April 2014 - Kritisk Debat

Transcription

April 2014
Kritisk Debat, April 2014 – side 1
I n d ho ld
Lederen ................................................................................................................................................................... 3
Opgør om lønmodtagerrettigheder....................................................................................................................... 4
Spidsartikel ........................................................................................................................................................... 8
Keynesianismens muligheder og begrænsninger i en progressiv politisk strategi ............................................... 9
Politik og økonomi .......................................................................................................................................... 16
Linjer for en socialistisk reformstrategi ............................................................................................................... 17
Stat, Kapitalisme og organisk krise. ..................................................................................................................... 31
Verden kan forandres – og den trænger til det!.................................................................................................. 44
Systemkritik ....................................................................................................................................................... 48
Den forestillede videns syndrom ......................................................................................................................... 49
Fagbevægelse og arbejdsmarked.............................................................................................................. 57
LO og FTF - et anstrengt fornuftsægteskab forude eller en ny klassealliance..................................................... 58
OK-15 i den offentlige sektor er under opsejling. Arbejdsgiverne ved hvad de vil. Hvad vil fagbevægelsen?... 63
Koncerner: Tyranniet bag facaderne. .................................................................................................................. 66
Det truede arbejdsliv - hvad er prekært arbejde? ............................................................................................... 72
’Ingen overlades til sig selv!’ Om kampen for at give mennesker noget at leve for snarere end noget at leve af
............................................................................................................................................................................. 76
Hverdagsliv og modstandsformer ............................................................................................................ 82
Billeder af … håb .................................................................................................................................................. 83
Internationalt ..................................................................................................................................................... 89
Ukraine og vestens hykleri................................................................................................................................... 90
Fremtiden for venstrefløjen i Sydøstasien........................................................................................................... 96
Kommentar og debat .................................................................................................................................... 100
Demokrati: Det uperfekte folkestyre................................................................................................................. 101
Non-Governmental Organizations ..................................................................................................................... 104
Lederen
Opgør om lønmodtagerrettigheder
Af Kritisk Debats redaktion
Der udspiller sig et absurd teaterstykke lige nu på det danske arbejdsmarked. På den ene side deltager OAO, FTF
og AC i arbejdet med en Tillidsreform, der styres af indenrigsminister Margrethe Vestager. På den anden side
forbereder de offentlige arbejdsgivere – orkestreret af Moderniseringsstyrelsen i det socialdemokratisk ledede
finansministerium – et frontalt opgør med de selv samme faglige organisationer til
Overenskomstforhandlingerne i 2015.
Midt i dette spil har OAO, FTF og AC indgået en aftale med indenrigsmisteren om, at hun sammen med KL og
Danske Regioner kan indlede forsøg med ”fritagelse for overenskomstmæssige bindinger”.
I et brev til ministre, regionsformænd og borgmestre skriver Margrete Vestager sammen med formændene fra
henholdsvis KL og Danske Regioner, at ”nu igangsætter vi initiativet om forsøg med fravigelse af overenskomster
i både staten, regionerne og kommunerne. Formålet med forsøgsordningen er at vurdere, om de nuværende
overenskomster udgør en barriere for en smartere indretning af opgaveløsningen”. Herefter kan parterne
eventuelt aftale fravige de generelle overenskomster. Nogle få generelle aftaler er undtaget fra ”forsøget”, og
FOA og LC (lærernes centralorganisation) deltager ikke i ordningen.
Det er nøjagtig samme melodi, som Produktivitetskommissionen er slået ind på i sin afsluttende rapport.
Underforstået: Målet er, at det er arbejdsgivernes definition af opgaveløsningen og af, hvad der er en smartere
opgaveløsning, der skal sætte rammerne for overenskomsterne og ikke de offentlige lønmodtageres legitime krav
om ordentlige løn- og arbejdsforhold.
Det nærmer sig det bizarre, at det er en socialdemokratisk ledet regering, en socialdemokratisk formand for
Danske Regioner og en socialdemokratisk formand for KL’s arbejdsmarkedsudvalg, der er slået ind på en linje op
til overenskomsterne, som har som sit primære formål at undergrave de centrale overenskomster,
lønmodtagernes rettigheder og at reducere de faglige organisationers styrke som aftalepart. Men det bizarre
bliver først for alvor absurd, fordi fagbevægelsens hovedorganisationer overhovedet ikke er gået til modangreb.
Nu kunne det selvfølgelig forholde sig sådan, at man i OAO, FTF og AC ikke har opdaget, hvad der er på vej. Det
forekommer dog ikke troligt. Det virker mere overbevisende, at man i sin tid lod sig fange ind af regeringens
tillidsudspil – en slags mini trepartsforhandling – og nu ikke kan komme ud af saksen uden at tabe ansigt. Hellere
deltage i dette bizarre spil end at gå ud og forklare medlemmerne, at man tog fejl, og at det ender med en
konfrontation ved OK-15.
Desværre må man konstatere, at det er historien, som gentager sig. De faglige organisationer gjorde heller ikke
op til OK-13 meget for at advare medlemmerne om, hvad der var på spil. Tværtimod valgte man at holde lav
profil i håbet om, at man kunne undgå den store konfrontation. Det lykkedes dengang. Man lod lærerne tage
den ulige kamp med regeringen og KL, og trods megen forargelse og forbitrelse gjorde resten af fagbevægelsen
reelt intet for at støtte lærerne.
Men selv om det i 2013 faktisk lykkedes at undgå den store konfrontation, lykkedes det ikke at få gjort
regeringen, KL og Danske Regioner klart, at man ikke er til sinds at acceptere deres krav om udvidet ledelsesret,
øget individuel løndannelse, færre tillidsrepræsentanter, øget fleksibel arbejdstid og reduktion af
organisationernes aftaleret.
Arbejdsgivernes radikale krav blev i 2013 nedtonet, men ikke afvist, og nu stiller de samme arbejdsgivere
nøjagtig de samme krav igen samtidig med, at erfaringerne fra 2013 fortæller dem, at organisationernes
sammenhold og vilje til at kæmpe ikke er imponerende. Man har ikke mødt nogen kritik af målene, og man har
ikke mødt nogen kritik af KL, der på organisationens hjemmeside skriver, at man vil reducere, ”antallet af
områder, hvor organisationerne har forhandlings- og aftaleret”, og have færre regler i MED systemet og færre
TR beskyttede.
Organisationernes tavshed er alarmerende, al den stund finansministeriet, indenrigsministeriet, KL og Danske
Regioner har lagt sig entydigt fast på den linje, som Produktivitetskommissionen har trukket op i sin endelige
rapport:




