Dansk krigsfangehjælp i Rusland og Sibirien 1917-20

01
Dansk krigsfangehjælp i Rusland og Sibirien
1917-20
Bernadette Preben-Hansen
Greve Museum, 16. september 2013
Forsvarsakademiet: Center for Militærhistorie
forskningsseminar: 1. Verdenskrig
dette er en præsentation af et forskningsprojekt, der i dag søger publikation,
gerne i artikelform, forfatteren har ingen økonomiske midler
Dansk udenrigspolitik under
den 1. Verdenskrig (1959)
Erik Scavenius
1877-1962
Danmarks udenrigsminister før og under 1.
Verdenskrig (1909-10, 1913-20) med kontor på
Kgs. Nytorv
Det Kongelige Bibliotek: Kort og Billeder
02
03
Erik Scavenius om 1. Verdenskrig
I 1959 publicerede Erik Scavenius sine erindringer om ”Dansk udenrigspolitik under den 1.
Verdenskrig”. Scavenius var som bekendt Danmarks udenrigsminister under såvel 1. - som 2. –
Verdenskrig.
›Udover at Scavenius’ erindringer er interessante, er det også interessant, hvad Scavenius ikke
erindrer. Der er nemlig ikke ét eneste ord om Danmarks internationale ansvar i 1917-18
(i øvrigt første gang i moderne tid, at Danmark for alvor spillede en international rolle på
verdensscenen).
Det danske gesandtskab i St. Petersborg
Millionnaya 11
foto: Bernadette Preben-Hansen 2012
04
05
Afdeling B
I 1917 og 1918 havde Danmark som beskyttelsesnation for Østrig-Ungarn nemlig ansvaret for
krigsfangehjælpen til tilfangetagne østrig-ungarske soldater. De sad interneret rundt om i lejre i Rusland og
Sibirien. USA var gået ind i krigen på vestmagternes side; og i april 1917 overtog Danmark som neutral stat
USA's hidtidige opgave. Opgaven var finansieret af den østrig-ungarske regering, og bestod i at forvalte
bistand til de østrig-ungarske krigsfanger (der regnes halvanden million) og civilfanger (der regnes
halvanden hundrede tusinde), måske i alt omtrent 1, 7 millioner mennesker. Udenrigsministeriet i
København oprettede en særlig afdeling (B) for krigsfangehjælpen ved det danske gesandtskab i St.
Petersborg (Petrograd). Afdeling B fik til huse på den østrig-ungarske ambassade. Ansættelsessamtalerne
fandt sted i København i maj i huj og hast, og få dage senere, den sjette maj 1917 rejste den danske legation
fra København mod den nye arbejdsplads i St. Petersborg. I rejseselskabet møder vi den unge Gustav
Rasmussen (senere Danmarks udenrigsminister), den unge Hans Hartvig Seedorff, med flere (jeg har i mit
projekt fulgt c. 100 enkeltpersoners virke i Rusland og Sibirien 1917-20).
06
Gustav Rasmussen
1895-1953
Krigsfangenskab: en oversigt over krigsfangers
retsstilling gennem tiderne. Kbh. 1939
Gustav Rasmussen, 1924
Det Kongelige Bibliotek: Kort og Billeder
Den østrig-ungarske ambassade i St. Petersborg
Chaykovskogo 10
foto: Bernadette Preben-Hansen 2012
07
08
Det humanitære arbejde
Krigsfangehjælpen var en gigantisk logistisk og visionær humanitær mission. Den hjalp tusinder af fanger
med elementær overlevelse, og efter 1918 med transporttog mod Europa. Ved oktober/november
revolutionen i 1917 proklamerede Trotskij alle krigsfanger som frie mænd; men gesandtskabet forudså
katastrofen når hundredetusinder krigsfanger strømmede mod byerne, forhutlede uden mål og med, uden
midler og uden muligheder. Gesandtskabet fik overtalt Trotskij til at lade fangerne blive i lejrene, og
begyndte nu at organisere ernæringsstationer, hospitalsophold, lazaretter, lægekommissioner og
togtransporter af krigsinvalider mod vesten.
09
Harald Scavenius
1873-1939
Danmarks gesandt i Rusland 1912-18 med
kontor i St. Petersborg, leder af
krigsfangehjælpen 1917-18
Det Kongelige Bibliotek: Kort og Billeder
10
Gesandten
Ansvaret for krigsfangehjælpen lå hos den danske gesandt i Rusland, Harald Scavenius (en
fætter til Erik Scavenius). Arbejdet varetog han dygtigt og med stor ildhu.
›I december 1918 brød Danmark diplomatisk med Sovjetrusland, og gesandten måtte modvilligt
rejse til København. Harald Scavenius efterlod en slags nødkontor i St. Petersborg. Der var
endnu mange danskere og danske interesser at beskytte i Rusland og Sibirien.
›I 1918 varetog gesandtskabet udover de danske interesser - og krigsfangehjælpen - også
Englands, Frankrigs og Kinas interesser i Rusland. Arbejdsbyrden blev voldsom. Gesandtskabet
var den sidste udenlandske repræsentation, der forlod Rusland. Sovjetrusland blev dermed
isoleret fra Vesten.
