Untitled

Transcription

Untitled

Storslået epos
Mulmenneske
Forlaget KØTER
Kristian gispede. Han havde troet at det bare ville være en fugtig rød
stribe, men blodet væltede ud.
- Måske vi kan blande spyt i stedet? sagde Thomas.
- Kom nu.
Kristian rakte ham den knuste flaske.
Thomas prikkede forsigtigt til sin hånd indtil en dråbe kom til syne.
- Det skal være mere, sagde Kristian der havde dannet en kop med
sin hånd som blodet kunne samle sig i. - Man skal kunne se at vi
mener det.
Thomas skar en lang og dyb flænge.
- Hvad så nu? Hvordan får vi det ind i hinanden?
-Vi gi’r hinanden hånden, sagde Kristian. - Sådan gør man når man
laver en pagt.
De gav hinanden hånden, og blodet faldt til jorden.
- Vi forsager menneskene, begyndte Kristian og nikkede til Thomas
at han skulle falde ind, - og alle deres gerninger og alt deres væsen.
De blev ved med at messe sætningen indtil de sagde den i takt. Højere
og højere, indtil de pludseligt blev afbrudt af en klokke der ringede
til time på en skole langt væk.
- I dag bli’r vi væk, hviskede Kristian. - Klokken ringer kun for
menneskenes børn.
Dette er en gratis version af Bangebuksen. Hvis du synes om den håber vi at du har lyst til at
støtte menneskene og de mange timer bag. Se mere på koeter.dk. Det betyder meget. Tak.
*
- Hva’så, siger postejen, så man kan høre at den er ung
og frisk. Det skulle efter sigende berolige os, så vi ikke
fornemmer at vi også skal laves til leverpostej.
- Jeg hedder Henrik Svale, siger den og skriver det på
tavlen.
- Hvor er Niels? spørger en kat. Katten skal ned i postejen.
- Niels har brækket kravebenet, siger Henrik Svale. - Sikkert
til tae kwon do eller noget.
De andre dyr griner.
Henrik Svale, der ikke ved hvornår Niels kommer tilbage, synes at det er en god idé at vi lærer hinanden at
kende og beriger os med 20 spørgsmål til professoren.
- Hvor bor du?
- København.
- Hvor gammel er du?
- 23.
Sådan en charlatan. Lad os se hvordan han klarer sig i
bokseringen.
1
- Hvorfor er du så ung?
- Jeg er i gang med at uddanne mig til historiker på Københavns Universitet.
- Så du er ikke uddannet?
- Jeg er på vej til at blive det.
Her på egnen gi’r vi ikke meget for en akademiker, og det
femte spørgsmål er en kajeryster direkte fra folkedybet:
- Har du en lang pik?
Den havde han ikke regnet med. Øjnene flakker instinktivt efter en fugtig, varm grotte han kan gemme sig i,
men her er kun næb og kløer. Han genvinder dog hurtigt
fatningen og svarer snarrådigt for sig:
- Jeg har i hvert fald aldrig fået nogen klager.
Et stærkt comeback. Publikum hujer og hepper og nye
udfordrere melder sig på banen.
- Har du nogensinde kneppet et dyr?
Henrik undviger og svarer igen med et hårdt jab:
- Hvad siger du din mor hed?
Da kampen er ovre ved vi at Henrik, udover at have en
upåklagelig penislængde, har haft sex med flere end alle
os til sammen (alle sammen piger), har prøvet fire for2
skellige slags rusmidler og engang er løbet nøgen igennem et kloster i Nepal.
Således oplyste og sammentømrede er vi klar til at gå i
gang med undervisningen:
I det gamle Grækenland var det mændene der bestemte – man
kan altså sige at det var et fallokrati, et penisvælde, et dolketing,
et piktatur…
Han har mange ord for patriarkat, og jeg tror han kunne
være blevet ved hvis ikke klokken ringede ud på et tidspunkt.
- Fuck, han var grinern, siger dyrene på vej ud.
De havde helt glemt at de skulle laves til leverpostej.
*
Efter skole bliver jeg hængende i det store alrum, og da
det er næsten tomt, siver jeg ind i computerrummet. På
en computer hvor nogen har glemt at logge ud, finder jeg
et fistingbillede. Perfekt i al sin gru: Hånden er i, næsten
til albuen, og pigen skriger lungesønderrivende. Han
har et koncentreret, næsten frustreret, udtryk i ansigtet,
som en ihærdig ungersvend der er kommet på afveje i et
katastrofalt forsøg på at finde klitten.
3
I Paint erstatter jeg mandens hoved med Henrik Svales
som jeg finder på skolens hjemmeside. Vinklen passer
ikke helt, og det er svært at klippe hele baggrunden ud
på Henriks billede, men man forstår idéen. Skær poesien
ind til benet. Hurtigt tegner jeg en nissehue og et stort
skæg på Henriks ansigt. Ho ho ho, glædelig pul, skriver jeg.
Det er svært at ramme den rigtige leverpostejsnuance
til de store bogstaver, så jeg må stille mig tilfreds med
lortebrun.
Ude fra gangen kan jeg høre hove og vrinsken fra hopper der kommer nærmere. Jeg skynder mig at minimere
vinduet og gemmer mig under bordet – den slags ta’r
altid fisting så personligt. Da de er passeret, kryber jeg
frem fra mit skjul og sender flyvebladene i trykken. 200
eksemplarer. Vågn op, slavehær!
*
Plup plup plup. Sådan kan man også lave leverpostej.
Mod forventning bliver min pik stiv. Jeg ser mig omkring
på lokummet. Hvide fliser, blankt spejl, frotterede håndklæder og stank af lort.
- Og hvem er det så du vil ha’ vi skal bolle? spørger jeg
irriteret.
Den er ikke engang ordentligt hård – hvad fanden havde
4
den regnet med? Jeg giver den et ordentligt gok i nødden
med håndfladen. Rødblussende og såret ser den op på
mig, men nægter stadig at lægge sig.
- Fint. Du får din vilje, siger jeg, tørrer røv og går ud og
henter gokkebogen.
Jeg starter i 1.a, bagerste række til venstre, og arbejder
mig systematisk frem til 3.x, forreste række til højre. Hej
piger. De pæne får 10-15 ryk per snude. Jeg stopper i
1.c, min egen klasse, og betragter katten. Guderne må
vide hvorfor jeg altid har lyst til at kneppe den skide kat.
Røvsyg, og pikken bliver aldrig helt hård. Alligevel lykkes
det mig at inseminere lokummet i den dårligste orgasme
jeg længe har haft. Katten er tydeligvis ude af form. Jeg
snuser til min finger. Nakkeost og lort. Det kan vaskes.
Et par sider længere fremme er vi i 3.m. Søren ”Hanekylling” Sejer ser tilfreds op på mig.
- Jeg har kneppet hende, siger han og blinker.
- Fuck dig, svarer jeg.
- Pas på jeg ikke også knepper dig, siger han, og jeg skynder mig at smække gokkebogen i og stille den tilbage i
reolen.
5
*
Jeg ringer til Thomas.
- Kommer du ikke ned på pladsen?
- Tror ikke det er så godt i dag. Har ret meget for.
- Kom nu, jeg skal vise dig noget.
- Kan det ikke blive i morgen?
- Nej, det skal være nu. Det er vigtigt.
Han er stille.
Jeg er stille.
- Ok, jeg kommer.
Jeg hopper ned på cyklen og tramper den op til lossepladsen. I udkanten af Ørerød stiller jeg cyklen op ad
et blikhegn og smutter ind. Den er næsten altid tom på
denne tid, og man kan altid finde et eller andet der er
vigtigere end lektier.
I elektronikbunken er der bid.
- Fuck, hvor fedt, siger Thomas, da han ser den gigantiske
fladskærm. Jeg tør vædde på det bare er en kondensator
der skal skiftes.
6
- Det har du sgu nok ret i, mumler jeg.
- Skal vi vædde 100 kr. på om det er kondensatoren?
- Nej, lad os nu bare bære den op.
Med en del besvær bugserer vi det store apparat gennem buskadset til en lysning under et stort egetræ hvis
krone har kvalt det meste af den omgivende bevoksning.
Vi stiller fjernsynet fra os, og Thomas slår koden ind:
F1st1ngRSundt. En motor højt over os brummer, cykelkæder rasler og en stige sænkes ned. Inde i huset lægger
vi fjernsynet på et airhockeybord der med en stor træplade ovenpå fungerer som arbejdsbord.
Thomas fjerner bagbeklædningen og lirker forsigigt kondensatoren fri.
- Se om der er nogen på 25 volt og 1000 mikrofarad,
siger han.
Jeg roder i posen med de små cylindere som vi har ribbet
fra forskelligt elektronikaffald.
- Går 30 an?
Han trækker på skuldrene. - Lad os prøve.
Når vi ser fjernsyn er billedet altid delt i to skærme. Den
ene er til porno.
- Nå, det var fedt, sig han - men jeg bliver nødt til at
7
smutte nu.
Kort efter er jeg alene med to store skærme hvor en pige
er ved at give et håndjob på én af dem. Selvom hun er
ret lækker, er det en temmelig uinspirerende affære, og
jeg skynder mig at komme, så jeg kan koncentrere mig
om den anden, hvor en anakonda er ved at sluge en hel
krokodille.
*
Om morgenen vækkes jeg af den moderlige postej. Ur
slim vælter ud af min seng og kryber langs gulvet ud mod
lokummet. Da den når frem, er den blevet til en lungefisk, der sidder på tønden og hiver efter vejret. Et kvarter
efter er evolutionen komplet, og en lille, pelset skikkelse
sidder ved morgenbordet og lugter til sin finger. Lugtesansen er den ældste af alle sanser, så den fungerer fint.
Fingeren er endnu ren, men en ny dag truer.
I mit skab finder jeg ingen rene bluser. Mønsteret er det
samme i snavsetøjskurven. Det begynder at lugte af komplot.
I køkkenet står moderen med et blik der er tungt af skyld
og bekræfter min værste frygt.
- Det er altså på tide at du får nogle nye, siger hun und8
skyldende.
Jeg vidste det! Som en tyv i natten vasker hun alle mine
gamle alternativer, når hun mener jeg har brug for et
hamskifte.
- Jeg har sagt at jeg ikke vil have nyt tøj! Mit gamle er fint.
- Prøv at se, siger hun og holder blusen op til beundring.
- Den er helt neutral.
Neutral!? For det første er den rød. For det andet… Det
er slet ikke pointen. Pointen er nej. Svaret er nej.
*
Alle vegne mærker jeg deres blikke på min krop – som
om de ved at den forpulede røde trøje kunne brænde sig
igennem min trofaste gamle fleecejakke hvert sekund det
skulle være.
- Se, Kristian har fået ny bluse!
- Han prøver at være sej.
- Han vil gerne være én af os.
Jeg læser dem som åbne bøger, men ved I hvad? Fuck jer.
I mellemtiden sætter postejen os ind i matematikken.
Det handler om trekanter. Leverpostejen synes at det er
9
et fint eksempel på hvordan matematikken kan bruges
i virkelighedens verden. For eksempel kan vi måle højden af en flagstang eller afstanden til et skib. Vi skal bare
bruge en sekstant, men det burde være det mindste problem, nu hvor trekantsrelationerne er på plads.
Det begynder at blive varmt i pelsen, og jeg lyner forsigtigt et par centimeter længere ned, så den røde bluse
kommer til syne som mit eget blodige kød.
Heldigvis har ingen opdaget noget.
- Er svaret ikke a gange sinus til c? spørger katten kælent.
Katten har store bryster i en stram, lilla top og langt nøddebrunt hår som den permanenter med en blyant. Det
eneste jeg ikke bryder mig om ved katten er dens hage,
der er en anelse for stor – måske endda med en lille kløft
i. Dét og så dens personlighed selvfølgelig.
Præriehundene er travlt optagede af noget der foregår under bordet. Så vidt jeg forstår har én af dem hevet pikken
frem, og de andre har forvekslet den med en skolopender, hvilket fører til en del uro i flokken. Skolopenderen
er nemlig en utrolig proteinring næringskilde, men biddet er giftigt og smertefuldt.
Tilsyneladende er der stadig ingen, der har bemærket
den røde trekant på mit bryst, og jeg tillader mig at lyne
et par centimeter længere ned.
10
Mange tror fejlagtigt at anonymitet er det som overgår
dem der mislykkes i sine forsøg på at gøre sig bemærket.
Jeg plejer at sige at det ta’r omkring fire dage at indfase en
ny bluse:
Dag 1-2
Over et par dage lynes den ydre fleecejakke ned, så blusen
afdækkes gradvist og ikke kommer som en overraskelse.
Fotsæt med at lyne til et par centimeter før bunden. Åbn
ikke lynlåsen helt. Det er for tidligt, og blusen vil blive bemærket.
Dag 3
Mød op i skolen med fleecejakken lynet helt op. I løbet
af en halv dag lyner du fleecejakken ned indtil lynlåsen er
åben. Foretag dig ikke andet resten af dagen.
