Børn skal være børn - Yannik Noah Næsby 15v7 sk11219

Børn skal være børn!
Navn:
Studienummer:
Vejleder:
Uddannelsessted:
Udarbejdet:
Antal anslag:
Engelsk titel:
Yannik Noah Næsby
SK11219
Eva Fuchs Wilkinson
Pædagoguddannelsen UCC Storkøbenhavn – Skovlunde
Vinteren 2014/2015
71.826
Children should be children
Indholdsfortegnelse
Indledning ................................................................................................................................... 1
Problemformulering ................................................................................................................... 1
Afgrænsning ................................................................................................................................ 1
Metodeafsnit ............................................................................................................................... 2
Alkohol ........................................................................................................................................ 3
Afhængighed ................................................................................................................................................ 3
Teori ........................................................................................................................................... 4
Omsorg og omsorgssvigt ........................................................................................................................... 4
John Bowlby ................................................................................................................................................ 6
Tilknytning og samspil i udsatte familier ................................................................................................ 8
Mary Ainsworth – strange situation test .................................................................................................. 8
Delanalyse: Bowlby VS. Ainsworth ........................................................................................................ 9
Erik Erikson ................................................................................................................................................ 10
Otte aldre i menneskets liv ..................................................................................................................... 11
Daniel Stern ............................................................................................................................................... 13
Delanalyse: Erikson VS. Stern ............................................................................................................... 15
Metodeovervejelser – interview ............................................................................................... 15
Empiri ........................................................................................................................................ 17
Analyse ...................................................................................................................................... 19
Pædagogens rolle ....................................................................................................................................... 19
Hvad siger lovgivningen?......................................................................................................................... 20
Underretning ..........................................................................................................................................20
Den svære samtale .................................................................................................................................... 21
Interview med Camilla ..............................................................................................................................22
Casen med Kasper .................................................................................................................................... 24
Druk og svigt – Druk fører til vold og overgreb .................................................................................... 24
Konklusion ................................................................................................................................ 25
Perspektivering .........................................................................................................................26
Bibliografi .................................................................................................................................. 27
Indledning
Jeg har valgt at undersøge børns udvikling, når de vokser op i et hjem, hvor den ene eller
begge forældre har et alkoholmisbrug. Det der interesserer mig er, at jeg har haft med
mennesker med alkoholproblemer at gøre i min praktik og har derfor mødt deres børn i
min hverdag. I dagens Danmark vokser 122.000 børn op i en familie, hvor en eller begge
forældre har et alkoholmisbrug (Sundhedsstyrelsen, Alkohol: Børnefamilier med
alkoholproblemer, 2014). Dette er godt og vel hvert 10. barn. Endvidere er der, ifølge
Sundhedsstyrelsen 10 % af disse børn, som får stillet en psykiatrisk diagnose. I forhold til
børn, der ikke er vokset op i et misbrugshjem, er der her kun 5 %. Ud over det er der 40 %
af børnene, som har symptomer på belastning og 50 % klarer sig på lige fod med andre
børn (Sundhedsstyrelsen, Når mor og far drikker, 2009).
Det interesserer mig, hvad man som pædagog i vores velfærdssamfund i Danmark kan gøre
for at støtte og hjælpe disse børn. Det er vores opgave som pædagoger at sætte tidligt ind i
forhold til omsorgssvigt, da vi er de individer og omsorgspersoner, som alle børn møder i
deres første år – og det er i disse år, den vigtigste udvikling sker. Vi skal som fagpersoner
være opmærksomme på nogle helt specifikke faresignaler, som udsatte børn udsender, så vi
kan bidrage til en god opvækst.
Mit fokuspunkt i denne opgave er dels børns udvikling, og hvordan en opvækst i en familie
med alkoholproblemer kan være med til at udfordre barnets udvikling, dels hvordan vi som
pædagoger sætter tidligst muligt ind i forhold til børn, der er udsat for denne type af
omsorgssvigt. Og om omsorgssvigt i det hele taget behøver at komme på tale. For kan man
ikke være en god forælder, selvom man desværre er afhængig af alkohol? Og hvad vil det
overhovedet sige at være afhængig? Hvorfor er det, at man med et misbrug ikke kan sætte
sine børn i første række, hvad er det alkoholen gør ved folk, så de ikke kan styre det og
bliver ligeglade med alt andet – selv deres egne børn?
Problemformulering
Hvilken betydning kan det have for et barns udvikling at vokse op i et hjem med
alkoholmisbrug, og hvordan kan vi som pædagoger støtte børn, der er udsat for omsorgssvigt
på grund af alkoholmisbrug i hjemmet?
Afgrænsning
Jeg har valgt at arbejde med børns udvikling fra de er spædbørn op til, hvor børnene
begynder i skole, altså omkring 5-6 års alderen. Dette fordi, det er i de første leveår, at vores
udvikling er størst og mest betydningsfuld for hvordan vi former os som individer.
SIDE 1
Omsorgssvigt kan være rigtig mange ting, men vil fokusere på svigt i børns udvikling på
baggrund af, at de er vokset op i et hjem med alkoholmisbrug.
Dertil har jeg valgt at perspektivere et voksent barn af en alkoholiker og hvordan hun føler,
at misbruget hos hendes far har påvirket hende i barndommen.
Jeg har der udover valgt at sætte fokus på pædagogens rolle over for de omsorgssvigtede
børn ved hjælp af lovgivning så som underretningspligt og den svære samtale pædagog og
forældre imellem.
Metodeafsnit
Jeg har i denne opgave valgt primært at sætte fokus på omsorgssvigt og børns udvikling. Til
at belyse børns udvikling bruger jeg forskellige perspektiver. Den ene er John Bowlbys
tilknytningsteori, fordi omsorg og tilknytning er to faktorer, som er tæt knyttet sammen i
barnets første leveår. For at supplere Bowlby, fremhæver jeg også Mary Ainsworth, der
ligesom Bowlby og har beskæftiget sig med tilknytning. De to har haft et tæt samarbejde
om børns tilknytning, og derfor finder jeg det relevant at have begge teoretikere med.
Den tredje teoretiker er Erik Erikson og hans udviklingspsykologi. Erikson har jeg valgt at
tage med, fordi jeg finder hans livsstadier omkring barnets udvikling interessant at bruge i
forhold til min empiri og mine tanker.
Den sidste teoretiker, hvis udviklingsteori jeg belyser, er Daniel Stern. Stern fremhæver
barnets udvikling på en meget konkret måde og udformer barnets udvikling i måneder,
hvor Erikson gør det i år. Derfor synes jeg, at det er interessant at se, hvordan de to er
enige/uenige.
Fra et samfundsfagligt perspektiv inddrager jeg lovgivning fra Dagtilbudsloven omkring
omsorg og udvikling. Endvidere kommer jeg ind på, hvordan man som professionel i vores
fag har underretningspligt, og hvordan det skal gøres.
Det er ikke kun et pædagogisk og samfundsfagligt perspektiv, jeg berører i opgaven. Der er
måske mange der tænker: ”Hvis du har et barn, hvorfor stopper du så ikke bare med at
drikke?” Derfor har jeg valgt også at belyse emnet afhængighed, for også at inddrage et
sundhedsfagligt perspektiv. Dette har jeg gjort med hjælp fra Sundhedsstyrelsen, som
sætter stor fokus på danskernes alkoholvaner og oplyser om, hvor sundhedsskadeligt det
kan være at drikke for meget. Sundhedsstyrelsen er også gode informanter til børn og unge,
der har alkohol tæt ind på livet i familien. Til sidst bruger jeg Finn Zierau, som er overlæge
på Bispebjerg Hospital.
Til sidst har jeg i mine empiriske undersøgelser valgt at beskæftige mig med den kvalitative
metode. Jeg har lavet et interview med en ung kvinde, som er vokset op i et hjem med en
far, der havde et alkoholmisbrug. Med i mine overvejelser har jeg søgt råd i Metodebogen
SIDE 2
omkring, hvordan man laver et godt interview og hvilke redskaber man skal bruge. Dette
kommer jeg mere ind på i afsnittet om metodeovervejelser.
Alkohol
I Danmark skønnes det, at omkring en tredjedel af nationens befolkning har et
familiemedlem, der har et alkoholmisbrug. Der udover er det ca. halvdelen af befolkningen
i Danmark, som kender en i sin omgangskreds, der har et overforbrug af alkohol.
Ud af landets 5,5 millioner indbyggere er det omkring 860.000, der drikker mere end
Sundhedsstyrelsens anbefalede grænse – dvs. at over 15 % ikke holder sig til grænsen, som
er 14 genstande for kvinder og 21 genstande for mænd om ugen (Sundhedsstyrelsen,
Alkohol: Børnefamilier med alkoholproblemer, 2014).
AFHÆNGIGHED
WHO har opstillet seks punkter, hvor den enkelte skal kunne nikke genkendende til
minimum tre af disse inden for et år, før der er tale om afhængighed. Disse seks punkter er
følgende:
1.
2.
3.
4.
5.
En kraftig trang til at drikke
Mistet kontrol over mængden af alkohol, som man indtager
Abstinenser ved ikke at indtage alkohol
Alkoholindtaget er stigende for at opnå den fulde effekt af rusen
Problemer med at indgå i sociale fællesskaber og relationer – dette kan eventuelt
føre til fyring på arbejdspladsen og/eller skilsmisse
6. Stadig indtag af alkohol, selvom man mærker tydelige tegn på de negative
virkninger, som ens store forbrug af alkoholen medfører (Zierau, 2001, s. 27)
Eksempel:
Michael på 43 år bor sammen med sin kone og deres to børn. Michael er de sidste måneder
begyndt at drikke mere og mere, fordi opgaverne vælter ned over ham på arbejdspladsen. Det
begyndte med en enkelt øl ved fyraften et par gange om ugen. Nu er det blevet til en six-pack
hver aften. Michaels kone er blevet bevidst om hans stigende forbrug og har forsøgt at tale
ham til fornuft, men dette er ikke lykkedes. På arbejdspladsen mærkes det også, og Michael
har allerede været til to samtaler med chefen. Han har nu været til en tredje samtale, fordi
han er mødt beruset op på arbejde, og chefen har valgt at fyre Michael. På grund af Michaels
stigende forbrug og fyringen, vælger Michaels kone nu at flytte ud, da han vælger alkohol
frem for familien, med hun håber på, at Michael kommer til fornuft. Hun forsøger at få
Michael til at begynde i behandling, men dette mislykkedes også.
