Trivselsundersøgelse

Undersøgelse af trivsel blandt uledsagede unge
flygtninge i bofællesskaber og i egen bolig
- med og uden pædagogisk støtte
Marts 2011
Interviews i undersøgelsen er foretaget i perioden mellem 15. januar til 20. marts 2011 af journalist
og projektmedarbejder ved Integrationsnet, Birgitte Sonne Kristensen.
Kontakt: Integrationsnet, Rådmandshaven 4, 4000 Roskilde. Tlf.: 4632 0200 /8880 8070
1
Indhold
Side
2 Indholdsfortegnelse
3 Forord
4 1 Sammenfatning
9 2 Forskel på unge i bofællesskab og egen bolig - med og uden pædagogisk støtte
12 3 Unge i egen bolig uden pædagogisk støtte
20 4 Unge i egen bolig med pædagogisk støtte
31 5 Unge i bofællesskaber
2
Forord
Integrationsnet har som en del af dansk Flygtningehjælp en lang tradition for modtagelse af
flygtninge. Fra kommunerne overtog integrationsopgaven i 1999, har Integrationsnet tilbudt
pædagogisk støtte til uledsagede mindreårige flygtninge, og i september 2010 oprettede vi vores
første bofællesskaber for uledsagede. Pr 15. februar 2011 eksisterer der fire bofællesskaber, og vi får
i stigende grad henvendelser fra kommuner med interesse for at oprette bofællesskaber i 2011.
Antallet af unge, der søger asyl og får opholdstilladelse i Danmark, er de seneste år steget, og i
Integrationsnet har vi stort fokus på hele tiden at blive endnu dygtigere til at hjælpe de unge til en
god og tryg start på deres nye liv i Danmark.
Bag denne rapport ligger et ønske om at undersøge, hvad i vores nuværende tilbud og tilgang til de
unge, der virker, samt hvilke barrierer og udfordringer der er i forhold til at understøtte de unges
trivsel, integration og læringsproces om det danske samfund. Fokus ligger i denne undersøgelse på
de unges daglige trivsel, betydningen og brugen af pædagogisk støtte, kulturmødet mellem dansk og
fx afghansk kultur samt de unges tanker om deres nutid og fremtid i Danmark.
Vores tilgang til de unge
Visionen for Integrationsnets arbejde med de uledsagede er at er at skole de unge i at begå sig- og
falde til i det danske samfund ud fra deres egen kulturelle og sociale kontekst. Herunder at støtte
dem i læring om samfundet og egen udvikling og integration. Det er Integrationsnets erfaring, at der i
mange kommuner for mange unges vedkommende ikke bliver taget hånd om eksilproblematikken –
at de unge kommer fra en baggrund, hvor de har oplevet tab af familie, svigt og overgreb –
oplevelser, der ofte aldrig er blevet behandlet. Mange unge er traumatiserede af deres baggrund og
ophold i asyllejre og grænseområder til krigshærgede områder. Til gengæld er der i mange
kommuners tilgang til de uledsagede ofte et ensidigt fokus på ressourcesiden, hvilket bunder i en
forventning om, at en ”dansk livsstil” er det, de unge ønsker og har bedst af, men som de ofte i kke
har værktøjer til at mestre på grund af manglende danskkundskaber eller manglende forståelse af
sociale spilleregler og danske normer. I mødet mellem fx en afghansk og en dansk kultur er der
desuden fare for, at de uledsagede falder igennem og mister noget værdifuldt i sig selv, når de
forsøger at overtage danske unges normer - fx at drikke alkohol og overtage en dansk gå i byen kultur
og seksual-adfærd, som måske strider imod deres opdragelse og medbragte normer.
Det er Integrationsnets udgangspunkt, at vores pædagogiske medarbejdere skal møde de unge der,
hvor de er, og give dem et trygt anker i dagligdagen, hvor de kan tale med pædagogiske
medarbejdere, der kan tale de unges eget modersmål, og som forstår deres kultur – uden en
forventning om eller pres på, at den unge skal åbne op fra starten. I de unges lange færd fra flugt til
opholdstilladelse i Danmark er de konstant blevet stillet spørgsmål og har skullet forklare sig. Under
usikre forhold i deres hjemland og i deres ofte lange asylproces med stor usikkerhed om fremtiden,
har de unge været opdraget- eller vænnet sig til at holde kortene og deres følelser og tanker for sig
selv og tæt til kroppen. Ved at garantere de unge en tryg kontakt til en kompetent pædagogisk
medarbejder, der kan indgyde den unge en fornemmelse af tryghed og kontinuitet, lægges kimen til
menneskelig tillid. Hvis eller når den unge vælger at åbne op, står Integrationsnet klar med
professionelle terapeuter, der kan give dem den rette hjælp til at komme videre og lære at håndte re
deres bekymringer og smerte.
3
1 Sammenfatning
Undersøgelsen bygger på kvalitative interviews med 12 unge uledsagede flygtninge. De 12 unge er i
undersøgelsen opdelt i følgende tre grupper:
• To unge, der bor alene i egen bolig og ikke er tilknyttet pædagogisk støtte.
• Tre unge, der er tilknyttet pædagogisk støtte ved Integrationsnet. Heraf bor to i egen bolig
(værelse/ungdomsbolig) og en bor på kollegium med andre unge uledsagede, hvortil der ikke er
tilknyttet personale.
•Syv unge fordelt på tre af Integrationsnets bofællesskaber, hvortil der er tilknyttet dagligt
pædagogisk personale.
Interviewene med de unge er øjebliksbilleder, der skal belyse unge uledsagedes oplevelse af deres
dagligdag i kommunerne under forskellige vilkår.
Interviews med de unge er foretaget én til én. I tilfælde med unge, der endnu ikke mestrer
tilstrækkeligt dansk, har et af de unges pædagogiske personale deltaget ved interviewet som tolk,
hvilket er sket i en ud af tre tilfælde blandt unge, der bor alene. Blandt de syv unge i bofællesskaber
er en ung interviewet med ekstern tolk og to unge alene. De resterende fire unge i bofællesskaber er
blevet interviewet med en pædagogisk medarbejder til stede, der har fungeret som tolk eller støttet
de unge sprogligt, hvis de har brug for at uddybe ord på afghansk. Der er fare for, at de unge vil
udtale sig mindre frit om Integrationsnets tilbud, hvis personalet fra Integrationsnet er til stede. Flere
af de unge har dog specifikt udbedt sig, at den pædagogiske medarbejder sad med under samtalen,
og i selve interviewene har spørgsmål vedrørende aspekter i kontakten mellem personale og de unge
vist, at tilstedeværelsen af personale ikke har fået dem til at holde eventuelle kritiske vurderinger
tilbage – tværtimod har personalets tilstedeværelse synes at øge de unges tryghed ved at deltage i
undersøgelsen.
Hvert interviewmøde har varet fra 45 og 90 minutter, og de unge er forud gjort opmærksom på, at
deres navn og bopælskommune ikke kommer til at fremgå i rapporten. Valget om at anonymisere de
unge er foretaget ud fra en vurdering af, at dette vil virke betryggende i forhold til at tale mere frit,
da de derved ikke skal overveje at blive genkendt af eventuelle læsere af undersøgelsen. Ifølge det
pædagogiske personale er mange unge tilbageholdende i forhold til interviewsituationer, da mange
har været gennem en lang asylproces med dårlige erfaringer med at skulle fortælle om deres
baggrund, flugt og asylmotiv til forskellige myndigheder, hvor de har oplevet, at der er blevet sat
spørgsmålstegn ved deres troværdighed. Der er derfor gjort meget ud af at forberede de unge på
formålet med undersøgelsen samt på at skabe en tryg ramme for samtalen. Der er ikke blevet spurgt
ind til de unges individuelle flugtbaggrund eller historie.
For at komme omkring aspekter af de unges trivsel, som de måske ikke selv er opmærksomme på,
kan i talesætte eller føler sig bekvemme ved at tale om, indgår også interviews med en række
fagpersoner, der er tæt på de unge i dagligdagen:
• Mahmood Nawabi. Er tilknyttet et af Integrationsnets bofællesskaber som pædagogisk
medarbejder, afghansk oprindelse. Baggrund: Forberedelseskursus til arbejde med flygtninge og
indvandrere på pædagogoseminarium samt arbejde som tolk i bl.a. Forsvarsministeriet. Uddannet
folkeskolelærer og arbejdet på folkeskole i Sorø.
• Shekeba Sahebzada. Tilknyttet et af Integrationsnets bofællesskaber som pædagogisk
4
medarbejder, afghansk oprindelse. Baggrund: Pædagoguddannet.
• Shohreh Rahbar-Azad. Tilknyttet et af Integrationsnets bofællesskaber som pædagogisk
medarbejder. Iransk oprindelse. Baggrund: Uddannet sygeplejerske i Iran, uddannet pædagog i
Danmark.
• Sirwan Gomei. Pædagog for tre unge i egen bolig, iransk oprindelse. Baggrund: Har været ansat i
Integrationsnet siden august 2009. Har en to-årig tolkeuddannelse og har tidligere været ansat som
integrationsmedarbejder i kommuner samt været tilknyttet Røde Kors i fem år som
centermedarbejder og tolk.
• Helle Mumm. Konsulent og musikterapeut ved Integrationsnet. Varetager sparring med
pædagogisk personale, hjælp til udarbejdelse af handleplaner samt individuelle samtaler med unge
uledsagede. Baggrund: To-årig ansættelse som pædagogisk medarbejder ved Røde Kors Center
Gribskov for uledsagede, samt to-årig ansættelse som familieterapeut i Greve. Har tidligere arbejdet
som musikterapeut med traumatiserede børn og voksne i Bosnien, samt med psykoedukation ved
RCT – Rehabiliterings- og Forskningscenter for Torturofre.
• Catharina Messel. Konsulent og musikterapeut ved Integrationsnet. Har haft fire unge uledsagede i
individuelle terapiforløb.
• Morten Granlien, underviser og koordinator på Holbæk Sprogcenter
• Ida Fynboe, social mentor, Holbæk Sprogcenter
Hvilke spørgsmål har de fået?
De unge er blevet spurgt ind til deres generelle trivsel i dagligdagen; fx hvad gør dem glade og skaber
indhold i dagligdagen og hvad gør dem bekymrede, kede af det eller frustrerede. De unge, der
modtager pædagogisk støtte samt unge i bofællesskaber er blevet spurgt ind til deres brug af
Integrationsnets pædagogiske medarbejdere. De unge i egen bolig er blevet spurgt ind til, hvad de
synes om at bo alene. Alle unge er blevet spurgt ind til oplevelse af overgang fra asylcenter til
kommune, deres opfattelse af indretning af- og struktur af hverdagen, opfattelse af egen hverdag i
forhold til skole, boligform, fritidsaktiviteter, netværk, at være ny i Danmark og samfundet samt til
tanker om fremtiden.
De unge er overordnet blevet stillet samme spørgsmål. I de individuelle interviewsituationer har det
været forskelligt, hvad der har fyldt hos den enkelte unge og er blevet fulgt op på i interviewet. De
enkelte underafsnit af de tre grupper af unge er derfor ikke nøjagtig ens, men opbygget efter, hvad
der fylder hos de unge.
Det faglige personales vurderinger af de unges trivsel er samlet i afsnittet Øvrige vurderinger efter
gennemgangene af de tre gruppers egne beskrivelser. De unges- samt fagpersonernes udsagn er
desuden samlet i en sammenfatning, hvori der indgår en sammenligning mellem de tre grupper af
unges trivsel; Forskel på unge i bofællesskab og egen bolig - med og uden pædagogisk støtte.
Afsnittene om hver gruppe af unge er hovedsageligt bygget op omkring citater fra de unge selv. Det
er en tilstræbelse, at der for så vidt muligt ikke bliver analyseret på de unges udsagn undervejs, så
det er de unges og fagpersonernes egne stemmer, der træder frem, så relevante fagpersoner selv
kan uddrage pointer og drage konklusioner deraf.
5
Konklusioner:
Overordnede træk:
De unge er overordnet meget begejstrede og nysgerrige i forhold til danske forhold, demokrati og
kultur og historie og er meget optagede af at leve et ’normalt dansk ungdomsliv’.
Samtlige unge er meget opsatte på at uddanne sig, og størstedelen har specifikke erhverv i
tankerne, fortrinsvis indenfor håndværksfag. Mange vælger gerne fag, som de har beskæftiget sig
med i hjemlandet eller opholdslande undervejs til Danmark.
Mange unge føler sig meget alene med deres tanker om oplevelser i fortiden og giver selv udtryk
for, at de sjældent deler dem med andre. Traumatiske oplevelser i fortiden samt frustration over
nutidige problematikker kommer til udtryk i reaktioner som søvnproblemer, mareridt, fysiske
smerter i kroppen, flashbacks, angst og mange får apatiske eller udafreagerende reaktioner.
Aktiviteter som samvær med andre uledsagede unge, sport og fritidsaktiviteter er af afgørende
betydning for deres trivsel - både i forhold til at skabe netværk, struktur og indhold i dagligdagen.
Aktiviteter er desuden tidspunkter, hvor de unge kan abstrahere fra tyngende tanker. Mangel på
aktiviteter gør sig især gældende blandt unge i egen bolig uden pædagogisk støtte.
Mange unge udtrykker frustration over, at det er sværere at lære dansk og blive integreret, end
de havde forventet eller håbet på asylcentret. Mange udtrykker desuden stor bekymring for, om
de når at blive gode nok til dansk, før de på et tidspunkt skal klare sig alene.
Samtlige unge understreger vigtigheden af at have en voksen kontaktperson, der taler de unges
eget sprog og som kan støtte dem psykisk, socialt og praktisk i dagligdagen.
Mange unge går med bekymring over at få frataget/ skulle klare sig uden pædagogisk støtte, når
de fylder 18 år eller flytter fra bofællesskabet.
Samtlige unge efterlyser større kontakt med danskere – særligt danske unge, og finder det svært
og intimiderende selvstændigt at tage kontakt til danske unge pga usikkerhed over egne
sprogfærdigheder og forståelse af danske sociale normer.
Hvis unge først kommer ind i en dårlig spiral med depressiv adfærd og fravær fra sprogskole n, kan
det være svært at få dem i gang igen, og de har i denne proces behov for intens støtte og
opfølgning.
6
Overgang fra asylcenter til kommune:
Flere unge har ventet længe på, at kunne starte i sprogskole, når de ankommer til kommunen,
hvilket medvirker til en følelse af isolation og gør det svært at opbygge en daglig rutine.
Mange unge har urealistiske forventninger til, hvad der venter dem i kommunen samt i forhold til
muligheder for beskæftigelse og uddannelse.
Det er vigtigt for de unge, at de, før de flytter, har fået fortalt, under hvilke forhold, de skal bo.
Det er en stor psykisk omvæltning at flytte fra asylcentret med stort socialt fællesskab og alene ud
i en kommune, og mange unge oplever dette som en meget overvældende proces, samt stor
psykisk udfordring i forhold til at skulle håndtere at være alene. De unge påpeger her vigtigheden
af en voksen social kontakt, der kan tale den unges eget sprog og støtte den unge psykisk.
Det er vigtigt, at de unge får hjælp til at etablere sig ordentligt i den ny kommune i forhold til
praktiske ting som indkøb af møbler, oprettelse af bankkonto etc. Hjælpen kan ikke ske på ét
besøg – der opstår løbende nye spørgsmål, og mange unge giver nogle gange udtryk for, at de
forstår mere, end de reelt gør. Det er desuden vigtigt, at den unge tilknyttes en stabil kontakt,
som de løbende kan opsøge for at få støtte og hjælp.
Betydning af boligform:
Der optræder hyppigere ensomhed og isolation blandt unge, der bor alene, end blandt unge i et
bofællesskab. Derudover ses hyppigere tendens til fravær fra skole og koncentrationsproblemer
samt manglende selvtillid og håb og tro på fremtiden blandt unge i egen bolig.
Unge i bofællesskaber udtrykker mindre ensomhed og apati og giver mere udtryk for vrede. Det
kommer fx til udtryk ved, at de forholder sig meget kritisk til deres egen rolle som uledsagede
samt til personalets pædagogiske rolle i bofællesskaberne.
Blandt unge i egen bolig er netværk og geografisk nærhed til andre uledsagede unge af stor
betydning for, hvor godt den unge falder til og trives.
