Hele publikationen i PDF

VAGTSKIFTE
OPLYSNING
FLYGTNINGE
MINISTER
FOR DET HELE
STRØM TIL
DE FATTIGE
VERDENS MEST
FORFULGTE FOLK?
Venstres Kristian Jensen
får ansvar for Danmarks
udviklingspolitik
s.64 /
To milliarder mennesker er
uden el. Men der skal strøm til,
hvis man vil fattigdom til livs
s.48 /
Rohingya-folket er en paria i Myanmar. Også demokrati-ikonet
Aung San Suu Kyi vender det blinde øje til overgrebene mod
den muslimske minoritet
s.40 /
DANMARKS
GLOBALE MAGASIN
- NR 3 - 2015 - AUGUST - 42. ÅRGANG -
DET NYE NIGERIA
Afrikas største økonomi og mest folkerige nation
optræder selvbevidst. Men udbredt korruption,
en sårbar olieøkonomi og væbnet oprør truer
nigerianernes fremtidsdrømme.
s.14/
Udgives af Danida, Udenrigsministeriet.
Vælg en bank
– der låner penge til
verdens fattige!
Oikos er et bæredygtigt pengeinstitut
med en klar etisk profil
Pengeinstitut med samvittighed!
Ved at vælge Oikos som din bank, giver du dit personlige
Har du Oikos som din bank, kan du være sikker på, hvad
dine penge bliver brugt til. Du lader dine penge arbejde
bidrag til FN’s 2015 fattigdomsmål – det første mål er
nemlig at halvere andelen af verdens fattige.
blandt verdens fattige, indtil du selv skal bruge dem.
Vi drømmer om en mere retfærdig verden – og vi lader det
ikke blive ved drømmen.
SE HVORDAN DU SKIFTER BANK: WWW.OIKOS.DK
Penge gør forskel – det gør vi også!
Oikos formidler dine indlån til bl.a. mikrolån, som er hjælp
til selvhjælp for verdens fattige. Oikos har haft faste
samarbejdspartnere gennem 18 år, og de har fokus på de
sociale resultater, som mikrolånene skaber.
Nørregade 6, 1. sal, 1165 København K
T. 3336 2332 | [email protected]
Vestergade 48 F, 1. sal, 8000 Århus C
T. 8668 2333 | [email protected]
Oikos henvender sig til private, organisationer, foreninger, iværksættere og mindre erhvervsvirksomheder.
Oikos samarbejdspartnere: Folkekirkens Nødhjælp, Strømmestiftelsen Norge, Oikocredit Holland, SIDI Frankrig.
Medlem af: Dansk Forum for Mikrofinans og Socialøkonomisk Netværk
Indhold
DANMARKS
GLOBALE MAGASIN
– NR 3 • 2015 • AUGUST • 42. ÅRGANG –
Svævebane
ændrer La Paz
s.10 /
Den ydmyge
kartoffel
s.9 /
UDVIKLING
ERHVERV
Kun en tredjedel af den
globale bistand går til
de fattigste s.3 /
Vestafrika: Vækst,
men ingen jobs s.6 /
Kenyas præsident:
Afrika bør takke nej til
bistand s.3 /
I Japan er bistandspolitik
sikkerhedspolitik s.22 /
Sæt strøm til fattigdoms­
bekæmpelsen s.48 /
s.40 /
Nu kan IFU investere
i alle u-lande s.29 /
Sri Lanka: Te med
god samvittighed s.30 /
Mali: Les téléchargeurs –
iTunes på gadeplan s.34 /
POLITIK
KULTUR
Nigeria – vækstlokomotiv
eller svag stat? s.14 /
Irak: Hold ferie i
Babylon s.39 /
Frihandelszone i det
halve Afrika s.25 /
Marokko: Nyt liv i Danmarks
gamle konsulat s.46 /
Tyrkiet satser stort i
Østafrika s.26 /
Nekrolog: Forfatteren
Eduardo Galeano s.56 /
Alle vender Myanmars
rohingyaer ryggen s.40 /
Værker fra verden:
Mexicansk murmaleri s.62 /
ET UNDERTRYKT FOLK
Reformerne i Myanmar (Burma) har gjort livet svært
for landets muslimske rohingyaer.
s.34 /
LES TÉLÉCHARGEURS
Hos Malis “musikkøbmænd” kan man få musik på sin
mobil for 50 øre per nummer.
FASTE SIDER
Side 9-afgrøden: Kartoflen
(La papa) s.9 /
Nigerias svøbe:
Korruption
s.14 /
s.48 /
Kulturen Kort:
Sydafrika, Mellemøsten,
kapitalisme s.38 /
Navne: Udenrigsminister
Kristian Jensen s.64 /
Asiatisk Plads: Nyt om
dansk bistand s.65 /
Indvikling: Grænsebommen
– u-landenes pengemaskine
s.66 /
INGEN UDVIKLING UDEN STRØM
Fra Foreign Affairs: Skal man gøre noget for verdens
fattige, så start med at investere i elektricitet.
AGENDA
UDVIKLING
Togo:
Verdens
mest
ulykkelige
land
FOTOS: NOEL CELIS/SCANPIX (ØV.) & COLOURBOX (NED.)
4/
Menneskerettighedskrænkelser, korruption, embedsmisbrug
blandt politikere og
politisk vold – de er
alle sammen faktorer,
som er med til at give
det vestafrikanske
land Togo en placering som tilsyneladende verdens mest
ulykkelige land.
Listen er udarbejdet af Sustainable Development Solutions
Network, som er et
FN-initiativ.
58 procent af togoleserne lever under
fattigdomsgrænsen
– de får ikke glæde af,
at landet egentlig har
fine årlige væksttal,
som nåede op på 5,6
procent i 2014. Læg
hertil, at den forventede levealder i Togo
kun er 56 år.
Burundi og Syrien – i nævnte rækkefølge – scorer kun
en anelse bedre end
Togo på 2015-listen.
• /RH
Kun en tredjedel af den globale
bistand går til de fattigste
Mindst 50 procent af den samlede udviklingsbistand bør afsættes til
de mindst udviklede lande, mener organisationen ONE. I øjeblikket
får de allerfattigste kun cirka 30 procent.
AF REGNER HANSEN
Et erklæret mål med udviklingsbistand
er at hjælpe verdens allerfattigste. Men en
ny rapport fra organisationen ONE, der har
U2-frontfiguren Bono som medstifter, viser, at
kun 30 procent af de rige landes bistand går
til de mindst udviklede lande (least developed countries, LCD) i verden.
Andelen har tilmed været svagt faldende
de seneste år, fremgår det af 2015-udgaven af
den såkaldte DATA-rapport fra ONE.
ONE opfordrer til et kursskifte, så andelen
af den samlede bistand, der øremærkes de fattigste lande, øges til 50 procent. Island er det
eneste vestlige industriland, som i øjeblikket
opfylder dette krav.
Samtidig bør alle rige lande donere 0,7
procent af bruttonationalindkomsten til udviklingsformål. De allerfattigste lande er dybt
afhængige af bistand til uddannelse og sundhed, hedder det i rapporten.
FEM ANBEFALINGER
Opfordringen fra ONE om mål for den samlede bistand og andelen heraf til de fattigste
lande er en af fem anbefalinger fra organisati-
onen til, at der lægges et spor ud til at udrydde
ekstrem fattigdom i verden inden 2030. De fire
andre områder, som de rige og fattige lande
ifølge ONE bør forpligte hinanden på, er:
• Et mindstemål for nationale investeringer per borger i landene, så alle borgere senest i 2020 er sikret de basale ydelser, heriblandt sundhed og uddannelse.
• En forøgelse af indenlandske indtægter gennem en fair skatteopkrævning,
bekæmpelse af korruption og et stop for ulovlige pengestrømme. Landene skal
bidrage med en bestemt andel af bruttona-
tionalindkomsten til egen udvikling.
• Rige og fattige lande bør aftale konkrete initiativer, der styrker produktionskapaci-
teten, især inden for landbrug, infrastruktur, energi, handel og privat finansiering.
• Et nyt globalt partnerskab skal sikre ind-
samling og behandling af data, så rige og fattige lande oplyser om alle aftalte
bistandsinitiativer og opfylder dem – og
gør pengestrømme og budgetter
gennemsigtige for alle. •
De afrikanske lande bør afstå fra at modtage bistand fra Vesten. Det sagde Kenyas
præsident, Uhuru Kenyatta, for nylig på et
panafrikansk møde i Midrand i Sydafrika.
“Vores kontinents fremtid kan ikke være
overladt til udefrakommende interesser at
bestemme. Udviklingsbistand, hvortil der så
ofte er knyttet krav og vilkår, som hæmmer
fremskridt, er ikke et acceptabelt grundlag for
velstand og frihed. Tiden er inde til at droppe
den,” sagde Kenyatta, søn af Kenyas første og
mangeårige præsident efter uafhængigheden.
Uhuru Kenyattas udtalelser blev tolket som
en opfordring til fælles afrikansk handling
snarere end som en aktuel kursændring i Kenyas egen politik i forhold til bistand.
Udviklingsbistand udgør skønsmæssigt
fem-seks procent af Kenyas samlede årsindkomst. De største donorer er USA, EU og Storbritannien. Danmarks bistand til Kenya var i
2014 på 273 millioner kroner.
Omvendt har Kenya demonstreret, at landet er i stand til at klare sig uden hjælp udefra.
I en årrække tidligt i 1990'erne suspenderede
vestlige lande bistanden til Kenya i protest
mod præsident Daniel arap Mois autoritære
tilbøjeligheder og brud på menneskerettighederne. • /RH
Tanzania dropper engelsk
Undervisningen i grundskolen, i overbygningen og på videregående uddannelser i Tanzania skal fremover foregå på swahili. Engelsk
bliver andetsprog.
Det fremgår af en uddannelsesreform i det
østafrikanske land, hvor swahili og engelsk
hidtil har været sideordnede.
Fortalerne for reformen fremhæver, at den
vil gøre det af med den sproglige “skizofreni”,
som har efterladt nogle børn og unge uden
gode kundskaber på noget sprog. Desuden
styrker reformen den historisk set samlende
funktion swahili har haft i et land med over 100
etniske grupper.
Kritikerne, heriblandt onlineavisen The
Citizen, indvender, at en nedprioritering af
engelsk vil svække Tanzanias muligheder for
at tiltrække udenlandske virksomheder i en
globaliseret verden.
Med reformen
bliver Tanzania det
eneste land i Afrika
syd for Sahara, som
satser på et afrikansk
sprog i skoleundervisningen. • /RH
Bangladesh
satser på
sukkerroer
Forbruget af sukker er stigende i
Bangladesh, fordi
befolkningen, herunder den købedygtige
middelklasse, vokser.
Det giver en skærpet
appetit på sukkerholdige fødevarer og
drikkevarer.
Udviklingen fører
til overvejelser om,
hvordan den beskedne indenlandske
sukkerproduktion i
Bangladesh kan udvides. Det er i denne
sammenhæng, at det
danske frøfirma KWS
Scandinavia netop
har indgået partnerskab med lokale
frøfirmaer, der skal
fremme dyrkningen
af sukkerroer i Bangladesh.
I øjeblikket dækker
bangladeshisk produceret sukker kun otte
procent af behovet,
og det kommer fra
sukkerrør. Det er ineffektivt og har relativt
store omkostninger
Tidligere har andre
lande, som ligner
Bangladesh, med held
indledt dyrkning af
subtropiske sukkerroer, heriblandt
Indien, Pakistan,
Egypten og Marokko.
• /RH
5/
FOTOS: NOOR KHAMIS/SCANPIX (ØV.) & COLOURBOX (NED.)
Kenyatta: Nej tak til bistand
Vestafrika
“DE UNGE BLIVER
EN SLAGS JÆGERE”
Strømmen af bådflygtninge over Middelhavet er relativt beskeden i forhold til
den regionale vandring af arbejdskraft i Vestafrika, siger forsker. Problemet er,
at de vestafrikanske lande hænger fast i råvareøkonomi uden mange job.
AF REGNER HANSEN
På papiret ser det lovende ud:
Vestafrika har en stabil vækst på
seks-syv procent om året, viser FN-tal.
Men tallet dækker over en betydelig
social ulighed. I de mindst udviklede
af landene i regionen lever over tre
fjerdedele af befolkningen under fattigdomsgrænsen.
FOTO: JEROEN OERLEMANS/POLFOTO
6/
Ikke at folk ikke arbejder – det
gør de, meget endda – men det sker
overvejende i den enorme uformelle
økonomi, som for eksempel udgør 70
procent af beskæftigelsen i Ghana, og
her er udkommet lille.
Regulært lønarbejde er der mindre
af, og der hvor det findes – såsom i
palmeolieplantager i Elfenbenskysten – er lønnen ofte lav. Det fortæller
Mats Utas, seniorforsker med fokus på
Vestafrika på Nordiska Afrikainstitutet
i Uppsala. De ringe muligheder for at
skabe sig en levevej har i århundreder
medført migration i regionen efter de
arbejdsmuligheder, som måtte opstå
MANGE UNGE VESTAFRIKANERE NÅR ALDRIG FREM TIL EUROPA, MEN BLIVER TILBAGEHOLDT AF MYNDIGHEDERNE UNDERVEJS PÅ DEN FAREFULDE
REJSE GENNEM FØRST SAHARA OG SIDEN OVER MIDDELHAVET. HER EN GRUPPE MIGRANTER, SOM ER BLEVET ANHOLDT PÅ KAJEN I MISRATA I LIBYEN.
det ene eller det andet sted. Efterspørgslen efter job tager til i disse år,
fordi befolkningerne i landene vokser,
og andelen af unge øges, forklarer
Mats Utas.
“Når landbruget ikke kan understøtte alle, tager de unge fra land til by,
og fra byerne rejser de videre til andre
lande, hvis chancerne for at skaffe sig
en indtægt virker større der. De unge
bliver en slags jægere,” siger han.
Opmærksomheden i Europa samler
sig om de tusindvis af unge vestafrikanere, der forsøger at komme til Europa
ved at krydse Middelhavet, men det
er en ny og beskeden strøm af mennesker sammenlignet med den regionale
arbejdsvandring, tilføjer Utas.
SALG AF RÅVARER
Vestafrika tæller 15-18 lande, alt efter hvordan man gør det op, og har
tilsammen en befolkning større end
USA’s. Historisk har regionen været
præget af britisk, fransk og portugisisk kolonisering med tilhørende
slavehandel og udnyttelse af guld og
andre råvarer. Eksperter påpeger, at
det ikke er lykkedes de vestafrikanske
lande at vriste sig fri af det aspekt af
den økonomiske struktur, som handler om råvarer. I al for høj grad sælger
landene deres olie, mineraler, kakao
og andre naturressourcer i uforarbejdet stand.
“De vestafrikanske lande er ikke
kommet så langt med økonomisk
transformation. Væksten er kun meget
lidt jobskabende. I et land som Nigeria taler man om en ressourceforbandelse, fordi udvindingen af olie giver
rigdom, men rigdommen bliver ikke
bredt ud til hele befolkningen,” siger
Anne Mette Kjær, lektor på Institut for
Statskundskab på Aarhus Universitet
og forsker i udviklingsforhold i Afrika.
KONFLIKTER OG KLIMA
Politisk har de vestafrikanske lande
siden midt i 1990’erne skiftet militærregimer ud til fordel for folkevalgte
regeringer. Men politiske kriser og
islamisk ekstremisme har udløst konflikter, som for deres part har medført
fordrevne og flygtninge. Hertil kommer effekten af klimaændringer, ikke
mindst i den nordlige del af regionen,
som er halvørken.
Niger oplever alle dårligdommene,
fortæller Line Gamrath Rasmussen,
programkoordinator for Niger i CARE
Danmark.
“Der er en kæmpemæssig arbejds­
løshed, og 90 procent af landets
befolkning lever i fattigdom. Niger
er utroligt presset af Boko Haram
(islamistisk milits, red.) i Nigeria og
al-Qaeda-bevægelsen MUJWA i Mali,
hvis hærgen sender flygtninge ind
over grænsen fra to sider. Især er de
facto-lukningen af grænsen til Nigeria et problem, fordi befolkningen i
Niger er meget afhængig af handel
med kvæg og varer med Nigeria. Og
unge fra Niger har traditionelt taget
til Nigeria for at arbejde. I mange områder er ’mobilt kvægbrug’ den eneste
form for landbrug, geografien tillader,
og fordi der nu er tørke hvert andet
år i stedet for hvert femte-ottende år,
skal pastoralisterne (hyrderne, red.)
bevæge sig længere for at finde græs,”
siger Line Gamrath Rasmussen.
“
MALI
NIGER
BURKINA
FASO
GHANA
FIRE VESTAFRIKANSKE LANDE
HAR DANSK PRIORITET
Fire vestafrikanske lande er p.t. blandt
de 21 såkaldte prioritetslande i statsligt
dansk udviklingssamarbejde. Det er
lande, hvor Danmark er til stede med
et langsigtet perspektiv med politisk
og finansiel tyngde.
BURKINA FASO
Når landbruget ikke kan under­
støtte alle, tager de unge fra land
til by, og fra byerne rejser de videre
til andre lande, hvis chancerne
for at skaffe sig en indtægt virker
større der.
Mats Utas,
Nordiska Afrikainstitutet
“De unge kommer i klemme. De
skal have kvæg eller andet af værdi
for at blive gift og stifte familie,” siger
CARE Danmark-programkoordinatoren.
Også ebolaepidemien, som kostede
over 8.500 mennesker livet i Vestafrika, har sat de tre hårdest ramte
lande, Liberia, Sierra Leone og Guinea, stærkt tilbage.
LOKAL FORARBEJDNING
Så hvad kan der gøres for at skabe
en økonomisk udvikling i Vestafrika,
som kommer den brede befolkning til
gavn? Jørgen Assens, leder af Afrikaafdelingen i Ulandssekretariatet, den
danske fagbevægelses udviklings- og
bistandsorganisation, peger på jobskabelse som et centralt element:
“Det er afgørende at få sat gang i forarbejdningen af Vestafrikas råvarer i
Vestafrika, hvis der skal skabes jobs.”
Han foreslår, at udenlandske virksomheder – for at opnå kredit til aktiviteter i regionen – skal forpligte sig til at
lægge forarbejdningen – eller en del
Målet er at bidrage til reduktion af fattigdom, god regeringsførelse
samt økonomisk vækst og beskæftigelse, specielt for unge og kvinder.
GHANA
Målet er at styrke det politiske
samarbejde, fremme grøn vækst, øge
det erhvervsmæssige samarbejde samt
at konsolidere hidtidige udviklingsresultater.
MALI
Målet er fattigdomsbekæmpelse gennem økonomisk vækst inden
for især landbrug, fremme af beskæftigelsen i den private sektor samt vand
og sanitet. Hertil kommer støtte til god
regeringsførelse.
NIGER
Målet er bæredygtig udvikling
gennem en fattigdomsorienteret økonomisk vækst. Programmerne er fokuseret på vand og sanitet, landbrug, god
regeringsførelse samt fred og stabilitet.
Udover den bilaterale bistand til de
vestafrikanske lande yder Danmark
også bistand til regionen gennem private udviklingsorganisationer, EU og
internationale hjælpeorganisationer.
7/
af forarbejdningen – i råvarelandet og
bruge lokal arbejdskraft.
Jørgen Assens opfordrer også til at
stræbe efter at forvandle den uformelle økonomi til en velreguleret økonomi. Det giver staterne mulighed for
at opkræve skat – og så til gengæld
tilbyde sygesikring og social sikring.
Dennis Zulu, programchef på
International Labour Organization
(ILO) landekontor for en række vestafrikanske lande, oplyser, at unge i
Vestafrika generelt er veluddannede,
men at mange mangler de faglige
kompetencer, som er mest efterspurgte.
BÅDFLYGTNINGE:
TRE VESTAFRIKANSKE
LANDE I TOP 6
Eritrea
10.985
Nigeria
Somalia
4.630
“
4.958
Gambia
2.941
Hver gang der bliver investeret en
dollar i Afrika, forsvinder der to
dollar ud.
Syrien
3.185
Senegal
2.328
Vagn Berthelsen,
Ibis
8/
“Akademiske uddannelser betragtes som mest fornemme, men der er
snarere behov for eksempelvis teknikere og håndværkere,” siger Dennis
Zulu i telefonen fra den nigerianske
hovedstad, Abuja.
HANDELSSPØRGSMÅLET
Verdens rige lande kan målrettet
støtte disse bestræbelser, siger eksperterne. Desuden er der behov for at
styrke samfundsinstitutionerne for at
imødegå korruption og udvikle infrastrukturen. Samtidig efterlyser flere
eksperter større sammenhæng mellem på den ene side de internationale
finansinstitutioners kreditpolitik og
EU’s politik inden for handel, landbrug og fiskeri – og udviklingsmålene
på den anden side. Concord, en sammenslutning af private udviklingsorganisationer i Europa, beskylder
således EU for at have skaffet sig uforholdsmæssigt store handelsmæssige
indrømmelser i en partnerskabsaftale
med Vestafrika.
Vagn Berthelsen, generalsekretær i
udviklingsorganisationen IBIS, opfordrer til, at udviklingspolitikken kobles
med handel og finansforhold, herunder kapitalflugt.
”Hver gang der bliver investeret en
dollar i Afrika, forsvinder der to dollar
ud,” påpeger Vagn Berthelsen. •
* Der er udelukkende tale om de bådflygtningen, der ankom til Italien. Over 100.000 migranter er ankommet via båd til Europa fra januar til maj.
I årets første fem måneder i år kom
omtrent hver fjerde af de bådflygtninge, som blev samlet op af de
italienske myndigheder, fra et af tre
lande i Vestafrika, nemlig Nigeria,
Gambia og Senegal.
The International Organization
for Migration (IOM) oplyser med
henvisning til tal fra det italienske
indenrigsministerium, at 47.449
migranter ankom til Italiens kyster
mellem 1. januar og 31. maj i år.
LAV MENNESKELIG UDVIKLING
12 af landene i Vestafrika ligger i
den nederste fjerdedel på det seneste indeks over menneskelig udvikling fra FN’s Udviklingsprogram
(UNDP). Og Niger er allernederst
blandt verdens 187 lande på listen,
som er fra 2014.
I Sierra Leone er den forventede
levealder 45,6 år, i Burkina Faso er
den gennemsnitlige skolegang 1,3
år, og i Liberia er bruttonationalindkomsten pr. indbygger 752 dollar.
Her er alle de vestafrikanske
landes placering på UNDP’s indeks
over menneskelig udvikling, som
måler et langt og sundt liv, viden og
en anstændig levestandard:
Nr. 123 Kap Verde
Nr. 138 Ghana
Nr. 142 São Tomé og Príncipe
Nr. 161 Mauretanien
Nr. 163 Senegal
Nr. 165 Benin
Nr. 166 Togo
Nr. 171 Elfenbenskysten
Nr. 172 Gambia
Nr. 175 Liberia
Nr. 176 Mali
Nr. 177 Guinea-Bissau
Nr. 179 Guinea
Nr. 181 Burkina Faso
Nr. 183 Sierra Leone
Nr. 187 Niger
nu i de to store, gamle “rislande”. På
verdensplan er det dog er stadig polakkerne, der skovler flest kartofler ind
pr. person.
5.000 SORTER KARTOFLER ER REGISTRERET — LANGT DE
FLESTE I KARTOFLENS HJEMSTAVN SYDAMERIKA.
ÆRKEDANSK OG INDIANSK
Nøjsom, nem at dyrke og så kan den klare sig i
næsten alle klimaer. Kartoflen har et enormt potentiale i fattige lande, men den er svær at gemme.