Dag 4
I dag tager du fleecejakken af for første gang. Dette er den
mest kritiske dag i forløbet, og den hvor det oftest går galt.
Gå derfor frem med den yderste forsigtighed. I løbet af
dagens første fjerdedel åbner du lynlåsen hele vejen. Dernæst venter du indtil der er cirka en halv dag tilbage og
smider så fleecejakken helt.
Ønsk til sidst dig selv tillykke. Du narrede dem.
11
*
Da klokken ringer ud indfinder jeg mig hurtigt i computerrummet. På med arbejdshandskerne. Stemmer udenfor. To hunner og en han træder ind ad døren. Han er
tydeligvis en flue eller anden modbydelig ådselæder, og
hun er en hest. Langt lyst hår, køn, arbejdsom og loyal.
Den sidste kan jeg ikke vurdere. Jeg har aldrig set hende
før, hvilket undrer mig, da vi er over halvvejs igennem
året. Krøllet sort hår. En ravn? Nej, alt for overfladisk beskrivelse. Tænk dig om. Læberne er store og mørkerøde,
næsten brune, og huden er en anelse mørkere end andre
solbrune pigers. Arme og ben er lange og bevægelserne
elegante. Kunne hun være en væsel? Jeg studerer hende
nøje. Nej, hun virker for… Jeg har svært ved at finde
ordet. Sympatisk, måske. De laver gruppearbejde af en
art. Selvom jeg giver ham en chance, viser hannen sig
at bekræfte mine værste fordomme. Han er uintelligent,
leflende for hunnerne og i det hele taget frastødende.
Hesten er vel som man kan forvente af en hest.
Den sidste kan jeg ikke finde ud af. Det er som om hun
leder arbejdet, men ikke på grund af noget hun siger. Det
er en slags energi der emmer fra hende. Ikke den betvingende energi der ellers typisk stråler fra en leder, men
en ny og ukendt energiform som absorberes i mundvige
og struber og udsendes som smil og latter og forvandler
12
arbejde til dans.
Til gengæld har hun nogle virkelig underlige prikker på
kindbenene. Føj! Er det bumser? Nej, de er mere brune
end det. Jeg snuser til min finger. Er det lort? Mon prikkerne kan tørres af? Ad.
Da de endelig er gået, genoptager jeg arbejdet, men det
er som om inspirationen ikke længere kommer til mig.
Jeg finder ellers nogle fine fistingbilleder, og jeg har længe planlagt at lave et værk til ære for katten, men jeg formår aldrig at samle de forskellige enkeltdele til ét forenet
udtryk. Det ender med at jeg giver op. Nogle gange skal
man bare sove på det.
*
Da jeg igen knejser på gokketronen med gokkebogen i
skødet, finder jeg hende for første gang. 1.k – hvad mon
det er for en retning? Så vidt jeg husker noget sprogligt
eller samfundstingeling. Hvorfor ville hun dog læse det?
Hun ligner sig selv fra skolen, men de hæslige prikker er
svære at se på det uskarpe billede. Hun ser faktisk næsten
godt ud. Min finger glider ned langs hendes kind. I dag
havde hun løst tøj på, men på billedet har hun en stram
top på, så man tydeligt kan se skufferne. Ikke dårligt,
men jeg kender min plads.
13
- Miauw, siger jeg, og katten spinder lystent. Det bliver
godt det her.
Der er tryk på, men heldigvis er porcelæn stærkt, og
mine gener drukner i en sø af lort og pis. Katten er i
topform. Synd med den hage.
*
På leverpostejsfabrikken er der kuk i maskineriet. Direktøren ønsker at tale til dyrene. Det er en alvorlig sag, og
hvis de skyldige ikke melder sig, vil politiet blive inddraget. Dyrene er gennet ind i forsamlingssalen hvor den
store flok står og tripper nervøst. Taktikken er forudsigelig. Som alle andre fascistoide regimer søger fabrikken
konstant at kanalisere dyrenes utilfredshed mod påståede
fjender, og som kunstner, boheme og systemkritiker er
hetzen mod mig ingen overraskelse.
- Hvis der er nogen der ved noget, siger direktøren, - vil
jeg på det kraftigste opfordre til at man kommer ind på
kontoret og får sig en snak.
Stikkeri. Hvor dybt kan man synke?
Desværre har Thomas ikke mit kølige overblik, og direktørens terror er begyndt at virke på ham. Foden vipper
nervøst, og skuldrene er trukket op om ørerne.
14
- Hvad nu hvis der er nogen der har set os? spørger han.
- Selvfølgelig er der ikke det.
- Hvad nu hvis jeg har glemt at bruge handsker på et tidspunkt og mine aftryk er på papiret?
- Hvad nu hvis du blev blendet, bagt og puttet i en foliebakke?
Han bliver stille.
Jeg bryder mig ikke om at tale sådan til ham, men han
har tydeligvis mistet fatningen. Når kursen er lagt, er det
kaptajnens forbandede pligt at holde den indtil stormen
er ovre, og bølgerne har lagt sig. Han må stole på den
kurs han lagde under en klar himmel, mens han endnu
kunne se sol og stjerner. Vakler han under besætningens
tryglen og elementernes rasen, går skibet til grunde.
Ørerød Gymnasium har mere end nogensinde brug for
Fistingsatire.
Efter direktørens tale er stemningen trykket. Ingen systemvasaler kan længere føle sig sikre – store som små
fisk. For at højne moralen gives mikrofonen til Søren
”Hanekylling” Sejer, den systemtro propagandakunstner,
der åbenbart har kvalificeret sig til regionsfinalen i en
konkurrence for gymnasiebands. Så kan det nok være at
dyrene kunne klappe i deres små hænder og glemme at
15
de skulle laves til leverpostej. Føj!
Da dyrene gennes ud af salen, støder jeg på hende igen.
Imens den bedøvede flok flyder som tankeløs sovs ud
igennem de to store døre, løfter hun sig elegant imod
strømmen som en boble af æter. Så forbi mig. Et smil.
Overvældende. En intens energistrøm hun retter mod
mig. Hendes håndryg stryger mod min.
Jeg bliver stående længe og lader strømmen af dumme
dyr føre hendes fært ned til mig. Hvilken duft. Det er
et urgammelt krydderi som bregner eller mos blandet
med noget ubenægteligt feminint – som tørrede, stødte
bryster.
- Flyt dig, nørd! siger en eller anden taber og skubber
mig i ryggen, så jeg slår fortænderne ind i baghovedet på
en lille gazelle. Stakkels gazelle. Stakkels mig.
*
Hjemme på lokummet analyserer jeg hende nærmere.
Hvad mon hun hedder? Langt og sort krøllet hår og mørklødet hud. Hun kunne godt være spanier. Catalina? Det
ville næsten være for godt til at være sandt. Øjnene er
lidt grønlige, og næsen krummer let. Afghaner? Amina?
Det kunne hun godt hedde.
16
Jeg lader min finger køre langs gokkebogens blanke papir
– 1.k, anden række, tredje fra højre.
- Mette? Jeg siger det højt. Hvorfor hedder hun dog det?
Nå ja, pyt.
Jeg ta’r fat i pikken og går i gang. Til min overraskelse
nægter den at adlyde mine befalinger. Jeg forsøger mig
med blide kærtegn og brutale kvælertag – intet hjælper.
Ak, Mette, tænk at det skulle ende sådan. I fortvivlelse
vender jeg hjem til katten, men heller ikke her er der
held i sprøjten.
Fanden tage mig, om jeg så skal suge det ud med en støvsuger skal jeg nok bolle et eller andet.
Jeg ender med en væsel fra 1.g. En blond satan med håret
lagt i uskyldige prinsessekrøller, store blå cumshotøjne
og hvide tænder mellem store læber. Kavalergangen er
dyb og bred som en motorvej og fortsætter langt ned i
den lyse sommerkjole.
Alligevel holder det hårdt, og det lykkes kun med kran og
donkraft at rejse piedestalen til hendes ære.
Da dyret endelig vågner, brøler det til gengæld også, og
hun får en sprællende skat der er en prinsesse værdig.
Jeg bladrer et par sider frem til 3.m for at høre om Søren Sejer har noget at sige. Det samme tåbelige smil som
17
altid.
- Jeg har kneppet hende, siger han.
- Gu’ har du ej, dit svin! Hun var ikke engang i salen og se
din lortepropaganda, men hun smilede til mig, og hendes
hånd strøg mod min. Hun er anderledes. Forstår du det?
Hun er et mønster af lys og skygge, af latter og tavshed,
og dem kan man ikke sådan lige lave til leverpostej.
Nu er han ikke så sej længere, og det falske smil størkner
på papiret. Jeg klapper bogen i.
- Langt uden for din liga, mumler jeg og ryster på hovedet.
*
Faderen og moderen er blide væsener. Frihed til alle, men
ikke så meget at man er usolidarisk med de svage. Solidaritet mellem alle, men ikke så meget at den enkelte berøves
sin frihed. Det er en smuk gråbrun cirkel der hænger som
en glorie over vores habitat i udkanten af Ørerød.
Faderen og moderen har kun formeret sig én gang, hvilket selv i en perfekt verden uden børnedødelighed, ikke
er nok til at reproducere slægten. Hvad end det var der
fik min far til at befrugte min mor, er det forsvundet
nu, og det eneste der er tilbage, er tørre kys og praktisk
18
kommunikation. En fader og en moder der stille og ulidenskabeligt gør deres mod klodens overbefolkning.
På trods af, eller måske netop på grund af, denne uagressive fremfærd på Jorden nyder vores fejlslagne og uddøende slægt en vis anseelse og plejer hyppig omgang med
andre slægter.
I aften modtager vi faderens ven der ligesom han selv er
skoleinspektør. De to slægtsoverhoveder diskuterer ting
enes tilstand.
Tunge skyer hænger over kongeriget. En ny krig truer
under fremmede himmelstrøg, og dansken presses på
hjemmefronten af kanøjsernes fremmarch. Den faderlige postejs meninger er højtagtede, og han får taletid til
at uddybe og belyse problemstillingerne fra alle vinkler – vinkler som de ikke har tid til at komme ind på i
morgennyhederne, men som faderen forstår på grund af
indsigtsfuld kommunikation med de sene debatprogrammer. Moderen nikker, bifalder og stemmer i, som om
hun selv var afskåret fra denne dybe erkendelseskilde og
hørte evangeliet for første gang.
Som slægtens eneste arving spiller jeg en central rolle, og
en stribe billeder af mig i forskellige aldre pryder stuens
ene væg som en skrøbelig livline til fremtiden. Jeg er en
nøgle- og trædesten, når fremmede slægtsoverhoveder
gør diplomatiske tilnærmelser:
19
- Hvordan går det på gymnasiet?
- Det går meget godt.
Fistingsatire udkommer nu mindst én gang om ugen, og
jeg har overvejet at udgive en månedlig, eftertænksom
specialudgave: Mindful Fisting.
- Hvad har du tænkt dig efter 3.g?
- Jeg ved det ikke helt.
- Det er i hvert fald en god idé at få sig en uddannelse,
siger faderen.
Derefter følger et særindslag om Kina, konkurrenceevne
og videnssamfund.
- Jeg søger nok også ind på et eller andet.
- Det lyder som en god idé, siger moderen. - Hvad med
elektronik, ligesom Thomas? I er jo så gode til det.
Det sidste spørgsmål er kækt og viser at spørgeren er på
bølgelængde med de unge.
- Hvad med pigerne?
Også fint. Jeg kan snart ikke holde styr på hvor mange,
jeg har lokumsinsemineret efterhånden.
Efter et par timer har vi spist os frem til afslutningen.
20
- Det var så hyggeligt.
- Ja, det var så.
- Vi ses snart igen.
- Ja, det gør vi.
- Vi ses, Kristian. Indforstået smilen og blinken. - Og
hold dig nu på måtten.
*
Morgen. Afsted til en sanseløs verden og en punkteret
cykel. I det skarpe sving ved Ørerød Sø falder jeg ud af
bussen og lander i en sommeraften foran skolen. Hunner
i gallakjoler og struttende hår eskorteres fra limousiner
og ind på skolen af hanner i jakkesæt. Dyreunger klædt
ud som voksne mennesker.
Nervøsitet og spænding. Bal på skolen – et lille eventyr
som de grådigt lapper i sig inden blenderen.
Pludselig høres en lyd langt væk fra. Dyrene bliver urolige.
En lyd som af en plæneklipper, men kraftigere. Lyden vokser, og alles øjne retter sig mod bakken som limousinerne
kom kørende over. Lyden bliver højere. Det er for stort til
at være en limousine. En lastbil? Nu kan man se lygterne
over bakkekammen. Et kraftigt lys – som om selve Jorden
21
havde åbnet sig og blottet sit glødende jern. Dyrene misser
med øjnene imens et fartøj i vanvittig fart forcerer bakketoppen.
