EFTERåR / VINTER 2013

Transcription

Eksistentiel analyse af mennesket - om behovet for selvbevidsthedens frigørelse af cand.mag.fil Jesper Jungløw Nielsen
Eksistentiel analyse af mennesket - om behovet for selvbevidsthedens frigørelse
af cand.mag.fil Jesper Jungløw Nielsen
1
Indledning
Frihed. Dette er det centrale begreb for den menneskelige eksistentielle væren; før vi kan skabe
egen væren, må vi kæmpe for egen eksistens og frigørelse. Denne analyse vil forsøge at belyse
dette forhold; at mennesket udvikles i en dialektisk proces, hvori dets selvbevidsthed må kæmpe
en kamp for frigørelse, før den kan være i stand til at skabe sin egen frihed. Til brugen af dette
bruges henholdsvis G.W.F. Hegels værk Åndens Fænomenologi samt Alexandre Kojéves
Introduction to the reading of Hegel. Således vil analysens fremgangsmåde funderes på Kojéves
eksistentialistiske Hegel tolkning, hvori der forsøges at vise, hvorledes selvbevidstheden må
kæmpe for sin egen eksistens og frigørelse. Indledningsvis introduceres det hegelianske Herre/træl
forhold i afsnittet Den uselvstændige selvstændighed. Heri ser vi, hvorledes selvbevidstheden
begærer at negligere den anden. Men dette berømte Hegel afsnit er kun første del af vejen til
frigørelse af selvbevidstheden. I afsnittet Den ulykkelige bevidsthed – Om overvindelse af
ideologier ser vi, hvorledes selvbevidstheden må kæmpe sig igennem en række stadier for at
kunne være i stand til at frigøre sig selv. I dette henseende bruges som udgangspunkt Kojéves
eksistentialisme, hvori vi vil se, at det er muligt for den selvbevidste træl at bevæge sig fra en idé
om frihed til et ideal om frihed. De stadier, som selvbevidstheden skal frigøre sig fra, er
henholdsvis Stoicisme, Skepticisme og endelig den Kristne ideologi. Analysens efterfølgende fokus
vil efterfølgende være på sidstnævnte ideologi; heri kan selvbevidstheden ikke finde sig fri, fordi
den fornægter virkeligheden, og derved kan den ikke leve op til det absolutte videnskriterium, som
vi søger.
Analysen vil efterfølgende diskutere dette kristne forhold og vise, hvorledes ideologien er en
hindring for selvbevidsthedens frigørelsesproces; således eksemplificeres dette med et eksempel
fra Dantes Guddommelige Komedie, hvori vi vil se, at selvbevidstheden, eksistentielt set, ikke
formår at frigøre sig. Min påstand skal lyde, før vi kan skabe vore egne værdier og livsanskuelser,
må vi se os fri fra dette hinsidige – til dette perspektiveres derfor til Friedrich Nietzsche, som
netop er fortaler for frigørelse af det nihilistiske og hinsidige.
2
I afsnittet Selvbevidsthedens lyksalighed ser vi, at selvbevidstheden succesfuldt erhverver sit mål,
fordi den formår at besidde en vished om sig selv og den verden, hvori den agerer. Dette er den
eksistentielle analyse af mennesket; der er et nødvendigt behov for selvbevidsthedens frigørelse.
Den uselvstændige selvstændighed
Essens af den menneskeligværen er besiddelsen af refleksiv egenskab, hvori mennesket kan
forholde sig til sig selv og de aspekter, som medfølger i sådanne forhold. Menneskeligværen er
kendetegnet ved tilstedeværen, som er i-verden-væren, hvori vi forholder os til vor egen væren
samt besiddelse af en fremadrettet handlingsorientering. Det vil sige, at den menneskeligværen er
i stand til refleksivt at kunne forholde sig til sig selv samtidig med at kunne agere i verden på
baggrund af egne idealer og livsanskuelser. I selvbevidsthedens henseende er sådanne eksistentiel
forståelse af, hvad mennesket er grundlaget for, hvorledes vi, teoretisk set, er i stand til at skabe
vore egne værdier og fundere vor eksistens på egne livsanskuelser. Selvbevidstheden er essentielt
set grundlaget for sådanne væren, hvori der ikke er givet nogen på forhåndværende værdier.
Umiddelbart vil man tendencere til at sige, at sådanne selvbevidste værensmodi allerede er givet
på forhånd. Dette er dog ikke tilfældet. Selvbevidstheden kæmper en konstant kamp for
opretholdelse af egen eksistens, og så længe den er bundet til et herredømme, så vil
selvbevidstheden aldrig kunne realisere sig selv og vil derfor aldrig kunne opnå sit eksistentielle
mål; at være fri fra normsættende elementer såsom et magtforhold selvbevidstheder imellem,
institutionsforhold eller sågar religiøse forhold.
Således handler det om at være i stand til at være herre over den anden. Dette er en magt kamp,
som udspiller sig i dagligdagens små aspekter til de store beslutninger, som bliver taget i den
politiske sfære. Det er en anerkendelseskamp, som konstant udspiller sig værender imellem. En
kamp, hvori der udspiller sig en eksistentialistisk formning og transformation af det enkelte
menneske, som berører dennes identitetsskabelse. I Åndens Fænomenologi bruger Hegel
Herredømme og trældom dialektik til at vise, hvorledes selvbevidstheder skabes. Vi må i første
omgang antage bevidsthed værende den bevidsthed, som er i stand til at skabe os som menneske;
dvs. at være i stand til at være refleksiv over de indsigter, vi nu engang har gjort os. Således bliver
bevidsthedens erfaringer med den verden, den nu engang befinder sig i samt bevidstheden om sig
selv, grundlaget for, at denne bevidsthed formår at blive en selvbevidsthed.