I ovenstående ser vi et klassisk eksempel på en mand, der føler sig presset på arbejdet og
ikke kan sige fra. De små genstande bliver efterhånden flere og flere – her opfylder Michael
SIDE 3
punkt nummer 4. Yderligere bliver han fyret fra sit job og konen flytter – dette udgør punkt
nummer 5. Michael opfylder også punkt nummer 6, da han vælger familien fra til fordel for
alkoholen, da konen stiller ham et ultimatum.
Michaels forbrug er altså hermed blevet til en afhængighed, som han er ude af stand til at
kontrollere og dermed gået hen og blevet et misbrug.
Heldigvis ender ikke alle familier, hvor et medlem har et alkoholmisbrug, som Michaels
familie. Nogle gange møder man også solstrålehistorier. En sådan har jeg været heldige at
finde, hvilket jeg ser nærmere på i min empiri.
Teori
OMSORG OG OMSORGSSVIGT
Omsorg for et barn er en af de vigtigste byggesten i barnets liv og med til at præge barnets
udvikling og opvækst. Børn er nemlig ikke selv i stand til at sørge for, at der er nogen, der
tager vare på dem. Det er omsorgsgiveren, der er ansvarlig for at give barnet de
kvalifikationer, der er med til at gøre barnet robust til at vokse op i samfundet, både socialt,
fysisk og psykisk (Boserup & Merrild, 2012).
Er omsorgsgiveren ikke i stand til at yde den korrekte omsorg og give empati, bliver der
altså tale om et omsorgssvigt. Et omssorgssvigt kan være mange ting, og vold kan være en.
Der findes fem typer for vold:





Fysisk vold
Psykisk vold
Seksuel vold
Materiel vold
Latent vold
Fysisk vold betegnes ved fysisk skade. Dette kan eksempelvis ske med spark, slag, ikke
give barnet mad osv.
Psykisk vold betegnes ved psykisk skade. Enten er barnet blevet truet med tæsk eller
andre fysiske overgreb. Det kan også være at barnet ser, at far slår mor.
Seksuel vold betegnes ved at have oplevet et seksuelt overgreb. Dette kan både være rent
fysisk ved at blive misbrugt seksuelt – men også ved at blive tvunget til at se en pornofilm
og dermed blive krænket på ens seksuelle område.
Materiel vold betegnes ved, at barnet er til stede, mens eksempelvis mor eller far
ødelægger ting i hjemmet. Det kan også være, at barnets egne ting bliver ødelagt, eller
barnets kæledyr bliver udsat for fysisk skade (Danner, 2008)
SIDE 4
Latent vold er en form for vold, hvor man associerer til noget, der er sket før og danner
tanker omkring, hvordan det kan ske igen. For eksempel hvis far sidste jul var fuld og
ubehagelig, så tænker barnet tilbage på det og er bange for, at det kommer til at ske igen.
Barnets hjerne er konstant på overarbejde, fordi det hele tiden tænker på ”hvornår sker det
igen?” (Abrahamsen, 2014).
Der er i efteråret 2012 foretaget en undersøgelse i forbindelse med et forskningsprojekt
lavet af Center for Rusmiddelforskning (artiklen er vedlagt som bilag 1), hvor 500
mennesker i alderen 18-34 år har deltaget. De er alle fra TUBA (Terapi og rådgivning for
Unge som er Børn af Alkoholmisbrugere), som er en rådgivning, der hjælper mange unge,
som vokser op i familier med alkoholmisbrug (Philbert, 2009).
Ud fra undersøgelsens resultater er Thomas Mackrill, der er psykolog og leder af projektet,
kommet fra til nogle fatale tal og konklusioner. Han nævner blandt andet, at mange af de
adspurgte unge, der er vokset op i familier med alkoholmisbrug, har været udsat for vold af
fysisk, psykisk eller seksuel karakter.
Næsten 50 % af de adspurgte havde oplevet fysisk vold. 63 %, altså næsten 2/3, havde været
udsat for psykisk vold. Og 14,5 % var blevet udsat for seksuelle overgreb i deres barndom
(Philbert, 2009).
Ifølge Thomas Mackrill er alkohol hovedpersonen i disse familier. Han fortæller ydermere,
at de børn, der vokser op i en familie med alkoholmisbrug udvikler sig forskelligt og har
forskellige tendenser til at udvikle problemer senere hen i deres tilværelse – både psykiske
og sociale.
Thomas Mackrill siger: ”I en familie med alkoholproblemer tager alkoholen al
opmærksomheden – også fra børnene, som ofte oplever svigt og manglende omsorg. Og nogle
frygter, at deres forældre skal dø af deres misbrug.” (Philbert, 2009).
Her nævnes omsorgen og omsorgssvigtet, som disse forældre påfører deres børn. Men børn
skal ikke tage ansvar for deres forældre. Som nævnt tidligere i afsnittet er det vigtigt for et
barns udvikling, at der er nogen, der tager hånd om dem og passer på og beskytter dem.
Det er derfor forældrenes ansvar, som de voksne, at drage omsorg for deres børn.
Der skal tages fat om det problem, at der er en i familien, der har et alkoholmisbrug. Ellers
bruger man for meget tid og for mange kræfter på at fokusere på alt det udenom. Her er
der tale om, de problematikker det fører med sig, at der er en i familien, der har et
alkoholmisbrug, eksempelvis vold. Når det er misbruget, der er kernen, er det her, man må
starte med at tage fat.
Citat 1:
”Som lille barn er det skræmmende at forestille sig, at forældrene ikke har styr
på tingene, og så kan det være nemmere at skyde skylden på sig selv. På den måde kan de
SIDE 5
også bevare en fantasi om, at situationen kan ændres, hvis bare de er lidt sødere eller artigere,
selvom det er forældrenes ansvar at løse problemerne” (Philbert, 2009).
Citat 2:
”Børn elsker deres forældre og er solidariske med dem, så de vil af gode grunde
bakke op om dem. De tænker, at deres forældre er der for at støtte dem og passe på dem og
kan ikke vurdere, at deres forældre ikke tager sig godt nok af dem. Man kan sige, at de er
udleveret til forældrene og er nødt til at have tillid til dem” (Philbert, 2009).
JOHN BOWLBY
John Bowlby var en engelsk psykiater. Sammen med den amerikanske udviklingspsykolog
Mary Ainsworth udviklede de grundlaget for tilknytningsteorien. Dette gjorde de gennem
Bowlbys arbejde med fattige, udsatte børn efter 2. verdenskrig var endt og empiriske
undersøgelser foretaget af Mary Ainsworth (Skovborg & Jessen, 2011).
Når børn binder sig til sin mor eller far, er det ikke fordi, at de er barnets biologiske
forældre, men fordi de er de personer, der beskytter barnet. Den, som barnet tilknytter sig,
er altså den primære person i barnets hverdag, som giver tryghed, omsorg og beskytter
barnet. Her kan der også være tale om en forælder med særlige vanskeligheder så som
misbrug, da det ikke kommer an på egnetheden. Der kan dog stadig være forskel i
kvaliteten af det bånd, som spædbarn og primær omsorgsgiver får til hinanden. Samspillet
de to imellem kan være så svagt, at barnet tager det med sig senere hen i livet. Føler barnet
sig for eksempel afvist i en tidlig alder af sin mor eller far, kan dette forårsage, at barnet
senere hen vil have problematikker med tilknytning til andre individer i dets hverdag.
Et barn, som oplever ikke at blive set eller hørt af sine forældre og ikke får opfyldt sine
behov, får skabt et utrygt tilknytningsmønster til forældrene. Det vil kunne ses på barnet,
når det føler sig udsat for fare.
Bliver barnet derimod mødt med fyldestgørende respons fra forældrene, udvikler det her et
trygt tilknytningsmønster og vil få en oplevelse af at blive passet på (Skovborg & Jessen,
2011).
Der er ifølge John Bowlby fem forskellige tilknytningsmønstre mellem barn og forældre –
trygt, utrygt, undvigende, ambivalent og desorganiseret.
Det trygge tilknytningsmønster
Et barn, som oplever at forældrene giver det tilstrækkelig omsorg, beskytter det og opfylder
dets behov, danner et trygt tilknytningsmønster. Barnet udvikles på mange områder og
lærer blandt andet at være empatisk, social og at kunne reflektere. Det er nysgerrigt og er
meget koncentreret om at undersøge verden. Forældrene kan se barnets behov og reagerer
herefter for at opfylde disse behov. Barnet har her forældrenes fulde opmærksomhed og
SIDE 6
bliver elsket og passet på og modtager den omsorg og tryghed, som det har brug for
(Skovborg & Jessen, 2011, s. 31).
Det utrygge tilknytningsmønster
Som modsætning til det trygge tilknytningsmønster ses barnet i det utrygge
tilknytningsmønster tilbageholdent i forhold til at gå på opdagelse. Det søger i stedet efter
tryghed, da det ikke får sit tryghedsbehov opfyldt nogle steder fra. Barnet vil stoppe med at
prøve at opspore en omsorgsgiver, der rækker hånden ud. I denne udvikling af barnet er
det det sociale samspil med andre individer, der som oftest ikke bliver udviklet, som det
skal. Barnet vil have svært ved til at udvise empati eller danne sociale relationer. Det er
disse børn, der bliver for hurtigt voksne, da de må lære at klare sig selv. Dog er det utrygge
tilknytningsmønster ikke lig med udvikling af psykiske lidelser senere hen (Skovborg &
Jessen, 2011, s. 32).
Det undvigende tilknytningsmønster
Et barn, der danner et undvigende tilknytningsmønster, viser i en tidlig alder, at det ikke
har behov for mor eller far. Hvis forældrene eksempelvis forlader det rum, hvor barnet er,
er barnet i stand til at opstille en form for forsvarsmekanisme for netop ikke at reagere på,
at det bliver efterladt. Viser et barn denne adfærd i et-årsalderen, søger det ikke længere
trøst og omsorg hos forældrene. Barnet ser ikke forældrene som en tryghed og bliver
selvstændigt og lukker sine behov inde i sig selv. Dette tilknytningsmønster bliver synligt,
når barnet har opgivet, at forældrene vil give det den tryghed og opfyldelse af dets behov,
som barnet har brug for (Skovborg & Jessen, 2011, s. 32).