11
Bernadette Preben-Hansen
fortæller om Harald Scavenius
Greve Museum,
16. september 2013
foto: Erik Ingemann Sørensen
plakat om at yde Kerenskij,
et “frihedslån” til krigen
imod Tyskland
Esther Aksel-Hansen, Harald Scavenius’ skrivedame
(Esther Preben-Hansen, 1919) Breve fra Petrograd 1917-18
Det Kongelige Bibliotek: Manuskripter og Boghistorie
Esther Aksel-Hansen, Ellen Haagensen,
Gerda Andersen og Isabella Smith –
gesandtskabets skrivedamer foran den
østrig-ungarske ambassade, august 1917
12
Moskva, tre dage efter
revolutionsdagen 1917
et russisk dommerkontor
28. oktober/10. november
foto: Frits Brøndal, privateje
13
Aktørerne
14
Krigsfangehjælpen havde flere danske aktører:
I: 1915-16 danske officerer rejste i selskab med tyske og østrigske Røde Kors sygeplejersker på inspektionsrejser til
russiske krigsfangelejre. Inspektionerne gjaldt også politiske indberetninger til Krigsministeriet i København, da den
danske, såvel som udenlandske regeringer holdt øje med bolsjevismen, også indefra. Hærens indsats skete under dække af
Dansk Røde Kors,
II: 1917-18 så var der gesandtskabet i St. Petersborg, herunder også det danske generalkonsulat i Moskva, der som
statslige institutioner varetog krigsfangehjælpen,
III: 1916-19 og endelig var der Dansk Røde Kors (DRK), der arbejdede i Rusland som privat institution med kontorer i
St. Petersborg og Moskva.
›De to institutioner - gesandtskabet og DRK - led under samarbejdsvanskeligheder og rivalisering. Gesandten beklagede
sig ideligt over modarbejde og forplumring fra DRK’s side. Da gesandtskabet måtte rejse i december 1918, forblev DRK i
Rusland. Her begyndte DRK også at tage sig af russiske krigsfanger (endnu ej bolsjevikiserede), der strømmede over den
gl. østfront fra tyske og østrig-ungarske krigsfangelejre.
Samtidigt hjemme i København lå Statspolitiet på lur efter dansk arbejderklasses fraternisering og kontakter med
bolsjevikker; der blev luret på gadehjørnerne på Nørrebro. Også i lejrene i Hald og Horserød blev der holdt et vågent øje
med bolsjevik-propaganda.
”Død over burgøjserne og dets spytslikkerlakajer. Længe leve den røde terror!! Petrograd 1918, 1. september.
Petrograds guvernementssovjet af arbejder-, bonde- og rødarmistdeputerede”
Stemningen i St. Petersborg 1918
foto: Axel Bjerregaard Larsen ”revolutionsbillede optaget trods dødsstraf-dekretet. Det Kongelige Bibliotek: Kort og
Billeder (623, quarto). Tak til Lars Poulsen-Hansen
15
16
Gesandtskabets og Dansk Røde Kors’ delegerede i Rusland
Gesandtskabet og DRK havde i årene 1917-19 i alt halvanden hundrede danske delegerede - læger og militærfolk
- der rejste på inspektion til krigsfangelejre og rapporterede tilbage (humanitære, såvel som politiske
indberetninger).
›En del krigsfanger i Rusland og Sibirien var dansk- og tysksprogede sønderjyder, der havde haft værnepligt i den
tyske hær og var blevet fanget ved østfronten. Krigsfangehjælpen blev afviklet i takt med Den Røde Hærs
fremrykning (1919).
›Anden juni 1919 blev DRK’s kontorer i St. Petersborg og Moskva stormet af Tjekaen. Samtlige medarbejdere
blev arresteret og sat i fængsel i Moskva. DRK trak sig herefter ud af Rusland. De sidste danskere blev evakueret
fra Rusland og Sibirien i april 1920.
›Men krigsfangerne: hvad skete der med dem? Hovedparten døde af tyfus-epidemier, sult og undergang, mange
blev opslugt i den russiske borgerkrig, på rød eller hvid side, og nogle nåede hjem (med den danske indsats,
Danaktion og med Nansen-ekspeditionen).
17
Sønderjyske krigsfanger
Sarapul 1915-18
18
Irkutsk: februar revolutionen 1917
Postkort. Ordenskapitlet: Niels Fuglede
19
Nordrusland 1919-20
I 1919 brød Storbritanniens planer i Nordrusland sammen. Den allierede hærstyrke, der bevogtede de militært
vigtige havne i Arkhangelsk og Murmansk (havnene var erobret i 1918) kunne ikke klare ødemarken,
polarnatten, myggene, etc. Englænderne rejste hjem (1918).
›En dansk kaptajn, Victor Anton Paludan (1892-1958), oprettede den frivillige danske legion (1919), finansieret
af den hviderussiske regering i Nordrusland. Legionen bestod af c. 220 frivillige danske lejesoldater, rekrutteret
fra dansk arbejderklasse, flest Københavnere fra brokvarterene. Missionen blev en katastrofe, og en tiendedel
døde i tjenesten. I februar 1920 besatte bolsjevikkerne Arkhangelsk og Murmansk. De overlevende danske
lejesoldater blev returneret til Danmark efter en tur i Kz-lejre i Moskva (1920).
