60 minutes of Schumann i Konservatoriets

60 minutes of Schumann i Konservatoriets

Søndag 1. april 2012 POLITIKEN
Kritik 5
Siden er redigeret/layoutet af:
Lars Hedebo Olsen/Ole Gravesen
Klassisk i
farver og
med dj
Spørgsmålet er, om
Sjællands Symfoniorkester
skaffer nye publikummer
eller skræmmer gamle væk
med kulørt koncept.
Klassisk
60 Minutes of Schumann. Jens Elvekjær
(klaver) m.fl. Sjællands Symfoniorkester, dir.:
Cristian Mandeal. Konservatoriets Koncertsal.
Fredag.
E
Når Lendorf danser med døden
Sublimt. Alban Lendorf og Frédéric Chopin går op i en
højere enhed i John Neumeiers ballet ’Kameliadamen’
på Det Kongelige Teater. Anden akt er verdensklasse.
Ballet
Det Kongelige Teater: Kameliadamen.
Baseret på roman af Alexandre Dumas d.y.
Koreografi: John Neumeier. Musik: Frédéric
Chopin. Iscen: John Neumeier, Kevin Haigen,
Victor Hughes og Leslie Mcbeth. Scenografi og
kostumer: Jürgen Rose. Pianist: Roberto Cominati. Dirigent: Michael Schmidtsdorff. Til 2. maj.
D
en amerikanske koreograf John
Neumeier er i dag kendt som en
af de store historiefortællere i
moderne ballet og danseteater. Derfor
har teateranmelderen fået lov til at anmelde den længe ventede danske premiere på ’Kameliadamen’ fra 1978. Men det er
musikken af Frédéric Chopin der stjæler
billedet denne aften. Sammen med de to
unge dansestjernefrø i Den Kongelige Ballet, Alban Lendorf og Susanne Grinder.
Neumeiers ballet er den seneste i en
lang række dramatiseringer af Alexandre
Dumas den yngres senromantiske tåreperser af en roman fra 1848. Det handler
om de store, uforløste følelsers glansperiode i europæisk kunst. Om romanfigurer, der spejler sig i andre romanfigurer
og længes efter et vildt og poetisk liv. Revolutionerne og de sociale omvæltninger
i perioden optræder blot som en fjern
baggrundsstøj.
Marguerite Gautier, damen med kameliaerne, er dødssyg af tuberkulose, da hun
møder Armand Duval. Den unge hertugsøn bliver straks sygeligt forelsket i hende, også selv om hun er tidens mest ombejlede kurtisane, altså luksusluder, i hele
Paris.
Spørgsmålet er nu, om kærligheden
kan overvinde døden? Og endnu værre:
Kan den overvinde de sociale fordomme
og modstande i form af Armands far, hertugen?
Neumeier forfalder heldigvis ikke til
karikatur. Han ironiserer ikke over de
håbløse romantikere. Han undgår – næsten – romantisk kitsch. Koreografen bruger snarere tuberkulosens dødsfigur som
et afsæt for en mere generel undersøgelse
af dansens grundvilkår, tyngdekraften. Livets kamp imod døden, kærlighedens
kamp imod ikkekærligheden udmønter sig i dansernes forsøg på at
gøre det umulige:
Den største
ophæve
tyngdegevinst i
kraften, sprænge
’Kameliarummets love.
damen’ er
Det lykkes fakNeumeiers
tisk i passager, så
brug af Frédéric vidt en teateranChopins musik melder kan se. Ikke
mindst på grund af
en exceptionel ung danser ved navn Alan
Lendorf. Han og kollegaen Susanne Grinder er et usædvanlig velcastet par som Armand og Marguerite. Lendorfs solide fysik, som er en ung græsk gud værdig, og
Grinders fine skrøbelighed forløser
smukt Neumeiers spil på modsætninger.
Marguerite bærer døden i sig, den konstante tyngde i brystet. Men bliver legende og let, nærmest jazzet, af Armands tilnærmelser. Han er ung og frisk, fuld af liv.
Men tvinges, tung af forelskelse, mod jorden for hendes fødder. Og når han løfter
hende højt over sig, ud af sygdommen og
ind i kærligheden, hænger hendes krop
allerede livløst som et lig. Det er deres aften.
Lendorf udstråler en behersket ro i selv
de sværeste og fysisk mest krævende passager. Han har aldrig langt til et drenget
smil. Grinder kan til gengæld forvandle
skrøbelighed til en eksplosion af livskraft
som i et maleri af Klimt eller Schiele.
