Traditionel bygningskultur - beskrivelser og

Transcription

Traditionel bygningskultur
Renovering
Ideen bag dette afsnit er at foretage en oversigtsagtig gennemgang af de hyppigste bygningstekniske
løsninger, man møder i ældre svenske huse, med specielt vægt på træhuse.
Formålet er tosidet:
At oplyse om historie, baggrund og formål for de enkelte konstruktionsdetaljer. Formålet hermed er at
hjælpe til både at forstå dem i kulturhistorisk og teknikhistorisk sammenhæng, hvilket ofte kan fremme
en respekt for den ”kulturarv”, der i nok så høj grad ligger i ”hytten” frem for i ”slottet”.
At oplyse om de enkelte konstruktioners fordele og ulemper set i nutidigt lys. For de fleste af os har jo
købt et hus, der skal anvendes og ikke et museumsstykke. I den sammenhæng, vil vi forsøge, hvor det er
muligt, at henvise til metoder til reparation, udskiftning og modernisering, som ikke modarbejder den
oprindelige konstruktion eller dens udtryk.
Af Kirsten og Claus Thykier, Bjørn Donnis
Dette skrift er ufuldstændigt og vil formntlig altid være således. Du vil se (overskrifter), der står i
parenteser – disse mangeler indhold, og du vil sikkert savne andre emner. Hvis du har særlig viden og
lyst til at skrive et afsnit – eller bidrage med oplysninger - stort eller småt - så lad os det vide.
Sidst opdateret oktober 2015 af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare / Bjørn Donnis – www.torpare.dk
Side 1 af 55
Indhold
Indledning .............................................................................................................................................. 4
Husets plan: Klassiske svenske planløsninger og udtryk .......................................................................... 5
Baggrund ........................................................................................................................................ 5
Planløsninger .................................................................................................................................. 5
Husets udtryk................................................................................................................................ 10
Fundamentet / ”Grunden” .................................................................................................................... 11
Mullbänk ...................................................................................................................................... 11
Bjälklag på mark............................................................................................................................ 11
Torparegrund ................................................................................................................................ 11
Rustbädd – et vådt fundament ...................................................................................................... 13
”Krypgrund”/krybekælder ............................................................................................................. 14
Randfundament ............................................................................................................................ 14
Mere info ..................................................................................................................................................... 14
De bærende vægge / ”Stommen” ......................................................................................................... 15
Tømmer- og trækonstruktioner ..................................................................................................... 15
(Bindingsværk/”Korsvirke”)........................................................................................................... 18
Reparation af stommen ................................................................................................................. 18
(Tegl og stenhuse) ......................................................................................................................... 19
(Bjælkelagene) .............................................................................................................................. 19
Tag og spær / ”Tak ock takstol” ............................................................................................................ 19
Spærtyper ..................................................................................................................................... 19
Udnyttelse af tagetage – tagprofiler .............................................................................................. 23
Udnyttelse af tagetage – husdybde og taghældning ...................................................................... 24
Ændringer og reparation af spær ................................................................................................... 26
Mere viden ................................................................................................................................... 26
Skorsten ............................................................................................................................................... 26
Beklædning af ydervægge ..................................................................................................................... 29
Ubeklædt tømmer og træbeklædning ............................................................................................ 29
Typer af (træ)beklædning: ............................................................................................................. 30
Knutar - De hvide hjørner: ........................................................................................................... 31
(Bindingsværk og sten) .................................................................................................................. 33
Masonitbeklædning ...................................................................................................................... 33
Eternitbeklædning......................................................................................................................... 34
(Isolering og vindtætning) ............................................................................................................. 36
Udformning .................................................................................................................................. 36
Materialer ..................................................................................................................................... 36
Yderdør......................................................................................................................................... 36
Sekundære døre og porte .............................................................................................................. 36
Beslag ........................................................................................................................................... 36
Tagbelægning og regnvandsafløb .......................................................................................................... 37
Træ og spån som tagbeklædning ................................................................................................... 37
Side 2 af 55
(Tegl og det der ligner) .................................................................................................................. 39
Plåt i mange udforminger .............................................................................................................. 39
Husk at se under både ”privat” og under ”proff”: .................................................................................. 46
(Tagpap og shingles) ...................................................................................................................... 47
Masonit ........................................................................................................................................ 47
Skifer ............................................................................................................................................ 47
Eternit og eternit shingles ............................................................................................................. 48
(Alle de andre tagbelægninger: sten, tørv, …) ................................................................................ 48
(Tagrender/afløb) ......................................................................................................................... 48
(Gulve) ................................................................................................................................................. 49
Materialer ..................................................................................................................................... 49
(Overfladebehandling af trægulve) ................................................................................................ 49
(Isolering og fugtspærre mod undergrunden) ................................................................................ 49
(Indervægge) ........................................................................................................................................ 49
Opbygning .................................................................................................................................... 49
Overflade ...................................................................................................................................... 49
(De indvendige lofter) ........................................................................................................................... 49
Mere viden ........................................................................................................................................... 50
Bøger ............................................................................................................................................ 50
Internet ........................................................................................................................................ 52
Billederne ............................................................................................................................................. 52
Byggeteknisk ordliste: Svensk-Dansk..................................................................................................... 53
Tryk på symbolet  for at komme tilbage til indholdsfortegnelsen ovenfor
Side 3 af 55
Indledning
Ved vedligehold, reparation og tilpasning af ældre huse møder man altid en række problemer og
dilemmaer.
Det grundlæggende problem, måske især for os amatører, men såmænd også for mange håndværkere, er
at identificere hvorledes elementer af bygninger oprindelig er tænkt og formålet ved konstruktionen.
Alvorligst er problemet selvfølgelig for flere 100-år gamle huse, men selv huse fra før f.eks. 1930 – og især
træhuse - kan være tydeligt ”anderledes”, end hvad vi kender som danskere i dag.
Dilemmaerne opstår, når man skal reparere eller bygge om:
Det ene dilemma er det, der kan kaldes ”kulturarvsproblemet” og som gælder ethvert hus, der er bare få år
gammelt: skal man bevare og måske endda tilbageføre huset til en fortidig tilstand eller som den absolutte
modsætning renovere huset til nutidig standard med vore dages materialer og metoder, uden hensyn til
fortiden? Med andre ord – skal vi udnytte den bygning, vi har købt brugsmæssigt optimalt, eller vil vi føle
glæde ved at påtage os en opgave mht. bevarelsen af minder fra fortiden.
Et andet – og meget alvorligt – dilemma relaterer til, hvad der ”er bedst for huset”. Utallige gamle huse er
blevet ødelagt for evigt på grund af velmente tiltag som isoleringer, der er udført efter ganske korrekt
metode, hvis der havde været tale om et moderne hus, men som forårsager store skader (råd), når de
anvendes på et gammelt hus, der f.eks. er opført med konstruktioner, der slet ikke håndterer fugt på
samme måde som moderne konstruktioner.
Et tredje dilemma, der relaterer til omkostningerne, opstår, når man erindrer, at ældre huse oprindelig er
opført til helt andre behov i en tid, hvor arbejdskraft var næsten gratis, hvor mange af nutidens materialer
var næsten uopnåelige for menigmand, mens andre materialer, der i dag er sjældne, var lettilgængelige.
Det er håbet, at dette skrift kan bidrage til, at ejere af bare lidt ældre huse – i Sverige – træffer de valg, de
hver især vil være tilfredse med, og som ikke skader konstruktionen uventet.
Samtidig tror vi, at de fleste på lidt længere sigt vil glæde sig over at have foretaget valg, der hælder til den
”kulturarvsbevarende” side, hvilket vi håber at fremme ved at oplyse om konstruktionernes historie.
Ansvaret for den Svenske kulturarv ligger hos Riksantikvarieämbetet, hvis hjemmeside www.raa.se har en
god materialeguide http://samla.raa.se/xmlui/handle/raa/3310 (pas på med at skrive den ud – den er på
over 500 sider. Den praktiske rådgivning får du på de enkelte Länsmuseer som du finder her
https://sv.wikipedia.org/wiki/Lista_%C3%B6ver_museer_i_Sverige#L.C3.A4nsmuseer og evt. hos
Länsstyrelserna: http://www.lansstyrelsen.se/Sv/Pages/default.aspx


Side 4 af 55
Husets plan: Klassiske svenske planløsninger og udtryk
Baggrund
Dette afsnit er måske det vigtigste i nærværende skrift.
Forestil dig at du finder et betalbart hus, der ligger det smukkeste sted nu nogensinde har set.
Desværre er huset mørkt, med alt for små rum og beklædt med eternit på væggene og blikplader på
taget.
Vi er nok mange, der begynder med at se ”hvad kan vi gøre ved det”. Vi er også klar over, at det er i
begyndelsen man har kræfterne, så straks lægges der store planer med at lægge kamre sammen til
store rum, eternitten skal selvfølgelig væk og erstattes at rødmalede brædder, huset udstyres med
kviste - de er så romantiske, og så tegl på taget, hvis det kan bære.
Måske ER det den bedste løsning. Men der er to gode grunde til at tøve!
1) Hvis man kan se hvordan huset oprindelig er tænkt, så kan man også let identificere de oprindelige
bærende yder- og indervægge. Der er rigtig mange grunde til alvorligt at overveje at lade disse forblive
urørte.
Herved kommer man let til at bevare dele af den oprindelige planløsning, selvom rummene nu måske
skal anvendes til andre formål.
2) Måske skulle du se på om huset i virkeligheden repræsenterer god byggeskik både hvad angår
planløsning og materialer.
En ”kulturarv” som man bør overveje baggrunden for og relevansen af. Og dette kan være lige relevant
for 1950 huset som for huset hvis oprindelse ligger tilbage i 1600-tallet.
Måske når du frem til, at finde kompromiser der ”tilpasser” huset til vore dage og dit behov på en
måde, der udnytter husets måske lidt skjulte kvaliteter og samtidig tager hensyn til ”kulturarven”. Du
skal efter min mening ikke finde kompromiset for at ”bevare for enhver pris” (så skulle man have
fredet huset), men fordi du nok på lang sigt vil blive gladere for der hvor ønskerne og idealerne mødes
med det bestående. Måske midtimellem, måske i stor veneration for al det gamle eller måske i en
topmoderne udgave med enkelte overlevende detaljer (BD).

Planløsninger
En gennemgang af alle typiske svenske planløsninger er en opgave som de færreste formentlig vil have
interesse i og som forfatterne næppe magter.
Opgaven er dog ikke så kolossal som man kunne forestille sig! I Sverige og i andre lande – er typehuset
en ældgammel opfindelse! Man prøvede sig frem til modeller, der opfyldte et givent funktionsbehov,
havde et lavt materiale forbrug og andre fordele. Bygmestrene lærte at bygge netop disse modeller,
som derfor blev helt dominerende.
Side 5 af 55
Men en lille smagsprøve er på sin plads og overskuelig netop fordi, der i virkeligheden er så relativt få
grundtyper.
Men vigtigst er, at det mange gange letter forståelsen af den nuværende planløsning inklusiv
identifikationen af de om- og tilbygninger, der mere eller mindre hensigtsmæssigt måtte være
foretaget.
Vigtigere er det, at når man kender ”sjælen i huset” i form af den oprindelige konstruktion, har man en
fornemmelse af hvad der er de bærende vægge, hvor der formentligt ligger et ”ufjerneligt”
ildstedsfundament under gulvet og lignende. En uvurderlig viden hvis eller når man ønsker at tilpasse
husets funktion til nutidens behov.
”Enrumsstugan” og ”enkelstugan” adskiller sig fra hinanden gennem anvendelsen af de rum, der er
udover selve stuen.
”Enrumsstugan” svarer til et mindre havehus uden vinduer, hvor røg fra en evt. opvarmning går
gennem lyre i taget. Eventuelle andre rum er opført endnu mere primitivt end hovedrummet.
”Enkelstugan” er oftest af størrelse svarende til et meget lille sommerhus, op til fx 5x8 m, og ofte med
et lavt men brugbart loftsrum.
Ganske mange ”torp” er eller var oprindeligt ”enkelstugar”. Madlavningen foregik i det store rum,
hvor alle også sov – og havde sarte dyr om vinteren. På trods af den meget beskedne plads var
kammeret ofte ganske lidt benyttet og ikke fast opvarmet – det var tilløbet til finstue/gæsterum.
Bemærk at ildstedet i køkken/stue samt kammer ofte er placeret op mod facaden!
I Götaland er det almindeligt at ”enkelstugan” fik indrettet separat køkken.
Hvis ”enkelstugan” har indgang til det store rum, og dermed et større kammer, kaldes den for en
”sidokammerstuga” ellerr ”tvåkammarstuga”. Denne type er almindelig i grænseegnene mod Norge.
”Enrumsstugan” ser vi i vore dage som udhuse og moderne ”friggeboder”.
Skitse af "enrumsstuga" med dør i gavl og skitse af "Enkelstuga" med dør i facade. Som i øvrige skitser
er evt. vindfang o.l. birum udeladt.
Side 6 af 55
”Parstugan” er sammen med den nedenstående ”framkammarstuga” de 2 næste trin op ad
rangstigen, når midlerne rakte til mere plads.
”Enkelstugan” blev forlænget med endnu en stue modsat den oprindelige. Samtidig fik man så to
skorstene. Nu benyttes kammeret, men til gengæld bliver den ene stue til finstue.
Ofte var husene opført med anvendelig tagetage eller i to fulde etager. I sidstnævnte tilfælde flyttedes
finstuen ofte herop og blev til et næsten sal-lignende rum, ligesom huset fik en statelig karakter.
En udbygget ”parstuga” med udnyttet tagetage, måske
endda ”halvvåning” (høje facader med lavtsiddende
vinduer) eller endda i to fulde etager, kan være meget
smukke og velanvendelige huse ved behov for ganske
meget plads.
Parstuga
I ”framkammarstugan” ses ”enkelstugan” forlænget med et eller to ekstra rum – og en ekstra
skorsten. Med lidt udhuse bygget op af huset begynder konstruktionen at fylde noget mere.
I andre, ofte nyere udgaver, er der indskudt en ”skive” med forstue og bagved liggende køkken. Loft er
oftest udnyttet og måske er huset opført som ”halvvåning”, hvor facaderne blev ført 1-1½ m op over
etageadskillelsen.
Framkammmarstuga
Side 7 af 55
De større længehuse som vi især møder i Skåne (i
bindingsværk) eller i Halland (i træ) blev typisk
opført som gentagne, ofte spejlsvendte kopier af
”parstugar” og/eller ”framkammerstugar”.
Grunden til længehusets popularitet i disse egne
beror på, at her var træfattigt i store dele af
historisk tid. Det var vanskeligt at anskaffe de
nødvendige lange, kraftige bjælker til spær og
loftsbjælker ved større husdybder.
Hallandsk længehus
”Dubbelkammarstugan” er endnu en variant af de større huse – almindelig i det nordlige Götaland og
Småland. Karakteristisk er det centrale, separate køkken. Igen ofte i 1½ eller 2 etager.
Dubbelkammarstuga
”Salsbyggnad” eller ”seksdelad plan” er et hus som mange kender som hovedbygningen i den
velstående bondegård. Brukpatronens hus, præstegården og igen i vor tid, som det lidt palæagtige
enfamiliehus, der ofte suppleres med symmetriske sidebygninger.
Udefra domineres indtrykket af den store gavltrekant (”frontespis”)
midt på facaden ofte på begge facader. Omkring århundredeskiftet
tilkom en midterkarnap eller stor forstue, der fortsatte op i balkon
foran galvtrekanten, ofte udsmykket med snickarglädje.
Bygningstypen er kendt fra 1700-tallet og lever i bedste velgående.
Der er én eller to etager og hvis kun der er én fuld etage er tagetagen
næsten altid udnyttet.
Planløsningen er karakteriseret af den store,
centrale ”sal” som ofte åbner sig mod en velanlagt
have.
Salsbyggnad eller seksdelad plan
Side 8 af 55
Disse huse er naturligvis beklædt ”dyrt” med
høvlede brædder, oliemalet og ”färgsat” – dvs.
malet i to eller tre udvalgte farver, der helst er
forskellige fra de nærmest liggende huse.
Seksdelad hus - af de store - her er væg- og tagbeklædning
samt malig i sin tid valgt bland det bedste det kunne fås.
”Villaplanen” er den mest dominerende planløsning, både på
landet og i forstæderne fra omkr. 1900 og op til 1960. Den er
anvendt til både småhuse og til nyere beboelsesbygninger på
landbrug, da man nåede til tiden, hvor man hverken havde
ansatte boende eller mange børn.
Korsform, fyr-delad eller "villa"-formen.
”Villaen” er ofte opført som ”Plankehus” og ikke som ”timmarhus” (se nedenfor under Stommen).
Karakteristisk er opdeling i fire næsten lige store rum, idet den ene delevæg ofte er lidt forskudt for at
få større stuer. Herved vil skorstenen skulle hælde på loftsrummet, for at ramme tagrygningen.
Skorstenen er normalt med flere rør, der betjener de forskellige ovne, gruekedlen i kælderen og
komfuret. Desuden er der normalt et rør, der fungerer som aftrækskanal fra køkkenet. De to birum,
køkken og entre - kan fra begyndelse være underopdelt i f.eks. bryggers og en bagindgang og evt.
indvendigt toilet.
Der er normalt kælder, i hvert fald under halvdelen af huset. Loftsetagen er normalt helt eller delvist
indrettet til beboelse.
Dette afsnit bygger i høj grad på ”Så renoveras Torp och Gårdar”, O Hidemark et al. (se Bøger ),
brochuren "Svensk byggnadskultur, värd att vårda!" (findes på svensk, dansk og tysk – kan fås fra
mange sydsvenske Länsstyrelser, eller læses i netversion her: www.alebo.se/kultur/ ),
Kulturmiljövårdens bebyggelseregister – inventeringshandbok,
www.raa.se/publicerat/9172091290.pdf (BD)

