DA - IPEX
Transcription
DA - IPEX
11.04.2014 Version 1.13 VEJLEDNING til ”Lægemiddelindustriens kodeks vedrørende reklame mv. for lægemidler rettet mod sundhedspersoner” Vejledningen til Lægemiddelindustriens kodeks vedrørende reklame mv. for lægemidler rettet mod sundhedspersoner (reklamekodekset) vil blive opdateret løbende, i takt med at praksis udvikles eller ændrer sig. Vejledningen vil derfor være dateret og desuden have et versionsnummer. Alle særlige forkortelser, der anvendes i vejledningen, er forklaret bagest i vejledningen, hvor der også føres en ændringslog til identifikation af de skete ændringer i dokumentet. BEMÆRKNINGER TIL KAPITEL 1 – INDLEDENDE BESTEMMELSER Ad § 1 Ny viden om lægemidler og lægemiddelbehandling er en nødvendig forudsætning for sundhedspersoners udførelse af deres daglige virke. Når patienten går til lægen og får ordineret et lægemiddel, skal vedkommende trygt kunne stole på, at lægen er velinformeret samt opdateret på den nyeste viden om, hvilket lægemiddel der passer bedst til den pågældende patient. Derudover besidder sundhedspersoner og lægemiddelindustrien hver især værdifuld viden om lægemidler og deres anvendelse. Vidensdeling er derfor altafgørende for udvikling af ny medicin og kommer alle til gavn. Dette er grunden til, at lovgivningen tillader visse såkaldte ”reklame” aktiviteter mv. Området er tæt reguleret, så det sikres, at samarbejdet sker på en etisk forsvarlig måde med fagligheden og patientsikkerheden som omdrejningspunkt. Dele af lægemiddelindustrien (som er underlagt aftalen om ENLI’s regler og kontrol) har valgt at gå skridtet videre og supplere lovgivningen med en række frivillige regler. Det er summen af disse regler, som findes i 1 11.04.2014 Version 1.13 nærværende regelsæt om reklame mv. for lægemidler over for sundhedspersoner. Lif har i et brev den 15. januar 2013 til ENLI præciseret, at det er et mål for Lif, at de branchespecifikke etiske regler i Danmark fortolkes, så de: I videst mulig omfang afspejler et tilsvarende niveau som i resten af Europa (som følge af det fælles europæiske kodeks). Afspejler formålet med reglen – med afsæt i princippet om, at aktiviteten ud fra en samlet vurdering ikke er skadelig for branchens troværdighed og image. Ad stk. 2 Svarer til art. 5.01 i EFPIA´s HCP Code. Bestemmelsen er et vigtigt fortolkningsbidrag for regelsættets øvrige bestemmelser, idet efterlevelsen af regelsættets principper og standarder først og fremmest bliver vurderet af offentligheden. Dette indebærer også, at fortolkningen af reglerne bliver dynamisk, idet forståelsen for eller accepten af, hvordan man bør opføre sig i dag ikke nødvendigvis vil være den samme i morgen (populært sagt). Da flere af bestemmelserne indebærer en skønsmæssig vurdering, og dermed i realiteten efterlader en ”gråzone”, kan det være en god idé at benytte en simpel etisk test forud for en given beslutning, hvor man stiller sig selv dette spørgsmål: Hvordan vil en given aktivitet blive vurderet, hvis den blev omtalt på forsiden af morgendagens avis? Hvis man ikke frygter en offentlig omtale uden kendskab til alle faktuelle forhold, er der rimelige chancer for, at beslutningen vil vurderes som god/rigtig. Tilsvarende kan man ved sammenlignende reklame stille spørgsmålet: Hvordan ville jeg opfatte reklamen, hvis jeg var ansat i det konkurrerende firma? Ad § 2 Ad stk. 1 Det bemærkes, at Lægemiddelloven samt reklamebekendtgørelsen med tilhørende vejledning også regulerer de i stk. 1 nævnte områder. Reklamebekendtgørelsen kontrolleres af Sundhedsstyrelsen (tidligere Lægemiddelstyrelsen). ENLI’s kontrol supplerer dermed Sundhedsstyrelsens kontrol af området, idet Sundhedsstyrelsen dog altid har den endelige kompetence for så vidt angår fortolkningen af reklamebekendtgørelsen. Det er vigtigt at holde sig for øje, at nærværende regelsæt på visse områder går videre, end hvad der følger af dansk lov, hvorimod dansk lov som minimum gælder efter (og er indeholdt i) nærværende regelsæt. I sådanne tilfælde gælder det ”skrappeste” regelsæt, dvs. den for lægemiddelvirksomheden mest restriktive regel. Med henblik på at sikre, at nærværende kodeks som minimum overholder dansk ret, har den tidligere Lægemiddelstyrelsen haft kodekset i høring. Når reglerne visse steder har en anden ordlyd end dansk ret, skyldes det derfor ikke, at dansk ret ikke gælder, idet dansk ret altid skal overholdes som minimum uanset ordlyden af nærværende regelsæt. 2 11.04.2014 Version 1.13 Om koncernansvar: Reklamekodekset gælder kun for ”lægemiddelvirksomheder”, som defineret i § 3, stk. 2. Dvs. ikke for selskaber/juridiske enheder, som ikke selvstændigt er tilsluttet aftalen om ENLI eller er medlem af Lif, IGL eller PFL. Det indebærer at andre selskaber, herunder koncernforbundne selskaber i ind- og udland, ikke er forpligtet efter ENLI’s regelsæt og ikke kan idømmes bøder af ENLI, hvilket er naturligt, eftersom de ikke er part i aftalen omkring ENLI. Tilsvarende kan de i § 3, stk. 2 nævnte ”lægemiddelvirksomheder” (dvs. medlemmer af Lif, IGL, PFL mv.) ej heller idømmes bøder for aktiviteter, som de ikke selv er part i/har juridisk ansvar for (eksempelvis udenlandske koncernforbundne selskabers aktiviteter relateret til Danmark). Det er ENLI’s opfattelse, at en medlemsvirksomhed først kan anses som medansvarlig for koncernforbundne selskabers aktiviteter, hvis medlemsvirksomheden anses som medarrangør heraf. Det vil sige at medlemsvirksomheden i tilstrækkelig grad skal være involveret i den pågældende aktivitet. Dette indebærer, efter ENLI’s vurdering, at medlemsvirksomheden skal have udvist klare og direkte skridt i udviklingen og/eller udførelsen af den konkrete aktivitet. En medlemsvirksomhed kan godt bistå det koncernforbundne selskab med viden om forståelsen af de danske regler, således at compliance med reglerne sikres. Tages der derimod mere aktive skridt i udviklingen hhv. udførelsen af aktiviteten, vil medlemsvirksomheden bevæge sig i retning af et ansvar som medarrangør. Dette kunne eksempelvis være ved, at virksomheden bistod med udvælgelse af danske sundhedspersoner til deltagelse i et konkret fagligt arrangement, eller såfremt virksomheden har haft indflydelse på indholdet af et fagligt program eller forløbet af et fagligt arrangement. Det er vigtigt at bemærke, at de virksomheder, der ikke er underlagt ENLI’s kompetence, altid er forpligtet til at følge dansk lovgivning, og at de i så henseende er underlagt Sundhedsstyrelsens (tidligere Lægemiddelstyrelsen) kontrol. Modsat gælder efter EFPIA´s HCP Code et koncernansvar, jf. EFPIA´s HCP Code’s definition af ”company”. Det bemærkes, at Lif har rettet henvendelse til EFPIA og bedt om en afklaring af, hvorledes koncernreglen skal fungere rent juridisk. Indtil videre er dette ikke blevet afklaret. Aktiviteter uden for Danmark: Reglerne gælder for en lægemiddelvirksomheds aktiviteter rettet mod sundhedspersoner både i og uden for landets grænser, jf. også EFPIA´s HCP Code, men derudover forudsættes, at aktiviteten (helt eller delvist) retter sig mod ”danske sundhedspersoner”, eller at der er tale om aktiviteter afholdt i Danmark. Grønland og Færøerne anses i den forbindelse IKKE for at udgøre en del af Danmark hhv. udgøre danske sundhedspersoner. Som beskrevet nedenfor kræver EFPIA´s HCP Code, at såvel arrangørens hjemlands regler, såvel som reglerne i det land, hvor arrangementet afholdes, er overholdt. Det er klart, at det vil være vanskeligt for ENLI at kontrollere, at udenlandsk lov og nationale kodeks er overholdt (hvor fx en dansk underlagt virksomhed afholder et arrangement i udlandet). Ikke desto mindre er det et krav, som virksomhederne derfor må gøre deres bedste for at sikre overholdt, ligesom myndighederne i det pågældende land har ansvar for at sikre, at der føres kontrol med, at det pågældende lands lov overholdes. 3 11.04.2014 Version 1.13 Det følger således af EFPIA´s HCP Code’s indledende afsnit, at salgsfremmende foranstaltninger eller interaktion inden for Europa skal overholde gældende love og regler (ved Europa forstås i den sammenhæng de lande, hvor EFPIA medlemsforeningernes kodeks gælder). Desuden skal salgsfremmende foranstaltninger og interaktion efter EFPIA´s HCP Code også overholde hvert af følgende gældende kodekser: a) (i) i tilfælde af salgsfremmende foranstaltninger eller interaktion, der gennemføres, sponseres eller organiseres af eller på vegne af eller sammen med en virksomhed, som er placeret i Europa, skal medlemsforeningens nationale kodeks i det land, hvor en sådan virksomhed er placeret, overholdes; eller (ii) i tilfælde af salgsfremmende foranstaltninger eller interaktion, som gennemføres, sponseres eller organiseres af eller på vegne af eller sammen med en virksomhed, som er placeret uden for Europa, skal EFPIA´s HCP Code overholdes og b) medlemsforeningens nationale kodeks i det land, hvor de salgsfremmende foranstaltninger eller interaktioner finder sted. Ved en konflikt mellem bestemmelserne i de ovenfor angivne kodekser gælder den mest restriktive af de konfliktende bestemmelser (med mindre andet fremgår). Eksempel: En dansk virksomhed planlægger en aktivitet uden for Danmark, men inden for EU, fx i Frankrig. Virksomheden skal overholde de danske og franske kodekser (regelsæt). Tilsvarende skal en fransk virksomhed overholde såvel det franske som det danske regelsæt, når virksomheden planlægger aktiviteter i Danmark. I øvrigt bemærkes, at de danske regler om reklame for lægemidler i lægemiddelloven, reklamebekendtgørelsen og den tilhørende vejledning ifølge den tidligere Lægemiddelstyrelsen alene gælder i forhold til reklameaktiviteter udført i Danmark og reklame via internettet, som udgår fra lægemiddelvirksomheder, der er etableret her i landet. Ad stk. 2 Generelt til § 2, stk. 2: Nærværende regelsæt regulerer i sagens natur ikke de generelle forbud, der er opregnet i reklamebekendtgørelsens § 3, det vil sige situationer, hvor reklame helt er udelukket. Det gælder fx reklame for lægemidler, der ikke lovligt kan forhandles eller udleveres i Danmark. Ad litra a: Dette gælder således også de lægemiddelvirksomheder, som sælger andet end lægemidler, når den pågældende reklameaktivitet ikke vedrører reklame for et lægemiddel, men andre af virksomhedens produkter. Gælder det modsatte, vil disse virksomheder være udelukket fra at deltage og konkurrere på lige fod med deres konkurrenter på fx medico-kongresser, som er underlagt mere lempelige reklameregler i lov mv. (Medicinsk udstyr, hudplejeprodukter mv. er reguleret af særregler på de respektive produktområder, der kontrolleres af de respektive myndigheder på området). Ad litra b: Hvis reklamen ikke er rettet mod en sundhedsperson, er den at sidestille med reklame over for offentligheden, der reguleres i reklamebekendtgørelsen og kontrolleres af Sundhedsstyrelsen (tidligere 4 11.04.2014 Version 1.13 Lægemiddelstyrelsen). Som supplement hertil gælder Lif’s øvrige kodeks. Disse regelsæt kontrolleres ligeledes af ENLI og skal som minimum overholde de krav, der stilles i den til enhver tid gældende lovgivning på området. Se også bemærkninger til § 2, stk. 2 litra e herunder. Ad litra c: Det fremgår af reklamebekendtgørelsens § 2, at reglerne i lægemiddellovens kapitel 7 og reklamebekendtgørelsen, og dermed også nærværende regelsæt, ikke gælder for: 1. Mærkning af lægemidler og indlægssedler. Området reguleres af bekendtgørelse nr. 869 af 21. juli 2011 om mærkning m.m. af lægemidler. Der er kommet ny vejledning nr. 9365 af 3. juli 2013 til bekendtgørelse om mærkning m.m. af lægemidler ifm. ændringsbekendtgørelse, herunder om lægemidler underlagt supplerende overvågning. 2. Individuel korrespondance, om nødvendigt ledsaget af dokumenter af ikke reklamemæssig karakter, der tjener til besvarelse af et konkret spørgsmål om et bestemt lægemiddel. Undtagelsen gælder ikke virksomhedens besvarelse af spørgsmål stillet via internettet, fx på en blog, idet denne korrespondance kan læses af alle. 3. Nødvendig konkret information eller dokumentation, der tjener sikkerhedsmæssige og ikke reklamemæssige formål. Ifølge vejledningen til reklamebekendtgørelsen kan det fx være information om ændringer i emballagen, nye bivirkninger, risici eller fejl i en produktion. Sikkerhedsmæssige formål skal forstås bredt, således at fx information om, hvordan et lægemiddel skal åbnes for at forhindre, at lægemidlet lider fysisk overlast, også har et sikkerhedsmæssigt formål i den betydning begrebet har i reklamebekendtgørelsen. Sundhedsstyrelsen har udtalt, at der er en formodning for, at direct healthcare professional communication (DHPC), som oftest indeholder nye sikkerhedsinformationer, som senere kommer i produktresuméet, som er aftalt med myndighederne, samt undervisnings-materialer, som fx EMA kræver bliver udsendt til en defineret gruppe af sundhedspersoner i forbindelse med godkendelse af nye centrale produkter, samt ved ændringer af allerede godkendte lægemidler, tjener sikkerhedsmæssige formål – og ikke reklamemæssige formål. Det vil dog altid bero på en konkret vurdering, om materialet reelt indeholder reklame for et lægemiddel. 4. Information om prislister, varekataloger mv., forudsat at de ikke indeholder andre oplysninger om lægemidlerne end navne og priser. Publikationerne må ikke indeholde oplysninger om konkurrerende lægemidler. 5 11.04.2014 Version 1.13 5. Informationsmateriale om sundhed og sygdom, forudsat at der hverken direkte eller indirekte omtales konkrete lægemidler (fx foldere eller sider på internettet). Et eksempel på materiale, der ikke anses for reklame for et lægemiddel er informationsmateriale til voksne om børn og depression, hvori der ikke hverken direkte eller indirekte omtales konkrete lægemidler. Ved konkrete lægemidler forstås ifølge ENLI lægemidler, der omtales ved særnavn eller generisk navn. Hvis der nævnes særnavne eller generiske navne, er materialet omfattet af reglerne for lægemiddelreklamer, herunder sammenlignende reklame. En simpel opremsning af lægemiddelgrupper i informationsmateriale om sundhed og sygdom, hvor der ikke fremhæves særlige produktfordele ved en eller flere grupper, opfattes af ENLI ikke som en omtale af konkrete lægemidler, der er underlagt reglerne for lægemiddelreklame. Ankenævnet har den 31. januar 2012 i AN-2011-2486 fastslået, at en angivelse af sygdomsområder og/eller lægemiddelgrupper i invitationer til arrangementer som udgangspunkt ikke kan anses for en indirekte omtale af konkrete lægemidler, dog under forudsætning af, at der ikke i forbindelse med angivelsen er sket fremhævelse af særlige produktfordele ved en eller flere lægemiddelgrupper, da der i så tilfælde vil kunne blive tale om reklame for et lægemiddel. 6. Patientinformationsfoldere, der udleveres af receptudstederen i forbindelse med ordination af et lægemiddel eller af apoteket i forbindelse med udlevering af et lægemiddel, og som kun indeholder objektiv information af betydning for patienten og dennes pårørende. Oplysninger i folderen må ikke være i strid med produktresumeet. Når patientinformationsfoldere udleveres til sundhedspersoner er dette at opfatte som lægemiddelreklameaktivitet over for en sundhedsperson. Dvs. udleveringen af patientinformationsfolderne bliver i den forbindelse vurderet efter reklamekodeksets regler, og der skal derfor bl.a. medfølge de lovpligtige produktinformationer (pligttekst). Eventuelle følgebreve skal således også leve op til kravene i reklamekodeksets regler. Det skal bemærkes, at ENLI ikke kontrollerer, om en patientinformationsfolder eventuelt indeholder reklame for et lægemiddel over for offentligheden. Lif har den 3. november 2011 orienteret om, at den tidligere Lægemiddelstyrelsen, nu Sundhedsstyrelsen, i tre konkrete afgørelser har fundet, at patientinformationsfoldere indeholdt reklame for receptpligtige lægemidler over for patienterne i strid med Lægemiddellovens § 66, stk. 1, nr. 1. Lægemiddelstyrelsen har efterfølgende præciseret deres praksis/vejledning på området over for Lif. Patientinformationsfoldere skal ikke anmeldes, jf. § 23, stk. 3. 7. Pressemeddelelser, der indeholder kortfattet information om et lægemiddel, der har almen nyhedsværdi og pressen som målgruppe, og som udsendes til eller stilles til rådighed for en flerhed af journalister eller medier med henblik på en journalistisk vurdering og bearbejdning inden offentliggørelse. 6 11.04.2014 Version 1.13 Den tidligere Lægemiddelstyrelsen (nu Sundhedsstyrelsen) har tilbage i 2003 supplerende oplyst til Lif, at ved pressemeddelelser forstås saglig information, der udsendes til tidsskrifter, radio og TV, nyhedsbureauer o.l. jf. ovenfor. Lægemiddelstyrelsen udtalte: ” En ”pressemeddelelse”, der fx på grund af et usagligt indhold (ex groft misvisende oplysninger) eller en stærkt påtrængende facon fremtræder som reklame (vs. information), betragtes ikke som en pressemeddelelse. Hvis en ”pressemeddelelse” bringes mod betaling eller uden reel journalistisk bearbejdning, betragtes den som reklame. Efter Lægemiddelstyrelsens opfattelse kan en lægemiddelvirksomhed lægge en pressemeddelelse på sin hjemmeside i omtrent 3 uger. Herefter vil en pressemeddelelse blive betragtet som en reklame.” 8. Uredigeret forkortet gengivelse af myndighedsgodkendt information om et lægemiddel i form af indlægsseddel, produktresumé eller offentligt tilgængelig evalueringsrapport, jf. lægemiddellovens § 72 stk. 1 under forudsætning af, at oplysninger stilles til rådighed på en sådan måde, at brugerne aktivt skal opsøge informationen. Det betyder, at en virksomhed fx kan lægge en liste med navnene på sine lægemidler på sin hjemmeside med links til produktresumeet og indlægssedlen for hvert enkelt lægemiddel. Det fremgår af vejledningen til reklamebekendtgørelsen, at informationsmateriale om lægemidler, der er udarbejdet af offentlige lægemiddelkomitéer, som har til formål at fremme en rationel lægemiddelanvendelse, ikke er omfattet af reklamereglerne. Det anses i øvrigt heller ikke for at være reklame, når lægemiddelvirksomheder sender videnskabelige artikler om kliniske forsøg med lægemidler til sundhedspersoner, såfremt artiklerne sendes ukommenteret og uden supplerende materiale. Artiklerne skal i forvejen være offentliggjort i et anerkendt og uafhængigt dansk eller udenlandsk fagtidsskrift e.l. Det gælder også for ukommenterede videnskabelige artikler, der indeholder resultater af sammenlignende undersøgelser af forskellige lægemidler. Ad litra d: Det er væsentligt at bemærke, at det kliniske område i Danmark kontrolleres af Sundhedsstyrelsen og det Videnskabsetiske Komitésystem. Sager vedrørende klinisk forskning, der er anmeldt til det Videnskabsetiske Komitésystem og/eller Sundhedsstyrelsen (tidligere Lægemiddelstyrelsen), behandles derfor ikke af ENLI. Det gælder bl.a. sponsorater til kliniske forsøg. Dog gælder reglerne om mødesteder, repræsentation mv. samt reglerne om brug af konsulenter og åbenhed i nærværende regelsæt også for klinisk forskning. Der henvises til bilag A for nærmere information om den kontrol, hhv. Sundhedsstyrelsen (tidligere Lægemiddelstyrelsen) og det Videnskabsetiske Komitésystem foretager. Samarbejde om klinisk forskning (samt ikke-interventionsforsøg) reguleres ud over lovgivningen på området desuden af Lif og Lægeforeningens fælles Samarbejdsaftale om klinisk forskning, der supplerer lovgivningen fsva Lif’s medlemmer og medlemmer af Lægeforeningen. Aftalen kan findes på www.lif.dk. ENLI kontrollerer alene overholdelsen af de bestemmelser, der er nævnt i nærværende regelsæt samt Lif’s øvrige kodekser, men ikke førnævnte aftale med Lægeforeningen. 7 11.04.2014 Version 1.13 Ad § 3 Ad stk. 1 Ved reklame for lægemidler forstås efter § 1 i reklamebekendtgørelsen ”enhver form for opsøgende informationsvirksomhed, kundesøgning eller holdningspåvirkning, der tager sigte på at fremme ordinering, udlevering, salg eller forbrug af lægemidler”. Reklamebegrebet stammer fra Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/83, og det fortolkes løbende af EF-domstolen, der typisk anlægger en bred fortolkning af begrebet. Et eksempel er den såkaldte ”Damgaard sag” (C-421/07), hvor domstolen konkluderede, at en tredjemands udbredelse af oplysninger om et lægemiddel, navnlig om dets helbredende eller forebyggende egenskaber, kan anses for reklame, også selvom denne tredje mand handler på eget initiativ og retligt og faktisk er helt uafhængig af producenten eller sælgeren af et sådant lægemiddel. Det er ENLI’s opfattelse, at ovennævnte afgørelse indebærer en pligt for lægemiddelvirksomheden til at sikre, at det, tredjemand skriver om lægemiddelvirksomhedens lægemidler på sociale medier som fx facebook-sider oprettet af virksomheden selv, er i overensstemmelse med reklamereglerne. Lægemiddelvirksomheden bør derfor jævnligt overvåge siden. I den forbindelse skal det understreges at reklamekodekset kun finder anvendelse, såfremt det benyttede sociale medie er afgrænset, således at der sker en effektiv adgangssikring kun for sundhedspersoner. Er dette ikke tilfældet, er der tale om en side henvendt til offentligheden, hvorfor det er reglerne om reklame over for offentligheden, jf. reklamebekendtgørelsens regler herom, der skal overholdes. Det er ENLI’s opfattelse, at virksomheder efter reklamekodekset som udgangspunkt ikke kan holdes ansvarlig for tredjemands omtale af konkurrenters lægemidler på lægemiddelvirksomhedens site. At reklamebegrebet forstås bredt kan desuden læses direkte af Vejledningen til reklamebekendtgørelsen, pkt. 5.5. Heraf fremgår, at reklamebekendtgørelsens § 21 (forbuddet mod i reklameøjemed at give eller tilbyde sundhedspersoner økonomiske fordele) også omfatter ”imagegaver” fra lægemiddelvirksomheder til sundhedspersoner. ”Det er således uden betydning, om gaven er direkte tilknyttet markedsføringen af et bestemt lægemiddel, da virksomhedens interesse i at yde sådanne økonomiske fordele må antages at være begrundet i et ønske om at markedsføre virksomheden og dens produkter. Dermed må imagegaver også anses for at være givet i reklameøjemed.” Reklame omfatter således alle former for reklame uanset medie inklusiv, men ikke begrænset til, skriftlige reklameaktiviteter, direct mail, lægemiddelkonsulenters reklameaktiviteter, brug af internet og andre elektroniske medier, film, video, brochurer samt lægemiddelprøver, gaver og repræsentation. Også andre former for skriftlige henvendelser til en sundhedsperson kan anses som reklame, herunder anmodning om eller bekræftelse af møde i henhold til aftale, jf. § 9, stk. 3, anmodning om deltagelse i et rådgivningsorgan eller ekspertgruppe og andet. Med andre ord er det medie, der anvendes til reklamen, uvedkommende, jf. også IFPMA coden art. 1.2. Når en sundhedsperson er ansat i en lægemiddelvirksomhed eller på anden vis tilknyttet en lægemiddelvirksomhed, med tilladelse fra Sundhedsstyrelsen (tidligere Lægemiddelstyrelsen), betragter ENLI den pågældende sundhedsperson som ansat i lægemiddelvirksomheden, og korrespondance med den pågældende sundhedsperson vil ikke længere betragtes som reklame. 8 11.04.2014 Version 1.13 Den tidligere Lægemiddelstyrelsen har senest den 25. november 2011 udtalt, at der er tale om reklame for et lægemiddel, hvis lægemiddelvirksomheden på sin hjemmeside linker direkte fra navnet på sit lægemiddel eller indholdsstoffet til oplysninger om blandt andet lægemidlets indikationsområde, priser, pakningsstørrelser og tilskud på min.medicin.dk. Lægemiddelstyrelsen opfattede virksomhedens anvendelse af sådanne dybdelinks som opsøgende informationsvirksomhed, der har til formål at fremme salg og forbrug af lægemidlet. Virksomheden må dog godt have et link til forsiden på min.medicin.dk, idet brugeren herfra selv skal navigere frem til den information, vedkommende finder er relevant. Al aktivitet uanset medie er omfattet af reklamebegrebet. Således kan også invitationer til faglige arrangementer være en reklame. Ankenævnet har dog den 31. januar 2012 i AN-2011-2486 fastslået, at angivelse af sygdomsområder og lægemiddelgrupper i arrangementsinvitationer udsendt til sundhedspersoner som udgangspunkt ikke anses for en indirekte omtale af konkrete lægemidler, og således anses invitationen i sig selv ikke for en reklame for et lægemiddel. Hvis der med angivelsen af fx lægemiddelgrupper er sket fremhævelse af særlige produktfordele ved en eller flere lægemiddelgrupper, vil der kunne blive tale om reklame for et lægemiddel. I den forbindelse skal gøres opmærksom på, at en angivelse af generiske navne (aktive stoffer) eller særnavne (produktnavne) i invitationen gør, at denne vil blive anset for at være en reklame for lægemidler. Ved afholdelse af et fagligt arrangement for sundhedspersoner er lægemiddelvirksomheden ansvarlig for arrangementet i sin helhed. Dermed er virksomheden også ansvarlig for alle indlæg, som præsenteres ved arrangementet, uanset om indlægget kommer fra og præsenteres af en uafhængig tredjemand, hyret af lægemiddelvirksomheden. Det er dog ENLI’s vurdering, at indlæg, der kommer fra uafhængige sundhedspersoner, som udgangspunkt er at opfatte som videnskabelige indlæg i kraft af oplægsholderens sundhedsfaglige baggrund. De anses derved ikke at have reklamemæssig karakter, med mindre lægemiddelvirksomheden har haft indflydelse på udarbejdelsen af oplægget, og derved må anses for at tage ejerskab heraf. I kraft af sit ansvar for arrangementet i sin helhed, er virksomheden dog altid forpligtet til at gøre opmærksom på, såfremt deres lægemidler omtales i strid med reglerne, eks. udenfor godkendt indikation. Det er endvidere ENLI’s vurdering, at der ikke er en anmeldelsespligt for slides, der er udarbejdet af en tredjemand, med mindre virksomheden har haft indflydelse på udarbejdelsen af disse. Hvis en lægemiddelvirksomhed vælger at udlevere slides udarbejdet og benyttet af en tredjemand i forbindelse med dennes indlæg på virksomhedens arrangement, vil materialet, uagtet om udleveringen sker i forbindelse med mødet, efterfølgende eller ifm. konsulentbesøg, være at betragte som reklame for virksomheden, og materialet skal derfor anmeldes. Nævnet modtager fra tid til anden anmeldelser af materiale, som ikke udgør reklamemateriale. Således er der anmeldt julekort, hvoraf kun fremgår lægemiddelvirksomhedens navn samt hilsen til modtager. Sådan materiale er som udgangspunkt ikke reklame for et lægemiddel, og det skal derfor ikke anmeldes, jf. § 23. ”Sundhedspersoner” defineres i reklamebekendtgørelsen § 1, stk. 3 som ”læger, tandlæger, dyrlæger, farmaceuter, sygeplejersker, veterinærsygeplejersker, farmakonomer, jordmødre, bioanalytikere, kliniske diætister, radiografer og studerende inden for disse fag”. Derimod er fx psykologer, biologer, social- og sundhedsassistenter, fysio- og ergoterapeuter og lægesekretærer ikke medtaget i definitionen, hvorfor sidstnævnte sidestilles med ”offentligheden”, hvorved forstås enhver, der ikke er defineret som en 9 11.04.2014 Version 1.13 sundhedsperson, jf. § 1, stk. 2 i reklamebekendtgørelsen. Ifølge Sundhedsstyrelsen skal en sundhedsperson forstås bogstaveligt og formelt som enhver person, der er uddannet/under uddannelse inden for disse fag. Det er således ikke afgørende, om en given sundhedsperson ikke aktuelt arbejder inden for sit fag. Regelsættet finder anvendelse på alle aktiviteter, der er rettet helt eller delvist mod danske sundhedspersoner, uanset om aktiviteten finder sted i eller uden for Danmark. Dette gælder således også internationale møder og konferencer uden for Danmarks grænser, så længe disse er rettet helt eller delvist mod danske sundhedspersoner. Ad Stk. 2 Det fremgår af de respektive foreningers hjemmeside, hvilke lægemiddelvirksomheder der er medlem af de tre foreninger. En oversigt over ”tilsluttede virksomheder” kan ses på www.enli.dk. Reglerne gælder også tredjeparter, der virker på vegne af disse selskaber, fx konsulentvirksomheder, herunder eksempelvis reklamebureauer, kommunikationsbureauer mv., der er antaget til at udføre arbejde inden for dette regelsæts anvendelsesområde. Ad stk. 3 Definitionen følger definitionen i lægemiddellovens § 2, bortset fra lægemidler til dyr, der ikke er underlagt reglerne i nærværende kodeks. Ad litra c): Dette er blot en kodificering af nævnets praksis og følger direkte af § 1, stk. 3 i bekendtgørelse om medicinsk udstyr (BEK nr. 1263 af 15/12/2008). BEMÆRKNINGER TIL KAPITEL 2 – MARKEDSFØRINGSGODKENDELSE OG KRAV OM SAGLIGHED MV. Ad § 4 – Markedsføringsgodkendelse og krav om saglighed mv. Ad stk. 1 Bestemmelsen bygger på EFPIA´s HCP Code art. 1.01 samt lægemiddellovens § 64, nr. 1, jf. lægemiddellovens § 7 samt vejledning til reklamebekendtgørelsens punkt 3.3, hvoraf fremgår, at et lægemiddel først lovligt kan markedsføres i Danmark, når det er godkendt ved en markedsføringstilladelse. For apoteksforbeholdte lægemidler stilles desuden nogle yderligere krav, som fremgår af lægemiddellovens § 77 jf. pkt. 3.3. i vejledningen til reklamebekendtgørelsen, herunder at prisen på lægemidlet skal være anmeldt til Sundhedsstyrelsen (tidligere Lægemiddelstyrelsen) mindst 14 dage før, at prisen skal træde i kraft. Reklameaktivitet kan finde sted fra tidspunktet for prisanmeldelsen. Hvis ikke prisen er offentliggjort på medicinpriser.dk (taksten), skal anmeldt pris dokumenteres over for ENLI ved anmeldelse af reklamemateriale, i form af kopi af prisanmeldelsen og Sundhedsstyrelsens bekræftelse. For radioaktive lægemidler skal over for ENLI 10 11.04.2014 Version 1.13 dokumenteres, at der er sket en underretning til Sundhedsstyrelsen om prisen for lægemidlet mindst 14 dage før, at prisen skal træde i kraft. Vurderingen af, hvorvidt en omtale af et konkret lægemiddel før tidspunktet for markedsføringsgodkendelse er reklame, kan være vanskelig (præ-lancering). ENLI har derfor besluttet, at: Nævnet betragter enhver omtale over for sundhedspersoner af videnskabelige studier og data relateret til et kommende lægemiddel som uden for reklamekodekset frem til tidspunktet for publikation af resultater fra fase 3-studiet (dvs. publikationsdatoen, som forstås som datoen for publikation (e-publisering med DOI nummer eller print) i et anerkendt tidsskrift med uvildig bedømmelse (peer review) jf. § 7 i reklamekodekset). Enhver omtale, som relaterer sig direkte til lægemidlet, anses ikke for omtale af videnskabelige studier og data og kan derfor være omfattet af reklamekodekset. Efter publikationsdatoen af fase 3-studiet vurderer ENLI, at virksomhedens omtale af et lægemiddel med dokumenteret effekt, kan være reklame, da virksomheden fra dette tidspunkt antages at arbejde målrettet efter en markedsføringsgodkendelse. Det betyder, at virksomheden skal vurdere, om omtalen af lægemidlet efter publikationsdatoen sker på et videnskabeligt grundlag og i et videnskabeligt forum (fx på en uafhængig international kongres), hvilket nævnet vurderer ikke skal begrænses af reklamekodekset, jf. også princippet i EFPIA´s HCP Code om adgang til ”non-promotional medical, scientific or factual information”. Hvis omtalen relaterer sig direkte til lægemidlet og må anses som reklame, skal omtalen ske i overensstemmelse med reglerne i reklamekodekset, herunder denne bestemmelse. Lægemidler, der ikke er godkendt til det danske marked, må således ikke omtales eller på anden vis anvendes i en lægemiddelreklame over for danske sundhedspersoner. Derudover må der ikke reklameres for magistrelle lægemidler, jf. Lægemiddellovens § 64 nr. 2, og visse særlige lægemidler, jf. reklamebekendtgørelsens § 3, nr. 1-5. Ad stk.2 Jf. også Lægemiddellovens § 63 og EFPIA´s HCP Code art. 1.02 og 3. Lægemiddellovens § 63 indeholder nogle grundlæggende krav til indholdet og udformningen af lægemiddelreklamer, jf. også vejledning til reklamebekendtgørelsen pkt. 3.1. Det følger heraf: ”Reklame skal for det første være fyldestgørende. Det betyder, at det ikke er tilstrækkeligt, at en reklame ikke indeholder forkerte eller vildledende oplysninger. Reklamen skal indeholde tilstrækkelig information til, at modtagerne af reklamen kan forstå og vurdere, hvornår og i hvilke situationer lægemidlet kan og bør anvendes, og hvornår det ikke bør anvendes. Fx er en reklame ikke fyldestgørende, hvis den indeholder så brede formuleringer, at den er egnet til at fremme forbruget af et lægemiddel, som det reelt ikke er særlig hensigtsmæssigt at anvende i den givne situation. Bestemmelserne om, at en reklame skal indeholde en række såkaldte pligtoplysninger, jf. punkterne 4.4 og 5. 