Deklaration - blomsterhaven

Transcription

190 » maj 2013
samfundsfagsnyt
SamfundsCup 2013
Faglige input
foreningen af lærere i samfundsfag
Indhold
Deadline:
Blad nr. 191: 15.08.2013
Redaktion:
Marie-Louise Bach og
Janne Bisgaard Wikman
Redaktionens adresse:
Marie-Louise Bach
FALS
Christianslundsvej 14
Nyt fra Bestyrelsen....................................................................... 3
5800 Nyborg
Nyt fra fagkonsulenten ................................................................ 5
Tlf. 2070 7812
Email: [email protected]
Priser:
Nyt fra forlaget ............................................................................ 7
SamfundsCup 2013 har fundet sin vinder! ................................... 8
Abonnement 300,00 kr./år
SamfundsCup 2012 – vindernotat .............................................. 9
Enkelteksemplar kr. 80,00
”Hvad vil de med samfundsfag” ............................................... 13
Henv. vedr. abonnement:
[email protected]
Tema: Input til disciplinerne
Annonceekspedition:
Forlaget Columbus
Den økonomiske teori, krisepolitikken
og et omrids af en ny vej fremad ............................................... 16
[email protected] og
Velfærdsstatens selvdestruktion? ............................................... 26
[email protected]
Annoncer:
1/4 side kr. 500,00
1/2 side kr. 1.000,00
Efter Irak og Afghanistan – kommer Afrika ................................ 34
International Politik-teori før, under
og efter Den Kulturelle Drejning ................................................ 41
1/1 side kr. 2.000,00
Bagsiden kr. 4.000,00
Anmeldelser............................................................................... 51
Farvetillæg + 100%
Kurser ........................................................................................ 63
Udgivere:
Bestyrelsen ................................................................................ 69
FALS og Forlaget
Columbus Fond
Produktion:
Forlaget Columbus og
Clemenstrykkeriet
Manuskripter til Samfundsfagsnyt sendes pr. email
til [email protected]
Forsidefoto:
Ditte Nørtoft Nielsen –
vinderne af SamfundsCup.
2
Nyt fra Bestyrelsen
Der sker meget i gymnasieverdenen lige nu. På
de enkelte gymnasier er man i gang med at
udmøntet OK13-”aftalen”. Det er nok for tidligt
at danne sig et endeligt billede af, hvordan situationen omkring forberedelsestiden er faldet ud.
Mit indtryk er dog, at der bliver skåret i timer til
forberedelse, lige som der bliver skåret i tiden til
rettearbejdet. Det skal vi forholde os nøgtern til.
På den ene side kommer vi ikke uden om, at vi
er pålagt en arbejdstidsaftale, hvor vi mere eller
mindre er prisgivet ledelserne rundt omkring på
landets gymnasier. Vi må krydse fingre for at
disse er deres opgave voksen og prioriterer
undervisning frem for alt mulig andet. På den
anden side er vi også nødt til at holde fast i, at
forberedelse af samfundsfaglige timer er omfattende og tidskrævende. Samfundsfag er bl.a
kendetegnet af, at genbrug af forløb og visse
undervisningsmaterialer ofte vil være et udtryk
for et fald i kvaliteten i og med at aktualiteten i
forløbet nedprioriteres. Samfundsfag spejler sin
samtid og skal altid referere til forhold og begivenheder der sker lige nu. Vi skal ikke undervise
i eksempler og problemstillinger fra i går. Gør vi
det sætter vi vores eksistensberettigelse på spil
og risikerer at bliver en parodi. Der hviler nu et
tungt ansvar på enhver af fagets udøvere ifald
man skal ind og forhandle tid til forberedelse og
opgaveretning. Det må være en pligt at kræve en
ordentlig tid til at følge samfundsudviklingen på
alle de områder, som faget leverer undervisning
i. Vidensdeling er et mantra, der fremhæves
både her og hisset. Det er et godt princip. Vi har
mig bekendt altid praktiseret vidensdeling i fag-
grupperne rundt omkring på gymnasierne, men
der er grænser, ikke mindst når den viden, der
skal formidles, er begivenheder der er foregået
inden for en kort tidshorisont. Der er ikke
nogen vej uden om, at det er den enkelte lærer,
der via sin faglighed og sin evne til at være ”up
to date” fremstår som autentisk og inspirerende
for eleverne.
Samfundscuppen blev også i år en stor succes. En stor tak til Ditte og Rune og alle andre
involverede for deres indsats. Der har aldrig
været så mange elever med i konkurrencen
(1600) og indholdet og kvaliteten af projekterne
var for opadgående. Selv om emnet lå uden for
fagets traditionelle omdrejningspunkt, havde
rekord mange meldt sig til cuppen. Næste år
kommer emnet til at ligge inden for det kernefaglige pensum samtidig med at visse forbedringer omkring hjemmeside er under overvejelse.
Vi glæder os allerede.
I dette nummer er der et interview med den
gymnasiepolitiske ordfører for Dansk Folkeparti
Marie Krarup. Der er grund til at interessere sig
for Marie Krarups syn på faget og den måde det
bliver varetaget på. Der er utvivlsom mange i
det danske land, der deler de holdninger, som
hun giver udtryk for omkring fagets muligheder
som dannelsesfag og implicitte tendenser. Man
kan selvfølgelig mene, at hendes kritik er skudt
ved siden af og at den abonnerer på en diskurs
om faget der ligger 30-40 år tilbage i tiden. I
min optik er samfundsfag dannelsesfaget i den
senmoderne verden, par excellence. Fagets
opgave har altid været at være elevernes vindue
samfundsfagsnyt maj 2013
3
NYT FRA BESTYRELSEN
til samfundsudviklingen og selvfølgelig også den
politiske debat herom. Det er min påstand, at
vores lærere i dag har en så stærk pædagogisk
ballast at eleverne udfordres på deres holdning
på sokratisk vis mens forestillingen om de røde/
blå lejesvende i faget er et spøgelse uden hold i
virkeligheden. Det ændre dog ikke ved, at Krarups påstande i visse befolkningsgrupper opfattes som noget, der har rod i virkeligheden. Derfor er vi som professionelle undervisere og forvaltere af faget også nødt til at forholde os til
det.
Til sidst bringer vi en efterlysning. Kære
medlemmer. Bestyrelsen vil gerne i kontant
med medlemmer af FALS, der vil deltage i
udviklingsarbejdet omkring faget. Der er 2
gange om året mulighed for at søge udviklingsmidler i undervisningsministeriet. FALS-bestyrelsen har traditionelt budt ind og fået midler,
men det kunne være spændende, hvis der var
4
nogle der også kunne tænke sig at deltage i det
faglige udviklingsarbejde. Det ville være super
godt, hvis interesserede skrev en mail til et af
bestyrelsens medlemmer så vi på den måde
kunne komme i kontakt med interesserede.
15.05.2013
Jørgen Lassen, Formand for FALS
Nærværende udgave af Samfundsfagsnyt indeholder i alt 4 artikler, som er skrevet af samfundsvidenskabelige forskere fra hhv. Aalborg,
Aarhus, Syddansk og Roskilde Universitet. Fra
redaktionens side er artiklerne tænkt som aktuelle forskningsbaserede input til den daglige
undervisning i nogle fagets discipliner.
God læselyst – og sommerferie, når den tid
kommer.
Marie-Louise Bach, Redaktør af Samfundsfagsnyt
Nyt fra fagkonsulenten
af Bent Fischer-Nielsen, fagkonsulent i samfundsfag og AT
Skriftlige prøver
I skrivende stund er eksamen ikke begyndt, men
når du modtager dette blad, er det formentlig
snart slut. Jeg vil anbefale, at man studerer de
skriftlige prøver nøje og bemærker de annoncerede ændringer omkring fællesdelen, lineær
regression og p-værdi, og hvordan der fortsat
stilles krav om inddragelse af bestemte typer
begreber, viden og teorier. Jeg mailer formentlig
i august bedømmelsesvejledninger til alle skoler
med brev til rektor om at maile det videre til alle
kolleger med samfundsfag. Vær opmærksom
på, at I får dem tilsendt. Til september får alle
skoler en stor pakke med alle opgaverne.
I Fagligt Forum har vi drøftet de vejledende
skriftlige opgavesæt forår 2013. Gorm Rye
Olsen, RUC, udtrykte stor tilfredshed med
opgaverne: ”Opgaverne er spændende og tester
netop de kompetencer, vi gerne ser, at studenter
med samfundsfag har, og som vi kan bygge
videre på i de videregående uddannelser. Opgaverne er helt som de skal være.”
Mange til skriftlig prøve med netadgang
Antal elever, der går til digitalt stillet prøve med
netadgang stiger kraftigt:
y 2011: 635 elever ~ 9 % af 6.705 elever
Se på opgaverne og tilhørende bedømmelsesvejledninger, og overvej om I vil tilmelde jeres
klasse prøveformen med net-adgang.
Bemærk også det fortsat stigende antal studenter til skriftlig prøve i samfundsfag.
Evaluering af mundtlig prøve
Der er igen i år et ultrakort anonymt spørgeskema for mundtlige censorer i samfundsfag og
i KS.
Gå ind på min side på emu’en og find linket
til spørgeskemaet.
I Samfundsfagsnyt september 2012 kan du
se, hvordan svarene blev brugt sidste år.
Vejledninger justeres juli 2013
Justeringerne i år vil bl.a. vedrøre undervisning i
den danske model, Grønland, lineær regression
og notat.
Så tjek vejledningerne når du starter på det
nye skoleår. Ændringerne vil være fremhævet.
SRP-opgaveformuleringer
Jeg vil anbefale, at man læser mit nyhedsbrev nr.
15, oktober 2012 om SRP, inden man går i gang
med opgaveformuleringer til efteråret. Nyhedsbrevet findes på min emu-side.
Vær opmærksom på, at der skal stilles tydelige faglige krav fx om brug af begreber, teorier
eller elementer fra de faglige mål. Man kan
hente inspiration i den måde, der spørges på i
de skriftlige opgaver. En sætning med ”Diskutér
….” skal indeholde eller skal efterfølges af en
sætning om hvilke type teori, der skal inddrages
i diskussionen, så det faglige krav bliver tydeligt
for eleven.
5
NYT FRA FAGKONSULENTEN
Ombedømmerne rapporterer, at mange klagesager skyldes mangelfulde opgaveformuleringer, og de skriver i stigende grad til rektorerne
og påpeger manglerne.
Nyt om SRP/SSO-censur
Hvis du vil være censor i SRP 2013-14 skal du –
som noget nyt - sørge for, at du bliver indberettet af din skole i XPRS. Det gælder også for
nuværende censorer. Du kan supplere med at
skrive en mail til mig. Men jeg kan kun indstille
dig, hvis skolen har indberettet dig i XPRS.
Det er samme procedure som for skriftlige
censorer til skriftlige studentereksamen, og det
har vist sig at være en god procedure, der bringer flere censorer på banen.
Innovationsforløb til samfundsfag
En udviklingsgruppe tilknyttet FALS har udarbejdet innovationsforløb til samfundsfag. Der er
innovationsforløb indenfor emnerne beslutningsprocessen, bæredygtigt miljø, velfærdsstaten, valg, medier, ungdom, statistik, økonomi,
demokrati og international politik. Se forløbene
via min emu-side eller på https://fou.emu.dk/
offentlig_show_projekt.do?id=200995
Fødevareoutlet vandt SamfundsCup
Seks grupper var nået frem til finalen i Landstingssalen på Christiansborg. Imponerende at
høre vores dygtige elever fremlægge deres ideer
til løsning af problemer vedr. bæredygtighed for
Johanne Schmidt-Nielsen (EL), Joachim B.
Olsen (V) og Mandag Morgen.
Der var forslag om
y praktikpladser i u-landene
y greenchip med en individuel benzin-kvote,
y skræmmekampagne på produkter, der skader
grundvandet
y fødevareoutlet
y mentorordning for handicappede
y spillet Renland.
6
Vinderne blev en gruppe fra Munkensdam
Gymnasium med deres forslag om et fødevareoutlet, hvor man billigt kunne købe et stort
udvalg af fødevarer, hvor sidste salgsdag var overskredet, men hvor varerne stadig var spiselige.
For at sikre fagligheden skulle eleverne
skrive et notat som grundlag for deres forslag og
fremlæggelse. Det lykkedes fint for finalisterne
at anvende samfundsfag til at undersøge problemet og begrunde deres løsningsforslag. Fx var
handicappedes problemer med at få arbejde fint
dokumenteret.
Mange havde haft kontakt med en ekstern
partner i forbindelse med udarbejdelse af løsningsforslaget. Vinderne fra Munkensdam
Gymnasium havde fx talt med fhv. fødevareminister Eva Kjer Hansen og Coop om deres forslag til fødevareoutlet.
Jeg kan varmt anbefale, at man deltager i
SamfundsCup 2014, hvor temaet er demokrati.
Udviklingsprojekter
En del skoler har søgt et af de mange udviklingsprojekter, som der er mulighed for i ministeriets Udviklingsplan fase 2. Der vil bl.a.
komme forsøg med innovation, KS i 2.hf og
gruppeeksamen.
Kurser og konferencer
5-6/9. Regionssekretærkursus. FALS.
Konferencer om AT med innovation. MBU.
28/8. Aalborghus
29/8. Skanderborg
11/9. Frederiksberg
12/9. Høje Taastrup
31/10-1/11. Generalforsamlingskursus i
Middelfart om ulighed. FALS.
Stil spørgsmål til fagkonsulenten.
17.05.2013
Bent Fischer-Nielsen
Nyt fra forlaget
af Anders Hassing, redaktør på Forlaget Columbus
Populære 2.-udgaver i pipelinen
DR-programmet 9.z mod Kina skabte i foråret
en heftig debat om dansk og kinesisk ungdom
og uddannelse. Begge dele kan man behandle i
undervisningen med den nye udgave af Unge og
identitet, der er på trapperne, der på opfordring
indeholder nye landekapitler om hhv. det kriseplagede Spanien og Egypten i lyset af revolutionen i 2011.
En særlig side af ungdomskulturen behandles i Richard Bundsgaard og Oliver Skovs Hooligan (2. udg.), der blandt andet er en populær
AT- og SRP-bog i samarbejde med engelsk.
Endelig udkommer anden udgave af samme
forfatterpars meget benyttede B-bogen. Denne
anmelderroste grundbog nytænkte lærebogskonceptet med skarptskårne kernestof-bidder
og fokus på at gøre læseformålet meget tydeligt
og vedkommende for eleverne.
En ny generation af samfundsfagsbøger
Et andet didaktisk nybrud udkommer med Jens
Folke Harrits og Morten Hansen Torndals Ind i
samfundet, der er en tematisk grundbog til
b-niveau. Denne bog henvender sig de, der
ønsker særligt fokus på en øvelsesbaseret undervisning og en opdatering af kernestoffet med
nye teoretiske perspektiver og problemstillinger.
På det solide faglige fundament af c-niveaubogen Luk samfundet op går Ind i samfundet på
tværs af disciplinerne med kapitler om ulighed,
bæredygtig økonomi, velfærdsstaten, normalitet
og afvigelse samt magt. Hvert kapitel munder
ud i en række problemfelter, der lægger op til
projektarbejde og træning af eksamensformen
på samfundsfag b.
Peter Brøndum og Jakob Jensby er på vej med
en temabog om ulighed til samfundsfag på Bog A-niveau, der blandt andet sætter metodekompetencer og grundlæggende kernestof i spil.
Endelig udgiver vi en antologi om storbyen
skrevet til samfundsfagsundervisningen af en
række danske byforskere. Bogen behandler
urbanisering og urbanitet i en række temaer,
der lægger op til elevernes egne undersøgelser.
Samfundsfag og ...
Studieretninger med samfundsfag og engelsk
efterspørger materiale til det tværfaglige samarbejde og til toning af studieretningerne. Derfor
udgiver vi i den kommende tid en række bøger
med fokus på engelske samfundsforhold og
engelsk kultur og sprog.
Ole Helmersens Broken Britain? er en regulær area study-bog i samme serie som USA’s
udfordringer, Mellemøsten under forandring og
Brasilien. Christoffer Bisgaard Olesens antologi
From Battlemind to Homemind til engelsk
behandler den svære omstilling, når soldater
skal fra kampberedskab skal genindsættes i den
civile verden. Og Tine Vedel Eriksens antologi
Language and Power behandler med de tre
temaer køn og seksualitet, race og etnicitet samt
socialklasse en række af de tendenser, der lige
nu præger litteraturen i de engelsktalende lande.
7
SAMFUNDSCUP 2013
SamfundsCup 2013 har fundet sin
vinder!
af Ditte Nørtoft Nielsen og Rune Valentin Gregersen, projektledere i SamfundsCup
Finalen i SamfundsCup 2013 blev afholdt i den
historiske fællessal på Christiansborg onsdag d.
8 maj. Efter at 26 skoler, 60 samfundsfags-klasser og over 1600 elever fra hele landet havde deltaget i SamfundsCup i skoleåret 2012-2013,
vandt grupper fra Munkensdam Gymnasium,
Svendborg Gymnasium, Roskilde Gymnasium,
Gl. Hellerup Gymnasium, Egå Gymnasium og
Århus Katedralskole regionalfinalerne i Odense,
København og Århus og dermed retten til at
deltage i landsfinalen.
De seks finaleprojekter spændte vidt. Lige fra
”Renland”-app (computerspil), til en skræmmekampagne om pesticider med billeder som på
cigaretpakker, til en green-chip som skulle fungere som et bæredygtigt fodaftryk i ens kørekort,
til en mentorordning for handicappede og et
forslag om praktikpladser i u-lande for unge på
erhvervsuddannelserne.
Dommerkomiteen bestående af Johanne
Schmidt-Nielsen fra Enhedslisten, Joachim B.
Olsen fra Liberal Alliance og Morten Christen-
8
sen innovationsdirektør fra ugebrevet Mandag
Morgen valgte dog ud af de mange gode og
innovative projekter Munkensdam Gymnasiums projekt om et fødevareoutlet for fødevarer,
der havde overskredet mindst holdbardato eller
var fejlmærket. I begrundelsen sagde dommerne
blandt andet, at projektet både var innovativt,
enormt nemt at realisere, fagligt skarpt og formidlet på en original og overbevisende måde.
Stort tillykke til Simon Schelde Christensen,
Katrine Juhler Andersen, Morten Theet Rasmussen og Daniel Lausen.
Tilmeld din klasse/skole til SamfundsCup
2014 med temaet demokrati
Vi håber selvfølgelig rigtig, at rigtig mange
ønsker at deltage i SamfundsCup 2013-2014,
hvor temaet bliver demokrati. Send allerede nu
en mail til projektledere Ditte Nørtoft Nielsen
på [email protected] og læs mere på www.samfundscup.dk eller på side 31 her i bladet.
SAMFUNDSCUP 2013
SamfundsCup 2012 – vindernotat
af Simon Schelde Christensen, Katrine Juhler Andersen, Morten Theet Rasmussen og Daniel Lausen, 2.x Munkensdam Gymnasium, Kolding
Til fødevareminister, Mette Gjerskov
Vi tillader os at skrive til Dem, da vi finder det
ganske problematisk, at et så veludviklet samfund som det danske ikke har fundet en løsning
på et kæmpe bæredygtighedsproblem; nemlig
madspild. Vi har valgt at fokusere på problemet
madspild i detailhandlen og ikke forbrugerne,
da det er her, vi ser det største potentiale til
innovative og originale løsninger.
Vi finder det uhensigtsmæssigt at,
y dansk detailhandel smider 46.000 tons affald
ud hvert år.
y 87 % af dette affald er spiseligt – svarende til
40.000 tons.
y der smides ud for 651 mio. kr. i brugser og
supermarkeder hvert år.
y forarbejdningsindustrien smider ud for 700
mio. kr. årligt.
Som figuren tydeligt indikerer, er forbrugerne
de største syndere i forhold til madspild, men
indenfor denne kategori har man allerede set en
masse innovative forslag og kampagner for at
mindske madspildet. De førnævnte tal understreger dog, at der i detailhandlen sker et betydeligt udsmid af spiselige fødevarer.
Det sker bl.a. på grund af
y fejlemballering af fødevarer
y forventninger om friske varer helt til lukketid
y det danske forbud mod salg af varer, som har
overskredet ”mindst holdbar til”-dato, selvom
de kan holde sig meget længere.
y forbuddet mod salg af varer, der har overskredet sidste salgsdato, som stadig er spiselige.
Vi har tænkt innovativt, originalt og bæredygtigt, og er nået frem til en løsning, som kan nedsætte madspildet i detailhandlen: et fødevareout-
Madspild pr. år i mio. kr.
3.500
3.000
2.500
2.000
1.500
1.000
500
0
Korn, mel, brød m.v.
Frugt og grønt
Mælk, æg, mejeriprodukter
Kød og kødprodukter
Primærproduktion
Forarbejdning
Engros
Biprodukter
Detail
Husholdninger
Storkøkkener
Skjult
9
SAMFUNDSCUP 2013
let. Hvor spiselige fødevarer, som ellers skulle
have været smidt ud, sælges i fødevareoutlettet
billigt til forbrugerne. Vi vil komme ind på tanker om og forslag til driften af outlettet i teori og
i praksis. Herunder, hvordan det vil påvirke
andre virksomheder, outlettets beliggenhed og
placering samt sammenhængen mellem et fødevareoutlet og det økonomiske kredsløb.
Opstart og drift
I forhold til opstarten har vi overvejet to forskellige muligheder. Man kunne forestille sig, at
fødevareoutlettet skal startes vha. statsstøtte, hvor
det efter en tre-fem års periode vil blive selvejende og selvfinansierende og altså uafhængigt
af staten. Den anden mulighed, som måske vil
gøre det mere attraktivt for virksomheder at være
en del af fødevareoutlettet og dermed bekæmpelsen af madspild, er, at de store virksomheder
inden for detailhandelen såsom Coop og Dansk
Supermarked, selv skal eje stederne og dermed
selv stå for finansieringen – og overskuddet.
Hvor er den ideelle beliggenhed for fødevareoutlettet så? I de fleste større byer ligger dagligvarebutikkerne og de store supermarkeder
meget samlet, så det vil være optimalt logistikmæssigt at placere outlettet i et sådan område.
Dermed vil transporten mellem supermarkedet
og fødevareoutlettet minimeres. En anden
mulighed for placering af outlettet, som vi har
overvejet, er ”shop-in-shop”, hvor fødevareoutlettet vil være en afdeling i den enkelte butik.
Her forekommer flere kritiske punkter. For det
første, ønsker flere detailkæder ikke at lægge
navn og brand til et outlet med eget navn i egen
butik. Dernæst vil man ved denne model ikke
opnå samme store mængde fødevarer i outlettet, men et formentligt snævert sortiment. Derfor er det mest hensigtsmæssigt at have et samlingssted for alle fødevarer fra mange butikker
for at opnå det største sortiment.
Som medarbejdere i fødevareoutlettet kunne
det være optimalt at benytte arbejdsdygtige
10
kontanthjælpsmodtagere, ydermere har mange
kontanthjælpsmodtagere i forvejen brancheerfaring. Jobbet i fødevareoutlettet kan slås op på
flere måder: som nyttejob, seniorjob, akutjob
eller et reelt job, hvor vedkommende går fra
overførselsindkomst til et lønnet job. Statens
udgifter mindskes dermed. Der skal selvfølgelig
også være et fagligt uddannet personale, til at
kunne kontrollere fødevarernes kvalitet, så alt
der sælges i forsvarlig sikkerhedsmæssig stand.
Varens vej til outlettet
Umiddelbart frygtede vi, at lovgivning i forhold
til salg af varer, som har overskredet sidste salgsdato, ville sætte en stopper for projektet med et
fødevareoutlet. Men med EU’s mærkningsforordning, der blev vedtaget i 2011, skal alle EUlande leve op til de fælles mærkningsregler
senest fra december 2014. I Danmark betyder
det blandt andet, at det bliver lovligt at sælge og
bortgive varer, der har overskredet ”mindst
holdbar til”-datoen, rundt omkring i landets
butikker.1 Fødevarer mærket med en ”mindst
holdbar til” dato og som ser fine ud og dufter
godt kan altså sagtens spises, selvom datoen er
overskredet.2 Ændringen i EU-lovgivningen tillader ikke salg af varer, som har overskredet sidste salgsdato. Derfor kræver dette et lovindgreb
i dansk lovgivning, hvor man giver dispensation
til fødevareoutlettet, så det kan sælge spiselige
fødevarer, som har overskredet sidste salgsdato.
I forhold til det konkrete salg af fødevarer
fra butik eller fabrik til outlet, er vores bud, at
outlettet køber varerne af butikkerne til halv
eller indkøbspris, og sælger det for hel indkøbspris. Det sikrer billige varer til forbrugerne samtidig med, at butikker og varehuse tjener penge
på deres ”affald”. Logistik- og transportmæssigt
er der kun én ting; varerne skal fra butikken til
1 Altinget | Fødevarer - tal fra 2012, www.stopspildafmad.dk.
2 Fødevarestyrelsen og Ministeriet for Landbrug, Fødevarer og Fiskeri - tal fra 2011, www.stopspildafmad.dk.
SAMFUNDSCUP 2013
outlettet – og gerne billigst muligt. Om det skal
være de ansatte i fødevareoutlettet eller butikken selv, der sørger for at bringe varerne hen til
outlettet, kan være op til butikken/outlettet selv.
Forbrugere og målgruppe
En oplagt forbrugertype i samfundet ser vi
værende som den studerende, pensionisten eller
kontanthjælpsmodtageren, altså folk uden stort
rådighedsbeløb, som efterspørger billige fødevarer, som ikke nødvendigvis er af højeste kvalitet.
Ifølge vores samfundsfaglige Minerva model3, så
vil fødevareoutlettets forbrugere oplagt være
lavere sociale befolkningsgrupper med en lav
indkomst – det rosa segment. Det grønne segment ville være oplagt, da de miljøbevidste
befinder sig her, men vi formoder at kvalitetsbevidstheden vil udkonkurrere miljøbevidstheden i
dette segment. Dog må man her have med, at
der pt. er lavkonjunktur i Danmark. Det kan
medføre, at folk vil handle i outlettet og gå på
kompromis med kvaliteten for at spare penge.
Virksomheders situation
med et outlet i byen
Et fødevareoutlet vil selvfølgelig medføre et profittab for de allerede eksisterende dagligvarebutikker. Det imødekommes ved det førnævnte
videresalg af spiselige fødevarer som ellers var
blevet smidt ud. Der ud over vil der kunne spares en masse penge på affaldsafhentning. Virksomheder der videresælger til outlets får muligheden for, at kunne reklamere med at være en
madspildsvenlig virksomhed på niveau med
mærkeordningen ’CO2-neutral’. Det vil kunne
tiltrække nogle af de miljøbevidste forbrugere
fra det grønne segment og derved indirekte
støtte fødevareoutlettet samtidig med at de får
god kvalitet.
Fødevareoutlettet i
det økonomiske kredsløb
Med hensyn til det økonomiske kredsløb,4 så
skaber vores outlet et øget privatforbrug, da de
billige priser vil give en større disponibel indkomst for den enkelte husholdning, som handler i fødevareoutlettet. Et øget privat forbrug vil
også komme som reaktion på at flere kommer i
arbejde, da de før var på kontanthjælp. Dette
medfører ikke kun større privatforbrug men
også øget indtægt til statskassen i form af skattekroner, moms og selskabsskat. Virksomhederne
tjener også penge på salget af affald – affald som
de tidligere ikke fik en krone for at smide ud,
men faktisk satte penge til i form af affaldsafhentning. Dette vil øge virksomhedernes investeringslyst og dermed vil et fødevareoutlet
bidrage positivt i det økonomiske kredsløb.
Konklusion: bæredygtighed
med mange aspekter
Projekt fødevareoutlet er bæredygtigt indenfor
de tre vigtige aspekter: det miljømæssige, det
økonomiske og det sociale. Outlettet sikrer som
tidligere nævnt arbejdspladser og vækst i samfundet. Det skaber derfor en bæredygtig vækst i
samfundet, da væksten ikke forårsager et dårligere miljø. Derudover skåner det også vores
miljø, da vores ambition er at mindske udsmidet
