Del og hersk: virker det stadig?

Transcription

Del og hersk: virker det stadig?
DET SAMFUNDSVIDENSKABELIGE FAKULTET
KØBENHAVNS UNIVERSITET
Kandidatspeciale
Maria Mellander
Del og hersk: virker det stadig?
Bidrag til at forklare Danmarks og Sveriges Rusland-politikker 2002-2013
Vejleder: Anders W ivel
Afleveret den: 07/04/2014
1
Forside
Forfatter
Kort over regionale samarbejder i Norden, Nordatlanten og Arktis
(Nordregio, 2009)
Maria Mellander1
Institutnavn
Institut for Statskundskab
Name of department
Department of Political Science
Forfatter
Maria Mellander
Titel
Del og hersk – virker det stadig?
Title
Divide and rule – still going strong?
Emnebeskrivelse
Danmark og Sveriges Rusland-politikker fra 2002 til 2013
Vejleder
Anders Wivel
Afleveret den
7. april 2014
Antal ord
28.000
1
Praktikant ved Danmarks ambassade i Moskva foråret 2013, studerende ved Statsuniversitetet i
Sankt Petersborg efteråret 2012, leder af den danske NGO SILBAs valgobservation til det russiske
Duma-valg december 2011 og praktikant ved Carnegie Centre i Moskva i sommeren 2010.
2
ABSTRACT
The strengthening of political and economic ties with Russia has prevented Denmark from
supporting neighbouring Sweden in her strained relations with Russia after the Russian intervention
in Georgia 2008. From 2002 to 2008, by contrast, Denmark was the prügelknabe following Prime
Minister Fogh Rasmussen’s policy line.
Danish and Swedish Russia policies are conceptualized in terms of assertiveness.
When trying to explain the two countries’ puzzlingly divergent assertion trends from 2002 to 2013,
I can hardly expect a systemic theory - predicting uniform behaviour - to be the effective puzzle
solver. At first sight, geopolitical theory might also be ruled out; two smaller states facing the same
regional great power at approximately the same distance (and Sweden being able to join NATO
from one day to the next, should she wish to). Turning to the very top of the globe, however, one
detects a salient geopolitical difference. In the Arctic Ocean, borders between Russia and the
Kingdom of Denmark are unsettled and have been politicized since 2007. From the viewpoint of
John Vasquez’ territorial theory (adapted to small states), one would expect Denmark to safeguard
goodwill in Moscow on all other issues in order to be able to stand firm in future bilateral border
negotiations. This expectation corresponds well with Denmark’s Russia-policy since 2007. Quite
disappointingly, however, my high-level Danish interviewees (including the then foreign minister)
only reluctantly agreed to this narrative. Instead, they favoured the view that Denmark more or less
3
consciously has mirrored Russian actions (‘tit-for-tat’), not outlining any coherent set of goals for
Denmark’s Russia policy.
An alternative theory, tailored to divergent behaviour, was hereafter presented and
applied: the great power’s (Russia’s) divide and rule; a classic strategy for any stronger party facing
two or more weaker parties in order to discourage cohesion among them. This is accomplished by
picking a prügelknabe and a most-favoured nation among the weak (the roles can be switched, of
course). In other words, relation dynamics stem from Moscow rather than Copenhagen or
Stockholm according to this theory. Matching the parties’ behaviour, indirectly supported by
interviews and its tit-for-tat mechanism observable in other instances and regions as well, the divide
and rule theory seems to provide the best explanation to the puzzle.
Nonetheless, pointing out who will become prügelknabe when cannot be
accomplished at the interstate level of explanation. For this to be done, I analysed lessons of the
past of Fogh Rasmussen and Swedish Foreign Minister Carl Bildt, which unintendedly triggered
their countries into Russian prügelknabe status. In addition, alternative intrastate explanations were
considered, but rejected. On the basis of the theoretical and empirical conclusions of this thesis, its
IR implications and a set of rather specific policy-recommendations were formulated.
4
INDHOLDSFORTEGNELSE
DEL I: INTRODUKTION
1 INDLEDNING ........................................................................................... 10
Problemformulering ....................................................................................................................................................... 11
Specialets disposition ...................................................................................................................................................... 12
2 FORKLARINGSOBJEKTET .................................................................... 14
Assertion eller aktivisme? .............................................................................................................................................. 15
Assertion som liberalistisk indblanding ........................................................................................................................ 17
Vesten og Ruslands indre anliggender .......................................................................................................................... 18
Vesten og Ruslands nære udland .................................................................................................................................. 20
Indikatorer for assertion ................................................................................................................................................ 21
3 METODOLOGI ......................................................................................... 23
Forklaringsevne kontra parsimoni ................................................................................................................................ 24
Hvad er en tilfredsstillende forklaring? ........................................................................................................................ 26
5
Forskningsdesign: komparativt-historisk ..................................................................................................................... 27
Periode og nedslag .......................................................................................................................................................... 29
DEL II DOKUMENTATION
4 DANMARKS TREND ............................................................................... 32
5 SVERIGES TREND .................................................................................. 45
DEL III: FORKLARING
6 DET SYSTEMISKE FORKLARINGSNIVEAU .......................................... 56
Tre typer polaritet .......................................................................................................................................................... 57
Unipolaritet som en permissiv – ikke effektiv årsag .................................................................................................... 58
7 DET INTERSTATSLIGE FORKLARINGSNIVEAU .................................. 59
Småstatens territoriepolitik (’Arktis-forklaringen’) ................................................................................................... 63
Stormagtens del og hersk-politik ................................................................................................................................... 73
Delkonklusion for det interstatslige niveau .................................................................................................................. 86
8 DET INTRASTATSLIGE FORKLARINGSNIVEAU .................................. 89
Forklaringsmæssige udeståender .................................................................................................................................. 90
Teorien om ’lessons of the past’..................................................................................................................................... 91
Anders Fogh Rasmussens lære af historien .................................................................................................................. 93
Carl Bildts lære af historien ........................................................................................................................................... 97
Delkonklusion for det intrastatslige niveau .................................................................................................................. 99
6
DEL IV: KONKLUSION
9 KONKLUSION ....................................................................................... 101
10 TEORETISKE IMPLIKATIONER OG SELVKRITIK ............................. 104
11 POLICY-ANBEFALINGER ................................................................... 107
LITTERATUR ............................................................................................ 110
INTERNETKILDER ................................................................................... 115
BILAG ....................................................................................................... 121
7
ILLUSTRATIONER
Figur 1
Divergerende trends i Danmarks og Sveriges Rusland-politikker fra 2002 til 2013
11
Figur 2
Illustration af nedklatringsstrategiens fremgangsmåde
25
Figur 3
Danmarks assertion vis-a-vis Rusland fra 2002 til 2013 i 12 nedslag
44
Figur 4
Sveriges assertion vis-a-vis Rusland fra 2002 til 2013 i 10 nedslag
54
Tabel 1
Danmarks assertion vis-a-vis Rusland fra 2002 til 2013 i 12 nedslag
43
Tabel 2
Sveriges assertion vis-a-vis Rusland fra 2002 til 2013 i 10 nedslag
53
8
DEL I
INTRODUKTION
9
KAPITEL 1
INDLEDNING
Ruslands udenrigspolitiske handlerum og viljen til at bruge det er kun blevet større siden år 2000.
Særligt ud fra skandinaviske værdier har der vel næppe været så meget at kritisere i såvel russisk
udenrigspolitik som i russisk indenrigspolitik efter den Kolde Krigs afslutning som i dag.
Danmark og Sveriges Rusland-politikker har da også ændret sig i perioden.
Overraskende er det imidlertid, at ændringerne er sket i hver sin retning. Mens Danmark i høj grad
kritiserede Rusland i starten af 2000-tallet, er tonen en anden i dag. Modsat er trenden for Sverige,
der nu er Ruslands måske største kritiker. Trenden (simplificeret) er illustreret i figuren på næste
side.
I 2000-tallets begyndelse var Danmark fortaler for de baltiske landes medlemskab af
NATO (som Rusland prøvede at forhindre), statsminister Fogh Rasmussen gjorde en mediesag ud
af den tjetjenske oprørsleder Akhmed Zakajevs ytringsfrihed i 2002 og krævede en undskyldning
for Sovjetunionens besættelse af de baltiske lande ved 60-året for 2. Verdenskrigs afslutning i 2005.
I de seneste år har det dansk-russiske forhold imidlertid udviklet sig positivt med fire statsbesøg, en
hurtig dansk godkendelse af ’Nordstream’-gasledningen tæt på Bornholm i 2009, arktisk
samarbejde og få kommentarer om Ruslands indre anliggender.
10
Sveriges udenrigspolitiske trend har været spejlvendt af Danmarks. De første år af
perioden var præget af promoveringen af de baltiske staters optagelse i EU (frem for NATO) samt
statsministerielle irettesættelser af udenrigsministeren, hvis hun udtalte sig unødigt kritisk angående
Tjetjenien. I de senere år er Sverige imidlertid sjældent gået glip af en mulighed for at kritisere
Rusland: angående afviklingen af det russiske parlamentsvalg i 2011, stramninger af lovgivning
mod bl.a. homoseksuelles rettigheder og domme mod oppositionspolitikere. Gotland genbevæbnes,
forsvarsbudgetet øges, og visse politikere ønsker værnepligten genindført.
Figur 1. Divergerende trends i Danmarks og Sveriges Rusland-politikker fra 2002 til 2013
(simplificering)
Assertion
Danmark
Sverige
Tid
Problemformulering
Specialets afhængige variabel er graden af assertion (selvhævdelse) vis-a-vis Ruslands
udenrigspolitiske adfærd og interne forhold. Landenes spejlvendte trends kan undre i betragtning af,
at de to ganske ens skandinaviske småstater står foran det samme internationale system og over for
den samme regionale stormagt i uændrede allianceforhold. Formuleret som et konkret spørgsmål
lyder problemstillingen for specialet således:
11
Hvorfor ses spejlvendte trends for Danmark og Sveriges udenrigspolitiske assertion over for
Rusland i perioden fra 2002 til 2013 – trods staternes fælles systemiske vilkår, tilsyneladende
fælles geopolitiske udfordringer og enslydende regimeværdier?
Problemstillingen udgør et ’puzzle’, en undren. Puzzlet er ægte nok, idet jeg ved specialets start
ikke havde en bestemt forudanelse om svaret. Jeg opstiller to teoribaserede geopolitiske forklaringer
og undersøger, hvilken der på mest tilfredsstillende vis kan løse puzzlet. Den bedste forklaring må
dog, skal det vise sig, suppleres med yderligere en forklaring på det intrastatslige
(indenrigspolitiske) niveau.
Specialets disposition
Efter denne indledende præsentation af specialets puzzle vil forklaringsobjektet blive afgrænset og
operationaliseret i det følgende kapitel. Dette rummer også en kontekstualisering af
forklaringsobjektet til såvel udenrigspolitiske typologier som til diskussionen omkring Vestens
indblanding i Ruslands indenrigspolitiske forhold og dets ’nære udland’. Sidstnævnte udgør
baggrunden for megen disput i international politik i dag.
Problemstillingen besvares i to trin. Først dokumenterer jeg udførligt graden af
Danmark og Sveriges Ruslands-assertion i perioden fra 2002 til 2013. Efter de to trends er kortlagt
kronologisk, analyserer jeg mulige årsager bag på tre forskellige forklaringsniveauer. Analysen
tager sin begyndelse på det systemiske niveau, hvor periodens unipolaritet burde indebære et øget
handlerum for hhv. Danmark og Sverige vis-a-vis Rusland, hvilket kan udgøre en permissiv årsag
til assertion.
På det interstatslige niveau formuleres to teorier, der hver især kan give et bud på en
forklaring af puzzlet. Den første er baseret på freds- og konfliktforskeren John Vasquez men
tilpasset småstater (her kaldet småstatens territoriepolitik). Teorien leder efter ændringer i
Danmarks og Sveriges geopolitiske handlerum, der kan forklare de to staters modsatte
assertionstrends, og slår ned på Kongeriget Danmarks Ruslands-grænse i Arktis og politiseringen
heraf fra 2007. Den anden teori postulerer, at stormagten Rusland følger en del og hersk-strategi
over for Danmark og Sverige, som de to lande blot passivt spiller med på.
12
På det intrastatslige niveau undersøger jeg, hvorvidt danske og svenske
beslutningstagere har specielle udenrigspolitiske lektier, der kan fylde de forklaringsmæssige
udeståender, der trods alt står tilbage fra det interstatslige niveau.
På baggrund heraf konkluderes hvilke forklaringer, der har størst forklaringskraft og
parsimoni i forhold til problemstillingens puzzle. Herefter diskuteres specialets styrker og
svagheder; primært gennemgås validiteten af forklaringernes bagvedliggende antagelser og dermed
specialets teoretiske implikationer. Til sidst formuleres en række konkrete policy-anbefalinger til
danske og svenske beslutningstagere.
13
KAPITEL 2
FORKLARINGSOBJEKTET
Specialets puzzle er Danmark og Sveriges spejlvendte assertionstrends over for Rusland fra 2002 til
2013. Forklaringsobjektet er dermed udenrigspolitisk assertion vis-a-vis en regional stormagt. Dette
kræver indledningsvis nogle definitioner. Udenrigspolitik forstås her som ”indholdet af en stats
adfærd udadtil” (Mouritzen 1999, 7) og ved Ruslandspolitik – en delmængde heraf - forstås
(Danmark og Sveriges) udenrigspolitik, der vedrører russisk udenrigspolitik eller interne russiske
forhold.
Bilaterale dansk-russiske eller svensk-russiske disputter hører naturligvis ind under
begrebet Rusland-politik. En gråzone opstår imidlertid, når det drejer sig om dansk eller svensk
udenrigspolitik i forhold til tredjepart eller i multilaterale fora, som på den ene eller anden måde
vedrører Rusland. Danmarks støtte til de baltiske staters optagelse i NATO kategoriseres her som
Rusland-politik, idet det for Rusland var og er en vital sikkerhedspolitisk interesse at bremse
NATO’s udvidelse i postsovjetisk territorium (Kramer, 2002, 731). Omvendt kategoriseres
eksempelvis de dansk-svenske holdninger til Irak-krigen ikke som Rusland-politik. Således var det
næppe for Ruslands skyld, at Sveriges statsminister Göran Persson (1996-2006) erklærede, at han
fandt interventionen i Irak 2003 ulovlig. Ligesom man må slutte, at Danmarks statsminister
14
Thorning-Schmidt (2011-) ikke nødvendigvis havde til hensigt at provokere Rusland, da hun i 2013
åbnede muligheden for en USA-ledet intervention i Syrien uden et FN-mandat. Det afgørende bliver
dermed, om en given udtalelse vurderes at være stilet til Rusland – ikke om den ’tilfældigvis’
sammenfalder eller divergerer med det russiske synspunkt. Selvsagt kan der være grænsetilfælde,
der er svære at afgøre.
Specialets fokus på Rusland-politik indebærer dermed en afgrænsning i forhold til
Danmark og Sveriges øvrige udenrigspolitik. Dog vil Rusland-politikken blive set i sammenhæng
med de mere generelle udenrigspolitiske trends i diskussionen af aktivisme på de følgende par sider
og i analysen af Fogh Rasmussens og Bildts udenrigspolitiske lektier hhv. side 93 og 97.
Konkret udmønter Danmarks og Sveriges Rusland-politik sig i offentlige udtalelser
om Ruslands udenrigspolitiske adfærd eller interne forhold, tilkendegivelser i internationale
organisationer
eller
EU,
diplomati
bag
facaden,
(gen)oprettelse
af
territorialforsvaret,
samarbejdsprogrammer med såvel den russiske regering og erhvervsliv som det russiske
civilsamfund (bilag 1 og 2). Det værdipolitiske aspekt (at fremme egne identitetsværdier i
udenrigspolitikken) af Ruslandspolitikken vil typisk rummes i udtalelser om interne russiske
forhold (om regimeværdier se Mouritzen, 1988, 429-439).
Begreberne ’småstat’ og ’stormagt’ bruges her hverken absolut eller relativt, men
relationelt (Mouritzen, Wivel 2005, 3-4). Danmark og Sverige karakteriseres som ’småstater’ i
deres relation med Rusland, fordi de har betydeligt færre kapabiliteter end Rusland.2 Sverige kan
samtidig være en stormagt i forhold til Letland, eksempelvis.
Assertion eller aktivisme?
Hvordan kan man begrebsligt indfange gradsforskelle i en ’offensiv’ og markant Ruslandspolitik, jf.
puzzlet? IP har adskillige udenrigspolitiske typologier (se en gennemgang i Oest, 2007; Lieber og
Alexander, 2005, 109; Paul, 2005, 46). Balancering kontra bandwagoning kunne i princippet være
yderpunkterne på et kontinuum mellem maksimal selvhævdelse og maksimal tilpasning. For at leve
op til kriterierne for balancering kræves det dog normalt, at den pågældende stat opruster militært
(evt. via alliancemedlemsskab) mod en anden stat. En sådan balancerings-målestok ville imidlertid
2
”By a small state I mean a state whose external power (as estimated from its resource base, cf. Knorr 1975) is significantly weaker
than that of at least one of its neighbors.” (Knudsen, 1992, 6 og 10).
15
end ikke registrere specialets puzzle, men kun hæfte sig ved Sveriges stationering af 14 kampvogne
på Gotland i 2013.3
I søgningen efter en mere finkornet målestok for udenrigspolitiske variationer kan det
danske begreb ’aktivisme’ overvejes. Anders Wivel opstiller tre karakteristika for Danmarks
’aktivistiske’ udenrigspolitik efter den Kolde Krigs afslutning. Aktivismen er værdibaseret (frem for
dikteret ud fra sikkerhedspolitiske nødvendigheder), i stigende grad global (frem for regional) og
udføres med militære midler frem for diplomatiske (Wivel, 2013, 300-301). Mens 1990’ernes
danske udenrigspolitik karakteriseredes som en såkaldt ’aktiv internationalisme’, var 2000’ernes
’internationale aktivisme’ en optrapning heraf med en mere kontroversiel anvendelse af militære
midler i forhold til Irak-krigen i 2003 og i Afghanistans farligste provins Helmand fra 20064.
Aktivismen er dog ikke nødvendigvis et resultat af en selvstændig, udenrigspolitisk agenda. Man
kan argumentere for, at Danmark ingen andel har i udpegning af målene for vores aktivisme. For
småstats-aktivismen er ofte afhængig af efterspørgslen fra ’senior partners’ som USA eller
Storbritannien (Wivel, 2013, 317). Det har således været et kendt mønster de seneste 15 år, at USA
udpeger målet – og at Danmark herefter bidrager med en (mindre) del af midlerne hertil.
Aktivisme-begrebet er opstået i diskursen til støtte for ovennævnte politik, men må
vurderes som værende mindre anvendelig som analytisk målestok. I sig selv siger begrebet jo intet
om politikkens indhold – aktivisme med henblik på hvad? Sågar Scavenius’ politik over for
Tyskland i 1940 – som de fleste ville betegne som ’underdanig’ – er blevet benævnt ’aktivistisk’
med dens ønske om at komme besættelsesmagtens ønsker i forkøbet med f.eks. ideen om en
europæisk Told- og møntunion (Lidegaard, 2003, 470-474).
For at indfange en ’offensiv’, undertiden værdibaseret politik over for Rusland, hvor
brug af militære midler ikke anvendes, forekommer begrebet ’assertion’ (selvhævdelse) at være
velegnet. På trods af hyppig brug af ordet ’assertive’ på engelsk og dets synonymer ”truculent,
arrogant, hard-line, tough, bullying, revolutionary, constructive activism, imperialistic, nationalistic,
or anti-normative behavior” bemærker Alastair Johnston, at IR-feltet ikke rummer nogen definition
af ordet (Johnston, 2013, 9-10). Det anvendes typisk til at beskrive stormagtsadfærd (se for
eksempel Tsygankov, 2012 om Rusland; Migdalovitz, 2010 om Tyrkiet; Cox, 2007 om USA,
Johnston, 2013 om Kina). Skal det bruges i en småstatssammenhæng, må det nødvendigvis ses som
3
Jf. afvisningen af Walt’s trusselsbalancering i specialets forklaringsdel side 62.
Udenrigsminister Ellemann var den første til at bruge begrebet ’aktiv internationalisme’ om dansk udenrigspolitik allerede i april
1989 (Petersen, 2004, 446). Blandt forskere er det for eksempel. blevet anvendt af Holm, 1997 og Pedersen, 2012. Søby, 2013 skriver
om militærets rolle i dansk udenrigspolitik. Skak, 2012, 29 nævner den stigende brug af militære midler i dansk udenrigspolitik.
4
16
et gradsspørgsmål – grader af assertion, og selvsagt mest i den beskedne ende af skalaen. Johnston
foreslår at måle ændringen i omfanget af omkostninger (costs), én stat påfører en anden5.
Indikatoren er imidlertid svær at anvende her, da puzzlet kræver, at omkostningerne kan måles på
tværs af situationer. Det er for eksempel svært at sammenligne, hvilke omkostninger det indebar for
Rusland, at Danmark nægtede at udlevere Akhmed Zakajev i 2002 i forhold til de bredere
sikkerhedspolitiske omkostninger ved, at de baltiske lande opnåede medlemskab af NATO i 2004
(med dansk støtte). Jeg har brug for en skala, der kan måle på tværs af situationer for at påvise en
trend i hhv. Danmarks og Sveriges assertion fra 2002 til 2013.
Graden af assertion må afhænge af, i hvor høj grad Danmark eller Sverige sætter sig
op imod russiske interesser. I denne sammenhæng kan de stilles op ganske simpelt: Rusland ønsker
at minimere vestlig indflydelse på sine ’indre anliggender’, sin udenrigspolitik, og i forhold til sit
’nære udland’, de tidligere sovjetrepublikker (se for eksempel Tsygankov, 2012; Dugin, 1997). De
følgende afsnit uddyber disse aspekter.
Assertion som liberalistisk indblanding
For mange vestlige lande er det blevet en udenrigspolitisk tradition at kritisere andre staters indre
anliggender – typisk den demokratiske udvikling eller krænkelser af menneskerettighederne.
Vestens øgede handlerum efter den Kolde Krigs ophør, sågar udråbt til ”the liberal moment” af
Francis Fukuyama i 1989, angives ofte som årsag (Sørensen, 2006, 151). Det kan også skyldes de
vestlige landes egen historiske succes med regimeværdier som demokrati og menneskerettigheder,
der i Danmark og Sverige fremhæves ved højtidelige lejligheder i forbindelse med for eksempel.
statsministerens nytårstale, taler i FN’s Generalforsamling eller ved Folketingets/Riksdagens åbning
(Mouritzen, 1988, 429-434)6.
Den stigende tendens til at ytre sig om andre staters indre anliggender har affødt en
diskussion af, hvorvidt Vesten bør bedrive denne ’liberalism of imposition’ (i tråd med udbredelsen
af menneskerettighederne m.v.) eller om man bør nøjes med en såkaldt ’liberalism of restraint’ (i
tråd med folkeretten).
5
“…a form of assertive diplomacy that explicitly threatens to impose costs on another actor that are clearly higher than before” (e.g.,
“if you sell weapons to Taiwan, we will harm you in much more costly ways than before”; or “if you let the Dalai Lama visit, the
costs for you will be substantially greater than before”; Johnston, 2013, 10).
6
Efter en gennemgang af sådanne taler for en række danske og svenske statsministre (Poul Schlüter, Poul Nyrup, Anders Fogh
Rasmussen, Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning. Olof Palme, Carl Bildt, Ingvar Carlsson, Göran Persson, Fredrik Reinfeldt)
finder jeg, at de to regimeværdier, der nævnes af samtlige er hhv. vestligt demokrati og menneskerettigheder (Danish Foreign Policy
Yearbook, DUPI/DIIS 1997-2013, Björkdahl, 2007, 538).
17
”The liberalism of restraint favors pluralism, the equal treatment of all sovereign
states, liberal or not” (Sørensen, 2011, 58)7. Dette koncept bygger på Folkeretten, der udgøres af
sædvaneret, domme ved Den Internationale Domstol i Haag samt internationale traktater. Særligt
for småstater burde folkeretten udgøre en slags retslig beskyttelse fra andre (større) staters
indblanding i interne forhold, men billedet er vel næsten det omvendte i dag. Således kan selv
småstater bedrive ‘liberalism of imposition’; et koncept, der “emphasizes the universal relevance of
liberal principles, and that calls for unequal treatment of liberal and nonliberal states.” (Sørensen,
2011, 58).
Liberalism of restraint tilsiger derimod kun indblanding, såfremt den pågældende
stats handlinger går ud over andre (stater) i tråd med John Stuart Mills tankegang eller Isiah Berlins
negative frihedsbegreb (Sørensen, 2006, 258-259). Det vil sige, at stater bør blande sig udenom
andre staters interne organisering i tråd med Folkeretten. Omvendt følger heraf en vis ret til at
blande sig i andre staters udenrigspolitiske adfærd, fordi denne i princippet kan gå ud over (eller
gavne) én selv.
Vesten og Ruslands indre anliggender
Særligt Rusland har været genstand for denne debat om (vestlig) indblanding. Historikere beskriver
typisk Ruslands historie som en balancering mellem hhv. Vesten (vesternisering) og Østen
(slavofilisme) (Staun, 2008, 9). Eksempler på såkaldte ’westernizers’ inkluderer Peter den Store,
der blandt andet flyttede hovedstaden til sit nybyggede Sankt Petersborg, men også Sovjetunionens
sidste præsident Mikhail Gorbachev og Ruslands første præsident Boris Jeltsins initiale pro-vestlige
kurs. Omvendt stod traditionelt Sovjetunionen for den modsatte kurs. I dag må det siges at være
slavofilismen i form af såkaldte ’stabilisers’ og ’imperialister’, der danner udgangspunkt for den
russiske selvopfattelse (Tsygankov, 2012, 698).
Putins adressering af Vestens kritik mod Ruslands propagandaforbud imod ikketraditionelle seksuelle relationer rettet mod mindreårige udtrykker meget præcist den russiske
tilgang til indblanding i dets interne forhold:
7
Sørensen definerer liberalisme ud fra Manifesto of the Liberal International 1997; ”freedom, responsibility, tolerance, social justice
and equality of opportunity.” Jeg finder derimod ingen nærmere definition af hhv. ’imposition’ og ’restraint’ hverken i Sørensen,
2006 eller Sørensen, 2011 (Sørensen, 2006, 254-255 og 2598-259).
18
“Some countries, including in Europe, are publicly debating the possibility of
legalizing pedophilia. They're debating it publicly in parliaments. Let them do as they please.
However the Russian people have their own cultural code, their own tradition. We don't interfere,
don't stick our noses in their life and we ask that our traditions and culture are treated with the same
respect.” (Time, 19.01.2014).
Dette er ét blandt mange udtryk for Ruslands misbilligelse af Vestens generelle
anvendelse af menneskerettigheds-agendaen:
”First, the United States and other Western states dominate and politicize the human
rights agenda, using it as a means to exert pressure. At the same time, they are very sensitive and
even intolerant to criticism. Second, the objects of human rights monitoring are chosen regardless of
objective criteria but at the discretion of the states that have "privatized" the human rights agenda.
Russia has been the target of biased and aggressive criticism that, at times, exceeds all limits. When
we are given constructive criticism, we welcome it and are ready to learn from it. But when we are
subjected, again and again, to blanket criticisms in a persistent effort to influence our citizens, their
attitudes, and our domestic affairs, it becomes clear that these attacks are not rooted in moral and
democratic values8.”
Kremls synspunkter flugter med befolkningens. Selv under protesterne i Moskva i
foråret 2012 mente 76,1 % i en internetafstemning, at det var ’ekstremt negativt’, at repræsentanter
fra Ruslands opposition havde mødtes med den amerikanske ambassadør9. I en undersøgelse fra det
uafhængige meningsmålingsinstitut Levada i 2009 blev USA udpeget som Ruslands næststørste
fjende – kun overgået af krigsmodstanderen fra 2008 Georgien10. Ifølge 54 % af russerne udgjorde
USA i 2013 desuden ”den største trussel mod verdensfreden” i forhold til et gennemsnit på 24 % på
verdensplan.11 Ifølge den politiske elite såvel som befolkning er (vestlig) indblanding i interne
russiske forhold uønsket.12
Vestens fremme af en demokratisk udvikling og menneskerettigheder i Rusland må da
også karakteriseres som værende et udtryk for ’liberalism of imposition’ og i modstrid med
8
Premierminister Vladimir Putins artikel om Ruslands udenrigspolitik et par måneder før hans genvalg som præsident, oversat af
RIA Novosti, 27.02.2012
9
En internetafstemning på hjemmesiden vz.ru, 16. maj 2012: 8% negativt, 3,2 % positivt, 4% meget positivt. 30.037 stemmer.
10
45 % af 1.600 russere nævner USA blandt ”de fem lande, der er fjendtligst indstillet overfor Rusland” (White, 2011, s. 302).
11
54 % af russerne ville dog hellere bo i et vestligt land (USA stod for 5 procentpoint heraf) mod 31 %, der var tilfredse med at bo i
Rusland. (WIN/Gallup International 2013).
12
Dog har man dette synspunkt til fælles med en del andre lande; selv den danske regering har gentagne gange afvist Europarådets
konklusioner om, at Danmark skulle bryde med menneskerettighederne i en given sag (Politiken, 10.07.2004). Muligvis kan den
danske befolknings EU-skepsis ses i lyset af ikke-indblandings-diskussionen.
19
’liberalism of restraint’. Rusland bør i overensstemmelse med det negative frihedsbegreb have
frihed til at indrette sit samfund, som det måtte ønske. Heri ligger imidlertid antagelsen, at Ruslands
interne udvikling ingen konsekvenser indebærer for andre stater.
Det er imidlertid netop den antagelse, som vestlige politikere såvel som visse forskere
ønsker at gøre op med. Idet de indbyrdes forhold mellem demokratiske stater har tendens til at være
præget af fred og samarbejde, må det ifølge den demokratiske fredstese være Vestens opgave at
fremme Ruslands demokratiske udvikling.13
Ud fra et skandinavisk perspektiv er behovet for assertion om muligt endnu større; den
store nabo i øst er præget af ekstrem økonomisk ulighed og konservative værdier – selve antitesen
til den skandinaviske velfærdsstat. Siden år 2000 har Rusland endda bevæget sig i yderligere
konservativ retning, hvorfor Danmark og Sveriges assertion i princippet burde være stigende i
perioden. Som sagt er der imidlertid intet der tyder på, at en sådan imposition af skandinaviske
værdier har udsigt til at blive vel modtaget i Rusland.
Vesten og Ruslands nære udland
Den vestlige indblanding er imidlertid ikke blot uønsket i forhold til Ruslands indre anliggender.
Også Ruslands nabolande bør så vidt muligt holdes fri for vestlig indblanding; Rusland sidestiller
nærmest vestlig indblanding i dets ’nære udland’ med indblanding i Ruslands indre anliggender!
Det nære udlands førsteprioritet i russisk udenrigspolitik kan dokumenteres ud fra
Ruslands udenrigspolitiske koncepter siden 1995, hvor termen første gang blev anvendt i officiel
sammenhæng (Jonson, 1998, 115). Disse udenrigspolitiske koncepter, der vedtages i forbindelse
med præsidentindsættelser, falder i tråd med udtalelser af Medvedev og Putin i forbindelse med
Ruslands intervention i Georgien 2008 og senest på Krim i 2014. Medvedev udtalte i 2008 at;
”Rusland har zoner, som er en del af dets interesser. At nægte det er nyttesløst for Vesten og endda
farligt. Det er uretfærdigt, det er ydmygende, og vi har fået nok. Det er noget, vi ikke længere er
villige til at udholde. I har et meget klart valg her. Lad der ingen tvivl være om det.”(BBC,
15.09.2008 – oversat af Staun, 2008).
13
Defineres demokrati som et kontinuum i stedet for en dikotom størrelse er hypotesen dermed, at ’jo højere grad af demokratisk
styreform – desto mere fredelig udenrigspolitik.’ Michael Doyle's værk Kant, Liberal Legacies, and Foreign Affairs fra 1983
introducerede fredstesen for ‘liberal states’. Liberale stater definers som værende "with some form of representative democracy, a
market economy based on private property rights, and constitutional protections of civil and political rights." Også Freedom House’s
årlige ranking af verdens lande efter ‘grad af frihed’ anvendes hyppigt som målestok for demokrati. Teorien kaldes ‘democratic
peace’ eller ‘liberal peace theory’. Se også Doyle, 1997; Elman, 1997; Brown, 1996.
20
I forbindelse med Krims optagelse i den Russiske Føderation formulerede Putins sit
syn på, hvorledes vestlig indblanding bør tage sig ud i nærområdet; Rusland er værten – NATO kan
eventuelt inviteres med som gæst; ”NATO remains a military alliance, and we are against having a
military alliance making itself at home right in our backyard; in our historic territory. I simply
cannot imagine that we would travel to Sevastopol to visit NATO sailors. Of course, most of them
are wonderful guys, but it would be better to have them come visit us, be our guests, rather than the
other way round.” (RT, 20.03.2014).
Skal man følge Folkeretten såvel som liberalism of restraint kan Vesten imidlertid
med en vis ret kritisere Ruslands adfærd i, hvad der i russisk optik er dets privilegerede
interessesfære, men som formelt er suveræne stater.
Indikatorer for assertion
Til at fastsætte i hvilken grad Danmark eller Sverige sætter sig op imod russiske interesser har jeg
behov for at graduere begrebet assertion. Jeg inddeler assertion i tre aspekter ud fra initiativ
(eget/andres), forum (offentligt eller lukket) samt hvorvidt der er tale om et sikkerhedspolitisk eller
værdipolitisk spørgsmål. Sikkerhedspolitik defineres her som ’en stats varetagelse af
sikkerhedspolitiske interesser; varetagelse af statens og dens statsborgeres sikkerhed’14.
Værdipolitiske spørgsmål i en udenrigspolitisk kontekst som denne handler om forsøg på eksport af
samfundets identitesværdier (Mouritzen, 1988, 429-434). Set fra russisk synsvinkel opstiller jeg
følgende typer af ’uønsket adfærd’:
•
I jo højere grad småstaten modsætter sig Rusland på eget initiativ, desto værre. At modsætte
sig Rusland på andres initiativ eller i ly af andres kritik er mindre alvorligt.
•
I jo højere grad småstaten modsætter sig Rusland offentligt, desto værre. At modsætte sig
Rusland på lukkede møder er naturligvis også negativt, men tages ikke så ilde op som kritik
i åbne fora.
14
Også statsborgeres sikkerhed er inddraget i denne definition til forskel fra eksempelvis Henrik Ø. Breitenbauchs snævre definition;
”de mål, der omhandler en stats eksistentielle sikkerhed, og som staten aktivt søger at opnå. Definitionen på sikkerhed er fraværet af
eksistentielle trusler imod statens uafhængiged og integritet”…” (Breitenbauch, 2008, 11). Det skyldes, at sikkerhedspolitik i følge
Ruslands udenrigspolitiske koncepter omfatter staten såvel som dets statsborgeres sikkerhed; ” ensuring the protection of an
individual, society and the state” (The Ministry of Foreign Affairs of the Russian Federation, 18.02.2013).
21
•
I jo højere grad småstaten modsætter sig Rusland i sikkerhedspolitiske spørgsmål, desto
værre. At kritisere Ruslands overholdelse af menneskerettigheder mv. er trods alt mindre
problematisk end at modsætte sig Ruslands sikkerhedspolitiske interesser.
Konkret vil jeg kode Danmarks og Sveriges adfærd ud fra, hvorvidt de opfylder de tre aspekter af
uønsket adfærd. Såfremt Danmark i et sikkerhedspolitisk spørgsmål på eget initiativ modsætter sig
Rusland offentligt, har Danmark i denne situation en assertionsgrad på 3 ud af 3. Omvendt er graden
af adaption over for Rusland en spejling af ovenstående assertionsgrad. Således kan jeg måle
småstatens adaptionsgrad efter initiativ, forum (offentligt eller lukket), og hvorvidt sagen er af
sikkerhedspolitisk eller værdipolitisk karakter.15
Der indgår selvfølgelig et element af skøn i vurderingen af assertionsgraden i danske og
svenske stats – og udenrigsministres udtalelser. Idet udtalelserne gradueres efter hhv. initiativ, emne
samt hvilket forum, disse bliver sagt i, opnår jeg reliabilitet, så ’assertionstrenden’ for Danmark og
Sverige gennem tolv år kan kortlægges (en såkaldt ’operationel definition’ ud fra Hellevik, 2003,
51). Jeg sikrer validiteten ved at dele assertionsindikatoren i tre, så forskellige aspekter ved begrebet
indfanges (såkaldt ’indholdsvaliditet’, Hellevik, 2003, 52).
15
Ønsket småstatsadfærd ud fra et russisk perspektiv kan opstilles således: I jo højere grad småstaten støtter Rusland på eget initiativ,
desto bedre. I jo højere grad småstaten støtter Rusland offentligt, desto bedre. Rusland sætter naturligvis også pris på støtte i lukkede
fora, om end medieopmærksomhed påskønnes i endnu højere grad. I jo højere grad småstaten støtter Rusland i sikkerhedspolitiske
spørgsmål, desto bedre. Ros af Ruslands interne politiske og økonomiske udvikling påskønnes, men særligt støtte i
sikkerhedspolitiske spørgsmål opfattes positivt. Såfremt Danmark i et sikkerhedspolitisk spørgsmål på eget initiativ (i stedet for
andres initiativ) støtter Rusland i medierne – så har Danmark i denne situation en adaptionsgrad på 3 ud af 3 (eller med andre ord en
assertionsgrad på -3 ud af -3).
