Jul 2013.pdf

Transcription

Jul 2013.pdf

2012#3
EVIDENS ER IKKE BARE EVIDENS
NARRATIVE MØDREGRUPPER
BOGANMELDELSER
DANSKSTOK.DK
KONTAKTINFO – Dansk forening for systemisk og narrativ terapi og konsultation
Bestyrelsen
Lokale kontaktpersoner
[email protected]
Susan Harnow
(formand)
Kontorvej 49, 2860 Søborg
40 23 60 14
[email protected]
Anne Saxtorph
(næstformand)
22 16 00 65
[email protected]
Dorte Nikolajsen
(kasserer – indmeldelse og kontingent)
61 36 41 01
[email protected]
Hanne Svensmark
22 40 42 22
[email protected]
Nordjylland Kirsten Bakholm
30 52 74 40
[email protected]
Fyn Cathrine Dejgaard
62 23 48 45
[email protected]
Vestjylland
Mette Westergaard
21 68 69 76
mette_west@hotmail
København Marianne Bærenholdt
51 51 77 90
[email protected]
Østjylland Bodil Burian 86 27 47 23
[email protected]
Sydsjælland Ulla Fæster
21 23 42 50
[email protected]
Sydjylland Martin Oksbjerg
20 67 90 44
[email protected]
Judith Klitgaard
55 96 94 50
[email protected]
Signe Bergman Johansen
41 11 81 88
[email protected]
Bornholm Solvejg Rosenkilde Nielsen 56 49 65 62
[email protected]
Lisa Romlund
41 18 21 00
[email protected]
Medlemskab og priser
John Gurnæs
(1. suppleant)
20 92 91 95
[email protected]
Personligt medlemskab 550,Institutions-medlemskab 1200,Studerende350,Sambo (oplys sambos navn)
300,-
Ulla Fæster
(2. suppleant)
21 23 42 50
[email protected]
Obs. Alle postforsendelser sendes kun til én i husstanden.
Kontingentet indbetales på:
Reg.nr.: 1199 Kontonr.: 0004568826
v. Dansk forening for Systemisk og Narrativ Terapi og Konsultation.
Samtidig sender du en mail til [email protected], med datoen
for din indbetaling.
systemisk forum
Ansvarshavende redaktør:
Susan Harnow
Bladudvalg:
Marianne Bærenholdt, Susan Harnow,
John Gurnæs, Hanne Svensmark
ISBN 1600-2954
Materiale sendes til:
[email protected]
Materiale sendes som vedhæftet fil på e-mail.
Annoncer som pdf-fil og artikler i Word.
Artikler skal ledsages af et foto
i høj opløsning og en kort
beskrivelse af forfatteren.
2 SYSTEMISK FORUM | NR. 3 | 2012
Annoncepriser for medlemmer:
1/1 side: 4.000 kr.
1/2 side: 2.000 kr.
1/4 side: 1.000 kr.
1/8 side:
500 kr.
Priser for ikke-medlemmer forhandles.
Deadlines 2012:
01.09., 01.12
Hjemmeside:
www.danskstok.dk
Bladet udkommer 4-6 uger efter deadline.
Webmaster:
Hanne Svensmark
[email protected]
Udsendes til alle medlemmer af foreningen
Dansk forening for Systemisk og Narrativ
Terapi og Konsultation.
Af hensyn til rettidig udgivelse af bladet bedes
artikler, annoncer, lokalnyt mv., være os i
hænde inden deadline.
Oplag: 500 stk.
Layout: Grafisk Plus
Tryk: CS Grafisk
INDHOLD
I DETTE NUMMER AF SYSTEMISK FORUM FINDER DU:
4
6
5
9
14
18
21
FORMANDENS KLUMME
Af Susan Harnow
NYT FRA BESTYRELSEN
6
UGENS HØJDEPUNKT
Af Signe Bergman Johansen
9
TILKNYTNING OG FAMILIETERAPI
Af Magnus Ringborg
14
EVIDENS ER IKKE BARE EVIDENS
Af Susanne Bargmann og Laura Tang Jensby
18
TIPS TIL AT LÆSE EN FORSKNINGSARTIKEL II
Af Susanne Bargmann
20
BOGSTAFET
Af Susan Harnow
21
BOGANMENDELSE
Af Kirsten Muus
22
NYE BOGUDGIVELSER
Til inspiration
23
LOKALNYT
28
ANNONCER
31
AKTIVITETSKALENDER
2012
32
ÅRSMØDE
SYSTEMISK FORUM | NR. 3 | 2012
3
formandens klumme
Af Susan Harnow
Formand for STOK
Som mangeårig praktiker indenfor børneog familieområdet er det interessant at
iagttage, hvordan socialminister Karen
Hækkerup her i foråret 2012 udpeger fire
metoder, som hun vil forpligte landets
kommuner til at arbejde med i forbindelse
med børn- og ungearbejdet.
De fire metoder:
•
De utrolige år: Tidlig forebyggende
indsats overfor udadreagerende
3-8 årige børn, hvor deres forældre
i grupper lærer at håndtere deres
børns adfærd.
•
Slægts- og netværksanbringelser:
som alternativ til egentlige plejeanbringelser.
•
Multisystemisk terapi: Intensiv familieindsats over for 12 til 17 årige,
hvor behandlingen foregår i eget
hjem.
•
Multidimensionaltreatment foster
care: de mest adfærdsvnskelige
børn og unge anbringes midlertidigt i en træningsfamilie.
Kilde: Rambøl for socialministeriet.
Det vil altså sige, at alt forbyggende
arbejde i forhold til børnefamilier op til
12 år skal varetages på baggrund af en
metode – et koncept i alle landets familieinstitutioner.
4
Jeg kan spekulere på, hvordan dette
reelt skal lade sig praktisere. Hvordan
ministeren vil følge op på det?
Hvordan kan nogen være kommet frem
til, at der kun findes ét svar på samtlige af
landets børnefamiliers vanskeligheder?
Indsatsen vil kræve, at samtlige af
landets familiebehandlere, pædagoger og
lærere får uddannelse indenfor konceptet
omkring de utrolige år kombineret med
supervision og vejledning.
Socialstyrelsen linker direkte til den
amerikanske hjemmeside: www.incredibleyears.com og anbefaler dette program
som state of the art, altså det bedste der
kan opdrives inden for området. Socialstyrelsen har desuden udgivet en publikation
om 18 programmer, som man henstiller til,
at kommunerne anvender i deres arbejde
med børn og unge.
Vi må konstatere at DJØFiceringen for
alvor er kommet til familiebehandlingsområdet. Der er et voldsomt fokus på
effekt og dokumentation i disse år.
Som systemiske og narrative praktikere
må vi spørge os selv, om vi tidens løb har
været dygtige nok til at kunne dokumentere effekten af vores arbejde siden behovet for koncepter er så overvældende.
Vi må tage alvorligt, at kommunerne
i dag behøver dokumentation. Vi må
også som fagfolk være interesserede i, at
effekten af vores arbejde er så stor som
mulig. Men det skarpe fokus på koncepter
er også et angreb på metodefriheden.
Spørgsmålet er om der findes alternativer
til konceptualiseringen?
Jeg kunne være interesseret i at høre
bud fra praktikere, som er lykkedes med
dokumentation og effektmåling uden for
faste koncepters afmålte rammer.
Den amerikanske psykolog Scott Millers
arbejde kunne ses som et alternativ
til konceptualiseringen. Scott Miller er
optaget er af at registrere og måle på tilbagemeldinger fra klienten for hele tiden
at kunne tilpasse og optimere sit arbejde i
forhold til klientens behov.
Er koncepterne svaret på kommunernes
behov for økonomistyring? Er de nyttige
styringsredskaber for familiebehandlere?
Er de mere hjælpsomme for familierne
end de metoder og det arbejde, der er
tilrettelagt og tilpasset til den enkelte
familie behov?
Det er spørgsmål, der vil komme på
dagsordenen i den kommende tid, og
jeg vil gerne opfordre til at tage del i
diskussionerne. For uanset, hvad man
måtte mene om ministerens initiativ, så
er familiearbejdet for alvor kommet på
dagsordenen i den brede offentlighed.
nyt fra bestyrelsen
Nyt fra bestyrelsen
Bestyrelsen har mødtes en enkelt gang
siden sidste blad, og vi har nu fået overblik over opgaverne i bestyrelsen og i
foreningen.
Vi arbejder hårdt på fortsat at løfte
niveauet i bladet, på at få kursusvirksomheden i gang igen, og vi sigter mod et
godt årsmøde. Vi er optagede af hvordan
blad, kurser og årsmøde kan understøtte
og supplere hinanden, så der bliver en
rød tråd i vores arbejde.
Som du måske har bemærket, så har
det blad du sidder med i hånden fået nyt
navn. Som den sidste del af ændringen
i formålsparagraffen om udbredelse af
både det systemiske og det narrative,
ændrer vi nu bladets navn til fremover at
hedde Systemisk og Narrativt Forum.
STOK har 25 års jubilæum i 2013. Dette
skal selvfølgelig fejres med et helt særligt
årsmøde. I 2008 holdt vi 20 års jubilæum
under titlen Fortiden ind i fremtiden med
et blik tilbage på de 20 års udvikling. I
2013 vil vi i højere grad tage nutiden med
ind i fremtiden og se efter signaler på
den fremtidige udvikling inden for det
systemiske og narrative.
Medlemsdebat
Og dette lægger fint op til den kommende medlemsdebat:
På sidste generalforsamling modtog vi
en opfordring til at sætte STOKs fremtid
til debat.
Vi er selvfølgelig meget interesseret i at
høre fra jer medlemmer på hvilken måde
foreningen bedst lever op til medlemmernes behov.
Hvilken kurs skal foreningen udstikke
de kommende år?
Hvorledes skal vi vægte familiefokus i
forhold til fokus på ledelse?
Skal vi indlede et tættere samarbejde
med de store uddannelsesinstitutioner?
I hvor høj grad skal vi stå vagt om det
systemiske og det narrative i forhold til
også at undersøge tilgrænsende teorier?
Vi hører gerne fra medlemmer direkte i
bladet. Vi opfordrer derudover alle lokale
kontaktpersoner til at sætte emnet på
dagsordenen, når I mødes med henblik
på en fælles debat på årsmødet.
5
signe bergman: ugens HØJDEPUNKT
Af Signe Bergman Johansen
Nyt medlem af STOKs bestyrelse
Familiekonsulent Signe Bergman Johansen beretter her om sine erfaringer med
den narrative mødregruppe for kvinder under 25 år, som hun arbejder med i
Gladsaxe Kommunes Familiecenter. I artiklen reflekterer Signe Bergman Johansen
over sin praksis, som hun samtidig sætter ind en teoretisk sammenhæng.
Artiklen er forkortet af pladshensyn.
Det er torsdag morgen og vores lille forhave er ved at blive fyldt af barnevogne.
Unge kvinder med lifte og små babyer
på armen kommer ind i vores køkkenalrum. Snakken går lystigt og sidste nyt
bliver hurtigt givet videre til hinanden.
Sundhedsplejersken Susanne og jeg har
dækket bordet fint til morgenmaden.
”Det kan være den eneste gang på ugen,
at en anden har serveret mad til mig”,
fortæller Sofie, mor til Alberte på tre
måneder.
Da alle har sat sig, tager vi en runde,
hvor kvinderne har mulighed for at
fortælle, hvad der vigtigt for dem her og
nu i deres liv. De
deler deres historier med hinanden og
med os, og vi lytter og stiller spørgsmål
ud fra et narrativt perspektiv.
Når vi har valgt at arbejde ud fra et narrativt perspektiv, er det fordi det giver os
mulighed for at lytte til kvindernes egne
fortællinger og viden om deres børn. Det
betyder for os, at vi har valgt ikke at være
eksperter på kvindernes liv med deres
børn, men at være dem, der kan lytte og
stille spørgsmål, så vi sammen kan være
med til at give svære og gode øjeblikke
mening.
Narrativ mødregruppe,
hvorfor?
Vi er optagede af den narrative tanke-
6
gang, fordi den har sit fokus på den
måde, mennesker taler om sig selv og deres problemer. Den inviterer personen til
at fortælle om sig selv på måder, hvorpå
der bliver skabt andre historier, som i
højere grad giver plads til andre aspekter
af personens identitet.
Deltagerne har haft oplevelser med
mobning, ensomhed, stoffer, vold og
anbringelser i barndommen. Når vi har
valgt at lave et specielt gruppetilbud
til dem, er det fordi vores erfaringer og
undersøgelser viser, at de unge kvinder
kan blive ramt af tristhed og ensomhed.
De er måske de eneste i deres vennegruppe, der har fået børn, måske er deres
venner stadigvæk på stoffer og endelig
har de måske aldrig følt sig trygge i grupper med andre piger. Idéen med gruppen
er at skabe fællesskaber, hvor kvinderne
kan lytte til hinanden, lære af hinandens
erfaringer.
Der er meget tilgængeligt viden om
det at få en baby. Det kan være rigtig
god viden, og de fleste af kvinderne har
selv søgt viden om emnet via bøger og
internettet. Det er vores erfaring, at vi
ikke kommer langt med råd og anvisninger. Råd bliver ofte afvist med:” Det har
vi prøvet – vi har prøvet alt”. Vi har erfaret,
at vi i
stedet skal være med til at skabe mening
i de daglige hændelser, kvinderne fortæller om.
Vi skal være opmærksomme på
kompleksiteten, der er i livet og derved
skabe flere handlemuligheder. Mange
af de unge kvinder, der er i gruppen har
haft en barndom og ungdom, hvor de
har bøvlet med stærke, dominerende
historier om sig selv og deres liv. De har i
årevis i forskellige sammenhænge været
ramt af følelsen af ikke at slå til. Der kan
være mennesker omkring kvinden, der er
bekymrede for om hun kan klare opgaven som mor, men det er sjældent noget
kvinderne selv er bekymrede for. De er
måske bekymrede for at blive ensomme
eller forladt af deres kærester, men de har
en god tro på, at de kan magte opgaven
som mor. Den tro har vi også, når vi
inviterer dem med i gruppen.
Jeg har valgt at bruge begrebet at gøre
mor i denne artikel, fordi den narrative
tilgang er interesseret i menneskets
viden og handlinger. Jeg er interesseret
