noget vigtigere. Først og fremmest Jesus
selv, der opgav sin retmæssige guddommelighed og blev et sølle menneske - men også allerede Johannes – døberen - omvendelsesprædikanten – profeten – bodsprædikanten - sikke et projekt: folkets omvendelse! – og så pludselig møder han sin overmand i form af dette
menneske, Jesus, der var livet selv, og Johannes – selv Johannes må
forstumme og hans stolte, guddommelige projekt opgives: Han bør
vokse – jeg blive mindre!
Eller vi ser alle disse mennesker i fortællingerne, der opgiver deres
projektstyrede retlinethed og bøjer sig for – ja, vel netop for dette liv,
som de ikke havde regnet med, var noget i forhold til deres projekter.
En samaritaner, der bøjede sig til jorden og til sin fjende i kraft af
barmhjertighed og opgav sin rejse – det var der andre, der ikke kunne
9
eller ville. Faderen, der bøjede sig for sin uvorne søn og opgav al retfærdighed – storbror kunne ikke – ville ikke! Kongen, der bøjede sig
for de arme og elendige og invitere dem til sin søns bryllup, da de
indbudte ikke ville og kunne være med til festen, for der var så meget,
de skulle med deres liv. Farisæeren i helligdommen, der takkede Gud
for, at hans livs projekt lykkedes så overordentligt smukt – og så dernede bagved: tolderen, hvis projekt var fuldstændig faldet til jorden og
lå knust – og dog var han langt nærmere livet end den anden. Alle de
arme stakler, Jesus helbredte og gav et helt nyt liv i kraft af netop syndernes forladelse og det menneskesyn, der ligger bag: Det er ikke
projekterne, det kommer an på men livet selv.
Igen og igen hører vi om dette skel mellem dem, der levede og dem,
der ikke kunne og ville leve. Og dér, tror jeg, ligger en af hemmelighederne bag den store store himmelske jubel og jordiske lovsange i
begyndelsen af Lukasevangeliet – især for de små – især for dem, hvis
projekter mislykkedes – som ikke duede – som faldt igennem i forhold
til de store og deres så velgennemførte projekter, men som aldrig kom
i nærheden af det liv – den evighed – den fuldkomne glæde, der åbner
sig for mennesker, der tør lade sig forføre af livet selv – mennesker,
der glemmer alt om projekter og ser stort på alle love og regler, fordi
de pludselig stod overfor noget, der var langt større og rigere og fyldigere. Som Maria synger i sin lovsang: Stormænd har han stødt fra
troner og løftet småfolk op i højhed.
Og spørger du så, hvad livet er i virkeligheden – ja, så er et godt bud
vel det ganske ganske enkle at hjælpe et medmenneske, der er i nød –
det som du dybest set godt ved - og altid har vidst – er livets mening,
og som intet nok så fornemt projekt nogensinde for alvor kan hamle
op med. Og underligt nok, så er det vel også det, du i grunden allerhelst vil – og i hvert fald er det det, der tæller mest, når du engang skal
gøre dit livs regnskab op. Tænk, at det, som du inderst inde allerhelst
vil – det er præcis det, evangeliet lyser i kuld og køn og kalder livets
mening. Er det ikke en rimelig god grund til at synge endnu en lovsang?
Jesu fødsel
Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser
Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den
første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og
alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også
Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids
by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og
slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden,
da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og
svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads
til dem i herberget.
I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og
holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for
dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev gre-
10
bet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se,
jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn,
som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der
sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste
Gud og sang:
Ære være Gud i det højeste og på jorden!
Fred til mennesker med Guds velbehag!
_______________
Når jord og himmel mødes, så sker der noget. Det er vel det, hele Bibelen handler om – og vel de fleste religioner – denne tanke – eller
forestilling om at Gud griber ind i vores liv og giver sig til kende på
den ene eller anden måde. Som regel engang i fortiden – sjældent i går
– som regel langt væk – sjældent her og nu. Og tanken er vel så den, at
disse store afgørende begivenheder i fortiden skal genfortælles fra
generation til generation som tegn på Guds magt eller storhed eller
kærlighed. Dels så vi ikke skal føle os alt for alene i verden og dels vel
også for at lære Guds vilje at kende.
Jeg tror nok, at Lukas gerne vil sige os noget andet om Gud end det
sædvanlige. Det med en magt derude et sted, som greb ind i nogle
menneskers liv engang i oldtiden i et land langt herfra. Det tyder hans
juleevangelium i hvert fald på. Ja, jeg vil endda vove at sige i denne
lille sluttede kreds, at Lukas på en måde gør nar ad hele den gamle
tænkemåde omkring, hvad Gud egentlig er for noget. For han vender
jo op og ned på det hele. Alt det, som mennesker altid har dyrket som
noget stort og fantastisk – lige fra guddommelige kejsere og verdensherskere til de gamle guder og gudsforestillinger – det gør han så inderligt ligegyldigt – men det mindste i verden – det, som mennesker
normalt foragter – det ophøjer Lukas til ren og skær guddommelighed.
Han tror, han er mægtig, kejser Augustus – han tror, han er Gud selv –
og alle hans lydige undersåtter tør ikke tro andet – Sådan skal du tro
og bekende, for ellers… Og sådan er det vel mange gange her i verden
med al vores pomp og pragt og denne gøren forskel på Kong Gulerod
og Jørgen Hattemager, denne dyrkelse af de store, men H. C Andersen
har læst Lukas og kan afsløre denne verdens skuespil: Kejseren har
ingenting på!
Når man i gamle dage skulle forestille sig Gud, så var det netop som
en konge eller en kejser – altså én, der var så stor og farlig, at man
skulle bøje sig for ham, for ellers… Derfor indrettede man kirkerne
som tronsale – som kongens hus, og derfor sætter de fleste sig stadigvæk bagest i kirken, for man vil ikke for tæt på – man ved jo aldrig.
Og det er egentlig underligt, for allerede Lukas gør tykt nar ad den
forestilling – både her i begyndelsen af sit evangelium og i slutningen,
hvor Jesus godt nok krones, men det er med en tornekrone – hvor han
godt nok ophøjes, men det er på et kors – ikke som konge, men som
folkefjende – som forbryder mod menneskeheden.
Nej Gud er ikke i det, som vi anser for at være stort og flot og majestætisk – det er ikke dér, vi finder den virkelige Gud, men vi kan ikke
11
rigtig slippe vores ærgerrighed på Guds vegne – vores storhedsdrømme om en majestætisk Gud – en almægtig og alvidende Gud – på
trods af evangeliernes klare tale om, at sådan er Gud ikke.
Men den sande Gud er et offer for statsmagtens skalten og valten med
mennesker. Gud er den, der lider, når mennesker betragtes som kvæg
eller som personnumre eller som lydige soldater. Eller som omkostninger. Så er det Gud, det går ud over. Når verdens store bekriger
hinanden og skaber flygtningestrømme, så er det Gud, der flygter. Når
gale generaler sønderbomber byer med mennesker, så er det Gud, de
bomber. Og når vi foragter en af disse mindste små – som er fremmed
eller i fængsel eller ingenting værd i vores øjne – så er det Gud, vi
foragter. Det er det, Lukas vil fortælle os med sin mærkelige historie
om, hvordan Gud blev et menneske – ja, blev den mindste af os.
Hvordan han blev født under de kummerligste forhold, fordi verden
ikke kender den sande Gud. Når en gravid pige – ja, et hvilket som
helst menneske – afvises til fordel for andre, så er det Gud, der afvises
– fordi Gud er i ethvert menneske.
Derude et sted eller deroppe over skyerne finder du ikke Gud, men i
dit eget livs inderste dybder – i det, som du ikke regnede for noget
særligt. I din medmenneskelighed – i din kærlighed – i din hjertelighed – dér er Gud. Derinde i dit hjertes Betlehem ligger Gud selv i
svøb – klar til når som helst at folde sig ud – hver gang du fik et
medmenneske til at udfolde sig som menneske. Hver gang du gav dig
selv med alt, hvad du har i dig til et andet menneske.
Ære være Gud i det højeste, synger vi med englene – måske burde vi
synge: Ære være Gud i det dybeste – i det inderste – i det menneskeligste!
Vi er ikke for gode til det – det med at udfolde os selv og hinanden. Vi
sætter grænser og skaber skel, og der er dem, vi kan lide, og dem vi
ikke kan med, og vi dyrker de store og gør hvad de siger. Men juleevangeliet har en pointe til, og det er den, at det lykkedes! Det lykkedes på trods af mørket og kulden og afvisning og kejserens skalten og
valten med mennesker, som om de var kvæg. Det lykkedes for den
lille Messias trods alt at komme til verden – og det er jo det, som er
julens mirakel. At dette bogstaveligt talt dødsdømte projekt alligevel
lykkedes – ikke ved hjælp af store ressourcer og grundigt forarbejde
og strategier og visioner og hvad ved jeg – men ved hjælp af en fattig
pige, der blev trukket omkring af andre - både af Gabriel og af Josef
og af Augustus og lukket ude af samtlige natportierer i Betlehem,
indtil hun satte hælene i og foldede sig ud som mor med alt, hvad hun
havde i sig. Nu er jeg ligeglad, Josef, nu føder jeg. Da blev Maria til
som menneske – dengang hun fødte sin søn og sin gud på trods af alt.
Og forkyndelsen af dette mirakel – ja, det blev ikke lagt i hænderne på
veltalende præster eller paver i prangende kåber og forgyldte kirkerum
– store som kejserpaladser - for store folkemængder og med den
smukkeste klassiske julemusik som baggrund. Nej det var nogle hyrder ude på en mark, der efter moden overvejelse og en længere snak
drog til Betlehem, fordi de havde noget at sige om det barn, Maria
havde født – at han skulle befri alle mennesker og skabe fred og glæde
på jorden. Det var der en engel, der havde fortalt.
12
Alt sammen foregik det i det små og i det lave – og måske endda i det
fri. Og alligevel – eller måske netop derfor - så lykkedes det for dette
budskab at bane sig vej igennem snart 2000 år på godt og ondt, for vi
er ikke for gode til det små og lave, og stalden blev glemt til fordel for
monumentale kirkebygninger, der udstråler magt og rigdom – og hyrdernes arbejde blev overtaget af et helligt præsteskab, der forstod at
give mennesker brød og skuespil – og så var alt for så vidt ved det
gamle – men alligevel…
Derinde i dybet – under alt det forlorne og storslåede og strålende –
der ligger stadig et lille menneskebarn i svøb – lagt i en krybbe, for
der var ikke plads andre steder – ligger og venter tålmodigt på, at vi
skal komme til vores Betlehem – der, hvor alt det kunstige falder bort,
og vi bare bliver os selv som det, vi er: Mennesker, fyldt med kærlighed, fred og glæde.
Frygt ikke – i dag er jeres frelser født – den sande Gud, der gør dig til
et sandt menneske.
Jesu omskærelse
Da otte dage var gået, og han skulle omskæres, fik han navnet Jesus, som han var blevet kaldt af englen, før han blev
undfanget i moders liv.
______________________
Det var uden tvivl én af de mest besynderlige uger, der afsluttede året
2004. Jeg tænker selvfølgelig på flodbølgen i Sydøstasien, der på en
mærkeligt skræmmende måde langsomt voksede, efterhånden som
rapporterne om død og ødelæggelse indløb.
Jeg så en amatørvideo fra Thailand, hvor havet i starten trak sig tilbage, men ingen anede uråd – tværtimod syntes ungerne, det var sjovt at
kunne gå så langt ud. Men det viste sig at være havets dybe indånding,
før bølgen begyndte at strømme ind over alt og alle. Mærkeligt fænomen, der med sin voldsomhed erindrer os glemsomme mennesker om,
hvor sårbart livet dog er på trods af alle vores sikkerhedsforanstaltninger.
Og tankerne fra de ramte går til Gud med spørgsmål og fra de reddede
med taknemmelighed – og vel også for os andre heldige kommer det
tæt på dette menneskehedens evige religiøse spørgsmål til den almægtige Gud – dette hvorfor? som ikke har fundet noget svar – ikke andet
end Jobs ærbødige resignation efter at han havde forbandet Gud og
var blevet irettesat og belært om, at en myre har større indsigt i menneskelivet end et menneske i Guds planer: Hvor var du, lille Job, da
jeg spændte Orions bælte? Da jeg satte aftenstjernen på himlen – da
jeg satte bom for vandene og sagde hertil og ikke længer? Sig frem,
om du har nogen indsigt. Og Job må bøje sig for sin skæbne med ordene: Herren gav – Herren tog – Herrens navn være lovet.
13
Hvem forstår Guds planer – vi må blot tage dem til efterretning som
de små mennesker, vi er. Prøve at sikre os så godt vi kan mod hans
vrede, som er forfærdelig og så ellers tage vores skrøbelige liv som
det kommer.
Jeg tror, det er en ganske udbredt opfattelse af Gud, og derfor er det
måske alligevel en særligt vedkommende tekst fra Lukasevangeliet, vi
hører i dag på Nytårsdag, hvor vi ligesom gør status og ser fremad
med frygt og bæven måske både overfor naturens umådelige kræfter,
men vel også overfor menneskers.
Vi er stadig i krig i Irak, hvor vi helt sikkert gør det så godt, vi kan –
men selve grundlaget for missionen bliver mere og mere usikkert. Jeg
kan ikke lade være med at undre mig over, at de, som gør indædt
modstand mod besættelsesmagterne i deres eget land, konsekvent
kaldes oprørere. Men der er dog os, der er trængt ind i deres land på et
meget usikkert grundlag. Var sabotørerne og modstandsfolkene herhjemme under tyskernes besættelse også oprørere? Historien kalder
dem frihedskæmpere – i hvert fald vores historie – og dyrker dem som
helte. Hvad vil historien sige om Iraks såkaldte oprørere? Og er vores
mission virkelig de mange døde og lemlæstede mennesker værd?
Det er ind i denne frygt for morgendagen, Lukas taler. Han afslutter sit
juleevangelium med den lakoniske meddelelse om, at Jesus var jøde
og derfor blev omskåret og fik det national-religiøse heltenavn Josva –
eller på aramaisk Jesus, der betyder Gud frelser. Og så tilføjer Lukas
det himmelske: sådan som han var blevet kaldt af englen, før han blev
undfanget i moders liv.
Hvad er omskærelse? Der var en professor ved Rigshospitalet, der for
nylig gik i offentligheden og erklærede, at omskærelse - ikke blot af
piger men også af drenge - var en primitiv form for mishandling af
forsvarsløse spædbørn, som oven i købet ofte medførte meget smertefulde konsekvenser for barnet. Han foreslog rent ud, at omskærelse af
børn blev forbudt ved lov.
Og det kan man jo kun give ham ret i set ud fra menneskelige synspunkter, men omskærelsen er jo ligesom alle andre religiøse riter og
traditioner af mere eller mindre drastisk tilsnit - halalslagtninger –
offerhandlinger – spiseregler og vel oprindeligt også pilgrimsvandringer – ja, det er jo netop udtryk for menneskelige sikkerhedsforanstaltninger imod Guds vrede, som tilsyneladende kan ramme så urimeligt
hårdt. Og en af tankerne bag omskærelse og megen anden religiøs
praksis er vel også, at den selvpåførte smerte for Guds skyld så at sige
– vil kunne afværge katastrofen.
Jeg ved det ikke, for jeg er vokset op i en anden kultur og i en kirke,
hvor disse sikkerhedsforanstaltninger aldrig har haft en fremtrædende
plads. Jeg er et barn af min tid og mit sted – på ganske samme måde,
som Lukas skildrer, at Jesus – Guds søn – blev et barn af sin tid og sit
sted. Og til den tid og det sted hørte bl.a. omskærelsen.
Guds søn kom ind under frygtens herredømme så at sige, og gjorde sig
dermed solidarisk med mennesker, der levede under de samme kår.
Han blev jøde blandt jøderne. Fuldt og helt og måske endda senere i
sit liv så meget, så han blev oprører mod jødernes fjender – den romerske besættelsesmagt. Hvem ved – men i hvert fald blev Guds søn
14
et menneske fuldt og helt, og da han døde, døde han menneskers forfærdeligste død i dyb ensomhed og fortvivlelse. Men der var også
noget mere end bare lidelsen…
Lukas vil jo ikke gøre livet lettere for os med denne fortælling om
Gud, der blev et menneske. Krig og flodbølger vil stadigvæk være en
del af vores liv – men måske er det alligevel en trøst for os udsatte
mennesker, at uanset hvad der sker, så sker det også for Gud. Han
standser hverken syndfloder eller krige eller det religiøse vanvid, men
han gør sig til offer for det alt sammen – i solidaritet med alle de menneskelige ofre, der er bragt i verden. Af ren og skær kærlighed til
mennesker. Og så er det jo pludselig en helt anden gudsforståelse, vi
taler om: Gud kan ikke bryde ind i naturens gang – og Gud kan ikke
standse menneskers vanvid, men Gud er der i al sin afmagt sammen
med alle, der må bøde for livets enorme kræfter.
Ja, så er det en helt anden livsopfattelse, der er på spil – en opfattelse,
hvor vi må vende os om og se nedad, hvis vi vil se Gud – og ikke stå
og stirre op mod Himlen efter tegn i sol og måne og stjerner. For Gud
er i de mindste små, som skylles væk, når flodbølgen rammer – Gud
er græsset, der trampes ned, når elefanterne slås – Gud er dér, hvor
ulykken og uretten rammer. Ja, det er Gud selv, der rammes.
Jeg tror ikke på en Gud derude et sted eller deroppe, hvis velbehag, vi
skal sikre os, eller hvis vrede, vi skal gardere os imod, hvis vi vil stå
os. Nej, det er langt mere menneskers – herunder mit eget – vanvid,
jeg frygter – og jeg frygter naturens kræfter, hvad enten det er flodbølger eller kræftceller, der oversvømmer os. Men jeg tror på Gud lige
midt i det alt sammen – den Gud, evangeliet forkynder i den Jesus, de
kalder Kristus, Messias, Herre og konge. Den Gud, som Johannes
kalder kærlighed, og som er til stede midt i livets hjerte – altid dér,
hvor det går hårdest til – for sådan er kærligheden.
Jeg tror ikke på, at kærligheden er Gud, som så mange siger – for vi er
ikke guder – og vores følelser slet ikke. Men kærligheden, som vi
oplever den imellem mennesker – giver os et fingerpeg om Guds væsen. På samme måde med tilgivelsen, friheden, opmærksomheden,
selvopofrelsen - kampen mod enhver undertrykkelse af mennesker –
ja, alt det, som de skrev om, evangelisterne, da de skulle forsøge at
beskrive mennesket Jesus fra Nazareth som Guds udtrykte billede. Det
var Gud selv, han bragte bud om ved at leve under både naturens og
menneskelige magters vilkårligheder og mishandlinger. Han, der bar
sit liv med glæde trods alt, fordi livets mening for ham var at elske
uanset hvad.
Det er det, hans dramatiske død på korset først og fremmest handler
om. Det er dette, der er mere end bare lidelsen – den mening, som vel
kun kærligheden kan give vores liv. Kærligheden spørger ikke efter
mening, men er selv livets mening, og den sande gudsdyrkelse er måske netop det at turde leve vores liv – ikke bare som det kommer, men
at lade kærligheden komme til – også gennem os. Det skorter det i
hvert fald ikke på opfordringer til i evangeliet om ham, der viste os
denne vej.
15
Vi frygter for fremtiden – sørger måske også over fortiden – og jeg vil
ikke stå her på nytårsdag og lade som om, det ikke betyder noget. Det
tynger os. Men sammen med vores frygt for alt det, der kan ske med
os og vores kære – sammen med al den uretfærdighed og undertrykkelse, som frygten alt for ofte medfører – og vel også medførte i vores
egen blakkede fortid - der blander sig altså noget andet – noget mere
og noget meget større – der blander sig Gud selv med al sin kærligheds rigdom, og det får mig alligevel til at tro på dette liv og på den
fremtid, vi mest af alt kan have god grund til at frygte. Lad os nu se,
ikke blot hvad fremtiden bringer, men også, hvad vi kan bringe hinanden i fremtiden. Hvem ved – måske kan den endda give mig sans for,
hvad dette livs fantastiske mysterium i grunden handler om.
Simeon og Anna
I Jerusalem var der en mand ved navn Simeon; han var retfærdig og from og ventede Israels trøst. Helligånden var over
ham, og den havde åbenbaret for ham, at han ikke skulle se
døden, før han havde set Herrens salvede. Tilskyndet af Ånden kom han til templet, og da forældrene kom ind med barnet Jesus for at gøre med ham, som det var sædvane efter
loven, tog han barnet i sine arme og lovpriste Gud: Herre, nu
lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord. For mine
øjne har set din frelse, som du har beredt for alle folk: Et lys
til åbenbaring for hedninger og en herlighed for dit folk Israel.
Hans far og mor undrede sig over det, der blev sagt om ham.
Og Simeon velsignede dem og sagde til Maria, hans mor:
»Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i
Israel og til at være et tegn, som modsiges– ja, også din
egen sjæl skal et sværd gennemtrænge – for at mange hjerters tanker kan komme for en dag.«
Der var også en profetinde ved navn Anna, en datter af Fanuel, af Ashers stamme. Hun var højt oppe i årene; som ung
jomfru var hun blevet gift og havde levet syv år med sin
mand, og hun var nu en enke på fireogfirs. Hun forlod aldrig
templet, men tjente Gud nat og dag med faste og bøn. Hun
trådte frem i samme stund, priste Gud og talte om barnet til
alle, der ventede Jerusalems forløsning.
Da de havde udført alt i overensstemmelse med Herrens lov,
vendte de tilbage til Galilæa, til deres egen by Nazaret. Og
drengen voksede op, blev stærk og fyldt med visdom, og
Guds nåde var over ham.
__________________
Her hvor året nu går på hæld tager et par gamle mennesker et lille barn
i favnen og med strålende øjne forkynder de, at nu har de set friheden,
frelsen for alle folk – nu kan de gå bort med fred efter deres lange liv i
venten og i håb. Det er egentlig en dejlig tekst i denne tid, hvor fremtiden måske truer mere end den lokker. Der rustes til krig igen, og
tiden går, og vi er blevet et år ældre, og de synes at blive kortere og
16
kortere disse år – som Kingo siger det: Tiden mig så sagtelig oplukker
dødens dør… Og det kan jo være slemt nok, hvis ikke man som de to
gamle har fået den fred, der så at sige gør døden til at leve med. Det er
den fred, vi som regel selv skal skaffe os igennem vores liv med vores
resultater – det vi har skabt, og det vi kan se tilbage på med glæde og
stolthed.
Der var en jordaner, tror jeg, en ganske ung mand, der for år tilbage
fandt ud af, hvordan ørkenen kunne frugtbargøres gennem et sindrigt
overrislingssystem, som ingen havde tænkt på før ham. Og det virkede, og så var der en gammel araber, der kom hen til ham og omfavnede ham med ordene: Nu kan du godt dø, min ven! Jo, for nu var hans
liv fuldendt så at sige i kraft af den genialitet og energi han havde
udvist. Og sådan er det jo med vores ærgerrighed – vi vil gerne gøre
os gældende – gøre en forskel med vores liv – være noget særligt på
den ene eller på den anden måde. Vi vil ikke nøjes med bare at være
her en tid som en lille ubetydelig brik i det store spil, og så farvel –
borte og glemt – det giver ingen mening for os. Vi vil sætte os spor,
der kan ses – allerhelst udødelige spor. Vi vil gerne have en betydning
af en eller anden slags. Om ikke andet så den betydning, som ligger i
at gøre det, man skal. Det er jo nok den lutherske tanke – dette at være, hvor man er i kald og stand og leve dér, som man bør i det samfund
og i de fællesskaber, hvor man ligesom hører hjemme. Et ordentligt
liv, kunne man sige, her i denne verden med det kristne håb i hjertet til
en anden verden – til det Guds rige, der på sin egen måde hører med
til vores menneskeliv og ligesom sætter det i relief – og måske endda
giver det den ro og fred, som skal til, for at vi kan være til stede uden
at blive paniske over tidens og livets gang og evige spekulationer over
både det ene og det andet.
Og nu kommer jeg så til at tænke på vores store julesalme, som vi
sang juledag: Lad det klinge sødt i sky med det herlige omkvæd:
Nu er sket til jordens held, hvad os meldte Gabriel,
Guds engel fin:
Født er Herren af en mø, og vi ej fødes til at dø.
Gud med os Immanuel, Immanuel.
Nej, vi ej fødes til at dø – det er måske netop julens egentligste budskab – i hvert fald til alle os, der ikke nåede at sætte os de store afgørende spor i menneskehedens eller vores folks historie, og som gang
på gang må vove denne dyst med døden, som det jo egentlig er, når vi
falder hen i spekulationer over tilværelsens lethed eller meningsløshed. Ja, men så ligger pludselig i dag, mens tiden rinder og året rinder
ud, dette lille barn i vores arme, og det gamle hærgede menneske må
smelte hen i trøsten: at vi ej fødes for at dø…
Nej, vi fødes for at leve med frimodighed og glæde og så den fred, der
gør det muligt at leve som Guds glade børn – der ikke er dødens trælle, men børn af livet – arvinger til alt! Ikke ved vores egen fortræffelige og epokegørende indsats – men ved Guds! Det er det, Paulus er
inde på i den epistel, vi hørte – om dette at blive befriet så at sige fra
disse evige menneskelige spekulationer over døden og dermed over
livets mening og betydning – befriet fra de tiltagende spekulationer
om, hvordan jeg skal leve mit liv på den rette måde for at blive til
17
noget af betydning både overfor Gud og overfor mennesker og måske
overfor mig selv – denne livets paniske tilstand, som bliver mere og
mere panisk som livet går og mulighedernes døre lukkes en for en, og
dødens dør så sagtelig åbner sig dag for dag – år for år.
Ja, så står Paulus der og påstår nok så frimodigt, at vi allerede for
længst er dér, hvor vi skal være – lykkens skødebørn, som Grundtvig
siger, der har udsigt til alt – fordi Jesus en gang for alle har befriet os
– så at sige fra os selv og hele den anstrengelse, vi pålægger os for at
blive det, vi allerede er.
I kender sikkert fabelen om myren og græshoppen. Den flittige myre,
der arbejder hele sommeren med at samle sig forråd til den kolde vinter, mens græshoppen ikke bestiller andet end at synge og danse og
more sig og spille violin. Og så kommer vinteren selvfølgelig og myren kan sidde og mæske sig i sit store forråd, mens græshoppen må gå
sultende og frysende omkring og tigge sig lidt mad hist og her. Og
hvad siger den flittige myre så, da græshoppen kommer til dens dør og
beder om lidt mad?
Ja, ifølge fabelen smækker den døren i med ordene: Hvis du var dum
nok til at synge og danse hele sommeren væk, så må du også danse i
seng uden mad om vinteren. Jo, for sådan er jo menneskers og livets
lov: Vil du nyde, så må du også yde. Det er myreloven, og myrer er vi
jo – Gud i himlen, hvor er vi myrer. Aldrig har vi været så meget myrer, som i dag – aldrig har vi puklet så meget, som i dag – aldrig har vi
sat så meget til side for at arbejde som i dag – selv de dybeste menneskelige relationer ofrer vi for at samle forråd til huse.
Måske lige indtil vi standser op og forbarmer os, sådan som ethvert
normalt menneske ville gøre det – forbarmer os over græshoppen, der
er sulten og fryser, også selv om den ikke gør dagens gerning, som vi
siger, men fjanter sit liv væk til ingen verdens nytte. Ja, forbarmer os
egentlig dermed over os selv, for måske er vi selv vores egen strengeste herre og slavepisker, og det er måske i virkeligheden os selv, vi
skal gøre op med først og fremmest. Den sang jo egentlig så smukt,
mens vi myrede os af sted på livets vej for at skaffe os forråd og skaffe os mening i livet. Den spillede, så det var en lise for den mødige og
trætte myre, der kæmpede med de store byrder, livet og ikke mindst
loven og moralen pålagde den. Den lettede med sin sang den hårde vej
og den tunge byrde. Den sang til eftertænksomhed om livet og døden
og kærligheden og fik os måske til at se ting, som vi ikke så før – føle
det, som vi ikke før havde sans for, fordi vi opfattede hele vores liv
som én stor indsats, og derfor ikke havde tid til snak og pjat. Nå ja,
græshoppen var ikke særlig produktiv – ikke særlig klog, for vinteren
kommer altid, som Petter Dass synger i sin salme – også til de ubekymrede, og hvor er nu dit forråd, dit afkast – din investering?
Jeg ser mit mandeltræ alt tager til at knoppes
Min styrke går i knæ…
Det lille barn, som den dag lå i den gamle Simeons arme, blev vel
heller ikke særlig nyttigt i den forstand, som myren forstår. Han forlod
vistnok til sin myrefamilies græmmelse og sorg sit gode tømrerarbejde
og sit gode rygte og blev sådan en omvandrende unyttig prædikant,
18
som aldrig gjorde dagens gerning, men til gengæld spiste og drak med
toldere og syndere. Men Simeons gamle hjerte forstod ham – forstod
hans kald til modsigelse af flittige myrer – til fald og til oprejsning for
mange. Og uden denne dagdriver og den dagdriverbande, han omgav
sig med – havde verden aldrig været den samme. Uden denne intense
prædiken, som han gav vores verden, ville vi nok aldrig have været i
tvivl om det, der var sandt og falsk – det, der var rigtigt og forkert –
det, der var ondt og godt.
Nu ved vi ingenting mere, for han har sat sådan et stort spørgsmålstegn ved hele vores liv – og til verdens held – også ved vores sikre
død – for vi ej fødes til at dø! Og så er alting åbent, og det er ikke blot
dødens dør, der åbner sig så sagtelig – det gør livets dør så sandelig
også.
Den tolvårige Jesus i templet
Hvert år tog Jesu forældre til Jerusalem til påskefesten. Også
da han var blevet tolv år, drog de derop, som det var skik
ved festen. Da påskedagene var omme, og de skulle hjem,
blev drengen Jesus i Jerusalem, uden at hans forældre vidste
det. I den tro, at han var i rejsefølget, kom de en dags rejse
frem og ledte efter ham blandt familie og bekendte. Da de
ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem for at lede
efter ham dér; og efter tre dage fandt de ham i templet, hvor
han sad midt blandt lærerne, lyttede til dem og stillede dem
spørgsmål. Alle, der hørte det, undrede sig meget over hans
indsigt og de svar, han gav. Da forældrene fik øje på ham,
blev de slået af forundring, og hans mor sagde til ham:
»Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har
ledt efter dig og været ængstelige.« Men han sagde til dem:
»Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos
min fader?« Men de forstod ikke, hvad han sagde til dem. Så
fulgte han med dem tilbage til Nazaret, og han var lydig mod
dem.
Hans mor gemte alle ordene i sit hjerte. Og Jesus gik frem i
visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker.
______________________
En sød historie om en dreng, der blev væk, men lykkeligvis blev fundet igen? En overgangsrite, hvor barnet tager afsked med sine forældre og bliver voksen? En hyldest til templet som Guds bolig? Ja, der
er mange fortolkningsmuligheder til denne lille anekdote, som Lukas
fortæller i dag om den 12-årige Jesus i Templet. Salmerne, vi synger i
dag peger på den sidste fortolkning – denne hyldest til helligdommen
som et lille Himmerig på jord eller i Grundtvigs gendigtning af salme
42 om længslen efter at komme i kirke.
Det kunne være spændende i dag at fundere lidt over, hvad det er ved
kirken eller helligdommen, der gør den til noget særligt – noget uundværligt for mange mennesker. Vi, der kommer jævnligt i kirken, kla-
19
ger jo ikke sjældent over, at der ikke kommer så mange, som der kunne komme, men hvad er det egentlig, vi selv mener, der er så godt ved
at gå i kirke? Hvad er det, vi siger, til de, som ikke kommer her, at de
går glip af?
Ja, det mest iøjnefaldende, det er selvfølgelig traditionen. Her er vores
forfædre kommet og gået igennem 1000 år – stort set i det samme hus,
som har stået her gennem alle omskiftelser. Traditionen er vigtig for
mennesker – det ser vi juleaften, hvor det vel nok først og fremmest er
den, man søger, når man går i kirke i hobetal. Man kunne også nævne
det nationale – der er vel ikke noget så dansk, som vores ældgamle
kirker. Og som en sagde for nylig – at være dansk er at være kristen!
Man kunne nævne stilheden. Stillegudstjenester vinder frem og det at
bruge kirken som et retrætested fra verdens larm.
Og så kunne man selvfølgelig nævne den intellektuelle og måske opbyggelige oplevelse af en god prædiken og vel også den følelsesmæssige tilfredsstillelse ved gentagelsen af de ældgamle ritualer. Freden,
som vi slutter enhver gudstjeneste af med at ønske for hinanden.
Endelig er der måske også pligten. Nogen skal jo, hvis kirken ikke
skal lukke – og det skal den ikke – i hvert fald ikke her i vores sogn.
Hensynet til kirkebetjeningen tæller måske også. Så der er en hel vifte
af gode grunde til at gå i kirke, men det er som om, ingen af dem rigtig mætter. Hvad er den egentlige grund til at gå til en kristen gudstjeneste – den grund, som vi kunne forkynde for verden med glæde og
overbevisning?
Ja, det er måske en anden end de nævnte - for måske er det helt forkert
at betragte kirken som sådan et retrætested, trukket tilbage fra alverdens larm og forurening. Måske er det slet ikke kirkens opgave at
værne om traditionen eller om det nationale – og måske er netop de
gamle ritualer i dag med til at holde folk væk fra kirken. Og at gå i
kirke af pligt kalder jo på spørgsmålet: Hvorfor bevare noget af den
grund? Det samme kan siges om prædikenen, som måske er en håbløst
forældet foreteelse med sin belæring og talen ned til menigheden. Så
måske skal vi – bare i dag i hvert fald – prøve at tænke anderledes om
gudstjenesten – anderledes om det at være kristen i det hele taget.
For det at være kristen kan aldrig betyde en tilbagetrukkethed fra verden. Tværtimod kalder netop kristendommen os ind i verden fuldt og
helt – ind i livet her og nu – livet med hinanden. Og derfor kan den
kristne gudstjeneste heller aldrig være sådan en retræte fra verden
derude – så vi ligesom kan tage her hen engang imellem for at blive
ladet op til livet derude. Enten gennem traditionerne eller ritualerne
eller gennem prædikenen. For gudstjenesten er ikke udenfor verden
men tværtimod lige midt i livets bankende hjerte. På samme måde
som menigheden ikke er udenfor verden i kraft af en eller anden speciel måde at leve eller tænke på, men tværtimod er fuldt og helt tilstede i verdens liv – og når menigheden holder gudstjeneste, gør den det
ikke for at trække sig tilbage fra verden, men for at opleve dybderne i
denne tilværelse – i denne verden. For at opleve det hellige lige midt i
det almindelige. Det hellige, som vi siger, er nemlig ikke udenfor vores ganske almindelige menneskeliv – men lige midt i det hele.
20
Det er altså ikke ritualerne eller traditionen eller de gamle kønne bygninger, det kommer an på, men den sande kristne gudstjeneste står og
falder måske netop med denne sammensmeltning af det hellige – livets store dybder – med det ganske almindelige. Måske er det derfor,
kirken hos os kaldes den hellige, almindelige kirke – men først og
fremmest er gudstjenesten jo udtryk for, at Gud blev et almindeligt
menneske. Meget meget almindeligt – så almindeligt, at vores Gud – i
modsætning til alverdens andre guder – skal hjælpes.
Tænk på episoden i Getsemane Have, hvor Jesus beder så inderligt om
at måtte slippe for sin kommende lidelse og død og beder disciplene
om at våge med ham. Men de sov alle som en, og kunne I ikke våge
med mig bare én time, spørger han dem. Og det er altså Guds søn,
Messias, Kristus – eller Gud selv, som beder mennesker om hjælp.
Kunne I ikke hjælpe mig bare lidt.
Og dermed er alt vendt om – hele den traditionelle gudsforestilling,
som jo også kommer til udtryk i nødens og katastrofens stund, hvor
mennesker råber om hjælp og mening til deres gud, den almægtige,
som skal standse ulykken og gøre det gjorte ugjort. Men vi har en
anden Gud – en lidende Gud, der tager del i verdens liv fuldt og helt –
og denne så anderledes afmægtige Gud beder mig om at gøre det
samme – deltage med Gud i verdens lidelser – uden at forskønne noget med religionens fernis – uden at skulle forklare ondskaben eller
ulykken – blot være til stede i det alt sammen – i det vi kalder livet.
Det er den sande gudstjeneste: at leve med i verdens skæve og uretfærdige gang fuldt og helt, sådan som Gud gør det. Det var det, han
viste os så umisforståeligt ved at være til stede i liv og i død, sådan
som evangeliet forkynder det. Og for så vidt kan vi da godt afskaffe
alle de ydre tegn og religiøse udtryk – det er jo ikke dem, der er vigtige – med mindre de kan hjælpe os til at leve dybere og stærkere med i
dette almindelige menneskeliv, som er vores lod. Og sådan kan man jo
også godt se på gudstjenesten.
I nadveren får vi ganske almindeligt brød og almindelig vin, men samtidig får vi at vide, at det er et helligt måltid, hvor Gud selv er til stede
i brødet og i vinen. Og dermed gør nadveren på sin vis ethvert måltid
helligt – på samme måde som en virkelig kristen gudstjeneste stik
imod at trække sig tilbage fra verden i ophøjet hellighed – netop gør
opmærksom på livet i verden som et helligt almindeligt liv, hvor Gud
selv er til stede overalt – ikke som hersker eller som dommer – men
som vores lidende tjener, der beder om vores hjælp og støtte.
Og hvor stiller denne gudsopfattelse og gudstjenesteopfattelse så os?
Ja, så er vi så langt som noget fra at være arme syndere, der må dække
os for vores vrede Gud med gudstjenester og rigtige ritualer og troende prædikener – for ’så er vi alle kongebørn, skønt fattige og arme –
og højere end nogen ørn sig tankerne opsvinge, når Jesus er vort hjerte
nær som Herre mild og broder kær…’
Hvad var det, Jesus forlod som 12-årig? Var det hans forældre for at
hænge ud i Templet – i sin fars hus? Eller var det templet, han forlod,
dengang han fulgte med Josef og Maria tilbage til Nazareth og var
lydig imod dem – og dermed forlod sin almægtige fars hus? Det kan
21
man jo fundere over, uanset hvad der var Lukas’ mening med fortællingen – men når jeg læser resten af evangeliet om denne Jesus, så er
jeg mest tilbøjelig til at tro det sidste: at det var hans barnetro omkring
tempelkulten med alle religionens frygtsomme sikkerhedsforanstaltninger, han forlod for at gå ud i verden og selv være det nye tempel i
form af den lidende Gud, der bad sine elever så mindeligt om at våge
med sig – bare lidt! Ikke bare fordi den tanke vender op og ned på
hele vores religiøse forestillingsverden – men fordi den vender op og
ned på mig selv, så jeg igen mærker den stille jubel over at være til –
at være et frit menneske, som Gud beder om hjælp og dermed giver
lejlighed til at springe lige ud midt i dette fantastiske hellige almindelige menneskeliv.
En gudstjeneste, der hjælper mig til det, er en sand, kristen gudstjeneste – ja selve livets hellige, almindelige kilde - som jeg da kan længes
efter nøjagtig som den tørstige hjort, der længes efter det rindende
væld.
Jesus i Nazarets synagoge
Han kom også til Nazaret, hvor han var vokset op. På sabbatten gik han efter sædvane ind i synagogen, og han rejste
sig for at læse op. Man rakte ham profeten Esajas' bog, og
han åbnede den og fandt det sted, hvor der står skrevet:
Herrens ånd er over mig,
fordi han har salvet mig.
Han har sendt mig
for at bringe godt budskab til fattige,
for at udråbe frigivelse for fanger
og syn til blinde,
for at sætte undertrykte i frihed,
for at udråbe et nådeår fra Herren.
Så lukkede han bogen, gav den til tjeneren og satte sig, og
alle i synagogen rettede spændt øjnene mod ham. Da begyndte han at tale til dem og sagde: »I dag er det skriftord,
som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.« Alle gav de ham deres bifald og undrede sig over de nådefulde ord, som udgik af
hans mund, og de spurgte: »Er det ikke Josefs søn?« Han
svarede dem: »I vil sikkert bruge denne talemåde mod mig:
Læge, læg dig selv! og sige: Vi har hørt om alt det, der er
sket i Kapernaum; gør det samme her i din hjemby!« Men
han sagde: »Sandelig siger jeg jer: Ingen profet er anerkendt i sin hjemby. Og jeg siger jer, som sandt er: Der var
mange enker i Israel på Elias' tid, dengang himlen var lukket
i tre år og seks måneder, så der blev stor hungersnød i hele
landet; og Elias blev ikke sendt til nogen af dem, men til en
enke i Sarepta i Sidons land. Og der var mange spedalske i
Israel på profeten Elisas tid; og ingen af dem blev renset,
men det blev syreren Na'aman.«
Alle i synagogen blev ude af sig selv af raseri, da de hørte
det; de sprang op, jog ham ud af byen og drev ham hen til
22
kanten af det bjerg, deres by var bygget på, for at styrte
ham ned. Men han banede sig vej imellem dem og gik.
_________________________
Der var engang en ægyptisk prins ved navn Moses. Han var egentlig
hebræer men var blevet adopteret ved kongens hof. Hebræerne var
jævnt hen undertrykte af ægypterne og levede som slaver og fremmede i landet. Moses glemte aldrig sin herkomst, og en dag greb han ind
og hævnede en ægypters drab på en hebræer ved at dræbe ægypteren i
al hemmelighed. Men det blev opdaget, og næste dag, da Moses forsøgte at mægle mellem to hebræere, der var kommet i klammeri, bad
de ham gå med ordene: Hvem har sat dig til at herske og dømme over
os? Vi du også slå os ihjel? Da drabet blev kendt ved hoffet, måtte
Moses flygte ud af landet og han opholdt sig i mange år i udlandet,
hvor han bl.a. stiftede familie.
