MelleM bakkedrag og dalstrøg
Transcription
MelleM bakkedrag og dalstrøg
1. Indledning Indeværende projekt er stærkt inspireret og udarbejdet på baggrund af aktionsforskningens grundprincip om at etablere ”meningsfuldt samarbejde i relationer mellem forskere og praktikere” (Olesen 2011: 86). En forskerposition der har krævet, at vi i perioder har lagt bøgerne på hylden og forsøgt i størst muligt omfang at komme ind under huden på det genstandsfelt, vi har ønsket at undersøge. Det har været en proces, hvor vi har afprøvet os selv i mange henseender og erkendt, at man ikke altid kommer let til viden, men at det til tider kræver, at man trodser sin fornuft og lader instinkterne råde. Samtidig har det været en proces, der har udvidet vores horisont, skabt stærke relationer, og givet os indsigt i hvad det vil sige, at skabe forandring på baggrund af ressourcer og vidensdeling mellem borgere i Tingbjerg. 2. Motivation – En utraditionel kunstner Projektet udsprang af en stor interesse for borgerinddragende kunst. Herunder var vi særligt optagede af, hvordan kunst kan bruges som redskab til at skabe forandring for brugerne. I vores optik er billedkunstneren Kenneth Balfelt én af de førende praktikere på dette område. Kenneth Balfelt er født i 1966 og har en MA i Kunsthistorie fra Goldsmith i London. Hans kunstneriske virke bygger på en vision om at lave kunst, der skaber social værdi og viden for samfundet. Her er altså ikke tale om kunst for kunsten skyld, men nærmere kunst som redskab til at skabe dialog, løse konflikter mellem mennesker, etablere sammenhold og skabe betydning. Han står bag en lang række projekter i både ind- og udland. Heriblandt kan nævnes værkerne: et rehabiliteringsprojekt for fanger i Agadez i Niger, indretning af Mændenes Hjem på Istedgade, opførelse af et fikserum for narkomaner på Vesterbro, et redesign af et værested for unge, genhusning af øldrikkere på Enghave plads1 , og dette er blot et udpluk af de mange projekter Kenneth Balfelt står bag, hvilke ligeledes fremgår af hans omfangsrige CV 2. For at få yderligere kendskab til Kenneth Balfelts arbejde valgte vi derfor at tage kontakt til ham for at høre mere om hans værker og refleksionerne bag. Det første møde bekræftede 1 http://www.youtube.com/watch?v=iUF‐QJqKK5A 2 http://kennethbalfelt.org/cv/ 1 på alle måder, at der her er tale om en yderst reflekteret kunstner med en brændende passion for at skabe social forandring. Da han inviterede os med på to projekter, greb vi derfor mulighed og takkede ja til at assistere ham på følgende projekter: ”Ny Fremtid for Bording”- Et visionsprojekt igangsat af Ikast-Brande Kommune og Realdania. Visionen er at gentænke en ny byprofil for den jyske stationsby Bording. Kenneth Balfelt er indkaldt til at give sit bud på, hvordan denne nye byprofil skal udformes. ”T-ARD”- Et 4-årig projekt søsat af Kenneth Balfelt og Jon Sørensen. Gennem kunst er det deres målsætning at skabe forandring på baggrund af eksisterende ressourcer i Tingbjerg og på længere sigt at bruge kunst og arkitektur som rammen for at aktivere borgerne og skabe fællesskab3. Vi var fra start af bevidste om at vores projekt ikke kunne indeholde en dybdegående undersøgelse af begge projekter. Da ”T-ARD” på mange niveauer synes at rumme utrolig mange spændende og udfordrende problemstillinger, valgte vi derfor, at dette projekt skulle være omdrejningspunkt for indeværende rapport. Vi var ligeledes at den overbevisning, at jo mere indsigt vi kunne få i Kenneths arbejde, desto bedre. Vi valgte derfor at tage med til Bording og bruge dette som et pilotprojekt, hvor vi kunne afprøvede samarbejdet og samtidig få indblik i, hvordan han arbejder med borgerinddragelse. Med turen til Bording synes jorden dermed at være gødet for ”T-ARD”. 3. Problemfelt Tingbjerg er et boligområde, der ligger i udkanten af Københavns Kommune. Bydelen blev etableret i forbindelse med saneringen af indre København. I 50’erne fik den danske arkitekt og byplanlægger Steen Eiler Rasmussen til opgave at tegne dette nye sociale boligområde4. Hans visionen var at skabe en mønster by – en by i byen. Området skulle så at sige være selvforsynende med egen kirke, skole, butiksstrøg, plejehjem, tv-station, svømmehal og diverse børne- og ungdoms institutioner. Til udformningen af de fysiske 3 Konfliktløsning i Tingbjerg ‐ Projektbeskrivelse 4 http://kennethbalfelt.org/tingbjerg‐art‐research‐dialogue/ 2 rammer var han stærkt inspireret af de britiske ”havebyer”5 , og Tingbjerg blev derfor smukt beplantet med træer, bærbuske og pelargonier. Tilsammen skulle dette smukke ydre og de gode faciliteter skabe rammerne for det den gode tilværelse6. Dette idylliske ideal synes på mange måder at være gået tabt. I dag går Tingbjerg under betegnelsen et ghetto område, og bliver ofte refereret til som en bydel med mange skyderier, vold og indbrud. Området er præget af stor kulturel og etnisk diversitet, men fællesskabet på tværs af de forskellige grupperinger synes på mange måder ikke at eksistere. I et kommunikationsteoretisk perspektiv finder vi Kenneth Bafelts kobling af kunst, dialog og social forandring interessant. I udgangspunktet undrer vi os over, hvordan kunst kan skabe dialog, og hvorledes dette kan føre til social forandring i Tingbjerg? Endvidere ser vi det som et ambitiøst projekt, Kenneth Balfelt har kastet sig over. Hvordan er det overhovedet muligt gennem kunst at skabe dialog og social forandring i et område, hvor kriminalitet spiller en stor rolle i dagligdagen? Hvordan skaber man dialog gennem kunst på tværs af grupperinger, der ikke synes at tale sammen? Og hvordan kan kunst, som ofte forbindes med finkultur, bruges til at skabe fællesskab mellem mennesker. Derudover undrer vi os over, hvilken betydning det kan have, at en kunstner går ind og påtager sig en opgave, der ellers normalt er kommunernes, politikernes og/eller socialarbejdernes? Med afsæt i følgende problemformulering ønsker vi belyse ovenstående refleksioner. 4. Problemformulering Med aktionsforskningen som metode ønsker vi at undersøge, hvordan kunstneriske processer kan skabe rum for dialog med henblik på at skabe social forandring i Tingbjerg. Herunder ønsker vi at undersøge: - Hvad er forudsætningen for dialog i Tingbjerg? - Hvad er kunstnerens force som fri agent? 5 http://kennethbalfelt.org/tingbjerg‐art‐research‐dialogue/ 6 http://www.denstoredanske.dk/Danmarks_geografi_og_historie/Danmarks_geografi/K%C3%B8benhavn/T ingbjerg 3 5. Tingbjerg Art Research Dialogue Under ledelse af Kenneth A. Balfelt og Jon H. Sørensen er projektet T-ARD blevet søsat med henblik på at løse konflikter gennem kunst i Tingbjerg. Området som bærer stærkt præg af forskellige etniciteter og kulturer huser mange dårligt bemidlede, hvilket ligger til grund for en stor bolig-social, integrations- og udviklingsmæssige indsats. Kenneth Balfelts og Jon Sørensens projekt udmærker sig til forskel fra kommunale indsatser ved at fokusere på kunsten som det toneangivende for projektets udførelse. Kunsten skal i denne sammenhæng betragtes som en mulighed for at udføre et projekt, der ikke er betinget af politik, socialt arbejde eller andre fast definerede instanser. Med projektet søger de hermed at indgå i dialog med borgerne og samarbejde med Kommunen og Tingbjergs områdesekretariat for derigennem at skabe nye muligheder, som har sit ståsted i mødet imellem det skønnes etik og det godes æstetik.7 Hertil betragter de kunstneren som en ”fri agent”, der ikke arbejder indenfor en defineret ramme, men frit kan til- og fravælge politik og faglighed som materielle byggesten i processen. Projektet er fordelt over tre delprojekter og strækker sig over en 4 årig periode. Delprojekterne vedrører det offentlige rum i sammenhæng med byplanlægning, fællesskaber, konflikter og kunst med mere. Fælles for delprojekterne er, at de alle fokuserer på form og indhold for hermed, at vise hvordan kunsten, kan bruges som værktøj til at skabe fællesskab. Kunsten betragtes hermed som et rum med plads til forandring og vægter således borgerinddragelse højt. 5.1 Delprojekterne 5.1.1 Konfliktløsning i Tingbjerg - Kurateret af Kenneth Balfelt og Lene Mirdal. Konflikt kan i sig selv bruges som værktøj til at skabe fællesskab (web). Dette udgør grundtanken bag konfliktløsningsprojektet. Hensigten med projektet er på tværs af grupperinger at skabe større integration mellem og forståelse for kulturelle forskelligheder. Dette med henblik på at skabe en fælles front i mod de grupperinger, der skaber frygt og utryghed i området. Udgangspunktet for dette er at gå i dialog med borgerne for at 7 http://kennethbalfelt.org/tingbjerg‐art‐research‐dialogue/ 21. Maj kl. 14:00. 4 afdække de forskellige grupperingers kontekst og behov. På længere sigt ønskes et fysisk tiltag udarbejdet i samråd med borgerne. Centralt for projektet er, at det er finansieret af frie forskningsmidler og dermed ikke underlagt nogen opdragsgiver. Vi har sammen med Kenneth Balfelt og Lene Mirdal deltaget i to samtaler med borgerne. Vi har fået adgang til referater fra deres øvrige samtaler og vi har selv foretaget en række interviews. Dette med baggrund i at opnå en vis forståelse for de forskellige grupperingers kontekst. Som et led i processen har 60 medarbejdere fra diverse institutioner været på konfliktløsningskursus. Projektet er finansieret af Bikubenfonden (web). 5.1.2 Visit Tingbjerg – T-ARD kunstfestival - Kurateret af Matthias Hvass Borello og Kenneth A. Balfelt Visit Tingbjerg er en international samtidskunstfestival der strækker sig fra den 11. Maj til den 23. Juni 2012. 21 kunstnere fra ind- og udland er blevet samlet for at gå i kunstnerisk dialog med Tingbjerg. Over en længere periode har kunstnerne været i Tingbjerg for at komme nærmere ind på området. Endvidere bidrog workshops i november og januar til kunstnernes indsigt i bydelen som socialt boligområde fra 1950’erne, og kunstnerne havde her deres indledende møder med borgerne. De forskellige kunstprojekter er således målrettet Tingbjerg og afspejler samt konfronterer historie, arkitektur, initiativer, resurser, hverdag og konflikter i bydelen. Hensigten med festivalen er gennem kunsten at åbne op for uhørte stemmer og hermed skabe rum for ytring og refleksion blandt Tingbjergs borgere såvel som refleksion blandt besøgende udefra. Gennem dialog med borgerne søger kunstnerne at udfordre herskende fordomme om bydelen. Visit Tingbjerg er støttet af Københavns Kommune, Områdesekretariatet i Tingbjerg, Statens Kunstråds Billedkunstudvalg og Brønshøj-Husum Lokaludvalg (web). Vi har taget del i nogle af festivalens indledende faser. Bladt de 21 kunstnere har vi været en aktiv del af den tyske kunstner Kathrin Böhms projekt. I samspil med unge og børn har kathrin Böhm tegnet, designet og trykt plakater med de deltagendes ideer til og billede af Tingbjerg. Kathrin Böhm arbejder i høj grad borgerinddragende, hvilket også ligger til 5 grund for hendes deltagelse i festivalen. Kathrin Böhms kunstprojekt har fået en væsentlig rolle i rapporten og vi vil udfolde processen i 2. analyse afsnit. 5.1.3 GirafStakitElevProces - Faciliteret af Kenneth A. Balfelt, arkitekt Lene Mirdal, Jon H. Sørensen, lektor Ingelise Flensborg DPU, Majken Hviid, BA Antropologi. Projektet fokuserer på skolebørnene i Tingbjerg og inddrager dem i en design/arkitektonisk proces, hvor de med egne ideer skaber alternativer til det fysiske rum i en kantineindgang, som nu er omdefineret til et aktivitetsrum. Hensigten med projektet er at give børnene nye færdigheder, indsigt i alternative fagligheder og et større tilhørsforhold til deres skole. Projektet er i midler tid halvvejs og afventer yderligere finansiering. Vi vil i rapporten ikke komme nærmere ind på dette projekt (web). 6 6. Beskrivelse af Grupperinger Da vi i rapporten ønsker at undersøge forholdet mellem grupperingerne og deres indflydelse på etableringen af dialogen, findes det nødvendigt kort at præsentere de grupperinger der omtales i projektet. De noget stereotype og unuancerede betegnelser, er udelukkende taget i brug for at skabe forståelse og klarhed i læsningen af projektet. • De ”hårde” drenge. Her er tale om en gruppe unge drenge (15-25år), med anden etnisk baggrund end dansk. Drengene holder til på Ruten, mere præcist ved korridoren foran SuperBest. Mange af drengene bruger ligeledes 18+ klubben CrossRoads. • ”Øldrikkerne”. En gruppe på ca. 10 kvinder og mænd, der mødes i dagtimerne og drikker øl foran korridoren ved SuperBest. Deres aldersspænd går fra ca. 40-60 år. • Fædregruppen. Et socialt fællesskab af mænd af anden etnisk baggrund end dansk, der mødes og snakker, spiller kort og læser avis. De holder til i en kælder på Ruten. • Teen-Queens. Er en forening for piger i alderen 12-18 år. Foreningen arrangerer forskellige sociale aktiviteter, heriblandt pigeklub, idrætsaktiviteter, og temadage. Pigerne har selv startet foreningen og beslutter selv aktiviteternes karakter. TeenQueens holder til i Sundhedshuset. • Butterflies. En pigeklub for de yngste piger i Tingbjerg. Klubben er et initiativ startet af Ungdommens Røde Kors. Klubben facilitere forskellige sociale og kreative arrangementer. Klubben holder åben én gang om ugen. • Kulturelle og etniske grupperinger. Blandt borgerne i Tingbjerg bliver der ofte refereret til en grupper på baggrund af deres etnicitet. I vores empiriske arbejde blev følgende etniske grupper nævnt hyppigst; polakkerne, pakistanere, somalierne og danskerne. 7 7. Videnskabsteoretisk ståsted Vi placerer os inden for den socialkonstruktionistiske videnskabsteoretiske retning. Dette da vi i projektet ønsker, at arbejde med dialogiske kommunikationsteorier som overordnet set tillægger det relationelle forhold afgørende betydning i forhold til forandringer i praksis. Om dette siger Louise Phillips: Teorierne tilslutter sig således det socialkonstruktionistiske syn på kommunikation som konstituerende for den sociale virkelighed i den forstand, at det er inden for kommunikationsprocesser, at viden, identiteter, herunder forståelsen af selvet og den anden, konstrueres relationelt (Phillips i Almlund et al. 2011: 162). Inden for socialkonstruktionismen hævdes at alt er socialt konstrueret. Vores historie, omgivelser og sociale relationer bliver dermed konstituerende for individets erfaringer. Holdninger og handlinger kan dermed ikke anskues som individets mentale egenskaber, men bliver til i kraft af individets interaktion med andre individer – den sociale interaktion. Hertil afskrives tanken om objektive sandheder i og med at individets egen erkendelse ligeledes er et produkt at den sociale interaktion. Således betones virkelighedens kontingens og kontinuerlige forandring samt det vilkår, at virkeligheden ikke lader sig afspejle objektivt, idet den altid kun kommer til syne inden for et bestemt perspektiv (Filosofisk leksikon 2008:442). Vi mener, at Kenneth Balfelt i kraft af sit fokus på kontekstforståelse i sit undersøgelsesfelt, og tro på at man socialt kan styrke relationer og skabe social forandring, lægger sig op af den socialkonstruktionistiske overbevisning. 8. Metode Grundet projektets korte tidsramme har vi ikke mulighed for at tage del i og inddrage hele processen omkring T-ARD. Projektet fokuserer dermed på ca. tre måneder af T-ARD’s indledende faser. Med den korte tidsramme for øje har vi søgt gennem bedst mulige metoder at opnå størst mulig indsigt i feltet. Vores metodiske greb bygger på aktionsforskningens og etnografiens ideal om at blive ét med det genstandsfelt man arbejder med. Først finder vi det dog relevant at beskrive vores overordnede forståelsesramme. I de følgende afsnit vil vi redegøre for vores metodiske tilgang til feltet samt vores egen position. 