i, hvad det er kvinderne gør og tænker
omkring det at være blevet mødre. Når
kvinderne bliver mødt med nysgerrighed
på det, de gør som mor, har de mulighed
for at se på deres handlinger i forhold til
deres ønsker og værdier omkring det at
gøre mor.
I dette praksiseksempel taler jeg
med en kvinde, der ikke kan forstå,
hvorfor hendes lille pige pludselig er stoppet med at spise.
I kraft af spørgsmålene fra
mig og gruppens respons på
problemet, skaber vi sammen
en mening, som giver mening
for kvinden og for den historie, hun vil
fortælle om sig selv og det at gøre mor.
Hvad er terapeutens rolle?
Sundhedsplejersken og jeg har fordelt rollerne sådan, at jeg står for den
narrative lytning og spørgsmål, mens
sundhedsplejersken skal forklare den
sundhedsfaglige tilgang til spædbarnsområdet, men med det fokus, at der kan
være mange tilgange og indgange til det
at gøre mor.
Som narrativ terapeut opfatter jeg
ikke mig selv som ekspert på kvindernes
liv, men højst som ekspert i at kunne
forholde mig nysgerrigt og spørgende,
så jeg kan medvirke til rigere fortællinger om kvindernes liv. Denne position
kaldes i narrativ terapi decentreret med
indflydelse. Hvis det er mine antagelser,
forståelser og projekter, der fylder i gruppen, bliver det mig, der er i centrum og
ikke kvinderne.
”Dette er det måske mest vanskeligt
praktiserbare princip i den narrative terapi,
fordi man jo i høj grad er blind for både
sine egne gode intentioner og for sine
fordomme.”
At være decentreret og have indflydelse er en tilgang, der ser mennesker
som eksperter i eget liv, og hvor menneskers viden, kompetencer, præferencer
og ønsker derfor er i centrum for samtalen. I denne position spiller terapeuten en
aktiv og afgørende rolle. Terapeuten har
indflydelse. Det betyder ikke, at vedkommende sætter dagsordenen for samtalen, men at terapeuten omhyggeligt
strukturerer spørgsmål og reaktioner på
en måde, så menneskets kompetencer og
Foto: Beeline
7
viden bliver mere nuanceret beskrevet og
dermed kan aktiveres i forhold til aktuelle
problemer. En sådan positionering tager
højde for de magtrelationer, der har
betydning for menneskers erfaringer i
forhold til køn, alder, religion, seksuel
orientering, klasse, kultur, viden osv.
Det er vigtigt, at terapeuten er
opmærksom på agent-aspektet. Agentaspektet skal i narrative samtaler forstås
som de initiativer, personen tager for at
leve et liv, der er i overensstemmelse med
egne foretrukne værdier. I gruppen er jeg
bevidst om den magt, jeg har i forhold til
den viden, jeg kan komme til at dosere
som sandheder undervejs i samtalen. Jeg
prøver at være bevidst om, at min egen
normative viden ikke giver mening til
samtalerne, da det bremser for min egen
nysgerrighed.
Det vigtige er snarere, at jeg i runden
er opmærksom på de initiativer, som de
forskellige kvinder tager i forhold til det,
de ønsker med dem selv og deres barn.
Det, at vi mødes hver uge er med til at
skabe mening over tid. Jeg kan være
med til at være meningsbærer fra gang
til gang.
Hvad er vigtigt at fortælle?
I runden får alle ti til femten minutter
hver til at fortælle, hvad der er vigtigt i
deres liv her og nu. De andre i gruppen
kan komme med spørgsmål eller kommentarer til det, der bliver fortalt, men
det er den kvinde, der er fortæller, som
bestemmer, hvad vi skal tale om. Børnene
er med ved bordet eller ligger og leger på
madrassen, så der er pludren og snakken
med børnene under runden.
Sofie starter denne dag runden med
at fortælle, at hendes lille pige ikke gider
spise mere. Sofie er 18 år og har mistet
begge sine forældre. Hun bor sammen
med sin kæreste, som hun har datteren
Ditte med.
Sofie: ”Det er så langt ude! Hun gider
ikke at spise.”
Signe: ”Gider hun ikke spise, hvordan
kan det være?”
Sofie: ”Det ved jeg ikke. Hverken brød
eller pasta eller noget. Jeg siger dig, jeg har
prøvet alt.”
Signe: ”Kan det være noget med vejret?
Da det var meget varmt – var det dér hun
8
stoppede, eller kan du huske, hvornår det
var?”
Sofie: ”Ja, sidste uge, da vi var i sommerhuset. Der var ikke særligt varmt.”
Signe: ”Næ. Var det dernede, hun ikke
ville spise så meget?”
Sofie: ”Ja, det var dernede. De første to
dage gad hun godt, men så opgav hun. Jeg
tror, hun var sådan lidt. Der var to børn, og
de var lidt [hun fløjter].”
Signe: ”Der var gang i den?”
Sofie: ”Ja, jeg tror lidt, det er derfor. Der
skete for meget for hende.”
Signe: ”Så du tror, hun stoppede med at
spise, fordi der skete for meget?”
Sofie: ”Ja, det tænker jeg. Jeg har før
oplevet, at hun ikke har kunne koncentrere
sig, hvis der skete for meget.”
Signe: ”Hvordan blev du opmærksom på,
at det kunne have noget med gang i den,
der gjorde, at Ditte ikke spiste så meget?”
Sofie: ”Ja, nu vi taler om det, så har der
været flere gange, hvor hun ikke har spist,
når der er sket for meget.”
Signe: ”Giver det mening for dig at
tænke det på den måde, at hun ikke spiste
så meget, fordi der skete andre ting rundt
om hende?”
Sofie: ”Ja, det er i hvert tilfælde noget, jeg
har gået og tænkt på.”
Signe: ”Har I andre erfaringer med, at
jeres børn ikke spiser så meget, hvis der sker
ting omkring dem?”
Pernille: ”Jeg vil give Sofie ret i at, når
der er for mange børn, så vil de ikke spise.
Det vil Kasper heller ikke. Lige så snart vi er
oppe hos hans fætter, så vil han ikke. Så er
det ikke det samme omfang som, når det
kun er os, fordi de knalder jo rundt og råber
og skriger.”
Signe: ”Så der sker et eller andet, når der
er mange?”
Signe: ”Sofie, hvordan er det at tænke
det på den her måde, at I har været væk, der
skete meget for Ditte og, derfor spiste hun
ikke så meget som hun plejer?”
Sofie: ”Jo, det er meget rart. Ellers kan jeg
jo tænke, hvad sker der for hende og har det
noget med mig at gøre.”
Jeg vælger i dette eksempel, at gå ind
og være nysgerrig på, hvordan Sofie selv
forstår det, at Ditte ikke vil spise, derud
over er det vigtigt for mig at få spurgt
ind til hvordan Sofie kom frem til denne
viden. Jeg vælger også at inddrage grup-
pens tanker om hændelserne omkring
det at spise. Det gør jeg ud fra tankerne
om, at vi lærer i fællesskaber og vores
egne erfaringer bliver tydeligere, når vi
deler dem med andre. (Bruner 2004:100101). Jeg kunne have givet gode råd
omkring spisning, eller jeg kunne have
fortalt, at små børn har brug for ro for at
kunne spise. Men da jeg bevidst har valgt
at være decentreret med indflydelse,
bliver det vigtigt for mig at være nysgerrig og at mine spørgsmål medvirker til,
at kvinderne bliver klogere på sig selv og
deres børn, at det er deres egne erfaringer, der kommer frem i lyset og, at de tør
tro på de erfaringer, de får sammen med
deres børn.
Når jeg arbejder ud fra en narrativ tilgang tænker jeg, at mennesker fortolker
deres liv, mens de lever det. Det at gøre
mor er en del af mange fortællinger,
der over tid skaber mening i relationer
til andre og sig selv. Sofie gør mor hver
dag, og så længe det går godt, giver det
mening. Når hun så pludseligt står over
for et problem, der ikke giver mening,
kan det komme imellem hende og
barnet: ”Er der noget galt med mig?”. ”Kan
jeg ikke give mad mere, jeg har jo prøvet
alt.” ”Hvad er der galt med min pige, hvor er
hun mærkelig”. Sammen med mig og de
andre i gruppen tilskriver hun hændelsen
mening og kommer til en forståelse og
erfaring. Det kan være, at Ditte spiser
mindre, når der sker for meget, men det
er ikke det samme som, at Sofie ikke kan
give mad.
Der er mange fortællinger i gruppen i
forhold til det at gøre mor, der i øjeblikket
ikke giver mening for den enkelte. Men
jeg oplever, at fortællinger, der fremlægges i gruppen, som måske til at begynde
med ikke giver mening, sammen med de
andre i gruppen kan tilføres forståelse og
mening.
Jeg afholder mig fra at give gode råd,
der bunder i en holdning om, at hvis
bare de gør som jeg siger, så kan det ikke
gå galt. Mine erfaringer og sigtet med
artiklen er, at det er i fællesskabet, at
meninger om det at gøre mor bliver til.
Det er det levede liv sammen med
barnet, der skal forblive i centrum og
det er disse erfaringer, der skal være
omdrejningspunktet for gruppen.
magnus ringborg: tilknytning og familieterapi
Tilknytningsbaseret familieterapi er en ny metode,
som er udviklet specifikt for unge mennesker med
depression. Den bygger på familiepsykologisk og
ungdomspsykiatrisk forskning. Den er manualiseret
og afprøvet i flere studier med lovende resultater.
Metoden har været afprøvet i Norge, og studier er i
gang i Sverige for at afprøve metoden.
Foto: Beeline
Af Magnus Ringborg
Indledende bemærkninger
af John V Gurnæs til oversættelsen af Magnus Ringborgs artikel ’Tilknytning og familieterapi’
Magnus Ringborgs artikel ’Tilknytning og
familieterapi’, som vi bringer en oversættelse af i dette nummer af bladet, blev
først publiseret i ’Svensk Familieterapi’
2/2009. Magnus Ringborg har, på
baggrund af en opfordring fra os om at
udvælge en ’opvarmningsartikel’ til 2012
årsmødet, der bl.a. har ’tilknytningsteori’
og ’familieterapi’ på dagordenen, udvalgt
denne artikel til oversættelse.
Ved at ’varme op’ med artikler i bladet
til årsmødet 2012, er det vores intention
i en kortere periode, som vi også gør med
vores forskningsartikler, at kaste lys over,
samt invitere til debat om, et udvalgt felt
eller tema, som vi mener på den ene eller
anden måde kan inspirere og bidrage til
det systemiske og narrative felt. Vi vil på
tilsvarende måde i fremtiden ’varme op’
til Stoks kommende kurser bl.a. ved at
bringe oversættelser i bladet af oplægsholdernes artikler.
At det lige er tilknytningsteori der er på
dagsordenen på dette års årsmøde, er
tilfældigt og begrunder sig ikke i at Stok
skulle har nogen som helst interesse
i, eller intentioner om, at gøre sig til
fortalere for en metode, der bringer
tilknytningsteori og familieterapi sammen
på en bestemt måde. Hvad der imidlertid
ikke er nogen tilfældighed er, at det er
en af Stoks bestyrelses intentioner, at
introducere Stoks medlemmer for ideer,
artikler og workshops-og oplægsholdere,
som ikke nødvendigvis kalder på genkendelse, men forhåbentligt mere på
nysgerrighed såvel som på en fornemmelse af relevans. Denne intention synes
vi er opfyldt ved at sætte tilknytningsteori
og familieterapi på dagsordenen, samt
ved at invitere Magnus Ringborg.
I og med at sætte tilknytningsteori
og familieterapi på dagsordenen rejses
spørgsmålet om psykologiske, såvel som
andre, teoriers plads i terapi. Betyder
det overhovedet at give selv relativt
velfunderede psykologiske teorier som
’tilknytningsteori’ en plads i den terapeutiske praksis ikke, at terapeuten kommer til
at se ’tilknytning ’alle steder? Vi har
(fortsættes næste side) >>
9
eksempelvis set dette fænomen i relation
til sorg, krise, traume teorier, adhd,
ptsd, hvor klienters righoldige livsudtryk
pludselig bliver reduceret til at være
udtryk eller fremtrædelser for sorg, krise,
traumer, adhd, ptsd etc.? Betyder det at
terapeuten overhovedet via en psykologisk teori, begynder at reformulere
klienters udtryk for deres liv, ind i denne
psykologiske teoris begrebsverden og
teorikonstruktion, at klienten bliver bragt
ind i ’tynde identitets-og livshistorier’,
der er langt fra klientens erfarings-og
livsverden. Er resultatet af denne umiddelbart både psykologisk relevante og
lige så umiddelbart medmenneskeligt
støttende og insisterende praksis ikke , at
der kommer såvel in-effektiv, som måske
endda overgribende, terapi ud af det? Er
interessen for tilknytningsteori ikke en
venden tilbage til strukturalismens og
modernismens disposiver, der passer ind
i de nuværende markedsmekanismer?
Omvendt kan spørgsmålet være om tilknytningsteorien ikke er så velfunderet en
psykologisk teori, at det forekommer helt
absurd at ignorere tilknytning i terapi?
Måske ville det at tillægge tilknytning og
I løbet af de senere år er man inden for
børne-og ungdomspsykiatrien, blevet
mere bevidst om behovet for forskning
og metodeudvikling, for bedre at kunne
imødekomme de problemer, som nutidens unge viser.
Det største problemområde ved siden
af indlærings-og adfærdsvanskeligheder
i skolen, er vanskeligheder omkring nedstemthed, depression, selvmordstanker