Stærkt smittende.
MEN DEN STØRSTE gevinst i ’Kameliadamen’ er Neumeiers brug af Frédéric Chopins musik. Anden akt er et suverænt dansestudie i den polske komponists ’24 præludier’, som må siges at være et højdepunkt i europæisk klavermusik. Chopin,
der selv døde af tuberkulose et år efter udgivelsen af ’Kameliadamen’, gør med lys
og mørke, hvad Neumeier søger at gøre
med lethed og tyngde.
Råt tilberedt
orkestermusik
Den finske guitarist
Markus Pesonen skaber
musik langt fra de brede
masser, men med
hjerteblod og originalitet
JAZZ
Markus Pesonen Hendectet. Jazzclub Loco,
Kulturhuset Islands Brygge. Fredag.
Ulander/Broo/Osgood/Westergaard.
Jazzclub Loco, Kulturhuset Islands Brygge.
Fredag.
Alban Lendorf er de ulykkeligt elskende,
som forsøger at ophæve døden og
samfundsnormerne i John Neumeiers
’Kameliadamen’. Fotograf: Costin Radu
Anden akt er tvivlens og modsætningernes akt. Her ser vi blandt andre balletmester Nikolaj Hübbe i rollen som Armands far, som måske, måske ikke vil vide
af den nu mere og mere dødssyge Marguerite. ’Præludierne’ udtrykker det hele.
Liv, der på én gang tvivler, holdes tilbage,
hensygner, længes, oprøres. Men komponeret i en så stram form, at det ene konstant vipper over i det andet. Lys bliver til
mørke, lethed til tyngde. Dans og musik
går op i en højere enhed.
Kun til allersidst, i slutningen af tredje
akt, kan Neumeier ikke modstå fristelsen
og falder i den patetiske dødsfælde med
en meget, meget lang udånding. Men han
er tilgivet. Han og Chopin og Den Kongelige Ballet lader os i anden akt af ’Kameliadamen’ ane det sublime.
I KONCERTENS anden afdeling kunne
man forvisse sig om, at den frie improvisation fortsat byder på herlige muligheder med trommeslageren Kresten Osgood og bassisten Jonas Westergaard i udsøgt parløb med to svenske mestre i denne disciplin, nemlig saxofonisten Lars Göran Ulander og trompetisten Magnus
Broo (kendt fra gruppen Atomic).
Sammen skabte de en række fortættede forløb med både luft, pudsige dialoger
og humoristisk overskud. Og endnu engang kunne Osgood diske op med overraskelser, der involverede et stort standsning forbudt-skilt, der rullede hen over
scenen, og lyden af krøllet plastikflaske
som akkompagnement til fiflende horn.
Kvartetten indspiller en plade i disse dage, og hvis de fastholder noget af aftenens
magi, er der noget at se frem til.
ELVEKJÆR ER en pianist med klangfølsomhed i fingrene, og selv om hans greb
om Schumanns koncert ikke var hundrede procent sikkert, blev den musikalske
oplevelse god.
Violinisten Jon Gjesme har forladt tumulten på Det Kongelige Teater og Det
Kongelige Kapel til fordel for en koncertmesterstilling hos Sjællænderne. Han
spillede følsomt i en enkelt løsrevet sats
fra Schumanns violinkoncert, mens Mandeal på podiet fik stormfuldt udtryk frem
i ouverturen ’Bruden fra Messina’.
Oven i dette alsidige program kom fem
Schumannsange til H.C. Andersen-tekster, lykkeligt omskrevet til orkesterformat af Karl Aage Rasmussen, og med en
prækoncert, hvor Elvekjær ved klaveret
var sin egen supportmusiker, kom programmet vitterlig rundt om Schumann.
Men af samme grund virkede helheden ...
skal vi bare kalde det meget mosaikagtig.
Fire løse lieder fra Schumanns ’Dichterliebe’ blev lige som orkestersangene sunget med flot klang, men også med et totalt udspartlende, direkte dræbende legato af den unge russiske baryton Nikolaij
Shamov. De fik følgeskab af løsrevne klaversatser fra ’Carnaval’ og ’Davidsbündlertänze’. Endda sammen med brudstykker af Schumanns kammermusik. Vi kan
også kalde det musikalsk tapas. Appetitvækkere.