Side 9 af 55
Husets udtryk
Som et eksempel på, hvad der tænkes på, så forestil dig:
en ubehandlet eller tjæret hytte i kraftigt håndtilhugger tømmer,
et bræddebeklædt rødfarvet torp,
et hus malet i gul oliemaling, med udsavede ornamenter, vinduer og døre i farver, der spiller op
til vægfarven, og endelig måske
et eternitbeklædt hus.
Nu er vægmaterialet og farven beskrevet – intet andet - alligevel er jeg sikker på, at du allerede har set
husene for dit indre blik:
det lille lave bjælkehus, måske med græs på taget, næsten en norsk ”sæterhytte”,
det klassiske torp – mon ikke det du så for dig, havde hvide hjørner og vinduer – sprosser i
vinduerne og måske en lille forstuekvist – og hvis rigtig fint en dobbeltdør?
det malede hus var nok symmetrisk om midten, der var sikkert en central, stor gavlkvist (med
frontispiece (”frontespis” på svensk) og var næsten en lille herregård eller i det mindste
”brukspatronens” hus.
og eternit huset var nok et på alle måder anonymt, og i mere eller en forstand gråt hus fra
1930’erne, beliggende i en lille by, lidt dårligt vedligeholdt og med nogle knækkede eternit plader
og andre der var misfarvede af sort skimmelsvamp. Med egentlig et rart hus, ”hvis ikke det var så
grimt”.
Hvis jeg ikke har ramt helt ved siden af, kan du tænke over, hvorfor huse i et givet land ligger så fast i
deres udtryk, at vi bare skal have væg-materialet beskrevet for at se det hele for os.
Og næste trin er så at overveje om vi skulle stræbe efter at lade denne sammenhæng mellem
materialer, husform og planløsning – husets ”udtryk” – overleve den renovering vi vil påbegynde?
Måske er det bedre at få lys i tagetagen ved hjælp af Velux-vinduer end ved at sætte kviste på? Måske
skal vi afrense eternit pladerne, med besvær få anskaffet erstatninger for de knækkede og male hele
huset hvidt, eller i en flot grå farve? For måske vil huset efter beklædning med røde brædder bare
ligne ”et eternithus, der har fået røde brædder på og sprosser på vinduerne”?
Måske…

Side 10 af 55
Fundamentet / ”Grunden”
Mullbänk
Den simpleste (og formentlig også den ældste) form for ”fundament” er den såkaldte ”mullbänk”, hvor
man lagde ”syllen” direkte på jorden, på mindre marksten eller på et lag sand. På indersiden tætnede man
overgangen mellem gulv og væg med jord, tørv eller ler. Denne konstruktion forhindrer ofte udluftning og
kan i mange tilfælde forårsage skimmel, råd- og svampeangreb. Især hvis der på bræddegulvet senere er
lagt et fugtstandsende lag (vinyl eller linoleum) er faren for råd stor.
Det er svært at vide, hvor almindelig mullbänk-grunden har været, da den ofte er udskiftet med andre
konstruktioner – eller de pågældende huse er gået til. (KT & CT)

Bjälklag på mark
Parallelt med Mullbänken havde man en lidt ejendommelig konstruktion, hvor knuterne hvilede på sten
som i torparegrunden (nedenfor), mens gulvbrædderne lå på en bjælkeramme, der ikke var fast forankret i
resten at huset. Disse bjælker og gulvet kunne så udskiftes, med større ellen mindre besvær, når de
rådnede. (BD)
www.stockholmslansmuseum.se/faktabanken/olika-typer-av-grundlaggning/



Torparegrund
Det mest almindelige (overlevende) fundament i ældre huse af liggende tømmer er opbygget således, at
man har lagt den nederste bjælke (”syllen”) på relativt store marksten i husets hjørner, under ”knuderne”.
Hjørnestenene kunne stables i op til en meters højde. Hvor der ellers på husfacaderne forefindes knuder,
der binder indervægge fast i facaden, hviler også disse på bærende kampesten. I princippet kender vi i
moderne tid konstruktionen i huse, der hviler på betonplinter/sokkelsten.
I kuperet terræn kunne hjørnestenene bestå af deciderede stenstolper (eller sågar træstolper).
For at tætne mod træk stablede man imellem hjørnestenene mindre sten med fladest siden udad.
Mellemrummene mellem stenene tætnedes med kalkmørtel eller kalket ler.
Bemærk, at disse sten ikke er bærende!
Denne enkle konstruktion finder man som regel både under tømmerhuse og bindingsværkshuse samt
bulhuse.
I anden halvdel af 1800-årene udførtes fundamentet ofte med tilhugne kampestenskvadre i lighed med,
hvad der førhen var tilfældet på herregårde og højerestandsbyggeri i købstæderne (”kallmur”).
Side 11 af 55
Herved kom man gradvist over til et randfundament (se nedenfor), hvor hele facaden og gavlen støtter på
fundamentet.
Da man begyndte at bygge kældre under husene i stedet for de fritstående jordkældre, var det nødvendigt
at forstærke fundamenterne og gøre dem tykkere, således at man kunne holde til jordtrykket. Indvendigt
blev disse ofte, for at holde dem tætte, pudsede med en fed lervælling, som kunne kalkes. (KT & CT)
Til tider er renovering af torparegrunden ikke den mest presserende opgave!
Problemer med torparegrund
Men et fundament, der er en torparegrund har man en stor risiko for at møde ét af to problemer:
fugt i huset, eller værre i gulvkonstruktionen
træk eller kolde gulve
Det besværlige er, at afhjælpning af det ene problem ofte fører til, at det andet opstår!
Den ideelle udførelse, der ikke garantere, at man ikke mere har nogen problemer, men som reducerer
risikoen, består af mange elementer:
Husets placering bør være ”på toppen af bakken” frem for i lavningen. Det kan vi selvfølgelig ikke ændre,
men man skal ganske simpelt undgå grundvand (eller vandlidende jord) under huset. Hvis huset ligger på
en skråning, hvor der er gravet lidt jord væk bagved huset, som er brugt som opfyld under facaden, (der er
konstrueret en ”terrasse” i skråningen) er der større risiko for at grundvandet et tæt på overfladen ved
bagsiden af huset. Et dræn udenfor huset på bagsiden kan her være nyttigt til at reducere fugtproblemer.
Side 12 af 55
Terrænet lige omkring huset bør ligge lidt lavere end jorden under huset – bare 10-20 cm. Huset bør
således egentlig stå på en lille forhøjning, således at regnvand omkring huset løber væk fra huset frem for
ind under huset. Således har det sikkert set ud ved opførelsen, men ofte hæves jordoverfladen omkring
huse med tiden af planternes rødder (og affald).
Der bør i øvrigt ikke være tæt plantevækst omkring fundamentet – der skal kunne komme luft til
kampestens væggene.
Jorden under huset skal helst være drænende og ”kapillarbrydende”: lecanødder, skærver, sigtet grus (ikke
stabilgrus eller grus, der hedder noget med ”nul” – altså ikke 0-4 mm eller 0-8 mm, men gerne f.eks. 4-8
mm). ”Makadam” (ret fint knust ”bjerg”) eller ral er også fornemt. Jorden skal ganske simpelt ikke kunne
trække flydende vand op til overfladen. Hvis det, der nu engang er under huset, fungerer fint, så lad være
med at gøre noget. Men har man fugtproblemer er en udskiftning af de øverste 10-20 cm ”god muldjord”
med groft grus eller lecanødder – samt måske en dampspærre (kraftig plastfolie) nede på eller lidt under
jordoverfladen måske løsningen.
Rummet under huset bør i øvrigt ikke benyttes til oplag i større stil, hvis der er fugtproblemer.
Udfyldningsvæggen af kampesten mellem de bærende sten må hellere mangle end være en flot, tæt fuget
kampestensmur med få eller ingen udluftningshuller. Det er væsentligt at få fugt væk fra rummet under
huset – isoleringen og vindtætningen foretages bedre oppe i gulvkonstruktionen.
Nu er der heldigvis masser af huse med torparegrund, der fungerer perfekt. Jorden under huset er knastør,
og det trækker ikke fra gulvet. Det er godt – pas på konstruktionen og tænk dig rigtig godt om, før du
ændrer noget, for ofte er balancen hårfin.
Som eksempel: Kampestenene i udfyldningsmuren ligger lidt grimt, og der er faldet mørtel ud – man murer
op igen med en alm. bastardmørten (en KC-mørtel), fuger flot, maler måske smukke fuger med lidt hvid
cementfarve. Huset er lige til forsiden af ”Gård och Torp”
Et par år efter opdager man desværre, at der er et par gulvbjælker i enden, der vender mod nord, der er
lidt smårådne! Så galt går det normalt ikke, men risikoen er reel! (BD)
(se i øvrigt afsnittet om gulve og især afsnittet om isolering mod fugt).

Rustbädd – et vådt fundament
Hvor man ønskede at bygge på våd og blød grund, måtte men gå anderledes til værks. Man konstruerede
en ”kasse” af bjælker, eller flettede grene eller ris og fyldte dem op med sten eller jord. Oven på dette
byggedes huset.
For at sikre, at konstruktionen havde en fornuftig holdbarhed, måtte grundvandet til stadighed dække
”rustbädd” kassen, der ellers ville rådne meget hurtigt. Relativt få af disse konstruktioner overlever i
Side 13 af 55
mange år, fordi de ofte på et eller andet tidspunkt bliver tørre og rådner – enten på grund af naturens
luner eller fordi man af uvidenhed dræner ”sumpen”. (BD)

”Krypgrund”/krybekælder
I svensk sammenhæng tænker man krybekælderen som en – mere moderne udgave – af torparegrunden,
selvom en krybekælder bør være så ny, at bygmesteren var klar over fugt/isolerings/ventilationsproblematikken. (BD)
(se afsnittet om gulve og især afsnittet om isolering mod fugt).