Der er store individuelle ressourceforskelle blandt unge uledsagede. Nogle unge kan trives godt i
egen bolig med tilknyttet pædagogisk støtte. Udsagn fra unge om de ønsker og forestillinger, de
har haft før, de unge forlader asylcentret, viser, at de unge ikke selv kan overskue konsekvenserne
af de forskellige boligformer. Selvom de unge som udgangspunkt fx ønsker egen bolig, før de
forlader asylcentret, trives mange efterfølgende dårligt med at skulle bo alene.
Brug af pædagogisk støtte i forhold til unge i egen bolig:
7
Pædagogisk støtte har stor betydning i forhold til den unges trivsel og mange benytter den
pædagogiske medarbejder som en støtte i dagligdagen og voksen sparringspartner. Antallet af
timer bevilliget til pædagogisk støtte har betydning for, i hvor høj grad den unge knytter sig til
personalet og bruger vedkommende til mere end praktiske spørgsmål og gøremål.
Tre ud af tre unge fremhæver møder og netværk med andre unge uledsagede og deres pædagoger
som en vigtig del af- og et højdepunkt i deres dagligdag.
Dagligdagen i bofællesskaberne:
Unge i bofællesskaber giver overordnet udtryk for stor tryghedsfølelse ved at bo sammen med
andre unge med samme baggrund. Ifølge personale på Holbæk Sprogcenter, der hver dag ser
uledsagede unge i alle slags bolig- og (manglende) støttetilbud, træder de unge i Integrationsnets
bofællesskaber frem som de overordnet mest selvbevidste, mødestabile, velfungerende og
velplejede af de uledsagede elever.
Samtlige unge i bofællesskaber understreger, at de er glade for tosprogede pædagoger, som kan
hjælpe dem med at forklare dem danske udtryk, begreber og normer, så de kan forstå det, og som
de kan kommunikere utvungent med. Samtlige unge efterspørger samtidig en kombination af
dansk og afghansk/andet personale, så de kan træne mere dansk i dagligdagen og være sammen
med voksne, der forstår dansk (ungdoms)kultur.
Det er meget vigtigt, at der er kontinuitet og at alt forløber regelmæssigt og uden store udsving,
da små detaljer kan få ’læsset til at vælte’ for nogle unge. Det er desuden vigtigt for de unge, at
det pædagogiske personale er engagerede og aktive i forhold til at sætte aktiviteter i gang.
Der er et spændingsfelt mellem afhængighed og selvbestemmelse, der kan være kilde til
frustration blandt nogle unge, og nogle unge er meget optagede af personalets pædagogiske rolle
i forhold til dem. Der har i et bofællesskab i denne forbindelse været diskussioner mellem unge
og personale, hvilket har skabt et midlertidigt anstrengt klima. Ifølge en af medarbejderne i
bofællesskabet, har ’kampene ’ samtidig bragt unge og personale tættere sammen.
De unge benytter i høj grad personalet til at betro sig og opsøge trøst. De benytter samtidig
personen som en ”tryg” voksenskikkelse, som de kan afreagere på – og som de forventer reagerer
tålmodigt på udfaldene og ikke lader sig rive med.
8
2 Forskel på unge i bofællesskab og egen bolig med og uden pædagogisk støtte
Unge i egen bolig uden pædagogisk støtte
Af interviews med to unge fremgår det, at problematikker omkring ensomhed og følelse af isolation
er et basalt omdrejningspunkt i hverdagen. De unge tilbringer meget tid alene og har svært ved, hvad
de skal stille op med tiden, hvor de ikke er i skole. De lider af kedsomhed og koncentrationsbesvær
både hjemme og i skolen og bliver i perioder meget deprimerede og modløse. En af de unge nævner i
denne forbindelse, at han periodisk er bange for at miste forstanden, og at han jævnligt overvejer at
tage sit liv. Han har desuden hyppigt stærke uforklarlige smerter i maven, som lægen ikke kan
diagnosticere. De efterlyser netværk og kontakt med andre mennesker generelt og essentielt –
herunder både andre unge uledsagede, danskere samt en voksenfigur, der kan bakke dem op støtte
dem i dagligdagen. Derudover fylder tanker om praktiske udfordringer som betaling af regninger,
bestilling af tid hos lægen, kommunikation med myndigheder etc. meget. Begge unge peger på
aktiviteter og samvær med andre som positive stunder i deres dagligdag og er meget interesserede i
at flytte sammen med andre unge i bofællesskaber, flytte til byer, hvor de kender andre uledsagede
og i at få tilknyttet en pædagog. En af de unge er så dårlig over at bo alene, at han foretrækker at
flytte tilbage på asylcentret frem for at blive boende alene.
Beskrivelsen bygger på interviews med to unge, men interviews med underviser og koordinator,
Morten Granlien, og Ida Fynboe, socialkoordinator, begge fra Holbæk Sprogcenter, viser, at
karakteristikken (med undtagelser) er kendetegnende for unge i egen bolig uden pædagogisk støtte.
Unge i egen bolig med pædagogisk støtte
Interviews med tre unge viser, at de unge med pædagogisk støtte i forhold til unge uden pædagoger
har en mere struktureret hverdag med flere aktiviteter og en oplevelse af mere indhold i hverdagen.
Alle tre unge dyrker fx fritidsinteresser og planlægger i højere grad deres tid og har i forhold til unge
uden pædagog et mere afklaret forhold til en fremtid i Danmark. Der er dog store forskelle i trivslen.
En af de unge har det dårligt med at bo alene og føler sig ofte ensom og deprimeret og ønsker at
flytte i bofællesskab. De to øvrige unge er generelt tilfredse med indretningen af deres hverdag og
har et stort netværk. Praktiske spørgsmål fylder meget, og alle tre unge fortæller, at det er afgørende
for dem hele tiden at holde sig i gang for ikke at blive opslugt af tanker om fortid, flugt og familie.
Musikterapeut og konsulent, Helle Mumm, giver følgende karakteristik af de unge:
De unge, der bor i egen bolig, virker typisk lidt mere alene end de unge i bofællesskaberne. De
mangler nogen at ”bokse” med, nogle andre/voksne at diskutere med, prøve sine meninger af på
og holde sig selv op imod. Der er heller ikke samme liv og stemning omkring dem i form af andre
unge eller muligheden for at springe af og på socialt samvær og samtaler som der er for de unge i
bofællesskaberne.
9
Samtlige unge nævner den pædagogiske medarbejder som en meget vigtig figur i deres liv og et trygt
anker i hverdagen. De bruger efter eget udsagn vedkommende til socialt samvær og samtaler om
samfundet og deres psykiske trivsel, samt til praktiske spørgsmål, støtte ved møder i skolen og på
kommunen etc, og giver udtryk for at have et tæt forhold til ham. De fremhæver her, at det er vigtigt,
at pædagogen taler deres nationalsprog og at han bakker dem op- og skubber på i forhold til daglige
og fremtidsmæssige udfordringer som fx udvikling af netværk, deltagelse i aktiviteter og tanker om
uddannelse. I forhold til unge i bofællesskabers forhold til personalet der, fremstår kontakten mellem
ung og pædagoger tættere og mere personlig, og to af de unge betegner pædagogerne som nære
venner. Af positive elementer i deres liv nævner de aktiviteter og samvær med andre og deres
pædagog, og fremhæver i denne forbindelse fællesarrangementer med andre uledsagede og deres
pædagoger som gode og vigtige stunder. Derudover fremhæver de episoder med anerkendelse af
deres evner som essentielle.
Unge i bofællesskaber:
Tanker om praktiske udfordringer udgør generelt ikke en bekymring hos de unge i bofællesskaber i
forhold til unge i egen bolig. Størstedelen af de unge i bofællesskaber udtrykker stor glæde over at
bo sammen med andre og fremhæver alternativet med at bo alene som en skræmmende tanke. De
hæfter sig her ved trygheden ved- og fællesskabet i at bo sammen med andre og ved, at der konstant
er noget i gang omkring dem. De opfatter tilknytningen af personale som en naturlig del af
dagliglivet, og bruger de pædagogiske medarbejdere til social støtte samt som en person de kan
afreagere overfor ved frustrationer.
Den generelle hovedbekymring og frustrationselement i hverdagen blandt de unge i bofællesskaber
er udviklingen af danskkundskaber og indsigt i dansk kultur, hvilket, de ikke føler, går hurtig nok, og
de begrunder bekymringen med, om de kan klare sig i samfundet på sigt. Derudover indgår mere
traditionelle ’teenagediskussioner’ i forbindelse omkring indkøb, pligter i huset etc. Størstedelen af
de unge er meget optagede af fremtid i forhold til at skulle klare sig selv, flytte fra bofællesskabet og
tage en uddannelse – overvejelser hvor ved de bruger personalet som sparringspartnere. En stor del
giver udtryk for stor nysgerrighed omkring danske forhold, følger med i danske nyheder og forholder
sig i forhold til unge i egen bolig mere overvejet og velformuleret til sig selv som ny i Danmark i
forhold til kulturel identitet og fremtidsmæssige udfordringer.
I forhold til unge, der bor alene, fremstår de unge i bofællesskaber desuden i højere grad optagede af
deres rolle og identitet som uledsagede – rettighedsmæssigt og i forhold til, hvordan de bliver
opfattet af danskere, og de har meget travlt med at komme til leve et ’normalt dansk ungdomsliv’.
Det fremgår af interviews med det pædagogiske personale, at de unge i høj grad ønsker at diskutere
deres egen rolle og position som flygtning, og nogle af de unge sætter i denne forbindelse
spørgsmålstegn ved personalets rolle og har klare og formulerede idéer om, hvad de gerne vil have
og har brug for. De efterlyser fx mulighed for dansk personale og et større undervisningspræg i
samværet mellem unge og personale i hverdagen. På samme tid fremhæver de det som en tryg
faktor, at personalet taler deres eget sprog og kan forklare om danske forhold på en letforståelig og
10
afslappet måde. De unges spørgsmål omkring personalets rolle gør sig især gældende i den første tid
efter indflytning. Efter en periode accepterer de unge ifølge personalets udsagn rammerne om stedet
og giver udtryk for at føle sig som en del af et fællesskab. Dette bekræftes af underviser og
koordinator på Holbæk Sprogcenter, Morten Granlien, der vurderer, at unge i Integrationsnets
bofællesskaber virker til at have et større og bredere fællesskab og netværk end unge i egen bolig, og
at de omtaler deres personale i bofællesskaberne positivt og som en vigtig støtte. De unge i
bofællesskaber fremstår ifølge ham desuden mere trygge og rolige i undervisningen og dagligdagen
på skolen, samt mere bevidste om sig selv, deres situation og hvad ”der virker godt for dem” end
unge i egen bolig. Han beskriver desuden unge i bofællesskaber som velplejede og velklædte,
hvorimod de unge i egen bolig uden en tilknyttet pædagog oftere fremstår mere ’forhutlede’ og
’sølle’.
11
3 Unge i egen bolig uden pædagogisk støtte
Integrationsnet har meget lidt kontakt til unge uledsagede flygtninge i egen bolig uden pædagogisk
støtte, og kontakt med de unge er derfor formidlet gennem Holbæk Sprogcenter.
Begge unge er interviewet alene på dansk.
Uledsagede kilder:
21-årig. Kom til Danmark januar 2009. Har boet ca. seks måneder på asylcenter og siden da alene i
egen bolig.
20-årig. Kom til Danmark i efteråret 2008. Har boet ca. otte måneder på asylcenter og siden da
alene i egen bolig.
Baggrund: Begge er fra Afghanistan.
Trivsel i dagligdagen:
Begge unge går på Holbæk Sprogcenter og er meget velformulerede på dansk. De unge bor i to
forskellige byer i en nærliggende kommune og kendte ingen andre i området, da de flyttede dertil.
Adspurgt, hvordan de overordnet har det, betegner begge unge sig selv som meget ensomme og
giver udtryk for frustration over manglende netværk og mennesker omkring dem. En ung giver
følgende beskrivelse af sin dagligdag:
Jeg vågner kl. 8 og tager bussen til Holbæk omkring 8.20. Så er jeg i skole fra 9 til 14. Bagefter går
jeg lidt rundt i Holbæk med nogle fra skolen til kl. 15 eller 16. Der tager jeg bussen hjem. Mange
andre fra skolen har travlt med aftaler eller fritidsinteresser der. Så er jeg hjemme kl. 17.
INT.: Hvad laver du så der?
Så er jeg bare hjemme. Fra nytår har jeg bestemt, at jeg skal lave lidt og prøve at få lavet lektier,
men jeg bliver så hurtigt træt, når jeg læser, og hvis jeg falder i søvn, kan jeg ikke sove om natten.
Jeg har svært ved at koncentrere mig og så sidder jeg meget ved computeren. Der er ikke noget at
lave. (21-årig)
Den unge fortæller, at han for så vidt mulig prøver at komme hjemmefra og besøge venner og
mener, at han kan se en udvikling i sin trivsel:
12
Jeg havde det rigtig dårligt i starten, men nu går det bedre. Jeg kender nogle i Holbæk og Slagelse,
så jeg er ikke hjemme hele tiden nu. Kun tre – fire dage om ugen.
En anden ung giver følgende beskrivelse af sin dagligdag:
Der er bare mig og mit værelse. Jeg kender ikke så mange derude og jeg keder mig. Jeg er ensom
hele tiden. Der kommer en dame fra kommunen to gange om måneden, der laver en kop te og
hjælper mig med breve fra kommunen. Hun er der cirka en time. Hvad skal jeg lave derude? Der er
ingen at tale med, og jeg har ikke råd til et fjernsyn. Jeg har en computer, som jeg kan høre musik
og tjatte med andre på. (20-årig)
Ovenstående ung fortæller, at der lige er flyttet en anden ung til samme by, men at de ikke ses,
hvilket han begrunder med, at de begge er afghanere, men at den ene er hazar og den anden pashtu,
og at dette betyder, at de har svært ved at tale godt sammen.
Han fortæller uopfordret, at han i en længere periode flere gange om ugen har haft tanker om at
tage sit eget liv:
Jeg tænker af og til på selvmord. To til tre gange om ugen tænker jeg på det. En grund er, at jeg
savner min familie. En anden grund er, at jeg er så alene. (20-årig)
INT.: Hvad gør du, når du får sådan nogle tanker? Er der nogen, du kan tale med?
Jeg har ingen at tale med. Når jeg bliver så ked af det, går jeg en tur. Jeg ved ikke, hvad jeg skal
sige nu.
Han fortæller derefter, at han føler, at han lige nu er lidt bedre, end da han lige flyttede til
kommunen, men at han har svært ved at få dagligdagen til at fungere, og at han ofte har fysiske
smerter, som lægen ikke kan diagnosticere:
Nogle gange har jeg det som om jeg er ved at blive sindssyg. Hvad gør man så? Jeg er ked af det
hele tiden, men hvad skal man gøre? Sådan er det at blive voksen. Jeg er tit syg. Det startede på
asylcentret at jeg fik ondt i maven. Det kommer meget pludseligt – fx når jeg skal gå op til
busstedet om morgenen, og så går jeg hjem igen. I et halvt år var jeg væk fra skolen i to – tre dage
om ugen, fordi jeg fik så ondt i maven.
INT.: Har du været til læge og fået ham til at undersøge det?
Ja. Jeg blev tjekket på centret og han sagde, at der er ingen problemer med maven. Han sagde, at
det var noget psykisk. Jeg tror også, at det er på grund af tanker.
INT.: Hvad er det for nogle tanker, du får?
13
At der ikke er nogen, der ringer. Hvis jeg dør, er der ingen der kontakter mig eller opdager det.
Den unge har samtidig mange ønsker for fremtiden, og hans tanker om at tage sit liv samt den store
følelse af isolation og ensomhed synes at eksistere sideløbende med en vis drivkraft og håb, som er
det, der holder ham oppe.
Boligforhold:
Adspurgt, hvordan de unge gerne vil bo, hvis de selv kunne vælge, svarer begge, at de gerne vil bo i
bofællesskab med andre uledsagede. Det fremgår desuden af deres formuleringer, at de kender til
bofællesskabs-modellen fra andre unge, og at de ungesammenligner deres forhold indbyrdes med
andre uledsagede unges, når de mødes i sprogskolen. De udtrykker i denne forbindelse misundelse
over andres forhold:
Jeg tænker, at man skal bo sammen med andre mennesker og have nogen, der kan fortælle mig,
hvordan jeg skal gøre tingene. Man skal i hvert fald ikke være alene. Prøv at forestille dig, at du
kommer til et land, hvor du ikke forstår noget som helst, og hvor der ikke er nogen til at fortælle
dig, hvad der foregår og hvad du skal! Jeg vil meget gerne flytte i hus med andre unge, hvor der er
personale. De, der bor der, er glade for deres liv. Jeg synes, at de er meget heldige mennesker.