af spiselige fødevarer med 75 %. Projektet sikrer
øget social lighed, fordi forbrugerne i lavindkomst segmentet får et større rådighedsbeløb.
Vi håber, De vil synes om vores idé til en
løsning på det væsentlige bæredygtighedsproblem, som vi mener, at Danmark både kan og
bør gå i spidsen for, da vi ser potentialet i landet
til at blive inspirationskilde for andre lande i
Europa og resten af verden.
Med bedste hilsner fra
Daniel, Morten, Katrine og Simon
3 Minerva-modellen, http://www.samfundsfag.com/
images/stories/SOCIOLOGI/minervamodellen1www.png
4 Clemmesen, Kåre: Økonomi s. 45, Columbus, 2007.
11
Nye bøger til engelsk
og samfundsfag
• tilattoneenstudieretning,hvorengelskindgår?
• giveinspirationoginputtilSRO-ogSRP-skrivere?
• danneudgangspunktforarbejdemedAT?
SåharforlagetColumbusenrækkespændende,pædagogiskveltilrettelagte
ogprisbilligekvalitetsbøger:
OleHelmersen:
BrokenBritain?
ChristopherBisgaard
Olesen:FromBattlemind
toHomemind
TineVedelEriksen:
LanguageandPower
BrokenBritain?behandler
decentraleaspektervedStorbritannien:Detpolitiskesystem,
denøkonomiskeudvikling,identitetsopfattelser,socialstratifikationogøkonomiskulighedsamt
Storbritanniensrolleiverden.
Bogenudkommerpådansk,
menindeholderengelsksproget
materiale.139,-kr.
FromBattlemindtoHomemind
erenantologitilengelsk,somer
yderstvelegnettilbrugisamarbejdemedsamfundsfagoghistorie.Denfokusererdelspålegitimeringenafkrig,delspå
oplevelsenafatværeikrig,og
delspåproblemetiatomstille
sigtildetcivilelivefterathave
væretikrig.139,-kr.
LanguageandPowerhandler
omsamspilletmellemsprogog
magtmedfokuspåundertemaerne‘kønogseksualitet’,‘race
ogetnicitet’samt’socialklasse’
ogtematisererpådenmådeen
rækkeafdetendenser,derlige
nuprægerlitteraturenideengelsktalendelande.139,-kr.
Udkommer maj 2013
Udkommer maj 2013
Udkommer maj 2013
forlaget © columbus
– samfundsfagslærernes forlag
”Hvad vil de med samfundsfag”
Interview med Marie Krarup Dansk Folkeparti af Jørgen Lassen, Formand for FALS
Marie Krarup er Dansk Folkepartis gymnasiepolitiske ordfører. Marie Krarup har inviteret
Deres udsendt til kaffe hjemme hos hende selv.
Mens hun skænker kaffen fortæller hun lidt om
sin baggrund. Marie Krarup har undervist på
STX i perioden fra 2006 og frem til 2011, hvor
hun blev valgt ind i folketinget. Hun har hovedfag i ”Øst-Statskundskab” og sidefag i religion,
erhvervsøkonomi og samfundsfag. Hun savner
det at undervise meget. Det er tydeligt, at Marie
Krarup har lyst til at diskuterer faget og reflekterer over dets position i gymnasiet.
J.L:”Hvad er dit synspunkt på samfundsfag i
gymnasiet i dag?”
M.K: ”Samfundsfag fylder for meget. Samfundsfag kommer til kort specielt på A-niveau”. Hun
mener, at eleverne ikke kan bruge alle de teorier, som de har lært fordi de mangler forudsætninger for forståelse af dem. Forudsætningerne
for at forstå teori er at have empirisk viden. Den
kunne de have opnået i historie, men faget blev
svækket for meget ved den sidste gymnasieskolereform. Det var ikke nødvendigvis nogen heldig beslutning at tage samfundskundskab ud af
historie. Man mistede på den måde det empiriske grundlag for at se på felter som ideologi, de
politiske partier og beslutningsprocedurer.
”Jeg så gerne at historie kom til fylde noget mere.
Samfundsfag er et fantastisk fag at undervise i,
men jeg må bare sige at det er kommet til at fylde
for meget. Det er synd, for det går ud over eleverne.”
J.L: ”Historie er tilbageskuende mens samfundsfag peger fremad. Det passer vel bedre
ind i en sen-moderne verdensforståelse?”
M.K: ”Det er et problem i samfundsfag at vi forstår os som dem der ser de store sammenhænge
og at vi ser fremad. Det er en løgn. Du er nødt til
at have en afstand til dine teorier. Hvis du udelukkende ser dig selv som den der ser de store
sammenhænge og ser fremad så er du galt
afmarcheret og det er farligt, men den er der. Det
er meget vigtigt at man kender sin historie marxismen, Edmund Burke, Den Franske Revolution
altså hvor ideerne kommer fra”.
JL: ”Bygger dit ønske om at historie skal fylde
mere i forholdet til undervisningen i samfundsfag ikke på et nationalkonservativt
grundsyn hos dig?”
M.K: ”Jeg HAR et national-konservativt grundsyn.
Det er det fundament, jeg står på. Men det betyder
ikke at jeg hjernevasker eleverne i national-konservatisme. For at undgå det, lægger jeg blandt andet
min egen personlige holdning åbent frem. Så kan
eleverne selv se det, hvis jeg begynder at hjernevaske. En marxist kan også sagtens undervise neutralt, hvis vedkommende – som jeg – gør sit
udgangspunkt klart og vægter det, at tilstræbe neutralitet. Men det er bare ikke altid det man ser
blandt marxister eller politisk korrekte lærere. For
eksempel er der meget hjernevask angående klimadiskussionen, hvor lærere indoktrinerer i deres egne
frelste holdninger. Ofte fordi de ikke selv er klar
over deres egne holdninger. De forveksler fakta og
holdninger. Og så går det helt galt.”
13
HVAD VIL DE MED SAMFUNDSFAG?
J.L: ”Både historie og dansk, som er klassiske
dannelsesfag, har måttet se sig reduceret ved
reformen. Du mener ikke at samfundsfag har
kunnet overtage denne dannelses opgave?
M.K: ”Nej slet ikke og slet ikke sådan som samfundsfag er i dag. Underviserne kan være ganske
generaliserende og vi ser subjektive holdninger
komme til udtryk lærerbøgerne”. M.K. trækker
et par klassiske lærerbøger ned fra hylden bl.a.
Christiansen og Nørregaard ”Demokrati, Magt
og Politik i Danmark”, hvor Dansk Folkeparti
placeres lige ud for bunden af den horisontale
værdipolitiske linje, dvs partiet bliver eksplicit
det konkrete eksemble på begrebet ”intolerance” (s. 67 i den gamle udgave og s. 81 i den
nye udgave, red.). ”Det er ikke objektiv videnskab men udtryk for en holdning. Det er svært at
finde en værdifri lærerbog på markedet”, siger
M.K.
På min indvending om at lærerne generelt
bestræber sig på at holde sig værdifri både med
baggrund i et universitetsfaglig ideal og belært af
eksempler fra folkeskolen i 1970erne siger M.K.
at hun ”selvfølgelig ikke kender al undervisning”,
men hendes opfattelse bygger hun på de er erfaringer hun har med sig fra gymnasiemiljøet.
”Det at være ikke-tendentiøst er meget vigtig”.
Personligt tonede MK rent flag overfor sine elever. Så er der rene linjer. I øvrigt havde hun en
konkurrence med eleverne om at de fik en præmie hver gang de kunne finde et hvilket som
helst eksempel på noget tendentiøst i lærerbøgerne og det bliver til meget slik. M.K. mener, at
lærebøgerne oftest er tendentiøse ved det, at de
dels udtrykker en anti-konservativ holdning og
dels tilstræber en politisk korrekt linje en orientering mod socialdemokratisk – radikal venstre
tænkning.
14
J.L: ”Hvilke ændringer så du gerne i gymnasieskolen og samfundsfag?”
M.K: ”Jeg har lagt op til en afskaffelse af AT,
bl.a. af hensyn til elever fra de bogligt fremmede
hjem, men det er ikke det der ligger i kortene nu.
Man kunne godt have 2-3 AT-forløb i gymnasietiden, men nu er det for dominerende”.
M.K. så gerne at samfundsfag først dukkede op i
2 og 3 g på henholdsvis c og b niveau, hvor eleverne ville have en bedre mulighed for at forholde sig til fagets teori. I den sammenhæng
mener hun, at det ville være mest relevant, at
c-niveauet igen blev en integreret del af historiefaget.
Direkte adspurgt om samfundsfag på
A-niveau kvalificerer eleverne siger hun, at hun
ikke anerkender at samfundsfag er kvalificerende på samme måde som sprogfag og matematik. ”Eleverne på statskundskab er langt bedre
rustet til deres studier med gode kundskaber i
sprog og matematik end med samfundsfag”.
Hun pointere at hun var glad for at undervise i
faget ”og det er fantastisk at gøre det, men hensynet til eleverne siger mig at det var bedre med
mere tid til grundfagene”. Det er hendes opfattelse at det faglige niveau har været faldende i
gymnasiet og det skader eleverne.
Men mener Marie Krarup at studieretninger
med samfundsfag er en misforståelse? ”Nej, det
mener jeg ikke, men jeg mener at man skal passe
på med at smide de andre ting ud. Det er ok at
man har samfundsfag i gymnasiet og det er også
sjovt at undervise i, men det er mere det at det er
blevet obligatorisk. Det flyder for meget ved det
at det er generelt over hele gymnasiet” slutter
Marie Krarup”
SAMFUNDSFAG
K,
R
EN
A
D
M
R
DAN PA, VE !
j
O
e
R
v
U
å
®
E
p
g
o
b
– i-
Få gratis prøveperiode!
Opret en profil på
gyldendal-uddannelse.dk
eller scan koden
8655
DANMARK, EUROPA, VERDEN udkommer nu som i-bog.
I-bogen indeholder den tilsvarende grundbog, som kendes fra papirudgaven. I i-bogen kan eleverne tage noter,
forstørre tabeller, grafer, figurer og billeder, få læst teksten op og søge i eksterne opslagsværker.
Danmark, Europa, Verden – international politik i det 21. år
århundrede er en grundbog til samfundsfag på A-niveau.
Med afsæt i den teoretiske, begrebsmæssige og historiske
kontekst hjælper denne bog eleverne til at tænke struktureret og systematisk over, hvordan vi kan besvare grundlæggende og aktuelle spørgsmål om international politik.
Opret en profil på gyldendal-uddannelse.dk og du får en
mail med tilbud om gratis prøveperiode, når i-bogen er
klar til juni.
gyldendal-uddannelse.dk tlf. 33 75 55 60 [email protected]
8655 Ann_Samundsfagnyt_nr.190_ DK,Eu,Verden_i-bog_170x240.indd 1
15/04/13 16.18
Den økonomiske teori, krisepolitikken
og et omrids af en ny vej fremad
af Bengt-Åke Lundvall, Professor, Institut for Økonomi og Ledelse, Aalborg Universitet
En kapitalistisk økonomi præges i perioder af
stabil økonomisk vækst og høj beskæftigelse. I
sådanne perioder er interessen for, hvordan
økonomien fungerer begrænset og der udvikles
teorier som fremhæver, hvordan markedsmekanismen sikrer harmoni og velstand til alle. Det
er i en økonomisk krisetid, at systemets modsætninger bliver synlige og det er også i krisetider at økonomiske teorier bliver testet.1
Jeg vil derfor bygge denne artikel omkring
en fortolkning af den økonomiske krises årsager
og forløb. Jeg vil undervejs pege på, hvordan
økonomer har været med til at understøtte den
markedsfundamentalistiske politik, som var en
forudsætning for, at krisen kunne finde sted
samt på, hvordan urealistiske økonomiske teorier om, at udbud skaber sin egen efterspørgsel,
blokerer for et nødvendigt skift i økonomiens
institutioner og udviklingsretning.
Jeg vil til sidst diskutere, hvilke handlemuligheder som kan bruges til at løfte hhv. Danmark, Europa og Verden ud af krisen. Et hovedresultat af analysen er, at det var politikerne,
som slap finanskapitalen fri fra statens snærende bånd, og som herved gjorde krisen mulig.
En anden konklusion er, at der er brug for vidt1 Jeg har valgt at skrive denne artikel uden specifikke referencer. Til gengæld har jeg nogle referencer til danske
og internationale bidrag som behandler de tema som rejses i artiklen. For dem som er interesseret i at følge debatten om den finansielle krises årsager og forløb giver
Financial Times debatsider nyttig indsigt.
16
gående ændringer i forholdet mellem marked og
stat samt i forholdet mellem nationalstater for
at genoprette en nogenlunde stabil og langsigtsholdbar kapitalisme.
Dette stiller krav om et opgør med disciplinernes ’stammekultur’ og om analyser, som
kombinerer økonomisk teori med indsigter fra
bl.a. sociologi og statskundskab.
Krisens oprindelse og årsager
Der foreligger stort set enighed om, at den
umiddelbare årsag til krisen kan føres tilbage til
finansmarkederne og mere specifikt til
långivning til boligejere i USA, hvis boligers
værdi blev overvurderet på markedet. Dette gav
først problemer for specifikke finansielle institutioner i USA og i England. Disse var via gensidig
långivning koblet til andre banker og fonde i
USA og i Europa, og krisen blev selvforstærkende, og betød, at der på et tidspunkt var
risiko for et totalt sammenbrud af det finansielle
system. I denne situation trådte staten til og
brugte skattemidler til at garantere bankernes
gæld og den private opsparing i bankerne.
En forudsætning for, at krisen fik et så voldsomt forløb var, at bankerne i en længere periode op til krisen havde udvidet långivningen
nationalt og globalt ved hjælp af ny finansielle
’instrumenter’. I bunden lagde man f.eks. boliglån, som man så kombinerede i ny ’pakker’ og
brugte som sikkerhed for at sælge obligationer.
Disse obligationer kunne man yderligere belåne
DEN ØKONOMISKE TEORI, KRISEPOLITIKKEN OG ET OMRIDS AF EN NY VEJ FREMAD
og ved hjælp af denne ’deriveringsproces’, som
ligner et pyramidespil, kunne bankerne ekspandere uden grænser, og man endte med en finansiel overbygning med et meget svagt grundlag
og i oppustede vurderinger af reelle værdier
såsom f.eks. fast ejendom. Da de første krisetegn kom for dagen, kunne man se, at den
finansielle bygning ikke var andet end et ’korthus’.
Går vi yderligere et skridt bagud i årsagskæden, finder vi, at bankerne engagerede sig i
denne proces, fordi den tillod dem at ekspandere og opnå store overskud. Internt i bankverden havde man belønningssystemer – bonusordninger o.l., - som gav den enkelte på alle
niveauer direkte incitamenter til at fremme salget af sådanne derivativer. Hertil kom, at man i
den hektiske jagt på profit i voksende grad blev
fristet at snyde på vægten. Umiddelbart efter
krisen fandt man således mange skeletter i skabet, også hos de mest respekterede banker og
institutioner. Dette gav politikere anledning til
moralske betragtninger angående bankernes
adfærd. Noget som blev brugt til at aflede
opmærksomheden fra de mere grundlæggende
systemiske problemer i finansverden.
Graver vi yderligere et spadestik dybere, finder vi, at det var politiske processer på nationalt
og internationalt niveau, som lagde grunden for
krisen. Efter den store depression i 30erne fik
man oprettet en række regler for finansiel virksomhed, som skulle forhindre en gentagelse. I
USA indebar den såkaldte Glass Steagall Act, at
der blevet stillet lovkrav til en adskillelse mellem
ordinær bankvirksomhed og spekulation. Der
blev også stillet krav til bankernes sikkerhed set i
forhold til deres udlåning. Dette system blev
gradvist svækket med begyndelse i 1970’erne
hvor man måtte opgive det system af faste valutakurser knyttet til dollaren og dens indløsning
af guld som gik under betegnelsen Bretton
Woods. Dereguleringen accelererer i 1980’erne
og 1990’erne, især i USA og England – Reagans
og Thatchers nyliberale felttog var specielt fremgangsrigt på dette område.
De finansielle institutioner var særdeles
aktive som lobbyister til fordel for deregulering.
Den finansielle sektor har rigelig adgang til
penge – noget som kan bruges til at påvirke
politikere især i USA men også i Danmark. Man
brugte også den nationale interesse og den
internationale konkurrence som argument. Så
snart man i et land havde foretaget en svækkelse
af reguleringen kunne bankerne i de andre
lande true med at flytte aktiviteter til ’foregangslandet’ hvis man ikke fik tilsvarende lettelser.
Denne mekanisme indebar at den nationale
kontrol med kapitaleksport og import blev
afviklet i land efter land og at de finansielle
institutioner fik mere og mere frie hænder til at
kombinere almindelig bankvirksomhed med
spekulative transaktioner.
Den anden vigtige støtte for afreguleringen
af finansmarkederne kom imidlertid fra akademisk side. De etablerede finansøkonomer
udviklede et sæt af teorier omkring det ’effektive
marked’. Ved hjælp af komplicerede matematiske modeller kom de frem til at markedet, –
hvis det blev overladt til sig selv, – ville finde
frem til en pris på alle former for værdipapirer,
som præcist svarede til den risiko, som de var
forbundet med. Derfor var markedets udvikling
af nye instrumenter altid med til at gøre systemet mere effektivt. Herved bidrog bankerne til
at fremme vækst og velstand. Offentlig regulering af finansielle transaktioner måtte foregå
med ’let hånd’, ellers ville den hæmme hele det
økonomiske systems evne til at vokse.
Disse teorier kan være vanskelige at forstå
for lægmænd, som ikke er vænnet til den økonomiske skolastik. De tager således som deres
udgangspunkt, at alle aktører har en fuldkommen viden om både nutid og fremtid, – alle
aktører antages agerer på grundlag af ’rationelle
forventninger’. Dette lyder som det rene volapyk, og det er det også. Men det har ikke forhinsamfundsfagsnyt maj 2013
17
dret, at ophavsmændene til disse teorier har fået
nobelpriser i økonomi. De forsvarer brugen af
disse urealistiske antagelser med, at de empirisk
kan vise, at systemet de facto fungerer, som om
at alle aktører har rationelle forventninger.
Dette argument var blevet gennemhullet allerede før den store krise, efter krisens udbrud
fremstår det som noget af en absurditet.
Frigørelsen af de finansielle institutioner fra
snærende bånd var tæt knyttet til en generel ideologisk strømning af ekstremliberal karakter i
vesten. Dette kan måske bedst illustreres ved, at
præsidenten for hvad der svarer til Nationalbanken i USA, Federal Reserve, i årene op til krisen,
Alan Greenspan, er erklæret tilhænger af Ayn
Rand, som står som heltinde for en kultlignende
ultraliberal bevægelse i Vestverden. (Hendes
bøger er i øvrigt gjort til obligatorisk læsning for
de ansatte ved den danske Saxo Bank, som jo
også er hovedbidragsyder til det ultraliberale
Liberal Alliance.)
Krisens næste offer
blev de statslige finanser
Det totale finansielle og økonomiske sammenbrud blev undgået ved at staten på det nationale
niveau trådte til og overtog de private bankers
forpligtelser – nogen gange ved (som regel temporært) at overtage ejerskab til de insolvente
banker. Resultatet af disse redningsaktioner
viste sig at få paradoksale følger, fordi det nu
blev staternes finanser, som kom i søgelyset. I
de lande, hvor den nationale finanssektor havde
mest uhæmmet havde udnyttet friheden til ekspansive eventyr (Island og Irland), blev regningen for skatteyderne enorm, og staten måtte
erklære sig bankerot for at slippe af med noget
af en gæld som man ikke kunne betale.
Men i alle lande førte krisen til en svækkelse
af statsfinanserne. Der var forskellige mekanismer på spil. For det første måtte man bruge
skattemidler til at dække bankernes tab. For det
andet indebar den finansielle krise, at bankernes
18
evne til at finansiere reelle aktiviteter i forbindelse med investeringer og varetransaktioner
blev svækket – finansstrømmene blev ’frosset
til’. For det tredje skete der en kraftig vækst i
opsparingen hos forbrugere og virksomheder.
Krisen havde reduceret værdien af deres ejendom (som kunne bestå af fast ejendom, værdipapirer eller pensionsaftaler) medens deres gæld
forblev på et uændret højt niveau. Disse tre
mekanismer resulterede i, at efterspørgslen efter
varer faldt dramatisk, arbejdsløsheden voksede,
og de indkomster, som staten beskatter, faldt
drastisk. Faldet i efterspørgselen blev yderligere
forstærket af, at indkomsterne blev mere skævt
fordelt, – når der flyttes indkomster fra arbejderklassen til de rige falder forbruget fordi de
rige har muligheder for at spare op.
Dette indebar, at skatteindtægterne faldt
brat, medens udgifterne ikke kunne beskæres
tilsvarende, tværtimod var der nogle typer
udgifter såsom betaling af understøttelse til
arbejdsløse, som voksede som følge af krisen. På
sin vis var dette en god ting, fordi det indebar,
at staten via dens negative opsparing forhindrede, at krisen blev gjort endnu dybere, – det
man kalder for ’automatiske stabilisatorer’ er
med til at undgå bratte fald i den økonomiske
aktivitet. Men det indebar, at staten i lande som
Spanien, Grækenland og Portugal måtte
henvende sig til det internationale marked for at
låne penge i stort omfang, og at statsgælden
voksede til et højt niveau.
I nogle lande skete dette i sådant omfang, at
det blev åbenlyst, at man i disse lande ikke ville
kunne klare både at afdrage sine lån og betale
renter på disse lån. Private organisationer i USA
foretager fortløbende vurderinger af nationers
kreditværdighed, og efter sammenbrud i Irland
og Island satte de i voksende grad fokus på
medlemslande i euro-samarbejdet såsom
Portugal, Spanien, Italien og Grækenland.
Herved blev långiverne mere skeptiske, og som
resultat måtte disse lande nu betale betydeligt
højere renter end andre ’mere sikre’ lande.
Statsobligationer gik fra at være sikre papir med
lav og stabil rente til at blive befængt med risiko,
også for medlemmer af Euro zonen.
Resultatet blev, at Grækenland måtte gennemgå en ’kontrolleret bankerot’, hvor man
’barberede’ 40% af långiveres fordringer, og
herefter har man der, som i Portugal, Spanien
og Italien, måttet gennemføre en hestekur, som
indebærer en kraftig sænkning af levestandard
og beskæftigelse i disse lande. Det faktum, at de
er medlemmer af eurosamarbejdet, har været
afgørende både for, at de kunne skaffe sig så
dramatiske statsfinansielle problemer og for, at
de herefter ikke har kunnet løse dem ’på normal
vis’ – dvs. via en devaluering af deres valuta. Der
er forskellige vurderinger af, hvorvidt det er
klogt for dem at blive i euro-samarbejdet, eller
om det ville være bedre med et rent brud efterfulgt af en kraftig devaluering (30-50%). Det
sidste alternativ er blevet praktiseret med en vis
succes i f.eks. Argentina.
Men prisen for euro-samarbejdet og
følgevirkningerne for resten af Europa og for
verdensøkonomien som helhed af, at flere af
disse lande forlader euro-samarbejdet, kunne
blive et nyt finansielt sammenbrud. Den internationale afhængighed i det finansielle system,
hvor f.eks. tyske banker har købt spanske statsobligationer, er hovedforklaringen på, at EU’s
finansministre, den Europæiske Centralbank og
IMF bliver ved med at give den støtte, som skal
til for at undgå en udtræden. I denne forbindelse skal det noteres, at lande som Finland,
Holland, Tyskland, Sverige og Danmark drager
stor fordel af krisen i syd. Jo mere usikker situationen er i syd, jo mere attraktivt bliver det at
placere pengene i nord.
Den europæiske krisestrategi er at styrke
konkurrenceevnen og at spare sig ud af
krisen
Givet at krisen bundede i en frigørelse af markedet, skulle man forvente, at der kom en debat
om statens rolle set i forhold til markedet.
Umiddelbart efter at krisen havde ramt de nationale økonomier, var der også noget som
pegede i denne retning. Førende europæiske
politikere som Merkel og Sarkozy argumenterede for at markedets dominans over den politiske proces skulle vendes på hovedet sådan, at
det var politikken der styrede markedet. Men
denne diskussion fortonede sig, og gradvist blev
der formuleret en helt igennem markedskonform økonomisk politik, hvor hver enkelt
nation skulle sikre balance på statens finanser
ved at styrke sin egen ’internationale konkurrenceevne’.
International konkurrenceevne kan ses som
determineret af alle de faktorer, der bidrager til
vækst i virksomheders eksport (forskning,
uddannelse, social kapital, tillid, arbejdsorganisation, infrastruktur etc.). I den ny europæiske
diskurs er man faldet tilbage på en meget mere
snæver forståelse, hvor det er prisen på arbejdskraft, der er afgørende. Da lavere lønomkostninger ikke kan opnås via devaluering indenfor
euroområdet, bliver fokus sat på de nominelle
lønninger. Det mest effektive middel til at reducere lønninger er høj arbejdsløshed. Derfor ser
man et øget udbud af arbejdskraft og et lavt
aktivitetsniveau i økonomien som nødvendigt,
fordi det på det lange sigt skal sikre konkurrenceevne og vækst. Herved opnås noget man
betegner som en ’intern devaluering’.
Igen får man hjælp fra tonangivende akademiske makroøkonomer. De har særdeles vanskeligt ved at medtænke innovation og andre
dynamiske faktorer som påvirker produktivitet
og produktkvalitet i deres ligevægtsmodeller og
sætter derfor fokus på reduktion af lønninger.
De opererer med såkaldte ny-keynesianske
19
makroøkonomiske model med en skarp opdeling mellem kort og lang sigt. På den korte bane
er de keynesianere og accepterer, at der kan
forekomme ufrivillig arbejdsløshed, men på den
lange bane er de ligevægtsøkonomer. De argumenterer for, at det kan være nødvendigt med
arbejdsløshed på kort sigt for at holde lønningerne nede. Når dette lykkes, vil markedet på
lang sigt være effektivt nok til at opsuge arbejdsløsheden.2
En anden måde, som mainstream økonomer mener at man kan styrke den internationale konkurrenceevne på, er ved at gennemføre
’strukturreformer’, som forøger udbuddet af
arbejdskraft og som giver en lavere lønstigningstakt. Dette begreb har en teknokratisk
klang, men det står som regel for politisk konservative reformpakker, som sigter til at svække
faglige organisationer og slanke den offentlige
sektor.3
Den nationale sparestrategis
begrænsninger
Den ensidige fokus på genopretning af de
offentlige finanser indenfor EU og i USA forværrer krisen. For at forstå hvorfor, er det nyttigt at opstille nogle elementære bogføringsmæssige forhold, som gælder på det nationale
niveau.
2 Denne antagelse kan ses som et tvivlsomt efterladenskab fra den markedsoptimisme, der herskede før krisen. I
Danmark har den fundet sin matematiske form i Dreammodellen, som har den egenskab, at ’på lang sigt’ har vi
alle rationelle forventninger, og derfor vil arbejdsløsheden skabe den efterspørgsel, der er nødvendig for at systemet af sig selv skal vende tilbage til noget, der ligner
fuld beskæftigelse.
3 I Danmark er det pt. folkeskolelærerne og Bondo, der
er udsat for et kraftig pres for at opgive tilkæmpede rettigheder. Under Thatcher satte knægtelsen af minearbejderne og Scargill den nye ultraliberale dagsorden i England. Der er mange politiske kommentatorer i Danmark
som ser lærernes aktuelle arbejdskamp som en der kan
sætte en tilsvarende ny dagsorden i Danmark, som ender
med et opgør med den såkaldte danske model, især hvad
