TA` PÅ JAGT I SVERIGE. - HN-Jagt
Transcription
TA` PÅ JAGT I SVERIGE. - HN-Jagt
256 Anmeldelser notation (g-dorisk med et b osv.) srettes sættes dur-mol-notationens faste fortegn med følgende fortegnsrendringer fortegnsændringer i det deraf f01gende forløb. Terkelsens taktartsanmelodiske forl0b. givelse <t , der nu opfattes som alla brevetakt, men som her antagelig blot betyder 4/4, gengives urendret, uændret, mens til gengreld gengæld hans tripla- og sesquialtera-notation (3 og 3/2) sävel såvel som en enkelt 6/4-notation gengives ved 6/4 uden oplysning om den originale skrivemäde. skrivemåde. Der savnes ogsä også en konsekvent sarnmenligning sammenligning mellem versionerne hos Terkelsen og hans tyske forlæg lreg hos Rist og Voigtlander. Voigtländer. Nogle steder bibeholdes Terkelsens version mod originalen, andre steder rettes tilbage til originalen mod Terkelsen, et enkelt korrumperet sted sävel såvel hos Terkelsen som hos hans forlreg forlæg (Voigtländer) (Voigtlander) rettes uden held (nr. 3 t.7 i bassen). Endelig bringes versioner som hverken fmdes hos Terkelsen eller hans forlreg, forlæg, nemlig den kendte nr. 19, "Med grad gråd min vreneste" væneste" ( = Kingos "Den klare sol gär går ned")j ned"); den mä må være vrere taget fra andenudgaven af Kingos" Aandelige Sjunge-Kor", da sävel såvel f0rsteudgaven førsteudgaven som Terkelsen og hans forlreg forlæg (Rist) har den doriske melodiform. De her anf0rte anførte indvendinger rokker ikke Oe ved udgavens litteraturhistoriske fort fortjejenester. Blot BIot må mä det konstateres, at den ikke gengiver Terkelsens visesamling i fuld figur, og det er en skarn. skam. "Astree SiungeChoer" er ikke f0rst først og fremmest litteraværet turhistorie, og det kunne her have vreret blevet til et stykke levende sanghistorie. Niels Martin Jensen Grammofon earl Nielsen: The Complete Symphonies. London Symphony Orchestral Orchestra/ Oie Schmidt. Unicorn RHS 324-330. Ole symfonier og andre orkestervcerker. orkesterværker. Radiosym[oniorkestretl Radiosymfoniorkestret/ earl Nielsens sym[onier Herbert Blomstedt. HMV SLS 5027. I 10bet løbet af december 1973 ogjanuar 1974 blev alle Carl Nielsens symfonier, fremført af London Symphony Orchestra unf0rt OIe Schmidt, indspillet der direktion af Ole og siden udsendt pä på seks 30 cm LP plader af det engelske firma Unicorn. Foretagendet modtog st0tte støtte af Dronning Margrethe og Prins Henriks fond, Kong Frederik og Dronning Ingrids fond, Carlsberg fondet og Otto M0nsted Mønsted fondet sarnt samt af Kulturministeriet, Bikuben, Handelsbanken, Landmandsbanken og Privatbanken. Praktisk talt sarntidig samtidig optog det engelske firma EMI, dog for egen regning, Carl Nielsens symfonier spillet af Danmarks Radios Symfoniorkester med Herbert Blomstedt som dirigent. Ved samme lejlighed indspilledes desuden Symfonisk Syrnfonisk Rhapsodie for Orkester (første (f0rste optagelse af dette endnu utrykte ungdomsvrerk ungdomsværk fra 1888), Saga-Drern, op. Helios, Ouverture, op. 17, Saga-Drøm, larnentoso "Ved en ung 39, Andante lamentoso Kunstners Baare", Violinkoncert op. 33 (solist Arve Tellefsen),Pan Tellefsen) , Pan ogSyrinx, op. Anmeldelser 49, F/ejtekoncert Fløjtekoncert (solist Frantz Lemsser), Rhapsodisk Ouverture "En fantasirejse til Færøerne", Klarinetkoncert Klarlnetkoncert op. 57 (SoFrer0erne", Bøhmisklist Kjell-Inge Stevensson) og BehmiskDansk Folketone (ikke indspillet tidligere). Optagelserne