AF EBBE SCHIØLER
Markedet i Lusaka, Zambia, i starten af 1970’erne: Et ret stort udbud
af frugt og grønt, det meste pænt
præsenteret på tøjstykker på asfalten.
Bønner i bjerge, sække med majs. Og
så små pyramider med tomater og
agurker – og minsandten kartofler.
De blev solgt pr. styk som tilbehør til
majsgrøden, hvis man altså havde råd
til den slags!
Siden har der været solid fremgang
for kartoflerne i mange udviklingslande. I Afrika syd for Sahara er der
sket mere end en fordobling af forbruget de sidste 15-20 år, selvom mangel
på sunde læggekartofler dog hæmmer
produktionen.
Kina er i dag den største producent, og sammen med Indien høstes
over halvdelen af verdens kartofler
5.000 SLAGS KARTOFLER
Kartoflen har sin oprindelse i Sydamerika, hvor ekspeditioner stadig kan
støde på ukendte vilde slægtninge og
glemte sorter i Andesområdet. Der er
ca. 5.000 sorter registreret globalt, flertallet i oprindelsesområdet. Spanierne
slæbte kartofler til Europa, hvor det
tog sin tid at få dem accepteret – danske myndigheder importerede tyske
bønder til Jylland for at få gang i produktionen. Kartoflen slog efterhånden
an, og regnes vel simpelthen for en
ærkedansk grøntsag, hvad enten det
er som fritter, chips, mos, brasede –
eller i flydende form som akvavit. •
9/
FOTO: POLFOTO
DEN GLOBALE KNOLD
NØJSOM OG NEM AT DYRKE
Mens kartoflen er vidt udbredt i hele
den vestlige verden, hvor den mange
steder stadig er en af kostens grundpiller, er den ikke meget udbredt i det
typiske u-land. Ærgerligt og urimeligt, for den globale knold kan klare
sig i næsten alle klimaer. Den er nøjsom, nem at dyrke og som regel med
et betydeligt bedre næringsindhold
end alternativerne ris og majs. Kartofler har et højt udbytte pr. arealenhed,
en rigtig fin afgrøde for fattigmand.
Dog har den én stor ulempe: Den er
en dårligere lagervare end kornsorterne, den skal gerne lagres luftigt og
skærmet mod sol og opvarmning.
Et andet problem er kartoffelskimmel; en plage der næsten affolkede
dele af Irland midt i 1800-tallet.
Dyrkningen var dengang baseret
på meget få sorter, under alle omstændigheder en risikabel strategi,
men katastrofal her. Skimlen har ikke
siden haft så vidtrækkende – nærmest verdenshistoriske – følger, men
angrebene er stadig lammende for
lande og regioner. Det globale tab er
anslået til næsten tre milliarder dollars årligt.
Det har taget 45 år at få fremavlet
en velfungerende, skimmelresistent
sort på konventionel måde. Men
skimlen er hurtig til at omstille sig og
finde nye angrebsmåder. Svaret ligner
for forskerne at opformere sorter ved
krydsning med vilde sorter – tilføje
flere typer modstandsgener, så den fiffige skimmel ikke har det for let, og så
modstanden i de nye sorter er varig.
Bolivia
EN SVÆVEBANE FRA
SLUM TIL LUKSUS
10/
Et nyt netværk af svævebaner har revolutioneret
den offentlige transport i Bolivias hovedby, La Paz.
Kortere rejsetid mellem bydelene har skabt nye
muligheder for integration – men har også ført til
racistiske udfald på de sociale medier og afsløret
dybe raceskel mellem Bolivias befolkningsgrupper.
FOTO: DAVID MERCADO/SCANPIX
AF JAZMIN VALDIVIESO OG GITTE JAKOBSEN, LA PAZ
MED SVÆVEBANEN ER REJSETIDEN PÅ TVÆRS AF BOLIVIAS
ADMINISTRATIVE HOVEDSTAD, LA PAZ, BLEVET VÆSENTLIG KORTERE.
11/
Diskussionen om “de primitive”
begyndte på de sociale medier.
Fotos af aymara-kvinder klædt i
traditionelle skørter og bowlerhatte
siddende på gulvet i MegaCenter, La
Paz’ største indkøbscenter, blev delt
og diskuteret på Facebook. Indbyggerne i den rige bydel Zona Sur var
uvant med synet, og det fik flere til at
komme med racistiske udfald mod “de
fremmede”, der “svinede”, “stjal toiletpapiret” og demonstrerede “deres
dårlige opdragelse” ved at sætte sig
på gulvet.
At “de fremmede” pludselig kommer til Zona Sur for at handle, skyldes
først og fremmest, at den offentlige
transport i og omkring La Paz er blevet revolutioneret efter etableringen
af et veludviklet netværk af svævebaner – de såkaldte teleféricos.
Aymara-indianerne fra bydelen El
Alto på det vindblæste højland i over
4.000 meters højde kan nu på bare ti
minutter foretage rejsen på 600 højdemeter ned til La Paz’ højhuse, historiske bygninger og regeringskontorer.
Og herfra lydløst videre over byens
tage og ned til Zona Sur, der med
sine designbutikker, store firhjulstrækkere og brede boulevarder tager
sig ud som en by i USA. Zona Sur
ligger cirka 3.200 meter over havet
og kan ikke prale af samme gode
udsigt som det fattige El Alto, men
har til gengæld et varmere klima
og mindre risiko for højdesyge. Her
bor de velhavende af europæisk
herkomst og med vestlige forbrugsvaner.
Mens rejsen fra El Alto til Zona
Sur tidligere tog et par timer med
bus, kan den nu klares på en halv
time og for et overkommeligt beløb
svarende til seks kroner. Bydelenes
forskellige verdener forbindes
nu af den gule og den grønne
svævebanelinje; fra udsigtspunktet
Qhana Pata i El Alto svinger den
gule kabine sig ud over skrænten og
stejlt nedad mod de gamle huse fra
kolonitiden til stoppestedet Chuqui
Apu (Libertador). Herfra fortsætter
rejsen med den grønne linje.
>
SVÆVEBANEN FRA EL ALTO BYDER PÅ EN STORSLÅET UDSIGT OVER LA PAZ OG ANDESBJERGENE.
12/
Nedstigningen giver et sjældent
indblik i Bolivias klasseforskelle. På
en halv time bevæger den rejsende sig
fra små og farligt beliggende huse på
erosionstruede stejle skrænter til store
villaer med overvågningskameraer og
swimmingpools.
Den grønne linje har endestation i
Irpavi ved forbrugsmekkaet MegaCenter – og her opstår problemerne. En del
SVÆVEBANEN “MI TELEFÉRICO”
• La Paz fik i 2014 tre svævebanelinjer, teleféricos som de hedder på spansk
– bygget af det østrigske firma Dobbelmayr for i alt 234 millioner dollars.
• De tre linjer har tilsammen 443 kabiner med plads til ti personer i hver.
Hver linje kan transportere 6.000 passagerer i timen.
FOTOS: JUAN KARITA/POLFOTO
• Inden længe bliver der opført yderligere seks svævebaner, der øger den
samlede strækning til 30 kilometer med 34 stationer og i alt 1.360 kabiner.
Prisen forventes at blive 450 millioner dollars. Dermed bliver La Paz den by
i verden med det største og mest udbyggede net af svævebaner.
af El Altos omtrent en million indbyggere – hovedparten aymaraer – ønsker
nemlig at benytte sig af forlystelserne i
MegaCenter, hvis lige ikke findes oppe
på højsletten.
Aymaraerne er generelt stolte af
deres kultur og tager den helt naturligt
med sig – også når de skal forlyste sig.
Kvinderne iklæder sig de traditionelle
farverige nederdele og bowlerhatte og
spiser sammen med deres mænd og
børn den medbragte mad siddende
på gulvet i indkøbscentret. Det passer
langtfra alle Zona Surs indbyggere.
På de sociale medier har en ophidset borger foreslået svævebanen
lukket for dermed effektivt at “få ram
på lusene”, som vedkommende skriver.
En anden er utilfreds med gæsternes
hygiejne. “Toiletterne er frygtelige,
ikke kun mangler folk opdragelse,
de ved ikke, hvordan de skal passe
på ting, der bruges offentligt, og efterlader toiletterne helt beskidte og
ødelagte”.
FÆLLESSPISNING I PROTEST
Andre maner til besindighed. De peger på, at debatten om svævebanen
har fået det værste frem i folk og afslører, at der i Bolivia stadig er racisme,
selv om den i dag er mere skjult, efter
at landet har fået både en indiansk
præsident og en lov mod racisme.
KLASSELIGHEDER OG RACESKEL
At førhen afsondrede befolkningsgrupper nu møder hinanden i MegaCenter, skyldes ikke alene svævebanen. Bolivia har de seneste otte
år haft en årlig vækst på over fem
procent, og gennemsnitsindkomsten
per indbygger er på ti år steget fra
under 1.000 dollars til 2.850. Færre
lever i ekstrem fattigdom, middelklassen vokser, og det afspejler sig i
forbrugsmønstrene.
Fremkomsten af den ny middelklasse er tydelig i El Alto, hvor
farvestrålende huse bygget i aymaraarkitektonisk stil skyder op, og
hvor store biler bliver stadig mere
almindelige i gadebilledet. Også i El
Alto vokser forskellen mellem rig og
fattig.
Diskrimination og racisme findes
overalt i Bolivia. Landets regering
vedtog for fem år siden lov 045 mod
racisme og diskrimination, men på
trods af over 500 sagsanlæg er ingen
hidtil blevet dømt for racisme. Den
manglende konsekvens har været
genstand for massiv kritik – ikke
mindst i forbindelse med diskussionerne om MegaCenter. Den ansvarlige viceminister for afkolonisering,
Félix Cárdenas, har afvist kritikken
og siger, at man frem for at fokusere
på straf skal imødegå racismen ved
at uddanne børnene.
Sara Paulina Jauregui frygter, at
den manglende vilje til at håndhæve
loven beror på, at enkelte regeringsmedlemmer selv har optrådt racistisk
over for nogle af landets befolkningsgrupper. Alligevel er hun optimistisk:
“Unge er mere åbne – måske fordi
mange af os har mulighed for at rejse.
Samtidig kan vi lide de traditionelle
kulturer – vores folklore og vores
danse. Det er alt sammen vores,” siger hun.
I MegaCenter er man glad for kunder – uanset hvor de kommer fra. For
at imødekomme konflikter og kritik
har butikscentrets ledelse sat skilte
op med formaninger. Det samme
skilt henleder kundernes opmærksom på såvel FN’s Menneskerettighedserklærings paragraf 1 om, “at alle
er født frie og lige …” som på, at man
skal huske at bruge skraldespanden.
OFELIA (TV.) KAN NU REJSE MED SVÆVEBANEN FRA EL ALTO OG NED TIL ZONA SUR, HVOR HENDES SØSTER ARBEJDER SOM HUSHJÆLP.
“DEN PLURI-NATIONALE
REPUBLIK BOLIVIA”
Bolivia har registreret 37 forskellige
befolkningsgrupper. Af de oprindelige
folk er langt de fleste – omkring 80 procent – aymara og quechua, der kommer
fra højlandet.
Andelen af borgere, der opfatter sig
som oprindelige folk, faldt fra 62 procent i 2001 til 42 procent i 2012. En
forklaring på den tendens er, at mange
sætter lighedstegn mellem “oprindelige
folk” og “bønder” (campesinos), hvilket
ikke passer ind i de stadig flere urbaniserede bolivianeres selvopfattelse.
Fra den spanske kolonisering og frem
til 2006, da Evo Morales og MASpartiet kom til magten, var Bolivias
oprindelige folk sat uden for politisk og
økonomisk indflydelse. Forfatningen fra
2009 stadfæster landet som ”Den plurinationale republik Bolivia” – en enhedsstat, men med ”mange nationer”.
FÆLLES FORBRUGSREJSE
Spørgsmålet er, om der reelt er så stor
forskel på kunderne i MegaCity, som
man umiddelbart skulle tro. En gruppe
studerende fra det nationale universitet
i La Paz, UMSA, satte sig for at finde ud
af, om de nye forbrugere i centret har
andre forbrugsmønstre end de gamle.
Resultatet af deres spørgeundersøgelse
var, at både nye og gamle kunder
primært kommer for at lade sig underholde. De går i biografen – der primært
viser amerikanske film – spiser – primært i nordamerikanske fastfoodkæder – og shopper i forretninger, der
primært har engelskklingende navne.
De studerendes konklusion er derfor, at
MegaCity – trods de umiddelbare konflikter og forskelle – på længere sigt
kan have en ensrettende indflydelse på
kunderne, som får dækket de samme
behov for en moderne og individuel
livsstil ved at komme i centret.
Samme opfattelse har den bolivianske politolog Diego Ayo, som i en kommentar på sin blog skriver:
“Når jeg går i MegaCenter, ser jeg
amerikanske film og drømmer om at
tage mine børn med til Disneyland (…).
Nu kommer tusindvis af landsmænd
ned fra højderne og deler idealet med
mig. Når vi sammen ser amerikanske
film, spiser popcorn og bruger moderne teknologi, deler vi de samme
kulturelle værdier, og det samler os
mere end noget andet.” •
13/
FOTO: GITTE JAKOBSEN
I protest mod racismen tog en
gruppe unge fra La Paz i januar initiativ til en “apthapi” – aymaraernes
betegnelse for fællesspisning, hvor
alle medbringer egne madvarer, og
man spiser sammen på et klæde
bredt ud på jorden. Efter aymaraernes tradition er det en måde at forene
familien og lokalsamfundet på. Ved
MegaCenter fik den navnet Megaapthapi, og ifølge arrangørerne deltog 500 i fællesspisningen, der blev
bredt omtalt i hovedstadens medier.
Sara Paulina Jauregui, 26 år og
grafisk designer, var en af initiativtagerne til apthapi’en. Hun siger:
“For mig er det meget smukt, at
både kvinder og mænd fra El Alto
bruger MegaCenter uden at være
bange og tilmed sætter sig på gulvet,
som det er helt almindeligt i aymarakulturen. Det ser man ikke i andre
lande, hvor vagter standser folk, der
er fattige eller ser anderledes ud,
før de overhovedet kommer ind i et
indkøbscenter. Med Mega-apthapi
ville vi fejre, at vi er fri og har mange
kulturer.”
Nigeria
STORMAGT PÅ VEJ
ELLER FEJLSLAGEN STAT?
Et væbnet islamistisk oprør, grasserende korruption, forurening og en
skrøbelig olieøkonomi. Udfordringerne står i kø i det folkerige Nigeria,
hvor Danmark netop har åbnet ambassade.
AF: SVEN JOHANNESEN, LASSE WAMSLER OG SUNE GUDMUNDSSON, LAGOS OG ABUJA
FOTO: RICHARD
ROBIN HAMMOND/PANOS/POLFOTO
HAMMOND
14/
15/
>
16/
FOTOS: ROBIN HAMMOND/NATIONAL GEOGRAPHIC CREATIVE
MEDLEMMERNE AF THE LAGOS CIGAR CLUB MØDES JÆVNLIGT PÅ BYENS LUKSUSHOTELLER FOR AT SLAPPE AF MED EKSKLUSIV TOBAK.
PÅ GRUND AF DET ØKONOMISKE BOOM VOKSER ANTALLET AF NIGERIANSKE MILLIONÆRER HASTIGT.
Historien er ren Olsen Banden
– på nigeriansk:
Bankfolk fra Nigerias nationalbank samt en række private banker
havde til opgave at sende slidte
pengesedler til destruktion, så
de kunne blive erstattet med nye
naira-sedler. Det gjorde de dog
ikke. De erstattede de slidte sedler
med avispapir – og beholdt selv
kontanterne.
Landets anti-korruptionsenhed
sigtede i maj 22 ansatte for svindel
for 40 millioner dollar, og episoden
er et ganske godt billede på den korruption, som har placeret Nigeria
– Afrikas folkerigeste land og største
økonomi – på en 137.-plads ud af 175
lande på Transparency Internationals korruptions-indeks.
Sigtelserne mod de 22 bankfolk
fandt sted, kort tid efter at Muhammadu Buhari tiltrådte embedet som
Nigerias præsident.
Fordi Buhari – der har en fortid
som militærdiktator – vandt valget
på et løfte om et opgør med Nigerias
gigantiske korruption, har mange
nigerianere tolket anholdelserne som
et vigtigt signal om, at landets strenge
patriark er vendt tilbage for at gøre
noget ved den korruption, alle landets
borgere mærker:
“Vi er trætte af korruption, trætte
af arbejdsløshed og trætte af, at hele
samfundet er så uorganiseret og
udisciplineret. Vi har brug for én til
at rydde op og sætte de korrupte og
inkompetente ledere i fængsel,” siger
den 37-årige nigerianer Adebayo
Ajanaku. Han er uddannet landbrugsøkonomi og arbejder som forretningsmand i Nigerias største by, Lagos,
hvor han bor med sin kone og sit barn.
PROBLEMER STÅR I KØ
Sideløbende med de enorme problemer er Nigeria også en regional
stormagt og et økonomisk lokomotiv.
Det er i dette land, at Danmark for få
måneder siden åbnede en ambassade
i hovedstaden Abuja.
“Da man tog beslutningen, var
Nigeria Afrikas næststørste økonomi,
MODEL PÅ VEJ IND PÅ CATWALKEN UNDER AFRICAN FASHION WEEK I LAGOS.
Samtidig med at Nigeria det seneste
årti har oplevet årlige vækstrater på
imponerende syv procent, kæmper
landet med et mangehovedet uhyre
af ekstrem fattigdom, en korrumperet
elite, underudviklede landområder, en
dysfunktionel elforsyning, ulmende
uro i Niger-deltaet og ikke mindst et
blodigt Boko Haram-oprør i den nordøstlige del af landet.
“
Oliefundet i Nigeria er en af de
mest uheldige ting, der nogen­
sinde er sket for landet.
Nnimmo Bassey,
arkitekt og ngo-chef
En paradoksal udvikling, der
har fået analytikere til at debattere,
om Nigeria er på vej til at blive en
og nu er den så den største. Nigeria er afrikansk supermagt eller en failed
det folkerigeste land i Afrika, en vigtig state.
regional spiller i Vestafrika, og så er
“I disse år har mange analytikere
der meget store kommercielle interes- forudsagt, at Nigeria ville kollapse
ser i landet,” siger ambassadør Torben – særligt op til det seneste valg.
Gettermann. Fra sin udkigspost i
Men det skete ikke, og valget var
hovedstaden Abuja i det centrale Nifredeligt,” siger den internationalt
geria oplever han, at den nigerianske
anerkendte nigerianske arkitekt og
middelklasse vokser, og at danske
miljøaktivist Nnimmo Bassey.
virksomheder i stigende grad interesserer sig for landbrug, sundhed og,
LIV OG KAOS I LAGOS
“Nigeria er lige nu et samfund af
som noget nyt, design.
“Nigeria er ikke et nemt marked at modsætninger. Vi har mulighed for
det comeback, som mange drømmer
komme ind på. Det tager tid og kræver ressourcer, men når man først er
om. Men der er store udfordringer,”
etableret, har man virkelig gode musiger Nnimmo Bassey, der i dag leder
ligheder for at gøre en god forretning,” ngo’en Health of Mother Earth
Foundation.
siger han.
Man skal da heller ikke være
længe i Nigeria for at opleve landets udfordringer fra første parket.
I landets største by og økonomiske
centrum, Lagos, findes luksusvillaer
med eget vagtkorps, men også vidt
udstrakte slumkvarterer, hvor fattige
klumper sig sammen uden adgang til
17/
OLIEPRODUCENT MED
TOMME TANKSTATIONER
Nigerias regering bruger hvert år milliarder af naira på at holde priserne på
brændstof nede. Men på grund af en
tvist med benzinleverandørerne, som
ikke har modtaget deres subsidier, er
der blevet lukket for benzintilførslen.
Det førte til flere uger med kilometerlange bilkøer foran byens tankstationer,
hvor folk ventede halve og hele dage på
at kunne fylde biler og reservedunke.
De lange køer blokerede de i forvejen
overfyldte veje, hvor entreprenante
gadesælgere solgte piratbenzin til
ågerpriser til de utålmodige bilister,
der havde råd til det dyre brændstof, og
som turde løbe risikoen for at købe benzin, der måske var fortyndet med vand.
Ud over at lamme trafikken satte
brændstofkrisen langsomt landets
industri i stå. Banker og butikker måtte
holde lukket, og internationale flyruter
blev omlagt, inden det lykkedes det
for den afgående
regering at
forhandle en
midlertidig aftale på plads,
så der nu atter
kommer benzin og diesel
ind i landet.
>
MIDDELKLASSEN VOKSER I NIGERIA, MEN DEN HØJE VÆKST KOMMER LANGT FRA ALLE TIL
GAVN. HER LEGENDE BØRN I DOLPHIN HIGH RISE ESTATE I LAGOS.
“Oliefundet i Nigeria er en af de
mest uheldige ting, der nogensinde er
sket for landet,” siger Nnimmo Bassey
og uddyber:
“Fordi pengene væltede ind, har
man ignoreret både fremstillingssektoren og landruget. Mens olien har givet
lette penge til regeringen og den politiske elite, har den holdt store dele af befolkningen i fattigdom, for oliesektoren
skaber ikke mange jobs,” siger han.
Ud over korruption og olietyveri
i industriel skala har udvindingen af
olieforekomsterne medført massive
miljøødelæggelser. I Niger-deltaet i det
sydøstlige Nigeria er forureningen så
slem, at den forventede gennemsnitlige
levetid er nede på 41 år, sammenlignet
med 56 år for hele Nigeria. Han afviser
den positive fortælling om, at olien har
skabt økonomisk vækst, der kommer
befolkningen til gode.
“
Fordi der hverken er uddannelse
eller jobs, har Boko Haram mulig­
hed for at rekruttere blandt tusind­
vis af unge desperate mænd.
18/
Niels Kastfelt,
Afrika-forsker
FOTOS: ROBIN HAMMOND/NATIONAL GEOGRAPHIC CREATIVE
ET RUMMELIGT SOVEVÆRELSE HOS EN VELSTILLET FAMILIE PÅ BANANA ISLAND I LAGOS.
vand, elektricitet, kloakering eller renovation. Trafikpolitiet står i kø for at
modtage bestikkelse mod trusler om
tilbageholdelse, mens bilernes udstødning blandes med de tusindvis af
benzin- og dieselgeneratorer, der forsyner den velstående del af byen, når
elnettet bryder sammen, hvilket sker
flere timer dagligt. Megabyens overfyldte veje er spækket med luksuriøse
firhjulstrækkere, som snegler sig af
sted, mens gadebørn render rundt
og tigger eller forsøger at sælge alt
fra snacks til cigaretter, spil, cd’er og
hundehvalpe. De seneste mange uger
har Lagos’ berygtede trafik dog været
endnu mere kaotisk end sædvanligt.
Det skyldes en brændstofkrise, som
på sin egen vis indkapsler landets
skrøbelige tilstand (se boks forrige
side).
OLIENS FORBANDELSE
Nigeria er Afrikas største olieproducerende land, men er ikke i stand
til at raffinere sin råolie, som derfor
eksporteres. Skønt cirka 80 procent
af regeringens budget stammer fra
oliesektoren, har landets rige olieforekomster langtfra kun været en gave
for Nigeria.