Randfundament
Det murede (kampesten, lecablokke eller alt muligt andet) og det støbte betonfundament er nødvendigt til
stenhuset og er udbredt i nyere træhuse.
For stenhuset gælder, at murværket skal understøttes langs hele facaden og gavlene. For træhuset er dette
hensigtsmæssigt når man ønsker at have en god kælder.
Det kan være svært umiddelbart at se om man har en torpare-grund hvor udfyldningsmuren blot er udført
meget omhyggeligt, eller om man har et egentlig stenfundament. Ved stenfundamentet og i støbte
fundamenter er der tradition for at anbringe eller indstøbe store sten ved hjørnerne, hvilket gør det endnu
sværere at se forskel.
For randfundamenter kan man med fordel søge råd i Danmark og i dansk litteratur. (BD)

Mere info
www.stockholmslansmuseum.se/faktabanken/olika-typer-av-grundlaggning/
Der henvises generelt til bl.a.:
”Så renoveras gård och torp”,
Göran Gudmundsson, ”TIPS OCH RÅD OM BYGGNADSVÅRD”,
Roger Lindbom och Vicki Wenander, ”FRÅGER OCH SVAR OM BYGGNADSVÅRD”, og
Sören Thurell, ”Vårda och renovera trähus”. (KT & CT).
Side 14 af 55
De bærende vægge / ”Stommen”
Tømmer- og trækonstruktioner
Stommen er et ord, der er svært at oversætte til dansk – vel nærmest
stativ eller skelet, men for et hus betegner det den bærende del af
konstruktionen – i modsætning til evt. udvendig og indvendig
beklædning.
Ofte vil man jo tænke på ”timmarhuset” (”blokhuset” af stablede,
liggende bjælker) som det ”ægte” gammeldags svenske træhus. I
virkeligheden skulle konstruktionen med skiftesverk (på dansk
bulvægge) være langt ældre. I skiftesverk rejser man nogle lodrette
bjælker (”ständere”) med en udhugget notgang i siden og skyder så
vandrette, ”brædder” (groft tilhugne halvtømmerplanker) ind oppefra –
og afslutter med en vandret bjælke på toppen, der samtidig bliver
tagrem. Se skitsen – hvor det kun er ½ felt, der er udfyldt med brædder,
så man forhåbentlig kan se idéen.
Skiftesverk i hus, hvor tømmeret i øvrigt er knutsamlet i hjørner
– et hybridhus (?). Kafé Brooktorpsgården, Kyrkogatan 12, Halmstad
Denne konstruktion er efter sigende brugt fra jernalderen og helt frem til
nutiden – mest hvor der er løvtræ (eg eller bøg). Husene er sjældne i Danmark,
findes nu i Sverige mest i stalde og udhuse og i gamle ”ryggåsstugar” og kan
være fantastisk smukke, når de står ubeklædte (udvendigt og/eller indvendigt).
Hallandsgården på Frilandmuseet (her i Danmark) er delvist opbygget med
bulvægge/skiftesverk.
og
Skitse af ”Skiftesverk” (dansk: bulvæg).

Timmerhuset er som nævnt, nok hvad de fleste af os forbinder med et ”gammelt, svensk træhus”. Det
består af mere eller mindre tilhugne bjælker (eller blot afbarkede stammer), får borthugget halvdelen af
materialet tæt på enderne og stables vandret med de udhugne ender låst ind i hinanden i ”knutar”
(knuder) på normal tømmerhusmanér – eller eventuelt som ”svalehaler” (”laxsvanser, laxknutar,
slätknutar”).
Se også billeder på næste side. Også skillevægge opbygges på samme måde og flettes ind i ydervæggene.
Faktisk skal der helst være en tværgående indervæg for hver 4-6 m for stabilitetens skyld, hvilket kan være
et indretningsmæssigt problem. Træet er næsten altid nåletræ.
Oprindelig var tømmerhusene uden beklædning – og heller ikke malede – rødfarven var ikke opfundet.
Side 15 af 55
De timmerhuse, der stadig eksisterer, er trods alt så nye, at de ofte oprindelig har været beklædt med
lodrette – senere vandrette – panelbrædder. Eller de er blevet det på et tidspunkt. Man beklædte aldrig
huset før efter 1-2 år, fordi tømmeret skulle sætte sig først. Derfor fik de ofte en gang rødfarve fra
begyndelsen, og man finder – når beklædning tages af – at tømmeret er rødt og tror derfor fejlagtigt, at de
oprindelig har været beregnet på at stå uden beklædning.
Timmerhuset er det (eneste) sted, hvor ”brädklädda knutar” (de – evt. hvide – hjørner) i virkeligheden
hører til – men mere om det lidt senere.
Du kan læse lidt mere om denne type huse og deres reparation på
www.stockholmslansmuseum.se/faktabanken/timmerstomme-historik/
Knuttimrad hus uden beklædning og knutkasser.
Bemærk enderne af en indervæg/tværvæg over
porten. Hvor er det et smukt hus – men hvor må
der være mørkt indendørs.
Side 16 af 55
2 typer knutar, hhv ”Sexkantskallar (och en avbruten hals som visar dubbelkatten)” og ”laxknutar eller slätknutar”, Begge fra
Dalarne.
Kilde: Taxelson, Wikimedia Commons
En noget nyere type træhus er ”resvirkehuset”. Det er både i familie med skiftesverket og forgænger for
det efterfølgende plankehus. Vandret ”syll” bjælke i bunden med notgang. Heri rejses lodrette, etagehøje
planker med fer i begge ender og øverst afsluttes med en tagrem, der har notgang på undersiden. Der
sættes ”hörnjärn” (smedede beslag) på hjørnerne for at holde sammen på det hele. Fra 1700-tallet,
almindelig 1800-1920.
www.stockholmslansmuseum.se/faktabanken/staende-timmer-resvirke-historik/
Plankehuset (med Plankstomme) består af 2-3 tommer tykke (maskinfremstillede) bjælker med fer og not
(”spontad”). De rejses lodret, med hjørnebjælker, fod og tagrem o.s.v. Hele husets (underetage) bliver reelt
en trækasse med 5-8 cm tykt træ. Huset er altid beklædt. Er den helt dominerede byggemetode til
enfamiliehuse og lansbygdens huse i sidste del at perioden 1900-1950.
Side 17 af 55
Og så er der endelig regelhuset/stolpeverkshuset – sådan som så mange huse – også tilsyneladende
murede – er opbygget: Et ”gitterværk” af bjælker/reglar, der enten udfyldes mellem bjælkerne, så man får
et ægte bindingsværkshus/korsvirkeshus eller som beklædes med brædder, eternit, skiffer (i f.eks. Harzen),
clapboards (i USA), stålplader, skalmur…..kun fantasien sætter grænser. Ældre huse er typisk med færre,
kraftige bjælker og nyere med mange, ganske spinkle ”pinde”. Især fra ca. 1800 tallet og frem til i dag. (BD)
Knutarne – de hvide hjørner kan du læse om her.
Til tider har jeg hørt diskussionen om hvilken form for træhus, der er bedst?
Min indstilling er ”ingen” – alle har fordele og ulemper.
Tømmerhuset og skiftesverket har en del isolering indbygget i det tykke træ, til gengæld er yderligere
isolering noget, man skal være endog meget påpasselig med. Uden beklædning kan husene være meget
utætte, næsten uanset hvor godt der kalfatres, ”stoppes”, mellem bjælkerne. Konstruktionerne er
”fleksible”, hvilket både er godt og skidt – husene ændre dimension gennem hele levetiden, men
selvfølgelig især de første år. Grundlæggende er tømmerhuset en stærk konstruktion, hvis der er
tværvægge nok. Desværre risikerer enhver ændring, som f.eks. et nyt eller flyttet vindue eller en dør at
svække konstruktionen.
Plankehuset deler mange af egenskaberne for ovennævnte, men husets dimensionsændringer er mere
begrænsede.
Regelhuset – der i praksis er tæt på de mange moderne skalmurede huse – er en nyere konstruktion og
svarer derfor bedre til vore dages krav; det er lettere at isolere uden at gøre skade. Ligeledes er
ombygninger lettere at håndtere. Til gengæld er al charmen fra det ”evigt” levende tømmer gået fløjten.
(Bindingsværk/”Korsvirke”)
Ved reparation: søg oplysninger i Danmark! (f.eks. ”Raadvad”), her er der langt mere viden end i Sverige!

Reparation af stommen
Det altoverskyggende problem med træhuse er, at de kan rådne. Typisk vil det være den nederste bjælke,
syll-balken, der har være for dårligt beskyttet.
Det heldige er, at træhuse grundlæggende er fleksible. Derfor kan de løftes lidt og understøttes, mens man
udskifter syll-bjælken.
Hvis man husker, at skorstenen samt døre og vinduer ikke er fleksible, så kan huset løftes med nogle billige
donkrafte fra f.eks. Biltema. Med andre ord: åbn døre og vinduer, vær sikker på. at der ikke er (opstået en)
fast forbindelse mellem træværk (gulv og lofter) og skorstenen.
Det er en noget vanskeligere operation end opretning af et hus, hvor ”torparegrunden” er sunket, fordi
man skal ”skille huset ad” – dvs. få syll-bjælken eller en del af den frigjort, at erstatte den og så endelig
sænke huset på plads.
Side 18 af 55
Der er masser af svenske håndværkere, som klarer denne operation rent rutinemæssigt.
En anden reparation, eller rettere ændring, er at man ønsker at flytte eller etablere nye vinduer eller
døråbninger.
Her skal man for alle de ”massive” træhuse erindre at hele væggen er en del af den bærende konstruktion.
Så hver gang, man tilføjer et nyt hul – også selvom man ”lapper” et andet, så svækker man huset. Derfor
skal dele af ”lappen”u(udfyldningen) gerne ”skarves” ind i de eksisterende bjælker. Specielt for
Timmarhusets vedkommende, skal man notere, at der er en del indvendige tværvægge, som er væsentlige
for husets afstivning. (BD)


(Tegl og stenhuse)

(Bjælkelagene)



