2014/1 - Det Udenrigspolitiske Selskab
Transcription
2014/1 - Det Udenrigspolitiske Selskab
MAJ 2014 · TIDSSKRIFTET PÅ DANSK OM UDENRIGSPOLITIK OG INTERNATIONALE FORHOLD Tema: EU forud for Europa-valget Baggrundsartikler om Ukraine-krisen Dokument: Præsident Putins tale ved annekteringen af Krim Stor anmeldelse af Bent Jensens bog om Den Kolde Krig FOTO: ©EUROPEAN UNION, 2014 UDENRIGS 1 | 2014 INDHOLD Velkommen til et nyt Udenrigs 2 Klumme: Putin har overspillet sin hånd 3 TEMA EU har trukket Europa ud af krisen, Connie Hedegaard 5 Sådan vil Danmark placere sig i EU, Martin Lidegaard 12 Den europæiske union under forandring, Hans Kundnani 18 Europa som et forandringsprojekt, Pawel Swieboda 24 Det vigtigste EU valg til dato, Christine Nissen 30 Højredrejning i den europæiske union, Uffe Østergaard 36 KRISEN OM KRIM Putins mål: Dominans over tidligere sovjetlande, Vibeke Sperling 44 Præsident Putins tale ved annektering af Krim, oversat af Lars P. Poulsen-Hansen 50 Krims historie: Fra Djengish Kahn til Putin, Ib Faurby 60 Vesten ruster sig overfor Rusland, Ole Bang Nielsen 70 EU og Ukraine: Muligheder mod øst, Peter Munk Jensen 76 BAGGRUND Skotland stemmer om selvstændighed, Henrik Larsen 82 LITTERATUR Anmeldelse: Bent Jensens lukkede bog, Ib Faurby 89 Anmeldelse: Kokain-kapitalisme, Jens Lohmann 98 Anmeldelse: Kinas sikkerhedspolitik, Mette Skak 102 Bognoter, Vibeke Sperling 105 UDENRIGS 1 | 2014 | 3 Velkommen til et nyt Udenrigs Udenrigs udkommer med dette nummer i et nyt design som led i en gradvis modernisering af tidsskriftet, der vil fortsætte resten af året. Denne gang er hovedvægten i fornyelsen lagt på det grafiske udseende, bl.a. med indførelse af billeder, samt en ny klumme, som fremover bliver et fast element. I de følgende numre vil vi eksperimentere med artikelformerne, så der bliver større variation mellem genrerne. Én ting røres der ikke ved: den grundige og nuancerede orientering på højt niveau om aktuelle udenrigspolitiske og internationale emner. Målet om at bibringe læserne ny viden og indsigt vil blive fastholdt. Valget til Europa-Parlamentet står for døren. Derfor fokuserer vi i et tema i dette nummer på EU’s udvikling og Danmarks placering i et Europa under forandring med bidrag fra bl.a. Martin Lidegaard, Connie Hedegaard, Uffe Østergaard og Christine Nissen. Flere af bidragene er redigerede versioner af indlæg på en stor EU-konference, som Det Udenrigspolitiske Selskab arrangerede i marts sammen med bl.a. Københavns Universitet. Konferencen blev støttet af Europa-Nævnet. Krisen om Ukraine har domineret overskrifterne i vinteren og foråret 2014. Vi analyserer udviklingen i fire baggrundsartikler med bidrag fra Vibeke Sperling, Ib Faurby, Ole Bang Nielsen og Peder Munk Jensen. Skotland går til folkeafstemning til september om uafhængighed eller fortsat tilknytning til England, Wales og Nordirland. Henrik Larsen trækker fronterne op. Endelig tages den hidtil mest omtalte udenrigspolitiske udgivelse på dansk i år, Bent Jensens bog om Danmark under Den Kolde Krig, under behandling i en stor anmeldelse af Ib Faurby. Velkommen til et nyt Udenrigs! FRA REDAKTIONEN 4 | UDENRIGS 1 | 2014 Klumme: Putin har overspillet sin hånd Af Michael Ehrenreich Ledelsen i Kreml har med annekteringen af Krim og presset mod Ukraine udløst en vedvarende krise i forhold til Vesten. På kort sigt ligner Putin en vinder, men i et længere perspektiv bliver der en meget høj pris at betale. Præsident Putin har haft nogle travle uger på kontoret, og det er ikke småting, han har nået at få fra hånden. Ruslands udenrigspolitiske situation er grundlæggende ændret. Men det er svært at se, at de enkelte elementer skulle være til landets umiddelbare fordel, særligt når man anskuer dem i den traditionelle russiske optik af mistænksomhed overfor Vesten: - Europa og USA er pludselig rykket tættere sammen. Efter lang tids gnidninger som følge af aflytningsskandalen og uenighed om bekæmpelsen af den økonomiske krise er der nu helt andre boller på suppen. - NATO har med ét slag fået nyt liv. Mens der drosles ned for engagementet i Afghanistan, tegner der sig igen vigtige opgaver tættere på. Helt i modsætning til perspektiverne for bare få måneder siden. - EU-landene er begyndt at føre udenrigspolitik sammen. Det sker med stor vanskelighed og megen tøven, men det sker. De 28 lande handler i enighed. En fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik er bragt et skridt nærmere. - Adskillige europæiske landes store afhængighed af russisk energi er kommet i skarpt fokus. Det er blevet åbenbart, at der er tale om et sikkerhedspolitisk problem, og debatten om at mindske afhængigheden er begyndt. - I mange hovedstæder børster man støvet af gamle forsvarsplaner og begynder at gå dem efter i sømmene. Herhjemme lyder de første krav om en ny forsvarskommission og en ny udenrigskommission. Det er let at pege fingre af de modforholdsregler, Europa og USA har iværksat som reaktioner på Ruslands annektering af Krim-halvøen og det politiske og militære pres mod Ukraine. Michael Ehrenreich er direktør for Det Udenrigspolitiske Selskab. KLUMME UDENRIGS 1 | 2014 | 5 Sanktionerne er blevet afvist som for få og for små og for virkningsløse. Men det glemmes ofte, at sanktioner begynder at virke længe inden, de iværksættes. Alene truslen om dem har betydelig effekt. Hvad det internationale erhvervsliv frygter allermest, er usikkerhed. Skabes der tvivl om de politiske rammevilkår, tøver man på direktionsgangene med at investere og engagere sig. Lægges det hele sammen, er det tydeligt, at ledelsen i Kreml formentlig har overspillet sin hånd. På kort sigt ligner Putin en vinder, men i et længere perspektiv bliver der en meget høj pris at betale. Som den tidligere tyske udenrigsminister Joschka Fisher gør opmærksom på i en af sine klummer på Det Udenrigspolitiske Selskabs hjemmeside, så har Rusland mere brug for EU end omvendt, fordi man mod øst og i Centralasien har Kina som en rival af helt andre dimensioner.” I stedet har Putin nu udløst en vedvarende krise. Vestens svar bliver en ny inddæmningspolitik, hovedsageligt i form af økonomiske og diplomatiske skridt. Europa vil reducere sin afhængighed af energi fra Rusland, ændre sit strategiske syn og sine prioriteringer og reducere investeringer og bilateralt samarbejde”, skriver Fischer. Skal EU-samarbejdet fortsætte ad de nye spor, som nu lægges, kræver det, at EU ændrer sin egen selvopfattelse og endegyldigt forlader konceptet om ”blot” at være et økonomisk samarbejde om et fælles marked. Der skal fokuseres på helt anderledes slagkraftige politiske begreber som værdier, fælles sikkerhedsinteresser og strategiske interesser. Ifølge Joschka Fischer må europæerne i lyset af de nye trusler indse, at EU er en global spiller, der ikke bare kan ignorere omverdenen.I en geopolitisk forstand giver synspunktet god mening. Tidligere tiders satsning på, at USA vil varetage Europas udenrigs- og sikkerhedspolitiske interesser holder ikke længere, og selv under den nuværende krise har præsident Obama tilkendegivet, at amerikanerne forventer et stærkere europæisk internationalt engagement, end man har været vant til.Men de europæiske regeringer begår en stor fejl, hvis EU-samarbejdet udvikles til en endnu mere fasttømret politisk enhed - med alt hvad det indebære - uden at man får befolkningerne med sig. Sporene fra tidligere årtiers ”unionsbyggeri” skræmmer. At man dengang ikke fik sagt højt og tydeligt, så det kunne høres, hvad formålet var, og hvad konsekvenserne ville blive, er en af hovedårsagerne til den tillidskrise, som EU befinder sig i. Krisen om Ukraine udfordrer vores europæiske idealer om fred, frihed, national selvbestemmelse og respekt for international lov og orden. Derfor er det mærkeligt, at krisen i skrivende stund ikke spiller nogen hovedrolle i valgkampen forud for valget til EuropaParlamentet.Det er, som om de grundlæggende ændringer i det europæiske sikkerhedspolitiske billede, der er sket, udfolder sig i et særligt rum, adskilt fra vores europæiske, politiske virkelighed.Man kan dårligt forlange, at de europæiske vælgere selv skal skabe sig et overblik og se sammenhængen. Det er en politisk opgave, og det kan jo nås endnu inden valgdagen. Men det er ved at være sidste udkald. KLUMME 6 | UDENRIGS 1 | 2014 EU har trukket Europa ud af krisen Af Connie Hedegaard FOTO: ©EUROPEAN UNION, 2014 TEMA | VALG I EUROPA UDENRIGS 1 Den gode nyhed er, at vi rent faktisk er på vej ud af krisen. Men krisehåndteringen har kostet alvorligt på tilliden til EUsystemet. Bruxelles skal blive bedre til at kommunikere beslutningerne, og så skal man minde en ny generation om perspektivet i EU. Økonomi, økonomi og én gang til økonomi. Det er den korte fortælling om Barroso II-kommissionens embedsperiode. Selvfølgelig er der også mange andre områder, vi som Europa-Kommission har håndteret, blandt andet energi og klima, som jeg selv har ansvaret for. Men det har i den grad været økonomien, der har været det dominerende. Og det nødvendige fokus har haft omkostninger i forhold til, hvor EU står i dag i borgernes øjne. Denne Kommission tiltrådte i februar 2010. Og hvis man går tilbage til avisoverskrifterne fra den tid kan man se, at på det tidspunkt forestillede ingen sig, at vi først hen mod slutningen af vores mandat, ville kunne se lyset for enden af tunnelen. Ganske vist var Europa i dyb recession med negativ BNP-vækst på 4,5 pct., men der var en klar forventning om snarlig vending i økonomien. Også i det kriseramte Grækenland, hvor Kommissionen vurderede, at Grækenland kunne være ude af det økonomiske morads hen mod 2012. Men som Kierkegaard siger, livet leves forlæns, men forstås baglæns. Og vi kan bare konstatere, at økonomerne tog fejl. For tænk, hvad vi har været igennem siden. Det frygtede double dip indfandt sig, og | 2014 | 7 det ramte særligt hårdt i Grækenland, Spanien, Portugal, Irland og Cypern. Så snart vi fik løst det ene af problemerne, dukkede der nye op. Så sent som sidste år var udviklingen særdeles alvorlig i Cypern. Og så har jeg slet ikke nævnt dem, der har bevæget sig på kanten af noget overordentlig alvorligt, bl.a. Italien og Frankrig. Hvis man skal gøre omfanget af krisen konkret, kan man tænke tilbage på søndag 2. maj 2010. Kort tid efter vi var tiltrådt, blev Kommissionen indkaldt til møde søndag eftermiddag, og det er langt fra almindeligt, at det sker. Og det blev fulgt op samme aften af et ekstraordinært møde i eurogruppen, der sammen med Kommissionen, IMF og den Europæiske Centralbank fik rejst et tre-årigt låneprogram på 80 mia. euro eller 600 mia. kroner til Grækenland. Der blev ikke lagt skjul på alternativet, for hvis ikke beslutningerne blev taget den weekend, ville der være stormløb på bankerne, når de åbnede mandag morgen, Grækenland kunne være gået bankerot - med ganske alvorlige følger ikke bare for Grækenland, men også for resten af Europa. Den økonomiske krise opstod ikke på grund af Europa. Den økonomiske krise opstod heller ikke på grund af euroen. Den begyndte i USA, og der var mange forskellige årsager til, at den udviklede sig, som den gjorde i de europæiske lande. Men det var EU’s ansvar at håndtere krisen. Og det har EU gjort. Lang række tiltag Kommissionen har siden 2010 iværksat en lang række tiltag, der alle har til formål at sikre sunde offentlige finanser i medlems- Connie Hedegaard er EU-kommissær med ansvar for klimabeskyttelse. Forinden var hun miljøminister og klima- og energiminister, og hun var i en årrække folketingsmedlem for Det Konservative Folkeparti. Hun har arbejdet som journalist, studievært og chef for Radioavisen. >>> TEMA | VALG I EUROPA 8 | UDENRIGS 1 | 2014 landene og dermed skabe grobund for vækst og jobskabelse. Man kan bl.a. nævne: Det Europæiske semester giver Kommissionen mulighed for at analysere medlemsstaternes økonomiske politiker og komme med reformforslag, der sikrer balance i statskasserne. Six Pack’en styrker Stabilitets- og Vækstpagten ved bl.a. at skærpe kravene til at holde budgetunderskud på max 3 pct. og offentlig gæld på max 60 pct. af BNP. Finanspagten er nu implementeret i alle lande undtagen i Storbritannien og Tjekkiet. Danmark gik også med, og det er ganske interessant, at det kunne lade sig gøre uden større debat. Finanspagten stiller strammere krav til nationale budgetter og giver mulighed for sanktioner, hvis ikke budgetdisciplinen bliver overholdt. Sidste år kom Two Pack’en, som er et supplement til six packen, og den indfører endnu strammere kontrol med eurolandenes budgetter. Endelig kan man også nævne aftalen om en bankunion, der efterhånden er vedtaget flere elementer af. Den sikrer, at kriseramte banker ikke sætter økonomien over styr i et ellers nogenlunde økonomisk sundt land som for eksempel Spanien. Og den skal forhindre, at skatteyderne kommer til at betale for risikable bankforretninger. Man bør også nævne redningspakkerne ESM og EFSF, som har ydet lån til Grækenland, Irland, Portugal, Spanien og Cypern. Redningspakkerne har været meget omdiskuterede, men jeg mener, at de er udtryk for solidaritet mellem eurolandene, og de har reddet mange EU-borgeres job, samtidig med at de har stabiliseret den økonomiske situation i mange lande. Samlet set skal pakkerne og initiativerne ses som en reaktion på de gigantiske gældsposter, som en række EU-lande havde oparbejdet i ”de gode år” i 00’erne. Gældsbjergene havde udviklet sig til en alvorlig trussel mod Europas økonomi, og det har derfor været nødvendigt at ændre fundamentalt på TEMA | VALG I EUROPA det finanspolitiske samarbejde - det samarbejde, der ligger til grund for euroen. Det kan være nemt nok nu at se, hvad der burde være blevet gjort for 10 år siden, da man etablerede euro’en. Men ikke desto mindre, var det altså ikke det, man gjorde. Og det er bare sådan i politik - det er også sådan i økonomi - at det man undlader at gøre, det har også en pris. Nu har vi på den hårde måde fået den grundlæggende struktur på plads. Samtidig har vi i Kommissionen været bekymret for, om regeringerne, der jo gerne vil genvælges, ville have det politiske mod til ikke at give op på halvvejen. For det ville jo nærmest være det værst tænkelige, hvis man iværksatte alle de hårde tiltag, men så pludselig blev bange for den modstand man mødte undervejs og gav op, hvorefter man ikke ville have fået gennemført de nødvendige reformer. Samtidig ville borgerne opleve, at de havde været igennem hårde tider til ingen verdens nytte. Balancen Jeg er klar over, at man kan diskutere balancen. Det har vi naturligvis også gjort i Kommissionen. Men holdningen var klar: det er helt afgørende, at Europa nu får brugt krisen til at lave de nødvendige reformer. Desværre har vi stadig en høj arbejdsløshed på 11 pct. i Europa, mens budgetunderskuddet for de samlede EU lande er reduceret fra 6,5 pct. i 2010 til nu 3,9 pct., så på den måde går det fremad. Og der er nu en svag vækst i EU’s samlede bruttonationalprodukt - meget svag vækst, men der er vækst, hvor det altså var minus på 4,5 pct. for fire år siden. Irland er kommet ud af sit hjælpeprogram. Spanien er ude af hjælpepakken til den finansielle sektor. Portugal er på rette spor og kan afslutte sit låneprogram her i maj. Grækenland er i fremgang på en række parametre, men der er selvfølgelig stadig et stykke vej til sunde finanser. Jeg lagde mærke til, da Nobelprismodtageren i økonomi Paul Krugman var i Køben- UDENRIGS 1 | 2014 | 9 Personligt mener jeg, at det er vanvittigt vigtigt, at man kommunikerer klart om, hvad EU kan gøre, og hvad EU ikke kan gøre. FOTO: ©EUROPEAN UNION, 2014 havn for et par måneder siden, så medgav han rent faktisk, at han aldrig i sin vildeste fantasi havde tiltroet, at EU ville have den politiske beslutningskraft, der skulle til for at præstere det nødvendige. Nu er han jo ikke ligefrem en mand, der er kendt for at strø om sig med ros, men grundlæggende anerkendte han faktisk, at der er truffet ganske markante og fornuftige beslutninger. I Kommissionen har vi ikke set det som et valg mellem enten hårde besparelser eller finanspolitiske lempelser. Selvfølgelig må dybt forgældede lande nedbringe deres gæld, og naturligvis skal vi bruge krisen til også at gennemføre hårdt tiltrængte strukturelle reformer. Men vi har samtidig advokeret for målrettede og fremtidsrettede investeringer på udvalgte områder som for eksempel infrastruktur og energi. Det har altså ikke været enten/eller. Det har været et både/og. Vi har omdirigeret store summer i EU’s strukturfonde. Vi har fået vedtaget et budget for de næste syv år, der markant øger bevillingerne til forskning, udvikling og innovation. Det er sådan set den eneste post, der for alvor øges, men det bør også bemærkes, at mindst 20 pct. af hele EU’s nye 7-års budget skal bidrage til at fremme vores klimamål og klimatilpasning. Det er en helt ny måde at tænke et budget på. Samtidig har Den Europæiske Investeringsbank fået ekstra midler til at hjælpe små- og mellemstore virksomheder ud af kreditklemmen, så der atter kan komme gang i de investeringer, der er forudsætningen for, at der skabes ny aktivitet og dermed nye job. EU’s dilemma Men Kommissionens dilemma er, at mange af instrumenterne til jobskabelse og de tilhørende politikker ikke er EU kompetence, men nationale kompentenceområder. Derfor har vi oplevet, at flere af de tiltag, man på topmøderne har analyseret sig frem til, og som ville kunne bidrage med en hel masse på beskæftigelsesområdet, på de områder har EU reelt ikke kompetencen. Personligt mener jeg, at det er vanvittigt vigtigt, at man kommunikerer klart om, hvad EU kan gøre, og hvad EU ikke kan gøre. Mange af de midler, der konkret skal bruges til at skabe job, de ligger ikke i EU. Det har blandt andre Danmark været med til at sikre, for man har ikke ønsket, at det skulle være EU’s kompetence. Vi kan konstatere, at der har været et misforhold mellem, at krisen er blevet et EU-anliggende, men en del af midlerne til at løse den, har i den grad ligget nationalt. Hvis vi skal prøve at konkludere på den økonomiske del, så vil jeg sige: ja, den økonomiske hestekur har været barsk for mange europæere, men der har ikke været nogen anden vej end at sikre balance i de offentlige budgetter. Alternativet ville have været øget usikkerhed om både job og velfærd. TEMA | VALG I EUROPA >>> 10 | UDENRIGS 1 | 2014 Et tættere finanspolitisk samarbejde etableres ikke med et fingerknips, men nu er byggestenene lagt. Ledetråden i Kommissionens økonomiske politik er, at hvis der skal mere økonomisk solidaritet i Unionen, skal der også følge stærkere ansvar for og kontrol med de offentlige budgetter. EU skal afgjort, efter min opfattelse, ikke blande sig i alt. Men der er mange områder, hvor vi får bedre resultater, også økonomisk, hvis vi puljer vores kræfter. Fælles spilleregler for bankerne er et godt eksempel. Det er ganske vist ”mere EU”, men alternativet er, at bankernes excesser i ét land kan gå ud over borgerne i et andet. For den globale økonomi er blevet den helt store udfordring til politikerne i det 21. århundrede: økonomien, kapitalen og markedet operer globalt, mens de politikere, der (hvor det er nødvendigt) skal regulere markedet, de tænker i vid udstrækning stadig meget nationalt og endda ofte meget lokalt. Samtidig med, at vi skulle håndtere de økonomiske problemer, har vi fået et andet stort udviklingsspor, nemlig globaliseringen af økonomien og hele det geopolitiske skifte med nye stærke økonomiske centre: Kina, Brasilien og andre, som er dukket op og har vokset sig meget stærke. Men det er jo ikke sket under krisen specielt, man kan måske tværtimod sige, at det var i de gode år før krisen, at vi burde have fundet ud af at, at der var et større geostrategisk skifte på vej. Vi er altså udfordret på en helt anden måde også konkurrencemæssigt, end vi plejer at være. Og det er dette dobbelte pres ,som vi i virkeligheden har skullet operere i. Folket skal med Den gode nyhed er, at vi rent faktisk er på vej ud af krisen. Men i demokratiske samfund tager omstilling tid, og nye tiltag skal forankres, accepteres hos de borgere, politikerne repræsenterer. Her ligger en af de helt store udfordringer. For det er desværre ikke lykkedes at kombinere virkeligheden TEMA | VALG I EUROPA med et reelt begrænset råderum og samtidigt sikre den demokratisk livsnødvendige opbakning og accept hos borgerne. Der har vitterligt været en del nødvendighed over de valg, der er blevet truffet. Nu hører jeg ikke til en af dem, der mener at politikere ikke altid har en eller anden grad af valg, men jeg kan sige, at vi har siddet i mange situationer, hvor der ikke rigtig var nogen lækre scenarier at vælge imellem. Men i politik skal man jo altså have folk og vælgerne med. Jeg plejer at bruge min fortid som journalist ved DR som eksempel, hvor nogen ovenover én selv hele tiden laver store forkromede nye tiltag. Og hver gang de har fået formidlet, at nu er de i gang med en ny stor reform - og man tænker: jamen så må vi vel gå i gang med det - så har reformen allerede været så længe undervejs på ledelsesplan, at lige så snart man begynder at implementere det som medarbejder, så kommer der straks noget nyt væltende. Og på et eller andet tidspunkt, mister folk lidt af interessen for det. Jeg tror, at I alle sammen kender det fra jeres egne sammenhænge. Men det er altså sindssygt vigtigt i demokratiske samfund, at der er tid til, at kursen forankres, konsolideres, at der kan skabes opbakning bag tiltagene. Den luksus har vi ikke haft. Krisehåndteringen har kostet alvorligt på tilliden til EU systemet. Men gennem Eurobarometers spørgeskemaer kan vi se, at det har faktisk kostet endnu mere på tilliden til de nationale regeringer. Derfor er der en generel udfordring med tillid til det politiske. Og der er mange årsager til, at det er blevet sådan. For det første er det jo elementært at konstatere, at der i forhold til EU mangler en europæisk offentlighed. Det vil sige fælleseuropæiske medier, fælles kommunikationskanaler. Det meste af den kommunikation, som når de enkelte borgere om fælleseuropæiske beslutninger eller mangel på samme, kommer fra nationale medier via nationale politikere, der af UDENRIGS 1 forståelige - men ikke desto mindre ulyksalige grunde - har en tendens til at gøre et fjernt EU til syndebuk for upopulære beslutninger, mens vindersagerne ofte tillægges den eminente nationale indsats. Det ville være dejligt, hvis man sagde, at Danmark var en undtagelse, men det ville ikke være retvisende. I Danmark siger vi ofte, at vi skal være så tæt på kernen i EU som muligt. Men hvordan får man borgernes opbakning til det, hvis EU-debatten hele tiden foregår, som debatten har foregået det sidste års tid? Lakridspiber - lad dem hvile i fred - der har aldrig været tale om at forbyde dem. Kanelsnegle - ja det var så den danske implementering, den var gal med og sådan set ikke EU. Kvindekvoter - det kan være et meget godt eksempel på, at EU måske skulle lade være med at blande sig i alt mellem himmel og jord. Men alle disse eksempler er ikke de vigtigste, selvom de jo efterlader et indtryk hos rigtig mange mennesker om, at EU er noget lidt underligt noget. Børnechecken Derimod vil jeg godt bruge debatten om børnechecken til at trække nogle større linjer op for, hvor problemet med den danske EU debat ligger. For børnechecken og velfærdsydelserne er et godt eksempel - man kan også sige det er et skidt eksempel - men det er i hvert fald et illustrativt eksempel. For eksempel så taler vi ikke om velfærds”problemer” eller velfærds-”udfordringer” eller velfærds-”niveauer”; lynhurtigt taler vi om velfærdsturisme. George Orwell kunne ikke have gjort det bedre. Det er, som om vi - Danmark, danskerne - er blevet påduttet noget af ”dem dernede”. Vi er ofre. Ofre for Kommissionen, for Domstolen, for ”ansigtsløse bureaukrater”. Hvem der er hvem, det kommer sig ikke så nøje - men det er i hvert fald nogen nede i Bruxelles eller deromkring: og de vil trække noget ned over hovedet på os. At det så har været kendt siden 1958, 1971, 2004 og vedtaget i enighed under den tidligere re- | 2014 | 11 gering i 2009 - det kommer sig heller ikke så nøje. Facts forstyrrer ikke alt for meget. Tag bare Jyllands-Posten for nylig, hvor det jo viste sig - mærkeligt nok - at de her østeuropæere, vi har talt så meget om, de trækker sådan set mindre på de offentlige danske ydelser end gennemsnitsdanskeren og langt mindre end så mange andre grupper, der kommer hertil. Betyder det så, at jeg ikke synes, at der er problem? Nej, det betyder det ikke. Der er et problem! Og det handler ikke så meget om økonomi, som det handler om politik, og det handler om, hvad folk opfatter som fair eller ikke fair. Mit bud er: jamen, så find en løsning. Tag det op i stedet for at skyde skylden på EU, når det er danske partier og skiftende danske regeringer, der selv har støttet de eksisterende love, som de der ”ansigtsløse bureaukrater” nu prøver at forvalte så godt, som de kan. Man har været alt for længe om at håndtere problemet, selv om alle kunne se, at det kom. Det har man kunnet se i mange måneder, halve eller hele år. Men grunden til, at jeg nævner dette eksempel er, at det har en langtidsvirkning for EU-debatten i Danmark, som er rigtig skidt. For selv hvis man nu får det løst - og det kan vi jo håbe på, at man gør - så er det selvfølgelig rigtig skidt på den korte bane, at de EU-positive partier ikke har gjort sig mere umage i tide. For på den måde har de EU-positive partier i samdrægtighed sikret sig, at dem, man var mest uenige med, de tjener mest på forløbet. Det er paradoksalt. Og på den lange bane er prisen, at det skaber en meget grundlæggende skepsis over for EU. Og hvis man vil være tættere på kernen, har man jo brug for befolkningens grundlæggende opbakning. Ikke kun Danmark Er det kun Danmark og den danske debat, der har svigtet? Nej, jeg mener at Bruxelles inklusiv Kommissionen skal være dygtigere til at kommunikere beslutningerne. Tale med borgerne, tale til borgerne, og kommuTEMA | VALG I EUROPA >>> 12 | UDENRIGS 2 | 2014 nikere, hvad man gør. Og jeg mener også, at man i EU skal være dygtigere til at signalere - og også i det daglige virke - vise, at man godt ved, at EU ikke skal blande sig i alting. Vi har haft store diskussioner - også i denne Kommissions tid - om hvorvidt EU skal brede sig mere og mere, eller om man ind imellem skal holde tilbage og respektere subsidiaritet og andre gode principper. Resultatet af de diskussioner, kom blandt andet i Barrosos State of the Union-tale sidste efterår, da han sagde, at EU skal være ”small on small things, big on big things”. Og så vil jeg tilføje, at EU får kun lov af borgerne til at være ”big on big things”, hvis man ikke er ”big on small things”. Det skal man være meget bevidst om. Det store perspektiv Endelig vil jeg opfordre til, at man også minder en ny generation om det lidt større perspektiv i EU. For når vi har de der enkeltsager, er det meget nemt at se, hvor fuldstændig tåbelige de er. Men der er altså brug for at trække linjerne op. Fra den generation, hvor EU blev set som fredens projekt; fra den generation i 80’erne, hvor det indre marked var en drivende kraft; fra min generation, hvor det var udvidelsen og Murens fald, der var det utrolige. Tænk hvis Østeuropa i dag ikke havde EU medlemsskabet, tænk hvis de ikke havde NATO-medlemsskabet. Tænk også over, at Polens BNP i dag er tre gange Ukraines - for 25 år siden lå de stort set på niveau. Der må være et eller andet, som vi gør rigtigt i EU. Tænk, at Balkanlandene står i kø - selv de yngste her på universitetet har levet, mens der var krig på Balkan. Tænk, at EU er forenet. Kommissionens formand Barroso TEMA | VALG I EUROPA blev politisk aktiv under Nellike-revolutionen i midten af 1970’erne i Portugal. Nogle kan huske, da Kronprinsesse Margrethe skulle giftes og man ikke kunne være sikker på, at eks-kong Konstantin og søster Anne-Marie kunne komme med, fordi der var sket et militærkup i Grækenland. Min pointe er bare at sige, livet i Europa har aldrig været let. Men vanskelighederne er altså ikke kommet med EU. Faktisk har EU skånet os for endnu flere vanskeligheder, og man har løst krisen. Det er naivt, hvis vi tror, at opspind og renationalisering er opskriften på at gøre EU stærkere. Også i forhold til det geostrategiske billede, der tegner sig af verden i det 21. århundrede. Men EU må udvise selvdisciplin, og i Danmark må vi tale om at håndtere EU som det ,det er: en almindelig politisk kampplads. På sådanne kamppladser sker de underligste ting. Og der bliver foreslået de mærkværdigste ting. Det, man ikke kan lide, må man så bekæmpe. Og det er Danmark faktisk ret god til. Danmark er god til at præge og påvirke. Tænk om det nationale politiske niveau påtog sig at bringe indflydelsen og mulighederne for indflydelse, fingeraftrykkene som vi rent faktisk sætter, i centrum for den offentlige debat. Hvis vi altså i højere grad kunne tale om, at hvad der sker i Europa, det er også vores ansvar. EU er ikke de andre. EU - det er faktisk også os. Artiklen er en redigeret version af en tale, som Connie Hedegaard holdt 31. Marts 2014 på en EU-konference, arrangeret af bl.a. Det Udenrigspolitiske Selskab og Københavns Universitet. UDENRIGS 1 | 2014 | 13 Sådan vil Danmark placere sig i EU Af Martin Lidegaard FOTO: ©UDENRIGSMINISTERIET, 2014 TEMA | VALG I EUROPA 14 | UDENRIGS 1 | 2014 Vi har brug for et stærkt EU fordi vi som et lille land kan være med til at påvirke den virkelighed og hverdag, som har betydning for danske borgere og virksomheder. Og Danmark skal søge indflydelse. Vi skal være så tæt på kernen som muligt. EU-samarbejdet er ikke bare Danmarks vigtigste platform for at varetage danske politiske og økonomiske interesser, det er også Danmarks vigtigste udenrigspolitiske værktøj. Vi påvirkes på godt og ondt af udviklingen i verden omkring os, og gennem vores medlemskab af EU kan vi bedst få medindflydelse på denne udvikling. Det gælder både borgernære områder som fødevaresikkerhed, miljøforurening, bekæmpelse af organiseret kriminalitet og ikke mindst rammebetingelserne for vækst og beskæftigelse. Og det gælder også udenrigspolitik, frihandel og international klima- og energipolitik. Vi fører udenrigspolitik ud fra vores nationale ståsted, men udøver den i høj grad i og igennem en europæisk ramme. I mange lande - også i Danmark - er der partier, som kritiserer alt, hvad der kommer fra EU. De mener, at løsningen ligger i at vende tilbage til nationalstatens suverænitet. Det lyder måske tillokkende. Men det er reelt en illusion uden hold i vores hyperglobaliserede verden. Danmark - og Europa - er dybt afhængige af omverdenen. Vi kan ikke lukke os inde bag grænsebomme. Vi kan ikke ”melde os ud” af globaliseringen – og som min nederlandske kollega, Frans Timmermans, har sagt: ”De populi- stiske partier tegner et billede af en gloværdig fortid, der aldrig var og en model for en fremtid, som aldrig vil finde sted”. Regeringen ønsker et stærkt EU, og vi ønsker, at Danmark skal være så centralt placeret som muligt. Vi skal være så tæt på kernen, som vores forbehold tillader det. At være tæt på kernen handler om at få indflydelse på de beslutninger, som uundgåeligt påvirker danske borgere og virksomheder. Det handler om, at Danmark skal blive ved med at spille en aktiv rolle på det indre marked, finansiel regulering, frihandel, grøn omstilling og udenrigspolitik. Desto længere væk man er fra kernen, desto vanskeligere har vi ved at få indflydelse. Vi skal kort sagt bytte illusionsnummeret om formel selvbestemmelse ud med den reelle mulighed for medbestemmelse. For mange af os har Danmark været medlem af EU, så længe vi kan huske. Vi har vænnet os til, at fred og stabilitet i Europa er normen. Og samtidig tager vi gevinsterne ved EU for givet. Ingen kan forestille sig, at vi ruller Det Indre Marked tilbage. Vi har vænnet os til et rigt udvalg af varer fra hele Europa i køledisken. Vi har vænnet os til, at en ung dansker frit kan arbejde på en pub i London uden at skulle have arbejdstilladelse. Og vi har vænnet os til, at man kan køre på ferie i bilen fra Skagen til Sicilien uden at skulle stoppe ved grænsen og vise pas. Men de globale tendenser viser, at vi ikke kan tage alt dette for givet. Det gælder vores velstand, det gælder vores værdier, det gælder vores frihed til at bo og rejse rundt omkring i Europa. Og så gælder det også helt basalt fred og frihed i Europa. De seneste måneders begi- Martin Lidegaard har været Danmarks udenrigsminister siden 3. februar 2014. Forinden var han klima- og energiminister. Han var folketingsmedlem for Det Radikale Venstre i perioden 20012007. Han har arbejdet som kommunikationsrådgiver, formand for CONCITO og informationschef og vicegeneralsekretær for Mellemfolkeligt Samvirke. >>> TEMA | VALG I EUROPA UDENRIGS 1 venheder lige øst for vores grænser har på tragisk vis demonstreret dette. På blot to timer med fly kan man nå Maidan-pladsen i Kiev. Det gjorde jeg for få uger siden. Og man skal ikke stå længe på Maidan-pladsen for at forstå relevansen af og ønsket om et stærkt europæisk fællesskab. Jeg havde selv muligheden for at tale med flere af de demonstranter, der satte livet på spil for europæiske frihedsidealer og en bedre fremtid for dem selv og deres børn. Det gjorde et kæmpe indtryk på mig. Det er mennesker lige ved vores grænser, der kæmper for de værdier og goder, som vi i EU kender og tager for givet. Et Europa, hvor frihed og velstand går hånd i hånd. Deres drømme handler ikke kun om at opnå grundlæggende frihedsrettigheder, men også om at få et fast job, bedre livsbetingelser, økonomisk fremgang og lige adgang til uddannelser. Vi skal understøtte deres kamp for frihed og demokrati politisk og økonomisk - og det har EU også gjort de seneste måneder. Ukrainerne har oplevet forandringens vind fra Sovjetunionens opløsning blæse forbi dem, og de hungrer efter fremskridt. Lad mig nævne et eksempel, som sætter dét i perspektiv: Velstandsniveauet i Polen og Ukraine var i 1990 - kort tid efter Murens fald - på samme niveau. I dag - 24 år senere og 10 år efter Polens optagelse i EU - er Polen tre gange så velstående som Ukraine. Udviklingen i Ukraine viser, hvorfor det er vigtigt, at vi i Europa står sammen. Vi skal ikke være sammen imod Rusland, men vi skal stå sammen om vores værdier, for Ukraine og Ukraines befolkning, for international ret og for fred og stabilitet i Europa. EU’s udfordringer Lad mig komme nærmere ind på, hvad jeg ser som nogle af de største udfordringer i øjeblikket og nogle af de områder, som EU bør fokusere på de kommende år. | 2014 | 15 For det første vil de globale magtforskydninger fortsætte med uformindsket hastighed. Den globale økonomi forventes at blive fordoblet frem til 2030 og de nye magtcentre buldrer derudaf. Størstedelen af den økonomiske vækst i de kommende år vil foregå uden for Europa. EU’s andel af verdenshandlen er vigende, og ældrebyrden i EU vokser. EU’s globale politiske indflydelse er også af denne grund under pres. Konkurrencen fra andre dele af verden stiger, og vores evne til at skabe den økonomiske vækst, som er en grundlæggende forudsætning for vores velstand og velfærd, er udfordret. De globale magtforskydninger betyder generelt, at EU’s rolle i verden er under pres. Lande som Kina, Indien, Brasilien og - som vi ser i øjeblikket i ekstrem grad Rusland søger en mere fremtrædende rolle på den internationale scene. Alene størrelsen på disse globale aktører gør, at Europa er nødt til at stå sammen. Det er en erkendelse, som er hård i nogle europæiske hovedstæder, men den er - alligevel - ved at være en realitet. Krisen i Ukraine har understreget dette. For det andet vil vækst og beskæftigelse være en hovedprioritet for det europæiske samarbejde de kommende år. Men vi må også fokusere på, hvilken vækst der bliver tale om. Væksten skal være bæredygtig og gå hånd i hånd med blandt andet EU’s klima-ambitioner og vores sociale mål. For det tredje kan vi ikke se bort fra, at tilliden til EU i befolkningerne i øjeblikket er ringere end i mange år. Kun 31 procent af EU’s borgere har tillid til EU, og tendensen er vigende. Der er efter min opfattelse ingen tvivl om, at en stor del af forklaringen på den faldende tillid skal findes i den økonomiske krise, som har præget ikke kun Europa, men hele verden de seneste år. Men det er vigtigt at huske på, at EU ikke forårsagede eller forværrede krisen - tværtimod. Den lave tillid til EU skyldes efter min TEMA | VALG I EUROPA >>> 16 | UDENRIGS 1 | 2014 mening også debatten om, hvad EU skal lave - hvor meget eller hvor lidt, og hvad? Hvordan rammer vi balancen mellem, hvad EU og medlemslandene skal tage sig af? Og hvordan kan den folkelige forankring og nationale parlamenters inddragelse styrkes? Den britiske premierminister David Cameron har stillet i udsigt, at han vil genforhandle UK’s forhold til EU, hvis de britiske konservative vinder valget i 2015 og sætte den nye aftale til folkeafstemning i 2017, så briterne kan tage stilling til, om de ønsker at være med i EU eller ej. Jeg sætter stor pris på UK, som gennem mange år har været og er en nær og vigtig partner for Danmark i EU. Men Danmark har valgt en anden vej end UK, fordi vi mener, at vejen til indflydelse går gennem at være så tæt på kernen i EU som muligt. Den nederlandske regering har gjort sig til talsmand for et mere trimmet og mere effektivt EU. Populært sagt ønsker Nederlandene, at lovgivningsinitiativerne skal være ”europæiske, hvor det er nødvendigt; og nationalt, hvor det er muligt”. Det er svært at være uenig i. Bedre EU Det skal ikke handle om mindre EU eller mere EU, men om et bedre EU. Om hvordan vi bliver endnu bedre til at sikre, at lovgivningsinitiativer fra EU giver en reel europæisk merværdi, og at EU fokuserer mere på at levere resultater på de områder, som optager EU’s borgere. Kommissionsformand Barroso har ramt det ganske præcist med sin udtalelse om, at ”EU skal være stor med hensyn til de store ting og mindre med hensyn til de mindre ting”. For regeringen handler debatten først og fremmest om hvad det er for nogle emner, EU skal beskæftige sig med de kommende år. Hvad er det så for en retning, som EU skal gå i? For mig at se er der behov for fortsatte reformer, som kan styrke vores konkurrenceevne, så vi kan skabe vækst og arbejdspladser i EU. Reformer er en forudTEMA | VALG I EUROPA sætning for, at EU kan klare sig i den globale konkurrence på lang sigt. Det er samtidig en forudsætning for at styrke tilliden til EU i befolkningerne, fordi EU først og fremmest er et middel til at levere resultater, som har betydning for borgerne. EU er og skal ikke være et mål i sig selv. Reformarbejdet er allerede gået i gang. Siden 2008 er det økonomiske samarbejde i EU styrket betydeligt, og det har været med til at genetablere de finansielle markeders tillid til euroen. Med vores store afhængighed af den økonomiske udvikling i EU er det også til fordel for Danmark, også selvom vi har vores euroforbehold. Samtidig vil det styrkede banksamarbejde lægge fundamentet for en velfungerende finansiel sektor, der vel sammen med søfarten er den mest globaliserede sektor overhovedet. Danske banker er i høj grad engageret i samarbejder med banker andre steder i Europa. Regeringen har endnu ikke taget stilling til dansk deltagelse i det styrkede banksamarbejde og der er mange vigtige hensyn. Vi har forhandlet med udgangspunkt i, at Danmark skulle have et reelt valg. Der er vi nu. Vi har nu sat en analyse i gang for at vurdere, om vi skal være med eller ej. Ud fra et rent europapolitisk synspunkt vil der være mange fordele ved at være med, fordi det vil være med til at sikre os indflydelse og fastholde Danmark tæt på den økonomiske politikformulering i EU. Udover styrkelsen af det økonomiske og finansielle samarbejde skal vi fortsætte moderniseringen af EU’s andre politikker: For det første skal Det Indre Marked udbygges. Der er fortsat store gevinster at hente ved en styrkelse af Det Digitale Indre Marked, Det Indre Marked for Tjenesteydelser og Det Indre Energimarked. For det andet skal vi fortsætte den grønne omstilling. En ambitiøs klimaog energidagsorden går hånd i hånd med styrket forsyningssikkerhed, et bedre klima og flere arbejdspladser. UDENRIGS 1 | 2014 | 17 Det skal ikke handle om mindre EU eller mere EU, men om et bedre EU. Om hvordan vi bliver endnu bedre til at sikre, at lovgivningsinitiativer fra EU giver en reel europæisk merværdi, og at EU fokuserer mere på at levere resultater på de områder, som optager EU’s borgere. FOTO: ©EUROPEAN UNION, 2014 Krisen i Ukraine har endnu en gang vist, at energipolitik også er udenrigspolitik. Vi er i høj grad afhængig af energiimport. Hvis den nuværende udvikling fortsætter, vil 80 procent af EU’s energi i 2035 blive importeret fra tredjelande. Vi er nødt til at sætte mere fokus på forsyningssikkerhed og energiuafhængighed, og det skal ske gennem både et mere velfungerende indre marked for energi og gennem ambitiøse mål for energieffektivitet og vedvarende energi. Det styrker os udadtil og er også til gavn for Europas konkurrenceevne. Jeg er meget glad for, at det på det seneste EU-topmøde på dansk foranledning blev besluttet, at Kommissionen i juni i år skal komme med en plan for, hvordan EU kan blive mere uafhængig. For det tredje skal vi gennem frihandelsaftaler skabe bedre markedsadgang for europæiske virksomheder uden for Europa. Det er her 90 pct. af verdens vækst vil finde sted de næste 10-15 år. Fokus lige nu er i høj grad på EU’s aftaler med USA og Japan. Udover at aftalerne har et stort økonomisk potentiale, gør de også, at vi som handelsblokke bliver så store, at vi sammen kan sætte bedre globale standarder. Og endelig skal vi styrke samarbejdet om forskning, udvikling, innovation og uddannelse. Hvis EU skal klare sig i den globale konkurrence, skal vi ikke konkurrere på løn men være i stand til at skabe nye arbejdspladser, fordi vi er i stand til at finde på nye produkter eller processer. Patentafstemningen Jeg kan ikke nævne forskning og udvikling i dag uden samtidig at nævne den vigtige patentafstemning den 25. maj. I Danmark lever vi af at omsætte viden til arbejdspladser. Virksomheder med patenter står for hver tredje tjente eksportkrone og hver tiende arbejdsplads i Danmark. Der går derfor en lige linje fra en effektiv patentbeskyttelse til at kunne fastholde og skabe flere arbejdspladser. Og det gælder navnlig for et land som Danmark, der er meget innovativt, og som har mange mindre virksomheder. Det nuværende patentsystem er på mange måder så besværligt og dyrt, at det for mange mindre virksomheder er lukket land. Derfor handler det om at give danske virksomheder samme muligheder, som deres konkurrenter i for eksempel Tyskland, Sverige og Frankrig har. Danske virksomheder skal ikke stilles ringere. Derfor støtter danske erhvervsorganisationer og lønmodtagerorganisationer varmt, at Danmark skal tilslutte sig den fælles patentdomstol. De ved godt, hvad der er på spil. Fremover kan man nemlig i ét hug få et patent, der er gyldigt i mere end 20 lande. TEMA | VALG I EUROPA >>> 18 | UDENRIGS 1 | 2014 Og man kan med én enkelt retssag forsvare sine patentrettigheder i mere end 20 lande, hvis nogen kopierer ens produkt. Det er en kæmpe forenkling og vil spare virksomhederne meget bøvl og omkostninger. Og det er frivilligt. Virksomhederne kan vælge, om de kun vil have et dansk patent, eller om de vil have det nye EU-patent. Det vil være meget uheldigt, hvis Danmark vælger at stå udenfor. Med patentreformen bliver rammevilkårene for europæisk erhvervsliv styrket og Europas konkurrenceevne forbedret. Den udvikling skal Danmark være med