To skikkelser sidder fastspændt i rallysæder der er boltet fast på en stor skive. Under skiven er monteret et
bredt gummiskørt som der står et varmt gulligt lys ud
under, som om den svævede på en pude af aftensol. Et
par gigantiske propeller driver fartøjet fremad med en
øresønderrivende brølen. Skibet er tilsyneladende ude af
kontrol og følger ikke den snoede vej ned langs bakken.
Fuldstændig upåvirket blæser det igennem rabatten med
kurs direkte mod den lille dam foran skolen.
Der går en gispen gennem flokken. Skivens forende skærer sig ned i vandet og sender store kaskader af vand mod
forsamlingen. Så løfter stævnen sig, og maskinen stabiliseres. De store blæsere pisker vandet op, og fartøjet sejler ind til skolen i en tæt dis.
Skibets kaptajn, en hærget veteran med furet hud og brede skuldre, stiger ud. Til sin forfærdelse opdager han at
en hanekylling har udnyttet hans fravær til at indsmigre
sig hos hans brud.
Blind af raseri stormer kaptajnen mod den rædselsslagne
hanekylling.
- Vi troede alle sammen at du var død, gokker hanekyllingen. - Jeg sværger at jeg aldrig ville røre hende.
22
Uden at ænse næbet og sporerne der hakker vildt i luften, griber kaptajnen fat om hanekyllingens hoved med
begge hænder. Bruden tigger ham om at lade være, men
hans vrede er ustyrlig. Så spænder de vældige skulder- og
rygmuskler, og hanekyllingens kranie begynder at knage.
- How’s that for double living? spørger kaptajnen retorisk, inden han river hanekyllingen midt over.
Bruden er vred. Kalder ham et monster. Græder. Årenes frustrationer får frit løb. Kaptajnen lover aldrig at forlade hende
igen, og viser hende at han stadig har sin halvdel af det hjerte
de flækkede sammen, inden han tog afsted og forsvandt til søs.
Rørt til tårer kaster hun sig i armene på ham, grædende
og smuk.
Efter at have sparket styrmanden over bord, sætter han
maskinen i bevægelse og elsker med sin brud uden tanke
for retningen.
- Hey bangebuks, siger en buschauffør over et højttaleranlæg.
Jeg vågner med et sæt. Han har vendt sig om i sædet. Det
er mig han taler til.
- Det er dit stop.
Fortumlet finder jeg mine ben og udgangen.
Bangebuks. Hvor vover han?
23
*
Ville en bangebuks måske pjække fra skole for at bygge
en luftpudebil? Mine fingre ryster. Jeg sender beskeden.
Mød mig på pladsen om 10 mins.
Han ringer. Jeg ta’r den ikke. Så går det hurtigere.
Under en presenning ligger det alt sammen. Den store
træplade som sæderne skal monteres på, bladblæsere til
at skabe lufttryk under fartøjet og et par store propeller
der skal give fremdrift. Og så alle de fucking dæk vi har
samlet siden 8. klasse – dæk der skal smeltes om til skørtet under vores luftpudebil.
- Hvad sker der? spørger Thomas forpustet idet han kommer ind i lysningen under træet.
- Lad os lave skørtet.
- Men…
- For helvede, Thomas! Ligner det en luftpudebil?
Jeg sparker til bunken af bildæk fyldt med regnvand og
rådne blade.
- Vil du tilbage i skolen og være en taber og samle dæk til
du dør, så fint med mig, men jeg har tænkt mig at bygge
den færdig.
24
Demonstrativt går jeg i gang med at hive dæk ud fra bunken. Snart har en ny bunke samlet sig.
Jeg sætter mig forpustet ned på den.
- Fucking tabere, mumler jeg.
- Det er kun slidbanen vi skal bruge, siger han. - Det inderste er fyldt med wirer og alt muligt pis for at…
- Fedt! råber jeg og springer på benene. - Lad os bære
dem op i huset.
Efter fire timer har jeg skrællet to dæk og knækket næsten alle bladene til vores hobbyknive.
- Det ville altså også hjælpe hvis du slappede lidt af,
mumler han.
Thomas har skrællet ét dæk.
- Kan vi ikke bruge høvlen?
- Tror sgu ikke det er en god idé. Det er sådan noget gammelt industrilort. Tror ikke du kan holde den hvis bladet
sætter sig fast og den kommer flyvende tilbage. Er ikke
engang sikker på om den har en sikkerhedsafbryder.
Med høvlen indstillet til tre millimeter tykke spåner går
jeg i gang. Dækket er klippet op med en pladeklipper og
sømmet fast til gulvet. Thomas er bange som sædvanlig.
25
- Lad den i hvert fald få lidt fart på inden du sætter den
til gummiet, siger han. - Og husk at stå med spredte ben.
- Jeg tænkte det nok. Hvem fuck kalder han en bangebuks?
- Hvad?
- Ikk’ noget.
Da høvlen igen ligger stille har den smadret vores glasbord.
Thomas ryster på hovedet og sætter sig ned med sin hobbykniv.
- Jeg har inviteret én over der hedder Einar, siger han og
guider omhyggeligt kniven langs metaltrådnettet inde i
dækket.
- Hvad?
- Jeg har inviteret én over der hedder Einar.
Jeg finder en fejebakke.
- Én fra det dér pæreshow?
Thomas nikker. Han har været til et arrangement på universitetet for ”Skarpe Pærer”. Pis og papir, men han har
åbenbart slugt det.
- Der er stadig kun plads til to sæder på bilen, når jeg
26
akkurat at sige inden stigen knager, og han står på gulvet
foran mig i al sin pragt og vælde: Einar. Skulderlangt rødt
hår og pletvis pels under hagen som en svitset orangutang
der med nød og næppe undslap den skovbrand der ødelagde hans hjem.
- Hej, siger han.
- Hej.
- Jeg har taget et par bajere med.
Jeg smider de sidste glasskår ud og sætter mig i den ene
side af hængekøjen så der er plads til Thomas. Einar får
sækkestolen. Han åbner tre øl, og vi går i gang. På fjernsynet æder sandtigerhajens unger hinanden i livmoderen
så kun de stærkeste fødes, og de svageste skånes for at
møde livet.
- Thomas har fortalt mig om leverpostejsfabrikken, siger
Einar.
- Nå, ok, svarer jeg.
- Og fistingteori. Det er mega svedigt, siger han og griner.
- Tak.
Stilhed.
- Skål.
27
- Skål.
- Skål.
En fin samtale, men den er forbi nu. Sandtigerhajen, den
lille abe, hunden og den forhutlede orangutang fortsætter ubemærket med at eksistere i træhuset i udkanten af
lossepladsen – et vildtreservat for arter der er ved at blive udkonkurreret af den mere succesrige Homo sapiens
sapiens.
*
På vej hjem fra lossepladsen får jeg øje på hende og indkalder i hast de forskellige dele af min hjerne til et hemmeligt rum dybt under kraniet.
T minus 30
- Hvad gør vi? spørger præsidenten.
- Venter, svarer en efterretningsofficer, - Vi har stadig
brug for at indsamle data for at kunne lægge en gunstig
strategi.
- Data, fnyser en ung general. Brystet er skudt frem og
hagen op. - Vi har ikke brug for mere data. Hr. præsident,
vi har brug for handling. Efterretningstjenesten har haft
tid nok, og hvad har vi fået ud af det? Hobbyer? Søsken28
de? Kælenavne? Seksuelle perversioner? Vi aner intet.
- Og hvordan foreslår du da at vi bærer os ad? spørger
præsidenten tøvende.
- Telefonnummer! Vi spørger efter telefonnummeret!
- Vanvid! udbryder efterretningsofficeren. - Alle vores
modeller forudsiger at det ville være et katastrofalt træk
så tidligt i kurtiseringen. Desuden har vi lige haft udløsning. Testosteronniveauet er helt i bund.
T minus 20
- Hr. præsident! Behøver jeg minde nogen om hvordan
det gik sidst efterretningstjenesten fik frie hænder til at
indsamle ”data”.
- Og hvordan er det nu lige at du har fået dine strålende
medaljer, hr. general?
Med et snuptag hiver han en medalje af generalens bryst.
- Giv mig den tilbage!
- S, P eller K, så vidt jeg husker, fortsætter efterretningsmanden. - 6. klasse. Ét eneste tørt kys. Ikke engang snave.
- Hun brugte tungen! råber generalen og langer ud efter
efterretningsofficeren.
Den gamle undviger slaget og sætter i løb rundt om bor29
det med den rasende general i hælene.
- Kys Kristian! råber han med imiteret pigestemme, - eller
put en skovsnegl op i fissen!
De to mænd overdøves af en høj sirene, og lokalet bades
i rødt, blinkende lys.
T minus 10, 9, 8, 7
De stopper begge op og ser sig forvirret omkring.
- Hr. præsident?
5, 4, 3
- Hr. præsident?
Forgæves. Præsidenten har gemt sig under det store,
ovale skrivebord med hænderne for ørerne og knæene
trukket op under hagen.
Jeg gemmer mig bag en hæk. Imellem ligusterbladene
ser jeg hende gå forbi – trukket af sit smil som et blændende hvidt sejl. Da hun er passeret, kommer jeg frem
fra mit skjul og stiller mig i hendes kølvand. Sort krøllet
hår fejer henover skuldrene og forsvinder rundt om et
hjørne. Hendes duft bliver tynd og afløses af ós fra bussen. Fucking taber.
30
*
Skolen er som den plejer. Lav profil i timerne. Kryben
rundt langs væggene i frikvartererne. Thomas vil gerne
starte en samtale om et eller andet, men jeg har travlt
med at skule til dyreflokken. Hvorfor samler de sig altid
på det store fællesareal? Og hvorfor kan jeg ikke se Mette? Da klokken ringer dyrene hjem, har jeg stadig ikke
fået et glimt af hende. Er hun taget afsted uden mig? Min
sjæl er fyldt med sort vand. HVORFOR, METTE?
Thomas venter på mig ved computerrummet. Direktørens påtale af Fistingsatire har taget gejsten fra ham, og i
endnu højere grad end tidligere er det mig der må tage
ansvaret for at møde deadlines, sikre et fornuftigt indhold og layout og hvad der ellers er forbundet med at
udgive et undergrundstidsskrift.
- Skal jeg ikke holde vagt ved døren? bjæffer han med
flakkende øjne.
Han får lov til at gøre som det passer ham. Jeg sætter mig
ved computeren og går i gang med arbejdet – forfatter,
grafiker, redaktør, modstandsmand og helt alene i fucking Ørerød. Imod alle odds lykkes det mig at fremstille
et billede af direktøren der fister katten og katten der
spørger om den er god nok. Resultatet er dog langt fra
tilfredsstillende. Måske er det kompositionen eller tek31
sten der er for banal. Måske er jeg udbrændt eller bange
for ikke at kunne leve op til tidligere succeser. Det kunne
være rart at diskutere med nogen. Thomas står i døren
– en hund med logrende hale og tomme, bedende øjne.
Kan vi ikke snart gå? Ingen kunstneriske visioner eller ambitioner. Jeg gi’r billedet et sidste tjek. Hånden er inde
i røvhullet, og katten siger hvad den skal. På papiret et
mesterværk, men i mine øjne dødt og fantasiløst. Kunstnerisk forfængelighed må dog ikke komme i vejen for
revolutionen, og jeg trykker glædesløst ”print”.
*
- Og hvad er du selv, andet end en dårligt blendet ulv
der hyler tamt af ingenting bag et tykt lag spæk? Fucking
ynkeligt.
Jeg siger ordene højt igen og igen. Bussen nærmer sig. I
dag skal han ha’, den fede idiot.
Jeg træder ind i bussen. Svedporerne åbner sig.
- Nå? siger han.
Døren lukker bag mig. Jeg bli’r stående og trækker vejret
tungt.
- En billet eller hvad?
32
- Jaer.
Jeg kaster pengene op i bakken og skynder mig at finde
en plads bagerst i bussen. Ridser med neglen i det bløde
plastic i sædet foran: Fuck dig din fucking fuckchauffør.
*
På leverpostejsfabrikken udveksler præriehundene anekdoter om weekendens kurtisering. Én har tilsyneladende haft held i sine anstrengelser og besvarer beredvilligt
spørgsmål. Har hun gode patter? Var hun stram? Da emnet er udtømt, falder opmærksomheden på weekendens
næstmest bemærkelsesværdige præstation.
- Fuck du var stiv.
- Sygt grinern.
Selv katten knurrer lattermildt da nyheden når hende,
og opmærksomhedens centrum skutter sig i påtaget flovhed.
Galskaben får dog en ende, da Henrik Svale kommer ind
ad døren i en sky af åbne silkeskjorter og ungdommelig
adfærd.
- Hva’så bøsser?!
Snart er orden genoprettet. Katten spinder mod tavlen,
33
og præriehundene sænker deres gøen til en sagte knurren. Kendisser og karrierepolitikere i svøb – klar til at
forsvare kongeriget når kanøjsernes stormløb sætter ind.
*
- Ouuhhhh! Et ulvehyl. Chaufføren er tydeligvis gået fra
forstanden.