Tag og spær / ”Tak ock takstol”
Vedr. tagBEKLÆDNINGEN (tegl osv) se under Tagbelægning og regnvandsafløb.
Hvis man kaster et blik på tagene på svenske småhuse, vil man hurtigt se, at der er forskelle i forhold til de
danske. Ikke blot er blik en langt mere udbredt tagbelægning end i Danmark, med en tilsvarende mindre
forekomst af tegl, men også taghældninger og tagprofiler er anderledes.
Endelig ser man næsten ingen af vore elskede store tagvinduer (”Velux”-vinduer), men et enormt antal –
mere eller mindre – harmoniske kviste.
Spærtyper
Noget af det første, vi i familien hørte om, da vi fik hus i Sverige, var, at der i nærheden lå en ”ryggåsstuga”
(Vippentorpet). Det anede vi ikke, hvad var, men det blev altid udtalt med dyb ærefrygt og veneration, så
det måtte jo være noget ganske særligt! Og da vi samtidig glædede os over, at det hus, vi havde købt havde
hanebåndsspær med flot ståhøjde, så det var let at indrette tagetagen – og da den tømrer, der skulle lave
noget af det grove med tagetagen hele tiden spurgte, om der skulle være stödbensvägg - og da jeg helst
ikke igen ville gøre mig mere til grin overfor håndværkerne (efter at have kaldt en el-dosa til montering af
Side 19 af 55
stikkontakt for en ”el-burk”) - så endte det altså med, at jeg prøvede at finde ud af lidt mere om alt det her,
der har noget med tagkonstruktion at gøre.
Det blev for mig indgangen til det store, spændende emne, der kan kaldes ”svensk bygningstradition”.(BD)
Hvis man skal bygge et lille udhustag, kan man mange gange lægge det direkte af f.eks. brædder med fer
og not eller af (vandfast) krydsfiner og dække med tagpap.
Det grundlæggende problem ved konstruktion af et tag er at finde en passende – tæt – tagbelægning.
Men ligeså snart et tag ikke har ensidig hældning, skal det ikke være ret stort eller ret stejlt, før man må
tænke på problemet med at overføre vægt og vindtryk til husets konstruktion uden at trykke væggene ud.
Hverken opgaven med at skaffe en tæt belægning eller den opgaven med at overføre kræfterne til
væggene er triviel – når man ser på det enorme udvalg af, ofte noget sære, materialer, der både i Norden
og rundt om i verden har været anvendt til tagbeklædning, bliver man klar over, at et tæt tag er noget
svært opnåeligt. Og det andet problem med at overføre kræfterne er ikke en helt simpel statisk opgave tænk på hvor ofte vi selv i vore dage hører om tage, der kollapser, selvom der har været
bygningsingeniører på opgaven.
Den tagkonstruktion, man som dansker nok undres mest over i Sverige, er den ovenfor nævnte ”ryggås”
konstruktion.
Her har man opgivet – eller endnu ikke tænkt på – at lade facaderne optage kræfterne fra taget, men
anvender i stedet gavlene til at bære.
Ryggåsstuga (midtersektionen) – i øvrigt i høj grad
i ”skiftesverk”. Vippentorpet ved Ysby, Halland.
Det er en lidt ejendommelig konstruktion – man
anbringer en kæmpe bjælke fra den ene gavlspids til
den anden – i de ældste huse bare en afbarket
træstamme. Denne kaldes ”ryggåsen”, ”kroppåsen”
eller ”mittåsen”. Halvt nede ad tagsiden lægges på
hver side eventuelt to ”sidoåsar” (med mindre der er
tale om et lille hus – som i Vippentorpet). Der er
normalt ikke nogen egentlig tagrem eller murrem (bjælke øverst på facaderne) – men da det er i
bjælkehuse, at åskonstruktionerne oftest findes, så fungerer den øverste bjælke i væggen egentlig bare
som tagrem.
Det er så det hele – resten er bestemt af tækningsmaterialet, idet selve tagbeklædningen enten lægges
direkte ned fra ryggåsen (flækkede mindre stammer eller brædder), eller der lægges et simpelt rafte- eller
lægteværk op til f.eks et spån- eller halmtag, eller der bygges et helt tørvetag op.
Konstruktionen er som nævnt karakteristisk derved, at det er husets gavle og ikke facaderne, der bærer
taget. Yderligere skal åsene være meget kraftige (med mindre huset er meget kort) for dels at kunne bære
taget, dels for ikke at bøje ned. I Vippentorpet er åsen faktisk flækket. Som man ser på billedet, ender man
typisk med ganske korte huse (det er kun det midterste af de tre huse på billedet, der er et ryggåshus),
Side 20 af 55
men med relativt pæn husdybde. De nødvendige, kraftige gavle er stærkt sammenhørende med
bjælkehusene – for andre huse bliver det meget vanskeligt at aflaste hele tagets vægt i de 2 gange 3 eller 5
punkter højt over jorden, hvor åsene hviler på gavlene.
Konstruktionen HAR været kendt i Danmark under navnet åshuse – men formentlig ikke meget udbredt i
nyere tid. Man ser dog konstruktionen i nogle værkstedshaller. En fidus her er, at evt. taljer (kraner) kan
løbe under åsene.
Vi har i Danmark nok typisk manglet de store træstammer, og vi har ikke haft huse med så stærke gavle, at
de kunne bære.
Der fandtes dog i nogle egne af Danmark, det der kaldes sulehuse, hvor man har en åskonstruktion, men
hvor én eller flere (ofte langt spinklere) åse støttes hen gennem huset af lodrette søjler (sulerne). Lidt i
samme familie er herregårdslader, bygget som højrem-tage, hvor et spærtag (i midten) kombineres med en
såkaldt højrem (det der i Sverige hedder sidoås), der i funktion erstatter tagremmen, men som ligger et
pænt stykke indenfor facadevæggene .
Højremmene hviler på lodrette bjælker (søjler) til gulv ved hvert spær. Man får på den måde en slags treskibet konstruktion. Det er i øvrigt en konstruktion, der fra udgravninger er kendt helt tilbage fra oldtiden i
Danmark – det kan ses af stolpehullerne fra søjlerne.
Jeg er sikker på, at konstruktionen nok også skal findes i Sverige, fordi den er så velegnet til store haller –
herregårdslader – som får at stort frit gulvområde. (BD)
Ryggåskonstruktionen – eller ”sulekonstruktionen” – kan føres tilbage til (i hvert fald) jernalder/vikingetid –
både i Sverige og Danmark. Man lagde ryggåsen henover lodrette, nedgravede træstammer, der foroven
endte i en tveje (en ”sule”) midt i langhuset. Spærene (der var relativt spinkle) hang ned fra ryggåsen og
hvilede på tagremmen. (CT)
Alternativet til åskonstruktionen er de velkendte spærtage, hvor tagets vægt alene overføres til husets
facader og evt. bærende indervægge. Facaderne forsynes med en tagrem (langsgående bjælke) øverst på
væggen.
Spærene skal sikres mod udskridning og nedbøjning, hvilket selv ved mere end ganske små husdybder
kræver, at der tilføjes yderligere konstruktioner, hvis ikke spærene skal være ekstremt kraftige: et
gitterværk eller hanebånd og stødben, samt at spærene låses til tagremmen (langsgående bjælke øverst på
facaderne) og endelig at remmene i de to facader låses sammen af bjælker under loftsgulvet.
Side 21 af 55
Der findes flere typer spær. I Sverige er både nogle af typerne og navnene ret forskellige fra de danske.
”Svensk takstol” og ”ramverkstakstol” er begge et spær med en højtsiddende hanebjælke og
(oftest) med stödben (lodrette bjælker) i siderne – evt. med en skrå
bjælke mellem stødben og spærside. ”Svensk takstol” er uden en
bjælke i ”bunden” idet spæret fæstes til vindsbjälklaget (bjælkerne
der bærer loftsgulvet) eller tagrem’en (bjælken der løber på langs
øverst på facaden.
Disse typer af spær giver gode muligheder for at udnytte
loftsrummet.
Svensk takstol, den sorte linje viser vindsbjälken. Bemærk stödben og højtsiddende hanebjælke.
Ramverkstakstol.
-
Her er den vandrette bjælke en integreret del af
spæret.
”Fackverkstakstol” (eller bare ”Fackverk”) svarer til det danske gitterspær. ”A-takstol” er en
variation heraf., hvor den vandrette bjælke sidder noget over
gulvniveau.
Fackverk (gitterspær), her med lav taghældning. Nedenunder A-takstol
Gitterspær er blevet meget udbredt i Danmark, især til huse med relativt
flade tage. Fordelen er, at man kan fremstille ”gitteret” af forholdsvist spinkelt og dermed billigt træ
(brædder). Til gengæld bliver tagetagen ikke meget anvendelig til andet end opmagasinering af julepynt.
I Sverige synes hanebåndsspær (Svensk ”takstol”) at være (forblevet) langt mere udbredt end i Danmark –
og heldigvis ofte med højtsiddende hanebånd (så man kan gå under det uden at slå hovedet). Hanebåndet
skal ideelt set sidde i en højde, hvor det påvirkes af trykkræfter – dvs. hvor tagbelægningens vægt trykker
de 2 tagsider mod hinanden. Til gengæld skal spærene nederst ”låses” til tagremmen og tagremmene i dd
to sider låses til hverandre af gulvbjælkerne, således at trækket optages her.
På denne måde forhindrer man på ”bedst og billigst” måde tendensen til, at tagets (og sneens) vægt
trykker det fladt.
Tømmerhusene (de ”knuttimrade” – ”blokhusene”, hvor bjælkerne er låst i hjørnerne) levede længe,
blandt andet fordi de fundamentalt set er gode konstruktioner m.h.t. tagkonstruktion – uanset om man
valgte ryggås eller spærkonstruktioner. Husets vægge danner en meget stabil ramme, som både kan
optage et stort lodret tryk (vægten af taget) og en betydelig sideværts påvirkning (hvis spærkonstruktionen
Side 22 af 55
var primitiv), så længe fletningen i knuterna er foretaget omhyggeligt. Funktionen er forstærket af, at
gulvbjælkerne i tagetagen ”binder” facade væggene sammen – det samme kan man relativt simpelt opnå
med bindingsværk, hvorimod murede huse har problemer med at optage det sideværts tryk fra spærene.
Og så er der jo endelig det dejlige forhold med de tømmerhuse vi har i dag, at det kun er de gode,
velkonstruerede huse, der står tilbage. De huse, der blev bygget af inkompetente håndværkere eller som
var plaget af byggesjusk, har ganske simpelt ikke har overlevet til vore dage.
(BD)

Udnyttelse af tagetage – tagprofiler
Det har formentlig til alle tider været et ønske at kunne udnytte tagetagen bedre – til opbevaring eller
beboelse.
En løsning er det, vi i Danmark kalder trempeltage, hvor ydervæggene føres ca. 1-1½ meter op over
gulvniveau på øverste etage. Denne konstruktion har med mellemrum været brugt i det 20.århundredes
mere moderne danske villaer og lidt tidligere i visse landbrugsbygninger. I Sverige er konstruktionen meget
velkendt i de smukke, gamle gårde i f.eks. Småland, hvor facaden er ca. 1½ etage høj – tæt forsynet med
lavtsiddende vinduer i det øverste stykke facade – for man bruger jo ikke tagvinduer i Sverige! Disse
lavtsiddende vinduer er dog en senere tilføjelse ved de ældste huse.
Og så er der mansardtagene, dvs. tage, hvor den nederste del har en meget stejl taghældning (op til et par
meters højde) og den øverste del en lavere (eller omtrent vandret) taghældning. Der er således god
loftshøjde i næsten hele tagetagen. Tagene blev først benyttet (og højeste mode) i 1600-tallet, men er nok
allerbedst kendt fra etagehuse i Paris (og København og andre storbyer) fra 1850 og frem, hvor formålet
var reelt at bygge lejlighedskomplekserne én etage højere end reglerne tillod. Rummene bag
mansardtagene var i praksis en normal etage, men ifølge byggereglerne var det ”bare” en tagetage.
I Sverige er mansardtaget blevet anvendt på en del lidt større huse (slotte og herregårde) i flere perioder –
og efterhånden også i mindre huse – mange ombyggede fra andre tagtyper. Det kaldes i Sverige ofte for
”brutet tak” og forskellen i hældning mellem den stejle del og den øverste del af taget er typisk noget
mindre markant end i de centraleuropæiske mansardtage.
Taget er så almindeligt i Sverige, at man, når man ser det på billeder af mindre og middelstore villaer, nok
typisk vil forbinde det med netop svensk byggeskik.
Det interessante er, at en del af disse tage ikke er konstrueret med spær, men efter ryggås princippet, idet
man ”blot” anbringer sidoåsene noget højere end ellers (og på store huse også temmelig tæt på facaderne)
– så der opstår et ”brutet tak” næsten af sig selv.
Hvor slottenes og storbyens mansardtage ofte er forsynet med mange vinduer i den stejle del, er de
svenske villa-mansardtage normalt uden vinduer, men evt. med en stor – gavllignende – kvist (dvs. med
Side 23 af 55
rygning i samme vandrette plan som hovedtagets rygning). Denne totale mangel på tagvinduer synes at
være dybt indgroet i svensk byggeskik – Sverige må være verdens allerdårligste marked for Velux. (BD)

Udnyttelse af tagetage
– husdybde og taghældning
Fordi de svenske huse som ovenfor nævnt ofte har hanebåndsspær/”Svensk takstol” eller evt. er med
ryggås – eller måske endda med mansardtag, så bliver tagetagen principielt let anvendelig.
Men hvis der ikke netop er mansardtag, er der desværre ofte et problem med manglende husdybde og lav
taghældning. Det regnes der lidt på nedenfor. (BD)

Tagvinklen eller taghældningen
Danske tage var, indtil etplans typehusene slog igennem, typisk relativt stejle (tagvinkel fra 45° til 60°) –
det er en fordel for både tæthed og holdbarhed for såvel teglsten som stråtag – og så er der jo traditionen.
Tagvinklen er vinklen mellem vandret og tagfladen. 15° er et meget fladt tag og 60° er et ganske stejlt tag.
I Sverige findes der derimod mange - også ældre huse - med relativt lav taghældning (under 45°), måske
fordi tætte stål- og zinkplader som tagmateriale slog igennem så tidligt, måske fordi det var svært at gøre
tagbeklædningen ordentlig fast i de gamle ryggås tage, hvis de var for stejle?
Svenske huse har en tendens til enten at være store, massive, næsten kvadratiske i grundplan – eller at
være udprægede ”længer” med en yderst beskeden husdybde.
Problemet med de beskedne husdybder er velkendt fra danske bondehuse, men således også ganske
udbredt i store dele af Sverige.
Fænomenet skyldes bl.a. – hvor utroligt den end lyder i dag – at store dele af Sydsverige (især Skåne og
Halland, samt Dalarne og Bergslagen) har været ganske træfattige i de sidste århundreder (helt op til 193050). Det skyldtes dels, at landbruget havde græsningsarealer og marker over langt større områder end i
dag. En anden årsag var, at i tiden med de første industrielle jernværker og støberier (1600-1700 tallet)
blev træ en mangelvare i f.eks. dele af Småland og især i Dalarne/Bergslagen, fordi man til jernudvindingen
havde brug for umådelige mængder trækul.
Man har specielt manglet de store og kraftige bjælker til spær og især til ”vindbjälkelag” i et dybt hus og i
stedet bygget de, blandt andet for Halland, så karakteristiske længehuse – altså lange huse, der typisk kun
er 4-5 m dybe – og som derfor hverken kræver kraftigt eller langt tømmer nogetsteds.
Et hus med ringe husdybde kan være svært at indrette allerede i stueplan. Det skyldes, at hvis man, som
det er normalt i dag, ønsker store rum, bliver man tvunget til at lade rummene gå tværs gennem huset. Det
Side 24 af 55
giver smukke ”gennemlyste” rum, men det betyder også, at alle rum, der ikke ligger i gavlen, bliver
gennemgangsrum.
Hvis man er ude for at se på hus i Sverige og er ved at købe noget, der ”kræver lidt ombygning” (”kan
bruges som det er” – som mægleren optimistisk skriver), så kan nedenstående lille tabel måske være til
nytte allerede inden du kommer ind i huset. I tabellen kan man se, hvor bredt et bånd med ordentlig
ståhøjde, der dannes i midten af loftsetagen ved forskellige taghældninger. Dog kun hvis der ikke er
hanebjælker eller gitterspær, der generer. I Sverige udtrykkes taghældninger ofte som højden af
gavltrekanten divideret med husdybden) - 1:2 er et tag med 45° hældning.
Bredde (i meter) af området med 2 m til loft – hvis der ikke er hanebjælker:
Husdybde
i meter
(indvendigt)
4
5
6
7
8
9
Taghældning
1:2
45°
0
1
2
3
4
5
1:3
33,7°
(max. højde 1,33 m)
0
1
2
3
1:4
26,6°
(max. højde 1 m)
0
1
Hvis huset ikke har ca. 2 meters højde lige i midten af tagetagen, egner etagen sig i bedste fald primært til
en sovehems.
Hvis huset har ståhøjde i ca. 1 meters bredde, kan man lave anvendelige soveværelser i hver gavl (bedst
med enkelt senge ude i siderne) og evt. sovepladser i det midterste gennemgangsrum. Stadig under
forudsætning af tilstrækkelig højde (195-220 cm) fra gulv til hanebånd.
Hvis der er ståhøjde i ca. 2 meters bredde, kan der bygges anvendelige soveværelser i hver gavl med
dobbeltsenge – eller evt. 2 (små) værelser i gavlen (eller værelse + toiletrum, måske også brus). Midt i
huset (hvis huset er langt) kan man i den ene side måske lige få klemt et værelse ind (der kan blive rigtig
smukt og anvendeligt, hvis der er kvist) – eller et toilet/bad og stadig have plads til en gang ud til
gavlværelserne – eller man kan få et dejligt rum tværs gennem huset ved trappen, hvor denne kommer op.
Først med mere end 3 meters bredde med ståhøjde begynder der at være et større antal muligheder. Men
det kan stadig være svært at udnytte ”begge sider” af huset med en central gang, fordi der jo ofte også står
en stor skorsten (eller flere) midt i det hele.
Endelig skal det erindres, at selvom man i Sverige af en eller anden grund ”aldrig” anvender tagvinduer, så
ER der altså ingen lov, der forhindrer, at vi danskere tager vore Velux vinduer (eller andre mærker) med til
Side 25 af 55
Sverige, (hvor de i øvrigt sagtens kan købes) og får masser af lys i tagetagen eller på hemsen, uden at skulle
forsyne huset med flere nye – ofte uharmoniske – kviste.
(BD)