“Det er et grundproblem, at man
har haft høj vækst, men at hele denne
vækst bygger på olieindustrien, hvorimod fremstilling og produktion har
haltet langt bagefter. Samtidig bliver
landet ramt hårdt i disse tider, hvor
de internationale oliepriser har været
faldende,” siger Nigeria-forsker Niels
Kastfelt, der er lektor ved Center for
Afrikastudier og siden 1975 har arbejdet og rejst i særligt det nordøstlige
Nigeria.
“At opgøre fremskridt i vækst i
BNP er en feel good-statistik, der ikke
giver et sandt billede af, hvad der reelt
sker i den nigerianske virkelighed.
Det skaber et falsk billede af velstand,
når der i virkeligheden er fattigdom.
Sandheden er, at siden 1990’erne har
dårlig regeringsførelse samt IMF’s
neoliberale reformer med privatiseringer og fjernelse af subsidier gjort livet
meget sværere for nigerianerne,” siger
Nnimmo Bassey.
Heller ikke Niels Kastfelt vurderer,
at de seneste års økonomisk vækst er
kommet den enkelte borger til gode.
“De sidste år har man haft meget
høj vækst, men også en ekstremt
høj ulighed, så den almindelige befolkning har ikke mærket meget til
væksten. Tværtimod oplever de, at de
daglige levevilkår stille og roligt er
blevet ringere og ringere, siger Niels
Kastfelt og forklarer:
”Helt basale ting som el- og vandforsyning og adgang til sundhed er
blevet forringet, fordi systemet efterhånden er så korrumperet, at flere og
flere statslige midler forsvinder ned
i lommerne på politikere og embedsmænd. Korruptionen er stille og roligt
blevet mere og mere omfattende, og
den bliver vanskelig at ændre,” siger
den danske Nigeria-kender.
“INVEST IN SOIL, NOT OIL”
60 procent af Nigerias befolkning lever under fattigdomsgrænsen, mange
af dem i forarmede og underudviklede
landområder. Den giftige blanding
af olieindustriens miljøødelæggelser,
mangel på investeringer i infrastruktur på landet samt udfasning af statsstøtte til farmere har i de seneste år
medført en urbanisering, der gør, at
Lagos i dag rummer anslået 20 millioner indbyggere.
Det store flertal lever under kummerlige forhold i byens slum.
“Folk flytter ikke til byerne, fordi de
elsker dem, men fordi de håber på at
få et bedre liv. Landdistrikterne er blevet negligeret de sidste mange år. Der
er mangel på faciliteter, som folk tager
for givet alle andre steder i verden,
som eksempelvis ordentlige veje”,
siger Nnimmo Bassey, der i sin bog To
Cook A Continent argumenterer for, at
Nigeria har brug for at investere i soil
(jord) i stedet for oil.
Han tilføjer: “Som det er nu, kan byerne slet ikke opsuge de mange tilflyttere, og derfor er der brug for massive
investeringer i landdistrikterne, hvis
man skal modvirke urbaniseringen
og bygge en bæredygtig nigeriansk
økonomi”.
BOKO HARAM KRÆVER KALIFAT
Den kroniske underundervikling af
udkants-Nigeria har forværret et af
landets største problemer – nemlig
fremkomsten af den islamistiske
oprørsgruppe Boko Haram, der fører
væbnet kamp for at oprette et kalifat i
den nordøstlige del af landet.
Gruppen er formentlig mest kendt
for bortførelsen af skolepiger og for
massakrer på civile. Og skønt Boko
Haram ifølge Niels Kastfelt er et led
i en århundredgammel tradition for
islamisk reform i Nordnigeria og
altså ikke kan siges at være opstået
som en konsekvens af manglende
udvikling, har fattigdommen gjort
det lettere for Boko Haram at hverve
medlemmer.
“Fordi der hverken er uddannelse
eller jobs, har Boko Haram mulighed
for at rekruttere blandt tusindvis af
unge desperate mænd,” siger Niels
FEM FACTS OM NIGERIA
· 70 procent af befolkningen er under 30 år gammel.
·
Én ud af 43 mennesker på kloden
er nigerianer. Man regner med, at
befolkningstallet på cirka 180 millio-
ner nigerianere vil blive fordoblet i løbet af de næste 25 år.
·
Nigeria er nummer 136 af 175 på Transparency Internationals indeks, der sammenligner opfattelsen af
graden af korruption i verdens lande.
· Landets ungdomsledighed var i 2014 på 54 procent.
· Ved årtusindskiftet var der kun 200.000 internetbrugere i Nigeria.
I 2014 havde antallet passeret 70
millioner.
Kastfelt, der tilføjer, at Boko Haram
kun nyder opbakning fra et lille mindretal af regionens muslimer. En fælles international militær indsats har
trængt Boko Haram i defensiven,
men bevægelsen foretager jævnligt
blodige angreb på særligt civile.
GADERNE I LAGOS ER ET MYLDER AF LIV. FOR PENDLERE KAN DET DERFOR TAGER TIMER AT KOMMER GENNEM MEGABYEN.
19/
20/
FOTO: ROBIN HAMMOND/NATIONAL GEOGRAPHIC CREATIVE
HØJHUSENE I LAGOS' FINANSCENTRUM REJSER SIG HØJT OVER SAVVÆRKSKVARTERET I BYENS UDKANT. KVARTERET, SOM ER HJEM OG ARBEJDSPLADS FOR TUSINDVIS AF NIGERIANERE, HAR VÆRET PLAGET AF STORE BRANDE DE SENESTE ÅR.
Også den nigerianske hær har været særdeles brutal mod civile i kampen mod Boko Haram. I juni afslørede
en rapport fra Amnesty International,
hvordan den nigerianske hær de seneste år har været ansvarlig for drab på
cirka 8.000 civile, der er blevet skudt,
kvalt, sultet og tortureret ihjel.
Over en million mennesker er flygtet fra konflikten, som siden 2009 har
krævet flere end 17.000 dødsofre.
“Befolkningen i nordøst har måttet vælge mellem pest eller kolera, og
mange er lige så bange for hæren som
for Boko Haram,”, siger Niels Kastfelt.
Som noget helt uhørt for en nigeriansk præsident udtrykte Buhari, der
selv stammer fra det nordlige Nigeria,
at han tager Amnesty Internationals
kritik alvorligt, og at han vil se nærmere på anklagerne og retsforfølge
militærfolk, der har begået forbrydelser. Om det sker i praksis, er stadig et
åbent spørgsmål.
SAMLENDE FIGUR
Under alle omstændigheder er den
72-årige Buhari nu i en rolle, hvor folk
forventer, at han vil modernisere Nigerias økonomi, gøre den mindre afhængig af en dysfunktionel oliesektor,
begrænse korruptionen, nedkæmpe
Boko Haram, modernisere en brutal
hær og rette op på årtiers forsømmelse
af Nigerias infrastruktur. Enorme
opgaver, der ikke bliver mindre af, at
Buhari først præsenterer sin regering i
august eller september.
“Han står med samme forventningspres, som dengang Obama første
gang blev valgt, så han kan næsten
kun skuffe,” vurderer Niels Kastfelt.
AFRICA´S FIRST CITY
Den new zealandsk-fødte
fotograf Robin Hammond
har taget billederne fra Nigerias økonomiske kraftcenter, Lagos, som ledsager Udviklings
portræt af Afrikas nye vækstlokomotiv.
Robin Hammond har dedikeret sin
karriere som fotograf til at dokumentere udviklings- og menneskeretsforhold, ikke mindst i Afrika. Han er blevet belønnet med adskillige priser for
sit arbejde, bl.a. ved World Press Photo.
Flere billeder fra Robin Hammonds
serie fra Lagos kan ses på
www.robinhammond.co.uk
21/
Den danske ambassadør i Nigeria
er enig:
“Buhari har allerede været ude at
sige, at han ikke kan skabe mirakler
fra den ene dag til den anden. Han
ved, at der er urealistisk høje forventninger til ham, men omvendt ved han
også, at han skal levere på det, han er
valgt på. Det er en monumental opgave at få det her land på ret køl igen,”
siger Torben Gettermann.
Buhari har dog allerede formået
at fremstå som en samlende figur for
Nigeria, fordi han har opbakning fra
vælgere i både det kristne syd og det
muslimske nord. Det er aldrig sket før
ved tidligere valg, hvor hver region
hovedsageligt har stemt på sin egen
kandidat. Skønt Buhari er en muslim
fra nord, har han fået mange sydlige
kristne stemmer på grund af sin kampagne mod korruption. En af dem er
Adebayo Ajanakus:
“Ligesom mange andre kristne
stemte jeg på Buhari på grund af hans
personlighed og ikke på grund af hans
religion,” siger Adebayo Ajanaku.
Også han forventer, at nigerianerne
til en vis grad bliver skuffede over
Buhari. Mange af de lovede ændringer
vil tage meget længere tid, end folket
har tålmodighed til, forklarer Adebayo
Ajanaku:
“Man har altid sagt, at nigerianerne
er gode til at lide og smile. Hvis ting
går dårligt, og folk lider, så tror de
instinktivt, at tingene efterfølgende
vil blive bedre. Men i dag vil folk ikke
bare lide og smile – de vil have forandringer.” •
PÅ JAPANSK ER BISTAND ET
ANDET ORD FOR SIKKERHEDSPOLITIK
Japans udviklingsbistand er halveret siden storhedstiden i 1990’erne, og nu
skal bistanden i endnu højere grad bruges som udenrigspolitisk instrument.
Det møder kritik.
AF ASGER RØJLE, TOKYO
FOTO: FRANCK ROBICHON/SCANPIX
22/
JAPANSKE NØDHJÆLPSARBEJDERE PÅ VEJ TIL NEPAL FOR AT BISTÅ MED HJÆLPEARBEJDET EFTER JORDSKÆLVET I APRIL.
Siden nederlaget i Anden Verdenskrig har Japan ikke kunnet spille
en militær og sikkerhedspolitisk rolle i
verden, som modsvarer landets økonomiske styrke. Det har landets pacifistiske “fredsforfatning” forhindret.
Til gengæld har Japan haft tradition for at bruge sin udviklingsbistand
som udenrigspolitisk redskab og som
løftestang til at pleje egne kommercielle og diplomatiske interesser.
Med et nyt charter for Japans bistandspolitik, som premierminister
Shinzo Abes regering vedtog tidligere
i år, bliver denne tankegang endnu
mere dominerende. Selvfølgelig vil Japan fortsat give bistand for at hjælpe
de fattige lande og skabe bæredygtighed og bedre balance i verden. Men
som Purnendra Jain, professor ved
Institut for Asien-studier på University
of Adelaide, skriver i en analyse på
websiden East Asia Forum, lægger Japan “mere og mere åbenlyst vægt på,
at bistanden til udviklingslandene skal
fremme nationale interesser”.
Abe-regeringens nye bistandspolitiske linje møder kritik, blandt andet fra
Akio Takayanagi, professor ved Ferris
State University i Michigan, USA, og
rådgiver for Japans ngo-center for
internationalt samarbejde. Han mener,
der er sket “en stor ændring i Japans
bistandsmål: Bort fra at lægge vægt
på humanitære og udviklingsmæssige
mål for i stedet at lægge vægt på Japans politiske, sikkerhedsmæssige og
kommercielle egeninteresser”.
FRA BISTAND TIL SAMARBEJDE
Det nye charter følger dog i forlængelse af den japanske tradition om at
bruge bistanden som sikkerhedspolitisk redskab, mener lektor Annette
Skovsted Hansen fra Aarhus Universitet.
“Det er ikke første gang i et japansk
ODA-charter (Official Development
Assistance, ODA, statslig bistand,
red.), at der refereres til Japans sikkerhed,” siger hun og påpeger, at den
allerførste sætning i det senest reviderede charter fra 2003 udtrykkeligt
henviste til, at “formålet med Japans
udviklingsbistand var at bidrage til
international fred og udvikling i den
rækkefølge – og dermed hjælpe til at
sikre Japans egen sikkerhed og velstand”.
Kort efter at Abe-regeringen trådte
til i december 2012, formulerede den
en ny sikkerhedspolitisk strategi.
Allerede her blev det varslet, at bistandspolitikken skulle tænkes ind i
den samlede sikkerhedspolitik. Det
udmøntes med det nye charter, der nu
ikke længere betegnes som “udviklingsbistand” (ODA), men som “udviklingssamarbejde” i bredere forstand.
“Vi vil gerne ændre position fra bistand til samarbejde. Vi vil lægge mere
vægt på (...) vores partnerskab med
u-lande,” siger Kaname Araki, seniorkoordinator ved Japan’s International
Cooperation Bureau den japanske
pendant til Danida, til det filippinske
website Business Mirror.
Andre røster i den japanske debat mener, at ændringerne i Japans
bistandspolitik sker som reaktion
på Kinas mere markante profil i
verden. Kinesiske penge spiller en
stadig større rolle i udviklingen på
alle kontinenter. Ofte kalder Kina det
ikke u-landsbistand og forpligter sig
dermed ikke til at leve op til de regler
og normer, som gælder i OECD for
u-landsbistand. Tankegangen er, at
Japan er nødt til at indføre mere fleksibilitet i sin bistandsdefinition for at
kunne følge med Kina i kapløbet om
regional indflydelse.
Flest overskrifter har det nye charter skabt på grund af en tilføjelse, som
åbner for, at Japan kan give bistandsstøtte til militære enheder i modtagerlandet, som udfører ikke-militære
opgaver, som for eksempel katastrofehjælp eller bekæmpelse af epidemier.
Det tidligere bistandscharter slog udtrykkeligt fast, at japansk bistand ikke
må bruges til militære formål, og at
internationale konflikter ikke må forværres på grund af bistanden. Det står
der stadig, men nu med den omstridte
tilføjelse.
“Militære styrker er begyndt at
spille en nøglerolle i ikke-militære aktiviteter som genopbygningsindsatser
efter konflikter og katastrofer,” forklarede udenrigsminister Fumio Kishida
ved fremlæggelsen.
MILITÆRE AMBITIONER?
Ethvert skridt, Abe-regeringen tager i
retning af at gøre op med efterkrigstidens pacifisme, afføder imidlertid
kritik:
“Militære udrykninger i områder,
som er ramt af konflikter eller katastrofer, kan – selvom de har ikkemilitære formål – yderligere forrykke
lokale magtbalancer og forårsage
nye konflikter. Hvis en sådan mili-
JAPANS BISTAND
• I 1990’erne var Japan verdens største
bistandsdonor, men i takt med at
landets økonomi stagnerede, faldt
bistanden til under halvdelen af,
hvad den var, da den toppede i 1997.
• En af årsagerne er, at bevillingerne
gives i yen, som har mistet en tredjedel af deres værdi siden dengang.
• I dag er Japan blot nummer fire på
OECD’s hitliste over donorlande,
men med en samlet bistand på 70
milliarder kroner årligt spiller landet
stadig en væsentlig rolle.
• Samtidig er Japans bistand blevet
mindre ensidig. Den fokuserer ikke
længere udelukkende på infrastruktur og fremme af ordrer til japanske
firmaer.
• Belært af bitre erfaringer er Japan
begyndt også at give bistand på blødere områder, og der er blevet ryddet
op efter flere skandaler om spild og
korruption.
tær udrykning foregår i relation til
u-landsbistand, vil det få den lokale
befolkning til at tvivle på de fredelige
og humanitære mål for bistanden og i
sidste ende få den til at miste tilliden
til Japan,” advarer således Akio Taka­
yanagi fra Ferris State University i en
kommentar.
Andre kritikere påpeger, at det er
vanskeligt at skelne mellem et militærapparats militære og ikke-militære
aktiviteter.
“Lad os antage, at der bliver indkøbt
nogle helikoptere og lastbiler,” siger
Yoichi Ishii, som er professor emeritus
ved Kanagawa University. “Når man
ser på, hvordan de benyttes (efter den
ikke-militære indsats’ afslutning, red.),
er det svært at drage en klar skillelinje
mellem militær og ikke-militær brug.
Den liberale og pacifistiske avis
Asahi Shimbun ser endog det nye
charter som et led i Abe-regeringens
bestræbelser på at lempe efterkrigstidens restriktioner på japansk våbeneksport. Avisen frygter, at næste skridt
bliver at gøre det muligt for Japans
eget militær, de såkaldte selvforsvarsstyrker, at deltage i nødhjælpsindsatser uden for landets grænser. •
23/
Sociale medier
DEM SKAL DU FØLGE
AF ANYA PALM
24/
Den velinformerede rejseblogger
Kendisaktivist og
utrættelig kritiker
Sladrer om Thailands kongehus
Laos’ første kvinde- Indigneret ngolige filminstruktør boss skælder ud
Richard
Barrow:
En stående
vittighed i
Thailand er: Eksisterer
Richard Barrow i virkeligheden? Bloggeren
skriver fra selv de fjerneste afkroge af Thailand,
ved alt om festivaler,
begivenheder og shows,
er ofte mere opdateret på
den aktuelle dagsorden
end aviserne og synes
altid at være til stede,
når der sker noget i
Thailand. Hvordan gør
han det? Døm selv på
Ou Virak:
Menneskerettighedsaktivist og åbenmundet kritiker af den
cambodjanske regering.
Ou Virak leverer
skarpe analyser af cambodjansk politik på
Facebook og Twitter:
Andrew
MacGregor
Marshall:
Journalist
for Reuters i 17 år, indtil
han lækkede en række
følsomme oplysninger
om det thailandske
kongehus. Andrew Marshall er i dag efterlyst i
Thailand, og hans bøger
bliver rutinemæssigt
forbudt, når de udkommer. Fra nabolandet
Cambodja fortsætter han
med saftige afsløringer
om kongehus, elite og
magthavere i Thailand.
Følg ham på:
Mattie Do:
Instruerede
den første
gyserfilm i
Laos. Mattie Do er også
landets første og eneste
kvindelige filminstruktør. Men de fordomme,
der følger med at være
den laotiske kvinde, der
“klarede det”, gider den
rapkæftede kvinde ikke
høre på; hun vil bare lave
gyserfilm. I år tog hun
som første laot nogensinde til filmfestival i
Cannes med sin nye film,
Dearest Sister.
virakou76
@ouvirak
www.richardbar-
row.com
@RichardBarrow.
zenjournalist.com
zenjournalism
@zenjournalist
NY SINGLE FRA
I 1961 blev FN’s daværende generalsekretær Dag Hammarskjöld
dræbt i et flystyrt, som aldrig er blevet opklaret. Nye oplysninger
om radiokommunikation med flyet i de sidste minutter bestyrker
mistanken om, at flyet blev skudt ned. FN har genåbnet sagen,
og efter at en ekspertgruppe har gransket de nye beviser, vil FN's
generalsekretær, Ban Ki-Moon, have undersøgt sagen til bunds.
I en single opruller Magasinet Udvikling hele historien om Dag
Hammarskjölds død.
Hent Udviklings app
@mangosodium
Phil
Robertson:
Vicedirektør
i Asienafdelingen af Human
Rights Watch. Uanset
hvem der har overtrådt
menneskerettigheder i
Asien – om det er diplomater, regeringer, mafia
eller magtfuldt militær –
kan de regne med, at Phil
Robertson kommer efter
dem. Se med på
@reaproy
POLITIK
Kinesere
kræver
klima­
indsats
Frihandels­zone
i det halve Afrika
Den såkaldte syd-syd-handel er voksende,
og nu øger også Afrika muligheden for at
blive en del af tendensen. Stats- og regeringschefer fra 26 afrikanske lande på kontinentet
har aftalt at etablere en frihandelszone, der vil
strække sig fra Kairo til Cape Town.
Indbyggerne i Kina
Omkring halvdelen af de afrikanske lande
er opsatte på, at dekommer således med i zonen, hvis befolkning
res regering skrider
tæller over 600 millioner mennesker, og hvis
til handling for at
samlede bruttonationalprodukt beløber sig til,
imødegå klimaforan- hvad der svarer til 8.000 milliarder kroner.
dringerne. Det viser
Ambitionen er at øge samhandlen på
en undersøgelse
tværs af kontinentet, for mens der er gang i
foretaget af opinions- investeringerne de afrikanske lande imellem,
instituttet YouGov
halter handlen fortsat bagefter. Ifølge FN foreblandt 15 lande på fire går kun 12 procent af Afrikas samlede handel
inden for regionen.
kontinenter.
Frihandelszonen oprettes ved at sammen86 procent af de adspurgte kinesere forsmelte tre eksisterende frihandelsområder,
langer en øget klimathe East African Community, SADC (the
indsats i hjemlandet.
Dette overgås kun af
Hongkong, en særlig
administrativ region,
med 88 procent.
Også i Indonesien
(85 procent), Malaysia
(81 procent), Thailand
(77 procent) og Singapore (65 procent) er
der et stærkt krav fra
befolkningerne om,
at deres respektive regeringer skruer op for
klimaaktiviteterne.
Til sammenligning
støttes kravet af cirka
halvdelen
af befolkningen i
USA, mens
befolkningerne
i de fleste
Den nigerianske regering har taget det histoeuropæiske lande
riske skridt at forbyde en århundredgammel
oplever,
praksis om kvindelig omskæring. Lovforslaget blev underskrevet af den afgående præsiat deres
regeringer dent Goodluck Jonathan efter en vedtagelse i
parlamentet.
er godt
Menneskerettighedsorganisationer bemed.
• /RH
tegner beslutningen som et kæmpemæssigt
Southern African Development Community)
samt the Common Market for Eastern and
Southern Africa.
ECOWAS (the Economic Community for
West African States) er ikke med i aftalen,
og dermed er heller ikke Afrikas største økonomi, Nigeria, omfattet. ECOWAS består af 15
lande og tæller over 300 millioner mennesker.
ECOWAS-landene er ikke nået så langt med
økonomisk integration.
Før den nye frihandelszone er etableret,
venter flere forhindringer. Først skal de enkelte landes parlamenter godkende rammeaftalen. Derpå kommer forhandlingerne om
detaljerne. Særligt vigtigt er her, hvilke varer
og tjenesteydelser der skal fritages for told,
og hvordan administrative procedurer – som
typisk er temmelig bureaukratiske – kan gøres
enkle og ensartede. • /Regner Hansen
Nigeria forbyder omskæring
fremskridt, fordi Nigeria er Afrikas folkerigeste nation, og landet kulturelt og politisk
rager op i forhold til andre på kontinentet.
Der kan komme en positiv afsmittende effekt.
Den nye lov betyder et stop for en praksis,
som har medført, at anslået en fjerdedel af
Nigerias kvinder er omskåret. • /RH
25/
FOTOS: THOMAS MUKOYA/SCANPIX (TH.) & COLOURBOX (TV.)
AGENDA
Vækst
ØSTAFRIKA ER
TURKISH DELIGHT
Tyrkiets mellemøstpolitik er slået fejl, og i stedet retter tyrkerne fokus
mod Østafrika. Her er høj vækst og gode muligheder for at gøre forretning.
AF ANE CECILIE HESS-NIELSEN, ADDIS ABABA, OG MATHIAS FINDALEN BICKERSTETH, ANKARA
FOTO: SCANPIX
26/
ADDIS ABABAS SKYLINE ER UNDER VOLDSOM FORANDRING.
ETIOPIEN HAR HØJ VÆKST, OG UDENLANDSKE INVESTORER –
HERUNDER TYRKERNE – SER STORT POTENTIALE I LANDET.
På restaurant Istanbul i den buldrende millionby Addis Ababa spiser
den tyrkiske forretningsmand Erhan
Demir frokost, köfte og den tyrkiske
nationaldrik ayran, serveret af etiopiske servitricer.