er publicerede under His Master's Voice etiket pä på otte 30 cm LPplader med nurnrene numrene SLS502701-502708, samlet i Box SLS 5027. Begge de her nrevnte nævnte pladeserier er optaget kvadrofonisk, men afundertegnede af undertegnede aflyttet stereofonisk. Orkestrene forekommer mig at vrere være jrevnbyrdige jævnbyrdige pä på h0jt højt niskønt veau og dirigenterne dybt fortrolige, sk0nt måske mAske ikke altid lige heldige med de vrerværker, de har givet sig i lag med. DenjrevnDenjævnførende bed0mmelse f0rende bedømmelse dem imellem mä må naturligvis begrrense begrænse sig til symfonierne. En markant forskel meilern mellem de to serier skyldes rumakustiske forhold. EMI-optagelserne er foretaget i Radiohusets koncertseme sal i K0benhavn, København, medens Unicorn-serien indspilledes iSt. i St. Giles kirken i London. dømme en betydeDenne har efter alt at d0mme lig længere Irengere efterklangstid end radioens sal, hvilket kan forklare en deI del mangler, behæftede med. Unicorn-optagelserne er behreftede EMIs optagelser er hvad optagelsesteknikken angär angår rentud ideelle. Klangbilledet er tret, lyst og intensivt og samtidig yderst tæt, transparent, ikke mindst til gavn for mellemstemmerne og bassen, og balancen mellem klanggruppemeer klanggrupperneer fortrreffelig. fortræffelig. Unicorns optagelser, specielt af symfoni nr. 1, men ogsä også - omend i noget mindre grad - af symfonierne nr. 24, skremmes skæmmes af den allerede nrevnte nævnte lange efterklangstid, som g0r gør disse vrerkers værkers klangbillede noget mat og uigennemsigtigt. Dertil kommer, at strygerklangen er tynd og solistisk førte trreblresere f0rte træblæsere svage og fjerne. Disse mangler er dog ikke til stede i opta- 257 geIserne af symfonierne nr. 5 og 6, hvor gelserne det antagelig er lykkedes tonernesteren tonemesteren at finde lempeligere mikrofonplaceringer, säsåledes at optagelsesteknikken er pä på h0jde højde med EMIs prrestationer. præstationer. Jeg synes desuden, at Schmidts fortolkning af disse to symfonier, specielt den femte, er at foretrække fremfor Blomstedts. Sidstnrevnte trrekke Sidstnævnte holder sig partiturets mange tre- og firedobbelte pianissimoer i begyndelsen af 5. så efterrettelig, at symfonis f0rste første sats sä klangen bliver tandl0s, tandløs, medens Schmidt tager anderledes händfast håndfast pä på sagen. Dette friske greb prreger præger ogsä også vrerkets værkets videre forløb, ikke mindst anden sats' Presto afforl0b, snit, som piskes op til en dremonisk dæmonisk vildskab, som virker besrettende besættende og tilmed overgår Leonard Bernsteins bemmte overgär berømte fortolkning fra 1963 med New Y York ork PhilharCBS SBRG 72110. monic pä monie på eBS Men ellers er det Blomstedts indspilninger, som synes mig at vrere være lykkedes bedst. især i Medens Schmidts tempi undertiden, isrer være lidt fluktuerende, 1. symfoni, kan vrere ligger de meget fast i Blomstedts serie, og dette opfatter jeg som en dyd. Jeg har sammenlignet hans fortolkning af symfonierne nr. 3 og 4 med Bernsteins og har fundet, at den i sin tid sensationelle optagelse af nr. 3 fra 1965 med Det kgl. Kapel på CBS pä eBS SBRG 72369 ganske bogstaveligt har tabt glansen, fordi den nye optagelse så meget bedre. Bernsteins indspilklinger sä ning nirig af afnr. nr. 4 fra 1971 med NewYork New York fllharmonikerne pä på eBS CBS S 72890 kan dog stadig hævde hrevde sig, og det samme gælder grelder for Igor