3
I mødet med den anden selvbevidsthed opstår en kamp, og da begge selvbevidstheders
målsætning er selvstændighed, søges en tilintetgørelse af den anden selvbevidsthed. I sidste ende
vil sådanne tilintetgørelse resultere i absolut negation af livet. Men som Alexandre Kojéve påpeger
i Introduction to the reading of Hegel, må vi betvivle at den tabende selvbevidsthed vælger døden
frem for livet; ”One must suppose that the Fight ends in the victory of the one who is ready to go
all the way over the one who – faced with death – does not manage to raise himself above his
biological instinct of preservation1.” Resultatet heraf lyder således; at netop fordi den ene
selvbevidsthed vælger livet og ikke selvstændighed, så bliver relationen mellem de to
selvbevidstheder ophævet, og de kæmper ikke længere som sådanne, men som henholdsvis Herre
og træl. I dette Herredømme og trældom er Herren overbevist om sin selvbevidsthed som
værende selvstændig – han kan fortære via sit begær, mens trællen må bearbejde tingen i Herrens
henseende. Forholdet, som opstår i Herredømmet og trældom, er dog misvisende, for Herre er iog-for-sig ikke selvstændig, da han er afhængig af trællens anerkendelse; dvs. han er afhængig af,
at trællen anerkender Herren som værende selvstændig – ligeså er Herren afhængig af trællens
bearbejdelse af tingen. Mens Herren ikke anerkender trællens selvstændighed, så formår trællen
at erkende dennes afhængighed af det arbejde, som denne er blevet pålagt af Herren. Herren
formår ikke at blomstre i eksistentiel forstand, fordi denne blot forholder sig til trællen i kraft af
dennes bearbejdelse af tingen. Dette betyder, at hvad der ikke lykkedes for Herrens begær
lykkedes til gengæld for trællen; trællen bearbejder tingen i sådan et omfang, at denne i sidste
ende finder eksistentiel nydelse af denne og finder således en form for egen tilfredsstillelse i sit
arbejde; ”Hvad ikke lykkedes for begæret, lykkes for ham [trællen], nemlig at blive færdig med
tingen og at stille sig tilfreds i nydelsen af den2”. Jeg vil dertil mene, at dette er et centralt punkt i
den eksistentielle analyse af mennesket og dertilhørende behov for frigørelse af selvbevidstheden;
for nok er selvbevidstheden ikke fri af de normsættende ideologier, som den er underlagt, men
det viser, hvorledes trællen formår at skabe en transformation af tingen og af verden. Det vil sige,
at det lykkedes at skabe og forme den virkelighed, hvori trællen befinder sig. På samme måde
viser det, at Herren og dennes Herredømme ikke er selvstændigt. Jeg vil gå så langt at sige at
Herren funderer sit værende på et falskt grundlag, og denne mangler ganske enkelt et grundlag for
at være bevidst om sig selv og sin selvstændighed. Omvendt er det netop trællen, som går sin
1
2
Kojéve, Alexandre: Introduction to the reading of Hegel. Side 41
Hegel, Georg Wilhelm Friedrich: Åndens Fænomenologi. Side 112-13
4
første sejrsgang ved at skabe transformation og derved se sig selv som værende, ikke selvstændig
endnu, men et potentiel selvstændigt værende, fordi denne besidder bevidstheden af den
transformation, denne er i stand til at underlægge tingen og verden. Således bliver vejen til
sandhed og viden lagt via den dialektiske process, hvis incitament findes i trællen selv; ”If history
must be completed, if absolute knowledge must be possible, it is only the Slave who can do it, by
attaining Satisfaction. And that is why Hegel says the ´truth´ of the Master is the Slave3” Dette er
grundlaget for den resterende del af analysen; at, via trællens begær kan vi, muligvis, i sidste
instans, finde den sandhed og viden, som vi søger. Skal dette kunne findes, er der derfor en
nødvendighed af frigørelse af selvbevidstheden. En frigørelse som støder på flere ideologiske
kampe, før den kan se sig fri.
Den ulykkelige bevidsthed – Om overvindelse af ideologier
I begæret længes selvbevidstheden efter det andet – deraf kampen om Herredømme og
trældom – trællen besidder den eksistentielle fordel, at den formår at virkeliggøre sin vilje, og
derved funderes dennes selvreflektion som værende selvstændig. Men på trods af dette er
trællen, og derved selvbevidstheden, ikke fri. Dette er på trods af, at trællen via transformation,
har formået at virkeliggøre sin vilje, som dertil skaber en virkelighed. Men trællen kan stadig ikke
se sig fri fra Herredømmet, da Herren stadig ikke er i stand til at virkeliggøre sig selv4.
På nuværende tidspunkt støder vi for første gang på et af de ideologiske stadier som trællen, og
derved selvbevidstheden, må kæmpe sig igennem, hvis denne skal kunne formå at realisere sig
som en eksistentiel selvbevidsthed. Dette er en dialektisk historisk proces, som Hegel bruger til at
vise menneskets vej mod sand viden5. Alexandre Kojéve eksistentialistiske tolkning af Hegel
forsøger at vise, hvorledes trællen må gennemgå disse ideologier, hvori en potentiel bevægelse fra
idé til ideal kan forekomme.