“Etiopien og Tyrkiet er brødre inden
for business. Vores landes relationer
går langt tilbage,” siger han. Erhan Demir er 36 og arbejder for den tyrkiske
kabelproducent BMET Cable, cirka
40 kilometer uden for den etiopiske
hovedstad. Virksomheden har 100 tyrkiske ansatte og 600 lokale etiopiske
medarbejdere og producerer kabler
til mindre infrastrukturprojekter,
byggesektoren og til det omfattende
dæmningsprojekt ved Nilen, der er et
vigtigt led i den etiopiske regerings
plan om at blive Afrikas største eksportør af elektricitet.
“Tyrkiet satser på Etiopien. Der er
allerede mange veletablerede tyrkiske
virksomheder i Etiopien, og mange
flere er på vej,” siger den velklædte
forretningsmand og bestiller tyrkisk te
hos de nysgerrige servitricer. Det foregår på amharigna, det mest udbredte
sprog i Etiopien, som Erhan Demir
hurtigt har lært at begå sig på.
27/
ØGET SAMHANDEL
Tyrkiet og Etiopien har en lang fælles historie, der går tilbage til det
osmanniske riges storhedstid i det 16.
>
FOTO: FARAH ABDI WARSAMEH/POLFOTO
28/
århundrede. Byen Harar i det nordøstlige Etiopien var et knudepunkt
på datidens handelsruter, her mødtes
handelsfolk fra Mellemøsten med
afrikanske købmænd. Den dag i dag
kan den osmanniske indflydelse på
Afrikas Horn spores i blandt andet arkitektur, kultur, sprog og religion.
Siden årtusindskiftet er relationerne mellem Tyrkiet og Etiopien på
ny blevet tættere. Samhandlen mellem
de to lande nåede i 2013 422 millioner
dollar, mens den i 2000 blot var 27,3
millioner amerikanske dollar. Tyrkiet
er nu den femtestørste eksportleve­
randør til Etiopien, og inden for
infrastruktur, industri og landbrug er
der gode investeringsmuligheder for
tyrkiske virksomheder.
“Den tyrkiske regering giver landets virksomheder incitament til at
rykke til Østafrika. Man kan få råd og
tilskud fra myndighederne, hvis man
satser på at flytte sin virksomhed,” fortæller Erhan Demir, der har arbejdet i
Etiopien i knap to år, og som befinder
sig godt i Østafrika.
At Tyrkiet har stærke interesser i
regionen, blev understreget, da landets præsident, Recep Tayyip Erdogan, som det første i 2015 tog på rundtur i netop Østafrika, først i Etiopien
og siden i Djibouti og Somalia. Erdogan ønskede at styrke relationerne
med Etiopien – som i disse år oplever
massiv vækst, ganske som Tyrkiet
har gjort, siden Erdogans og hans
parti, AKP, overtog regeringsmagten
i 2002 og transformerede landet fra
kriseramt til en af verdens hastigst
voksende økonomier. En stort anlagt
tyrkisk-etiopisk business-konference
senere på året vil formentlig styrke relationerne yderligere og skabe endnu
større fokus på mulighederne for
samarbejde mellem de to lande. For
en tyrkisk virksomhed er arbejdskraften billig i Etiopien, hvor de laveste
månedslønninger er omkring 2.500
etiopiske birr (omkring 700 danske
kroner) påpeger Erhan Demir.
TYRKIETS NYE VEJE
Tyrkiets stærke engagement på det
afrikanske kontinent rækker ud over
Østafrika og har også politiske, humanitære og religiøse elementer. Alene
siden 2009 har Tyrkiet øget antallet
af ambassader på kontinentet fra 12 til
39. Tyrkiet satser på at blive strategisk
partner for en række afrikanske lande
samt for Den Afrikanske Union (AU),
TYRKIET ØNSKER AT SPILLE EN AKTIV ROLLE I FORSØGET PÅ AT STABILISERE SOMALIA, OG I
JANUAR AFLAGDE PRÆSIDENT RECEP TAYYIP ERDOGAN BESØG HOS SIN SOMALISKE KOLLEGA,
HASSAN SHEIKH MOHAMUD, I SOMALIAS HOVEDSTAD, MOGADISHU.
og i den forbindelse står Etiopien
centralt. Det forklarer professor Mehmet Özkan, der forsker i relationerne
mellem Tyrkiet og Afrika ved SETA
Foundation i Ankara.
“Etiopien er en nøglestat på Afrikas
Horn. Landet oplever en enorm vækst,
man huser Den Afrikanske Union og
er en afgørende aktør i Somalia og i
forhold til at stabilisere regionen. Derfor er det naturligt, at Tyrkiet ønsker
at styrke relationerne til netop Etiopien og øge samhandlen,” siger han.
“
Etiopien er en nøglestat på
Afrikas Horn. Landet oplever
en enorm vækst, man huser Den
Afrikanske Union og er en
afgørende aktør i Somalia og i
forhold til at stabilisere regionen.
Mehmet Özkan,
professor
Han påpeger, at Tyrkiet, siden Erdogan som den første ikke-afrikanske
statsleder besøgte Somalia i 2011, har
signaleret – blandt andet med etablering af tyrkiske udviklingskontorer i
landet – at man ønsker at indtage en
hovedrolle i regionen.
“Man må engagere sig i alle landene: Etiopien, Kenya, Sudan og
Djibouti, hvis man vil være en seriøs
aktør i stabiliseringen af Somalia. Det
ønsker Tyrkiet at være,” argumenterer
Mehmet Özkan.
FEJLSLAGEN MELLEMØSTPOLITIK
En anden væsentlig årsag til Tyrkiets
store fokus mod syd er, at Tyrkiets
udenrigspolitik i Mellemøsten formuleret i 2009 af tidligere udenrigsminister og nuværende premierminister Ahmet Davutoglu er slået fejl.
Politikken byggede på en ide om “nul
problemer med naboerne”, men har
udviklet sig til noget nær “kun problemer med naboerne”, ikke mindst i
forholdet til Syrien.
Nyorienteringen af landets udenrigspolitik er gået op for de studerende på det prestigefulde Ankara
University. Her har flere været på studiebesøg i Afrika inden for de senere
år, og en af de studerende, Ahmet,
overvejer nu at starte både en tøj- og
en hvidevareforretning op i Afrika:
“I Mellemøsten har Tyrkiet problematiske relationer til både Irak, Iran,
Syrien og Egypten, og økonomien er
meget usikker i disse lande. Det er
derfor logisk, at vi søger andre veje.
Jeg synes, det er positivt, at vi involverer os udenrigspolitisk ude i verden.
Så længe tingene er svære i Mellemøsten, virker Afrika som den mest oplagte region at gøre forretning i,” siger
den unge, selvsikre entreprenør. •
ERHVERV
Nu kan IFU investere
i alle udviklingslande
Samtlige de lande, OECD betegner som
udviklingslande, er nu tilgængelige for investeringer fra Investeringsfonden for Udviklingslande, IFU. Det besluttede Folketingets
finansudvalg, kort før folketingsvalget blev
udskrevet.
Det betyder, at IFU på ny kan investere
i lande som Brasilien, Malaysia, Tyrkiet og
Mexico, som ellers var blevet strøget fra listen
over mulige investeringslande, fordi landenes
BNI var vokset markant. Finansudvalgets beslutning betyder også, at IFU fortsat kan investere i lande som Kina og Colombia, der ellers
stod til at ryge ud af IFU’s investeringsområde.
934 kaffe- og tepro“Det er en rigtig god beslutning, fordi vi
ducerende familier
fremover kan fortsætte med at investere i udviklingslande, når de bliver mere modne marfra Uganda og Malawi har fået direkte
keder og dermed også mere attraktive for det
adgang til det danske danske erhvervsliv,” siger IFU-direktør Tommy
marked efter fusionen Thomsen.
mellem virksomhe“Vi er godt forberedt på det nye mandat
den Farm Mountain
og kan allerede fra første dag hjælpe danske
og webfirmaet Kaffe­ virksomheder, der overvejer eller har konkrete
agenterne.
planer om at etablere sig i et eller flere af de
I spidsen for Farm pågældende lande,” fortsætter Tommy Thomsen.
Mountain står Lars
Bendix, der har halvpart i en afrikansk
virksomhed med base
i Uganda. Det er via
den, at kontakten med
de 934 familier er
kommet i stand. Lars
Bendix’ afrikanske
partner sørger for alt
At bæredygtighed bedet praktiske, mens
taler sig, er ved at gå op
Lars Bendix står for
for stadig flere internatiat hjælpe familierne
onale virksomheder. Det
og deres landsbyer i
vurderer Georg Kell
gang med kaffe- og
(foto), der netop er
te produktionen via
trådt tilbage som
etablering af opsparingsforeninger.
direktør for FNI forbindelse
organisationen UN Glomed fusionen er et
bal Compact,
nyt kaffe- og tehus i
der samarbejRanders blevet indviet. Ud over salg af
der med det
produkter fra de 934
private erhvervsliv for at sikre en
familier tilbyder huset
bæredygtig og
også kurser og arbejdende værksteder.
inkluderende ver• /SKA
densøkonomi.
934 familier
leverer kaffe
og te direkte
til Danmark
Beslutningen om, at IFU’s investeringsmål
skal flugte med OECD’s liste over udviklingslande, rokker ikke ved beslutningen om, at
50 procent af IFU’s investeringer fortsat skal
gennemføres i lavindkomstlande, særligt i
Afrika.
• /Simon Kratholm Ankjærgaard
29/
Private investeringer er en
motorvej til global bæredygtighed
“Jeg garanterer, at inden for fire år vil
markedet ændre sig indefra,” siger den afgående direktør.
Det er Georg Kells vurdering, at de internationale virksomheder ikke længere blot er
reaktive og først investerer, når lande og regioner er blevet stabile, men at de i stigende
grad er begyndt at agere proaktivt og har erkendt, at de kan spille en vigtig rolle i samspil
med den internationale udviklingsbistand.
Ifølge Georg Kell er virksomhedernes
investeringsdirektører helt centrale for den
udvikling. De har længe været the missing
link, men er nu begyndt at forstå, at bæredygtighed betaler sig. Når de begynder at
investere som følge af denne nye forståelse,
vil udviklingen gå langt hurtigere end først
antaget, mener Georg Kell. • /SKA
FOTOS: NIKOLAI LINARES/SCANPIX (NED.) & KLAUS HOLSTING/DANIDA (ØV.)
AGENDA
Arbejdsliv
VEJEN TIL HØJ LØN
HEDDER HVID TE
Sri Lanka
FOTO: VIDLER/MAURITIUS IMAGES/POLFOTO
30/
Dansk tefirma betaler deres ansatte det
dobbelte af den normale løn til teplukkere. Den
slags tiltag skaber nemt bølger i et samfund
præget af patriarkalsk stolthed og spændinger i
lokalsamfundet.
AF LASSE LUNDBERG ANDREASEN, ELLA
I Sri Lanka plukkes og pakkes tebladene af personer på de laveste trin
i samfundet. Særligt er det tamilske
familier og personer fra de laveste
kaster med singalesisk afstamning,
som udfører det fysisk hårde og slidsomme arbejde i produktionen.
Teproducenten Chaplon har valgt
at gå utraditionelt til værks. Deres
ansatte får dobbelt så høje lønninger
som deres kollegaer på andre plan-
HÅRDT, VARMT OG LAVTLØNNET. SÅDAN ER
ARBEJDET FOR SRI LANKAS HÆR AF TEPLUKKERE, SOM ISÆR ER TAMILER OG LAVEKASTE.
Lanka; siden 2012 på deres egen plantage. Den ligger godt en times kørsel
fra den lille bjergby Ella.
Turen dertil foregår på snoede
bjergveje gennem hjertet af det srilankanske teland. Tebuskene smyger sig
op og ned langs bjergskråningerne,
så langt øjet rækker. De dekorerer
bjergene med dybe, grønne farver. Og
de er overalt. Selv på den mest stejle
skråning er der plantet tebuske. Nogle
steder undervejs ser man små prikker
ude i havet af grønhed. Det er teplukkerne, som er i gang med dagens
arbejde.
DEN STILLE REVOLUTION
Selv om Chaplons intention er at forbedre arbejdsvilkårene for de ansatte
og øge deres levestandard, er den
filosofi ikke så nem at sælge, som det
måske kan lyde.
“Vi kigger os ikke i spejlet og siger, at det har været den revolution,
vi havde håbet på. Men det er sikkert
også, fordi jeg har ild i røven. Jeg vil
gerne have, at tingene går hurtigt,” forklarer Jais Westh Lauritsen.
I et samfund som det srilankanske
må man hele tiden have for øje, at alle
beslutninger kan have store konsekvenser. Også ude i samfundet, der
omgiver plantagen.
“
INDIEN
SRI LANKA
COLOMBO
ELLA
fører op til en samling skure, hvor
plantagens formand tager imod. Den
lille, senede formand hedder Jayasinha
Mundigarsilage Sunil. Ærmerne på
hans skjorte er smøget op til over albuerne, og om livet bærer han en sarong.
Det er et stykke stof, der vikles om livet.
Jayasinha Mundigarsilage Sunils sarong slutter over knæet. Længden gør
den egnet til arbejdet, hvor han konstant bukker og rejser sig. Hans fødder
er bare og hærdede.
Sri Lanka er kun nogle hundrede
kilometer nord for ækvator. Klokken er omkring 12 middag, så solens
stråler står næsten vinkelret ned på
Jayasinha Mundigarsilage Sunil, og
det er nærmest kun hans kasket, der
kaster en halvoval skygge på jorden.
Det meste af dagen banker solen ned
på bjergsiderne. Enkelte regnbyger
bryder solens dominans, og fordampningen af regnvandet betyder, at her
ikke kun er varmt – her er også fugtigt. Gode betingelser, hvis man er en
tebusk, men hårde betingelser, hvis
man er tearbejder.
For ham er det bare en ganske almindelig dag på jobbet.
31/
Her er ikke kun er varmt – her er
også fugtigt. Gode betingelser, hvis TIDLIGT OP OG TJEK PÅ TINGENE
man er en tebusk, men hårde betin­ “Jeg elsker mit job,” fortæller Jayasinha
gelser, hvis man er tearbejder.
Mundigarsilage Sunil. “Jeg har arbejdet
tager. Oveni får de adgang til gratis
medicin, mad og vand og har kortere
arbejdsdage.
“Min holdning har altid været, at
hvis man som dansker skal drive en
virksomhed i udlandet, behandler
man også sine medarbejdere der ordentligt,” siger Jais Westh Lauritsen.
Han er direktør i tefirmaet
Chaplon, som han også har stiftet.
I otte år har de produceret te i Sri
“Vi skal hele tiden tænke på, at vi
ikke må skabe for store bølger. Vi skal
hele tiden retfærdiggøre vores handlinger i forhold til lokalsamfundene.
Når vi for eksempel giver gratis medicin til de ansatte på plantagen, bliver
vi nødt til at lade et rygte sive ud til
lokalsamfundet, hvor vi forklarer, at
fordi vi plukker på en speciel måde,
bliver vi nødt til at have raske medarbejdere. Ellers kan vi risikere at være
uden ansatte, som kan plukke på den
’særlige’ måde,” fortæller han.
Den sorte stålport ind til Chaplons
plantage glider knirkende op. En
grusallé med høje palmer på hver side
med te i 30 år og været på forskellige
plantager. Der skal man gøre, præcis
som lederne siger. Det er anderledes
her. Når jeg har en holdning til tingene,
lytter mine chefer. Her er der frihed i
arbejdet,”
− Hvad betyder frihed for dig?
“Det betyder, at jeg kan selv bestemme, hvornår jeg vil holde pause.
De store steder holder man ingen pauser. Her bliver der ikke stillet spørgsmål
til, hvornår jeg arbejder, og hvad jeg
laver. Her kan jeg være min egen chef.”
Der findes ikke en liste over dagens
opgaver. Jayasinha Mundigarsilage
Sunil er dog aldrig i tvivl om, hvad der
skal gøres.
>
PÅ VEJ MOD FAIRTRADE?
Chaplon har ikke været en del af Fair
Trade på grund af uløste spørgsmål
mellem Fair Trade og te-branchen på
Sri Lanka. Chaplon overvejer dog at
træde ind i ordningen fra næste år.
FOTO: COLOURBOX
32/
“Jeg har ikke en plan, men jeg ved
bare, hvad der skal gøres, og så gør jeg
det.”
Hver morgen klokken fem er han i
plantagen. Der er ikke nødvendigvis
noget at lave så tidligt, men Jayasinha
Mundigarsilage Sunil kan bare godt
lide at komme og tjekke op på tingene, fortæller han. Han savner ikke
forholdene på de større plantager.
“Lønnen er dårligere andre steder,
og arbejdet er hårdere. Folk mener, at
dette er et godt sted. Nogle er misundelige på mit job. De fortæller mig det
ikke direkte, men folk siger, at de godt
kunne tænke sig mit job.”
− Spiller det en rolle, at lønnen er
højere her?
“Frihed betyder meget for mig. Lønnen er ikke så vigtig.”
Mens Jayasinha Mundigarsilage
Sunil fortæller om sit arbejde, viser
han rundt på plantagen. De bare fødder suser hurtigt hen over glohede
sten og tornet krat, uden at ansigtet
fortrækker en mine. Sko ville ikke
alene være ukomfortable – de ville
også betyde, at han ikke kunne stå
fast, fortæller han, mens han passerer
endnu et slangebo.
På vejen til plantagen nåede den
trehjulede tuk tuk lige netop at køre
uden om bagkroppen på en slange,
som var i færd med at krydse vejen.
Og inde på plantagegrunden findes
der utallige efterladte termitbo, som
kobraslangerne nu kalder deres hjem.
Først forstår han ikke spørgsmålet om,
hvorvidt han nogensinde er blevet
bidt af en slange. Så smiler han lidt
overbærende og ryster lidt afvæbnende på hovedet. For selvfølgelig er
han det. Og selvfølgelig har han hverken haft brug for nogen firmabetalt
medicin eller et hospitalsophold til at
kurere tilstanden.
I stedet bruger han et særligt yogamantra, som gør ham i stand til at
fokusere sin krop på giften. På den
måde kan han presse den tilbage ud
gennem såret.
HVID TE ER VEJEN FREM
Jais Westh Lauritsen og hans lokale
samarbejdspartner og Baba Romian
Iainudeen, ejer Chaplon-plantagen
sammen. Grunden på godt halvanden
hektar ligger omgivet af naboplantager, og det gode naboskab kan nemt
blive sat over styr, hvis ikke diplomatiet holdes ved lige. Det vil blandt
andet sige, at de gør alt for, at der ikke
kan sættes lighedstegn mellem, hvad
der foregår på den danske plantage og
inde hos naboen.
Kiloprisen på sort te reguleres af Sri
Lankas officielle Tea Board. Og fordi
prisen fastsættes centralt, er produktionsomkostninger noget af det eneste,
som er overladt til producenterne.
Derfor er lønningerne et meget vigtigt
parameter. Særligt på de store plantager, som har op til 4.000 teplukkere
ansat.
Vejen uden om den direkte konkurrence på lønninger går blandt
andet via den hvide te. Hvid te er
produktet af topskuddene fra en busk,
som er nærmest identisk med en
almindelig tebusk. Den har dog et let
rødligt skær og lidt kraftigere blade.
Hvid te er et eksklusivt produkt,
som handles til langt højere kilopriser
end den sorte te.
“Det er lige netop derfor, den hvide
te er et spændende projekt, for så skal
vi ikke konkurrere på de lave kilopriser,”, forklarer Jais Westh Lauritsen fra
Chaplon, som sidste år havde en omsætning på 10 millioner kroner.
TAMILER = BILLIG ARBEJDSKRAFT
Ifølge Jais Westh Lauritsen er Sri
Lanka et af de eneste lande, hvor alle
typer te fortsat plukkes med håndkraft. Det kan lade sig gøre, fordi tamilerne, som er den primære etniske
gruppe i produktionen, er en billig
Hele den krig, der har hærget øen, og uudannet arbejdskraft. Deres
muligheder for at finde jobs i andre
handlede jo om, at der findes et
industrier er meget små.
tamilsk parallelsamfund, hvor
Den sorte te er en vigtig eksman hverken har til dagen eller
portvare for Sri Lanka. Derfor er der
vejen.
streng kvalitetskontrol med teen.
Jais Lauritsen,
Hvis bladene skulle plukkes med
direktør, Chaplon
maskine, ville det gå ud over kvaliteten. Som Baba Romian Iainudeen
siger:
“Vi er nødt til at give vores naboer
“Maskinerne kan godt plukke bladet argument, for ellers bliver vi upopulære. Så vil arbejderne på de andre
dene, med de ved bare ikke, hvilke
plantager stille sig på bagbenene. Det blade der er de rigtige.”
ville være nemt for dem at sige, at
Og når tepriserne dikteres direkte
når vi gør det på den måde
fra Tea Board, sker det i forhold til
på vores plantage, kan deat kunne være konkurrencedygtige
res chefer også gøre det for på verdensmarkedet. Det vil sige, at
dem. Men det
tamilerne i plantagerne er i konkurkan plantage- rence med maskiner i lande som
ejerne bare
Vietnam og Kina. Derfor er der ikke
ikke, for de
udsigt til, at deres vilkår eller løn bliver bedre lige med det første.
andre dyrker
“I virkeligheden er det et hjørne
sort te, og den er
af et problem, som stikker langt dyunderlagt priser,
bere. Hele den krig, der har hærget
staten har fastsat.
øen, handlede jo om, at der findes et
Det vil bare presse
tamilsk parallelsamfund, hvor man
vores nabo op i et
hverken har til dagen eller vejen,”
hjørne,” siger Jais
Westh Lauritsen.
mener Jais Westh Lauritsen.
“
Derfor var højere lønninger også
et oplagt sted at differentiere sig fra
de andre teproducenter. Men andre
producenter og deres lønpolitik er
ikke det eneste, Chaplon må forholde
sig til:
“Nede i det område, hvor vores
pakkeri ligger, er den eneste anden
jobmulighed at ordne fiskegarn. Dagen efter at vi havde de første til samtale, havde rygtet om løn og arbejdsvilkår spredt sig. Til samtalerne den
efterfølgende dag stod der en lang kø
af mennesker, som også gerne ville
arbejde for os,” husker han.
“
Maskinerne kan godt plukke
bladene, med de ved bare ikke,
hvilke blade der er de rigtige.
Baba Romian Iainudeen,
plantageformand
33/
JAIS WESTH LAURITSEN ER DIREKTØR OG STIFTER AF TEFIRMAET CHAPLON. I OTTE ÅR HAR DE
PRODUCERET TE I SRI LANKA; SIDEN 2012 PÅ DERES EGEN PLANTAGE.
foregå på deres præmisser,” siger han.
“Jeg har set mange eksempler
på, at vores ideer ikke har haft hold i
virkeligheden. Vi havde for eksempel
ansat to nattevagter, som skulle passe
på pakkeriet. De lå så og sov på et
betongulv uden for sammen med hunden. Det fortalte jeg til bestyreren, at
vi ikke kunne acceptere. De måtte ind
og sove i et ordentligt værelse med
GÆSTER I SRI LANKA
senge. Dér havde jeg en god fornem“Vi betragter os selv som gæster i Sri
melse, og jeg vidste, jeg havde gjort
Lanka. Vi skal ikke lave noget om – vi
noget godt for dem. Men det viste sig,
skal indordne os. Vi kan godt prøve at
at det kun var, når jeg var på besøg, de
flytte lidt på tingene, men vi siger ikke, brugte deres nye senge, og værelset
at noget skal være på en bestemt måde, stod tomt, når jeg var væk. De to nattevagter var gamle plantagearbejdere,
bare fordi vi synes det. Det hele skal
og de kunne slet ikke lide at ligge i de
bløde senge, og det var forfærdeligt
for dem at ligge i sådan et lille, varmt
rum. Lige så snart jeg rejste, lagde de
sig ud på betongulvet igen.”