angår de offentlig ansattes rettigheder.
20
Nationalregnskabet er opbygget sådan, at
hver gang der er nettoopsparing i en del af økonomien er der et ’overforbrug’ og låntagning –
dvs at man bruger flere penge, end man får i
indtægt - i en anden del. Vi kan f.eks. opdele
økonomien i tre sektorer – den offentliges nettoopsparing antager vi er SO, den private SP
overskuddet på betalingsbalancens løbende
poster antager vi er SU. Dette overskud svarer
til en national nettoopsparing set i forhold til
udlandet.
Når man gør regnskabet op efter en periode
– f.eks. for dansk økonomi år 2010 – vil det
gælde at:
SO+SP-SU=0
2010 var således den private nettoopsparing
(nettofordringserhvervelse) ca. 150 mia medens
den offentlige opsparing var negativ med ca. 50
mia og overskuddet på betalingsbalancen set i
forhold til omverden ca 100 mia. Den private
opsparing foregik udelukkende i virksomhederne som sparede ca 180 mia op medens de
private husholdninger tilsammen havde en
negativ nettoopsparing på ca 30 mia.
Det er væsentligt at forstå at en nettoopsparing ikke er ensbetydende med en voksende formue i den pågældende sektor og omvendt at
nettolåntagning kan være foreneligt med at formuen vokser. Danske virksomheders store
opsparing afspejler således at de konsoliderer sig
– de undlader at investere og sparer op for at
kompensere for at krisen reducerede bytteværdien af deres aktiver. Hvordan husholdningers
og virksomheders formue udvikler sig vil således afhænge både af nettoopsparingen og af
hvordan prisen på huse, fabrikker, aktier og
statsobligationer udvikler sig. Krisen havde som
årsag at disse priser voksede helt ud af trit med
den reale økonomis udvikling og den umiddelbare konsekvens var at et voldsomt fald. Krisen
mest dramatiske effekt for den reale økonomi
var faldet i de private investeringer – 2012 var
der i Danmark tale om negative private nettoinvesteringer for første gang siden slutningen af
den anden verdenskrig.
En reduktion af statens underskud vil føre til
lavere økonomisk aktivitet og til større arbejdsløshed. Det afgørende spørgsmål er hvordan
den private sektor reagerer på offentlige nedskæringer. Den umiddelbare effekt er at den
aggregerede efterspørgsel falder og dette vil
næppe stimulere hverken konsumtion eller
investeringer – effekten bliver ikke en reduktion
of den private nettoopsparing og derfor bliver
nettoeffekten lavere beskæftigelse.
De økonomer som bifalder en sådan stramningspolitik fæstner deres lid til at et voksende
udbud af arbejdskraft – f.eks. via afskedigelser i
den offentlige sektor og via mere strikte regler
for understøttelse - vil reducere lønninger og
herved bidrage til at de private virksomheder
investerer i Danmark med henblik på eksport.
For at denne udbudseffekt skal kunne ophæve
den negative efterspørgselseffekt skal dansk eksport og import være særdeles prisfølsom. Her
kan det nævnes at Dansk Industri opererer med
en priselasticitet som ligger kun lidt over 1
(-1.19) medens Adam opererer med en elasticitet i størrelsesorden 2.0 (-2.0). Derfor skal der
drastiske lønreduktioner til og hvis blot en del
af disse omsættes i lavere vækst i produktivitet
bliver nettoeffekten på afsætningen og beskæftigelsen usikker.
Det andet hovedargument for en reduktion
of de offentlige udgifter er at ’markedet’ ellers
vil sætte fokus på Danmark og skærpe betingelserne for långivning til Danmark. Den lave
rente bliver fremhævet som et resultat af en
’ansvarlig økonomisk politik’. Her er der uenighed om hvor tæt man er på en situation hvor
Danmarks kreditværdighed bliver bragt i tvivl.
Det faktum at Danmark har en nettostatsgæld
tæt på nul og nettotilgodehavende i forhold til
omverden på ca. 600 mia peger i retning af at
man kunne tillade sig et betydeligt større underskud på statsfinanserne end det man har nu.
Afgørende udfordring er at reducere opsparingen og stimulere investeringer i de private virksomheder. Der ligger enorme likviditets reserver
men de vil kun blive sat i spil og omsat til investeringer når der ses tegn på at der ligger en
effektiv efterspørgsel forude.
Hvis de private (husholdninger og virksomheder) har en nettoopsparing, vil der nødvendigvis forekomme en negativ offentlig opsparing (låntagning). En af de mest afgørende konsekvenser af krisen var, at private husholdninger
og virksomheder oplevede, at den samlede
værdi af de genstande de ejede (huse, aktier,
fabriksanlæg, landbrug etc.), og som de havde
baseret deres låntagning på faldt dramatisk,
nogle blev insolvente (gæld større end formue),
og gælden blev en trussel for deres økonomi.
Svaret på dette var, at private aktører reducerede udgifterne set i forhold til tidligere, og
dette gav som resultat en stor nettoopsparing,
som kom til udtryk i et drastisk fald i privat
konsum og i private investeringer.
Det indebar også, at det offentlige per definition måtte lånefinansiere offentlige aktiviteter.
Alternativet, hvor man politisk gjorde alt for at
fastholde et balanceret offentlig regnskab – noget
som vi så eksempler på i 30erne – ville have
været at økonomien kom i frit fald nedad. Dette
indebærer omvendt, at forudsætningen for at
man i Danmark skal lykkes med at reducere den
offentlige låntagning er, at den private sektor
reducerer dens nettoopsparing. Dette vil kun ske
hvis der foreligger en vis tillid til fremtiden i husholdningerne. Strukturreformer, som undergraver social tryghed kombineret med oppustning
af ’krisebevidsthed’, har den modsatte effekt.
Denne sammenhæng er specielt vigtig for
Danmark, hvor husholdningernes grad af
gældsætning pga. af det særprægede boligmarked er markant større end i alle andre lande i
verden.
21
Keynesianismens begrænsninger i en lille
åben økonomi
Man kan øge aktivitetsniveauet og reducere
arbejdsløsheden igennem finanspolitik, og dette
er en politik som man normalt gør brug af i
nedgangstider. Dette kan gøres på forskellig vis.
Lavere skatter stimulerer privat konsum og private investeringer. Øgede offentlige udgifter
giver direkte beskæftigelseseffekter og giver
indirekte større privat konsum og større private
investeringer.
Men i en lille åben økonomi vil en del af den
større efterspørgsel rette sig imod import, og
den positive beskæftigelseseffekt vil være tilsvarende begrænset. Offentlig låntagning vil gå
hånd i hånd med at det nuværende overskud på
betalingsbalancen bliver reduceret. Dette udelukker ikke, at staten i en åben økonomi kan stimulere efterspørgselen, men det større stiller
krav til, hvordan man gør det. Det bedste
instrument er offentlige investeringer, inklusive
investeringer i uddannelse og forskning, som
sikrer fremtidig effektivitet, og som har lavt
import indhold. Den mindst effektive måde er
generelle skattelettelser som stimulerer det private forbrug.
Alternativet til ekspansiv finanspolitik i et
land er at man samordner finanspolitikken på
Europæisk niveau. Her har det desværre vist sig
at Merkel og andre tonangivende politikere indtil videre har valgt at betragte Europa som en
’lille åben økonomi’, som ikke kan tillade sig at
investere i fremtiden. Man kan også vælge at
betegne den valgte strategi som nymerkantilistisk ved at sigte til Europa som helhed skal have
overskud i samhandel med omverden. 2009
havde Eurolandene tilsammen et underskud på
betalingsbalance set i forhold til omverden i
størrelsesorden 60 mia dollar – svarende til
mindre end 1/2 % af den samlede nationalindkomst i eurozonen. Herved udelukker man en
samordnet investeringsplan, for Europa som
22
kunne gøre det muligt for regionen som helhed
at få reduceret arbejdsløsheden.
Kan det gøres anderledes?
For at komme ud af krisen med et nogenlunde
velfungerende og stabilt kapitalistisk system,
kræves der radikal nytænkning på en række
områder. Desværre er det som om, krisen har
ført os tilbage til mere primitive forestillinger og
til politiske strategier, som i bedste fald vil indebære, at et nyt opsving ender i en ny og mere
alvorlig krise. Herved må vi tage hensyn til at vi
befinder os i en tredobbelt krise hvor vi udover
finanskrise og vækstkrise må forholde os til den
økologiske krise.
Drivhuseffekten er ikke aflyst i forbindelse
med finanskrisen og vækstkrisen
Op til krisen voksede forståelsen for at det hidtidige vækstmønster ikke kunne fortsætte uden
katastrofale konsekvenser for klimaet. Forbrug
af energi og materielle ressourcer har allerede
nået et niveau, som overstiger naturens evne til
at reproducere sig selv. Uændret vækstmønster
vil føre til global opvarmning, som i næste
omgang vil ramme især de fattige lande med
enten tørke eller oversvømmelser. I alle verdensdele vil man opleve dramatiske vejrfænomen og at landmasser bliver lagt under vand.
Den økonomiske krise har fortrængt denne
debat, og nu er der sat ensidig fokus på at genetablere økonomisk vækst. Man ser gerne, at
forbrugerne bliver mere aktive og øger deres
efterspørgsel efter alle slags materielle goder.
Man er parat til at gå langt, også i Danmark, for
at sikre arbejdspladser uanset om de bidrager
med CO2 eller ej. Denne fortrængning er både
uholdbar og ineffektiv. Alternativet er at
udnytte de ledige ressourcer, som er blevet skabt
af krisen til at investere i infrastruktur og i
grønne teknologier.
Hvis en dansk statslig grøn udviklingsbank
viste vej for de nu meget tøvende private inve-
storer, ville man kunne skaffe sig et teknologisk
forspring set i forhold til andre lande. Men dette
forudsætter, at man gradvist formår at etablere
internationalt samordnede miljøkrav og reguleringer, inklusive regler for beskatning af udledning af CO2. Uden en sådan samordning vil de
enkelte lande tøve med at belaste den nationale
industri med afgifter og snærende miljøreguleringer.
Det finansindustrielle og det
boligindustrielle kompleks
I forbindelse med sin fratrædelsesaftale 1961
advarede den afgående præsident Ike Eisenhower politikere og almenhed i USA imod, at der
var opstået en magtfuld sammenfiltring af interesser omkring produktion og anvendelse af
militært udstyr. Industrien hyrede pensionerede
generaler og skaffede sig ordre via lobbyvirksomhed. Dem, der var indkøbere, var ofte økonomisk afhængige af dem, der solgte militært
udstyr etc.
I fredstider har det finansindustrielle kompleks faktisk en endnu mere magtfuld position.
De kan true med at flytte aktiviteter til andre
lande, hvis de bliver udsat for reguleringer, som
de ikke kan acceptere. De er næsten umulige at
styre i krisetider for en direkte intervention,
som forsøger at reparere et svagt led i systemet
vil altid blive opfattet som et signal om, at det er
noget galt, og dette kan starte en kædereaktion,
som dem der regulerer bankerne helst vil
undgå.
Derfor er det afgørende, at der bliver oprettet generelle regler, som giver en sikkerhed for,
at der ikke opstår sådanne svage led. En adskillelse af forskellige typer af transaktioner og klare
regler om sikkerhed for udlån er eksempler på
sådanne regler.
Men igen er nationale regeringer tøvende
med at tage sådanne initiativer. At have en stor
og dynamisk finansiel sektor giver en national
fordel i form af vækst og beskæftigelse. Truslen
om, at de finansielle institutioner flytter til
andre lande, var en vigtig mekanisme til udbredelse af den deregulering, som lagde grunden
for krisen. I dag bruger finansielle institutioner
samme mekanisme til at blokkere for reguleringer som på ny kan tæmme det finansindustrielle
kompleks.
I Danmark kan man i tilknytning til det
finansindustrielle kompleks se konturerne af et
’boligindustrielt’ kompleks hvor realkreditselskaber og ejendomsmæglere lierer sig med politikere og husejere for at bevare et system som er
særdeles krisebefængt men som har status af en
’hellig ko’ som politikere ikke tør røre ved. I
perioden op til krisen voksede boligpriserne
langt udover inflationen og dette førte til at krisen blev dybere og mere langvarig i Danmark
end i f.eks. Sverige. Alt taler for at vi i forbindelse med et evt. fremtidigt opsving vil opleve
en ny boligboble med tilsvarende dyb recession
som konsekvens. Dette er et område, hvor
mainstream økonomer er kommet med forslag
som sigter til en stabilisering men uden gennemslagskraft. Ideologi og interesser knyttet til
det nuværende system har vist sig modstandsdygtige set i forhold til analyser og argumenter.
Men ved at sætte fokus på andre problemstillinger som langsigtet mangel på arbejdskraft
og svækket international konkurrenceevne har
økonomerne undladt markere at boligmarkedet
er den danske økonomis svageste led. Herved
har de gjort det alt for let for politikere at fortrænge og udsætte absolut nødvendige reformer.
Nationalstaten og den metodologiske
nationalisme
Intet, måske med undtagelse for familien, er i
vores bevidsthed mere naturligt end nationalstaten. Når vi skal identificere os er nationalitet
helt centralt. Dette afspejler sig også i samfundsvidenskab, hvor vi ubevidst ligger under for det
man kan kalde metodologisk nationalisme.
23
Også forskere tænker automatisk økonomi,
politik og velfærd udefra et nationalt perspektiv.
F.eks. kan danske nationaløkonomer fremhæve
behovet for større udbud af arbejdskraft i Danmark, samtidig som ungdomsarbejdsløsheden
er op imod 50% i Sydeuropa og uden at henvise
til, at der eksisterer et fælleseuropæisk arbejdsmarked.
Vi har i det forudgående peget på tre områder, hvor den enkelte nationalstat er for lille til
at kunne bryde sig ud af krisen. Det første handler om behovet for samordnet ekspansiv økonomisk politik. Det andre handler om at kontrollere og organisere finansielle transaktioner på en
sådan måde, at vi ikke ender i en ny og endnu
dybere krise. Det tredje område handler om at
reducere udledning af CO2 for at undgå at drivhuseffekten resulterer i en klimakrise.
På alle disse tre områder ville et samlet og
handlekraftigt Europa kunne gøre en væsentlig
forskel. Europa er stort nok til at kunne handle
på egen hånd hvad angår økonomisk politik,
regulering af banker og miljø regulering. Det er
også stærkt not til at kunne sætte en dagsorden
for resten af verden, som sikrer fremskridt på de
tre områder. Set udefra et sådant perspektiv er
eurokrisens forløb noget af en katastrofe.
Man kan gøre mere ved de tre hovedproblemer som vi har peget på, men de kan ikke løses
udelukkende på europæisk niveau. De kræver
en samordning med andre store lande som
USA, Kina, Indien og Brasilien. En af de
faktorer, som er med til at skabe ubalance og
finansiel ustabilitet i verdensøkonomien, er et
handelsmønster, hvor nogle lande som Kina
konstant har store eksportoverskud medens
andre som USA importerer mere end de eksporterer. Et internationalt aftalesystem, som
regulerer samhandel med henblik på at opnå en
vis grad af balance i handelsmønster og nogenlunde stabile valutakurser, ville stabilisere ver-
24
densøkonomien og gøre den mindre krisebefængt.
Det globale finansielle regelsystem og de
institutioner, som er med til at implementere
det – IMF og Verdensbanken, – blev oprettet i
en periode, hvor USA var den altdominerende
økonomisk aktør, og hvor dollar var den eneste
verdensvaluta. Det blev etableret for at komme
ustabile lande udenfor OECD til undsætning,
og OECD landene og især USA havde mest
magt i disse institutioner. Den aktuelle finansielle krise kræver meget vidtgående global
regulering for at undgå gentagelser, og der er
brug for nye transnationale institutioner som
mere effektivt kan overvåge og kontrollere det
finansielle system på det globale niveau. Disse
må tilpasses en ny virkelighed, hvor lande som
Kina, Brasilien og Indien har større økonomisk
tyngde set i forhold til OECD. Hvis man ikke
giver disse lande indflydelse, vil de næppe være
rede til at tilpasse deres politik til internationale
regler og normer.
Noget tilsvarende gør sig gældende på miljøområdet. Der er brug både for globale aftaler
om CO2-skatter og før en hurtigere udbredelse
af grønne teknologier på verdensplan. Nye institutioner med balanceret magtfordeling er nødvendige for at man skal undgå en miljøkatastrofe på verdensplan.
Afsluttende bemærkninger
Vi har argumenteret for, at økonomers idealisering af markedsmekanismen (’myten om det
effektive marked’) var med til at ’slippe tigeren
løs’. I dag er antagelsen om, at der ikke eksisterer ufrivillig arbejdsløshed på det lange sigt med
til at fastlåse krisen og blokere for nødvendige
reformer. Man skulle tro at krisen ville betyde,
at man opgav uholdbare antagelser, men på de
fleste universitetsinstitutioner bliver man ved
med at undervise i modeller, som bygger på
’rationelle forventninger’. I Danmark bliver
økonomerne ved med at bruge ’Dream-modellen’ som analyseværktøj.
Hvis ingeniører bygger broer, der braser
sammen, og hvis læger ordinerer forkert medicin, bliver de sanktioneret. Indenfor økonomisk
teori ser vi en modsat tendens til, at man kan få
Nobelpris for modeller, som alle ved bygger på
urealistiske forudsætninger, og hvis anvendelse
ender med at skabe massearbejdsløshed. Denne
artikel er gennemgående kritisk til den økonomiske teori og til dens rolle set i forhold til krisen. Kritikken retter sig imod det dominerende
paradigme ved de etablerede universitetsinstitutioner i Danmark og USA, hvis forskning sætter
dagsorden for økonomer i andre dele af verden.
Samtidig er det vigtigt at slå fast at der er en
betydelig og voksende kritik internt i økonomkredse som arbejder for en anden tilgang til
økonomi.
Der er f.eks. World Economy Association
mere end ti tusinde medlemmer (http://www.
worldeconomicsassociation.org/). I Danmark har
økonomer udenfor de etablerede institutioner i
København og Århus udviklet alternativer til
den mainstream som kritiseres i denne artikel
og fornylig NETOP formet som en organisation
som skal fremme en mere åben og kritisk økonomisk politisk debat i Danmark. Det ny INETcenter ved Økonomisk Institut med Katarina
Juselius som leder sigter til at udvikle en dynamisk forståelse af økonomiske processer med
udgangspunkt i realistiske antagelser om aktører og institutioner.
Men et snævert økonomperspektiv er under
ingen omstændigheder tilstrækkeligt. Finanskrisen opstod, fordi der blev taget politiske beslutninger om at ’slippe tigeren løs’. Nu er problemet, hvem der har mod og magt til at indfange
og tæmme den. Her, som på andre vitale områder, er nationalstaternes higen efter national
vækst og konkurrenceevne en blokering for
nødvendige handlinger. I den nuværende situa-
tion er det langt fra nok at skrue op eller ned for
skatter og afgifter. Der er især brug for radikale
ændringer i de institutioner, som sætter rammerne for den økonomiske udvikling. Både
årsagerne til krisen of dens eventuelle løsninger
ligger således udenfor et snævert økonomperspektiv.
Litteratur
Frenkel, R. (2012), ‘What have the crises in
emerging markets and the Euro Zone in common and what differentiates them?’ Working
paper 67 - www.itf.org.ar
Goul Andersen, J. (2013), Krisens navn, Frydenlund.
Jespersen, J. (2012), Euroen - hvorfor gik det
galt, og hvordan kommer vi videre?, DEO.
Lundvall, B.-Å. and Lorenz, E. (2012),’From the
Lisbon Strategy to EUROPE 2020’, in Morel,
N., Palier, B., and Palme, J. (eds.), Towards a
social investment welfare state?: Ideas, policies
and challenges, Policy Press.
Madsen, P. T. (2012), Den danske samfundsudvikling 1848-2011 & marxistisk, neoklassisk,
keynesiansk, monetarisk, nykeynesiansk teori,
Aalborg Universitetsforlag.
Palley, T.L. (2010), From Financial Crisis to
Stagnation, Cambridge University Press.
Stiglitz. J. (2012), The Price of Inequality, Penguin Books Limited.
25
Velfærdsstatens selvdestruktion?
af Jørn Henrik Petersen, professor dr.phil. & lic.oecon., Center for Velfærdsstatsforskning,
Syddansk Universitet
Velfærdsstatens værdier
Fra omkring begyndelsen af 1890’erne blev der
udviklet et velfærdssystem, som hvilede på individuelle rettigheder i en stadig mere universel
ramme. Den klassiske velfærdsstat, som kronologisk kan henføres til slutningen af 1950’erne
og 60’erne, var forankret i kollektiv beslutningstagen, kollektiv ansvarlighed, kollektiv finansiering, kollektiv produktion og kollektivt udbud
af sociale ydelser.
Kollektiv beslutningstagen og ansvarlighed
betød, at den enkelte blev set som borger og
samfundsmedlem, der ansvarligt og ud fra et
helhedssynspunkt engagerede sig i de samfundsmæssige anliggender. Fx skrev Hans
Hedtoft:
Mange af de demokratiske fremskridt må virkeliggøres ved statens hjælp. I et demokrati er staten simpelthen at opfatte som et redskab til løsning af fælles opgaver.2
Kollektiv finansiering betød, at der ikke var
sammenhæng mellem den enkeltes skattebetaling og det, den enkelte fik. Der var – som
hovedregel – ingen kobling mellem ydelse og
nydelse.
Kollektiv produktion og udbud sigtede
mængde- og kvalitetsmæssigt på at udelukke, at
der opstod interesse for alternativ tilvejebringelse i et privat marked. Den offentlige sektor
blev forstået som en politisk institution:
Det var som idealtype et samfund, hvor de bredeste skuldre bar de største byrder; hvor ingen
unødigt lå andre til last; hvor den enkelte forventedes at opføre sig, så velfærdsstaten, hvis
andre handlede på samme måde, kunne overleve; hvor de heldige støttede de uheldige; hvor
de stærke tog hånd om de svage; hvor den
enkelte så sig som del af en helhed; hvor hensynet til ’den anden’ og til den institutionelle
struktur gik forud for det fordelagtige for den
enkelte selv; hvor samfundets spilleregler var
forankret i den fælles kultur osv.
Disse folkelige udsagn spejler kerneværdier i
en vision om et godt samfund, hvis værdier var
næstekærlighed, solidaritet, lighed, retfærdighed, fællesskab, tryghed og tillid som grundlag
for et folkeligt sammenhold. Det var ikke værdier, som var skabt af velfærdsstaten, men
tværtimod var dens forudsætninger. Det var
dem, der skulle holde de selviske tilskyndelser i
ave.
Det var et samfund, hvor der blev omfordelt
fra sunde til syge, fra beskæftigede til arbejdsløse, fra erhvervsaktive til gamle, fra barnløse til
børnerige, fra heldige til uheldige, fra raske til
handicappede, fra rige til fattige osv.
1 Hans Hedtoft, 1953, ”Forord””, i Julius Bomholt (red.),
Mennesket i centrum, København: 7.
2 Julius Bomholt 1953, ”Stat og Kultur”, i Julius Bomholt
(red.), Mennesket i centrum, København: 38-45.
Det folkelige selvstyres idé er, at selvstændige personer i frit samvirke – alle for én og én for alle –
bærer ansvaret for helheden.1
26
VELFÆRDSSTATENS SELVDESTRUKTION?
Det var et samfund, der byggede på tanken
om den enkeltes fulde og lige medlemskab – en
lighed i status, der sikrede social solidaritet og
kulturelt fællesskab og anerkendte den enkeltes
rettigheder og forpligtelser.
Det var et samfund, der byggede på, at folk
levede hele deres liv i det land, hvor de var født,
og havde en indbyrdes, nationalt afgrænset solidaritet, så de, der klarede sig godt, var villige til
at finansiere velfærdsydelser til dem, som klarede sig mindre godt, i forventning om selv at
blive behandlet på samme måde i tilfælde af sygdom, arbejdsløshed, handicap, alderdom, ulykke
osv. Man kan i den forstand tale om en lukket
national velfærdsstat, som i højere grad end velfærdsstater, der er opbygget over den arbejdsmarkedsmæssige status, vil møde vanskeligheder
i en verden med betydelig mobilitet.3
Det var et samfund, om hvilket en af dets
arkitekter, K.B. Andersen, skrev:4
Overbetoner vi i individualismens navn den personlige udfoldelse, konkurrencementaliteten,
kappestræbet og egoismen som samfundsmæssige
drivkræfter, kan vi godt samtidig afskrive muligheden for at komme væk fra det bestående samfund med dets angst og utryghed. Har vi ikke
mod til at gøre fællesskabet, solidariteten, samarbejdsviljen til afgørende anskuelser, kan vi ikke
gøre os noget håb om at bygge et samfund af
væsentlig anden struktur end det nuværende.
Det var måske et udsagn med overordentlig
stærk forudsigelseskraft.
3 Se også Jørn Henrik Petersen 2010, ”Solidaritetens
grænser” i Torkild Bak, Mette Bock og Jens Holger
Schjørrring, Grænser for solidaritet. Indvandrerpolitik i
dansk og europæisk perspektiv, København:324-354.
4 K.B. Andersen 1954, ”Folkeoplysning og Samfund”, i
J.O. Krag (red.), Tidehverv og Samfundsorden, København: 127-144.
Et værdigrundlag bliver udfordret
Kernen i den klassiske velfærdsstats værdigrundlag er, at vi fornemmer, hvad vi skylder
hinanden, og vi gennemfører en lovgivning, der
i nogen grad sikrer, at forpligtelserne sker fyldest. Den klassiske vision forudsætter den tanke,
at det i dag er dig, i morgen mig, der rammes af
dette eller hint, at vi er i samme båd, at vi lever i
et risikofællesskab, og at vi bytter roller. Det sikrer indbyrdes ansvarlighed at leve sig ind i, hvad
jeg ville ønske, den anden gjorde mod mig, hvis
jeg var i hans eller hendes sted – for så at handle
på den måde.5
På det praktiske plan er det normative
grundlag i Danmark udmøntet i et system, hvor
de sociale ydelser finansieres gennem beskatningen, der er fastlagt ud fra skattepolitiske synspunkter, mens ydelserne bliver fordelt efter
socialpolitiske principper. Mellem de to ting er
der ingen sammenhæng. Det er ikke bidraget,
der bestemmer, hvad den enkelte får. At yde og
at nyde er afkoblede forhold. I princippet kan
der derfor gives ”noget for ingenting”.
Med velfærdsstaten blev den marginale
risiko i arbejdsløshedsforsikringen overtaget af
staten, sygekasserne blev erstattet af en skattefi5 For grundige diskussioner af velfærdsstatens normative/værdimæssige grundlag, se Jørn Henrik Petersen
2006, ”Velfærdsstatens normative grundlag”, Religionsvidenskabeligt Tidsskrift, Nr. 48: 5-24; Jørn Henrik Petersen & Lis Holm Petersen 2007, ”Næstekærlighed og velfærdsstat”, i Jørn Henrik Petersen, Klaus Petersen & Lis