Ændringer og reparation af spær
Det hyppigste er formentlig ønske at ændre spær, så de bliver til hanebåndsspær med højtsiddende
hanebånd – for at skabe plads til at udnytte tagetagen.
Den korte kommentar: Det må man ikke uden videre, idet det kræver byggeanmeldelse (ikke
byggetilladelse) ”Att ändra bärande konstruktioner”. Regn med, at hvis der ikke medfølger beregninger af
styrken af den nye løsning, eller andet overbevisende materiale, så vil kommunen ikke tillade
igangsættelsen.
Og fundamentalt bør man, hvis man vil ændre på spærene eller tagets konstruktion, konsultere en
rådgivende ingeniør (eller en faguddannet tømrer, der kan huske det dér med at beregne tage), som kan
foretage en statisk beregning. Husk at forsikringen næppe dækker noget som helst, hvis en
(storm-/sne-)skade på huset kan skubbes ind under uhensigtsmæssige ændringer i taget konstruktion.(BD)
Mere viden
Tagform: www.stockholmslansmuseum.se/faktabanken/takformer-historik/



Skorsten
Skorstenen i gamle huse kan være muret af natursten
og/eller mursten. De ældste skorstene har muligvis kun
én eller to røgkanaler. Fra 1800-årene dog oftest flere.
Skorstensfejeren kan kræve, at skorstenen
isoleres/fores indvendigt. Ofte vil han foretage en
trykprøvning for at konstatere, at den er tæt. Han kan
desuden sænke et TV-kamera ned i skorstenen for at
se, om skillerummene mellem kanalerne er i orden
eller brændt igennem. Isoleringen kan ske på flere
måder:
Side 26 af 55
-
med tyndt og fleksibelt stålrør i hver kanal uden om hvilke der hældes et kornet isoleringsgranulat.
Metoden er ikke helt billig – dels er materialerne dyre – dels skal der føres et rør med isolation ned til
hvert ildsted. Metoden er effektiv, men hvis der f.eks. er 5 ildsteder (komfuret iberegnet), kan prisen
let overstige 60.000 SEK.
-
Kanalerne kan i visse tilfælde tætnes ved en slags ”glideforskalling”, der består i, at man sænker en
fastlænket ”klods” ned i bunden af hver kanal og hælder våd specialmørtel ned over ”klodsen”,
hvorefter man langsomt trækker ”klodsen” op ved hjælp af lænken. Processen gentages, indtil hele
kanalen fra bund til top er pudset indvendigt. Forudsætningen er imidlertid, at skillerummene ikke er
for meget korroderede.
For at finde firmaer, der er specialiserede i at isolere skorstene, er det klogt at konsultere den lokale
skorstensfejer (”sotare”). Man bør også forhøre sig i sin hjemkommune om, hvor tit det kræves, at
skorstenen bliver fejet!
(CT)
Se venligst også afsnittet under Ildsteder, hvor der står lidt mere …. her i Vidensbanken.

Side 27 af 55
Knuttimrad hus med både beklædning og ægte knutkasser. Bemærk kasserne over
enderne af de to hovedskillevægge (1/3 inde på facaden).
Side 28 af 55
Beklædning af ydervægge
Ubeklædt tømmer og træbeklædning
Engang var man glad for overhovedet at kunne bygge et langtidsholdbart hus af træ. Sådanne huse har
formentlig afløst huse, hvor det meste af ydervæggen var grenflet enten med opstablet græstørv eller med
påklasket jord eller ler (lerklining), senere rafter på højkant, nok stadig tætnet med flettede måtter,
dyrehuder og jord/ler. Gradvist er almindelige menneskers huse blevet mere bestandige.
For nogle hundrede år siden blev brædder tilstrækkeligt billige til, at de rigeste kunne beklæde deres
tømmerhuse. På dette tidspunkt var rene skiftesverk-huse formentlig kun sekundærbygninger (udhuse,
stalde osv) og derfor ikke oplagte mål for beklædning).
Årsagerne til, at man begyndte at beklæde, har været
mange:
Beklædningen danner et ”offerlag”.
Forhåbentlig nedbrydes beklædningen først og kan
udskiftes, mens tømmeret bag står uskadt.
Med bræddebeklædningen kunne huset gøres
mere vindtæt, hvilket var meget vigtigt med stadig
svindende brændetilgang og yderst ineffektive ovne.
En indvendig beklædning hjalp rigtig meget til.
Man kunne endda få en ekstra isolering ved at
konstruere beklædningen, således at der blev et par
cm effektivt isolerende luftspalte bag beklædningen.
"Man må holde facaden” - der er ingen grund til at spilde
beklædning og oliemaling på det, der ikke vender mod gaden.
Västerlånggatan, Arboga
-
Og så syntes man, at beklædning så meget smukkere og hypermoderne ud. Se blot huset fra Arboge
overfor. (Man kan finde sådanne huse i næsten hver eneste svensk by). Men lidt held kunne man næsten
få huset til at ligne et stenhus.
Hvornår blev alle huse beklædt? Svaret er vel: aldrig. Nogle var for fattige, nogle huse var for inferiøre til,
at man ofrede midler til at beklæde huset, andre var perfektionister, der formentlig beklædte alt – også
fårehuset.
Men en rettesnor er ifølge Stockholms Läns museum
www.stockholmslansmuseum.se/faktabanken/trapanel-1700-1850/ :
- i byerne begyndte man at beklæde i 1700-tallet,
Side 29 af 55
-
på landet begyndte man at beklæde ”knutarna” (se næste afsnit) i begyndelse af 1800-tallet, og i
midten af 1800-tallet blev de vigtigere bygninger beklædt.
Formentlig er der meget få af de beboelseshuse,- der findes i dag, som er gamle nok til at have stået
ubeklædt – hverken udvendigt eller indvendigt.
Når man fjerner beklædningen, vil det således enten være fordi man nu engang synes, det ser bedst ud –
uanset at huset aldrig har været tænkt således. Eller også skyldes det en misforståelse: hvis man beklæder
et nybygget tømmerhus, bliver man tvungent til at pille beklædningen af efter et par år og genmontere
den. Huset vil nemlig sætte sig meget betydeligt.
Denne operation havde de fleste hverken tid eller råd til. Derfor lod man huset stå ubeklædt i 3-4-5 år, så
det kunne sætte sig. For dog dels at beskytte træet lidt, og nok især for at pynte en smule på det ”grimme”
tømmerhus i rå tømmerstokke, så gav man tømmeret en gang rødfarve.
Når man i nyere tid af en eller anden grund har fjernet noget beklædning, opdager man rødfarven på
tømmeret og slutter fejlagtigt, at huset oprindeligt – og i lang tid – stod uden beklædning.
De senere typer af ”stomme” – resvirke- og regel-huse – har været tænkt beklædt fra
opførelsestidspunktet.
Typer af (træ)beklædning:
Der har gennem tiderne været anvendt utallige former for træbeklædning.
En tidlig, billig form var de krumme stykker, der var tilovers fra udsavningen af bjælker. Brædder savet
direkte af stammen – dvs. koniske (smallere i ene ende) – så hver anden måtte vendes på hovedet.
Brædderne kunne sættes op i ens størrelse, med et lille (eller større) overlap, eller man kunne sømme et
smallere bræt over samlingerne – et ”lockpanel”. Både de ens brædder eller det smalle bræt kan affases
eller på anden måde fræses i kanten. Med således dekorerede smalle lister får man – især hvis man skifter
til høvlede brædder (for at oliemale) et ”locklistpanel”.
Senere anvendte man rå, men ”spontade” (med fer og not) brædder – måske en affasning.
Et ”fasspontpanel” er et enkelt lag høvlede brædder med fer og not – som et gulv. Begge de sidstnævnte
typisk fra finere byhuse.
”Pärlspont” kender vi nok alle, høvlede brædder med fer og not og affasninger, hvor man fremstiller en
halvrund udfræsning på fer-siden.
I 1930 bliver Lockliste panel næsten enerådende.
Stocklistepanelet med færdige, vandret monterede, såkaldte blokhusbrædder, har i en nyere periode
været udbredt både i Sverige og Danmark til sommerhuse, garager o.l., men er vist gået helt af mode.
En anden ”færdig” form for panel, der lever lidt upåagtet, er vandret monteret råt ”fjällpanel”, der
illuderer klinkbygget beklædning, men ved en udfræsning og en skrå yderside, bliver langt lettere at
montere og langt mere tæt.
Side 30 af 55
Ses ofte brugt når/hvis man må fjerne det nederste af en beklædning p.gr.a. råd i bunden. Man kan så save
af f.eks. svarende til vinduernes underkant, montere et skråt (velimprægneret og oliemalet) bræt som
vandnæse og beklæde den nederste sektion med fjällpanel . Det ser nydeligt ud.
Det er i øvrigt lidt morsomt at læse, hvorledes moden mht . om panelet skulle stå lodret eller vandret, er
skiftet frem og tilbage gennem årene.
De forskellige typer panel kan man læse om mange steder, f.eks. i følgende:
www.stockholmslansmuseum.se/faktabanken/olika-paneltyper/
En helt anden form for beklædning af ydervægge er
”Spån”. Læs nærmere under Træ og spån som
tagbeklædning. (BD)
Det tidligere ”Tingshus” (domhus) i Kopparberg – ”Kyrkspån” på
tag og væg. Oprindelig opført 1631, nuværende udseende fra
ombygning 1893









Knutar - De hvide hjørner:
De hvide knutbrædder regnes nok i dag af de fleste (danskere) for næsten ligeså “nødvendige” for et
svensk træhus som rødfarven.
Det sjove er, at knutbrædderne i al almindelighed bare er ”romantisk pynt”.
Da man begyndte at bygge tømmerhuse med flettede hjørner (”knuttimrade”) frem for skiftesverk (se
under Stommen ) opdagede man hurtigt, at huset rådnede 2 steder: den nederste tømmerstok, der var tæt
på jorden ”Syll-balken” – og ved endetræet i ”knutarne”. Den nederste tømmerstok begyndte man at lave
dobbelt så tyk som de øvrige bjælker (og af egetræ, hvis man havde adgang til det) – så holdt den mindst
dobbelt så længe – ”knutarna” begyndte man at beskytte med en ”kasse” af brædder – i byerne i 1700tallet, de fattigere på landet i 1800-tallet. Undertiden malede man knutkasserne i en afvigende farve og i så
fald vel typisk med dyr oliefarve, der beskyttede så godt.
”Brædder” var meget arbejdsmæssigt ekstremt ”dyre” før maskinsavene kom frem.
Side 31 af 55
Da maskinsavene kom frem, og man begyndte at beklæde blokhusene, fortsatte man med at male
brædderne omkring knut’en i anden farve. Og i nyere tid har det så bredt sig til alle typer træbeklædte
huse.
Oprindelig har knutkasserne dog nok været falurøde (som på billederne) eller grå/grågrønne (for at ligne
stensøjler). Den hvide maling kom nok først ind i billedet på store gårde omkr.1850 og langt senere på
småhuse. Omkring 1920 blev det pludselig i nogle år p.g.a. nogle få arkitekter moderne med sorte
knutbrædder (især på udhuse).
Knuttimrad hus uden beklædning men med ægte knutkasser – også
over enderne af de indvendige tværvægge. Læg mærke til hvor
meget træet er revnet – så længe revnerne ikke går igennem, gør
det ikke rigtig noget bortset fra en lidt forringet isolering og
forringet holdbarhed.
Det morsomme er, at i dag vil man ofte lade ægte – nye
eller gamle – tømmerhuse stå uden beklædning – også
på knut’en, hvor der ellers alt andet lige er behov for
dem. Til gengæld maler man omhyggeligt hvide hjørner
på beklædningen af de træhuse, der slet ikke er
opbygget som blokhus og som dermed savner de knut’er,
der skal beskyttes.
Jeg har ikke medtaget billeder af hvide, ”uægte”
knutkasser – dem finder du overalt – og langt de fleste er
formentlig blot til pynt ligesom på mit eget hus.
Side 32 af 55
Misfarvede knuter
Mange kæmper med hvide knuter, der bliver sortprikket af skimmelsvamp eller grønne af alger – især på
nordsiden af huset.
Problemer skyldes oftest – udover at misfarvningerne er så synlige på hvid baggrund – at man har udført
knutkassen af de samme meget ru brædder, som man har brugt til den rødfarvede beklædning.
Bedst er det at benytte høvlede brædder til knutbrædder, men det vil de fleste nok synes ser forkert ud.
Tag i stedet de ru brædder og en båndsliber med groft slibepapir og slib let. Brædderne må ikke føler ru
som sandpapir i overfladen – heller ikke efter grunding. Herefter bliver angrebene mindre, og især er de
meget lette at fjerne med en gammel opvaskebørste og lidt grundrens – eller ”algtvätt”.
Rådet kan sagtens bruger på eksisterende knuter i meget ru træ.
(BD)

(Bindingsværk og sten)
Masonitbeklædning
(Masonit er den normale betegnelse, det engelske ord masonite® bruges om varemærket).
Et hus beklædt med Masonitplader! De fleste har formentlig set en primitiv hytte beklædt med bulende
masonitplader og nogle få lister sømmet på for at illudere locklister. Man kan vel dårligt tænke sig en
ringere konstruktion? Og alligevel er det både huse, som fortæller industrihistorie – og huse, hvoraf nogle
af bygningsbevaringmæssig grunde ønskes bevaret!
www.byggnadsvard.se/byggnadskultur/material/v%C3%A5rd-och-underh%C3%A5ll-av-masonit
eller gå til www.byggnadsvard.se/ og søg på masonit.
Masonitplader – vi kender dem vist alle – om ikke andet som bund i skuffer eller bagbeklædning på
klædeskabe – er chokoladebrune, hårde plader, ofte omkr. 4-8 mm tykke, med én blank side og en mat og
ofte ”stofmønsteret” side.
Pladerne er fremstillet af træflis og i modsætning til andre ”træfiberplader” og spånplader/MDF plader,
indeholder de ingen lim eller plastbinder – de består alene af træ. Man får ligninen – det stof der binder
cellulosefibrene sammen i det rå træ – til at ”gøre det en gang til”, når man presser masonitpladerne.
Metoden til fremstilling blev opfundet af en af Thomas Edisons medarbejdere, Mason, i 1920’erne.
Allerede i 1929 åbnede den første europæiske fabrik i Rundvik (langt oppe nordpå i Västerbotten ude langs
kysten). Fabrikken findes stadig, og mange af byens huse skulle være bygget af masonit. Yderligere findes
der her et ”masonitemuseum”, der dog sjældent er åbent.
Side 33 af 55
Ingeniøren Arne Asplund studerede hos Mason og udnyttede en dårlig patentbeskyttelse til at
”genopfinde” en konkurrerende ”masonit”-lignende proces og et produkt, der blev produceret på andre
fabrikker i Sverige.
Ud over inder- og ydervægsbeklædning af på sømmede masonitplader, kant mod kant, har man også
benyttet strimler, der på sømmes taglagt (klinkbygget). Ofte blev strimlerne til klinkbygning udført i
sandbelagt masonit, der efterlignede det dyrere eternit!
En af de pænere anvendelser (efter vor personlige smag) er brugen som tagbeklædning som relativt små
kvadratiske plader, lagt overlappende i ”rudemønster” á la skiferplader. (BD)
Maling af masonit.
Masonit males bedst med oliemaling (linolie- eller alkydolie-), mens Falurød og andre vandbaserede
malinger ikke hæfter godt – især ikke på den glatte side.
Kasseret masonit indeholder kun træ og kan brændes (hvis der ikke er påført ubehagelige malinger eller
pigmenter) – eller graves ned, hvor det før eller siden vil formulde. (BD)