Det ambivalente tilknytningsmønster
Når barnet ikke er sikker på, hvor vidt forældrene er disponible eller ej, opstår det
ambivalente tilknytningsmønster. Her oplever barnet, at dets behov opfyldes alt efter,
hvornår forældrene har tid og lyst. Det er altså styret af uforudsigelighed. Et barn, der
udsættes for en udvikling, der bærer præg af forældrenes præmisser, bliver meget usikker
på sig selv og er ikke i stand til at kontrollere dets egne følelser. Det vil reagere voldsomt,
hvis forældrene forlader det rum, hvor barnet befinder sig og ved genforeningen vil barnet
være så bange for at blive forladt igen og have svært ved at stoppe sin gråd. Et barn med
dette tilknytningsmønster vil ikke være i stand til at turde gå på opdagelse, da alt det
kender til er uforudsigeligt (Skovborg & Jessen, 2011, s. 33).
Det desorganiserede tilknytningsmønster
Hos børn der er desorganiserede, ser man ikke noget tilknytningsmønster. Barnet er så
skadet, da det har været udsat for massiv omsorgssvigt fra forældrene, at det er styret af
frygt og angst. Barnet har ikke tillid til nogen voksen, da det ser voksne omsorgspersoner,
som det har set forældrene. Det er altså barnets frygt for forældrene, der er afgørende for,
hvordan barnet reagerer på andre voksne eksempelvis pædagogerne i institutionen. Barnet
tager derfor afstand til de voksne, som det ellers skal knytte sig til. Det er ødelagt efter at
SIDE 7
være svigtet, så det orker ikke at organisere en måde at skulle håndtere tilknytningen på
(Skovborg & Jessen, 2011, s. 33).
Barnet vil udtrykke sin adfærd mest ved følelsesmæssige situationer, hvor det er naturligt
for det, at omsorgsgiveren viser sig og støtter barnet. Tilknytningen er derfor altid synlig
hos barnet, dog aftager denne synlighed dog omkring 3 års alderen (Thormann, 2009, s.
75).
TILKNYTNING OG SAMSPIL I UDSATTE FAMILIER
Som tidligere nævnt vil et barn altid knytte sig til sine primære omsorgsgivere (forældrene)
lige gyldigt, hvor egnede disse personer er i rollen som omsorgsgivere. Det varierer dog,
hvordan barnet knytter sig til de primære omsorgsgivere, da det hele kommer an på den
emotionelle kontakt barn og omsorgsgiver imellem.
I den trygge sfære er barnet i den overbevisning, at dets omsorgsgiver altid vil beskytte det
mod farer og utryghed. Skulle der opstå noget uventet farligt, ved barnet, at det vil blive
beskyttet (Killén & Olofsson, 2003, s. 94).
Det kan dog blive et dilemma for barnet, netop fordi det altid vil være knyttet til dets
primære omsorgsperson, at vige fra denne, når der opstår noget, som vi andre ville se som
et faresignal for barnets udvikling. For omsorgspersonen vil være så langt fra barnet, at
han/hun faktisk ubevidst vil påvirke barnets udvikling i en negativ retning. Er barnet for
eksempel i gang med at udvikle et negativt tilknytningsmønster, så kan omsorgspersonen
være med til at styrke denne udvikling. Så ikke nok med, at barnet ikke modtager den
optimale omsorg og dermed udvikler et negativt adfærdsmønster, så er forælderen altså
også med til at fremme denne proces (Killén & Olofsson, 2003).
MARY AINSWORTH – STRANGE SITUATION TEST
Som sagt foretog Ainsworth en række empiriske undersøgelser om, hvordan børn og
forældre tilknyttes. Ainsworth fulgte og observerede 26 børn og deres forældre fra børnene
blev født til de var 1 år. Derefter udsatte hun børnene for en stresstest, dog under ordnede
og kontrollerede forhold og kun i få minutter ad gangen. Moren til barnet forlod det rum,
hvor barnet var anbragt, i nogle få minutter. Dette gjorde hun to gange. Ud fra hvordan
barnet reagerede og den adfærd det udviste, kunne Ainsworth herefter analysere og
konkludere barnets tilknytningsmønster. Det er denne undersøgelse, der har været
fundamentet for tilknytningsteorien (Skovborg & Jessen, 2011, s. 34)
Tryg/autonom
Når moren forlader rummet, opfatter barnet det. Til trods for, at det nu er alene, går barnet
alligevel på opdagelse i rummet. Da moren igen kommer ind, opsøger barnet igen sin mor,
men er dog alligevel interesseret i at gå på opdagelse. Barnet udviser en rolig adfærd.
SIDE 8
Undgående
Når moren forlader rummet reagerer barnet ikke. Det har i stedet for travlt med at
undersøge og gå på opdagelse i rummet. Uden for rummet er moren også mere optaget af
rummet, end hun er af barnet og dets adfærd. Barnet underminerer sine følelser udadtil, da
det er bange for at blive afvist. Det har senere hen vist sig, at børn med dette
reaktionsmønster er stressede i situationen og det vedvarer i længere tid end hos børn med
et trygt reaktionsmønster.
Ambivalent
Barnet reagerer her meget voldsomt over for sin mor. Det udviser både en gal, men også en
kontrollerende ageren. Da moren forlader rummet, går det lille barn næsten ikke på
opdagelse, og da moren igen vender tilbage, klamrer barnet sig til hende og udforsker på
ingen måde efterfølgende. Barnet tvivler på den nærhed, der skal være mellem mor og barn
og bruger derfor al sin tid på ihærdigt at søge denne hos sin mor.
Desorganiseret/desorienteret
Med denne adfærd udtrykker barnet sig på en måde af de ovenstående mønstre, når moren
forlader rummet. Dog er det ikke sammenhængende med den måde, barnet ville reagere
på, når moren igen kom ind i rummet. Barnet starter f.eks. ud med at udvise et mønster
som tryg/autonom, når moren forlader rummet, men reagerer voldsomt ved morens
tilbagevenden. Dette kunne være i form af, at søge væk fra moren eller udtrykke en anden
atypisk adfærd, der ikke hænger sammen med barnets reaktion, når mores forlader
rummet. Dette mønster er set hos børn, der senere hen har udviklet psykiske lidelser
(Skovborg & Jessen, 2011, s. 35).
Delanalyse: Bowlby VS. Ainsworth
Det er tydeligt at se, at Bowlbys arbejde med tilknytning og Ainsworths arbejde med
spædbørnene og deres mødre supplerer hinanden godt. De forskellige forhold mor og barn
imellem og de forskellige adfærd, der kommer til udtryk, er stort set de samme hos begge
teoretikere.
I det trygge/autonome tilknytningsmønster har begge teoretikere fundet frem til samme
konklusion: at barnet er trygt ved sin mor, reagerer når hun forlader rummet, men stadig
har lyst til og interesse i at udforske verden.
I det undvigende/undgående tilknytningsmønster er de igen enige om, at barnet bliver
indelukket, da det er bange for at blive afvist på dets følelsesmæssige behov. Ydermere
reagerer barnet ikke, når moren ikke længere er til stede i samme rum, og barnet fravælger
her behovet for at søge trøst og omsorg hos sin mor.
Det ambivalente mønster er meget præget af uforudsigelighed og delte følelser hos barnet.
Begge teoretikere lægger her vægt på, at barnet vil reagere voldsomt, når moren forlader
rummet og ved genforeningen have svært ved at slippe sin mor igen. Barnet er heller ikke i
SIDE 9
stand til at ville udforske verden.
Med hensyn til det desorganiserede/desorienterede mønster er de to teoretikere enige, hvis
man ser bredt på forklaringen af barnets adfærd. Dog mener Bowlby, at der ikke er tale om
et decideret tilknytningsmønster hos barnet, hvor Ainsworth mener, at barnet blander et af
de første mønstre med en usammenhængende respons, til hvad der ellers ville være
normalt inden for det såkaldte mønster.
Bowlby har dog, til det trygge tilknytningsmønster, valgt at udvikle en modpart til dette,
som er det utrygge tilknytningsmønster. Det har Ainsworth ikke gjort.
Bowlby er mere beskrivende og reflekterende over, hvad barnet udvikler eller ikke udvikler
på baggrund af tilknytningsmønstret. Modsat beskriver Ainsworth selve hændelsesforløbet
af undersøgelsen, men ikke hvilke egenskaber og kompetencer barnet udvikler eller ikke
udvikler.
Som jeg ser det, handler Ainsworths fire mønstre mere til den adfærd barnet udviser i
situationen, i den undersøgelse hun har foretaget, hvor Bowlby er mere analyserende på
barnets videre udvikling og tilknytning. Man kan sige, at Ainsworth belyser barnets
adfærdsmønster, og Bowlby belyser barnets tilknytningsmønster.
Selvom de beskriver de to mønstre med henholdsvis adfærd og tilknytning, overlapper
Bowlby og Ainsworth hinandens teorier. Man kan sige, at Ainsworth har lavet forarbejdet
og beskrevet, hvad hun har set i situationen, og derefter har Bowlby taget det, analyseret og
bygget videre for at forklare selve tilknytningen og hvad den har af betydning for udvikling
af barnets kompetencer.
I forhold til børns udvikling, når de vokser op i et hjem med alkoholmisbrug, mener jeg, at
alle mønstre kan komme i spil. Alt afhængig af hvilken form for omsorgssvigt, som barnet
har været udsat for, og i hvor slem en grad det har været, udvikler det lille spædbarn et
tilknytningsmønster til sin primære omsorgsgiver. Som nævnt tidligere, hævder Bowlby, at
børn altid vil tilknytte sig deres primære omsorgsgiver, også selvom denne ikke er i stand til
at tage vare på barnet. Tilknytningsmønstret vil blive skabt i samspillet mellem barnet og
det primære omsorgsgiver, og man kan derfor først tolke på det, når man observerer
barnets adfærd i forhold eksempelvis moren som primær omsorgsgiver.
ERIK ERIKSON
Eriksons teori bygger på Sigmund Freuds teori, men er en videreudvikling af dele derfra.
Erikson taler om menneskets tilpasning til og samspil med mennesker, sociale forhold og
kultur. Han arbejder ud fra et psykosocialt synspunkt.
Eriksons teori lægger vægt på ego’ets og omgivelsernes betydning for ens
identitetsdannelse. Hans teori går også på, at de otte livsstadier, han omtaler, er en slags
”kriseteori”, da han mener, at hvis man kommer igennem hvert stadie, påvirkes ens
udvikling. De otte livsstadier (”kriser”) udvikler ens identitet ved, at man kommer igennem
SIDE 10
stadierne og derved gennemgår en læreproces. Dvs. ens egen oplevelse af sig selv som
person, samtidig med omgivelsernes indflydelse på gennemlevelsen af disse stadier.