Stoicisme
3
5
I mit henseende vil jeg ikke belyse dette ud fra en egentlig reel historisk proces men forblive på den sti, jeg allerede
har optegnet; at forholde mig til det enkelte menneske – i og uden for den historiske proces. Dialektikken skal således
læses som et led af stadier, den enkelte selvbevidsthed skal igennem, før denne kan realisere sig som værende en fri
selvbevidsthed og derved også kunne opnå det sandheds og videnskriterium, som denne søger om sig selv.
4
5
Problematisk set befinder trællen sig på et stadie, hvori dens (manglende) frihed er negeret og
derved værende af abstrakt karakter. Dette vil sige, at trællen forsøger at overbevise sig selv om,
at denne er fri. Blottet for indsigt formår trællen ikke at være egentlig fri. Nok er trællen værende
fri som en tænkende bevidsthed, men problematikken opstår ved den adskillelse denne møder;
for i den abstrakte frihed er trællen netop adskilt fra tingen; i og med at denne finder sit væsen i
transformation af tingen – men er på nuværende stadie adskilt fra tingen – står denne i kontrast til
det almene og universelle og det enkelte6. Kontrasten forlyder således, at så længe trællen er
bundet til genstanden, og derved dennes genstandsbevidsthed, er den kun til så længe der er tale
om en genstand. Men i den stoiciske selvbevidsthed er trællen kun fri, så længe at
bevidsthedsgenstanden er selve tænkningen. Men i og med at trællen som tænkende bevidsthed
tænker sig selv værende fri, opstår adskillelsen fra tingen, og derved bliver den frihed blot af
abstrakt karakter. Således opstår et modsætningsforhold mellem begreb og det, som begrebet
egentligt er om. Altså et modsætningsforhold mellem det almene og det universelle7. Således er
det i den stoiciske selvbevidsthed ikke muligt at kunne frigøre selvbevidstheden og derved ikke
muligt at skabe det eksistentielle rum, som vi søger i frigørelsen af selvbevidstheden grundet
frihedsbegrebet som blot værende et tænkt begreb, og derved mistes begrebets egentlige
indhold; ”Begrebet besidder imidlertid ikke noget indhold i sig selv, sådan som det her, som
abstraktion, adskiller sig fra tingens mangfoldighed; det har kun et indhold, der er givet det8.”
Således findes begrebet frihed i trældommens sfære, men dette er uholdbart, fordi trællens
selvbevidsthed i dette stadie forhindrer sig selv i at handle grundet afstand fra tingen – derved
reduceres friheden til abstrakt frihed – og således kan vi ikke tale om plausibel eksistentiel væren,
da sådan værensform først bliver aktualiseret ved handling og ageren. Vi kan således konkludere,
at selvbevidstheden ikke formår at realisere sit mål, fordi den frihed og dertilhørende
uafhængighed, som denne søger, kun er af abstraktkarakter. Derved kan vi ikke tale om egentlig
frihed, men blot om en reduceret og abstraktfrihed. Derved fejler den stoiciske selvbevidsthed;
den funderer sin frihed på et abstrakt begreb; i denne foretages en afstandstagen fra tingen,
hvilket betyder, at selvbevidstheden ikke er i stand til at handle og ej heller kan besidde et
sandhedskriterium.
6
Hartnack, Justus: Fra Kant til Hegel. Side 163
Hartnack, Justus: Fra Kant til Hegel. Side 163-64
8
Hegel, Georg Wilhelm Friedrich: Åndens Fænomenologi. Side 118
7
6
Skepticisme
Det er klart, at i overstående stoicisme, hvori trællens selvbevidsthed forsøger at overbevise sig
selv om, at denne er fri, men finder sig selv som blot værende et negeret værende, hvori dets
handling og ageren forhindres, må dette nødvendigvis resultere i skepticisme. Derved bliver alt,
hvad selvbevidstheden konfronteres med, uden værdi grundet et manglende sandhedsbegreb.
Sprog, tænkning og bevidsthed falder alle ind under denne kategorisering. Trællen benægter
således alt, hvad der ikke er en del af jeget; ”Som skepticisme er det dialektiske derimod et
moment i selvbevidstheden, som ikke udsættes for, at dets sandhed og virkelighed forsvinder, uden
at det ved af det; skepticismen er tværtimod en selvbevidsthed, der i visheden om sin sandhed selv
lader dette andet, der giver sig ud for at være noget reelt, forsvinde9.” Selvbevidstheden lader
således sit forhold til det objektive forsvinde. Den betvivler alt, både de indre og ydre aspekter af
den verden, som den befinder sig i. Således bliver alt, hvad der ikke er jeget, benægtet af
selvbevidstheden. I eksistentiel henseende er dette problematisk, og som Kojéve påpeger,
resulterer dette i en nihilistisk-skepticisme, hvori kontradiktion opstår, fordi selvbevidstheden på
nuværende stadie benægter sit eksistensgrundlag10. Den nihilistiske selvbevidsthed er i og for sig
en bevidsthed, som ikke kan være en bevidsthed, netop fordi den benægter den foranderlige
verden; den benægter således tingsligheden, dvs. genstanden samtidig med at denne bevidsthed
er i kontradiktion, fordi den netop er nødt til at anerkende den verden hvori, den befinder sig –
den er nødt til at anerkende sit eget eksistensgrundlag. Derfor omtales den skeptiske og
nihilistiske bevidsthed som værende den ulykkelige bevidsthed, fordi den skal kunne forene det
uforenelige, det indre med det ydre. Sagt med andre ord; opgaven for denne bevidsthed er at
forene Herredømme med trældommen, men i og med at den anser sin egen selvidentitet som
værende det uforanderlige, mens tingsligheden er det foranderlige, findes problematikken således
i at; ”Den ulykkelige bevidsthed er bevidstheden om sig selv som det fordoblede væsen, der ikke
gør andet end at modsige sig selv11.” Der er således tale om en fremmedegørelse af
selvbevidstheden. Den er så at sige blevet fremmedegjort for sig selv, i det at den bliver det, som
den i-sig-selv ikke anser. I fremmedegjortheden bliver trællens selvbevidsthed opmærksom på
disse kontradiktoriske forhold, hvorunder denne er underlagt og søger naturligt at ophæve disse
9
10
7
forhold11. Og som Kojéve påpeger, funderes trællens eksistens på transformation af tingsligheden.