(20-årig)
En af de unge påpeger her, at hvis han kunne vælge mellem at bo på asylcentret og i sin egen
lejlighed, ville han vælge asylcentret for at undgå ensomhed:
Asylcentret er som en lille by. Alle har problemer, men jeg vil alligevel hellere bo der. Jeg kan ikke
tale rigtig dansk, og så er det nemmere at tale med nogen, der taler mit eget sprog. Jeg har brug
for nogen at tale med. (21-årig)
Adspurgt, om de unge har gjort deres sagsbehandler opmærksom på, at de gerne vil bo i
bofællesskab, svarer de begge nej.
Nej, der har jeg aldrig tænkt på. Jeg er voksen – derfor tror jeg ikke, at jeg kan få det. Jeg var
uheldig på asylcentret. Jeg var 17, da jeg kom og blev 18 år der. Dem under 18 år er de heldigste i
hele verden. (20-årig)
Den ene har dog efterspurgt hjælp til at søge om at få lov til at flytte til Holbæk, hvor han kender
flere unge og mener, at han vil trives bedre:
Jeg har sagt mange gange, at vi skal skrive et brev til Holbæk kommune, men jeg har ikke fået
noget svar. (21-årig)
14
Overgang fra asylcenter og den første tid i kommunen:
En af de unge har oplevet, at to sagsbehandlere fra kommunen forud for flytningen har været ude på
asylcentret og fortælle dem om, hvordan de skal bo i kommunen, hvilket han har været glad for og
betegner som vigtigt. Den anden unge blev modtaget af en sagsbehandler, da han ankom til
kommunen, Sagsbehandleren viste ham rundt i det nye nærområde og præsenterede
indkøbsmuligheder og institutioner, hvilket han fremhæver som positivt. Begge unge er desuden
glade for deres boligs fysiske rammer. En fortæller, at lejligheden har overgået hans fantasi, og begge
har været overvældede og stolte over at få deres eget sted. De har dog oplevet den første periode
som meget turbulent og forvirrende og påpeger, at manglende aktiviteter og social kontakt har gjort
det svært at falde til og at den pludselige ensomhed i forhold til på asylcentret har virket meget
chokerende på dem. Det fremgår desuden, at de unge ikke har været mentalt forberedte på, hvordan
deres hverdag kommer til at se ud, når de flytter fra asylcentret, og ikke føler, at de får tilstrækkelig
hjælp eller støtte til at klare udfordringer som at oprette en bankkonto og indrette deres lejlighed.
De unge beskriver hver især deres første tid således:
Det var først meningen, at jeg skulle bo i Hillerød, men der var ikke plads alligevel. Så skulle jeg til
XXXX. To sagsbehandlere kom ud på asylcentret og fortalte mig om, hvor jeg skulle bo, og gav mig
en togbillet. Det var rart, at de fortalte. Så tog de mine ting med i en lastbil – min seng, tøj og
gryder og tallerkener og ting, jeg har fået i startpakke på asylcentret. Jeg fik først tingene efter en
halv måned. Jeg blev så glad, da jeg skulle flytte, men da jeg så lejligheden tænkte jeg, at det var
bedre, hvis jeg var blevet på centret. Der var helt tomt og sådan nogle gulve 1. Det tog fire
måneder, før det duede for mig. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, eller hvor jeg skulle købe ind.
Der var ikke noget internet og der gik to måneder, før jeg skulle starte i sprogskole. Jeg var ved at
blive sindssyg. (20-årig)
En fra asylcentret købte en togbillet til mig. Da jeg kom med toget, var der en fra kommunen der
for at hente mig. Hun viste mig rækkehuset og forklarede, hvordan det hele virker. Jeg blev SÅ
glad, da jeg gik ind – det var meget bedre, end jeg havde troet. Hun viste mig genbrugsbutikker,
hvor jeg kan købe møbler, og steder, jeg kan købe ind. Da hun gik tænkte jeg: jeg har ingenting
med og ingen computer eller internet. Jeg kan ikke dansk. Så gik jeg og tog toget til København.
Jeg ringede til en ven2 og sagde, at jeg har fået opholdstilladelse og om jeg måtte besøge ham, og
så tog jeg derind og blev to uger. Da jeg kom tilbage til min lejlighed, var der mange breve. Nogle
af dem så vigtige ud. Jeg ringer igen til min ven og han siger ’ok – jeg kommer om to timer’. Når
han kommer, fortæller han, at jeg har fået bøder, fordi jeg ikke var hjemme, da der kom nogen
forbi. Der skulle komme en og syne lejligheden. Så gik vi på biblioteket og brugte internettet og
fandt kommunens telefonnummer. Min ven ringede til dem og forklarede og de aftalte, at jeg
1
Han peger på interviewlokalets linoleumsgulv.
15
skulle være hjemme næste dag. Bagefter sagde min ven, at nu køber vi en seng til dig. Bagefter går
han med ned i banken og hjælper med at få et hævekort og en kode. Han hjælper rigtig meget.
Bagefter tager han hjem til sine forældre og siger ’du må gerne komme til Københavnn, når du har
lyst. Jeg har sagt det til kommunen’. Jeg tror, han tog frem og tilbage fem gange i starten.(21-årig)
Oplevelse af at være ny i Danmark:
Begge unge giver udtryk for, at de finder det ubehageligt at de ikke kan kommunikere på flydende
dansk med danskere, samt at det er svært for dem at komme i kontakt med danskere generelt, og at
de hurtigt bliver meget selvbevidste.
Jeg skal til at begynde på noget billigt fitness, der kun koster 100 kr. om måneden. Der kommer
masser af mennesker.
INT.: Kan du måske møde nogle danskere der?
Nej, det tror jeg ikke. De er meget anderledes end os. Når jeg går til en dansker og spørger og
spørger – så stopper jeg. Jeg kan mærke, at de ikke har lyst til at fortsætte, og så stopper jeg. De er
meget lukkede. (20-årig)
Begge er meget indstillede på at skabe sig et liv i Danmark og peger på, at vejen til integration går
gennem daglig kontakt med danskere og arbejde. Hovedformålet med arbejdet er på nuværende
tidspunkt ikke ekstra penge, men at have en dagligdag med almindelige danskere:
Jeg vil gerne have praktik i Fakta eller Netto. Så kan jeg tale mere dansk og møde nogen. Hvis vi
arbejder sammen, snakker vi også sammen.3 (21-årig)
Bekymringer i dagligdagen:
Adspurgt nævner begge unge ensomhed, manglende hjælp til praktiske spørgsmål samt manglende
kontakt til danskere som de største kilder til bekymringer i dagligdagen4.
2
Vennen er også afghansk flygtning, men er kommet hertil med sin familie. Den unge kender ham, fordi
vennens fætter har boet på samme asylcenter som den unge.
3
Flere af de unge i både egen bolig og bofællesskaber ytrer, at de ønsker en ’normal’ hverdag, der er så meget
lig danske unges som mulig, og at de ikke ønsker at skille sig ud som flygtninge og afghanere.
4
Det er en generel tendens for samtlige uledsagede kilder i undersøgelsen, at de alle kun berører tanker og
frustrationer relateret til deres flugtbaggrund og adskillelsen fra familien meget perifert. Eftersom der ikke har
været en terapeut til stede under interviewene, og sigtet med undersøgelsen i høj grad er relateret til de
støttemæssige rammer omkring de unge, er der ikke blevet spurgt ind til bekymringer og følelser relateret til
familien, med mindre den unge selv bringer det ind i samtalen.
16
Hvordan skal jeg kunne integrere mig eller lære dansk eller lære noget om samfundet? Jeg vil
gerne være sammen med danskere – det er vigtigt! (20-årig)
De praktiske spørgsmål dækker over en lang række udfordringer som fx oversættelse og fortolkning
af breve fra kommunen, overførsel af husleje, bestilling af intenet, tid hos lægen etc.:
Først prøver jeg selv at forstå, hvad der står. Måske bruger jeg oversættelsesmaskinen på
computeren. Hvis jeg ikke forstår dem, tager jeg brevene med hen på skolen. Heldigvis har vi en
integrationsmedhjælper, der kan hjælpe mig. (20-årig)
Mange af de praktiske ting er udfordringer, der ifølge de unge selv bliver nemmere at løse, som
månederne går. Ud fra de unges egen fremlægning af den første periode i den ny kommune samt
gentagne tilbagevisninger til denne tid løbende i interviewene, fremgår det dog, at den følelse af
magtesløshed og usikkerhed, der er forbundet med den første tid, lagrer sig i dem og er svær for dem
at slippe.
Glæder i dagligdagen:
Begge unge fremhæver aktiviteter samt samvær med andre som de stunder, hvor de har det godt
eller bedst.
”Jeg bliver glad af at være sammen med andre. At have det sjovt og grine samen og gå i byen”.
(20-årig)
I vinterferien besøgte jeg min ven i Aalborg. Jeg kender ham fra asylcentret i Jylland. Han arbejder i
en mexicansk restaurant og laver også malerarbejde. Han siger kom – vi skal bare være sammen.
Han kan også hjælpe mig med at få et malerarbejde deroppe til sommer og siger, at jeg skal flytte
derop, hvis jeg får mine papirer fra sprogskolen. Så skal jeg gå i skole deroppe. (21-årig)
Udover glæde over aktiviteterne og samværet i sig selv, beskriver de dem ligeledes som stunder,
hvor de kan glemme bekymringer.
Tanker om fremtiden:
Begge unge vil gerne uddanne sig. Den ene er meget specifik angående ønsker/drømme:
Jeg håber på, at jeg kan uddanne mig til automekaniker, butik eller sygeplejerske, og tænker på,
hvad jeg kan gøre ved egen kraft. Jeg er ikke god til matematik og engelsk – man skal kæmpe og
knokle. Jeg tænker altid på fremtiden – hvad jeg kan gøre for, at den bliver bedre. Jeg håber jeg
bliver færdig med dansk til sommer, så jeg kan starte på VUC. (20-årig)
17
Han efterlyser i denne forbindelse en person, der tager del i hans tanker om fremtiden og involverer
sig:
Jeg har talt med en sagsbehandler fra jobcentret om, hvad jeg skal, og hun siger ’du bestemmer
selv’. Jeg vil gerne have en person, der har en mening om, hvad jeg skal. (20-årig)
Den anden ung har svært ved at forholde sig til emnet, hvilket han forklarer med tanker om sin
familie:
Det er lidt svært at tænke på fremtiden. Lige nu er jeg i store problemer. Min familie er flygtet til
Iran. De bor hos min onkel, men de har ingen penge og bor hemmeligt. Hvad skal der ske med
dem? Han kone vil ikke have dem der. De vil ikke til Europa, men de kan heller ikke blive i
Afghanistan eller Iran.
INT.: Har du nogen kontakt med dem?
Ja, jeg kan ringe til min onkel og tale med dem, men jeg bliver meget dårlig af det. Jeg vil have et
liv her.5 (21-årig)
5
Den unge blev adskilt fra sin familie under deres fælles flugt fra Afghanistan. Han ønsker ikke at uddybe
punktet om kontakten med sin familie yderligere.
18
Øvrige perspektiver
Vurdering fra Holbæk Sprogcenter:
Ifølge underviser og koordinator på Holbæk Sprogcenter, Morten Granlien, og social mentor, Holbæk
Sprogcenter, Ida Fynboe, er der store forskelle på trivslen hos unge me d og uden pædagogisk støtte
blandt unge, der bor i egen bolig.
Ved unge uden en tilknyttet pædagog bruger skolen meget tid på at hjælpe de unge med en række
praktiske anliggender. På Holbæk Sprogcenter gælder dette bl.a. en gruppe af unge fra en
nærliggende kommune, der bor i egne lejligheder. Ifølge skolen har de unge især brug for praktisk
hjælp til betaling af regninger, bankoverførsler, el-aflæsning, bestilling og afbestilling af internet og tv
m.m. Udover forståelsen af praksis opstår der her også sproglige problemer skriftligt og mundtligt,
fordi de unge er analfabeter eller endnu ikke mestrer dansk i tilstrækkelig grad. Derudover forstår
mange unge ikke juridisk sprogbrug og oplever ikke at kunne få hjælp fra sagsbehandlere ved
kommunen. Ida Fynboe nævner i denne forbindelse et nyligt tilfælde med en dreng, der er blevet sat
ud af sin lejlighed, da han ikke har kunnet finde ud af at overføre en husleje. Ida Fynboe tog kontakt
til kommunen med den unge og fik annulleret udsættelsen og brugte i denne forbindelse en anden
elev fra samme oprindelsesland som den unge, men bedre til dansk, som tolk.
Begge påpeger, at de praktiske anliggender bekymrer de unge og optager deres tanker i en grad, at
dette går ud over deres koncentration i forhold til danskundervisningen i skolen. De unge uden
pædagogisk støtte har desuden generelt mere fravær fra skolen og er ikke så præcise, hvad angår
mødetider. Der vurderes dog ikke at være tydelige faglige forskelle mellem unge med og uden egen
bolig og pædagogisk støtte.
Der er Morten Granliens vurdering, at unge i egen bolig uden en tilknyttet pædagog desuden
fremstår mere alene og ’sølle’ end andre typer af uledsagede unge i forhold til at få vasket tøj,
komme til læge etc6.
6
Morten Granlien pointerer, at der er store individuelle forskelle mellem de enkelte unge, så beskrivelsen er en
tendens med undtagelser.
19
4 Unge i egen bolig med pædagogisk støtte
Om Integrationsnets pædagogiske støtte til uledsagede unge
Det er Integrationsnets erfaring, at der i mange kommuner ikke er opmærksomhed omkri ng, hvor
ensomme uledsagede flygtninge er, når de flytter alene fra asylcentret til egen bolig i en kommune.
Der optræder desuden en misforstået opfattelse af, at det er ressourcestærke unge, der flytter til
kommunen.
De unge kommer fra en baggrund, hvor familien og -samvær er af stor betydning, og den unge har
både under flugten og i opholdet på asylcentret haft tæt kontakt til andre unge flygtninge. For mange
unge er oplevelsen af at flytte alene en chokerende oplevelse, og de har i deres integrationsproces
brug for mere end hjælp til at få hængt lamper op og oversat breve – nemlig tæt kontakt til en tryg
voksenskikkelse, der kan guide den unge i den først tid i Danmark. Størstedelen af unge er desuden
sprogligt meget isolerede, og det er derfor svært for dem at opnå kontakt til jævnaldrende danskere i
bussen eller i den lokale sportsklub, ligesom de ofte har svært ved at afkode nye sociale og kulturelle
normer. Alt er nyt – helt ned til sanseoplevelser – og de unge er derfor konstant på arbejde.
Uledsagede unge er ofte ikke velkomne hos unge flygtninge med familie, da den unge uden forældre
ikke har nogen til at sige ’god for sig’. De udgør desuden en risikogruppe i forhold til at tiltrække
ressourcesvage danske unge, der gør brug af, at de uledsagede har egen bolig og ingen forældre, og
de unge har ofte svært ved at sige fra i forhold til negative aktiviteter. Nogle unge har besøgsfamilier
eller er tilknyttet frivillige, der alle forsøger at være åbne, men denne kontakt er oftest ikke
tilstrækkelig til at få de unge til at føle sig trygge eller tilstrækkeligt støttede.
Den pædagogiske medarbejder skal give vejledning og være på forkant med den unges udvikling,
tvivl og problematikker og være den unges guide ind i det danske samfund. Medarbejderens egen
tosprogede baggrund betyder, at vedkommende og den unge kan have en naturlig dialog om
begreber, skikke og normer, og at vedkommende kan tage udgangspunkt i den unges egen baggrund
og normer for at forklare og perspektivere. Den pædagogiske medarbejders indsigt i og specialviden
om eksilproblematikken betyder desuden, at medarbejderen kan holde øje med symptomer på
traumatisering. Ud over en tæt kontakt mellem den unge og den pædagogiske medarbejder, sørger
Integrationsnets pædagoger for fællesarrangementer for uledsagede, hvor de unge kan slappe af og
tale deres eget sprog samt skabe en samhørighedsfølelse, der kan udgøre en tryg oase i alt det nye.