1, er funderet i kravet om, at lægemiddelreklame 11 11.04.2014 Version 1.13 skal være fyldestgørende. For det andet skal reklame være saglig. Det betyder, at lægemidler ikke må markedsføres lige så pågående og forbrugsstimulerende som almindelige forbrugsvarer. Lægemiddelreklame bør ikke sigte mod eller være egnet til at skabe et unødvendigt merforbrug af lægemidler. For det tredje må reklame ikke være vildledende eller overdrive lægemidlets egenskaber. Det betyder, at der ikke gennem en reklames udformning og indhold må bibringes medicinbrugere og personer, der ordinerer eller udleverer lægemidler, en fejlagtig opfattelse af lægemidlet, herunder dets virkning, bivirkninger, pris, indhold osv. Reklamen må heller ikke stille lægemidlet i et gunstigere lys end andre tilsvarende og måske endda mere velegnede lægemidler. For det fjerde skal oplysningerne i reklamen være i overensstemmelse med lægemidlets godkendte produktresumé. Produktresuméet indeholder bl.a. oplysninger om lægemidlets sammensætning, lægemiddelform, indikationer (anvendelsesområde), kontraindikationer, bivirkninger, forsigtighedsforanstaltninger, dosering og eventuelle advarsler. Det betyder, at reklamens faktuelle indhold ikke må stride mod produktresumeets indhold. Men der er mulighed for – inden for saglighedskravets rammer – at anvende andre formuleringer end i produktresuméet.” Sidstnævnte er yderligere suppleret med artikel 87 (2) i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/83/EF, der lyder: ”Alle enkeltheder i en reklame for et lægemiddel skal stemme overens med de oplysninger, der er anført i resuméet af produktets egenskaber”. I en præjudiciel afgørelse har EUDomstolen den 5. maj 2011 udtalt, at artikel 87 (2) må forstås som et forbud mod oplysninger der er i strid med produktresuméet, men ikke et krav om at alle oplysninger er indeholdt i produktresuméet eller kan udledes af det. En reklame må indeholde oplysninger, der supplerer produktresuméet, på betingelse af at disse oplysninger bekræfter eller afklarer – og er kompatibel med - information i produktresuméet og ikke er vildledende, og at de er i overensstemmelse med kravene i artikel 87 (3) og 92 (2) og (3) i direktivet. Sidstnævnte krav ses også af lov om lægemidler, kapitel 7, samt reklamebekendtgørelsen § 13, stk. 2 og 3. Reklamen skal vurderet i sin helhed fremtræde i en korrekt, afbalanceret, sober, nøgtern og saglig form. Reklamen skal indeholde en efter forholdene i enhver henseende korrekt, fyldestgørende og veldokumenteret information, der ikke er vildledende (ved udeladelse, flertydighed eller lignende). Se også vejledningen ad § 5 og 7. Reklamens ordlyd må ikke indikere et bredere indikationsområde end den godkendte indikation, som beskrevet i produktresumeet. Det vil ikke altid være tilstrækkeligt, at en reklame baseres på oplysningerne i det godkendte produktresumé. Således har Ankenævnet udtalt, at en sammenlignende reklame, der alene er baseret på produktresumeer, ikke i alle situationer vil opfylde kravene i denne bestemmelse. Foreligger der eksempelvis yderligere eller nyere relevante data, vil kravene til fyldestgørende og veldokumenteret information ikke være opfyldt alene ved anvendelse af produktresumeer, jf. AN-2012-2713. Se mere om sammenlignende reklame i vejledningen ad § 8. Det følger af direktiv 2001/83/EF (som ændret ved direktiv 2010/84/EU), at det for lægemidler, der er underkastet supplerende overvågninger, er et krav, at produktresumeet indeholder oplysning om, at ”Dette lægemiddel er underkastet supplerende overvågning”. Efter denne oplysning skal følge en angivelse af ”den sorte trekant” og en passende standardforklaring. Vi har været i drøftelser med Sundhedsstyrelsen, som vurderer, at reklamebekendtgørelsen i sin nuværende form ikke stiller krav om, at lægemiddelvirksomheder skal angive den sorte trekant eller anden tekst vedr. supplerende overvågning i reklamemateriale til sundhedspersoner – og at dette heller ikke kan fortolkes ind heri. Hvis det skulle blive besluttet fra Sundhedsstyrelsens side at stille dette krav, vil reklamebekendtgørelsen blive ændret. Af 12 11.04.2014 Version 1.13 denne grund har ENLI valgt ikke at stille krav om angivelse af den sorte trekant eller anden tekst i den forbindelse, før end Sundhedsstyrelsen hhv. Lif måtte beslutte en ændring på området. Det betyder, at ENLI ikke på nuværende tidspunkt vil påse virksomhedernes eventuelle angivelse af den sorte trekant i reklamemateriale, men virksomhederne kan naturligvis vælge at inkludere information herom i sit reklamemateriale. Brug af patient cases (sygehistorier) anses af nævnet for ikke at være i overensstemmelse med kodeksets krav om, at reklamer skal fremtræde sobert, nøgternt og i saglig form. Dette er uanset om historien er fiktiv eller sand. Ved en patient case forstås en direkte eller indirekte produkt-individrelation af anprisende karakter, typisk med afsæt i et billede eller en serie af billeder. Således vurderes en fotografisk fremstilling af objektive symptomer ved en given sygdom ikke som en potentiel patient case, med mindre denne sættes i relation til et lægemiddel, eksempelvis ved sammenhængende tekst eller ved implicit at antyde effekt af lægemidlet på symptomer eller sygdommen som helhed. Det skal endvidere pointeres, at det er reklamens helhedsindtryk, der danner grundlag for den samlede vurdering af, hvorvidt der er tale om en patient case. Ad stk. 3 Bestemmelsen svarer til EFPIA´s HCP Code art. 10.03 og genfindes ikke i reklamebekendtgørelsen. BEMÆRKNINGER TIL KAPITEL 3 – REKLAMER Ad § 5 Pligtoplysninger Reglen er reguleret i EFPIA HCP Code art. 2.01 og svarer til reklamebekendtgørelsens § 11, bortset fra bekendtgørelsens § 11, stk. 3 om veterinære lægemidler, der ikke har relevans for nærværende regelsæt. Ad stk. 1 nr. 1 Det fremgår af vejledningen til reklamebekendtgørelsen pkt. 5.1, nr. 1, at: ”Samme typer betyder, at typerne skal være af samme højde, bredde, design og stregtykkelse. Det er dog tilladt at anvende forskellig afstand mellem typerne i særnavn og fællesnavn, fx således at typerne i fællesnavnet skrives tættere sammen end typerne i særnavnet. Særnavn og fællesnavn skal fremtræde lige tydeligt. Det sikres normalt ved, at navnene skrives med samme farve og på samme farvebaggrund. Hvis der er tale om et kombinationspræparat, for hvilket der ikke er fastsat ét fællesnavn, skal fællesnavnene for de virksomme indholdsstoffer ikke nødvendigvis angives med samme typer som særnavnet.”. 13 11.04.2014 Version 1.13 ENLI’s praksis har tidligere været, at fællesnavn eller indholdsstoffer skulle angives første gang et lægemiddel nævnes, og hvor det var mest iøjnefaldende. ENLI er imidlertid blevet gjort opmærksom på, at Sundhedsstyrelsen har en anden fortolkning af reglen. Sundhedsstyrelsen har over for ENLI anført, at de ikke praktiserer en generel undtagelse til reglens ordlyd, hvilket betyder at fællesnavnet i ethvert reklamemateriale skal angives sammen med særnavnet, og at det skal være på en lige fremtrædende måde. Det vil derfor komme an på en konkret vurdering af reklamematerialet, om sær- og fællesnavn fremstår på en lige fremtrædende måde, såfremt fællesnavnet ikke altid er angivet i kombination med særnavn med samme typer og på en lige fremtrædende måde i reklamematerialet over for sundhedspersoner. Ved ”samme typer” forstås ganske samme skriftart (inkl. anvendelsen af versaler, henholdsvis minuskler), skriftstørrelse og skriftfarve. Ved ”lige så fremtrædende måde” skal forstås, at fællesnavnet skal placeres i teksten umiddelbart efter eller neden under særnavnet og på ganske samme bundfarve. Der kan dog indskydes en kort tekst, eksempelvis et firmanavn, mellem særnavn og fællesnavn under forudsætning af, at de to navne trods indskuddet opfattes som en helhed. Der henvises i øvrigt til vejledningen til reklamebekendtgørelsen punkt 5.1.1, jf. ovenfor. Et særligt logo kan dog accepteres i særnavnet under forudsætning af, at der ikke derved sker en væsentlig ændring af balancen mellem særnavn og fællesnavn. Såfremt et lægemiddel har mere end ét indholdsstof accepterer ENLI, at fællesnavnene skrives med en mindre typografi end særnavnet. Ad stk. 1 nr. 2 Kravet om adresse fremgår ikke af reklamebekendtgørelsen, men følger af IFPMAs code art. 5.1 og findes også i fx ABPIs code art. 4.2. og er dermed en skærpelse i forhold til dansk lovgivning. Ad stk. 1 nr. 3 Det følger af vejledningen til reklamebekendtgørelsen pkt. 5.1 nr. 3, at: ”Som udgangspunkt skal formuleringen fra produktresumeet anvendes ordret i pligtteksten. Hvis indikationsområdet i produktresumeet har et sådant omfang, at det ikke skønnes hensigtsmæssigt at gengive den fulde ordlyd, kan indikationsområdet omskrives og forkortes. I den forbindelse kan oplysninger, der er mindre relevante udelades. Indikationsområdet må under ingen omstændigheder omformuleres på en måde, der kan lede til misforståelser, herunder give indtryk af, at indikationsområdet er anderledes eller bredere, end hvad der fremgår af produktresumeet. Hvis produktresumeets formulering ikke anvendes ordret, skal dette tydeligt fremgå af reklamen. Det skal endvidere tydeligt fremgå, at produktresumeet i sin helhed kan rekvireres fra indehaveren af markedsføringstilladelsen. Følgende formulering kan anvendes: ”Indikationsområdet er omskrevet og/eller forkortet i forhold til det af Sundhedsstyrelsen/Lægemiddelstyrelsen godkendte produktresumé. Produktresumeet kan vederlagsfrit rekvireres fra xx (indehaveren af markedsføringstilladelsen)”. Denne information bør skrives med typer, der er større end eller på anden måde adskiller sig tydeligt fra selve pligtteksten. Hvis informationen mangler, er reklamen ikke fyldestgørende og dermed i strid med lægemiddellovens § 63.” 14 11.04.2014 Version 1.13 Angives indikationen for et lægemiddel flere gange i en reklame, eksempelvis i en præsentation, skal lægemidlets fulde indikation for det givne sygdomsområde tydeligt fremgå, hvor sygdomsområdet nævnes først, og hvor det er mest fremtrædende. ENLI accepterer, at den eventuelt forkortede formulering fra produktresumeet til brug i pligtteksten anvendes hertil, såfremt væsentlig information, som kan tænkes at blive tillagt betydning af den ordinerende læge, ikke udelades. I resten af materialet accepterer ENLI, at der anføres forkortede formuleringer heraf, fx smertelindring, depression o.l. Ad stk. 1 nr. 4 Det følger af vejledningen til reklamebekendtgørelsen pkt. 5.1 nr. 4, at: ”Som udgangspunkt bør de kontraindikationer, der er indeholdt i produktresumeet, medtages i pligtteksten. Hvis kontraindikationerne i produktresumeet har et sådant omfang eller ordvalg, at det ikke er hensigtsmæssigt at gengive dem ordret, kan de omskrives og forkortes. I den forbindelse kan oplysninger, der skønnes mindre relevante udelades. Den præcise afgrænsning af, hvilke kontraindikationer der skal medtages, hviler på et skøn. Skønnet skal udøves ud fra objektive kriterier og under hensyntagen til kravene i lægemiddellovens § 63. Hvis kontraktindikationer, der er nævnt i produktresumeet, udelades, eller formuleringen ændres, skal dette tydeligt fremgå af reklamen. Det skal endvidere tydeligt fremgå, at produktresumeet i sin helhed kan rekvireres fra indehaveren af markedsføringstilladelsen. Der henvises til den formulering, der er foreslået i afsnittet ovenfor om indikationsområde.” Ad stk. 1 nr. 5 Det følger af vejledningen til reklamebekendtgørelsen pkt. 5.1 nr. 5, at: ”Som udgangspunkt bør de bivirkninger og risici, dvs. interaktioner, advarsel, overdoseringsrisici, tilbageholdelsestider o.l., der er indeholdt i produktresumeet, medtages i pligtteksten. Hvis formuleringerne i produktresumeet pga. ordvalg eller omfang ikke hensigtsmæssigt kan anvendes ordret, kan oplysninger omskrives og forkortes. Oplysninger, der skønnes mindre relevante i den givne sammenhæng, kan udelades. Hvis produktresumeets formuleringer ikke anvendes, skal dette tydeligt fremgå af reklamen. Det skal endvidere tydeligt fremgå, at produktresumeet i sin helhed kan rekvireres fra indehaveren af markedsføringstilladelsen. Der henvises til den formulering, der er foreslået ovenfor i afsnittet om indikationsområde.” Det følger af direktiv 2001/83/EF (som ændret ved direktiv 2010/84/EU), at det for lægemidler, der er underkastet supplerende overvågninger, er et krav, at produktresumeet indeholder oplysning om, at ”Dette lægemiddel er underkastet supplerende overvågning”. Efter denne oplysning skal følge en angivelse af ”den sorte trekant” og en passende standardforklaring. Vi har været i drøftelser med Sundhedsstyrelsen, som vurderer, at reklamebekendtgørelsen i sin nuværende form ikke stiller krav om, at lægemiddelvirksomheder skal angive den sorte trekant eller anden tekst vedr. supplerende overvågning i reklamemateriale til sundhedspersoner – og at dette heller ikke kan fortolkes ind heri. Hvis det skulle blive besluttet fra Sundhedsstyrelsens side at stille dette krav, vil reklamebekendtgørelsen blive ændret. Af denne grund har ENLI valgt ikke at stille krav om angivelse af den sorte trekant eller anden tekst i den forbindelse, før end Sundhedsstyrelsen hhv. Lif måtte beslutte en ændring på området. Det betyder, at ENLI 15 11.04.2014 Version 1.13 ikke på nuværende tidspunkt vil påse virksomhedernes eventuelle angivelse af den sorte trekant i reklamemateriale, men virksomhederne kan naturligvis vælge at inkludere information herom i sit reklamemateriale Ad stk. 1. nr. 6 Det følger af vejledningen til reklamebekendtgørelsen pkt. 5.1 nr. 6, at: Doseringen skal angives i overensstemmelse med produktresumeet. Hvis formuleringerne i produktresumeet pga. ordvalg eller omfang ikke hensigtsmæssigt kan anvendes ordret, kan doseringsoplysningerne omskrives og forkortes. Oplysninger, der skønnes mindre relevante i den givne sammenhæng, kan udelades. Hvis produktresumeets formulering ikke anvendes, skal dette tydeligt fremgå af reklamen. Det skal endvidere tydeligt fremgå, at produktresumeet i sin helhed kan rekvireres fra indehaveren af markedsføringstilladelsen. Der henvises til den formulering, der er foreslået ovenfor i afsnittet om indikationsområde. Omformulering af doseringsoplysningerne kræver stor påpasselighed, da den ændrede formulering ikke må kunne lede til misforståelser.” Ad stk. 1. nr. 7 Det følger af vejledningen til reklamebekendtgørelsen pkt. 5.1 nr. 7, at: ”Som udgangspunkt skal alle lægemiddelformer, lægemidlet findes i, angives. Hvis et lægemiddel er godkendt i flere lægemiddelformer, og reklamen udelukkende omhandler en af lægemiddelformerne, skal reklamen dog kun indeholde oplysninger om denne lægemiddelform. Det skal endvidere fremgå af reklamen, at lægemidlet også findes i andre lægemiddelformer, jf. reklamebekendtgørelsens § 11, stk. 2”. Ad stk. 1 nr. 8 Det følger af vejledningen til reklamebekendtgørelsen pkt. 5.1 nr. 8, at: Alle pakningsstørrelser, lægemidlet findes i, skal angives. I særlige tilfælde, hvor kun en del af indikationsområdet er medtaget i reklamen, jf. ovenfor, bør pakninger, der ikke kan anvendes i forbindelse med de pågældende indikationer, dog udelades. Ad stk. 1 nr. 9 Det følger af vejledningen til reklamebekendtgørelsen pkt. 5.1 nr. 9, at: ”Reklamen skal som minimum indeholde oplysning om prisen ved salg til enkeltpersoner, jf. § 2 i bekendtgørelse om beregning af forbrugerpriser på apoteksforbeholdte lægemidler samt ikke apoteksforbeholdte håndkøbslægemidler mv. I den udstrækning, det er relevant for reklamens målgruppe, kan reklamen endvidere indeholde prisen ved leverancer til de institutioner og personer, som er omtalt i § 2, stk. 3-6 i bekendtgørelse om beregning af forbrugerpriser på apoteksforbeholdte lægemidler samt ikke apoteksforbeholdte håndkøbslægemidler mv. Den pris, der oplyses, skal være aktuel, dvs. gældende på det tidspunkt, hvor reklamen når fem til modtageren, jf. lægemiddellovens § 63. Prisen kan udelades i reklamer, der bliver udsendt over et længere tidsrum, hvis der i stedet er vedlagt en prisliste e.l., og i reklamer, der kun har studerende som målgruppe, jf. 16 11.04.2014 Version 1.13 reklamebekendtgørelsens § 11, stk. 4. Hvis kravet om angivelse af pris bliver opfyldt ved, at reklamen er vedlagt en prisliste e.l., som løbende kan opdateres, er bestemmelserne om prisangivelse kun opfyldt, hvis reklamen indeholder eller er vedlagt aktuelle priser. I nogle tidsskrifter skal annoncer indleveres relativt lang tid forud for udgivelsesdagen. Det kan derfor ske, at det ikke er muligt at opfylde kravet om fuldstændig prisaktualitet. I sådanne tilfælde accepteres mindre afvigelser fra de på udgivelsestidspunktet faktisk gældende priser. Hvor stor afvigelsen må være, afhænger af en konkret vurdering. Hvis afvigelsen kan have betydning for brugernes valg af et lægemiddel, er den ikke acceptabel. Hvis en reklame indeholder prissammenligninger, må kravet om prisaktualitet normalt anses for ubetinget.” For apoteksforbeholdte lægemidler foreskriver reklamebekendtgørelsen § 11, stk. 1, nr. 9, at registerprisen inkl. moms skal oplyses. Sundhedsstyrelsen har dog oplyst, at en reklame også kan indeholde en supplerende oplysning om forbrugerprisen inkl. moms eller ekspeditionsprisen (ESP). ENLI påtaler ikke anvendelsen af alene ekspeditionsprisen, ESP. Sundhedsstyrelsen har til ENLI oplyst, at registerprisen beregnes ved at tillægge den anmeldte apoteksindkøbspris pr. pakning ekskl. moms (AIP) en fastlagt procentsats, jf. § 2 i Forbrugerprisbekendtgørelsen. Herudover skal der henvises til medicinpriser.dk. For ikke-apoteksforbeholdte håndkøbslægemidler findes ikke én pris svarende til AUP eller ESP. Man kan kun finde den vejledende pris på www.medicinpriser.dk (taksten), men butikkerne kan selv vælge at føre en anden pris. Der kan derfor ikke angives én opdateret pris. ENLI fortsætter derfor nævnets praksis, således at der skal henvises til www.medicinpriser.dk for den vejledende pris og ikke til en specifik pris. For lægemidler, der alene må udleveres til sygehuse skal registerprisen fortsat oplyses. Således kan virksomheden i et medfølgende brev vælge at gøre opmærksom på, at de kan tilbyde lægemidlet til en anden pris end den oplyste anmeldte pris i den integrerede pligttekst i reklamen. Ad stk. 1 nr. 11 Det følger af vejledningen til reklamebekendtgørelsen pkt. 5.1 nr. 11, at: ”Reklamen skal indeholde oplysning om eventuelle generelle tilskud til lægemidlet. Derimod skal den ikke indeholde oplysning om mulighederne for at opnå særlige individuelt begrundede tilskud. Hvis der undtagelsesvist skønnes anledning til at give oplysning om individuelle tilskudsmuligheder, fx enkelttilskud, skal det tydeligt fremgå, at der er tale om individuelt begrundede tilskud, der kun ydes efter ansøgning. Alle pligtoplysninger skal fremtræde så tydeligt, at den naturlige målgruppe for reklamen ubesværet kan læse dem, jf. reklamebekendtgørelsens § 11, stk. 5.” Det er derfor ikke tilstrækkeligt at skrive fx ”tilskudsberettiget”, der efter ENLI’s vurdering også kan omfatte individuelt tilskud efter ansøgning. Ad stk. 1 nr. 12 Kravet om datering af reklamematerialet følger af IFPMAs code art. 5.1 (og genfindes også i fx art. 4.9 i ABPIs code). Reglen findes desuden i reklamebekendtgørelsens § 13, stk. 1. 17 11.04.2014 Version 1.13 ENLI kræver tydelig datering med angivelse af måned og årstal, idet dateringen normalt bør angive udsendelsestidspunktet. Ved annoncer er særskilt datering ufornøden, hvis selve bladet har tydelig angivelse af måned og årstal. Ad § 5, stk. 2 Bestemmelsen svarer til reklamebekendtgørelsens § 11, stk. 5. Pligtteksten skal være let læsbar. Læsbarheden afhænger bl.a. af skrifttype, skriftstørrelse, skriftfarve, baggrundsfarve, linjelængde, linjeafstand og opdeling af teksten i afsnit. En skriftstørrelse mindre end 6 punkt sort på hvid vil således normalt ikke kunne godkendes. Forholdet mellem reklamen og den ledsagende produktinformation skal være sammenhængende. Således må produktinformationen ikke være adskilt fra reklamen, men skal følge umiddelbart i forlængelse heraf. Hvis pligtteksten af praktiske grunde, eks. pga. reklameformat, ikke kan bringes i direkte sammenhæng med reklamen, accepterer ENLI: o i trykte medier en adskillelse på max. 3 opslagssider, når der samtidig er en tydelig sidehenvisning i reklamen til det sted, hvor pligtteksten er at finde. o ved brug af roll-up, plakater o.l. fx ved møder, at pligtteksten på roll-up, plakat o.l. erstattes af en synlig oplysning om, at: ”pligtteksten forefindes frit tilgængeligt på standen”. o ved elektroniske reklamer et direkte link til pligtteksten fra samtlige sider i materialet (inkl. forsiden), dvs. max. 1 klik. Reklamen skal dog, uanset at den bringes på en roll-up, en plakat el. lign., være i overensstemmelse med reklamekodeksets regler, herunder kravene til et integreret objektivt sammenligningsgrundlag ved sammenlignende reklame, jf. § 8. Ad § 5, stk. 3 Bestemmelsen svarer til reklamebekendtgørelsens § 11, stk. 2. Ad § 6 - Remindere Tilsvarende regel findes i EFPIA´s HCP Code art. 2.02. Reglen svarer til reklamebekendtgørelsens § 12, den såkaldte ”reminder regel”. I vejledningen til denne fremgår i pkt. 5.3, at: ”En reklame, der alene henvender sig til sundhedspersoner, kan begrænses til kun at indeholde lægemidlets navn og fællesnavn, jf. reklamebekendtgørelsens § 12. Det gælder også, hvis en lægemiddelvirksomhed udsender en produktoversigt med navnene på samtlige lægemidler (uden nogen former for sammenligninger) inden for et givent behandlingsområde. Hvis der medtages andre oplysninger, fx priser, falder reklamen uden for bestemmelsen, og så skal samtlige pligtoplysninger medtages. Der kan dog anføres firmanavn og logo, der identificerer afsenderen af reklamen.” 18 11.04.2014 Version 1.13 Logoer kan derfor som udgangspunkt benyttes i remindere. Dog kan et logo ikke anvendes i en reminder, hvis logoet på nogen måde indikerer eller henviser til lægemidlets anvendelse/indikation, fx hvis logoet viser en knogle og lægemidlet er mod osteoporose, eller på anden vis angiver forhold om lægemidlet. I så fald finder de almindelige reklameregler anvendelse, og samtlige pligtoplysninger skal medtages. Bemærk gaveforbuddet i § 12, hvorefter lægemiddelvirksomheder ikke længere må udlevere, tilbyde eller love sundhedspersoner gaver, herunder de såkaldte ”gimmicks” såsom kuglepenne, papirblokke mv. Se mere herom i vejledningen ad § 12. Det skal ligeledes bemærkes, at der for reminders ikke er et krav om, at sær- og fællesnavn skal angives med samme typer og på lige så fremtrædende måde, modsat kravene til en pligttekst, jf. reklamekodeksets § 5, stk. 1, nr. 1. Såfremt der er indtrådt væsentlige ændringer vedrørende kendskabet til indikationer, kontraindikationer eller bivirkninger eller andre væsentlige forhold siden det sidste detaljerede reklamemateriale, vil reminders som udgangspunkt ikke kunne benyttes før et nyt detaljeret reklamemateriale har været iværksat, med mindre de væsentlige ændringer efter en konkret vurdering ikke findes at have indflydelse på en reminders reklameeffekt over for sundhedspersonerne. Ad § 7 – Informationsmateriale og dokumentation Indledningsvist henledes opmærksomheden på reklamebekendtgørelsens § 17 om opbevaring af reklamemateriale, hvoraf det fremgår, at den, der reklamerer for et lægemiddel, skal opbevare et eksemplar af eller anden dokumentation for reklamen i 2 år, jf. også lægemiddellovens § 68, stk. 1 og 3, samt at reklamen skal opbevares i trykt form e.l. eller digitalt i gængs format. Det fremgår videre, at der ud over selve reklamen skal opbevares oplysninger om 1) reklamens målgruppe, dvs. den personkreds, som reklamen er blevet anvendt overfor, 2) distributionsmåde, 3) en oversigt over medier, hvor reklamen har været vist, samt 4) den tidsperiode, hvor reklamen har været anvendt. Ad stk. 1 Bestemmelsen i stk. 1 svarer til dele af EFPIA´s HCP Code art. 3.01-3.03 og findes ikke i denne form i reklamebekendtgørelsen. Bestemmelsen supplerer lægemiddellovens § 63 og vejledningen til reklamebekendtgørelsen pkt. 3.1. Reklamen må ikke overdrive lægemidlets egenskaber. Således skal reklamen indeholde en efter forholdene i enhver henseende korrekt, fyldestgørende og veldokumenteret information, der ikke er vildledende ved udeladelse, flertydighed eller lignende. Brug af patient cases (sygehistorier), herunder billeder, som illustrerer en effekt hos en enkelt patient, opfylder ikke kravene til dokumentation (se nærmere beskrivelse af patientcases i vejledningen ad § 4 stk. 2). 19 11.04.2014 Version 1.13 Der kræves ikke dokumentation for forhold, der: 1) Fremgår af det godkendte produktresumé (der kræves dog henvisning til produktresumeet) 2) Må anses for almindeligt kendte blandt fagfolk. Det er således udgangspunktet, at der ikke kræves oplysninger om forhold, der fremgår af gængse lærebøger eller af Lægemiddelkataloget (nu Medicin.dk). Følgende oplysninger kræver derimod dokumentation: a) Fremhævelse af særlige produktfordele. Fremhæves særlige produktfordele, som ikke er omtalt i produktresumeet, eller som ikke kan anses for at være almen viden blandt fagfolk, skal der angives dokumentation i direkte tilknytning til den anførte oplysning. Anføres således eksempelvis, at et lægemiddel er ”bedre end” konkurrentens, ”uovertruffen”, ”enestående”, ”et ideelt valg”, ”den bedste garanti”, ”god effekt”, ”effektivt”, ”har færre bivirkninger”, eller på andre måder postuleres særlige fordele, skal udsagnet dokumenteres. Udsagnet ”effektiv” eller ”effektivt” kan efter nævnets praksis kun anvendes, hvis der er tale om næsten 100% helbredelse, hvilket skal dokumenteres. Ved symptombehandling vil granskningsmændene acceptere et lægemiddel som effektivt, hvis nær 100% af patienterne bliver fri for symptomer (ikke blot lindret). Ankenævnet har i forbindelse med deres møde den 23. november 2011 tilsluttet sig denne forståelse af udsagnet ”effektiv/effektivt”. Anvendelse af definitive udtryk, eksempelvis ”stopper”, ”eneste” og ”optimal”, skal dokumenteres og de må i øvrigt ikke anvendes på en vildledende måde i strid med reklamekodekset § 4, stk. 2, se fx AN-2012-3673. b) Påstande om, at et produkt inden for et givet tidsrum er virkningsfuldt, skal ledsages af dokumentation. Ønskes det eksempelvis fremhævet, at et præparat giver effekt i løbet af 1 time, forudsættes udsagnet videnskabeligt underbygget og dokumenteret. c) Påstande, der indikerer nyskabelse, skal dokumenteres. Påstande som eksempelvis ”en længe savnet hjælp” og ”ny behandling, der bryder med traditionerne” kræver således også dokumentation. Omkostningsanalyser kan accepteres i lægemiddelreklamer, såfremt danske forhold og danske priser lægges til grund, og disse opfylder dokumentationskravene. ENLI accepterer alene henvisning til udenlandske data, hvis en uvildig dansk økonom har godkendt beregningerne i forhold til danske forhold. Ad stk. 2 Denne bestemmelse svarer til reklamebekendtgørelsens § 13, stk. 1. Ad stk. 3 Stk. 3. svarer til reklamebekendtgørelsens § 13, stk. 2. 