Der skal indgås brede og fleksible overenskomster, der åbner for færre centrale og bindende aftaler og
flere rammeaftaler, som de lokale parter helt ude på den enkelte arbejdsplads skal udfylde.
Arbejdstidsreglerne skal blødes op, så de nemmere kan tilpasses opgaveløsningen, som arbejdsgiverne i
øvrigt definerer. ”Kompetencen til at indgå lokale aftaler om bedre udnyttelse af arbejdstiden
decentraliseres, så lederne, medarbejderne og de lokale tillidsrepræsentanter får bedre muligheder for
at indgå sådanne aftaler”.
En større del af løndannelsen skal foregå lokalt eller ved individuelle aftaler mellem ledelsen og den
enkelte medarbejder.
Lønnen skal knyttes til resultater og præstationer, som ledelsen også her definerer.
Selv om det er Produktivitetskommissionen, der har formuleret disse ønsker i den afsluttende rapport, adskiller
de sig ikke nævneværdigt fra de ønsker og krav, som personalestyrelsen (nu Moderniseringsstyrelsen), KL og
Danske Regioner allerede formulerede op til OK-11. Som i 2013 trak arbejdsgiverne også kravene tilbage i 2011,
men i det samlede forløb har de over to overenskomster fået præciseret og modnet det tema, der skal kæmpes
om i 2015:
Markant udvidelse af ledelsesretten og markante begrænsninger af organisationernes aftale- og forhandlingsret.
Det, der adskiller det aktuelle spil fra forløbene op til OK-11 og OK-13, er at både regeringen,
produktivitetskommissionen, KL og Danske Regioner i fællesskab er ved at tegne et billede, som gør det mere
eller mindre illegitimt for lønmodtagerne at fastholde retten til at sælge deres arbejdskraft på en måde, der
sikrer dem ordentlige arbejds- og levebetingelser. Overenskomsterne, som strengt taget ikke handler om andet,
skal underordnes hensynet til en eller anden ”borger i centrum” eller en ”patient i centrum”, der i øvrigt ikke
eksisterer i den virkelige verden.
Borgeren i centrum er en arbejdsgiverskabt figur. Det er arbejdsgiveren, som både definerer, hvad centrum er,
og hvad der skal præsteres for at indfri den fiktive borgers forventninger. Derved bliver det selvfølgelig også
arbejdsgiveren, som opnår retten til at bestemme større dele af løndannelsen, arbejdstidsplanlægningen,
arbejdsklimaet, medbestemmelsesomfanget og så videre.
På den led tegner man allerede nu det billede, som skal anvendes i kampen om den offentlige mening og støtte,
så KL og Danske Regioner denne gang kan sætte trumf på det, man gik efter i 2011 og 2013, og som
Moderniseringsstyrelsen går efter i 2015: ”at løn bliver et strategisk ledelsesredskab”, og at kravene
”understøtter arbejdet med løn og arbejdstid i staten som en væsentlig og integreret del af udgiftspolitikken”.
Hvis ikke det billede udfordres af de faglige organisationer – hvad der ikke er meget, der tyder på lige nu – så vil
både regeringen, den borgerlige opposition, KL og Danske Regioner uden tøven kunne udstille de faglige
organisationer og deres medlemmer som ufølsomme overfor borgernes ve og vel, når de alene fremsætter krav,
der skal sikre de ansatte rimelige løn- og arbejdsforhold, uanset om de konflikter med ”høj service og øget
produktivitet”.
Præmissen er således allerede formuleret, og indtil videre ser det ud til, at toneangivende fagligere ledere har
købt den.
Formanden for OAO, Bodil Otto fra HK, mener, at mulighederne for at imødekomme
Produktivitetskommissionens anbefalinger allerede eksisterer i dag. Og Dennis Kristensen fra FOA afviser
yderligere lokal løndannelse med den begrundelse, at det alligevel altid er de bedst uddannede, som løber med
den største del af kagen. Underforstået at forholdt det sig omvendt, kunne man godt tale om øget
decentralisering af løndannelsen.
Ikke et eneste ord om intentionerne om at reducere organisationernes forhandlings- og aftaleret. Ikke et ord
om, at øget lokal- og individuel løndannelse vil svække lønmodtagernes stilling generelt og skabe øget splid. Ikke
et ord om, at løndannelsen absolut ikke er et strategisk værktøj for arbejdsgiverne, men tværtimod prisen for
salget af arbejdskraft, og at denne pris selvfølgelig nu skal forhandles centralt, hvor lønmodtagerne står
stærkest. Ikke et ord om, at man vil svække MED systemet yderligere samtidig med, at regeringen og
kommunerne er ved at flyde over af gode intentioner om mere tillid. Ikke et ord om, at øget fleksibel
arbejdstidstilrettelæggelse, der skal lette opgaveløsningen, vil reducere medlemmernes helt elementære
rettigheder og mulighed for at planlægge deres egen fri tid.
Ikke et ord om, at hele den orkestrerede iscenesættelse af OK-15 har som formål at udvide ledelsesretten på alle
områder – i et omfang, som gør den næsten totalitær i den forstand, at medarbejderne og deres
tillidsrepræsentanter vil have stadigt færre rettigheder at støtte sig til. Og ikke et ord om, at konsekvenserne af
arbejdsgivernes krav – for så vidt de får held til at tvinge dem igennem – vil være, at hele det faglige retssystem
undergraves – og så er den ”danske model” først for alvor blevet til en tom skal.
Selvfølgelig vil der på et eller andet tidspunkt komme en modreaktion fra de faglige ledere. Om ikke før så når
arbejdsgivernes offensiv bliver så åben og konsekvenserne så tydelige, at medlemmerne, de lokale
organisationer og tillidsrepræsentanter begynder at reagere.
Problemet er, at reaktionen kan komme så sent, at det for det første bliver vanskeligt at mobilisere
medlemmerne og for det andet umuligt at nå at forberede dem og resten af den danske fagbevægelse på den
konflikt, som kan blive resultatet. Dertil kommer, at en eventuel konflikt med den socialdemokratisk ledede
regering vil løbe hele foråret, hvor der senest skal afholdes folketingsvalg i efteråret. Så hele
overenskomstforløbet vil om noget være politiseret fra start til slut, og den borgerlige opposition vil selvfølgelig
vide at tage tråden op, hvis fagbevægelsen taber overenskomstkampen, og den selv vinder valget.
Med et socialdemokrati, der selv har indledt opgøret med fagbevægelsens relative styrke, og en fagbevægelse,
der ikke har formået at tilbagevise den socialdemokratisk ledede regerings offensiv, skal den borgerlige
opposition bære sig ualmindelig tåbeligt ad for ikke at udnytte situationen fuldt ud til at tromle sin egen politik
igennem på rekordtid.
Det er det, der er på spil – allerede nu.
Af samme grund stiller det også hele venstrefløjen både i og udenfor fagbevægelsen overfor den opgave at gøre
forberedelserne til OK-15 til en af de væsentligste kampfelter resten af året. Hvis ikke de faglige ledere kan finde
ud af at forberede medlemmerne og resten af fagbevægelsen på, hvad der er i vente og ikke mindst de
langsigtede konsekvenser, falder ansvaret for, at det alligevel sker, på venstrefløjen både i S, SF og EL.
Som det klart fremgår af arbejdsgivernes udspil, skal der opbygges en modoffensiv på to fronter.
For det første skal alle bestræbelserne for at underordne overenskomsterne hensynet til de
arbejdsgiverbestemte ”borgere i centrum” og de arbejdsgiverbestemte krav til produktiviteten
modargumenteres og afsløres. Det bliver en central opgave at spolere det billede og i stedet fremstille
modbilledet: At overenskomstforhandlingerne selvfølgelig handler om, at lønmodtagerne har en legitim ret til at
kæmpe for de bedst mulige løn- og arbejdsforhold. Herunder rimelige arbejdstidsregler, som sikrer dem et liv
udenfor arbejdet. Hvis ”borgeren skal sættes i centrum” og produktiviteten skal øges, så må arbejdsgiverne –
Finansministeriet, KL og Danske Regioner – finde ud af det med skyldig hensyntagen til de indgåede aftaler. De
har jo ledelsesretten!
For det andet skal det øverst på dagsordenen, at ledelsesretten ikke skal udvides, fordi det indebærer en
indskrænkning af medarbejdernes rettigheder. Hertil kommer, at med arbejdsgivernes fremfærd er der intet
som taler for at udvide den lokale løndannelse. Tværtimod har arbejdsgiverne skabt en situation og blotlagt
deres hensigter i en sådan grad, at det faktisk ligger lige for at styrke de centrale aftaler. Det er medlemmernes
bedste beskyttelse og giver TR de bedste betingelser for at begrænse ledernes vilkårlige dispositioner.
Kollektivet er individets bedste beskyttelse!
En sådan modoffensiv fra fagbevægelsen vil selvfølgelig blive angrebet for at udbygge de stive regler og
vanskeliggøre ledernes mulighed for at gøre den offentlige sektor mere produktiv og fleksibel. Men det er af
afgørende vigtighed, at denne argumentation kan modbevises: Fastholdelse af kollektive, generelle aftaler på
arbejdsmarkedet er den bedste beskyttelse af den enkelte medarbejders rettigheder. Opgiver man dem, så
prisgiver man medarbejderne. Og dermed også borgerne.
Det er præcist på dette tema, at den poliske kamp skal føres og vil blive ført.
Modsvaret fra fagbevægelsen og den politiske venstrefløj må allerede formuleres nu: Hverken den
socialdemokratisk ledede regering, KL eller Danske Regioner skal gøre sig forhåbninger om reelle Tillidsreformer
og øget ansvarlighed blandt medarbejderne, når man reelt går efter den totale ledelsesret. Det skal ikke være de
offentligt ansatte lønmodtagere, der med tab af faglige rettigheder, præstationsløn, forringede arbejdsvilkår og
så videre skal betale for at holde en velfærdsstat i live, som de siddende regeringer siden 2001 systematisk har
forringet og stort set afskaffet.
Hvis det politiske system virkelig vil sætte borgeren i centrum og øge produktiviteten, så ligger løsningen lige for:
Indskrænk ledelsesretten, udvid medarbejdernes myndighed (den ansattes ret til at træffe afgørelser på et
fagligt grundlag), følg de vedtagne regler og demokratiser beslutningsgangen i hele forvaltningen. Det skal være
det centrale budskab – det budskab, som der kan og skal mobiliseres på.
Spidsartikel
Keynesianismens muligheder og begrænsninger i en
progressiv politisk strategi
Af Morten Hofmann Rytter
Da vi med finanskrisen stod i den værste økonomisk krise siden 1929, forudsagde flere, at Keynes’ ideer var på vej
tilbage. Her 6 år efter krisens start må det konstateres, at Keynes ikke har fået en renæssance, og det mener jeg
er forstemmende. Ikke bare fordi Keynes’ indsigter burde høste større anerkendelse, men fordi det viser meget
om hvilke problemer venstreorienterede står i. En revitalisering af Keynes er i min optik et vigtigt skridt på vejen
mod en mere progressiv økonomisk politik.
Jeg ved jo godt hvorfor, men alligevel forundres jeg igen og igen over, at Keynes’ ideer ikke fik fodfæste under
krisen. Alle forudsætninger var til stede med en krise som i 1929, og krisepolitikken begyndte faktisk også med
en keynesiansk inspireret strategi i hele EU med ekspansiv finanspolitik for at øge efterspørgselen og dermed
afbøde krisen, som dog hurtigt blev opgivet.
Hvilke forhold, der gjorde, at Keynes slog igennem i 1940’erne, og hvorfor han ikke slog tilbage i 2000’erne,
mener jeg skal erkendes for at skabe grundlag for en politisk-økonomisk strategi. Svarene kan ikke alene
forklares ud fra de økonomiske paradigmers evne til at forklare virkeligheden, men er også politiske, hvorfor der
er et komplekst samspil mellem økonomisk teori, ministerier og embedsmænd, interesseorganisationer, globale
forhold og den førte og artikulerede politik.
Den økonomiske teori er derfor en slags kerne, der i sig selv kan være så objektiv som forskning nu en gang er,
men forstås aldrig isoleret fra en politisk virkelighed. I denne artikel vil jeg forsøge både at forklare nogle af de
fundamentale forskelle i de økonomiske paradigmer, som gør, at keynesianismen både teoretisk og politisk giver
mulighed for en progressiv strategi, men jeg vil også berøre, hvilken sammenhæng Keynes’ ideer er benyttet
politisk.
Den sidste del af artiklen vil diskutere mulighederne for keynesianisme i et politisk projekt, men også komme ind
på de begrænsninger, der ligger heri, og hvordan et politisk projekt kan få nytte af Keynes.
Keynes og de mange paradigmer
Grundideen i Keynes skelsættende værk fra 1936 ”The General Theory on Employment, Interests and Money” er
en afvisning ideen om generel ligevægt, der er kendt fra Adam Smith, og som igen i dag dominerer økonomisk
forståelse. Dette nybrud havde andre økonomer arbejdet med, og særligt Stockholm-skolen arbejdede før
Keynes med lignende ideer, ligesom andre skandinaviske økonomer, der fik stor indflydelse på opbygningen af
velfærdsstaterne. Men Keynes var fremkommet med et nærmest komplet nyt tankesæt, og derfor står han
stadig som hovedfiguren i det ny paradigme.
Ligevægtstankegangen tilsiger, at prisen på fx arbejdskraft fastsættes, hvor udbud og efterspørgsel finder en
ligevægt, og markedet vil altid selv justere sig imod dette ligevægtspunkt. Opstår arbejdsløshed er det ”alt andet
lige” udtryk for, at lønnen er for høj og må ned, for at arbejdsgiverne ansætter flere. Eftersom fuld beskæftigelse
antages, så vil politiske forsøg på at øge beskæftigelsen altid medføre lønstigninger og inflation, hvilket blot
forværrer problemet på længere sigt.
Keynes var egentlig enig i at der kunne være situationer med fuld beskæftigelse, hvor offentlige investeringer
ville medføre inflation, men mente, at den neoklassiske generelle model var et særtilfælde, mens arbejdsløshed
var normalen.
Han gjorde op med Says lov: at udbud (produktion) altid skaber sin egen efterspørgsel. Keynes udviklede i stedet
teorien om den effektive efterspørgsel. Her bestemmes beskæftigelsen af, hvor mange ansatte, det er rentabelt
for virksomhederne at have ansat i forhold til, hvilke varer de kan afsætte.
Da 1930'erne største økonomiske problem var arbejdsløshed, blev Keynes naturligt en vigtig stemme i den
debat, men ideerne blev kun i mindre grad overført til politik før 2. Verdenskrig. Ideerne blev heller ikke kun
benyttet i den form Keynes selv præsenterede. Han pointerede hele tiden kompleksiteten i økonomien, det
umulige i fuld information og det vanskelige i at forudsige den økonomiske udvikling, når den ikke per automatik
bevægede sig mod en ligevægt. Forventningsdannelsen og dermed også fx virksomheders investeringer blev
tilmed påvirket af menneskelig psykologi, der ikke gjorde det lettere at regne den økonomiske udvikling ud.
Selvom Keynes gjorde meget ud af at komme med politikforslag, så var hans teori kompleks. Det førte til, at
amerikaneren Hicks populariserede Keynes med den berømte IS-LM model (Investment, Savings – Liquidity,
Money). Modeller er et af økonomernes standardværktøjer, hvor der arbejdes med bestemte forudsætninger og
forsimplinger, for at kunne sige noget om fx opsparing.
I politisk øjemed var modellen især brugbar til at beregne effekter af penge- og finanspolitik, dog med den
spidsfindighed, at alt efter, hvad man forudsatte i sin beregninger, kunne man få ganske forskellige udfald, så
både neoklassikere og keynesianere i modellen kunne finde opbakning til sine oprindelige policyanbefalinger.
Modellens brugbarhed og fleksibilitet gjorde den altså populær og var med til at fremme keynesianismen, dog i
en modereret udgave, hvor der ikke var samme fokus på usikkerhed. Alt i alt fik keynesianisme stor indflydelse
både med opbygningen af et internationalt valutasystem fra 1944, skærpet regulering af den finansielle sektor
og en økonomisk politik jobskabelse og velfærd, der gav et mere stabilt konjunkturforløb med automatiske
stabilisatorer.
Men det siger på sin vis sig selv, at en teori om usikkerheden ved økonomiske forudsigelser og en model med
gode egenskaber til økonomiske forudsigelser indeholder en indre modsætning, der medvirkede til at
keynesianismen led en hård skæbne.
I 1970’erne var der - som nu igen - måske en for stor tiltro til muligheden for at forudsige og detailstyre
økonomien, og keynesianismen mistede troværdighed, da modellerne ikke kunne forklare stagflationen.
Stålsatte keynesianere vil nu påstå at teorierne sagtens kunne forklare fænomenerne, men at der politisk blev
ført en økonomisk politik modsat de keynesianske anbefalinger. Sikkert er det dog, at monetarismen med
Friedman vandt frem, og den neoklassiske dominans begyndte. Den tog til i 1980’erne, hvor mange økonomer
betragtede keynesianismen som rent sludder, indtil bl.a. Gregory Mankiw satte gang i den ny-keynesianske
teoriretning i 1991.
Den ny-keynesianske retning må nu siges at være den dominerende i Danmark, hvor økonomstanden er
temmelig homogen. Ny-keynesianismen bygger på ligevægtsmodeller fra neoklassisk økonomi, men gav den
indrømmelse til Keynes, at markedet på kort sigt har visse tilpasningsvanskeligheder, fx træg nedadgående
justering af lønninger (folk går ikke bare ned i løn, bl.a. pga. fagforeninger).
Dermed kan fx en ekspansiv finanspolitik være tilrådelig, fordi det kan udbedre nogle af markedsfejlene. Det vil
dog kræve den rette timing, størrelse og udfasning, da markedet skal have mulighed for at finde sin ligevægt på
længere sigt.
Keynesianisme var derfor på sin vis tilbage i lærebøger og finansministerier, men dog i en ganske anden udgave
end før 1975. I mellemtiden er hele valutasystemet ændret, euroen indført, og alle centralbanker er styret
uafhængigt af demokratiske instanser, ligesom organisationer som IMF og Verdensbanken har medvirket til en
økonomisk ensretning. Politikerne står derfor med meget mere begrænsede muligheder end tidligere for at
ændre makropolitikken, der er kommet i stramme neoklassiske rammer.
Den økonomiske kamp har altså siden 1990’erne været begrænset til de som troede på finanspolitiske effekter
på kort sigt, og dem som ikke troede på det virkede. Resten af den økonomiske tankegang har egentlig været
præget af konsensus, fordi den neoklassiske og den ny-keynesianske tilgang begge bygger på en generel
ligevægtsmodel.
På sidelinjen har post-keynesianerne, der ikke tilslutter sig Mankiws ny-keynesianisme (ja, det er lidt
forvirrende), imidlertid forsøgt at genskabe en økonomisk teori, der bygger på Keynes oprindelige grundlag, som
jeg mener, kan danne udgangspunkt for et alternativ til den førte økonomiske politik. I de kommende afsnit
beskriver jeg derfor nogle af de væsentligste indsigter hos Keynes, som jeg mener skal fremmes.
Keynesianisme er mere end ekspansiv finanspolitik
Det er et problem, at det eneste økonomiske alternativ til den førte politik, som findes i dagens politiske diskurs
er et spørgsmål om at lave ekspansiv finanspolitik i dårligere tider. Det er naturligvis væsentligt – særligt i en
krise som nu – men et troværdigt økonomisk alternativ skal have et stærkere fundament. Et sådan fundament
tilbyder keynesianismen, der på de følgende punkter adskiller sig fra neoklassisk økonomi.
1) Menneskesynet er ganske anderledes, idet neoklassisk økonomi bygger på antagelsen om rationelle
individer – homo economicus. Dermed fraskrives (eller negligeres) egentlig alle andre former for teorier
om menneskelig adfærd som psykologi, antropologi, sociologi, og man løsriver sig fra en historisk og
empirisk forståelse af mennesket og samfundet. Keynes afviser ikke økonomisk rationalitet, men
nuancerer det, så det indeholder flere komponenter, fx psykologi, ikke ulig den udvikling marxismen har
været igennem med fx frankfurterskolen.
2) Makroøkonomi forstås af neoklassikere blot som aggregerede mikromarkeder og dermed findes der
reelt ikke makroøkonomi! Alt forstås på individniveau. Fordelen ved denne og ovennævnte antagelse er,
at alt er forudsigeligt. Dermed kan der laves stringente matematiske modeller, der med
computerkraftens hjælp kan fremskrive økonomien. Modellerne har visse empiriske problemer, som i
særlig grad blev udtalt under krisen. Antagelsen gør også, at makroøkonomi anskues som en
husholdningsøkonomi, hvor det jo er vigtigt at sætte tæring efter næring og dermed er målet at sikre
balance på statens budgetter. Med Keynes kom netop forståelsen af ”økonomien som et hele”, hvor
mine (og statens) udgifter er din indtægt, og det at spare derfor kan gøre os alle fattigere. Den logik
synes fuldstændig at være forsvundet, hvilket ikke kun rammer muligheden for ekspansiv finanspolitik,
men også vores tilgang til sociale ydelser, der er kraftigt udhulet de sidste årtier.
3) Hvad eller hvem styrer økonomien? Neoklassisk teori bygger på den usynlige hånd og på, at mest muligt
skal styres af markedet selv, hvorfor politikere skal have mindst mulig indflydelse på økonomien, da de
træffer dårlige beslutninger (politikere er som de eneste individer altså ikke rationelle...). Der er derfor
altid – uanset den konkrete konjunktursituation – altid dette samme svar fra neoklassikere: Sænk
skatterne, lav inflation, dereguler, spar på de offentlige udgifter. Keynesianisme er langt mere
nuanceret, hvor forskellige økonomiske situationer kræver forskellige svar.
4) Arbejdsløshed forstås af neoklassikere som frivillig, i den forstand, at hvis blot en arbejdsløs sænkede
sine lønkrav, så ville vedkommende få arbejde. Udbuddet af arbejdskraft styrer altså antallet i arbejde.
Antagelsen er absurd, men alligevel en del af grundlaget for neoklassiske teori, selvom meget empiri
taler imod (den store depression var i denne optik en massekoordineret ferie synes at være
konklusionen…). Der er naturligvis et vist hold i, at udbuddet af arbejdskraft har indflydelse på pris og
efterspørgsel af arbejdskraft, men igen ryger alle nuancer over bord. For Keynes var det den effektive
efterspørgsel (efter varer), der primært afgjorde beskæftigelsen, og dermed er der politiske muligheder
for at sænke arbejdsløsheden ved fx offentlige investeringer. Her er det værd at bemærke, at den
klassiske philips-kurve, der viser en negativ sammenhæng mellem inflation og arbejdsløshed, måske
afgik ved døden for tidligt og stadig har relevans. Den lave inflation kan altså godt have haft negativ
indflydelse på arbejdsløsheden.
Forskellene kommer også stærk til udtryk, når det omsættes til politik. At forstå økonomien som et hele, betyder
også at lavere løn ikke blot fører til større beskæftigelse, som en simpel betragtning af udbud og efterspørgsel
tilsiger. Lavere løn betyder mindre købekraft og mindre efterspørgsel og produktion. Derfor kan keynesianismen
bruges til at argumentere imod social dumping, for højere dagpenge, høje overenskomstlønninger og for et
progressivt skattesystem, samtidigt med, at man har høj velstand.
Den væsentligste pointe er dog, at keynesianismen opererer uden dogmer og fastlåste matematiske modeller,
men tager udgangspunkt i virkelighedens problemer. De kan så løses ud fra en bestemt forståelse, men med
forskellige redskaber og med en politisk debat om konsekvenser. Demokratiet opretholdes derfor og kan sågar
øges indenfor rammerne af keynesiansk økonomisk politik.
Gennemgangen herover synes jeg viser, at en reel kamp for at styrke keynesiansk tankegang i den politiske
debat bestemt har sin berettigelse. I de kommende afsnit vil jeg diskutere, på hvilken vis keynesianismen kan
bidrage, hvor den har sine mangler, og komme tilbage til, hvad jeg mener der skal til for at revitalisere Keynes.
Keynesianismen kan øge vores forståelse af kapitalismen
Det er åbenlyst, at hvis Keynes kan bidrage et sted, er det til analysen af økonomien og på den måde dygtiggøre
os i at tænke i løsninger og forandringer af økonomiske forhold. Det er nødvendig både for at skærpe de
politiske budskaber, men jo især når der skal laves konkret politik og måske endda regeres.
Jeg tror ganske enkelt, at venstrefløjen har interesseret sig for lidt for økonomien og har overladt det til de
borgerlige i Danmark at skabe det økonomiske fundament, som venstrefløjen, så har kunnet udfylde med
fornuftig politik. Uden en viden og analyse af økonomiske strukturer og forhold bliver det unægtelig svært at
bruge sin politiske indflydelse til at forandre det økonomiske fundament og forhindre markedets indtog på
centrale områder som infrastruktur og kernevelfærd (Fx el-området, hvor liberalisering skulle føre til lavere
priser, men ikke har gjort det).
Jeg mener der ganske enkelt mangler grundlæggende økonomisk kompetence i Socialdemokratiet og nok også
SF, som er befolket af statskundskabere (som mig selv), der alle er blevet indhyllet i de
neoklassiske/nykeynesianske ideer uden særlig stor kritisk refleksion. Dermed mangler en grundlæggende
analyse, og dermed en sammenhængende argumentation mod koret af økonomer, erhvervsliv og
finansministeriet, der med løfter om store velfærdsgevinster har forført Socialdemokratiet. Det forsøges igen
aktuelt med produktivitetskommissionens forslag om øget privatisering, som er fuldstændig uden
dokumentation, men udelukkende bygger på den generelle ligevægtsmodels princip om at øget konkurrence er
godt for økonomien.
Analysen skal derfor bruges til at modstå disse argumenter, og jeg synes faktisk der ses en øget bevidsthed i
centrum-venstre, hvor krisen har vakt forøget interesse om økonomien.
Keynes i en progressiv politisk strategi
Keynes var i sit virke både teoretiker og praktiker og har været rådgiver for den engelske regering ad flere
omgange, bl.a. under Versailles-forhandlingerne (som han forlod i protest) og under 2. Verdenskrig og dermed i
opbygningen af Bretton Woods. Men Keynes politiske praksis var mig bekendt ikke af en art, der kan bruges i
strategisk, progressivt øjemed.
Keynesianismen kan grundlæggende være en del af en politisk strategi på to niveauer. Mest åbenlyst er
indholdet i de politiske løsninger, som keynesianisme medfører. Men lige så væsentligt i en langsigtet strategi er
det, at rummet for at føre politik åbnes op, og dermed potentielt åbnes for endnu mere radikale løsninger. Det
og keynesianismens begrænsninger, vil blive uddybet i det kommende.
Forskellen i indholdet er berørt og dækker over en politik med større lighed, større stabilitet og et menneskesyn,
der giver plads til mere intelligente løsninger. Det kan jo dreje sig om alt fra socialpolitik, velfærdsydelser og
skattepolitik, og vi ved egentligt godt, hvad virker og lykkes. Keynes kan bruges til at argumentere for disse ting i
en økonomisk diskurs, hvilket kan styrke muligheden for succes.
Måske kan det egentlig koges ned til den klassiske lærdom om, at markedet er en god tjener, men en elendig
herre. Hos liberalister og neoklassiske økonomer er det ultimative demokrati et, hvor hver enkelt har indflydelse
via sine beslutninger på markedet (+ lidt repræsentativt demokrati, men ikke for meget). Derfor kan man i
ramme alvor høre danske økonomer sige, at finanskrisen var vores alle sammens skyld. Vi lånte for meget og
overforbrugte, og havde vi bare ageret anderledes (rationelt), havde der ingen krise været. I den vision skal
borgere have så få begrænsninger i sine valg som muligt, for derved foretages rationelle beslutninger, som er til
gavn for hele samfundet. Derfor har vi set en udvikling, hvor nationalbankerne er blevet uafhængige og ved at
binde både pengepolitik og valutapolitik til euroen, har politikerne i dag kun begrænset råderet over væsentlige
økonomiske redskaber.
For Keynes forholder det sig anderledes, da markedet ikke kan regulere sig selv og finde ligevægt. Dermed må
staten træde til og hjælpe markedet på vej, og regulering er derfor en integreret del af keynesianisme, hvor
politikerne skal have flest mulig redskaber til rådighed og det bliver derfor også mere tydeligt, hvem der er
ansvarlig for økonomiens udvikling
På den måde bliver demokratiet og den politiske debat meget mere væsentlig, fordi flere beslutninger skal
træffes her og beslutningsrummet er langt større. Lige nu er hvad, der kan besluttes, meget begrænset, og
afstanden mellem de politiske partier er derfor også meget lille. Tænk engang hvis vi igen kunne diskutere fast
eller flydende valuta, devalueringer, inflation vs. arbejdsløshed og naturligvis finanspolitik, der indtil
finanspagten var sidste bastion i en aktiv økonomisk politik.
Keynes kan derfor bruges til fornyet debat om de økonomiske positioner, vi indtager i dag.
I virkeligheden synes jeg, at alle de elementer, som Keynes fremstiller, findes i den politiske debat og i
venstrefløjens kritik af fx arbejdsmarkedsreformerne. Men det mangler for alvor at blive sat ind i en større
sammenhæng, hvor kritik, økonomiske forhold, alternativ og konkret politik bindes sammen i en troværdig
fortælling. Lige nu står venstrefløjen mest for kritikken og fremstår derfor primært som velfærdsstatens
forsvarer, og det er vi kun næstbedst til, da DF er langt mere overbevisende her.
Thorning-Schmidt regeringen reformerer og udvikler, men desværre på grundlag af neoliberale principper. Der
findes jo på venstrefløjen andre og stærkere visioner end blot det eksisterende samfund, men de drukner som
regel i et forsvar for det eksisterende.
Fordelen ved at benytte Keynes som inspiration er naturligvis, at det er et fremskridt i forhold til nu, men
ulempen er, at det let bliver tilbageskuende og et forsvar for velfærdsstaten. De fleste er enige i, at verden har
forandret sig siden 1960, men venstrefløjens svar virker bare nogle gange som om, vi ikke har forstået
forandringerne eller måske nærmest fornægter dem.
Keynes er bestemt brugbar, men også utilstrækkelig i en politisk strategi. Keynes position som en af de største
økonomer i historien er ikke kun skabt af hans teorier og indsigter, men også af den sammenhæng de blev brugt
i politisk af især socialdemokraterne. Det samspil mellem økonomer og politikere, der fandt sted i de
skandinaviske lande, resulterede i en frugtbar politikudvikling, hvor visioner og teori fandt sammen, og på den
måde har keynesianismen stået stærk i Danmark. De keynesianske ideer blev altså båret frem, fordi de var
koblet stærkt op på et politisk projekt, hvor Keynes kunne legitimere også de ideologisk funderede politiske
ønsker. Skal Keynes have en plads i solen igen, kræver det ikke blot, at modellerne virker godt, men at der
skabes et politisk projekt med bl.a. Keynes som fundament.
Nogle problemer hos Keynes
Hidtil har jeg fokuseret på styrkerne og mulighederne ved Keynes, men jeg mener nu egentligt, at der også er
flere problemer forbundet med at bruge Keynes. Det handler både om ideerne i sig selv, men også hvordan de
opfattes.
Det må det for det første problematiseres, at Keynes tit kædes sammen med ønsket om at skabe vækst. Senest
med krisen, hvor argumentet har lydt, at gennem en forøgelse af de offentlige investeringer kan vi genskabe
væksten. Men hvis vi reelt står overfor en situation, hvor de vestlige landes økonomier har nået en slags
vækstgrænse, så giver det i hvert fald et paradoks i forestillingen om at forbruge sig ud af krisen. Det hænger
naturligt sammen med hele diskussionen om klimaforandringer, bæredygtighed og grøn omstilling, hvor Keynes
jo er mangelfuld.
Det er dog ikke utænkeligt, at netop klimaforandringerne giver mulighed for en ny økonomisk dagsorden, da vi
muligvis står overfor et grundlæggende brud med den industrialiserede økonomi, der har bragt velstand og
teknologisk udvikling. Chancen for at skabe en mere progressiv økonomisk og bæredygtig samfundsorden har
måske aldrig været større. Der snakkes grønne regnskaber og nye måder at opgøre BNP på, som kan ende med
alt fra luftige henstillinger til reelt at forandre økonomien. Keynes kan sagtens være en del af det fundament,
som en ny økonomi skal bygge på, men nogle grundlæggende spørgsmål om vækst og bæredygtighed skal
adresseres.
En sidste ting vi ikke kommer udenom, er, at Keynes har en klar tiltro til kapitalismen, nok primært af
pragmatiske grunde, og hans ønske har været at udvikle en kapitalisme til gavn for mennesker: En mere stabil
økonomi med færre eller ingen arbejdsløse og ingen i armod. Ideerne er derfor på ingen måde revolutionære,
men er en søgen efter at optimere og reformere kapitalismen. Derfor har den passet ind i Socialdemokratiets
ideer, mens det for den øvrige venstrefløj har været anset for mangelfuldt uden en analyse af magtforhold og
udbytning.
Det vil naturligvis være en udfordring at koble en systemkritik med Keynes omfavnelse af kapitalisme, men jeg
har redegjort for, hvordan Keynes ideer via en mere åben tilgang til politiske løsninger kan bruges som en
trædesten til en yderligere demokratisering af økonomien. Dermed ikke sagt, at en kapitalisme- og systemkritik
kan undværes.
En vigtig del af en strategi må være at italesætte og helst skabe økonomiske alternativer på alle områder og
sætte spørgsmålstegn ved alle økonomiske dogmer. Under krisen har finanssektoren af gode grunde været
under pres, og det pres skal fortsætte for at skabe forandringer, ligesom andre områder af økonomien skal
udfordres. Jeg synes der mangler dristighed og evne til at skabe national debat om progressive løsninger.
Hvorfor har vi ikke haft en diskussion af vores fastkurspolitik, når Sverige tilsyneladende er kommet meget bedre
ud af krisen, netop fordi de kunne devaluere? Ved at rokke båden lidt kan der måske opstå nogle politiske
muligheder, som så skal gribes og sættes ind i en ny, progressiv fortælling.
Keynesianismen kan ikke selv
Modeller bygget på Keynes tanker har vist forbløffende forklaringskraft sammenlignet med neoklassiske
modeller, og Keynes citater er hevet frem som nærmest profetiske redegørelser for, hvad der sker med en
ureguleret finanssektor.
Men BANG. Da den værste del af krisen er overstået er Keynes helt væk igen. Ingen yderligere refleksion hos
ledende økonomer, politikere, EU m.fl., andet end det sædvanlige i Information. Og svaret på hvorfor er simpelt,
men skræmmende. Ønsker Lars Løkke Keynes tilbage? Nej. Vestager? Nej. Finansministeriet? Nej. Det
økonomiske råd? Lidt, måske. Merkel? Nein! EU, IMF, og Verdensbanken? Nej.
Så selvom meget fornuft taler for en tilbagevenden, så døde de keynesianske ideer lige så hurtigt igen og
dermed også de progressive muligheder, der lå heri.
Derfor tror jeg ikke en oprustning af økonomisk teori i sig selv kan medføre progressive forandringer. Problemet
er politisk, fordi der mangler lande, ledere og magtfulde organisationer, der fremmer en progressiv økonomisk
politik. Francois Hollande havde mange gode tanker, men endte med en sparekurs som de andre og lidt det
samme er historien her i Danmark. Derfor må der også spørges om Socialdemokraterne ønsker Keynes tilbage?
Svaret er nok ikke helt klart...
Men et klart ja ville genskabe en situation, hvor det igen ville være en mere klassisk politisk kamp mellem højre
og venstre om den økonomiske politik frem for den nuværende konsensus, som kun Enhedslisten og SF med
svigtende held udfordrer. Da billedet er det samme i hele Europa, er det en kamp op ad bakke.
Men jeg fornemmer sådan set både i dele af Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten samt fagbevægelsen, Cevea
mv. en oprusten af de økonomiske ideer, og det er en god start. De ideer skal tilbage i debatten, i aviser, på
universiteter og ministerier.
Vigtigere for mig er den søgen efter et eller andet helt nyt – et projekt, en fortælling, en bevægelse, en ideologi
eller hvad det bliver – som også finder sted for tiden. Jeg leder selv, og det er den vej, vi skal. Keynes er nok for
”slidt” til at bære det nye projekt, men erfaringerne, indsigterne og værktøjerne er en god basis, der sammen
med kapitalismekritik, ideer om bæredygtighed og den rette fortælling forhåbentlig kan bringe en mere
progressiv økonomi frem.
Politik og økonomi
Linjer for en socialistisk reformstrategi
Af Jan Helbak medl. af Kritisk Debats redaktion
Der er afgørende forskel på, om argumentationen for socialismen føres ud fra et alment
retfærdighedssynspunkt, hvor den kapitalistiske samfundsformation kritiseres for grundlæggende at være
uretfærdig og kronisk ulighedsskabende. Eller om socialismen begrundes i kapitalismens egne indre
modsætninger, der uanset historiske konjunkturer og mange mellemformer grundlæggende, er
civilisationsnedbrydende, udemokratisk og samfundsmæssig irrationel. Denne artikel baserer sig på det
sidste standpunkt.
I omkring 150 år har den politisk-teoretiske diskussion mellem de nævnte to fundamentalt forskellige
begrundelser for socialismen udgjort omdrejningsaksen for alle strategiske og taktiske diskussioner. Af
samme grund er det også nødvendigt i dag at redegøre for ens position, når man lukker op for diskussionen
om en socialistisk reformstrategi.
Grundbetingelser
Denne artikels grundlæggende præmis er, at den kapitalistiske samfundsformation alene har en evig
stræben mod værdiøgende akkumulation som drivende kraft. Hvad der produceres, hvordan der
produceres, hvordan samfundet udvikles, hvad menneskene har brug for osv. får kun indvirkning på den
samlede kapitals dispositioner i den udstrækning vareproduktionen øger og realiserer profitten, og
akkumulationen kan reproduceres og udvides igen og igen. Herved er der i kapitalismen indbygget en
samfundsmæssig grundmodsætning, der tiltagende skærpes. Mellem akkumulationens private karakter og
dens samfundsmæssige konsekvenser – den kapitalistiske produktions tiltagende samfundsmæssiggørelse.
Det som på systemplanet tager sig ud som en modsætning mellem mikroøkonomiens rationalitet og den
makroøkonomiske irrationalitet. Tillige indebærer den kapitalistiske drivkraft, at akkumulationen og den
tendentielle markedsgørelse af alt menneskeligt i sin bevægelse har en global bane. Dvs. at alle
menneskelige samværsformer så som familieliv, kærlighedsliv, fritidsliv og grænseoverskridende
mellemmenneskelige relationer osv. potentielt må underlægges kapitalistisk udbytning og markedsstyring.
For det andet at denne tendens spreder sig til hele verden og bestemmer betingelserne for nationale,
mellemnationale og internationale relationer.
Den kapitalistiske samfundsformation bygger på et klassesystem, hvor den grundlæggende modsætning går
mellem kapitalistklassen og arbejderklassen, fordi disse klasser indenfor kapitalismen står i et
samfundskonstituerende, gensidigt betingende forhold til hinanden. Selve det politiske og kulturelle
dominansforhold – den herskende klasses dominans – er underordnet denne relation.
De andre klasser, herunder den moderne middelklasse, står i et historisk og specifikt, funktionelt forhold til
den grundlæggende klasserelation, fordi de indenfor rammen af den kapitalistiske akkumulation indtræder
som historisk nødvendige formidlere af den samlede reproduktion af den kapitalistiske samfundsformation.
I den forstand er klasserne objektive samfundsstørrelser, som dog først konkret og historisk sætter sig
igennem som handlende klasser i selve klassekampen. Det afgørende her er, at klasselinjerne i samfundet
ikke alene defineres i forhold til den private ejendomsret til produktionsmidlerne, ej heller i forhold til
indtægt og status men først og fremmest i forhold til deres stilling i den kapitalistiske produktion af profit,
idet det også er den stilling, der som objektiv tendens er bestemmende for, hvilke løsningsbaner de
forskellige klasser søger eller tvinges til at søge under de store samfundskriser, som kapitalismen som
system skaber igen og igen.
Ifølge denne opfattelse er det disse forskelle i placeringen indenfor den kapitalistiske samfundsformation,
der skal tages som udgangspunkt, når man vil formulere en konkret strategi for kampen for det socialistiske
alternativ. Og ifølge denne opfattelse kan strategien ikke udgå fra ideale forestillinger om det gode
samfund, men må tværtimod aktualiseres igen og igen gennem den konkrete historiske kritik af
kapitalismens samfundsnedbrydende kriser, sociale kaos og tilbagevendende fattigdom og udstødning af
store befolkningsgrupper.
Reformstrategien skal som sådan opfattes som en historisk kategori og ikke som en moralsk, der henter sin
begrundelse i et universelt ligheds- og retfærdighedsbegreb. Med det som udgangspunkt må enhver nutidig
drøftelse af en socialistisk reformstrategi følgelig tage udgangspunkt i en analyse af den aktuelle
kapitalistiske krise og dens centrale kendetegn.
Signalement af den aktuelle krises anatomi
Finanskrisen var, som de fleste er enige om, forårsaget af flere forudgående spekulationsbobler – og ikke
mindst boligboblen. Gældskrisen er den logiske konsekvens af finanssektorens sammenbrud og en
dybtgående recession i realøkonomien og følgende stor arbejdsløshed samt statsmagtens indgreb for at
redde finanssektoren fra kollaps.
Som jeg har redegjort for i tidligere artikler om krisen1, opfatter jeg ”den store recession” som en af flere
siden 1978 og samtidig som kulminationen på de herskende kapitalmagters kompensationsstrategi, der i
form af dereguleringsstrategien (Washington Concensus) som mål har haft nedbygningen af velfærdsstaten
og svækkelsen af arbejderklassen på den ene side og på den anden side gennem finansialisering af hele
økonomien at overvinde kapitalismens egne akkumulationsgrænser. Det indebærer, at angrebet på
velfærdsstaterne, intensivering af udbytningen og omfordelingen fra løn til profit ikke kan forstås
uafhængigt af finanskapitalens vækst og dominans, herunder den eksplosive vækst i spekulation og
yderligere udtynding af den organiske relation mellem finanssektoren og akkumulationen i realøkonomien.
Førstnævnte tjener ikke længere primært sidstnævntes udvikling, men har indtaget en global rolle som
driver af verdensøkonomien og af det politiske system..
Neoklassisk økonomisk teori og samfundsopfattelse, der i Washington Consensus fortrængte
keynesianismen som strategisk svar på den begyndende stagnation i 70erne, har fulgt i sporet af denne
udvikling og har gennem sit hegemoni bidraget til at legitimere de sidste 30 års udvikling som højeste,
økonomiske fornuft. På det grundlag er det lykkedes de herskende klasser at trænge den klassiske
velfærdsstatstænkning i defensiven og dermed også bidraget til at ændre klassestyrkeforholdene og disses
politiske udtryk og tænkeformer. Det kan i hovedsagen aflæses i de socialdemokratiske partiers opgivelse
både af venstrekeynesianismen og den reformpolitiske strategi, der definerede velfærdsstaten som et
1
Kritisk Debat
stadie i kampen mod kapitalismen og opbygning af den demokratiske socialisme. Samme kurve har
fagforeningerne fulgt, så at den samlede arbejderbevægelse i dag ikke har en samfundsforståelse, der i
udgangspunktet adskiller sig fra den, der er indeholdt i de mere sociale varianter af liberalismen.
Denne tilbagetrængning er selvfølgelig ikke foregået ensartet og modstandsløst. Faktisk er den forløbet
rykvis over 30 år og har været præget af mange partielle kampe indenfor alle hovedklasserne og imellem
dem. Et af de vigtigste kamptemaer har været modstanden mod markedsgørelsen af statssystemet
(offentlig sektor) og dels de mange forringelser af de offentligt ansattes vilkår og dels mod udtyndingen af
de velfærdsgoder, som arbejderbevægelsen gennem flere årtiers kamp forud for og efter 2. verdenskrig
aftvang den herskende klasse. Men uanset disse kampe og modstanden mod restaurationsstrategiens logik,
har dennes rationale ikke desto mindre indtaget pladsen som det uanfægtelige udgangspunkt for enhver
samfundsanalyse og har således også indtil videre sat grænserne for, hvad der kunne tænkes og hvad der
kunne fostres af alternativer til de grundlæggende samfundsproblemer – som ikke har villet gå bort af sig
selv.
Kapitalismekritikkens karakter
Ikke desto mindre befinder vi os i en historisk periode, hvor på den ene side kapitalismens globale og
systemiske problemer er så fremtrædende og overvældende, at man skulle mene, at den grundlæggende
systemkritik lå lige for. Men store dele af den socialistiske bevægelse har på den anden side været trængt
så grundigt i defensiven, at den som udgangspunkt faktisk accepterer en underliggende, liberal
markedslogik. Det forklarer hvorfor der i de fleste diskussioner ses bort fra, at kapitalismens problemer ikke
udgår fra markedet, men fra den grundlæggende produktionsform. Og at finansialiseringen af
samfundsøkonomien først og fremmest er det mest bizarre udtryk for, at kapitalismen hænger fast i en
langstrakt stagnation af hidtil ukendt længde defineret ved svage vækstrater, svage investeringsrater i
produktionen, beskedne produktivitetsstigninger og en relativ hæmning af den globale akkumulation.
Det er selvfølgelig ganske forståeligt, at når rigdommen i dag fordeles mere og mere skævt, og
fattigdommen vokser, når væksttvangen lægger sit massive pres på alle politiske beslutninger, når
arbejdsløsheden er kronisk høj (uanset om den fremgår af de formelle statistikker eller er skjult i andre
kategorier), og når traditionen for en grundlæggende systemkritik er forsvundet i arbejderbevægelsen, så
ligger det lige for, at det bliver den moralske forargelse over den graverende uretfærdighed og ulighed, der
bliver den fremherskende begrundelse for det socialistiske alternativ. Men det bliver begrundelsen ikke
rigtigere af. Og hvad værre er, så holder den brede venstrefløjs forestillinger om dette alternativ sig i al
væsentligt indenfor rammerne af en ny vag, venstrekeynesiansk velfærdsmodel.
Hovedproblemet i dag er imidlertid, at den kapitalistiske samfundsformations indre modsætninger har
antaget dimensioner, der, hvis det skulle lykkes en centrum-venstre ledet regering at konfrontere
finanskapitalens uhæmmede spekulation gennem statslig regulering og måske oven i købet nationalisering
af store dele af finanssektoren, ville træde frem i endnu mere omfattende form, fordi hovedproblemet
netop skal findes i akkumulationstvangen og stagnationen og ikke i den afledte spekulation.
Dette hovedproblem eksisterer allerede i dag i tilspidset form og kan identificeres: ved at
kapitalrigeligheden er mange gange større, end der kan findes områder for profitabel investering til.
Denne bestemmende problemstilling viser sig i et dobbeltforhold som uhæmmet væksttvang og på samme
tid som afsætningsvanskeligheder i det samlede, økonomiske kredsløb. Modsætningen skærpes ydermere
af, at arbejderklassen og brede dele af middelklassen har været tvunget i defensiven i to årtier og kun har
kunnet kompensere for en faldende lønrate ved at gældsætte sig for at opretholde et konstrueret
masseforbrug.
Det strategiske udgangspunkt
Det giver for mig at se ikke mening i den sammenhæng at diskutere regeringsdeltagelse eller ikke