Størstedelen af unge, der er tilknyttet pædagogisk støtte af kommunen hos Integrationsnet, er
bevilliget mellem 5 og 10 timer ugentligt. Det er vigtigt, at den unge ikke får bevilliget for få timer, så
den unge ikke føler sig afvist, når han ringer og får at vide, at han og medarbejderen har overskredet
ugens kvote af få timer. Integrationsnet anbefaler et timeantal på 15 timer i starte n, der senere kan
justeres op eller ned.
20
Uledsagede kilder:
17-årig. Tilknyttet pædagogisk medarbejder ved Integrationsnet 7 – 10 timer ugentligt i 16
måneder. Kom til Danmark i juli 2008.
18-årig. Tilknyttet pædagogisk medarbejder ved Integrationsnet 2 – 3 timer ugentligt i 9 måneder.
19-årig. Tilknyttet pædagogisk medarbejder ved Integrationsnet 10 timer ugentligt i ca. 21
måneder. Kom til Danmark i december 2008.
Baggrund: En er iransk kurder, en er afghaner, en er irakisk kurder.
Det er meget individuelt, hvad de unge har af netværk, og hvad de er tilknyttet af behandling.
En ung er tilknyttet en psykolog, som han bl.a. taler om mareridt om oplevelser fra fortiden med.
Den samme unge går desuden jævnligt til en kropsbehandler, hvor han får massage, hvilket skal
hjælpe ham til at slappe af. Han er desuden tilknyttet en dansk familie (værge), der hjælper ham med
pas, sygesikring, lektier, og hvor han holdt jul i år. De to andre unge melder ikke om andre kontakter
end den pædagogiske medarbejder.
Tre ud af tre unge dyrker jævnligt en fritidsinteresse (fitness). Alle tre vurderer, at de har et stort
netværk blandt andre uledsagede, men ingen eller meget lidt kontakt til danske unge.
Ud af tre unge er to godt tilfredse med deres boligs fysiske rammer. Den tredje bor på kollegium med
andre uledsagede unge – uden personale tilknyttet – og er meget generet af rod og dårlig hygiejne og
vil gerne flytte i egen bolig.
Trivsel i dagligdagen:
Interviews med tre uledsagede samt samtaler med en af Integrationsnets pædagoger viser, at der er
store individuelle forskelle, hvad angår de unges trivsel, og at de unge kan svinge meget hen over en
række måneder. En ung er i praktik, har kæreste og beskriver sit liv som ’rigtig godt’, en anden ung er
meget ensom og passiv og har svært ved at få dagligdagen til at fungere.
Som det gjorde sig gældende blandt unge uden pædagogisk støtte, er det også et gennemgående
træk hos disse unge, at de trives bedst, når de hele tiden er i gang med skole og aktiviteter og er i
kontakt med andre:
Så længe jeg træner og laver ting og ikke behøver, at tænke på det, har jeg det godt. Jeg skal ikke
tænke for meget. Det er vigtigt, at jeg er i gang. (18-årig)
21
Tanker om deres familie samt oplevelser i hjemlandet og under flugten fylder meget og medfører
søvnløshed, demotivation og depression hos to ud af tre af de unge7. Derudover fylder bekymringer
over praktiske ting og fremtidig situation også.
Der er dog store individuelle forskelle mellem de unge, nogle trives bedre end andre, hvilke t i høj
grad hænger sammen med netværk i lokalområdet. Ud af tre unge, har to af de unge fra starten
meget gerne villet bo alene og har efterfølgende fået hjælp til at flytte til byer, hvor de har større
netværk blandt andre uledsagede. En af de unge finder det svært at bo alene og har aktivt
efterspurgt at flytte i bofællesskab, men har fået afslag fra kommunen med henvisning til, at han
snart fylder 18 år.
Ønsket om at bo sammen med andre unge bunder især i et socialt behov. Den unge, der gerne vil
flytte i bofællesskab, fortæller fx, at han i perioder føler sig så ensom, at han ikke har lyst til noget og
bliver hjemme fra skole i sengen hele dagen. Han beskriver perioderne således:
Det går meget op og ned – den [tristheden – red.] kommer automatisk. Jeg får ikke lyst til noget,
jeg vil hellere sidde og sove. Da jeg først begyndte at bo alene, var jeg meget stabil. Jeg mødte
tidligt i skole og lavede alle mine lektier og fik gode karakterer. Men lige nu er jeg ikke så tilfreds.
Det går bedre nu, men for tre måneder siden var jeg meget ensom. (17-årig)
En af de unge, der har fået hjælp til at skifte by og kommune, blev ved udflytningen fra asylcentret i
første omgang placeret i en mindre jysk kommune, hvor han ikke kendte andre uledsagede unge,
skulle vente to måneder på at kunne starte på et sprogcenter i en nærliggende by og stort set ikke
talte dansk.
Jeg var meget træt af mit liv. Jeg havde ikke lyst til at være der. To af mine venner fra asylcentret
blev sendt til Århus, men jeg havde ikke noget buskort, så jeg kunne besøge dem. Jeg havde ikke
noget fjernsyn eller radio og brugte al min tid på at sidde på min seng og høre musik på telefonen.
Eller sove. Eller også gik jeg ture rundt i byen. Der var ingenting at lave for mig. Det var som et
fængsel. (18-årig)
Den unge fik ved sin første udflytning i en kommune desuden ikke tilknyttet en pædagogisk
medarbejder, der kunne hjælpe ham socialt, praktisk eller sprogligt, hvilket fx er et problem vedr.
kontakt med kommunen. Den unge valgte efter ti dage at forlade byen:
En dag gik jeg op på kommunen og spurgte, om jeg kunne få en kontaktperson. Så spurgte de:
Hvad skal du bruge sådan en person til? Efter ti dage alene på mit værelse gik jeg igen op på
kommunen og afleverede min nøgle og tog et tog til mit gamle asylcenter. Jeg sagde: ’jeg vil aldrig
tilbage dertil, så vil jeg hellere bo på asylcentret for evigt’, og en af pædagogerne hjalp mig med at
søge om at komme ud i en ny kommune.
7
Den tr edje ung er meget afvisende i forhold til at tale om eventuelle bekymringer i sit liv og det er meget
22
I den unges nuværende kommune bor han i et hus med andre unge, hvor de deler bad og toilet –
uden pædagogisk personale tilknyttet huset. Kommunen har desuden bevilliget ham timer med en
pædagogisk medarbejder fra Integrationsnet, og den unge vurderer nu selv, at han trives nogenlunde
i dagligdagen – med op og nedture, men han er overordnet tilfreds.
Jeg er okay 50 procent af tiden. Jeg håber, at jeg om et par år er glad 100 procent af tiden. (18-årig)
Oplevelse af at være ny i Danmark:
Samtlige af de unge har meget travlt med at lære dansk og bruger meget tid på det. En dreng har fx
søgt et job ved kasselinjen i den lokale Fakta, som han ønsker at beholde, selv om han ikke får meget
økonomisk ud af det:
Kommunen har fortalt, at når jeg bliver 18 og skal have kontanthjælp, så trækker de min løn fra
Fakta fra. Det gør ikke noget. Jeg er der for at lære dansk og få et socialt netværk og komme ud
hver dag. Jeg kan måske fortsætte med at arbejde der, efter jeg er 18. (17-årig)
Samme unge skriver løbende danske ord, som han ikke forstår, ned på en blok, så han kan gennemgå
dem med sin pædagog, når de mødes.
Adspurgt, hvordan det er at være en anden nationalitet i Danmark, fortæller en ung følgende:
Jeg er mest dansker. I Irak er der ingen god regering, intet demokrati og ingen kultur. Jeg kan godt
lide sådan, som Danmark er, og at være ung her. (19-årig)
Samtlige unge påpeger forskellene mellem deres hjemland og Danmark i forhold til muligheder for
job, uddannelse og egen bolig som faktorer, der betyder meget for dem.
Bekymringer i dagligdagen:
En uledsaget venter på svar om, hvorvidt hans opholdstilladelse kan blive forlænget, hvilket han
bruger mange tanker på.
Samme ung er desuden bekymret for, om han kan fortsætte med at se sin pædagog, efter at han er
fyldt 18 år. Det bekymrer ham fx i forhold til praktiske udfordringer omkring kommunikation:
Jeg tænker tit på, hvad der skal ske, når jeg fylder 18 og jeg ikke længere har min kontaktperson.
Hvad hvis jeg fx skal til læge eller op til kommunen? Jeg kan ikke forklare mig ordentligt på dansk.
Hvad hvis de misforstår mig eller jeg ikke får ordnet de ting, jeg skal? (17-årig)
vigtigt for ham, at vi under interviewet overordnet forholder os til hans ressourcer og succeshistorier.
23
Tanker om ikke at udvikle sig hurtigt nok sprogligt fylder meget hos alle tre drenge. En ung udtrykker
sin bekymring således:
Der er folk, der bor ti år i Danmark og stadig ikke kan dansk. De er svage. Alt handler om at
uddanne dig og skabe et godt liv for dig selv. (19-årig)
Samme unge afviser, at han selv har nogen bekymringer og bryder sig ikke om at forholde sig til det:
Jeg har ikke nogen bekymringer. Jeg skal tænke på min uddannelse – jeg vil gerne åbne et
skrædderi. Det er det, jeg tænker på hele tiden. (19-årig)
Glæder i dagligdagen:
Ud af tre unge fremhæver to, at de månedlige fællesarrangementer med andre uledsagede, der bor
alene, samt deres pædagoger er en vigtig del af deres liv, som de ser frem til.
Det er rart at mødes med nogle med samme oplevelser som mig, der forstår, hvad jeg tænker og
har oplevet. Det er som om, man bliver stærkere. (17-årig).
Adspurgt: ’Hvad gør dig glad i dagligdagen – kan du beskrive en situation eller en dag, hvor du kan
huske, at du har været særligt glad’, fremhæver to unge oplevelser, hvor de bliver bekræftet i deres
evner eller føler sig personligt værdsat og anerkendt:
Jeg vil gerne være mekaniker. I min tid i Iran arbejdede jeg tre år som mekaniker. For noget tid
siden var jeg i praktik som mekaniker, og der var noget med en gammel maskine, som min lærer
ikke kunne finde ud af. Men jeg løste det. Det var fedt. (17-årig).
Jeg kan godt lide at være sammen med min støtte/kontaktperon og min støttefamilie – de kan
rigtig godt lide mig. Den danske familie betragter mig som deres barn. (17-årig).
Jeg kan ikke lide at tale sådan om mig selv… men jeg var på en times prøve i skrædderbutikken, så
de kunne se, om jeg kan finde ud af det, inden jeg starter i praktik. Og nu er jeg her – de synes, jeg
var god. Det er godt. (19-årig)
Derudover fremhæver drengene almindelige fritidsaktiviteter som at dyrke sport, være sammen med
venner, kigge på piger på FaceBook m.m. som gode øjeblikke.
24
Tanker om fremtiden:
I forhold til uddannelse og job, nævner alle unge uopfordret specifikke erhverv, som de gerne vil
arbejde indenfor i fremtiden (mekaniker, maler og skrædder). To af de unge har arbejdet indenfor
erhvervene i deres hjemlande eller kortvarigt i opholdslande under flugte n. De er alle meget
optagede af, hvor langt de er i danskmodulerne på sprogskolen, samt nævner selv
uddannelsesmuligheder efterfølgende (VUC, teknisk skole) som planer. Alle unge vil meget gerne tale
om deres ønskejobs, men udtrykker bekymring over, om de kan klare sig sprogligt og fagligt på de
videregående uddannelser.
Den unge fra Afghanistan fortæller, at han på et tidspunkt gerne vil tilbage dertil:
Det er mit rigtige hjemland. (17-årig)
De unges brug og oplevelse af pædagoger:
Af interviewene fremgår det, at de pædagogiske medarbejdere er en vigtig del af de unges dagligdag
– både praktisk, socialt og pædagogisk. Det fremgår af de unges beskrivelser, at en del af nytten ved
kontakten er stabiliteten ved de ugentlige aftaler og bevidstheden hos den enkelte unge om, at
pædagogerne er der, hvis den unge har brug for det – samt at de altid kan ringe til dem. Adspurgt,
hvad kontaktpersonen betyder for deres dagligdag, henviser flere unge til bekendte eller venner
uden pædagogisk støtte som situationer, de er glade for ikke selv at være i.
En af de unge beskriver betydningen af kontakten således:
Det er meget vigtigt at have en støtte/kontaktperson, for du har ingen familie heroppe, der kan
hjælpe dig. Hvis du ikke kan tale dansk i starten og ikke har en støtte/kontaktperson, kan du ikke
finde ud af noget. Jeg kender en, der bor i en by en halv time uden for Ribe, der ikke har en
støtte/kontaktperson. Han kender ingen. Han går i skole tre dage om ugen og kan stadig ikke tale
dansk. Han sidder bare derhjemme. (19-årig)
Når deunge og pædagogen er sammen, bruger de typisk tiden på at handle ind, lave nationale retter
fra den unges eller personalets hjemstavn, se film hos den unge eller gå i biografen, snakke og
gennemgå lektier. Den pædagogiske medarbejder tager også med til samtaler på sprogskolen samt
kommunen og hjælper til ved praktiske ting som at oprette telefonnummer, bestille internet, betale
girokort etc. Når pædagogen og den unge køber ind, gør de det til flere dage, og alle tre unge
fortæller her, at de taler om sundhed og om hvordan man køber billigst ind.
En ud af tre unge bruger efter eget udsagn aktivt pædagogen til at tale om personlige ting, og om
hvordan han har det. Han taler fx meget med sin pædagog om ensomhed, og denne forsøger her at
være optimistisk og støtte ham:
25
XXXX snakker med mig og siger, at jeg skal være stærk: ”Du skal kæmpe med det, det er noget, der
sker for alle!”. (17-årig)
En anden ung betegner den pædagogiske medarbejder som en personlig ven og bryder sig ikke om,
at man omtaler ham som en funktion:
XXXX er ikke en kontaktperson – vi er venner. Vi er altid sammen. Vi laver mad og spiller billard –
nogen gange køber han også gaver til mig. Når jeg bliver ældre og skal klare mig selv, er vi stadig
venner. (19-årig)
Samtlige unge påpeger desuden vigtigheden af, at de kan tale deres modersmål med pædagogen:
Det er rigtig godt at have XXXX der, når jeg ikke har det så godt. Jeg kan ikke gå hen og tale med
én, der taler dansk der – når jeg ikke selv taler flydende dansk. (17-årig)
Ønsker og behov i forhold til støtte/kontakt:
En ung, der modtager pædagogisk støtte to til tre timer ugentligt, ønsker flere ti mer med sin
pædagog.
Hvis jeg havde mere tid med XXXX, kunne han hjælpe mig med skolen og lære mig om
danskerreglerne og reglerne i kulturen og hvordan, det fungerer med kommunen. (18-årig)
Samtlige unge understreger, at det er meget vigtigt, at alle aftaler, som de unge og de pædagogiske
medarbejdere indgår, bliver overholdt. En ung fortæller i denne forbindelse, at han før sin
nuværende pædagog ved Integrationsnet har haft en anden kontaktperson8, som ikke levede om til
hans forventninger/behov:
Før XXXX havde jeg en anden støtte/kontaktperson i to måneder, men ham var jeg ikke glad for.
Han holder ikke, hvad han lover. Hvis han fx siger, at han kommer om en time, så kommer han
nogen gange først om to dage. Jeg talte med kommunen om det, og så kom XXXX. XXXX
overholder altid vores aftaler. (19-årig)
Samme ung påpeger, at det er vigtigt at pædagogen bakker ham op i forhold til at uddanne sig:
XXXX siger: ”Du skal ikke arbejde – du skal uddanne dig”. Det hjælper, at han hele tiden skubber
mig og fortæller mig, hvad der er bedst for mig. (19-årig)
8
Han ved ikke, hvor denne støtte/kontaktperson er ansat eller tilknyttet.
26
Øvrige perspektiver:
Vurdering fra pædagog, Sirwan Gomei:
Sirwan Gomei er tilknyttet tre unge som pædagog og understreger, at der er store individuelle
forskelle mellem trivslen blandt ’hans’ tre unge. Nogle har mange venner, andre få, en har en dansk
kæreste og er meget optaget af at uddanne sig. To andre er pt ikke specielt optagede af uddannelse.