20 11.04.2014 Version 1.13 Referencer skal ske loyalt, og der skal medtages referencer i det omfang, det er nødvendigt for at belyse den samlede viden på området. Litteraturhenvisninger skal anføres i fornødent omfang. Ingen af disse må henvise til forældede informationer eller på anden måde virke vildledende. Ad stk. 4 Denne bestemmelse udspringer af EFPIA´s HCP Code art 3.06 og svarer delvist til reklamebekendtgørelsens § 13, stk. 3. Figurer og tabeller fra en reference skal angives nøjagtigt som i den benyttede reference, uden udeladelse eller fortegninger. Gengivelsen bliver således fotografisk. Der skal endvidere anføres den nøjagtige reference til kilden. Efter omstændighederne accepteres dog farveændringer af figur eller tabel, såfremt farverne er uden ladning, og dermed ikke påvirker forståelsen i retning af produktanprisning eller degradering af konkurrentens produkt. Farveændring kan således alene benyttes til at gøre udtrykket mere ”lækkert”. Dvs., at det f.eks. ikke accepteres at ændre farven på figur eller tabel for eget lægemiddel til grøn og konkurrentens rød. Virksomheden må alene selv udarbejde figurer og tabeller af/over resultater eller budskaber i kildematerialet, hvis sådanne grafiske gengivelser ikke findes i kildematerialet. I sådanne tilfælde kan en figur eller tabel udarbejdes såfremt den nye figur eller tabel udarbejdes ved en nøje gengivelse af resultaterne fra referencen, uden udeladelser eller fortegninger. Det er således vigtigt, at figuren eller tabellen afspejler kildematerialets budskab loyalt. Det skal endvidere tydeligt angives, at figuren eller tabellen er konstrueret af virksomheden ud fra data, med nøjagtig angivelse af kildematerialet. Ad stk. 5 Denne bestemmelse svarer til reklamebekendtgørelsens § 13, stk. 4. Begrebet ”anerkendt” er ikke defineret i vejledningen til reklamebekendtgørelsen. Dog må et ”anerkendt” tidsskrift forstås som et tidsskrift med en uvildig bedømmelse (peer reviewed), der er optaget i ISI Web of Science. Ligeledes vil fagbøger med uvildig bedømmelse (peer review) og anvendt ved universitær undervisning i Danmark samt guidelines udfærdiget af eller anbefalet af et dansk videnskabeligt selskab under organisationen af Lægevidenskabelige Selskaber i Danmark (LVS, tidligere Dansk Medicinsk Selskab) også anses for at være anerkendte værker. Begrebet ”uafhængige” skal forstås i overensstemmelse med vejledningen til reklamebekendtgørelsen pkt. 5.4, hvori anføres, at ”ved ”uafhængige” forstås, at den, der udgiver værket eller tidsskriftet, er uden interesse i salg eller anden form for promovering af lægemidler”. Redaktionen for det pågældende værk eller tidsskrift skal derfor være uden interesse i lægemidlers salg eller promovering. 21 11.04.2014 Version 1.13 Begrebet ”uvildig bedømmelse” er ikke defineret i vejledningen til reklamebekendtgørelsen, men må forstås som en bedømmelse foretaget af (en) person(-er), der er upåvirket af personlige interesser, jf. i den forbindelse også forståelsen af ”uafhængig” ovenfor, dvs. en uvildig konsulent (referee). Der kan gives dispensation fra kravet om, at undersøgelsen skal være offentliggjort, såfremt det godtgøres, at artiklen er godkendt til optagelse i et tidsskrift, der opfylder retningslinjerne i denne bestemmelse. Den offentliggjorte artikel, der benyttes, skal kunne dokumentere en fremhævet produktfordel. Det er ikke acceptabelt at fremhæve en for lægemidlet positiv udtalelse i artiklen, hvis den samlede undersøgelse ikke kan dokumentere udsagnet. Det er som udgangspunkt heller ikke acceptabelt at fremhæve en enkelt undersøgelse med positiv omtale af eget præparat, hvis dette strider imod den samlede viden på området. Det er acceptabelt at henvise til oversigtsartikler, såfremt disse i sig selv opfylder dokumentationskravene. Der må dog alene henvises til videnskabelige undersøgelser i sådanne oversigtsartikler, hvis disse hver især opfylder kravene til dokumentation. Meta-analyser, dvs. en samlet statistisk bearbejdning af data fra flere lægemiddelafprøvninger, kan anvendes som dokumentation, såfremt der er fuld faglig dækning for de udsagn, der fremføres, og såfremt undersøgelsen er offentliggjort i videnskabeligt tidsskrift med uvildig bedømmelse (peer review), jf. kravene i denne bestemmelse. Det er lægemiddelvirksomhedens ansvar at kunne dokumentere, at materiale opfylder dokumentationskravene. Følgende materiale er efter ENLI’s opfattelse ikke anvendeligt som dokumentationskilde: Abstracts og posters – Disse kan ikke sidestilles med videnskabelige artikler. Dels mangler der ofte en række detaljer i abstracts og posters i relation til undersøgelsen, dels er abstracts og posters som regel ikke underlagt den samme stringente vurdering af publikationens videnskabelige værdi, som det er tilfældet med artikler i videnskabelige tidsskrifter. Dette gælder uanset, hvor abstractet eller posters måtte være publiceret og uvildigt bedømt (peer reviewed). Data on file – Disse kan som udgangspunkt ikke anvendes, da de ikke opfylder kravene i denne bestemmelse. Data on file, der har gennemgået en uvildig vurdering, som kan sidestilles med den bedømmelse, der foretages forud for optagelse i anerkendte videnskabelige tidsskrifter, og som ved den uvildige vurdering er anerkendt som pålidelige, vil dog kunne anvendes som dokumentation, indtil tilsvarende oplysninger er publiceret, publicering af oplysningerne er blevet afvist eller nye oplysninger har frataget materialet dets videnskabelige gyldighed. Oplysninger om kliniske forsøg, der er offentliggjort, fx på www.clin.gov.com, idet disse oplysninger ikke opfylder kravene i denne bestemmelse. Udenlandske rekommandationer/anbefalinger er ikke acceptable referencer, idet disse er de enkelte landes anbefalinger af brug af bestemte lægemidler, og der kan være grunde til, at disse ikke er anvendelige i Danmark. Eksempelvis accepteres rekommandationer ikke fra FDA (Food and Drug Administration, (USA)) eller NICE (National Institute for Health and Clinical Excellence (UK)). 22 11.04.2014 Version 1.13 Ligeledes accepteres rekommandationer fra WHO umiddelbart heller ikke, idet anbefalinger herfra kan være baseret på overordnede samfundsmæssige eller politiske hensyn, der indebærer afvigelser fra det af Sundhedsstyrelsen godkendte produktresumé. o Såfremt udenlandske guidelines officielt er tiltrådt af et dansk videnskabeligt selskab, der er medlem af organisationen af Lægevidenskabelige Selskaber i Danmark (LVS, tidligere Dansk Medicinsk Selskab) og som sådan udmeldt som anbefalet i Danmark, kan sådanne anvendes som reference. o Informationer fra EMEA (the European Medicines Agency) kan anvendes under forudsætning af, at de ikke strider mod det godkendte produktresumés informationer. o Informationer fra RADS (Rådet for Anvendelse af Dyr Sygehusmedicin), KRIS (Koordineringsrådet for ibrugtagning af sygehusmedicin) og IRF (Institut for Rationel Farmakoterapi) opfylder som udgangspunkt ikke kravene til dokumentationsgrundlaget for en anprisning af et lægemiddel. Ad stk. 6 Stk. 6 gennemfører EFPIA´s HCP Code art. 3.07-3.09. Ordet ”sikker” eller ”sikkert” kan ikke accepteres i en reklame. Selvom ordet ”sikker” eller ”sikkert” kan anvendes i en anden betydning end ”ufarlig”, gør alene det forhold, at fortolkningsmuligheden foreligger, at ordet ”sikker” og ”sikkert” er uacceptabelt. Samme gælder efter omstændighederne anvendelse af beslægtede ord såsom ”sikkerhed”, når ordet benyttes i en kontekst, der kan opfattes eller fortolkes, som om lægemidlet er risikofrit – der bør derfor anvendes andre udsagn, der ikke kan fortolkes som ”sikker” eller ”sikkert”, jf. AN-2011-1480. Ordet ”sikkerhed” kan dog anvendes i tilfælde, hvor det optræder på en objektiv neutral facon, jf. AN-2013-2911, og således ikke efter sammenhængen indebærer nogen beskrivelse – eller antydning – af lægemidlet som værende sikkert. Ved anvendelse af ordet ”nyt” er det ENLI’s formodning, at der har været iværksat salgsfremmende foranstaltninger fra tidspunktet, hvor markedsføringstilladelsen i Danmark eller hos EMA er opnået og prisanmeldelsen er sket hvis påkrævet, hvorfor ordet ”nyt” alene vil kunne benyttes 1 år herefter, med mindre andet kan dokumenteres overfor ENLI. Ad § 8 - Sammenlignende reklame Sammenlignende reklame kan defineres som enhver reklame, der direkte eller indirekte henviser til et andet lægemiddel. Sammenlignende reklame skal ud over kravene i denne bestemmelse også være i overensstemmelse med de øvrige bestemmelser i kodekset. Fx vil en sammenlignende reklame, der alene baserer sig på produktresumeer, ikke altid være fyldestgørende og saglig, jf. kodeksets § 4, stk. 2 og ankeafgørelsen AN2012-2713, hvor Ankenævnet fandt, at opsætningen af en figur gav et visuelt indtryk, der kunne være 23 11.04.2014 Version 1.13 vildledende, til trods for at reklamen korrekt anførte referencer til studier, kildemateriale, baseline værdier etc. Ad stk. 1 Stk. 1 er formuleret som reklamebekendtgørelsens § 16, stk. 1. Sammenlignende reklame er lovlig, når reklamen i sin helhed er korrekt, relevant og loyal. Se også vejledningen ad stk. 3. Sammenligningen skal være objektiv og relatere sig til dokumenterbare oplysninger. Dette indebærer normalt, at: Alle væsentlige forskelle, som kan forventes at blive tillagt vægt af en ordinerende læge, skal medtages i sammenligningen på en overskuelig facon, f.eks. i form af et sammenligningsskema, for at muliggøre en objektiv vurdering af forskelle/ligheder - se under stk. 2 for hvornår sammenligningsskema kræves, og hvornår pligttekst er tilstrækkelig. Reklamekodeks § 4, stk. 2 (lægemiddellovens § 63) stiller krav om, at reklame for et lægemiddel skal være fyldestgørende. Derfor skal sammenligningsskema/pligttekst altid anføre, at pligtteksten/sammenligningsskemaet ikke er udtømmende samt henvise til at yderligere oplysninger kan søges i det fulde produktresumé. Pris er altid en væsentlig information og skal derfor altid oplyses, fx i sammenligningsskemaet. Priser skal ved sammenlignende reklamer være helt aktuelle og korrekte på det tidspunkt, hvor reklamematerialet benyttes. Det bemærkes i øvrigt, at det ikke er tilladt at anvende nøgne prisangivelser, dvs. oplysninger om præparatnavn og priser, i forbindelse med sammenlignende reklame. o Der skelnes ikke mellem hvilke udleveringsbestemmelser, medicinen tilhører. I enhver sammenlignende reklame skal det nøje angives, hvilke præparater, der sammenlignes med. Dette gælder også, hvor virksomheden sammenligner præparater, som kun forhandles af virksomheden selv. Reklamer, i hvilke der indgår elementer af sammenligning med andre præparater, men hvor disse præparater ikke er navngivet eller på anden måde identificerbare, bør derfor ikke forekomme. Anvendes disse alligevel, eksempelvis i form af en angivelse af, at produktet ”gør det bedre – og billigere” eller præparatet ”virker hurtigst”, skal der foreligge fuld dokumentation i forhold til alle relevante præparater på markedet, jf. reglerne for dokumentation i stk. 7. Mere ubestemte angivelser som ”andre” eller ”konkurrerende produkter” vil almindeligvis ikke være acceptable. Sammenligning med en gruppe af præparater, hvor denne er af mere udefinerbar karakter, kan ikke accepteres. Eksempelvis er en angivelse af ”opnår den bedste behandlingsrespons i sammenligning med andre selektive serotoningenoptagshæmmere (SSRI) præparater” ikke i overensstemmelse med kodekset. Er gruppen af præparater, der sammenlignes med, derimod klart afgrænset, eksempelvis ”samtlige andre inhalationssteroider”, er en nærmere angivelse af enkeltpræparaterne unødvendig - dog skal dokumentationsreglerne være opfyldt, jf. § 7. 24 11.04.2014 Version 1.13 Ad stk. 2 Stk. 2 er formuleret som reklamebekendtgørelsens § 16, stk. 2. Indgår ét eller flere præparater i sammenligningen, skal de nødvendige oplysninger om samtlige præparater medtages. En sammenligning med præparater, som ikke kan forhandles lovligt i Danmark må ikke ske. Således skal oplysninger om disse præparater fjernes fra sammenligningen. Ved brug af figurer, skal oplysninger om disse præparater også fjernes, og figuren skal i øvrigt opretholdes i forhold til reglerne i kodeksets § 7, stk. 4. Der kræves ikke en gengivelse af fuldstændig produktinformation for de præparater, der foretages sammenligning med, men alle væsentlige egenskaber inklusiv de forhold, hvorpå konkurrenternes produkt adskiller sig fra ens eget, og hvor denne forskel kan tænkes at ville blive tillagt vægt af en ordinerende læge, skal der loyalt redegøres for. Det er dog ikke tilstrækkeligt blot at medtage pligttekster (jf. kodeksets § 5, stk. 1, nr. 1-12) for de sammenlignede præparater. o Undtaget herfra er reklamer, hvor der alene formidles resultater fra en undersøgelse, hvor to lægemidler sammenlignes. Her kan man altid nøjes med at medtage pligttekster for de to præparater, men det forudsættes, at der som minimum altid oplyses det primære effektmål (endpoint), som er hovedbudskabet fra studiet. Derudover kan sekundære effektmål (endpoints) der skønnes relevante oplyses. De udvalgte resultater skal være loyale, klinisk og videnskabeligt relevante samt repræsentere den overordnede konklusion af studiet. Det refererede studie skal være publiceret og opfylde de generelle krav til dokumentation. Alle resultater bør dog også være i reklamen, eksempelvis i form af en tabel bagest i materialet, således at den ordinerende læge har adgang til disse. For analogpræparater (præparater med samme kliniske virkning) skal der ud over fuld produktinformation for eget præparat gives information om samtlige betydende forskelle i virkninger, bivirkninger, doseringer, dispenseringsformer, pakningsstørrelser, priser mv. For synonympræparater (præparater med samme aktive substans eller substanser) skal der ligeledes korrekt redegøres for de relevante forskelle og ligheder, eksempelvis biotilgængelighed, depotvirkning, dosering, dispenseringsformer, pakningsstørrelser, priser, mv. For add-on lægemidler (sammenligning mellem en basisbehandling og en basisbehandling kombineret med et add-on lægemiddel) har Ankenævnet den 24. februar 2014 besluttet, at kravene til reklamen alene vil være følgende: 1) samtlige lægemidler omtalt i reklamen skal identificeres, jf. reklamekodeks § 8, stk. 1 og 2) der skal fremlægges pligttekst for eget lægemiddel, jf. reklamekodeks § 8, stk. 2 og § 5, stk. 1. Ved sammenlignende reklame i elektroniske reklameformater skal der fra samtlige sider i materialet findes et direkte link til det af virksomheden opstillede objektive sammenligningsgrundlag, dvs. max. 1 klik, analogt med bestemmelsen for pligtteksten, jf. vejledningen til § 5 stk. 2 25 11.04.2014 Version 1.13 Dette indebærer, at det opstillede sammenligningsgrundlag samt pligtoplysninger på virksomhedens lægemiddel, jf. § 5 stk. 1, tilgås fra samme klik, og dermed er anført på én og samme side, med sammenligningsgrundlaget angivet først, som der navigeres til via linket. For prissammenligninger skal den anvendte beregningsmåde samt grundlaget herfor angives nøje, dvs. den til grund for udregningerne anvendte døgndosering samt tabletstørrelse, pakningsstørrelse og pakningspris. Fælles- og særnavne og tillige oplysninger om pakningsstørrelser og -priser, doseringer for de sammenlignede præparater mv. skal angives, i det omfang disse oplysninger afviger fra oplysningerne vedr. ens eget produkt. Prissammenligninger, hvori der indgår analoge eller synonyme præparater, må alene tage udgangspunkt i den af Sundhedsstyrelsen godkendte dosering. Således skal behandlingspriser, hvor der ligger et godkendt doseringsinterval, angives for ét døgn for både højeste og laveste godkendte døgndosering. Hvis ikke samtlige priser er udregnet, skal priskalkulationerne tage udgangspunkt i relevante og gængse pakningsstørrelser, der giver den laveste pris hos konkurrenten. Ved parallelimporterede produkter kan sammenligningen efter omstændighederne samles i én fælles gruppe, hvor der angives højeste og laveste pris i det interval, denne gruppe måtte udgøre i prismæssig henseende. For visse lægemidler kan der ikke siges at foreligge en på forhånd fastlagt døgndosering, eksempelvis for visse lægemidler anvendt ved hovedpineanfald. En prissammenligning i disse situationer kan baseres på en sammenligning af priserne for den anbefalede startdosis og for dosisintervallet fra mindste startdosis til højeste anbefalede dosis. En prissammenligning kan således her ikke baseres på, hvor hyppigt bestemte doser anvendes til behandling. Ad stk. 3 Alle væsentlige egenskaber, herunder priser og andre forhold af betydning, skal omtales loyalt og på lige fremtrædende vis, for at læseren kan få så fuldstændigt et sammenligningsgrundlag som muligt. Hvis en produktfordel eksempelvis fremhæves med store typer på forsiden af en reklame, skal alle andre væsentlige egenskaber for de sammenlignede præparater fremhæves på en tilsvarende måde. Alle oplysninger skal være helt aktuelle og korrekte på det tidspunkt, hvor reklamen når markedet. I forbindelse med prissammenligning anses det for illoyalt at udregne behandlingspriser ud fra en del af en pakning for eget præparat og ikke tilsvarende for konkurrenten. Stk. 3 er tilføjet for at opfylde kravet i EFPIA´s HCP Code art. 3.05 in fine. 26 11.04.2014 Version 1.13 BEMÆRKNINGER TIL KAPITEL 4 – DISTRIBUTION AF REKLAME, GENNEMSIGTIGHED OG PERSONLIG RÅDGIVNING. Ad § 9 - Distribution af salgsfremmende foranstaltninger Bestemmelsen svarer til EFPIA’s HCP Code Art. 6 og supplerer de regler, der findes i markedsføringsloven om bl.a. SPAM mail i § 6 samt persondatalovens regler om registre, hvortil der også henvises. Ad § 10 – Salgsfremmende foranstaltningers gennemsigtighed Bestemmelsen svarer til EFPIA’s HCP Code Art. 7. I øvrigt henvises til markedsføringslovens bestemmelser, herunder § 4. Ad § 11 - Forbud mod rådgivning om personlige medicinske spørgsmål Bestemmelsen svarer til EFPIA’s HCP Code Art. 8. BEMÆRKNINGER TIL KAPITEL 5 – ØKONOMISKE FORDELE Ad § 12 Hovedregel – forbud mod økonomiske fordele og gaver Bestemmelsen svarer til den mest restriktive regel efter reklamebekendtgørelsens § 21, stk. 1 (dog er der ikke henvist til undtagelser fsva. borgermøder og rabatter, der ikke reguleres af nærværende regelsæt men alene af reklamebekendtgørelsen, og som kontrolleres af Sundhedsstyrelsen (tidligere Lægemiddelstyrelsen)) samt EFPIA’s HCP Code Art. 17, den tidligere EFPIA’s HCP Code Art. 10. Udgangspunktet er herefter, at lægemiddelvirksomheder ikke må give eller tilbyde sundhedspersoner økonomiske fordele, det være sig gaver, pekuniære fordele eller fordele i form af naturalier. Reglen er implementeret i ENLI’s reklamekodeks pr. 1. januar 2014, men parterne bag ENLI har vedtaget en overgangsperiode på et halvt år, så den nye regel først håndhæves med virkning fra den 1. juli 2014, jf. også Q2 i EFPIA’s FAQ fra februar 2014. Skærpelsen af gaveforbuddet skyldes EFPIA’s vedtagelse den 24. juni 2013 af en nyt kodeks, EFPIA’s Disclosure Code, om lægemiddelindustriens offentliggørelse af betalinger til sundhedspersoner. Som en konsekvens af det nye kodeks har EFPIA samtidig besluttet, at der skal indføres to nye regler i EFPIA’s HCP Code, der er implementeret i reklamekodekset. Den ene af disse regler er det nye gaveforbud, som er implementeret i reklamekodeksets § 12. Fortolkningen af gaveforbuddet tager udgangspunkt i relevant myndighedspraksis samt, på områder hvor EFPIA-reglen er mere restriktiv end dansk lovgivning, vejledning fra EFPIA (FAQ) samt evt. supplerende 27 11.04.2014 Version 1.13 vejledning fra Lif herom. Af EFPIA’s FAQ fra februar 2014, som ligger på www.enli.dk, fremgår (Q12), at gaveforbuddet medfører, at lægemiddelvirksomheder som hovedregel ikke må give gaver. Det er således kun tilladt at udlevere dét, som det specifikt er tilladt i henhold til EFPIA’s HCP Code (som er inkorporeret i reklamekodekset). Udgangspunktet om forbud mod økonomiske fordele og gaver er modificeret med en række udtrykkelige undtagelser i reklamebekendtgørelsens kapitel 7 og i nærværende regelsæt §§ 13-16, der på visse områder indeholder flere restriktioner, end hvad der følger af dansk lov. Bl.a. indeholder nærværende regelsæt skrappere regler for så vidt angår gaver, bespisning, tilladte mødesteder og organisering af underholdning, end hvad der følger af dansk lov. Undtagelserne til forbuddet er alle begrundet i behovet for fagligt samarbejde, herunder informationsudveksling mellem sundhedspersoner og lægemiddelindustrien. Formålet er i sidste ende at sikre, at patienterne har adgang til den bedste behandling, at sundhedspersonerne er opdaterede og har adgang til den nyeste information om lægemidler, og at sundhedspersonerne har mulighed for at samarbejde med industrien om fx udvikling af nye lægemidler. Imidlertid er det afgørende, at dette samarbejde sker på etisk forsvarlig vis og inden for de rammer, der af samme grund er fastlagt i lovgivningen (reklamebekendtgørelsens kapitel 7) og i EFPIA’s HCP Code, der er samlet her i reklamekodekset. Gaveforbuddet gælder blandt andet for de såkaldte ”gimmicks” eller ”leave behinds”, såsom kuglepenne, post-it blokke, notesblokke osv., som er kontorartikler af mindre værdi, og som det tidligere har været accepteret at give jf. den tidligere § 12, stk. 2 i reklamekodekset. Forbuddet mod at give gaver eller økonomiske fordele til sundhedspersoner omfatter ikke alene ydelser af direkte karakter, men også fx vederlagsfri udlån af EDB-udstyr eller økonomiske fordele i form af ekstraordinær lang kredit eller særlig gunstig forrentning af indeståender hos leverandøren. Det skærpede gaveforbud i § 12 tydeliggør, at også imagegaver fra lægemiddelvirksomheder til sundhedspersoner er omfattet af bestemmelsen. Det er således uden betydning, om gaven er direkte tilknyttet markedsføringen af et bestemt lægemiddel, da virksomhedens interesse i at tilbyde økonomiske fordele må antages at være begrundet i et ønske om både at markedsføre virksomheden og dens produkter, jf. også vejledningen til reklamebekendtgørelsens § 21, stk. 1 punkt 5.5. På denne baggrund vurderer ENLI, at bl.a. legater og andre mere generelle sponsorater til sundhedspersoner som udgangspunkt ikke vil være tilladt, med mindre betingelserne i § 13 i nærværende regelsæt er opfyldt, herunder kravet om ”faglighed”, dokumentation for konkrete udgifter samt repræsentation på rimeligt niveau. Et legat må dog aldrig få karakter af en konkurrence, jf. nedenfor om reklamebekendtgørelsens § 22. Gives legatet ikke direkte fra lægemiddelvirksomheden men sponsoreres gennem fx et lægevidenskabeligt selskab (legatet gives ikke i lægemiddelvirksomhedens navn), vil kravene være uændret, og sponsoratet skal betinges af, at legatet anvendes i overensstemmelse med reklamekodeksets § 13, hvilket skal udspecificeres i sponsoraftalen (fagligt indhold, rimelig repræsentation, mødested mv.). Til gengæld stilles ikke krav om, at virksomheden skal kunne dokumentere anvendelsen i form af de konkrete udgifter, hvilket de omvendt skal dokumentere, hvis legatet gives i lægemiddelvirksomhedens navn, jf. reklamekodeks § 13, stk. 5 og vejledningen hertil. 28 11.04.2014 Version 1.13 Uddannelsesmateriale givet til sundhedspersonen som led i et sundhedsfagligt kursus, i overensstemmelse med § 13, stk. 1, betragter ENLI ikke som en gave i strid med § 12. Der gøres opmærksom på, at der fortsat gælder et absolut forbud mod at afholde konkurrencer og udlodde præmier, jf. reklamebekendtgørelsens § 22 samt vejledningen til reklamebekendtgørelsen punkt 5.5.1. Såvel konkurrencens karakter som præmien, herunder præmiens værdi, er uden betydning. Det er ligeledes uden betydning, om det sker i tilknytning til markedsføring af et bestemt lægemiddel eller som led i en virksomheds ”imagepleje”. Ad § 13 Faglige aktiviteter, sponsorater og repræsentation Bestemmelsen svarer til en sammenskrivning af bestemmelserne fra EFPIA’s HCP Code Art. 10 og reklamebekendtgørelsens § 25. stk. 1. Ad stk. 1 Generelt: Bestemmelsen i stk. 1 findes ikke i EFPIA’s HCP Code, men den del af stk. 1, der lyder ”Lægemiddelvirksomheder kan give eller tilbyde en sundhedsperson faglig information og uddannelse om lægemidler i form af betaling af de direkte udgifter til kurser, samt andre faglige og videnskabelige aktiviteter, som sundhedspersoner deltager i eller afholder” svarer til ordlyden i reklamebekendtgørelsens § 25, stk. 1 nr. 2. Dermed sikres, at den praksis, ENLI anlægger, følger ”ånden” og formålet med bestemmelsen i reklamebekendtgørelsens § 25, stk. 1, nr. 2.Faglighedskravet: Begrebet ” faglig information og uddannelse om lægemidler” forstås efter fast praksis af nævnet således, at arrangementer skal have et specifikt sundhedsfagligt indhold og videreuddannelsesmæssigt sigte for sundhedspersoner, herunder ved faglige indlæg om sygdomme, sygdomsområder, produkter og behandlingsmetoder. Faglighedsbegrebet er den 27. marts 2012 blevet nuanceret af Ankenævnet og forstås i dag i lyset af ENLI’s forskellige etiske regelsæt i et større perspektiv og inkluderer også mere overordnede, herunder sundhedspolitiske og sundhedsøkonomiske emner og områder, der ikke direkte gør eksempelvis lægen bedre i stand til at behandle en patient, men som omtaler udviklingen inden for et sygdomsområde, eller undersøger kvaliteten af en given behandling, eller på anden vis har et mere langsigtet behandlingsorienteret sigte. Dette anser ENLI for fagligt i overensstemmelse med reklamekodeksets § 13, stk. 1, så længe fokus fortsat er på behandling af et sygdomsområde med det formål at sikre patienterne den bedste medicinske behandling. På denne baggrund har ENLI godkendt sponsorat til en international konference om kroniske sygdomme. Konferencen henvendte sig både til sundhedspersoner, offentlige beslutningstagere, sundhedsøkonomer og patientforeninger. Hovedparten af indlæggene omhandlede forebyggelse og kontrol af kroniske sygdomme med fokus på sundhedsøkonomiske, politiske og øvrige samfundsmæssige konsekvenser og styringsmekanismer. 