til at skabe, og de muligheder skal danske virksomheder selvfølgelig fuldt ud have del i. EU går en afgørende tid i møde både indenfor og udenfor vores grænser. Når Europa-Parlamentsvalget er overstået, topposterne fordelt, og den nye kommission tiltrådt, skal vi videreudvikle samarbejdet med fokus på, at EU fortsat kan være med til at sikre fred, velstand og velfærd i Europa - og i vores nærområde. Vækst og beskæftigelse bliver en grundlæggende ledetråd. Lad mig opsummere: Vi har brug for et stærkt EU, fordi det er gennem EU, at vi som et lille land med en åben økonomi kan være med til at påvirke den virkelighed og hverdag, som har betydning for danske TEMA | VALG I EUROPA borgere og virksomheder. Vi skal søge indflydelse ved at være kritiske, konstruktive og pragmatiske. Hvis vi stiller os udenfor, får vi ingen indflydelse. Derfor skal vi være så tæt på kernen som muligt. Og så skal vi blive bedre til at formidle EU. Til at minde os selv og hinanden om, hvilket fyrtårn i verden EU er, hvad angår demokrati, menneskerettigheder, respekt for individet, vores samfundsmodel med både solidaritet og velfærd, bæredygtig udvikling og ikke mindst fredeligt, frivilligt samarbejde på tværs af landegrænser. Det kan ikke nytte, at vi kun husker det, når voldsomme begivenheder som de ukrainske minder os om det. Den europæiske drøm er faktisk så stærk, at helt almindelige mennesker er villige til at gå op imod koldblodige diktatorer og svært bevæbnede soldater for at forfølge håbet om, at drømmen også en dag bliver virkelighed for dem. Det er der meget kraft i, og den kraft har vi også brug for mere af i den danske Europa-debat. Artiklen er en redigeret version af en tale, som Martin Lidegaard holdt 31. marts 2014 på en EU-konference, arrangeret af bl.a. Det Udenrigspolitiske Selskab og Københavns Universitet. UDENRIGS 1 | 2014 | 19 Den Europæiske union under forandring Af Hans Kundnani ILLUSTRATION: ©EUROPEAN UNION, 2014 TEMA | VALG I EUROPA 20 | UDENRIGS 1 | 2014 Tyskland får mere magt i EU, og de ændringer det medfører, kan ændre opfattelsen af selve EU, så at det der engang blev set som et middel til at udligne forskelle, nu i stigende grad risikerer at blive set som et middel til ‘blød dominans’ I en forelæsning i Oxford i oktober 2012 sagde den tyske finansminister Wolfgang Schäuble “krisen langt fra har spoleret det europæiske projekt, den har tværtimod fremskyndet det”, og på en måde har han selvfølgelig ret. Krisen har været katalysator for en fremskyndet integrationsproces, som ville have være utænkelig under andre omstændigheder. Medlemsstater har taget skridt, som under andre omstændigheder ville have været utænkelige, til at overføre magt til det europæiske niveau især – men ikke kun – over deres økonomier. Selv om de europæiske ledere har afstået fra at implementere de fire ‘byggesten’ mod en ‘ægte økonomisk og monetær union’ som foreslået af formanden for Det Europæiske Råd Herman van Rompuy i sommeren 2012, så har de skabt en bankunion. Men selv om man kan argumentere for, at der er sket fremskridt i europæisk integration, så rejser de skridt, der er blevet taget som svar på krisen, grundlæggende spørgsmål om det europæiske projekts fremtid. Selv om integrationen fortsætter og endda fremskyndes, så ændrer den måske Den Europæiske Union på en ganske problematisk måde, samtidig med at den åbner for nye skillelinjer mellem medlemsstaterne, som vil have betydelige og måske negative konsekvenser for sammenhængskraften i EU. Påstanden om, at krisen har “bidraget til at fremme” det europæiske projekt skal derfor undersøges nærmere. I det følgende vil jeg undersøge fire problematiske måder, hvorpå EU har ændret sig, siden krisen begyndte. For det første kan der opstå et EU, der gør mere brug af tvang over for medlemsstaterne. Dernæst er der inden for eurozonen opstået et skel mellem overskuds- og underskudslande, og der er opstået et ny kerne, som ikke har meget at gøre med villigheden til at overføre suverænitet til EU-niveau. For det tredje har krisen tvunget Tyskland ind i en magtposition, der er uden fortilfælde, og som er ved at ændre opfattelse af EU. Endelig har den yderligere integration, der har fundet sted siden krisen begyndte, skabt et Europa i tre lag, bestående af eurozonen, ‘pre-ins’ såsom Polen og ‘opt-outs’ som Storbritannien. EU er et enestående fænomen i international politik: Et regionalt integrationsprojekt, der er blevet ‘mere end en mellemstatslig organisation men mindre end en fuldt udviklet europæisk stat’ (se Christopher Hill/Michael E. Smith (eds.), International Relations and the European Union (Oxford: Oxford University Press, 2005), side 4). Frem for alt var den integration, der begyndte med Schuman-planen i 1950 baseret på frivillig snarere end tvungen overførsel af suverænitet. EU var derfor, efterhånden som den udviklede sig, i stand til at fungere som en form for civiliseret struktur, som accepterede og håndterede forskelle i Europa, samtidig med at den skabte konvergens baseret mere på kompromis end på tvang. Det lægger ‘meget snævrere grænser for de taktiske manøvrer, som medlemsstaterne er parate til at bruge mod hinanden, end det er tilfældet mellem ethvert tilfældigt parrede sæt af Hans Kundnani er reseach director ved European Council on foreign relations, Han beskæftiger sig indgående med Tyskland og tysk EU-politik. Han har tidligere arbejdet som korrespondent i Berlin for The Observer TEMA | VALG I EUROPA UDENRIGS 1 stater i international politik’ (se op. cit. side 8). Først og fremmest udelukkede den militær magt som et legitimt middel til at løse uoverensstemmelser inden for Europa. For at løse den aktuelle krise synes EU imidlertid at udvikle sig i en ny – og når man tager dens aspirationer i betragtning – problematisk retning. For det første er skridtene mod yderligere integration, siden krisen begyndte, taget på grundlag af en blanding mellem frivillig og tvungen overførsel af suverænitet. Teknisk følger de selvfølgelig mange af de samme procedurer som tidligere integrative skridt; ingen er blevet tvunget til at acceptere yderligere integration. Men virkeligheden er, at eurozonelandene ikke rigtig har haft andre valg end at overføre magt til det europæiske niveau. Som europæiske ledere som Angela Merkel gang på gang har fortalt dem, er der ikke noget alternativ. På den måde har det været ‘integration med en pistol for panden’. For det andet, for at rette fejlene i den monetære unions opbygning indfører EU nu er meget strengere system af regler og håndhævelse af regler. Selv om krisen på dramatisk vis har afsløret Maastricht-regimets manglende evne til at skabe konvergens i det fælles valutaområde, så har eurozonelandene med Tyskland i spidsen søgt at udvide og stramme det regelsystem, som Maastricht har skabt, såvel som håndhævelsen af det. Det ‘Maastricht III’-system, der er udsprunget af krisen, og som er baseret på en serie af forholdsregler taget siden krisen, som kulminerede i finanspagten, griber mere ind og pålægger strengere økonomisk-politiske betingelser og større homogenitet end dets to forgængere. Man kan nu høre tyske politikere og embedsmænd citere Lenin: “Tillid er godt, kontrol er bedre.” Den måde systemet fungerer på, ses selvfølgelig i sin mest ekstreme form i eurozonens kriselande. Det ser således ud til, at der af krisen er opstået et EU, hvor tvang spiller en større rolle end tidligere. Det skaber spændinger mellem med- | 2014 | 21 lemslande (mellem overskudslande og underskudslande) og inden for landene (mellem elite og befolkning). Dette sker igen i sin mest ekstreme form i kriselandene. Dette mere tvangsmæssige EU synes at være milevidt fra grundlæggernes visioner. Morgenen efter at man var enedes om finanspagten på det europæiske topmøde i december 2011 skrev Ian Traynor i The Guardian, at der ud af eurokrisen var kommet en glædesløs union af bøder, afstraffelse, opdragelse og sydende vrede. Ny ‘kerne’ og ‘periferi’ I 1994 – da der stadig kun var 12 lande i EU – udviklede Wolfgang Schäuble og hans kristendemokratiske kollega Karl Lamers ideen om et ‘Kerneeuropa’. De argumenterede for, at de medlemsstater, der ønskede det, skulle gå videre i integrationsprocessen, selv om ikke alle var villige til det. Medlemsstater som fx Danmark og Storbritannien, der havde ‘opt-outs’ på forskellige områder ville komme til at stå uden for denne kerne. Det ville skabe et Europa i flere hastigheder, men Schäuble og Lamers håbede, at ‘kernen’ ville fungere som en magnet, og at andre lande efterhånden ville følge efter. Medlemskabet af Kerneeuropa ville således alene blive defineret af villigheden til at integrere. Imidlertid er der siden eurokrisen startede opstået en anden slags ‘kerne’. Begrebet bruges nu i almindelighed ikke om de lande, der er rede til at gå længst med hensyn til integration, men snarere om eurozonens kreditorlande, som omfatter Finland, Tyskland og Holland. Der er med andre ord en ny ‘kerne’ i ‘kernen’. Samtidig omtales underskudslandene nu almindeligvis som ‘periferien’ – et begreb, der inden krisen begyndte, i EU-sammenhæng kun blev brugt om lande, der geografisk lå i periferien. Den mest slående illustration af denne nye terminologi er den måde, hvorpå Italien – et af de oprindelige seks lande, der grundlagde EF og, i hvert tilfælde indtil TEMA | VALG I EUROPA >>> 22 | UDENRIGS 1 | 2014 krisen begyndte, et af de mest proeuropæiske – nu tilhører ‘periferien’ Denne nye brug af begreberne ‘kerne’ og ‘periferi’ – der som George Soros har påpeget er et levn fra imperiale forbindelser – afspejler det skel mellem kreditor- og debitorlande inden for eurozonen, som er opstået, siden krisen startede. Før krisen startede var den centrale skillelinje i EU mellem vest og øst, eller som den tidligere amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfeld udtrykte det, mellem ‘det gamle’ og ‘det ny’ Europa. Men siden krisens start er der opstået en ny skillelinje, som ofte beskrives som nord-syd (enkelte debitorlande som fx Irland kan dog næppe beskrives som hørende til syd). Der er en reel fare for, at denne nye skillelinje bliver permanent. Man har allerede set en betydelig kapitalflugt fra periferien; nu begynder en sand folkevandring af unge mennesker fra debitorlande med høj arbejdsløshed som Grækenland og Spanien til kreditorlande som Tyskland. I første halvdel af 2012 steg indvandringen til Tyskland med omkring 15 pct. til omkring en halv million – de fleste fra andre EU-lande. Indvandringen til Tyskland fra Grækenland, Spanien og andre kriseramte sydlige lande er steget endnu hurtigere. Faren er ifølge Soros, at både menneskelige og finansielle ressourcer vil blive draget mod midten, og at ‘periferien’ bliver permanent kriseramt. (New York Review of Books (7 September 2012), http://www.nybooks.com/articles/archives/2012/sep/27/ tragedy-european-union-and-how-resolve-it/?pagination=false) Det er helt forskelligt fra det Europa vi kendte. Men mange proeuropæere synes at have forliget sig med dette delte Europa. Mange argumenterer, at de forskelle i rentesatser mellem overskuds- og underskudslande – det såkaldte rentespænd – afspejler virkeligheden og derfor ikke behøver at blive korrigeret. Der er endda nogle, der hævder, at vandringen fra underskuds- til overTEMA | VALG I EUROPA skudslande simpelthen er udtryk for EU’s princip om fri bevægelighed – og derfor kan ses som et ‘fremskridt’ skabt af krisen. Men et Europa med en varig skillelinje mellem ‘kerne’ og ‘periferi’ er ikke helt hvad EU’s grundlæggere – eller for den sags skyld skaberne af den fælles mønt – havde i tankerne. En sådan skillelinje vil også være i modstrid med, hvordan Europa opfatter sig selv. EU formodes at være forskellig fra og mere ‘social’ end USA. Men hvis Europa ikke afhjælper den ubalance, der er skabt af eurozonen, og kapital- og hjerneflugten, frygter Soros, at hele regioner vil være dømt til at blive affolket og være underpriviligeret. Faktisk har nogle økonomer så som Martin Wolf advaret om, at meget af Sydeuropa står over for en fremtid, der svarer til Mississippis. Det ekstraordinære er, at mange proeuropæere, særligt på centrum-højrefløjen, på kort tid har forliget sig med tanken. Et tysk Europa I midten af den ny ‘kerne’ finder vi selvfølgelig Tyskland. EU blev til dels skabt for at begrænse Tysklands magt – faktisk var dette måske den stærkeste enkeltkraft bag europæisk integration. Men aldrig i EU’s historie har en enkelt medlemsstat relativt været så stærk som Tyskland er nu. Siden krisen begyndte, har der været megen debat om et muligt tysk overherredømme i Europa, og også om den mulige opståe af et tysk ‘imperium – historiske fænomener, som det var meningen at EU skulle udrydde (se fx See Hans Kundnani, “What hegemon?”, in: IP Journal, 4 May 2012, https://ip-journal. dgap.org/en/ip-journal/topics/what-hegemon; idem, “A German empire?”, in: Project Syndicate, 21 June 2012, http://www.project-syndicate.org/blog/a-german-empire.) Thomas Manns berømte ord fra 1953 opfodrede til et ‘europæisk Tyskland’ frem for et ‘tysk Europa’, men siden krisen begyndte, er det blevet almindeligt at tale om, at et tysk Europa som resultat heraf. Tidligere var EU’s fransk-tyske lederskab UDENRIGS 1 baseret på det, Stanley Foffmann kaldte ‘uligevægtenes ligevægt’ mellem et Frankrig, der blev set som ledende på det politiske område, og et Vesttyskland, der var stærkere på det økonomiske felt: Frankrig var således EU’s førende politiske magt, og Vesttyskland var den førende økonomiske magt. I løbet af det seneste årti er Tyskland imidlertid blevet mere direkte med hensyn til at forfølge sin nationale interesse i Unionen, og Frankrig har mistet sin konkurrencedygtigtighed i forhold til Tyskland. Balancen mellem de to lande er blevet forstyrret. Derfor er den måde, hvorpå de to lande indgår aftaler, ændret. Tyskland er nu i stand til at diktere vilkårene til Frankrig og andre lande på en måde, det ikke kunne tidligere. På baggrund af denne enestående magt har Tyskland de seneste tre år søgt at eksportere sin økonomiske model, som Tyskland, rigtigt eller forkert, ser som den eneste måde at løse krisen på og gøre Europa konkurrencedygtigt (og derfor som tjenende den europæiske interesse snarere end blot den nationale tyske). Eurozonelandene har indført strukturelle reformer baseret på dem, som Gerhard Schröder introducerede i Tyskland, og de har accepteret at indføre en version af den ‘gældsbremse’, som Tyskland introducerede i 2009. Tyskland har dog ikke altid fået sin vilje, siden krisen begyndte, men det har kun givet indrømmelser, når det er blevet tvunget til det af en koalition af andre eurozonelande eller af det finansielle marked. Konsekvensen af forøgelsen af Tysklands magt er, at de strengere økonomiske og politiske betingelser, som nu er blevet pålagt for at gøre underskudslande som Grækenland og Italien mere konkurrencedygtige, ses som hidrørende fra Berlin snarere end Bruxelles. I praksis kan denne hidtil usete sætten lighedstegn mellem EU og Tyskland gøre det vanskeligere at pålægge økonomiske og politiske betingelser, og det kan øge modstanden mod dem. Det mest dramatiske eksempel herpå er de antityske stem- | 2014 | 23 ninger i Grækenland siden krisen. Men den kan også ændre opfattelsen af selve EU: Det, der engang blev set som et middel til at overkomme forskelle, kan i stigende grad blive set som et middel for det, som Kalypso Nicolaïdis har kaldt ‘blød dominans’. Europa i tre lag Samtidig med, at en ny kløft er åbnet inden for eurozonen, og magten i stigende grad er blevet centreret omkring Tyskland, er der også blevet større afstand mellem eurozonen og landene uden for eurozonen. Det er korrekt, som proeuropæere ofte påpeger, at to lande (Estland og Letland) har tilsluttet sig den fælles valuta, siden krisen begyndte. Men de tiltag i retning af yderligere integration, som eurozonen er enedes om, siden krisen begyndte, har hævet tærsklen for lande, som ønsker at tislutte sig den fælles valuta. Selv om man kan argumentere for, at eurozone-‘kernen’ trods krisen har fungeret som en magnet, således som Schäuble og Lamers håbede på, så er kernen samtidig blevet hårdere. Den øgede kløft mellem eurozonen og dem, der står udenfor, ses tydeligst i Storbritanniens tilfælde. Selv om Storbritannien forhandlede en ‘opt-out’ fra ØMU’en i forbindelse med Maastricht-traktaten, har det altid opretholdt en konstruktiv flertydighed med hensyn til, om det på et eller andet tidspunkt ville tilslutte sig euroen. Det har imidlertid ændret sig med krisen, som effektivt har sat en stopper for muligheden for, at Storbritannien ville tilslutte sig den fælles valuta. Krisen faldt også sammen med David Camerons valg til premierminister i spidsen for en koalitionsregering, i hvilken han presses hårdt af euroskeptikerne. I januar 2013 forkastede Cameron udtrykkeligt ideen om en ‘stadig tættere union og forpligtede sig til at holde en folkeafstemning om ja eller nej til britisk medlemskab af EU, hvis han igen bliver premierminister efter valget i 2015. TEMA | VALG I EUROPA >>> 24 | UDENRIGS 1 | 2014 Således er der af krisen opstået et Europa i tre lag. Første lag er eurozonen, der som reaktion på krisen har integreret yderligere og dermed hævet bommen for lande, som ønsker at tilslutte sig den fælles valuta. Andet lag består af de EU-lande, der måske engang i fremtiden vil tilslutte sig den fælles valuta. Men nu er der også for første gang et tredje lag, der består af de lande, som aldrig vil tilslutte sig den fælles valuta. Det står ikke klart, om dette tredje lag er midlertidigt eller permanent. Når alt kommer til alt er det kun Storbritannien, som klart hører til der, og det beslutter måske helt at forlade EU i løbet af de næste få år. Meget afhænger af landene, der i øjeblikket er i det andet lag. Det er ikke så ligetil helt præcist at definere det andet lag. Mest indlysende er at definere det på basis af forpligtelsen til at tilslutte sig den fælles valuta. I så fald vil laget omfatte alle ikke-eurolande bortset fra Danmark, der befinder sig i det tredje lag sammen med Storbritannien. Man kan imidlertid også definere det andet lag på basis af finanspagten (så er kun Tjekkiet og Storbritannien i det tredje lag) eller bankunionen (så er det endnu mere uklart, hvem det andet lag består af). Det er endda muligt, at alle landene i det andet lag vil flytte til det første lag, så Storbritannien efterlades alene uden for eurozonen. Med andre ord er det også uklart, om det andet lag er stabilt. De forskellige lande i det uklart definerede andet lag kæmper alle på forskellig måde med dilemmaet om, hvordan man beholder indflydelse i et EU, hvis tyngdepunkt har flyttet sig til eurozonen. I den ene ende af spektret af tilgange befinder Storbritannien sig. Det fjerner sig mere og mere fra eurozonen som led i en selvforstærkende (selv)marginaliseringsdynamik, der stammer fra før krisen, men som er accelereret, siden den startede: uenighed fører til ‘opt-outs’, som fører til manglende indflydelse, som fører til yderligere uenighed, som fører til yderligere ‘opt-outs’ og så TEMA | VALG I EUROPA videre. Denne dynamik har nu nået sin logiske slutning med den aktuelle debat om britisk medlemskab. I den modsatte ende af spektret er Polen, som har valgt den næsten modsatte tilgang. Selv om landet ikke kan tilslutte sig euroen i øjeblikket på grund af den folkelige modstand, og måske ikke vil kunne gøre det foreløbigt, ser det politiske establisment det som sit langsigtede strategiske mål. Derfor er strategien at holde sig tæt til den nye ‘kerne’. Det gør alt hvad der er muligt for at forpligte sig over for EU – fx ved at underskrive finanspagten, distancere sig fra Storbritannien og bidrage til europæisk udenrigspolitik. Imidlertid er Polen måske på en måde ved at starte den samme dynamik, som Storbritannien nu er ved at afslutte. Spørgsmålet er, hvor længe Polen kan undgå (selv)marginalisering uden at tilslutte sig den fælles valuta. Lande som Tjekkiet, Danmark og Sverige, der i øjeblikket er i gråzonen mellem det andet og tredje lag kommer til at spille en afgørende rolle for EU’s fremtid. Især Danmark, der er det eneste land bortset fra Storbritannien, som har en ‘opt-out’ med hensyn til ØMU’en, og derfor, i en forstand, det eneste andet land i det tredje lag. Britisk medlemskab af EU kan afhænge af det tredje lags anvendelighed. Hvis Storbritannien ikke er i stand til at etablere en meningsfuld rolle i denne position, vil det sandsynligvis forlade EU. Og det vil gøre det tredje lag mindre brugbart for andre lande. Det forandrede EU placerer således Danmark i en central position. Oversat fra engelsk af Brita Vibeke Andersen. Artiklen er en redigeret version af en tale, som Hans Kundnani holdt 31. marts 2014 på en EU-konference, arrangeret af bl.a. Det Udenrigspolitiske Selskab og Københavns Universitet. UDENRIGS 1 | 2014 | 25 Europa som et forandringsprojekt Af Paweł Swieboda ILLUSTRATION: © PROJECT SYNDICATE, 2014 TEMA | VALG I EUROPA 26 | UDENRIGS 1 | 2014 Forholdet til EU og Europa svinger meget i de forskellige medlemslande. For at den europæiske integration skal lykkes kræver det reform ændringer, ændringer Tyskland, Frankrig og Storbritannien næppe er enige om. I politisk henseende gennemgår vi i EU, hvad der svarer til Endurance-ekspeditionen tværs over Antarktisk i begyndelse af det 20. århundrede – en ekspedition, der ofte beskrives som ”et epos om udholdenhed og overlevelse”. Det tog de fleste af ekspeditionens medlemmer to år at komme i sikkerhed, efter at deres træskib, der foretog, hvad der skulle vise sige at blive den sidste etape i de store Sydpolsekspeditioners heroiske tidsalder, var blevet fanget i isen. I Endurances tilfælde var det en kamp mod tiden med svindende forsyninger og ekstremt vejr. I EU’s tilfælde har det været en kamp mod konstruktionsfejl, som den tidligere generation af ledere har overleveret, en nedbrydning af tillid og vores egen manglende evne til at se, at helheden er større end summen af de enkelte dele. Vi har været lammet af den ændrede verdensorden, fordi vi i lighed med renæssancens italienske bystater tror på, at lilleputtens storhed er at foretrække frem for usikre alliancer. En freudiansk ’de små forskelles narcissisme’ er vendt tilbage, så det forslår, og vi har i dag en parallel opsplitning af markeder og politiske loyaliteter. Da krisen var på sit højeste var der i eurozonen og i det større EU øjeblikke, hvor man var på kollisionskurs. Grunden til at man i Storbritannien indlod sig på spareforanstaltninger, hang sammen med presset fra Bank of England, som troede, at landet ville gå ’den græske vej’, hvis ikke dette skete. Stabiliseringen indebar en høj pris. Har det så været en formativ erfaring? På nogle måder – ja. En ny undersøgelse af social sammenhængskraft gennemført i syv EU-lande viser, at der nu er bred accept af behovet for at konsolidere de offentlige finanser. Spørgsmålet er, om den erfaring også er politisk formativ. Eller er den ’deformativ’? Udholdenhed er ikke nok, hvis EU skal overleve sit eget møde med isbjerget. Svaret ligger i genoplivningen af de nationale historier og deres tilknytning til Europa. Virkligheden er, at vi alle har brug for Europa til forskellige formål. Set fra det perspektiv kan man tale om fire forskellige grupper af medlemsstater. For Polen og omkringliggende lande er Europa affyringsrampe for modernitet, stabilitet og vækst. De er i det hele taget på vej op, da de stræber efter at indhente deres mere velhavende fæller. Og så er der de lande, hvis opstigen er blevet afbrudt – Spanien, Portugal og Irland – men som vil krybe tilbage på vækstsporet, når de har fået løst deres økonomiske problemer. For de nordiske lande er Europa en styrkemultiplikator. Som mottoet for Baltic Development Forum udtrykker det, så er regionen toppen af Europa, men den forstår, at størrelse har betydning. For Frankrig og Storbritannien handler Europa om at omplacere sig som regionale stormagter med global rækkevidde snarere end globale magter med regionale interesser. De opnåede stormagtstatus i tidligere århundreder, og begge har måttet kæmpe for at tilpasse sig den nye situation. De har valgt forskellige veje. Frankrig har haft som mål at sikre, at Europa er dets logiske forlængelse. Storbritannien har i højere grad været afhængig af at definere sig selv i modsætning til Europa. Paweł ŚSwieboda er formand for demosEUROPA – Centre for European Strategy. Han er tidligere rådgiver for Polens præsident omkring EU intregrationen og har også fungereret som direktør for det polske udenrigsministeriums EU-afdeling. TEMA | VALG I EUROPA UDENRIGS 1 Endelig er der Tyskland, for hvem Europa har været og i det store og hele stadig er et eksistentielt projekt, bortset fra at det hele nu er vendt på hovedet: Før krisen handlede alt om et europæisk Tyskland, og nu handler det stort set om et tysk Europa, selv om Tyskland er og altid vil være en modvillig hegemon. Hvor man er med sin nationale diskurs om Europa bestemmer, hvordan man placerer sig i netværket af alliancer. Nøglen til Polens succes i det foregående årti er, at det var i stand til at definere en tilstrækkelig stærk indre historie om en nation fast besluttet på at overvinde fortidens ydre pragt. Det er kursen, der har betydning – Polen startede i udkanten, men har bevæget sig indad. Storbritannien startede også i yderkanten, bevægede sig kortvarigt mod midten under Tony Blair, men er nu tilbage til at udforske de fjerne udposter i det europæiske projekt. Kan disse individuelle dagsordner vokse sammen? Det vil være for forenklet at hævde, at det vil løse den europæiske identitetskrise. Suverænitet vil fx fortsat blive opfattet forskelligt. For Storbritannien er det et nulsumsspil. Et af argumenterne for den britiske euroskepsis er, at Storbritannien i de seneste to årtier i mange vigtige sammenhæng er endt som den tabende part og har set sin indflydelse i Unionen blive mindre, herunder – som et resultat af udvidelsen – ændringer i afstemningssystemet og den institutionelle struktur. Den måde at argumentere på bruges ofte til at udfordre holdningen hos de EU-tilhængere, som mener, at Storbritannien risikerer sin position ved hovedbordet, når det trækker sig væk fra projektet om en stadig tættere union. Forandring på dagsordnen Selv om det ville være kontraproduktivt at stræbe efter at overvinde alle forskelle, så er der stadig plads til at skabe en større fællesnævner mellem de forskellige nationale dagsordner. Bundlinjen må være, at Euro- | 2014 | 27 pa er et projekt i forandring. Status quo er ikke hugget i sten. Europa bliver aldrig et projekt for dem, der modsætter sig forandring, hvad enten det drejer sig om klima, økonomi eller udenrigspolitik. Nøglen til forståelse ligger i, hvordan vi, medlemsstaterne, omformulerer vores egen historie, vores egen plads under solen. Europa vil få succes, hvis det lykkes os at indpasse Europa i disse historie, og hvis det opfattes som en fordel snarere end en hæmsko. Forandringsdagsordnen kan udspille sig på fire områder: Det første er det institutionelle; det andet er politik-området; det tredje handler om inklusion; og det fjerde vedrører den omgivende verden. Institutionelle løsninger er EU’s evige fristelse, således som de har været i årenes løb. Fristelsen vil opstå igen. Ideer om at institutionalisere eurozonen blomstrer i Paris, hvor man drømmer om et eurozone-sekretariat på størrelse med den europæiske udenrigstjenestes. Frygten i Polen er, at Tyskland har indgået en bytteaftale med Frankrig om at give grønt lys til eurozonens institutionelle vækst til gengæld for et fransk ’ja’ til størstedelen af bankpakken. Wolfgang Schäubles signaler om at EU-traktaten skal revideres efter Europaparlamentsvalget, så den måske kommer til at omfatte oprettelsen af et eurozone-parlament og en fuldtids eurogruppe-præsident, hører til den kategori. For at forandre sig er det nødvendigt, at EU’ politiske dagsorden justeres. Den har i de senere år været rettet imod at få en stabilitetskultur på plads. Det har i det store og hele været en succes, selv om ikke alle problemer er løst. Den ny logik handler om ’mistillid og kontrol’, hvor kontrolmekanismer fylder meget af det politiske rum til skade for den sociale kontrakt. Europa skal være en del af løsningen på dette problem. En mulig vej kunne være stærkere garantier af borgernes rettigheder på forskellige områder, herunder det sociale område. Disse rettigheder skulle derefter implemenTEMA | VALG I EUROPA >>> 28 | UDENRIGS 1 | 2014 teres nationalt. En anden vej er større overensstemmelse mellem de nationale politikker, så man overvandt den opfattelse, at de socio-økonomiske modeller er kulturelt bestemt og derfor vil forblive forskellige. Ideen bag den såkaldte Sapir Rapport (An Agenda for a Growing Europe, 2003) var i høj grad, at der er fire modeller i Europa: Den angelsaksiske, den nordiske, den kontinentale og den for middelhavsområdet, og at alt man kan gøre er at lære af hver enkelt, men man skal ikke prøve at blande de fire. Denne idé udfordres nu af den explicitte plan om, at det er nødvendigt at udfordre de kulturelle karakteristika for at opnå resultater. Endelig er det muligt at intervenere på eurozone-niveau med ideer om arbejdsløshedsforsikring som det primære eksempel, men også at stimulere sociale investeringer gennem brugen af strukturfonde. Det er kun en aktiv omdefinering af den sociale kontrakt, der kan bidrage til at genoprette tilliden til projektet i sin helhed. Den tredje enorme udfordring er at genskabe en følelse af ejerskab og fylde Europa med indgangsveje til beslutningsprocessen. Fra forhandlingsprocessen om den transatlantiske handels- og investeringspartnerskab (TTIP), hvor en høringsproces først blev sat i gang efter pres, til forhandlinger om udgifter er der behov for nye måder at skabe enighed på. I projektet ’En ny Pagt for Europa’ har vi undersøgt en række ideer, der skal skabe mere inklusion i processen, fx gennem bedre planlægning, overvågning, evaluering og kontrol af EU’s udgifter, styrkelse af mekanismer, der skal give folk mulighed for at forme EU’s dagsorden, herunder lokale folkeafstemninger, der skal spørge borgerne, hvordan midler tilvejebragt gennem EU’s budget skal anvendes, og indførelse af mere udførligt sammensatte indikatorer for økonomisk og menneskelig udvikling, der skal styre valget af politikker. Endelig er der den omgivende verden, hvor begivenheder i Øst har betydet, at TEMA | VALG I EUROPA udenrigspolitik er vendt tilbage fra sit eksil. I de senere år er EU gået ud fra, at det på en eller anden måde kunne tillade sig ikke rigtig at have en udenrigspolitik. Denne periode med strategisk forvirring er nu slut, og sort er atter sort, og hvidt er atter hvidt. Vestens normative drøm har vist sig at være en, som andre ikke altid har været villige til at skrive under på. Den brutale opvågnen er en chance for at genskabe EU’s udenrigs- og sikkerhedspolitik, men det kan kun ske, hvis vi sikrer, at gensidig økonomisk afhængighed kan gå hånd i hånd med troskab over for europæiske værdier. I praksis kan det lade sig gøre, hvis hensynet til en enkelt europæisk stemme kan skabe enighed om behovet for at handle, ofte i mindre kredse. Den russisk-ukrainske krise har været en afgørende test for det polsktyske forhold, som mirakuløst faldt på plads i løbet af krisen. De første resultater er opmuntrende, men der er behov for masser af god vilje på begge sider for at det kan fortsætte, set i lyset af den mulige fremtidige udvikling i Øst. I Ukraine har vi også set den første virkelige udbredning af Weimartrekanten, der var afgørende for forhandlingerne i Kijev, som førte til regeringsskiftet. Fra tysk hegemony til magtdeling Hvis vi ser på Europas politiske landkort efter Europa-Parlamentsvalget, vil vi sandsynligvis se en forhandlet overgang, hvor Tyskland gradvist vil komme til at indgå i en magtdelingsordning. Berlin vil fortsat udøve det overordnede lederskab, men på en mere inkluderende måde. Det spillerum, som Merkel for nylig gav den italienske premierminister Matteo Renzi, er en klar indikation af Tysklands villighed til at tilpasse sig meget mere end tidligere. Berlin gør endda kur til London med udenrigsminister Steinmeier, der klart slår fast, at ”Berlin ønsker at Storbritannien skal være en stærk aktør”. Det umulige er begyndt at ske. Tyskland har accepteret at der er en ubalance på ind- UDENRIGS 1 flydelseskontoen, som må rettes. Berlin har indset, at uden at forklare det hjemlige publikum den følelse af gensidig afhængighed, der er i Europa, vil man ikke vinde tilslutning til de ordninger, der er nødvendige for at eurozonen kan hvile på et sundt fundament. Det gjorde Wolfgang Schäuble klart i et interview med Handelsblatt, hvor han sagde, at så længe der ikke er en kombineret penge- og finanspolitik i eurozonen, kan det ikke komme på tale at samle gælden i en pulje. En overordnet reform af traktaten vil være intet mindre end at lege med ilden. Det er helt klart, at det Tyskland ønsker af en sådan reform, nemlig stærkere budgetdisciplin der saliggør ideen om kontraktmæssige ordninger, hvorigennem medlemsstaterne skulle forpligte sig til vidtgående reformer, ikke svarer til det de fleste øvrige medlemsstater ønsker. Tyskland sender nu prøveballoner op for at se, om Frankrig kan fristes til at sige ja til gengæld for det, de altid har ønsket sig: en ny institutionel struktur i eurozonen. I Wolfgang Schäubles seneste overvejelser om en traktatreform efter Europa-Parlamentsvalget understregede han i samme åndedrag, hvor han talte om et eurozoneparlament og en heltids eurogruppe-præsident, at renteniveauet er for lavt for Tyskland og for højt for andre, hvilket gør strukturelle reformer og øget konkurrencedygtighed endnu mere presserende. Det er unødvendigt at sige, at den tyske regering også fortsat har en hjemlig udfordrer, hvis røde linjer den gerne vil overskride, nemlig forfatningsdomstolen. Er britisk exit uundgåelig? Det er indlysende, at briterne vil juble af begejstring over ideen om en traktatreform, lige meget hvad den indeholder. Det er et strategisk paradoks, at Storbritannien aktivt opfordrer eurozonen til at skabe sin egen verden, bare de selv kan få lov til at bevæge sig i den anden retning. Til trods for forsikringer om det modsatte (George Osborne & Wolfgang Schäuble, Financi- | 2014 | 29 al Times, 27.03.14), er der nogle skillelinjer, der fortsat vokser. En undersøgelse fra konsulentfirmaet Oliver Wyman viser, at fordi den Europæiske Centralbank er alene om at udøve kontrolfunktion, vil der være et pres på bankerne for at overføre mange af deres forretninger til eurozonen. Det kan true London City’s rolle som centrum for aktiehandel. Det er ikke uden grund at City har forlangt et mere kraftfuldt forsvar af den britiske finanssektor. Spændinger mellem eurozone- og ikke-eurozone-lande er tilbøjelige til at blive stærkere, når barometret står på smukt. Den væsentligste grund til, at det ikke allerede er sket, hænger sammen med ønsket om ikke at åbne flere fronter end nødvendigt og dermed bringe den største succes i ti år i fare: udvidelsen med de østog centraleuropæiske lande. Det er et åbent spørgsmål, om den britiske debat ikke allerede har nået et punkt, hvor et britisk farvel til EU er uundgåeligt. Business for Britain hævder, at op mod 46 pct. af britiske erhvervsledere mener, at omkostningerne ved at tilpasse sig Det Indre Marked vejer tungere end fordelene ved at være i EU. Fordelene ved åbenhed udfordres i en grad, der ikke er set tidligere. I indvandringsdebatten overskygges fordelene ved det indre markeds frie bevægelighed - fx at det kan løse problemet med uddannelses-flaskehalse og mangel på jobs - af frygten for det voksende pres på infrastrukturen som følge af indvandring. Den britiske regerings argumenter for reform af EU følger euroskeptikernes linje og fremstiller EU som en kilde til bureaukrati og en hindring for vækst. Den måde at argumentere vil ikke kunne hjælpe Storbritannien til at få et bedre forhold til Europa. I virkeligheden vil mange af euroskeptikernes forslag betyde, at britiske firmaet kommer til at stå over for en dobbelt byrde med at tilpasse sig både britiske og Europæiske regler. British Influence har udarTEMA | VALG I EUROPA >>> 30 | UDENRIGS 1 | 2014 bejdet sit eget scorekort, der viser, at London har haft succes på 20 områder i 2013 og kun er mislykkedes på fire. Det sete afhænger derfor af øjnene, der ser. Skulle det scenario, hvor Storbritannien løsner sine bånd til Europa, materialisere sig, ville det skabe et enormt dilemma for de andre ikke-eurozone-lande med hensyn til deres fremtidige indstilling. Polens instinkt ville være at manøvrere sig mod kernen. Landet har altid været sygeligt bange for at blive ladt alene. Det sidste sted det ønsker at ende, er i periferien. Der er meget, der skal på plads, før Polen kan komme ind i eurozonen, bl.a. en forfatningsændring og en tilpasning af den økonomiske struktur, men tendensen er helt klar. Nær-døds øjeblikket Det hjemlige politiske miljø bliver lige så vigtigt for Europas landkort som dynamikken i forholdet mellem staterne. Der er betydelig risiko for et omvendt Europa, hvor det vi vil gøre sammen i stigende grad afhænger af uløste problemer i vores lande. Hermann van Rompuy har for nylig sagt, at populisme ikke er et EU-problem, men TEMA | VALG I EUROPA et kulturproblem. Det han hentyder til er, at et fænomen som højrefløjspopulisme ikke er i stigning overalt. I nogle lande, ja, men i ni ud af de 28 EU-lande er det omvendte tilfældet. Men et stigende antal mennesker er på samme tid blevet overbevist om, at Europa faktisk truer deres velfærd. Det betyder, at vi ikke kan pille den europæiske faktor ud af ligningen. Hvis Angela Merkel føler sig tvunget til i det Europæiske Råd at citere fra Sleepwalkers, historiebogen om årsagerne til Første Verdenskrig, således som hun gjorde i december, så betyder det, at situationen er alvorlig. I forretningslivet kan nær-dødsøjeblikke skabe plads for fornyelse. IBM har genopfundet sig selv, efter at det næsten gik fallit i 1990’erne. Europa står over for en lignende opgave. Oversat fra engelsk af Brita Vibeke Andersen. Artiklen er en redigeret version af en tale, som Pawel Swieboda holdt 31. marts 2014 på en EU-konference, arrangeret af bl.a. Det Udenrigspolitiske Selskab og Københavns Universitet. UDENRIGS 1 | 2014 | 31 Det vigtigste EU-valg til dato Af Christine Nissen FOTO: ©EUROPEAN UNION, 2014 TEMA | VALG I EUROPA 32 | UDENRIGS 1 | 2014 Det kommende Europa-parlamentsvalg har aldrig før haft så stor betydning for EU og dets borgere. Med Lissabon-traktaten er Europa-Parlamentets magtbeføjelser øget betydeligt, ligesom det for første gang er berettiget til at udpege den næste formand for EU-Kommissionen. Historisk set har Europa-parlamentsvalg kun i meget beskeden grad drejet sig om Europa. Lige siden det første direkte valg til Europa-Parlamentet blev afholdt i 1979, har forskere karakteriseret europaparlamentsvalg som værende ”sekundære nationale valg” fremfor egentlige europæiske valg. Valgene har handlet om nationale fremfor europæiske problemstillinger og er blevet anset som en slags ”midtvejsvalg”, hvor nationale partier løjede stemningen forud for et ”rigtigt” valg til de nationale parlamenter. Tilsvarende er valgene blevet brugt af vælgerne som en rimelig omkostningsfri metode til at udtrykke nationale og indenrigspolitiske præferencer, f.eks. utilfredshed med den siddende regering. En anden konsekvens af europaparlamentsvalgets ”sekundære” natur er, at stemmeprocenten er meget lavere end ved de nationale valg, fordi partierne dedikerer færre ressourcer til valgkampagnen, og fordi incitamenterne til at stemme ikke er særligt åbenlyse for vælgerne. Siden det første valg i 1979 har vælgertilslutningen været støt faldene i alle medlemslande, og også ved dette valg forudses en lav valgdeltagelse. Danmark er et af de lande med den højeste stemmeprocent til europaparlamentsvalget, men den ligger dog stadig kun på gennemsnitligt omkring 55-60 pro- cent, hvilket er langt lavere end ved nationale folketingsvalg, hvor stemmedeltagelsen er over 80 procent. Alligevel tyder meget på, at vi ikke længere kan se Europa-parlamentsvalg som værende udelukkende sekundære nationale valg. Ikke alene er Europa-Parlamentet i dag blevet en betydelig magtfaktor, som vedtager love, der får direkte indflydelse på borgerne i medlemslandene. De nationale debatter er også begyndt i højere grad at dreje sig om europæiske problemstillinger, især efter eurozone-krisens start i begyndelsen af 2010. I mange medlemslande ser vi, hvordan nationale debatter og politiske dagsordener fokuserer og formes af europæiske spørgsmål i langt højere end tidligere. Den europæiske dagsorden er i dag også en del af den nationale dagsorden. På samme måde er nationale valg også begyndt at blive europæiske valg. Siden krisens begyndelse har mange nationale valg drejet sig om krisepolitik og i den sammenhæng også om relationerne til EU. EU’s krisepolitik har dikteret løsningsmodellerne i mange lande, hvor reformer og budgetnedskæringer er blevet besluttet af stats- og regeringscheferne i fælleskab eller af EU’s egne institutioner. De hårdest ramte lande i Sydeuropa har set deres nationale politikere sat uden for indflydelse, når EU har dikteret sparekurs og nedskæringer. Sådan er det i stigende grad gået op for de fleste lande, at deres egen fremtid i høj grad afhænger af, hvordan det går i hele EU. Men de nationale valg er ikke den bedste måde til at skabe ændringer i den samlede EU politik. Selvom et vigtigt EU land skifter dets siddende regering ud med en ny, der ønsker en anden kurs og f.eks. ikke Christine Nissen er Ph.d-studerende ved Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS. Hendes ekspertise er indenfor områderne europæisk integration, EU-institutionerne, europæisering af nationale strukturer og europæisk udenrigspolitik. TEMA | VALG I EUROPA UDENRIGS 1 ser besparelser som løsningen, kommer det ikke nævneværdigt til at ændre, hvordan 28 lande i Rådet og EU-kommissionen vil udforme EU’s samlede kurs. Derimod vil valget til Europa-Parlamentet være en reel mulighed for at påvirke den fremtidige retning for hele Unionen. Magtfuldt parlament Tiden er forbi, hvor Europa-Parlamentet kan klandres for at være et ’Mickey Mouse’ parlament uden nogen reel indflydelse, som Margaret Thatcher udtrykte det i 1980erne. Parlamentet er nemlig blevet en betydeligt mere magtfuld spiller i de seneste år, og det kommende parlament vil få mere indflydelse på EU-politikken de kommende år end nogensinde tidligere. Lissabon-traktaten, der trådte i kraft i 2009, styrker Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige kompetencer, da mere end 40 nye områder er blevet flyttet ind under den såkaldte ”fælles beslutningsprocedure”, hvor Europa-Parlamentet har de samme lovmæssige kompetencer som Rådet. Disse områder omfatter blandt andet økonomi, landbrug, energisikkerhed, indvandring, retlige og indre anliggender, miljø, sundhed og strukturfonde. Parlamentet har også fået en større rolle i forbindelse med fastlæggelsen og godkendelsen af EU-budgettet, også på lige fod med Rådet. Desuden skal Parlamentet give sit samtykke til en lang række internationale aftaler indgået af EU, herunder internationale handelsaftaler. Udover en betydelig forøgelse af Parlamentets lovgivende beføjelser, introducerer Lissabontraktaten som nævnt også en ny procedure for, hvordan den magtfulde formand for EU-Kommissionen skal udpeges, og her får Europa-Parlamentet en helt afgørende rolle. Selvom ideen om, at borgerne direkte