og tanker om at ville skade sig selv. Den
almene debat handler mest om hvorvidt
at farmakologisk behandling (SSRI-præparater) eller psykoterapeutiske metoder
(forskellige varianter af kognitive og
adfærdsorienterede metoder) er de mest
lovende. På et tidspunkt så det ud som
om, at man kunne løse problemet med
et kompromis: ‘En kombination af KBT
(Kognitive Behavioral therapy) og SSRI
viste sig at være bedst’. Dette fandt sin
begrundelse i den hidtil største og mest
omfattende afprøvning af metoder, rettet
imod depression hos unge, den såkaldte
10
relationel emotionalitet større betydning
i terapi, betyde at terapi ville blive mindre
’problemløsende’ og mere ’relationsopbyggende’ ?Måske ville det betyde at en
mængde ’problemer’, der nu bliver defineret via identificeringen af en ’problembærers uønskede adfærd’, hvilket har
ført til øget patologisering af individet og
særligt børn, ville blive reformuleret ind i
relationelle termer? Betyder fraværet af
psykologiske teorier i terapeutisk praksis
at terapeuter overser vigtige forhold, ud
fra ’illusionen’ om at være i en ’ufortolket’,
’objektiv’, ’spontan’ og ’direkte’ kontakt
med klienten og klientens erfaringsverden. Hviler denne ’illusion’ egentlig ikke på
en anden ’illusion’, nemlig den ’illusion’ at
klienten befinder sig i samme ufortolkede,
’objektive’, spontane og direkte forhold
til sig selv? Hvad ville det betyde hvis
en 17 årig drengs tristhed, der af den
praktiserende læge bliver defineret som
’depression’ , hvilket fører til at drengen
får ordineret antidepressiv medicin og
kognitiv terapi, pludselig blev forstået fra
en tilknytningsteoretisk vinkel? Lægens
diagnose af den unge som deprimeret,
giver såvel genklang hos drengen, som
TADS (Treatment of Adolescent Depression study). Men da man begyndte at
undersøge resultaterne nærmere var de
ikke så lovende som først antaget. KBT
og SSRI var ikke signifikant bedre end
placebo som behandling. Kombinationen af dem var signifikant bedre, men
alligevel svage.
I denne sammenhæng bliver det derfor
af stor interesse at søge efter nye og
bedre metoder, samt at få disse metoder
undersøgt.
En sådan metode som jeg gerne
vil præsentere her hedder ’Tilknytningsbaseret Familieterapi’. Det er en
manualiseret behandling, der er udviklet
på børnehospitalet i Philadelphia og som
er afprøvet i flere undersøgelser. Nu er
det sådan at mange familieterapeutiske
metoder er udviklet med afsæt i tilknytningsteorier. Det der er mit fokus her er
det arbejde som er gjort af Guy Diamond
i Philadelphia i samarbejde med bl.a.
Siqueland, Gary Diamond og Susanne
gerne i en fart vil have det bedre, som
hos drengens forældre, der gerne vil vide
hvad der er galt. Alle parter er enige i
at medicin vil være hjælpsomt, ’så det
kan forsvinde hurtigt’ , sammen med at
den unge også går i kognitiv terapi, ’så
han kan få nogle redskaber’. Forældrene
synes også at han har været så indelukket og tilbagetrukket i den sidste periode
, så det ville være godt for ham at ’han
kunne tale med nogen’. En tilknytningsteoretisk fortolkning af den unges respons
på sit liv, ville ud fra ovenstående ligge
langt, langt væk fra drengens og familiens
umiddelbare selvforståelse? Men er det
det samme som at den vil være terapeutisk langt ude irrelevant?
God fornøjelse med læsningen og livet
iøvrigt!!!
PS. Husk at vi ville være glade for artikler
og mindre skriverier, der dribler videre
med de bolde vi sender i luften!!
På bladudvalgets og bestyrelsens vegne
John V Gurnæs
Levy. Om denne metode kan man kort
sige:
Metoden tager afsæt i empirisk
validerede risikofaktorer for udvikling
og vedligeholdelse af depression. Disse
faktorer adresseres af terapeuten via
specifikke interventioner. Faktorerne er
kritik og fjendtlighed fra forældrenes
side, oplevelse af håbløshed, brist i
forældrekompetencen, distancerede
familierelationer. Fra den unges side findes faktorer som mangel på motivation,
negativ selvopfattelse, vanskeligheder
med affektregulering og distancerede
relationer.
- ABFT (Anknytningsbaserad (tilknytningsbaseret) Familjeterapi) er en
specifik manualiseret metode rettet
mod depression hos unge
- Den bygger på strukturel familieterapi, særlig ved at arbejde med
iscenesættelse som central metode og
som en afgørende del af terapien
- Det er en korttidsmetode hvilket
betyder en behandlingstid på 12-16
uger.
- Den indledes, efter en indledende
kontraktopbyggende samtale, med at
skabe en alliance og kontrakt mellem
forældre og den unge hver for sig
og går siden videre med fokus på
tilknytningsbrud i fælles samtaler. Når
tilliden er øget i familien begynder
familien i dialog at finde frem til den
unges vej tilbage til et normalt liv.
Fordele ved ABFT
- Den bygger på velkendt udviklingspsykologisk viden.
- Den bygger på en velkendt strukturel
familieterapeutisk tradition.
- Den er tidsbegrænset.
- Den er tydelig manualiseret.
- Den har et godt forskningsmæssigt
fundament-’den er på vej mod evidensfundering’.
- Den retter sig mod et væsentligt
klinisk problemområde, hvor behovet
for nye metoder er stort.
behandlere der er trænede i klientcentrerede metoder, hvor man overlader de
centrale beslutninger til klienten.
- Metoden kræver at behandleren/
behandlerne trives med, og er i stand til,
at arbejde på et højt intensitetsniveau. At
fortælle om det som man ikke tidligere
har kunne tale om, at orke at lytte, at
tage imod og at bekræfte er krævende
for familiemedlemmer. Som terapeut at
holde familiens medlemmer fast i denne
’højspænding’ i stedet for at lade dem
benytte deres sædvanlige tilflugtsveje,
det er meget krævende.
Momenter i ABFT
Opgave 1:
Relationel omdefinition
Her er det opgaven at omdefinere problemet fra individuel patologi til at se det
som et fælles projekt at styrke familiebåndene. Behandleren klargør terapiens
struktur og mål for timen. Den første
samtale omfatter fire delmomenter:
a)Skabe kontakt med alle i familien.
Gennem en familieterapeutisk tilgang
øges muligheden for at igangsætte og
fuldføre behandling af patienter, som
ellers ikke ville have deltaget i behandling eller som ville være droppet ud på et
tidligt stadium. Det familieterapeutiske
format indebærer desuden, at behandlingen kan blive såvel intensiv som
tidsbegrænset. For så vidt at det lykkes
at starte en proces op i terapien, giver
det familieterapeutiske format mulighed
for at denne proces kan fortsætte og
fordybes mellem sessionerne, såvel som
efter terapiens afslutning.
Vanskeligheder med ABFT
Det er en familieterapeutisk metode.
Dette indebærer at behandleren må
kunne føle sig tryg ved at skulle håndtere
komplekse situationer med flere personer
i rummet. En del psykologer, og andre
behandlere, er meget specialiserede i topersons samtaler, og kan derfor føle sig
usikre i denne kompleksitet.
- I og med at metoden er så tydelig
direktiv og rummer en klar ide om hvilken rækkefølge de forskellige momenter
skal optræde i, kan den virke fremmed på
b)Få en beskrivelse af problemet og af
hvilke interaktionsmønstre som kan
have bidraget til problemet. Under
hele samtalen efterstræbes en høj
emotionel mobilisering.
c) Definere en løsning af problemet i
relationstermer (’Kunne du tænke dig
at han kom ned til dig i stedet for at
han sidder selv og funderer over om
livet er værd at leve?).
d)Afsluttes med en behandlingskontrakt, dvs. med et tydeligt ja fra
forældre og den unge. Mangel på motivation kan uddybes i de følgende
alliance-samtaler.
Opgave 2:
Etablere alliance med den unge
Behandleren udvikler interesse for den
unge. Han forsøger at finde frem til den
unges mål for behandlingen. Den unges
liv gennemgås grundigt. Derefter søger
man efter affektivt ladede kernekonflikter. Som afslutning gennemgår man
forskellige tips til hvordan den unge
kan kommunikere for at få familien til
at lytte til hans/hendes budskaber og til
hvordan den unge kan bidrage til at få de
fælles samtaler til at fungere. Depression
indebærer opgivenhed, hvorfor man kan
forvente at de unge går modstræbende
ind i behandlingen. Ind imellem fordrer
det derfor flere samtaler at få dette forhold på plads.
Opgave 3:
Etablere alliance med forældrene
Forældrenes eller forælderens engagement i behandlingen er væsentlig, fordi
forældre kan ’stå op imod’ den unges
ønske om at stoppe behandlingen. Forældrene skal først forberedes på hvordan
terapien kommer til at gå. Siden undersøger man sammen forældrenes tilknytningshistorie. Ofte opdager de her at de
ikke ønsker at deres børn skal behøve at
gennemgå den samme smerte, som de
har været igennem. Dernæst kortlægges
øvrige problemer og stressfaktorer i familien, og det undersøges hvordan disse
faktorer påvirker deres omsorgs formåen.
Målet er her at gå fra ’forældreskyld’ til
’forældrehåb’. Det er vigtigt her at undlade at tilbyde forældrene individuel terapi,
selv om at det er umiddelbart fristende.
Forbered forældrene på at behandlingen
meget kommer til at handle om, at de
skal lytte til den unges følelser samt til
den unges oplevelser af svigt. Forbered
forældrene på: At det for dem gælder
om ’at undlade at gå i forsvar’ og i stedet
’lytte empatisk’.
Opgave 4:
Tilknytningsopgaven.
Dette er selve hjertet i metoden. Oversigtsmæssigt kan man se dette i tre
momenter som optræder i flere samtaler.
Den unge fortæller og klager over svigt
og opgivenhed. Behandleren opmuntrer forældrene til at spørge videre om
detaljer og behandleren hjælper den
unge med at artikulere sig. Behandleren hjælper forældrene med at modstå
fristelsen til at overtage, gå i forsvar eller
komme med løsninger. Forældrene får
efterfølgende mulighed for at fortælle
deres version af hændelsen. Behandleren
opfordrer den unge til at stille spørgsmål
til forældrene om deres perspektiv. Hvis
11
”...Det lykkes for behandleren at fastholde
samtalen på det smertefulde niveau, som samtalen
giver anledning til.....”
forældrene kan eksponere deres sårbarhed her, bidrager det til gensidighed i
processen. Afslutningsvis opstår der forhåbentlig en dialog mellem forældre og
den unge. Terapeuten hjælper familien
med at undlade at intellektualisere eller
drage konklusioner. I stedet betones det
genuine og gensidige i dialogen og den
gensidige lytten.
Opgave 5:
Udvikle kompetence og mestring
Behandleren har tidligere tilbageholdt
initiativer som retter sig direkte imod
social tilpasning.
Begrundelsen for dette er at den unges
tillid til forældrene skal genvækkes, inden
den unge er parat til at lytte på forældrenes ideer om hvad han eller hun behøver
at gå i gang med. Men i denne sene fase
af terapien opmuntrer man familien til at
bidrage til at øge den unges erfaringsmængde på en sådan måde, at den unge
bliver i stand til at mestre sit liv.
Der tages skridt mod at mindske social
isolation. Behandleren hjælper forældrene til at blive en effektiv ressource for
den unge. Forældrene støttes af behandleren til at få øje på forandringer hos
den unge, samt til opmuntre den unge.
Behandleren konfronterer den unge hvis
den unge vedholdene giver forældrene
skyld. Fokus flyttes i denne fase af terapien fra tidligere erfaringer til den aktuelle kommunikation indenfor familien
samt til igangsættelsen af konstruktive
aktivitiviteter som f.eks. at tage sociale
initiativer i skolen. Behandler og familie
kan i enighed indbyde netværkspersoner
til at deltage i samtalerne. Behandleren
12
understøtter altid forældrene initiativer
for at støtte den unges netværk.
Et klinisk eksempel
Evy 15 år er gået ned i en dyb depression. Hendes mor har mod hendes vilje
fået hende til at gennemgå en abort for
en graviditet, som var resultatet af en
voldtægt. Umiddelbart efter dette rejser
moren væk på ferie med sin nye kæreste.
Pigen må så bo hos sin mormor.
Mor og datter forsøger uden den store
optimisme at indgå i et fælles samtaleforløb (opgave 1)
Ved den unges tilknytningssamtale
(opgave 2) græder Evy hele tiden. Hun
mener at behandling er meningsløs. Og
at hun i hvert tilfælde ikke vil sige noget.
Det eneste hun mener, vil kunne hjælpe
hende ville være at få et nyt barn og flytte
hjemmefra.
Imidlertid kan hun fortælle at hun har