Eternitbeklædning
Eternit – eller asbestcement består af en blanding af cement og asbestfibre. Eternit er et varemærke – der
henviser til at materialet holder ”evigt” (eng: eternal). Asbest er en samlebetegnelse af nogle mineraler og
bjergarter, der let spaltes i tynde fibre. På mange måder kan Eternit sammenlignes med beton, hvor sten
og grus i betonen er erstattet af andre – trådformede – mineraler.
Alle ved formentlig at, asbest kan være kræftfremkaldende, hvis fibrene kommer i lungerne. De forskellige
asbestmineraler er farlige i meget forskellig grad. Dette at asbest er kræftfremkaldende er en forholdsvis
ny erkendelse. Til gengæld har man i årevis vidst, at asbestfibre kunne fremkalde en anden lungesygdom,
asbestose.
Ikke-smuldrende Eternit, hvor fibrene ligger inde i cementen, er ufarlige, så længe man ikke saver i eller
sliber på det.
Eternit har været fremstillet i Sverige siden 1907. Omkring 1930 blev det i sammenhæng med
funktionalismen et populært, moderne materiale.
Til forskel fra i Danmark, hvor eternit især optræder som (bølgede) tagplader og ”kunstige” skifferplader,
har man i Sverige især beklædt husenes ydervægge med eternit. Ofte er benyttet plane plader – på fx
20x40 cm – også kaldet ”sidiplatte”.
Dette har været populært i hvert fald op i 1950’erne. Ægte eternit (asbestholdig) blev i Sverige forbudt i
1970’erne, mens ikke-asbestholdig ”fibercement” ligesom i andre lande er tilladt.
Side 34 af 55
Det skal bemærkes, at ganske mange huse er opført således, at de fra begyndelsen har været beklædt med
eternit, mens andre har fået udskiftet brædderne. Brædder vil – før eller siden – udtørrer eller rådne og
skal ofte males. Eternitten skulle ”holde evigt” – og man troede det ikke skulle vedligeholdes.
Ikke alle eternithuse er misligholdte eller specielt grimme.
Eternit ER et godt, holdbart materiale. Og huse, der
oprindelig er bygget til eternit beklædning, betragtes
efterhånden som objekter, der bør bevares i denne
tilstand. Naturligvis især, hvis de er arkitektoniske
perler fra 30’erne. Men også det lidt billigt opførte
30’er landsbyhus regnes efterhånden for
kulturhistorisk og bevaringsværdigt. På den anden side
har man de mange ældre huse, der er blevet beklædt
med eternit i stedet for at blive malede.
I øvrigt er (store) fibercement plader ved at blive
meget populære i moderne arkitektur i Sverige især de store plader der sælger af Cemberit (nyt navn for
dansk Eternit) – et varemærke, der øjensynligt er ved at blive et begreb når det drejer sig om store
facadeplader. www.cembrit.se (BD)
Rensning og maling af eternitfacader.
Som privat person har man en udstrakt frihed til at behandle eternit. Man bør arbejde ”vådt” – altså vaske
med ”børste” og rigeligt vand og uden trykspuling. Men husk at sætte dig ind i de svenske regler, der i
øvrigt ikke er helt så restriktive som de danske!
Hvis man kan få pladerne pæne bare ved afvaskning og overfladen ikke er ru, er dette formentlig den
bedste metode.
Man skal male med malinger, der er beregnet til at male eternit (fibercement). De svenske malingsfirmaer
fører sådanne.
Til maling af ydervægge, kan man godt vælge en ”svagere” type maling end til et tag, som er langt mere
belastet. Herved er det også muligt at få en maling i en lav glansgrad – det vil se bedst ud.
I dette tilfælde er cement baserede farver (”Cempexo” o.l.) eller ”silikatfarver” muligheder, man bør
undersøge og overveje. (BD)

Side 35 af 55
(Isolering og vindtætning)


(Vinduer og yderdøre)
Udformning
Materialer
Yderdør
Sekundære døre og porte
Beslag

Side 36 af 55
Kirkestalde (ved anlægspladsen for kirkebådene). Henholdvis ”Vedtak” og spånbeklædt – ved Rättvik Kyrka, Dalarne.
Tagbelægning og regnvandsafløb
Træ og spån som tagbeklædning
En gammel form for tagbelægning er det der kaldes et ”vedtak”. Et fuldstændigt ”vedtak” har nederst et
undertag af brædder. Disse har en vandtæt belægning af birkebarkstykker (”näver” på svensk) og endelig
dækkes med flækkede rafter. Näver er – under de rette betingelser – næsten uforgængeligt og kan holde i
flere hundrede år!
Det hele holdes i det store og hele sammen med låsekiler og udvalgte grenkroge.
Har man et gammelt udhus med vedtak, bør man
forsøge at bevare og vedligeholde det. På den anden
side må man nok betragte det som en forældet
konstruktionsmetode, med begrænset holdbarhed,
stor arbejdsindsats og stort råvareforbrug, hvorfor
man formentlig udelukkende vil bevare et sådant tag
af veneration og af kulturhistoriske grunde.
Detaljer i konstruktionen af et ”vedtak”, Birkebarktætningen
(”näver”) kan skimtes. Rättvik
Side 37 af 55
Spån som tagbeklædning er ganske internationalt. Berømt er tag- (og ydervægs-) beklædning med spån
(shake (kløvede) og wooden shingles (savede) ) i det nordøstlige USA (New England). I New England er
anvendelsen og de originale produktionsmetoder langt mere levende end i Skandinavien! I USA benyttes
Western Red Cedar til taget. Det er den træsort, der i Danmark markedsføres som ”cedertræ”, men som i
virkeligheden er en tuja.
I Sverige benyttes almindelig fyrretræ.
Man skelner mellem mange detaljer mht. fremstillingen af spån. Dels hvordan man deler træet i forhold til
stammen, dels om spånen er fremstillet ved kløvning (”späntat”), høvlet eller savet. Endelig skelner man
mellem tynde (max. 1 cm) ”stickspån” og tykke (25 mm) ”kyrkspån” med formgivne (tungede) ender.
”Kyrkspån” anvender på kirker og herregårde, og ofte beklædes ikke kun taget men hele bygningen.
Kløvede spån regnes for ”finere” end savede, fordi træets fibre er hele, og holdbarheden hermed bedre.
Der er kun få steder, man fremstiller kløvede spån i vore dage, (mens de er ganske almindeligt i USA).
Typisk lægges spån således, at der altid er tre lags i tykkelsen, dvs. spånene er ganske lange (50-60 cm).
Det formentlig mest almindelige sted hvor spåntag er bevaret er små halvtage over indgangen,
”förstukvistar” og ”verandor”.
Spåntag holder ikke godt, hvis loftet under er opvarmet.
Holdbarheden for kløvet spån er/kan være forbavsende god (50 år), hvis der ikke er store skyggende træer.
Og som nævnt, hvis loftsetagen ikke opvarmes, men er velventileret.
Normalt behandles tagspån til private huse ikke, mens spånene på kirker og klokkestabler typisk vil være
tjærede (med trætjære) eller rødfarvede.
Skulle du have lyst til at lægge eller bevare et spåntag, så tag en snak med det lokale Länsmuseum; de kan
normalt fortælle, hvor man kan skaffe spån samt oplyse om detaljer vedr. lægning og vedligehold.
Her er et 2-siders notat, der er værd at læse:
www.lansmuseetgavleborg.se/files/download.asp?Filename=zZWDuZQf38g9K40r48wwcjKq6mjyapG5.pdf
Og lidt mere – om vedtak: www.stockholmslansmuseum.se/faktabanken/vedtak-historik/
Og spåntak: www.stockholmslansmuseum.se/faktabanken/spantak-historik/
Det ultimative skrift om spån er efter sigende: Wedman, Stina, Stickspån : pärt, spiller, spilkspån, 1998
ISBN 91-7209-131-2.
(BD)


Side 38 af 55
(Halm og tagrør)
(Tegl og det der ligner)

Plåt i mange udforminger
”Plåt” (blik) til tagbeklædning frembringer vel for mange billeder af om brasilianske Favela’er.
Måske skulle man også tænke på kobber-tage på slotte og bly-tage på kirker – her er der intet ”billigt” eller
”sølle”.
Under alle omstændigheder er der heller ikke meget ”sølle” over ”metal-plade tage” i svensk
sammenhæng – det er bare en gammel type tagbelægning – ligeværdig med alle andre – og som i vore
dage forefindes i teknologisk højtudviklede typer.
Oprindelig har metal tage – også med smedede jernplader – været en fornem tagbeklædning, der udover
en god tæthed også gav en god brandbeskyttelse, når der var flyvende gnister fra ildebrand i nærheden –
og i krigssituationer!
De jern- og kobber-baserede tage havde yderligere den fordel, at de var fremstillet af tilgængelige,
hjemlige materialer, hvorimod ler til tegl var en mangelvare i størstedelen af Sverige.
I Sverige vil og bør man ved ældre huse, der oprindeligt eller på et tidspunkt har haft bliktag, overveje at
bibeholde eller tilbageføre til denne ældre type tagbelægning, hvis det giver en smuk helhed.
Da kobber- og blytage har været alt for kostbare til at optræde på de typiske ”torpare”-relevante ældre
hus, vil disse typer tagbelægninger ikke omtales yderligere. (BD)