Som han oplever det, gennemgår alle unge uledsagede overordnet samme proces, dog i forskelligt
tempo og intensitet, og han inddeler processen i følgende tre faser.
Fase 1:
I den første tid, hvor de unge flytter fra asylcentret og ud i en kommune, er alt spændende. Det
handler her om at stabilisere sig i det nye liv i forhold til bolig, skole og fritidsaktiviteter, og mange
unge er her meget begejstrede for de frie rammer og muligheder. Sirwan Gomei bruger her især
tiden med de unge til at besvare spørgsmål om det danske samfund – fx om parforhold og typiske
livsmønstre – og så ligger der et stort fokus på at sætte dagligdagen i system og få økonomien til at
fungere – fx ved at lave konkurrencer i at købe billigt og sundt ind.
Fase 2:
Efter et par måneder til et halvt år, sker der en tydelig ændring hos mange unge – eller tydeliggørelse
af, om de trives eller ej.
Det er meget enten op eller ned her. For nogen træder traumerne fra flugten og deres baggrund
her igennem, og de fortæller, at dagene og nætterne bliver meget lange. Andre virker, som om de
glemmer alt og er dybt fokuserede på at blive integrerede. Selvfølgelig kommer traumerne også
her. Efter et år. Efter 15 år måske.., men det kommer altid.
Den unge forholder sig i denne fase til, hvorfor han er her, hvem han er osv.
Er jeg iraner eller dansker, bliver jeg accepteret, hvad vil jeg med mit liv?
Der er her store periodemæssige udsving hos den enkelte unge i forhold til, hvordan han trives, og
hvis først, en ung får det dårligt, bliver det hurtigt en negativ selvforstærkende proces.:
Når det går ned, så går det helt ned. Så er der pjæk fra skolen og den unge vil ingenting. Så er man
nødt til at være der hele tiden.
Sirwan Gomei fortæller her, at han i et tilfælde med en ung er taget ud til ham hver morgen, har
vækket ham, motiveret ham til at stå op – nogle gange nærmest ved at føre ham ved hånden - og
fulgt ham i skole. Og at det tager ham lang tid at vende situation, hvis først en ung er begyndt at
27
pjække eller isolere sig.
Hvis der har været efterårsferie eller pjæk og er blevet rykket rundt i rutinen, så kan det tage mig
en uge at sætte ham i gang igen. Jeg har lavet en aftale med sprogskolen om, at jeg får at vide,
hvis en dreng ikke har været i skole. Så kontakter jeg ham og hvis han ikke tager telefonen, tager
jeg ud til ham. Hvis han ikke er syg, spørger jeg ind til, hvorfor han ikke har været i skole – og ikke
taget sin telefon. Så siger han måske en masse om, at han ikke har haft batteri på mobilen osv. Det
handler om at få vendt situationen og få ham tilbage i skole.
Samtlige unge har desuden svært ved at håndtere afslag og ’mislykkelser ’ og bliver nemt rystet ud af
deres kurs:
En af drengene er meget fokuseret på et bestemt erhverv, og hvis han ikke kommer ind på skolen,
så knækker filmen, Jeg prøver hele tiden at gøre dem stærke og sige, at de skal have tre planer. De
skal hele tiden forberede sig på, hvad de gør, hvis noget ikke lykkes, og lære at takle modgang
konstruktivt.
Fase 3:
Efter et par år skal de unge i stigende grad stå på egne ben, og Sirwan Gomei forbereder dem her på,
at de skal give slip på den ugentlige støtte, men at de unge ikke mister ham helt ud af deres liv.
Jeg har en dreng lige nu, som jeg regner med er klar til at stå på egne ben om et års tid. Jeg
fortæller ham, at det ikke betyder, at vi stopper al kontakt – vi ses måske ikke så ofte, men de kan
stadig ringe til mig. Jeg kan mærke, at det betyder meget for dem at vide.
Forhold mellem unge og pædagogisk medarbejder:
Som Sirwan Gomei oplever det, tager det tid at bygge personlig kontakt op med en ung, og han
oplever i høj grad, at de unge skal finde ud af, om de tør stole på ham. Der skal ifølge ham ikke meget
til, før en ung kan sætte spørgsmålstegn ved hans neutralitet og rolle i forhold til dem, og han er
derfor meget bevidst om, hvordan han agerer blandt de unge.
Jeg har fx en ung, der har besluttet sig for, at han vil flytte til Aalborg, da han mener, at han har
støtte socialt netværk deroppe. Han fik en aftale med en sagsbehandler i kommunen, hvor jeg tog
med, og da han fik et negativt svar, troede han, at det var noget, kommunen og jeg har talt
sammen om, fordi jeg tidligere har sat spørgsmålstegn ved, om det ikke er bedre at blive her, hvor
han er i gang med at etablere nye kontakter og kender skolen osv. Det tog mig tre måneder at
overbevise ham om, at han godt kan stole på mig.
Det er ifølge ham vigtigt for de unge (og for hans rolle som pædagogisk støtte), at der ikke opstår
situationer, hvor de unges tillid til ham bliver sat i spil:
28
Jeg er en mellemmand – jeg siger aldrig ja eller nej, men at jeg vil undersøge det, hvis de spørger
efter noget. Man skal ikke love for meget. Lige pludselig kan man blive meget tæt, og her gælder
det om at være objektiv og vide, hvad det er for en rolle, man skal have for dem.
Samtlige unge udtrykker ifølge ham glæde over, at de kan tale deres modersmål med ham.
Om de unges forhold til at bo alene:
Også i forhold til egen bolig er der store individuelle forskelle mellem de unge. Ud af Sirwan Gomeis
tre tilknyttede unge, er én meget glad for at bo alene og har ’bygget rede’ med fjernsyn, møbler og
stearinlys. En anden bor i en delelejlighed med andre uledsagede unge, hvor der er stor udskiftning i
beboerne og køkkenet flyder, og den unge er meget optaget af at få sit eget sted og har haft
vredesudbrud i skolen over det. En tredje trives dårligt med at bo alene, hvilket han selv begrunder
med manglende netværk i området, og Sirwan vurderer, at et bofællesskab ville få ham til at slappe
af.
Han vurderer desuden overordnet, at det er et fællestræk hos alle unge, at det store ansvar og
friheden ved egen bolig giver dem selvtillid. Det er ligeledes hans vurdering, at der er stor forskel på,
hvor ressourcestærke de unge, der bliver sendt i egen bolig, er, og at deres trivsel især afhænger af,
hvor stort et netværk de har i forvejen i området.
Vurdering fra musikterapeut og konsulent, Catharina Messel
Catharina Messel har gennemført individuelle terapiforløb med fire unge i egen bolig, og ifølge
hende er der stor forskel på den psykiske trivsel og velbefindende blandt de uledsagede. Dette
afhænger i høj grad af den unges individuelle psyke samt opvækstvilkår – herunder om den unge
kommer fra en barndom med tryghed eller utryghed i selve familiestrukturen – fx pga vold i familien,
mangel på anerkendelse etc. De unges trivsel påvirkes desuden af, hvor meget netværk og hvor
mange tætte relationer, som den unge har adgang til og formået at knytte i sit nye liv i Danmark.
Blandt de unge, som Catharina Messel modtager til terapi, går problemer med søvnbesvær, mareridt,
ensomhed samt flashbackoplevelser ofte igen. Flashbackoplevelserne bliver ofte vakt af sanseindtryk
som lyde og dufte, der associerer minder om flugten. Oplevelserne kan forekomme når som helst,
men opstår typisk, når den unge er alene – fx om aftenen inden de skal sove og ligger i deres seng, og
hvor andre sanseindtryk er dæmpede.
Mange unge går alene med ovenstående oplevelser – ifølge Catharina Messel fordi de unge finder
oplevelserne pinlige, frygter sindssyge eller på grund af en opfattelse af, at jo mindre, de taler om
det, jo hurtigere går det væk. De unge finder det her beroligende at få at vide, at reaktionerne er
normale for flygtninge. Reaktionerne som pludselige flashbacks kan desuden medføre, at mange
29
unge føler sig ’forkerte’, og flere unge fortæller, at de ofte ikke føler, at de har energien til at
håndtere at skulle være sammen med andre mennesker. De unge udtrykker generelt ubehag ved at
skulle bore i noget – oplevelser, minder og savn – der gør ondt. De vil måske svare, men de vil finde
samtalen en ubehagelig oplevelse. Det er ifølge Catharina Messel derfor vigtigt, at der i terapiforløb
samt samtaler om fortiden bliver fokuseret på ressourcer, håb og muligheder samt skabt ’positive
flashbacks’ til oplevelser i hjemlandet og fortiden samt nære kontakter, for at hjælpe de unge til
minder, der kan give dem ro og hjælpe dem til en helstøbt identitet.
Samtlige unge er meget optagede af deres fremtid. Både i form af drømme, frygt for ikke at komme i
gang med uddannelse og job, samt i forhold til familiens - og egne forventninger til sig selv. Både
familien og de unge har ofte hjemmefra haft et bestemt billede af, hvordan en fremtid for dem kan
se ud i et andet land. Det kan være svært for de unge at skulle indstille sig på, at det er sværere at få
en uddannelse og et job end forventet og ligeledes få formidlet den reelle virkelighed til familien i
hjemlandet, hvis den unge og de er i kontakt. Mange unge er vokset op med, at et stort
forventningspres er naturligt, og selv om det muligvis kan føles som et pres for dem i deres hverdag i
Danmark, er det ikke sikkert, at de kan i talesætte det – og vil måske samtidig lægge en stolthed i
ansvaret og forventningerne til dem. De unge er generelt meget opmærksomme på, hvilke
omstændigheder, de er i. Mange unge er ikke opdraget til selv at bestemme og værdsætter voksne,
der kan give dem råd, vejledning samt velmente skub. Dette forudsætter, at rådene kommer fra en
relation, som de er trygge ved.
I forhold til at leve langt fra sin familie (hvis den er i live), giver de unge udtryk for en form for accept
af, at de sandsynligvis aldrig kommer til at se deres familie igen. Flere unge giver ikke stort udtryk for
savn, og det er Catharina Messels vurdering, at det skyldes, at mange ser det som et vilkår, at de ikke
vil gense deres forældre, og at savnet ligger underforstået eller bliver holdt nede af de unge, så de
kan fungere i dagligdagen.
30
5 Unge i bofællesskaber
Om bofællesskaberne:
Integrationsnet oprettede i efteråret 2010 de første bofællesskaber for uledsagede flygtninge i en
overbevisning om, at tryghed og samvær med ligesindede unge i personlige omgivelser er et godt
udgangspunkt for den vigtige integrationsproces, som de unge skal igennem. Bofællesskaberne er
indrettet i huse eller lejligheder med korte afstande til transport- og indkøbsmuligheder. Der bor
typisk mellem tre og fem unge i hvert bofællesskab. Der er to faste pædagogiske medarbejdere
tilknyttet hvert bofællesskab, der er der, fra de unge kommer hjem fra skole omkring kl 14, til ca. kl.
21, med mindre en ung har behov for, at de bliver længere, samt i weekenderne. Derudover er der
tilknyttet terapeuter, der står for terapimøder med de unge og giver dem værktøjer til at håndtere
problematikker omkring eksilproblematikken og reaktioner som søvnbesvær, angst og lignende.
Terapeuterne har speciale i flygtninge og traumer og mødes desuden jævnligt med det pædagogiske
personale i sparringsgrupper, samt varetager den pædagogiske metodeudvikling.
Målsætningen med bofællesskaberne er, at de unge skal opleve stedet som et hjem. Udover at
dække den unges basale behov i en bolig, skal nærheden til andre unge med lignende baggrund
modvirke isolation og ensomhed og give de unge mulighed for socialt samvær og fællesskab. Der skal
altid være mulighed for kontakt til en pædagogisk medarbejder i forhold til både praktiske og
personlige anliggender, og medarbejderen skal støtte den unge i sin læringsproces og personlige
udvikling og integration og fungere som en guide ind i den danske kultur ved at undervise i danske
forhold, normer og sociale spilleregler. Nogle unge har forældrerepræsentanter og er tilknyttet
frivillige, som de også kan udvikle forhold til, og det er ikke en målsætning i sig selv, at de unge skal
knytte sig til stedets pædagogiske personale – mange unge er meget svigtede og relationsdannelsen
er ofte meget individuel, men hvis kimen til menneskelig tillid er der, skal den ikke cuttes af. Det er
erfaringen hidtil, at mange unge konstant udfordrer og afprøver personalet i forhold til ønsker om
ting som fx egen computer mm. Den pædagogiske medarbejder skal hverken være ”tjener” eller
”chef” for de unge, men en ankerfigur, hvis hovedformål, det er at støtte den enkel te unge i sin
individuelle proces.
Det er vigtigt, at den unge i bofællesskaberne finder et trygt rum til at tilegne sig færdigheder til at
skabe sig et liv i Danmark på linje med andre borgere og samtidig værne om sin kulturelle identitet.
Derfor er bofællesskabernes personale voksne, der forstår de unges nationale kultur og på de unges
eget modersmål kan formidle forskelle mellem fx afghanske og danske normer, så de unge trygt kan
lære at begå sig i dem. Målsætningen med det pædagogiske arbejde er at sikre, at de unge tilegner
sig forudsætninger for at kunne tage ansvar for deres eget liv – med udgangspunkt i de unges
hidtidige liv og de ressourcer, som de besidder.
31
Uledsagede kilder:
Bofællesskab 1:
18-årig. Har boet i bofællesskab siden sept. 2010. Kom til Danmark i september 2009.
17-årig. Har boet i bofællesskab siden sept. 2010. Kom til Danmark i (ikke oplyst).
Bofællesskab 2:
17-årig. Har boet i bofællesskab siden december 2010. Kom til Danmark november 2009.
16-årig. Har boet i bofællesskab siden december 2010. Kom til Danmark i februar 2010.
17-årig. Har boet i bofællesskab siden januar 2011. Har tilbragt cirka halvandet år på asylcenter.
Bofællesskab 3:
16-årig. Har boet i bofællesskab siden februar 2011. Kom til Danmark i december 2009.
17-årig. Har boet i bofællesskab siden februar 2011. Kom til Danmark i januar 2010.
Baggrund: Samtlige unge har afghansk oprindelse.
Opfattelse af egen hverdag og den første tid:
De unge i bofællesskaberne udtrykker overordnet glæde over deres dagligdag. Som et afgørende
aspekt nævner de glæde over opholdstilladelse og over at være kommet væk fra asylcentret, samt
udsigten til en fremtid, sikkerhed og ro. Af vigtige og gode ting ved at være flyttet ud i en kommune
nævner de desuden muligheden for at være sammen med venner og have et stort netværk,
muligheden for uddannelse, job og fritidsaktiviteter.
Nu er jeg langt væk fra mine problemer. Nu har jeg fået ligesom en lille familie. (17-årig)
Dagligdagen er ok. Jeg kan godt lide at bo her. På asylcentret var der stort psykisk pres og en uvis
skæbne og det var meget hårdt for mig. Jeg havde det dårligt, fordi jeg ikke kunne tænke på andet,
og så lavede jeg ballade. Men nu ved jeg, at jeg skal være i Danmark, og det fungerer godt at bo i
hus med andre. (17-årig)
Et afgørende aspekt for størstedelen er desuden, at der er nogen omkring dem hele tiden, og at de
ikke skal bo alene:
På asylcentret var jeg ved at knække, og da jeg flyttede for mig selv i min egen lejlighed, fik jeg det
også skidt. Jeg var meget alene, jeg kunne ikke sove om natten, så derfor begyndte jeg at komme
her i huset - og nu bor jeg her. Det er ikke godt for mig at være alene – jeg får alt for mange tanker.
Tanker om min familie. Jeg har ikke lyst til at tale om dem. (18-årig)
32
En anden ung på 17 år understreger, at selve visheden om at skulle flytte ud med andre i sig selv var
en betryggende faktor, da han forlod asylcentret:
I starten var jeg sur på min kontaktperson fra asylcentret, fordi jeg ikke så stedet, før jeg skulle
flytte hertil, men da jeg så lejligheden, blev jeg glad, og det var trygt at vide, at jeg skulle flytte ud
til nogen. Jeg kender en på skolen, der bor alene, og han siger, at ensomheden er svær.
INT: Hvad kan du lide ved stedet, du bor?