- Kun ulve har adgang i min bus. Ouuuhh!
Jeg lader som om jeg ikke har hørt ulvehylene og de nye
adgangskrav, og forsøger at gå ned igennem bussen uden
at se op. En stor behåret arm stopper min fremfærd.
- Hvis du vil ind skal du hyle.
Uden tvivl et grotesk brud på busselskabets retningslinjer.
Stadig uden at kigge op synker jeg ned i benene og forsøger at smutte under, men kloen er hurtigt efter mig og
griber mig som et stykke legetøj.
- Ouuuuuhhh!
- Du’ gal.
- OUUUUUUHHH!
-Slip mig!
34
- OOOOOOOUUUUUHHHH!
- SLIP MIG!
Han giver slip, og jeg vælter ind i den tomme bus. Jeg
burde være stået af. Manden er sindssyg. Han vender sig
om og nikker tilfreds til mig.
- Og hvad med dig, Bangebuks, siger han over højttaleranlægget.
- Stop med at kalde mig det! råber jeg tilbage.
- Hvad med dig, Kong Arthur? Hvorfor tror du ikke, at
du bliver til en leverpostej?
- Det kan enhver da se. Jeg meldte mig ud af menneskenes verden for længst.
Buschaufføren griner højt, og højttaleranlægget skratter.
- Hvad laver du så i denne her bus? Er du ikke på vej i
skole?
- Det er et gymnasium.
- Skole, gymnasium, universitet, buschauffør. Hvad er
forskellen? Er det måske noget du har fundet på?
- Jeg ser tiden an.
Han griner højt igen.
35
- Det gør jeg også.
- Sætter du dig ikke herop? spørger han og peger på sædet tættest chaufføren.
I håb om at han så vil holde op med at bruge højttaleranlægget, gør jeg som han siger.
- Livet er blackjack, Bangebuks. På et eller andet tidspunkt må man bare sige, at det er nok. Ellers ender man
med at miste det hele.
- Det er en skodmetafor. I blackjack må man ikke få over
21. I livet er der ingen grænser.
Hans latter kradser i samtaleanlægget.
- Gider du godt slukke det dér lort? spørger jeg.
Han gør som jeg siger.
- Og hvad med en gammel, fed buschauffør som mig? Er
der heller ingen grænser for mig?
Jeg tænker lidt over det.
- Ikke hvis du virkelig tager dig sammen.
Han nikker og smiler for sig selv.
- Ses job, mumler han. - Ses skat.
- Er du gift?
36
Han trækker på skuldrene.
- Du sagde jo selv jeg var en leverpostej.
- Jeg vidste det bare, mumler jeg. - Det er fandeme usselt.
Vi følger striberne og den mørke vej i tavshed.
- Gider du ikke lige se om der er køreplaner i bakken?
siger han efter et stykke tid, - nede ved den midterste
udgang.
- Det er der ikke, svarer jeg.
- Satans også, mumler han og åbner den lave dør ind til
cockpittet.
I næste øjeblik står han midt i gangen med en lille bunke køreplaner som han omhyggeligt stabler til en perfekt
firkant.
- Hvad sker der? spørger jeg og skæver til det tomme
chaufførsæde og herreløse rat.
- Jeg glemte åbenbart at fylde nye køreplaner på imorges.
- Vejen, for helvede! råber jeg, idet bussen begynder at
æde sig ind på midterstriben.
- Nåh ja. Ta’r du ikke lige rattet?
- Hva’ fuck laver du?! råber jeg og kaster mig ind over
37
førersædet.
Vejen drejer let, og vi er allerede halvvejs ovre i modsatte
kørebane. Jeg rykker hårdt i rattet, og bussen slingrer
vildt.
- Kan du lige holde den stille?! råber chaufføren. - Ellers
er det sgu ikke til at få dem ned i bakken.
- Hjælp!
Røde pile på hvid baggrund advarer om et skarpt sving
forude.
- Hvad for én er bremsen?!
- For helvede, hvorfor skal folk altid proppe tyggegummi
i bakkerne?
- Bremsen!?
- Nå ja, den midterste.
Jeg træder hårdt på pedalen, og bussen stopper modvilligt.
Bag mig vælter chaufføren ned igennem gangen.
- Av for helvede.
- Hvad fanden laver du?! råber jeg med fingre der ryster
af adrenalin og raseri.
38
- Er du fuldstændig sindssyg?! Du kan sgu da ikke bare
gå fra rattet!
- Nej, det kan jeg se, mumler han. - Magen til hasarderet
kørsel skal man lede længe efter. Brugte du overhovedet
sidespejlene?
- Fuck dig!
Jeg slår desperat til alle knapperne på kontrolpanelet i
håb om at én af dem åbner døren.
- Fuck dig! Fuck dig!
- Rolig, rolig. Du opfører dig irrationelt. Tag hellere et
skridt tilbage og analysér situationen. Du ved at knappen
må være der et sted, men ikke hvor. Det er en essentiel
knap for bussens funktion, og den bruges ofte – altså må
den være inden for chaufførens umiddelbare rækkevidde. Samtidig er det ikke en liv-eller-død-knap som speeder, bremse og rat. Vi leder altså efter en knap der er
en anelse mere perifær – muligvis noget der minder om
vinduesvisker eller…
Endelig finder jeg den. Tre store knapper med hvide dørsymboler på. Jeg trykker dem alle sammen i med håndfladen og spæner ud af bussen.
Kort efter triller den op på siden af mig.
- Og hvad med Dem, Deres Majestæt? råber chaufføren
39
igennem den åbne dør. - Hvem har rattet imens du piller
nullermænd ud af røvsprækken?
- Fuck dig, dit fede svin!
*
I mellemtiden har Einar fået fisse. På én eller anden måde
havnede hans pik i en kusse, og Einar har forvekslet denne ejendommelige konstellation af kulstof-, brint-, og iltatomer med at han ikke er jomfru længere.
- Ved I hvordan man kan vide om man elsker sin far? spørger kusseambassadøren.
Thomas vil gerne vide det.
- Forestil dig at en terrorist holder dig og din far fanget
i to bure over en sø af lava. Han giver jer et valg: Vil du
fiste din far, eller skal din far fiste dig?
- Hvad sker der hvis vi begge nægter? spørger Thomas.
Det kan I ikke. Én af jer skal gøre det, ellers skærer han
jeres hænder af og fister sig selv, dig og din far, Einar holder en lang kunstpause inden han fortsætter, - i nævnte
rækkefølge og tilbage igen.
Thomas svarer at han helst ville fistes af sin far.
40
- Så elsker du ham, siger Einar tilfreds.
Einar, et såret lille væsen med rødt pjusket hår, efterladt
til vores nåde i en kurv. Hvem skulle have troet at der i
dit kranies mørke boede en lang og gennemsigtig dybhavsfisk der med et lys så svagt som håb lokker småfisk
tættere på kæberne?
I mellemtiden er min drink blevet forgiftet af en psykoaktiv ethylforbindelse, og mit faste tag i virkeligheden
smuldrer.
- Hvad med dig? spørger Einar, dybhavsfisk og kusseambassadør på hvinende blå plader igennem mit privatliv.
Jeg burde afsløre ham. Hale det slimede utyske i land og
træde på ham med en god, tyksålet støvle, men diplomatpasset og den løse forbindelse til min krop forhindrer
mig.
- Jeg ville sgu nok fiste min far.
Jeg når akkurat ud af skuret inden jeg brækker mig. Det
er tid til at gå hjem og lade leveren klare resten. Så igen
på den flisebelagte vej. Gurglen i ætsende fordøjelsesvæsker og et højt plask der giver genlyd på lossepladsen.
Bag mig griner drengene, imens alkoholen fister løs i min
krop.
41
*
Efter at have ventet i to timer bag et træ træder jeg frem
med rank ryg. Endelig.
- Er du en mand?
- Ja.
- ER DU EN MAND?
- Ja!
- ER! DU! EN! MAND!?
- OOOUUUHHH!!!
Ved et uheld kommer jeg til at dreje af stien og gemmer
mig bag en busk. Fuck fuck fuck. Du er det usleste. Det
usleste usle. Du kommer til at bo hernede i dybet resten
af dit liv – indtil Einar kommer og spiser dig. Du er ikke
engang en dybhavsfisk. Du er en dødfødt algecelle der
falder blegt til oceanbunden som marin sne. Du skal længere ned end Einar. Usle, selvdøde plankton. Du skal helt
ned på bunden og spises af blinde rejer. Ækle taber.
Jeg er tilbage på hovedstien. På kollisionskurs med hende
og lykken.
42
- Hej.
- Hej.
Hun kunne helt sikkert genkende mig. Det betyder, at
hun har lagt mærke til mig oppe på skolen. Det betyder,
at hun synes jeg er sød. Det betyder at alle de fucking
dybhavsfisk og hanekyllinger kan sutte pik i helvede. Vi
fortsætter med at gå mod hver vores destination, som
om intet var hændt. Som om universet ikke lige havde
krøllet sig sammen for at bringe os tættere på hinanden.
Jeg vil have dig, jeg vil ikke have dig – kærlighedens spil.
Den kvinde.
Pludselig begynder jeg at løbe. Mine ben har aldrig bevæget sig så hurtigt før. Jeg vidste dårligt nok at de kunne.
- Juhuu! Det lyder som noget der kun kan stå i et Anders
And-blad – et ord som intet menneske nogensinde ville
bruge, men det er hvad jeg siger.
- Juhuu!
Det suser for ørerne, og jeg er ved at snuble – sikkert
over lydmuren. Det skal gå endnu hurtigere.
- Løb i udmarvede hingste! råber jeg.
En dame vender sig om, men det var ikke hende jeg talte
til. Det var benene. Fantastiske ben. Hun sagde hej til
dem.
43
- Hurtigere!
Det lykkes. Jeg rejser hurtigere end lyset og havner i et
ormehul der tager mig millioner af år tilbage i tiden.
Længe før leverpostejsfabrikken blev opfundet. Jeg er
omgivet af bregner. Hendes duft.
Ormehullet spytter mig ud og tilbage på toppen af Ørerød Bakke. Tilbage i nutiden, men mine øjne er udskiftet
med et visir der ser alting klart. For mine fødder ligger
den by som menneskene har bygget til sig selv. Lever
postejsfabrikker så langt øjet rækker.
- Kære mennesker. Jeg tilgiver jer for jeres fattige liv og
slutter fred med jer, men vov ikke at standse mig. I har
intet jeg vil have. Abekongen har rejst sig op. Hans magt
er ustoppelig og hans vilje ubøjelig.
En flintesten åbner min hånd, og jeg tværer blodet ud i
ansigtet.
- Jeg forsager alt der ikke fører mig til dig, min elskede.
Fuld fart ned mod stationen og forbi busstoppestedet.
Hvorfor vente på en bus når man kan løbe med livets
hastighed?
44
*
Det er koldt på mit værelse om morgenen. En tynd røg
stiger til vejrs fra de forkullede rester af den busk der i
går stod i lys lue og befalede mig at redde Mette fra leverpostejsfabrikken.
Haves: Taberkrop, taberhjerne, taberliv.
Søges: Den mest sublime konfiguration af atomer der
nogensinde har eksisteret i et univers der estimeres til
at bestå af over 100 000 000 000 000 000 000 000 000
000 000 000 000 000 000 000 000 000 000 000 000 000
000 000 000 000 000 atomer og har været siden tiden fik
mening i Big Bang.
Få hundrede millioner kilometer herfra står en ubetydelig lille brintsky op og sender tynde, gule stråler ind ad
mit vindue. Det mindste jeg kan gøre er at sende mine
egne ben ud over sengekanten som slatne kødstråler. Telefonen brummer. Thomas vil kommunikere. Jeg tier den
ihjel og læser hans intentioner i den følgende sms: Lossepladsen? Luftpudefartøjet? Det var vist i dag vi skulle
smelte dækkene sammen til den brede rem der skal udgøre skørtet. Fatter han ikke at manøvren er formålsløs?
Om vi så ankom til galla i en fucking rumraket og blev
taget imod med hurraråb og konfetti, ville vi stadig være
en savlende hund og en lille abe i overdimensionerede
45
rumdragter, og når festen rykkede ind i det intime, ville
vi blive sendt ned fra sofaen.
- Jeg forsager alt der ikke fører mig til dig, min elskede,
siger jeg modløst og skriver adressen:
Facebook.com. Det bliver grimt det her.
Profilbillede?
Hvad med en gibbonabe der lugter til sin finger?
Krydsforhøret fortsætter.
- Venner?
Efter endt optælling af diverse sociale netværk mener
Facebook, at jeg har et sted i omegnen af hundrede venner – selv får jeg tallet til én. Thomasbook. Hvorfor har
han i øvrigt ikke fortalt mig at han er på Facebook? Efter
lang tids forhandlen bliver jeg enig med Facebook om at
sende fire anmodninger. Én til Thomas og resten til folk
fra folkeskolen jeg ikke snakker med længere. Einar kan
godt skyde en hvid pil efter det. Da jeg har svaret vittigt
og tankevækkende på Facebooks øvrige spørgsmål, har
jeg tid til at beundre mit portræt: En gibbonabe med 0
venner der lugter til sin finger og har interesser som primale gangarter og fisting.