22
KAPITEL 3
METODOLOGI
Formålet med specialet er at være i stand til at forklare et empirisk puzzle på teoretisk grundlag. Mit
udgangspunkt og selve ’guiden’ for specialet bliver dermed empirien: at finde en teori, der kan
forklare både Danmark og Sveriges Rusland-politikker. Forklaringer, der kun er i stand til at
forklare den ene, men ikke den anden stats politik er naturligvis ikke tilfredsstillende som forklaring
på puzzlet. Derfor har det i specialeprocessen været nødvendigt dels at afvise ellers udmærkede
teorier, dels at udvise åbenhed overfor nye.
Denne empiridrevne søgning efter teorier kan med fordel balanceres med en mere
systematisk fremgangsmåde. De mulige forklaringer og bagvedliggende teorier opdeles på
forklaringsniveauer (Mouritzen, 1998, 5). Forklaringsniveauerne bliver en slags ’stumtjener’ at
hænge forklaringer op på – en mere struktureret fremgangsmåde end at trække dem tilfældigt fra
’bunken’ af empiriske påfund.
Udenrigspolitik forklares som regel ved hjælp af enten forklaringer på det systemiske
eller indenrigspolitiske forklaringsniveau, mens det interstatslige niveau ofte neglegeres ifølge Hans
Mouritzens og Anders Wivels ’Explaining Foreign Policy: International Diplomacy and the RussoGeorgian War'. Bogen viser, at det lidt overraskende er det interstatslige niveau, der er i stand til at
23
forklare de fleste landes udenrigspolitik, hvilket ofte har udgjort et ’missing link’ mellem globale og
indenrigspolitiske faktorer i den udenrigspolitiske analyse (Wivel og Mouritzen, 2012, 1).
Forklaringsevne kontra parsimoni
For at løse det klassiske dilemma mellem forklaringsevne og parsimoni (simpelhed, elegance) har
de nævnte forfattere udviklet en alternativ udenrigspolitisk analysestrategi: nedklatringsstrategien.
De tre forklaringsniveauer; det systemiske, interstatslige og intrastatslige udgør et slags hierarki for
parsimoni (om parsimoniens værdi se Popper, 1972, 61). Som udtrykt af Robert Keohane; ”The
debate between advocates of parsimony and proponents of contextual subtlety resolves itself into a
question of stages, rather than an either/or choice.” (Keohane, 1986, 188).
Det systemiske niveau er det mest abstrakte, simple og dermed parsimoniske.
Intrastatslige forklaringer er de mest detaljerede, komplekse og har dermed ofte størst
forklaringskraft for en given udenrigspolitik, alt andet lige. Interstatslige forklaringer er typisk de,
der balancerer parsimoni og forklaringskraft bedst. Det optimale vil naturligvis være at forklare
”much by little” i stedet for ”little by little” (rent parsimoniske teorier) eller ”much by much” (som
ideografiske forklaringer) (Mouritzen og Wivel, 2012, s. 6, 25).
Pointen ved hierarkiet er, at såfremt en tilfredsstillende forklaring ikke findes på det
mest parsimoniske niveau, må man ”klatre ned” på et mere detaljeret niveau (se fig. 2, på engelsk
kaldet ”the stepwise abandoning of simplifying assumptions”). Når en tilfredsstillende forklaring er
fundet, stopper man nedklatringen. ’Tilfredsstillende’ (jf. videre nedenfor) vil sige den forklaring,
der kan forklare puzzlet på den mest parsimoniske måde.
24
Figur 2. Illustration af nedklatringsstrategiens fremgangsmåde
Systemisk niveau
Interstatsligt niveau
Intrastatsligt niveau
Det systemiske niveau tager udgangspunkt i den gældende polaritet, og det forventes, at stater
opfører sig ud fra deres relative kapabiliteter uanset deres geografiske placering og
indenrigspolitiske forhold. Såfremt både Danmark og Sverige opfører sig i overensstemmelse med
systemets incitament til at ’bandwagon’ supermagten USA, behøver jeg ikke lede efter yderligere
forklaringer16.
På det interstatslige niveau opgives førstnævnte antagelse; stater er nu geografisk låst
med et bestemt sæt nabostater, men stadig opfattes hver stat som en rationel enhedsaktør. Det vil
sige, at statslederes perceptioner stort set er som analytikerens, bureaukratiet fungerer efter
ministerens hensigt, udenrigsministeren taler på vegne af staten, ikke på vegne af sit parti eller
personlige opfattelse. Forklaringer på dette niveau tilsiger umiddelbart, at Danmark og Sverige
fastlægger sin Rusland-politik efter sit geopolitiske handlerum. Stadig gælder det ganske ambitiøse
krav: jeg skal finde én teori, der kan forklare både Danmark og Sveriges Rusland-politik.
Såfremt de præsenterede teorier på det interstatslige niveau helt eller delvis fejler som
løsninger på puzzlet, må jeg klatre ned til det intrastatslige niveau og opgive de resterende
16
Bandwagoning af supermagten forekommer i stedet for balancering ifølge de såkaldte ’unipolarister’ som Kapstein og
Mastanduno, 1999, 5-6 – modsat Waltz, 1979. Se mere herom i præsentationen af det systemiske forklaringsniveau side 56).
25
antagelser (Mouritzen og Wivel, 2012, s. 23). Udenrigspolitikken bliver forklaret med eksempelvis
indenrigspolitisk konkurrence, bureaukrati eller beslutningstagernes perceptioner.
Det indebærer imidlertid ikke nødvendigvis, at man må starte helt forfra. I de tilfælde,
hvor man opnår en mere præcis forklaring ved at klatre ned (udfyldning), bibeholder man
erkendelserne fra det højere niveau og adderer blot det intrastatslige niveau (Mouritzen og Wivel,
2012, 26).
Nedklatringsstrategien favoriserer de mest parsimoniske forklaringer, fordi det er
disse, der er udgangspunktet. Der er populært sagt ikke tale om en ’bjergbestignings-strategi’ med
et udgangspunkt ’for foden af bjerget’, dvs. i forklaringer på det intrastatslige niveau (tilgangen i
Foreign Policy Analysis side 89). Der bliver dermed en naturlig progression i forklaringernes
kompleksitet, og dermed bliver teoriudvælgelsen mere overskuelig. Grundsynspunktet er, at
statskundskaben (Political Science såvel som International Relations) mister meget af sin
berettigelse som selvstændig disciplin, såfremt parsimonien ofres; det er det eneste, der adskiller os
fra samtidshistorikere.
Hvad er en tilfredsstillende forklaring?
En forklaring er svaret på et ’hvorfor’-spørgsmål (modsat ’hvordan’ eller ’hvornår’-spørgsmål.
Mouritzen, 1998, 5). En forklaring er tilfredsstillende, hvis den ville have været i stand til at
forudsige det pågældende udfald.17 Dette vil sige, at der søges efter effektive årsager, ikke kun
permissive (faciliterende). Ophøret af den Kolde Krig er for eksempel en permissiv årsag
(baggrundsfaktor) til Danmarks ’militariserede’ udenrigspolitik i 1990erne og 2000erne, men det er
langtfra nogen effektiv årsag.
En strategi for at udpege tilfredsstillende forklaringer er at opstille to eller tre
relevante og konkurrerende forklaringer og herefter sammenligne deres forklaringskraft
(sammenhængen mellem den uafhængige og afhængige variabel) og parsimoni (enkelhed,
elegance). Den mest tilfredsstillende teori bliver den, der tilbyder mest forklaringskraft for mindst
’besvær’.
17
“A good theory is “satisfying,” that is, it satisfies our curiosity. A theory is unsatisfying if it leaves us wondering what causes the
cause proposed by the theory. This happens when theories point to familiar causes whose causes, in turn, are a mystery. A politician
once explaned her election loss: “I didn’t get enough votes!” This is true but unsatisfying. We still want to know why she didn’t get
enough votes.” (Van Evera, 1997, 19). Dette kriterium er en blandt Van Evera’s syv krav til en ’god teori’: large explanatory power,
importance, explanatory range, applicability, parsimonious, satisfying, clearly framed, falsifiable, explains important phenomena,
prescriptive richness (Van Evera, 1997, 17-21).
26
Helt tilfreds kan man dog aldrig blive, for det kan jo være, at en fremtidig forfatter
finder en endnu mere parsimonisk sammenhæng – som altså på mere enkel vis er i stand til at
forudsige det samme. Jeg må derfor tage det forbehold, at jeg blot kan kåre den for tiden mest
tilfredsstillende forklaring (Mouritzen og Wivel, 2012, 28).
Forskningsdesign: komparativt-historisk
Paradoksalt nok er det ’nemmere’ at finde tilfredsstillende forklaringer på Danmark og Sveriges
modsatrettede assertionstrends frem for blot at forklare Danmarks assertionstrend – fordi en række
enhedsspecifikke variable dermed kan udelukkes. Det begrænser feltet af mulige forklaringer. En
pointe der bygger på, at forståelse af et fænomen bliver lettere, såfremt fænomenet sammenlignes
med andre.
Puzzlets variation over enhed, tid og udfald (assertion, non-assertion) bevirker, at
analyseenhederne kan sættes sammen i forskellige sammenligningspar. Gerrings komparativthistoriske tilgang er valgt, fordi denne netop udnytter puzzlets variation fuldt ud. I Van Everas
opstilling af forskningsdesigns udelades den komparativt-historiske tilgang og han lader blot sine
designs variere over enten tid eller sted (eller slet ikke; process tracing)18.
Gerring kalder ikke den komparativt-historiske tilgang for et case stadium om end de
to tilgange er nært beslægtede;
”Of all cross-unit research designs the case study is probably the closest to the latter
[‘comparativ-historical], where levels of analysis move up and down more or less simultaneously
and where a small number of units are subject to intensive study. Indeed, the comparative-historical
study may be looked upon as a series of case studies combined with explicit cross-unit analysis.”
(Gerring, 2004, 343; Mahoney and Rueschemeyer, 2003). Givet den komparativt-historiskes højere
18
Van Evera opstiller tre forskningsdesigns; controlled comparison, congruence (to typer) og process tracing. Van Everas ’multiple
within case comparison’ (congruence version 2) omfatter en sammenligning over tid – men ikke mellem enheder (Danmark kontra
Sverige). Van Evera bruger i stedet den såkaldte ’controlled comparison’ til at sammenligne på tværs af enheder (cross-case
comparison). Problemet er blot, at controlled comparison omvendt ikke tillades at variere over tid. Derudover må jeg afvise
’congruence version et’; der ville sammenligne nedslag i Danmark og Sveriges Ruslandpolitikker med en ’typisk’ småstatsadfærd. I
stedet for at udnytte puzzlets indbyggede variation, ville jeg med dette design være nødsaget til at opstille en slags kunstig målestok
for hvad en ’typisk småstat ville gøre i Danmarks eller Sveriges sted’, hvilket gør denne tilgang mindre egnet. Til sidst må jeg afvise
process tracing, idet denne tilgang ikke inkluderer variation (dog en slags within-case comparison over tid) og dermed ikke udnytter
puzzlets tre varierende dimensioner: tid, enhed og udfald (Van Evera, 1997, 55-71).
27
grad af variation må specialets resultater dermed opnå en større rækkevidde (generaliserbarhed),
end hvis jeg havde anvendt et snævrere case-studium som forskningsdesign.
Gerring inddeler de forskellige forskningsdesigns efter, hvorvidt de inkluderer
forskellige enheder (’spatial variation’) eller varierer over tid (’temporal variation’) (Gerring, 2004,
343). I specialets puzzle indgår to enheder, Danmark og Sverige, der begge er eksempler i
princippet valgt ud fra en større population af småstatsassertion over for en stormagt. Puzzlet
indeholder såvel within-case comparison (over tid) samt cross-case comparison (mellem enheder).
Within-case comparison sker ved, at Danmarks hhv. Sveriges assertionsgrad
observeres fra 2002 til 2013. Denne kortlægning af udviklingen gennem tolv år indenfor hver enhed
sker i de følgende kapitler; dokumentationen af Danmarks og Sveriges trends fra hhv. side 32 og 45.
Ovenpå within-case comparison bygger jeg endnu en sammenligning; af Gerring kaldet cross-casecomparison. Det vil konkret sige, at jeg sammenligner Danmarks assertionstrend med Sveriges
assertionstrend. Dette gøres, når jeg i forklaringsdelen fra side 55 gennemgår en række teorier og
kræver, at disse skal forklare dels hver enheds diakrone variation (Danmarks assertionstrend samt
Sveriges assertionstrend, ’temporal variation’), dels variationen mellem enheder (hvorfor
Danmarks assertionsgrad er høj i 2002, mens Sverige på samme tidspunkt udviser en lav
assertionsgrad, ’spatial variation’)19.
Med denne variation over enheder og tid bliver jeg i stand til at afvise en række
forklaringer. Den effektive årsag skal være til stede i tilfælde af assertion (Danmark fra 2002 til
2008 og Sverige fra 2008 til 2013), samtidig med at den skal være fraværende i tilfælde af ikkeassertion (Danmark fra 2008 til 2013 og Sverige fra 2002 til 2008 – tidsperioderne dokumenteres i
det følgende).
Derudover kan specialets puzzle både opfattes som et Most Similar System Design
(MSSD)20 og Most Different Systems Design (MDSD)21, idet analyseenhederne som nævnt kan
19
I tråd med Seawrights ‘All cases design’ (Seawright, 2002, 180).
MSSD udgår fra en undren over, hvorfor to så ens lande på samme tidspunkt vælger så modsatrettede Rusland-politikker. MSSD
stræber efter at sammenligne analyse-enheder, der har ens værdier på alle forklarende variable undtagen én, der dermed må være
forklaringen på de to analyse-enheders forskellige værdier på den afhængige variabel. Appliceret på specialet betyder det, at et
sammenlignings-par kan være Danmark 2002-2008 og Sverige 2002-2008. Ligeledes kan Danmark fra 2008-2013 sammenlignes
med Sverige fra 2008-2013, fordi det tilstræbes at holde tidsperioden konstant. Skulle jeg anvende MSSD ville det kræve, at
Danmark og Sverige havde en række fællestræk (hvilket de må siges at have). Dog kan der stadig spores en række forskelle på
landene (alliance-tilknytning, udenrigspolitisk historie, FN-profil m.v.), således at jeg ikke opnår fuld kontrol over tredjevariable.
Kaldes også ’method of difference’. Van Evera, 1997, 57
21
MDSD tager udgangspunkt i en undren over, hvorfor to så forskellige lande på forskellige tidspunkter udviser samme
assertionsgrad vis-a-vis Rusland. Analyse-enhederne tilstræbes at være så forskellige som muligt – undtagen på én variabel, der
dermed må være årsagen til analyse-enhedernes ens værdier på den afhængige variabel. Overført til specialet ville det indebære, at
Danmark 2002-2008 skulle sammenlignes med Sverige 2008-2013. Her er der tale om maksimal variation over tid og enhed
20
28
sættes sammen i forskellige sammenligningspar. I såvel min problemstilling på side 11-12 som i
forklaringsdelens struktur side 55) bliver det dog tydeligt, at jeg sammenligner ud fra MSSD. Det
sker dog blot for overskuelighedens skyld, idet jeg hermed holder tidsperioden konstant (og ikke
springer frem og tilbage i tid, hvilket kunne skabe et rodet indtryk). Hvorvidt Danmark og Sverige i
virkeligheden er mere ens end forskellige må netop afhænge af en analyse.
At specialet omfatter variation på den afhængige variabel betegnes netop som; ”A
central challenge in a qualitative research is selecting the ’negative’ cases (e.g. nonrevolutions,
nonwars) to be included in analyses that seek to explain positive outcomes of interest (e.g.,
revolutions, wars).” (Mahoney, Goertz, 2004, 65322). Igen er det sammenligningens logik;
forståelsen af (hvilke faktorer, der fører til) assertion bliver bedre, såfremt vi sammenligner med
tilfælde af non-assertion.
Periode og nedslag
Jeg har valgt at undersøge perioden fra 2002 til udgangen af 2013. At periodens start er i 2002
skyldes dels, at Rusland under Jeltsins embedsperioder i 1990’erne var meget forskelligt fra
Rusland i 2000’erne under Putin. For slet ikke at tale om Sovjetunionen. En række forstyrrende
intrastatslige variable kan dermed udelades (en uforudsigelig russisk beslutningsproces, skiftende
russiske beslutningstagere m.v.), ligesom specialets aktualitet og relevans sikres. Noget tyder i
øvrigt på, at en ny fase i Ruslandspolitikken indledtes med Krims indlemmelse i Rusland i marts
2014.
Assertions-trenden for Danmark og Sverige kortlægges med hhv. tolv og ti ’nedslag’
fra 2002 til 2013. For det første skal nedslagene udvælges således, at de illustrerer hhv. Danmarks
og Sveriges assertion i forhold til Rusland og involverer så få øvrige hensyn som muligt (i tråd med
definitionen af Ruslandspolitik i kapitlet om forklaringsobjektet side 14). I de fleste internationale
spørgsmål kunne Danmarks holdning tænkes at afhænge mere af hensynet til EU, USA eller
Storbritannien end forholdet til Rusland. Derfor har jeg forsøgt at finde nedslag, hvor forholdet til
Rusland er centralt. Som nævnt ville et nedslag på Danmarks støtte til en mulig amerikansk
(forudsat at Danmark og Sverige slet ingenting har tilfælles udenrigspolitisk). Derudover bliver det andet sammenligningspar
Danmark 2008-2013 og Sverige 2002-2008. Kaldes også ’method of agreement’, Van Evera, 1997, 57.
22
Dog mener andre forskere som Van Evera, at en sådan variation ikke er nødvendig (Van Evera, 1997, 46).
29
intervention i Syriens borgerkrig ikke give et retmæssigt billede af Danmarks Rusland-politik, idet
Danmarks position formodes at have været valgt med primært USA in mente.
Derfor har jeg udvalgt samtlige offentlige, bilaterale disputter samt de fire vigtigste
regionale problemstillinger i perioden, i hvilke Rusland er blevet vurderet til en hovedrolle. Det
drejer sig om de baltiske landes optagelse i NATO i 2002/2004, Orangerevolutionen i Ukraine
2004-2005, Kosovos anerkendelse i 2008 og Ruslands intervention i Georgien i 2008. De fire
nedslag er valgt på grundlag af den relative opmærksomhed, de har fået fra såvel medier, forskere
og i mine elite-interviews. En række årlige forskningspublikationer er netop dedikeret til
kortlægningen af det pågældende års disputter mellem Rusland og EU-landene, hvilket har givet et
vist grundlag for at vurdere mediernes og informanternes vurdering af samme (se eksempelvis
’RussiaWatch’, University of Tartu). Ved at fokusere på bilaterale og regionale problemstillinger
sikres en højere indholdsvaliditet for de målte assertionsværdier, end hvis jeg havde valgt at
medtage globale problemstillinger som Syrien, Libyen mv. (Hellevik, 2003, 52).
De bilaterale nedslag er ofte unikke for Danmark eller Sverige, men der er også en
fællesmængde. Eksempelvis er godkendelsen af Nord Stream i 2009, det russiske parlamentsvalg i
2011, stramning af lovgivning vedr. homoseksuelles rettigheder og en oppositionspolitikers
fængsling i 2013 alle tilfælde, hvor både danske og svenske beslutningstagere giver udtryk for deres
holdning, hvorfor disse nedslag dermed bliver direkte sammenlignelige. Uden staternes unikke,
bilaterale disputter bliver assertionsgraden imidlertid ikke målt retvisende.
I bilag 3 redegøres for metodiske spørgsmål i relation til kildevalg, interviews, m.v.
Ved i næste kapitel at kortlægge Danmark og Sveriges assertion med i alt 22 nedslag i regionale og
bilaterale problemstillinger kan jeg lokalisere tidspunktet for, hvornår Danmark og Sverige skifter
rolle. Dette danner baggrund for analysens anden del: de mulige forklaringer på dette skift.
30
DEL II
DOKUMENTATION
31
KAPITEL 4
DANMARKS TREND
I kapitlet gennemgås Danmarks assertionsgrad i forhold til tolv bilaterale og regionale
problemstillinger fra 2002 til 2013, der alle omhandler Rusland. En oversigt over de tolv situationer
og en figur til illustration af trenden findes sidst i kapitlet. Kapitlet har blot til opgave at
dokumentere denne ’assertionstrend’.
2002 Tjetjensk leder besøger København: assertionsgrad 3/3
I forbindelse med Danmarks EU-formandskab i sidste halvdel af 2002 var det planen, at Ruslands
præsident siden årtusindskiftet Vladimir Putin for første gang skulle besøge København. I stedet for
at markere begyndelsen på et frugtbart bilateralt samarbejde udviklede efteråret 2002 sig til nok den
værste krise i det dansk-russiske forhold.
I forbindelse med en tjetjensk verdenskongres i København i oktober var tidligere
vicepremierminister og brigadegeneral på tjetjensk side Akhmed Zakajev blandt talerne. Rusland
anmodede de danske myndigheder om at arrestere og udlevere ham til retsforfølgelse, idet han stod
anklaget for at stå bag en række terroraktioner fra 1996 til 1999 og frem for alt en gidseltagning af
32
750 teatergængere i Moskva ugen inden kongressen. Zakajev blev da også arresteret men ikke
udleveret, da de danske myndigheder ikke fandt tilstrækkeligt retsgrundlag herfor23.
Statsminister Anders Fogh Rasmussen (27.11.2001-05.04.2009) benyttede lejligheden
til at pointere en vis forskel på de to landes retssystemer: ”enhver, som sætter sig en smule ind i
vores demokratiske system, kan sige sig selv, at vi ikke kunne gribe ind. Der er ytringsfrihed i
Danmark.” (Jyllands-posten, 12.11.2002). I et debatindlæg i Politiken ugen efter begrundede
statsministeren håndteringen af Zakajev-sagen som et opgør med tidligere tiders ’usle
tilpasningspolitik’ til stormagter.24
Rusland reagerede med at aflyse det planlagte statsbesøg, og Danmark blev lagt på is i
hen ved 5 år; ingen regeringsråd afholdtes og ingen højtstående i Moskva ville tale med ambassaden
(interview 2). Jeg vil komme nærmere ind på disse sanktioner, når Ruslands ’del og hersk’-politik
skal analyseres i et senere afsnit.
På baggrund af statsministerens offensiv i medierne endda i en sag, som Rusland
betragtede som et spørgsmål om terrorisme, vurderer jeg Danmarks assertionsgrad som værende på
3 ud af 3 mulige.
2004 Baltikum i NATO: assertionsgrad 3/3
For de nordiske lande var Estlands, Letlands og Litauens integrering i vestlige organisationer den
absolutte topprioritet i årene efter den Kolde Krigs afslutning. Der var dog forskelle i måden hhv.
Danmark og de øvrige nordiske lande promoverede sagen på.
Som NATO-medlem havde Danmark mulighed for at føre en mere assertiv politik for
balternes optagelse end eksempelvis Sverige. Blandt de øvrige NATO-medlemmer var kun Island
indledningsvis på linje med Danmark i dette spørgsmål (Petersen, 2004, 262, 446).
23
Gidseltagning af 750 gæster i Dubrovka-teateret i Moskva den 23. til 26. oktober af tjetjenske terrorister, hvor samtlige terrorister
og 119 gæster blev dræbt. Den 24. oktober indkaldtes ambassadør Lars Vissing til møde hos viceudenrigsminister Aleksandr
Losjukov, der fik en officiel russisk protest med sig til den danske regering. Alligevel afholdtes den tjetjenske verdenskongres på
Hotel Radisson i København den 28. oktober blandt andet arrangeret af Dansk Støttekomité For Tjetjenien og Dansk Center for
Holocauststudier. Zakajev blev anholdt af dansk politi den 30. oktober. Den russiske udleveringsanmodning vedr. Zakajev lød blandt
andet på; ”organisering af en ulovlig bevæbnet gruppe og for drabsforsøg på tjenestemand” samt ”objektive informationer om, at
objektet var aktivt involveret i aktionen ved teatret i Moskva.” I udleveringsanmodningen opregnes en række forbrydelser, som en
gruppe, der omtales som ”Zakajevs bande” skal have begået i perioden 1995 til 2001. ”Banden,” der angiveligt har omfattet mellem
300 og 1.500 mand, har ifølge russerne gjort sig skyldig i i bortførelser, drab og flere tilfælde af angreb på offentlige bygninger, hvor
både myndighedspersoner og civile er blevet dræbt.” (Jyllands-posten, 31.10.2002. Berlingske Tidende, 31.10.2002. Weekendavisen,
08.11.2002. Jyllands-posten, 12.11.2002).
24
Se citatet i afsnittet ’Anders Fogh Rasmussens lære af historien’.
33
Da NATO startede forhandlinger om medlemskab for Slovakiet, Slovenien, Bulgarien,
Rumænien og de baltiske stater lagde statsministeren ganske vist vægt på, at udvidelsen ikke var
rettet mod Rusland, for ”historien var ændret”, hvilket Rusland også ville drage fordel af
(Statsministeriet, 2002).
Danmarks promovering af de baltiske landes NATO-medlemskab er maksimal
assertion (3 ud af 3), idet det både er offentligt, på eget initiativ samt imod Ruslands erklærede
sikkerhedspolitiske interesser.
2004 Orangerevolution i Ukraine: assertionsgrad 2/3
I november 2004 til januar 2005 demonstrerede over 100.000 ukrainere mod den påståede
valgsvindel ved præsidentvalget, hvor Viktor Janukovich udråbtes til vinder over den mere vestligt
orienterede Viktor Jusjenko. Danmark og de øvrige EU-lande truede med at straffe
Ukraine økonomisk og på anden måde, såfremt valgresultaterne ikke blev efterprøvet i en domstol.
Med statsministerens ord midt i den politiske krise var der, ”som det ser ud nu, i
meget høj grad baggrund for at sætte spørgsmålstegn ved, om valget har fundet sted under
demokratisk betryggende vilkår.” EU's samarbejdsaftale burde ifølge Anders Fogh Rasmussen
trækkes tilbage, ”hvis vi må konkludere, at valget ikke har opfyldt normale demokratiske
standarder” (Politiken, 24.11.2004).
Udenrigsminister Per Stig Møller (2001-2010) truede med at aflyse genåbningen af et
dansk handelskontor det følgende år (som plaster på såret for ambassadelukningen 2002).”Det er
alvorligt for Ukraine, der har haft et perspektiv om yderligere samarbejde med EU. Det bekræftede
deres udenrigsminister så sent som her i efteråret i København. Derfor er det trist, hvis landet
bevæger sig baglæns i dets demokratiske udvikling.” Alligevel mente Per Stig Møller ikke at der –
som amerikanerne ellers mente – var belæg for at kritisere Ruslands påståede indblanding i
præsidentvalget (Politiken, 24.11.2004).
Danmarks kritik faldt dog i læ af andre landes; USA, Polen og de baltiske lande var
Orangerevolutionens største fortalere. Så selvom Danmarks stats – og udenrigsminister udtalte sig i
medierne og modsatte sig Ruslands sikkerhedspolitiske interesser, så vurderer jeg assertionsgraden
til 2 ud af 3, fordi Danmark trods alt ikke stod alene med kritikken.
34
2005 Krav om undskyldning for Sovjetunionens besættelse af Baltikum: assertionsgrad 2/3
Som optakt til statsministerens deltagelse i en ceremoni i Moskva i anledningen af 60-året for
afslutningen af Anden Verdenskrig opfordrede han præsident Putin til at komme med en
undskyldning for Sovjetunionens besættelse af de tre baltiske lande fra 1945 til 1991:
”Vi har set tyske ledere undskylde for fejl og kriminelle handlinger foretaget i
fortiden. Selvfølgelig kan de nuværende ledere ikke holdes ansvarlige for beslutninger taget i
fortiden. Men for at skabe forbrødring kan det være et værdifuldt bidrag til at skabe fremskridt
mellem lande, hvis nuværende ledere ville være villige til at anerkende sådanne fejl foretaget i
fortiden” lød begrundelsen fra statsministeren (Berlingske ,04.05.2005). Ruslands Europa-minister
Sergej Jastrsjenbskij svarede, at Sovjetunionen ikke ”besatte” de baltiske lande, men blot ”overtog
dem” som følge af en gensidig aftale (Ritzaus Bureau,05.05.2005).
I russisk forståelse er sejren i 2. verdenskrig den vel nok største bedrift i landets
historie. Som Putin udtalte ved den nævnte ceremoni: ”Vore folk forsvarede ikke kun deres
fædreland. De befriede 11 europæiske lande. På slagmarken fra Barentshavet til Kaukasus blev
modstanderens militærmaskine knækket.” (Ritzaus Bureau,09.05.2005). Samtidig var krigen en af
de største humanitære katastrofer i Ruslands historie; 26,6 millioner sovjetborgere mistede livet
enten ved fronten, af sult under belejring eller i fangelejre. At en udenlandsk statsminister 60 år
efter kræver en undskyldning af den uden sammenligning største bidragsyder til sejren over
Tyskland, virker i den russiske fortælling grotesk. Dertil kommer, at Fogh Rasmussen i sin
begrundelse foretog en analogi til tyske ledere (undskyldningen sidestiller dermed Nazi-Tysklands
gerninger med Sovjetunionens). Når præsident Putin i forvejen åbent foragter Vestens
irettesættelser og promoverer en nationalistisk historieskrivning, kan statsministerens udtalelser
næppe være mere fornærmende (Enstad, 2011). Ud fra min skala er der dog kun tale om en
assertionsgrad på 2 ud af 3, idet der trods alt ikke er tale om at modsætte sig Ruslands nuværende
sikkerhedspolitiske interesser.
2008 Kosovos anerkendelse: assertionsgrad 2/3
Efter borgerkrigene på Balkan i 1990’erne etablerede FN en midlertidig administration for Kosovo
kaldet UNMIK i samarbejde med OSCE, EU og NATO. I 2007 udarbejdede FNs specielle
udsending til Kosovo en plan for dets selvstændighed, der blev afvist i Sikkerhedsrådet af Rusland
(og Kina). På trods af den internationale modstand vedtog Kosovos parlament en
35
selvstændighedserklæring den 17. februar 2008 (Regeringen, 04.03.2008), fulgt af anerkendelse fra
USA, Tyskland, Frankrig, Storbritannien, Norge, Afghanistan og Tyrkiet. Danmark anerkendte
Kosovo den 21. februar 2008 koordineret med anerkendelser fra Italien, Østrig, Estland og Letland.
(Kristeligt Dagblad, 22.02.2008).
Dagen efter advarede Putin netop de lande, der straks havde anerkendt Kosovo; for
denne praksis var “en stok med to ender, og den anden (ende) vil en dag komme tilbage og slå dem
i hovedet.” (International Herald Tribune, 22.02.2008). Allerede samme år fik Putin mulighed for at
illustrere sin pointe med anerkendelsen af udbryderrepublikkerne Sydossetien og Abkhasien (se det
nedenstående afsnit om Georgien-krigen 2008 – i øvrigt kan Krims løsrivelse fra Ukraine for nyligt
tilføjes).
Jeg vurderer Danmarks adfærd som en assertion på 2 ud af 3 mulige, meget tæt på 3
ud af 3 mulige, fordi Danmark udviser større offentligt initiativ end de fleste EU-lande i et
spørgsmål med implikationer for Ruslands sikkerhedspolitiske interesser.
2008 Ruslands militære intervention i Georgien: assertionsgrad 2/3
Da Rusland intervenerede militært i Georgien fra den 7. august til den 12. august 2008 efter et
georgisk bombardement i Sydossetien (der formelt var en delrepublik i Georgien) og senere
anerkendte Sydossetien og Abkhasien som selvstændige stater, fremkaldte det internationale
reaktioner.
De europæiske staters reaktioner er blevet inddelt i tre typer afhængig af deres
reaktion: høge (traditionelle, emotionelle og ’nyligt konverterede’), duer og støtter til Ruslands
intervention (Mouritzen & Wivel, 2012, 114).25 Danmark karakteriseres som en såkaldt ’traditionel
høg’ på linje med Storbritannien.26 Der er dog tale om en behersket kritik, til dels i læ af USA, de
baltiske lande, Polen og Sverige. Især sammenlignet med statsministerens opbakning til Georgiens
medlemskab af NATO på Bukarest-topmødet i april fremstår Danmarks reaktion som afdæmpet27.
25
En høg defineres som værende ”harshly critical of the Russian power assertion and advocated sharp countermeasures; their core
strategy was balancing.” En due som ”only mildly critical and advocated a cautious reaction; their core strategy was binding
(Einbindung) or bandwagoning”. Støtter defineres som værende enig med Rusland. Til forskel fra duerne, der trods alt var kritiske til
Ruslands assertion. (Mouritzen, Wivel, 2012, 114).
26
Unlike for instance the United States, the United Kingdom, Sweden, the Balts, or Poland, however, it did not engage in ‘travel
diplomacy’ in the Caucasus by sending the foreign minister to Tbilisi during the conflict. However, the prime minister went there on
1 December 2008.
27
Statsminister Anders Fogh Rasmussen udtalte i forbindelse med topmødet, at alliancen har sendt et "stærkt og positivt" signal, der
går ud over, hvad han selv havde forventet (Ritzaus Bureau, 04.04.2008).
36
Udenrigsminister Per Stig Møller besøgte sin russiske kollega Sergei Lavrov i Moskva
umiddelbart inden den amerikansk-russiske ’genstart’ i marts 2009. Da Hillary Clinton ugen efter
overrakte Lavrov den såkaldte ’genstarts-knap’ blot syv måneder efter Ruslands intervention i
Georgien, var det en indikation på, at USA prioriterede forholdet til Rusland højere end forholdet til
Georgien (og muligvis andre småstatsallierede; det var i hvert fald, hvad de baltiske lande frygtede).
I forbindelse med genoptagelsen af møderne i NATO-Rusland Rådet udtalte Per Stig Møller, at der
ikke var tale om at ”give efter for Rusland”, for ”Rusland i dag er ikke det samme som Rusland i
august” (Ritzaus Bureau, 05.03.2009).
Samlet set konkluderer jeg, at der faktisk er sket en ændring i Danmarks holdning til
spørgsmålet om Georgiens medlemskab af NATO fra april 2008 til marts 2009. Danmark har en
assertionsgrad på 3 ud af 3 mulige i april 2008 (Bukarest-topmødet), men i august 2008 vurderer jeg
assertionsgraden til knapt 2. Danmark er gået fra en høj assertionsgrad til kun at udtrykke en
behersket kritik af Ruslands adfærd i spørgsmålet (og vel reelt en afskrivning af Georgiens NATOmedlemskab). Med udenrigsministerens besøg i Moskva lægger man afstand til andres mere
konfrontatoriske kurs (de baltiske stater, Polen og Sverige).
2009 Nord Stream: assertionsgrad 0/3
I forbindelse med anlæggelsen af gasledningen Nord Stream i Østersøen fra russiske Vyborg til
tyske Greifswald krævedes tilladelser fra Finland, Sverige og Danmark, da ledningen lå i landenes
såkaldte ’eksklusive økonomiske zoner’ (EEZ) (se kort over Nord Stream i bilag 4). Danmark var
det første land til at give sin godkendelse den 20. oktober 2009.
Forinden havde Dong Energy indgået en aftale med Nord Streams ejer Gazprom, der
indebar, at Dong årligt ville købe 2 milliarder kubikmeter gas fra Nord Stream i 2011 og 2012
(Nord Stream, 13.10.2009). Dagen inden den danske godkendelse drøftede statsminister Lars Løkke
Rasmussen (05.04.2009-03.10.2011) i øvrigt sagen med Putin i en tre kvarter lang telefonsamtale.
Løkke fastslog dog overfor Politiken, at beslutningen var af administrativ karakter og truffet i
Energistyrelsen (Politiken,21.10.2009). Den daværende miljøminister var endda urolig for det
indtryk, det kunne give, hvis Danmark gik ud med godkendelsen først – Danmark kunne blive set
som en slags ’Rusland-pleaser’. Statsministeriet gav imidlertid ministeren besked på at
offentliggøre godkendelsen (interview 2).
Den apolitiske sagsbehandling fra dansk side udelukker dog ikke, at det blev opfattet
præcis modsat i Moskva - som en politisk gestus (idet russiske myndigheder selv plejer at tage
37
hensyn til politiske signaler). To uger senere kom statsminister Løkke på besøg hos Putin i Moskva,
hvor Putin udtrykte ”taknemmelighed for tilladelsen til en gennemførelse af Nord Stream-projektet i
dansk farvand” til netop den danske regering, der med godkendelsen med Putins ord havde ”haft en
betydning” for det gode dansk-russiske forhold. Da statsminister Løkke blev spurgt til
menneskerettighedskrænkelser i Kaukasus, konstaterede han blot, at ”Danmarks holdning er som
den altid har været i disse spørgsmål.” (Berlingske Tidende, 03.11.2009).