skulle vælge Kommissionsformanden aldrig blev ført ud i livet, da det var en del af den forfatningstraktat, der blev forkastet i 2005, | 2014 | 33 er proceduren for udnævnelsen blevet gjort meget mere politisk med Lissabon-traktaten, hvor vælgerne faktisk kan have klar indflydelse på, hvem der bliver formand. Ifølge Lissabon-traktatens artikel 17, skal kommissionsformanden findes ”under hensyntagen til resultatet af valget til Europaparlamentet og efter passende høringer foreslår Det Europæiske Råd med kvalificeret flertal Europaparlamentet en kandidat til posten som formand for kommissionen” og derefter; ”vælges denne kandidat af Europaparlamentet med et flertal af dets medlemmer”. Således er det stadig de europæiske statsog regeringschefer, der skal udpege den kandidat, som Parlamentet i sidste ende skal sige ja eller nej til. Derfor har de stadig på papiret den afgørende indflydelse, når kabalen skal lægges efter valget. Dog er det afgørende, at traktaten henviser til, at udnævnelsen skal afspejle parlamentsvalget, ligesom det i sidste ende er Parlamentet, der skal godkende eller afvise den foreslåede kandidat. Og dette er det nuværende Europa-Parlament allerede gået i gang med at udnytte til fulde. Forud for valget har de europæiske partier nemlig selv opstillet kandidater til formandsposten med henblik på at Det Europæiske Råd peger på den kandidat, hvis parti har opnået flest stemmer ved valget. Formandskandidaten skal findes hos et af de to største partier, nemlig Socialdemokraterne, der har opstillet den nuværende formand for Europa-Parlamentet, og leder af den Socialdemokratiske gruppe i Parlamentet, tyskeren Martin Schulz, eller hos de Konservative, der har foreslået den nyligt afgåede statsminister fra Luxembourg, Jean Claude Junker. Det er interessant, hvordan de to partier og deres kandidater præsenterer meget forskellige visioner for, hvor EU skal hen, og hvordan man bedst kommer ud af krisen. Hvor de Konservative står for en videreførelse af den nuværende kurs med hårde besparelser, er Socialdemokraterne imod sparepolitikken og vil en TEMA | VALG I EUROPA >>> 34 | UDENRIGS 1 | 2014 anden vej, der indebærer et større fokus på vækst og beskæftigelse. Denne nye proces for valg af kommissionsformand kan være et afgørende skridt til fordel for EU systemet som helhed, ikke mindst fordi det styrker EU’s demokratiske legitimitet ved at lade den eneste direkte folkevalgte EU-institution få indflydelse på EU’s topledelse. Det kan også betyde, at vælgerne bliver klar over, at der er mere på spil ved valget, når deres stemme bliver medvirkende til at afgøre, hvem der udpeges til formand for EU-Kommissionen. I national sammenhæng forventer vælgerne, at deres stemme har betydning for, hvordan den udøvende magt sammensættes, og det er da også sådan de fleste stats- og regeringschefer vælges. At gøre det på EU-niveau betyder, at kommissionsformanden på en anden måde bliver ansvarlig overfor de borgere, der har været med til at få ham valgt. Desuden vil processen betyde, at vi får sat europæiske ansigter på valgkampen, og de europæiske partier får talerør, som kan gøre deres politik tydeligere, så valget hæver sig over at handle om indenrigspolitiske spørgsmål. Det er allerede planlagt, at Parlamentets topkandidater til formandsposten vil duellere i transnationale, tvtransmitterende debatter, når valgkampen for alvor går i gang i starten af maj. Hvis Det Europæiske Råd går i mod dette og vælger en kandidat, som ikke er opstillet af parlamentet, er der gode muligheder for, at Parlamentet vil blokere for, at vedkommende kan blive formand. Der er flere eksempler på Parlamentets politiske egenrådighed, og især efter Lissabon-traktatens ikrafttræden, har parlamentarikerne været bevidste om at kræve den magt, der tilkommer dem. Det viste sig f .eks., da Danmark havde EU formandskabet, og Parlamentet valgte at suspendere alt samarbejde med Formandskabet, efter at det, anført af daværende justitsminister Morten Bødskov, ikke i tilstrækkelig grad havde involveret ParlaTEMA | VALG I EUROPA mentet i en lov om grænsekontrol. Det vil derfor være uklogt af stats- og regeringscheferne at vælge en kandidat, som går imod Parlamentets forventninger. Dog er det en ret kompliceret kabale, der skal gå op. Der skal ikke kun vælges Kommissionsformand efter valget. Der skal også findes en ny ’EU-præsident’ for Det Europæiske Råd efter belgiske Herman Van Rompuy ligesom EU skal have en ny udenrigschef efter britiske Catherine Ashton. Når de tre topposter fordeles, skal man tage hensyn til store og små lande, øst og vestlande og socialdemokrater versus liberale og konservative. Og nu altså også EuropaParlamentets ønsker og ambitioner. Parlamentet har med Lissabon-traktaten fået en vigtig stemme i udpegningen af EU’s mest magtfulde post, og uanset om det bliver en af deres egne opstillede kandidater eller ej, vil vedkommende under alle omstændigheder skulle findes i rækkerne hos det parti, der får flest stemmer ved valget. Den interne magtfordeling Derfor bliver det helt afgørende, hvordan det nye flertal former sig efter valget, da den interne sammensætning af EuropaParlamentet bestemmer, hvilken EU politik der føres, og altså også hvem der får posten som Kommissionsformand. Medlemmerne af Europa-Parlamentet sidder inddelt i politiske grupper - ikke efter nationalitet, men efter politisk tilhørsforhold. De politiske grupper blev oprindeligt oprettet med tanke på, hvordan nationale parlamenter fungerer, hvor det naturligt giver mening at organisere parlamentarikerne efter politisk overbevisning. Derfor eksisterer der en naturlig arbejdsfordeling og konkurrence mellem grupperne, og EU’s politik bliver udformet efter ideologiske overbevisninger fremfor nationale prioriteter. Når grupperne stemmer, er det således ideologiske hensyn, der er afgørende. Ikke kun en klassisk venstre/højre opdeling, men også ideologiske hensyn i forhold til, om man ser UDENRIGS 1 positivt eller negativt på EU-samarbejdet og ønsker mere EU-integration eller ej. Der er i øjeblikket 7 politiske grupper i Europa-Parlamentet, som de 751 medlemmer inddeler sig efter. Yderfløjene både på venstre og højre side af det politiske spektrum er traditionelt modstandere af EUsamarbejdet, og de lader sig oftest styre af et ”anti-EU” perspektiv, når de stemmer. Der kan dog være områder, hvor de i stedet ledes af politisk, ideologiske argumenter, f.eks. når ”Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe” stemmer for lovforslag, der styrker den sociale velfærd. Eller når højrefløjsgruppen, ”De Europæiske Konservative og Reformister” stemmer for en handelsaftale med USA. Centrum-venstre og centrum-højre partierne, der ligger mellem yderfløjene og udgør langt det største flertal i parlamentet, er alle ”EU-positive” og arbejder generelt for et stærkere og dybere EU samarbejde. Derfor afgøres deres positioner i højere grad af politisk, ideologisk ståsted, når de stemmer i Parlamentet. At forme et flertal Siden ingen af grupperne er store nok til at danne et flertal alene, er udfordringen at danne et flertal på tværs af grupperne. I den seneste periode fra 2009-2014, har der eksisteret tre forskellige ”vindende flertal”, som har ændret sig afhængig af det pågældende politiske område. Den mest hyppige koalition, har været en ”stor koalition” hvor de to største partier, nemlig Socialdemokraterne med 195 mandater, og De Konservative med 275 mandater, har stemt sammen, ofte i selskab med flere af de andre grupper. Da Europa-Parlamentet er medlovgiver sammen med Rådet, der sommetider vil trække lovforslagene i deres egen retning, søger Parlamentet som samlet institution så vidt muligt at arbejde sig frem til en fælles position. Parlamentet er yderligere organiseret i udvalg indenfor de forskellige politiske områder, hvor parlamentarikerne sidder | 2014 | 35 på tværs af grupperne, som vi kender det herhjemme. Det er i disse udvalg, at lovforslagene bliver udarbejdet og diskuteret i første omgang, og her søger man så vidt muligt at lave de brede kompromiser på tværs af grupperne. Udover en stor koaliwtion, har der også vist sig to andre vindende koalitioner, nemlig en centrum-højre koalition og en centrumvenstre koalition, hvor de to store grupper indgår i hver sin. Dog har centrum-venstre koalitionen i det nuværende parlament ikke et flertal i sig selv, så det har kun været muligt for dem at vinde, hvis det store Konservative parti og de andre højrefløjsgrupper ikke stemte sammen. Derfor har balancen i det nuværende parlament lænet sig længst mod højre. Det har heller ikke været muligt for ”anti-EU” grupperne tilsammen at danne en vindende koalition, eftersom de ikke har haft tilstrækkeligt med mandater. En væsentlig faktor, der påvirker, hvilke politiske grupper, der hører til ’den vindende side’ af en koalition, og hvem der således kan bryste sig af at have udformet en bestemt politik, drejer sig om, hvor enige gruppen fremstår internt. Som nævnt har det kun været muligt for en centrumvenstre koalition at danne et flertal, hvis de blev støttet af rebelske parlamentarikere fra højre-siden. Det kræver altså samling på tropperne, hvis man som gruppe vil have indflydelse på den førte politik, og jo mere enige man er, jo mere magt og indflydelse kan man opnå i Parlamentet. Overraskende nok har grupperne aldrig været så internt enige som i den seneste periode på trods af, at de med Lissabon-traktatens ikrafttræden har gennemført mange flere afstemninger end før og indenfor mange forskellige politiske områder. Der er dog ret stor forskel på denne enighed fra gruppe til gruppe. Gennemsnitligt er de store grupper i parlamentet mere ’disciplinerede’ end de små, og de stemmer derfor i højere grad ens. Desuden er der tendens til, at især yderfløjene, hvor de EU-skeptiTEMA | VALG I EUROPA >>> 36 | UDENRIGS 1 | 2014 ske partier hører hjemme, kan have svært ved at finde fælles positioner. Denne ensartethed varierer dog også meget fra politikområde til politikområde. De Konservative stemmer for eksempel mere ensartet end Socialdemokraterne, når det kommer til landbrugsområdet, men mindre ensartet, når det drejere sig om sociale rettigheder. En sidste faktor, der spiller en rolle for, hvor meget indflydelse grupperne har, er stemmedeltagelsen internt i grupperne. Her er stemmedeltagelsen også højest hos de EU-positive partier, og det er især yderfløjene, der udebliver fra afstemningerne. Det betyder altså samlet set, at indflydelse for grupperne i Parlamentet ikke udelukkende er et spørgsmål om, hvor mange mandater man har. Det handler også om graden af enighed internt i grupperne, og hvor mange parlamentarikere, der møder op til afstemningerne. Således er gruppedynamikkerne og de mulige vindende koalitioner altså fuldstændig afgørende for, hvilken EU-politik, der bliver stemt igennem, og hvilken der ikke gør. EU efter valget Det politiske flertal, der skabes af valgresultatet, får enorm betydning, ikke kun for Europa-Parlamentets og dets fremtidige politiske kurs, men også for EU som helhed i de kommende år. Som nævnt betyder den interne sammensætning af Europa-Parlamentet utrolig meget for den førte politik i EU, og frem til valget i maj står forskellene klart ridset op: skal Parlamentet bibeholde sit centrum-højere flertal og fortsætte den allerede udstedte kurs med vægt på besparelser, TEMA | VALG I EUROPA eller skal et nyt centrum-venstre flertal stå i spidsen for en ny vision for Europa. Da den nye EU-Kommissionsformand også kommer til at afspejle det vindende flertal, er der meget på spil. I skrivende stund viser meningsmålinger dødt løb i mellem de to visioner, så meget er endnu åbent. Der er ingen tvivl om, at EU har brug for et stærkt lederskab, der formår at definere EU’s egne interesser, og som samtidig også forstår at lytte til medlemslandene behov. Uden et stærkt lederskab bliver det umuligt at løfte de tunge udfordringer, som et skrøbeligt EU står overfor. Der tegner sig imidlertid også en tredje mulighed, nemlig at de europæiske borgere bruger valget til helt at fravælge ovenstående visioner for et stærkere EU. Ved at støtte yderfløjene kan man sende et stærkt signal om, at man ikke bakker op bag stats- og regeringschefernes planer om øget politisk og økonomisk integration i EU. Selvom meget tyder på, at yderfløjene i Europa-Parlamentet vil blive styrket efter valget, vil det ikke ændre Parlamentets virke i dramatisk grad. De EU-skeptiske grupper vil stadig ikke have et flertal. Desuden er deres reelle magt som tidligere nævnt endnu mindre i virkeligheden, fordi de har en lavere stemmedeltagelse og en lavere grad af intern enighed i grupperne. Dog er der ingen tvivl om, at de vil kunne agere som en indflydelsesrig blok og måske få held til at påvirke de midtsøgende partier, der traditionelt set er fortalere for mere EU. Det forestående valg handler for første gang om Europa og EU og præsenterer vælgerne for klare alternativer for, hvordan man bedst kommer ud af krisen og EU’s fremtidige rolle. UDENRIGS 1 | 2014 | 37 Højredrejning i den Europæiske Union Af Uffe Østergaard FOTO: ©PROJECT SYNDICATE, 2014 TEMA | VALG I EUROPA 38 | UDENRIGS 1 | 2014 Nationalistiske bevægelser og partier står til voldsom fremgang ved Europaparlamentsvalget 25. maj. EU har aldrig været specielt populær blandt vælgerne – bortset fra lande som ikke er medlemmer endnu. Der hviler en tung aura af kedsommelighed, fjernhed og centralisme over hele konstruktionen. Kort sagt det modsatte af deltagende demokrati. Men at højrenationalismen tilsyneladende har så godt et tag i vælgerne, er noget nyt som stiller spørgsmålstegn ved hele samarbejdets legitimitet. Og det på et tidpunkt hvor sammenhold over for udfordringen fra globaliseringen og nu senest Putins Rusland er mere nødvendigt end nogen sinde. Hvordan er det kommet dertil? Først og fremmest skyldes det at efter godt tres års samarbejde, er EU nu ved at komme tæt på borgerne. På godt, men især på ondt. Det forklarer den unormalt store interesse i medierne for europæiske spørgsmål i denne valgkamp, i Danmark såvel som i det øvrige EU. Det indre marked for arbejdskraft er begyndt at fungere, i hvert fald for de mindre privilegerede arbejdstagere. Arbejdssøgende fra de lande der blev optaget med så stor så stor festivitas i 2004 – og lidt mindre i 2007 – melder sig nu på arbejdsmarkederne og socialkontorerne i de gamle medlemslande, samtidig med at de sydeuropæiske lande kæmper med at komme ud af sparepolitikkens spændetrøje og eksporterer deres bedst uddannede unge til Nordeuropa og Sydamerika. I 1972 frygtede mange i Danmark at landet ville blive oversvømmet af sydeuropæere – bortset fra de kvinder der glædede sig. Men sydeuropæerne kom aldrig. Tværtimod formindskedes migrationen fra syd til nord i Europa i 1960’erne i kraft af den økonomiske vækst som samarbejdet genererede. Det ændrede sig først med den store østudvidelse i 2004. I de glade dage før finanskrisen stod danskerne på nakken af hinanden for at lave aftaler med de billige og effektive polske håndværkere. Villakvarterernes glaserede tegl vidner endnu om 00’ernes byggeboom, som i vidt omfang blev muliggjort af billig østeuropæisk arbejdskraft. Men siden har piben fået en anden lyd uden en klar skelnen mellem forbryderbander der er kommet i takt med åbningen af grænserne, og de mange flittige arbejdere der reddede Danmark fra økonomisk overophedning før 2008. Den konservative Brian Mikkelsen lagde for med at omtale østeuropæerne som “græshopper, der hopper ind på marken, suger al energi ud og derefter hopper videre til næste mark”. I debatten om børnecheck til EU-borgere beskrev Venstres formand Lars Løkke Rasmussen de østeuropæiske arbejdere som“ jordbærplukkere, der trækker penge ud af Danmark”. Det er nyt. I årene umiddelbart efter Murens fald var danskerne faktisk et af de lande, som var mest positive over for de østog centraleuropæiske befolkninger. Det har ændret sig nu, især ansporet af at det indre marked for arbejdskraft er ved at indfinde sig med 40-50 års forsinkelse. Det sætter ikke bare den danske velfærdsmodel under pres, men de sociale ordninger i alle de gamle medlemsstater i Nordeuropa. Det er det højredrejningen er en forståelig og logisk reaktion imod. Selv om retorikken er ved at løbe af sporet i den politiske appel til befolkningens utilfredshed med romaer og jordbærplukkere i Danmark, er substansen i konflikten reel nok. Konsekvenserne af arbejdskraftens frie bevægelighed er bestemt ikke ren mytologi, Uffe Østergaard er professor i europæisk historie, CBS TEMA | VALG I EUROPA UDENRIGS 1 selv om omkostningerne nok overdrives, hvis man skal tro på tallene fra Dansk Industri og Danmarks Statistik. Det er en udvikling som især sætter ufaglærte under hårdt pres. I den forstand er der realiteter bag den stigende utilfredshed. Den tyske kansler Angela Merkel formulerede under et besøg i Storbritannien i foråret problemstillingen præcist med sine udtalelser om at EU skal være et frit arbejdsmarked, men ikke en social union. Det er den sondring og diskussion, man har forsømt –, både herhjemme og i resten af EU. EU har med en række forordninger og domme fra EU-domstolen bevæget sig i retning af en social union uden egentlig at ville det politisk. Der har været en tro på at de europæiske velfærdsmodeller ville nærme sig hinanden så meget, at der ikke ville være et problem. Men den proces har vist sig at være langt vanskeligere og ikke mindst mere langsommelig end først antaget. Selv om det er østeuropæerne der aktuelt er skydeskive for kreative generaliseringer, hænger det først og fremmest sammen med at det netop er fra disse lande, de største bevægelser af arbejdskraft udgår. I princippet kunne utilfredsheden ligeså godt være rettet mod sydeuropæere. Udfordringen består i, at de europæiske socialstater er indrettet meget forskelligt. Og at især de nordiske velfærdsrettigheder kun i princippet er universelle, men reelt indrettet efter og forbeholdt bestemte nationale grupper. Amerikansk modsætning Den aktuelle diplomatiske krise med Rusland og EU’s vanskeligheder med at formulere en politik over for situationen i Ukraine har ikke direkte med arbejdsmarkedsproblemerne og højredrejningen at gøre. Alligevel er den med til at udstille EU’s enorme udfordringer med østudvidelsen efter murens fald i 1989. Grundlæggende handler det om en splittelse mellem EU’s succes som detailregulerende marked og fiasko som udenrigspolitisk aktør. Hvis man betragter EU som en | 2014 | 39 føderation, er Unionen kendetegnet ved at være det præcis modsatte af den amerikanske føderation. EU er meget stærkt regulerende på en lang række indre områder, men samtidig en svag koalition udadtil, mens USA er det omvendte, en stærk koalition udadtil, militært og udenrigspolitisk, mens det centrale niveau omvendt griber langt mindre ind i de enkelte staters selvstændighed. Hvor den føderale magt i USA forvalter ca. 25 pct. af BNP, råder EU over ca. 1 pct. Men omfanget af detailreguleringen er enormt, som det ses i det kolossale ’acquis communautaire’, som nye lande skal leve op til det. Det er denne detailregulering som får stadig flere borgerlige tilhængere til at blive skeptiske, mens omvendt reguleringsvillige socialister og socialdemokrater bliver stadig mere positive, selv i Danmark. I forhold til situationen i Ukraine betyder det at EU har om ikke 28 forskellige politikker, så i hvert fald 5-6 forskellige positioner, som er vanskelige at forene. Tyskland repræsenterer af historiske og geopolitiske grunde en konciliatorisk linje over for Rusland, som dels skyldes Anden Verdenskrig, dels afhængigheden af russisk gas. Heroverfor står en række mere konfrontatoriske stater, anført af Polen og den svenske udenrigsminister Carl Bildt, støttet af de baltiske lande som kun kender Rusland alt for godt. Principielt er EU en meget vigtigere aktør over for Ukraine og Rusland end USA pga. den meget større samhandel. Økonomisk set betyder EU mest, men politisk set meget mindre pga. den gensidige afhængighed. De modsatrettede interesser i EU førte i efteråret 2013 til en aktivistisk politik over for Ukraine som blev opfattet som aggressiv af Rusland, men som i realiteten var svag og splittet. Vi ved fra børneopdragelse at det er den dårligst tænkelige model at tale højt og beslutsomt uden at mene det. Det er det EU har gjort med risiko for at man kommer til at betale store summer til Ukraine – der forsvinder i korruption – uden at få garanti for reformer, samtidig med at rusTEMA | VALG I EUROPA >>> 40 | UDENRIGS 1 | 2014 serne bliver rasende, uden at man formår at beskytte Ukraine. EU’s svaghed skyldes den model for samarbejdet som Jean Monnet og andre formulerede med Kul- og Stålunionen og Fællesmarkedet netop for at overvinde modstanden mod suverænitetsafgivelse i nationalstaterne. De modsatrettede interesser udstiller at sikkerhedspolitisk er EU dårlig til at levere. Måske er det gamle kommunistiske lande som Polen der kan bane vejen for en mere selvstændig og handlekraftig europæisk udenrigspolitik. Problemet er Tyskland. Amerikanerne har rigtigt påpeget, at Tyskland både er løsningen og problemet for Europa. Løsningen fordi landet er økonomisk stærkt, problemet fordi det af historiske grunde er politisk svagt. Selv om den udenrigspolitiske dagsorden rummer et uudnyttet potentiale for EU, ikke mindst i forhold til Europas befolkninger som i virkeligheden hellere vil have en stærk sikkerhedspolitisk koalition end massiv detailregulering, er det ikke i den retning udviklingen aktuelt ser ud til at bevæge sig i. En føderation af nationalstater Det er kun ti år siden at skarpe internationale iagttagere som Mark Leonard og Jeremy Rifkin skrev entusiastiske bøger om hvordan EU ville vise vej for verden i det 21. århundrede – underforstået i forhold til mere primitive, magt- og vækstorienterede stater som USA og Kina. Andre fremhævede EU som en stormagt der ikke profilerede sig ved hjælp af traditionel magtpolitik, men i stedet satte standarden for normerne i internationalt samarbejde i en stadig mere global verden. En ’normativ magt’ som er overskriften på en artikel af Ian Manners fra RUC. Ganske vist påpegede mere kyniske, primært amerikanske, iagttagere at EU opførte sig sådan, fordi det var for svagt til at gøre andet. Hvis de da ikke ligefrem med en forhenværende amerikansk forsvarsministers ord sagde at EU kunne tage opvasken, efter at de ’rigtige’ stormagter havde TEMA | VALG I EUROPA ordnet tingene og spist middagen. En opfattelse der i juni 2002 blev populariseret i en artikel i tidsskriftet Policy Review af den politiske kommentator Robert Kagan under overskriften, “Europæerne er fra Venus, amerikanerne er fra Mars”. Disse analyser afspejler den generelle svækkelse af Europa i forhold til resten af verden, især BRIK-landene, Brasilien, Rusland, Indien og Kina suppleret med Sydafrika for også at have dette kontinent repræsenteret, Sydkorea, Indonesien, Tyrkiet osv. Men denne svækkelse er en langsigtet tendens der har været undervejs i hele perioden siden Anden Verdenskrig. Først med afkoloniseringen der afsluttedes i midten af 1970’erne, siden den demografiske udvikling der medfører, at de europæiske befolkninger – også i det tidligere kommunistiske Øst- og Centraleuropa – ikke kan reproducere sig selv og bliver stadig ældre. Det har vi vidst længe, men overset i euforien over genforeningen af kontinentet i 2004 og den hysteriske optur i det meste af 00’erne. Først krisen i 2008 har ubarmhjertigt sat spotlys på den strukturelle tilbagegang som er den reelle årsag til nationalismens vækst på højrefløjen, men reelt også på venstrefløjen. Kravet om national suverænitet vil med stor sikkerhed medføre yderligere tab af indflydelse for Europa i verden, selv om nationalisterne kræver det modsatte. Men der er netop tale om en strukturel tilbagegang, der bedst kan forstås ved en sammenligning med den store forskydning efter 1492, da Europa begyndte at ekspandere på bekostning af resten af verden. Opdagelsesrejser, åbningen af Atlanterhavet og sejlruten til Asien syd om Afrika flyttede det økonomiske centrum fra Middelhavslandene til Nordvesteuropa, især Nederlandene og England, men også Nordfrankrig og Vesttyskland. Ja selv Østersølandene profiterede af denne omlægning af handelsruterne. Prisen for den store omlægning af den europæiske økonomi og handelsruterne UDENRIGS 1 blev betalt af især Italien der havde været førende i middelalderen og renæssancen. Relativt set gik først de italienske bystater og siden Spanien tilbage i forhold til Nordvesteuropa. Men netop relativt set. I flere hundrede år, indtil midten af 1700-tallet, registrerede en stormagt som Venezia ikke sit fald i økonomisk indflydelse. Republikken mistede ganske vist sine græske besiddelser til de osmanniske tyrkere, men bevarede alligevel sin diplomatiske og handelsmæssige rolle. For ikke at tale om det årlige karneval der tiltræk besøgende fra hele Europa. Skal man dømme ud fra det italienske eksempel kan det godt lade sig gøre at miste relativ vægt uden dermed nødvendigvis at gå absolut ned i levestandard. Det Europa mister i disse år er evnen til at påtvinge resten af verden sine opfattelse og normer. Men det har som sagt været undervejs i mange år. De langsigtede tendenser er næppe forklaringen på den aktuelle krise i EU generelt og eurosamarbejdet specielt, selv om de udgør den historiske baggrund. Integration efter behov På mange måder burde krisen for euroen ikke undre. Ja man kan næsten sige at den var indbygget i konstruktionen af den Økonomiske og Monetære Union fra begyndelsen i december 1991. For trods titlen var der kun tale om en monetær, altså pengepolitisk union, mens det var håbet at den økonomiske union ville indfinde sig hen ad vejen, i takt med at behovet for afgivelse af økonomisk suverænitet blev indlysende for de deltagende regeringer. Sådan har det europæiske samarbejde med ret stor succes udviklet sig helt siden Kul- og Stålunionen i 1951. Fremgangsmåden hedder i politologisk jargon ’neofunktionalisme’ og forbindes med navnet på hjernen bag det europæiske samarbejde, Jean Monnet. Hans i og for sig simple idé var at samarbejde på et forholdsvis begrænset og tilsyneladende uskyldigt områ- | 2014 | 41 de ville nødvendiggøre samarbejde på andre områder. ’Spill over’ blev mekanismen døbt af politologen Ernst B. Haas i en epokegørende analyse af Kul- og Stålunionen, ”The Uniting of Europe” fra 1958. Den bog blev en bibel for den europæiske integrationsproces og lært udenad af generation efter generation af eurokrater. Jeg har stadig mit godt slidte eksemplar, som jeg læste på Collège d’Europe i Brügge i 1969 sammen med nu glemte tekster om interessegrupper på europæisk plan og stabler af tekniske dokumenter om de landbrugsordninger der blev implementeret netop i de år. Metoden fungerede fint efter den oprindelige hensigt, nemlig at overvinde modstanden mod forpligtende samarbejde blandt nationale politikere og embedsmænd. Med en sådan succes at disse grupper i dag står sammen, når de mødes i EU-regi. Her har EU-skeptikerne ret i deres kritik af manglen på ’folkelighed’ blandt de ansvarlige. I takt med at de mødes med deres kolleger fra andre lande, sker der en afslibning som virker opdragende på selv de mest krasbørstige kritikere. Et godt eksempel er udviklingen, man fristes til at kalde det civiliseringen, til en tænksom og nuanceret person af en noget usleben politiker som Venstres Jens Rohde, efter at han blev valgt til Europaparlamentet. Men selv en inkarneret og veltalende modstander af EU som Morten Messerchmidt fra Dansk Folkeparti kan forfalde til at råbe på intervention fra EU når det fx gælder lovindgreb mod blokade af virksomheder – som fx Vejlegården i 2012 – som led i kampene på det danske arbejdsmarked Der hvor den neofunktionalistiske integrationsmetode har fungeret mindre heldigt er i forhold til befolkningerne, der i deres naivitet har troet at når politikerne talte om skabelse af et indre marked for varer og arbejdskraft, så handlede det ’kun’ om disse områder. At det er umuligt at begrænse markedet på denne måde, behøver man ikke at studere EUdomstolens afgørelser længe for at finde ud TEMA | VALG I EUROPA >>> 42 | UDENRIGS 1 | 2014 af. Den har på baggrund af domme fra 1962 og 1963 udviklet et helt sæt af rettigheder på EU-plan, fordi det er umuligt at tale om arbejdskraftens fri vandring uden at det også gælder arbejdskraften som mennesker, deres familie, og arbejdere under uddannelse eller sågar uden arbejde. I princippet er der ingen ende på implikationerne af det indre marked, som ret beset er et altomfattende revolutionært princip i forhold til staternes suverænitet. At det ikke var underskrivernes hensigt med Rom-traktaten i 1957, ændrer ikke ved følgerne af de principper de enedes om. Det var det de danske socialdemokrater erkendte efter den danske folkeafstemning i 1986 om the European Single Act – i Danmark kaldet ’EF-pakken”’. Poul Schlüter var formentlig i god tro, da han dengang erklærede at med et dansk ja til det indre marked var “Unionen stendød”. At det er umuligt at skelne på denne måde erkendte socialdemokraterne, der havde været imod, men efter befolkningsflertallets ja svingede rundt og erstattede deres modstand mod EF med et ja til mere forpligtende politisk samarbejde. Det er en logisk og sammenhængende analyse, som imidlertid har vist sig vanskelig at formidle til vælgerne, i Danmark såvel som i resten af EU. System Monnet Det var denne erkendelse som lå bag den tyske grønne udenrigsminister Joschka Fischers tale på Humboldt universitetet i foråret 2000. Her beskrev han fremmedgørelsen af vælgerflertallet i EU under overskriften ’system Monnet’. Det førte ham til at foreslå en forfatning for EU som i klart sprog skulle gøre det klart for vælgerne, hvad samarbejdet går ud på. Projektet lykkedes delvis med den langvarige forfatningsproces, ’konventet’, der resulterede i en tekst hvis første del faktisk beskrev det europæiske samarbejde ret klart og præciserede borgernes rettigheder. At det ikke var en almindelig forfatning TEMA | VALG I EUROPA fremgik af titlen, en “traktat om en forfatning for EU”, og mængden af detaljerede paragraffer de sidste mange hundrede sider. Mere logisk end før, men stadig med en uoverskuelig mængde af detaljeret regulering, fordi EU basalt set er et samarbejde mellem suveræne – og mistænksomme – stater. Derfor var det folkeretsligt en traktat, nu blot om en forfatning. Alt dette var klart for de indviede, men blev ikke forstået og derfor afvist af vælgerne i Nederlandene og Frankrig i 2005. Derefter var forfatningen stendød og blev efter en del trakasserier i 2009 erstattet af Lissabontraktaten, der repræsenterer alt det værste og mest uoverskuelige ved EU med en ophobning af detaljerede paragraffer i tilfældig rækkefølge. Rettigheder og europæiske symboler er bevidst udeladt. Dog var charteret om rettigheder allerede vedtaget på et tidligere topmøde, så det gælder alligevel uden at vælgerne har fået det at vide. Maastricht-traktaten i 1991 var et beslutsomt spring ud i det blå, i stil med proklameringen af et fælles marked i 1957. Reelt var Rom-traktaten kun en toldunion der blev markedsført som et fælles marked. Men med formuleringer og mekanismer som den europæiske domstol der i 1960’erne lagde grunden til de vidtgående rettigheder for arbejdstagere, som er blevet til forpligtende menneskerettigheder og domsafsigelser med forret i forhold til national lovgivning og direkte anvendelse i medlemslandene. Det blev styrket da Kommissionen under Jacques Delors i 1985 relancerede det europæiske samarbejde i form af det indre marked. Det var samme tankegang der lå bag formuleringen af ØMUen i 1991. En økonomisk union havde været under planlægning lige siden Werner-planen i 1970. Men efter kommunismens sammenbrud i 1989 og genforeningen af Tyskland krævede den franske præsident Francois Mitterrand magt over den tyske økonomi for at modvirke at det nye store Tyskland skulle blive UDENRIGS 1 alt for dominerende i EU via sin stærke valuta. Deraf forslaget om euroen. Ironisk har den halvhjertede valutaunion netop resulteret i tysk dominans som vi oplever det nu. Men det havde hverken Mitterrand eller den tyske kansler Helmut Kohl forudset da de pressede den fælles valuta igennem kun forsynet med uforpligtende krav til den fælles økonomiske politik. Krav, som hvis de var blevet overholdt, muligvis havde forskånet os for eurokrisen. Men da de første lande der overtrådte de fælles regler om et budgetunderskud på højst 3 pct. og højst 60 pct. gæld var Tyskland og Frankrig, stod ladeporten åben for de sydeuropæiske lande der aldrig havde været i nærheden af at kunne – eller at ville – overholde kravene. I stedet fik vi det lånefinansierede boom i 00’erne. Det skjulte behovet for at tage det næste logiske skridt til en økonomisk forpligtende union som ligger i den neofunktionalistiske samarbejdsmetode, Fischers ’system Monnet’. Det kommer nu efter krisen med katastrofale følger for befolkningerne i de ramte lande og med deraf følgende udfordringer til de politiske systemer og svækkelse af EU’s legitimitet i omverdenens og befolkningernes øjne. Alt det var allerede forudset i 1991, og rygter siger at Jacques Delors var lige ved at smide hele Maastricht-aftalen på gulvet i frustration over dens mangel på konsekvens og logik. Men han beherskede sig i tiltro til at ’system Monnet’ endnu engang ville virke og hurtigt overbevise de involverede om nødvendigheden af en tæt koordinering af den økonomiske politik, når man havde fået en fælles valuta. Det er ved at ske nu med den halvhjertede bankunion og overvågning af den økonomiske politik i medlemslandene – med enorme menneskelige omkostninger for Europas unge og uoverskuelige politiske følger. For slet ikke at tale om følgerne for EU’s indflydelse i verden, hvor enhver tale om ’normativ magt’ nu mest fremkalder rå latter eller hånlige skuldertræk som hos Vladimir Putin. | 2014 | 43 Det er trist og kræver en grundlæggende nytænkning det europæiske samarbejde. Men næsten værre er at krisen har blotlagt EU’s grundlæggende karakter af at være et samarbejde mellem suveræne stater. Det ses i forskydningen fra Kommission og Parlament til det Europæiske Råd og især Euro-gruppen, hvor regeringscheferne mødes. Og her er størrelse afgørende som det altid er tilfældet, når samarbejdet foregår på såkaldt ’mellemstatslig’ basis. Det kender vi kun alt for godt fra den lange periode fra den westfalske fred i 1648 til tiden efter Anden Verdenskrig. EU er netop enestående som internationalt samarbejde ved ikke at være intermen overnationalt og retligt funderet. Det har givet overproportional indflydelse til små og mellemstore stater der kender reglerne og kan formulere en sammenhængende politik. Men krisesituationer gør det klart hvem der bestemmer, når det skal gå stærkt. Indtil det franske præsidentvalg i maj 2012 talte man ligefrem om ’Merkozy’, når den tyske kansler Angela Merkel og den franske præsident Nicolas Sarkozy gik uden for lokalet under møderne og blev enige. Og så bagefter udlagde teksten på vegne af de andre. Reelt var det dog Merkel der bestemte, og Sarkozy der fik lov til at udlægge teksten. Der har ikke udviklet sig en klar arbejdsdeling mellem den franske præsident François Hollande og Angela Merkel, men det betyder blot at det er blevet helt klart at det Tyskland der svinger den europæiske taktstok. Ny nationalisme i Europa Det forpligtende samarbejde med den retlige forankring i EU-domstolen som udgør det enestående ved EU som politisk organisation har en række utilsigtede følger. Ikke ’blot’ i form af den manglende legitimitet i befolkningerne øjne der fører til fremgang for nationalpopulistiske partier i hele Europa, i gamle medlemslande som Nederlandene såvel som blandt de nye i TEMA | VALG I EUROPA >>> 44 | UDENRIGS 1 | 2014 Øst- og Centraleuropa. For slet ikke at tale om Skandinavien og Storbritannien. En paradoksal side af EU er nemlig at der samtidig med den megen tale om overnationalitet og fælles beslutninger reelt er sket en styrkelse af national identitet, trods de mange dommedagsprofetier om svækkelsen af national selvstændighed. Styrkelsen af nationalismen bemærker man ikke i veletablerede nationalstater som Danmark, Sverige og Storbritannien. For det er vanskeligt at være mere end 100 pct. nationalistisk, selv om der er mange der prøver. Men i andre lande er det let at spore en øget national, for ikke at sige nationalistisk, identifikation. Det gælder såvel i Nederlandene og Finland hvor EU-kritiske populister vinder frem i takt med euro-krisen, som i Viktor Orbáns Ungarn hvor de er ved magten. Overraskende nok gælder det også i et land som Luxembourg der har været selv indbegrebet af europæisk samarbejde pga. sin position mellem Frankrig og Tyskland. Ja, landet der ikke havde et nationalt sprog men benyttede sig af tysk og fransk, har i kraft af EU – og med EU-støtte – etableret et nationalt sprog, letzeburgisch, som vinder mere og mere frem. Før 1986 var det luxembourgske parlament indbegrebet af europæisk adfærd, idet lovforslag blev fremsat på tysk ud fra den begrundelse at tysk er bedst for fantasien. Og vedtaget på fransk, fordi dette sprog er klarest og derfor bedst til at administrere på. Sådan er det ikke mere. I stedet mudrer flertallet af sted på den tyske dialekt med franske gloser der er grundstammen i letzeburgisch. Det har så den yderligere fordel at udenforstående har svært ved at følge detaljerne, når parlamentet drøfter tekniske detaljer om bankhemmelighed og lignende forudsætninger for den skyhøje levestandard i en befolkning der for en stor dels vedkommende oven i købet består af efterkommere TEMA | VALG I EUROPA af portugisiske indvandrere – som altså nu taler letzburgisch! Europa er fortsat nationalt og det kan der være mange fordele ved. Men det gør det ikke lettere at enes om de nødvendige reformer af samarbejdet der er forudsætningen for, at Europa ikke taber yderligere indflydelse i verden. Uden at det er blevet bemærket af skeptikerne, har EU’s ledere forsøgt at formulere denne indsigt. 12. september 2012 kaldte Kommissionens formand José Manuel Barroso i sin state of the Union-tale i Europa-Parlamentet fællesskabet for en ’demokratisk føderation af nationalstater’. De danske medier hæftede sig forudsigeligt nok ved ordet føderation, men der er god grund til at tage det logisk modsigende begreb ’føderation af nationalstater’ alvorligt. Det er det tætteste vi kommer på en bestemmelse af EU’s karakter, den enestående statsdannelse som Jacques Delors engang kaldte en ’UPO’, dvs. et ’uidentificeret politisk objekt’. I politisk teori taler man om en ’sui generis’ konstruktion, hvormed blot menes at noget nyt er under dannelse. Ingen ved hvor det europæiske projekt ender, men fremgangen for nationalismen ved parlamentsvalget passer godt i en generel tendens som man kan kalde ’global nationalisme’. Nationalstaterne er ikke ved at forsvinde, men hvordan de skal samarbejde er til permanent forhandling mellem elite og folk. Opmuntrende er at 70 pct. af de danske vælgere ifølge en opinionsundersøgelse i Jyllands-Posten 26.4. 2014 er positive over for det europæiske samarbejde, samtidig med at de skeptiske over for en lang række konkrete måder dette samarbejde foregår på. Bortset fra Storbritannien ser EU ud til at være ved at blive almindelig indenrigspolitik og ikke et spørgsmål om for eller imod medlemskab. UDENRIGS 1 | 2014 | 45 Putins mål: Dominans over tidligere sovjetlande Af Vibeke Sperling Vladimir Putin har mange dagsordener. For Putin handler det om angst for oprør i Rusland, om at genetablere Rusland som supermagt og om at gøre op med Ruslands følelse af underdanighed over for Vesten. Og Putin har tid til at vente. Det begyndte med den overraskende styrke i de ukrainske oprør mod den siddende præsident Janukovitj. Disse oprør skræmte Vladimir Putin, fordi det indebar faren for, at de store russiske, folkelige demonstrationer i 2011 og 2012 igen ville få tag i Rusland. Samme angst greb andre mere eller mindre autoritære ledere i det postsovjetiske rum, men de har ikke samme militære, politiske og økonoimiske midler til at gøre noget ved det. Kremls reaktion på den orange revolution i 2004 åbnede vejen for flere års konfliktfyldt forhold imellem de to slaviske stater. Det gjorde valget af den gamle Moskva-allierede, Viktor Janukovitj, til Ukraines præsident i 2010 en ende på, indtil han begyndte at flirte med EU. Denne tilnærmelse bremsede Putin med løfter om et lån på 15 milliarder dol- lar. Men så kom opstanden for en sikker ukrainsk kurs mod vest. Et vestligt orienteret Ukraine ville true Putins vigtigste projekt i det postsovjetiske rum, en Eurasisk Union, som Ukraine var en uundværlig brik i. Uden oprøret i Ukraine havde Putin ikke taget Krim. Det står formentlig til troende, som den russiske præsident selv sagde, at han ikke engang selv vidste, at det ville ende med det – i hvert fald ikke som led i en nøje planlagt langstrakt plan. I slutningen af april 2014 godkendte Putin en lovændring, der gjorde det meget lettere for russisk-talende at få russisk statsborgerskab. Lagde han dermed an til mulig militær indgriben i stil med Krim i hele det postsovjetiske område efter devisen om, at Rusland forbeholder sig ret til at gribe ind for at beskytte russisk-talende overalt? Verden svæver i vildrede om, hvad Putins endemål er. En del af forklaringen er, at Putin måske ikke selv ved det. Det ser undertiden ud, som om hans ene hånd ikke ved, hvad den anden gør. Vil han annektere andre dele af Ukraine? Eller vil han splitte det op, så det sydøstlige Ukraine bliver en russisk satellitstat. Ifølge Putins egne udtalelser tilstræber han et Novo- Vibeke Sperlin er journalist og Østeuropakorrespondent ved dagbladet Politiken og tidligere redaktør af Udenrigs. >>> TEMA | KRISEN OM KRIM 46 | UDENRIGS 1 | 2014 rossija, Nyt Rusland, et tsaristisk navn, som han genintroducerede 17. april, selvsamme dag, hvor Rusland, USA, Ukraine og EU underskrev en forsoningsaftale i Geneve. ”Alle disse områder blev overdraget til Ukraine i 1920’erne af den sovjetiske regering. Guderne må vide, hvorfor den gjorde det”, sagde Putin. Andrej Illarionov, der er tidligere økonomisk chefrådgiver for Putin, tolker præsidentens udtalelser på følgende måde: “Putins mål er nu Novorossija. Det er denne russers historiske mission”. Peter Zalmayev, direktør for Euroasian Democracy Initiative (EDI), skrev i en artikel bragt af bl.a. Al Jazeera: “Med alle de forudgående begivenheder i Moldovas løsrivelsesregion Transdnjestr og Georgiens Abkhasien og Sydossetien, som altsammen er under russisk kontrol, er Ukraine den vigtigste del af Moskvas fremvoksende politik for Nyt Rusland, som Putin har formuleret det”. Selv om Novorossija i første omgang gjaldt Ukraines sydøstlige provinser, som Putin ser som historisk russisk territorium, er denne politik en del af det store erklærede mål om at forsvare russisktalende overalt, om de så er i fare eller ej. ”Denne nye doktrin har implikationer langt uden for Ukraines grænser og kan omfatte alle områder i det tidligere USSR med store russiske mindretal”, mener Peter Zalmayev. Putin har øjensynlig tid til at vente. Som en dreven taktiker ved Putin, at hvis han presser alt for hårdt på, kan det skade Rusland. Vestlige trusler om hårde sanktioner og EU’s strategi for at lette afhængigheden af russisk gas viser dette. Med fire år til næste russiske præsidentvalg og en stor chance for at vinde seks år mere kan Putin tage sin tid. Det giver ham en fordel frem for vestlige ledere, hvis politik og handlinger er underlagt langt mere kortsigtede vilkår. ”Det vigtigste er nu at holde krudtet tørt og være forberedt på, at Ukraine-krisen kan vare meget længe”, TEMA | KRISEN OM KRIM mener Fjodor Lukjanov, redaktør af magasinet Russia in Global Affairs, som har Ruslands udenrigsminister i ledelsen. Det vakte et vist håb, da Rusland, USA, Ukraine og EU i påsken indgik aftalen i Geneve, som forpligtede væbnede grupper til at nedlægge våbnene og stoppe de besættelser, der plagede det sydøstlige Ukraine. Men det omfattede også besættelsen af Uafhængighedspladsen i Kijev. Rusland tilsluttede sig i praksis hurtigt de vedholdende sydøstlige besætteres fortolkning, at den ekstremistiske ukrainske Højre Sektor og den ”illegale” regering i Kijev måtte ud først. Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, var i det forsonende humør i Geneve. Putin var i krigshumør med talen om Novorossija, Nyt Rusland. De historiske bånd til Rusland kunne legitimere militær indgriben i det sydøstlige Ukraine, som annekteringen af Krim viste. Var det et ’good cop, bad cop’ spil mellem Lavrov og Putin eller bare blålys, da Rusland skrev under i Geneve? Dette står ikke helt klart, men den udviste kompromisvilje afslørede sig som taktisk meningsfuld for Rusland. Og meget hurtigt brugte Moskva det som en anledning til at anklage ukrainerne for at krænke en international aftale. Propagandaspillet Påskemorgen angreb bevæbnede mænd de prorussiske besættere i Slavjansk. Moskva anklagede straks Højre Sektor for angrebet. Det skete med tv-billeder af et visitkort, angiveligt tilhørende lederen af Højre Sektor. Visitkortet var det enesteubeskadigede i en totalt udbrændt bil. Det samme var en nummerplade, som skulle vise, at en udbrændt bil tilhørte ”ekstremister fra Kijev”. Og, som Ukrainskaja Pravda fremhævede, var det højst mærkværdigt, at russisk tv var på pletten umiddelbart efter et angiveligt bagholdsangreb. Russisk propaganda kørte videre i rillen om et “fascistisk kup” i Kijev, der angiveligt truede russisk-talende på livet. Over- UDENRIGS 1 | 2014 | 47 Hvis man ser på Putins propaganda i sovjetiske termer, bliver invasionen på Krim ikke et svar på reelle trusler, men snarere forsøg på at skabe trusler for at konstruere en ny virkelighed. gangsregeringen, som kom til magten i Kijev efter Viktor Janukovitjs fald, blev af Moskva og russiske medier modtaget som en bande fascister og antisemitter, selv om den var domineret af liberale konservative og en jødisk viceregeringschef. Selv om man kan diskutere de forfatningsmæssige nuancer, var der afgjort ikke tale om et kup. At reducere præsidentens magt, udskrive valg og genetablere demokratiske principper kan næppe kaldes fascisme. Det var imidlertid en stor fejltagelse, at repræsentanter for landets sydøstlige dele ikke kom med i overgangsregeringen. Det skabte forståelig folkelig vrede og gav Putin en kærkommen anledning til åben russisk indblanding. Moskvas påstand om undertrykkelse af russere i Ukraine er aldrig blevet bekræftet fra uvildigt hold, men Kijev har i lang tid overset prorusserne i det sydøstlige Ukraine. Mange russisktalende ukrainere og medlemmer af den russiske etniske minoritet i det sydøstlige Ukraine har afvist at have behov for russisk beskyttelse. En appel til Putin om at lade ukrainere løse egne problemer blev underskevet af 140.000 mennesker i det østlige Ukraine. Men hvorfor er propagandaen så vigtig for Putins Rusland? I Sovjettiden var propagandaen ikke en redigeret version af virkeligheden, men forsøg på at skabe en ny virkelighed, som påpeget i en analyse på netsiden OpenDemocracy: ”Propagandaen var ikke en version af den aktuelle verden, men af fremtidens. Hvis den aktuelle russiske propaganda ses i det lys, bliver det mere forståeligt, hvorfor propagandaapparatet ikke bekymrer sig så meget om faktuelle fejl og modsætninger i propagandaen. For det handler igen om at skabe en ny virkelighed”. Hvis man ser på Putins propaganda i sovjetiske termer, bliver invasionen på Krim ikke et svar på reelle trusler, men snarere forsøg på at skabe trusler for at konstruere en ny virkelighed. Og den russiske propaganda har været effektiv. Hvor mange overskrifter var der ikke i internationale medier, længe før det havde nogen sandhedsværdi, om faren for borgerkrig? Den fare blev introduceret af Moskva, allerede da der kun var små grupper af prorussiske demonstranter. Men fra kun at have kæppe og andre primitive våben fik de avancerede våben og andet udstyr. Fravær af rationalitet En tid afviste de fleste kommentatorer, at Putin kunne tænkes at invadere Ukraines sydøstlige provinser. Den uafhængige russiske militæranalytiker, Aleksandr Golts, sagde lige efter annekteringen af Krim i marts, at Rusland ikke ville rulle videre til andre dele af Ukraine, alene fordi ”det ville være en langt, langt større opgave end Krim”. Det ville ifølge Golts kræve omkring 100.000 mand, altså næsten alle kampklare russiske styrker. I slutningen af april var Aleksandr Golts ikke så sikker, men skrev i Moscow Times, at den ”formentlig fejlagtige opfattelse”, at Putin ville standse ved Krim, deltes af mange: ”Ikke fordi analytikerne var for inkompetente, men fordi de baserede deres analyser af Putin på rationelle overvejelser. Men problemet er, at rationelle argumenter synes at have ringe plads i dagens Rusland”. Analytikeren Bayram Balci skrev på tænketanken Carnegie Moskvas hjemmeside, TEMA | KRISEN OM KRIM >>> 48 | UDENRIGS 1 | 2014 at Putin modsagde sine egne visioner med Krim. Det styrkede hans prestige hjemme, “men svækkede Ruslands position i resten af det tidligere sovjetimperium, hvor Rusland mere end nogensinde ses som aggressor og utroværdig allieret”. Selv om postsovjetiske ledere i Kaukasus og Centralasien forholdt sig ret tavse om Ukraine, var de skrækslagne af to grunde. For det første, fordi de (som også Putin) frygtede samme skæbne som Ukraines Janukovitj. For det andet, fordi Ruslands militære fremfærd på Krim, viste dem, at Rusland stadig er i stand til militær indgriben i det, som det opfatter som sin indflydelsessfære. Ikke mindst Kasakhstan frygter et Krim-scenarium på sit territorium med over 25 procent russere og en meget lang grænse til Rusland ved de overvejende russisk befolkede nordlige provinser. Russiske nationalister taler nu om, at Kasakhstans nordlige provinser bør ”vende tilbage til Rusland”. Som på Krim har Rusland militære anlæg i Kasakhstan med Baïkanour rumcentret. Rusland har også militærbaser i Armenien, Kirgisistan og Tadsjikistan, som der på længere sigt er frygt for vil blive brugt i Putins projekt, som Sevastopol-basen blev det på Krim. Det er tænkeligt, at Krim-annekteringen vil blive et vendepunkt for Ruslands relationer til dets postsovjetiske allierede. Det mest foruroligende for Putin er nok, at annekteringen af Krim undergraver hans drøm om en Eurasisk Union. Putin rykkede i 2000 ind i Kreml med ambitioner om at gøre en ende på Ruslands internationale ydmygelse i 1990’erne, genopbygge økonomien samt genrejse Rusland som supermagt. I den sammenhæng så han Sovjetunionens sammenbrud som århundredets ”større geopolitiske katastrofe”, som han sagde. I 2011 fremlagde Putin projektet for at omdanne Ruslands eksisterende toldunion med Hviderusland og Kasakhstan til den Eurasiske Union, der skulle omfatte TEMA | KRISEN OM KRIM så mange tidligere Sovjetrepublikker som muligt. Den skulle få regionens økonomier til at blomstre ved at kombinere deres individuelle styrker og indtræde i den globale økonomi som en stærk økonomisk enhed. Putin erklærede, at unionen skulle baseres på en ny realitet, og at den intet havde at gøre med ”at bringe Sovjetunionen tilbage”. Dens klare omdrejningspunkt skulle dog være Rusland. Nøglen til succes for denne union har for Putin altid været Ukraine. Det er hovedårsagen til Putins vrede over revolutionen imod Janukovitj. Ifølge Vladimir Putins logik vil et totalt tab af Ukraine betyde, at den Eurasiske Union ikke bliver slagkraftig nok til at blive anset for et globalt, for ikke at tale om regionalt, magtcentrum. Efter planen skal unionen søsættes ved årsskiftet til 2014-2015. Efter annekteringen af Krim forekommer det utænkeligt at tro, at Ukraine frivilligt kan bringes til at støtte Putins union. Mindre lande som Armenien, Tadsjikistan og Kirgisistan kan ikke kompensere for tabet af Ukraine, og de stærkeste kort i den eksisterende toldunion, Kasakhstan og Hviderusland er begyndt at vakle efter Krim-eventyret. “Putin gik for langt med interventionen på Krim. Hans spil ligner nu mere russisk roulette end en strategisk gennemtænkt politik og kan betyde hans endegyldige tab af allierede i Centralasien og Kaukasus”, mener Bayram Balci. Fravær af stat På en pressekonference 4. marts erklærede Putin, at den ukrainske stat ikke længere eksisterede “som sådan”. En retsløs zone kan der gøres, hvad som helst ved, og ifølge Putins logik uden at krænke folkeretten. Da Ruslands overhus, Føderationsrådet, autoriserede Putin til at bruge militærmagt ikke bare på Krim, men i hele Ukraine, definerede det endemålet som at genetablere “social og politisk normalitet.” Hvor længe vil det mon vare, før Moskva anser Ukraine for “normaliseret”? Putins popularitet nåede sit højeste, om- UDENRIGS 1 kring 80 procent, efter annekteringen af Krim, men det er tvivlsomt, om det bliver ved, når den begyndende recession tager til og rammer almindelige russere. Forudsigelser fra økonomiministeriet i Moskva pegede i april på en negativ vækst på 1,9 procent i 2014. Ifølge officielle russiske statistikker er kapitalflugten siden årets start kommet op på 70 milliarder dollar. Det er allerede mere end i hele 2013. Nogle internationale virksomheder ser stadig Rusland som det store investeringsmål, især i energisektoren, men Putins trussel om at beslaglægge vestlige værdier som modsvar til alvorlige vestlige sanktioner skræmte mange potentielle investorer væk. Problemerne for russisk økonomi er meget ældre end Ukaine-krisen. Det er, som mange økonomer har påpeget, kulminationen på alvorlige strukturelle problemer, som er blevet ignoreret i perioden, hvor olie- og gaspenge fyldte statskassen. Problemerne i en økonomi, som er alt for afhængig af energiindtægter, er blevet forværret af opbygningen af en mere og mere autoritær stat. Korruptionen sluger omkring en tredjedel af Ruslands BNP. Det svækker indenlandske entreprenørers investeringslyst, når anklagere og dommere kan benytte deres magt til at konfiskere ejendom og kapital. Små og mellemstore virksomheder bidrager kun til det russiske BNP med 24 procent. Samme tal er 58 procent i EU. Selv om vinter-OL i Sotji skulle vise det bedste af Putins Rusland, vil den langsigtede effekt nok mere blive det forhold, at et projekt budgetteret til 12 milliarder dollar endte med at koste omkring 50 milliarder dollar. Økonomisk pres kan vise sig, som det eneste Vladimir Putin har respekt for. Kenneth Rogoff, verdenskendt økonomiprofessor ved Harvard, beskriver Putins situation ud fra sin erfaringer som stormester i skak: ”Putins stilling er svag, fordi Ruslands økonomi er svag”. Ifølge Rogoff er Rusland for afhængig af energieksport. Disse indtægter | 2014 | 49 kan ikke sikre en anstændig levestandard for flertallet af befolkningen. Dertil kommer den grelle korruption. Putin og Nato Præsident Putin har taget let på Vestens relativt hårde reaktioner – også på Nato’s beslutning om at nedfryse militært og civilt samarbejde med Rusland som straf for annekteringen af Krim. Det blev mødt med en afdæmpet reaktion fra Kreml, som militæreksperten Viktor Litovkin sagde til nyhedsbureauet Itar-Tass. ”Vi vil fortsat hjælpe Nato-lande i anti-terroroperationer i Afghanistan og selvom samarbejdet mellem Moskva og Bruxelles aldrig har været tæt og sidstnævnte blot er kommet med erklæringer frem for handling, vil Rusland ikke kappe de militære bånd til enkelte Nato-medlemmer”. Han fremhævede samarbejdsprojekter med Frankrig, Italien og Tyskland. ”Trods visse tilbageslag tror jeg, at den slags samarbejde fortsætter, fordi de er til gensidig fordel”, sagde eksperten og har hidtil fået ret. ”Rusland skruede ned for relationerne til Nato, efter, at alliancen havde bombet Jugoslavien i 1999. Nato suspenderede samarbejdet med Rusland efter august 2008, da Moskva slog Georgiens aggression imod Sydossetien tilbage. Der gik nogen tid, og så var tingene tilbage i den vante gang”, udtalte Litovkin. Nato har oprustet sit militære engagement i de baltiske lande og Polen, der følte sig truede af Ruslands annektering af Krim. Men netop fordi de er medlemmer af Nato og EU, er de ikke i fare for russiske angreb. Angsten i lande som Moldova og Georgien har en del større bund i virkeligheden. For Georgien har Ruslands annektering af Krim ikke ændret noget. Ruslands annektering af Sydossetien og Abkhasien efter invasionen i Georgien i august 2008 gav Rusland de facto vetoret imod georgisk Nato-medlemskab. Nato protesterede imod invasionen, men siden er episoTEMA | KRISEN OM KRIM >>> 50 | UDENRIGS 1 | 2014 den næsten glemt. Med krav om ukrainsk neutralitet vil Putins Rusland også tiltage sig vetoret imod ukrainsk Nato-medlemskab. Moldova trues nu af krav fra løsrivelsesregionen Transdnjestr om indlemmelse i Rusland. Det er alt sammen noget, som ikke bremses af øget Nato-overvågning. Ukraine som satellitstat Lilja Sjevtsova, forsker ved tænketanken Carnegie i Moskva og forfatter til flere bøger om Putin, siger, at russiske tropper længe har været i Ukraine med ”en specialstyrke til støtte for russere i udlandet, som blev skabt i april 2013. På Krim var det soldater fra Ruslands stedlige base, der blev brugt. Ukraine er første eksempel på, at specialstyrken er i aktion”. Men hvad mener Sjevtsova, at Putin i sidste instans vil med Ukraine? ”Hans primære mål er destabilisering af landet; gøre det til en fejlslagen stat; en grå zone under Ruslands kontrol. Han ønsker det ikke som del af Rusland. Hvorfor skulle han ønske denne alt for store mundfuld? Putin vil holde Ukraine i afhængighed som en satellitstat. Og Putin vil simpelthen vise, at Vesten er for svagt til at stille noget op”. Kenneth Rogoff beskriver Putins situation ud fra sine erfaringer som stormester TEMA | KRISEN OM KRIM i skak: ”Jeg tror, at hans slutspil handler om stolthed og om at give Rusland storhed tilbage. Jeg forstår, at han har portrætter af Peter den Store og Katherina den Store i sit kontor”. Annekteringen af Krim og presset på Ukraine er allerede blevet en dyr affære for Putins Rusland. Økonomisk pres er formentlig det eneste, som udefra kan påvirke Putin. Hans regime kan bringes i fare, hvis utilfredsheden breder sig i befolkningen. Om protester i befolkningen bliver en alvorlig trussel for Putin afhænger af, hvor alvorlige sanktioner Vesten påtvinger Rusland. Der bliver ikke tale om militær konfrontation med Vesten, men økonomisk krig i det omfang, der kan skabes enighed om seriøse økonomiske sanktioner. Putin satser på fortsat at kunne spille EU-landene ud imod hinanden, som han dygtigt har gjort hidtil, når det gælder kontrakter på russisk olie og gas. Putins situation er dobbeltsidet. På denne side er Putin svag, fordi Ruslands økonomi er svag. På den anden side er Putin stærk, fordi hans opbakning hjemme aldrig har været større. Den ’økonomiske krig’ vil afgøre, om det varer ved. UDENRIGS 1 | 2014 | 51 Præsident Putins tale ved annekteringen af Krim Den 18. marts talte Præsident Putin til medlemmerne af Statsdumaen ovenpå udviklingen i Krim. I talen betonede han det historiske forhold mellem Krim og Rusland. God dag, ærede medlemmer af Føderationsrådet, ærede medlemmer af Statsdumaen, ærede repræsentanter for republikken Krim og Sevastopol – de er her blandt os, borgere i Rusland, indbyggere på Krim og i Sevastopol! Ærede venner, i dag er vi samlet omkring et spørgsmål, som har vital, historisk betydning for os alle sammen. Den 16. marts var der folkeafstemning på Krim, og den foregik i fuld overensstemmelse med de demokratiske procedurer og folkeretlige normer. Over 82 % af vælgerne deltog i afstemningen. Over 96 % stemte for en genforening med Rusland. Tallene er yderst overbevisende. For at forstå, hvorfor der blev truffet netop dette valg, er det tilstrække- ligt at kende Krims historie og vide, hvad Rusland har betydet og betyder for Krim og Krim for Rusland. På Krim vidner bogstavelig talt alt om vores fælles historie og stolthed. Her ligger det gamle Khersones, hvor den hellige fyrst Vladimir modtog dåben. Hans åndelige bedrift – omvendelsen til den ortodokse tro – skabte det fælles kulturelle, værdimæssige og civilisatoriske grundlag, som forener folkene i Rusland, Ukraine og Hviderusland. På Krim er de russiske soldater begravet, hvis tapperhed i 1783 bragte Krim ind i det russiske imperium. Krim er Sevastopol, den legendariske by med dens skæbnefyldte historie, fæstningsbyen samt hjemstedet for den russiske sortehavsflåde. Krim er Balaklava og Kertj, Malákhovhøjden og Sapúnhøjden. Hvert af disse steder er helligt for os, det er symboler på russisk militær berømmelse og heltemod uden sidestykke. Krim er også en unik blanding af forskellige folkeslags kulturer og traditioner. Og dermed ligner den i høj grad det store Rusland, hvor ikke et eneste folkeslag er Ud over de her nævnte var alle regeringsmedlemmerne til stede. Blandt repræsentanterne for civilsamfundet sås bl.a. nationalbankdirektøren Elvira Nabiullina, den tidligere ministerpræsident og udenrigsminister Jevgenij Primakov og filminstruktøren, skuespilleren og formanden for det russiske filmforbund Nikita Mikhalkov og flere andre, der tilhører eliten i Rusland. Herudover sås lederne af tre af de fire traditionelle trossamfund i Rusland, nemlig overmuftien Talgat Tadzjuddin, overrabineren Berl Lazar og de russiske buddhisters leder Damba Ajusjejev. Den Russiske Ortodokse Kirke var repræsenteret af biskoppen af Krutitsy og Kolomna Juvenalij og ikke af patriark Kirill. Ifølge en russisk kommentator skyldtes det, at patriarken ved sin tilstedeværelse ved Putins krimtale ville komme til at godkende Krims tilslutning til Rusland og dermed risikere at miste Den Ukrainske Ortodokse Kirke under Moskvas Patriarkat, og den udgør en meget stor del af dette. >>> TEMA | KRISEN OM KRIM 52 | UDENRIGS 1 | 2014 Vi kunne naturligvis ikke lade være med at efterkomme denne anmodning, vi kunne ikke lade Krim og dens beboere være alene i nødens stund – alt andet ville have været forræderi. ILLUSTRATION: ©PROJECT SYNDICATE, 2014 forsvundet eller gået i opløsning i århundredernes løb. Russerne og ukrainerne, krimtatarerne og repræsentanterne for andre folkeslag har levet og arbejdet side om side på Krim, idet de bevarede deres identitet, traditioner, sprog og tro. Af de 2,2 millioner indbyggere på Krimhalvøen i dag er næsten 1,5 million russere, 350.000 ukrainere, som fortrinsvis betragter russisk som deres modersmål, og 290.000-300.000 krimtatarer, af hvilke en betydelig del også orienterer sig mod Rusland, som folkeafstemningen viste. Der var rigtignok en periode, hvor krimtatarerne ligesom visse andre folkeslag i USSR blev yderst uretfærdigt behandlet. Hertil kan jeg kun sige én ting: mange millioner mennesker af forskellige nationaliteter, og først og fremmest naturligvis russerne, led under udrensningerne dengang. Krimtatarerne er vendt tilbage til deres hjemland. Jeg mener, at der skal træffes alle nødvendige politiske og lovgivningsmæssige beslutninger for at afslutte rehabiliteringen af det krimtatariske folk og genoprette deres rettigheder og gode navn i fuldt omfang. Vi har respekt for repræsentanter for alle de folkeslag, der bor på Krim. Det er deres fælles hus, deres hjemegn, og det vil være rigtigt, hvis der på Krim – og det ved TEMA | KRISEN OM KRIM jeg, indbyggerne på Krim støtter – er tre ligeberettigede statssprog: russisk, ukrainsk og krimtatarisk. Ærede kolleger! I folks sind og bevidsthed har Krim altid været og vil fortsat være en integreret del af Rusland. Denne faste overbevisning, der bygger på sandhed og retfærdighed, har været urokkelig og er blevet videregivet fra generation til generation, over for den har tiden og omstændighederne været magtesløse ligesom alle de dramatiske forandringer, som vi og vores land har oplevet i løbet af det 20. århundrede. Efter revolutionen indlemmede bolsjevikkerne af forskellige årsager – må Gud dømme dem – betydelige områder af det historiske Sydrusland i den ukrainske unionsrepublik. Det blev gjort uden hensyntagen til den etniske sammensætning af befolkningen, og det er i dag den sydøstlige del af Ukraine. I 1954 fulgte så beslutningen om at overføre Krim-regionen til Ukraine sammen med Sevastopol, selvom byen dengang hørte under unionsmyndighederne. Initiativtageren hertil var lederen af Sovjetunionens Kommunistiske Parti Khrusjtjov personligt. Hvad der drev ham – et ønske om at sikre sig støtte hos den ukrainske nomenklatura eller et ønske om at sone sin skyld for organiseringen af masseudrensningerne i Ukraine i 30’erne – det må historikerne finde ud af. 53 | UDENRIGS 1 | 2014 For os er det vigtigere, at denne beslutning åbenlyst krænkede de dengang gældende forfatningsmæssige normer. Spørgsmålet blev afgjort bag kulisserne i en snæver kreds. I den totalitære stat var der naturligvis ingen, der spurgte Krims og Sevastopols indbyggere om noget. De blev blot stillet over for en kendsgerning. Folk undrede sig naturligvis også dengang over, hvorfor Krim pludselig var blevet en del af Ukraine. Men strengt taget blev denne beslutning – og det skal siges ligeud, det forstår vi alle sammen – opfattet som en formalitet, for områderne blev jo overført inden for rammerne af ét stort land. Dengang kunne man bare ikke forestille sig, at Ukraine og Rusland kunne blive skilt og blive forskellige stater. Men det skete. Det, der forekom usandsynligt, blev desværre en realitet. USSR gik i opløsning. Begivenhederne udviklede sig så hurtigt, at kun de færreste borgere forstod, hvor dramatiske begivenhederne var, og hvilke følger de ville få. Mange mennesker såvel i Rusland som i Ukraine og de andre republikker håbede, at Fællesskabet af Uafhængige Stater (SNG), der opstod dengang, ville blive en ny form for et fælles statssystem. Man lovede dem jo såvel en fælles valuta, et fælles økonomisk rum som fælles væbnede styrker, men alt dette forblev kun løfter, og det store land blev ikke til noget. Det var først, da Krim pludselig befandt sig i en anden stat, at Rusland mærkede, at det ikke kun var blevet bestjålet, men udplyndret. Samtidig må vi også åbent erkende, at Rusland ved at sætte gang i paraden af suveræniteter selv bidrog til Sovjetunionens sammenbrud, og at vi ved udformningen af USSR’s opløsning glemte såvel Krim som Sortehavsflådens hovedbase Sevastopol. Millioner af russere gik i seng i ét land, men vågnede op i forskellige andre og blev med ét nationale mindretal i de tidligere sovjetrepublikker, og det russiske folk blev et af de største, hvis ikke det største folk i verden, der er delt af grænser. UDENRIGS 1 | 2014 | 53 I dag mange år senere har jeg hørt, at krimborgere for nylig har sagt, at de dengang i 1991 simpelthen blev overdraget som en sæk kartofler. Det er det svært at være uenig i. Og den russiske stat, hvad med den? Hvad med Rusland? Det bøjede hovedet og fandt sig i denne fornærmelse og bed den i sig. Vores land befandt sig dengang i en så vanskelig situation, at det ganske simpelt ikke reelt kunne forsvare sine interesser. Men folk kunne ikke affinde sig med denne himmelråbende historiske uretfærdighed. I alle disse år rejste såvel borgere som mange offentlige personer dette emne flere gange, idet de sagde, at Krim var oprindeligt russisk område og Sevastopol en russisk by. Ja, alt det forstod vi udmærket, følte i hjerte og sjæl, men vi måtte gå ud fra de foreliggende realiteter og på et nyt grundlag opbygge gode naboskabsforbindelser med det uafhængige Ukraine. Og forholdet til Ukraine, til det ukrainske broderfolk har været, er og vil uden nogen overdrivelse altid være det allervigtigste for os. I dag kan vi tale åbent om det, og jeg vil gerne delagtiggøre Dem i detaljerne i de forhandlinger, der fandt sted i begyndelsen af 2000’erne. Dengang bad Ukraines præsident Kutjma mig om at fremskynde processen med at få fastlagt den russisk-ukrainske grænse. Indtil da var denne proces praktisk talt ikke kommet ud af stedet. Rusland syntes at have anerkendt Krim som en del af Ukraine, men der blev ikke ført nogen forhandlinger om grænsedragningen. Selvom jeg var klar over alle vanskelighederne i denne proces, gav jeg ikke desto mindre straks ordre til de russiske myndigheder om at sætte gang i dette arbejde – arbejdet med at fastlægge grænsen, så alle kunne forstå, at vi ved at gå med til grænsedragningen de facto og de jure anerkendte Krim som ukrainsk territorium og derved helt lukkede dette spørgsmål. TEMA | KRISEN OM KRIM >>> 54 | UDENRIGS 1 | 2014 Jeg kan godt forstå, hvorfor folk i Ukraine ønskede forandring. Under årene med selvstændighed havde de fået nok af myndighederne og var simpelthen blevet dødtrætte af dem. Vi imødekom Ukraine ikke kun, hvad angik Krim, men også med hensyn til et så vanskeligt emne som grænsedragningen i Det Azovske Hav og Kertj-strædet. Hvad var vores udgangspunkt dengang? Vi gik ud fra, at det vigtigste for os var et godt forhold til Ukraine, og at det ikke skulle være gidsel for udsigtsløse territoriale tvister. Men i denne forbindelse regnede vi selvfølgelig med, at Ukraine ville blive ved med at være vores gode nabo, at russerne og de russisktalende borgere i Ukraine, især i den sydøstlige del af landet og på Krim, ville leve i en venligsindet, demokratisk og civiliseret stat, at deres legitime interesser ville blive garanteret i overensstemmelse med folkerettens normer. Men situationen udviklede sig anderledes. Gang på gang blev der gjort forsøg på at fratage russerne deres historiske hukommelse, undertiden også deres modersmål, og at gøre dem til genstand for tvungen assimilation. Og russerne såvel som andre borgere i Ukraine led naturligvis under den permanente politiske og statslige krise, som har rystet Ukraine i over 20 år. Jeg kan godt forstå, hvorfor folk i Ukraine ønskede forandring. Under årene med selvstændighed havde de fået nok af myndighederne og var simpelthen blevet dødtrætte af dem. Præsidenter, premierministre, parlamentsmedlemmer kom og gik, men deres holdning til deres land og deres folk ændrede sig ikke. De ”malkede” Ukraine og sloges indbyrdes om beføjelser, aktiver og pengestrømme. Og magthaverne var ikke særlig interesserede i, hvad almindelige mennesker levede af og hvordan, herunder hvorTEMA | KRISEN OM KRIM for millioner af ukrainske borgere ikke så nogen perspektiver for sig i landet og var nødt til at rejse til andre lande som daglejere. Jeg vil gerne understrege, at de ikke tog til nogen Silicon Valley, men netop på arbejde som daglejere. Alene i Rusland arbejdede der næsten tre millioner af dem sidste år. Ifølge nogle skøn udgjorde deres løn i 2013 i Rusland over 20 milliarder dollar eller omkring 12 % af Ukraines BNP. Jeg gentager, at jeg udmærket forstår dem, der kom ud på Majdan (Uafhængighedspladsen i Kijev – o.a.) med fredelige paroler mod korruption, ineffektiv statslig administration og fattigdom. Retten til fredelig protest, demokratiske procedurer og valg eksisterer netop med henblik på at skifte de myndigheder ud, folk ikke bryder sig om. Men de, der stod bag de seneste begivenheder i Ukraine, forfulgte andre mål: de forberedte endnu et statskup, planlagde at tage magten uden at lade sig standse af noget. De iværksatte terror, mord og pogromer. Det var først og fremmest nationalister, neonazister, russofober og antisemitter, der gennemførte kuppet. Netop de bestemmer i mange henseender endnu den dag i dag livet i Ukraine. Det første, de nye såkaldte ”myndigheder” gjorde, var at fremsætte et skandaløst lovforslag om revision af sprogpolitikken, som var en direkte krænkelse af de nationale mindretals rettigheder. De udenlandske sponsorer af disse nuværende ”politikere”, de nuværende ”myndigheders” kuratorer, satte ganske vist øjeblikkeligt en stopper for initiativtagerne til dette forehavende. Man må medgive dem, at de er kløgtige folk, UDENRIGS 1 som forstår, hvad forsøgene på at opbygge en etnisk ren ukrainsk stat vil føre til. Lovforslaget blev henlagt, men klart reserveret til fremtiden. At det faktisk findes, forties – man regner åbenbart med, at den menneskelige hukommelse er kort. Men det står allerede helt klart for alle, hvad de vil i fremtiden, disse ukrainske idemæssige arvtagere til Bandera – Hitlers håndlanger under Anden Verdenskrig. Det står også klart, at der endnu ikke er nogen legitim udøvende magt i Ukraine, at der ikke er nogen at tale med. Mange statsorganer er overtaget af usurpatorer, som intet kontrollerer i landet, og selv – det vil jeg gerne understrege – ofte kontrolleres af yderligtgående elementer. Man kan endda kun blive modtaget af visse ministre i den nuværende regering med tilladelse fra de militante på Majdan. Det er ikke en spøg, men dagens realiteter. De, der gjorde modstand mod kuppet, blev straks truet med repressalier og straffeoperationer. De første i rækken i denne forbindelse var naturligvis Krim, det russisksprogede Krim. I denne forbindelse henvendte borgerne på Krim og i Sevastopol sig til Rusland og bad det om at forsvare deres rettigheder og beskytte deres liv og forhindre det, der skete og stadig sker i Kijev, Donetsk, Kharkov og i andre ukrainske byer. Vi kunne naturligvis ikke lade være med at efterkomme denne anmodning, vi kunne ikke lade Krim og dens beboere være alene i nødens stund – alt andet ville have været forræderi. Først måtte vi hjælpe med at skabe betingelser for en fredelig og fri meningstilkendegivelse, for at krimborgerne selv kunne bestemme deres skæbne for første gang i historien. Men hvad hører vi i dag fra vores kolleger i Vesteuropa og Nordamerika? De siger, at vi krænker folkerettens normer. For det første er det godt, at de dog er kommet i tanke om, at der er noget, der hedder folkeret – tak for det, bedre sent end aldrig. | 2014 | 55 Og for det andet det allervigtigste: hvad er det, vi krænker? Det er rigtigt, at Den Russiske Føderations præsident har fået lov af parlamentets øverste kammer til at bruge de væbnede styrker i Ukraine. Men denne ret har han strengt taget ikke engang brugt endnu. Ruslands væbnede styrker er ikke rykket ind på Krim, for de var der i forvejen i henhold til en international aftale. Ja, vi har forstærket vores kontingent, men i den forbindelse – og det vil jeg gerne understrege, så alle ved det og har hørt det – har vi ikke overskredet det normerede personeltal for vores væbnede styrker på Krim, og det udgør omkring 25.000 mand – det var der simpelthen ikke behov for. Endvidere. Da Krims Øverste Sovjet erklærede uafhængighed og udskrev folkeafstemning, henviste den til De Forenede Nationers Pagt, hvori der tales om en nations ret til selvbestemmelse. Jeg vil i øvrigt lige minde om, at Ukraine, da det bebudede sin udtræden af USSR, selv gjorde det samme, næsten ord for ord. Ukraine benyttede sig af denne ret, men krimborgerne nægtes den. Hvorfor? Desuden henviste Krims myndigheder til kendt præcedens i Kosovo, et præcedens vores vestlige partnere selv har skabt, som man siger med deres egne hænder, i en situation, der er absolut analog til den på Krim, og anerkendte Kosovos udtræden af Serbien som legitim og demonstrerede for alle, at der ikke kræves nogen tilladelse fra et lands centrale myndigheder til en ensidig uafhængighedserklæring. FN’s Internationale Domstol er på grundlag af FN-Pagtens artikel 1, stk. 2 enig heri og bemærkede i sin resolution af 22. juli 2010 følgende. Jeg citerer ordret: ”Der kan ikke udledes noget generelt forbud mod en ensidig uafhængighedserklæring af Sikkerhedsrådets praksis”, og videre: ”Den generelle folkeret indeholder ikke noget anvendeligt forbud mod udråbelse af uafhængighed.” Alt er krystalklart, som man siger. >>> TEMA | KRISEN OM KRIM 56 | UDENRIGS 1 | 2014 Jeg kan ikke lide at bruge citater, men jeg kan alligevel ikke lade være; her er endnu et uddrag af et officielt dokument, denne gang USA’s skriftlige memorandum af 17. april 2009, fremlagt for den samme Internationale Domstol i forbindelse med høringerne om Kosovo. Jeg citerer igen: ”Uafhængighedserklæringer kan, og sådan sker det ofte, krænke intern lovgivning. Det betyder dog ikke, at der sker en krænkelse af folkeretten.” Citat slut. Det har de selv skrevet og udbasuneret over hele verden, de har overbevist alle, og nu er de sure. Hvorfor? Krimborgernes handlinger passer fint ind i denne instruktion, som man kan kalde den. Af en eller anden grund er det, som er muligt for albanerne i Kosovo (og dem respekterer vi), forbudt for russere, ukrainere og krimtatarer på Krim? Igen må man spørge: Hvorfor? Fra USA og Europa hører vi, at Kosovo er en slags særtilfælde. Hvad gør det så unikt efter vores kollegers opfattelse? Det viser sig, at det består i, at der under konflikten i Kosovo var mange menneskelige ofre. Hvad er nu det? Et juridisk argument? I Den Internationale Domstols kendelse står der ikke noget herom. Der er ikke engang tale om dobbeltstandarder. Det er en forbløffende primitiv og ensidig kynisme. Man kan ikke tilpasse alt så groft til sine interesser og kalde den samme genstand hvid i dag og sort i morgen. Så skal man altså få enhver konflikt til at ende med menneskelige ofre. Jeg vil gerne sige helt klart, at hvis de lokale selvforsvarsstyrker på Krim ikke havde taget situationen under kontrol i tide, ville der også kunne have været ofre dér. Gud være lovet, at det ikke skete. Der var ikke et eneste væbnet sammenstød på Krim og ingen menneskelige ofre. Hvorfor tror I, det forholdt sig sådan? Svaret er enkelt: Fordi det er vanskeligt eller praktisk talt umuligt at kæmpe mod folket og dets vilje. Og i denne forbindelse vil jeg gerne takke de ukrainske soldater, og det er et stort kontingent på 22.000 fuldt bevæbnede mand. Jeg vil gerne takke de ukrainske soldater, som ikke greb til blodsudgydelse og ikke sølede sig selv til i blod. TEMA | KRISEN OM KRIM I denne forbindelse opstår der også andre tanker. Vi hører om en russisk intervention på Krim, om en aggression. Det lyder mærkeligt. Fra historien kan jeg ikke rigtig huske noget tilfælde, hvor en intervention er foregået uden et eneste skud og uden menneskelige ofre. Ærede kolleger! I situationen omkring Ukraine afspejles det, der foregår nu og er foregået i verden i løbet af de seneste årtier. Efter det bipolare systems opløsning er der ikke blevet mere stabilitet i verden. De vigtigste internationale institutioner styrkes ikke, men svækkes desværre ofte. Vores vestlige partnere med USA i spidsen foretrækker ikke at lade sig lede af folkeretten i deres praktiske politik, men af den stærkes ret. De er kommet til at tro på, at de er særligt udvalgte, at de har lov til at afgøre verdens skæbne, at det altid kun er dem, der kan have ret. De handler, som det passer dem: så her, så dér anvender de magt mod suveræne stater og danner koalitioner efter princippet ”den, der ikke er med os, er imod os.” For at give aggressionen et skær af legitimitet får de de internationale organisationer til at vedtage de nødvendige resolutioner, og hvis det af forskellige årsager ikke lykkes, ignorerer de FN’s Sikkerhedsråd og hele FN. Det var det, der skete i Jugoslavien i 1999. Det var svært at tro, og jeg troede ikke mine egne øjne, men i slutningen af det 20. århundrede var en af Europas hovedstæder, Beograd, genstand for missilangreb i flere uger, og derefter fulgte en reel intervention. Var der en resolution fra FN’s Sikkerhedsråd, der tillod sådanne handlinger? Ikke noget, der lignede. Senere kom både Afghanistan og Irak og de åbenlyse krænkelser af FN’s Sikkerhedsråds resolution om Libyen, hvor man i stedet for at sikre den såkaldte flyveforbudszone også begyndte at bombardere. Der var også en hel række ”farvede” revolutioner. Det var forståeligt, at folk i de lande, hvor disse begivenheder fandt sted, var blevet trætte af tyranni, fattigdom og mang- UDENRIGS 1 lende perspektiver, men disse følelser blev ganske enkelt udnyttet kynisk. Disse lande blev påduttet standarder, som slet ikke passede til deres levevis og traditioner eller til disse folks kultur. Følgen var, at man i stedet for demokrati og frihed fik kaos, udbrud af vold og en række omvæltninger. ”Det arabiske forår” blev afløst af ”den arabiske vinter”. Et lignende scenarie udfoldede sig i Ukraine. For at presse den nødvendige kandidat igennem ved præsidentvalget i 2004 fandt man på en tredje valgrunde, der ikke var hjemlet i loven. Det var absurd og en forhånelse af forfatningen. Og nu har de indsat en i forvejen trænet og veludrustet hær af militante. Vi forstår, hvad der foregår, forstår, at disse handlinger også var rettet mod Ukraine og Rusland og mod integrationen i det eurasiske rum. Og det på et tidspunkt, hvor Rusland var oprigtigt interesseret i dialog med vores kolleger i Vesten. Vi foreslår hele tiden samarbejde om alle vigtige spørgsmål, vi vil styrke tilliden, vi vil gerne have, at vores relationer er lige, åbne og ærlige. Men vi så ikke nogen imødekommenhed. Tværtimod. Gang på gang har man bedraget os, truffet beslutninger bag vores ryg og stillet os over for en fuldbyrdet kendsgerning. Det skete ved NATO’s udvidelse mod øst, med placeringen af militær infrastruktur ved vores grænser. Man blev ved at gentage: ”Det vedrører ikke jer.” Det var let nok at sige. Sådan var det også med opstillingen af missilforsvarssystemerne. Trods alle vores betænkeligheder, er projektet sat i bevægelse. Sådan var det med forhandlingerne om visumproblemerne, der hele tiden blev trukket i langdrag. Sådan var det med løfterne om ærlig konkurrence og fri adgang til de globale markeder. I dag truer man os med sanktioner, men vi lever i forvejen under en række begrænsninger og det endda nogle, der er meget væsentlige for os, for vores økonomi og | 2014 | 57 for vores land. Allerede under den ”kolde krig” forbød USA og siden også andre lande f.eks. at sælge en lang række teknologier og udstyr til USSR, idet man udarbejdede de såkaldte COCOM-lister. I dag er de formelt afskaffet, men kun formelt, for i virkeligheden gælder mange forbud stadigvæk. Vi har kort sagt al mulig grund til at tro, at den infame afskrækkelsespolitik over for Rusland, som gennemførtes i det 18., 19. og 20. århundrede, fortsætter den dag i dag. Man prøver hele tiden at jage os op i et hjørne, fordi vi har en uafhængig holdning, fordi vi forsvarer den, fordi vi kalder tingene ved deres rette navn og ikke hykler. Men alt har sine grænser. Og i tilfældet med Ukraine har vores vestlige partnere krydset stregen og opført sig groft, uansvarligt og uprofessionelt. De vidste jo udmærket, at der lever millioner af russere i Ukraine og på Krim. Hvor meget skal man miste af sin politiske fornemmelse og mådehold, før man ikke kan forudse alle følger af sine handlinger. Rusland stod på en linje, det ikke kunne trække sig tilbage fra. Hvis man trykker en fjeder helt sammen, vil den slå kraftigt tilbage på et tidspunkt. Det skal man altid huske. I dag må hysteriet standses, man må give afkald på den ”kolde krigs” retorik og anerkende en åbenlys ting: Rusland er en selvstændig, aktiv deltager i det internationale liv; det har som andre lande sine nationale interesser, som skal tages i betragtning og respekteres. I denne forbindelse er vi taknemlige over for alle dem, der udviste forståelse for vores skridt på Krim, vi er taknemlige over for det kinesiske folk, hvis ledelse betragtede og betragter situationen omkring Ukraine og Krim i hele dens historiske og politiske kontekst, og vi sætter meget pris på Indiens tilbageholdenhed og objektivitet. I dag vil jeg gerne henvende mig til USA’s folk, til de mennesker, der siden grundTEMA | KRISEN OM KRIM >>> 58 | UDENRIGS 1 | 2014 Alt har sine grænser. Og i tilfældet med Ukraine har vores vestlige partnere krydset stregen og opført sig groft, uansvarligt og uprofessionelt. læggelsen af denne stat og vedtagelsen af uafhængighedserklæringen har været stolte af, at frihed for dem står over alt andet. Er Krimborgernes ønske om frit at kunne vælge deres skæbne ikke en sådan værdi? I må forstå os. Jeg tror også, at europæerne, først og fremmest tyskerne, forstår mig. Jeg vil minde om, at det under de politiske konsultationer om foreningen af Forbundsrepublikken Tyskland og Den Tyske Demokratiske Republik, der foregik på ekspertniveau, men alligevel meget højt niveau, langt fra var alle lande, der er og dengang var Tysklands allierede, som støttede selve foreningsideen. Vores land, derimod, støttede helt klart tyskernes oprigtige, ubændige ønske om national enhed. Jeg er sikker på, at De ikke har glemt det, og regner med, at Tysklands borgere også vil støtte den russiske verdens, det historiske Ruslands ønske om genoprettelse af enhed. Jeg vil også gerne henvende mig til det ukrainske folk. Jeg ønsker oprigtigt, at I forstår os: vi vil ikke under nogen omstændigheder gøre jer nogen skade eller krænke jeres nationale følelser. Vi har altid respekteret den ukrainske stats territoriale integritet til forskel fra dem, der har ofret Ukraines enhed for deres egne politiske ambitioner. De vigter sig med paroler om det store Ukraine, men netop de har gjort alt for at splitte landet. Den nuværende konfrontation mellem borgerne har de helt på deres samvittighed. Jeg vil gerne have, at I hører mig, kære venner. I skal ikke tro dem, der skræmmer jer med Rusland, og råber op om, at der følger andre regi- TEMA | KRISEN OM KRIM oner efter Krim. Vi ønsker ikke en deling af Ukraine, det har vi ikke brug for. Hvad angår Krim, så har den været og forbliver både russisk, ukrainsk og krimtatarisk. Jeg vil gentage, at Krim, ligesom det har været tilfældet i århundreder, vil være det fælles hjem for repræsentanter for alle derboende folkeslag. Men den vil aldrig tilfalde Banderas tilhængere. Krim er vores fælles historiske ejendom og den vigtigste faktor for stabilitet i regionen. Og dette strategiske territorium skal høre under en stærk og stabil suverænitet, som de facto i dag kun kan være russisk. Ellers, kære venner (jeg henvender mig både til Ukraine og til Rusland), vil vi – både russere og ukrainere – helt miste Krim, og det kunne ske i et nært historisk perspektiv. Tænk venligst over disse ord. Jeg vil også minde om, at vi allerede har hørt erklæringer i Kijev om Ukraines snarlige indtræden i NATO. Hvad ville dette perspektiv betyde for Krim og Sevastopol? Det ville betyde, at NATO’s flåde ville vise sig i den russiske krigeræres by, at der ville opstå en helt konkret og ikke blot forbigående trussel mod hele det sydlige Rusland. Alt dette ville reelt kunne ske, hvis ikke det havde været for krimborgernes valg. Det skal de have tak for. Vi er i øvrigt ikke imod samarbejde med NATO, slet ikke. Vi er imod, at en militær alliance, og NATO, som er og bliver med alle dens indre processer en militær organisation, vi er imod, at en militær organisation gør, hvad der passer den, i nærheden af hegnet ind til os, ved siden af vores hus eller på vores historiske territorier. Jeg kan sim- UDENRIGS 1 pelthen ikke forestille mig, at vi skal tage til Sevastopol for at besøge NATO’s matroser. De fleste af dem er såmænd pragtfulde drenge, men de må hellere komme på besøg hos os i Sevastopol, end vi hos dem. Lad mig sige lige ud, at det smerter os dybt, hvad der nu sker i Ukraine, at folk lider, at de ikke ved, hvordan de skal leve i dag, og hvad der vil ske i morgen. Vores bekymring er forståelig, for vi er jo ikke bare nære naboer, vi er faktisk, som jeg har sagt det mange gange, ét folk. Kijev er de russiske byers moder. Oldrusland er vores fælles udgangspunkt, og vi kan ikke undvære hinanden. Jeg vil også sige endnu en ting. I Ukraine lever der og vil leve millioner af russere, russisktalende borgere, og Rusland vil altid forsvare deres interesser med politiske, diplomatiske og juridiske midler. Men først og fremmest skal Ukraine selv være interesseret i, at disse menneskers rettigheder og interesser garanteres. Dette vil være et vidnesbyrd om den ukrainske stats stabilitet og landets territoriale integritet. Vi ønsker venskab med Ukraine, vi ønsker, at Ukraine er en stærk, suveræn stat, der hviler i sig selv. For os er Ukraine jo en af de førende partnere, vi har mange fælles projekter, og uanset hvad tror jeg på deres succes. Og det vigtigste: vi ønsker, at der bliver fred og enighed i Ukraine, og vi er sammen med andre lande rede til at yde al mulig bistand og støtte. Men jeg gentager: Det er kun Ukraines borgere selv, der kan bringe orden i eget hus. Ærede indbyggere på Krim og i Sevastopol! Hele Rusland har beundret jeres mod, værdighed og dristighed; det var netop jer, der afgjorde Krims skæbne. I disse dage har vi stået hinanden nær som aldrig før og støttet hinanden. Det var oprigtige solidariske følelser. Netop ved sådanne historiske vendepunkter sættes en nations åndelige modenhed og styrke på prøve. Og det russiske folk viste en så- | 2014 | 59 dan modenhed og en sådan styrke med sin samlede støtte til sine landsmænd. Ruslands faste udenrigspolitiske holdning byggede på millioner af menneskers vilje, på national enhed og på støtte fra ledende politiske og offentlige kræfter. Jeg vil gerne takke alle for denne patriotiske ånd, alle uden undtagelse. Men vi skal også fremover bevare en sådan konsolidering for at løse de opgaver, Rusland står overfor. Vi vil helt klart støde på ydre modstand, men vi skal afgøre med os selv, om vi er rede til konsekvent at forsvare vores nationale interesser, eller om vi vil opgive dem for altid og trække os tilbage uvist hvorhen. Nogle vestlige politikere skræmmer os allerede ikke alene med sanktioner, men også med udsigten til en forværring af de interne problemer. Det kunne være rart at vide, hvad de tænker på: femtekolonneaktivitet fra forskellige ”nationalforrædere”, eller om de regner med at kunne forværre Ruslands social-økonomiske stilling og dermed fremprovokere folks utilfredshed? Vi finder sådanne erklæringer uansvarlige og klart aggressive og vil reagere herpå på passende vis. Samtidig vil vi selv aldrig søge konfrontation med vores partnere i Østen eller Vesten; vi vil tværtimod gøre alt, vi kan, for at opbygge civiliserede og gode naboforhold, som det sig hør og bør i den moderne verden. Ærede kolleger! Jeg forstår krimborgerne, som har stillet spørgsmålet ved folkeafstemningen meget direkte og præcist: Skal Krim være med Ukraine eller med Rusland. Og man kan med overbevisning sige, at ledelsen af Krim og Sevastopol, medlemmerne af de lovgivende organer i formuleringen af spørgsmålet har hævet sig op over gruppeinteresser og politiske interesser og udelukkende sat folks fundamentale interesser som hjørnesten. Enhver anden variant af folkeafstemningen, hvor tiltrækkende den end måtte synes ved først blik, ville i kraft af historiske, demografiske, politiske TEMA | KRISEN OM KRIM >>> 60 | UDENRIGS 1 | 2014 og økonomiske særtræk ved dette territorium være midlertidig og skrøbelig og uundgåeligt føre til en videre tilspidsning af situationen omkring Krim og have afspejlet sig i folks liv på den mest frygtelige måde. Krimborgerne rejste spørgsmålet klart og kompromisløst og uden mellemtoner. Folkeafstemningen var åben og fair, og folk på Krim udtrykte klart og overbevisende deres vilje: De vil være sammen med Rusland. Rusland skal også træffe en vanskelig beslutning under hensyntagen til hele mængden af interne og eksterne faktorer. Hvad mener folk i Rusland nu? Her er der som i ethvert demokratisk samfund forskellige synspunkter, men jeg vil godt understrege, at holdningen hos det absolutte flertal af borgerne er klar. De kender de sidste sociologiske enqueter, som blev gennemført i Rusland for ganske nylig: 95 % af borgerne mener, at Rusland skal forsvare russerne og repræsentanterne for andre nationaliteter, der bor på Krim, og deres interesser. 