Men sådanne transformation kræver endnu engang et opgør med Herren – dette ønsker trællen
ikke, og derfor søges endnu en ideologi, som befinder sig et sted imellem ideen om frihed og
trællens egen virkelighed12. Trællens sidste ideologi er således den kristne-ideologi.
Den Kristne ideologi
Selvbevidstheden finder ideen om fornuften; dvs. at den besidder en vished om, at den som
individualitet finder sin væren, hvilket betyder, at den har en vished om, at den i-sig-selv er
realitet13. Den har formået at realisere og syntetisere verden; ”I sin bevægelse har den imidlertid
afstedkommet sættelsen af den fuldt udviklede individualitet, der er en virkelig bevidsthed, som det
negative af sig selv, dvs. som sit objektive ekstrem; eller den har kæmpet sig fri af sin for-sig-væren
og har gjort den til sin væren14.” Således kan vi tolke dette som selvbevidsthedens bevidsthed om
egen realitet – at for selvbevidstheden gælder det, at den virkelighed, den befinder sig i, er den
ikke noget andet, hvilket betyder, at tænkningen er det umiddelbare virkelige. Således kan vi
konkludere, at selvbevidstheden, fornuften, er al realitet, som i samme åndedrag har al realitet i
sig. Mit argument skal lyde, at umiddelbart kunne vi prise os tilfredse med dette stadie, fordi der i
dette er plads til eksistentiel værende, fordi Herredømme og trældoms forholdet på sin vis er
ophævet. Friheden, som trællens selvbevidsthed søgte, er ikke længere et abstrakt begreb, som
tilfældet var ved de foregående ideologier. Men dette er i sig selv ikke nok for frigørelsen af
selvbevidstheden. Vi må kæmpe os igennem endnu et stadie, før vi kan tale om en egentlig
frigørelse. For nok benægter trællens selvbevidsthed ikke længere den kontradiktoriske karakter,
som den tidligere besad, og den har formået at ophæve Herredømme og trældoms forholdet 15.
Derfor søger den derfor det virkelige, hvilket findes i det hinsidige; ”Freedom is real, real is the
11
Kojéve, Alexandre: Introduction to the reading of Hegel. Side 54-55
13
14
15
Vi er nu kommet så langt i dialektikken, at begreberne Pseudo-Herre og Pseudo-træl er mere rammende for
klassificeringen af selvbevidsthederne. I Hegels historiske dialektik befinder vi os på nuværende tidspunkt på et stadie,
hvori det ikke længere er nødvendigt at bekrige hinanden. Dette er i henhold til et eksternt forhold, hvori de stærkeste
er nået til et niveau hvor den eksterne trussel er tilintetgjort. Konsekvensen heraf er, at Herren bliver en
fredselskende kristen som accepterer trællens ideologi. Derfor er der ikke længere nogen Herre uden træl, og der er
heller ikke nogen træl uden Herre. Derfor bliver dette kristneforhold til et pseudo-forhold, hvori vi finder PseudoHerre og Pseudo-Trælle. Dette er et led af den moderne samfundsudvikling, hvori behovet for trælle ikke er
nødvendig. Trællen bliver således en arbejder for Staten.
12
8
Beyond16.” I dette stadie ophæves Herren, fordi der i og for sig ikke er nogen grund til at kæmpe
kampen mod denne, fordi i sidste ende er det den guddommelige anerkendelse, som er det
egentlige mål og ikke Herren. Hertil finder vi den kristne ideologis stadie. Jeg vil mene, at i dette
stadie er trældommens lænker stærkere end på noget tidligere stadie; for nok har trællen
overvundet Herren, i hvert fald i ideen, men lader sig i stedet binde og projicere sit liv til en
hinsidige Gud, som lader trællens værdier og livsanskuelser være statiske og livs-udtømmende,
hvori trællen, nok er uden jordisk herre, blot er en træl-i-sig-selv, som ikke formår at sætte sine
egne værdier samt sig selv som eksistentiel eksistens igennem17. De foregående stadies kampe har
således været nytteløse, hvis ikke trællen formår at sætte sig fri fra dette hinsidige. Mit argument
skal således følge Kojéves påstand om, at trællens accept af den hinsidige Herre funderes på
samme grundlag som den jordiske Herre; frygten for den absolutte negation af livet, en
tilintetgørelse af sin eksistens. Det Guddommelige, dvs. Kristendomsideologien, funderes på
trællens frygt for intethed og død, hvilket i sig selv er en hindring for denne; ”Christianity is born
from the Slave´s terror in the face of Nothingness, his nothingsness; that is, for Hegel, from the
impossibility of bearing the neccessary condition of Man´s existence – the condition of death, of
finiteness18”. Således kan denne lænke, denne frygt, som har bundet menneskeligheden i
årtusinder, kun overvindes, hvis trællens selvbevidsthed anerkender sin død og accepterer
intetheden som værende en del af livet. Den religiøse ånd er med Hegels ord blot en indbildt
forstand; Men det [religionen] er en lånt betydning, et klæde stykke der ikke formår at dække den
nøgne fremtrædelse, og som hverken gjort sig fortjent til at blive troet eller agtet – ikke andet end
bevidsthedens sorte nat og selvhenrevethed19.” Den kristne selvbevidsthed forbliver henkastet til
trældommens lænker, så længe at denne forholder sig til denne ideologis abstrakte frihedsbegreb.