Fra dansk side drejede sagen sig imidlertid mere om international havret end forholdet
til Rusland (interview 2). Derfor vurderer jeg sagen til en assertionsgrad på 0 ud af 3. I Rusland er
sagen omvendt blevet opfattet politisk, hvorfor man måske har set Danmarks godkendelse som en
imødekommelse af russiske, sikkerhedspolitiske interesser. Specialets assertionsskala er imidlertid
set ud fra småstatens perspektiv, hvorfor den får værdien 0 ud af 3.
2011 Ruslands parlamentsvalg: assertionsgrad 0/3
Det russiske parlamentsvalg den 4. december 2011 var ifølge bade nationale og internationale
valgobservatører præget af omfattende valgsvindel, hvilket fik særligt USA's udenrigsminister til at
kritisere valget som hverken frit eller fair på et udenrigsministermøde i OSCE den 6. til 7.
december. Her deltog også Dannmarks nytiltrådte udenrigsminister Villy Søvndal (03.10.2011-1212-2013), der imidlertid ikke selv rettede kritik mod valget men blot tilsluttede sig den amerikanske
kritik som følge af en sen ændring i hans talepunkter (Politiken, 11.12.2011. Skak, 2012,34.
Udenrigsministeriet, 2011. OSCE 2011).
I relation hertil foretog en diplomat ved Danmarks ambassade i Moskva et opkald til
direktøren for Det Danske Kulturinstitut i Sankt Petersborg Rikke Helms, hvor der blev opfordret til
at aflyse et planlagt møde med 50 valgobservatører fra den danske NGO SILBA grundet forholdet
til Rusland28.
Danmarks assertionsgrad ligger dermed på 0 ud af 3 mulige, idet man intet initiativ
udviser på officielt niveau og endda afråder fra et lukket møde om emnet mellem det, der skulle
være en uafhængig dansk kulturinstitution og en dansk NGO.
28
Jeg har førstehånds-kendskab til denne sag, idet jeg var leder af SILBA’s valgobservation i Sankt Petersborg i december 2011.
38
2012 Retssag mod russisk spion: assertionsgrad 0/3
I juni 2012 blev professor i statskundskab ved Københavns Universitet Timo Kivimäki dømt til fem
måneders fængsel for at have overtrådt straffelovens paragraf 108, der gør det ulovligt at
samarbejde med udenlandske efterretningstjenester. Kivimäki havde angiveligt siden 2002
udarbejdet udenrigspolitiske analyser og udleveret kontaktoplysninger på ansatte og studerende ved
universitetet til en række personer tilknyttet Ruslands ambassade i København men var først blevet
anholdt i september 2010 (Politiken,01.06.2012). Der har været adskillige eksempler på spionsager
vedrørende amerikanere, briter og russere, der har fået stor medieomtale og forvoldt en vis
midlertidig nedkøling af de bilaterale relationer (N.Y.Times, 10.07.2010; CNN, 19.07.2007). Det
skete derimod ikke i denne sag, hvilket kan skyldes Udenrigsministeriets ganske pragmatiske
håndtering af sagen.
Kilder til stede ved en orientering om sagen i Udenrigspolitisk Nævn den 27. marts
2012 erindrer, at ”udenrigsministeren ikke var tilpas ved, at sagen kom frem. Frygten var, at den
kunne belaste det danske forhold til Rusland, som efter års anstrengelser for nyligt er kommet ind i
en bedre gænge. Til alt held var russerne angiveligt heller ikke interesserede i flere trakasserier med
Danmark. En kilde erindrer, at Søvndal fortalte, at russerne selv havde tilbudt at trække de berørte
diplomater hjem. Andre at Danmark og Rusland indgik aftalen i mindelighed, fordi ingen var
interesseret i en ny krise” (Jyllands-posten, 15.04.2012).
Desuden lykkedes det Udenrigsministeriet at få medhold fra retten om at lukke dørene
for offentligheden under hele sagen, idet det argumenteredes, at Danmarks forhold til Rusland måtte
”veje tungere” end offentlighedens interesse i den konkrete sag (Politiken, 08.05.2012). Det vakte
kritik fra såvel forsvarsadvokaten som danske juraprofessorer, men har nok været ganske påskønnet
fra russisk side. Jeg vurderer dermed Danmarks assertionsgrad til 0 ud af 3 mulige, idet man
undlader at rette kritik af Rusland i medierne under hensyntagen til det bilaterale forhold.
2012 Zakajev 2: assertionsgrad 0/3
10 år efter den diplomatiske krise grundet Zakajevs besøg aflagde han den 17. marts 2012 endnu et
besøg i København i forbindelse med en konference. Det russiske udenrigsministerium indkaldte
ganske vist Danmarks ambassadør i Moskva til et møde, hvor man kritiserede de danske
myndigheder for ikke at anholde og udlevere Zakajev (Jyllands-posten, 17.03.2012 og Berlingske
Tidende, 24.03.2012). Alligevel var udenrigsministeren fortrøstningsfuld;
39
”….”Vi ved jo godt, det her er en ømtålelig sag for russerne. Vores forhold til
Rusland er faktisk forbedret over de sidste 10 år. Det ønsker vi ikke at sætte over styr på grund af
denne her begivenhed”…”Så når det her er drevet over, har vi et ønske om at fortsætte med et godt
forhold til Rusland. Og det er jeg også sikker på, at vi nok skal.” (Information, 24.03.2012).
Desuden var medieomtalen ikke i nærheden af episoden for 10 år siden – måske på
grund af bedre timing, lavere profil fra både danske og russiske politikere og det faktum, at Zakajev
havde fået asyl i Storbritannien.
Jeg vurderer Danmarks assertionsgrad til 0 ud af 3 mulige, idet man undlader at rette
kritik af Rusland i medierne (i modsætning til 2002) for at bevare det gode bilaterale forhold.
2013 Russisk oppositionspolitiker idømt fem års fængsel: assertionsgrad 0/3
Oppositionspolitikeren Aleksej Navalny blev idømt fem års fængsel for underslæb i sommeren
2013. På trods af stor international opmærksomhed og kritik fra blandt andet amerikanske og
svenske kolleger, valgte udenrigsministeren ikke at udtale sig om sagen. I tråd med mine to
foregående vurderinger bedømmer jeg Danmarks assertionsgrad til 0 ud af 3 mulige, idet man
undlader at rette kritik af Rusland i medierne.
2013 Stramning af lovgivning vedr. homoseksuelles ytringsfrihed: assertionsgrad 1/3
Præsident Putin underskrev i juli 2013 et forbud mod propaganda for ’ikke-traditionelle seksuelle
relationer’ (tidligere i lovprocessen direkte kaldet homoseksuelle relationer) rettet mod mindreårige.
Efter halvanden måneds bred international kritik – selv fra USA's præsident Barack Obama, lød det
fra Søvndal at; ”…”loven er dybt kritisabel. Den risikerer at fremme diskrimination og overgreb
mod minoriteter i det russiske samfund - og det har vi allerede set eksempler på. Loven giver en
officiel blåstempling. Vi vil holde Rusland fast på deres internationale forpligtelser”. Dette falder da
også i tråd med, at Danmark ”aldrig alene – helst ikke i hvert fald” bør rette kritik mod Rusland
(interview 2).
Udenrigsministeren lovede endvidere at bringe sagen op i Europarådet og muligvis i
FN og OSCE samt med sin russiske kollega Lavrov. Danmarks representant i Europarådet bragte
ganske rigtigt sagen op på et møde efterfølgende (Politiken,15.08.2013). Ministerråd på Ruslands
ambassade i København konstaterede imidlertid blot, at ”vi er parate til en åben dialog med alle
40
vore internationale partnere, hvor vi vil understrege, at ingen minoriteter diskrimineres i Rusland.”
(Politiken, 16.08.2013).
Jeg vurderer Danmarks assertionsgrad til 1 ud af 3 mulige. Der er tale om en ret skarp
offentlig kritik fra Søvndals side. Men timingen af Søvndals udtalelse vidner om mindre initiativ
end hans internationale kolleger, og spørgsmålet omhandler trods alt ikke Ruslands
sikkerhedspolitiske interesser.
Delkonklusion: Danmarks assertionstrend fra 2002 til 2013
Kapitlets formål har været at kortlægge assertionstrenden i Danmarks Rusland-politik. Perioden fra
2002 til april 2008 var præget af en ganske assertiv dansk kurs vis-a-vis Rusland. I min
gennemgang af dansk-russiske relationer i disse seks år finder jeg ikke et eneste tilfælde af
tilbageholdenhed fra dansk side (udelukkende assertionsgrader på 2 eller 3). Danmark bruger
enhver lejlighed til at modsætte sig Rusland; Zakajevs besøg, støtte til de tre baltiske landes
optagelse i NATO og Ukraines Orangerevolution, krav om en russisk undskyldning for
Sovjetunionens besættelse af Baltikum, en hurtig anerkendelse af Kosovo samt støtten til Georgien
og Ukraines medlemskab i NATO.
Perioden fra Georgien-krigen i august 2008 over det amerikansk-russiske reset i marts
2009 og frem til i dag viser imidlertid en mere pragmatisk dansk kurs vis-a-vis Rusland. Danmark
undlader at kritisere Ruslands interne forhold såsom valgsvindel ved parlamentsvalget i 2011 og en
fremtrædende oppositionsleders fængselsdom i 2013 – dog udtaler udenrigsminister Søvndal kritik
af lovgivningen mod propaganda for ’ikke-traditionelle relationer’ halvanden måned efter sine
udenlandske kolleger. Danmark undlader at gøre en (medie-)sag ud af afsløringen af en russisk
spion og Zakajevs andet besøg i København i 2012.
Dog noteres ikke eksempler på adaptiv adfærd, det vil sige tilfælde, hvor Danmark
enten på eget initiativ, i medierne eller i sikkerhedspolitiske spørgsmål støtter Rusland, hvilket i sig
selv måske er bemærkelsesværdigt. Billedet havde været anderledes, hvis specialets målestok satte
Danmarks politik i forhold til vore regimeværdier. Eksempelvis kan man argumentere for, at
aflysningen af et møde med danske valgobservatører eller lukningen af dørene i en retssag kan være
udtryk for adaption i forhold til danske identitetsværdier (demokrati, retsstat; læs mere om
regimeværdier side 17). Det vil sige, at ikke-handlinger også kan være udryk for adaption, idet man
ud fra de danske regimeværdier burde kunne forvente netop handling. Ifølge specialets
assertionsmålestok bliver disse grænsetilfælde blot kodet til værdien 0 midt mellem assertion og
41
adaption, idet der kræves direkte støtte til Rusland (i medierne, på eget initiativ eller i
sikkerhedspolitiske spørgsmål) for at denne skal betegnes som adaption. Med specialets
’konservative’ målestok målestok har Danmark udskiftet assertion med non-assertion over for
Rusland fra omkring 2008. Alle tolv nedslag findes som en oversigt i nedenstående tabel og er
illustreret i grafen herunder. Hvilke faktorer der kan forklare trenden, undersøger jeg i de følgende
kapitler.
42
Tabel 1: Danmarks assertion vis-a-vis Rusland fra 2002 til 2013 i 12 nedslag
#
Årstal
Begivenhed
Type
Assertion
1
2002
Zakajev
Eget initiativ
Offentligt
Sikkerhedspolitik
3/3
3/3
2
2004
Baltikum i NATO
Eget initiativ
Offentligt
Sikkerhedspolitik
3
2005
Orangerevolution
Offentligt
Sikkerhedspolitik
2/3
4
2005
Undskyldning
Eget initiativ
Offentligt
2/3
5
2008
Kosovos
anerkendelse
(Til dels initiativ)
Offentligt
Geopolitik
2/3
2/3
6
2008
Georgien
(Til dels initiativ)
Offentligt
Sikkerhedspolitik
7
2009
Nord Stream
-
0/3
8
2011
Dumavalg
-
0/3
9
2012
Spionsag
-
0/3
10
2012
Zakajev 2
-
0/3
11
2013
Navalny
-
0/3
12
2013
Homo-lov
Offentligt
1/3
43
Figur 3. Danmarks assertion vis-a-vis Rusland fra 2002 til 2013 i 12 nedslag
44
KAPITEL 5
SVERIGES TREND
I kapitlet gennemgås Sveriges assertionsgrad i forhold til ti bilaterale og regionale problemstillinger
fra 2002 til 2013. En oversigt over de ti situationer og en figur til illustration af trenden findes sidst
i kapitlet.
2004 Freivalds om bombesprængning i Tjetjenien: assertionsgrad 0/3
Sveriges udenrigsminister Laila Freivalds (2003-2006) blev på et pressemøde spurgt til en
bombesprængning i Tjetjeniens hovedstad Groznij, der dræbte syv personer herunder republikkens
præsident Akhmad Kadyrov. Freivalds fordømte hændelsen men afviste at karakterisere
bombesprængningen som en terrorhandling og de ansvarlige bag som terrorister. Ruslands
udenrigsminister Igor Ivanov kritiserede Freivalds for dobbeltmoral i hendes vurdering af
terrorisme. Den følgende dag udsendte Freivalds en pressemeddelelse, hvor hun fordømte
handlingen som terrorisme og statsminister Göran Persson klargjorde senere på dagen regeringens
holdning; ”Jeg betragter denne handling som terrorisme og derfor må de personer, der udfører det
være terrorister”, lød det (Svenska Dagbladet, 13.05.2004, min oversættelse)
45
Sverige ønskede dermed at undgå en konfrontation med Rusland – så meget, at
statsministeren valgte at annullere sin udenrigsministers assertion. Det er svært at kategorisere
sagen i forhold til den opstillede assertionsskala. Freivalds oprindelige udtalelse er et udtryk for en
assertion (2 ud af 3 mulige), idet den er offentlig og vedrører Ruslands sikkerhedspolitiske
interesser (bekæmpelse af terrorisme). Det interessante er, at han fandt det nødvendigt så markant at
irettesætte sin udenrigsminister; udtalelsen kunne dermed kategoriseres som værende udtryk for
adaption. Men i sig selv er Perssons udtalelse jo ganske selvfølgelig; det er svært at argumentere
imod, at en bombesprængning med syv civile dræbte til følge kan være andet end et terrorangreb.
Eksemplet viser om ikke andet, at Sverige ønskede at undgå assertion over for Rusland i 2004. Jeg
koder sagen til en assertionsgrad på 0 ud af 3 mulige.
2004 Baltikum i EU: assertionsgrad 2/3
I modsætning til Danmark er Sverige ikke medlem af NATO, hvilket udelukkede indflydelse på
Estlands, Letlands og Litauens mulige optagelse heri. Derimod støttede Sverige deres optagelse i
EU offentligt og på eget initiativ (Regeringen, 2002). Mens en optagelse af landene i NATO som
nævnt var en rød linje for Rusland, var deres optagelse i EU, hvad Moskva forventede (Kramer,
2002, 731). Derfor koder jeg Sveriges assertionsgrad i spørgsmålet om de tre baltiske staters
optagelse i vestlige institutioner som værende 2 ud af 3 mulige, idet Sveriges støtte til EUmedlemskab trods alt ikke truede Ruslands geopolitiske interesser.
2005 Orangerevolution i Ukraine: assertionsgrad 1/3
I modsætning til repræsentanter for USA og Danmark udtalte Sveriges statsminister sig ikke direkte
omkring det ukrainske præsidentvalgs legitimitet. Persson udtalte, at man burde sætte pres "på den
regim som fått valkommissionens välsignelse att fortsätta" (Dagens Nyheter, 24.11.2004 – i øvrigt
det eneste citat, jeg har været i stand til at finde fra Persson i denne sag). Efter Orangerevolutionens
kandidat Viktor Jusjenko blev indsat på præsidentposten efter omvalg i december 2004, åbnede
Freivalds mulighed for medlemskab af EU. Persson afviste dog med ordene; ”Det kan sluta i ett
medlemskap, men det är för tidigt att starta den diskussionen och inte minst för EU är det
nödvändigt att ha diskussionen om hur stor vi vill att unionen ska bli. Var drar vi gränsen?” (Dagens
Nyheter, 28.01.2005).
46
Ligesom med kategoriseringen af terrorisme i forbindelse med bombesprængningen i
Tjetjenien tidligere på året kan der spores meningsforskelle mellem stats – og udenrigsministeren.
Sveriges profil er dog mindre initiativrig end USAs og Danmarks29. Persson kommenterer blot
sagen én gang, hvorfor jeg koder Sveriges assertion som 1/3 (imod Ruslands interesser – men intet
initiativ og blot én udtalelse i medierne).
2008 Kosovos anerkendelse: assertionsgrad 1/3
Sverige anerkendte Kosovos selvstændighed den 4. marts 2008 som det 13. EU-land ud af 27,
elleve dage efter Danmark (Regeringen, 04.03.2008). Carl Bildt (06.10.2006-) skrev samme dag på
sin blog om overvejelserne omkring timingen og hensynet til Serbien;
”Jag tycker att det är viktigt, att vi genom vårt sätt att handlägga situationen markerat,
att detta inte är ett beslut fattat med en klackspark i förbifarten, utan att vi ägnat frågan betydande
eftertanke och omsorg”….” Vi har ett starkt intresse av goda relationer med Serbien – liksom av att
ge vårt stöd till landets europeiska reformkurs.” (Alla dessa dagar, 04.03.2008).
Sverige forholdt sig dermed mere afventende til spørgsmålet om Kosovos
anerkendelse end Danmark. Om det skyldes hensynet til Rusland, er dog svært at sige.
Anerkendelsen er ifølge sagens natur offentlig, men den er afventende og vedrører kun indirekte
russiske sikkerhedspolitiske interesser. Derfor vurderer jeg Sveriges assertionsgrad til 1 ud af 3
mulige.
2008 Ruslands militære intervention i Georgien: assertionsgrad 3/3
Sveriges statsminister Fredrik Reinfeldt (06.10.2006-) udtalte, at “we react very sharply to the
Russian use of violence in Georgia and the fact that infrastructure in the country continues to be
destroyed”, og det svensk-russiske militære samarbejde blev indstillet. Udenrigsminister Carl Bildt
reagerede ved at anvende analogier til Milosevic’ fremfærd i Bosnien i 1990’erne og til Hitlers i
Sudetenland (Tjekkoslovakiet) i 1938.30 Især den sidstnævnte analogi gjorde Bildt til en af de mest
kritiske røster, som flere andre lande og den hjemlige opposition lagde afstand til (Mouritzen og
Wivel, 2012, 117).
29
Det relativt mindre engagement i Ukraine efter årsskiftet 2004-2005 kan skyldes, at Persson og Freivalds i den periode havde
hænderne fulde med håndteringen af tsunami-katastrofen i Thailand. UD blev i medierne beskyldt for inkompetence.
30
Se citat i afsnittet ‘Carl Bildts lære af historien’ side 97.
47
På baggrund af Bildts kontroversielle analogi, en insinuation om Ruslands skjulte
offensive hensigter, hans besøg i Tbilisi i de kritiske dage og forsøg på i egenskab af Europarådets
formand at ekskludere Rusland af organisationen bedømte Mouritzen og Wivel Sverige som en
’nyligt konverteret høg’, der overbalancerede Ruslands assertion (Mouritzen, Wivel, 2012, 117).
Jeg koder Sveriges assertion til 3 ud af 3 mulige, idet Sverige på eget initiativ modsætter sig
Rusland i et sikkerhedspolitisk anliggende. Ruslands reaktioner dokumenteres mere udførligt i
afsnittet om Ruslands del og hersk side 73.
2009 Nord Stream: assertionsgrad 2/3
I forbindelse med anlæggelsen af Nord Stream i Østersøen krævedes også en tilladelse fra Sverige,
der sammen med Finland gav sin godkendelse 14 dage efter den danske. Der var dog en langt større
offentlig debat omkring miljø- og sikkerhedspolitiske spørgsmål i Sverige – konkret om en
reparationsplatform ud for Gotland (Politiken, 06.11.2009; Dagens Nyheter, 08.03.2011, Dagens
Nyheter, 12.02.2008). Sveriges forsvarsminister Mikael Odenberg udtalte, at den kunne være ”et
problem” for svenske sikkerhedspolitiske interesser i forhold til Rusland (i forbindelse med
eventuel russisk aflytning). Udenrigsminister Carl Bildt undgik dog at udtale sig i sagen (Dagens
Nyheter, 11.01.2007). Jeg koder Sveriges assertion til at være 2 ud af 3. I betragtning af at Sverige
alligevel ikke kunne blokere for projektet i overensstemmelse med havretten, var det uheldigt, at
forsvarsministeren pustede til en offentlig debat omkring sikkerhedspolitiske aspekter. Sagen kodes
til en assertionsgrad på 2 ud af 3 mulige.
2011 Russisk parlamentsvalg: assertionsgrad 2/3
Det russiske parlamentsvalg den 4. december 2011 var ifølge både nationale og internationale
valgobservatører præget af omfattende valgsvindel. På udenrigsministermødet i OSCE fra den 6. til
den 7. december deltog også Sveriges udenrigsminister, der udtalte, at valget hverken var frit eller
fair, og at Ruslands politiske udvikling var gået ind i en ustabil fase (Oldberg, 2012, 130). Den
russiske tv-kanal NTV anklagede desuden Sveriges ambassade for at sammen med den amerikanske
stå bag de efterfølgende masseprotester i Moskva (NEWSru.com, 07.12.2011). Jeg koder Carl
Bildts assertion som værende 2 ud af 3, idet der var tale om kritik med et engagement kun overgået
af USA's daværende udenrigsminister Hillary Clinton (dog ikke af sikkerhedspolitiske forhold).
48
2013 Stramning af lovgivning vedr. homoseksuelles ytringsfrihed: assertionsgrad 2/3
Carl Bildt reagerede på sin twitter-profil; ”Hatanstiftning mot hbt-personer är på uppgång i
Ryssland efter ny lag. Motbjudande. Omänskligt.” (Svenska Dagbladet, 29. juli 2013). Senere på
sommeren vedtog Rusland desuden et forbud mod adoptioner af russiske børn til lande, hvor
ægteskab mellem homoseksuelle er lovligt (eksempelvis Frankrig, Sverige, Danmark) – og russiske
myndigheder og politikere pegede på Sverige som et eksempel. I venten på en bilateral aftale
mellem Rusland og Sverige blev tretten adoptioner af russiske børn til svenske forældre indstillet.
Endnu er ingen løsning dog fundet (SVT, 17.03.2014). På trods af at Danmark også tillader
ægteskab mellem homoseksuelle, er Danmark ikke blevet udsat for en sådan behandling. Jeg koder
Carl Bildts adfærd som værende 2 ud af 3 mulige, idet hans engagement og korte reaktionstid
placerer ham blandt Europas mest kritiske udenrigsministre (dog i et spørgsmål, der ikke vedrører
Ruslands sikkerhedspolitiske interesser).
2013 Russisk oppositionspolitiker dømt til fem års fængsel: assertionsgrad 2/3
Oppositionspolitikeren Aleksej Navalny blev idømt fem års fængsel for underslæb i sommeren
2013. Svenske diplomater havde sammen med amerikanske og britiske kolleger været til stede ved
størstedelen af de 19 retsmøder i Kirov 800 kilometer øst for Moskva, siden retssagen begyndte i
april. Samtidig blev svenske diplomater anklaget for at hverve spioner blandt oppositionspolitikere,
da et møde mellem Navalnys støtte Ilya Yashin og en svensk diplomat optaget med skjult kamera
blev vist som en del af en større dokumentarserie på russisk tv. Udenrigsminister Carl Bildt skrev
på sin twitter umiddelbart efter domsafsigelsen over Navalny den 31. juli; ”We should be concerned
with attempts in Russia to silence fierce opposition activist Alexei @navalny." (BBC, 31.07.2013).
Jeg bedømmer assertionsgraden til 2 ud af 3 mulige, idet Sverige endnu en gang udviste markant
både offentligt og diplomatisk initiativ.
2013 Svensk oprustning mod Rusland: assertionsgrad 3/3
Den 1. juli 2013 rullede fjorten kampvogne i land på det strategisk vigtige Gotland31 som følge af
en større forsvarspolitisk aftale i Sveriges Rigsdag fra sommeren 2009. Et klart assertivt træk, der
31
Gotland er strategiskt vigtigt, fordi et NATO-forsvar af Baltikum kun giver mening, hvis Sverige tillader NATO at benytte Gotland
som base. I tilfælde af en konflikt i Baltikum kunne det friste Rusland til et ’forhåndssangreb’ på Gotland (samtale med embedsmand
i det svenske forsvarsministerium).
49
tydeligvis var rettet mod Rusland, hvilket svenske politikere også indrømmede (Svenska Dagbladet,
01.06.2013).
Ifølge Wilhelm Agrell skyldtes denne trods alt noget mådeholdne oprustning, at
Rigsdagen i 2009 kun marginalt var i stand til at ændre på de allerede igangsatte forsvarsreformer.
Siden slutningen af 1990’erne havde man planlagt det svenske forsvar ud fra devisen om en såkaldt
’operativ time-out’, hvor stabiliteten i EU's østlige periferi sikredes af interdependens og soft
power, et såkaldt ’alleuropæisk sikkerhedssystem’. Selvom Ruslands militære intervention i
Georgien ikke udgjorde nogen direkte trussel mod Sveriges territorium, kom krigen alligevel som
en ubehagelig overraskelse for det svenske forsvar; krigen var en ’anomali’, en begivenhed der
simpelthen ikke kunne indtræffe (Agrell, 2010, 235). Øverstbefalende i Försvarsmakten (ÖB)
Sverker Göransson udtalte i december 2012, at det svenske forsvar blot ville kunne holde en uge før
forstærkning udefra ville blive nødvendig, og at regeringen derfor burde øge det kommende
forsvarsbudget. Særligt Ruslands stigende kapabiliteter var en årsag til den stigende usikkerhed;
”det övas betydligt mer från rysk sida i Östersjön och Norska havet. Det är allt större, allt mer
komplexa övningar. De är på väg uppåt i kvalitet i sin försvarsmakt.” (Svenska Dagbladet,
30.01.2013).
I påsken 2013 øvede seks russiske bombebly et angreb i svensk luftrum mod blandt
andet FRA, Försvarets Radioanstalt på Lovön ved Stockholm, der senere har vist sig at være en
central partner for NSA i overvågningen af russiske beslutningstagere via Telia Soneras kabler i
Østersøen (Svenska Dagbladet, 06.09.2013). Det blev imidlertid afsløret, at der langfredagsnatten
ikke fandtes noget svensk beredskab i funktion; danske F-16 fly udstationeret på NATOs base i
Litauen skyggede i stedet de russiske fly (Svenska Dagbladet, 22.04.2013). Svenske medier,
eksperter og oppositionspolitikere kritiserede det svenske forsvar, mens udenrigsminister Carl Bildt
forsøgte at slå sagen hen (Svenska Dagbladet, 10.05.2013).
En rundspørge hos Rigsdagens partier senere samme år viste bred enighed om at
opruste Gotland yderligere og generelt øge de svenske forsvarsbudgetter fra 2016 (Aftonbladet,
10.10.2013). Endelig udtalte partileder og uddannelsesminister Jan Björklund på en årlig
sikkerhedspolitisk konference i Sälen i januar 2013, at værnepligten skulle genindføres, og at
Sverige skulle være medlem af NATO inden 2020 med direkte henvisning til Rusland;
”Vi ser en aggressiv och offensiv rysk upprustning. Det gör, att försvaret som vi nu
har inte räcker till, när det gäller mängden personal”…” Vi behöver kunna organisera fler förband i
50
Sverige med den hotbild vi kan se från Ryssland mot Sverige. Den nuvarande armén är organiserad
för internationella insatser.” (Dagens Nyheter, 11.02.2013).
Statsminister Fredrik Reinfeldt har flere gange måttet afvise Björklunds udspil: ”Ett
Nato-medlemskap är inte aktuellt, eftersom det inte finns något brett stöd i Riksdagen för detta…Vi
ska möta moderna hot med moderna strukturer och inte med dåtidens invasionsförsvar.” (Dagens
Nyheter, 12.01.2014).
Jeg vurderer den symbolske genoprustning på Gotland samt et regeringsmedlems
udtalelse om NATO-medlemskab (endda før Krim-konflikten) som værende 3 ud af 3 på min
assertionsskala. Der er tale om en decideret ’udpegning’ af en potentiel fjende, ikke blot øgede
bevillinger i generelle termer.
Delkonklusion: Sveriges assertionstrend fra 2002 til 2013
Formålet med dette kapitel har været at kortlægge assertionstrenden i Sveriges Rusland-politik. Den
pragmatiske periode fra 2002 til april 2008 omfattede nedslag som Perssons irettesættelse af
Freivalds, Sveriges promovering af de tre baltiske lande optagelse i EU, en passiv tilgang til
Orangerevolutionen og Bildts afventende anerkendelse af Kosovo.
Ligesom vedrørende Danmarks politik noteres imidlertid ikke deciderede eksempler
på adaptiv adfærd, det vil sige tilfælde, hvor Sverige enten på eget initiativ, i medierne eller i
sikkerhedspolitiske spørgsmål støtter Rusland. Som nævnt havde billedet måske været anderledes,
hvis specialets målestok satte Sveriges politik i forhold til hendes regimeværdier; om end Sveriges
adfærd selv ud fra en sådan alternativ skala ikke ville tegne så adaptiv som Danmarks. Den lunkne
støtte til Orangerevolutionen havde meget tilbage at ønske i forhold til svenske regimeværdier.
Ifølge specialets assertionsmålestok bliver disse grænsetilfælde imidlertid blot kodet til værdien 0
(og 1) midt mellem assertion og adaption, idet der kræves direkte støtte til Rusland (i medierne, på
eget initiativ eller i sikkerhedspolitiske spørgsmål) for at denne skal betegnes som adaption.
Bildts analogi ved Ruslands intervention i Georgien var den mest assertive udtalelse
gennem de tolv år. Siden fulgte åben kritik af Nord Stream, Dumavalget i 2011 samt det seneste års
stramninger i lovgivning rettet mod homoseksuelle og retssager mod oppositionsfigurer. Mest
bemærkelsesværdigt er dog, at der i den svenske debat for første gang siden den Kolde Krigs
afslutning diskuteres, hvorvidt et NATO-medlemskab er nødvendigt. På trods af uenighed i
51
regeringen om NATO-spørgsmålet, er der bred politisk konsensus om at opruste territorialforsvaret
med direkte reference til udviklingen i Rusland.
Selv med specialets ganske konservative målestok er Sverige gået fra non-assertion til
assertion med et skift ved udenrigsminister Carl Bildts analogi omkring Ruslands intervention i
Georgien. Alle 10 nedslag findes som en oversigt i nedenstående tabel og illustreret i grafen
herunder.
For god ordens skyld skal det tilføjes, at dansk eller svensk assertion ikke
nødvendigvis betyder, at Rusland så er adaptivt, tvætimod. Der er en symmetri (tit for tat) indbygget
i relationen (jf. kap. 7); i ’gode tider’ scorer begge parter omkring 0 (non-assertion), i køligere tider
scorer de hver 2 eller 3.
52
Tabel 2. Sveriges assertion vis-a-vis Rusland fra 2002 til 2013 i 10 nedslag
#
Årstal
Begivenhed
Type
Assertion
1
2004
Freivalds og
terrorisme
-
0/3
2
2004
Baltikum i EU
Offentlig
Sikkerhedspolitik
2/3
3
2005
Orangerevolution
Sikkerhedspolitik
1/3
4
2008
Kosovos
anerkendelse
Sikkerhedspolitik
1/3
3/3
5
2008
Georgien
Eget initiativ
Offentlig
Sikkerhedspolitik
6
2009
Nord Stream
Eget initiativ
Offentlig
2/3
7
2011
Dumavalg
Eget initiativ
Offentlig
2/3
8
2013
Homo-lov
Eget initiativ
Offentlig
2/3
9
2013
Navalny
Eget initiativ
Offentlig
2/3
10
2013
Oprustning
Eget initiativ
Offentlig
Sikkerhedspolitik
3/3
53
Figur 4. Sveriges assertion vis-a-vis Rusland fra 2002 til 2013 i 10 nedslag
54
DEL III
FORKLARING
55
KAPITEL 6
DET SYSTEMISKE FORKLARINGSNIVEAU
I specialets del 3 afprøves forskellige teoribaserede forklaringer på specialets puzzle - de
modsatrettede
trends
for
Danmark
og
Sveriges
Rusland-politikker.
Det
gøres
efter
nedklatringsstrategien; først præsenteres forklaringer på det systemiske niveau, herefter det
interstatslige og endelig det intrastatslige niveau. Teorierne er neorealisme, trusselsbalancering
(kort), småstatens
territoriepolitik, stormagtens del og hersk samt beslutningstagernes
udenrigspolitiske lektier.32
Forklaringer på det systemiske niveau tager udgangspunkt i, hvordan det anarkiske
internationale system giver stater incitament til at balancere magt (Waltz, 1979, 116-128) eller
’bandwagon’ magt (Kapstein og Mastanduno, 1999, 5-6). Kenneth Waltz’ neorealisme fra 1979
betragtes som grundlaget for al følgende systemteori. Stort set alle forskere på feltet har dermed
skullet forhold sig til Waltz’ teori (se for eksempel Posen, 2011, 318; Ikenberry, Mastanduno og
Wolforth, 2011, 2; Mearsheimer, 2001, 425; Kapstein og Mastanduno, 1999, 33).
32
For hver teori gennemgås tre trin i tråd med Van Everas opskrift; (1) teorien præsenteres, (2) teoriens konkrete forventninger til
puzzle formuleres og (3) forklaringen appliceres på puzzlet (Van Evera, 1997, 56).
56
Systemteoretikere er enige om en række karakteristika ved systemet. Det
internationale system er anarkisk; der er ingen ’verdensregering’ til at regulere staters indbyrdes
forhold. Anarkiet betyder, at enhver stat må ty til selv-hjælp, og at stater fokuserer på deres relative
kapabiliteter i forhold til andre stater. En stats kapabiliteter omfatter:”size of population and
territory, ressource endowment, economic capability, military strength, political stability and
competence” (Waltz, 1979, 131). Såfremt en stat rangerer højt inden for flere af disse områder
sammenlignet med andre stater i systemet, er der tale om en pol33. Antallet af poler bestemmer
polstrukturen i systemet34. Polariteten udgør selve rammen for samtlige staters udenrigspolitiske
adfærd.
Tre typer polaritet
Der er tre hovedtyper af polaritet: unipolaritet (en pol), bipolaritet (to poler) og multipolaritet (flere
poler). Siden den Kolde Krig har verden ifølge neorealisterne været unipolær med USA som den i
særklasse største besidder af kapabiliteter. Men hermed hører enigheden også op.
Under unipolaritet findes to modsatrettede forventninger til staters udenrigspolitik.
Nogle mener i tråd med Waltz, at stater vil balancere unipolen (og dermed balancere den største
koncentration af magt i systemet), hvorfor unipolaritet kun er en overgangsfase. Andre mener, at
stater vil bandwagon (tilpasse sig) unipolen, fordi denne vurderes som relativt ’venligtsindet’ (og i
stedet få et større handlerum over for tredjepart; jf. Kapstein og Mastanduno, 1999, 5-6; Wolforth,
2002, 103-104). Det begrundes i, at USA angiveligt har ført en udenrigspolitik præget af ’strategisk
tilbageholdenhed’. Samt at USA's liberale demokrati og integrering (’lock in’) i internationale
institutioner virker som en imødekommende, beroligende faktor (Ikenberry, 1999, 43-78; Scott,
2004, 81-84). Jeg vælger Kapstein og Manduros version frem for Waltz’ egen, idet det har vist sig,
at stater siden bipolariteten afløstes af unipolaritet i 1991 i højere grad har tilpasset sig USA frem
for at balancere USA (Wivel, 2008, 302).
33
”International relation scholars have long defines a pole as a state that (1) commands an especially large share of the resources or
capabilities states can use to achieve their ends and that (2) excels in all the component element sof state capability.” (Ikenberry,
Mastanduno, Wolforth 2009, 4 – baseret på Waltz, 1979, 131).
34
”Scholars use the term unipolarity to distinguish a sysetm with one extremely capable state from systems with two or more great
powers (bi-, tri-, and multipolarity).” (Ikenberry, Mastanduno, Wolforth 2009, 4)
57
Unipolaritet som en permissiv – ikke effektiv årsag
Der er to grunde til at afvise systemisk unipolaritet som en effektiv årsag og dermed løsning på
puzzlet. For det første ville det kræve et polaritetskifte i perioden fra 2002 til 2013 jf. afsnittet om
den tilfredsstillende forklaring side 26. Ifølge Kapstein, Mastanduno m.fl. er der som nævnt ikke
indtruffet et polaritetsskifte i perioden, idet antallet af poler opgøres ud fra staters relative
kapabiliteter (Ikenberry, Mastanduno og Wolforth, 2011, 1; Monteiro, 2011/12, 1, 9; Wolforth,
1999, 8; Brooke og Wolforth, 2008; Lieber og Alexander, 2005, 109). At der er indtruffet
begivenheder, der har afsløret en række huller i USA's magtprojicering er ikke tilstrækkeligt for
Kapstein og Mastanduno til at kalde systemet multipolært (som Zakaria, 2008 og Layne, 2012 ellers
advokerer for).35 Systemet er dermed unipolært gennem hele perioden, hvorfor forudsætningerne
for Danmark og Sverige må være konstante. Det indebærer imidlertid, at systemet må afskrives som
en effektiv årsag til puzzlet.