95 %. Og over 83 % mener, at Rusland skal gøre dette, selvom en sådan holdning vil vanskeliggøre vores forhold til visse stater. 86 % af borgerne i vores land er overbeviste om, at Krim stadig er et russisk territorium, et russisk område. Og næsten – det er et meget vigtigt tal, der stemmer helt TEMA | KRISEN OM KRIM overens med resultatet af folkeafstemningen på Krim – næsten 92 % går ind for Krims forening med Rusland. Det overvældende flertal af borgerne på Krim og det absolutte flertal af borgerne i Den Russiske Føderation støtter således Republikken Krims og byen Sevastopols genforening med Rusland. Nu er det op til Rusland selv at træffe en politisk beslutning. Og den kan kun bygge på folkets vilje, fordi kun folket er kilden til enhver myndighed. Ærede medlemmer af Føderationsrådet! Ærede medlemmer af Statsdumaen! Borgere i Rusland, indbyggere på Krim og i Sevastopol! På grundlag af resultaterne af den folkeafstemning, der har fundet sted på Krim, og med støtte i folkets vilje fremlægger jeg for Forbundsforsamlingen en anmodning om at behandle en forfatningslov om optagelse af to nye subjekter i Den Russiske Føderation: Republikken Krim og byen Sevastopol, og ratificere aftalen om Republikken Krims og byen Sevastopols indtræden i Den Russiske Føderation, der er klar til undertegnelse. Jeg er ikke i tvivl om Deres støtte. Oversat fra russisk af Lars P. Poulsen-Hansen UDENRIGS 1 | 2014 | 61 Krims historie: Fra Djengish Kahn til Putin Af Ib Faurby De tilsyneladende vellykkede autonomiforhandlinger i anden halvdel af 1990’erne fik nogle til at se Krim som et eksempel på, at etnisk-nationale problemer lod sig løse gennem forhandling og gensidig hensyntagen. Men den britiske historiker og journalist Anna Reid skrev i 1997: ‘Hvis en borgerkrig skulle bryde ud i Ukraine, så ville det mest sandsynlige være, at den begyndte på Krim’ Krim har i århundreder – ja i årtusinder – haft en dramatisk historie præget af folkevandringer, krige og erobringer. Set i russisk perspektiv var en afgørende begivenhed, at storfyrst Volodymyr af Kiev i 988 lod sig døbe og efterfølgende tvangsdøbte Kievs befolkning i Dnjeprfloden. Den byzantinske munk Kyrillos skabte det kyrilliske alfabet, og en oversættelse af bibelen til folkesproget (modsat Romerkirkens latin) betød, at den ortodokse kristendom kunne udbredes til hele det slaviske område. I begyndelsen af 1200-tallet erobrede Djengish Kahn og hans barnebarn Batu store dele af Asien og det østlige Europa. Krim blev plyndret i 1222-23 og igen hærget i 1238. Mongolernes erobringer førte til oprettelsen af Den Gyldne Horde, der eksisterede de næste ca. 250 år. Da Den Gyldne Horde i 1440’erne gik i opløsning, opstod i dens sted et antal selvstændige khanater, deriblandt i 1443 Krim Khanatet, der i 1475 blev et osmannisk protektorat, men dog stadig med en betydelig autonomi. Krim Khanatet var i en årrække en af de stærkeste ‘stater’ i det østlige Europa og foretog flere erobringstogter ind i steppeområderne mod nord, ja helt til Moskva. I begyndelsen af 1500-tallet byggede Khan Mengli Giraj sit palads i Bakhtjisaraj, der blev hovedestaten på Krim (eller Qirim på tatarisk). 1700-tallet var præget af flere krige mellem Det Osmanniske Rige og det ekspanderende Rusland. Under ledelse af Katarina den Stores elsker og reelle medregent, Grigorij Potemkin (173991), erobrede Rusland områderne ned mod Sortehavet, inkl. i 1783 Krim, der Ib Faurby er tidligere lektor i international politik på Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet. Han har desuden været sekretariatschef for Det Sikkerheds- og Nedrustningspolitiske Udvalg og medlem af dets formandskab. Han var været skribent på Politiken og derefter chefkonsulent ved Forsvarsakademiet og leder af Forsvarschefens Sikkerhedspolitiske Kursus. >>> TEMA | KRISEN OM KRIM 62 | UDENRIGS 1 | 2014 i 1796 blev inkorporeret i Novorossija (‘Det nye Rusland’). Sevastopol var fra naturens side den perfekte base for den flåde, Rusland ønskede at opbygge i Sortehavet. I 1787 foretog Katarina sin berømte rejse ned ad Dnjepr for at besigtige den nye besiddelse. Efter en del ændringer blev Krim til guvernementet Tavrida efter den græske betegnelse Tauris. Der gennemførtes en hårdhændet russificering med forfølgelse af tatarer og ødelæggelse af moskeer. Ved annekteringen boede der omkring en halv million tatarer på Krim. Flere end 100.000 flygtede i de umiddelbart følgende år til Det Osmanniske Rige. Russere, ukrainere, tyskere og andre blev inviteret til at bosætte sig, så halvøen og områderne umiddelbart nord for kunne befolkes og opdyrkes. Dødens Dal Strategisk drejede Krim-krigen (1853-56) sig slet ikke om Krim, men om magtbalancen mellem stormagterne i en situation, hvor Det Osmanniske Rige var i tilbagegang og et selvbevidst Rusland forsøgte at ekspandere i de hidtidige osmanniske områder. Den russiske fremtrængen på Balkan blev set som en trussel mod Istanbul, hvorfra Rusland i givet fald kunne kontrollere indog udsejlingen til Sortehavet. Storbritannien og Frankrig ville standse den russiske ekspansion, hvad der fik de to traditionelle rivaler til at indgå en skrøbelig alliance og alliere sig med osmannerne, som de egentlig ikke havde hverken sympati eller respekt for. Da de russiske styrker gik over Donau og ind i Valakiet og Moldavien, mobiliserede Frankrig og Storbritannien og sendte militære styrker til Varna på Sortehavets vestkyst. Truslen og det neutrale Østrigs forsøg på mægling fik russerne til at trække sig tilbage, men for sent. De allierede ville ikke stille sig tilfredse med den udgang på konflikten. Krigen måtte gå sin gang. Sevastopol med den store havn og Ruslands sortehavsflåde blev målet. TEMA | KRISEN OM KRIM Krigen foregik dog ikke kun på Krim. Der var britiske flådeoperationer i Østersøen, mindre kampe i Kaukasus, og en træfning mellem britiske og russiske flådestyrker så langt væk som ved Sakhalin. Selv ved indsejlingen til Sydney udbyggede det britiske forsvar kanonstillingerne for at kunne forsvare byen mod et evt. russisk flådeangreb. I Danmark er Krim-krigen først og fremmest kendt gennem den omfattende britiske litteratur om krigen. Men det var franskmændene og tyrkerne, der havde flest soldater i krigen. Der findes kun en meget begrænset oversat russisk litteratur om krigen. På dansk har vi dog den unge artilleriløjtnant Lev Tolstojs Fortællinger fra Sevastopol. Den første, præget af national begejstring, behagede tsar Nikolaj I; de senere med beskrivelse af officerernes arrogance og inkompetence behagede ikke hoffet i Skt. Petersborg. Det britiske kontingent af landstyrker var det mindste (når bortses fra Sardiniens) til de allieredes indsats. Alligevel blev den britiske Lord Ragland styrkens øverstkommanderende, selvom han aldrig havde kommanderet mere end en bataljon i felten. Han blev valgt takket være sin sociale position, franskkundskaber og manglen på et alternativ. Forsvaret af Sevastopol blev ledet af Fyrst Menshikov og general Gortjakov. Af frygt for briternes og franskmændenes flåder sænkede russerne deres krigsskibe ved indsejlingen til Sevastopol. Om dagen bombarderede de allierede fæstningen Malakhov og skanserne foran; om natten blev skanserne genetableret under ledelse af den tysk-baltiske oberst med det passende navn Eduard Totleben. Bedst kendt er det katastrofale britiske rytteriangreb, ‘The Charge of the Light Brigade’, i ‘Dødens Dal’ mod de russiske kanonstillinger. Efter 349 dages belejring lykkedes det endelig de allierede at indtage Sevastopol. Krim-krigen blev den blodigste mellem Napoleonskrigene og Første Verdens- UDENRIGS 1 krig. Omkring 650.000 personer, heraf ca. 475.000 russere, omkom. De franske tab var på 95.000 (heraf 75.000 pga. sygdom); briterne mistede 22.000 (dog kun 4.000 i kamp); osmannernes tab er usikre pga. mangelfuld statistik, men vurderes som dobbelt så store som briternes. Endelig mistede Sardinien ca. 2.000 mand, dog kun 28 som følge af kamphandlinger. De store tab skyldtes først og fremmest kolera, tyfus, dysenteri og malaria – samt det helt utilstrækkelige militære sundhedsvæsen. Florence Nightingale drev et hospital i Scutari i Tyrkiet og var på flere inspektionsrejser på Krim, men deltog ikke i behandling i felten af sårede. Det gjorde til gengæld franske, katolske nonner, som den anglikanske Nightingale foragtede. Fredsslutningen i Paris i 1856 afspejlede det russiske nederlag. De langsigtede konsekvenser af krigen blev sammenbruddet af ‘Den Europæiske Koncert’ og dermed begyndelsen på de modsætninger og den ustabilitet, der pegede frem mod Første Verdenskrig. Juvelen i Imperiets Krone Trods krigen blev Krim, eller mere præcist sydkysten, i løbet af 1800-tallet det mondæne feriested for tsar-familien, adelen og det bedre borgerskab; Ruslands modstykke til Côte d’Azur. Allerede før Krim-krigen havde grev Mikhail Vorontsov, generalguvernør over ‘Det Nye Rusland’, bygget sit imposante sommerslot i Alupka lidt vest for Jalta. I slutningen af århundredet fuldførte tsar Aleksander III Massandra, der blev hans vinslot og lagde navn til berømte hedvine. Mange år senere blev det en af Stalins foretrukne datjaer. Feliks Jusupov, der sammen med en medsammensvoren i 1916 myrdede Grigorij Rasputin, havde paladset Koreiz, hvor Stalin boede under Jalta-konferencen i 1945. Livadia var tsarfamiliens gamle sommerbolig. Nikolaj II lod et nyt Livadia bygge, der stod færdigt i 1911 og | 2014 | 63 nok er det smukkeste af slottene. Det var her Jalta-konferencen blev afholdt. I 1821 besøgte Aleksandr Pusjkin, Ruslands store romantiske digter, under sin meget milde forvisning til ‘Det Nye Rusland’, Krim. Det resulterede i hans berømte digt ‘Fontænen i Bakhtjiseraj’. Tuberkulose var en af det 19. århundredes svøber, der ramte høj såvel som lav. Mange syge, der havde råd, opsøgte det milde klima på Krims sydkyst. Én af dem var lægen og forfatteren Anton Tjekhov (1860-1904). Mellem alle Krims imposante paladser er Anton Tjekhovs ‘hvide datja’, oprindelig bygget i en tatarisk landsby i udkanten af Jalta, et af halvøens mest charmerende steder. Det var her, han skrev teaterstykkerne ‘Tre Søstre’ og ‘Kirsebærhaven’. Blandt novellerne er ‘Dame med hund’, der delvis foregår på Jaltas havnepromenade. Ved bordet i forstuen mødtes mange af tidens forfattere. Bl.a. den ‘aristokratiske’, senere ledende eksilforfatter i Paris og nobelprismodtager Ivan Bunin, og hans modstykke, den unge ‘proletarforfatter’ Maxim Gorkij, der til stor vrede for det politiserede litterære parnas i Moskva, aldrig fik nobelprisen. Tjekhov læste Gorkijs udkast og vejledte den iltre unge mand. Sammen med Tjekhov besøgte han også den store mand i russisk litteratur, Lev Tolstoj, der på sine gamle dage ferierede lidt længere henne ad kysten i Gaspara. På første sal i Tjekhovs datja står et klaver, som Sergej Rachmaninov formentlig spillede på, når han besøgte vennen. En anden forfatter, hvis navn er uløseligt forbundet med Krim, er Maksimilian Voloshin (1877-1932). I slutningen af 1920’erne faldt han i politisk unåde og opnåede først anerkendelse igen i 1960’erne. I hans hus i Koktebel med udsigt over havet mødtes mange af tidens ‘sølvalderforfattere’, bl.a. Marina Tsvetajeva, Osip Mandelstham, Ilja Ehrenburg og Mikhail Bulgakov. Voloshin var også maler. Især hans stemningsTEMA | KRISEN OM KRIM >>> 64 | UDENRIGS 1 | 2014 fulde akvareller bidrog til en opfattelse af et fredeligt, men også lidt mystisk Krim. Den mest berømte maler er dog den russisk-armenske ‘marinemaler’ Ivan Aivazovskij (1817-1900) fra Feodosia. Mere end nogen anden kunstner har han formet russernes, armeniernes og andre forestillinger om Krims sydkyst og Sortehavets vælde. Han var ekstremt flittig, og hans værker hænger på såvel storby- som provinsmuseer overalt i det tidligere Sovjetunionen. Mavesåret Krim Efter revolutionen i oktober 1917 begyndte borgerkrigen mellem bolsjevikkernes Røde Hær og ‘de hvide’ monarkister. Mange tilhængere af tsarstyret og andre modstandere af bolsjevikkerne flygtede til Krim, deriblandt enketsarina Marija Fjodorovna (‘Dronning Dagmar’). De hvide i Nordvestrusland og Sibirien blev slået af Den Røde Hær, og i april 1920 blev resterne af general Anton Denikins ‘Sydruslands Væbnede Styrker’ i Kaukasus tvunget til at evakuere over Kertj-strædet til Krim. Her tog general, baron Petr Wrangel (af bolsjevikkerne kaldet den ‘Sorte Baron’) magten og skabte ud af resterne af Denikins hær samt Don-kosakker og lokale styrker, hvad han betegnede ‘Den Russiske Hær’. Ligesom Denikin var han diktatorisk, men samtidig en mere professionel militær leder og havde større sans for befolkningens behov. Geografien var på Wrangels side, da Krim kun var forbundet med fastlandet med den smalle Perekop-landtange, og bolsjevikkerne havde ingen flådestyrker i Sortehavet. Samtidig var bolsjevikkerne involveret i krig med Polen. Styrkeforholdet var dog ikke til Wrangels fordel. I juni 1920 stod han med en hær på 30.000-35.000 regulære soldater. Den Røde Hær var på fem mio. mand. Wrangels mål var at støde op langs vestbredden af Dnepr-floden og skabe forbindelse til de polske styrker. Det lykkedes dog ikke. Storbritannien, der havde støttet de hviTEMA | KRISEN OM KRIM de med penge og materiel, havde for længst indset, at det var forgæves og havde i efteråret 1919 indstillet støtten. Så da krigen med Polen var forbi, kunne bolsjevikkerne koncentrere sig om opgøret med ‘mavesåret’, som de kaldte Krim. Mikhail Frunze, en af Den Røde Hærs mest erfarne ledere, blev sat i spidsen for en styrke på 133.000 mand, der skulle nedkæmpe den sidste hvide styrke. Wrangel var nær ved at blive omringet nord for Krim, men det lykkedes ham at nå tilbage og tage opstilling med sin styrke på Perekop-landtangen. En bolsjevikisk overraskelsesoperation over den lavvandede Sivash-saltsø på den østlige side, afgjorde imidlertid slaget om Krim. Nederlaget var uundgåeligt, men Wrangel havde stadig kontrol over Krims havne. Herfra gennemførte han i november 1920 en enestående evakuering af 146.000 soldater og civile med store og små skibe til Konstantinopel. Allerede den 11. april 1919 var Marija Fjordorovna med følge blevet evakueret på det britiske krigsskib HMS ‘Marlborough’. Ifølge Lenin var der dog stadig 300.000 ‘borgerlige’ og tilhængere af de hvide tilbage på Krim. Den ungarske kommunist Bela Kun blev sat i spidsen for deres ‘genopdragelse’. Omkring 60.000 personer af alle folkeslag blev udryddet, inden Lenin kaldte Bela Kun tilbage til Moskva, hvor han i øvrigt blev henrettet i 1939 for ‘trotskisme’. ‘Man kan ikke lave omelet uden at slå æg i stykker’. Dette var efter sigende Stalins kyniske bemærkning om udryddelsen af kulakkerne, tvangskollektiviseringen og den politisk planlagte og gennemtvungne hungersnød i Ukraine i 1932-33. Ifølge historikeren Robert Conquest kostede ‘afkulakkiseringen’ 6,5 millioner og tvangskollektiviseringen fire millioner ukrainere livet. Antallet af omkomne på Krim kendes ikke, men det var betydeligt. Et stort antal tatarer blev deporteret, og i 1954 blev ca. 9.000 ukrainske bønder tvangsforflyttet til Krim for at kompensere for de deporterede tatarer. UDENRIGS 1 | 2014 | 65 Krigens ødelæggelser var omfattende. Værst var det gået ud over Sevastopol. Da befrielsen af Krim fandt sted et år før krigsafslutningen, var der foreløbig ikke midler til genopbygning af byen. De overlevende, der vendte tilbage måtte i lang tid leve i ruiner og jordhuler. ILLUSTRATION: ©PROJECT SYNDICATE Stalins bekæmpelse af ‘borgerlig nationalisme’ gik i høj grad ud over de tilbageværende tatarer. De blev tvunget til at skifte fra arabisk skrift til det latinske alfabet og så få år senere til det kyrilliske. Det svækkede læsefærdigheden og afskar nye generationer fra tatarenes tidligere litteratur. Dog bestod hovedparten af tatarenes kulturelle arv af mundtligt overleverede traditioner, sange og myter. Den Store Fædrelandskrig Den oprindelige plan for Operation Barbarossa, angrebet på Sovjetunionen i juni 1941, indeholdt ikke noget om Krim. Men den tyske militære ledelse så Krim som et muligt udgangspunkt for sovjetiske angreb på rumænske olieinstallationer og en flanketrussel mod de tyske styrkers fremrykning mod Kaukasus. Adolf Hitler så nye muligheder med halvøen. Han ville have alle etniske tyskere ‘Heim ins Reich’, så hvorfor ikke flytte tyskerne i Sydtyrol (hos den allierede Mussolini) til Krim, hvor der tidligere havde være et lille gotisk ‘rige’? Krim skulle hedde ‘Gotland’ og Simferopol ‘Gotenberg’. I slutningen af september 1941 angreb den 11. tyske armé og rumænske enheder under ledelse af generaloberst Eric von Manstein Krim fra nord via Perekop. Målet var at erobre Sevastopol i en lynkrigsoperation, men det lykkedes ikke, og de tyske styrker indledte en belejring af Sevastopol. En sovjetisk modoffensiv over Kertj-strædet øst for Krim tvang von Manstein til at flytte betydelige styrker mod øst. Da det sovjetiske modangreb var nedkæmpet, kunne belejringen af Sevastopol for alvor genoptages. Forsvaret blev ikke ledet af en enkeltperson, men af Sortehavsflådens Militærråd bestående af flere generaler. Først efter hårde kampe lykkedes det tyskerne at erobre byen i juni 1942. Det tyske nederlag ved Stalingrad i februar 1943 blev krigens vendepunkt. Derefter fulgte de sovjetiske troppers fremrykning mod vest. Dermed blev Krim af marginal betydning for krigens videre forløb. I april 1944 angreb sovjetiske styrker Krim i en amfibieoperation over Kertj-strædet i øst og et angreb med almindelige hærstyrker via Perekop. Igen kom hovedslaget til at stå om Sevastopol, der blev generobret i maj. Krigen på Krim menes at have kostet Sovjetunionen 250.000 soldater livet. Krigens ødelæggelser var omfattende. Værst var det gået ud over Sevastopol. Da befrielsen af Krim fandt sted et år før krigsafslutningen, var der foreløbig ikke midler til genopbygning af byen. De overlevende, der vendte tilbage måtte i lang tid leve i ruiner og jordhuler. Da genopbygningen endelig begyndte, var spørgsmålet, hvordan det skulle gøres. De centrale planlæggere i Moskva forestilTEMA | KRISEN OM KRIM >>> 66 | UDENRIGS 1 | 2014 lede sig en karakteristisk sovjetisk by med brede boulevarder og imposante bygninger. Lokale partiledere og arkitekter ønskede derimod at genskabe så meget som muligt af det historiske Sevastopol. Efter langstrakte forhandlinger lykkedes det de lokale at trænge igennem med flere af deres krav. Så selv om byen fik sine karakteristiske sovjetiske monumenter og bygninger, så blev betydelige dele af den historiske arv genetableret og gjorde Sevastopol til noget nær et udendørs historisk museum. Krigens ødelæggelser fik Winston Churchill til i februar 1945 at kalde sydkysten for ‘Dødsrigets Riviera’. Slotte og paladser langs kysten var dog ikke så stærkt beskadiget som Sevastopol. Von Manstein, havde indlogeret sig i Livadia, tsarens tidligere sommerpalads, og ved et lykketræf blev det en tysk officer med litterære interesser, der boede i Tjekhovs datja. Myten om Jalta En af de mest hårdnakkede myter i Vesten er, at ‘de tre store’ – Stalin, Roosevelt og Churchill - delte Europa på Jalta-konferencen i februar 1945. Men det gjorde de ikke. Der er intet i de officielle dokumenter fra konferensen, der bekræfter påstanden. Myten om Jalta blev skabt i et ejendommeligt makkerskab mellem den republikanske højrefløj i USA og revisionistiske historikere i USA og Vesteuropa. Jalta-konferensen var et møde i begyndelsen af februar 1945 mellem en sejrrig og sejrsikker Stalin, en udmattet Churchill og en syg Roosevelt (der døde seks uger senere). Churchill var frustreret over, at Roosevelt ikke ville koordinere sin politik med ham, og Roosevelt havde en naiv opfattelse af, at han kunne charmere Stalin på samme måde, som han kunne charmere amerikanske politikere. For Roosevelt var det vigtigste at få Stalin til at acceptere forslaget om oprettelse af FN og få Sovjetunionen ind i krigen mod Japan, der var så omkostningsfuld for USA. TEMA | KRISEN OM KRIM Tankevækkende var Jalta-erklæringens formulering om frie valg ikke blot i Polen, men i alle de befriede lande! Det afgørende var imidlertid ikke, hvad der blev aftalt eller ikke i Jalta, men situationen ‘på jorden’. Da de ‘tre store’ mødtes i Jalta, stod Sovjetunionen med 10 mil. mand i Østeuropa. 17. januar havde de sovjetiske styrker indtaget Warszawa, 10. februar stod marskal Zjukov med sine styrker ved Oder, og 13. februar indtog de sovjetiske styrker Budapest. I hælene på de fremrykkende tropper fulgte sovjetiske og Moskva-trænede østeuropæiske politikere og efterretningsfolk, der fra første færd og i de følgende år satte deres afgørende præg på de ‘befriede’ stater. Efter Den Store Fædrelandskrig blev Krim igen et ferieparadis for den sovjetiske elite i tsarens tidligere paladser. Bresjnev foretrak paladset Oreanda, hvor der blev anlagt en swimmingpool med olympiske mål. Fortjenstfulde arbejdere kunne komme på halvøens sanatorier. For mange sovjetborgere var det en sjælden mulighed for under subtropiske forhold at opleve et hav. Det gjaldt dog ikke tatarerne. Straks efter generobringen blev samtlige Krim-tatarer deporteret til Centralasien, primært Usbekistan, med den begrundelse, at de havde bistået den tyske krigsførelse. Ganske vist havde von Manstein rekrutteret ca. 20.000 tatarer til grupper, der bekæmpede sovjetiske partisaner og tog sig af landsbyers lokalforsvar, men flere end dobbelt så mange tatarer kæmpede i Den Røde Hærs enheder og adskillige blev dekoreret som helte, men heller ikke de undgik den kollektive deportation. Adskillige omkom under transporten østpå. Samtidig nedgraderedes Krim fra autonom republik til region. Flere end 2.400 tatariske navne for byer og landsbyer, landskaber og bygninger blev fjernet fra kort. Betegnelsen ‘Krim-tatar’ udgik folketællingsstatistikken og de indgik blot i en samlet opgørelse over ‘tatarer’. (Først UDENRIGS 1 i 1994 blev betegnelsen Krim-tatar igen officielt anerkendt). Krim-tatarerne blev ikke, som en række andre deporterede folkeslag, rehabiliteret efter Nikita Khrusjtjovs ‘hemmelige tale’ på den 20. partikongres i 1956, hvor han foretog sit delvise opgør med stalinismen. Tatarerne fik ikke lov til at vende tilbage til Krim. Krim var en del af Den Russiske Socialistiske Føderative Sovjetrepublik. Men i 1954 besluttede Khrusjtjov, at Krim skulle overføres til Den Ukrainske Socialistiske Føderative Sovjetrepublik. Begrundelsen var markeringen af 300-året for Pereiaslav-aftalen mellem en kosakleder og Moskva. Men lige siden har der været spekulationer over, hvad der var de egentlige motiver. En plausibel eller medvirkende forklaring – ud over Khrusjtjovs særlige forhold til Ukraine - er, at Khrusjtjov havde brug for ukrainsk støtte i magtkampen om, hvem der skulle efterfølge Stalin som generalsekretær for Sovjetunionens Kommunistiske Parti. Umiddelbart var den administrative overflytning af Krim af begrænset betydning, for selvom Sovjetunionen formelt var en forbundsstat, så var det partiledelsen i Moskva, der havde det afgørende ord i alle vigtige sager. Det var først med Sovjetunionens opløsning, at overflytningen fik konsekvenser. For da blev grænserne mellem unionsrepublikkerne til internationale grænser. Ligesom tidligere havde Krim også strategisk betydning under Den Kolde Krig. Det drejede sig først og fremmest om flådebasen i Sevastopol, men mange nye militære installationer kom til. Blandt de vigtigst var en ubådsbase, der blev sprængt ind i klippen med Balaklava. Basen blev bygget 1953-61, og havde en ca. én km. lang kanal med indog udsejling i hhv. havet og havnen. Den kunne huse 10 ubåde af whisky-klassen eller tilsvarende (med torpedoer med atomsprængladninger) og var bygget til at modstå et atomangreb på 100 kilotons. | 2014 | 67 Også luftmilitært var Krim en fremragende base for kontrollen over Sortehavet. Der blev bygget flere flybaser, og den ‘civile’ lufthavn ved Simferopol fik start-og landingsbaner, der klart oversteg det civile behov. Langs sydkysten blev der etableret militære observationsposter og andre anlæg, givetvis til forsvar mod Tyrkiet - den historisk fjende mod syd, der nu var blevet medlem af NATO. Mineralsekretæren Mikhail Gorbatjov er i Vesten først og fremmest kendt for ‘glasnost og ‘perestrojka’, men før det kom i 1985-86 ‘uskorenje’, dvs. fremskyndelse eller acceleration. Et centralt element heri var den anti-alkoholkampagne, der gav Gorbatjov øgenavnet ‘mineralsekretæren’. Kampagnen førte til, at marker med gamle vinstokke blev pløjet ned med store økonomiske konsekvenser for vinbønderne. Heldigvis var der lokale partibureaukrater på Krim, der nølede og dermed bidrog til genetablering af vinproduktionen, da anti-alkoholkampagnen blev opgivet pga. de svigtende statsindtægter fra vodkaproduktionen. Ulykken på atomkraftværket i Tjernobyl i april 1986 blev – efter de indledende forsøg på at dække over katastrofens omfang – begyndelsen på perestrojka og den indtil da begrænsede miljøbevægelse i Sovjetunionen. Efter nogen tid opstod der også en miljøbevægelse på Krim, der dog hurtigt blev kapret af konservative politiske kræfter. Et planlagt byggeri at et atomkraftværk i det nordøstlige Krim blev dog standset. Der var i det hele taget ikke megen ‘perestrojka’ på Krim, hvis dominerende ledere var imod politiske og økonomiske reformer. Under kupforsøget i august 1991 mod Gorbatjov, der blev tilbageholdt i den officielle sommerbolig i Foros på Krim, var såvel de lokale ledere som befolkningen stort set passive. Sympatien over for kupmagerne var udbredt. Men takket være ‘glasnost’ fik tatarerTEMA | KRISEN OM KRIM >>> 68 | UDENRIGS 1 | 2014 Mikhail Gorbatjov er i Vesten først og fremmest kendt for ‘glasnost og ‘perestrojka’, men før det kom i 1985-86 ‘uskorenje’, dvs. fremskyndelse eller acceleration. Et centralt element heri var den anti-alkoholkampagne, der gav Gorbatjov øgenavnet ‘mineralsekretæren’. ne mulighed for at kæmpe åbent for deres krav om at vende tilbage til deres ‘Grønne Hjemland’ på Krim. Efter nogle større demonstrationer i Moskva blev en kommission sat til at se på sagen, uden at der dog rigtig skete noget. I stedet begyndte tatarerne fra omkring 1989 på eget initiativ at vende tilbage til Krim, og i august fik et begrænset antal tatarer officiel tilladelse til at gøre det. Gorbatjov begrunder i sine erindringer begrænsningen med hensynet til ‘den etniske balance’ på Krim. Siden er omkring 250.000 tatarer lovligt eller ‘ulovligt’ vendt tilbage. Mange har ikke opholdstilladelse og lever under kummerlige forhold. Der er en udbredt diskrimination af tatarerne, der også har problemer med at få anerkendt deres politiske rettigheder. Den tredje belejring af Sevastopol Den økonomiske og ikke mindst den politiske situation på Krim var præget af stor ustabilitet i årene efter Ukraines selvstændighed. Økonomisk havde Krim været en af de mere velstående dele af Ukraine, men det ændrede sig brat omkring 1990-91 på grund af Ukraines tiltagende økonomiske kaos. Ligesom resten af Ukraine (og Rusland) var og er Krim plaget af en omfattende korruption, ikke mindst når det drejer sig om handel med jord og fast ejendom samt byggetilladelser. Modstanden mod reelle økonomiske reformer har været udbredt, og som andre steder i det tidligere Sovjetunionen har privatisering skabe såvel formuer som udbredt fattigdom. TEMA | KRISEN OM KRIM Det største politiske stridsemne drejede sig om Krims forfatningsmæssige og folkeretlige status. Krav om øget autonomi var opstået allerede i slutningen af sovjetperioden, men nu blev spørgsmålet om forholdet til henholdsvis Ukraine og Rusland det centrale emne, der overskyggede hensynet til demokratiske og markedsøkonomiske reformer. I årene frem til 1994 voksede de pro-russiske bevægelser og partier sig stærke med (ofte uklart definerede) krav om større autonomi, selvstændighed, ‘suverænitet’ eller en eller anden form for ‘genforening’ med Rusland. Deres krav blev støttet at fremtrædende politikere i Rusland, men ikke af Boris Jeltsin. Lederen af ‘Den Russiske Bevægelse’ på Krim, Jurij Meshkov, blev i januar 1994 valgt med overvældene flertal som Krims præsident. Det blev imidlertid den pro-russiske bevægelses foreløbige højdepunkt. På den modsatte fløj befandt tatarerne sig. De var og er imod Krims løsrivelse fra Ukraine og indlemmelse i Rusland. I 1991 var de ikke repræsenteret i Krims politiske organer. I stedet organiserede de Krim-tatarens Kurultaj, der erklærede Krim for det Krim-tatariske hjemland. Der valgtes også en Mejlis, et nyt lovgivende og udøvende organ, en parallel (om end yderst svag) magtstruktur. Krims Øverste Sovjet erklærede Kurultais beslutninger for ulovlige. Det nye styre i Kiev havde ikke nogen klar nationalitets- og regionalpolitik. Den indførte ukrainsk statsborgerskab og forbød dobbelt statsborgerskab. Styret UDENRIGS 1 ville også gøre ukrainsk til det eneste officielle sprog i Ukraine. Det skabte stor uvilje blandt etniske russere, der betegnede ophævelsen af russisk som officielt sprog som ‘Den tredje belejring af Sevastopol’. (Sprog er dog hverken er en entydig etnisk eller politisk markør på Krim). Den manglende mulighed for dobbelt statsborgerskab skabte problemer for de tilbagevendende tatarer, der indtil 1998 have svært ved at blive løst fra deres usbekiske statsborgerskab. Efter adskillige konflikter og langstrakte forhandlinger mellem Kiev og Simferopol lykkedes det at finde en løsning med betydelig autonomi for Krim. Medvirkende var det, at Meshkovs autoritære stil mødte stigende modstand i Krims parlament. Der opstod interne stridigheder i Den Russiske Bevægelse, hvor nogle (lige som forretningsmænd i andre politiske grupperinger) ønskede bedre forbindelser til styret i Kiev. Ved det ukrainske præsidentvalg i 1994 fik Leonid Kutjma, der førte en mere positiv politik over for Rusland end forgængeren, med sine næsten 90 pct. af stemmerne på Krim langt større tilslutning her end i landsgennemsnittet. I en opinionsundersøgelse på Krim i 1996 tilkendegav befolkningen, at den så økonomi, social sikring og kriminalitet som halvøens største problemer. Krims politiske status og etniske modsætninger blev kun nævnt halvt så ofte. Den økonomiske krise i Rusland året efter bidrog givetvis også til svækkelsen af de pro-russiske kræfter og nedtoningen af separatisternes krav. Et centralt konfliktspørgsmål mellem Rusland og Ukraine drejede sig om Sortehavsflåden, basen i Sevastopol og en del anden flådeinfrastruktur langs kysten. I første omgang resulterede forhandlingerne i en aftale om en 50/50-deling af skibene. Ukraines økonomiske problemer førte dog siden til, at Ukraine overdrog 30 pct. af sin del af flåden som afdrag på energigælden til Rusland. I 1997 anerkendte Rusland, at | 2014 | 69 Sevastopol var ukrainsk og indgik en lejeaftale af basen i 20 år. I foråret 2010 forlængede Ukraines parlament under stor tumult aftalen med Rusland om basen med yderlige 25 år, dvs. til 2042. Den Orange Revolution Den Orange Revolution i 2004 satte sig ikke dybe spor på Krim. Ved omvalget i december efter Ukraines Højesteret havde erklæret det oprindelige valg for ugyldigt, fik Viktor Jusjtjenko kun godt 15 pct. af stemmerne på Krim, mens Viktor Janukovitj, Kutjmas og Vladimir Putins protegé, fik godt 81 pct. Resultatet skuffede de reformvenlige og skabte især frygt blandt tatarerne, der helt overvejende havde stemt på Jusjtjenko. Den udbredte pro-russiske holdninger i befolkningen på Krim kom også til udtryk i en demonstration mod en amerikansk-ukrainsk flådeøvelse i maj 2006 ud for Feodosia. De tilsyneladende vellykkede autonomiforhandlinger fik nogle forskere til at se Krim som et eksempel på, at etnisknationale problemer, der havde ført til krige andre steder i forbindelse med Sovjetunionens opløsning, lod sig løse gennem forhandling og gensidig hensyntagen. Men den britiske historiker og journalist Anna Reid skrev i 1997: ‘Hvis en borgerkrig skulle bryde ud i Ukraine, så ville det mest sandsynlige være, at den begyndte på Krim’. Den russiske forfatter Vasilij Aksjonov skrev i slutningen af 1970’erne en både morsom og tankevækkende kontrafaktisk roman om Krim. Udgangspunktet er, hvordan det kunne være gået, hvis Krim ikke var en halvø, men en ø, hvor ‘de hvide’ under Borgerkrigen havde holdt stand mod bolsjevikkerne og skabt deres egen ‘stat’. Som Taiwan i forhold til Den Kinesiske Folkerepublik. Bogen kunne naturligvis ikke udkomme i Sovjetunionen, men først i 1981 på engelsk, da Aksjonov var emigreret til USA. TEMA | KRISEN OM KRIM >>> 70 | UDENRIGS 1 | 2014 I bog er det selvstændige Krim er en brølende kapitalistisk stat med motorveje, skyskrabere, bugnende indkøbscentre, tabloidaviser og bordeller. I slettelandet er der et driftigt landbrug, der eksporterer til udlandet. Østkysten ved Det Asovske Hav er domineret af olieindustri. Befolkningen består af veteraner fra borgerkrigen og deres efterkommere samt tatarer, gæstearbejdere og tilflyttere fra nær og fjern. Det politiske liv er broget med omkring 40 politiske partier. I dette kaos opererer også KGB, CIA og Krims egen efterretningstjeneste i et uigennemskueligt dobbeltspil. Hovedpersonen, Andrej Lutjnikov, en playboy og søn af en af øens millionærer og ledende veteran fra Borgerkrigen, er chefredaktør for ‘Den Russiske Kurer’, øens førende avis. Han er imidlertid også leder af bevægelsen ‘Fælles Skæbne’, der arbejder for en sammenslutning med ‘Moderlandet’. Han tror, at Krim på denne måde vil kunne bidrage til at reformere Sovjetunionen. Sådan ser man imidlertid ikke på det i kommunistpartiets Politbureau i Moskva, en kynisk gruppe Bresjnev-lignende geronder. De frygter den ideologiske smitte TEMA | KRISEN OM KRIM fra kapitalisterne og veteranerne på Krim. Så da det politiske parti, der er udgået af ‘Fælles Skæbne’, vinder Duma-valget på Krim og indleder forhandlinger om en gradvis tilnærmelse mellem Krim og Sovjetunionen, slår Moskva til. En tidlig maj-morgen gennemfører de sovjetiske væbnede styrker, under påskud af en øvelse, operation ‘Forår’. Fra landgangsfartøjer strømmer kampvogne og pansrede mandskabsvogne ind på kysten, mens kampfly og -helikoptere på vej for at besætte Krims militærbaser fylder luften. De sovjetiske styrker modtages med hyldest i gaderne, mens veteraner anholdes, og tatarerne frygter for deres fremtid. I bogens næstsidste scene ankommer det sovjetiske helikopterhangarskib ‘Kiev’ til Sevastopol, hvor det langsomt glider forbi Skt. Vladimir Katedralen og ind i havnen, mens admiralen studerer listen over de indkøb, han planlægger at foretage på Krim. På en missilbase, hvorfra man kunne ramme ‘Kiev’, sidder basens kommandant og den sovjetiske oberst, der har indtaget den, og skåler i whisky. UDENRIGS 1 | 2014 | 71 Vesten ruster sig overfor Rusland Af Ole Bang Nielsen i Bruxelles Præsident Putins indlemmelse af Krim i Rusland og den hårde kurs overfor Ukraine kan hurtigt vise sig at være en pyrrhussejr. Krisen har nemlig styrket viljen i EU til for første gang at reagere samlet og strategisk på Ruslands aggression. Det nytter ikke noget at forsøge at være for kammeratlige med russerne, lød rådet fra den amerikanske diplomat og Ruslands-kender George Kennan, der tilbragte flere år på den amerikanske ambassade i Moskva i 1930erne og under Anden Verdenskrig. ”Don´t act chummy with them”, sagde Kennan til de vestlige ledere under den første Berlin-krise i 1948, da Sovjet-Rusland forsøgte at blokere adgangen til Vest-Berlin for de Vest-allierede. Kennan blev den sikkerhedspolitiske arkitekt bag den såkaldte inddæmningsstrategi, som de Vest-allierede slog ind på under Den Kolde Krig. ”Den tålmodige ihærdighed, hvormed Sovjetunionen forfølger sine mål, betyder, at det ikke kan modarbejdes effektivt ved sporadiske handlinger, der er udslag af den demokratiske opinions luner, men kun ved en intelligent, langfristet politik, der er lige så standhaftig i sin målsætning og alsidig og opfindsom i sine metoder som Sovjetunionen”, skrev George Kennan i tidsskriftet Foreign Affairs. Han advarede kraftigt imod, at man kom nogle vegne med Moskva gennem det personlige diplomati, som vestlige politikere den gang troede, at de kunne anvende overfor Josef Stalin. Men det er præcis, hvad Europa og USA har forsøgt i de sidste 30 år, siden Den Kolde Krig begyndte at ebbe ud med Mikhail Gorbatjovs overtagelse af ledelsen i Moskva. Siden har vestlige ledere haft en forestilling om, at de gennem personligt diplomati og ved at optræde ”chummy” over for skiftende russiske ledere kunne forankre Rusland i vestligt demokrati og markedsøkonomi. Længe så det ellers ud som en farbar vej, og der var succesfyldte partnerskaber. Helmut Kohls med Gorbatjov, der var med til at sikre Tysklands genforening. Siden Bill Clintons med Boris Jeltsin i 1990erne. Og selv da Vladimir Putin kom til og begyndte at slå på de mere nationalistiske strenge, forsøgte vestli- Ole Bang Nielsen er journalist og har siden 1990 arbejdet som udenrigspolitisk journalist i Bruxelles. Han har blandt andet rapporteret for Berlingske Tidende og Dagbladet Information. >>> TEMA | KRISEN OM KRIM 72 | UDENRIGS 1 | 2014 ge politiske ledere som George W. Bush og Gerhard Schröder ihærdigt at skabe et ”særligt” forhold til Rusland. Med den seneste krise om Krim synes den sidste illusion imidlertid at være knust om, at Vesten og Rusland på sigt har fælles interesser. For første gang siden Anden Verdenskrig har et land på det europæiske kontinent med brug af magt taget en del af et andet land til sig. Samt ladet hånt om en international aftale - det såkaldte Budapest-memorandum fra 1994, hvor de vestlige stormagter og Rusland i fællesskab skrev under på at garantere Ukraines territoriale integritet. Putins greb efter Krim har fået alarmklokkerne til at ringe fra Østersøen til Kaukasus. Tidligere Sovjet-republikker som Ukraine, Georgien og Moldavien må nu frygte for deres fortsatte selvstændighed. Og selv de baltiske lande, som slap væk fra Rusland i tide, er begyndt at spekulere kraftigt over, om deres medlemskab af EU og NATO er nok til at beskytte dem. Efter at have høstet fredsdividenden i snart 25 år efter Berlin-murens fald ligner det et mareridt for Europa, at der nu igen er et aggressivt Rusland på den østlige flanke. Så det er ikke underligt, at europæiske aviser i de seneste uger har været fyldt med dystre advarsler om en kommende ny ”kold krig”. Så galt går det næppe. Den rigtige Kolde Krig var i bund og grund et ideologisk opgør mellem to forestillinger om, hvordan verden skal indrettes. Og en ”krig” der blev ført med alle midler - militære, politiske, økonomiske, sågar kulturelle over hele kloden. Sovjet-kommunismen blev - på trods af sine fejl og svagheder - i nogle årtier opfattet som et reelt alternativ til den vestlige model med demokrati og markedsøkonomi. Ikke mindst i det, som vi en gang kaldte Den Tredje Verden. Det er lidt svært at få øje på nogen ideologisk linje i VladiTEMA | KRISEN OM KRIM mir Putins måde at styre Rusland på. Og i hvert fald ikke nogen ideologi, der kan eksporteres eller vække ret megen begejstring udenfor Ruslands egne grænser. Analysen blandt diplomater i EU og NATO går da også på, at vi snarere står over for et klassisk geopolitisk opgør med Rusland. Et opgør, som dybest set går ud på at definere grænserne for henholdsvis EU’s og Ruslands