8 8.1 Det hermeneutiske udgangspunkt Vores overordnede metodiske tilgang til undersøgelsesfeltet tager udgangspunkt i hermeneutikken. Indledningsvis valgte vi at tage med til Bording for at danne grundlaget for vores forståelse af Kenneth Balfelts arbejde. Dette med bevidstheden om enkeltdelenes kraft indenfor hermeneutikken. I det videre arbejde med projektet har vi fokuseret på livet og virkeligheden blandt borgerne i Tingbjerg, hvilket ligeledes ligger i tråd med hermeneutiske idealer. Vi har indgået i mange forskellige dele af Kenneth Balfelts arbejde, og vores tilstedeværelse i Tingbjerg har strakt sig over en længere periode fordelt på 10 dage. Vi har således opnået større indsigt i feltet over tid og bygger vores forståelse på flere delelementer, der i den cirkulære fortolkningsproces bidrager til vores forståelse i en helhed. (…) undervejs i læsningen vil denne forforståelse blive korrigeret. (…) Man forstår altså helheden ud fra delene. Fortolkningen bliver til idet man kredser frem og tilbage mellem læsningen af enkelte tekstpassager (feltet red.) og ens forståelse af teksten (feltet red.) som helhed (Klausen 2005: 153). Hertil kan tilføjes vores stræben efter at opnå kontekstforståelse i de grupperinger vi har haft kontakt til (jf. beskrivelse af grupperinger). Vi har med indlevelse søgt at gå åbne til feltet for herigennem at opnå indsigt i hvilke særpræg der er at finde i Tingbjerg. Vi har ligeledes søgt ikke at drage generaliserende konklusioner, men løbende fortolket på vores oplevelser for at opnå forståelse for Tingbjerg (Klausen 2005). 8.2 Aktionsforskeren Vi har valgt at lade vores forskerposition inspirere af aktionsforskningen som metodisk greb. Særligt for aktionsforskning som kvalitativ metode er, at man som forsker ikke søger at forske i feltet, men med feltet (Olesen i Almlund et al. 2011: 86). Dermed tilstræber aktionsforskningen etnografiske grundprincipper om at undersøge og fortolke et folk gennem feltarbejde. Om etnografiske studier kan siges at: (…) it treats people as knowledgeable, situated agents from whom researchers can learn a great deal about how the world is seen, lived and works in and through ‘real’ places, communities and people (Cloke et al. 2004: 169). 9 Aktionsforskningens vision om at producere viden i praksis med deltagerne, mener vi bidrager med unikke muligheder for at komme ind under huden på vores undersøgelsesfelt. Som forsker indtager man så at sige en aktivt deltagende position i undersøgelsesfeltet og bliver dermed deltagende, beskrivende og fortolkende, hvilket stemmer overens med det hermeneutiske udgangspunkt (Olesen i Almlund et al. 2011: 87). I kvalitative metoder er der ingen eksperter eller subjekter der er mere vigtige end andre. Det er derimod interaktionen og relationerne mellem deltagerne, herunder også forskeren, der er i centrum. Inden for aktionsforskningen er der tale om tre forskellige epoker: Den oprindelige, den kritiske og den dialogiske. De forskellige epoker er knyttet til bestemte perioder, men skal ikke ses som en skarp tidslig opdeling, da de alle er repræsenteret i aktionsforskning i dag (Olesen i Almlund et al. 2011: 90). Vi fokuserer dog på den dialogiske, og afgrænser os fra den oprindelige epoke som tilskrives grundlæggeren af aktionsforskningen, Kurt Lewin (1890-1947). Den oprindelige epoke var motiveret af et opgør med datidens socialvidenskabelige forskning. Tanken bag var, at lade medarbejderne i en given organisation have indflydelse, dog stadig under ledelse af forskeren. Endvidere afgrænser vi os delvist fra den kritiske epoke, som var særligt dominerende i 1970’erne. I denne epoke er spørgsmålet om ”det gode og det onde” centralt og fokus var her at kæmpe arbejdernes kamp mod arbejdspladserne. Vores projekt skriver sig naturligt ind i den dialogiske epoke, da den har fokus på demokratiske læringsprocesser, men samtidig også rummer et kritisk potentiale der fremhæver vigtigheden af at undersøge de forskellige ideologier, værdier og overbevisninger der findes i praksis. Der findes ingen absolutte sandheder i den dialogiske epoke derimod handler det om, at de forskellige parter deler deres perspektiver og erfaringer, og på baggrund af denne udveksling finder frem til et fælles løsning. 8.3 Den rejsende I indsamlingen af vores empiri tager vi udgangspunkt i den interviewerposition der med Steinar Kvales ord kaldes ”den rejsende”. Med denne position udforsker vi nye territorier for herigennem at komme i snak med så mange forskellige som muligt og derved opnå bedst mulige nuanceret indsigt i vores undersøgelsesfelt. Vi har søgt at møde vores 10 interviewpersoner i deres egne omgivelser og her stillet spørgsmål og opfordret dem til at fortælle deres historie og syn på livet i. Om denne måde at opsøge empiriske kilder siger Kvale: På linje med den oprindelige latinske betydning af ”konversation” som ”vandring sammen med”, slår den interviewer-rejsende følge med de lokale indbyggere (…) Kvale: 2009: 66). Dette stemmer ligeledes overens med aktionsforskningens idealer og metaforen giver et godt billede på hvordan aktionsforskeren tilegner sig viden i mødet med den fremmede. 8.4 Semistrukturerede interviews en fænomenologisk tilgang Med udgangspunkt i Steinar Kvales udlægning af Fænomenologien og forståelsesformen i et kvalitativt forskningsinterview (Kvale 2009: 44) har vi foretaget en række semistrukturerede interviews i Tingbjerg. Vi har imødegået vores interviewpersoner i Tingbjerg med et ønske om at opnå størst mulig indsigt i borgernes dagligdag. Denne form for interview søger at indhente beskrivelser af interviewpersonernes livsverden med henblik på at fortolke betydningen af de beskrevne fænomener (Kvale 2009: 45). Denne tilgang bevæger sig mellem den almindelige samtale og et fast struktureret interview. Vi har lavet en række spørgsmål og inddelt dem i forskellige temaer, som guide og inspiration til interviewet, for hermed at sikre at vi kommer omkring, de for os, mest centrale spørgsmål (Bilag 16,17,18). Ud over det har de foretagne interviews været løst struktureret for også at imødegå muligheden for, at den enkelte interviewperson kunne bidrage med alternative vinkler. Fænomenologi er studiet af strukturen og strukturvariationerne i den bevidsthed, som en ting, en hændelse eller en person fremtræder for (Giorgi 1975:83 i Kvale 2009: 44). Hermed har vi søgt at afdække vores interviewpersoners hverdagsliv, med øje for gode ting ved Tingbjerg såvel som de mere konfliktfyldte. Denne tilgang bliver særligt anvendt i analyseafsnit 1, hvor vi med udgangspunkt i de interviewedes udtalelser belyser oplevelsen og mødet med hverdagen for enkelte borgere i Tingbjerg. Desuden går vi dybere ind i den enkelte udtalelse for her at analysere mulighederne for dialog gennem de i projektet anvendte teoretikeres optik. Vores samtaler med Kenneth Balfelt er ligeledes udarbejdet som semistrukturerede interviews. For herigennem at opnå forståelse for hans arbejdes processer 11 8.5 Deltagende observation Som tidligere nævnt betragter vi vores feltarbejde i Bording som et pilotprojekt, hovedsageligt møntet på at få indsigt i Kenneth Balfelts arbejdsmetoder. Kenneth Balfelt er af den opfattelse, at man i undersøgelsen af et felt får mest ud af at møde genstandsfeltet uforberedt. Ved at gøre dette sikres størst mulig indflydelse fra borgerne og risikoen for at hænge fast i forudfattede antagelser og ideer om borgernes værdier, holdninger og ønsker mindskes. Vi har i vores empiri-indsamling i Tingbjerg været opmærksomme på at møde borgerne i øjenhøjde og udvikle øvelser og samtaler på baggrund af borgernes præmisser. Vi har således taget afstand fra at lægge ord i munden på deltagerne, men derimod ønsket at få et alsidigt billede af borgerne og deres livsverden (jf. fænomenologien i de semistrukturerede interviews). Endvidere har vi været opmærksomme på vores egen position i mødet med feltet. Vi har besøgt og haft ærinder i Tingbjerg over flere dage for hermed at få føling med området og blive mere bekendt med de daglige strukturer. Dette har dels gjort at vi har opnået ”hilse status” med nogle af borgerne i bydelen, men det har også betydet, at vi har fået føling med bydelens puls. Om at være opmærksom på sin egen tilstedeværelse kan siges at: Forskerens socialisering til det aktuelle miljø beror langt hen af vejen på de gensidige tillidsrelationer, der opstår i mødet mellem forsker og felt (Kristiansen & Krogstrup 1999: 144). 8.6 Dokumentation Til vores dokumentation af empiri har vi benyttet os af lydoptagelser, videooptagelser, fotografier og feltdagbøger. I Tingbjerg har det været vanskeligt at få lov til at optage både lyd og film, da de fleste af borgerne har ønsker at være anonyme. Vores feltdagbøger har derfor været et vigtigt dokumentationsredskab, og vil udgøre størstedelen af den samlede empiri. Vores feltnoter er udarbejdet løbende gennem processen og umiddelbart efter vores oplevelser og samtaler. Dette ud fra en overbevisning om at: Som forsker bør man undgå at notere under samvær med feltets deltagere. Dette indebærer nemlig en fare for, at personerne føler sig overvåget og måske derfor ændrer adfærd (Kristiansen & Krogstrup 1999: 151). Vores feltnoter afspejler hvad vi har oplevet visuelt såvel som verbalt, 12 endvidere afspejler de den enkelte observatørs indtryk og stemninger i situationen. I arbejdet med feltnoter pointerer Kristiansen og Krogstrup: Feltnoterne bør indeholde en beskrivelse af det, forskeren observerer i feltet, herunder begyndende analyse samt forskerens personlige indtryk og stemninger (Kristiansen og Krogstrup 1999: 152). Således bærer feltnoterne præg af begyndende analyse grundet observatørens tolkning af det oplevede. Feltnoterne (…) indeholder forskerens personlige oplevelser, ideer, gennembrud, fortvivlelser og problemer i forbindelse med observationen (Kristiansen & Krogstrup 1999: 154). Nedenstående tabel giver et overblik over den samlede empiri. Enkelte elementer vil ikke blive direkte anvendt i projektet, men har ligget til grund for vores samlede forståelse af det bearbejdede felt. 13 8.7 Empiri indsamlet i Bording Empiri type: Undersøgelsesfelt: Faciliteret/ udarbejdet af: Feltnoter Workshop med 7. klasse fra Bording skole Kenneth Balfelt, Julie Mose Herbst, Maria Pilgaard, Tone Anker Nielsen Fotografi Fra workshop med 7. Klasse fra Bording skole Julie Mose Herbst, Maria Pilgaard, Tone Anker Nielsen Dialogbaseret interview Skoleleder Thomas Henten og souschef Pia Weile fra Bording skole Kenneth Balfelt, Julie Mose Herbst, Maria Pilgaard, Tone Anker Nielsen Dialogbaseret interview Skolebestyrelsen på Bording skole Kenneth Balfelt, Julie Mose Herbst, Maria Pilgaard, Tone Anker Nielsen 8.8 Empiri indsamlet i Tingbjerg: Empiri type: Undersøgelsesfelt: Faciliteret/ udarbejdet af: Film Fædreklubben i Tingbjerg Kenneth Balfelt og Lene Mirdal Referater Møder i Tingbjerg: Politiet, pensionist klub, Super Bedst ejer, kiosk (1), ansat i Borgercentrum, kiosk (2), bibliotek, Crossroads, billardklub Kenneth Balfelt og Lene Mirdal Feltnoter Plakat-workshop på biblioteket Maria Pilgaard, Tone Anker Nielsen Feltnoter Butterflies – pigeklub 6-12 år Kathrin Böhm, Maria Pilgaard Feltnoter Plakat-workshop med TeenQueens – pigeklub 13-18 år Kathrin Böhm, Maria Pilgaard Feltnoter/dialogbasere Møde med klubleder Gitte t interview Larsen fra heldagsskolen Kenneth Balfelt, Lene Mirdal, Tone Anker Nielsen Feltnoter/dialogbasere Møde med Preben og Grethe – Kenneth Balfelt, Lene 14 t interview beboere på plejehjemmet Mirdal, Tone Anker Nielsen Film/ interviews Tilfældige Tingbjerg borgere på biblioteket Maria Pilgaard, Tone Anker Nielsen Feltnoter/ dialogbaseret interview Spontan samtale med to øldrikkere Maria Pilgaard, Tone Anker Nielsen Feltnoter fra to dage i forbindelse med kunstfestivalen Visit Tingbjerg Julie Mose Herbst, Maria Pilgaard, Tone Anker Nielsen Interview Tyske kunstner Kathrin Böhm Julie Mose Herbst, Maria Pilgaard, Tone Anker Nielsen Interview Indledende samtale med kunstner Kenneth Balfelt Julie Mose Herbst, Tone Anker Nielsen Interview Kunstner Kenneth Balfelt Julie Mose Herbst, Maria Pilgaard, Tone Anker Nielsen Fotografi Løbende ved besøg i Tingbjerg Julie Mose Herbst, Maria Pilgaard, Tone Anker Nielsen 15 9. Valg af Teori Projektets teoretiske grundlag bygger på dialogteoretikerne Martin Buber, Mikhail Bakhtin og Paulo Friere. I følgende afsnit vil vi præsentere og redegøre for hovedtrækkende i deres teorier. Til sidst i afsnittet vil med udgangspunkt i de nævnte filosoffer redegøre for, den i projektet anvendte, dialogforståelse. 9.1 Martin Buber (1878 – 1965) Martin Buber var østrisk-israelsk filosof og teolog8. Han støttede zionismen og emigrerede grundet den nazistiske magtovertagelse til Jerusalem i 1938 (Buber 1923, 1997:12). Buber betragtes, som en af de førende filosoffer indenfor dialogisk kommunikationsteori og hans dialogforståelse har været underlagt flere tolkninger og kategoriseringer over tid. Grundet Bubers vægtning af betydningens ophav i relationel produktion lægger vi os op af en socialkonstruktionistisk fænomenologisk tolkning at hans anskuelser(Craig & Muller 2007 i Phillips 2011). Hans samfundsfilosofiske overbevisning var utopisk socialistisk og han mente hertil at et hvert samfund skal bygge på Jeg-Du relationer. 9.1.1 Jeg-Du og Jeg-Det Det essentielle i Bubers dialogteori er, at han opfatter dialogen som en relativt sjælden forekomst i kommunikationen, fordi dialogen indebærer en helt og fuld forståelse og erkendelse af den anden. Buber er især kendt for grundordene Jeg-Det og Jeg-Du. Ifølge Buber kan Jeg ikke stå alene, men vil altid indgå i relation til Det eller Du. Der findes intet Jeg i sig selv, men kun Jeg’et i grundtordet Jeg-Du og Jeg’et i grundtordet Jeg-Det (Buber 1997:22). Buber beskriver Det’ets rige som aktiviteter der retter sig mod genstande i en subjekobjekt relation. Jeg-Det indebærer således erfaringen af genstande eller ting som objekter, der ikke kan yde noget. Erfaringer rodfæster sig i Jeg’et, som erfarer verden. Dermed hører erfaringen til Jeg-Det grundordet, hvor verden ikke yder noget aktivt til erfaringen, men blot lader sig erfare (Buber 1997). Jeg-Du skaber forholdets verden, hvor man er åben for den anden og indstillet på at forstå den anden fuldt og helt. Jeg-du forholdet skal være gensidigt for, at dialogen kan finde 8 http://www.denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Filosofi/Filosofi_i_1800‐_og_1900‐ t./Martin_Buber?highlight=martin%20buber 16 sted. Buber opstiller forholdets verden i tre sfærer: Livet med naturen, livet med menneskene og livet med åndelige væsentligheder (Buber 1997: 24). Vi vil ikke komme nærmere ind på livet med naturen og livet med åndelige væsentligheder, men koncentrere os om livet med menneskene. Dette fordi vi ønsker at undersøge dialog som redskab til at skabe social forandring mellem mennesker. I anden sfære er Jeg-Du forholdet mellem mennesker og kan indtage sproglig form. Det er udelukkende i denne sfære at man er i stand til (…) både at give og modtage Du’et (Buber 1997:24). Buber beskriver hvordan forholdet Jeg-Du er grænseløst. Han pointerer hvordan mennesket i denne sfære ikke erfares, da (e)rfaring er Du-fjernhed (Buber 1997:27), men til gengæld står i forhold til Jeg’et. Jeg-Du forholdet finder umiddelbart sted og har ikke fæste i noget begrebsligt (Buber 1997: 29). Et faktum som Louise Phillips fremhæver når hun skriver: For eksempel forfølger Buber en holistisk tilgang ved at afvise dikotomien mellem tænkning og kropslig væren (Buber 1965a, 28) og ved at fastslå, at mennesket som >>helhed<< kun kan kendes af andre gennem dialog (f.eks. Buber 1965b, 70) (Phillips 2011: 161). Buber mener kun, at Jeg-Du-relationen kan opstå hvis de involverede møder hinanden med åbenhed og ærlighed, og anerkender hinandens sande væsen. Jeg-Du-relationen kan således kun finde sted, hvis man viser den anden sit sande jeg. Derudover kræver relationen at man til hver en tid bekræfter den anden, på trods af forskellige holdninger og værdier. Dermed ikke sagt at man skal acceptere og tilegne sig den andens syn på verden. Buber ser tværtimod spændinger som et positivt element der via gensidig respekt, bekræftelse og åbenhed leder til dialog (Olsen et al. 2011: 166). 