Holm Petersen (red.), 13 værdier bag den danske velfærdsstat, Odense: 113-134; Jørn Henrik Petersen & Lis
Holm Petersen 2007, ”Gensidig eller ensidig? Om
Løgstrups etiske fordring og den danske velfærdsstats
normative grundlag” i David Bugge & PeterAaboe Sørensen (red.), Livtag med den etiske fordring, Aarhus: 209230; Jørn Henrik Petersen 2007, ”Næstekærlighedens
stat”, Ræson. Nr. 2: 320-333; Jørn Henrik Petersen & Lis
Holm Petersen 2010, ”Manden der blev sin egen Løgstrup og velfærdsstaten” i Nils Gunder Hansen, Jørn
Henrik Petersen & Klaus Petersen (red.), I himlen således
også på jorden? Danske kirkefolk om velfærdsstaten og
det moderne samfund, Odense: 155-175; Jørn Henrik
Petersen, 2011, ”Velfærdsfilosofi. Er dine problemer også
mine?”, Politiken den 2. december.
27
nansieret sygesikring og de sidste rester af værdighedsbestemmelser forsvandt. Der var ikke
meget ”noget for noget” tilbage.
Den enkelte ses som borger, der i dialog
med sine medborgere definerer det gode samfund, som udmøntes til virkelighed med ”det
offentlige” som politisk institution. De sociale
ydelser er omfattende og universelle. De er derfor ikke kun rettet mod de fattige og dårligt stillede. Lighed ses som forudsætning for frihed og
fællesskab.
Med velfærdsstatens stærke vækst i 60’erne
og 70’erne blev tildelingskriterierne til mange
sociale ydelser liberaliseret, og nye ydelsesformer så dagens lys. Det betød en stærk vækst i
antallet af personer, der på helårsbasis lever af
overførselsindkomster. Når mange vedvarende
er henvist på at leve af offentligt finansierede
indkomster, står den sociale kontrakt i risiko for
at gå i opløsning, fordi den bygger på, at vi
løbende skifter roller. Når udskiftelighed afløses
af fastlåsning, begynder man at stille spørgsmål
ved, om de, som aktuelt nyder godt af ydelserne,
enten i fortid har eller i fremtid vil bidrage til at
finansiere systemet. Det er ”noget for noget”
tænkningen, der slår igennem. Og det gælder så
meget mere ”de fremmede”, som af gode
grunde ikke tidligere har kunnet bidrage.
I 1990’erne så nye ideologiske strømninger
dagens lys. Det betød at den enkelte i højere
grad skulle tage ansvar for sig selv og sit eget liv,
og at der blev lagt større vægt på pligter end på
rettigheder. Fx hed det i en artikel i Politiken i
1996:6
Nyrup betoner, at rettigheder og pligter må følges
ad, sådan som det sker i sidste års reform på
arbejdsmarkedet, med tidligere aktivering af de
arbejdsløse: - Vi skal bygge på rettigheder og pligter. Samfundet må levere valgmulighederne hvad
6 Lars Olsen og Jes Stein Pedersen, 1996, ”Tilbage til
Stauning”, Politiken den 6. september.
28
enten du er høj eller lav, men den enkelte har
også pligt til at vælge - ikke kun som individ,
men som del af et fællesskab, påpeger partiformanden, der erkender, at S hidtil har forsømt
værdier som ansvar og valgmuligheder.
Tanken om ret og pligt/pligt og ret tør svagt
antydes at have fået en renæssance i forbindelse
med Thorning-Schmidt regeringens tiltræden:
Vel vidende, at infomedias dækning i 1990
så langt fra var identisk med dækningen i periodens slutning, er figuren illustrativ. Begrebet
’krævementalitet’ fik et stærkt opsving i slutningen af 2000’erne og kulminerede i 2011/12 med
socialdemokratiske ministres udsagn. Parallelt
hertil ser man en eksplosion i anvendelsen af
begrebet ’ret og pligt’ i 2012 primært fra de
samme kilder. Det mere end antyder, at noget
nyt er undervejs, og det antyder naturligvis også
ministrenes forståelse af, at ’krævementalitet’
ikke er en vækst med rod i den socialdemokratiske køkkenhave. Derfor skal den garneres med
’pligt og ret’, som, påstår de, er en del af den
socialdemokratiske idearv.
Pligt og ret
Hvis velfærdssamfundet skal overleve, er der
brug for et opgør med krævementaliteten og mere
fokus på den enkeltes pligter og ansvar … Vi har
brug for en debat om det normskred, som jeg på
nogle stræk kan se i Danmark, hvor vi i alt for
lang tid har været fokuserede på, hvad vi kan få,
og for lidt fokuserede på vores eget ansvar for at
bidrage til fællesskabet … Det er jo gammel
socialdemokratisk kernepolitik, at man skal gøre
sin pligt og kræve sin ret. Men de to ting hænger
sammen og det er ret vigtigt, at de gør det, for
hvis folk kun kræver deres ret, men ikke gør deres
pligt, er der ikke noget velfærdssamfund.7
7 Christine Cordsen 2011, ”Gør din pligt – kræv din ret”,
Jyllands-Posten den 30. november.
… Det skal være en æressag at klare sig selv. Vi
skal have rusket op i vores værdier, hvad det
angår. Den debat vil jeg gerne sætte på dagsordenen.8
Sådan sagde socialminister Karen Hækkerup
den 30. november 2011. Allerede dagen før
havde hendes chef, statsminister Helle Thorning Schmidt, på sit pressemøde ytret, at
Det er meget muligt, at der over de sidste år er
sket et normskred, så man tror, at man bare
kan få af samfundet … Men det er jo en stærk
provokation over for de hårdt arbejdende lønmodtagere, der hver dag tager på arbejde. Enhver
person, der på nogen måde kan påtage sig et
arbejde – og hvis der samtidig er et at få – så skal
man påtage sig det. Alt andet er en ekstrem provokation.9
I et interview med Jyllands-Posten den 1.
december tilføjede Karen Hækkerup:
Det er grundlaget for hele vores velfærdssamfund
og vores fællesskab, at alle, som overhovedet kan
bidrage med noget, bidrager. Man skal altså yde,
før man kan nyde. Man skal gøre sin pligt, før
man kan kræve sine rettigheder. Det har egentlig
altid været en socialdemokratisk grundværdi, og
det er også en stærk grundværdi for denne regering.10
Tankerne var foregrebet i Fair Løsning 2020 fra
maj 2011, hvor det hed:
Det danske fællesskab skal basere sig på pligt og
ret. Du har pligt til at bidrage i det omfang, du
8 Annette Bonde 2011, ”Politisk opgør med krævementaliteten”, Berlingske Tidende den 30. november.
9 Citeret efter Brian Weichardt 2011, ”Statsministeren
går til kamp mod de arbejdssky”, Kristeligt Dagblad den
1. december.
10 Christine Cordsen 2011, ”Man skal altså yde, før man
kan nyde”, Jyllands-Posten den 1. december.
er i stand til. Og du har ret til at få den hjælp, du
har brug for. Men bryder man med denne kontrakt, vender man ryggen til fællesskabet.11
Tanken gik i nogen grad igen i regeringsgrundlaget:12
Som et led i reformen vil regeringen indføre ret
og pligt til uddannelse for unge, uddannelsesparate kontanthjælpsmodtagere under 30 år, der
ikke har erhvervskompetencegivende uddannelse,
som det kendes for unge under 25 år i dag. …
Regeringen har ikke tolerance over for socialt
bedrageri, og vil derfor sætte hårdt ind over for
snyd med sociale ydelser. Det danske velfærdssamfund hviler på et solidarisk princip om pligt
til at yde og ret til at få hjælp, når man har brug
for det …
Regeringen vil skabe en ny balance i Danmarks integrations- og udlændingepolitik. En ny
balance mellem rettigheder og pligter. En ny
balance, hvor integration prioriteres over eksklusion. Hvor det, der virker, står over symbolpolitik
og hvor der værnes om borgernes rettigheder. …
Vort samfund skal bygge på klare rettigheder
og pligter og trygge lokalsamfund som rammen
om et indholdsrigt liv …
Handleplaner for dømte skal forbedres og
målrettes et liv uden kriminalitet, der præges af
rettigheder og pligter.
Det må også formodes, at der, da socialministeren – i kølvandet på Carina-sagen – gik på
banen, har været god gang i udarbejdelsen af det
debatoplæg, der udkom i februar 2012 med
henblik på drøftelser på Socialdemokratiets års-
11 Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti 2011,
Fair løsning 2020 – sammen om Danmark, København
(den 16. maj). Det principielle synspunkt blev udmøntet i
en konkret sammenhæng vedrørende socialt bedrageri.
12 Regeringen 2011, Et Danmark, der står sammen. Regeringsgrundlag 2011, København.
29
møde.13 I oplægget hed det om hhv. krævementalitet og ’ret og pligt’:
Et stærkt velfærdssamfund kræver en balance
mellem ret og pligt. Vi kan ikke bevare retten til
de mange velfærdsydelser, hvis der ikke bredt i
befolkningen er en opfattelse af, at der følger
pligter med.
Der er naturligvis en pligt til at følge de fælles
spilleregler, til at betale sin skat, til at overholde
loven, til at betale momsen af både bilen og carporten og til ikke at gøre krav på ydelser, man
ikke har krav på. Men der er også pligter, der
ikke er nedfældet i en lov, men som er nødvendige for, at samfundet kan fungere. En pligt til at
bidrage, hvis man er i stand til det. En pligt til
ikke at rage ydelser til sig, men ikke har behov for
– selv om man måske ’formelt’ har ret til dem.
En pligt til at være en aktiv samfundsborger, der
tager ansvar for sine medmennesker.
Spørgsmålet er, om denne pligtfølelse er
udfordret, og at danskerne i stedet har udviklet
en krævementalitet, hvor egne behov sættes før
samfundets? …
Det danske samfund er generelt et stærkt fællesskab med en høj grad af tillid borgerne imellem og mellem borgerne og staten. Men en del
tyder på, at danskerne er bedre til at kræve deres
ret end til at gøre deres pligt. …
13 Oplægget havde tre dele. Socialdemokraterne 2012,
Prioriteringer på velfærdsområdet; Socialdemokraterne
2012, Vækst og beskæftigelse; Socialdemokraterne
2012, Danmark i Europa. Efter kongressen fremkom en
nok så tandløs publikation: Socialdemokraterne 2012, Vi
bygger fremtidens Danmark, Danmark herfra til 2032,
København. Se også Nikolaj Rytgaard & Marchen Nel
Gjertsen, 2012, ”Socialdemokraterne: Pligten kalder”,
Jyllands-Posten den 9. marts. Formanden for Socialdemokraterne i København, Jan Salling, sagde, at ”Man
skal ikke lægge så meget i oplægget. Det er lavet vældig
hurtigt, så vi kunne have noget at diskutere ud fra. De er
tænkt som en slags provokation og ikke et udtryk for en
officiel, socialdemokratisk holdning”, mens Henrik Sass
Larsen ytrede sig mere positivt, se Jesper Vangkilde og
Mads Brandstrup 2012, ”Bag S-nedturen lurer ideologisk
oprør”, Politiken den 5. juli.
30
Med det stigende økonomiske pres på velfærdsstaten frem mod 2032 er der grund til at se
nærmere på balancen mellem ret og pligt.
Hurtigt blandede også beskæftigelsesministeren
sig i debatten. Hun understregede, at mantraet
’Gør din pligt og kræv din ret’ havde rod i arbejderbevægelsen, men at det tidligere havde stået
stærkere, end det gjorde i dag. For nogle fyldte
rettigheder mere end pligter. Og der var sket et
skred fra tidligere generationer. Opgaven måtte
være at tilpasse velfærdssamfundet – en betegnelse hun foretrak for velfærdsstaten – til det
nye årtusinde.14
Mette Frederiksen tog senere i en kronik
principielt fat på forholdet mellem ret og pligt,
idet hun betonede:15
Værdier, der står på vores 100-årige faner. Vi
kræver plads til alle ved samfundets bord. Plads
til alle, som vil. Vi mener det, når vi synger
Oscar Hansens sang fra 1934, om et ’Danmark
for folket’. Reel solidaritet indeholder både rettigheder og pligter. Den grundlæggende værdi er
frihed. Vi skal som mennesker have værdige og
lige muligheder for at realisere vores potentiale.
Enhver har ret til at forfølge lykken med alle
sine evner. Men ingen skal bære byrden af uheldige eller urimelige omstændigheder alene. Vores
samfund er et fællesskab, hvor de, der kan, har
frihed til at udnytte deres evner. Ikke på bekostning af dem, der ikke kan, men til gavn for fællesskabet og dem selv. Men de, der har sværest
ved at løbe hurtigt, og som har mest at bære på,
dem efterlader vi ikke.
Det er vores arv og samvittighed.
14 Mette Klingsey 2011, ’Der er sket et normskred blandt
unge”, Information den 3. december; Marchen Neel
Gjertsen & Christine Cordsen 2011, ”Tvang skal få unge
ledige i uddannelse” Jyllands-Posten den 4. december.
15 Mette Frederiksen 2012, ”Ret og pligt skal tilbage i
balance”, Politiken den 23. maj. Se også Christine Cordsen 2013, ”Opsang til centrum-venstre”, Jyllands-Posten
den 24. februar.
Hamskiftet
Der er jo tydeligvis tale om, at Socialdemokraterne er på vild flugt fra deres traditionelle tanke
om ’noget for ingenting’ – det bærende i den
klassiske velfærdsstat, som de vil erstatte med
’noget for noget’ – ret og pligt hånd i hånd.
Hertil er der to ting at sige. Den første er, at
ministrenes brug af idearven og mantraet på de
røde faner er historieforfalskning. For det første
betød udsagnet den gang noget ganske andet.
For det andet blev det, da det sidste gang optræder programmatisk i Socialdemokratiets
1890-program, alene anvendt i perioden forud
for en egentlig socialpolitik. Det viser i sig selv,
at det intet har at gøre med sociale ydelser
betinget af en forudgående eller samtidig ønskelig adfærd. For det tredje er det op gennem det
20. århundrede sådan, at den socialdemokratiske retorik – begyndende med Steincke – i langt
højere grad betoner rettigheder end pligter.
Det vil jeg imidlertid ikke uddybe her, hvor
mit anliggende snarere er at præsentere den
tanke, at den klassiske velfærdsstat i sin struktur
havde iboende selvdestruktive mekanismer, og
at det formentlig er dem – samt ændringer i de
ydre vilkår, der forklarer hamskiftet; men i så
fald ville det være rart, om man sang sangen fra
bladet i stedet for at søge en ændret ideologisk
position skjult under en historieløs reference til
de røde faner.
Velfærdsstatens iboende dilemmaer
Velfærdsstatens 1. dilemma: Etik eller privatøkonomisk rationalitet
Den klassiske velfærdsmodel bygger på, at vi
hver især yder vort til det fælles. Vi skal betale
den skat, der fordres, og vi skal medvirke til at
sikre et passende højt arbejdsudbud. Samtidig
skal vi undlade at møve os frem til truget for at
stikke vore individuelle sugerør ned i den store
offentlige kasse. Det er et krav om en etisk
adfærd, der er i overensstemmelse med den
klassiske velfærdsstats spilleregler.
Risikoen er imidlertid, at fælleskassen kommer til at fremstå som en uudtømmelig brønd
eller som grisen Særimner fra den nordiske
mytologi, der hver dag blev slagtet og spist, men
som hver aften atter blev hel og levende.
Der er derfor et grundlæggende dilemma
mellem på den ene side de (etiske) fordringer,
velfærdsstaten stiller (velfærdsstatens værensorden), men som den ikke selv kan garantere, og
på den anden side de privatøkonomiske, rationelle tilskyndelser, vi drikker ind med modermælken. I virkeligheden kræver en vel fungerende velfærdsstat, der lever op til sine normative standarder, at mennesker opfører sig
privatøkonomisk irrationelt uden elementer af
’krævementalitet’.
Velfærdsstatens 2. dilemma: Rollebyttets
vanskelighed
Den klassiske velfærdsstat bygger på fordringen
om ”noget for ingenting”. For det enkelte menneskes værdi findes der ingen målestok. Derfor
kan ingens betydning afhænge af, hvad vedkommende har bidraget med, bidrager med eller
fremtidigt vil kunne bidrage med til fællesskabet.
Det ville gøre grusomhed over for de nødlidende
vejledende for samfundets indretning.
Men hvis det er de samme, der dag ind og
dag ud er afhængige af indkomstoverførsler;
hvis der er en fornemmelse af, at ”de andre”
ikke bidrager i samme omfang som en selv; hvis
der er dem, der skilles ud fx på grund af etnisk
baggrund, religiøs eller ideologisk dæmonisering; hvis der er dem i hvis situation, vi andre
ikke kan indleve os, vil tanken om, at vi bytter
roller, lide skibbrud, og velfærdsstatens fundament vil være på vej til at krakelere.
Jo flere ’Carina’er’ og ’dovne Robert’er’, der
optræder i medierne, jo mere opskræmt vil de
Blå Bjarne’r være over den samfundsmodel, vi
har sat i søen.
31
Velfærdsstatens 3. dilemma: Ansvarsforflygtigelsen
Når ”det offentlige” har overtaget en ansvarlighed, der ellers skulle være den enkeltes, oplever
man sig ikke længere konkret forpligtet i forhold til ”den anden”. Problemer er noget, som
”nogen” må tage sig af. ”De andre” bliver upersonlige, uden ansigt, anonyme.
Den enkelte ser ikke sig selv i samspil med
andre mennesker, men med ”systemet”: ”Jeg
har betalt min skat, og derfor har jeg ret til”.
”Det må det offentlige tage sig af”. ”Min nabo
fik, og så skal jeg også have”. Det er den galopperende rettighedsegoisme – og den peger mod
’krævementaliteten’.
Velfærdsstatens 4. dilemma: Tilskyndelser til
arbejde
Det understreges ofte, at ”det skal kunne betale
sig at arbejde”. Som argumenter anføres enten,
at arbejdsindkomsten skal ligge så meget højere,
at der er et incitament til arbejde, eller, at det er
usolidarisk ikke at arbejde. Argumenterne spejler samme spænding, som nævnt under det første dilemma. Det første argument udtrykker det
privatøkonomiske rationale, mens det andet
bygger på, at det i sidste instans er arbejdsudbuddet, der økonomisk understøtter velfærdsstaten. Det første og hyppigst anførte argument
giver kun mening, hvis det andet argument ikke
holder vand. Hvis de fleste uegennyttigt arbejdede for at understøtte andres velfærd, ville man
ikke have behov for økonomiske incitamenter
til at arbejde. Når politikere derfor så ofte
understreger, at det skal kunne betale sig at
arbejde, spejler det blot, at de også her vurderer,
at det privatøkonomiske rationale vejer tungere
end de etiske hensyn.
32
Velfærdsstatens 5. dilemma: Lighed og individualisme
Når årtiers nedbrydning af det gamle klassesamfund i princippet har givet den enkelte en plads
som ”ligestillet medborger” og udstyret ham
eller hende med sociale rettigheder, ændres forventningsstrukturen. De standardiserede løsninger og ensartede ydelser ønskes da ændret til
ydelser og løsninger, som er tilpasset det enkelte
menneske. Der skaber grobund for et opgør
med de offentlige ydelser som ”folkeleverpostej
og stanghabit”. Bevægelsen mod forbrugersamfundet og den stærkere individualistiske tænkning gør, at vi hver især ønsker os en offentlig
sektor, som udbyder lige så differentierede ydelser som markedet. Borgeren er blevet forbruger i
supermarkedskulturen. Og det skaber vanskeligheder i et leveringssystem, der er indrettet på at
producere og fordele nationale, standardiserede
enhedsydelser. Dissonansen mellem borgernes
krav/forventninger og det, der leveres, øges.
Ligheden kan ikke længere mobiliseres som
selvindlysende begrundelse for velfærdsstaten.
Den kommer til kort overfor konkurrencen og
valgfriheden. Bevægelsen mod ”forbrugersamfundet” kalder på øgede valgmuligheder, tilpasning til individuelle ønsker, større fleksibilitet
osv. Offentligt tilvejebragte og ens serviceydelser
fremtræder for mange som en anakronisme i
den moderne verdens forbrugerkultur, hvor valget er hovedsagen. Frit valg blev et retorisk svar
på livsstilenes individualisering, og forventningen var, at det ville skabe mere tilfredse borgere
med større autonomi.
Jeg og mig erstatter vi og os – og det har
konsekvenser for solidariteten. Hvor den
(måske) tidligere havde i det mindste nationalstaten som sine grænser, bliver der i stigende
grad tale om solidaritet i mindre grupper: min
skole, min daginstitution, mine forældres hjemmehjælp eller plejehjem. Og når vi søger at gøre
vores indflydelse gældende, sker det i de små
rum i form af bruger- og pårørendeindflydelse
indenfor et snævrere kollektiv, mens interessen
for det hele samfund nedtones.
Pointen
Pointen i disse ræsonnementer er med andre
ord, at der i den klassiske velfærdsstat er indbygget en række dilemmaer, som grundlæggende spejler spændingen mellem en privatøkonomisk rational adfærd og den adfærd, velfærdsstaten kræver af os. I samme grad den
økonomisk rationelle adfærd vinder overhånd,
er velfærdsstaten i dens klassiske udformning
truet. Det er den i sig selv, og det er den så
meget desto mere, fordi de enkeltes landes økonomi er stærkt påvirket af forstærket international konkurrence, de internationale finansmarkeders funktion, behovet for tilsikring af finanspolitisk holdbarhed osv. Den klassiske
velfærdsstat er i bund og grund et moralsk projekt, og moralske projekter har det svært. Syndefaldet har nu en gang fundet sted.
INVITATION TIL SAMFUNDSCUP 2013-2014
Din samfundsfagsklasse inviteres hermed til SamfundsCup 2013-2014.
SamfundsCup er en landsdækkende samfundsfagligt funderet innovationskonkurrence, hvor det handler om at give et bud på
hvordan man løser et samfundsfagligt problem i næste skoleår under temaet ”DEMOKRATI”. Der vil undervejs i konkurrencen
være en vekselvirkning mellem inspirationsoplæg, idégeneringsprocesser og projektarbejdsfaser, og der er stor valgfrihed med hensyn til organisering af SamfundsCup for netop din klasse.
SamfundsCup kickstartes med regionalt
arrangerede inspirationsdage i slutningen af
oktober/start november 2013, mens selve
SamfundsCup-projektefasen løber indtil medio marts 2014, hvor der kåres en skolevinder. I april 2014 afholdes regionalfinaler og i
starten af maj 2014 afholdes landsfinale i fællessalen på Christiansborg, hvor finalisterne
dyster om en check på 10.000 DKR.
Læs mere om Samfundscup på www.samfundscup.dk. Tilmeld allerede din klasse til
samfundscup nu ved at sende en mail til
[email protected]
For samfundsfagslærere anbefaler vi jer at
deltage i Samfundscup kursus på Aarhus
Katedralskole torsdag d. 12.9.2012 kl. 11-15.
Kurset koster 500 kroner pr. deltager. Tilmelding sendes til: [email protected]
Det vil være et opstartskursus med en kort
præsentation af SamfundsCup, inspiration til
årets tema, samt fif til hvordan man hjælper
elevernes idégenering og innovative arbejde
på vej.
Mvh.
Ditte Nørtoft Nielsen og Rune Valentin
Gregersen, projektledere SamfundsCup
33
Efter Irak og Afghanistan
– kommer Afrika
af Gorm Rye Olsen, Professor i global politics og institutleder, Institut for Samfund og
Globalisering, Roskilde Universitet
Krigstrætheden er en realitet i de vestlige lande.
Den gør det politisk vanskeligt at beslutte indsættelse af egne troppe i krise- og konfliktsituationer.
Der er dog fortsat behov for krisestyring med
militære midler - ikke mindst i den fattige del af
verden. Vestens nye middel til at fremme stabilitet og sikkerhed hedder ’sikkerhed ved hjælp af
stedfortræder’. Artiklen analyserer hvorvidt, det
nye koncept rent faktisk anvendes. Det sker i forhold til den årelange krise i Somalia og den
nylige krise i Mali, hvor der fokuseres på EU’s og
USA politik over for de to kriser.
Krigene i Irak og Afghanistan understreger, at
kampen mod international terrorisme og andre
sikkerhedspolitiske trusler står over for mindst
to udfordringer. For det første er der intet, der
tyder der på at indsættelse af vestlige kamptropper i ukendte og hårde fysiske omgivelser er en
særskilt effektiv måde at håndtere trusler fra terrorisme. For det andet kan det være vanskeligt
igennem længere tid at sikre folkelig opbakning
til en form for krigsførelse, hvor de synlige
resultater ofte lader vente på sig i meget lang tid
- hvis de overhovedet viser sig. De vestlige,
demokratiske systemer står ganske enkelt i dag
over for en betydelig krigstræthed efter mere
end 10 års krig.
Det var derfor ikke så lidt af en overraskelse,
at Frankrig i begyndelsen af januar 2013 faktisk
var i stand til at fremføre og indsætte omkring
4.000 af sine egne kampsoldater i Mali i Vest34
afrika. Det resolutte franske svar kom efter et år
med militærkup, voksende uro og ikke mindst
etablering af et islamisk styre i den nordlige del
af Mali. Hurtigt blev betegnelsen ’Africanistan’
en populær betegnelse for situationen i det
nordlige Mali, der er på størrelse med Frankrig.
Det enorme ørkenområde har igennem flere år
været et centralt transitområde for smugling af
såvel narko fra Latinamerika som mennesker fra
det fattige Vestafrika til Vesteuropa. Kidnapning af turister og udenlandske statsborgere i
området har ligeledes været en lukrativ indtægtskilde for banditter med mere eller mindre
stærke sympatier for islam. I kølvandet på nedkæmpelsen af Gaddafi’s styre i Libyen vendte en
masse af regimets lejesoldater tilbage til deres
hjemlande i Vestafrika. Det gjaldt også det
nordlige Mali, som blev oversvømmet med
våben, hvilket blot satte yderligere skub i områdets våbensmugling.
På grund af fortiden som kolonimagt i Vestafrika bor der et meget stort antal personer fra
Mali i Frankrig. Efter kuppet i Mali i foråret
2012 var Paris derfor tidligt ude med advarsler
om, at området kunne blive et fristed for alQaeda og den internationale terrorisme, der
kunne spredes sig til indvandrermiljøerne i
Frankrig. Gruppen al Qaeda i det islamiske
Maghreb gjorde det klart, at Frankrig var det
primære mål for fremtidige terroraktioner. Den
franske forsvarsminister Jean-Yves Le Drian
forsøgte at binde Europas sikkerhed sammen
EFTER IRAK OG AFGHANISTAN – KOMMER AFRIKA
med Malis skæbne ved at slå fast, ”Malis enhed
sikrer Europas sikkerhed”. Ikke overraskende
var Frankrig hovedarkitekten bag de to FN resolutioner, nr. 2056 og 2071, der gav mandat til at
anvende ’alle nødvendige midler’ for at bistå
Malis regering med at tilbageerobre den nordlige del af landet. Resolution 2071 sigtede mod
at oprette en styrke på over 6.000 mand bestående af soldater fra Malis egen hær og fra den
regionale organisation ECOWAS, der skulle
indsættes i et forsøg på at nedkæmpeislamisterne i nord.
Sikkerhed ved hjælp af stedfortræder
Det er min påstand i den artikel, at vestlig sikkerhedspolitik og ikke mindst kampen mod
international terrorisme i dag og i årene fremover vil blive ført via stedfortræder i lighed med
den vestafrikanske styrke, som FN oprettede i
oktober 20121. Jeg ser kort på to cases, der kan
understøtte min påstand nemlig Somalia og
Mali. De betragtes om most similar cases. Jeg
ser på USA’s, EU’s hhv. Frankrigs interesser mv.
i forhold til de to cases. Artiklens påstand bygger på en antagelse om, at den uafhængige variabel altså de tre aktørers prioriter og politiske
beslutninger er mere eller identiske. ’Outcome’
er ligeledes mere eller mindre ens nemlig, når
og hvis der leveres sikkerhed i Afrika, sker det
ved hjælp af en stedfortræder.