For det andet: selv hvis der havde været en polaritetsændring, ville den ikke kunne
forklare divergerende udenrigspolitiske trends. For eksempel er der argumenteret for, hvordan de
europæiske staters splittelse i deres syn på USA’s intervention i Irak 2003 umuliggør en systemisk
forklaring af helhedsbilledet (Mouritzen, 2006, 156). I 2008 var der en tilsvarende europæisk
splittelse i synet på Rusland-Georgien krigen, hvilket af samme grund udelukkede en effektiv
systemisk forklaring (Mouritzen og Wivel 2012 kap. 6). Specialets puzzle omfatter blot to lande.
Men princippet er det samme: divergerende trends kan ikke forklares af en og samme polstruktur.
Som permissiv årsag kan det systemiske niveau dog stadig have gyldighed. Hvis man
forestiller sig kontrafaktisk, at verden stadig var bipolar, ville dette transmitteres ned til Danmarks
og Sveriges umiddelbare omgivelser. Som frontlinjestater ville Danmarks assertion 2002-2008 eller
Sveriges 2008-2014 være utænkelige. Med andre ord har bipolaritetens bortfald givet større
handlefrihed og dermed muliggjort mere assertiv adfærd. Men i denne fremstilling handler
interessen som nævnt om effektive årsager. Jeg vil nu fortsætte min søgen efter sådanne på det
næste niveau.
35
I bogen The Post-American World fra maj 2008 argumenter Fareed Zakaria som den første for, at stater som særligt Kina og til
dels Indien, Brasilien og Rusland har brudt den amerikanske unipolaritet, så verden i dag er multipolær. Det er som Zakaria skrev
”the rise of the rest” og ikke USA's nedgang, som skubber udviklingen mod multipolaritet. Andre forskere mener dog, at det
amerikanske børskrak i 2008 samt USA's manglende vilje og evne til at agere i en række sikkerhedspolitiske konflikter også har
bidraget til nedgangen (Layne, 2012, s.120, argumenterer for, at USA i 2011 løb ind i, hvad Paul Kennedy kaldte et ”imperial
overstrech”).
58
KAPITEL 7
DET INTERSTATSLIGE FORKLARINGSNIVEAU
Argumentet for et interstatsligt niveau er, at enheder (stater) er sociale. Ligesom der foregår
interaktioner internt i enhver enhed, foregår der også interaktioner mellem enheder inden for ethvert
system. Som Mouritzen og Wivel argumenterer i 2012; “No matter what level-preferences one
happens to have, it is undeniable that there exists a level of explanation accounting for unit behavior
on the basis of the surrounding units – avoiding both overall structural attributes and internal unit
attributes.” (Mouritzen og Wivel, 2012, 36).36
Det systemiske niveau ønsker primært at forklare internationale udfald (krig og fred).
Det interstatslige niveau beskæftiger sig blot med en delmængde heraf (staters udenrigspolitik).
Interaktioner mellem to eller flere stater behøver ikke at have noget at gøre med systemets
incitamentstrukturer, lyder argumentet. For interaktioner mellem to eller flere stater har egne
indbyggede mekanismer og kræver dermed sit eget niveau: det interstatslige niveau37.
36
I tråd med Poppers ”situational type of explanation” (Popper, 1961, 152; Popper, 1966, 90 og Stinchcombe, 1968, kap. 5; Lukes,
1973, 129; Watkins, 1973, 88).
37
Det interstatslige forklaringsniveau findes som tidligere nævnt ikke i eksempelvis den neoklassiske realismes hierarki.
59
Hvorledes disse interaktioner mellem staterne udspiller sig kan forhandlingsteori og
spilteori give svar på. Det måske mest udbredte forhandlingsmønster kaldes på engelsk ’reciprocity’
eller ’tit-for-tat’ (se Axelrod, 1984; Osgood's GRIT fra 1962; Wæver, 1992, 145). Hvorvidt de
dansk-russiske og svensk-russiske relationer tager form af et sådant selvforstærkende mønster er
værd at undersøge.
Empiriske forskningsresultater viser endvidere, at jo kortere geografisk afstand
mellem to enheder – desto større er mulighederne og viljen til interaktion (Starr, 2005, 390). Det
skyldes populært sagt, at ”proximity matters”; ”power wanes with distance.” Statens indflydelse (og
interesser) mindsker, jo længere væk fra egne grænser den opererer (Boulding, 1962, 78-79). Alt
andet lige vil stater prioritere relationer til deres naboer højere end til stater længere væk.
Disse pointer har hjemme i geopolitisk teori defineret ved ”the influence of geography
on states’ political character, their history, institutions and especially relations with other states”
eller populært sagt; “realism with a map” (Hay,2003,296).
Geopolitik har rødder tilbage til Friedrich Ratzels (1844-1904) fokus på staters
territorielle udvidelser, Alfred Mahans (1840-1914) fokus på flådens primat over hæren og Halford
Mackinders (1861-1947) argument om det modsatte i hans teori om det Eurasiske ’heartland’ (de
facto en inddæmningsstrategi rettet mod Rusland). I Nazi-Tyskland opnåede geopolitiske tænkere
som Rudolf Kjellén (1864-1922) og Karl Haushofer (1869-1946) popularitet, hvorfor geopolitikken
stort set blev hægtet af det amerikansk-dominerede International Relations-felt efter 2. verdenskrig
(konference-materiale, 2010; Berryman, 2012, 534). Tysk-amerikanske Hans Morgenthau afviste
geopolitikken som en “pseudo-science, erecting the factor of geography into an absolute that is
supposed to determine the power, and hence the fate, of nations” (Morgenthau, 1978, 164).
Uden sammenligning i øvrigt bygger freds – og konfliktforskningen empirisk på nogle
af de samme erkendelser som geopolitikken. Forskningsresultater viser, at krig indtræffer langt
hyppigere mellem nabostater end ikke-nabostater, og at territorielle disputter har langt større risiko
for at ende i krig end ikke-territorielle disputter (Vasquez, 2009, 136-140). Dette indikerer, at det er
ønsket om at erobre eller forsvare et bestemt territorium, der er ophavet til konflikter (se bl.a. Diehl,
1994, 105). Nærhed gør det ikke alene – der skal være en disput om et konkret territorium, før krig
mellem nabostater kan bryde ud. I øvrigt er afklaring af territorielle disputter da også et centralt
optagelseskrav i både EU og NATO (Forsberg, 1998, 444).
Vasquez mener således, at selve baggrunden for realismens power politics har sin
oprindelse i staters manglende evne til at løse territorielle disputter. En simpel pointe, som realister
60
har tendens til at glemme i deres optagethed af magtkampenes interne dynamikker. For magtkampe
er modsat realisters opfattelse ikke en uundgåelig del af international politik, som en slags
menneskelig drift. I stedet er magtkampe blot et resultat af uløste territorielle disputter (Vasquez,
2009, 162); “….humans learn both how to go to war and how to make peace. There is no instinct or
drive determining behavior….Through most of history humans have learned that territorial issues
can give rise to situations that are “best” handled by the use of force and violence.” (Vasquez, 2009,
154).
Nogle forskere mener, at det ikke er territoriet i sig selv, der leder stater til krig, men i
stedet de ressourcer som befinder sig på territoriet, der fører til krig (Alcock, 1989, 518–20).
Forskningsresultater viser imidlertid, at det er de færreste interstatslige krige, der udkæmpes for
kommerciel vinding – medmindre disse er forbundet med et territorium (Holsti, 1991: 308, 316–
17). Desuden har krige været udkæmpet over selv værdiløse territorier (Goertz og Diehl, 1996).
Noget tyder altså på, at territorium har opnået en værdi i sig selv – i hvert fald for stater (Vasquez,
2009, 157).
På trods af forestillingerne om såvel ”the end of history” (Fukuyama, 1992) som
kulturernes kamp (”clash of civilizations”; Huntington, 1993) efter den Kolde Krigs ophør, fik også
geopolitikken en genkomst i 1990’ernes International Relations (Brzezinski, 1997; Kaplan, 2009;
Berryman, 2012, 535; Lévy, 2001; Dodds, 2007; Cohen, 2008; Spykman 2008/1942; Flint, 2012).
Da bipolariteten (og dermed en stærk systemisk dynamik) mistede sit greb om staterne, blev en
række mere lokale polariteter sat i spil (Mouritzen, Wivel 2005, 18). USA’s mindre vellykkede
krige i 2000’erne har formentlig også medvirket til at bringe den geopolitiske tankegang tilbage.
Således må selv amerikanske forskere indrømme, at udviklingen i en specifik region i høj grad er
drevet af regionale stormagter som Kina, Indien, Brasilien eller Rusland – frem for en amerikansk
unipol (Zakaria, 2008).
Den amerikanske journalist og forsker Robert D. Kaplan advarede således sine
landsmænd om ”the revenge of geography” i tidsskriftet Foreign Policy i 2009; ”Embracing the
dictates and limitations of geography will be especially hard for Americans, who like to think that
no constraint, natural or otherwise, applies to them. But denying the facts of geography only invites
disasters that, in turn, make us victims of geography” (Kaplan, 2009, 105). Til forskel fra tidligere
bliver geopolitikken endda kaldt ved eget navn.
Mit udgangspunkt er dermed, at geopolitik i dag er vigtigere end værdipolitik
(promovering af en stats regimeværdier i udlandet). En stats geopolitiske handlerum er dermed
61
bestemmende
for
dens
værdipolitiske
handlerum
–
ikke
omvendt.
Princippet
om
sikkerhedspolitikkens primat går også igen i såvel teorien om ’high/low politics’ (Hoffmann, 1966)
som i den såkaldte ’luksusteori’. Først når en stat råder over et vist udenrigspolitisk handlerum
bliver der plads til indenrigspolitisk luksus i udenrigspolitikken (Mouritzen og Wivel, 2012, 191).
På basis af overstående fælles forudsætninger kan opstilles nogle specifikke teorier.
Jeg vil gå i dybden med to af dem, da de begge forekommer at have betydelig forklaringskraft i
forhold til puzzlet. Forinden skal jeg dog kort nævne (og afvise) to teorier, der ligeledes befinder sig
på det interstatslige niveau: den kendte trusselsbalanceringsteori (Walt, 1987) og den knap så
kendte ’proximate power balancing’ (Mouritzen, 2006, 152). På baggrund af Ruslands opstigning i
såvel kapabiliteter som assertion burde begge teorier tale for en gradvist stigende assertion i både
Danmark og Sveriges Rusland-politikker38. En balancering (eller blot en øget assertion) af Rusland
ville både være relevant, muligt, og realistisk (Mouritzen og Wivel, 2012, 38).
Om end Sverige følger både Walt og Mouritzen/Wivels forudsigelser med en stigende
assertion (dog ganske pludseligt og ikke gradvist), er Danmarks politik ikke i overensstemmelse
hermed. Tværtimod tilpasser Danmark sig i stigende grad den opstigende regionale stormagt
gennem perioden. Danmark og Sverige er jo netop ens på de punkter, Walt og Mouritzen
fremhæver; omtrent samme geografiske beliggenhed i forhold til Rusland, stort set samme
kapabiliteter og samme ambitionsniveau. Lige så lidt som de systemiske teorier kan
trusselsbalancering og ’proximate power balancing’ forklare disse spejlvendte assertionstrends.
Jeg vil i stedet præsentere to andre teoribaserede forklaringer, der umiddelbart virker
mere lovende. Den første teori antager det for de fleste selvfølgelige, nemlig at Danmark og Sverige
selv fastlægger sin Rusland-politik. Denne kalder jeg småstatens territoriepolitik; afledt af
Vasquez’ teori om territoriets primat. Med min anden forklaring, stormagtens del og hersk, antager
jeg omvendt, at det er Ruslands adfærd vis-a-vis de to småstater, der fremprovokerer bestemte
modsvar. Det sker ved, at Rusland fører en del og hersk politik, hvor enten Danmark eller Sverige
favoriseres på den andens bekostning for at undgå at nærområdet forener sig mod Rusland. Er
Danmark eksempelvis den stat, der favoriseres, vil Danmark gengælde med en mere adaptiv tilgang,
mens ’syndebukken’ Sverige vil gengælde Ruslands assertive adfærd. Denne kalder jeg stormagtsforklaringen; den udfarende kraft antages at ligge hos Rusland. Hvorledes de to forklaringer knytter
an til assertion redegøres for i det følgende.
38
Om Ruslands opstigning se blandt andet Tsygankov, 2012, 695. Stigende oliepriser samt Ruslands interventioner i Georgien og på
Krim nævnes ofte som udtryk for dets opstigning.
62
Småstatens territoriepolitik (’Arktis-forklaringen’)
Vasquez’ territorie-teori i bogen ’The War Puzzle’ fra 1993 og i ’The War Puzzle Revisited’ fra
2009 er her tilpasset småstaters særlige vilkår, men i øvrigt er jeg tro mod originalen. Vasquez’ teori
beskæftiger sig med årsagerne bag fred og konflikt mellem stater, og jeg vil på baggrund heraf
udlede en række implikationer for parternes adfærd, herunder min afhængige variabel
assertionsgrad.
Det ifølge Vasquez mest afgørende for et bilateralt forhold er, hvorvidt de indbyrdes
grænser er fastlagte eller ej:
“Territory, and territorial contiguity in particular, is an underlying source of conflict
that leads to war, but if that conflict is resolved, it need not constantly give rise to war. Territoriality
is a basic tendency in state behavior, but once a territory is established, territoriality need not
provoke confrontation and violence.” (Vasquez, 2009, 160).
Vasquez tager udgangspunkt i territorielle disputter mellem parter, hvor magtforholdet
er tæt på symmetrisk. Det vil sige hvor de implicerede parter besidder kapabiliteter på omtrent
samme niveau. Min antagelse er, at en territoriel disput må være endnu mere alvorlig for den svage
part i et asymmetrisk forhold. Som tidligere nævnt forstås ’småstat’ og ’stormagt’ her hverken
absolut eller relativt, men relationelt (Mouritzen, Wivel 2005, 3-4). Kun i en konkret relation
(dyade) kan vi udtale os om magtforholdet og dermed hver parts relationelle størrelse. 39
Paul R. Hensel og Paul F. Diehls “It Takes Two to Tango: Nonmilitarized Response in
Interstate Disputes” fra 1994 opstiller blandt andet sammenhængen mellem parternes relationelle
kapabiliteter og deres respektive adfærd. Forventningen er, at den svagere part i en given territoriel
disput sjældent vil optrappe en disput mod den stærkere part. En småstat kan måske ’låne’ sig til
militære midler i en alliance – men står den uden assistance, er det svært at forestille sig, at
småstaten vil søge en krig, den med al sandsynlighed vil tabe. I stedet må småstaten opføre sig
varsomt (oversat fra det engelske ’prudently’) og ikke-provokerende (Gochman og Leng, 1983,
101, 105).
39
Med denne definition af begrebet bliver det problematisk at tale om en egentlig ‘småstatsadfærd’ – netop fordi en stat kan indgå i
forskellige dyader. I den såkaldte småstatslitteratur har man imidlertid typisk karakteriseret en sådan adfærd ved 1)”low profile in
international relations regarding their level of acticity as well as their policy positions; 2) prefer diplomatic foreign policy instruments
to military activicsm; 3) rely on cooperation and multilateral institutions whenever possible; and 4) make foreign policy choices in
response to external developments” (Wivel, 2013, 301 ud fra hhv; Elman, 2005; Hey, 2003; Larsen, 2005; Neumann og Gstöhl,
2006; Steinmetz og Wivel, 2010).
63
Danmarks udenrigspolitik i 1930erne var for eksempel præget af det faktum, at
Tyskland ikke havde anerkendt grænsen ved Kruså fra 1920. Man diskuterede det ikke offentligt,
men på regeringsmøderne var frygten for et tysk krav om grænserevision konstant. Alle andre
emner var underordnet det (især efter Hitlers overtagelse og tiltagende uro i grænselandet; Petersen,
2004, 154).
På den anden side er det afgørende for småstatens anseelse i det internationale hierarki
at opretholde en vis selvstændighed og ikke hele tiden lade sig overtrumfe af stormagter (Gochman
og Leng, 1983, 101; ordet hierarki bruges faktisk). Hvis småstaten gentagne gange ikke formår at
stå fast på afgørende spørgsmål, risikerer den at signalere eftergivenhed, at nærmest opfordre til
stormagters udnyttelse og inkassere det såkaldte ’sucker’s payoff’ i fangernes dilemma (Axelrod,
1984, 483-484).
Jeg udleder heraf, at løsningen på småstatens dilemma mellem ’prudence’ (≈
varsomhed) og ’resolve’ (fasthed) bliver at prioritere den territorielle disput over alle andre
bilaterale hensyn (økonomiske og værdipolitiske)40. Det indebærer, at småstaten på alle andre
områder vil føre en adaptiv (ikke-assertiv) politik vis-a-vis stormagten (som det var tilfældet i
eksemplet ovenfor vedr. dansk udenrigspolitik i 1930’erne). Som Morgenthau udtrykker det, bør en
stat da også være i stand til at “distinguish what is truly vital from what is not, and [be willing]… to
compromise on less than vital issues” (Morgenthau, 1978, 529-58). På denne måde kan småstaten
opspare en vis kredit til, når det virkelig gælder – når den territorielle disput skal afgøres. Ikke i den
betydning, at småstaten skal ’løse’ disputten med militære midler – tværtimod vil småstaten for alt i
verden undgå en sådan udvikling.
I den territorielle disput foretrækker småstaten derfor en diplomatisk løsning. Her er
det en fordel for småstaten, hvis der på forhånd eksisterer folkeretslige eller diplomatiske normer og
retningslinjer for denne proces (Vasquez, 1993, 148 og Vasquez, 2009, 165; jf. også
småstatslitteraturen). At staterne indbinder hinanden til et bestemt regelsæt og dermed sikrer, at alle
parter spiller efter reglerne – selv når politiske begivenheder eller forhandlingsresultater går dem
imod – er grundlæggende for at sikre en fredelig løsning på territorielle konflikter. Dermed ikke
sagt, at intergovernmentale organisationer per definition sikrer en fredelig region – den kollektive
indbinding bør foregå som et “outcome of iterative adjustments that have evolved through a process
of conflictive and cooperative interactions.” (Vasquez, 2009, 286. Rummel, 1979: 331). Diplomati
40
Også Machiavelli anvender de to begreber ’forze’ (power) og ’prudenza’ (wisdom) som to typer politiske instrumenter (Bryder,
1990, 79).
64
og indbinding er kort sagt blandt de mest afgørende karakteristika ved fred (Vasquez, 2009, 286287). Det kan dog sjældent helt eliminere betydningen af den magtmæssige asymmetri.
Småstatens strategi bliver dermed at forhindre militær optrapning men stå fast i den
territorielle disput kombineret med lav assertion i forhold til stormagten i andre spørgsmål. Netop
hvornår denne strategi træder i kraft er også beskrevet i litteraturen. Det sker, når småstatens
beslutningstagere indser risikoen for, at den pågældende disput kan udvikle sig til også at omfatte
militære midler. Dette såkaldte ”point of surprise” kan karakteriseres som en slags alarmklokke for
småstatens beslutningstagere, der ved en bestemt begivenhed indser risikoen for krig (og dermed
nederlag). Gochman og Lengs resultater peger på, at det først er efter dette ”point of surprise”, at
sammenhængen mellem relative kapabiliteter og adfærd viser sig (Gochman og Leng, 1983, 105).
Modsat vil en småstat uden territorielle udeståender i forhold til stormagten besidde et
større handlerum og frihed til at ’vælge’ assertionsgrad ud fra andre hensyn. Med den vigtigste
konfliktfaktor elimineret taler sandsynligheden dog for et forhold med gensidigt beskeden assertion
og præget af samarbejde. Teorien vil nu blive afprøvet i forhold til Danmarks og Sveriges faktiske
assertion i perioden fra 2002 til 2013.
Sveriges Ruslandsgrænse
I det følgende redegøres for status på de svensk-russiske grænser, hvorefter Vasquez’ teori kan
udstikke forventninger om forholdets natur og småstatens assertionsgrad.
Med Estland, Letland og Litauens uafhængighed i 1991 blev Østersøgrænsen med
Sovjetunionen/Rusland kraftigt forkortet – ned til nutidens uomstridte grænse: Sverige har et par
kilometers havgrænse til Rusland i Østersøen mellem Gotland og Kaliningrad (se kort bilag 5).
Denne er siden blevet yderligere bekræftet med Sverige og Ruslands indtræden i FN’s
Havretstraktat i hhv. 1996 og 1997.
Sverige og Rusland deler ingen landegrænse længere. Som nabostater udkæmpede
Sverige og Rusland elleve krige indtil Finlands selvstændighed i 1917, men siden har de ikke
udkæmpet en eneste (Den Store Danske, 2014). Ifølge Vasquez’ teori kan freden mellem Sverige og
Rusland netop skyldes oprettelsen af en bufferzone (primært Finland) imellem dem (Vasquez, 2009,
294).
På dette favorable geopolitiske grundlag kan vi alt andet lige forvente en beskeden
grad af assertion fra begge parter gennem hele forløbet. Sverige har dog stadig mulighed for at
’vælge’ assertionsgrad ud fra andre hensyn.
65
Sveriges territoriepolitik
Forventningen om et grundlæggende harmonisk forhold med lav assertion fra begge sider giver et
dækkende billede af de svensk-russiske relationer fra 2002 til 2008 men er ikke overensstemmende
med det kølige forhold fra 2008 til 2013. Naturligvis har fraværet af omstridte territorier givet
Sverige en handlefrihed til at blive mere assertiv om fornødent (hvis stormagten er assertiv, i tråd
med tit-for-tat-mekanismen), herunder råd til at anlægge værdipolitiske synspunkter i
Ruslandspolitikken (luksusteorien). Ruslands intervention i Georgien udstiller en klar geopolitisk
uenighed, som Sverige må reagere på. Men Sveriges kraftige assertion og den stærke forringelse af
forholdet, som er beskrevet, kan alligevel undre. Det er i hvert fald ikke noget, der kan udledes fra
småstatens territoriepolitik.
Der er dermed to forklaringsmæssige udeståender, der ikke kan forklares. For det
første udenrigsminister Carl Bildts fornærmelse af Rusland i august 2008. For det andet de følgende
seks års rekord-assertion. Jeg vil undersøge disse to fænomener yderligere ved hjælp af hhv.
Ruslands del og hersk-politik (stadig på det interstatslige niveau) og senere eventuelle
forklaringsfaktorer på det intrastatslige niveau.
Kongeriget Danmarks Ruslandsgrænse
I det følgende redegøres for den dansk-russiske grænsestatus, hvorefter Vasquez’ teori kan udstikke
forventninger om forholdets natur og småstatens assertionsgrad.
Danmark deler som udgangspunkt hverken hav- eller landegrænse med Rusland. Men
det gør Kongeriget Danmark til gengæld. For Grønland og Rusland har grænser, der endnu ikke er
fastlagte i Arktis, herunder selve Nordpolen. Ud fra Grønlands selvstyrelov fra 2009 varetages
udenrigs- og forsvarspolitiske spørgsmål af regeringen i København, dog med hensyntagen til
grønlandske ønsker (Udenrigsministeriet, 2011, 10), hvorfor jeg omtaler ’Kongeriget Danmark’
som Danmark i det følgende.
Grænserne i Arktis har altid været uklare. Tidligere har det imidlertid ikke været
nødvendigt for stater at fastlægge dem, da området alligevel var dækket af is og så godt som
ufremkommeligt. Den globale opvarmning har ført til at nye søveje og olie – og gasfelter bliver
tilgængelige.
66
Fire ud af de fem arktiske kyststater - Rusland, Canada, Norge og Danmark - kan i
kraft af deres indtræden i FNs Havretstraktat indlevere krav på og få tilkendt arktiske havområder41.
Norge ratificerede UNCLOS i 1996, Rusland i 1997, Canada i 2003 og Danmark i 2004 (UNCLOS,
2013). USA har endnu ikke tilsluttet sig grundet modstand i Kongressen (Wright, 07.08.2012).
Udover de enkelte staters ratificering af UNCLOS var ingen nærmere diplomatiske
løsningsmekanismer etableret før maj 2008.
Samtidig argumenterede en række ikke-arktiske stater for en international traktat for
Arktis, der ville betyde, at det internationale samfund fik ejerskabet i stedet for at tilfalde de enkelte
kyststater. På linje med Antarktis ville Arktis blive et område forbeholdt international forskning
(Canwest News Service, 28.05.2008).
Midt i denne internationale uenighed omkring selve processen for fastlæggelsen af de
arktiske grænser plantede et russisk forskerhold et flag på Nordpolens havbund for at symbolisere
Ruslands krav på området. Også Canada og Kongeriget Danmark arbejdede på at bevise områdets
tilknytning til landenes kontinentalsokkel (ved at indsamle geologiske data herom). Den russiske
flagsætning vakte stor international opmærksomhed. Det blev et spørgsmål, om de arktiske
kyststater overhovedet var i stand til at sikre en fredelig udvikling i regionen (Canwest News
Service, 28.05.2008).
Særligt for Danmark var situationen kritisk, idet man formentlig var den arktiske
kyststat, der var længst bagud i sin arktiske ’mobilisering’, såvel politisk, økonomisk som militært.
Ikke før 2011 udarbejdedes en arktisk strategi for Kongeriget; Danmark, Grønland og Færøerne
(Udenrigsministeriet, 2011). Samtidig aktualiserede den russiske flagsætning den dansk-russiske
territorielle disput om Nordpolen. Rusland er samtidig Arktis’ suverænt ’tungeste’ aktør; det har en
større del af sø- og landterritoriet end de andre arktiske stater tilsammen (se kort bilag 6. Roi, 2010,
562) og har for eksempel. den største isbryderkapacitet (Bukharin, 2006, 25).
Hvad kan vi på denne baggrund forvente vedr. Danmarks assertionsgrad over for
Rusland? Den russiske flagsætning i 2007 synes fint at modsvare det ’point of surprise’, der
41
Staterne bærer selv ansvaret for at indlevere krav til FN’s Havretskommission senest 10 år efter tiltrædelse af traktaten (fristen kan
dog forlænges). FN’s Havretskommission vurderer, hvorvidt de geologiske data, der ligger til grund for staternes krav er valide.
(UNCLOS artikel 76.9). Kommissionen vurderer blot omfang og kvalitet af hvert krav for sig og anbefaler staterne, hvor grænserne
skal gå (artikel 76.8). Kommissionen afgør ikke hvilket krav, der har ”mest ret” til Nordpolen. I Artikel 76.4 fastlægges staternes
grænser efter dets kontinentalsokkel, hvis der er længere end 200 sømil til nabostat. En stats kontinentalsokkel er den naturlige
forlængelse af statens landmasse udi havbunden (men ikke oceanrygge). Ret til et givet område omfatter suveræn ret til at udnytte
mineral – og ikke-levende naturressourcer på havbunden (artikel 77.4). Staten har dermed ingen særlig ret til havet over dets havbund
og ressourcer herfra (artikel 78.1). Fik Kongeriget ret til Nordpolen eller andre arktiske områder ville det indebære, at Kongeriget kan
foretage olieboringer, men må dele fiskeriet med andre stater.
67
fremhæves i den teoretiske litteratur – dvs. det tidspunkt hvor det territorielle udestående med
Rusland går fra at være hvilende til at være aktuelt. Forud for dette tidspunkt kan forventes et
grundlæggende afslappet forhold mellem Danmark og Rusland med lav assertionsgrad (om end med
frihed for parterne til at ’vælge’ en højere assertion, hvis andre forhold skulle tale for det). Efter
dette tidspunkt kan det forventes, at Danmark vil gøre alt for at forhindre en militær optrapning af
disputten samt dæmpe sin assertion vis-a-vis Rusland i alle andre spørgsmål. På denne måde kan
Danmark opspare en vis kredit til brug i kommende grænseforhandlinger.
Danmarks assertionstrend i ikke-arktiske spørgsmål
I det ydre forløb ser disse forventninger ud til at passe med det tidligere dokumenterede forløb i
Danmarks assertionsgrad over for Rusland: en markant faldende kurve. I perioden fra 2002 til juli
2007 hvor den territorielle disput endnu ligger i dvale, bruger Danmark så godt som enhver
lejlighed til at modsætte sig Rusland: Zakajevs besøg i 2002, støtte til Baltikums optagelse i NATO
og til Ukraines Orangerevolution, krav om en russisk undskyldning for Sovjetunionens besættelse
af Baltikum, en hurtig anerkendelse af Kosovo samt fortaler for Georgien og Ukraines medlemskab
helt frem april 2008. Jeg finder således ikke et eneste tilfælde af tilbageholdenhed fra dansk side. At
Danmark faktisk udnytter sin ’assertionsfrihed’ i denne første del af perioden kan teorien naturligvis
ikke forklare. Men det er ud fra teorien logisk, at Danmark arbejder mere ihærdigt end andre
NATO-medlemmer for de baltiske landes NATO-medlemskab (og tidligere deres uafhængighed),
fordi det medvirker til opbyggelsen af en ’bufferzone’ i forhold til en eventuelt fremtidig russisk
trussel. Dette udgør som tidligere vist en stærk assertion over for Rusland, der har den modsatte
interesse. De øvrige assertioner fra 2002 til 2007 kan derimod ikke afledes af teorien.
Helt frem til april 2008 finder man dog eksempler på dansk assertion; den hurtige
anerkendelse af Kosovo samt støtten til Georgien og Ukraines NATO-medlemskab. Herefter kan
jeg imidlertid dokumentere en langt mere pragmatisk dansk Rusland-politik: Danmark undlader at
kritisere Ruslands interne forhold såsom valgsvindel ved parlamentsvalget i 2011 og en
fremtrædende oppositionsleders fængselsdom i 2013; dog udtaler udenrigsminister Søvndal kritik af
lovgivningen mod propaganda for ’ikke-traditionelle relationer’ (populært kaldet homo-loven).
Danmark undlader at gøre en (medie-)sag ud af afsløringen af en russisk spion og Zakajevs andet
besøg i København i 2012.
’Arktis-forklaringen’ passer således fint på det ydre forløb (om end med knapt et års
tidsforsinkelse fra juli 2007 til august 2008). Men bekræftes forklaringen af beslutningstagerne og
68
embedsmændene? Det virker overbevisende, at flagsætningen var et ’point of surprise’ og blev
taget yderst alvorligt af daværende udenrigsminister Per Stig Møller (bekræftes også af interview
6):42
”Det kan ikke nytte noget, at det arktiske område fordeles efter, hvem der kommer
først og planter flaget. At sende en forsvarsminister til Hans Ø, eller at russerne planter flag under
Nordpolen, er ikke måden at løse det på.” (Ritzaus Bureau,12.09.2007).
I et interview seks år senere lyder det fra Per Stig Møller: ”….så siger jeg til mig selv;
den næste store konflikt kommer i Arktis. Der er det jo ens opgave at prøve at finde ud af, hvordan
undgår man den konflikt….for det er jo ikke det allersmarteste, slet ikke med Rusland…og USA,
Canada, alle kan jo slås om Polarhavet. Der kunne komme meget store spændinger deroppe på
grund af klimaforandringer, ressourcer og retten til kontinentalsokler.” (Interview med Per Stig
Møller, 10.12.2013)
Per Stig Møller afviser dog direkte adspurgt i interviewet, at Danmark skulle have
dæmpet sin kritik af øvrige spørgsmål pga. arktiske hensyn. I andre interviews bekræftes, at ’der
kan være en sammenhæng med Arktis’ (eller tilsvarende formulering). Men skuffende nok er der
ingen, der selv spiller ud med denne forklaring på det markant forbedrede forhold. Dog er Per Stig
Møller i stand til at se Vasquez’ logik i forhold til det norsk-russiske forhold:
”Jonas Gahr Støhre hjalp russerne mod Georgien og Ukraine på topmødet i Bukarest
[på NATO-topmødet i april 2008, min kommentar]….Men det var jo fordi, at Norge havde interesse
i at få en deling af Barentshavet. Så de skulle ikke genere russerne” (Interview med Per Stig Møller,
10.12.2013. Også interview 2 og 6 ser Norges adfærd i lyset af grænseaftalen).
Det er selvfølgelig en forventelig bias som redegjort for i bilag 3 (om kildekritik), idet
det er de færreste politikere, der vil indrømme, at de har prioriteret geopolitiske interesser over
eksempelvis menneskeretslige (derimod har andre gjort det, jf. Norge). På den anden side
forventede jeg, at disse elite-informanter var i stand til at opstille en sammenhængende strategi for
Danmarks Rusland-politik (som eksempelvis min foreslåede ’territorial-politik’ eller en anden). Det
viste sig imidlertid, at informanterne havde endog meget svært ved at begrunde Danmarks adfærd
vis-a-vis Rusland som andet end ’tit-for-tat’. Dette er skuffende i forhold til den teoretiske
forventning.
42
Ganske vist udtalte ambassadør Peter Taksøe-Jensen, chef for Juridisk Tjeneste i Udenrigsministeriet, til Ritzau, at det ”efter vores
vurdering ikke får nogen juridisk betydning, og vil ikke rykke ved vores muligheder for at gøre vores krav gældende i det samme
område…At sænke et flag har kun politisk betydning, fordi det kan få medierne til at interessere sig for det.” (Ritzaus
Bureau,02.08.2007).
69
Ilulissat: dansk initieret multilateralisme
Efter flagsætningen og dermed aktualiseringen af grænseproblematikken agerer Danmark som
allerede antydet i overensstemmelse med Vasquez’ teori. Man undgår som småstat ’balancing
behaviour’ i form af selv at iværksætte en flagsætning eller invitere NATO ind i Arktis sammen
med de arktiske kolleger USA, Canada og Norge (som ’balance of threat’-teorien ville have
forventet). I stedet tager Per Stig Møller initiativ til en diplomatisk multilateral løsning; allerede
måneden efter flagsætningen inviterede Møller sammen med den grønlandske landsstyreformand
Hans Enoksen de øvrige arktiske kyststater Norge, USA, Canada og Rusland til konference i
Ilulissat den 27 til den 29. maj det følgende år.
I Ilulissat i maj 2008 underskrev udenrigsministre fra hhv. Danmark, Norge, Canada,
USA (vice) og Rusland en deklaration, hvor det blev fastslået, at ”by virtue of their sovereignty,
sovereign rights and jurisdiction in large areas of the Arctic Ocean the five coastal states are in a
unique position to address these possibilities and challenges.” I deklarationen henviste de fem til
“an extensive international legal framework”, hvilket skal forstås som FN’s Havretstraktat (hvilket
ikke kunne skrives eksplicit grundet USA's manglende tiltrædelse). De fem stater erklærede sig
villige til at binde sig til denne i forhold til fastsættelse af kontinentalsokler, miljøbeskyttelse,
navigationsfrihed samt maritim forskning; ”we remain committed to this legal framework and the
orderly settlement of any possible overlapping claims.” …”we therefore see no need to develop a
new comprehensive international legal regime to govern the Arctic Ocean.” (Udenrigsministeriet,
2008). Med deklarationen opnåede Danmark dermed to formål; for det første at sætte en stopper for
flere russiske eller canadiske flagsætninger og måske endda militær optrapning i et område, man
betragter som dansk – og for det andet en afvisning af ikke-arktiske staters krav på en international
traktat om Arktis.
Hermed lever Danmark ganske eksemplarisk op til teoriens forventning, afspænding
på multilateral basis via indbinding i bestemte regelsæt (frem for oprustning). Danmark er oven i
købet initiativtageren til denne indbinding. Der har dog kun været afholdt ét møde mellem de fem
kyststater siden Ilulissat, nemlig i Canada 2010 - ikke just et “outcome of iterative adjustments
(Rummel,1979: 331) that have evolved through a process of conflictive and cooperative
interactions.” (Vasquez, 2009, 286). Dog har ’Arktisk Råd’ været i kontinuerlig funktion siden dets
70
oprettelse i 199643. Man kunne teoretisk set have forstillet sig en højere grad af indbinding i tråd
med international ret, såfremt de fem kyststater i stedet havde indvilliget i en international traktat
om Arktis på linje med Antarktis; hermed havde man helt elimineret grænsedisputterne. Så langt
har Danmark (eller andre) imidlertid ikke været villig til at gå for at sikre afspænding i Arktis. For
Danmarks del kan det skyldes hensynet til den fastboende befolkning i Grønland
(Udenrigsministeriet, 2011, 10).
Delkonklusion for Danmarks territoriepolitik
Det er blevet vist, at flagsætningen som forventet var et ’point of surprise’ for Danmark. Med
Danmarks initiativ til Ilulissat-deklarationen er Danmark endda et mønstereksempel på god
småstatsadfærd i tråd med den af Vasquez’ udledte territoriepolitik.
Forud for Ruslands flagsætning kan teorien forklare, hvorfor Danmarks satsede så
stærkt på at få en baltisk buffer (NATO-medlemskab) og dermed fik et noget anstrengt forhold til
Rusland; de øvrige assertioner kan den dog ikke forklare. I det samlede forløb kan teorien forklare
den faldende assertionskurve, tilsyneladende i lys af flagsætningen. Informanterne fremkommer dog
ikke med denne ’Arktis-forklaring’ på egen hånd, hvilket tyder på, at Danmark ikke har en
sammenhængende Ruslands-strategi (med eller uden Arktis).