9.2 Mikhail Bakhtin (1895-1975) Én anden betydningsfuld skikkelse indenfor dialogisk kommunikationsteori er den russiske filosof Mikhail Bakhtin (1895-1975). Mikhail Bakhtin er født og opvokset i Rusland. Han var en stærk kritiker af Stalins totalitære regime, hvilket hans liv og teoretiske arbejde bære tydeligt præg af. Samme år som hans værk om Dostojevskijs forfatterskab blev udgivet, blev Bakhtin arresteret og anklaget for antisovjetisk virksomhed. Hvilke medførte at han måtte tilbringe resten af sine dage i eksil. Hans 17 mangfoldige dialogforståelse og negative syn på objektivisme og systemtænkning er således tæt forbundet med hans livshistorie9. Bakhtin repræsenterer primært den poststrukturalistisk tilgang til dialogisk kommunikationsteori (Phillips i Almlund et al. 2011: 155). Dette grundet hans stærke kritik af modernismens systemtænkning, objektivisme og reducering af mangfoldighed, hvilket kendetegner den postmoderne samfundsopfattelse10. Trods Buber og Bakhtins forskelligheder deler de den opfattelse, at ”det er indenfor kommunikationsprocesser, at viden og identiteter, herunder forståelsen af selvet og den anden, konstrueres relationelt” (Phillips i Almlund et al. 2011: 162), og har således begge socialkonstruktionistiske elementer i deres tilgang til kommunikation. 9.2.1 Den evige dialog Bakhtin beskriver dialogiske relationer som et nærmest universelt fænomen, som gennemsyre al menneskelig tale og i det hele taget alle relationer og manifestationer i menneskers liv. Hvor bevidstheden begynder (…) begynder dialogen også (Bakhtin 1963: 56-57, 1991: 48 i Jostein 2003: 101). Som citatet illustrerer ser Bakhtin dialog som en størrelse der eksisterer i sproget og i tanken, og som spiller ind i alle dimensioner af individets tilværelse. En central pointe i Bakhtins sprogfilosofi er, at ordet tilhøre alle, og altid vil være præget af tidligere ytringer. Ytringer er et vidtrækkende begreb hos Bakhtin og omhandler alt fra en et enkelt ord, en samtale, en litterær tekst til en mundtlig ytring. Forholdet mellem ytring og forståelser betegner Bakhtin som fundamentet for alt kommunikation. 9.2.2 Et positivt syn på spændinger Bakhtin deler Bubers opfattelse af at individets selvbillede opstår i mødet med andre modsatrettede stemmer (Igland & Dysthe, 2003, 111). Forandring skabes således når konkurrerende stemmer mødes og i fællesskab finder frem til enhed. Her taler Bakhtin ikke om enhed i form af kompromis, men der imod et produkt af det han kalder den 9 http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Litteratur/Russisk_og_sovjetisk_litteratur/Mikhail_Mikhaj lovitj_Bakhtin?highlight=Bakhtin 10 http://www.denstoredanske.dk/Samfund%2c_jura_og_politik/Filosofi/Filosofi_i_1800‐_og_1900‐ t./postmodernisme/postmodernisme_%28Det_postmoderne_samfund%29 18 centripetale tendens og den centrifugale tendens. Den centrifugale rettet mod forskel og dialog, men den centripetale tendens er rettet mod enhed og monolog (Almlund & Andersen 2011: 172-173). Bakhtin mener, at individet stemmer er defineret af sociale sprog. Det sociale sprog findes i mange afskygninger, lige fra en tidsperiode, en arbejdsplads, en foreningen eller andre former for grupperinger(Igland & Dysthe 2003: 116). Individets tanker og handlinger af betinget af hvilke sociale sprog han/hun er en del af. Hvert sprogfællesskab har deres egen måde at handle og ytre sig på, hvilket Bakhtin beskriver som sprogfællesskabets talegenre. (Igland & Dysthe 2003: 116). 9.3 Paulo Freire (1921-1997) En tredje central figur indenfor dialogisk kommunikationsteori er den brasilianske filosof og professor i pædagogik Paulo Freire. Hans hovedværk De undertryktes Pædagogik er en skarp kritik af samt et opgør med det traditionelle undervisningssystem. Et system Freire beskriver som et herredømme-forhold mellem lærer og elev. Hvori eleverne (de undertrykte) indtager en lyttende og ukritiske position, i modsætning til lærerne (de undertrykkende) der betragtes som de eviggyldige bærer af viden, hvis målsætning er at inkorporerer deres værdier, erfaringer og holdninger i eleverne (Freire 1997: 45). Ifølge Freire er dialog knyttet til den menneskelige eksistens, der skabes i kraft af ordet (Friere 1997: 62). Han tilskriver ordet dimensionerne refleksion og handling, der ifølge Friere skal være ligeligt tilstede for at ordet kan betragtes som sandt. At navngive verden gennem det sande ord er at forandre verden gennem dialog. For at dialogen kan opstrå kræver det, at de involverede parter møde hinanden med kærlighed, ydmyghed, tro og håb, hvilke står i kontrast til det undertryggende herre-dømme forhold. Freire understreger ligeledes vigtigheden af den kritiske tænkning. Den kritiske tænkning adskiller sig fra den naive tænkning, hvor individer bygger deres syn på verden fra tidligere erfaringer og historier. Frem for at se verden som en størrelse i konstant forandring. 9.3.1 Grænsesituationer fordrer handling Freire beskriver mennesket som væsner der er bevidste om deres egen handlinger og den verden de befinder sig i. De fungere i overensstemmelse med de mål de har sat sig, og 19 deres beslutninger kan lokaliseres i deres indre (…) de er bevidst væren’er – i et dialektisk forhold mellem afstrukne grænser og deres egen frihed (Freire 1997: 74-75). Individet kan overkomme det Friere beskriver som grænse-situationer (udfordrende situationer), hvis de løsriver sig fra verden og ser den udefra, samt forholder sig kritisk til sin egen position og erkender at man er herre over egne beslutninger (Frieire 1997: 75). Vi har valgt at anvende Buber, Bakhtin og Freire på trods af deres kontekstprægede teorier fordi de stadig den dag i dag er tre af de mest benyttede og betydningsfulde skikkelser indenfor dialogisk kommunikationsteori (Almlund et. al. 2011: 155). Vi mener derfor ikke at rapporten kunne få samme teoretiske tyngde ved udeblivelsen af deres teoretiske bidrag. 10. Dialog forståelse I følgende afsnit vil vi redegøre for vores egen forståelse og anvendelse af begrebet dialog. Dialog stammer fra det græske ord dialogos, som betyder samtale. Dialogos er sammensæt af ordene dia og logos, hvor logos refererer til meaning eller mening og dia refererer til through/ across eller gennem/ på tværs af . Således forstås dialog som en meningsudveksling mellem to eller flere parter (Broome 2009 i Littlejohn et al. 2009: 301). Dialogen har den fordel, at den kan anvendes til at bygge bro mellem forskelle, og hermed anvendes som værktøj til at løse konflikter og skabe større social lighed i en bydel som Tingbjerg. Da vi ser dialog som et unik størrelse, er vi af den overbevisning at dialog kun kan opstå under bestemte forudsætninger. Vores overordnede dialogforståelse trækker derfor på Bubers syn på dialog, som en mulig, men ikke allestedsnærværende form for kommunikation. En dialogforståelse som Freires arbejde ligeledes bygger på. Vi vil derfor gøre brug af Freires syn på kærlighed, ydmyghed, tro og håb til at undersøge i hvilket omfang dialog kan etableres i Tingbjerg. Vi er opmærksomme på at Freires teori tager udgangspunkt i en kritik af undervisningssystemet, men ser den dog relevant og anvendelige i forhold til konfliktløsning i Tingbjerg, da teori afspejler dialogens evne til at skabe forandring. Bakhtin ser omvendt dialog som en konstant størrelse, der eksisterer i alle menneskelige relationer, hvilket vi tager afstand fra. 20 Vores dialogforståelse udspringer endvidere af en tro på, at der kan skabes positiv forandring, når mennesker mødes og deler deres holdninger og syn på livet. Da projektet T-ARDs overordnede vision er at facilitere dialog gennem kunst, lægger vi os her op af Bakhtins dialog opfattelse og afgrænser os fra Buber, da han ikke mener, at dialog kan faciliteres eller planlægges. Både Buber og Bakhtin betragter spændinger som en positiv og dynamisk forandringskraft i dialogen. Bakhtins teori er dog mere udførlige på dette punkt, da hans fokus på centripetale og centrifugale tendenser kan bruges som et konkret redskab til at identificere, hvornår der i kommunikationen åbnes op for mangfoldige stemmer og hvornår der ”lukkes ned” for stemmer (Phillips i Almlund et al. 2011: 173). Vi mener dette er relevant i forbindelse med forandringens muligheds betingelser. Bakhtin fremhæver desuden med sin kulturdefinition, at dialog mellem forskellige kulturer kan være et stærkt redskab til yderligere selvindsigt for både individet selv, men ligeledes for de involverede kulturer. Da Tingbjerg er præget af mange forskellige kulturelle grupperinger, finder vi det derfor relevant at inddrage dette dialog perspektiv. 21 11. Analysedel 1 – Forudsætningen for dialog Analyse læsevejledning Indeværende analyse er inddelt i tre delanalyser. 1. Analysedel søger at afdække omstændighederne i Tingbjerg med udgangspunkt i udtalelser fra bydelens borgere. Gennem teorien belyses ligeledes forudsætningerne for at dialogen kan opstå. 2. Analysedel går i dybden med hvordan kunstneren, som den frie agent gør brug af kunsten som redskab til at etablere dialog. 3. Analysedel undersøger gennem et kunstprojekt under kunstfestivalen Visit Tingbjerg, hvordan man gennem kunsten kan facilitere rum for ytringer og dialog i praksis. 11.1 Frygt hæmmer dialogen Som beskrevet i teoriafsnittet kan dialog ifølge Freire kun opstå på baggrund af kærlighed, ydmyghed, tro og håb. Dialog skal i denne optik således anskues som et jævnbyrdigt forhold mellem de involverede parter. Disse faktorer skaber et klima af gensidig tillid, som fører de samtalende ind i et endnu større fællesskab ved navngivningen af verden (…). Dialog kan ikke eksistere uden en dyb kærlighed til verden og mennesker (Freire 1997: 64-66). I Freires optik kan dialog således aldrig opstå i en kærlighedsløst miljø, der domineres af det, han kalder herredømme forholdet (Freire 1997: 64). Herredømme afslører kærlighedens patologi: sadismen i den herskende og masochismen i den beherskede (Freire 1997: 64). Med dette afviser Freire muligheden for dialog mellem undertrykkende og undertrykte. Dette underbygger han yderligere, når han argumenterer for, at kærligheden udspringer af mod, og at det er en menneskelig forpligtelse ikke at undertrykke eller lade sig undertrykke (Freire 1997). I vores empiriske arbejde har vi erfaret hvordan dette herredømmeforhold udspiller sig blandt borgerne i Tingbjerg og skaber frustration og frygt. En frygt der for nogles vedkommende er så altoverskyggende, at den bliver afgørende for hvordan de tilrettelægger deres tilværelse. Vi har blandt andet talt med Rizwana en 30 årig kvinde, hvis familie er af pakistansk afstamning, og som ikke længere tør at vente på bussen: 22 Der er konstant konflikter hernede, og man er bange, utryg, jeg tager aldrig bussen her hvis jeg skal være helt ærlig, så vil jeg hellere i bil (…)der hænger ti fyrer nede på ruten, ti her, ti der, det kan jeg ikke, jeg føler mig meget utryg faktisk (Rizwana: Bilag 16). Et andet eksempel på hvordan frygten for nogle er blevet en del af hverdagen, fik vi indsigt i gennem vores snak med en kvindelig etnisk dansk såkaldt ”øldrikker” på Ruten: Nu tør min mor og hendes kæreste ikke at gå fra lejligheden. De lader som om der er nogle hjemme. Hvis de skal nogle steder hen, går hendes kæreste først ned til bussen og så går hun ud af bagtrappen. Så tror de der er nogle hjemme, og der sker ikke noget (Bilag 8). Hun fortæller ligeledes om sin egen frygt: Jeg føler mig ikke tryg længere, men jeg bor heldigvis lige overfor kiosken på Åkandevej, så jeg behøver ikke gå så langt (Bilag 8). Denne generelle frygt for at færdes frit i området har været gennemgående i vores samtaler med borgerne og illustrerer det herredømme forhold som unægteligt præger manges tilværelse. Selvom der er tale om en relativt lille gruppe, der begår røverier, indbrud og overfald, hæmmer det både den fysiske færden i det offentlige rum og dermed også muligheden for den daglige interaktionen. En tredje, der udtaler sig om utrygheden ved at færdes i Tingbjerg, er etniske danske Kurt som lægger vægt på, at det er de sene aftentimer, der berører ham mest: Hvis jeg kommer hjem en sen aften, og ser at hele torvet er fyldt af (tøver) af en hel masse som øhhh, bare står i store grupper, så er jeg ikke meget for at gå igennem porten (Bilag 17). 11.2 Tro håb og kærlighed Ovenstående udtalelser bevidner, hvor dybtfølt frygten er i disse mennesker, hvilket understreger hvor vanskelig en opgave, der ligger i at skabe dialog når vold og kriminalitet er aktive komponenter i Tingbjerg. Friere er af den opfattelse, at man kun ved at gøre op med den undertrykkende situation kan genetablere kærlighed. Samtidig understreger han som nævnt at: lige meget hvor man finder de undertrykte, så er kærlighedshandlingen en forpligtelse (Freire 1997: 65). Hermed menes, at man som menneske har en forpligtelse til at kæmpe for sin sag og til at lade kærligheden til den agerer drivkraft. I dette perspektiv synes det påfaldende, at en forholdsvis begrænset 23 gruppe individer kan tilegne sig denne dominerende magtposition uden, at deres medborgerne skrider til handling. Dette skyldes i vores optik at den manglende kærlighed er stærkt udbredt, og generelt præger og hæmmer relationerne på tværs af de sociale fællesskaber i Tingbjerg. 11.3 Tingbjergs små sociale fællesskaber Temaet konflikt er hertil et betændt og meget aktuelt emne, for dem der bor i Tingbjerg. Mediernes dækning af området bidrager til en vis stigmatisering, men som påvist i ovenstående afsnit er borgerne også underlagt en vis grad af undertrykkelse i deres hverdag. Vi ønsker større indsigt i denne undertrykkelse og vil derfor komme nærmere ind på den tendens til små grupperinger, vi mener at have set i Tingbjerg. Herunder hvilke fordele og ulemper grupperingerne kan bidrage med. Ifølge Bakhtin er Individuelle stemmer defineret af sociale sprog. Sociale sprog kan både stadfæste sig i en tidsperiode, en profession, en institution, en klasse eller andre grupper (Igland & Dysthe 2003: 116). Denne betragtning er i særlig grad interessant i henhold til Tingbjerg. Bydelen bærer tydeligt præg af, at der er tale om forskellige sociale grupperinger og hermed også forskellige sociale sprog, som skaber barrierer for dialog på tværs af grupperne. Det at mødes med de forskellige grupper i deres privatsfære kan være med til at åbne op for de følelser og holdninger, som de ligger inde med i de forskellige grupper. Vi betragter denne tilgang som givende i en indledende fase hvor man, som forsker eller anden undersøgende instans, søger at opnå indsigt i den livsverden (jf. fænomenologien) som gør sig gældende i en specifik gruppe. I egne rammer føler den enkelte sig ikke truet af andre grupperinger, men der åbnes op for, at den enkelte kan udtrykke sig åbent og frit med opbakning fra sin egen gruppe. Kenneth Balfelt imødegår disse grupperinger, når han henvender sig til grupperne for at tale med dem i grupperne og ikke på tværs af grupperne. Eksempelvis har han talt med politiet, plejehjemmet, fædreklubben, heldagsskolen og crossroads11 (Bilag 15). Fordelen ved at gå til borgerne på denne måde er, at den dialog der ønskes skabt mellem dem og Kenneth Balfelt ikke bliver sat ind i ”falske rammer”. Borgerne bliver opsøgt i deres egne 11 En klub for unge fra 18 år og opefter. 24 daglige rammer, hvilket ud fra vores overbevisning er fordrende for deres tryghedsfølelse. 