Det centrale i Eriksons teori er individets identitetsdannelse. Erikson forklarer identitet
som individets oplevelse af sig selv som en bestemt person i en social sammenhæng og i en
historisk kontinuitet (sammenhæng gennem hele livet). Endvidere mener han, at det at
danne sin identitet er en proces, som varer hele livet, men som tager udgangspunkt i det
samspil, der var mellem mor og barn fra fødslen.
Erikson skriver: ”Mennesket er både en organisme, et ego og et medlem af et samfund, og det
er involveret i alle tre organisationsprincipper”. Med det mener han, at man på en gang er
både en biologisk organisme, et psykologisk væsen og et socialt medlem af samfundet
(Jerlang, 2007, s. 35).
Otte aldre i menneskets liv
Som nævnt ovenover opererer Erikson med otte livsstadier, man skal igennem som et led i
at udvikle og danne sin identitet. Han beskriver det, som skal være velfungerende i ens
livsstadier for at kunne udvikle og danne sin identitet, men han beskriver også, hvad der
kan være med til at forringe udviklingen.
1. Fundamental tillid kontra fundamental mistillid – 0 til 1 år
Fra barnet bliver født til det er 1 år er det afhængigt af sine forældre for at få opfyldt sine
behov. Det indebærer f.eks. mad og kærlighed. Hvis barnet får opfyldt disse behov udvikler
det en grundlæggende tillid til sine forældre og ”verden” udenfor. Hvis barnet ikke føler
tillid kan det bevirke, at barnet kan føle angst og føle sig ”forladt”.
Når barnet ikke får opfyldt sine behov kan det føle mistillid til personer omkring sig. Det er
noget, som kan følge den enkelte resten af livet. Hvis man føler mistillid kan det
vanskeliggøre samarbejde, kommunikation og føre til aggression. (Jerlang, 2007, s. 37-41)
2. Selvstændighed kontra skamfuldhed og tvivl – 1 til 2 år
Fra barnets første år til det fylder 2 år, udvikler det kompetencer. Det er kompetencer, som
at lære at gå, tale, lege med venner osv. Barnet begynder også at få en fornemmelse for
selvkontrol og selvstyring. Når et barn er omkring 2 år, vil det gerne afprøve grænser for,
hvad de selv kan og gå på opdagelse i det. Hvis man giver lov til det som forælder styrker
det barnet, da det får god mulighed for at udvikle sig. Det udvikler sig bl.a. ved at blive
mere selvstændigt, få øget selvkontrol og en tro på, at det kan visse ting selv.
Det modsatte kan være, hvis man som forælder er overbeskyttende og bange for, at der skal
ske ens barn noget. Det kan gøre, at man giver sit barn lov til mindre, så det ikke får
mulighed for at prøve ”grænser” af. Et barn, som ikke får lov vil ikke udvikle troen på, at det
kan selv. Det vil begrænse barnets selvstændighed og kan senere i livet give barnet store
problemer med at tage initiativer og troen på egen kunnen (Jerlang, 2007, s. 41-46).
3. Initiativ kontra skyldfølelse – 2 til 6 år
Fra barnet er 2–6 år udvikler det sin sociale horisont. Barnet vil lege og prøve at efterligne
SIDE 11
sine forbilleder. Man skal som forældre være med til at vælge aktiviteter for barnet, som
giver det mulighed for at lære impulsstyring, opleve uafhængighed og en smule ”farlighed”.
Hvis man giver lov til det, vil barnet se positivt på sig selv og lære at gøre noget fra start til
slut. Når barnet får lov til at vælge aktiviteter tilpasset af en voksen, vil det udvikle
ovenstående.
Det er også vigtigt, at man i dette stadie lærer barnet, hvad der er rigtigt og forkert, dog
uden at man nedgører barnet, hvis det gør noget forkert. Hvis et barn ikke får lov til at
prøve ovenstående af sine forældre vil det forbinde det at tage initiativ med skyld. Det kan
gøre, at det kan komme til at føle sig ”forkert”, når det gør det. Det kan føre til, at barnet
overlader fremtidige beslutninger og ansvar til andre af frygt for selv at beslutte/synes
noget ”forkert”. (Jerlang, 2007, s. 46-50)
4. Flid kontra underlegenhedsfølelse – 6 til 12 år
Fra barnet er 6–12 år begynder det i skole og får dermed også flere venner og
bekendtskaber. Barnet skal i denne fase lære at ”klare” sig selv uden sine forældre. Barnet
lærer også her, at andre har forventninger til det. Det kan f.eks. være barnets lærere og
andre de kommer i kontakt med.
Hvis man som barn i denne fase får det godt af at prøve at gøre sig bedste vil det føre til, at
barnet føler sig ”god nok” (kompetent).
Barnet skal helst have en følelse af, at det har venner og ”hører” til der, da det betyder
meget for barnet i dette stadie. Hvis barnet ikke føler, at det har det, vil det udvikle en
følelse af mindreværd og ikke at være god nok. Det er følelser, som kan følge barnet hele
livet (Jerlang, 2007, s. 50-53).
5. Identitet kontra sammenblanding af roller – 12 til 18 år
Hvis stadierne forud for dette er integreret i barnet, vil barnet i alderen 12–18 år have en
større bevidsthed, omkring hvem det er og hvad det gerne vil være. I dette stadie er det
vigtigt, at det afprøver sig selv for at blive klogere på hvem det er (identitet). Det kan f.eks.
være i form af grænser. For at dette stadie skal lykkes, er det essentielt, at den unge føler sig
elsket og accepteret, som den person det er, også selvom det ikke altid selv kan stå inde for
egne handlinger og opførelse. Det er vigtigt, at man i disse år får en fornemmelse af at have
”fundet” sig selv, eller hvem man er, da det ellers kan vanskeliggøre beslutninger og at
træffe valg i eget liv fremadrettet (Jerlang, 2007, s. 53-56).
6. Intimitet kontra isolation – 19 til 40 år
I alderen 19–40 år skal individet lære at skabe relationer. Både intime og nære relationer i
venskaber og kærlighed. Dette stadie lykkes, hvis de andre stadier har givet den enkelte en
følelse af succes.
Hvis individet ikke har udviklet en grundlæggende tillid til sin omverden eller er usikker på
sin egen identitet, kan det føre til, at det føler sig fremmed i egen omverden, isoleret, samt
bliver angst for at komme for tæt på et andet menneske (Haarløv, 2009).
SIDE 12
DANIEL STERN
Daniel Stern er psykiater og mener, at det aldrig er for sent at lære barnet det, som det
skulle have udviklet i en tidligere livsfase. Sterns teori om barnets udvikling tager
udgangspunkt i allerede kendt viden, som er opnået blandt andet igennem iagttagelser af
barnets adfærd, observationer af samspil og eksperimenter. Dertil har Stern videreudviklet
ny teori om, at barnet er socialt fra fødslen – han mener, at barnet allerede er formet og
motiveret til at udvikle et samspil til andre individer.
Sterns udviklingsteori baserer på, hvordan barnet som individ opfatter sig selv og
samspillet med sine omgivelser. Til det har Stern fem forskellige selv-oplevelser i spil. De
fem udviklingsfaser, går ikke ind og afløser hinanden, men forbliver eksistentielle hele livet
igennem. De forskellige aldre, der er tilkoblet den enkelte periode lægger ikke fast, og man
stopper ikke udviklingen, når man bevæger sig fra en fase til en anden. Det skal blot lægges
ekstra vægt på, at udvikle de kompetencer, som den enkelte fase står for.
De fem selv-oplevelser er: Det gryende selv, fornemmelsen af et kerneselv, det subjektive
selv, det verbale selv og det narrative selv (Skovborg & Jessen, 2011, s. 40).
Det gryende selv (emergente selv) – Fra fødslen til 2-3 måneder
Igennem respekt og anerkendelse udvikler barnet grundlaget for selvbestemmelse. Dette
opnår barnet fra morens modtagelse af barnets kropslige kommunikation. Barnet kan nu så
småt organisere sine oplevelser og hvad der kommer ud af disse oplevelser. Uden at vide
det selv, opnår barnet det, som Stern kalder fornemmelsen af et emergent selv – en
selvfølelse bestående af to dele: organiseringen af oplevelserne og resultaterne af
oplevelserne. Barnet lærer om sine sanseoplevelser ved af at organisere sine oplevelser.
Herefter er barnet i stand til at koble to sanser sammen endda allerede efter et par uger
(Skovborg & Jessen, 2011, s. 41).
Fornemmelsen af et kerneselv – 2-3 måneder til 7-9 måneder
I denne periode udvikles kontakten barn og mor imellem. Det er i denne fase, at barnets
samspilssituationer erindres bedst af barnet. Dette skyldes, at barnet husker en blanding af
det emotionelle, sansninger, tid og sted. Det er ud fra disse samspilssituationer, at barnet
vil skematisere det fælles, der finder sted i situationerne. Barnet vil herefter spejle sine
samspil med moren i de samspil, det skal have med sine andre omgivelser og andre
individer.
Et barn, som i denne periode er mødt af en mor med omsorg og følelser, vil senere hen
møde andre individer med et positivt syn og kunne udvise empati.
Er barnet til gengæld mødt med uforudsigelighed, kan det senere hen have svært ved at
danne relationer og er i tvivl om, hvad det skal forvente af andre.
Stern fremhæver tre fornemmelser, kerneselvet indebærer:
SIDE 13
Selvhandlen: Barnet oplever her, at det har kontrol over sig selv, men ikke over andre.
Barnet opdager, at hvis det vil have kroppen til noget, så sker det.
Selv-sammenhæng: Her oplever barnet, at det er en fysisk helhed. Det oplever også, at det
er en del af nogle aktive så vel som passive handlinger.
Selv-kontinuitet: Barnet føler her en vis sammenhæng af sig selv. Det vil altid have samme
opfattelse af sig selv, selvom tiden ændrer sig (Skovborg & Jessen, 2011, s. 42).
Det subjektive selv – 7-9 måneder til 15 måneder
Barnets subjektive selv bygger videre på fornemmelsen af kerneselvet. Barnet bliver i denne
periode i stand til at observere og finde ud af, at der eksisterer andre individer, som er
uafhængigt af barnet. Nu kan barnet begynde at udforske det selv som et subjektivt individ
i samspil med omverden. Barnet finder det interessant at udforske det emotionelle, som det
kan skabe til et andet menneske og den psykiske intimitet, som barnet kan opleve.
