Marokkos fire kongebyer

Transcription

Marokkos fire kongebyer
Marokkos fire kongebyer
- Rundrejse i fortid og nutid med dansk ambassadør
17.-26. maj 2013 | kr. 13.900
Oplev kulturen og kontrasterne i Marokko på en tur, der med
tidl. ambassadør Anne-Marie Esper Larsen som rejseleder vil
bringe os rundt til steder, der kun kendes af folk, som har boet
i Marokko.
Vores rejseleder vil føre os sikkert gennem medinaer og souks,
riad’er og paladser, moskeer og madrassaer, romerske ruiner
og ikke mindst Atlas-bjergene.
Fes, Meknes, Marrakesh og Rabat kaldes samlet for kongebyerne, og de har alle på et tidspunkt i Marokkos historie været
hovedstad. På denne rejse besøger vi kongebyerne og udforsker den marokkanske kultur og de store kontraster mellem land
og by, arabere og berbere.
Marokko vækker ens sanser med sin meget særegne kultur og
sine ældgamle traditioner, der stolt fastholdes. Samtidigt modtages man med en imødekommende venlighed og gæstfrihed
som overvælder – i samme grad som farverne, duftene, maden,
kunsthåndværket, klædedragterne og lyden fra minareterne,
når der kaldes til bøn i den middelalderlige medina.
Vi vil få et indblik i, hvordan historiske og kulturelle strømninger har præget landet og skabt dagens Marokko og landets
kulturelle, politiske og religiøse identitet.
Marokko er porten til både Europa og til Afrika – alt efter
hvor man står. Rejsens centrale tema er derfor landets unikke
blanding af europæisk, arabisk, afrikansk og berberisk kultur.
Rejseleder: Anne-Marie Esper Larsen
Anne-Marie Esper Larsen har været diplomat siden
1985 og har haft flere poster på danske ambassader i
udlandet. Hun har bl.a. været udsendt til den danske
ambassade i Buenos Aires i Argentina og har senest
været Danmarks ambassadør i tre år i Marokko.Hun
har rejst meget rundt i begge lande.
Antal deltagere: Max. 15 (*intet tillæg for enkeltvær. for 5 første tilmeldte - derefter kr. 1.200)
Inkluderet i prisen:
- fly København–Paris–Casablanca t/r
- transport hotel-lufthavn t/r
- kørsel i bus med air condition
- Anne-Marie Esper Larsen som rejseleder og
lokalguider på hele rejsen
- pension som angivet i programmet, ekskl. drikkevarer
- de i programmet nævnte punkter inkl. entré
- indkvartering på gode turist- og 1. kl. hoteller
Prisen inkluderer ikke:
- afbestillingsforsikring
- rejseforsikring
- drikkepenge
Rovsingsgade 88 | 2200 København N | Tlf. 7020 2779 | www.HorisontRejser.dk
Program
Morgenmad, Frokost, Middag indikerer, hvilke
måltider, der er inkluderet i rejsens pris.
Dag 1 København - Casablanca - Rabat
Vi forlader København midt på dagen og flyver
via Paris til Casablanca. Turen fra den moderne
lufthavn i Casablanca til hotellet i Rabat tager
en god time. Vi skal bo på Hotel Golden Tulip,
hvor der fra tagterrassen er en fantastisk udsigt
ud over Rabat og nabobyen Salé på den anden
side af floden Bou Regreg. Sen middag på
hotellet. (-,-,A).
Dag 2 Rabat
Rabat blev bygget af almohaderne sidst i
1100-tallet som ny hovedstad i stedet for
Marrakesh. Almohaderne var et islamisk
berberdynasti oprindeligt fra Atlasbjergene, der
regerede fra 1133 til 1269. Rabat blev atter
hovedstad under det franske protektorat i 1912
og har fastholdt titlen efter uafhængigheden i
1956. Rabat ligger ud til Atlanterhavet på Bou
Regreg-flodens sydlige bred og den tidligere
piratby Salé ligger ved den nordlige bred.
Vi starter i Rabats ældst beboede bydel,
Kasbah Oudaya. Her besøger vi et 1600-tals
museum med berbersmykker, der ligger i et af
byens smukkeste haveanlæg omgivet af gamle
borgmure. Vi drikker myntete med udsigt over
Bou Regreg til Salé. Derfra slentrer vi ned i
Rabats behagelige medina og spiser frokost på
riad Dar el Kebira.
Om eftermiddagen kører vi over floden Bou
Regreg til Salé, der opstod som en fønikisk
koloni i Antikken, men især er kendt som piratby
i det 17. og 18. århundrede. I dag har byen et
udpræget religiøst udtryk sammenlignet med
regerings- og administrationsbyen Rabat. Vi
når ad små gyder gennem en meget folkelig og
muslimsk medina til Madrassa el Hassan – en
fint restaureret koranskole fra 1300-tallet.