En stedfortræder for vestlige sikkerhedsinteresser i Afrika vil typisk være enten den Afrikanske Union (AU) eller en af de regionale organisationer som ECOWAS i Vestafrika. En stedfortræder er defineret ved, at den handler på vegne
af ’en anden’ altså en anden aktør eller stat. Sikkerhed ved hjælp af stedfortræder indebærer i
Afrika, at afrikanske tropper udkæmper de konkrete kampe eller gennemfører de nødvendige
tiltag i en fredsbevarende eller fredsskabende
mission. Til gengæld betaler de vestlige magter
mere eller mindre alle omkostninger, og leverer
i det store og hele de øvrige nødvendige støtte-
funktioner, som logistik og træning af de lokale
afrikanske styrker.
Neoklassisk realisme som rammer
omkring analyse af udenrigspolitik
I efterhånden mange år har diskursteorien været
om ikke dominerede så i hvert fald, har den
været stærkt fremtrædende i megen europæisk
samfundsvidenskab. Det ser dog ud til, at realismen er ved at vende tilbage i Europa i forhold til
studiet af internationale relationer i en udgave,
der betegnes om neoklassisk realisme. Det skal
straks understreges, at man ikke kan tale om et
endegyldigt og fuldt udbygget teoriapparat, da
det fortsat er under udvikling og til diskussion.
Mens den klassiske realisme vist aldrig har sluppet sit tag i international politik forskningen i
USA, har diskursteori og normativ teori præget
megen forskning af internationale forhold i
Europa. Ikke desto mindre er der nævnt gennem de seneste 10 til 15 år vokset en interesse
frem for såkaldt neoklassisk realisme, der på sin
vis forsøger at kombinere eller blande strukturel
realisme og klassik realisme2.
Man kan betragte den neoklassiske
approach som en teori om udenrigspolitik, da
den i høj grad ser udenrigspolitik og sikkerhedspolitik som et svar på de muligheder og
begrænsninger, som det international system
giver. Til forskel fra den strukturelle realisme
lægger den neoklassiske realisme vægt på aktørerne eller beslutningstagerne og deres værdier,
perceptioner og ikke mindst på karakteren og
kvaliteten af de institutioner, som de er placeret
i. Ideer og normer giver en ramme indenfor
hvilken, interesser forfølges og fortolkes. I lighed med den klassiske realisme hævder den
neoklassiske approach, at stater og dermed
udenrigspolitiske beslutningstagere er drevet og
motiveret af, hvad de anser for at være statens
nationale eller materielle interesser. Til forskel
fra den traditionelle realisme er det kendetegnende for den neoklassiske realisme, at den tilsamfundsfagsnyt maj 2013
35
lægger ideer og normer næsten lige så stor
betydning for beslutningstagerne som presset
fra varetagelsen de nationale og materielle interesser. Det er dog sådan, at hvis ideer og
moralsk begrundede forslag til udenrigspolitiske
tiltag er i konflikt med opfattelser af, hvad der er
den nationale interesser, vil disse ideer næppe
vinde tilslutning hverken hos eliterne, bureaukratiet eller hos befolkningens flertal.
Man kan fremhæve, at den neoklassiske realisme i høj grad interesserer sig for de indenlandske faktorer, som påvirker de valg, som
beslutningstagerne rent faktisk træffer. ’Indenlandske faktorer’ henviser til de lokale, hjemlige
politiske styrkeforhold og interesser, aktører
samt ikke mindst beslutningstagernes perceptioner af de aktuelle udenrigs- og sikkerhedspolitiske forhold mellem staterne. Det er også
betydningsfuldt, hvordan de indenlandske ideologiske strømninger og værdier tegner sig i sammenhæng med landets konkrete historiske erfaringer. Kort sagt hævder den neoklassiske realisme, at de begrænsninger og muligheder, som
de internationale forhold giver, filtreres og forstås via en række indenlandske mellem-kommende variable. Den endelige udenrigspolitiske
adfærd afspejler således langt fra alene de internationale strukturelle forhold. Det er lige præcis
dette element, der gør tankegangen og teorien
neoklassisk. Det kan også formuleres på den
måde, at neoklassisk realisme består af tre dele.
Den uafhængige variabel henviser i dette tilfælde til aktørens position i det internationale
system. Den mellem-kommende variabel henviser til de indenlandske ’forhold’, interesser og
ikke mindst til de nationale beslutningstagere,
der filtrerer og sorterer og analyserer de internationale strukturelle forhold. Endelig henviser
den afhængige variable eller ’outcome’ til de
faktiske udenrigspolitiske initiativer, som sættes
i værk.
36
Analysen i denne artikel fokusere især på de
mellem-kommende variable, hvor det som
udgangspunkt er vigtigt at få identificeret de
interesser, som beslutningstagerne og staterne
forfølger i de to konkrete cases. Interesserne kan
som nævnt være både af materiel og sikkerhedsmæssig eller af mere normativ og ideologisk art.
I princippet er det også vigtigt at få identificeret
de centrale aktører og ikke mindst de institutionelle aktører i både USA og EU, der er involveret i policy-making i forhold til Afrika. Af plads
hensyn vil det institutionelle aspekt ikke blive
dyrket i nærværende sammenhæng. Det skal
dog understreges, at der er en række aktører
med forskellige interesser involveret i policymaking i forhold til Afrika i USA og i EU/
Frankrig. Ikke mindst Frankrig spiller en meget
stor og ofte afgørende rolle i forbindelse med
udformningen af EU’s Afrika politik, hvilket
sådan set kræver en særskiltbehandling. Her
skal det bare konstateres, at over årene er mange
franske prioriteter endt med at blive EU prioriteter i Afrika.
Resten af artiklen er struktureret således, at
vægten i høj grad lægges på Somalia og Mali og
i den forbindelse på aktørernes vurderinger og
perceptioner af terrortruslen i de to konkrete
regioner. I tilknytning hertil ses der på de to
aktørers hidtidige konkrete politiktiltag eller for
at blive i den terminologi, der anvendes her på
’outcome’. Og netop ’outcome’ altså USA›s eller
EU’s konkrete udenrigs- og sikkerhedspolitik
over for terrorismen i Afrika diskuteres i konklusionen.
Vesten og kampen mod terrorisme i Afrika
Siden 11. september har USA været fokuseret på
Afrika som et centralt element i kampen mod
international terrorisme og mod al Qaeda i særdeleshed. USA’s ’National Security Strategy’ fra
2010 udpeger Somalia og Yemen, Maghreb og
Sahel som områder, hvor al Qaeda kan søge og
finde fristeder. Strategien fremhæver de enorme
ubevogtede grænser og de generelt svage sikkerhedsinstitutioner som forhold, der bidrager til,
at radikale grupper kan udgøre en trussel mod
både regional og international sikkerhed. Fremtrædende amerikanske beslutningstagere har
gang på gang understreget, at de lokale afrikanske regeringer har hovedansvaret for at
bekæmpe terrorisme. USA skal kun i undtagelsestilfælde indsætte egne tropper i kamphandlinger i Afrika. Den amerikanske holdning
kommer formodentlig mest tydeligt til udtryk i
følgende citat, der blandt andet kan findes i det
amerikanske flyvevåbens tidsskrift ’Strategic
Studies Quarterly’ fra 2010: ”We don’t want to
see our guys going in and getting whacked…We
want Africans to go in”.
Hos den Europæiske Union genfindes de
samme holdninger nemlig, at ansvaret for sikkerhed i Afrika er og bliver et afrikansk ansvar.
Det betyder ikke, at EU ikke på enhver tænkelig
måde vil støtte og hjælpe de lokale regeringer i
kampen mod terrorismen. Arbejdsdelingen
mellem EU og Afrika er placeret indenfor rammerne af det såkaldte ’strategiske partnerskab’,
som officielt har eksisteret siden år 2000. I 2003
oprettede EU oven i købet en særlig fond, ’Den
Afrikanske Fredsfacilitet’ til at finansiere og
understøtte afrikanske regeringers bestræbelser
på at skabe sikkerhed. I EU’s to regionale sikkerhedsstrategier rettet mod hhv. Afrikas Horn
og Sahel understreges sammenhængen mellem
sikkerhed og udvikling i Afrika.
EU benytter de to regionale strategier til at
præcisere sin opfattelse af terrortruslen i Afrika.
Man frygter hel konkret, at der etableres et samarbejde mellem terrororganisationer som ’al
Qaeda i Maghreb’ (AQIM), Boko Haram i
Nigeria og al-Shabaab i Somalia. Et sådant samarbejde kan betyde, at der skabes et sammenhængende område præget af terror fra Sahel i
vest via Nigeria til Somalia og Kenya i øst.
Noget sådant vil i høj grad true europæisk sikkerhed og europæiske interesser, som kun kan
forsvares ved hjælp af et tæt samarbejde mellem
EU og regionale organisationer som AU og
ECOWAS.
EU, Somalia og Afrikas Horn
EU’s strategi for Afrikas Horn peger på migration, terrorisme og kriminalitet inklusiv pirateriet som eksempler på trusler, der er vævet ind i
de voldelige konflikter i regionen. Der er ingen
tvivl om, at styrkelsen af al-Shabaab bevægelsen
i Somalia og dens forbindelser til al Qaeda har
pustet til Europas frygt for, at Afrikas Horn kan
ende med at blive et arnested for terrorister, der
direkte kan true Europa.
Da den Afrikanske Union i 2007 iværksatte
sin fredsbevarende mission AMISOM i Somalia,
var EU i første omgang tilbageholdende med at
give støtte til operationen. Det hang blandt
andet sammen med, at de afrikanske regeringer
ikke udviste nævneværdig interesse for at støtte
missionen med soldater. Kombinationen af en
øget frygt for terrorisme og et voksende
amerikansk pres førte dog til, at EU begyndte at
optrappe sin økonomiske bistand til AMISOM.
I februar 2012 erklærede Kommissionsformand
José Manuel Barroso endog, at man fra EU’s
side var rede til at øge sin støtte til en udvidelse
af AMISOM fra 12.000 til 18.000 soldater. EU
lovede at dække udgifter til lønninger til tropperne, medicin, indkvartering, køretøjer samt
kommunikationsudstyr.
EU markerede samtidig, at man var rede til
at udvide sin træning af soldater til AMISOM
styrken. Træning og uddannelse af soldater er et
helt ny element i EU›s fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og et resultat af en beslutning i
Ministerrådet tilbage i 2010 med henblik på at
styrke kvalitet af de somaliske sikkerhedsstyrker.
Træningen af de somaliske soldater foregår i
øvrigt i Uganda langt fra kamphandlingerne i
Somalia. En række EU-lande har velvilligt stillet
instruktører til rådighed for EUTM Somalia,
som missionen kaldes. Velviljen hænger
37
sammen med, at træningen af de somaliske soldater ikke indebærer deltagelse i direkte kamphandlinger og, at de europæiske instruktører
ikke skal udstationeres i Somalia. I en bredere
international sammenhæng er der ikke tvivl om,
at EUTM Somalia har bidraget til at give EU en
tydeligere profil som sikkerhedspolitisk aktør.
Dermed har missionen styrket Unionens status
som leverandør af sikkerhed ikke alene i Afrika
men også globalt.
Fra starten i 2010 og frem til begyndelsen af
2013 har EUTM Somalia gennemført træning
og uddannelse af omkring 3.000 somaliske soldater. For årene 2013-2015 skal EUTM missionen efter planen udvide sine aktiviteter til at
omfatte politisk og strategisk rådgivning til det
somaliske forsvarsministerium og til chefen for
landets væbnede styrker. De kommende aktiviteter omfatter desuden rådgivning vedrørende
udvikling af hele sikkerhedssektoren i Somalia.
tropperne involveres i egentlig krigsførelse. Derfor har man netop prioriteret amerikansk støtte
til træning af afrikanske soldater ligesom man
har ydet omfattende bistand til AMISOM styrken i Somalia. Rent faktisk er USA den største
bidragyder til AU tropperne, der modtager
udstyr, logistisk bistand rådgivning og træning
fra Washington. Det meste af støtten til AMISOM udføres i øvrigt af private militære firmaer, hvilket klart understreger alvoren i, at
Washington vil undgå udstationering af soldater i Afrika. Siden 2007 har USA brugt mere end
550 millioner US dollars på at bistå AMISOM.
Man har trænet og uddannet mere end 15.000
soldater fra Burundi og Uganda, som hidtil har
udgjort rygraden i den afrikanske styrke. Hvis
man hertil lægger de ca. 3.000 mand, som EU
har trænet, kommer man op på et anseeligt
antal afrikanske soldater, der har modtaget
uddannelse fra de to ikke-afrikanske aktører.
USA og det Afrikanske Horn
Umiddelbart efter 11. september var Afrikas
Horn den region i Afrika, som umiddelbart tiltrak sig mest opmærksomhed fra Washington.
USA har siden 2001 lanceret en række programmer til terrorbekæmpelse, som omfatter hele
Østafrika. Programmerne har fokuseret på
grænsekontrol og uddannelse af tropper til indsættelse mod terrorister. Det var ingen tilfældighed, at netop Djibouti blev hjemsted for den
første og hidtil eneste amerikanske base på det
afrikanske fastland. Basen rummer omkring
2.000 amerikanske soldater, som til lands, til
vands og i luften kan indsættes med kort varsel
mod formodede terrorister i hele regionen, der
som bekendt omfatter Yemen og hele Adenbugten. På samme måde er det heller ingen tilfældighed, at Djibouti blev hjemsted for den første
amerikanske dronebase på kontinentet.
På trods af tilstedeværelsen af omkring 2.000
amerikanske soldater på basen i Djibouti er det
en klar målsætning for Washington at undgå, at
Sahel, Mali – og den Europæiske Union
Parallelt med at Frankrig som nævnt spillede en
særdeles aktiv rolle i forhold til vedtagelsen af de
to Sikkerhedsrådsresolutioner vedrørende Mali,
var den Europæiske Union engageret i at søge
indflydelse på situationen i hele regionen. Midt
på sommeren 2012 indgik EU således en toårig
aftale med Malis nabo Niger om at træne og
uddanne landets sikkerhedsstyrker med henblik
på at indgå i kampen mod al Qaeda. EU’s udenrigspolitiske chef Catherine Aston slog ved den
lejlighed fast, at ”voksende terrorist aktivitet og
følgerne af konflikten i Libyen har på dramatisk
vis pustet til usikkerheden i Sahel området”.
I september 2012 udsendte Generaldirektoratet for Udenrigspolitik i Europaparlamentet
en omfattende rapport, der understregede, at
Sahel og Mali har stor betydning for Europa.
Det blev slået fast, at ”Sahel udgør Europas
allersydligste geopolitiske grænse: enhver ustabilitet her vil automatisk forgifte the europæiske
naboskab. Mange lande ved den sydlige grænse
38
spiller en nøglerolle i forhold til europæisk
energiforsyning, styring af migrationsstrømmene samt inddæmning af smugleri og terrorisme. EU har ikke råd til at lade ustabilitet råde
og spredes sig til hele regionen”.
Da Sikkerhedsrådet vedtog resolution nr.
2071 i oktober 2012, godkendte EU’s udenrigsministre samtidig et udkast til en plan for en
militær aktion i Mali. Den sigtede mod at støtte
FN’s beslutning om at lave en konkret plan for
en militær intervention i kampen mod de islamistiske grupper i nord. Der er ingen tvivl om,
at de europæiske beslutningstagere var stærkt
inspirerede af den EU-støttede AMISOM mission men også EUTM Somalia og dens succes i
forhold til at generobre områder, som hidtil har
været kontrolleret af al-Shabaab og deres støtter.
Efter planen skal EUTM Mali levere grundlæggende træning og uddannelse til fire bataljoner i den maliske hær. Træningsmissionen forventedes at involvere mellem 250 og 300 europæiske officerer og var beregnet til at koste knap
6 millioner Euro alene det første år. Ministerrådet bekræftede, at missionen ikke ville eller
skulle involvere europæiske kamptropper i forbindelse med generobringen af det nordlige
Mali. Ministerrådet erklærede sig desuden villig
til at støtte en interventionsstyrke stillet til
rådighed af ECOWAS. Ministerrådet ønskede
dog, at EUTM Mali skulle betragtes som adskilt
fra bistanden til selve den militære intervention
i Mali. De europæiske ministre pegede eksplicit
på, at pengene til ECOWAS operationen skulle
tages fra den Afrikanske Fredsfacilitet. Ministrene lovede ydermere, at man ville sikre en
forudsigelig og vedvarende finansiering af den
afrikanske interventionsstyrke.
USA og Vestafrika
Forud for militærkuppet i 2012 og islamisternes
magtovertagelse i det nordlige Mali havde USA
været stærkt fokuseret på Mali af mindst to
grunde. Vestafrika er et område med store
naturressourcer. Ikke mindst hører Nigeria til
blandt verdens store olieeksportører og, i 2010
leverede Afrika faktisk mere olie til USA end,
Mellemøsten gjorde. Siden har de to regioner
tegnet sig mere eller mindre for den samme
andel af USA samlede import of olie nemlig lidt
over 10 % hver. Hertil kommer at Sahel efterhånden har overtaget positionen som den vigtigste region i Afrika i forhold til amerikansk
terrorbekæmpelse og anses således for at være
mere betydningsfuld end Østafrika. I ingen
anden region har USA investeret så mange ressourcer i terrorbekæmpelse som i netop Sahel.
Alene i 2011 brugte man mere end 100 millioner US dollars. I lighed med situationen i Østafrika er støtten især gået til forbedret grænsekontrol og til opbygning af sikkerhedsstyrkernes
kapacitet til terrorbekæmpelse især i Mali,
Chad, Niger og Mauritanien.
I forbindelse med Mali-krisen i 2012/13 har
de amerikanske interesser derfor været orienteret imod den bredere Sahel region og har ikke
udelukkende været centreret omkring Mali. På
den anden side har Mali i snart mange år været
en tæt allieret med USA, hvor amerikanske specialstyrker har gennemført en række militære
uddannelsesprogrammer. Hen på efteråret 2012
erklærede viceudenrigsminister med ansvar for
Afrika Johnnie Carson, at Somalia kunne vise sig
at være en model for Mali i og med, den eksternt
finansierede og eksternt støttede AMISOM
styrke havde bragt et vist minimum af stabilitet
til landet efter års ustabilitet og borgerkrig.
Kort efter den franske offensiv mod islamisterne i det nordlige Mali var startet i januar
2013, optrappede USA sin støtte til Frankrig.
Talsmanden for Udenrigsministeriet Nori
Nuland understregede dog, at det amerikanske
forsvar ikke ville indgå i kampoperationer i Mali
og, at amerikanske tropper ikke ville blive involveret i direkte kampe på jorden. Samtidig
underskrev Washington en aftale med Niger om
at udstationere amerikanske droner på baser på
39
Nigers territorium. Samtidig tillod regeringen i
Niger indsættelse af et begrænset antal amerikanske soldater til beskyttelse af dronerne.
Sikkerhed via stedfortræder og
neoklassisk realisme
Denne lille artikel har søgt at vise, at både USA
og EU har som mål at fremme egne sikkerhedsinteresser i hhv. Somalia og Mali ved at yde
rundhåndet støtte til indsættelse af afrikanske
tropper i de to lande. Samtidig er det søgt vist,
at mens støtten og opbakningen til AMISOM
og ECOWAS har været klar og utvetydig, har
villigheden til at indsætte egne soldater været
tilsvarende begrænset. Der er ingen tvivl om, at
de to vestlige aktører oplever at have betydelige
interesser i bekæmpelse af terrorisme i Sahel
såvel som i Østafrika. De fremlagte oplysninger
og data gør det muligt at konkludere, at USA og
EU/Frankrig leverer sikkerhed via stedfortræder
i de to regioner. Da Mali og Somalia som sagt
betragtes som most similar cases, kan de ikke
uden videre bruges til at generalisere til et større
antal cases. På den anden side er det rimeligt at
understrege, at de to cases i hvert fald peger i
samme retning nemlig, at sikkerhed varetages
via stedfortræder.
Tilbage er alene en kort drøftelse af brugbarheden det teoretiske apparat, den neoklassiske
realisme. Det gennemgående tema i analysen
har været varetagelsen af amerikanske og europæiske sikkerhedsinteresser. Det kunne man
såmænd også have nået frem til ved at anvende
hel traditionel hard core realisme. Til gengæld
ville den strukturelle realisme næppe have været
til megen gavn i forhold til en analyse, der i realiteten er en analyse af to aktørers konkrete
udenrigspolitik i relation til et forholdsvis snævert felt nemlig terrorbekæmpelse i to afrikanske regioner.
Når jeg ikke desto mindre vil hævde, at den
neoklassiske realisme har vist sig som et brugbart redskab i denne analyse, hænger det
40
sammen med flere forhold. Jeg finder det værdifuldt, at den neoklassiske realisme er åben over
for, at ideologi, normer og etik kan spille en
(lige så) stor rolle som varetagelsen af materielle
og nationale interesser. At jeg ikke har kunnet
påvise det i denne korte artikel, ændrer ikke
noget ved pointen. I denne artikel er neorealismens fortrin, at den understreger betydningen
af beslutningstagernes analyser og perceptioner.
Netop beslutningstagernes perceptioner af terrortruslen i Sahel og på Afrikas Horn har tilsyneladende været udslaggivende for de konkrete
beslutninger, der blev truffet.
Det måske særligt påfaldende ved de to cases
er, at de amerikanske og de europæiske analyser
og perceptioner har været mere eller mindre
identiske. Det understreger, at to aktører i høj
grad deler analyse og forståelse af truslen fra terror i Afrika. Det, der om muligt er endnu mere
interessant, er, at det konkrete policy outcome
er også identisk nemlig, at de to aktører leverer
sikkerhed ved hjælp af stedfortræder. Afhængig
af ens personlige gemyt kan man afslutningsvis
hæfte sig ved det interessante i, at sikkerhed ved
hjælp af stedforstæder er helt i tråd med det diktum, som den Afrikanske Union har promoveret siden sin oprettelse i 2002 nemlig, at man
ønsker ’African solutions to African problems’.
Noter:
1 Af plads hensyn og af ren dovenskab har jeg
ikke indsat referencer i denne artikel. Den bygger på to papers, jeg har skrevet i foråret 2013
dels til ECPR Joint Sessions of Workshops, University of Mainz, 11-16 March og EUSA biennial conference, Baltimore, 9 – 11 May.
2 Asle Toje & Barbara Kunz (eds.), Neoclassical
realism in European politics. Bringing power
back in, Manchester: Manchester University
Press 2012.
International Politik-teori før,
under og efter Den Kulturelle Drejning
af Morten Valbjørn, ph.d., lektor, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet
Er det muligt at studere international politik
uden at beskæftige sig med temaer vedrørende
kulturel diversitet, forskellighed og repræsentationen af andethed. Med andre ord, uden at diskutere, hvordan man kan få greb om den dimension ved det hyperkomplekse kulturbegreb, som
angår, hvad man kunne kalde ’den differentielle
variant af det antropologiske kulturbegreb’? Det
vil sige den dimension, hvor kultur i bred forstand dels forbindes med den sociale organisering af samfund og således er nærmere beslægtet
med begrebet ’samfund’ end med ’kunst’ som
det var tilfældet i antropologen Tylor’s klassiske
bestemmelse af kultur som ”the complex whole”
i modsætning til Arnold’s snævrere og mere
æstetiske fokusering på det bedste, der er tænkt
og sagt. Og dels henviser til noget, der adskiller
frem for at forene forskellige dele af menneskeheden, således at kultur som hos Herder og Boas
tænkes i flertal som kulturer i modsætning til
den mere Oplysnings-inspirerede generiske variant, hvor Kultur (med stort K) henviser til en
fælles kvalitet ved det menneskelige.
Hvis man konsulterer en akademisk disciplin som International Politik (IP), ville det
typiske svar på dette spørgsmål indtil for relativt
nyligt være bekræftende. Umiddelbart kunne
det, som Inayatullah & Blaney har peget på,
ellers have været nærliggende at forvente, at en
disciplin, der eksplicit beskæftiger sig med interaktionen mellem forskellige sociale kollektiver
kloden rundt, ville udgøre et af de vigtigste fel-
ter for heterologi, dvs. studiet af forskellighed.
Som Keyman har bemærket er IP således netop
”a discipline in constant interaction with
Other(s)” og burde på den baggrund være særligt interesseret i den række af spørgsmål, der
knytter sig til den principielle problematik om,
hvordan man tilnærmer og repræsenterer
andethed.
Ikke desto mindre har ingen af de såkaldte
’Store Debatter’, som fortællingen om IP’s
udvikling gerne har været struktureret omkring,
haft karakter af egentlige kulturdebatter. Betydningen af kulturel diversitet har heller ikke indgået som en central dimension hos nogen af IP’s
hovedtraditioner, og spørgsmålet har da også
traditionelt figureret som dét uskrevne kapitel i
de fleste IP-lærebøger.
Siden 1990erne har dette imidlertid forandret sig. Om end relativt sent i forhold til visse
andre dele af socialvidenskaberne har også IP
oplevet en ’Kulturel Drejning’. Det er på den
baggrund, at der i det følgende vil blive gjort en
form for status over kulturdebatten i studiet af
international politik før, under og efter den
Kulturelle Drejning. Det vil ske i tre skridt.
Først diskuteres spørgsmålet om, hvorfor IP
indtil for relativt nyligt har viet kulturel diversitet så overraskende ringe opmærksomhed.
Herpå rettes fokus mod, hvordan kulturspørgsmålet i ganske forskellige former entrerede IP i
forbindelse med den Kulturelle Drejning. Som
afslutning diskuteres det, hvorhen kulturdebatsamfundsfagsnyt maj 2013
41
INTERNATIONAL POLITIK-TEORI FØR, UNDER OG EFTER DEN KULTURELLE DREJNING
ten synes at bevæge sig i øjeblikket i form af en
præsentation af forskellige bud på, hvordan
man kan studere international politik på en
måde, der frem for at være enten blind for eller
blændet af kulturel diversitet snarere forsøger at
være bevidst om denne – og uden nødvendigvis
at abonnere på et eksplicit kulturbegreb.
Før den Kulturelle Drejning – kulturblottet eller kultur-blind
Hvordan kan det være, at netop IP traditionelt
har tildelt spørgsmålet om kulturel diversitet så
overraskende ringe opmærksomhed? Hvis man
konsulterer disciplinens fremtrædende teoretiske traditioner, efterlades man i første omgang
med det indtryk, at dette er så selvindlysende, at
det ikke kræver nærmere forklaring. Ved nærmere eftersyn vil man imidlertid erfare, at det
ikke blot er muligt at finde én, men en række
umiddelbart vidt forskellige forklaringer.
Fire grunde til at ignorere kulturel diversitet
Èn form for begrundelse, Kultur frem for kulturer, tager afsæt i det Oplysnings-inspirerede
argument om, at vi alle dybest set er ens ved at
være mennesker. Frem for at stirre sig blind på
overfladiske forskelle bør IP i stedet fokusere på