29 11.04.2014 Version 1.13 Omvendt accepterer nævnet efter fast praksis som hovedregel ikke tilbud om eller støtte til ikkesundhedsrelaterede kurser, som fx også udbydes til andre faggrupper, såsom økonomistyring, organisationsudvikling, ledelse, computerkurser, samarbejdskurser, coaching, drift af praksis (revisorhjælp), komik/underholdning, politiske indlæg, kommunikation, undervisning i at lære at undervise mv. Nævnet lægger tilsvarende til grund, at arrangementer, som fokuserer på den salgsmæssige og/eller ledelsesmæssige side af apoteksdrift, ikke er specifikt apoteksfagligt. Det afgørende er, at arrangementets fokus er på den faglige rådgivning som apoteker, og ikke på salg og/eller apoteksdrift. Allerede under NSL har eksempelvis spørgsmålet om kurser om sundhedsøkonomi været diskuteret. Sådanne kurser blev også under NSL tilladt, hvis det blev vurderet at fokus var på konkrete behandlingsorienterede eller præparatorienterede spørgsmål og ikke alene en mere overordnet politisk drøftelse af emnet, jf. NSL 2009. Tilbud om hjælp til søgninger i en læges elektroniske patientjournaler (EPJ-system) i forbindelse med udfasning af et lægemiddel er af granskningsmandpanelet fundet i strid med denne bestemmelse. Denne vurdering blev tiltrådt af Ankenævnet, jf. AN-201-2584, idet man lagde vægt på, at der ikke var tale om en aktuel sikkerhedsmæssig problemstilling. Brug af sygehistorier (patient cases) i lægemiddelvirksomheders reklameaktiviteter overfor sundhedspersoner anses af nævnet for ikke at være i overensstemmelse med kodeksets krav om, at reklamer skal fremtræde sobert, nøgternt og i saglig form, og dette er uanset om historien er fiktiv eller sand, jf. § 4, stk. 2 ovenfor. Ligeledes kan patient cases ikke bruges som dokumentationsgrundlag for de udsagn, som lægemiddelvirksomheden kommer med i forbindelse med reklameaktiviteten. Patient cases kan dog godt indgå i faglige arrangementer, så længe patient casen ikke er udvalgt af lægemiddelvirksomheden, men derimod af eksempelvis en hyret sundhedsperson til et oplæg. Det er dog et krav, at denne brug af den enkelte patient case er tæt tilknyttet til det faglige materiale i arrangementet, eksempelvis som til illustration af allerede gennemgået faglig viden på mødet, hvorfor faglige indlæg, der består af en løsere gennemgang af patient cases, fx patient cases som de deltagende sundhedspersoner selv kommer med til fri debat, ikke har den fornødne detaljeringsgrad som er nødvendig for, at indlæggets faglighed kan bedømmes. Et sådant indlæg får derfor karakter af mere ubestemt erfaringsudveksling, jf. nedenfor under sponsorater. Det bemærkes i den forbindelse, at patienter som udgangspunkt ikke kan anvendes som oplægsholdere på et fagligt arrangement, idet de ikke vurderes at have den fornødne videnskabelige baggrund til at kunne præsentere et fagligt indlæg i medfør af § 13, stk. 1. ENLI har dog tidligere accepteret, at lægemiddelvirksomheder kan præsentere en film indeholdende patientudtalelser på en udstillingsstand, hvis filmen alene omhandler sundhed og/eller sygdom, og patienten således ikke anvendes som reference for lægemiddelorienteret behandling. Egne arrangementer: Ved afholdelse af et fagligt arrangement for sundhedspersoner er lægemiddelvirksomheden ansvarlig for arrangementet i sin helhed. Dermed er virksomheden også ansvarlig for alle indlæg, som præsenteres ved arrangementet, desuagtet at disse må komme fra en uafhængig tredjemand. Virksomheden skal derfor som minimum betinge sig i aftalen med den uafhængige tredjemand, at indlæg afholdes i overensstemmelse 30 11.04.2014 Version 1.13 med reglerne. ENLI vurderer også, at virksomheden har pligt til at reagere, hvis en foredragsholder fx udtaler sig i strid med reklamekodeksets regler. Det er dog ENLI’s vurdering, at der ikke er en anmeldelsespligt for slides udarbejdet af en tredjemand, med mindre virksomheden har haft indflydelse på udarbejdelsen af disse. Hvis en lægemiddelvirksomhed vælger at udlevere slides udarbejdet og benyttet af en tredjemand i forbindelse med dennes indlæg på virksomhedens arrangement, vil materialet, uagtet om udleveringen sker i forbindelse med mødet, efterfølgende eller ifm. konsulentbesøg, være at betragte som reklame for virksomheden, og materialet skal derfor anmeldes. Sponsorater: § 13, stk. 1 litra a) og b) tjener alene til at uddybe aktiviteten – herunder skelne mellem de aktiviteter, som lægemiddelvirksomheder selv er arrangør eller medarrangør af, og de arrangementer, hvor det er en tredjepart, som arrangerer, og lægemiddelvirksomheden alene sponserer aktiviteten, hvad enten det er et sponsorat til arrangøren eller direkte til sundhedspersonen til dækning af de konkrete udgifter forbundet med deltagelse. Sådan som bestemmelsen naturligt må forstås kan en lægemiddelvirksomhed alene efter reklamekodeksets regler tilbyde faglige information og uddannelse til sundhedspersoner, dette uanset om det er arrangementer sundhedspersonen deltager i eller selv afholder. Ydelse af støtte til en sundhedsperson, fx en praktiserende læge, til afholdelse af fagligt arrangement over for fx patienter og pårørende vil derfor ikke kunne gives, idet sådan støtte vil være i strid med denne bestemmelse (samt § 12 og § 14), jf. dog om borgermøde reklamebekendtgørelsens § 26. Derudover må sponsorer ifølge litra b) 2. punktum ikke have indflydelse på det faglige program. Holder virksomheden et satellitsymposium i forbindelse med arrangementet, anses dette ikke for at have indflydelse på det faglige program, såfremt virksomheden har fået udstukket emne eller retningslinjer for det faglige område, hvorom symposiet skal holdes, eller satellitsymposiet skal godkendes af arrangøren. Et fagligt arrangement skal opfylde alle relevante krav i § 13, uanset at lægemiddelvirksomheden alene er sponsor af et tredjepartsarrangement og derfor ikke har været involveret i tilrettelæggelsen af arrangementet. Lægemiddelvirksomheden må i den forbindelse ikke give tilsagn om sponsorat, førend virksomheden har vurderet, at alle relevante bestemmelser fra reklamekodekset er overholdt, jf. også reklamekodeksets § 23, stk. 4 og vejledningen hertil. Arrangementet skal således heller ikke anmeldes, før alle relevante oplysninger til brug for en vurdering af sagen foreligger, jf. § 23, stk. 4 i nærværende regelsæt, og senest 10 arbejdsdage efter, at lægemiddelvirksomheden har givet bindende løfte om økonomisk støtte, jf. § 23, stk. 5. Krav til indholdet af programmet: Nævnet har tidligere understreget, at det forhold, at en aktivitet er ”seriøs”, ikke er ensbetydende med, at lægemiddelvirksomheder kan støtte aktiviteten. Reglerne forhindrer fx, at lægemiddelvirksomheder kan involvere sig i arrangementer, der ikke har den specifikt faglige videreuddannelse i fokus, uanset om sådanne arrangementer i øvrigt måtte opkvalificere sundhedspersonen på andre områder til gavn for patienten og i sidste ende til gavn for samfundet som helhed. Det vil fx ofte være tilfældet med kurser eller 31 11.04.2014 Version 1.13 indlæg om administrative systemer, organisationsudvikling, overenskomstmæssige regler om løn- og arbejdsforhold, lægens rolle i medierne. Sådanne arrangementer kan være relevante for sundhedspersoner som en faggruppe og selvsagt gennemføres. Der kan blot ikke opnås støtte fra lægemiddelindustrien til afholdelsen, med mindre fokus fx er på behandlingsorienterede spørgsmål med det formål at sikre patienterne den bedste medicinske behandling, jf. også Ankenævnets seneste præcisering ovenfor. Alene aktiviteter af ren faglig karakter kan støttes, jf. litra b, sidste punktum. Er den aftalte sponsorstøtte et meget højt beløb set i forhold til de støttede aktiviteter, må sponsor betinge sig i kontrakten med arrangøren, at beløbet alene anvendes til aktiviteter af ren faglig karakter i overensstemmelse med reglerne i kodeksets § 13, herunder at et eventuelt overskud fra sponsoratet, der ikke anvendes på de § 13 faglige aktiviteter, tilbagebetales. Desuden vil det efter ENLI’s vurdering være rimeligt i kontrakter om sponsorater af større beløb, at sponsor anmoder arrangøren om efterfølgende dokumentation, eksempelvis i form af et regnskab efter kongressens afholdelse med redegørelse for kongressens samtlige indtægter og udgifter. Dette er for at sikre, at arrangøren, fx en sammenslutning af sundhedspersoner, ikke modtager flere penge end, hvad den efteruddannelsesmæssige faglige aktivitet fordrer, hvilket ellers kunne blive anset for en økonomisk gave i strid med kodeksets § 12. Den enkelte lægemiddelvirksomhed har pligt til at sikre sig, at en aktivitet, der støttes, har det fornødne faglige indhold. Økonomisk støtte kan derfor alene ydes til konkrete aktiviteter, som virksomheden kender indholdet af, således at virksomheden kan påse, at aktiviteten, der støttes, lever op til reglerne og kravet om faglighed (idet virksomheden dog ikke må yde egentlig indflydelse på programmet jf. § 13, stk. 1 litra b). Der skal således på tidspunktet for afgivelsen af tilsagnet om støtte til en aktivitet foreligge et program el.lign. med en sådan grad af præcision, at det er muligt for virksomheden at vurdere, om aktiviteten lovligt kan støttes. Kravet om forudgående viden om arrangementets faglighed indebærer også, at det fx vil være ulovligt, at støtte aktiviteter, der mere ubestemt omhandler fx ”erfaringsudveksling” eller lignende. Et arrangement med et sådant program vil ikke have den fornødne detaljeringsgrad, som er nødvendig for, at arrangementets faglighed kan bedømmes. Støtte til ph.d. studier og lignende forskningsbaseret videreuddannelse, vil således alen kunne ske, hvis studiet eller forskningen er beskrevet tilstrækkelig deltaljeret på tidspunktet for virksomhedens tilsagn om støtte, fx i en projektbeskrivelse. Det er ikke muligt at give en general støtte til en sundhedsperson, fx til ”brug for forskning”, jf. § 15, stk. 2, der forbyder donationer og tilskud til individuelle sundhedspersoner. Ifølge nævnets praksis vil henvisninger til sidste års program generelt ikke være tilstrækkeligt til at opfylde faglighedskriteriet. ENLI har dog i konkrete sager vurderet, at internationale, årligt tilbagevendende kongresser for speciallæger arrangeret af tredjeparter på baggrund af de foregående års faglige program kunne antages at have tilstrækkelig faglighed i sin helhed. Aktiviteter, der støttes, skal være som minimum være overvejende ”faglige” i ovennævnte forstand. ENLI fortolker dette, således at lægemiddelvirksomheder godt kan støtte et arrangement, der har elementer, der ikke er ”specifikt” faglige, hvis den specifikt faglige del er det centrale ved arrangementet. Det kunne fx være visse generalforsamlinger eller andre interne drøftelser i en faglig sammenslutning af sundhedspersoner, som ikke indeholder elementer af underholdning, jf. stk. 9, og som opfylder de nævnte krav. Der skal dog huskes på, at alene aktiviteter af ren faglig karakter kan støttes, jf. ovenfor. 32 11.04.2014 Version 1.13 Lægemiddelvirksomheder må aldrig give støtte til arrangementer, dele af arrangementer eller deltagelse i arrangementer, der rummer nogen form for underholdningsaktivitet, jf. stk. 9 eller anden ikke-faglig aktivitet, jf. stk. 1, litra b) in fine. ENLI (Ankenævnet) har dog i et notat den 1. juni 2011 udtalt, at lægemiddelvirksomheder kan yde (sponsor-)støtte til arrangementer af den nævnte art, i det omfang en eventuel underholdning eller anden ikke-faglig aktivitet udtrykkeligt er finansieret ved deltagernes egenbetaling. På anmodning fra ENLI skal lægemiddelvirksomheden dokumentere, at en evt. støtte er ydet – og anvendt – i overensstemmelse hermed. Se også vejledningen til stk. 9. Støtte til sygehuse eller sundhedspersoner?: NMI forelagde i 2007 en række spørgsmål for den nu tidligere Lægemiddelstyrelsen (i dag Sundhedsstyrelsen) vedrørende fortolkningen af reklamebekendtgørelsens § 21 om økonomiske fordele til sundhedspersoner i relation til støtte til offentlige sygehuse og faglige sammenslutninger af læger (fx medicinske selskaber). Som direkte konsekvens af Lægemiddelstyrelsens udtalelser om reklamebekendtgørelsens § 21 og 23 følger ENLI nedenstående retningslinjer ved fortolkningen af reglerne om sponsorater, donationer mv.: Støtte til offentlige sygehuse, herunder konkrete sygehusafdelinger, sidestilles ikke med ”sundhedspersoner” og reguleres derfor ikke af reklamebekendtgørelsens § 21 eller nærværende bestemmelse. Sådan støtte kan under visse forudsætninger lovligt gives som en gave, uanset hvad støtten anvendes til, jf. udtalelser fra den tidligere Lægemiddelstyrelsen herunder. (Der henvises i den forbindelse til kravene for donationer og tilskud i § 15 i nærværende regelsæt og vejledningen hertil, samt Lif’s etiske regler for lægemiddelbranchens donationer og tilskud til hospitaler.) Støtte til individuelle navngivne sundhedspersoner eller sammenslutninger af sundhedspersoner (fx medicinske selskaber) til fx driften af sammenslutningen, herunder fx oprettelse af hjemmeside, distribution af materiale eller udarbejdelse af behandlingsdatabaser og lignende, anses for at være i strid med reklamebekendtgørelsens § 21, og ikke omfattet af undtagelserne i reklamebekendtgørelsens § 23. Dette er i overensstemmelse med bestemmelsen i § 15, stk. 2 i nærværende regelsæt, der forbyder støtte til individuelle sundhedspersoner, med mindre det er tilladt efter § 13. Lægemiddelstyrelsens udtalelser er omtalt i detaljer i NMI’s årsberetning for 2007 (bilag B). Sæt-kryds-i-kalenderen: Såfremt en virksomhed ønsker at invitere sundhedspersoner til et fagligt arrangement, inden der foreligger et program med tilstrækkelige oplysninger til at foretage denne vurdering, følger det af regelsættet, at virksomheden alene kan sende en foreløbig (ikke-bindende) invitation, der fx kan gøres betinget af, at det faglige arrangement lever op til § 13. Anvendelsen af en overskrift som ”sæt kryds i kalenderen” eller lignende i en invitation vil ikke være udslagsgivende for ENLI’s vurdering af, hvorvidt invitationen er foreløbig (ikke-bindende), idet denne vurdering baseres på indholdet i invitationen, se også ad § 23, stk. 1 omkring anmeldelsestidspunktet. En ikke-bindende invitation (orientering) skal således ikke anmeldes. 33 11.04.2014 Version 1.13 Ad stk. 2 Det er ifølge stk. 2 et krav, at formålet med arrangementet skal fremgå af indbydelsen. Det er imidlertid ikke et krav, at dette er formalistisk angivet, eksempelvis ”formålet med arrangementet er…”. Dog skal det kunne ses ud af invitationen. Det følger ligeledes at stk. 2, at det skal fremgå af invitationen, om der er ydet (sponsor) støtte til aktiviteten fra en eller flere lægemiddelvirksomheder. ENLI har konkret vurderet, at betingelsen i stk. 2 var opfyldt, hvor det fremgik meget tydeligt af hjemmesiden for arrangementet, herunder på forsiden og næsten samtlige undersider, at den pågældende lægemiddelvirksomhed var sponsor. ENLI lagde i den forbindelse også vægt på, at tilmelding til arrangementet skulle ske på hjemmesiden. I et andet tilfælde har ENLI anset betingelsen i stk. 2 for opfyldt ved, at det i sponsorkontrakten var anført, at arrangøren skulle annoncere sponsor og publicere deres logo på al printet marketingsmateriale og informationsmateriale for arrangementet samt på hjemmesiden. ENLI har accepteret disse tilfælde i kraft af, at formålet med bestemmelsen i stk. 2 omkring angivelse af sponsorer i invitationen, nemlig at deltagerne forud for tilmelding kan se og forholde sig til, at arrangementet er støttet af lægemiddelvirksomheder, må anses for opfyldt i de pågældende tilfælde, da anførelsen af sponsor er særdeles tydelig, og deltagerne må antages ikke at kunne undgå at blive opmærksom herpå. Således finder ENLI, at det efter bestemmelsens ordlyd vil være vanskeligt for lægemiddelvirksomheder at give sponsorater til faglige arrangementer meget tæt på tidspunktet for afholdelse og særligt efter, at arrangementet er afviklet, uden at virksomheden dermed overtræder denne bestemmelse. Ad stk. 3 I Danmark er der ikke nogen ”negativ” eller ”positiv” liste med oversigt over hhv. ”forbudte” og ”tilladte” mødelokaliteter. En sådan liste må ikke laves af konkurrenceretlige årsager. Se også stk. 7. Reglen om ”passende” mødested svarer til EFPIA’s HCP Code Art. 10.01. ENLI har vurderet, at et mødested ikke er passende i forhold til aktivitetens hovedformål, som er formidling af faglig information og uddannelse om lægemidler, jf. stk.1, hvis mødestedet ikke har faciliteter, der er egnet som en ramme om et fagligt møde, de såkaldte ”fagfremmede” steder. Det kunne eksempelvis være bådfarter, museer og andre steder med kulturelle tilbud til offentligheden (fx mod betaling af entré) samt restauranter, med mindre disse steder har separate, velegnede mødefaciliteter. Uden egnede mødefaciliteter kan disse steder som udgangspunkt ikke siges at udgøre et ”passende mødested” sammenlignet med eksempelvis et mødelokale i en virksomhed, på et hospital/i lægepraksis, på universitet, konferencefacilitet o.l. I modsætning til stk. 10, der angår mødesteder, der er ”kendt” for deres underholdningsfaciliteter, er ekstravagante eller luksuriøse, og derved en vurdering om, hvorvidt der er tale om steder, der går ud over, hvad der må anses for at være af almindelig standard, så er vurderingen efter stk. 3 således, hvorvidt stedet er passende til afholdelse af et fagligt arrangement. Hvorvidt der desuden tilbydes adgang til underholdning vil være en separat vurdering jf. stk. 9. 34 11.04.2014 Version 1.13 Ad stk. 4 Bestemmelsen svarer til summen af EFPIA’s HCP Code Art. 10.02 og reklamebekendtgørelsens § 25, stk. 3, dog kan der (som det også var tilfældet efter den tidligere ”Samarbejdsaftale”) ikke som i reklamebekendtgørelsen skeles til økonomiske hensyn. Kravet om væsentlighed følger derimod ikke af EFPIA’s HCP Code, men af reklamebekendtgørelsens § 25, stk. 3. Logistiske årsager kan fx være: Målgruppens muligheder for at deltage i arrangementet (mange deltagere – få deltagere – udenlandske deltagere) Oplægsholderes og øvrige mødedeltageres muligheder for at deltage Muligheder for at gennemføre arrangementets indhold (egnede lokaler, konferencelokaler, adgang til hovedsæde/forskningscenter) Reglen indebærer, at et arrangement for fx sundhedspersoner fra det nordjyske område skal placeres i det nordjyske område, medmindre væsentlige logistiske hensyn tilsiger, at arrangementet henlægges til et andet område. Det er nævnets vurdering, at det ikke vil være tilladt at arrangere en studietur til udlandet med det formål, at de deltagende kan opnå viden om det pågældende lands sundhedssystem. Et sådant arrangement vil ikke have det fornødne faglige indhold, jf. stk. 1 og vil ifølge nævnets vurdering også være i strid med denne bestemmelse. Det samme gælder arrangementer, der går ud på rundvisning på udenlandske filialer (eller hovedsædet) af en lægemiddelvirksomhed. Ad stk. 5 Efter reklamebekendtgørelsen § 25, stk. 1, nr. 1 kan der gives ”repræsentation i form af betaling af de direkte udgifter til bespisning, rejse, ophold o.l. i forbindelse med reklame for samt faglig information om lægemidler”. Hvad der ligger i ”o.l.” er uklart. EFPIA’s HCP Code har modsat afgrænset repræsentationen, idet den ikke har en åbning svarende til reklamebekendtgørelsens ”o.l.” Derimod specificeres heri, at repræsentation også omfatter ”nøjagtige tilmeldingsgebyrer”, i overensstemmelse med EFPIA’s HCP Code Art. 10.04. Ifølge vejledningen til reklamebekendtgørelsen pkt. 5.6 dækkes ”fx repræsentation i forbindelse med deltagelse i kurser og andre aktiviteter af lægemiddelfaglig og apoteksfaglig karakter”. Bestemmelsen i stk. 5 kan derfor siges at være mere restriktiv end dansk lovgivning. Den tidligere Lægemiddelstyrelse (nu Sundhedsstyrelsen) har i høring af 7. januar 2011 anført, at ”Det er tilladt at give en sundhedsperson repræsentation, selvom der er tale om et fagligt arrangement, der ikke er arrangeret af den pågældende lægemiddelvirksomhed. Der kan fx være tale om en lægemiddelvirksomhed, der betaler for udgifter til rejse og ophold i forbindelse med en sundhedspersons deltagelse i en faglig, international konference, selvom virksomheden ikke er arrangør af konferencen”. ENLI accepterer på denne baggrund, at lægemiddelvirksomheder kan tilbyde repræsentation ved faglige arrangementer arrangeret af en tredjepart, hvis pågældende lægemiddelvirksomhed på anden måde har støttet det faglige indhold. Dette kan udover betaling for rejse eller ophold fx ske ved sponsorat af en foredragsholder, lokale el.lign. 35 11.04.2014 Version 1.13 Således accepterer ENLI ikke, at en lægemiddelvirksomhed alene tilbyder en sundhedsperson repræsentation i form af bespisning, hvis sundhedspersonen deltager i et fagligt arrangement arrangeret af en tredjepart. Det er således også ENLI’s opfattelse, at et sponsorat til arrangøren ikke berettiger en invitation alene til bespisning af danske deltagende sundhedspersoner ved arrangementet, med mindre lægemiddelvirksomheden på anden vis har støttet deltagernes involvering i det faglige indhold, ved fx betaling af rejse og ophold, som nævnt af den tidligere Lægemiddelstyrelse. Kun faktisk afholdte udgifter dækkes (efter regning). Fx kan en virksomhed ikke betale en sundhedsperson for ”lokaleleje” til et arrangement, som har fundet sted i lægens praksis. Det samme gælder for rejse- eller opholdsudgifter, der alene kan afholdes efter regning. En virksomhed kan derfor ikke udbetale et fast beløb til transport til arrangementet, således at deltagerne, der selv kan finde en billig transportvej, kan opnå en fortjeneste. Ved kørsel i egen bil skal lægemiddelvirksomheden sikre sig, at de oplyste antal kilometre faktisk er kørt, hvilket eksempelvis kan ske ved en erklæring fra sundhedspersonen herom. Det er derfor heller ikke muligt at betale sundhedspersonen forlods for disse udgifter. Såfremt en sundhedsperson i forbindelse med en kongresdeltagelse, som er sponseret af en lægemiddelvirksomhed, ønsker at forlænge sit ophold på kongresstedet for at holde ferie og dermed anmoder lægemiddelvirksomheden om at ændre ud- eller hjemrejsen, må dette betragtes som en økonomisk fordel ydet til sundhedspersonen i strid med reklamekodeksets generelle forbud i § 12, jf. også bemærkningerne neden for til § 13, stk. 7. Hoteludgifter kan alene afholdes, hvis arrangementets udstrækning nødvendiggør hotelophold (jf. også det er ”relevant”, stk. 3 in fine). Såfremt et arrangement er af under seks timers varighed, bør et arrangement normalt kunne planlægges, uden at hotelophold er nødvendigt. Det er endvidere som udgangspunkt en betingelse for, at en lægemiddelvirksomhed kan afholde udgifter til hotelophold, at der er faglige aktiviteter både dagen før og dagen efter overnatningen. Ved oversøiske rejser accepterer nævnet ankomst op til 24 timer inden det faglige mødes start. For betaling af repræsentation, herunder forplejning i form af bespisning mv., se endvidere ad § 13, stk. 7 og stk. 8. Betaling af forsikring for de deltagende under ophold og transport til/fra det faglige arrangement er efter ENLI’s vurdering omfattet af ordlyden i § 13, stk. 5, og falder indenfor den acceptable repræsentation. Ad stk. 6 Bestemmelsen svarer til EFPIA’s HCP Code Art. 10.04, og en tilsvarende bestemmelse findes ikke i reklamebekendtgørelsen, der blot nævner (§ 25, stk. 2 in fine), at repræsentation er begrænset til sundhedspersoner. Reglen betyder, at der ikke må gives repræsentation til ægtefæller, der tilfældigvis også er en sundhedsperson (fx en læge, der er gift med en sygeplejerske), med mindre ægtefællen selv har en direkte professionel og faglig interesse i at deltage i arrangementet. Ledsager må i modsætning til, hvad der gjaldt efter den tidligere Samarbejdsaftale, heller ikke medbringes til sådanne arrangementer, selvom ledsageren betaler for sine egne udgifter forbundet hermed. Dette vil være at sidestille med organisering af sociale events, der er forbudt efter stk. 9. 36 11.04.2014 Version 1.13 Således må lægemiddelvirksomhederne heller ikke agere ”rejsebureau” for medfølgende ægtefæller/partnere. Folk afgør selv, hvortil de rejser, men det tilkommer ikke lægemiddelvirksomheden at booke flybilletter mv. til medfølgende ægtefæller/partnere, uagtet at lægemiddelvirksomheden ikke afholder omkostningen til selve billetten. Et tilsvarende forbud findes ikke i reklamebekendtgørelsen, jf. vejledningen hertil pkt. 5.6.1. I særlige tilfælde kan repræsentation dog ydes til en ledsagende person, hvis det vurderes at der er saglige grunde til at sundhedspersonen medbringer en ledsager, fx af religiøse årsager eller til opfyldelse af et sundhedsmæssigt/støttende/plejende behov (fx ved handikap) for sundhedspersonen. Dette skal dog kunne dokumenteres. Ad stk. 7 Bestemmelsen svarer til summen af (højeste fællesnævner) reklamebekendtgørelsens § 25, stk. 2 samt EFPIA’s HCP Code Art. 10.06. Kernen bliver en vurdering af repræsentationens omfang og niveau i forhold til det faglige arrangement. Ved ”rimeligt” niveau forstås almindeligt standardniveau – altså ikke luksus eller på anden måde ekstravagant. Der kan ikke fastlægges en entydig definition af et ”rimeligt niveau”. Vurderingen afhænger af en konkret afvejning, hvorunder også den geografiske placering af arrangementet indgår, og prisniveauet lokalt. Det vil ikke være i overensstemmelse med reglerne at vælge de dyreste restauranter og/eller vælge de dyreste menuer og vine. Ved en lægemiddelvirksomheds sponsorat til en tredjeparts arrangør kan virksomheden godt betinge sit sponsorat til alene at angå dækning af udgifter til det faglige program, fx betaling for foredragsholder, og derved undgå at være forpligtet efter denne bestemmelse (omvendt forholder det sig med stk. 9 og stk. 10, der vurderes at være en del af rammen om det faglige arrangement, som dermed skal påses af virksomheden). I sager vedr. repræsentation vurderer ENLI, at virksomheden kun vil være ansvarlig for, at bespisningen til deltagerne ligger inden for rammerne af denne bestemmelse samt § 13, stk. 8, såfremt virksomhederne betaler for/støtter sådan bespisning. Således er virksomheden ikke ansvarlig for fx en gallamiddag (med luksuriøs forplejning), hvis virksomhedens sponsorat ikke dækker bespisning. Omvendt kan en virksomhed ikke delvist betale for/støtte luksuriøs bespisning med et beløb svarende til et rimeligt niveau, jf. også § 13, stk. 8, således at der eksempelvis er en delvis egenbetaling. Her finder ENLI, at det fortsat er den samlede repræsentation, som virksomheden yder støtte til, der skal være på et rimeligt niveau og inden for de angivne beløbsgrænser, idet virksomheden i modsat fald er med til at yde luksuriøs repræsentation i strid med denne bestemmelse. Såfremt en sundhedsperson inviteres til et fagligt arrangement, der efter en helhedsbetragtning må karakteriseres som luksuriøst i forhold til reklamekodekset, vil dette kun være i overensstemmelse med kodekset, såfremt der foreligger en egenbetaling, som afspejler hele den reelle økonomiske værdi af den luksuriøse repræsentation for deltageren. Hvis en lægemiddelvirksomhed inviterer en sundhedsperson til et fagligt arrangement på et tidspunkt, hvor arrangementets detaljer endnu ikke er fastlagt, såsom fagligt program (se mere herom under vejledningen til stk. 1) og repræsentation i øvrigt, fx valg af hotel, evt. restaurant, transport m.v., vil virksomheden fortsat være forpligtet til at dokumentere, at reglerne om faglighed og repræsentation er overholdt på det 37 11.04.2014 Version 1.13 tidspunkt, hvor virksomheden har givet et bindende tilsagn over for sundhedspersonen, eksempelvis når der udsendes en invitation med tilmeldingsmulighed, jf. også stk. 1 samt § 23, stk. 4. Sådan dokumentation kunne fsva. repræsentationen fx være et specificeret budget, med angivelse af standarden for repræsentationen (fx hotellets standard, flyklasse o.l.) samt afrejsetidspunkter. Såfremt repræsentationen holdes inden for den angivne ramme og under forudsætning af, at der ikke benyttes lokaliteter, der er kendt for deres underholdningsfaciliteter, er ekstravagante og/eller luksuriøse, vil ENLI kunne vurdere repræsentationens overensstemmelse med reklamekodekset, herunder § 13, stk. 7. Repræsentation må kun tilbydes til specifikt faglige arrangementer, jf. definitionen af faglighed under bemærkninger til stk. 1, hvortil der henvises. Derudover skal det faglige formål og indhold altid være det overordnede både efter en økonomisk og tidsmæssig vurdering. Dette indebærer, at virksomheder ikke kan tilbyde en sundhedsperson, der modtager et sponsorat til deltagelse i et fagligt arrangement, at udskyde sin hjemrejse pga. ferie, idet repræsentationen efter denne bestemmelse skal være nøje begrænset til hovedformålet med mødet, se også stk. 5. Samme betragtninger gør sig gældende for forbuddet mod, at lægemiddelvirksomheder faciliterer ægtefællers medrejse, jf. stk. 6. Ved oversøiske rejser accepterer nævnet dog ankomst op til 24 timer inden det faglige mødes start. Formuleringen ”hvad en sundhedsperson er villig til at betale” er en følge af EFPIA’s HCP Code Art. 10.07. Dette er naturligvis subjektivt, og formuleringen skal derfor forstås som en slags vejledning, hvorefter der ikke må gives mere, end hvad en gennemsnits sundhedsperson for den opgældende aktivitet må antages at ville betale, ligesom kravet om rimelighed mv. naturligvis skal være opfyldt. Der stilles derimod ikke krav om, at man spørger hver enkelt sundhedsperson om, hvad han/hun er villig til selv at betale. Ophold: I relation til valg af overnatningssted finder de generelle bemærkninger i Ankenævnets meddelelse af 21. september 2011 vedrørende valg af mødested for faglige arrangementer (se under stk. 10) tilsvarende anvendelse, jf. AN-2012-2202. Hvorvidt et hotels standard fremtræder som ekstravagant og/eller luksuriøs vil bero på en samlet vurdering af, hvordan hotellet i alt overvejende grad fremtræder i de offentlige tilgængelige oplysninger, og derved hvorvidt det i almindeligt omdømme må anses for luksuriøst, jf. AN2012-2202 samt AN-2012-2203. Samme vurdering gælder øvrig repræsentation, herunder restauranter. Hoteludgifter til overnatning kan alene afholdes, hvis arrangementets udstrækning nødvendiggør hotelophold (jf. også det er ”relevant”, stk. 3 in fine). Såfremt et arrangement er af under seks timers varighed, bør et arrangement normalt kunne planlægges, uden at hotelophold er nødvendigt. Det er endvidere som udgangspunkt en betingelse for, at en lægemiddelvirksomhed kan afholde udgifter til hotelophold, at der er faglige aktiviteter både dagen før og dagen efter overnatningen. Ved oversøiske rejser accepterer nævnet ankomst op til 24 timer inden det faglige mødes start. Rejser: Lif har i et brev til ENLI den 6. februar 2013 indsendt et fortolkningsbidrag til reglens forståelse, jf. EFPIA’s HCP Code opfordring til dette i Art. 10.08 og dermed suppleret ENLI’s vejledning om forståelsen af ”rimelig” i relation specifikt til transport på rimeligt niveau, som skal tage hensyn til i hvilken sammenhæng sundhedspersonen rejser. Rimelighedsbetragtningen skal derfor vurderes ud fra om sundhedspersonen er inviteret af en lægemiddelvirksomhed til at deltage i et fagligt arrangement, eller om sundhedspersonen 38 11.04.2014 Version 1.13 rejser i forbindelse med, at han/hun er hyret som konsulent til at levere en faglig ydelse til virksomheden. Lif fremfører herefter følgende: 1. Rejser med tog anses som transport på rimeligt niveau – uanset valg af ”klasse” (eksempelvis 1. og 2. klasse). Dog under forudsætning af, at togrejsen ikke sker på signifikant dyrt niveau, der afspejler luksus, ekstravagance eller ”underholdning” (fx Orient Express, The Royal Scotsman, Palace on Wheels, Rovos Rail el.lign.). 2. Flyrejser til faglige arrangementer (hvor sundhedspersonen er inviteret til) i Europa skal som hovedregel ske på økonomiklasse. 3. Flyrejser til faglige arrangementer (hvor sundhedspersonen er inviteret til) til interkontinentale destinationer skal som hovedregel ske enten på økonomiklasse eller på ”udvidet” økonomiklasse som eksempelvis ”Economy Flex” eller ”Premium Economy”. 