Delkonklusion for Danmark og Sveriges territoriepolitik
I modsætning til systemiske eller trussels/magtbalancerende teorier har Vasquez’ teori blik for
forskellen på Danmarks og Sveriges situation (territorialdisputten i Arktis); dermed er den et godt
udgangspunkt for at forstå ’krydset’, de divergerende trends. Før 2007 kan teorien forklare, hvorfor
Danmark med sit NATO-medlemskab må arbejde også for baltisk medlemskab, mens Sverige uden
et medlemskab ikke har mulighed for samme indflydelse og dermed ’ligger i læ’. Efter 2007
forklarer
teorien
tilsyneladende
Danmarks
faldende
assertion
(aktualiseringen
af
grænseproblematikken i Arktis), samtidig med at den peger på Sveriges handlefrihed til at blive
mere assertiv om fornødent (tit-for-tat), herunder mulighed for at anlægge værdipolitiske
synspunkter i Ruslandspolitikken (luksusteorien).
43
Arktisk Råd er et et intergovernmentalt forum for Arktis’ oprindelige folk og de otte arktiske stater (Rusland, Danmark, Canada,
USA, Norge, Sverige, Island, Finland) for en bæredygtig udvikling i Arktis. Især de senere år er møderne i Arktisk Råd blevet flere
og på højere niveau. Konkrete aftaler tæller først og fremmest en aftale om fælles ’search – and rescue’ (Arktisk Råd, 2014)
71
Skuffende er imidlertid de danske beslutningstageres ganske forbeholdne støtte til
’Arktis-forklaringen’. Det sår desuden tvivl om, hvorvidt Danmark overhovedet har en
sammenhængende Ruslandsstrategi endsige formål med de enkelte udtalelser (udover en ’case-bycase’ tilgang). Måske kan det skyldes, at danske beslutningstagere – i modstrid med Vasquez teori –
er ganske ligeglade med Rigets arktiske grænser. Det er da også først om ti til tyve år, at de
geologiske data for de arktiske staters kontinentalsokler ventes at være vurderet i FN’s
Havretskommission, hvorefter en politisk aftale kan indgås (hvilket selvfølgelig også kan nås
forinden). Mod en sådan direkte underprioritering af grænsespørgsmålet taler imidlertid, at
Danmark trods alt de seneste år har foretaget en politisk oprustning på arktiske spørgsmål. Vigtigst
er måske, at såfremt Danmark lod andre hensyn vejere tungere i Rusland-politikken (prioriterede
eksport eller en assertiv menneskerettighedsprofil på bekostning af de arktiske spørgsmål), ville det
være et svigt af Danmarks pligt overfor Rigsfællesskabet og risikere at starte en debat om, hvorvidt
Danmark virkelig er i stand til at føre udenrigspolitik på Grønlands vegne.
På grund af informanternes vaghed omkring gyldigheden af Arktis-forklaringen, vil
jeg applikere en alternativ geopolitisk teori til opklaringen af baggrunden for Danmark og Sveriges
spejlvendte Rusland-politikker. Desuden er der et par andre forklaringsmæssige udeståender, der
heller ikke er tilfredsstillende forklaret: Anders Foghs og Carl Bildts kraftige assertioner i deres
forhold til Rusland.
72
Stormagtens del og hersk-politik
For stormagter er den geopolitiske logik lidt anderledes end for småstater. Fordi stormagtens naboer
udgøres af stater, der er svagere end den selv, bliver nærheden i højere grad et middel til indflydelse
frem for at udgøre en risikozone for udenlandsk indblanding. Heri ligger dog også problemet. For
nok kan man som stormagt udøve en vis indflydelse på småstaterne omkring en – men slutter alle
ens naboer sig sammen, så er magtovertaget pludselig vendt om.
Centralt her er antagelsen om en bestemt ’interesse-sfære’ (’sphere of interest’ eller
’sphere of influence’). Det vil sige, at stormagten har en særlig interesse – og måske endda en
legitim interesse – i de omkringliggende staters udvikling (Vloyantes, 1975, 11; Ruhl, 1997, 34;
Kissinger, 2001, 318; Blouet, 2010, 176). Således vurderes grænserne for Ruslands interessesfære
at løbe igennem; “the New Eastern Europe – Belarus, Ukraine and Moldova – which lies between
Russia's sensitive western frontier and the newly independent ‘Rimland’ states of East Central
Europe. Moscow lies just over 200 miles from Russia's border with Belarus and Volgograd lies less
than 200 miles from the Russian border with Ukraine.” (Blouet, 2010, 176; Berryman, 2012, 538).
Derudover kan Kaukasus tilføjes til Ruslands ‘legitime interessesfære, hvilket blev tydeligt ved
Ruslands intervention i Georgien 2008 (Tsygankov, 2012, 701; Berryman, 2010, 231–239; Trenin,
2011, 93–115).
En særlig interesse i sit nærområde gælder for så vidt også for småstater, der netop
qua geopolitikkens nærhedsprincip prioriterer nærområdets stabilitet frem for alt andet. Forskellen
er blot, at man som stormagt også besidder midlerne til at påvirke sit nærområde: positive såvel som
negative sanktioner.
Som udgangspunkt har stormagten tre måder at opføre sig på vis-a-vis sine nabostater.
Stormagten kan hhv. forfølge en samarbejdende politik med samtlige nabostater, føre en assertiv
politik mod samtlige nabostater – eller en differentieret tilgang, hvor visse nabostater favoriseres og
andre udsættes for en mindre fordelagtig behandling.
At føre en assertiv politik mod samtlige nabostater indebærer ganske vist på det korte
sigt mindre omkostninger end en omfattende integrationspolitik. På lang sigt vil en sådan politik
imidlertid føre til, at de omkringliggende småstater alle vil alliere sig mod stormagten – ifølge
logikken at fælles ydre trussel fører til øget sammenhold (Coser, 1956, 93). Det ultimative eksempel
må vel være Nazi-Tysklands ekspansion, der efter års ’buck passing’ fra de europæiske nabostater
73
til sidst fik de tidligere modparter USA, England og Sovjetunionen til at danne alliance mod
Tyskland.
En tredje mulighed for stormagten ligger i en differentieret behandling af dets
nabostater. Det kan ske på baggrund af en mængde faktorer. Men tager man udgangspunkt i
stormagtens grundlæggende interesse; at forblive den stærke part vis-a-vis sine omgivelser og
dermed for hver en pris undgå en samlet front af nabostater – så kræves ingen omfattende kriterier
for, hvorledes positive og negative sanktioner mod nabostaterne skal fordeles. Pointen for
stormagten ligger blot i det simple at behandle sine nabostater så tilpas forskelligt, at disse aldrig vil
enes.
Disse pointer har hjemme i den klassiske teori om del og hersk (’divide and rule’,
’divide and conquer’). Strategien er netop velegnet for den stærke part i en disput mod flere,
svagere modparter. Del og hersk går kort sagt ud på at ’dele’ sine modparter, således at stormagten
undgår en ’fælles front’.
Del og hersk-strategien har en incitamentstruktur i tråd med spilteoretisk logik for den
såkaldte ’stag hunt’ (på dansk; kronhjorte-jagt), hvor to mindre stater kan vælge enten at modsætte
sig eller støtte en større magt. Hvis begge stater modsætter sig den stærke magt får begge den
højeste gevinst (10). Hvis en stat støtter stormagten opnår den (6). Hvis den ene stat modsætter sig,
mens den anden støtter stormagten, opnår førstnævnte det dårligst mulige resultat (0) (Posner m.fl.,
2011, 453). Det betyder, at det for småstaterne vil være for risikabelt at gå efter 10-tallet; man
risikerer at blive svigtet af den anden småstat og dermed score 0. Det sikreste vil være at nøjes med
6-tallet. Hermed har stormagten undgået en enig front imod sig (som ville have indebåret 10-10 i
småstatsgevinster).
Bag disse forskellige spilteoretiske udfald ligger antagelsen om en ’spill over effekt’
mellem policy-områder. Det vil sige, at en stats adfærd på ét område påvirker dens adfærd på andre
områder. Appliceret på del og hersk-politikken indebærer det, at eksempelvis Sveriges assertive
kurs i forhold til menneskerettighedskrænkelser i Rusland ville betyde, at Rusland ville ’straffe’
Sverige på alle områder (såfremt Sverige er syndebuk). Ifølge del og hersk-politikken ville det være
ganske utænkeligt, at eksempelvis Sverige skulle være i stand til at ’inddæmme’ Ruslands
’afstraffelse’ til for eksempel kun at ramme de politiske forbindelser og dermed lade den svenske
eksport uberørt. Givet de asymmetriske vilkår som del og hersk-politikken netop er tilpasset, vil det
da også være vanskeligt for en småstat at foretage en sådan begrænsning af stormagtens
74
magtprojicering; det skulle da lige være, hvis småstaten besidder en særlig komparativ fordel, som
stormagten har behov for.
Udover at behandle sine modparter forskelligt kan den stærke part også benytte en
noget mere kontroversiel metode for at blokere sine modparters enhed: ved aktivt at så splid mellem
dem (mellem forskellige stater, folkeslag, religiøse grupper mv.). Denne vurderes som relativt
mindre omkostningsfuld i forhold til at yde den ene part finansiel eller politisk støtte (Posner m.fl.,
2011, 450).
Del og hersk gennem historien
Allerede den romerske kejser Julius Cæsar anvendte sig efter sigende af del og hersk-strategien, der
siden blev taget op i Machiavellis værker og ifølge historikere praktiseret af en Napoleon Bonaparte
(Bryder, 1990; Abott, 1901, 57-58). Også Storbritanniens politik overfor sine kolonier, USA’s
politik i Syd – og Mellemamerika, men også vis-à-vis EU i handelsforhandlinger og
Ruslands/Sovjetunionens politik i forskellige perioder og geografiske retninger (jf. nedenfor).
EU anvender typisk positive og negative sanktioner baseret på ansøgerlandenes
’performance’. Målet har dog været at fremme en bestemt adfærd; at de potentielle medlemmer
implementerede en række reformer, snarere end at undgå en fælles front. Et (bi-)produkt af
strategien, var udviklingen af en slags ’goodwill competition’ mellem de ansøgerlandene, der
forsøgte at overgå hinanden i demokratiske reformer (Mouritzen og Wivel, 2005, 34). Ved de
endelige forhandlinger af vilkårene for de ti nye staters medlemskab ved topmødet i København i
december 2002, benyttede EU da også en mere rendyrket del og hersk-strategi, idet man netop stod
stærkere bilateralt overfor hver af landene. Modsat forsøgte man fra de ti landes side at danne en
fælles front.44
Ikke en politik at skilte med
At følge en del og hersk-strategi er imidlertid ikke noget, man skilter med. Det er derimod noget,
man kan beskylde andre for. Hverken EU, USA eller Sovjetunionen/Rusland har indrømmet en
sådan adfærd, hvorfor interviews med russiske diplomater heller ikke kan forventes at afsløre en
sådan politik (se Aksenov og Bassin, 2006, 100). Såfremt stormagten offentligt indrømmede sin del
44
Min egen vurdering ud fra Christopher Guldbrandsens dokumentar ’Fogh Bag Facaden’ fra 2003, der i øvrigt vakte international
opmærksomhed. Tyrkiske politikere blev dybt fornærmede over afsløringen af EU's dobbeltspil, der ifølge tyrkerne var baseret på
’del og hersk’.
75
og hersk-politik, ville de berørte småstater formentlig modsætte sig enhver fremtidig tilnærmelse og
måske endda danne en fælles front (se i øvrigt diskussionen af prudence overfor resolve i afsnittet
om småstater side 63). Posner, Spier og Vermeule påpeger, at del og hersk-politikken netop kan
komme i problemer på lang sigt, idet småstaterne med tiden vil indse stormagtens strategi og med
tiden danne fælles front (Posner m.fl., 2011, 452).
Ruslands del og hersk-politik
Russisk udenrigspolitik er siden Peter den Stores tid blevet set som en balancering mellem hhv.
Vesten (vesternisering) og Østen (slavofilisme) (Staun, 2008, 9). Efter Jeltsin initiale pro-vestlige
kurs i starten af 1990’erne blev den vestlige kurs imidlertid marginaliseret (omfatter i dag ikke
mange flere end direktør for Carnegie Center Dmitry Trenin, tidl. udenrigsminister under Jeltsin
Andrej Kozyrev og det tidligere Duma-parti, det socialliberale Jabloka). I stedet må det siges at
være en mere selvstændig kurs med fokus på stabilitet – eller sågar dominans (imperialisme), der
udgør mainstream i russisk udenrigspolitisk tænkning. Andrei Tsygankov opstiller tre skoler; hhv.
’stabilizers’, ’imperialists’ og ’westernisers’.
Del og hersk-politikkens instrumenter kan bruges af stabilisers såvel som
imperialister. Fokus på stabilitet indebærer anvendelse af en ”kombination af samarbejde og tvang”,
mens imperialister udelukkende benytter sig af tvang som ”politisk pres, økonomiske sanktioner og
støtte til separatisme” (Tsygankov, 2012, 698). Det er dog uklart om Tsygankov hermed mener, at
positive og negative sanktioner påføres stater efter performance (for eksempel samarbejdsvillighed
med Rusland), eller om syndebukke – og favoritstatus fordeles uafhængigt af de enkelte småstaters
adfærd blot for at undgå en samlet småstatsfront (i tråd med del og hersk-politikken).
I Ruslands udenrigspolitiske koncepter, der vedtages rutinemæssigt i begyndelsen af
hver ny præsidentperiode, finder jeg da heller ingen direkte henvisninger til del og hersk-politikken.
Et præsidentielt dekret omkring ’Russian Strategy With Regard to the Member States of the CIS’ fra
1995 var første gang, at begrebet ’det nære udland’ (near abroad) blev diskuteret i et offentligt
regerings-dokument. Præsident Jeltsin tillagde da også det nære udland førsteprioritet for Ruslands
sikkerhedspolitiske interesser (Jonson, 1998, 115). Det er da også her, at Ruslands politiske,
økonomiske og militære ressourcer er størst, hvorfor man har forudsætningerne for at føre en del og
hersk-politik.
Udenfor Rusland – særligt i de baltiske lande – er det imidlertid populært at
karakterisere Ruslands politik som del og hersk eller sågar et udtryk for imperialisme. De baltiske
76
lande kritiserer eksempelvis Rusland for at spille de europæiske lande ud mod hinanden på
energiområdet, og der opfordres til en fælles EU-politik som modtræk. Gasledningen Nord Stream i
Østersøen, der er den første ledning udenom Ukraine og Hviderusland til Vesteuropa skulle
angiveligt gøre Ruslands del og hersk politik endnu nemmere (Molis, 2011, 78).
Selv Estland, Letland og Litauen bliver endda spillet ud mod hinanden.
Grundlæggende har alle tre stater et ret dårligt forhold til Rusland. Der er dog en vis tendens til, at
Rusland trods alt diversificerer deres adfærd for at undgå, at de tre danner en samlet front. Konkret
skete det eksempelvis, da Rusland afsluttede en grænseaftale med Letland – men afviste at ratificere
en lignende aftale med Estland, og undgik at løse en disput omkring olieleverancer til Litauen;
”Russia is interested in creating discord between the Baltic states only to exploit it to its own
advantage” lød analysen dengang (Cichocki og Osica, 2009, 37). Det var også den lettiske forsker
Aivars Strangas anbefaling til Rusland i 1996:
”A differentiated approach must be developed in carrying out Russia’s strategic
interests in the Baltic region. The Baltic countries are seen as a single geopolitical unit, but at the
level of practical politics, Lithuania must be approached in a more favorable manner, Estonia in a
stricter manner, and Latvia in a manner that lies between the two poles. The differentiated approach
to the Baltic states is rooted in the justifiable conclusion that Baltic unity is more myth than reality
and that the Baltic countries are competitors rather than partners, especially in economic matters.”
(Strangas, 1996, 160).
Ligesom mellem de nordiske lande er der en vis nabo-jalousi mellem de tre, der kan
forstærke del og hersk politikken; ”The economic and political rivalry – unavoidable to an extent –
can become structural in nature and thereby strenghten the disintegration processes plaguing
cooperation between the Baltic states.” (Cichocki og Osica, 2009, 37 og lignende i Haab, 1998, 9). I
1990’erne så det da også ud til at lykkes Rusland at undgå en samlet, baltisk front; ”To this point
the Baltic states have had differing success in achieving integration in Europe. In part this has been
thanks to efforts by Russia to sabotage any attempt at Baltic unity”….” (Apsalons, 1996, 217).
Da jeg ikke kan forvente, at russiske politikere eller diplomater offentligt skulle stå
ved en ’del og hersk’ strategi, vil jeg i det følgende undersøge trenden i Ruslands adfærd vis-a-vis
Danmark og Sverige. Småstats-diplomaters udsagn kan dog også antyde en del og hersk-politik,
såfremt disse peger på en tit-for-tat-mekanisme frem for en selvstændig småstatspolitik.
Som dokumenteret udviser Danmark og Sverige modsatrettede assertionstrends.
Såfremt der virkelig er en del og hersk-strategi på spil, må denne vurderes som succesfuld, idet
77
ingen dansk-svensk front er dannet i perioden fra 2002 til 2013. For som sagt; pointen i del og hersk
er ikke nødvendigvis at socialisere (eller tvinge) sine naboer til god opførsel; det er blot at undgå en
fælles front. Det er dermed for så vidt ligegyldigt, hvilken af småstaterne, der er favoritten eller
syndebukken. Det vigtige for stormagten at sørge for er, at der altid hersker uenighed mellem dens
naboer.
Ruslands uvilje mod en potentiel ’nordisk front’ er da heller ikke grebet ud af det blå.
Et ’nordisk forsvarsforbund’ mellem Danmark, Sverige og Norge var under forhandling i 19481949, inden Atlantpagten blev aktuel (Cichocki og Osica, 2009, 24). Under den Kolde Krig
udgjorde Danmark, Sverige, Norge, Island og Finland det såkaldte ’nordiske sikkerhedsfællesskab’.
Fælles for de nordiske lande var deres interne organisering (demokratiske velfærdsstater) og udadtil
afspændingsbestræbelser, fredsmægling og bistand til tredjeverdenslande. Norden udgjorde ’en
tredje vej’ mellem de to supermagter (Wivel, 2013, 310 og Cichocki og Osica, 2009, 21). Med
Sovjetunionens opløsning forsvandt dog denne niche og både Sverige og Finland blev optaget i EU
i 1995. Den nordiske front er dermed ikke så stærk som tidligere, men det kan tænkes, at Rusland
stadig er opmærksom på bevægelser i den retning; senest den såkaldte ’nordiske musketered’ i 2010
på baggrund af Stoltenberg-rapporten fra 2009 (Cichocki og Osica, 2009, 26). Jeg opstiller en
række indikatorer for Ruslands favorisering, der omfatter såvel symbolske, politiske som
økonomiske midler:
•
Statsbesøg (afholdelse eller aflysning)
•
Kontakt mellem statsledere, udenrigsministre, diplomater (hyppighed og
ris/ros)
•
Bilaterale politiske eller økonomiske aftaler (forbedring af eksisterende,
indgåelse af nye eller annullering af disse)
I det følgende gennemgås trenden for Ruslands behandling af hhv. Danmark og Sverige samt
hvorvidt denne stemmer overens med de to landes egne assertionsgrader (linket mellem uafhængig
og afhængig variabel).
I perioden, hvor småstaten er assertiv vis-a-vis Rusland, skyldes det ifølge del og
hersk-forklaringen, at Rusland blot har udpeget staten som en slags syndebuk og via hhv. aflysning
af statsbesøg, blokering af samhandel m.v. har fremprovokeret en sådan adfærd. Omvendt for den
stat, som Rusland favoriserer; her er det forventningen, at småstaten dæmper sin assertion. Jeg skal
78
kunne påvise, at Rusland favoriserer Sverige fra 2002 til 2008 og omvendt gør Danmark til
syndebuk i perioden. Efter 2008 skal jeg påvise, at Rusland favoriserer Danmark på bekostning af
Sverige.
Fra 2002 til 2008: Danmark som syndebuk og Sverige som favorit
I forbindelse med Danmarks EU-formandskab i sidste halvdel af 2002 planlagdes også det første
statsbesøg mellem Danmark og Rusland siden 1964. Tidligere samme år havde Ruslands
udenrigsminister Ivanov besøgt sin kollega Per Stig Møller i København, premierminister
Kasyanov havde ligeledes besøgt sin kollega Fogh Rasmussen og året før havde udenrigsminister
Mogens Lykketoft aflagt besøg hos Ivanov i Moskva.
Med Ruslands tidligere ambassadør Dmitry Ryurikovs ord skulle statsbesøget i
december 2002 være et ”full-scale visit bringing about the progress in trade and
bilateral
economic projects, cooperation and promoting ties in other spheres.“ (Interview med Dmitry
Ryurikov, 17.02.2014). Da det blev kendt, at en tjetjensk verdenskongres skulle afholdes netop
ugen efter terrorist-aktionen mod Dubrovka-teatret i Moskva og umiddelbart inden statsbesøget,
aflyste Rusland statsbesøget ved en meddelelse på det russiske udenrigsministeriums hjemmeside.
Danmark valgte at flytte topmødet til Bruxelles. (Kjuel Nielsen, 2007, 14). I følge Ruslands
tidligere ambassadør i København Ryurikov var der:
“…no doubt what consequences and what political and informational climate
such a coincidence of events in Copenhagen could bring about, not to mention the
real
threat of assassination attempts against the President. The efforts of the Russian diplomacy to
clear out the situation and try to convince their Danish colleagues that such an idea was not
a good one bore no fruit. “We stick to human rights, the Chechen have the right to
themselves, we
express
just can’t refuse them their right” was the official Danish answer. Small
wonder V. Putin who
took much of the burden of the 2-nd round of hostilities on his
shoulders, refused to come – it would be 1)a humiliation to the country, 2) a humiliation to the
President of Russia and Commander in Chief and 3) a personal humiliation to a man who really
and earnestly tried to bring the bloody conflict to the end with the minimum of loss of lives of the
citizens of Russia, Chechens included. In no way did Russia and he himself deserve such
disrespect….” (e-mail til forf. 18.02.2014).
79
Udover det aflyste statsbesøg (der først blev afholdt otte år senere), aflyste Rusland
møder i det Dansk-russiske Regeringsråd45 frem til 2006 og selv danske diplomater i Moskva blev
ramt, idet ingen højtstående ville tale med ambassaden (interview 2 og interview 7).
Der forekom også ganske personlig chikane; således fortalte udenrigsminister Per Stig
Møller, at ”…”de prøvede at holde min departementchef ude fra møderne og glemte at hente os i
lufthavnen i Moskva. Og den vodka vi begge fik forærede. Jeg tog ikke min med hjem, så jeg kom
ikke ud for det. Hele departementchefens kuffert stank af vodka, for der var lige lavet hul i proppen.
De har lavet mange små numre…” (interview Per Stig Møller, 10.12.2013). Også statsministeren
fik en særlig behandling, da han efter sit krav om en russisk undskyldning for besættelsen af
Baltikum var gæst til sejrsparaden i Moskva den 9. maj 2005. Da Anders Fogh Rasmussen kom
forbi for at hilse på sin ven USA's præsident George W. Bush, der sad placeret ved siden af Putin,
blev den danske statsminister ignoreret af Putin, der end ikke ville hilse (interview 2).
Det er svært at påvise, at danske virksomheders vilkår i Rusland blev dårligere netop
på grund af de forværrede politiske relationer, men jeg kan dog pege på to grunde hertil. For det
første blev ambassadens kontaktnet i russiske ministerier reduceret efter 2002 – et netværk som i
dag netop fremhæves som en konkurrencemæssig fordel for danske virksomheder; ”En tæt og
direkte kontakt til de russiske føderale, regionale og kommunale beslutningstagere er afgørende for
at sikre godkendelse af de danske virksomheders produkter og dermed afsætning til den store
offentlige sektor.” (Regeringen, maj 2012).
For det andet må det aflyste statsbesøg i december 2002, hvor Rusland ifølge
ambassadør Ryurikov netop havde lovet øget samhandel og underskrivelse af en række ’bilaterale
økonomiske projekter’, i sig selv have udgjort et stort tab i ordrebøgerne for dansk erhvervsliv. Det
er da også netop dansk eksport og investeringer, der har været det måske mest håndgribelige resultat
af de fire dansk-russisk statsbesøg siden 2008. Der må dermed også være grund til at tro, at fraværet
af statsbesøg og dertil hørende eksport – og investeringsaftaler, og ikke mindst at virksomhedernes
europæiske konkurrenter i stedet fik mulighed for at indgå sådanne aftaler, har været til skade for
dansk erhvervsliv.
Kontorchef i Udenrigsministeriet Mette Kjuel Nielsen nævner da også selv Ruslands
forskelsbehandling i en artikel fra 2007; Det har måske været omkostningsfrit for Rusland at
45
Det Dansk-russiske Regeringsråd (oprettet før 2001) er et overordnet organ, der ser på de økonomiske og handelsmæssige
forbindelser mellem Danmark og Rusland og har nedsat en række specialiserede arbejdsgrupper til at fremme de bilaterale
kommercielle forbindelser på særlige områder (Kjuel Nielsen, 2007, 20).
80
fremhæve Danmark negativt i en indenrigspolitisk kontekst – at bruge Danmark som ’prügelknabe’
– hvor tilsvarende reaktioner over for større lande i samme situationer, for eksempel. Storbritannien
eller Tyskland, ville være forbundet med større omkostninger på russisk hold. (Kjuel Nielsen, 2007,
20).
I samme periode burde Rusland i tråd med del og hersk-teorien favorisere Sverige for
at undgå, at Sverige støttede Danmarks assertion. I perioden fra 2002 til 2008 mødtes
udenrigsminister Freivalds med sin russiske kollega Ivanov i 2003 og Kongehuset besøgte Putin i
Moskva 2007 (det kan tilføjes, at der allerede var afholdt et statsbesøg i 2001, samt at præsident
Putin besøgte statsminister Persson i både 2000 og 2001). Desuden oprettede man i perioden den
såkaldte ’Svensk-ryska Styrkommittén’ for samordning af det bilaterale økonomiske samarbejde på
regeringsniveau med hhv. en svensk og en russisk minister som formænd, der siden har mødtes en
gang årligt (Ruslands ambassade i Sverige, 2014).
Fra 2008 til i dag: Sverige som syndebuk og Danmark som favorit
Med Carl Bildts udiplomatiske Sudetenland-analogi vedrørende Ruslands intervention i Georgien i
2008 kunne Sverige med ét ikke længere være Ruslands favorit. Tværtimod blev Carl Bildts
kommentar begyndelsen på Sveriges indtil videre seks-årige skæbne som Ruslands ’syndebuk’ med
alt hvad det indebærer af aflyste statsbesøg og hetz af diplomater – efter samme skabelon som
Danmark efter Zakajev fra 2002 til 2008.
Udover fordømmelse af Bildts kritik afslog man også et besøg fra Bildt (Dagens
Nyheter, 09.03.2010). Carl Bildt omtaltes som værende decideret persona non grata i Rusland
herefter (Stockholm News, 2008). Ved Sveriges EU-formandskab i sidste halvdel af 2009 forsøgte
Rusland da også via bilaterale kontakter med de øvrige EU-lande at få EU-Rusland-topmødet flyttet
fra Stockholm til Bruxelles med henvisning til Carl Bildts ’opførsel’. Det lykkedes dog Sverige at
afværge det russiske pres og topmødet blev afholdt i Stockholm (Myndigheten för samhällsskydd
och beredskap (MSB), 19.11.2009). Derudover besøgte præsident Medvedev ved samme lejlighed
også statsminister Fredrik Reinfeldt og det svenske kongehus. Medvedev udtalte, at han nu havde
tilgivet Bildt, idet Bildts fortalelse måtte være en diplomatisk fejl (Oldberg, 2012, 129). Netop den
svenske regerings godkendelse af Nord Stream et par uger forinden, på trods af modstand i den
svenske opinion samt bekymring fra forsvarsministeren, vurderes at være forklaringen på Ruslands
(midlertidige) ophold i sin hetz mod Sverige (Oldberg, 2012, 124).
81
I marts 2010 besøgte statsminister Reinfeldt Medvedev i Moskva og året efter aflagde
Putin besøg i Stockholm, hvilket umiddelbart skulle være et positivt tegn for det svensk-russiske
forhold (Ruslands ambassade i Sverige, 2014). Ved sidstnævnte lejlighed oprettedes såvel
’Swedish-Russian Business Council’ samt et såkaldt ‘moderniseringspartnerskab’ i stil med øvrige
EU-landes46 og yderligere seksten bilaterale samarbejdsaftaler er blevet indgået siden 2009, heraf ni
på regeringsniveau omhandlende blandt andet ’search and rescue’ i Østersøen, rumforskning og
transport af svenske soldater og materiel til Afghanistan (Ruslands ambassade i Sverige, 2014).
Svensk eksport til Rusland faldt dog i 2009 og 2010. Jeg har dog ikke belæg for at skrive, at det
skyldes de forværrede politiske forhold. I stedet synes årsagen at være finanskrisens dæmpning af
den russiske efterspørgsel. Svensk eksport er angiveligt mere udsat end dansk grundet de særligt
konjunkturfølsomme virksomheder som IKEA og VOLVO (læs mere herom i bilag 7).
At Rusland misbilligede Bildts fortsatte højprofilerede kurs var der dog ingen tvivl
om. På det afsluttende topmøde for det svenske formandskab i Arktiske Råd i maj 2013 optog man
alle ansøgere til observatørstatus (Indien, Italien, Japan, Kina, Singapore og Sydkorea) – undtagen
EU, der netop havde været Bildts personlige topprioritet (Canada og Rusland modsatte sig). At der
derudover opstod et skænderi mellem Bildt og Lavrov midt under mødet må siges at være en ganske
rammende illustration af det generelle svensk-russiske forhold (egen viden kombineret med Alla
Dessa Dagar, 16.05.2013).
De seneste år har også de svenske diplomater været udsat for en ganske uset
medieopmærksomhed; den russiske tv-kanal NTV (ejet af Gazprom) anklagede Sveriges ambassade
for at sammen med den amerikanske at stå bag demonstrationerne efter parlamentsvalget i
december 2011 (NEWSru.com, 07.12.2011). I foråret 2013 afslørede samme tv-kanal, at svenske
diplomater øjensynligt prøvede at hverve oppositionspolitikeren Ilya Yashin som svensk spion, idet
man havde optaget et møde mellem dem med skjult kamera. Også tyske og britiske diplomater blev
afsløret på samme vis. Svenske diplomater på plads til oppositionspolitiker Navalnys retssag i
Kirov blev ligeledes forulempet (Vlast, 22.07.2013). Desuden kunne ambassaden ’kun’ få møder i
det russiske udenrigsministerium (MID) – vel at mærke ikke i Kreml – som Danmark var i stand til
i samme periode (interview 1 og 2).
I påsken 2013 indtraf det måske mest tydelige udtryk for russisk assertion; russiske
bombefly øvede angreb blandt andet mod Försvarets Radioanstalt ved Stockholm. Derudover blev
46
Dog et år efter at Danmark indgik en lignende aftale (Regeringen, 29.04.2011). Derudover afholdtes fortsat årlige møder i ’Rysksvenska Styrelseskommitén’ (Rysslands Röst, 14.01.2009).
82
adoptioner til Sverige indstillet i efteråret 2013 som følge af Ruslands nye lovgivning mod ikketraditionelle relationer (homoseksuelle).
Ruslands politik overfor Danmark i perioden fra 2008 til i dag har været væsentligt
mere samarbejdende. Allerede i september 2006 udviste Rusland endda villighed til at lægge
Zakajev-sagen bag sig; således gennemførtes genbegravelsen af Zarina Maria Fjodorovna (født som
prinsesse Dagmar af Danmark) ved sin mand Zar Aleksandr den IIIs side i Peter Paul Katedralen i
Sankt Petersborg med deltagelse af det danske kronprinsepar samt viceudenrigsminister Titov. Det
var første gang siden 2002, at Rusland lod en minister mødes med repræsentanter fra Danmark. Til
Politikens udsending vurderede Danmarks ambassadør i Moskva Per Carlsen, at ”forholdet nu er
blevet normalt, siger man ... fra russisk side”….men at ”is tør langsomt op…” (Politiken,
27.09.2006). En yderligere indikation på dette var genetableringen af det dansk-russiske
regeringsråd, der ikke havde mødtes i fire år. Specialets informanter vurderer netop, at det var
Rusland – ikke Danmark – der ’rakte hånden ud’ (interview 2 og 7).
Herefter fulgte det første statsbesøg siden 1964, da Kongehuset tog imod præsident
Medvedev i april 2010. Endnu et statsbesøg fandt sted i Moskva i 2011. Hertil kom yderligere fire
besøg på højt niveau47. ”Vi blev behandlet, som om vi var på niveau med USA eller Kina”
(interview 2). Danske diplomater i Moskva fik i denne periode adgang til møder i Kreml, det vil
sige med Putin/Medvedevs rådgivere. Derudover udviste Putin noget nær kammeratskab med
statsminister Lars Løkke i tre kvarter lange telefonsamtaler og fadøl på Færgekroen i Tivoli (BT,
27.04.2011). Udover Danmarks godkendelse af Nord Stream, som ”Lavrov var forbløffet over, at
Danmark meldte først ud [i forhold til Sverige], fordi de opfatter os som meget Rusland-skeptiske.
Det gjorde de i hvert fald” (interview med Per Stig Møller 10.12.2014), blev det dansk-russiske
økonomiske samarbejde udvidet i perioden.
Som det første EU-land underskrev Danmark i april 2010 en fælles erklæring med
Rusland om et økonomisk og politisk moderniseringspartnerskab – vel at mærke et år før Sverige. I
september 2011 blev der underskrevet en arbejdsplan med henblik på at udbygge partnerskabet for
perioden 2011-2012. I forbindelse med højniveaubesøgene blev der endvidere underskrevet
sektorspecifikke samarbejdsaftaler og hensigtserklæringer mellem danske og russiske myndigheder.
Disse tiltag har ifølge regeringen medvirket til at øge opmærksomheden på danske virksomheders
kompetencer i Rusland og har forbedret samarbejdet mellem danske og russiske myndigheder om
47
2009: Lavrov-Møller og Putin-Løkke; 2010: Løkke-Medvedev; 2011: Løkke-Putin.
83
bl.a. forbedrede rammebetingelser for samhandel (Regeringen, 2012, 5). Derudover blev
samarbejdet i det Dansk-russiske Regeringsråd genoptaget i 2006 efter fem års stilstand, konkret
med arbejdsgruppemøder i regeringsråd og årlige plenarmøder mellem repræsentanter fra danske og
russiske erhvervsorganisationer og virksomheder. I alt var der 39 danske eksportfremstød i Rusland
i perioden 2008 til 2011, hvilket vel næppe kunne være sket uden russisk velvilje (Regeringen,
2012, 6. Se eventuelt en figur over hhv. dansk og svensk eksport til Rusland 2002-2012 i bilag 7).
At Danmark skulle udvise solidaritet med Sveriges lidt mere uheldige situation, var
der ikke tale om: ”Sverige er oppe på den høje hvide hest og spiller hellige. Danmark er også
kritiske. Men vi råber det ikke ud fra hustagene, som Sverige gør med deres megafon-diplomati.”
(interview 6 – lignende synspunkter i hhv. interview 2 og 7).
Delkonklusion for Ruslands del og hersk-politik
Kapitlets formål var at undersøge del og hersk-strategiens forklaringskraft for hhv. Danmark og
Sveriges assertion. Det viser sig ganske rigtigt, at der er en tidslig sammenhæng; Rusland
favoriserede Sverige fra 2002 til 2008, og Danmark var syndebuk i perioden. Efter 2008
favoriseredes Danmark på bekostning af Sverige. Derudover finder jeg i mine interviews med
danske og svenske beslutningstagere (FPE’s48) tegn på, at Rusland – og ikke dem selv – fastlægger
kursen. Kontorchef i Udenrigsministeriet kalder sågar Danmark for Ruslands ’prügelknabe’ i en
artikel i 2007 (Kjuel Nielsen, 2007, 20).
Ruslands adfærd vis-a-vis Sverige skifter efter Carl Bildts Sudetenland-analogi i
forbindelse med interventionen i Georgien 2008. Dog forblev de svensk-russiske økonomiske
relationer ganske uberørte af begge landes politiske assertion; således afholdtes stadig statsbesøg,
hvor bilaterale samhandelsaftaler blev indgået og Svensk-Rysska Styrkommittens samarbejde
fortsatte på trods af den diplomatiske krise i august 2008. Denne svenske evne til at ’inddæmme’
Ruslands ’afstraffelses-projicering’, så netop svensk eksport undgik at blive ramt, bryder faktisk
med del og hersk-logikken49. Det kan måske skyldes, at svenske virksomheders investeringer i
Rusland er så omfattende, at Rusland trods alt ikke ønsker at give afkald herpå – så er det relativt
48
Definition af ‘foreign policy executives’: “the head of government and the ministers and officials charged with making foreign
security policy” (Lobell, Ripsman og Taliaferro, 2009, 171)
49
Der sker dog et fald i svensk eksport i 2009 og 2010. om end trenden retter sig i 2011 og fremefter. Svensk eksport er angiveligt
mere udsat end dansk eksport grundet de særligt konjunkturfølsomme virksomheder som IKEA og VOLVO. Læs mere herom i bilag
7.