Falsad plåt – og det der ligner
De første jerntage – helt fra 1500-tallet var fremstillet af smedede (varmt udhamrede) plader.
Disse har været ekstremt dyre og er næppe relevante i torpare sammenhæng, idet de ikke har været
benyttet til almindelige huse. I øvrigt er der kun få bevaret, bl.a. fordi de ofte var primitivt monteret
(fastsømmede).
Fra begyndelsen af 1800-tallet dukker de varmvalsede plader op. ”Svartplåt”-kaldet fordi valsningen af
glødende jern giver en sort ”glødeskal”. Formatet var 45x59 cm – tykkelsen 1 mm eller tykkere, senere kom
60x90 cm og derefter 60x120 cm samtidig med, at man begyndte af koldvalse og fik tykkelsen ned på 0,70,9 mm.
Side 39 af 55
Ved renovering bør man forsøge at fastholde dimensionerne – hvis ellers de klæder huset. Det koster
næsten intet at få klippet 60x90 cm plader midt over til 45x60, hvis man skulle have et tag i den gamle
dimension.
Vandret og lodret. I det følgende vil der omtales plader og false, der ligger hhv. ”vandret” og ”lodret”.
Meninger er som følger: De ”vandrette” forløber parallelt med rygningen – altså fra den en side af
tagfladen til den modsatte – retning som tagrenden. De ”lodrette” ligger vinkelret på rygningen – fra
rygning til tagrende. De er naturligvis i virkeligheden ikke lodrette men skrå i forhold til jordoverfladen.
I begyndelse lagde man pladerne ”vandret” – altså med den længste side parallelt med tagryggen. Snart
vendte man dog pladerne ”lodret”. I starten lagt med gennemgående fals vandret – i hvert fald
nogenlunde gennemgående. Ved denne konstruktion kan man kun have enkeltfals (altså ombukket 1 gang
– se nedenfor), idet der ikke er plads til dobbeltfals ved samlingerne. Dette går desværre ud over tætheden
på længere sigt.
Falsad plåt - lodret. Overgangs-/blandings-form til forbandt.
Bemærk den integrerede tagrende (”fotränna” i stedet for
”hängränna”). Under afrensning før maling.
Senere skiftede man til at lægge pladerne ”i forbandt”
– den ene bånd af plader var forskudt en ½
pladelængde i forhold til nabo-”båndene”. Herefter er
der ikke mere end 3 false, der mødes og man kan
anvende dobbeltfals.
På de ældre plåt-tak vil plåtslageren normalt konstruere
tagrenden som en integreret del af tagfoden.
Det sidste trin er falset tag lavet af plåt i rulle
(”bandplåt”). Her får man de lange forløb fra tagryg til
tagfod uden ”hakfals” (hvilket er en fordel med hensyn til
tætheden). Samtidig et pladen blevet så tynd, 0,5-0,6
mm, at underlaget skal være perfekt og plåtslageren
dygtig, for at det kommer til at ligge pænt og glat.
Disse bandplåt tage ses dog oftest på større byhuse. På
landet var man på dette tidspunkt gået over til de
Falsad plåt, lodret i forbandt.
Side 40 af 55
billigere tage af større plader, der kunne lægges af personer med mindre faglig ekspertise. Se nedenfor
under ”Større plader”.
Synsindtrykket for bandplåt er væsentlig anderledes end taget med enkelte afskårne plader. Dette er
ekstra tydeligt, fordi båndene normalt er smallere end 60 cm! Hvis man værner om huset nuværende
udseende, bør man nøje overveje om man skal skifte type ved nylægning og overveje at bibeholde den
eksisterende type, selvom det måtte koste mere – en overvejelse der faktisk gælder begge veje – man får
ikke nødvendigvis et pænere hus ved at skifte til en ældre type plader.
Problemet, hvis man ønske tag af enkeltplader, er som nævnt, at båndene normalt er under 60 cm brede.
Man kan således ikke bare klippe plader ud af båndet, derimod skal der købes specialprodukter hjem!
Der findes dog båndplader på 60 og 120 cm som kan udklippes til de ønskede plader.
De plader man skal have fat i kaldet ”slätplåt till skivtäckning”.
”Det, der ligner” falsade plåttak, er et produkt kaldt ”Klickplåt med fals” eller ”Classic”, der leveres af
Profilplåt, www.profilplat.se og af rukki www.ruukki.com (Standing seem sheets). Produktet er plader med
en høj, smal vulst langs de to lange sider. Man lægger pladerne således at vulsterne klikkes over hinanden
og opnår et tagbelægning, der i høj grad ligner ”falsed plåt” af ”bandplåt”. Afstanden mellem de vulster,
der ligner ”ståndfalsen” er ca. 47 cm.
Den geniale ved produktet er først og fremmest, at man selv kan lægge det, hvor ægte falsede plader både
kræver håndelag og adgang til de specielle falsemaskiner.
Om man synes, det er et genialt produkt eller det er en ”afskyelig erstatningsvare” og ”snyd” er nok meget
individuelt. (BD)
Falsningen og fastgørelsen
Nu er det sådan, at man ikke som amatør bør lægge falset plade. Det kræver håndelag, og hvis det skal
være effektivt, specielle falsemaskiner.
Men det kan stadig være godt at kende lidt til princippet.
I modsætning til andre pladesystemer ”gør man ikke hul” i falsede plader, bl.a. fordi der ikke er en højere
vulst hvor hullet kan anbringes sikkert.
I stedet sømmer små blikvinkler (”klammer” på svensk) i lægtene/undertaget så de kommer til at stikke
op i den kommende fals – hvorved de ender med at være bukket ind i falsen.
Alle typer bliktage bør fastgøres til tagkonstruktionen MEGET omhyggeligt og MANGE steder – ellers flås
de af i stormvejr (”suget” – opdriften – over en tagbelægning i stormvejr er af samme natur som
kræfterne der løfter en flyvemaskine!). Trækkes først en plade af, så trækker den resten af – og de
relativt lette plader er i øvrigt frygtelig farlige at have flyvende rundt.
I øvrigt vil plader, der ikke er ordentlig fastgjorte, bule.
Side 41 af 55
Det næste trin er at forsyne alle plader med en ombukket kant der stikker vinkelret op.
Disse kanter stødes sammen – med klammerne imellem. Hele falsen smøres ind i et tætningsmiddel –
f.eks. standolje (en langtidskogt linolie – se emnet om maling m.v.). Den ene fals laves højere end den
anden og bukkes over og man har en enkeltfals. Hvis man bukker den nu tre lag tykke fals ned får man
dobbeltfalsen. Falsen efterlades lodret stående på de lodrette samlinger – ”dubbel ståndfals”. De
vandrette false lægges ned i plan med pladerne – ”dubbel hakfals” – således at vandet kan løbe over
falsen.
Hhv. ”dubbel ståndfals” og ”dubbel hakfals”. Kilde: www.teokonsult.se og BD
Udover dette samlearbejde kommer udførelsen af alle afslutninger, vinkler osv. – alle detaljer har hver sin
anbefalede udførelse, der har vist god holdbarhed og tæthed. (BD)
Principielt bør man aldrig gå eller kravle på et ”bliktag” uden der er lagt stiger e.l. ud til at fordele vægten.
Heller ikke hvis pladen ligger direkte på undertag af træ-/fiber-plade. Husk pladen er kun omkr. 0,5-0,7 mm
tyk.
Maling af blik
Traditionelt blev plåttak monteret ubehandlet, hvorefter man malede. I ældste tider med tjære eller linolie
med kønrøg, senere med først blymønje og derefter en linoliemaling med ønsket pigment i halv rå linolie
og halvt kogt linolie (fernis) – for at få en elastisk overflade.
Skulle man ønske at gøre det samme i dag må man erstatte blymønjen, der heldigvis nu er forbudt, med
f.eks. ”jernmønje” (1 del jernmønje til en del kogt linolie + lidt rå linolie) eller en anden kraftigt
rustbeskyttende maling.
Egentlige rustbeskyttende malingssystemer (baseret på vandig epoxy eller alkydoliemaling) fungerer nok
bedre end jernmønje baserede – men så kan man måske ligeså godt købe plastbelagt plåt. Læs f.eks. mere
om rusbestkyttelse på dette skrift af Søren Vadstrup fra Raadvad:
www.bygningsbevaring.dk/files/anvisninger/rustbeskyt.pdf
På et tidligt tidspunkt begyndte man at rustbeskytte blik ved galvanisering også kaldet varm-forzinkning.
Blikket dyppes i smeltet zink og får et tyndt lag zink på overfladen. Senere gik man over til
elektrogalvanisering, der giver et meget tyndere lag zink. Normalt er elektrogalvanisering derfor en ringere
rustbeskyttelse (søm og skruer) men udført til formålet, som de anerkendte producenter gør, er metoden
udmærket.
Galvanisering er en meget effektiv og holdbar rustbeskyttelse, selv om zinken stedvis måtte være slidt af,
idet beskyttelse beror på elektriske fænomener og ikke (kun) på at jernet er dækket.
Side 42 af 55
Man kan sagtes male på galvaniseret plade – man skal bare lave pladen være udsat for vejr og vind i mindst
to år! – ellers hæfter malingen ikke. Har man travlt, kan man pensle den galvaniserede plade med
fortyndet fosforsyre og derefter skylle pladen. Bør dog undgås, hvis man efterstræber længst mulig
holdbarhed.
En nyere og lidt mere holdbar alternativ behandling er plader med en overflade belægning af ”Aluzink” –
en legering (blanding) af aluminium, zink og silicium.
Til de mest krævende opgaver (nær havet) bør man vælge tagplader af ren aluminium.
I dag leveres alle plåt produkter normalt med en overfladebehandling oven på den galvaniserede plade.
Denne belægning/maling har efterhånden fået en rigtig god holdbarhed. (BD)



Større plader – mest historie
I begyndelsen af 1900-tallet bredte teknikken med koldvalsning sig. Samtidig kunne man nu valse stadig
tyndere plader ud. For at give pladerne nogen styrke i længderetningen forsynes de med ”vulster” – senere
så mange, at det blev til bølgeblik.
Man har med tiden anvendt forskellige facon’er, men i dag er de ældste typer blevet genoptaget, således
at man har adgang til hele sortimentet.
Faktisk benytter man stadig de gamle maskiner fra Svenskt Stål Domnarvet i Borlänge, der i dag benyttes af
Pokab til fremstilling af de ældre pladetyper.
Gennemtæringsproblemet var blevet løst allerede i midten af 1800-tallet med varmgalvaniseringen
(dypning i smeltet zink).
Man havde nu et produkt, der gav tætte tage, som kun indeholdt ret lidt dyrt stål (eller aluminium). Et
materiale, hvis fremstilling var industriel i høj kapacitet, og samtidig et produkt, der bortset fra de mere
specielle samlinger, kunne monteres uden den store oplæring. Klart at det erobrede markedet.
Ulemperne begrænsede sig til varmeudvidelsen (taget ”knager” når solen kommer frem), og
kondensproblemet (metaltage vil unde visse vejrforhold ”dryppe” fra bagsiden – der bør man tage hensyn
til mht. udformningen af undertaget).
I mange år fik man de blanke galvaniserede plader, monterede dem og lod dem ligge et par år, hvorefter
oliemaling kunne binde.
Siden begyndte man dog at udvikle ”færdigbehandlede plader” – hvor der er flere lag maling/”plast” oven
på galvaniseringen. Disse er så bestandige, at man yderligere har kunnet billiggøre produktet ved at
udskifte den solide varmgalvanisering med en noget billigere, relativet tynd elektrogalvanisering.
Side 43 af 55
Indtil videre viser de nyere pladematerialer en imponerende holdbarhed – langt bedre end ens bil – så
længe man følger forskrifterne ved tilskæring og oplægning, samt benytter ekstra velbeskyttede stålplader
( og de tilsvarende tagrender/nedløbsrør) i stærkt belastende miljøer såsom i havnært miljø. (BD)



Pannplåt
Pannplåt” (bogstaveligt ”kedelplade”) er formentlig en
af de allermest karakteristiske tagbelægninger i
Sverige, og i modsætning til spån, falset plade og
sinusplade, er pladen vistnok unik for Sverige.
Pladetypen kom på markedet i begyndelsen af 1900tallet og gav det ”folkelige gennembrud” for pladetage.
Pladen er grundlæggende glat, men forsynet med
langsgående 2 cm vulster med 27 cm afstand – evt.
yderlige med 2 ganske lave vulster indimellem.
Vulsternes formål er dels at give pladen nogen stivhed,
dels af afgrænse, reducere og skjule div. småbuler.
Nylagt tag af sort Pannplåt på lille staldbygning.
Bemærk den grundige fastskruning. Det kan diskuteres om
al fastskruningen burde være foretaget i profiltoppen.
Hvor pladerne mødes, lader man den yderste vulst overlappe, hvilket giver er dækningsbredde på 81 cm.
Yderligere fastskrues ”grundigt” med tagskruer med plasttætning.
Pladerne fås rå, galvaniserede (”sølvfarvede” der gråner og derefter kan males, hvis det ønskes), sort og i
et mindre udvalg af farver (især røde, grå og grønne).
En tagbelægning af pannplåt giver ofte et meget roligt, neutralt og diskret udtryk, der ikke trækker
opmærksomheden fra resten af huset. (BD)

Sinus plåt – ”bølge blik”
- eller ”korrugerad plåt” kom i Sverige på markedet ca. samtidig som pannplåten. Materialet er
grundlæggende ”dyrere”, idet de mange bølger betyder, at der forbruges mere stål. De ælder plader har
dog en meget ”flad” profil, for at spare på metallet. Det større materialeforbrug med de mange vulster
Side 44 af 55
(bølgerne) gør pladerne ganske stive i længderetningen (de tåler lidt bedre at man går forsigtigt på dem,
hvis de ligger direkte på undertaget).
En beklædning af sinusplåt giver et roligt udtryk, omend med den ”stribede” effekt som bølgerne naturligt
tilføjer. (BD)

Pannplåt og sinusplåt – bevarelsemæssigt
Mht. kulturbevarelse anbefaler myndighederne, at man på huse, der oprindeligt er forsynet med denne
type tagbelægning, bevarer typen. Det vil typisk være huse fra mellem begyndelsen af 1900-tallet og helt
frem til omkr. 1960’erne, hvor disse typer plade i den sidste del af perioden er sjældne i nybyggeri for
andet end produktionsbygninger.
Eftersom man i dag igen kan få de oprindelige profiler, er der ikke væsentlige grunde til at restaurere de
gamle plader på taget, hvis man synes der er formålstjenligt at udskifte dem.
Er et ældre tag af f.eks. spån eller falset plåt engang i f.eks. 1935 blevet erstattet af (eller dækket over
med) en af disse pladetyper, så kommer man som i så mange andre situationer til i dilemmaet om, hvor
langt man skal tilbageføre husets udtryk opvejet mod omkostningerne til udskiftningen og den praktiske
anvendelighed af de enkelte muligheder. Et dilemma, der sjældent har én løsning, men hvor man må lytte,
lære og overveje – og så vælge efter egen mening. (BD)

Fra Trapezplåt til tagstenskopier
I 1960’erne fremkom den ”trapezformede” plade, bølgeblik med ”skarpe kanter”, som i dag fuldstændigt
dominerer store, lette industribygninger og for den sags skyld mange stormarkeder og
discountforretninger.
Ca. 10 år senere dukker den ”tegl-imiterende” stålplade op. Det er disse plader, der ofte i Danmark –
uanset det faktiske fabrikat – benævnes ”Decra”-plader.
De fleste – men tydeligvis ikke alle – synes vel, at disse produkter ikke bør benyttes ved renovering af
ældre huse, med blot en smule æstetisk værdi.
Det mere eller mindre officielle Kulturmiljövårds-Sverige er heller ikke begejstrede for produkterne i al
almindelighed og især ikke benyttet til renoveringsopgaver – eller til at ”opgradere” et hus der aldrig har
været tænkt til at have hverken ægte eller imiterede tagsten. (BD)



Side 45 af 55
Leverandører og referencer
”Takplåt” fra Hålla Hus: www.hallahus.se/dokument/takplaat.pdf
www.hallahus.se/renovera/taket/plattak/
Plannja www.plannja.com
Lindab www.lindab.se
Profilplåt www.profilplat.se/site/priv_index.asp
Fagudtryk og skitser af detaljer vedr. pladearbejde: www.teokonsult.se/plat/plfackor.htm
Masser af information om montering af de mere moderne typer plåttak findes hos producenterne:
Husk at se under både ”privat” og under ”proff”:
Plannja www.plannja.com , hvis man graver lidt, finder man uhyre informative monteringsanvisninger,
såsom www.plannja.com/globalassets/common/brochures/2014/eng-plannja-assembly-instruction2014.pdf (godt nok med engelsk tekst).
Lindab www.lindab.se se under ”Ladda ner” og derefter ”trycksaker”.
Rukki: www.ruukki.com
Profilplåt www.profilplat.se derefter Ladda hem
Husk at vinkelsliberen og rundsave med skæreskive er bandlyst ved afkortning og tilskæring af pladetage
(og tagrender mv.) – pladernes beskyttelse ødelægges mere eller mindre af varmen. Også med
motordrevne save skal man passe på. I stedet klipper man med hånd-pladesaks eller med en el- eller
trykluftdrevet nibblemaskine (pladesaks).
Tæt på kysten (1 km) lakerer man alle skærekanter (også de der stammer fra fabrikkens opskæring) efter
gratfjernelse.
Et specielt problem, man skal tage stilling til ved anvendelse af metaltage, er den store risiko for dannelse
af kondens på indersiden. Dette vand er uskadeligt for velbeskyttede plader, men man skal sørge for, at
vandet kan tørre væk og ikke gennem dryp fugtbelaster undertag og lægter i unødigt omfang.
(BD)

Side 46 af 55
(Tagpap og shingles)
Masonit
Man ser også shingles i Masonit, typisk lagt i rudemønster. Er i dag sjældent og anses for bevaringsværdigt.
Se nærmere under: Masonitbeklædning
(BD)

Skifer
(Svensk: skiffer). Ofte forbinder vi danske nok skifer som tag- (eller facade-) beklædning med
Tyskland/Harzen, men der er skiferbrud i Värmland og (ægte) skifertage i ”Värmländsk skiffer” er ikke
usædvanlige på fine huse, ligesom det også optræder på tilsvarende ”fornemme” bygninger i Danmark
(Københavns Hovedbanegård, Københavns Rådhus oma.).
Skifertag har en ekstrem lang holdbarhed, hvis de er håndværksmæssigt korrekt udført.
Slottet (Chr. IVs) i Halmstad. Värmländsk bæverhaleformet skifer.