4. Flyrejser til de konsulenter, der leverer faglige ydelser til virksomheden, og som rejser i Europa skal som hovedregel ske enten på økonomiklasse eller på ”udvidet” økonomiklasse som eksempelvis ”Economy Flex” eller ”Premium Economy”. Der henvises i øvrigt til kravene i § 16 og vejledningen hertil. 5. Flyrejser til de konsulenter, der leverer faglige ydelser til virksomheden, og som rejser interkontinental kan ske på ”Business Class”. Der henvises i øvrigt til kravene i § 16 og vejledningen hertil. 6. Hvis særlige logistiske forhold begrunder det, kan ENLI på baggrund af en konkret vurdering af logistik, pris, klasse og eventuelle alternative løsninger fravige ovennævnte udgangspunkt og acceptere flyrejser på højere klasse end angivet ovenfor. 7. Endvidere kan anvendelse af ”Business Class” accepteres på alle niveauer, hvis den rejsende er kørestolsbruger el. lign. 8. Flyrejser på ”First Class” (hvor ”First Class” er et niveau over ”Business Class”) kan aldrig anvendes. Måltider: Niveauet for en rimelig repræsentation vurderes altid i forhold til det konkrete arrangement. Vurderingen sker med udgangspunkt i den nye § 13, stk. 8. Således gælder, at der alene til arrangementer med minimum to timers fagligt indhold kan knyttes tilbud om middag eller lignende tilbud om egentlig bespisning (sandwich, kaffe/te/vand/ mv. undtaget). Det følger også af vejledningen til reklamebekendtgørelsens § 25, stk. 2 (pkt. 5.6.1), at ”fx et fagligt heldagsseminar, der afholdes fra kl. 9-17, kan inkludere morgenmad ved ankomsten, frokost og eventuelt en let middag som afslutning på seminaret”. Bespisning ud over det tilladte maksimalbeløb er i strid med reklamekodekset. Ad stk. 8 Med vedtagelsen af EFPIA’s Disclosure Code den 24. juni 2013 om lægemiddelindustriens offentliggørelse af betalinger til sundhedspersoner er endvidere besluttet, at hvert land i egne nationale kodeks skal fastlægge et beløbsloft (maksimal pris) for bespisning, inkl. drikkevarer til sundhedspersoner. Reglen er implementeret i EFPIA’s HCP Code Art. 10.05 og i reklamekodekset i denne bestemmelse. Lif har med vedtagelsen tilkendegivet, at: 39 11.04.2014 Version 1.13 Beløbsloftet er entydigt. Dvs. priser over dette niveau tillades ikke, mens priser under dette niveau altid tillades (under forudsætning af, at kravet om et arrangement med minimum 2 timers fagligt indhold i øvrigt er overholdt). Beløbslofterne er inklusiv drikkevarer, moms og evt. drikkepenge. Tilbud om bespisning uden for Danmark skal for så vidt angår andre europæiske lande følge de beløbslofter, der gælder i disse lande - se listen over beløbsgrænser på www.enli.dk ( under regelgrundlag, reklamekodeks, til udskrivning). For bespisning i lande, der ikke er med i EFPIA, vurderer ENLI, at prisniveauet skal tage udgangspunkt i det danske beløbsloft, og kun hvor der kan dokumenteres væsentlig prisforskelle i forhold til det danske prisniveau, vil beløbsloftet skulle justeres op eller ned i overensstemmelse hermed. Husk at beløbsgrænserne for bespisning skal kunne kontrolleres af ENLI. Uanset at anmeldelsessitet ikke kræver specificerede oplysninger skal virksomheden derfor huske, at beløb anvendt til bespisning skal udspecificeres i anmeldelsen, fx i situationer hvor man betaler for mere end ét måltid og tidligere blot har skullet angive en samlet pris. Dette kan enten ske i kommentarfeltet eller i et uploaded bilag, fx et Worddokument. Ad stk. 9 Bestemmelsen svarer til EFPIA’s HCP Code Art 10.07, der indeholder et forbud mod, at repræsentation indbefatter såvel sponsering som organisering af underholdningsarrangementer, uagtet om arrangementet er af hel eller delvis faglig karakter, og uagtet at underholdningen er underordnet ift. det faglige. Det betyder fx, at en lægemiddelvirksomhed heller ikke må arrangere en faglig aktivitet og i den forbindelse facilitere fx en tryllekunstner, et band el.lign. til at underholde efter en middag, uagtet at sundhedspersonerne selv afholder udgifterne hertil. Ankenævnet har efter anmodning fra Lif og ENLI udarbejdet et notat af 1. juni 2011 om ”Fortolkning af regler om sponsorering af arrangementer med elementer af underholdning”. Notatet ligger på ENLI’s hjemmeside. Problemstillingen har haft en betydelig interesse for lægemiddelvirksomhederne, der forud for notatet havde efterlyst klare kriterier på området. Efterfølgende har både Lif og ENLI haft talrige drøftelser med medlemsvirksomheder, som har fundet det meget vanskeligt at efterleve reglen om underholdning i relation til faglige arrangementer, som er tilrettelagt af en tredjepart, herunder særligt internationale videnskabelige kongresser. Lif har i et brev til ENLI den 15. januar 2013 indsendt et fortolkningsbidrag til reglens forståelse, jf. opfordringen hertil i EFPIA’s HCP Code Art. 10.08, og dermed suppleret ENLI’s vejledning om forståelsen af ”underholdning” som følger: 1) Der fastholdes et total forbud mod organisering/sponsorering af underholdning for så vidt angår lægemiddelvirksomhedernes egne arrangementer (både i Danmark og i udlandet). 2) I forhold til de sponsorerede tredjepartsarrangementer (hvor virksomheden ikke er arrangør eller med-arrangør og derfor ikke har nogen indflydelse på programmet) skal der differentieres mellem forskellige typer af underholdning. Det betyder, at der skal skelnes mellem ”primær” (forbudt) og 40 11.04.2014 Version 1.13 ”sekundær” (tilladt) underholdning. a. ”Primær” underholdning er eksempelvis musik eller anden optræden, som indgår som et særskilt indslag (stand alone) under en middag el.lign. – eller ved at deltagerne inviteres til/får adgang til særskilt underholdning on-location, hvor det gælder, at det ud fra en samlet vurdering er skadelig for branchens troværdighed og image. Det kan eksempelvis være koncerter, opera, teater, sportsevents, sports- eller underholdningsaktiviteter, stand up comedy, sightseeing, vinsmagning/foredrag el.lign. Indslag, der omfatter mennesker, som generelt må anses som ”kendte” – artister, bands, skuespillere, sportsfolk el. lign. – udgør en værdi i kraft af deres ”kendthed”, og vil som hovedregel blive anset som primær underholdning – selv om det ikke har form af et særskilt indslag. b. ”Sekundær” underholdning er aktiviteter, som ikke fremstår som et særskilt arrangement, og som er begrænset i omfang og/eller ”kendthed”, og som ikke udgør nogen underholdningsværdi af betydning for deltageren. Herunder er der tale om indslag, som deltagerne under normale omstændigheder ikke selv ville betale for – og som ud fra en samlet vurdering ikke er skadelig for branchens troværdighed og image. Eksempler herpå er baggrundsmusik el.lign. ved en velkomstreception eller i en lobby. 3) Det skal i øvrigt præciseres, at Ankenævnets eksisterende fortolkning af, at lægemiddelvirksomheder godt må yde sponsorater til faglige arrangementer, hvis eventuel underholdning (jf. ovenstående definition anset som ”primær” underholdning) i forbindelse med arrangementet udtrykkeligt er finansieret på anden vis end af lægemiddelvirksomhedens sponsorat, fx ved deltagerens egenbetaling eller ved sponsorat fra en ikke-lægemiddelvirksomhed kan fastholdes. ENLI hilser Lif’s supplerende fortolkningsbidrag velkomment, idet det anses som helt naturligt, at medlemsorganisationen, der vedtager en kompleks regel, samtidig giver en vis vejledning om, hvordan de havde til hensigt at reglen skulle forstås, jf. også opfordringen hertil i EFPIA’s HCP Code Art. 10.08. ENLI noterer sig dog, at Lif med denne præcisering af forståelsen har lagt hovedvægten på det europæiske branchekodeks EFPIA og set bort fra det internationale branchekodeks IFPMA, hvis regler reklamekodekset også har implementeret med vedtagelsen i 2011. IFPMA Coden indførte fra september 2012 et forbud mod underholdning i sin Art. 7.1.6, der ikke sondrer mellem primær (stand alone) eller sekundær underholdning. Dette tydeliggøres i IFPMA’s Q&A nr. 13 der præciserer, at der er ingen undtagelser til forbuddet om underholdning, med mindre evt. baggrundsmusik el.lign. ikke er sponsoreret af lægemiddelvirksomheden, jf. også ENLI’s tidligere fortolkning og praksis. Omkring en eventuel egenbetaling har granskningsmandspanelet lagt vægt på, at det var en betingelse for at sundhedspersonen kunne få sponsoratet, at virksomheden sikrede sig modtagelse af betalingen for underholdningselementet, at beløbet var oplyst af kongressens arrangører, og at beløbets størrelse afspejlede den økonomiske værdi af det konkrete underholdningselement for deltageren. Granskningsmandspanelet har ligeledes godkendt sponsorat til deltagelse i en faglig kongres, hvor deltagergebyret inkluderede aktiviteter med elementer af underholdning, idet deltagelse heri forudsatte separat tilmelding ved afkrydsning i forbindelse med tilmeldingen. Det skal i den forbindelse dokumenteres for ENLI at sponsorerede sundhedspersoner ikke har adgang til den sociale aktivitet. 41 11.04.2014 Version 1.13 Omvendt kan en lægemiddelvirksomhed ikke sponsorere dele af et fagligt arrangement, der rummer ”primær” underholdning, blot ved at betinge sit sponsorat til at angå specifikt betaling af foredragsholder eller anden faglig tilladt aktivitet eller repræsentation, med mindre førnævnte betingelser er opfyldt (underholdningen er udtrykkeligt betalt af deltageren selv eller udtrykkeligt finansieret af sponsorat fra en ikke-lægemiddelvirksomhed). På anmodning fra ENLI skal lægemiddelvirksomheden dokumentere, at en evt. støtte er ydet – og anvendt – i overensstemmelse med denne regel. Reglen går dermed et skridt videre end reklamebekendtgørelsens § 27, der for det første alene indeholder et sponsorforbud, men ikke et forbud mod organisering af underholdning, og som desuden ikke forbyder sponsering af underholdning, så længe der ikke er tale om ”rent” sociale eller kulturelle arrangementer. Forbuddet i reklamebekendtgørelsen skal dog også fortolkes bredt og forbyder således som udgangspunkt betaling af entrebilletter til teater, museer, foldboldkampe mv. uanset betalingens størrelse. Dog tillades efter reklamebekendtgørelsen betaling af entré, når det faglige arrangement foregår i konferencelokaler o.l. på museer eller andre kulturelle steder. Her er der således tale om betaling af entré med det formål, at sundhedspersonen kan deltage i et fagligt arrangement – og dermed ikke betaling for deltagelse i et rent kulturelt arrangement (jf. vejledningens pkt. 5.7). Dette tillades som udgangspunkt ikke efter nærværende regelsæt, idet betalingen af entre medfører en økonomisk fordel, nemlig adgang til ”underholdning” i strid med indeværende bestemmelse, eller omdømmemæssigt kan give indtryk heraf, jf. nedenfor under stk. 10. Ad stk. 10 I Danmark er der ikke nogen ”negativ” eller ”positiv” liste med oversigt over hhv. ”forbudte” og ”tilladte” mødelokaliteter. En sådan liste må ikke laves af konkurrenceretlige årsager. Derimod kræves, at mødestedet er på ”rimeligt niveau”, som vi også kender det fra reklamebekendtgørelsens § 25, stk. 2, ligesom det efter nærværende regelsæt ikke må være ekstravagant (det vil sige, det skal være almindelig standard og ikke luksuriøst). Rimeligt niveau og almindelig standard fortolkes af ENLI konkret i forhold til det specifikke arrangement. Kravet, om at lægemiddelvirksomheder skal undgå steder, der er kendt for sine underholdningsfaciliteter, er en skærpelse ift. reklamebekendtgørelsen og den tidligere Samarbejdsaftale, der under visse betingelser tillader/tillod sådanne mødesteder. Ankenævnet har i forbindelse med behandlingen af de to principielle sager den 21. september 2011 udtalt følgende om den generelle fortolkning af denne bestemmelse: ”Der må ikke i reklameøjemed eller i øvrigt for at fremme salget af et lægemiddel gives eller tilbydes sundhedspersoner økonomiske fordele, jf. reklamekodeks § 12. [I dag en skærpet formulering: Det er ikke tilladt at udlevere, tilbyde eller love sundhedspersoner gaver eller økonomiske fordele hverken i form af kontanter eller naturalier, jf. dog §§ 13-16.] Når der som i reklamekodeks § 13, stk. 9 [i dag: § 13, stk. 10] om valg af mødested gøres undtagelser fra forbuddet mod økonomiske fordele, må det fortolkes i lyset af reklamekodeks § 1, stk. 2, litra a). Ifølge denne bestemmelse skal lægemiddelvirksomhederne til enhver tid opretholde høje etiske standarder, ligesom salgsfremmende foranstaltninger aldrig må være af en sådan 42 11.04.2014 Version 1.13 art, at de bringer lægemiddelindustrien i miskredit eller mindsker tilliden til den. Dette indebærer, at undtagelserne fra forbuddet mod økonomiske fordele må fortolkes restriktivt. Mødestedet, herunder bl.a. dets almindelige omdømme, indretning og beliggenhed, må ikke i sig selv være en faktor, der i væsentligt omfang positivt vil kunne påvirke deltagernes beslutning om deltagelse i det faglige arrangement. Der må derfor udvises betydelig forsigtighed ved valg af mødested, så der ikke kan rejses berettiget tvivl om, at mødestedet er underordnet det faglige formål. Som udgangspunkt vil det ikke være i overensstemmelse med reklamekodeks § 13, stk. 9 [i dag: § 13, stk. 10] at afholde faglige arrangementer på eksempelvis 5-stjernede hoteller, gourmetrestauranter (forstået som restauranter, der er tildelt en eller flere stjerner i Michelin-guiden eller tilsvarende anerkendelse i sammenlignelige uvildige kvalitetsbedømmelser), slotte og herregårde, golfhoteller, ski- og badehoteller (i sæsonen), bådfarter mv. Det er i denne forbindelse ikke afgørende, om deltagerne i det faglige arrangement rent faktisk får adgang til de pågældende fritids- og underholdningsaktiviteter eller i øvrigt får luksuriøs forplejning. Afgørende er, om det planlagte mødested i almindeligt omdømme er ”kendt” for sine underholdningsfaciliteter, er ekstravagant og/eller luksuriøs, jf. reklamekodeks § 13, stk. 9 [i dag: § 13, stk. 10]. Ved vurderingen af, om et konkret mødested opfylder kravene til ”rimeligt niveau” og ”almindelig standard” må der foretages en samlet vurdering af en række relevante forhold i relation det pågældende mødested, herunder navnlig pris, beliggenhed (bl.a. i forhold til parkering og adgangsveje), faciliteter, klassificering, og alternative mødesteder til rådighed i lokalområdet. Prisen for brug af mødestedets faciliteter, forplejning mv. vil efter Ankenævnets opfattelse kunne bruges som rettesnor. Hvis prisen er på niveau med den typiske pris for et standard-arrangement af tilsvarende karakter, vil mødestedet som udgangspunkt kunne accepteres som overensstemmende med § 13, stk. 9 [i dag: § 13, stk. 10] - dog forudsat, at mødestedet ikke i øvrigt er i strid med Reklamekodeks, f. eks. fordi det i almindeligt omdømme anses for ekstravagant. Prisen for faciliteter, forplejning mv. skal bedømmes ud fra, hvad deltageren selv skulle have betalt for ydelsen på normale vilkår. Selv om prisen for brug af mødestedets faciliteter vil kunne bruges som rettesnor for, om et planlagt arrangement er i overensstemmelse med § 13, stk. 9 [i dag: § 13, stk. 10], udelukker det ikke, at øvrige konkrete omstændigheder vil kunne føre til et andet resultat. Eksempelvis vil det ikke være udelukket at godkende et prismæssigt højere rangerende 5-stjernet hotel som mødested for et fagligt arrangement, hvis f.eks. beliggenheden ved et trafikknudepunkt og omfanget af mødefaciliteter i et konkret tilfælde taler med særlig vægt for at vælge netop dette mødested. Lægemiddelvirksomheder kan i tvivlstilfælde anmode om en forhåndsvurdering af et planlagt arrangement, jf. reklamekodeks § 21, stk. 7 [i dag: § 23, stk. 7].” Efter at både Lif og ENLI har haft talrige drøftelser med medlemsvirksomheder, som har fundet det meget 43 11.04.2014 Version 1.13 vanskeligt at efterleve reglen om mødesteder, har Lif i et brev den 15. januar 2013 indsendt et fortolkningsbidrag til reglens forståelse, jf. opfordringen hertil i EFPIA’s HCP Code Art. 10.08, og suppleret ENLI’s vejledning om mødesteder, der er ”kendt” for deres underholdningsfaciliteter eller er ekstravagant/luksuriøst. Det præciseres, at et mødested gerne må anvendes i de tilfælde, hvor: 1) Mødestedet ikke i sig selv udgør en attraktion. a. Eksempelvis: Store Scene i Operaen, DR’s Koncertsal, Tivolis Koncertsal eller akvarium kan anses at udgøre en sådan attraktion. Herudover gælder, at: 2) Det er åbenlyst, at deltagelsen i et fagligt arrangement på stedet sker på et tidspunkt, hvor der overhovedet ikke er åben adgang til underholdningen – eller finder nogen form for underholdning sted. a. Eksempelvis: Parken i tidsrum, hvor der hverken er sport eller koncert på plænen;Tivoli uden for sæsonen, hvor forlystelsesparken i øvrigt er lukket; museer eller udstillingscentre, hvor mødet finder sted uden for åbningstiden, og der derfor ikke er adgang til udstillingen. 3) Uanset 1 eller 2 ovenfor gælder endelig, at hvor mødestedet er tilsvarende kendt for sine møde/konferencefaciliteter, og hvor det i forhold til almen optik kan anses som adskilt fra underholdningsfaciliteterne på stedet. En adskillelse, der ikke nødvendigvis forudsætter en de-facto fysisk adskillelse – eks. via låst dør – men hvor det fremstår åbenbart, at underholdningsfaciliteterne ikke på dagen vil være relevant for eller blive anvendt af deltagerne. Herunder er det en væsentlig præmis, at det ikke er sandsynligt at afholdelse af et arrangement på stedet vil betyde, at deltagerer eller omverdenen i øvrigt (langt overvejende hovedpart) vil forbinde det med underholdning. a. Eksempelvis: DGI Byen Konference, Dansk Design Center, Konference Dahls koncertsal (når der ikke er koncert), Tivoli Congress Center, Den Sorte Diamant. ENLI vil i denne sammenhæng gøre opmærksom på, at virksomhederne fortsat skal være opmærksomme på de øvrige betingelser i reklamekodeksets § 13 ved vurdering af et valgt mødested for et arrangement. Således vil eksempelvis et mødesteds udlevering af adgangsbilletter til mødedeltagerne til udstillinger o.lign, der f.eks. ligger i forlængelse af mødestedet, men som mødestedet ikke selv anses for at være kendt for, være i strid med reklamekodeksets § 13, stk. 9. Lif vurderer, at ENLI’s forståelse af reglerne om ”passende” mødested samt forbuddet mod ”ekstravagant og/eller luksuriøst” mødested er fornuftigt, og at Ankenævnet har udstukket en række hensigtsmæssige pejlemærker. I forhold til øvrige europæiske lande er det forståeligt, at der er nuancer og forskelle i implementeringen, og Danmark synes ikke at adskille sig væsentligt fra niveauet i andre lande. Lif er forbeholden over for det alternativ, som forudsætter udarbejdelse af meget konkrete standarder, priser, kriterier mv., da der er risiko for, at det kan være i modstrid med konkurrencereglerne. Samtidig vil en sådan model resultere i et stift og ufleksibelt system, hvor der ikke er mulighed for at tage hensigtsmæssige individuelle vurderinger og hensyn. Hvor mødestedet ikke åbenlyst fremstår i modstrid med reklamekodeksets regler (eksempelvis på baggrund af den foreliggende vejledning eller de offentliggjorte 44 11.04.2014 Version 1.13 afgørelser) – men som ENLI ud fra en samlet betragtning anser som i modstrid med reglerne – sanktioneres overtrædelse første gang med en påtale. Med første gang menes, at ingen virksomhed tidligere har fået en sanktion (påtale eller bøde) for at anvende mødestedet (idet dette er offentliggjort på ENLI’s hjemmeside). På denne baggrund vil ENLI med udgangspunkt i en restriktiv fortolkning, jf. Ankenævnets meddelelse, fortsat bedømme mødesteder ud fra ovennævnte kriterier og derved sikre, at et mødested ikke i almindeligt omdømme er ”kendt” for sine underholdningsfaciliteter, er ekstravagant og/eller luksuriøst. ENLI lægger i sine vurderinger fortsat fokus på uvildige kvalitetsbedømmelser og anden lignende offentlige tilgængelige oplysninger, såsom anmeldelser i diverse aviser, tidsskrifter og andre offentlige tilgængelige kommunikationsfora, og således som udgangspunkt ikke på mødestedernes egen markedsføring. ENLI vurderer, at denne bestemmelse forpligter lægemiddelvirksomheder, også selvom de ikke selv er arrangør eller medarrangør, men blot sponsor af det faglige arrangement, jf. også vejledningen ad stk. 1. Således må en lægemiddelvirksomhed ikke yde støtte til et fagligt arrangement, der anvender et mødested i strid med denne bestemmelse. ENLI vurderer, at begrebet mødested dækker alle lokationer for et givet arrangement. Således vurderes eksempelvis både stedet for den faglige del af arrangementet, stedet for eventuelle efterfølgende aktiviteter og stedet for en evt. efterfølgende bespisning samlet i forhold til opfyldelse af kravet i § 13, stk. 10. Det er granskningsmandspanelets opfattelse, at lægemiddelvirksomheder kan yde støtte til arrangementer, der ikke er i overensstemmelse med § 13, stk. 10 f.s.v. angår eksempelvis en efterfølgende bespisning på en lokation, der er kendt for sine underholdningsfaciliteter, i det omfang dette er udtrykkeligt finansieret af deltagerne selv, i lighed med underholdning efter stk. 9. Ved vurdering af mødesteder i udlandet vil ENLI benytte samme standarder og kriterier som beskrevet ovenfor, men dog tage hensyn til yderligere kriterier såsom sikkerhed, samt lokale regler for hotel klassificering (ranking). Ved vurderingen af almindeligt omdømme, jf. ovenfor, er klassificeringen af konferencefaciliteterne for et mødested som udgangspunkt ikke relevant, idet dette går på de mødetekniske forhold for stedet. Ad stk. 11 og stk. 12 Bestemmelsen svarer til EFPIA’s HCP Code Art. 13, idet den sidste bestemmelse om dansk lovgivning og anden relevant lovgivning er indsat som supplement til EFPIA’s HCP Code, idet der er en formodet mistanke om, at sådanne regler ofte vil være ufravigelige i værtslandet. Det skal derfor afklares med Sundhedsstyrelsen (tidligere Lægemiddelstyrelsen), om betaling i forbindelse med udlændinges deltagelse internationale kongresser mv. afholdt i Danmark skal ske udelukkende efter reglerne i sundhedspersonens hjemland, eller om dansk lov ligeledes finder anvendelse. Lægemiddelstyrelsen har ikke i høringen givet anmærkninger til bestemmelsen. 45 11.04.2014 Version 1.13 Ad § 14 Informations- og undervisningsmateriale samt lægeudstyr Ad stk. 1 Bestemmelsen svarer til EFPIA’s HCP Code Art. 9 og er indført sammen med skærpelsen af gaveforbuddet, se også vejledningen ad § 12. Fortolkningen af den nye § 14 tager udgangspunkt i relevant myndighedspraksis samt på områder, hvor EFPIA-reglen er mere restriktiv end dansk lovgivning, vejledningen fra EFPIA (FAQ ), som findes på www.enli.dk, samt evt. supplerende vejledning fra Lif. Ifølge EFPIA’s FAQ fra februar 2014 gælder blandt andet, at informations- og undervisningsmateriale generelt omfatter materiale, der fremmer uddannelse i sygdomme eller behandling og er beregnet til undervisning af patienter eller sundhedspersoner, og som ikke har nogen personlig værdi for sundhedspersonen. Eksempler herpå kunne være pædagogiske brochurer om sygdomme, værktøjer til patientens selvvurdering og kontrol med egen behandling, og brochurer som sundhedspersonen bruger til at instruere patienten om overholdelse af behandlingsregimer, sunde livsstilsvalg eller muligheden for at deltage i et patient-bistandsprogram. Bestemmelsen gælder også online materialer. Materialet må også gerne udleveres på et USB stick. ENLI fastholder i den forbindelse, at kapaciteten på dette USB stick skal være den mindst tilgængelige ift. det pågældende materiales omfang. Ifølge EFPIA’s FAQ (Q6) vil det ikke være tilladt for en lægemiddelvirksomhed at tilbyde sundhedspersoner en medicinsk fagbog, uanset bogens indhold. Omvendt finder ENLI, at dette må indebære, at eksempelvis ”reprints” er tilladt at udlevere, så længe indholdet er i overensstemmelse med bestemmelsens ordlyd. Betydningen af “inexpensive” er fastlagt i § 14, stk. 3, men så vidt angår materiale, der er tiltænkt udlevering til patienten, vurderer ENLI, at beløbsgrænsen på 300 kr. for den samlede værdi fra lægevirksomheden til en sundhedsperson pr. år, som er fastlagt af danske myndigheder for gaver til læger, IKKE gælder. Her skal det enkelte informations- eller undervisningsmateriale til en patient konkret være af ubetydelig værdi. Ad stk. 2 Bestemmelsen svarer til EFPIA’s HCP Code Art. 9 og er indført sammen med skærpelsen af gaveforbuddet, se også vejledningen ad § 12. Fortolkningen af den nye § 14 tager udgangspunkt i relevant myndighedspraksis samt på områder, hvor EFPIA-reglen er mere restriktiv end dansk lovgivning, vejledningen fra EFPIA (FAQ), som findes på www.enli.dk, samt evt. supplerende vejledning fra Lif. Ifølge EFPIA’s FAQ gælder blandt andet, at lægeudstyr generelt omfatter lægeudstyr, der egner sig til at forbedre sundhedspersonens læge- eller apoteksvirksomhed og patientbehandlingen, og som ikke har 46 11.04.2014 Version 1.13 nogen personlig værdi for sundhedspersonen. Eksempler herpå kunne være medicinsk udstyr til fx inhalering (uden aktiv ingrediens) samt udstyr, der er beregnet til at hjælpe patienten til indlæring, fx selvinjektion. Det følger af EFPIA’s FAQ (Q3), at lægeudstyr ikke må udleveres, hvis udstyret erstatter sundhedspersonens sædvanlige løbende omkostninger til driften af sin læge- eller apoteksvirksomhed, såsom administrationsomkostninger, kontorartikler (herunder papirblokke, kuglepenne osv.) eller udstyr, der er nødvendigt for at gennemføre en patientkonsultation, dvs. handsker, servietter, stetoskoper, blodtryksmålere, osv. Derfor vil det ikke være tilladt for en lægemiddelvirksomhed at udlevere sådan udstyr til sundhedspersoner, men alene tilladt et udlevere lægeudstyr af ubetydelig værdi og kun i det omfang, at udstyret ikke træder i stedet for sædvanligt nødvendigt udstyr i modtagerens læge- eller apoteksvirksomhed. Betydningen af ubetydelig værdi følger for lægeudstyr stk. 3. Ad stk. 3 “Inexpensive” eller “ubetydelig værdi” følger de-facto for nuværende den eksisterende praksis, der er fastlagt af danske myndigheder, dvs. en beløbsgrænse på 300 kr. for den samlede værdi fra lægevirksomheden til én sundhedsperson pr. år fsva. gaver til sundhedspersoner. Ad § 15 Donationer og tilskud til sundhed eller forskning For donationer eller tilskud til hospitaler er denne bestemmelse nu suppleret af Lif’s etiske regler for lægemiddelbranchens donationer og tilskud til hospitaler, der trådte i kraft den 1. september 2011. Det nye kodeks supplerer og skærper på udvalgte områder § 15 for så vidt angår donationer og tilskud til hospitaler, herunder at virksomhederne skal sikre/betinge sig, at tilskud eller donationer anvendes til det tilsigtede faglige/videnskabelige formål, samt at det er hospitalet/hospitalsafdelingen der disponerer over donationen, donationen samt selve overførslen skal godkendes af en person på hospitalet med kompetence hertil, og der skal i hvert tilfælde foreligge skriftlig og underskrevet dokumentation for vilkårene. Bestemmelsen dækker ikke de forhold, der er reguleret af § 13, om sponsorat af enkeltpersoners deltagelse i faglige møder, herunder repræsentation. Bestemmelsen svarer til EFPIA’s HCP Code Art. 11 og er ligeledes i tråd med reklamebekendtgørelsens § 21, smh. med § 25, idet bestemmelsen dog går lidt videre end reklamebekendtgørelsen fsva. krav til dokumentation, registrering og offentliggørelse. Derudover tydeliggøres det i bestemmelsen, at sponsoratet ikke må være at sidestille med reklame for et lægemiddel, jf. også definitionen af reklame. Det er et krav, at støtten gives til faglige eller videnskabelige formål omfattet af stk. 1, dvs. at støtte sundhedsydelser eller forskning. Granskningsmandspanelet forstår begrebet sundhedsydelser efter reklamekodekset som den sundhedsfaglige virksomhed, som en sundhedsperson er autoriseret til at udføre. Granskningsmandspanelet finder derfor, at donationer og tilskud skal ske i forbindelse med en 47 11.04.2014 Version 1.13 aktivitet, der er en integreret del af enten forebyggelse, undersøgelse, diagnosticering, behandling eller den efterfølgende kontrol af patienten. Granskningsmandspanelet finder, at tilsvarende konklusion understøttes af donationskodekset §§ 4 og 5, der foreskriver, at der skal være tale om at yde tilskud hhv. donationer til ”sundhedsydelser eller forskning, eller andre faglige tiltag, der er til gavn for patientbehandlingen eller hospitalerne”. Den støttede ydelse skal således være specifik sundhedsfaglig, jf. forståelsen af begrebet sundhedsydelser ovenfor. Den tidligere Lægemiddelstyrelsen (nu Sundhedsstyrelsen) har dog udtalt, at den i sin vurdering af lovligheden lægger vægt på, om pengene går til driften af faglige aktiviteter, at de gives til hospitalet, foreningen eller den enkelte hospitalsafdeling, som disponerer over pengene, og sponsor i øvrigt ikke har indflydelse på driften, opgaverne eller hvad pengene konkret skal anvendes til, jf. fx Styrelsens afgørelse om Netværk for Hjertesvigtsklinikker af 22. maj 2007 in fine. Det bemærkes, at Styrelsen vurderer begrebet ”faglighed” anderledes og mere lempeligt, end nævnet historisk har gjort. Styrelsen accepterer således støtte til ledelseskurser m.v. som lovlig, hvorimod nævnet ikke godtager sådanne kurser som ”faglige”, jf. også ad § 13 ovenfor. Granskningsmandspanelet har i en konkret forhåndsvurdering fundet, at udlån til hospitalsafdelinger af iPads kunne ske i overensstemmelse med både denne bestemmelse og med §§ 4 og 5 i donationskodekset på bestemte vilkår. I den konkrete sag blev iPads udlånt i en aftalt periode og indeholdt en specialdesignet web-applikation med patientinformation om et sygdomsområde, og yderligere en webapplikation rettet mod sundhedspersoner med 2 moduler med hhv. e-learning og produktinformation. Informationen målrettet sundhedspersoner var effektivt adgangssikret, og de pågældende iPads var udstyret med en teknisk anordning, der forhindrer at iPad’en kan benyttes til andet end det tiltænkte formål. Det er således ikke muligt for brugeren at installere egne programmer eller spil, downloade musik og film eller checke e-mails m.v., idet der vil være spærret for enhver internetadgang for brugerne. Formålet med udlån af de pågældende iPads var at optimere sundhedspersoners kommunikation med særligt unge patienter med den konkrete sygdom. Patientgruppen var karakteriseret ved at have ringe sygdomsforståelse og ringe erkendelse af deres livssituation. For denne patientgruppe var det derfor særligt vigtigt at anvende et kommunikationsmiddel, som patienten var fortrolig med og som ikke opleves intimiderende. Ad stk. 2 Forbuddet mod at sponsere enkeltpersoner følger af EFPIA’s HCP Code, men også af den praksis, der er anlagt af Sundhedsstyrelsen (tidligere Lægemiddelstyrelsen) og det tidligere NSL. Det daværende Lægemiddelstyrelsens udtalelser er omtalt i detaljer i NMI’s årsberetning for 2007(bilag B). Herefter gælder, at: Støtte til hospitaler, sammenslutninger af hospitaler og konkrete sygehusafdelinger (modsat de enkelte sundhedspersoner på sygehusene) ikke vil være i strid med reglerne. Styrelsen har på et møde den 27. juni 2008 oplyst, at dette også gælder privathospitaler drevet i selskabsform med mere end en aktionær. Støtte til enkeltpersoner og sammenslutninger af enkeltpersoner (sundhedspersoner) er ikke lovligt. Det gælder i følge den tidligere 48 11.04.2014 Version 1.13 Lægemiddelstyrelsens praksis også støtte til medicinske selskaber (der er en sammenslutning af enkeltpersoner), uagtet at støtten går til et fagligt eller videnskabeligt formål (fx til oprettelse af hjemmeside, distribution af materiale eller udarbejdelse af behandlingsdatabaser o.l.). Lovlig støtte forudsætter naturligvis, at støtten går til de i stk. 1 faglige formål. Ad stk. 3 For donationer eller tilskud til hospitaler er denne regel nu suppleret af en pligt for lægemiddelvirksomheder til at offentliggøre en oversigt på deres hjemmeside, jf. Lif’s etiske regler for lægemiddelbranchens donationer og tilskud til hospitaler, der trådte i kraft den 1. september 2011. Det nye kodeks supplerer og skærper på udvalgte områder § 15 for så vidt angår donationer og tilskud til hospitaler, herunder at virksomhederne skal sikre/betinge sig, at tilskud eller donationer anvendes til det tilsigtede faglige/videnskabelige formål, samt at det er hospitalet/hospitalsafdelingen der disponerer over donationen, donationen samt selve overførslen skal godkendes af en person på hospitalet med kompetence hertil, og der skal i hvert tilfælde foreligge skriftlig og underskrevet dokumentation for vilkårene. Ad stk. 4 Bestemmelsen svarer til EFPIA’s HCP Code Art. 12.01 Ad § 16 Brug af konsulenter/faglige ydelser Bestemmelsen bygger hovedsageligt på EFPIA’s HCP Code Art. 14, suppleret med regler fra dansk lovgivning. Hvorvidt en sundhedsperson betragtes som konsulent eller rådgiver for en lægemiddelvirksomhed afhænger ikke af, om den pågældende sundhedsperson er ansat til en begrænset opgave eller et begrænset antal timer. En sundhedsperson anses som udgangspunkt som konsulent eller rådgiver i medfør af denne bestemmelse, hvis sundhedspersonen har mulighed for at drive virksomhed som sundhedsperson ved siden af ansættelsen hos lægemiddelvirksomheden. Ad stk. 1 Bestemmelsen svarer til EFPIA’s HCP Code Art. 14.01 og i princippet til reklamebekendtgørelsens § 23 der imidlertid ikke indeholder de i litra a-g nævnte kriterier, som stammer fra EFPIA’s HCP Code, som dermed går lidt videre end dansk lovgivning. Litra h) findes derimod ikke i EFPIA’s HCP Code, men inkorporerer reklamebekendtgørelsens § 23, stk. 2. 