Det er i denne periode, at barnet gennemlever andre følelser, end det fysiske så som
sanserne. Det opdager her den psykiske kontakt til andre mennesker, så som følelser og
kærlighed. Denne periode er et af de mest banebrydende hos et barn og dets videre
udvikling, især hos omsorgssvigtede børn. Det ses tydeligt hos omsorgssvigtede børn, hvis
de i denne fase oplever forældrene som manglende, fraværende og det ikke kan mærke
deres empati eller omsorg.
Omkring 7-måneders alderen vil barnet reagere voldsom, hvis forældrene forlader det. Det
vil kun have, at det er de primære omsorgspersoner, som tager sig af det. Allerede 2-3
måneder senere, accepterer barnet dog, ikke at have forældrenes fulde opmærksomhed, da
det er klar til at udforske verden. Skulle der dog opstå en form for ”fare”, søger barnet hen
til sine forældre for at komme i tryghed, for det er her, det har dannet en tilknytning.
Fra barnet er ca. 6-12 måneder begynder det at danne indre arbejdsmodeller og dets
kognitive færdigheder udvikles. Barnet er her meget opmærksom på sin egen adfærd i
forhold til, om barnets forældre accepterer adfærden i forhold til omverden. De
samspilssituationer, som barnet har organiseret, kommer til udtryk, når barnet skal møde
andre voksne, som ikke er en del af familien (Skovborg & Jessen, 2011, s. 43-44).
Det verbale selv – 15-18 måneder til 36 måneder
Barnet bliver i denne fase mere selvstændigt, da det udvikler flere færdigheder til at
håndtere adskillelsen fra forældrene og mødet med omverden. Det udvikler verbal
kommunikation og begynder at få forståelsen af tid. Barnet prøver grænser af, og lærer
hvordan det kan forhandle. Det bruger rollespil til at skabe en forståelse af
konflikthåndtering.
Det narrative selv – 36 måneder og frem
Nu lærer barnet at skabe sin egen livshistorie og selvbiografi. Der skal fremstilles en
”fortælling” om barnets liv, og det foregår i samspil mellem forældre og barn. Det barnet
SIDE 14
tager med sig, som sin del at se verden på, er anerledes end det forældrene ser barnet i. I
denne periode lærer barnet, at selvom det har en opfattelse af noget, kan andre godt
opfatte tingene på en anerledes måde. Her lærer barnet om empati og om ordets
betydning.
Barnet ser nu verden i et større perspektiv og lærer, at det ikke kun er det selv, der har brug
for trøst og omsorg. Det lærer at fortælle sin historie og se og høre andres. Det begynder så
småt at gå op for barnet, at det ikke er altid, at mor og far kan være der, da de også har
deres egne behov. Dog har barnet dog stadig brug for sine forældre ved utrygge situationer.
Delanalyse: Erikson VS. Stern
Erikson mener, at livets kriser skal løses inden for et vis tidsrum. Modsat, mener Stern, at
det aldrig er for sent for et barn at udvikle de kompetencer, som det skulle have besiddet i
en tidligere alder.
Daniel Stern har valgt kun at fokusere på barnets tidlige alder, modsat Erikson, der har
valgt at fremhæve udviklingen gennem hele livet. Stern vælger at tydeliggøre barnets
udvikling i måneder, som jeg mener, bliver fremhævet mere konkret i de første leveår end
Erikson formår. Dog tegner Erikson et bredere billede af mennesket som en helhed over
længere tid, og man kan med Eriksons teori se en ny udvikling gennem hele livet.
De to teoretikere er dog også enige på mange punkter. De mener begge to, at barnet i løbet
af dets første år skal skabe den vigtige tilknytning og relation til dets primære
omsorgsperson og opbygge en tillid til denne. Ud over det er det vigtigt for barnet, at det
modtager kærlighed og empati for at kunne lære at begå sig i verden på en positiv og
udforskende måde.
Der udover er både Erikson og Stern enige i, at barnet bliver mere selvstændigt omkring 2års alderen, og hvis forældrene giver lov, er barnet interesseret i at udforske verden og
dermed udvikler det en tro på at kunne selv.
Selvom Erikson har to yderligere livsstadier – 40-65 år og 65+ - vælger jeg at lade disse to
udeblive, da jeg ikke mente, at det var relevant i forhold til min målgruppe. I og for sig er
det 6. livsstadie (19-40 år) heller ikke relevant henholdt målgruppen, men jeg fandt det
alligevel interessant at bruge med hensyns til mit interview, da den unge kvinde i dag er 22
år gammel.
Metodeovervejelser – interview
På det tidspunkt, hvor empirien skulle bestemmes, var vi to i gruppen – min daværende
makker Andreas og jeg. Det kom hurtigt frem, at vi ville bruge interview. De overvejelser vi
SIDE 15
gjorde os omkring denne kvalitative metode var, at vi ville få nogle fyldestgørende og
konkrete svar. Vi ville også kunne uddybe i selve interviewet, hvis et spørgsmål ville føre til
et andet. ”Camilla” er et opdigtet navn, da vi har valgt at anonymisere hende (Jensen, 2010,
s. 145).
Den unge kvinde, Camilla, læser også til pædagog. Af den grund var der ikke som sådan et
magtforhold i forhold til professionen, som nogen af os skulle stå over for (Jensen, 2010, s.
109).
Det kan være med til at skabe en vis forforståelse, da vi kender Camilla i forvejen. Det er
ikke altid en fordel, da man vi f.eks. kan sidde med en forforståelse af, at ”fordi Camilla er
så godt socialt integreret i dag, så tyder det på, at hendes barndom og udvikling ikke har
været præget af farens misbrug”. Når vi i interviewet så vælger at spørge ind til Camillas
opvækst og farens manglende nærvær, har vi et eller andet sted allerede svaret på det selv,
inden interviewet overhovedet er fundet sted. Derfor er det godt at gå til hånde fra en
objektiv synsvinkel (Jensen, 2010, s. 126).
Inden interviewet fandt sted forberedte vi os. Vi skrev spørgsmålene, så det styrede os hen
imod vores problemformulering og ville give os svar på nogle af de ting, som vi ville
undersøge. Vores intention med interviewet var at få bekræftet om de teorier, vi havde
arbejdet med, kunne kobles sammen med en førstehåndskilde – en der havde prøvet det
selv (Jensen, 2010, s. 116).
Vi havde forberedt et semi-struktureret interview – altså et interview, hvor der er nogle
faste spørgsmål, men samtidig kan tage os i andre retninger, hvis der pludselig skulle dukke
nye spørgsmål op i forhold til svarene, som informanten kommer med (Jensen, 2010, s. 117118). Hertil stillede vi åbne spørgsmål, altså hv-spørgsmål, så vi fik nogle fyldestgørende
svar og ikke bare ja/nej (Jensen, 2010, s. 121).
Vi valgte at lave interviewet midt i opgavens proces, da vi først ville have et fagligt kenskab
til emnet, før vi kunne afklare, hvordan vi skulle bære os ad med interviewet og ikke
mindst, hvad vi ville have ud af det i forhold til opgaven (Jensen, 2010, s. 115).
Under interviewet stillede Andreas spørgsmålene, og jeg tog noter og kom med
supplerende spørgsmål. Vi optog også interviewet med lyd, da det ville gøre det lettere at
transskribere det. Vi havde altså fordelt rollerne imellem os både for at gøre det lettere for
os selv, men også for at have to forskellige oplevelser af interviewet (Jensen, 2010, s. 119).
Efterfølgende skulle vi transskribere og diskutere interviewet for derefter at analysere det. I
denne fase gør man det ubearbejdede materiale til en faglig viden og forståelse af det emne,
man undersøger. Uden at analysere vores interview, ville udefrakommende ikke kunne se
meningen med det, og hvad der lå bag. Dette viser, at vi har et bestemt formål med
interviewet (Jensen, 2010, s. 123).
SIDE 16
Det der ikke fungerede så godt i forhold til vores interview var, at Camillas historie faktisk
var så god og endte godt, så det har været lidt vanskeligt for os at skulle analysere
interviewet i forhold til noget af den valgte teori. Dog har det lykkedes os at udvælge de
elementer, vi fandt centrale i interviewet, som vi kunne parallelisere med den valgte teori
og faglige baggrundviden vi havde (Jensen, 2010, s. 125).
Til en anden gang ville jeg vælge at lave et interview med en pårørende eller en primær
voksen til et barn, der er vokset op i et misbrugshjem. Camilla nævnte flere gange i
interviewet, at hende mor nok ville kunne svare bedre på nogle af vores spørgsmål. Af
private årsager var det dog ikke muligt at få et interview med Camillas mor. Det er nemlig
svært, hvis ikke ligefrem umuligt selv, at erindre sin barndom og ens adfærd.
Grunden til, at vi valgte ikke at bruge en kvantitativ undersøgelse, så som spørgeskemaer
var, at det ville tage for meget af vores tid. Når man vælger en undersøgelsesmetode, der
indeholder tal og statistikker, skal undersøgelsen helst være så bred som mulig, for at gøre
undersøgelsen mere pålidelig og ægte. Dette konkluderede vi, ville være for tidskrævende i
forhold til udarbejdelsen af opgaven.
Empiri
Jeg har valgt at tage udgangspunkt både i et praksiseksempel og en artikel, der er skrevet i
forbindelse med en undersøgelse til et forskningsprojekt foretaget af Center for
Rusmiddelforskning med Thomas Mackrill i spidsen, som tidligere er nævnt i opgaven. Der
udover har jeg valgt at interviewe en ung kvinde, Camilla, som er vokset op i et hjem, hvor
hendes far havde et alkoholmisbrug. Jeg har valgt hende, fordi hun i dag har et godt forhold
til sin far, og han er kommet ud af sit alkoholmisbrug. Derfor syntes jeg, at det var
interessant at undersøge, hvordan det også kan ende godt på trods af en dårlig start på
tilværelsen.
Kort fortalt er Camilla vokset op i en lejlighed i Ballerup sammen med sine forældre og tre
storesøstre. Camillas far havde et alkoholmisbrug, fra hun blev født, men da hun havde sine
første år i skolen, valgte hendes mor at give faren et ultimatum og lagde
skilsmissepapirerne på bordet. Herefter blev faren tørlagt og har ikke drukket i omkring 15
år.
Camilla husker kun ganske få episoder af sin lidt turbulente barndom. Men i bund og
grund har familiens tætte sammenhold og åbenhed gjort, at de nu lever et godt liv uden
komplikationer og gener fra fortiden.
Jeg har valgt nogle uddrag fra interviewet, som jeg finder relevant i forhold til den valgte
teori og min problemformulering. Disse er nævnt nedenfor i kursiv.