drømt om at blive gymnastiklærerinde.
Mod slutningen af samtalen fortæller hun
om en hændelse fra seks-årsalderen, hvor
hun følte sig forladt og forkastet. Hun
kunne godt tænke sig at sidde med ved
en samtale, men hun kan ikke tale om det
der har været svært for hende.
Moren mener i sin alliancesamtale
(opgave 3) at det er meningsløst. Hun har
allerede forsøgt alt, og i øvrigt kan man
ikke tale med hendes datter. Moren har
en vane med at grine når hun taler om
vanskelige ting, hvilket gør behandlerne
ekstra bekymrede. Tonen i samtalen
ændrer sig når behandleren berører
morens egen tilknytningshistorie. Hun
fortæller om en vanskelig opvækst, hvor
hun som den ældste datter skulle tage
vare på en psykisk syg mor. ’At være mor
har jeg forsøgt at lære mig selv, ved at se
’soap-operas’ i fjernsynet’ fortæller hun.
Så kommer man til reparationsarbejdet
(opgave 4). Efter nogle afbud kommer
Evy og mor til en fælles samtale. Begge
virker meget besværede af situationen.
Evy henvender sig smågrædende til
behandleren og siger, at det her en dårlig
ide, fordi mor alligevel ikke vil lytte.
Moren henvender sig til terapeuten og
siger: ’Der ser du, sådan her er hun hele
tiden. Man kan ikke tale med hende’.
Meningen med dette moment er
at moren skal lytte til de vanskelige
oplevelser som hendes datter har haft af
svigt og af at blive forladt og forkastet, på
en ny måde. Det lykkes for behandleren
at fastholde samtalen på det smertefulde
niveau, som samtalen giver anledning
til. Ikke meget bliver sagt, og for en
udenforstående bliver det åbenbart
hvor skrøbelig, for ikke at sige næsten
ikke-eksisterende, kontakten mellem
mor og datter er. Imidlertid kan moren
med behandlerens hjælp lytte og kan
hen imod afslutningen af samtalen give
hendes datter et lille kram.
Denne samtale havde stor effekt.
Moren ringede afbud til flere samtaler’Det var alt for anstrengende’. Imidlertid
fortalte hun, at Evy var begyndt at ændre
adfærd. Hun stod op om morgenen og
var begyndt at tale om fremtidsplaner og
andet.
Det blev blot til to samtaler til, hvor
Evys daglige liv og fremtidsplaner blev
diskuteret (opgave 5). De mange afbud
betød, at det kun blev til syv samtaler i
den 16 uger lange behandlingsperiode.
Ved afslutningen var Evy kommet ud af
sin depression og var i fuld gang med sit
nye liv.
Nogle typiske træk ved tilknytningsbaseret familieterapi illustreres med dette
eksempel. For det første vanskeligheden
med overhovedet at få indledt et
behandlingsforløb. Det ligger i depressionens væsen at ’der ikke er noget der
nytter noget’. Forældrene og den unge
har almindeligvis ømtålelige svigt bag
sig, og det er derfor naturligt at ønske at
nogen andre tager ansvaret for behandlingen. ’Hun/han har brug for at tale
med nogen for sig selv’, er et almindeligt
ønske. Derfor må en familieterapeut
arbejde intensivt for at skabe en kontrakt
og en alliance med begge parter. Og
for at kunne gøre det skal man tro på
arbejdsmåden.
Et andet slående aspekt er det høje
affektniveau i samtalen. Der siges ikke
så meget, men det virker som om at de
møder der så er, kan være afgørende.
For behandleren drejer det sig om at
fastholde det ofte høje ’smerteniveaue’
i samtalen uden at gå for tidligt til
problemløsning. Såvel den unge som forældrene har brug for støtte for at kunne
udholde dette. Dette er begrundelsen for
behovet for de tidligere alliance opbyggende samtaler med henholdsvis den
unge og forældrene. Det ovenstående
eksempel rummede dramatiske traumer
i baggrundshistorien. Det er ikke altid
tydeligt. Men et gennemgående mønster
i disse samtaler er at de ofte handler om
opgivelse, hjælpeløshed, fortvivlelse
og en oplevelse af ikke at have været
beskyttet.
Fungerer det?
Lad os begynde med nogle processtudier. Man har kunnet vise at ABFT er en
distinkt metode, der tydeligt skiller sig ud
fra KBT og en anden familieterapeutisk
metode, Multidimensionel Familieterapi
(Diamond et al 2002, Diamond, Diamond
& Hogue 2007).
De metodespecifikke fokus, fokuseringen på sårbare affekter, belyse
tilknytningsrelaterede temaer, og
underst tilknytningen mellem den unge
og forældrene er tydeligst i de tidlige
samtaler (Diamond et all2002) Behandle-
rens relationelle omformuleringer fører til
at forældrene skaber flere interpersonelle
konstruktioner, dvs. at de forandrer deres
måde at iagttagelser på, i retning af mere
at se og beskrive problemer i relationstermer (Moran & Diamond 2005).
Man har også undersøgt hvilke
interventioner der skaber ’ikke-negative’
responser fra forældre til børn? Svaret
blev at allianceopbyggende empatiske
interventioner i relation til forældrene,
blev fulgt af positive responser fra
forældrene til den unge. Tilknytningsorienterede interventioner som relationelle
omformuleringer, at tage centrale
relationelle temaer op og at belyse
sårbare følelser betød, at forældrene
viste ikke-negative attituder (Moran &
Diamond 2008).
Der findes et publiceret studie fra
Canada, hvor en socionom relativt
detaljeret beskriver brugen af metoden
i relation til fem klienter (Kille, Tammy
2006)
Der er også publiceret effektstudier:
32 unge med diagnosen depression
deltog i en randomiseret undersøgelse
(Diamond et all 2002). Resultatet for den
behandlede gruppe var signifikant bedre,
end gruppen der befandt sig på en seks
ugers venteliste. Resultaterne holdt og
forstærkedes endda seks måneder efter
behandlingen. 2010 blev der publiceret
et nyt studie med selvmordstruede unge.
Kontrolgruppen blev behandlet med
’forstærket sædvanlig behandling’, dvs.
psykofarmaka og/eller sædvanlige terapeutiske metoder. Depressive symptomer
og selvmordstanker reduceredes klart
mere i gruppen der blev behandlet med
ABFT. Et klinisk studie er også gennemført af Pravin Israel i Stavanger. Det er et
kontrolleret studie med 20 unge, hvor
halvdelen deltager i ABFT i 12 uger. Kontrolgruppen modtager BUP- behandling
som sædvanlig. Resultaterne er meget
lovende(Israel & Diamond 2009).
Man kan konstatere at der findes et
gedigent forskningsarbejde bag metoden. Resultaterne er lovende, men der
behøves flere studier for at kunne afgøre
om det kan fungere i en almindelig
hverdagspraksis. Et interessant initiativ er
i gang i Göteborg, hvor man planlægger
at bruge en modificeret variant af ABFT
som en ud af to behandlinger, der skal
tilpasses børn, der har været udsat for
traumatiske oplevelser i familien.
Referencer:
Israel, P & Diamond, G (2009) Tillknytningsbasert familieterapi for deprimeret ungdom,
Fokus på familien 2/2009
Israel, P & Ringborg, M: Attachment Based
Family Therapy (ABFT). Föreläsning på
Nordiska Familjeterapikonferensen i Visby
2011. Streamad föreläsning på internet:
http://vimeo.com/28810271
Diamond G, Reis, B, Diamond, G, Siqueland,
L, Isaacs, L (2002) Attachment based family
therapy for depressed adolescents.
A treatment development study. J American
Academy of Child and Adolescent Psychiatry
41/10 1190-96
Moran, G, Diamond, Gary M, Diamond,
Guy S. (2005) The relational reframe and
parents’ problem constructions in attachment-based family therapy Psychotherapy
Research, Volume 15, Issue 3 July 2005 ,
pages 226 – 235
Guy Diamond, Lynne Siqueland and Gary M.
Diamond (2003) Attachment-Based Family
Therapy for Depressed Adolescents:
Programmatic Treatment Development,
Clinical Child and Family Psychology ReviewVol 6, nr 2, june 2003
Diamond, Gary M, Diamond, Guy S, Hogue,
Aaron (2007) ATTACHMENT-BASED
FAMILY THERAPY: ADHERENCE AND
DIFFERENTIATION Journal of Marital and
Family Therapy, Apr 2007
Flere referencer på www.abft.se
13
evidens under lup: EVIDENS ER IKKE BARE EVIDENS
Af Susanne Bargmann og Laura Tang Jensby, STOKs forskningsgruppe
Evidens
er ikke bare
Evidens
Om forskningsparadigmers
betydning for vores forståelse
af evidensbegrebet
14
evidens
evidens under
under lup:
lup EVIDENS ER IKKE BARE EVIDENS
I sidste nummer af Systemisk Forum tog vi første skridt ind i forståelsen af den forskning
som ligger bag den ”Evidensbaserede Praksis”. Forskningsgruppens håb er, at vi kan bidrage til en nuanceret forståelse af forskningen, for derigennem at kunne sætte spørgsmålstegn ved nogle af de sandheder, der hersker omkring ”evidens” i den debat som præger
vores fag i øjeblikket.
Evidens er blevet et tiltagende magtfuldt
begreb, som på mange måder sætter
den behandlingsmæssige dagsorden for
nutidens familiebehandlere.
Det fremgår f.eks. af Dansk Socialrådgiverforenings hjemmeside (http://www.
socialrdg.dk/Default.aspx?ID=5861),
at Socialminister Karen Hækkerup på
baggrund af en undersøgelse foretaget af
Rambøll Management mener, at der kan
spares 2,5 mia. kroner om året, hvis der
indføres fire specifikke evidensbaserede
metoder i behandlingen af udsatte børn
og deres familier (MST, PMTO, DUÅ og
MTFC).
Denne forståelse har ikke kun en
betydning indenfor arbejdet med udsatte
børn og unge. I England udstikker NICE
(National Institute for Health and Clinical
Excellence – www.nice.org.uk ) retningslinjer for hvordan sundhedsfagligt
personale skal behandle en bred vifte af
psykiatriske diagnoser. Sundhedsstyrelsen i Danmark følger disse retningslinjer,
hvilket betyder, at alle der arbejder med
og behandler ICD-10 diagnosticerede
vanskeligheder bør følge disse retningslinjer. Retningslinjerne henviser til de
metoder, som har indsamlet tilstrækkelig
forskning til at blive kategoriseret som
”evidensbaserede”, hvilket i praksis betyder, at mange af anbefalingerne peger på
kognitiv adfærdsterapi.
Som beskrevet i artiklen ”Evidens under
lup” i sidste nummer af Systemisk Forum,
har denne forståelse i høj grad forankret
sig i vores professionelle kultur, hvor man
f.eks. kan blive mødt med spørgsmålet
”Hvorfor laver du ikke kognitiv adfærdsterapi? Det virker jo mod depression.”
Forståelsen bliver, at evidensbaserede
metoder er mere virksomme og effektive
i behandlingen af bestemte problematikker end andre metoder.
For at forstå hvad der menes med
begrebet evidens, er det centralt at
forstå, hvilket forskningsparadigme1 der
ligger til grund for antagelsen om at
kunne evidensbasere psykoterapeutiske
teknikker og metoder. Denne artikel vil
give læseren et overblik over forskningsparadigmer, og deres betydning for vores
forståelse af begrebet ”evidens”, og deres
forskellige udlægninger af evidensbegrebet.
De to forskningsparadigmer
Wampold (2001) beskriver 2 forskellige
forskningsparadigmer, som bl.a. anvendes i forståelsen af, hvordan psykoterapi
virker: Det medicinske- og det kontekstuelle paradigme.
Det medicinske paradigme finder
sin inspiration fra naturvidenskabelig
1 Paradigme: Tænkemåde eller system af tanker
omkring forskning.
15
”...Det kontekstuelle paradigme bygger på en
antagelse om, at psykoterapi ikke kan forstås ud
fra det medicinske paradigme....”
forskning, hvor man tænker at behandling indeholder en aktiv ingrediens, som
skaber lindring i forhold til den diagnosticerede lidelse, man forsøger at behandle.
Som eksempel virker antibiotisk
behandling på en bakterieinfektion, fordi
antibiotika (= den aktive ingrediens) slår
bakterierne ihjel, og dermed kurerer sygdommen. Denne forståelse indebærer, at
behandleren stiller en korrekt diagnose,
således at den rigtige behandling kan
vælges. En stor del af den forskning der
ligger til grund for de evidensbaserede
teknikker indenfor psykoterapi, forstår
psykoterapi på samme måde: De antager,
at psykoterapeutiske metoder indeholder
særlige ”aktive ingredienser”, som gør
at de virker. Derudover antager de, at vi
som behandlere skal kunne foretage en
præcis diagnose, således at vi vælger den
rigtige teknik.
Et eksempel på en ”medicinsk” forståelse indenfor psykoterapeutisk praksis
finder man f.eks. indenfor behandlingen
af børn med ”udadrettet problemadfærd”.
Til behandling af denne ”diagnose”
er PMTO (Parent Management Training
Oregon Model) en evidensbaseret
behandling. Når problemet er korrekt
identificeret/ diagnosticeret (den ”udadrettede problemadfærd” hos barnet)
kan forældrene tilbydes behandlingen
(PMTO), hvis aktive ingredienser er, at
man igennem dialog med forældrene,
rollespil med forældrene og hjemmeopgaver til forældrene gør det muligt for