84
mindre omkostningsfyldt at rette kritik af udenrigsministeren og hans diplomater i medierne.
Ruslands behov for en svensk godkendelse af Nord Stream kan også tænkes at have lagt en dæmper
på ’afstraffelsen’.
Hvorvidt Ruslands behandling af Sverige kan forklare udsvingene i Sveriges
assertion, det vil sige, om der foreligger en kausal sammenhæng, kan diskuteres. For Ruslands
favorisering af Sverige fra 2002 til 2008 afholder jo netop ikke Carl Bildt fra at udtale sig ekstremt
assertivt i august 2008. På den anden side kan man anføre, at Sverige netop har forholdt sig
pragmatisk frem til 2008 – og endda aktivt har trukket udtalelser tilbage, der er blevet opfattet som
for assertive (Perssons irettesættelse af udenrigsminister Freivalds 2004, se side 45). Omvendt har
Carl Bildt fortsat sin assertive linje efter 2008 – måske netop fremprovokeret af Ruslands assertive
adfærd.
Det vil sige, at der er tale om en tit-for-tat-effekt i begge perioder; Sverige og Rusland
’spejler’ hinandens adfærd. Carl Bildts Sudetenland-analogi er faktisk den eneste anomali i dette
mønster. Man kan sige, at Bildt på egen hånd ’udråber’ Sverige til syndebuk og dermed ’tvinger’
Rusland til at behandle Sverige derefter.
Derfor var Carl Bildts assertive udfald i august 2008 ikke nødvendigvis et problem i
sig selv. Udfordringen for Rusland lå snarere i at forhindre Danmark (eller hele Europa) at tage
Sveriges parti i den pågældende sag (og for den del i alle andre sager). I tråd med del og herskstrategien skulle Rusland straks herefter favorisere Danmark i stedet, så en ’fælles front’ med
Sverige mod Rusland blev mere omkostningsfuld for Danmark.
Det må man sige lykkedes. Det sker dog ikke fra den ene dag til den anden, som del
og hersk-strategien nok ville forvente. I stedet sker der et gradvist skifte i Ruslands adfærd vis-a-vis
Danmark fra 2006 til 2009. Indtil da havde Rusland aflyst statsbesøg, regeringsbesøg og nedskaleret
diplomatisk kontakt. Det virker dog som om, at Danmarks syndebukke-periode indebar større
negative konsekvenser for det økonomiske område end for Sverige.
Allerede med Ruslands initiativ til genbegravelsen af Zarina Maria Fiodorovna i
september 2006 var der tale om en slags begyndende opblødning af relationerne. Alligevel vil jeg
påstå, at favoriseringen af Danmark først for alvor stod klart i forbindelse med de i alt seks
højniveau-besøg på blot tre år fra 2009 til 2011 – vel at mærke efter, at Sverige havde indtaget
syndebukke-rollen. Danmark kommer da heller ikke Sverige og den svenske udenrigsminister til
undsætning på noget tidspunkt.
85
Også det dansk-russiske forhold er præget af tit-for-tat-mekanismen; Rusland
gengælder Danmarks assertive håndtering af Zakajev-sagen i 2002 med aflyste statsbesøg og
regeringsråd – hvilket måske har gjort, at Fogh Rasmussen måske ikke havde så meget mere at tabe
ved at kræve en undskyldning for Sovjetunionens besættelse af de tre baltiske lande i 2005. I dag
lyder det omvendt angående afsløringen af en russisk spion, at ”udenrigsministeren ikke var tilpas
ved, at sagen kom frem. Frygten var, at den kunne belaste det danske forhold til Rusland, som efter
års anstrengelser for nyligt er kommet ind i en bedre gænge” (læk fra Det Udenrigspolitiske Nævn,
Jyllands-posten, 15.04.2012). Mærkeligt nok bliver det aldrig klart i mine i alt ti interviews hvilke
vigtigere forhold, der gør sig gældende i stedet. Der henvises blot til Ruslands adfærd som
begrundelse for Danmarks adfærd. Det er ganske bemærkelsesværdigt, at selv eliteinformanter
dermed indrømmer en form for cirkels-slutnings-politik uden et egentligt formål.
Hvorvidt der er tale om en nøje planlagt strategi fra Ruslands side eller blot en
selvforstærkende mekanisme, der opererer som en slags ’usynlig hånd’ på både det dansk-russiske
og svensk-russiske forhold, så er resultatet om ikke andet til fordel for stormagten; småstaterne
formår ikke at danne en samlet front. Problemet ved denne mekanisme ud fra et småstatssynspunkt
er, at småstaten aldrig selv er herre over, hvorvidt man er syndebuk eller favorit. For det er en
beslutning, der ligger hos stormagten. Det er netop også formålet med del og hersk-politikken;
hvilket land, der får hvilket prædikat er underordnet. Selvom det kan være nærliggende at tro, at det
er Danmarks egen fortjeneste, at forholdet til Rusland er så frugtbart, som det er i dag – så ville det
ifølge del og hersk-teorien være en naiv tanke.
Delkonklusion for det interstatslige niveau
I forhold til det ydre hændelsesforløb kan både Arktis-forklaringen (småstatens territoriepolitik) og
del og hersk-forklaringen være sande. Imod Arktis-forklaringen taler imidlertid, at de adspurgte
danske beslutningstagere kun tøvende kan se dens relevans. Specialets ti interviews sår tilmed tvivl
om, hvorvidt Danmark overhovedet har en sammenhængende Rusland-strategi.
Dette bevirker dog ikke, at teorien bag uden videre kan falsificeres. Det vidner i stedet
om, at der kan være visse intervenerende faktorer, der gør, at territoriepolitikken ikke har vundet
indpas. Måske er embedsværkets opmærksomhed i forhold til Rigsfællesskabets arktiske interesser
endnu ikke så fremskreden? Til støtte taler dog, at Danmark trods alt de seneste år har foretaget en
(om ikke andet) politisk oprustning af arktiske spørgsmål. Såfremt Danmark skulle lade andre
86
hensyn
vejere
tungere
i
Rusland-politikken
(prioriterede
eksport
eller
en
assertiv
menneskerettighedsprofil på bekostning af de arktiske spørgsmål) – ville det faktisk være et svigt af
Danmarks pligt overfor Rigsfællesskabet og risikere at starte en debat om, hvorvidt Danmark
virkelig er i stand til at føre Rusland-politik (udenrigspolitik) på Grønlands vegne.
Det ydre hændelsesforløb stemmer ligeledes med del og hersk-politikken. Dens
dokumenterede anvendelse også i andre tilfælde i russisk udenrigspolitik gør denne forklaring mere
tilfredsstillende end Arktis-forklaringen (småstatens territorie-politik), som mine informanter kun
tøvende ville vedkende sig.50
En yderligere forklaring på det interstatslige niveau kunne pege på Tyskland:
Danmark har lagt sig tæt op ad EUs ledende magt i de senere år, da Tyskland med euro-krisen måtte
tage den politisk-økonomiske føring i Europa (mens Storbritannien lod sig marginalisere). Danmark
har ganske vist i sin Ruslandspolitik efter 2008 ligget tæt på Tysklands kurs (Skak, 2012, 35), men
Sverige har gjort lige modsat. Desuden var Danmarks støtte til Tyskland eksempelvis i forhold til
afsløringen af NSA’s aflytninger af Kansler Merkel ikke imponerende (Politiken, 01.02.2014).
Iøvrigt var Danmarks udenrigspolitik i starten af 2000-tallet netop i modstrid med det ’gamle
Europa’ (omfattende blandt andet Tyskland og Frankrig. Jyllands-posten, 31.01.2003).
En anden mulig forklaring på dette niveau kunne være det amerikansk-russiske reset,
der indtraf i marts 2009. Den russiske flagsætning på Nordpolen (point of surprise) fandt sted i juli
2007 men det første konkrete eksempel på dansk hensyntagen til russiske interesser fandt først sted
med godkendelsen af Nord Stream i oktober 2009. At Danmark som en refleks skulle plagiere USA
er naturligvis set både før og siden, men der ses i dette tilfælde ikke nogen oplagt forklarende
mellemregning. Desuden skulle man ifølge denne logik være i stand til at genfinde de problemer,
det amerikansk-russiske reset senere er løbet ind i også i det dansk-russiske forhold. Det er man
ikke. Derudover har Sveriges trend slet ikke taget indtryk af USA's reset. Jeg må derfor også afvise
reset-forklaringen som løsning på puzzlet.
Endelig kunne man forestille sig, at Danmarks såkaldte BRIK-strategi fra maj 2012
for at fremme dansk eksport til hhv. Brasilien, Rusland, Indien og Kina spillede ind som forklaring
på den faldende assertion (Skak, 2012, 30-32). Igen må man sige: skulle Sverige ikke have samme
50
I teorien kunne begge forklaringer i princippet være gyldige på samme tid; de strider ikke mod hinanden. Danmark kunne
begrundet i sine arktiske grænser udvise mindre assertion og dermed mindske risikoen for at blive udpeget som Ruslands syndebuk.
Omvendt kan Sveriges fravær af omtvistede grænser lede til en højere assertion, hvorfor Rusland i tråd med del og hersk-strategiens
tit-for-tat-mekanisme umiddelbart vil have tendens til at gengælde Sveriges assertion.
87
incitament? Desuden går der for lang tid mellem 2008 og 2012 til, at det virker troværdigt. Jeg
holder fast i del og hersk-teorien som den for tiden mest tilfredsstillende løsning på puzzlet.
Tilbage at undersøge er de to tilfælde af ’critical junctures’, som den tit-for-tatbaserede del og hersk ikke er i stand til at forklare. Vi kan forklare, at nogen må være syndebuk og
nogen favorit, men ikke på hvilket grundlag disse roller fordeles. Hvorfor blev netop Danmark
syndebuk i 2002 og Sverige i 2008, mens Sverige hhv. Danmark kunne ligge i læ?
88
KAPITEL 8
DET INTRASTATSLIGE FORKLARINGSNIVEAU
I nedklatringsstrategien inddrages det intrastatslige niveau, såfremt system og omgivelser ikke er
tilstrækkelige for at forklare en stats udenrigspolitik. Jeg har antaget del og hersk–teorien som den
bedste forklaring på puzzlet, men der er stadig et par udeståender, som dette kapitel har til formål at
udfylde.
På dette forklaringsniveau opgives forudsætningen om, at stater er enhedsaktører, der
opfører sig i henhold til enten systemets eller beliggenhedens incitamenter og i stedet undersøges
særlige karakteristika ved staten for at forstå dens udenrigspolitiske adfærd.
Denne logik er i tråd med såkaldt ’neoklassisk realisme’, oprindeligt introduceret af
Gideon Rose i en anmeldelse i 1998 af bøger skrevet af Thomas Christensen, Randall Schweller,
William Wolforth og Fareed Zakaria. Ifølge Gideon Rose delte disse en række fællesstræk;
forklaringsobjektet var udenrigspolitik, systemet udgjorde den uafhængige variabel og
indenrigspolitiske forklaringer var de intervenerende variable (se også ’grundbogen’ i neoklassisk
realisme, Lobell, Ripsman og Taliaferro, 2009).
At lade systemet konstituere rammen for omfanget af de intrastatslige forholds
betydning var et brud med den såkaldte ’Foreign Policy Analysis’ (FPA). Her var analysens
89
udgangspunkt netop det intrastatslige niveau og øvrige niveauers betydning blev underspillet.
Disciplinen går tilbage til 1950’erne og 1960’erne, hvor forskere som Richard Snyder, Henry Buck,
Burton Sapin samt James Rosenau undersøgte betydningen af statens interne forhold for
udenrigspolitik. I dag omfatter FPA forskere som White, 1989; Hill, 2003; Hudson; 2007 og Doeser
2011.
De indenrigspolitiske faktorer består typisk af enten beslutningstagernes perceptioner
eller de indenrigspolitiske begrænsninger og krav, der møder beslutningstageren. Disse kan omfatte
alt fra regeringens partifarve (om Venstres betydning se Pedersen, 2012), oppositionens partifarve
(Hagan, 1993; Kesgin og Kaarbo, 2010), den offentlige debat (Holsti, 1992), bureaucratic politics
til organizational processes (Allison, 1971). Det har ført til, at neoklassisk realisme såvel som FPA
kritiseres for at være en samling ’bag grab’-teorier (Lake, 2013, 571). Det vil sige, at forskeren har
en række forklaringer til rådighed og blot udvælger én ganske tilfældigt som et greb i en pose.
Hverken FPA eller neoklassisk realisme udstikker nemlig nogen rangering af indenrigspolitiske
faktorer. Der er ingen ’mainstream’ faktor, forskeren skal undersøge for at være en del af ’skolen’.
Dette er imidlertid ikke noget stort problem i min sammenhæng. Takket være at jeg
følger en additiv forskningsstrategi, hvor det blot er de tilbageværende konkrete udeståender fra
tidligere forklaringsniveauer, der skal forklares, kan jeg være ganske selektiv i udvælgelsen af
mulige faktorer. Feltet af mulige forklaringer er ganske indsnævret.51
Forklaringsmæssige udeståender
Stormagtens ’del og hersk’ kan som nævnt forklare de divergerende udenrigspolitikker, men ikke
hvilket land, der bliver syndebuk hvornår. Hvorfor er Danmarks assertion eksempelvis så kraftig i
begyndelsen af perioden; hvorfor kan Danmark ikke blot nøjes med at arbejde for balternes
optagelse i NATO (en egeninteresse) og så i øvrigt undlade assertive udfald? Med andre ord:
hvorfor ’melder’ Danmark sig frivilligt som syndebuk? Og hvorfor placerer Sverige sig yderst i det
europæiske spektrum i sin kritik af Ruslands intervention i Georgien – med status som syndebuk til
følge?
Umiddelbart er det hhv. Fogh Rasmussen og Bildt, der agerer. Det sker gennem
officielle udtalelser og længere avis- eller mediekommentarer, som ganske vist er dokumenteret
51
Desuden ligger der en indsnævring i begrebet ’past and present geopolitics’, som jeg tilslutter mig (se s. 92).
90
allerede men sættes i en teoretisk ramme i det følgende. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at
forklaringen skal lægges på Fogh Rasmussen og Bildt.
For Bildt, som jo ikke er regeringsleder, kunne det tænkes, at han ikke blot formelt
men også reelt udtaler hele regeringens synspunkt, at han måske er styret af sin formelle chef
statsminister Fredrik Reinfeldt. Det kunne også tænkes, at han blot gav udtryk for partiets
interesser; at Carl Bildt fører ’Moderat-politik’ og Fogh Rasmussen fører ’Venstre-politik’. Endelig
kan det være, at de er redskaber i hænderne på magtfulde rådgivere eller bureaukratier (typisk
udenrigsministerierne).
Umiddelbart peger pilen på Fogh Rasmussen og Bildt – men dog ikke på specielle
personlige egenskaber, der skulle disponere dem til for eksempel. at være ’russofober’. Den peger
på den lære, de hver især har draget af ’historien’. Der findes i litteraturen en bestemt teoridannelse
herom kaldet ’lessons of the past’. For at argumentere for denne forklaring i de to tilfælde kræver
det ret udførlige begrundelser, hvor jeg bl.a. udelukker de alternative forklaringer, der er nævnt
ovenfor (partipolitik, bureaukrati, m.v.) Indledningsvist skal jeg imidlertid kort præsentere teorien.
Teorien om ’lessons of the past’
På det intrastatslige forklaringsniveau betragtes beslutningstageren som nævnt ikke længere som en
rationel statsmand, der udelukkende følger systemiske og geopolitiske incitamenter (Morgenthau i
Lobell, Ripsman og Taliaferro, 2009, 27). I stedet er han ‘begrænset rationel’; ”Actors will strive
towards maximizing their interests (above all in national security questions), but will be limited in
this process by informational and cognitive shortfalls” (kaldet ‘bounded rationality’, Runge Olesen,
2013, 74). Havde beslutningstageren blot fulgt de øvre niveauers incitamenter havde der ingen
grund været til videre undersøgelser.
Forståelse af beslutningstageren tager typisk udgangspunkt i teorier omkring ’lessons
of the past’ (May, 1973, xi; Jervis 1976, 278-279; Vertzberger, 1990; Khong, 1992; Zakaria, 1992;
Vasquez, 1993; Reiter, 1996, 157-165 om Sverige; Bennett, 1999; Levy, 2003; Brunk, 2008;
Mouritzen 2009; Runge Olesen, 2010). En udenrigspolitisk lektie (lesson of the past) er en bestemt
lære om udenrigspolitiske nøglebegivenheder typisk en krig, et slag eller anden form for tab eller
indlemmelse af territorium (Mouritzen og Wivel, 2012, 45). Benyttelse af lektier er en måde,
hvorpå beslutningstagere kan håndtere situationer, hvor informationen enten er utilstrækkelig eller
91
for omfangsrig – populært sagt en måde at ”fill in the blanks” (Khong, 1992, 12-14; Bennett, 1999,
77).
Lektier kan være positive eller negative. En positiv lektie har baggrund i, hvad der
opfattes som en succesfuld udenrigspolitisk handling, der dermed tilsiger gentagelse i andre
sammenhænge. En negativ lektie udspringer af, hvad der opfattes som en udenrigspolitisk
’katastrofe’; som eksempelvis den danske lektie omkring tabet af Sønderjylland i 1864, der tilsiger
fremtidige beslutningstagere at undgå lignende handlinger i analoge situationer. Det springende
punkt er naturligvis om den konkrete situation, hvor læren anvendes, faktisk er analog med den
historiske situation (Mouritzen og Wivel, 2012, 44-45). Det er den som regel ikke, hvilket fik
Ernest May til at erklære, at ”politicymakers ordinarily use history badly” (May, 1973, xi).
Den historiske begivenhed, der har givet anledning til ’lektie-dannelse’ kan enten
være indtruffet i beslutningstagerens eget liv eller være indtruffet langt tidligere, hvorefter denne er
blevet ’kanoniseret’ til en ’fast plads i pensum’ blandt politikere, embedsmænd og i den offentlige
opinion (Mouritzen og Wivel, 2012, 44-45).
En offentlig formuleret historisk lære kan enten bruges instrumentelt eller være
internaliseret af beslutningstageren. Den instrumentelle brug er typisk for at legitimere en
beslutning truffet af andre grunde; den forudsætter dermed, at eliten eller den bredere offentlige
opinion kan overbevises om dets gyldighed, så det styrker beslutningstagerens argument for en
given udenrigspolitik (Khong, 1992, 15). Afgørende for den udenrigspolitiske lekties selvstændige
forklaringskraft for den pågældende sag er imidlertid, at denne er internaliseret af
beslutningstageren (at han/hun selv tror på den). Såfremt lektien blot anvendes instrumentelt, er det
jo netop for at ’dække’ over en anden årsag.
Der er to grundlæggende måder, hvorpå samspillet mellem samtid og lektie kan finde
sted: (1) lektien skubber i samme retning som samtidens muligheder/begrænsninger (for eksempel i
forhold til det geopolitiske handlerum, konvergens), og (2) lektien skubber i modsat retning
(divergens) (Mouritzen 2009). Samspillet mellem samtid og lektie har forfatterne begrebsliggjort i
udtrykket ’past and present geopolitics’, hvor ’present geopolitics’ refererer til faktorer, typisk
geopolitiske, på det inter-statslige niveau (statens omgivelser), mens ’past geopolitics’ svarer til
lektien – også kaldet ’fortidens skygge’ (Mouritzen og Wivel, 2005, 40). Der ligger den dristige
påstand i udtrykket, at de væsentligste forklaringsfaktorer for en stats ’high politics’ i alt væsentligt
kan indskrænkes til nutidens og fortidens geopolitiske faktorer; ’lessons of the past’ er m.a.o. den
92
eneste generelt interessante forklaringsfaktor fra det intrastatslige niveau.52 I tråd med luksusteorien
gælder det, at jo større geopolitisk handlerum der ’tillades’, desto større selvstændig rolle kan
lektien spille for statens udenrigspolitik (Mouritzen og Wivel, 2012, 41-42).
Anders Fogh Rasmussens lære af historien
Fogh Rasmussens historiske lære, som forventes at være i stand til at forklare Danmarks
usædvanligt høje assertion de første år af perioden, kan formuleres omtrent således: ’Danmark skal
ikke, som i perioden fra 1864 til 1989, føre ’ussel tilpasningspolitik’ og vige uden om
konfrontationer med stormagter’.
Der er tale om en negativ lektie, der angiver, hvordan Danmark ikke skal føre
udenrigspolitik. Argumentet er overvejende moralsk (jf. ordet ’ussel’). Særligt tre faser i dansk
udenrigspolitisk historie ønsker Fogh Rasmussen at gøre op med; læren fra Danmarks nederlag til
Tyskland i 1864, der angiveligt kom til at gælde helt op til 2. verdenskrig, den danske regerings
samarbejdspolitik med Tyskland fra 1940 til 1943; og endelig det alternative flertals justering af den
danske NATO-politik i slutningen af 1980’erne, den såkaldte ’fodnote-politik’ (Sørensen, 2005, 310
og Berlingske Tidende, 16.03.2013).
Såfremt Foghs lektie skal være en tilfredsstillende forklaring på Danmarks Ruslandsassertion (i praksis Zakajev-sagen i 2002 og kravet om en undskyldning for Baltikums besættelse i
2005), skal jeg kunne påvise fire ting. For det første at Fogh Rasmussen var den reelle
beslutningstager i den givne sag. For det andet, at lektien var internaliseret, at Fogh Rasmussen
selv var overbevist om dens rigtighed. For det tredje at lektien skal være observerbar i en række
udtalelser – gerne i Fogh Rasmussens øvrige udenrigspolitiske fremtrædener, idet der er tale om en
lære med bredere anvendelighed end blot i forhold til Rusland (hvis ikke ville det være en ad hocforklaring). For det fjerde bør jeg i forbindelse hermed afvise alternative intrastatslige forklaringer
på assertionen.
Både i Zakajev-sagen og i kravet om en undskyldning for Baltikums besættelse, var
det statsminister Fogh Rasmussen – ikke udenrigsminister Per Stig Møller – der var
beslutningstager. I stedet for at håndtere sagen via diplomatiske kanaler (som man gjorde i 2012),
52
Noget andet er for eksempel EU-politik med stærk påvirkning af befolkningens hverdag, hvor det indenrigspolitiske og
transnationale står betydeligt stærkere.
93
indrykkede Fogh Rasmussen en kommentar i Politiken, hvor han brugte sagen som et eksempel på,
hvorledes Danmark under hans ledelse gjorde op med ’samarbejdspolitikken’ 1940-1943;
”….begivenheder som de aktuelle spændinger i forhold til Rusland hører med til
spillet, hvis man vil føre aktiv udenrigspolitik og være i front - i stedet for at gemme sig bag andre
og føre en passiv tilpasningspolitik, som Danmark gjorde i størstedelen af sidste århundrede. Men
bag den hjemlige kritik af regeringen i de aktuelle sager om Rusland aner man det uudtalte ønske
om at vende tilbage til fortidens usle tilpasningspolitik, hvor Danmark holdt lav profil, og hvor vi
med alle midler søgte at smyge os uden om konfrontationer og begivenheder, der kunne give
problemer. Men sådan er verden ikke mere. Især da ikke efter 11. september 2001.” (Politiken,
05.11.2002).53
Også ideen til et krav om en undskyldning for Sovjetunionens besættelse af de tre
baltiske lande netop på 60-året for sejren i 2. verdenskrig i 2005 kom fra statsministeren Udenrigsministeriet blev slet ikke hørt (interview 6). Daværende udenrigsminister Per Stig Møller
har da også helt glemt hændelsen, da jeg spørger ham otte år efter.54 I begge sager er det således
Anders Fogh Rasmussen, der ganske på egen hånd bringer dem i medierne og dermed helt eller
delvis ’skaber’ sagerne (også ifølge interview 2 og 6).
Spørgsmålet er nu, hvorvidt Anders Fogh Rasmussen bruger de historiske analogier
instrumentelt (legitimerende) blot for at retfærdiggøre sin assertive adfærd – eller omvendt har
internaliseret dem. Jeg mener det sidstnævnte. Den bedste argumentation for dette ville naturligvis
være, om han havde fremført læren i en samtidig, ikke-offentlig sammenhæng (Khong, 1992, 59).
En sådan har jeg imidlertid ikke adgang til. Men statsministerens lektie er observerbar i en række
andre tilfælde, adskilt såvel emnemæssigt som tidsmæssigt fra Zakajev – og undskyldningssagerne. I en række debatindlæg, taler og interviews fra 2002 og frem finder jeg spor af lektien –
enten som en selvstændig pointe eller som begrundelse for Danmarks deltagelse i Irak-krigen 2003
eller i forbindelse med Danmarks EU-formandskab 2002.
I begrundelsen for deltagelsen i Irak-interventionen i marts 2003 udtalte Fogh
Rasmussen sig således: ”I kampen mellem demokrati og diktatur kan man ikke stå neutralt. Man må
tage stilling for demokratiet og mod diktaturet. Det er på dette punkt, at den aktive
tilpasningspolitik udgjorde et politisk og moralsk svigt. Alt for ofte i historiens løb har vi danskere
53
Den sidste sætning i citatet kan i øvrigt undre i betragtning af, at Zakajev af russerne netop blev beskyldt for terrorisme.
”Nå, men det må du tale med Anders om. Jeg er træt af at altid blive spurgt om Anders hele tiden. Folk spørger om Anders hele
tiden….Jeg kan ikke huske den udtalelse fra Anders, det må jeg sige.” (interview med Per Stig Møller, 10.12.2013)
54
94
blot sejlet under bekvemmelighedsflag og ladet andre slås for vor frihed og fred. Læresætningen fra
29. august 1943 er, at hvis man mener noget alvorligt med vore værdier, med frihed, demokrati og
menneskerettigheder, så må vi også selv yde et aktivt bidrag til at forsvare dem. Også imod svære
odds. Selv når der skal træffes upopulære og farlige beslutninger.”(Anders Fogh Rasmussen, tale
om samarbejdspolitikken d. 29. august 2003 på Søværnets Officersskole, Danmarkshistorien
2014b). Danmark skal om muligt føre værdipolitik i udenrigspolitikken – om nødvendigt med
militære midler.
Så sent som i foråret 2010 som nyudpeget generalsekretær for NATO kom Fogh
Rasmussen ind på sin frigørelse af Danmark fra fortidens politik.55 Foghs lektie er således fremført i
en række meget forskellige sammenhænge og på forskellige tidspunkter; den anvendes ikke kun i
relation til Rusland, hvilket taler for, at lektien er internaliseret. En forsker er også gået et skridt
videre og har hævdet, at Fogh Rasmussen ikke alene har internaliseret lektien – hele hans
regeringsperiode er nærmest dedikeret til en ’opdragelse’ af den danske offentlighed med netop
denne lektie af formen: ’Se her, hvordan jeg som statsminister gør; det bør I også kræve af
fremtidige
statsministre’
(Mouritzen,
2007,
161).
Dansk
udenrigspolitik
skal
m.a.o.
’fremtidssikres’, hvilket naturligvis forudsætter, at Fogh Rasmussen selv tror på lektien. Forholdet
til Rusland bliver dermed underordnet i denne sammenhæng – i stedet er det statsministerens
historieprojekt, der ligger bag Danmarks assertion. Det er m.a.o. næppe opinionen, der påvirker
Fogh Rasmussen (Ruslandspolitik er sjældent populært i befolkningen). Det er Fogh Rasmussen,
der forsøger at være opinionsførende.
Rasmus Brun Pedersen argumenterer i stedet for, at forklaringen på Danmarks ’aktive
udenrigspolitik’ – eller i dette tilfælde; Danmarks assertion vis-a-vis Rusland– skyldes partiet
Venstres opgør med socialdemokratisk såkaldt ’småstatspolitik’, startende med partileder og
udenrigsminister Uffe Ellemann allerede i 1980’erne og 1990’erne (Pedersen, 2012, 337). Pedersen
mener dermed, at lektien ikke er Fogh Rasmussens unikke, personlige lektie. Jeg finder da også
historiske analogier omkring såvel nederlaget i 1864 som til ’samarbejdspolitikken’ og
55
”Det er ikke sådan, at vi bare hygger os i smug, mens verden brænder om vuggen, som Jeppe Aakjær i sin tid skrev. Vi går ud og
gør en indsats selv. Det er det Danmark, jeg ønsker. Det skal jeg ikke lægge skjul på. Det skal ses i det lys, at jeg siger ja til en post
som NATO`s generalsekretær, for selvom det er spændende at være statsminister i Danmark, og selvom det er et slidsomt arbejde at
være generalsekretær i NATO, så må vi også på den post melde os og yde en indsats, når andre synes, at vi kan gøre det. Vi har
formået at vokse lidt ud af skyggen fra nederlaget i 1864 og tør stå frem på den internationale scene og sige, at her er vi. Det har
været min dagsorden.” (Berlingske Tidende, 16.03.2013).
95
’fodnotepolitikken’ i taler og interviews fra både Ellemann Jensen og tidligere minister Bertel
Haarder56.
Det kan hertil indvendes, at Fogh var en stærk leder også internt i Venstre. Allerede i
sin tid i Venstres Ungdom skilte han sig angiveligt ud fra partiets generelle EU-begejstring og stod
for en mere USA-tilknyttet, højprofileret dansk udenrigspolitik (Ritzaus Bureau, 11.09.2003). Det
er rigtigt, at Elleman Jensen kan ses som en forløber for Fogh i spørgsmålet om assertion, men også
her kan det være noget personligt snarere end partipolitisk. At Venstre-folk senere har genbrugt
partileder Foghs formuleringer er vel kun at forvente i et politisk parti.
På det generelle plan er partifarve af beskeden betydning i forhold til udenrigspolitik
(Goldmann, 1982, 243). I forhold til Irak-krigen 2003 var de europæiske staters partifarve f.eks.
ganske ukorrelerede med krigsdeltagelse (Mouritzen, 2006, 156). I en dansk sammenhæng har
Venstre ligesom Socialdemokratiet taget del i Danmarks tilpasningspolitik: statsminister I.C.
Christensens politik over for Tyskland op til 1. verdenskrig (Lidegaard, 2003, 17) samt med
opbakningen til landbrugseksporten til Tyskland under besættelsen m.v. (Lidegaard, 2003, 519).
Efter 2. verdenskrig brød de borgerlige regeringer da heller ikke med Danmarks NATO-forbehold
(ingen fremmede baser på dansk territorium, ingen A-våben på dansk territorium), indført under
socialdemokratisk ledede regeringer. Socialdemokratiske regeringer har generelt været på linje med
de borgerlige; kun i opposition var de delagtige i det ’alternative sikkerhedspolitiske flertal’, der
modsatte sig regeringen. Partierne har naturligvis været interesserede i at signalere det modsatte.
Det afgørende må imidlertid være partiers adfærd, når de er i regering. Her synes partipolitik at
være tilsidesat til fordel for Fogh Rasmussens personlige lektie.
Foghs lederstyrke gælder angiveligt også i regeringen. Det er allerede nævnt, hvordan
udenrigsministeren og Udenrigsministeriet blev overset i de to situationer (noget tilsvarende gjaldt i
øvrigt ved beslutningen om deltagelse i Irak-interventionen; Mouritzen, 2007, 160). Dette
usandsynliggør, at Foghs Ruslandsassertion skulle være forårsaget af en bestemt rådgiver eller af
Udenrigsministeriet som sådan. Alt andet lige ville det da også stride imod Udenrigsministeriets
dna at anbefale en dristig, assertiv kurs.
56
Udenrigsminister Uffe Ellemann Jensens kontrasterer den såkaldte ”ligge-død-politik” efter 1864 med Danmarks kommende
udenrigspolitiske ”hovedopgaver” som deltagelse i NATO og den aktive politik i de ny østeuropæiske stater i et åbningsindlæg ved
Udenrigskommissionens møde den 17. april 1989. I en såkaldt ’nytårsudtalelse’ d. 28. december 1990 tales om behovet for dansk
aktivisme (Dansk Udenrigspolitisk årbog 1990, s. 147). En artikel til Dansk Udenrigspolitisk Årbog 1990 betegner udsendelsen af
korvetten Olfert Fischer som ”et afgørende brud med den traditionelle danske berøringsangst overfor omverdenen”(Dansk
Udenrigspolitisk Årbog 1990, s. 185). Derudover omtaler Ellemann Jensen det såkaldte ’1864-kompleks’ i Ræson den 5. juni 2013.
Bertel Haarder begik i 2005 et indlæg i Berlingske Tidende om dansk udenrigspolitik og arven fra 1864 samt i taler på folkemødet på
Bornholm med mere.
96
For kort at vende tilbage til lektiens forklaringskraft og hvorledes denne spiller
sammen med forklaringerne på det interstatslige niveau skal det anføres, at Fogh Rasmussens
lektie-anvendelse skubber i samme retning som Ruslands del og hersk politik og Danmarks
favorable handlerum på det givne tidspunkt (konvergens).
Carl Bildts lære af historien
Det sidste forklaringsmæssige udestående er Carl Bildts kraftige assertion, da han ganske
unødvendigt sammenligner Ruslands politik overfor Sydossetien og Abkhazien med Hitlers
Sudentenland-politik i 1930’erne; ”We did not accept Milosevic’s Serbia intervening militarily in
other ex-Yugoslav republics by referring to the protection of people with a Serbian passport. And
we should remember how Hitler a little more than half a century ago applied precisely this doctrine
to undermine and attack significant parts of Central Europe.” (Mouritzen, Wivel, 2012, 131). En
analyse af Carl Bildts udenrigspolitiske lektie er faktisk allerede foretaget af Mouritzen og Wivel i
bogen ’Explaining Foreign Policy: International Diplomacy and the Russo-Georgian War’, hvorfor
jeg i det følgende afsnit hovedsagelig vil opsummere forfatternes konklusioner. De formulerer
Bildts lektie således; “Don’t let great powers undermine the integrity of small powers using the
excuse that they are just protecting their compatriots.” (Mouritzen og Wivel, 2012, 131).
Bildt anvender to analogier i ovenstående blog-udtalelse; en positiv (hvad Vesten
gjorde ved Milosevic) og en negativ (hvad Vesten burde have gjort ved Hitler). Det vil sige, at
Vesten burde reagere på samme måde som mod Serbien i 1999, idet Putins politik betragtes som
analog til Milosevic’. Omvendt med Sudetenland-analogien; Vesten skal gøre lige omvendt af, hvad
vestmagterne gjorde ved München-konferencen i 1938; i stedet for at acceptere stormagtens
fremfærd, skal man balancere den. For Rusland ses som dagens Hitler-Tyskland, Georgien svarer til
Tjekkoslovakiet, og Sydossetien og Abkhasien til Sudetenland (Mouritzen, Wivel, 2012, 131).
Efter samme fremgangsmåde som i kortlægningen af den danske statsministers lektie
skal jeg nu påvise, at Bildt er beslutningstageren, og at han har internaliseret sin lektie. Herudover
afvises en række alternative indenrigspolitiske faktorer.
At Bildt kan tillade sig at skrive ganske ufiltreret om international politik i sine
twitter- og blogindlæg er udtryk for, at han både i forhold til Utrikesdepartementet og internt i den
svenske regering har et nærmest ubegrænset handlerum. Dette skyldes det usædvanlige faktum, at
97
Bildt er tidligere statsminister (14.10.1991 til 07.10.1994) og partiformand. Desuden havde
statsminister Reinfeldt på det pågældende tidspunkt ingen større udenrigspolitisk erfaring og
angiveligt heller ingen større interesse for udenrigspolitiske spørgsmål (interview med Ann-Sofie
Dahl d. 04.12.2013).
Modsat Fogh Rasmussens indgår Bildts analogibrug ikke i en større kampagne –
Bildts lektie er snævrere. Mens Fogh Rasmussen bruger nærmest enhver lejlighed til at illustrere sin
’aldrig mere småstat’-pointe, er Bildts lektie så specifik, at den kun kan hives frem, når en stormagt
annekterer et småstatsterritorium. Det bliver den så til gengæld også; i forbindelse med Ruslands
indlemmelse af Krim henviste Bildt til Østrigs Anschluss 1938 (Aftonbladet TV, 19.03.2014), og
tidligere var Ukraines præsident Janukovitj blevet sammenlignet med den norske landsforræder
Quisling.57 At lektien således gentages i 2014 i en forpligtende sammenhæng støtter antagelsen om,
at den er internaliseret – at han faktisk mener, hvad han siger.
At Bildts lektie er internaliseret begrundes af Mouritzen og Wivel primært med to
argumenter. For det første tyder det ikke på, at lektien blot er brugt instrumentelt med henblik på at
opnå folkelig opbakning til et svensk NATO-medlemskab. Selv ikke efter Krim-krisen har Bildt
foreslået et svensk medlemskab og endda afvist et anden ministers ønske herom, hvorfor denne
udlægning må kunne afvises.
Mere positivt til støtte for internaliseringen har Carl Bildt selv indrømmet, at han
måske har været ”ekstra følsom, idet jeg personligt har oplevet Balkan-krigene” [min oversættelse].