Markevitch-optagelsen med Det kgl. Kapel fra 1965, som foruden afFona(S2) af Fona (S2) også udsendtes af Deutsche Grammophon ogsä og Turnabout. EMI -versionen af violinkoncerten, fortrreffortræffeligt spillet af nordmanden Arve Tellef- 258 Anmeldelser sen, udkonkurrerer, takket være vrere sin klanglige fortrreffelighed, fortræffelighed, Fonaoptagelsen SI fra 1965, hvilket er synd for bäde både solisten Tibor Varga, dirigenten Jerzy Semkow og Det kgl. Kapel, hvis prrestationer præstationer er fuldgode. Den fænomenale frenomenale svenske klarinettist KjellInge loge Stevensson tåler täler sammenligning med amerikaneren Stanley Drucker, som i 1967 på pä CBS pladen MS 7028 med Leonard Bernstein i spidsen for New York Philhargav vrerket værket en overbevisende formonie gay tolkning. Medens jeg ikke føler f0ler mig sikvil foretrrekke foretrække Blomstedts opker, om jeg vii fattelse af dette vrerk værk fremfor Bernsteins, sjæl, när når det grelder gælder er der ikke tvivl i min sjrel, fl0jtekoncerten fløjtekoncerten med Frantz Lemsser. Vist er denne fuldt på pä højde h0jde med sin amerikanske kollega Julius Baker, hvis fortolkning af værket vrerket fra 1966 fmdes på pä den sidst nævnte nrevnte CBS plade, men Blomstedts aflevering mangler det bid og den gä gå pä på energi, som udmrerker udmærker Bernsteins version. Aldeles fortrreffelige fortræffelige er derimod Blomstedts gengivelse af Helios ouverturen og Saga-Drøm. For sin dejlige klangs skyld af Saga-Drßm. foretrækker foretrrekker jeg Helios ouverturen i Blomstedts fortolkning fremfor i Jerzy Semkows med Det kgl. Kapel fra 1965 på pä Fona pladen S SI. 1. Igor Markevitchs version af Saga-Drßm, Saga-Drøm, ogsä også den med Det kgl. Kapel og fra 1965 pä på Fona S2, skiller sig fra Blomstedts kun ved smä små nuancer. Til de resterende optagelser i Blomstedt- serien mangler jeg desvrerre desværre jrevnf0relsesjævnførelsesmateriale. EMI ledsager sit pladesret pladesæt med en brochure, hvor Robert Layton, ofte under henvisning til Robert Simpsons bog Carl Nielsen Symphonist (1952), giver saglige og i reglen vel funderede kommentarer, men til tider kommer for skade at fremsætte når srette tvivlsomme postulater, f.eks. när han i 6. symfonis anden sats finder "Nielsen expressing something of his concern about the direction which humanity and above all musie was taking". Man irriteres af den sjuskede stavning af skandinaviske værktitler ,men påskønner en synavne og vrerktitler, men päsk0nner noptisk tabel, tabei, der placerer Carl Nielsens større st0rre værker vrerker fra 1. symfoni 1892 til klarinetkoncerten 1928 iden i den historiske sammenhæng. menhreng. Ogsä Unicorn flotter sig med en brochure, Også som bl.a. indeholder en desværre desvrerre ikke særligt srerligt klart formuleret forrnuleret artikel af Ingolf Gabold og Ole OIe Schmidt om Carl Nielsen'ske kærnernotiver, krernemotiver, der igen og igen optræder i hans symfonier. De analytiske optrreder kommentarer til de enkelte symfonier fmpå pladen RHS 330 af Robert des indtalt pä Simpson, som enkelt og tiltalende i et også sä for lægmænd hegmrend forstäeligt forståeligt sprog redeg0r redegør måske for symfoniernes struktur, men mäske overbetoner den for Carl Nielsens cykliværker karakteristiske "progressive ske vrerker tonality" . 6. symfoni volder dog Simpson tonality". besvær og fär får ikke samme klare et vist besvrer vrerker. strukturering som den andre værker. Herbert Rosenberg