regeringsdeltagelse eller socialreform eller revolution med mindre diskussionen af disse modstillingspar
funderes på en konkret begrundelse for socialismen som alternativ.
Regeringsdeltagelse er et taktisk spørgsmål, hvor de afgørende kriterier defineres af den aktuelle politiske
situation, styrkeforholdet mellem klasserne og det grundlag, der dannes regering på. Dvs. kampen for en
”rød regering” og dannelsen af en sådan skal først og fremmest bedømmes på, om forståelsen af
opgaverne og betingelserne forholder sig til de faktiske, økonomiske og politiske forhold, herunder
klassestyrkeforholdene. S-SF’s Fair Løsning og efterfølgende valgprogram brød på ingen måde med
restaurationsstrategiens økonomiske doktrin. Både S og SF baserede sig i hele perioden op til valget på en
opfattelse af, at krisen var ved at være overstået. Der skulle således blive plads til en keynesiansk
efterspørgselspolitik.
Virkeligheden er som bekendt blevet en anden og vil være det mange år frem. Og når de to partiers
politiske intentioner er faldet på stengrund, skyldes det ikke, at de har begået forræderi eller løftebrud,
som nogen vil hævde, men ganske simpelt at disse partiers analyse af kapitalismens krise og klassekampens
skærpede karakter er og har været blottet for enhver realisme. Som politisk flertal har de to partier samt de
Radikale herhjemme og socialdemokratiske flertalsregeringer andre steder måttet erfare, at tiden hvor der
kunne føres progressiv, social reformpolitik uden at konfrontere de store kapitalkræfter og yderligere
skærpe modsætningerne hører historien til.
Selv så sølle et signalkrav som eksempelvis millionærskatten fik de skingre toner frem i borgerskabet. Alle
forslag (selv Francois Hollandes forsigtige udspil) om indgreb i bankernes og virksomhedernes ejendomsret,
fik erhvervslivet til at true med out-sourcing og kapitalflugt. Kort sagt, selv en meget behersket progressiv
reformstrategi udløser i dag en modstand så voldsom, at centrum-venstre regeringerne enten tvinges til at
åbne for en større udfordring af den herskende klasse eller retirere til en forkrøblet fordelingspolitik
indenfor de rammer, kapitalen nu engang sætter. Og med finanspagt og budgetlove er rammerne så
snævre, at der ikke længere kan føres progressiv reformpolitik, uanset hvor mange populistiske metaforer,
der anvendes.
I den forstand og af den grund er det eksempelvis i dag ganske uinteressant, om SF er med i regeringen
eller ej. Partiet udrettede ikke meget i regeringen, og kan på det nugældende grundlag ikke udrette det
store udenfor. Det er ikke regeringsdeltagelsen, der er problemet.
Den samme problematik går igen i spørgsmålet om socialreform eller revolution. Opgaven for alle
socialistiske partier består ikke i at opstille abstrakte skemaer for den politiske kamp eller verbalt forsøge at
overvinde kløften mellem den snævre dagsaktuelle kamp, som f.eks. Indignados-bevægelsen, Occupybevægelsen m.fl. er et udtryk for og det strategiske perspektiv. Den består heller ikke i videreføre den
klassiske – om end på et moderniseret grundlag – arbejdsdeling mellem partier og fagbevægelse eller at
lægge sig fast på parlamentarismen som reformpolitikkens institutionelle grundform. Skæringspunktet
ligger i koblingen mellem det strategiske perspektiv, de konkrete krav, mobiliseringsform og de udviklede
bevidstformer. At reformkampen så i en lang periode fra nu vil rette sig mod de parlamentariske organer er
underordnet, for så vidt der udvikles en massebevægelse og en tilsvarende politisk bevidsthed.
Som udgangspunkt ved vi, at statsapparatet og dets øverste lag i både stat, kommuner og regioner i løbet
af de sidste 20 år har løsrevet sig stadigt mere fra samfundet og i dag de facto unddrager sig folkelig,
demokratisk kontrol. Vi ved også, at restaurationsstrategiens individualisering af samfundslivet ikke alene
har svækket masseorganisationerne, men i ligeså høj grad de politiske og teoretiske traditioner i
arbejderbevægelsen. Hvilket får til følge, at det ganske simpelt ikke er muligt i dag at føre socialistisk
reformpolitik, uden der tilsvarende genudvikles en bred folkelig bevidsthed og organisering stærk nok til at
ændre klassestyrkeforholdene bl.a. ved systematisk at udfordre de stadigt mere tydelige interesse- og
omgrupperingskampe i de herskende klasser og uddybe de indre spændinger i statssystemet.
Men vi ved også, at en folkelig mobilisering og organisering, som enhver socialistisk reformstrategi næsten
pr. automatik henviser til, der både skal støtte en venstreorienteret regering og danne grundlag for en
demokratisering af hele statssystemet, statsapparatet og samfundslivet, ikke er nogen konstant størrelse.
Tværtimod er den folkelige opbakning til en venstreorienteret regering uhyre skrøbelig, og den kan meget
hurtigt opløses i indre splittelse, måldifferentieringer eller -afvigelser og politiske forskydninger, hvis
samfundsustabiliteten når et niveau, hvor de forskellige samfundsgrupper, der i går stod sammen i enighed
begynder at forfølge egne overlevelsesstrategier – fordi ustabiliteten ikke ser ud til at kunne overvindes.
Hverken arbejderklassen eller middelklassen er i virkelighedens verden homogene størrelser – og de har
aldrig været det. De forskellige undergrupper eller segmenter vil være mere eller mindre udsatte, hvis
venstreregeringen ikke er i stand til at fastholde et politisk overtag, men i stedet må indgå kompromisser
med de store kapitalinteresser, der gennem destabilisering tilstræber at demobilisere de store bevægelser
og tvinge regeringen til at føre en ”ansvarlig politik”. Og der vil være nok af intellektuelle kræfter og
magtfulde medier til at understøtte modoffensiven. Homogenitet i klasserne er ikke et faktisk og empirisk
fænomen, men alene et politisk potentiale, der udformes i klassekampen.
Forandringsstrategiens realisme
Det lyder besnærende enkelt, når man kan læse noget i retning af: at ”fremvæksten af en socialistisk
markedsøkonomi ikke alene kan skabes gennem statsmagten, men kræver at producenter og forbrugere
bygger kooperativer og andre former for ikke-kapitalistisk virksomhed”.
Men virksomheder bliver ikke mindre kapitalistiske af, at ejendomsforholdene formelt ændrer sig f.eks.
gennem forskellige udgaver af økonomisk demokrati. Virksomhederne skal stadig producere til et
kapitalistisk marked og er afhængige af lange, integrerede, kapitalistiske fødekæder. Ikke dermed sagt, at
en venstreregering ikke som reformprogram skal have demokratisering af produktionen som et centralt
mål. Ligesom en omfattende socialisering af hele finanssektoren i Europa forekommer at være
uomgængeligt udgangspunkt, hvis man i hvert fald regionalt vil afmontere finanskapitalens greb om de
legitime regeringer og samtidig opbygge en samfundsgavnlig investeringspolitik.
Men det grænser til det politisk naive, hvis man ikke samtidig tager den internationale og for den sags skyld
nationale kapitals magt og forventelige modsvar i betragtning og som minimum diskuterer, hvordan det
økonomiske demokrati både skal forsvares og udbygges på en og samme tid.
Hvis man ikke gør sig praktiske forestillinger om, hvordan man vil udfordre verdensmarkedets magtlogik og
f.eks. opbygge alternative handelsalliancer, sådan som centrum-venstre er i fuld gang med i Latinamerika
gennem ALBA, så har man på forhånd dømt de alternative produktions- og distributionsformer til
degeneration. I sammenslutningen bag ALBA forsøger man helt bevidst at opbygge alternative
handelsalliancer som forudsætning for, at der kan indføres alternative investerings- og produktionsformer.
Endnu er resultaterne skrøbelige, men initiativet har ikke desto mindre skabt en næsten frenetisk vrede i
USA. Og EU gør alt for at ødelægge disse alternative handelsaftaler og stiller som krav for nye, bilaterale
aftaler, at de påtænkte nationaliseringer af naturressourcerne og grundlaget for fair arbejdsdeling og
handelssamkvem skrinlægges. Når bl.a. USA puster til spændingerne i Venezuela, handler det også om at
inddæmme ansatserne til at gøre de latinamerikanske økonomier uafhængige af amerikansk dominans.
Pointen er, at man ikke i en reformstrategi ustraffet kan gennemføre en progressiv demokratiseringspolitik
både af statssystemet og produktionen uden tilsvarende at argumentere for og sandsynliggøre, hvordan
man forestiller sig en overvindelse af markedstvangen gennem etablering af helt andre og alternative
samhandelsformer, der svækker det globale kapitalistiske markedstyranni. En seriøs reformpolitik i
Danmark må således som minimum indeholde en strategi for et demokratiseret Europa med en
tilstrækkelig stærk union til at føre en dekoblingspolitik, der på den ene side svækker de store
kapitalkræfter og på den anden side har som mål at opbygge helt nye samhandelsalliancer og støtte andre
regionale reformbevægelser.
Det er i den forstand ikke et spørgsmål om, hvorvidt det er korrekt og muligt at operere med en øget
socialisering og demokratisering af markedsøkonomien. Problemet er, hvis forandringsstrategien ikke
indeholder klare forestillinger om, hvordan det økonomiske demokrati skal udbredes og konsolideres på en
sådan måde, at det forbereder det videre og påtvungne brud med akkumulationstvangens
civilisationsdestruktion.
Det er det afgørende brud, som ethvert trin i reformstrategien må føre frem til og være rede til at kaste ind
i klassekampen på dens aktuelle niveauer. Det er også i det brud, at den egentlige revolutionering af hele
det sociale og politiske liv ligger – fremfor som oftest behandlet at være begrænset til spørgsmålet om
kampen om den formelle politiske magt.
Arbejderparti eller socialistparti?
For at vende tilbage til systemkritikken af den kapitalistiske samfundsformation er det dennes indre og
voksende modsætninger, der igen og igen skærper akkumulationstvangen og samtidig udsætter
samfundene og civilisationsgrundlaget for gentagne og ødelæggende rystelser. Og det er sidstnævnte
forhold, der overhovedet er det materielle og objektive grundlag for, at det nu til forskel fra tidligere både
er nødvendigt og muligt at udvikle og opbygge brede folkelige alliancer, det som jeg vil kalde en historisk,
social blok for det socialistiske alternativ.
Selv om det er noget vrøvl, at arbejderklassen mindskes både i størrelse og indflydelse – tværtimod vokser
den internationalt – så er det ikke det afgørende. Det er derimod det faktum, at det modsigelsfulde kapitalarbejde forhold under den moderne kapitalisme har nået et omfang, hvor hele samfundet underlægges og
hjemsøges af kapitalens destruktive akkumulationstvang. Det betyder, at brede lag i middelklassen nu i
lighed med arbejderklassen får deres tilværelse ødelagt under kapitalismens forsatte jagt på profit, og hvor
al mellemmenneskeligt samvær efterhånden kun har værdi, for så vidt det kan sættes på økonomisk formel
og markedsgøres.
Markedsgørelsen af statssystemet tvinger store grupper af offentligt ansatte til at fungere som ”gemene
samlebåndsarbejdere”. Magtforskydningerne har koncentreret næsten al magt i de øverste ledelseslag og
de teknokratiske stabsfunktioner indenfor den offentlige sektor, og disse lag føler større loyalitet overfor
deres ligestillede i det private erhvervsliv end overfor både borgerne og de øvrige ansatte længere nede i
hierarkiet. Af samme grund medvirker de øverste ledelseslag også aktivt i demonteringen af de sidste rester
af velfærdsstaten. Så allerede her kan en reformstrategi finde et oplagt objektivt grundlag for opbygningen
af nye folkelige klassealliancer – formuleret som et egalitært, venstrefløjspolitisk folkebegreb.
Den samme eskalerende differentieringsproces udfolder sig i servicesektoren og i produktionen. Lidt
populært kan man tale om store dele af middelklassens proletariseringsproces. Helt almindelige
lønmodtagere i middelklassen er allerede hægtet af på grund af magtcentraliseringen. Og muligheden for
en individuel opstigen i samfundshierarkiet og en forbedret stilling i rigdomsfordelingen er i dag forbeholdt
de øverste lag i middelklassen. Gennem de sidste 10 år har middelklassens relative velstand hovedsageligt
bygget på omfattende gældsætning, og den vej er nu lukket. Det betyder ikke, at store dele af
middelklassen og de bedst stillede arbejdere ikke stadigt forsøger at klare skærene individuelt, men
mulighederne for at fortsætte ad den vej er ved at tørre ud – det er i det forhold, at grundlaget for
klassealliancer skal findes.
Disse klassedifferentieringsprocesser slår selvfølgelig også ind i partierne og ændrer på deres indbyrdes
styrkeforhold og indvirker på de aktuelle og fremtidige politiske kampe for et nyt eller flere nye socialistiske
partier til afløsning for de gamle, der ikke kan komme videre.
Centrum-venstre alliancernes (herhjemme S og SF) forsøg på at værne om velfærdsstaten (eks.
forestillinger om ”at hegne markedet ind”) er over alt stødt på grund. De har ikke en politik for fremtiden.
De har tømt deres egne organisationer for indre liv og demokratisk kultur. De mister autoritet og status
som samfundsforandrende kraft.
Som konsekvens bliver opgaven den endnu uhomogene venstrefløj at forme og udvikle et socialistisk parti
på en reformstrategi, der tager sig af de enorme problemer, vores samfundsformation befinder sig i, og
som centrum-venstre ikke har villet eller kunnet løse. Af samme grund kan en socialistisk reformstrategi
heller ikke vende perspektivet bagud til en genopretning af den hedengangne velfærdstat. Den var og
forbliver at være en vigtig parentes i kapitalismens udvikling som et kompromis mellem kapital og arbejde –
men aldrig mere end det. I kapitalismens nuværende fase og lange stagnation er det perspektivløst og i
øvrigt urealistisk alene at styre efter en ny omfordelingspolitik og en ny styrket offentlig sektor.
Den socialistiske reformpolitik må gå skridtet videre, hvor den gamle velfærdsstats- og reformpolitik
stoppede. Den må gribe afgørende ind i produktionsvilkårene og i den kapitalistiske produktionslogik. Man
kan således vanskeligt forestille sig det muligt at skabe øget social tryghed, afkommodificere samfundslivet
og gendemokratisere samfundet både som politisk system og som samværsform uden at skabe et
økonomisk grundlag og en måde at producere og samhandle på, der understøtter disse mål.
Barnets navn er således ligegyldigt. Det er også mindre interessant, om det kommende parti formelt favner
bredt, og om det på papiret sværger til det brede og pluralistiske demokrati som modstilling til f.eks.
demokratisk centralisme. Alle massepartier, brede bevægelser, folkelige organiseringer og demokratiske
strukturer degenerer, hvis ikke de bygger på et politisk grundlag, der for det første angriber de
grundlæggende problemer adækvat, for det andet indgår i en strategi, der på hvert nyt niveau kan
accelerere udviklingen og for det tredje svækker modstanden hos de klassekræfter, hvis grundinteresser er
den egentlige årsag til hele processen.
Del II
Økonomisk stagnation
Jeg har i del I argumenteret for, at den aktuelle krise kun på overfladen er en finans- og gældskrise. I min
optik er det epokale tendenser, der rumsterer under den aktuelle krise og styrer de modsætninger, som vi
er vidne til hver dag. Dermed også sagt, at hverken den massive, amerikanske underskudsfinansiering og
enorme støtte til finanssektoren og de største monopolfirmaer eller den europæiske deflationspolitik
indeholder løsninger på den nuværende krise. Tværtimod medvirker de til endnu engang at udskyde de
radikale kriseløsninger, som på den ene side er nødvendige på et kapitalistisk grundlag, men som de
herskende klasser på den anden side ikke kan overskue konsekvenserne af.
Men efterhånden forekommer det rimeligt sikkert, at kapitalismen som system ikke kan overvinde sin egen
overakkumulation uden omfattende omstruktureringer både globalt og indenfor de enkelte nationale
økonomier. Som ved de tidligere store og dybe økonomiske kriser er en løsning utænkelig, uden der
gennemføres en enorm sanering af overflødig kapital, så det igen bliver muligt at investere de uhyre
ophobede kapitalmasser produktivt. Det har selv det engelske finanstidsskrift ”The Economist” indset. I en
større artikel kritiserer man især den amerikanske regering og forbundsbanken for at holde hånden over
eller under store transnationale virksomheder, der uden massiv hjælp i form af billig kredit ville være
tvunget til at sanere store dele af deres kapitalapparat. Det samme billede ses i Europa og nu også i både
Kina og Indien. Det er den situation, der har fået flere kritiske borgerlige økonomer bl.a. Martin Wolf fra
”Financial Times” til at kalde den nuværende krise for ”contained drepression” og fremkalde
sammenligninger med situationen i 1937, hvor et nyt krisedyk hovedsageligt blev modvirket af omfattende
militær oprustning i alle de centrale økonomier.
Politisk opbrud
I modsætning til den herskende klasses politiske handlekraft med Washington Consensus i slutningen af
70erne, er billedet i dag præget af stor tvivlrådighed og splittelse både i Europa og mellem lederne i Europa
og ledelsen i USA og i BRIK- landene. Det bliver næsten for hver dag mere og mere tydeligt, at de ledende
politiske kræfter og stærkeste fraktioner indenfor de herskende klasser ikke har nogen ny, politisk strategi
for en løsning på den aktuelle krise. Og karakteristisk for alle regeringerne uanset forskelle i de valgte
strategier er, at de er under pres fra et helt uregerligt finansmarked, som igen er infiltreret af de store
transnationale kapitalenheder, der er parat til at vælte en hvilken som helst regering, der ikke ensidigt
forsvarer deres kortsigtede interesser.
Regeringerne er således bragt i konflikt med hinanden i forsvaret af de nationale kapitalinteresser. De er i
konflikt med de forskellige nationale og internationale kapitalfraktioner (om blandt andet stop for den
eskalerende skatteunddragelse, forureningen, klimaforandringerne og de vandrende
spekulationsbevægelser), og efterhånden også i en massiv konflikt med hovedparten af deres egne
befolkninger.
Tag eksempelvis konflikten mellem Merkels ”sparestrategi” og Hollandes tidligere ”vækststrategi” for
Europa. Den kan ikke reduceres til et Europæisk anliggende. Merkels spare- og eksportstrategi får
betydning for hele verdensmarkedet, hvor den bidrager til stagnationen i væksten. Politisk opløser
deflationspolitikken velfærdsstaterne indefra. Den næsten kroniske krise i euroområdet og den
deflationære økonomiske politik skærper afstanden mellem statsmagten og den politisk-sociale elite på
den ene side og den brede befolkning på den anden side i form af en udpræget og omfattende
politikerlede. Det foregår samtidig med, at de gamle stormagter hænger fast i voksende uenigheder og
modstridende interesser i alle internationale fora (IMF, OECD, FN, Verdensbanken og WHO), som igen
medvirker til at nedbryde vestens hidtidige og ubestridte globale dominans og de nationale herskende
klassers dominans i samfundspolitikken.
Samlet set kan man tale om de herskende klassers og de intellektuelle eliters fremadskridende tab af
overbevisningskraft og evne til at fremstå som de samfundskræfter, der kan sikre væksten,
samfundsstabiliteten og befolkningernes sociale og miljømæssige sikring og tryghed. Hvilket på den anden
side får som konsekvens, at statssystemerne og de overnationale institutioner som f.eks. EU mister
legitimitet og i stigende grad har vanskeligt ved at opretholde deres ønsker om at være hele samfundets
statsmagt og varetager af den almene og offentlige velfærd. Færre er i tvivl om, at regeringerne og
bureaukratiet i EU gennemfører politiske løsninger, som først og fremmest uddyber uligheden. Det er ikke
uden grund, at parolen om de 99% mod den 1% som billede på uligheden har slået an i stort set hele den
vestlige verden.
Der er således tale om en ond spiral, hvor regeringerne stadig mere ensidigt sætter de tidligere
velfærdsordninger over styr for at finansiere reorganiseringen og rekapitaliseringen af de store banker
samtidig med, at de største kapitalforetagender lægger pres på de mindre stærke kapitalforetagender og
lønmodtagerne for at tilrane sig mest mulig profit. Produktionen flyttes i en uendelighed fra den ene
lokalitet til den næste i jagten efter de bedste og billigste produktionsbetingelser. Hele lokalsamfund
lægges øde, og alle de fine miljøfortsætter fra diverse konferencer gøres til skamme af kapitalens evige
omstrukturering af den internationale arbejdsdeling med opbygning af nye produktions-og transportkæder,
der dels gør disse store kapitalforetagender næsten usårlige overfor nationale indgreb og på samme tid
omformer den globale kommunikations- og transportstruktur, så den snævert passer til
profitoptimeringens logik, selv om den samtidig undergraver alle staternes miljøforbedrende beslutninger
og tiltag.
Kort sagt har den private og grænseoverskridende produktion af profit nået en grad af
samfundsmæssiggørelse og indflydelse på alle samfundslivets forskellige sektorer, der gør det stadigt
vanskeligere at tackle de samfundsøkonomiske problemer, uden radikale politiske indgreb for at ændre de
givne betingelser. På den anden side har den samme udvikling bidraget til, at de nationale levevilkår
globaliseres forstået på den måde, at samfundsbetingelserne for den brede befolkning mere og mere
kommer til at ligne hinanden, og at tidligere betydningsfulde nationale eller regionale forskelle udviskes.
En realistisk reformstrategi
En realistisk reformstrategi eller forandringsstrategi må i konsekvens af den aktuelle situation og med
udgangspunkt i grundtrækkene i den nuværende historiske epoke tage det diametralt modsatte afsæt af
det, der ellers præger venstrefløjens nationale reformstrategier.
Udgangspunktet må som mindstemål være kampen for at transformere EU til en politisk demokratisk og
social solidarisk union, og de nationale politiske transformationsstrategier må integreres i og underordnes
dette perspektiv.
Hvor dette perspektiv for blot nogle år siden var en fuldstændig abstrakt politisk størrelse, har eurokrisen
og de sydeuropæiske landes økonomiske og sociale sammenbrud på den ene side og den europæiske
politiske elites teknokratiske kuppolitik i EU på den anden side gjort spørgsmålet ganske konkret og aktuelt.
F.eks. stod det helt klart for det græske Syriza, at man i valgkampen var nødt til at forbinde en progressiv
reformpolitik i Grækenland med en ligeså progressiv og demokratisk og økonomisk reformering af alle
unionens institutioner, hvis Grækenland og for den sags skyld de andre sydeuropæiske medlemslande skal
komme ud af krisen og inddæmme finanssektorens tyrannisering og undergravning af
samfundsøkonomien.
Inspireret af problemstillingerne, der kom op til overfladen i den græske valgkamp, kan der nu spores en vis
vending indenfor store dele af det ”Europæiske Venstre”, der seriøst er begyndt at drøfte et egentligt
europæisk reformprogram, som rækker langt ud over den hidtil kendte kritik af EU og euroen for at være
en ”liberal konstruktion” – hvad den i bund og grund også er.
Og som svar på den aktuelle gældkrise og den Merkel-inspirerede deflationspolitik stilles kravet nu mere
klart om en politisk kontrolleret europæisk centralbank og en offentlig investeringsbank som forudsætning
for øget regulering af finanssektoren og begrænsning af den finansielle spekulation. Investeringsbanken
skal finansieres af kapitaltransaktionsskatten og øget og effektiv EU-beskatning af de store, transnationale
selskaber, der i dag unddrager sig beskatning. Banken skal tillige finansiere nye former for produktion, som
Europa har brug for, vigtige infrastrukturprojekter og udviklingen af en rationel arbejdsdeling mellem
landene og regionerne indenfor EU.
Der skal gennemføres en omfattende gældssanering og udvikles fordelingsmekanismer, så kapital kan
overføres fra de økonomisk og socialt mest udviklede områder til de mindst udviklede regioner og
medlemslande. Hvilket selvfølgelig ikke er realistisk, med mindre de nationale reformstrategier kobles med
en omfattende politisk bevægelse for en demokratisering af EUs politiske institutioner og en ny
grundtraktat, hvor befolkningernes demokratiske indflydelse, lighed og solidaritet bliver de konstituerende
elementer, som erstatning for det indre markeds vilkårlighed.
Helt konkret står valget i dag mellem kampen for en demokratisk og socialt retfærdig europæisk union og
en stadig mere udemokratisk, teknokratisk og centralistisk styret union, hvor de stærkeste kapitalmagter
dominerer alle de andre medlemsstater, og hvor befolkningerne og ikke mindst de nationale
arbejderbevægelser mister deres mest elementære, demokratiske rettigheder. Faktisk er det den udvikling,
der foregår lige nu – legitimeret af den førte krisepolitik.
Det betyder ikke, at samtlige løsningsforslag, der er fremme så som euro-bonds, kapitaltransaktionsskat, et
egentligt finansministerium og en fælles finanspolitik, eller forskellige udligningsmekanismer osv. i sig selv
er uacceptable. Problemet består først og fremmest i, at de herskende klasser vil gennemføre dem
teknokratisk og samtidig udnytte krisen til yderligere at svække lønmodtagerne på arbejdsmarkedet og i
øvrigt gøre alt for at beskytte finanssektoren mod yderligere sammenbrud.
En forandringsstrategi fra venstre er faktisk nødt til at tage nogle af de samme politikpunkter op og gøre til
sine egne – men med den klare forskel, at de skal forbindes med og gøres afhængige af, at der samtidig
gennemføres en demokratisering af EU og et nyt traktatgrundlag, der kan sikre et socialt og solidarisk
Europa. Og som udviklingen siden 2007 har demonstreret, er det perspektiv ikke længere blot en smuk
utopi. For vilkårene for lønmodtagerne i de enkelte medlemslande har i virkelighedens verden nærmet sig
hinanden i modsætning til de billeder om grundlæggende forskelle, som den politisk- og intellektuelle elite
forsøger at fremmane i modsætningen ”kernelande og periferilande” eller ”nord-syd modsætningen”.
Det er ud fra og integreret i det perspektiv, der kan udvikles nationale reformstrategier, som tager hensyn
til og udgangspunkt i de specifikke nationale og regionale vilkår og historiske og politiske traditioner. Jeg
afviser med andre ord ikke en nationalt funderet socialistisk forandringsstrategi i Danmark, som den danske
venstrefløj kan samles om og mobilisere for. Men jeg anser en sådan strategi for illusionsmageri, hvis den
ikke helt eksplicit er forbundet med og begrundet i en fælles politisk strategi for en sammenhængende
demokratisk og solidarisk europæiske union. Vel og mærke en strategi, der er så konkret, at de forskellige
politiske partier og faglige organisationer kan omsætte dens forskellige elementer til praktiske og konkrete
politiske krav og mobilisering allerede i den nuværende krisesituation i EU.
De nødvendige opgør
Men man skal være ganske troende for at fæste lid til, at det nationale erhvervsliv og de europæiske
transnationale virksomheder af sig selv og uden politisk tvang vil indgå i en sådan nyorientering.
Derfor handler den helt aktuelle kamp om den politiske magt først og fremmest om at omdanne
statsapparatet og de overnationale institutioner som EU, så de mange forskellige organer kan dirigeres til at
intervenere i erhvervslivets videre udvikling og understøtte den politiske og faglige kamp for
demokratisering af økonomien.
I det spørgsmål står hele finanssektoren ganske centralt som en blokerende faktor. Hvis ikke der
gennemføres et koordineret forbud mod finansiel spekulation, oprettes offentlige investeringsbanker og
økonomiske udligningsordninger, vil store dele af den oparbejdede kapital stadig ikke blive investeret
produktivt, fordi afkastet enten er for beskedent eller for usikkert. Det er kapitalens naturlige logik og
handlemåde, men det er ikke i samfundets interesse, derfor går fornyet og samfundskontrolleret vækst
over et opgør med finanskapitalens magt. Det opgør kan som antydet intet enkelt land foretage alene (eks.
på grund af den globale miljødestruktion og kapitalstruktur). Det samme gælder i øvrigt opgøret med hele
pensionssektoren inklusive arbejdsmarkedspensionerne, som kun holder sig i live ved at spekulere på
finansmarkederne og investere i kapitalfonde, der ofte ødelægger den produktive vækst og bremser for
reelle produktivitetsfremmende investeringer i erhvervslivet. En nationalisering af hele pensionssektoren
og gennemførelse af et offentligt pensionssystem i hele EU er den eneste farbare vej, hvis finanssektorens
magt skal begrænses og den økonomiske vækst fremmes.
Det samme billede tegner sig vedr. skattepolitikken, beskatningen af de store kapitalfonde, de
transnationale selskaber m.m., ligesom hele fordelingspolitikken ikke kan gennemføres som middel til at
afbalancere Europas videre udvikling, uden det sker efter en samlet demokratisk plan og på grundlag af en
rational og politisk acceptabel arbejdsdeling. Hverken i Danmark eller i noget andet europæisk land er det
muligt isoleret at gennemføre en social- og solidarisk skattepolitik eller for den sags skyld industripolitik,
arbejdsmiljøpolitik mv., uden at de samme lande udsættes for truslen om investeringsboycott, flytning af
virksomheder, kapitalflugt til skattely. Med den kendte grad af kapitalkoncentration og mobilitet er det kun
muligt at rette op på ubalancerne indenfor en som mindstemål europæisk ramme.
Det samme gælder de mange forslag om demokratisering af ejendomsretten og demokratisk indflydelse på
og kontrol med produktionen, både hvad angår statslig indflydelse og medarbejdernes indflydelse. Hvis det
demokratiperspektiv ikke tænkes ind i en europæisk sammenhæng, vil demokratibestræbelserne blot få til
følge, at de enkelte ”demokratiserede virksomheder” kommer i benhård konkurrence med hinanden. Og i
det modsætningsforhold tæller arbejdspladser i hånden mere end nok så meget demokratisk indflydelse på
taget – medarbejderne kan så få lov til at disciplinere sig selv og i øvrigt fortsat være underkastet
markedets vilkårligheder.
Med andre ord forudsætter en socialistisk forandringsstrategi, der både vil skabe ny realvækst, eliminere
arbejdsløsheden, demokratisere arbejdsmarkedet og åbne det for alle de samfundsgrupper, der gennem de
sidste 30 år er blevet marginaliseret og ekskluderet, et opgør med hele grundlaget for ”det indre marked”
og et tilsvarende men bredere opgør med de traktater, der institutionaliserer liberalismen som kapitalens
fremherskende samfundsform.
Overproduktion og vækst
Der er nok ikke en eneste regering, politisk parti eller faglig organisation i hele Europa, der ikke har
udarbejdet et eller andet program for vækst og bekæmpelse af arbejdsløsheden. Ud fra diverse
regnemodeller er der blevet udarbejdet dusinvis af vækstprognoser, og for dem alle gælder, at de ikke
holder stik. En længere stagnationsperiode er kendetegnet ved lav vækst, ringe kapacitetsudnyttelse og lav
produktivitet i erhvervslivet samt skærpet konkurrence om markedsandele – kort sagt perioden er præget
af faktisk eller potentiel overproduktion. I den sammenhæng er drømmen om, at kickstarte de nationale
kriseøkonomier ikke andet en politisk fromme håb og en fornem grad af manglende økonomisk realisme.
På den anden side er der store områder i verden, hvor underproduktion og underforbrug er
fremherskende, og som forbliver hægtet af verdensmarkedet, dels fordi de store transnationale selskaber
understøttet af deres regeringer vedbliver med at udplyndre disse områder for naturlige ressourcer og
bremse for enhver selvstændig udvikling af produktion og marked, og dels fordi f.eks. USA og EU gør alt for
at obstruere de spæde ansatser til opbygningen af selvstændige regionale handelssamarbejder og aftaler.
Hvis der således skal være nogen reel mening i al den snak om vækst og beskæftigelse også fra vores egen
venstrefløj, er det nødvendigt at gøre op med kapitalens blinde vækstlogik. Dels fordi et egentligt og
bæredygtigt vækstpotentiale midlertidigt er udtømt med den aktuelle krise, og dels fordi den på det lange
sigt ikke længere er holdbar. Men den nødvendige politisk-økonomiske vending, der griber direkte ind i
kapitalismens eksistensgrundlag med krav om rationel vækst, kan naturligvis ikke udvikles, formuleres og
gennemføres nationalt, uanset hvor meget man taler om særegen grøn teknologi, velfærdsteknologi, og
hvad man ellers falder over af nye innovationsområder. Samtlige europæiske medlemslande beskæftiger
sig med de samme vækstområder, hvorfor logikken tilsiger, at man kun kan udvikle sig på de andres
bekostning, og så er man lige vidt.
En socialistisk orienteret vækstpolitik i Danmark er således et fantom, hvis den ikke indgår som en del af en
større omkalfatring af produktions- og vækstgrundlaget indenfor EU, som ud over en bevidst
samfundsorientering også må indeholde et perspektiv for udviklingen af selvstændige produktioner og
markeder i den fattige del af verdenen på grundlag af et gensidighedsprincip. Hertil hører selvfølgelig
genforhandling af de handelsaftaler, som bidrager til at holde de fattige lande i fortsat afhængighed.
De nødvendige afsluttende bemærkninger
En national forandringsstrategi, der vil andet end at være en samling af gode hensigter, må nødvendigvis
indeholde helt konkrete strategiske perspektiver for, hvorledes der opbygges en europæisk venstre
reformbevægelse både politisk og fagligt. I den sammenhæng forekommer det at være en central og aldeles
aktuel opgave for det europæiske venstre at udarbejde udkast til en helt ny EU traktat – et nyt program for
Europas videre udvikling og en demokratisering af Unionens institutioner, som de nationale
reformstrategier kan forbindes med, og der kan skabes en bred folkelig europæisk mobilisering for.
Så langt er det Europæiske Venstre ikke kommet endnu, selv om spørgsmålet her op til
europarlamentsvalget diskuteres heftigt i de nationale partier. Men ”EuroMemo Group” (Europæiske
økonomer for en alternativ økonomisk politik i Europa) er allerede kommet med et udspil, der ville kunne
indgå i det videre arbejde med at formulere et radikalt alternativ til den aktuelle EU politik – et alternativ
der som det eneste vil kunne forlene de nationale strategier med en vis realisme.
Stat, Kapitalisme og organisk krise.
Curt Sørensen, professor emeritus
En diskussion om principprogram må tage udgangspunkt i en analyse af virkeligheden selv
På netavisen ‘Kontradoxa’ d. 20/2 2014 kritiserer Anders Lundkvist som led i Enhedslistens løbende
principprogramdiskussion det han tror er den klassiske marxistiske statsteori, og som i hans udlægning
fremtræder som en firkantet materialistisk teori, en teori som han igen lader være forankret i den
velkendte basis-overbygning model. Ledsagende får vi endda at vide, at denne teori skulle være en af
årsagerne til stalinismen i Sovjetunionen. Desuden skitserer AL en ’idealistisk statsteori’, som han også
forkaster. Midt imellem disse to opfattelser, hvis tåbelighed alle kan se, placerer han så sin egen
statsopfattelse. Endnu en gang fremlægger han derefter sin ofte fremførte opfattelse af staten som ’den
demokratiske offentlige sektor’, hvorfra den videre kamp for socialisme må udgå. Det er også let at se, at
det er en sådan opfattelse der ligger til grund for partiledelsens udkast til program hvor fokus på udiklingen
frem mod socialisme ligger på parlamentsgruppens rolle.
Nu er for det første det AL kalder ’den materialistiske statsopfattelse’ betydeligt mere alsidig og sofistikeret
end den fremtræder i hans karikatur. Marx selv havde mindst 2 forskellige statsteorier og 5 forskellige
begreber om demokrati. 1 Statsopfattelserne var i øvrigt vidt forskellige hos skikkelser som Karl Kautsky,
Eduard Bernstein, Rosa Luxemburg, V.I.Lenin, Leon Trotski, Rudolf Hilferding, Otto Bauer og Antonio
Gramsici. 2Det er en tilsnigelse her at tale om én ’marxistisk statsteori’. Og flere af disse teoretikere
opererede også i tidens løb med forskellige statsteorier. Dette hænger sammen med det forhold, at de alle
løbende kæmpede desperat for at justere teorien til de særegne eller ændrede konkrete forhold i den
virkelighed der omgav dem.
Og under ingen omstændigheder kan man forklare Ruslands udvikling i det 20. århundrede ud fra et
teoretisk nedslag. Som i andre europæiske lande var det den virkelige udvikling der var afgørende, f.eks. de
to verdenskrige, den russiske revolutions isolering, landets periferi situation og dybe
moderniseringsproblematik, den mislykkede socialistiske revolution i Tyskland, fascismens fremkomst og
den storpolitiske dialektik. At ville forklare noget så kompliceret som stalinismens udvikling i Rusland som
et produkt af ’den marxistiske teori’ er simpelthen udtryk for en ensidig idealistisk tilgang. En Bent Jensen
med modsat fortegn så at sige.
Jeg tror ikke, at en sådan type diskussion, som den AL lægger op til, bringer os meget fremad til en
nærmere forståelse af et moderne socialistisk partis vilkår og en adækvat socialistisk strategi. I stedet for at
tage udgangspunkt i skematiseringer, karikaturtegninger af opponenternes opfattelser, samt en
fritsvævende idealisme må vi tage vores udgangspunkt i en analyse af virkeligheden selv. Den nutidige
krise.
Nutidens krise
Nutidens krise er omfattende og kompleks, ikke ’bare’ rent økonomisk. Den politiske demokratiske magt er
for det første svækket af det man kunne kalde forskydningsfænomenet: Vigtige områder af den
økonomiske virksomhed og politik er stadig, og i stigende grad, unddraget demokratisk politisk kontrol og
beslutningstagen. Store områder og vigtige beslutningsprocesser overladt til velorganiserede og magtfulde
nationale og ikke mindst regionale og globale økonomiske corporations og supranationale myndigheder
som er vedvarende lydhøre overfor disse velorganiserede interesser. Men først og fremmest er der overalt i
den vestlige verdens udviklede økonomier et tæt samspil mellem økonomiske og statslige eliter. Disse
agerer ikke nødvendigvis mod hinanden, men som regel med hinanden i komplekse elite strukturer og
relationer. 3
Modstående, i bunden af samfundene, er de organiserede massebevægelser for folkelig deltagelse og
indflydelse smadrede eller under opløsning. Den fortsat fremadskridende koncentration af magt og
indflydelse i samfundenes top, den enorme ophobning af ressourcer som forvaltes, bruges og misbruges, af
økonomiske og politiske eliter modsvares af en fremadskridende atomisering i bunden af samme samfund
(et forhold, som i den dominerende ideologi eufemisk benævnes ’øget individualisme’).
Ind i alt dette skyder sig også medierne som en ny faktor. Medierne synes i dag at være et vigtigere element
i den politiske proces end de politiske partier. Medierne udgør, trods deres manglende demokratiske
legitimitet, i sig selv en magtfaktor. De er ikke længere (som de selv tror) bare den uafhængige kritiske ’fjerde
magt’, men en elitestruktur som er flettet sammen med de øvrige eliter i de bestående samfund.
Samtidig har det politiske kraftfelt ændret sig. Neoliberalismen er blevet den samlende hegemoniske
ideologi.4 Socialismens krise er et iøjnefaldende træk i den moderne virkelighed og det samme kan siges om
kommunismen. Dette træder tydeligt frem med i en sammenligning mellem den nutidige situation på den
ene side og mellemkrigsperioden og perioderne fra 1945-1980’erne på den anden side. Derimod er
højreradikalismen igen under stærk fremmarch om end i en anden form og under en anden retorik end i
mellemkrigsårene.
Kapitalismen og staten har vokset sig enormt stærke og neoliberalismen er denne magtens sammenbindende
og legitimerende ideologi. Magtkomplekset synes umådeligt og ubrydeligt og ideologien alt
gennemtrængende. Neoliberalismen er så stærk, at den har absorberet i sig ikke blot den klassiske
liberalisme og transformeret denne, men også konservatismen og de ledende lag i de europæiske
socialdemokratier.
Udgangspunktet: ’Kompromis-demokratiet’ og ’socialpartnerskabet’ efter 1945
Det begyndte tilsyneladende ellers så godt lige efter afslutningen af 2. verdenskrig. I Vesteuropa blev der som
følge af aksemagternes nederlag i verdenskrigen, den nye storpolitiske situation, samt forskydninger i det
sociale kraftfelt i løbet af årene efter 1945 etableret et ’kompromisdemokrati’. Det europæiske højre og
indflydelsesrige kræfter i erhvervslivet og magtfulde samfundsmæssige institutioner, som endnu i
mellemkrigsårene havde sværmet for autoritære eller fascistiske løsninger, overgik nu til ’demokrati’, ja,
proklamerede ovenikøbet at de skam altid havde været for demokrati.
Men 1945-demokratiet var et ’demokrati’ der var beskåret til blot et system med regelmæssige valg mellem
konkurrerende politiske eliter. Den direkte folkelige inddragelse i og indflydelse på de politiske beslutninger
var begrænset og privatejendomsretten til produktionsmidlerne forblev intakt. Arbejderbevægelsen
accepterede også ’socialpartnerskab’ og ’produktivisme’ som en grundnorm. Hele bevægelsens historiske
projekt for en grundlæggende ændring af magtforholdene i samfundet og en revolutionær transformation af
den bestående sociale orden blev skrinlagt.
Til gengæld havde man, ud over det nævnte ’kompromisdemokrati’, fået velfærdsstat, muligheden for
keynesiansk økonomisk politik samt hele det internationale Bretton Woods system, der den gang havde en
helt anden karakter end i dag. Den uhæmmede kapitalisme og liberalisme var i det mindste blevet
’embedded’ d.v.s. indlejret i sociale netværk og foranstaltninger. Og fascismen var væk, troede man. Det var
socialdemokratismens håbefulde periode.
Denne periode varede fra ca. 1945 frem til ca. 1973 og blev yderligere understøttet af en hidtil uset
økonomisk udvikling, den berømte ’Golden Age’ samt den af den storpolitiske koldkrigssituationen skabte
politiske stabilitet (i Europa). Siden begyndelsen af 1970’erne har kapitalismen og det politiske system
imidlertid været plaget af gentagne og stadigt mere omfattende kriser.
Krisen fra 1973 og fremefter – Neoliberalismen.
En række forskere indenfor den neo-marxistiske tradition har i deres forsøg på at forklare overgangen i
1970’erne og den efterfølgende periodes vanskeligheder fokuseret på problemer omkring
’overakkumulation’ samt på udviklingen af rytmikken mellem materiel produktion og finanstransaktioner. 5
Gerard Duménil & Dominique Lévy, f.eks. vil forklare omsvinget i økonomiske udvikling fra begyndelsen af
1970’erne og fremefter ud fra bevægelser i profitraten forstået meget enkelt og indlysende som forholdet
mellem den indtjente profit pr år og den udlagte kapital pr. år. 6 Kriser og omstruktureringer af kapitalismen
har herunder været et historisk tilbagevendende fænomen. 7 Krisen fra begyndelsen af 1970’erne og
fremefter var en repetition af det historiske grundmønster. Den viste sig i faldende profitrate, inflation,
lønstagnation og stigende arbejdsløshed. 8 ’Neoliberalismen’ er så igen udtrykket for den økonomisk
herskende klasses forsøg på at presse profitraten og deres egen magt tilbage igen til førkrigs niveau.
9
Yderligere kendetegn på neoliberalismens praksis er den omfattende kommercialisering af sociale relationer
og globaliseringen. 10
Robert Brenner forsøger ligeledes at forklare det samme omsving i specielt den amerikanske udvikling. 11Også
Brenner definerer ’profit’ på en enkel måde: som overskuddet minus afskrivninger, indirekte skatter
o.s.v..12Udviklingen i den amerikanske økonomi fra ca. 1970 til i dag analyseres derefter med fokus på
bevægelser i profitmasse, idet Brenner dog tillige inddrager spørgsmålet om, købekraft (demand). Trods alle
forsøg fra skiftende regeringers og de store ’corporations’ side på at genskabe førkrigens og de første
efterkrigsårs profitrate har tempoet i væksten været nedsat: ”A lasting decline in the rate of profit in the
international manufacturing sector, caused by the persistence of over-capacity and over-production, has
been and continues to be fundamentally responsible for reduced profitability and slow growth on a systemwide scale over the long term…”. 13
Antropologen David Harvey breder i sammenligning hermed perspektivet ud til en videre magtsociologisk
undersøgelse af den globale udvikling i henseende til omfordeling og koncentration af rigdom. 14Ifølge David
Harvey styrede de udviklede vestlige lande i løbet af 1970’erne ind i en kapitalakkumulations krise.15 I USA,
f.eks., var den øverste 1 % af befolkningens andel af nationalindkomsten ved afslutningen af 2. verdenskrig
faldet fra 16 % før krigen til 8 %. 16
Efter neo-liberalismens gennemslag, ved slutningen af 70’erne var de riges andel igen steget til 15 %. 17 I en
bred bevægelse kloden over kunne man fra begyndelsen af 70’erne se en bevidst strategi og politik for en
omfordeling af rigdom i opadgående retning. ’Neo-liberalismen’ var primært en politik for genskabelsen (: i
de vestlige lande) eller etableringen (: Rusland og Kina) af økonomiske eliters magt og sikring af en
omfordeling der kunne styrke akkumulationen. 18
Denne målsætning og denne politik var dog tilsløret af en retorik og en ideologi om ’effektivitet’, ’frihed’,
’valg’, og ’individets rettigheder’’.19 Gennem den officielle politik, gennem en enorm ideologisk oprustning,
gennem et paradigmeskift i den økonomiske politik, gennem eksperter og tænketanke, og – kan vi tilføjegennem samfundsvidenskabernes tilpasning til ’tidsånden’ og drejning over i evolutionisme og eviggørelse af
den bestående sociale orden -udbredtes en ideologi der tilslørede og/eller legitimerede omfordelingen og
koncentrationen af magt og indflydelse. 20
I sin nærmere udformning var neoliberalismen præget af en styrkelse af de store virksomheder, ’the
corporate economy’, af ’management’ og ved den enorme styrkelse af finansielle aktiviteter21. Også
statsmagten trådte – trods den liberalistiske retorik- tilbagevendende til med ofte brutale indgreb, således
som det f.eks. viste sig i Chile i 1973, i England i 1984 og i Kina i 1989. 22 Harvey foregreb her en Naomi Kleins