Jeg skriver hendes navn: Mette Nielsen. Et rædsomt
navn, men jeg har efterhånden vænnet mig til det. Endnu
46
en ting vi har til fælles. Mette Nielsen og Kristian Pedersen – et mirakel og en abekonge forklædt som mennesker. Fuld fart.
I næste nu betragter jeg hendes digitale portræt: En strålende sol i et tyndt lag menneskehud. 955 venner. Hun
har mere end uendelig gange så mange venner som jeg
har.
- Jeg forsager alt der ikke fører mig til dig, min elskede,
siger jeg og tilføjer Einar, Katten og alle præriehundene.
Fanden tage mig om jeg ikke nær havde tilføjet Søren
Sejer. Fingrene stivner først på tastaturet da jeg når til
hende. Hun smilede til mig. Hun ved hvem jeg er, men
kender hun også mit navn? Hvordan skulle hun kunne
kende mig når mit billede er en fucking gibbonabe? Desværre er jeg ikke i besiddelse af billeddokumentation
for min vovede og unikke personlighed, så gibbonaben
bli’r. Fucking Thomas. Hvor var du med kameraet da jeg
tappede de 2000 volt strømledninger? Sikke en ven. Jeg
beslutter at spille kostbar og lade hende vente på en anmodning. Bedre at holde vejret end forføre med halvfyldte lunger. I mellemtiden må jeg forberede helten på den
endelige prøvelse. Mon buschaufføren er på Facebook?
47
*
Udenfor leverpostejsfabrikken er en konflikt under optrapning mellem to grupper hanner.
- Vi har de største kønsorganer!
- Nej, jeres er små. Vores er størst!
Det er påstand mod påstand, og ingen af siderne vil tillade
inspektion. Endnu engang spiller diplomatiet fallit, som
en skrøbelig orkidé, der kun under den syvende fuldmåne, i det syvende år af en sjældent forekommende tørke, sætter én eneste blomst, til ære for en næsten uddød
sommerfugleart. Sanseløs vold er anderledes taknemmelig og skyller ind over skolegården som bjørnekløer. Selv
er jeg overbevist om at mine kønsorganer ligger et sted
midt i feltet og er egentlig helst fri for at deltage i denne type konflikt, men hvis jeg nogensinde skal gøre mig
håb om at blive indlemmet i menneskestammen og frelse
Mette, er det nødvendigt at deltage i deres ritualer med
et åbent sind.
- Min pik er størst! råber jeg til væslens fornøjelse og
kaster en snebold efter en præriehund.
Præriehunden ænser mig ikke og fortsætter lykkeligt
med at kaste snebolde ud til enden af sin verden. En dum
lille verden med et stort idiotsmil klistret fast under næ48
sen. Selvom jeg ikke er noget softwarejern er jeg sikker på at jeg kunne programmere en robot som selv ikke
præriehundens egen mor kunne kende fra sit afkom.
49
50
Efter nogen tids løben frem og tilbage lykkes det mig at
trænge en ubevæbnet præriehund op i et hjørne. Til at
starte med flygter han i vild panik, men pludselig vender
han om og lunter baglæns med et kådt grin. Frygten ser
ud til at have forvandlet sig til spænding, som om han
glæder sig til noget. Vil han parre sig? For at afklare eventuelle misforståelser ryster jeg hånden med snebolden, i
tilfælde af at han skulle have glemt den. Han smiler stadig
idiotisk. Jeg laver en truende bevægelse med hånden som
om jeg vil kaste, og han drejer hovedet forskrækket. Da
det går op for ham at det var bluf, vender han tilbage til at
stå forsvarsløs og idiotisk smilende. Hvad fanden er meningen? Til sidst bliver det for meget for mig. Jeg ta’r to
store skridt nærmere så jeg er sikker på at kunne ramme,
og kaster snebolden af fuld kraft ind i ansigtet på ham.
En fuldtræffer, og hvilken fuldtræffer. Snebolden vaskede
idiotgrinet af præriehunden, og nu tuder han med næseblod. Måske jeg skulle prøve med lidt is næste gang?
- Hva’ fuck laver du!? råber nogen.
Jeg vender mig om og får øje på en lille tætbygget sabeltiger i rasende gallop mod mig. Har jeg overset noget?
Har jeg mon krænket et ukendt voldsmonopol, eller er
mine kønsorganer bare blevet for store til legen?
- Hva’ fuck laver du? spørger han igen.
Hvordan skulle jeg kunne levere et tilfredsstillende svar,
51
når betænkningstiden er så kort. Det hele startede jo for
år tilbage.
- Aner det ikke, svarer jeg og ta’r flugten.
Sabeltigeren ta’r forfølgelsen op.
- Du står to meter fra ham og fyrer ham lige i synet. Er
du dum eller hvad?
- Luftmodstandens indvirkning over så små afstande og så
lave hastigheder er alligevel uden reel betydning! råber
jeg over skulderen.
Mit argument er totalt rimeligt. En fuldtræffer på to eller fem meters afstand gør ikke den store forskel. Det
er meget værre at nogen pakker sneboldene med småsten og er stærke nok til at lave buler i vejskilte. Hvordan
skulle min krop, der basalt set er et mikadospil med hud
på, nogensinde kunne udgøre en reel fare?
- Spiller du dum eller hvad? pruster han ud imellem tænderne.
- Nej. Jeg er dum. Vil du ikke forklare mig reglerne?
Forstår han ikke at jeg blot er en hvalp der har stået lænket hele livet imens de andre unger sloges af fuld kraft,
og lærte deres kløer og styrke at kende. Sammen opfandt
de reglerne for rituelle kampe, så de fortsat kunne slås
efter musklerne havde fået styrke og kløerne var blevet
52
til knive. Da min kæde endelig sprang, var det for sent.
Jeg havde skarpe kløer og spidse tænder, men ingen havde lært mig de love som jeg nu bryder.
I stedet for en lærer sender de en bøddel. Straffen kender
jeg ikke endnu, men en surrealistisk tanke går igennem
mit hoved: Jeg får sikkert tæsk. Normalt kan der gå flere dage uden at jeg rører ved andre mennesker end min
mor, når hun kysser mig godnat og farvel. Nu har et af
mine medmennesker tænkt sig at bore sine knyttede næver dybt ind i min krop med destruktion for øje. Jeg skal
fistes. Vi ta’r en fuld runde om parkeringspladsen inden
vi når tilbage til de andre, der har samlet sig i en gruppe
omkring mit offer.
Til min glæde går det op for mig at de ikke deler sabeltigerens tolkning af forbrydelse og straf, og ser på mig med
noget der ligner bekymring, måske næsten omsorg. Tid
til at vinde befolkningens tillid.
- Det må du undskylde, siger jeg til præriehunden som
jeg gav næseblod.
Jeg føler mig som en babykyssende karrierepolitiker,
men manøvren ser ud til at have den ønskede effekt.
Han ryster på hovedet.
- Det går nok.
53
I samme øjeblik er sabeltigeren fremme. Han skubber til
mig og gentager spørgsmålet fra før.
Om jeg er dum?
- Slap nu af, Morten, siger min første vælger.
Det øvrige vælgerkorps istemmer mumlende.
- Det var jo bare en snebold.
- Han har jo sagt undskyld.
- Hvorfor skal du altid gå over stregen?
Sabeltigeren har tydeligvis ikke mit talent for slesk politisk håndværk. I stedet for at lade sig kue af den skiftende
folkestemning, holder han stålsat fast på sin politik, og
jeg får et hårdt skub i brystet, så jeg falder bagover og
slår halebenet ned i brostenene. Av for helvede – sikke
en idealist.
Så er han over mig igen. Sætter sig overskrævs på mit
bryst som en firskåren mare.
- Du er syg i hovedet, siger han, tilsyneladende uanende
om sine ords ironi.
Knytnæven er løftet højt i vejret, klar til at indfri de resterende valgløfter.
Nu bliver det dog for meget for vælgerkorpset.
54
- Slap nu af, Morten, siger nogen. Denne gang med overbevisning i stemmen.
Folket har rejst sig. For første gang er der tvivl i sabeltigerens øjne. Han sænker næven, og jeg slipper med en
vasker. Den klassiske bøllevasker med lidt sne, meget is
og hård skraben af handske mod ansigt. Der er dog ingen
grus på parkeringspladsen, og da sabeltigeren lusker væk
bliver det klart, at de store lederes tid er forbi. Nu hersker de olierede fedtegrever. Som benløse hanekyllinger
smutter vi igennem sprækkerne i idealisternes geledder
og overlever.
*
Efter et par uger er de klar – slidbanerne fra 25 bildæk
skåret fri og i fingerstørrelse. Om lidt skal de smeltes
om til skørtet under vores luftpudebil. Udenfor er et
gammelt badekar hængt op i kæder fra et stativ af rustne
jerndragere. Under stativet har vi gravet et knædybt hul
hvor 30 kg grillkul hvæser hvidglødende i vinden fra en
bladblæser.
- Satans blæsebælge! råber jeg til Thomas, og vi udveksler
fem svin.
Med en skovl flytter vi gummispånerne over i badekarret.
Varmen fra hullet er så stærk at vi må skiftes efter to-tre
55
skovlfulde. Da karret er fyldt op, dækker vi det over med
en blikplade.
- Tror du det er varmt nok? spørger jeg.
Han nikker.
- Jeg er mere bange for hvis der går ild i det.Tror det bli’r
sygt varmt og klistret lissom napalm, og røgen er mega
giftig.
Jeg nikker.
- Adgang forbudt for bangebukse.
- Nu jeg tænker over det, havde det været smart at starte
med et halvt kilo og se om det virkede. Jeg er ikke engang sikker på om det kan smelte.
- Thomas for fanden, siger jeg og gi’r ham et kram der
overrasker os begge. - Livet er for kort til et halvt kilo.
- Du har ret, siger han da krammet er forbi og musklerne
igen tør slappe af - Det er alt for længe siden.
Vi står et stykke tid uden at sige noget og lytter til kullene og bladblæseren. Så er der fodtrin. Einar dukker op.
Skidt med det. Her er galskab nok til os alle sammen.
- Jeg har læst lidt om det, siger han. - Det er noget med
at de vulkaniserer gummiet, så det bli’r stærkere og mindre klistret. Tror slet ikke det kan smelte.
56
- Selvfølgelig kan det det, siger jeg. - Kom Thomas, lad
os hælde det ud.
- Jamen, polymererne kan slet ikke bevæge sig rundt,
insisterer Einar. - De er bundet af svovlforbindelser.
- Vil du hjælpe eller skride?
Han siger ikke noget, men bli’r hængende.
- Godt, siger jeg og gi’r ham og Thomas en jernstang
hver. - Med dem tipper I badekarret og hælder gummiet
ud på tromlen. Jeg skal nok dreje den rundt.
Tromlen der skal trække den flydende gummi ud til en
lang rem, står så tæt på bålet, at jeg er nødt til at sidde
bag en blikplade som beskyttelse mod varmestrålingen.
Lungerne er sværere at beskytte, og den varme luft og
stanken fra gummiet brænder i mine næsebor.
- Hæld nu! råber jeg, og de vipper badekarret.
Fra en hældetud vi har banket med en mukkert, kommer
belønningen for vores anstrengelser. En stor sort klump
triller ud af tuden, rikochetterer af tromlen og bryder i
brand på gløderne. Einar og Thomas taber badekarret i
forskrækkelse, og jeg når netop at flytte mig da det kommer svingende.
- Jeg tror det skal være varmere, siger jeg da vi står på
sikker afstand og betragter den sorte røg indhylle bade57
karret - Jeg tænker at vi enten kan flytte karret tættere
på gløderne eller blæse varm luft fra bålet direkte ned i
det.
- Jeg tror måske heller ikke det kan smelte, mumler Thomas.
- Selvfølgelig kan det det. Jeg henter en boltsaks, så vi
kan klippe kæderne over.
Jeg skynder mig op i træhuset og roder igennem vores
værktøj.
- Jeg kunne ikke finde boltsaksen, så jeg tog vinkelsliberen med i stedet for, råber jeg da jeg igen kommer frem
fra buskadset. - Jeg var nødt til at samle alle vores forlængerledninger for at… Hvad fanden har I lavet?
- Sorry, Kristian, men det kan altså ikke smelte, siger
Thomas og kigger ned i jorden.
Imens jeg var væk har de dækket kullene til med sand
som Einar er i gang med at overhælde med vand.
- Vi var bange for at du ville ende med at sætte ild til det.
- Hvad fanden er meningen? Det var min idé. Det var mig
der fandt de dæk, og det var mig der fandt på at bygge
den. Giv mig den dér.
Jeg ta’r skovlen ud af hænderne på Thomas og skubber
58
Einar væk fra den dampende plet på jorden hvor kullene
ligger begravet.