11.4 Socialt fællesskab skaber sprog fællesskab I henhold til det at ytre sig er Baktins anskuelse af ordet af særlig relevans. En af de vigtigste pointer i Bakhtins sprogfilosofi er, at ordet ikke har nogen ejermand. Han tager dermed afstand fra den traditionelle afsender-styrede kommunikations opfattelse, da han ikke mener, at et enkelt individ alene kan tage patent på ordet. (Igland & Dysthe 2003: 113). Ordet vil derimod altid være præget af tidligere stemmer, derfor (…) bliver ytringen et mødested for samspil og konfrontation mellem talende personligheder med forskellige værdipositioner (Igland & Dysthe 2003: 113). Når Kenneth Balfelt opsøger en borgergruppe, søger han dette samspil og konfrontationen som springbræt for sit videre arbejde. I hans optik, udgør den gruppe han taler med et afgørende element for at opnå forståelse for det givende felt. Når jeg laver noget, så forbereder jeg mig dårligt, så kommer jeg derud, så er jeg enorm afhængig af konteksten. Jeg brainstormer ikke på forhånd. I samspillet – skaber jeg det der skal ske (Bilag 2). Fortæller han og viser hermed sin tro på og tillid til, at dem han er i kontakt med har noget at bidrage med. Dette dialogiske forhold mellem ytring og forståelse er ifølge Bakhtin essensen af al kommunikation, og det er ligeledes på dette grundlag, at der kan skabes betydning. Hos Bakhtin skabes betydning således, når mennesker mødes og interagerer i bestemte kontekster (Igland & Dysthe 2003). Bakhtin argumenterer for, at de sociale sprogfællesskaber som individet er en del af, har betydning for den måde hvorpå man tænker, agerer og kommunikerer og har dermed også indflydelse på den måde dialogen formes (Igland & Dysthe 2003: 116). Sociale sprog skal i denne sammenhæng forstås, som det verbale sprog såvel som det kulturelle sprog der opstår internt i grupperingerne. I Tingbjerg har vi erfaret at disse sprogfællesskaber tydeligt kommer til udtryk. Både som verbale sprog og kulturelle sprog grupperne imellem. Under et interview fortæller Tingbjergborgeren Kurt følgende: 25 Den opgang hvor jeg bor, der bor en enlig anden etnisk neger, jeg ved ikke om man må sige neger i dag, lejlighederne bliver brugt af både svenskere, finere, polakker, rumænere, det er et rand af alle mennesker – og de opfører sig anderledes, de spytter på trappen, de ryger på trappen, smider skodder, smider alting ud af bilen (..) der er nogle af de største konfliktområder, det er, at de opføre sig, eller der er mange mennesker der opføre sig anderledes, end de familier der boede her da vi flyttede ind (Bilag 17). Ovenstående citat illustrerer den opfattelse som Kurt har fået af de øvrige beboere i sin opgang. Han taler ikke med dem og tilføjer: Mange af dem taler ikke dansk (Bilag 17). Dermed opstår der helt konkret en verbalsproglig distance mellem Kurt og hans naboer, fordi de ikke er i stand til at forstå hvad hinanden siger. Endvidere opstår der en kulturelsproglig distance i og med, at Kurt erfarer de øvrige beboeres færden med en vis distance. Disse divergerende verbale og kulturelle sprog betegner Bakhtin som talegenrer. Forholdet mellem Kurt og hans naboer bliver objektiviseret, og skaber fremmedgørelsen mellem dem, i kraft af deres manglende forståelse af hinandens talegenrer (Igland & Dysthe 2003: 116). 11.5 Fremmedgørelse afføder distance Om dette forhold siger Buber: Mennesket befarer tingenes overflade og erfarer dem. Det henter sig derved en viden om deres beskaffenhed, en erfaring. (…) Men ikke erfaringen alene bringer verden til mennesket (Buber 1923, 1997: 23). Kurt indgår så at sige i en jegdet relation, hvor han erfarer, men ikke opnår et direkte jeg-du forhold, hvor han er i stand til at forstå de andre fuldt og fast og erkende dem. Modsat tilføjes de åbenlyse erfaringer de hemmelige og afskærmer således den virkelige verden og den fulde erkendelse. I stedet bliver erfaringen konstituerende for ”sandheden” blandt de indviede, som manipulerer med nøglen til den virkelige verden. Erfaringen er jo ”i ham” og ikke mellem ham og verden (Buber 1923, 1997:23). Med andre ord kan man argumentere for, at grupperinger kan hæmme den enkeltes indstilling til at være åben og modtagelig for erkendelsen af den anden, fordi fællesskabet fikserer den enkelte i et billede af denne erfaring. Dette underbygger Bakhtin i sin udlægning af de sociale sprogfællesskaber. I kraft af sprogets talegenrer etablerer sprogfællesskaberne deres egne specifikke måder at 26 ytre sig, interagere og erkende på som bygger på tidligere erfaringer. Man kan derfor ikke tale om at ytringer er fuldstændigt frie, de vil altid være genredefinerede (Igland & Dysthe 2003: 116). I henhold til dette kan man forestille sig at en fællesforståelse naboerne imellem ville kunne løse små konflikter, som ovenstående adfærd på trappen skaber. Lignende distancering kan udledes af den tidligere omtalte Tingbjergbeboer Rizwanas udtalelser. Hun er født og opvokset i Danmark, men hendes familie er af pakistansk afstamning. Hun tillægger umiddelbart ikke sin pakistanske afstamning større fællesskabsbetydning, men distancerer sig fra dem der kommer fra ”deres eget land”. Hun deler ikke samme kontekstforståelse som de kvinder, hun omtaler i nedenstående citat. Hun indtræder i høj grad i forestillingen om ”os” og ”dem”, fordi kontakten til hendes naboer er af meget overfladisk karakter. Hun bidrager med sit bud på nogle af de problematikker, der er at finde i Tingbjerg, som har betydning for den manglende fællesskabsfølelse på tværs af grupperne. Det er det der skal til kommunikation, og hvis man ikke kan kommunikere med hinanden fordi vedkommende taler tyrkisk flydende eller pakistansk, jeg har ikke en ordentlig kommunikation med mine naboer, fordi jeg ikke har noget til fælles med dem, de er husmødre, der går hele dagen der hjemme. De snakker meget meget lidt dansk. Jeg har ikke noget at snakke med dem om. Jeg er født og opvokset her, de er måske kommet fra deres eget land for tre år siden, og det eneste de spørg min om er hvordan man kommer til lægen (Bilag 16). Denne form for relationer beskriver Buber som Jeg-Det relationer, som han ser som den typiske relation mellem mennesker: In general, people do not really speak to one another, but each, altough turned to the other (Buber 1988: 68-69). I et dialogisk perspektiv kan man betragte Jeg-Det relationen som en sfære, hvori én person behandler en anden person som objekt og hermed lukker muligheden for dialog. En dialog opfattelse Freire deler: Hvordan kan jeg indgå i dialog, hvis jeg opfatter mig selv som et tilfælde særskilt fra andre mennesker – bare ”nogen” i hvem jeg ikke kan genkende andre ”jeg’er (Freire 1997: 65). 27 Denne objektivisering af individer er vi gentagne gange blevet konfronteret med i vores samtaler med borgerne. Rizwanas tydelige os-dem retorik understreger de Jeg-Det relationer, der karakteriserer forholdet mellem borgerne. Relationer hvor man ikke oplever hinanden for hvem man er, men nærmere erfarer hinanden. Denne erfaringsbaserede tilgang til møde med den anden er et centralt aspekt i Bubers beskrivelse af Jeg-Det-relationen. Jeg iagttager noget. Jeg føler noget. (…) Jeg vil noget (Buber 1997: 22). Erfaringer rodfæster sig i Jeg’et, som erfarer verden. Dermed hører erfaringen til Jeg-Det grundordet, hvor verden ikke yder noget aktivt til erfaringen, men blot lader sig erfare. Jeg-Det indebærer således erfaringen af genstande eller ting som objekter, der ikke kan yde noget. 11.6 Anerkendelse åbenhed og tværkulturel meningsudveksling For at kunne bryde ud af Jeg-Det relationen og ikke blot erfarer menneskerne omkring én kræver dette ifølge Buber, at man møder den anden med anerkendelse og åbenhed, og således viser initiativ og lyst til at kommunikere med hinanden. En anskuelse som Bakhtin såvel som Freire deler. Buber lægger stor vægt på authenticity of awareness mellem de involverede parter (Almlund & Andersen 2011: 165). For at Jeg-Du-relationen kan blive en realitet, må parterne have evnen til at vise og acceptere deres eget og hinandens sande jeg. (…) each should regard his partner as the very one he is. I become aware of him, aware that he is different, essential different from myself, in the definite, unique way which is peculiar to him, and I accept whom I thus see (Buber 1988: 69). En vigtig pointe hos Buber er, at bekræftelsen og accepten af den anden, ikke er ensbetydende med, at man skal være enig i den andens standpunkt. (… ) he comfirms this other being (…) of cause, such a confirmatin does not mean approval (…) I have affirmed him as a person (Buber 1988: 75). Ifølge Bakhtin opstår selverkendelsen gennem mødet mellem forskellige kulturelle fællesskaber. De før behandlede ytringer kan derfor ikke altid betragtes som forudbestemte, fordi de i mødet med andre talegenrer og kontakter altid vil udvikle sig og dermed være nye. Bakhtin betragter hermed kommunikation som en kreativ proces, der opstår i dialogiske relationer mellem noget gammel og noget nyt. (Igland & Dysthe 2003: 116). Hertil kommer Bakhtins kulturdefinition som han tillægger betegnelsen makrotiden. 28 Makrotiden er det tidsrum, hvor alle tekster, alle kulturer, eksisterer samtidigt (Igland & Dysthe 2003: 104). I forlængelse af dette er ”udenforstående kultur” et centralt omdrejningspunkt i Bakhtins kulturforståelse. I det tværkulturelle møde forefindes en meningsudveksling, som gennem dialog bidrager med nye perspektiver på kulturen internt såvel som eksternt. Ud fra denne betragtning fungerer Kenneth Balfelt, såvel som vi, som den undrende og undersøgende kultur, der konfronterer kulturen i grupperingerne, når vi træder ind i feltet og meningsudveksler. Vi oplevede, at mange synes at have svært ved at møde hinanden med åbenhed og accept, men blev selv mødt med en slående åbenhed, accept og interesse i at meningsudveksle. En mening åbenbarer sine dybder, når den møder og berører en anden fremmed mening. Det er, som om der begynder en dialog mellem dem, som overvinder disse meningers lukkethed og ensidighed. Vi stiller nye spørgsmål til en fremmed kultur, som den aldrig selv har stillet sig, vi søger svar på vores egne spørgsmål i den, og den fremmede kultur svarer os ved at åbenbare nye sider af sig selv for os, nye meningsdybder (Bakhtin 1979: 334-35 i Igland & Dysthe 2003: 104). I relation til Kenneth Balfelts konfliktløsnings projekt mener vi, at det er af afgørende karakter for udviklingen i området, at borgere på tværs af små kulturer åbner op og taler med hinanden. Essensen er, at dialogen skal opstå mellem grupperingerne i Tingbjerg for at de som ”et samlet Tingbjerg” får en fælles forståelse og indsigt i hinandens små kulturelle koder. For at gøre op med den herskende lukkethed og ensidighed kræves at grupperingerne ikke skaber denne fremmedgørelse af hinanden, men i stedet har fælles ting at samles om. Hertil er differentieringen af grupperne af vigtigt karakter for at erkende den specifikke kontekstforståelse inden for en gruppe. Ligeledes for af forstå de spændinger der kan opstå når forskellige kulturelle grupper mødes og herigennem opnår nye erkendelse af den udefra kommende kultur såvel som erkendelse af egen kultur (Bakhtin 1979 s. 334-35 i Igland & Dysthe 2003: 104). 11.7 Spændinger som forandringskraft og interessen i at mødes I henhold til ovenstående kan det derfor i et større perspektiv være gavnligt at åbne op og bryde med strukturer i den enkelte gruppe. Buber og Bakhtin deler den fællesforståelse at 29 spændinger er en positiv faktor i mødet og dialogen mellem mennesker. Som Buber er Bakhtin optaget af forholdet mellem mellem jeg’et og du’et, og deler opfattelsen af, at individets selvopfattelse opstår i mødet med den anden og dennes stemme (Igland & Dysthe 2003: 111). Heri ligger et positivt syn på forskellige og konkurrerende stemmer i betydningsdannelse. Selvet dannes når dialogiske spændinger mellem forskellige stemmer mødes og finder enhed. Her er ikke tale om en fuldstændig endegyldig enhed, men nærmere et samlet produkt af to former for tendenser; den centripetale tendens og den centrifugale tendens. Den centrifugale tendens omhandler forskel og trækker mod dialog, mens den centripetale tendens er rettet mod enhed og trækker mod monolog (Phillips i Almlund et al. 2011: 172-173). Det er i mødet med andre stemmer, at den enkelte har mulighed for at reaccentuere, afprøve, give sin egen version eller finde sin egen accent, og det er dermed i den dialogiske proces, at individer forandres og udvikler sig (Igland & Dysthe 2003: 118). Rizwana efterlyser fællesskabet og sammenholdet blandt de borgere, som ikke er en del af den ballade, der bliver lavet i bydelen, og som gerne vil blive i Tingbjerg og leve et liv i fred. Jeg tror man skal holde sådan en stor (…) jeg ved ikke hvad man skal kalde det. Ikke en demonstration… jo måske… en slags hvor alle kommer ud. Og siger jamen vi vil gerne have fred her nede vi vil gerne bo her og vi kan godt lide at bo her (…) (Bilag 16). Rizwana udviser her sin interesse i at finde sammenholdet i Tingbjerg og skabe en ”fælles front”. Med ovenstående ytring udviser hun et håb om, at borgerne i Tingbjerg vil stå sammen og udvise sin holdning, til de problemer der raserer området. Om håb siger Freire: Håbet er rodfæstet i menneskets ufuldstændighed, hvorfra de bevæger sig ud i stadig søgen – en søgen der kun kan gennemføres i forening med andre mennesker (Freire 1997: 67). Denne forening med andre mennesker kan dog synes vanskelig at opnå, når Rizwana fortæller, at hun ikke tager del i nogle af de aktiviteter der udbydes, og at hun derfor heller ikke er del af noget egentlig fællesskab i Tingbjerg. I modsætning til dette fortæller hun dog, at der afholdes eat12 hvor grupperingerne så at sige blandes. Der er lidt fællesskab. Det er ikke fordi der kun kommer pakistanere eller tyrkere, der er også nogle danske piger der bor der, og kommer og snakker med én. Det er meget hyggeligt - så man lærer hinanden at kende på den måde (Bilag 16). Tilsyneladende værdsætter hun dette 12 Isalamisk fest/ måltid – i lighed med jul. 30 arrangement, men betegner det alligevel ikke som et fællesskab. Dette kan opfattes som, at Rizwana ikke har den stor tiltro eller tillid til at denne ”fællesfront” vil rejse sig. Paradoksalt nok ender Rizwana med at projicerer ansvaret over på ”de andre” når hun fastslår: Det er dem der bor her der skal tage sig sammen (bilag 16). 31 12. Analysedel 2 - Den frie agent Kenneth Balfelt har de sidste mange år arbejdet med alternative kunstprocesser. Motiveret af ønsket om at bidrage til samfundets udvikling er Kenneth Balfelts projekter baseret på socio-politisk-kontekst-relateret-funktions-kunst, som han selv udtrykker det13. Han anser hermed kunsten som et redskab, hvorigennem nye refleksioner kan skabes som alternativ til mere videns bårne løsningsmodeller. Overordnet for Kenneth Balfelts projekter er visionen om at skabe fællesskab og kærlighed14. Kenneth Balfelt lægger vægt på vigtigheden af interaktionen mellem mennesker, og vigtigheden af at sætte sig ind i den rette kontekstforståelse, som grundlag for at have et fælles sprog at udvikle ud fra. Frem for at benytte metaforer og et symbolsprog, prøver jeg at tilstræbe, hvad vi kan kalde et “dialogsprog”, hvor formålet er at udveksle og udvikle noget sammen15. I relation til dette anser han kunstneren som en ”fri agent”, der ikke er bundet af specifikke faglige rammer, men derimod kan arbejde frit på tværs af fag og grænser. 