Mange år senere blev han kaldet af Gud selv til at befri sit folk fra
Ægypten. Ved en brændende tornebusk fik han opdraget, og på
spørgsmålet om, hvem der sendte ham, skulle han svare: Gud.
Moses befriede sit folk fra Ægyptens slaveri og førte det mod det forjættede land gennem ørkenen. Men igen og igen forkastede folket
Moses og længtes tilbage mod Ægyptens kødgryder – for sådan er det
folk altså, at de forkaster deres redningsmænd – hvad enten det var
Moses eller profeterne.
Når Lukas her ved kirkeårets begyndelse og ved begyndelsen af sit
evangelium ligesom skal anslå tonen for Jesu virksomhed i sit folk, ja,
så sker det altså med den dramatiske fortælling om dette ekko af fortidens så at sige umulige arbejdsforhold for dem, der forsøger at tale til
dette folk i Guds navn.
Jesus er kommet tilbage til sin egen by Nazareth, og i kraft af sin spirende berømmelse inviteres han til at prædike i synagogen. Han læser
at afsnit fra profeten Esajas – netop sådan en frihedsforkyndelse til
folket, som den igen og igen har lydt til disse jøder fra deres Gud –
gennem patriarkerne – gennem Moses og profeterne – gennem hele
det gamle Testamente - og nu endelig gennem deres eget bysbarn Jesus: I dag er dette skriftord gået i opfyldelse. Begejstringen vil ingen
ende tage, og tænk, han er en af vores egne!
Men så fortsætter Jesus med at fremhæve de træk fra Israels historie,
hvor fremmede er blevet udvalgt af Gud til fordel for folket selv –
sidonitter og syrere som modtog Guds velsignelse og helbredelse gennem profeterne, mens folket selv sultede eller døjede under sygdom
under Guds vrede og straf. Fordi dette folk forkaster Guds udsendte
igen og igen og igen. Dette halsstarrige folk, som ikke vil høre, og
som ikke vil deres eget bedste.
Menigheden i synagogen bliver naturligvis så vrede, så de vil slå Jesus
ihjel – det svarer til at påstå, at 2. generationsindvandrerne har mere
ret til Danmark end danskerne selv - men i denne omgang lykkes det
ikke for dem.
23
Så er tonen slået an til Lukasevangeliet og også til vores kirkeår: Han
kom med fred og frihed – med kærlighed, liv og glæde til alle – men
hans nærmeste ville ikke vide af ham, sådan som de altid har forkastet
de mennesker, der forsøgte at tale dem til fornuft, til rette eller til deres eget bedste. Nu skal I høre, hvordan historien gentager sig igen og
igen. Og selv efter Jesu død og opstandelse fortsætter Lukas ubarmhjertigt i sin anden bog, Apostlenes Gerninger, sin rystende skildring
af jødefolket. Den første kristne martyr, Stefanus, blev stenet ihjel af
vrede jøder i kapitel 7, og hans tale inden steningen er én lang anklage
mod dette folk – én lang påvisning af, hvordan det konsekvent har
dræbt og tortureret alle, der søgte at få dem i tale. ”Hvem af profeterne
har I ikke slået ihjel?” råbte han, inden de stenede ham – i øvrigt under ledelse af en ung mand – den senere så navnkundige Paulus.
Nu er spørgsmålet så: Hvad skal vi med alt det her? Vi har altså set,
der er en forbindelse fra beretningen i Nazareth tilbage til Moses og
profeterne – en gentagelse af et mønster. Er der også en forbindelse
frem fra Lukasevangeliet til os i dag i Danmark ud over det sådan rent
historisk interessante? Kan vi identificere noget af vores liv i dag med
denne barske introduktion til Jesus liv?
Da Lukas skrev sine bøger engang i 80’erne, var jødefolket på det
nærmeste tilintetgjort af romerne, der i året 70 havde lagt Jerusalem
øde sammen med templet. Atter engang var folket sendt i eksil, og
Lukas er ikke i tvivl om grunden: sådan går det, når man ikke vil lytte
til Guds egen stemme men lytter til alle mulige afguder. Sådan går det
et folk, der ihjelslår profeterne og dem, Gud sender til dem. Og her ser
jeg faktisk en nøgle til en eventuel betydning for os i dag. Lukas’ historie er ikke bare historieskrivning, men først og fremmest en universel og tidløs beretning om vores situation som mennesker. Dette at vi
så let som ingenting lader os besnære af afgudsdyrkelsen – og her
tænker jeg ikke så meget på gamle dages herlige og forbudte afguder
men mere dette, at vi så let som ingenting lader os overmande af den
almindelige holdning – den udbredte mening – alle nødvendighederne
– hvad de gamle har sagt og bestemt – traditionerne - alle grænserne
og alle de skel vi sætter op mellem hinanden for at kunne overleve
som personer, som folk og som nation. Vi hæger så gerne om vores
egenart – vores særlige fortrin – vores særlige fælles traditioner her til
lands – eller her på vores egen – eller i vores familie og slægt. Alt det,
som gør os til noget særligt i forhold til andre – gør os til dem vi er.
Og vi lærer vores børn at skønne på denne arv – dette særlige, som vi
bruger til at identificere os med overfor vores omverden. Altså dette,
at vi er mere tilbøjelige til at se bagud end fremad – mere tilbøjelige til
forsigtig eftertanke end til det spontant menneskelige.
Og dermed er vi et præcist spejl af den jødiske selvforståelse ifølge
Lukas - med dens hovedvægt på religionen, slægten, nationen, folket –
det særlige - fortiden. Og hellere dø end at give køb på denne hellige
arv fra fortiden. Glem aldrig, hvem du er! Et produkt af din slægt og
din stamme. Du lever og vokser kun i kraft af dine rødder.
Men til fortiden hører også skylden – den skyld, som er så udpræget
for jødisk religiøs tankegang, og som netop kommer af at se sig tilba-
24
ge. Og så er det, Lukas hævder, at lige præcis den livsholdning fører
til død og udslettelse. Og i stedet fremhæver han den universelle,
grænseløse og eviggyldige menneskelighed. Den menneskelighed, der
bryder igennem alle grænser og skel – alle såkaldte fortrin eller forskelle i race, køn, observans, nationalitet, alder – ja, alt – inklusive din
nagende skyld - med den kærlighed, som ser stort på ethvert kendetegn og enhver forskel og enhver gæld, men blot ser et medmenneske i
ethvert menneske – ja mere end det – ser Gud selv i ethvert medmenneske.
Det er det, hans bøger handler om, og derfor har de også bud til os i
dag med budskabet om, at enhver forskelsbehandling af mennesker –
uanset hvad eller hvem – fører til død og undergang for menneskelivet
på samme måde som den evige hægen om skyld og gæld gør det. Sådan som jødefolkets historie så klart har vist det. Det var ikke blot
profeterne, de slog ihjel – og ikke blot Guds egen søn – det var deres
egen menneskelighed, de lod hånt om – deres eget menneskehjerte –
deres egen levende og altafgørende nutid til fordel for fædrene overleveringer, som blev misbrugt til at undertrykke både sig selv og andre
med: kvinder og børn – syge og elendige – urene og fremmede – alle
som ansås for at være skyldens årsag.
Hver gang folkets eget hjerte rørte på sig i form af profeter eller Guds
egen søn, så slog de det hen – slog det ihjel – nægtede at lytte til deres
eget indre selv, som råbte til dem om sand frihed – sand fred – ægte
kærlighed og medmenneskelighed på tværs af alle grænser og mure og
skel. Men de ville ikke – de foretrak døden frem for livet.
Sådan begynder Lukas vores kirkeår her i eftertænksomhedens og
forventningens adventstid med en prolog om, hvad det kommer til at
handle om – den evige kamp om, hvad det vil sige at være et sandt –
et virkeligt levende menneske. Det er det, gudstjenestens drama kommer til at handle om søndag efter søndag. Så vær da velkommen, Herrens år! Velkommen Lukas – velkommen Guds søn med glædesbud til
arme mennesker.
Peters fiskefangst
Engang da Jesus stod ved Genesaret Sø, og folkeskaren
trængtes om ham for at høre Guds ord, fik han øje på to både, der lå ved søen. Fiskerne var gået fra dem og var ved at
skylle garnene. Så gik han op i en af bådene, den der tilhørte
Simon, og bad ham lægge lidt fra land. Så satte han sig og
underviste skarerne fra båden.
Da han holdt op med at tale, sagde han til Simon: »Læg ud
på dybet, og kast jeres garn ud til fangst!« Men Simon svarede: »Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået; men
på dit ord vil jeg kaste garnene ud.« Det gjorde de, og de
fangede en stor mængde fisk, så deres garn var ved at
sprænges. De gjorde tegn til deres kammerater i den anden
båd, at de skulle komme dem til hjælp, og de kom og fyldte
25
begge både, så de var lige ved at synke. Da Simon Peter så
det, faldt han ned for Jesu knæ og sagde: »Gå bort fra mig,
Herre, for jeg er en syndig mand.« For han og alle de, som
var med ham, var grebet af rædsel på grund af den fangst,
de havde fået – ligeså Jakob og Johannes, Zebedæus' sønner, som fiskede sammen med Simon. Men Jesus sagde til
Simon: »Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker.« Og
de lagde bådene til land og forlod alt og fulgte ham.
_______________
I alterbogen fra 1992 indførte vi her til lands for første gang gammeltestamentlige læsninger i gudstjenesten. I dag skulle vi således have
læst fra profeten Esajas om, hvordan Gud sender ham ud, og det giver
selvfølgelig en vis mening, fordi dagens tekst om Peters fiskedræt
handler om at blive sendt ud med Guds ord. Men jeg må indrømme, at
jeg har syndet mod den autoriserede alterbog, idet jeg i dag har tilladt
mig at læse en anden gammeltestamentlig tekst end den forordnede.
Det har I sikkert allerede bemærket, men det skyldes, at jeg synes,
beretningen om Moses ved den brændende tornebusk passer bedre
som oplæg til beretningen om Peters fiskefangst – og jeg tror oven i
købet, at det er en af pointerne i Lukas’ fantastiske fortælling.
Hvordan skal man beskrive Jesus og den åbenbaring af liv og frihed
og kærlighed, han kom med? Hvordan skal man med ord beskrive det
største, der findes? Ved at knytte mennesket Jesus fra Nazareth til det
helligste, man kendte, nemlig Det gamle Testamente, sådan som det
blev og stadig bliver læst op ved den jødiske synagogegudstjeneste.
Der er meget, der taler for, at det er den jødiske liturgi i det 1. århundrede, der har skabt rammen for evangelierne, og ved de første gudstjenester har man altså læst det, man kendte og plejede at læse, nemlig
teksterne fra Toraen – altså de fem Mosebøger, men dertil har man så
yderligere læst den tilsvarende evangelietekst med det ene formål at
vise, at den gamle pagt med Jesus var blevet opfyldt og erstattet af en
ny pagt. Stor var Moses, Josva, Elias, Abraham, Josef og alle de andre
kæmpeskikkelser fra den jødiske hellige bog – men større end alle
disse var og er Jesus fra Nazareth. Han er Messias – han er Kristus –
han er Guds udtrykte billede. Det var en vigtig pointe i disse jødiske
evangelisters fortællinger, at her var mere end David og Salomon og
alle de andre til sammen.
Jeg tror, det er vigtigt at have denne dimension med, hvis vi for alvor
skal forstå dybden i evangeliernes beretninger – så vi ikke bare bliver
spist af med et utroligt mirakel, for hvad skal vi egentlig med det i
dag? Hvad skal vi f.eks. med en fantastisk fiskedræt, hvis ikke vi fornemmer dybden i fortællingen? Hvis ikke vi fornemmer, hvad det var,
Lukas egentlig ville med den?
Jeg tror ikke på den rent bogstaveligt – ikke så meget fordi vi kender
alle disse lystfiskerhistorier – men fordi den som sådan ingenting siger
mig. Jeg kan ikke bruge mirakler til at understøtte mit gudsforhold
med – ikke i dag. Jeg har for svært ved at tabe både næse og mund
over sådan noget. Det overnaturlige siger mig ikke noget i sig selv –
26
kun i det øjeblik det peger på noget andet – noget virkeligt. Og jeg tror
heller aldrig det har været forfatterens mening at argumentere med
mirakler som sådan. Men jeg tror, Lukas har siddet med Toraen foran
sig, og ud fra den har han så fortalt sin historie om Jesus og Peter og
de andre disciple, sådan som han havde hørt den fortalt – ud fra den
har han skrevet sin prædiken.
Fortællingen handler om Moses, der havde slået sig ned et godt sted
som fårehyrde med kone og børn, svigerfar og det, vi ville kalde et
rimeligt og fornuftigt liv sådan på det jævne i kald og stand. Men så
pludselig en skønne dag bliver han kaldt ud til noget helt andet, som
betyder, at han må forlade alt det kendte og elskede og rimelige for at
drage ud på eventyr så at sige. Som Bilbo eller Frodo i Ringens Herre
eller som så mange andre i litteraturen, der pludselig er blevet kaldt ud
eller råbt op. Eller som Simon Peter – en ganske almindelig fisker
med kone og børn og svigermor og et jævnt og muntert virksomt liv
på jord, indtil Gud kom og kaldte ham ud i noget helt helt andet.
Begge begivenheder starter med et mirakel – med ild og med vand så
at sige – en brændende tornebusk som ikke brændte op - og så denne
mirakuløse fisketur. Både Moses og Peter stod overfor deres Gud –
overfor det helligste. Og både Moses og Peter erkendte det.
”Du skal befri mit folk, for jeg har hørt dets klageråb i Egypten!” ”Du
skal fra nu af fange levende mennesker!” Sådan lød de guddommelige
befalinger til Moses og Peter, og begge vægrede sig. ”Hvem er jeg, at
jeg skulle gå til Farao og føre israelitterne ud af Egypten?” indvendte
Moses, forståeligt nok. Hvad kan lille jeg dog gøre?
”Herre gå bort fra mig, for jeg er en syndig mand!” indvendte Simon
Peter, også forståeligt nok grebet af rædsel over Guds hellige nærvær.
Men begge blev sendt af sted ud i livet. Moses til Ægypten, befrielse
og ørkenvandring gennem 40 år på godt og ondt – og Peter, Jakob og
Johannes lagde bådene på land, forlod alt og fulgte ham, Jesus – også
på godt og ondt. Det blev deres liv. Sendt ud af dette mægtige ”Jeg
ER”.
Sådan arbejdede Lukas, tror jeg, da han skulle beskrive mennesket
Jesus som Gud selv, der bruger ganske almindelige medmennesker
som redskaber for sin forkyndelse, og mon ikke også Lukas har betragtet sig selv som sådan et redskab? Og der har de så siddet i hans
jødisk-kristne menigheder i slutningen af det første århundrede og
lyttet til de gamle tekster og så til Lukas’ nye tekster. Og de har nikket
til det nye og har forstået den dybe sammenhæng i det guddommelige
spil, hvori de også selv indtog deres rolle som menighed. De har følt,
at Gud er kommet dem ganske nær i Jesus Kristus, der blev et menneske som de selv – et menneske, der udlevede Guds kærlighed – et
menneske, der udlevede Guds frihed til at være den, han var. Et menneske, som hverken angst eller død kunne gøre det af med. Det mest
levende, frie og kærlige menneske, som kun kunne beskrives med de
største billeder hentet fra selve den levende Gud. Et menneske, som de
følte var levende tilstede iblandt dem med al sin kærligheds rigdom.
Miraklet er hverken en brændende tornebusk eller en masse uventede
fisk – miraklet for Lukas er Guds nærvær i vores almindelige menne-
27
skeliv – udlevet i Jesus fra Nazareth som i intet andet menneske – men
dermed også i vores daglige, guddommelige virkelighed. Med denne
Jesus blev Gud selv en virkelig vedkommende del af vores dagligdag,
og det guddommelige kald er ikke længere forbeholdt fortidens helte
og store mennesker men enhver, som er kaldet ud af dåben til virkeligt
liv – til opbrud og opstandelse.
Hvad Lukas og de andre evangelister dermed har givet os, kan jeg
leve mit liv og min hverdag på som det almindelige menneske jeg er –
ganske almindeligt og dog omstrålet af et guddommeligt nærvær, som
de fortæller mig, også er min virkelighed. Om jeg skal ud og befri mit
folk som Moses eller fange levende mennesker som Peter, ved jeg
ikke, men selv er jeg befriet, fordi jeg er indfanget af den levende
Guds evige, frie og levende kærlighed. Og så kan jeg vel også forsøge
at leve med alt, hvad jeg har i mig!
Om at dømme andre
Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig.
Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I
ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. Giv, så skal der
gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give
jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt
med.«
Han fortalte dem også en lignelse: »Kan en blind lede en
blind? Vil de ikke begge falde i grøften? En discipel står ikke
over sin mester; men enhver, der er udlært, skal være som
sin mester.
Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke
mærke til bjælken i dit eget øje? Hvordan kan du sige til din
broder: Broder, lad mig tage den splint ud, som er i dit øje!
når du ikke ser bjælken i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage den
splint ud, som er i din broders øje.
______________________
Hvad er essensen af evangeliet – det glædelige budskab? Er det forkyndelsen om Jesus, eller er det Jesu forkyndelse? Der lyder ikke
umiddelbart til at være den store forskel, men det er der. Og ikke
mindst i vore dage går snakken netop om det.
Da jeg læste teologi på universitetet for snart mange år siden, var det
god tone at hævde, at evangeliet var budskabet om Jesu død for vores
skyld – altså budskabet om syndernes forladelse i Jesus Kristus. Punktum! At der så var ligesom en forhistorie i evangelierne, det var jo fint
nok, men den var at betragte nærmest som et oplæg til lidelseshistorien – et slags forord til det egentlige. Det kom sig af, at man lagde – og
lægger for den sags skyld – al vægt på Jesu forsonergerning, og det vil
sige, at du ikke selv kan gøre hverken fra eller til. Din frelse er grundet i Guds frelserhandling gennem Jesus. Uanset hvad. Ingen nok så
god eller ond gerning fra din side kan gøre hverken fra eller til. Det
28
eneste kriterium, man har stillet op – ikke mindst i vores lutherske
kirke - er for så vidt troen. Altså et menneske frelses ikke ved gode
gerninger, men alene ved tro, som Paulus siger. Så du må tro på det
her – tro på dine synders forladelse – tro på Gud, sådan som trosbekendelsen siger det - og det er så nok. Og troen – ja, den kommer af at
gå i kirke – at blive døbt, gå til alters osv. – tage del i det, vi kalder
nådemidlerne og lytte alvorligt til præstens prædiken, som jo ikke blot
er præstens, men er Guds Ord – ikke til diskussion, men netop til tro
eller forkastelse.
Baggrunden for det her er et menneskesyn, der går på, at mennesket i
virkeligheden er ude af stand til at gøre noget for sin egen frelse, fordi
mennesket ved arvesynden – altså den synd, som allerede Adam og
Eva ved deres ulydighed lagde ind i menneskeslægten for tid og evighed – er blevet så fordærvet, at der ikke er noget at gøre. Der må ligesom hjælp til udefra, og det er netop den hjælp, Det nye Testamente
og gudstjenesten handler om i form af budskabet om syndernes forladelse. Her kommer Jesus, der som det eneste menneske ikke er besmittet af arvesynden, fordi han er født af en jomfru ved Helligåndens
hjælp, og derfor er han i stand til at frelse menneskeheden udefra så at
sige – den menneskehed, der træller under syndens – og Paulus siger
tilmed: dødens forfærdelige byrde, for syndens løn er som bekendt
døden. Kun Guds egen søn kan løfte åget af vore skuldre, så vi bliver
frie og frelste. Og det gør han ved at blive et menneske og ofre livet
for os.
Det er jo en meget smuk tanke, som kommer til udtryk ved alle vores
gudstjenester - ikke mindst i vores gamle salmer, men der er mange
mennesker i dag, der har svært ved på den måde at blive sat ud af kraft
så at sige – og som måske også har svært ved at acceptere denne uomgængelige arvesynd, som man ikke rigtig kan få til at passe med virkeligheden i dag. En virkelighed, der forekommer mange mennesker
grundlæggende god og fuld af muligheder - og ikke som den jammerdal, de gamle synger om, når de længes bort fra denne syndige verden
til et evigt liv i Paradis. Der er et andet menneskesyn og livssyn i spil i
dag, og derfor er der nok flere og flere kristne, der er begyndt at kigge
nærmere på Jesu forkyndelse. Altså hvad sagde han egentlig? Hvad
ville han? Man ser ikke længere alene på den korsfæstede frelser –
man ser i stadig højere grad på, hvad det er for et liv, han peger på i
evangelierne, før han dør for vores skyld. Og det liv, han peger på, det
fremgår af flere ting: Lignelserne om Guds rige først og fremmest,
hans prædikener, og så alle de fantastiske aforismer og småord, som
bl.a. indgår i dagens tekst fra Lukasevangeliet. Og hvis man skal uddrage essensen af hans lære, ja, så står den som overskrift i dagens
tekst: Vær barmhjertige, som jeres far er barmhjertig. Han peger igen
og igen på barmhjertigheden som det altafgørende i menneskelivet.
Det er ikke nogen tilfældig sætning, Lukas skriver her. I Det gamle
Testamente hed det: I skal være hellige, for Gud er hellig. Det vil sige
rene og lovlydige, så I kan træde frem for Gud. Og det vrimler med
religiøse forskrifter om ofre og afvaskninger og salvninger osv. for at
overholde denne hellige renhed. Vi har en reminiscens af det endnu i
dåben forstået som et renselsesbad.
29
Mattæus tager det op i sit evangelium og lader Jesus sige i slutningen
af Bjergprædikenen: I skal være fuldkomne, som jeres himmelske far
er fuldkommen. Dvs. I skal være etisk uangribelige, hvilket for Matthæus jo handler om det sindelag, man udviser og ikke blot om bogstavelig lovoverholdelse. Det er altså ikke nok f.eks. ikke at slå ihjel –
nej du skal holde op med at blive vred. Det er den fuldkomne lovoverholdelse, det handler om ifølge Matthæus. Men så sidder Lukas dér og
kigge både på Toraen, som han kender ud og ind og på Mattæusevangeliet, som ligger foran ham – og så er det, han lader Jesus sige: Nej, I
skal være barmhjertige som jeres far - som Gud er barmhjertig. Skidt
med religionen: Døm ikke! – skidt med loven og retfærdigheden: Tilgiv hinanden! – vær bare barmhjertige! For barmhjertigheden bærer
lønnen i sig selv – som han siger: et godt, presset, rystet, topfyldt mål
skal man give jer i favnen. Livet ligger i barmhjertigheden. Livets
mening.
Men er det nu ikke lettere sagt end gjort? At efterfølge Jesu lære – og
bliver det ikke nemt til hykleri og kristelig moralisme - gerningsretfærdighed og fad godgørenhed osv. Jo, det er da nemmere sagt end
gjort – men nu gjorde han det altså, og der er milliarder af mennesker,
der har gjort det - vist barmhjertighed – båret over – taget sig af hinanden, selv om det ikke var foreskrevet eller for den sags skyld rimeligt. Og Gud ske lov for det, for ellers var livet ikke til at bære. Lad
mig tage et eksempel.
Hvor ligger problemet? Hos de andre eller hos mig selv? Det er det,
det fantastiske billede med bjælken og splinten handler om: Tag bjælken ud af dit eget øje, så kan du bedre se splinten i din brors. Smukt
akkompagneret af fortællingen om David og Natan: Du er manden!
Dette at erkende at problemet er mit og ikke min næstes, når jeg bliver
vred eller irriteret eller finder fejl. Som en klog mand sagde engang:
Læg mærke til din hånd, når du peger på nogen. Der er altid tre fingre,
der peger tilbage på dig selv. Det er aldrig ham eller hende, der irriterer dig eller gør dig vred eller gør dig ked af det – det er altid dig selv.
Og du kan jo som regel vælge at lade være – vælge ikke at ville lade
dig irritere. Vælge ikke at ville blive vred. Vælge ikke at ville blive
ked af det eller blive såret, som det hedder så tit: Han har såret mig!
Hun har fornærmet mig. Nej. Jeg lod mig såre. Jeg lod mig fornærme.
Prøv engang at gå efter noget andet - noget jeg ikke vil tøve med at
kalde et helt nyt liv. Et liv, hvor du tør være dig selv – fri for andre
menneskers irriterende og sårende og fornærmende bemærkninger og
holdninger. Et usårligt liv. Kun da kan du vælge barmhjertigheden –
den virkelige, frie barmhjertighed, som du ikke skal, fordi det står
skrevet, men som du vælger frit, fordi du vil være barmhjertig – du vil
tilgive – du vil ikke fordømme. Det er et valg, som kun kan foretages
af frie mennesker. Og det er det valg, Lukas taler om i dagens tekst.
Jeg havde nær sagt det naturlige – det, vi er opdraget til – det nemmeste og som regel også det mest tilfredsstillende, det er netop fordømmelsen – det er vreden – det er irritationen. Det er at blive såret og
fornærmet og give udtryk for, hvor forfærdeligt såret, man er blevet af
den anden. Hvor grov fornærmelsen har været.
30
Gennemført hykleri, siger Jesus. Spil for galleriet. Men det er vores
måde at leve på - som regel. Vi kan næsten ikke forestille os nogen
anden mulighed end at give igen på den ene eller anden måde. Hele
vores kultur lægger op til det – hele vores menneskesyn. Og det endda
på trods af, at vi kalder os kristne. Men for os er det at være kristen
slet ikke forbundet med at tage sit liv op til vurdering – det betragtes
nærmest som hovmod at ville ændre på noget grundlæggende – ja,
som kætteri selv at ville medvirke til at leve et bedre liv. Og derfor
tror jeg, kirken har et problem med moderne mennesker i dag – det er,
som om vi er vokset fra hinanden, fordi kirkens menneskesyn og tilværelsesopfattelse er så forskellig fra den virkelighed, mange mennesker oplever i dag. Og derfor er det så svært for kirken at kommunikere kristendom til mennesker i dag.
Man kan så anlægge det synspunkt, som man jo også gør, at det i hvert
fald ikke skal være moderne mennesker, der bestemmer, hvad der er
kristendom, og at kirken bare skal blive ved at forkynde syndernes
forladelse og troen alene, som den altid har gjort. Men spørgsmålet for
mig i hvert fald er, om vi ikke amputerer budskabet, når vi hele tiden
skal have det til at munde ud i den samme konklusion – om vi ikke
bare engang imellem kan tage evangeliet for pålydende og tage til
efterretning, hvad der faktisk står – også når der er tale om et klart
etisk påbud. Jeg synes i hvert fald dagens tekster og i det hele taget
Jesu egen lære gør det svært ikke at tage sit liv op til fornyelse og
forandring. Lad det så bare være hovmod og kætteri, men livet er for
kort til bare at lade stå til og så ellers vente på saligheden.
Vær barmhjertig, som Gud selv er barmhjertig!
Opvækkelsen af enkens søn i Nain
Derefter gik Jesus til en by, som hedder Nain, og hans disciple og en stor skare gik sammen med ham. Men da han
nærmede sig byporten, se, da blev der båret en død ud, som
var sin mors eneste søn, og hun var enke; og en stor skare
fra byen fulgte med hende. Da Herren så hende, ynkedes
han over hende og sagde: »Græd ikke!« Og han gik hen og
rørte ved båren. Bærerne stod stille, og han sagde: »Unge
mand, jeg siger dig: Rejs dig op!« Da satte den døde sig op
og begyndte at tale, og Jesus gav ham til hans mor. Alle blev
fyldt af frygt og priste Gud og sagde: »En stor profet er
fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk.« Og det ord
om ham nåede ud over hele Judæa og i hele omegnen.
___________________________
Der er en egen vemod over høsten. Ja, vi holder nok høstfest og festgudstjeneste – men høsten markerer på en eller anden måde en afslutning – et livsforløb derude i naturen, som er forbi, og nu nærmer efteråret sig allerede.
31
Jeppe Aakjær har i sin sang til havren ikke gjort det nemmere at tage
afsked. Her lader han havren selv synge sin sang, som er en smuk
livshistorie om vækst i pagt med naturen – om sangen, som kolde
hjerner ej forstår – ’livets rytme døbt i sommerdræ – mer end gumlekost for øg og fæ’. Om venskab med alt, hvad der er dansk såmænd –
bøgetræerne og al den danske sæd - om fred og landsbyidyl - og ’jeg
skal ringle bønnen frem i fromme sind…’
Men så en skønne eftermiddag er det slut. Mejetærskeren har gjort sit
job, og marken står tilbage som en slagmark uden et eneste strå tilbage, der ringler noget som helst. Sådan er det, og Grundtvig synger
vemodigt og længselsfuldt om en evig sommer hos vor Gud. Men
sådan er Naturens orden nu engang med avl og såning, fødsel, vækst
modning – og så høst og død. Og vel egentlig ikke nogen dårlig ordning – naturens. Man kan jo ikke have bølgende kornmarker stående
hele året – og havren ville jo ikke synge sin smukke sang i Aakjærs
sind, hvis ikke den var båret af netop vemod og længsel – han synger
nok om havren, men også om sin tabte barndoms lyksalighedsrige,
hvor alt var godt – hvor sommeren forekom netop evig. Men det går
ikke med den evighed.
Jeg var for ikke længe siden i Sverige til et seminar med den amerikanske biskop Spong, som er en fremragende foredragsholder, og jeg
kan huske en af hans sætninger, hvor han angreb selve religionens
væsen: ’De lokker med evig fred, men jeg vil ikke have fred – hverken
i dette liv eller i det næste. At gå ind til den evige hvile må være som
at gå til Helvede. Jeg er skabt til udvikling – til kamp – til vandring
mod nye horisonter og nye opdagelser. Jeg er skabt til at leve, og derfor kan jeg ikke se den evige fred som noget positivt – tværtimod.’
Religionen forsøger at få os til at forblive børn og drømme som børn –
tænke som børn – forstå som børn – forsøger at overbevise os med
barnlige begreber, så vi forholder os i ro – det er vigtigt for religionens
købmænd og magthavere at idealet altid er fred og ro, og at vi ikke
behøver tænke selv – end ikke tro selv. Alt er ordnet for os. Vi skal
bare gøre, som der bliver sagt. Men vi er voksne mennesker – skabt til
at tænke selv – skabt til udvikling fra barn til voksen – til modenhed
og til alderdom, men altid på vandring, og for mig er idealet at gå den
udvikling i møde med oprejst pande og tage imod hvert nyt trin med
glæde og forundring og være dér, hvor man er – og min drøm er, at
jeg også til sin tid kan tage imod min død som en vandring mod nye
overraskende horisonter.
Aakjærs havre synger af gode grunde ikke om høsten, men måske
kunne den synge om det at blive dagligt brød for mennesker, som vel
ikke er det værste. Måske kunne den synge om opstandelsen – om det
at blive lagt i jorden – at blive begravet som et enkelt korn og så opstå
– bryde frem af jorden igen og vokse smukt efter naturens orden og
blive til mange.
Ja, jeg prøver ligesom at nærme mig dagens tekst, som handler om et
brud på naturens orden, og som på en måde handler om en barnlig
drøm: at det skete ikke var sket. Altså denne barnlige mirakeltro, som
ikke vil finde sig i naturens orden, når den gør ondt. Det er et af religionens allerbedste udtryk – det med mirakler, og vores søstre og
32
brødre i den katolske kirke dyrker dem med stor ildhu og alvor. Men
jeg kan ikke leve på mirakler – jeg kan ikke tro på mirakler, og jeg
tror heller ikke, det er Lukas’ mening med fortællingen, at det er miraklet – dødeopvækkelsen - vi skal leve på. For Lukas henvender sig
ikke til børn, men til voksne. Til mennesker, som ikke vil leve deres
liv på en drøm, men som vil leve i og tage imod vores virkelighed,
som den er – og gøre det med glæde. Lukas vil ikke have os til at flygte fra virkeligheden – tværtimod vil han have os til at leve med alt,
hvad vi har i os, mens vi kan i denne verden og på denne verdens betingelser.
Og derfor tror jeg, de har en anden funktion, miraklerne i evangelierne, men den opfatter vi ikke, med mindre vi ligesom drejer vores opmærksomhed væk fra selve dødeopvækkelsen. Det er ikke den, der er
så vigtig, når det kommer til stykket - heller ikke for Lukas – det er
ikke den, vi skal diskutere, men det, der ligger bag - årsagen til den
tragiske situation, som Jesus løser op for med sit guddommelige skaberord: Rejs dig op! Rejs dig op fra dit døde liv! Om han er fysisk død
eller han er på anden måde mislykket i forhold til livet er ikke det
væsentlige for fortælleren. Men det er dette, at et ord - en befaling kan ændre den ulykkelige tilstand så fuldstændig helt og aldeles - bare
sådan uden videre. Og det mest overraskende, tror jeg, er det, at det
ikke blot handler om Jesu guddommelige ord, men også – ja, først og
fremmest – om vores ord til hinanden.
Den ulykkelige tilstand – døden i dette tilfælde - som efter datidens
opfattelse var selvforskyldt - syndens løn er død, som Paulus siger så
frygtelig forkert. Den hårde skæbne var løn som forskyldt. Det var i
hvert fald farisæernes og de skriftkloges fordrejede tilværelsesopfattelse - det var den tilværelsesorden, man regnede med, og som bundede i Guds retfærdighed. Vi kender den godt også i dag, hvor ulykkelige mennesker stadigvæk spørger i deres fortvivlelse: Hvad har jeg dog
gjort, siden det skulle gå så galt? Hvad har jeg dog gjort? Så dybt ligger denne sans for tilværelsens retfærdighed altså i os. Noget for noget
- øje for øje, tand for tand osv. Skyld og straf.
Men det er netop denne indlysende, barnlige og tilsyneladende uudryddelige tilværelsesopfattelse, Jesus bryder så voldsomt med i ord og
i handling. Nej, råber han, tilværelsen er ikke retfærdig på den måde.
Der er ikke nogen påviselig årsag til lykke eller ulykke - der er ikke
tale om fortjeneste eller om skyld eller straf. Men livet er nu engang
sådan en blanding af lykke og ulykke – uretfærdigt fordelt af skæbnen.
Sådan er det bare. Sådan er naturen. Og så påstår han jo - og det er
nok dér, jeg ville søge baggrunden for denne mærkelige beretning om
enkens søn fra Nain - ja, han påstår, at livet foruden denne naturens
uomgængelige orden - er kendetegnet ved kærlighedens uendelige
mulighed. Pludselig kan du få et nyt liv forærende. Pludselig kan du
komme op at stå og få øje for livets storhed og skønhed - hvor du før
var tynget mod jorden af angst eller skyld eller sorg eller for den sags
skyld - død. Sådan som det engang gik en enke, der var ramt så hårdt
af skæbnen - både at miste sin mand og sin søn - så livet ikke mere var
til at bære. Som det gik en far, der havde mistet sin datter – som det
gik et par søstre, der havde mistet deres bror osv.
33
Jesus forkynder dette mærkelige og altid fornyende budskab, at livet
aldrig er fortabt - fordi livet ikke bunder i Guds retfærdighed - men i
hans kærlighed. Den kærlighed, som tror alt, håber alt, udholder alt er overalt - uophørlig som livet selv. Og det har intet med evig fred
eller evig hvile at gøre – tværtimod!
Det er, som om Jesus i ord og handling føjer en ny dimension til vores
menneskeliv, der jo ellers går sin skæve gang mod døden med kiv og
splid og magtbegær alt, det vi kender så godt – som om der pludselig
bliver åbnet en dør, som vi ikke anede noget om, til en del af tilværelsen, som vi end ikke havde turdet håbe på. Ikke den mirakuløse tilværelse med brud på naturens gang, men mere end det – langt mere.
Og den åbne dør kommer altså til at betyde noget for os – vi kan jo
kalde den døren til Guds Rige – eller døren til livet selv. Alene dette,
at døren er der, og at den er åben, betyder noget – også selv om vi ikke
går ind ad den lige nu.
Engang siger Jesus i Johannesevangeliet noget om, at han er døren
eller porten – han er fårenes dør – om nogen går ind gennem mig –
han skal blive frelst. Vi får sådan et glimt af noget meget meget stort
ind i vores somme tider grå menneskeliv – noget der kaster en stråleglans ind over både os og vores næste, så vi i de øjeblikke, hvor nogen
gør opmærksom på det – f.eks. her ved gudstjenesten – og det er måske det, vi har den for – vender os bort fra vores egne bekymringer og
sorg og vrede mod hinanden og mod tilværelsen – og sammen lader os
betage lidt af denne stråleglans fra den åbne dør til Guds Rige. At vi et
øjeblik får øjne og ører for Guds Ord og glemmer vores eget – vores
egne rettigheder – vores egne besværligheder og lader os gribe af tilværelsens uudgrundelige dybder og muligheder. Alt det, som Jesus så
ligefremt viser os i ord og handling. Det er så stort og så vedkommende, at det er synd og skam at reducere det til overnaturlige mirakler.
Det er meget større, end som så. Mirakelfortællingen forsøger med ord
at beskrive noget, som er langt langt større end miraklet.
Det er også farligt for barnetroen, og derfor var der selvfølgelig mange, der blev forargede, og som ikke havde spor lyst til nye dimensioner i tilværelsen. Ustraffet kom han ikke af sted med sit forehavende,
Jesus – og ustraffet kommer vel ingen af sted med at åbne nye døre i
tilværelsen, fordi så mange mennesker nu engang hænger ved det
kendte og vedtagne i al vores jammerlige smålighed.
Men livet er stort, skulle jeg hilse og sige – meget større end vi tror,
og der er masser af døre, som vi ikke drømte om, fandtes. Og måske –
ja, det tror jeg på - er det vores spændende og glædelige opgave som
mennesker og som medmennesker at åbne nye døre for hinanden. Det
kan vi godt, hvis vi tør og hvis vi vil. Vi kan åbne livet for hinanden
og gøre det større og rigere – og vi kan lukke livet og gøre det mindre.
Hver eneste evige dag.
Vælg selv!
34
Kvinden i farisæerens hus
En af farisæerne indbød Jesus til at spise hos sig, og han gik
ind i farisæerens hus og tog plads ved bordet. Nu var der en
kvinde, som levede i synd i den by. Da hun fik at vide, at han
sad til bords i farisæerens hus, gik hun derhen med en alabastkrukke fuld af olie, stillede sig grædende bag ham ved
hans fødder og begyndte at væde hans fødder med sine tårer
og tørrede dem med sit hår, og hun kyssede hans fødder og
salvede dem med olien. Da farisæeren, som havde indbudt
ham, så det, tænkte han ved sig selv: »Hvis den mand var
profet, ville han vide, hvad det er for en slags kvinde, der
rører ved ham, at det er én, der lever i synd.« Jesus sagde
da til ham: »Simon, jeg har noget at sige dig.« Han svarede:
»Sig det, Mester!« »En pengeudlåner havde to skyldnere.
Den ene skyldte fem hundrede denarer, den anden halvtreds.
Da de ikke havde noget at betale med, eftergav han dem
begge deres gæld. Hvem af dem vil så elske ham mest?«
Simon svarede: »Den, han eftergav mest, vil jeg tro.« Jesus
sagde: »Det har du ret i.« Og vendt mod kvinden sagde han
til Simon: »Ser du denne kvinde? Jeg kom ind i dit hus; du
gav mig ikke vand til mine fødder; men hun har vædet mine
fødder med sine tårer og tørret dem med sit hår. Du gav mig
ikke noget kys; men hun er blevet ved med at kysse mine
fødder, siden jeg kom herind. Du salvede ikke mit hoved med
salve, men hun har salvet mine fødder med olie. Derfor siger
jeg dig: Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget. Den, der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt.« Og
han sagde til hende: »Dine synder er tilgivet.« De andre ved
bordet begyndte at tænke ved sig selv: »Hvem er han, som
endog tilgiver synder?« Men han sagde til kvinden: »Din tro
har frelst dig. Gå bort med fred!«
__________________________
Yom Kippur hedder den store forsoningsdag i Israel. Den falder her i
efteråret og er en af jødernes store helligdage. Den gav navn til en krig
engang i 70’erne, hvor Israel blev angrebet af arabiske nationer netop
på Yom Kippur. Forsoningsdagen var en alvorsdag med bod og bekendelse, symboliseret med ofringen af det lam, som blev kaldt Guds
lam – et fejlfrit lam, der skulle ofres for at formilde den retfærdige og
vrede Gud. Samtidig havde man skikken med syndebukken – en gedebuk, der blev symbolsk læsset med alle folkets synder for derefter at
blive jaget ud i ørkenen. Således blev folket renset og forsonet med
sin Gud gennem disse ceremonielle ofringer og også gennem faste og
afholdenhed på alle måder, som vi kender så godt også fra vores egen
kristendom. Alt sammen begrundet i den tro, at Guds vrede rammer
mennesker hårdt og retfærdigt, hvis ikke vi udfører hans forordninger
til punkt og prikke og ellers udviser det rette bodfærdige sindelag og
afstår fra alt hvad der hedder nydelse og lyst – i hvert fald i en periode.
Alt dette ved enhver jøde. Lukas vidste det også, og nu vil han så på
denne baggrund prøve at beskrive Jesus gennem en fortælling om
ham, som han kendte fra Matthæus og Markus – fortællingen om
35
kvinden, der salvede Jesus med en kostbar salve lige før hans død,
hvilket gav anledning til en del surmuleri blandt de tilstedeværende
disciple på grund af den iøjnefaldende ødselhed. Lukas flytter for det
første fortællingen frem i sit evangelium til kapitel 7, for han skal
bruge den i forbindelse med Yom Kippur som en modvægt til den
almindelige opfattelse af denne dag og alt, hvad den indebærer. Og
derfor giver han fortællingen en ny drejning.