Jayasinha Mundigarsilage Sunil
dyrker – ved siden af forvalterjobbet
– også en lille plet jord nær hjemmet.
Hans hus ligger tæt på plantagen, så
han har ikke langt på arbejde. Her bor
sammen med sin kone og søn i tre
rum og et overdækket udendørskøkken. Huset har solide vægge, et fast
betongulv, og det er indrettet med
plastikmøbler.
Han sover på en seng uden madras.
Sådan kan han bedst lide det. •
FOTO: LASSE LUNDBERG ANDREASEN
De ansatte nåede deres akkorder
hurtigt og kom faktisk til at tjene mere
per time end antaget, men det var stadig en rentabel forretning for Chaplon.
“Men det betød også, at lige pludselig var det jo ikke fiskeren, som
kom hjem med den største lønning. I
begyndelsen var det ikke et problem,
men det begyndte det at blive. Fiskerne kan godt lige at få noget arrak,
som er en kokosbrændevin, når de
kommer hjem fra søen. Op ad eftermiddagen bliver de nogle gange fulde,
og så begyndte de at stå og råbe, at deres koner bare skal se at komme hjem,”
fortæller Jais Westh Lauritsen:
“Jeg synes jo, det er lidt sjovt, at de i
begyndelsen var helt med på ideen om
at forbedre deres økonomi. Nogle af
fiskerne tog jo med deres koner til jobsamtalen for at forbedre deres chancer.
Men så snart det begynder at rykke
ved hjemmets magtbalance, bliver de
såret så meget på deres stolthed, at de
hellere vil leve som fattige mænd.”
Chaplons direktør vender konstant
tilbage til, at der trods alt er forskel på
dansk og srilankansk kultur:
Mali
50 ØRE PR. SANG
34/
FOTOSERIE
MUSIKFORMIDLING PÅ GADEPLAN
På markedet i Bamako i Mali sælger gadens
musikkøbmænd - Les Téléchargeurs - de
seneste hits til alle, der ejer en mobil.
FOTO: MICHAËL ZUMSTEIN/AGENCE VU
35/
>
36/
FATIMA (TV.) ER STAMKUNDE HOS SEKOU SANOGO (TH.). LES TÉLÉCHARGEURS HAR HØJ GADESTATUS; DE ER MED TIL AT AFGØRE, HVILKEN
MUSIK DER HITTER, OG DE GIVER GERNE GODE RÅD TIL KUNDERNE.
DEN MALISKE GUITARIST BABA SALEH GIVER KONCERT PÅ ET SPILLESTED I BAMAKO. BABA SALEH OG ANDRE MALISKE MUSIKERE ER NØDT TIL
AT GIVE MANGE KONCERTER, FOR PÅ GRUND AF FILDELINGEN ER DER IKKE MANGE PENGE AT HENTE PÅ SALG AF CD’ER.
MED DEN NYE TEKNOLOGI ER MULIGHEDEN FOR AT OPTAGE OG DELE MUSIK MED ANDRE UBEGRÆNSEDE. FÅ TIMER EFTER BALANI-SHOWET I BYDELEN BANKONI I MALIS HOVEDSTAD, BAMAKO, KAN MAN GENSE SHOWET PÅ NETTETS VIDEOTJENESTER.
På markedet langs Rue Fankélé
Diarra i Malis hovedstad, Bamako,
vinder en ny type handlende frem.
Les téléchargeurs – downloaderne –
sælger fra deres bærbare computere
filer med de seneste hits.
Kun et fåtal af Malis 15 millioner
indbyggere har adgang til internettet, til gengæld har de fleste en
mobiltelefon. Hos les téléchargeurs,
hvis boder udgør en art analog version af iTunes, kan man for 50 øre
per nummer få fyldt sin mobil med
musik.
Musikkøbmændene har ikke
blot styr på, hvordan man finder,
downloader og deler filer fra nettet. De ved også, hvad der rører sig
på musikscenen – både lokalt og
globalt. Kunderne får personlig betjening og tips til, hvilke nye numre
og kunstnere de skal have overført
til deres medbragte usb-nøgler
og hukommelseskort. For tiden er
især nigeriansk R’n’B i høj kurs på
markedet i Bamako, hvorfra hitsene
spreder sig via kundernes mobiltelefoner til den yderste afkrog af det
vestafrikanske land.
Malis musikere er bevidste om,
at les téléchargeurs har enorm
betydning for, hvad der bliver et
hit i Mali. Derfor opsøger de dem
på eget initiativ for at præsentere
deres musik. Kan de imponere
sælgerne på markedet, er vejen
banet for at nå et større publikum,
og chancerne for at blive hyret til at
give koncert større.
Markedet for salg af musikfiler
er vokset hastigt, i takt med at mobiltelefonen har vundet udbredelse
i Mali. Men hurtigere internetforbindelser og smartphones er så
småt ved at vinde indpas, og det
kan på længere sigt udfordre les
téléchargeurs’ forretningsmodel.
• /CHRA
MICHAËL
ZUMSTEIN
Fransk-schweizisk
fotograf, født i 1970 og uddannet fra
Ecole Supérieure de Photographie de
Vevey i Schweiz.
Michaël Zumstein har løbende dækket
konflikterne i Den Centralafrikanske
Republik, DR Congo, Elfenbenskysten
og Sudan. Han har en ambition om at
“skildre det tvetydige forhold mellem
Afrika og Vesten”, men også problemerne i de franske forstæder har haft
Michaël Zumsteins opmærksomhed.
Han leverer billeder til både fransk
og international presse, bl.a. Le
Monde, Elle, Newsweek og Wall Street
Journal. Michaël Zumstein har modtaget flere priser for sit arbejde, senest
for sin dækning af konflikten i Den
Centralafrikanske Republik.
www.michael-zumstein.com
37/
KULTUREN KORT
TRE AKTUELLE UDGIVELSER OM GLOBALE FORHOLD
38/
Sammen er
vi ustoppelige
Tørklæder og Kapitalens
jomfruhinder nye profeter
FILM: Den sydafrikanske multikunstner Spoek, er især kendt for at arbejde på tværs af genrer og teste nye
metoder. Han har blandt andet arbejdet med mobilfirmaet Vodafone, hvor
han brugte “cloud”-mobilteknologi til
at optage traditionel musik i afsides
dele af Sydafrika.
Spoeks nyeste værk, Future Sound
of Mzansi, er en film i tre afsnit om
den sydafrikanske musikscene.
Mzansi er zulu/xhosa-slang for nede
sydpå – et populært udtryk for Sydafrika.
“Sort musik var for sorte; hvid musik for hvide,” siger en af personerne
i et afsnit og refererer til apartheids
begrænsninger. “Hvis vores talenter
blev kombineret, ville vi være ustoppelige,” siger en anden og taler både
om den elektroniske musikscenes
potentiale og om race og klasse.
Filmene bobler af overskud og er
fascinerende formidling af kultur og
identitet i det moderne Sydafrika.
• /Pernille Bærendtsen
BOG: Da den egyptiske journalist
Mona Eltahawy den 24. november
2011 blev mishandlet af det egyptiske
politi efter en demonstration i Cairo,
skrev hun for tidsskriftet Foreign
Policy en artikel med overskriften:
Hvorfor hader de os? Spørgsmålet
var rettet mod muslimske mænd og
skabte stor debat.
Eltahawy tager debatten videre
med bogen Headscarves and Hymens: Why the Middle East Needs
a Sexual Revolution. Eltahawy har
rejst i Mellemøsten og Nordafrika,
hvor hun har talt med kvinder, hvis
historier danner grundlag for bogens
udgangspunkt: at arabiske kvinder
er lige vidt – Det Arabiske Forår
har ikke gjort kvinderne friere end
før. Kvinderne har ikke kun skullet
kæmpe mod undertrykkende regimer
– ligesom mændene – kvinderne har
samtidig skullet kæmpe for en revolution af et økonomisk og politisk
system, der behandler kvinder som
andenklasses borgere. • /PB
BOG: Nicole Aschoffs bog The New
Prophets of Capital tager udgangspunkt i fire nordamerikanske cases,
der beskriver, hvordan en ny generation af kendte elitære personligheder
i stigende grad er med til at præge
dagsordener for, hvordan vi – forbrugerne – håndterer globalisering,
miljø, fattigdom og ulighed.
Aschoff kigger kritisk på Facebooks Sheryl Sandberg, der ser den
kapitalistiske arbejdsmoral som en
løsning på ulighed mellem kønnene.
På Whole Foods-forretningsmanden
John Mackey, som tror på, at det frie
marked vil bidrage til at redde planeten. På Oprah Winfrey, der vil have os
til at finde løsningerne på fattigdom
og stress ved at kigge ind i os selv.
Samt på Bill og Melinda Gates’ filantropiske arbejde.
Aschoffs kritiske analyser får én til
at spørge, om det er forbrugeren, der
skal tilpasse sig verden, eller om det
stadig kan betale sig at tro på at ændre den. En problemstilling, som også
er særdeles relevant i udviklingsbranchen. • /PB
FUTURE SOUND OF MZANSI
HEADSCARVES AND HYMENS
THE NEW PROPHETS OF CAPITAL
Instrueret af Nthato Mokgata (Spoek Mathambo) og Lebogang Rasethaba
Producent: Black Major
Downloades på www.thump.vice.com
(gratis)
Why the Middle East Needs a Sexual
Revolution
Forlag: Farrar, Straus and Giroux
Forfatter: Mona Eltahawy
Pris: 17,48 dollar (ca. 117 kroner)
256 sider
Forfatter: Nicole Aschoff
Forlag: Verso
154 sider
Pris: £ 5.39 (ca. 56,50 kroner)
Følg spoekmathambo på Facebook
FOTOS: SHAUL SCHWARZ/GETTY IMAGES REPORTAGE
Følg @monaeltahawy på Twitter
KULTUR
Nyt lille
“kongerige”
i Sudan
Den amerikanske
farmer Jeremiah
Heaton har erklæret
området Bir Tawil
på grænsen mellem
Sudan og Egypten for
sit Kingdom of North
Sudan, hvor hans
syvårige datter har
titel af prinsesse Emily.
Konge/bonde Heaton
har sat en crowdfunding-kampagne i værk
og erklærer, at hans
kongedømme med
mottoet “A nation of
love and progress”
skal bruges til forskning med henblik på
at udrydde sult.
Samtidig med etableringen af verdens
nyeste kongerige
arbejder Disney ifølge
The Hollywood Reporter på en ny film, der
fortæller historien om
en far, der ikke bare
lover sin datter Emily,
at hun kan blive en
rigtig prinsesse, men
også holder sit løfte
ved – ja, ved at erklære
et stykke afrikansk
jord for sit kongerige.
Arbejdstitlen er Prinsessen af Nordsudan.
“Kongerigets” nyeste ambassade ligger
i København.
Mere på www.kingdomsudan.org. •/MR
Hold din ferie
i Babylon
Det skete ifølge nyhedssitet Al-Monitor
blandt andet, fordi
der blev bygget med
mursten med den
tidligere irakiske
Mens der sørges over de antikviteter og mo- præsidents navn støbt i
numenter, som går til i borgerkrigen i Syrien,
leret. Den USA-ledede krig i Irak medførte yderligere ødelæggelse af oldtidsbyen,
er et andet sagnomspundet kulturminde så
da koalitionen i 2003 byggede sin Camp
småt på vej til at få nyt liv. I nabolandet Irak
Alpha i ruinerne.
arbejdes der på at gøre oldtidens metropol,
Ikke desto mindre er planen nu at gøre
Babylon, til en turistattraktion.
Babylons storhedstid var fra 1894 f.Kr. til 75 Babylon til en turist-, fest- og mødemagnet
med hoteller, konference- og bryllupssale og
e.Kr., men allerede i denne periode blev den
erobret, ødelagt og genopbygget flere gange. spafaciliteter. Future of Babylon-projektet
drives af den irakiske antikvitets- og kulturI nyere tid er dele af byen blevet restaureret
under Saddam Husseins styre i Irak, dog med arvsstyrelse og den amerikanske organisation World Monuments Fund. Babylon ligså brutale metoder, at FN’s kultur- og undervisningsorganisation, UNESCO, i 1980 fjerger på Eufrats bred knap 100 kilometer syd
nede den fra sin liste over verdens kulturarv.
for Baghdad. • /Mai Rasmussen
Rid på bølgen i Gaza
Kan du lide bølger? Går du ind for fred? Hvis
du kan svare ja til de to spørgsmål, skulle du
måske tage en tur til Gaza, hvor medlemmerne
af den lokale surfklub surfer på Middelhavets
bølger i de tidlige morgentimer.
Gaza Surf Club har eksisteret i syv år og
arbejder med uddannelse og aktiviteter for
unge palæstinensere i Gazastriben – og så
selvfølgelig med surfing. Medlemmerne er
ikke mange, men de er entusiastiske, og tid-
ligere i år var et af dem takket være internationale donationer med i en workshop i alle
surferes mekka, Hawaii.
En gruppe unge designere har udviklet
en særlig surfdragt til piger, som lever op
til de lokale forventninger til anstændig påklædning. Det foregik i samarbejde med den
amerikanske gruppe Surfing 4 Peace, hvis
motto lyder People who surf together, can live
together. • /MR
39/
FOTOS: COLOURBOX (ØV.) & ANDREW MCCONNELL/POLFOTO (NED.)
AGENDA
ROHINGYAERNE
FREMTIDENS
VERDENS
MEST
BISTAND
FORFULGTE FOLKESLAG?
På flugt
FOR ROHINGYAERNE ER
MYANMARS REFORMER
EN FORBANDELSE
Vold, sygdom, hungersnød
og diskrimination er blevet
40/ hverdagskost for rohingyaerne i Myanmar, der ellers
er på vej fra diktatur mod
demokrati. Både Vesten
og Myanmars mangeårige
demokratiforkæmper Aung
San Suu Kyi beskyldes for
at vende det blinde øje
til overgrebene.
FOTO: YE AUNG THU/SCANPIX
AF MARIANNE LENTZ OG IDA MEISLING, MYANMAR
Da Wai Wai Nu sidste efterår blev
færdig med jurastudiet og mødte op
på universitetet i Yangon for at modtage sit eksamensbevis, fik hun stukket et stykke papir i hånden: “Henvend dig på skolens kontor”, stod der.
Her fik hun at vide, at hun ikke
kunne få sit diplom, fordi hun ikke
længere var statsborger i Myanmar
(Burma). Hun havde derfor ikke de
samme rettigheder, som tilkommer
resten af myanmarerne.
“Fordi vi er rohingya. De hader os
mere end andre folk,” svarer 28-årige
Wai Wai Nu på spørgsmålet om, hvorfor hun og hendes familie ikke regnes
for statsborgere i Myanmar.
Vi møder Wai Wai Nu i Yangon,
hovedstaden i Myanmar. Hun og res­
ten af hendes familie sad i fængsel fra
2005 til 2012, fordi hendes far, U Kyaw
Min, var involveret i demokratibevægelsen under Myanmars mangeårige
militærstyre. Wai Wai Nu var 18, da
hun blev fængslet. I 2012 blev hun
og hendes familie løsladt som et led
i landets reformproces, og Wai Wai
Nu genoptog sine jurastudier. I dag er
hun færdig, men har altså aldrig modtaget det eksamensbevis, som giver
hende ret til at praktisere jura.
Wai Wai Nus historie er blot et eksempel på den diskrimination, Myanmars rohingya-minoritet udsættes for.
FN har således beskrevet de muslimske rohingyaer som en af de mest forfulgte etniske minoriteter i verden. I
delstaten Rakhine i det vestlige Myanmar, op mod Bangladesh og Indien, er
omkring 140.000 rohingyaer blevet interneret i lejre efter at være blevet fordrevet fra deres hjem. I lejrene har de
hverken adgang til tilstrækkeligt med
mad, vand eller lægehjælp og lever
under apartheid-lignende forhold –
FN beskriver det som “et klart tilfælde
af raceadskillelse”. Rohingyaerne kan
kun forlade lejrene efter tilladelse fra
myndighederne.
Endnu flere rohingyaer er flygtet
ud af Myanmar – ofte i små både, som
man kender det fra Middelhavet. I
maj drev omtrent 7.000 bådflygtninge
fra Myanmar rundt på havet ud for
Malaysia og Indonesiens kyster, og i
samme måned fandt det malaysiske
politi massegrave med ligene af omkring 100 burmesiske rohingyaer, som
enten var sultet ihjel eller døde af sygdomme. Ligene blev fundet i junglen
på grænsen mellem Malaysia og Thailand i nogle forladte lejre, som men-
neskesmuglere havde benyttet til at
holde flygtningene indespærret, indtil
deres familier kunne købe dem fri.
ET HELVEDE
Myanmar befinder sig ellers midt i en
gennemgribende reformproces, og det
hedder sig, at militærdiktatur og 65
års væbnet konflikt skal afløses af stabilitet og demokrati. Siden Myanmars
militærjunta opløste sig selv i 2011, og
landet tog de første spæde skridt i retning af demokrati, har Vesten bakket
op om Myanmars såkaldt kvasi-civile
regering. En regering, der primært
består af tidligere generaler fra militærdiktaturet. Efter årtiers isolation,
dårlig regeringsførelse og korruption
er Myanmar stadig et af verdens fattigste lande. Og de demokratiske vinde
har bestemt ikke været til gavn for alle
Myanmars befolkningsgrupper. For
det muslimske mindretal i det buddhistisk dominerede land er forholdene
tværtimod blevet værre.
“Det er blevet værre for alle muslimer i Myanmar i løbet af de sidste
år. Men for rohingyaerne er det blevet
et helvede,” siger Wai Wai Nu og uddyber:
“
Vesten har været alt for optimi­
stisk. Man er gået ind i Myanmar,
fordi man vil investere i markedet,
og har fået store summer af ud­
viklingsmidler at gøre godt med.
David Mathieson,
Human Rights Watch
“Der er ingen sikkerhed. Rohingyaerne kan blive arresteret og torteret
når som helst. De kan blive afpresset,
og kvinder kan blive voldtaget. Regeringen gør ikke noget ved det. I januar kunne man på flere nyhedssider
læse om en tiårig pige, der var blevet
voldtaget af militæret. Regeringen benægter, at det er sket, og betegner den
slags historier som mediefabrikerede.”
Human Rights Watch har anklaget
Myanmars regering for meddelagtighed i drab og etniske udryddelser af
rohingyaerne.
“Der udøves systematisk vold,”
siger senior researcher David Mathieson fra Human Rights Watch’ Asienkontor, da vi møder ham i hovedstaden, Yangon.
KINA
INDIEN
MYANMAR
(BURMA)
RAKHINE
YANGON
THAILAND
Han bekræfter det billede, Wai Wai
Nu maler af situationen i Rakhine:
“Rohingyaerne i Rakhine har ikke
adgang til lægehjælp, de må ikke uddanne sig, de må ikke drive forretning.
De skal have tilladelse til at bevæge
sig fra sted til sted. Hvis en kvinde er
gravid og skal føde, skal hun søge om
tilladelse til at rejse til en klinik, der
vil hjælpe hende. Forestil dig, hvad det
gør ved et samfund.”
Dertil kommer, at Myanmars
regering i februar 2014 smed rohingyaernes eneste kilde til medicinsk
hjælp, Læger uden Grænser, på porten.
Ifølge organisationen havde det en
katastrofal betydning for de mere end
30.000 rohingyaer med hiv og aids
og for de over 3.000 rohingyaer med
tuberkulose. Læger uden Grænser fik
dog på ny lov til at arbejde i Myanmar
i begyndelsen af 2015.
“Man har sat sig for at gøre livet så
miserabelt for dem, at de flygter. Det
er, som om regeringen siger: ’Skrid,
vi vil ikke have jer her’,” siger David
Mathieson.
Modviljen over for rohingyaerne i
Rakhine kommer også fra den ikkemuslimske lokalbefolkning i den fattige delstat. Rakhine-folket, der også er
en etnisk minoritet, føler sig diskrimineret og overset, fortæller Tom Kramer,
politolog og forsker i grænseregioner i
Myanmar ved det hollandske Transnational Institute.
“Kritikken fra befolkningen i Ra­
khine går på, at de føler, Vesten kun
har hjulpet den muslimske befolkning
ved at støtte dem med udviklingshjælp
og medicinsk behandling,” siger han.
ROHINGYA I TUSIND ÅR
Det officielle Myanmar anerkender
end ikke rohingyaerne som en etnisk
gruppe. Myanmarske embedsmænd
klagede således under ASEAN-topmødet tidligere på året over, at FN’s generalsekretær, Ban Ki-moon, og USA’s
41/
>
STATSBORGERSKAB
• Ifølge Myanmars statsborgerskabslov
fra 1982 har rohingyaerne ikke myanmarsk statsborgerskab, men status af
“bosiddende udlændinge”.
• Det betyder, at rohingyaerne udsættes for restriktioner og diskrimination
forbundet med ejendomsret, uddannelse, bevægelsesfrihed, sundhedspleje med mere.
• I 2012 udbrød der voldelige kampe
mellem buddhister og rohingyaer i
delstaten Rakhine.
• Siden har landets militær mere eller
mindre åbenlyst deltaget i overgrebene på rohingyaerne.
Kilde: Human Rights Watch.
FOTO: CATHAL MCNAUGHTON/SCANPIX
42/
præsident, Barack Obama, brugte
betegnelsen “rohingya”. I Myanmar
regnes den muslimske minoritet for
“bengalere”, en fællesbetegnelse for illegale indvandrere fra Bangladesh.
“Rohingyaerne anerkendes ikke
som etnisk minoritet i Myanmar,
selvom de har boet i landet i hundredvis af år,” siger David Mathieson.
Myndighederne bruger netop betegnelsen “bengalere” som redskab
til at legitimere, at de nægter rohingyaerne statsborgerskab og kollektive
rettigheder, mener formanden for Rohingya Democracy and Human Rights
party, U Kyaw Min.
“Vi har kaldt os selv rohingya i
flere tusinde år. Vores historie er ikke
ny. Men Myanmars regering nægter
at kalde os for rohingya, fordi de vil
nægte os vores rettigheder. Rohingyaerne bliver ikke betragtet som et folk,
fordi myndighederne ikke vil dele
økonomi, politik og ressourcer med
os,” siger U Kyaw Min.
“
Det er blevet værre for alle
muslimer i Myanmar i løbet af de
sidste år. Men for rohingyaerne
er det blevet et helvede.
Wai Wai Nu,
jurist og rohingya
Shwe Maung er en af de få rohin­
gyaer, der er repræsenteret i parlamentet i Myanmar. Vi taler med ham via en
skrattende telefonforbindelse, og han
beretter ligeså om raceadskillelse og
indskrænkning af basale menneskerettigheder. Han henviser til, betegnelsen
“rohingya” optræder i de gamle historiebøger:
“Ordet står stadig i geografibøgerne, også de nye udgivelser fra 2012.
Der er ingen institution, som kan
benægte, at vi findes – at vi er et folk.
Man kan ikke bare slette os fra historien,” siger han.
DEMOKRATIIKON TIER
Der er ikke meget hjælp at hente hos
Myanmars nationalikon, demokratiforkæmperen Aung San Suu Kyi, der
har været bemærkelsesværdig tavs i
debatten om rohingyaerne. Iagttagere
mener, at Aung San Suu Kyi, som i
1991 fik Nobels Fredspris, holder
sig fra at udtale sig om undertrykkelsen af rohingyaerne af
valgtaktiske årsager – noget, som
har mødt heftig kritik i det internationale samfund. Senest
opfordrede en anden
fredsprismodtager,
selveste Dalai
Lama, således
Aung San Suu
Kyi til at gøre mere
for at forsvare rohingyaerne.
