TA` PÅ JAGT I SVERIGE. - HN-Jagt

Transcription

TA` PÅ JAGT I SVERIGE. - HN-Jagt
256
Anmeldelser
notation (g-dorisk med et b osv.) srettes
sættes
dur-mol-notationens faste fortegn med
følgende fortegnsrendringer
fortegnsændringer i det
deraf f01gende
forløb. Terkelsens taktartsanmelodiske forl0b.
givelse <t , der nu opfattes som alla brevetakt, men som her antagelig blot betyder
4/4, gengives urendret,
uændret, mens til gengreld
gengæld
hans tripla- og sesquialtera-notation (3 og
3/2) sävel
såvel som en enkelt 6/4-notation
gengives ved 6/4 uden oplysning om den
originale skrivemäde.
skrivemåde. Der savnes ogsä
også en
konsekvent sarnmenligning
sammenligning mellem versionerne hos Terkelsen og hans tyske forlæg
lreg hos Rist og Voigtlander.
Voigtländer. Nogle steder
bibeholdes Terkelsens version mod originalen, andre steder rettes tilbage til
originalen mod Terkelsen, et enkelt korrumperet sted sävel
såvel hos Terkelsen som
hos hans forlreg
forlæg (Voigtländer)
(Voigtlander) rettes uden
held (nr. 3 t.7 i bassen). Endelig bringes
versioner som hverken fmdes hos Terkelsen eller hans forlreg,
forlæg, nemlig den kendte
nr. 19, "Med grad
gråd min vreneste"
væneste" ( = Kingos
"Den klare sol gär
går ned")j
ned"); den mä
må være
vrere
taget fra andenudgaven af Kingos" Aandelige Sjunge-Kor", da sävel
såvel f0rsteudgaven
førsteudgaven
som Terkelsen og hans forlreg
forlæg (Rist) har
den doriske melodiform.
De her anf0rte
anførte indvendinger rokker ikke
Oe
ved udgavens litteraturhistoriske fort
fortjejenester. Blot
BIot må
mä det konstateres, at den
ikke gengiver Terkelsens visesamling i fuld
figur, og det er en skarn.
skam. "Astree SiungeChoer" er ikke f0rst
først og fremmest litteraværet
turhistorie, og det kunne her have vreret
blevet til et stykke levende sanghistorie.
Niels Martin Jensen
Grammofon
earl Nielsen: The Complete Symphonies. London Symphony Orchestral
Orchestra/
Oie Schmidt. Unicorn RHS 324-330.
Ole
symfonier og andre orkestervcerker.
orkesterværker. Radiosym[oniorkestretl
Radiosymfoniorkestret/
earl Nielsens sym[onier
Herbert Blomstedt. HMV SLS 5027.
I 10bet
løbet af december 1973 ogjanuar 1974
blev alle Carl Nielsens symfonier, fremført af London Symphony Orchestra unf0rt
OIe Schmidt, indspillet
der direktion af Ole
og siden udsendt pä
på seks 30 cm LP plader af det engelske firma Unicorn. Foretagendet modtog st0tte
støtte af Dronning Margrethe og Prins Henriks fond, Kong Frederik og Dronning Ingrids fond, Carlsberg
fondet og Otto M0nsted
Mønsted fondet sarnt
samt af
Kulturministeriet, Bikuben, Handelsbanken, Landmandsbanken og Privatbanken.
Praktisk talt sarntidig
samtidig optog det engelske
firma EMI, dog for egen regning, Carl Nielsens symfonier spillet af Danmarks Radios Symfoniorkester med Herbert Blomstedt som dirigent. Ved samme lejlighed
indspilledes desuden Symfonisk
Syrnfonisk Rhapsodie for Orkester (første
(f0rste optagelse af dette
endnu utrykte ungdomsvrerk
ungdomsværk fra 1888),
Saga-Drern, op.
Helios, Ouverture, op. 17, Saga-Drøm,
larnentoso "Ved en ung
39, Andante lamentoso
Kunstners Baare", Violinkoncert op. 33
(solist Arve Tellefsen),Pan
Tellefsen) , Pan ogSyrinx, op.