fremragende analyse af samspillet mellem økonomisk politik og statslig politik, mellem liberalisme og
autoritær statsmagt. 23
Forløbet har i det hele taget været krisepræget og med en ujævn – og stadigt skiftende geografisk udvikling.
’Strukturtilpasningsprogrammer’ er blevet gennempressede kloden over og den organiserede
arbejderbevægelse er blevet knust eller inddæmmet. Som i Pinochets Chile, Thatchers England og i Kina hvor
der er ved at udvikle sig en særegen form for kapitalisme og hvor der ligeledes er sket en
indkomstkoncentration i toppen og en massiv proletarisering i bunden af samfundet. 24 ’Neoliberalismen’ har
i sit faktiske forløb overalt udviklet sig i et tæt parløb med en stærk stat, et grundforhold påpeget af mange
forskere på feltet. 25
Konsekvenserne har været vidtrækkende. Overalt på kloden har ’neo-liberalismen’ kunnet realisere
målsætningen om en omfordeling til fordel for de økonomiske og politiske eliter. 26 Derimod slog en anden
ofte proklameret målsætning om derved at sikre generel global økonomisk vækst fejl, med visse undtagelser,
undtagelser der så i den dominerende ideologi er blevet fremstillet som normen, selv om statens rolle også
her var fremtrædende. 27
Harvey når generelt til samme konstatering som Branko Milanovic og Robert Hunter Wade gør det i deres
kendte undersøgelser: uligheden i verden er forøget og de i forvejen velhavende er blevet begunstigede. Der
er sket en omfordeling fra bund til top, men den neoliberalistiske doktrins sekundære målsætning om
økonomisk vækst er kun delvist blevet nået. Alle internationale statistikkers gennemsnitstal her i øvrigt
forhøjede alene i kraft af det gigantiske kinesiske eksperiment, et eksperiment, som ikke har meget at gøre
med klassisk liberalisme i europæisk forstand, men måske nok i høj grad med ’neoliberalisme’ som defineret
af Harvey og Klein. I Kina er uligheden blevet stærkt øget, men samtidig er enorme menneskemasser blevet
trukket ud af den yderste fattigdom. Det giver et broget billede og trækker de internationale statistikkers
gennemsnitstal opad.28
Realiteten, det egentlige resultat, har været en stigende ulighed både globalt og i de enkelte regioner og
lande samt den fortsatte eksistens af store enklaver af fattigdom. 29 David Harvey taler om ’dispossession’ i
fire varianter: 1) Privatisering og kommercialisering, 2) Finansialisering, 3) Krisehåndtering og 4) Reduktion
af den offentlige sektor og skattelettelser. Gennem privatiseringer og kommercialisering af hidtil offentlige
virksomheder og goder er der for at bane vej for øget akkumulation blevet overført store indkomster fra de
fattige til de rige.30 Et spektakulært eksempel er her Rusland i 1990’erne. 31
Neoliberalismen har også medført en eksplosion i antallet af rene finansielle transaktioner. 32 Hvor værdien
af de daglige finansielle transaktioner i 1983 udgjorde 2, 3 milliarder dollars var det tilsvarende beløb i 2001
steget til 130 milliarder. 33 Dereguleringen fra 1980 og fremefter åbnede op for et finansielt system hvor der
gennem spekulation, svindel og bedrag blev overført enorme summer til en lille elite. Enron-skandalen i USA
var her symptomatisk. 34
Håndteringen af de hyppige ’gældskriser’ har ligeledes bidraget enormt til en global omfordeling. Mønsteret
i hver gældskrise, i Mexico, Argentina, Sydasien, Rusland osv. var overalt det samme: når der indtraf en
bankerot med efterfølgende gældssanering var det altid befolkningerne der skulle betale til det der i sidste
instans var de rige landes kreditorer.35 Siden 1980 er der herved blevet overført 4, 6 trillioner dollars fra de
fattige periferilande til de rige centerlandes økonomiske eliter.36 Dette var grundmønsteret i
krisehåndteringerne, et mønster som også er fremdraget og analyseret af Joseph Stiglitz. 37 Men hvor den
liberale dissident og keynesianer Joseph Stiglitz ser dette som et eksempel på en fejlagtig økonomisk politik,
ser marxisten David Harvey dette som et iboende træk i den globale kapitalistiske akkumulation og
neoliberalismens hoved målsætning.38
Endelig peger Harvey på de faktiske virkninger af nedskæringerne i den offentlige sektors velfærdsydelser,
privatiseringer af offentlig forsorg og skattelettelser. Igen har grundmønsteret været nedpresning af de
dårligst stilledes livsvilkår og overførsel til de rige.39
I Vest bestod altså det i 1945 etablerede ’kompromis’, socialpartnerskabet og ’den indlejrede liberalisme’
med enkelte rystelser frem til krisen i 2008, en krise der dog om sagt begyndte at aftegne sig allerede tilbage
i 1970’erne. Derefter indledtes en proces hvor 1945 systemet er under begyndende afvikling og en nye orden
under udvikling. Den neoliberalistiske omstrukturerings proces i forening med den storpolitiske udvikling har
skabt en ny hegemonisk situation. Samtidig har hele det økonomiske, sociale og politiske system bevæget sig
ind i en kritisk fase.
Liberalistisk omstrukturering og ’postdemokrati’.
Eliternes magt er overalt blevet styrkede, dels på grund af den folkelige selvorganiserings svækkelse, dels, og
ikke mindst, fordi de økonomiske, politiske, militære og ideologisk-kulturelle midler og ressourcer for
magtudøvelse er blevet så enormt forøgede i indeværende århundrede, og den objektive afstand mellem
eliter og befolkning er derved blevet øget. Elite netværket er blevet udbygget og styrket i kraft af eliternes
gensidige funktionelle afhængighed i et moderne udviklet samfund, og den politiske og økonomiske magt er
herunder blevet tæt sammenflettede.
Disse forhold, hele denne proces, er blevet glimrende beskrevet og analyseret af Colin Crouch i hans meget
omtalte bog om ’postdemokratiet’40 Hvor den samfundsvidenskabelige mainstream ellers tilbagevendende
tilslører disse faktiske forhold og udviklingsforløb og på grundlag af skrøbelige subjektive survey
undersøgelser og med rygdækning i evolutionismen reproducerer den hegemoniske ideologis modstående
billede af ’folkestyre’ og social og politisk harmoni, 41 angriber Crouch uforfærdet hele denne ideologiske
konstruktion og taler om en bevægelse hen imod et ’postdemokrati’. 42
Colin Crouch fastholder nemlig en definition af ’demokrati’ som folkestyre: ”Democracy thrives when there
are major opportunities for the mass of ordinary people actively to participate, through discussions and
autonomous organizations , in shaping the agenda of public life, and when they are actively using these
opportunities.” 43 Denne definition er mere adækvat end de pluralistiske teoretikeres gængse definition der
ophøjer de faktiske tilstande til at være ’demokrati’ selvom der i realiteten blot er tal om en elite pluralisme.
44
Crouch sondrer derefter ikke blot mellem ’demokrati’ og ’ikke-demokrati, men indføjer som en tredje
kategori ’postdemokrati’. Ved hjælp af kategorien ’postdemokrati’ kan man nemlig bedre vurdere
sundhedstilstanden i et hidtidigt demokrati: ”The idea of post-democracy helps us to describe situations
when boredom, frustration and disillusion have settled in after a democratic moment; when powerful
minority interests have become far more active than the mass of ordinary people in making the political
system work for them; where political elites have learned to manage and manipulate popular demands;
where people have to be persuaded to vote by top-down publicity campaigns”.45
‘Postdemokrati’ er ikke (endnu) det samme som ‘ikke-demokrati’. Men det betegner en tilstand, eller snarere
en bevægelse, væk fra ’the democratic moment’ henimod en tilstand hvor ethvert demokrati er opløst og
erstattet af et moderne oligarki. ’The democratic moment’ var f.eks. Storbritannien og Skandinavien lige efter
2. verdenskrig. I dag kan man overalt se en postdemokratisk bevægelse henimod et skævdrejet demokrati,
et ’demokrati’ der mere og mere kommer til at minde om et plutokratisk oligarki. 46
Årsagerne til denne udvikling er for det første globaliseringen og de store internationale corporations og
finansinstitutioner vældige magtforøgelse. 47 Samtidig er i bunden af samfundet almindelige menneskers
politiske betydning blevet stærkt reduceret. Toppen af samfundet er blevet enormt organiseret og styrket og
bunden er blevet fragmenteret, atomiseret. 48 Konsekvensen har været den omtalte postdemokratiske
bevægelse, øget ulighed og tilbagerulning af velfærdstaten.49
Den angivne dobbelte udvikling i henholdsvis samfundets top og samfundets bund har overalt styrket de
økonomiske eliter og tilgodeset disses interesser. Bevægelsen har yderligere været understøttet og
cementeret af en række videre forandringer. De økonomiske eliter har i stigende grad fået både en
privilegeret acces til den politiske magt og en stærkt øget indflydelse på samfundsområder også udenfor
økonomien i snævrere forstand. Ikke blot er der i form af privatiseringer sket en direkte overførsel af hidtidige
offentlige opgaver til privat virksomhed, men i kraft af sponsoreringer har erhvervslivet fået en stor direkte
indflydelse på en række samfundsmæssige opgaver.50 Vigtige samfundsopgaver er gennem et omfattende
system af udliciteringer og kontrakter blevet unddraget demokratisk politisk kontrol samtidig med at staten
er blevet tappet for vigtig ekspertise og kompetencer, som i stigende grad er placeret i
konsulentvirksomheder og andre private firmaer. 51 I så henseende er statsmagten blevet svækket og har
mistet autoritet.
Alligevel vil det være forkert her at sige, at statens centrale beslutningskerne er blevet svækket. Det er
rigtigere at sige, at vi i stigende grad ser en sammenfletning af økonomisk og politisk magt. Der er ved at
opstå ’en forenet økonomisk og politisk klasse’. 52 Denne udvikling understøttes tillige gennem de politiske
partiers forvandling fra brede, velorganiserede massepartier til snævre politiske eliteorganisationer i en
sammenfletning med erhvervslivets top. Partiledelserne indgår i et tæt samspil med ledende personer og
rådgivere fra erhvervslivet og dettes magtfulde interesseorganisationer. Det politiske partis klassiske ledende
’cirkel’ er blevet til en ledende ’ellipse’. Og omvendt er dets massebasis blevet stærkt reduceret og har mistet
indflydelse, eller er simpelthen fraværende. Den illustrerende case her er Berlusconi’s Forza Italia, måske
fremtidens parti type. 53
Også medierne har gennemgået en forvandlingsproces. Medierne er for det første selv blevet en del af den
kommercialiserede sektor, med deraf følgende konsekvenser. ’Nyheder’ og kommunikation bliver her et
markedsprodukt og er præget af deraf følgende krav om simplificering, underholdning, personhistorier og
fokusering på ’sager’ og ‘skandaler’. Selve sproget er, ligesom i stigende grad politikernes sprog, blevet
reklameindustriens sprog. 54 Det andet påfaldende træk i udviklingen er den enorme koncentration af
mediemagt. Kontrollen over politisk relevante nyheder og information er verden over i stigende grad blevet
underlagt nogle få velhavere og deres gigantiske Corporations. 55
Vi er overordnet vendt tilbage til en tilstand hvor privilegerede grupper i samfundet har en helt ekstraordinær
indflydelse. Men, siger Crouch, der er dog ikke tale om en simpel tilbagevenden til fortidens oligarkiske styrer.
De moderne vestlige samfund er stadig præget af de historiske erobringer og den forandrede politiske
diskurs. Der er tale om en post-demokratisk udvikling siden ’the democratic moment’ efter afslutningen af 2.
verdenskrig, men vi er ikke helt tilbage i fortidens fascisme, autoritære styrer og oligarkier. ’Historien har
gennemgået en ’parabel bevægelse’, som han udtrykker det. Vi er slået tilbage i forhold til ’the democratic
moment’ i 1945, men vi befinder os dog på et andet sted på tidsaksen. 56
Men igen er forholdet endda noget mere kompliceret end som så. Colin Crouch’ bog er en meget engelsk bog
med deraf følgende begrænsning. I Central- og Østeuropa, f.eks. var udviklingen både historisk og i det 20.
århundrede noget anderledes end i Skandinavien og Storbritannien. I Centraleuropa brød de efter 1.
verdenskrig nyetablerede demokratiske republikker sammen og den stærke socialdemokratiske
arbejderbevægelse led et historisk nederlag overfor fascismen. 57 Højreautoritære eller fascistiske
bevægelser og regimer var derefter udbredte på det europæiske kontinent i mellemkrigsårene og under 2.
verdenskrig.58 Dette var til fældet både i Central- Syd- og Østeuropa. Og endnu længere mod øst, i Rusland,
degenererede den russiske revolution til stalinisme. 59 Revolutionens nederlag i Tyskland i årene 1918-23 og
socialismens endelige nederlag overfor stalinismen i Rusland skabte, som vi i dag kan se, en skæbnesvanger
dialektik i hele den europæiske udvikling.60
’Regimes of Austerity’, Sociale nedskæringer og forkælelse af investorer og banker
Medens Colin Crouch analyserer demokratiets degeneration til ’postdemokrati’ analyserer Armin Schäfer &
Wolfgang Streeck en anden vigtig, og dermed sammenhængende, udvikling. Svækkelsen af demokratiet –
selv det beskårne ’kompromisdemokrati’ fra 1945 – forstærkes, påpeger de, yderligere af den igangværende
indsnævring af rummet for politiske valg og afgørelser overhovedet. Siden ca. 1970 er i alle OECD lande
’gabet’ mellem statens udgifter og statens skatteprovenu blevet større og større, et gab som staterne har
søgt at dække til ved hjælp af stadig øget låntagning. I perioden fra 1970 til 2o1o er statsgælden i en række
udviklede vestlige lande da også (målt i procent af GDP) vokset fra godt 40 % til 90 %. 61
Dette er primært et resultat af ophøret af vækstperioden fra 1950 til omkring 1970 og den efterfølgende
periode af liberalistisk omstrukturering, herunder i den sidste del af forløbet hjælpen til de betrængte banker
under 2008 krisen. Schäfer & Streeck tilbageviser også højrefløjens klassiske argument, at stigningen i
statsgælden skulle skyldes alt for meget demokrati og velfærdsstatens udvikling. 62 Problemet opstod og
udviklede sig tværtimod i den periode efter begyndelsen af 1970’erne og frem til i dag, hvor regeringernes
politiske magt over økonomien er blevet svækket, den demokratiske deltagelse har været faldende og
velfærdsstaten sat under pres.63
Konsekvenserne har været vidtrækkende. Overalt er der blevet indledt et ’regime of austerity’, overalt er
regeringernes muligheder og politik på forhånd indsnævret ved den store gældsmasse de skal tilgodese,
overalt er de blevet mere afhængige af og underlagt kreditorernes ønsker og krav, og overalt er partiernes
politik som følge heraf blevet mere og mere ens. Rummet for demokratisk politik er herved blevet betydeligt
indsnævret, hvilket igen har fremkaldt øget politisk apati og faldende valgdeltagelse, en afpolitiseringsproces
der i øvrigt har været stærkest i lande med størst ulighed. 64
Den neo-liberalistiske omstrukturering af EU.
Den neo-liberalistiske omstruktureringsproces er her i Europa ikke mindst blevet drevet frem af EU. EU er en
unik institution der blev udviklet under det forenede pres af den kolde krig og fremtrædende elite-aktørers
situationsopfattelse og visioner, men også storpolitiske interesser på baggrund af mellemkrigsårenes og
krigens erfaringer, samt ikke mindst i en proces af socialt og politisk kompromis der sikrede bibeholdelsen af
den bestående sociale orden gennem etableringen af en historik blok og en dertil hørende hegemonisk
ideologi. Derefter udviklede organisationen sig under den kolde krigs politiske stabilitet og den økonomiske
væksts betingelser. Det var ikke EU der skabte stabiliteten, men stabiliteten der skabte EU.
Efter især 1989 fortsatte udviklingen videre i et triumftog efter murens fald og blev i stigende grad præget af
neoliberalismens politiske, økonomiske og ideologiske dominans, men nu her også på det sidste under pres
af økonomisk og politisk krise. Samtidig er EU’s (og Natos) indflydelsessfære gennem optagelser af nye
medlemmer blevet presset stadig længere øst på. Den økonomiske krises udvikling har kun yderligere
bestyrket eliterne i deres forsæt om at drive en liberalistisk politik igennem. Den ’nødvendige politik’. 65
EU har cementeret kapitalismens i forvejen så overvældende dominans. Ved ’Enkeltakten’ i 1986, Maastricht
traktaten i 1992, på Københavns mødet i 1993, ved Amsterdam traktaten i 1997 og Nice traktaten 2001
stipuleredes den liberalistiske markedsøkonomi som værende den overordnede målsætning for EU og
obligatorisk for alle daværende og kommende medlemslande.66 På minister topmødet i Lissabon i 2000
opprioriteredes landenes konkurrenceevne over de sociale hensyn og i Lissabon-traktaten fra 2007
proklameredes målsætningen (allerede formuleret på topmødet) om at EU skulle være den mest
konkurrencedygtige økonomi i den nye ’videns baserede økonomi’.67 Finanspagten fra 2012 bekræfter
yderligere den sejrende liberalismes økonomiske doktrin og krisebekæmpelsesstrategi og foreskriver som
nævnt endda at dens grundbestemmelser skal indskrives i landenes forfatninger.68
Hvis ikke ideologi og virkelighed passer sammen skal virkeligheden ændres, så den bliver et spejlbillede af
lærebøgerne.69 Fra Maastricht traktaten til Lissabontraktaten og Finanspagten samt i den aktuelle
krisebekæmpelsespolitik kan man konstatere en på én gang doktrinært begrundet og interessemæssigt
motivet og styret anstrengelse for ’ovenfra’ at gennemføre en bestemt samfundsform og politik.
Demokratiets tilbagerulning, den slagne arbejderbevægelse, den styrkede kapitalisme og den enorme
statsmagtsmagt.
Jeg har i min Stat, Nation, Klasse, påvist, at demokrati ikke var et på forhånd givet resultat af en forudgående
udviklingsproces gennem århundreder, men at der var flere udviklingsveje og at flere regimeformer var og
er mulige. Undervejs blev demokratibegrebet også omtolket flere gange. Selve forståelsen af ’demokrati’
indgik i den fortløbende politiske kamp. 70
Jeg har også påpeget, at det efter krigens afslutning i 1945 etablerede ’kompromisdemokrati’ var udtryk for
magtforhold og interesser i den givne situation. Dette ’kompromisdemokrati’ opretholdtes af en videre
socialpagt og en bestemt hegemonisk konstruktion, og såvel demokratikonstruktionen, som
socialpartnerskabet blev understøttet af den efterfølgende usædvanlige økonomiske vækst i perioden fra ca.
1950-1973 samt den storpolitiske konjunktur. Disse unikke forudsætninger og betingelser er i dag væk.
Samtidig er den nu helt løsslupne kapitalisme og dens politisk-ideologiske udtryk, neoliberalismen, ved at
borterodere selve samfundenes fundamentale sociale solidaritet samt tilbagerulle 1945 konstruktionen.
Processen er i dag så vidt fremskreden, at man med rette med Colin Crouch kan tale om et ’postdemokrati’.
Stat, og kapitalisme er sammenflettede i gigantiske nationale, regionale og globale magtstrukturer.
Arbejderbevægelsen er slået. Liberalismen alt gennemtrængende ideologi og højreradikalismen marcherer
igen. Det er den virkelighed en moderne venstrefløj må forhold sig til i stedet for at skue tilbage til perioden
1945-1973 med dens socialdemokratiske situationsopfattelse og forhåbninger.
Spørgsmålet om den adækvate socialistiske strategi.
En moderne socialistisk strategi må forholde sig til den moderne virkelighed. Det er her den må tage sit
udgangspunkt, ikke i skematiske formler og gamle skænderier. En moderne socialistisk bevægelse må være
international, den må indgå i den verden over foregående bølge af revolter mod kapitalismen og ’den
politiske klasse’. 71Bevægelsen må videre være antikapitalistisk, og den må være radikal kritisk overfor den
herskende elite af professionelle politikere og deres samspil med de økonomiske eliter. Den må kæmpe ikke
blot mod erhvervslivets og finansverdenens eliter, men også den magtfuldkomne priviligerede elite af
politikere og bureaukrater. Angrebsmålet må være den forenede magtblok af kapitalisme og stat.
Bevægelsen må omvendt være forankret i de folkelige oprørsbevægelser og initiativer nedefra. Den må støtte
disse i stedet for at modarbejde dem eller forholde sig passivt hertil isolerede i en osteklokke af indelukket
Christiansborg-politik. Men gang på gang oplever vi hvorledes bevægelser ude i landet (lærerkonflikten, Dong
sagen, den stærkt voksende politikerlede i befolkningen) blot får halvhjertet opbakning af Venstrefløjens
politikere på Borgen.
Diskussionerne om sådanne spørgsmål er i fuld gang rundt omkring i Europa og den øvrige verden.72 Kan det
passe, at den danske venstrefløjs bidrag her blot skal bestå i at lukke af for den internationale diskussion,
skærme af over for virkeligheden og i øvrigt søge tilbage til den socialdemokratiske grundposition fra
perioden 1945-73?
Se for grundige behandlinger af Marx’ sociale og politiske teori, Hal Draper: Karl Marx’s Theory of Revolution, vols.
1-4, New York: Montly Review Press 1977-1990 og Richard Hunt: The Political Ideas of Marx and Engels, vols. 1-2,
Univrsity of Pittburgh Press 1974 og 1984
2
Se for behandlinger af marxismens teorihistorie, Curt Sørensen: Marxismen og den Sociale Orden, Grenaa: GMT
1976 og Predrag Vranicki: Geschiche des Marxismus, Bnd. I-II, Frankfurt a.M.: Suhrkamp Verlag 1972
3
Bastian van Apeldoorn: Transnational Capitalism and the Struggle over European Integration, London:
Routledge, 2002, Bastian van Apeldoorn et al.: Contradiction and Limits of Neoliberal European Governance ,
London: Palgrave 2009, Giovanni Arrighi: The Long Twentieth Century, 1994, Colin Crouch: Post-Democracy,
Cambridge: Polity Press 2004, Peter Gowan: The Gobal Gamble, London: Verso 1999, Stephen Gill: Power and
Resistance in the World Order, London: Palgrave 2003, David Harvey: A Brief History of Neoliberalism, Oxford
University Press 2005, Naomi Klein: The Shock Doctrine. The Rise of Disaster Capitalism, London: Allen Lane 2007,
Leo Panitch & Sam Gindin: The Making of Global Capitalism, London: Verso 2012, Kees van der Pijl: The Making of
an Atlantic Ruling Class, London: Verso 2012, Kees van der Pijl: Global Rivalries: From the Cold War to Iraq,
London: Pluto Press 2006, Armin Schäfer & Wolfgang Streeck (eds.): Politics in the Age of Austerity, Cambridge:
Polity Press 2013
4
Jeg er ved begreberne om ’hegemoni’ og ’organisk krise’ naturligvis inspireret af Antonio Gramsci: Selections from
the Prison Notebooks, 1929-1935, (eds. Quintin Hoare & Geoffrey Nowell Smith eds.): London: Lawrence & Wishart
1971
5
Se f.eks. Robert Brenner: The Boom and the Bubble. The US in the World Economy, London: Verso 2003, Gerard
Dumenil & Dominique Levy: Capital Resurgent: Roots of the Neo-liberal Revolution, Harvard University Press 2004,
Peter Gowan: The Global Gamble, London: Verso 1999, David Harvey: A Brief History of Neoliberalism, Oxford
University Press 2005, David Harvey: The Enigma of Capital and the Crises of Capitalism, London: Profile Books
2011, James Petras & Henry Veltmeyer: System in Crisis. The Dynamics of Free Market Capitalism, London: Zed
Books 2003 og Slavoj Zizeck: Living in End Times, London 2011
6
Dumenil & Levy Capital Resurgent op.cit, pp 22-23. Der har i tidens løb været skrevet meget frem og tilbage om
’loven om den faldende profitrate’ (se for en oversigt over en del af denne diskussion Paul Sweezy The Theory of
Capitalist Development, New York: Monthly Review 1968, kapitel IX). Uden at gå nærmere ind i denne omfattende
teoretiske diskussion herom og spørgsmålet om ’lovmæssighed’ eller ej skal jeg dog i tilslutning til Dumenil & Levy
antage, at det skal kunne betale sig at være ’kapitalister’. Det er ligesom meningen med denne beskæftigelse. Mit fokus
er så kampen frem og tilbage om kontrollen over profit og profitrate, dens størrelse og dens udvikling, men uden dog at
glemme de til enhver tid rådende strukturelle betingelser.
7
Dumenil & Levy: Capital Resurgent op.cit., kapitel 2 og videre hele part IV
8
Dumenil & Levy Capital Resurgent op.cit, pp 13 ff
9
Dumenil & Levy Capital Resurgent op.cit, pp 1-2
10
Dumenil & Levy Capital Resurgent op.cit, p 2
11
Robert Brenner: The Boom and the Bubble. The US in the World Economy London:Verso 2002
12
Robert Brenner: The Boom and the Bubble op.cit., pp 313-314
13
Robert Brenner: The Boom and the Bubble op.cit , p 285
1
14
David Harvey: A Brief History of Neoliberalism, Oxford University Press 2005, David Harvey: Limits to Capital,
London: Verso 2006, David Harvey: The Enigma of Capital and the Crises of Capitalism, London: Profile Books 2011
15
David Harvey History of Neoliberalism op.cit., pp 12 ff . Se videre for Harvey’s begreber om ‘akkumulation’,
‘overakkumulation’ og ‘kriser’, David Harvey: Limits to Capital , op.cit., kapitlerne 6 og 7, og David Harvey: The
Enigma of Capital and the Crises of Capitalism, London: Profile Books 2011, David Harvey Enigma of Capitalism. op.
cit. kapitlerne 3, 4, 5 og 8
16
David Harvey History of Neoliberalism op.cit., p 15
17
David Harvey History of Neoliberalism op.cit. p 16. Se videre analyse og dokumentation hos Kevin Phillips, der
bestemt ikke er nogen marxist, men en borgerlig liberal amerikaner, ovenikøbet republikaner, Kevin Phillips: Wealth
And Democracy, New York: Broadway Books 2002
18
David Harvey History of Neoliberalism op.cit, p 19 og p 119, se videre udførligt kapitlerne 4 og 5
19
David Harvey History of Neoliberalism op.cit, kapitel 2
20
David Harvey History of Neoliberalism op.cit , pp 39-69
21
22
David Harvey History of Neoliberalism op.cit , kapitlerne 3, 4 og 5. se også Naomi Klein: The Shock Doctrine. The
Rise of Disaster Capitalism, London: Allen Lane 2007
23
Naomi Klein: The Shock Doctrine op.cit..
24
David Harvey History of Neoliberalism op.cit , kapitlerne 3, 4 og 5
25
David Harvey History of Neoliberalism op.cit , kapitel 4. Se videre Stephen Gill: Power and Resistance in the New
World Order, London: Palgrave p 2008, Peter Gowan: The Global Gamble, London: Verso 1999, John Gray: False
Dawn. The Delusions of Global Capitalism, London: Granta Books 2002, Naomi Klein: The Shock Doctrine op.cit.,
Joseph Stiglitz: Globalization and its Discontents, New York: Norton 2002, Ellen Meiksins Wood: Empire of Capital,
London: Verso 2003. Som eksemplerne med Gray og Stiglitz viser, har forholdet altså også været bemærket af kritisk
tænkende konservative og liberale forskere
26
David Harvey History of Neoliberalism op.cit , kapitel 6
27
David Harvey History of Neoliberalism op.cit , p 154
28
Branko Milanovic: “ The Two Faces of Globalization: Against Globalization as We Know It”, World Development,
vol. 31, 2003 No. 4, pp 667-683, Branko Milanovic: Worlds Apart. Measuring International and Global Inequality,
Princeton University Press 2007 og Robert Hunter Wade: “ Is Globalization Reducing Poverty and Inequality?”, World
Development, january 2004, pp 1-23. Se også for hele den substantielle problematik, Richard Wilkinson & Kate Pickett:
The Spirit Level. Why Equality is Better for Everyone , London: Penguin 2010
29
David Harvey History of Neoliberalism op.cit , pp 154-155. Se videre Milanovich Two Faces of Globalization op.cit.
og Worlds Apart op.cit. samt Hunter Wade Is Globalization Reducing Poverty and Inequality op.cit.
30
31
David Harvey History of Neoliberalism op.cit , p 16, p 246. Se også for Sovjetunionens sammenbrud og den
efterfølgende omfordelingen af indkomster og formue til fordel for de rige, her især medlemmer af den hidtidige parti &
stats elite bla.a. Alex Callinicos: The Revenge of History, Pennsylvania State University Press 1991, Stephen F. Cohen
Failed Crusade. America and the Tragedy of Post-Communist Russia, New York: Norton 2000, Stefan Hedlund:
Russia’s ‘Market Economy’. A Bad case of predatory capitalism, London: UCL 1999, Boris Kagarlitsky: Restauration
in Russia, London: Verso 1995, David Kotz & Fred Weir Revolution from Above . The Demise of the Soviet System,
London & New York: Routledge 1997, Peter Reddaway & Dmitri Glinski Tragedy of Russia’s Reforms.Market
Bolshevism Againt Democracy , Washington DC: United States Institute of Peace Press 2001, Bertram Silverman &
Murray Yanowitch: New Rich, New Poor, New Russia. Winners and Losers on the Russian Road to Capitalism, New
York & London: M.E.Scharpe 1997, og Joseph Stiglitz: Globalization and its Discontents op.cit.
32
33
34
David Harvey History of Neoliberalism op.cit, pp 161-162
35
David Harvey History of Neoliberalism op.cit , pp162-163 samt kapitel 4
36
37
Joseph Stiglitz: Globalization and its Discontents, New York: Norton 2002,
38
David Harvey History of Neoliberalism op.cit, Joseph Stiglitz: Globalization and its Discontents, op.cit.
39
40
C. Wright Mills: The Power Elite , New York: Oxford University Press 1959, Colin Crouch: Post-Democracy,
Cambridge: Polity Press 2004
41
Den danske ’Magtudredning’ f.eks. -igen byggende alene på survey data- at ’afstanden’ er blevet formindsket (se Lise
Togeby et al. Makt og Demokrati i Danmark op.cit, pp 105-111, p 369, p 397, p 401) Både når det gælder spøgsmålet
om pluralisme og spørgsmålet om afstand mellem eliter og befolkning reproducerede udredningen den dominerende
ideologi og tegnede et idylliserende billede.
42
Colin Crouch: Post-Democracyop.cit.
Colin Crouch: Post-Democracyop.cit, p 2
44
45
Colin Crouch: Post-Democracyop.cit, pp 19-20
46
47
48
Colin Crouch: Post-Democracyop.cit, pp 29-30 og pp 53 ff
49
50
Colin Crouch: Post-Democracyop.cit, pp 44-45. Man kan i forlængelse af Crouch’ analyse som et vigtigt eksempel
her i landet pege på erhvervslivets stærkt stigende indflydelse på universiteternes ledelse, forskning og undervisning.
Både den overordnede politiske styring, og det lokale medarbejderdemokrati er allerede henholdsvis blevet
undermineret eller afskaffet og forskning og undervisning bliver i stigende grad forvredet og tilpasset erhvervslivets
behov, ofte i snævreste forstand. Selv ansættelserne har erhvervslivet i stigende kraft styr på i kraft af donationer og
bidrag.
51
Colin Crouch: Post-Democracyop.cit, pp 41 ff, pp 43 ff, p 73
52
53
54
Colin Crouch: Post-Democracyop.cit, pp 46 ff
55
Colin Crouch: Post-Democracyop.cit, pp 26-27, pp 49-51
56
Colin Crouch: Post-Democracy op.cit, p 5, p 20
57
Curt Sørensen Stat, Nation, Klasse, København: Frydenlund 2013-14, Bind II, kapitel I og kapitel II
58
Curt Sørensen Stat, Nation, Klasse op.cit., Bind II, kapitlerne I, II, III, VII og VIII
59
Curt Sørensen Stat, Nation, Klasse op.cit, Bind II, kapitel IV
60
Se de interessante overvejelser i Pierre Broue: The German Revolution 1917-1923, Chicago: Haymarket Books 2006,
Part Four
61
Armin Schäfer & Wolfgang Streeck (eds): Politics in the Age of Austerity, Cambridge: Polity Press 2013, p 5, Figur
1.3
62
Schäfer & Streeck Politics in the Age of Austerity op.cit., pp 3-10. Se også diskussionen i Armin Schäfers bidrag
kapitel 7. Og Wolfgang Streeck, kapitel 11. Se for et eksempel på højrefløjens analyse og argumentation, Mancur
Olson: The Rise and Decline of Nations: Economic Growth, Stagflation , and Social Rigidities, New Haven: Yale
University Press 1982
63
Schäfer & Streeck Politics in the Age of Austerity op.cit, p 9
64
Schäfer & Streeck Politics in the Age of Austerity op.cit , pp 1-25
65
Se for krisen og dens håndtering Ivan Berend: Europe in Crisis: Bolt from the Blue?, London: Routledge 2012,
Andrew Glyn: Capitalism in Crisis, Oxford University Press 2007, Paul Krugman: The Return of Depression
Economics, London: Allen Lane 2008, Costas Lapavistas: Crisis in the Eurozone, London: Verso 2012, David
McNally: Global Slump: The Economics and Politics of Global Crisis, Oakland: PM Press 2010, Joseph Stiglitz:
Freefall. Free Markets and the Sinking of the Global Economy, London: Penguin 2010, Wolfgang Streeck & Armin
Schäfer (eds.): Politics in the Age of Austerity, Polity Pess 2013
66
Neill Nugent: The Government and Politics of the European Union, London: Palgrave 2003,pp 58-60, pp 60-70, pp
57-80, og pp 81-108.,
67
Se for den neoliberalistiske formning af EU’s politik videre Bastian van Appeldoorn Contradiction and Limits op.cit.
68
ibid
69
Den samme proces så vi I Rusland i 1990’erne. Se Reddaway & Glinski for Yeltsin perioden i Rusland: The Tragedy
of Russia’s Reforms. Market Bolshevism Against Democracy, Washington: United States of Peace Research 2001.
’Markedsbolsjevisme´går på den karakteristiske anstrengelse for ovenfra at gennemføre stats- kapitalismen (ideologisk
tilsløret af neo-liberalistisk retorik). Men det samme fænomen er i grunden iøjnefaldende, når man betragter den
vesteuropæiske udvikling gennem de sidste årtier.
70
Curt Sørensen: Stat, Nation, Klasse, Bnd. I-III, København: Frydenlund 2013-2014
71
Diskussionen herom er allerede enorm, men se bla.a. Mikkel Bolt: Krise til Opstand, Københav: Anipyrine 2013,
Stephen Gill: Power and Resistance in the World Order, London: Palgrave 2003, David Graeber: The Democracy
Project: A History, a Crisis, a Movement, Spiegel & Grau 2013, Michael Hardt & Antonio Negri: Empire, Harvard
University Press 2001, Michael Hardt & Antonio Negri: Multitude- War and Democracy in the Age of Empire, New
York: Penguin Press 2004, Michael Hardt & Antonio Negri: Commonwealth, Harvard University Press 2009. John
Holloway: Changing the World Without Taking Power. The Meaning of Revolution Today, London: Pluto Press
2010, John Holloway: Crack Capitalism, London: Pluto Press 2010, David McNally: Global Slump: The
Economics and Politics of Crisis and Resistance, PM Press 2010, Antonio Negri: The Politics of Subversion: A
Manifesto for the Twenty-First Century, Cambrige: Polity 2005, Donatella della Porta: Can Democracy be saved ? :
43
Participation, Deliberation and Social Movements, Cambridge: Polity Press 2013, James Petras & Henry Velmeyr:
System in Crisis, London: Zed Books 2003, Jerome E. Roos: “ Que No Nos Representan’. The Crisis of
Representation and the Resonance of the Real Democracy Movement from the Indignados to Occupy”, Paper,
University of Montreal , February 2013, Jerome E. Roos: “We are everywhere! The Autonomous Roots of the Real
Democracy Movement”, paper delivered at the 7th Annual Conference of the ECPR General Conference:
‘Comparative Perspective on the New Politics of Dissent’, Bordeaux September 4-7, 2013
72
Problemet her er at denne diskussion tenderer til at kappe af mod de historiske erfaringer og de klassiske
diskussioner. Men kapitalismen rummer både en kontinuitet og noget nyt. Den vanskelige opgave består netop i at
forene det bedste fra de to positioner og sæt af indsigter: den akkumulere erfaring og analysen af de nye forhold.
Verden kan forandres – og den trænger til det!
Af Mikkel Warming medl. af Enhedslistens Hovedbestyrelse og medl. af principprogram skrivegruppen
Jeg skriver dette indlæg som medlem af den af Hovedbestyrelsen nedsatte skrivegruppe, men jeg skriver på
egne vegne.
Udkastet til principprogram for Enhedslisten er forfattet af en skrivegruppe, nedsat af Hovedbestyrelsen. Vi
har ikke bare skrevet frit derudaf, men har haft en ret klar opgave som Enhedslistens Årsmøde 2013
definerede i sin vedtagelse om principprogram-processen.
Årsmødet har vedtaget i klare vendinger, at principprogrammet skal indeholde tre dele; de grundlæggende
principper som et socialistisk samfund skal bygge på, en kort analyse af det kapitalistiske samfund og
hvordan vil arbejder for samfundsforandringer. Det er helt centralt at programmet skal være bredt
tilgængeligt – og altså ikke være skrevet i det akademiske sprog som venstrefløjen, inkl. Enhedslisten
tidligere har exeleret i. Og så skal programmet være kort – og ikke indeholde selvstændige afsnit om hvert
enkelt politikområde.
Jeg har brugt lidt plads på den opgave der er stillet, fordi den altså har lagt klare rammer og været vigtige
for hvordan programudkastet ser ud.
Selve programudkastet slår, som Curt Sørensen er inde på i sin ikke ukritiske artikel i Kritisk Debat, nogle
selvfølgeligheder fast :
At de samfund vi lever i er skabt er mennesker – og at den uretfærdighed, arbejdsløshed, ulighed m.m. som
vi oplever er skabt af – og kan ændres af mennesker. At der eksisterer grundlæggende modsætninger, og at
der foregår kampe i samfundet.
Og vi slår fast at vores mål er at skabe frihed. Frihed for den enkelte til at forme sit liv som man ønsker. En
friheds som opnås – og realiseres gennem et stærk fællesskab! Fordi friheden er for vigtig som både ord og
begreb at overlade til den højrefløj, der gør sit bedste for at tage patent på det.
Programudkastet analyserer først kort kapitalismen som samfundssystem. Og viser at kapitalismens
produktion for profit og krav om uendelig vækst fører til krige, udbytning og truer vort miljø, samtidig med
at kapitalismen koloniserer flere og flere områder af vores liv. Kapitalismen skaber ulighed – klasser og
forhindrer folkestyre.
Den konstante klassekamp
En af de for mig vigtigste pointer i udkastet er den centrale, at klassekampen foregår hele tiden, at
politiske, økonomiske, sociale og kulturelle kræfter konstant kæmper, og at samfundet derfor ikke er
statisk, men hele tiden udvikler sig gennem kampene.
Derfor er samfundet ikke statisk, men i konstant forandring, og derfor manifesterer kapitalismen sig
forskelligt fra land til land. I Danmark har en velorganiseret arbejderbevægelse, socialistiske partier og
progressive bevægelser medvirket til at skabe et på lange stræk mere demokratisk, tryg og solidarisk
samfund end i mange andre lande. Men alle fremskridt er vundet i kamp, og ingen sejre er sikre.
Det ser vi i disse år, hvor velfærdssamfundet er under voldsomme angreb, og hvor en ny tilstand;
konkurrencestaten vinder frem, på bekostning af de principper arbejderbevægelsen forsøgte at bygge
samfundet op på.
Principprogramudkastet beskriver – i runde og overordnede vendinger, det samfund vi kæmper for –
socialismen.
Det er bevidst at vi ikke går ind i tættere og mere præcise beskrivelser af hvordan et socialistisk samfund
skal bygges op. Vi mener grundlæggende at fremtidens musik må skrives af de mennesker som spiller den.
Men det helt centrale slås fast; socialisme er et samfund, hvor demokrati er foldet ud i alle samfundets
dele. Derfor skal økonomien demokratiseres – og det betyder et opgør med den private ejendomsret,
således at fællesskabet ejer og bestemmer over de centrale økonomiske centre. Så fællesskabet kan
bestemme hvordan produktionen foregår, så alle kan få dækket deres basale behov, og vi kan producere på
en måde hvor klodens natur og miljø bevares og genetableres.
Vi er bevidst ikke særlig præcise omkring hvilke ejerformer der skal være i alle dele af samfundet. For det
må de mennesker der skaber fremtidens samfund finde ud af.
Endelig ser programforslaget også på vejen til et socialistisk demokrati. Udover det vigtige princip om at
forandringer ikke kun sker gennem parlamenter, men at folkelig aktivitet og bevægelser ikke bare er helt
centrale, men også en forudsætning for at forandre styrkeforholdene mellem klasserne, så vi kan komme
på vejen mod socialisme, så slås programudkastet også fast med syvtommersøm, at Enhedslisten mener at
kun et flertal kan gennemføre et brud med kapitalismen, og at dette flertal skal manifestere sig ved frie valg
og folkeafstemninger, og at socialismen handler om at udvide demokratiet, ikke indskrænke det på nogen
måde. Socialister er demokrater – punktum!
Jeg har brugt lidt plads på at ridse indholdet af udkastet til principprogram op. Fordi det efter min bedste
overbevisning grundlæggende svarer på den opgave som Årsmødet stillede os.
Udkastet er blevet bedre i den ret grundige debatproces i partiet som stadig er i fuld gang. I midten af
februar indføjede Enhedslistens hovedbestyrelse en række af de ændringsforslag der er stillet, som
præciserer eksempelvis miljøspørgsmålet, det internationale perspektiv, feminisme og ser mere på
klasserne i det kapitalistiske Danmark.
På en delegeretkonference i marts sendte de delegerede hovedbestyrelsens forslag videre til behandling på
årsmødet sammen med et af de tre alternative forslag til principprogram, ligesom der blev ryddet op i en
række ændringsforslag, for at sikre Årsmødet mulighed for at koncentrere sig om de politiske forskelle.
For debatten har selvfølgelige afsløret forskellige holdninger til vigtige spørgsmål – og det vil jeg gå
nærmere ind i det følgende. Og her er det vigtigt at huske at jeg skriver på egne vegne.
Statens rolle - Forandring er mulig
En af de vigtigste – og heftigste diskussioner har været synet på staten. Curt Sørensen mener at vi
(skrivegruppen?) har et uafklaret - næsten naivt forhold til staten, som ”neutralt instrument”.
Jeg er ikke enig. Den konstante klassekamp betyder at intet er givent, og meget er modsætningsfyldt. Et
eksempel er Nyrupregeringen, som jo i høj grad fortsatte Schlüterregeringens højrekurs, som halverede
dagpengeperioden (der er ikke meget intet nyt under solen…) og afskaffede formueskatten. Samtidig
indførte samme regering flexjob og orlovsordninger – reformer som altså gik den stik modsatte vej.
Det viser at tingene ikke er statiske, at kampen mellem klasser kan betyde at der sker fremskridt og
tilbageskridt på samme tid. Og det viser også at det er muligt at forandre (dele) af samfundet i den rigtige
retning.
Velfærdens dobbelthed
Fremskridt er sket i kamp. Derfor er der ikke tale om at staten er et instrument arbejderbevægelsen
”uproblematisk” har kunnet benytte sig af, som Curt Sørensen siger der menes.
Men når vi ser på Danmark i et hundredårigt perspektiv, så er meget lykkedes! Rigtig meget er værd både
at bevare og videreudvikle – fordi det peger fremad.
Til gengæld har den ret firkantede afvisning af staten som en kampplads hvorpå fremskridt kan opnås, som
også eksisterer i Enhedslistens programdebat ikke blik for den kompleksitet – den dobbelthed i staten/den
offentlige sektor, som den konstante klassekamp fører til.
Hvor f.eks. den gratis uddannelse til alle både er udtryk for ønsket om en veluddannet arbejdskraft, og
samtidig et kvalitativt fremskridt i sig selv, hvor uddannelse giver mennesker demokratisk dannelse og giver
mulighed for at deltage i demokratiske processer.
Vores gratis sundhedsvæsen kan nok siges at være med til at sikre at arbejdskraften er sund og rask, men er
også i sig selv et stort kvalitativt fremskridt – i at fjerne frygt for sygdomme, sikre basal lighed og derved
give flere ulighed for at interessere sig for andet end den nøgne overlevelse.
Sociale ydelser er nok med til at holde folk i ro – altså undgå social uro. Men sikrer og så mennesker et
eksistensminimum, som er et kvalitativt fremskridt, der dels giver mennesker noget at leve af, dels fjerner
utryghed.
For mig er det velfærdssamfund som arbejderbevægelsen og andre progressive kræfter har bygget op i
kamp gennem mange år et kæmpe demokratisk løft af vores samfund. Samtidig med at velfærdssamfundet
også er med til at sikre reproduktion af arbejdskraften i det kapitalistiske samfund, frigøres kræfter der kan
bruges på at forandre og ændre samme samfund.
Denne dobbelthed er vi nødt til at have øje for og det er det jeg oplever forsøges i programudkastet. Fordi
staten har en dobbeltrolle; både en kampplads hvorfra forandringer kan tvinges igennem, og et redskab for
de herskendes interesser.
(Jeg har udbygget og uddybet mit eget syn på statens karakter i følgende artikel på Modkraft ;
http://modkraft.dk/artikel/l-rerkonflikten-afsl-rede-statens-sammensatte-karakter)
Kim til et andet samfund?
En udløber af samme debat om statens rolle er spørgsmålet om der i elementer i vores samfund der viser
os glimt af den fremtid vi kæmper for? Eller sagt på en anden måde; kan vi inden for rammerne af et
kapitalistisk samfund kæmpe os til sejre, således at der er elementer i samfundet der er – ikke socialistiske,
men dog ikke-kapitalistiske?
Ideerne om sociale rettigheder, der skal forhindre mennesker i at gå til bunds, ret til gratis uddannelse og
hospitaler m.m. viser i sig selv i glimt nogle af de tanker, vi vil virkeliggøre i et socialistisk samfund.
Men der er også bevægelser og institutioner, der fungerer, eller har potentiale til at fungere, på andre
vilkår end det jag efter profit, som er kapitalismens kendetegn.
Flere bevægelser, socialøkonomiske & kooperative virksomheder, og dele af den offentlige sektor har nogle
andre rammer omkring sig end den dominerende kapitalistiske produktion.
Her arbejdes og produceres som udgangspunkt ikke (direkte) for profit, men ud fra andre interesser.
Interesser som eks. i det offentlige, som udgangspunkt fastlægges i demokratiske parlamentariske
forsamlinger.
Her kan vi se kim til hvordan vi gerne vil indrette et andet samfund. Som vi skal kæmpe for, udvikle og lade
os inspirere af. Det er ikke det samme som at sige at den offentlige sektor er lig med socialisme. For det er
den ikke. Den offentlige sektor er præget af den tidligere beskrevne dobbelthed som klassekampen har
medført.
I øvrigt, uanset at presset for privatiseringer og markedsgørelse af den offentlige sektor er stort i disse år,
så er det stadig beslutninger der tages i parlamentariske forsamlinger. Hvilket gør den politiske kamp mere
åben og giver større muligheder for at ændre udviklingen. Også her er der kvalitativ forskel på den
offentlige sektor og den private.
Curt Sørensen anerkender at programudkast har ”forsøgt en rimelig vellykket balancegang” i spørgsmålet
om reform-revolution. Det er jeg enig i. Også fordi det for mig ikke er til at sige præcist hvordan den
grundlæggende forandring af samfundet vil finde sted.
Jeg synes personligt at vi må kigge på de steder i verden hvor der pt sker de mest interessante og
progressive fremskridt, nemlig i flere latinamerikanske lande. Her er der tale om bevægelser, der
kombinerer organisering og aktivitet med at vinde flertal i parlamenterne, og bruge disse flertal til at
fremme politiske forandringer. Forandringer kan altså ske glidende, hvor revolution mere er en proces,
fremfor en enkeltstående begivenhed.
Men ingen af ved præcis hvordan forandringerne vil ske. Kun at vi skal knokle for dem – og have et flertal
med os for at tingene kan forandres. Men at tingene kan forandres – det ved vi. Og det er bærende i
udkastet til Enhedslistens principprogram.
Systemkritik