Det kristnefriheds ideal må således overvindes, før den menneskelige selvbevidsthed kan realisere
den frihed, som den har længtes efter og begæret.
16
Kojéve, Alexandre: Introduction to the reading of Hegel. Side side 55
Jeg vil understege, at for Hegel er religion i-sig-selv ikke af negativ karakter; den grundlægges af fornuften og er
således en del af fornuftens udfoldelse. Kristendommen, den fuldendte religion, er således resultatet af fornuftens
udvikling; i dette opstår et gudsforhold, som er karakteriseret ved identifikation af det absolutte, Ånden. Til gengæld
bruges den kristne ideologi, i denne analyses henseende, på en anden måde; nemlig at vise, hvorledes kristendommen
som ideologi henleder selvbevidstheden til trældom. Således viser analysen, at selvbevidstheden kan forsones med
kristendommen, som påpeget af Hegel selv, men i min optik hindrer dette dog selvbevidstheden i sin frigørelse.
18
19
Hegel, Georg Wilhelm Friedrich: Åndens Fænomenologi. Side 403-04 – 404-05
17
9
Kristendommen – En livsfornægtende ideologi
I denne analyse af mennesket og dets bevidsthed besidder denne sin eksistentielle væren i søgen
og i begæret efter frihed og frigørelse. For Hegel er dette en søgen efter absolut viden, mens
denne analyse følger i Kojéves retning og søger en frigørelse af selvbevidstheden; en frigørelse
som betyder, at først ved realisering af frihed kan vi være frie. Den kristne kan ikke se sig fri fordi,
denne funderer sin frihed på et abstrakt begreb, som er uden for den virkelighed, hvori den kristne
selvbevidsthed befinder sig. Et eksempel på at sådan frigørelse ikke kan tilfredsstilles ved den
kristne ideologi finder vi i Dante Alighieris Guddommelige Komedie fra det fjortende århundrede.
Det gennemgående tema i Den Guddommelige Komedie er tanken om frelse; mennesket må
foretage en dannelsesrejse, som kan sammenlignes med den dialektiske proces, som
selvbevidstheden undergår i sin søgen efter frigørelse, for i sidste ende at kunne være i stand til at
anskue det guddommelige. Således er fortælleren i Dantes værk drevet af samme begær, som
tilfældet er i Herredømme og trældom. Det antages, at fortæller bliver fri idet øjeblik, hvor Vergil,
en romersk digter som er symbolet på fornuft, ytrer følgende; ”Jeg tier her, jeg vejleder dig ikke:
stærk, sund og fri er nu din egen vilje, den kender vejen: følg den! For nu kroner og salver jeg dig til
din egen herre20.” Dante begrunder denne frihed og sandhed med et kristent øje. Fortæller er
således kun fri, i og med at denne erkender sandheden om det guddommelige. Men følger vi
denne tilgang, som Dante tilbyder, vil fortæller forblive bundet til trældommen. Nok er han sin
egen Herre på jorden, men denne må nødvendigvis stadig være karakteriseret som pseudo-træl;
denne lader sig binde til den eksistentielle gabestok, som kristendommen er, i og med, at fortæller
besidder frihed og sandhed. Men hvad er denne frihed, når denne rent eksistentielt står i
modsætningsforhold til det, som den egentligt tilbyder? Dantes fortæller kan ikke være fri, da
dennes eksistentielle væren bindes på hænder og fødder af værdier, som er sat af dette
udefrakommende ”guddommelige” element. I denne projicering af det hinsidige accepteres
intetheden og døden ikke, samtidig med at fortælleren nødvendigvis må komme i
uoverensstemmelse med sin for-sig-væren, og vil derfor ikke være i stand til at sætte sig selv fri –
derved ej heller kunne besidde andet end én abstrakt frihed, som ikke tillader denne at skabe sit
egen eksistentielle værende. Dantes fortæller er et eksempel på, hvorledes kristendommen i
følgeskab med andre religioner begrænser, eller sågar benægter, det værendes udfoldelse til en
20
Alighieris, Dante: Den Guddommelige Kommedie. Sang XXVII, 139-142
10
illusion om sandhed. Den kristne træl bliver således reduceret til en eksistens, som ikke kan være i
stand til at erkende verden og dennes forhold dertil, og derfor aldrig ser sig i stand til at besidde
frihed, så længe denne insisterer på den kristne ideologis bagage. Den kristne bliver således
fremmedgjort i den verden, hvori denne befinder sig. Kristendommen er en del af bevidstheden,
men projiceres på det hinsidige, og selvbevidstheden, som vælger at stille sig tilfreds med den
kristne ideologi, har muligvis forsonet sig med kristendommen i sit hjerte, men i dennes
bevidsthed er den spaltet, og virkeligheden, og derved den verden som denne befinder sig i, er
brødetynget; ”Det, der indtræder i dets selvbevidsthed som i-sig – eller som den rene formidling er
en forsoning, det ligger i det hinsides; men det, der indtræder i bevidstheden som nærværende –
som det umiddelbare og derværende – er verden, der stadig venter på sin forklarelse21.”