49 11.04.2014 Version 1.13 Det bemærkes i pkt. 5.5.2 i vejledningen til reklamebekendtgørelsen fsva. § 23 at: ”Forbuddet mod økonomiske fordele til sundhedspersoner omfatter ikke betaling for ydelser fra en sundhedsperson eller et apotek, hvis vederlaget står i rimeligt forhold til ydelsen. [udeladt her] Vederlag må kun ydes i form af egentlig betaling. Det må ikke ske ved modregning, overdragelser af naturalier eller anden indirekte måde, jf. reklamebekendtgørelsens § 23, stk. 2. En sundhedsperson kan dermed modtage betaling for en ydelse til en lægemiddelvirksomhed, hvis ydelsen er et naturligt led i en normal gensidig bebyrdende aftale mellem sundhedspersonen og virksomheden, og hvis ydelse og modydelse står i rimeligt forhold til hinanden. Det kan fx være [udeladt her] mulighed for at betale for lægers faglige bistand til udførelse af kliniske forsøg eller udarbejdelse af informationsmateriale om lægemidler. I forhold til betaling for lægers faglige ydelser skal det imidlertid understreges, at tilknytning til en lægemiddelvirksomhed kræver forudgående tilladelse fra Lægemiddelstyrelsen, jf. apotekerlovens § 3, stk. 2.” Ad litra g: Lægemiddelvirksomheder ville for at sikre overholdelse af reglerne og undgå bøder for evt. overtrædelser gerne have haft vejledende takster på området. Konkurrencestyrelsen er blevet spurgt, og det er desværre ikke muligt af konkurrenceretlige årsager at lave sådanne vejledende takster. Det er vigtigt at holde sig for øje, at Sundhedsstyrelsen i sidste ende via de ovennævnte tilladelser i Danmark står som garant for, at samarbejdet sker på forsvarlig vis, hvorfor der ej heller er anmeldelsespligt til ENLI. Ad litra h: Bestemmelsen findes ikke i EFPIA’s HCP Code, men implementerer reklamebekendtgørelsens § 23, stk. 2. Det bemærkes, at det følger af reklamebekendtgørelsens § 23, at det er tilladt at betale for ydelser fra en sundhedsperson eller et apotek, hvis vederlaget står i rimeligt forhold til ydelsen. Såvel yder som modtager af vederlaget skal efter påbud stille oplysning om grundlaget for vederlagets fastsættelse til rådighed for Sundhedsstyrelsen (tidligere Lægemiddelstyrelsen). Vederlag må kun ydes i form af egentlig (kontant) betaling, ikke ved modregning, overdragelse af naturalier eller anden indirekte måde. Ad stk. 2. Lægers, tandlægers og apotekeres tilknytning til en lægemiddelvirksomhed kræver forudgående tilladelse fra Sundhedsstyrelsen (tidligere Lægemiddelstyrelsen), jf. apotekerlovens § 3, stk. 2-3. Lægemiddelvirksomheder skal give Sundhedsstyrelsen (tidligere Lægemiddelstyrelsen) meddelelse om læger, tandlæger og apotekere, der er tilknyttet virksomheden, jf. lægemiddellovens § 43 a, stk. 1.Mere information herom kan findes på Sundhedsstyrelsens (tidligere Lægemiddelstyrelsen) hjemmeside. Ad stk. 3 Der er tale om en opfordring, hvorfor reglen ikke kan håndhæves. 50 11.04.2014 Version 1.13 Ad stk. 5 Bestemmelsen er en oversættelse af EFPIA’s HCP Code Art. 14.04 og forstås af ENLI således, at der ikke er grundlag for at vurdere rammen for en sundhedspersons konsulentvilkår, herunder repræsentation, anderledes end hvad gælder for sponsorat af tilsvarende sundhedsperson efter § 13 (EFPIA’s HCP Code Art. 10). Efter indlæg fra Lif i februar 2013 gælder dette dog ikke for flytransport til konsulenter, der leverer faglige ydelser til virksomheden. Ifølge vejledningen til § 13, stk. 7 ovenfor gælder følgende: a) For konsulenter, som rejser i Europa, skal flytransport som hovedregel ske enten på økonomiklasse eller på ”udvidet” økonomiklasse som eksempelvis ”Economy Flex” eller ”Premium Economy”. Der henvises i øvrigt til kravene i § 16 og vejledningen hertil. b) Flyrejser til konsulenter, der leverer faglige ydelser til virksomheden, og som rejser interkontinental kan ske på ”Business Class”. Der henvises i øvrigt til kravene i § 16, herunder stk. 1, og vejledningen hertil. c) Hvis særlige logistiske forhold begrunder det, kan ENLI på baggrund af en konkret vurdering af logistik, pris, klasse og eventuelle alternative løsninger fravige ovennævnte udgangspunkt og acceptere flyrejser på højere klasse end angivet ovenfor. d) Endvidere kan anvendelse af ”Business Class” accepteres på alle niveauer, hvis den rejsende er kørestolsbruger el. lign. e) Flyrejser på ”First Class” (hvor ”First Class” er et niveau over ”Business Class”) kan aldrig anvendes. BEMÆRKNINGER TIL KAPITEL 6 – ÅBENHED Ad § 17 Åbenhed EFPIA’s generalforsamling har den 24. juni 2013 vedtaget et nyt kodeks, EFPIA’s Disclosure Code, som forpligter Lif og Lif’s medlemmer. De EFPIA-lande, som ikke har national lovgivning på området, vil skulle implementere bestemmelserne fra EFPIA’s Disclosure Code direkte i nationale kodeks. EFPIA’s Disclosure Code åbner dog op for, at implementeringen kan finde sted via regler, der varierer i forhold til de specifikke regler i EFPIA’s Disclosure Code, hvis national lovgivning og regulering begrunder dette. Denne ”fleksibilitetsbestemmelse” får betydning i Danmark, idet Lif har besluttet at implementere kravene fra EFPIA’s Disclosure Code via den kommende danske myndighedsmodel, der pt. ligger som et lovforslag, som efterfølgende medfører en række konkrete forpligtelser fastsat i bekendtgørelser. Bestemmelsen i § 17, stk. 2, nr. 1 gælder derfor alle lægemiddelvirksomheder i Danmark, hvor bestemmelsen i § 17, stk. 2, nr. 2 gælder for alle ENLI’s medlemsvirksomheder. Af det høringsudsendte lovforslag fremgår det, at der stiles mod, at loven vil skulle træde i kraft 1. juli 2014, men dette tidspunkt er nu forventeligt 1. september 2014. Den danske ”myndighedsmodel” vil formentlig resultere i, at danske virksomheder undgår væsentlige nye administrative krav som følge af, at det er sundhedspersonerne, der får den primære indberetningspligt i Danmark. De specifikke lovgivningskrav, 51 11.04.2014 Version 1.13 som virksomhederne er omfattet af, specificeres i den tilhørende ENLI vejledning, når den relevante lovgivning og bekendtgørelser er fastlagt i 2014. BEMÆRKNINGER TIL KAPITEL 7 - IKKE-INTERVENTIONSFORSØG OG UDSTILLING Ad § 18 - Ikke-interventionsforsøg af markedsførte lægemidler Bestemmelsen svarer til EFPIA’s HCP Code art. 15. Som supplement hertil gælder Lif’s aftale om klinisk forskning med Lægeforeningen, der som minimum skal overholdes og på visse områder indeholder flere krav end nærværende regelsæt. Indeværende bestemmelse overlapper i nogen grad med førnævnte aftale med Lægeforeningen, men er medtaget i nærværende regelsæt for at sikre kontrol, for så vidt angår EFPIA’s HCP Code’s bestemmelser om ikke-interventionsforsøg i forhold til lægemiddelvirksomhederne. Ad stk. 2 Ad litra d: Formelt skal ikke-interventionsforsøg ikke godkendes i Danmark – hverken af Sundhedsstyrelsen (tidligere Lægemiddelstyrelsen) eller det videnskabsetiske komitésystem, ligesom der ikke findes nogen særlig dansk lov eller bekendtgørelse, der specifikt regulerer denne type af forsøg. I Lif’s aftale med Lægeforeningen om kliniske forsøg findes dog en forpligtelse til at indsende forsøgsplaner til Lægemiddelstyrelsen (nu Sundhedsstyrelsen). Lægemiddelstyrelsen har over for Lif givet tilsagn om, at Styrelsen ved en konkret forespørgsel gerne vil vejlede om, hvorvidt et forsøg er et interventionsforsøg eller et ikke-interventionsforsøg, ligesom Styrelsen ved en konkret forespørgsel kan tilbyde vejledning om reklamereglerne og deres fortolkning i forbindelse med ikke-interventionsforsøg. På den baggrund er der indsat en bestemmelse i Lif og Lægeforeningens Samarbejdsaftale om klinisk forskning, hvorefter medlemmer af Lægeforeningen og Lif skal indsende forsøgsplaner vedrørende ikke-interventionsforsøg til Lægemiddelstyrelsen med henblik på at få ovennævnte vejledning. Forpligtelsen følger således af aftalen om klinisk forskning mellem Lægeforeningen og Lif – ikke af lov. Derudover henledes opmærksomheden på, at Datatilsynet også skal godkende visse forhold omkring kliniske forsøg, hvilket dog falder uden for nærværende vejledning at forklare nærmere. Ovennævnte svarer i princippet til kravet i EFPIA’s HCP Code Art. 15.02 litra d). I øvrigt bemærkes, at Lif og Lægeforeningen arbejder på at få etableret en officiel myndighedsreguleret godkendelsesordning for ikke-interventionsforsøg. I øvrigt henvises til apotekerlovens § 3, stk. 2 vedrørende indberetning til Lægemiddelstyrelsen om lægers tilknytning til lægemiddelvirksomheder (samt § 3, stk. 3 for så vidt angår apotekere). Ad stk.3 I det omfang bestemmelsen alene er en opfordring håndhæves den ikke af ENLI. 52 11.04.2014 Version 1.13 Ad § 19 – Udstilling mv. Bestemmelsen findes ikke i EFPIA´s HCP Code, men er en videreførelse af § 9 i den tidligere ”Samarbejdsaftale”. Betingelserne som fremgår af § 19 skal som alle øvrige relevante oplysninger dokumenteres i forbindelse med anmeldelsen, jf. § 23, stk. 4 i nærværende regelsæt. Ad stk. 1 Det er herefter tilladt for lægemiddelvirksomheder at reklamere i forbindelse med afholdelse af faglige arrangementer – typisk i form af annoncering, udstilling, opslag og plakater, filmforevisning, produktinformation mv. Dog skal det være klart for deltageren i det faglige arrangement, hvornår der er tale om reklame, og hvornår der er tale om faglig læring. Derfor skal reklamering og markedsføring foregå adskilt fra arrangementets faglige indhold. Er der tale om en lægefaglig kongres, må der eksempelvis ikke forekomme udstillingsvirksomhed i undervisningslokalerne. Reklametiltaget skal foregå adskilt fra kongressens faglige del, fx i en foyer uden for undervisningslokalet. Det bemærkes, at reklameaktiviteterne på standen skal være i overensstemmelse med reglerne om reklame over for offentligheden, hvis der i forbindelse med faglige arrangementer rettet mod sundhedspersoner deltager personer, der ikke er sundhedspersoner. Dette vil fx være tilfældet for aktiviteter på udstillingsområdet, hvis der på standene deltager andre end lægemiddelvirksomheder, såsom pensionsselskaber, patientforeninger ol., med mindre områderne er klart adskilt. Regler om reklame over for offentligheden kontrolleres ikke af ENLI men af Sundhedsstyrelsen (tidligere Lægemiddelstyrelsen). Ad stk. 2 Selvom et reklametiltag foregår uafhængigt af kongressens faglige del, kan udstillingsvirksomheden alene gennemføres, hvis kongressens indhold har et sådant fagligt indhold, at det er i overensstemmelse med reglerne i § 13, stk. 1. Omvendt vurderer ENLI, at der ikke med denne bestemmelse er hjemmel til at kræve, at alle øvrige betingelser i § 13, stk. 3-12 er opfyldt for køb af en udstillingsstand, herunder fx reglerne om mødested. Ad stk. 3 Ved arrangementer, hvor sundhedspersoner er arrangører, skal betingelserne for eventuelle reklameaktiviteter for lægemidler i forbindelse med arrangementet være aftalt på forhånd, og der skal være indgået en skriftlig aftale om de økonomiske vilkår herfor. Evt. leje af lokale eller stand til udstilling, fremvisning eller lignende skal være selvstændigt aftalt og uafhængig af et eventuelt sponsorat til det faglige arrangement. Betaling for udstillingen skal stå i rimeligt forhold til arrangørens omkostninger ved udstillingsvirksomheden og reklameværdien for lægemiddelvirksomheden. 53 11.04.2014 Version 1.13 Ad § 20 - Lægemiddelprøver Udlevering af lægemiddelprøver reguleres af bekendtgørelse om udlevering af lægemiddelprøver, BEK nr. 1244 af 12/12/2005 og kontrolleres af Sundhedsstyrelsen (tidligere Lægemiddelstyrelsen). Efter bekendtgørelsen må der kun udleveres 1 lægemiddelprøve om året af hvert lægemiddel til hver læge, og prøve må alene udleveres til læger, tandlæger og dyrlæger. Der en række yderligere krav og betingelser forbundet med udlevering, som fremgår af bekendtgørelsen. Disse er nu suppleret af denne § 20. Ad stk. 1. Implementeringen af EFPIA´s HCP Code ændrede Art. 16.01 (vedtaget af EFPIA den 14. juni 2011 (den såkaldte 4*2 regel) til ikrafttrædelse den 1. januar 2012) medfører en yderligere begrænsning i forhold til dansk lov og § 20 bliver derved også mere restriktiv end Art. 16.02 i EFPIA HCP Code. Således må en lægemiddelvirksomhed herefter kun udlevere 1 lægemiddelprøve om året af hvert lægemiddel i maksimalt 2 år efter introduktionstidspunktet. Ad stk. 2. Det er ENLI’s forståelse, at der ikke er tale om en ny markedsføringstilladelse – og dermed et nyt introduktionstidspunkt – hvis markedsføringstilladelsen ændres som følge af fx fusion, eller hvis en virksomhed overtager et produkt fra en anden virksomhed. Ad stk. 3. Bestemmelsen i § 20, stk. 3, første punktum, sigter til de produkter, der er omfattet af lægemiddelloven efter definitionen i § 1. stk. 3, 2. punktum i bekendtgørelse om medicinsk udstyr, bek. nr. 1263 af 15. december 2008, jf. også reklamekodeksets § 3, stk. 3, litra c. Der er tale om engangsprodukter, der markedsføres således, at udstyret og lægemidlet udgør et integreret produkt, som kun kan anvendes i den givne kombination. Eksempler på sådanne produkter kan være en én-gangs næsespray eller en én-gangs pencilinpen. Lovgivningen definerer disse produkter som ét produkt, der er omfattet af lægemiddelloven og dermed udgør et lægemiddel. Her skal reglerne i § 20, stk. 1 og 2 følges, hvilket betyder, at der kun foreligger et nyt produkt, når produktet markedsføres første gang, når det får en ny indikation eller hvor andre forandringer har grundlag i en ny eller supplerende indikation. Sidste punktum i § 20, stk. 3, undtager andre devices fra reglerne i stk. 1 og 2. Disse produkter er omfattet af de almindelige regler for medicinsk udstyr. For medicinsk udstyr er udlevering af prøver reguleret af saglighedskravet i bekendtgørelsen nr. 695 af 28. september 1998 om reklame for medicinsk udstyr. Udleveringen skal således tjene et sagligt formål – f.eks. at give lægen mulighed for at sætte sig ind i 54 11.04.2014 Version 1.13 funktionsændringer mv. Udlevering af prøver må heller ikke ske på en måde, der fører til overtrædelse af andre bestemmelser i bekendtgørelsen, f.eks. forbuddet mod at påvirke til fejlagtig selvdiagnosticering eller forbuddet mod hovedsageligt at henvende sig til børn. Udlevering af lægemidler i forbindelse med disse devices kan ske i tilfælde, hvor det er nødvendigt for at forstå eller afprøve et nyt eller et forandret device, dog maksimalt 2 år efter det nye eller forandrede device blev introduceret. Disse udleveringer skal begrænses mest muligt, og er i øvrigt omfattet af lægemiddellovens almindelige regler om lægemiddelprøver. Ad stk. 4. Det er vigtigt at være opmærksom på, at reglerne fra bekendtgørelsen om udlevering af lægemiddelprøver stadig er i kraft, herunder reglen om der maksimalt kan udleveres 1 prøve om året af hvert lægemiddel til hver læge. Der henvises i det hele til bestemmelserne i bekendtgørelse nr. 1244 af 12/12/2005. BEMÆRKNINGER TIL KAPITEL 8 – PERSONALE, UDDANNELSE MV. Ad § 21 – Personale i lægemiddelvirksomheder Bestemmelsen svarer til EFPIA´s HCP Code art. 18. I § 21, stk. 1 , 2. punktum er der indsat en bestemmelse, der svarer til reklamebekendtgørelsens § 18, stk. 2. Det bemærkes, at Lif’s medlemmer ifølge foreningens vedtægter er forpligtiget til kun at anvende lægemiddelkonsulenter, der består lægemiddelkonsulentuddannelsen i Lif og dermed også opfylder betingelserne for optagelse i Lif’s register over lægemiddelkonsulenter. Ovennævnte forpligtigelse betyder helt konkret, at Lif’s medlemsvirksomheder er forpligtet til at sikre, at lægemiddelkonsulenter, som ikke har bestået lægemiddelkonsulentuddannelsen ved ansættelse skal leve op til følgende krav: De skal gå op til eksamen senest 12 måneder efter ansættelsen De skal bestå eksamen senest 25 måneder efter ansættelsen - uanset uddannelsesmæssig baggrund. Herudover er medlemsvirksomhederne endvidere forpligtiget til at lade alle deres lægemiddelkonsulenter registrere i Lif, så Lif kan kontrollere, at alle de medarbejdere, der informerer om lægemidler, har bestået eksamen inden for de ovenfor nævnte fastlagte tidsfrister. 55 11.04.2014 Version 1.13 BEMÆRKNINGER TIL KAPITEL 9 – HÅNDHÆVELSE, ANMELDELSESPLIGT OG FORHÅNDSGODKENDELSE Ad § 22 – Håndhævelse Der henvises til samarbejdsaftalen om ENLI for yderligere bemærkninger samt bøde- og gebyrregulativ. Man kan ikke sige noget generelt om, hvor længe en forhåndsgodkendelse er gyldig. En forhåndsgodkendelse sker på baggrund af konkrete forelagte oplysninger og forhold. Ændres disse, kan forudsætningerne for godkendelsen bortfalde. Således vil en lægemiddelvirksomhed være forpligtet til løbende at påse, et betingelserne i reklamekodekset er opfyldt, jf. også AN-2012-2713, hvor Ankenævnet omgjorde en vurdering, som det tidligere nævn (NSL) havde foretaget. Ad § 23 - Anmeldelsespligt Generelt: Efter EFPIA´s HCP Code skal der føres kontrol med reglerne, men der er ingen forpligtelse til at sikre, at det sker ved anmeldelse. Anmeldelsespligten er derfor begrænset i kodekset og skal ses i sammenhæng med klageadgangen jf. samarbejdsaftalen om ENLI samt den kontrol, Sundhedsstyrelsen (tidligere Lægemiddelstyrelsen) udøver, bl.a. efter apotekerlovens § 3, stk. 2-3. Anmeldelsespligten gælder som udgangspunkt alle ansvarlige virksomheder, hvis flere virksomheder samarbejder om en reklameaktivitet. Sekretariatet synes dog, at det er tilstrækkeligt, hvis samme reklameaktivitet kun anmeldes én gang. Det skal fremgå tydeligt af anmeldelsen, hvis der er flere virksomheder, der er ansvarlige for aktiviteten. Dette skyldes, at alle ansvarlige virksomheder vil blive sanktioneret ved overtrædelse (hvis virksomheden er underlagt ENLI’s kontrol). Dette vil således også få betydning for gentagelsesvirkning. Der er ikke et specifikt felt til afkrydsning i anmeldelsessystemet for sådanne samarbejder, men oplysningerne kan anføres i fritekstfeltet, eller uploades i separat dokument. Det bemærkes, at alle de anmeldte sager ikke nødvendigvis kontrolleres. En anmeldelse er derfor ingen garanti i sig selv for, at arrangementet eller støtten overholder reglerne. Dertil kræves en egentlig ”forhåndsgodkendelse”. Som minimum foretages dog stikprøvekontrol i minimum 15 % af anmeldelserne. Hvis der er ressourcer til det, kan sekretariatschefen imidlertid beslutte, at der foretages kontrol af et større antal sager. Erfaringerne fra det tidligere NSL viste, at ud af ca. 7000 årlige anmeldelser (i 2009) udstedte NSL kun bøder i 2,3 % af sagerne. Det er derfor vurderet, at 100 % gennemgang af anmeldelserne ikke nødvendigvis giver den bedste udnyttelse af ENLI’s ressourcer og/eller fører til større grad af overholdelse af reglerne, men at ressourcerne udnyttes bedre til forebyggende arbejde, oplysning mv. Anmeldelsespligten efter nærværende regelsæt er afgrænset til efteruddannelsesarrangementer og udstillingsstande samt trykt reklamemateriale (bortset fra udbudsmateriale) og skal som nævnt herunder ses som et supplement til Sundhedsstyrelsens (tidligere Lægemiddelstyrelsen) kontrol af lægers tilknytning til lægemiddelvirksomheder, jf. Apotekerlovens § 3, stk. 2 - hvoraf fremgår, at ”Den, der udøver læge- eller tandlægevirksomhed, må ikke uden Lægemiddelstyrelsens [nu Sundhedsstyrelsens] tilladelse drive eller være knyttet til en virksomhed, der har tilladelse efter § 7 eller § 39, stk. 1, i lov om lægemidler”. 56 11.04.2014 Version 1.13 Sundhedsstyrelsen (tidligere Lægemiddelstyrelsen) vil således føre kontrol med, at fx sundhedspersoners konsulentydelser sker på rimelige vilkår (tilsvarende gælder fsva apotekere i § 3, stk. 3). Der henvises i øvrigt til Sundhedsstyrelsens (tidligere Lægemiddelstyrelsens) vejledning nr. 9010 af 13. januar 2010 om indberetning af oplysninger om læger, tandlæger eller apotekere tilknyttet en lægemiddelvirksomhed. Ad Stk. 1 Ad litra a-b: Anmeldelsespligten i litra a-b er begrænset til kun at vedrøre aktiviteter, der helt eller delvist vedrører danske sundhedspersoner i ind-eller udland. Er der således tale om et arrangement, hvor der udelukkende deltager udenlandske sundhedspersoner, er der således ikke anmeldelsespligt. Anmeldelsespligten vedrører kun arrangementer, hvor sundhedspersonen ikke skal levere nogen form for modydelse for betalingen/støtten, jf. stk. 2. Det indebærer, at fx advisory board møder og investigatormøder ikke skal anmeldes, da sundhedspersonen her leverer en modydelse i form af sin ekspertviden. Arrangementer om efteruddannelse, hvor sundhedspersonen alene deltager for at modtage undervisning, har derimod ingen modydelse og skal derfor anmeldes, hvilket desuden kræver at de øvrige betingelser er opfyldt. Lægemiddelkonsulentbesøg skal heller ikke anmeldes, se dog bemærkningerne ad § 23, stk. 2 nedenfor. De såkaldte ”sæt kryds i kalenderen” invitationer skal ikke anmeldes til ENLI. Disse invitationer er en god og praktisk måde at få læger m.fl. til at holde en dato reserveret til et arrangement, indtil der foreligger tilstrækkelig information til, at lægemiddelvirksomheden kan give et bindende tilsagn om arrangementet i overensstemmelse med regelsættet. Først da kan virksomheden sende en reel invitation ud med tilmeldingsmulighed, og først da skal arrangementet anmeldes til ENLI. For vurderingen af, hvornår der foreligger tilstrækkelige oplysninger om arrangementet, herunder fagligheden, repræsentationen mv., henvises til vejledningen ad § 13. Særligt til litra c: Lægemiddelvirksomheders køb af udstillingsstande på kongresser, årsmøder mv. i Danmark anmeldes, så det sikres, at Lægemiddelvirksomhederne alene deltager med udstillingsstande til arrangementer, hvor fagligheden er i orden. Det gælder uanset hvilken nationalitet, de sundhedspersoner har, som udstillingen retter sig mod. Udstillinger i udlandet anmeldes ikke, uanset om udstillingen retter sig mod danske eller udenlandske sundhedspersoner. Ad stk. 2 Det fremgår af reklamekodekset § 23, stk. 2, at lægemiddelkonsulentbesøg ikke er omfattet af anmeldelsespligten. Hvis lægemiddelkonsulenten medbringer en taler, er der ikke længere tale om et rent lægemiddelkonsulentbesøg. Hvis lægemiddelkonsulenten selv taler med hele afdelingen, er der derimod stadig tale om et lægemiddelkonsulentbesøg. Grænsen for, hvornår der skal anmeldes, og hvornår det 57 11.04.2014 Version 1.13 fortsat anses for et almindeligt standard lægemiddelkonsulentbesøg, kommer an på en konkret vurdering. Tager besøget form af egentlig efteruddannelse af sundhedspersonen, eller er der tale om et besøg, der har karakter af et større arrangement, skal det anmeldes. Anmeldelsespligten vedrører kun arrangementer, hvor sundhedspersonen ikke skal levere nogen form for modydelse for betalingen/støtten, jf. litra d. Det indebærer, at fx advisory board møder og investigatormøder ikke skal anmeldes, da sundhedspersonen her leverer en modydelse i form af sin ekspertviden. Virksomhedens første henvendelse til sundhedspersonen om deltagelse i fx et advisory board eller andet møde skal anmeldes, hvis henvendelsen er en reklame for et lægemiddel. Det bemærkes, at virksomhedens mulighed for at tilbyde repræsentation forudsætter, at mødet, fx investigatormødet, sker i forbindelse med lægemiddelvirksomhedens eget forskningsprojekt eller et forskningsprojekt som lægemiddelvirksomheden på anden vis er involveret i. Arrangementer om efteruddannelse, hvor sundhedspersonen alene deltager for at modtage undervisning, har derimod ingen modydelse og skal derfor anmeldes, forudsat at de øvrige betingelser er opfyldt. Ad stk.3 PowerPoint og andre elektroniske tekster og præsentationer sidestilles med trykt reklamemateriale, der er omfattet af anmeldelsespligten, forudsat at der i øvrigt er tale om ”reklame” som defineret i reklamebekendtgørelsen. Det bemærkes, at ENLI betragter lærebøger, der nævner konkrete lægemidler, som trykt reklamemateriale, der skal anmeldes, jf. også ad § 2, stk. 2, litra c, nr. 5. Det skal præciseres, at der ikke er anmeldelsespligt for materialer, der er undtaget reklamekodeksets regler, jf. reklamekodeks § 2, stk. 2, litra c, se vejledningen hertil, herunder patientinformationsfoldere (også udlevering heraf med ledsagende pligttekst), sikkerhedsinformation og pressemeddelelser, som ENLI i dag modtager anmeldelser på fra tid til anden. Det skal understreges, at materiale der til trods for overskrift eller andet i sin helhed fremtræder som en lægemiddelreklame (i modsætning til information) skal følge reklamekodeksets regler og anmeldes i overensstemmelse med reklamekodeks § 23, stk. 3. Ad stk. 4 Alle anmeldelser skal indeholde de informationer, der følger af det til enhver tid gældende online anmeldelsesskema på ENLI’s hjemmeside samt evt. yderligere oplysninger af relevans for bedømmelsen af anmeldelsen, jf. reklamekodeksets krav. Det er virksomhedens pligt at sikre sig, at de fornødne oplysninger foreligger på anmeldelsestidspunktet. Ved elektronisk reklamemateriale, herunder især app’s, skal dokumentation ske i form af både link til app, eller udlån af tablet hvor app kan anvendes, samt screen dumps med tilhørende beskrivelser og/eller flow charts. Virksomheden modtager straks efter anmeldelsen et automatisk svar, hvorpå der kvitteres for modtagelsen af anmeldelsen, og hvoraf det fremgår, at manglende reaktion på anmeldelsen ikke skal betragtes som en garanti for materialets lovlighed, samt at der foretages stikprøvekontrol af anmeldelserne. Det følger af ENLI’s sagsbehandlingsregler, herunder § 6 samt § 8, stk. 4, at det er den anmeldte dokumentation, der efterprøves. Det vil således være de faktiske forhold på tidspunktet for anmeldelsen, der er udgangspunkt 58 11.04.2014 Version 1.13 for en vurdering af, om regelsættet er overholdt. Lægemiddelvirksomheden skal derfor på forespørgsel fra ENLI kunne dokumentere, at de pågældende forhold ligger forud for anmeldelsen til ENLI. Det betyder også, at lægemiddelvirksomheden ikke undervejs i sagsbehandlingen kan ændre på et anmeldt materiale og derved bringe det i overensstemmelse med regelsættet for derved at undgå en sanktion. Denne forståelse er tiltrådt af Ankenævnet den 23. november 2011 med afgørelserne i AN-2011-1927 samt AN2011-1480 og fremgår nu også tydeligt af Sanktions- og gebyrregulativets § 1. Det forhold, at en lægemiddelvirksomhed først sent er blevet bekendt med, at en planlagt reklameaktivitet er en overtrædelse af kodekset, kan ikke berettige gennemførelsen en aktivitet, som ellers anses for at være i strid med reglerne. I modsat fald ville en virksomhed kunne vente med at planlægge aktiviteten til i sidste øjeblik, eller anmelde aktiviteten til ENLI kort før gennemførelsestidspunktet, og på denne måde omgå reglerne. Ad stk. 5 Ifølge reklamekodeksets § 23, stk. 5 skal anmeldelse af et arrangement, jf. § 23, stk. 1, litra a, indsendes senest 10 arbejdsdage før arrangementets åbningsdag. ENLI forstår dette således, at arrangementets åbningsdag er den dag, hvor lægemiddelvirksomhedens samlede ydelser til sundhedspersonen begynder. For arrangementer med rejsetid vil det således være dagen for afrejse. Invitationer til sundhedspersoner om deltagelse i fx internationale kongresser betragtes som et sponsorat til sundhedspersonen til deltagelse i et tredjepartsarrangement, jf. forståelsen af kodeksets § 13, stk. 1, og skal dermed anmeldes som et sponsorat. Se mere om dokumentationskrav for egne arrangementer og sponsorater i vejledningen til § 13, stk. 1. Der fremgår bl.a., at § 13, stk. 1 litra a) og b) alene tjener til at uddybe aktiviteten – herunder skelne mellem de aktiviteter, som lægemiddelvirksomheder selv er arrangør eller medarrangør af, og de arrangementer, hvor det er en tredjepart, som arrangerer, og lægemiddelvirksomheden alene sponserer aktiviteten, hvad enten det er et sponsorat til arrangøren eller direkte til sundhedspersonen til dækning af de konkrete udgifter forbundet med deltagelse. At virksomheden først skal anmelde til ENLI, når alle de fornødne oplysninger er på plads, betyder ikke, at anmeldelse kan ske senere end foreskrevet i § 23, stk. 5. Det betyder, at virksomheden først kan give tilsagnet til sundhedspersonen om deltagelse i arrangementet, når tilstrækkelige oplysninger om fx repræsentationen foreligger. Oplysningerne om repræsentationen behøver ikke at være navn, adresse og pris for hotel eller flypris og afgangstid, men kan godt være rammen for repræsentationen, fx at hotellet maximalt er 4-stjernet og under 1.500 kr. pr. nat, eller fly bookes på økonomiklasse med ankomst så tæt på arrangementets starttidspunkt som muligt, jf. vejledningen til reklamekodeksets § 13, stk. 7. Ad stk. 7 En forhåndsvurdering sker på baggrund af de dokumenter, der er indsendt med anmodningen. Ændrer man således i forholdene undervejs, evt. efter dialog med ENLI om disse, kræves en ny anmodning, før de nye forhold vurderes. 