12.1 Fokus på ressourcer i en åben proces Kenneth Balfelt ønsker, at der skal ske sociale forandringer i Tingbjerg. Med projekttitlen ”Konfliktløsning i Tingbjerg”, synes fokus på problematikker i Tingbjerg nærliggende. Dette er dog ikke tilfældet. Kenneth Balfelt går til feltet med et åbent og positivt syn på borgerne og vælger hertil, at interessere sig for og fokusere på deres ressourcer: Og så ville vi gerne arbejde i sådan et område, fordi vi tænkte at det var interessant at prøve at kigge på sådan et sted som ressourcefuldt. Fuld af ressourcer og hvordan kunne man sådan bidrage til hinanden (Bilag 1 s. 1). I henhold til sin position som fri agent er Kenneth Balfelt frit stillet til at fokusere på Tingbjerg som ressourcefyldt frem for problemfyldt. Som nævnt indledningsvis har den frie agent ingen agenda. I Tingbjerg kommer den ikke-eksisterende agenda til syne i kraft af, at Kenneth Balfelt i projektets indledende fase, ikke har nogen fast idé om hvad slutresultatet skal være. Han ytrer håb om, at Tingbjerg om nogle år er kommet af ghettolisten, at folk er glade for at komme fra Tingbjerg, og at konflikterne bliver løst i fredelighed (Bilag 1 s. 10). Han pointerer dog også, at projektet er under processuel udvikling, og at han endnu ikke kan sige noget om 13 http://kennethbalfelt.org/texts/introduction‐to‐art‐practice/ 14 http://kennethbalfelt.org/texts/essay‐on‐an‐art‐practice/ 15 http://kennethbalfelt.org/texts/essay‐on‐an‐art‐practice/ 32 hvilket resultat det afføder. Hertil tilføjer han, at den proces de i øjeblikket gennemgår indebærer at tale med borgerne for herigennem at udvikle metoder. Forstået således at de, gennem samtaler, hele tiden opfinder nye metoder til, hvordan konflikterne i Tingbjerg kan løses (Bilag 1 s. 10). Kenneth Balfelt og Lene Mirdal står i spidsen for processen, men også andre kunstnere – andre frie agenter, har tidligere i projektet bidraget til metodeudviklingen. Kenneth Balfelt fortæller: Det grundlæggende med det med kunstnerne (…) var at bruge kunstnere til at komme ud og være forskere og ligesom få nogle ideer. Få alle os andre, altså specielt medarbejderne, der er herude, og alle de professionelle der er herude, til at kunne se nogle andre ting, fordi at kunstnerne har et andet perspektiv og en anden indfaldsvinkel til det (Bilag 1 s. 2). Således er det de nye perspektiver og indfaldsvinkler der gør, at kunsten bliver et redskab, hvorigennem nye refleksioner skabes. Ifølge ham selv, har de nye perspektiver og indfaldsvinkler som en kunstner kommer med, en positiv indflydelse på etableringen af dialog. Et faktum som han blandt andet oplevede tilkendegivet af to bolig-sociale medarbejder, en sen aften på Ruten, under forberedelserne til Visit Tingbjerg: (…) de to bolig-sociale medarbejdere fra Områdesekretariatet kom kørende (…) og sagde (…) det er jo fuldstændigt vildt, hvor meget god dialog I får, og snakker (…) I må fortælle os hvordan I gør, for det batter bare og det kommer så meget mere ind under huden, end når vi sætter en a4 side op med lektiehjælp (Bilag 1 s. 5-6). Et eksempel som dette illustrerer netop kunstens unikke evne til at skabe liv, kreativitet og dialog mellem borgerne. Kunsten kan således ses som et alternativt redskab, til at skabe nye relationer. I forlængelse heraf findes det relevant at undersøge hvordan Kenneth møder borgerne i Tingbjerg, og om denne tilgang som fri agent er at fortrække set i et dialogkommunikations perspektiv. I den forbindelse finder vi det atter relevant at benytte Freires syn på kærlighed, ydmyghed, tro og håb som forudsætning for dialog. 12.2 Kærligheden som fundament Ifølge Freire kan: Dialog (kan) imidlertid ikke eksistere uden dyb kærlighed til verden og mennesker. Navngivningen af verden, som er en skabende og gen-skabende handling, er 33 ikke mulig uden den er gennemsyret af kærlighed (Freire 1997: 64). Kenneth Balfelts kærlighed til mennesker og verden kommer til udtryk i hans overordnede positive indgangsvinkel til menneskerne i Tingbjerg, samt hans positive perspektiv på konflikterne i bydelen. De ”hårde” drenge forbindes med kriminaliteten i Tingbjerg og udgør dermed essensen af områdets dårlige omdømme. Kenneth Balfelts positive indstilling til drengene bevidner hans kærlighed til mennesker. Endvidere er det vores erfaring, at han er meget lidt fordomsfuld, når han taler om dem. Han ønsker dem det bedste og udtrykker om drengene: Men jeg synes også I skal have nogle chancer, jeg synes eddermanme ikke der er mange muligheder for Jer (Bilag 1 s. 13). Vi har erfaret lignende i forbindelse med hans refleksioner over hvorvidt eksisterende bander i Tingbjerg er en realitet. I pressen kædes de ”hårde” drenge fra Tingbjerg ofte sammen med bandekriminalitet, men den overbevisning er Kenneth Balfelt uenig i: Altså for det første fandt jeg ud af at de er jo ikke nogen bande (…) Det er en gruppe af unge som kender hinanden og laver ting sammen men de har ikke den der organisering (…) (Bilag 1 s. 13 ). Det er ikke kun i forhold til opfattelsen af de ”hårde” drenge at vi fornemmer en kærlighed til menneskerne i Tingbjerg. Generelt er Kenneth Balfelt positivt stemt overfor borgerne, hvilket også kommer til udtryk, da han refererer til en af de andre kunstneres oplevelser med en gruppe somaliske kvinder under kunst festivalen. De talte skidegodt dansk, de var vildt seje og havde oplevet alle mulige ting og rejst rundt. Der var én, hun havde rejst rundt som flygtning i flere lande. Så send da hende på udviklingsarbejde i stedet en eller anden RUC’er, ikke? (Bilag 1 s. 20). Vi mærker tydeligt, hvordan en sådan oplevelse fungerer som brændstof på maskinen og er med til at underbygge tanken om Tingbjerg som et sted med ressourcer. Oplevelsen med de somaliske kvinder har vagt Kenneth Balfelts interesse og kan hertil også betragtes som et udtryk for kærlighed til menneskerne i henhold til Freires optik. 12.3 Håb for fremtiden Om håb, som en præmis for dialog, siger Freire: (…) og håbet må føre til en uophørlig søgen efter den menneskelighed som uretfærdigheden fornægtede (…) Dialog (…) kan ikke gennemføres i et klima af håbløshed (Freire 1997: 67). Kenneth Balfelts overordnede positive tilgang til Tingbjerg, som et område fuld af ressourcestærke mennesker som vi tror på kan nogle ting (Bilag 1s. 5), kan i Freires optik ses som søgen efter den 34 menneskelighed, som ghettoiseringen af Tingbjerg kan siges at fornægte, og derved betragtes som et udtryk for håb. Dette kommer i særlig grad til udtryk i hans egne refleksioner over måden hvorpå han møder de ”hårde” drenge i Tingbjerg. Han anerkender, at drengene spiller en bærende rolle for frygten i Tingbjerg: Alle vi har snakket med har frygt overfor de der (Bilag 1 s. 19). Ikke desto mindre er han forhåbningsfuld og ytrer sin overbevisning om at billedet kan ændres: drengene besidder også i virkeligheden magten til at ændre billedet. Altså, det med dem der sidder med nøglen til at komme af ghettolisten og, hvis den stadig eksisterer, og at Pia Kærsgaard ikke har noget at snakke om (Bilag 1 s. 14). Ifølge Freire er håb vigtigt for dialogen fordi: Hvis de samtalende ikke føler, at der kommer noget ud af deres anstrengelser, vil deres møde blive tomt og sterilt (Freire 1997: 67). I relation til dette kan nævnes at Kenneth Balfelt, trods projektets indledende fase, har forventninger til og nærer håb om, at arbejdet i bydelen vil bære frugt: Altså håbet er jo, at om ét eller to år, så er alle glade og stolte af at de kommer fra Tingbjerg, at de er kommet af ghettolisten, og de konflikter der opstår blive opløst i mindelighed med konfliktmæglere fra Tingbjerg Forum, og der er ikke nogen der bliver skudt herude. Og altså, det er jo et drømmescenarium, som vi alle sammen (…) arbejder på (Bilag 1 s. 10). 12.4 Troen på mennesker som skabende individer Om tro som præmis for dialog siger Freire følgende: Dialog kræver videre en stærk tro på mennesket, tro på dets evne til at producere og reproducere, til at skabe og genskabe, tro på dets bestemmelse til at blive mere fuldstændigt menneskeligt. Kenneth Balfelts tro kommer til udtryk i og med, at han fokuserer på ressourcerne frem for at fokusere på problemerne. I forlængelse heraf, kommer hans tro på menneskerne til udtryk i hans før beskrevne håb for de ”hårde” unge drenge. Kenneth Balfelt fortæller om sin tro på drengenes velvillighed til at ændre billedet (Bilag 1 s. 10), hvilket blandt andet ses når han fremhæver, deres ønske om at få en uddannelse og et job: Og så siger de ”vi vil have et job, vi vil have noget uddannelse, vi vil i gang med noget, hvad fanden sker der?” Og der er jo også kommet gutter hen til os og spurgt om de kan få et job. Der har været to henne og spørge om de kan få et job (Bilag 1 s. 14). Kenneth Balfelt har her oplevet at drengene har henvendt sig til ham med henblik på at få noget at tage sig til. Vi 35 oplevede hans sympati for drengene, og at han særligt hæftede sig ved, at de ældre drenge i 20 års alderen var optagede af, at nogen skal redde dem der ikke er så gamle endnu og stadig kan nå at komme på rette kurs (Bilag 1 s. 14). Kenneth Balfelt har gennem en lang række projekter opbygget en vis mængde erfaring. Hertil mener vi, også at kunne sige, at hans projekter bærer præg af vellykkede resultater (jf. afsnittet: motivation). Vi mener, at kunne se styrkerne i den måde han arbejder med tiltro til, at dem han inddrager kan skabe noget i sam-produktion. Dette stemmer ligeledes godt overens med Freires forudsætninger for tro, opstillet i ovenstående afsnit. Om samproduktionenes fællesskabs skabende kraft siger Kenneth Balfelt: Det med, at de har ikke snakket om deres integrationsproblemer, men har lavet et projekt sammen. Altså i stedet for at kigge på hinanden og snakke om problemer, så har de stået skulder mod skulder, og kigget på et projekt som de har løst sammen (Bilag 1 s. 20). Med denne udtalelse tydeliggør han sin egen overbevisning om, at det at samles om noget og handle for at skabe løsninger i praktisk forstand har en særlig virkning i forhold til at styrke relationer og udvikle i fællesskab. 12.5 En ydmyg tilgang til undersøgelsesfeltet Ifølge Freire er forudsætningen for dialog endvidere ydmyghed. Dialogen (…) bryder sammen hvis parterne - eller én af dem - mangler ydmyghed. Derudover er han af den overbevisning, at man ikke kan indgå i dialog, hvis man opfatter sig selv: (…) som medlem af en in-gruppe af ”rene” mennesker, ejerne af sandhed og viden, for hvem alle ikke-medlemmer er ”disse mennesker” eller ”den beskidte hob (Freire 1997: 65). Kenneth Balfelts måde at møde borgerne i Tingbjerg bærer i høj grad præg af ydmyghed. Om hans måde hvorpå han starter en dialog med menneskerne derude siger han følgende: Altså, det er klart man er nødt til at være, altså prøve at være fordomsfri, men jeg tror også det der med at signalere ubevidst, at jeg er afhængig af dem. Og altså at jeg ikke har andre agendaer, vel (Bilag 1 s. 12). (…) jeg skal ikke noget med dem, jeg er ikke myndighed. Jeg kan heller ikke noget med dem, jeg kan ikke sige noget til dem heller (…) (Bilag 1 s. 6). 36 I dette citat placerer han sin egen position som kunstner overfor det at være en myndighed, hvilket igen understreger det frie i den frie agent, og samtidig fremhæver ydmygheden. Desuden påpeger Freire, at dialog heller ikke kan opstå: Hvis jeg lukker mig for – eller oven i købet fornærmes af andres bidrag (…) Selvtilstrækkelighed er uforlignelig med dialog (Freire 1997: 65). Da selvtilstrækkelighed er uforenelig med dialog, kræver det at man lægger sine egne gode ideer på hylden og ligeledes er modtagelig overfor andres inputs. En tilgang vi mener, Kenneth Balfelt gør brug af, når han mødes med borgerne i Tingbjerg. Udover at han beskriver sig selv som ”blank”, når han mødes med folk, hvilket må siges at være udtryk for, at han er modtagelig overfor andre inputs, så handler det for ham (…) ikke om at få fremført mine ideer (…) (Bilag 1. 12), men der imod borgernes. 12.6 Kenneth Balfelt - en revolutionerende kunstner På baggrund af ovenstående mener vi, at Kenneth Balfelt møder borgerne i Tingbjerg med både kærlighed, tro, håb og ydmyghed. Han søger hermed at yde sit bidrag til at sætte rammen for at skabe dialog, som kan lede til nye relationelle møder. Ifølge Friere kan den menneskelige eksistens ikke finde sted i tavshed eller uden andres input. Den kræver derimod, at mennesket navngiver verden gennem sande ord, og dermed forandre den. Da navngivningen opstår i mødet med andre mennesker, er dialog således en nødvendighed for at forandring kan skabes. Set i lyset af dette vil projektet forhåbentlig lede til en ændring af verden, eller i dette tilfælde en social forandring i Tingbjerg. Derudover betragter vi ovenstående som en form for tillidserklæring fra Kenneth Balfelt til borgerne i Tingbjerg. På den måde, kan han i Freires optik betegnes som en revolutionerende pædagog, som Freire karakteriserer som følger: Hans bestræbelser må være gennemsyret af dyb tillid til mennesker og deres skabende evner. For at opnå det må han gå ind i et fællesskab som er ligestillet med eleverne (…) de (lærerne) må være revolutionære det vil sige dialogiske (Freire 1997: 48, 61). Dialogen kan kun opstå mellem parter der ønsker at navngive verden i fællesskab. Hvis den ene part ikke ønsker at den anden skal navngive verden, modarbejder navngivningen, eller forsøger at navngive den for andre, udebliver muligheden for dialog. 37 I den forbindelse påpeger Freire, at der ikke er nogen mennesker der har fortrinsret til at navngive verden, det er derimod en ret der tilhøre alle mennesker. I relation til dette kan nævnes Kenneth Balfelts overordnede arbejdsmetode, hvor han vægter interaktion mellem mennesker højt, og skaber projekter i samarbejde med dem som projektet er henvendt til: Og det er jo også en metodisk ting for mig, at ligesom komme ud og blive afhængig af konteksten, fordi jeg har ikke et projekt jeg kan lange på bordet (Bilag 1 s 7). I forlængelse heraf understrege Freirer at planer og programmer udarbejdet af politikere eller undervisere med manglende indsigt i den egentlige virkelighed, kan medføre at tvivlen og frygten hos de undertrykte vokser yderligere. Da disse handlingsplaner er udarbejdet på baggrund af deres eget ofte virkelighedsfjerne syn på de undertryktes situation. Et syn som sjældent stemmer overens med hvordan de undertrykte selv oplever deres livssituation. Mange politiske og undervisningsmæssige planer er slået fejl, fordi deres ophavsmænd har udtænkt dem i overensstemmelse med deres egne personlige syn på virkeligheden, uden nogensinde at tage mennesker-i-en-situation i betragtning (uden alene som genstand for deres handlinger), som deres program angiveligt var henvendt til (Freire, 1997: 69). Kenneth Balfelt bestræber sig på at opnå en kontekstforståelse for borgerne i Tingbjerg for på den måde, at gøre brug af borgernes erfaringer og viden som kompetencer. Måden han bliver afhængig af konteksten er, ifølge ham selv, ved at møde mennesker uden at have nogen forforståelser. Her er der i Freires optik tale om, at han går ind i et fællesskab, hvor han ligestiller sig med borgerne, hvilket i høj grad kan siges at være et udtryk for tillid til dem og deres skabende evner. 38 13. Analysedel 3 – Dialog i Praksis Da projektet ”konfliktløsning i Tingbjerg” stadig er i den indledende research fase, har vi i forbindelse med dette projekt ikke haft mulighed for at undersøge, hvordan dialogen udfolder sig i praksis mellem de forskellige grupperinger. For at opnå denne indsigt valgte vi derfor at assistere den tyske kunster Kathrin Böhm på projektet Tingbjerg Posters, som er en del af kunstfestivalen Visit Tingbjerg. Da Kenneth Balfelt står bag festivalen og udvælgelsen af kunstnere, kan de enkelte kunstneres bidrag ses som en del af hans overordnede vision om at fremme dialogen og skabe positive aktiviteter i Tingbjerg. Vi vil i følgende analyse del, undersøge hvordan vi i praksis oplevede hvad det vil sige at forsøge at skabe dialog gennem kunstneriske processer. 