Kristendommen kan således nok forsones i bevidstheden, som ønsker denne, men den
fornægter egentlig erkendelse af verden, fordi ideologien forvrænger det verdensbillede, og
derved den sandhed som selvbevidstheden burde besidde af verden og sig selv. Den lever slåedes
ikke op til kriteriet for absolut viden.
Gennem den uselvstændige selvstændighed har vi via ideologierne set, hvorledes mennesket er
et eksistentielt væsen, som søger en frigørelse af selvbevidstheden. Mit argument skal lyde, at
dette er en nødvendig proces, før vi som mennesker og selvbevidstheder kan være i stand til at
forme egne værdier og livsanskuelser. Jeg vil derfor tage skridtet videre og antage, at vi i
Nietzscheansk ånd skal følge op på den eksistentielle udlægning af Hegel, som vi har forholdt os til,
bl.a. ved at følge Kojéves tolkning af Åndens Fænomenologi. Ganske vidst er vi nået til vores mål
med ophævelsen af den kristne ideologi, men hvad har vi så tilbage? Tilbydes, eller rettere, skaber
vi ikke noget indhold i vores egen frihed, vil vi langsomt men sikkert se os dvæle tilbage til den
stoiciske selvbevidstheds frihedsbegreb for derefter at ende i en eksistentiel set altødelæggende
nihilistisk skepticisme.
Friedrich Wilhelm Nietzsche gør opmærksom på kristendommens mørkeforhæng, som tildækker
videns og frihedsbegreb. Og nok er Nietzsche og Hegel enige om, at sandhed går igennem den
enkelte – hos Hegel resulterer dette i absolut viden, mens det hos Nietzsche resulterer i en
21
11
frisættelse af værdierne. For Nietzsche omhandler dette en overvindelse af kristendommen mens
der i Hegels henseende er tale om en forsoning af den kristne tanke. I Nietzscheansk perspektiv
fordærver kristendommen således selvbevidstheden ved sin etablering af pseudo-forhold
bevidstheder imellem. Den kristne selvbevidsthed er ikke bevidst om verden. Den lever sit liv
gennem et projiceret og hinsidigt element. Jeg vil argumentere for, at den kristne ideologi er en
negation af livet – ikke en absolut tilintetgørelse, hvilket vil betyde død – som betyder, at den
kristne selvbevidsthed lever et liv, som er eksistentielt uholdbart. Den lever ikke sit eget liv, den
skaber ikke sine egne værdier og den drænes for livslyst. Selvbevidstheden gøres til et statisk
element, som ikke er i stand til at agere. I Hegeliansk perspektiv er dette uholdbart; dette skyldes,
at den virkelighed, som selvbevidstheden befinder sig i, er af dynamisk karakter – derved er intet
statisk. Sandhed er derfor heller ikke endegyldigt, som tilfældet vil være i den kristnes henseende.
Og så længe, at den kristne selvbevidsthed har sået sine frø i den kristneideologi og kultur, formår
denne ikke at skabe sin egen skæbne. I værket Saaledes talte Zarathustra – En bog for alle og
ingen gør Nietzsche opmærksom på dette, når han ytre at; ”Mennesket er en Line, udspændt
mellem dyr og Overmennesket.22” Derved understreges den hegelianske tese, at selvbevidstheden,
altså mennesket, ikke er en endelig og statisk substans, men det forandres i og med, at der er
konstant udvikling – en udvikling, som skyldes de kampe, som kæmpes i Herredømme og trældom,
i forholdet mellem mennesker og dets værdier. Den kristne ideologi tildækker sandheden, og den
eksistentielle kamp består i at vi skal overvinde dette stadie, for at vi kan skabe vore egne værdier
og livsanskuelser. For således skabes vore egne eksistentielle forhold.