Det er fint nok, hvis Sjællænderne med
disse ’60 minutes’-koncerter vil prøve at
lokke nye publikummer til. Men efter fem
af slagsen ser det ud til, at de først og
fremmest har skræmt en del af de gamle
væk. Der var ikke decideret trængsel, da dj
Stefan Bomberg efter koncerten begyndte at remikse cd’er iført moderigtige sneakers og store høretelefoner.
CHRISTIAN MUNCH-HANSEN
THOMAS MICHELSEN
[email protected]
[email protected]
CHRISTIAN HUSTED
christian [email protected]
for en jetstrøm af kompleks harmonik.
Den råt tilberedte musik var efter en time
ved at være på grænsen til, hvad ens ører
kunne klare. Dog skal fremhæves den både poetiske og vildtvoksende fortolkning
af Lennon/McCartneys ’A Day in The Life’,
som også afslutter pladen og demonstrerer, at vildskab og skævhed går smukt
hånd i hånd med enkelhed og melodik.
D
en 27-årige guitarist Markus Pesonen ligner ikke en aspirant til et
tv-talentshow, men nærmere en
lapsetstudent, klar til interrail. Den finske
musiker er uddannet fra Rytmisk Musikkonservatorium i 2010 og er en ambitiøs
guitarist og orkesterleder, der ikke søger
hurtig og nem opmærksomhed.
Omsider delagtiggør han offentligheden i sin musik med pladen ’HUM’, indspillet med sit uregerlige 11 mand store
ensemble. Dette kunne fredag aften opleves ved den indtil videre eneste planlagte
koncert i år. Det siger lidt om vilkårene for
et så stort band uden midler og langt fra
de populistiske mediers søgelys. Markus
Pesonens musik er absolut ikke for de
brede masser, men han skaber ny og original musik til tiden med en ordentlig
portion talent.
Orkestret indledte med stykket ’HUM’.
Her var følende horn, der voksede til en
EKSPLOSIVT. Susanne Grinder og
SKÆV. Markus Pesonen og hans band
spiller med hjerte, dristighed og vildskab
– og med masser af kommentarer til
samtiden. PR-foto
klanglig tsunami, bred, dyb og uden fine
fornemmelser.
Det er hjerte og sanselighed, der driver
dette storband, og de seks unge blæsere i
Pesonens kollektiv virker, som om de har
større nosser og dristighed end hele DR
Big Band tilsammen. Orkestret kommenterede i ’CO2’ den globale klimadebat
med hyperventilering i hornene, og Lars
Greve gennemblæste sin barytonsax med
growl og skrig. ’Hullun Paperit’ åbnede
fter den hype, der var om Sjællands
Symfoniorkesters nye ’60 minutes’koncertformat i begyndelsen af sæsonen, er der faldet lidt ro over sagerne.
Den femte af de nye, korte klassiske koncerter, der er udbygget med lounge, prækoncert med såkaldt support, tapas og foredrag i foyeren inden koncerten, var ikke vildt velbesøgt.
Det ser ud til, at kun en del af orkestrets
normale, ældre publikum hænger på til
denne nytænkte form for klassisk aftenarrangement, der tydeligvis er rettet mod
andre og yngre målgrupper.
De unge var der, men ikke i stort tal.
Faktisk var salen halvtom, da Lotte Heises
speedsnak var overstået. Indimellem havde Sjællands Symfoniorkesters oboist Andreas Fosdal fortalt om Schumanns musik, suppleret af forfatteren og komponisten Karl Aage Rasmussen, der klædte publikum forsvarligt på.
Men beriget føler man sig ikke, når den
elektroniske musikintro er overstået og
de farvede spots lyser koncertsalens gamle orgelfacade op. Til gengæld var musikken velvalgt denne aften, hvor centrum
var højromantikeren Schumanns populære klaverkoncert.
At brække den i stykker, så første sats fik
lov at stå alene, inden de to sidste satser
afrundede de tres minutters koncert,
kunne med nød og næppe forsvares. For
Schumann komponerede faktisk koncerten på denne måde. Men når det er sagt,
er det en besynderlig modetendens
at knække sammenhængende
værker op i enkeltBeriget føler
satser. Den britiske
man sig ikke,
dirigent
Paul
når den
McCreesh gjorde
elektroniske
det for nylig med
musikintro
Schuberts 9. Symfoni, og det fungeer overstået
rede ad Pommern
til.
Schumann i hænderne på pianist Jens
Elvekjær klarede det bedre, men optimalt
er det af indlysende årsager stadig at få
værkerne serveret som helheder.