13.1 Kathrin Böhm - Tingbjerg Posters Vores samarbejde med Kathrin Böhm forgik over tre dage. Første dag assisterede ét af gruppens medlemmer hendes plakat workshop på biblioteket, hos foreningen TeenQueens og i pigeklubben Butterflies. I følgende analyse har vi valgt kun at fokusere på workshoppen med Teen-Queens, da den strakte sig over flere dage og indeholder flere interessante aspekter. Derudover hjalp vi hende med at forberede udstillingen dagen inden åbningen af Visit Tingbjerg festivalen, samt på selve åbningsdagen. Tingbjerg Posters er et projekt der består af flere dele. I projektets første og anden fase mødtes Kathrin Böhm med foreningen Teen-Queens for at afholde plakat-workshops. Formålet med de to workshops var at få pigerne til at reflektere over deres syn på bydelen, og visualisere det for derefter at præsentere tegninger og collager for hinanden (Bilag 13). Herved skabes der i Bakhtins optik et kommunikativt rum hvor forskellige stemmer mødes, og muligheden for forandring opstår. Pigerne i Teen-Queens tegnede hver især deres billede af tingbjerg, og det kom helt konkret til 39 udtryk hvordan deres individuelle stemmer blev håndgribeliggjort. Da de efterfølgende diskuterede deres tegninger formede der sig langsomt et fælles billede af bydelen. En af pigerne fortalte, at hun på grund af sit slør føler sig stirret på og fremmedgjort når hun tager ind til det indre København (Bilag 13). Denne ytring genererede tydelig anerkendelse blandt de andre piger, som tilkendegav genkendelighed og enighed i denne ytring. Man kunne under hele processen mærke hvordan forskellige ytringer kom i spil, blev overvejet, fejet væk og anerkendt (Bilag 13). Vi så dermed hvordan den centrifugale tendens kom i spil, i og med at der blev åbnet for forskellige stemmer, og derefter hvordan der blev lukket ned for stemmer og de centripetale tendens tog over og skabte en fælles enhed. Resultatet eller den fælles enhed kan ses som et vellykket forsøg på at skabe et åbnet rum for ytringer. I dette tilfælde fandt pigerne til enighed om at Tingbjerg er et smukt område, hvor der er et stærkt fællesskab og plads til etnisk mangfoldighed. En enhed Kathrin Böhm håndgribeliggjorde i forskellige plakater (Bilag 3). Kathrin Böhm lægger i sit arbejde stor vægt på ikke at styre processen, men lade de involverede være medskabere af den; I never thought of others as kinda participating in what I’m doing. I always saw it like either collaborating or co-producing (Kathrin) (Bilag 13). Hvis pigerne havde lyst til at udfolde sig kreativt på andre måder imødekom Kathrin Böhm deres ønsker uden at tøve. Dette resulterede i kreative og spændende bidrag, hvor pigerne blandt andet udtrykte deres kærlighed til Tingbjergs grønne omgivelser, gennem forskellige fotografier. Heriblandt et billede af deres kroppe formet som et hjerte i det grønne græs. En af gruppens medlemmer hjalp pigerne med at tage billederne, hvilket fremhæver det unikke ved denne uformelle og kreative workshop tilgang. Det at jeg sammen med pigerne kunne få lov at rulle rundt på græsset og tage skøre billeder, var for mig at se en helt unik måde at opbygge en relation på kort tid (Bilag 13). Kathrin Böhms måde at facilitere workshoppen på, kan sammenlignes med Friere undervisningsprincip om den ”frigørende pædagogik”, hvilket ligeledes er kendetegnende for Kenneth Balfelts arbejde (jf. afsnittet: Kenneth Balfelt – en revolutionerende kunstner). 40 Her får begge parter udbytte af den fælles videns udveksling. De bliver sammen ansvarlige for en proces i hvilken alle vokser (Freire1997: 54). Workshoppen med Teen-queens afspejler ligeledes kunstens unikke evne til både at facilitere og billedliggøre dialog. Set i lyset af Bakhtins dialogforståelse, åbner Kathrin Böhm derved op for ytringer og refleksioner, som former forståelsen af selvet gennem en legende og underholdende proces. Samtidig med at plakaterne i sig selv er et kreativt billede på den enhed pigerne i fællesskab producerer. Det enestående i at facilitere dialog gennem kunst synes ligeledes at være dens evne til at fastholde dialogen i en fysisk form, og dermed skabe mulighed for at andre fremover kan ytre sig og bidrage til en videre dialog. Vi mener at dette er en central pointe, som vi tydeligt fik bekræftet da plakaterne blev udstillet på et af de mest konfliktfyldte steder i Tingbjerg. 13.2 Udstillingen i korridoren Efter workshoppen blev plakaterne udstillet offentligt i Tingbjerg. Kathrin Böhm havde valgt en korridor på hovedgaden Ruten. Korridoren ”tilhører” de ”hårde” drenge. Udover at være drengenes tilholdssted, står der på daglig basis også en stor gruppe øldrikkere foran korridoren. På trods af det fælles tilholdssted, er interaktionen mellem de to grupper dog stort set fraværende. Kathrin Böhm valgte korridoren af to årsager. Hun var først og fremmest meget provokeret af det faktum, at en gruppe unge drenge kan indtage et territorium i et ellers offentligt rum, og være hovedårsagen til at mange føler sig utrygge ved at færdes der (Bilag 3). Ved at lave en interaktiv udstilling/workshop kunne alle Tingbjergs borgere få mulighed for at stoppe op og reflektere over deres syn på Tingbjerg, og samtidig få mulighed for at sætte deres personlige præg på korridoren. Kathrin Böhms inddragende værk, går således godt i spænd med T-ARDs overordnede mål om at; Kunstværkerne giver beboerne i Tingbjerg et rum til refleksion og ytring – og os andre en anledning til at tage på et reflekteret visit.16 Hvilke i sidste ende skulle være medvirkende til at generobrer et område, som alle 16 http://kennethbalfelt.org/tingbjergartresearchdialogue 41 borgerne har lige meget ret til at benytte sig af. Derudover valgte Kathrin Böhm korridoren fordi den ofte bruges i mediernes fremstilling af Tingbjerg. Korridorens rå og beskidte fremtoning får Tingbjerg til at fremstå som et ucharmerende ghetto, hvilket langt fra retfærdiggør, det smukke og frodige område som Tingbjerg også er (Bilag 3). Grunden til at billede af korridoren ofte ses i mediebilledet, skyldes at korridoren er et sted hvor skyderier, overfald og hash-handel finder sted. Ved at udsmykke væggene i korridoren med farverige plakater, var hensigten af gøre op med dette billede og bidrage til en mindre kold og negativt fremstilling af Tingbjerg. 13.3 En invitation til ytring Som beskrevet tidligere i analysen er Tingbjerg karakteriseret af mange forskellige sociale sprog, og således også af mange forskellige individuelle stemmer. Vi mener, at Tingbjerg Posters både i forlængelse af workshoppen, men i den grad også af værkets borgerinddragende form, kan ses som en invitation til at individuelle stemmer kan ytre sig på tværs af forskellige sociale grupper. At forsøge at skabe rum for refleksion og ytring i korridoren, kan i udgangspunktet virke som en udfordring, grundet den herskende afmærkning af territoriet fra de ”hårde” drenges side. Det afholdte dog ikke Kathrin Böhm fra at stille borde, stiger, og materialer frem, men blev tvært imod en motivation til at gøre det. I starten mærkede vi, at vi havde bevæget os ind på okkuperet terræn og følte dels en skjult interesse dels en form for overvågningen fra både øldrikkerne og de hårde drenge (Bilag 4). I første omgang henvendte de sig ikke til os, men det var tydeligt, at de gerne ville vide, hvad vi foretog os. Der var først da Kathrin Böhm stillede en stor stige op i korridoren, at drengene reagerede åbenlyst på vores tilstedeværelse: Hvad tror I har gang i, hvad skal i bruge den der til (sparker til stigen) Skal i pille ved overvågningskameraet? (Bilag 6). Vi var bevidste om, at drengene er meget i mod de overvågningskameraer, der er blevet sat op på Ruten i Tingbjerg, og at de flere gange har malet dem over. Vi gjorde det derfor også helt klart for dem, at vi ikke havde noget at gøre med kameraerne. Stemningen blev bedre da vi ihærdigt gik i gang med at skurre væggene i korridoren. Det var ikke en appetitlig opgave, vi skurrede bogstavelig talt urin, spyt, snavs og noget der mistænkelig meget lignende blod af væggene (Bilag 6). Rengøringen var selvfølgelig møntet på at optimere udstillingens æstetiske udtryk, men set i bakspejlet var det en også en handling der sendte et klart 42 forsonende signal, som gjorde at drengene imødekom os med anerkende nik og smil. Vi var meget opmærksomme på, at det ikke skulle fremstå som en provokation at vi så og sige ”overtog” deres territorium. Derfor prioriterede vi højt at hilse på alle der gik forbi og spørge ind til deres mening om plakaterne (Bilag 5) Mange blev overraskede over vores opsøgende venlighed, men de fleste stoppede op og gengældte den, ved at spørge ind til projektet. Langt de fleste tilkendegav endvidere deres positive indstilling til plakaterne (Bilag 5). På denne måde fik vi samlet flere forskellige grupper af unge piger, gamle, øldrikkere og de ”hårde” drenge om værket. Dette er i sig selv en interessant observation, da det er vores oplevelse at folk generelt taler meget lidt med hinanden på tværs af grupperne. Hverken på tværs af de grupper der står udenfor korridoren, eller generelt på tværs af de øvrige grupper i Tingbjerg. Vi oplevede at det meget konkrete spørgsmål Hvad synes i om plakaterne?, udgjorde et godt udgangspunkt som metode til at åbne dialogen og derefter berøre andre samtaleemner. I og med at vi stod der, opstod et liv, der så at sige skabte rammen for og legitimerede det at være fælles om noget. Vi oplevede ikke at rammen skabte dialog på tværs af grupperne, men der opstod en tydelig dialog mellem dem og os, og flere gav deres bud på et visuelt udtryk om Tingbjerg. Vi mener derfor at plakatopsætningen i korridoren skabte et rum for visuelle ytringer. 13.4 Symboler hæmmer den kunstneriske proces To gange i løbet af arbejdet i korridoren, erfarede vi hvorledes ophængningen af plakater med bestemte motiver, skabte rum for konfronterende og voldsomme ytringer. Den første episode fandt sted dagen inden åbningen hvor Kathrin Böhm havde hængt en plakat op i korridoren. Plakaten var et fotografi af tallet 202 skrevet med Teen Queens pigernes smykker, som en form for smykke-graffiti. Da vi stod og vaskede vægge ned, henvendte nogle af drenge sig konfronterende til os, og spurgte til plakatens præsens (Bilag 5). Vi havde tidligere på ugen haft en samtale med to af øldrikkerne, der havde givet udtryk for 43 at 202 var et bandenavn. Det er ikke kun drengene der laver ballade, der er også pigerne der er grove i munden, de er en bande der hedder 202 (peger på et graffiti-tag hvor der står 202). Det er interne konflikter, de er sgu grove (Bilag 8). Drengenes henvendelse og reaktion vækkede vores interesse, og vi blev opsat på at tale med dem om betydningen af tallet. Hertil var vi meget interesserede i at afdække hvorvidt 202 har relation til en bande, da vi ikke havde noget ønske om at sympatisere med nogen bander ved at skrive deres tag. Vi imødegik derfor deres henvendelse ved selv at stille spørgsmål til tallet. Dette ledte til en længere samtale mellem os og flere af drengene, hvor alle var ivrige for at komme med deres forklaring. Drengene afslog at det var et reelt bandenavn, men med et listigt blik i øjet, fortalte en af dem at 202 udgør Tingbjerg i tal og sammenlignede i den forbindelse med AK81 (der står for ”Altid Klar Hells Angels”) for at tydeliggøre budskabet for os. 20 refererer således til bogstavet T og 2 til bogstavet B og dermed forkortelsen TB (Bilag 6). Vi valgte at dække billederne til trods vores vage indsigt i og viden om forkortelsens reference til et reelt bandenavn. Grundet de mange stærke reaktioner, de mange graffiti-tags og øldrikkernes klare udmelding, turde vi ikke tage chancen. Episoden understøtter den hermeneutiske forståelsesramme, da vi ikke på forhånd havde nogen klar forudsætning for at vide hvad tallet står for. Det var gennem enkeltdelene i vores empiriske arbejde, at vi fik forståelsen for hvad 202 potentielt betyder, ligesom enkeltdelene blev bærende for, at vi kunne reagere på og tage stilling til situationen. Denne episode viser, hvor stor en betydning der kan ligge i den ytring et symbol repræsentere og understeger Bakhtins pointe om, at et en ytring altid er forankret i makrotiden og dermed er en tekst af tekster (jf. 1 analysedel). En pointe der skulle vise sig at blive understøttet yderligere den efterfølgende dag. 13.5 Et symbol på sorg Kathrin Böhm havde i et plakatdesign inkluderet Christania logoet, fordi pigerne i TeenQueens havde snakket om Tingbjerg som en bydel der indeholder alle farver og alle flag. 44 Da Christiania flaget ofte forbindes med frisind og tolerance, var det et naturligt valg for Kathrin Böhm at inkludere flaget. Plakaten blev dog genstandsfelt for et væld af ytringer, da den vakte meget vrede følelser i en af de ”hårde” drenge. På Visit Tingbjergs åbningsdag blev Kathrin Böhm mødt af en aggressiv dreng i korridoren, der truede med at hente forstærkninger og med at smadre det hele (Bilag 5). Drengens stærke reaktion bevidner, at flaget for ham rummer en fortælling eller en historie fra tidligere ytringer. I den forbindelse synes Bakhtins mangfoldige syn på ytringer relevant. Han siger om ytringer at de kan være alt fra en mundtlig eller skriftlig ytring på et ord til en helt replik i en samtale, en artikel, en forelæsning, en roman eller en videnskabelig afhandling (Igland & Dysthe, 2003: 113). Det vil sige, at enhver ytring kan ses som en del af en større kompleks kommunikationskæde. Kompleks i den forstand at ytringen både trækker på dialogiske relationer til tidligere ytringer, samt retter sig mod nogen. Chiristania flaget var for drengen forbundet med rockergruppen Hells Angels, fordi de sidder på hash-market på Christiania. I 2008 blev en ung indvandre dreng skudt i Tingbjerg, hvilket var starten på den bandekrig der stadig eksistere i dag. Manden der tilsyneladende affyrede våbnet var en del af banden AK81 (støttegruppe til Hells Angels), hvilke er en af grundene til, at der eksisterer et massivt had til denne bande i Tingbjerg17. Vi bygger vores oplevelse af episoden på antagelser, men det er vanskeligt at sige hvad der reelt udløste den voldsomme reaktion. Kathrin Böhm mente selv at vredesudbruddet måtte være forbundet med en personlig sorg: His reaktion was not normal, he must have lost a friend in this gang fight, or else he wouldn’t react like that (Bilag 7). En ytring er ifølge Bakhtin altid rettet mod et mål. Hvilket også var tilfældet med Kathrin Böhms brug af Christiania flaget. Hendes ønske var, at Tingbjergs borgere ville tolke flaget som et symbol på ønsket om mangfoldighed og frisind. Men som Bakhtin påpeger kan modtageren forstå og svare på ytringen på et utal af måder. Modtageren kan svare aktivt ved at handle på ytringen, han/hun kan respondere verbalt, eller handle på ytringen på et andet tidspunkt (Igland & Dysthe, 2003: 144). I dette tilfælde var der først og fremmest tale om en verbal reaktion på ytringen fra drengens side. En ytring som Kathrin Böhm 17 http://www.information.dk/telegram/285200 45 responderede på gennem en aktiv handling, ved at dække Christiania flagene med andre plakater. 13.6 Refleksion og Handling Ifølge Freire skal dialog ses som et menneskeligt fænomen der skabes i kraft af ordet (Freire, 1997:62). Ordet skal ikke blot ses som et redskab til at etablere dialog, i det ordet som fænomen ligeledes rummer dimensionerne refleksion og handling. Disse dimensioner og deres indbyrdes symbiose har en helt central betydning for ordets validitet. Der findes ikke noget sandt ord som ikke på samme tid er praksis, således betyder et sandt ord at forandre verden (Freire 1997: 62) Hvis der er overvægt af refleksion og mangel på handling, reduceres ordet til ligegyldig verbalisme. Er det modsatte tilfælde og handling bliver det styrende element leder dette til aktivisme (Freire 1997: 62). Drengen der reagerede på Christianis flaget handlede i vores overbevisning i affekt, og havde ikke reflekteret over situationen. Han kom senere tilbage, på foranledning af en ældre mand af anden etnisk baggrund (der går under navnet Chefen), for undskylde (Bilag 5). Det var tydeligt, at drengen havde fået forklaret situationen og dermed havde fået mulighed for at reflektere over, hvad der egentlig skete. I kraft at denne refleksion valgte drengen at komme tilbage og undskylde til Kathrin Böhm, hvilket illustrer den oprindelige ytrings manglende validitet. 