forældrene at håndtere barnets vanskeligheder og skabe ændringer i barnets
16
adfærd. (Ogden & Hagen 2008). Antagelsen er, at de aktive ingredienser bidrager
til ændret adfærd hos barnet, og at PMTO
er en mere effektiv metode til behandling
af disse børn end andre metoder.
Indenfor det medicinske paradigme
tænker man altså, at man kan generere
en generel evidens for, at specifikke
teknikker og metoder virker mere
effektivt til behandlingen af alle klienter
med den samme specifikke diagnose
eller problemstilling.
Det kontekstuelle paradigme bygger
på en antagelse om, at psykoterapi
ikke kan forstås ud fra det medicinske
paradigme. Dette bakkes blandt andet
op af, at adskillige meta-analyser (Imel
et al 2008, Miller et al. 2008, Benish et al.
2007) har fundet, at der ikke er forskel på
effekten af forskellige teknikker/metoder,
når man sammenligner dem indenfor
det samme studie (læse mere om dette i
”tips”).
Med andre ord kan man ikke påvise, at
forskellige behandlingsteknikker faktisk
har forskellig effekt ved behandling af
PTSD, Alkohol- og stofmisbrug, ADHD,
angst, depression og adfærdsforstyrrelser
hos børn og unge. Det ser altså ud til,
at det er andre faktorer end de ”aktive
ingredienser”, som kan forklare hvordan
psykoterapi virker. Dette beskrev Saul
Rosenzweig allerede i en artikel fra 1936,
hvor han præsenterede den såkaldte
”Dodo bird verdict”: ”Alle har vundet,
alle skal have en præmie”2. Rosenzweigs
2 Fra Carroll Lewis: ”Alice i eventyrland”
pointe var, at alle psykoterapeutiske
retninger ser ud til at virke lige godt, og
han foreslog i stedet, at effekten måtte
findes i ”fællesfaktorer” på tværs af de
forskellige retninger.
På baggrund af disse fund har en
gruppe forskere (Shimokawa 2010,
Wampold 2001, Duncan, Miller et al.
2010) fokuseret på at studere fællesfaktorerne i psykoterapi, heriblandt Miller
et. al. (2010) som i dag vælger at samle
dem under betegnelsen ”terapeutiske
faktorer”, som en samlet betegnelse
for den gruppe af faktorer, man ved
bidrager til psykoterapis effekt, uanset
teoretisk retning eller metode. En af de
terapeutiske faktorer, som har størst
indflydelse på effekten af psykoterapi
er den terapeutiske alliance, defineret
som ”båndet” mellem terapeut og klient
(Rogers ”facilitative kernebetingelser”),
enighed om mål og emne for terapien,
samt enighed om tilgang/metode. Videre
har denne gruppe forskere fundet, at
der er stor variation imellem terapeuter,
hvor nogle terapeuter er mere effektive
end andre (se fx Brown, Lambert, Jones
& Minami, 2005; Wampold & Brown,
2005). “Bedre” terapeuter er i stand til at
etablere bedre terapeutiske alliancer med
en bredere variation af klienter. Forskerne
Baldwin et al. (2007) konkluderer, at 97%
af forskellen på terapeuters effekt skyldes
denne forskel i deres evne til at etablere
terapeutiske alliancer. Fokus rettes på
den måde væk fra klientens diagnose
og evne til at forme/eller ikke at forme
alliance med terapeuten, og i stedet over
på terapeutens evne til at forme alliance
med klienten. Konsekvenserne af disse
forskelle er store: Klienter som behandles
af de mest effektive terapeuter, får det
bedre op mod 50% hyppigere og dropper ud 50% sjældnere, end de klienter
som behandles af de mindre effektive
terapeuter (Wampold & Brown, 2005).
Indenfor det kontekstuelle paradigme
konkluderer man altså, at vi ikke kan
forske i evidens på et generelt, metodemæssigt niveau, da man ikke kan forstå
behandling udenfor konteksten af en
konkret terapeut, en konkret klient og et
konkret terapeutisk forløb.
Hvad evidensbaseres?
Som logisk følge af de to paradigmers
meget forskellige måder at forstå psykoterapi på, er det også to meget forskellige
typer af ”evidensbasering” de to paradigmer giver anledning til.
Indenfor det medicinske paradigme
er man optaget af at evidensbasere
specifikke, virksomme elementer af en
behandling (f.eks. konkrete typer af
vejledning til forældre indenfor PMTO),
specifikke behandlingsprogrammer
og manualer, som standardiseres for
at undgå for store variationer imellem
terapeuter. Man vil derfor rette sit fokus
imod at forske i manualiserede teknikker,
anvendt i forhold til en præcist defineret
diagnose, udført på en standardiseret
måde, sammenlignet med en kontrolgruppe patienter, som ikke modtager
behandling. Hvis interventionsgruppen
har en større effekt end kontrolgruppen,
konkluderer man at metoden er ”evidensbaseret”. Metoden har med andre ord
ikke demonstreret større effektivitet end
andre metoder, for at opnå betegnelsen
”evidensbaseret” – den har bare vist sig
at virke bedre end ”ingen behandling”.
Alligevel tages disse undersøgelser
oftest til indtægt for at give evidens for
metodens effektivitet i behandlingen af
denne diagnose.
Indenfor det kontekstuelle paradigme
er man optaget af at skabe evidens i det
enkelte behandlingsforløb, med hver
enkel klient og hver enkel terapeut. Man
er optaget af, at terapeuterne anvender
formaliserede feedback redskaber (som
f.eks. ORS og SRS eller CORE eller OQ-45),
og at den løbende feedback giver
mulighed for at ændre kurs i behandlingen, hvis ikke den anvendte metode
virker. Med andre ord er man optaget
af at måle effekten af det arbejde, som
foregår i en almindelig praksis. Her har en
præcis diagnose ingen relevans for den
opnåede evidens, idet man er optaget af
de faktorer, som bidrager mest til terapeutisk effekt (de terapeutiske faktorer).
I sammenligning med disse faktorer har
den konkrete diagnose en given klient
har fået stillet en meget ringe (måske
endda ingen) betydning.
Man opnår altså ikke en evidens som
kan generaliseres og udbredes til andre
behandlingskontekster eller til andre
klienter med samme diagnose eller
problemtype – det er en naturlig følge
af det kontekstuelle paradigme, at man
opgiver tanken om, at man kan finde
generelle metoder, som virker godt for
alle med en bestemt diagnose. I stedet
får man en lokal evidens, som viser at
netop vores behandlingssted, med vores
behandlingsmåde og vores terapeuter
og vores klienter har en effekt, hvilket
giver os muligheden for at kalde vores
behandlingssted ”evidensbaseret”.
Som titlen på artiklen foreslår, så er evidens
ikke bare evidens – den må forstås ud
fra det forskningsparadigme som ligger
til grund for evidensen. I sidste nummer
og nærværende nummer af Systemisk
Forum har vi givet en række tips til at læse
forskningslitteratur kritisk. En del af disse
tips finder sit udgangspunkt i forståelsen af
de to forskellige forskningsparadigmer.
I næste nummer af Systemisk Forum vil
vi rette vores fokus imod den kontekstuelle
måde at dokumentere evidens på. Vi mener
at denne måde at ”evidensbasere” på udgør
et alternativ til den mere fremherskende
evidens-forståelse vi møder. Særligt mener
vi at den kan fungere som en mulighed for
terapeuter der tænker og arbejder systemisk og narrativt til at give et modsvar på
det evidens-krav de møder i praksis. I næste
nummer vil Susanne Bargmann beskrive
Scott Millers ”Feedback Informed Treatment”, som introduktion til det oplæg hun
vil holde på STOKs årsmøde i November.
Referencer:
Baldwin, S. A., Wampold, B. E., & Imel, Z. E.
(2007). Untangling the alliance-outcome
correlation: Exploring the relative importance of
therapist and patient variability in the alliance.
Journal of Consulting and Clinical Psychology,
75, 842-852.
Benish, S. G., Imel Z. E., & Wampold, B. E.
(2007). The Relative Efficacy of Bona Fied
Psychotherapies for Treating Posttraumatic
Stress Disorder: A Meta-Analysis of Direct
Comparisons. University of Winsconsin
– Madison, United States.
Brown, G. S., Lambert, M. J., Jones, E., &
Minami, T. (2005). Identifying highly effective
psychotherapists in a managed care enviroment. American Journal of Managed Care, 11,
513-520.
Duncan, B. L., Miller, S. D., Wampold, B. E.,
& Hubble, M. A. (2010). The Heart & Soul of
Change: Delivering What Works in Therapy.
Second Edition. American Psychological Association. Washington, DC.
Imel, Z. E., Wampold, B. E., Miller, S. D., &
Fleming, R. R. (2008). Distinctions Without a
Difference: Direct Comparisons of Psychotherapies for Alcohol Use Disorders. Psychology of
Addictive Behaviors Vol. 22, No. 4, 533-543.
Miller, S. D., Wampold, B. E., & Varhely, K.
(2008). Direct comparisons of treatment
modalities for youth disorders: A Meta-Analysis.
Psychotherapy Research, 18:1, 5-14.
Ogden, T., & Hagen, K. A. (2008). Treatment
Effectiveness of Parent Management Training
in Norway: A Randomized Controlled Trail of
Children With Conduct Problems. Journal of
Consulting and Clinical Psychology Vol. 76, No. 4,
607-621.
Shimokawa, K., Lambert, M. J., & Smart, D.
W. (2010). Enhancing Treatment Outcome of
Patients at Risk of Treatment Failure: MetaAnalysic and Mega-Analytic Review of a Psychotherapy Quality Assurance System. Journal of
Consulting and Clinical Psychology Vol. 78, No. 3,
298-311.
Wampold, B. E. (2001). The great psychotherapy debate: Model, methods, and findings.
Mahwah, NJ: Erlbaum.
Wampold, B. E., & Brown, G. S. (2005). Estimating therapist variability: A naturalistic study of
outcomes in managed care. Journal of Consulting and Clinical Psychology, 73, 914-923.
17
BOGstafet:
BOIGSTAFET susan
SUSAN harnow
HARNOW
Kære medlemmer!
Som noget nyt introducerer vi hermed bogstafetten, som hver gang er en fortælling fra et medlem om en bog i relation
til arbejdet med det systemiske eller narrative, der har gjort særligt indtryk.
Det kan være en ny bog og en gammel bog. Det kan være en bog, der formidler en teori på en særlig måde, det kan være
den bog, der i sin tid gav det hele mening osv.
Alt er tilladt – blot vi får en historie om hvorfor netop denne gjorde indtryk.
Hver gang bliver stafetten givet videre til et nyt medlem.
Susan Harnow tager den første stafet
og fortæller om:
Ben Furman: Det er aldrig for sent at få
en lykkelig barndom. Pedagogisk Forlag
1997.
Ben Furman er finsk psykiater, der
arbejder med den løsningsfokuserede
tilgang. Han har skrevet flere bøger bl.a
”Jeg kan” om hvordan børn kan overvinde
problemer ved at tilegne sig nye færdigheder, der opløser de vanskeligheder de
kæmper med. Ben Furman er i dag leder
af Helsinki Brief TherapyInstitute. Ben
Furman har en let og en lettilgængelig
tilgang til svære ting, som jeg holder af.
Jeg læste Furmans bog første gang
for omkring 15 år siden. Bogen er blevet
til på baggrund af talrige beretninger
fra mennesker, som er vokset op under
svære forhold, men, som på trods af det
eller måske på grund af det, alligevel har
klaret sig godt senere i livet.
Ben Furman var optaget af menneskets
evne til at overvinde vanskeligheder og
var optaget af at udfordre ideen om, at en
svær barndom fører et svært liv med sig.
Og han var mere optaget af at forklare
18
om modstandskraften end om forudsigeligheden om vanskeligheder.
Ben Furman satte derfor en annonce
i avisen og bad folk skrive til sig. Han
bad dem svare på tre enkle, men vigtige
spørgsmål: Hvad er det, der har gjort, du
har klaret på trods af din svære barndom?
Hvad har du lært af din svære barndom?
Og hvordan har du båret dig ad med
senere i livet at komme til at opleve det
som du måtte undvære som barn?
Ben Furman fik omkring 300 svar og
bogen består af hans overvejelser om
menneskers helt utrolige evne til at klare
sig på trods. Han er endda nået frem til,
at vanskelighederne på en måde også
blev en kvalificering til at leve det liv, de
senere fik. Bogen tæller udpluk fra de
mange stærke beretninger.
Jeg har selv i over 20 år arbejdet med
børn, unge og familier, som alle må siges
at være undervejs med vanskelige liv.
I det arbejde blev Furnans bog en
øjenåbner og en reminder om at bevare
håbet og aldrig miste optimismen i
forhold til udvikling.
Det blev også en inspiration til at
tale med alle de forældre, jeg mødte,
om hvordan de forstod, at de trods alt
klarede sig så godt som gjorde. Til deres
store undren, for det var ikke de spørgsmål, de var forvænt med at få.
Bogens fortællinger inspirerer mig
fortsat i mit arbejde med pædagoger
og lærere til at minde dem om deres