Der er middag hos Simon – ikke Den spedalske som hos Markus og
Matthæus men hos Simon farisæer – repræsentanten for den lovlydige
og retskafne jøde. Og midt under middagen, hvor man som bekendt
ikke sad men lå til bords på romersk vis, så strømmer denne langhårede, grædende luder ind i lokalet lige hen til Jesus og begynder, hvad
der godt kunne ligne begyndelsen til et rent seksuelt forløb. Forestil
jer de øvrige gæsters lamslåede bestyrtelse, da de opdager, at Jesus
lader hende gøre det. Simons dom falder da også prompte: Der er vist
ikke meget profet i denne Jesus, når han ikke jager sådan en som hende der på porten.
Og så kommer den fantastiske omvurdering af alle jødiske helligste
værdier. Først med lignelsen om de to skyldnere – en med en lille
gæld og en med en stor, om at kærlighed skaber kærlighed – jo mere
kærlighed – jo mere skaber den. Og tilgivelse er udtryk for kærlighed.
I stik modsætning til den indgroede religiøse opfattelse af nødvendigheden af alle mulige ofre og bedyringer og selvudslettende ydmyghed
for at frembringe den andens – eller Guds kærlighed og tilgivelse. I
stik modsætning til alle forsoningsdagens mange ritualer og hele den
tankebygning, der ligger bag religionens helligste værdier. Det er hele
”noget-for-noget tanken”, Lukas bryder ned med denne fantastiske
fortælling.
Ser du denne kvinde! Og er der noget, Simon og de andre har set, så er
det denne kvinde. Men ser du også hendes kærlighed? Nej, fordi for
dig er hun blot et brud på al sømmelighed og retfærdighed og gudsfrygt og anstændighed i det hele taget. Derfor ser du hende ikke i virkeligheden. Heller ikke Gud ser du i virkeligheden, for du ser ikke
hans kærlighed. Retfærdigheden med alle de dyre ofre og dette hyklerisk bodfærdige sindelag og den forretningsmæssige afholdenhed står i
vejen, så du aldrig ser kærligheden og langt mindre oplever den.
Så se dog, Simon! Denne kvinde er tilgivet – ikke på grund af hendes
mange ofre – ikke fordi hun har været til Yom Kippur gudstjeneste og
lagt sine synder på syndebukken eller deltaget i ofringen af det lydefri
lam. Nej, hun er tilgivet, fordi hun har elsket meget. Og så gør Jesus
det, som han er kommet for: I den sande Guds navn tilgiver han synderen kvit og frit. Det er det, som er kærlighedens inderste væsen denne betingelsesløse accept af ethvert menneske – uanset gældens
størrelse. Det er det, vi prøver at fejre i det små, når vi holder barnedåb og når vi holder altergang, som for mig at se langt mindre er en
bodshandling og langt mere en fest end vi måske forestiller os. Festen
for kærligheden.
På den måde spiller Lukas ligesom bold op ad jødedommens eller
religionens mur i et forsøg på at skildre den omvurdering af alle værdier, der sker med Jesus: En omvurdering af Gud, der i religionen var
36
blevet til sådan en vredladen uregerlig magt, man skulle frygte og vide
at gebærde sig rigtigt overfor med de rigtige tanker og de rigtige handlinger og hele tiden søge gennem sin livsførelse at behage og for alt i
verden undgå at gøre vred. Og en omvurdering af mennesket fra at
være prisgivet en vred guddomsmagt til at være prisgivet kærligheden
som den afmægtige magt, vi lever af og lever for.
Jeg tror, Lukas ville sige til jer dåbsforældre i dag: Lad være med at
give jeres børn ”en god kristelig opdragelse”, som det hed i min barndom, men fyld dem dagligt med jeres kærlighed og fortæl dem om
Guds. Så får de det allerbedste udgangspunkt for et levet menneskeliv.
Og til os alle sammen siger han: Ser I denne Kristus? Sand Gud og
sandt menneske forenet – ikke i frygt men i kærlighed. ’Se hvilket
menneske, se hvilket sind! Se, hvilken kreativ kærlighedsmagt! Se
hvor han helbreder hjerte og krop. Se, hvor han kæmper for frihed og
fred. Se hvilket menneske – se hvilket mod. Sådan er Skaberen – sådan er Gud!’
Sådan!
Lignelsen om den barmhjertige samaritaner
Så vendte han sig til disciplene og sagde til dem alene: »Salige er de øjne, som ser det, I ser. For jeg siger jer: Mange
profeter og konger har ønsket at se det, I ser, og fik det ikke
at se, og at høre det, I hører, og fik det ikke at høre.«
Da rejste en lovkyndig sig og ville sætte Jesus på prøve og
spurgte ham: »Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt
liv?« Han sagde til ham: »Hvad står der i loven? Hvad læser
du dér?« Manden svarede: »Du skal elske Herren din Gud af
hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af
hele dit sind, og din næste som dig selv.« Jesus sagde: »Du
har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve.« Men han ville
retfærdiggøre sig selv og spurgte Jesus: »Hvem er så min
næste?« Jesus svarede og sagde: »En mand var på vej fra
Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De
trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge
halvdød. Tilfældigvis kom en præst den samme vej; han så
manden, men gik forbi. Det samme gjorde en levit, der kom
til stedet; også han så ham og gik forbi. Men en samaritaner,
som var på rejse, kom hen til ham, og han fik medynk med
ham, da han så ham. Han gik hen og hældte olie og vin i
hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og
bragte ham til et herberg og sørgede for ham. Næste dag tog
han to denarer frem, gav værten dem og sagde: Sørg for
ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg
kommer tilbage. Hvem af disse tre synes du var en næste for
ham, der faldt i røvernes hænder?« Den lovkyndige svarede:
»Han, som viste ham barmhjertighed.« Og Jesus sagde: »Gå
du hen og gør ligeså!«
37
Det synes at være en naturlov blandt mennesker, at de få, som virkelig
prøver på at ændre vores forstenede samfund i en mere menneskelig
retning – de få politikere og statsmænd, der tør sige fra, når der skal
siges fra i menneskelighedens navn, og som tør bruge deres liv og
deres magt til at arbejde for en bedre verden, kommer til at betale en
dyr pris for deres mod til at leve og virke, sådan som deres menneskehjerte byder dem. Der står efterhånden en lang række personer i vores
moderne bevidsthed, som alle kæmpede for det bedste – troede på det
bedste og arbejdede og levede for det, de troede på – indtil de blev
dræbt af umenneskeligheden, dumheden – den kolde kyniske beregning. Kennedy-brødrene, Martin Luther King, Salvador Allende, Olof
Palme og nu Anna Lindh. Og vi kan ikke lade være med at sørge, når
det sker – især når det er tæt på – vi kan ikke lade være med at sørge,
når umenneskeligheden tilsyneladende altid vinder til sidst og efterlader en ørken af rå dyriskhed, og er det så virkelig vores eneste mulighed – dette barske liv, hvor umenneskeligheden tilsyneladende råder
og altid vinder over den korte sommer, der opstår nu og da med disse
strålende mennesker?
Nej, vi vil ikke tro det – vi vil ikke tro på, at det er sådan det er – slet
ikke her i kirken, hvor vi tror på opstandelsen – tror på, at det ikke var
forgæves – aldrig er forgæves at vise menneskelighed – aldrig er forgæves at stå op imod umenneskeligheden i dens mange skikkelser af
fordomme, fremmedhad og forskelsbehandling – både i det storpolitiske spil og i det ganske små og nære. Og derfor vil vi altid gå herfra
med Guds velsignelse til at blive ved med at kæmpe og leve for frihed
og menneskelighed og måske endda dø for det, vi tror på – for det er
aldrig forgæves, og en dag vil det lykkes – en dag vil ånden fra alle
disse strålende mennesker, der fulgte deres menneskehjerte, vinde
genklang i vores stakkels hærgede verden.
Det mest strålende af alle mennesker var uden tvivl Jesus, som har
gjort et enormt indtryk på sin samtid – har vakt en helt utrolig glæde,
hvor han kom og skabte liv og et helt nyt håb, fordi han var så helt og
aldeles menneskelig, og fordi han dermed åbnede muligheder, som
indtil da havde været hermetisk tillukkede. Jeg tror, han brød så mange snævre grænser og skel og åbnede vejen for så megen kærlighed og
hjertelighed, så de næsten har tabt pusten af glæde og fornøjelse over
det liv, han åbnede for dem alle sammen.
Jens Rosendahl har skrevet en kærlighedssang, der meget vel kunne
gå på Jesus, der vitterligt kom med alt, hvad der var ham, og som
sprængte hver en spærret vej for mennesker – og åbnede alle menneskelivets fantastiske muligheder, så de skrev om ham mange år senere,
at han sprængte selv dødens grænse.
Det var som om, ’Vorherre selv bød ind til fest
og kyssed hver benovet gæst i kærlighedens sale
med øjne undrende og blå de bare så og så og så
og slugte livets tale:
At livet det er livet værd
på trods af tvivl og stort besvær
på trods af det, der smerter
og kærligheden er og blir, og hvad end hele verden si’r,
38
så har den vore hjerter.’
Når vi oplever det hos et menneske, så bliver vi betagede og måske
endda bevægede, fordi vores menneskehjerte samtykker og nikker: Ja,
det er det, livet handler om – det som kort kan siges: at elske livet.
Lær mig det, Gud – lær mig at elske – thi deri er livet!
’Din næve var så varm og god
og du blev smuk og fuld af mod
så smuk, jeg måtte græde.’
Læg mærke til at skønhed og mod hører sammen som det, der betager
os. Modet hos et menneske til at være sig selv på trods af alle normer
og regler og forventninger og til at bryde gamle fordomme og grænser
ned – både for sig selv og for andre – modet til at ville gøre livet større, end vi nogen sinde havde turdet forestille os – ja, gøre livet uendeligt – evigt - guddommeligt.
Jeg tror, det var det, de oplevede hos Jesus, og derfor var naturligvis
smerten ved hans korsfæstelse – justitsmordet - også af tilsvarende
dybder. Atter engang den korte sommer, inden hadet og denne verdens
fyrste igen lukkede alt håb ude, og tilbage var den satans død og hele
den gamle verdensorden med alle dens grænser, klasser og skel i
umenneskelighedens visne verden.
Men han blev ikke glemt, og mange år senere forsøgte nogle mennesker at gengive lidt af den stråleglans, de havde mødt i dette menneske, og de skrev deres evangelier – deres sejrsbudskaber på livets vegne imod dødens tyranni. Og smukkest lyder disse evangelier måske
netop, når mørket i verden trækker sig sammen om os – når døden og
umenneskeligheden har store dage. For eksempel dagens berømte
fortælling om, hvem jeg skylder barmhjertighed og menneskelighed.
Svaret er: Alle!
At leve som et sandt menneske er at leve som medmenneske – at gøre
livet lidt lysere og lykkeligere for ethvert andet menneske. Det er selvfølgelig ikke nogen ny erfaring. De gamle jøder vidste også lidt om
næstekærlighed, som vi hørte – men forskellen er så vidt jeg kan se, at
Lukas gør næstekærligheden altomfattende i betydning – langt vigtigere end alt andet – vigtigere end folket, religionen – ja, vigtigere end
dig selv og dit liv. For jøden var det folkelige, nationale og religiøse
fællesskab omdrejningspunktet, og det begrunder så bl.a. næstekærligheden som en del af det folkelige fællesskab – men for Jesus er det
medmennesket – uanset hvem – der er omdrejningspunktet for alt
andet, og forholdet til din næste gør alt andet af mindre betydning:
love og regler, gudsdyrkelsen, arbejdet – det er kun midler. Målet for
det hele er din næste – dit medmenneske! Dit liv er altså forfejlet, om
du så vinder den hele verden, hvis det sker på bekostning af bare en af
”disse mine mindste små!”
Måske var samaritaneren på vej til det afgørende møde i nogle fredsforhandlinger, der kunne forbedre forholdet mellem de to folk. Måske
var han på vej til sin gamle fars dødsleje – måske var han på vej til at
gøre sit livs forretning – eller måske var han på vej belæsset med
sprængstof for at springe jødernes tempel i luften – hvem ved. Der er
så mange måder at blive husket på. Men han blev ikke husket for noget af alt det – han blev husket for sin menneskelighed – den menne-
39
skelighed, der satte alt andet til side, fordi der var et medmenneske –
oven i købet et ”forkert” medmenneske: en jøde – en fjende - der havde brug for hans hjælp og omsorg. Og han greb chancen – som netop
er en chance – menneskelighedens chance - og ikke den byrde, vi alt
for ofte gør det til – og han gjorde, hvad hans menneskehjerte bød
ham – han trodsede sin rimelige eftertanke og fornuft og alle racistiske
og religiøse fordomme – og hjalp dette menneske i nød.
Kan vi engang imellem bringe det så vidt i menneskelighed, at vi slipper alt andet for det ene at være næste for vores medmenneske – ikke
fordi vi skal – men fordi vi lader vores hjerte og ikke vores tillærte
ideologier og religiøse særheder eller vores livsangst bestemme? Kan
vi engang imellem lade os overtale af vores menneskehjerte til at gribe
livets chance som denne barmhjertige samaritaner – i det store eller i
det ganske små og nære og række en tørstig sjæl et bæger koldt vand
uden bagtanke? – ja, så er det, englene synger og livet igen blomstrer
op af den frosne og mørke jord.
Og da forstår vi måske det, som Paulus siger, når han udbryder til
galaterne: Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig. Loven
har ingen betydning - andet end at dens bogstav slår ihjel – men ånden
– Guds ånd i Kristus gør levende. Ikke uden videre men gennem ethvert menneske, der lader denne hjertelige ånd få overtaget i sit liv –
lytter efter den og måske endda er så heldig at få lov til - eller tager
mod til sig og lader den lyse på dit medmenneske og på dit fællesskab.
Og det er vel så det, vi samles om her i kirken, der i alt for mange
hundreder af år har stået som en lidt skræmmende, mørk autoritet,
man bøjede nakken for eller undveg så godt man nu kunne. Den åndløse kirke, hvor alt var givet og skrevet på forhånd, og hvor det at
adlyde blev det væsentlige.
Men nu lever vi i en helt anden spændende tid – en forårstid for kirken, kunne man vel sige, selv om det er september – og hvilket forår
blev det! Det år, da alt blev stærkt og klart og vildt og fyldt med tøbrudsfart, og alting råbte: lev det!
Martha og Maria
Mens de var på vandring, kom Jesus engang ind i en landsby,
og en kvinde ved navn Martha tog imod ham. Hun havde en
søster, som hed Maria; hun satte sig ved Herrens fødder og
lyttede til hans ord. Men Martha var travlt optaget af at sørge
for ham. Hun kom hen og sagde: »Herre, er du ligeglad med,
at min søster lader mig være alene om at sørge for dig? Sig
dog til hende, at hun skal hjælpe mig.« Men Herren svarede
hende: »Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig
for mange ting. Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.«
40
”Alt det, jeg i dag befaler dig, skal I omhyggeligt gøre, for at I må leve
og blive talrige og komme ind og tage det land i besiddelse, som Herren lovede jeres fædre. Husk, hvordan Herren din Gud nu i fyrre år har
ladet dig vandre i ørkenen, for at ydmyge dig og sætte dig på prøve, så
han kunne få at vide, om du har i sinde at holde hans befalinger eller
ej. Han ydmygede dig og lod dig sulte og gav dig manna at spise, som
hverken du eller dine fædre kendte, for at lade dig vide, at mennesket
ikke lever af brød alene, men af alt, hvad der udgår af Herrens mund.
Dit tøj blev ikke slidt i laser og faldt ikke af dig, og dine fødder svulmede ikke op i disse fyrre år. Du skal være forvisset om, at Herren
opdrager dig, som en mand opdrager sin søn. Så hold da Herren din
Guds befalinger, gå ad hans veje, og frygt ham!”
Sådan kan man læse Herrens befalinger i 5. Mosebog – læse om,
hvordan livet kan betragtes som en pædagogisk prøvetid, hvor det skal
vise sig, om mennesket er værdige til at modtage livets gave, af hvad
art den nu er – et nyt land, måske – eller Guds Rige. Eller en god høst
for den sags skyld. Det er jo ikke mange år siden, det at arbejde om
søndagen kunne resultere i en dårlig høst – eller sådan forstod man det
i hvert fald. Synd førte til Guds straf på samme måde som børns ulydighed førte til faders revselse: Herren opdrager dig som en mand
opdrager sin søn!
Der er noget, der tyder på, at denne tekst fra 5. Mosebog har været
forlæg for Lukas’ fortælling om Martha og Maria. Både det med at
mennesket ikke lever af brød alene, men af Guds Ord, men der er så
sandelig også mange andre aspekter i teksten, Lukas behandler i lyset
af den Jesus, han gerne vil beskrive.
”This is a man’s world!” Sådan er der en der synger i en reklame for
en kaffekande, der åbenbart er særligt egnet til enlige mænd, og sådan
kunne man vel også sige om det meste af Det gamle Testamente. Det
handler om mænd – om fædre og sønner. Kvinder derimod er lidt farlige, fordi de kan bringe mænd i uføre – de er ofte urene på grund af
deres seksualitet. De er i det hele taget meget krop og meget lidt ånd
ifølge Det gamle Testamente. Derfor er de også gode nok til det praktiske – føde mandens sønner – passe huset og lave mad - passe marken
og dyrene – opdrage de små børn – så manden kan koncentrere sig om
de store ting i livet – de åndelige ting, som kræver en mands åndelighed. Det er således meget praktisk at have en eller måske flere kvinder
ved hånden til at sørge for manden, så han kan få fred og ro til at tænke over livet og passe sin religion og sit gudsforhold. Især det sidste
var ikke noget, kvinder burde beskæftige sig med, og de havde da
heller ikke adgang til synagogen. Var man utilfreds med sin kvinde,
kunne man naturligvis skille sig af med hende, som man skiller sig af
med en trepattet ko.
Lukas og de andre evangelister fortæller nu, hvordan Jesus i den grad
gør op med dette pædagogiske syn på loven som en opdrager til Gud
og hvordan han gør fuldstændig op med det gængse kvindesyn. Om
Guds rige siger han, at det er her allerede - ganske gratis så at sige og
ikke som en præmie for god opførsel under livets ørkenvandring. Omvend jer, siger han, for Guds rige er ganske nær – ja, midt iblandt jer,
41
siger Lukas. Omvend jer fra hele den religiøse-pædagogiske holdning,
som bærer jeres liv og jeres samfund. I er allerede ved målet, og sådan
skal I leve – som elskede mennesker, der har fået alt. Det er nu, det
handler om – det er nu, I skal leve. Og så er det vel her, den fine fine
fortælling om Martha og Maria kommer ind – både som et opgør med
ørkenvandringsforståelsen af livet – og ikke mindst med kvindesynet.
Jeg kan huske min barndom juleaftener i kirken, hvor der ofte bredte
sig en svag men umiskendelig duft af gåsesteg – fordi de mange husmødre lige havde grebet frakken i farten på vej ud af det travle køkken
og var styrtet i kirke, for det hørte jo med. Og i kirken – ja, der tror jeg
nok, mange tanker gik til gåsen i ovnen mere end til barnet i krybben.
Det hele skulle jo passes.
Hvad skulle de også i kirke for? Man risikerede jo at både grøden og
gåsen blev brændt, og hvad så med julen? Men det skulle de, fordi
denne Jesus fra Nazareth havde bragt en helt ny værdighed til alle
verdens kvinder – han havde gjort dem til ligeværdige mennesker –
mennesker af ånd. Det er ikke slået igennem endnu, men det præger
alligevel vores kultur – det med ligeværdigheden. Ja, der er stadig
nogle mennesker, som vi ikke rigtig kan betragte som ligeværdige –
homoseksuelle f.eks. betragtes stadigvæk som mindreværdige, ser det
ud til – også af kirkens folk, hvilket jo egentlig er besynderligt, for det
kommer jo fra den Jesus, der ikke kunne give Martha ret i hendes
kvindelige anliggende: Sig dog til hende – jo, for du er jo en mand,
Jesus og kan befale over kvinder – sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig med det praktiske.
Martha, Martha. Repræsentanten for det bestående, der henter sin
logik fra det tillærte og det bestående. Sådan har det altid været lige
fra min barndom, og det skal der ikke laves om på. Kvinder skal være
i køkkenet og ude på marken og ikke i kirken. Det har vi alligevel ikke
forstand på. Men ét er fornødent, Martha, og det er ikke maden – det
er heller ikke din kvindelige bekymring for, om manden nu får, hvad
han skal have – nej, det er Guds rige, Martha – og det er det, Maria
har valgt – og det skal du ikke tage fra hende.
Kan I mærke, hvor vidunderligt disse ord løser op for hele den undertrykkelse, som både kvinder og såmænd også mænd har levet under.
Lovtyranniet – det religiøse tyranni, som befalede med traditionens
tunge vægt som pisk og som opdrager – ikke til den levende Gud, som
Jesus forkynder, men til et rimeligt praktisk samfundsliv med arbejdsdeling og en adfærd, som gav mening. Sådan og sådan skal du leve på
de gamle fædres overlevering, for at det må gå dig selv og os alle
godt. Og det mener Gud i øvrigt også! Men nej – det er ikke livets
mening, Martha. Livet er meget meget større og dybere og videre end
det – og det er alt sammen lige her og nu. Luk det op! Lev det! Du har
det i dig! Vær til stede…
Igen og igen forløser Jesus bundne mennesker på alle måder – altid
mennesker, der af den ene eller anden grund sad fast. Lamme, døve,
stumme, blinde, krumbøjede, foragtede og selvforagtende toldere,
overløbere, hedninger, fremmede – og så denne stakkels Martha, der
var ved at segne under byrden af de gamle fædres overlevering og slet
ikke så Guds rige, da det en skønne dag trådte lige ind i hendes eget
42
hus, men fór ud i køkkenet og begyndte at lave mad. Som ved en fodboldkamp, jeg engang var til i Vejle, hvor alle målene blev scoret,
mens jeg var ude og købe fadøl.
At gribe livet – eller at sætte sig ved livets fødder og nyde livet selv i
fulde drag - at ville dét og gøre dét uden at føle sig forpligtet på noget
andet – uden at skulle leve op til andres forventning – uden at føle
dårlig samvittighed – prøv dét. Prøv – lige midt i vores mere og mere
neurotiske, angstfyldte og stressede samfund - at være det hellige,
udvalgte og elskede menneske, du i virkeligheden er!
Jesus og Beelzebul
Engang var han ved at uddrive en dæmon, som var stum. Da
dæmonen var faret ud, begyndte den stumme at tale, og
folkeskarerne undrede sig. Men nogle af dem sagde: »Det er
ved dæmonernes fyrste, Beelzebul, at han uddriver dæmonerne.« Andre ville sætte ham på prøve og krævede et tegn
fra himlen af ham. Men da Jesus kendte deres tanker, sagde
han til dem: »Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde, og
hus falder over hus. Hvis nu også Satan er kommet i splid
med sig selv, hvordan kan hans rige så bestå? I siger jo, at
jeg uddriver dæmonerne ved Beelzebul. Men hvis jeg driver
dæmonerne ud ved Beelzebul, ved hvem uddriver jeres egne
folk dem så? Derfor skal de være jeres dommere. Men hvis
det er ved Guds finger, at jeg driver dæmonerne ud, så er
Guds rige jo kommet til jer.
Når en stærk mand fuldt bevæbnet vogter sin gård, kan hans
ejendele være i fred. Men kommer der en, der er stærkere,
og overvinder ham, tager han straks alle de våben, som den
anden havde sat sin lid til, og fordeler byttet. Den, der ikke
er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig,
spreder.
Når den urene ånd er drevet ud af et menneske, flakker den
om i øde egne og søger hvile, men uden at finde den. Så
siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg er drevet
ud af. Og når den kommer, finder den det fejet og prydet. Så
går den ud og tager syv andre ånder med, værre end den
selv, og de kommer og flytter ind dér. Og det sidste bliver
værre for det menneske end det første.«
Mens han sagde det, var der en kvinde i skaren, der råbte:
»Saligt er det moderliv, som bar dig, og de bryster, du diede!« Men han svarede: »Javist! Salige er de, som hører Guds
ord og bevarer det!«
______________________
Hvor stor en del af vores liv går med at føre retssager? For de fleste af
os vel ikke så stor en del, hvis man tænker på de rent fysiske retssager
ved domstolene, men hvis vi nu tænker lidt i overført betydning i retning af at ville retfærdiggøre sig overfor både sig selv og andre – så
tror jeg nok, vi taler om en ret betydelig del af vores liv. Ja, for mange
43
mennesker er livet én stor retssag, hvor man optræder i forskellige
roller: som anklaget – som anklager – som forsvarer eller som dommer. Og det er vel derfor ikke underligt, at vi – når vi skal beskrive
vores Gud – altså tilværelsens inderste væsen – at vi så beskriver ham
som den store dommer. Det kommer nærmest af sig selv, når livet
opfattes som en form for prøve eller skole, hvor vi skal vejes og måles
hele tiden – om vi nu er gode nok – om vi nu vinder retssagen. Retfærdighed, skyld, dom, straf. Alle sammen begreber vi lærer fra vi er
helt små, når vi i den bedste mening skal opdrages, som det hedder.
Jamen det gælde da ikke for kristendommen, kan man indvende, for
kristendom handler vel først og fremmest om tilgivelse. Jo, men tilgivelsen giver ingen mening på anden baggrund end netop retssagens.
Det er kun dommeren, der kan tilgive den skyldige. Og baggrunden
for den gængse opfattelse af Guds kærlighed og Guds tilgivelse er vel
netop den vrede dommergud, som altså nu har forbarmet sig. Din
dommer har ført din sag, som Grundtvig skriver i en salme og jubler
over det skift i Guds sindelag, som må være sket.
Men findes der så slet ikke noget liv udenom retssagens begreber.
Findes der ikke noget liv uden skyld og straf og synd og tilgivelse –
uden denne evindelige optagelsesprøve, der skaber så megen frygt og
fromhed, ydmygelse og ufrihed? Jo, i kærlighedens rige kan retssagen
ikke få fodfæste – den kan ikke komme til, fordi kærligheden aldrig
vurderer – aldrig vælger, sådan som forkærligheden gør. Kærligheden
er som solen eller regnen, der strømmer ned over onde såvel som gode. Kærligheden alene kan ikke gøre forskel, og derfor falder hele
retssagens terminologi og væsen for den grænseløse kærlighed.
Jeg tror, det var den kærlighed, Jesus talte om, og det var den, der
skabte både så stor glæde og så stor forargelse. Glæde til de dømte og
forargelse for alle livets dommere og anklagere.
En af disse dømte havde efter dommernes formodning fået den straf af
Gud, at han var blevet besat af en dæmon, der gjorde ham stum. Så
kunne han måske lære at holde sin kæft, har de vel tænkt. Jesus helbreder ham selvfølgelig. For sådan er livet jo i kærlighedens rige –
eller i Guds rige, som han forkynder igen og igen. Der er ingen retssag
– der er ingen dom – der er heller ingen tilgivelse, men der er fuld af
liv, fordi kærligheden vil livet – Gud vil livet. Og de fatter det ikke –
og hvem gør egentlig det? De fatter ikke, at livet er en umistelig gave
– så langt fra nogen retssag som noget. De fatter ikke, at man bare kan
være, som man er – uden at skulle forbedre sig – uden at skulle leve
op til noget – uden at skulle efterleve noget – men at man bare kan
leve kvit og frit som det menneske, man nu engang er. De begriber det
ikke – vi begriber det ikke, fordi det er stik imod alt, hvad vi har lært
fra vi var små. Og vi tror ikke på det, for det er alt for nemt, og så kan
man jo bare… Ja, så kan man bare leve. Jeg kan dårligt nok selv forestille mig den frihed – og hvor er det svært – ja, næsten umuligt for et
menneske bare at leve og være uden alle de sære krumspring vi putter
ind i det frygtsomme forhindringsløb, vi kalder livet.
De begriber det ikke, og derfor anklager de ham selvfølgelig. Hans
helbredelse er forkert – kan I høre, hvor Lukas klukker af fryd? Hans
44
helbredelse gælder ikke, for det er helt sikkert sort magi eller trolddom, for hvis ikke det er det, så er livet alt for nemt. Så kan enhver jo
bare blive helbredt. Ja, lige præcis, og så er Guds rige midt iblandt jer.
Men I fatter det ikke, siger han, og så skildrer han i en mærkelig lignelse, hvordan disse mistænksomme og forargede mennesker reagerer,
når nogen gør noget godt – hvordan de drejer det til at være noget
ondt. Det er lignelsen om den urene ånd, der bliver drevet ud af et
menneske, så det bliver et frit menneske, men mennesket vil ikke være
frit, og derfor åbner det sit sind for den urene ånd, som det ikke kan
undvære, og den urene ånd vender tilbage og tager syv andre med sig
værre end den selv. Fordi det menneske ikke kan høre Guds Ord og
bevare det – bevare den frihed, som Guds rige handler om – som kærligheden vil give ethvert menneske. Saligt er det menneske, som hører
Guds Ord og bevarer det, for hvis ikke – ja, så står det menneske vidt
åbent for alle de dæmoner der findes i verden, og det er mange, som vi
ved.
Det er vel også derfor han pludselig udbryder: Den der ikke er for mig
er imod mig. Det er dette enten Guds rige eller dæmonernes. Der er
ingen mellemvej – ingen neutralitet mulig. Enten liv eller retssag!
Enten frihed eller fængsel. Enten liv eller død.
Hvor meget af vores liv går med at føre retssager? Og hvor ofte lykkes
det for kærligheden at komme til i vores liv? Den kærlighed, der ikke
vurderer – ikke anklager – ikke dømmer? Mig selv eller andre! Den
kærlighed, der gør mig fri til at være? Vi kender måske bedst Guds
rige fra forholdet mellem forældre og børn, hvor retssagen ligesom
ikke kan komme til. Uanset hvordan de unger opfører sig i verdens
øjne, så bliver de altid i vores kærlighed, og vi vil gladelig sætte alt til
side for deres skyld. Måske glemmer vi det engang imellem, men vi
vil gerne. Vi fører ikke retssager mod vores børn – vi tilgiver dem
heller ikke, for vi elsker dem jo. Og kærlighed og tilgivelse er ikke to
sider af samme sag, for for kærligheden er der slet ingen sag.
Og derfor kan de udfolde sig frit i vores kærlighed og gøre lige hvad
de vil uden at risikere at miste den kærlighed. Er det ikke sådan? Og
når vi alligevel opdrager dem og belærer dem om alt muligt, ja så er
det vel fordi Guds rige ikke er slået igennem overalt endnu. Der er en
hård verden derude, hvor det gælder om at begå sig – at klare sig – at
overleve ved at efterleve osv.
Det underlige ved Jesus er tilsyneladende, at han ikke anerkender
denne hårde verden. Han tror ikke på den, og derfor ramler han lige
ind i den ene ulykke efter den anden som en hund i et spil kegler eller
et næsehorn i en porcelænsbutik. For det er jo en plat umulig opgave,
han har sat sig for: at omvende hele verden til kærlighed – at forkynde
en helt anden Gud end den sædvanlige dommer, der skal garantere
magthavernes ret til at være magthavere. Hans vision var alt alt for
stor og umulig. Hans værdier var helt urimelige, og derfor gik det da
også helt galt, og nu nærmer vi os igen Langfredag. Det måtte gå som
det gik, når man tillader sig at nedbryde vores helligste værdier til
fordel for et så umuligt liv, som det han lægger frem som livet i Guds
rige.
45
Og dog kan vi aldrig slippe ham, for dybt inde et sted i vort hjertes
lønkammer ved vi, at han talte sandt. Det er dér, han er opstået. Han
tændte i den verden, som vi nu har indrettet så godt vi kan på magtens
vilkår – en lille gnist af håb om et helt andet suverænt liv, der er tilgængeligt for ethvert menneske til hver en tid, når vi tør lade det være
kærlighed og ikke bare retfærdighed, der styrer vores liv. Når vi tror,
så vi tør slippe alt det, vi har på hinanden og alt det vi slæber rundt på
selv af skyld og dom og retfærdighed og burde og skulle og ville gerne men… alle de dæmoner, der bøjer os mod jorden og tynger vores
liv på en måde, så vi Gud hjælpe os tror, at det er sådan det skal være,
og at det ikke kan være anderledes.
Han gav os en gnist af håb om evigt liv her og nu – for det er livet
levet i kærlighed – i Guds rige. Han helbredte de dæmonbesatte – de
skyldige – de ramte – fik dem til at rejse sig op, løfte deres hoveder og
tale frit igen – og det blev ironisk nok hans død, for så frit må livet
ikke være her hos os.
Her i kirken leger vi så Guds rige. Vi lægger alle vores anklageskrifter
og forsvarstaler ude i våbenhuset og går så uden videre ind i frihedens
hellige rum, hvor der ikke er forskel – hvor ingen vurderer andre – ej
heller sig selv, men bare er til sammen i et helligt øjeblik – helligt
fordi det er kærligheden, der fører ordet her i Guds hus - på trods af
både præst og menighed. Her døber vi hvem som helst og spiser med
hvem som helst. Her er vi ét i al vores forskellighed – som en familie
– som en menighed. Og vi holder gudstjeneste i et helligt øjeblik, fordi
vi skal hjem igen – hjem til vores eget liv. De samme, som da vi kom
– til det samme liv, vi forlod, men alligevel forandrede, for der er
tændt en lille gnist af håb i vores hjerte, og hvem ved, hvad sådan en
lille gnist kan medføre.
Lignelsen om den rige bonde
En i skaren sagde til Jesus: »Mester, sig til min bror, at han
skal skifte arven med mig.« Men han svarede: »Menneske,
hvem har sat mig til at dømme eller skifte mellem jer?« Og
han sagde til dem: »Se jer for og vær på vagt over for al
griskhed, for et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det
ejer, selv om det har overflod.« Og han fortalte dem en lignelse: »Der var en rig mand, hvis mark havde givet godt.
Han tænkte ved sig selv: Hvad skal jeg gøre? For jeg har
ikke plads til min høst. Så sagde han: Sådan vil jeg gøre: Jeg
river mine lader ned og bygger nogle, som er større, og dér
vil jeg samle alt mit korn og alt mit gods. Og jeg vil sige til
mig selv: Så, min ven, du har meget gods liggende, nok til
mange år. Slå dig til ro, spis, drik og vær glad! Men Gud
sagde til ham: Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal
så have alt det, du har samlet? Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud.«
46
Tryghed. Tryghed i ansættelsen. Tryghed i kirken. Mest tryghed for
pengene, som et forsikringsselskab reklamerer med. Jeg lægger mig så
trygt til ro… Det kan jo være et hårdt liv, dette menneskeliv, hvor alt
kan ske – et frygtsomt liv, hvor ikke bare den konkrete frygt for sygdom, død og lemlæstelse kan være slem nok – men dertil kommer
livsangsten – den udefinerlige bange anelse – og tænk, hvis man var
tryg ved det hele – og tænk, hvor meget af vores liv vi bruger på at
skabe en tryghed omkring os. Det er forsikringsselskabernes opgave,
og vi betaler i dyre domme for sikkerheden. Det er statens opgave, så
vi betaler vores tryghedsskat med glæde. Det er måske også religionernes opgave, hvor vi også så at sige betaler på en eller anden måde
for en sikkerhed ved at lefle for Gud i den formening, at så kan den
almægtige alligevel ikke står for os.
Der er selvfølgelig et hykleri på spil her, fordi tanken om Guds kærlighed og omsorg ofte knyttes sammen med en modydelse af den ene
eller anden art: Ydmyghed – tilbedelse – kirkegang – godgørenhed.
Det sidder dybt i os, og vi kan endda gå så langt som til at se vores
gode og rige liv som en modydelse fra Guds side til gengæld for vores
indsats. Altså dette med, at Gud ligesom fører regnskab med vores
måde at leve på og så belønner og straffer efter fortjeneste. Det giver
jo en vis mening – og ikke mindst en vis tryghed, hvis denne livsfilosofi efterleves, og man undgår det præg af tilfældighed, som den blinde skæbne efterlader. Man undgår også den dårlige samvittighed over
rigdommen eller fattigdommen i verden, for det er jo Guds vilje –
Guds egen ordning.
Det er ikke så godt, og allerede profeten Esajas tordner mod denne
studehandel: Tror I det er faste jeg ønsker – at mennesket spæger sit
legeme og hænger med hovedet som et siv – nej, men at løse ondskabens lænker og sprænge ågets bånd – at sætte undertrykte i frihed og
bryde hvert åg – at dele dit brød med den sultne og give husly til
hjemløse stakler… da skal dit lys bryde frem som morgenrøden.
Hvorfor det? Hvorfor er det så forkert at være rig og samle i lade og
sikre sig en tryg alderdom gennem et langt livs udbytte? Det er det
dybest set, fordi det ikke er det, du i virkeligheden vil. Esajas taler
ikke om at lefle for Gud med gode gerninger – nej, han taler om, at dit
eget lys skal bryde frem som morgenrøden. Han taler om den forløsende opstandelse, det er, at blive et helt menneske, hvor du gør, hvad
dit hjerte tilsiger dig at gøre – hvor du lever som et sandt og helt menneske.
Det er også det, Jesu forkyndelse handler om ifølge Lukas. Egentlig
om at komme til sig selv. At opdage, at din egen sikkerhed og tryghed
ikke betyder noget som helst, hvis ikke dit medmenneske er med i
det.. Hvad skal jeg med rigdom alene? Boltre mig i forbrugsgoder
eller hvad. Sikre mig en tryg alderdom – eller den tredje alder, som
det hedder så eufemistisk i dag? Men hvad skal jeg med tryghed alene? Den dag du opdager, at dit liv ikke står alene – lige så lidt som dit
folks liv gør det i vores globaliserede verden – den dag er du ved at
komme til dig selv som menneske. Den dag er du ved at komme i
forbindelse med dit eget hjerte igen – og den dag bryder dit lys frem
som morgenrøden.
47
Lignelsen om den rige bonde handler om kalkulationer og beregninger
over et menneskeliv – om forsikringsaftaler, der ikke holder, hvad de
lover, for sådan spiller klaveret ikke. Snart skal du dø, for livet er kort,
og hvad nu med det lys, du har i dig – og som aldrig brød frem, fordi
du ville sikre dig selv? Pointen er vel, at selvopholdelsesdriften og
tryghedsnarkomanien dybest set er overfladisk, fordi dit liv og din
lykke slet ikke kommer an på dig selv, men på din næste – altså at dit
liv beror på din kærlighed. Ikke på, hvad du får men på hvad du giver.
Det er vel ikke så underligt, at efter lignelsen kommer denne stærke
opfordring til ikke at bekymre sig om mad og klæder – for hvem kan
ved at bekymre sig lægge en alen til sin livsvej? Frygt ikke, du lille
hjord, for jeres far har besluttet at give jer riget! Netop fordi det er en
fejltagelse at tro, at livet handler om at overleve eller få, men handler
om at leve, og at leve er at give – somme tider det hele væk. Og det
var vel så, hvad han skulle have gjort denne bondemand, hvis mark
havde givet så godt: givet det hele væk. Eller hvad?
”Der var en rig mand, hvis mark havde givet godt. Han tænkte ved sig
selv: Hvad skal jeg gøre? For jeg har ikke plads til min høst. Så sagde
han: Sådan vil jeg gøre: Jeg vil forære alt mit korn og alt mit gods
væk. Og jeg vil sige til mig selv: Så min ven, nu er du endelig et frit
menneske – et sandt og helt menneske. Men Djævelen sagde til ham:
Din tåbe, hvad havde du tænkt dig at leve af? Du kan da ikke bare
smide det hele væk. Men manden var ligeglad, og han forærede det
hele væk og gik i hundene, for det er bedre at gå i hundene som et helt
menneske end at være rig og tryg og mangle sit hjerte.”
Tryghed handler Jesu forkyndelse ikke om. I hvert fald ikke den tryghed, vi selv søger at etablere os med på den ene eller den anden måde
– gennem rigdom og opsparing eller gennem religion og moral. Tro
endelig ikke, det er fred og ro, Jesus kommer med – i hvert fald ikke
den slags fred og ro, vi er vant til. For Jesus handler det tværtimod om
at sætte livet på spil i en verden, der kræver fred og ro og tryghed. Det
var det, han forkyndte, og det var det, han gjorde, da han gav alt, hvad
han ejede og havde væk – til sidst sit eget liv. Han lod sit lys skinne
for verden – han opstod som morgenrøden selv. Og han opfordrer
enhver af os til at gøre det samme. At bryde ud af rigdommens eller
religionens falske tryghed – den falske fred og ro, der som den nyfaldne sne dækker over alle kløfterne, revnerne og afgrundene i dit
sind – og kaste dig ud i det, du i virkeligheden allerhelst vil, fordi du
er et menneske – et Guds menneske, som Paulus skriver til Timotheus
– skabt i Guds billede, som de gamle skrev. Skabt – ikke til at sikre
dig – men til at sætte alt på spil og give det hele væk. Skabt til at elske
uden begrænsning og uden beregning – skabt til at leve fuldt og helt –
skabt til at være her og nu.
Kan det tænkes, at vi tager fejl i vores kirke? Kan det tænkes, at det
netop er trygheden og sikkerheden, vi har satset på og ikke det vilde
liv, som Jesus forkynder og selv lever? Har vi gjort vores kirke til et
forsikringsselskab med præmie og udkomme og bonusordning, og bør
vi sætte en ny indskrift over døren: Mest tryghed for pengene?