Produktivitetskommissionen og de offentlige overenskomster 2015:
Den forestillede videns syndrom
Af Bent Gravesen, medredaktør af Kritisk Debat
Da jeg læste Produktivitetskommissionens slutrapport, overvejede jeg at sende Peter Birch
Sørensen og de andre en stak blanketter til at anmelde arbejdsskader.
Forleden læste jeg om lidelse, jeg ikke havde hørt om før: den forestillede videns syndrom1. Det er
en lidelse, som særligt har ramt dele af den internationale økonomstand gennem de seneste
årtier. Sygdommen kan kort beskrives som en sygelig reaktion på makroøkonomiens store
spørgsmål: hvordan skal man med nærmest naturvidenskabelig nøjagtighed sige noget om en
enormt kompliceret makroøkonomi? Den sunde reaktion hos mange makroøkonomer har været,
at det er en umulig videnskabelig ambition. Men mange matematisk ligevægtsorienterede
makroøkonomer har ikke kunnet affinde sig med de. I stedet har de insisteret på, at det må kunne
lade sig gøre at sige noget prikpræcist om en kompliceret makroøkonomi. Resultatet er ifølge MITøkonomen Richard Caballero blevet en metodisk og politisk farlig tilstand, hvor mange
ligevægtsøkonomer er blevet så tryllebundet af deres egen indre logik, at de er begyndt at
forveksle den præcision, de har opnået om deres egen konstruerede verden med en præcis
beskrivelse af den virkelige verden. Det er den forestillede videns syndrom: ’Patienten’ forveksler
virkeligheden med ”en kvantitativ mekanisk formalisering af en eksakt, men irrelevant verden”.2
Da jeg læste Produktivitetskommissionens slutrapport, overvejede jeg derfor at sende Peter Birch
Sørensen og de andre kommissionsmedlemmer en stak blanketter til at anmelde arbejdsskader,
for de var da vist ramt af dette syndrom.
Syndromet viser sig ikke mindst i forbindelse med kommissionens analyser og anbefalinger om de
offentligt ansatte overenskomster. Syndromet går ikke blot ud over Produktivitetskommissionens
egen virkelighedsopfattelse. Det risikerer også at skade den offentlige velfærd og de kommende
overenskomstforhandlinger på det offentlige område. Derfor beskriver denne artikel
sygdomshistorien nærmere. Forhåbentlig kan det hjælpe bl.a. de faglige organisationer på det
offentlige område til bedre at kunne finde den korrekte behandling.
Den offentlige sektor: ’for stor’
Produktivitetskommissionen stiller sig selv den opgave at få styr på et meget komplekst spørgsmål
om sammenhængen mellem den offentlige sektor og samfundets økonomiske vækst: Hvad
1
Johan Lönroth: Fragment av en hegeliansk historieskrivning över nationalekonomin från svensk horisont.
Gøteborg 2014.
2
Richard Caballero: Macroeconomics After the Crisis: Time to Deal with the Pretense-of-Knowledge-Syndrome,
Journal of Economic Perspectives 24:4:85-102, 2010, s. 100.
betyder udviklingen i den offentlige velfærd for den samlede økonomiske vækst i samfundet?
Herunder hvad betyder størrelsen, sammensætningen og produktivitetsudviklingen?
Kommissionen mener sig i stand til at finde relativt simple og politisk operationelle svar på disse
komplicerede spørgsmål. Dens første og grundlæggende kunstgreb består i at bringe den
komplekse virkelighed på matematiske formler. Det indebærer, at kommissionen vælger at se helt
væk fra det politiske demokrati.
Dette forekommer naturligt for økonomer, men kunstigt for en almindelig samfundsborger. Det er
jo trods alt gennem demokratiet vi sætter mål for samfundets udvikling, herunder hvad vi ønsker
skal vokse som følge af øget produktivitet. Er det profitterne, ligheden eller livsmuligheder,
velfærden, velstanden eller fritiden? Men alligevel har Produktivitetskommissionen altså bevidst
valgt ikke at analysere sammenhænge mellem produktivitet og en række af det danske
velfærdssamfunds politiske mål. Dét er trods alt kompliceret – og politisk - til
Produktivitetskommissionens økonomer. Eller retter Produktivitetskommissionen vælger ét
politisk samfundsmål og ser bort fra alle andre.
Produktivitetskommissionen erkender nemlig ærligt, at dens analyser kun gælder, hvis målet er
’høj velstand på langt sigt’. Produktivitetskommissionen sætter med andre ord et
samfundsmæssigt mål, som vel kun Anders Samuelsen - og Lars Løkke Rasmussen på en god dag vil skrive ind i et politisk program. Kommissionen mener tydeligvis, at det gør det lettere at
foretage et præcist analysearbejde ved at forestille sig at samfund, hvor målet er ’høj velstand på
langt sigt’ uanset velstandens sociale fordeling.
Når først det politiske mål er ’høj velstand på langt sigt’, kan kommissionen gå videre og drage den
konklusion, at den offentlige sektor nemt kan blive ”for stor”, og at den nok allerede er for stor i
Danmark. Produktivitetskommissionen begrunder det med, at skatter af afgifter typisk vil ’mindske
dynamikken i erhvervslivet og lægge en dæmper på produktivitetsudviklingen’.3 Et velkendt
CEPOS-argument og en skatteteoretisk klassiker.
Den politiske konsekvens heraf ligger lige for. De offentlige udgifter, f.eks. til lønninger, skal helst
holdes nede. De offentligt ansattes løn er som andre offentlige udgifter en klods om benet på det
private erhvervslivs produktivitet og vækst.
Produktivitetskommissionen erkender dog, at det kun er bagsiden af medaljen. Der kan også være
en forside. Skatter og afgifter kan bruges på måder, der - ved siden de demokratiske valgt
velfærdsmål – kan fremme virksomhedernes produktivitet og vækst. Den offentlige sektor kan
altså give både plusser og minusser for ’høj velstand på langt sigt’. Produktivitetskommissionen
3
Produktivitetskommissionen: Det handler om velstand og velfærd. Slutrapport, Produktivitetskommissionen 2014,
s.93.
regner ikke på det samlede nettoresultater, men tillader sig alligevel at advare mod en ’for stor’
offentlig sektor.
Mere konkurrencestat – mindre velfærdsstat
Dernæst kommer kommissionen med politiske anbefalinger af, hvad politikerne bør prioritere
inden for en – gerne mindre - offentlig sektor. Igen er det hensynet til det politiske samfundsmål
’høj velstand på langt sigt’, der er styrende. Kommissionen mener her at kunne konkludere, at
nogle dele af den offentlige sektor (f. eks. uddannelse og infrastruktur) er bedre end andre (f.eks.
ældreomsorg, dagpenge og kontanthjælp) til at bidrage positivt til den økonomiske vækst i den
private sektor. Derfor anbefaler kommissionen, at de offentlige udgifter omprioriteres ’med blik
for, hvordan de påvirker produktiviteten’ (i den private sektor, BG). Omsat til praktisk politik kunne
Produktivitetskommissionens anbefaling f.eks. være at skære ned på hjemmehjælp og nye
plejehjem for at skaffe penge til uddannelse og motorveje. Mere konkurrencestat og mindre
velfærdsstat. Mere privat vækst på bekostning af fælles velfærd.
Produktivitetskommissionen giver sine anbefalinger uden én eneste overvejelse om, hvorvidt
sådanne omprioriteringer vil betyde politisk ineffektivitet i form af et samfund længere væk fra de
demokratisk besluttede mål for velfærd, lighed og retfærdighed. Det er åbenbart for kompliceret
til at putte ind i kommissionens regneark. Kommissionen undskylder sin forenkling med, at
regeringen har bedt kommissionen om at være enøjede og kun se på økonomisk vækst. Det er
desværre ikke forkert.
De offentligt ansatte: ikke produktive nok
Produktivitetskommissionen erkender, at den ikke er i stand til at give et validt mål for
produktivitetsudviklingen i den offentlige sektor4. I stedet finder kommissionen nogle teoretiske
argumenter for, at det kniber med de offentlige ansattes produktivitet. Det første argument er en
gammel traver blandt økonomer og bliver kaldt Baumols omkostningssyge. Navnet henviser til
økonomerne William J. Baumol og William G. Bowen, der i 1960'erne beskrev, hvorledes de
offentligt ansattes lønninger steg hurtigere en produktiviteten. Det stred umiddelbart mod den
klassiske økonomiske teori om, at lønningerne er tæt knyttet til ændringer i
arbejdskraftproduktiviteten. Men de to økonomer mente at kunne forklare, hvorfor de offentligt
ansatte fik højere lønstigninger end deres produktivitet berettigede til. De offentligt ansatte havde
4
Historisk er værdien af det, der produceres i den offentlige sektor (output) blevet opgjort ud fra værdien af de
offentlige udgifter (input). Når værdien af output sættes lig værdien af input, indebærer det pr. definition, at
væksten i produktiviteten i den offentlige sektor bliver beregnet som 0. Der er kun produceret mere
samfundsmæssig værdi, hvis der er brugt tilsvarende flere penge på det. Derfor sætter nationalregnskabet
produktivitetsstigningen i den offentlige sektor til 0 hvert år. Der arbejdes på at udvikle et validt mål for
udviklingen i den offentlige sektors produktivitet baseret på en beregnet prissætning af et nærmere defineret
output.
nemlig ofte et arbejdsintensivt arbejde, hvor det kunne være særligt svært at forbedre
arbejdsproduktiviteten ved at investere i maskiner, mv.
Det politiske svar på Baumols omkostningssyge kan gå i flere retninger. Hidtil har det
fremherskende svar fra velfærdspolitikerne være, at man så måtte acceptere, at det måske kan
komme til at koste lidt ekstra, hvis velfærden skal forbedres i samme takt som de private
forbrugsmuligheder. Det liberale nul- eller minusvækstsvar er, at så må man give køb på et politisk
ønske om at forbedre velfærden i mindst samme takt som det private forbrug.
Produktivitetskommissionen betræder en tredje vej. Den vil omlægge de offentligt ansattes
overenskomster og løndannelse, så lønstigningerne i så vid udstrækning som muligt går til dem,
der har forbedret produktiviteten. Skal man følge teorien om Baumols omkostningssyge, vil det
betyde færre lønstigninger til pædagoger og medhjælpere uden bleskiftemaskiner og
sygeplejersker uden plejerobotter. Ikke just medvind til hverken ligeløn eller bedre
daginstitutioner. Men gevaldigt op ad bakke for organisationer som FOA, BUPL, Sundhedskartellet
og Danmarks Lærerforening.
Produktivitetskommissionen finder også en anden begrundelse for, at det kniber med de
offentlige ansattes produktivitet. Denne gang henviser kommissionen til en teori om noget, som
den offentlige sektor mangler, nemlig den private sektors stadige jagt på maksimal profit som
motivation for at udvikle produktiviteten. Ifølge kommissionen bliver produktiviteten i den
offentlige sektor ’alt andet lige (…) svækket af, at der som udgangspunkt ikke er nogen
virksomhedsdynamik, hvilket er en afgørende drivkraft for produktionstilvækst i det private
erhvervsliv.’5 Derfor vil det ifølge Produktivitetskommissionen være godt for produktiviteten i den
offentlige sektor, hvis den fælles velfærd udsættes mest muligt for konkurrencens og profitjagets
pres. Konkurrenceudsæt den offentlige velfærd overalt, hvor det er muligt. Er der love eller andet,
der vanskeliggør udbud og udliciteringer, så lav lovene om. Sådan lyder anbefalingen.
Alt dette er noget, som kommunerne let kan komme til at høre mere om allerede ved de
økonomiforhandlingerne, der starter netop nu. Det kan samtidig blive et tema ved
overenskomstforhandlingerne.
De offentligt ansattes overenskomster: i vejen for produktivitet
Produktivitetskommissionen analyserer også mere direkte, hvad de offentligt ansattes
overenskomster betyder for produktivitet og vækst i den offentlige sektor. Stort set kun
begrænsninger og besvær lyder konklusionen. Igen hentes facitlisten i teoribøgerne og en
forestillet viden om virkeligheden. Facitlisten hentes – gæt selv - i det private erhvervsliv. Eller
rettere i Produktivitetskommissionens forestillinger om de privatansattes overenskomster og
lønudvikling.
5
Produktivitetskommissionen, op.cit., s. 93.
Ifølge de teoribøger, Produktivitetskommissionen har læst i, kan den offentlige sektors ledere og
medarbejdere i den bedste af alle verdener både styres efter, måles på og lønnes efter det, som
kommissionen med et slagordsagtigt begreb kalder ’resultater for borgerne’. Umiddelbart kunne
man tænke, at ’resultater for borgerne’ var lig med de politiske velfærdsmål, som borgerne
gennem demokratiet har sat for den offentlige sektor. Men nej. Som nævnt ovenfor, afstår
kommissionen fra at analysere, hvor effektiv den offentlige sektor er – eller kan blive – til at indfri
de politiske mål, som borgerne via demokratiet har sat sig for samfundets og velfærdens udvikling
og fordeling. Derfor er ’resultater for borgerne’ ikke ’velfærd for pengene’, men snarere de
konkrete serviceydelser, som borgerne erhverver i ’velfærdsbutikken’ Danmark.
Produktivitetskommissionen foretager med andre ord – uden at sige (eller erkende?) det en
tendentiøs (liberalistisk) forenkling. Igen har kommissionen et formål med det: Forenkling.
Analyseopgaven bliver langt simplere, men desværre også langt mere politisk irrelevant.
Et velfærdseksempel – dagtilbud til vores børn - kan illustrere denne pointe. Folketinget har bl.a.
vedtaget en dagtilbudslov, der opstiller en lang række samfundsmæssige mål med dagtilbuddene,
der rækker vidt og langt ud over ’resultater for borgerne’ såsom ’pasning af børn’ eller
’børneparkering i arbejdstiden’. Disse mål er bl.a. fremme børns og unges trivsel, udvikling og
læring, forebygge negativ social arv og eksklusion, forebyggende og støttende indsats over for
børn og unge med behov for en særlig indsats, herunder børn og unge med nedsat psykisk og
fysisk funktionsevne, mv.
Alle disse mål for dagtilbuddene burde høre til under ’resultater for borgerne’, hvis det betød
’velfærd for pengene’. Men nej. Ingen af disse samfundsmål indgår i Produktivitetskommissionens
analyser af de mest produktive offentlige overenskomster. Derfor får vi ingen konkrete
overvejelser om, hvordan f.eks. BUPL’s og FOA’s overenskomster for dagtilbudsområdet spiller
sammen med eller imod en højere og bedre opfyldelse af samfundets demokratisk fastlagte mål
med pædagogernes og pædagogmedhjælpernes arbejde. I stedet får vi en forestillet viden om, at
overenskomster, ledelse og lønudvikling står i vejen for ’resultater for borgerne’.
Fremtidens offentlige overenskomster: kopier de private
Produktivitetskommissionens løsning på dette erklærede problem er, at den offentlige sektor så
vidt muligt kopierer det private erhvervslivs overenskomster.
Hvad er det så, der skal kopieres fra det private område? Det er Produktivitetskommissionens
idealforestilling om de private overenskomster. Produktivitetskommissionen tegner nemlig et
feberbillede af en privat løndannelse, der foregår i takt med og som incitament til
produktivitetsudviklingen.
Ifølge Produktivitetskommissionens rapport kan man få det indtryk, at i den private sektor sælger
metalarbejderen, 3F-eren og håndværkerne hver især deres arbejdskraft decentralt og individuelt,
mens landsoverenskomsterne stort set er uden betydning for lønudviklingen. Gennem den lokale,
individuelle løndannelse opnår medarbejderen ifølge kommissionen en løn, der belønner
medarbejderens individuelle produktion og produktivitet. Det betyder, at der udvikler sig større og
større lønforskelle, som er gode til at motivere de privatansatte medarbejdere ekstra til at arbejde
bedre og mere produktivt.
Jeg skal ikke kunne sige, hvor mange privatansatte der kan nikke genkendende til dette billede. Jeg
kan blot konstatere, at billedet er svært at genfinde i forskningen om arbejdsmarked,
overenskomster og privat løndannelse i Danmark. Forskning i løndannelsen på det private
arbejdsmarked tegner et noget andet billede end produktivitetskommissionens. Her afhænger den
private lønudvikling bl.a. af arbejdsløshedens størrelse, centrale aftaler og forståelser mellem
overenskomstparterne om f.eks. rammerne for en konkurrencedygtig lønudvikling, udviklingen i
lønomkostningerne hos udenlandske konkurrenter, virksomhedernes omkostningsstruktur,
teknologi og priselasticitet.
F.eks. viste en undersøgelse foretaget af Jørgen Stamhus6, at markedsargumenter var de mest
brugte argumenter for lønstigninger. Lønstigninger i tilsvarende virksomheder i lokalområdet, i
samme eller anden branche (dvs. markedsprisen på arbejdskraften) var de hyppigst brugte
argumenter for lønstigninger ved de lokale lønforhandlinger, og forbrugerprisstigninger (udhuling
af reallønnen) var den næst hyppigste. Henvisninger til produktivitetsstigninger lå langt lavere og
på linje med henvisninger til satsstigninger fra de centrale overenskomstforhandlinger og stigende
overskud i virksomheden. Samtidig kan man i Produktivitetskommissionens egne tabeller se, at de
private ledere selv vurderer, at indflydelse på jobbet, spændende arbejdsopgaver, fleksible
arbejdstider og efteruddannelse rummer flere muligheder for at motivere medarbejderne end løn.
Produktivitetskommissionens selvvalgte facitliste forekommer at bygge mere på
Produktivitetskommissionens forenklede drømmeforestillinger om den private løndannelse end på
’de faktiske forhold i jernindustrien’. Men alligevel bruges den forestillede visdom til skråsikre
politiske anbefalinger om at afskaffe den kendte reguleringsordning og de centrale lønstigninger
for i stedet pengene ud til individuelle lønforhandlinger mellem leder og medarbejder ude på den
enkelte institution eller afdeling. Ønsket er at give den daglige leder mest mulig magt til at lønne
den enkelte medarbejder efter det, som lederen mener, at medarbejderen har skabt af ’resultater
for borgerne’.
Alt dette mener kommissionen vil fremme produktiviteten i den offentlige sektor.
Tvangsforestillinger eller realitet – det kan de kommende overenskomstforhandlinger komme til at
handle om.
Produktivitetskommissionens uvidenhed
6
Jørgen Stamhus: Decentralisering af den danske løndannelse – resultater fra en spørgeskemaundersøgelse,
forskningsrapport, CARMA, Aalborg 2007, s. 32
Produktivitetskommissionens vrangforestilling med dertil hørende politiske anbefalinger til de
kommende overenskomstforhandlinger kan være slem nok. Men måske er kommissions
tilsyneladende lykkelige uvidenhed og blinde vinkler endnu værre. Kommissionen er så godt som
blind for, at der kan være helt andre og langt fornuftigere steder at lede efter tiltag, der kan
fremme effektivitet og produktivitet i den offentlige sektor end de ovenfor nævnte. Der mangler
ellers ikke forskning, som peger på nogle af disse steder. Bl.a. viser forskning i de offentligt
ansattes motivation (som kommissionen udmærket kender), at de offentligt ansatte har anden og
vigtige motivation end løn for at gøre et godt stykke arbejde, f.eks. lysten til at gøre noget godt for
andre mennesker og samfundet som helhed.7 Men kommissionen bruger kun denne forskning til
at vedgå, at erfaringerne fra det private ikke nødvendigvis kan ’overføres 1:1 til den offentlige
sektor’. Derimod får det ikke kommissionen til at overveje, hvordan de offentligt ansattes ønske
om og motivation for at udvikle velfærden kan frisættes og bruges bedre til at skabe mere velfærd
for pengene. Ærgerligt!
Hertil kommer, at en efterhånden omfattende forskning har dokumenteret, at produktiviteten på
både private og offentlige arbejdspladser udvikles gennem høj social kapital, forstået som de
egenskaber (samarbejdsevner, tillid, retfærdighed, mv.), der sætter medarbejdere og ledelse i
stand til i fællesskab at løse arbejdspladsens kerneopgave.8
Tænk, hvad der kunne være kommet ud af Produktivitetskommissionens overvejelser, hvis den
havde set på de offentlige overenskomster ud fra den tanke, at de gerne skulle kunne fungere som
det ideelle bagtæppe for f.eks. arbejdet med at udvikle samarbejdsevne, tillid, retfærdighed og
lysten til at gøre noget godt for andre mennesker og samfundet som helhed! Hvad er det for
lønbestemmelser, der udgør den bedste ramme for at fremme samarbejde, gensidig respekt og
tillid? Er det individuel løn efter lederens subjektive vurderinger af medarbejderens ’resultater’?
Næppe. Hvilke aftaler om medbestemmelse og indflydelse skal der til for at frisætte
medarbejdernes lyst til at gøre et godt stykke arbejde for andre og samfundets fælles mål?
Udvidet ledelsesret og forringelser af MED-aftalerne? Næppe.
Men den slags spørgsmål stiller Produktivitetskommissionen slet ikke. I stedet anbefaler
kommission nærmest præcis det, der ikke er svaret på disse spørgsmål, nemlig at afskaffe mest
7
Se f.eks. Lotte Bøgh Andersen: Styring af den offentlige sektor: Incitamenter, motivation og normer,
Produktivitetskommissionen 2012
8
Se bl.a. Kristian Gylling Olesen, Eva Thoft, Peter Hasle og Tage Søndergaard Kristensen: Virksomhedens sociale
kapital. Hvidbog. Arbejdsmiljørådet/NFA 2008; Tage Søndergaard Kristensen: Trivsel og produktivitet – to sider af
samme sag, HK Danmark 2009; Sæt Social kapital på dagsordenen – og skab godt samarbejde. Udgivet af: FIU’s
Udviklingsenhed i samarbejde med forbundene i LO. Tekstidé og konsulent: Eva Thoft, Grontmij.
muligt af overenskomsternes arbejdstidsaftaler og udvid dermed ledernes ret til at lede og fordele
arbejdet og arbejdstiderne.
Forberedelsen af OK15: i Produktivitetskommissionens fodspor
Allerede op til overenskomstforhandlingerne i 2013 forsøgte Moderniseringsstyrelsen at få de
øvrige offentlige arbejdsgivere med på at slås for afskaffelse af den såkaldte reguleringsordning.
Da det kom til stykket blev projektet opgivet til fordel for kampen for at tvinge lærerne til at
undervise mere. Men dermed er projektet ikke opgivet. Med Produktivitetskommissionens
slutrapport i ryggen synes Moderniseringsstyrelsen snarere at satse på en genoplivning i 2015. Nu
skal det være alvor.
Denne gang sker det med en delvis ny produktivitetsbegrundelse, som kan få kravet til at spille tæt
sammen med den vækst- og produktivitetsdagsorden, som regeringen planlægger at spille ud på i
kølvandet på Produktivitetskommissionens netop offentliggjorte slutrapport. Dermed er der bl.a.
udsigt til, at et overenskomstkrav om fjernelse eller radikal omlægning af reguleringsordningen vil
kunne komme til at spille sammen med de kommende økonomiforhandlinger mellem regeringen
og KL til juni.
De kommunalt ansatte har derfor en ekstra god grund til at interessere sig for de kommende
økonomiforhandlingerne i de kommende måneder. Her fastlægges de første aftaler og
økonomiske rammer for de offentlige overenskomstforhandlinger næste år. Måske kommer de
ikke alene til at handle om forventet lønstigningstakt og antallet af fyresedler, som de plejer.
Måske kommer det også til at handle om en ny ’akkord’ for kommunerne og regioner, hvor
kommunerne og regionerne forpligter sig til at levere ’mere velfærd for pengene’ gennem endnu
mere konkurrenceudsættelse, mere decentral og individuel løndannelse og mere uindskrænket
lokal ledelsesret gennem overenskomstforhandlingerne i 2015.
Alt i alt må det siges, at Produktivitetskommission lider af en række vrangforestillinger om
lyksalighederne i at kopiere et vrangbillede af løndannelsen på det private område. Samtidig lever
kommissionen tilsyneladende i lykkelig uvidenhed om mulighederne for at forbedre den fælles
velfærd ved at investere i medarbejdernes samarbejdsevne, tillid, retfærdighed og lysten til at
gøre noget godt for andre mennesker og samfundet som helhed. Til det er der kun at sige:
Vrangforestillinger kan være svære at få bugt med. Men det kan lade sig gøre. Især hvis man
sætter tidligt ind. Uvidenhed kan som bekendt bekæmpes med oplysning.
Fagbevægelse og arbejdsmarked
LO og FTF - et anstrengt fornuftsægteskab forude eller en ny klassealliance
Af Jonas Gielfeldt
LO forsøger at løse medlemskrisen gennem fusionsplaner med FTF. Dermed er over 60 års adskillelse
mellem arbejdere og funktionærer måske forbi. Det centrale spørgsmål er så, hvad udkommet af denne
kobling mellem arbejderklassen i LO og middelklassen i FTF bliver. Kan der skabes en faglig politik, for LOmedlemmerne og de dele af funktionærområdet, der også er blevet tabere på krisepolitikken (lærere,
sygeplejesker og andre praktikere), kan det skabe mulighed for en ny og potentielt stærk klassealliance.
Mere nærliggende kan man dog i lyset af FTF's ageren under konflikten i OAO frygte, at FTF for at varetage
deres medlemmers interesser, vil orientere fagbevægelsen endnu mere mod samfundets dominerende
klasser og statsmagten. Dermed kan LO få endnu sværere ved at varetage arbejdermedlemmernes
interesser, og hvad der i udgangspunktet skulle styrke fagbevægelsen medlemsmæssigt kan ende med at
intensivere styrtblødningen af medlemmer.
LO's formand Harald Børsting har et seriøst medlemsproblem. Styrtblødningen af medlemmer fra
fagbevægelsen bare fortsætter, og for at polstre fagbevægelsen medlemsmæssigt, går Børsting nu med
fusionsplaner. Fusionsbølgen har længe rullet igennem fagbevægelsen, hvor stadigt flere forbund er blevet
lagt ind under store forbund, men her er der tale om en historisk sammenlægning mellem arbejdere og
funktionærer, der har været adskilte siden FTF brød ud af arbejderbevægelsen i 1952.
FTF har længe vægret sig ved at skulle slås sammen med LO, men piben har fået en anden lyd på det sidste.
Bente Sorgenfrey udtalte således til Berlingske Tidende i slutningen af januar,
”Vores bagland er på mange måder blevet langt mere positive over for en fusion, for når LO svækkes,
svækkes vi også,”lxxiii. Længere tids modstand fra FTF er således blødt op. Også BUPL's formand Henning
Pedersen er positivt indstillet på en fusion mellem de to hovedorganisationer. Han udtalte i oktober 2013;
"»Jeg tror, at det vil gavne indflydelsesmulighederne, at vi samler os til én hovedorganisation. Vi vil tale
med en stærkere stemme, og der vil blive lagt mere mærke til os. Vores medlemmer har jo også brug for, at
vi kan præge den store politiske dagsorden, som i sidste ende har betydning for deres arbejdsvilkår"lxxiv.
Fusionen er således tættere på end nogensinde. Men hvorfor lige nu?
Grunden til at især Børsting er så interesseret i fusionen er, at han står på en brændende platform. Tal fra
Danmarks Statistik viser, at LO fra 2008-2013 har mistet næsten 156.000 medlemmer. Til sammenligning
har FTF mistet lidt over 10.000 medlemmer i samme periode. At miste medlemmer i den størrelsesorden
LO mister dem, er på alle parametre noget skidt. Det er skidt fordi at overenskomstdækningen bliver
mindre og man dermed mister legitimitet, når man skal tage slagsmål med arbejdsgivere og stat. Men det
handler også koldt og kynisk om, at medlemmerne er det økonomiske fundament for LO og den danske
model. Hvis LO bliver for økonomisk presset af medlemsflugten, så kan det begynde at gå ud over den
danske model, der er alt andet end gratis at vedligeholde. Det ved Børsting kun alt for godt, og derfor
forsøger han ret beset at fusionere sig ud af LO's faldende medlemstal, hvilket intuitivt kan give god
mening. Men der er en række problemer i denne måde at tænke på.
Historien skræmmer
Det centrale spørgsmål burde ikke være volumen, men hvorvidt der er et interessefællesskab mellem LOog FTF-medlemmet, og om en fælles fagpolitisk platform kan dannes mellem de to hovedorganisationer og
de forbund, der er under dem.
Ser man historisk på relationen mellem LO og FTF, så er fusionen ikke ukontroversiel. FTF blev stiftet i 1952
som et direkte opgør mod den 'røde' fagbevægelse i LO, der ifølge FTF varetog arbejdernes interesser
meget bedre end funktionærernes- og tjenestemændendes interesser. Derfor ville FTF være uafhængig af
både LO og i sidste instans Socialdemokratiet. Mere end det handlede om et standsmæssigt snobberi,
handlede det om, at FTF ikke opfattede sig som en del af arbejderbevægelsen, og ikke solidariserede sig
med dens organisationer ej heller deres medlemmer. Dengang i 1952 var det i høj grad en konflikt mellem
arbejderklassen og middelklassen, der resulterede i FTF's soloridt.
Men det var dengang, ville mange måske sige. Ikke nødvendigvis. I sommeren 2013 var der et kæmpe
rabalder i samarbejdsorganisationen for de offentligt ansatte OAO som jeg tidligere har behandlet i Kritisk
Debatlxxv. Her brød FOA ud af samarbejdet med de offentlige FTF'ere og AC'ere, fordi de to sidstnævnte
havde sagt ja til regeringens tillidsreform. En reform der blandt andet skal finde penge til statsbudgettet
gennem effektiviseringer af den offentlige sektor. FOA vidste godt, hvad den slags betyder - flere fyringer af
varme hænder og flere bureaukrater i top- og mellemlag, der skal implementere og kontrollere disse
effektiviseringer. Det ville alt andet lige betyde ringere vilkår for LO-medlemmerne i det offentlige (hvoraf
de fleste er i FOA). For AC-siden var tillidsreformen i langt mindre grad et problem. Dels ville
medlemmerne måske blive ramt af effektiviseringer, men det ville være i langt mindre grad end for FOA's
medlemmer. Samtidigt kunne der muligvis blive skabt flere AC-stillinger i det offentlige, når den øgede
effektivisering skal implementeres og kontrolleres. AC-siden sagde ja tak til tillidsreformen.
FTF som mellempositionen var her helt afgørende for OAO's orientering ift. tillidsreformen. FTF er på
mange måder delt interessemæssigt. Man har mange ledere i FTF og andre faggrupper, der vil se positivt på
tillidsreformen. Omvendt er der også de praksisorienterede faggrupper i FTF fx lærere, sygeplejersker,
pædagoger og socialrådgivere, der næppe vil bifalde endnu mere kontrol og flere nedskæringer. Det vil
således have givet god mening, hvis FTF havde orienteret sig mod FOA og LO siden i OAO konflikten. Det
skete bare ikke. FTF solidariserede sig i stedet med AC-siden, og statsmagten, de offentlige arbejdsgivere,
og deres nedskæringspolitik. Tilbage stod FOA isolerede, og valgte derfor at forlade OAO i protest.
Undertegnede mener, at FTF med god ret kunne have allieret sig med arbejderklassen og samtidigt have
varetaget mange af deres egne medlemmers interesser. FTF selv mente derimod, at alliancen skulle gå
opad mod AC'erne, de offentlige arbejdsgivere og staten, og at dette var den bedste måde at varetage
medlemmernes interesser på, hvilket der også kan være gode argumenter for, qua FTF også organiserer
faggrupper, der vinder på det øgede kontrolapparat i tillidsreformen.
Spørgsmålet der presser sig på er, om klassepositionerne i LO og FTF kan samordne deres interesser i en
stærk faglig politisk platform?
Klasseinteressernes betydning
Det er vigtigt at holde sig for øje, at det danske samfund stadig er et klassesamfund, og dette
udkrystalliseres når man ser på de tre hovedorganisationer LO, FTF og AC, der i mange henseender
repræsenterer tre forskellige dele af den danske klassestruktur. LO forbundene organiserer
arbejderklassen, dem der arbejder i produktionen både faglært og ufaglært, serviceområdets
arbejderklasse, og de kortuddannede og lavtlønnede i den offentlige sektor. AC organiserer akademikerne,
der typisk vil høre til den højere middelklasse eller overklassen, selv om også AC området gennem
universiteternes skift fra elite- til masseuddannelser også bliver bredere og rummer grupper med dårligere
livssituationerlxxvi.
Mellem de to yderpunkter står FTF i mellempositionen og organiserer dem, der typisk vil blive placeret i
middelklassen.
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har i forbindelse med udgivelsen af bogen Det Danske Klassesamfund
lavet en række undersøgelser, der klart viser, at klasserne lever i bedste velgående i Danmarklxxvii.
De brancher FTF repræsenterer placerer AE-rådet klart som middelklasse (især professioner i mellemlagene
i den offentlige sektor), hvorimod brancher som LO repræsenterer, lige så entydigt placeres i
arbejderklassen (de varme hænder i den offentlige sektor og faglærte/ufaglærte i industrien).
Mellem disse klasser er der store forskelle i, hvordan arbejdslivet er organiseret og heraf hvor stort behovet
er for den sociale sikring.
For middelklassen er det fx 12,3 % der har belastende arbejdsstillinger mindst halvdelen af tiden, mens det
for arbejderklassen er 26,3 %. Ensidigt gentagende bevægelser har 17,8 % af middelklassen halvdelen af
tiden, mens det for arbejderen er 36,6 %. Ser man på tunge løft er det 19 % af arbejderklassen, der oplever
dette på arbejdet, mens det kun er 4,7 % af middelklassen. På i alt fem indikatorer, der bruges til at måle
om man har et fysisk hårdt arbejde, svarer 24,8 % af arbejderklassen "ja" i alle indikatorer, mens det gælder
for 14 % af middelklassen.
Dette afspejler sig også i de to klassers behov for de sociale sikringer. Analysen fra AE-rådet peger således
på, at 2,7 % af middelklassen i 2009 var ledig eller i aktivering, mens det gjaldt 5,6 % af arbejderklassen.
Kontanthjælpen benyttede 0,4 % af middelklassen sig af, mens det var 0,9 % af arbejderklassen.
Sygedagpenge og revalidering benyttede 0,8 % af middelklassen, mens 1,6 % af arbejderklassen var på disse
ordninger. Førtidspensionen blev brugt af 2,2 % af middelklassen og 3,0 % af arbejderklassen. Ser man på
den snart afviklede efterløn trak 53,4 % af arbejderklassen sig tilbage som 63 årig, mens det var 39,2 % af
middelklassen. Som 64 årig var tallene 60 % for arbejderklassen og 43,9 % for middelklassen.
Arbejderklassen er i langt højere grad end middelklassen afhængig af de sociale sikringsordninger, der skal
samle folk op, der rent fysisk går i stykker. LO's vil have stærkere interesser for at forsvare disse ordninger
end FTF vil, hvis man skal tage AE-rådets analyse for gode varer.
Hvis man igen vender tilbage til tillidsreformen, så omhandlede den i stor udstrækning autonomien og
selvbestemmelsen i arbejdet, hvor FOA frygter mere kontrol og umyndiggørelse af deres medlemmer.
Også ift. kontrollen i arbejder ser man ifølge AE-rådet store forskelle klasserne imellem.
Ser man på muligheder for at påvirke eget arbejde (dvs. hvilke arbejdsfunktioner man skal varetage) er der
store forskelle mellem den typiske LO'er og FTF'er, og det er ikke kun fordi FTF organiserer ca. 30.000
ledere. 15,3 % i middelklassen oplever således, at de sjældent eller aldrig har indflydelse på eget arbejde,
mens 31,2 % af arbejderklassen oplever sjældent eller aldrig at have indflydelse på egeet arbejde. Ser man
8,4 % af middelklassen oplever sjældent eller aldrig at kunne være med til at tilrettelægge arbejdsgangene,
for arbejderklassen er dette tal 17,6 %.
Konflikten mellem FOA og FTF i OAO giver i dette lys god mening. LO's medlemmer har i langt lavere grad
indflydelse på eget arbejde sammenlignet med den typiske FTF'er. Derfor giver det god mening, at FTF i
OAO konflikten ikke var så bange for tillidsreformen som FOA var. Igen forskellige interesser.
Der er således klare forskelle mellem de to klasser. Men krisen peger også på muligheder for en
tilnærmelse af interesser. Overalt i den vestlige verden tales der om "the middle class under attack".
Middelklassen bliver således stadigt mere presset af jobusikkerhed og lønstagnation. Middelklassen er i
fare for at forsvinde og synke ned i arbejderklassen. Som professor ved London School of Economics John
Van Reenen udtaler “In all OECD countries ‘middle class’ occupations appear to be shrinking relative to
those in the bottom as well as the top third”lxxviii. Jobs flytter således både op og ned i systemet. Det ses
også i Danmark, hvor dele af klassiske middelklassejobs i højere grad bliver varetaget af den voksende
gruppe af akademikere, samtidigt med at der også sker en proletarisering af middelklassejobs, der peger
den anden vej.
Angrebene på middelklassens rettigheder er da også begyndt. Lærerkonflikten i 2013 var det første klare
eksempel på, at dele af FTF'erne også kan forventet den samme medicin som de svageste grupper på
arbejdsmarkedet har oplevet.
En trojansk hest eller en ny historisk blok?
Som de politiske konjunkturer blæser i øjebliket (den blå reformpolitik, løntilbageholdenhed m.m.) så
vender det den tunge ende nedad. Det er især arbejderklasssen, der bliver ramt. Middelklassen bliver også
ramt, men i mindre omfang. For at citere den tyske sociolog Ulrich Beck, så er risiciene demokratisk idet
alle rammes, men ulige fordelt. Det store spørgsmål er om det virkelig er fornuftigt for LO at binde sig til
FTF, når nu konstituenterne har så forskellige arbejdsliv og behov ift. social sikring. Skal LO, der i forvejen
har problemer med at holde på medlemmerne, til at begrænse sig endnu mere i den faglige politik for at
gøre FTF tilfredse, kan det betyde en forstærket styrtblødning af frustrerede medlemmer, der ikke føler LO
kan varetage deres interesser.
Dette vil ske såfremt FTF vælger at fastholde orienteringen og solidariseringen med samfundets top, som vi
så ift. OAO, i et fremtidigt parløb med LO. I dette tilfælde kan FTF blive en trojansk hest, der tager den
kapital-affirmative strategi helt ind i centeret af LO. LO skal således ikke længere slås med både
arbejdsgiverne, der har vinden i ryggen (never waste a good crisis) og den danske stat, der politisk er
indstillet på at tjene kapitalinteresser vis a vis arbejderinteresser. Den skal så også til at slås med sig selv.
Ikke den optimale vej for den revitalisering af fagbevægelsen, som den i den grad har brug for.
Man kan dog nære et svagt håb om, at FTF faktisk har tænkt sig at ændre kurs ift. hvad man så i OAO
konflikten. Hvis FTF kan se det pres store dele af deres medlemmer er under, og som faktisk er adækvat til
det pres LO-lønmodtagerne er under, så er det en gylden mulighed for en ny og potentiel stærk
klassealliance mellem arbejdere og funktionærer, mellem arbejderklasse og middelklasse, som seriøst
kunne udfordre det neoliberale hegemoni.
Den italienske marxist Antonio Gramsci talte i sine skrifter om en 'historisk blok', dvs. en samordning og
organisering af forskellige klasseinteresser under den samme organisations lederskab. Det er den historiske
blok, der gennem kulturel og ideologisk kamp og institutionelle og materielle ressourcer kan bryde
etablerede hegemonier og skabe sit eget. LO og FTF kan potentielt gøre dette. Som de franske politiske
økonomer Gerard Dumenil & Dominique Levy viser, så er det politiske hegemoni afgjort ved de
klassealliancer, der dannes. At neoliberalismen er blevet mulig skyldes således solidariseringen mellem
middelklasse og borgerskab. Mens velfærdsstaten historisk er skabt gennem en tilsvarende alliance mellem
middelklasse og arbejderklasse. Tiden vil vise om dette kan ske igen.
lxxiii
http://www.kl.dk/menu/LO-og-FTF-gar-i-giftetanke-id146974/
lxxiv
http://www.bupl.dk/fagbladet_boern_og_unge/nyheder/bupl_ja_til_fusion_mellem_ftf_og_lo?opend
ocument
lxxv
http://kritiskdebat.dk/articles.php?article_id=1282
lxxvi
Se evt. Magnus Pedersen og Malthe Ribes artikel om prækariatet blandt akademikere:
http://kritiskdebat.dk/articles.php?article_id=1360
lxxvii
http://www.klassesamfund.dk/klassesamfund/analyser
lxxviii
http://www.oecdobserver.org/news/fullstory.php/aid/3660/A_hollowing_middle_class.html
Litteratur
Dumenil, Gerard & Dominique Levy - The Crisis of Neoliberalism (2011)
Gramsci. Antonio - The Gramsci Reader - Selected Writings 1916-1935 (red. David Forgacs) (2000)
OK-15 i den offentlige sektor er under opsejling. Arbejdsgiverne ved
hvad de vil. Hvad vil fagbevægelsen?
Af Søren Andersen
En række overordnede rammer er ved at være på plads i optakten til OK-15 i den offentlige sektor. De private
overenskomster er stemt hjem med et overbevisende ja-flertal og en valgdeltagelse på 37,7 % gjorde nærmest
Harald Børsting forårskåd.
En treårig overenskomst periode med en samlet økonomisk ramme på knap 5 %.
Disse private rammer for de næste tre år vil gentage sig, når parterne på det offentlige område sætter sig til
forhandlingsbordet. Det offentlige skal ikke være lønførende og arbejdsgiverne har ingen ønsker om, at de to
arbejdsmarkeder kommer i takt.
Produktivitetskommissionens afsluttende rapport med en række anbefalinger på det offentlige område vil være
rammesættende for arbejdsgivernes krav og strategi.
Produktivitetskommissionen har følgende anbefalinger:
”Parterne på det offentlige arbejdsmarked indgår mere rammeprægede overenskomster, der giver mulighed for
større fleksibilitet i løsningen af de offentlige serviceopgaver. Konkret anbefales det, at
-
Parterne på det offentlige arbejdsmarked indgår bredere overenskomster for større grupper af ansatte,
så der skabes mulighed for en mere fleksibel opgavetilrettelæggelse på tværs af fagområder.
Kompetencen til at indgå lokale aftaler om bedre udnyttelse af arbejdstiden decentraliseres, så lederne,
medarbejderne og tillidsrepræsentanterne får bedre muligheder for at indgå sådanne aftaler.”
Kommissionen har følgende anbefalinger omkring løndannelsen:
”Parterne på det offentlige arbejdsmarked arbejder for, at der i den praktiske anvendelse af de offentlige
overenskomster skabes en tættere kobling mellem medarbejdernes kompetencer og præstationer og deres løn.
Det kan ske ved, at
-
-
En større del af lønmidlerne bringes i spil til individuelle lønforhandlinger. Hvis lønmidlerne fra
reguleringsordningen og de centrale lønforhandlinger i højere grad fordeles på de enkelte institutioner
og udmøntningen sker lokalt, kan der skaffes flere midler til lokal løndannelse.
Der skabes bedre vilkår for individuelle lønforhandlinger, så rammerne for og afholdelsen af individuelle
lønforhandlinger på den enkelte arbejdsplads gøres enklere og mere fleksibelt.
En god indsats i højere grad belønnes ekstraordinært – fx ved at en enkelt medarbejder eller gruppe af
medarbejdere modtager en bonus efter et tilfredsstillende resultat.”
Alle disse anbefalinger sammen med den underliggende tone af en styrkelse af det lokale ledelsesrum passer
som fod i hose til de krav arbejdsgiverne har fremsat ved de seneste to overenskomstfornyelser.
Hertil skal lægges regeringens erklærede mål om frem mod 2020 at spare 12 mia. kr. på den offentlige sektor.
Scenen er sat for de offentlige arbejdsgivere, der nu kan underbygge kravene med anbefalinger fra
Produktivitetskommissionen og det økonomiske sparemål.
Hvad siger modparten – fagbevægelsen?
Indtil videre ikke ret meget. Lidt defensive udmeldinger om Produktivitetskommissionen og absolut ikke noget
om mål og midler for OK-15.
Et bud på en forklaring kan være, at fagbevægelsen fortsat er i granatchok efter at Corydon og KL kørte lærerne
over ved OK-13. Dette sammenholdt med at fagbevægelsen ikke viste sammenhold og solidaritet i
lærerkonflikten, hvor det kun blev til nogle symbolske handlinger for i det mindste ikke at vende lærerne ryggen.
I KTO kunne parterne ikke blive enige om at stille fælles lønkrav.
Allerede ved opstillingen af krav i KTO viste uenigheden sig, idet KTO ikke var i stand til at fremsætte fælles
lønkrav. Splittelsen mellem de højest lønnedes ønsker om procentvise stigninger kontra de lavestlønnede ønsker
om lønstigninger i kroner og ører slog ud i lys lue.
Uenighederne mellem fagforeningerne er fortsat, idet FOA og DLF ikke ville være med i trepartsaftalen om en
Tillidsreform.
En anden vigtig forklaring er, at der er opbrud i forhandlingsfællesskaberne. Sundhedskartellet har besluttet at
nedlægge sig selv, hvis de sammen med KTO kan skabe et nyt fællesskab. Det er både en god og en mindre god
nyhed. Den gode nyhed er, at organisationerne samler sig med alt hvad det medfører af større slagkraft og
fællesskab. Den mindre gode nyhed er, at når der skabes et nyt fællesskab så skal der også etableres en ny
magtfordeling. Det kan udstille konflikterne i LO mellem FOA og HK, samt sætte spørgsmålstegn ved om
lærernes formand fortsat skal være formand for det nye fællesskab. Sygeplejerådets formand Grethe
Christensen kommer trods alt med godt 100.000 medlemmer fra Sundhedskartellet.
Dur den danske model overhovedet til den offentlige sektor?
Konflikten ved OK-13 og Folketingets indgreb rejser det principielle spørgsmål, om den danske model skal være
rammen for overenskomstforhandlingerne i den offentlige sektor. Modellen er bygget op over mange år i den
private sektor med gensidig anerkendelse af forhandlings- og aftaleret samt tilladte konfliktmidler.
Forhandlings- og aftaleretten er kronjuvelerne for fagbevægelsen også i den offentlige sektor. Det er svært at se
rationalet for at strejke i den offentlige sektor, i og med at målet er at ramme arbejdsgiveren på pengepungen.
Det modsatte sker, idet de offentlige arbejdsgivere sparer penge og kan samtidig tømme strejkekassen som det
skete hos sygeplejerskerne i 2008.
Kobles dette med, at arbejdsgiverne sidder med det ultimative våben nemlig lovgivningsmagten, der åbner op
for et indgreb, så skal alternativer diskuteres eller andre kampmidler og metoder udvikles.
En anden omstændighed der svækker fagbevægelsens muligheder for at sætte magt bag kravene, er den måde
forhandlingerne er tilrettelagt på. På det private område er det ”industrien” der sætter retning og ramme for de
nye overenskomster. På det offentlige område er det staten, i skikkelse af Corydon, der bestemmer farten.
Netop på statens område står fagbevægelsen relativt svagt og hvis strejkevåbnet skal tages i brug, kan store
velfærdsområder ikke rammes.
Mobilisering af både medlemmer og offentlighed
På trods af den rungende tavshed fra fagbevægelsens side, må vi forvente, at når det nye forhandlings
fællesskab er skabt så kommer udmeldinger der kan mobilisere medlemmerne.
Allerede nu er det dog vigtigt, at fagbevægelsen gør sig tanker om, hvordan mediekrigen kan vindes og især,
hvordan ”den offentlige mening” kommer på fagbevægelsens side. Læren fra OK-13 er, at KL tidligt i forløbet fik
sympatien på sin side ved at kalde opgøret med lærernes arbejdstid for en ”normalisering”. Sympatien svandt
dog efterhånden som det blev tydeligt, at arbejdsgiverne ikke havde tænkt sig at indgå i reelle forhandlinger,
men ville have DLF til betingelsesløst at skrive under på arbejdsgivernes krav.
Arbejdsgiverne er igen kommet godt fra land ved at lancere begrebet ”borgeren i centrum”, et begreb
hvorunder overenskomsterne skal indordne sig. Det betyder færre bindinger omkring arbejdstiden og færre
regler der begrænser ledelsesretten, herunder muligheden for at stække tillidsrepræsentantens- og dermed
organisationens rettigheder.
Fagbevægelsen må tage et opgør med Finansministeriets forestilling om, at den offentlige sektor er en udgift og