de almenmenneskelige fællestræk, som kan
udgøre byggestenene for en mere fredelig og
retfærdig verdensorden. Denne begrundelse findes især inden for IP’s Liberale tradition, hvor
man gerne enten har hævdet, at vi alle er ens
eller er ved at blive ens pga. en homogeniserende moderniserings/globaliseringsproces. Fra
dette perspektiv fortjener kultur-spørgsmål faktisk opmærksomhed i IP. Det er imidlertid i
begrebets generiske frem for differentielle variant, så frem for at tale om kulturer samler interessen sig om én fælles kosmopolitisk Kultur, én
diplomatisk Kultur mv.
En anden form for begrundelse, Magt trumfer alt – også kultur, tager nærmest det diametralt modsatte udgangspunkt. Verdens samfund
42
opfattes som så fundamental forskellige, at det
er omsonst at forestille sig, at det internationale
samkvem skulle kunne basere sig på fælles normer og værdier, eller at man vil kunne blive
enige om at etablere en effektiv overordnet politisk autoritet. Enhver er derfor hensat til anarkiet lov og må uanset egne værdier og idealer
handle i henhold til den samme selvhjælpslogik. Det er netop derfor, at det ifølge Neo-realisten Waltz er muligt at abstrahere fra forskellige staters specifikke karakter og stedet
behandle dem som ’like units’. Med andre ord
er det på paradoksal vis netop den kulturelle
diversitet, der gør det muligt at ignorere kulturel diversitet i studiet af international politik og i
stedet fokusere ensidigt på fordelingen af magt.
En tredje form for begrundelse, Kultur som
maske, anerkender at der er store forskelle mellem verdens samfund, og at dette også afspejler
sig i deres indbyrdes samkvem. Diversiteten
opfattes imidlertid som forskellige udtryk for
det samme underliggende fænomen, nemlig
kapitalismens globalisering. Hos Wallerstein
ligesom forskellige afhængighedsteoretikere
inden for den neo-marxistiske del af IP afspejler
kulturel diversitet forskellige grupper og områders forskellige plads i den internationale
arbejdsdeling, og tjener samtidigt som en form
for ideologisk maske, der har til formål at skjule
og legitimere uligheden i verden. Frem for at
spilde tid på kulturelle epifænomener bør IP
derfor koncentrere sig om denne bagvedliggende fælles dynamik.
Den sidste form for begrundelse, kultur som
uvidenskabeligt, er mere epistemologisk og tager
afsæt i en opfattelse om, at kultur med Renggers
ord repræsenterer ”everything that good, positivistically trained international relations specialists should hate”. Fra et positivistisk videnskabsideal fremstår kulturel diversitet som noget
man ikke kan (det hyperkomplekse kulturbegreb er svært at operationalisere entydigt), bør
(kultur handler gerne om værdier og ideer frem
for objektive fakta) elle behøver (afdækning af
sociale lovmæssigheder handler om fællestræk
frem for forskelle) at beskæftige sig med.
Om at være uenig om det samme – noget
universelt og globalt
Selvom disse begrundelser umiddelbart er
meget forskellige, vil man ved nærmere eftersyn
erfare, at de hviler på nogle fælles implicitte
antagelser. Overvejelser om kulturel diversitet er
tilsidesat ud fra en antagelse om, at international politik på den ene eller anden vis virker efter
en form for global universel logik. Frem for at
debattere om det vitterligt er muligt at identificere en sådan universel logik, som international
politik overalt skulle kunne henføres til, eller
om det snarere er nødvendigt at gøre rede for en
flerhed af distinkte logikker, har den centrale
splid i IP traditionelt snarere handlet om, hvordan man – med Chans ord - substantialiserer
’the same thing – something globally encompassing, something universal’. Selvom IP’s hovedtraditioner har skændtes om, hvorvidt denne
logik har karakter af et Hobbesiansk magtstræb,
en Smithiansk arbejdsdeling eller en homogeniserende globaliseringsproces, har der med andre
ord været en implicit enighed om, at international politik virker efter en universel logik, og det
er den, IP bør afdække frem for at spilde tid på
sekundære fænomener som kulturel diversitet.
I forlængelse heraf er det heller ikke nødvendigt at forholde sig til spørgsmålet om, hvordan
man tilnærmer sig og repræsenterer andethed.
Som O’Hagan anfører, har de prominente IPtraditioner gerne præsenteret deres teorier som
universelle og kultur-neutrale i den forstand, at
de hævder at angå dynamikker i international
politik som er relevante på tværs af tid og rum
og uanset aktørernes specifikke karakter.
Med andre ord skal den traditionelle manglende interesse for spørgsmål vedr. kulturel
diversitet ses i lyset af, at IP både har opfattet sit
genstandsfelt og disciplinen selv som blottet for
kulturel diversitet.
Kultur-blottet eller kultur-blind
Selvom der altid har været kritikere af denne
opfattelse af international politik som kulturblottet, blev den for alvor udfordret i 1990erne
med en to-ledet kritik om, at IP både har været
’blind for den Anden’ og ’blind for sig selv’.
Hvad førstenævnte ’blindhed’ angår, har IP
traditionelt ikke været særligt optaget af, hvilke
implikationer IP’s status som, hvad Hoffmann
har betegnet ’an American Social Science’, har
haft for, hvordan international politik er blevet
studeret. Ved nærmere eftersyn vil man imidlertid erfare, at IP i overvejende grad har støttet sig
til en vestlig intellektuel tradition, hvad angår
begreber og grundlæggende antagelser, ligesom
teorier ofte har baseret sig på vestlige erfaringer
fra den storpolitiske scene. Samtidigt har man
ikke skænket nævneværdig opmærksomhed på
muligheden for, at man i andre dele af verden
kan være optaget af andre spørgsmål ved international politik og måske har studeret disse på
en helt anden vis. Det er på den baggrund
Chans karakteriserer IP som en disciplin, der
har ’spoken partitally, but assumed and declared universally’. Med andre ord synes IP mindre
universel og kultur-neutral end provinsiel og
etnocentrisk.
Dette afspejler sig ikke blot i ’blindhed for
sig selv’ og for diversiteten i studiet af international politik, men også i for ’blindhed for andethed’ forstået som forskellige former for diversitet ved international politik ’derude’. Selvom
den westfalske statsmodel formelt er blevet universel, er statsbygningen hos ’latecomers’ forløbet meget anderledes end i Europa. Udover at
det er behov for at sondre mellem forskellige
statstyper, er det også nødvendigt at være
opmærksom på, hvordan statsinstitutionen
nogle steder udfordres af ikke-statslige aktører.
43
Denne pluralitet af aktører afspejler sig også i de
internationale dynamikker, hvor forskellige
statstyper fx ikke står over for de samme sikkerhedsdilemmaer ligesom de ikke indgår i de
samme suverænitetspil. Endeligt har Sørensen
eksempelvis peget på, at suverænitetsinstitutionens globalisering på paradoksal vis har bidraget til diversiteten, idet den tidligere darwinistiske ’naturlige udvælgelse’ er svækket, så stater
med formel men uden empirisk suverænitet i
modsætning til tidligere overlever.
Under den Kulturelle Drejning
– fra kultur-blind til kultur-blændet
Denne voksende opmærksomhed på at IP snarere var kultur-blind end kultur-blottet,
udmøntede sig med 1990ernes Kulturelle Drejning inden for IP i vidt forskellige forsøg på at
’kultivere’ studiet af international politik. Som
man kunne forvente med et hyperkomplekst
begreb som kultur, herskede der således ingenlunde enighed om, hvordan kulturel diversitet
spiller en rolle i international politik, og hvilke
implikationer dette bør have. Forenklet er det
muligt at sondre mellem to fremtrædende bud,
som tager afsæt i to vidt forskellige forståelser af
kulturel diversitet. De adskiller sig derfor fundamentalt fra hinanden, men samtidigt deler de på
et mere generelt plan nogle fælles problemer.
Kulturel diversitet som
en diversitet af kulturer
Blandt de mest indflydelsesrige stemmer i
1990ernes Kulturelle Drejning hører uden tvivl
Huntington med tesen om civilisationssammenstød, der fremsættes i 1993. Tanken er dog
ikke ny, men minder om nogle af de ideer, man
langt tidligere finder hos bl.a. Adda Bozeman og
Bernard Lewis, som allerede i 1957 taler om et
’clash of civilizations’– men uden at ideen tildeles synderlig opmærksomhed i IP.
44
Det fælles udgangspunkt for disse forsøg på
at kultivere studiet af international politik er en
essentialistisk kulturforståelse med aner tilbage
til Romantikken. Kultur betragtes som en partiel totalitet. Sociale kollektiver antages at have
en indre orden eller logik, men denne er partiel,
idet der findes en pluralitet af kulturer med hver
deres unikke logik. Kulturel diversitet anskues
derfor som en diversitet af kulturer.
Verden betragtes i forlængelse heraf som
opdelt i et antal vidt forskellige kultur-zoner
eller civilisationer og international politik burde
på den baggrund retteligt kaldes inter-kulturel
politik. Det vestlige statssystems globalisering
har kun skabt en overfladisk homogenisering,
for under den westfalske fernis skulle international politik rundt om i verden virke i henhold
til vidt forskellige dynamikker, der hver især kan
henføres til de forskellige kulturers essentielle
karakter: Kinesisk udenrigspolitik skulle således
afspejle kungfutsianske og taoiske principper,
mens indisk tager afsæt i hinduistiske mandalaprincipper og alle konflikter, der involverer
muslimer, skal forstås i jihad-termer osv.
Denne ganske anderledes forståelse af international politik, hvor det er kulturelle fællestræk
og forskelle, der skaber de basale interesser,
antagonismer og dynamikker, afspejler sig også
i opfattelsen af, hvordan international politik
bør studeres. Forståelsen af kulturelt forskellige
’Andre’ fremstår som dén centrale udfordring
for IP. En sådan opnås ud fra herværende perspektiv bedst ved, at man afdækker den underliggende logik eller essens, som en given kulturs
særegne træk skulle kunne henføres til. Dette
skulle kunne ske ved at studere en given kulturs
basale værdier og normer samt perceptioner af
den øvrige verden, hvilket klarest skulle komme
til udtryk i en kulturs klassiske religiøse og filosofiske kilder. Med andre ord, hvis man fx skal
forstå noget om international politik i det muslimske Mellemøsten, bør man konsultere Koranen.
Kulturel diversitet som del af en diskursiv
grænse-producerende praksis
Hvis man vender blikket mod 1990ernes selvudnævnte ’Critical Cultural Dissidents’ inden
for IP (fx Doty, Campbell, Bleiker, Weber) finder man et helt andet bud på, hvordan studiet af
international politik skal ’kultiveres’. Med afsæt
i en kulturforståelse, der trækker på diverse
’post-strømninger’, anses kultur primært som et
diskursivt felt for ’the politics of identity and
difference’, mens kulturel diversitet opfattes
som produkt af en diskursiv grænseproducerende praksis, hvor identitet konstitueres,
mening konstrueres og magt udøves.
Frem for at hævde, at international politik ’i
virkeligheden’ består af en pluralitet af distinkte
kulturer, vendes argumentet på hovedet. Der er
fordi der i udgangspunktet, hverken eksisterer
kulturer eller stater, at kulturel diversitet er vigtigt for IP. International politik og dets aktører
anses således som (re)produceret gennem en
global kulturel dikotomiseringsproces, hvor
identitet konstitueres gennem en afgrænsning
fra Andre, der beskrives som kulturelt anderledes. Campbell anser eksempelvis ikke udenrigspolitik som den eksterne relation mellem præetablerede stater, men som et eksempel på en
sådan grænseproducerende praksis, hvor staten
og det internationale system såvel som forestillingen om noget hjemligt og noget fremmed
konstrueres ved, at nogle aktører og begivenheder repræsenteres som ’kulturelt anderledes’.
Dette ganske anderledes udgangspunkt
afspejler sig også i opfattelsen af, hvorfor og
hvordan IP bør beskæftige sig med repræsentationen af andethed. Frem for at spørge til hvad
der måtte karakterisere den Anden, er fokus i
stedet rettet mod, hvordan den Anden er konstrueret gennem repræsentationer inden for
specifikke diskurser – fx hvordan konstrueres et
orientalsk Mellemøsten inden for en orientalistisk diskurs -, hvordan disse er del af konstruktionen af den egne identitet – fx hvordan vest-
lige repræsentationer af et konfliktfyldt, autokratisk Mellemøsten fungerer som
konstituerende modbillede til et fredfuldt,
demokratisk Vesten - og hvordan disse er forbundet med en subtil form for magtudøvelse
ved at meningssætte begivenheder og aktører på
en måde, hvor nogle former for handlinger bliver (u)tænkelige og (il)legitime – fx <…> For at
kunne besvare denne form for spørgsmål er det
ud fra dette perspektiv nødvendigt at udvide
IP’s genstandsfelt betragteligt. Ligesom vores
intuitive opfattelse af, hvad der er hjemligt/
fremmed bl.a. (re)produceres i den daglige vejrudsigt på tv, når vi hører om vejret på Bornholm men ikke i Skåne, er populærkulturelle
udtryk som spillefilm, tegneserier og sportbegivenheder også med til at forme vores commonsense opfattelse af det internationale og andethed og derfor relevante områder at beskæftige
sig med for IP.
Fra kultur-blind til kultur-blændet
Som det fremgår af disse to fremtrædende bud
på, hvordan studiet af international politik kan
’kultiveres’, behøver et fælles ønske om at imødegå IP’s traditionelle kulturblindhed ikke at
udmønte sig i enighed om, hvordan dette bedst
kan ske. Samtidigt med at disse to bud på ét
plan er vidt forskellige, deler de dog det fællestræk, at de er bedre til at rejse relevante kritiske
men hidtil negligerede spørgsmål end at tilbyde
overbevisende svar. Det hænger sammen med,
at de på forskellig vis erstatter en problematisk
kultur-blindhed med alternativer, der mest af
alt fremstår som kultur-blændede.
Hvad angår det første kulturalistiske bud, er
det kritiseret for at ende med at være blændet af
forestillingen om den Andens fundamentale
anderledeshed. Det skal bl.a. ses i lyset af antagelsen om, at det via studier af en kulturs klassiske religiøse og filosofiske kilder er muligt at
identificere en distinkt essens eller logik. Som
Vincent pegede på, vil en sådan tekst-orienteret
45
tilgang imidlertid have en tendens til at give et
mere unuanceret billede af uforenelige kulturer
i konflikt, end hvad den faktiske historie viser.
Endvidere overses sådanne teksters tvetydighed.
Selvom det fx er muligt at finde støtte for en
læsning af islam som særligt konfliktorienteret,
er det modsatte faktiske også muligt. Frem for
en nøgtern afdækning er der derfor altid tale om
en konkret udlægning. Hvis man laver en sådan
fortolkning på basis af en apriorisk antagelse
om, at kulturel diversitet skal ses som en diversitet af kulturer med hver sin logik, vil der både
være risiko for, at man overser intra-kulturelle
forskelle og inter-kulturelle fællestræk ligesom
man mister blikket for konkrete Andres specifikke tolkninger.
Hvad angår det andet bud, er dette især kritiseret for at være ’blændet af sig selv’. Opmærksomheden angår næsten kun (vestlige) repræsentationer af andethed og deres implikationer
frem for de specifikke Andre, man i princippet
så gerne vil give en stemme. Dette kan i vidt
omfang henføres til en overoptagethed af den
diskursive konstruktion af andethed og hvordan
denne kan være del af en identitetskonstruktion
såvel som magtudøvelse. Det giver sig til tider til
udtryk i en epistemologisk krise – ’hvordan kan
jeg vide, at jeg ikke blot projicerer mine egne
fantasier og forestillinger over på den konstruerede Anden’ – og en moralsk krise – ’deltager
jeg uintenderet i en ontologisk imperialisme,
hvor jeg med mine repræsentationer gør andre
stemmer tavse? ’- som ofte udmønter sig i, at
man indskrænker sig til kun at beskæftige sig
med – og især kritisere – vestlige repræsentationer af andethed. Med andre ord ender en kærkommen kritisk selvbevidsthed med at blive til
selvoptagethed ligesom en vigtig følsomhed for
andethed bliver til overfølsomhed for den konkrete ’kød og blod’ Anden.
46
Efter den Kulturelle Drejning – mod et
mere kultur-bevidst alternativ?
Hvis den Kulturelle Drejning blot har gjort studiet af international politik kultur-blændet, kan
det være fristende at konkludere, at der er god
grund til, at IP traditionelt har ignoreret spørgsmål vedrørende kulturel diversitet. Selvom
denne konklusion er besnærende, vil en nostalgisk længsel tilbage til tiden før den Kulturelle
Drejning imidlertid hverken gøre disciplinen
ellers dets genstandsfelt mere blottet for kulturel
diversitet. Til gengæld vil man afskære sig fra
muligheden for at integrere de relevante indsigter, som de seneste årtiers kulturdebat faktisk
har bibragt. Der synes derfor snarere at være
behov for at undersøge, hvordan international
politik kan studeres på en måde, der frem for at
være enten blind for eller blændet af kulturel
diversitet snarere forsøger at være bevidst om
denne. Hvis man kaster et blik over det aktuelle
IP-landskab, er det ikke blot muligt at identificere ét, men en række ganske forskellige bud på,
hvordan en sådan ’kultur-bevidst’ strategi
kunne se ud.
Én variant, IP med et opdateret kulturbegreb,
fastholder, at kultur bør være IP’s nye ’mastervariabel’. De problemer, der har præget den
Kulturelle Drejning forklares med, at man har
brugt forældede kulturbegreber, som for længst
er forladt af bl.a. antropologer, der hører blandt
dem med den største erfaring med kulturspørgsmål. Der er derfor behov for at kulturbegrebet opdateres med hjælp fra antropologien
og dele af sociologien. Denne ’bring culture
back in – but carefully’-ambition har gennem
de senere år udmøntet sig i, at IP er blevet introduceret til klassiske og nyere skikkelser som
Geertz, Bourdieu og de Certeau, der ifølge dette
buds fortalere tilbyder et alternativer til en reificeret kulturforståelse såvel som den radikalt
konstruktivistiske.
Ved at tage en ekskurs ind i antropologien
vil man imidlertid ikke blot støde på forskellige
nyere kulturbegreber. Man vil også møde antropologer, der mener, at kulturbegrebet er så belastet, at frem for at forsøge at nå frem til en bedre
definition bør man lægge kulturbegrebet bag sig
for i stedet at finde andre måder at forholde sig
til det sæt af relevante problematikker, der knytter sig til debatten om kulturel diversitet. Det er
netop, hvad de øvrige bud på en kultur-bevidst
strategi gør.
En af disse varianter, ’post-Western’ IP, tager
afsæt i den voksende opmærksomhed om,
hvordan IP har været ’blind for sig selv’ forstået
som disciplinens eget vestlige standpunkt. Frem
for at forsøge at imødegå denne etnocentrisme
og provinsialisme gennem en angivelig mere
genuin kultur-neutral universalisme, opgives
selve tanken om, at det er muligt at betragte
international politik fra et arkimedisk punkt. En
vis provinsialisme betragtes i stedet som et vilkår, og vejen frem er derfor, at vestlige IP-forskere er mere bevidste om deres eget perspektiv
og samtidigt opmærksomme på, at IP kan være
ganske forskellig forskellige steder. Herved
skulle det ifølge dette bud være muligt at skabe
en reelt international disciplin, hvor forskelligartede historiske erfaringer og intellektuelle traditioner afspejler sig i en mangfoldighed af perspektiver, epistemologier og tilgange. Gennem
de senere år har dette afspejlet sig i en strøm af
studier af IP med kinesiske/japanske/kontinental-europæiske/russiske/danske træk, undersøgelser af, hvordan nogle (amerikanske) teorier
’rejser’ nemmere end andre, og hvordan centrale IP-begreber som sikkerhed, suverænitet
eller globalisering forstås forskelligt i forskellige
kontekster. Blandt de mest markante eksempler
hører Wæver og Tickners projekt om ’worlding
beyond the West’
En tredje variant, regionernes genkomst i IP,
tager afsæt i den klassiske level-of-analysis
debat, men nuancerer ’3. image’ ved at introdu-
cere en distinktion mellem et globalt og et regionalt niveau. Selvom man allerede under den
Kolde Krig kunne finde kritikere af den
udbredte tendens i IP til at anskue international
politik gennem ’globale linser’, således at alt
blev reduceret til udtryk for supermagtsrivalisering, er denne for alvor taget til gennem de
senere år. Ifølge Wæver og Buzan giver det således stadigt mindre mening at forsøge at begribe
international politik i form af store globale fortællinger. Verden bliver mere diversificeret, og
det er derfor nødvendigt at være mere opmærksom på, hvordan ’sikkerhed falder klumper’ forstået sådan, at forskellige regioner kan være
præget af vidt forskellige sikkerhedsdynamikker. De beskriver på den baggrund verden, som
’1+4+regioner’ i den forstand, at international
politik i dag er defineret ved én global supermagt, fire regionale stormagter og et antal ’regionale sikkerhedskomplekser’. Katzenstein har
på tilsvarende vis talt om ’a world of regions’ i
forbindelse med et studie af regionale dynamikker i Asien og Europa inden for, hvad han kalder et ’amerikansk imperium’, ligesom den
Engelske Skole i de senere år er begyndt at interessere sig for eksistensen af forskellige regionale internationale samfund inden for et større
globalt internationalt samfund.
Sidstnævnte eksempel kan også ses som del
af et fjerde bud, kontextualisering af eksisterende
IP-traditioner. Frem for at udvikle helt nye IPteorier, evt. baseret på opdaterede kulturbegreber eller ikke-vestlige erfaringer, handler dette
bud om at gøre eksisterende IP-traditioner mere
kontekst og diversitetsfølsomme. Ved nærmere
eftersyn vil man således erfare, at disse traditioner er ganske fleksible og således kan antage
ganske forskellige konkrete former. Mens Realismen i sin neo-realistiske Waltzianske variant kan
klandres for at være kultur-blind, kan Huntington i et vist omfang ses som en kulturblændet realist. På tilsvarende vis er det fx også muligt
at finde både kultur-blinde (fx Finnemore) ogsamfundsfagsnyt maj 2013
47
blændede konstruktivister (fx omtalte ’Critical
Cultural Dissidents’). Iflg. herværende sidste
bud er det inden for de eksisterende IP-traditioner imidlertid også muligt at identificere eksempler på mere ’kultur-bevidste’ tilgange. Inden for
Realismen finder man eksempelvis den såkaldte
Neo-klassiske Realisme, der bl.a. interesserer sig
for, hvordan det samme ’anarkiske pres’ kan
have forskellige effekter afhængigt af et lands
strategiske kultur, statstype og forskellige indenrigspolitiske processer. Inden for Konstruktivismen finder man både en ’2. image Konstruktivisme’, der interesser sig for betydningen af nationale normer og identiteter i specifikke lande,
såvel som en ’regionalistisk Konstruktivisme’,
der har fokus på, hvordan aktørers på samme tid
kan være indlejret i globale og regionale intersubjektive strukturer med modstridende normer, og hvordan dette kan udmønte sig i særlige
former for international politik. Et lignende
fokus finder man hos den føromtalte (Nye)
Engelske Skole, hvis interesse for regionale internationale samfund inden for et mere ’overfladisk’ globalt internationalt samfund bl.a. har
skærpet blikket for, hvordan globale ’masterinstitutioner’ som suverænitet virker forskelligt i
forskellige regioner.
Selvom IP på mange måder i dag kan siges
at befinde sig efter den Kulturelle Drejning, har
48
denne sat sit præg på studiet af international
politik. Der er dog ikke tale om en ny stor kulturdebat eller om en forkromet kulturteori, men
snarere en generelt øget opmærksomhed på
spørgsmål vedrørende kulturel diversitet, forskellighed og repræsentationen af andethed,
som imidlertid har antaget vidt forskellige
udtryk. På denne vis kan den akademiske disciplin IP siges at minde om sit genstandsfelt, idet
begge i disse år synes at være kendetegnet ved
en pluralitet af mindre ’historier’ frem for én
stor samlende fortælling.
Videre læsning:
Valbjørn, Morten (2008). “Before, During and
After the Cultural Turn. A ‘Baedeker’ to IR’s
Cultural Journey”. International Review of Sociology, vol. 18, no. 1, pp. 55-82.
Valbjørn, Morten (2008). “Film (s)om internationale relationer”, pp. 180-225 i Marie Østergaard Møller & Sarah Normann Thordsen
(eds.) Æstetik og politisk magt - 8 analyser af
aktuelle forhold mellem politik og æstetik. Aarhus: Aarhus University Press
Valbjørn, Morten (2011). «Mellemøsten: Regionale konfliktmønstre», pp. 171-188 i Morten
Winther Bülow & Tonny Brems Knudsen (eds.)
International Politik NU. Aarhus: Systime.
stress.systime.dk
Stress – en konsekvens af senmoderniteten?
Stress er både en introduktion til sociologisk teori og
en temaudgivelse om stress.
Udover at været et stort og muligvis voksende
samfundsproblem er stress også et meget tids
typisk fænomen. Desuden er stress interessant i
et samfundsmæssigt perspektiv – stress rammer
på tværs af socialgrupper, uddannelsesniveau og
familietyper.
Stress ser ikke på stress i et psykologisk perspek
tiv, men udelukkende sociologisk. Fokus ligger på
identitetsdannelse og socialisation – og hvordan
disse størrelser bliver påvirket af den generelle
samfundsudvikling. Stress afsluttes af essays af stres
sforskere og politikere.
Materialet henvender sig til samfundsfag på B og
Aniveau. Stress kan anvendes som afrunding på
et mere traditionelt sociologiforløb, men bogen er
samtidig fuldt ud dækkende i fht den obligatoriske
sociologiske teori på B og Aniveau.
Victor Bjørnstrup, Tobias Matthiesen og Oliver Boserup
Skov
iBog® stress.systime.dk: 60 billeder og illustrationer |
4 essays | 16 fakta-bokse | ca. 100 nøglebegreber | 117
sider | Se priser og licenser på systime.dk
Bog 124 sider kr. 120,- | Prisen er ekskl. moms og gælder
ved køb hos Systime
Member of European Educational Publishers Group
Læs systime.dk | Ring 70 12 11 00 | Skriv [email protected] | Deltag lab.systime.dk
iBog®
– fordi den digitale fremtid er nu
SamfNU
opdateret til skolestart
SamfNU er et undervisningsmateriale til samfundsfag