For nylig er en præst i folkekirken blevet suspenderet – bl.a. fordi han
skaber forvirring omkring folkekirken. Det er altså en forbrydelse,
48
men var det ikke netop, hvad Jesus frem for alt gjorde? Skabte forvirring om alt, hvad man anså for sikkert og vist – om religionen – om
Gud? Selv døden skabte han forvirring om. Og er det ikke netop kirkens fornemste opgave at skabe forvirring om alt det givne? At rigdom skaber tryghed f.eks.? At den gode Gud hytter sine men lader de
onde gå til grunde? At skabe forvirring om alle vores givne leveregler
og livsopfattelser og ikke mindst opfattelsen af os selv og af hinanden?
Jo da! Jesus selv gjorde alt usikkert, og dermed gjorde han det levende
– skabte nye muligheder, hvor der før var håbløs tomhed. Det er det
helbredelserne handler om – dødeopvækkelserne – opstandelsen. Og
han pålægger os det samme: at lade vort lys skinne og skabe liv omkring os – skabe usikkerhed og forvirring om det givne og det bestående. Nej, intet er sikkert! Alt er muligt! Alt! Og kan du få øjnene og
dit sind op for det, så åbner livet sig på ny – natten bliver til morgen
og glæden melder sig som en glædelig hjemkomst efter de mange års
landflygtighed. Da skal dit lys bryde frem i mørket og dit mulm blive
til højlys dag. Din ruinhob af et liv skal blive som en frodig have – et
kildevæld, som aldrig tørrer ud – hvis vand ikke svigter. Se, her er
mere end tryghed – her er langt mere end sikkerhed – her er liv, lys og
varme, mening og fylde – her er livets forbavsede glæde.
Skatten i himlen
Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give
jer Riget. Sælg jeres ejendele og giv almisse. Skaf jer punge,
som ikke slides op, en uudtømmelig skat i himlene, hvor ingen tyv kommer, og intet møl ødelægger. For hvor jeres skat
er, dér vil også jeres hjerte være.
I skal have kjortlen bundet op om lænderne og have lamperne tændt og være som mennesker, der venter på, hvornår
deres herre vil bryde op fra brylluppet, så de straks kan lukke op for ham, når han kommer og banker på. Salige de tjenere, som herren finder vågne, når han kommer! Sandelig
siger jeg jer: Han skal binde kjortlen op om sig og lade dem
sætte sig til bords og selv komme og sørge for dem. Om han
så kommer i den anden eller tredje nattevagt – salige er de,
hvis han finder dem vågne. Men det ved I, at vidste husets
herre, i hvilken time tyven kommer, så ville han forhindre, at
nogen brød ind i hans hus. Også I skal være rede, for Menneskesønnen kommer i den time, I ikke venter det.«
Peter spurgte: »Herre, er det os, du taler om i denne lignelse, eller er det om alle?« Herren svarede: »Hvem er da den
tro og kloge forvalter, som af sin herre bliver sat til at give
hans tjenestefolk mad i rette tid? Salig den tjener, som hans
herre finder i færd med at gøre det, når han kommer! Ja,
sandelig siger jeg jer: Han vil sætte ham til at forvalte alt,
hvad han ejer. Men hvis den tjener siger som så: Min herre
lader vente på sig! og derpå giver sig til at slå karlene og
pigerne og at spise og drikke og fylde sig, så skal den tjeners
49
herre komme en dag, han ikke venter, og i en time, han ikke
kender, og hugge ham ned og lade ham dele skæbne med de
utro. Den tjener, som kender sin herres vilje, men ikke har
forberedt eller gjort noget efter hans vilje, han skal have
mange prygl. Men den, som ikke kender den, og som har
gjort noget, han fortjener straf for, han skal have få prygl.
Enhver, som har fået meget, skal der kræves meget af. Og
den, der har fået meget betroet, skal der forlanges så meget
mere af.
___________________
Der er ved at ske noget afgørende vigtigt i vores forståelse af, hvad
kristendom er for noget. Man kan sige, det er en ny opfattelse, men
man kan også hævde, at vi er ved at komme tilbage til en oprindelig
forståelse – nemlig den forståelse, som evangelierne forsøger at bibringe mennesker. Et hovedanliggende i kristendommen, som jeg ser
den, er at løfte undertrykte mennesker op i værdighed og måske også
støde stormænd fra tronen, som Maria synger i sin lovsang. Men så
længe har kristendommen været forkyndt som om, det var til børn,
man talte, at vi selv i dag har svært ved at gribe budskabet sådan som
det er tænkt. Ovenfra og ned har man doceret og belært mennesker om
det, man kaldte sandheden – den eneste ene sandhed – og det var
utænkeligt at stille spørgsmål til selve troen.
På alle andre områder i vores tilværelse er vi meget kritiske, og vi
køber ikke nogen holdning, før vi har vejet den på en guldvægt, og vi
lærer vores børn at være kritiske, for det har noget med selvstændighed, menneskelighed og demokrati at gøre – værdighed for så vidt.
Men når det handler om kristendommen, så gælder der åbenbart andre
kriterier – den er ikke for alvor til debat. Her er vi under en autoritet,
hvad der ikke lægges skjul på i kirken. Her skal ikke diskuteres – her
skal belæres – her skal ikke overvejes – her skal tros.
Og det er så det, der ikke går længere – dette menneskesyn, der behandler mennesker som børn, der skal belæres og opdrages til sandheden. Det var heller aldrig meningen med evangelierne. For de er netop
oprør imod denne holdning – dette system, hvor nogle få regerer de
mange – også religiøst og åndeligt. Jesu virksomhed skildres jo netop
som et tjenerjob, hvor Gud selv gør sig til tjener for mennesker. ’Frygt
ikke, du lille hjord, for Gud har besluttet, at I skal arve riget.’ Det er
jeres nu – livet. Og man kan vel ikke læse evangelierne uden at blive
klar over modstanden mod de lærde – magthaverne – de såkaldt hellige og al deres væsen.
Evangeliet er talt direkte og uformidlet til mennesker som Guds fortælling, der også er vores fortælling. Det er da værdighed, der vil noget. Men hvorfor er vi så så underdanige og så frygtsomme, så vi råber
kætter, så snart nogen stiller spørgsmål ved denne underdanighed.
Evangelierne vil ikke belære os. De er skrevet for voksne, værdige og
frie mennesker, som nu skal løfte deres bøjede hoveder og endelig
tage det rige i besiddelse, som var deres fra starten. Livet selv. Det
mirakuløse liv, som ikke skal henslæbes i sløv underdanighed og
frygtsomhed, men som skal leves opmærksomt og årvågent, fordi det
50
hele tiden kommer til os og kræver vores ansvar som voksne mennesker.
Det er det, billedet med de årvågne tjenere handler om, tror jeg. At
være fokuseret på livet og livets muligheder – ja, så vil livet også være
der for det menneske. Salige er de vågne. Og modsat – de som af frygt
eller barnagtigt lader livet gå på bedste beskub, fordi de har mistet
troen på livets mening og deres egen betydning og værdighed - og
andres, ja det bliver altså et sølle liv. Den, der har fået meget betroet,
skal også stå til ansvar. Den, der har fået hele livet betroet, er forpligtet på at leve det. Og det er altså ikke nogen byrde at leve et ansvarsfuldt og værdigt menneskeliv. Det er den frihed, ethvert menneske
dybest set vil. Måske fordi vi er mennesker, der er skabt i Guds billede, hvad vi har en sær tilbøjelighed til at glemme.
Evangelierne taler aldrig ned til mennesker, sådan som loven gør det
eller autoriteten gør det. Evangeliet lokker ikke med belønning eller
truer med straf, sådan som religionen gør det. Fordi evangeliet udtrykker et helt andet menneskesyn, der respekterer det enkelte menneskes
værdighed og ansvar for sit eget liv. Det guddommelige ansvar – den
guddommelige værdighed. Derfor bruger evangelierne fortællingen –
fortællingen om Jesus, Guds søn, som selv var en fortælling om mennesket og om Gud – og som selv fortalte. Sært uafsluttede fortællinger, der fletter sig ind i hinanden, og som rækker ud efter tilhøreren –
efter os – fordi det er os, der skal ind i fortællingen og føre den videre.
Guds fortælling er fortællingen om os. Eller omvendt: Vores livs fortælling er en del af Guds store fortælling. Det er en måde at sige på, at
vi er af Gud, som Johannes kan sige det – eller vi lever i Kristus, som
Paulus siger det. Det er en måde at sige på, at vi er uendeligt meget
værd. At hele riget – at hele livet er vores, og derfor forlanges det af
os, at vi lever det fuldt og helt som de mennesker, vi er. Mennesker af
ånd, ikke en fej ånd, men en ånd med kraft og kærlighed og besindighed. Evangeliet taler som Jesus selv til små mennesker – frygtsomme,
undertrykte mennesker uden anden tro end den autoritetstro, som vi er
blevet opdraget og hjernevasket til fra vi var små børn, hvad enten det
var fader eller skolen eller kirken eller Gud selv, vi skulle bøje os for,
og som nu giver psykiaterne kronede dage, for det var ikke meningen
med os, og vores frie menneskehjerte vånder sig i dette fremmede
land. Og dette evangelium får mig altså til at vende mig om fra min
gamle autoritetstro og smide den langt væk, for her er noget, som
stemmer overens med mit hjertes inderste længsel. Længselen efter at
leve i frihed med fuldt ansvar for det alt sammen.
Jeg skal ikke belæres om, hvordan jeg skal leve. Jeg skal ikke bøje
mig for nogen, fordi de er større og stærkere og ældre end mig – eller
fordi alle er enige om det. Jeg er ikke født i synd eller har gjort mig
umulig, fordi jeg var ulydig mod alle autoriteterne. Nej, jeg lever i
Kristus – jeg er af Gud, sådan som jeg fik det at vide i min dåb, og jeg
blev ikke skabt til at leve i frygt og underdanighed mod selvbestaltede
autoriteter.
Prøv at være stille et øjeblik engang imellem og tænkt så på, hvem I er
ifølge alverdens selvbestaltede falske autoriteter – og tænk så på hvem
I virkelig er ifølge kærlighedens hjertelige autoritet. Den autoritet,
51
evangeliet udtrykker, er hjertets autoritet, fordi den udspringer af kærlighed og af menneskelighed – altså ærgrelse over undertrykkelsen af
mennesker. I skal ikke være undertrykte – I skal ikke frygte livet, for
det er jeres ejendom fuldt og helt. Tag det nu i besiddelse.
Elsk livet! Lev som aldrig før!
De dræbte galilæere
og det sammenstyrtede tårn
På den tid kom nogle og fortalte ham om de galilæere, hvis
blod Pilatus havde blandet med blodet fra deres offerdyr. Og
han sagde til dem: »Mener I, at de var større syndere end
alle andre galilæere, siden det gik dem sådan? Nej, siger jeg,
men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom
de. Eller de atten, som tårnet i Siloa styrtede ned over og
dræbte – mener I, at de var mere skyldige end alle andre i
Jerusalem? Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal
I alle omkomme ligesom de.«
Så fortalte han denne lignelse: »En mand havde et figentræ,
som var plantet i hans vingård, og han kom og ledte efter
frugt på det, men fandt ingen. Han sagde da til gartneren: I
tre år er jeg nu kommet og har ledt efter frugt på dette figentræ uden at finde nogen. Hug det om! Hvorfor skal det
stå og tage plads op til ingen nytte? Men han svarede: Herre,
lad det stå et år til, så skal jeg få gravet omkring det og givet
det gødning. Måske bærer det så frugt næste år. Hvis ikke,
kan du hugge det om.«
___________________________
Der var engang en flok mennesker fra Galilæa, som var kommet til
Jerusalem for at ofre ved tempelet, sådan som det var skik og brug. På
den tid var Galilæa åbenbart arnested for diverse oprørsbevægelser
mod romermagten - i hvert fald benyttede landets guvernør, Pontius
Pilatus lejligheden til at statuere et eksempel og lod disse mennesker
hugge ned, hvilket naturligt nok vakte en del røre. Det var noget, man
talte om. Man talte også om den ulykkelige hændelse, der var sket, da
et tempeltårn ved Siloam - sandsynligvis under opførelsen - var styrtet
sammen og havde dræbt 18 mennesker. Man talte måske særligt om
det, fordi begge hændelser var foregået i forbindelse med tempelet - så
at sige i forbindelse med en gudstjenestelig handling: ofringen til Guds
ære - byggeriet til Guds ære. Hvordan kunne Gud Herren tillade, at
noget, som foregik til hans ære, endte i tragedie? Man har gjort sig sine
tanker. Hvordan kunne det give mening - hvordan kunne livet give
mening, når sådan noget kunne ske? Og for jøderne var netop dette
spørgsmål om livets mening i forhold til skæbnen et helt fundamentalt
livsspørgsmål, som begynder og gennemsyrer og afslutter Bibelen fra
syndefald til verdensdom. Og derfor er det også blevet et afgørende
spørgsmål i vores egen kultur - spørgsmålet om skæbne og skyld.
52
Baggrunden for at kunne leve sig ind i dette spørgsmål er naturligvis
den barske erkendelse af Guds vrede. Bibelen er vel ikke mindst historien om den vrede og uberegnelige Gud, som arme mennesker desperat
kæmper for at stille tilfreds på den ene eller anden måde - og der er
ikke tvivl om sammenhængen mellem den onde skæbne og Guds vrede
over menneskets skyld. Og så er det spørgsmålene melder sig - eksistentielle spørgsmål om livets mening, når man står magtesløse og forsvarsløse overfor denne så helt igennem ubegribelige Gud, som ikke på
nogen måde synes at kunne stilles tilfreds - selv ikke gennem åbenbart
fortjenstfulde handlinger som kirkebyggeri og ofre.
Og nu kommer de så til Jesus og spørger ham, som naturligt er, om
hans mening. Men det underlige ved Jesus er, at han ikke har nogen
mening om sådan nogle filosofiske og teologiske problemstillinger.
Der er ikke noget system i hans forkyndelse, og til tider virker hans
svar groft provokerende overfor ærlige og redelige mennesker, der
brændte for disse store ubesvarede livsspørgsmål.
Engang kom de til ham med spørgsmålet om, hvordan en mand kunne
være blindfødt - hvad der var grunden. Om det var hans forældres
skyld, der havde ramt ham allerede i mors liv - eller hvordan skal det
forstås, mester? Og med vanlig provokerende humor, fortæller Jesus
dem, at grunden til den unge mands blindhed er, at Jesus kan få mulighed for at vise sin herlighed - og så går han hen og helbreder ham. Det
er jo ikke noget svar - eller er det? På samme måde i dagens tekst: Hold
nu op med alt jeres systematiske vrøvl om årsag og virkning og skyld
og straf - al jeres teori, som man kun kan bruge til at gemme sig bag.
Alle disse meninger, som skal vise omverdenen, hvor du står, og hvordan du nu er. Alt det, vi skal lære, så vi kan snakke med om livet - hele
dette panser af meninger og holdninger, vi omgiver os med, og som
skal foregøgle os, at der er en rimelig sammenhæng i tilværelsen. Nej,
siger Jesus - den sammenhæng får I ikke af mig, og hvis ikke I holder
op med at gøre livets mening til et spørgsmål om teori, så kommer I til
at dele skæbne med de omkomne. Så er I mindst ligeså ynkværdige,
som dem, I nu sørger over!
Og så fortæller han denne meget smukke lignelse om, hvorfor vi overhovedet er i live. At det så langtfra skyldes vores ret - eller vores tilgodehavende endsige da vores fortjeneste - men et helt utroligt held, fordi
gartneren - hvem det så end er - er gået i forbøn for os - har bedt om
udsættelse endnu engang for om vi dog ikke skulle kunne formås til at
bære blot en smule frugt. Nu vil han tage sig særligt af os. Gøde og
vande os - nusse om os - pleje os som sit eget barn. Så må det dog bære
frugt... Kan I mærke lidenskaben? Lidenskaben hos denne gartner, som
imod al fornuft ikke vil slippe sit vintræ - og lidenskaben hos Jesus,
som slet ikke har tid til at beskæftige sig seriøst med filosofiske og
teologiske problemstillinger, fordi det for ham gælder livet selv - livet
lige nu - dit og mit liv! Lev! siger han - Omvend jer til livet, mens tid
er. Men vi er tunge at danse med, fordi det er så meget nemmere at
hytte sig bag den rigtige religion og den rigtige holdning - og det er så
svært at være levende og fri - at bære frugt i frihed og taknemmelighed
mod livets gave.
53
En af Ingmar Bergmans bedste film er måske Det syvende segl. En
barsk film fra pestens tid om menneskers møde med skæbnen og med
døden. Hovedpersonen er ridderen, der kommer hjem fra korstog - et
korstog, der virker temmelig meningsløst på ham - måske fordi det blot
var noget forordnet og forventet men ikke noget, der greb ham i virkeligheden. Han kommer hjem og møder Døden, men han får udsat sin
død, fordi han etablerer et parti skak med Manden med Leen.
Det lykkes ham selvfølgelig ikke at vinde over døden - det kan ingen men det lykkes ham at opholde Døden så længe, at et ungt skuespillerpar og deres lille barn når at undslippe den dødelige skæbne, de ellers
var udset til. På den måde drejer ridderens liv sig 180° - fra ham selv
og hans ønske om at undgå døden - til den mening der ligger i at give
livet fra sig for andres skyld. Det stort anlagte og opreklamerede korstog til Det hellige Land havde kostet 10 år af hans liv - men det bliver
til ingenting i forhold til de par minutter, hvor det lykkes ham at opholde Døden, så den lille familie kan komme i sikkerhed. Det var forskellen på kirkens etablerede korstog, som i virkeligheden intet betød - og
så hans eget hjertes korstog, som betød alt.
Og der er vel også Jesu forkyndelse som et stadigt pågående og provokerende råb til omvendelse - ikke til en ny lære - ikke til en ny religion ikke til en ny teori om livet, men på en måde til dig selv og til den dyrebare menneskelighed og kærlighed, som du holder fanget derinde et
sted bag alle dine begreber om stort og småt - alle dine skel og grænser
og mure som den rette mening bygger op og venligt nok kalder din
personlighed. Og der er han altså så grov, så han påstår, at din personlighed - ja hele dit liv - alene skyldes Guds overbærenhed og ganske
urimelige tålmodighed med dig!
Og det jo godt nok vores liv et noget andet aspekt. Vi har godt af at
høre, hvem vi i virkeligheden skylder vores liv, når vi ustandselig føler
os forurettede og ustandselig kæfter op om vores ret og vores krav og
vores magt - og ustandseligt drager i felten for at kæmpe for sandhed
og ret. At vi så bare engang imellem kan stoppe op og lytte til Guds ord
- og blive sat på plads - af gudstjenesten eller af skæbnen som vi kalder
den, der pludselig standser os på sin egen måde og giver vores arme og
udskældte liv en helt ny dimension - sætter os selv og andre i et helt nyt
lys - giver vores liv - ja selv vores død et helt nyt indhold, når kærlighedens forunderlige og ubegribelige væsen pludselig griber os og giver
os nyt liv midt i den dybeste elendighed.
Og spørger man så, hvordan det skal gå til - hvordan vi skal få denne
handlingsfrihed og dette livsmod på trods af os selv og på trods af vores usikre og barske tilværelse og den tragiske elendighed, som altid
omgiver os, ja, så lyder svaret altid her i kirken: Vi er sat under kærlighedens lov - den kærlighed, som aldrig ophører, fordi denne sære uøkonomiske og ufornuftige gartner ikke vil opgive os og overlade os til
vores velfortjente skæbne men ligefrem vil sætte livet til for at redde et
enkelt elendigt figentræ - et enkelt elendigt får - et enkelt elendigt
menneske.
Det er præcis det, dåben og nadveren handler om, at vi dér får næring,
som det hedder, til det evige liv - bliver vandet og madet og puslet om
af kærlighedens travle hænder - de travle hænder, som også skubber os
54
ud herfra med velsignelse til at leve - ikke på skæbnens betingelser ikke på dødens betingelser - ikke på angstens betingelser - men på kærlighedens urimelige betingelser.
Helbredelsen af manden med vand i kroppen
Engang på en sabbat var Jesus kommet ind for at spise hos
en af de ledende farisæere, og de sad og holdt øje med ham.
Da stod der foran ham en mand, som led af vand i kroppen,
og Jesus spurgte de lovkyndige og farisæerne: »Er det tilladt
at helbrede på sabbatten eller ej?« Men de sagde ingenting.
Så rørte han ved manden og helbredte ham og lod ham gå.
Derpå sagde han til dem: »Hvis en af jer har en søn eller en
okse, som falder i en brønd, vil han så ikke straks trække
dem op, selv om det er på en sabbat?« Det kunne de ikke
svare på.
Da Jesus lagde mærke til, hvordan de indbudte udvalgte sig
de øverste pladser ved bordet, fortalte han dem en lignelse:
»Når du bliver indbudt til et bryllup, så sæt dig ikke øverst
ved bordet. Måske er der indbudt en, der er fornemmere end
du, og så kommer han, der har indbudt jer begge, og siger til
dig: Giv ham din plads! Så må du med skam indtage den
nederste plads. Nej, når du bliver indbudt, gå da hen og sæt
dig på den nederste plads, så at han, der indbød dig, kan
komme og sige: Min ven, sæt dig højere op! Så bliver du
hædret i alle gæsternes påsyn. For enhver, som ophøjer sig
selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.«
________________________
Jeg synes, det er umiddelbart vanskeligt at hitte rede i den lignelse, Lukas fortæller i dag – en fortælling, som synes at opfordre til falsk beskedenhed. Vi ønsker alle sammen at sidde til
højbords i ære og værdighed. Længe nok har jeg bondepige været - Længe nok har hun tyske frøken blæret sig i mit sæde og jeg
gnavet ben. Nu vil jeg glad – sidde hvor jeg sad…
Sådan synger vi med sønderjyderne om vort modersmål – og sådan er
det jo. Æres den der æres bør – og til æresbevisningerne hører fra
gammel tid de øverste pladser ved bordet. Selv disciplene kunne jo
skændes bravt om disse øverste pladser i Guds rige ved det himmelske
måltid. Og det piller Lukas sådan set ikke ved – hele det system – men
han fremfører en smart strategi – eller man skulle måske sige en forsigtighedsregel: Pas nu på, at I virkelig også hører til på de øverste
pladser, så måske var det det sikreste at sætte sig nederst, så I ikke
risikerer den ydmygelse det må være at blive flyttet ned i alle gæsternes påsyn. Til gengæld kan I jo så risikere at blive flyttet op – og
hvem vil ikke gerne det? I alle gæsternes påsyn.
Når man tænker på, hvad Lukas ellers forkynder i sit evangelium, så
virker sådan en forsigtighedsregel jo mildest talt malplaceret, når den
55
bare sådan står for sig selv. Til gengæld er det en af de fortællinger
menigheden i Den danske folkekirke virkelig har taget til sig, så når
man kommer i kirken, sætter man sig konsekvent længst væk fra præsten – hvis man da ikke vælger den løsning slet ikke at komme, så
man heller ikke risikerer at komme i klemme.
På den anden side er det jo så underligt, at når man så bliver bedt om
at sætte sig højere op, hvad man jo gør, når der indbydes til altergang,
som vel godt kan siges at være en slags højbord – ja, så vægrer man
sig mange gange og vælger at blive siddende dernede på de nederste
pladser.
Måske er det fordi, at her i kirken er de nederste pladser faktisk de
øverste og de øverste nederst. Nærmest Jesus – nærmest Gud – det er
altid de ydmyge pladser – blandt røvere, syndere, toldere og andre
foragtelige personer – de dovne og karakterløse – de som ikke yder
”noget for noget” i dette perfekte samfund.
’Han satte sig selv i de nederstes sted’, hedder det om denne Jesus i
Hans Anker Jørgensens salme, og måske går hele opfordringen på at
være sammen med ham dernede i den lave ende. Hvorfor – fordi det er
der, livet er. Fordi livet leves bedst nedefra. Måske kun nedefra.
Måske taler Jesus i virkeligheden om sig selv. Var der nogen, der burde sidde til højbords, så var det vel Guds søn, men af en eller anden
grund satte han sig allernederst:
Verden går i dit ledebånd – dig dog svøbte en kvindes hånd!
Du som har skabt og styrer alt – blev dog på skød barnlille kaldt –
fattig du kom til jorden ned – adlede armod og usselhed.
Sådan undrer Grundtvig sig i den julesalme, vi skal synge om lidt over
den beslutning, at den almægtige Gud viste sig som et menneske hernede på den mørke jord - og dermed gjorde de nederste pladser rent ud
guddommelige: Himlens lys kom i dig til jord – rige vi blev til evig tid.
I øvrigt er det altid sjovest nede på de nederste pladser, hvor man ikke
behøver være så højtidelige som oppe i rampelyset på de fine pladser.
Og der tror jeg egentlig, kirken har et meget stort problem – netop
med den højtidelighed, som så nemt bliver påtaget – eller ligefrem
befalet. Ti nu stille og rejs dig op og sæt dig ned på de rigtige tidspunkter og se åndelig ud og lyt til Guds Ord og få så de unger til at
lytte med – og da kan det være en befrielse at sidde nede på de nederste bænke og bare være sig selv – uden hele den opstyltede og programmerede højtid. Sand højtid kommer ikke af at følge de gældende
ritualer og forordninger – sand højtid kommer måske af at være sig
selv sammen med den Gud, der satte sig i de nederstes sted. Sand højtid er, når livet leves fuldt og helt.
Det er vel det, alle disse mirakuløse helbredelser handler om: at netop
denne Jesus kunne gøre de nederstes liv helt igen. Alle de vanføre,
besatte, spedalske – alle de ramte, sørgende, ydmygede og fornedrede
mennesker kunne han hele – måske fordi han vendte op og ned på
tilværelsens orden. Gjorde de syge raske – gjorde de døde levende –
gjorde de store små og de små store – satte de nederste øverst og de
øverste nederst. Lod Himlens lys skinne lige her på jorden, så alt det
forlorne - alt det kunstigt højtidelige måtte falde sammen for den vir-
56
kelighed, dette lys afslørede – at der ikke er forskel på mennesker – at
enhver rangorden er kunstig og forloren.
Må man godt hele mennesker på en helligdag? spørger Jesus med
bidende ironi imod hele den kunstigt opstyltede lovformelighed og
sabbatshøjtidelighed, som forvanskede og fordrejede selve livet. Tænk
nu, hvis et menneske, eller bare et dyr kom til skade – måtte man så af
forloren højtidsstemning ikke komme dem til hjælp?
I gamle dage skulle man gå i kirke om søndagen – og helst ikke lave
andet, for det var Herrens dag. Og Herren blev åbenbart opfattet som
noget af det mest kedsommelige man kunne forestille sig – en lang
søndag eftermiddag efter en lang gudstjeneste med lange salmer og en
lang lang prædiken af den sortklædte præst. Livet skulle bogstaveligt
talt stå stille om søndagen. Også selv om det lige var den dag, man
kunne bjærge høsten, fordi det var godt vejr, og i morgen kommer
regnen. Men man frygtede, at livets Gud var en Gud, der blev vred,
hvis man ikke gjorde, som han sagde. Hvis man ikke troede, som man
skulle. Man frygtede Guds vrede i form af sygdom og misvækst.
Tænk sådan en gudsopfattelse, sådan en livsopfattelse – og ve den
arme bonde, der trodsede kirkens bud og høstede om søndagen…
Han satte sig selv i de nederstes sted Han satte sig op mod de stores
fortræd. Han satte sig ind i de yderstes nød. Han satte sig ud over
dødsangst og død.
Alt sammen for frihedens skyld – for skønsomheden til at være menneske – nænsomheden – kærligheden, som bryder alle love og forordninger i livets navn. Alle skrevne som uskrevne regler for god opførsel. For livet handler ikke om at opføre sig på den eller den vedtagne
måde, men om at leve, sådan som dit eget menneskehjerte tilsiger dig
at leve: frimodigt, opmærksomt, kærligt.
Lignelsen om det store festmåltid
Efter at have hørt det sagde en af gæsterne til ham: »Salig
er den, som sidder til bords i Guds rige!« Jesus svarede:
»Der var en mand, som ville holde et stort festmåltid og indbød mange. Da festen skulle begynde, sendte han sin tjener
ud for at sige til de indbudte: Kom, nu er alt rede! Men de
gav sig alle som én til at undskylde sig. Den første sagde til
ham: Jeg har købt en mark og bliver nødt til at gå ud og se
til den. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. En anden sagde:
Jeg har købt fem par okser og skal ud at prøve dem. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. Og en tredje sagde: Jeg har lige
giftet mig, og derfor kan jeg ikke komme. Tjeneren kom tilbage og fortalte sin herre dette. Da blev husets herre vred og
sagde til tjeneren: Gå straks ud på byens gader og stræder
og hent de fattige, vanføre, blinde og lamme herind. Og tjeneren meldte: Herre, det er sket, som du befalede, men der
er stadig plads. Så sagde herren til tjeneren: Gå ud på vejene og langs gærderne og nød dem til at komme, så mit hus
kan blive fyldt. For jeg siger jer: Ingen af de mænd, som var
indbudt, skal smage mit måltid.«
57
Jeg så forleden en amerikansk gyserfilm, der handlede om,
hvordan mennesker i en lille by gradvis forandrede sig. De lignede fuldstændig sig selv, men alligevel var der noget underligt
på færde. Det viste sig, at disse mennesker ligeså stille blev udskiftet med mennesker fra en parallelverden. Langt ude i en stor
sø var der en tunnels så at sige, hvor byens borgere bliv smidt i,
og hvor deres spejlbillede så at sige blev hentet op. Naturligvis
blev det opdaget af filmens helte, men det var vist allerede for
sent. Spændende film – spændende tema om sådan en parallelverden, som ofte har beskæftiget forfattere – bl.a. Ludvig Holberg – og på en måde kan man sige, evangeliet handler om lidt
af det samme med sin tale om Guds rige.
Ja, vi er nok vant til at betragte Guds rige som noget pænt fjernt og for
så vidt uvedkommende som andet end måske en drøm om noget, der
skal ske engang – men evangelisterne skildrer jo netop Guds rige som
et gennembrud – som noget, der bryder ind i vores verden i kraft af
Jesus. Et rige der så at sige vender op og ned på alt: Blinde ser – døve
hører, stumme taler og lamme går – døde bliver levende, sådan som så
mange af fortællingerne om Jesus beskriver det. Men også det omvendte: de seende er blinde – de hørende er døve – de talende er
stumme og lamslåede og de levende viser sig at være stendøde. I Guds
rige er de store de små og de små de store – de fattige rige og de rige
fattige – de sørgende glæder sig – de skyldige er fri og synderne er
retfærdige - og de elendige stakler ude på gader og stræder bliver
pludselig indbudt til stor fest.
Hvad handler det om, dette utrolige eventyr om en helt ny verdensorden, der brød ind til vores verden med Jesus fra Nazareth? Ja, det
handler vel som al anden stor litteratur og poesi om den måde vi forholder os til vores omgivelser på – om den måde, vi forholder os til
livet på – om den måde, vi forholder os til os selv på. Og pointen er
vel, at vi kan vælge – vælge at sige jatak til livet på de nye betingelser
eller vælge at takke nej, frodi vi har det meget godt, som vi har det. Vi
kan vælge at leve i vores egen verden, og her kan vi leve godt – købe
og sælge og gifte os og blive skilt igen, sådan som de fleste lever den
tid, vi har at leve her. Vi affinder os og accepterer den gældende verdensorden, hvor de store udnytter de små, hvor folkenes konger hersker over deres undersåtter, som Jesus siger til sine disciple, og vil du
i denne verden frem, så buk! gør hvad der bliver sagt og se at få bestilt
noget - men sådan skal det ikke være blandt jer – for livet er meget
meget større end det.
Lad det fare, siger Jesus, alt det, der binder jeg til denne verdensorden
– alle jeres bekymringer om dagen og vejen – al jeres rigdom – jeres
god rygte som pæne samfundsborgere eller gode troende kristne – lad
det fare! og kom så og følg mig ind i Guds rige. Opgiv alle dine undskyldninger: Jeg har købt en mark og bliver nødt til at gå ud og se til
den. ”Bliver nødt til?” – Jeg har købt fem par okser og skal ud og prøve dem. ”Skal?” Jeg har lige giftet mig og kan derfor ikke komme.
”Kan ikke?”. Eller som manden sagde: Jeg skal først hjem og begrave
min far. Lad de døde begrave deres døde – det er nu, du har chancen –
58
det er nu, Guds rige er åbent. Som min vise mormor fortalte om chancen, der kom til mandens dør: Bi lidt, jeg skal lige hente mine støvler,
men da han kom tilbage, var chancen gået.
De fattige, vanføre, blinde og lamme havde ikke noget, de skulle –
dem ude på vejene langs gærderne havde såmænd tid nok. Og se dem
nu de arme stakler i Guds rige. Som en anden Lazarus fra i søndags i
Abrahams skød.
Men skal man da være fattig og elendig for at komme ind i Guds rige?
Ja, ifølge evangelierne er rigdommen en slem forbandelse, der hindrer
mennesker i at nå det egentlige og det sande liv. En kamel går nemmere igennem et nåleøje, end en rig kommer ind i Guds rige, siger Jesus.
Jo, for livet handler om noget andet end at overleve i kraft af sin indsats – underligt nok handler livet ifølge Jesus om det modsatte – om at
sætte livet til – om den kærlighed, der ikke søger sit eget, som Paulus
siger – den kærlighed, er ikke bare gælder mine egne: vennerne – naboerne – familien, fædrelandet. Den kærlighed, der er acceptabel og
forståelig ifølge den gældende verdensorden. Nej, virkelig kærlighed
er den kærlighed, der gennembryder alle rammer og sprænger alle
grænser, fordi der i Guds rige ikke er nogen forskel på mennesker –
hverken i kvalitet eller nærhed eller på nogen anden måde. Og måske
begynder vi nu at forstå, hvorfor de sagde nej tak til indbydelsen. Det
er for meget, Jesus! Det er simpelt hen for meget.
Der findes nogle film, som jeg ikke glemmer, selv om det er mange år
siden, jeg så dem – og grunden til, at jeg ikke kan glemme dem er, at
de fuldstændig bryder med al normal god filmskik. En normal film
handler om en hovedperson, der kommer ud for en konflikt af den ene
eller anden art, og som i de fleste tilfælde klarer den og dukker op på
den anden side som en helt eller et helt menneske. Men disse film
forstyrrer denne orden. De begynder godt nok som andre film med en
historie eller et plot, som det hedder i filmsproget - og med en hovedperson, man følger, og man sætter sig til rette og nyder filmen som
forventet, men pludselig skrider hovedpersonen og dermed filmen –
måske fordi han fik en fartbøde af en politibetjent på motorcykel, og i
stedet for at følge hovedpersonen videre, som man skal, så følger filmen nu betjenten, og vi kommer ind i hans liv og verden, og den oprindelige hovedperson er reduceret til statist for det, der nu foregår.
Politibetjenten skal til lægen, viser det sig, hvor han får konstateret
lungekræft, hvorefter det er lægens liv og færden, filmen følger – og
man bliver næsten vred over dette brud på al sømmelig filmorden og
kan ikke følge med, og hvad er meningen? Jeg kan ikke glemme den
slags absurde film, og jeg tror jeg ved, hvorfor – fordi de viser os et
glimt af et meget større liv end det vante liv – et glimt af Guds rige,
selv om de aldrig så meget som nævner Guds navn. Et liv uden grænser og rammer – uden orden.
Vi er selvfølgelig selv hovedpersonen i vores liv – vi taler om vores
omgangskreds, vores familie og slægt, vores fædreland, vores kultur
og vores religion, som de fremmede ikke forstår. Min mark – mine
okser – min kone – mine børn. Mit hus, min ejendomsret. Min frihed!
Men er det det? Er der i virkeligheden alle disse grænser for, hvad der
59
er mit? Er det overhovedet mig, der er hovedpersonen i det, jeg kalder
mit liv? Den, der mister sit liv eller sig selv, skal vinde livet, siger
Jesus igen og igen. Den, der holder fast på alt sit, skal miste det. Måske handler livet i Guds rige om at gøre din næste til hovedpersonen i
dit liv – og din næste, ja, det er enhver, du møder på din vej – på byens gader og stræder.
Der er det underlige ved Jesu lignelser, at han aldrig selv optræder i
dem – og alligevel handler de mange gange også om ham. Han kom
selv til denne arme verden som manden, der ville holde et stort festmåltid i Guds rige og som indbød mange. Og en fest handler ifølge
gammel skik om at gøre gæsten til hovedperson. Værten står på hovedet for at gæsterne skal føle sig ikke blot velkommen, men hædret og
æret: Vær så god! Alt mit er dit! En indbydelse handler om at nedbryde grænserne mellem mit og dit - om ikke for andet så blot for denne
ene festaften.
Jeg tror, Jesus kom for at nedbryde grænserne mellem det, der er Guds
og det, der er menneskers. De største og mest uoverstigelige grænser,
der findes. Han kom for at give os blik og sans for mere end det almindelige liv i verden – mere end dagen og vejen og produktion og
forbrug og helse og økologi og slankekost og hvad ved jeg - til fordel
for det guddommelige i ethvert medmenneske og i mig selv. Han kom
for at give os mod og lyst til at ville hinanden – til at ville livet i al sin
mangfoldighed med glæder og sorger og medgang og modgang, sejre
og skuffelser – og han kom, tror jeg, for at vise os livet i al sin glans
som det evige liv, det er, der bryder alle grænser – selv dødens som
ingenting. Vi er af Gud, sagde han – og så er alting muligt.
De forstod ham ikke – brød sig ikke om ham – troede ikke et sekund
på ham, og de undskyldte sig, da han gik til dem. Jo, for livet skal jo
leves – og i morgen er det atter en dag, og i Bilka er der tilbud på fladskærme, så du må have mig undskyldt!
Prisen for efterfølgelse
Store skarer fulgtes med Jesus, og han vendte sig om og
sagde til dem: »Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin
far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv,
kan han ikke være min discipel. Den, der ikke bærer sit kors
og går i mit spor, kan ikke være min discipel. Hvis en af jer
vil bygge et tårn, sætter han sig så ikke først ned og beregner udgifterne for at se, om han har råd til at gøre det færdigt?– for at man ikke skal se ham lægge en sokkel uden at
kunne fuldføre det, så alle giver sig til at håne ham og siger:
Den mand begyndte at bygge, men kunne ikke fuldføre det!
Eller hvilken konge vil drage i krig mod en anden konge uden
først at have sat sig ned for at overveje, om han med ti tusind mand er stærk nok til at møde ham, der kommer imod
ham med tyve tusind? Hvis ikke, sender han udsendinge for
at forhøre sig om fredsbetingelserne, mens den anden endnu
er langt borte. Sådan kan ingen af jer være min discipel uden
at give afkald på alt sit eget. Salt er en god ting; men hvis
60
selv saltet mister sin kraft, hvordan skal det da blive salt
igen? Det duer hverken til jord eller gødning; man smider det
væk. Den, der har ører at høre med, skal høre!«
______________________
Pædagogikken som sådan jo er en udmærket ting – det betyder opdragelse – at føre op til noget – f.eks. til livet som ansvarlige, voksne
mennesker, og det er fint nok og ikke et ondt ord om pædagoger! –
men hvis pædagogikken ligesom gennemsyrer alt og alle, så går det
med den som med alt andet menneskeligt, der bliver ophøjet til noget
helligt: det bliver dæmonisk. Og sådan er det gået med pædagogikken,
som har overtaget sandhedens plads – sandheden er faktisk blevet
forbudt – den kaldes bl.a. politisk ukorrekthed. Der er så meget, der
ikke må siges af pædagogiske grunde – også i vores liv med hinanden,
hvor vi er så bange for at komme til at støde an ved at sige, hvad vi
mener. Sandheden må ikke siges, for vi skal hele tiden bygge hinanden op – men vi gør dermed måske det modsatte. Det man kalder en
bjørnetjeneste, som jo altid sker i den bedste mening.
Evangeliet handler om sandheden – den ramsaltede sandhed, der
somme tider gør ondt og når vi glemmer det, så vi gør selve kristendommen til et pædagogisk foretagende, der også skal opbygge os på
en eller anden måde – ja, så går det galt, for så kan sandheden ikke
komme til. Kristendommen er ikke en lære, der skal læres men en
sandhed, der skal forkyndes. Der er alverden til forskel!
Teksten i dag handler netop om den virkelighed, som for alt i verden
ikke må komme frem – og som vi dårligt tør indrømme overfor os
selv. Hvem er det, der er Jesu sande disciple? Er det klassens dygtige
dreng eller pige? Er det den, der virkelig har fattet budskabet og tør
leve efter det? Er det vismanden, der lader Guds kærlighed strømme
gavmildt ud i verden? Er det de gode og retskafne mennesker? De
hjælpsomme? Er det de fromme – de sagtmodige – de ydmyge? Er det
de kristne – de troende? Er det menigheden, der kommer i kirken søndag efter søndag?
Nej, det er dem, der er faldet ud af rollen. Det er dem, der har det
elendigt med deres forældre og familie, og som ingen venner har. Det
er dem, hvis ægteskab er mislykkedes eller bare tomt - forholdet til
børnene ligesådan. Det er dem, hvis tilværelse smuldrer og falder fra
hinanden - dem, der ikke kan finde mening i noget som helst mere men hutler sig igennem på bedste beskub og dulmer smerten, så godt
de kan. Det er dem, der hader sig selv og deres liv, fordi de ikke kan
leve op til noget som helst men altid bare flyder med og griber til den
nemmeste løsning - eller som oplever deres egen nedrighed, fejhed
eller måske forfærdende ondskab – eller andres - og som i enkelte
fordrukne selvransagende øjeblikke flæbende fortvivler over sig selv
og over livets meningsløshed. Det er dem, der er Jesu sande disciple!