At bo sammen med andre – det er jeg vant til fra asylcentret, og så keder man sig ikke. Jeg er glad
for, at jeg ikke skal bo i min egen lejlighed. Det vil være enormt hårdt at tilpasse mig den måde at
leve på – alene. Når man er alene, bliver man meget hurtigt træt af savn og tanker – alt hober sig
op.
Det er varierende i hvilken grad, at de unge har følt sig forberedte på, hvad der ventede dem i den
nye kommune – fx i forhold til at se stedet, hvor de skal bo, eller få fortalt, hvordan dagligdagen
bliver der. Nogle har både under og efter flytningen haft personlig og telefonisk kontakt med deres
repræsentant fra Røde kors, mens andre har oplevet overgangen fra asylcenter til kommune meget
forvirrende.
Jeg kom direkte fra asylcentret til bofællesskabet. Jeg havde ikke set stedet først og min nye
kontaktperson hentede mig ved toget i XXXXX. Jeg følte mig fremmed og ensom da jeg kom.
Personalet fra asylcentret havde ikke bestilt en pladsbillet til mig, så jeg måtte rykke rundt i toget
med min bagage og tænkte ”hvor ensom er jeg?”. Det var dårligt for mine nerver. Og det var en
dårlig start. (16-årig)
Størstedelen af de unge dyrker fritidsinteresser – for en stor del fritidsinteresser, som de også har
haft i deres hjemland, fx cricket, musik og skak, og beskriver aktiviteterne som steder og situationer,
som de ser meget frem til i dagligdagen og hvor de kan glemme sig selv og deres problemer.
Min far forbød mig at spille cricket i Afghanistan, men nu er jeg startet på det her. Jeg er blevet
medlem af cricketklubben og nu leder jeg efter flere personer, så jeg kan lave et hold. Det glæder
jeg mig til. (18-årig)
Der er ikke så mange ting, der gør mig glad – kun musik. Jeg har det godt, når jeg spiller guitar.
(17-årig)
Adspurgt om, hvad der gør dem glade, er det hverdagens indhold generelt der tæller med skolegang,
samvær med venner og fritidsaktiviteter etc.
Jeg kan ikke beskrive en enkelt god dag – jeg har mange gode dage nu. (17-årig)
33
Adspurgt om hvor ofte, de er kede af det, angiver de samtidig ”hver dag” – ligeledes at de hver dag er
frustrerede over elementer i deres hverdag som fx skolen, bofællesskabet og manglende netværk til
andre end venner og bekendte fra asylcentret.
Jeg er hverken alt for glad eller alt for trist. Det er når jeg kommer til at tænke på min familie, og
så varer det en time eller halvanden. Så tvinger jeg mig selv til at tænke på andre ting, så jeg kan
glemme det. (17-årig)
INT: Hvad tænker du så på for at glemme det?
At jeg skal ud og lære sproget og blive bedre til dansk. Så får jeg det bedre.
De unge er generelt meget fremtidsorienterede, og størstedelen af dem taler i høj grad ud fra
tidsbegreber som ”når jeg kan det…”, ”når det kommer i orden…” mv., og de forklarer irritation over
nutidige problemer ud fra et fremtidsmæssigt perspektiv i forhold til at skulle bo alene, have et job
og være integreret i samfundet. Størstedelen af dem virker ligeledes meget bevidste om, hvordan de
fremstår over for andre, og om de lever et liv som ”danskerne”, og begrunder ønsker for fremtiden
som jobs, lejlighed og bil med, at ”det er et godt liv”, frem for at konkretisere, hvorfor de fx ønsker at
beskæftige sig med et specifikt erhverv. Det store fokus på fremtiden og udsagn om ikke at udvikle
sig hurtigt nok kan indikere, at flere unge føler sig i en form for venteposition til ”et rigtigt liv”, som
de endnu ikke oplever er startet.
Bekymringer i dagligdagen:
Samtlige unge i bofællesskaber er meget optagede af at lære dansk og optage viden om dansk kultur.
Hos alle unge i tre bofællesskaber er danskkundskaber og muligheden for at træne dansk et
omdrejningspunkt i en stor del af de unges overvejelser om - og svar på, hvad der optager dem i
dagligdagen – både i forhold til skole, fritidsaktiviteter, bekymringer og glæder. Der er
gennemgående en stor bekymring for, om de vil være gode nok til dansk i forhold til at kunne begå
sig på egen hånd, når de på et tidspunkt flytter fra bofællesskabet i egen bolig, og i forhold til at
komme i gang med uddannelse og job9.
Jeg vil gerne være politibetjent eller lagerarbejder. Men det er ikke noget, jeg kan drømme om nu.
Jeg ved ikke, hvornår jeg bliver færdig på sprogskolen, det er et stort problem. Nogle unge har boet
i Danmark i 3 – 4 år og er stadig i sprogskole. Det gør mig ked af at tænke på. Jeg vil gerne have en
uddannelse - jeg er snart 17 år. Bliver jeg halvtreds før jeg bliver færdig? (16-årig)
9
Alle på nær en enkelt ung har desuden insisteret på at gennemfør e interviewene på dansk – nogle med støtte
fra deres pædagog. Nogle er undervejs i interviewet dog slået over til at forklare på afghansk og lade
pædagogen/tolken oversætte, sandsynligvis for at kunne forklare sig mere indgående og detaljeret.
34
En anden 16-årig ytrer samme bekymring over ikke at lære nok – hurtigt nok, hvilket fører til
pludselige vredesudbrud, både når han er alene og sammen med andre:
Jeg blev meget vred på min lærer, fordi jeg har knoklet hårdt med at lære dansk på asylcentret, og
så ville han sætte mig på sprogmodul 1. På asylcentret fungerede jeg som tolk for de andre unge,
og jeg synes, at jeg skal være på sprogmodul 2 – jeg kender nogen, der er på sprogmodul 2 og ikke
kan tale godt dansk – som er dårligere end mig. (16-årig)
Adspurgt, om det især er i forbindelse med dansk sprog at han føler vrede, når han skal tale det eller
ikke føler, at han slår til, svarer han nej. Han kan ikke forklare, hvor vreden kommer fra, men oplever
den næsten dagligt. Og at frustrationen over ikke at lære dansk hurtigt nok øger vreden.
Flere bruger desuden mange tanker på, hvordan de skal klare sig på egen hånd, når de flytter fra
bofællesskabet, og fortæller, at de ønsker fortsat kontakt med en afghansk pædagog derefter:
Så længe jeg går i sprogskole, kan jeg ikke tale med danskere. Det er meget vigtigt, at jeg kan
dansk, for når jeg fylder 18 år, får jeg nok ikke nogen kontaktperson. Hvem skal jeg så tale om
problemer med, hvis jeg ikke kan dansk? Jeg kender nogen på 18 år uden kontaktperson, og de
siger, at de er kede af det. Hvis de fx får post fra kommunen, kan de ikke læse det. Det gør dem
meget usikre og forvirrede. (16-årig)
Når jeg engang flytter, vil jeg gerne have en støtte/kontaktperson til at hjælpe mig med sproget til
møder – det har jeg stadig brug for. (17-årig)
En af drengene ønsker en ordning med at have en pædagogisk medarbejder, han kan ringe til og
spørge til råds – uden at de nødvendigvis behøver se hinanden fast hver uge.
Oplevelse af at være ny i Danmark og samfundet:
Som beskrevet i forrige afsnit er mange unge meget bekymrede og frustrerede over, at det tager tid
at lære dansk og få et netværk blandt danskere, og dette er omdrejningspunktet, når de unge selv
skal forholde sig til deres egen opfattelse af at skulle starte et nyt liv op i Danmark.
Udover generel frustration over den store udfordring med sproget, fremhæver alle et stort ønske om
at klare sig selv, at få job, lejlighed og bil på sigt og at leve et liv lig andre danske unge. Det er svært
at vurdere, om de har et realistisk billede af, hvordan ungdomslivet er for den typiske unge
dansker10 . Flere nævner desuden stor respekt for - og glæde over danske normer og forhold:
10
De er ikke blevet opfordret til at beskrive deres syn på et dansk ungdomsliv ud fra en vurdering om, at det vil
blive for tidskrævende og abstrakt et spørgsmål.
35
Jeg kan godt lide dansk opførsel, tålmodighed og tolerance. Jeg synes, det går for langsomt med at
blive dansk og tale dansk – jeg var bedre til dansk på asylcentret end nu. I dagligdagen taler vi
afghansk, laver afghansk mad – alt er afghansk.
Frustrationen over, at ”alt er afghansk”, går igen i én af de unges manglende lyst til at skille sig ud
ved at samles i store grupper af afghanere til fællesaktiviteter uden for huset.
Ved opfordring til at beskrive en særlig god dag, nævner en ung ligeledes samværet med en dansk
ung som et højdepunkt:
En dag gik XXXX og jeg en tur efter snorkling og spiste middag på en restaurant. Det var rart at gå
rundt sammen i byen midt om dagen og tale dansk. (17-årig)
Danske venner og netværk er i det hele taget i høj kurs, hvilket fx kommer til udtryk i en anden ungs
henvisning til andre uledsagede, der har fået danske venner og adgang til danske hjem:
Jeg vil gerne gå til dykning og finde en dansk ven lige som XXXXX. Han har fundet en dansk ven og
en dansk kæreste og for to uger siden havde han fødselsdag, og da var hans danske ven og
vennens mor forbi med en gave her. Han har også været hjemme og spise hos dem. (16-årig)
En stor del af de unge gør sig desuden mange tanker om danske forhold – historisk, politisk og
samfundsmæssigt, hvilket kommer frem i efterspørgsel efter at se danske seværdigheder og
historiske bygninger og gennem kendskab til begreber som velfærdssamfund og demokrati. Flere
forholder sig reflekteret og kritisk til begreberne og dansk kultur, som fx i udtalelser som følgende:
Jeg synes, at det er dårligt, at mange danskere taler grimt til lærere og ældre – det betyder ikke
demokrati. (17-årig)
Nogle bruger samtidig indsigten i det danske samfund og de muligheder, det giver dem, til også at
forholde sig til sin egen kultur og identitet:
I Afghanistan vokser drenge op med våben. Hvis man tænker som i Afghanistan, bliver man aldrig
til noget – vi må ændre måden, vi tænker på. Jeg har ændret mig meget på bare et år. Når jeg
tænker på mit tøj og på, hvordan jeg tænker nu.
Jeg tænker meget på, hvordan danskerne har fået et velfærdssamfund og Afghanistan ikke kan få
det til at fungere. (16-årig)
Størstedelen af de unge følger jævnligt med i både danske og udenlandske nyhedskanaler som TV2
News og CNN. De forklarer selv, at de følger med på CNN for at få nyheder om deres hjemland, og i
danske nyheder for at få indsigt i danske forhold og opbygningen af samfundet. En af de unge vil
gerne uddanne sig til journalist.
36
De unges oplevelse af bofællesskaberne og dagligdagen:
Samtlige unge giver udtryk for tilfredshed med husenes fysiske rammer og fremstår stolte, når de
fremviser deres egne værelser.
To ud af syv interviewede unge fordelt på tre bofællesskaber ytrer tanker om at prøve bo i egen
lejlighed med en tilknyttet pædagog. De begrunder det med irritation over andre beboere eller
praktiske elementer:
Jeg er glad for at bo sammen med andre unge, men der så mange ting, der irriterer mig i
hverdagen. Fx aftaler, der ikke bliver overholdt eller rykket rundt, eller ting der ikke virker.
(17-årig)
Jeg vil gerne prøve at bo alene. Der er mange, der ikke passer ordentlig på vores hus – ikke gør rent
og vasker op, og så skal jeg sige det til dem. Og så er der to, der ryger på deres værelser, og røgen
siver ind på mit værelse. Det generer mig. (16-årig)
Adspurgt om fordelene ved at bo sammen, nævner ovenstående 16-årige trygheden ved samværet
med de andre unge:
Det gode ved at bo sammen er at vi kan snakke sammen, spise sammen og spille sammen.
Skal han vælge mellem de to modeller, vælger han trods sin lejlighedsvise irritation bofællesskabet:
Jeg tænker, at det kan blive et rigtigt godt sted at bo.
For en 16-årig ung i et andet bofællesskab bunder motivationen i et grundlæggende behov for at
have sit eget samt en opfattelse af, at han vil kunne ’rykke sig’ hurtigere i forhold til dansk, hvis han
bor alene:
Jeg elsker at være alene, de andre er ikke forstyrrende – jeg har det bare bedst, når jeg er alene. I
asylcentret kunne vi heller ikke være alene og nu bliver vi samlet her fire personer – vi skal hele
tiden rette os efter nogen, der bestemmer for os.
[…]
Jeg troede, at jeg kom til et sted, hvor jeg kunne klare mig alene, tale dansk og skrive og læse –
men alt foregår på dari. Jeg kan godt tænke mig at komme hurtigere ind i samfundet – det er
kontakten med danskere, der tæller. Hvis jeg boede alene og arbejdede et sted, hvor jeg var
tvunget til at tale dansk, ville jeg hurtigere falde til og så kunne jeg lave min egen rytme. Så kunne
jeg have min egen kontaktperson, jeg kunne spørge og som kunne støtte mig – det har man, når
man bor alene. Der er også kontaktpersoner her, men de skal nå at tale med alle, og der er hele
tiden så meget snak her. Når vi kommer hjem fra skole skal vi lave mad og gå til fitness. Når vi
kommer hjem, laver vi lektier og så er der ikke tid til at snakke. Selv om personalet måske gerne vil
37
snakke dansk, så er der store niveauforskelle mellem mig og de andre på dansk, så jeg kan ikke
praktisere dansk. Det frustrerer mig så meget. (16-årig)
De øvrige interviewede unge sætter ikke spørgsmålstegn ved at bo i bofællesskab, og udtrykker
glæde over at være blevet indlogeret med andre unge.
Indretning af dagligdagen:
Samtlige unge giver udtryk for, at det er meget vigtigt med kontinuitet og struktur i hverdagen, og at
der ikke ændres eller rykkes for meget rundt på aftaler. I to bofællesskaber har det pædagogiske
personale allerede udarbejdet skemaer i samarbejde med de unge med en oversigt over
rengøringstjanser, dage til indkøb etc. og de unge har faste dage til fritidsinteresser. Det tredje
bofællesskab har kun eksisteret to måneder, og personalet er her i gang med at skemalægge flere
aktiviteter, og har desuden planer om, at de unge skal have hver deres kalender, som de med tiden
selv skal have ansvaret for at udfylde. I alle bofællesskaber forklarer de unge, at de ønsker endnu
mere skemalægning af hverdagen. I to af bofællesskaberne fortæller de unge, at de ønsker, at
personalet går endnu mere op i at overholde og gennemføre alle gennemførte aktiviteter. Adspurgt
hvad det gør ved dem, hvis aftaler bliver rykket, kommer de med individuelle svar om at ”det er ikke
godt så”, ”så bliver jeg ked af det” eller praktiske årsagsforklaringer som at det er vigtigt at gå i
svømmehallen og lære at svømme, fordi der er vand og hav på alle sider af Danmark.
Vi har meget travlt og kan ikke nå alt, vi planlægger. Jeg vil gerne have et mere fast skema, så jeg
kan nå mine aktiviteter. (17-årig)
Jeg oplever tit, at der bliver lagt møder og aftaler oveni arrangementer og at vi ikke gør det, vi har
aftalt. Vi har aftalt, at vi skal gå til svømning en gang om ugen, men siden december har vi kun
været der tre gange. Og da jeg skulle til tandlæge kom jeg flere måneder for sent i forhold til, hvad
jeg havde aftalt med tandlægen. Det er meget vigtigt at overholde aftaler, og at vi ikke skal lave
ting om. (16-årig)
Det kunne være godt med en lektiecafé i vores hus, hvor kontaktpersonen kan hjælpe med lektier.
Det skulle være på samme tidspunkt hver dag, så alle får lavet deres lektier og får hjælp. Der er
nogen, der ikke får dem lavet, fordi de ikke forstår, hvad de skal. (16-årig)
De unge har det fint med personalets mødetider fra 14 til 21 og størstedelen går efter både egne - og
personalets udsagn i seng i ordentlig tid og på omtrent samme tidspunkt hver aften.
De unges oplevelse af personalet:
De unge fremstår afslappede omkring husets personale og virker trygge i forhold til at tale frit under
interviewsamtalerne til undersøgelsen i de tilfælde, hvor en pædagogisk medarbejder er til stede
38
undervejs.