på C- og B-niveau. SamfNU findes i fem forskellige
iBogsversioner, som er tilpasset niveau og uddannelsesretning.
iBøgerne rummer kernetekster, tematekster og cases
samt opgaver, præsentationer, video og meget mere.
Morten Bülow er hovedredaktør på NU-serien.
SamfNU stx & hf C | iBog® samfnustxc.systime.dk
SamfNU stx & hf B | iBog® samfnustxb.systime.dk
SamfNU hhx C
| iBog® samfnuhhxc.systime.dk
SamfNU htx C
| iBog® samfnuhtxc.systime.dk
SamfNU htx B
| iBog® samfnuhtxb.systime.dk
iBøgerne til SamfNU bliver opdateret hen over
sommeren, så de er klar til skolestart.
Websitet opdateres også i løbet af sommerferien.
Med de opdaterede iBøger® får du:
Opdaterede tekster
Aktuelle cases
Bedre videoer
Nye interaktive opgaver til alle kapitler
Forbedrede tekster om økonomi og velfærd
Et helt nyt kapitel om medier
Videoinstruktioner til statistik med excel
Se priser og licenser på systime.dk
SamfNU website samfnuwebsite.systime.dk
SamfNU-iBøgerne vil være frit tilgængelige
mellem 1. og 15. august 2013.
iBog®
Anmeldelser
Anmeldelser
Jørn Loftager
Karl Marx
DJØF/Jurist- og Økonomforbundets Forlag
Anmeldelse 1: Jonas Jørgensen
Lektor ved Institut for Statskundskab på Århus Universitet
Jørn Loftagers bog ”Karl Marx”
udkommer i en tid, hvor Marx
og marxismen oplever en renæssance ovenpå årtiers flugt
fra dogmatik og vulgærmarxisme.
Karl Marx har således fået
plads i rækken af betydningsfulde forfatterskaber i bogserien ”Statskundskabens klassikere”, hvis redaktionelt
erklærede formål er ”at give læseren en mulighed for i en kort
og præcis tekst at orientere sig i
et fagligt væsentligt og interessant forfatterskab.” Valget af
Marx til denne bogserie er
ifølge forfatteren på en gang
tvivlsom, men også en selvfølge. Tvivlsom på grund af
statskundskabens i dag langt
snævrere sigte end Marx’ teorier samt marxisternes erklærede endemål om det klasseløse
kommunistiske samfund. En
selvfølge på grund af Marx’ betydning for de politiske bevægelser, kræfter og konflikter,
52
der eksisterer i det samfund,
statskundskaben drejer sig om,
en selvfølge på grund af de af
Marx rejste emner om stat,
magt og demokratis stadige relevans og endelig en selvfølge
på grund af Marx umiskendelige indflydelse på metoden inden for samfundsvidenskaberne. Dette leder frem til
Loftagers egentlige formål,
nemlig at læse og fortolke relevansen af udvalgte dele af
Marx’ forfatterskab for den
moderne statskundskab. Dette
gøres gennem ni korte kapitler,
der i naturlig forlængelse af
hinanden behandler flere af
Marx’ analyser.
Første kapitel ”Marx’ liv, indflydelse og relevans” redegør
kort for Marx biografiske forhold samt forløberne for den
socialisme, som Marx ind i
mellem uretmæssigt tilskrives
æren for.
Andet kapitel ”Idealisme og
materialisme”, hvor Marx’ kritik af unghegelianernes idealisme for reelt set at opretholde
status quo, leder over til Marx’
egen materialistiske position.
Loftager understreger her, at
materialisme hos Marx intet
har at gøre med post-materialisme eller Hobbes mekaniske
materialisme. Loftager påpeger
i denne forbindelse, at der som
sådan ikke er noget odiøst i
Marx’ materialistiske grundsyn, da det snarere er reglen
end undtagelsen inden for
statskundskaben.
I tredje kapitel ”Teori og kritik – fortolkning og forandring” fremhæves en række be-
ANMELDELSER
tydningsfulde tænkere så som
Bourdieu, Foucault og
Habermas m.fl., hvis tænkning
er afledt af Marx. Sammesteds
fremlægges Marx’ syn på videnskaben, hvilken han så som
en aktiv deltager i samfundet.
Heri ligger både Marx og Loftagers kritikpunkt af videnskaben på Marx’ tid og statskundskaben i Loftagers tid: den er
apolitisk og spiller blot en rolle
som tilskuer.
Kapitel 4, ”En almen teori
om historie og samfund” rummer et kardinalpunkt i det
marxske tankesæt, nemlig den
materialistiske historieopfattelse og den kapitalistiske produktionsmetode. Den materialistiske historieopfattelse er den
mest omdiskuterede del af
Marx’ forfatterskab, hvor kritikken har gået på den determinisme, der ligger indlejret i historiske lovmæssigheder.
Loftager anerkender dette kritikpunkt, men skriver i samme
ombæring: ”… at det er forkert
at afvise Marx’ analyse af kapitalismen med henvisning til, at
den er en del af en uholdbar generel teori om historien.”
Netop analysen af kapitalismen er genstand for kapitel 5
”Generaliseret vareproduktion:
arbejdskraft som vare”. Her opridses den kapitalistiske produktionsmådes fremkomst. En
vigtig pointe i dette kapitel er,
at Marx ser kapitalismen som
havende en iboende dynamik,
der fordrer evig vækst. Det er
altså ikke enkeltindividers grådighed eller innovationslyst,
der er afgørende, men derimod
dybere underliggende strukturer.
Kapitel 6, ”Merværdi og udbytning – ”samfundsmæssiggørelse” og retfærdighed” er for
anmelderen utvivlsomt det
mest interessante – men samtidigt vanskeligste kapitel. Merværditeorien gennemgås, og
der vil for mange, der tidligere
er blevet præsenteret for forsimplede versioner af denne,
gå et lys op. Teorien om merværdi er en spydspids i Marx
anklager mod liberalismen, da
det af liberalismen påståede frie
og retfærdige bytte mellem arbejder og arbejdsgiver reelt set
er et ulige bytte og dermed en
udbytning af arbejderen. Hermed er liberalismens opfattelse
af et fælles gode også en illusion, der dækker over borgerskabets fortjeneste på arbejderklassens bekostning.
Kapitel 7 ”Klasser og funktionel differentiering” beskæftiger sig med Marx klassebegreb.
Loftager ser Marx’ klassebegrebs rigtighed som hævet over
enhver tvivl, da de sidste 150
års politiske scene klart har
struktureret sig efter klasseskellene. Men hvor Marx forventede en massiv forarmelse af
arbejderklassen, oplevede den
vestlige verden i stedet en langt
mere kompleks klassestruktur,
hvor forholdene mellem udbyttede og udbytter forvanskedes,
hvorfor Marx’ elendighedstese
må afvises, med mindre teorien
tænkes ud over landegrænser
og inddrager hele den globali-
serede verden. Til trods for at
Marx’ klasseanalyse ikke holder vand, så mener Loftager
dog ikke, at dette er en grund
til at forlade denne, men snarere at genoptage den og undersøge, hvorfor udviklingen
netop ikke gik, som Marx
havde forventet.
Kapitel 7 ”Klasser og funktionel differentiering” beskæftiger sig med Marx klassebegreb.
Loftager ser Marx’ klassebegrebs rigtighed som hævet over
enhver tvivl, da de sidste 150
års politiske scene klart har
struktureret sig efter klasseskellene. Men hvor Marx forventede en massiv forarmelse af
arbejderklassen, oplevede den
vestlige verden i stedet en langt
mere kompleks klassestruktur,
hvor forholdene mellem udbyttede og udbytter forvanskedes,
hvorfor Marx’ elendighedstese
må afvises, med mindre teorien
tænkes ud over landegrænser
og inddrager hele den globaliserede verden. Til trods for at
Marx’ klasseanalyse ikke holder vand, så mener Loftager
dog ikke, at dette er en grund
til at forlade denne, men snarere at genoptage den og undersøge, hvorfor udviklingen
netop ikke gik, som Marx
havde forventet.
I kapitel 8 ”Politik mellem
klasser, identiteter og funktionel differentiering” ses Marx’
normative forventninger til det
socialistiske samfund, der i høj
grad baserede sig på erfaringerne fra Pariserkommunen i
1871. Hermed berøres også det
53
ANMELDELSER
forkætrede begreb ”proletariatets diktatur”, der er knapt så
drabeligt, som det lyder, da det i
Loftagers udlægning dækker
over arbejderklassens politiske
herredømme over bourgeoisiet.
Bogens sidste kapitel, kapitel
9 ”Afslutning: Marx og civilisationskritikken” afrunder gennemgangen af Marx forfatterskab. Loftager påpeger her, at
det stadig står til diskussion,
hvor meget kontrol man egent-
lig har med kapitalismen, og
om ikke den kapitalistiske produktionsmåde fortsat præger
på globalt plan.
Ud over Loftagers gennemgang af centrale dele af Marx
forfatterskab indeholder lidt
under halvdelen af bogen originaltekster af Marx, således at
læseren kan (gen)læse klassikerne. Der er næppe tvivl om,
at trods Loftagers pædagogiske
eksempler og relativt ukompli-
cerede skriftsprog, så er ”Karl
Marx” næppe en bog, der kan
benyttes direkte i undervisningen – dertil er den for svær. Til
gengæld vil den være særdeles
velegnet til inspiration for læreren, da den ryster godt op i alle
klichéerne omkring Marx.
Endvidere vil bogens udvalgte
tekster være et fornuftigt udgangspunkt for dem, der er
uerfarne i Marx eller blot har
sat Bibliotek Rhodos på loftet.
Anmeldelse 2:
Søren Jensen, Aabenraa Statsskole
Institut for Statskundskab i
Aarhus, først gennemgår centrale temaer i Marx´ forfatterskab, og herefter præsenterer
tekstuddrag fra Marx´ enorme
produktion, som drejer sig om
de emner Loftager har udvalgt.
Gennemgangen af forfatterskabet følger seriens skabelon
for de andre forfatterskaber;
biografi, analyse af faglige bidrag til ”statskundskabens”
indsigter, påvirkningen af andre (evt. mere nutidige) teoretikere og aktualitet i forbindelse
med dagens politik.
Loftager har udover biografien valgt at gennemgå baggrunden for Marx´ særegne
materialisme (ontologisk set);
forholdet imellem videnskab
som teoretisk aktivitet og i
samfundsvidenskaberne forpligtigelsen til engagement; forholdet imellem historiefilosofien - den dialektiske
materialisme- og den mere specifikke metodiske relatering til
den materielle produktion som
udgangspunkt for at kunne
forstå samfundsanliggender;
varen arbejdskraft (lønarbejderen) som forudsætning for den
kapitalistiske produktionsmåde
og omvendt; merværdien og
forholdet imellem det formelle
bytte af arbejde for løn – den
moralske retfærdiggørelse af
store økonomiske uligheder;
ejendomsforholdene og konsekvenserne heraf for reelt demokrati og borgerret; civilisationskritikken, dvs. forholdet
imellem kapitalismens skaben
muligheder på den ene side og
nedbrydningstendenser af alt
hvad der ikke kan kapitaliseres
på den anden side.
Som eksempel på bogens
greb kunne vi tage afsnittene
om Marx´ materialisme og hans
stilling til forholdet mellem teori og engagement/kritik. Vi får
en kort indføring i tysk filosofihistorie, hvor Kants idealistiske
betoning af erkendelsessubjektet i virkelighedsforståelsen blev
overtaget først af Hegels så-
Jurist- og Økonomforbundets
Forlag har udgivet en række
bøger om ”Statskundskabens
klassikere”, som de kaldes i den
her sammenhæng, bl.a. Hannah Arendt, Easton, Grundtvig, Waltz – og altså også
Marx. Udgivelserne begrundes
med at vi lever i en brydningstid, hvor globalisering, multikulturelt samfund, ændrede sociale strukturer mm, gør det
nærliggende at skaffe sig et
større overblik over forandringerne, ved at dykke ned i forfatterskaber som mere grundlæggende har analyseret de vestlige
samfunds opbygning. Tanken
er altså at tiden kræver dybere
omtanke, end det de tankefigurer som aktuelt byder sig til, stimulerer til.
Bogen om Marx er skrevet i
et klart sprog uden unødvendige forhindringer for forståelsen. Den er delt op i to hovedafsnit, hvor Jørn Loftager,
54
ANMELDELSER
kaldte objektive idealisme (verdensåndens udvikling – i dag
måske tidsåndens præg) og senere nyhegelianernes opfordring til via refleksion at
skrotte forældede og indsnævrede bevidsthedsformer og
sprænge horisonten, for på den
måde at gøre verden ny og
større. Marx satte heroverfor
prosaisk den menneskelige aktivitet som produktivt, aktivt
væsen i udveksling med naturen i en historisk bunden situation, som basis for at forstå
samfundsudviklinger. At Marx
her har haft betydning ser
Loftager i f.eks. vælgeradfærdsforskning, hvor det jo indgår
som en naturlig forudsætning
at folks økonomiske position i
samfundet og økonomiske interesser indgår som afgørende
faktor for samfundssyn og
stemmeafgivning, mere end abstrakte ideer om det gode. Beslægtet med modstillingen mellem idealisme og materialisme
findes også i modstillingen
mellem værdirelativisme/ neutralitet på den ene side, og så
Marx´ insisteren på, at sam-
fundsvidenskaber altid taler
ind i et sammenhæng af interesser, at det altså er misforstået
at tro at samfundsvidenskab
kan være neutral, men at videnskab ændrer på verden. Her
trækkes så tråde op til arvtagerne fra den tyske nymarxisme, men også fransk strukturalisme, herunder Bordieu, og
Eastons beklagelse over statskundskabens institutionelt betingede manglende evne for at
påpege mangler og rette beslutninger i det politiske liv. Også
den aktuelt så udbredte diskursteori og socialkonstruktivisme
ser Loftager i forlængelse af den
gamle tyske modstilling, idet
en overbetoning af sprogets
magt, idealistisk fører til et
manglende blik for de virkelige
menneskers virkelige liv i kød
og blod.
Til disse to afsnit hører så
Marx´ teser om Feuerbach og
velvalgte uddrag fra Marx og
Engels´ Den Tyske ideologi.
Jeg synes Loftager med sin
gennemgang og udvalg af tekster kommer godt omkring si-
der af Marx´ produktion som
forekommer aktuelt meningsfulde; også omkring sider af
Marx´ tænkning som har vist
sig ikke at holde vand, f.eks. historiefilosofien som den udmøntedes af DK-marxismen eller klassekampsteoriens
apokalypse.
Det eneste der kan undre er
at bogen kun afsætter ca. en
halv side på at sætte Marx´ kapitalanalyse i relation til de miljøproblemer vi og vore unge
mennesker står overfor.
Jeg vil slå et slag for at samfundsfagsgruppen på min skole
har rækken af klassikere stående på den fælles hylde, til fordybelse og refleksion i en tid
hvor det neoliberale paradigme
ser ud til at stå som selvindlysende i enhver diskussion. Måske mere for os lærere end eleverne, selvom den virkeligt
interesserede elev med lyst til at
gå i dybden med tankerne bag
samfundsfag, også vil blive inspireret af sådan en bog. Den er
overskuelig og logisk opbygget
på 132 sider.
55
ANMELDELSER
Rune Stubager et al
Krisevalg. Økonomien og folketingsvalget 2011
DJØF/Jurist- og Økonomforbundets Forlag
I hvor høj grad har den økonomiske krise haft en effekt på
danskernes vælgeradfærd og
politiske holdninger? Denne
problemstilling behandler bogen “Krisevalg” empirisk og
metodisk overbevisende.
Valgbøger
“Krisevalg” er den først bog i
serien “Studier i dansk politik”.
Den nærværende bog er en
fortsættelse af en tradition med
valgbøger i forbindelse med Det
Danske Valgprojekt som efter
hvert folketingsvalg foretager
en spørgeskemaundersøgelse
for derefter at forske i danskernes vælgeradfærd. Det er dog 5
år siden vi sidst har set en valgbog: “Det nye politiske landskab. Folketingsvalget 2005 i
perspektiv” (2007). Så det er
tiltrængt med en opdatering,
især set i lyset af de økonomiske
udfordringer vi har oplevet siden valget i 2005.
Der er udover bogen Krisevalg to øvrige valgbøger på vej
“Rundt om valget 2011” som er
med et bredere fokus i lighed
med de tidligere valgbøger og
en jubilæumsbog der ser tilbage
på de sidste 50 års valgforskning. Bøgerne skulle ifølge Jørgen Goul Andersen udkomme
hen over sommeren.
Økonomien i fokus
Som navnet antyder, har Krisevalg den ændret økonomiske si56
tuation og tesen om at krisen
har påvirket vælgerne i fokus.
Jeg vil nedenfor opridse en
række af de emner, som behandles i bogen, og hvilke, jeg
mener, kunne egne sig til brug i
undervisningen.
Kapitel 1 beskriver valgkampen og perioden op til med
udgangspunkt i vælgernes og
mediernes dagsorden. Vælgervandringerne i forbindelse med
valget behandles også i første
del. Anden del af kapitlet giver
læseren en fin lille introduktion
til vælgeradfærdsteori: Columbia- og Michiganskolerne (herunder kausalitetstragten for
partivalg - se mere under kapitel 8 nedenfor), skillelinjeteori,
issuevoting osv. Afsnittet “Vælgerne og økonomien i international og dansk valgforskning”
vil fint kunne fungere som et
supplement til eksisterende
grundbogsmateriale.
Kapitel 2 redegør for den
økonomiske krise og undersøger i den forlængelse de politiske strategier i valgkampen. En
af konklusionerne er bl.a., at
det ikke lykkedes den tidligere
opposition at placere ansvaret
for krisen hos den daværende
VK-regering, men at det lykkedes VK-regeringen med forslagene om efterlønsforliget og
stramning af dagpengereglerne
at fremstå økonomisk ansvarlig
og genvinde emne-ejerskabet
over økonomien i valgkampen.
Kapitel 3 er traditionelt vælgeradfærdsforskning i hvilket
man undersøger om baggrundsvariable, som køn og alder, påvirker af politiske holdninger. Heri finder forskerne at
socialiseringsteorien (påvirket i
de unge år) slår livscyklusteorien (kortsagt egeninteresse:
ung og under uddannelse =
venstreorienteret; arbejde og
skattebetaler = højreorienteret;
ældre og modtager af folkepension = venstreorienteret) dvs. at
68-generationen er stadig venstreorienteret i 2011, det samme
gælder i øvrigt for kvinderne og
90-generationen. Class-voting
teorien testes også i dette kapitel og for første gang er Alfordindekset negativt ved valget i
2011, dvs. at andelen af funktionærer der stemmer på socialistiske partier er større end andelen af arbejdere.
En række nye baggrundsvariable testes også i undersøgelserne, det drejer sig om besiddelse af formue i form af
lav-risiko aktiver (fx hus, opsparing) og høj-risiko aktiver (værdipapir), samt hvorvidt man
forventer at gå på efterløn. Især
for høj-risiko aktiver ser der ud
til at være en ny skillelinje.
Kapitel 4 undersøger i forlængelse af kapitel 3 de samme
baggrundsvariable, men med
holdninger til økonomiske
spørgsmål som de afhængige
variable.
ANMELDELSER
I kapitel 5 undersøges effekten af economic voting, økonomisk stemmeadfærd, som er teorien om at vælgerne stemmer
ud fra om det er gået godt eller
skidt med økonomien. Teorien
skelner mellem to former for
økonomisk vælgeradfærd, sociotropisk (ud fra samfundsøkonomien) og egotropisk (ud
fra egen pengepung - pocketbook-voting).
Jeg vil især fremhæve første
del af kapitel 3 og det meste af
kapitel 4, fordi mange af undersøgelserne bygger på bivariate
analyser (to variable, fx alder –
partivalg) og kapitlerne vil derfor især kunne læses af elever.
Samtidig er kapitlerne bygget
op i mindre afsnit efter formlen: teori – hypotese/forventninger – empirisk analyse –
konklusion, som giver et
eksemplarisk billede på akademisk bearbejdelse af kvantitativ
data. I anden del af kapitel 3 testes de samme hypoteser igen i
kontrolmodeller, modeller der
nok er for avanceret til gymnasieeleverne, konklusionerne er
nogenlunde de samme, som i
de bivariate analyser.
Kapitel 6 “Vælgernes krisebevidsthed” ser på vælgernes opfattelse af den økonomiske situation og arbejder videre med
hvordan kampen om emneejerskabet af økonomien påvirkede det endelige valgresultatet.
Kapitlet undersøger også økonomiens betydning for opfattelsen af regeringerne over en
længere årrække.
Kapitel 7 ser også på økonomiens betydning, her er fokus
på velfærdsholdningerne. Her
kæmper tre hypoteser: Vil krisen fører til en større opbakning af velfærden, fordi vi bliver mere afhængig af den? Eller
vil opbakningen falde, fordi der
nu skal spares? Eller vil vælgerne være splittet og skærpe de
ideologiske skel, og dermed
bryde den konsensus der har
været omkring velfærden i højkonjunkturen? Det er måske
ikke overraskende, set i forhold
til de nuværende udspil fra regeringen, at den første hypotese
kan afkræftes. Selv Enhedslistens vælgere har lavere forventninger til velfærden sammenlignet med 2007.
Kapitel 8: “En samlet model
for partivalg” er konklusionskapitlet, hvor de ovenstående analyser sammenfattes i en større
og samlet model for partivalg
og analyseres ud fra kausalitetstraget. Kausalitetstaget beskriver hvordan socio-demografiske faktorer påvirker
partiidentifikationen og ideologien, som er nogenlunde stabil
over tid, som dog kan påvirkes
af en række kortidsfaktorer som
partiernes kandidater og emnerne som diskuteres i forbindelse med valgkampen. Modellen i bogen følger denne
kausalitet, dog uden partiidentifikation som ifølge forfatterne
ikke har nogen særlig betydning
i Europa, men betyder en del i
fx USA: Socio-demografi 
ideologi (fordelingspolitik og
værdipolitik)  politisk viden
og interesse  subjektiv vurdering af økonomien  holdning
til centrale emner  partiledersympati  partivalg (tragten
kan ses på s. 190). Modellen de
anvender, er en multinominal
logistisk regressionsmodel, hvilket nok ikke hjælper ret mange.
Forfatterne forstår dog at gøre
den overordnede ide forståelig.
De konkluderer bl.a. at værdipolitikken stadig kan forklare
en stor del af partivalget på
trods af fokus på økonomien og
dermed fordelingspolitikken.
Fordelingspolitikkens forklaringsgrad er dog vokset siden
valget i 2001, som bekendt
havde fokus på værdipolitikken,
men vi er ikke tilbage ved den
styrke fordelingspolitikken
havde i 1987 og 1990 (de tidligste sammenlignelige data).
Brug i undervisningen
Bogen er ifølge forfatterne skrevet til politiske interesserede og
førsteårsstuderende. Bogen
som helhed egner sig nok ikke
til grundbog i vælgeradfærd i
57
ANMELDELSER
gymnasieskolen, men de kapitler jeg anbefaler ovenfor kan
bruges som supplement til de
gængse bøger på A-niveau.
Man vil også med fordel kunne
bruge kapitlerne med de bivariate-analyse til at vise eleverne,
hvordan kvantitativ metode
skal anvendes. Med udgangspunkt i stilladsering og ved at
klippe og klistre lidt kan man
lære eleverne at opstille hypoteser på baggrund af teorierne og
teste dem på empirien enten i
form af figurer og tabeller fra
bogen eller i Surveybanken på
internettet.
I SRP og AT sammenhænge
er bogen også særlig relevant,
især fordi tabellerne kan supplere de gamle surveydata der
findes i Surveybanken fra AAU.
Undersøgelserne og konklusionerne i “Krisevalg” bygger på
kvantitativ empiri. Bogens præmis er derfor også at se på de
store statistiske sammenhænge
og ikke gå i dybden med enkeltpersoner og deres bevæggrunde.
Det vil derfor være oplagt at dis-
kutere med eleverne, om man
kan gennemføre valgundersøgelser på andre måde, samt
hvilke fordel og ulemper der er
ved metoderne.
Ifølge Jørgen Goul Andersen
skulle de nye surveydata være
klar til Surveybanken ultimo
marts. Så eleverne igen kan
rode og gøre sig klogere på
friskt empiri.
Det eneste bogen mangler for
at være et godt opslagsværk er
et indeks.
Kenneth Madsen
Marianne Lentz
Livet efter 11. september. 10 beretninger fra New York
Tiderne Skifter
Skal anmeldelser i samfundsfagsnyt kun gælde bøger, der
direkte kan bruges i pensum?
Forhåbentlig ikke, for så ville
udbuddet nok blive en tand for
snævert. ”Livet efter 11. september” er en udmærket bog,
der ved hjælp af 10 øjenvidneberetninger giver et kalejdoskopisk og spændende indblik i
både oplevelser og refleksioner
under og efter de 4 flykapringer
og terrorangrebene på World
Trade Centers to tårne og Pentagon.
Direkte anvendeligt til et bestemt pensumområde er bogen
måske ikke, men hvis man vil
have indblik i amerikansk politik i 00´erne og især newyorkernes selvopfattelse – de kunne
ikke lide Bush – så er det en
rigtig god kilde. Og den ville
58
givetvis kunne bruges i både
historie til analyse af kildeproblemer og i psykologi til belysning af et så uhåndterligt begreb som den ”newyorkske
folkesjæl”. Og et Afghanistanprojekt kan udmærket hente
centrale synspunkter til belysning af baggrunden for Bushs
krig mod terror og den fortsatte
Afghanistankrig, der ikke længere handler om Osama Bin
Laden, men om Talebans krig
mod de internationale styrker.
Der er næppe nogen voksen i
den vestlige kulturkreds, der
oplevede angrebene den 11.
september 2001, der vil
glemme, hvor de befandt sig, da
de fik meddelelsen om de to angreb på tårnene, angrebet på
Pentagon og det flystyrt, der
var en følge af passagerernes
kamp med kaprerne i det 4. fly.
Og vilkårene i international politik blev med et slag ændret totalt. For første gang blev
NATO-pagtens § 5 aktiveret og
FN blev inddraget, da man
startede jagten på Osama Bin
Laden i de afghanske bjerge. Så
det var en helt unik situation,
og hvis man f. eks. vil beskæftige sig med international terrorisme, Afghanistankrigen
eller amerikanske udenrigspolitik, er der masser af helt relevante tekststykker og data.
Blandt de ti bidrag er remset
hurtigt op: Et fra en kvindelig
fotograf (det mest perspektivrige efter min opfattelse). Hun
fulgte angrebet på nærmeste
hold og vandrede i konstante,
hvide støvskyer fremkaldt af de
sammenstyrtede tårne. Brand-
ANMELDELSER
manden – førstehåndsvidnet der var i bygningen og efter tre
timers indespærring i en lomme
under en vigende stålkonstruktion mirakuløst undslipper som
en af de allersidste, inden stålet
endeligt braser sammen. Studinen der raser mod Bush, fordi
han umiddelbart efter angrebet
sætter propagandaen ind efter
devisen: De, der ikke er med os,
er med terroristerne. Newyorker-pigen der som journalist
oplever følgerne af angrebet, det
store kaos og igen og igen ser de
mange, der kaster sig ud af bygningerne, fordi de 700 grader
varme flammer tvinger dem til
den form for selvmord. Den
28-årige, der midt i rædslerne
oplever et skæbnefællesskab og
den massive og uforbeholdne
omsorg, som alle viste mod alle
– bl.a. gav folk så meget blod, at
hospitalerne slet ikke kunne
håndtere mængderne. Men kort
efter angrebet kommer så den
paranoia, der fik folk til at mistænke alle, der så ”uamerikanske” ud. Er manden i metroen
terrorist, fordi han opfører sig
mærkeligt?
Bankmanden, der beskæftiger sig med risikostyring (sic!),
er på toilettet på 50. etage, da
bygningen rammes. ”Holy shit!
Lad mig se at komme ud”. Han
går ikke ind efter sin mappe,
men starter straks den hastige
tur ned af trapperne. 30-årige
Daisy Rosario arbejder som historiefortæller. Hele sceneriet
sætter en tankerække om livets
kortfristethed i gang – og senere bruger hun selvfølgelig
sine egne reaktioner til at perspektivere livet.
For den 24-årige Telly Wong
er angrebet ensbetydende med,
at nu tror han hverken på Gud
eller multikulturalisme. Uden
forbehold siger han, at ”Nu –