Side 47 af 55
Eternit og eternit shingles
Bølgeeternit (eller rettere ”fibercemet” i stedet for det udgåede varemærke eternit) benyttes naturligvis
også i Sverige som i Danmark. Oftest ser man i Sverige
dog eternit anvendt som tagbelægning i form af
”shingles” – relativt små – ofte kvadratiske – plader og
oftest lagt i rudemønster. Uanset om disse shingles er
udført i eternit, tagpap eller masonite, er de en
efterligning af skifertage.
Eternitshingles anvendes også i stor udstrækning i vore
dage – nu ofte sorte, hvor de ældre typisk er røde.
Se i øvrigt under afsnittet om eternit som
vægbeklædning: Eternitbeklædning (BD)
Eternit shingles i rudemønster. Trænger nok til vedligeholdelse
(det er mos der sidder langs alle samlinger), men ældes faktisk
pænt?

(Alle de andre tagbelægninger: sten, tørv, …)
(Tagrender/afløb)

Side 48 af 55
(Gulve)
Materialer
(herunder ler/jord, sten, teglsten, klinker…)
Torparegrund-husets gulve består ofte af dobbeltgulve. Langs de bjælker (strøer), som gulvbrædderne
hviler på, er i så fald forneden monteret lister, som undergulvets brædder hviler på. Disse udgøres af korte
bræddestumper, hvis længde er afpasset efter mellemrummene mellem strøerne. Mellem de to lag gulv
finder man ofte isolation, bestående af savsmuld, høvlspåner (”kutterspån”) eller kulstøv (gamle klude o.
lign. kunne også finde anvendelse som isoleringsmateriale).
Strøerne hviler på hver sin række af marksten, der går på tværs af huset. (K&CT)
(Overfladebehandling af trægulve)
(Isolering og fugtspærre mod undergrunden)

(Indervægge)
Opbygning
Overflade
Der er en stærk tradition i Sverige for tapeter. Havde man ikke råd til tapeter, kunne man ”stänkmåla” eller
”skablonmåla”. Man kan stadig købe kopier af gamle taper. (K&CT)
Se ”Så renoveras gård och torp”.

(De indvendige lofter)
Lofterne i svenske træhuse består som regel af
”spontade” (høvlede-pløjede) brædder.
De kan ofte være papspændte, og man er naturligvis frit stillet, om man vil fjerne pappet eller ej. Blot skal
man være klar over, at man i så fald må fjerne måske flere tusinde små papsøm. Der findes dog et
specialværktøj dertil (fremstilles af Stanley). Det har form som et lille koben.
(CT)

Side 49 af 55
Indkøb af materialer
og reservedele
Dette er et område, der formentlig kunne skrives ligeså meget om som om selve konstruktionerne. Her skal
mere erindres om et par muligheder – mest på internettet.
Hvis det drejer sig om maling eller reservedele til komfurer og ovne, henvises til de relevante afsnit i
Vidensbanken.
Der findes to større og mange mindre forretninger, der sælger nyfremstillede ”reservedele” og materialer i
mindre størrelse.
Den ene er Centrum för Byggnadsvård.
”Gysinge” www.gysinge.nu som der står mere om i afsnittet lige nedenfor (”Mere viden – Bøger”). En
tilsvarende forretning, der ligger lettere tilgængelig, er Byggfabriken www.byggfabriken.com med butikker
i Malmö (og Stockholm).
Der findes utallige steder i Sverige, hvorfra der sælges nye varer i gammel stil og/eller genbrugsvarer,
herunder også store ting: fx tømmer og døre.
Nogle lever ikke længe, andre har bestået i utallige år. Nogle specialiserer sig i en enkelt produktgruppe,
andre har et meget bredt udvalg.
Et godt sted hvor man kan finde et stort udvalg af forretninger er på ”Svenska AntikNätet”, hvor man
specifikt på denne side: www.antikviteter.net/byggnad_foretag.htm finder en lang liste med firmaer, der
beskæftiger sig med ”Byggnadsvård” enten som håndværkere eller som leverandører af materialer. (BD)


Mere viden
Bøger
Der findes talrige bøger om husvedligeholdelse og renovering. Nogle er meget praktiske ”Gør-det-selv”bøger, andre er næsten rent historiske uden den store praktiske anvendelighed.
Det må stærkt anbefales – også – at anskaffe en eller et par svenske bøger. Dels er byggetraditionen
forskellig fra den danske, dels er det mere praktisk at hitte ud af de relevante, svenske gloser hjemme i
lænestolen frem for lørdag formiddag i byggemarkedet.
En (af flere) grundlæggende bøger om de oftest forekommende vedligeholdelsesopgaver i fritidshuset er:
Side 50 af 55
”Rusta Stugan”, S. Falkborn, H Gross, P Hemgren, ICA bokförlag, ISBN 91-5341959-6. Bogen er nok udsolgt men findes på bibloteker – også danske.
Bogen omhandler ikke specifikt meget gamle huse, men den omhandler også
gamle huse.
Tyngdepunktet i fremstillingen ligger omkring forsvarlig indretning af ældre
bygninger til en mere tidssvarende standard.
”Biblen” for torpare med gamle huse, som de
ønsker helt eller delvist at bevare eller endog
tilbageføre, er:
“Så renoveras Torp och Gårdar”, O Hidemark, E
Stavenow-Hidemark, G Söderström, A Unnerbäck,
ICA bokförlag, ISBN 9789187785818, Pris under SEK 250 for indbunden 2014
udgave.
Bogen bliver ikke meget praktisk, men er dog heller ikke ren kulturhistorie.
Bogen er formentlig netop populær, fordi den på den ene side opfordrer til
bevarelse uden at være mere ”frelst”, end at de fleste kan følge med.
En hel anden type kilde er Kataloget fra Gysinge, Centrum för Byggnadsvård.
”Gysinge” www.gysinge.nu/ er en privat butik beliggende i Gysinge, nord for Stockholm, mellem Falun og
Gävle. Fra 2010 med filial i Stockholm.
Forretningen har et imponerende udvalg af nyfremstillede materialer og ”reservedele” til gamle huse:
elkontaker, hængsler osv.osv. – alt til ligeså imponerende (høje) priser. De fleste varer sælges også som
postordre fra webbutikken.
Det allermest interessante er dog, at man gennem årene har udgivet et trykt 300 siders ”katalog”.
Kataloget fra 2010 var ”Handbok No. 9”. Kataloget indeholder masser af arbejdsanvisninger og gode råd –
og kostede 230 SEK!
Det ser ud til at man er ophørt med at udgive kataloget, men der er masser af information på deres
hjemmeside.
ICA bokförlag, som har udgivet de første to bøger nævnt ovenfor, har i øvrigt mange andre interessante
bøger om byggeri – fra om at lave bad til at bygge en jordkælder – og om renoveringsarbejder.
Måske finder du bøger, der passer dig bedre end ovennævnte: se www.forlaget.ica.se/bok.asp?iPageId=54
og se både under ”Byggtjänstböcker” og under ”Slöjd & bygge”.
Side 51 af 55
Internet
Hjemmeside fra Stockholms Läns Museum: www.lansmuseum.a.se/byggnadsvard/ – hvor der står rigtig
meget om gamle huse og deres konstruktion. Se på dit lokale länsmuseums hjemmeside (eller besøg dem),
Länsstyrelsens hjemmeside, eller led efter Byggnadsnämndet på kommunens hjemmeside. Se efter
nøgleord som ”kulturbyggnad, kulturmiljö, kulturarv”.
”Materialguiden” fra Riksantivarieämbetet www.raa.se/cms/materialguiden/start.html er en skatkiste af
information.

Billederne
De fleste huse og husdetaljer, hvor der ikke er nævnt andet, er fra ”Gamla Linköping”–bydelen i Linköping.
Besøg anbefales på det kraftigste, hvis du kommer på de kanter. (En god by at stoppe for natten i før de
sidste kilometer til Stockholm). Museet er endda gratis! Det er en levende bydel, hvortil man flyttede de
pæneste huse, da også centrum af Linköping blev gjort ”smart og moderne” i begyndelsen af 1900-tallet.
www.linkoping.se/sv/Kultur-fritid/Gamla-Linkoping/

Side 52 af 55
Byggeteknisk ordliste: Svensk-Dansk
Ord skrevet med fedt er de farlige falske venner. Ord, som
betyder noget helt andet end det, man umiddelbart kunne tro.
Svensk
Dansk
1-,2-,3-glas
1-,2-,3-luft
altan
A-takstol
balk
balkong
balsamterpentin
1,2,3-lags ruder
1,2,3 ruder i én "båge"
terrasse
en type gitterspær – ikke et hanebåndsspær (der ellers ligner et A)
bjælke (eller grundlæggende lov)
altan
terpentin, vegetabilsk (“fransk”)
bjælker i etageadskillelsen
mørtel
brønd, gulvafløb
(meget lille) landsby, nogle gårde der ligger tæt
by(da) = stad
landsby
(fast) bord (”köksbänk”),
”diskbänk” - bordet med køkkenvasken.
(køkken)bordsplade
den "oplukkelige" vinduesramme
rundsav
grøft (vall = dige)
dykker
radiator
gitter… (gitterspær o.l.). den gamle Lillebæltsbro er opført som ”fackverk”. En almindelig
gitterrist (tremmer): sv: galler
finér
ventilator
petroleum
vindue
vinduesplade, "vindueskarm" (pladen til potteplanter)
rist
flaskegas
gipsplade
støbe… (beton, jern eller andet)
Område hvor huse og gårde ligger spredt
strøer
havelåge
bjälklag
bruk
brunn
by
bygd
bänk
bänkskiva
båge
cirkelsåg
dike
dyckert
element
fack.. (i sammensætninger)
faner
fläkt
fotogen
fönster
fönsterbänk
galler
gasol
gipsskiva
gjut…
glesbygd
golvbjälkar
grind
Side 53 af 55
grund
grundläggning
grustag
gångjern
gänga
korsvirke
kross(sten)
kryssfaner
kupa
kupol
lacknafta/white spirit
fundament
fundering
grusgrav
hængsel (hängsle = seler!)
gevind
hanebånds spær
de 2 skrå bjælker, der udgør spærets øverste del
hfi-relæ, fejlstrømsrelæ
hårde hvidevarer og installationer (ved hushandel)
karm - den faste ramme i vindue eller dør
bølgeblik, bølgeplade
bindingsværk
skærver
krydsfinér
kvist (eller kuppel), også vindskupa kvist (sv) = knast (dk)
kuppel
terpentin, (almindelig mineralsk terpentin)
luft
mask
massa, massaved
panel
antal rammer i vindue
orm (sv: orm = slange), insektlarver
Træ, der skal anvendes til papirfremstilling. Sml. ved, virke.
beklædning fremstillet af brædder (med fer og not eller lignende) - ude eller inde
panna
pelare
plåt
ramverkstakstol
kedel
søjle
blik, alt der er/ kunne være fremstillet af blik: tagrender, sålbænke osv.
en type hanebåndsspær
ryggås
langsgående bærende tagbjælke.
räcke
schakta
skarv
skikt
skiva
sluten
smyginklädnader
sop
sophämtning
gelænder
udgrave, afgrave
samling (stød) – af to aflange ting: ledning, tov, bjælker og brædder
Lag
Skive, plade, især træ- eller spånplade
(inde)lukket (tank e.l.)
lysning/vinduesindfatning
affald
afhentning af skrald
sotar
sparre, taksparre
spik
spröjs
spånskiva
stad
stomme
stuprör
ställning
skorstensfejer
spær, især de skrå hovedbjælker
søm
sprosse
spånplade
(større)by, købstad, (provins)by
de bærende dele af husets konstruktion
nedløbsrør
stillads
hanbandtakstol
högben
jordfelsbrytare
kapitalvaror
karm
korrugerad plåt
Side 54 af 55
stödben
stödbensvägg
syll
tak
takfotsinklädnad
takhöjd
takstol
tejp
terass/altan
torparegrund
"utvändigt
plåtarbete"
vall
valv
vardagsrum
ved
vind
vindsbjälklag
vindskiva
vindskupa
vindsvåning
virke
våning
ås
(Næsten) lodrette støttebjælker fra gulvbjælkerne i loftsetagen (vindsbjälklag) op til
sparren. Man lavede ofte væg til skunkrum langs stödbenene, hvorfor denne væg
(skunkvæg) kaldes stödbensvägg.
skunkvæg
nederste bjælke i et træhus (i modsætning til dansk: ”Syld”, som er de sten, fodremmen hviler
på)
tag eller loftet i rummene, oftest loft! (hhv: yttertak/innertak loftsbeklædning
sternbræt
loftshøjde
spær, især om hanebåndsspær
tape
terrasse
traditionelt og almindeligt fundament, hvor træhuset (oftest tømmerhuset) bæres af sten i
hjørnerne og ved skillevæggene.
(bl.a.) sålbænk (under vindue), tagrender og nedløbsrør
dige, vold - jf: svensk ”dike” = grøft
hvælving
dagligstue
træ til brænde (jf. virke og masse)
tagetagen, "loftetagen"
loftsbjælkelag
vindskede
kvist på taget
loftsetage, tagetage
tømmer, gavntræ, sml. ved og massaved
etage, lejlighed, bolig
bjælke, der bærer tag og løber på langs af taget






Side 55 af 55

Traditionel bygningskultur - beskrivelser og

Transcription

Similar documents

Husbukke, hussvamp eller? hvad gør jeg?

artikel om Karl Johan og andre rørhatte LÆS DEN

Huset som samlet systemleverance