dermed en konkurrenceparameter i selvforståelsen af, at vi lever i ”konkurrencestaten”.
Fagbevægelsen må sætte en kampagne i gang der godtgør, at en velfungerende offentlig sektor forudsætter
engagerede medarbejdere, der har medbestemmelse over deres arbejdsliv og som samtidig er forudsætningen
for velfærd og tryghed.
Der er meget der tyder på, at OK-15 kommer til at handle om ledelsesretten og organisationernes indflydelse
gennem deres tillidsrepræsentanter. Den kamp må ikke skygge for, at medlemmerne er trætte af smalle
overenskomstforlig og kun får reddet reallønnen, fordi det kapitalistiske samfund er i krise med en ekstrem lav
inflation til følge.
På trods af at der er optræk til en konfrontation om organisationernes indflydelse og aftaleret, så bliver der
næppe konflikt. Arbejdsgiverne vil ikke betale den politiske pris det koster med en gentagelse af lærerkonflikten
og Corydon vil holde sig i skindet, fordi der er folketingsvalg i efteråret 15.
Koncerner: Tyranniet bag facaderne.
John Graversgaard
“Corporations: they are greedy machines with the sole purpose of squeezing humanity's labor and turning it into
profits for the rich”(Overt Dictionary).
Den globale kapitalisme eller den moderne globaliserede verden, som man kalder det, har skabt uanede
muligheder for de globale koncerner. Hvor de voksede sig store under kolonitidens udplyndring, så er de nu
blevet til giganter eller megakoncerner. Koncernerne har fået en størrelse og en rækkevidde, hvor de i praksis er
”accountable to no one”. De stiller krav, de flytter kapital og produktion og de dikterer vilkår, som gør, at de
nationale regeringer står magtesløse overfor dem.
Hver dag kommer der nye eksempler på, hvilken enorm magt koncernerne har over både lokalsamfund og
regeringer. Også i kraft af deres ansigtsløse karakter. Indviklede net af ejerskab, gensidige men skjulte aftaler og
reel anonymitet gør dem svære at udfordre – og i praksis næsten umulige at styre. Forsøger man, så risikerer
man på nationalt plan at miste det, som koncernerne kan tilbyde: Arbejdspladser og indtægter. Og samtidig
kræver disse giganter en betingelsesløs loyalitet, som betyder, at det er svært at dokumentere deres handlinger
og at få bevist, hvilken trussel mod demokratiet, de udgør. Dertil kommer, at de fremstår som allierede med en
ideologisk overklasse, der formulerer underkastelsen som positivt vilkår – for eksempel ved det årlige DAVOSstævne i Schweiz, hvor man stort set uden kritik lovpriser den grænseløse akkumulation under den globale
kapitalisme.
”Corporations rule the world” lyder en bogtitel, og årligt udgives lister over verdens største koncerner, hvor
mange har en større økonomi end mange stater. At 147 koncerner kontrollerer omkring 40 % af
verdensøkonomien siger en schweizisk undersøgelse, og gennem deres tætte netværk er det en mindre del af
disse koncerner, her specielt finanskoncerner som dominerer(1)
Koncernens 3 sider.
Man kan prøve at se disse koncerner som en krop bestående af 3 dele: Den glatpolerede forside, indersiden og
bagsiden/baggården.
Forsiden/facaden forsøger at fremstille koncernen i et positivt lys som innovator, arbejdsplads og leverandør af
efterspurgte goder. Ingen større koncern i dag undlader at tale om sine værdier og mission, og bruger
konsulentfirmaer til at udarbejde en CSR-profil i sin markedsføring. Og selvom dette positive billede normalt helt
undgår at beskæftige sig med økonomien og styringsformerne bag facaden, så er det i stigende grad blevet
vanskeligt – trods de store investeringer i imagepleje - at dække over koncernernes samfundsskadelige
virksomhed.
Indersiden består af en større eller mindre række af arbejdspladser, der typisk er præget af ”management by
stress and fear”, hvor man er under pres for at præstere maximalt og angst for at komme i negativt fokus og
hvor opgaverne udføres under konstant, brutal rationalisering og trusler om outsourcing, som kan ramme alle
dele af koncernens ansatte, uanset hvor de arbejder på kloden.
Bagsiden/baggården er koncernens globale forsyningskæder(supply chains) hvor arbejdere knokler under
forhold, som minder om den tidlige kapitalisme.
Forsiden/Facaden
Generelt har man her tidligere skelnet mellem henholdsvis STAKEHOLDER VALUE og SHAREHOLDER VALUE, når
man skulle sætte normer for adfærden. Stakeholder values prøver at fastholde, at en virksomhed kan tage
hensyn til andre interesser end bundlinjen. F.eks. respektere og lave bæredygtige aftaler med lokalsamfund,
fagforeninger og tage hensyn til miljøet.
Men dyrkelsen af frimarkeds-ideologien har medført at shareholder-perspektivet har sejret stort set uden
anfægtelse. I den vestlige verden er stakeholder tænkningen blevet marginaliseret. Og denne entydige satsning
på bundlinjetænkningen – på trods af og i direkte opposition til tanken om virksomheders sociale ansvar – er
blevet understøttet af en aggressiv neokonservativ og neoliberalistisk ideologi, som hylder markedet som en
darwinistisk naturkraft.
Den politisk udpegede og ikke-valgte EU-kommission optræder som værktøj for koncernernes pres for
privatisering af offentlig virksomhed og en øgning af potentialet for profitabel, privat drift. Og den politik, som
kommissionen har gjort sig til talsmand for, har sikret private virksomheder og koncerner store indtægter
gennem lovgivning og frihandelsaftaler, der sætter ethvert hensyn til lokalsamfundene til side.
På produktionskapitalens område er denne tendens blevet yderligere styrket gennem åbningen af
produktionsområder med lav løn og lave reproduktionsomkostninger som f. eks. Kina eller andre områder i den
mindre udviklede del af verden. Og denne mulighed er blevet maksimalt udnyttet af den globale kapitalismes
såkaldte TRIADE bestående af USA/Canada, EU og Japan.
Det er således ingen tilfældighed, at for eksempel Apples IPhones for størstepartens vedkommende produceres
i Kina, hvor råvareforbruget udgør mindre end 1% af produktionsomkostningerne, og hvor den kinesiske
arbejdsløn kun udgør 3.6 % af de totale produktionsomkostninger(2). Mindre end 10 % af prisen for en IPhone er
således afskrivninger, arbejdsløn og materialer.
Men som sagt så foregår ekspansionen ikke blot gennem etablering af produktionsarbejdspladser på
lavtlønsområder. Den sker også gennem en omfattende privatisering selv i de mere højtudviklede dele af
verden. Og her har offensiven betydet, at man yderst sjældent ser ledelserne af offentlige virksomheder
protestere mod privatiseringen.
En nylig undtagelse i Danmark er dog DSB`s adm. direktør Jesper Lok, som advarer mod udlicitering af DSB, og
gentagelse af katastrofen i Storbritannien hvor liberalisering af jernbanerne førte til kaos og forringet sikkerhed
(3), og hvor DSB har trukket næsen til sig, efter at togdrift i andre lande blev stærkt tabsgivende. Men
udenlandske statsbaner står stadigvæk på spring for at købe op i Danmark.
Også andre offentlige virksomheder er blevet omdannet til (offentlige) aktieselskaber godt hjulpet på vej af
socialdemokrater som har overgivet sig til markedstænkningen. ”Den britiske forsker Dexter Whitfield siger i sin
bog Offentlig service eller virksomhedsvelfærd at: 'Privatisering er mere end udsugning af den offentlige sektor.
Det er en omfattende strategi for en permanent omstrukturering af velfærdsstaten og de offentlige ydelser i
kapitalens interesse.'(fra Asbjørn Wahl)(4)
Privatisering er sket – eller er ved at ske – på transportområdet og på infrastrukturen. Men også
sundhedsområdet er i fokus. Efter amerikansk mønster ønsker borgerlige politikere og dem, de taler for, at
privatisere her. Og at åbne op for, at de store sundhedskoncerner og de store medico-selskaber skal have
mulighed for at købe sig ind på området. Og det til trods for, at akkurat disse selskaber gang på gang har
demonstreret, at de er befængt med en syg moral og et kompromisløst fokus på bundlinjen. Kartelvirksomhed,
interne aftaler og bestikkelse dukker med mellemrum frem, og der betales milliardbøder i både USA og EU for
ulovlig prisfastsættelse. Stadig flere sygdomme kan behandles og syge kan få et bedre liv, men spildet af
offentlige midler som finansierer en stor del af medicinen og plejen er enormt.
Dokumentationen af skattespekulation og brug af skattely har også styrket modstanden mod koncerner, som i
stigende grad bliver betragtet som parasitiske, dvs. snyltende på samfundet. Og gennembrud i efterforskning af
skattekriminalitet mm, er ofte blevet formidlet af whisteblowere, som er gået til medier og myndigheder med
deres oplysninger. Denne tendens har konc ernerne naturligt nok forsøgt at bekæmpe.
En måde at skærme sig af mod en fjendtlig omverden er brug af enorme lønninger og bonusser til de
priviligerede som loyalt tjener koncernen. Mest ekstremt ses dette i de gigantiske lønninger til CEO`s i store
erhvervs- og finanskoncerner som f.eks. Nestlé og Goldman Sachs. Men også statsligt ejede koncerner følger
med. Et frisk eksempel stammer fra det dansk statsejede DONG, hvor en S-SF-R regering har godkendt en
aktieordning for DONG`s 6200 ansatte, som kan give de ansatte bonus i form af aktieoptioner for op til 563 mill.
kr., hvoraf omkring halvdelen vil tilfalde 250 DONG-chefer, herunder topledelsen(5).
Til samme formål tjener en målrettet indsats fra koncernernes side overfor de politiske magthavere. Og denne
indsats udøves dels gennem direkte og åben pression, men også gennem intensiv lobbyvirksomhed, hvis mål helt
klart er liberalisering, deregulering og privatisering i nationalstaterne. Som en modoffensiv overfor omfattende
protester mod koncernernes voksende magt og hensynsløse profitjagt, har den transnationale kapital valgt en
proaktiv linje for at imødegå enhver form for regulering af deres virke. Med CSR (Corporate Social
Responsability) programmer fremstiller koncernen sig som en samfundsansvarlig aktør for at imødegå antikapitalistiske og anti-globaliserings protester. Samtidig forsøger man at skjule illegal og moralsk tvivlsom adfærd
for offentligheden, og forsøger at knytte fagforeningerne til koncernen, så der skabes identitet med firmaet og
international solidaritet mellem arbejdere på tværs af grænser undergraves.
Indersiden.
Koncernen er kapitalens aktuelt foretrukne organisation når det gælder udbytning af arbejdskraften. Og når de
først er trængt ind i et område er det svært at rulle udviklingen tilbage. Nationalisering af koncerner som
metode for at sikre kontrol over vitale ressourcer og arbejdspladser i et samfund er fortsat et vigtigt værktøj.
Men med alle de parlamentariske partiers tilslutning til nyliberalismen har kapitalen fået sikret sig en helt uhørt
arbejdsfred. Offentlige virksomheder privatiseres, og når først gevinsterne tilhører kapitalisterne, så er de
beskyttet gennem den private ejendomsret, og bliver kun sjældent generet af demokratisk rammesætning eller
faglig aktivitet.
Lad os tage et par eksempler på, hvordan bundlinjens tyranni – også nationalt – ender som tyranni på
virksomhedens gulvplan.
Postvæsenet er blevet tvangsliberaliseret gennem EU-direktiver, og den gamle hæderkronede statsvirksomhed
er ændret til ukendelighed under navnet Post Danmark.
Man har endvidere fusioneret med det svenske postvæsen i et statsligt aktieselskab: PostNord. I den proces er
gode jobs blevet reduceret til nedslidende og stressende jobs. Fagbladet(6) skriver: ”Seks ud af 10 postfolk har
smerter i arme og håndled, sygefraværet er næsten dobbelt så højt som gennemsnitsdanskerens og så har
massefyringer ramt så hårdt, at næsten en sjettedel af den samlede styrke er skåret væk”. ”Forholdet til chefen
er dårligere for postfolk end for gennemsnitsdanskeren. Mange postfolk stoler ikke på ledelsen, og de
tilkendegiver, at de ofte oplever uretfærdighed på arbejdspladsen”.
”Jeg får ondt i ryggen af at stå ved maskinen i flere timer daglig. Det skal hele tiden gå hurtigere og hurtigere,
samtidig med at vi skal have mere og mere fokus på kvalitet. Det er stressende”. ”De holdt konstant øje med om
vi snakkede sammen. Hvis man var på vej til toilettet og snakkede til en kollega, gik der fem sekunder, så kom
der en leder og spurgte om ikke vi skulle passe vores arbejde”. ”Hvis nogen stillede spørgsmålstegn ved
ledelsens beslutninger lød svaret som regel: Der er masser af arbejdsløse, der gerne vil have jeres job.
Nye ledere indsættes i en lind strøm for at genskabe den kontrol, som nedbrydes af bundlinjens tyranni, og som
forplanter sig ud i alle dele af en virksomhed. Når arbejderne ikke forstår at internalisere og acceptere profittens
styrende rolle, sættes ind med såkaldt moderne ledelsesformer for at få maskineriet til at køre til aktionærernes
tilfredshed.
Et andet tidstypisk eksempel på en koncern, som er totalt ligeglad med danske arbejdere og det danske samfund
er Danish Crown. Bundlinjens og profitabilitetens tyranni skaber her angst og usikkerhed for fremtiden på
fabriksgulvet hvor slagteriarbejdere knokler i et nedslidende arbejdsmiljø. Koncernen opererer på
verdensmarkedet, og chefen for svinedivisionen Jesper Friis udtaler: ”Vi har virksomheder i både Tyskland og
Polen, og vi skal finde ud af, hvordan vi lægger det mest hensigtsmæssigt. Lønomkostningerne for en tysk
medarbejder er halvdelen af en dansk og for en polsk er det 30-40 procent af en dansk”(7). Kort sagt er
koncernen ved at lukke ned i Danmark, og har på det seneste annonceret, at man lukker i Fåborg og sender 500
arbejdere på gaden. Svin fødes i Danmark på intensive svinefabrikker, køres som smågrise til Tyskland, fedes op
og slagtes på tyske fabrikker bemandet med billig arbejdskraft. Begrundelsen fra virksomheden er, at der ikke er
grise nok i Danmark. Det kan virke helt surrealistisk. ”Landbrugslandet Danmark kan simpelthen ikke forsyne sig
selv med dyr, og må som et andet u-land sende sine råvarer over grænsen med tab af arbejdspladser i
landbruget og på slagterierne til følge”(7). Enhedslisten forsøger sig med visioner, som forudsætter et andet
samfund: »Danske bønder og Danish Crown må begynde at nytænke og lave bæredygtig svineproduktion i
Danmark til gavn for dyrevelfærden, miljøet og samfundet – og ikke kun for deres egen pengepung. Det vil også
være til gavn for de mange hundrede slagteriarbejdere, som nu kun har udsigt til arbejdsløshed, siger Vibeke
Syppli Enrum (8). Men alternativerne er ukonkrete, så længe man ikke ønsker at tage et direkte opgør med den
underliggende logik. Nationalisering var måske en mulighed. Eller en bevidst investeringsstrategi, der forsøgte at
adressere det påståede problem.
Men er det muligt for virksomheden at forestille sig, at Danish Crown investerede i dansk landbrug for at sikre
arbejdspladser? Nej, for den globale kapitalisme og dens fabriksherrer søger hen hvor profitten er størst og
arbejderklassen står svagest.
Fyn har nu mistet sine 2 største arbejdspladser, først Lindø og nu Fåborg Svineslagteri. Og det sker, blandt andet
fordi det er nemt og billigt at profitfyre i Danmark, og at flytte til billigløns-paradiset Tyskland. Så Danish Crown
vælger at satse på fabrikker i Tyskland, hvor en underklasse af underbetalte såkaldte kolonnearbejdere fra
Østeuropa står til rådighed for højst 7 Euro i timen. En rumænsk indlejet slagteriarbejder fortæller: ”Fra
begyndelsen havde jeg indtryk af at vi ikke var mennesker. Men bare ting som fabrikken bruger og derefter
smider væk”(9). En dansk fagforeningsformand fra NNF siger: ”Vi har hørt om lønninger ned til nogle få euro i
timen. Desværre har det vist sig endog meget vanskeligt at få præcis dokumentation for, hvad lønnen egentlig
ligger på, fordi arbejdet ikke udføres af ansatte hos slagterierne.
I stedet hyrer slagterierne vikarbureauer, der står for at få arbejdet udført. Og vikarbureauerne benytter i høj
grad kolonnearbejdskraft i form af østeuropæere. Slagterierne gør tilsyneladende næsten en dyd ud af ikke at
kende noget til arbejdsbetingelserne: ”Det er ikke vores ansatte”, siger de. ”Derfor kan vi ikke blande os i,
hvordan løn- og arbejdsvilkårene er.”(10). Og derfor kunne man midt i overenskomstforhandlingerne i 2010 også
læse om ”Flæske-skandalen: Danish Crown bruger en underleverandør, som underbetaler og snyder rumænske
kolonnearbejdere”(11). Men Danish Crown viser skam ”Samfundsansvar” hvad man kan læse på koncernens
hjemmeside, og har underskrevet FN`s Global Compact.
Bundlinjens tyranni nedlægger højeffektive industriarbejdspladser og kaster arbejdere ud i den voksende
reservearme af arbejdsløse. Og retten til at nedlægge profitabel produktion alene for at øge profitten er
indskrevet i de såkaldt demokratiske landes grundlove. Blandt andet derfor ser vi voksende grupper af ”working
poor”, som har svært ved at leve for den usle løn de får.
Bagsiden: Krav om globalt kædeansvar.
Vi bliver nødt til at se de multinationale koncerner og deres forsyningskæder som en enhed, hvis vi konsekvent
skal kæmpe imod udbytning og outsourcing. Fagbevægelsen og arbejdspartiernes kamp mod social dumping og
krav om kædeansvar, må udvides til krav om et globalt kædeansvar, hvor de stilles til regnskab for hele
værdikæden.
Globaliseringen har medført et verdensmarked med frihandel som har styrket kapitalen i forhold til arbejdet.
Hvor store folkevandringer tidligere flyttede arbejdskraften, så er det i dag kapitalen som er blevet hypermobil.
Den ufaglærte arbejdskraft bremses af restriktiv indvandringspolitik, mens kapital og teknologi globalt flytter
hen, hvor arbejdskraften er billig og ikke er politisk og fagligt organiseret. Derfor er autoritære og
neoliberalistiske regimer tiltrækkende, med Kina som et markant eksempel på grov udbytning i en kontekst hvor
arbejderne ikke har nogen organisationer til at forsvare dem.
International Solidaritet.
Koncernerne forsøger aggressivt at imødegå enhver bevægelse som forsøger at indføre progressiv national og
international lovgivning som griber ind i deres udbytning. Og deres CSR-markedsføring er klart forsøg som skal
dække over deres profitable værdikæder, hvor hensyn til miljø, klima og arbejderrettigheder skubbes til side.
Kina er et godt eksempel hvor koncerners reklame for deres CSR politikker ikke har kunnet skjule grov udbytning.
Arbejderne er i stigende grad gået over til strejker og aktivisme i protest mod den grove udbytning. På
hjemmesiden for China Labour Bulletin (se hjemmesiden her) kan man løbende se, hvilke konflikter, som er i
gang rundt omkring. Udviklingen i Kina viser, at hvis fagforeninger i vesten skal gøre en forskel, så er det gennem
støtte til arbejdernes kampe og ret til at organisere sig og forhandle overenskomster uden at fagforeningsledere
chikaneres og fængsles over hele verden.
Tekstilbranchen er blevet tvunget til at ændre kurs i et vist omfang, men først efter alvorlige fabriksbrande og
fabrikssammenstyrtninger i Bangladesh som har kostet tusinder livet og sat ubehageligt fokus på grov udbytning
og feudale forhold nederst i forsyningskæden. Og først efter forbrugerprotester og protester fra fagbevægelsen
andre steder i verden. Indtil katastroferne og protesterne har koncernerne kendt problemerne og valgt at
ignorere dem.
Multinationale selskaber kan frit krydse grænser og vælge at få produceret i lande med svag lovgivning, lav skat,
billig arbejdskraft og svage fagforeninger. Arbejderklassen har ikke de samme muligheder. Skal arbejderne
kunne matche kapitalen burde en oversøisk fagforening kunne slutte sig sammen med fagforeninger i
koncernens hjemland med forhandlingsret. Utopi måske, men ideer som er opstået i syden og østen, som er
blevet de globale produktionsværksteder.
Men i stedet for at gå ind i det transnationale organisationsarbejde, så har loyaliseringen af de faglige
organisationer overfor det snævre nationale perspektiv betydet, at den organiserede arbejderbevægelse har
mistet styrke og forhandlingskraft internationalt. Men som sagt så findes alternativet derude. AMRC (Asia
Monitor Ressource Center) er en god vejviser for de fremtidige kampe med deres TREKANTS MODEL, som
bygger på at styrke kampagner og relationer mellem fagforeninger i koncernernes hjemlande, forbrugere og
arbejdere ude i produktionslandene(12). 3F har f.eks. kørt en årelang kampagne i Malaysia mod en
fagforeningsfjendsk virksomhed som var dansk ejet(13).
Fagforeninger og NGO`er har et enormt uudnyttet potentiale i kampen mod de multinationale koncerner. Men
det kræver både mod, risikovilje og kreativitet at tage kampen op. Kapitalen er organiseret globalt, og derfor må
et vigtigt modsvar være opbygning af internationale alliancer og kampagner som matcher de store globale
koncerner(14).
Arbejderklassens situation under kapitalismen er som Marx har analyseret usikker(precarious), og kapitalismen
skaber enorm polarisering: ”Akkumulationen af rigdom på den ene pol er således på samme tid akkumulation af
elendighed, arbejdskval, slaveri, uvidenhed, brutalisering og moralsk nedværdigelse på modpolen, dvs. hos den
klasse, der producerer sit eget produkt som kapital”(15)
Og en transnational kapital funderet i koncerndannelser, der forsøger at gennemføre et globalt profittyranni skal
og må modarbejdes gennem transnational organisation og koordinerede aktioner. Dette er mere nødvendigt nu
end nogensinde.
Litteratur:
1. Det nye oligarki sidder på verdensøkonomien, Ingeniøren, 20,nov. 2011
2. Introduction to Second Edition of The Theory of Monopoly Capitalism, John Bellamy Foster; Monthly
Review, July-August 2013.
3. DSB: Udbud kan skade samfundet. JP Erhverv og økonomi, 10. jan 2014.
4. Asbjørn Wahl: Privatisering, multinationale selskaber og demokrati, Arbejderen, 7.dec. 2002.
5. DONG-salget deler vandene. JP Erhverv og økonomi, 21. jan 2014.
6. Postansatte bad om hjælp i årevis og Postmand Per får stress og dårlig ryg, Avisen.DK, 16 og 17 jan 2014
7. Danish Crown-chef: Så lidt koster tyske slagteriarbejdere, 10.jan 2014. Politiken.
8. Når politikerne kommer ud fra alle deres samråd, Information, 24.jan 2014.
9. Germany`s meat industry stirs debate on low pay, Financial Times, 27.dec. 2013.
10. 1-1 i kampen mod social dumping, Ole Wehlast, Magasinet Politik, 15. jan 2014.
11. Flæske-skandalen der kom på tværs, Ugebrevet A4, Nr. 4. 2010.
12. AMRC: Asia Monitor Ressource Center, Hongkong, se www.amrc.org.hk
13. Dansk firma under anklage i Malaysia, Fagbladet 3F, 4 dec. 2008.
14. Bronfenbrenner Kate: Global Unions: Challenging transnational capital through cross-border campaigns,
New York, 2007.
15. Karl Marx: Kapitalen. Den generelle lov for den kapitalistiske akkumulation, Kap.23, Afsnit 4.
Det truede arbejdsliv - hvad er prekært arbejde?
Af Barbara Fersch
Arbejde på irregulære vilkår – såkaldt truet eller prekært arbejde – breder sig mere og mere. Denne
udvikling kan føre til problemer vedr. utryghed og eksklusion blandt de ”atypiske”, som tit diskuteres i
forbindelse med begrebet ”prekært arbejde”. Artiklen præsenterer diskussionen om prekært arbejde og
prækaritet i fransk og tysk arbejdssociologi og relaterer den til situationen for de atypiske beskæftigede i
Danmark.
Atypisk arbejde (f.eks. vikaransættelse og andre former for løse arbejdsforhold) breder sig mere og mere.
Et meget brugt begreb i dette sammenhæng er ”prekært arbejde”. Men hvad indeholder det? Begrebet
blev først brugt – både i offentlig debat og i forskningen – i Frankrig og ud fra dens betydning på fransk kan
”prekært” oversættes til ”usikkert” eller ”truet”. I denne artikel vil jeg kaste lys over hvordan prækaritet og
prekært arbejde defineres og diskuteres i fransk og tysk arbejdssociologi – to lande hvor både problemer
med prekært arbejde og diskussion i offentligheden og forskningsverden har fyldt meget i mange år. Til
sidst vil jeg relatere dette til situationen i Danmark.
Om prekært arbejde, prekarisering og prekaritet
Begrebet prækaritet (eller précarité) stammer oprindelig fra den politiske debat i Frankrig tilbage i
1970’erne. Senere er begrebet også blevet brugt i fransk sociologi. Pierre Bourdieu (1998) skrev om
prækaritet i nogle af sine mere politiske bidrag. Han beskrev prækaritet som en samfundsmæssig udvikling
hen mod en mere generaliseret usikkerhed, som er begrundet i forandringer i økonomien og på
arbejdsmarkedet. Han skrev om prekaritetens effekter:
Prekariteten påvirker dem stærkt, som finder sig i den. Når folk er efterladt i mørke vedrørende deres
fremtid, nægtes de samtidig al rational forventning om fremtiden og især et minimum af håb og tro på
fremtiden, som er nødvendig for en først og fremmest kollektiv opstand imod en stærkt uudholdelig fremtid
(Bourdieu 1998, s. 97, oversættelse af forfatteren).
Sociologen Robert Castel har udviklet begrebet videre – både analytisk og teoretisk – i sine studier af
lønarbejdets udvikling i Frankrig i forbindelse med velfærdsstatens udvikling. Her ligger hans fokus på det
integrerende aspekt af arbejde i det hele taget:
Faktisk er der en stærk korrelation [...] mellem den plads, man optager i den sociale fordeling af arbejdet og
ens deltagelse i sociale netværk og systemer af social sikring (Castel 2002, s. xv, oversættelse af
forfatteren).
Derfor konstituerer det ”typiske” eller normale lønarbejde – ifølge Castel- ikke kun et økonomisk
statsborgerskab (citizenship), men er også et nødvendigt grundlag for det sociale
statsborgerskab. Dvs. på grund af denne korrelation kan atypisk arbejde eller arbejdsløshed føre til alvorlige
problemer med eksklusion.
Udviklingen inden for organiseringen af erhvervslivet og økonomien (f.eks. udbredelsen af neoliberal
tænkning, deregulering af arbejde, fleksibilisering af produktion og beskæftigelse / arbejde) førte til en
udvidelse af en række arbejds- eller ansættelsesformer, der var - og stadigvæk er - atypiske og som kan
være prekære.
Ifølge Castels analyse medførte denne udvikling en splittelse på arbejdsmarkedet og opdelte den
arbejdende befolkning i tre zoner: For det første er der en "integrationszone”, som indeholder alle dem,
som har regulær, fast beskæftigelse og dermed stadigvæk fuld inklusion i sociale netværk og sikkerhed. For
det andet er der en "frakoblingszone" bestående af mennesker, der er mere eller mindre permanent
udelukket fra regelmæssig beskæftigelse (for eksempel langtidsledige). Ind i mellem disse to zoner er der
blevet etableret en "zone af prekaritet ", befolket af en heterogen gruppe af mennesker med atypiske,
usikre job. Castel beskriver flere former for midlertidigt og deltidsarbejde som eksempler på usikre
ansættelsesforhold. Ifølge Castel har dem, som er ramt af prekært arbejde en tendens til at affinde sig med
disse betingelser. I sidste ende leder det til problemer med fremtidsplanlægningen og udviklingen af
positive fremtidsforventninger, hvilket er en dynamik som Bourdieu også har taget op (se ovenfor).
Den eksklusion, som den prekære gruppe er udsat for, er ikke statisk eller fast. Tværtimod. Gruppens
situation og sociale position er netop karakteriseret ved at være flydende og ambivalent, karakteristisk ved
at rumme elementer af både inklusion og eksklusion på samme tid. (Castel 2002)
I den tyske arbejdssociologiske diskurs fremhæves, at på trods af at prekarisering og prekært arbejde er
konsekvenser af atypisk arbejde, så kan man ikke kalde alle former for atypisk arbejde prekært.
I deres studie af prekært arbejde i Tyskland understreger Brinkmann (Brinkmann et al 2006), at nogle højt
specialiserede og velbetalte former af atypisk arbejde – for eksempel som it-konsulenter – ikke kan
betegnes som prekært, selvom konsulenternes arbejde er atypisk. De fleste studier – så som Castels (2002)
og Brinkmanns (2006), finder hovedandelen af prekaritet blandt folk med lav eller ingen uddannelse, men
de finder dog også at højtuddannede og akademikere kan være ramt.
Det bliver tydeligt, at prekaritet og prekært arbejde er begreber som er fortolket forskelligt i
arbejdssociologien. I den tyske diskurs er de fleste forfattere dog være enig om følgende tre dimensioner
som definerer fænomenet prekaritet:
(1) En materiel dimension: Arbejde er prekært, hvis man ikke kan leve fra hovedindkomsten og/eller hvis
hovedindkomsten ligger under et socialt-kulturelt acceptabel minimum
(2) En social - kommunikativ dimension: Arbejde er prekært, hvis personen er udelukket fra (ligeværdig)
deltagelse i sociale netværk på arbejdspladsen
(3) En retslig – institutionel dimension: Personen er ekskluderet / delvis ekskluderet fra institutionelle
sociale rettigheder og deltagelsesmuligheder pga. atypisk arbejde (Brinkmann et al 2006 )
Det vil sige at her er prekaritet – i overensstemmelse med Castel – defineret ud fra spørgsmålet om,
hvorvidt den enkeltes samfundsmæssig eksklusion er betinget af atypisk arbejde. Her bliver det også klart,
at de inddragede problematikker er påvirket af den specifikke nationale kontekst i henholdsvis Frankrig og
Tyskland. Dette bliver især relevant vedr. den sidstnævnte dimension: Frankrig og Tyskland placeres som
regel under dem konservative velfærdsstatstype (Esping-Andersen 1990), hvor inklusion og social sikring i
højere grad er betinget af deltagelse på arbejdsmarkedet. Atypiske arbejdsformer giver pga. det tit en
mindre god (eller ingen) adgang til sociale sikringssystemer, hvilket kan føre til eksklusion. I de
skandinaviske lande og de socialdemokratiske velfærdsstater spiller dette derfor en mindre rolle, fordi
inklusionen her i mindre omfang er betinget af deltagelse på arbejdsmarkedet.
Atypisk arbejde i Danmark
Fra komparativ velfærdsstatsforskning ved vi, at adgang til sociale rettigheder og sociale sikringssystemer
følger forskellige logikker og principper i forskellige lande.
Litteraturen er enig om, at man i den konservative type som tendens får adgang til social sikring og sociale
rettigheder igennem ens deltagelse på arbejdsmarkedet, hvorimod den skandinaviske eller
socialdemokratiske velfærdsstatstype (hvorunder Danmark typisk indplaceres) følger et universalistisk
princip – det vil sige en ide om, at alle skal have lige adgang til sociale rettigheder (Anttonen & Sipilä 2012).
Derfor er det ikke overraskende at de ”atypiske” har et større risiko for eksklusion i lande som Tyskland og
Frankrig end i f.eks. Danmark. Det viste sig også at være tilfaldet i min komparative undersøgelse af
utryghed og usikkerhed bland mediefreelancere i Danmark og Tyskland. Disse meget atypiske
arbejdsformer er mindre truet af eksklusion fra sociale sikringssystemer i Danmark end i Tyskland. (Fersch
2009 & 2012)
Men det må ikke glemmes, at man taler ideelt, når man taler om universalisme. Ikke alle velfærdsstatslige
programmer i Danmark er universalistiske, og derudover er der mange velfærdsstatsforskere, som påpeger,
at universalismen er på tilbagetog i den danske velfærdsstat (Greve 2004, Andersen 2012).
Arbejdsmarkedspensionerne (AMP) er et iøjefaldende eksempel af på et socialt sikringselement i den
danske velfærdsstat som ikke er universelt, men hvor adgang er betinget af deltagelse på arbejdsmarkedet
(hovedsagelig gennem standardiserede beskæftigelsesformer). Derfor er det ikke overraskende at AMP
viste sig at være netop det element, hvor der kunne findes den største eksklusionsrisiko blandt danske
freelancerne i mit komparative studie. (Fersch 2009 & 2012).
Resultaterne af LO-undersøgelsen om atypisk ansatte (som også kigger på forskellige eksklusionsrisici
blandt atypiske ansatte) peger i samme retning – i 2010 var der kun 41% af de atypisk ansatte i deres
studie, som var dækket af arbejdsmarkedets pensioner. (Scheuer 2011). Hvis det forholder sig sådan, at
AMP er på vej til at blive den vigtigste søjle i det danske pensionssystem så drejer det sig om en eksklusion
som kan vise sig at være alvorlig i fremtiden.
Spørgsmålet om prækaritet og dermed problemerne med social eksklusion på grund af atypiske
arbejdsforhold giver derfor argumentationsgrundlag for en ny styrkelse af universalismen: Hvis det er
velfærdsstatens mål at yde dækkende og tilstrækkelig social sikring for alle - også for atypiske ansætte, - så
kan fastholdelse af det universalistiske princip være et vigtig element i kampen mod prekarisering.
Litteratur
Andersen, Jørgen Goul (2012): Universalization and de-universalization of unemployment protection in
Denmark and Sweden. . I: Anttonen, Anneli, Häikiö, Liisa & Stefansson, Kolbeinn: Welfare State,
Universalism and Diversity. Cheltenham: Edward Elgar
Anttonen, Anneli & Sipilä, Jorma (2012): Universalism in the British and Scandinavian social policy debates.
I: Anttonen, Anneli, Häikiö, Liisa & Stefansson, Kolbeinn: Welfare State, Universalism and Diversity.
Cheltenham: Edward Elgar
Brinkmann, Ulrich & Dörre, Klaus & Röbenack, Silke & Kraemer, Klaus & Speidel,
Frederic (2006): Prekäre Arbeit. Ursachen, Ausmaß, soziale Folgen und subjektive
Verarbeitungsformen unsicherer Beschäftigungsverhältnisse. Bonn: Friedrich-Ebert-Stiftung
Bourdieu, Pierre (1998): Prekarität ist überall. I: Bourdieu, Pierre : Gegenfeuer.
Wortmeldungen im Dienste des Widerstands gegen die neoliberale Invasion. Konstanz: UVK
Verlagsgesellschaft
Castel, Robert (2002): From Manual Workers to Wage Laborers: Transformation of the
Social Question. Piscataway: Transaction Publishers
Esping – Andersen, Gøsta (1990): The Three Worlds of Welfare Capitalism. Princeton:
Princeton University Press.
Fersch, Barbara (2009): Work and Life Patterns of Freelancers in the (New) Media
A Comparative Analysis in the Context of Welfare State and
Labour Market Regulations in Denmark and Germany. Aalborg: Institut for Sociologi, Socialt Arbejde og
Organisation
Fersch, Barbara (2012): ‘German Angst’vs ‘Danish Easy-going’? On the Role and Relevance of Insecurity and
Uncertainty in the Lives of Freelancers in Denmark and Germany. I: Sociology, 46 (6), s. 1125-1139.
Greve, Bent (2004): Denmark: Universal or Not So Universal Welfare State. I: Social
Policy and Administration 38 (2), s. 156 – 169
Scheuer, Steen (2011): Arbejde på risikovilkår– Fleksibilitet og manglende tryghed. I: LO-dokumentation Nr.
1/2011
’Ingen overlades til sig selv!’ Om kampen for at give mennesker
noget at leve for snarere end noget at leve af
Af Mathias Herup Nielsen
Den førte socialpolitik begrundes blandt andet som et etisk projekt: Den vil det gode liv for borgerne. Men
med politikkens konkrete udformning i reformerne af kontanthjælp og førtidspension risikerer de store ord
om, at man vil give mennesker noget at leve for, reelt at blive spændt for en kærre, der kører i den modsatte
retning: Imod et hårdt pres på udsatte mennesker for at opgive det, de rent faktisk allerede lever for, og
som fylder deres levede liv med mening.
Indledning
Den førte social- og beskæftigelsespolitik begrundes på forskelligartede måder. På den ene side høres
’hårde’, økonomisk betingede argumenter om, at vi for at sikre konkurrenceevne og vækst må sørge for at
skabe så højt et arbejdsudbud som muligt. At vi derfor må stille krav til de arbejdsløse, nedsætte ydelser,
sætte hårdt mod hårdt og kræve noget for noget, pligt for ret og ydelse for nydelse. På den anden side
retfærdiggøres den førte politik ligeledes som et etisk projekt: Den vil ikke bare stille krav for kravenes
skyld. Den vil også det gode liv for de borgere, den strækker sig ud efter.
I et interview med Clement Kjærsgaard på DR, et halvt års tid efter centrum-venstre-regeringens
indtræden, sagde Beskæftigelsesministeren de ord, der senere hen er kommet til at stå som et
slagordslignende koncentrat af dette særlige etiske projekt: ”Måske har vi som socialdemokrater været for
optagede af at give mennesker noget at leve af i stedet for noget at leve for.” Hermed markerede den ny
tids centrum-venstre et brud med den gamle tids centrum-venstre. Fra nu af, sagde man, skal det handle
mindre om at begrænse den materielle ulighed ved at kæmpe for øget økonomisk omfordeling fra rig til
fattig. Og mere om at ekvipere udsatte eksistenser med indholdsrige liv. I en ofte citeret kronik i Politiken i
2012, formulerede fire socialdemokratiske frontfigurer eksplicit dette brud med den gamle tids ideer. ”I
dag,” skrev de, ”er vores historiske hovedforpligtelse ikke at omfordele økonomisk fra rig til fattig.” Mindre
fokus på materiel lighed og mere fokus på åndslig lighed. Sådan har visionen lydt.
I dette essay reflekterer jeg kritisk over denne særlige etiske dagsorden, der søger at give udsatte
mennesker noget at leve for. Der skal ikke herske tvivl om, at der overordnet er meget godt at sige om
intentionen om, at ville fylde menneskers liv med mening. Alligevel er min konklusion i essayet kritisk, hvis
ikke dyster. Med politikkens konkrete udformning risikerer de store ord om, at man vil give mennesker
noget at leve for, reelt at blive spændt for en kærre, der kører i den modsatte retning: Imod et hårdt pres
på udsatte mennesker for at opgive det, de rent faktisk allerede lever for, og som fylder deres levede liv
med mening. Ved hjælp af interviewmateriale med berørte borgere giver jeg sidst i essayet en række
eksempler på, hvordan politikken, trods dens vellydende slagord, konkret kan ende som en trussel imod
det, mennesker lever for.
Mening på arbejdsmarkedet og meningsløshed udenfor
Sondringen mellem noget at leve af og noget at leve for viser tilbage til en adskillelse af det materielle på
den ene side og det åndelige på den anden. Det er en ganske velkendt adskillelse, og vi ved så udmærket
fra alskens moraliserende historier, at materiel rigdom ikke følges af åndelig ditto i et en-til-en-forhold.
Ebenezer Scrooge fra Dickens’ klassiske juleeventyr var for eksempel en holden mand målt på materialitet,
men en fattig – misantropisk, ulykkelig, ensom – mand målt på den åndelige målestok. Når
Beskæftigelsesministeren forklarer, ”at vi i alt for mange år har forvekslet ydelser med solidaritet”, taler
hun således lige ind i en velkendt sondring imellem ussel mammon på den ene side og åndelighed på den
anden. Det ny centrum-venstres socialpolitiske projekt legitimeres således overordnet ved at pege på, at
man nu ønsker at skubbe pendulet fra et materielt imod et åndeligt fokus.
Reformer kan med dette blik godt være moralsk rigtige, selvom de beskærer ydelser og begrænser
adgangen til dem. De to store socialpolitiske reformer, som den siddende centrum-venstreregering har
gennemført, omfordeler ikke fra rig til fattig. De giver tværtimod markante besparelser på bundlinjen i form
af sparede udgifter til kontanthjælp og til førtidspensioner. Kontanthjælpsreformen anslås at give
besparelser på lidt over 1 milliard kroner, og reformen af førtidspensionsordningen anslås i 2020 at have
sparet statskassen for 1.9 milliarder. Offentligt retfærdiggøres reformerne ikke som ærgerlige, men
nødvendige besparelser i krisetider. De retfærdiggøres som bedre og mere retfærdige måder at lave
samfund på. Som Beskæftigelsesministeren berettede i sin tale ved Socialchefforeningens 100 års
jubilæum: ”Derfor kan jeg garantere jer for, at hvis der ikke var økonomisk krise. Ja, så ville jeg alligevel stå
her og tale for reformerne af både førtidspension og kontanthjælp.”
Spørgemålet er så, hvad det er for en form for meningsfuldhed, som man med den førte politik ønsker at
indpode i menneskers liv. Her bliver det klart, at mening ikke forstås i bred forstand som ’det, der måtte
give mening for hin enkelte’, men i ganske snæver forstand, som ’mening igennem lønarbejde.’ Der
opereres ikke med en bred flerhed af forskellige måder, hvorpå man som menneske kan få noget at leve for
– der eksisterer tilsyneladende blot en enkelt.
I regeringens udspil til en førtidspensionsreform, En del af fællesskabet, skal man ikke mange sætninger ind
før det uddybes, hvad det er for et fællesskab i bestemt ental, titlen henviser til: ”Det handler om
mennesker [udenfor arbejdsmarkedet], der ikke er en del af arbejdsfællesskabet. Det handler om
mennesker, der ikke får mulighed for at realisere deres potentiale i et aktivt arbejdsliv.”
Kontanthjælpsmodtageren omtales ligeledes som et menneske, der dels mangler aktivitet og dels mangler
relationer til andre mennesker. I udspillet til en kontanthjælpsreform beskrives kontanthjælpsmodtagere
blandt andet som ”mennesker, der er låst i en tilværelse med offentlig forsørgelse”, der ”bliver overladt til
sig selv og en passiv hverdag” og som ”lige nu ikke har en plads i arbejdsfællesskabet, som bliver fastholdt i
passivitet og får slukket sine drømme.” Lignende beskrivelser er velintegrerede i offentlige debatter, hvor
kontanthjælpsmodtageren af centrum-venstrepolitikere i bogstaveligste forstand beskrives som passiv og
alene. Han er for eksempel ’parkeret på kontanthjælp’, ’ligger i en hængekøje’, ’sidder derhjemme’ og
’ligger hjemme på sofaen’. Han er ’asocial’, ’uden energi’, ’synker ned i sofaen’, ’spilder sin dag’ og ’har ikke
noget at se op til.’
Når troen på, at mennesker kun kan få noget at leve for på arbejdsmarkedet, bliver stærk nok, opstår en
binært ordnet virkelighed, hvor levede liv ukompliceret kan opdeles i henholdsvis meningsfuldhed og
meningsløshed. Den kridtstreg, det tegnes omkring arbejdsmarkedet adskiller da ikke bare de arbejdende
fra de arbejdsløse, men de inkluderede fra de ekskluderede, de aktive fra de passive og de åndeligt
berigede fra de åndeligt berøvede. Det er en absolut tilskrivning af værdi til det levede liv på
arbejdsmarkedet – en arbejdsetik if there ever was one – der sammenkobles med en afskrivning af værdien
af det levede liv udenfor. Det er i denne særligt fortegnede sociale virkelighed, hvor livet udenfor
arbejdsmarkedet er møbleret af fortabte sjæle, at den ny tids socialpolitiske projekt skal indgyde sin
åndelighed. Kontanthjælpsreformen, der blandt andet bød på nytteaktivering, lavere ydelser til unge og
gensidig forsørgerpligt for alle, kunne for eksempel præsenteres med slagord, der gav associationer til
taglines fra amerikanske krigsfilm. ”Vi opgiver ingen!” og ”Ingen overlades til sig selv!”, stod der for
eksempel i udspillet.
Under offentlighedens radar – når mennesker forsvarer det, de lever for
Jeg skal i det følgende give nogle udvalgte eksempler på, hvordan denne politik, der offentligt
retfærdiggøres som en art medmenneskelig redningsaktion af fortabte sjæle, kan opleves af berørte
borgere. Til det formål trækker jeg på eksempler fra kvalitative interviews, som jeg i øjeblikket gennemfører
som en del af mit ph.d-projekt. Interviewene er med borgere, som er berørte af de udvidede regler for
gensidig forsørgerpligt, der blev indført som en del af kontanthjælpsreformen per 1. januar i år.
Jeg skal ikke gå i detaljer med reglerne her, men kort sagt betyder regelændringen, at man ikke er
berettiget til kontanthjælp, hvis man er ”i et samliv af ægteskabslignende karakter” med en person, som er
i stand til at forsørge én (BM 2013). Med afsæt i Ægteskabsloven fra 1925 har lignende regler hidtil været
gældende for gifte par, og i reformudspillet gives som begrundelse for regelændringen, at man nu ønsker at
ligestille mennesker i papirløse forhold med mennesker, der har indgået ægteskab. Reglen betyder konkret,
at kontanthjælpen nedsættes, hvis samleveren har en indkomst, der er højere end en kontanthjælp. Ifølge
Beskæftigelsesministeriets egne tal, fratrækkes den fulde kontanthjælp, hvis samleveren tjener mere end
23.000 kroner før skat. Det anslås, at regelændringen vil berøre omkring 12.000 kontanthjælpsmodtagere
samt, naturligvis, deres samlevere og eventuelle børn. Af disse er seks ud af ti ikke job- eller
uddannelsesparate. I 2014 indfases reglerne dog bogstaveligt talt på halv kraft. Jeg trækker i det følgende
på eksempler fra de første ni gennemførte interviews, og sigtet hermed er ganske snævert: At fremhæve
enkelte, oplevede eksempler på, hvordan den politik, der i sin samlede form sigter imod at give mennesker
noget at leve for, i nogle tilfælde synes at lægge et meget stærkt pres på det, de berørte mennesker lever
allermest for.
De mennesker, jeg har interviewet, føler sig pressede. De taler om søvnbesvær, stress og om en generel
angst for, hvad fremtiden vil bringe. Dagligdagen kan ikke blot forsætte som hidtil. Noget må ændres1.
Et dilemma åbner sig her, fordi den trængte økonomiske situation kan forbedres kraftigt, hvis parret eller
familien splitter op og går hver til sit: Dermed vil den gensidige forsørgerpligt ophøre, og
kontanthjælpsmodtageren vil igen kunne få udbetalt understøttelse. Det skaber et markant pres på noget,
som oplagt har stor betydning for menneskers liv: De nære, intime relationer til samlever, til børn og til
forestillingen om hjemmet og den tryghed som hermed skabes. Hvis der er én fortælling, der står tilbage på
tværs af mine første interviews, så er det denne. Fortællingen om mennesker, der føler sig stærkt pressede
hen imod at opgive det, de lever for, for i stedet at få noget at leve af.
1
Af forskellige årsager oplever de interviewede det ikke som en realistisk mulighed at finde et arbejde her og nu: Syv af
de ni er erklæret ikke-arbejdsmarkedsparate, og døjer med forskellige sygdomme og skavanker. De to resterende
oplever det som vanskeligt at komme ind på et presset arbejdsmarked.
En 33-årig kvindelig kontanthjælpsmodtager med en række diagnosticerede lidelser, fortæller her, hvordan
hun og kæresten reagerede, da det i efteråret 2013 gik op for dem, at reglen ville få så stor betydning for
deres økonomi, at de fra 2015 ville få svært ved at få tingene til at hænge sammen:
”Jamen. Så satte vi os simpelthen ned og begyndte at regne. Hvis vi flytter fra hinanden: Hvor meget mere
har vi så at klare os for? Det ville betyde at X kunne få som enlig forsørger, ekstra boligsikring, friplads. Jeg
ville også kunne få praktisk hjælp [hun er syg og kan i dagligdagen ikke klare sig uden hjælp]. Vi regnede ud,
at vi ville have 8000 mere til os selv om måneden.”
Dét, at bo sammen og have en dagligdag sammen, transformeres dermed fra selvfølgelighed til en
udgiftstung post på det pressede husholdningsbudget. En konkret, tung post, som man kan regne ud i
kroner og øre. Det er selve ideen om dagligdagslivet med partneren og med børnene, som sættes under