Selvbevidsthedens lyksalighed
Analysen har brugt frihed som det centrale begreb – frihed er et led af den proces, som danner
grundlag for åndens udviklingsproces. I virkeliggørelsen af ånden er der således tale om en
frihedsproces. Jo mere frihed der er realiseret, jo mere grad besidder selvbevidstheden denne
frihed. Processens naturlige endemål er åndens selvrealisering. Således argumenterer Hegel for, at
når ånden besidder en fuldstændig forståelse af sig selv, så besidder den også maksimen for
frihed. Kan selvbevidstheden som individ finde sig selv i det samfund, hvori den befinder sig, så er
den ikke længere fremmedgjort for sig selv, og derved har friheden gået sin sejrsgang. Jeg har
argumenteret for, at vi må se os nødsaget til at finde vore veje gennem de ideologiske stadier,
22
Nietzsche, Friedrich: Saaledes talte Zarathustra. En bog for alle og ingen. Side 14
12
som Hegel fremlægger før vi kan tale om mennesket som værende et frit og skabende væsen, heri
blandt også den kristne ideologi. Deraf nødvendigheden og behovet for selvbevidsthedens
frigørelse; vi kan ikke skabe et eksistentielgrundlag så længe, vi er trælbundet til ideologiernes
livsbenægtende frihedsbegreber. I den kristne ideologi findes problematikken i, at kristendommen
er et forestillende; den er imaginær og dens sandhed er en ekstern guddommelighed. Den kristne
selvbevidsthed forbliver den ulykkelige selvbevidsthed, fordi den ikke fuldbyrder sig selv gennem
fornuften. Et eksempel på denne ulykkelighed finder vi i Paulus´ første Korinterbrev, hvori han
skriver følgende; ”Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender
jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud23.” Paulus er et
eksempel på, hvorfor den kristne bevidsthed er ulykkelig; metaforerne, spejlet og gåden er et
udtryk for, hvorledes Paulus´ tilstedeværen i verden, dvs. dennes virkelighedsforhold, forvrænges i
og med, at denne i spejlet kun ser sig selv og ikke den anden, hvilket for Paulus i dette tilfælde
burde være Gud. Paulus kan kun være til som selvbevidsthed og subjekt, men da denne blot ser sig
selv i spejlet, må han forestille sig den hinsidige guddommelighed. Paulus kan således ikke besidde
nogen egentlig identitet, fordi denne ikke ser sig selv i den anden, eller rettere; den anden ser ikke
sig selv i Paulus. Kun i erkendelse af Ånden kan Paulus forstå sig selv som værende den
selvbevidsthed, han ønsker at være. Desværre for Paulus må han nøjes med at være en ulykkelig
selvbevidsthed. Man kan sige, at Hegel giver plads til kristendommen som et led i den dialektiske
proces, og det er i denne sammenhæng, vi skal forstå kristendommen. Han er derfor langt fra så
radikal som eksempelvis Nietzsche er det, i sin søgen efter ophævelse af kristendommens ideologi.
Paulus´ ulykkelige bevidsthed kan kun blive lykkelig, hvis denne går igennem fornuften – ellers kan
den ikke forholde sig til verden; ”Den enkelte bevidsthed kan identificere sig med alt virkeligt for så
vidt den enkelte bevidsthed er i stand til at identificere sig med den almene eller universelle
bevidsthed; eller hvilket er det samme, med den almene eller universelle fornuft. Dette er den
egentlige og sande betydning af begrebet selvbevidsthed24.” Dvs. at selvbevidstheden bliver
lykkelig på det stadie, hvor fornuften har erhvervet sig vished om sig selv.
Den lyksalige selvbevidsthed er blevet frigjort; den er i og agerer i verden – den er verden og i
verden. Denne eksistential-antropologiske tolkning af Hegels fænomenologi giver mulighed for at
23
24
1. Kor. 13,12
Hartnack, Justus: Fra Kant til Hegel. Side 167
13
indtænke den enkelte selvbevidsthed i det hegelianske system. Et system som umiddelbart ikke
tilgodeser den enkelte. Jeg vil stille mig kritisk i forhold til at følge Hegels absolutte vej mod
sandhed. En vej som Kojéve til tider lader sig blinde af. Kojéve har formået at vise, hvorledes Hegel
i diversiteter af stadier ophæver modsætningsforholdene; i kraft af dette kunne selvbevidstheden i
sidste ende blive frigjort og både være og være i verden. Men er denne hegelianske dialektik i-sigselv ikke for radikal. I sådan et system kan der ikke være plads til den enkelte selvbevidsthed, som
vi ønsker det i vores eksistentialistiske tolkning af Hegel. Vi må på et tidspunkt kunne nå dertil,
hvor modsætninger ikke kan ophæves, hvor ikke alting er hinanden indbyrdes betinget. Tænk på
Kierkegaard som skrev; ”Mennesket er Aand. Men hvad er Aand? Aand er Selvet. Men hvad er
Selvet? Selvet er et Forhold, der forholder sig til sig selv, eller er det i Forholdet, at Forholdet
forholder sig til sig selv. Mennesket er en Synthese af Uendelighed og Endelighed, af det Timelige
og det Evige, af Frihed og Nødvendighed, kort en Synthese. En Synthese er et Forhold mellem To.
Således betragtet er Mennesket endnu intet Selv25”. Mennesket er i sig selv ånd, som er selvet,
men hvad dette selv er, kan vi ikke blot ophæve i systemer. For følger vi udelukkende det
hegelianske system, vil den enkelte netop altid blive ophævet i systemet – dette vil jeg mene, at vi
må gå bort fra, hvis vi ønsker at fuldende vores mål med selvbevidsthedens frigørelse; nemlig at
være i stand til at foretage vore egne valg og at være eksistentielle frie til at skabe vores eget liv og
lyksalighed. Mit formål med denne analyse har været at vise, hvorledes selvbevidstheden kan
frigøre sig selv; og selv om jeg har brugt det hegelianske system i Kojéves perspektiv, vil jeg mene,
at vi skal undgå at lukke mennesket inde i systemet. Befinder vi os i et lukket system uden
mulighed for at komme ud, så bliver vores eksistentielle grundlag i sidste ende af nihilistiske
karakter, hvori intet har værdi. Dette vil blive problematikken i stadiet, som efterfølger den
kristneideologi, men dermed ikke sagt, at vi ikke skal stræbe efter at komme dertil. Vi skal dog
forholde os til et system, hvori muligheden for selvudvikling altid er til stede, og hvor vi ikke lukkes
inde i et hegeliansk fuldendt system. Det er op til os selv at syntetisere disse to. Det uendelige med
det endelige. Heri skabes vores eksistentielle grundlag og selvbevidsthedens frigørelse.