Anmeldelser
49, F/ejtekoncert
Fløjtekoncert (solist Frantz Lemsser),
Rhapsodisk Ouverture "En fantasirejse til
Færøerne", Klarinetkoncert
Klarlnetkoncert op. 57 (SoFrer0erne",
Bøhmisklist Kjell-Inge Stevensson) og BehmiskDansk Folketone (ikke indspillet tidligere). Optagelserne er publicerede under His
Master's Voice etiket pä
på otte 30 cm LPplader med nurnrene
numrene SLS502701-502708,
samlet i Box SLS 5027.
Begge de her nrevnte
nævnte pladeserier er optaget kvadrofonisk, men afundertegnede
af undertegnede aflyttet stereofonisk. Orkestrene forekommer mig at vrere
være jrevnbyrdige
jævnbyrdige pä
på h0jt
højt niskønt
veau og dirigenterne dybt fortrolige, sk0nt
måske
mAske ikke altid lige heldige med de vrerværker, de har givet sig i lag med. DenjrevnDenjævnførende bed0mmelse
f0rende
bedømmelse dem imellem mä
må naturligvis begrrense
begrænse sig til symfonierne. En
markant forskel meilern
mellem de to serier skyldes rumakustiske forhold. EMI-optagelserne er foretaget i Radiohusets koncertseme
sal i K0benhavn,
København, medens Unicorn-serien
indspilledes iSt.
i St. Giles kirken i London.
dømme en betydeDenne har efter alt at d0mme
lig længere
Irengere efterklangstid end radioens
sal, hvilket kan forklare en deI
del mangler,
behæftede med.
Unicorn-optagelserne er behreftede
EMIs optagelser er hvad optagelsesteknikken angär
angår rentud ideelle. Klangbilledet er
tret, lyst og intensivt og samtidig yderst
tæt,
transparent, ikke mindst til gavn for mellemstemmerne og bassen, og balancen
mellem klanggruppemeer
klanggrupperneer fortrreffelig.
fortræffelig.
Unicorns optagelser, specielt af symfoni
nr. 1, men ogsä
også - omend i noget mindre
grad - af symfonierne nr. 24, skremmes
skæmmes
af den allerede nrevnte
nævnte lange efterklangstid, som g0r
gør disse vrerkers
værkers klangbillede
noget mat og uigennemsigtigt. Dertil kommer, at strygerklangen er tynd og solistisk
førte trreblresere
f0rte
træblæsere svage og fjerne.
Disse mangler er dog ikke til stede i opta-
257
geIserne af symfonierne nr. 5 og 6, hvor
gelserne
det antagelig er lykkedes tonernesteren
tonemesteren at
finde lempeligere mikrofonplaceringer, säsåledes at optagelsesteknikken er pä
på h0jde
højde
med EMIs prrestationer.
præstationer. Jeg synes desuden, at Schmidts fortolkning af disse to
symfonier, specielt den femte, er at foretrække fremfor Blomstedts. Sidstnrevnte
trrekke
Sidstnævnte
holder sig partiturets mange tre- og firedobbelte pianissimoer i begyndelsen af 5.
så efterrettelig, at
symfonis f0rste
første sats sä
klangen bliver tandl0s,
tandløs, medens Schmidt
tager anderledes händfast
håndfast pä
på sagen. Dette
friske greb prreger
præger ogsä
også vrerkets
værkets videre
forløb, ikke mindst anden sats' Presto afforl0b,
snit, som piskes op til en dremonisk
dæmonisk vildskab, som virker besrettende
besættende og tilmed
overgår Leonard Bernsteins bemmte
overgär
berømte fortolkning fra 1963 med New Y
York
ork PhilharCBS SBRG 72110.
monic pä
monie
på eBS
Men ellers er det Blomstedts indspilninger, som synes mig at vrere
være lykkedes bedst.
især i
Medens Schmidts tempi undertiden, isrer
være lidt fluktuerende,
1. symfoni, kan vrere
ligger de meget fast i Blomstedts serie, og
dette opfatter jeg som en dyd. Jeg har
sammenlignet hans fortolkning af symfonierne nr. 3 og 4 med Bernsteins og har
fundet, at den i sin tid sensationelle optagelse af nr. 3 fra 1965 med Det kgl. Kapel
på CBS
pä
eBS SBRG 72369 ganske bogstaveligt
har tabt glansen, fordi den nye optagelse
så meget bedre. Bernsteins indspilklinger sä
ning
nirig af
afnr.
nr. 4 fra 1971 med NewYork
New York fllharmonikerne pä
på eBS
CBS S 72890 kan dog
stadig hævde
hrevde sig, og det samme gælder
grelder for
Igor Markevitch-optagelsen med Det kgl.