pres og bliver til genstand for et stramt kvantificerende blik. En kvindelig kontanthjælpsmodtager på 30 år
beskriver her nogle af de overvejelser, som hun sammen med sin samlever har gjort sig:
”Vi har jo en dagligdag sammen. En meget struktureret dagligdag, fordi min dreng er psykisk syg. Hvis
[samleveren] pludselig ikke var der, ville det gå helt galt. Han [sønnen] har brug for strukturer. At han ved
hvad der skal ske. Man kan ikke snakke med ham om at der skal ske noget nyt. Ikke engang, at han skal
skifte skole, for det er for voldsomt for ham. Forandringer for ham, jamen det skal helst ikke ske. Hvis vi
bliver nødt til at splitte familien op, så bliver det noget med, at far ringer hver aften og siger godnat. Altså…
Det vil ikke gå. Det tror jeg slet ikke at han ville kunne klare.”
Det er et sigende citat for det pres på det allermest nære, som nogle berørte borgere oplever: Man står i en
presset og endnu tilspidsende økonomiske situation, hvor der er relativt stor indkomstforøgelse forbundet
med at splitte familien op, og gå til hver til sit. I forskellige variationer føler interviewpersonerne sig
pressede ud i at reflektere over spørgsmålet om, hvorvidt prisen for at bibeholde det, de lever for, er så høj,
at der bliver for lidt at leve af. En kontanthjælpsmodtager fortæller, at hendes forsørgende kæreste blev
mødt med krav fra kommunen om, at han skulle opsige sine private pensionsopsparinger og bruge dem til
at forsørge hende. Hun fortæller om situationen på denne måde:
”Jamen altså. Jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal sige. Det er så dybt uretfærdigt, at han skal opsige sine
pensionsopsparinger for min skyld. Arbejdet har forlangt at han skal betale ind til de pensioner. Da han
fortalte mig det, sagde jeg at ”så må du flytte. Jeg skal ikke være skyld i, at du ikke har de penge, til den
tid!” Men det er en lille pris for at bevare sin familie, siger han.”
En højtuddannet kvinde på 30, som lever sammen med en kontanthjælpsmodtager med svær ADHD,
beskriver, hvordan hun og kæresten, der sammen har en datter på otte måneder, har forsøgt at undgå at
drøfte spørgsmålet om, hvorvidt de kan blive sammen fremover. Hun kalder det at ”lege struds”:
”Jeg har da tænkt meget over, hvad for et liv og hvad for en barndom, vi kan tilbyde vores datter. (…) Vi får
jo ikke gjort noget med min datter. Hun er otte måneder nu, så lige nu, jamen der er det måske ikke så
vigtigt. Men hun risikerer jo at få en røvsyg barndom, og det er ikke rart at tænke på. Vi har helst ikke ville
tale om at flytte fra hinanden.
Interviewer: Så det har I ikke gjort?
Jo, vi har gjort det. Det er ikke helt klart, hvor meget vi egentlig ville få ud af det, jeg ville fx stadig ikke
kunne få boligsikring, men jeg ville nok kunne få noget ekstra institutionstilskud. Men det ville give noget
luft i økonomien. Det har ingen af os lyst til. Vi klarer os bedst sammen, for vi har det bedst sammen og vi er
bedst sammen. Så vi holder sammen. Men vi skal jo have mad på bordet.”
En kvindelig kontanthjælpsmodtager, som ikke vil kunne tage sig af sine børn alene, fortæller i lignende
vendinger:
”Jamen så er der jo… den tanke [at flytte fra hinanden] kan jeg ikke engang… Det kan jeg slet ikke bære,
altså. At skulle flytte fra mine børn. Det er simpelthen det værste, jeg kan forestille mig. Så jeg håber at jeg
er afklaret til den tid.” [som mange andre håber hun på fleksjob eller førtidspension]
Ofringsstrategier
Regelændringen giver anledning til, at mennesker forsvarer det, de føler, de lever for, ved at følge det, man
kan kalde for forskellige former for ofringsstrategier. De ofrer sekundære goder for at bibeholde det, der
opleves som primære gode. Mit interviewmateriale er endnu meget spinkelt, men jeg ser forskellige
eksempler på sådanne ofringsstrategier. Nogle ofrer for eksempel alt det, der kan karakteriseres som det
unødvendige, og som dækker over et bredt spektrum. Fra at melde børnene ud af fritids-og sportsklubber
over tilbudsjagt og salg af bil, fjernsyn og ting med affektionsværdi til at flytte i en billigere bolig. En
finkæmning af budgettet for sparemuligheder. En anden ofringsstrategi handler om at ofre værdigheden.
For eksempel ved at begynde at skralde (at samle mad fra supermarkeders containere) selvom det opleves
som ”ekstremt ulækkert” og ”ydmygende”. Et tredje offer består i ofringen af medborgerskabslige
principper ved at begå socialt bedrageri: Hvis forholdets ene part ændrer folkeregisteradresse til ”et
værelse ude i byen”, men reelt stadig er hos familien, vil den samlede indkomst forhøjes samtidig med, at
familien kan blive sammen. Det er imidlertid følelsen af at være en ”almindelig borger” med ”sunde
livsværdier”, der hermed ofres.
Endelig, og som det fjerde, ofrer nogle, simpelthen kærlighedsforholdet til samleveren for at kunne
opretholde værdige rammer omkring deres børn. En midaldrende, kvindelig kontanthjælpsmodtager er en
særligt stærkt billede på denne ofringsstrategi. Hun fortæller, at hun har taget beslutningen om, at hun
flytter fra sin kæreste. Hendes søn, der er ramt af ADHD, har brug for faste rutiner i hverdagen, så det går
ikke at være ”fritidskærester” med nogen, der så kommer forbi engang imellem. Det kan sønnen ikke finde
ud af. Derfor har hun taget beslutningen om at lave et ”clean cut”, hvor hun i fremtiden ikke længere skal
se sin nuværende kæreste. Om sin egen fremtid på ”kærlighedens marked” siger hun blandt andet:
”Jeg er single og jeg vil være single, så længe jeg er i den her situation. Det vil sige indtil jeg får et flexjob
eller indtil børnene flytter hjemmefra. Det er nok en betydelig årrække… Jamen, det er jo helt logisk: Hvem
vil finde sammen med en kontanthjælpsmodtager med børn, når det betyder, at man skal forsørge dem?
Ville du?! Nej vel.”
Det er kærlighedslivet, som her må ofres, i et forsvar for tryghed og værdighed i børnenes opvækst.
Afrundende bemærkning
Det er selvindlysende rigtigt, at det er en god ting at give mennesker noget at leve for. Men det konkrete
workfarepolitiske indhold, som de velklingende plusordskonstruktioner retfærdiggør, er i mindre grad
selvindlysende rigtigt. Åndelighed og mening forstås her i tråd med en senkapitalistisk arbejdsetik, der gør
arbejdsmarkedet til privilegeret arnested for skabelsen af menneskelig mening. Det er en enøjet optik, som
slører blikket for værdien af det levede liv udenfor arbejdsmarkedet efter devisen: Hvis meningsfuldhed fås
på arbejdsmarkedet, må liv udenfor som udgangspunkt være meningsløse. Kontanthjælpsmodtageren har,
betragtet med dette blik for åndelighed, ikke så meget tilbage at miste. Han er allerede passiv og alene.
Når det politiske projekt snævert fokuserer på at pumpe meningsfuldhed i form af
arbejdsmarkedstilknytning ind i udsatte menneskers liv, sløres blikket for det skadelige tab af mening som
politikkens nedbarbering af det materielle niveau faktisk forvolder i disse menneskers liv. Derfor opleves
den førte politik så paradoksal, nærmest voldelig, når den betragtes fra nogle af de berørte borgeres
perspektiv: De har jo en masse at miste. Det er denne masse af mening, som med de ændrede regler
kommer under pres, og som de berørte nu på forskellig vis desperate forsøger at forsvare. Blandt andet
igennem de forskellige ofringsstrategier, som jeg optegnede ovenfor.
Det leder til et væsentligt spørgsmål: Kan et etisk funderet politisk program, der i sin visionserklæring
bestræber sig på at give mennesker noget at leve for, i praksis lede til det modsatte? Et stærkt oplevet pres
på udsatte mennesker for at opgive det, som de rent faktisk lever for. De nære relationer, parforholdet og
forholdet til sine børn. I det øjeblik, hvor man sammen med sin livspartner sidder i stuen og regner ud, at
man for at sikre børnene en værdig opvækst bliver nødt til at flytte hver for sig uden for meget fremtidig
kontakt, klinger slagordet om at ’ingen overlades til sig selv’, temmelig hult.
Hverdagsliv og modstandsformer
Billeder af … håb
Af Jan Mølgaard
Denne tekst er et forsøg. Et forsøg på at tegne billeder af typiske skæbner med udgangspunkt i et begreb.
Her er begrebet håb. Men det kunne også være afmægtighed, grådighed, angst eller oprør. Eller noget helt
femte. Hensigten er at sætte ansigter, liv og skæbne på begrebet. I stedet for flere begreber, forklaringer og
analyser. Og teksten er skrevet for at minde mig selv om det, som alle vores begreber refererer til – den
levede og levende virkelighed. For at fange de glimt af liv, som verden er fuld af. Denne artikel hænger
sammen med to andre artikler: Billeder af magtesløshed og Billeder af vrede.
1.
Måske bliver det bedre. Måske. Man må jo tro på det, selvom det er svært. Svært at tro og svært at finde
argumenterne for at tro. Men måske bliver det bedre. Ikke lige i morgen. Heller ikke dagen efter eller ugen
efter. Men det kan simpelthen ikke blive ved med at blive værre. Tålmodighed. Det er nok sagen.
Tålmodighed og arbejde. Det ikke at ville opgive. At nægte at opgive. Imod alle odds. Tro på troen måske. Og
så at drømme om, hvordan det kunne være – ikke nødvendigvis drømme om, hvordan det bliver sådan. Ja,
det er det afgørende. Sætte sig mål, opstille standarder, fantasere måske. Om hvordan jeg gerne vil have, det
skal være engang. Minde sig selv om drømmen hele tiden. Sætte alt – nej, måske ikke alt, men meget – i
relation til de drømme. Fantasteri, er der nogen, som siger. Dagdrømme. Men uden drømme er det i hvert
fald helt sikkert, at intet bliver anderledes. Det må være det kortsigtede projekt: Hele tiden at minde mig selv
om, at det godt kunne være anderledes – og om på hvilken måde, det skulle være anderledes.
2.
De sidste to år har jeg holdt min nytårstale midt i en krisetid. I en tid med bekymringer i mange
familier: Er det til at få et nyt job, hvis man bliver arbejdsløs? Kan vi sælge huset, hvis vi vil
flytte? Usikkerheden har været stor. I år står vi på mere sikker grund. Krisen er ikke ovre, men
stemningen er ved at vende. Vi har grund til at tro på fremgang i 2014.
[Helle Thorning Schmidt: Nytårstale 2014]
3.
Hun står der ved samlebåndet og tænker på ingenting. Prøver at tænke på ingenting. Skæver op mod uret
på væggen engang imellem og lytter til den tåbelige popmusik i høreværnet, mens hænderne hastigt og uden
ophold gør de samme bevægelser om og om igen. Så hurtigt at hun næsten ikke registrerer dem, andet end
som en langsomt voksende smerte i håndled og skuldre. Sådan går tiden frem til frokosten. Hvor hun sidder
sammen med de andre piger i kantinen og spiser den mad, hun har haft med hjemmefra. Mens snakken går
om børn og skole og mand eller kæreste. Eller om det, man så i fjernsynet aftenen før. Eller om den nye bil.
Heller ikke her er hun rigtigt til stede. Registrerer ligesom bare ord og smagsindtryk og omgivelser. Som
noget, der er langt væk, meget fjernt og temmelig uvedkommende. Og så en hurtig smøg under halvtaget
ude i gården, før hun vender tilbage til samlebåndet. Ud på eftermiddagen begynder hendes bevidsthed så
småt at vågne. I glimt. Og da uret på væggen så fortæller hende, at tiden er gået for i dag, så bryder længslen
op igennem rutinens hårde asfalt som en meget gul mælkebøtte. Længslen efter hans arme, længslen efter
frisk luft og stilhed, længslen efter fred. Hun ved, at det er sådan, det er. Hver dag. Hun ved også, at det ikke
er alle dage, der forløber sådan. Men billedet af den gule, gule mælkebøtte bliver ved med at dukke op for
hendes indre øjne. Som billedet af en kraft, der vil noget andet. Og nogen gange bliver det også sådan.
4.
Et håb, som man ser opfyldt, er ikke noget håb; for hvem håber på det, man kan se? Men
håber vi på det, vi ikke ser, venter vi på det med udholdenhed.
[Paulus]
5.
Jeg sad ved skrivebordet og kæmpede for at fortrænge min bevidsthed om, hvor ondt det gjorde i nakken og
ryggen. Fordi det udkast skulle skrives, fordi deadline nærmede sig, fordi jeg godt vidste, at der blev holdt øje
med mig, fordi vores økonomi derhjemme ikke kunne tåle, at jeg mistede mit arbejde. Fordi en hel masse
ting. Jeg forsøgte også at lukke af for støjen omkring mig. Lukke af for den kunstige opstemthed, den påtagne
friskhed, det skarpe lys og den alt for tørre luft. Men det hårde arbejde med at lukke af for alt det negative
trak alle mine kræfter. Der stod bare tre linjer på skærmen. Og der kom ikke flere. Jeg bøjede hovedet, lagde
hænderne over øjnene og fik voldsomt lyst til at græde. Hvilket bare fik smerterne i nakken og lænden til at
blive endnu voldsommere. Og så var det altså, at det skete. Pludselig lå der et par hænder på de ømme
skuldre. Et tryk nedad. Et klem. Og en stemme. Til at begynde med opfattede jeg ikke, hvad der blev sagt.
Men så blev jeg nærmest trukket op at stå. Og trukket videre ind i et mødelokale. Sat ned på en stol med en
kop te foran mig. Om det gjorde ondt. Ja, det gjorde ondt. Om jeg bekymrede mig. Ja, det gjorde jeg. Hvad
det handlede om. Og før jeg vidste af det, så sad jeg der og fortalte til hende, hvad der holdt mig vågen om
natten og holdt mig fast om dagen. Før jeg vidste af det, så gav jeg frit løb for de tårer, som havde presset på
så længe, at de nu var salte som havvand. Det føltes rigtigt og godt at tale om det. Det føltes endnu bedre at
blive forstået. Og at få at vide, at jeg ikke var den eneste, der havde det sådan. Men det føltes allerbedst, da
den vrede, som langsomt afløste smerten, blev delt og formuleret. I et lille bitte fællesskab. Der sad jeg så
med kinderne våde af tårer, med en klump i halsen, med ømme skuldre, og fik lige pludselig mod og lyst til
at slås. Sammen med andre. Ikke alene. Og så var det, som om solen brød igennem, som om det blev forår
midt i november.
6.
Vi mennesker håber altid på ét eller andet – lige fra godt vejr i morgen til en
grundlæggende forbedring af vores liv og verden. Håbet er et grundtræk ved os som
mennesker. Vi har altid håbet. Men håbet er også en historisk størrelse, bestemt af
skiftende livsforhold og samfund. Vi har dermed ikke altid håbet på det samme – eller på
de samme måder. Og ved at undersøge håbets skiftende historiske former kan vi ikke
alene opnå nye perspektiver på fortiden, men formentlig også lære noget væsentligt om,
hvem vi selv er i vores egen tid, og hvad vi måske kunne blive til. Det var den tyske filosof
Ernst Bloch, der satte håbet på en videnskabelig formel. Ifølge Bloch er håbet som princip
til stede i enhver handling som drivkraft og struktur. Håbets princip forankres hos ham i
en fundamental betragtning af vores liv, vores verden og hele vores væren som ufærdige,
i bestandig bevægelse. Hermed ses håbet som en altid tilstedeværende sprække i
virkeligheden. Håbet er det, der viser en vej udad. Det peger mod noget anderledes, som
endnu ikke er helt til stede, men måske allerede nu føles og erkendes som en mangel. På
denne måde viser håbet sig som et grundtræk ved alt, der er til – på én og samme tid
som en forudsætning for, at det opstod, og en forudsætning for, at det atter forgår.
Håbet udtrykker en væren i forandring, en væren som altid endnu ikke er fuldendt.
[Bertel Nygaard på Videnskab.dk]
7.
Solen var lige stået op, da vi hørte de første råb ude fra kanten af landsbyen. Og snart hørte vi også lyden af
lastbilernes motorer. Jeg trak tørklædet op over håret og knyttede det under hagen, greb den mindste af
pigerne på armen og gik ud i det kølige halvmørke. Vi kom strømmende ud fra de tomme døråbninger,
dukkede op bage sønderskudte mure og afbrændte træer, mellem smadrede biler og affald. Og blev stående.
Lidt angste, lidt på vagt, parate til at løbe den modsatte vej, hvis det skulle blive nødvendigt. Men råbene
blev tydeligere derude. Det var de hvide biler. De hvide lastbiler, som kom. Og før vi vidste af det, svingede
de første to ind på resterne af torvet, stoppede op med en pusten fra luftbremserne og stod stille. Lidt efter
kom en jeep og endnu en lastbil, lidt mindre end de to andre. Og så steg velnærede, uniformerede mennesker
ud af bilerne, sprang ned på jorden. Blev stående lidt. Men begyndte så at læsse ting af bilerne. Pakker med
vandflasker, et klapbord og et par stole. En parasol. Kasser med engelsk tekst på. Stablet op bag bordet og
de to stole. Og da vi lidt tøvende kom nærmere, blev vi gennet ind på række. Der lugtede stadigvæk af røg
fra den sidste brand, men der lugtede også af støv og diesel fra bilerne. En god, varm lugt. Og der begyndte
snart at lyde latter og snak. Fremmede sprog og vores eget. Og så fik vi ting. Efterhånden som vi nåede frem
til klapbordet, fik vi udleveret vand i flasker, kasser med mel og konserves, plastikindpakkede stykker røget
og tørret kød. Medicin. Piller og miksturer. Forbindinger. Jeg stod bare der med den mindste på armen og
tænkte, at himmerige lige var landet, hvor helvede før havde været. Mad, vand, feberstillende medicin til
den store pige, rene forbindinger. Tæpper og kogekar også. Og så tænkte jeg, at det måske alligevel kunne
blive bedre, alt det, der var så skidt. At der måske ville blive en dag i morgen. Og i overmorgen. At jeg måske
alligevel ville undgå at skulle begrave flere. Måske.
8.
Lige så stille kryber lyset ind gennem gardinerne. Hun ligger der under dynen og trækker vejret. Mere
regelmæssigt synes jeg end i går aftes. De feberrøde kinder ser også mere normale ud. Jeg har ikke sovet
meget i nat. Har ligget og lyttet til vejrtrækningen og bevægelserne. Lyttet og bedt. Det indrømmer jeg gerne.
Selvom jeg ellers ikke er af den slags, der beder. Eller beder om noget. Jeg rejser mig, går hen til håndvasken
og tapper et glas vand. Drikker det det. Vover at vende ryggen til sengen en kort stund. Og kan næsten ikke
lade være med at smile lidt indeni over, at jeg tror, det vil gøre en forskel om jeg ser på hende eller ej. Da jeg
sætter glasset fra mig på hylden, det lille klik det giver, netop da, hører jeg det. ”Jeg er sulten.” Tre små ord.
Tre små bitte ord, der er helt og aldeles banale i sig selv. Helt banale og hverdagsagtige. Jeg vender mig rundt
og ser over på hende. Øjnene er åbne. Det kan jeg se selv i halvmørket. ”Jeg er altså sulten,” siger hun så.
Som om jeg havde nægtet at høre det første gang, som om hun blev ignoreret. Jeg går hen til sengen og tager
fat i hendes hånd, der gengælder mit forsigtige klem. ”Jeg skal nok få fat noget spiseligt,” siger jeg. ”Vil du
også have noget at drikke?”. ”Cola,” siger hun og smiler. Jeg går hen og åbner døren ud til gangen. En
sygeplejerske kommer forbi i det samme. ”Hun siger, at hun er sulten,” siger jeg bare. Sygeplejersken smiler
bredt og går videre … vinker mig tilbage på stuen. ”Jeg kommer med noget,” siger hun med ryggen vendt
imod mig. Jeg går tilbage, hen til vinduet. Trækker gardinet til side. Og se ud. En lang vej snor sig mellem de
grønne bakker, i solskinnet. Helt ud imod horisonten. Langt frem i tiden. Fordi fremtiden pludselig er vendt
tilbage. Fordi der nu måske alligevel er noget, som ikke er sket endnu. Nu er det mig, der smiler.
9.
Opmærksomhed er ikke
at komme med blomster til værtinden
eller at kunne se på sivene
at en anden båd har passeret
men snarere
i kikkertsigtet at genkende
sin egen dødsangst
i den vejrende hjorts øjne
og forstå at man ikke kun bor
i sit skind og sit hus
men også i andre væsener
ja selv i tingene og skyerne
Mangel på opmærksomhed
Kan blive Jordens undergang
[Ivan Malinowski]
10.
Da vi bevæger os ud fra pladsen, ned ad gaden, føler jeg mig kejtet og forkert. Det er sært at gå her sammen
med alle de andre og blive set på. I rækker – mere eller mindre – med bannere over vores hoveder. Og med
musik. Alle de mennesker, som stopper op ved kantstenen og bare står og ser på os. Som om vi var en del af
underholdningen. Jeg går ved siden af en helt ung fyr, der entusiastisk deltager i talekoret, hver gang den
gråfyrede fyr med megafonen starter det. Parolerne. De dårlige rim. Og da nogen lidt længere fremme
begynder at synge en arbejdersang, kan jeg ikke huske teksten, og kommer til at føle mig endnu mere forkert.
Hvorfor er jeg med her? Hvad kan jeg bidrage med? Nytter det noget? Men så er det, som om rytmen i
sangene og rytmen i råbene, rytmen i skridtene, alle sammen glider sammen. Som om mit hjerte begynder
at slå i samme takt. Jeg bliver varm i kinderne, kan jeg mærke. Føler mig med ét som en af fællesskabet, som
om det ikke bare er de andre, som råber og marcherer. En kvinde i rækken foran mig stikker mig et stykke
papir. På det står teksten til de sange, som orkesteret spiller. Og pludselig synger jeg med. Opdager at jeg
godt kan huske melodien, har hørt den før. Og så begynder jeg at træde fastere i asfalten. Begynder at føle
en varme brede sig i kroppen. Og da de begynder at synge om håbet, om fremtiden, om forandringen – om
alt det, der godt kunne være anderledes og om, hvordan vi kan det hvis vi vil, så føler jeg også pludselig, at
jeg er en del af det her. Så går jeg på den vej, hvor drømmene begynder.
11.
Det ville (…) være ensidigt at forstå håbet alene som en tillidsfuld, men passiv åbenhed.
At håbe er ikke kun at tage imod, men at kunne tage imod. I denne betydning er håbet
en aktiv sjælsevne, der gør mennesket livsdueligt. Ligesom der hører liv til at håbe, hører
der også mod til at håbe. Håbets mod kan siges at ligge midt imellem overmod og
mismod. I overmodet ledes man af en illusion om usårlighed, mens den, der håber, véd
sig udsat. I mismodet er man situationen underlegen, mens man i håbet bevarer en
integritet i knugende situationer. Derfor giver håbet et overskud i forhold til nutiden. Den
håbende har tid til at vente, selvom den objektive tid kan være nok så knap. Håbet ejer
en indre langsomhed, som kan omsættes til snarrådighed, så snart lejligheden til
handling byder sig. Dette indre forhold mellem håb og tålmodighed kan muligvis også
forklare fraværet af håbserfaringer i nutidens vestlige samfund. Den, som lever sit liv i
høj hastighed, vænner sig til kun at forholde sig til den allernærmeste fremtid, som lader
sig forudse. Den desperate (af lat. 'uden-håb') har ingen ro på sig, men er drevet af en
trang til at slå til her og nu. Den håbefulde kan være åben for de forskelligste udfald af
en given situation, men bliver ikke af den grund ligeglad med udfaldet. Der er forskel på
den håbende, som er spændt, og den resignerede, der forventer et negativt udfald af
sagen og derfor har givet afkald på videre interesse. Den håbende ligner ganske vist den
resignerede deri, at også han lader fremtiden komme af sig selv. Men forskellen er, at
håbet forudsætter, at fremtiden kommer med mening og indhold og ikke med tomhed.
[Gyldendals Store Danske: Om håb]
12.
Man dør lidt, når man glemmer drømmene. Man dør endnu mere, når man holder op med at planlægge for
fremtiden. Det ved vi godt. Alligevel er det så nemt at fortvivle, fordi man hele tiden møder negationen,
modsætningen, tåbeligheden eller åndløsheden. Man dør en lille bitte smule, hver gang man får at vide, at
den elendighed, man lever i, er et resultat af, at de klogeste gør det nødvendige. Når det efterhånden sætter
sig på rygmarven, at min elendighed er nødvendig, fordi den statistisk set udlignes af andres succes, rigdom
og fremdrift. Man dør lidt, når man overtager de andres forklaringer, de andres billeder af mig, de andres
opskrift på lykken. Alt i alt så dør man ikke på en gang, og når man holder op med at trække vejret, eller når
ens hjerte holder op med at slå. Man dør i små bidder, hver gang man opgiver en drøm – hver gang man
stirrer ind i spejlet og siger, at de jo nok har ret, alle de kloge, alle eksperterne. Og således er det drømmeløs
liv ensbetydende med en død før døden. Man dør også lidt, når man opgiver at tro på noget andet. Uanset
hvor futilt og klistret, den tro så kan virke. Alt i alt så dør man en lille smule hver eneste dag, hvor man opgiver
at insistere på, at det her liv kunne være, burde være anderledes. Mere retfærdigt. Mere ordentligt. Mere
rimeligt. Og man dør helt definitivt, den dag hvor man tager nederlaget på sig og helt opgiver at kæmpe.
13.
Vi må ikke lade den Kendsgerning berøve os Modet, at de Bestræbelser, der gøres for
at løse sociale Problemer, ofte står i et håbløst Misforhold til Størrelsen af de Opgaver,
det drejer sig om. I Begyndelsen af disse høje Bestræbelser, har Menneskene altid
famlet i Mørket som Børn. Men den ene Generations mislykkede Anstrengelser har ofte
vist Vejen til Held for den næste. Internationale tog fat på vor Tidsalders store Opgave,
hvor den var vanskeligst at løse. Vi behøver ikke at forbavses, fordi dens Held kun var
begrænset, og vi kan tillidsfuldt håbe, at de Lærepenge, den betalte, i højeste Grad vil
komme Fremtiden til Gode. I Virkeligheden var Internationale kun ramt af en kortvarig
Stilstand. De forskellige socialistiske Foreninger Verden over vedblev at være sig den
internationale Karakter af den Bevægelse, de var med i, fuldt bevidste. Uden formel
Organisation repræsenterede de den samme Klasses Krav og Ærgerrighed, havde fælles
Sympatier og forfulgte de samme Mål. Skønt de afveg stærkt fra hverandre i
Fremgangsmåder, og også i Principper, følte de, at de tilhørte den samme
Strømretning i Historien.
[Karl Marx om Internationale]
Internationalt
Ukraine og vestens hykleri
Af Jens Jørgen Nielsen
En sand mediestorm har raset over det meste af verden siden november 2013. Scenen har været Ukraine.
Fortællingen har været den, som + 40 generationerne har været fortrolige med fra den kolde krig, nemlig
fortællingen om EU og NATO som garanter for alt tænkeligt godt, for sikkerhed, for frihed, for retssikkerhed,
social lighed, økonomisk udvikling, uddannelse osv. På den anden side står mørkets hær, Rusland med
mørkets fyrste, Vladimir Putin, i spidsen og truer alt det gode.
Medier om Ukraine og Rusland
En sand mediestorm har raset over det meste af verden siden november 2013. Scenen har været Ukraine.
Fortællingen har været den, som + 40 generationerne har været fortrolige med fra den kolde krig, nemlig
fortællingen om EU og NATO som garanter for alt tænkeligt godt, for sikkerhed, for frihed, for
retssikkerhed, social lighed, økonomisk udvikling, uddannelse osv. På den anden side står mørkets hær,
Rusland med mørkets fyrste, Vladimir Putin, i spidsen og truer alt det gode, vogtende over sit eget russiske
fængsel, som er karakteriseret ved det det modsatte af os: nemlig ufrihed, fattigdom, korruption,
arbejdsløshed osv. Ukrainerne står angiveligt lige på fronten mellem det gode og det onde, de forsvarer
vores frihed og værdier, derfor bør vi støtte dem moralsk og måske også militært. Med få undtagelser har
medierne i nærmest døgndrift kørt denne fortælling. Retfærdigvis skal det dog siges: med nogle
undtagelser. Denne artikels forfatter har bl.a. flere gange haft mulighed for at nuancere dette billede på
flere TV kanaler.
Jeg har mulighed for at følge med i både vestlig og russisk mediedækning af hele Ukraine-problematikken.
Der er tale om to helt forskellige fortællinger, narrativer, som det hedder lidt mere akademisk. Man kunne
godt reflektere over, på hvilket grundlag politikere egentlig træffer beslutninger. Jeg har snakket med et
par politikere og – i øvrigt også danske journalister, som indrømmer, at de stort set intet ved om hverken
Ukraine eller for den sags skyld Rusland. Den amerikanske forsker Angela Stendt har netop udgivet en bog,
hvor hun påviser, at vi gennem de forløbne 20 år har forsømt at holde vores viden om Rusland à jour (The
Limits of Partnership: U.S.-Russian Relations in the Twenty-First Century, 2014). Med Sovjetunionens fald
var det angiveligt slut med at skulle granske Rusland, for nu var de jo lige som os, var enige med os i alt
væsentligt. Det har for længst vist sig ikke at være tilfældet, der er et stort behov for at forstå Rusland, men
forsvindende få taler russisk i Vesten i dag sammenlignet med tiden under den kolde krig. Så vidt Angela
Stendt.
Janukovitj afviser EU aftalen
Denne artikel vil have fokus på vestens store ansvar for situationen i Ukraine samt Vestens interesser og
motiver. Med Vesten mener jeg især EU og NATO. Vesten er ikke ansvarlig for alt, men har dog spillet en
større rolle for udviklingen i Ukraine end politikerne normalt vil indrømme. Lad os begynde med aftalen
med EU, som Ukraines præsident Viktor Janukovitj afviste at underskrive i november 2013. I stedet
underskrev han en aftale med Rusland, der i hvert fald umiddelbart var betydeligt mere attraktiv end EUaftalen. Det burde være normal procedure. Janukovtj var valgt i et åbent valg, som ingen anfægtede
dengang i 2010, det samme gjaldt det ukrainske parlament. Aftalen med Rusland gav ganske god mening –
uden at jeg skal gå ind på detaljeret at opveje fordele og ulemper ved de to aftaler. EU-aftalen gav ikke
grønt lys for medlemskab men indebar en betydelig åbning af toldgrænser for varer fra EU. Umiddelbart
ville det have betydet at f.eks. tyske varer ville udkonkurrere de ukrainske, et græsk scenarie uden
finansielt sikkerhedsnet kunne ligge i svøb her. Hvis aftalen med EU var blevet en realitet, ville Rusland
selvfølgelig blive tvunget til at skærpe sin toldkontrol. Rusland har ikke sådanne aftaler med EU-landene. Så
det er indlysende og burde have været ukontroversielt. Ikke desto mindre sværtede mange EU-politikere
Rusland til for at føre handelskrig mod ’lille stakkels Ukraine’.
Aftalen med Rusland og afvisningen af EU-aftalen katalyserede et voldsomt oprør mod Janukovitj og den
siddende regering. Protesten var omfattende og vedholdende. Man lagde i begyndelsen især mærke til
unge mennesker, studerende og arbejdsløse, som drømte om Ukraine som medlem af EU, et land befriet
for korruption, hvor unge mennesker får en ordentlig løn for et ordentligt arbejde, hvor alle kan studere, og
hvor der er retssikkerhed. Altså den gamle fortælling om EU som frelser for al verdens dårligdomme, som
Ukraine ikke selv har kunnet befri sig fra. Det er rørende at se så mange ret naive mennesker, måske skulle
de prøve at snakke med unge fra Grækenland, Spanien og andre lande. At EU skulle være befriet fra
korruption vil nok være en overraskelse for alle undtagen de mest blinde supereuropæere. Drømmen om i
broderskab at synge med på Beethovens ’Ode til Glæden’ på en blå baggrund med gule stjerner er og bliver
en urealistisk drøm. Bortset fra det, så vil Ukraine under ingen omstændigheder kunne blive medlem af EU i
en overskuelig fremtid. Ukraine opfylder meget langt fra betingelserne. For det andet har EU ikke
finansielle muskler til at optage landet. EU har nok andet at se til. Det betyder ikke, at korruptionen ikke var
og er et kæmpestort problem i Ukraine. Og protesterne mod korruption var absolut legitime.
Janukovitj foreslog allerede i november 2013 en trepartsforhandling mellem Ukraine, Rusland og EU. EUlandene afviste forslaget nærmest fnysende. Det kunne der bestemt ikke blive tale om. Hvorfor ikke? Det er
et relevant spørgsmål i dag, hvor Ukraine nærmest ligge i ruiner og måske er på vej til en borgerkrig à la
Jugoslaviens i 1990’erne. Som gamle amerikanske udenrigspolitiske koryfæer har gjort opmærksom på, så
kan problemerne i Ukraine kun løses gennem en fælles forståelse mellem Rusland og EU (og NATO). Både
Henry Kissinger og Zbigniew Brzezinski – begge kendte koldkrigere – har gjort opmærksom på det umulige i,
at Ukraine enten kommer helt ind i den russiske fold eller helt ind i den europæiske. Det vil i givet fald
splitte landet. Landet er kulturelt og etnisk delt i en østlig russisk-domineret og vestlig ukrainsk del. Som
nation hænger landet ikke sammen, har ikke nogen samlende fortælling – og har ikke på noget tidspunkt
haft en samlende leder. Det forklarer i et vist omfang det kiksede ved den ukrainske stat.
EU-politikerne med EU's udenrigsminister Catherina Ashton i spidsen valgte altså at afvise tilbuddet om
trepartsforhandlinger med Rusland og Ukraine. Til fordel for hvad? Ja, det blev klart de følgende måneder.
EU-politikerne satsede entydigt på Maidan-demonstrationerne – på den store plads i Kievs centrum. Måske
rørte det nogle af EU-politikerne, at folk på gaden var begejstrede for EU, viftede med bannere helt
frivilligt. Det er vi ikke direkte forvænt med i EU-landenes hovedstæder. Men linjen var klar: EU støttede et
regimeskifte, og endda et regimeskifte fra en regering, som var demokratisk valgt. Hvorfor mon? EU
ønskede som nævnt ikke at optage Ukraine, men EU ønskede heller ikke, at Ukraine skulle falde til Rusland.
EU ønskede altså at sætte en kæp i hjulet på Ruslands planer om en toldunion. Rusland må ikke blive for
stærkt! Anden logik er vanskelig at få øje på.
Maidan-bevægelsen
Tingene begyndte at udvikle sig på Maidan Pladsen. Efterhånden kunne man se de forskellige segmenter af
demonstranter. Vestlige journalister elskede det unge segment, som håbede på at EU ville give dem
arbejdspladser og uddannelse. De ville være en del af det europæiske fællesskab med de fine værdier
logoer, flag, hymner m.m. De unge ukrainere havde ikke megen kontakt med virkeligheden. 10 år forinden
gennemlevede Ukraine den Orange Revolution, som angiveligt skulle skabe dette vestlige tilhørsforhold,
som de unge drømte om. De store helte fra dengang: Viktor Jusjenko og Julia Timosjenko stod som det
smukke ukrainske par i disse år med et perspektiv som det baltiske. Gennem lidelser og ofre under russisk
dominans ville de bringe Ukraine ind i den europæiske familie. Men hvorfor bragte Jusjenko så ikke Ukraine
ind i EU på dette tidspunkt? Fordi EU ikke ønskede Ukraine, og fordi de vestlige orienterede ledere var
ligeså korrupte som de østligt orienterede ledere. Det er den barske virkelighed. Få år senere var drømmen
under alle omstændigheder brudt helt sammen. De to var dybt splittede. Timosjenko havde desuden
beriget sig på bedste oligark-vis i samarbejde med russere, hun havde stukket mange millioner i egen
lomme og været involveret i meget lyssky affærer. Med andre ord: vestvendte politikere er ikke garant for
opgør med korruption og misregimente.
Et andet segment viste sig i stærkt stigende grad på Maidan Pladsen. For det første var der
Fædrelandspartiet, det var den fængslede Julia Timosjenkos parti, og lederen var den unge nyliberale
bankmand Arsenij Jatsenjuk. Dette partis linje var klar, EU-tilknytning, privatisering og IMF lån med bl.a.
pant i statslige virksomheder. Men helt andre bevægelser viste sig også og kom snart til helt at dominere
Maidan. Det var partiet Svoboda samt den paramilitære gruppe Pravyi-sektor, som betyder Højre-sektoren.
Partiet Svoboda er oprindeligt dannet som et socialt nationalistisk parti - i 2004 tog det navneforandring til
Svoboda (betyder Frihed), som lød lidt bedre i vestlige ører. Partiets leder Oleh Tjahnibok er fra den vestlige
del af Ukraine og partiet står for en ekstremt nationalistisk orientering. Svoboda har kontakter til NPD i
Tyskland og skandinaviske halvfascistiske bevægelser. Partiet ønsker at bekæmpe alt russisk og skabe en
enhedsstat, hvor ukrainsk er det eneste talte sprog, at forbyde organisationer og medier, som er russisk
venlige, og desuden at retsforfølge politikere, som har forfulgt russiske interesser. Historisk orienterer
partiet sig efter berygtede skikkelser som bl.a. Stepan Bandera, som under 2. Verdenskrig var aktiv i
bekæmpelse ikke bare af Sovjetmagten men også af jøder, russere, polakker ikke mindst, ungarer m.m. I
december 2012 vedtog EU-parlamentet en udtalelse, hvor de advarede mod partiet og karakteriserede det
som ”ekstremt nationalistisk, antisemitisk og xenofobisk”. Ironisk nok er Svoboda ikke en varm tilhænger af
EU.
Den anden aktør på Maidan Pladsen var Højre Sektoren. Lederen var Dmitro Jarosj. Denne organisation er
den egentlige muskel bag den ukrainske revolution. Jarosj’s folk er bevæbnede, han selv har givet udtryk
for nødvendigheden af en krig mod Rusland. Højre Sektoren besatte regeringsbygninger, patruljerede inde
det ukrainske parlament og opførte sig voldeligt og i det hele taget i modstrid med alt, hvad der står i
lærebøger om vestligt demokrati og retslighed. Det var også denne sektion, som fremstillede bomber, som
forsynede Maidan med våben i en ekstremt nationalistisk sags tjeneste. Det var i realiteten også dem, som
vesten støttede, satte deres lid og forhåbninger til. Udtalelser om Svoboda og Højre Sektor-folkene som
kryptofascistiske blev uden et ord afvist af vestlige politikere som russisk propaganda, flere lod sig
fotografere sammen med dem. I det hele taget kom der i disse måneder en strøm af vestlige politikere til
Maidan for at give moralsk støtte. Russerne holdt sig helt tilbage, men kritiserede dog de vestlige politikere
for at blande sig i et andet lands interne affærer.
Væbnet revolution
Temmelig forudsigeligt eskalerede situationen på Maidan. Der var absolut ikke tale om ’fredelige
demonstrerende’, som mange vestlige politikere påstod - formentlig mod bedre vidende.
Demonstrationerne kunne ikke sammenlignes med demonstrationer i vestlige lande. Der var tale om stærkt
bevæbnede grupper med en mere end almindelig betænkelig dagsorden. Tingene tog fart i løbet af februar
måned. Flere og flere drab på civile men også på politifolk skræmte EU-politikerne. Et forsøg på mægling
kom d. 21. februar, hvor udenrigsministre fra tre EU-lande fik en aftale på plads mellem Maidan og
Janukovitj, som etablerede et politisk kompromis. Det indebar nyvalg til både parlamentet og
præsidentposten i løbet af efteråret 2014, en ændring af forfatningen og andre ting. Vladimir Putin havde
lagt pres på Janukovitj for at underskrive aftalen. Men man havde ikke taget Maidan ordentligt i ed, i hvert
fald ikke Højre Sektoren. De afviste aftalen og gik til handling. De tog sagen i egen hånd. Hændelsesforløbet
er ikke helt præcist kortlagt, men Højre Sektoren fjernede i hvert fald regeringen og præsidenten.
Janukovitj og andre medlemmer af regeringen flygtede og påstod, at de var truede på livet, hvilket lyder
sandsynligt. Janukovitj blev afsat helt i modstrid med den ukrainske forfatning. Ændringen af forfatningen
var også forfatningsstridig.
Ny regering og præsident
En ny præsident og regering kom til. Præsident blev Aleksander Turtjinov, og statsminister blev den unge
liberale bankmand Arsenij Jatsenjuk. Medlemmer af den nye regering kom fra det liberale Fædrelandsparti,
men mange tunge poster blev besat af Svoboda partiet og Højre Sektionen. Den første beslutning, som den
ny regering vedtog, var at fjerne status for det russiske sprog. En grotesk beslutning, hvis hensigten skulle
være at styrke statens enhed. Selv om den nye præsident afviste at underskrive beslutningen, var man i
den østlige og sydlige del af Ukraine forfærdede. De havde allerede set, hvordan den regering og den
præsident, som ikke mindst sad på deres stemmer, var blevet fjernet ved, hvad man kan kalde et militært
kup. Og denne kup-regering udnævnte dem allerede til fjender. Og nu begyndte østukrainerne også deres
egne små Maidan-møder.
Lokalregeringen på Krim gjorde ansatser til at iværksætte en folkeafstemning om tilhørsforhold til Rusland.
Det er et ønske, som er meget ældre en Maidan konflikten. Det handler ikke kun om flådestationen, som er
uhyre vigtig for Rusland, men befolkningen er grundlæggende russisk sindede – og har reelt altid været det.
Som den nye statsminister på Krim, Sergej Aksjonov, sagde det i et TV-interview: ”Der eksisterer ikke
retsstatslighed i Kiev længere. Der er ikke nogen forfatning at overtræde, den er sat ud af kraft og den
nuværende politiske ledelse er ikke lovlig. Derfor har vi ret til at gøre, som vi gør”.
I den østlige del af Ukraine er der et forhøjet spændingsniveau. Mange bevæbnede Højre Sektor folk er
kommet derud for angiveligt at skabe orden i en overvejende russisk-talende og russisk-sindet region. Det
har givet og giver stadig mange sammenstød. Det er specielt Højre Sektorens folk, som går rundt og tager
sagen i egen hånd, som f.eks. da næstformanden for parlamentets kommission for pressefrihed
gennembankede en TV-direktør, fordi han havde vist et klip fra en tale af Putin. TV-direktøren fik brækket
kraveben og næse. De lagde selv afstraffelsen ud på nettet, hvor jeg har set den. Der er masser af sådanne
eksempler, som burde få pæne vestlige politikere til at gyse. I skrivende stund udvikler situationen sig hele
tiden, hver gang jeg ser TV.
Man skal også huske på, at spændingerne ikke kun er etniske og sproglige. Det østlige Ukraine er hjemsted
for Ukraines industribælte. Den del af landet står for den største del af BNP og for en meget stor del af
eksporten. Lang det meste, som produceres i det østlige Ukraine, eksporteres til Rusland. Et EUmedlemskab vil alt andet lige skade dem betydeligt og formentlig skabe en stor arbejdsløshed.
Hvad der vil ske i den nærmeste fremtid er ikke så rart at tænke på. Der er alt for meget deja vu fra
Jugoslavien-krigene. En ’failed state’ med et svagt og korrupt statsapparat, økonomisk og social opløsning
og stigende etnisk polarisering var elementer fra 1980’ernes Jugoslavien, som bidrog til både opløsning og
borgerkrig.
Så Ukraine er præget af en dyb ustabilitet. Spørgsmålet er, om situationen er det, som EU ønskede. Et
ustabilt Ukraine med meget lange udsigter til en afbalanceret økonomisk vækst og social udvikling det er i
hvert fald det reelle resultat. Til gengæld er krigsspøgelset rykket betydeligt nærmere. Vi taler en evt.
borgerkrig, hvor Rusland er involveret, og så er perspektivet meget mere skræmmende end
Jugoslavienskrigene i al deres gru. Ultimativt er der atomvåben i spil. Men mindre kan også gøre det. Højre
Sektoren siges at have inspiceret lagre med kemisk krigsførelse i Ukraine. Nogle af Højre Sektorens folk er
blevet arresteret i Rusland. Det er den mest truende situation nogen sinde siden 2. verdenskrig. Det
groteske er, at hvis det ukrainske scenarie fortsætter ad den skræmmende vej, som jeg har skitseret, så vil
EU-landene og USA antageligt blive ved med at straffe Rusland – og på den måde forværre mulighederne
for at løse Ukraine krisen ad fredelig vej.
Ruslands ansvar og position
Men hvad med Ruslands ansvar, er det ikke Rusland, som med annekteringen af Krim har brudt alle
internationale normer og dermed truet de vestlige landes frihed? For det første: Rusland har lige som andre
lande - og ikke mindst store lande - bestemte nationale interesser. I hvert fald accepterer vi reelt, at USA og
NATO-landene har ret til at definere deres sikkerhed og at gå ind i lande uden accept fra de pågældende
landes regeringer samt at ændre landegrænser igen uden at spørge regeringerne. Jeg nævner bare
bombningerne af Serbien i 1999, aktiv støtte til Kosovos selvstændighed fra Serbien under den serbiske
regerings protest, Irak, Afghanistan, Libyen osv. Alt sammen er det eksempler på, at store magter definerer
deres sikkerhedsmæssige interesser og handler ud fra disse på trods af et teoretisk folkeretsligt og FNmandat. Så moralsk set er NATO og USA ikke i en position til at fordømme andre.
Rusland har været påfaldende tilbageholdende under hele Maidan perioden. Rusland er ikke gået ind i Øst
Ukraine. Rusland accepterede anmodningen fra Krims folkevalgte forsamling om at blive optaget i den
russiske føderation. En hjørnesten i Ruslands sikkerhedspolitik er modstanden mod NATO’s udvidelse i det
tidligere sovjetiske magtområde. Russerne har ingen tillid til NATO, langt det store flertal af russere synes,
at NATO skulle have opløst sig selv sammen med Sovjetunionen. Ukrainsk og georgisk NATO-medlemskab
er et ekstremt skrækbillede for russerne. Jeg boede i Rusland i foråret 1999, da NATO bombede Serbien.
Det blev vist i russisk TV og skolebørn tegnede billeder af situationen. Det er det russiske prisme på
situationen. Russerne vil risikere en krig pga. Krim, vil EU og NATO det? Nej, det er ikke så vigtigt for os.
På Krim afholdt man da i det mindste en folkeafstemning, de færreste vil formentlig påstå, at et stort flertal
af Krims befolkning ikke ønsker at komme ind i Rusland. Folkeafstemninger holdt man ikke i Jugoslavien, da
grænserne blev trukket, heller ikke i Kosovo. International ret åbner faktisk op for, at områder kan vælge sig
ud af en stat, det skete i Kosovo, og det kan ikke udelukkes, at det vil kunne ske i tilfældet Krim. At beskrive
situationen, som om russerne invaderede et område mod befolkningens vilje, er under ingen
omstændigheder dækkende.
Løsninger?
Så hvor ligger løsningen på hele den komplekse situation i Ukraine? Der er flere planer. For det første er der
det geopolitiske aspekt. EU og NATO-landene har vægret sig ved at anerkende Rusland som en stormagt
med egne interesser. Rusland er ikke den dikkende lammehale, som det på mange måder var i 1990´erne.
Fra 1999 har Rusland ændret både syn på Vesten og på sin egen rolle i den globale verden. Og det har ikke
noget med personen Putin at gøre, selv om han personificerer ændringen. Ændringen har en meget bred
opbakning i det russiske samfund – både i elite og befolkning. Russerne har mistanke om, at EU er et
forværelse til det NATO-medlemskab, som de er så voldsomme modstandere af. Henry Kissinger mener, at
Krim er russisk interesseområde, lige som den østlige del af Ukraine er det. Det virker absurd, når især USA
kritiserer Rusland for at have interesser i grænseområderne. USA har lige siden Monroe-doktrinen i 1823
nærmest forbudt andre større magter at have interesseområder på det amerikanske kontinent. Under
Cuba-krisen i 1961 var USA nærmest klar til at tage en atomkrig på sagen. Man skal også være opmærksom
på, at The World Community, bestående især af NATO-landene ikke tæller de fleste mennesker i verden.
Indien støttede Rusland og Kina forholdt sig neutral, og her taler vi om ca. 2½ mia. mennesker, og vi taler
om lande, som er betydeligt stærkere end for 10-15 år siden.
EU opnår ikke noget positivt ved en deltagelse i sanktionerne mod Rusland. Tværtimod vil EU-landene
skyde sig selv i foden, fordi USA og især Kina vil nyde godt af splittelse mellem Rusland og EU. Så for EU
haster det med at få genetableret kontakter til Rusland - af økonomiske, sikkerhedspolitiske og politiske