Kilden, der ligger på Statens Arkiver, er overset (Sergej Pototskij’s arkiv).
Det danske korstog til ærkeenglen Michaels by: Victor Paludan og det frivillige korps i
Nordrusland 1919-20 / The Danish Crusade to Archangel: Victor Paludan and the Danish
Volunteer Corps in Northern Russia 1919-20 (Michael Hesselholt Clemmesen, Bernadette
Preben-Hansen). Forsvarsakademiet: Center for Militærhistorie 2014
Brøndal på kontoret, det danske generalkonsulat i Moskva 1918
20
Frits Brøndal: fra Magasin du Nord til
døden i et fængsel i Rostov ved Don
(Bernadette Preben-Hansen)
Siden Saxo 2010 (27/3), 26-37
http://www.preben.nl/pdf/FB.pdf
foto: privateje
21
Forskningshistorie
Emnet er overset i dansk historieskrivning. Kun professor Bent Jensen har
påpeget forskningsområdet. Det gør han i fodnoterne til sin disputats:
”Danmark og det russiske spørgsmål 1917-24” (1979). Emnet er overset
og det ”mærkeligt nok”, som Bent Jensen bemærker i sin pionerartikel
om ”DRK’s Ruslandsmission 1918-19” (2004). Bent Blüdnikow har
udgivet en bog: ”Krigsfanger: et billeddrama om krigsfanger i Danmark
under 1. Verdenskrig” (1988).
22
Kilderne
Der findes store mængder af ubearbejdet kildemateriale, dels i danske arkiver, især i Statens Arkiver
(Rigsarkivet). Ikke mindst arkivmaterialets vej til Statens Arkiver er i sig selv spændende. Jeg taler her om
den del af de danske arkiver fra Rusland og Sibirien, der overlevede og kom hjem til Danmark. Jeg har i
slut-2000’erne udarbejdet en forskningsregistrant på Rigsarkivet over en stor del af det relevante materiale
dér. En anden del af gesandtskabsarkivet havnede på Krigsarkivet i Wien, og er uudforsket.
En tredje del af gesandtskabsarkivet, der semiofficielt blev smidt ud af gesandtskabsvinduerne af
bolsjevikkerne, kan muligvis genfindes i St. Petersborg eller Moskva.
Der er kilder i det britiske nationalarkiv i Kew i London. Jeg har været rundt i private hjem i Danmark og
beset private familiearkiver for fotomateriale, breve, dagbøger, konsulatsrapporter, med mere.
Kildematerialet i russiske arkiver er uudforsket. Endelig er der kilder i Vatikanet, dem ville jeg gerne
udforske (Harald Scavenius var katolik og trak helt uofficielt på romerkirkens netværk, også i
krigsfangespørgsmålet. Herudover var Benedikt XV forgæves involveret i fredsspørgsmålet. Der er masser af
uudforsket materiale dér).
23
Konklusion
Dansk krigsfangehjælp var et storstillet projekt. At Erik Scavenius hverken erindrer
krigsfangehjælpen eller Danmarks massive handelsinteresser i Rusland, kan skyldes, at
projektet ikke var en succes. ”Det russiske spørgsmål” var nærmest en pinlig affære for
Danmark. Man husker de indirekte konsekvenser: Landmandsbankens krak (1922), og
Transatlantisk Kompagnis rolle heri (holdingselskabet var stiftet af Harald Plum i
1916). Hovedmarkedet Rusland var gået tabt under revolutionen. Og Danmark, dansk
erhvervsliv, såvel som mange danske enkeltpersoner havde lidt store økonomiske
ukompenserede tab i Rusland og Sibirien, ved nationaliseringerne under
statssocialismen.
24
(konklusion)
Det kan måske have haft betydning, at Erik Scavenius - udover besværet med DRK’s ledere i Rusland (Camillo
Martiny, især) - havde samarbejdsvanskeligheder i familien. Erik kunne ikke godt med sin idealistiske og
udiplomatiske fætter. Relationen synes at have været gensidig, jf. privatkorrespondancen på Statens Arkiver.
Erik afskedigede Harald som gesandt i 1919. Samme år agiterede Harald forgæves imod bolsjevismen ved
Fredskonferencen i Paris. Han opfordrede til en international militær intervention af Sovjetrusland, for at smide
bolsjevikkerne ud. Hæren skulle formes af russiske krigsfanger, krigstrætte var de og i ringe stand. Erik fandt
sin fætter for farlig for dansk diplomati, og truede med at sende ham til Oslo. Harald ville absolut ikke til
Oslo, men lod sig sætte uden for nummer. Han gik senere i hi på et sjællandsk gods og skrev på sine uudgivne
betragtninger (1923) om det russiske spørgsmål.
›Året efter, i 1920, overtog Harald uventet Eriks kontorstol på Kgs. Nytorv. Nu var det Harald, der var
Danmarks udenrigsminister, og det var han indtil 1922.