“Det er noget, hun skal
kritiseres for,” siger David
Mathieson fra Human Rights
Watch. “Hun undlader at udtale
sig, fordi det er en upopulær sag.
Mange af dem, som stemmer på National League for Democracy (NLD)
(Aung San Suu Kyis parti, red.), er
ligeglade med rohingyaerne.”
Samtidig henviser han til, at Aung
San Suu Kyi nok kæmper for demokrati og lige rettigheder til alle, men
at hun først og fremmest er politiker,
ikke menneskerettighedsforkæmper.
Og han minder om, at selvom Aung
San Suu Kyi bør kritiseres for at
forholde sig tavs til overgrebene på
Myanmars etniske minoriteter, er det
i sidste ende landets regering, der tillader dem at finde sted.
“Aung San Suu Kyi forsøgte på
pragmatisk vis at samarbejde med
regeringen, og det er så ikke lykkedes.
Men i sidste ende er det regeringen,
der står med ansvaret. Og de vestlige
interesser, som står i vejen for en intervention.”
EN HÆMSKO FOR UDVIKLING
Den nyvundne ytringsfrihed i Myanmar har også givet taletid og spalteplads til 969-bevægelsen – en gruppe
nationalistiske buddhistiske munke,
der anført af den kontroversielle spirituelle leder U Wirathu taler dunder
mod muslimer og opildner til had og
vold mod rohingayerne. Trusselsbilleder, der minder om dem, man finder
hos europæiske højreekstremister, manes frem, og rohingya-folket beskrives
som en hæmsko i opbygningen af det
nye, reformvenlige Myanmar.
969-bevægelsen er blandt andet
støttet af den respekterede professor
og munk Dhammapiya, der er uddannet i USA. Da vi møder ham i et kloster i Yangon, forklarer han, hvorfor
rohingyaerne efter hans mening ikke
bør have statsborgerskab:
“
Aung San Suu Kyi undlader at
udtale sig, fordi det er en
upopulær sag.
David Mathieson,
Human Rights Watch
“Der sker en befolkningseksplosion. De kommer ulovligt over grænsen, og regeringen kan ikke kontrollere det.”
Han mener, at Myanmars muslimer er ude på at gøre landet til en
islamisk stat; at de føder flere og flere
TUSINDVIS AF ROHINGYAER ER FLYGTET FRA MYANMAR, SIDEN FORFØLGELSEN AF DEN MUSLIMSKE MINORITET TOG FART I 2012. I MAJ I ÅR FIK
ROHINGYAERNE FOR EN STUND VERDENS OPMÆRKSOMHED, DA BÅDFLYGTNINGE DREV RUNDT I FARVANDET UD FOR MALAYSIA OG INDONESIEN.
“NLD har tættere bånd til de etniske
grupper i landet end regeringspartiet.
Med 969 er man i gang med at fostre
en ny form for nationalisme, der favoriserer buddhismen over andre religioner,” siger han.
LOKAL MODSTAND
I et forsøg på at bekæmpe den massive diskrimination har Wai Wai
Nu etableret to organisationer, der
kæmper for demokrati og kvinders
rettigheder i Myanmar. Men hun har
ikke høje forventninger til, at Aung
San Suu Kyi og NLD vil gøre en forskel, hvis de vinder parlamentsvalget
senere på året.
“Vi håber bare, at NLD vil gøre det
bedre end militæret, men vi forventer
ikke, at de kan give os retfærdighed
eller en fair løsning,” siger hun.
Tom Kramer fra Transnational Institute deler pessimismen:
“Der er meget få, der forsvarer
rohingyaernes rettigheder – selv ikke
oppositionspartiet, der er bange for
at miste stemmer. Rohingyaerne er
uden tvivl den mest diskriminerede
og rettighedsløse gruppe i landet,”
siger han.
Det internationale samfund bærer
sin del af ansvaret for den kritiske
situation i Rakhine, mener David Ma-
thieson fra Human Rights Watch:
“Vesten har været alt for optimistisk. Man er gået ind i landet, fordi
man vil investere i markedet, og har
fået store summer af udviklingsmidler
at gøre godt med.”
Tom Kramer er enig. Han finder det
bemærkelsesværdigt, så tavs Vesten
har været, når det kommer til de overgreb på menneskerettighederne, der
finder sted i Myanmar.
Ifølge begge eksperter er der lang
vej endnu til demokrati og menneskerettigheder i Myanmar:
“Det er stadig militæret, der styrer
landet. Forfatningsmæssigt, økonomisk
og med væbnet magt. På den måde er
der ikke særligt meget, der har ændret
sig,” siger David Mathieson.
Imens fortsætter Wai Wai Nu kampen for sit folks rettigheder. For hende
er uddannelse og oplysning vejen frem:
“Vi har levet under et militærdiktatur
i 60 år. Folk er ikke politisk modnede, vi
har endnu ikke etableret en demokratisk praksis. Så vi har brug for mere uddannelse om, hvad menneskerettigheder og demokrati virkelig handler om.” •
Rejsen til Myanmar blev støttet af
Danidas Oplysningsbevilling.
43/
FOTO: CHRISTOPHE ARCHAMBAULT/SCANPIX
børn, og at de til sidst vil udgøre et
flertal i Myanmar.
Det synspunkt har vundet udbredelse hos en stor del af Myanmars
befolkning. Som engelsklæreren Yan
Lin Htun, som vi møder på en ellers
fredelig buddhistisk munkeskole i
udkanten af Mandalay, siger:
“Jeg hader muslimer meget. Fordi
de slår buddhister og munke ihjel.
Fordi de bekæmper os. De vil tage
vores land. Muslimerne kommer fra
Indien, og de vil overtage landet og
gøre det muslimsk. De vil ændre
Myanmar og lave det om til Indien.
Deres ambition er at gøre Myanmar
muslimsk.”
Bertil Lintner, der er journalist og
har beskæftiget sig med Myanmar i
mere end 30 år, forklarer, at rohingyaerne ofte har stået for skud gennem
landets nyere historie:
“Hver gang der er en eller anden
form for krise i Myanmar, skyder man
skylden på rohingyaerne. De bliver
gjort til syndebukke. Det er meget
nemt at fremmane den slags følelser i
folk,” siger han.
Landets regering bakker op om
969-bevægelsens budskaber – efter
Bertil Lintners mening, fordi de underminerer støtten til oppositionspartiet NLD.
ROHINGYAERNE
VERDENS MEST FORFULGTE FOLKESLAG?
Rohingya i Danmark
“JEG ER BLEVET DISKRIMINERET,
SÅ LÆNGE JEG KAN HUSKE”
24-årige Zay Nar flygtede til Danmark fra Myanmar efter at være blevet truet
på livet. Som rohingya-muslim i det tidligere militærdiktatur har man ingen
rettigheder, fortæller hun.
AF MARIANNE LENTZ OG IDA MEISLING, AVNSTRUP
44/
Politiet bankede på Zay Nars dør,
kort tid efter at hun var vendt hjem
til Myanmar efter at have studeret i
Malaysia.
“De bad mig følge med på stationen. Så udspurgte de mig om mine
forældre, om, hvad jeg havde lavet
i Malaysia, hvordan jeg havde fået
mit pas og mit identitetskort, og om
jeg var rohingya,” fortæller 24-årige
Zay Nar, da Udvikling møder hende
på Avnstrup Asylcenter vest for Roskilde.
Hun tilhører den etniske rohingyaminoritet og er vokset op i Yangon,
hovedstaden i Myanmar.
Politiet lod hende gå, men sagde,
at de ville komme tilbage, når de
havde tjekket hendes papirer. To dage
senere modtog Zay Nar et håndskrevet brev. Det var ikke stemplet af
postvæsenet, men blot stukket ind
under døren til hendes bedsteforældres hus, hvor hun boede.
“Det var et anonymt trusselsbrev.
Der stod, at jeg ville blive voldtaget
og dræbt, at jeg var en luder. Det var
skrevet i et modbydeligt sprog. Jeg
blev virkelig bange,” husker Zay Nar.
Hendes far, der under militærstyret
i Myanmar engagerede sig i forsvaret
for rohingyaernes rettigheder, var på
det tidspunkt allerede flygtet til Dan-
MYNDIGHEDERNE I MYANMAR REGNER IKKE ROHINGYAERNE FOR BORGERE, MEN BETRAGTER DEM
SOM ILLEGALE INDVANDRERE I LANDET. ZAY NAR KAN IMIDLERTID DOKUMENTERE, AT HENDES
FAMILIE HAR BOET I LANDET I GENERATIONER. HER ER DET HENDES BEDSTEFAR ASHROF ALIS
EKSAMENSBEVIS, UDSTEDT I DEN DAVÆRENDE BRITISKE BESIDDELSE NEDRE BURMA.
skulle sidde nede bagved. Jeg havde
altid en følelse af at være mindreværdig, af ikke at høre til.”
mark. Det samme var hendes mor og
hendes to yngre søskende. Men fordi
Zay Nar var i Malaysia for at studere
under de uroligheder, som i 2012 drev
hendes familie på flugt, vendte hun
tilbage til Myanmar i 2014, da hun var
færdig med at læse i Malaysia.
DØR I LEJRE
Fem dage efter det første brev fik hun
et nyt brev med nye trusler. Stadig
uden afsender.
“Jeg var så bange, jeg turde ikke gå
ud alene, jeg var sikker på, at der ville
ske noget med mig.”
“
Jeg havde altid en følelse af at være
mindreværdig, af ikke at høre til.
Zay Nar,
rohingya-flygtning i Danmark
Hun og bedsteforældrene besluttede sig for at betale en agent for at
hjælpe hende ud af landet. Hun tog
tilbage til Malaysia og kom derfra til
Danmark. Hvem der sendte brevet,
har hun aldrig fundet ud af.
I dag følger hun dagligt med i
nyhederne fra Myanmar og ser med
bedrøvelse på den skæbne, der er
overgået hendes folk i landet.
“Levevilkårene er forfærdelige.
Hygiejneforholdene er under al kritik,
sygdomme spreder sig, og der er ikke
nok mad,” siger hun om forholdene i
de lejre, som godt 140.000 rohingyaer
i delstaten Rakhine lever i.
Hendes far, der i dag bor i Aarhus
med resten af familien, har jævnligt
kontant med sine familiemedlemmer
i Rakhine.
“De lever som dyr. Det er umenneskeligt,” fortæller Zay Nar.
Hun forstår godt, at hendes folk
forsøger at flygte i båd til Thailand,
Malaysia og Singapore, selv om den
farefulde færd på havet kan koste dem
livet.
“De dør jo i lejrene alligevel. De
tænker, at i det mindste kan de prøve
lykken og måske få et bedre liv et
andet sted. Derfor er de villige til at
risikere deres liv.”
Diskriminationen af rohingyaerne
er ikke en ny ting, selvom den er taget
til i årene, der er gået, siden Nay Zar i
2008 forlod Myanmar for at studere i
Malaysia.
“Så længe jeg kan huske, er jeg
blevet diskrimineret. Uanset hvor vi
bevægede os hen – i skolen, på markedet, hos myndighederne. Dengang
var det ikke så slemt, som det er i
dag. Men for eksempel måtte jeg ikke
sidde forrest i klassen i skolen, jeg
45/
FLYGTNINGE FRA MYANMAR
Så mange flygtninge fra Myanmar
(Burma) har fået opholdstilladelse i
Danmark de seneste 10 år:
168
161
174
170
148
139
179
12
5
4
2005 2006 2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014
Det fremgår ikke af opgørelsen fra
Danmarks Statistik, hvor mange af
flygtningene, der er rohingyaer.
FOTO: SIGNE GERD KIEFFER-DØSSING
ZAY NAR FLYGTEDE TIL DANMARK FRA MYANMAR (BURMA) I 2014. NU HAR HUN FÅET OPHOLDSTILLADELSE OG FLYTTER I LØBET AF SOMMEREN TIL NÆSTVED KOMMUNE.
DÅRLIG SAMVITTIGHED
Efter sammenstødene mellem muslimer og buddhister i 2012 er alting blot
blevet værre for rohingyaerne.
“Fronterne er blevet trukket op. Folk
vælger side.”
Hun mener, at det internationale
samfund bør presse regeringen i Myanmar til at skride til handling og modvirke diskriminationen.
“De er nødt til at sætte en stopper
for det.”
Nay Zar håber, at Myanmars demokratiforkæmper Aung San Suu Kyi
vil ændre strategi og begynde at tale
rohingyaernes sag:
“Folk ser op til hende og håber, at
hun siger noget om det her. Det er hun
nødt til. Hvis hun begynder at udtale
sig, vil det måske få andre til at gøre det
samme.”
For Nay Zar ligger fremtiden i Danmark. Kort efter at Magasinet Udvikling
mødte hende på asylcentret i Avnstrup,
fik hun opholdstilladelse, og i løbet
af sommeren flytter hun til Næstved.
Hendes plan på lidt længere sigt er at
studere socialvidenskab på RUC.
“Jeg er så taknemmelig for, at min
familie og jeg er i sikkerhed. Men når
jeg tænker på de hundredtusindvis af
mennesker, der lever i lejrene i Ra­khine,
får jeg dårlig samvittighed. Jeg havde
chancen for at slippe væk, det har de
ikke.” •
46/
Marokko
FRA KONGELIGT KONSULAT
TIL NYT KULTURHUS
Dansk konsulat fra 1700-tallet på den marokkanske kyst kan genoplive et
vigtigt kapitel i danmarkshistorien om kulturmøder, handel og sørøveri i
Nord- og Vestafrika.
TEKST OG FOTOS: KARIN BERGQUIST
“
Det Danske Institut i Damaskus har indstillet sine aktiviteter på grund
af krisen i Syrien, så det giver god mening at åbne et kulturhus i Nord­
afrika, hvor Det Arabiske Forår har de bedste udsigter.
Bente Lange,
arkitekt
For nylig blev et dødningehoved
på porten til det gamle danske konsulat i Essaouira i Marokko udskiftet
med farverige berbermotiver (foto).
Den monumentale bygning lige inden for bymuren i den gamle medina
var engang byens største og smukkeste konsulat. I dag forfalder bygningen. Men nu er en gruppe danskeres
plan om at skabe et kulturhus i bygningen kommet et skridt nærmere,
efter at Kulturministeriet har bevilget
50.000 kroner til projektet.
Vi skal tilbage til midten af 1700-tallet, hvor danskerne som andre europæere sejlede i pendulfart til Afrika
for at handle med varer som skind,
krydderier, træ og elfenben. Sejlruten
gik via Atlanterhavet ud for Marokkos
kyst, hvor skibene blev overfaldet af
pirater og tvunget til at betale store
løsesummer for danske sømænd, der
blev taget som “hvide slaver”. Desuden
opkrævede den marokkanske sultan
Mohammed Ben Abdallah told for at
passere de marokkanske havne. Da al
toldopkrævning blev samlet i Essaouira, tilbød sultanen, at danskerne fik
ansvaret herfor og monopol på handlen
i havnen. Fra 1765 til 1767 blev konsulatet på i alt 2.000 kvadratmeter opført af
den danske bygmester Vilhelm Schrøder og bygget af danske håndværkere.
Danskenes engagement i Nordafrika blev støttet af kong Frederik
den 5. i en periode (1746-66), hvor videnskab, udsyn, handel – og koloniale
ambitioner – var i højsædet. Men det
danske Marokko-eventyr stoppede
efter knap ti år, da Det Danske Afrika
Selskab gik konkurs. Det fremgår af
beretninger fra en vicekonsul i konsulatet, Georg Høst, der på opfordring
af vennen Carsten Niebuhr skrev bøger om forholdet mellem Danmark og
Marokko. Jødiske handelsmænd etablerede siden et handelshus og lejede
bygningen ud som boliger.
I 1978 blev bygningen overtaget af
kommunen i Essaouira og husede indtil
for fem år siden fattige familier.
liv i havnen. Det gjaldt for eksempel
musikeren Jimi Hendrix og beatforfatterne Paul Bowles og William Burroughs.
En dansker, der har haft særlig betydning for det lokale kulturliv i Essaouira, er Frederik Damgaard, ekspert i
islamisk kunst. Han drev i en årrække
et galleri i byen, hvor han udstillede
egnens kunstnere, fik deres billeder til
Europa og har i årevis arbejdet for at
etablere et kulturhus i konsulatet.
KULTUREL SMELTEDIGEL
Nu er nye kultursamarbejder
Den danske ambassadør i Marokko,
etableret. Mikkel Nordsø Band spillede sammen med Gnaoua-mesteren
Michael Lund Jeppesen, er positiv:
“Jeg håber, at konsulatgruppen får Mustapha Bakbou i maj, og Leif Lønsmann, leder af DR’s Koncerthus, arbejheld med at rejse penge via private
fonde til restaureringen af konsulatet, der sammen med den danske gnaouaog at der udvikles et godt koncept for ekspert Torben Holleufer på at få flere
anvendelsen af bygningen. Essaouira danske musikere til Marokko.
Et nyt kulturhus skal gøre den
er en spændende og åben by med et
slags projekter nemmere at realirigt kulturliv og stærke afrikanske,
europæiske og mellemøstlige rødder”, sere. Konsulatgruppen foreslår også,
at huset bruges til udveksling af
siger han og tilføjer:
kunsthåndværk og design. Andre
“Ambassaden bakker op om alle
ser gerne, at huset genopliver den
gode initiativer til at genoplive Danmarks langvarige relationer med
handelshistorie, Danmark havde fra
byen, som det netop er sket med Mik- Marokkos kyst. Marokko er porten
kel Nordsø Bands deltagelse på årets
til Afrika, så huset kan dække hele
gnaoua-festival,” siger ambassadøren. Nord- og Vestafrika.
André Azoulay, som er rådgiver for
“Det Danske Institut i Damaskus
Marokkos konge, Mohammed den 6.,
har indstillet sine aktiviteter på grund
og repræsenterer den marokkanske
af krisen i Syrien, så det giver god
stat i forhandlingerne om huset, glæmening at åbne et kulturhus i Nordder sig over, at de første penge nu er
afrika, hvor Det Arabiske Forår har de
kommet. Han minder om, at Essaouira bedste udsigter,” siger arkitekt Bente
traditionelt har været en tolerant by,
Lange. Danmark har flere projekter
hvor jøder udgjorde over halvdelen af i regionen under Udenrigsministeriets Arabiske Initiativ, og danske
befolkningen.
virksomheder som Novo Nordisk og
“Det var en islamisk by, der beskyttede andre religioner. Der var 27
Mærsk er til stede i regionen.
udenlandske konsulater. Og mediPirat- og berbermotiverne på konnaen, øen ud for havnen, argan-olien
sulatets port kunne være tegn på,
og gnaoua-musikken er på UNESCOs at de lokale er trætte af at vente på
kulturarvsliste.”
danskerne. En tæppehandler har for
længst indrettet butik i et hjørne af
PORTEN TIL AFRIKA
bygningen. Og interesserede spørger
Kunstnere er altid valfartet til den
om ejendomspriser for at etablere
marokkanske kystby på grund af
endnu et hotel. •
lyset, det brusende Atlanterhav, mågerne, borgfæstningen og det travle
For nogle år siden gik en gruppe danske kulturfolk i gang med planer for
at restaurere huset. Konsulatgruppen,
som de kalder sig, tæller blandt andre
den danske arkitekt Bente Lange,
der også har restaureret Det Danske
Institut i Damaskus og klosteret San
Cataldo i Italien. Den islandske arkitekt Margrét Matthíasdóttir har tegnet
skitser til, hvordan et nyt kulturhus
kan se ud.
47/
FOREIGN AFFAIRS
VERDENS FØRENDE MENINGSDANNERE OG BESLUTNINGSTAGERE ANALYSERER GLOBALE FORHOLD
Energiforsyning
SÆT STRØM TIL
FATTIGDOMSBEKÆMPELSEN
Manglende adgang til elektricitet og rene brændsler er med til at fastholde
over halvdelen af verdens befolkning i fattigdom. Heldigvis optrapper både
regeringer, udviklingsagenturer og ngo’er nu indsatsen mod energifattigdom.
Spørgsmålet er bare, om de tænker tilstrækkelig stort.
AF MORGAN D. BAZILIAN
FOTO: NASA/SCANPIX
48/
MENS EUROPA ER OPLYST, LIGGER DET MESTE AF AFRIKA SYD FOR SAHARA HEN I BÆLGMØRKE, NÅR NATTEN SÆNKER SIG OVER KONTINENTET.
SAMARBEJDE MED
FOREIGN AFFAIRS
Udvikling samarbejder
redaktionelt med det
anerkendte tidsskrift
Foreign Affairs, som udgives af den amerikanske tænketank Council
on Foreign Relations.
Samarbejdet betyder,
at vi bringer artikler fra
Foreign Affairs i dansk
oversættelse.
Forestil dig et liv uden elektricitet. Uden lys, uden komfur, uden rindende vand. Et liv, hvor du hver dag
må tilbagelægge adskillige kilometer
for at skaffe vand og brændsel, og
dermed – hvis du er pige eller kvinde
– må udsætte dig selv for risikoen
for at blive overfaldet. Derhjemme
tilbereder du maden over et osende
komfur eller åben ild med risiko for
at få alvorlige lunge- og hjertesygdomme til følge. Er du gravid, kommer du måske til at dø i mørket, mens
du føder på en klinik uden hverken
aircondition eller moderne lægeudstyr. Uden de vacciner, som skal
opbevares på køl, forbliver dine børn
sårbare over for en række dødelige
sygdomme. Om aftenen læser de
lektier under en petroleumslampe,
som, når væsken lækker, giver dem
forbrændinger på huden. At skaffe til
dagen og vejen er heller ikke let. Ingen elektricitet betyder ingen symaskiner eller rismøller, ingen pumper
til vandingssystemer, ingen måde,
hvorpå man kan køle drikkevarer ned
eller holde en butik åben om aftenen.
Manglen på elektricitet holder også
større virksomheder væk, som måske
ville have ansat dig.
Sådan er virkeligheden for næsten
halvdelen af verdens befolkning.
Omtrent to milliarder mennesker har
enten slet ingen eller meget ringe
adgang til elektricitet, og næsten tre
milliarder mennesker er afhængige
af “beskidte brændsler” som brænde
eller husdyrmøg til opvarmning og
madlavning.
Næsten 90 procent af dem, der
lider af energifattigdom, som problemet kaldes, bor i Sydasien og Afrika
syd for Sahara. I Liberia – et af de
mest grelle eksempler – har blot to
procent af befolkningen stabil adgang til elektricitet. Og i Tanzania
angiver næsten halvdelen af alle
virksomheder, at et mangelfuldt energinet er en væsentlig hæmsko for
forretningen. I gennemsnit rammes
de af næsten ni strømsvigt om måneden, hvilket medfører salgstab og lav
produktivitet.
Forskellen mellem udviklingslandene og den udviklede del af verden
er særligt slående på dette område:
En gennemsnitsamerikaner bruger
omkring 50 gange så meget strøm
som en gennemsnitsbangladesher
og omtrent 100 gange så meget som
gennemsnitsnigerianeren.
49/
>
DET TAGER ÅR ELLER ÅRTIER AT ETABLERE ET SIKKERT ELNET. HER ARBEJDES DER PÅ KABLER I JOMSOM I NEPAL.