efter angrebet – udgør den
muslimske verden og islam den
største trussel mod vores nationale sikkerhed”. Det var i
denne sammensatte situation,
præsident Bush startede sin
krig mod terror, og selv i verdensbyen, New York, var der
grobund for ”krig mod terror”.
Der er flere enkeltberetninger,
og Martin Krasnik leverer et
personligt efterskrift, der kombinerer personlige begivenheder med terrorangrebet.
Det er alt i alt en spændende
bog med masser af konkrete
oplevelser og refleksioner i tiden efter angrebet.
Den er let læst, men der er
meget at tænke over. Personligt
havde jeg foretrukket lidt flere
og lidt kortere beretninger end
de 10, fordi der er så mange
mennesker, der med udgangspunkt i det samme har haft så
mange overvejelser om angrebet, byen New York, deres eget
liv og USA›s rolle i verden.
Der er en kronologisk liste
bag i bogen, men et selvstændigt afsnit med mere uddybende detaljer over forløbet fra
kaprerne går ombord, til flyene
styrter, ville efter min opfattelse have været en gevinst, idet
disse nu er indbygget i nogle af
de enkelte beretninger.
Men en god bog udgivet i 10året for angrebene er det under
alle omstændigheder!
Søren Bald, Fhv. studielektor, Christianshavns Gymnasium
59
ANMELDELSER
Kjeld Mazanti Sørensen et al
Unge og identitet - socialisation i otte forskellige lande
Columbus
En rigtig god bog
Bogen er skrevet til samfundsfag på b-niveau og behandler
kernestoffet om identitetsdannelse og socialisation, som det
forekommer i otte forskellige
lande – med fællestræk og meget store forskelle. Det drejer sig
om Danmark, Storbritannien,
Tyskland, Frankrig, USA, Columbia, Kina og Afghanistan.
I de to første kapitler får vi
teoretiske afsnit om identitetsdannelse i samfund under forandring og om socialiseringens
”byggesten” begge skrevet af
Kjeld Mazanti Sørensen. Bogens øvrige kapitler behandler
forholdene i de otte lande med
gode forsøg – trods forskellighederne – på komparative analyser og udvalgt talmateriale
(forskellige typer af data).
De to teoretiske indledningskapitler er særdeles velskrevne
og med en brug af de teoretiske
elementer på en måde, der ikke
fjerner dem fra den ”virkelige
virkelighed”. Fokus er på samfund i forandring, der selvfølgelig kan ske på meget forskellige
niveauer, men selve forandringsaspektet er det centrale.
Der er både semantiske og saglige perler flere steder, og de to
teoretiske afsnit spiller senere i
bogen en stor rolle, idet der
konkret henvises til teorierne,
når det enkelte lands virkelighed beskrives. Der er både klassiske sociologer og nye ”trend60
sættere”, så læseren får mange
muligheder også via fodnoter,
selv om der lidt for ofte bare
henvises til forlaget Columbus
leksikon. Der er rigtigt gode
skemaer og figurer flere steder,
som kan bruges i forbindelse
med analyser af det enkelte
land.
De enkelte lande er forsøgt
behandlet efter nogenlunde
samme systematik, men et afsluttende kapitel med fokus på
ligheder og forskelle ville have
været en klar fordel. Her vil forfatterne sikkert sige, at det er
netop det, eleverne selv skal arbejde med. Det kan være rigtigt
nok, men som et led i perspektiveringen af problemstillingerne havde det været oplagt at
slutte af med netop en form for
sammendrag med fokus på
centrale forskelle og ligheder.
Der skal ikke sættes karakterer på de enkelte kapitler, men
afsnittet om Danmark er selvfølgelig præget af både landets
solide statistik og masser af
dagligdagsbilleder fra f.eks.
pressen. Kapitlet ville i kraft af
nærheden til elevernes livssituation være oplagt til både indlæring af socialisationsbegreberne og en konkret drøftelse af
”virkeligheden”, som den er og
som eleverne ser den. Det er et
flot kapitel.
Valget af lande er relevant og
spændende, men det vil næppe
være hensigtsmæssigt i under-
visningen at inddrage alle bogens lande, fordi det formodentlig vil være for krævende
en opgave og måske tilmed forvirrende.
Afghanistan er selvfølgelig et
meget specielt valg, men i lyset
af det internationale engagement siden 2001 helt oplagt,
selv om et uland eller f. eks.
Sydafrika ville have været oplagt i kraft af forandringsaspektet.
I tilknytning til sprogundervisningen i engelsk, tysk, fransk
eller spansk kan det være fint at
kombinere bogens enkeltlandsanalyser med sprogtekster på
originalsproget. Bogen har undervejs en slags fakta-bokse
med relevante tekstuddrag,
men layoutet er efter min vurdering krukket.
Først i 60´erne udgav amerikanerne Almond og Verba bogen ”Civic culture”, hvor der
foretages en række komparative
studier af fem lande med bred
fokus på den politiske kultur.
”Unge og identitet” har alene
fokus på socialisation, men der
er – som i Almond og Verbas
bog – masser af perler undervejs, stof til debat og eftertanke
og i kraft af ungdomsaspektet
forhåbentlig også noget, der
kan friste eleverne til at grave
dybere ned i stoffet.
Det er en rigtig god bog!
Søren Bald, Fhv. studielektor, Christianshavns Gymnasium
ANMELDELSER
Bøger til anmeldelse
Har du lyst til at anmelde en bog?
Samfundsfagsnyt søger nye såvel som erfarne boganmeldere. Har du lyst til at anmelde en
af de anførte bøger, kan du få tilsendt et anmeldereksemplar. Samfundsfagsnyt efterspørger
alle anmeldere og det er ingen hindring, hvis du er ny i faget. Skriv eller ring til Janne Bisgaard Wikman på [email protected] eller tlf. 2825 7025.
Helt nye bøger
”Protestbevægelser – idealisme,
identitet, selvforsvar eller meningsløs vold”, Kjeld Mazanti
Sørensen, Columbus 1. udg. 1.
opl. 2013, s 103
”Kinas sikkerhedspolitik – Stabilitet og spændinger”, Bertel
Heurlin (red.), Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 1. udg.
1. opl. 2013, s 342, kr. 450,00
inkl. moms.
”Samfundsstatistik 1012 – med
den digitale håndbog, red.
Henrik Arbo-Bähr, Allan Christensen og Nils Knap, Columbus 2012, s 159, kr. 102,00 excl.
moms
”Økonomi i et sociologisk perspektiv”, Steen Borg Rasmussen, Columbus, 1. udg. 1. opl.
2013, s 172
”Danmark i krig. Demokrati,
politik og strategi i den militære aktivisme”, Kristian Søby
Kristensen (red.), Jurist- og
Økonomforbundets Forlag, 1.
udg. 1. opl. 2013,s 264, kr.
390,00 inkl. moms
”Luk virksomheden op”, Sofie
Kærn Heding og Marie Louise
Telling Jepsen, Columbus 1.
udg. 1. opl. 2012, kr. 120,00 excl
moms/ 216,00 inkl moms
”Det brogede Spanien”, Jakob
Buhl Jensen, Forlaget Frydenlund, 2. udg. 1. opl. 2013, s 108,
kr. 129,00
”DeltagerDanmark”, Brørn
Hansen et al, Informations Forlag 2013, s 160, kr. 199,00 inkl.
moms
”Velfærdsstaten og dens udfordringer”, Jan Plovsing, Handelshøjskolens forlag 2013, s
154
Øvrige nye bøger:
”Skandalemaskinen – politiske
skandaler i Danmark”, Mark
Blach-Ørsten, Columbus 1 udg.
1 opl. 2012, s 92
”Det politiske Europa”, Hans
Branner, Columbus, 2. udgave
2012, s 160, kr. 109 excl. moms/
190, 25 incl. moms,
”Økonomiske kriser”, Per Henriksen, Columbus, 1. udg. 1.
opl. 2012, kr. 109,00 excl.
moms/ kr. 190,25 inkl. moms
”Demokrati, magt og politik i
Danmark”, Peter M. Christiansen & Asbjørn S. Nørgaard,
Gyldendal, 2. udg. 1. opl. 2012,
s 318
”Politica – artikler uden fælles
tema”, nr. 1. februar 2013, årgang 45
”Danmark, Europa, Verden –
International politik i det 21.
århundrede”, Anders Wivel,
Gyldendal 2012, 1. udg. 1. opl.,
s 208, kr. 199,00 excl. moms
61
ANMELDELSER
”Alle har ret. Demokrati som
princip og problem”, Rune Lykkeberg, Gyldendal 2012, 1. udg.
1. opl. s 371, kr. 299,95
”USA´s udfordringer”, Peter
Brøndum og Annagrete Rasmussen, Columbus, 1. udg. 1.
opl. 2012, s 245, kr. 216,00 inkl.
moms/120,00 excl. moms
”Brasilien – en ny stormagt”,
Svend Roed Nielsen & Jacob
Graves Sørensen, Columbus, 1.
udg. 1. opl. 2012, s 160, kr.
216,00 inkl. moms/120,00 excl.
moms
”Mellemøsten under forandring – Baggrund og perspektiver”, Janus Graves Jacobsen &
Jacob Graves Sørensen, Columbus, 1. udg. 1. opl. 2012, s 128,
kr. 190,25 inkl. moms/109,00
excl. moms
”Kriminalitet og retfærdighed”,
Eva Smith, Columbus, 1. udg.
1. opl. 2012, s 132, kr. 190,25
inkl. moms/109,00 excl. moms
”Unge og identitet. Socialisation i otte forskellige lande”,
Birgitte Prytz Clausen et al,
Columbus, 1. udg. 1. opl. 2012,
s 208, kr. 225,00 incl. moms/
128,00 excl. moms
Nye digitale udgivelser
Gratis tilgængelig PT fra Columbus:
”Protestbevægelser, Idealisme,
identitet, selvforsvar eller meningsløs vold?”, Keld Mazanti,
62
2012, se: http://server02.dotminded.com/dotminded/data/
magazine/231538/
1. kap af ”USA´s udfordringer”,
Peter Brøndum og Annegrete
Rasmussen, Columbus, 1. udg.
1. opl. 2012 på http://www.
webbogen.dk/pdf/USA_uddrag.pdf
Uddrag af ”Brasilien – en ny
stormagt”, Svend Roed Nielsen
& Jacob Graves Sørensen, Columbus, 1. udg. 1. opl. 2012,
http://server02.dotminded.
com/dotminded/data/magazine/807130/
”Mellemøsten under forandring – Baggrund og perspektiver”, Janus Graves Jacobsen &
Jacob Graves Sørensen, Columbus, 1. udg. 1. opl. 2012, http://
server02.dotminded.com/dotminded/data/magazine/296002/
”Kriminalitet og retfærdighed”,
Eva Smith, Columbus, 1. udg.
1. opl. 2012. Uddrag af bogen
online: http://server02.dotminded.com/dotminded/data/magazine/363429/
Nyt fra Systime (iBøger): Priser
på licenser – se hjemmesiden
”Globalisering - samfundsvidenskabelige perspektiver
2013” (iBog), Georg Sørensen,
Lasse Ørum Wikman, Martin
Marcussen, Morten Winter Bülow og Thomas Malthe Christensen, 2013,
”Miljøpolitik”, (iBog), Rune
Gregersen, Systime 2013
”Sociologisk SET - En grundbog i sociologi” (iBog), Evald
Bundgård Iversen, Maria
Bruun Bundgård og Thomas
Secher Lund, Systime 2013
”EUropa på vej”, (iBog) Julie
Hassing Nielsen og Mads Christian Dagnis Jensen, Systime
2013
”Matsamf” (iBog), Morten
Damsgaard-Madsen og Thomas Schausen, Systime 2013
”ØkonomiNU - en grundbog
til samfundsøkonomi” (iBog),
Henrik Kureer, Systime 2013
”MedierNU - massemedier og
meningsdannelse” (iBog), Andreas Halskov, Morten Winter
Bülow og Rune Gregersen, Systime 2013
International PolitikNU magtbalance, værdier og samarbejde” (iBog), Systime 2013,
”PolitikNU - holdninger, magt
og politiske systemer 2012”,
Aage Frandsen, Jørgen Goul
Andersen, Peter Munk Christiansen og Rune Gregersen, 2012
kurser
KURSUS I ØKONOMISK POLITIK OG
ØKONOMISKE MODELLER
FALS har fornøjelsen i samarbejde med Syddansk Universitet, Institut for Statskundskab samt Institut for Virksomhedsledelse og Økonomi at tilbyde vores medlemmer et praktisk undervisningsorienteret efteruddannelseskursus i økonomisk politik.
Arbejdsform: Forelæsning og ”hands-on”-øvelser
Indhold: Kurset tager udgangspunkt i bekendtgørelsen og vejledningen for ungdomsuddannelsernes økonomi pensum (STX,HHX,HTX,HF).
Konkret vil det dreje sig om ”økonomisk politik på kort sigt og på langt sigt”. I tilknytning hertil
behandles økonomisk teori samt principperne bag DREAM-modellen og lignende økonomiske
modeller. Der vil endvidere blive undervist i de rammer og begrænsninger for den nationale økonomiske politik som fremtidig EU’s budgetlovgivning udgør (herunder konsekvenserne af Danmarks tilslutning til EU-finanspagten).
Der vil i løbet af kursusdagen blive lavet konkrete øvelser med henblik på undervisningen i samfundsfag på de forskellige ungdomsuddannelser, hvor forelæseren og andre medarbejdere fra Institut for Virksomhedsledelse og Økonomi vil gå rundt og vejlede kursisterne. Øvelserne vil referere til eksempler på konkrete forløb og anvendelse af lærebogsmateriale.
Målgruppe: Undervisere i samfundsfag på STX, HTX, HHX og HF – på alle niveauer.
Undervisere: Nikolaj Malchow-Møller, professor og institutleder ved Institut for Virksomhedsledelse og Økonomi, Johannes Michelsen, docent og studieleder ved Institut for Statskundskab,
Jørn Henrik Petersen, professor dr. phil., Center for Velfærdsstatsforskning.
Tid og sted: Torsdag d. 23.1.2014 kl. 10.00-16, U100, Syddansk Universitet, Campusvej 55,
Odense.
Foreløbigt program:
9.30-10.00
Ankomst
10.00-11.30 Økonomisk politik – teoretisk udvikling samt mål og midler for økonomisk politik
på kort sigt v. Nikolaj Malchow-Møller
11.40-12.30 Økonomisk politik på langt sigt – og økonomiske modeller v. Nikolaj MalchowMøller
Frokost
13.10-14.00 Økonomisk politik – øvelser og opgaver med vejledning v. Nikolaj Malchow
Møller
14.00-14.30 EU-krav som basis for den førte økonomiske politik v. Johannes Michelsen/Nikolaj Malchow-Møller/NN
14.30-15.15 Velfærdsstat i spændingsfelt – hvorfra og hvorhen? v. professor Jørn Henrik Petersen
15.15-15.30 Afrunding
Pris: 600 kr. incl frokost og te/kaffe
Tilmelding: Jørgen Lassen ([email protected])
Tilmeldingsfrist: 10. december 2013
64
EU’S HISTORISKE UDVIKLING, DANMARKS FIRE
FORBEHOLD OG UNIONENS AKTUELLE KRISE
Kursusudbyder: GL-E i samarbejde med Historielærerforeningen og FALS efter udbud fra EUKommissionen
Indhold: Oplæg ved Claus Corneliussen, Gl. Hellerup Gymnasium, Ph.d., ekstern lektor KU, om
EU’s historiske udvikling samt et aktuelt perspektiv på unionens tilstand. Workshop om praktiske
erfaringer med EU i undervisningen. Oplæg ved Rebecca Adler-Nissen, Ph.d, adjunkt Institut for
Statskundskab, Center for Europæiske studier, om Danmarks fire forbehold samt den aktuelle krise i Unionen. Kursisterne bedes medbringe eksempler på undervisningsforløb om EU, hvis de har.
Undervisere: Marie-Louise Bach, Claus Corneliussen og Rebecca Adler-Nissen.
Pris: Kurset er gratis. Der vil blive opkrævet et afmeldingsgebyr på 250 kr., hvis du melder fra senere end 4 uger før kurset, hvis ikke pladsen kan besættes til anden side. Ved udeblivelse på selve kurset vil skolen blive afkrævet faktura til dækning af den fulde forplejning og overnatning. Optagelse på kurset vil ske efter først-til-mølle-princippet. Der kan kun deltage mere end 2
personer pr. skole hvis der er ledige pladser, så prioritér deltagerne hvis der tilmeldes mere end 2.
Sted: FIRST Hotel Grand, Jernbanegade 18, 5000 Odense C
Dato og tid: 30. oktober 2013 kl. 10:00-16:00
Kontakt: Kursussekretær på dette kursus er Lone Fajnzylber - kontakt på [email protected]
Sidste tilmeldingsdato: 13. september 2013
Målgruppe: Undervisere i historie og samfundsfag. Oplys venligst fagkombination ved tilmeldingen.
GENERALFORSAMLINGSKURSUS 2013
Det nye klassebegreb.
Torsdag d. 31 oktober – fredag d. 1 november 2013 afholder FALS generalforsamlingkursus på
Middelfart Kursuscenter.
Bekræftede oplægsholdere: Rune Stubager; Aarhus Universitet om valg og klasse.
Stine Thidemann Faber; Aalborg Universitet om køn, klasse og intersektionalitet.
Hans Thor Andersen; Aalborg Universitet om by og klasse samt paneldebat med repræsentanter
fra Cevea, Cepos og Kraka.
Pris: 2700 kr.
Tilmelding: Senest d. 15 september 2013 til Jens Folke Harrits ([email protected])
65
STYRK SKRIFTLIGHEDEN MED IT
Mandag d. 16 september 2013 kl. 10-15.30 på Nyborg Gymnasium
Kan elevernes skriftlighed styrkes gennem IT-integreret undervisning?
Der er en udbredt skepsis med hensyn til, hvad IT i undervisningen betyder for elevernes skriftlighed. Bekymringen går på, om elevernes skriftlige kompetencer bliver forfladigede. Vi hævder
at IT-integreret undervisning rummer potentialet for en styrkelse af både ny og gammel skriftlighed. På kurset vil vi præsentere dig for vores erfaringer med strategier og værktøjer. Fokus er på:
y Faglig brug af de sociale medier til at afkode samfundsfaglige begreber og de taksonomiske
niveauer (eksempler med Facebook)
y Samarbejde med fælles adgang til filer (som google.docs) kontinuitet og ansvarliggørelse af
eleverne
y Vind klasserummet tilbage. Disciplin i klasserummet demonstreret ved brug af blogs.
Undervejs vil der være mulighed for at kursusdeltagerne får lov til selv at prøve at arbejde med
pågældende værktøjer, så man får en bedre fornemmelse for værktøjets potentiale og begrænsninger.
Pris 550 kr. Max 40 deltagere.
Tilmelding senest 1. september 2013 til Marie-Louise Bach på [email protected].
Forud for kurset skal alle deltagere have oprettet en profil på Google (link med tutorial sendes til
deltagerne ved tilmelding). Det anbefales også at melde sig ind i Facebookgruppen IT didaktik
samfundsfag https://www.facebook.com/groups/367616713335846/ forud for kurset.
SAMARBEJDE MELLEM SAMFUNDSFAG OG DE
NATURVIDENSKABELIGE FAG I STX OG HTX
Kursusseminarie om hvordan undervisningen i samfundsfag og i de naturvidenskabelige fag kan
bindes sammen. Det er kursets formål at give deltagerne inspiration til tværfaglig undervisning,
herunder løbende fællesfaglige projekter, AT, SRO og SRP og ligeledes være inspirerende til
etableringer af studieretninger med samfundsfag i kombination med et naturvidenskabeligt fag.
Emner som økonomisk vækst, energipolitik, EU-reguleringer, miljøpolitik, mv, vil blive præsenteret med en didaktisk og pædagogisk tilgang af underviserer med erfaring på området. Derudover
vil der også være emne-faglige oplæg.
Tilrettelæggelsen af kurset vil bestå af workshops, oplæg og diskussion/erfaringsudveksling.
Kurset henvender sig til undervisere i samfundsfag og naturvidenskab med interesse for emnet
eller hvor disse har fælles projekter. Kursusseminariet er skabt på initiativ af Fals og er et udviklingskursus under UVM-udviklingsprogram.
Tid: 5.-6. december 2013.
Forventet pris er 1600 kr. (inkl. 1 overnatning og 1 gang morgenmad, 2 gange frokost og en
gange aftensmad).
Store dele af kurset forventes at finde sted på et fynsk gymnasium.
Tilmelding til Jørgen Lassen på [email protected].
66
samfundsfagsnyt marts
maj 2013
2013
EU-ØKONOMI OG DET FÆLLES ØMU-PROJEKT
- ET FÆLLESSKAB MELLEM DE MANGEARTEDE
EUROPÆISKE ØKONOMIER
Kursusudbyder: GL-E i samarbejde med Historielærerforeningen og FALS efter udbud fra EUKommissionen
Formål: Kurset sigter på at givet et nuanceret og aktuelt billede af de økonomiske udfordringer,
som de europæiske økonomier stå overfor.
Indhold: Bekræftede oplægsholdere: Adm. direktør Hans Martens The European Policy Centre Professor Jesper Jespersen, RUC Senioranalytiker Jan Størup Nielsen, Nordea Markeds Adjunkt Carsten Humlebæk, CBS
Arbejdsform: Oplæg, diskussion samt didaktisk EU-workshop.
Undervisere: Kursusleder: Jørgen Lassen, formand for Foreningen af Lærere i Samfundsfag og
lektor Marie-Louise Bach, Nyborg Gymnasium.
Tilmelding/Afmelding: Kurset er gratis. Der vil blive opkrævet et afmeldingsgebyr på 1.500 kr.,
hvis du melder fra senere end 4 uger før kurset, hvis ikke pladsen kan besættes til anden side.
Ved udeblivelse på selve kurset vil skolen blive afkrævet faktura til dækning af den fulde forplejning og overnatning. Optagelse på kurset vil ske efter først-til-mølle-princippet. Der kan kun
deltage mere end 2 personer pr. skole hvis der er ledige pladser, så prioritér deltagerne hvis der
tilmeldes mere end 2.
Sted: Sinatur Hotel Storebælt, Østerøvej 121, 5800 Nyborg
Dato og tid
19.20. september 2013 kl. 10:00 - 16:00
Kontakt: Har du spørgsmål til dette kursus, så kontakt kursussekretær Inge Nørgaard, [email protected] dir. tlf. 3329 0930
Tilmeldingsfrist: 2. august 2013
Målgruppe: Undervisere i samfundsfag og andre, der underviser om EU?s økonomiske politik.
Fagkombination bedes oplyst ved tilmeldingen.
67
NU-SERIEN
iBøger ® til A-niveau
PolitikNU
Jørgen Goul Andersen, Peter Munk Christiansen, Aage Frandsen
og Rune Gregersen har i fællesskab lavet en anvendelsesorienteret
grundbog: PolitikNU – holdninger, magt og politiske systemer.
Eksempler fra den nyeste forskning er sammen med relevante
teorier og begreber præsenteret, så de kan bruges i behandlingen
af den aktuelle udvikling.
Jørgen Goul Andersen, Peter Munk Christiansen, Aage Frandsen og Rune
Gregersen | iBog® politiknu.systime.dk: 80 videoklip | 400 interaktive opgaver | 190 opgaver | 190 billeder | 200 ordforklaringer
politiknu.systime.dk
International PolitikNU
– magtbalance, værdier og samarbejde
Er en fuldt udfoldet iBog, der giver en grundlæggende indføring
i de vigtigste aspekter af international politik. I iBogen finder du
kernetekster, case- og tematekster, video og meget mere.
Derek Beach, Morten Bülow (red.), Knud Erik Jørgensen, Tonny Brems
Knudsen (red.), Tina Magaard, Jørgen Dige Pedersen, Rasmus Brun
Pedersen, Mette Skak, Georg Sørensen, Morten Valbjørn og Clemens
Stubbe Østergaard | iBog® ipnu.systime.dk: 20 perspektiverende
tematekster | 25 aktuelle cases | 80 interaktive opgaver | 50 andre opgaver | 12 sæt læsefokusspørgsmål | 70 videoer | 18 primærtekster | 130
figurer | 300 ordforklaringer | 230 sider
ipnu.systime.dk
ØkonomiNU
ØkonomiNU er en grundbog til økonomi – med masser af video,
opgaver og øvelser.
Henrik Kureer | iBog® oekonominu.systime.dk: 210 opgaver | 60 videoklip | 350 interaktive opgaver | 110 tabeller | 290 illustrationer | 350 sider
NU-serien udvides i 3 kvartal, med to nye udgivelser til samfundsfag – SociologiNU og MetodeNU. I kan allerede nu følge udgivelserne på sociologinu.systime.dk og metodenu.systime.dk
oekonominu.systime.dk
iBog®
Bestyrelsen – konstitueret pr. 23.11.2012
Formand, kommunikationskoordinator
Jørgen Lassen
Sct. Knuds Gymnasium
[email protected]
Webredaktør, GFK-koordinator,
Fagligt Forum (STX), kursusudvikler
Lisbeth Basballe
Mariagerfjord Gymnasium
[email protected]
Næstformand, sekretær,
SamfundsCup
Ditte Kirstine Nørtoft Nielsen
Aarhus Katedralskole
[email protected]
Redaktør af Samfundsfagsnyt
(ansv.), Fagligt Forum (HF),
kursusudvikler, GFK-koordinator
Marie-Louise Bach
Nyborg Gymnasium og HF
[email protected]
GFK-koordinator,
kursusudvikler
Lene Nibuhr Andersen
Nyborg Gymnasium
[email protected]
Kasserer, kursusudvikler,
netværkskoordinator
Jens Folke Harrits
Odder Gymnasium
[email protected] /
[email protected]
Anmelderredaktør af Samfundsfagsnyt, regionskoordinator,
repræsentant i Columbusfonden
[email protected]
Suppleant, kursusudvikler
Claus Corneliussen
Gl. Hellerup Gymnasium
[email protected]
Facebookredaktør,
regionskoordinator
Stine Jul Pedersen
Det Fri Gymnasium
[email protected]
Mails vedrørende økonomi sendes til:
[email protected]
Facebookgruppen ”Foreningen af lærere i samfundsfag (FALS)” er et virtuelt mødested for foreningens medlemmer. I bestyrelsen vil vi gerne opfordre vores medlemmer til at joine gruppen og har besluttet at trække lod om en fribillet til næste års
Generalforsamlingskursus i november, når Facebookgruppen har fået 500 medlemmer. Se https://www.facebook.com/home.php?sk=group_153505361359163
69
Øvrige adresser
Regionsrepræsentanter
Nordjylland
Gitte Hermansen
Hasseris Gymnasium
[email protected]
Sønderjylland
Ole Østergaard
Alssundgymnasiet Sønderborg
[email protected]
Hederegionen
Thomas Heegaard Sunesen
Holstebro Gymnasium og HF
[email protected]
Sydvestjylland
Helle Merete Grøn
Esbjerg Gymnasium og HF
[email protected]
Århus
Linda Petersen
Odder Gymnasium
[email protected]
Bornholm
Claes Ludvigsen
Campus Bornholm
[email protected]
Fondsbestyrelsen
Lone Bentzen
Torvevej 20
2740 Skovlunde
Tlf. 44 84 48 69
[email protected]
Anna Amby Frejbæk
Sønderborg Statsskole
[email protected]
Mikael Frydlund
MAQS
Gutenberghus
Pilestræde 58, 4.sal
1112 København K
Per Henriksen
Paderup Gymnasium
[email protected]
Fyn
Jannie Wilsted
Svendborg Gymnasium
[email protected]
Per Rasmussen
Tlf. 35 42 00 51
[email protected]
Vestsjælland
Kasper Levring
Slagelse Gymnasium
[email protected]
Michael Bang Sørensen
Stevnsgade 11, 4. th.
2200 København N
[email protected]
Roskilde
Erik Zinglersen
Roskilde Gymnasium
[email protected]
Bente Sørensen
Holstebro Gymnasium
[email protected]
Storkøbenhavn
Jan Houmann
København VUC
[email protected]
Frederiksborg
Agnethe Dybro Pedersen
Frederikssund gymnasium
[email protected]
70
[email protected]
Fondsbestyrelsen afholder tre møder
årligt, januar, april og september. På
hvert møde behandles indkomne ansøgninger til fonden. Se vores hjemmeside om, hvad man kan få støtte
til, og hvordan man søger.
Øvrige
Forlaget Columbus
Østerbrogade 54 C
2100 København Ø
Tlf. 35 42 00 51
Fax. 35 42 05 21
[email protected]
Opgavekommission
Formand: Claus Just Andersen
Per Henriksen
Kirsten Krehan
Peter Lundberg Thomsen
Morten Hansen Thorndal
Lasse Ørum Wikman
Fagkonsulent
Bent Fischer-Nielsen
Sølystparken 2
2990 Nivå
Tlf. 25 57 41 52
[email protected]
Internetsider
Samfundsfag:
www.emu.dk/gym/fag/sa
Forlaget Columbus:
www.forlagetcolumbus.dk
www.fals.info
Tre bøger til samfundsfag
– nu i 2. udgave
Kjeld Mazanti Sørensen m.fl.
Unge og identitet
Hvordanermanungienverdenmedbådefrihed,kontrol
oghårdkonkurrence?
Hvilkeforventningerharungetilsigselvogderes
omgivelser,oghvadforventeromgivelserneafdem?
Oghvordanfinderidentitetsdannelsenstedforskellige
stederiverden?
2.opdateredeudgaveindeholderbl.a.nyekapitlerom
SpanienogEgypten.
Richard Bundsgaard og Oliver Skov
Hooligan
Temabogenomhooliganismetilsamfundsfagogengelsker
etpopulærtvalgtilAT,SRPogalleandrekonkretesamspil
mellemdetofag,hvordetfagligeogteoretisketilgodeses.
Dennyeudgaveerforsynetmednyeengelsksprogede
tekster.
Richard Bundsgaard og Oliver Skov
B-bogen
DennegennemarbejdedeudgaveafB-bogenmed
opdateredeteksterogtabellerrammerdendanske
gymnasieungdom,hvordener.Eleverneskallæsemindre,
menkernestoffeterihøjsædetogleveretpåenkortog
interessantfacon;foreksempelstarterhvertkapitelmeden
begrundelsefor,hvorformanskallæselektien,oghvaddet
kanbrugestil,ogafsluttesmeddesåkaldtefedeord.
– samfundsfagslærernes forlag
Afsender: Samfundsfagsnyt
Marie-Louise Bach
Christianslundsvej 14
5800 Nyborg
Returneres ved varig adresseændring
Nye bøger på vej
Nye udgaver
Tlf. 3542 0051 • Fax 3542 0521 • www.forlagetcolumbus.dk

Deklaration - blomsterhaven

Transcription

Similar documents

Hvad er der specielt ved accidenstrykkeri?

Sådan udfylder du ansøgningen

- tidsskrift for vejr og klima - Danmarks Tekniske Universitet

God eksamenspraksis (oplæg fra SDU

Årbog 2010

uvb-8hiB513

samfundsfagsnyt

§ L NN fliðansk ðegraveisejorening /Vefdähf

Brugerrådsmøde Torsdag den 27. marts 2014

Anti-Dühring