”Hvem var dine primære omsorgspersoner?”
SIDE 17
”Min mor har været min primære, men også min far, senere hen. Ikke de første år af mit liv,
men han blev det også”.
”Hvordan var din opvækst?”
”Som jeg husker, har jeg haft en god opvækst. Det er ikke særligt meget, jeg husker, fra når
min far har kommet hjem og været fuld. Jeg husker en enkelt ubehagelig episode på
fritidshjemmet. Der kom en pige hen til mig, ved navn Line, og sagde, at min far havde været
rigtig mærkelig i weekenden. Line og en anden veninde havde været på fodboldlejrtur, hvor
min far var hjælpetræner. På lejrturen var min far blevet rigtig, rigtig fuld, og han har set
Line, gået hen til hende og sagt: ”Line min lille skat, jeg elsker dig og savner dig”. Line spurgte
mig, om jeg vidste, hvorfor han havde gjort det. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at jeg slet ikke
vidste, hvad jeg skulle sige, for jeg vidste ikke helt, hvad det handlede om, men alligevel gjorde
jeg. Jeg kan ikke helt huske, hvad jeg svarede hende. Jeg tror egentlig bare, at jeg vendte
ryggen til hende og gik. Jeg følte mig presset, da jeg stod med mine egne venner og veninder,
som kiggede. Jeg tror, jeg har været 7 år”.
”Gik det ud over din skole? – hvordan? (Hvad betød det f.eks. for det sociale?)”
”Nej, sådan husker jeg det ikke. Jeg tror mere, at det har været omkring børnehave og
skolestart. Der husker jeg ikke som sådan, at jeg havde nogen med hjemme og lege. Og det
tror jeg nemlig, har noget at gøre med min far. Min mor blev rigtig syg på et tidspunkt, og det
ramte hende rigtig hårdt omkring det tidspunkt, så jeg kan huske, at jeg var meget hjemme
hos hende deromkring. Men jeg husker ikke, at jeg har haft kammerater med hjemme, før jeg
kom i skole. Jeg tror, min mor har sørget for, at jeg ikke fik venner med hjem i den periode, da
der ikke var styr på hjemmet”.
”Hvordan er jeres forhold i dag?”
”Sindssygt godt. Jeg har været heldig, at jeg ikke har været så gammel til at huske så meget.
Vi har været heldige i familien, da vi har haft mange samtaler om det. Det har været vigtigt,
at vi har været så åbne omkring det og især fra min fars side. Jeg kan snakke åbent med ham i
dag om hans misbrug.”
Jeg har der udover vedlagt et praksiseksempel som bilag 2, som er taget ud fra min praktik,
hvor jeg var på et bosted for hjemløse med alkoholproblemer. Praksiseksemplet handler om
en dreng på 9 år, som tydeligt er mærket i sin adfærd og tilknytning til sin mor, efter en
opvækst i et ustabilt hjem.
SIDE 18
Analyse
PÆDAGOGENS ROLLE
Det er vores ansvar som pædagoger at sørge for, at de børn, som vi arbejder med i vores
hverdag, får en god start på livet. Børn, der er vokset op i en familie med alkoholmisbrug,
går ofte alene med deres problemer fra hjemmet, fordi de føler en skam og synes ikke, at
andre skal vide noget om, hvad der foregår. Dette kan både skyldes, at barnet er flov over,
vred på eller er urolig for sin forælder (Sundhedsstyrelsen, Alkohol: For børn og unge,
2014).
Som nævnt i afsnittet om omsorg og omsorgssvigt er der blevet foretaget en undersøgelse
af Center for Rusmiddelforskning. Her fremgår det, at hos hele 25 % af de 500 adspurgte
unge mennesker, har pædagoger eller lærere vidst, hvad der er foregået i hjemmet. Dog er
det kun 8 % af dem, som har været i kontakt med en pædagog eller en lærer og har kunne
drøfte de ting, der fandt sted i hjemmet. Det vil sige, at det kun er 10 ud af de 500 unge, der
har haft en direkte kontakt med en fagperson inden for vores felt. Det mener jeg er dybt
foruroligende, især fordi det faktisk er hele 125 af de adspurgte, der har været bevidste om,
at pædagogen eller læreren sagtens vidste, hvad der foregik. Jeg undrer mig over og sætter
spørgsmålstegn ved, hvad det er, der får et voksent menneske – og så endda en fagperson,
der er ansat til det samme – til at vende ryggen til og se den anden vej. Jeg kan selvfølgelig
ikke konkludere, hvad der er sket i situationen, men tallene er stadig
bekymringsvækkende.
Set ud fra teorien i opgaven, er der nogle faresignaler, som vi skal være særligt
opmærksomme på i vores dagligdag. Om det er i daginstitutionen eller på bostedet for
misbrugere, der har børn og børnene kommer på stedet. Børns adfærd afspejler sig i,
hvordan deres opvækst har været, og hvordan der er draget omsorg for dem af de primære
omsorgsgivere. Eftersom vi som pædagoger er uddannet og har fået kendskab til disse
teorier har vi også et vis ansvar for at se de faresignaler, som de udsatte børn sender ud.
Taget ud fra Bowlby og Ainsworth skal vi være særligt opmærksomme på den tilknytning
det enkelte barn søger hos den voksne. Vi skal have fokus på, hvordan barnet agerer, når
forældrene forlader rummet, for det kan have stor betydning for, hvad der sker inden for
hjemmets fire vægge.
Stern og Erikson lægger mere vægt på barnets færdigheder og kunnen. De belyser begge, at
det er sundt for barnet at få lov til at prøve grænser af. Barnet skal have lov til at få en
følelse af selvkontrol og det skal udvikle de forskellige grundlæggende fysiske og psykiske
kontakter til andre mennesker. Heriblandt blandt andet at kunne mærke det emotionelle
og sansestimuli.
SIDE 19
Dog er de alle fire enige om, at det er vigtigt for barnet, at det viser interesse i at udforske
verden og sine omgivelser, og det er okay, at mor og far ikke er til stede, så længe barnet
blot søger deres nærhed, når de genforenes.
Det er vores opgave at være bekymrede og være til stede og støtte i svære situationer. Dette
gælder både børnene, men lige så vel forældrene. Den svære samtale, der skal finde sted i
en bekymringssag, er aldrig sjov. Vi skal vide, hvordan vi skaber de trygge rammer for, at
denne samtale kan finde sted. Skulle der derefter være behov for underretning, er det
vigtigt, at vi kan håndtere det professionelt, og at vi ved, hvordan det skal gøres.
HVAD SIGER LOVGIVNINGEN?
Ifølge Dagtilbudslovens § 7 stk. 2 ”skal dagtilbuddet i samarbejde med forældrene give børn
omsorg og understøtte det enkelte barns alsidige udvikling og selvværd samt biddrage til en
god og tryg opvækst” (Restinformation, 2014). I én og samme paragraf står som skrevet, at vi
som pædagoger skal være med til at yde omsorg over for børn og hjælpe dem med at
udvikle sig. Det er altså to vigtige faktorer – omsorg og udvikling – i barnets første år, som
på en måde er afhængige af hinanden. I forhold til ovenstående teori om tilknytning,
hænger barnets udvikling stærkt sammen med den omsorg, som bliver ydet over for barnet.
I det trygge tilknytningsmønster udvikler barnet sig til et nysgerrigt individ, som lærer at
begå sig socialt og empatisk. I det utrygge tilknytningsmønster bliver barnets sociale og
empatiske udvikling hæmmet, da det i stedet søger den tryghed og omsorg, som det
mangler fra forældrenes side. Vi kan derud fra konkludere, at barnets udvikling kommer til
udtryk i, hvor vidt barnet har fået den rette omsorg eller ej.
Underretning
Som pædagoger er vi underlagt en lov om, at vi har pligt til at underrette, hvis vi oplever, at
et barn udsættes for omsorgssvigt. I Lov om Social Service står skrevet:
§ 153, stk. 1, affattes således:
»Personer, der udøver offentlig tjeneste eller offentligt hverv, skal underrette
kommunalbestyrelsen, hvis de under udøvelsen af tjenesten eller hvervet får kendskab til eller
grund til at antage,
at et barn eller en ung under 18 år kan have behov for særlig støtte,
at et barn umiddelbart efter fødslen kan få behov for særlig støtte på grund af de vordende
forældres forhold,
at et barn eller en ung under 18 år kan have behov for særlig støtte på grund af barnets eller
den unges ulovlige skolefravær eller undladelse af at opfylde undervisningspligten, eller
at et barn eller en ung under 18 år har været udsat for overgreb.« (Retsinformation, 2013).
Ligeledes står der skrevet:
SIDE 20
”Lov om social service (serviceloven), indeholder en række bestemmelser, der
har til hensigt at sikre, at børn og unge, der har behov herfor, får særlig støtte. Formålet med
at yde støtten, er at skabe de bedst mulige opvækstvilkår, så børnene og de unge på trods af
deres individuelle vanskeligheder kan opnå de samme muligheder for personlig udfoldelse som
deres jævnaldrende. Støtten skal ydes med henblik på at sikre barnets eller den unges bedste,
og støtten skal være tidlig og helhedsorienteret.” (Retsinformation, 2013)
Som man kan udlade af ovenstående, er vi er underlagt en pligt til at underrette
kommunen, hvis vi i vores dagligdag oplever et barn, som er udsat for omsorgssvigt eller
overgreb af nogen art. Der er altså her ikke noget at rafle om, da det simpelthen er
lovpligtigt inden for vores profession. Der er en grund til, at vi er uddannede fagpersoner,
og det er netop, så vi i sådan nogle situationer ved, hvordan vi skal gribe tingene an. Det er
derfor vigtigt, at vi sætter os ind i, hvad vi skal gøre, og hvordan vi gør det. Vi skal til en
hver tid underrette, hvis vi ser en grund til at gøre det. Det er vores pligt som pædagoger at
beskytte børnene og drage den omsorg, vi er uddannet til.
DEN SVÆRE SAMTALE
Som pædagog kan det være rigtigt svært at skulle tage en samtale med forældrene omkring
deres barn trivsel. Der kan være flere faktorer i spil, som gør det svært. Eksempelvis
samarbejdet institution og forældre imellem, forældrenes tillid til institutionen, at bryde
igennem familiens private sfære osv. Og tænk hvis man som pædagog ubevidst beskylder
en forælder for noget, som ikke er tilfældet. Det kan også ske, at en pædagog har en
bekymring, men ens kolleger ikke kan se det samme. Denne bekymring kan komme til
udtryk fra flere forskellige vinkler. Det kan være en af forældrene til barnet, hvis forældrene
er skilt. Det kan også være en forælder til et andet barn i institutionen. Det kan være en
pårørende til barnet, eller det kan være barnets adfærd og trivsel, som bekymrer
pædagogerne. Lige meget hvem sætter en bekymringssag i gang, er det vigtigt for alle
parters skyld, at der skabes trygge rammer (Skovborg & Jessen, 2011, s. 66).