Madrassaen ligger ved et større religiøst
kompleks med moske, bibliotek, gravplads og
helligdommen Sidi Abdallah ben Hassan, der
blev dyrket af Salés pirater. Vi passerer det
gamle slavemarked, der i dag ligger omgivet af
farvestrålende souk’er, der sælger krydderier,
naturmedicin og de marokkanske klædedragter,
djellaba og kaftan.
På vejen tilbage til Rabat kører vi inden om
håndværkerkvarteret Oulja, hvor vi bl.a. besøger
en NGO-drevet butik og museum, der har
keramik fra de små landsbyer i Rif-bjergene.
Fælles aftensmad på hotellet, hvorefter vi kan
slentre en tur på Rabats nye havnepromenade
(M,F,A)
Dag 3 Rabat
Vi starter dagen på Marché Centrale, der bl.a.
har et overdådigt udbud af friskfanget fisk og
skaldyr fra Atlanterhavet. Der efter går vi op af
Rabats centrale og pompøse Avenue Mohammed
V, hvor vi ser fransk art deco arkitektur og nyder
en kop kaffe med patisserie marocaine (ikke
inkluderet).
Derefter tager vi på rundtur med bus i det
centrale Rabat. Her skal vi bl.a. se et af
kongepaladsernes smukke omgivelser og
haveanlæg, Hassan-tårnet og det kongelige
mausoleum. Frokosten indtager vi i muren, der
omgiver medinaen. Bagefter runder vi af med
en afslappet gåtur i medinaen, og går gennem
det oprindelige jødiske kvarter, Mellah, hvor
’rbatierne’ får håndsnedkereret deres møbler.
Middag på egen hånd. (M,F,-)
Dag 4 Volubilis og Meknès
Vi kører tidligt til Volubilis, der var det
administrative centrum i de gamle romeres
afrikanske provins Mauretania Tingitana.
Ruinerne og ikke mindst de tilhørende
mosaikker er i dag nogle af de bedst bevarede
i denne del af Nordafrika og derfor også på
UNESCO liste over Verdensarv. Vi spiser frokost
i den hellige by Moulay Idriss på vej til Meknès.
Meknès afløste Fès som kongeby under Sultan
Moulay Ismail ’s blodtørstige styre fra 1672
to 1727. Moulay Ismail var en stor bygherre,
men han var også en grusom hersker, der
anvendte afrikanske og europæiske slaver til
at bygge Meknès’ mange paladser, bymure
og porte. For at afskrække mulige rivaler
beordrede han de afhuggede hoveder af
10,000 fjender ophængt på bymuren. Meknès
kaldes ofte Marokkos Versailles, for selv i
vore dage kan man fornemme byggeriets
gigantiske dimensioner. Ifølge skrønerne
skulle paladserne også kunne rumme et harem
på mange hundrede kvinder, og Moulay Ismail
siges at være far til over 1000 børn.
Selvom Sultan Moulay Ismails var en grusom
hersker, nærer marokkanerne stor respekt
for ham og valfarter til hans mausoleum, som
vi også skal se. Vi skal også se eksempler
på sultanens byggeri, bl.a. staldene til hans
12.000 heste og Marokkos fornemmeste
byport, Bab el Mansour, der engang var
hovedporten ind til kongebyen.
Vi besøger et af Marokkos fineste museer,
Palais Dar Jamaï, der rummer en fornem
samling af kunsthåndværk, bl.a. antikke
berbertæpper og et originalt indrettet harem.
Vi slutter af med en tur i souk’en, hvor vi
kan smage nogle af landets bedste oliven, da
Meknès’ opland er et af Marokkos vigtigste
landbrugsområder.
Efter en kort køretur gennem et af Marokkos
væsentligste vin- og olivenområder, ankommer
vi sidst på dagen til vores hotel i Fès, hvor der
er tid til en slentretur og en kop kaffe på den
centrale Avenue Hassan II efter middagen på
hotellet (M,F,A)
Dag 5 Fès
Fès er den ældste kongeby i Marokko og blev
etableret helt tilbage i 800-tallet af sultanen
Idriss d. 2. – en efterkommer af Profeten
Muhammed. Fès blev siden hen afløst af
Rabat, men byen har dog aldrig mistet sin
betydning og er stadig Marokkos vigtigste
spirituelle by, ligesom den er berømt for sit
kunsthåndværk, bl.a. kobber- og lædervarer.
Vi starter dagen med at køre turen rundt
om medinaens storslåede bymure, hvorfra
vi kan se middelalderbyen i al sin herlighed.
Vi stopper ved keramikværkstederne, ’les
poteries’, det eneste håndværkerlav, der på
grund af sin forurenende karakter er blevet
flyttet ud af medinaen. Vi ser produktionen af
den berømte blå Fès-keramik, der endnu laves
efter ældgamle metoder.