interessesfærer. EU’s store chance I medierne har der været mange rapporter om, at EU står magtesløst over for Rusland, og at EU-landene som sædvanligt er splittede om, hvor hårdt man skal konfrontere Putin - især på spørgsmålet om sanktioner. Umiddelbart ser Vladimir Putin da også ud som den stærke mand og vinderen i opgøret. På kun en uge og næsten uden at affyre et skud overtog Rusland kontrollen med Krim-halvøen. Putin kunne lade sig hylde i Sankt-Georg salen i Kreml som politikeren, der var kommet det russiske mindretal i Ukraine til undsætning og som havde formået at sætte Vest-magterne på plads. Men det er en sandhed med modifikationer. For Ruslands overraskende hårde reaktion på den politiske omvæltning i Ukraine er ved at åbne europæernes øjne for, at der skal gås helt anderledes håndfast til Rusland i de kommende år. Og ikke mindst at EU har brug for at styrke sin rolle som strategisk, global spiller - også med militære midler. Udviklingen i Ukraine er en udfordring, men også en enestående historisk chance for EU til at udvide sin magt og sin rolle. ”Vi taler i Ukraine om de første mennesker, der har ofret deres politiske liv for Europas integration”, sagde den polske premierminister Donald Tusk, da dødstallet steg under demonstrationerne i Kijev. ”Der er sket tragiske begivenheder, men i fremtiden vil det hele blive set som et håb for Ukraine”. I Bruxelles betragtes begivenhederne i Ukraine i de seneste måneder derfor som en triumf for EU’s ”bløde magt”. UDENRIGS 1 For kun tre måneder siden så det ud som, at EU var blevet udmanøvreret af Moskva, efter at det russiske pres fik den daværende regering i Kijev til at afvise tilbuddet om en udvidet handels- og samarbejdsaftale med EU. Flere års forhandlinger mellem EU og Ukraine var tabt på gulvet, og Putin synes at have sat sig igennem. Men hovedparten af den ukrainske befolkning ville det som bekendt anderledes og væltede styret i Kijev, hvorefter den nye regering underskrev de første dele af partnerskabsaftalen med EU. Dermed hviler der også et særligt ansvar på EU. ”Vi har forført Ukraine”, som en højtstående diplomat i Bruxelles udtrykker det. Noget egentligt EU-medlemskab er der ikke udsigt til foreløbig, men interessant nok har EU åbnet for muligheden gennem en formulering om, at ”partnerskabsaftalen ikke er den endelige afslutning på Ukraines forhold til den Europæiske Union”. Øjenåbner i EU For EU drejer det sig nu om at sikre resten af Ukraines territoriale integritet. Krim regnes i første omgang for ”tabt” til Rusland. Men selve Ukraine med dets store potentielle landbrugs- og industri-ressourcer står stadig som en langt vigtigere gevinst i opgøret med Rusland. Krim-krisen har på den måde været en øjenåbner for en række af EU’s politikere, der er begyndt at tale i et langt mere militant sprogbrug. EU’s beslutninger om at indføre sanktioner mod Rusland, selv om det kan komme til at gøre ondt på Europas egen økonomi, kom overraskende hurtigt i stand. Samtidig har EU på flere topmøder brugt tid på at drøfte en mere strategisk indgang til, hvordan man skal tackle Putins Rusland. Hvor hvert land tidligere fulgte sine egne snævre økonomiske interesser i forholdet til Rusland - herunder at sikre forsyning af den vigtige naturgas og lukrative industriog våbenordrer - er der ifølge diplomater | 2014 | 73 og politiske iagttagere i Bruxelles skabt en ny beslutsomhed om, at man denne gang skal holde sammen. ”Der tales nu om målene på længere sigt”, siger Jan Techau, leder af Carnegie Endowment tænketanken i Bruxelles. Han påpeger især, at EU er begyndt at udtænke en langvarig energistrategi, der skal mindske Europas afhængighed af Ruslands naturgas og olie (og i øvrigt også af diverse lande i Mellemøsten). Strategien omfatter blandt andet, at EU målbevidst skal gå ind og udnytte skifergas, som USA har gjort i de seneste år. Af miljømæssige årsager har EU holdt sig tilbage på dette punkt. Men især Polen og andre af de centraleuropæiske lande, som er yderst afhængige af Ruslands energi, skubber på for at få gang i udnyttelsen af skifergassen. Et andet punkt er udviklingen af EU’s militære rolle, hvor man på et topmøde i december allerede tog væsentlige skridt til at styrke det spæde rustningssamarbejde, bl.a. med at udvikle det første europæiske dronesystem. Samtidig blev det endeligt besluttet at sætte ord bag de mange planer om at have militære kampgrupper parat. Mens USA tidligere så med stor skepsis på udviklingen af en mere uafhængig europæisk forsvarspolitik, er der under præsident Barack Obama sket et afgørende skifte. ”Tidligere ønskede USA at have fuld kontrol over, hvad europæerne foretog sig militært. Nu lyder kravet tværtimod fra Washington, at europæerne bør tage sig sammen og påtage sig større opgaver”, påpeger den franske sikkerhedspolitiske kommentator Francois Heisbourg. Samtidig har USA skåret ned på de militære ressourcer, man hidtil har afsat til Europa og Afrika. Det amerikanske militær skal spare godt en billion dollars om året. ”Vi har brug for at arbejde sammen som næsten aldrig før”, lød det nærmest undskyldende fra NATO’s øverste militære kommandør, SACEUR, den amerikanske luftvåbensgeneral Philip Breedlove, da han sidste efterår TEMA | KRISEN OM KRIM >>> 74 | UDENRIGS 1 | 2014 måtte bebude en 20 procents nedskæring på Europa- og Afrika-kommandoen. De vellykkede europæisk ledede interventioner i Libyen og Mali har skabt en ny betydelig transatlantisk forståelse efter skænderierne under Bush-årene. Frankrig gik forrest i de to aktioner, og den tid er for længst glemt, da amerikanske politikere beskrev franskmændene som ”cheese-eating surrender monkeys” - på dansk vel nærmest ”oste-ædende svæklinge” - da Frankrig sagde nej til at deltage i Irak-invasionen i 2003. Præsident Francois Hollandes socialistiske regering fremlagde sidste år en hvidbog om landets forsvar, som understregede behovet for, at fransk militær kan gribe ind globalt. Og det franske forsvar har i modsætning til f.eks det britiske været i stand til næsten at bevare sine i forvejen høje bevillinger. Tysklands særlige rolle Men den politisk mest interessante udvikling internt i EU på det sikkerhedspolitiske område er i gang i Tyskland. Og som på næsten alle andre områder i EU er Tyskland også nøglelandet, når det gælder forholdet til Rusland og en udvikling af EU’s geopolitiske rolle. Tyske regeringer har i de sidste 40 år holdt fast i den særlige ”Ost-politik”, som første gang blev udviklet af daværende forbundskansler Willy Brandt tilbage i begyndelsen af 1970erne med normaliseringen af forholdet til DDR og Sovjetunionen og en forsoning med Polen, der blev symboliseret ved hans berømte knæfald i Warszawa foran mindesmærket for de myrdede jøder i ghettoen. Ost-politikken går - noget forenklet - ud på, at Tyskland har et særligt historisk og kulturelt forhold til Rusland, og at Tyskland derfor bedre er i stand til at forhandle med russerne end andre vestlige magter. Gennem årene er Ost-politikken blevet fortsat af skiftende kanslere i Bonn og Berlin, og den har som udgangspunkt haft, at TEMA | KRISEN OM KRIM det er muligt at tale fornuftigt med russerne, og at opbygningen af tætte økonomiske bånd vil bidrage til at bringe Rusland tættere på Vesten, også på det politiske plan. Ost-politikken har som tidligere nævnt haft en række triumfer; herunder den fredelige udgang på Tysklands genforening og den endelige tysk-polske grænsedragning. Samtidig har den været med til at gøre Tyskland til Ruslands vigtigste økonomiske samarbejdspartner og været ganske god for tysk erhvervsliv. Men under Putin har Ost-politikken været trængt, og der er nu opstået en kraftig intern debat i Tyskland om, hvorvidt den skal fortsætte. Den tyske forbundskansler Angela Merkels bemærkelsesværdige tale i Forbundsdagen i Berlin under højdepunktet i Krim-krisen, da hun advarede Rusland om, at hvis det fortsatte sin aggression mod Ukraine, ville det blive opfattet som ”en trussel mod andre nabolande som vort”, er af tyske kommentatorer blevet set som et afgørende skridt væk fra den tidligere bløde kurs over for Rusland. Som opvokset i Østtyskland har Merkel næppe nogen illusioner om det Rusland, som Vladimir Putin - der i sin tid var KGBofficer i DDR - har skabt. Men andre tyske politikere er også begyndt at skærpe tonen. Før Ukraine-krisen eskalerede holdt både den tyske præsident Joachim Gauck og den socialdemokratiske tyske udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier bemærkelsesværdige taler på den årlige sikkerhedspolitiske konference i München i begyndelsen af februar. Her advarede de om, at Tyskland ikke længere kan køre på frihjul sikkerhedspolitisk og overlade de militære opgaver i Europa til Frankrig og Storbritannien. ”Netop på os tyskere hviler der et særligt historisk ansvar,” sagde præsident Gauck. Blandt de øvrige EU- og NATO-allierede venter man derfor spændt på, om Tyskland vil omsætte sine nye holdninger i en mere robust sikkerhedspolitik, end det hidtil har været tilfældet. UDENRIGS 1 Ikke mindst i de baltiske lande og Polen, hvis udenrigsminister Radoslaw Sikorski allerede sidste år sagde, at hans største frygt ikke var et selvbevidst Tyskland, men et Tyskland som tror, at det kan skjule sig for de store internationale konflikter. Det har disse lande ifølge den tyske historiker Michael Stürmer gode grunde til. NATOs artikel 5 om, at et angreb på et medlemsland skal opfattes som et angreb på alle - den såkaldte musketer-ed - blev udvandet i 2001, da USA sagde nej til de europæiske NATO-allieredes tilbud om hjælp ifølge artikel 5 efter al-Qaedas terrorangreb på New York og Washington. ”Kan østeuropæerne stole herpå? I modsætning til under Den Kolde Krig er der ikke længere nogen automatik i dette spørgsmål”, skrev han i en kommentar i Die Welt. Den hurtige udvidelse af NATO mod Øst og USA’s langsomme, men ubønhørlige tilbagetrækning fra Europa har skabt usikkerhed om, hvor langt artikel 5 skal fortolkes, mener han. Og for lande uden for selve NATO, der er koblet på med partnerskabsaftaler som Ukraine, er usikkerheden endnu større. USA skifter kurs Indtil videre har den amerikanske præsident Barack Obama ført en benhård kurs mod Rusland, og USA er gået videre med sanktionerne mod Moskva end EU. Men den amerikanske Ruslands-politik står over for en lige så radikal ændring som den europæiske. I begyndelsen af sin præsidentperiode forsøgte Obama sig med en ny begyndelse for forholdet til Rusland. Daværende udenrigsminister Hillary Clinton blev i 2009 sendt af sted til et møde med Ruslands ledelse med et budskab om, at der nu skal ”trykkes på en ny knap” i forholdet mellem Rusland og USA. Men der kom ikke meget ud af den såkaldte ”reset button”, set ud fra et amerikansk synspunkt. Begivenhederne i Ukraine har samtidig sat en kæp i hjulet på Obamas bestræbelser | 2014 | 75 på at flytte USA’s udenrigs- og sikkerhedspolitiske engagement mod Asien. Europa er med Ukraine-krisen vendt frygteligt tilbage i amerikansk politik som et potentielt konflikt-område lige som under Den Kolde Krig. Det var netop Ukraine-krisen, der nærmest tvang Obama til at aflægge sit første officielle besøg hos NATO og EU i Bruxelles i hans præsidentperiode. Som den tidligere amerikanske Ukraineambassadør William Green Miller har påpeget, så hviler der på grund af Budapestmemorandaet fra 1994 et lige så stort ansvar på USA som på Europa, når det drejer sig om at forsvare Ukraines ret til at eksistere som en selvstændig nation. ”Budapest-memorandaet betød, at Ukraine frivilligt opgav sin atomvåben-styrke -den gang verdens tredje største - mod at sikre sig international hjælp i en konflikt, herunder også fra USA. Ukraine har hele tiden været den demokratisk bedst fungerende af de tidligere Sovjet-republikker”, sagde den tidligere diplomat til en amerikansk web-avis. Og det fortjener anerkendelse, mener han. Hvis man skal tage det lange historiske perspektiv, så er udviklingen i Ukraine i de seneste uger en triumf for Europa, fordi det nu står endeligt klart, at Ukraine kan blive et levedygtigt land igen for første gang siden den nationale katastrofe ved slaget ved Poltova i 1709. I denne ukrainske by ved floden Dnipro knuste Peter den Store den svenske hær ledet af ”krigerkongen” Karl den 12, som i årevis havde forsøgt at påtvinge Rusland et nederlag. Da slaget var overstået om aftenen den 28. Juni, var 9.000 svenske soldater og andre tusinde af deres ukrainske allierede blevet dræbt. Karl den 12. undslap selv kun med nød og næppe og måtte tilbringe de næste fem år i reelt fangenskab hos den osmanniske sultan i Konstantinopel, hvor han havde søgt tilflugt. Ved Poltova endte Sveriges grandiose ambitioner om at blive en europæisk stormagt. Af de 50.000 mand, som Karl den 12. førte TEMA | KRISEN OM KRIM >>> 76 | UDENRIGS 1 | 2014 ud på de russiske og ukrainske stepper, nåede kun få tusinde tilbage til Sverige. Men det var en endnu større ulykke for ukrainerne, som endeligt kom under et russisk herredømme, der skulle vare helt fra 1709 til Sovjetunionens sammenbrud i 1991. Ukraine forsvandt væk fra den europæiske bevidsthed på en helt anden måde end deres polske naboer, som vi selv under Den Kolde Krigs mørkeste dage kunne holde en vis forbindelse med. Selv da Ukraine blev selvstændigt i 1991 blev landet ikke rigtigt taget alvorligt eller betragtet som levedygtigt på sigt i Vesten. EU og NATOs regelmæssige møder med Ukraine foregik trægt og uden nerve. Håbet om virkelige demokratiske og økonomiske reformer efter den ”orange revolution” i 2004 fusede for hurtigt ud. I 2008 besluttede NATO derfor på sit topmøde i Bukarest at skrinlægge enhver forhandling med Ukraine om medlemskab. Især de store europæiske medlemslande som Tyskland, Frankrig og Storbritannien var betænkelige ved at udstede forsvarsgarantier til Ukraine. Man ønskede på det tidspunkt ikke at udfordre Rusland. Året efter - på et EU-topmøde i Prag blev Ukraine og de øvrige tidligere Sovjet-republikker tilbudt aftaler om et udvidet partnerskab, der skulle erstatte muligheden for et egentligt medlemskab af Den Europæiske Union. De seneste måneders begivenheder TEMA | KRISEN OM KRIM har vendt fuldstændig op og ned på denne situation. Ukrainerne kan ikke længere, som en del af offentligheden i USA og Europa havde for vane, betragtes som ”halv-russere”, der naturligt hører under Ruslands interessesfære. Ukrainerne har gennem deres optræden i de seneste uger vist mod og modenhed nok til, at de kan betragtes som ”rigtige” europæere. Som en række kommentatorer har været inde på, så har Vladimir Putin med sin aktion for at sikre Krim en fremtid i Rusland tværtimod været med til at styrke Ukraines mulighed for at overleve som en selvstændig nation. Et betydeligt antal af det russiske mindretal nemlig dem der bor på Krim - er ude af Ukraines politiske liv, i hvert fald på kortere sigt. Ved det planlagte valg i maj er de politiske kræfter, som ønsker et endeligt brud med Moskva og en tilknytning til EU, derfor næsten sikre på at vinde valget. Også i betragtning af den patriotiske bølge, der skyller gennem Ukraine. Men endnu vigtigere er det som sagt, at Putins chokerende frække og brutale greb om Krim, kan skabe en ny beslutsomhed i Europa om at udvikle EU’s udenrigs- og forsvarspolitik. Og udviklingen har mindet USA om, at Europa langt fra er væk fra landkortet som en kriseregion. Krim kan derfor hurtigt blive en pyrrhussejr for Vladimir Putins Rusland. UDENRIGS 1 | 2014 | 77 EU og Ukraine: Muligheder mod øst Af Peter Munk Jensen Siden murens fald har EU engageret sig i Ukraine. Krisen i det store land mod øst har tydeligjort hvor vigtig EUs østlige grænse er, ikke kun sikkerhedspolitisk, men også i forhold til menneskerettigheder. EU’s forbindelser til Ukraine indledtes allerede 2 uger efter landets selvstændighed i 1991, primært på handelsområdet. Op gennem 1990’erne blev Ukraine anset for en vigtig men ’vanskelig’ partner med korrupt samfundssystem, manglende demokrati, en økonomi i sørgelig forfatning og politisk ustabilitet. Ganske vist erklærede den ukrainske rege-ring det allerede i 1994 som sit mål at opnå EUmedlemskab. Men et kritisk indstillet EU over for den ’vanskelige partner’ og optaget af den store øst udvidelse samt et Ukraine afhængig af handel med og energiimport fra Rusland blokerede for fremskridt i retning af EU-medlemskab. I 1998 begyndte Partnerskabs- og Samarbejdsaftalen mellem EU og Ukraine i kraft. Aftalen fokuserede på økonomiske og sociale emner, bedre offentlig forvaltning og sikring af pressefrihed og civile rettigheder. I 2003 etablerede EU sin naboskabspolitik, som i øst omfattede Ukraine og 5 andre tidligere sovjetrepublikker. Det Europæiske Råd vedtog den 21.2.2005 en fælles EU/Ukraine- handlingsplan baseret på Partnerskabs- og Samarbejdsaftalen. Og ved aftalens udløb i 2008 indledte EU og Ukraine forhandlinger om en Stabiliserings- og Associeringsaftale. Associerings- og frihandelsaftalerne indgik som en vigtig bestand-del i det Østpartnerskab, som EU i 2009 indgik med Ukraine og de 5 øvrige østlige nabostater. EU’s forhandlinger med Ukraine om associerings- og frihandelsafta-len blev afsluttet 30.3.2012, hvor aftalen blev initialiseret. Den skal ratificeres af EU’s medlemslande, Europa-Parlamentet og Ukraine, før den kan træde i kraft. Aftalen, der på mere end 1200 sider, hviler på 7 kapitler: Generelle principper, politisk samarbejde og udenrigs- og sikkerhedspolitik, retsvæsen, frihed og sikkerhed, handel, økonomisk samarbejde og sektorsamarbejde, finansielt samarbejde om bl.a. bekæmpelse af svig samt afsnit om institutionelle forhold og generelle og afsluttende bestemmelser. Aftalen kan med rette kaldes et ’pioner’-dokument med en Peter Munk Jensen er senioranalytiker hos DIIS med ekspertise i Ukraine og EU’s østpartnerskab >>> TEMA | KRISEN OM KRIM 78 | UDENRIGS 1 | 2014 hidtil uset bredde og omfang på 28 nøglesamarbejdsområder og dybde (mængden af forpligtelser og tidsfrister). Til aftalen er der yderligere knyttet 43 annexer, der udpeger den EU-lovgivning, som Ukraine skal overtage på de forskellige områder inden en given dato. Aftalen har til formål at forstærke udbygning af de politiske og økonomiske forbindelser mellem EU og gradvis integrere Ukraine i EU’s indre marked. Aftalen har særligt focus på grundlæggende reformer, økonomisk genoprettelse og vækst, god regeringsførelse, sektorsamarbejde: energi, transport, miljøbeskyttelse, industrielt samarbejde, social udvikling og beskyttelse, ligestilling, forbrugerbeskyttelse samt uddannelse, ungdom og kulturelt samarbejde. Aftalen hviler på en stærk bekendelse til værdier og principper: Demokrati, retsorden, respekt for menneskerettighederne og grundlæggende friheder, god regeringsførelse, markedsøkonomi og bæredygtig udvikling. Aftalen lægger også op til styrket samarbejde inden for udenrigs- og sikkerhedspolitik med fokus på regionale emner, masseødelæggelsesvåben, ikke-spredning og nedrustning, konfliktforebyggelse og krisehåndtering. Det nye ’omfattende og dybe’ frihandelsområde mellem EU og Ukraine går også videre end de klassiske frihandelsaftaler, som EU har med en lang række lande. Ud over at gøre hinandens markeder for varer og tjenesteydelser tilgængelige, indeholder aftalen bindende bestemmelser for en gradvis ukrainsk tilnærmelse til EU-standarder og normer inden for handelsområdet og handelsrelaterede områder. Aftalen indeholder ikke et medlemskabsperspektiv, men anerkender Ukraine som et europæisk land med en europæisk identitet. Aftalen er det mest vidtgående samarbejde, EU tilbyder lande, som ikke har et medlemskabsperspektiv. Aftalen var klar til underskrift på EU/ TEMA | KRISEN OM KRIM Ukraine topmødet 19.12.2012, men EU’s udenrigsministre besluttede den 10.12.2012, at Ukraine skulle fremvise konkrete fremskridt vedrørende reform af valgloven, retsordenen og forfatningen, før EU kunne underskrive associerings- og frihandelsaftalen. Den 21.11. 2013 besluttede Ukraines regering at suspendere forberedelserne til at underskrive associerings- og frihandelsaftalen på topmødet i Østpartnerskabet i Vilnius 28.-29.11. 2013. Regeringens beslutning blev startskuddet til de store, varige de-monstrationer på Uafhængighedspladsen i Kiev kendt som ’Euromaidan’ med deltagelse af oppositionspartierne og et stort antal demonstranter. EU og omvæltningerne Siden demonstrationerne begyndte i Kiev i slutningen af november 2013, har udenrigsrepræsentanten, Catherine Ashton og kommis-særen for udvidelse og naboskabspolitik Stefan Füle besøgt Kiev adskillige gange. Tilsvarende har et stort antal EU-udenrigsministre og Europaparlamentsmedlemmer besøgt Kiev for at vise støtte og engagement i forhold til en fredelig løsning på konflikten i form af tilbud om mægling og støtte til bestræbelser på at stabilisere situationen. EU-landenes udenrigsministre og statsog regeringschefer har tillige mødtes ekstraordinært flere gange i løbet af krisen. Den 10.2.2014 vedtog EU’s udenrigsministre rådskonklusioner, der udtrykte dyb bekymring over menneskerettighedskrænkelser, vold, intimidering og kidnapninger. Rådet stillede sig til rådighed for hurtig handling, hvis forholdene i Ukraine forværredes. På et ekstraordinært møde den 20.2.2014 vedtog EU’s udenrigsministre målrettede sanktioner, herunder suspension af eksporttilladelser for udstyr, der kan anvendes til intern undertrykkelse. EU fordømte voldshandlingerne og opfordrede alle parter til at gå i dialog med hinanden. EU’s udenrigsministre trådte atter sammen ekstraordinært den 3.3.2014 og for- UDENRIGS 1 dømte skarpt Ruslands krænkelse af Ukraines territoriale integritet på Krim og det russiske parlaments bemyndigelse til russisk krigsførelse på ukrainsk jord. Kommissionen fremlagde den 5.3.2014 en række økonomiske og finansielle støttetiltag som led i en international indsats for at styrke Ukraines politiske og økonomiske reformer. 11 mia. euro kan være til rådighed over de kommende år fra EU-budgettet og EU-baserede internationale finansielle institutioner for at stabilisere den økonomiske og finansielle situation og bistå med overgangen og opmuntre politiske og økonomiske reformer. På sit møde den 6.3.2014 besluttede Det Europæiske Råd en 3-trins sanktionsraket: 1 trin: Suspendering af forhandlingerne om visumliberalisering og om en ny samarbejdsaftale EU/Rusland samt suspendering af deltagelse i G8-forberedende møder for EU’s og de europæiske G8landes vedkommende. 2 trin: Som følge af manglende fremskridt indførelse af målrettede sanktioner mod 21 personer med indrejseforbud og indefrysning af aktiver samt aflysning af EU/Rusland-topmødet og ophør af EU’s og Den Europæiske Investeringsbanks aktiviteter i Rusland. EU fordømte kraftigt ’folkeafstemningen’ på Krim og anerkender ikke resultatet. Efterfølgende føjet yderligere 12 personer til. 3 trin: Hvis yderligere tilbageskridt: Flere tiltag med betydelige konsekvenser for forholdet mellem Rusland og EU inden for en lang række økonomiske områder. EU og Ukraine underskrev efterfølgende den ’politiske del’ af Associerings- og frihandelsaftalen (præamblen samt titel I og II, dvs. generelle principper samt samarbejdet vedr. FUSP). Selv om der kun er tale om en meget lille del af aftalen, har skridtet stor symbolsk og politisk signaleffekt. Premierminister Jatseniuk kaldte det en historisk dag og det første enorme skridt mod det ultimative mål: EU-medlemskab. | 2014 | 79 Den økonomiske og handelsmæssige del af aftalen ventes underskrevet efter præsidentvalget 25. maj 2014 – formentlig i juni 2014. Endelig hilste stats- og regeringscheferne Kommissionens hjælpepakke på 15 mia. dollars velkommen. Den 11.3.2014 foreslog Kommissionen midlertidigt at fjerne toldafgifter på ukrainsk eksport til EU og dermed fremskynde afsnittet om toldafgifter i Associeringsaftalens del om et dybt og omfattende frihandelsområde og ikke afvente dens ikrafttræden. Dette indebærer en forventet årlig økonomisk gevinst for Ukraine på 500 mio. euro – heraf 400 mio. euro til landbrugssektoren. EU åbner straks for 82,2 pct. af Ukraines landbrugseksport. Øvrige får toldnedsættelser. Eksisterende EU-afgifter på industrivarer fra Ukraine fjernes straks for 94,7 pct. af produkternes vedkommende – øvrige vil blive reduceret. Den 26.3.2014 præsenterede kommissærerne Füle og Lewandowski i Kiev en ’Europa dagsorden’, som er et politisk/økonomisk styringsredskab til de ukrainske myndigheder og Kommissionen til at forberede Ukraine på gennemførelsen af Associeringsaftalen og hjælpe Ukraine med at tackle og imødegå udfordringer mest effektivt. Senere vil dokumentet være til hjælp med selve gennemførelsen af Associeringsaftalen. Vejen frem for Ukraine ligger så langt fra fast. Den militære trussel fra det store naboland, stadige manøvrer fra samme for at undergrave den nye ukrainske regerings legitimitet og stabilitet. Det økonomiske mareridt og de særdeles krævende reformer forude. Og en befolkning og en samfundsmæssig sammenhængskraft udfordret politisk, sprogligt, religiøst, erhvervsmæssigt og geografisk mellem nordøst og sydvest. Rigtig mange forhold kan påvirke Ukraines fremtidige kurs. Men beslutter Ukraine sig for en fortsat tilnærmelse til EU, kan der overordTEMA | KRISEN OM KRIM >>> 80 | UDENRIGS 1 | 2014 net opstilles tre (og givet flere men begrænset for overskue-lighedens skyld) mulige udviklingsveje for Ukraine i de kommende år: – EU-medlemskabsperspektiv, – Reformeret og styrket Østpartnerskab – Øst-EFTA og evt. Øst-EEA. Der ses i den sammenhæng bort fra, at Rusland får presset sit krav igennem om en særdeles vidtgående føderalisering af Ukraine, som de facto vil dele landet i flere delstater med meget vidtgående beføjelser, herunder ret til at føre egen udenrigspolitik! Der lægges så-ledes en fortsat ukrainsk enhedsstat til grund. Ligeledes lægges til grund, at EU – uanset hvilken udviklingsvej, Ukraine vælger – under alle omstændigheder skal styrke samarbejdet med civilsamfundet og NGO’er i Ukraine. Ved at nå bredere ud end hidtil med information og projektstøtte skal EU fremme en ’dyb demokratisering’ og ’europæisering’, som kan bidrage til at støbe et solidt fundament under det stadig spæde ukrainske demokrati og dets orientering mod EU. EU-medlemskabsperspektiv I marts 2014 gik EU-landene et skridt videre end hidtil, da man erklærede, at Associerings- og frihandelsaftalen med Ukraine ikke udgør slutstenen i Ukraines forhold til EU. EU udelukkede således ikke et muligt fremtidigt perspektiv om ukrainsk EUmedlemskab – men lovede det på den anden side heller ikke eksplicit. Tilhængerne af ukrainsk EU-medlemskab læste en åbning herom ind i EU-erklæringen. Modstanderne af ukrainsk EUmedlemskab lagde vægt på, at der intet stod om ukrainsk medlemskab i erklæringen. EU lider pt. af udvidelsestræthed. Og af konsekvenserne af den langvarige økonomiske krise. Og uklarhed om EU’s fremtidige institutionelle arkitektur. Endelig skal alle EUtopposter besættes i år, Europa-Parlamentet skal nyvælges, og Kommissionen skiftes ud. TEMA | KRISEN OM KRIM I den situation har tilhængere af et ukrainsk EU-medlemskabsperspektiv det svært. Omvendt har Ruslands ageren i forhold til Ukraine, ikke mindst på Krim åbnet en række øjne i Europa. Mod forventning kan der måske således åbne sig et ’mulighedernes vindue’ for Ukraine i forhold til EU skabt af den russiske adfærd. Måske ikke i form af et medlemskabsløfte – i hvert fald ikke på kort sigt. Men om styrkede forbindelser til EU inden for rammerne af et reformeret Østpartnerskab eller i form af et øst-EEA (European Economic Area) på kort sigt. Og dernæst et medlemskabsperspektiv. Det er værd at erindre, hvor stor en drivkraft og ansporer EU-medlemskabsperspektivet var for de nuværende østeuropæiske EU-medlemmer. Det var udsigten til medlemskab, der fik politikerne til at vedtage og gennemføre meget krævende reformer – og befolkningerne til at stå igennem trange tider med en tro på et ’bedre liv’ i EU. Både tilhængere og modstandere af et ukrainsk medlemskabsperspektiv kan finde hold for deres mening i den situation, Ukraine står i dag. Med en overhængende militær trussel, en økonomi på kanten af afgrunden og en dybt splittet befolkning kan tilhængerne pege på, at et klart EU-medlemskabsperspektiv på nuværende tidspunkt ville have en opmuntrende virkning på befolkningen (’drømmen om et bedre liv’), styrke den internationale tillid til Ukraine, tiltrække udenlandske investeringer og international finansiel støtte til at klare skærene og afholde Rusland fra militære eventyr med et Ukraine solidt plantet i vesten. Modstanderne af et EU-medlemskabsperspektiv til Ukraine på nuværende tidspunkt kan hæfte sig ved de ustabile politiske forhold, hvor EU kan komme til at hilse ’brunskjorter’ i form af yderligtgående nationalister velkommen. Videre kan modstandere fremhæve, at UDENRIGS 1 Ukraine tidligere har været et stort bundløst, korrupt hul, som det ikke er værd at smide penge i, før man har vished for, at korruption, politiske vennetjenester og ineffektivitet er udryddet. Og modstandere kan anføre, at et EUmedlemskabsperspektiv her og nu kan udløse en russisk militær invasion i Ukraines sydøstlige del for at ’sætte sig på området’, inden det er for sent. Endelig vil modstanderne kunne pege på, at befolkningen ikke entydigt er overbeviste EU-medlemskabstilhængere. Mange – ikke mindst i det sydøstlige Ukraine – frygter, at der i kølvandet på EU-medlemskab følger ulige konkurrence, åbenhed, arbejdsløshed, trussel mod livet og hverdagen, som den er og præference for Rusland frem for EU. Et EU-medlemskabsperspektiv risikerer derfor at skabe frygt og utryghed og dele snarere end samle nationen. Som det tegner nu, er der ikke stemning i EU for at åbne nye udvidelsesforhandlinger. Og slet ikke midt i vadestedet mellem gammel og ny Kommission, før valget til Europaparlamentet og ny besættelse af de europæiske topposter. Et reformeret og styrket Østpartnerskab For tilhængere af et EU-medlemskabsperspektiv kan det derfor vise sig som en mere fremkommelig vej at afsøge mulighederne for at styrke det eksisterende Østpartnerskab. Eller opstille en ny tilknytningsform i form af et øst-EEA. Et nyt Østpartnerskab kunne rumme alle 6 nuværende medlemmer: Ukraine, Hviderusland, Armenien, Moldova, Aserbajdsjan og Georgien, men operere med flere ’rum’ for at tage højde for partnerlandenes forskellige ambitioner og evner til at drive samarbejdet fremad. Og sikre, at EU så vidt muligt ikke ’taber’ nogen af partnerlandene. Ukraine i det forreste rum. Formentlig sammen med Moldova og Georgien, som begge har indgået – men endnu ikke undertegnet – en Associerings- og frihandelsaftale med EU. | 2014 | 81 I næste ’rum’ kunne Armenien, som opgav sin færdigforhandlede Associerings- og frihandelsaftale efter russisk pres, Hviderusland, som synes helt stivnet i sin form og Aserbajdsjan, som på lange stræk ikke deler EU’s grundlæggende værdier, befinde sig. For landene i ’rum 2 ’ ville det reformerede Østpartnerskab ikke indebære nogen større substantielle eller synlige ændringer. Landene ville kunne udbygge deres forbindelser til EU efter eget ønske og i den udstrækning, de lever op til EU’s krav. For landene i ’rum 1’ ville det nye Østpartnerskab kunne danne ramme om individuelle handlingsplaner for hvert enkelt land på grundlag af deres Associerings- og frihandelsaftaler. Østpartnerskabet kunne tilbyde landene skræddersyede ’køreplaner’ for gennemførelsen af EU’s krav, love, standarder og regler – og individuelt udformede tidsplaner herfor. Og tilbyde eksperter og rådgivning fra EU til landene. Videre kunne Østpartnerskabsrammen udvikles til at lette landenes energimæssige uafhængighed af Rusland og integration i EU’s energistruktur. Og EU kunne tilbyde landene ensidige handelsfordele og bistand i forhold til mulige stridigheder i WTO med Rusland. Et nyt Østpartnerskab kunne også åbne for hurtigere og mere smidig udbetaling af EU-finansieret støtte til reformprojekter. Og endelig kunne et reformeret Østpartnerskab hjælpe med at bane vej for visaliberaliseringer, udveksling af studerende og folk til folkkontakter. Østpartnerskabet kunne også bistå NGO-aktiviteter og -kontakter endnu mere aktivt og generøst end i dag. Den samlede effekt af et sådant reformeret Østpartnerskab kunne være, at landene blev hurtigere stabiliseret, reformeret og ’udvidelsesegnede’. Øst-EEA eller Øst-EFTA Som en ny vision for Østpartnerskabet for de lande, der kan og vil styrke samarbejTEMA | KRISEN OM KRIM >>> 82 | UDENRIGS 1 | 2014 det med EU, kan Kommissionen få i opdrag til Østpartnerskabstopmødet i Riga i maj 2015 at udarbejde konkrete forslag til et Øst-EFTA eller et Øst-EEA og en ’køreplan’ for vejen dertil. Tyskland, Polen, Sverige og Tjekkiet har allerede leget med tanken om at kopiere det eksisterende Europæiske Økonomiske Område (EEA) til lande i Østpartnerskabet. Formålet er som for det reformerede Østpartnerskab at stille et at-traktivt og realistisk alternativ til fuldt EU-medlemskab i dag op. De 4 lande foreslog, at EU styrker sine forbindelser med de enkelte lande i Østpartnerskabet, hvis de gør demokratiske fremskridt. Og til at styrke forbindelserne forudser landene oprettelse af et fri-handelsområde mellem de 6 lande og EU efter EFTA-modellen (European Free Trade Association) med Island, Liechtenstein, Norge og Schweiz. Hvis denne model vandt gehør hos de østlige partnere, kunne man eventuelt senere gå videre med et ’Øst-EEA’ og styrke forbindelserne yderligere op til det punkt, hvor landenes situation i praksis næsten kun vil adskille sig fra EU-medlemslandenes ved sidstnævntes deltagelse i EU institutionerne. Det ville lette overgangen til egent-ligt medlemskab meget – både for landene selv og for EU. For Ukraine kunne et Øst-EFTA eller et Øst-EEA formentlig godt være fordelagtigt og repræsentere merværdi. Dels på grund af de åbenlyse økonomiske og handelsmæssige TEMA | KRISEN OM KRIM fordele, dels ved de poli-tiske fordele af at blive knyttet endnu tættere institutionelt til EU. Krisen i Ukraine har understreget, at EU’s østlige naboområde er en potentiel krudttønde med lovløshed, autoritære styrer, stenrige oligarker, udbredt fattigdom og frosne konflikter. EU ønsker stabilitet og sikkerhed i sit østlige naboområde. EU vil forebygge, at problemer med illegal indvandring og flygtninge-strømme, organiseret kriminalitet, forurening og væbnede konflikter i nabolandene overføres til EU. Tjernobyl viste kun alt for tydeligt, at EU ikke kan skærme sig af mod udviklingen i Ukraine. EU har også interesse i et tæt energisamarbejde med Ukraine og øvrige østlande og i samhandel. Midlerne er hjælp til fremme af demokrati, markedsøkonomi, retssamfund og menneskerettigheder. Gevinsten for EU er et stabilt naboområde, som følger EU’s stan-darder bl.a. på handelsområdet. Begge de formodede favoritter til præsidentposten i Ukraine: Petro Poroshenko og Julia Timosjenko har udtalt sig klart til fordel for vestlig integration og ukrainsk EUmedlemskab. Vinder en af dem som ventet præsidentvalget den 25. maj 2014, kan man derfor se frem til fortsat ukrainsk ønske om og pres for et EU-medlemskabsperspektiv. Man kan håbe, at EU er sig sit særlige ansvar og sin rolle bevidst, så en udstrakt hånd fra Øst bliver mødt af en hjælpende hånd fra Vest. UDENRIGS 1 | 2014 | 83 Skotland stemmer om selvstændighed Af Henrik Larsen Meningsmålingerne peger på et nej til Skotlands uafhængighed. Men nej´et vil alligevel få meget store konsekvenser på såvel de britiske øer som i resten af Europa. Skotterne vil formentlig få mere selvstyre, og det britiske forhold til EU kan blive påvirket på længere sigt. Den 18. september skal der i Skotland holdes folkeafstemning om landets fremtid inden for Storbritannien. Et ja til uafhængighed vil betyde, at Skotland i 2016 vil slutte sig de godt 200 andre stater i verdenssamfundet og hermed formelt bryde med over 300 år som en del af Storwbritannien. Men hvad er baggrunden for afstemningen, og hvad handler skotsk nationalisme om? Og hvad betyder afstemningen om uafhængighed for Skotland, Storbritannien og i bredere forstand for Europa. Hovedtanken i denne artikel er, at både et ja og måske mere overraskende - et nej vil have store konsekvenser ikke bare for Skotland, men også for den britiske unions fremtidige form og indirekte også for Europa. I det følgende gives først en baggrund for Skotlands placering i UK og indførelsen af skotsk hjemmestyre i 1999. Dernæst zoomes der ind på den aktuelle afstemning om selvstændighed, og den skotske nationalisme som fænomen analyseres. Sidste del af artiklen handler om konsekvenserne af afstemningen for Skotland, Storbritannien og Europa ved henholdsvis et ja og et nej. Efter Skotlands union med England og Wales i 1707, hvor det skotske parlament blev opløst og magten overført til Westminster, ophørte Skotland ikke med at opfatte sig selv som et særligt politisk system og en nation. Skotland havde fortsat egne love for uddannelse og kirkeforhold samt eget retssystem. Mange love vedtaget i Westminister gjaldt ikke eller fik en anden form i Skotland. Skotterne kom til at betragte sig som en del af en britisk union, som de stærkt bidrog til at forme industrielt og intellektuelt og udvikle til en verdensmagt med kolonier og deltagelse i 2 verdenskrige. Unionen blev et udtryk for ligeværd med den store nabo mod syd. Samtidig var der klart 2 lag i skotternes identitet: den skotske og den Henrik Larsen er lektor og Jean Monnet professor ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet. Han forsker i europæisk politik, herunder det britiske forhold til EU. >>> BAGGRUND 84 | UDENRIGS 1 | 2014 britiske. For englænderne var en skelnen mellem England og Unionen ikke så klar; i England blev UK ofte forstået som ”England writ large”. Med nogle få undtagelser kom selvstændighedsspørgsmålet først for alvor på dagsordenen i det 20. århundrede. Efterkrigstidens opbygning af en UK-velfærdstat, herunder sundhedssystemet National Health Service, blev i vidt omfang opfattet som en britisk ting, og de politiske kampe omkring dannelsen af velfærdsstaten gik på tværs af England, Skotland, Wales og Nordirland. Selvstændighed dukkede op i forbindelse med fund af olie i Nordsøen omkring 1970, hvor Det Skotske Nationalistparti (SNP) fik valgt sine første medlemmer til det britiske parlament. Et forslag til et begrænset skotsk selvstyre kom til folkeafstemning under en Labour-regering i 1979, men på trods af et snævert flertal ledte ja’et ikke til selvstyre, idet der ikke blev afgivet de fornødne 40 % ja-stemmer. Selvstyre fra 1999 Da Labour igen kom til magten i 1997 efter at De Konservative havde været i regering gennem 18 år, havde det endnu en gang et forslag om skotsk selvstyre på programmet. Ved en folkeafstemning samme år blev det et stort ja til skabelsen af et skotsk parlament med en begrænset ret til at opkræve skatter. Det første skotske parlament siden 1707 blev valgt i 1999. Dvæler man lidt ved baggrunden for vedtagelsen af selvstyreordningen i 1997, siger noget vigtigt om dynamikken i debatten om skotsk selvstyre og selvstændighed. Skotterne var generelt mindre begejstrede for de 18 år med konservative regeringer under Margaret Thatcher og John Major fra 1979 til 1997 end englænderne. Der var større støtte til velfærdsstaten og dens institutioner end i England. Antallet af konservative parlamentsmedlemmer blandt de 72, der blev valgt i Skotland til parlamentet i Westminster i de 18 år, faldt fra 22 i 1979 til 0 i 1997. BAGGRUND Det store flertal af skotske parlamentsmedlemmer kom fra Labour og fra SDPLiberals og Scottish National Parti (SNP). Dette afspejlede en politisk kultur i Skotland, der lagde mere vægt på kollektivisme og velfærdsstatstænkning end især i Sydengland. Skotterne anså i højere og højere grad sig selv som værende i modsætning til regeringen og den politiske kultur i London, hvad der gav vind i sejlene til SNP. Dette peger på en dynamik, som stadig er tilstede i debatten om skotsk selvstændighed: En konservativ regering i London bidrager generelt til, at de stemmer, som ønsker mere skotsk selvstyre, får mere genklang. Det nuværende regeringsflertal har en konservativ og 11 liberaldemokrater ud af de parlamentsmedlemmer, som er valgt i Skotland. London-politikken ses især i denne situation som baseret på en anden politisk kultur end den skotske, selvom forskellene i økonomisk tænkning mellem England og Skotland nok er blevet mindre end under Thatcher-årene. I høj grad på grund af den stærke støtte til Labour i Skotland og Wales, den såkaldte Celtic Fringe, har spørgsmålet om skotsk selvstyre haft en central placering i Labours program. Det var baggrunden for Labours forslag om skotsk selvstyre i 1997. Labours regeringer har også haft en klart større andel af skotske (og walisiske) ministre end de konservative regeringer. Labours indflydelsesrige finansminister og senere premierminister Gordon Brown var skotte. Det skotske parlament, Holyrood, der i modsætning til Westminster er valgt ved forholdstalsvalg som i bl.a. Danmark, havde i de to første valgperioder en Labourførsteminister, da Labour var det største parti i en koalitionsregering. Men ved valget i 2007 blev SNP det største parti, og ved valget i 2011 fik SNP endda absolut flertal. Dets leder Alex Salmond har været Skotlands førsteminister siden 2007. Generelt har SNP lagt sig længere til venstre end Scottish Labour. Partiet lovede, at det ville UDENRIGS 1 stille forslag om en afstemning om skotsk selvstændighed, hvis det blev genvalgt med absolut flertal i 2011, hvilket skete. De øvrige partier i det skotske parlament har efterfølgende accepteret folkeafstemningen, men anbefaler et nej! UK-premierminister David Cameron har gennem den såkaldte Edinburgh-aftale givet håndslag på, at han vil respektere udfaldet af en sådan afstemning som afgørende.Situationen i Skotland er den, at der generelt har været stor tilfredshed med hjemmestyreordningen siden 1999, og at over halvdelen af skotterne at dømme efter meningsmålingerne gerne ser den udvidet til at omfatte flere områder og mere økonomisk ansvar – den såkaldte devo max. Før valgkampen gik i gang, ønskede kun omkring 25 procent fuld selvstændighed. Devo max er ikke på stemmesedlen, som folk skal sætte deres kryds ved 18. september, fordi der ikke har kunnet findes politisk enighed om en formulering om, hvad devo max skulle gå ud på konkret. På den måde kan man sige, at afstemningen paradoksalt nok kommer til at handle om de 2 optioner, som færrest ifølge meningsmålingerne ønsker: status quo versus fuld selvstændighed. På denne baggrund kan det undre, at SNP alligevel har ønsket en folkeafstemning om fuld selvstændighed. Ifølge SNPførsteminister Salmond i den skotske regeringspublikation Scotlands Future fra november 2013 er der imidlertid tale om en ”once in a-generation chance to chart a better way”. Her fremhæves tre grunde til, at SNP ønsker skotsk selvstændighed: 1) Det skotske folk kan bedst tage vare på Skotlands interesser (et kernepunkt i de fleste kampe for national selvbestemmelse). Regeringerne i London har i mange tilfælde ikke været i overensstemmelse med skotske politiske ønsker – i 34 ud af 68 år siden 1945 har der været uoverensstemmelse mellem regeringens farve i London, og hvad flertallet af de skotske vælgere har stemt. Det er ikke på grund af en særlig hi- | 2014 | 85 storisk mission eller lignende, at Skotland skal blive selvstændigt igen, men på grund af ”the real democratic value”. 2) Skotland vil blive et mere velstående land, når det får et parlament, som alene tager udgangspunkt i skotske interesser. De nordiske lande nævnes som relevante eksempler på, at stater af samme størrelse som Skotland klarer sig bedre gennem uafhængighed. 