For at bibeholde tilliden til forældrene, er det vigtigt at inddrage forældrene i ens
bekymring så tidligt som overhovedet muligt. Dette gør det lettere for samarbejdet.
Forældrene kan også her føle, at pædagogerne har en bekymring for barnet og barnets
adfærd, og det ikke er et angreb mod dem som forældre. Det er dog vigtigt for den videre
udvikling af sagen, at forældrene deler den bekymring, som pædagogerne har. Er dette ikke
tilfældet kan sagen blive meget vanskelig og det kan føre til en underretning i stedet for, at
pædagogerne kan støtte forældrene i, hvad de kan gøre for deres barn. Det er vigtigt, at
pædagogerne holder fast i deres bekymring, også selvom forældrene fortsat mener det
modsatte. Her skal forældrene informeres om, at pædagogerne har underretningspligt
(Skovborg & Jessen, 2011, s. 49).
SIDE 21
INTERVIEW MED CAMILLA
I spørgsmål 1 ”Hvem var dine primære omsorgspersoner?” (jf. empiriafsnittet) nævner
Camilla, at det primært har været hendes mor, men senere hen også hendes far. I forhold til
John Bowlby og Mary Ainsworths teorier om den primære omsorgsperson og tilknytningen
mellem denne og spædbarnet, er det præcis sin mor, som Camilla har været knyttet til som
lille. Hun nævner dog selv, at hun senere hen også ser sin far som en primær
omsorgsperson. Dette stemmer overens med Bowlbys udtalelse om, at ligegyldigt, hvor god
eller dårlig en forælder man er, så vil barnet altid knyttet sig til en alligevel.
I spørgsmål 2 ”Hvordan var din opvækst?” (jf. empiriafsnittet) ser vi, at Camilla pludselig
står i en ubehagelig situation, især fordi hun ikke selv har været til stede, da episoden, hvor
faren er involveret, er fundet sted. Det er samtidig lige i starten af skolealderen, hvor
Camilla skal finde sig selv i forhold til sine jævnaldrende kammerater. For et barn på 7 år,
som pludselig skal stå til ansvar og forklare sin fars handlinger over for en kammerat, kan
det være meget overvældende. Camilla er her i Eriksons 4. livsstadie og skal altså nu skabe
en vigtig relation til sine jævnaldrende og finde sig selv og sin plads i gruppen. Følelsen af
ikke at opnå en succes hos sine kammerater kan føre til, at Camilla udvikler mindre
selvværd.
Det er tydeligt at se, at Camillas mor har været meget opmærksom på sit barns opvækst.
Det ellers normale mønster for et barn, som er vokset op i et hjem med alkoholmisbrug, er
modsat af den adfærd, som man mærker hos Camilla. I forhold til Daniel Sterns to første
faser – det gryende selv og fornemmelsen af et kerneselv – hvor det er mor, der er den
primære og vigtigste person i et barns liv, kan man godt mærke, at Camilla har fået bygget
fundamentet af sit liv i disse måneder. Deres samspil er nok det, der har gjort, at Camilla
har kunne udvikle sig normalt trods de hårde odds, der har været imod familien.
Camillas mor kan måske have været overbeskyttende over for sine børn på grund af farens
alkoholmisbrug. Dette kan resultere i, at Camilla (jf. Eriksons 2. livsstadie) ikke udvikler
troen på, at hun kan selv. Hun tror derfor ikke på, at hun selv kan løse et problem på eget
initiativ. Det kan måske have været en af grundene til, at Camilla valgte at vende ryggen til
og gå den anden vej, da Line konfronterede hende med farens opførsel på fodboldlejren.
Camilla har været vant til, at hendes mor har beskyttet hende, når det har haft noget med
faren at gøre. Men i denne situation står Camilla alene, og har ikke lært at håndtere disse
problemer på egen hånd.
I spørgsmål 3 ”Gik det ud over din skole? – hvordan? (Hvad betød det f.eks. for det sociale?)”
(jf. empiriafsnittet) kommer Camilla herind på, at hun ikke erindrer at have haft
kammerater med hjemme og lege. Hun mener selv, at det er hendes mor, der har sørget for,
at det ikke skete. Dette på grund af, hvordan hjemmet var på daværende tidspunkt med
farens alkoholmisbrug. Dette kan have forårsaget, at Camilla, ifølge Erikson, har udviklet
en følelse af ”ikke at være god nok”. For hvorfor måtte Camilla komme hjem til de andre
børn og lege, når hun ikke selv måtte have kammeraterne med hjemme?
SIDE 22
I spørgsmål 4 ”Hvordan er jeres forhold i dag?” (jf. empiriafsnittet) forklarer Camilla, at hun
i dag har et helt fantastisk forhold til sin far og den yderligere familie. Grunden til det er, at
de i familien har kunne snakke om tingene. Det er uhyre vigtigt, at man kan åbne op og
løse problemerne i fællesskab. Hvis Camillas far f.eks. havde benægtet sit alkoholmisbrug,
kunne dette nemt smitte af på resten af familien, så alle til sidst sad tilbage med følelsen af
skam og skyld og ingen ville kunne erkende deres følelser (Thormann, 2009, s. 188).
I forhold til pædagogerne, mindes Camilla ikke at have fået hjælp herigennem. Derfor har
jeg ikke noget med omkring, hvordan pædagogerne støttede Camilla.
Dog mener jeg, at pædagogerne skulle have været mere opmærksomme og skredet ind før.
Camilla nævnte i interviewet, at hun gik i samme børnehave som hendes tre ældre
søskende havde gjort – de er henholdsvis 5, 6 og 7 år ældre end Camilla – og pædagogerne
”vidst nok godt vidste, hvad der foregik derhjemme”. Det undrer mig, hvorfor der ikke blev
støttet op omkring børnene og familien, hvis man i institutionen vidste, hvad der foregik.
Som jeg senere kommer ind på i analysen af artiklen ”Druk og svigt – druk fører til vold og
overgreb”, kan det være, at vi i Danmark tolererer alkohol i sådan en grad, at vi ikke vil
blande os for meget i andre folks forbrug. Det kan også være, at det er så følsomt et emne,
og man er bange for at træde nogen over tæerne ved at rode i deres privatliv. Jeg synes, at vi
skal tage fat, hvor vi kan. For det er nogle gange det lille skub, der er med til at skabe et nyt
syn på tilværelsen for en stakkels familie, der inderst inde bare håber på, at nogen hører
deres råb om hjælp.
I Eriksons 6. livsstadie (19-40 år) hævder han, at hvis individet har en grundlæggende
mistillid til omverden eller er usikker på sig selv, kan dette føre til isolation, angst over for
andre individer og manglende nære relationer i venskaber og kærlighedsforhold. På trods
af en dårlig start på tilværelsen, har det alligevel lykkes Camilla at opnå stadierne før, da
hun i dag lever et socialt liv med masser af venner og en kæreste.
I forhold til min problemformulering er dette tilfælde blot et af meget få, man hører om,
hvor barnets udvikling ikke er synderligt påvirket af forælderens alkohol misbrug.
I bund og grund er Camillas historie et eksempel på, at det kan lykkes for en familie at
komme igennem de svære tider. Der er dog mange faktorer, der er i spil, før det kan lykkes
som helhed. Mangler bare en af disse, kan det hele briste. Havde Camillas far f.eks. ikke
motivationen til at stoppe sit misbrug eller benægtede han det hele, kunne det have været,
at det hele var faldet til jorden for 15 år siden.
Hvis Camillas mor ikke havde holdt hånden over sine børn og beskyttet dem og fungeret
som primær omsorgsgiver, mens faren drak, kunne det have haft fatale omkostninger for
børnenes udvikling.
Eller hvis familien ikke havde kunnet snakke så åbent om tingene, som de gør i dag, ville
faren måske have fået tilbagefald eller børnene havde været indelukkede og asociale.
Derfor er det et større puslespil, hvor man skal få alle brikkerne til at passe sammen, før
man igen kan sætte familieportrættet i glas og ramme.
SIDE 23
CASEN MED KASPER
I mit praksiseksempel med Kasper ses, ud fra Bowlbys teori, et tydeligt mønster af en
ambivalent tilknytning. At Kasper vælger at reagere så voldsomt ved, at hans mor forlader
ham i 10 minutter og derefter klamrer sig til hende, da hun kommer tilbage er et klassisk
eksempel på, at Kasper har oplevet uforudsigelige episoder i sin barndom som spæd. At han
udviser vrede, stemmer overens med Ainsworths beskrivelse af det ambivalente mønster,
og på den måde supplerer Bowlby og Ainsworth hinanden godt.
Om det skyldes manglende lyst eller angst for at udforske verden, vides ikke, da Kasper
afviser pædagogens forslag om at spille fodbold, mens hans mor er væk.
Ud fra Eriksons 4. stadie ses det, at Kasper ikke har fået opfyldt sine behov i de tidligere
stadier. I denne fase er det meningen, at han skal kunne ”klare” sig selv og have lyst til og
mod på at udforske verden. Men grundet svigtet fra moren tidligt i tilværelsen, og den
uforudsigelighed (jf. Bowlbys ambivalente tilknytning) Kasper har været udsat for, kryber
han ind i sig selv og udviser en følelse af mindreværd.
Pædagogerne kunne i denne situation hjælpe og støtte Hanne i at bruge sin tid sammen
med Kasper.
Jeg har lært fra min praktik, at det kan være rigtig svært for beboerne at være sammen med
deres børn. Også selv om det kun er hver anden weekend. Beboerne gennemgår så mange
ting i deres liv, som de skal have styr på – hjemløshed, alkoholmisbrug, deres sociale liv og
mange andre ting. Det er vigtigt, både for beboerne, men også deres børn, at vi som
pædagoger, med faglig kompetence, går ind og støtter forælder og barn i at være sammen.
Beboerne fra mit praktiksted, der har større børn, har som oftest svigtet deres børn, da de
var små. Nu har forældrene fået en chance til, til at vise børn den tillid de aldrig fik. Det er
vigtigt, at den tillid bygges op igen, og det er her, vi kan gå ind og støtte dem i deres
relation. Vi besidder en faglig ekspertise, og den skal vi bruge i så bred en vifte som muligt
ude i praksis.