25
Kierkegaard, Søren: Sygdommen til Døden – En Christelig Psychologisk Udvikling til opbyggelse og opvækkelse. Side
15
14
Konklusion
Selvbevidstheden besidder en refleksiv egenskab, hvori den forholder sig til sig selv og den
verden, den befinder sig i. Således kæmper den en konstant kamp for opretholdelse af egen
eksistens, i det den søger at kunne opnå sit eksistentielle mål; frihed fra Herredømme og trældom.
Selvbevidsthed skabes i sin transformation af verden; dette ses eksemplificeret i Hegels berømte
afsnit af selvbevidsthedens tilblivelsesproces i Åndens Fænomenologi. Men selvbevidstheden, og
derved mennesket forbliver ulykkelig, da det ikke formår at frisætte sig selv, fordi den ikke er i
stand til at bevæge sig fra idé til ideal. Analysen har forsøgt ved hjælp at Alexandra Kojéves
eksistentielle udlægning af Hegels fænomenologi at vise, hvorledes selvbevidstheden i sin
frigørelsesproces bevæger sig gennem en række ideologiske stadier i sin søgen efter frigørelse.
Den ulykkelige selvbevidsthed formår ikke at sætte sig fri; stoikerens frihed er af abstrakt karakter,
og derved bliver begrebet reduceret til et tænkende begreb, hvori trællens selvbevidsthed ikke er i
stand til at skabe det eksistentielle frie rum, som den søger, fordi at den frihed den besidder, er af
abstraktkarakter, som distancerer selvbevidstheden fra tingsligheden. Dette forhold betyder, at
selvbevidstheden bevæger sig ind i skepticismens sfære; her findes et nihilistisk forhold, hvori
selvbevidstheden benægter tingsligheden. I dette opstår et kontradiktorisk forhold, fordi
selvbevidstheden samtidig er nødt til at anerkende sit eksistensgrundlag.
Trællen har dog formået at besidde en vished om sin egen væren og har samtidig formået at
ophæve Herredømme og trældoms forholdet. Men dette er i og for sig ikke nok, fordi trællen og
Herren begge er reduceret til pseudo-træl og pseudo-herre. Dette skyldes den kristne ideologi,
som i hegeliansk perspektiv er et led i den historiske dialektik, hvori der ikke længere er behov for
Herre og træl grundet moderne samfundsudvikling. I analysens henseende accepteres Kojéves
påstand om, at den kristne ideologi kun kan overvindes, hvis selvbevidstheden indser sin egen
intethed og død – religion er en hindring for sandhed, fordi den er indbildt, hvilket også Hegel
understregede. Så længe at trællens selvbevidsthed forholder sig positiv til ideologiens abstrakte
frihed, så kan den ikke overvinde denne, og den vil derfor ikke formå at kunne sætte sig selv fri.
Selvbevidstheden kan i den kristne ideologi ikke lyksaliggøres; men hvis selvbevidsthed
accepterer intetheden og døden, er den i stand til, via fornuften, at erhverve sig sandhed om sig
15
selv og den verden, hvori den befinder sig. Dette er selvbevidsthedens sejrsrige opgør; den er
blevet frigjort, og den er i stand til at skabe det eksistentielle rum, som den har søgt i sine opgør
med Herren og ideologierne. Analysen har brugt det hegelianske system, som Kojéve bruger i sit
perspektiv; dog har jeg afslutningsvis understreget, at vi stadig skal se os skeptiske ved brugen af
lukkede systemer i vores søgen efter eksistentiel frigørelse; jeg vil påstå, at der altid skal være
plads til selvudvikling, hvori vi ikke lukkes inde i et lukket system; for i sådanne vil der aldrig blive
plads til det, som vi i analysen har søgt – en realisering af selvbevidstheden og dennes frigørelse.
16
Litteraturliste
Hegel, Georg Wilhelm Friedrich: Åndens Fænomenologi. På dansk ved Claus Bratt Østergaard. 1.
udgave. Gyldendal (Narayana Press, Gylling), 2010
Kojéve, Alexandre: Introduction to the reading of Hegel. På engelsk ved James H. Nichols, Jr.
Cornell University Press, London.
Hartnack, Justus: Fra Kant til Hegel: En ny tolkning. Berlingske Forlag, København, 1979.
Alighieris, Dante: Den Guddommelige Kommedie. På dansk ved Ole Meyer. 1. udgave. Multivers,
2000.
Nietzsche, Friedrich : Saaledes talte Zarathustra : En bog for alle og ingen, på dansk ved Louise V.
Kohl. Pio, København, 1911.
Kierkegaard, Søren: Sygdommen til Døden – En Christelig Psychologisk Udvikling til opbyggelse og
opvækkelse. Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag, København, 1906
Bibelen – Den Hellige Skrifts Kanoniske Bøger. Det Danske Bibelselskab, København 1959
17

EFTERåR / VINTER 2013

Transcription

Similar documents

Præsentation - Aarhus Bykirke

Ældre og ensomhed Ensomhed påvirker livskvaliteten

SUNSEEKER PORTOFINO 40 Pris ide Kr.840.000

Foras fulde kernefortælling

At leve med de store forandringer

Danske Studier 1944

Hent pdf af artiklen her - Klinisk sygepleje

Clara Et barn med særlige forudsætninger