- Du vover på at hælde mere, siger jeg og ta’r spanden
fra ham.
Stadig med spanden i den ene hånd begynder jeg at grave
kullene fri.
- Thomas, tag vinkelsliberen og skær badekarret frit! Vi
må skynde os inden kullene bli’r for kolde. Thomas!
- Einar har en god idé, siger han, - til hvordan vi kan lave
skørtet.
- Jeg gider ikke høre mere på fucking Einar. Hjælp mig
nu!
Thomas bli’r stående.
- Fucking pis! Hvorfor skal I også ødelægge alting?
Jeg smider spand og skovl fra mig og løber hen efter vinkelsliberen. Gnisterne fyger, og jeg er nødt til at holde
den i strakte arme for ikke at træde på det glohede sand
nærmest kullene. Da den første kæde er knækket, skynder jeg mig over på den modsatte side og går i gang med
den næste. Halvvejs igennem sprænger kæden, og ét af
leddene smækker mig på håndryggen på vej ned. Med en
dunkende hånd går jeg i gang med den tredje kæde, men
snart er smerten så stor, at jeg ikke længere kan holde
59
fast på vinkelsliberen.
- FUUUCK!
Jeg smider vinkelsliberen fra mig og sparker til stativet.
- FUUUCK!
Storetåen sagde knæk, men de skal ikke se mig halte.
- Fucking nørder.
Jeg forlader lossepladsen og halter hjem.
*
Der går en akavet sitren igennem flokken da det går op
for os at der er for få stole. Kabalen går ikke op. Nogen
skal moses sammen med den mærkelige lille abe der plejede at hoppe rundt i udkanten af flokken og snuse til
sin finger. Det ender med at være hanekyllingen der gi’r
sig og klumper sammen på sofaen med præriehundene.
Sabeltigeren slipper glasset han havde monteret rundt
om munden som en sugekop, og vi har en kort telepatisk
samtale:
- Hvad fanden laver du her?
- Aner det ikke.
Det er dog for sent at få kolde fødder nu, og jeg sætter
60
mig ned på kanten af sofaen.
Samtalen flyder som vand fra en hane.
Dryp. Hanen er tilstoppet.
- Hej.
Dryp.
- Hej.
Dryp.
- Hvad hedder du? spørger hanekyllingen.
Jeg er totalt ukendt, og hanekyllingen forsøger at udstille
det. Det er en psykologisk brydekamp, og han prøver at
gi’ mig en olfert.
- Kristian, svarer jeg og går til modangreb. - Hvad med
dig?
Taktikken virker. Han er tydeligt overrasket og ydmyget
over at nogen ikke kender hans navn.
- Søren, svarer han - eller Sunny.
Sunny, må hvepse kalde mit røvhul hjem den dag jeg kalder dig dét.
Vi giver hånd, og jeg lægger kræfter i. En lille muskelsammentrækning i øjenkrogen afslører hans svaghed.
61
Magtbalancen forskyder sig.
En vigtig besked fra virkeligheden ankommer i form af
et håndtryk fra Sabeltigeren der forvandler min hånd til
blodigt grus og flossede nerveender.
- Morten, siger han.
Jeg holder tårerne tilbage. Stakkels sabeltiger. Klem du
bare til som var det selveste livet du klamrede dig til.
Hvad er du andet end et fossil? En trædesten på det tænkende, tænkende menneskes vej mod evigheden. Mærk
nu mit spyd.
- Lols, siger jeg hånligt og ryster på hovedet.
- Hej Mette. Jeg rækker hende hånden.
Hun ser overrasket ud.
- Hedder alle ikke det? siger jeg og trækker på skuldrene.
Sætter mig ned med et fucking hjerte.
- Jo, det gør vi vel. Hun vrider sig på stolen. Så et smil.
Jeg forstår det ikke, Mette, men ved alle de dyr vi har
udslettet i vores vandren hertil, sværger jeg at jeg skal
nå dig.
62
*
Morgenen prydes af en storslået erektion. Jeg løfter op
i det himmelblå lagen og nyder synet af blodbøgen der
knejser mod himlen. Fuck toiletpapir og gokkesok. I
dag skal der grises. Gokkebogen lokkes frem af skabet.
Jeg bladrer henover mine gamle kvinder. Katten med
de udspændte kupler under blusen og nøddebrune hår.
Væselen med prinsessekrøller og den dybe kløft mellem
brystets gyldne klitter. Overalt smiler de til mig, uimodståelige fristere, men nye vinde har blæst over landet og
båret en langt mægtigere sirenesang med sig.
- Beklager piger. Det har ikke noget med jer at gøre. I er
sikkert rigtige for nogen.
De ser på mig med den afviste forførerskes hjerteskærende blik.
- Så piger, ingen tårer.
Jeg skynder mig at bladre videre.
- Hej Mette.
Jeg griber genert om pikken, men endnu engang nægter
den at præstere i hendes selskab og lægger sig ned som
en sky hund. Og det er ikke kun pikken der protesterer
– hjerte, lunger, nyrer, knogler, hår og hud vender sig.
63
- Hvad fanden har du gang i? Forstår du ikke at jeres forhold er af en anden beskaffenhed? Du skal ikke tilbede
hendes billede med krum ryg i ensomme ritualer. Du er
en helt, og dine fødder skal være rene når du træder ind
i hendes tempel. Vask dig knægt!
Jeg springer ud af sengen og flår døren op.
- Kristian, udbryder moderen bekymret idet jeg passerer
hende i gangen og vælter ud ad hoveddøren.
Undskyld moder, men den urkraft du beværtede i dit
skød, er der ingen af os der længere kontrollerer. Den
fosser ned på gaden, op på cyklen og gennem Ørerød
Bygade. Et par kønsmodne hunner pynter gågaden med
stramme gamacher, store guldøreringe og besejrede udtryk i øjnene. Endnu en fredag nats forventninger gjort til
kærlighedsløs skamme, og de knirker hjemad som rustne
maskiner. Længselsfulde blikke i min retning. Hvad bor der
under hans smil? Hvorfor har han nattøj på? Beklager piger.
Far her er optaget. Jeg kan ikke hjælpe jer, men ønsker
jer det bedste i jeres jagt. Sikke et vidunderligt smil du
forærede mig.
64
*
Tilbage i træhuset med Thomas og se alting med nye
øjne. Søde lille Thomas der som en grå bi suger visdom
fra Advanced Electronic Circuits II. Hvis jeg dog bare
kunne vise ham min verden med farver der eksploderer
langt udover det synlige spektrum. Ultraviolet og infrarødt. Glødende, bankende jern i brystet. Forstår du det
Thomas? Elskede, lille Thomas.
Jeg lægger hænderne på hver side af hans ansigt og kysser
ham på panden, i hårgrænsen.
- Hva’ fuck laver du?
Stakkels Thomas. Al den tid vi troede at vi bekæmpede
leverpostejsfabrikken.
- Elsker, svarer jeg.
Han forsøger bravt at ignorere mig og vende tilbage til
sin bog, til det fort vi byggede sammen, men min lykke
er for stor, og truer med at sprænge brystkassen, træhuset og hele fucking Ørerød.
- Kan du ikke se det, Thomas? Jeg er blevet forelsket.
- Fuck sker der Kristian?
Med skrækopspærrede øjne stirrer han på mig. Profeten
65
der kommer ned fra bjerget, og med den vises ro afsværger Gud. Ak, Thomas, min discipel. For min skyld glemte
du menneskenes sprog og lærte dig at leve i den nådesløse ørken. Nu da jeg endelig har set himmeriget, fortæller
jeg dig at mennesker bebor det. Min forbrydelse er stor,
og ligeså bliver smerten, men der er ingen vej tilbage.
Mukkerten skal svinges over den hule pagt. Må den briste og en ny, smukkere sandhed springe fra dens stumper.
Jeg ta’r en dyb indånding, kniber øjnene sammen og former ordene omhyggeligt og tydeligt.
- I et menneske.
Han stirrer på mig med en blanding af væmmelse og den
følelse man har, når man vågner fra en drøm og opdager
at nogen er i gang med at sperme op under éns øjenlåg.
- Fuck, du er langt ude, siger han og forsvinder ud af
træhuset.
*
- Hey Mette, skal du egentlig med til galla?
- Idiotisk spørgsmål. Fucking banale teenager.
- Så find selv på noget bedre, hvisker jeg såret og kaster
lidt vand i håret – bare nok til at ligne en snavset, våd
66
hund.
Drengen i spejlet ryster på hovedet.
Med moralen således styrket forlader jeg toiletterne. Livet kan tydeligvis ikke øves. Og der står hun jo – høj,
slank og mørkhåret og vibrerer som en streng til universets dybe kraft. Jeg drages, men må opgive missionen idet
jeg opdager at mine ben bliver kortere og kortere indtil
der til sidst kun er cocktailpølser tilbage i buksebenene.
Søren Sejer? Hvorfor snakker du med ham? Hvorfor slår
du ham? Ikke hårdt og i ansigtet, men blødt og på skulderen i et regulært tjat? Jeg burde træde i karakter og jage
den slubbert på porten, men det er for sent. Puberteten
er gået i bakgear, og mandigheden forlader mig i rasende
fart. Klunkerne er allerede blevet vægtløse i pungen og
falder tilbage op i maven. Udenfor suges pubeshårene ind
i hårsækkene, og pikken skrumper ind til det underlige
lille papegøjenæb som små drenge har. Voksenstemmen
samler sig som en stor klump i strubehovedet. Jeg synker
den og står tilbage med en spinkel barnestemme og gråd
i halsen.
67
*
Hey Thomas, lidt skod, at jeg ikke er bedre til kemi :P Men mon
ikke vi kan få det til at lykkes? :) Hjernekøteren og Abekongen
mod rov!
Jeg sender beskeden til mig selv, læser den og lægger telefonen fra mig. Narrøv. Prøv igen.
Hey Thomas, sorry at… sorry.
Hvorfor svarer han ikke?
Mon de har..?
Nej, det ku’ han aldrig finde på.
Jeg ringer.
Men hvorfor ta’r han den så ikke?
Jeg har intet at frygte. Thomas ku’ aldrig finde på det.
*
I lysningen under træhuset finder jeg luftpudebilen. Under den sidder et perfekt skørt sat sammen af de mange
dæk som vi minutiøst fjernede slidbanerne fra. De opklippede dæk er limet sammen og forstærket med små
metalplader der med skruer og bolte klemmer sam68
lingerne sammen fra inder- og yderside. De har endda
udglattet overgangene, så man næsten ikke kan mærke dem med en finger. Hvordan har de fået det så glat?
Hvordan ku’ de? Også rallysæderne har de monteret. Og
er det her..? Jeg tænder en kontakt, og et par monstrøse
forlygter blænder mig. Den er færdig. Opmærksomt lader jeg fingeren glide langs malingen på den metalbøjle
der holder de store propeller. Gul og næsten tør. Gul og
næsten perfekt.
Jeg klatrer op i træhuset, forsigtigt, så de ikke hører mig
komme.
I bunden af hængekøjen ligger han med Einar. På et skibssejl som vi fandt, bundet fast med tove som vi fandt, i et
hus som vi byggede.
Men hvor er min plads, Thomas? Hvor er min plads?
*
Gule, sorte og ildevarslende tordner vi ned ad den stille villavej. Luftpudebilen og jeg. To ækle gedehamse der
er kommet til forstaden for at røve biernes skatte. Vejen
hælder svagt, og farten vokser til afsindige størrelser. I
fuld fart opdager jeg hvad teoretikerne overså i værkstedets tryghed: Bremser, de glemte at bygge dem, men den
der tjener kærligheden behøver ingen.
69
Jeg hiver i styrepinden og fælder en postkasse. Så et
blomsterbed. Det bliver et blodbad, men vi skammer os
ikke og viser ingen nåde, for bien er en glædesløs robot.
Hvad skal den med honning? Hastigheden nærmer sig lysets. Husene skrumper til bittesmå sekskantede celler. I
cellerne gemmer de voksne bier larverne. Klemt inde i
det trange rum sluger de maden og fortællingerne som
de voksne bier bringer fra verden udenfor. En dag vil de
størkne til magre bier med stive vinger og spidse ben,
men indtil da er kroppene bløde og svulmende. Klar til
at dø vogter bierne deres larver, men de er opfostret på
pollen og honning. Intet har forberedt dem på et insekt
hvis stik opløser kød.
For enden af bakken ser jeg huset jeg så ofte har overvåget via satellitter i det ydre rum. Hus og carport – to
gråbrune firkanter når man ser dem fra rummet, og to
gråbrune firkanter når man ser dem i virkeligheden. Der
er en indkørsel med grus og en forhave med små buske
og blomsterbede hegnet inde bag et stakit – et hvidkalket
symbol på et langt større forsvarsværk som normaliteten gemmer sig bag. Bag stakittet savles kærlighedserklæringer ned i fadøl klokken fire lørdag morgen eller
læses mellem linjerne i røvsyge sms’er. Det er en hån,
og kærligheden brøler rasende ned ad bakken på en pude
af oplyst sommernat, drevet frem af gigantiske propeller.