13.7 Kontekstforståelsen ændres Da drengen kom tilbage for at undskylde, blev Kathrin Böhm helt tydelig rørt. Umiddelbart efter drengen forlod korridoren, trillede tårerne ned af kinderne på hende. Hun oplevede en dyb lettelse over drengens nye adfærd, samtidig med at hun oplevede en dyb frustration over situationen i Tingbjerg: it is just so unfair that the people in Tingbjerg live with this fear (Bilag 7). Hendes reaktion stod her i kontrast til en episode vi overværede dagen forinden, hvor der var optakt til ballade på Ruten. To angiveligt rivaliserende grupper var ved at komme i slåskamp og en af de ”hårde” drengen trak en kniv (Bilag 4). For os var episoden en voldsom oplevelse ikke mindst i kraft af, at seancen udspillede sige udenfor korridoren, hvor vi opholdt os. Kathrin Böhm lod sig ikke mærke af denne episode men sagde: I am used to this, I live in a nabourhood just like this, but you don’t need to be brave if you are affraid (Bilag 4). Denne indstilling ændrede sig 46 markant i kraft af oplevelsen med Christiania flaget. Da vi spurte, hvordan vi skulle placere plakaterne, melde hun klart ud: After the accident, I don’t care, let just to this – this is a really crazy place (Bilag 7). Senere sagde hun: I smiply don’t know this place well enough (Bilag 7). Freire betegner uoverkommelige situationer som grænse situationer. På trods af at grænsesituationer kan synes frustrerende og uoverskuelige, understreger Friere, at det er i mødet med denne modgang, at mulighederne opstår (Frieire, 1997, 75). Vi havde i kræft af denne grænsesituation oplevet utrygheden, men det gav os samtidig en større indsigt i konflikterne, at mærke frygten på egen krop. Derudover havde øldrikkerne og flere af de forbipasserende set situationen og havde sympati for os. Dermed åbnede situationen også op for flere samtaler. Set i et forskning perspektiv førte denne grænsesituation således mange muligheder og nye perspektiver med sig. 13.8 Gatekeeperen Hvis man ikke er bekendt med miljøet på forhånd, kan det være en fordel at konferere med personer, der kender den aktuelle organisation til bunds, som dermed kan vejlede med henblik på en vellykket kontakt (Kristiansen & Krogstrup 1999: 140) En person der havde stor indflydelse på forløbet i korridoren, var en mand af anden etnisk baggrund, der gik under navnet Chefen. Han havde en slående respekt hos de ”hårde” drenge, men var samtidig også tydeligt vellidt af mange af de forbipasserende. Vi havde en lang samtale med ham, hvor han både fortalte om personlige familie historier, og om sit syn på balladen i Tingbjerg. I den forbindelse fortalte han: jeg har boet her i 36 år, jeg kender drengene, de andre generationer var gode nok, men ikke den her - de har ingen hjerne (Bilag 7). Selvom han ytrede sin frustration over de ”hårde” drenge, havde vi dagen forinden set ham udveksle penge med en af drengene. Vi kan kun gisne om betydningen af dette, men det synes nærliggende at antage, at han i et eller andet omfang er involveret i den hash-handel, der finder sted. En tanke der understøttes af at drengene kalder ham Chefen, hvilket illustrerer, at han i et eller andet omfang besidder en magtfuld position. Det var tydeligt, at han holdt hånden over os efter episoden med Christiania flaget, da han flere gange kom løbende og bestemt viftede de ”hårde” drenge væk (Bilag 5). Han synes dermed at fungere som en form for gatekeeper: Gatekeeper(s) er den eller de personer i en organisation (Tingbjerg), som har autoriteten til at give eller nægte en person adgang til organisationen med det formål at udføre forskning (Kristiansen & 47 Krogstrup 1999: 139). I forbindelse med Christiania episoden var det hverken muligt for Kenneth Balfelt eller Kathrin Böhm at trænge igennem til drengen (Bilag 1 s. 15). Men drengen var tydeligt lydhør, da han snakkede med Chefen, som fik ham til at indse, at der ikke var tale om en provokation, med blot en misforståelse. I vores optik var det Chefens fortjeneste, at drengen ikke gjorde alvor af sine trusler, og dermed muliggjorde vores deltagende observation i korridoren. Det er ikke til at sige hvad der lå bag denne beskyttende og venlige adfærd. Uanset om Gatekeeperen ønsker en positiv fremstilling af sig selv og organisationen(Tingbjerg) som helhed, (…) må forskeren være opmærksom på gatekeeperens potentielle manipulation (Kristiansen & Krogstrup 1999: 141). Vi er bevidste om, at hans motivation for at hjælpe os muligvis kan hænge sammen med, at det ville være dårligt for en eventuel ”forretning”, hvis der opstod tumult og politiet blev tilkaldt. Men det kan også skyldes en oprigtig interesse for os og vores projektet. Hvad enten der var en skjult bagtanke bag hans handlinger eller ej, gjorde hans tilstedeværelse, at vi følte os mere trygge i korridoren. 13.9 En vanskelig forsknings position Vores position som deltagende observatører blev på mange punkter sat på en prøve i korridoren. Vores udgangspunkt for at indgå i samarbejdet med Kathrin Böhm byggede på et ønske om at udbygge vores empirimateriale og få yderligere kendskab til vores undersøgelsesfelt. Vi var derfor meget opmærksomme på at få flest muligt stemmer i spil, og etablere et rum hvor folk følte sig trygge ved, at fortæller om deres oplevelser i Tingbjerg. Men når man arbejder i omgivelser der er præget af utryghed, kan det være svært at holde fokus, da man konstant har antennerne ude. Det var derfor vanskeligt at optage alle indtrykkene. Derudover måtte vi assistere Kathrin Böhm, i langt højere grad end vi havde forventet. Da hun ikke kan kommunikere på dansk, betød det, at vi i de tilspidsede perioder, var nødt til at agere mellemmænd mellem hende og drengene. Samtidig med at vi for vores egen sikkerheds skyld var meget interesserede i at skabe en god relation til de ”hårde” drenge, og derfor brugte mange resurser på at være imødekommende og venlige. Vores forskerposition betød endvidere, at vi flere gange fangede os selv i at handle mod vores fornuft. Dette kom blandt andet til udtryk under slåskampen, hvor vi var meget i tvivl om vi skulle løbe, men af en eller anden årsag var det svært at tage forskerbrillerne af. Når 48 man først lader sig opsluge af aktionsforskningens princip om at blive et med feltet, føles det forkert at stikke halen mellem benene, selvom man udsætter sig selv for en potentiel usikker situationer. Vi var i udgangspunktet kritiske overfor Kathrin Böhms valg af location. Men set i bakspejlet gav netop denne konfliktfyldte korridor os nogle helt unikke empiriske erfaringer. Vi havde i gennem samtaler med diverse borgere hørt meget om den frygt, der synes at præge dagligdagen for mange. Men hvilken betydning det reelt har for individets trivsel, at leve under disse betingelser, blev først for alvor klart for os, da vi selv mærkede den på egen krop, hvilket ligeledes er en af aktionsforskningens vigtige pointer: Kun ved sammen med praktikerne at involvere sig med hud og hår i forandringsprocessen kan (forskeren) få indsigt i hvad der er på spil i det felt, man som forsker har involveret sig i (Olesen i Almlund et al. 2011: 90). 49 14. Kritisk refleksion I analysen har vi belyst tre overordnede emner. Vi har undersøgt forudsætningen for dialog herunder den aktuelle præmis for dialog blandt enkelte borgere. Der udover har vi undersøgt kunstneren som den frie agent og hvilke fordele denne position kan have. Afslutningsvis har vi med udgangspunkt i egne oplevelser analyseret vores eget arbejde med dialog i praksis. Vores analytiske og praktiske arbejde har ledt frem følgende kritiske refleksioner. ‐ Er kunsten det rette redskab til at skabe dialog i Tingbjerg? ‐ Ønsker beboerne i Tingbjerg dialog? 14.1 Er kunsten det rette redskab? Kenneth Balfelts projekt er interessant, fordi det arbejder med samfundsrelevante problemstillinger ud fra utraditionelle kreative perspektiver. Hans tilgang er aktuel og nærværende og kan betragtes som en revision af statslige og kommunale redningsplaner for udsatte områder. I analysen af dialog i praksis har vi set på hvilke spændinger, der kan opstå i en interaktiv udstilling, hvor forholdsvis simple redskaber sætter rammen for en kreativ proces. I korridoren oplevede vi et forsøg på at facilitere dialog helt forskellig fra en situation på et boligkontor eller et borgermøde. Hvilke netop synes at afspejle kontrasten mellem den traditionelle måde at skabe lokalt fællesskab og kunstens uforudsigelige og legende måde. 14.1.2. Manglende strategisk overblik Vi betragter kunstprojekterne i Visit Tingbjerg som interessante indgange og metoder til at skabe dialog og interaktion. Vi mener dog også at se nogle overordnede problematikker forbundet med tilgangen. Vi har i løbet af projektet arbejdet med Visit Tingbjerg som en integreret del af konfliktløsningsprojektet. Hvilket tydeligt afspejles i rapportens samlede udfald. Denne opfattelse bygger vi blandt andet på T-ARDs overordnede projektbeskrivelse (jf. afsnittet om T-ARD). I et interview med Kenneth Balfelt blev det os dog bevidst, at projekterne strategisk set ikke er tænkt i en sammenhæng. Vi mener, at grundigere overvejelser af en sammentænkning af projekterne kunne være gavnligt med henblik på at gøre brug af de mange kunstneres erfaringer i Visit Tingbjerg i det videre arbejde med konfliktløsnings projektet. Kenneth Balfelt billiger dog også denne opfattelse 50 og giver endvidere udtryk for, at han ikke kan undgå at trække på de oplevelser og den indsigt, han har opnået via kunstfestivalen. Samt at kunstnerne vil blive bedt om, at nedfælde nogle af de oplevelser og tanker de har haft. De processer vi har fulgt i forbindelse med Visit Tingbjerg, mener vi har haft en umiddelbar effekt i området. Vi stiller os dog kritiske overfor denne effekts holdbarhed i kraft af festivalens, isoleret set, korte omfang. Vi mener hertil også, at Kenneth Balfelt er bevidst om dette aspekt i og med, at hans konfliktløsningsprojekt er estimeret til fire år. Kenneth Balfelt har gentagende gange ytret bevidstheden om, at en løsning på problematikker i et område som Tingbjerg tidsmæssigt er en langvarig proces. I relation til den frie agent, i Kenneth Balfelts optik, er tidsperspektivet ikke af væsentlig karakter, fordi han ikke har nogen opdragsgiver og dermed er frit stillet til at disponere over omfanget af tiden. 14.1.3 Et positivt menneskesyn skaber barriere Som tidligere nævnt har Kenneth Balfelt, i kraft af sin position som fri agent, valgt at fokusere på områdets ressourcer frem for problematikkerne. Det kan synes mærkværdigt, at stille sig kritisk overfor denne positive tilgang. Ikke desto mindre har vi gennem vores observationer og samtaler med Kenneth Balfelt oplevet, at dette positive menneskesyn til tider synes at manipulerer hans kontekstforståelse. Denne problematik er Kenneth Balfelt bevidst om. Han påpeger selv, hvorledes hans noget afslappede tilgang til de ”hårde” unge drenges kriminalitet, måske kan synes en anelse naiv (Bilag 1 s.13). I den forbindelse findes det bemærkelsesværdigt, at Kenneth i et mødereferat citerer en af de ”hårde drenge” for at sige, at de rådes til ikke at sige alt til medarbejderne i Crossroads, da de har en skærpet indberetningspligt (Bilag 15). Umiddelbart reflekterer han ikke videre kritisk over denne udtalelse i relation til drengenes beretninger overfor ham selv. Det kan eventuelt skyldes, at han mener, at han har skabt et rum, hvor de føler de kan være fuldstændig ærlige overfor ham. Hans positive syn på de ”hårde drenge” har samtidig også ført frustrationer med sig. Han har i den forbindelse fortalt, at det er utroligt udmattende, når man har besluttet at se det gode i de ”hårde” drenge, og efterfølgende bliver konfronteret med en grædende kioskejer (Bilag 1 s. 13), der føler, at hun har mistet kontrollen over sin forretning, fordi drengene tager fra hylderne, som det passer dem og 51 smadrer butikken (Bilag 15). Dette understreger det udfordrende i at bibeholde troen på hans egen kontekstforståelse. Et lignende eksempel på at stræben efter at tro på det gode i mennesker kan overskygge kritisk refleksion, finder vi i et videooptaget møde mellem Lene Mirdal, Kenneth Balfelt og to mænd fra en fædregruppe der holder til i et kælderlokale ved Ruten. Samtalen mellem de fire går på, hvorledes det vil gøre en forskel for problemerne med de unge drenge på Ruten om aftenen, hvis fædregruppen får nogle lokaler i gadeplan, hvorfra de kan holde øje med dem. Det er tydeligt, at Lene Mirdal og Kenneth Balfelt kredser meget om denne problematik, givetvis fordi der er tale om et konkret og håndgribeligt løsningsforslag. Det interessante er, at da vi så mødet, blev vi grebet af en vis skepsis og en fornemmelse af, at mændene så muligheder i at få et nyt lokale, mere end de egentlig kunne afværge større eller mindre kriminelle handlinger i bydelen. Hertil kom vores undren over, at hvis det er så enkelt – hvorfor har de så ikke gjort noget før? Sidenhen har Kenneth fortalt, at de har droppet ideen, efter at andre borgere har rettet en kritik mod fædregruppen, som bygger på, at de ikke har gjort noget i tyve år. Hermed er det, for disse borgere, utænkeligt, at noget vil ændre sig fordi fædregruppen får nye lokaler (Bilag 1 s. 8). Vi ser dette som en indikator, for den processuelle udvikling hvor metoder revurderes og ændrer kurs. Det kan dog overvejes, om en anelse mere kritiske refleksioner over borgernes udtalelser ville gavne processen. Samtidig er det interessant, at refleksionen opstår, når borgernes ytringer mødes i en konfrontation. I kontrast til de manglende kritiske refleksioner i ovenstående forholder Kenneth Balfelt sig mere kritisk til pressens fremstilling af Tingbjerg. Dette stemmer godt overens med hans fokus på selv at erfare kontekstforståelsen i området og bekræfter hans positiv tro på Tingbjergs ressourcer. Ifølge ham selv, læser han ikke det som pressen skriver om Tingbjerg, men ignorerer eventuelle avisoverskrifter og nyhedsindslag. Han anser ikke denne fremstilling som en brugbar del af sin research, da mediebilledet så at sige er en udefra kommende udlægning af forholdene i Tingbjerg. Vi anerkender til dels denne vinkel, men stiller os dog også kritiske herfor. Dette da vi mener, at der er tal om en vis negligering af nogle af de hændelser der sker i bydelen, som er medvirkende til at skabe utryghed og frygt for mange borgere. 52 14.1.4 Kunsten har ingen sprogbarriere Gennem vores interviews med folk bosat i Tingbjerg har vi erfaret, at et manglende fælles sprog er en stor udfordring for mange. Det er blevet os bevidst, at denne sprogbarriere skaber meget frustration blandt borgerne i Tingbjerg, og at sproget for manges vedkommende betyder, at der er mange, der slet ikke har forbindelse til eller taler med hinanden. Principielt var der ikke nogen forventning om, at nogen skulle sige noget i korridoren under udstillingen. Omdrejningspunktet for udstillingen var, at forbipasserende kunne stoppe op og reflekterer over plakaterne og selv tegne eller male deres eget billede af gode og dårlige sider af Tingbjerg. I et område kendetegnet ved mange forskellige sprogfællesskaber synes kunsten således at kunne bidrage med en form for non-verbal måde at skabe dialog og fællesskab på. Vi anskuer denne tilgang som et interessant alternativ til traditionelle møder med kommuner og sagsbehandlere, hvor det verbale sprog er dominerende. 14.1.5 Kunsten som åben invitation Endvidere finder vi det interessant, at udstillingen opfordrede alle køn og alle aldre til at sætte sit præg. Under normale omstændigheder er problematikker som dem, der er at finde i Tingbjerg en ”voksen bekymring”. Udstillingen brød disse grænser og inviterede også børn til at ytre deres stemme (Bilag 14). Vi mener, at dette i kraft af børnestemmerne gav et meget stærkt udtryk. Børn er for mange i sig selv forbundet med uskyld, og fremstår desuden ikke som en autoritativ løftet pegefinger. Børn er omvendt samfundets fremtid, og langt de fleste har en datter, en søn, en bror eller søster som de ønsker det bedste for. Med dette in mente mener vi derfor, at en udstrakt barnehånd med ordet STOP sætter gang i de emotionelle følelser. Endvidere betragter vi det som en positiv ting at børnene, som vokser op i Tingbjerg og er en del af miljøet i området, allerede i en tidlig alder bliver bevidste om vigtigheden af fællesskab og en stærk lokal identitet. Set med kritiske briller kan man dog argumentere for, at den interaktive udstilling midt i orkanens øje er en smule uansvarlig. Dette i særlig grad med henblik på børnenes tilstedeværelse. Udstillingen var en interessant konfrontation med tanker og forestillinger om Tingbjerg, men også en noget risikabel satsning. Som tidligere nævnt i analysen valgte Kathrin Böhm bevidst korridoren, fordi hun vidste, at området er betændt. I forsknings 53 øjemed var de voldsomme episoder i korridoren meget interessante og har bidraget med nye vinkler for os og vores arbejde. De konflikter der udsprang af korridoren gav os en større indsigt i nogle af de ting, der rører sig i Tingbjerg og en indsigt i flertydige tolkninger af symboler. Lige ledes gav episoderne os en bedre forståelse for den utryghed og frygt, der hersker i området. Omvendt stod vi også i en situation med en flok små piger, som ikke opholder sig i korridoren under normale omstændigheder. Vi forstod her alvoren af de konflikter, der udspiller sig i området og stod mere eller mindre med et ansvar for at pigerne var i korridoren. Hertil havde vi en interessant betragtning i og med, at pigerne tilsyneladende ikke helt forstod, hvad der foregik. De reagerede, omstændighederne taget i betragtning, ikke voldsomt på drengenes tumult, men stillede sig spørgende overfor hvad der skete. Vi oplevede yderligere, at en af pigernes største bekymring var den hund, politiet havde med, da de ankom til stedet (Bilag 4). 