De er så udmærket skildret i beskrivelsen af de tolv, som vel i virkeligheden ikke var værd at samle på eller bygge noget som helst på.
Fornægtere, forrædere, uslinge, som alle som én stak af, da det gjaldt.
61
Både fra deres eget liv deroppe i Galilæa, fordi de skulle følge denne
Jesus – og igen – da det så gik galt med ham – så stak de af igen Lige indtil de blev ramt af noget, der var så langt større end dem selv
– så de glemte netop sig selv. Men det er jo også os. Det er os - men
ikke når vi som velnærede forbrugere af åndelighed forsøger at sætte
os ind i kristendommens eller kirkens væsen for at se om der ikke
skulle være noget, vi kan bruge. Ikke når vi ikke kan slippe vores pædagogiske livsholdning, så alt hvad vi hører og ser, bliver noget, vi
kan lære noget af. Ikke når selve livet bliver en lærebog!
Omvend jer, siger Jesus gang på gang – omvend jer – og det er i pædagogikkens sprog blevet til noget med at lægge sit liv om til en eller
anden kedsommelig godgørenhedsmoral – nej, omvend jer til sandheden – til virkeligheden! Se livet, som det er i øjnene – lad jer bare slå
omkuld af sandheden om jer selv og jeres skæbne, for sandheden vil
jer det godt, sådan som livet vil det, hvis bare I tør lade det komme til.
I dag taler han om at forberede sig ordentligt, hvad enten man vil bygge et hus eller vinde en krig – for at det ikke skal gå galt, og hvad går
så disciplens forberedelse ud på – hvordan bereder man sig til livets
sejr? Ja, ved at se virkeligheden i øjnene – ved at hengive sig betingelsesløst til Jesus og ikke satse noget som helst på sig selv, sin rigdom
eller noget af det, man ellers bygger sit pæne liv på.
Jesus er vildt skræmmende – men kun for dem, der ser livet som en
lærebog - og for alle de præsteskaber, der ved, hvad der tjener mennesker bedst. Så bliver teksten i dag en rædselsfuld lære om at vi skal
hade vores familie – at vi skal lægge vores liv helt om og blive asketer
og eneboere, eller hvad det nu er, man forestiller sig af øvelser for at
komme Gud nær. Og hvor er det glædelige i det?
Men for dem, som enten af sig selv eller af skæbnen eller af Guds
ramsaltede ord er blevet dukket ned i sandhedens og virkelighedens
dyb – for dem er hans tale og hans liv og hans kærlighed til netop
sandheden – én stor og vidunderlig frihedserklæring om opstandelsens
virkelighed – den opstandelse, der udenom al pædagogik venter den,
der tør give afkald på alt sit og se sit eget nøgne liv i øjnene, som det
er.
Verden forstår ikke det her! For verden vil have pædagogisk vejledning i at forbedre sig, så vi til sidst kan bliv rykket op i næste klasse,
som det hed engang. Sådan er det i alt, hvad vi foretager os, og hvorfor skulle det så ikke være det samme med kristendommen? Men verden tager fejl!
Sandheden skal gøre jer frie, siger Jesus et sted i Johannesevangeliet –
sandheden om jeres liv. Altså den sandhed, vi hele tiden flygter fra –
det er præcis den, der griber efter os her i kirken, hvor vi samles en
lille flok bekymrede syndere, der godt ved, at den er helt gal – men
som også ved, at netop her får vi arme mennesker på trods af alle vores svigt og misbrugte dage – et nyt mod og en helt ny glæde i mødet
med den Gud, der tør elske os, sådan som vi er – og som aldrig venter
på, at vi skal blive, som vi burde være – blive gode og elskværdige
nok til hans kærlighed.
62
Var det ikke de elendige, han kom til – de syge, de udstødte, de døde,
de ensomme? Var det ikke de fortabte, han var kommet for at give
frihed, for som han sagde – de raske har jo ikke brug for lægehjælp.
Han kom ikke for at gøre de fortabte til bedre mennesker – han kom
ikke for at lære dem at adlyde godhedens og kærlighedens bud. Men
han kom bare med al sin egen og med livets og kærlighedens forbavsende rigdom, for den alene er nok til at frelse fortabte – give liv til
døde – gøre syge raske – den alene!
Her skal ikke læres noget som helst – her skal Guds uforbeholdne og
grænseløse kærlighed forkyndes til liv og glæde for alle fortabte syndere – mere er der ikke!
Lignelsen om det mistede får og om den tabte
mønt
Alle toldere og syndere holdt sig nær til Jesus for at høre
ham, og farisæerne og de skriftkloge gav ondt af sig og sagde: »Den mand tager imod syndere og spiser sammen med
dem.« Men han fortalte dem denne lignelse: »Hvis en af jer
har hundrede får og mister et af dem, lader han så ikke de
nioghalvfems blive i ødemarken og går ud efter det, han har
mistet, indtil han finder det? Og når han har fundet det, lægger han det glad på sine skuldre, og når han kommer hjem,
kalder han sine venner og naboer sammen og siger til dem:
Glæd jer med mig, for jeg har fundet det får, jeg havde mistet. Jeg siger jer: Sådan bliver der større glæde i himlen
over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems
retfærdige, som ikke har brug for omvendelse.
Eller hvis en kvinde har ti drakmer og taber én af dem, tænder hun så ikke et lys og fejer i huset og leder ivrigt, lige til
hun finder den? Og når hun har fundet den, kalder hun sine
veninder og nabokoner sammen og siger: Glæd jer med mig,
for jeg har fundet den drakme, jeg havde tabt. Sådan, siger
jeg jer, bliver der glæde hos Guds engle over én synder, som
omvender sig.«
_______________________
Vi har nu hørt tre lignelser, der alle sammen handler om noget tabt og
genfundet - sønnen, fåret, drakmen - og sådan er det altså med Guds
rige. Sådan er den Gud, Jesus taler om som sin egen og vores far i
Himlen. Det er ikke den ophøjede, fjerne Gud, som man nærmer sig
med ydmyghed og alle mulige religiøse fagter og gebærder - det er
heller ikke den konsekvente dommer, der ser alt og straffer og belønner efter fortjeneste. Det er ikke en frygtelig Gud, som skaber frygtsomme mennesker - det er kærlighedens Gud - glædens og fredens
Gud, som skaber glæde og fred med sin kærlighed. Det er den levende
Gud, som virker og skaber gennem sit ord og sin ånd, og som bl.a.
opretholder denne kirke med dens sære inkonsekvente gudstjeneste
med denne underlige barnedåb, hvor vi får det alt sammen forærende
på forhånd så at sige: Tilgivelsen, Helligånden - Det evige Liv - eller
63
nadveren, hvor tilgivelsen strømmer ud fra. Sært inkonsekvent - uberegneligt - og for mange mennesker da også utilladeligt!
Det lyder jo sådan set indlysende nok det med at opsøge det fortabte det med at gå ud og lede efter noget, der er blevet væk for os. I hvert
fald hvis det betyder noget for os, det vi har mistet - så giver det sig
selv. Somme tider kan forkælede mennesker måske nok vige tilbage
for anstrengelsen, der ligger i det, men vi bliver alligevel vrede på
vores børn, når de opviser sådan en ligegyldighed - når de ikke har
respekt for værdierne, som min morfar altid sagde - og så sender vi
dem ud at lede efter det, de har smidt væk, fordi de skal lære, at de har
ansvar for det, de har med at gøre - og måske også fordi de skal lære
glæden at kende - glæden ved at søge og finde. Så for så vidt kan vi
genkende meget i disse lignelser.
Spørgsmålet er så, hvor langt vi vil gå i vores søgen - og hvornår vi vil
begynde at sammenligne anstrengelsen med det forventede udbytte.
Hvor meget savner vi den ting, vi har mistet, og hvornår falder vi til ro
med undskyldningen om, at den jo i og for sig ikke betød alverden for
os - at vi sagtens kan klare os uden den sølle drakme - eller som den
rige og kloge hyrde måske ville sige - uden det sølle får. Det var jo
egentlig også selv ude om det - kunne bare have holdt sig til flokken kunne bare have gjort hvad der blev sagt, og nu må det så tage følgerne. Og det kan vi alle sammen lære noget af - noget om livet.
Det kunne godt have været lignelsens pointe: Hvis ikke man holder
sig i skindet, går man fortabt - og det ligger der megen livsvisdom i og det er stadigvæk sådan, at fortabelsens mulighed bruges pædagogisk også i kristen forkyndelse: Pas på, du ikke går fortabt.
Det var vel også egentlig det, som fik farisæerne og de skriftkloge til
at ryste på hovedet over Jesu lignelser. Inkonsekvente historier fortalt
til konsekvente farisæere. Det skulle jo gå galt. De tænkte på præcedens, som det hedder i jurasproget. Tænk, hvis enhver altid bare kunne
regne med at blive samlet op - lige meget hvor forkert, uansvarligt og
overfladisk man så ellers bar sig ad. Tænk hvis frygten for Guds vrede
ikke mere var der - så ville samfundet gå i opløsning såvel som det
enkelte menneske.
Farisæerne og de skriftkloge var juridisk og pædagogisk indstillede de var dybt konsekvente i deres livsholdning og deres religion og
gudsdyrkelse - den kendte deres Gud som en nidkær Gud, og sådan
kendte de også livet og deres folks historie og hele identitet - som det
folk, der blev ført af denne nidkære Gud, som ikke tålte modstand
eller ulydighed. Og de så det som deres opgave i samfundet at være
forbilleder i lydighed og gudsdyrkelse og holde folket fast på den rette
vej - for de frygtede Guds vrede.
Og derfor kolliderer deres holdning selvfølgelig med det, som kendetegner den Gud, Jesus taler om: nemlig den absolutte og grænseløse
kærlighed, som altid vil gøre alt for at opsøge og frelse det fortabte.
Her skal ikke dannes præcedens - her skal ikke tænkes pædagogisk her skal bare handles, for sådan er kærligheden. Ikke særlig fremsynet
måske - ikke særlig klog eller beregnende - men styret af en ganske
uoverlagt kærlighed med et mindste lille fortabte kræ.
64
Jesus raser mod farisæerne, fordi de har taget patent på Gud - har
skabt deres egen Gud, som passede til deres eget livssyn. Kalkede
grave kalder han dem - smukke udadtil men fulde af død og råddenskab indvendige - I som betaler skat af dild og kommen men samtidig
opæder enkers bo - og alt hvad han foretager sig er et kæmpe opgør
med den form for religion, som farisæerne, præsterne og de skriftkloge stod for. Frygtsomhedens religion. Konsekvensberegningernes
religion. Kræmmernes dyrkelse af deres kræmmergud. Derfor helbreder han de fordømte, som i farisæernes øjne var fordømte af Gud og
derfor ramt af sygdom og elendighed. Derfor fortæller han alle disse
urimelige historier om en anderledes Gud - og derfor lader han dem til
sidst korsfæste sig og lader sig slå ihjel af dem som det store tegn på
den kærlighed, der tror alt, håber alt, udholder alt - Guds kærlighed.
Den kærlighed, vi genkender fra vores forældres kærlighed, da vi var
små.
Ja, for vi var vel ikke så gamle, da vi begyndte at lære livet at kende
som det konsekvente liv - og det var vel også det, vores forældre opdrog os til at forstå - at livet kan være hårdt, hvis ikke vi passer på - og
der er vel ikke noget at sige til, at sådan blev de gamles religion også ligesom deres opdragelse - et spørgsmål om at klare sig igennem en
hård verden med en hård fadergud, som det lønner sig at stå sig godt
med, og som man i hvert fald aldrig skal fornærme.
Den er så indgroet den holdning, så den er nærmest uudryddelig - selv
i dag efter så mange generationers forkyndelse af den stik modsatte
Gud. Her ved gudstjenesten forkynder vi den inkonsekvente og for så
vidt urimelige kærlighed - og det forkynder vi lige midt i en hård og
konsekvent verden. For vi er ikke blåøjede og ikke det mindste naive
her. Vi kender livet som en hård og barsk og til døden konsekvent
Herre. Alligevel så er det ikke kampen mod livet det handler om her det er ikke gammel livsvisdom eller åndelig vejledning til et bedre og
sikrere liv, vi taler om - kun den urimelige kærlighed mod fortabte og
frygtsomme mennesker. Her forkynder vi igen og igen Guds urimelige
og dybt inkonsekvente tilgivelse - og det er kun derfor, kirken er her.
Det er ikke en spøjs tanke, vi forkynder - det er den dybe sandhed om
vores liv: At nok er livet farligt og vi skal passe på, hvordan vi lever og det vi gør, har konsekvenser - og det vi undlod at gøre har lige så
store konsekvenser, og det er godt at være klog og vis og rig, hvis man
vil klare sig helskindet igennem - men ind i alt dette, som vi godt ved blander sig Guds inkonsekvente og uopdragne kærlighed, som er bedøvende ligeglad med din rigdom og din visdom og din religion og
din nationalitet - men som bare elsker dig og derfor vil ofre alt, for at
du kan beholde din frihed og din frimodige glæde over livet.
Det er den vanvittige Gud, som forlader 99 god får ude i ørkenen og
sætter alt på spil for et eneste elendigt lille fårs skyld - det lille får,
som var frimodigt nok til at prøve nye veje - til at se, hvad tilværelsen
kunne bære. Ligesom den fortabte søn, der også måtte ud og prøve
kræfter med livet, og som faldt så uhjælpeligt igennem, da det gjaldt.
Men de prøvede - og de levede og gik til bunds i livet og måtte tage
konsekvensen af deres uoverlagte handlinger, for sådan er livet nu
engang. Det går galt, hvis vi ikke passer på.
65
Men det er ikke hele sandheden. Du bliver også fundet helt dernede,
hvor ingen andre kommer - der står din Gud - virkelighedens og kærlighedens Gud og tager imod dig med åbne arme og giver dig det alt
sammen tilbage - dit misbrugte liv - alt hvad du mistede, får du tilbage
med glæde.
Underligt nok er der større glæde i Himlen over ét vildfarent får, som
er blevet fundet, end over 99, som aldrig kom af sted, fordi de var
bange for konsekvenserne!
Lignelsen om den fortabte søn
Han sagde også: »En mand havde to sønner. Den yngste
sagde til faderen: Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig. Så delte han sin ejendom imellem dem. Nogle
dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til
et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv; og da han havde sat det hele til, kom der en
streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød. Han
gik så hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte
ham ud på sine marker for at passe svin, og han ønskede
kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget. Da gik han i sig selv og tænkte: Hvor
mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her
er jeg ved at sulte ihjel. Jeg vil bryde op og gå til min far og
sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg
fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en
af dine daglejere.
Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt
borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb
hen og faldt ham om halsen og kyssede ham. Sønnen sagde
til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. Men faderen sagde til
sine tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt
og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd og giv ham sko
på fødderne, og kom med fedekalven, slagt den, og lad os
spise og feste. For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. Så gav de sig
til at feste.
Men den ældste søn var ude på marken. Da han var på vej
hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans, og
han kaldte på en af karlene og spurgte, hvad der var på færde. Han svarede: Din bror er kommet, og din far har slagtet
fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold. Da
blev han vred og ville ikke gå ind. Hans far gik så ud og bad
ham komme ind. Men han svarede sin far: Nu har jeg tjent
dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud;
men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne
feste med mine venner. Men din søn dér, som har ødslet din
ejendom bort sammen med skøger – da han kom, slagtede
du fedekalven til ham. Faderen svarede: Mit barn, du er altid
hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være
glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen,
han var fortabt, men er blevet fundet.«
66
’Hvis en mand har en genstridig og trodsig søn, der ikke vil adlyde sin
far og mor og heller ikke vil rette sig efter dem, selv om de straffer
ham, skal hans far og mor gribe ham og føre ham til byens ældste i
byporten. De skal sige til de ældste: »Vores søn her er genstridig og
trodsig, han vil ikke adlyde os, han er en fråser og dranker.« Alle
mændene i hans by skal så stene ham til døde. Du skal udrydde det
onde af din midte. Hele Israel skal høre om det og blive bange…
Hvis en mand findes skyldig til døden og bliver henrettet, og du hænger ham på et træ, må liget ikke hænge på træet natten over, men du
skal begrave det samme dag; for den, der er hængt på et træ, er en
Guds forbandelse, og du må ikke gøre det land urent, som Herren din
Gud vil give dig i eje.’
”Du skal udrydde det onde af din midte, for det er en forurening af
den hellige Gud.” Sådan kunne man sammenfatte mange af Moselovens efter vores målestok ret så barske bestemmelser. Det onde betragtes som et fremmedelement, der prøver at snige sig ind i Guds folk
på forskellig vis, og som værn med denne fremmede afskyelighed, der
ligesom kan besmitte folket, så, har man altså Guds lov, skrevet i Den
hellige, ukrænkelige Skrift, og det lægemiddel denne lov benytter sig
af – er først og fremmest amputation. Væk med det onde, så det ikke
breder sig til hele kroppen. En kendt og prøvet metode – også i vores
forældres tid, hvor en hel del forældre og lærere har forsøgt at banke
det onde ud af uvorne unger – eller i dag, hvor mange forsøger at værne om danskheden mod den tiltagende forurening udefra. Vi kan ikke
lide det onde eller de onde. Som sædvanlig opstiller Jesus en helt ny
tilværelsesopfattelse overfor disse indlysende gamle sandheder. I
bjergprædiken hos Matthæus gør han op med Moseloven: Nej, I skal
ikke sætte jer imod det onde, siger han ligeud. I skal tilgive – I skal
elske! Det er den sande lov – det er Guds og livets lov.
Lukas komponerer sit evangelium på den måde, at han lader den vigtigste del – den som kaldes rejseberetningen, fordi den foregår, mens
Jesus er på vej fra Galilæa til Jerusalem – være en parallel til en af de
vigtigste bøger i Moseloven nemlig sammenfatningen af det hele: 5.
Mosebog. En parallel – eller rettere sagt: et opgør. Og det er så her
alle de kendte og elskede lignelser fra Lukas’ hånd kommer nærmest
væltende. Den mest kendte – lignelsen om den fortabte søn er bl.a. et
opgør med den tekst fra 5. Mosebog, jeg læste i starten.
Nej, livet handler ikke om at straffe eller udrydde ondskaben med
magt. Livet handler ikke om at holde mennesker nede i frygt for en
menneskelig eller guddommelig straf. Du kan ikke få en ren verden
ved at udrydde alle dem, du kalder forbrydere. Det synes at være det,
bl.a. den amerikanske regering forsøger, når den igen og igen taler om
ondskabens imperier eller ondskabens akse i den formening, at blot vi
udrydder de onde, så bliver alt godt for Guds eget land.
Men sådan er det ikke, George Bush! Det onde har vi altid hos os – og
det knytter sig altså ikke til bestemte personer eller lande. Det knytter
sig til det at være menneske. Det er derfor, Jesus ikke kan acceptere
nogen forskel på mennesker – racemæssige, religiøse, kulturelle,
kønslige eller fordi et menneske har forbrudt sig mod gældende lov.
67
Som nu denne vanartede søn – en fråser og dranker – ven med toldere
og skøger. Faderen burde i henhold til Moseloven have taget ham til
byens ældste – den ældste søn ville sikkert gerne have været med – og
de ældste burde have sørget for det fornødne med henrettelsen, så det
onde kunne blive udryddet. Men hvad sker der? Den fortabte søn bliver modtaget med kærlighed og fest og genindsat som søn og arving
til det hele. Er det ikke vidunderligt glædeligt? Han var virkelig dødsens i henhold til loven – i henhold til Gud! Men faderen kunne ikke
få sig til det – der var noget, der var stærkere end det foreskrevne – det
stærkeste af alt nemlig kærligheden. En fars kærlighed til sin vanartede søn. Lukas spidder lovens bogstav, så det synger i ørene og i hjertet
på os. Hvilken umenneskelig lov – hvilken umenneskelig Gud! Repræsenteret af farisæerne og de skriftkloge præster og symboliseret
ved denne ældste søn af huset, der ikke ville være med i festen for
livet.
Der er en pointe mere hos Lukas. Måske hørte de skriftkyndige blandt
jer vendingen: fråser og dranker – ven med toldere og skøger. Ja, det
var præcis, hvad man sagde om Jesus selv. Så jeg tror også denne
lignelse handler om jødernes modtagelse af deres fortabte søn Jesus,
der var så anderledes end de kunne forestille sig – måske fordi han lod
lov være lov og koncentrerede sig om livet. Lod religion være religion
og levede for mennesket. Nå ja. Jøderne tog ham ifølge Lukas til de
ældste, og de slog ham ihjel og hængte han op på et træ som en Guds
forbandelse. Endelig fik den ældste søn sin vilje, for lov er lov og lov
skal holdes, og det onde skal I udrydde af jeres midte.
Jeg kan umuligt tilbede en Gud, der forlanger at jeg skal slå min egen
søn ihjel – uanset hvad. Jeg kan umuligt tilbede Moselovens Gud! En
hævngerrig, smålig, dybt nationalistisk og ikke mindst umenneskelig
stammegud. Sådan skildres denne Gud i store dele af vores Bibel. En
Gud, der myrder hele jordens befolkning på nær 8, fordi han ikke bryder sig om deres måde at leve på. En Gud, der hader Israels fjender og
gør hvad han kan for at udrydde dem skånselsløst. En dybt patriarkalsk Gud, der nedværdier kvinder i forhold til mænd – der udrydder,
hvad han kalder ”seksuelle afvigere” - en Gud, der forordner pryglestraf mod børn. En Gud, der forlanger sin egen søns lidelse og død som
sonoffer, før han er tilfreds. En Gud, der stadig har indflydelse i store
dele af verden – såmænd også her hos os! Jeg fornægter denne Gud
med alt, hvad jeg har i mig af menneskelighed og kærlighed og liv.
Men gennem Jesus ser jeg en anden gud. En lidende gud – en menneskelig gud, der trygler verden om kærlighed, og som selv er kærlighed. Gennem Jesus ser jeg et andet liv end hævnens og lovens og
fremmedhadets firkantede liv. Jeg ser et medmenneskeligt liv – jeg ser
et håb om en verden, hvor mennesker frit kan være, hvad de er – uden
at skulle frygte repressalier eller straf, fordi de er eller tror anderledes
end magthaverne. Jeg ser en verden, hvor der ikke er forskel på mennesker, fordi de gamle tryghedsforanstaltninger er pillet ned – alle de
gamle fjendebilleder, som skal sikre os imod dem. Jeg ser en verden,
hvor forskellighed er en dyd og ikke en trussel. En verden, hvor du har
ret til at være anderledes, fordi du er dig, og hvor du også har ret til at
fejle. Og jeg ser en kirke, hvor det ikke er bekendelser, forordninger
68
og statsautoriserede ritualer, der fører det store ord men hvor det er
livet selv – menneskelivet i al sin mangfoldighed, der er kirkens hovedsag. En kirke, hvor Jesus – den fortabte søn - er levende til stede
iblandt os ved festen for livet. Måske er det bare en naiv drøm, som
aldrig lader sig realisere, sådan som verden ser ud, men jeg kan ikke
opgive den, og jeg tror, det var den drøm, han satte i gang, denne Jesus, der aldrig ville gå på kompromis med kærligheden og livet. Jeg
tror på ham, og det er gennem ham og hans liv – hans kærlighed –
hans død – jeg ser en levende Gud, som jeg kan bøje mig for og tilbede i ånd og sandhed.
Prøv nu at høre en anden trosbekendelse end den forordnede. Den er
skrevet af Christina Lövestam, og I skal bare blive siddende:
Jeg tror på en Gud, som er hellig og varm,
som gir kampglød og identitet.
En helbredende Gud, som gør det brudte helt,
og som styrker til fællesskab.
Jeg tror på en Gud, som græder med mig,
når jeg græder, så alting er gråt.
En trøstende Gud, der kan trøste som den,
der venter til gråden er slut.
Jeg tror på en Gud, som bor inde i mig,
og som bor i alt udenfor..
En leende Gud, som vil le med mig,
og som lever i mig, når jeg dør.
Lignelsen om den uærlige godsforvalter
Jesus sagde også til disciplene: »Der var en rig mand, som
havde en godsforvalter; om ham fik han underhånden at vide, at han ødslede hans ejendom bort. Så tilkaldte han forvalteren og spurgte: Hvad er det, jeg hører om dig? Aflæg
regnskab for din forvaltning, for du kan ikke længere være
forvalter. Men forvalteren spurgte sig selv: Hvad skal jeg
gøre, nu da min herre tager min stilling fra mig? Grave har
jeg ikke kræfter til, tigge skammer jeg mig ved. Nu ved jeg,
hvad jeg vil gøre, for at folk skal tage imod mig i deres huse,
når jeg bliver sat fra bestillingen. Han kaldte så sin herres
skyldnere til sig én for én og spurgte den første: Hvor meget
skylder du min herre? Hundrede ankre olie, svarede han.
Forvalteren sagde: Her er dit gældsbevis, sæt dig straks ned
og skriv halvtreds! Derefter spurgte han en anden: Og du,
hvor meget skylder du? Hundrede tønder hvede, svarede
han. Til ham sagde forvalteren: Her er dit gældsbevis, skriv
firs!«
Og Herren roste den uærlige forvalter, fordi han havde handlet klogt. For denne verdens børn handler langt klogere over
for deres egne, end lysets børn gør. »Jeg siger jer: Skaf jer
venner ved hjælp af den uærlige mammon, for at de, når den
slipper op, kan tage imod jer i de evige boliger.
69
Der er brugt mange ressourcer, tanker og prædikener på at bortforklare
denne umoralske historie om en snarrådig forvalter, der snød sin herre,
så vandet drev af ham. For pæne kristne mennesker bør vel ikke ligefrem opfordres til at snyde og bedrage.
Nu er denne fortælling – ligesom Jesu forkyndelse i det hele taget –
for voksne. Dvs. det er ikke på nogen måde en pædagogisk fortælling
– altså en fortælling, der skal vise os, hvordan vi bør være mod hinanden. Jeg tror, det engang imellem er sundt at fjerne den pædagogiske
dimension fra evangelierne og fra kirken i det hele taget og f.eks. prøve at lytte til Lukas på samme måde som vi læser en novelle eller ser
en film i håbet om at få en dybere indsigt i vores liv. Altså at læse
Bibelen eller gå til gudstjeneste – ikke for at få svar på det eller det
spørgsmål – og så er det klaret - men for selv at blive inddraget i livets
store spørgsmål. Jeg tror desværre, det er en udbredt opfattelse, at
kirken og kirkens præster skal give svar til søgende mennesker – som
om de vidste mere om livet end alle andre – men i virkeligheden er vi
jo alle sammen almindelige søgende mennesker, der famler os frem
gennem livet så godt vi kan – så langt som noget fra den fader- eller
moderskikkelse, man måske gerne så kirken eller præsterne være, så
man selv slap for at tage stilling til livet. Livet har nemlig ikke nogen
facitliste eller køreplan, som det gælder om at holde sig til. En køreplan, man så kan slå op i Bibelen, for at læse sig til, hvordan man skal
leve eller gå hen til præsten eller i kirken for at få på det rene. En køreplan, man i øvrigt kan bruge megen energi på at kæmpe for som den
eneste sande, sådan som det stadig foregår på barnlig vis.
Nej, menneskelivet er disse uendelige dybder og højder, vi aldrig når
til bunds i – i hvert fald ikke i dette liv – og jeg tror, evangelisterne
har set rigtigt, når de opfattede Jesus som et menneske, der virkelig
åbnede nogle af disse hidtil ukendte dybder i menneskelivet for os.
Viste os de guddommelige dimensioner i menneskelivet, som gør
vores korte liv til langt mere, end vi kan forestille os.
Børn skal have faste rammer, siger vi, og det er nok rigtigt – men
voksne mennesker skal have alt andet end faste rammer – voksne
mennesker skal have uendelige dybder og højder – måske fordi vi er
skabt i Guds billede, som de gamle sagde. Vi bærer på en længsel
efter det guddommelige og er ikke i virkeligheden tilfredse med det
jævne og det forudsigelige liv. Vi er skabt til mere end det.
Der er naturligvis mennesker, der aldrig bliver voksne og derfor aldrig
kommer ud af de faste rammer, de fik som børn. Vi kan se dem rundt
omkring kæmpende hårdnakket for netop faste rammer i samfundet –
de gamle værdier – det nationale – forfædrenes tro - dengang alting
var meget bedre end nu, og de savner dybest set en stærk mand – en
faderskikkelse - til at tage styringen i dette samfund, som for dem er i
opløsning. Men det er ikke samfundet, der er i opløsning – det er deres
eget voksenliv, der banker på, og som de ikke vil lukke ind i deres
barnlige liv. Vi ser dem også i kirken, hvor de kæmper for den gode
gamle barnetro, som nu er under pres fra selv præsterne, og de forstår
ikke, hvad der sker og det er for galt, og de skulle smides ud af vores
gode gamle kirke, sådan nogen. Men det er ikke kirken, der er under
pres – det er barnetroen og autoritetstroen, der udfordres af det voksne
70
liv – det frie liv - med de store dybder og højder – det liv, vi er skabt
til at leve og kaste os ud i som voksne mennesker, der da ikke bliver
forargede, når vi hører nyt eller farligt eller noget, der går ud over det
sædvanlige - men spidser øren. For kunne det være en ny dør der blev
åbnet til et større liv, end det vi kender? Kunne det være nye horisonter, der åbnede sig for os bag de kendte horisonter og grænser, så vi
forstod mere af os selv og vores menneskeliv.
Sådan – med den voksnes nysgerrighed, som allerede Adam og Eva
gjorde brug af – måske fordi de var skabt som voksne og aldrig havde
været børn! – og derfor var selv Paradis ikke stort og betydningsfuldt
nok for dem – de måtte videre med deres liv, ud og søge nye ukendte
grænser – sådan tror jeg vi skal lytte til evangelisternes beretninger
om denne Jesus, der sprængte alle grænser for det tilladelige i dette
forstenede jødiske samfund, han dumpede ned i. Et særdeles barnligt
samfund, hvor faste grænser anså for guddommelige – ja, selve meningen med livet. Forleden helbredte han en blind – i går tilgav han en
synder – i dag roser han en bedrager. Ham kan I lære noget af! Kæmp
for livet! Lev med alt, hvad I har i jer selv på afgrundens rand – selv
når dommen er afsagt. Gør det umulige – tro på det fantastiske! Opgiv
aldrig! Elsk livet!
For mig er denne umoralske fortælling en fantastisk opmuntring til at
handle på trods af alle odds – at leve fuldt og helt selv med dødsdommen hængende over hovedet – og den har vi jo alle hængende, når det
kommer til stykket. Hvis nu denne godsforvalter havde levet som et
barn, så havde han helt sikkert opgivet, givet sine forældres manglende kærlighed og samfundet som helhed skylden for sit bedrageri, og
endelig havde han enten begået selvmord eller tryglet sin herre om
nåde, kastet sig for hans fødder og gjort ham opmærksom på sine
mange uforsørgede børn osv. – ganske som den gældbundne tjener i
lignelsen, der blev tilgivet alt. Men nu var denne forvalter alt andet
end barnlig, og derfor konstaterede han meget realistisk sin situation
som voksen. Hvordan ser min fremtid ud? Jeg bliver fyret. Og det blev
han. Men inden da nåede han at bruge sine sidste desperate muligheder på at skabe sig et nyt liv efter sammenbruddet – nemlig ved at
sætte sin herres skyldnere i en ikke ringe taknemmelighedsgæld til sig
selv i den hensigt at kunne trække på deres gæstfrihed og velvilje, når
han nu selv fik sparket.
Så langt som noget fra at lægge sin skæbne i Guds eller sin herres
hånd eller henfly til Guds eller kongens nåde – næh, min egen skæbne
har jeg for en stor del selv ansvar for. Så langt som noget fra at slå sig
til tåls med sin skæbne med et suk over livets uretfærdighed eller
Guds manglende lydhørhed. Men at skabe nyt liv, hvor intet liv er – at
trodse enhver håbløshed - det gør han, og det er pointen i den fortælling. Og dermed rimer den fortræffeligt med resten af evangeliet om
den mand, der åbnede dybder og højder i livet, som ingen drømte om,
fandtes. Som ingen turde beskæftige sig med, fordi religionen forbød
det. Den mand, der nedbrød alle grænser og skel mellem mennesker
og gav os frihedens dyrebare gave. Den mand, der rev os ud af vores
trygge og tomme barneliv og kastede os ud, hvor vi hører til – ud i
dette fantastiske uendelige og ubegribelige, evige liv, hvor alt kan ske,
71
og hvor intet er givet på forhånd. Det liv, vi selv skal forme med alt,
hvad vi har i os.
Ham tror jeg på – ham kalder jeg med glæde min Herre og min Gud –
ham skylder jeg en stor del af mit frie menneskeliv, og derfor kan jeg
såmænd også finde på at kalde ham min frelser og befrier – selv om
det lyder lidt barnligt!
Lignelsen om den rige mand og Lazarus
Der var en rig mand, som klædte sig i purpur og fint linned
og hver dag levede i fest og pragt. Men en fattig mand ved
navn Lazarus lå ved hans port, fuld af sår, og ønskede kun at
spise sig mæt i det, der faldt fra den riges bord, og hundene
kom tilmed og slikkede hans sår. Så døde den fattige, og han
blev af englene båret hen i Abrahams skød. Også den rige
døde og blev begravet. Da han slog øjnene op i dødsriget,
hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i
hans skød. Fader Abraham! råbte han, forbarm dig over mig
og send Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i
vand og læske min tunge, for jeg pines i disse luer. Men
Abraham svarede: Barn, husk på, at du fik dit gode, mens du
levede, og Lazarus på samme måde det onde; nu trøstes han
her, mens du pines. Desuden er der lagt en dyb kløft mellem
os og jer, for at de, som vil herfra over til jer, ikke skal kunne det, og de heller ikke skal komme over til os derovrefra.
Da sagde han: Så beder jeg dig, fader, at du vil sende ham
til min fars hus, for jeg har fem brødre, for at han kan advare
dem, så ikke også de kommer til dette pinested. Men Abraham svarede: De har Moses og profeterne, dem kan de høre.
Nej, fader Abraham! sagde han, men kommer der en til dem
fra de døde, vil de omvende sig. Abraham svarede: Hvis de
ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig
overbevise, selv om en står op fra de døde.«
__________________________
Jesus kom som et mægtigt opgør med sin jødiske samtid. Han var selv
jøde med hud og hår, men på en eller anden måde lykkedes det ham at
chokere i hvert fald det jødiske præsteskab og de religiøse og politiske
ledere på en måde, så de ikke så anden udvej end at rydde ham af vejen. Jeg tror, han gjorde op med religionens behagelighed – den behagelighed, der kommer af, at den sætter vores menneskeliv i system og
opstiller nogle metoder, hvormed man så at sige kan overkomme livet.
Det kan være alt, lige fra foreskrevne ofre til deltagelse i de religiøse
fester eller måske mere aktuelt – krav om den rette tro på den ene
sande Gud – altså dette, at livets forpligtelser og ansvar gøres til et
spørgsmål om den rette metode eller den rette tro eller det rette tilhørsforhold. På den måde bliver religionen ligesom en serviceydelse, man
kan abonnere på eller melde sig ind i – så ordner den religiøse ledelse
resten. Og så kan du ellers leve behageligt i bevidstheden om at dit liv
nok skal gå som det skal. Sådan en slags forsikringsordning, kan man
72
vel sige – og så er der vel ikke noget at sige til, at folk bliver lidt opskræmte, hvis selv forsikringsagenten, som skulle tage sig af vores
gudsforhold, viser sig slet ikke at være forsikringsagent og slet ikke
vil påtage sig den rolle men smider den tilbage i hovedet på os: Hvad
med din egen tro?
Når Tårbækpræsten tilsyneladende afskaffer store dele af den etablerede folkekirkereligion og dermed chokerer sin kirkelige samtid, er jeg
ikke sikker på, at han ikke handler i god overensstemmelse med Jesu
forkyndelse – i hvert fald sådan som den kommer til udtryk i dagens
fortælling om den rige mand og Lazarus. Her har vi et Abrahams barn
– altså en god jøde med sit på det tørre. At være Abrahams barn var en
fornem hæderstitel – det var at være udvalgt blandt alverdens folk –
udvalgt af Gud selv, og det gav jo, som vi også kan se i dag i visse
jødiske kredse en helt særlig selvbevidsthed. Vi har Abraham til far,
hvordan kan du så komme og belære os om frihed? siger de dybt forargede til Jesus ifølge Johannesevangeliet – og i fortællingen om Zakæus – overtolderen der snød alt og alle, siger Jesus om ham, at på
trods af sin umenneskelighed er han dog også et Abrahams barn –
altså ligeværdig med de andre forargede.
Og nu nærmer vi os pointen i fortællingen, som mest foregår i dødsriget, der på flere måder skildres som et hæsligt sted. Her hersker konsekvensen eller om man vil: retfærdigheden lysende klart. Her bliver
du afkrævet din gæld eller får din løn som forskyldt. Og der er ingen
pardon! Ingen nåde! Kløften er umulig at overstige selv for barmhjertigheden – derfor kaldes det dødsriget.
Abrahams barn, som havde kronede dage her i livet men som glemte
eller overså et medmenneskes lige værdighed og derfor lod ham skøtte
sig selv, da han var i nød, hvilket han havde tusind gode undskyldninger for at gøre – som præsten og levitten, der gik forbi den døende
mand i grøften – undskyldninger vi alle kender – får nu sin velfortjente straf, som dels består af hedeture og tørst og pine – og måske ikke
mindst af udsigten til Lazaronen, som nu har kronede dage netop i
Abrahams skød.
Det var dumt, men sådan kan det gå, når man ikke passer på, eller
rettere når man glemmer sin menneskelighed for det at være noget
særligt. Den menneskelighed som ifølge Jesus er stærkt forbundet til
næstekærlighed mod hvem som helst ud fra den holdning, at enhver
blot ved at være et menneske har krav på al din opmærksomhed og
kærlighed. Det er det, der kaldes lige værdighed. Den værdighed, som
ikke kommer af særlige fortrin eller særlig udvælgelse, nationalitet,
religion, race eller status på nogen måde – men som kommer af at
være et menneske. Det var det, der var og altid er så nyt i Jesu forkyndelse – dette at der ikke er grænser for vores forpligtelse og ansvar og
kærlighed til vores næste. Og ingen religion eller kirke kan erstatte det
ansvar – for det er dit og dit alene. Og det hjælper hverken at være
Abrahams eller Muhammeds barn eller være luthersk evangelisk kristen – det er fuldkommen ligegyldigt i forhold til den kærlighed, for
mennesket lever ikke af sin religion eller sin status i det hele taget
men af kærlighed.
73
Og på den måde trækker Jesus betydningen væk fra det himmelske så
at sige – væk fra trosbekendelser og religiøse bekendelser og forskrifter hen til det væsentlige, som er dette menneskeliv – først og fremmest dit forhold til din næste. I dette forhold er livet! Her har livet sat
dig stævne – her og ikke i det himmelblå, som Kaalund synger, og nu
giver det pludselig mening at synge den sang: elske verden, hade ingen – føle sig som født på ny!… Det er livets sejrssang!
Fortællingen slutter besk. Den rige mand beder Abraham om at sende
Lazarus tilbage til jorden, så han kan advare de andre om, hvad der er
livets mening, så ikke også de ender i dette pinested. Manden har altså
fået en vis sans for medmenneskeligheden – men nej, siger troens
fader Abraham: Det nytter ikke en pind, for om de så også oplever, at
en opstår fra de døde, så vil det ikke røre dem en fjer. Bittert konstaterer Lukas her 50 år efter Jesu død og opstandelse, hvor lidt evangeliet
har formået at rokke de stærke jøder i deres en gang for alle vedtagne
fædrene tro. Der er ikke noget at gøre – det er håbløst at omvende
disse mennesker – vi må vende os til andre. Og evangelierne flyder jo
over med sådanne bitre erkendelser af, at folk skal komme fra øst og
vest og sidde til bords med Abraham, mens rigets egne børn skal kastes ud udenfor i mørket, hvor der er gråd og tænders gnidsel. Det er
dommen over ubevægeligheden – dommen over den evige barnetro!
Menneskelivet er altså i bevægelse. Du kan ikke stille retningsliner op
for dets udførelse – du kan ikke holde dig til det en gang givne, for
pludselig kræves din menneskelighed af dig – den kærlighed, som
forsvinder i samme øjeblik, eftertanken sniger sig ind for at sikre dig
dit gode liv. Den store misforståelse er netop at ville sikre sig, når
livet og kærligheden nu kræver af dig, at du giver det hele væk – kræver af dig, at du er et medmenneske og derfor giver dine goder og
privilegier væk rundhåndet, ødselt og ubetænksomt. Så skal du leve,
siger Jesus. Så skal du leve!
De, der kan det – en fattig enke, der gav alt hvad hun ejede – en gal
kvinde, der ødslede en kostbar salve på Jesus – disciplene, der forlod
deres gode liv for noget andet – alle disse skæbner, de fremhæves i
evangeliet – og først og fremmest Jesus selv, der beskrives som Gudesønnen, der forlod sin himmelske herlighed fordi han elskede disse
elendige mennesker, som end ikke ville vide af ham, da han kom som
et menneske til sine egne men ydmygede ham til døden. De kronede
dage blev til den tornekronede langfredag, fordi mennesker ville beholde deres gode liv for sig selv. Fordi de foretrak religionens sikkerhed frem for det medmenneskelige ubegrænsede ansvar.
Og hvad gør så vi?