Abekongen er dens ridder. Med sin kærlighedserklæring
vil han hente sin brud og lægge jeres verden i grus. Han
70
vil smadre igennem stakitter og tulipaner og banke ind
i gavlen på Mettes hus, så væggene ryster og vinduerne
klirrer, og et par dårlige svejsninger går i stykker, så rallysædet river sig løs, og en lille abekat kommer flyvende
igennem luften. Jeg banker hovedet ind i væggen. Så følger skulderen og resten af kroppen der splatter ud som
en klump modellervoks. Noget flækkede. Jeg er desorienteret. Verden skvulper omkring mig. Alligevel lykkes
det mig at rejse mig op. Båret af hendes kraftstrøm ankommer jeg på dørmåtten og trykker på knappen der skal
fortælle hende at jeg er ankommet. At jeg elsker hende.
Ding dong. Plask. Min kind lander på jorden. Jeg vågner
på en sofa. Der er is på mit hoved. Køl hjernen ned. Hold
hovedet klart. Stuen materialiserer sig. Jeg er i hendes
hus. Hun har siddet på denne sofa. Et par høje væsener
står bøjet over mig. De forsøger at kommunikere.
- Er du ok?
- Er Mette hjemme?
De virker overraskede over mit spørgsmål.
- Øhh, nej. Har du ondt nogen steder?
Kroppens tilstand. Hvorfor denne evindelige interesse
for petitesserne. Lad os hellere nå ind til sagens kerne.
- Hvornår kommer hun hjem?
71
De klør sig i deres leverpostejsfarvede hår og fremtoning.
Hvad er det for en planet han kommer fra? Pludselig går det
op for mig at Mette er adopteret. At du er så fremmed i
det her land som jeg er.
- Nej, svarer moderen. - Jeg tror hun er hos Søren. Skal
vi ringe til hende?
Jeg brækker mig på deres sofa. Bekymrede hyl når mig
igennem den dunkende hjernesmerte, og hænder løftes
op foran ansigter: hjernerystelse, vagtlæge. Pludselig kan
jeg ikke lade være med at grine. Situationens alvor er
tydeligvis ikke gået op for dem. Hvad betyder det om et
hoved er blevet rystet, når et liv ligger i ruiner?
- Tak for hjælpen, mumler jeg og samler den flækkede
kørehjelm op. De forsøger at standse mig, men abekongen er knust til en formløs masse og siver ud mellem
fingrene på dem.
*
Når alt andet fejler kan man altid falde tilbage i kendte
mønstre. Skid i lokummet. Bedre end bukserne. Så langt
har teknologien trods alt bragt os. Giv slip. Med lort mellem ballerne lægger jeg mig ned på flisegulvet og begynder at onanere. Et par ryk inde i akten sker der noget nyt.
HAHAHA! Et manisk grin. Kærligheden er manisk i sin
72
natur. Hvorfra stammer alt det mismod? Hvorfor græde
snot når man kan spise honning? Hvad er luftpudebiler,
gallafester og Søren Sejer andet en forgængelige blade
på evige træer? Vores historie, Mette, er universets sammenfiltrede partikler og træernes rødder der fletter sig
dybt i jorden. Jeg skal bare vække det ældgamle væsen i
dig der også ved det. Jeg forlader lokummet og opsøger
dit hjem.
Hun rømmer sig.
- Øh, hej Kristian.
Hun smiler og vipper ubekvemt i den halvt åbne hoveddør, men det er ikke hendes smil. Det er en hæslig abomination som menneskene har malet på hende.
Jeg rækker hende min hånd. Lad kroppen føre ordet.
Mind hende om det gamle sprog som menneskene har
forbudt.
- Har du det godt? spørger hun. - Jeg hørte at du kørte
ind i vores hus.
Hun holder på formerne og ser tøvende på mig. Modstandsmanden med det farlige sprog.
Det er i orden. Du skal ikke være bange. Hør hvor kraftfuld min sang er:
- Jeg elsker dig Mette. Atomernes byggesten længes efter
73
dig.
Hun ser sig nervøst omkring, men der er ingen steder at
flygte hen. Jeg står her, Mette. Din skillevej. Den hemmelige dør ud af menneskenes grå dimensioner. Ikke en
muskel i mit ansigt bevæger sig. Tør du?
- Kristian, du virker rigtig sød, men…
Mit sind kobler ud af øjeblikket og ind i et stormfuldt
raseri. Sådan taler et menneske.
- Ikke noget men, Mette! Vi hører sammen.
Jeg strækker hånden frem igen, som et spyd igennem
menneskenes fernis der er tykkere og hårdere, end jeg
havde troet.
- Du ved godt, jeg har en kæreste, ikke?
Kæreste. Lyden af ordet får mig til at grine højt.
- Den lakdukke. Det mener du vel ikke? Hvad ved han
om sammenfiltrede partikler?
Spørgsmålet gør hende urolig. Som en chokbølge af ultralyd sprænger det malingen. Men først en kamp mod
dæmonen som menneskene har plantet i hendes sind.
- Hvem tror du egentlig du er?
- Det ved du godt, Mette. Jeg er den anden halvdel af det
ældgamle mønster som menneskene har drevet en kile
74
igennem.
Jeg træder et skridt op ad trappen.
- Lad os lukke rummet.
Hun lukker døren på klem og sætter foden mod indersiden.
- Stop, Kristian.
- Det er ok, Mette. Det er i orden at være bange.
Jeg ta’r endnu et skridt op ad trappen.
- Kristian, vil du ikke nok la’ være. Du er seriøst nøjern.
Ak, frygten for springet. Så naturligt. Men hvor smukt er
faldet ikke, der brækkes af kærlighedens guddommelige
vinde?
- Bare spring, hvisker jeg igennem døren og lægger hænderne på.
Hun smækker.
- Fuck! Av! Fuck!
- Undskyld! råber hun igennem den lukkede dør, - men
du gjorde mig virkelig bange.
Jeg flygter ud under neglen i et rødt hav. Lad bare blodet
vokse og opsluge alt. Jeg er alligevel død i ørkenen.
75
*
For at opretholde eksistensen har menneskearten brug
for vold og råstyrke. Grundstoffer skal tvinges fra jorden med magt, og truslen om vores vold skal afskrække
andre stammer fra at anvende deres. Med sin altid vandkæmmede ansigtsbehåring og bukselængde i perfekt synkronicitet med toneangivende europæiske storbyer gør
hanekyllingen en dyd ud af at demonstrere, at han ikke
evner nogen af delene. Hvori består grundlaget for hanekyllingedyrkelsen da? Er det fremtidens teknologiske råstyrke der udklækkes under de oprullede tophuer? Næppe. Den der åbner hanekyllingens kranie (dette kan gøres
med en stor sten), vil finde at det bugner med t-shirtdesigns, smartphonesynthesizerprojekter og en kultiveret
libido hvis primære funktion er at optimere sandsynligheden for at blive dokumenteret i VICE-magasinet. Hanekyllingen er stammens erogene zone. Han er nydelsesvorten og den tynde lyserøde film under forhuden. I håb
om at dønninger fra hans orgasmer skal nå dem, tjener de
ham beredvilligt: arme, ben, næver, hjerne.
Tal om fanden, og han kommer cyklende. Lang og lykkelig, på vej mod Ørerød Gymnasium. Døden er for god
til dig, Søren Sejer. Må du fistes af jærvekløer til evig tid.
Amen.
- Hej Kristian.
76
Jeg lader som om jeg ikke har hørt ham, men i stedet for
at cykle videre stopper han op.
- Godmorgen, siger han og griner som om jeg har sagt
noget sjovt.
- Jeg kender det godt.
Hvad kender du, fucking Søren? Når sommeren brænder
længselsfuldt i dine knogler, imens spermen tørrer ind i
navlen på dig?
- Jeg hader også at stå op om morgenen, fortsætter han,
- men når man først kommer ud i kulden og træder lidt i
pedalerne, så går det sgu nok.
Jøsus Kristus. Han prøver at indsmigre sig. Kender du ikke
det, Kristian? Har vi to ikke meget tilfælles? Han smiler stadig. Hvad fanden vil han ha’ ud af denne her forpulede
samtale?
- Du, jeg har tænkt på noget du sagde, siger han.
Er det fucking smil malet på?
- Det var da vi kastede med sne. Dér hvor Morten gik lidt
over stregen. Anyway, du råbte til ham at du ikke kendte
reglerne. Jeg syntes det var meget grinern, men tænkte
ikke så meget over det. Alligevel har det på én eller anden
måde sat sig fast i hovedet på mig. Sjovt ikke?
77
Stop, Søren. Jeg fornemmer hvad der kommer, og jeg
bryder mig ikke om det.
- Pludselig gik det op for mig hvor mange regler der er
som man ikke tænker over. Det er virkelig grinern.
Stop, Søren. Den drejning som samtalen har taget må
høre op. Med det samme!
- For eksempel det dér med at kaste snebolde når man er
tæt på. Det gør man bare ikke. Jeg ved ikke hvorfor. De
gør jo også ondt når man er lidt længere væk, og ingen
siger noget hvis man trykker dem så hårdt som is…
Sidste chance, Søren. STOP!
- Alligevel ved alle at man skal putte snebolden ned i trøjen på folk når man er tæt på. Men hvordan ved vi det?
Hvor kommer den regel fra?
Han ser afventende på mig, men der kommer ikke noget
svar.
- Anyway, siger han. - Jeg må hellere komme afsted. Vi
ses, Kristian.
Jeg nåede ikke at sige fra i tide, og nu er det for sent. Med
sine ord knuste han min sidste fæstning. Søren Sejer, dit
forpulede, sympatiske lortesvin. Hvorfor vil du ikke lade
mig hade?
78
*
Jeg ligger ned på gulvet og forsager alt. Benene er bukkede og knæene peger op mod loftet. Jeg forsager at bukke
benene og lader dem falde. Knæene overstrækker og det
gør ondt. Jeg forsager at holde halsen udstrakt, så luftvejene holdes åbne. Stillestående luft siver ned i lungerne
på mig. Jeg forsager til der ikke er mere tilbage.
Psykologerne siger at personligheden størkner i kraniet på den fjortenårige. Herfra er ingen større ændringer
mulige. Fra nu af handler det om copingstrategier – at
acceptere, skjule og undertrykke sindets misdannelser.
Spørgsmålet Hvad vil du være? burde fra 14 år og opefter
udskiftes med Hvad bliver du? Leverpostejsfunktionær og
fucking jomfru. Måske du kan få lov til at søle dig selv til
i dybhavet, men om du så svømmede fra nu af og til dit
liv ender, ville du aldrig nå overfladen.
Vend tilbage, dybhavsfisk, og glem delfinerne. Dit hjem
er her i mørket. Bliv konge her. Cope. Undertving Einar.
*
I mit fravær er Fistingsatire blevet kørt af sporet. Den
nye redaktør mangler min ufejlbarlige sans for det subtile – antydningens kunst. Jeg hiver en plakat ned fra en
79
opslagstavle. Grafer er åbenbart kommet på mode. En
figur viser sammenhængen mellem de karakterer en elev
opnår, og hvor højt den fistende arm når op.
Eksplicit og moraliserende. Skulle det være kunst? Jeg
skammer mig over at have efterladt Fistingsatire i hænderne på sådanne barbarer. Jeg finder dem i træhuset.
Stedet flyder med tomme ølflasker med flere på vej.
Hvad skal rusen nytte hvis den alligevel ikke medfører et
reelt tab af kontrol? Hvis den ikke giver håb om at imorgen kan være anderledes end i dag?
Bebrejdende blikke. Jeg holder dem indtil de slår øjnene
ned under vægten af et nyt paradigme: Det var dem der
smadrede luftpudebilen. Jeg har min bærbare med.
- Se her, siger jeg og åbner den, så de kan se min seneste
kreation.
Et par elegante hænder med lange fingre spreder baller
og blotter et gabende røvhul hvorfra der flyder en tyk
strøm af sæd fra utallige mænd. Det smagfuldt retoucherede billede er holdt i sort og hvid og teksten har ingen
morale. Dette er kunst når den er mest kraftfuld – den
skinbarlige agendaløse æstetik: Røvhullet er en losseplads
for børn som ingen vil have, og knytnæver der ikke kan bokse
længere.
De betragter det i behørig tavshed.
80
- Det er fedt, siger Thomas efter et stykke tid.
Einar siger ikke noget.
Jeg nikker. - Fra nu af udkommer Fistingsatire to gange
ugentligt. Vi laver dem og printer her i træhuset.
- Vi har ikke nogen printer, protesterer Einar.
- Thomas, du har én på dit værelse, siger jeg. - Den kan
du tage med.
- Det kan jeg vel.
Jeg sætter mig ned og åbner en øl. Lad ødelæggelserne
begynde.
- Hvordan går det for resten med hende Mette? spørger
Thomas.