Med sin baggrund som EU’s og FN’s særlige udsending i området (SR P1, 13.09.2008 og Office of
the High Representative, 2014) må det medgives, at han har ’forstand’ på lektiens emne, og at den
kan være ’dybtfølt’, det vil sige internaliseret. En meget konkret lektie som denne er også mere
troværdig end en vagt formuleret lektie.
Det kan til sidst afvises, at lektien skulle være et dække over et personligt ’russerhad’.
Som vist i dokumentationskapitlet havde Bildt intet udestående med de russiske ledere før 2008;
tværtimod krævede oppositionen endda hans afgang og meldte ham til politiet for korruption i 2007,
da hans bestyrelsespost og aktier i Vostok Nafta med investeringer i Gazprom blev offentliggjort
(Svenska Dagbladet, 27.10.2006; Avisen.dk, 08.01.2007). I tråd med ovenstående er lektien heller
57
”Så har då Ukraina fått sin egen Quisling, sittande på främmande mark där han vädjar om att en utländsk arme ska ge honom hans
land tillbaka” (Svenska Dagbladet, 04.03.2014; Aftonbladet, 01.03.2014). I denne analogi må det – igen – uundgåeligt være Rusland,
der spiller Tysklands rolle.
98
ikke partipolitik; Moderaterne har i efterkrigstiden ikke tradition for en skrappere Ruslandspolitik
end øvrige partier (interview med Ann-Sofie Dahl d. 04.12.2013).
Delkonklusion for det intrastatslige niveau
På det intrastatslige niveau er det lykkedes ved hjælp af teorien om beslutningstageres historiske
lektier at udfylde de resterende to forklaringsmæssige udeståender. Både Fogh Rasmussen og Bildt
har internaliseret deres officielt erklærede lektier. Jeg mener også at have afvist alternative
indenrigspolitiske årsager (partipolitiske, bureaukratiske, m.v.). Måske er ’aldrig mere småstat’lektien endog en del af et større historisk ’genopdragelses-projekt’ fra Fogh Rasmussens side.
Der er med andre ord tale om en addering af to teorier på forskelligt niveau: på det
interstatslige niveau forklares, at én småstat må være prügelknabe, mens en anden favoriseres. Men
der kan ikke sættes navne på. Dette kan først ske, når vi inddrager det intrastatslige niveau i form af
beslutningstagernes lære af historien. Der er dermed tale om forklaringsmæssig udfyldning eller
addition.
At et personligt særtræk som en beslutningstagers ’lesson of the past’ tydeligvis kan
påvirke den førte politik erkendes naturligvis også af stormagten. Det kan derfor komme til at
betyde, at stormagten benytter lejligheden til at skifte syndebuk, når den pågældende politiker
forlader sit embede. Det kan sagtens være, at rolleskiftet var sket af andre grunde, men udadtil kan
det virke logisk at gøre en dyd ud af nødvendigheden, når man slipper af med en ’bad historian’.
Ifølge tankegangen her blev Danmark – uden at ane det eller have fortjent det – favorit allerede, da
Bildt havde ’meldt sig’ som syndebuk i august 2008. Men det er oplagt, at skiftet blev nemmere at
sluge for russerne, da Fogh Rasmussen gik af i efteråret 2009.
99
DEL IV
KONKLUSION
100
KAPITEL 9
KONKLUSION
Efter dokumentation af Danmark og Sveriges spejlvendte assertionstrends i deres Ruslandpolitikker fra 2002 til 2013 med i alt 22 nedslag anvendte jeg nedklatringsstrategien som en guide
gennem de mange potentielle forklaringer herpå. Jeg startede min søgning efter forklaringer på det
mest parsimoniske niveau (det systemiske), herefter fulgte det interstatslige (geopolitiske) og til
sidst det intrastatslige (indenrigspolitiske) forklaringsniveau.
Det systemiske forklaringsniveau var i stand til at bidrage med en permissiv
forklaring; unipolariteten har givet større handlefrihed og dermed muliggjort en højere gad af
assertion. Såfremt verden stadig var bipolar, ville assertion fra frontlinjestater som Danmark (20022008) og Sveriges (2008-2013) være utænkelige. Idet polstrukturen bestemmes ud fra staters
relative kapabiliteter, er der intet polskifte indtruffet i perioden, hvorfor forudsætningerne for
Danmark og Sverige må være konstante. Dermed kan det systemiske niveau ikke bidrage med
effektive forklaringer på puzzlet. Derudover vil en polaritetsændring ikke være i stand til at forklare,
hvorfor stater under samme forudsætninger alligevel oplever divergerende udenrigspolitiske trends.
Derfor vendte jeg mig i tråd med nedklatringsstrategien til forklaringer på det
interstatslige niveau. Først blev trussels- og ’proximate balancing’ afvist, idet Danmark og Sverige
101
scorer stort set ens på disse teoriers uafhængige variable. De to teorier er således i stand til at
forklare Sveriges trend men ikke Danmarks, hvorfor disse lige så lidt som systemiske forklaringer
kan løse puzzlet.
Herefter blev mine to hovedteorier formuleret: småstaten territoriepolitik og
stormagtens del og hersk-politik. Den første, afledt af Vasquez’ teori om territoriets betydning,
antager det for de fleste selvfølgelige, at Danmark og Sverige selv fastlægger sine Ruslandpolitikker. Teorien peger på Ruslands flagsætning i Arktis i 2007 som det afgørende vendepunkt i
de dansk-russiske relationer. Herefter skulle Danmark opføre sig pragmatisk og undgå assertion for
at ’opspare kredit’ til fremtidige forhandlinger om de fælles grænser i Arktis. Omvendt kunne
Sverige tillade sig større assertion, idet de svensk-russiske grænser var fastlagte.
Med den klassiske del og hersk-forklaring antager jeg omvendt, at det er Ruslands
adfærd over for de to småstater, der fremprovokerer bestemte modsvar (via tit-for-tat). Det sker ved,
at Rusland fører en del og hersk-politik, hvor enten Danmark eller Sverige favoriseres på den
andens bekostning. Det handler ikke nødvendigvis om at ’opdrage’ småstater til en bestemt adfærd
– formålet er i stedet blot at forhindre, at alle småstater er assertive samtidigt og danner en slags
fælles front mod stormagten. Ganske som teoriens preskription fandt jeg, at Rusland favoriserede
Sverige fra 2002 til 2008 sammenfaldende med Danmarks syndebukke-status udløst af Zakajevsagen. Efter 2008 favoriseredes Danmark derimod på bekostning af Sverige, da udenrigsminister
Bildt nærmest havde ’meldt sig selv’ som syndebuk med sin Sudetenland-analogi i forhold til
Ruslands militære intervention i Georgien.
Begge de to geopolitiske teorier er i stand til at forklare Danmark og Sveriges
modsatrettede assertionstrends (det ydre forløb). Alligevel vælger jeg del og hersk-forklaringen,
fordi specialets ti informanter (heriblandt højtstående beslutningstagere) giver udtryk for, at det
snarere er Rusland – og ikke dem selv – der fastlægger kursen. Arktis-forklaringen accepteres, men
skal ’hives’ ud af dem; den kommer ikke spontant hos nogen, som jeg havde forventet.
Dog levner del og hersk-forklaringen to forklaringsmæssige udeståender, som jeg
udfyldte på det intrastatslige niveau (forklaringsmæssig addition). De to udeståender er hhv. Fogh
Rasmussen mediepolitisering af Zakajev-sagen i 2002 og hans krav om en undskyldning for
Baltikums besættelse i 2005 samt Bildts associering til Nazi-Tyskland i 2008 (selvom Sverige på
daværende tidspunkt stadig var Ruslands favorit). Det viser sig, at Fogh Rasmussen formentlig
havde et særligt ’genopdragelses-projekt’ af den danske offentlighed for øje, som han benyttede
nærmest enhver lejlighed til at minde om. Det handlede om opgøret med ’småstats-tankegangen’,
102
der angiveligt har præget dansk udenrigspolitik siden nederlaget i 1864, over samarbejdspolitikken
under besættelsen og til fodnoterne i slutningen af den Kolde Krig.58
Modsat Fogh Rasmussen indgår Bildts analogi-brug ikke i en større kampagne –
Bildts lektie er nemlig så specifik, at den kun bruges, når en stormagt annekterer et
småstatsterritorium. Ikke desto mindre ser vi, at når den ytres i kombination med en interstatslig del
og hersk-mekanisme, bliver dens virkning langvarig for det bilaterale forhold – sikkert mere
langvarig end Bildt havde forestillet sig. Derudover afviste jeg en række alternative intrastatslige
forklaringsfaktorer.
Jeg er dermed i stand til at svare på specialets problemformulering: Hvorfor ses
spejlvendte trends for Danmark og Sveriges udenrigspolitiske assertion over for Rusland i perioden
fra 2002 til 2013 – trods staternes fælles systemiske vilkår, tilsyneladende fælles geopolitiske
udfordringer og enslydende regimeværdier?
Det skyldes formentlig Ruslands del og hersk-politik, der i begyndelsen af 2000-tallet
favoriserede Sverige og efter 2008 favoriserede Danmark, hvilket førte til forskellige grader af
assertion i landenes ’modsvar’ i tråd med tit-for-tat-mekanismen. At netop Danmark var Ruslands
syndebuk efter 2002 skyldtes statsminister Fogh Rasmussens promovering af sin antismåstatslektie, ligesom udenrigsminister Bildts Sudetenland-lektie i 2008 udløste en svensk
syndebukke-status.
58
Ironisk nok er det netop denne traditionelle, forsigtige ligge-i-læ-politik, Danmark senere praktiserer over for Rusland.
103
KAPITEL 10
TEORETISKE IMPLIKATIONER OG SELVKRITIK
Selv med en konservativ indikator for udenrigspolitisk assertion/adaption, dokumenterede jeg
ganske markante trends for de to lande. Jeg kunne have ’skruet op’ for puzzlet ved i stedet at have
brugt regimeværdier som indikator, men valgte den forsigtige løsning.
Nedklatringsstategien har været et redskab til at strukturere præsentationen af de
mange potentielle forklaringer på puzzlet. Havde jeg omvendt stået ’for foden af bjerget’ og ikke
ladet forklaringskraften balancere af parsimonien, ville jeg ikke have været i stand til at prioritere
forklaringerne. Måske var jeg ikke nået længere end til det intrastatslige niveau med analyser af
allehånde politikeres baggrund, hvilket også havde været forskningsøkonomisk uheldigt.
Ideografiske forklaringer er desuden et dårligt udgangspunkt for formuleringen af policyanbefalinger (jf. næste afsnit), idet konklusionerne er så person- eller case-specifikke, at deres
anvendelighed på andre (fremtidige) situationer er begrænset.
Specialet understøtter, hvad der tidligere er skrevet (Mouritzen & Wivel 2012) om det
interstatslige niveaus overlegenhed i forhold til systemniveauet, når det drejer sig om at forklare
udenrigspolitik. Det viser imidlertid også, at statsmænds historiske lektier under favorable vilkår
kan farve politikken afgørende – og i samspil (addition) med interstatslig interaktion kan føre til
utilsigtede konsekvenser i lang tid fremover. Uanset hvilken af de to geopolitiske hovedteorier, der
anses bedst, lever specialets resultater op til ’past and present geopolitics’-tesen: der er ingen
104
systemiske faktorer blandt de effektive årsager til puzzlet, og på det intrastatslige niveau er det kun
’past geopolitics’ (’lessons of the past’), der tillægges forklaringskraft.
Fokus har været på at løse puzzlet og mindre på at udvikle ny teori. John Vasquez’
territorie-teori er blevet tilpasset en småstatskontekst, og den klassiske del og hersk-politik
operationaliseret. Men det er naturligvis klart, at erfaringen fra dansk udenrigspolitik 2007-2013
ikke vælter Vasquez’ teori. Han ville med en vis ret kunne svare, at denne erfaring blot tyder på, at
danske politikere og embedsmænd ikke har haft det store overblik, som en sådan omfattende
prioritering af grænsespørgsmålet kræver. Og at det i alle tilfælde kun udgør et enkelt case. Det skal
dog anføres, at Danmark trods alt de seneste år har foretaget en politisk oprustning vedr. arktiske
spørgsmål. Måske kan beslutningstagernes svage støtte til ’Arktis-forklaringen’ skyldes, at
grænsedisputten først ventes at blive aktuel om ti til tyve år.
Forcen ved del og hersk er dens logik (stormagtens behov for at undgå en front imod
sig), og at den er så udbredt på alle niveauer af samfundets magtstrukturer: partilederens strategi
over for sine ’kronprinser’, på arbejdspladsen hvor en chef beskyldes for ’del og hersk’ i forhold til
sine ansatte, osv. Også dens historiske rødder tilbage til Machiavelli må veje tungt. Svagheden er
naturligvis, at den benægter sig selv. Det kan ikke forventes, at interviewpersoner skulle stå ved
den, i hvert fald ikke møntet på deres eget land. Det gør den dog ikke ufalsificerbar. Støtten til den i
den konkrete sammenhæng er dels det ydre hændelsesforløb, dels at del og hersk har været
praktiseret af Rusland i flere andre regioner. Men på dette punkt er der behov for opfølgende
studier.
Endelig kan del og hersk-politikkens antagelse om ’spill over’ mellem policy-områder
kritiseres med resultaterne i hus. For Sverige har faktisk været i stand til at ’inddæmme’ Ruslands
’afstraffelse’, så svensk eksport er gået fri. Det kan måske skyldes det russiske behov for Sveriges
godkendelse af Nord Stream i 2009 eller det faktum, at svenske virksomheders investeringer i
Rusland er så omfattende, at Rusland trods alt ikke ønsker at give afkald herpå – men ikke desto
mindre er det et brud på en grundlæggende antagelse i del og hersk-tankegangen. At småstaten har
mulighed for at inddæmme en stormagts del og hersk-politik er værd at undersøge yderligere,
hvilket specialet dog ikke har fundet plads til.
De to hovedteorier er begge omtrent lige parsimoniske; i den ene ligger
forklaringsmotoren hos småstaterne, i den anden hos stormagten, men der er ikke flere
forklaringsfaktorer involveret i den ene end i den anden. Da del og hersk teorien synes at have bedst
empirisk rygdækning til den konkrete forklaring, foretrækkes denne. I øvrigt ville de to teorier
105
kunne adderes, hvis det var relevant: der er ingen modsætning mellem, at staterne er optaget af
eventuelle territorielle udeståender, og at en stormagt spiller dem ud mod hinanden. Men det synes
ikke at være relevant, idet kun den ene teori har fundet støtte.
Derimod er del og hersk-teorien blevet adderet med ’lessons of the past’, som vi har
set. Herved reduceres parsimonien i den samlede forklaring naturligvis for at øge forklaringskraften,
men det har ganske enkelt været en nødvendighed for at kunne forstå, hvem der blev syndebuk
hvornår.
Specialets forklarings-fokus har desuden krævet afvisninger af en række teorier, der
på trods af deres dokumenterede forklaringskraft på andre områder ikke har været i stand til at
forklare Danmark og Sveriges spejlvendte Rusland-politikker. Teorier, der blot har været
permissive (faciliterende) eller kun været i stand til at forklare den ene af de to staters politikker har
således måtte vige pladsen.
Metodisk set har specialets puzzle udmærket sig ved dets store variation (over tid og
over forskellige enheder) og overskuelige antal analyse-enheder; kaldet et komparativt-historisk
studie. Derudover kunne samtlige EU-landes assertionstrends vis-a-vis Rusland analyseres ligesom
eksempelvis Norge og Finlands assertionstrends kunne være inddraget til sammenligning med
Danmark
og
Sveriges.
Sådanne
forskningsdesigns
ville
imidlertid
næppe
være
forskningsøkonomiske, idet jeg med puzzlets blot to analyse-enheder allerede er i stand til at opnå
variation over både tid og enhed. Effektive forklaringer skal være til stede i tilfælde af assertion
(Danmark fra 2002 til 2008 og Sverige fra 2008 til 2013) samtidig med, at de skal være fraværende
i tilfælde af ikke-assertion (Danmark fra 2008 til 2013 og Sverige fra 2002 til 2008).
106
KAPITEL 11
POLICY-ANBEFALINGER
Den indlysende anbefaling til småstater på baggrund af del og hersk-politikken må være at undgå at
blive reduceret til en brik i stormagtens spil. Det ville naturligvis i første omgang kræve, at
småstaterne var bevidste herom (hvilket Danmark og Sverige ikke viser tegn på; der foregår ingen
sammenligning af landets egen politik med nabolandets). Selv hvis småstaterne havde blik for del
og hersk-politikkens konsekvenser, er det dog ikke sikkert, at anbefalingen ville blive fulgt.
Skal anbefalingen følges, indebærer det for den favoriserede part at give afkald på sine
øjeblikkelige goder. Gennem de tolv års udenrigspolitik har Danmark og Sverige således ikke en
eneste gang dannet ’fælles front’ mod Rusland; Sverige involverede sig ikke i Fogh Rasmussens
udfald, og Danmark har undgået at forsvare Bildts assertive udtalelser. At Sverige skulle være
solidarisk med Danmark, såfremt vi senere bliver syndebuk, mener jeg derfor heller ikke er
sandsynligt. Russerne har givet ’set rigtigt’ ved at bruge netop Danmark og Sverige i dette spil,
eftersom der traditionelt – også i perioder af samarbejde – er en vis indbygget jalousi mellem
landene (jf. for eksempel. deres ’skønhedskonkurrence’ i forhold til de baltiske lande i 1990’erne).
Trods den nordiske diskursive solidaritet er det i praksis en smal sag at splitte specielt Danmark og
Sverige.
107
I et europæisk perspektiv har forskellige tænketanke m.fl. i mange år kritiseret, at
Rusland energipolitisk spillede de europæiske lande ud mod hinanden (Molis, 2011, 78). De
europæiske lande må derfor på dette område formodes at have kendt til del og hersk-politikkens
konsekvenser – uden at noget effektivt er gjort ved det. Om den nuværende Krim-konflikt vil ændre
dette, er et åbent spørgsmål i skrivende stund.
En anden mulig fremtidig arena for russisk del og hersk-politik er Arktis; blandt de
fem kyststater til Polarhavet (Rusland, Kongeriget, Norge, Canada og USA) er Rusland den
stærkeste aktør. Ved fremtidige forhandlinger om grænsedragninger vil Ruslands primære interesse
være, at de fire andre ikke danner fælles front. Det kunne tænkes, at Danmark kunne blive en vigtig
brik for Rusland i Arktis, hvis vi beholder vores favoriserede status.59 Muligheden af en russisk del
og hersk-strategi vil det være klogt at tage i betragtning af de fire øvrige. På den anden side vil det
være ødelæggende for det arktiske samarbejde, hvis de fire skulle gå så vidt som til at inddrage
NATO i Arktis (som de alle er medlem af).
Et konkret policy-råd til Danmark lyder som følger: vær generelt opmærksom på hvad
der sker i svensk Ruslandspolitik (de to landes beslutningstagere synes ikke opmærksomme på
interaktionen mellem dansk og svensk Ruslandspolitik), og vær særlig forsigtig med assertive
udfald i efteråret 2014. Sveriges valg til Riksdagen den 14. september 2014 og den svenske
regerings sandsynlige afgang i forbindelse hermed (at dømme ud fra entydige meningsmålinger)
betyder, at Carl Bildts udenrigsministertid snart er udløbet. Dette kan blive en passende anledning
for Rusland til at skifte syndebuk fra Sverige til Danmark (lige så ufortjent som da vi blev favorit
mellem 2008 og 2009). Der skal ikke nødvendigvis noget stort ’fejltrin’ til, for at dette kan
indtræffe. Det bedste Danmark kan gøre er derfor at holde en lavere profil end Sverige – aktuelt i
forbindelse med Ukraine-konflikten.60
At Vasquez’ teori ikke kunne løse puzzlet betød som nævnt ikke teoriens falsifikation.
Det kunne netop også skyldes, at Danmark ikke – som man kunne forvente – har nogen konstaterbar
Ruslands-strategi. Den næste policy-anbefaling lyder derfor: en dansk Ruslands-strategi bør
udarbejdes (der selvsagt også rummer Arktis-politikken). Om ikke før må dette stå klart efter Krim-
59
Rusland har for eksempel. tilbudt Danmark at koordinere sine krav til FN’s Havretskommission – måske et træk for at
udmanøvrere Canada (interview 6).
60
I denne optik var nyudnævnte udenrigsminister Martin Lidegaards besøg i Kiev og Donetsk i marts 2014 – med sin svenske
kollega Bildt som ledsager – særlig problematisk. Der var en grund til, at Norge og Finlands udenrigsministre ikke kunne ’afse tid’.
Carl Bildt er forenklet sagt ikke det ’bedste selskab’, såfremt man ønsker at bevare et fornuftigt forhold til Rusland.
108
konflikten 2014. Det er ikke tilstrækkeligt som hidtil blot at tilslutte sig en almen vestlig Ruslandsstrategi, idet Danmark besidder en række bilaterale (arktiske) interesser i forhold til Rusland.61
Idet strategien må bygge på blandt andet Vasquez’ småstatstilpassede teori vil
assertive udfald som i Fogh Rasmussens tid frarådes. I dag ville sådanne udfald og en potentiel
syndebukke-rolle risikere at blive mere omkostningsfuldt for Danmark end i 2002. De uafklarede
grænser i Arktis indebærer, at en syndebukke-status vil koste os ved det arktiske forhandlingsbord.
Anbefalingerne kan summeres således:
1) Der er behov for en dansk Ruslands-strategi. Danmark bør have et politisk formål for det videre
forhold62.
2) Danmark bør stå sammen med Sverige for at undgå at blive brikker i Ruslands del og herskpolitik.
3) Danmark bør være opmærksom på en eventuelt russisk del og hersk strategi blandt de fire øvrige
arktiske kyststater, men undgå at inddrage NATO i Arktis.
4) Da anbefaling 2) formentlig er urealistisk, bør Danmark så vidt muligt undgå endnu en
syndebukke-sejour. Derfor bør Danmark opføre sig mindre assertivt end Sverige, så en vis goodwill
i Moskva beholdes til fremtidige bilaterale grænseforhandlinger i Arktis.
5) Vær mere observant på interaktionen mellem dansk og svensk Ruslandspolitik. Danmark bør
især udvise forsigtighed i efteråret 2014, når Carl Bildt formentlig er trådt tilbage og Rusland kan
benytte lejligheden til at skifte syndebuk.
61
Det er med andre ord ikke nok blot at dele den generelle vestlige strategi, som Per Stig Møller ellers advokerer for d. 10.12.2013:
”…der er risiko for en revanchisme i Rusland og der er en mulighed for, at de ikke erkender sine vestvendte interesser. Og det er dem
man skal prøve at fremme…I lyset af det ønsker vi faktisk at have en positiv Rusland-politik. Og medvirke til at de kommer tættere
på Vesteuropa, så vi ikke får fremtidige spændinger i Vesteuropa.”
62
At formulere en strategi har ikke været specialets intention; specialets resultater illustrerer blot manglen på en sådan.
109
LITTERATUR
Agrell, Wilhelm (2010): Fredens Illusioner: Det Svenska Nationella Försvarets Nedgång och Fall
1988-2009, Atlantis
Allison, Graham (1971): Essence of Decision, Explaining the Cuban Missile Crisis, New York,
N.Y.: HarperCollins
Apsalons, Edmunds (1996): Baltic Cooperation and Integration: The Baltic Community, in Lejins,
Atis og Bleiere, Daina eds. (1996): The Baltic States Search for Security, Latvian Institute of
International Affairs
Bennett, Andrew (1999): Condemned to repetition? The Rise, Fall and Reprise of Soviet-Russian
Military Interventionism, MIT Press
Bennet, Andrew; George, Alexander L. (2005): Case Studies and Theory Development in the Social
Sciences, MIT Press
Berryman, John (2010): Russia, NATO enlargement, and ‘Regions of Privileged Interests’. in
Berryman, John (2012): Geopolitics and Russian Foreign Policy, International Politics (2012) 49,
530–544
Björkdahl, Annika (2007): Swedish Norm Entrepreneurship in the UN, International Peacekeeping,
14:4, 538-552
Blouet, B.W. (2010): Geopolitics and Globalization in the Twentieth Century, 2nd edn. London:
Reaktion Books.
Boulding, Kenneth E. (1962): Conflict and Defense, University Press of America
Brown, Michael E., (ed.) (1996): Debating the Democratic Peace: An International Security
Reader. Cambridge, MA: The MIT Press.
Bryder, Tom (1990): Machiavelli and Modern Political Analysis, Forlaget Politiske Studier,
København
Brzezinski, Z. (1997): The Grand Chessboard: American Primacy and Its Geostrategic Imperative.
New York: Basic Books.
110
Bukharin, O. (2006): Russia’s Nuclear Icebreaker Fleet. Science and Global Security 14, 1, 25
Byman, Daniel L; Pollack, Kenneth M. (2001): Let Us Now Praise Great Men, International
Security, Spring2001, Vol. 25 Issue 4, 107.
Carlsen, Per; Mouritzen, Hans (red.) (2003, 2004, 2005): Danish Foreign Policy Yearbook, DIIS
Cichocki, Marek og Osica, Olaf (2009): Nowa Europa: Consolidation or disintegration? Centrum
Europejskie Natolin
Cohen, Saul (2008): Geopolitics: The Geography of International Relations, Rowman and
Littlefield
Coser, Lewis (1956), The Functions of Social Conflict, Glencoe, IL: Free Press.
Dodds, Klaus (2007): Geopolitics. A Very Short Introduction, Oxford University Press
Doyle, Michael (1983): Kant, Liberal Legacies, and Foreign Affairs, Philosophy and Public Affairs,
1983, 205
Doyle, Michael W. (1997): Ways of War and Peace: Realism, Liberalism, and Socialism. New
York: W. W. Norton
Elman, Miriam Fendius (ed.) (1997): Paths to Peace: Is Democracy the Answer? Cambridge, MA:
The MIT Press.
Enstad, Johannes Due (2011): Putinistisk historiepolitikk: Oppussing av fortiden i Putins Russland i
Nordisk Østforum 25 (4, 2011): 321-344
Flint, Colin (2012): Introduction to Geopolitics, Routledge
Gerring, John (2004): What Is a Case Study and What Is It Good for? American Political Science
Review, Vol. 98, No. 2, May 2004
Gerring, John (2007): Case Study Research, Cambridge University Press
Gochman, Charles S.; Leng, Russel J. (1983): Realpolitik and the Road to War: An Analysis of
Attributes and Behavior, International Studies Quarterly, Vol. 27, No. 1 (Mar., 1983), 97-120.
Goertz, Gary; Diehl, Paul F. (1996): Territorial Changes and International Conflict, Routledge
Goldmann, Kjell (1982): Change and Stability in Foreign Policy: Detente as a Problem of
Stabilization, i World Politics , Vol. 34, No. 2 (Jan., 1982) , 230-266
Hensel, Paul R.; Diehl, Paul F. (1994): It Takes Two to Tango: Nonmilitarized Response in
Interstate Disputes, The Journal of Conflict Resolution, September 1994, Vol. 38, No. 3, 479506
Heurlin, Bertel; Mouritzen, Hans (red.) (1997, 1998, 1999, 2000, 2001, 2002, 2003): Danish
Foreign Policy Yearbook, DUPI
Hey, Jeanne A. K. (2003): Small States in World Politics, Lynne Rienner
Hoffmann, Stanley (1966): Obstinate or Obsolete? The Fate of the Nation-State and the Case of
Western Europe, Tradition and Change (Summer, 1966), Vol. 95, No. 3, 862-915
Holm, Hans-Henrik (1997): Denmark’s Active Internationalism: Advocating International Norms
With Domestic Constraints, i Heurlin, Bertel; Mouritzen, Hans (red.) (1997): Danish Foreign
Policy Yearbook, DUPI, 52-80
Hvidt, Nanna; Mouritzen, Hans (red.) (2005, 2006, 2007, 2008, 2009, 2010, 2011, 2012, 2013):
Danish Foreign Policy Yearbook, DIIS
Haab, Mare (1998): Potentials and Vulnerabilities of the Baltic States: Mutual Competition and
Cooperation, in Hansen, Birthe og Heurlin, Bertel eds. (1998): The Baltic States in World
Politics, Curzon
Ikenberry, G. John (1998/1999): Institutions, Strategic Restraint, and the Persistence of American
Postwar Order, International Security, Winter 1998/1999, 23 (3): 43–78.
Ikenberry, G. John, Michael Mastanduno, and William C. Wohlforth (2009): Unipolarity, State
Behavior, and Systemic Consequences, in World Politics 61, no. 1, January 2009, 1-27
Ikenberry, G. John, Michael Mastanduno, and William C. Wohlforth, (eds.) (2011): International
111
Relations Theory and the Consequences of Unipolarity. 1st ed. Cambridge: Cambridge
University Press
Jervis, Robert (1976): Perception and Misperception in International Politics, Princeton
University Press
Johnston, Alastair Iain (2013): How New and Assertive is China's New Assertiveness?,
International Security, Spring, 2013, Vol. 37(4), 7-48
Jonson, Lena (1998): Russia and the ’Near Abroad’: Concepts and Trends, in Hansen, Birthe og
Heurlin, Bertel (eds.) (1998): The Baltic States in World Politics, Curzon
Kaplan, Robert D. (2009): The Revenge of Geography, Foreign Policy 172(May/June): 96–105.
Kapstein, Ethan; Mastanduno, Michael (1999): Unipolar Politics: Realism and State Strategies
After the Cold War, Columbia University Press
Khong, Yuen Foong (1992): Analogies at War, Korea, Munich, Dien Bien Phu, and the Vietnam
Decisions of 1965, Princeton, N.J.: Princeton University Press
King, Gary; Keohane, Robert O.; Verba, Sidney (1994): Designing Social Inquiry: Scientific
Inference in Qualitative Research, Princeton University Press
Kissinger, Henry (2001): Does America Need a Foreign Policy? Towards a Diplomacy for the 21st
Century. New York: Simon & Schuster.
Kramer, Mark (2002): NATO, the Baltic States and Russia: A Framework for Sustainable
Enlargement, International Affairs (Royal Institute of International Affairs 1944-)
Vol. 78, No. 4 (Oct., 2002), 731-756
Kvale, S. (1997): InterView, Kbh.: Hans Reitzels Forlag, 129-158
Layne, Christopher (2004): The war on terrorism and the balance of power: the paradoxes of
American hegemony, in Paul, T.V.; Wirtz, James J. & Fortmann, Michael (red): Balance of
Power: Theory and Practice in the 21st Century. Stanford University Press, 103-126
Lévy, Jacques (2001): From Geopolitics to Global Politics. A French Connection, Frank Cass
Lidegaard, Bo (2003): Overleveren 1914-1945, bind 4 i Dansk Udenrigspolitiks Historie, Gyldendal
Lieber, Keir A.; Alexander, Gerard (2005): Waiting for Balancing, International Security, Vol. 30,
No. 1 (Summer 2005), 109-139
Lobell, Steven E.; Ripsman, Norrin M.; Taliaferro, Jeffrey W. red. (2009): Neoclassical Realism,
the State and Foreign Policy, Cambridge
Lukes, Steven (1968): Individualism, ECPR Press
Mahoney, James; Goetz, Gary (2004): The Possibility Principle: Choosing Negative Cases in
Comparative Research, American Political Science Review, Vol. 98, No. 4, November 2004
Mearsheimer, John J. (2001): The Tragedy of Great Power Politics, W. W. Norton & Company
Michael Cox (2007): Is the United States in Decline—Again? An Essay, International Affairs, Vol.
83, No. 4 (July 2007)
Migdalovitz, Carol (2010): AKP’s Domestically-Driven Foreign Policy, Turkish Policy Quarterly,
Vol. 9, No. 4 (Winter 2010), 37–45
Monteiro, Nuno (2011/12): Unrest Assured: Why Unipolarity Is Not Peaceful, International
Security, Vol. 36, No. 3 (Winter 2011/12): 9-40
Morgenthau, H. (1978): Politics among Nations: The Struggle for Power and Peace, 5th edn. New
York: Knopf
Mouritzen, Hans (1988): Finlandization: Towards a General Theory of Adaptive Politics, Avebury
Mouritzen, Hans (1999): At Forklare International Politik, Kbh.: Djøf.
Mouritzen, Hans (2006): Choosing Sides in the European Iraq Conflict: A Test of New Geopolitical
Theory, European Security, Vol. 15, No. 2, 137-163, June 2006
Mouritzen, Hans (2007): Denmark’s Super Atlanticism, Journal of Transatlantic Studies, 5 (2) 2007,
155-167
112
Mouritzen, Hans; Wivel, Anders (2012): Explaining Foreign Policy: International Diplomacy and
the Russo-Georgian War', Lynne Rienner
Mouritzen, Hans; Wivel, Anders (eds.) (2005): The Geopolitics of Euro-Atlantic Integration,
Routledge
Oest, Kajsa Ji Noe (2007): The End of Alliance Theory, Københavns Universitet, Institut for
Statskundskab
Oldberg, Ingmar (2012): Sweden, 123-130 i Lobjaks, Ahto og Mölder, Martin (2012): EURussiaWatch 2012, University of Tartu
Olesen, Mikkel Runge (2013): In the Eye of the Decisionmaker, University of Copenhagen
Osgood, Charles E. (1962): An Alternative To War Or Surrender, University of Illinois Press,
Urbana
Paul, T.V. (2005): Soft Balancing in the Age of U.S. Primacy, International Security, Vol. 30, No. 1
(Summer 2005), 46-71
Petersen, Nikolaj (2004): Europæisk og globalt engagement 1973-2003, bind 6 i Dansk
Udenrigspolitiks Historie, Gyldendal
Popper, Karl (1961): The Poverty of Historicism, 2nd edition, London: Routledge
Popper, Karl (1966): The Open Society and Its Enemies, vol 2: Hegel and Marx, London: Routledge
Posen, Barry R. (2011): From Unipolarity to Multipolarity: Transition in Sight? in Ikenberry, G.
John, Michael Mastanduno, and William C. Wohlforth, (eds.) International Relations Theory
and the Consequences of Unipolarity. 1st ed. Cambridge: Cambridge University Press, 2011
Regeringen (2012): Vækstmarkedsstrategi – Rusland, maj 2012
Reiter, Dan (1996): Crucible of Beliefs: Learning, Alliances and World Wars, Cornell University
Press
Roi, Michael L. (2010): Russia – the greatest Arctic power? Journal of Slavic Military Studies,
23:551–573
Ruhl, L. (1997) The Historical Background of Russian Security Concepts and Requirements. In: V.
Baranovsky (ed.) (1997): Russia and Europe: The Emerging Security Agenda. Oxford: Oxford
University Press for the Stockholm International Peace Research Institute, 21–41.
Scott, Shirley V. (2004): Is There Room for International Law in Realpolitik?: Accounting for the
US ‘Attitude’ Towards International Law, Review of International Studies, 30, 71-88
Seawright, Jason (2002): Testing for Necessary and/or Sufficient Causation: Which Cases Are
Relevant? (Political Analysis, Vol. 10, No. 2 (Spring 2002), 178-193
Skak, Mette (2012): Denmark, 123-130 i Lobjaks, Ahto og Mölder (april 2012): EU-RussiaWatch
2012, University of Tartu
Spykman, Nicholas (2008, 1942): America's Strategy in World Politics: The United States and the
Balance of Power, Transaction Publishers
Staun, Jørgen (2008): Ruslands Udenrigspolitik: Fra Jeltsins Vesternisering til Putins
Nyimperialisme, DIIS
Steinmetz, Robert; Wivel, Anders (2010): Small States in Europe, Challenges and Opportunities,
Ashgate
Stinchcombe, Arthur L. (1987): Constructing Social Theories, University of Chicago Press
Stranga, Aivars (1996): Russia and the Security of the Baltic States: 1991-1996, in Lejins, Atis og
Bleiere, Daina (eds.) (1996): The Baltic States Search for Security, Latvian Institute of
International Affairs
Søby, Kristian (red.) (2013): Danmark i Krig. Demokrati, Politik og Strategi i Den Militære
Aktivisme, Kbh.: Djøf.
Trenin, Dmitry (2011) Post-imperium: A Eurasia Story. Washington DC: Carnegie Endowment for
International Peace.
113
Tsygankov, Andrei P. (2012): Assessing Cultural and Regime-Based Explanations of Russia's
Foreign Policy. ‘Authoritarian at Heart and Expansionist by Habit’?, Europe-Asia Studies,
64:4, 695-713
Udenrigsministeriet (2013b): Samhandelsnotits juni 2013, Udenrigsministeriet
Van Evera, Stephen (1997): Guide to Methods for Students of Political Science, Cornell University
Press
Vasquez, John A. (1993): The War Puzzle, Cambridge University Press.
Vasquez, John A. (2009): The War Puzzle Revisited, Cambridge University Press.