74
Om troens kraft og tjenernes vilkår
Apostlene sagde til Herren: »Giv os en større tro!« Herren
svarede: »Havde I en tro som et sennepsfrø, kunne I sige til
dette morbærtræ: Ryk dig op med rode, og plant dig i havet!
og det ville adlyde jer.
Hvis en af jer har en tjener, som pløjer eller er hyrde, vil han
så sige til ham, når han kommer hjem fra marken: Kom
straks og sæt dig til bords? Vil han ikke tværtimod sige: Lav
mad til mig og bind kjortlen op om dig og vart mig op, mens
jeg spiser og drikker; bagefter kan du selv spise og drikke.
Mon han takker tjeneren, fordi han gjorde det, han har fået
besked på? Således også I: Når I har gjort alt det, I har fået
besked på, skal I sige: Vi er unyttige tjenere, vi har kun
gjort, hvad vi skulle gøre.«
______________________
Det handler om tro. Det handler om at tro – om at være en troende.
Eller det handler om at være tro, måske?
I kristendommen spiller troen en afgørende rolle på godt og ondt –
mest på ondt, vil jeg mene, fordi troen for mange mennesker opfattes
som det adgangskort eller den særlige kvalitet, der skal til for at man
med rette kan kalde sig kristen. Tror du nu også på det her? Trosbekendelsen bekræfter denne antagelse af tro som en kvalitet eller en
evne, man skal have, og gudstjenesteformen bekræfter trosbekendelsen som en erklæring, hvor den kristne menighed højtideligt erklærer
sig selv som troende, ligesom det enkelte medlem først må svare på
trosbekendelsen, før man kan blive medlem ved dåben og bekræfte det
ved konfirmationen. Hele kirkes struktur lægger op til troen som det
afgørende kriterium for, om Gud vil have med en at gøre – eller i
hvert fald om kirken vil.
I det selskab har den ikke-troende det svært. Svært med menigheden –
svært måske ikke mindst med sig selv. Føler måske, at man ikke er
god nok, fordi man ikke er troende nok. Ikke kan tro. Man kan jo sagtens sige det – mumle med på trosbekendelsen, og døbt og konfirmeret
er de fleste – men tror man nu også sådan inderst inde?
Tror du på Gud? Sådan lød det inkvisitoriske spørgsmål ud over landet sidste år. Eller er du en gudsfornægter – en kætter? Sådan nogen
brændte man i de gode gamle dage. På jorden og i Helvede. I dag smider man dem ud af menigheden, hvis de offentligt bekender deres
tvivl. Hvad evangeliet betyder for dig og mig og for vores samfund,
spørger næsten ingen om. Men om vi tror, er åbenbart afgørende –
eller hvad? Er det vigtigere at vide om vi tror end hvordan vi tror?
Jamen er det barnetroen, vi taler om. Er det den, vi står vagt om i kirken? Troen på miraklerne? Var det det, der chokerede så mange mennesker, at en præst frasagde sig troen på miraklerne? Troen på det
overnaturlige? Men findes Gud da ikke i det naturlige – i det ganske
almindelige menneskeliv under naturlovene? I forholdet mellem dig
og mig? Eller er det ikke godt nok til Gud? Blev Gud ikke netop menneske i Jesus fra Nazareth? Steg den almægtige, evige, usynlige Gud
75
ikke ned på jorden som et almindeligt, dødeligt menneske blandt
mennesker – netop for at gøre os majestætsfikserede mennesker begribeligt, at det er her, hvor vi lever, under de vilkår, som nu er vores
menneskelige vilkår – det er her, det gælder, for det er her, Gud er!
Jeg har før sagt, at jeg ikke bryder mig om spørgsmålet om, hvorvidt
vi nu tror på Gud, og jeg tror også, kirken i Danmark må overveje sin
status som bekendelseskirke, hvor medlemskabet gøres betinget af en
troserklæring – det er som om, det hører en anden tid til. Jeg tror virkelig, vi skal gå et skridt videre og ikke spørge så meget efter tro –
men spørge efter hinandens liv – spørge hinanden om Gud og tale med
hinanden frimodigt og ikke så underdanigt i stadig frygt for at sige og
mene og tro det forkerte. Tale sammen med det frisind, som aldrig er
sikker i sin sag men altid på vej sammen med andre. Jeg synes ofte
samtalen om det allervigtigste i livet drukner i den proces, der opstår,
når synspunkter bliver til kætterier, og når sandheden ikke er til diskussion. Fremtidens menighed bør måske være langt mere kendetegnet ved sin længsel og sin søgen end ved sådan en stivnet og forkalket
tro. Søger du Gud? Længes du efter Gud? Så kom her og vær med. Jeg
synes, det lyder smukkere, og jeg tror det bliver et langt mere menneskeligt fællesskab end fællesskabet af dem, der har sandheden og ikke
længere behøver spørge og søge endsige længes.
Jeg tror også, det bliver et mere evangelisk fællesskab, for prøv nu at
lytte til dagens fortælling, hvor disciplene netop ønsker mere tro som
sådan en mirakelkur, der skal gøre dem til noget særligt. Allerede i
Lukasevangeliet er troen til debat.
Hvad skal I med tro? Plante træer i havet? Er det det, I vil. Hvor fantastisk! Og så kommer vel Jesu egen forklaring på, hvad tro er – nemlig
troskab. Det handler ikke om at have tro – men om at være tro mod sit
eget liv. Som en tjener nu engang er tjener og ikke herre. Der er en
aftale, for så vidt, der er ubrydelig, så lidt som herren i lignelsen vil
invitere sin tjener til bords, når hans opgave er at varte sin herre op.
Der er også en klar aftale mellem os og vores liv – indenfor de rammer, som er vores virkelighed. Og til vores virkelighed hører altså ikke
mirakler og andre overnaturlige ting. Det er i hvert fald ikke noget, vi
kan leve på. Vores vilkår er naturlovene og årsagslovene, og det ville
være utroskab på en måde, at se ned på og foragte disse vores givne
vilkår ved at drømme os væk til en anden tilværelse – en magisk,
overnaturlig tilværelse udenfor vores virkelighed. Alt det, som religionerne og overtroen lokker med.
Og spørgsmålet for mig i hvert fald er, om ikke jeg svigter netop den
Gud, som jeg kender fra Jesus ved at gøre Gud til noget, der findes
udenfor eller over min virkelighed. Den mirakuløse, den overnaturlige
guddom, som verden altid har tilbedt, fordi verden falder for det mægtige og lader sig lokke væk fra den givne menneskelige virkelighed.
At være tro mod mit liv er en erkendelse af, at det er her Gud er. Og
det forpligter mig for alvor på dette liv. Jeg skal ikke søge belønning
eller frygte straf i det overnaturlige eller det hinsides for at gøre min
pligt, som er at leve fuldt og helt som det menneske, jeg nu engang er.
Være levende tilstede i mit menneskeliv med alt hvad det indebærer -
76
og ikke af frygt flygte eller længes ind i en anden tilværelse, hvor jeg
så kan gå og plante træer i havet.
Evangeliet tilbyder mig ikke den himmelske salighed, sådan at jeg kan
være ligeglad med mit liv, så det bare er noget, der skal overstås inden
vi kan komme i Paradis. Nej evangeliet tilbyder mig et sandt menneskeliv her, hvor jeg er – dvs. et helt nyt forhold til det liv, jeg har – et
sandt kærlighedsforhold. Evangeliet, som jeg læser Lukas, forpligter
mig på mit menneskeliv – og befaler mig ikke blot at tage det alvorligt
– ikke blot at leve det - men at dyrke det i troskab og kærlighed, indtil
døden skiller os ad. Og det er for mig at se langt mere vedkommende
og langt mere guddommeligt end den evige salighed, hvad det så end
måtte være. Det er selve livet, der er evigt.
Derfor skriver de om Jesus, at han helbredte syge, opvakte døde og
gav sanseløse mennesker deres menneskelige sanser tilbage, så de
igen kunne se og høre og tale og føle og bevæge sig. De skrev det ikke
for at imponere os over en troldmand og mirakelmager. Nej de skrev
det for at forpligte også os på vores medmenneskelige liv – for hvad
skal man med sanser andet end at sanse – at elske hinanden. Det var
det han gjorde alle disse forkvaklede mennesker i stand til ved at gøre
dem levende og raske og bevægelige, og det er også det han vil med
os. Have os til at se og høre og bevæge hinanden, mens vi er her i live.
Tale sammen i menigheden med frimodighed om det, der bevæger os
– om den Jesus fra Nazareth, der rørte sin samtid og startede en bevægelse, som de kun kunne beskrive som guddommelig – netop fordi den
var så menneskelig Og det tror jeg er den sande gudsdyrkelse, som
ikke er så kunstig endda – ligesom troen heller ikke er det. Det handler
om at være tro mod livet – for det er at være tro mod Gud. Tænk hvis
menneskelivet ikke blot var en jammerdal – en pilgrimsvandring men en guddommelig udfordring for alt, hvad vi har i os af liv og kærlighed og glæde.
Helbredelsen af de ti spedalske
Under sin vandring mod Jerusalem fulgte han grænsen mellem Samaria og Galilæa. Da han var på vej ind i en landsby,
mødte han ti spedalske; de blev stående langt fra ham og
råbte: »Jesus, Mester, forbarm dig over os!« Da han så dem,
sagde han: »Gå hen og bliv undersøgt af præsterne!« Og
mens de var på vej derhen, blev de rene. Men én af dem
vendte tilbage, da han så, at han var blevet helbredt. Han
priste Gud med høj røst og kastede sig på sit ansigt for Jesu
fødder og takkede ham; og det var en samaritaner. Jesus
spurgte: »Var der ikke ti, der blev rene? Hvor er de ni? Er
det kun denne fremmede, der er vendt tilbage for at give
Gud æren?« Og han sagde til ham: »Stå op og gå herfra! Din
tro har frelst dig.«
77
Taknemmelighed. Vi lærte det som børn. Husk at sige tak – husk at
skrive tak til de gamle mostre og tanter for de uldne sokker, du igen
fik i julegave. Se, hvad de har gjort for dig – det mindste, du kan gøre
er da at sige tak. Vi glemte det altid. Når gaven var pakket op og
brugt, tænkte vi ikke mere på det. Der var noget selvfølgeligt over det
at få gaver, og børn har åbenbart svært ved at vise taknemmelighed
med ord – børn er ikke så eftertænksomme. At flå papiret af gaven og
lyse op i en overrasket glæde – måske fordi det ikke var uldne sokker
men en bil – det er deres måde at vise taknemmelighed på.
Husk at sige tak! Måske barnets første møde med det politiske spil.
Hvorfor skal jeg sige tak? Åh jo det vil glæde moster Anna – underforstået – men ikke af barnet – så får du måske en gave til næste år
også… Er det for kynisk? Dejligt er det jo at være giver og opleve
taknemmelighed, og det dejlige vil vi gerne gentage.
Utaknemmelighed. Utak er verdens løn. Her har man givet og givet,
og hvad er takken? Ingenting eller ligefrem utak – dvs. det var forgæves at give, og så holder man jo op og trækker sig ind i sig selv, måske. Hvem kan give og give og blot få utak til gengæld? Jo, der var én,
der kunne.
Hjemme bad vi bordbøn: Vi takker dig far i Himlen for dine gaver og
beder om, at du vil velsigne vort måltid. Amen. Altid den samme bøn.
Hver aften. Maden var Guds gave. Ingen tak til mor, fordi hun havde
stået og lavet den – eller til far, fordi han havde tjent pengene, så vi
kunne købe kød hos slagteren – ingen tak til slagteren, der havde slagtet eller til bonden, der havde høstet eller opdrættet køer og svin. Men
tak alene til Gud for det hele. Smukt og trygt og godt.
Min mormor betalte tiende. Ikke fordi hun skulle, men fordi hun ville.
Det stod i Bibelen. Det var en del af hendes tak til Gud. Så af hvad
hun tjente eller vandt eller fik – gav hun en del til kirken – til velgørende eller missionerende formål. Så smukt og godt.
Lukas fortæller på en måde om en tiende i dagens fortælling. En sølle
tiendedel – en samaritaner – vendte tilbage med sin taknemmelighed
for friheden – for at være blevet et helt menneske igen - og dermed var
denne samaritaner måske medvirkende til at moselovens krav om tiende blev overholdt ifølge Lukas.
I USA stillede en mand et kæmpemonument med de ti bud ind i gården til en retssal, fordi han syntes, landet svigtede disse bud – svigtede
pagten. Og det var roden til alt ondt. Mormor ville give ham og hans
mange ligesindede ret på trods af religionsfrihed og landets forfatning.
Det handler om den religiøse disciplin – om ikke at gøre, hvad du har
lyst til men hvad du skal. For lidenskab er af det onde og fører til ondt.
Tænk at gøre Gud til disciplinens Gud – den store opdrager.
En anden måde at vise sin taknemmelighed på - at leve, så disciplineret som Gud ville have det. Hold budene – Hold pagten. Aftalen. Gud
alene æren – Soli Deo gloria – står der over døren til præstegården i
Sønderborg og mange andre steder. Æren er Guds i det høje. Vi kan jo
intet give, som nogen ting er værd.
Er det kun denne fremmede, der giver Gud æren? spørger Jesus forundret ifølge Lukas. Ja, for de andre – jøderne - fattede endnu ikke Guds
78
sande væsen, som det kom til udtryk i Jesus. Fattede ikke, at Gud var i
ham og ikke i templet eller hos præsteskabet – ikke i guddommelige
love eller opdragelsesmetoder – ritualer og forordninger. Jesus var
selv det nye sande tempel, hvortil den virkelige hjertets tak burde rettes. Ifølge Lukas kan man ikke tale om Gud udenom Jesus – ikke uden
at det bliver afgudsdyrkelse. Og vi må jo give ham ret i dag som kristne mennesker. Det går ikke uden Jesus. Vi ved ikke noget om Gud
uden det, vi ved fra Jesus. De skulle de måske have tænkt på i Kerteminde på deres folkekongres om kirkens fremtid.
Og som jeg ser det, så er denne Jesus altså et opgør med alle de gamle
guder, der passer på deres særligt udvalgte, fordi de holder aftalen – er
disciplinerede og husker at sige pænt tak og give Gud æren. Alle templers og helligsteders guder, man skal ofre til og adlyde for at det må
gå os godt. Alle de guder, som er formet og skabt af menneskers livsangst – angsten for meningsløsheden i dette korte liv. Alle de nationale stammeguder, som har stået i spidsen for hære og som har godtaget
– ja opfordret de udvalgte til hellig krig og alskens grusomhed. Læs
blot Det gamle Testamente! Alle de farisæere og præsteskaber, der
forlangte disciplin i Guds navn og gjorde kærlighedens og frihedens
Gud til den store opdrager. Og for os handler det altså om at forstå
Lukas, Paulus og de andre evangelister, så de ikke bare bliver talsmænd for sådan en menneskeskabt guddom bare med et andet navn.
Det handler om at kunne se og føle det grænsenedbrydende nye i Jesu
forkyndelse.
Vi kan jo godt læse fortællingen om de ti spedalske som en opfordring
til at huske at sige tak og give Gud alene æren. Men vi kan også læse
den som endnu et eksempel på, hvor den sande Gud findes – nemlig i
Jesus - og kun dér. Den Jesus, som jo ikke tilbagekalder frelsen fra de
utaknemmelige og gør dem spedalske igen, fordi de glemte at sige tak.
Den Jesus som var det mest udisciplinerede og tankeløse menneske i
farisæernes øjne – en charlatan, der end ikke overvejede konsekvenserne af sine spontane handlinger. Den Jesus, som aldrig vendte ryggen til sit eget utaknemmelige folk - selv ikke, da han mærkede utakkens yderste konsekvens: henrettelsen på korset: Tilgiv dem – de aner
ikke, hvad de har gang i. Den Jesus, som forblev lydig mod sit kald –
mod kærlighedens og frihedens og menneskelighedens kald – selv da
det bragte ham på korset – af lutter utak.
Hvad er så taknemmelighed ifølge evangeliet?
Mattæus siger det i bjergprædikenen. Det er ikke dine ofre eller din
tiende eller dine takkesalmer og takkebønner. Det er ikke, at du husker
at sige tak. Nej, sand taknemmelighed er næstekærlighed. Det er at
give Gud æren. Hvad hjælper det dig at rende i kirke i tide og utide,
hvis du hader din bror? Det er ikke i kirken men hos din bror, du skal
være, indtil I er kommet overens – så kan I altid komme og synge
salmer i kirken. De spedalske – og alle de andre, Jesus helbredte –
blev nok befriet fra deres sygdom – men de blev først og fremmest
befriet til deres medmenneske. Ikke mindst de spedalske, som ifølge
den smitsomme sygdoms natur var isolerede i elendighed. Og nu kunne de leve på en ny måde – ikke for at blive frelst – men fordi de var
79
frelst. Og på samme måde med os og vores liv. Hvordan lever vi? Går
vi i kirke og beder til Gud og synger salmer og holder Høstgudstjeneste til Hans ære og holder måske endda hans bud for at blive frelst –
for at blive noget eller være noget? Eller gør vi det fordi vi er frelst –
fordi vi er noget? Gør vi det vi gør af angst eller af glæde?
Jeg tror, aldrig de ni spedalske opgav deres angst. Kun den ene samaritaner slap den og lod glæden styre sin gang tilbage til livets og frihedens kilde.
Af glæde kan jeg komme her i kirken – af glæde kan jeg såmænd også
bede mine bønner og synge mine salmer – og af overstrømmende glæde kan jeg måske give det hele væk – alt hvad jeg ejer og har. Alt det,
jeg klynger mig til af angst for livet og for døden.
Guds rige og Menneskesønnens dag
Da farisæerne spurgte Jesus, hvornår Guds rige kommer,
svarede han: »Guds rige kommer ikke, så man kan iagttage
det; man vil heller ikke kunne sige: Se, her er det! eller: Se
dér! For Guds rige er midt iblandt jer.«
Men han sagde til disciplene: »Der skal komme dage, da I vil
længes efter at se blot én af Menneskesønnens dage, men I
skal ikke se den. Man vil sige til jer: Se, dér er han! eller: Se
her! Men gå ikke derhen, og følg ikke efter. For som lynet
lyser fra den ene ende af himlen til den anden, når det lyner,
sådan skal Menneskesønnen vise sig på sin dag. Men først
skal han lide meget og forkastes af denne slægt.
Og som det var i Noas dage, sådan skal det også være i
Menneskesønnens dage: De spiste og drak, giftede sig og
blev bortgiftet lige til den dag, da Noa gik ind i arken, og
syndfloden kom og udslettede dem alle. Eller som i Lots dage: De spiste og drak, købte og solgte, plantede og byggede;
men den dag, da Lot forlod Sodoma, regnede ild og svovl
ned fra himlen og udslettede dem alle. På samme måde skal
det være den dag, da Menneskesønnen åbenbares. Den, som
den dag er oppe på taget og har sine ting nede i huset, skal
ikke gå ned og hente dem, og lige så lidt skal den, der er ude
på marken, vende hjem igen. Husk på Lots hustru! Den, der
søger at redde sit liv, skal miste det, men den, der mister
det, skal vinde det.
_________________________
Hvor er Guds Rige? Hvornår kommer det? Sig os det, mester! Det er
sådan nogle spørgsmål, der klinger igennem den epoke, vi kalder Senjødedommen, hvor forventningerne om folkets endelige forløsning
gennem en frelserskikkelse var umådelig stærke. Man længtes efter
udfrielse og måske også efter den retfærdige dom over de ugudelige
undertrykkere. Somme tider nøjedes man ikke med at længes. Gennem voldelige oprør mod undertrykkerne søgte man at fremkalde den
nye tid selv under ledelse af forskellige messiasskikkelser, som dog
80
alle gik en krank skæbne i møde. Tiden var således mættet med fanatisk længsel og intens lidenskab på flere områder - politisk, religiøst som en vulkan, der er i færd med at gå i udbrud. Man mærker allerede
de første rystelser, der indvarsler de sidste tider. Og genialt skildrer
evangelisterne så den endelige forløsning, som alle venter på som
verdens undergang mindst - som en fødsel i en stald i al ubemærkethed i Betlehem. Da blev verden forløst og for så vidt også dømt - men
det vidste verden endnu intet om.
Så på Jesu tid var det stadig det store spørgsmål, der prægede hans
samtid. Og der er vel ikke noget at sige til, at da han fremstår som
lærer og vandreprædikant, så rettes spørgsmålene også til ham: Hvornår, Mester? - Hvor, Herre? Hvordan? Giv os svar på de store spørgsmål. Men som sædvanlig får de ikke noget ordentligt svar, og jeg tænker, de fleste er gået hovedrystende bort - måske også forargede, fordi
han aldrig kunne svare dem, som de havde håbet eller forventet. Han
kunne aldrig give dem ret, disse oprigtigt søgende og religiøst interesserede mennesker, der kom til ham for at få mere indsigt i livets og
dødens store spørgsmål - spørgsmålene om Guds rige - om retfærdighed og dom. Engang kom de styrtende og fortalte, hvordan et tårn var
brudt sammen over en hel masse mennesker og om, hvordan Pilatus
havde dræbt en masse uskyldige mennesker, oven i købet mens de
ofrede i tempelet - og hvad var meningen? Hvor var Gud i det? Og
hans svar var dybt foruroligende, hvis det da ikke var så absurd, så
man ikke kunne tage det alvorligt: Der er ingen mening i det, men hvis
I ikke snart omvender jer, går det jer ligesom dem! Der var ingen systematik og ligesom ingen overvejelse bag det, han sagde - det var,
som om det hele lige faldt ham ind - sammen med dette intense blik,
der hele tiden inddrog spørgeren - ham, det hele ligesom blev vendt
imod: Skidt med dem - de er døde. Nu gælder det jer!!! De store
spørgsmål blev gang på gang kastet ubarmhjertigt tilbage i ansigtet på
de stakkels mennesker, der vel egentlig blot ville have deres filosofisk-religiøse system til at hænge sammen, så det gav en slags mening.
"Guds rige kommer ikke, så man kan iagttage det; man vil heller ikke
kunne sige: Se her er det! Eller: Se der! For Guds rige er midt iblandt
jer." Han kunne også have sagt: Jeg er jo lige her! Hvorfor leder I
efter tegn i sol og måne og stjerner eller i voldsomme begivenheder?
Jeg er jo lige her! Nyd det, så længe det varer, for der skal komme helt
andre tider, hvor jeg ikke længere er der. Og så kommer alle disse
voldsomme billeder fra Det gamle Testamente om Syndflod, Sodoma
og Gomorra - udslettelse, undergang og ikke mindst udskillelse: Sådan
skal det være, når Menneskesønnen kommer tilbage - og der skal ikke
være noget at tage fejl af. Pludselig sker det, når man mindst venter
det...
Jeg kan huske et af de billeder fra Vietnam-krigens meningsløse helvede, som vores generation dengang i 70’erne fik ind på nethinden
næsten dagligt - ét blandt utallige rædselsbilleder fra krigens rablende
vanvid. En hverdagssituation efter en massakre, hvor en kampklædt
soldat står med et levende spædbarn i hænderne, mens en anden står
81
og ser på med en ligegyldig mine: Se lige, hvad jeg har fundet hér...
Nå ja, hvad så - vi skal videre. Smid det!
Men den går alligevel ikke. For midt i dette umenneskelige vanvid
med drab på tusinder af uskyldige kvinder, børn, gamle, så standser
filmen pludselig lige her, og alle roller byttes om. Soldaten standser
og står som lammet, for dér i hans blodige hænder ligger pludselig al
magten og æren og hele Guds rige. Et Kristusbillede, om man vil - et
julebillede, som man vel godt kunne bruge som julekort i stedet for de
sædvanlige med den hyggelige julekirke med sne på og lys i - et billede på det suveræne liv, der pludselig tager hele magten fra selv den
mest hærdede og drabsvante soldat, så han må overgive sig til livet.
Dømt til ansvar for livet som den, der bærer et sårbart barn i sine
hænder, som Nordahl Grieg skrev i sin fredssang (Kringsatt av fiender).
Det er på en måde et absurd billede, der nærmest hviner af grotesk
modsætning, og man kan da også vælge at læse det, som man vil ligesom man også kan vælge at tyde og tolke evangeliet som man vil.
I bitterhed f.eks. kan man se et helt andet billede, end hvis man har et
levende håb - og det er måske i virkeligheden det, der skiller mennesker mest fra hinanden som på hin dag, hvor Menneskesønnen kommer igen - eller som på billedet de to soldater - den ene i Guds rige den anden i ligegyldig travlhed med at vinde livet og krigen: Smid det
dog, så vi kan komme videre! Her er de måske oven i købet udsatte!
Og kan hvert øjeblik blive ramt af fjendtlig ild. Og at leve er at vinde,
hedder det. Og døden er det store nederlag…
Men ikke for ham, der allerede er ramt af livet og for hvem al livets
mening pludselig ligger i sådan et fremmed menneskebarn, som nu er
hans ansvar. Han er i Guds rige, hvor liv og død har fået en ny mening, og den, der søger at vinde livet, skal miste det, men den, der
mister det skal vinde livet. Komplet vrøvl for alle andre end den, der
står med livet selv i sine blodige hænder, og som gladelig ofrer alt - ja
selv sit eget liv for dette lille sårbare liv, der kom så uventet og som
han tager så kejtet på, så man må smile lige midt ind i Helvede selv!
"Guds rige er midt iblandt jer" siger Jesus om sig selv til sin måbende
og dybt forargede samtid. "Jeg er jo hos jer! Og hvordan kan nogen
faste og sørge, når brudgommen er til stede? nej, så holder vi fest,
mens tid er! I skal nok få noget at faste over til sin tid!"
Og med vanlig sans for at dreje intensiteten over på den intetanende
tilskuer eller kirkegænger, siger han det vel også til os, at Guds rige er
så nær, at vi kan røre ved det, og pludselig bryder det frem, når vi
mindst venter det - og som vi mindst af alt havde forestillet os det.
Fordi det hele tiden er på spil.
Måske er der slet ikke den store forskel på Senjødedommens sære
apokalyptiske forventninger og vores egne håbefulde forventninger til
livet, hvor vi vel også både håber og tror, at noget godt og stort snart
skal ske med os - at det snart bliver vores tur.
Som skomageren i Tolstojs eventyr, der havde fået at vide, at næste
dag ville Jesus selv komme på besøg, og han fejede og prydede hele
butikken og sad og ventede, men Jesus kom ikke. Til gengæld kom
82
der tre stakkels mennesker den ene efter den anden og bad om hjælp,
og pointen er selvfølgelig: Hvad I har gjort mod en af disse mindste
små, har I gjort imod mig! Jeg var jo tre gange hos dig, sagde Jesus
senere til den noget skuffede skomager.
Eller som soldaten på billedet, der både håber og tror på snarlig sejr og
endelig triumf, men pludselig står med et fremmed nyfødt barn i sine
hænder, så både sejr og triumf bliver ligegyldig. "Jeg er jo lige her!"
Eller når vi selv får vores egne små og store krige afbrudt af livet selv
- hvis vi da gør det - hvis vi da som soldaten eller samaritaneren eller
som Jesus selv, der måske lod sig korsfæste, fordi der var noget, han
skulle have sagt til røveren på det andet kors(!) tør slippe alt det, vi
har for - alt det, vi skal nå - så vi glemmer os selv for et andet menneske - ja, så er vi pludselig og ganske uden at vide det, dumpet ind i
Guds rige - eller rettere: Guds rige er pludselig lagt i vore hænder.
Det er det, vi øver os på her ved gudstjenesten, hvor Jesus selv er levende tilstede med al sin kærligheds rigdom - hvor vi derfor opfører
festen for livet selv på hans befaling med dåb og nadver, sang og glæde - og den er så vigtig den fest - den gudstjeneste, hvorfra vi også på
hans befaling sendes ud i vores liv med Guds velsignelse og med frimodighed og styrke nok til at forlade den sikre og afstukne vej, der er
brolagt med efterlevelse, overlevelse og opfyldte eller skuffede forventninger, så vi tør kaste os ud i livet selv - det uventede, uforudsigelige, ubegribelige liv, hvor alt kan ske, og jeg pludselig kan finde mig
selv på afgrundens rand med Guds rige i hænderne - ramt af den kærlighed, der gør alt andet så inderligt ligegyldigt.
Lignelsen om enken og den uretfærdige
dommer
Han fortalte dem en lignelse om, at de altid skulle bede og
ikke blive trætte. Han sagde: »I en by var der en dommer,
som ikke frygtede Gud og var ligeglad med mennesker. I
samme by var der en enke, og hun kom gang på gang til
ham og sagde: Hjælp mig til min ret over for min modpart!
Længe ville han ikke, men til sidst sagde han til sig selv: Selv
om jeg ikke frygter Gud og er ligeglad med mennesker, vil
jeg dog hjælpe denne enke til hendes ret, fordi hun volder
mig besvær; ellers ender det vel med, at hun kommer og
slår mig i ansigtet.« Og Herren sagde: »Hør, hvad den uretfærdige dommer siger! Skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte deres ret, når de råber til ham dag og nat? Lader han dem
vente? Jeg siger jer: Han vil skaffe dem ret, og det snart.
Men når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?«
83
Man kan jo ikke lade være med at spørge: Hvad kommer den af denne
pågående frækhed, som kendetegner de to personer, vi har hørt om i
dag, godsforvalteren, der snød sin herre så det drev af ham og enken,
der irriterede dommeren så meget, så han til sidst gav hende ret. Er
den medfødt – ja, det kan jo godt være. I Grønland havde man et begreb, der hed ”akulleq”, som var betegnelsen for den mellemste søn –
den lille frækkert i modsætning til den ældste, som gerne var mere
påpasselig og forsigtig og ansvarsfuld og den yngste, der jo bare laller
rundt i blind tillid til at det nok skal gå godt alt sammen.
Men det er der egentlig ikke noget ved, for så er fortællingerne bare en
konstatering af nogle psykologiske fænomener – altså at sådan tilpas
frække er der altså nogen, der er. Ja ja – det ved vi godt! I sær alle vi
ældste og yngste børn, som altså ikke er blevet udstyret med denne
misundelsesværdige frækhed overfor tilværelsen.
Men nu er meningen med lignelserne ikke bare at konstatere de givne
fakta – nej, de er som enhver god fortælling i deres væsen opbyggelige – det vil sige, de har noget for med tilhøreren, så de ønsker egentlig
at påvirke os, og det kan være på alle mulige måder lige fra at
skræmme os til at berolige os, overraske os, ikke mindst - eller glæde
os. Fortællingen vil os noget – ordet vil bevæge os, så vi ikke er de
samme efter fortællingen, som før vi hørte den. Og det ved vi godt, at
ordet kan – bevæge os – ja, ændre vores liv, hvis det skal være, hvis
altså vi er modtagelige for det. Det er vel også derfor, vi holder gudstjeneste her til lands – sådan som vi gør med hele vægten på ordet –
Guds Ord, der skaber, hvad det nævner: Bliv Lys! – og så blev der lys.
Rejs dig – tag din seng og gå hjem! Og så gik han hjem. Og vi tror, at
Gud stadigvæk skaber med sit Ord, så det også rammer os.
Og det behøvede man sådan set ikke nogen præst til at fortolke, som
om fortællingerne ikke var gode nok i sig selv – enkle nok – forståelige nok – tværtimod ville sådan en gudstjeneste vel ofte vinde ved, at
præsten sprang sin prædiken over og holdt sig til læsningen af dagens
tekster, men når vi gør det alligevel med stadig fare for at virke temmelig opblæste, så er det vel i sidste ende, fordi fortolkningen ikke
som man måske skulle tro, låser fortællingen fast i en bestemt autoriseret opfattelse, men tværtimod løser den gode prædiken op for enhver
autoriseret og anerkendt opfattelse og efterlader tilhøreren alene sammen med fortællingen, så at sige.
Der sker nemlig noget, når sådan en fortælling møder os. Lynhurtigt
farves den af det, som vi selv har i os, sådan at fortællingen nemt
kommer til at handle om det, vi selv gerne vil have den til at handle
om. Vi ser det, vi gerne vil se, og vi hører også det, vi gerne vil høre.
Og det er ikke altid sandheden. Evangeliet er i sit væsen en modsigelse af alt det, vi selv har i os – vores tilværelsesopfattelse – vores moral
– vores livsholdning – og det kan vi ikke godt have, så derfor farver vi
også evangeliet, så det kommer til at passe til vores liv.
Og når de to fortællinger i dag er så fantastiske, som de er, så er det
først og fremmest fordi, de er meget svære at få til at passe til vores
livsholdning. De modsiger virkelig, så det kan høres, det, som ethvert
pænt og normalt menneske bygger sit liv på: hæderlighed, arbejde for
føden, tillid, loyalitet osv. Og så fremhæver disse opbyggelige fortæl-
84
linger – Guds Ord – frækheden først og fremmest, om den så sker på
bekostning af al anstændighed. Godsforvalterens frækhed overfor sin
herre – og enkens frækhed overfor samfundsautoriteterne – dette at
trumfe sin vilje igennem med alle midler.
Hvad er det opbyggelige i sådan nogle uanstændige fortællinger? Ja,
om ikke andet, så må de få os til at overveje den indgroede holdning
om den pæne og uskadelige kirke – de må få os til at overveje evangeliets anliggende – og dermed kirkens anliggende i det hele taget. Når
det nu ikke er noget særlig pænt budskab, vi forkynder.
Kirkens anliggende er altså ikke pænheden eller den gode moral, ser
det ud til. Nej kirkens anliggende er åbenbart den lidenskabelige
frækhed, som vi ellers troede, var forbeholdt erhvervslivet. Det er ikke
love og regler, livet kommer an på. Det er ikke at leve op til Guds
eller næstens forventninger – det er ikke at svare enhver sit og ellers
gøre en god indsats med de evner, du nu har fået. Der er noget andet,
der er vigtigere, og det er måske at turde være sig selv bekendt – ikke
blot når vi har vores på det tørre, men også – og først og fremmest som skyldige. Som dem, der ikke har ret. Tænk på, hvor stor en del af
vores liv, der går med at kæmpe for andres accept – kæmpe for sin
status – vise hvad man duer til. Og evangeliets modsigelse er så, at
den kamp er ganske overflødig – dels fordi den er håbløs og bygger på
et stort selvbedrag og aldrig når sit mål. Evangeliet afslører os og vores store livsløgn, og fortæller os så i al fortrolighed, at det, du aser og
maser for at opnå – det har du allerede. Det er kærligheden selv, som
aldrig – aldrig kan vindes eller erhverves men kun fås for intet som
ren og skær gave. Og det er præcis den gave, enhver gudstjeneste vil
minde os om.
Jeg tror, godsforvalteren fik ros for sin totale ligegyldighed med sin
herres accept – den betød ingenting mere i hans situation. Og enken
fik sin ret, fordi hun var ligeglad med al anstændighed og sømmelighed. Deres skæbne, som vi normalt ville kalde grum, havde bragt dem
helt tæt på livets inderste virkelighed, sådan som skæbnen jo kan det.
Den virkelighed, som er ligeglad med alle vores forsøg på at vinde
livet, for du har det allerede. Den store åbenbaring – den som vælter
alle vores anstrengelser – alle vores forsøg på at gøre os fortjent til
livet - det er budskabet om Guds grænseløse og betingelsesløse kærlighed – det er på den, vi skal leve ligeså pågående og frækt som enhver anden afsløret bedrager.
Modsætningen til de to hovedpersoner i dagens tekster – det er de
opgivende – de, som gør livet til en plage, fordi det ikke lykkedes for
dem at snyde sig til de andres accept eller til Guds accept. For enken
og godsforvalteren blev livet først virkeligt, da det brød sammen – så
blev det spændende, for nu gjaldt det for alvor. Og det er måske evangeliets – og dermed kirkens anliggende: at nedbryde ethvert kunstigt
opstyltet liv, som jo i virkeligheden altid er stakket – at trække tæppet
væk under vores tilværelse – så livet selv kan komme til – forbavsende nok med hele livets uendelige rigdom af lutter kærlighed. Som at
kaste sig ud i det ukendte – eller rettere at blive kastet ud over kanten
og først dér blive grebet af kærlighedens hænder – først dér begribe
kærlighedens væsen – Guds væsen.
85
Ud over kanten skal vi før eller senere – om ikke før så til sidst, hvis
vores bedrageri lykkes godt nok – men også der i den sidste nattevagt
venter kærlighedens hænder på at gribe os, som de griber selv den
mindste spurv, der falder til jorden. Den, der vil vinde sit liv, mister
det – men den, der mister det, vinder det!
Lignelsen om farisæeren og tolderen
Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som
foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse: »To
mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder. Farisæeren stillede sig op og bad
således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er
som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen,
og jeg giver tiende af hele min indtægt. Men tolderen stod
afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men
slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig!
Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke
den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges,
og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.«
___________________
Kan et menneske ændre sit liv, eller er vi ligesom på forhånd programmeret til at være, som vi er – især da, når vi kommer lidt op i årene? Er
vi formet og skabt til at tænke og tro og tale, sådan som vi gør – eller
kan vi pludselig blive anderledes end før? Gøre ting, som vi tidligere
ikke kunne drømme om? Skifte holdning? Skifte tro?
De fleste vil sige nej, og måske endda på det bestemteste frabede sig
den mulighed, men det underlige er jo, at alt hvad vi sætter højt i kunst
og litteratur, handler om det – handler om forandringens lykkelige mulighed - og endnu mærkeligere: vores kristendom handler om det samme – om åbenbaringer og vækkelser og ord, der ændrede verden –
menneskers personlige tilværelsesopfattelse og ikke mindst gudsopfattelse. Tænk på en Paulus, der var farisæer og ivrigt forfulgte de kristne
jøder – de som fulgte vejen – men pludselig blev slået til jorden og
ramt af en åbenbaring om et nyt liv – det nye liv, som kommer af, at
han har set den opstandne Kristus. Dvs. han så med egne øjne forandringens vidunderlige mulighed – forandringen fra død til liv. Og det
ændrede hans eget liv fuldstændigt, og han går fra den ene yderlighed
til den modsatte. Fra forfølgelse af de kristne til forkyndelse af kristendom med livet som indsats. Man kunne også sige fra farisæer til tolder
for nu at knytte til ved dagens fortælling om de to så vidt forskellige
mennesker, der mødtes i helligdommen.
Søndagens tema er selvfølgelig, at det er Gud, der gør mig til det, jeg er
– det er ikke min egen fortjeneste, som Paulus siger ligeud: Af Guds
nåde er jeg, hvad jeg er. Det er det, som farisæeren ikke forstår, når han
takker Gud for sine egne gode gerninger. Tolderen har til gengæld for-
86
stået at lægge sit liv i Guds hånd. Så vidt så godt. Men hvad nu med
forandringen – den lykkelige forandring? Hvad betyder det for mig og
mit liv, at jeg ikke længere lever i kraft af egne fortjenester, men alene i
kraft af Guds Nåde, som det hedder?
For de fleste danskere i dag tror jeg ikke, det betyder særlig meget. Og
det tror jeg, hænger sammen med, at vi i grunden mener, vi har det
godt, hvad vi jo også har – i hvert fald rent materielt, men også åndeligt. Vi har muligheder, som vore forfædre end ikke turde drømme om,
og det kan vi kun være taknemmelige for. Men samtidig tror jeg også vi
lever i en forstyrret tid med masser af indtryk, som vi skal forarbejde
og tage stilling til, så vi rent ud glemmer vores eget liv – glemmer hvad
vi selv egentlig vil. Det er overskudslivet, som er så fuldt af rigtige
meninger og holdninger og aktiviteter – og så denne dårlige samvittighed, som ikke betyder noget for alvor, men som netop er et overskudsfænomen: Ja, vi burde jo nok være lidt bedre. Det anerkendte liv - alt
det, vi sætter højt og ærer i vores samfund. Det etisk og moralsk forsvarlige - det ordentlige - det pæne og vedtagne og forventede.
Det er, hvad der er tilbage, når vi glemmer vores kærlighed - vores
ulykkelige kærlighed til livet - når vi slår os til tåls og resignerer – og
måske bruger andres elendighed til at styrke os selv med: Vi har det
trods alt bedre end så mange andre. Vi er trods alt bedre end tolderne.
Så er det, vi glemmer, hvad Gud er! Så er det, vi savner at blive konfronteret med os selv og vores liv for alvor, og det bliver vi nok ikke
ved at sidde og gruble eller meditere over tilværelsen for os selv, men
ved at lytte til livets egen fortælling – lytte til og leve os ind i denne
fortælling, som er kirkens fortælling – i håbet om at blive ramt og blive
forandret og fornyet – i håbet om at blive et levende menneske. Og hvis
ikke du har det håb, men føler, at alt er godt, og det, der ikke er det, det
skal vi nok se at få ordnet – ja, så siger kirkens budskab os vel ikke så
meget – og så er det, vi bruger kirken som museer eller koncertsale
eller folkemindesamlinger eller til lidt projektørbelyst julehygge. Æstetisk eller etisk skønhed for de i forvejen velbjergede.
Men det er ikke opgaven. Kirkens opgave er at forandre livet for alle
fortrykte mennesker – for dem, som Dostojevskij kalder kældermennesker – de mennesker, der kæmper en daglig kamp for at holde sig oven
vande, og som ved med sig selv, at deres liv er mislykket – at det, de
gerne ville – det når de aldrig, men det de så nødig vil – det er deres
dagligdag. Det er dem, Grundtvigs store salme - hans gendigtning af
salme 42 og 43: Som tørstige hjort monne skrige – handler om. En af
de smukkeste og mest længselsfulde salmer, der udtrykker denne inderlige længsel efter Guds fred - efter Guds nåde. Det er til dem – det er til
os, der tør vedgå os vores sande liv, kirken har en meddelelse:
Hør nu her: Blinde ser, lamme danser rundt, døve hører og stumme
synger lovsange til livets Gud. Og døde står op og er levende som aldrig før. Andet er der ikke end denne forandringens mulighed – at livet
ikke nødvendigvis skal være, som det er. At du ikke nødvendigvis skal
være, som du er – hvad enten du nu er farisæer eller tolder. Livet – det
levende liv - kommer altid. Livet i Guds navn.