59 11.04.2014 Version 1.13 Det bemærkes, at en forhåndsvurdering altid vil være konkret og kan ikke tages som udtryk for en generel godkendelse af enkelte elementer forbundet med den godkendte aktivitet, jf. § 5, stk. 3 i ENLI’s sagsbehandlingsregler. Sker der efterfølgende ændringer i format, indhold el. lign. af den forhåndsgodkendte aktivitet, bortfalder forhåndsgodkendelsen automatisk. Ad stk. 8 Lægemiddelvirksomheder skal i de invitationer, som de selv sender ud, sørge for at angive teksten i punkt a) samt b) eller c). Dette gælder for alle de invitationer, som en lægemiddelvirksomhed måtte udsende til sundhedspersoner, uanset om der måtte være tale om lægemiddelvirksomhedens eget arrangement, et af virksomheden sponsoreret arrangement, eller hvor virksomheden afholder repræsentationsudgifter for sundhedspersonen til et tredjemandsarrangement. Formålet med teksten i punkt a) samt b) eller c) er således at give sundhedspersoner mulighed for at se, at arrangementet, som de inviteres til, er anmeldt til ENLI og vurderet af enten ENLI (forhåndsgodkendelse) hhv. lægemiddelvirksomheden til at være i overensstemmelse med reglerne. Dette stemmer også overens med ordlyden af kodeksets § 23, stk. 8. Teksten skal være let læsbar, og det vil således normalt ikke kunne godkendes, hvis teksten er anført fx lodret ude i kanten af invitationen og med en meget lille skrifttype, da ENLI vurderer, at dette ikke opfylder kravene i § 23, stk. 8 henset til formålet med bestemmelsen. Granskningsmandspanelet vurderer, at formålet med bestemmelsen også medfører, at en lægemiddelvirksomhed bør oplyse tilsvarende, uanset hvordan lægemiddelvirksomheden vælger at invitere sundhedspersonen, fx også ved opslag fx på et hospital eller ved mundtlige invitationer. 60 11.04.2014 Version 1.13 Forkortelser ABPI ABPI Code Apotekerloven EFPIA’s Disclosure Code The Association of the British Pharmaceutical Industry (ABPI) The Code of Practice for the Pharmaceutical Industry 2011 Bekendtgørelse af lov om apoteksvirksomhed, bkg. nr. 855 af 04/08/2008 EFPIA Code on Disclosure of transfers of value from pharmaceutical companies to healthcare professionals and healthcare organisations vedtaget 24. juni 2013. Donationskodekset Etiske regler for lægemiddelbranchens donationer og tilskud til hospitaler EFPIA The European Federation of Pharmaceutical Industries and Associations EFPIA’s HCP Code EFPIA Code on the Promotion of Prescription-only Medicines to, and interactions with, Healthcare Professionals 2007, senest ændret 24. juni 2013 ENLI Etisk Nævn for Lægemiddelindustrien Forbrugerprisbekendtgørelsen Bekendtgørelsen om beregning af forbrugerpriser mv. på lægemidler (BEK nr 1152 af 30/09/2013) IFPMA International Federation of Pharmaceutical Manufacturers & Associations IFPMA Code IGL Lif Lægemiddelloven Markedsføringsloven NMI NSL Persondataloven The IFPMA Code of Practice 2012 Industriforeningen for generiske lægemidler Lægemiddelindustriforeningen Lov om lægemidler nr 1180 af 12/12/2005 Bekendtgørelse af lov om markedsføring nr. 839 af 31/08/2009 Nævnet for Medicinsk Informationsmateriale Nævnet for selvjustits på lægemiddelområdet Lov om behandling af personoplysninger nr. 429 af 31/05/2000 med senere ændringer Parallelimportørforeningen af lægemidler Bekendtgørelse om reklame mv. for lægemidler (BEK nr. 272 af 21/03/2007 med senere ændringer) Lægemiddelindustriens kodeks for reklame mv. for lægemidler rettet mod sundhedspersoner 2011 Vejledning om reklame mv. for lægemidler nr. 29 af 24/05/2007 PFL Reklamebekendtgørelsen Reklamekodekset Vejledningen til reklamebekendtgørelsen 61 11.04.2014 Version 1.13 Ændringslog Dato Version 07.02.2011 11.10.2011 1.1 1.2 Ad § § 1 stk. 2 § 2, stk. 2, litra c, nr. 5 § 2, stk. 2, litra c, nr. 6 § 3, stk. 1 § 4, stk. 1 § 4, stk. 2 §§5-8 § 12, stk. 1 § 12, stk. 2 § 13, stk. 1 § 13, stk. 2 § 13, stk. 3 § 13, stk. 5 § 13, stk. 6 § 13, stk. 7 § 13, stk. 8 § 13, stk. 9 § 14, stk. 1 og stk. 3 § 17, stk. 1 og stk. 2 § 18 30.11.2011 1.3 § 21, stk. 1 og stk. 4 § 21, stk. 7 og stk. 8 § 2, stk. 2, litra c, nr. 6 § 2, stk. 2, litra c, nr. 7 § 4, stk. 1, nr. 3 § 5, stk. 2 § 7, stk. 1 § 7, stk. 6 § 8, stk. 1 § 13, stk. 1 § 13, stk. 9 Ændring (hovedsageligt) Dokument oprettet Fortolkningsbidrag til reklamekodekset generelt. Omtale af lægemiddelgrupper Præcisering af krav til patientinformationsfoldere Definitionen af sundhedspersoner ændret Præcisering af krav Fortolkning, ny praksis fra EU-Domstolen Omfattende gennemskrivning og inkorporering af relevant information fra tidligere separate nævns vejledninger om reklame Fortolkning ift. imagegaver, herunder legater Fortolkning af gavebegreb ift. faglitteratur og uddannelsesmateriale Omfattende revision /fortolkning af faglighedsbegrebet Nyt afsnit Fortolkning af begrebet ”passende mødested” Fortolkning (herunder om ud/hjemrejse) Afsnit fra stk. 8 flyttet til stk. 6 Dokumentationskrav samt ud/hjemrejse Fortolkning, herunder Ankenævnets notat af 1. juni 2011 Fortolkning, herunder Ankenævnets meddelelse af 21. september 2011 Reference til Lif’s etiske for lægemiddelbranchens donationer og tilskud til hospitaler, der trådte i kraft den 1. september 2011 Præcisering, dokumentation Reference til ny EFPIA regulering om udlevering af lægemiddelprøver Fortolkning, herunder om tidspunktet for anmeldelsen Nyt afsnit ENLI påser ikke om patientinformationsfoldere lever op til reglerne om reklame over for offentligheden Fortolkningsbidrag fra Sundhedsstyrelsen (tidligere Lægemiddelstyrelsen) om pressemeddelelser Lempelse af kravene til angivelse af det fulde indikationsområde i reklamemateriale Præcisering af kravene til reklame på roll-up, plakater o.l. Ankenævnet har tiltrådt ENLI’s praksis og fortolkning af ordene ”effektiv” og ”effektivt” i reklamemateriale Præcisering af fortolkningen Præcisering af fortolkningen Præcisering, herunder af ”sponsorat” af tredjeparts arrangementer Præcisering af fortolkningskriterier i udlandet 62 11.04.2014 Version 1.13 § 17, stk. 2 21.02.2012 1.4 § 21, stk. 5 § 21, stk. 7 § 2, stk. 2, litra c § 2, stk. 2, litra d og e § 3, stk. 1 § 3, stk. 3, litra c § 12, stk. 1 § 12, stk. 2 § 13, stk. 1 § 13, stk. 6 § 13, stk. 8 § 14 § 15, stk. 1 og 2 Bemærkning som tidligere stod anført under stk. 2 falder under stk. 1. Ny bemærkning til stk. 2 belyser indberetningspligten for lægemiddelvirksomhederne § 18 Ny bestemmelse i reklamekodekset om udlevering af lægemiddelprøver Uddannelseskrav til lægemiddelkonsulenter (Lif) Bemærkning om repræsentation til fx investigatormøder ENLI fortolkning tiltrådt af Ankenævnet Præcisering af anvendelsesområdet Generelt rettet referencer vedr. Lægemiddelstyrelsen til Sundhedsstyrelsen som følge af sammenlægningen den 1. marts 2012 Tilføjet eksempel på informationsmateriale, der ikke skal anmeldes Præcisering af forståelsen af reklamebegrebet, herunder i relation til sociale medier Præcisering af krav til reklame for nye lægemidler Præcisering af krav ift. sponsorering af tredjemandsarrangementer, samt nuanceret faglighedsbegrebet efter afgørelse fra Ankenævnet Omfanget af mødestedsvurderingen Præcisering af at bestemmelsen gælder uanset invitationens format Bemærkninger til reklamebegrebet Kriterier for vurdering af præ-lancering Bemærkning om kodeksets øvrige bestemmelser Om gavebegrebet Omstrukturering og opdeling i under-afsnit. § 19 § 21, stk. 2 § 21, stk. 4 § 21, stk. 8 13.04.2012 1.5 § 2, stk. 2, litra c, nr. 5 § 3, stk. 1 § 4, stk. 1 § 13, stk. 1 § 13, stk. 9 § 21, stk. 8 28.06.2012 1.6 Bemærkning om udstilling, hvor også deltager andre end sundhedspersoner Arrangementer med rejsetid Præcisering at en forhåndsgodkendelser er konkret Angivelse af sygdomsområder i invitationer til arrangementer Litra d slettes og litra e bliver således til litra d Præcisering af reklamebegrebet, herunder brug af dybdelinks, angivelse af sygdomsområder i invitationer til arrangementer, og præsentationer fra en tredjemand Medicinsk udstyr der udgør et lægemiddel Legater må ikke tage form af en konkurrence Forbud mod støtte, som skaber afhængighedsforhold Faglighed i tredjemands præsentationer Sygehistorier (Patientcases) Sygeledsagelse Supplement til Ankenævnets fortolkning Fortolkning af begrebet ”sundhedsydelse” § 3, stk. 1 § 4, stk. 1 §8 § 12, stk. 2 § 13, stk. 1 63 11.04.2014 Version 1.13 § 13, stk. 5 § 13, stk. 7 § 13, stk. 8 § 13, stk. 9 § 14, stk. 1 § 15, stk. 5 § 17, stk. 2 § 20 § 21, stk. 4 § 21, stk. 5 13.09.2012 1.7 § 21, stk. 8 § 2, stk. 1 § 2, stk. 2, nr. 3 § 3, stk. 1 § 4, stk. 2 §6 § 13, stk. 1 § 13, stk. 5 § 13, stk. 7 § 13, stk. 8 § 13, stk. 9 § 21, stk. 1 04.12.2012 1.8 § 13, stk. 5 Tydeliggørelse af anmeldelsestidspunkt og -frist. Tilbud om serviceydelse ikke fagligt (søgning i EPJ). Om kørsel i egen bil Anvendelse af generelle bemærkninger vedr. § 13, stk. 9 også for vurdering af repræsentation. Betinget sponsorat (uden repræsentation) muligt. Støtte til luksuriøs repræsentation ikke muligt, heller ikke med delvis egenbetaling. Sponsorat til arrangør berettiger ikke invitation til bespisning. Betinget sponsorat (på trods af arrangement indeholder underholdning) ikke muligt. Betinget sponsorat (uden betaling af lokaleleje på sted i strid med stk. 9) ikke muligt. Mere om mødesteder, der også er kendt for underholdning. Udlån af iPads lovlig Ligestilling med sponsorat af sundhedsperson jf. § 13 Ikke krav om mødested mv for køb af udstillingsstand Varighed af forhåndsgodkendelse, herunder efterfølgende ændringer af faktiske forhold Ikke berettiget til at gennemføre aktivitet i strid med reklamekodekset Præcisering af anmeldelsesfrist for sponsorat af sundhedspersoners deltagelse i kongresser mv. Præcisering af pligttekst. Præcisering af at Grønland og Færøerne ikke er en del af Danmark ift. reklamekodeksets regler Eksempel på materiale der som udgangspunkt ikke er reklame Præcisering af definitionen af sundhedspersoner Supplerende bemærkning om produktresumé Præcisering omkring anvendelsen af logo Omskrivning af afsnittet vedr. faglighedskravet (sproglige ændringer) Fortolkning vedr. overnatning skærpet efter afgørelse fra Sundhedsstyrelsen den 31. juli 2012 Fortolkning vedr. overnatning skærpet efter afgørelse fra Sundhedsstyrelsen den 31. juli 2012 Eksempel på godkendt sponsorat til fagligt arrangement, der havde element af underholdning Om vurderingsgrundlag og dokumentation Om anmeldelse af reklameaktivitet, hvor flere virksomheder er ansvarlige Suspension af nævnets kontrol vedr. repræsentation, herunder overnatning, som var skærpet efter afgørelse fra Sundhedsstyrelsen den 31. juli 2012, indtil Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse træffer afgørelse i klage fra Lif. 64 11.04.2014 Version 1.13 § 13, stk. 7 22.02.2013 1.9 §1 § 2, stl. 2, litra c, nr. 8 §6 § 7, stk. 1 § 7, stk. 4 § 13, stk. 7 § 13, stk. 8 § 13, stk. 9 § 15, stk. 5 Bilag C 27.02.2013 1.10 § 4, stk. 1 § 4, stk. 2 § 5, stk. 1, nr. 9 29.08.2013 1.11 § 2, stk. 2, litra c, nr. 6 §§ 3-8 § 3, stk. 1 § 4, stk. 2 § 5, stk. 1, nr. 1 § 5, stk. 1, nr. 3 § 5, stk. 1, nr. 9 § 5, stk. 2 §6 § 7, stk. 1 Suspension af nævnets kontrol vedr. repræsentation, herunder overnatning, som var skærpet efter afgørelse fra Sundhedsstyrelsen den 31. juli 2012, indtil Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse træffer afgørelse i klage fra Lif. Præcisering af formålet med reklamekodekset Tilføjelse og præcisering fra vejledningen til reklamebekendtgørelsens pkt. 2.2 Præcisering af ENLI’s fortolkning af bestemmelsen Supplerende bemærkninger vedr. anvendelsen af definitive udsagn Præcisering af hvornår en lægemiddelvirksomhed kan ændre en figur/tabel Supplerende fortolkning fra Lif til forståelsen af ”rimelig” i relation til transport, der medfører ændret praksis Supplerende fortolkning fra Lif til forståelsen af ”underholdningsarrangementer”, der medfører ændret praksis Supplerende fortolkning fra Lif til forståelsen af mødesteder, der er ”kendt” for deres underholdningsfaciliteter, der medfører ændret praksis Supplerende fortolkning fra Lif til forståelsen af ”rimelig” i relation til transport, der medfører ændret praksis Det tidligere bilag A fra reklamekodeket (version 1.5), nu opdateret ift. dansk ret. Rettelse vedr. forpligtelsen for apoteksforbeholdte lægemidler at anmelde en pris til Sundhedsstyrelsen mindst 14 dage før, prisen skal træde i kraft. Sproglig rettelse Præcisering af hvilken pris reglen henviser til for ikke apoteksforbeholdte håndkøbslægemidler mv. Præcisering ift. patientinformationsfoldere Generel ændring i opsætningen af vejledningen til bestemmelserne Præcisering ift. aktiviteter udenfor Danmarks grænser Præcisering af ENLI’s tilgang til patient cases i reklamer Rettelse/skærpelse af kravene til angivelse af sær- og fællesnavn Præcisering af angivelsen af indikationsområdet i reklamer Prisangivelse for hospitalsforbeholdte lægemider Elektroniske reklamer skal have link til pligtteksten fra samtlige sider Præcisering Forhold der fremgår af det godkendte produktresume kræver ikke dokumentation, dog skal der henvises til produktresumeet. Afsnit om meta-analyser flyttet til § 7, stk. 5 Tilføjelse af præciserende afsnit om fremhævelse af 65 11.04.2014 Version 1.13 § 7, stk. 3 § 7, stk. 4 § 7, stk. 5 § 7, stk. 6 § 8, stk. 1 § 8, stk. 2 § 12, stk. 1 § 12, stk. 2 § 13, stk. 5 § 13, stk. 7 § 13, stk. 9 § 21, stk. 4 10.03.2014 1.12 § 2, stk. 1 produktfordele Afsnit om fremhævelse af produktfordele flyttet til § 7, stk. 1 Elektroniske reklamer skal have link til pligtteksten fra samtlige sider Præcisering af virksomheders mulighed for at ændre på figurer og tabeller samt selv udarbejde sådanne Afsnit om meta-analyser tilføjet Informationer fra RADS, KRIS og IRF opfylder ikke kravene for dokumentationsgrundlaget for lægemiddelanprisninger Lempelse af praksis ift benyttelse af ord beslægtede med ”sikker”, eksempelvis ”sikkerhed”, som følge af Ankenævnets afgørelse AN-2013-2911. ENLI’s formodningsregel ift hvornår et lægemiddel er ”nyt” Præcisering af kravet om angivelse af priser i sammenlignende reklamemateriale på baggrund af gældende praksis. Elektroniske sammenlignende reklamer skal have link til sammenligningsgrundlaget fra samtlige sider Betydningen af vedtagelsen af EFPIA´s Disclosure Code for gavereglen Fjernet afsnit om praksis fra det tidligere nævn, NSL, vedr. USB-sticks Præcisering af dokumentationskravet for afholdelse af transportudgifter, når disse vedrører faktisk kørte kilometre Tilføjelse af afsnit om kravene vedr. afholdelse af hoteludgifter Granskningsmandspanelets formodningsregel omkring afholdelse af udgifter til bespisning Betydningen af vedtagelsen af EFPIA´s Disclosure Code for repræsentationsreglerne for bespisning Sundhedspersonens ændring af transportformen på eget initiativ, for egen regning og uden virksomhedens medvirken. Virksomheder skal fortsat være opmærksomme på reklamekodeksets øvrige bestemmelse ift valg af mødested, selvom stedet ikke findes i strid med § 13, stk. 9 Anmeldelse af elektronisk materiale, særligt app’s, skal ske med link til til app, eller udlån af tablet med app, samt screendumps med tilhørende beskrivelser/flowcharts Vurdering sker på baggrund af de anmeldte forhold, hvorfor virksomheden på forespørgsel skal kunne dokumentere tidspunktet for de pågældende forhold Uddybende kommentar til medlemsvirksomheders 66 11.04.2014 Version 1.13 ansvar for koncernforbundne selskabers aktiviteter i Danmark § 2, stk. 2, litra c, nr. 1 Opdatering vedr. mærkningsbekendtgørelsen (lægemidler underlagt supplerende overvågning) § 2, stk. 2, litra c. nr. 4+5 Informationsmateriale om sundhed og sygdom samt patientinformationsfoldere skal ikke anmeldes, jf. § 23, stk. 3. § 2, stk. 2, litra d Konsekvensrettelse jf. ændring af reklamekodeks, version 1.7 § 3, stk. 1 Præcisering af lægemiddelvirksomheders ansvar for indlæg udarbejdet og præsenteret af tredjemand § 4, stk. 1 Præcisering vedr. prisanmeldelse samt af krav til reklame for nye lægemidler § 4, stk. 2 Ikke krav om angivelse af sort trekant eller anden information vedr. krav om supplerende overvågning i relamemateriale § 5, stk. 1, nr. 1 Præcisering af angivelse af fællesnavn § 5, stk. 1, nr. 5 Ikke krav om angivelse af sort trekant eller anden information vedr. krav om supplerende overvågning i relamemateriale §6 Bemærkning om det nye gaveforbud i § 12 § 7, stk. 4 Præcisering af mulighed for at lave nye figurer/tabeller på baggrund af kildemateriale § 8, stk. 1 Præcisering af dokumentationskravene for sammenlignende reklame § 8, stk. 2 Ændring af kravene til sammenlignende reklamer for addon lægemidler § 12 Bemærkninger til det nye gaveforbud fra EFPIA’s HCP Code § 13, stk. 1 Omstrukturering af afsnit, kommentar om tredjemands præsentationer på lægemiddelvirksomheds arrangementer § 13, stk. 2 Om tilsagn om sponsorat meget tæt på arrangementets åbningsdato, eller efter afholdelse § 13, stk. 3 Præcisering om passende mødesteder § 13, stk. 5 Tilføjelse af afsnit fra § 13, stk. 7 § 13, stk. 7 Omstrukturering af afsnit samt kommentar ad ny § 13, stk. 8 § 13, stk. 8 Bemærkninger til den nye bestemmelse fra EFPIA’s HCP Code § 14 Bemærkninger til den nye bestemmelse fra EFPIA’s HCP Code § 16 Præcisering af konsulent-begrebet § 16, stk. 2 Konsekvensrettelse jf. ændring af reklamekodeks, version 1.7 § 17 Bemærkninger til den nye bestemmelse fra EFPIA’s Disclosure Code § 23, stk. 2 Præcisering af evt. anmeldelsespligt for invitation til deltagelse i advisory board 67 11.04.2014 Version 1.13 § 23, stk. 3 11.04.2014 1.13 § 5, stk. 2 § 8, stk. 1 § 13, stk. 1 Ingen anmeldelsespligt for materialer undtaget reklamebegrebet Konsekvensrettelse som følge af gaveforbuddet i § 12 Præcisering af dokumentationskravene for sammenlignende reklame Præcisering af forbud mod anvendelse af patient cases ifm. faglige arrangementer Generel rettelse for omtale af virksomheder under ENLI’s kompetence, nu ”tilsluttede” virksomheder 68 11.04.2014 Version 1.13 BILAG A (til ”Vejledning til Lægemiddelindustriens kodeks for reklame mv. for lægemidler rettet mod sundhedspersoner”) Vedrørende danske myndigheders vurdering af kliniske lægemiddelforsøg Kliniske lægemiddelforsøg skal godkendes af både Sundhedsstyrelsen (tidligere Lægemiddelstyrelsen) og en regional videnskabsetisk komité, inden forsøget kan igangsættes. Sundhedsstyrelsen vurderer sikkerhed (risici og ulemper) og mulig terapeutisk gevinst ved lægemiddelforsøg, der har til formål at undersøge: kliniske, farmakologiske eller farmakodynamiske virkninger bivirkninger absorption, distribution, metabolisme eller udskillelse Det vurderes, om forsøget er egnet til at frembringe ny viden, og om forsøget må antages at have en terapeutisk gevinst, der kan berettige risici ved forsøget. Som en del af Sundhedsstyrelsens vurdering indgår blandt andet vurdering af alle forsøgsprotokollens enkelte elementer (jf. Sundhedsstyrelsens Vejledning til ansøgning om tilladelse til kliniske forsøg med lægemidler på mennesker, senest opdateret 23. september 2010). Som grundlag for Sundhedsstyrelsens vurdering af forsøgslægemidlet og det påtænkte forsøg skal følgende dokumentation herudover indsendes til Sundhedsstyrelsen: For præparater, for hvilke der er udstedt markedsføringstilladelse eller, for hvilke ansøgning om markedsføringstilladelse er indsendt, samt for præparater for hvilke dokumentation er indsendt i forbindelse med tidligere ansøgning, vil henvisning til det tidligere fremsendte materiale sædvanligvis være tilstrækkeligt. For øvrige præparater skal der vedlægges dokumentation angående præparatets kemiske, farmaceutiske, dyrefarmakologiske, toksikologiske og humanfarmakologiske egenskaber samt oplysning om eksisterende kliniske erfaringer. Som en del heraf indsendes Investigators Brochure og Investigational Medicinal Product Dossier. Herudover skal det bemærkes, at I henhold til lægemiddelloven § 90, stk. 2 og 3 kan Lægemiddelstyrelsen (nu Sundhedsstyrelsen)inspicere de forsøg, der er givet tilladelse til. En inspektion af et klinisk forsøg vil normalt bestå af en inspektion hos sponsor og en inspektion hos investigator med henblik på at fastslå, at forsøget er gennemført i overensstemmelse med national lovgivning (herunder bekendtgørelse om god klinisk praksis, GCP‐reglerne, forsøgsprotokollen og sponsors kvalitetssikringssystem, samt at data er korrekte og troværdige). I forhold til den praktiske gennemførelse af en inspektion sikrer Sundhedsstyrelsen sig (ved vurdering af ansøgningen om tilladelse til start af et klinisk forsøg), at forsøgspersonen har givet fuldmagt, der giver myndigheder m.v. adgang til forsøgspersonens journal. Slutteligt skal en investigator jf. apotekerlovens § 3, stk. 2 have Lægemiddelstyrelsens (nu Sundhedsstyrelsen) tilladelse til at være tilknyttet en lægemiddelvirksomhed. Ved vurderingen af, om der skal gives lægen eller tandlægen tilladelse til at deltage i et klinisk forsøg, lægger Sundhedsstyrelsen bl.a. vægt på, om en videnskabsetisk komité har godkendt selve projektet og vurderet omfanget af den økonomiske støtte, herunder eventuel aflønning til forskeren og eventuelle personlige interesser i projektet. For yderligere detaljer se 69 11.04.2014 Version 1.13 Lægemiddelstyrelsens vejledning nr. 9012 (af 13. januar 2010) om lægers og tandlægers pligt til at søge om tilladelse til at være tilknyttet en lægemiddelvirksomhed. Det Videnskabsetiske Komitésystem Jf. komitélovens § 1 stk. 3 er det Det videnskabsetiske komitésystems opgave at sikre, at biomedicinske forskningsprojekter (herunder kliniske lægemiddelforsøg) gennemføres videnskabsetisk forsvarligt, og at forsøgspersoner, der deltager i et biomedicinsk forskningsprojekt, beskyttes med hensyn til rettigheder, sikkerhed og velfærd, samtidig med at der skabes mulighed for udvikling af ny, værdifuld viden. Det, som komitéerne vurderer, er beskrevet i komitélovens §§ 12, 14 og 15 (særlige forhold vurderes ved forsøg på inhabile forsøgspersoner jf. lovens § 13). For yderligere detaljer se Den Centrale Videnskabsetiske Komités ”Vejledning om anmeldelse af biomedicinske forsøg” (af 6. oktober 2008) (http://www.cvk.sum.dk/forskere/vejledning%20modul.aspx) Komitésystemets vurderinger fokuserer på forsøgets etiske dimensioner ‐ herunder særligt på sikring af forsøgspersonernes rettigheder og sikkerhed samt på eventuelle økonomiske og kontraktmæssige relationer mellem den forsøgsansvarlige investigator og en privat lægemiddelvirksomhed. Det er således komitésystemet, der primært vurderer omfanget og kvaliteten deltagerinformationen jf. informationsbekendtgørelsens §§ 9‐12 (nr. 806 af 12. juli 2004) samt formuleringen af forsøgspersonens samtykke til at deltage i forsøget jf. informationsbekendtgørelsens §§ 4 og 5. Jf. komitélovens § 22, stk. 5 fører komitésystemet ikke kontrol med kliniske lægemiddelforsøg – dette varetages af Lægemiddelstyrelse (nu Sundhedsstyrelsen). Komitésystemet kan komme med forslag til kliniske lægemiddelforsøg, der bør kontrolleres af styrelsen. Ligeledes har de videnskabsetiske komitéer en stående invitation til at deltage i styrelsens inspektioner som observatører. Komitéloven: § 12. Komiteen kan kun meddele tilladelse, hvis: 1) de risici, der kan være forbundet med at gennemføre projektet, hverken i sig selv eller i forhold til projektets forudselige fordele har et uforsvarligt omfang, 2) den forventede gevinst i terapeutisk henseende og for folkesundheden kan berettige projektet, 3) projektets videnskabelige standard opfylder kravet om, at projektet skal bidrage til udvikling af ny, værdifuld viden, jf. § 1, stk. 3, og 4) der er tilstrækkelig grund til at gennemføre projektet og projektets konklusioner er berettigede. Stk. 2. Ved behandling af en ansøgning om godkendelse af et biomedicinsk forskningsprojekt skal komiteen foretage en afvejning af de forudselige risici og ulemper i forhold til gevinsten for den enkelte forsøgsperson og for andre nuværende og fremtidige patienter, herunder at smerter, gener, frygt og anden forudselig risiko minimeres i forhold til forsøgspersonens sygdom og udviklingsstadium. Denne afvejning skal foretages under hensyntagen til, om forsøgspersonen selv er i stand til at afgive et informeret samtykke, eller om samtykke skal indhentes fra nærmeste pårørende og den praktiserende læge alternativt embedslægen eller forældremyndighedens indehaver eller en værge efter værgemål, der omfatter personlige forhold, herunder beføjelse til at meddele samtykke til deltagelse i et biomedicinsk forskningsprojekt, jf. værgemålslovens § 5. § 14. Komiteen kan i øvrigt kun meddele tilladelse, hvis: 1) det klart fremgår af den skriftlige eller elektroniske information, hvilken økonomisk støtte den forsøgsansvarlige modtager fra private virksomheder, fonde m.v. til gennemførelse af det pågældende forskningsprojekt, og om den forsøgsansvarlige i øvrigt har en økonomisk tilknytning til private virksomheder, fonde m.v., som har interesser i det pågældende forskningsprojekt, 2) eventuelt vederlag eller anden ydelse for deltagelse i et biomedicinsk forskningsprojekt ikke er egnet til at påvirke samtykkeafgivelsen, 3) forsøgspersonens ret til fysisk og mental integritet samt retten til privatlivets fred respekteres og oplysninger vedrørende forsøgspersonen beskyttes efter lov om behandling af personoplysninger, 4) den forsøgsansvarlige har sikret forsøgspersonen adgang til at få yderligere oplysninger om projektet, 5) projekter, der medfører udførsel af biologisk materiale og oplysninger til tredjelande, gennemføres i overensstemmelse med reglerne i lov om behandling af personoplysninger og 70 11.04.2014 Version 1.13 6) der sker offentliggørelse af såvel negative som positive forsøgsresultater så hurtigt, som det er muligt og fagligt forsvarligt. Offentliggørelsen skal ske i overensstemmelse med lov om behandling af personoplysninger. Stk. 2. Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling kan fastsætte nærmere regler om de forhold, der er nævnt i stk.1. § 15. Ved behandling af en ansøgning om godkendelse af et biomedicinsk forskningsprojekt, som omhandler klinisk forsøg med lægemidler, der er omfattet af lov om lægemidler, skal komiteerne i bedømmelsen ud over de i §§ 12-14 nævnte forhold påse, 1) at Sundhedsstyrelsen (tidligere Lægemiddelstyrelsen) er inddraget i godkendelsen af projektet, jf. § 9, stk.1, 2) at der er en erstatning eller godtgørelsesordning, hvis forsøgspersonen lider skade eller dør som følge af projektet, og at der er tegnet forsikringer eller foreligger en godtgørelsesordning til dækning af den forsøgsansvarlige og sponsors ansvar, 3) størrelsen af og de nærmere regler for udbetaling af eventuelt honorar eller eventuel kompensation til den forsøgsansvarlige og forsøgspersoner og indholdet af de relevante klausuler i enhver påtænkt kontrakt mellem sponsoren og forsøgsstedet, og 4) at den forsøgsansvarlige er kvalificeret til at træffe behandlingsmæssige beslutninger og har en behørig sundhedsvidenskabelig uddannelse som læge eller, hvor det er relevant, tandlæge og klinisk erfaring. Stk. 2. Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling kan fastsætte nærmere regler om de forhold, der er nævnt i stk.1 71 11.04.2014 Version 1.13 Bilag B (Til lægemiddelindustriens kodeks vedrørende reklame mv. for lægemidler rettet mod sundhedspersoner): Uddrag af NMIs årsberetning 2007 Vedrørende: ”Økonomisk støtte til hospitalsafdelinger, medicinske selskaber mv”. Gennem de seneste år har industriens støtte til hospitalsafdelinger mv. givet anledning til en række sager og yderst principielle overvejelser i Nævnet. På den baggrund valgte Nævnet at forelægge en række konkrete sager for lægemiddelstyrelsen, der formelt har det overordnede ansvar for administrationen af de relevante bestemmelser i reklamebekendtgørelsen. Nævnet fremsendte en række anmeldelser af støtte til forskellige former for vidensindsamling/databaser. Det drejede sig bl.a. om en anmeldelse fra GlaxoSmithKline, der havde ydet 75.000 kr. i støtte til udarbejdelse af Den Danske HIV kohortes årsberetning. Nævnet anførte i sin fremsendelsesskrivelse til Lægemiddelstyrelsen, at det kan give anledning til tvivl, om denne type af støtte er i strid med reklamebekendtgørelsen. Samtidig påpegede Nævnet, at man gennem de senere år i stigende omfang var blevet opmærksom på, at medicinindustrien yder støtte til projekter af tilsvarende karakter – ofte endda med meget betydelige beløb. Ligeledes fremhævede Nævnet en række tilfælde, hvor der er ydet støtte direkte til hospitalsafdelinger eller til projekter, der knytter sig til hospitaler. Der er som regel tale om særdeles anerkendelsesværdige formål, der grundlæggende er i patienternes – og isoleret set i det offentlige sundhedssystems interesse. Første gang, NMI behandlede en sag af denne karakter, var i 2002, hvor en virksomhed sponsorerede teknisk udstyr til 2 hospitalsafdelinger. Sagen er omtalt i Nævnets årsberetning for 2002 under afsnit 2.4. Problemstillingen er på baggrund af en række andre sager ligeledes omtalt i årsberetningen fra 2005 s. 18. Som det fremgår heraf, har det været Nævnets formulerede holdning, at der intet er til hinder for, at lægemiddelindustrien yder støtte til hospitalssektoren, men i givet fald skal sponsoratet ydes mere generelt til eksempelvis hospitalet, hvis tilknyttede uafhængige forskningskomité, fondsbestyrelse eller lignende må tage stilling til, hvilket formål de ydede midler må anvendes til. Efter Nævnets hidtidige opfattelse har sponsorstøtte således ikke måttet målrettes navngivne læger eller specifikke hospitalsafdelinger, idet man herved kunne risikere, at parterne ikke forbliver uafhængige af hinanden, og at den sponsorydende virksomhed opnår en uacceptabel good-will gevinst. Som yderligere eksempel har Nævnet tidligere behandlet en sag, hvori to sygeplejersker ansøgte en virksomhed om støtte til at publicere en mappe vedrørende rejsevaccination. Virksomheden anmeldte at have ydet økonomisk støtte til hjælp til at publicere og trykke mappen. Nævnet statuerede, at den ydede sponsorstøtte var i strid med reklamebekendtgørelsens § 8 og 9. Uanset det anerkendelsesværdige formål med støtten var det også her Nævnets opfattelse, at støtte af den nævnte art ikke burde målrettes navngivne sygeplejersker, idet man herved kunne risikere, at parterne ikke forbliver uafhængige af hinanden, og at den sponsorydende virksomhed ville opnå markedsmæssige fordele på et usagligt grundlag. Nævnet udtrykte det som sin grundlæggende opfattelse over for Lægemiddelstyrelsen, at en hospitalsafdeling eller en eller flere medicinalpersoner, der fra en virksomhed får tilført midler til et ønskværdigt formål, derved også åbenlyst risikerer at komme i et afhængighedsforhold, der evt. vil kunne påvirke valget af fremtidige samarbejdspartnere på lægemiddelområdet, eller som kan have afgørende indflydelse på valg af lægemidler på væsentlige behandlingsområder. I denne henseende fandt Nævnet også at Den Danske HIV Kohorte potentielt kunne have usaglige markedsmæssige konsekvenser. At få en mere principiel afklaring af sager af den foreliggende karakter fandt Nævnet derfor yderst påkrævet. Nævnet præciserede, at problemstillingen ikke alene vedrører de situationer, hvor sponsoreringen kan betegnes som egentlig driftsstøtte, men også situationer, hvor pengene gives til mere ideelle eller forsknings- og projektorienterede formål. Lægemiddelstyrelsen svarede i et brev af 20. december 2007 følgende: ”Nævnet for Medicinsk Informationsmateriale har i brev af 22. marts 2007 anmodet om Lægemiddelstyrelsens vurdering af, om det er i strid med reklamebekendtgørelsen, at GlaxoSmithKline Pharma A/S har ydet støtte til Den Danske HIV Kohorte. Lægemiddelstyrelsen har i den anledning følgende bemærkninger: Overlæge N.N har i brev modtaget den 6. december 2007 oplyst, at Den Danske HIV Kohorte (DHK) er et cohortestudie, hvis formål er kvalitetssikring og udfærdigelse af videnskabelige projekter. DHK er oprettet som et samarbejde mellem de offentlige hospitalsafdelinger, der behandler HIV i Danmark. Den overordnede styring af DHK varetages af en styringskomité/styregruppe bestående af et medlem fra hvert af de deltagende hospitaler (i alt 8 centre). Medlemmerne af styregruppen er udpeget af de kliniske afdelinger på hospitalerne. Den daglige drift af Den Danske HIV Kohorte varetages af overlæge, dr.med. N.N, Rigshospitalet. N.N oplyser videre i brevet, at Den Danske HIV Kohortes økonomiske midler bliver indsat på en forskningskonto på det hospital, hvor studiet foregår (aktuelt Rigshospitalet). Pengene bliver brugt til drift af projektet – primært aflønning af projektpersonale. Styregruppen og N.N modtager ikke løn fra Den Danske HIV Kohorte. N.N har telefonisk oplyst over for styrelsen, at medlemmerne af styregruppen repræsenterer de hospitalsafdelinger, som de er udpeget af, og at medlemmerne refererer til ledelsen på de pågældende hospitaler i forbindelse med beslutninger, der træffes af styregruppen. Styregruppen træffer alle overordnede beslutninger for DHK. Alle videnskabelige projekter skal skriftligt forelægges for og godkendes af styregruppen. Overlæge N.N har ansvaret for betaling af løbende driftsudgifter og refererer til styregruppen. GlaxoSmithKline Pharma A/S har i brev af 16. maj 2006 meddelt N.N, at virksomheden giver 75.000 kr. i økonomisk støtte til Den Danske HIV Kohortes årsrapport for 2006. Ifølge den dagældende reklamebekendtgørelses1 § 8, stk. 1, nr. 1, måtte der ikke i reklameøjemed eller i øvrigt for at fremme salget af et lægemiddel ydes, tilbydes eller loves medicinalpersoner økonomiske fordele, herunder rabatter, bonusudbetalinger og lignende eller naturalier. Forbuddet i § 8, stk. 1, nr. 1, omfattede ikke naturalier af ubetydelig værdi, som stod i forbindelse med udøvelsen af den pågældende medicinalpersons erhverv, jf. bekendtgørelsens § 8, stk. 2. Reklamebekendtgørelsens § 8, stk. 1, nr. 1, omfatter efter styrelsens opfattelse også ”imagegaver”, herunder pengegaver, fra lægemiddelvirksomheder til medicinalpersoner. Det er således uden betydning, om gaven er direkte tilknyttet markedsføringen af et bestemt lægemiddel, da virksomhedens interesse i at yde sådanne økonomiske fordele må antages at være begrundet i et ønske om at markedsføre virksomheden og dens produkter – uanset om gaven f.eks. gives som individuel støtte til medicinalpersoners forskningsarbejde eller som driftsstøtte til en privat sammenslutning (foreninger o.l.) af medicinalpersoner. Det er derimod styrelsens opfattelse, at lægemiddelvirksomheder lovligt kunne yde økonomisk støtte til offentlige sygehuse, sammenslutninger af sygehuse og til specifikke hospitalsafdelinger. Det gælder både økonomisk støtte til udstyr og til forskning, når pengene gives til sygehuset, sammenslutningen af sygehuse eller sygehusafdelinger, som disponerer over pengene. I den situation er der tale om en gave til et offentligt sygehus eller en sammenslutning/samarbejde bestående af offentlige sygehuse – ikke til en medicinalperson eller til en sammenslutning af medicinalpersoner. Det er Lægemiddelstyrelsens vurdering, at den økonomiske støtte, der er ydet af GlaxoSmithKline Pharma A/S til Den Danske HIV Kohorte ikke var i strid med reklamebekendtgørelsens § 8, stk. 1, nr. 1. Styrelsen lægger vægt på, at Den Danske HIV Kohorte er et samarbejde mellem offentlige 1 Bekendtgørelse nr. 793 af 10. september 2001 om reklame for lægemidler, som ændret ved bekendtgørelse nr. 58 af 6. februar 2002 og bekendtgørelse nr. 468 af 3. juni 2003 hospitalsafdelinger, og at den økonomiske støtte er ydet til driften af kohortens aktiviteter (udgivelse af årsrapporten). Styrelsen lægger endvidere vægt på, at der er udpeget en styregruppe med repræsentanter fra hver af de involverede afdelinger (8 centre) til at varetage den overordnede styring af samarbejdet, samt at styregruppens enkelte medlemmer refererer til deres sygehusledelse i forhold til de spørgsmål, der træffes beslutning om styregruppen. Det er 72 11.04.2014 Version 1.13 således styrelsens opfattelse, at den økonomiske støtte er givet til et samarbejde bestående af offentlige hospitalsafdelinger. GlaxoSmithKline Pharma A/S har dermed ikke ydet økonomisk støtte til medicinalpersoner eller til en privat sammenslutning af medicinalpersoner i strid med reklamebekendtgørelsen”. I en tilsvarende sag forelagde Nævnet en sag om industristøtte til Netværk for Hjertesvigtsklinikker. I den anledning fremkom Lægemiddelstyrelsen med følgende bemærkninger: ”Det fremgår af vedtægterne for Netværk for Hjertesvigtsklinikker, at danske hjertesvigtsklinikker, som har et sygeplejebaseret program for behandling af patienter med hjertesvigt, og som anvender en fælles rapporteringsdatabase (HjerterPlus), kan optages som medlem af foreningen. Aktuelt er 20 offentlige hjertesvigtsklinikker medlem af Netværk for Hjertesvigtsklinikker. Foreningens formål er ifølge vedtægterne, 1) at videreudvikle, opdatere og vedligeholde HjerterPlus-databasen, rapportere fra denne og formidle anvendelse af foreningens indsamlede data til kvalitetssikring og videnskabelige formål, 2) at udarbejde og vedligeholde Manual for Hjertesvigtsklinikker, og 3) at skabe et forum for udveksling af erfaringer for hjertesvigtsklinikker og medvirke til koordinering af uddannelsesaktivitet og patientinformation for hjertesvigtsklinikkerne. Netværk for Hjertesvigtsklinikker ledes af en bestyrelse bestående af 6 medlemmer fra de deltagende hjertesvigtsklinikker. Medlemmerne vælges for 2 år af generalforsamlingen med mulighed for genvalg én gang. Bestyrelsens formand vælges af bestyrelsen. Foreningens øverste myndighed er generalforsamlingen. Det følger af vedtægterne, at foreningen ikke kan opkræve kontingent fra sine medlemmer. Foreningens bestyrelse kan derimod beslutte at søge økonomisk støtte af såvel offentlige som private midler til dækning af foreningens udgifter. Det fremgår af sagen, at Netværk for hjertesvigtsklinikker har modtaget sponsorater fra 2 fonde og 11 medicinalvirksomheder. Bestyrelsesformand Per Hildebrandt har oplyst over for styrelsen, at sponsormidlerne bliver indbetalt på en forskningskonto, der er placeret under økonomiafdelingen på Roskilde Sygehus med revision af Region Sjælland. Formanden for netværket har bestyrelsens bemyndigelse til at afholde netværkets løbende udgifter inden for rammer, der er fastsat af bestyrelsen. Sponsorerne har ifølge Per Hildebrandt ingen indflydelse på netværkets drift eller opgaver. Ifølge reklamebekendtgørelsens2 § 21, stk. 1, må der ikke i reklameøjemed eller i øvrigt for at fremme salget af et lægemiddel gives eller tilbydes sundhedspersoner økonomiske fordele, jf. dog stk. 2, § 23, § 25, § 26, § 29 og § 30. Forbuddet i stk. 1, omfatter ikke gaver af ubetydelig værdi, når gaven kan anvendes i modtagerens erhverv, eller den gives til modtagerens mærkedag, fx til en udnævnelse eller rund fødselsdag, jf. § 21, stk. 2. Der er ikke fastsat en maksimumsgrænse i reklamebekendtgørelsen for værdien af sådanne gaver, men hvis den samlede værdi fra en giver til den enkelte sundhedsperson ikke overstiger 300 kr. i et kalenderår, vil gaven/gaverne efter styrelsens opfattelse kunne ydes lovligt. Reklamebekendtgørelsens § 21, stk. 1, skal efter styrelsens opfattelse fortolkes bredt. Bestemmelsen omfatter også ”imagegaver” fra lægemiddelvirksomheder til sundhedspersoner. Det er således uden betydning, om gaven er direkte tilknyttet markedsføringen af et bestemt lægemiddel, da virksomhedens interesse i at yde sådanne økonomiske fordele må antages at være begrundet i et ønske om at markedsføre virksomheden og dens produkter – uanset om gaven f.eks. gives som individuel støtte til sundhedspersoners forskningsarbejde eller som driftsstøtte til en privat sammenslutning af sundhedspersoner. Det er derimod styrelsens opfattelse, at lægemiddelvirksomheder lovligt kan yde økonomisk støtte til offentlige sygehuse, foreninger bestående af offentlige sygehuse/sygehusafdelinger og til specifikke hospitalsafdelinger. Det gælder både støtte til udstyr og forskning, når pengene gives til hospitalet, foreningen eller den enkelte hospitalsafdeling, som disponerer over pengene. I den situation er der tale om en gave til et offentligt sygehus eller en sammenslutning bestående af offentlige sygehuse – ikke til en sundhedsperson eller en sammenslutning af sundhedspersoner. Det er styrelsens vurdering, at lægemiddelvirksomheder lovligt kan yde økonomisk støtte til Netværk for Hjertesvigtsklinikker. Styrelsen lægger vægt på, at den økonomiske støtte gives til en forening bestående af offentlige sygehusafdelinger (hjertesvigtsklinikker), og at midlerne går til driften af foreningens faglige aktiviteter. Der er således ikke tale om tildeling af økonomiske ydelser til sundhedspersoner eller en sammenslutning af sundhedspersoner. Styrelsen lægger endvidere vægt på, at eksterne sponsorer ingen indflydelse har på netværkets drift eller opgaver, herunder hvad sponsoraterne konkret skal anvendes til”. Modsat resultat nåede Lægemiddelstyrelsen frem til i en tredje sag, hvor støtten blev ydet til Dansk Knoglemedicinsk Selskab. Her udtalte styrelsen bl.a. følgende: ”Det fremgår af § 1 i ”Love for Dansk Knoglemedicinsk Selskab”, at selskabets formål er at fremme og koordinere hårdtvævsforskning og dermed beslægtet forskning i Danmark, herunder afholde videnskabelige møder”. ”Det følger af § 9 i Love for Dansk Knoglemedicinsk Selskab, at bestyrelsen består af en formand, en sekretær, en kasserer samt yderligere 4 medlemmer. Mindst 4 af bestyrelsens medlemmer skal være enten læge, tandlæge eller dyrlæge. Det følger af samme bestemmelse, at bestyrelsen leder selskabets (daglige) virksomhed. Af selskabets hjemmeside (www.dkms.dk) fremgår det, at samtlige medlemmer af den fungerende bestyrelse er læger. Generalforsamlingen er selskabets øverste myndighed, jf. § 7 i Love for Dansk Knoglemedicinsk Selskab. Det fremgår af § 10 i Love for Dansk Knoglemedicinsk Selskab, at selskabets drift finansieres ved hjælp af kontingenter, gaver samt disses afkast. En ordinær generalforsamling kan beslutte at overføre dele af selskabets midler til fonde. Såfremt selskabet tilbydes eksterne finansielle midler til forskningsformål, administreres disse midler af bestyrelsen. Bestyrelsen vedtager i øvrigt retningslinier for tildeling af midler fra en eventuel fond oprettet af generalforsamlingen, jf. § 11 i Love for Dansk Knoglemedicinsk Selskab”. ”Eli Lilly og Nycomed har i januar 2007 hver ydet 100.000 kr. i økonomisk støtte til Dansk Knoglemedicinsk Selskabs ”Database for PTH-behandling”. Det fremgår af sagen, at pengene er ydet til dækning af lønudgifter, softwareudvikling og softwareudgifter i forbindelse med driften af databasen. Databasen ejes og drives af Dansk Knoglemedicinsk Selskab. Ifølge den dagældende reklamebekendtgørelses3 § 8, stk. 1, nr. 1, må der ikke i reklameøjemed eller i øvrigt for at fremme salget af et lægemiddel ydes, tilbydes eller loves medicinalpersoner økonomiske fordele, herunder rabatter, bonusudbetalinger og lignende eller naturalier. Forbuddet i stk. 1, nr. 1, omfatter ikke naturalier af ubetydelig værdi, som står i forbindelse med udøvelsen af den pågældende medicinalpersons erhverv, jf. bekendtgørelsens § 8, stk. 2. Det er styrelsens opfattelse, at bestemmelsen indeholdt et tilsvarende forbud mod at yde gaver til medicinalpersoner (sundhedspersoner) og private sammenslutninger af medicinalpersoner (sundhedspersoner), som det er beskrevet ovenfor. Det er styrelsens umiddelbare opfattelse, at den økonomiske støtte, der er ydet af Eli Lilly og Nycomed til Dansk Knoglemedicinsk Selskab var i strid med reklamebekendtgørelsens § 8, stk. 1, nr. 1. Styrelsen lægger vægt på, at der er ydet en betydelig økonomisk støtte til en privat forening, hvis medlemmer (primært) er læger med fælles faglig interesse, og som har en ledelse bestående af læger, der disponerer over pengene til et privat (fagligt) formål. Alternativt skulle lønudgifterne og de øvrige udgifter til databasen have været afholdt af medlemmerne (via kontingentindbetaling), eller foreningen ville være henvist til at søge støtte hos andre eksterne parter (fonde e.l.). Der er efter styrelsens opfattelse reelt set tale om gaver til en privat sammenslutning af læger i strid med bestemmelsen. Den økonomiske ydelse er ikke omfattet af undtagelsesbestemmelserne i reklamebekendtgørelsen”. 2 Bekendtgørelse nr. 272 af 21. marts 2007 om reklame m.v. for lægemidler nr. 793 af 10. september 2001 om reklame for lægemidler, som ændret ved bekendtgørelse nr. 58 af 6. februar 2002 og bekendtgørelse nr. 468 af 3. juni 2003 3 Bekendtgørelse 73 11.04.2014 Version 1.13 BILAG C (Til ”Lægemiddelindustriens kodeks vedrørende reklame mv. for lægemidler rettet mod sundhedspersoner”): RETNINGSLINJER FOR WEBSTEDER, DER ER TILGÆNGELIGE FOR SUNDHEDSPERSONER, PATIENTER OG OFFENTLIGHEDEN I EU Følgende retningslinjerne for websteder, der er tilgængelige for sundhedspersoner, patienter og offentligheden i EU er en oversættelse af Annex B til EFPIA’s (European Federation of Pharmaceutical Industries and Associations) kodeks for salgsfremmende foranstaltninger for lægemidler rettet mod - og for interaktioner med - sundhedspersoner (“EFPIA HCP kodeks”), som er blevet tilpasset relevante danske regler, herunder Lægemiddelindustriens kodeks vedrørende reklame mv. for lægemidler rettet mod sundhedspersoner (reklamekodekset) og relevant dansk lovgivning. Retningslinjerne er et supplement til EFPIA HCP kodeks samt reklamekodekset og anses af ENLI alene som anbefalinger til god ”skik” på internettet. Det kan være nødvendigt for medlemsforeninger og virksomheder at tilpasse retningslinjerne i dette bilag, så særlige krav og behov som disse måtte være underlagt også er opfyldt. Medlemsforeningerne og virksomhederne opfordres derfor til at indføre yderligere foranstaltninger, der rækker videre end bestemmelserne i nærværende bilag. Det skal understreges, at det er virksomhedernes ansvar løbende at sikre overholdelse af ENLI’s regelsæt og dansk lovgivning på dette område. Det skal indledningsvist bemærkes, at det følger af bekendtgørelse om reklame mv. for lægemidler (reklamebekendtgørelsen) § 9, stk. 1, at reklame for lægemidler på internettet er omfattet af de samme regler som enhver anden reklame for lægemidler. Reglerne må dog, jf. vejledningen til reklamebekendtgørelsen punkt 8.1, i nødvendigt omfang læses og tolkes under hensyntagen til nettets særlige karakter. Reglerne gælder efter vejledningen til reklamebekendtgørelsen således også for omtale af lægemidler på fx lægemiddelvirksomheders hjemmesider, når omtalen i øvrigt må anses for at falde ind under reklamebegrebet. Det fremgår desuden af reklamebekendtgørelsen § 9, stk. 2 og 3, at reklame for lægemidler på internettet behandles som reklame over for offentligheden, da oplysningerne er tilgængelige for enhver. Det gælder dog ikke, hvis adgangen til oplysningerne via krav om personlig adgangskode eller på anden effektiv måde er begrænset til sundhedspersoner. Det er ikke tilstrækkeligt, at det fremgår af webstedet, at materialet henvender sig til sundhedspersoner, eller at brugere blot selv kan indtaste et kodeord og derefter få adgang til webstedet. Som minimum kræves brugeridentifikation i form af et unikt brugernavn, autorisationsnummer e.l. og et dertil knyttet individuelt kodeord. Der kan være tale om et system, der er særligt for den pågældende hjemmeside, eller et generelt system fx brugerens digitale signatur, jf. afsnit 8.1 i vejledningen til reklamebekendtgørelsen. Der synes således at være en pligt for virksomheden (websponsor) at tilsikre, at den pågældende bruger er en sundhedsperson. Dette kan ske ud fra personens navn, arbejdsadresse og for læger, autorisations-ID med kontrol i fx Sundhedsstyrelsens oversigt over læger med dansk autorisation. Hvor ingen autorisationsnummer kan opnås, kan virksomheden anvende en tro og love erklæring for at sikre sig, at vedkommende er en sundhedsperson. ENLI har udarbejdet en guide til brug af sociale medier, hvortil også henvises. 74 11.04.2014 Version 1.13 § 1. Gennemsigtighed med hensyn til websteders oprindelse, indhold og formål. Alle websteder skal tydeligt angive: (a) webstedssponsorernes identitet og fysiske og elektroniske adresser; (b) kilden/kilderne til al information på webstedet, datoen for offentliggørelse af kilden/kilderne samt identitet og akkreditering (herunder datoen for modtagelse af akkrediteringen) for alle individuelle/institutionelle leverandører af information på webstedet; (c) proceduren for udvælgelse af indholdet på webstedet; (d) webstedets målgruppe (fx sundhedspersoner, patienter og offentligheden eller en kombination heraf) og (e) webstedets formål eller målsætning. § 2. Websteders indhold. (a) Information på webstedet skal opdateres løbende og på hver side og/eller hvert element, alt efter hvad der er relevant, tydeligt angive datoen for den seneste opdatering af informationen. (b) Eksempler på information, der må medtages på et eller flere websteder: (i) generel information om virksomheden; (ii) sundhedsinformation; (iii) information henvendt til sundhedspersoner (som defineret i reklamebekendtgørelsens § 1, stk. 3), herunder eventuelle salgsfremmende foranstaltninger; og (iv) ikke-salgsfremmende information til patienter og offentligheden om bestemte lægemidler, der markedsføres af virksomheden. Ad (i) Generel information om virksomheden: Websteder må indeholde information af interesse for investorer, nyhedsmedierne og offentligheden, herunder finansielle data, beskrivelser af forsknings- og udviklingsprogrammer, redegørelser for lovgivningsmæssige tiltag på områder, der berører virksomheden og dens produkter, information henvendt til potentielle medarbejdere mv. Hvis indholdet af denne information vurderes at være reklame for et lægemiddel gælder de relevante reklameregler, herunder reklamekodeksets regler samt de lovgivningsmæssige krav i øvrigt, jf. også indledningen. Ad (ii) Sundhedsinformation: Websteder må indeholde ikke-salgsfremmende (ikke reklame) sundhedsinformation om sygdomskarakteristika, forebyggelses-, screenings- og 75 11.04.2014 Version 1.13 behandlingsmetoder samt anden information, der har til formål at fremme folkesundheden. Websider må uredigeret og uforkortet gengive myndighedsgodkendt information om et lægemiddel i form af indlægsseddel, produktresumé eller offentlig tilgængelige evalueringsrapporter, jf. reklamebekendtgørelsens § 2, nr. 8, under forudsætning af at oplysningerne stilles til rådighed på en sådan måde, at brugerne aktivt skal opsøge informationen (”pull”). Hvis websiden linker til information om lægemidlet, der ikke er uredigeret og uforkortet gengive myndighedsgodkendt information, fx til oplysninger om lægemidlet på www.min.medicin.dk, vurderer Sundhedsstyrelsen at der er tale op opsøgende informationsvirksomhed, der har til formål at fremme salg og forbrug af lægemidlet, hvilket er i strid med reglerne. Man må dog godt på sin website linke til forsiden af www.min.medicin.dk. Der må gives relevant information om alternative behandlinger, herunder operation, kost, adfærdsændring og andre indgreb, som ikke kræver brug af lægemidler. Websteder, der indeholder sundhedsinformation, skal altid tilråde folk at søge yderligere information hos deres egen læge. Ad (iii) Information til sundhedspersoner: Al reklame for og kommunikation om lægemidler på websteder henvendt til sundhedspersoner (som defineret i reklamebekendtgørelsens § 1, stk. 3) skal overholde reklamereglerne, herunder reklamekodeksets regler samt gældende relevante branchekodeks (som defineret i EFPIA HCP kodeks jf. også vejledningen til reklamekodekset ad § 2, stk. 1 om ”Aktiviteter uden for Danmark” ) og relevant lovgivning vedrørende indhold og format af annoncer og øvrige salgsfremmende foranstaltninger for lægemidler. Det skal fremgå tydeligt, at denne information er henvendt til sundhedspersoner, og at adgangen til webstedet er begrænset som beskrevet indledningsvist. Ad (iv) Ikke-salgsfremmende information til patienter og offentligheden: Med forbehold for danske love og regler må websteder indeholde ikke-salgsfremmende information til patienter og offentligheden om lægemidler, der distribueres af virksomheden. For receptpligtige lægemidler gælder imidlertid den begrænsning, at websteder med adgang for offentligheden kun må gengive uredigeret og uforkortet myndighedsgodkendt information om et lægemiddel i form af indlægsseddel, produktresumé eller offentlig tilgængelige evalueringsrapporter, fx udsendt af CHMP (Committee for Medicinal Products for Human Use) eller af en relevant kompetent myndighed, jf. reklamebekendtgørelsens § 2, nr. 8, under forudsætning af at oplysningerne stilles til rådighed på en sådan måde, at brugerne aktivt skal opsøge informationen (”pull”). Disse dokumenter kan lægges ud på webstedet, eller der kan indsættes et tydeligt link til dokumenterne. Efter Sundhedsstyrelsens praksis er virksomheden (websponsor) også ansvarlig for indholdet på den første eksterne side, der linkes til. Sammen med lægemidlernes særnavne (varemærket) skal angives de internationale generiske navne. Hvis websiden linker til information om lægemidlet, der ikke er uredigeret og uforkortet myndighedsgodkendt information, fx til oplysninger om lægemidlet på www.min.medicin.dk, vurderer Sundhedsstyrelsen at der er tale om opsøgende informationsvirksomhed, der har til formål at fremme salg og forbrug af lægemidlet, hvilket er i strid med reglerne. Man må dog godt på sin website linke til forsiden af www.min.medicin.dk. 76 11.04.2014 Version 1.13 § 3. Forespørgsler via e-mail: Et websted må muliggøre e-mails fra sundhedspersoner og patienter eller offentligheden, der søger yderligere information om virksomhedens produkter eller andre emner (fx tilbagemeldinger om webstedet). Virksomheden må besvare disse e-mails på samme måde, som den ville besvare forespørgsler via post, telefon eller andre medier. Ved kommunikation med patienter eller medlemmer af offentligheden skal behandling af personlige lægelige spørgsmål undgås. Personlige oplysninger skal holdes fortrolige. Hvor det er relevant, skal det i svarene tilrådes at søge yderligere oplysninger hos deres egen læge. Se også vejledningen til reklamekodekset, ad § 2, stk. 2, litra c, nr. 2. § 4. Links fra andre websteder: Se § 2, litra b, ad (ii) og (iv) ovenfor. § 5. Webstedsadresser på lægemiddelemballage: Webstedsadresser på lægemiddelemballage vurderes at være i strid med bekendtgørelse om mærkning m.m. af lægemidler (mærkningsbekendtgørelsen), jf. dennes § 6 samt § 33. E-mail adresse for indehaveren af markedsføringstilladelsen kan angives, men angivelse af hjemmeside/netsted vurderes ikke at være tilladt. § 6. Videnskabelig gennemgang: Virksomhederne bør sørge for, at videnskabelig og lægelig information, som de har udarbejdet med henblik på at lægge den ud på deres websted, bliver gennemgået for at sikre, at den er korrekt og overholder gældende regler. Opgaven kan lægges ud til den forskningsfunktion, som virksomheden har oprettet i henhold til reklamekodekset § 19, stk. 2, eller den kan udføres af andre personer med de nødvendige kvalifikationer. Hvis informationen indeholder direkte eller indirekte omtale af konkrete lægemidler vil den formentlig anses for reklame og dermed være ulovlig over for offentligheden, men i forhold til sundhedspersoner skulle opfylde gældende regler, navnlig reklamekodeksets regler, herunder § 5 om pligttekst, og webstedet kræver effektiv adgangsbegrænsning. § 7. Beskyttelse af personlige data: Webstedet skal overholde lovgivningen om og gældende kodekser for beskyttelse af personlige data. 77