FOTO: SØREN RUD/DANIDA (ØV.)
50/
Problemet har vist sig at være forbistret sejlivet. Tal fra Verdensbanken
viser, at selvom yderligere 1,7 milliarder mennesker fik adgang til elektricitet fra 1990 til 2010, så har disse fremskridt kun lige akkurat holdt trit med
befolkningstilvæksten. Tallene viser
også, at strømmen kommer bybefolkningerne uforholdsmæssigt mere til
gavn: I dag er omkring 85 procent af
dem, der ikke har adgang til elektricitet, bosat i landdistrikterne, langt fra
enhver form for infrastruktur. Særligt
i Afrika syd for Sahara er udfordringerne kolossale. Hvis befolkningen
her skulle kunne forbruge lige så
meget elektricitet, som befolkningen
gør i mellemindkomstlande, ville det
kræve en stigning i energiproduktionen på mere end ti procent om året
over de næste to årtier, hvilket er langt
mere end den historiske vækst på totre procent. Det kan derfor ikke undre,
at Det Internationale Energi Agentur
har forudset, at antallet af såkaldt
“energifattige” formentlig vil være
nærmest uændret om 20-30 år.
OPLYSER FATTIGDOMMEN
Selvom der er mange vægtige sager,
som de internationale donorer må
vælge imellem, burde energifattigdom ligge øverst på listen. Energi er
en forudsætning for at komme en lang
række andre fattigdomsrelaterede
problemer til livs, lige fra dårligt helbred over lavt uddannelsesniveau til
arbejdsløshed. Problemet rækker også
ud over spørgsmålet om fattigdomsbekæmpelse og ind i udenrigspolitikken, eftersom manglende adgang til
energi kan skabe grobund for uro.
Den gode nyhed er, at regeringer,
udviklingsagenturer og ngo’er er
begyndt at optrappe indsatsen mod
energi-fattigdom og har lanceret en
række nye initiativer, hvoraf mange
har skabt mærkbare forbedringer i fattige menneskers liv.
Imidlertid har der været en tendens
til, at disse instanser koncentrerer sig
for meget om små projekter eller gradvise forbedringer. Den tilgang risikerer at sætte barren for lavt og dermed
indirekte dømme milliarder af mennesker til at leve med så ringe adgang til
energi, at det ikke vil have den store
effekt i forhold til at løfte dem ud af
fattigdom. Som Kandeh Yumkella, en
højtplaceret FN-ansat, har udtrykt:
“En enkelt lampe gør ikke andet
end at oplyse fattigdommen, og de
fattige vil da blot desto tydeligere
kunne se, at deres gulv består af
skidt.”
Donorerne er nødt til at stille
skarpt på problemets kerne: nemlig
de udfordringer, regeringer i fattige
lande kæmper med for at kunne
iværksætte effektive og vidtrækkende energipolitikker. Fra USA i
starten af det 20. århundrede over
efterkrigstidens Tyskland og Japan til
det moderne Kina er befolkningens
adgang til elektricitet og moderne
brændstoffer blevet sikret takket være
de respektive regeringers helhedsorienterede lederskab, hvori der indgik
offentlige investeringer i infrastruktur,
fornuftig planlægning, en veluddannet arbejdsstyrke, understøttende
lovgivning og økonomisk rentable
institutioner. Der er ingen grund til at
antage, at disse faktorer skulle betyde
mindre i dag end førhen.
Efterhånden som regeringer i udviklingslandene indser omfanget af
den udfordring, de står over for, vil de
hurtigt opdage, at det tager år eller
årtier at bygge infrastruktur til energiproduktion, såsom kraftværker og distributionsnet. I mellemtiden melder
mindre virksomheder sig på banen
med hårdt tiltrængte ydelser, hvoraf
de mest innovative ofte indbefatter
solenergi. Virksomhederne drager
fordel af de senere års faldende priser
på solpaneler og samarbejder med
STORDRIFTSFORDELE
Det indiske firma Selco har solgt og
vedligeholder flere end to millioner
af denne type systemer, ikke mindst
takket være en salgsstrategi, der er
skræddersyet til fattige kunder. En
lignende succeshistorie udspiller
sig i Bangladesh, hvor et decentralt
småskalasolenergisystem vokser
hurtigere frem end noget andet sted i
verden. I 2014 blev der installeret over
tre millioner lokale solenergisystemer,
og inden for de næste tre år er der
udsigt til yderligere en fordobling.
Æren for denne bedrift tilfalder især
Bangladesh’ regering, der har oprettet
en engageret institution, som tilbyder teknisk rådgivning og bevilger
midler til ngo’er og mikrolånsagenter.
Men trods disse fremskridt er over 60
procent af Bangladesh’ virksomheder
afhængige af egne nødgeneratorer
for at sikre stabil strømforsyning. Og
i Indien står næsten 300 millioner
mennesker helt uden adgang til elektricitet.
Selvom småskalasystemer har
hjulpet millioner af mennesker et
trin op ad energistigen, døjer de
stadig med en række tekniske
og økonomiske uhensigtsmæssigheder, som større systemer
vil kunne afhjælpe. Såkaldte
mini-grids er én måde, hvorpå
småskalaenergikilder kan gøres
mere praktiske. mini-grids,
som i udgangspunktet er designet til lokalbefolkninger,
der endnu ikke er forbundet
til hovedelnettet, kan forstærke en hel landsbys
infrastruktur og energikilder og gøre systemet
mere effektivt og lettere
at vedligeholde, end det
er tilfældet med flere
individuelle systemer.
mini-grids er også mere
levedygtige, fordi de
ofte baserer sig på
flere forskellige teknologier og kan
køre uafhængigt at det centrale elnet.
Af samme årsag har det amerikanske
forsvarsministerium installeret minigrids på flere militærbaser lige fra
Texas til Hawaii, ligesom hospitaler,
fabrikker og andre enheder, der har
brug for pålidelig strømforsyning,
også er begyndt at anvende minigrids. Mini-grids er også, netop på
grund af sine egenskaber, attraktive
i skrøbelige og konfliktramte stater,
hvor centraliserede systemer kan udgøre sårbare mål for angreb.
“
En gennemsnitsamerikaner
bruger omkring 50 gange så
meget strøm som en gennem­
snitsbangladesher og omtrent
100 gange så meget som gennem­
snitsnigerianeren.
Ikke desto mindre er mini-grids
kun den bedste løsning under særlige
omstændigheder og kan vanskeligt
konkurrere med centraliserede energisystemer. Det var stordriftsfordele, der
bevirkede, at centraliserede energiforsyningssystemer oprindeligt blev normen og mange steder helt erstattede
mindre, afgrænsede systemer. Con
Edisons nuværende netværk i New
York City, der består af knap 20.000
kilometer elkabler, som forsyner om-
DANSK STØTTE TIL
ENERGISEKTOREN
• Bistand til energisektoren i udviklingslandene er et centralt element i
Danmarks udviklingsarbejde. Grøn
vækst − herunder støtte til energisektoren − er et af Danidas fire fokusområder, hvor udbygningen af energiforsyningen i udviklingslandene
samtænkes med hensyn til bæredygtighed og klimaudfordringen.
• I 2014 ydede Danida godt 316 mio. kr.
i bistand til energisektoren i udviklinglandene.
• Heraf gik gik 85 mio. kr. til forbedring
og udbygning af elforsyningsnettet
i Mocambique, et centralt element i
den mocambiquiske regerings strategi for fattigdomsbekæmpelse. I
Nepal støtter Danida et projekt som
skal sikre 1,5 mio. nepalesere i landområderne elektricitet fra vedvarende
energikilder som sol og vind.
• Danida rådgiver desuden en række
lande om energieffektivisering og
brug af vedvarende energi.
51/
Kilde: www.openaid.um.dk
trent tre millioner kunder, kan langt
mere effektivt opfylde moderne behov
end de strømsystemer, som Thomas
Edison grundlagde på
Pearl Street i 1882.
>
FOTO: JEPPE GUDMUNDSEN-HOLMGREEN/DANIDA
lokale banker om at udvikle finansieringsmodeller og serviceydelser, der
er tilpasset de fattige i landdistrikterne, og som som regel indbefatter
små forhåndsinvesteringer, beskedne
månedlige betalinger og pålidelige
vedligeholdelsesaftaler. Stadig flere
familier har nu råd til lavenergisystemer, der kan trække et tv eller et par
lamper, og som ikke tager mere end
en dag eller to at installere.
I udviklingslande vil energisystemer utvivlsomt antage andre former
end energisystemerne i den udviklede
verden, og det er sikkert udmærket.
Her vil decentral strømproduktion
komme til at spille en større rolle, og
der ville kunne drages fordel af de
fremskridt inden for informations- og
kommunikationsteknologier, som
har skabt smartere systemer. Ikke
desto mindre vil storskalakraftværker
fortsat være en vigtig komponent i
blandingen.
52/
DEL AF STØRRE PLAN
Eftersom problemets omfang er så
stort, kræver bekæmpelsen af energifattigdom resolut handlen fra regeringernes side. Historisk var det i den
offentlige sektor, at processen med
at koble landdistrikterne på elnettet
begyndte. Det gælder for eksempel et
af historiens mest effektive programmer til energifattigdomsbekæmpelse;
nemlig da USA’s regering udbyggede adgangen til elektricitet under
Den Store Depression som et led i
præsi-dent Roosevelts New Deal. *
Udvidelse af adgangen til energi er
mest effektiv, hvis indsatsen er en
del af en større udviklingsplan. Fra
omkring 1980 lancerede både Kina og
Thailand energiprogrammer, som understøttede omfattende økonomiske
reformer, og dermed blev der skabt
universel adgang til elektricitet i løbet
af bare to årtier. I Vietnam var elektrificeringen af landdistrikterne en komponent i doi moire-formerne (doi
moi betyder fornyelse), som regeringen satte i gang i 1986. Doi moi
indebar en gradvis overgang fra
planøkonomi til markedsøkonomi
og en åbning af landets økonomi
for handel og udenlandske investerin-
ger, hvilket var en forudsætning for,
at landets spæde energisektor kunne
vokse. Den private sektor begyndte
først senere at spille en rolle i elektrificeringsindsatsen.
På samme vis igangsatte Rwanda
sine energibestræbelser i 2009, hvor
det, regeringen kaldte en “tværsektoral tilgang”, samlede støtte fra
forskellige kilder i ét program, som
den rwandiske regering stod i spidsen
for, men som en lang række aktører
deltog i. Resultatet: Inden for blot fire
år havde næsten tre gange så mange
rwandere adgang til elektricitet som
før. Hvert år bliver 60.000 flere rwandere koblet på elnettet, mod årligt
1.000 før reformerne.
“
Energi er langt om længe ved at
blive en del af den udviklingspo­
litiske kanon.
Det afgørende er, at både Vietnam
og Rwanda, ligesom Kina og Thailand, anerkendte nødvendigheden
af, at indsatsen for at bekæmpe energifattigdom må række ud over de
enkelte husholdningers behov og i
stedet have som mål at skabe velstand
for hele økonomien.
DEN GLOBALE DAGSORDEN
Et flertal af de lande, der lider af energifattigdom, er allerede i gang med
at reformere deres energisektorer,
har udviklet mål og strategier og har
oprettet engagerede instanser, der
kan stå for at udvide befolkningens
adgang til elektricitet og moderne
brændstoffer. Ikke desto mindre har
de stadig brug for nogen, der kan
tilbyde finansiering og afbødning af
økonomiske risici. Prisen for at udvide
adgangen til energi ligger på globalt
plan mellem 40 og 100 milliarder dollar om året – ganske vist store summer, men alligevel blot en brøkdel
af det totale beløb, der bliver brugt i
energisektoren. Statslig finansiering
er nødvendig til at begynde med, men
utilstrækkelig i det lange løb. Det vil
før eller siden blive nødvendigt, at private investorer føler sig trygge ved at
kaste sig ud på det, der – som det ser
ud lige nu – er overordentligt risikable
markeder, i den udstrækning det overhovedet kan kaldes markeder. At der
findes en kæmpe efterspørgsel, er der
ingen tvivl om.
På Columbia University har en
gruppe forskere under ledelse af Vijay
Modi vist, at landsbyboere i Mali og
Uganda er villige til at betale elregninger, der er næsten ti gange så høje
som i de udviklede lande. Mulighederne på dette marked, når først de mere
end én milliard mennesker får adgang
til energi, kan næppe overvurderes.
Man kan allerede få et glimt af dette,
hvis man ser på nogle af de teknologicentre, der er skudt op i Afrika syd for
Sahara, en region, hvor økonomien er
mere end fordoblet siden 2000.
Inspireret af de store muligheder
lancerede Obama-regeringen i 2013
initiativet Power Africa, som stiller
53/
SMÅ LAVENERGISYSTEMER SOM ET SOLPANEL PÅ TAGET KAN NOK GIVE STRØM TIL EN LAMPE ELLER TO, MEN HJÆLPER NÆPPE FOLK UD AF
FATTIGDOM. HER ILHA DE QUILALEA, MOZAMBIQUE.
til at skaffe finansiering, overvåge
udviklingen og fastholde udviklingsbistandsverdenens ofte flakkende
opmærksomhed. I 2012 lancerede FN
en strategi med navnet Sustainable
Energy for All, der har til hensigt at
sikre universel adgang til moderne
energiydelser inden 2030. FN arbejder også på en række nye målsætninger, de såkaldte Nye Verdensmål for
Bæredygtig Udvikling, som skal erstatte 2015 Målene. De gamle målsætninger nævnte intet om udryddelse af
energifattigdom, men i de nye ligger
denne målsætning på niveau med at
udrydde sult og skabe universel adgang til uddannelse. At energi – efter
betydelige diplomatiske anstrengelser – kom med på listen, peger på, at
energi langt om længe er ved at blive
en del af den udviklingsøkonomiske
kanon.
ENERGI SOM GEOPOLITISK
REDSKAB
Målsætninger alene skaber dog ikke
regeringsinitiativer i udviklingslandene; kun benhårde politikker kan
forvandle retorik til virkelighed. Stormagter som USA bør begynde at anse
energi ikke blot som et udviklingsspørgsmål, men også som et geopolitisk redskab. Energifattigdom hører
til den kategori, det amerikanske militær kalder en “trusselsforstærker”,
hvilket betyder, at det kan forværre eksisterende udfordringer og bidrage til
uro. At skaffe elektricitet og moderne
FOTO: SØREN RUD/DANIDA
finansiering og incitamenter til rådighed for amerikanske virksomheder,
der vil anvende deres teknologier i
regionen. Den amerikanske regering
har forpligtet sig til at betale i første
omgang syv milliarder dollar, og den
private sektor har sidenhen givet
tilsagn om det tredobbelte (Verdensbanken har også lagt omkring fem
milliarder i puljen). Men Power Afrika
er ikke noget mirakelmiddel. Det er
uklart, om det vil overleve efter Obamas regeringstid, og programmets fokus på den private sektor kan vise sig
forhastet i nogle lande, hvor grunden
endnu ikke er lagt for offentligprivate
samarbejder.
Globale målsætninger spiller også
en rolle, eftersom de kan bidrage
>
brændstoffer til de fattigste lande
kan mindske både risikoen for intern
uro og migrationen over grænser.
Nogle afrikanske regeringer har sågar imødekommet deres stadig mere
højrøstede unge befolkninger ved at
lancere nye lovende initiativer til at
udvide adgangen til elektricitet. Siden
2010 har Kenyas regering forbedret elforsyningen i Kibera, Nairobis største
slumområde, som en del af indsatsen
for at komme de største sociale uligheder til livs.
“
En enkelt lampe gør ikke andet
end at oplyse fattigdommen,
og de fattige vil da blot desto
tydeligere kunne se, at deres
gulv består af skidt.
Kandeh Yumkella,
højtplaceret FN-ansat
FOTO: KLAUS HOLSTING/DANIDA
54/
Efter opdagelsen af nye olie- og
gasfelter i Øst- og Vestafrika har udviklede lande fået desto mere grund
til at handle. Disse fund har på den
ene side givet de lokale regeringer
et tiltrængt økonomisk løft, men
fordelingen af ressourcerne har på
den anden side i nogle tilfælde også
øget sociale og politiske spændinger.
Nigeria er for eksempel en af verdens
største olieeksportører og samtidig
et af de lande, hvor flest mennesker
savner adgang til energi: 90 millioner.
Årtier med udvikling af olieproduktionen i områder, der fortsat mangler
basal social infrastruktur, har skabt de
sociale, økonomiske og miljømæssige
forudsætninger for den nuværende
voldelige konflikt.
På samme måde som USA længe
har været engageret i spørgsmålet
om energisikkerhed i Mellemøsten,
må USA nu blive mere opmærksom
på Afrika syd for Sahara. USA bør
opmuntre regionens lande til at administrere energisektoren retfærdigt
og gennemsigtigt og understøtte
indsatser, der kan kanalisere naturressourcer i retning af at udrydde energifattigdom.
Udenforstående med gode hensigter bør holde sig for øje, at regeringer,
der forsøger at elektrificere deres territorier, bliver nødt til at tage ejerskab til
indsatsen. De strategier, regeringerne
udarbejder med støtte fra donorlande,
I VIETNAM ER DET PÅ FÅ ÅR LYKKEDES AT ETABLERE EN STABIL ELFORSYNING BÅDE I BYERNE
OG PÅ LANDET.
skal adressere konkrete nationale og
lokale behov; det nytter ikke at forsøge
at fjernstyre dem. Det gælder især,
hvad angår forsøget på at balancere de
til tider ubehagelige afvejninger mellem at bekæmpe energifattigdom og
at afbøde klimaforandringer. Regeringer i fattige lande fokuserer ofte på det
første på grund af dette spørgsmåls
akutte karakter, mens mere velstående
regeringer er optaget af det sidste på
grund af dets globale konsekvenser.
Selvom rene energiteknologier har
gjort store landvindinger og bestemt
kommer til at spille en stor rolle i morgendagens energisystemer, bliver bistandsagenturer nødt til at acceptere,
at fremskridt inden for energiadgang
i nogle tilfælde vil ske på bekostning
af miljøet, præcis som det var tilfældet
under USA’s elektrificering. Når det
er sagt, skal konsekvenserne naturligvis forsøges mindsket, ligesom
andre hensyn, såsom fødevare- og
vandsikkerhed, må tages i betragtning. Økonomen Amartya Sen har
påpeget, at økonomisk udvikling kun
kan opnås, hvis de fattige samtidig får
en række friheder, heriblandt politisk
deltagelse, sikkerhed og økonomiske
muligheder. Adgang til energi giver
adgang til udøvelse af fundamentale
rettigheder, og det er årsagen til, at vi
ikke har råd til at ignorere behovet for
at bekæmpe energifattigdom. Ganske
vist er de forhindringer, der står i vejen
for fremskridt inden for udryddelse af
energifattigdom, enorme: begrænsede
økonomiske ressourcer, konkurrerende
prioriteringer, svage institutionelle
rammer og til tider uhensigtsmæssig
indblanding fra udenforstående. Men
det er på ingen måde uoverstigelige
forhindringer, og de er ikke nær så
overvældende som mange andre tekniske forhindringer, menneskeheden
allerede har overvundet. Fysikkens
love fungerer på samme måde i Sydasien og Afrika syd for Sahara, som de
gør i Europa og Nordamerika. Og de
materialer, der skal til, er enkle, såsom
stål, cement, kobber og glas. •
Oversat af Nina Trige Andersen
Teksten er en forkortet udgave af artiklen Power to the poor bragt i Foreign
Affairs marts-april-nummer 2015 . Udeladelser er markeret med *. Hele artiklen kan læses i Udviklings app-version.
Reprinted by permission of Foreign
Affairs, March/April 2015, Vol. 94, No.
2. Copyright 2015 by the Council on
Foreign Relations, Inc.
Morgan D. Bazilian
Er ledende energiekspert
i Verdensbanken.
@mbazilian.
Ranum
55/
Verdensklasse
Ranum Efterskole College kombinerer efterskole med international uddannelse i dansk 9. og 10. klasse,
Cambridge IGCSE og Advanced Level. Vælg mellem 60 forskellige profilfag, valgfag, klubfag, samt
3 rejser til hele verden. Et skoleår med høj faglighed, dansk sprog og kultur, en oplevelse for livet.
Book en rundvisning på www.ranumefterskole.dk
Nekrolog
LATINAMERIKAS
KRØNIKESKRIVER
56/
Uruguayaneren
Eduardo Galeano
gjorde de fattige og
forfulgtes Latinamerika
nærværende og levende i
sine bøger. Han bidrog til den
nye latinamerikanske selvbevidsthed, som gav grobund
for de seneste 15-20 års
venstredrejning. I april
døde han.
ILLUSTRATION: OTTO DICKMEISS
AF JENS LOHMANN
Han ruttede ikke med ordene,
hverken i tale eller på skrift. Han
udviklede en knap form med korte
tekster, der tilsammen dannede et
broget, farverigt, modsætningsfyldt
og anderledes mønster af menneskeskæbner og erfaringer fra det kontinent, Latinamerika, han kendte bedre
end de fleste. Han formidlede en
anden forståelse af historien og samfundet end magthavernes og bidrog
til at sætte den politiske dagsorden,
der førte til den brogede venstreorientering af kontinentet, som tog fart
i 1990’erne, og som trods fejltagelser,
nedture og modvind har bidt sig fast.
Den uruguayanske forfatter og
journalist Eduardo Galeano blev
Latinamerikas krønikeskriver – eller
rettere – den, som skarpt og underfundigt satte ord på bagsiden af
Latinamerikas historie og udvikling
ved at tage historien fra sejrherrerne, undertrykkerne og udbytterne
og give det store, undertrykte og
udbyttede flertal stemme, dets egen
stemme, med en kraft og kærlighed,
der gjorde ham til en af det moderne
Latinamerikas mest indflydelsesrige,
elskede og populære forfattere på
linje med den chilenske digter Pablo
Neruda og den colombianske fortæller Gabriel García Márquez. Intet
under, at højrefløjen og de etablerede
magthavere ikke brød sig om ham.
LATINAMERIKAS ÅRELADNING
Da Eduardo Galeano i 1963 udgav sin
første bog, 23 år gammel, var han allerede en erfaren skribent og redaktør.
I 1971 brød han igennem med et brag
med Latinamerikas åreladning, en
skarp gennemgang af, hvordan Latinamerika var blevet formet af blodige
erobringer, udplyndring af ressourcer
og udbytning og undertrykkelse af
befolkningerne. Galeanos tilgang var
marxistisk og klart influeret af, hvordan
han på sine reportagerejser så de marxistiske udviklingsteorier bekræftet.
Bogen er udkommet i oplag efter
oplag og er blevet læst i laser i fjerne
afkroge og på universiteter verden
over. Dens popularitet fik et ekstra nøk
i 2009, da Venezuelas daværende præsident, Hugo Chávez, på et interamerikansk topmøde for rullende kameraer
forærede den næsten nytiltrådte amerikanske præsident, Barack Obama, et
eksemplar af bogen. På mindre end én
dag røg den engelske udgave fra plads
nummer 73 til nummer to på Amazons
liste over mest solgte bøger, mens den
spanske udgave strøg fra nummer
47.468 til førstepladsen.
ILDENS ERINDRING
Galeanos andet hovedværk er trilogien
Ildens erindring om det amerikanske
kontinents historie og udvikling fra
skabelsen til vor tid, skrevet under hans
eksil i Spanien 1976-85. I værket forsøger han at gå nye veje, selv beskrev
han bogen som “ikke én fortløbende
fortælling, men en masse mindre beretninger, brudstykker af beretninger,
dokumenter, digte, myter, legender,
romaner”.