14.1.6 Skrald skaber stemmer En anden kunstner ved Visit Tingbjerg har bidraget med alternative samlingspunkter i hendes arbejdet med Tingbjergs flora. Projektet synliggjorde ligeledes kunstens unikke evne til at skabe utraditionelle forbindelser mellem mennesker. Hun har fundet blomster og frø, som ikke er normale forekomster i området. Dette har affødt nye fortællinger om hvordan, beboere i lejlighederne gennem årene har smidt affald ud af vinduerne og derved ubevist har plantet eksotiske blomster mm. Interaktionen i dette kunstprojekt har i høj grad bygget på samtaler og dermed verbale fortællinger, men det har genereret et ”nyt” samtaleemne, som de kan relatere til på tværs af grupperne. Et emne som omhandler noget smukt i bydelen. Vi betragter hermed de kunstneriske processer som noget, der kan tiltrække borgerne i Tingbjerg og på den måde være noget positivt at samles om. Processen kan afføde en ejerskabsfølelse og i kraft af samproduktionen skabes nye relationer. 14.2 Vil borgerne i Tingbjerg dialog? Med udgangspunkt i vores empiriske arbejde og analyse heraf, vil vi i det følgende diskutere hvorvidt borgerne i Tingbjerg overhoved er indstillet på dialogen, og i så fald om den kan etableres af udefrakommende. Afslutningsvis findes der relevant at reflektere over, hvordan stigmatiseringen af Tingbjerg som et ghetto område har indflydelse på mulighederne for at skabe forandring og løse de eksisterende konflikter. 54 14.2.1 Langsigtede initiativer er vejen frem Under vores arbejde i gyden blev vi flere gange konfronteret med borgernes skeptiske blikke og bemærkninger om, at det var et nytteløst projekt at udstille i korridoren. Når vi spurgte ind til denne negative holdning, blev vi ofte mødt med den en opfattelse, at de fleste initiativer og integrations projekter alligevel ikke fører nogen resultater med sig. Set i et dialogisk kommunikations perspektiv er den manglende tro på nye initiativer et essentielt problem, der spænder ben for forandring. Mange af borgerne har mistet håbet, fordi der tidligere er forsøgt at tage hånd om problemerne, uden at der har affødt nogle reel forandring. I den forbindelse ytrer Gitte Larsen, Klubleder og medarbejder på Heldagsskolen, frustration over de mange kortvarige projekter og initiativer der bliver stablet på benene i Tingbjerg: Der kommer hele tiden nogle som gerne vil lave projekter i Tingbjerg. Der er tilbud over alt med puljer og projekter. (…)Når der kommer en som Kenneth er det noget andet – der bliver tingene jo til noget. Det andet tror jeg ikke er givende – der kommer bare nogle nye når et projekt er afsluttet (Bilag 10). Denne overflod af kortvarige initiativer er således blot med til at minimere succesraten og dermed understøtte den manglende tro på initiativernes gennemslagskraft. Der synes derfor at være opstået en ond spiral, hvor borgerne har mister troen på og ikke vil deltage i nye initiativer, og dermed er de selv med til fastholde situationen i Tingbjerg. Vi mærkede selv, at denne manglende tro kan tage over, da vi kom tilbage til Tingbjerg efter festivalen og så, at udstillingen var blevet ødelagt. Hvis man gang på gang oplever denne skuffelse og afmagt, er det nærliggende, at man ikke kan opretholde troen. På trods af at borgerne stiller spørgsmålstegn ved nye initiativers effekt. Har vi gennem vores feltarbejde i Tingbjerg oplevet, at der eksisterer en stor åbenhed og lyst til at vidensdele. Vi har været nysgerrige og opsøgende i mødet med Tingbjergs borgere og har fået bekræftet, at hvis man møder mennesker med dette udgangspunkt, så er der rigtig mange i Tingbjerg, der gerne vil dialog. Men man må erkender, at dialog tager tid og det kræver, at man tror på evnen og viljen til at skabe forandring. 14.2.2 Et skridt i den rigtige retning Gennem samtaler med de ”hårde drenge” har Kenneth Balfelt fået et klart indtryk af, at 55 drengene ønsker en fremtid uden kriminalitet og samtidig ønsker at bidrage til, at Tingbjerg skal få et godt omdømme. Hvilket understøttes af, at der i den seneste periode har været er et markant fald i antallet af indbrud og overfald. Mange af borgerne mener, at dette skyldes, at der er blevet sat overvågningskameraer op på Ruten: Det er 100 procent sikkert, at det er videoovervågningens skyld. Siden kommunen i januar satte 36 kameraer op på Ruten (hovedgaden, red.), har der ingen ballade været. Tingbjerg er blevet en helt anden bydel. Det ligner snart Hellerup18 (Bent Kristensen, bestyrer af SuperBest) (Bilag 15). Men ifølge de ”hårde” drenge selv har det intet med kameraerne af gøre. Det er derimod et bevidst valg fra drengens side, for at skabe bedre vilkår og trivsel i bydelen: Det er os der har besluttet ikke at skide i egen rede. Tingbjerg skal ikke have et dårligt ry. Hvis man skal lave ”lort” skal det være udenfor Tingbjerg (Bilag 15). At drenge selv er begyndt at tage ansvar, og har indset, at de på mange måder sidder med nøglen til ”et bedre Tingbjerg”, er et vigtigt vendepunkt, der kan have stor betydning for fremtiden. Der vil selvfølgelig altid være brodne kar imellem, men at der synes at være sket et overordnet mentalitetsskrifte hos de ”hårde” drenge, er unægtelig et skridt i den rigtige retning. Overvågningskameraerne har været med til at skabe en større tryghed i området, men hvis drengene reelt har taget en beslutning om at ændre deres destruktive adfærd, kan kameraerne ligeledes ses som en hæmsko, da de tager ”æren” for denne forandringen. Overvågning er ikke en forandring, der løser konflikterne, og forbedrer relationerne mellem borgerne og de ”hårde” drenge. Derfor er det vigtigt, at de ”hårde” drengene ikke blot fortæller åbent om deres nytillagte fredelig stil, men også (be)viser den. Denne ytring kan genskabe troen på forandring, og give borgerne en oprigtig følelse af at være tryg. Dertil er drengene nødt til at handle åbent og genvinde tilliden og troen på dem i Tingbjerg. Hvis drengene er oprigtige, lader det til, at de har fundet fornyet styrke, og ønsker at bidrage til det gode fællesskab. Vi har selv oplevet, hvor imødekommende og søde drengene kan være at snakke med, og vi nærer et stort ønske om håb for dem. Det er ikke vores opfattelse, at drengene er stor kriminelle, men derimod en gruppe utilpassede unge, 18 http://politiken.dk/indland/ECE1361275/videoovervaagning‐giver‐ro‐i‐ghetto/ 56 der er endt i et kedeligt miljø. Det tager tid at bearbejde historien, og den ballade der tidligere har været konstituerende for dagligdagen. Vi er dog af den opfattelse, at hvis denne indsigt i drengens ændrede mentalitet bliver en realitet, vil det afføde ny tro på forandring og nye initiativer. 14.2.3 Afskaffelse af Ghettobegrebet Man valgte under den tidligere regering at udforme en såkaldt ghetto liste. Hvilket udelukkende synes at have bidraget til at stigmatisere området og dets beboere yderligere. Kritikken er ikke møntet på selve ideen bag listen, da der selvfølgelig skal opstilles kriterier for, hvilke steder der kræver ekstra indsatser, men på selve betegnelsen og offentliggørelsen af ghettolisten. Beboerne i Tingbjerg kæmper i forvejen med de fordomme og stereotype opfattelser, der ofte tegnes af forskellige etniske minoriteter. Ghettolisten synes derfor blot at være medvirkende til at fremme denne stigmatisering, og afskrække nye potentielle tilflyttere. Hvilket kan synes paradoksalt, når visionen med ghettolisten netop bygger på at fremme integration. Når man hører ordet ghetto falder tankerne ofte på et område isoleret fra det øvrige samfund. Et område hvor beboerne tager afstand fra danske værdier og ikke har lyst til blive en del af samfundet. Denne opfattelse står i skarp kontrast til den imødekommenhed vi oplevede i Tingbjerg, og til det stigmatiserende Ghettobegreb. Den siddende regeringen har en klar visionen om, at Ghettobegrebet skal afskaffes: Hvilke ressourcestærke borgere gider flytte ud i en ghetto? Formentlig ikke mange. Derfor vil dette udtryk blive slettet af regeringens vokabularium. Ikke flere ”ghettolister”, ikke flere ”ghettostrategier”, ikke mere ”ghetto”19 (Carsten Hansen – Minister for By, Bolig og Landdistrikter). Visionen er endnu ikke blevet en realitet, men forhåbentlig indfries visionen i den nærmeste fremtid. Da en velfungerende integration er forankret i dialogiske visioner om åbenhed og anerkendelse, og gensidig lyst til at møde og forstå den anden, hvilke er vanskeligt at etablere på baggrund af et stigmatiserende Ghettobegreb. 19 http://jp.dk/opinion/breve/article2578972.ece 57 15. Konklusion Indeværende rapport udspringer af et ønske om at undersøge, hvordan kunstneriske processer skaber rum for dialog med henblik på at skabe social forandring i Tingbjerg. Grundet den kritiske refleksions opsamlende karakter vil vi i følgende konklusion kort tydeliggøre projektets resultater. På baggrund af vores analytiske og kritisk refleksive arbejde med problemstillingen er vi af den overbevisning at kunsten, med sin flerdimensionelle og rummelige karakter, tilbyder nye måder at etablere dialog mellem borgerne i Tingbjerg. Vi mener, at kunne konkludere at kunsten i kraft af sin visuelle karakter inviterer mangfoldigheden. Da kunsten ikke stiller krav eller fordrer et bestemt sprog eller kulturel baggrund, mener vi, at den er en effektfuldt redskab til at få borgerne i Tingbjerg til at interagere og skabe noget sammen og dermed styrke deres sociale relationer. Vi har endvidere belyst, hvordan kunsten kan være en vanskelig og flydende størrelse, som kan læses ud fra forskellige perspektiver og kontekstforståelser. Dette efterlader kunsten som et interessant værktøj til at skabe forum for debat såvel som fællesskab. Vi har erfaret, at dialogen lever under svære betingelser i Tingbjerg hvor frygt er en gennemgående og daglig følelse bland flere af borgerne. Vi er dog af den overbevisning, at dialogen gennem langsigtede initiativer kan etableres og øge trivsel samt sociale fællesskaber i bydelen. Vi kan konkludere, at aktionsforskningen har vist sig særligt anvendelig i undersøgelsen af projektets genstandsfelt. Vi har trods projektets korte tidsramme opnået en god forståelse for de mekanismer, der udspiller sig i Tingbjerg. Aktionsforskningen har ligeledes betydet, at vi har kunnet gå åbne og interesserede til feltet. Dette betyder også, at vi har været i en konstant processuel udvikling gennem projektet og hvad der synes som en sandhed den ene dag blev måske en anden den næste. 58 16. Efterreflektion Allerede indledningsvis da vi etablerede kontakt til Kenneth Balfelt, blev det os hurtigt bevidst, at vores interesse blev imødegået. Samtidig var der dog heller ingen tvivl om, at Kenneth Balfelt forventede en gensidig arbejdes indsats. Vi har indgået i samarbejdet vel vidende, at vi for at kunne indfri de fornødne undersøgelser har været afhængige af Kenneth Balfelts interesse og velvillighed til at lade os være en del af processen. Når det er sagt, har vi samtidigt været fokuserede på, hvad der har været vigtigt for os og prioriteret det højt. Vi er i øjeblikket i gang med at samle de interviews, vi har foretaget med Tingbjergborgere til en mindre film. Dette for at dokumentere og aflevere vores viden i et ordentligt format. Gennem arbejdet med projektet har vi været på en spændende og udfordrende erkendelses rejse. Det har været interessant at få indblik i, hvordan man som kunstner kan arbejde med aktuelle og væsentlige samfunds problematikker på en alternativ og stimulerende måde. Endvidere har vi stiftet bekendtskab med et område i København, som for os, trods den geografiske korte afstand, på mange andre måder har synes at være langt væk. Arbejdet med projektet har givet os et nyt og nuanceret billede af begrebet kunst og kunstneriske processer. Vi mener således at se givende muligheder i, at gøre brug af de metoder der følger med princippet om den frie agent. Vi har undervejs haft perioder med et større tidspres. Dette hænger blandet andet sammen med vores empiriske materiales omfang, som har krævet adskillige timer og dage foruden en omfattende tilstedeværelse. Som nævnt i projektet havde vi dage i Tingbjerg, som mentalt var meget krævende. Samtidig har vi på forholdsvis kort tid fået Tingbjerg ind på livet i en sådan omfang, at vi også har svært ved at slippe det igen. 59 17. Litteratur Almund, Pernille & Andersen, Nina Blom 2011, Fra metateori til kommunikation, 1. Udgave 1. Oplag, Hans Reitzels Forlag, København, kap. Phillips, Louise, Med forskel som forandringskraft: En introduktion til dialogisk kommunikationsteori. Almund, Pernille & Andersen, Nina Blom 2011, Fra metateori til kommunikation, 1. Udgave 1. Oplag, Hans Reitzels Forlag, København, kap. Olesen, Birgitte Ravn, Aktionsforskning – om at skabe meningsfuld viden og forandring sammen. Broome, Benjamin 2009, Dialogue Theories i Stephen Littlejohn og Karen Foss (eds), Encyclopedia of Communication Theory, Thousand Oaks: SAGE, s. 301-305. Buber, Martin 1997, Jeg og Du, Hans Reitzels Forlag A/S, København, 3. Udgave 1. Oplag. Første del, s. 19-50. Cloke, Paul et al. 2004, Practising Human Geography, Thousand Oaks: SAGE Publications, London. Introduction: What is etnographie and how can it be? Kap 6, 169-171. Dysthe, Olga 2003: Dialog, samspil og læring, Klim, 2003. 1. udgave. s. 95-127. Filosofisk Leksikon, Nordisk Forlag A/S, København 2008. Freire, Paulo 1997: De undertryktes pædagogik, Andelsbogtrykkeriet i Odense, 1. Udgave 10. Oplag. Kap 2, s 44-61. Freire, Paulo 1997: De undertryktes pædagogik, Andelsbogtrykkeriet i Odense, 1. Udgave 10. Oplag. Kap 3, s 62-102. Klausen, Søren Harnow 2005: Hvad er videnskabsteori, Akademisk Forlag, 1. Udgave 3. Oplag, kap. 5. Kristiansen, Søren & Krogstrup, Hanne Kathrine 1999, Deltagende observation, Hans Reitzels Forlag, København s. 70-98. Kristiansen, Søren & Krogstrup, Hanne Kathrine 1999, Deltagende observation, Hans Reitzels Forlag, København s. 131-168. Kvale, Steinar & Brinkmann, Svend 2009, Interview, Introduktion til et håndværk, 2. Udgave 1. Oplag, Hans Reitzels Forlag, København s. 44-50, 66-68. Web: http://www.youtube.com/watch?v=iUF-QJqKK5A http://kennethbalfelt.org/cv/ http://kennethbalfelt.org/tingbjerg-art-research-dialogue/ http://kennethbalfelt.org/texts/introduction-to-art-practice/ 60 http://www.denstoredanske.dk/Danmarks_geografi_og_historie/Danmarks_geografi/K%C3 %B8benhavn/Tingbjerg http://www.denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Filosofi/Filosofi_i_1800_og_1900-t./Martin_Buber?highlight=martin%20buber http://www.information.dk/telegram/285200 http://jp.dk/opinion/breve/article2578972.ece http://politiken.dk/indland/ECE1361275/videoovervaagning-giver-ro-i-ghetto/ http://www.denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Filosofi/Filosofi_i_1800_og_1900-t./Martin_Buber?highlight=martin%20buber http://www.denstoredanske.dk/Danmarks_geografi_og_historie/Danmarks_geografi/K%C3 %B8benhavn/Tingbjerg 61