3) Der vil blive skabt et mere fair samfund, som retter op på uønskede uligheder skabt af mange år under Westminsters regeringer. Der vil opstå en social nation: et land, der handler og føler sig som et fællesskab. Forholdet mellem landene på de britiske øer vil også være sundere for alle parter, hvis de er baseret på ligeværdige nationer. Independence Lite SNP ønsker således at kappe de politiske forbindelser til UK, men samtidig ønsker det at fastholde medlemskabet af fem unioner. Eller som førsteminister Salmond udtrykker det: Skotland vil “sever political ties with the rest of Britain, but unions of currency, monarchy, society, Europe and defence would remain”. SNP ønsker, at Skotland skal løsrive sig fra de politiske bindinger til UK gennem at blive en selvstændig stat. Men samtidig ønsker SNP at fastholde pundet som valuta i en møntunion med resten af UK. Det ønsker også, at Skotland fortsat skal være underlagt det britiske kongehus. Det ønsker en ”samfundsmæssig union”, hvor der ikke skal vises pas, når der rejses til rest-UK (altså ikke medlemskab af EU’s Schengen-område), og hvor de talrige familiære forbindelser kan fortsætte. Det ønsker ligeledes, at Skotland bliver medlem af EU og også fortsætter som del af NATO - dog uden deployering af kernevåben på skotsk grund. På baggrund af det fortsatte skotske medlemskab af de fem unioner, har flere kommentatorer brugt termen ”independence lite” om SNP’s uafhængighedsforståelse – en term, som SNP ikke har afvist. ”Indepencence lite” kan ses som en tilpasBAGGRUND >>> 86 | UDENRIGS 1 | 2014 ning af SNP’s uafhængighedsprojekt til den skotske befolknings præferencer. Men ønsket om deltagelse i de fem unioner efter eventuel uafhængighed stikker også dybere og har også rod i den senmoderne nationalisme i en britisk og europæisk kontekst, som SNP formulerer sig ud fra. SNPs nationalisme er en inkluderende form for nationalisme. Det er en politisk baseret nationalisme med få etniske markører. Der er i kampagnen få referencer til en keltisk fortid, klaner eller skotske kongefamilier. For SNP er en skotte en person, der bor eller er født i Skotland og dette inkluderer også den store gruppe af mennesker og deres efterkommere, der er emigreret til Skotland fra det britiske imperium og andre dele af verden samt den store gruppe mennesker, der flytter ind og ud af Skotland fra det øvrige UK. Samtidig lægger SNP vægt på Skotlands særlige politiske kultur (der især sættes over for Westminster-kulturen) som baggrund for selvstændighed. Det er med andre ord en nationalisme, hvor de lag af identiteten, der væver Skotland sammen med især det øvrige UK gør, at nationalismen får en mindre skarp og konfrontatorisk form. Det bliver en form for nationalisme lite, hvor der ikke er en klar oppositionel modstilling til en anden, og der er en række områder, hvor SNP ikke ønsker at kappe båndene til UK. Dette har fået debattører som Jura-professoren Neil Walker fra Edinburgh University til at spørge, hvilken mening det giver at ønske statslig selvstændighed i dagens Europa, når man i samme åndedræt nævner alle de forbindelser, man fortsat ønsker til den stat man bryder ud af. Better Together SNP’s kampagne for skotsk selvstændighed er fra regeringen og de øvrige UKpartiers side blevet mødt med kampagnen ”Better Together”, som ledes af den tidligere Labour finansminister, skotten Alistair Darling. Better Together-kampagnen argumenterer for et nej på baggrund af StorBAGGRUND britanniens historiske bedrifter, men især ud fra, at Skotland på en række økonomiske og udenrigspolitiske områder vil være langt bedre stillet ved at blive indenfor UK. Et væsentligt punkt i debatten indtraf, da finansminister David Osborne i marts i år gjorde det klart, at et selvstændigt Skotland ikke kunne vente at bevare pundet som valuta. Synspunktet blev støttet af de øvrige britiske partier i parlamentet. Man har fra regeringens side ligeledes lagt vægt på, at Skotland ikke vil kunne gå lige ind i internationale organisationer uden egentlige optagelsesforhandlinger i modsætning til, hvad der hævdes af SNP. EU inddrages sjældent i diskussionen med undtagelse af spørgsmålet om, hvorvidt Skotland automatisk vil blive medlem af Den Europæiske Union efter selvstændighed. Der er derfor få, som påpeger det umiddelbare paradoks i, at den euroskeptiske del af Det Konservative Parti mener, at Skotland vil have det bedre indenfor den britiske union, mens UK vil have det bedre udenfor Den Europæiske Union! Det har i høj grad været de praktiske komplikationer ved et ja, som Better Together-kampagnen har slået på, snarere end en gen- eller nyformulering af en UK-identitet. Det har på sin vis været nej-kampagnens største svaghed. Samtidig har man også, som debatten er skredet frem i foråret, set flere forslag om devo max fra Labour og Liberaldemokraterne som en måde at imødekomme skotterne med andre attraktive muligheder end et ja. Denne kampagne er dog hæmmet af, at de to partier har forskellige devo-max planer. I marts kom premierminister Cameron også på banen, idet han i en tale til Det Konservative Parti i Skotland mere end antydede, at også De Konservative ville støtte yderligere skotsk selvstyre. Liberaldemokraterne har det mest vidtgående forslag med en meget høj grad af internt selvstyre og mulighed for udskrivning af skatter. Labour forsøger interessant nok at UDENRIGS 1 formulere sit projekt som en del af en nyformulering af rationalet for UK: nok skal skotterne have mere selvstyre, også på det økonomiske område, men de centrale elementer af velfærdstaten skal forblive britiske. På sin vis kan man sige, at ja- og nejkampagnerne (og dem, der støtter dem) rykker mod midten og dermed nærmer sig hinanden. Better Together bevæger sig i retning af at give skotterne mere selvstyre (selvom der ikke er en fælles front på dette punkt), mens SNP’s formuleringer bevæger sig i retning af at lade selvstændighed betyde mindre i kraft af fastholdelsen af de fem unioner. Konsekvenserne Konsekvenserne af et ja vil være, at Skotland bliver en uafhængig stat. I den såkaldte Edinburgh-aftale, som også er accepteret af det britiske parlament, har Cameron gjort det klart, at regeringen accepterer folkeafstemningen som legitim. Der skal så være forhandlinger mellem en skotsk regering og Storbritanniens regering. Her vil skotterne være i en demandeur position, så det er ikke klart, hvor mange af deres krav, de kan få opfyldt. Omvendt er det også klart, at mange af Londons positioner kan blive blødt op. Det gælder f.eks. afvisningen af at dele pundet med skotterne. For Skotland vil der naturligvis være mange og væsentlige konsekvenser af administrativ, politisk og identitetsmæssig karakter. Skotland skal have en skriftlig forfatning forskellig fra den uskrevne britiske, men på linje med de fleste andre lande i verden. Et centralt spørgsmål knytter sig til SNP. Vil SNP miste sin raison d’être efter selvstændighed eller vil det tilpasse sig og fortsat spille en politisk rolle, som det har været tilfældet med selvstændighedspartier i andre dele af verden? Ved hidtil at placere sig til venstre for Labour, har SNP på sin vis skabt sin egen politiske platform som kunne føre videre i et uafhængigt Skotland. Men i et uafhængigt Skotland vil | 2014 | 87 Scottish Labour ikke længere skulle tilpasse sig British Labours politiske linje, så måske vil Labour på sigt placere sig tættere på SNP og muligvis genvinde sin plads som største i det skotske parlament. På den udenrigspolitiske side tegner det mest til, at Skotland skal genansøge om medlemskab af EU, NATO og andre internationale organisationer i overensstemmelse med den britiske regerings hvidbog om dette. En ansøgning om EU-medlemskab burde umiddelbart være en ekspeditionssag al den stund, at Skotland som del af UK har været med i EU i mere end 40 år, og skotsk lovgivning derfor burde være i overensstemmelse med EU’s acquis. Men Kommissionsformand Barroso har gjort klart, at Skotland vil skulle gå igennem den almindelige optagelsesprocedure. Samtidig er der nogle meget tunge spørgsmål gemt i denne umiddelbare ekspeditionssag. Den skotske regering ønsker fortsat møntunion med UK og ikke deltagelse i euroen. Dette har den konservative britiske finansminister, Liberaldemokraterne og Labour sagt klart nej til, om end det ikke helt kan udelukkes, at spørgsmålet vil blive genovervejet efter folkeafstemningen i lyset af, hvad der vurderes at være den britiske interesse på det tidspunkt. Samtidig er det ikke indlysende, at et nyt medlemsland vil kunne få forhandlet en undtagelse fra euroen. En tilsvarende problematik knytter sig til tilknytningen til Schengenområdet, som UK og Irland jo ikke er del af. SNP ønsker en fortsat ”social union”, hvor der ikke skal vises pas mellem Skotland og øvrige dele af de britiske øer. Men vil Skotland kunne forhandle sig til en permanent status uden for Schengen? Den britiske regering har ikke afvist et ”common travel area” med Skotland, hvilket peger på, at der ville være rest-britisk støtte til dette, hvis der kan findes enighed om immigrationspolitiken. Hertil skal lægges, at et land som Spanien med baggrund i Katalonien- problematikken formentlig ikke ønsker, at Skotlands BAGGRUND >>> 88 | UDENRIGS 1 | 2014 medlemskab skal fremstå som en formsag, selvom man fra spansk side har sagt, at de to situationer ikke kan sammenlignes. NATO-medlemskab kan umiddelbart synes at have karakter af en formsag, men der gemmer sig nogle større, vanskelige spørgsmål. Her er det især SNP’s ønske om kernevåbenfrihed, der kan komplicere et medlemskab. Andre NATO-lande har også haft reservationer over for stationering af kernevåben i fredstid. Men Storbritanniens atomubåde med Trident-missiler, som er den eneste operationelle nukleare komponent i britisk forsvar, har altid været stationeret i skotske lochs, når de ikke sejler rundt på verdenshavene. Og en accept af en skotsk status som kernevåbenfri vil betyde et stop for ubådsbaser og sandsynligvis også rest-britiske ubådes bevægelsesfrihed inden for de britiske øer. Skotsk NATO-medlemskab med kernevåbenfrihed vil derfor nødvendiggøre en praktisk omlægning af rest-UKs kernevåbenforsvar, hvad der formentlig ikke vil gøre restUK venligt stemt over for et skotsk NATOmedlemskab under disse betingelser. For UK vil konsekvensen forventeligt blive, at der vil blive længere mellem Labour-regeringerne i det rest-britiske parlament, hvis Labour da nogensinde kommer til magten igen med absolut flertal i rest-Storbritannien. Skotland (og i mindre grad Wales) er langt mere orienteret mod Labour end England. Skotland har i de sidste 30-40 år stort set kun valgt Labour medlemmer til Underhuset i Westminster. Cirka ti procent af medlemmerne af Underhuset har således næsten konstant været Labour-medlemmer fra Skotland. I et langt mere konservativt orienteret England skal Labour flytte så mange stemmer uden ”hjælp” fra Skotland, at det vil komme tæt på at være praktisk umuligt. Labour i restUK vil formentligt bevæge sig politisk mod det konservative parti og Liberaldemokraterne af samme grund. Et Storbritannien, der er endnu mere BAGGRUND præget af det konservative parti, vil også være et Storbritannien, der er mere præget af den herskende skepsis over for EU hos dette parti. Generelt er Skotland mere begejstret for EU end England. Og hvis det skulle komme til en afstemning om restStorbritanniens medlemskab af EU med en eventuelt genvalgt konservativ regering i 2017 eller senere, vil fraværet af skotske stemmer gøre et nej til fortsat britisk medlemskab langt mere sandsynligt. Det bliver i den forstand et Storbritannien, der bliver mere lukket om sig selv. Det bliver også et UK, hvis stemmemæssige styrke i EU formindskes. Det kommer jo til at få en mindre befolkning end Frankrigs. Mere selvstyre på vej Når alt dette er sagt, er et nej ifølge meningsmålingerne det mest sandsynlige, hvilket ikke gør ovenstående aktuelt. Men nej’ et vil alligevel have meget store konsekvenser internt i UK og i Europa. Det skyldes, at antallet af ja-stemmer ud fra stort set enhver vinkel vil være betragteligt ifølge meningsmålingerne omkring 40% af de afgivne stemmer. For at fremme argumenterne for Better Together har både Labour, Liberaldemokraterne og til sidst også premierminister Cameron præsenteret forslag om en højere grad af skotsk selvstyre - det såkaldte devo max. Det kan naturligvis tænkes, at disse forslag ikke vil blive fremmet, når det først er blevet et nej. Usikkerheden om dette har netop været et argument fra SNP. Men med ca. 40 procent ja-stemmer vil der være pres for at føre forslagene videre – også for at foregribe fremtidige skotske selvstændighedsafstemninger ved at indføre det, som alle meningsmålinger siger, at skotterne foretrækker. Konsekvensen af et nej vil derfor ud fra denne betragtning lede til yderligere skotsk selvstyre inden for UK. Måske har det været SNP’s egentlige mål med afstemningen at skabe en sådan dynamik, da et ja aldrig har stå- UDENRIGS 1 et stærkest i meningsmålingerne. Et nej betyder i første omgang, at spørgsmålet om et nyt land i Europa og konsekvenserne for det tilbageværende UK ikke bliver aktuelt. Men samtidig får Skotland i endnu højere grad selvstyre. Det kan være, at devo max skaber et nyt ligevægtspunkt, hvor forslag om fuld selvstændighed ikke vil have politisk relevans, fordi et flertal af vælgerne er tilfredse med dette udvidede selvstyre. Dette var netop den uudtalte antagelse i Labour-regeringens forslag, som ledte til den nuværende selvstyrelov i 1997. Men det kan ikke udelukkes, at det også give en endnu stærkere platform for SNP til at ønske fuldt selvstændighed end den nuværende selvstyreordning har vist sig at være. Alt andet lige udvander mere skotsk selvstyre den mytiske doktrin om det britiske parlaments stærke status som bærer af britisk suverænitet, som Storbritannien har bygget på i 300 år. Da netop doktrinen om parlamentarisk suverænitet har været et omdrejningspunkt for skepsis over for afgivelse af suverænitet til EU, har dette også betydning for forholdet til EU. Når Storbritannien i stigende grad er delt i lag, hvor nationerne i højere grad er selvstyrende i en særdeles heterogen form for føderalisme med Westminsterparlamentet som toppen på kransekagen, kan et EU-lag ovenpå synes mindre kontroversielt. Den tidligere konservative udenrigsminister Lord Howe skrev for over 20 år siden, at den britiske skepsis over for uklare, delvis overnationale, EU-beslutningsstrukturer var overraskende på baggrund af den flerhed af styreformer, der havde karakteriseret det britiske imperium (kronkolonier, dominions, protektorater, almindelige kolonier og naturligvis Westminster). Det samme kan siges om de interne britiske styreformer, som har udviklet sig siden den britiske de- | 2014 | 89 centraliseringslov i 1997 og den udvikling, der vil følge af den skotske afstemning. Samtidig har man også set en stærkt stigende konservativ EU skepsis, som er lejret i England og det konservative partis stærke basis i landet. En skepsis, der i høj grad er bundet op på understregningen af Westminster-parlamentets status og truslen mod samme fra EU. Spørgsmålet om yderligere skotsk selvstyre er derfor knyttet til spørgsmålet om UK og EU på en mere indirekte men ikke mindre interessant måde. Det er også knyttet sammen på den måde, at det er blandt euro-skeptikerne hos de konservative, at man finder dem, som går mest går ind for stærke Westminster-strukturer og mindre regionalt selvstyre. De store spørgsmål om interne sammenhængsformer i UK og i en videre forstand UKs skæbne forbliver derfor på dagsordenen. Og det er spørgsmål, der er forbundet med UKs forhold til EU. De, som går ind for en stærk Westminster-centreret statsform er ofte også dem, der går ind for en løsere tilknytning til EU. Når det omvendte ikke er tilfældet, skyldes det, at de fleste politiske partier, også de EU-skeptiske konservative, nu af pragmatiske grunde støtter en eller anden form for øget skotsk hjemmestyre. Ikke fordi de kan lide det, men som en reaktion på de forventede mange ja-stemmer ved den kommende afstemning. Et UK med det suveræne parlament i London som det politiske omdrejningspunkt kan derfor blive ændret på længere sigt som reaktion på den skotske afstemning og i bredere forstand de skotske og walisiske hjemmestyrers succes. Det kan få konsekvenser for Europa-debatten i UK. En løsere UK-union kan på kort og mellemlang sigt lede til endnu mere fokus på at fastholde Westminsters magt over for EU. BAGGRUND 90 | UDENRIGS 1 | 2014 Anmeldelse: Bent Jensens lukkede bog Af Ib Faurby Bent Jensens mammutværk ”Ulve, får og vogtere” om den kolde krig skaber ikke større klarhed om Danmark under den kolde krig - snarere tværtimod Det helt dominerende tema i Bent Jensens to-binds værk er, hvordan Sovjetunionen gennem et systematisk og vedvarende pres via den danske venstrefløj og især Socialdemokratiet skadede Danmarks sikkerhed ikke mindst ved at undergrave medlemskabet af NATO. Denne tolkning af dansk sikkerhedspolitik lancerede BJ allerede i 1987 med bogen Tryk og tilpasning. Sovjetunionen og Danmark siden 2. verdenskrig. Den nye næsten seks gange længere fremstilling har til formål at underbygge denne tese med et overvældende antal referater og citater fra sovjetiske kilder, rapporter fra PET og FE, dokumenter fra Udenrigsministeriet, mere eller mindre obskure venstrefløjspublikationer samt danske socialdemokraters – ikke mindst Lasse Budtz’ og Anker Jørgensens – udtalelser og handlinger. Trods det nye værks omfang føjer det ikke afgørende nyt til den oprindelige tolkning i Tryk og tilpasning. Ligesom BJ’s tidligere bøger bl.a. Bjørnen og haren. Sovjetunionen og Danmark 1945-1965 (1999) er Ulve, får og vogtere et vidnesbyrd om forfatterens store flid. At han også er en polemiker for Herren, ved de fleste avislæsere. Det sætter også sit umiskendelige præg på hans seneste værk. Værket har sin baggrund i to forhold: For det første i DIIS-rapporten Danmark unde den kolde krig, bind 1-4 (2005), som en del fandt utilstrækkelig eller direkte misvisende i sin undervurdering af den sovjetiske trussel og de negative virkninger af ’fodnotepolitikken’ i 1980’erne. For det andet i Fogh Rasmussen-regeringens og Dansk Folkepartis ønske om et opgør med ’de kræfter i Danmark’, der under den kolde krig med statsministerens ord ’reelt gik fjendens, altså Sovjetunionens og Warszawapagtens, ærinde’. Ulve, får og vogtere Til forståelse af værkets titel og kapiteloverskrifter blot denne ordforklaring: Ud over ulve og får optræder også andre dy- Ib Faurby er tidligere lektor i international politik på Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet. Han har desuden været sekretariatschef for Det Sikkerheds- og Nedrustningspolitiske Udvalg og medlem af dets formandskab. Han var været skribent på Politiken og derefter chefkonsulent ved Forsvarsakademiet og leder af Forsvarschefens Sikkerhedspolitiske Kursus. ANMELDELSE UDENRIGS 1 | 2014 | 91 For de, der ikke selv oplevede den kolde krig, må mange af citaterne i Ulve, får og vogtereforekomme direkte absurde; for os andre vækker de minder om en tid, der heldigvis er forbi... FOTO: © GYLDENDAL rearter og dyr i forklædning. Der er ’haren’ (Danmark), ’bjørnen’ (Sovjetunionen), ’ulve i bjørnepels’ (DKP), ’får i ulveklæder’ (SF) og ’løven, der blev til lam’ (Socialdemokratiet). Og så er der naturligvis vogterne, der måske burde hedde ’dyrepasserne’ i den jensenske zoologiske have! Første bind drejer sig om Sovjetunionen og den sovjetiske trussels karakter, den danske venstrefløjs (DKP, SF, VS og fredsbevægelsernes) følgagtighed, kulturkampen i Danmark under den kolde krig, spionage, sabotage og hvervning, såkaldte KGB- og STASI-nære danskere samt sovjetisk propaganda og KGB’s påvirkningsoperationer. Fremstillingen efterlader ingen tvivl om Sovjetunionens vedvarende politiske pres på Danmark eller den truende sovjetiske militære opbygning, men om værket dermed også opfylder de krav, kritikerne af DIIS-rapporten havde om en egentlig militær analyse, er tvivlsomt. For nogle måske, for andre ikke. BJ synes ikke for alvor at interessere sig for konkrete militære forhold, herunder den vestlige forskning vedrørende Warszawapagtens detaljerede krigsplanlægning, som vi i dag har kendskab til. At generaloberst Matvej Burlakov ikke, som hævdet i billedteksten side [1] 80, var chef for ’Den Sydlige Styrkegruppe’ [sic!], hører dog til i småtingsafdelingen. I andet bind beskrives (i velkendte for- mer) Danmarks utilstrækkelige forsvar, Sovjetunionens syn på Danmarks rolle i NATO, den danske ikke-provokationspolitik, femtekolonneloven og vogterne (PET, FE, det civile beredskab og regeringens sikkerhedsorganisation). Blandt vogterne finder man også ikke- eller antikommunistiske organisationer. Der er tillige et kapitel om kultureliten (de ’kulturradikale’) og folket med den sunde skepsis over for de venstreorienterede. Værkets hovedemne – Socialdemokratiets ’forvandling’, Sovjetunionens syn herpå og konsekvenserne for dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik – behandles i tre kapitler, efterfulgt af en konklusion. Blandt vogterene finder vi også en række enkeltpersoner og organisationer, der omkring krigsafslutningen og i de første efterkrigsår arbejdede for en klar dansk vestorientering. Her har BJ dog ikke inddraget Bo Lidegaards disputats I kongens navn (1996), hvis hovedemne er Henrik Kaufmanns tilsvarende bestræbelser. (Disputatsen er blot medtaget i en litteraturoversigt på Gyldendals hjemmeside). Det Udenrigspolitiske Selskabs og Atlantsammenslutningens formål og aktiviteter beskrives, men følges desværre ikke op til og med ’fodnoteperioden’. Et andet bemærkelsesværdigt element er, at en række udenrigsministerielle embedsmænd, som BJ i tidligere publikationer har ANMELDELSE >>> 92 | UDENRIGS 1 | 2014 kritiseret og betegnet som ’neutralistiske’, nu er blevet ophøjet til vogtere. Er det fordi, forfatteren i det nye værk har brug for ’helte’, der kan skabe kontrast til ’skurkene’ på venstrefløjen og i Socialdemokratiet? Venstrefløjen BJ har ligesom i bogen Stalinismens fascination og danske venstreintellektuelle (1984 og 2002) et godt øje for venstrefløjens naivitet eller fornægtelse af sovjetkommunismens karakter og (for nogles vedkommende) direkte støtte til Sovjetunionens sikkerhedspolitiske mål. For de, der ikke selv oplevede den kolde krig, må mange af citaterne i Ulve, får og vogtere forekomme direkte absurde; for os andre vækker de minder om en tid, der heldigvis er forbi, selvom der stadig er kold krig mellem historikere og anmeldere. BJ skriver et par gange, at det er en ærlig sag at være uenig i regeringens politik. Det virker nærmest som en besværgelse, for synspunktet præger ikke den øvrige tekst. I en række personbeskrivelser fastholder han ikke en klar forskel mellem at være i politisk opposition, at være ’indflydelsesagent’ eller være direkte i Sovjetunionens sold. Dertil kommer, at han er antydningernes mester. Citatsamlingem er overvældende; intet synes for småt til at blive medtaget, når venstrefløjen skal hænges ud. Den uskønne blanding af relevante og selektivt udvalgte citater kaster et mistænkeligt skær – fortjent såvel som ufortjent – over adskillige personer. Har man fx for mere end 40 år siden udtalt sig kritisk eller direkte afstandtagende fra den amerikanske krigsførelse i Vietnam, så kan det (sammen med andet) bruges til en stigmatisering af den pågældende. Det rammer ikke bare Mogens Lykketoft, men også andre, fx en tidligere generalmajor, der i anden sammenhæng citeres for fodnotepolitikkens skadelige virkninger (side [2] 424426 og 521). Men at have været kritiker ANMELDELSE af den amerikanske krigsførelse i Vietnam var og er ikke nødvendigvis det samme som at være ’antiamerikansk’ og peger ikke nødvendigvis frem mod en afstandtagen fra dansk NATO-medlemskab. Med det jensenske perspektiv på nyere dansk historie har bevillingsgiverne utvivlsomt fået den bog, de ønskede, en fremstilling, der ’skiller fårene fra bukkene’. Men hvor længe skal det blive ved med at være et centralt tema i dansk historieskrivning? BJ viser ingen nåde over for ’synderne’. Og nu, hvor NATO endnu engang har fået en generalsekretær, der i sin ungdom var ’fredsaktivist’, kunne man (inspireret af BJ’s bibelske terminologi) sige, at der tilsyneladende er mere glæde i NATO over én omvendt synder end 99 retfærdige – men ikke i Danmark. BJ’s udvælgelse og anvendelse af kilderne er, som påpeget af flere historikere, ofte problematisk. Eksemplerne er legio, så her skal blot tilføjes endnu ét. Det finder man (side [2] 446) i en enkelt sætning om den unge Jens Otto Krags første besøg i Sovjetunionen i 1946. På vejen hjem skrev han i sin dagbog: ”Dette land skal man vise respekt”. Hvad Krag mente med den sætning, er ikke klart. Et gæt kunne være, at han ligesom mange andre fra hele det politiske spektrum havde respekt for Sovjetunionens indsats under den netop afsluttede krig og de enorme menneskelige og materielle ofre, krigen havde påført den sovjetiske befolkning. Den øvrige, levende 36 sider lange beskrivelse af besøget i bogen Travl tid, god tid (1974) er stærkt kritiske over for den politiske og sociale situation i Sovjetunionen (bortset fra en naiv vurdering af Krags kvindelige guide). Krag sammenligner således sovjetkommunismen med nazismen og Stalin med Hitler. Så hvad er hensigten med det løsrevne citat? Bogens undertitel er ’Den Kolde Krig i Danmark 1945-1991’. Ordene ’i Danmark’ er afgørende. Det er ikke en generel frem- UDENRIGS 1 stilling af den kolde krig, hvad BJ da heller ikke påstår. Men selvom fokus er på Danmark, så burde fremstillingen have været sat langt mere direkte og systematisk i relation til centrale sider af udviklingen under den kolde krig. Ofte får man som læser indtryk af, at det hele foregår i et lukket rum bestående af den sovjetiske partiledelse, den amerikanske regering og den danske venstrefløj. Dette rum har kun få og små vinduer til resten af verden, fx Europa. Fremstillingen er fuldstændig sort/hvid. Bogens grundholdningen er, at alt, hvad den til enhver tid siddende amerikanske regering gjorde, var godt, rigtigt og tjente fredens sag. Her er ingen plads til nuancer endsige andre opfattelser. Nok var USA alliancens største og på mange måder mest afgørende land, men de enkelte vesteuropæiske lande havde på grund af geografi, historie og økonomi ikke nødvendigvis altid sammenfaldende interesser med USA. Gennem hele den kolde krig foregik der en løbende debat om politik og strategi over for Østblokken. Balancen mellem national interessevaretagelse og alliancesolidaritet kunne variere afhængigt af det aktuelle spændingsniveau i forholdet mellem Øst og Vest. Ahistorisk fremstilling Et gennemgående tema var balancen mellem afskrækkelse og afspænding. Det kom bl.a. til udtryk i Harmel-rapporten fra 1967. Det var et tema, der – uafhængigt af partipolitiske holdninger i øvrigt – også var centralt i dansk alliancepolitik. Men det er underspillet i BJ’s fremstilling, og Harmel-rapporten er overhovedet ikke nævnt. Hverken Helsinki-processen eller Vesttysklands østpolitik får en relevant behandling, selvom begge var centrale for den sikkerhedspolitiske udvikling i Europa. Det får fremstillingen til at virker næsten ahistorisk. Heller ikke forskelle mellem USA’s og de europæiske NATO-landes opfattelser af NATOs militære strategi synes at interesse- | 2014 | 93 re forfatteren. USA var og er en supermagt med globale interesser og hovedansvar for den nukleare afskrækkelse. Storbritannien og Frankrig var og er stormagter med egne kernevåben og har dermed et andet syn på visse strategiske spørgsmål. Vesttyskland havde særlig interesse i forhold til borgerne i DDR og frygt for, at det centrale Europa skulle blive krigsskueplads, konventionel såvel som nuklear. Tilsvarende havde de øvrige NATO-medlemmer deres interesser. Det interessante er, hvordan sådanne interesseforskelle blev afvejet i forhold til den fælles alliancestrategi – en afvejning der prægede alliancen i alle årene. Det var ikke tilfældigt, at det tog fem år, før NATO tilsluttede sig USA’s strategiskifte fra ’massiv gengældelse’ til ’det fleksible svar’. Man kunne også se disse interesseforskelle i debatten om den multilaterale kernevåbenudrustede flådestyrke (MLF), der ikke blev til noget, og i striden i 197778 om den såkaldte neutronbombe, der var et forvarsel om de vanskeligheder, dobbeltbeslutningen løb ind i. BJ omtaler det strategiske hovedargument for opstilling af kernevåbenudrustede Pershing II- og krydsermissiler i Vesteuropa (koblingen til de amerikanske strategiske våben) og det politisk mere enkle argument (afbalancering af de sovjetiske SS 20-missiler). Han omtaler også hovedproblemerne forbundet med en isoleret eller ensidig kernevåbenfri zone i Norden. Men egentlig synes BJ ikke at have den store interesse for kernevåbenstrategiske spørgsmål. Hans holdning til kernevåben i almindelighed og rustningskontrol i særdeleshed forekommer næsten nonchalant. Et eksempel finder man i omtalen af SDI (Præsident Reagans strategiske forsvarsinitiativ, populært kendt som ’stjernekrigsprojektet’). BJ skriver stort set intet om selve projektet. Og slet intet om den betydelige debat blandt såvel fysikere som strategiske analytikere i USA og flere vesteuropæiske lande om projektets reANMELDELSE >>> 94 | UDENRIGS 1 | 2014 alisme og dets strategiske konsekvenser, hvis det lod sig realisere. Hvad ville det betyde fx for ABM-traktaten og den strategiske stabilitet? ABM-traktaten omtales i øvrigt kun én gang (side [1] 70-71) og det blot i tre sætninger, der ser den som en ren foræring til Sovjetunionen. BJ’s behandling af SDI-spørgsmålet drejer sig kun om den anden af de to dagsordner om sagen, Folketinget vedtog (side [2] 402-404). Og han har da ret i, at det var tåbeligt eller i bedste fald enfoldigt at vedtage en dagsorden, der opfordrede til et generelt forbud mod forskning i missilforsvarsvåben – ikke et dansk ’nej, tak’, men et globalt forbud. Perspektivet er snævert dansk. Det er socialdemokraterne og den egentlige venstrefløj i Danmark, der førte en uansvarlig politik på grund af Sovjetunionens militære tryk og undergravende virksomhed. Det nævnes naturligvis, at også andre europæiske socialdemokratier og venstreorienterede partier havde tilsvarende standspunker, og at de arbejdede sammen og gensidigt inspirerede hinanden bl.a. gennem samarbejdet i Socialistisk Internationale og Scandilux. Men en egentlig sammenlignende analyse af situationen i Danmark med de øvrige Scandilux-lande mangler. Det samme gælder, som nævnt, den bredere politiske og strategiske debat i alliancens medlemslande. Denne debat var velkendt af nogle få embedsmænd og officerer samt enkelte forskere. Den blev også udnyttet af de mest velinformerede kritikere på den danske venstrefløj i deres argumentation. Men dette aspekt er stort set fraværende i bogen. Et af de få steder, hvor BJ strejfer den amerikanske debat, er i en bemærkning om, at Jørgen Dragsdahl og andre byggede på materiale fra ”det antiamerikanske og prokommunistiske nedrustningsmiljø i USA” (side [1] 50). Mere relevant bliver synspunktet ikke af en næsten ordret gentagelse i bind 2. Det er ganske enkelt for letkøbt! ANMELDELSE Det illustrerer, at selv blandt helhjertede danske alliancetilhængere var interessen for og viden om disse forhold såre begrænset. Og netop det blev et problem i den politiske debat i 1980’erne. Venstrefløjens kritik af NATOs strategi blev som oftest af borgerlige politikere og debattører ikke mødt med argumenter, men med almindeligheder og ideologiske erklæringer. Selv når den internationale debat om kernevåbenpolitiske og -strategiske problemer lejlighedsvis fandt sted i Danmark med deltagelse af udenlandske og danske forskere samt danske embedsmænd og officerer – og kritiske repræsentanter fra venstrefløjen, ikke at forglemme! – interesserer det ikke BJ. End ikke den bog, der blev resultatet af en sådan konference om INF-sagen, der fandt sted i regi af Det Sikkerheds- og Nedrustningspolitiske Udvalg, som BJ selv var medlem af, er fundet værdig til omtale, selvom den optræder på litteraturlisten. I rapporten fra en tilsvarende konference om Danmark og NATOs strategi arrangeret af Det Krigsvidenskabelige Selskab har BJ blot fundet et par løsrevne citater fra de deltagende NATO-kritikere. Problematiske udeladelser Værket er heller ikke en udtømmende behandling af dansk politik under den Kolde Krig. I den første note til kapitel 20 hedder det: ”Dette kapitel behandler ikke generelt den parlamentariske situation eller regeringens politik, men koncentrerer sig om Socialdemokratiets og dets alternative flertal i 1980’erne”. Men det er ikke kun dette kapitel. Intet sted i det 1.500 sider store værk finder man en egentlig analyse af regeringens politik, den parlamentariske situation og det politiske spil om sikkerhedspolitikken. Den måske mest overraskende udeladelse i denne bog, hvis erklærede formål er at vise, at: ”Fodnotepolitikken var et hasarderet spil med Danmarks sikkerhed, der blev bragt i alvorlig fare. . . ” (side [2] 594) er, UDENRIGS 1 | 2014 | 95 Bogens grundholdning er, at alt, hvad den til enhver tid siddende amerikanske regering gjorde, var godt, rigtigt og tjente fredens sag at der mangler en behandling af den politiske proces, som førte til de sikkerhedspolitiske dagsordner og deraf følgende ’fodnoter’. I årene 1982-1988 vedtog Folketinget i alt 23 dagsordner vedrørende dansk sikkerhedspolitik. Kun knap halvdelen af disse er overhovedet nævnt i BJ’s værk, og endnu færre underkastet en egentlig analyse. Der er ingen tvivl om, at fodnoterne var et betydeligt irritationsmoment og skadede Danmarks anseelse i Alliancen. Men ligesom Folketingets dagsordner var fodnoterne forskellige. Nogle var rene meningstilkendegivelser, andre havde konkrete sikkerhedspolitiske implikationer. De allierede ledere, specielt i USA og Storbritannien, kunne godt bag lukkede døre se forskel. De vidste godt, at en ensidig nordisk kernevåbenfri zone ikke havde nogen gang på jorden. Til gengæld anfægtede anløbssagen i maj 1988 hele grundlaget for USA’s og Storbritanniens – og dermed NATOs – strategi. Men en påpegning af sådanne nuancer ville jo svække den totale afvisning af DIIS-rapporten. Blandt bogens overraskelser er også den manglende omtale af den såkaldte Dyvigrapport fra 1984, der var et forsøg fra regeringens side (men inspireret af Svend Auken) på at tilvejebringe et grundlag for en ny sikkerhedspolitisk konsensus mellem de ’gamle’ partier. Rapporten får blot 1½ linje! Til gengæld ofres en hel side på det (måske) ’neutralistiske’ forsidebillede – ikke på rapporten, men på SNU-udgaven med kommentarer og debat. (I billedteksten side [2] 539 betegnet som rapporten). Hverken selve rapportens indhold, der var skrevet af en gruppe centrale embedsmænd i Udenrigsministeriet, eller SNU-udgavens 130 sider med gengivelse af de politiske kommentarer til rapporten er omtalt. Grønlands rolle i dansk sikkerhedspolitik er nævnt flere steder i de to bind, men af uforklarlige grunde ikke i beskrivelsen af 1980’erne. Den til tider intense debat om den amerikanske militære tilstedeværelse i Grønland, specielt de politiske stridigheder om radar- og satellitsporingsstationerne ved Thule og den nye phased array-radars forhold til det amerikanske SDI-projekt og ABM-traktaten er overhovedet ikke behandlet. Kan det skyldes, at i denne sag bøjede Socialdemokratiet sig ikke for pres fra SF og VS, men i marts 1987 stemte for regeringens redegørelse? Heldigvis har vi den store og sobre DUPI-rapport fra 1997 om Grønland under den kolde krig, men den dækker kun tiden op til 1968. KGB og STASI bag alt Socialdemokraterne med Anker Jørgensen og Lasse Budtz i spidsen er med rette de hovedanklagede i BJ’s fremstilling. Anker Jørgensen synes at have været motiveret af følelsesmæssig afsky for kernevåbnene og al deres væsen, manglende strategisk forståelse og en god portion stædighed. Han overlod gradvis mere og mere af ansvaret for partiets sikkerhedspolitik til Lasse Budtz på bekostning af andre medlemmer af folketingsgruppen. Hvad der motiverede Budtz står hen i det uvisse. BJ skriver i indledningen til kapitel 20 om Sovjetunionen og Socialdemokratiets kursskifte, at ”der ikke er nogen enkel for- ANMELDELSE >>> 96 | UDENRIGS 1 | 2014 klaring på det skred, der . . . i 1980’erne indtraf i Socialdemokraternes sikkerhedspolitik”. Og han opregner kort nogle andre forhold, der dog primært vedrører interne personforhold i Socialdemokratiet. ”Men helt se bort fra den sovjetiske faktor . . . ville være forkert”, skriver BJ. Men det gør han så sandelig heller ikke! For det er værkets helt dominerende tema. Påvirkningerne er sammenfattet i et skema (side [2] 507). Det er en ren tilståelsessag. Alle påvirkninger af Socialdemokratiets sikkerhedspolitik er (med en enkelt undtagelse) markeret med pile, der har deres udspring i ”Kommunistiske stater, herunder internationale afdelinger samt KGB og STASI” og via forskellige ’frontorganisationer’, fredsbevægelser, ’opinionen’ og det socialdemokratiske samarbejde i Scandilux formede Socialdemokratiets politik. (Undtagelsen er Socialistisk Internationale, der angiveligt også selv havde en vis indflydelse på de kommunistiske stater m.fl.). Ifølge skemaet var der ingen andre indre eller ydre forhold, der påvirkede Socialdemokratiet. Regeringen og De Radikale Modstanden mod NATO’s strategi i almindelighed og dobbeltbeslutningen i særdeleshed var udbredt i de socialdemokratiske partier og på venstrefløjen i hele Nordvesteuropa. Det var imidlertid kun i Danmark, at disse strømninger kunne slå igennem i den officielle politik. Den afgørende forskel var den parlamentariske situation, hvor de kritiske holdninger takket være Socialdemokratiet og De Radikale kunne påvirke politikken. Man savner – her som i flere andre beskrivelser af 1980’ernes sikkerhedspolitik – en nærmere analyse af De Radikales tvetydige rolle. Uden De Radikale havde der ikke været et alternativt sikkerhedspolitisk flertal. De Radikale generede regeringen i sikkerhedspolitikken, men holdt hånden under den i alle øvrige centrale politiske ANMELDELSE spørgsmål - også når det kom til tillidsafstemninger om regeringens manglende efterlevelse af de sikkerhedspolitiske dagsordener, De Radikale selv havde stemt for. Først da den kolde krig sang på sidste vers og med udsigten til regeringsdeltagelse, sadlede De Radikale om, og dermed døde det alternative sikkerhedspolitiske flertal. Uanset al den kritik, der med rette kan fremføres mod Socialdemokratiet, specielt mod Anker Jørgensen og Lasse Budtz, så havde det været på sin plads at skrive noget om de borgerlige politikeres og ikke mindst statsminister Poul Schlüters rolle. Hvis de mange udsagn fra danske diplomater, ledende officerer, Forsvarets Efterretningstjeneste og allierede ledere om fodnotepolitikkens skadelige virkninger, som Bent Jensen citerer til overflod, står til troende (hvad de givetvis gør), så burde statsministeren vel have taget den parlamentariske konsekvens heraf og udskrevet valg i stedet for at administrere en politik, han mente var til alvorlig skade for landets sikkerhed. Som et kuriosum kan det nævnes, at Det Konservative Folkepartis medlem af NATOs Parlamentariske Forsamling på dennes møde i Istanbul i november 1986 af nationale grunde (!) støttede (om end forgæves) Lasse Budtz’ kandidatur til forsamlingens formandspost. Det var i det hele taget karakteristisk, at meget få borgerlige politikere og debattører deltog i debatten med venstrefløjen om kernevåbenpolitik i pressen og ude i det ’forsamlingshusDanmark’, som BJ ellers bekender sig til. Der var dog én politiker, der både havde viden og vilje til at debattere. Han var landets udenrigsminister, men er stort set ikke-eksisterende i BJ’s fremstilling, når bortses fra nogle nedladende bemærkninger. Det er en af de mest ejendommelige prioriteringer i det 1.500 sider store værk. (At BJ efterfølgende i et indlæg i Weekendavisen erkender, at Uffe Ellemann-Jensen burde have været nærmere omtalt, men undskylder sig med, at bogen primært dre- UDENRIGS 1 jer sig om Socialdemokratiet, ændrer ikke ved den grundlæggende ubalance i bogens beskrivelse af den kolde krig i Danmark). Selvom Socialdemokratiet bærer hovedansvaret for ’fodnotepolitikken’, så bidrog regeringens valne politik (og uklare linje i afstemningerne om de sikkerhedspolitiske dagsordener) utvivlsomt til at styrke det alternative flertal i Folketinget. For når regeringen ikke tog sine egne erklæringer om fodnoternes skadevirkninger alvorligt, så var det sin sag for de socialdemokrater, der var imod partiets nye linje, at underløbe ledelsen og risikere en alvorlig splittelse i partiet. Man kan vel heller ikke fortænke mange vælgere i at mene, at det hele nok ikke var så galt, når regeringen valgte at ’leve’ med dagsordnerne. Det var først i 1988, hvor INF-aftalen mellem USA og Sovjetunionen havde løst problemet med mellemdistancevåbnene i Europa og den kolde krig var under begyndende afvikling, at Poul Schlüter tog konsekvensen af anløbssagens potentielt vidtrækkende skadevirkning for det danske NATO-medlemskab og udskrev det valg, der gjorde en ende på ’det alternative sikkerhedspolitiske flertal’. Kilder Bogens første kapitel er en passioneret kritik af PET, Statsministeriet, Udenrigsministeriet og Justitsministeriet for ikke at have givet BJ lov til at citerer fra alle de dokumenter, hvortil han har haft privilegeret adgang. (Kritikken af Morten Bødskov er specielt interessant, da der var konservative politikere på justitsministerposten i hele BJ’s Koldkrigscenters levetid!). Uanset, hvad man måtte mene om dette kapitel, så ville det vel have været naturligt at bringe det som indledning til kildeoversigten og ikke som værkets egentlige indledning. Er formålet, at læseren fra starten skal bibringes den opfattelse, at forfatteren ved meget mere, end han har fået lov til at skrive? Værket indeholder en omfattende littera- | 2014 | 97 turliste og et meget stort noteapparat, der tydeligvis har gjort indtryk på visse anmeldere. Der er også en lang diskussion af relevant litteratur på Gyldendals hjemmeside. For særligt interesserede kan den være nyttig, hvis man kan se bort fra de nedsættende bemærkninger om flere kolleger, hvis tolkninger ikke er i overensstemmelse med BJ’s, eller som har et mindre kritisk syn på Sovjetunionen. Nærværende anmelder har ikke forudsætninger for at vurdere de russisksprogede kilder og har ikke benyttet de offentlige dokumenter, forfatteren har haft adgang til. Men selv med disse begrænsninger er der en del at bemærke vedrørende kilderne og deres anvendelse. For det første er der en del bøger og artikler i fagtidsskrifter, man savner som fx Erik Beukels Socialdemokratiet og stationeringsproblemet 1952-53 (1974), Hans Henrik Bruuns En premiere, to generalprøver og et kup. Dagsordenafstemningen i Folketinget den 5. september 1985 (2005), hovedparten af de relevante udgivelser fra Det Sikkerheds- og Nedrustningspolitiske Udvalg (SNU), artikler i Dansk Udenrigspolitisk Årbog og tidsskriftet Politica. Dertil kommer et antal bøger og tidsskriftsartikler, der ganske vist er medtaget på litteraturlisten, men ikke har sat sig synlige spor i teksten. Det gælder fx Nikolaj Petersen og Hans Henrik Holm (red.) Slaget om missilerne. Dobbeltbeslutningen og sikkerheden i Europa (eng. udg. The European Missile Crisis. Nucelar Weapons and Security Policy) begge fra 1983. Ud over en længere indledning rummer den væsentlige bidrag fra udenlandske