betydning for børns liv, om vigtigheden
af de tror på børns muligheder mere end
at opgive på forhånd på baggrund af
svære betingelser.
Jeg spørger også af og til dem, hvordan de forklarer deres mange kompetencer – for heller ikke de har altid haft en let
opvækst og jeg hører igen beretninger
om ressourcer og modstandskraft.
Jeg er på den måde uendelig taknemmelig for at have et arbejde, som så ofte
viser, hvor mange muligheder der findes i
livet, og hvordan håb og kraft altid findes
et sted
Og denne gang bliver stafetten givet
videre til psykolog John Gurnæs, der
sidder i STOKs bestyrelse. John har gennem mange arbejdet med både terapi,
supervision og kursusvirksomhed.
BOGANMELDELSE: Masters of Narrative and Collaborative Therapies
Af: Kirsten Muus,
psykoterapeut, underviser og supervisor.
Masters of Narrative and Collaborative
Therapies. The voices of Andersen, Anderson and White. Redigeret af: Tapio Malinen,
Scot J. Cooper, Frank N. Thomas, 2012
Taylor & Francis Group.
Dette er en bog i særklasse for dem, der
interesserer sig for den samarbejdende
sprogfilosofiske og den narrative tilgang i
terapeutiske samtaler. Her møder læseren
på en inspirerende og medrivende måde
indlæg af henholdsvis Tom Andersen,
Harlene Anderson og Michael White, delt
op i sektioner, hvor refleksioner fra de to
andre oplægsholdere plus Jaakoo Seikula
er med til at udfolde og berige oplæggene. For hver oplægsholder er der også
spørgsmål fra konferencedeltagerne, og
endelig er hvert kapitel suppleret med
tanker og associationer fra to ”internationale outsiderstemmer” – John Gurnæs fra
Danmark og Yishai Shalif fra Israel.
Bogen er skrevet på baggrund af de
tre terapeuter og skoledanneres præsentationer af deres arbejde og tanker på
en konference i Hämeenlinna i Finland i
2004. De har hver fået tildelt en dag som
hovedoplægsholder.
Som læser af bogen ville jeg ønske, at
jeg kunne have deltaget. Konferencen
bliver på sin egen måde meget levende
for mig som læser. Det er, som om jeg
fornemmer intensiteten og kan høre
deres stemmer.
Så meget desto stærkere bliver bogen
og dens betydning måske af at vide, at
Tom siden er død i maj 2007, og Michael
døde i april 2008.
Toms indlæg hedder ”Words – Universes Travelling By” og indledes med en
personlig beretning om de veje, han har
valgt i sit professionelle liv. Han nævner
nogle af sine centrale ideer, som vil være
kendt for de læsere, der har fulgt Tom
gennem årene. Herefter taler han om
sine antagelser om sproget og belyser
dem med eksempler fra praksis. Tom er
optaget af at lægge mærke til de ord,
som bevæger og berører den person, han
taler med. Han betragter sproget som
noget fysisk – en kropslig aktivitet. Tom
taler også om, hvorledes han er optaget
af at se og lytte og ikke tænke i sine
samtaler, og om betydningen af at tage
afsæt i det, han hører, og aldrig det han
ser, med mindre det han ser, bliver fulgt
af ord.
Harlenes kapitel har overskriften ”Possibilities of the Collaborative Approach”;
Harlene indleder med at referere til Harry
Golishian og hendes møde og samarbejde med ham, og herefter beskriver
hun sine mest basale filosofiske antagelser, der udgør fundamentet for hendes
professionelle og private liv. Som hun
ser sit arbejde i øjeblikket, har hun en
samarbejdende, postmoderne tilgang, og
fundamentet i praksis er ”good manners”.
Harlene taler om at gøre noget sammen med et andet menneske gennem
dialogen i stedet for at gøre noget ved et
andet menneske, og dialogen er en kompleks aktivitet, som ikke kan reduceres
til teknikker, understreger hun. Som svar
på et spørgsmål fra Michael siger hun, at
hun er optaget af måden at være til stede
for et andet menneske på og ikke af
praksisser. Harlene beskriver i sin anden
del af sit oplæg et NGO-arbejde, hun og
en kollega har udført i Bosnien.
Beretningen er illustrativ for Harlenes
tænkning og belyser hendes arbejde
med at være til stede for de kvinder,
hun møder, på en måde som afspejler
gensidigheden, dialogen og den samarbejdende relation.
Det sidste af de tre indlæg er Michaels;
han kalder det ”Scaffolding a Therapeutic
Conversation”. Michael indleder med at
give os en kort introduktion til en samtale
med en ung mand og hans mor, og han
referer herefter til sin inspiration fra Lev
Vygotsky, når det drejer sig om
”scaffolding” (på dansk oversat med
”stilladsering”) og ”zone of proximal
development” (”zonen for næstfølgende
udvikling”) og betydningen af disse
begreber i den narrative, terapeutiske
praksis.
(fortsættes næste side) >>
19
FORSKNINGSGRUPPEN TIPS TIL AT LÆSE EN FORSKNINGSARTIKEL
>> (fortsat fra forrige side)
Den læser, der ønsker at få en kort
og overskuelig introduktion til Lev
Vygotskys tanker om ”stilladsering”
og ”zonen for næstfølgende udvikling” og anvendelsen af disse ideer
i Michaels arbejde, kan med fordel
læse dette kapitel. Efter denne introduktion til Lev Vygotskys ideer giver
Michael sine kolleger på konferencen
og os som læsere en transskription
af en god del af den første samtale
med den unge mand og hans mor.
Det er en samtale, som er illustrativ
for Michaels følsomme, nærværende
praksis og for hans fokus på til
stadighed at skabe et afsæt for, at
drengen og hans mor kan tage det
næste skridt i samtalen.
Alle tre oplæg er, som tidligere
nævnt, afbrudt af refleksioner fra de
andre oplægsholdere plus Jaakko og
til slut med indlæg fra kongresdeltagerne. Især finder jeg drøftelserne
mellem Tom, Jaakko, Harlene og
Michael spændende. De har gode,
skarpsindige og undertiden udfordrende spørgsmål til hinanden og er
ikke bare respektfuldt anerkendende.
De går hinanden på klingen, så jeg
ind imellem har taget mig selv i
at blive lidt anspændt. Hvad sker
der her?? Der er nogle absolutte
højdepunkter i disse udvekslinger.
Læs det selv!
De to ”international outsider
thoughts” fra John Gurnæs og Yishai
Shalif, som følger efter hvert kapitel,
har et meget forskelligt fokus, og
det fungerer efter min mening rigtig
godt. John Gurnæs har i høj grad
taget et inspirerende Wittgensteinfilosofisk og et videnskabsteoretisk
perspektiv i sine kommentarer, mens
Yishai Shalif tager en mere personlig
”outsider witness”-position.
Som det fremgår, er der tale om
en bog, hvor udsagn og reflektioner
veksler. Bogens opbygning giver
bogen en dynamik, som er med til at
underbygge hver bidragyders tanker
og antagelser og holde læseren
fremme i stolen som en usynlig
deltager i en refleksiv proces.
20
Af: Susanne Bargmann
TIP 1:
Hvilket ”sample” er anvendt
i forskningen
Konklusioner i forskningsstudier træffes
på baggrund af at man har undersøgt
et udsnit (et sample) af en population.
Når man skal vurdere undersøgelsens
konklusioner må man først vurdere om
undersøgelsens ”sample” er repræsentativt for den gruppe mennesker man
drager konklusioner i forhold til.
Eksempel: En terapi-metode opnår godkendelsen som ”evidensbaseret” i forhold
til behandling af ”borderline-personlighedsforstyrrelse”. Herefter anbefales den til
behandling af alle borderline-patienter i
Danmark. Forskningen der ligger til grund
for evidensbaseringen er foretaget med et
sample af hvide kvinder mellem 18-25 år.
Hvordan kan forskningen sige os noget
om behandlingen af f.eks. mænd med
borderline-diagnose, børn- og unge med
borderline diagnose, klienter med anden
etnisk baggrund, osv.
TIP 2:
Hvem står som forfatter af
forskningsstudiet?
Når forskere undersøger metoder, de selv
har en præference i forhold til (hvis de
f.eks. undersøger den terapiform de selv
har udviklet), vil de med større sandsynlighed opnå fund der viser at metoden er
effektiv. Dette tales om som ”researcher
allegiance” effekten. Det skal ikke forstås
sådan, at forskere bevidst snyder med
resultaterne, men mere som et udtryk for
at der kan være vilkår omkring studiet,
som forskeren er blind for, der i sig selv
favoriserer forskerens egen metode.
DERFOR: hvis udvikleren af metoden
står som forfatter på artiklen, skal
resultaterne tolkes mere forsigtigt, da
resultaterne givetvis vil vise sig noget
mere moderate hvis undersøgelsen blev
gentaget af uafhængige forskere.
FORSKNINGSGRUPPEN TIPS TIL AT LÆSE EN FORSKNINGSARTIKEL
l,
e en artike
g
in
r
b
m
u
r
isk Fo
ing.
e af System
r
m
u
s og forskn
n
n
e
e
t
id
s
v
æ
e
n
g
e
in
d
il i
mkr
ativ
gruppen v
isk og narr
debatten o
i
m
d
e
t
s
in
y
e
s
r
e
g
Forsknings
g
n
vert
mkrin
seren lidt læ
n vil der i h
en debat o
læ
le
e
r
t
ik
e
r
t
r
a
r
t
a
fø
s
r
t
m
e
a
v
o
r
s
. Udo
ratur
ken e
artikelræk
kningslitte
g forskning
s
o
d
r
e
s
fo
n
m
e
e
t
s
e
id
v
b
læ
e
å
H
t af
unne
den præge
tips til at k
r
e
e
t
v
e
n
r
e
k
i
n
i
o
p
k
tera
ogle
des være n
le
e
g
li
r
e
m
første tips.
e
num
d
r
e
m
m
enfor ko
kritisk. Ned
I
I
l
e
k
i
t
r
a
s
g
n
i
n
k
s
r
o
f
n
e
e
s
æ
l
t
til a
pe.
kningsgrup
argmann
B
Af Susanne
s fors
nsby, STOK
Je
g
n
a
T
ra
og Lau
Tip 3:
Hvad sammenligner man
med hinanden?
Når studier sammenligner to behandlingsmetoder med hinanden, for at
afgøre ”hvilken metode er mest effektiv”,
skal man være særlig opmærksom på, om
studiet indebærer en fair sammenligning.
Har terapeuterne lige vilkår for at
udøve deres metode (f.eks. i forhold
til sagspres, adgang til supervision,
uddannelse i metoden, osv.). Derudover
er det vigtigt at være opmærksom på,
om de undersøgte metoder har samme
”intensitet” eller ”dosis”. En særlig
anvendt sammenligning er ”Metode X”
sammenlignet med ”TAU” (=sædvanlig
behandling).
TAU kategorien er en uklar definition,
som kan omfatte meget forskellige
elementer (psykoedukation, støttende
samtaler, gruppesamtaler, mv.). Det betyder at TAU-kategorien ofte ikke vil være
en fair sammenligning med ”Metode X”.
Eksempel: Metode X sammenlignes med
TAU. Terapeuterne der skal udføre Metode
X modtager undervisning og supervision
af udvikleren af metoden. De får nedbragt
deres antal af sager med 35%, for at have
tid til fordybelse i metoden. Metoden
indbetter ugentlige familiesamtaler,
gruppesamtaler for enkelte familiemedlemmer, støttende individuelle samtaler samt
ugentlige telefonopfølgninger – de fleste
familier er i næsten daglig kontakt med
terapeuterne.
TAU-terapeuterne får ikke uddannelse
eller supervision og har det samme
sagspres som før (dvs. 35% flere sager
end terapeuterne i Metode X). De tilbyder
familierne psykoedukative grupper hver 14.
dag kombineret med selvhjælpsgrupper og
en familiesamtale 1 gang om måneden.
Studiet ender med at vise, at familierne
der modtager Metode X klarer sig bedre
end familierne der modtager TAU. Herefter
konkluderes det at Metode X er mere
effektiv en almindelig familiebehandling. Er
denne konklusion rimelig?
TIP 4:
Er der terapeut-forskelle?
Når man sammenligner 2 metoder med
hinanden – f.eks. Metode X med Metode
Y, skal man være opmærksom på at forskelle på de to metoder kan skylde andet
end metoderne, f.eks. terapeut-faktorer.
Eksempel: Metode X sammenlignes med
Metode Y. Terapeuterne i Metode X har
udviklet metoden, de underviser andre
terapeuter i hele verden, og er erfarne og
dygtige terapeuter.
Terapeuterne i Metode Y har fået en kortere
introduktion til metoden og er herefter
blevet bedt om at følge manualen. Ved
studiets afslutning viser det sig at Metode
X har haft den største effekt. I dette tilfælde
må man igen forholde sig til om denne konklusion er rimelig= Eller om forskellen på de
to metoder kan skyldes terapeut-forskelle
fremfor metode-forskelle.
21
nye bogudgivelser tilinspiration
Egentlig altid mest levende
– og unge og psykisk sygdom
Arnhild Lauveng,
Akademisk Forlag, 2012
Uærbødighed og fordomme
Gianfranco Checchin
Gerry Lane og Wendel A. Ray
Forlaget Mindspace 2012
Uærbødighed og fordomme. Ny bog til
relationsprofessionelle om hvorfor professionelle samtaler i en vis forstand er
en udveksling af fordomme, og hvordan
vi lærer at indtage en uærbødig position
i forhold til vores egne og andres fordomme.
Uærbødighed og fordomme er
skrevet af Cecchin, Lane og Ray, der alle
arbejder med et systemisk tankesæt
inden for familieterapi. Terapeuten ses
som en del af det system, han eller hun
observerer, og gennem terapeutens og
familiens interaktioner skabes en fælles
virkelighed. Bogens erfarne teoretiske