DRUK OG SVIGT – DRUK FØRER TIL VOLD OG OVERGREB
Jeg ser ud fra citat 1 (jf. omsorgsafsnittet) udtalt af psykolog Thomas Mackrill, at der kan
drages nogle paralleller med Bowlby og Ainsworths teori om det ambivalente
tilknytningsmønster og Eriksons 3. livsstadie.
Det lille barn er præget af forældrenes uforudsigelighed, da der ikke er styr på hjemmet.
Hvis det kontrollerer sin ageren over for sine forældre (jf. Ainsworth), netop ved at være
”lidt sødere eller artigere”, har barnet en forestilling om, at det hele nok skal gå. Det er
samtidig ikke i stand til at kontrollere sine følelser, og skyder dermed skylden direkte over
på sig selv (jf. Bowlby).
SIDE 24
Ud fra Eriksons 3. livsstadie har forældrene ikke valgt at give det lille barn mulighed for at
vælge nogle aktiviteter, så det kan udvikle uafhængighed og initiativtagen. Barnet begynder
altså at forbinde initiativtagen med skyld, så når det prøver noget på egen hånd, får det
straks skyldfølelse over for sine forældre.
I citat 2 (jf. omsorgsafsnittet) påpeger Mackrill det, som er Bowlbys hovedhypotese: ”Alle
børn knytter sig til deres omsorgsgivere, uanset hvordan de bliver behandlet” (Killén &
Olofsson, 2003, s. 94). I Sterns udviklingsteori på det sidste stadie – det narrative selv –
hævder han, at barnet opdager og accepterer, at dets forældre ikke altid kan være der, da
de også skal have opfyldt deres egne behov. Er barnet ikke udviklet normalt i dette stadie,
er det derfor ikke i stand til – som står citeret ovenover – at vurdere, at deres forældre ikke
tager sig af det.
Fysisk vold er også, hvis en forælder ikke opfylder sit barns behov om sult. Giver man ikke
sit barn mad, er der faktisk tale om fysisk vold og fysisk omsorgssvigt. Dette er ej at
forglemme, selvom det som oftest er fysisk vold så som slag og spark, der er på tale ved
begrebet fysisk vold.
Den latente vold kan hurtigt blive forvekslet med den psykiske vold, da begge typer af vold
er noget, der foregår rent psykisk. Forskellen er dog, at den psykiske vold er noget, som
forælderen gør mod barnet, hvor den latente vold er noget, som barnet selv associerer til.
Den psykiske vold er frygten af noget, der kan komme til at ske, hvor den latente vold er
forestillinger om noget, der i forvejen er sket og bekymringer om, hvornår det sker igen.
I forhold til pædagogens rolle er vigtigt, at vi tør at tage første skridt og ikke være bange for
at gøre noget forkert. Hvis vi oplever en bekymring omkring et barn, skal vi ikke holde os
tilbage. Der er en grund til, at vi får denne bekymring, og det er vigtigt, at det kommer på
tale. Der findes mange, der ikke tør at stå ved deres problemer, eller som er bange for at
bede om hjælp. Det er derfor yderst vigtigt, at der er nogen, der tør åbne munden. Det er
de små skridt, som gør det store hele.
Konklusion
Ud fra et bredt perspektiv af velkendte teoretikere, der hver især kommer med deres bud
på barnets udvikling og tilknytning, kan jeg konkludere, at det kan have fatale
konsekvenser for et barns udvikling at vokse op i et hjem, der er præget af et
alkoholmisbrug. Dette skyldes, at der er stor chance for, at børnene vil lide under massiv
omsorgssvigt.
Mennesker, der er afhængige af alkohol, er ikke i stand til at kontrollere deres liv og
dermed ikke i stand til at kunne give den rette omsorg til et barn. Alle børn tilknytter sig
deres primære omsorgsgivere lige gyldigt, om disse kan tage sig af barnet eller ej, men hvis
barnet bliver beskyttet af en anden primær omsorgsgiver, kan det knytte sig til denne
SIDE 25
person, og dermed opnå en normal udvikling. Dette ses i min empiriske undersøgelse. Alle
børn, der har været en del af et misbrugshjem i deres opvækst, udvikles dog forskelligt.
Et barn har brug for tryghed og nærhed i sin opvækst, ellers kan det risikere at udvikle
mindre selvværd, angst, psykiske lidelser og frygt for at indgå i sociale samspil og
relationer.
Pædagogen spiller en uhyre vigtig rolle i et barns liv og udvikling. Dette er lige gyldigt om
barnet er udsat for omsorgssvigt eller ej, da de fleste børn i dag bruger stort set lige så
mange timer i daginstitutionen, som de gør derhjemme. Pædagogen har også en faglig
baggrundsviden, som skal hjælpe med at kunne se atypisk adfærd eller udvikling hos
barnet. Det er ved hjælp af vores indlærte teori, at vi kan tage den faglige brille på og se de
faresignaler, som barnet udsender, hvis det er udsat for omsorgssvigt. Der udover kan vi i
så vidt muligt omfang gå ind og prøve at ”erstatte” den primære omsorgsgiver i barnets
hverdag og dermed prøve at udvikle barnets færdigheder så normalt som muligt.
Ikke nok med, at vi som pædagoger kan og skal bruge vores faglige viden i praksis, så er der
også en lov, som skal overholdes. Dette med særlig henblik på underretning. Vi er
underlagt en pligt til at underrette, hvis vi oplever, at et barn er udsat for omsorgssvigt.
Dog kan bekymringssamtalen med barnets forældre være et skræmmeobjekt for mange
pædagoger, og det kan muligvis medvirke til, at det ikke er alle pædagoger, der er lige
begejstrede for at skulle lave en bekymringssag på et barn.
Perspektivering
Ud fra artiklen ”Druk og svigt – druk fører til vold” er det kun 2 % af de 500 unge
mennesker, der har deltaget i undersøgelsen, som har været i kontakt med og fået hjælp og
støtte i institutionen. Det er for mig et meget lille tal og det er foruroligende, at der ikke er
blevet gjort mere for disse børn. Især når det faktisk er hos hele 25 %, hvor institutionen
har vidst, hvad der foregik i hjemmet.
Det undrer mig, at man som pædagog kan lade det gå sin næse forbi. Jeg tænker, at der
inden for det pædagogiske område, er behov for mere fokus på børn, der vokser op i en
familie med alkoholmisbrug. Nu har jeg ikke selv undersøgt det ude i felten – hvilket jeg
godt kunne have tænkt mig, hvis projektet var større og jeg havde mere tid – men tror, at
det kunne være godt for de enkelte institutioner at have nogle helt klare retningslinjer for,
hvad man helt præcis skal gøre, hvis man bliver opmærksom på et barn, hvor der muligvis
er tale om omsorgssvigt.
Vi lever i dag i et samfund, hvor institutionen hele tiden bliver en større del af børns
hverdag og integration, og vi som pædagoger bruger efterhånden lige så meget tid med
børnene, som deres forældre gør. Her er tale om dobbeltsocialisering. Dermed har
SIDE 26
pædagoger snart lige så stor pligt, som forældrene, til at påvirke det enkelte barns opvækst
og udvikling.
Vi skal i fremtiden være mere opmærksom på børns adfærdsmønstre, så vi kan gribe
tidligere ind og støtte de udsatte børn og deres udvikling. Vi skal turde at tage problemet
om alkohol op og lave en bekymringssag, når der er behov for det.
Bibliografi
Abrahamsen, V. (11. marts 2014). VBA - Voksne børn af alkoholikere. (Y. N. Næsby,
Interviewer)
Andersen, P. Ø., Ellegaard, T., & Muschinsky, L. J. (2007). Klassisk og moderne pædagogsik
teori. København: Hans Reitzels Forlag.
Boserup, B., & Merrild, L. (2012). Omsorgssvigt (2. udg.). Valby: Børns Vilkår.
Danner. (1. Juni 2008). Viden om vold: Voldens former. Hentet 25. december 2014 fra
Danner: http://www.danner.dk/danish-hjaelp-og-radgivning/viden-omvold/voldens-former/
Haarløv, W. (6. februar 2009). Indsigt og vækst: Individets psykosociale udvikling. Hentet
29. december 2014 fra Terapeut Net:
http://www.terapeut.net/artikler/menskadf/erikson/erikson.htm
Jensen, N. E. (2010). Metodebogen. København: Hans Reitzels Forlag.
Jerlang, E. (2007). Psykologiske tænkere. København: Hans Reitzels Forlag.
Killén, K., & Olofsson, M. (2003). Sårbare børn. København: Akademisk Forlag.
Philbert, L. (1. september 2009). Tema: Druk og svigt. Druk fører til vold og overgreb. Hentet
7. januar 2015 fra Børn & Unge:
http://www.boernogunge.dk/internet/boernogunge.nsf/0/E4918D6D55E93DD4C125
79FA002E1DE1?opendocument
Restinformation. (20. oktober 2014). Retsinformation: Dagtilbudsloven. Hentet 5. januar
2015 fra Retsinformation:
https://www.retsinformation.dk/forms/R0710.aspx?id=164345
Retsinformation. (14. marts 2013). Retsinformation: Lov om social service. Hentet 7. januar
2015 fra Retsinformation:
https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=145755
SIDE 27
Skovborg, D., & Jessen, K. R. (2011). Tidlig indsats ved omsorgssvigt. Frederiksberg:
Frydenlund.
Sundhedsstyrelsen. (1. februar 2009). Når mor og far drikker. Hentet 7. januar 2015 fra
Sundhedsstyrelsen:
http://sundhedsstyrelsen.dk/da/sundhed/alkohol/~/media/A5374B41E5444F5EA2F
CD9781BDFA978.ashx
Sundhedsstyrelsen. (28. april 2014). Alkohol: Børnefamilier med alkoholproblemer. Hentet
30. december 2014 fra Sundhedsstyrelsen:
http://sundhedsstyrelsen.dk/da/sundhed/alkohol/boernefamilier
Sundhedsstyrelsen. (2014. oktober 2014). Alkohol: For børn og unge. Hentet fra
Sundhedsstyrelsen:
http://sundhedsstyrelsen.dk/da/sundhed/alkohol/boernefamilier/for-boern-ogunge
Thormann, I. (2009). De voksne børn. København: Hans Reitzels Forlag.
Zierau, F. (2001). Alkohol - på godt og ondt. København: PsykiatriFondens Forlag.
SIDE 28