Der er store individuelle forskelle imellem, hvad der optager de unge i de enkelte bofællesskaber,
ligesom beboer- og personalesammensætning ligeledes påvirker stemningen i de enkelte huse/
lejligheder. De unge giver dog overordnet udtryk for, at personalet er vigtige i forhold til de unges
forståelse for at gebærde sig i en ny dansk kultur og under fremmede normer og forhold.
I et bofællesskab drejer to forskellige interview ind på identitet og på, hvad det gør ved opfattelsen
af Afghanistan og afghansk kultur at være flygtet derfra til Danmark. Her tilkendegiver to unge, der
begge er interviewet alene, de samme opfattelser af, hvordan man bør være som ung afghaner i
Danmark; hvordan skal man forholde sig til sin kulturelle baggrund, hvordan får man et godt liv m.m.
I beskrivelserne anvender de flere af de samme udtryk og eksempler – en enkelt gang med
henvisning til samme mandlige afghanske personale tilknyttet bofællesskabet som kilde, hvilket
antyder stor påvirkning fra medarbejderens side på begge unge – og respekt fra de unges side for
ham. Eksempelvis:
Det er ikke så vigtigt for mig at overholde muslimske skikke. Man skal tænke på mennesker i stedet
– at opføre sig ordentligt og ikke slås eller stjæle. I Afghanistan tænker alle: åh – han er pashtu, åh
– han er hazar. Det er det største problem. Hvis jeg går fra én landsby til en anden kan jeg blive
dræbt på vejen. Her i Danmark tænker man på mennesker. (16-årig)
Jeg kan ikke sige, at jeg vil være nogen af delene [afghaner eller dansker – red.] – kun at jeg vil
være en god dreng. Et enkelt menneske. I Afghanistan er der mange, der stjæler og slås – alle vil
være rige og slår hinanden ihjel. Koranen siger, at hvis vi skal være gode personer, skal vi ikke lave
ballade. Jeg elsker, at danskere er gode ved hinanden. (17-årig)
De unge fremhæver desuden det afghanske personales evne til at forklare om danske forhold, så de
kan forstå det, som en vigtig faktor i deres dagligdag og for deres fremtid:
Min kontaktperson er god til at hjælpe med at forklare ting om Danmark, så jeg kan forstå det.
Han forklarer mig fx hvordan det fungerer i lyskryds – at man skal gå, når der er grønt, og at det er
vigtigt ikke at lave ballade, for så tænkerne danskerne dårligt om os. (17-årig)
Der er forskel på, hvordan de unge betegner personalet tilknyttet bofællesskaberne. I to
bofællesskaber kalder de unge konsekvent personalet for kontaktpersoner, i et andet bofællesskab
for pædagoger. Samtlige unge giver udtryk for, at de finder det naturligt, at der er personale
tilknyttet bofællesskaberne, men enkelte forholder sig dog kritisk til deres funktion. Begge dele kan
indikere, at de unge er meget bevidste om, hvilken rolle de selv og personalet har i bofællesskabet
samt om rammerne for personalets tilstedeværelse og funktion.
Adspurgt om, hvad de bruger personalet til, forklarer samtlige unge, at de bruger personalet som
39
hjælp til praktiske gøremål og spørgsmål i dagligdagen som at få forklaret om danske forhold, hjælp
til lektier, sproglig og social bistand ved møder på kommunen og skolen, opsøgning af
fritidsaktiviteter mm.
Tre ud af fire interviewede unge (fordelt på to bofællesskaber) efterlyser større initiativ fra
personalets side i forhold til at igangsætte aktiviteter og lede arbejdsopgaver og fællesaktiviteter11.
Jeg kan godt tænke mig, at der sker mere i huset. Det er meget vigtigt, at der er nogen, der sætter
noget i gang. Hvis ikke de er her for at sætte noget i gang og hjælpe os med at komme ud, hvorfor
er personalet her så. Hvad er så deres rolle? (16-årig)
Efterspørgsel efter dansk personale:
Fire ud af fire unge fordelt på to bofællesskaber efterlyser en blanding af dansk og afghansk
personale. Målet er ifølge dem selv at få trænet dansk sprog, da personalet og de unge i dagligdagen
hovedsageligt kommunikerer på afghansk:
Hvis vi fik dansk personale, så kunne vi lære dansk. Det er vigtigt, hvis vi vil være noget i fremtiden.
Lige nu taler vi altid dari. Vi kender NOK dari. Og danske mennesker kender mere til Danmark end
afghansk personale. Hvis vi får problemer, så kan vi tale med vores afghanske kontaktperson – det
bedste vil være at have en af hver på skift. (16-årig)
Jeg vil meget gerne tale mere dansk og blive bedre til at udtale ord og lære hurtigere. Det gode ved
afghansk personale er, at de er gode til at forklare ting, jeg ikke forstår. Fx hvis jeg har fået lektier
for og ikke forstår ordene på dansk. Men jeg har brug for også at tale dansk hver dag.
(17-årig)
For flere unge bunder ønsket om dansk personale i en bekymring for, at de ikke vil være gode nok til
dansk, når de på et tidspunkt skal flytte fra bofællesskabet og bo alene:
Vi taler hverken dansk i skolen eller derhjemme – vi har brug for at træne dansk og lære mest
muligt om Danmark inden vi skal flytte alene. (16 år)
Bekymringen over ikke at lære dansk hurtigt og i tilstrækkelig grad til at kunne klare sig, når de flytter
alene og i samfundet på sigt, er noget størstedelen af de unge vender tilbage til løbende i
interviewene og virker meget frustrerede omkring. Udover et ønske om at træne dansk sprog,
nævner samtlige desuden et ønske om at blive eksponeret mere for dansk kultur og have naturlig
omgang med voksne, der ud fra egne erfaringer kan forklare om danske forhold, som de opleves af
11
I det tredje bofællesskab, hvor de unge har boet der to måneder, er der ingen, der efterlyser flere aktiviteter,
og spørgsmålet virker ikke til at optage dem.
40
danskere:
Nogle af de andre i sprogskolen bor sammen med danskere og har dansk personale. De får trænet
deres dansk, og danske voksne forstår unge mennesker bedre end afghanske voksne. Jeg er jo ikke
ung i Afghanistan – jeg bor i Danmark nu.
[…]
Jeg vil gerne have dansk personale, som kender dansk kultur og forstår danske unge. Jeg vil også
gerne se gamle danske steder, men mine afghanske pædagoger kender ikke nogle steder – de kan
fx ikke fortælle om vikingerne. Og hvad når vi flytter her fra – hvad så, så skal vi jo kunne klare os
selv. (17-årig)
De unge henviser her til, at ønsket om dansk personale er noget, de diskuterer med lærerne på
sprogcentret, og at det er et ønske, som lærerne bekræfter de unge i.
Samme unge understreger dog, at de fortsat har brug for også at have afghansk personale – især når
de i fremtiden ikke længere skal bo i bofællesskabet men flytte for sig selv:
Jeg vil gerne have en kontaktperson til at hjælpe mig med sproget til møder – det har jeg stadig
brug for. (17-årig)
Fællesaktiviteter med andre uledsagede:
I forhold til unge, der bor i egen lejlighed, giver de unge i bofællesskaber i mindre grad udtryk for
behov for fællesaktiviteter med andre uledsagede unge – og i højere grad udtryk for behov for
kontakt med jævnaldrende danske unge – og danskere generelt.
Frem for et socialt behov, bliver behovet for at være til aktiviteter med andre unge uledsagede i
stedet begrundet med muligheden for at lave anderledes aktiviteter, der kræver et antal, som fx
fodbold og generel holdsport.
En enkelt ung i et bofællesskab giver udtryk for frustration over fællesaktiviteterne, hvor han føler sig
udstillet og ikke bryder sig om at skille sig ud som flygtning eller afghaner:
Hvis vi fx skal i svømmehallen, så kommer vi som en stor gruppe på 15 – 16 unge. Afghanere taler
meget højt, og jeg kan mærke, at danskerne bliver nervøse ved os og holder sig væk fra os – fordi
vi larmer og er så mange. Det kan jeg ikke lide. Jeg kan ikke lide opmærksomheden. (17-årig)
Opsøgning af støtte eller hjælp:
De unge i bofællesskaber fortæller, at de generelt i meget lidt omfang opsøger andre, når de har det
psykisk dårligt. Der er dog en tendens til, at de nyeste unge i bofællesskaber også er de mest
41
tilbageholdende til at opsøge andre, når de har det dårligt.
Adspurgt hvad de gør, når de bliver kede af det – om de har nogen at tale med, fortæller
størstedelen, at de prøver at pakke følelserne væk.
Nogen gange kan jeg blive meget ked af det – når jeg tænker på min familie. Jeg opsøger ikke
nogen, men prøver at glemme det. Det må gå væk.12 (16-årig)
De unge, der har boet i bofællesskab siden december 2010 fortæller, at de opsøger- eller taler med
venner, når de bliver triste, men svarer i lige så høj grad, at de prøver ikke at tænke på de ting, der
gør ondt, og at det er vigtigt at holde sig i gang for at ’slippe for at tænke’.
En ung, der har boet i bofællesskab siden september, fortæller, at han en årsag til, at han undlader at
tale med andre om sine følelser er, at han vil undgå at påvirke dem eller sit forhold til dem:
Jeg har ingen rigtig gode venner at tale med. Kontaktpersonerne spørger nogle gange, men jeg har
ikke lyst til at fortælle. Jeg har heller ikke lyst til at fortælle min historie til min danske ven. Jeg vil
ikke gøre andre kede af det. (17-årig)
Ingen af de unge svarer, at de opsøger personalet tilknyttet bofællesskaberne, når de får det
dårligt13. Direkte adspurgt om han taler med sin kontaktperson, svarer en enkelt ung følgende:
Nej – hvis de ikke kan holde styr på aftaler – hvordan skal de så kunne lytte. (16-årig)
Samme ung fortæller dog, at han nogle gange taler med sin forældrerepræsentant fra Røde Kors om,
hvordan han har det. Forældrerepræsentanten hjælper ham desuden med at skabe kontakt til
myndigheder, der kan hjælpe ham med at opspore sin familie.
Adspurgt, om de kunne forestille sig at tale med en psykolog/ ”person ved fx Dansk Flygtningehjælp,
der er god at tale med, når man har det skidt”, svarer størstedelen af unge undvigende og hverken
direkte bekræftende eller afvisende. Flere forklarer, at de allerede har været til psykolog i asylcentret
og der ikke har oplevet, at vedkommende har kunnet hjælpe:
Det kan jeg ikke så godt tænke mig. Jeg var til en psykolog i asylcentret, fordi jeg ikke kunne sove
om natten og hun kunne ikke hjælpe mig. Hun spurgte hele tiden ind til Afghanistan og til min
familie. Jeg kan lide at tale om min familie og alt det, der skete, hvis det hjælper mig, men det
12
I selv interviewsituationen giver de desuden udtryk for ubehag ved at tale om emnet og kigger væk eller
skifter emne.
13
I interviews med det pædagogiske personale fortæller flere, at de unge, der er blevet interviewet til
undersøgelsen, deler tanker om savn og tristhed med dem.
42
gjorde det ikke. Det fik mig ikke til at sove om natten. Hun skal have idéer til det – give råd og ikke
bare lytte. (16-årig)
Det samme går igen blandt unge, der bor i egen bolig. Flere påpeger desuden, at de ikke har lyst til at
tale om fortiden:
Jeg bliver meget trist, når jeg har været der. Jeg vil hellere lade være. (17-årig)
43
Øvrige perspektiver
Vurderinger fra det pædagogiske personale i bofællesskaberne samt musikterapeut, Helle
Mumm.
Om opfattelsen af personalet, bofællesskaberne og deres eget liv:
De unge har på interviewtidspunktet boet i bofællesskaberne fra to til seks måneder, og den
forskellige tid, de unge har boet her og væk fra asylcentrene, kommer til udslag i deres forskellige syn
på deres nye liv i Danmark. Interviews med de pædagogiske medarbejdere i de forskellige huse, viser
en udvikling i, hvad der fylder henholdsvis de første måneder og efter et halvt år.
I følge personalet er de unges første tid typisk præget af stor glæde over at flytte fra asylcentret:
I tiden lige efter, at de unge kommer fra asylcentret, er de meget glade - ikke mindst over at have
fået asyl. Det er som en honeymoon.
Derudover er de fyldt med nysgerrighed og optagede af praktiske spørgsmål og gøremål, som at
finde ud af transportforbindelser, finde ud af, hvordan det fungerer med indkøb, få tilmeldt sig
fritidsaktiviteter mm.
En pædagogisk medarbejder på bofællesskabet, hvori de unge har boet to måneder, beskriver tiden
således:
De er som nyfødte – de skal først til at navigere. Nogle gange sker der alt for meget for dem, og så
er der behov for at holde dem i snor og hjælpe dem til at styre deres liv konstant. […] Meget går op
i praktiske ting her i starten. Selvfølgelig snakker vi undervejs – fx om kultur. Det forgår over lektier
og film eller nyheder.
En medarbejder tilknyttet et bofællesskab, hvor de unge har boet der siden december, oplever, at de
unge i høj grad sætter spørgsmålstegn ved bofællesskabets funktion i forhold til dem:
De er meget forvirrede i starten – også over, hvad de skal i bofællesskabet. ’Hvorfor skal vi bo her?
Hvorfor bor her kun afghanere? Hvorfor kan jeg ikke selv bestemme, hvad mine penge skal bruges
på?’.
Ligeledes sætter flere unge spørgsmålstegn ved eller udtrykker usikkerhed om/ utilfredshed med
personalets rolle:
De synes jo, at det er vigtigt, at de får talt dansk, og spørger: ’Hvorfor taler vi kun dari? Og hvorfor
kører I os ikke rundt og ned for at købe ind, når I har en bil? ’
44
Konsulent og musikterapeut, Helle Mumm, oplever ligeledes, at mange unge sætter spørgsmålstegn
ved den store tilstedeværelse af voksne og pædagoger i deres liv udenfor asylcentret:
Det kan være svært for de unge at forstå, hvorfor de ikke bare kan klare sig selv, og hvorfor der er
så mange voksne, der vil blande sig – det virker ret frustrerende for dem. De unge har en stærk idé
med hjemmefra om, at de skal klare sig selv – have job og lejlighed.Nogle har måske allerede
klaret sig alene i hjemlandet. Mange når at acceptere i asyltiden, at det ikke er så enkelt som
forventet at få et fedt et job, men det er stadig svært at acceptere, at man er barn indtil man fylder
18 i Danmark. Man er ikke barn på samme måde i Afghanistan og mange har skullet være utrolig
selvstændige og har klaret sig selv under flugten for at overleve.
En af de pædagogiske medarbejdere, der oplever, at de unge sætter spørgsmålstegn ved personalets
rolle, oplever imidlertid, at de unge på få måneder har gennemgået en stor udvikling og i dag
accepterer/ forstår personalets og bofællesskabets roller og rammer.
Vi havde rigtig mange snakke og diskussioner om de samme ting i starten, og jeg fortalte, at dette
er et sted, hvor vi skal lære af hinanden og støtte hinanden. Det er ikke noget, vi længere taler om,
og jeg kan mærke, at de i dag føler, at de er en del af et fællesskab.
Ovenstående medarbejder fortæller, at han bruger lang tid på at argumentere med fornuft i
diskussionerne og afslag på ønsker fra de unge, og at han oplever, at de unge anerkender
forklaringerne.
En overgang var nogle af dem meget glade for cola og Red Bull, og så fortalte jeg dem, at det er
usundt og fyldt med kemikalier – og dyrt og at pengene skal række hele måneden. I dag køber de
selv saftevand og juice i stedet. Der er også nogle, der meget gerne vil lære at leve sundt og gerne
vil have, at jeg vejleder dem.
Der er store individuelle forskelle på, hvor stort et behov for selvbestemmelse og medindflydelse på
egen hverdag, som de unge giver udtryk for. Nogle er meget afhængige af hjælp og af, at det
pædagogiske personale tager beslutninger på deres vegne eller sætter dem i gang, hvorimod andre
kommer med masser af initiativ og idéer til aktiviteter – og kan blive meget frustrerede, hvis ikke
deres forslag bliver fulgt op eller bakket op, når personalet fremlægger dem i plenum med de øvrige
unge. Ifølge både personalet og Helle Mumm, kommer behovet for selvbestemmelse i høj grad an på
de unges individuelle opdragelse, selvtillid og personlige ressourcer.
