Typer af pladegrænser

Typer af pladegrænser
Der hvor pladerne grænser op til hinanden opstår der forskellige zoner:
- Spredningszoner, hvor pladerne bevæger sig væk fra hinanden – kaldes også konvergerende
pladerande eller brudzoner
- Sammenstødszoner, hvor pladerne bevæger sig hen imod hinanden – kaldes også divergerende
eller destruktive pladerande.
- Bevarende pladegrænser, hvor pladerne bevæger sig forbi hinanden – kaldes også transforme
pladegrænser.
A: Konvergerende pladegrænser
B: Divergerende pladegrænser
C: Transforme pladegrænser
De forskellige typer af forkastninger er:
• Konvergerende pladegrænser opstår, når to plader glider ind mod hinanden. De danner
enten en nedsænkningszone eller subduktionszone (hvis den ene plade skydes ind under
den anden) eller et orogent bælte (hvis der dannes bjerge ved, at de to plader støder ind i
hinanden og presses sammen.)
• Divergerende pladegrænser opstår, når to plader glider væk fra hinanden. Derved dannes
en dyb revne i jordskorpen, hvor magma flyder op og danner ny skorpe – også kaldet
BRUDZONER
• Transforme pladegrænser som opstår på steder, hvor pladerne glider eller snarere skurer
forbi hinanden langs brudlinjer. Pladernes bevægelse i forhold til hinanden bliver derfor
enten venstre- eller højredrejet i forhold til brudlinjen.
• Zonerne ved pladernes grænser kan være mere komplicerede, hvis tre eller flere plader
mødes og skaber en blanding af alle de tre nævnte typer.
•
Spredningszoner – konvergerende (konstruktive) pladerande
Hele vejen fra nord til syd ned gennem Atlanterhavet ligger en spredningszone.
Hele vejen fra nord til syd ned gennem Atlanterhavet ligger en spredningszone. Ny havbund
opstår, efterhånden som pladerne glider fra hinanden. Det betyder at den nyeste havbund er ude i
midten af Atlanterhavet, mens den ældste havbund er helt inde ved kontinenterne. Fx er
havbunden ved Europas og Afrikas vestkyst samt Amerikas østkyst den ældste i Atlanterhavet.
Den nye oceanskorpe deles med det samme af en ny brudlinje og mere magma nedefra. Med få
centimeter om året skubbes ældre havbund ud til begge sider, som lithosfæreplader
På et kort over havdybder i Atlanterhavet kan man
tydeligt se den bjergkæde, der former sig under
havet. Bjergkæden kaldes den Midtatlantiske
højderyg, og den rager 3-5 km op over den øvrige
havbund. Man kan se fordybningen i midten, hvor
Højdekort over Atlanterhavet. Landene er vist med rødt og havbunden magmaen kommer op. Et kig i et atlas viser da også,
med blåt. Mørk blå viser de dybe områder. Den midtatlantiske højderyg at der ligger mange vulkaner ved den midtatlantiske
ses tydeligt her. Klik for at forstørre.
højderyg.
Sammenstødszoner – divergerende (destruktive) pladerande
Der er tre kombinationer af plader, der kan støde sammen:
• Kontinent – kontinent sammenstød
• Kontinent – ocean sammenstød
• Ocean – ocean sammenstød
Kontinent – kontinent sammenstød.
To kontinentplader, der støder sammen vil presse og
bukke bjerge opad. Sammenstødet sker så langsomt
(et par cm om året), at selvom bjergene er hårde
klipper, så opfører de sig som et smidigt materiale og
laver store folder. Bjerge dannet på denne måde
Når to kontinenter støder sammen skubbes foldebjerge.
kaldes foldebjerge. Alperne i Europa og Himalaya i
Asien er typiske eksempler på sådanne foldebjergkæder.
Kontinent – ocean sammenstød.
Når en oceanbundsplade støder sammen med en
kontinentplade vil oceanbundspladen glide ned under
kontinentpladen. Det sker fordi oceanbundsplader er
tyndere og samtidig tungere end kontinentpladen.
Når en kontinentplade støder sammen med en oceanbundsplade dannes Det materiale, der kommer i klemme mellem de to
foldebjerge.
plader foldes og omdannes under højt tryk og
temperatur. Der opstår samtidig en lang fordybning i havbunden ud for kysten – lige der, hvor
pladerne støder sammen.
Andesbjergene i Sydamerika er dannet – og dannes stadig – hvor den Sydamerikanske plade
støder sammen med Nasca pladen. Langsomt men sikkert er bjergkæden vokset. En grundregel
om aflejringer og jordlag er, at det der ligger nederst er ældst. De nye lag, der dannes, samler sig
ovenpå de gamle lag. Men netop i bjergkæder kan der byttes om på det hele.
Bevarensde pladegrænse - Sideværts-forkastninger
Den ene plades bevægelse enten til højre eller til venstre i forhold til en anden
langs forkastningszone kan skabe nogle meget iøjnefaldende virkninger på overfladen. På grund af
deres indbyrdes friktion kan pladerne ikke bare glide forbi hinanden. I stedet opbygges der
trykbelastninger i begge plader, og når de overstiger et vist niveau, som overstiger friktionen
mellem stenmaterialerne på begge sider, udløses den opsparede energi som revnedannelse eller
bevægelser langs brudlinjen, de enorme mængder af frigjort energi er årsagen til jordskælv, som er
et almindeligt fænomen langs brudlinjegrænser.
San Andreas-forkastningen fotograferet fra ca. 3.000m højde.
Et velkendt eksempel på denne type af forkastninger er San Andreas-forkastningen, som findes
langs vestkysten af Californien, og som kun er en enkelt af et helt kompleks af brudlinjer i området.
På dette sted bevæger Stillehavspladen sig langs kysten, dvs. mod nord i forhold til
den Nordamerikanske Plade.