forskere og danske kommentarer samt de to redaktørers detaljerede analyse af dansk INF-politik. I en forskningsbaseret fremstilling bør man vel forholde sig argumenterende til andre forskningsbidrag af det pågældende emne. Så selv om BJ (mildt sagt) ikke er nogen beundrer af Poul Villaume, så er Villaumes disputats Allieret med forANMELDELSE >>> 98 | UDENRIGS 1 | 2014 behold (1995) et så væsentligt værk, at BJ burde være gået i en reel kritisk dialog med det. (Bemærkningerne på Gyldendal-listen er langt fra tilstrækkelige). Det er ikke alle de mange noter, der har et substantielt indhold. Og flere steder, hvor teksten bringer nye, interessante oplysninger, mangler der kildehenvisninger (og her tænkes ikke på de mange markeringer med røde hamrer og segl, der angiver, hvor myndighederne ikke har givet forfatteren lov til at citere fra klassificeret materiale). Det er tydeligt, at BJ har været igennem et stort materiale, men han er meget selektiv i sin anvendelse af det. Alt, hvad der kan bekræfte hans ’tese’, er med, hvorimod andre kilder og tolkninger behandles tilfældigt – for nu at sige det venligt. Der citeres i lange baner fra obskure venstrefløjspublikationer, hvis reelle betydning for dansk politik ANMELDELSE kan diskuteres, mens flere substantielle behandlinger af emnet er forbigået i tavshed. Ulve, får og vogtere har været afventet med spænding. Offentliggørelsen førte straks til en debat baseret mere på velkendte ideologiske positioner end på værkets indhold. Men trods de mange sider er vi ikke kommet væsentligt nærmere en forståelse af Danmark under den kolde krig. Nikolaj Petersens Europæisk og Globalt Engagement 1973-2003 (Dansk Udenrigspolitiks Historie bind 6). Gyldendal, 2004 (2. udg. 2006) er stadig den klareste, mest dækkende og bedst skrevne fremstilling af dansk sikkerhedspolitik i ’fodnoteperioden’. Jensen, Bent: Ulve, får og vogtere. Den Kolde Krig i Danmark 1945-1991. Bind I og II. Gyldendal 2014, 1505 sider. ISBN 9788702144116 UDENRIGS 1 | 2014 | 99 Anmeldelse: Kokain-kapitalismen Af Jens Lohmann Tankevækkende reportagebog af Roberto Saviano om hvordan den organiserede kriminalitet med kokainen som omdrejningspunkt har fået større og større indflydelse i vort økonomiske og politiske liv. Detaljemættet og levende fortalt Umiddelbart er det nærmest en thriller med spænding, afsløringer, vold og mord i lange baner. Men italieneren Roberto Savianos reportagebog er en afslørende beretning om, hvordan handlen med den mest indbringende vare – kokain – er ved at forandre verden. Ifølge Saviano, der har levet under politibeskyttelse siden 2006 på grund af sin bog Gomorra (på dansk: Mafiaen i Napoli, 2007), er kokain ”noget din sidemand i toget bruger, og han tog en bane i morges for at vågne, eller også er det den chauffør, der sidder bag rattet i bussen, når du skal hjem (…) Det er folk i din omgangskreds, der tager coke. Hvis det ikke er din far eller mor, eventuelt din bror, så er det din søn. Hvis det ikke er din søn, så er det din chef…” Sådan indleder Saviano sin gennemgang af den rolle kokain spiller i verdensøkonomien og politikken – og i den sidste ende i vores tilværelse. Første kapitel er fire siders opremsning og øjebliksbilleder af, hvem der bruger kokain, i hvilke situationer, alene eller med hvem. Han slutter kapitlet med at fastslå, at ”hvis du ikke med din bedste vilje kan forestille dig, at nogen af disse personer tager kokain, er det enten, fordi du er blind, eller fordi du lyver. Eller også er forklaringen simpelthen, at det er dig selv, der tager det.” Så går det ellers over stok og sten med en blanding af interviews med pushere, politifolk og andre med insiderviden, baggrund, reportager, faktuelle oplysninger. Tilsammen et broget og blodigt billede af en kriminel verden, som er godt på vej til at sætte sig på den verden, vi kender, og styre den. Et billede præget af kolossal rigdom, udnyttelse og misbrug af mennesker, forstillelse, ekstrem vold, snyd og bedrag Udsigten til, at bl.a. mexicanske karteller og italienske og russiske mafiaer overtager magten – som de allerede har gjort flere steder – får større og større indflydelse på verdensøkonomien og dermed på staterne og i sidste ende på det politiske liv, Jens Lohmann er journalist og forfatter specialiseret i latinamerikanske forhold. Har skrevet bøger om narkohandel og korruption >>> ANMELDELSE 100 | UDENRIGS 1 | 2014 Pablo Escobars berygtede Medellín-kartel i Colombia havde, indtil han blev dræbt i ildkamp i 1993, en daglig omsætning på millioner af dollar. Ifølge det amerikanske magasin Forbes var han en af verdens 225 rigeste mænd. FOTO: PEDRO JOSÉ PÉREZ er bestemt ikke opløftende. Som Saviano rigtigt påpeger, er de kriminelle organisationer ikke demokratiske, men de fleste af dem anvender kun den vold, de finder nødvendig. De er moderne forretningsfolk, for hvem vold betyder ekstra omkostninger, men som finder, at vold kan være nødvendig for at beskytte eller fremme deres mangfoldige forretningsinteresser, hvoraf kokainhandelen kun er én, om end den vigtigste, så de tøver ikke. Vold er et af flere midler – som den altid har været gennem tiderne, også for lovlige foretagender. Prangende luksus Kokain er blevet verdens største handelsvare. Den årlige omsætning af det eftertragtede hvide pulver løber op i flere hundrede milliarder, og de mægtigste narkobaroner tælles blandt verdens rigeste mænd. Mexicos – og verdens – mægtigste narkobaron, Joaquín ”El Chapo” Guzmán, som blev fanget i februar i år, menes således at være god for op mod 1,25 mia. dollar. Flere af narkobaronernes formuer løber op i trecifrede millionbeløb – i dollar. Saviano beskriver deres omgang med penge som rundhåndet. De fleste af dem omgiver sig med prangende luksus, også når de lander i fængsel. De holder sig heller ikke tilbage med at investere i, hvad der er nødvendigt for at fremme ANMELDELSE deres forretning – fra fly, skibe og ubåde over huse og avancerede våben til banker, hoteller og byggefirmaer. Kartellerne sælger kontant. derfor ligger inde med kolossale beløb i kontanter, fortrinsvis dollar og euro. Pablo Escobars berygtede Medellín-kartel i Colombia havde, indtil han blev dræbt i ildkamp i 1993, en daglig omsætning på millioner af dollar. Ifølge det amerikanske magasin Forbes var han en af verdens 225 rigeste mænd. Kartellets bruge 2.500 dollar om måneden til elastikker til at bundte de mange pengesedler, der dagligt kom ind som betaling for kokainen. De kolossale indtægter har ført til en vigtig sideaktivitet – hvidvaskning af penge. Den er foregået fra det helt små gennem veksling i vekselhuse og betaling i kontanter for legale ydelser til køb af virksomheder, herunder banker og finansieringsselskaber. Ifølge Saviano blev flere pengeinstitutter reddet fra konkurs af karteller og mafiaer, da finanskrisen brød ud i 2008. Kartellernes penge kunne stive flere bankers vaklende likviditet af. Det gav til gengæld kartellerne, ikke mindst de mexicanske, som op gennem 00’erne var blevet de største og stærkeste efter de colombianske kartellers sammenbrud i 1990’erne, større indflydelse i finansverdenen. UDENRIGS 1 Magt og indflydelse Selv om hovedfokus er på kokainen, som er kilden til kartellernes og mafiaernes rigdom og magt, så peger Saviano på, at det centrale ikke er kokainen i sig selv, men de muligheder den giver de kriminelle organisationer for at skaffe sig magt og indflydelse, ikke bare over andre økonomiske felter – både illegale som menneskehandel, trafficking, prostitution, hvidvask af penge og legale som turisme, hoteller, transport, byggeindustri og meget andet – men også over politik. Det sidste gør Saviano desværre ikke så meget ud af, selv om det er en del af hans hovedpointe, nemlig at de kriminelle organisationer har udviklet sig til mastodonter, der agerer som transnationale selskaber, som for at fremme deres interesser også søger politisk indflydelse. I lande som Mexico, Italien og Rusland – de tre lande, der er Savianos hovedeksempler – er de kriminelle organisationers politiske indflydelse kolossal, i nogle tilfælde afgørende. Organisationerne køber og kontrollerer politikere og embedsmænd på alle niveauer. En farlig udvikling med dystre perspektiver for vort moderne, ufuldkomne demokrati. De kriminelle organisationer er nemlig langtfra demokrater, de er autoritære, og slår hårdt ned på oplysning og kritik, hvad journalister i de tre lande har måttet sande. Tag bare Mexico, som er et af de farligste lande at arbejde i som journalist. Ikke blot bliver journalister myrdet. Sagerne bliver heller ikke efterforsket og de ansvarlige kommer ikke for retten. En personlig beretning Savianos bog er meget personlig. Det fremgår, hvor rystet han er over, hvad han gennem sin omfattende research er stødt på. Og her skal vi ikke glemme, at han lever under konstant bevogtning, siden hans bog Gomorra udkom i 2006. Truslerne fra den napolitanske mafia var meget håndfaste. Saviano lever nu med italienske carabi- | 2014 | 101 nieri og frygten som konstante ledsagere. Men han fortsætter ufortrødent. Selv om meget af bogen er holdt i en let, fortællende tone, ligger der en dødelig alvor under hele fremstillingen. Det kommer for alvor frem, hvor han skriver om det mexicanske kartel Los Zetas, der oprindelig blev dannet som en væbnet gruppe under det store Golf-kartel. Medlemmerne var mexicanske elitesoldater, der blev lokket med gode penge til at desertere. De blev siden suppleret med soldater fra det berygtede guatemalanske elitekorps Los Kaibiles, der er berygtet for sin grusomhed og massakrer mod især indianske landsbyer. Los Zetas tilførte den såkaldte narkokrig i Mexico en ekstra grusom dimension med tortur af fanger, massakrer på illegale migranter, halshugning, flåning og partering af lig. I et interview med en tidligere kaibil fortæller denne om den træning, de fik af bl.a. amerikanske ’rådgivere’, en træning, der inkluderede en konstant ydmygelse af rekrutterne for at nedbryde deres personlighed. Interviewet er tankevækkende, fordi koblingen mellem en hærs undertrykkelse og illegale gruppers vold også understreger, hvor kort afstanden er mellem vort eget samfund og de stadig mægtigere kriminelle organisationer – netop hvad Saviano prøver at understrege med sin indledning om, hvem der bruger kokain. Med andre ord, uvæsnet er iblandt os, og vi risikerer, at det bliver en del af os. Savianos bog er en dyster advarsel om, hvad der kan være på vej, hvis vi ikke agerer. Men han giver ingen bud på, hvordan vi skal handle. Bogen er et oplæg ti,l at vi ser på os selv og vores rolle. Alene det at vi forbruger kokain i hastigt voksende mængder. Saviano bygger i vid udstrækning sin bog op om fortællinger om udvalgte personer i kartellernes og mafiaernes verden suppleret med kortere faktaafsnit. Han bruger fortællingerne som ’typiske’ eksempler på, hvilken type mennesker disse verdner, som ANMELDELSE >>> 102 | UDENRIGS 1 | 2014 er på vej til at opsluge os, skaber og rummer. De er en advarsel. Fortællingerne er både bogens styrke og svaghed. Det er gode, spændende og tankevækkende fortællinger. Svagheden er, at der er mange navne, detaljer og sidehistorier, som kan skygge for hovedfortællingen. En anden svaghed ved den ellers meget læseværdige bog, er at forlaget burde have sørget for en indholdsfortegnelse samt et register over de mange navne. Det ville hjælpe på overblikket, som man nemt mister i Savianos tour de force i kokain-kriminalitetens verden. Det er svært at angive præcise kilder til alle informationerne. Saviano har med ri- ANMELDELSE siko for sit liv mødt og interviewet alle mulige slags mennesker med tilknytning eller kendskab til kokainens verden, som han er nødt til at anonymisere. Men han har også brugt skriftlige kilder. Det fremgår dog ikke hvilke, selv om han nævner nogle af forfatterne i sin takkeliste til slut. Det ville have styrket bogen med kildeangivelser, hvor det er muligt. Saviano, Roberto: ZeroZeroZero. Hvordan kokain styrer verden. Oversat af Lorens Juul Madsen. Gyldendal 2014, 448 sider. ISBN: 978-87-02-14322-5 UDENRIGS 1 | 2014 | 103 Anmeldelse: Antologi om Kinas sikkerhedspoltik Af Mette Skak Bertel Heurlins antologi med 15 analyser af udvalgte aspekter af Kinas sikkerhedspolitik, så man kommer bredt rundt, men som læser savner man klarere bud på, hvori den sikkerhedspolitiske udfordring fra Kina består med sigte på Europa og Danmark. Det må hilses velkommen, at der nu foreligger en antologi på dansk om stormagten Kinas sikkerhedspolitiske rolle i verden. For uanset om det lykkes USA at holde skansen som anker for den liberale verdensorden, vi kender, må vi vænne os til tanken om Kina som den meget markante og autonome nummer to i den storpolitiske hakkeorden. I skrivende stund er vi alle blevet optaget af den akutte sikkerhedspolitiske udfordring fra Rusland som følge af Ruslands annektering af Krim og dets voldsomme militære og politiske pres på Ukraine som modtræk til opstanden mod Ukraines brutale, men lovligt valgte præsident Janukovitj. Men i et større tidsperspektiv afspejler Ruslands desperate fremfærd en stormagt, hvis magt strukturelt er for nedadgående. Kineserne har længe anset Rusland for en stormagt på retur uanset artighederne om de tos strategiske partnerskab. Herom skriver Karsten Jakob Møller som led i konklusionen på sin analyse af Kina-Rusland-forholdet s. 207: ”Dette kapitels forfatter stillede i 1999 umiddelbart efter NATO’s bombardement af den kinesiske ambassade i Beograd en højtstående kinesisk diplomat i Moskva spørgsmålet om, hvordan Kina så på det russiske forslag om en alliance mellem Kina, Rusland og Indien. Svaret kom prompte og lakonisk: ’Kina kunne ikke drømme om at knytte vitale sikkerhedsinteresser til et svagt Rusland’ ”. Møllers bidrag er i det hele taget en spændende indføring i problemerne i forholdet mellem Rusland og Kina. Det er ikke kommet til det gennembrud for det russisk-kinesiske energisamarbejde, som Ruslands enorme gas- og olieforekomster og Kinas behov for energi ellers tilsiger, ligesom Rusland heller ikke lever op til de kinesiske forventninger om konkurrencedygtig våbenteknologi. Selv hvor Kina og Rusland virker enige, nemlig i deres bestræbelser på at balancere USA’s dominans i verden, kolliderer Ruslands ønske om at gøre SCO til et asiatisk NATO med Kinas syn på USA som en potentiel strategisk partner (s. 200). Mette Skak er lektor ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet >>> ANMELDELSE 104 | UDENRIGS 1 | 2014 Antologien rummer hele femten analyser af udvalgte aspekter af Kinas sikkerhedspolitik, så læseren kommer bredt rundt i emnet og bringes på sporet af lødig supplerende litteratur. Hele tre kapitler arbejder med Kinas sikkerhedspolitiske identitet og doktrin: et forfattet af Camilla T.N. Sørensen, et af Peer Møller Christensen og Li Xing samt et af Andreas Bøje Forsby. Her peger sidstnævntes konklusion på det ’civilisationernes sammenstød’, der ligger i Kinas og USA’s uforenelige exceptionalismer, selv om den forudgående analyse fremhæver den forsonlige interdependensdiskurs, der udgår fra Kinas udenrigspolitiske chefstrateg Dai Bingguo (s. 103). Kjeld Erik Brødsgaard behandler Kinas Kommunistiske Parti og konkluderer befriende klart, at partiets greb om magten på ingen måde er truet, eftersom det har gennemgået en foryngelseskur og nyder godt af, at nutidens kadrer er særdeles veluddannede. Forholdet til EU Et andet interessant bidrag er Jonas Parello Plesners om Kina og EU’s umage partnerskab, der påpeger, at modsat Rusland har Kina endnu ikke fået tildelt officiel status som markedsøkonomi trods Kinas indtræden i WTO i 2001. WTO-reglerne og Kinas tiltrædelsesprotokol udskyder sagen til 2016, hvorimod Rusland af politiske grunde blev udnævnt til at være en fungerende markedsøkonomi af USA og EU allerede i 2002. EU’s våbenembargo er en anden knast i forholdet mellem parterne. Meget velgørende peger Plesner på Kinas dobbelte standarder i spørgsmålet om indblanding i indre anliggender – et tabu for Kina med mindre det drejer sig om Kinas indblanding i udenlandske statslederes møder med Dalai Lama, ligeså når den norske Nobelkomite uddeler priser, hvis modtageren er en kritisk kinesisk statsborger. I konklusionen peger Plesner på, at det stadig mere udadvendte Kina vil få samme pragmatiske interesse i at håndtere indre konflikANMELDELSE ter i fjerne lande, som EU har – det vidner Kinas evakuering af de over 30.000 kinesere i Libyen om. Omvendt har EU de senere år udvist indre splid og svaghed, hvad der svækker Kinas respekt for EU som en seriøs spiller på den verdenspolitiske arena. Nok så relevant er Kim Nødskovs analyse af Kinas militære oprustning, der i første række vil gøre Kina til en regional militær stormagt og på længere sigt til en global aktør. Ifølge ham gennemgår det kinesiske militær en teknologisk, doktrinær og organisatorisk transformation, som vil udfordre USA’s magtmonopol og som vil tvinge USA til at reagere. Videre gælder det, at selv om Kina bedyrer sine fredelige hensigter, er dets militære oprustning så omfattende, at Kinas naboer ikke kan ignorere det. Nominelt lå det kinesiske forsvarsbudget i 2013 på 114 mia. dollars, men Nødskov bemærker her, at det kinesiske forsvarsbudget modsat vestlige forsvarsbudgetter ikke medregner udgifter til de nukleare styrker eller materielanskaffelser fra udlandet. Hvis man skulle opgøre de kinesiske rustningsudgifter efter sådanne vestlige standarder, anslår internationale rustningsøkonomer, at budgettallet ville stige mellem 50 og 100 pct., altså op mod en fordobling af de officielle tal (s. 272). På området cyberwar er Kina blevet beskyldt for at stå bag flere alvorlige angreb på industrielle og militære netværk og har til gengæld indkapslet sig selv gennem det lokalt udviklede operativsystem ’Kylin’. Så selv om Nødskov afsluttende vurderer, at Kina ikke tilstræber militær paritet med USA på det globale plan, kun regionalt, er hans bidrag ment som et wake up call til os her i Europa. Kinas energistrategiske hovedpine Så er der Ole Odgaard og Jørgen Delmans analyse af energiproblematikken, som tager sit udgangspunkt i, at Kina fremover vil komme til at spille en stadig større rol- UDENRIGS 1 le som energiimportør. Det er især olie, der er Kinas energistrategiske hovedpine, men også gas. Forhold, der ifølge de to forfattere vil tvinge Kina til at styrke sit energidiplomati gennem tillidsskabende foranstaltninger og krystalklare signaler til omverdenen om, at man er en medspiller og ikke modspiller på verdensmarkedet for energiressourcer (ss. 292-293). I øjeblikket passerer 80 pct. af Kinas importerede olie gennem Malaccastrædet, hvor det er USA’s flåde, der garanterer sikkerheden, hvilket Kina ser som sin egen strategiske sårbarhed i en tilspidset situation. Blandt andet af den grund har Kina en stor interesse i Arktis. I og med at halvdelen af Kinas BNP afhænger af den internationale skibstransport, kan det ikke undre, at Kina ser frem til at kunne afkorte skibsruten fra Shanghai til Hamburg med 6.400 km. hvis såfremt ifald den engang kommer til at gå via Beringsstrædet og Nordrusland i stedet for som nu gennem Malaccastrædet og Suezkanalen. Det hænger også sammen med de mange territoriale konflikter, der er farvandene ud for det kinesiske fastland. Vigtige emner mangler Mange flere emner end de her omtalte figurerer i antologien, men der er vigtige emner, der glimrer ved deres fravær. Eksempelvis Kinas økonomiske ekspansion i Afrika, som måske kun indirekte er en sikkerhedspolitisk problematik, men fremfærden kan dog betyde et og andet for de afrikanske borgerkriges dynamik. Om det store emne spionage hedder det kryptisk, men desværre kun henkastet: ”Endelig kan man ikke undlade at nævne industrispionage” (s. 197). Et andet følsomt emne, de sjældne jordarters metaller, optræder kun i | 2014 | 105 ental (’den sjældne jordarts metaller’). Her er problemet Kinas monopol, idet 97 pct. af klodens produktion af disse afgørende grundstoffer i fremstillingen af katalysatorer hidrører fra Kina, der imidlertid pålægger eksporten restriktioner. Det har blandt mange andre fået en dansk kemiprofessor til at råbe vagt i gevær (Karl Anker Jørgensen: ’Verden står over for en metalkrise’, Politiken, 8. Januar, 2012). Der er en anden svaghed ved denne samling generelt vedkommende analyser af Kinas sikkerhedspolitik. Nemlig, at indledningen og konklusionen er lidt tungen ud af vinduet. Jovist, indledningen broderer lidt på dialektikken mellem stabilitet og spændinger og opridser seks strukturelle revolutioner, der omgiver Kina. Men denne anmelder savner et vægtigt dansk bidrag til den polariserede internationale debat om Kinas opstigning vil forløbe fredeligt eller ej, hvor klingerne krydses mellem den kålhøgne offensive realist John Mearsheimer og den pertentlige sinolog Alastair Iain Johnston for blot at nævne to blandt mange kombattanter. Selv om det kan være svært i en konklusion at samle trådene for femten individuelle analyser, er redaktørens tilflugt til at drøfte scenarier ikke synderligt forløsende for helheden. Som læser ville man godt have haft nogle klarere bud på, hvori den sikkerhedspolitiske udfordring fra Kina består med sigte på Europa og Danmark. Alligevel skal bogen som sagt hilses velkommen. Heurlin, Bertel (red) : Kinas sikkerhedspolitik. Stabilitet ogspændinger, DJØFS forlag 2013, 341 sider. ISBN: 9788757430790 ANMELDELSE 106 | UDENRIGS 1 | 2014 Bog noter Af Vibeke Sperling Boo, Katherine: Behind the Beautiful Forevers: Life, death, and hope in a Mumbai undercity. Random House. Reprint edition 2014, 288 s., ISBN: 9780812979329. Pulitzer prisvinder Katherine Boo beskriver effekterne af globale økonomiske og politiske ændringer gennem historier om indiske familier i Annawadi, et kvarter af midlertidige boliger i skyggen af luksushoteller nær Mumbai lufthavn. I takt med øget velstand i Indien ser indbyggerne i Annawadi håb. Teenageren ser “en formue, der ikke kan tælles” i genbrug af affald, som rige smider væk. En kvinde med store ambitioner har kæmpet sig vej til middelklassen. Med lidt held kan hendes smukke datter blive den første kvindelige student. Og selv de fattigste børn som unge Kalu føler, at deres drømme rykker nærmere. Terror og recession rammer byen og undertrykte spændinger i form af religion, kaster, sex, magt og økonomisk misundelse ryster byen. Bogen er bygget på modig rapportering og bringer læseren tæt på familier, som er svære at glemme. Brunner, Florence: Putin’s Russia: Politics, Economics, and U.S. Interests. Nova Science Pub Inc 2014, 194 s., ISBN: 9781631172045. Rusland gjorde visse demokratiske fremskridt i 1990’erne, men de begrænsede fremskridt blev annulleret, efter, at Vladimir Putin kom til magten i 1999-2000. Derefter blev Dumaen (underhuset) domineret af regeringsgodkendte partier, direkte guvernørvalg blev afskaffet og regeringen i Moskva tog ejerskab eller kontrol med større medier og industrier, inklusiv energisektoren. Putins regering viste ringe respekt for love og menneskerettigheder. Dette blev tydeligt i den måde opstande i Nordkaukasus blev undertrykt. Det vakte håb, da Dmitrij Medvedev, Putins mangeårige protege, blev valgt til præsident i 2008. Medvedev udpegede dog straks Putin til ministerpræsident og Putins politik blev i det store hele fortsat. Bogen bringer gode analyser af politiske og økonomiske forhold i Putins Rusland. Ligeledes belyses de sikkerhedspolitiske implikationer og USA’s interesse i den russiske udvikling. Vibeke Sperling er udenrigskorrespondent ved dagbladet Politiken og redaktør af bog noterne. BOG NOTER UDENRIGS 1 Carter, Ralph G.: Essentials of U.S. Foreign Policy Making Pearson 2014, 304 s., ISBN: 9780133815016. Bogen identificerer de forskellige grupper og individer, der skaber amerikansk udenrigspolitik og hvordan teorier som realisme, idealisme og konstruktivisme former deres handlinger efter -9/11. Feifer, Gregory: Russians: The People behind the Power. Twelve 2014, 384 s., ISBN: 9781455509645. På baggrund af mange års journalistisk arbejde i Rusland analyserer Feifer, at meget, som for udenforstående synes uforklarligt ved landet, ser helt logisk ud indefra. Han gør det klart, hvorfor præsident Vladimir Putin forbliver populær i Rusland, selv om kløften øges mellem de superrige og det store fattige flertal. På rejser igennem Rusland har Feifer haft hundredvis af intime samtaler med russere om alt fra sex, storpolitik og vodka. Fra de enormt rige oligarker til ældre babusjkaer, der tigger i Moskvas gader, fortæller forfatteren historien om et samfund, der er sprængfyldt med vitalitet og med en ledelse, der er bundet af traditioner. Feifer viser et billede af et land, der ofte er på randen af sammenbrud trods den autoritære magtudøvelse. Bogen er et portræt af et land fyldt med ekstremer. Landet er præget af et nådesløst klima og ødelæggende korruption, men har alligevel frembragt noget af verdens største kunst og nogle af de mest bemærkelsesværdige videnskabelige fremskridt. Gall, Carlotta: The Wrong Enemy: America in Afghanistan, 2001-2014. Houghton Mifflin Harcourt 2014, 352 s., ISBN: 9780544046696. Journalisten Carlotta Gall har rapporteret intensivt fra Afghanistan og Pakistan siden USA’s invasion af Afghanistan i kølvandet | 2014 | 107 på 9/11. Gall ved, hvor meget det har kostet det afghanske folk og hvor meget af skaden, der kan spores til Pakistan. Nu, hvor amerikanske tropper trækker sig ud, er det ifølge forfatteren på høje tid at fortælle den sande historie om, hvordan vi har udkæmpet den forkerte krig i det forkerte land. Gall forbinder personlige fortællinger om slag og forræderi med portrætter af almindelige afghanere under mere end et årtis krigsrædsler. Hun bringer troværdige beviser for, at Pakistan ernærede Taliban og beskyttede Osama bin Laden. Glenthøj, Rasmus: 1864. Sønner af de slagne. Gads Forlag 2014, 576 s., ISBN: 9788712049197. Der er kommet mange bøger i anledning af 150-året for det danske nederlag i 1864. Glenthøjs bog hæver sig flot i den sammenhæng. Hans fremstilling omhandler den politiske udvikling med inddragelse af kulturelle og mentale faktorer. Dermed bliver det også en bog om dansk identitetsudvikling. Greenwald, Gleen: No Place to Hide: Edward Snowden, the NSA, and the U.S. Surveillance State. Metropolitan Books 2014, 272 s., ISBN: 9780804173520. I maj 2013 drog Glen Greenwald til Hong Kong for at møde en anonym kilde, som hævdede, at han havde sensationelle beviser for den amerikanske regerings omfattende spionage. Kilden insisterede på kun at kommunikere igennem strengt krypterede kanaler. Han viste sig at være den 29-årige NSA-agent, Edward Snowden. Snowdens afsløringer af bureauets udbredte og systematiske krænkelser viste sig at være nogle af de mest eksplosive nyheder i nyere historie. De skabte en hidsig debat om national sikkerhed og krænkelse af privatlivets fred. Debatten raser videre, og den amerikanske regeBOG NOTER >>> 108 | UDENRIGS 1 | 2014 ring overvejer diverse reformer. Historien om Snowden fra insideren Greenwald gør det klart, at vi endnu ikke har set de fulde konsekvenser af Snowdens afsløringer. Bogen er første gang Greenwald stykker alle enderne sammen om sin intensive 11 dages rejse til Hong Kong. Harding, Luke: The Snowden Files: The Inside Story of the World’s Most Wanted Man. Vintage 2014, 352 s., ISBN: 9780804173520. Det begyndte med en anonym e-mail besked: “Jeg er et seniormedlem af efterretningssamfundet”. Derefter fulgte de mest spektakulære efterretningsafsløringer nogensinde. Edward Snowden rystede verdens ledere og skabte en passioneret offentlig debat om farerne ved overvågning, ikke mindst i form af trusler imod den private sfære. Den prisvindende The Guardian journalist, Luke Harding, har skrevet en bog, der læses som en hæsblæsende krimi. Han fortæller Snowdens forbløffende historie fra han forlod sin kæreste i Honolulu med hemmeligstemplede filer, til ugerne af hemmelig aktivitet i Hong Kong og hans kamp for asyl i Moskva. Haas, Richard N.: Foreign Policy Begins at Home: The Case for Putting America’s House in Order. Basic Books 2014. 224s., ISBN: 9780465071999. Præsidenten for Council on Foreign Relations, Richard N. Haas, analyserer USA’s største nutidige udfordringer. Et fremadstormende Kina, klimaforandringer, terrorisme, et muligt atomrustet Iran, et turbulent Mellemøsten og et ryggesløst Nordkorea er alt sammen alvorlige udfordringer for USA’s nationale sikkerhed. Men udviklingen afhænger i høj grad af, om USA kan tage hånd om sit budgetunderskud og –gæld, landets eroderen- BOG NOTER de infrastruktur, tilbagestående skoler og forældede immigrationssystem. Mens der ikke er nogen større rivaliserende magt, som truer USA direkte, vil USA’s magtposition i høj grad afhænge af, om USA kan bringe orden i eget hus. Det er de interne amerikanske forhold, der vil være afgørende for, hvor lang tid USA’s strategiske forspring vil holde. Med stor indsigt i en fortsat urolig verden tager denne opdaterede version af bogen også USA’s Syrienpolitik under behandling. Derudover diskuteres balancen mellem den enkeltes privatliv og kollektiv sikkerhed. Hartog, Lady: India in Outline. Cambridge University Press 2014, 144 s., ISBN: 978-1107640993. I denne opdaterede bog, der første gang blev udgivet i 1945, leveres en kort introduktion til Indiens historie, skikke og økonomi. Lady Hartog diskuterer også efterkrigstiden genopbygning af Indien og den rolle, som kvinder af forskellige religioner har spillet i udviklingen. Bogen afspejler i høj grad den britiske historiske opfattelse af Indien. Irving, Sara: Leila Khaled. Symbolet på Palæstinas Befrielse. Forlaget Solidaritet 2014. 218 s. 29. august 1969 har Leila Khaled fra PFLP smuglet en håndgranat og en pistol gennem sikkerhedskontrollen og om bord på et fly. Hun kaprer sammen med en medsammensvoren flyet og beordrer det til Khaleds hjemby, Haifa. Flyet lander imidlertid i Beirut, hvor de to bliver arresteret. Leila Khaleds karriere som flykaprer synes ovre, da alle kender den smukke flykaprer. En plastikkirurg i Beirut ændrer imidlertid hendes udseende, så hun kan fortsætte og 6. September 1970 stiger hun på et fly i Amsterdam UDENRIGS 1 sammen med nicaraguaneren Patrick Arguello. Han bliver dræbt og hun arresteret, men sat fri under en fangeudveksling. I bogen kommer vi tæt på den palæstinensiske kvinder, som kaldes “symbolet på Palæstinas befrielse”. Hun er lige fyldt 70 år, leder Det Palæstinensiske Kvindeforbund og er medlem af Det Palæstinensiske Nationalråd. Bogen beskriver, hvordan hun var med til at sætte palæstinensernes sag på dagsordenen, men også med til at føde en ny stereotyp: Palæstinenserne gik fra at være flygtninge til at blive opfattet som terrorister. Judah, Ben: Fragile Empire: How Russia Fell In and Out of Love with VladimirPutin. Yale University Press 2014, 400 s., ISBN: 9780300181210. Journalisten Ben Judah har på rejser gennem Rusland og tidligere sovjetrepublikker foretaget lange interviews med præsident Vladimir Putins venner, fjender, regeringsembedsmænd, erhvervsmagnater, forbrydere og almindelige russiske borgere. Det fremgår af hans forskning og analyser, at der er tale om et skrøbeligt imperium. Trods den officielle russiske propaganda om stabilitet, blev Putins regime i december 2012 pludselig konfronteret med omfattende protester, der viste en anden side af historien. Ifølge Judah bragte putinismen økonomisk vækst til Rusland, men medførte også svagere institutioner og denne modsætning medførte ustabilitet. Forfatteren diskuterer både Putins succeser og uindfriede løfter. Han inddrager betydningen af en ny middelklasse og en ny generation, betydningen af internet, social aktivisme og globalisering for præsidentens truende ledelseskrise. | 2014 | 109 Kaplan, Robert D.: Asia’s Cauldron: The South China Sea and the End of a Stable Pacific. Random House 2014, 256 s., ISBN: 9780812994322. Med oliereserver på milliarder af tønder, anslået ni hundrede milliarder kubikmeter naturgas og adskillige århundreders stridende territoriale krav, er området ved Det Sydkinesiske Hav en krudttønde af potentielle konflikter. Robert D. Kaplan, som af tidsskriftet Foreign Policy er udpeget til at være blandt verdens 100 fremmeste globale tænkere, giver et indgående blik ind i en skrøbelig region, som i fremtiden vil være domineret af geopolitiske konflikter. I det seneste årti er verdensmagtens centrum flyttet fra Europa til Asien. Den underrapporterede militære oprustning i området, hvor det vestlige Stillehav møder det Indiske Ocean, betyder ifølge forfatteren, at området efter al sandsynlighed bliver et centrum for geostrategiske stridigheder inden for overskuelig fremtid. Kaplan giver levende snapshots af landene omkring det Sydkinesiske Hav. Han belyser de konflikter, der ulmer i regionen og deres implikationer for global fred og stabilitet. Kaplan analyserer USA’s interesser i Asien i lyset af et stadig mere selvhævdende Kina. Han forklarer, hvordan regionens særlige geografi, på den ene side fremmer flådeopbygning, men også arbejder imod aggression. Han drager en slående parallel mellem Kinas bestræbelse for hegemoni i det Sydkinesiske Hav og USA’s caribiske imperieeventyr for over et hundrede år siden. Andersen, Lars Erslev (red.): Terrorisme og trusselsvurderinger. Dansk Institut for Internationale Studier 2014, 172 s., ISBN: 9788776056636. Er terrortruslen mod Danmark større eller mindre i dag end tidligere, og hvordan vurderer man egentlig en trussel? I bogen ses >>> BOG NOTER 110 | UDENRIGS 1 | 2014 nærmere på nationale, regionale og globale trusselsbilleder. Nuværende og tidligere forskere ved Dansk Institut for Internationale Studier giver i bogen deres bud på, hvordan trusselsbilledet fra radikal islamistisk terror tegner sig, og, hvordan den har udviklet sig de senere år. De forskellige bidrag spænder vidt. Særligt belyses Al Qaeda og relaterede ekstremistiske grupperinger. Ruthland, Peter: Ukraines’s Identity Crisis: Understanding the Protest and Politics. Transitions 2014. File Size 1018 KB, 109 s. Forventningerne var store op til EU’s topmøde i Vilnius 28. November 2013, hvor Ukraine, Moldova, og Georgien skulle underskrive associeringsaftaler med EU. Det blev set som den endelige overvindelse af delingen af Europa med Jalta aftalerne i 1945. Forventningerne blev gjort til skamme 22. November, da Ukraines daværende præsident, Viktor Janukovitj, proklamerede, at han alligevel ikke var parat til at underskrive aftalen med EU. Ukraine er ifølge bogen trods alle mangler velsignet ved at være mere åbent og pluralistisk end Rusland. Men det har også sin pris. Den pris, som Ukraine betaler for pluralismen, er kronisk ustabilitet og dårlig ledelse. I modsætning til Rusland er den ukrainske stat ikke stærk nok til at undertrykke politiske protester. I 2004 under den såkaldte Orange Revolution var almindelige ukrainere i stand til at gå på gaderne og få annulleret resultatet af valgsvindel, noget som aldrig er sket i Rusland. Men et valg skaber ikke demokrati. Den orange regering, som kom til, skuffede og Viktor Janukovitj blev valgt som præsident i 2010 ved et ret frit valg. Hvordan det går efter Janukovitjs fald kommer denne bog for tidligt til at vurdere, men den giver godt stof til vurdering af det splittede lands identitetskriser. BOGNOTER Schama, Simon: Story of the Jews. Finding the Words 1000 BC – 1492 AD. Eco 2014, 512 s., ISBN: 9780060539184. I en imponerende flot illustreret kulturhistorie, der har dannet grundlag for PBSog BBC-serien The Story of the Jews, fortæller Schama detaljeret om jødisk liv over tre årtusinder. Fra deres begyndelse som et stammefolk frem til åbningen af Den Nye Verden i 1492 og op til i dag. Han bringer læseren vidt omkring. Fra Indien til Andalusien, fra Cairos basarer til Oxfords gader. Han tager læseren med til andre utrolige steder som eksempelvis et jødisk kongedømme i det sydlige Arabiens bjerge. Dette er ikke, som titlen fortæller, en bog om jødernes historie, selv om den stort set er kronologisk i sin opbygning og sat ind i en klar geografisk ramme. Det er, som undertitlen viser, en historie hvorom ord næppe slår til. Historien begynder ikke med Abraham eller Moses eller delingen af det Røde Hav, men med en lille gruppe jødiske handlende, der er klemt sammen langt fra venner og familie på en ø nær den første cataract af Nilen, som er i persernes tjeneste. Forfatteren starter således med jøderne tilbage i Egypten, længe efter at Moses førte dem ud. Det er tidligt i det 5. århundere f. kr. Dokumenterne, som jøderne efterlod på øen, som af uforklarlige årsager blev kaldt Elephantine, er de første hårde vidnesbyrd om jødernes dagligliv i antikken. U.S. Government: 2014 Ukraine and Crimea Crisis: The Crimean Tatars and Their Influence on the Triangle Of Conflict - Russia - Crimea - Ukraine, History of Crimea, Sevastopol, Russian Black Sea Fleet. Kindle Edition 2014, 161 s. I 1990’erne blev Krim centrum for konflikt mellem Ukraine og Rusland. Dengang drejede det sig om Sortehavsflåden og Krims egen status. Lokale myndigheder benytte- UDENRIGS 1 de sig af den demografiske situation, hvor ukrainerne var i mindretal. Først krævede Krim-indbyggere autonomi, siden ønskede de at løsrive halvøen fra Ukraine. Krimtatarernes tilbagevenden fra eksil, som Stalin havde tvunget dem i i 1944, uddybede konflikten. Krimtatarerne, der nu udgør omkring 12 procent af halvøens befolkning, udråbte Krim til nationalt territorium for Krimtatarerne med ret til selvstyre som halvøens oprindelige folk, mens de andre folkeslag blev set som kolonimagter. Mens krimtatarernes nationalisme efterhånden fik mindre betydning, voksede flertalsbefolkningen, russernes ønske om at vende tilbage til Rusland stærkt efter Viktor Janukovitjs fald fra Ukraines præsidentpost i februar i år. U.S. Army College: The Future of USPakistan Relations. CreateSpace Independent Publishing Platform 2014, 52 s. ISBN: 9781497534858. Analyser af drivkræfterne bag Pakistans udenrigspolitik, og, hvordan USA kan påvirke den for at nå sine mål i regionen. De to mest indflydelsesrige faktorer identificeret i dette projekt er: Indien, med Kashmir som underelement, og ideologi (islamisk vs. sekulær). Det analyseres, hvordan disse faktorer har indflydelse på Pakistans indre stabilitet, sikkerhed, relationerne til USA samt eksterne faktorer som Indien. Efter analyse af rammevilkårene, ses på mulige løsninger. Dette papir konkluderer, at der ikke kan findes en løsning for Afghanistan eller opnås stabilitet i regionen uden først at tage hensyn til Pakistans interesser og bekymringer. Vance, Laurence M.: War, Empire, and the Military: Essays on the Follies of War and U.S. Foreign Policy Vance Publications 2014, 528 s., ISBN: 9780982369784. 127 essays om at være i opposition til en “krigsførende stat”. Selv om mange af bogens | 2014 | 111 essays omhandler aktuelle udviklinger, er deres emner tidsløse: krig, militarisme, imperiebygning, interventionisme og den krigsførende stat. I kapitel 1 ”War and Peace” diskuteres krigens og krigsmageres onder og fordelene ved fred. I kapitel 2 ”The Military,” stående hæres og militarismens onder samt et kritisk blik på USA’s militær. 3, ”The War in Iraq” om ondskaben ved Irak-krigen. Kapitel 4 ”World War II” om den ”gode krig”, som viste sig ikke så god endda. Kapitel 5 ”Other Wars,” krigens onder beskrevet ud fra besemte krige: Krim krigen (1854-1856), Den russisk-japanske krig (1904-1905), Første Verdenskrig (1914-1918), Krigen i den Persiske Golf (1990-1991), krigen i Afghanistan (2001- ). Kapitel 6 ”The U.S. Global Empire,” fremkomsten, omfanget, karakteren og konsekvenserne af det amerikanske militære imperium i det 20. Og 21. århundrede. Kapitel 7 ”U.S. Foreign Policy” om hensynsløsheden og fejlerne ved USA’s udenrigspolitik. Woehrel, Steven: Ukraine Current Issues and U.S. Policy. Kindle Edition 2014. File Size 290 Kb, ASIN: Boo51ACV7E. En bog om optakten til den ukrainske omvæltning, som startede i november 2013. Forfatteren beskriver regimets udemokratiske udvikling og regeringens brug af domstolene til at bekæmpe oppositionsledere. Heraf mest udtalt i sagen imod tidligere ministerpræsident Julia Timosjenko, der blev idømt syv års fængsel på et yderst tvivlsomt grundlag. Da oprøret brød ud, forsøgte regimet at sikre sig overlevelse med skiftevis indrømmelser og undertrykkelse. De mest alvorlige blodsudgydelse kom 18. Februar, hvor omkring 100 blev dræbt, heraf mange af snigskytter. Bogen gennemgår grundigt både optakten til oprøret, dets forløb og de internationale reaktioner, herunder perspektiver for international hjælp til den ukrainske økonomi, der er på randen af sammenbrud. BOG NOTER 112 | UDENRIGS 1 | 2014 Om Selskabet DET UDENRIGSPOLITISKE SELSKAB Det Udenrigspolitiske Selskab er en privat, almennyttig forening. Den er stiftet i 1946 med det formål at fremme kendskabet til og højne interessen for udenrigspolitiske spørgsmål i Danmark. Selskabet er uafhængigt af såvel det offentlige og de politiske partier som af erhvervs- og organisationsinteresser. Det tager ikke stilling til politiske spørgsmål, men fungerer udelukkende som formidler af information, debat og kontakter. Der er i øjeblikket godt 1.200 personlige medlemmer. Yderligere 200 personer er medlemmer via et halvt hundrede firmaer og institutioner. Selskabet har fornylig fået en ungdomsafdeling DUS30 for unge under 30 år. Ungdomsafdelingen har nu omkring 120 medlemmer. Det Udenrigspolitiske Selskab holder regelmæssigt møder, konferencer og andre former for arrangementer med fremtrædende danske og udenlandske talere. Arrangementerne, der er forbeholdt Selskabets medlemmer og særligt inviterede gæster, holdes som hovedregel i det centrale København. Er man interesseret i at blive medlem, så send venligst en kort mail med kontaktoplysninger til [email protected] Læs mere på www.udenrigs.dk OM | SELSKABET PROTEKTOR Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik ÆRESMEDLEM Uffe Ellemann-Jensen · tidl. udenrigsminister BESTYRELSE Lykke Friis · prorektor, tidligere minister (bestyrelsens formand)* Merete Ahnfeldt-Mollerup · arkitekt, P.hd Victoria Bernstorff · B.A. Ingelise Bogason · cand.mag. Michael Ehrenreich · Selskabets direktør* Uffe Ellemann-Jensen · tidl. udenrigsminister Peter Foss · bestyrelsesformand, civilingeniør Troels Frøling · generalsekretær Kjeld Hillingsø · generalløjtnant Zubair Butt Hussain · cand.polit. Anne Knudsen · chefredaktør, dr.phil. Ida Nicolaisen · Seniorforsker Suzanne B. Danneskiold Lassen · journalist* Steen Langebæk · landsretssagfører Anna Libak · redaktør* Mogens Lykketoft · formand for Folketinget Samuel Magid · cand.jur. * Siegfried Matlok · redaktør Klaus Carsten Pedersen · cand.polit. Herbert Pundik · redaktør Mikkel Vedby Rasmussen · professor* Steen Riisgaard · bestyrelsesformand Vibeke Sperling · redaktør Niels Thygesen · professor, dr.polit.* *Tillige medlem af forretningsudvalget UDENRIGS 1 | 2014 111 Om tidsskriftet UDENRIGS ER UDKOMMET SIDEN 1946 REDAKTION UDGIVER Michael Ehrenreich (ansvarshavende) Det Udenrigspolitiske Selskab Brita V. Andersen Amaliegade 40 A, 1256 København K. +45 33 14 88 86 REDAKTIONSSEKRETARIAT [email protected] Jelle van der Kamp www.udenrigs.dk Palle Gregers Jensen DIREKTION REDAKTIONSKOMITÉ Michael Ehrenreich Ib Faurby Lene Frøslev SEKRETARIAT Hans Mouritzen Brita V. Andersen Mette Skak Anna von Sperling Vibeke Sperling Martin Selsøe Sørensen Uffe Østergaard Udenrigs udkommer tre gange om året Redaktionen afsluttet 28.04.2014 Abonnementspris 250 kr., institutioner 400 kr. Trykt hos GSB Grafisk Oplag: 1800 Maj 2014 ISSN 1395-3818 KOLOFON | UDENRIGS