Kapel fra 1965, som foruden afFona(S2)
af Fona (S2)
også udsendtes af Deutsche Grammophon
ogsä
og Turnabout.
EMI -versionen af violinkoncerten, fortrreffortræffeligt spillet af nordmanden Arve Tellef-
258
Anmeldelser
sen, udkonkurrerer, takket være
vrere sin klanglige fortrreffelighed,
fortræffelighed, Fonaoptagelsen SI
fra 1965, hvilket er synd for bäde
både solisten
Tibor Varga, dirigenten Jerzy Semkow og
Det kgl. Kapel, hvis prrestationer
præstationer er fuldgode.
Den fænomenale
frenomenale svenske klarinettist KjellInge
loge Stevensson tåler
täler sammenligning med
amerikaneren Stanley Drucker, som i 1967
på
pä CBS pladen MS 7028 med Leonard
Bernstein i spidsen for New York Philhargav vrerket
værket en overbevisende formonie gay
tolkning. Medens jeg ikke føler
f0ler mig sikvil foretrrekke
foretrække Blomstedts opker, om jeg vii
fattelse af dette vrerk
værk fremfor Bernsteins,
sjæl, när
når det grelder
gælder
er der ikke tvivl i min sjrel,
fl0jtekoncerten
fløjtekoncerten med Frantz Lemsser. Vist
er denne fuldt på
pä højde
h0jde med sin amerikanske kollega Julius Baker, hvis fortolkning
af værket
vrerket fra 1966 fmdes på
pä den sidst
nævnte
nrevnte CBS plade, men Blomstedts aflevering mangler det bid og den gä
gå pä
på energi, som udmrerker
udmærker Bernsteins version.
Aldeles fortrreffelige
fortræffelige er derimod Blomstedts gengivelse af Helios ouverturen og
Saga-Drøm. For sin dejlige klangs skyld
af Saga-Drßm.
foretrækker
foretrrekker jeg Helios ouverturen i Blomstedts fortolkning fremfor i Jerzy Semkows med Det kgl. Kapel fra 1965 på
pä Fona pladen S
SI.
1. Igor Markevitchs version af
Saga-Drßm,
Saga-Drøm, ogsä
også den med Det kgl. Kapel
og fra 1965 pä
på Fona S2, skiller sig fra
Blomstedts kun ved smä
små nuancer.
Til de resterende optagelser i Blomstedt-
serien mangler jeg desvrerre
desværre jrevnf0relsesjævnførelsesmateriale.
EMI ledsager sit pladesret
pladesæt med en brochure, hvor Robert Layton, ofte under
henvisning til Robert Simpsons bog Carl
Nielsen Symphonist (1952), giver saglige
og i reglen vel funderede kommentarer,
men til tider kommer for skade at fremsætte
når
srette tvivlsomme postulater, f.eks. när
han i 6. symfonis anden sats finder "Nielsen expressing something of his concern
about the direction which humanity and
above all musie was taking". Man irriteres
af den sjuskede stavning af skandinaviske
værktitler ,men
påskønner en synavne og vrerktitler,
men päsk0nner
noptisk tabel,
tabei, der placerer Carl Nielsens
større
st0rre værker
vrerker fra 1. symfoni 1892 til klarinetkoncerten 1928 iden
i den historiske sammenhæng.
menhreng.
Ogsä Unicorn flotter sig med en brochure,
Også
som bl.a. indeholder en desværre
desvrerre ikke
særligt
srerligt klart formuleret
forrnuleret artikel af Ingolf
Gabold og Ole
OIe Schmidt om Carl Nielsen'ske kærnernotiver,
krernemotiver, der igen og igen
optræder i hans symfonier. De analytiske
optrreder
kommentarer til de enkelte symfonier fmpå pladen RHS 330 af Robert
des indtalt pä
Simpson, som enkelt og tiltalende i et også
sä for lægmænd
hegmrend forstäeligt
forståeligt sprog redeg0r
redegør
måske
for symfoniernes struktur, men mäske
overbetoner den for Carl Nielsens cykliværker karakteristiske "progressive
ske vrerker
tonality" . 6. symfoni volder dog Simpson
tonality".
besvær og fär
får ikke samme klare
et vist besvrer
vrerker.
strukturering som den andre værker.
Herbert Rosenberg