overvejelser og de mange øjenåbnende
casebeskrivelser gør bogen relevant for
alle professionelle, der arbejder med
mennesker og deres relationer. Den
danske indledning giver forhistorien om
Milanogruppens arbejde og gennemgår
de centrale Milano-systemiske begreber
om hypotesedannelse, cirkularitet,
neutralitet og nysgerrighed.
22
Arnhild Lauveng har siden debuten
med selvbiografien I morgen var jeg
altid en løve i 2005, opnået stor succes
som faglitterær forfatter og foredragsholder.
Dette er hendes fjerde bog, og
temaet er unge og psykisk sygdom. Et
hovedbudskab til de unge og deres
pårørende er, at uanset hvad problemet er, så er det muligt at få det bedre.
Og der er gode eksempler på, hvordan
voksne, f.eks. en lærer, kan komme til at
spille en afgørende rolle. Bogens første
del, Fortællinger om unge, beretter
om 13 unge med forskellige grader
af psykiske problemer og diagnoser.
Bogens anden del indeholder ni kapitler med nyttig information, bl.a. om
psykiske sygdomme, brug af diagnoser,
hvor man kan få hjælp, tavshedspligt,
indlæggelse, medicin og prognose – alt
fremstillet på en nuanceret måde.
Tredje Generations Coaching
Reinhard Stelter,
Psykologisk Forlag, 2012
Med Tredje generations coaching
udfolder Reinhard Stelter, forfatter og
redaktør på grundbogen Coaching –
læring og udvikling (2002) et nyt univers for coaching og coachingpsykologi gennem en bearbejdelse af aktuel
samfundsforskning, nye læringsteorier
og diskurser om det personlige lederskab. Forfatteren ønsker at kvalificere
den evidensbaserede og reflekterende
praksis inden for coaching og coachingpsykologien.
Reinhard Stelter er Danmarks eneste
professor i Coaching.
STOK LOKALNYT
no r dj y lland
STOK nord har på sit møde i maj skiftet kontaktperson.
Så det nu er Kirsten Bakholm der varetager denne funktion.
Kommende arrangementer
Programmet for næste sæson er under udarbejdning. Råskitsen ser således ud:
September:Noget om tilknytning v. Bente Jensen
Oktober: Børnemindmap v. Lone Søndergaard
November: Sansning og det intellektuelle, mødet mellem hoved og krop v. Hanne Svensmark
Februar: Neuropsykoligi/Susan Hart v. Kirsten Skovsgaard og Britta Jensen
Marts: Arbejdet med traumatiserede flygtninge v. Elisabeth Mortensen
April: Det fraværende men implicitte fra problem til værdi v. Kirsten Bakholm
(denne aften også nyt program for næste sæson)
Arbejdsdatoer (med forbehold for, at alt falder på plads: 24/9, 23/10, 21/11, 14/2, 18/3 & 23/4.
Kontakt Kirsten Bakholm for nærmere oplysninger.
KONTAKTPERSON
Kirsten Bakholm · Tlf.: 30 52 74 40 · [email protected]
ere
d
l
e
m
n
a
så
ger bog
r, men og
STOK siøfremover omtale nye eudtilgivblaelsdeudvalget.
ls
lad vil v
envende
H
.
r
e
g
I hvert b
ø
melde b
gerne an
23
STOK LOKALNYT
v e stj y llland
STOK Vestjylland har i juni måned haft et arrangem,ent med temaet " Anerkendelse og bevidning" med
John Gurnæs rep. fra STOKs bestyrelse. Endvidere et tema om STOKS forskningsforum som John har inviteret til jvnfr. Systemisk Forum 1, 2012.
Det første arrangement i efteråret bliver 20. september 2012 kl. 19.
Tema: er ikke helt på plads, men det bliver en af følgende: " Børn i familier med vold", eller " Erfaringer med supervision" .
Tilmelding: til Mette Westergaard [email protected] senest 14.09.
Temaet for d.20.09.12 vil blive annonceret på STOKS hjemmeside og der bliver sendt Nyhedsbrev
ud til de der har tilmeldt sig STOK Vestjyllands mailingsliste. Jeg modtager gerne inspirationer til
TEMAER til STOK Vestjyllands arrangementer.
Envidere vil jeg meget gerne høre fra nogen, der kunne overveje at lave en workshop med erfaringer fra samarbejde med familier i familiernes hjem. Også gerne i spædbørnsfamilier.
VEL MØDT i STOK Vestjylland Mette Westergaard
KONTAKTPERSON
Mette Westergaard · Tlf.: 21 68 69 76 · mette_west@hotmail
i bladdet til os
et
og du vil få
udvalget
af at få d
t
e
g
bruge dit
ta
p
l for at
med
m vi kan
er du o
o
n
n
e
g
a
in
d
m
r
rr
m
elt skal ti
o
a
a
v
tu
p
s
H
s
n
e
e
v
g
e
n
r
æ
e
h
r hvad d
ke til at
enhæng.
systemis
indlæg elle
ts samm
hverdag?
e
d
in
e
d
la
v
b
g
i
ti
o
a
d
r
d
r in
he
nar
din faglig
det passe
iske eller
e system
eller
g
li
le
r
e
er.
d
æ
s
t
a
u
septemb
Har d
ar lyst
.
er den 1.
ene, du h
e
g
n
lin
d
ti
sten frem
a
å
ly
e
p
vinkler
er skrive
Næste d
d
n
?
fi
e
r
u
d
d
n
t
med a
em til a
diskutere
– vi ser fr
vi
r
o
v
h
,
d
temaer
msbla
rtikler og
et medle
a
r
l
te
e
ti
n
r
a
m
e
v
k
ru
le
s
ne.
k Fo
r øn
på re
Systemis
Ideer elle
nd velkom
tte fokus
å mere e
på at sæ
s
r
g
s
e
o
o
e
r
r
e
e
rn
b
t
e
m
bestræ
til blade
d medlem
spejle hva
å har du
g
S
o
.
r
e
k
e
n
ir
v
m
e
e
com
faglig
eller et
w@gmail.
af i deres
an.harno
skrive om
s
il
u
optagede
v
s
e
rn
e
d
g
sen
noget du
kuffen så
en idé til
gende i s
lig
t
p
ri
k
s
anu
færdigt m
24
STOK LOKALNYT
ØSTJYLLAND
I STOK ØSTJYLLAND har vi fået optimismen tilbage
Stemningen ved årets tre første møder har været god. Og vi har været 20-30
deltagere.
Ved mødet i marts inviterede Stine Venge os med i sine refleksioner over,
hvorvidt systemisk og narrativ metode i arbejdet med angst, ubehag og
isolation kan undvære den eksponering og adfærdstræning, som almindeligvis bliver anvendt i den kognitive terapi. Stines fortællinger fra sin konkrete
praksis, og hendes engagement og gavmildhed var smittende. Der var flere
der efterfølgende talte om også at finde mod til at lægge narrativ praksis ind i
allerede etablerede rammer.
Den 15. maj lyttede vi til Ditte Lottrup og Lars Junkers fælleoplæg om deres behandlingsarbejde i familier, hvor et
barn har krænket et andet barn. Lars og Ditte viste os, hvordan dette svære tema, som aktiverer et kaos af følelser
og meninger, kan få et sprog, som gør det muligt at være til stede. Et sprog som inkluderer alle parter, som tager
hånd om skylden og skammen, og som forebygger udstødning fra fællesskabet. Ditte og Lars arbejder med den
berørte familie og dens omverden som et sammenvævet tæppe, med plads til at lytte til den enkeltes fortælling.
Den triangulerende samtale i familien har en central plads. Ditte og Lars viste os at familieterapien lever i praksis,
og at den lever godt.
Medlemsmøde
Efterårets første møde er d. 18. september kl. 19:00 – 21:30.
Oplæg fra et medlem og plads til at snakke sammen.
Læsegruppe
Gruppen etableres inden d. 1. september. Ønskede titler sendes til STOK-østjyllands e-mail inden udgangen af august. Læsegruppen får 3-4 nyere fagbøger, som cirkulerer i gruppen, og bøgerne fordeles, når
læsegruppen mødes og planlægger deres sæson.
Kaffemøder
Den 2. torsdag i hver måned (minus juli og august) fra kl. 16.30
Kaffemøderne er åbne og uformelle. Vi har et hjørne på Cafe Hack,
hvor de, der kommer forbi ,kan sætte sig i STOK-HJØRNET og få en
snak om løst og fast. Medlem til medlem.
Næste gang den 13.9., 11.10., 8.11., 13.12.
Bodil Burian, Inge Kjærgaard og Poul Gamborg
KONTAKTPERSON
Bodil Burian · [email protected] · 86 27 47 23
25
STOK LOKALNYT
KØBENHAVN
Oplægsholder: Jacob Folke Rasmussen
Jacob har mange års erfaring i forhold til at samarbejde med børn og familier, hvis tilværelse har været under
indflydelse af massive problemstillinger. Uddannet lærer med 3-årig efteruddannelse i systemisk og narrativ
samtalepraksis samt 2-årig efteruddannelse i ledelse
og organisation. I sin hverdag arbejder Jacob både
som leder, terapeut og kursusholder. Han er desuden
medforfatter til bogen ”Fra terapi til pædagogik – en
brugsbog i narrativ praksis”
Tid tirsdag den 9. oktober fra 17.00 til 19.00
Børn bli´r det, vi siger om dem
– et oplæg om narrativ pædagogik.
Blandt psykologer og terapeuter har narrativ teori og metode i de seneste år været en af de væsentligste kilder til ny inspiration. Denne bevægelse er nu på vej ud i de pædagogiske kontekster,
hvor lærere og pædagoger ser muligheder i at forlænge tænkningen ud i hverdagens praksisfelter
Narrativ pædagogik er optaget af de fortællinger, der udfolder sig omkring børn i deres familier,
på skoler og i daginstitutioner. Grundtanken er, at den måde, vi selv og andre taler om os på, har
stor betydning for vores selvforståelse. I dette lys bliver det vigtigt for alle voksne omkring et barn
at have viden om fortællingers indflydelse på identitetsdannelsen, at have færdigheder i forhold til
at håndtere problematiske fortællinger og at have redskaber i forhold til at få adgang til børnenes
foretrukne fortællinger.
I sit oplæg giver Jacob illustrative eksempler fra hverdagen på den betydning, fortællinger har
for børns identitetsdannelse. Han kommer ligeledes ind på, hvilken rolle vi voksne spiller i denne
proces.
I aftenens løb kommer vi omkring følgende emner:
Vores hverdagsfortællingers struktur og opbygning
·Sprogets forførelser
·Når fortællinger bekræfter sig selv, og hvordan denne cirkel kan bydes
·
Barnets intentioner og hvordan vi kan sætte flere ord på disse
·Tips og tricks til forældre og professionelles udveksling af fortællinger
·Fortællingers betydning i forbindelse med konflikthåndtering og problem(op)løsning.
KONTAKTPERSONER
Marianne Bærenholdt · Tlf. 51 51 77 90
Helge Thomsen · Janne Kobberrød Hansen · Nana Storm
26
STOK LOKALNYT
bo r nholm
Den 8. marts 2012 afholdt STOK – Bornholm et lokalt arrangement om
Børn i familiearbejde
med Mette Westergaard – Vestjyllands lokale kontaktperson – som
oplægsholder.
24 personer deltog aktivt i arrangementet, som handlede om Familiecenter Spirens mange
tilbud og specielt om Mettes erfaringer med arbejdet.
I 3 timer blev der vekslet mellem oplæg og praktiske øvelser. Der blev lyttet og spurgt – reflekteret og grinet – og med stor energi blev forskellige samarbejdsformer omsat fra teori til praksis.
Vægten blev lagt på, hvordan børn inddrages i familie(sam)arbejdet.
Ved at skabe forskellige kontekster, får familiemedlemmerne afprøvet nye måder at spille sammen på. De får derved nye fortællinger om sig selv og hinanden. De oplever håb og mærker på
egen krop, at der er andre muligheder end at være i et negativt fastlåst sampilsmønster. I samarbejdet sætter Mette rammen og bruger forskellige ”fælles tredjer” og interesse for
uanede muligheder vækkes, dialog skabes, nye handlemuligheder opdages, opleves og bevidnes. Mette fortalte og viste eksempler herpå, fra sit samarbejde med familier og med flere
familier sammen: fx i Temakursus om ”Den gode stemning i vores familie”, hvor røde og grønne
kasketter, bruges som metaforer. Endvidere hvordan brug af billeder kan inddrages, brug af
”Livets træ”, ”Livets flod”, spil, lave mad, male og meget andet, som Mette kalder aktivitetsbaserede samtaler.
Der kan opstå så meget liv mellem familierne, når medarbejderne har mod til at slippe kontrollen, positionere sig decentralt med indflydelse og hele tiden have en opmærksomhed på, hvad
der er en tilpas forstyrrelse. Familiemedlemmerne kan blive bevidnet på færdigheder, de har.
Noget der kan bringes med i arbejdet med identiteter. Mette fremhævede betydningen af, at
der i samtaler også sker kropslig bevægelse.
I samarbejdet med familier bruger de på Spiren ”Feedback skemaer (FIT)” (jvnfr.Scott D. Miller.)
Der var også stor interesse for at høre om PMT-O metoden. Her er børnene i udgangspunktet
ikke fysisk tilstede. Forældrene arbejder med deres forældrekompetencer med fokus på samspil
med barnet og dets trivsel og udvikling. Rollespil er i denne kontekst en stor interventionsmulighed – som STOK Bornholm deltagerne konkret fik afprøvet. Mette har i arbejdet med PMTO
metoden gode erfaringer med at forældre kan ændre på et negativt tvingende samspil, hvor
børnenes udtryks måder har været defineret som tilknytningsforstyrrelser.
Tiden fløj af sted og vi kunne have brugt mange flere timer.
Mette er en fantastisk formidler.
Arrangementet kan anbefales til andre lokalområder.
Solvejg Rosenkilde Nielsen
KONTAKTPERSON
Solvejg Rosenkilde Nielsen · Tlf.: 56 49 65 62 · [email protected]
27
BURIAN UDDANNELSE
ANNONCER
BURIAN UDDANNELSE
Velkommen til
MULTIVERSITETET
SYSTEMISK OG NARRATIVT
uddannelsesforløb - modulopbygget
Multiversitetet tilbyder i Aarhus og København:
- et modul består af 6 kursusdage og 4-5 studiedage over et halvt år
- hvert modul kan læses for sig
Start: Efterår 2012 - Århus
BURIAN UDDANNELS
Uddannelse i systemisk og narrativ samtalepraksis. 9 gange 2 dage per år.
Det første år er et selvstændigt introduktionsår hvor man
som deltager trin for trin erhverver færdigheder, der giver
et godt greb om hvordan man håndterer samtaler på en
decentreret og klientrettet måde. Det andet år er et fordybelsesår, hvor deltagerne udvider deres repertoire som
samtalepraktikere.
FLERFAMILIETERAPI - MBFT
Systemisk med fokus på mentalisering og kontekst til udvikling.
Start ved tilstrækkelig tilmelding. Forløbet har fokus på at skabe
kontekster, som matcher deltagernes egne udviklingsmål. Forældre
og børn får den opdagelse, at de kan handle anderledes end
tidligere. Forløbet bygger på metoder udviklet ved Marlborough
Familie Center i London, transformeret til lokale danske forhold. Som
noget nyt er mentalisering centralt. Eia Asen kalder det MBFT,
mentaliseringsbaseret flerfamilieterapi
”Fokus på familien” er et kort intensivt forløb af
6 gange med halvanden dags varighed, hvor samtalen med
familier i behandlings/rådgivnings- dagsinstitutions- eller
skolesammenhæng er i fokus.
“Gensyn med systemisk og narrativ praksis”
6 trænings-workshops med fastholdelse og videreudvikling
af systemiske og narrative færdigheder for uddannede
praktikere.
Workshops, temadage, terapi og supervision
Mats Widsell
Psykoterapeut
John Gurnæs
Cand. Psych
BØRNE-MINDMAPPING
Narrative børnesamtaler med familiefokus.
Barnets egen fortælling får fylde i samtalen, og forældre eller andre
betydningsfulde voksne bliver inddraget som aktive bevidnere.
Forløbet bygger på metoder udviklet ved Dulwich Centret i Adelaide.
Metoderne bliver transformeret til lokale danske forhold. Start 5.
november 2012
BØRNE-MINDMAPPING - OVERBYGNING
Videreudvikling af den narrative børne-mindmapping.
Tilknytningsteorier bliver koblet med nye perspektiver fra børnepsykiatrien og familieterapien. Start 12. november 2012
- alle tre forløb har en overordnet systemisk forståelsesramme. Der
er en stærk vægtning af centrale elementer fra narrative praksis.
Dertil kommer nyere ideer, som udspringer af mentalisering som
metode.
Klik ind for mere information på
Tilmelding (efterår) 30.9.2012
WWW.MULTIVERSITETET.DK
Informationer burian.dk og 86 27 47 23 / 51 22 81 47 Bodil Burian
Narrative Practice - What’s going on?
Den 2. Europæiske konference i narrativ terapi
og "community" arbejde
15th -17th August 2012
28
Metropol, København, Danmark
Konferencen består af 3 spor:
•
•
•
kroppen og narrativitet
narrativitet i organisationer
historieskabelse
Frist for ansøgning til at afholde workshop 1. april 2012.
Vi opfordrer folk der arbejder lokalt med de narrative ideer
til at søge om afholdelse af workshop!
Online tilmelding: www.narrativeconference.dk
Pre- & post konference workshops:
13th -14th August & 18th -19th August 2012
For mere information: www.narrativeconference.dk
Kontakt information: [email protected]
ANNONCER
NARRATIVE PERSPEKTIVER
[email protected]
TLF 22 16 00 65
Narrativ Introduktion (Modul 1-5)
Narrativ Familieterapi
Modul 1 • 3 dage • 5, 6, 7 Sept • København • Pris: 4.300,-
Workshop • 2 dage • Forår 2013 • København • Pris 3200,-
Introduktion til det narrative for psykologer og godtfolk.
Modul1: Dekonstruktion og brug af positionskort i detaljerig praksis,
tavlebrug og træning i sprog- færdighed for terapeuter og konsulenter.
Hvordan tale i detaljen med hele familien omkring deres “vi” fortællinger
og vanskeligheder? Med fokus på beskrivelserne, som gives og modtages ift betydningen for selvopfattelsen hos den enkelte.
Narrativ Supervision
Narrativ Gruppeterapi & Yoga
Workshop • 2 dage • 20 -21 Sept. 2012 • Kbh • Pris 3.200,-
Terapi & Yoga • 12 gange • Start Feb 2013 • Kbh • Pris: 16.500,-
Hvad er narrativ supervision? Det at anvende bevidning og gøre det til
et klart afgrænset supervisions-projekt, med blik på tilføjelsen af flere
fortællinger i opgaven. De 4 kategorier i bevidning gennemgås med
supervision for øje.
Yoga og gruppesamtaler for mennesker med noget på hjerte ifht. personlige og prof. vanskeligheder. Mulighed for at genfinde mere af dig
selv - i kroppen.
Bevidning
Narrativ Parterapi
Psykolog: Anne Saxtorph & Yogalærer: Kritstina Trolle
Workshop • 23 - 24 okt. 2012 • København • Pris: 3.200,-
Workshop • 2 dage • Forår 2013 • Århus • Pris: 3200,-
Bevidning og de 4 kategorier gennemgås, teori oplæg og praksisøvelser. Interview af vidner, fortællinger beriger og fletter øjeblikke af
bånd af erfaringer, relationer og identitetsbilleder.
Introduktion af "parkort". Samtalen med fokus på tale/lyttepositioner
for at modarbejde unuancerede kritiske positioneringer i totaliserende
parfortællinger.
Narrativ tværfaglig udd. 2-3 året
Narrative Børnegrupper
Forløb 2-3 året • 16 dage i 2013-14 • København • Pris 25.000,-
Workshop • 4 dage • Efterår 2013 • København • Pris: 5.900,-
Praksis træning og teori gennemgang af begreber knyttet til poststrukturalistisk og narrativ tænkning. Kundskaber i “on the spot”
pædagogik, samtaler som fagperson de socialtftaglige arbejde.
Børnegrupper, “livets forgreninger”, betydningsfulde andre, nærvær,
færdigheder og børnebevidning. Anvendelse: tegninger, leg og figurer
i gruppearbejdet.
Undervisere: Magnus Brammer & Anne Saxtorph
Rabat for 2 eller flere fra samme arbejdsplads.
Undervisere: Soc. rådg. Trine Madsen & Anne Saxtorph
w w w . a n n e s a x t o r p h . d k
29
ANNONCER
v
DISPUK
Dansk Institut for Supervision, Personaleudvikling, Undervisning og Konsultation
InklusIon I skolen
Efteruddannelsen er for lærere, pædagoger, socialrådgivere, psykologer og andre som ønsker et fokuseret forløb, der arbejder målrettet med at håndtere
inklusionstænkningen i hverdagen, og som vil bevirke at
den enkelte kan opleve sig selv gå forrest i inklusionsarbejdet.
Med Martin Nevers i Snekkersten start den 29/8-2012
Holdnr. 160-12 • I Århus start den 20/8-2012
Holdnr. 161-12
efteruddannelse for mentorer og
støtte-kontaktpersoner
narratIve perspektIver på pædagogIsk
HverdagspraksIs
Med Troels Hammer i Snekkersten start den 22/2-2013
Holdnr. 150-13 • Med Lone Kaae i Århus start den
11/9-2012 • Holdnr. 151-12
Narrativ Praksis, modul 1, er en omfattende introduktion til de grundlæggende principper i narrativ praksis
Med Troels Hammer & Lasse Offenberg
Snekkersten uge 12/2013 • Holdnr. 651-13
modul 2
Med Troels Hammer & Martin Nevers • Uge 25/2013
Holdnr. 652-13
modul 3
Med Allan Holmgren • Uge 45/2013 • Holdnr. 653-13
supervIsIonskursus: WeekendforløB I
BerlIn med anette Holmgren
Fornyet engagement i arbejdsopgaverne
På kurset introduceres de grundlæggende elementer
i narrativ supervisionspraksis, med et særligt fokus på
kulturelle normer.
Berlin den 30.-1/9-2013 • Holdnr. 744-13
Opfølgningsdage for tidligere DISPUK-kursister
narratIve samtaler – lIve
DISPUK åbner dørene for deltagelse i narrative
samtaler (terapi, supervision, coaching osv.)
4 eftermiddage i efteråret 2012 i Århus start den 17/92012 • Holdnr. 859-12
mICHael WHIte eftermIddage
narratIve samtaler - lIve
Allan Holmgren praktiserer narrativ terapi
4 mandage fra september 2012, hvor man kan
overvære samtalen og drøfte sessionen bagefter
Snekkersten start den 3/9-2012 • Holdnr. 848-12
narratIv gruppeterapI:
vanskelIgHeder & værdIer
Egenterapi i gruppe for 8 personer
- en rejse i livet på fortællingens vinger
Med Anne Romer (4 mandage)
Snekkersten start den 17/9-2012 • Holdnr. 748-12
tværfaglIgt BasIsår:
narratIv samtalepraksIs
Basisåret introducerer de væsentligste begreber og
tankegange, der er forbundet med post-strukturalistisk
og narrativ tænkning.
Med Troels Hammer & Martin Nevers i Snekkersten start
den 7/2-2013 • Holdnr. 100-13
narratIv samtalepraksIs
modul 1
Modul 1 af 3, der tilsammen svarer til et basisår.
WorksHop med ny InspIratIon og flere
detaljer
Narrative idéer og samtalepraksisser
Med Anne Stærk og Martin Nevers
Århus den 5.-6/3-2013 • Holdnr. 841-13
på arBejde som konsulent I ppr
- inspiration fra narrative idéer og praksisser
For psykologer, specialpædagoger, tale-hørekonsulenter
og andre, der ønsker inspiration til at arbejde som
konsulent i PPR • Med Anne Stærk
Århus den 28.-29/5-2013 • Holdnr. 807-13
supervIsoruddannelse
efteruddannelse
Uddannelsen sigter mod at den studerende udvikler
færdigheder til at yde supervision i forskellige organisatoriske kompleksiteter og kraftfelter. At den studerende
udvikler sin egen stil, repertoire og sine refleksions og
kreative færdigheder i supervisions-processen.
Med Anne Romer & Thilde Westmark i Snekkersten start
den 5/2-2013 • Holdnr. 700-13
tværfaglIgt 4.- 5. år:
narratIv psykoterapI
2-årigt overbygningsforløb for professionelle som allerede har gennemført DISPUK´s 3-årige tværfaglige
efteruddannelse i narrative samtaler eller tilsvarende
uddannelsesforløb. Forløbet følger Socialministeriets
retningslinjer for uddannelser i psykoterapi.
Med Anne Romer & Thilde Westmark start den 20/3-2013
i Snekkersten • Holdnr. 400-13
Hverdagsrevolutionær praksis
Snekkersten & Århus • Telefon 4922 5161 • www.dispuk.dk • e-mail: [email protected]
stok_jumi20012.indd 1
30
29-05-2012 11:34:34
AKTIVITETSKALENDER – KURSER OG AKTIVITETER
2012
AUGUST
15.-17.
Den 2. europæiske konference om rarrativ terapi og "community" arbejde
29.
Workshop om mindfulness
McMannBerg
SEPTEMBER
3.-10.12
Michael White eftermiddage LIVE
Dispuk, Snekkersten
5.-7.
Introduktionskursus til narrativ praksis
Dispuk, Snekkersten
13.
Kaffemøde
STOK Østjylland
17.
Narrative samtaler
DISPUK, Aarhus
18.
Frugterne høstes
STOK Østjylland
20.-21.
Workshop om narrativ supervision
Narrativ Praxis
24
Oplæg ved cand.psyk. John Gurnæs: Tilknytning og samhørighed
STOK Nordjylland
9.
Børn bliver det vi siger om dem v. Jakob Folke Rasmussen
STOK København
10.
Workshop om social kapital
Attractor
11.
Kaffemøde
STOK Østjylland
23.
Børnemindmap v. Lone Søndergård
STOK Nordjylland
23.-24.
Workshop om bevidning
Narrativ Praksis
31.
Seminar for projektlejere og styregruppemedlemmer
Attractor
8.
Kaffemøde
STOK Østjylland
9.- 10.
Årsmøde
STOK
11.
Roger Greenaway: Moving Bodies, Moving Minds
Attactor
OKTOBER
NOVEMBER
13.-14.
Workshop om strategisk ledelse
Attactor
20.
Workshop med Jim Wilson
Inpraxis
21.
Jim Wilson: Udvikling af supervisors stil og repertoire
Inpraxis
21.
Sansning og det intellektuelle v. Hanne Svensmark
STOK Nordjylland
22.
Workshop om mindfulness
McMannBerg
27.
Vintertid til fordybelse
STOK Østjylland
Kaffemøde
STOK Østjylland
DECEMBER
13.
Forbehold for fejl og ændringer.
Se også STOKs hjemmeside www.danskstok.dk, hvor rettelser og nye kurser løbende lægges ind.
31
Afsender:
STOK v/ Dorte Nikolajsen
Lillegade 25, 8500 Grenå
Eftersendes til ovenstående adresse ved varig flytning.
ID-nr 47599
Årsmøde
9. og 10. november 2012
Familier, terapi og forskning
på dagsordenen
Hovedoplægsholdere
Susanne Bargmann:
"Hvordan kan vi vise, at det vi laver virker?"
Magnus Ringborg:
"At iscenesætte tilknytning"
Hvor?
Hotel Svendborg
Centrumpladsen 1 · 5700 Svendborg
www.hotel-svendborg.dk
Deltagerpris
Medlemmer:
Ikke-medlemmer:
Enkeltværelse kr. 3.295,-
kr. 3.845,-
Dobbeltværelse kr. 3.095- kr. 3.645,-
Uden overnatning kr. 2.495,-
kr. 3.045,-
Tilmelding og betaling
Tilmelding sker i år direkte til Hotel Svendborg på dette link:
www.conferencemanager.dk/stok2012
Sidste tilmelding er 25. oktober 2012.
Nærmere oplysninger
Lisa Romlund Nielsen:
[email protected]
Signe Bergman Johansen: [email protected]
Dorte Nikolajsen:
[email protected]
Workshops
Vi opfordrer til flere workshops, så kontakt os gerne
med emne og abstract på [email protected]

Jul 2013.pdf

Transcription

Similar documents

Introduktion til narrativ pædagogik

Familieterapien om bord på Noas ark

oplæg fra Kurt Klaudi klausen

Bodil Burian: Kan du gætte hvem jeg er?

EKSTERNALISERING I GRUPPER

Poser under øjnene - Øjenlæge Thomas Ege Nielsen

Vidensrum - Det Informationsvidenskabelige Akademi

Jenle svampe 6.indd - Naturekspeditionen

Det officielle informationshæfte om skolen 2011

Redegørelse til finanstilsynet