SIMPLY - Skalma
Transcription
SIMPLY - Skalma
Indstilling til Årets agegroup triathlet 2014 På vegne af SMT-Silkeborg ønsker vi at indstille Søren Peter Kunø som årets agegroup triathlet. Søren Peter Kunø er om nogen, en dedikeret og vellidt mand indenfor triathlon i Silkeborg. Søren er kendt for at være ydmyg og nærmest undskyldende i sin fremtoning. Han er hjælpsom og ihærdig ift egne og andres præstationer og han er en ildsjæl, som gerne bruger tid på andre, i en i forvejen meget travl kalender. Søren satte sig et mål i 2014. Han ville fejre sølvbryllup på Hawaii – og forinden da, skulle han kvalificere sig til Ironman Hawaii i København i august. Søren startede sin målrettede træning tilbage i januar 2014 og havde undervejs 2 delmål (1/2 Ironman i Haderslev og ½ Ironman i Ålborg, DM). Begge ½ Ironman stævner vandt Søren i suveræn stil og forandringen i Sørens personlighed var markant. Søren ændrede sig fra at være meget forsigtig og en smule usikker på egne præstationer, til at være fyldt med selvtillid, samtidigt med at han har bevaret sin ydmyghed. Til Ironman Copenhagen skulle det store slag slås - og Søren var nødt til at vinde sin agegroup og dermed DM lang distance for at kunne være sikker på en billet til Ironman Hawaii. Søren svømmede, cyklede og løb sig til en suveræn 1. Plads og havde undervejs overskud til at nyde turen, samtidigt med at han kunne planlægge sit sølvbryllup på Hawaii. Til Ironman Hawaii var målet, at få så god en oplevelse som muligt, samt at komme i top 5. Søren fik sig en meget turbulent svømning og blev slået noget omkuld under starten og kom derfor først op af vandet efter 1 time og 46 minutter (40 minutter senere end i København). Han var oppe af vandet som den næstsidste i hans agegroup og dermed nummer 64, men han bevarede det gode humør og fokus på den gode oplevelse – og kørte sig fra en placering som nummer 64 til en slutplacering som nummer 17. Søren har valgt at tage et mellemår i 2015 og vil herefter forsøge sig på en top placering på Hawaii i 2016-2017. Søren Peter indstilles på grund af 2 suveræne DM-titler på ½ og 1/1 Ironman, samt sejr i Haderslev - og en flot præstation på Hawaii. Derudover også for hans store engagement i andre triathleter i SMT-Silkeborg og for hans positive væsen. Vi glæder os til at følge med i Søren Peters planer for de kommende år. Mange sportslige hilsener SMT-Silkeborg.