Vi spiser frokost i ambassadørens favoritriad ved Place Seffarine. Her holder
metalarbejderne til, og luften genlyder af
deres hammerslag, når de former de fine
kobber- og sølvfade.
Umiddelbart efter frokost besøger vi en
tæppebutik, hvor vi vil høre om forskellene på
marokkanske tæpper, se udsigten fra terrassen
og forsøge at undgå at blive besnakket til
tæppekøb. Vi fortsætter til Fès’ berømte
Chouara -garverier og ser, hvordan skind
forarbejdes og farves efter hundredår gamle
traditioner. Derfra bevæger vi os over i den
andalusiske bydel, hvor araberne slog sig ned,
da de flygtede fra Spanien i 800-tallet.
Middag på hotellet. (M,F,A)
Dag 6 Fès
Vi slentrer roligt ad medinaens to
hovedstræder og lader os overvælde af
stemningen og får indblik i en levevis og
håndværkerbaseret samfundsstruktur,
der har holdt sig uændret i århundreder.
Seværdighederne er utallige, og vi tager
afstikkere ind af de labyrintiske gyder for at
se paladser, madrassaer, souk’er, pladser og
Karaouine moskeen fra år 859.
Frokost indtager vi på tagterrassen i en
klassisk paladsrestaurant. Eftermiddagen er
til fri disposition, hvor man kan fortsætte i
medinaen og f.eks. besøge honning-souk’en,
synagogen, et væveri eller en hamam.
Vi spiser klassisk marokkansk til aften i en
riad og slutter dagen med kaffe på en hip
café, La Villa, i Fès nye bydel. Her får vi et
indblik i moderne marokkansk kultur. (M,F,A)
Dag 7 Fès – Marrakech
Vi kører tidligt fra Fès mod Marrakech. Det
er en smuk tur, hvor vi kører langs med vest
siden af Atlasbjergene, som vi undervejs tager
en lille afstikker op i for at bl.a. at indsnuse
den friske bjergluft under de gigantiske Atlas
cedertræer. Undervejs spiser vi picnic frokost.
Flere dynastier har hersket i Marokko og
de valgte forskellige byer at herske fra. Da
dynastiet efter Sultan Idriss d. 2. faldt, tog
almoraviderne over. Almoraviderne var et
islamisk berberdynasti af krigermunke fra
Sahara, der regerede fra 1061-1147, og de
gjorde Marrakesh til deres hovedstad.
Medinaen, den gamle bydel i Marrakesh,
var den oprindelige kongeby og er stadig
omkranset af okkerfarvede mure. Folk fra
bjergene og de omliggende sletter har altid
søgt mod medinaen og markedet, der snor sig
gennem små gyder, og hvor der handles, som
man har gjort i århundreder.
Vi spiser lidt sen aftensmad på vores riad i
medinaen. (M,F,A)
Dag 8 Marrakech
Vi begynder dagen tidligt i den smukke
Majorelle-have og det tilhørende museum
med berber kunstskatte. Haven blev anlagt i
1924, og siden købt af modeskaberen Yves
Saint Laurent og drives i dag af en fond.
Vi skal se fantastisk islamisk arkitektur,
indretning og havekunst i storvesirens palads,
Palais de la Bahia, og tilhørende 8000
m2 store have. Et flot eksempel på nyere
marrokansk arkitektur når vi også at kaste
et blik på.
Efter frokost kigger vi os om i souk’en,
f.eks. Souk des Teinturiers, hvor der farves
uld og silke, eller Souk des Babouche, hvor
der handles håndlavede tøfler i læder og
ratanflet – og som de fleste marokkanerne
endnu bruger som standard fodtøj. Vi slutter
eftermiddagen med et besøg på den berømte
Djemaa El-Fna plads. (M,F,-)
Dag 9 Marrakech
Vi lægger ud med et besøg ved Saadiernes
gravsteder, der blev ’genopdaget’ i 1917
efter at have været muret inde i 400 år. Vi
fortsætter med et besøg hos en herboliste,
der fortæller os om naturmedicin, som er
meget anvendt i Marokko. Formiddagen
slutter ved Koutubia minareten, der er
Marrakechs vartegn. Herefter er der frokost
og eftermiddag på egen hånd.
Vi spiser fælles afskedsmiddag på
marokkansk restaurant.(M,-,A)
Dag 10 Marrakech – Casablanca –
København
Vi skal meget tidligt op for at køre til
Casablancas lufthavn, hvorfra vi flyver via
Paris tilbage til Danmark. (M,-,-.)
Den fulde tekst står på HorisontRejser.dk Vi tager
forbehold for ændringer, der kan opstå undervejs. Vores
princip er, at vi på rejsen følger de muligheder, der
kan opstå, dvs. at rejselederen undervejs kan ændre i
programmet til fordel for andre punkter. Vi tilstræber altid,
at de punkter, der måtte blive ændret, på et andet tidspunkt
indgår under rejsen, hvis det lader sig gøre.
MAK13021
Horisont Rejser