Jeg trækker på skuldrene. - Hun var ikke som jeg havde
troet.
- Jeg tænkte det nok. De er sgu alle sammen ens.
81
*
Satan, giv mig had til at smadre det jeg ikke kan få
Styrke til at smadre det jeg har
Visdom, nej tak
Amen
Efter seks dages arbejde tager mesterværket form i millioner af hadefulde pixels. På en dybblå baggrund vrider orange menneskekroppe sig i cirkler forbundet med
knytnæver og ringmuskler: Fistinghjulet Samsara. Da billedet er færdigt zoomer jeg ind på midten hvor Mette,
Søren og katten er låst sammen i et smertefuldt kram.
Det er et gigantisk billede, og selvom der er zoomet helt
ind, er detaljerne tydelige. Klokken er seks om morgenen, og jeg er alene på mit værelse. Alligevel ser jeg mig
instinktivt omkring, inden jeg fremmaner min seksualitet. Zoomer ind til en passende beskæring og kommer
til synet af Mette med en knytnæve i røvhullet. Godnat
skat.
82
*
Vi står i tavshed og betragter printeren imens den forvandler blækpatroner og A4-sider til et tre gange tre
meter lidelsens puslespil. Da natten falder på, fylder vi
taskerne med tapetklister og begiver os mod Ørerød
Gymnasium.
Papir, klister, pensel, røvhul op på mur. Papir, klister,
pensel, knytnæve ind i røvhul. Papir, klister, pensel, solen står op.
- Fuck det blev godt, siger Einar og misser med øjnene i
det tidlige lys. - Skide mennesker.
Thomas nikker. - Det bedste vi har lavet.
- Lad os fjerne det igen.
- HVAD!? Thomas og Einar i kor.
- Jeg er ikke tilfreds. Baggrunden er alt for lys. Det ligner
en fucking motivational poster.
- Det mener du ikke!?
- Bland dig udenom, Einar. Du har aldrig fattet en skid
af det her.
Einar holder kæft, og jeg går i gang med at flå plakaterne
ned.
83
- Og kontrasterne er også helt off, mumler jeg og krøller
et papir sammen. - Hvad fanden tænkte jeg på?
- Det her får du ikke lov til, Kristian.
Det er Thomas’ stemme. Jeg ser ikke på ham, men jeg
kan høre at han spænder i maven.
- Hører du, Kristian? Du får simpelthen ikke lov.
- Det gælder også dig, mumler jeg og fortsætter med at
flå plakater ned. - En fucking logrende hund.
- Kristian!
Plakaterne skal ned. Ignorer savlen. Plakaterne skal ned.
Plakaterne skal ned.
Thomas’ sko tvinger sig vej ind i mit synsfelt. Han sparker mig over skinnebenet.
- Jeg er så pissetræt af dit abekongelort!
Hvilket uvejr. Mål- og middelløs taber jeg kroppen på
jorden i næsegrus beundring.
- Tak, Thomas. Kæreste ven.
Jeg klamrer mig til hans sko. Snudekyssende.
- SÅ STYR DOG DIT EGOTRIP!
Med naturkræfternes skønhed og brutalitet presser han
84
mit ansigt væk og går sin vej.
- Kom Einar, vil du med?
De går, og også Einar lader foden stryge hårdt mod mit
legeme på vejen.
Et sted i processen flækkede en læbe, og mine lunger
åbnede og lukkede sig igen og igen, så himlen kunne
strømme ind i mit blod og ud i hver eneste celle i min
krop. Hvilken enestående og dyrebar konstellation at ligge udstrakt i atmosfærens kuvøse og smage på sin kerne
af flydende jern.
Kæreste Einar, du konge af konger. Er det ikke sandheden
jeg smager i blodet der løber fra min læbe? Sandheden du
føler i mødet mellem din vrist og mine ryghvirvler? At
alles univers er uendeligt stort.
*
Er det rigtigt at du smadrede ind i Mettes hus på en flyvende bil? spørger væselen.
Jeg trækker på skuldrene. Skuldrene trækker på mig. Vi
trækker på hinanden.
- Ja, noget i den stil.
Hun ser på mig et stykke tid.
85
- Hvorfor gjorde du egentlig det?
- Jeg var vel kommet på afveje.
Hun skal til at sige noget, men sabeltigeren kommer luntende.
- Hej Christina, logrer tungen.
- Skrid nu med dig, Morten. Fatter du ikke at jeg synes
du er nedern?
Han står stille et øjeblik imens informationen trænger
igennem den tunge mekanik i hans kranie. Stigbøjle,
ambolt og hammer får endelig slået hul på øresneglen,
og beskeden buldrer ind i den snævre tragt. Han er et
nedern menneske. Bedre om han også var et skridende
menneske. Da sabeltigeren er forsvundet, forvandler
væselen sig til menneske igen. De skarpe hjørnetænder
bliver til store perler, og i en elegant bevægelse slikker
hun kløerne rene for blod og skjuler dem under prinsessekrøllerne.
- Undskyld, siger hun, - men kan du ikke se det fra mit
synspunkt? Synes du ikke også han er nedern?
Jeg trækker nervøst på skuldrene.
- Han er jo bare en sabeltiger, kommer jeg til at sige højt.
Hun ser underligt på mig og griner så højt.
86
- Du minder mig om min far, siger hun.
- Nå, hvordan er han da?
- Var, siger hun. - Han var anderledes.
- Det må du undskylde. Jeg vidste ikke at…
- Det gør ikke noget, siger hun og træder pludselig ud af
gokkebogens todimensionelle laminatpapir hvor de store
bryster, cumshotøjnene og de skarpe kløer bor.
Et eller andet jeg sagde, fik hende til at blotte en flig af
sin tredje dimension. Et rum som kun hun kan træde ind
i. Hvor hendes far stadig lever.
- Det er længe siden, men han sagde også altid sådan nogle mærkelige ting.
Hun tøver lidt og skal til at fortsætte da klokken ringer ind til endnu en lancier. Et lykkeligt egern kommer
springende i kåde hop. Halvt pik, halvt kængurustylte.
Han griber stolt væselens hånd og trækker hende med
ud på dansegulvet.
- Vi snakkes, mumler jeg efter hende.
87
*
Livet er en dans, og jeg ser på med musikken som en
akavet irritation i kroppen og et stort hul i min menneskelighed. Hvad nu? Jeg sætter mig ned på en stol. Lad
dem bare komme: guruer, selvhjælpsbøger og radikale
imamer. Jeg skal nok lystre. Bare giv mig ét eller andet.
Sabeltigeren hører min bøn.
- Kom.
Han ta’r hårdt fat i min skulder, og jeg følger med. Hvor
rart at få lov til at være nogens hund. Sabeltigeren skurrer sine tænder mod hinanden – så hårdt at det næsten
lyder som menneskeord.
- Du holder dig fra hende.
Jeg kan ikke lade være med at grine, selvom det ikke
huer sabeltigeren.Tænk at jeg skulle blive for nogen hvad
Søren Sejer var for mig.
- Jeg ville jo bare ha’ Mette, mumler jeg, imens min krop
flyder vidløs med - og et lille kys i træhuset.
Sabeltigeren indser desværre ikke at vi er skæbnesbrødre
og har i stedet besluttet at ødelægge mig. I grunden en
smuk tanke at splittes ad og lade sine mindste bestanddele fortsætte i universets kredsløb.
88
På vej ud får jeg øje på Henrik Svale. Han forsøger at få
øjenkontakt med sabeltigeren i en kæk hilsen, men da
han indser at der skal fistes smuldrer stålet, og øjnene
fortsætter deres evige vandren. Må du finde det, kære
ven. Kære Henrik Svale, og må du tilgive dig selv når
morgenen kommer, og med sit skarpe lys afslører nattens
dåd.
Vel udenfor er det et faktum at sabeltigeren er god for
sine ord. Kampvægten er i løbet af natten øget med et
par kilo øl der ligger tungt på bunden af næverne. Gode
solide næver. Hvilken mand. Nu skal der tæskes. Jeg læner mig tilbage i sindet og skruer helt op for volumen, så
højttalerne summer. En stor komponist går på scenen, og
han dirigerer selv. Stilhed. Og så en rungende kajeryster.
Mavepuster, og koret af indvoldenes klagesang. Hvilken
forestilling. Kritikere vil sige at det var en fejl af ham ikke
at inddrage næsen, som en koncert uden violiner, men
jeg mener netop at det er heri genialiteten ligger. Den
uindfriede forventning. Mal selv blodet på.
Så kommer Thomas. En helt af klassisk dannelse med
gode rodfæstede værdier der resonerer bredt i menneskenes etiske skikke på tværs af kulturer. Man må ikke
slå! Kan man andet end beundre ham? Men hvad er dit
våben, Thomas? Hvor er din stemmeret i denne voldens
verden?
Så kommer Thomas. Min ven.
89
Griber hårdt fat om kanten på Goliats underbukser og hiver opad af alle kræfter. Sabeltigeren hyler. Og forståeligt
nok. Det er jo slet ikke silke hans underbukser er gjort
af, men skærende polyester, og i forhold til deres dominerende rolle i menneskenes verden er testikler overraskende skrøbelige. Til sidst bliver menneskene trætte af
vores forestilling. Selveste Søren Sejer er med i redningsaktionen og spørger bagefter om jeg er ok, til hvilket jeg
svarer fra bunden af mit hjerte:
- Ja.
Sabeltigeren er anderledes i kløerne på lidelsen og forsøger at kæmpe sig fri af tre drenges greb. Fri til at tæske
mig. Det stakkels kræ har helt glemt underbukserne der
stadig fister løs i hans pung. Og dér har vi hende jo: Mette. Dette smukke væsen. Hvor rager du mange dimensioner op. Hvor fortjener du kys. Fortjener du fingerspidser
i hårkanten. Hun vil også snakke med mig. Tænk engang,
al den opmærksomhed for så ringe en præstation i bokseringen.
- Er du ok?
- Stakkels sabeltiger, mumler jeg. - Han ville jo bare have
væselen, men nu fik han underbukserne maset op i klunkerne i stedet for.
Hun ser spørgende på de andre. Om nogen af dem forstår hvad der foregår? Det er ok, Mette. Jeg kan godt el90
ske dig alligevel. Selvom du ikke taler mit sprog. Selvom
du ikke vil se de dimensioner hvor mit væsen føler sig
hjemme, og ikke vil vise mig dine.
- Lad os skilles med fred, siger jeg og breder armene ud.
Hun reagerer på min gestus, som om hun opfangede et
enkelt forståeligt ord i en samtale på et ukendt sprog. Vi
krammer. Hun presser sine bryster mod mig, og vores
hår filtrer sig sammen. Tættere kommer vi aldrig.
91
Tak
til alle jer der har troet på mig og Bangebuksen og givet
af jeres tid og talenter, opmærksomhed og finanser. Det
har været en overvældende oplevelse at bede om og
modtage så meget.
Alexander Karlberg
Anas
Anders Røge
Andreas Markert
Anine Borger
Anne-Stine Rossander
Asger Reinhardt Goth
Bodil
Bror Katzen
Camilla Jensen
Carl-Emil Krogsgaard
Daniel Pedersen
Danny Sørensen
David Liwoch (customhorror.net)
Dylan Tromp
Emil Sarauw
Familien Dupont-Mouritzen
Far
Farmor
Frederik Jensen
Gabriel Strykowski
Ian Madsen & TinaVilykke
Innowear.dk
Joachim Hjerl
Josefine Lykke
Judith Jørgensen
Julius Kirkegaard
Lea Hildebrandt Rossander
Mads
Maia Kjeldset Siverts
Malene HovgaardVested
Maria Asmussen
Martin Kufahl
Mathias Jensen
Mathilde Streton
Matilde Bisballe
Mie Greve
Mikkel Stockmann
Miriam Ortwed
Mor Pesto
Nanna Foss
Nicolai Nygaard
Ninna Kofod
Nkidu!
Oliver Metcalf-Rinaldo
Panni
Rasmus Birkedal
Sofia Storck
Søren Frederik Hansen
Tania Sofie Lousdal Borkmann
Terese Hougaard
Thomas Aktor
Tobias Brask
William Nielsen
Gemte stjerner
*
Bangebuksen
Af Mulmenneske
Copyright © Frederik Strykowski Rose Bjare og KØTER, 2015
ISBN 978-87-998387-0-7
Forsideillustration: David Liwoch (customhorror.net)
Tryk: Totem, Inowrocław, Polen, 2015
1. udgave, 1. oplag
Forlag: KØTER (koeter.dk)

Untitled

Transcription

Similar documents

Danskundervisning - Fyrtøjet af H.C. Andersen.pdf

Seniorkattens sygdomme - Vejle Dyrehospital & Dyreklinik

Gør det for katten! - Det Danske Katteregister

Rap og musikvideoer

Pasningsvejledning for kat

xxx - Nyt Liv

Klik her for at downloade materialet

Mysteriet om fuck fagmodulsprojekt fs15