grunde. En aftale mellem EU og Rusland om, at Ukraine forbliver neutralt - altså ikke medlem af NATO kunne være et forslag i forlængelse af Kissingers pragmatiske analyse og et opgør med den håbløse linje,
som Catherine Ashton lagde i november 2013.
På den korte bane handler det om at få stabiliseret den ukrainske regering. Og det sker bestemt ikke i
øjeblikket med Højre Sektoren i fuld bevæbning på Maidan og rundt om i landet. Mange af de bevæbnede
medlemmer er ved at gå over til regulær berigelseskriminalitet. Men det er jo revolutionens avantgarde,
gjort stuerene af EU og USA's stiltiende accept. At afvæbne dem bliver en ganske vanskelig sag. Det
ukrainske politi er lige begyndt at stoppe deres aktiviteter, og det kan ikke undgå at blive blodigt. Maidan
folket har allerede angrebet det nye parlament og smadret ruder, lige som der har været skudvekslinger. En
indrømmelse af, at EU-politikerne begik en undladelsessynd ved at acceptere de højreradikale, ville være
ganske klædeligt. En forståelse mellem EU og Rusland ville lette en stabilisering af Ukraine. For det er i høj
grad stormagtsspillet, som har bidraget til at splitte landet. Jeg sætter også lidt håb til OSCE-organisationen,
der som konfliktforebyggende organisation bør få en større rolle i Ukraine – især bør der være fokus på
situationen i den østlige del af Ukraine. Den idiotiske nationaliseringspolitik, hvor man er begyndt at
omskrive historiebøgerne, fjerne statuer af f.eks. russiske forfattere og opsætte statuer af kontroversielle
vestukrainske politikere fra 2. verdenskrig, bør der gribes ind over for. Alternativet er en udvikling á la den,
som vi kender fra Kroatien, Bosnien og Kosovo.
Sanktionerne fører det forkerte sted hen. Det gælder både for forholdet mellem Rusland og EU og for selve
Ukraine, som vil lide specielt meget under hele denne politik.
Fremtiden for venstrefløjen i Sydøstasien
Disposition til foredrag holdt på Københavns Universitet den 12. marts 2014 af Walden Bello. Walden Bello
(født 1945) er en filippinsk forfatter, akademiker og politisk analytiker. Han er professor i sociologi og offentlig
administration samt administrerende direktør for organisationen ”Fokus på det globale Syd”. Han blev født i
Manila, og blev politisk aktivist efter at daværende præsident Ferdinand Marcos erklærede Filippinerne i
undtagelsestilstand den 21. september 1972. Bello sidder i dag som medlem af Filippinerne kongres, hvor han
er den ene af to repræsentanter for partiet AkBayan. Information bragte den 22. marts et interview med
Bello, som man kan læse HER.
Hvis man vil forsøge at afdække venstrefløjens fremtid i Sydøstasien, så må man først forsøge at forstå
fortiden.
To træk er vigtige at se nærmere på i den nyere historie:
-
Påvirkningen fra den Kolde Krig
De voldsomme splittelser på venstrefløjen
Den kolde krigs virkninger
-
Påvirkningen fra den kolde krig er mest udpræget i den måde, hvorpå autoritære stater allieret med
USA gennemførte institutionaliseret oprørsbekæmpelse med henblik på at ødelægge venstrefløjen.
Den mest radikale udgave heraf så man i Indonesien, hvor forsvaret under Suharto smadres det
kommunistiske parti ved at massakrere stort set samtlige partiets medlemmer i perioden mellem
1965 og 1966. Venstrefløjen i Indonesien er endnu ikke kommet sig efter dette – til trods for at
diktatoren Suharto blev væltet i 1998.
-
Men den slags politiske eliminationer fandt ikke kun sted i Indonesien. I Malaysia og Singapore blev
intern sikkerhedslovgivning gennemført, som muliggjorde fængsling uden anklager og rettergang. Og
denne lovgivning blev brugt til at ødelægge progressive bevægelser, mens de stadigvæk var små og
svage.
-
I tiden efter Anden Verdenskrig løb stærke antikommunistiske bevægelser gennem hele det
Sydøstasiatiske område. Den radikale form, som de nationale befrielsesbevægelser antog i Vietnam,
Kina og Korea, fik USA til ikke blot at indsætte militære styrker imod dem, men understøttede også
oprørsbekæmpelsen i relation til de mindre radikale frigørelsesbevægelser i Indonesien, Filippinerne,
Malaysia og Thailand. Man kan faktisk godt tillade sig at sige, at prisen for, at oprørsbevægelserne
vandt magten i Kina, Nordkorea og Vietnam var, at venstrefløjen i resten af Sydøstasien blev
tilintetgjort.
De voldsomme splittelser på venstrefløjen
-
En anden factor, som man må tage med i betragtning for at kunne forklare venstrefløjens triste
skæbne, er de splittelser, som har domineret venstrefløjens udvikling. Dette gælder navnlig for
Thailand. Thailands Kommunistiske Parti øgede meget hurtigt sit medlemstal, efter at radikale
studerende strømmede til i forlængelse af massakren på Thammasat1 Universitetet i 1976. Men
partiet blev imidlertid i slutningen af 70’erne og begyndelsen af 80’erne revet fra hinanden af en
konflikt mellem kommunistpartierne i Kina og Vietnam efter Vietnams invasion af Cambodia i 1978
der havde til hensigt at vælte Pol Pots regime. I slutningen af 80’erne var partiet i alt væsentligt holdt
op med at eksistere.
-
Der opstod også en strid mellem de fløje i det filippinske kommunistparti, der støttede henholdsvis
Sovjetunionen og Kina i 1968. I modsætning til i Thailand vandt den ene fløj – den Kina-venlige – her
dog magtkampen, og dette førte til, at partiet i 70’erne og i begyndelsen af 80’erne deltog aktivt i
kampen mod Marcos.
Jeg vil nu fokusere lidt mere på erfaringerne fra venstrefløjen i de to lande Thailand og Filippinerne siden
slutningen af 80’erne. Det gør jeg, fordi det er de to lande, jeg kender bedst.
I Thailand førte kommunistpartiets sammenbrud til, at mange kadrer forlod partiet med henblik på i stedet
at deltage i kampen om jord og i kampen mod dæmningen ved Pak Mun 2 i 1990’erne. Da Thaksin Shinawatra
3
, en velhavende industriherre, havde held til at gribe magten, tiltrak khans populistiske retorik en masse
mennesker, der før havde været aktive i CPT. Faktisk siges det, at det var disse mennesker, der skrev det
program for Thaksin, der fik de underprivilegerede masser på landet og i byerne til loyalt at støtte ham. Der
var fire elementer i Thaksin’s succesfulde, populistiske program. Han betalte landets lån til IMF og sparkede
Valutafonden ud af Thailand – han igangsatte et universelt sundhedsprogram, der gjorde det muligt for folk
at blive behandlet for en pris, der svarede til 1 dollar, han satte betalingerne på bøndernes lån i bero, og han
skabte en fond på en million Bath til alle landsbyer, således at beboerne kunne investere i det, de selv
ønskede.
Der var imidlertid en anden side ved Thaksins politiske praksis, og det var den, der søgte at sikre opbygningen
af hans forretningsimperium, hans tendens til at bruge penge til at købe sig allierede og hans mangel på
respekt for menneskerettighederne, der blev demonstreret I hans anti-narko kampagne, hvor mere end 2000
mennesker blev fængslet uden sigtelser og rettergang. Dette frastødte mange i den progressive bevægelser
og fik dem til at tilslutte sig oppositionen til Thaksin. I 1990’erne var de progressive kræfter ret samlede. Men
efter at Thaksin kom til magten i 2001 er de blevet opsplittet i den Gule anti-Thaksin bevægelse og den Røde
pro-Thaksin bevægelse. Den thailandske venstrefløjs tragedie er, er mens én gruppe har været brugt af
royalisterne, har den anden ageret logrende hale til Thaksins hund.
Lad mig nu gå videre til Filippinerne. Det lokale kommunistparti førte an i kampen mod Marcos diktatur, men
fra 1983 og fremefter, da Ninoy Aquino – far til den nuværende præsident Benigno Aquino III – blev dræbt i
lufthavnen, ved sin tilbagevenden til Filippinerne, skiftede lederskabet til den elitære del af oppositionen og
til middelklassen. Venstrefløjen stod tilbage i en iagttagerrolle under opstanden i februar 1986, som afsatte
Marcos, efter at man havde valgt at boykotte det valg, som Marcos havde udskrevet umiddelbart før.
Beslutningen om at boykotte valget førte til udstrakt utilfredshed med partiledelsen og med venstrefløjens
1
Se mere HER
2
Se mere HER
3
Se mere HER
strategi. En anden nøglebegivenhed, som førte frem til interne ballade, var de interne udrensninger, der blev
gennemført i det kommunistiske parti fra 1985 til 1986, der endte med at omkring 2000 af medlemmerne
blev ekskluderet. Denne utilfredshed og den interne strid førte til en bitter splittelse i 1990’erne. I dag
eksisterer den traditionelle venstrefløj – anført af CPP – stadigvæk, men dens indflydelse er meget
begrænset. Parallelt til den er der opstået et nyt venstre repræsenteret af mit eget parti AkBayan4 – Folkets
Aktionsparti – som jeg i dag repræsenterer i parlamentet.
Måske er den bedste opsummering af, hvad dette parti står for, de bemærkninger, som jeg kom med i
forbindelse med fejringen af partiets 16-års fødselsdag den 30. januar i år:
“Der var tre tildragelser, som var med til at definere både dannelsen af AkBayan og partiets fremtidige
udvikling.
Den første var den krise i den traditionelle venstrefløj i Filippinerne, som fulgte efter EDSA revolutionen i
1986. Denne krise motiverede os til at stifte et nyt venstrefløjsparti.
Den anden var sammenbruddet i de centraliserede socialistiske lande i Østeuropa.
Den tredje var finanskrisen i Asien i 1997 og 1998, der miskrediterede neoliberalismen og kom til at fungere
som et forspil til den globale kapitalistiske krise, som begyndte i 2008, og som vi stadigvæk lever med.
Disse tildragelser førte til dannelsen af vores parti og betød, at partiet forpligtede sig på en række konkrete
værdier.
For det første har vi været og er som venstrefløjsparti dybt forpligtet på at skabe lighed. Og jeg bruger ikke
lighedsbegrebet her som en eufemisme, men i den betydning, som begrebet fik under den oprindelige
Franske Revolution.
For det andet så tog vi ved lære af den krise, som de gamle socialistiske regimer og partier oplevede. Vi
drog den lære ud af krisen, at vi fastholder en dyb forpligtelse til at udvide og uddybe demokratiet og til at
respektere menneskerettighederne.
For det tredje føler vi os forpligtet i forhold til udviklingen, den bæredygtige udvikling. Som den globale
krise har vist det, så kan udvikling og vækst ikke alene overlades til markedskræfterne. Vi er nødt til at
bevare en aktivistisk statsmagt. Men derudover har vi også brug for et aktivt folk, der kan fungere som
demokratisk kontrollant I forhold til både staten og markedet.”
Partiet føler sig forpligtet til at deltage aktivt i valgprocesserne, og partiets repræsentanter i kongressen
(Repræsentanternes Hus) har støttet en gennemført progressiv lovgivning herunder en udvidelse af
jordreformpolitikken, en lov om billiggørelse af medicin, en sundhedslovning, en lov der regulerer vilkårene
for arbejdere i husholdningerne, en lov der har givet filippinske borgere i udlandet stemmeret og en lov,
der garanterer erstatninger til ofrene for Marcos diktatur.
4
Se mere HER
Partiet er aktuelt en del af den politiske koalition, som har regeringsmagten. Hvad er så de principper, som
styrer vores adfærd i sådan en koalition? Igen vil jeg gerne have lov til at citere fra min fødselsdagstale:
“Vi er en del af denne koalition, fordi vi støtter præsidentens kampagne mod korruption og hans kampagne
for en god regeringsførelse. Samtidig har vi gjort det klart for præsidenten og vore koalitionspartnere, at det
at bekæmpe korruption ikke er nok, og at en hæderlig regeringsførelse ikke kan sikres, medmindre begge
dele bliver fulgt op af strukturelle reformer. Derfor har vi været skarpe i vores kritik af den langsommelighed,
med hvilken jordreformerne bliver gennemført. Vi har sagt, at det er uacceptabelt, at der i dag – blot et par
måneder før deadline for omfordelingen af jord under CARPER 5 – stadigvæk er mere end 700.000 acres jord,
som ikke er fordelt.”
”Vi har fastholdt vores uafhængige, kritiske standpunkter, ikke blot vedrørende behovet for strukturelle
reformer, men også på det udenrigspolitiske område. Som man ved, så støtter vi præsidentens stærke forsvar
af vore rettigheder i det Vestfilippinske Hav. Rent faktisk var det AkBayan, der fremsatte den resolution, der
krævede, at det Sydkinesiske Hav skulle omdøbes til det Vestfilippinske Hav. Vi er dog uenige i den alt for
venlige relation mellem præsidenten og udenrigsministeren og USA, der er ment som et forsøg på at holde
Kina i skak. Vi har sagt til dem, at denne holdning er selvmodsigende, fordi det vil være sådan, at i samme
øjeblik hvor man etablerer en balance mellem USA og Kina, så har man forvandlet det hele til en konflikt
mellem supermagterne og på den måde forhindret en løsning på problemet omkring de territoriale krav.”
Og lad mig så slutte af med at komme med en prognose for venstrefløjens fremtid I Sydøstasien.
Venstrefløjen har en fremtid I regionen, fordi kampen for lighed og demokrati i området langt fra er afsluttet.
Og så længe uligheden eksisterer, vil der også være baggrund for venstreorienteret politik. En klassiske
revolution, som vi kender det fra det 20. århundrede, anført af et kommunistisk parti og gennemført først og
fremmest gennem væbnet kamp, er dog helt udelukket. Deltagelse i parlamentariske samarbejde og
deltagelse i dannelsen af parlamentariske flertalsregeringer er den vej, ad hvilken vi skal få indflydelse på den
nationale, politiske dagsorden. Så længe de traditionelle eliter fastholder deres hegemoni, må venstrefløjen
dog acceptere at være en mindretalspartner i disse koalitioner, samtidig med at vi arbejder på at udbygge
vores styrke i vælgerbefolkningen i fremtiden. At være medlem af den slags koalitioner betyder også, at vi
bliver nødt til at føre os frem pragmatisk og principfast på én gang – det vil sige, at vi må acceptere, at ikke
alt det, som koalitionen foretager sig vil være i overensstemmelse med venstrefløjens principper. På den
anden side må vi heller ikke tøve med at formulere uenighederne med vore partnere. Men uanset hvad må
vi fastholde det strategiske synspunkt, således at vi hele tiden ved, hvornår vi skal tilslutte os – og hvornår vi
skal forlade en koalition. Et progressivt parti har ingen permanente venner og ingen permanente fjender. Det
må indgå i alliancer eller forlade dem ud fra en vurdering af, hvad der tjener ligheden, demokratiet og
friheden bedst.
Oversat fra engelsk af Jan Mølgaard
Modkraft har samlet en række links og andre henvisninger til Bello på denne adresse.
5
Se mere om CARPER her
Kommentar og debat
Demokrati: Det uperfekte folkestyre
Af Ellen Brun og Jacques Hersh
Uden sammenligning i øvrigt indeholder det ukrainske vendepunkt og den danske politiske malaise nogle
ligheder og forskelle, der indbyder til grundlæggende refleksioner. Nemlig hvordan formelt demokratiske
styreformer løser modsigelsen mellem den udøvende magts beslutninger og befolkningens forventninger.
Det ukrainske samfund var -som mange andre- kommet i økonomiske vanskeligheder i de senere år. Selvom
Ukraine kunne betegnes som et uperfekt demokrati, var landets nu afsatte regering resultat af et
demokratisk valg. Vesten har, siden det sovjetiske systems sammenbrud, forsøgt at løsrive landet fra den
russiske interessesfære gennem en ”farve revolution” ved hjælp af økonomisk og politisk støtte til
oppositionelle kræfter i landet.
Den umiddelbare årsag til den aktuelle krise var imidlertid forbundet med regeringens afslag i efteråret
2013 på et tilbud fra EU om et lån, hvis betingelser var dikteret af Den internationale Valutafond samt
indebar en svækkelse af Ukraines bånd til Rusland.
Regeringen, der havde et parlamentarisk flertal, var tilbageholdende med at acceptere dette tilbud, som i
manges øjne lignede de betingelser, som var blevet påtvunget bl.a. Grækenland, der ligeledes for nogen tid
siden var kommet i økonomisk uføre. EU’s hjælpepakke, indebar i praksis et diktat om landets økonomiske
politik som i tilsvarende tilfælde havde ført til en nedgang i befolkningens velstand og en svækkelse af
landets suverænitet hvad angår økonomisk politik.
Det principielle i dette forløb er, at Kijev-regeringen -uanset hvad man ellers kunne mene om beslutningen
eller regimets korruption- var i sin gode ret til i stedet at vælge et russisk tilbud om økonomisk hjælp.
Moskva tilbød en pakke på 15 mia. dollars, samt en betragtelig rabat på olie og gas leverancer til den
Ukrainske økonomi. I lyset af EU's tilbud, der bød på lån og kreditter, samt et krav om økonomiske
reformer, besluttede Viktor Janukovitj som leder af den legitime regering at acceptere Moskvas tilbud. I
mediedækningen af dette forløb er man i dag tilbøjelig til at glemme, at regeringen kom til magten i 2010
gennem det som international opinion betragtede som en fair proces.
En del af befolkningen, især i den vestlige del af landet, ønsker en tilslutning til den europæiske union. De
var utilfredse med denne beslutning og protesterede i gaderne. I denne sammenhæng er det værd at
bemærke at regeringen stod overfor et nyt valg i 2015, hvor befolkningen evt. kunne havde afsat den
siddende regering.
Samtidig ved vi at Vesten, især USA og Tyskland, har været aktive med at støtte oppositionelle grupper
økonomisk og politisk i forbindelse med gennemførelsen af den såkaldt ”orange-revolution” og
indlemmelse i EU og NATO, som det er sket for de tidligere sovjetiske satellit-stater. I virkeligheden
repræsenterer disse interventioner en direkte krænkelse af internationale normer for relationer mellem
stater.
Formålet med denne korte redegørelse er at reflektere over et generelt problem vedrørende spørgsmålet
om magtudøvelse i demokratiske samfund. Ifølge demokratiets spilleregler får politiske aktører magt til at
regere for et antal år (4 eller 5 år) uden at åbne for mekanismer, der muliggør protest i befolkningen som
måtte være modstander af de trufne beslutninger. Det betyder at en demokratisk valgt regering, uanset
dens popularitet, kan iværksætte politik og reformer der er i modstrid med en del af befolkningens ønsker.
Denne problemstilling udgør et dilemma for både ”uperfekte” og ”perfekte” demokratier. Den kan
overføres til danske forhold som for nylig har oplevet et ”disconnect” mellem en vigtig regeringsbeslutning
og den folkelige modstand imod samme beslutning.
Hvad der her tænkes på er sagen om salget af aktier i den statslige energi-koncern Dong til den
amerikanske investeringsbank Goldman Sachs. Beslutningen, som finansminister, Bjarne Corydon fik
gennemført, havde ikke været med i regeringens oprindelige politiske grundlag, da den kom til magten.
Med andre ord, var befolkningen uden kendskab til dette kontroversielle spørgsmål under valgkampen. Det
demokratiske underskud i denne sag kom til udtryk i en autoritær regeringsførelse på trods af en folkelig
mobilisering og protester, som var i stand til at samle 200.000 underskrifter mod regeringens politik.
Nu er Danmark ikke Ukraine, og Ukraine er ikke Danmark! Men hvis to hundrede tusind mennesker var
mødt op til demonstration i København og ekstremistiske bøller havde besat regeringsbygningen, ville det
så ikke have udløst en ret stærk reaktion fra statsapparatet – eller ført til en afsættelse af regeringen?
Politiets opførsel overfor demonstranter under klima konferencen i København i marts 2009 er værd at
huske!
Problemet med demokratiet er, at regeringerne vælges hver fjerde eller femte år og i mellemtiden træffer
nogen beslutninger som ofte gennemtrumfes uanset den manglende folkelige tilslutning. De fleste
kontroversielle emner er ikke en del af valgkampagnerne – faktisk bliver befolkningen sjældent inddraget
om vigtige nationale spørgsmål – inklusive forholdet til EU. Referendum er gået af mode!
Noget lignende gælder nok de fleste andre vestlige demokratiers måde at fungere på. Det politiske system
er opbygget på en sådan måde, at befolkningens tilslutning til visse vigtige afgørelser slet ikke kommer på
dagsordenen under valgkampen, men træffes bag ryggen af flertallet. Derigennem skabes en frustration
over det politiske system. Og i tomrummet ser vi i disse år voksende proto-fascistiske bevægelser i Europa
og USA som vil blive styrket af den militante oppositions store ”sejr” i Ukraine.
En lille anekdote kan illustrere vores argumentation. I begyndelsen af den store finansielle krise i 2008,
sagde den daværende amerikanske finansminister Robert Rubin i en tale på Yale University: ”En af de
største politiske udfordringer for demokratierne de kommende årtier bliver at træffe de upopulære
økonomiske beslutninger, der er forudsætningen for succes i en transnational, indbyrdes afhængig global
økonomi.” Med andre ord: Gennemførelsen af den økonomiske og sociale politik, udformet af, hvad man
har kaldt den ”transnationale elite”, forudsætter, at demokratiet reduceres til politisk kabuki teater!
Det er i denne sammenhæng ikke uinteressant at bemærke at Robert Rubin, som var arkitekt bag
Præsident Clintons nyliberale økonomiske politik, havde været 26 år i lære hos Goldman Sachs! En
institution der ikke er kendt for noget gudfrygtigt demokratisk sindelag. Banken spillede en betydningsfuld
rolle i Grækenlands finansielle krise.
Endeligt er det i den forbindelse bemærkelsesværdigt, hvor lidt medierne har oplyst om, hvad
finansminister Bjarne Corydons samtaler med ledende Goldman Sachs folk på den hemmelige loge
Bilderbergs konference sidste år gik ud på! Denne lille sammenslutning af verdens mægtigste individer har
til formål i David Rockefellers formulering ”at skabe en mere integreret global politisk og økonomisk
struktur.”
I den aktuelle krise er det bemærkelsesværdigt at til trods for det demokratiske underskud, som sagen
omkring Dong afdækkede, har dette ikke forhindret den danske regering i at støtte det ”demokratiske kup”
imod et folkevalgt styre. Uanset sympati eller antipati fulgte regimet spilleregler der i sin kerne lignede den
danske praksis.
På grund af denne principløshed risikerer demokratiet at miste sin legitimitet og ideologiske
tiltrækningskraft.
Non-Governmental Organizations
Af Steffen Hahnemann
Foreningslivet har gamle aner. Fra middelalderens imposante ridderordner og mindre imposante men nok
så magtfulde munke- og kætterbevægelser til frimurerne og de vestlige missionsbevægelser til nutidens
mere sekulære, men dog visionære politiske partidannelser samt fagforeninger og talrige mindre visionære,
men målrettede grupperinger som eksempelvis naturfredningsforeninger og foreninger til dyrenes
beskyttelse.
Foreningslivets udvikling
Ganske overvejende var de (med undtagelser sidenhen) Non-Governmental Organizations. Statens rolle
kom i den forbindelse ikke på tale. Så det var ikke noget man hæftede sig ved. Det blev det først i det 20de
århundrede. En udvikling som på mange måder mindede om det behov for at markere en adskillelse
mellem stat og kirke, der var opstået med oplysningstiden og de amerikanske og franske revolutioner sent i
1800-tallet. Det hang sammen med - og det er det som er sigtet med nærværende betragtninger - at
foreningslivet skiftede karakter i sidste halvdel af det 20de århundrede - måske rigtigt for alvor omkring
overgangen til det 21de. Det var i den periode, vi møder dem under den nye betegnelse "NonGovernmental Organizations" - på lapidarisk amerikansk vis forkortet til NGO’er. Skulle stater, og her er det
overvejende de vestlige og helt overvejende De Forenede Stater, der træder frem i billedet, føle sig fristede
til at forstrække visse af disse NGO,er med økonomiske midler (i idealistisk øjemed), så kunne disse
foreninger (hvis forholdet blev for åbenlyst) ty til at betegne sig som NPO’er = Non-Profit Organizations. For
derved at fastholde foreningens ideale sigte under de ændrede grundvilkår.
USA træder frem på scenen
Denne radikale ændring af foreningslivet i slutningen af det 20. århundrede og ind i det 21de havde sin
baggrund i det forhold, at De Forenede Stater for alvor var trådt ind på scenen. Siden århundredets
begyndelse. Først i lokalområdet, men siden for alvor på den større verdensscene, hvor scenografien - og
på sin vis også hele iscenesættelsen - hermed aldeles skiftede karakter. Til det mere enkle og letforståelige,
men samtidig idealistisk fremadskuende i enkle og nutidige gevanter.
Det begyndte så småt omkring 1900 med den amerikanske præsident McKinley og krigen med Spanien,
men det tog først for alvor fart med Woodrow Wilson, der var amerikansk præsident i to successive
perioder, fra 1912 til 1920, og USA's engagement på allieret side i 1. verdenskrig fra april 1917. Dermed var
forestillinger om apokalypsen og om Jesu genkomst og tusindårsriget endelig trådt i karakter fra en
forhutlet tilværelse blandt senmiddelalderlige bondeoprørere og amerikanske puritanere (Woodrow
Wilsons rødder og forfædre). I de førende og bedre kredse dog siden fortrinsvis omtalt som
"Wilsonianisme" = en særegen amerikansk form for idealisme (befriet for Jesu genkomst, men kun tildels
for de apokalyptiske forestillinger), som Wilson's visioner angiveligt satte sit præg på i resten af det 20.
århundrede samt (efter nogles mening) også ind i det 21de.
NGO’er - en strukturel analyse
Non-Governmental organizations skulle opfattes som foreninger eller organisationer, der, værende uden
statsstøtte, var uafhængige og derfor kun fokuserede på deres tilkendegivne ideale formål. I hvilket land
de end måtte være til stede, ville det pågældende lands regering dermed være uden indflydelse på disse
foreningers virke.
I middelalderen - i ridder- og munkeordnernes tid - havde organisationerne et afgjort internationalt præg.
Et præg, som i overvejende grad gik tabt med middelalderens slutning, men som genopstod i det 20.
århundrede. Som et ledsagefænomen til opbygningen af internationale organisationer som Folkeforbundet,
De Forenede Nationer og regionale fællesskaber som eksempelvis OECD, De Europæiske Fællesskaber og
OSCE samt de internationale domstole.
I takt hermed opstod de transnationale, humanitære organisationer, som havde et globalt sigte til
varetagelse af den samlede menneskeheds interesser. Udviklingen tog tiltagende fart op gennem det 20de
århundrede for mod slutningen at antage en helt ny og markant karakter. Begrebet Non-governmental
organizations fik et nyt indhold, og uafhængigheden skulle herefter forstås således, at de mest
fremtrædende og toneangivende af dem i deres globale sigte havde antaget en universel, overstatslig
karakter og var trådt i nært samarbejde med de oven anførte internationale mere "sekulære"
organisationer; herunder kan særligt fremhæves De Forenede Nationer, som indenfor alle sine
institutionelle rammer, inklusive Sikkerhedsrådet, i årene op mod århundredets afslutning indgik et
formaliseret samarbejde med et stort antal af disse NGO’er.
De universelle menneskerettigheder og løsningen på problemet med Gud
Et indledende og afgørende skridt var taget i De Forenede Nationer med vedtagelsen i 1948 af Erklæringen
om de Universelle Menneskerettigheder. Som optræk til den var det lykkedes en økumenisk
sammenslutning af amerikanske protestantiske kirker at få indført menneskerettighederne i FNs charter, og
i 1946 havde FNs generalforsamling derfor etableret en Human Rights Commission med 53 medlemmer
fordelt over kontinenterne på rimelig velafbalanceret vis. Så vejen var banet for den universelle
Menneskeretserklæring, da den i 1948 blev vedtaget ved håndsoprækning af samme generalforsamling.
Med menneskeretserklæringen var det endelig lykkedes at finde en løsning på det gamle problem
vedrørende forholdet mellem stat og kirke. Det var i Amerika man fandt løsningen. Efter nøjere
overvejelser fandt man der, at det grundliggende problem ikke var religionen - isoleret set. Problemet for
denne sammenslutning af alverdens stater, som FN jo er, var, når det kom til stykket, Gud eller
Treenigheden. Man besluttede derfor at beholde religionen (i sin særlige amerikanske, menneskevenlige
udformning) og afskaffe Gud - såvel faderen, som sønnen og den Helligånd. Selvom man derved sådan set
afskaffede forbillederne, fastholdt man stadig, at mennesket var skabt i Guds billede og, at det dermed var
helliggjort. I det mindste fra fødslen. Mens der fortsat rådede forbehold overfor at føre helliggørelsen
tilbage til selve undfangelsen eller den initierende sexualakt, som man nu foretrak at benævne den afgjort
mindre signede igangsættende hændelse.
De religiøse forestillinger holdt man således fast ved, og i den særlige amerikanske udformning bevarede
The Book of Revelation sin plads og dermed såvel tusindårsriget som de apokalyptiske visioner, mens Jesu
genkomst, som den var spået i Åbenbaringens bog og dermed var forankret i amerikanske, religiøse
forestillinger måtte droppes. For at råde bod på det, valgte man så til gengæld at se bort fra syndefaldet og
erstatte det med mere tidssvarende og sorgløse begreber som amerikansk ekseptionalisme og "the City on
a Hill".
Antikrist
Men ligesom mennesket stadig blev set som skabt i guds billede, således var Antikrist fortsat en realitet.
Som menneskehedens fjende. Som den der trådte menneskets rettigheder under fode. Modpolen eller
modstanderen til Antikrist var herefter mennesket selv, med forbehold for de umenneskelige, der ved et
uheldigt sammentræf af omstændigheder var kommet på Antikrists side.
Lidt snurrigt var det, men det lykkedes sluttelig at fremstille en erklæring derom, som var så tilforladelig, at
den blev mødt med bifald og applaus i FNs generalforsamling den 10. december 1948.
Det skulle ikke vare længe, før Antikrist viste sig i hele sin afskyelige apparition. Og dermed er han med
korte mellemrum fortsat lige siden. Rundt omkring på kloden, men alvorligst blev det i Korea og sidenhen i
Vietnam, hvor "den frie Verden" måtte slå hårdt ned for at beskytte sig mod forskellige afarter af
Sovjetkommunismen. Det havde store omkostninger - såvel blandt kamptropperne for den frie verden som
for de vildledte på den anden side. Henimod 10 millioner satte livet til i disse kampe mellem
menneskehedens befriere og Antikrists ulyksalige horder.
Helsinki deklarationens punkt 7
Knap var kampene i Vietnam stilnet af, før der hændte noget i Helsingfors i Finland. Der havde i tre år
været samlet repræsentanter for alle Europas stater, bortset fra Albanien, men inklusive Rusland samt USA
og Canada. Initiativet til mødet var oprindelig udgået fra Sovjet-Rusland, som ønskede klare linjer for
samarbejde og sikkerhed i Europa med særlig vægt på statssuveræniteten. I og med mødet stiftedes CSCE,
siden med navneændring til OSCE (Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa).
Moskva havde længe talt for døve øren, men sluttelig var interessen for et møde vakt også i Vesteuropa og
USA, så der sad de så i Helsingfors og prøvede at formulere et slutdokument efter 3 års palaver frem og
tilbage og forfra igen. Endelig enedes de så i 1975 om en erklæring, der siden bar navnet Helsinki Final Act.
(Man kan forestille sig hvilket lettelsens suk forsamlingen har ladet følge ordet "Final".) Dokumentet havde
10 hovedpunkter (siden omtalt som "de ti bud"). De fleste af punkterne omhandlede forskellige sider af
statssuveræniteten, men punkt 7 var endt med at omhandle de universelle menneskerettigheder. Antagelig
først og fremmest efter pres fra USA.
Dokumentet havde væsentligst karakter af en hensigtserklæring. Det var ikke bindende for de
underskrivende stater. Det var ingen traktat. Uforudseligt var det ved udstedelsen, at punkt 7 om
menneskerettighederne skulle få en så stærk gennemslagskraft i de følgende år. Allerede i 1975 var det
klart, at det punkt havde sigte mod det sovjetkommunistiske imperium, og det blev ikke mindre tydeligt i
de efterfølgende år. Der var opsamlingsmøder omkring erklæringen få år senere, først i Beograd og siden i
Madrid. Ved de møder lykkedes det den amerikanske delegation at centrere al opmærksomhed om
menneskerettighederne. Da "Radio Free Europa" samtidig kørte en massiv kampagne ind i Østeuropa om
samme emne, og da der i de samme år oprettedes talrige ligelydende "Helsinki Watch organisationer"
(siden navneændring til Human Rights Watch) med udgangspunkt i New York, var de universelle
menneskerettigheder for alvor taget i brug i den kolde krig. Ydermere var periodens amerikanske
præsidenter Jimmy Carter og Ronald Reagan med massivt engagement sporet ind på at angribe
Sovjetrusland for forsømmelse eller overtrædelse af samme rettigheder, og det med en sådan
påtrængende intensitet, at det blev en væsentlig medvirkende årsag til Sovjetunionens sammenbrud og
opløsningen af dets hegemoni i Østeuropa. I græmmelse og skyldfølelse.
Menneskerettighederne havde fået sine NGO’er.
Helsinki Watch alias Human Rights Watch blev stiftet i New York i 1978 og har fortsat hovedkontor i New
York og desuden kontorer i en række større amerikanske og canadiske byer samt større europæiske
hovedstæder og i Moskva og Tokyo.
Den er en ægte NGO - kun finansieret af private donorer, hvoriblandt Georg Soros' Open Society står for
mere end 50% af organisationens årlige udgifter. Georg Soros er en europæisk finansmand, som har tjent
en gigantisk formue på valuta-spekulationer og nu ønsker at bruge sine mange penge til menneskehedens
bedste. Ifølge egne oplysninger stammer 99% af organisationens fondsmidler fra USA og Vesteuropa.
Af ældre oprettede organisationer, som nu gjorde menneskerettighederne til hovedmålet for deres
virksomhed kan nævnes som de mest fremtrædende Amnesty International og Freedom House; den første
af britisk, den sidste af amerikansk oprindelse.
Amnesty International er grundlagt i London i 1961 med sigte på regeringers retsovergreb mod
oppositionelle og dermed focus rettet mod samvittighedsfanger. Sidenhen - med opvæksten af den
transnationale interesse for menneskerettighederne, antog Amnesty International et mere bredt og
rummeligt sigte og blev efter sovjet-kommunismens sammenbrud efterhånden den førende NGO indenfor
det felt.Organisationens hovedkontor er fortsat i London, og i følge den tyske historiker Kerstin Martens
havde det i 2006 1.8 million medlemmer og repræsentation i 150 lande eller områder.
Hvad angår organisationens økonomiske fundering ser forholdene i henhold til Wikipedia således ud: Først
organisationens egne betragtninger over sin økonomiske uafhængighed:
"Amnesty International is financed largely by fees and donations from its worldwide membership. It says
that it does not accept donations from governments or governmental organisations. According to the AI
website, "these personal and unaffiliated donations allow AI to maintain full independence from any and all
governments, political ideologies, economic interests or religions. We neither seek nor accept any funds for
human rights research from governments or political parties and we accept support only from businesses
that have been carefully vetted. By way of ethical fundraising leading to donations from individuals, we are
able to stand firm and unwavering in our defence of universal and indivisible human rights."
Dernæst Wikipedia's supplerende oplysninger: However, AI did receive grants from the UK Department for
International Development, the European Commission, the United States State Department, and other
governments.
Sådant kan man se så forskelligt på.
Freedom House blev stiftet i USA i 1941 af blandt andet præsident Roosevelts hustru Ellinor Roosevelt.
Organisationen er for 2/3 vedkommende finansieret af amerikanske regeringsinstitutioner blandt andet
USAID og NED (se nedenfor) Freedom House har sit hovedkontor i Washington D.C. og fast repræsentation i
godt et dusin lande, herunder Ukraine, Ungarn, Serbien, Jordan, Mexico samt en række lande i
Centralasien.
Der skete en gradvis oprustning af de nævnte organisationer op gennem 1970erne og 1980erne under
præsidenterne Carter og Reagan. Deres målsætning blev bredere og mere direkte centreret om
menneskerettighederne.
Under præsident Reagan i 1980-erne skete der en afgørende udvikling i de strukturelle forhold omkring
NGOerne og menneskerettighederne. De centrale elementer var den i 1961 under præsident Kennedy
oprettede organisation USAID og den i 1983 nyoprettede National Endowment for Democracy (NED). Begge
blev de koncentrerede omkring menneskerettighederne og begge fik de en nøglerolle for at overføre
økonomiske midler fra den amerikanske stat til NGOer, der varetog det samme formål.
USAID fungerer indenfor rammerne af det amerikanske udenrigsministerium og administrerer et budget på
cirka 20 billioner (milliarder) dollars, hvoraf en større del går til fremmede regeringer og en del til støtte for
humanitære NGO’er.
National Endowment of Democracy (NED) fik til opgave at financiere private NGO’er med det formål at
fremme demokrati internationalt. NEDs budget var i 2009 på 135.5 millioner dollars, som næsten
udelukkende hidrørte fra amerikanske regeringsbureauer. Halvdelen af dets budget gik til følgende fire
"NGO’er": American Center for International Labour Solidarity (ACILS), Center for Internationalt Privat
Initiativ(CIPE), National Democratic Institute for International Affairs (NDI) og International Republican
Institute (IRI). Især de to sidstnævnte skulle vise sig overordentlig internationalt handlekraftige. USAs
tidligere udenrigsminister Madeleine Albright er formand for NDI, mens senator John McCain har en
tilsvarende topplacering i IRI.
Det er en udbredt opfattelse, at NED skabtes som et supplement til CIA, som havde gjort sig uheldig
bemærket ved flere lejligheder op gennem 1960erne og 1970erne. Det uheldigste var, at den havde gjort
sig bemærket.
NGO’erne i Den Kolde Krig
Dermed var NGO’ernes uafhængighed af det amerikanske stats- og regeringsapparat blevet afgørende
mindsket. De humanitære NGO’er var utvivlsomt blevet et redskab (ordet våben vil jeg i denne
sammenhæng anse for malplaceret) i USA’s propagandakrig mod Sovjetunionen og Østeuropa. Også ordet
"propagandakrig" må benyttes med forbehold. For der var naturligvis alt mulig grund til at rette skytset
mod de utålelige forhold øst på for menneskeheden. Den variant af tusindårsriget man der hævdede at
have i sigte var for de vestlige parlamentariske forsamlinger og for de humanitære organisationer at anse
for et blot skalkeskjul for magtbrynde og vildføring af de forpinte befolkninger.
Så dermed var en udvikling sat i gang, som over de næste tiår naturligvis ganske skulle ændre de
humanitære NGO’ers forhold til stater og interstatslige organisationer. Man indså nu, at man havde fælles
mål. Fra den naive og godtroende holdning og opfattelse hos f. eks det Internationale Røde Kors og i det
mindste indledningsvis for Amnesty International, at de upolitisk varetog opgaver af fundamental
humanistisk karakter, var man nået frem til den bitre erkendelse af den omgivende verdens fordækte
ufuldkommenhed. En erkendelse som krævede en ganske anden, engageret tilgang til fremme af den
generelle menneskelige fuldkommengørelse.
Ejendommeligt nok var det en udvikling, som tog yderligere fart efter Sovjetunionens sammenbrud i 1990.
Et sammenbrud som kløgtige iagttagere mener, at de humanitære organisationer skal have en stor del af
æren for. Sidenhen - i 2001 var NDI og IRI, to af de fire NGO’er, som blev finansieret af NED,
hovedkræfterne bag, da den serbiske præsident Milosevic blev væltet og siden udleveret til den til formålet
oprettede krigsforbryderdomstol i Haag. Både Amnesty International, Human Rights Watch og Freedom
House gik ind for USA’s krig mod Irak i 2003, ligesom FN’s menneskeretsorganisationer, samt deres
tilknyttede NGO’er, spillede en afgørende rolle i Vestens krig mod Libyen og den planlagte, men af praktiske
grunde udeblevne krig mod Syrien. Aktuelt synes alle tre organisationer og andre af de nært beslægtede at
have været indblandet i den kupagtige opstand i Ukraine, som førte til regimeskifte. Det vender vi tilbage til
nedenfor.
NGO’erne til højbords
Cirka 3000 af dagens knap 7000 NGO’er er tilknyttet FN’s underorganisationer i et fast samarbejde og de
mest betydningsfulde holder som nævnt endvidere regelmæssigt møder med FNs sikkerhedsråd. Også i
andre transnationale organisationer som Europarådet og EU spiller NGO’erne en mere og mere aktiv og
indflydelsesrig rolle. Så menneskeheden er i de bedste hænder
Uforudsete apokalyptiske hændelser
I begyndelsen af marts 2013 lancerede den russiske regering en uventet, nedrig kampagne over hele
Rusland med det formål at belyse det økonomiske grundlag for tusinder af NGO organisationer, med
henblik på, at afsløre organisationer der optrådte som, det man kaldte for "udenlandske agenter" på vegne
af fremmede stater. Hensigten med kampagnen var, enten at forbyde de pågældende NGO’er eller tvinge
dem til at registrere sig som udenlandsk financierede. Over hundrede NGO’er blev forbudt eller modtog
advarsler om ikke for fremtiden i det skjulte at modtage bidrag fra fremmede stater.
I januar 2014 forsøgte Ukraine at gennemføre en lignende lovgivning. Den 17. januar vedtog parlamentet
således 16 love, hvis grundlæggende sigte var at indskrænke demonstrationsfriheden og agitationer mod
øvrigheden, så som forbud mod maskeringer under demonstrationer, forbud mod opstilling af telte og
barrikader til gene for trafikken, fængselstraf for besættelse af regeringsbygninger, etcetera. Et hovedpunkt
var, at "all NGO’s receiving foreign funding and engaging in broadly defined “political activities” are obliged
to register as foreign agents or risk closure."
Som en talsmand for Amnesty International udtrykte sig: “The changes to the Law on Public Organizations
are an almost exact copy of Russian legislation concerning “foreign agents” which has had a devastating
effect on civil society in Russia.”
Da loven den 17. januar trådte i kraft udløste det voldsomme demonstrationer og massive protester fra
NGO’er, herunder Amnesty International og Front Line Defenders - en irsk i 2001 funderet variant af Human
Rights Watch. Reaktionerne var forståelige set i lyset af, at eksempelvis George Soros' ukrainske filial af
Open Society financierer 66 og NED 65 ukrainske NGO’er. Også USAID og Amnesty International har
omfattende finansieringsprogrammer.
Amnesty International udtrykte sig således: "In passing this law the government is halting any progress
Ukraine has made over the past twenty years towards full compliance with its international human rights
obligations. It promises a grim future for the entire nation." I sin pressemeddelelse kræver organisationen,
at den ukrainske regering "immediately withdraw the legislation."
Men langt mere radikalt gik en lokal, ukrainsk NGO til værks. Det drejede sig om Spilna Sprava, som får
støtte fra International Renaissance Foundation (IRF), den ukrainske udgave af George Soros' Open Society.
Spilna Spravas medlemmer stormede og besatte den 27. januar justitsministeriets bygning og nægtede at
trække sig ud, før regeringen havde trukket den pågældende lovgivning tilbage. Justitsministeren truede
med at erklære nødretstilstand og indsætte militæret. Overfor den trussel valgte besætterne at forlade
bygningen (flere af besætterne blev dog arresteret), men fastholdt en offensiv demonstration udenfor
bygningen med stenkast mod vinduer og anden skrøbelighed, mens de råbte i kor: ""Bandits out".
Demonstrationerne i Kiev, som ellers var stilnet af efter december-urolighederne tog herefter igen kraftigt
til og spredte sig til andre byer, hvor oprørere stormede og besatte regeringsbygninger. Torsdag den 17.
januar fik siden tilnavnet "Black Thursday."
Hidkaldt af den dramatiske udvikling kom EUs udenrigspolitiske leder Catherine Ashton til Kiev og
opfordrede i en samtale regeringen til at trække lovene af 17. januar tilbage. En af de nærmest følgende
dage opfordrede den amerikanske vicepræsident i en telefonsamtale præsident Yanukovych "to take
concrete steps...to respond to the full and legitimate concerns of the Ukranian people, including by
repealing the anti-democratic laws passed on January 17."
Parlamentet besluttede herefter den 28. januar at annullere lovene og give amnesti til besætterne af
justitsministeriet. Regeringen valgte som reaktion at træde tilbage den 29. januar, og præsidenten
fremsatte derefter et tilbud til oppositionen, som bl.a. indeholdt placering af oppositionsledere i spidsen
for en ny regering. Tilbuddet blev afslået, og derefter eskalerede konfrontationen yderligere frem til
præsidentens flugt den 22. februar og oppositionens overtagelse af regeringsmagten i løbet af de næste
dage.
Eftertanker
Måske skal disse dramatiske hændelser ses i lyset af problemer med at definere begrebet nongovernmental organization. Hvis en sådan NGO ikke modtager støtte fra regeringen i det land, hvori den
opererer, men nok direkte eller indirekte fra udenlandske regeringer, rummes den så indenfor
definitionen? Hvis den ikke får støtte fra nogen regering, men fra en udenlandsk, privat rigmand, så skulle
der måske ikke være noget i vejen med benævnelsen NGO, men nok med det, der var begrebets
oprindelige idé om økonomisk uafhængighed. Således kan man gruble.
Man kunne også filosofere over det forhold, at det lykkedes Rusland, at gennemføre en lovgivning
vedrørende udenlandsk financierede NGO’er, mens det gik rive galt i Ukraine. Moralen må være, at et
sådant opgør kræver styrke og stor stat. Lidt ligesom i sin tid, da den franske kong Philip den Smukke tog
opgøret med Tempelridderne.

April 2014 - Kritisk Debat

Transcription

Similar documents

Bestyrelsen i FTF Region Syddanmark har fået ny formand og

Akademike

To eat or not to eat - Niels Bugge Cartoon

Ukraine vil have sønderjyske kedler

GUG BORGERFORENING

den endeløse debat? - Department of Business and Management

SRP Matematik_Samfundsfag 12-tal Den økonomiske krise

Kolbs læringscirkel - praktikvejledning.dk

Fagforeninger: Store udfordringer – lille forandringskraft?

SBi 2011-03.pdf - Statens Byggeforskningsinstitut

Hent bladet som PDF

2014/1 - Det Udenrigspolitiske Selskab

Aggression vrede

2014/2 - Det Udenrigspolitiske Selskab

Så mange beretninger, så mange spørgsmål

205712 Schmidt Kjergaard ApS 6x365.indd

Finanspagten