En oplevelse af, at det er svært at blive hurtigt integreret eller sværere end forventet, viser sig
desuden i spørgsmålene fra flere unge:
Mange spørger – hvorfor sker der de og de ting? Hvorfor er danskerne så konservative – hvorfor er
de så svære at komme i kontakt med?
45
En anden pædagogisk medarbejder har samme oplevelse af de unges første tid:
De spørger konstant. De finder jo ud af, at alt er forskelligt fra Afghanistan til Danmark og skal
forstå, hvad tingene betyder i Danmark. I Afghanistan spørger man fx ikke, før man kommer på
besøg hos nogen – man kommer bare. De unge misforstår tit danskerne. De tror fx, at hvis nogen
udskyder noget til i morgen, så er det en afvisning. (Pædagogisk personale)
De går hele tiden og afkoder signaler – de bruger meget krudt på det. Hvis folk svarer dem surt, så
kan de næsten ikke klare det. (Konsulent og musikterapeut)
Som det pædagogiske personale oplever det, er de unge generelt meget optagede af at lære dansk
og sætte sig ind i dansk kultur og samfundet – fra at få forklaret, hvad en frikadelle er, til hvordan det
politiske system fungerer. Ifølge flere personaler kommer mange unge med spørgsmål, der er svære
eller sprogligt udfordrende at formulere til danskere – fx lærerne i sprogskolen, og personalets
oplevelse er, at de unge finder det afslappende at kunne spørge på deres eget modersmål og få sv ar,
de forstår. Ifølge personale i alle tre bofællesskaber, bruger de meget tid på at tale med de unge om,
hvordan de skal/kan være unge afghanere i et dansk samfund og blive integreret uden at miste deres
kulturelle identitet.
Min erfaring er, at de har meget brug for støtte og at der altid er nogen voksne her, der kender
deres baggrund og sprog.14
Der har på interviewtidspunktet været store forskelle mellem, hvad der har fyldt i de enkelte af
Integrationsnets bofællesskaber, og der har været en tendens til, at nogle unge er gået til
interviewsamtalen med en dagsorden – eller et budskab, de vil have ud – fx frustration over ikke at
blive tvunget til at tale dansk i dagligdagen i bofællesskaberne og et ønske om blandet afghansk og
dansk personale. Både de unges egen diskurs til interviewet samt samtaler med bofællesskabernes
personale viser, at de unge i høj grad har et stort fokus på rettigheder og krav, og at flere efter et par
måneder bliver meget kritiske, hvilket de ytrer over for personale. Noget der ifølge personalet
tilknyttet bofællesskaberne skyldes, at de unge ikke i tilstrækkelig grad er forberedte på, hvad der
venter dem, når de flytter ud i samfundet, i en kommune og ind i et bofællesskab:
Mange kommer med en forventning om, at Danmark er et paradis, hvor der er job og penge, egen
lejlighed og uddannelse til alle – og at det bare er noget, der kommer automatisk. Der er især en
forestilling om, at hvis man er under 18 år, så er man virkelig i himlen – det er jo det, det hele har
handlet om under asylprocessen – at være under 18, og så kan de jo blive rigtig skuffede.
(Pædagogisk medarbejder)
14
I løbet af interviewet med pædagogen bag vurderingen, kommer der fx flere gange unge til, der beder om
46
Mange har en meget stor retfærdighedsfølelse, hvilket kommer af at have skullet klare sig selv
meget tidligt og måske af en stolt kultur. Særligt har kampen for overlevelse under en vanskelig
flugt gjort, at der kæmpes for dét, man har ret til. Der er en frygt for ikke at få dét, man har brug
for. Mit er mit – hvorfor skal voksne bestemme og blande sig? I asylcentret forvaltede mange unge
selv deres penge og det kan være svært at acceptere, at de voksne nu engagerer sig i og har
forventninger til og meninger om både huslige pligter, økonomisk prioritering, rengøring og kost.
(Konsulent og musikterapeut)
Dertil kommer, at mange af de unge efter ankomst i stigende grad føler sig pressede i forhold til at
lære dansk og leve op til krav og forventninger fra dem selv, det danske samfund og deres familie i
hjemlandet.
Oplevelsen af, at det tager tid at få det forventede liv op at stå, betyder ifølge den pædagogiske
medarbejder, at mange unge bliver enormt optagede af deres forhold og rettigheder som
uledsagede – og giver udtryk for det.
For terapeut og musikterapet, Helle Mumm at se, er det vigtigt, at de unge selv bliver hørt i
forbindelse med valg af bolig:
Det er meget vigtigt at finde ud af, hvad de selv vil og hvad, der bedst for dem. Det er vigtigt i
forhold til deres identitetsdannelse og følelsen af at blive hørt, mødt og forstået. Som for alle
andre børn og unge er dette basalt for et godt samarbejde og dermed for de unges gode
integration. Måske kan det ikke blive som de unge ønsker sig det. Blandt andet fordi de voksne ser
deres behov på en anden måde end de selv gør. Men det er vigtigt at deres ønsker og drømme så
vidt muligt følges på vej og understøttes. Hvis en ung fx helst ville bo alene men det vurderes at
den pågældende har gavn af at have mennesker omkring sig og daglig hjælp, så er det vigtigt at
støtte den unge i at finde ud af balancen mellem isolation, alenetid og fællesskab i bofællesskabet.
Om de unges brug af personalet i forhold til psykisk støtte:
Ifølge personalet tilknyttet bofællesskaberne opsøger de unge dem i varierende grad til at få trøst og
blive ’set’. I bofællesskabet, hvor de unge kun har boet der i få måneder – og hvor personalet er
blevet skiftet ud undervejs, oplever de nye pædagogiske medarbejdere ikke, at de unge opsøger
dem.
I bofællesskabet, hvor der har boet unge siden februar 2011, opsøger de unge ligeledes sjældent
personalet. En af medarbejderne fortæller, at han i stedet forsøger at mærke efter, hvordan de unge
har det, og opsøger dem, og selv om de unge ofte afviser ham og ikke har lyst til at tale, kan han
mærke, at hans opsøgning har betydning:
hjælp til computer, lektier etc.
47
Selv om de ikke fortæller mig, hvad der er galt, kan jeg mærke forskel på dem næste dag, hvor de
tit er gladere. Jeg kan mærke, at det betyder meget for dem, at jeg kommer op og banker på.
Konsulent og musikterapeut, Helle Mumm, påpeger i denne forbindelse, at det ikke er
bemærkelsesværdigt, hvis mange af de unge holder sig tilbage i forhold til at opsøge og betro sig til
personalet:
Mange unge har oplevet tab af eller svigt fra voksne, så de er ikke vant til at kunne stole på og
åbne sig. Derfor kan det skabe stor usikkerhed i dem, hvis personalet siger nej til noget – eller de
ved, at de kan forsvinde igen. Hvad hvis de vover at vise tillid og den bliver brudt? Oplevelserne af
tab og svigt i tillidsforhold vil blive ved med at ske i resten af deres liv og det er derfor godt, at de
lærer at forholde sig til det vilkår og takle det i bofællesskabet. De unge bruger - ofte uden at vide
det – personalet til indirekte bearbejdelse af tillidsbrud, sorg og savn. Tillid og tryghed opbygges
langsomt over tid i samspil med mennesker, man kan regne med.
For hende at se giver rammerne med fast personale desuden mulighed for hurtigt at vende en
udvikling, når en ung går psykisk ned:
Vi kan desværre se, at hvis en ung først begynder at trække sig, og der ikke er nogen, der opsøger
ham og får ham til at fortælle og åbne sig i forhold til dét, der går ham på, eller får ham med i
aktiviteter, så forstærkes hans oplevelse af forladthed og hjemve og han bliver endnu mere sårbar.
Det betyder meget, at en ung ikke kommer ind i sådan en spiral.
I bofællesskabet, der har eksisteret siden september, bruger de unge ifølge det pædagogiske
personale selv i høj grad personalet, når de har det dårligt:
Nogle gange føler jeg, at jeg har to drenge hængende i mine skørter konstant. Den ene kan kun
tale med mig, fordi de andre drenge ikke taler pashtu – den anden kræver konstant
opmærksomhed, når han danser, taler eller græder. Hos andre af drengene skal jeg sel v opsøge
dem og spørge til, hvordan de har det, og om familien, hvis jeg fornemmer, at de tænker på den.
Når de først kommer i gang med at fortælle, kan jeg mærke at de har godt af det.
Den pædagogiske medarbejder vurderer, at hendes egen baggrund som flygtning har betydning for
drengenes tryghed omkring at tale om deres oplevelser:
Jeg sætter ikke spørgsmålstegn ved deres oplevelser, og de behøver ikke at gå i detaljer, for jeg
ved jo godt, hvordan der ser ud i Afghanistan, og hvor hårdt folk arbejder og hvad de bliver udsat
for rundt omkring. Den fælles tillid og forståelse bringer os tættere.
Ifølge samme medarbejder er en vigtig rolle hos personalet i øvrigt en form for buffer-funktion, hvor
de unge kan lukke vrede ud over for en autoritet – uden at det har større konsekvenser:
48
De ser mig overordnet som en autoritet. Hvis der er konflikter mellem de unge og os, fører det os
tættere sammen. Det er godt, at aggressionerne kommer ud på os og ikke tilfældige mennesker i
bussen, når de unge bliver helt fyldt op. Jeg kan mærke, at det er godt for dem at komme af med
det over for mig. De regner med, at jeg kan tage det – og at jeg ikke også begynder at græde.
Om de unges psykiske trivsel i dagligdagen:
Ifølge en medarbejder på bofællesskabet, der har eksisteret siden september 2010, har de unge
store problemer både i dagligdagen og bag sig i forbindelse med deres opvækst i Afghanistan og
flugten til Danmark. De unge har meget forskellige reaktioner på disse oplevelser og minder. En har
store problemer med vrede, en anden er meget deprimeret, en tredje kræver konstant
opmærksomhed og anerkendelse, og kan samtidig bryde ud i pludselig gråd. En fjerde er konstant
angst for at gøre noget forkert og har desuden den udfordring, at han er analfabet og kun taler
pashtu, hvilket betyder, at han ikke kan kommunikere med de andre drenge og kun én af stedets
pædagogiske medarbejdere. I et andet bofællesskab har en ung, der ankom til bofællesskabet i
januar, flere gange ytret overvejelser om, at tage sit eget liv. Udsagnene kommer frem i øjeblikke,
hvor den unge bliver skuffet eller irriteret, og den pædagogiske medarbejder har svært ved at
vurdere, hvor dybt udsagnene/truslerne stikker. Den unge er meget svingende humørmæssigt, og
han er nu startet på samtaler ved en af Integrationsnets terapeuter.
Som personalet oplever det, er det ofte små detaljer i dagligdagen, som at toilettet ikke virker, eller
at der bliver ændret i aftaler, der kan få ”læsset til at vælte” for de unge og medføre pludselige
reaktioner eller anfald med gråd eller vrede.
I bofællesskabet, hvor der har boet unge siden februar 2011, oplever personalet ligeledes, at de unge
har det bedst, hvis dagene forløber uden afvigelser fra planen og er forholdsvis skemalagte. Og at de
øvrige beboeres humør og trivsel har stor indflydelse på dem:
Det vigtigste for dem i dagligdagen er at gå i skole sammen og komme hjem og være glade
sammen – og at der ikke er diskussioner. Det er vigtigt for dem, at vi aftaler i fællesskab, hvordan
de skal være sammen på en god måde, og at de tager hensyn til hinanden. Hvis én ikke gør, som de
har aftalt, fx i forhold til rengøring, så kommer der uro.
Samme medarbejder påpeger, at de unge generelt har mange ambitioner og drømme – at det
altoverskyggende i deres liv er udfordringen med at lære dansk - og han gør selv meget for at
bekræfte dem og holde dem fast i en plan om uddannelse:
De er super talentfulde. Nogle var helt analfabeter i Afghanistan, så det bliver sikkert svært, men
når jeg laver handleplaner for seks måneder, taler vi om uddannelse. Og der kan jeg mærke, at de
har ambitioner og tænker meget på det.
49
De unge stiller desuden meget konkrete spørgsmål til, hvordan de fx bliver lærere etc., og
medarbejderen påpeger her, at der også ligger en latent skrøbelighed i deres ambitioner:
Jeg har vist dem bøger fra 4.klasse i en dansk folkeskole. Så siger de ’wauv – skal man kunne det
allerede i 4. klasse?’. De bliver ikke kede af det så – de kan se, hvor meget de skal lære for at få en
uddannelse. Omvendt spørger de til, hvad de skal gøre, hvis de ikke er gode nok efter sprogcentret,
og jeg svarer her, at de kan tage fag på VUC. ’Brug jeres tid fornuftigt, brug os og de muligheder, I
har’.
Om de unges ønsker om dansk personale:
Som det fremgår af de unges egne udsagn, ønsker de alle blandet dansk og afghansk personale – et
ønske, som mange unge diskuterer åbent med personalet i dagligdagen. En pædagogisk medarbejder
har følgende oplevelse af sin rolle i forhold til de unges behov:
Nysgerrigheden i forhold til Danmark kan ikke blive opfuldt af os to. Selv om vi snakker og snakker,
så ser de os ikke som danskere.
For at imødegå de unges ønske om at tale mere dansk har de pædagogiske medarbejdere på flere
bosteder besluttet at tale dansk indbyrdes samt med de unge en stor del af tiden. Det er forskelligt,
hvordan de unge tager imod dette. I et bofællesskab er de unge meget undvigende og fastholder at
tale dari på trods af, at de selv har efterspurgt dansk personale med henvisning til sprogtræning. I et
andet bofællesskab har de unge taget godt imod initiativet og varierer efter humør mellem de to
sprog. En af de unge har i høj grad taget udfordringen til sig og blomstrer og udvikler sig ifølge
pædagogen meget:
XXXX er begyndt at svare på dansk og er meget flittig med det og glad for det. Han er også
begyndt at chatte på dansk med datteren i hans kontaktfamilie, og så hjælper jeg ham af og til
med at formulere sig korrekt. Vi slår om i dari, når vi retter på sproget, og de unge tager
rettelserne godt. Nogle er lidt generte og griner lidt af det og så siger jeg: ’jeg er heller ikke
perfekt’.
Samme personalet har desuden hjulpet to unge med at opsøge frivilligt arbejde to gang ugentligt i en
lokal genbrugsbutik, samt hjulpet en anden ung til et fritidsjob på en lokal restaurant en eftermiddag
om ugen, hvor han vasker op og anretter mad. Han er ifølge pædagogen værdsat af personalet og får
bekræftet sine evner for madlavning, hvilket betyder meget for ham. I et andet bofællesskab har
personalet ligeledes hjulpet en ung til en avisrute. De beskriver alle de unges motivation til job som
værende muligheden for at træne dansk frem for at tjene lommepenge 15.
15
I førstnævnte bofællesskab har det pædagogiske personale sørget for, at arbejdet bliv er udført frivilligt uden
50
Også på Holbæk Sprogskole, der underviser en stor andel af de unge i Integrationsnets
bofællesskaber, oplever underviser og socialmentor, Ida Fynboe og Morten Granlien, at spørgsmålet
om muligheden for at omgås danskere fylder meget blandt de unge.
Ifølge dem efterspørger de unge dansk personale for at kunne træne dansk sprog samt for at omgås
voksne, der kender dansk ungdomskultur. Derudover har flere unge (gælder især unge tidligere
bosat af en anden aktør) givet udtryk for, at de føler sig udstillede ved at blive placeret sammen i
bofællesskaber for uledsagede med henvisning til, at ”sådan lever danske unge ikke”. Skolen
henviser over for deres elever her til, at masser af danske unge bor på kollegier.
I forhold til oplevelse af personale, udtaler de unge i bofællesskaberne sig ifølge Morten Granlien
ofte positivt om det pædagogiske personale. Han vurderer desuden, at unge i bofæl lesskaber i
forhold til andre unge generelt fremstår mere bevidste om, hvad der er godt for dem, velsoignerede,
koncentrerede i timerne, og mere tilpasse i dagligdagen.
løn for at sørge for, at de unge konc entrer er sig om deres undervisning frem for at blive distraheret af
muligheden for at tjene penge.
51