Tolderen i lignelsen blev mødt med dyb og velfortjent foragt af farisæeren, men af en endnu dybere og fuldstændig ufortjent kærlighed af Je-
87
sus, der på sin egen måde vender op og ned på tilværelsens rimelige
orden igen og igen. Han udvider vores liv, så det kommer til at handle
om noget andet end f.eks. at være retfærdig ifølge gældende lov – så
det kommer til at handle om at være elsket - og kærlighed kan man ikke
gøre sig fortjent til. Det er det forelskelsen minder os om, når den pludselig ser verdens ottende vidunder i et tilsyneladende ganske almindeligt menneske. Gud nåde, som de gamle sagde med sådan et dårligt
udtryk – kan man ikke gøre sig fortjent til, og så er livet altså anderledes skruet sammen, end vi troede, for så handler det ikke om at overleve med alle disse velkendte forsøg på at undgå vrede og straf og dom –
men så handler det pludselig om at leve – og at leve det er at turde lukke livets gave op. Det er at turde bruge sig selv – at udsætte sig selv for
alt – at udlevere sig selv. Det er at være et glædeligt budskab, der gør
livet større og rigere for andre – det er at være solskin i et andet menneskes liv – det er at nedbryde gamle grænser og skel mellem mennesker
– at punktere opblæst had og gamle fordomme, så det bliver til ingenting. At leve er at være god og glad.
Der var vist kun to til gudstjeneste den dag i helligdommen - en farisæer og en tolder. Det var hverken særlig festligt eller stemningsfuldt.
Men den gudstjeneste, de to holdt, giver genlyd endnu den dag i dag,
fordi den rammer lige ned i vores stemningsfulde selvtilfredshed - og
den rammer lige ned i vores elendighed - og modsiger begge dele.
Jesus forudsiger sin lidelse og død og opstandelse
Han tog de tolv til side og sagde til dem: »Se, vi går op til
Jerusalem, og alt det, som er skrevet ved profeterne om
Menneskesønnen, skal opfyldes: Han skal overgives til hedningerne, og de skal håne ham, mishandle ham og spytte på
ham; de skal piske ham og slå ham ihjel, og på den tredje
dag skal han opstå.« Men de fattede ikke noget af dette; det
var skjulte ord for dem, og de forstod ikke det, som blev
sagt.
Da Jesus nærmede sig Jeriko, sad der en blind mand ved
vejen og tiggede. Han hørte, at en skare kom forbi, og
spurgte, hvad der var på færde. De fortalte ham: »Det er
Jesus fra Nazaret, som kommer forbi.« Da råbte han: »Jesus,
Davids søn, forbarm dig over mig!« De, som gik foran, truede ad ham for at få ham til at tie stille; men han råbte bare
endnu højere: »Davids søn, forbarm dig over mig!« Og Jesus
stod stille og befalede, at manden skulle føres hen til ham.
Da han var kommet derhen, spurgte Jesus ham: »Hvad vil
du have, at jeg skal gøre for dig?« Han svarede: »Herre, at
jeg må kunne se.« Og Jesus sagde til ham: »Bliv seende, din
tro har frelst dig.« Straks kunne han se, og han fulgte ham
og priste Gud. Og hele folket så det og lovpriste Gud.
88
Se nu bliver det jo alvor så at sige – i hvert fald her i kirkeåret. Det er
aftenen før fasten – eller Fastelavn. Nu nærmer vi os den begivenhed,
som er kirkens og kristendommens grundbegivenhed, og det kræver
besindelse og eftertænksomhed – stilhed og koncentration, så underet
kan bundfælde sig i vores sind. Så derfor farvel til kødet – carne vale!
på italiensk – nu gælder det ånden. Eller rettere: det gælder kærlighedens gåde, som er så tæt som noget forbundet med korsets gåde.
Menneskers henrettelse af den eneste sande Gud har for al fremtid
fæstnet sig i den grad i vores sind, at begivenheden stadigvæk kalder
på eftertanke, forundring, sorg, glæde, bevægelse… Først og fremmest
fordi en helt ny og uendelig dimension kom ind i verden – den fuldkomne kærligheds gådefulde dimension. Altså den kærlighed, som
ikke tøver med at ofre alt for den elskede – og som samtidig aldrig
tøver et sekund med at elske. Ingen grænser – ingen restriktioner –
ingen ting – blot ren og skær kærlighed…
Det skal jo gå galt – i hvert fald efter vores begrænsede menneskelige
målestok, hvor vi har lært – og livet måske har lært os - at passe på
med alting – være forsigtige og beregne afkast og udkomme af vores
indsats – om det nu kan betale sig – og hvor selv kærligheden er forkærlighed - først og fremmest for os selv – måske gennem en anden,
som vi finder elskværdig - men i sidste ende dog os selv.
Men sådan er det altså ikke med den sande Gud.
Ja, der er jo guder nok at tage af – guder som har det til fælles, at de
alle er skabt af menneskers idealforestillinger om styrke, visdom, skaberkraft, dømmekraft, udødelighed og hvad ved jeg – men kun én er
den sande – netop fordi han ikke er udtryk for noget, vi kunne tænke
os - tværtimod – ej heller for noget menneskeligt ideal, for hvem kunne forestille sig sådan en uforbeholden og grænseløs, ja, tankeløs og
spontan kærlighed, der end ikke så et sekund på, om den elskede nu
også virkelig var elskværdig nok, og hvem kan ikke sige sig selv, at
sådan en uregerlig kærlighed her hos os i forsigtighedens beregnende
verden nødvendigvis kun kan føre et sted hen: til lidelse og død.
Nej, den kærlighed er alt for meget for os, og dog er det lige præcis
den, vi tilbeder her i kirken – og dog er det lige præcis den, Paulus
taler om, når han hævder, at uden den er der intet sandt liv! Var jeg
end det perfekte menneske på alle måder – kunne alting – vidste alting
– troede så det kunne både ses og mærkes og hengav mig selv til døden for min tros skyld – hvilken karakterstyrke! - men intet af det
gavnede en pind – intet af det var noget som helst værd uden denne
åbenbart guddommelige, uforbeholdne og grænseløse kærlighed.
Den må vi altså have, hvis vi vil leve et sandt liv.
Paulus’ indledning til kærlighedens højsang er således en hymne til
vores menneskelige magtesløshed, når det gælder det sande liv. Kærlighedens liv. Vi hverken kan eller vil elske i den grad! Og derfor er
selve livet udenfor vores rækkevidde. Det vi vil og kan, er – når det
går højt – lidt elskværdighed, hvis vi da ikke som regel er mere eller
mindre forurettede eller måske har så travlt med at nå kærligheden, at
vi hverken ser til højre eller til venstre af bare stræbsomhed mod det
høje. Det, vi vil og kan er at korsfæste den ene sande kærlighed – som
er den ene sande Gud. Den er alt alt for meget – alt alt for blændende
89
– som en kongelig operasanger i en dilettantforestilling – som en perle
i et lerkar – som Gud selv på et kors.
Det er Paulus’ erkendelse af vores menneskelige tilværelse set i forhold til sandheden – til kærligheden - til Gud: Håbløst forarmet og
dilettantisk smålig – men så er hans evangelium jo til gengæld også
forrygende, når han hævder, at netop her – sådan som vi er i al vores
middelmådighed – ja i al vores elendighed, hvor vi hverken ved ud
eller ind – om end vi tror at vide alting og magte alting – ja, netop her
er vi de elskede børn af huset med arveret til alt.
Ikke i kraft af vores egen formåen – og slet ikke i kraft af vores egen
kærlighed – men ene og alene i kraft af Guds grænseløse, ubetænksomme og spontane kærlighed – den kærlighed, der i modsætning til
vores – ikke søger sit eget – men søger os! Dér hvor vi er – sådan som
vi er.
Og så er der ikke mere! Ikke andet end hjertets inderlige tak! Men det
er selvfølgelig ikke nok – end ikke for evangelisterne og heller ikke
for en Paulus, for så kommer jo de rigtige konsekvenser i al deres
menneskelighed – og evangelierne er jo som bekendt ligeså menneskelige som Paulus. Men der er ingen konsekvenser af kærligheden!
For i samme sekund der kommer konsekvenser, skifter kærligheden
form og bliver nødvendigvis forkærlighed – netop mod dem, der for
alvor tager konsekvensen af kærligheden – og så er vi jo lige vidt.
I samme øjeblik vi forlanger kærlighed som en menneskeret eller
som en pligt - af os selv eller af andre - så går det galt - først og fremmest fordi vi ikke kan få magt over kærligheden. Gør vi det alligevel,
så er det, som om den vender sig imod os og bliver alt andet end netop
kærlighed. Du kan ikke bruge kærligheden til noget, fordi... ja, fordi
størst af alt er kærligheden. Den kan ikke være middel for noget højere, så smukt det formål end kan forekomme.
Og derfor kan jeg heller ikke opfordre jer til at gå ud herfra i dag og
være kærlige. Jeg kan ikke ud fra kærlighedens evangelium opfordre
menigheden til at være kærlig, for jeg er overbevist om, at det kommer
der ikke noget godt ud af. Jeg kan ikke engang opfordre jer til at blive
bedre mennesker eller bare lidt gode ved hinanden. Det er ikke det,
der er på programmet i dag - her i kirken.
Og så vil nogen måske nok spørge, hvad i alverden vi så skal samles
her for? Hvis ikke det er for at opfordre hinanden til at blive bedre.
Skal der ikke netop her tales til vores samvittighed? - skal der ikke
samles ind til de dårligst stillede i verden? Er det ikke netop kirkens
og menighedens opgave at være det gode eksempel for denne onde
verden? Nej, det tror jeg ikke. Hvordan skulle det kunne lade sig gøre?
Hvordan skulle vi kunne foregå andre med at godt eksempel? Uden
samtidig at tage patent på det gode og det rigtige liv. Og det patent er
jeg nok helst fri for - i hvert fald her i kirken.
Menigheden er ikke andet end en flok syndere, der ved, de er syndere,
men som også har fået syndernes forladelse. Verdens dårlige eksempel, som ikke har andet at håbe på end denne skødesløse og særdeles
ukloge, betingelsesløse tilgivelse, som den sande Gud så rundhåndet
deler ud af til os, der både er blinde og døve overfor livets og kærlighedens sande mysterium.
90
Det er for mig det fantastiske – måske fordi jeg er opdraget ret konsekvent både af mine forældre – af skolen og af livet selv: noget for
noget – intet kommer af sig selv os. osv. Men her i kirken hersker den
umådelige frihed, som kommer af den uforbeholdne kærlighed: Jeg
elsker dig som det menneske, du er. Aldrig overbærende – aldrig opdragende – aldrig i forventning om nogen form for gengæld – aldrig
fordi… Kun kærligheden står her alene – ublandet, ægte, ren og himmelråbende formålsløs! Ja, formålsløs som en solopgang, der dog er
så nødvendig som noget for livet.
Se, nu er det alvor – for nu er det gudstjenestetid, der ikke handler om
forbedring eller har noget som helst andet formål med os end at få os
til at vende os om engang imellem mod solopgangen fra det høje…
Zakæus
Og Jesus kom ind i Jeriko og gik gennem byen. Dér var der
en mand, som hed Zakæus, han var overtolder, og han var
rig. Han ville gerne se, hvem Jesus var, men kunne ikke for
skaren, da han var lille af vækst. Så løb han i forvejen og
klatrede op i et morbærfigentræ for at få ham at se, for han
måtte komme den vej forbi. Da Jesus kom til stedet, så han
op og sagde: »Zakæus, skynd dig at komme ned! I dag skal
jeg være gæst i dit hus.« Så skyndte han sig ned og tog glad
imod ham. Men alle, som så det, gav ondt af sig og sagde:
»Han er gået ind som gæst hos en syndig mand.« Men Zakæus stod frem og sagde til Herren: »Se, Herre, halvdelen
af, hvad jeg ejer, giver jeg til de fattige, og hvis jeg har
presset penge af nogen, giver jeg det firedobbelt tilbage.« Da
sagde Jesus om ham: »I dag er der kommet frelse til dette
hus, fordi også han er en Abrahams søn. For Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte.«
_________________________
»Jesus kom ind i Jeriko og gik igennem byen.« Ja, hvad i alverden
kommer det mig ved? kunne man spørge i dag så mange århundreder
efter her på Nordvestfyn en smuk sommersøndag i 2005.
»George Bush kommer til København« Se det er relevant. Det er væsentligt og åbenbart så betydningsfuldt, at hele landet står på den anden
ende. Nu skal jeg nok lade være med at sammenligne Jesus og USA's
præsident, men stemningen i Jeriko har vel været lidt den samme som i
København i den forløbne uge: Nu kommer han selv. Den berømte
healer og prædikant fra Galilæa - og hvem ved, om man ikke også har
forventet noget af den samme good-will i verdens ældste by - måske
endda en rosende tale eller en flammetale mod synden eller måske endda imod besættelsesmagten, der terroriserede befolkningen.
Man var sig sin historie og sin situation bevidst i Josvas Jeriko. Det var
her ugudelighedens mure var faldet for Josvas og Herrens basuner, og
91
byen var som den første i Det forjættede Land blevet indtaget og renset
for kanaanæernes Baaldyrkelse. Og nu så de national-religiøse jøder
deres by og deres land besat af romermagten. Hjælpeløst måtte man se
på, og ingen bønner hjalp - og ingen frelsende Messias kom og vakte
det hendøende håb til live. Ikke før rygterne om denne nye Josva fra
Nazareth bredte sig som en løbeild ud over det besatte land: Kan han
være manden - den der kommer i Herrens Navn? Befrieren - frelseren.
Herrens salvede? Man strakte hals - man flokkedes omkring dette spirende håb, som skulle komme til Jeriko.
Og jeg ved ikke, om vi kan forestille os mængdens skuffelse og vrede
over det, der nu skete i Jeriko. Så vidt forskelligt fra hærføreren Josvas
befrielse af byen. Her var ingen domsbasuner - ingen hellig krigslarm kun forbavselsens stilhed før forargelsen brød løs. Han kunne ligeså
gerne have slået dem i ansigtet alle de frihedselskende, nationale farisæere, som kæmpede en forbitret kamp for deres land og deres kulturs
overlevelse. Det var en hån og en grov fornærmelse at invitere sig selv
til middag hos netop Zakæus af alle mennesker i Jeriko.
For der var ikke noget godt eller pusseløjerligt ved hr. overtolder Zakæus. Han var, hvad man i dag ville kalde et i bund og grund dumt
svin. At sammenligne med narkohandlere og værnemagere. Hans menneskelighed og personlighed var som hans krop - ubetydelig. Han var et
kryb, som enhver retsindig borger burde træde ned ved den først givne
lejlighed. Jeg tror man skal passe på med at ville søge et eller andet
blødt punkt hos Zakæus, som Jesus kunne knytte sin befrielseshandling
til. Zakæus var et i bund og grund hæsligt umenneske, som kun overlevede i kraft af sin kyniske magt og sin forbindelse til besættelsesmagten. Man skød dem herhjemme under krigen og lige efter.
Jo, for ellers mister man pointen i Lukas' fortælling. Denne fantastiske
fortælling, som kaster lyset tilbage mod den gamle fortælling om
Josvas indtagelse af Jeriko, sådan som så mange af fortællingerne i NT
gør det. (Vi skal altså kunne vores bibelhistorie for at få det fulde udbytte af evangelisterne.) Og som også kaster sit skarpe lys helt op til os
i dag i 2005. Jo, det kommer os ved i allerhøjeste grad - det som Jesus
gjorde i Jeriko.
Hvis vi skulle vælge vores forbillede Josva eller Jesus - hvem valgte vi
mon så? Hærføreren - helten, der med Guds hjælp erobrer det gamle
land tilbage fra de ugudelige, der så uretmæssigt har slået sig ned i
vores land og besudlet vores helligste værdier. Kan I høre ekkoet fra
dengang endnu den dag i dag rundt omkring i verden med etniske udrensninger og rene nationalstater – og terrorbomber i Londons undergrund i Guds navn. Og vel også hos os selv. Også vi vil gerne have
orden i vores verden - orden og demokrati - det vi kalder frihed - og.
Storm P.s vidunderlige sætning er igen aktuel: Vi vil have frihed for
alle, og de, der ikke vil det, har vi midler til at tvinge til det. Hvad laver
vi i Irak og Afghanistan? Jo, vi kan godt høre ekkoet af Josvas hellige
udrensninger i Jeriko. Lyden er os hverken fremmed eller i grunden vel
særlig ubehagelig. Med mindre vi lytter til denne dybt provokerende
Jesus, hvis befrielseskamp er så fuldstændig anderledes uordentlig urimelig og umådelig. Nu er talen ikke længere om folk og holdninger
og hellige krige, men en stilfærdig tiltale til det enkelte menneske - og
92
hvilket menneske. En hæslig mandsling, som aldrig havde gjort noget
godt eller rigtigt i sit liv. I dag skal jeg være gæst i dit hus!
Det fortælles, at kun én indbygger i Jeriko undgik at blive dræbt af
Josvas hellige hær, dengang murene faldt, og det var luderen Rahab,
fordi hun havde skjult to af Josvas spejdere. Det var der mening i. Noget for noget. Den ene tjeneste er den anden værd. Men i forholdet mellem Jesus og Zakæus er meningen borte - i hvert fald det, som vi normalt forstår ved god mening. For her er ikke noget - Zakæus har ikke
noget at komme med - ingen heltemodig handling som Rahab eller så
mange andre - intet godt sindelag - ingen ofre eller gode gerninger intet andet end smålig ondskab. Og så er det netop ham, der ene af alle
frelses, mens de andre frihedselskende farisæere fortabes i deres afgrundsdybe forargelse og så inderligt retfærdige harme. Hvilket fantastisk mirakel og sikke en fortælling.
Zakæus blev glad, fortæller Lukas. Zakæus blev så glad, så han lovede
at blive et godt menneske – og det samme tror jeg skete for alle de andre, der kom i berøring med kærligheden i mødet med Jesus. De fik en
ny værdighed ved denne uforbeholdne accept af dem som mennesker,
og det forandrer altså et menneskes liv, hvis dette menneske har levet
med en bevidsthed om, at det var og forblev en synder, der kun fortjente vrede og straf.
I dag er frelsen kommet til dette hus, siger Jesus som reaktion på Zakæus iøjnefaldende omvendelse, hvor han lover at forandre sig og blive
et nyt menneske. Måske er frelse i virkeligheden det samme som forandring – den forandring, som kærlighed og accept medfører hos mennesker. Så måske forkynder vi ikke nok, når vi i kraft af vores lutherske
tradition lægger alt i Guds hånd – måske gør den os på en måde mere
ligeglade med vores liv denne traditionelle forkyndelse af syndernes
forladelse – punktum - så vi nemmere falder for det bestående med alle
disse såkaldt nødvendige og retfærdige og rimelige grænser og skel –
uden selv at gøre noget virkeligt aktivt for at nedbryde de livsbegrænsninger, som omgiver både os selv og som vi omgiver andre med. Jeg er
bange for, vi går fejl af evangeliet både som mennesker og som menighed, hvis ikke vi er i stand til ud fra evangeliet at sige fra og sige til – at
sige ja og sige nej, så det kan høres. Også som kirke, når vores samfund
opbygger grænser og skel mellem mennesker i nødvendighedens og i
retfærdighedens eller i frygtens hellige navn. Skal vi så ikke påminde
hinanden om den Jesus, der levede og døde for at nedbryde enhver
barriere og udjævne alle skel og grænser mellem mennesker? Eller skal
kirken og menigheden bare leve sit helt eget liv – langt fra det, der ellers foregår i vores verden? Og hvem er kirken? Og hvem tør udtale sig
på kirkens vegne?
Det tør jeg – ja, jeg tør ikke lade være. For at tro på Jesus, som det så
smukt hedder, er for mig ikke bare at overgive mit liv til Herren og lade
Ham råde i håbet om det evige liv engang. At tro på Jesus er også at
turde tage ham på ordet, leve livet og turde skille sig af med alt det,
som holder os borte fra livet og fra vores medmenneske, sådan som
Zakæus turde. At tro på Jesus er at få mod til at leve med alt, hvad vi
har i os, som det menneske, vi blev skabt til at være.
93
Det er svært, men netop derfor har vi kirken, hvis formål i livet ikke
bare er at være til pynt - men at gøre en forskel. F.eks., at hjælpe mig til
at blive et helt menneske.
Jesus græder over Jerusalem
Da han kom nærmere og så byen, græd han over den og
sagde: »Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til
din fred. Men nu er det skjult for dine øjne. For der skal
komme dage over dig, da dine fjender skal kaste en vold op
omkring dig, belejre dig og trænge ind på dig fra alle sider.
De skal jævne dig med jorden og dine børn sammen med
dig, og de skal ikke lade sten på sten tilbage i dig, fordi du
ikke kendte din besøgelsestid.«
Så kom han ind på tempelpladsen, og han gav sig til at jage
dem ud, som drev handel dér, og han sagde til dem: »Der
står skrevet: ›Mit hus skal være et bedehus.‹ Men I har gjort
det til en røverkule.«
Han underviste hver dag på tempelpladsen. Ypperstepræsterne og de skriftkloge, ja, alle folkets ledere søgte at få
ham ryddet af vejen; men de kunne ikke finde ud af, hvad de
skulle gøre, for hele folket hang ved ham for at høre ham.
_______________________
Hvad er Jerusalem?
Den hellige stad – symbolet på al religion. For os, der har haft bibelhistorie i skolen og som i vores barndom har hørt Johannes Wahl synge
Jerusalem i Giro 413 efter søndagsmiddagen med bøf og budding, så
højttaleren aldrig var den samme senere – står der måske en særlig
glans over Jerusalem som vore drømmes pilgrimsmål – men for vores
børn står Jerusalem som symbolet på meningsløs blodsudgydelse og
evigt tærende had. En af mine kolleger er konsekvent holdt op med at
nævne Jerusalem – han siger i stedet Hovedstaden. Symbolet på al
religion – alle disse menneskelige angstfyldte, undertrykkende forsøg
på at komme om ved tilværelsen ved hjælp af guder, præster, templer,
ofre, love og regler helt ud i det absurde og forvrængede – i det, som
lever af et national-religiøst had mod de andre – mod deres brødre og
søstre – fordi de er født på den anden side grænsen – fordi de taler et
andet sprog – fordi de har en anden hudfarve – en anden seksualitet –
fordi de tænker anderledes end os. Selve symbolet på al religionens
forbandelse.
Når evangelisterne skal skildre mødet mellem Jesus og Jerusalem, så
er det ikke noget godt møde. I det hele taget er evangelisternes forhold
til den etablerede jødedom ikke af de bedste. Sådan var det sikkert
ikke oprindeligt i de første årtier efter Jesu død, hvor de, som fulgte
”vejen” – dvs. de, som anså Jesus for at være Messias, kom i synagogerne og sikkert blev tålt og opfattet som jøder med en lidt anden for-
94
tolkning af Den hellige Skrift. Der har sikkert oprindeligt været plads
til disse nye tanker, og så tror jeg, at ånden fra Jesus selv har medført
et frisind, der satte medmenneskeligt fællesskab langt højere end religiøse fordomme. Men i løbet af årene bliver jøderne klemt – ikke
mindst af romerne, og Jesus mere og mere glemt - og derfor bliver det
som altid vigtigt med rene linier i deres religion, så presset mod de
kristne vokser støt – indtil den altafgørende begivenhed i 70 – nemlig
Jerusalems tilintetgørelse, som sandsynligvis også betyder det endelige brud mellem jødedommen og de kristne – eller hvad de nu kaldte
sig dengang. Og så er det nu – efter Jerusalems ødelæggelse – evangelierne tager fat på at skabe deres egne hellige skrifter, som naturligvis
også bliver vendt mod jødedommen og mod jøderne som sådan –
skrevet som de er af mennesker og til mennesker, der er smidt ud af
det gode selskab og uden tvivl også forfulgt og dræbt for deres tro.
Derfor græder Jesus over byen i dagens tekst – byen der ikke ville
omvende sig – byen, som slog Jesus ihjel – byen, der får sin straf i
form af tilintetgørelsen. Derfor disse evindelige evangeliske slagsmål
med jøderne og farisæerne og præsterne – derfor optræder en Judas
som symbol på jøderne – som den, der forråder selve livet og sandheden og kærligheden.
Der er en evangelisk baggrund, som har haft overordentlig store konsekvenser for det gennemførte europæiske jødehad i de seneste 2000
år, hvor gode kristne mennesker har legitimeret deres antisemitisme i
Det nye Testamente. Alle disse pogromer og den stiltiende accept af
udryddelser op gennem historien af et folk, som blev opfattet klart
som mindreværdige. Sikke en magt – sikke en ufattelig fortræd denne
hellige skrift har medført i form af regulært folkedrab. Netop den
skrift, som udsprang af undertrykkelse og forfølgelse, blev selv grundlag for en endnu mere ufattelig forfølgelse og udryddelse, som vores
kristne kultur må lægge navn til. Og nu ser vi det gentaget i den jødiske stats undertrykkelse af det oprindelige palæstinensiske folk, og
sådan går hadet videre fra slægt til slægt.
Det er derfor selve begrebet hellig skrift er så dødsens farligt – fordi
den slags uimodsagt kan få lov til at begrunde de værste umenneskeligheder – hvad enten det er Bibelen eller Koranen eller enhver anden
guddommelig skrift. Det er derfor det er så vigtigt at arbejde med teksterne og hele tiden søge ind bag dem – ind til kernen bag disse menneskeskabte fortællinger og vidnesbyrd. Og for os må kernen være
den den Jesus fra Nazareth, som de på hver deres måde forsøger at
skildre.
Hvad lytter vi mest til i evangelierne: Hadet mod jøderne – straffen
over Jerusalem – Judas forræderi! – eller de små glimt af en uudsigelig kærlighed, der blander sig ind imellem linjerne i disse fjendtlige
skrifter? Hvad betager os mest? Korsfæstelsen og den ubeskrivelige
ondskab – eller opstandelsen med den ubeskrivelige glæde? Er vi ikke
temmelig fikserede på Jesu lidelse og vor egen elendighed – symboliseret ved den korsfæstede Kristus på de mange drabelige krucifikser
rundt omkring i kirkerne. Så meget, så vi glemmer den opstandelse,
der fejede alt det onde væk med kærlighedens milde magt?
95
Jeg synes selv, vi mange gange er fikseret på lidelsen og forargelsen –
også i den daglige nyhedsstrøm, så vi glemmer at glæde os over det
glædelige – de små glimt af vidunderlig menneskelighed og kærlighed, som også findes og trives overalt i verden. Husk at når du forarges forpligter du dig til at gøre noget ved det, du forarges over. Det er
også dit ansvar. Sådan som Jesus i øvrigt gjorde det, da han smed de
handlende ud af tempelet – og måske derved underskrev sin egen
dødsdom. Men han kunne ikke holde ud at se den udnyttelse af mennesker, der lå bag disse kræmmeres virksomhed. De solgte offerdyr,
som godtroende folk så købte og bragte til præsterne, som så ved at
ofre deres dyr skulle sikre dem helbredelse eller en god høst eller hvad
ved jeg. Denne præstelige og religiøse magt over sjælene, der måske
udsultede den arme befolkning, så templet kunne vokse i rigdom og
skønhed. Jeg tror ikke vi forestiller os den forskel på rig og fattig, der
var på Jesu tid. Han kom selv fra de fattigste af de fattige og havde
aldrig meget til overs for templet eller dets præsteskab, der til sidst var
med til at få ham henrettet som en folkefjende.
Der er for mig næsten noget mytologisk i den kendsgerning, at det
smukkeste, man kan forestille sig – det størst tænkelige – det mest
levende, det mest kærlige ligesom skjuler sig mellem det værst tænkelige og laveste, der findes. Engang imellem titter det frem – dette uudsigeligt smukke, som jeg tror, Jesus talte om og selv var – og disse
små glimt af liv er også nok – mere end nok som modsigelsen af den
laveste og mest menneskefjendske og livsfjendske tilbøjelighed i os.
Måske har vi ikke meget at rose os af i vores liv, som ofte nok kan
tage form af et hundeslagsmål om et afgnavet kødben – men Jesus har
været her, og ham kan jeg rose mig af. Kærligheden har været her –
menneskeligheden har været her – livet selv har været her. Godt nok i
de små glimt inde mellem alt hadet, fordommene, forfølgelserne og
religionernes tyranni – men vi har set det. Altid i det små - sommeren
er altid kort – men den var her – og den kan dukke op igen, kærligheden og menneskeligheden – når som helst og hvor som helst – for den
hører med til vores liv som den lille bitte, men uomgængelige modsigelse af vores hundeliv. Det ved vi nu!
Det kom med i evangeliet – mellem linjerne som det uudsigelige, der
ligger bag det skrevne og talte ord. Det vi kalder Guds egen ånd. Som
en overraskende opstandelse, der giver håb om menneskelighedens
opståen – igen og igen. Denne lille modsigelse er mere end nok til at
leve på. Den ene glemte gang, det lykkedes dig at gøre et andet menneske glad uden bagtanker - den ene glemte gang, du så stort på en
gæld eller glemte en hævn – de få øjeblikke, du glemte dine fordomme om de andre og bare nød deres fællesskab – da du var et sandt
menneske blandt mennesker – fri for alle forbehold og hæmninger –
dengang, vi sang så smukt, så englene tav og smilte.
De var der, de øjeblikke – de er der, og de kommer – trods alt! Og det
er mere end nok!
96
Lignelsen om figentræet
Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden
skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen. Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for
det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes. Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med
magt og megen herlighed. Men når disse ting begynder at
ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning
nærmer sig.«
Og han fortalte dem en lignelse: »Se på figentræet og alle de
andre træer. Så snart I ser dem springe ud, ved I af jer selv,
at sommeren allerede er nær. Sådan skal I også vide, når I
ser dette ske, at Guds rige er nær. Sandelig siger jeg jer:
Denne slægt skal ikke forgå, før alt dette sker. Himmel og
jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå.
Tag jer i agt, så jeres hjerte ikke sløves af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer, så den dag pludselig kommer over jer som en snare; for den skal komme over alle
dem, der bor ud over hele jorden. Våg altid, og bed om, at I
må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at
stå foran Menneskesønnen.«
_____________________
Jeg traf engang på et seminar i Sverige en svensker, der hed Olsson –
Carl Gustaf Olsson – mere svensk kan det vel ikke blive – men vi
havde nogle gode samtaler om Gud, hvor han bl.a. gjorde gældende, at
han ikke længere troede på Gud som en kosmologisk gud men i høj
grad på Gud som en eksistentiel Gud.
Jeg bad ham om at forklare sig, og han sagde: Det med en Gud et eller
andet sted ude i rummet, som styrer vores liv udefra så at sige – med
belønning til de gode og straf til de onde – en Gud, der stille lemped’,
så vi vandt vor ret, som nordmændene synger - og som nu og da dukker op her i verden i denne eller hin skikkelse. Nej, det tror jeg ikke
på. Men jeg tror på Gud som noget langt mere nærværende i mit liv –
som grunden til, at jeg er til – som selve livets kilde – som kærlighedens grund.
Jeg kom til at tænke på Carl Gustav i forbindelse med dagens tekst om
disse tegn, der efter sigende skal ske i sol og måne og stjerner, når
menneskesønnen skal komme igen på himlens skyer – angiveligt for at
holde dom over de onde og forløse de gode – eller i det mindste de
årvågne, som kan stå for menneskesønnen på hin dag, som det hedder.
Her tales der ligeud om en kosmologisk gud, der vil noget, og som
hersker over himmellegemerne og havet – en gammeltestamentlig gud
med uindskrænket magt – en magt, han endelig i tidens fylde vil vise
verden, så alle kan forstå, hvem der bestemmer. Bestemt ikke nogen
god dag at se frem til for de vantro syndere – en vredens og retfærdighedens dag, hvor sandheden endelig skal komme for en dag.
Men for de troende en forløsningens dag. Lidt som den stille fryd, jeg
kan huske fra min skoletid, når læreren fandt ud af, hvem, der var den
skyldige – og at det ikke var mig!
97
Det er klart – for mig i hvert fald – at sådan en fortælling ikke kan stå
alene, og den kan heller ikke tages bogstaveligt i dag. Dels fordi vores
verdensbillede er et andet i dag end for 2000 år siden, men først og
fremmest fordi det nærmest er imod evangeliets hensigt at skabe frygt
på jorden, sådan som jeg forstår det i hvert fald. Men hvad fik Lukas
til at skrive sådan en domshistorie, som synes at gå stik imod kærlighedens og tilgivelsens evangelium?
Jeg mener, Lukasevangeliet godt kan opfattes som en prædikensamling over de gammeltestamentlige tekster, der blev læst op i den jødiske synagoge på Lukas’ tid. Her læste man bl.a. de fem Mosebøger fra
ende til anden i løbet af et år, og for Lukas – og for den sags skyld
Markus og Mattæus - gjaldt det om at fortolke disse gamle tekster i
lyset af Jesus– den Jesus, de forstod som opfyldelsen af de gamles
overlevering. Og ved at læse evangelierne på den måde, kan man faktisk finde ret så iøjnefaldende paralleller til de gamle læsninger fra
Mosebøgerne.
Det jødiske nytår lå på den tid om foråret – lige før påske, og her startede man altså forfra med at læse begyndelsen af 1. Mosebog om skabelsen. Det kunne faktisk godt se ud til, at Lukas’ tekst om de sidste
tider falder netop på den tid, hvor man i synagogen læste beretningen
om syndfloden – en beretning, der handler om Guds vrede, så det vil
noget. Han udsletter simpelt hen hele jordens befolkning – drukner
den med undtagelse af Noah og hans nærmeste familie og så et par af
hver dyreart. Ethvert barn kender denne ”søde” fortælling om Noah og
dyrene, der i virkeligheden er en sindssyg rædselsberetning, og jeg
gad egentlig nok vide, hvad der sker inde i hovedet på vores børn, når
de hører den slags fortællinger om en tilsyneladende hævngerrig og
uberegnelig Gud, der oven i købet har den frækhed at fortryde sin
handling bagefter. Men hvad er så indholdet af Lukas’ prædiken over
denne kendte tekst?
Ja, det er jo dette, at I ikke skal være bange – andre kan måske nok
have grund til det, men ikke jer – tværtimod, så glæd jer! Og Lukas
skifter brat billedet af vredens og syndflodens dag ud med det smukke
billede af et blomstrende træ, der er tegn på, at sommeren er nær.
Man kunne vel også bruge billedet med adventskransen som tegn på,
at julen er nær. Se nu bare: to lys allerede. Det kan selvfølgelig godt
give anledning til panik for mange, men ikke for jer, der ved, hvad
julen har for et glædeligt budskab at bringe. Nej, den handler ikke om
vredens dag – ikke om nogen guddommelig magtdemonstration med
tegn i sol og måne og stjerner, men tværtimod om den ultimative demonstration af Guds afmagt i form af et nyfødt barn, der kom til verden ude i den yderste afkrog på trods af alt.
I skal ikke være bange for det, som truer, siger Lukas. Frygt ikke mørket! siger han igen og igen – det handler om glæde – ikke om undergang. Frygt ikke, sagde englen til hyrderne på marken – det er glæde,
jeg forkynder for jer – en helt ny glæde. Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde?, sagde englen til kvinderne ved den tomme
grav. Det er opstandelse, jeg forkynder for jer – ikke undergang og
død. Ret jer op – løft jeres bøjede hoveder. Det er Guds rige, der er
nær. Vær ikke bekymrede, men opmærksomme – lad ikke jeres liv
98
være noget, I drikker eller æder jer fra, eller noget, I bare lader gå på
bedste beskub, men lev opstandelsens og glædens liv lige midt i denne
mørke verden. Tænd selv lys omkring jer i en mørk tid. Vær ikke bange!
Sådan lyder vel Lukas’ prædiken over den skræmmende beretning om
syndfloden, der på Guds befaling søgte at drukne synden i verden søgte at rense ud og vaske verden ren for alle de uheldige elementer.
Men nu har Gud gennem sin søn åbnet en anden vej – tilgivelsens og
kærlighedens vej – Den mægtige Gud er blevet afmagtens Gud – som
et lille barn, der lader sig føde og lægger sig i syndige menneskehænder. Guds Ord er ikke længere den store, majestætiske befaling, der
også formår at ødelægge alt omkring sig i voldsom vrede, men et lille
nødstedt menneskebarns gråd i mørket – der løser op for vores medlidenhed og barmhjertighed og gør os til levende mennesker – til virkelige mennesker, der tør elske igen. Det er det lille ord, der aldrig skal
forgå – kærlighedens afmægtige levende ord, der består, selv når alt
andet ramler. Gud er steget ned fra sin himmelske trone – er blevet et
menneske som enhver af os. Han er kommet os ganske nær, men frygt
ikke! Nej, løft jeres hoveder og lev som aldrig før.
Måske har han ret, min ven Carl Gustaf. Måske er det ikke de store
kosmiske omvæltninger vi skal gå og spejde efter, hvis vi søger vores
Gud. Måske er det lige her i vores forhold til vores eget liv og til vores
medmenneskes – måske er det lige her, Gud findes – ikke som befaling – ikke med magt og styrke, så vi skal frygte og bæve for ham og
rette ind til højre – men som kærlighedens forløsende mulighed – den
mulighed, der bliver stående på trods af alt, hvad der sker. Ja, alt hvad
du ellers fik gjort så forkert, dengang det var dig, der som en anden
Gud ville rense ud – skælde ud – dengang du vidste så nøje, hvad de
andre gjorde forkert – alle synderne i dit liv. Nu ser du dem i evangeliets lys – ikke som syndere, men som medmennesker, der har brug for
dit lys – din kærlighed. Og da er Guds rige kommet ganske nær!
Striden om at være den største
De kom også i strid om, hvem af dem der skulle regnes for
den største. Da sagde han til dem: »Folkenes konger hersker
over dem, og de, som udøver magt over dem, lader sig kalde
velgørere. Sådan skal I ikke være; men den ældste blandt jer
skal være som den yngste, og lederen som den, der tjener.
For hvem er størst: den, der sidder til bords, eller den, der
tjener? Er det ikke den, der sidder til bords? Men jeg er
iblandt jer som den, der tjener.
Jer er det, der er blevet hos mig under mine prøvelser, og
ligesom min fader har overdraget mig Riget, overdrager jeg
det til jer, for at I skal spise og drikke ved mit bord i mit rige,
og I skal sidde på troner og dømme Israels tolv stammer.
Simon, Simon! Satan gjorde krav på jer for at sigte jer som
hvede; men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte. Og
når du engang vender om, så styrk dine brødre.«
99
Fortællingen om Kain og Abel er først og fremmest en fortælling om
denne Guds væsen. Den handler om en drilsk og uberegnelig og uretfærdig gud, der leger med mennesker, men sådan en Gud kan vi jo
ikke have, så vi opfinder et retfærdigt motiv til hans handling. Prøver
at forsvare denne Gud med snakken om, at Kain nok selv var ude om
det, og at han i det hele taget var en skidt knægt. Det står der bare ikke
noget om – i hvert fald ikke i den fortælling! Det er Gud, der ypper
kiv mellem brødrene. Underligt nok minder det påfaldende om vores
forsvar overfor livet selv – det liv, der vel også i sandhedens navn må
siges at være drilsk, uberegneligt og lynende uretfærdigt – og skæbnen
leger med os alle – gækker store, små. Det kan vi heller ikke godt
have, så vi opfinder motiver, selv om de ikke er der, når vi skal forklare en uforklarlig tilværelse. Og det skal vi åbenbart.
Ofte forklarer det vi det med skyld: Det er nok min egen skyld, at det
er gået sådan. Der er ikke en ulykke så stor, at der ikke kan lægges lidt
skyldfølelse oveni. Du kunne også godt passe bedre på!! Den forklaring har lydt som et ekko fra fortvivlede mennesker eller bedrevidende
præsteskaber gennem hele vores jødisk kristne kultur - måske fordi vi
syntes, der kun er én ting, der er værre end skyld – og det er tilfældighed. Vi kan ikke klare, at tilværelsen skulle være helt ude af vores
hænder så sorger og glæder rammer fuldstændig i flæng – uden nogen
form for skyld eller fortjeneste – eller retfærdig indgriben fra en fadergud i det høje. Men sådan er tilværelsen vel nu engang indrettet,
hvad enten vi kan lide det eller ej. Og tilværelsens Herre må vel siges i
den forstand at være ganske uberegnelig – eller som vi hører det i dag:
End ikke de bedste ofre kan forsikre os mod noget som helst. Heller
ikke dåben for den sags skyld. Intet kan garantere nogen mod tilværelsens luner – ikke andet end – og det kun til en vis grad - den menneskelige dygtighed og omtanke. Du skal ikke lege ude på motorvejen.
Kains fejl var altså ikke, at han var et dårligt menneske fra starten – så
lidt som hans offer var mindre velment og hjerteligt end Abels. Han
fejlede først, da han ikke kunne bære den åbenbare uretfærdighed,
som tilværelsen bød ham – han måtte selv udligne skævheden – måtte
gøre tilværelsen rimelig, og det kostede så Abel livet. Kains vrede
mod tilværelsen – mod Gud – gik altså ud over Abel, der vel i og for
sig ikke havde gjort Kain noget – ikke andet end at være mere heldig
med sit offer. Hvis jeg skal rammes af Guds vrede, skal du også!
Og nu tillader denne Gud sig så at bebrejde Kain den overspringshandling, han selv har sat i værk: Hvor mon Abel egentlig er henne?