Vloyantes, John P. (1975): Silk glove hegemony, Finnish-Soviet relations, 1944-1974: A Case Study
of the Theory of the Soft Sphere of Influence, Kent State University Press
Walt, Steven (1985): Alliance Formation and the Balance of World Power, International Security 9,
No. 4, 3-43
Waltz, Kenneth (1979): Theory of International Politics, Addison-Wesley
Watkins, John W. (1973): Ideal Types and Historical Explanation, In Alan Ryan (ed.), The
Philosophy of Social Explanation, Oxford University Press, 82-105
White, Stephen & Sakwa, Richard (2010): Developments in Russian Politics 6, Duke University
Press
Wivel, Anders (2005): The Security Challenge of Small EU Member States: Interests, Identity and
the Development of the EU as a Security Actor, JCMS: Journal of Common Market Studies,
2005, Vol.43(2), pp.393-412
Wivel, Anders (2008): Balancing Against Threats or Bandwagoning With Power? Europe and the
Transatlantic Relationship After the Cold War, in Cambridge Review of International Affairs,
Volume 21, Number 3, September 2008
Wivel, Anders (2013): From Peacemaker to Warmonger? Explaining Denmark’s Great Power
Politics, Swiss Political Science Review, 2013, Vol.19 (3), 298-321
Wæver, Ole (1992): Axelrods Egoisme og Griecos Relative Gevinster, Introduktion til Studiet af
International Politik, København: Forlaget Politiske Studier, 144-151
114
INTERNETKILDER
Aftonbladet (01.03.2014): Carl Bildt: Rysslands agerande bryter mot folkrätten, lokaliseret på
http://www.aftonbladet.se/nyheter/article18462702.ab d. 28.03.2014
Aftonbladet (10.10.2013): Majoritet vill rusta militärt mot Ryssland, lokaliseret på
http://www.aftonbladet.se/nyheter/article17628436.ab d. 15.03.2014
Alla Dessa Dagar, Carl Bildts blog (16.05.2013): Slut på lyckat ordförandeskap, lokaliseret på
https://carlbildt.wordpress.com/2013/05/16/slut-pa-lyckat-ordforandeskap/ d. 18.03.2014
Alla Dessa Dagar, Carl Bildts blog (04.03.2008): Erkännande av Kosovo, 4. marts 2008, lokaliseret
på https://carlbildt.wordpress.com/2008/03/04/erkannande-av-kosovo/ d. 12.02.2014
Arktisk Råd (2014): History, lokaliseret på http://www.arctic-council.org/index.php/en/aboutus/arctic-council/history d. 17.02.2014
Avisen.dk (08.01.2007): Carl Bildt gik amok på journalist, lokaliseret på
http://www.avisen.dk/carl-bildt-gik-amok-paa-journalist_85306.aspx d. 18.03.2014
BBC (15.09.2008): Insight: Who runs Russia, lokaliseret d. 30.01.2014 på
http://news.bbc.co.uk/2/hi/europe/7616385.stm
BBC (31. 07.2013): Russian blogger Navalny charged with embezzlement, lokaliseret på
http://www.bbc.co.uk/news/world-europe-19060444 d. 18.11.2013
BEAC (2014): Cooperation in the Barents Euro-Arctic Region, lokaliseret på
http://www.beac.st/in-English/Barents-Euro-Arctic-Council/Introduction d. 17.02.3014
Berlingske Tidende (31.10.2002): Regeringen afkræves en forklaring,
sektion: 1, side 2, Infomedia Artikel-id: AY448130
Berlingske Tidende (03.11.2009): Halvt klimaløfte fra Putin til Løkke, Side 14, Infomedia artikelid: e1bfc785
Berlingske Tidende (16.03.2013): De Allierede, lokaliseret på http://m.b.dk/?article=24819709-DeAllierede d. 15.03.2014
BT (27.04.2011): Putin og Løkke gik på kro i aftes, Side 20, Infomedia-artikel-id: e2a60104
115
Canwest News Service (28.05.2008): Conference Could Mark Start of Arctic Power Struggle,
lokaliseret på http://www.canada.com/topics/news/world/story.html?id=d0135cd8-c15a-48a39579-0df5f8e185c1
CNN (19.07.2007): Russia expels 4 British diplomats, lokaliseret på
http://edition.cnn.com/SPECIALS/2007/news/spy.scandal/ d. 17.03.2014
Dagens Nyheter (24.11.2004): Justjenko manar til politisk strejk, lokaliseret på
http://www.dn.se/diverse/p8-import-slask-undantag/jusjtjenko-manar-till-politisk-strejk/ d.
14.02.2014
Dagens Nyheter (28.01.2005): Freivalds för Ukraine i EU, lokaliseret på
http://www.dn.se/nyheter/politik/freivalds-for-ukraina-i-eu/ d. 14.02.2014
Dagens Nyheter (12.02.2008): Sverige i sin fulla rätt at stoppa gasledningen, lokaliseret på
http://www.dn.se/debatt/sverige-i-sin-fulla-ratt-att-stoppa-gasledningen/ d. 15.03.2014
Dagens Nyheter, (09.03.2010): Bildt kommer in från kylan, lokaliseret på
http://www.dn.se/nyheter/varlden/bildt-kommer-in-fran-kylan/ d. 14.02.2014
Dagens Nyheter (08.03.2011): Gasläckan bekräftar auktoritärt Ryssland, lokaliseret på
http://www.dn.se/ledare/signerat/gaslackan-bekraftar-auktoritart-ryssland/ d. 14.02.2014
Danmarkshistorien (2014): Genforeningen 1920, lokaliseret på
http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/genforeningen-1920/ d. 18.02.2014
Danmarkshistorien (2014b): Anders Fogh Rasmussen (V) om samarbejdspolitikken 29. august
2003, lokaliseret på http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/anders-foghrasmussen-v-om-samarbejdspolitikken-29-august-2003/ d. 18.03.2014
Den Store Danske (2014): Rusland (Historie - 1682-1917), lokaliseret på
http://www.denstoredanske.dk/Geografi_og_historie/Rusland_og_Centralasien/Ruslands_histori
e/Rusland_1689-1815/Rusland_(Historie_-_Peter_den_Store_og_hans_reformer) d. 17.02.2014
Eurasiske Økonomiske Kommission (2014): О Евразийской экономической комиссии, lokaliseret
på http://www.eurasiancommission.org/ru/Pages/about.aspx d. 29.01.2014
Information (24.03.2012): Rusland-Danmark Søvndal nedtoner Sakajev-sag, side 8, Infomedia
artikel-id: e3287bf7
International Herald Tribune (22.02.2008): Putin warns Kosovo will ‘come back to knock’ the West,
as NATO envoy lashes out”, lokaliseret på www.iht.com/articles/ap/2008/02/22/europe/EUGENRussia-Kosovo.php. d. 15.03.2014
Jyllands-Posten (31.10.2002): Forløbet: Mistænkt for terrorisme, side 2, Infomedia artikel-id:
Y3681416
Jyllands-Posten (31.01.2003): Irak-krise: Fogh står fast på støtte til USA, Side 4, Infomedia-artikelid: Y4264475
Jyllands-posten (17.03.2012): Sakajev er i København igen, Side 11, Infomedia artikel-id: e325c796
Jyllands-Posten (15.04.2012): Frygt for Rusland bag lukkede døre, side 4, Infomedia artikel-id:
e3306204
Konference-materiale (2010): History of geopolitics, Maastricht University
Kristeligt Dagblad (22.02.2008): Danmark anerkender Kosovo, Side 4, Artikel-id: e0d3d0c3
Mellander, Maria (19.08.2012): Politikerne tager fejl: Dansk udenrigspolitisk skal omprioriteres,
lokaliseret på http://raeson.dk/2012/politikerne-tager-fejl-dansk-udenrigspolitik-skalomprioriteres/ d. 08.03.2014
Myndigheten för samhällsskydd och beredskap (MSB) (19.11.2009): Upptinade relationer mellan
EU och Ryssland, lokaliseret på
http://www.sakerhetspolitik.se/Arkiv/Omvarldsbevakning/2009/Upptinade-relationer-mellanEU-och-Ryssland/ d. 25.02.2014
N.Y.Times (10.07.2010): Under Cover of Ineptitude, lokaliseret på
116
http://www.nytimes.com/2010/07/11/opinion/11mccarry.html?ref=russianspyring2010 d.
17.03.2014
NEWSru.com (07.12.2011): ‘Премьер Швеции заявил, что фильм НТВ “Голос ниоткуда” был
снят в рамках предвыборной кампании власти’, lokaliseret på http://goo.gl/zgVSH d.
18.11.2013
Nord Stream (13.10.2009): Nord Stream Gas Contracted by DONG Energy, lokaliseret på
http://www.nord-stream.com/press-info/emagazine/nord-stream-gas-contracted-bydong-energy-62/ d. 18.03.2014
Nord Stream (30.03.2011): Nord Stream Pipeline in a Transboundary Context (with legend),
lokaliseret på http://www.nord-stream.com/da/presse-og-information/billeder/nord-streampipeline-in-a-transboundary-context-with-legend-2931/?category=115&sub_category=148 d.
18.03.2014
Norden (2014): Nordic Statistics, materiale lokaliseret på
http://91.208.143.50/pxweb/pxwebnordic/dialog/statfile1.asp d. 18.03.2014
Nordregio (2009): Regional Cooperation in the North. Geography of regional cooperation in the
north of Europe, the north Atlantic and the Arctic, lokaliseret på
http://www.nordregio.se/en/Maps--Graphs/07-Cooperation-and-eligible-areas/RegionalCooperation-in-the-North/ d. 17.03.2014
Nordregio (2011): International Sea boundaries in the Arctic. Maritime boundaries between the
countries around the Arctic Sea. Data source: International Boundaries Research Unit,
University of Durham, updated 14 Feb. 2011, lokaliseret på http://www.nordregio.se/en/Maps-Graphs/07-Cooperation-and-eligible-areas/International-Sea-boundaries-in-the-Arctic/ d.
17.03.2014
OCEANA (2013): Baltic Maps, lokaliseret på http://oceana.org/en/eu/our-work/habitatsprotection/baltic/maps d. 15.02.2014
Office of the High Representative (2014): Information, lokaliseret på http://www.ohr.int/ohrinfo/gen-info/default.asp?content_id=38519 d. 08.03.2014
OSCE (07.12.2011): OSCE Ministerial Council, Vilnius, 6-7 December 2011. Statement by H.E.
Villy Søvndal. Minister for Foreign Affairs, Denmark, lokaliseret på
http://www.osce.org/mc/85899 d. 18.11.2013
Politiken (08.05.2012): Hensynet til Rusland lukker dørene i spionsag, side 8, Infomedia artikel-id:
e339f91e
Politiken (10.07.2004): Europarådet: Danmark bryder menneskerettigheder, Side 1, Infomediaartikel-id: e0229f73
Politiken (27.09.2006): Genbegravelse: Den sidste rejse: Da Dagmar lagde til ved Petershof,
Indland Side 8, Infomedia artikel-id: e07632a1
Politiken (21.10.2009): Putin lagde pres på Lars Løkke i samtale om gasledning, side 10, Infomedia
artikel-id: e1b97176
Politiken (06.11.2009): Sverige og Finland siger ja til omstridt gasledning, side 10, Infomedia
artikel-id: e1c12044
Politiken (15.08.2013): Forsidehenvisning: Dansk protest mod homolov, side 1, Infomedia artikelid: e3eb222c
Politiken (16.08.2013): Rusland: Søvndal er velkommen til at kritisere, side 6, Infomedia artikel-id:
e3eb9572
Politiken (01.02.2014): Thorning og Løkke har taget mundkurv på i sagen om NSA, Side 5,
Infomedia-artikel-id: e43d4de3
Regeringen (04.03.2008): Republiken Kosovo, lokaliseret på
http://www.regeringen.se/sb/d/5472/a/99715 d. 12.02.2014
117
Regeringen (29.04.2011): Modernisation and trade discussed at meeting with Putin, lokaliseret på
http://www.government.se/sb/d/11971/a/167200 d. 25.02.2014
Ritzaus Bureau (11.09.2003): Når toppolitikere skriver historie, Infomedia-artikel-id: e00c5c01
Ritzaus Bureau (02.05.2005): Fogh til Putin: - Giv balterne en undskyldning, Infomedia artikel id:
e0395990
Ritzaus Bureau (05.05.2005): Citathistorie fra Berlingske Tidende: USA roser Foghs opgør med
Rusland, Infomedia artikel-id: e039b1d4
Ritzaus Bureau (09.05.2005): Rusland mindes Anden Verdenskrig, Infomedia artikel-id: e039e0b8
Ritzaus Bureau (02.08.2007): Russisk flag plantet på kontroversiel havbund, Infomedia artikel-id:
e0ab52b0
Ritzaus Bureau (12.09.2007): Citathistorie fra Jyllands-Posten: Danmark vil standse strid om
Nordpolen, Infomedia artikel-id: e0b3a1c0
RT (20.03.2014): Top 10 powerful quotes from Putin’s historic Crimea address, lokaliseret på
http://rt.com/news/putin-address-ten-quotes-778/ d. 26.03.2014
Rysslands Röst (14.01.2009): Utsikterna för rysk-svenska ekonomiska relationer, lokaliseret på
http://swedish.ruvr.ru/2009/01/14/1142694/ d. 25.02.2014
Sida (2012): Strategirapport för internationalt samarbete med Ryssland september 2011 –
september 2012, Sida
Statsministeriet (2005): Statsminister Anders Fogh Rasmussens tale i Mindelunden 4. maj 2005.
lokaliseret på http://www.stm.dk/_p_7500.html d. 07.03.2014
Statsministeriet (22.11.2002): Statsminister Anders Fogh Rasmussen’s tale ved NATO topmødet
(NAC) i Prag 21. – 22. november 2002, lokaliseret på http://stm.dk/_p_7328.html d.
26.11.2013
Stockholm News (27.02.2012): Wikileaks releases emails about Carl Bildt, lokaliseret på
http://www.stockholmnews.com/more.aspx?NID=8470 d. 15.03.2014
Svenska Dagbladet (13.05.2004): Ryska anklagelser mot Freivalds, lokaliseret på
www.svd.se/nyheter/inrikes/ryska-anklagelser-mot-freivalds_146001.svd d. 18.11.2013
Svenska Dagbladet (27.10.2006): Bildt viker sig - drar sig ur Vostok Nafta, lokaliseret på
http://www.svd.se/naringsliv/nyheter/sverige/bildt-viker-sig-drar-sig-ur-vostoknafta_7142257.svd d. 18.03.2014
Svenska Dagbladet (30.12.2012): Försvar med tidsgräns, lokaliseret på
http://www.svd.se/nyheter/inrikes/forsvar-med-tidsgrans_7789308.svd d. 20.11.2013
Svenska Dagbladet (22.04.2013): Bildt om ryska flygövningen: Vi reagerar inte på allt. lokaliseret
på http://www.svd.se/nyheter/inrikes/bildt-om-ryska-flygovningen-vi-reagerar-inte-paallt_8110804.svd d. 20.11.2013
Svenska Dagbladet (22.04.2013): Bildt om ryska flygövningen:”Vi reagerar inte på allt”,
lokaliseret på http://www.svd.se/nyheter/inrikes/bildt-om-ryska-flygovningen-vi-reagerarinte-pa-allt_8110804.svd d. 09.03.2014
Svenska Dagbladet (22.04.2013): Ryskt flyg övade anfall mot Sverige, lokaliseret på
http://www.svd.se/nyheter/inrikes/ryskt-flyg-ovade-anfall-mot-sverige d. 20.11.2013
Svenska Dagbladet (10.05.2013): Bildt: Ryssland övade inte mot svenska mål, lokaliseret på
http://www.svd.se/nyheter/inrikes/bildt-ryssland-ovade-inte-mot-svenska-mal_8159266.svd d.
15.03.2014
Svenska Dagbladet (03.07.2013): Enström pressas om Gottlands försvar, lokaliseret på
http://www.svd.se/nyheter/inrikes/enstrom-pressas-om-gotlands-forsvar_8317460.svd
d.15.03.2014
118
Svenska Dagbladet (06.09.2013): ”Sverige deltog i NSA-övervakning”, lokaliseret på
http://www.svd.se/nyheter/inrikes/sverige-deltog-i-nsa-overvakning_8492260.svd d.
18.03.2014
Svenska Dagbladet (04.03.2014): Bildts Quisling-tweet förvånar, lokaliseret på
http://www.svd.se/nyheter/inrikes/bildts-quisling-tweet-forvanar_3327116.svd d. 18.03.2014
Sveriges Program 1 (13.09.2008): Ekots lördagsintervju
SVT (11.10.2013): Rysk Adoptionsstopp, lokaliseret på
http://www.svt.se/nyheter/amne/?tag=tag:[email protected],2011:Ryskt_adoptionsstopp d.
13.03.2014
The Ministry of Foreign Affairs of the Russian Federation (18.02.2013): Concept of the Foreign
Policy of the Russian Federation, Approved by President of the Russian Federation V. Putin
on 12 February 2013. lokaliseret på
http://www.mid.ru/brp_4.nsf/0/76389FEC168189ED44257B2E0039B16D d. 17.03.2014
The Swedish Wire (26.08.2009): Swedish export to Russia fell by half, loakliseret på
http://www.swedishwire.com/business/823-swedish-export-to-russia-fell-by-half d.
01.04.2014
Time (19.01.2014): Putin: Law Banning Gay Propaganda Is Not the Same Thing as Persecution,
lokaliseret på http://world.time.com/2014/01/19/putin-law-banning-gay-propaganda-is-notthe-same-thing-as-persecution/ d. 25.03.2014
Udenrigsministeriet (2011): Kingdom of Denmark, Greenland and the Faroe Islands: “Kingdom of
Denmark Strategy for the Arctic 2011-2020, lokaliseret på
http://um.dk/en/news/newsdisplaypage/?newsid=f721f2cb-aff1-4cf7-a3e7-14fda508690a d.
18.02.2014
Udenrigsministeriet (2012): Program – og projektorientering 2012, lokaliseret på
http://www.um.dk/da/danida/det-goer-vi/program-og-projektorientering-ppo/ppo2012/genericxmlresultpage/ d. 15.03.2014
Udenrigsministeriet (2012): The Ilulissat Declaration, lokaliseret d. 28.11.2013 på
http://um.dk/da/~/media/UM/Danish-site/Documents/Politik-og-diplomati/Internationalpolitik/Ilulissat_erklaeringen.jpg
Udenrigsministeriet (2013): Responsibility to Protect, lokaliseret på http://um.dk/da/politik-ogdiplomati/retsorden/folkeretten/responsibility-to-protect---r2p/ d. 17.03.2014
UNCLOS (2013): Chronological lists of ratifications of, accessions and successions to the
Convention and the related Agreements, lokaliseret på
https://www.un.org/depts/los/reference_files/chronological_lists_of_ratifications.htm d.
18.02.2014
UNCLOS traktat (1982): United Nations Convention on the Law of the Sea of 10 December 1982,
lokaliseret på http://www.un.org/depts/los/convention_agreements/texts/unclos/UNCLOSTOC.htm d. 27.11.2011
Utrikesdepartementet (2010): Strategi för Sveriges stöd til demokrati og mänskliga rättigheter i
Ryssland januari 2010 – december 2013
Videnskab.dk (30.09.2010): Foghs historiske undskyldning fejlede, lokaliseret på
http://videnskab.dk/kultur-samfund/foghs-historiske-undskyldning-fejlede d. 14.03.2014
Vlast (22.07.2013) – artikel læst i russisk ugentligt magasin d. 22.07.2013
VZ (17. februar 2012): ”Как вы относитесь к тому, что представители несистемной
оппозиции ходят в гости к американскому послу?” (Hvad synes du om, at oppositionen
mødes med den amerikanske ambassade?), 30.037 stemmer d. 16. Maj 2012, lokaliseret på
http://www.vz.ru/vote/result/977/?vote=true d. 16.05.2012
119
Weekendavisen (08.11.2002): Terrorist ved et tilfælde, sektion: 1, side 1, Infomedia artikel-id:
Y3818286
WIN/Gallup International (2013): End of Year 2013- Russia, lokaliseret på
http://www.wingia.com/en/news/end_of_year_2013_russia/126/ d. 30.01.2014
Wright, Thomas (07.08.2012): Outlaw of the Sea: The Senate Republicans' UNCLOS Blunder, i
Foreign Affairs, lokaliseret på http://www.foreignaffairs.com/articles/137815/thomaswright/outlaw-of-the-sea d. 18.03.2014
120
BILAG
Bilag 1: Danmarks støtte til russisk civilsamfund
Bilag 2: Sveriges støtte til russisk civilsamfund
Bilag 3: Kilder
Bilag 4: Kort over Nord Stream
Bilag 5: Østersøens grænser 2013
Bilag 6: Arktiske grænser 2011
Bilag 7: Danmark og Sveriges eksport til Rusland fra 2002 til 2012
Bilag 8: Danmark og Ruslands økonomiske relationer fra 2002 til 2012
121
Bilag 1: Danmarks støtte til russisk civilsamfund
Via Øststøttemidlerne og Naboskabsprogrammet bidrog Danmark i perioden 1992-2010 til
moderniseringen af Rusland med omtrent 2 milliarder kroner med vægt på de russiske Østersøregioner. Siden afviklingen af disse ordninger i 2010 har man i mindre omfang ydet støtte til
russiske civilsamfundsorganisationer, bl.a. via Dansk Institut for Menneskerettigheder og
Europarådet. I 2012 beløb Danmarks støtte til det russiske civilsamfund sig til i alt 5,86 millioner
kroner (egen beregning ud fra Udenrigsministeriet, 2012).
Det prioriteres at støtte NGO’er, der samarbejder med russiske myndigheder. Der er
hidtil ydet støtte til projekter vedrørende blandt andet forbedret adgang til retshjælp, rådgivning og
hjælp til fængselsindsatte, øget domstols-transparens, samarbejde med lokalt politi om respekt for
menneskerettigheder og styrkelse af NGO’ers kapacitet. Også organisationen for oprindelige folk i
det nordlige Rusland, kaldet RAIPON, der i øvrigt er medlem af Arktisk Råd, har modtaget støtte
fra Danmark (Udenrigsministeriet, 2012).
122
Bilag 2: Sveriges støtte til russisk civilsamfund
Sveriges støtte til Ruslands civilsamfund beløb sig i 2012 til, hvad der svarer til 58,44 millioner
danske kroner (egen beregning ud fra Sida, 2012). Det er næsten 10 gange så meget som Danmarks
støtte. Støtten fordeler sig ligeligt mellem projekter vedrørende miljøspørgsmål, demokrati og
menneskerettigheder. Sidstnævnte omfatter støtte til hhv. en queerfestival i Nordkaukasus,
initiativer for ligestilling i familier, undervisning i demokrati – og retsstatsprincipper samt
finansiering af dele af valgobservationsorganisationen GOLOS (Sida, 2012).
Sveriges udviklingssamarbejde beløb sig i perioden fra 1990 til 2007 til i alt 3,9
milliarder svenske kroner, som højst med mere end 500 millioner svenske kroner udbetalt i 2004. I
2005 besluttedes det dog at udfase udviklingsbistanden og rette et mindre beløb årligt til projekter
omkring menneskerettigheder og miljø (Utrikesdepartementet, 2010).
123
Bilag 3: Kilder
Specialets kilder til kortlæggelsen af trenden i Danmark og Sveriges Rusland-politik samt
forklaringen af denne kan deles i tre typer: (1) stats- og udenrigsministres (’foreign policy
executives’’, FPEs)63 offentlige udtalelser, (2) lækager af fortrolige oplysninger samt (3) interviews
med tidligere og nuværende FPEs. Med udgangspunkt i Elklit og Jensen (2012) er kontroversielle
udtalelser blevet ’trianguleret’, belyst fra flere vinkler. Hver kildetypes baggrund og validitet er
vurderet i forhold til specialets puzzle i det nedenstående.
Offentlige udtalelser
FPEs offentlige udtalelser anvendes som et direkte udtryk for assertionen på det pågældende
tidspunkt. Konkret finder jeg disse ved hjælp af søgninger i Infomedias database, landsdækkende
svenske dagblade samt på Carl Bildts blog og twitterprofil.
De offentlige udtalelser udgør den officielle linje vis-a-vis Rusland. Det er ikke
tilfældigt, at FPEs udtaler sig, som de gør, idet regering og embedsværk typisk har gjort sig
overvejelser omkring, hvorledes budskabet vil blive modtaget i Moskva og overvejet
implikationerne heraf. Dog kan der være tilfælde, hvor udtalelserne ikke er drøftet med nogen andre
(Carl Bildts blog og tweets) eller har fået uintenderede konsekvenser. Disse atypiske tilfælde kan
være ganske værdifulde i sig selv, idet disse kan indikere visse anomalier på det intrastatslige
(indenrigspolitiske) forklaringsniveau. Hvorvidt en given udtalelse er gennemtænkt eller ej, kan
desuden blive afsløret i interviews typisk efter den pågældende beslutningstagers tilbagetræden, en
anden grund til ikke at lade offentlige udtalelser stå alene.
Lækager af fortrolige oplysninger
Det kan ske i stor skala som eksempelvis ved Wikileaks’ lækager af diplomatiske kabler
(indrapporteringer fra amerikanske ambassader til Washington) eller Edward Snowdens afsløringer
63
Definition af ‘foreign policy executives’: “the head of government and the ministers and officials charged with making foreign
security policy” (Lobell, Ripsman og Taliaferro, 2009, 171)
124
af NSA’s (USA's National Security Agency) ulovlige overvågning. Men også i mindre skala er
denne type oplysninger værdifulde; det gælder i mit tilfælde læk fra møder i det Udenrigspolitiske
Nævn og fra det svenske ’Försvarets Radioanstalt’ (FRA). Dog kræver det et blik for kildernes
eventuelle dagsorden, ligesom der naturligvis skal reflekteres over kildernes troværdighed64.
Interviews
Jeg har foretaget interviews med i alt ti forskellige nuværende og tidligere beslutningstagere,
embedsmænd og eksperter (Harrits, 2012, 146). Antallet af interviews skal ses i forhold til målet om
datamæthed, også kaldet saturation (Harrits, 2012, 165). En svaghed er overrepræsentationen af
danske FPE’s i forhold til russiske og svenske.
64
Det kan imidlertid tænkes at være et større problem i forhold til Udenrigspolitisk Nævn og FRA end i forhold til Wikileaks og
Snowden, fordi sidstnævnte kilder ingen personlig vinding har af lækagerne – tværtimod (man kan måske driste sig til at sige, at de
gør det ud fra en altruistisk overbevisning).
125
Tabeloversigt: Interviews
Interview #
Dato
Navn
1
Anonym
2
Anonym
3
04.12.2013
Stilling
Ann-Sofie Dahl Seniorforsker ved Center for Militære Studier ved
KU, partikollega med Carl Bildt i Moderaterna.
4
05.12.2013
Marie Krarup
MF, Dansk Folkeparti, forsvarsordfører, bl.a.
medlem af Grønlandsudvalget. Ass.
militærattache ved ambassaden i Moskva 19982001.
5
10.12.2013
Per Stig Møller
MF det Konservative Folkeparti, formand for
Udenrigsudvalget. Udenrigsminister 2001-2010.
6
Anonym
7
Anonym
8
16.01.2014
Mogens
MF Socialdemokraterne,
Lykketoft
Folketingets formand, tidl. Det Udenrigspolitiske
Nævn, Udenrigsminister 2000-2001
9
17.02.2014
Dmitry
‘First class state advisor’, konsulent for Russian
(e-mail-
Ryurikov
Strategic Studies Institute, Ruslands ambassadør i
korrespondence)
10
04.03.2014
København 2003-2007
Troels Frøling
Generalsekretær i Atlantsammenslutningen, tidl.
Forsvarsministeriet
Disse elite-interviews har alle været semistrukturerede ud fra individuelle interviewguides og haft
en varighed på en halv til en hel time. Selvstrukturerede interviews karakteriseres ved ”relativ
åbenhed og mulighed for at stille spørgsmålene i den rækkefølge og med den ordlyd, der
forekommer bedst i den konkrete situation.” (Harrits, 2012, 150). I mine henvendelser har jeg lagt
vægt på mit kendskab til Rusland fra valgobservation i 2011, studium i Sankt Petersborg 2012,
126
praktikstilling ved den danske ambassade i Moskva 2013 – udover naturligvis at være grundigt
forberedt til selve interviewet (Kvale, 1997, 152).
At jeg har valgt interviews som en central kilde til afdækning og forklaring af mit
puzzle sker ud fra behovet for ny information (eksplorativ tilgang) samt unik information som kun
FPE’s besidder. Til forskel fra lækager, der falder lidt tilfældigt, er interviews med FPEs en mere
systematisk måde at indsamle ’skræddersyet’ materiale omkring problemstillingen, så jeg dermed
tilvejebringer ”kvalitativt empirisk materiale til belysning af et bestemt forskningsproblem” (Harris,
2012, 144). Derudover forventer jeg naturligvis, i tråd med en eksplorativ tilgang, at
eliteinformanterne har et omfattende kendskab til sagsområdet, der kan komme specialet til gode –
uanset eventuelle biases, hver enkelt måtte have.
Behovet for ’unik information’ bygger på antagelsen om, at der eksisterer en objektiv
virkelighed, der ikke nødvendigvis afspejles én til én i offentlige udtalelser eller for den sags skyld i
forskningsartikler om emnet. Til forklaringen af hhv. Danmark og Sveriges assertionstrend er det
vigtigt at vide, hvorvidt danske beslutningstagere for eksempel siger ét i offentligheden – men noget
andet på lukkede møder med russiske beslutningstagere. Særligt for forklaringer på det intrastatslige
niveau er interviews med FPEs selve nøglen til at forstå eventuelle anomalier i
beslutningsprocessen: er det statsministeren eller udenrigsministeren, der tager beslutningen; har
beslutningstageren en særlig historisk lære; inddrages embedsværket; er der sket efterretningsfejl
mv.
Både nuværende og tidligere FPEs er interviewede for at afdække hele puzzleperioden fra 2002 til 2013. For tidligere FPEs gælder, at disse i højere grad end de nuværende kan
dele deres personlige vurdering. De kræver ikke samme fortrolighed, idet de ikke længere
repræsenterer staten eller på anden måde står til ansvar for deres udtalelser (Harrits, 2012, 145-146).
I forvejen er diplomati en diskret affære og særligt i forhold til Rusland er det ildeset for diplomater
at udtale sig om emner, der vedrører deres arbejde – nærmest uanset forum (det ved jeg positivt).
Omvendt har det også været nødvendigt at interviewe personer involverede i
beslutningsprocessen i dag. Dels for at få den officielle holdning uddybet og dels for at sikre en up
to date-dækning, som puzzlet kræver det. Ved interviews med nuværende FPE’s har jeg dog
undladt at anvende diktafon – dels på informanternens eget ønske, dels ud fra min egen vurdering,
idet jeg håbede på denne måde at opnå et bedre fagligt udbytte af samtalen. Det har dog været et
mindre problem end forudset, idet diverse lækager eksempelvis fra Udenrigspolitisk Nævn har
bidraget med tilfredsstillende data til at bekræfte min baggrundsviden.
127
At især nuværende FPE’s ikke ønsker at indrømme uvidenhed, et dårligt bilateralt
forhold eller geopolitiske interesser bag den førte politik (eksempelvis arktiske interesser eller sågar
en del og hersk strategi), var forventelige biases.
Derfor bliver informanternes modsigelser interessante. Eksempelvis afviste tidligere
udenrigsminister Per Stig Møller, at Danmarks omtvistede fælles grænse med Rusland i Arktis
skulle dæmpe Danmarks kritik af menneskerettighedskrænkelser i Rusland. Da jeg sammenlignede
den danske position med Norges, indrømmede Per Stig Møller imidlertid, at; ”Jonas Gahr Støhre
hjalp russerne mod Georgien og Ukraine på topmødet i Rumænien (i april 2008, min kommentar).
Jeg blev meget vred over det. Der var jeg skuffet over ham. Men det var jo fordi, at Norge havde
interesse i at få en deling af Barentshavet. Så skulle de ikke genere russerne.” (Også interview 2 og
interview 6 ser Norges adfærd i lyset af grænseaftalen). Mens han anerkender logikken, afviser han,
at den skulle gælde for hans egen udenrigspolitik. Det er nærliggende at tro, at han blot ikke ønsker
at indrømme den egentlige sammenhæng. Men en tidligere udenrigsminister burde netop kunne tale
mere frit – på trods af eventuelle eftermæle-hensyn.
At disse elite-informanter skulle have svært ved at forklare baggrunden for en given
politik kunne (med et konspiratorisk blik) tyde på, at de ikke ønsker at ’afsløre geopolitiske
interesser’. På den anden side strider det netop imod eliteinformanters ønske om at udstråle viden
og overblik eller konkret for politikere at fremme deres politiske prioriteter65. Efter en række
interviews, hvor informanterne havde endog meget svært ved at fremkomme med forklaringer på,
hvorfor Danmark i dag er mere pragmatisk end i starten af 2000-tallet, måtte jeg imidlertid indse, at
det måske slet ikke var blandt disse FPE’s, at jeg burde lede – men derimod et helt andet sted: i
Rusland. Eksemplet viser blot, at selv det informanterne ikke siger, kan være værdifuldt.
Konkret anvendte jeg mig af Kvales forskellige typer interviewspørgsmål i udførslen
af interviews.66 I interviewenes indledning tilstræbtes en vis spontanitet ved konkret at stille et par
åbne spørgsmål. Ledende spørgsmål undgås (før eventuelt til sidst). Det skete for at tilskynde
informanten til at på egen hånd fremkomme med den årsag, de vurderede mest afgørende for hhv.
Danmark og Sveriges Rusland-politik (Kvale, 1997, side 131 om åbenhed i forhold til formål, s.
156 om ledende spørgsmål) – specielt Arktis-forklaringen. I de (få) tilfælde, hvor informanterne på
65
At jeg på denne måde har fortolket disse interviews er måske netop nødvendigt, når informanterne er FPE’s og emnet er politisk –
men ikke desto mindre strider dette en smule mod Kvales kvalitetskriterier for interviews. Et kriterium, jeg måske bryder med, er
således, at ”Interviewet er selvkommunikerende – det er en historie, der er indeholdt i sig selv og ikke kræver mange yderligere
kommentarer og forklaringer.”
66
Kvales forskellige typer interviewspørgsmål tæller blandt andet; åbne, direkte, indirekte, opfølgende, præciserende og
strukturerende spørgsmål. Denne varierede spørgeform skal sikre et præcist og ekspliciterende interview (Kvale, 1997, 155-156).
128
eget initiativ fremkom med bud på årsager, søgte jeg at omformulere deres udtalelse til et
fortolkende spørgsmål for at ”verificere fortolkninger af interviewpersonens svar i løbet af
interviewet.” (”det, du mener er…”, Kvale, 1997, 149).67 Indimellem var det også nødvendigt med
direkte afbrydelser;68 såkaldte strukturerende spørgsmål. Jeg mener derfor, at jeg lever op til Kvales
seks kvalitetskriterier for udførelse af interviews.69
67
Da Møller kommer ind på den russiske flagsætning i juli 2007, beder jeg ham bekræfte hans ord; ”Så siger jeg til mig selv; den
næste store konflikt kommer i Arktis.”
68
Eksempelvis da Møller fortæller om de nærmere omstændigheder for hans mægling med den abkhasiske ledelse under Georgienkrigen 2008.
69
De seks kvalitetskriterier tæller hhv.; ”Omfanget af spontane, righoldige, specifikke og relevante svar fra den interviewede. Jo
kortere interviewerens spørgsmål og jo længere interviewpersonens svar er, desto bedre. I hvilken grad intervieweren forfølger og
afklarer meningen med relevante aspekter af svarene. Det ideelle interview fortolkes i vid udstrækning under interviewet.
Intervieweren forsøger at verificere sine fortolkninger af interviewpersonernes svar i løbet af interviewet.” (Kvale, 1997, 149).
129
Bilag 4: Kort over Nord Stream
Kilde: Nord Stream, 30.03.2011
“The Nord Stream Pipeline passes through the Exclusive Economic Zones (EEZ) and/or Territorial
Waters of Russia, Finland, Sweden, Denmark and Germany. As a project in a transboundary
context, Nord Stream is subject to international conventions and national legislation in each of the
countries through whose waters it passes. These countries are defined by the Espoo Convention as
"Parties of Origin" as the project takes place under their jurisdiction. Countries which could likely
be affected by transboundary environmental impact of the project are defined as "Affected Parties"
according to the Convention. Since all nine littoral states of the Baltic Sea might be affected by the
impact of the project, they are all considered Affected Parties.”
130
Bilag 5: Østersøens grænser 2013
Kilde: OCEANA 2013
131
Bilag 6: Arktiske grænser 2011
Kilde: Nordregio (2011): “A view over international arctic waters between the countries around the
Arctic Sea, showing agreed borders, EEZ zones (exclusive economic zones), claimed or unclaimed
areas (as of June 2011) and other features.”
132
Bilag 7: Danmark og Sveriges eksport til Rusland fra
2002 til 2012
Kilde: Nordisk Råd, 2014
Det bemærkelsesværdige fald i værdien af svensk eksport til Rusland i 2009 (og 2010) forklares
således af trade commissioner ved Swedish Trade Council Fredrik Häggström; “Swedish export to
Russia has been dependent on a few industries, such as cars, telecom and engineering. Especially
the auto sector has been hit hard”…“We’ve seen an apparent slowdown during the spring”….”The
strong reduction of imports from Russia can be mainly explained by lower prices for crude oil while
the downturn in exports to Russia is explained more by the general downturn in demand.” (The
Swedish Wire, 26.08.2009)