Og sådan fremkalder han løgnen og ansvarsforflygtigelsen: Det ved
jeg da virkelig ikke! Jeg skal vel ikke gå og passe på min bror? Og
dommen og straffen kommer prompte oven i det andet: Bandlyst og
fredløs skal du være for altid… morder som du er! Man kan sige meget, men det tegner altså ikke noget særligt heldigt billede af Gud.
Men hvad så med vores kristendom, hvis Gud ikke er sådan en himmelsk far, der passer på os – holder hånden over os og fordeler sol og
vind lige mellem mennesker, hvad vores bitre erfaring i hvert fald
modsiger på det kraftigste.
100
Ja, så er det måske, vi skal til at tænke anderledes om Gud – ikke så
meget som en højere magt eller faderskikkelse eller kongelig majestæt, der skal give vores uberegnelige tilværelse mening - men på en
langt mere menneskelig måde. Gud som kærlighed – Gud som Jesus
selv, hvis kendemærke var tilgivelsen. Ikke at herske og dømme, men
at tjene mennesker. Jeg er iblandt jer som den der tjener – og den tanke, at Gud ikke er hersker men tjener for mennesker, synes jeg er noget af det smukkeste, der findes. Gud styrer ikke tilværelsen for os –
det skal vi selv! Livet er vores ansvar. Men Gud går med os, og jeg
tror, denne gud, som Jesus taler om, og måske selv er, også vil være
der, når dette ansvar bliver for tungt – eller når det går rivende galt
med mit liv. Jeg er med jer alle dage, indtil verdens ende – ikke som
jeres herre eller dommer eller anklager men som jeres trofaste tjener.
Det ser ud til, at en mand, gal af sorg, har dræbt en flyveleder, som
han anså for skyldig i sin kones og sine to børns død. Hvordan skal vi
reagere – hvordan skal vi dømme og straffe denne mand, som Gud
åbenbart har forladt, som en anden Kain? Det er forkert, hvad han har
gjort – og Kain skulle heller ikke have myrdet Abel, men vi kan også
fornemme hans forfærdelige lidelse, som har ført ham ud over afgrunden, og jeg tror ikke, Jesus ville bandlyse ham fra jordens overflade
men se på ham med kærlighedens milde øjne, fordi vores liv nogle
gange ikke er til at bære. Det håber jeg i hvert fald, for mange gange
føler jeg mig mere som Kain end som Abel. Mine drab er måske ikke
fysiske, men jo nok de svigt, som fylder godt i mine dage – alt det du
ikke gjorde, mens tid var, og alle de gange, du kæmpede for dig selv
og glemte din næste. Et sted fortæller Jesus, at det er ikke nok ikke at
slå ihjel, men det at blive vred på sin bror, er mindst lige så slemt – og
hvem er så uskyldig – hvem har så ret til at dømme og fordømme?
Fra den gamle Gud – Kains og Abels uberegnelige Gud - kan jeg vente fordømmelse og forbandelse og belæring. Men min egen Gud – den
Jesus, som Marie i dag kom til at tilhøre - ja, han hvisker fortroligt til
mig og til os alle, når vi er allerlængst ude: Kain, jeg er din tjener –
jeg er din bror – og jeg går med dig gennem det hele!
101
Korsfæstelsen
Da de førte Jesus ud, greb de fat i en mand, som kom ude
fra marken, og han hed Simon og var fra Kyrene; ham lagde
de korset på, for at han skulle bære det bag efter Jesus. En
stor folkemængde fulgte ham, deriblandt også kvinder, som
jamrede og græd over ham. Jesus vendte sig om mod dem
og sagde: »Jerusalems døtre, græd ikke over mig, men græd
over jer selv og jeres børn! For der kommer dage, da man vil
sige: Salige er de, som ikke kunne få børn, de moderliv, som
ikke fødte, og de bryster, som ikke gav die. Da skal man sige
til bjergene: Fald ned over os! og til højene: Skjul os! For gør
man sådan med det grønne træ, hvad vil der så ikke ske med
det visne?«
Også to andre, to forbrydere, førtes med ud for at blive henrettet sammen med ham. Og da de kom til det sted, som
kaldes Hovedskallen, korsfæstede de ham og forbryderne
dér, den ene på hans højre og den anden på hans venstre
side. Men Jesus sagde: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke,
hvad de gør.« Så delte de hans klæder ved at kaste lod om
dem. Og folket stod og så på. Også rådsherrerne gjorde nar
af ham og sagde: »Andre har han frelst, lad ham nu frelse
sig selv, hvis han er Guds salvede, den udvalgte.« Også soldaterne kom hen og hånede ham; de rakte ham eddike og
sagde: »Hvis du er jødernes konge, så frels dig selv.« Der
var nemlig sat en indskrift over ham: »Han er jødernes konge«.
Den ene af de forbrydere, som hang dér, spottede ham og
sagde: »Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!« Men den
anden satte ham i rette og sagde: »Frygter du ikke engang
Gud, du som har fået den samme dom? Og vi har fået den
med rette; vi får kun løn som forskyldt, men han har intet
ondt gjort.« Og han sagde: »Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige.« Og Jesus sagde til ham: »Sandelig siger jeg
dig: I dag skal du være med mig i Paradis.«
Og det var nu omkring den sjette time, og der faldt mørke
over hele jorden indtil den niende time, fordi solen formørkedes; og forhænget i templet flængedes midt igennem. Og
Jesus råbte med høj røst: »Fader, i dine hænder betror jeg
min ånd.« Da han havde sagt det, udåndede han.
Da officeren så, hvad der skete, priste han Gud og sagde:
»Den mand var virkelig retfærdig.« Da alle de skarer, som
var strømmet sammen til dette skue, så, hvad der skete,
slog de sig for brystet og vendte hjem. Alle de, som kendte
ham, også de kvinder, som var fulgt med ham fra Galilæa,
stod og så alt dette på afstand.
______________________
Hvad er kærlighed?
Er det en følelse – er det et udtryk – et ord - eller er det en handling?
Noget vi gør? De fleste vil vel nok sige, at kærlighed er en følelse – en
følelse af stærk sympati – som der står i Nudansk Ordbog: En dyb
følelse af at holde af nogen eller noget.
102
Og som sådan er kærligheden jo til at have med at gøre – og som sådan tales der utroligt meget om kærligheden som en sindstilstand. Han
var et kærligt menneske, kan vi sige – eller han så på hende med et
kærligt blik. Og det er klart noget positivt - ja, i vores kultur måske det
mest positive, man kan tale om: kærlighed. Det er også som om, man
dyrker kærligheden - underlægger sig denne kærlighed, som om, det
er den, der bestemmer over ens liv. Kærligheden døde, siger man, når
man skal forklare, hvorfor ægteskabet ikke gik – eller måske undskylde, at man gik – for hvem kan leve sammen, hvor kærlighed ej bor?
Nu skal man selvfølgelig passe på, at man ikke forveksler kærlighed
med forelskelse, som helt klart er en følelse nærmest en form for
sindssyge, der kan ramme selv den bedste, og som ganske og aldeles
sætter ens dømmekraft ud af funktion. Heldigvis er den tidsbestemt – i
hvert fald, hvis den gengældes og fuldbyrdes så at sige. Sådan er det
jo med de store følelser. De bliver kun permanente, hvis de aldrig
kommer til udtryk - aldrig bliver forløst. Bliver de det, damper de
ligeså stille af. Ærgerligt nok, når det er forelskelse – fint nok, når det
er had.
Men sådan er det vel ikke med kærligheden, for er det ikke rigtigt,
hvad Paulus skriver i kærlighedens højsang: Kærligheden ophører
aldrig? Så måske er kærligheden alligevel noget andet end en følelse,
der kommer og går. Sig ikke, du elsker mig. Tag opvasken i stedet for!
Sådan sagde, den finske forfatter Märtha Tikkanen engang, og mente
vel netop det, at kærlighed er utænkelig uden handling. Det kan godt
være, handlingen afspejler kærlighed – men hvis ikke handlingen er
der, så kan du føle nok så meget for vedkommende – men kærlighed
er det ikke. Fordi kærlighed altid er offer. Det er altid gave – det er
altid handling. Sætningen: Jeg elsker dig! kan du sige nok så mange
gange – men hvis ikke kærlighedshandlingen følger efter – forbliver
det tomme ord! Et tomt løfte om noget, som aldrig sker.
Du skal elske, hedder det i Moseloven – og det vil altså sige, at ikke
blot skal du nære sympatiske følelser for din næste – nej, du skal
handle og dermed vise kærlighed, for at elske er at vise kærlighed. Vil
du elske hende, som hos dig står, spørger vi ved vielsen. Ja, jeg skal
nok vise, at jeg elsker hende. Det er et løfte om handling – konkret
handling – for uden den er kærligheden utænkelig – også selv om vi
ikke tænker på andet end kærlighed. Det er derfor man kan blive afbrudt midt i en vigtig Tv-avis med dette utidige spørgsmål: Elsker du
mig stadig? Et spørgsmål, der ikke kræver et svar – men handling.
Større kærlighed har ingen – end den der sætter livet til for andre,
siger Johannes. Og det er igen det samme: at det var kærlighed, han
havde, vidste vi ikke – ikke før han satte livet til for os. Indtil da var
det ord – og det gælder vel også Jesu ord – og selv Guds Ord. Det er
blot ord, indtil ordene udmøntes i handling, og pludselig bliver det alt
sammen kærlighed - og først da bliver ordene, der bare var ord – til en
kærlighedserklæring – til noget, vi kan leve af og på. For man kan
ikke leve på et ord. Det er derfor, det er så vigtigt for Paulus og for
evangelisterne at understrege igen og igen og i alle detaljer den kærlighedshandling, som gav mening til Jesu liv og til alt, hvad han sagde
og gjorde – nemlig hans død. Han døde af kærlighed. Det er det helt
103
afgørende og centrale budskab i Det nye Testamente, for uden denne
konkrete – meget konkrete handling – så var det bare tomme ord. Og
vi kan ikke leve af, at Gud føler noget for os. Uden handling – konkret
handling – er det ikke kærlighed!
Jesu død på korset er selve evangeliet – selve grundlaget for den kærlighedserklæring fra Gud selv, det hele handler om. Derfor kender
evangelisterne både tiden og stedet, Pontius Pilatus og alle de historiske omstændigheder. Det er ikke en myte. Det er ikke en anekdote.
Det er konkret referat af en historisk begivenhed. Og derfor er Langfredag så vigtig for kirken, fordi den er grundlaget – det konkrete
grundlag for resten af kirkeåret – ja, for kirkens eksistens. Uden handling ingen kærlighed – uden kærlighed ingen kirke.
Så vidt så godt. Men hvordan bliver nu en 2000 år gammel kærlighedshandling betydningsfuld for mig i dag? Det bedste bud på det, ser
vi meget konkret i form af en stadig mere pågående udpensling af Jesu
lidelse og død. Mel Gibsons barske film er bare endnu et udtryk for
den samme pædagogik, som vi kender fra Kingos salmer – eller Brorsons – eller de mange blodige krucifikser rundt omkring i kirkerne –
eller pilgrimsvandringer ad Via Dolorosa i Jerusalem – eller brødebetyngede og floromvundne langfredagsgudstjenester. Alt sammen forsøg på at levendegøre denne kærlighedshandling for os – altså gøre
Jesu lidelse så nærværende og pågående som muligt – så vi selv mærker, hvor stor en kærlighed, Gud nærer til os. Altså igen: Det er ikke
bare ord – se selv – mærk selv - hvor stor en kærlighed Gud nærer til
os. Nu ved jeg godt, at traditionen for at svælge i Jesu lidelse og blod
er gammel som evangeliet selv – og alligevel føler jeg et tiltagende
ubehag ved den form for kirkelig pædagogik. Jeg føler, at jeg bliver
brugt i et følelsespornografisk optrin, hvor der nærmest forlanges
gråd, bod og anger – og hvor smerten – min smerte - skal fremkaldes
igen og igen, indtil jeg lærer kærligheden at kende. Jeg føler mig som
en hund, der skal opdrages til taknemmelighed. Men taknemmelighed
kan aldrig dikteres – heller ikke selv om jeg er blevet opdraget til at
sige pænt tak til Gud og hvermand for alting. Tak og Undskyld! Taknemmelighed er en af de fornemste menneskelige følelser – især når
den springer ud i handling – men den kan aldrig befales eller forlanges
– det kan kun ordene: Husk at sige tak! Ja, ja! Tak for… Som en stor
og stærk boxer, der skal lære at give pote.
Og derfor har jeg et andet bud på Langfredags betydning og et andet
svar på spørgsmålet om, hvordan en 2000 år gammel kærlighedshandling kan få betydning for mig i dag: Det kan den kun gennem min
egen kærlighed – den kærlighed, der som bekendt ikke handler om
følelser men om handling. At efterfølge Jesus er for mig ikke et
spørgsmål om at føle som han – føle hans kærlighed – føle hans smerte – føle hans lidelse og afmagt. Nej, at efterfølge Jesus er at elske –
om ikke med den fuldkomne kærlighed, han elskede os med – men
som vi kan – og vi kan! Og det er for mig evangeliet: at vi kan elske –
at Guds kærlighed også er vores kærlighed – at Guds handling også er
vores handling. Og hvis Gud er kærlighed, som Johannes påstår – ja så
er Gud lige her, når vi elsker vores næste og når vi elsker os selv. Når
104
vi elsker livet! Og så bliver Langfredag alligevel en fantastisk dag –
og det synes solen i øvrigt også – når den opmuntrer mig til handling –
til liv og glæde i Kristus, som Paulus ynder at sige det – og det vil sige
i kærlighed. Ikke mere sentimental følelsesporno eller svælgen i Jesu
eller egen elendighed. Løft dit hoved – se solen skinner, det er forår og din næste er lige her – ligesom Gud – ligesom kærligheden – ligesom livet selv. Det vidunderlige forårsliv på kærlighedens dybe grund.
Tænk, at vi lever!
Jesu opstandelse
Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kom kvinderne til graven med de vellugtende salver, som de havde
tilberedt. De fandt stenen væltet bort fra graven, og de gik
derind, men fandt ikke Herren Jesu legeme. Mens de stod og
ikke vidste, hvad de skulle tro, var der med ét foran dem to
mænd i lysende klæder. Kvinderne blev forfærdede og bøjede sig med ansigtet mod jorden, men mændene sagde til
dem: »Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde? Han
er ikke her, han er opstået. Husk, hvordan han talte til jer,
mens han endnu var i Galilæa, og sagde, at Menneskesønnen
skulle overgives i syndige menneskers hænder og korsfæstes
og opstå på den tredje dag.« Så huskede de hans ord.
Og de vendte tilbage fra graven og fortalte alt dette til de
elleve og alle de andre. Det var Maria Magdalene og Johanna
og Maria, Jakobs mor, og de andre kvinder, som var sammen
med dem. De sagde dette til apostlene, men det lød for dem
som løs snak, og de troede ikke kvinderne. Dog rejste Peter
sig og løb ud til graven, og da han bøjede sig ind, så han
linnedklædet og ikke andet. Han gik så hjem, forundret over,
hvad der var sket.
__________________________
Skærtorsdag og Langfredag forsøgte vi at tale om Gud på en lidt anden måde, end vi plejer – vi stillede spørgsmål ved forsoningens relevans for moderne mennesker – dette offer til Gud, som nadveren og
korsfæstelsen ofte udlægges som. Ikke som sagt for forandringens
eller provokationens skyld men for at se, om der skulle være noget
andet og måske endnu mere vedkommende, som lå bag de gamle fortællinger og fortolkninger – en virkelighed, som kunne svare på moderne menneskers spørgsmål og længsel. Det er aldrig så nemt at begive sig i kast med sådan en opgave, fordi vi støder ind i mange indgroede forestillinger, som normalt ikke står til diskussion – forestillingen f.eks. om den almægtige gud, der troner et sted derude men alligevel følger nøje med i, hvad vi foretager os – forestillingen om det
syndige menneske, der kun kan få liv og glæde i kraft af denne guds
nåde, fordi vi har forbrudt os og gjort oprør mod Gud.
Men ligeså vanskelig opgave kan forekomme, og ligeså stor modstand
den vil medføre, ligeså nødvendig er den, hvis ikke kirken og det
kristne budskab, kirken forkynder, skal ende som bevidstløs tradition
for traditionens skyld – eller som fundamentalistisk påståelighed –
fuldstændig ude af trit med virkeligheden i 2003.
105
Og nu kunne man jo så sagtens forestille sig dette opgør med de gamle
myter og forældede fortolkninger videreført i dag på Påskedag – intet
ville vel være nemmere for moderne oplyste mennesker end at afskaffe opstandelsen som den oprørende og umulige påstand, den er.
Og tænk, alligevel så står jeg der med alle mine velbegrundede argumenter og alle mine talenter og må ganske enkelt bøje mig for opstandelsen – bøje mig for det urimelige, utrolige og fuldkomment umulige
at indsætte i noget katalog eller noget system eller i nogen lære.
Hele Det nye Testamente er begrundet i og farvet af denne ene urimelige påstand. Paulus taler ikke om andet, og det er den, der for evangelisterne ligesom kaster sit lys tilbage på fortællingerne om Jesu liv og
giver dem det, som jeg ville kalde urimelighedens troværdighed.
Hør nu her, lyder påstanden i al dens enestående vanvid: Jesus fra
Nazareth, som blev korsfæstet i Jerusalem, dengang Pontius Pilatus
var guvernør i Palæstina og Tiberius kejser i Rom, han opstod af graven, for selv døden kunne åbenbart ikke holde dette fantastiske menneske fast. Nu skal I høre, hvordan han var, og så læser man historierne om denne Jesus – ikke bare som urimelige mirakelfortællinger men
som selve menneskets historie – det sande menneskes historie – fortællingen om dig og mig.
For se, guder kan opstå – de kan jo ikke dø for alvor – for guder er
intet umuligt – og hvor tit er vi ikke blevet belært om den afgrundsdybe forskel på guder og mennesker – om vores egen afmagt i forhold til
Guds almagt – belært af vores begrænsede virkelighed og vores længsel efter det guddommelige – men det, som Jesus egentlig ville, det
var måske at udjævne denne afgrundsdybe forskel og forsøge at gøre
vores dybeste længsel til vores inderste virkelighed. Og dermed at
gøre vores menneskeliv langt langt mere omfattende og ubegrænset og
frit, end vi selv – og ikke mindst religionerne - forestiller sig.
Er det ikke det, der er pointen i Jesu forkyndelse: Når jeg kan, kan I
også! Når jeg kan leve fuld og helt – når jeg kan elske grænseløst –
når jeg kan være mig selv som et frit menneske, uafhængig af andres
ros eller dom - så kan I også! Når jeg kan dø, fordi jeg ved, jeg har
levet, så kan I også – og når jeg kan opstå selv af graven – så kan I
også! Han var jo mennesket i al sin glans – mennesket, som det var
tænkt – som det var meningen med mennesker, der af en eller anden
grund altså er blevet udstyret med ånd – og der er vel ingen grund til
at gøre ham mere guddommelig og dermed mere utilnærmelig, end
han selv ønskede det.
Evangelisterne gjorde ham guddommelig efter det gammeltestamentlige forbillede, de kendte – gjorde ham til opfyldelse af de gamle profetier og religiøse idealer, men hvad gemmer der sig under disse beskrivelser andet end et utroligt stort og rigt og kærligt menneske? Og
hellere end at tilbede ham som vores frelser, og dermed ifølge gammel
skik gøre os selv ganske magtesløse og uansvarlige eller ifølge god
luthersk tankegang uforbederligt ondskabsfulde fra fødslen af, burde
vi måske koncentrere os om at efterleve og efterfølge hans liv – hans
kærlighed – hans umådelige frihed og samtidig kæmpe med vores
begrænsninger, af hvad art de nu end er. Det vil sige tage del i dette
vores menneskeliv fuldt og helt som han – tage del i vores samfunds-
106
liv fuldt og helt som han – elske grænseløst som han i en fast tro på
vores ubegrænsede muligheder som mennesker. Så ubegrænsede, at
end ikke døden kan sætte den endelige grænse for vores liv. Sådan
som opstandelsen fortæller os det - jeg havde nær sagt med rene ord!
Det er jo ikke for sjov, vi er del af en menighed, hvor vi kan mødes for
at opmuntre og styrke hinanden i vores liv i tillid til, som det er sagt,
at der hvor vi mødes, der vil han selv være til stede med alt, hvad der
er ham. Det er jo ikke for sjov, vi har fået et liv med alle livets vidunderlige muligheder – et liv, som vi ikke må henslæbe som et hundeliv
i tilbedelse af dette og hint, som så nemt bliver en hyklerisk from kryben for det uopnåelige. En smuk og dog flæbende religiøs længsel ud
af livet, som det er i virkeligheden – styrket og næret af de religiøse
og politiske magthaveres mere eller mindre heldige tilværelsesopfattelser og menneskesyn, der vil pacificere os med vores uopfyldte
længsel og i en afhængighed af denne eller hin majestætiske guddoms
nåde. Det er alt det, vi må frigøre os fra, tror jeg, fordi det er præcis
det, Jesus gør oprør imod, og det er vel også det, der bringer ham på
korset: at han vil dette liv både for sig selv og måske først og fremmest for os. Han vil friheden – han vil kærligheden – han vil livet –
ikke bare som en umulig smuk drøm eller religiøs længsel, der dyrker
vores begrænsninger - men sådan som det er – her og nu. Han vil det,
som enhver religion afskyr: Han vil mennesket selv! Som han siger i
Johannesevangeliet: Jeg lever, og I skal leve! Det kan vel ikke misforstås! Jeg lever, og I skal leve. Det er måske selve essensen af påskeevangeliet: Jeg lever ikke for jer – jeg lever ikke jeres liv for jer – men
jeg lever for at I skal leve – frit, sandt, fuldt og helt – ja, mere end det
– leve grænseløst som fuldkomne mennesker, på trods af alle begrænsninger og forhindringer.
Og spørger vi så, hvordan dette dog skulle være muligt, sådan som
verden og vi selv ser ud – ja, så er hans svar vel den kærlighed, som vi
kun ser i glimt nu og da – alt for flygtigt måske i forhold til vores svære og ofte nok så frygtsomme liv – med angst for livet og for døden og
for mennesker. Den angst og rådvildhed, der fra starten har kastet
mennesker i støvet for alverden guddommelige majestæter.
Men hemmeligheden er måske, at netop den kærlighed er til stede
overalt, som vores ophav – som den luft vi indånder – som hver en
celle i vores krop - som det univers, vi svæver rundt i – som vores et
og alt, og derfor er den os altid ganske ganske nær – uanset hvad vi
selv mener, tror og føler – ja, selv når vi intet føler mere. Selve menneskeåndens ophav og dybeste væsen. Som Paulus udtrykker det i
kærlighedens højsang: alt andet kan forgå – og selv dør vi vel også
engang, men kærligheden ophører aldrig – den vil aldrig kunne efterlade os faderløse eller for den sags skyld meningsløse.
Og det var vel i sidste ende også kærligheden, som fik denne Jesus fra
Nazareth, som de religiøse og politiske magthavere naturligvis henrettede, til at stå op af sin grav som et urimeligt og dog sært umiskendeligt og uimodsigeligt, fortroligt vink til ethvert menneske om livets
forbavsende og grænseløse muligheder.
107
Vandringen til Emmaus
Men samme dag var to af disciplene på vej til en landsby,
som ligger tres stadier fra Jerusalem og hedder Emmaus; de
talte med hinanden om alt det, som var sket. Og det skete,
mens de gik og talte sammen og drøftede det indbyrdes,
kom Jesus selv og slog følge med dem. Men deres øjne holdtes til, så de ikke genkendte ham. Han spurgte dem: »Hvad
er det, I går og drøfter med hinanden?« De standsede og så
bedrøvede ud, og den ene af dem, Kleofas hed han, svarede:
»Er du den eneste tilrejsende i Jerusalem, der ikke ved, hvad
der er sket i byen i disse dage?« »Hvad da?« spurgte han.
De svarede: »Det med Jesus fra Nazaret, som var en profet,
mægtig i gerning og ord over for Gud og hele folket– hvordan vore ypperstepræster og rådsherrer har udleveret ham
til dødsstraf og korsfæstet ham. Og vi havde håbet, at det
var ham, der skulle forløse Israel. Men til alt dette kommer,
at det i dag er tredje dag, siden det skete. Og nu har nogle
af kvinderne iblandt os forfærdet os; de var tidligt i morges
ude ved graven, men fandt ikke hans legeme og kom tilbage
og fortalte, at de i et syn havde set engle, som sagde, at han
lever. Nogle af dem, der er sammen med os, gik så ud til
graven og fandt det sådan, som kvinderne havde sagt, men
ham selv så de ikke.«
Da sagde han til dem: »I uforstandige, så tungnemme til at
tro på alt det, profeterne har talt. Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?« Og han begyndte med Moses
og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om
ham i alle Skrifterne.
De var næsten fremme ved den landsby, de var på vej til, og
Jesus lod, som om han ville gå videre. Men de holdt ham
tilbage og sagde: »Bliv hos os! Det er snart aften, og dagen
er allerede gået på hæld.« Så gik han med ind for at blive
hos dem. Og mens han sad til bords sammen med dem, tog
han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; men så blev han
usynlig for dem. De sagde til hinanden: »Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?«
Og de brød op med det samme og vendte tilbage til Jerusalem, hvor de fandt de elleve og alle de andre forsamlet, som
sagde: »Herren er virkelig opstået, og han er set af Simon.«
Selv fortalte de, hvad der var sket på vejen, og hvordan de
havde genkendt ham, da han brød brødet.
____________________________
I fredags hørte vi den tragiske fortælling om drabet på Jesus fra Nazareth – det drab, som vi godt kunne sidde og sørge over, men som vi
fejrede med taknemmelighed og glæde, fordi langfredag ikke er noget
i sig selv, men er en del af opstandelsen - og i går hørte vi så den utrolige beretning om opstandelsen – som ikke blot var Jesu opstandelse,
men et budskab om vores egen opstandelse – budskabet om at turde
leve og elske frygtløst, fordi livet er kendetegnet ved død og opstan-
108
delse – det er det, vi er skabt til. I dag på 2. påskedag hører vi så om et
andet motiv til opstandelsen, som altså åbenbart ikke skal bevise noget, for det bliver blandt de indviede – han viser sig ikke for jøderne
eller for Pontius Pilatus eller Herodes så lidt som han steg ned af korset for at bevise sin guddommelighed.
Jeg tror ikke, man skal tage opstandelsen bogstaveligt. Jesu fysiske
opstandelse er og bliver en utrolig påstand, som ikke giver nogen mening for mig, i hvert fald – og lad bare være med at bruge alle jeres
kræfter og følelser på at gå ind for tanken om, at et 36 timer gammelt
lig bliver levende igen – det kommer der sikkert ikke noget særlig
godt ud af andet end en vis påståelighed i kravet til os selv og til hinanden om at tro på den slags mirakler – det er lige før troen på opstandelsen kan skille fårene fra bukkene, og det tror jeg ikke er meningen
– men se jer omkring og se den kirke, som rent faktisk opstod som et
resultat af forkyndelsen om Jesu opstandelse. Den kirke, som opstod,
er i sig selv et mirakel. Den burde være død og borte for længst – ja,
den burde egentlig aldrig være opstået. Det kan faktisk ikke forklares
bare nogenlunde fornuftigt – hverken kirkehistorisk, sociologisk, religiøst og da slet ikke teologisk. Kirken burde slet ikke være til.
Og derfor tror jeg egentlig, Påske handler mindst ligeså meget om
kirken og menigheden, som den handler om Jesu person og dette kors
for tanken, at han faktisk opstod fra de døde med krop og ånd og appetit og alt muligt.
I dagens tekst kommer vi således netop til gudstjeneste. Den foregår
på vejen som alle gudstjenester, og der prædikes som ved alle ordentlige gudstjenester. Efter prædikenen, som får menighedens hjerter til
at brænde, er der altergang – en altergang, som pludselig sætter det
hele på plads, så menigheden forstår opstandelsens betydning: at han
er levende tilstede ikke blot ved denne særlige begivenhed i Emmaus
men ved enhver gudstjeneste, hvor to eller tre forsamles i Jesu navn.
Og som efter enhver ordentlig gudstjeneste, så haster de ud i verden
med dette nye forunderlige budskab: Herren lever – vi har selv set
ham! Han er virkelig opstået af graven!
Det er den ideelle gudstjeneste, vi hører om i dag på 2. påskedag –
nemlig den gudstjeneste, som er ideel af en eneste grund: Jesus er selv
tilstede sammen med sin menighed med al sin kærligheds rigdom. Det
er ham, der prædiker – det er ham, der holder nadver – det er ham, der
døber. Han er her selv. Det er ikke os – det er ikke os, der skaber ideelle gudstjenester og guddommelige sammenkomster – en gudstjeneste kan jo være nok så flot og betagende, men hvis ikke han selv tager
ordet og brødet – ja, så er det bare flot og tomt. Vi er de tungnemme
til at tro – vi er de uforstandige, som korsfæster kærligheden af frygt
for konsekvenserne, men Gud ske lov er han her selv og holder gudstjeneste sammen med os. Det er det, som jeg vil kalde opstandelsens
store mirakel – at det overhovedet er muligt i dag 2000 år efter begivenheden at holde gudstjeneste på et så fantastisk og utroligt grundlag.
Ja, mange gange døde kirken vel også i historiens løb, fordi den blev
en påståelig magtkirke, der docerede en særlig livsførelse eller moral,
så menigheden bøjede sig – ikke så meget for forkyndelsen som for
præsteskabets ordrer og trusler om evig straf, hvis ikke man adlød
109
kirken og kongen i skøn forening. Ofte tørrede forkyndelsen ind og
blev alt alt for menneskelig og praktisk anvendelig – f.eks. til at forbedre mennesker eller holde dem nede i slaveri eller ligegyldighed.
Men det forunderlige er jo så, at den døde kirke åbenbart altid er opstået igen, når det så allerværst ud. Så pludselig lød der et brag af en
forkyndelse, der brød igennem alt det bestående, så den stendøde kirke
igen kunne ånde op og fremstå af kød og blod som den levende organisme, den i virkeligheden er.
Det er altså et mirakel, at vi sidder her i dag sammen med vores korsfæstede men opstandne frelser, som stadigvæk er levende til stede
iblandt os med al sin kærligheds rigdom. Det er det ufattelige mirakel,
vi kalder gudstjenesten, som aldrig må forveksles med vores fortjeneste men altid er den levende Guds gave til os – Kvit og frit – ganske
gratis – af Guds nåde.
Så man kan sige, at motivet til at slutte en ellers nogenlunde forståelig
fortælling om Jesus fra Nazareth, der var et stort og godt og vist menneske, og som så mange andre af hans slags blev offer for et makabert
justitsmord fra de til enhver tid værende magthaveres side – ja, det er
vel sådan, de fleste mennesker – måske endda også kristne opfatter
Jesus – men motivet til ligesom at ødelægge en rimelig god fortælling
med den påfaldende slutning om opstandelsen, som enhver fornuftig
forlægger ville skære væk af hensyn til salget – ja det er altså os! Det
er menigheden, som ikke består af tilhængere af en bestem tro eller
lære, sådan som det jo ellers er normalt for menigheder og religiøse
samfund, der lever på at efterleve deres stifteres og guruers og profeters bud og læresætninger. Men man kan ikke være tilhænger af Jesu
lære – dertil er den alt for radikal – alt for umulig at efterleve. Prøv
bare selv at efterleve bjergprædikenens bud!
Men vi skal heller ikke efterleve – det er ikke meningen med sand
kristendom, at den skal efterleves. Nej, vi skal meget mere – vi skal
leve – virkelig leve, og det kan vi kun, fordi han selv er levende tilstede iblandt os med al sin kærligheds rigdom, når vi samles til vores
underfulde gudstjeneste, som slet ikke burde være til – men er det
alligevel - og med hans velsignelse sendes vi så ud i vores brogede liv
– ikke for at efterleve men måske da nok lade vores begejstring og
vores brændende hjerter komme til udtryk i en verden, der i den grad
trænger til vores glæde.
Det er så opstandelsens egentlige motiv – at vi skal leve. Han opstod
ikke for selv at få livet igen – ej heller for at bevise sin magt - han
opstod kun for at vi skal leve! For sådan er jo kærlighedens urimelige
væsen. Det kan man så forstå som man vil – som et løfte eller som en
befaling, når han selv siger til sin menighed: Jeg lever, og I skal leve!
110
Jesu himmelfart
Og han sagde til dem: »Således står der skrevet: Kristus skal
lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn
skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle
folkeslag. I skal begynde i Jerusalem, og I skal være vidner
om alt dette. Og se, jeg sender det, min fader har lovet jer;
men bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje.«
Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og
løftede sine hænder og velsignede dem. Idet han velsignede
dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem,
og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud.
________________________
Der er mennesker, der ikke dør. Enkelte meget store og betydningsfulde personligheder i folkets historie dør ikke – i hvert
fald ikke ifølge den jødiske hellige skrift. Der er en underlig
tåget person, som beskrives i 1. Mosebog, som hedder Enok,
Metusalems far, og om ham fortælles det, at han ikke døde, men
vandrede med Gud og Gud tog ham til sig. Vi ved altså ikke
hvorfor, men i senjødedommen – altså op mod Jesu tid, blev der
udgivet en række såkaldte Enoksbøger, som skulle forestille en
slags dagbøger, som Enok havde skrevet om sin tid i Himlen.
Disse bøger var meget populære på Jesu tid.
En anden af de helt store var selvfølgelig Moses, hvis død, vi
heller ikke hører om. Han går ud i bjergene, hedder det, og ingen
har nogen sinde fundet hans grav. Der er måske ingen, hvilket
kunne antyde, at også Moses var gået direkte hjem til Gud.
Og så er der endelig den største af profeterne, Elias, der som bekendt
for til himmels i en vogn af ild.
Da evangelisterne skulle skrive om Jesus, som de kaldte Guds søn, var
det vigtigt for dem at understrege, at Jesus var en endnu større personlighed end de største fra den hellige skrift – måske fordi de var i gang
med et opgør med den mere konservative jødedom – farisæernes og
saddukæernes jødedom – eller måske fordi de mente det – mente for
alvor, at selv de største i deres hellige historie blegnede en smule ved
siden af den Jesus, de forkyndte som ikke blot jødernes men som verdens frelser. Derfor beskriver de nok ikke så meget Jesu liv, som det
er foregået sådan rent historisk, men mere som en sammenligning med
de største af de gamle – Moses, Elias, David, Josva, Abraham osv.
Helt klart kommer det frem i fortællingen om forklarelsen på bjerget,
hvor de tre disciple, Peter, Andreas og Jakob oplever Jesus tale med
venner i lys, som Grundtvig ville have sagt, i samtale med netop de
udødelige: Moses og Elias, og hvor Gud selv udråber Jesus som sin
egen elskede søn. Peter bliver så glad, så han vil bygge hytter, så de
kan blive deroppe på forklarelsens bjerg, men pludselig er det forbi,
og de må gå ned igen – tilbage til livet så at sige. Menneskelivet i al
sin brogede mangfoldighed.
111
Naturligvis må Jesus skildres som udødelig som de største, og derfor
sidder vi her i dag på Kristi Himmelfartsdag – 40 dage efter påske - og
hører fortællingen om, hvordan Jesus forlader sine disciple og bliver
båret op til Himlen som en anden Elias. Og det kan vi jo godt trække
lidt på smilebåndet af, fordi det er så fuldstændig udenfor vores univers – eller vi kan forsvare det med næb og klør og påstå, at sådan var
det altså, og det må vi nødvendigvis tro på. Men vi kan også prøve at
finde ud af, hvad der ligger bag sådan en underlig fortælling. Hvad fik
disse mænd og måske kvinder – der er dem, der påstår, at Markusevangeliet er skrevet af en kvinde! – til at skrive, som de skrev?
Jeg har været lidt inde på det med denne klare sammenligning mellem
de store fra Israels hellige historie og så Jesus fra Nazareth, men vi er
nødt til at spørge videre ind for at komme frem til det, som virkelig
har berørt disse evangelister på en måde, som måske også kan berøre
os i dag. Og det var kort sagt det store under, at det var Gud, der i
Jesus fra Nazareth åbenbarede sig som et menneske. Altså det vi kalder inkarnationen – at Gud, som er ånd, blev kød og fik tid og sted
blandt mennesker. Hvorfor er det så vigtigt, så der er skrevet tykke
bøger om det – ja, så der ligefrem er blevet bygget en verdensomspændende kirke på det? Det er det, fordi det er et kvantespring i forståelsen af os selv – hvem vi er.
Indtil denne inkarnation, var mennesket henvist til en slavetilværelse
under en højere magts herredømme. En magt, man bøjede sig for af
frygt for konsekvenserne, hvis man ikke gjorde det, for guderne var
ofte nok nogle barske bekendtskaber, som man ikke skulle lægge sig
ud med. Og der var naturligt nok en sammenhæng mellem menneskers
gudsforhold og deres indbyrdes forhold, som byggede netop på troen
på autoriteten og loven. Underkast dig og adlyd! Gud, kongen, faderen, traditionen, overleveringen – jeg havde nær sagt: det er lige meget, bare du underkaster dig! For livet er farligt, og det går rivende
galt, hvis vi ikke bøjer os for det og sikrer os på alle måder imod det.
Vil du leve, så buk! som St. St. Blicher kunne have sagt det. Bøj dig,
ydmyg dig – og ikke mindst! Gør som alle vi andre gør! Hvilket netop
er religionens inderste væsen. Ingen må skeje ud, for så går det galt
for os alle. Herren er nemlig en nidkær herre – hvad enten det nu er
den ene eller den anden, vi alle skal bøje os for. Vi kender det, for det
sidder så dybt i os, så vi tror, det hører naturligt med til menneskelivet.
Vi er – de fleste af os - opdraget i denne tro.
Det er denne slavetilværelse, evangelierne forkynder befrielsen fra.
Nej, siger de, sådan er Gud ikke – sådan er menneskelivet ikke ment.
Vi er skabt til frihed, for kun i frihed kan vi elske vores næste – og
netop dét er og bliver meningen med ethvert menneskes liv – netop
deri er lykken og saligheden, som de gamle sagde.
Det er det, de mener, når de siger, at Gud selv blev et menneske – og
vi så menneskets guddommelige herlighed, når kærligheden fylder
mennesket, sådan som den fyldte Jesus fra Nazareth. Når kærligheden
får lov til at blomstre og udfolde sig – ikke på kommando – ikke af
frygt – men af lyst – når du pludselig indser, at der ikke noget større
på jorden eller i himlen – end at elske dit medmenneske – det er det,
livet handler om.
112
Så alle dine ofre – al din gudsfrygt – hele dit frygtsomme liv – ja, al
din skyld og gæld blæses væk i et enkelt guddommeligt åndepust som
det kunstige stads, det i virkeligheden var – alle vores fjendskaber –
alt vores opblæste had – hele vores frydefulde forargelse og fornærmelse – væk med det alt sammen. Lad de døde begrave deres døde.
Lad de fornærmede begrave sig i deres fjendskaber – men du! Du er
løst fra det alt sammen – din knude er løst op, så nu kan du være det
elskende menneske, du blev skabt til at være.
Et godt billede, hvis jeg selv skal sige det – det med knuden – det
forknytte menneske med de nedslagne øjne og den brændende ild
derinde og de knyttede hænder i lommen. Så lidende i sin forargelse
eller sin fornærmethed – så tynget af sin skyld – og så denne vidunderlige forløsning – ja, netop forløsning, hvor hele dette kunstige og
umenneskelige stillads falder fuldstændigt fra hinanden – og vi bare
bliver os selv i al vores guddommelige, elskelige menneskelighed –
uanset hvem vi er. Væk er alle masker – al denne forstillelse – hele
denne undvigelse af andre og især dem, vi ikke kan lide – som vi siger, som om vi skulle spise dem. Hele dette forlorne fjendskab, som
kun fører til død og ødelæggelse af liv. Elsk hinanden – forlig jer med
hinanden – således opfylder I Kristi lov – således følger I den nye
verdensorden, som Jesus satte ind i verden, og som endnu ikke er blevet virkeliggjort – måske fordi vi endnu ikke tør give los på vores
forbehold – og se bare, hvordan der ser ud i verden…
Men så se på ham – denne Jesus – læs fortællingerne om hans liv i en
ligeså barsk og umenneskelig verden som vores og mærk så denne
grænsenedbrydende kærlighed, der løfter selv den mindste og i andres
øjne så usle og ligegyldige stakkel eller forbryder op i kærlighedens
glans og himmelske herlighed.
Godt at Gud blev menneske – godt at han er udødelig, så han hele
tiden kan være levende tilstede sammen med os, når vi kommer her
for at få mod til at leve som han levede – frihed til at elske, som han
elskede – lyst til at leve fuldt og helt som de mennesker, vi nu er.
Jeg tror, det var sådan noget, der fik evangelisterne til at skrive, som
de gjorde – det bedste, de havde lært – alt, hvad deres hjerte flød over
med. De skrev i deres tids sprog, som vi dårligt forstår i dag – selv om
det er oversat. Og nej, det skal ikke tage for pålydende. Hvis Jesus
virkelig var faret til himmels dengang for 2000 år siden, og hvis det
var sket med lysets hastighed, var han endnu ikke kommet ud af Mælkevejen. Men når vi forstår baggrunden for det – når vi ser et glimt af
den herlighed, de så – ja, så er det som om, Himmel og jord mødes –
som om det menneskelige og det guddommelige smelter sammen.
Gud bliver menneske og mennesker bliver guddommelige – alle bliver
ét med hinanden i kærlighedens altfavnende rige, og så er evigheden
tilstede selv i det flygtigste nu…
113
114