Han dykkede ned i arkiver, breve,
romaner og sled sig igennem. “De to
første bind er resultatet af røvens lidelser og håndens glæder. Det har været
som at dykke efter perler. Du dykker
og søger og søger, og dine lunger er
lige ved at sprænges, og så finder du
en perle”, fortalte han mig, da jeg interviewede ham i 1984.
Resultatet blev et levende, broget og
anderledes billede af det amerikanske
kontinents udvikling og historie, med
kærlighedshistorier, myter, røvertogter,
politiske intriger, rigdom, fattigdom,
oprør, forræderi, slaveri, massakrer,
forsvindinger, solidaritet, kort sagt et
kulørt og fintmasket billedtæppe af et
modsætningsfyldt kontinent og dets
befolkning. I Ildens erindring skrev
Galleano om de skæbner, som gemmer
sig bag hans overordnede og epokegørende beskrivelse i Latinamerikas
åreladning – ofte med den lune humor,
der var så karakteristisk for ham.
FODBOLDENTUSIAST
Eduardo Galeano var ekstremt populær, karismatisk og imødekommende,
men brød sig egentlig ikke om store
forsamlinger. Han foretrak mindre
grupper, hvor han kunne diskutere,
lytte, fortælle og suge til sig. Han
medbragte altid en lille notesbog, som
han kunne trække frem midt under
en gåtur for med sin diminutive skrift
at notere, hvad han havde hørt, set,
mærket. Det blev til mange historier
og bøger, ikke kun om forholdene i
hans elskede Latinamerika, men også
om hans store passion, fodbold. En af
hans mest elskede bøger er således
Fodbold i sol og skygge om fodboldens
historie og udvikling.
Galeano besøgte Danmark flere
gange, blandt andet i 1993 for at modtage ALOA-prisen for Ildens erindring.
BLÅ BOG:
EDUARDO HUGHES GALEANO
(1940-2015)
• Uruguayansk journalist og forfatter
• Begyndte sin karriere 14 år gammel
som karikaturtegner på ugeavisen El
Sol. Seks år senere var han redaktionschef på et af Latinamerikas førende blade, det uafhængige Marcha.
En kort overgang var han redaktør
og reporter på La Época, men vendte
siden tilbage til Marcha.
• Da militæret tog magten i Uruguay i
1973, blev han kortvarigt fængslet og
flygtede derefter til Argentina. Her
var han med til at grundlægge det
uafhængige tidsskrift Crisis, som han
blev chefredaktør for. Flere af bladets
medarbejdere “blev forsvundet” eller
anholdt efter militærkuppet i Argentina i 1976, bladet måtte lukke og Galeano flygte til Spanien. Først i 1985
kunne han vende hjem til Uruguay,
hvor han genåbnede Marcha under
navnet Brecha.
• Galeano var en flittig skribent. Han
udgav i alt 43 titler fra 1963 til sin død
i april 2015.
• På dansk er bl.a. udkommet Latinamerikas åreladning (1971, da. 1977,
1995), Dage og nætter med kærlighed
og krig (1977, da. 1982), Fra Chile til
Guatemala (sammen med fotografen
Koen Wessing; 1983, da. 1983), Ildens
erindring 1-3 (1982-1986, da. 19831990), Omfavnelsernes bog (1989,
da. 1993), Ord der vandrer (1993, da.
2000), Fodbold i sol og skygge (1995,
da. 1996), Med fødderne opad. Den
omvendte verdens skole (1998, da.
2002).
Galeano var ikke en forfatter i
gængs forstand. Han betragtede sig
selv som journalist og krønikeskriver.
Nu (13. april 2015) er han død, 74
år gammel, efterladende 43 titler,
hvoraf flere står som uomgængelige
klassikere. •
57/
Kronik
ETVÆRELSES MED
KØKKEN OG TOILET
–OG NYE KONFLIKTER
I Bangladesh er Chittagong kommune ved at opføre
161 lejligheder til fattige og sårbare familier – et yderst
kærkomment projekt i en by, hvor mange må bo i slum.
Men byggeriet er også en kilde til konflikt, for vel­
havende bangladeshere vil have boligerne selv.
58/
FOTO: JØRGEN SCHYTTE/DANIDA
AF JOHN CHRISTIAN SVANE, CHITTAGONG
I en sidegade – bag nogle små butikker og skrøbelige huse – ligger en byggeplads skjult.
Til taktfaste rytmer fra to generatorer arbejder her 60-70 mand på at
bygge det store betonskelet til det, som
senere skal blive et lejlighedskompleks
til 161 af slummens fattige og udsatte
familier.
Vi er i Chittagong, den næststørste
by i Bangladesh. Af byens omtrent fem
millioner indbyggere er knap 40 procent bosat i de mange slumområder.
Slummen bliver her ofte anskuet og
omtalt som "kræftknuder", men kommunen i Chittagong forsøger sig nu
med en ny tilgang.
Der er tale om et byggeprojekt til
det bangladeshiske samfunds mest
udsatte borgere, og derfor får dette almennyttige byggeprojekt megen lokal
opmærksomhed. Men projektet møder
også kritik fra flere forskellige fronter.
Og nej, der er ikke tale om Danidamidler. Boligbyggeriet finansieres
helt og holdent af kommunen. Men
en undersøgelse af konflikterne i boligbyggeriet kan give en forståelse af,
hvordan den danske udviklingsindsats
i landet kan effektiviseres – og selvsagt
også bidrage til bedre at kunne håndtere de udfordringer, som projekter
som lejlighedsbyggeriet står over for.
SÅDAN BOR MANGE I STORBYEN CHITTAGONG.
KLIMAÆNDRINGER FYLDER MERE
Dansk udviklingsbistand har været til
stede i Bangladesh, siden landet i 1971
fik sin selvstændighed, efter at uafhængighedskrigen (mellem Vestpakistan
og Østpakistan, siden Bangladesh) efterlod landet i dyb fattigdom. Til trods
for en lang række positive indsatser de
seneste årtier plages Bangladesh fortsat af korruption, et skrøbeligt demokrati og et ineffektivt bureaukrati.
Det giver væsentlige udfordringer
for udviklingen af landet og også for
effekten af den danske udviklingsindsats.
Bangladesh’ udvikling har længe
været udfordret af massiv fattigdom
samt en dyb korruption, men også de
lokale forventede klimarelaterede katastrofer risikerer at sætte udviklingen
tilbage. Oversvømmelser, cykloner,
tørke og ekstrem regn forventes med
de globale temperaturstigninger at
ramme landet hyppigere og voldsommere, og havvandsstigninger truer
med permanente oversvømmelser af
det lavtliggende land i det enorme
floddelta. Omkring 160 millioner men-
nesker bebor i dag et areal 3,5 gange
Danmarks størrelse. En befolkning,
som kun forventes at vokse, og et landareal, som forventes at svinde ind og
risikerer at skabe millionvis af klima­
flygtninge.
“
Skiftende regeringer har haft
en tendens til konsekvent at
ignorere den enorme gruppe af
urbane fattige, som først i 1994
fik stemmeret.
I Chittagong-regionen er landskabet bakket i modsætning til resten af
det flade og lavtliggende Bangladesh.
Tilflyttere er nødsaget til at bosætte
sig ved bakkerne, fordi det er det eneste sted, der er plads. Ingen andre vil
bo her, fordi store jordskred under ekstremregnen årligt begraver mennesker under mudderet. Ekstremregnen
forventes at blive voldsommere, og
jordskredene ligeså. Byggeprojektet
kan, i modsætning til de små huse i
slummen, stå imod sådanne jordskred
lige så vel som cyklonerne, og da de
er hævet fra jorden i etager, undgår
de også at lide voldsomt under oversvømmelser.
“FATTIGDOM? - DET ER DERES
EGEN SKYLD”
Migrationen til landets to storbyer
Dhaka og Chittagong er eksploderet. På grund af pladsmangel bliver
tilflyttere tvunget til at bosætte sig i
byernes mange slumområder, og det
er her, at de mest sårbare grupper i
Bangladesh findes. Levestandarden
er væsentligt lavere end på landet,
og adgangen til for eksempel toiletter, vand, uddannelse og sundhed er
yderst mangelfuld. Det er også her,
at menneskene er mest sårbare over
for naturkatastrofer, især fordi de i
meget ringe grad har mulighed for
at gardere sig mod dem. Den danske
udviklingsindsats i Bangladesh er
derfor særdeles relevant og vigtig,
men kan også tage ved lære af de
problemer, som opførelsen af de omtalte lejligheder er stødt ind i.
Skiftende regeringer har derudover haft en tendens til konsekvent
at ignorere den enorme gruppe af
urbane fattige, som først i 1994 fik
stemmeret. Slumområderne ryddes
59/
>
ofte under påskud af byforskønnelse, og uden for slummen hersker
en generel opfattelse af, at de fattiges ringe kår er selvforskyldte. En
holdning, som findes hos selv de
ansatte i kommunen, som er i færd
med at bygge de nye lejligheder. Dog
er byggeriet i gang. Det er positivt,
men også en katalysator for lokale
konflikter.
projektet også sin relevans for de borgere, som har mest behov for det.
Problemet påpeges også fra opponerende byplanlæggere. Et konkret
forslag herfra er at opdele lejlighederne med bambusvægge frem for
mursten for derved at gøre byggeriet
billigere.
DE VELHAVENDE VIL BO HER
Ude på byggepladsen protesterer en
FOR DYRE TIL DE FATTIGSTE
håndfuld af lejlighedens kommende
Lejlighederne har været på hovedar- beboere, fordi de hævder, at de blev
kitektens tegnebræt siden 1996, og
lovet større lejligheder. De kræver derfor, at tre lejligheder omlægges til to,
siden da har kommunen fået megen
kritik i Chittagong fra vidt forskellige så de enkelte lejligheder bliver 34,5 m2
fløje. Et kritikpunkt går på, at lejlighe- frem for de påtænkte 23 m2.
derne er for dyre til den befolkningsHos kommunen er man overbevist
gruppe, de er tiltænkt.
om, at protesterne er arrangeret af
velhavende bangladeshere, som har
indgået aftaler med de kommende
beboere om at overtage lejlighederne,
efter at de er solgt, hvis det lykkes at
Et stort kritikpunkt går på, at
trumfe deres krav igennem.
Det mønster har man set før. Den
lejlighederne er for dyre til den
fælles skæbne for de tidligere projekbefolkningsgruppe, de er tiltænkt.
ter til beboere i slummen er, at middelklassen eller de velhavende ender
Konceptet i Chittagong adskiller
med at overtage lejlighederne, frem
sig fra de få andre byggeprojekter
for at de som tiltænkt bebos af de
til de urbane fattige, fordi beboerne
fattige. En skæbne, som de hos kommunen er yderst bevidste omkring. At
skal købe lejlighederne frem for at
leje dem ved at betale for lejligheden konstruere de enkelte lejligheder på
blot 23 m2 er derfor også et redskab til
over en periode på 15 år. Officielle
at fjerne den velhavende gruppes interepræsentanter fra byens slumorganisationer hilser projektet velkomresse i lejlighederne.
ment, men appellerer til at forlænge
tidsrammen til at tilbagebetale lejlig- FONDE INSPIRERES AF PROJEKTET
hederne fra 15 til 30 år, så også de fat- Sideløbende med kommunens kamp
tigste kan få råd. 15 år er ikke tid nok for som tiltænkt at overdrage lejlighederne til den fattige befolkningsfor de ekstremt fattige familier til at
betale lejlighederne, og derfor mister gruppe bliver situationen yderligere
“
FOTO: JOHN CHRISTIAN SVANE
60/
BANGLADESH
DHAKA
INDIEN
MYANMAR
CHITTAGONG
prekær, fordi en håndfuld store udviklingsfonde og -programmer (Verdensbanken, UNDP, japanske JICA
etc.) har vist interesse for kommunens
koncept. De ønsker at kopiere lejlighederne i Bangladesh og Sydøstasien,
men ifølge kommunens hovedbyplanlægger kun, hvis projektet viser sig at
være en succes. Succeskriteriet er, at
den påtænkte befolkningsgruppe – de
urbane fattige – bebor lejlighederne.
Ude på byggepladsen fik min
bangladeshiske tolk tilbudt at købe en
lejlighed. Det vidner om, at det bliver
vanskeligt for kommunen at kontrollere, hvem der i sidste ende kommer til
at bo i lejlighederne.
Lejlighederne forventes at blive
færdige i december 2015 med et års
forsinkelse, men hvem der kommer til
at bo i dem, og om konceptet bliver
kopieret til andre slumområder i Bangladesh og Sydøstasien, er endnu uvist.
GODT PROJEKT MED MANGE
UDFORDRINGER
Selvom der her er tale om et lejlighedsprojekt, som kan vise sig at blive
banebrydende for fattige og udsatte
borgere i Sydøstasien, møder det
mange udfordringer undervejs. For at
projektet kan blive en succes, danne
præcedens for byggeri til landets
fattigste og forhåbentlig også gøre
lejlighederne enten billigere eller forlænge tilbagebetalingsperioden, kan
en dansk udviklingsindsats bidrage til
landets udvikling ved at støtte kommunernes arbejde i denne type projekter. Dog er det vigtigt at kende til de
nævnte konflikter og udfordringer, der
opstår, så man kan tage højde for dem
og placere bistanden bedst muligt. •
John Christian Svane
NÅR DETTE BYGGERI STÅR FÆRDIGT SIDST PÅ ÅRET, KAN 161 FAMILIER FRA CHITTAGONGS SLUM
FÅ SIG ET NYT HJEM – HVIS ALT GÅR EFTER PLANEN.
er sociolog med speciale i
urban byplanlægning og
globale klimaforandringer
i udviklingslande.
Logo · Skals Efterskole
Marginal Reklamebureau · marginal.dk
VERDEN SKAL EROBRES!
Vi glæder os til at udfordre dig!
MARGINAL.DK
SKALs har et spændende tilbud til dig, der
ønsker at færdiggøre hele din internationale
grunduddannelse i Danmark.
Logo · Skals Efterskole
Marginal Reklamebureau · marginal.dk
Cambridge IGCSE på SKALs + International Baccalaureate (IB)
eller studentereksamen med kollegieplads på et af de kostgymnasier
vi samarbejder med.
VI HAR FOKUS PÅ DIG, DIN PERSONLIGE OG BOGLIGE UDVIKLING
SKALS EFTERSKOLE · KÆRVEJ 11, 8832 SKALS · TLF.: +45 8669 5011
BESØG OS OGSÅ PÅ: WWW.SKALS-EFTERSKOLE.DK
Udenrigsministeriet
Har du forberedt
dig til rejsen?
Du kan oprette en profil på Udenrigsministeriets Danskerliste og oplyse om dine rejsemål.
Hvis der opstår en krisesituation, mens du er i udlandet, har vi dermed mulighed for at kontakte dig.
Læs mere og opret dig her:
omdanskerlisten.um.dk
35.000 er allerede oprettet.
God rejse!
Udenrigsministeriets Borgerservice
61/
VÆRKER FRA VERDEN
MEXICANSK MURMALERI
GADEKUNST MED ROD
I FORTID OG FOLKLORE
FOTO: “KAPTA” DANIEL CASTA
62/
Mexicos rige folkloristiske
tradition får nyt og moderne liv i
kunstneren, illustratoren og designeren Saners værker. Edgar “Saner” Flores er en fremtrædende repræsentant
for den aktuelle bølge af mexicansk
street art, der bygger bro mellem lokal
kulturarv og global gadekunst, og som
p.t. høster anerkendelse verden over.
Kendetegnende for Saners værker er
menneskeskikkelser med masker på –
et motiv, der refererer til de folkelige
forestillinger om “nahual”, mennesker
med evne til at antage skikkelse af
dyr. Saner knytter også an til Mexicos
stærke tradition for murmaleri, en
kunstform, der havde sin storhedstid
i 1930’erne og 1940’erne med kunst-
nere som Diego Rivera, David Alfaro
Siqueiros og José Clemente Orozco.
• /CHRA
www.saner.com.mx
@saner_edgar
EL CARNEVAL DE COLOR (FARVEKARNEVALET). MALET I BYDELEN COYOACÁN I MEXICO CITY. “VÆRKET ER INSPIRERET AF BEVÆGELSEN I BYRUMMET, HVOR DEN ENKELTE PERSON KAN SPILLE VIDT FORSKELLIGE ROLLER, SOM VAR DET ET KARNEVAL,” FORTÆLLER SANER.
MEXICANSK STREET ART
Den mexicanske scene for gadekunst
blomstrer i disse år, og et væld af lovende unge kunstnere bruger murene i
landets storbyer som lærred. Men man
behøver ikke at rejse til Mexico for at
se deres værker – på det sociale medie
Instagram har den ellers så forgængelige street art fået en ny platform.
www.streetartchilango.com
@streetartchilango
www.grafittiworld.tv
TEJEDORES DE SUEÑOS (DRØMMEVÆVERNE). LAVET I SAMARBEJDE MED KUNSTNEREN SEGO.
MALET VED MEXICOS NATIONALMUSEUM FOR FOLKELIG KULTUR I MEXICO CITY I ANLEDNING AF 200-ÅRET FOR MEXICOS UAFHÆNGIGHEDSKAMP. “VÆRKET ER EN HYLDEST TIL DEN
MEXICANSKE MAND OG KVINDE, SOM DAG UD OG DAG IND ARBEJDER FOR AT FORBEDRE
FORHOLDENE I MEXICO, UANSET HVOR I LANDET DE ER FRA, OG HVILKEN SOCIAL STATUS
DE HAR. DE 31 FELTER PÅ TÆPPET REPRÆSENTERER MEXICOS DELSTATER MED HVER DERES
KARAKTERISTIKA,” FORKLARER SANER.
LA CONQUISTA (EROBRINGEN), MALET I FLEURY, FRANKRIG. “JEG BLEV BEDT OM AT LAVE ET VÆRK MED MIN FORTOLKNING AF SPANIERNES
EROBRING AF LATINAMERIKA. MALERIET SKILDRER DEN KRIG OG VOLD, SOM VI MEXICANERE LED UNDER, MEN SOM SAMTIDIG FØRTE TIL DANNELSEN AF DET MODERNE MEXICO. ALTSÅ EROBRINGEN SOM EN KÆRLIGHEDSAKT, DER LEVER VIDERE I DAG,” SIGER SANER.
FOTOS: “KAPTA” DANIEL CASTA (ØV.) & SANER (NED.)
63/
NYT OM NAVNE
INTERVIEW
Minister
for det hele
Bedre betingelser for private investeringer og
øget åbenhed mod omverdenen er afgørende for
at skabe vækst i udviklingslandene, mener Kristian
Jensen, der som udenrigsminister nu også har
ansvaret for Danmarks udviklingsbistand.
AF CHRISTIAN ANDERSEN
FOTO: JACOB CRAWFURD/SCANPIX
64/
Udenrigsminister Kristian
Jensen (V) havde dårligt indfundet
sig i sit nye kontor på Asiatisk Plads,
før han som en af sine første arbejdsopgaver i juli rejste til Etiopiens hovedstad, Addis Ababa, for at deltage
i FN’s store konference om finansieringen af fremtidens udviklingsbistand. Med regeringsskiftet er udviklingsbistanden nemlig røget ind
under udenrigsministerens hat. Men
heri skal man ikke lægge, at området
prioriteres lavere af V-regeringen,
siger Kristian Jensen, tværtimod:
“Jeg ser udenrigspolitik, udviklingspolitik og handelspolitik som
integrerede dele af varetagelsen af
Danmarks interesser og forpligtigelser. Derfor er jeg glad for at have det
samlede ansvar og i endnu højere
grad kunne skabe tværgående prioriteter. Selvfølgelig ved jeg godt, at
arbejdsmængden er stor, men det
er mulighederne for synergi også.
Derudover vil jeg slå fast, at der i
regeringen og Folketinget er bred
enighed om, at vi skal leve op til vores internationale forpligtelser, også
når det gælder udviklingssamarbejdet. Det gælder også FN’s målsætning om at give 0,7 procent af BNI
til verdens fattigste. Så er det sådan
set mindre afgørende, om der er én,
to, tre eller fire ministre på Asiatisk
Plads.”
Hvor skal de cirka 2,6 milliarder kroner, der skal spares på udviklingsbistanden, findes på Danidas budget?
“Det er vi i gang med at finde ud af.
Udviklingsbistanden skal fokuseres,
vi skal have fokus på fattigdomsbekæmpelse, på sikring af demokratisk
udvikling og på at bekæmpe årsagerne
til migration. Jeg har sagt fra starten,
at bistanden over de kommende år skal
fokuseres på Afrika. Det er en proces,
som vi er i fuld gang med, og resultatet
vil blive præsenteret i løbet af efteråret”.
“
Vi vil stille krav til lande,
der modtager dansk bistand.
Hvad er din og regeringens politiske
vision for Danmarks udviklingspolitik?
“Danmark er en udviklingspolitisk
storspiller, og med 0,7 procent af BNI
i udviklingsbistand vil vi vedblive
med at være det. Blandt andet fordi
vores bistand vurderes som meget
effektiv. Vores udviklingssamarbejde
skal fortsat være i verdensklasse – og
de nye globale mål for bæredygtig
udvikling udgør rammen for vores indsats. Selvom vi allerede er rigtig gode,
skal vi stadig arbejde med, hvordan
vi kan blive endnu bedre og få størst
mulig effekt ud af hver bistandskrone.
Vi vil stille krav til lande, der modtager dansk udviklingsbistand, og vi
vil fokusere på de lande, hvor vi gør
den største forskel. Vi skal gøre noget
ved årsagerne til, at folk flygter, så de
kan skabe en fremtid, der hvor de bor.
Vi vil også arbejde for flere kilder til
udviklingsfinansiering end klassisk
udviklingsbistand. Her skal erhvervslivet i endnu højere grad involveres.
Handel, bedre rammebetingelser for
private investeringer og øget åbenhed
mod omverdenen i udviklingslandene
er afgørende for vækst, velstand og fattigdomsreduktion.”
Søren Pind kaldte sig frihedsminister, Christian Friis Bach rettighedsminister. Hvilken slags udviklingsminister
er du?
“Jeg er udenrigsminister med ansvar for Danmarks udviklingssamarbejde – og hvis jeg hen ad vejen støder
på en B-titel, så skal jeg nok sige til.
Ved ministeroverdragelsen sagde jeg,
at alle ministre i den nye regering er
erhvervsministre og beskæftigelsesministre. Det betyder, at hele regeringen
har et ansvar for at tænke beskæftigelse og erhvervsudvikling ind i vores
politik. Det gælder dobbelt for mig,
da jeg ønsker, at vi skaber erhvervsudvikling og bekæmper arbejdsløshed i
udviklingslandene, særligt i de mindst
udviklede lande.” •
ASIATISK
PLADS
KORT NYT
OM DANIDA
AKTUELT
• Yemen: Regeringen bevilligede i juli
yderligere 10 millioner kroner til den
danske humanitære bistand til Yemen. Konflikten mellem regeringsstyrker og væbnede Houthi-militser
er spidset til i løbet af sommeren,
og over 21 millioner mennesker har
akut behov for hjælp. De 10 millioner
kroner skal gå til at støtte den humanitære indsats gennem Røde Kors.
Med det nye bidrag løber Danmarks
humanitære støtte til Yemen i 2015
op i 39,8 millioner kroner.
for evaluering af udviklingsbistanden,
som er på vej. I den nye politik lægges blandt andet vægt på en balance
mellem de klassiske evalueringer af afsluttede programmer og den nye type
real-time evalueringer, som lanceres
i flere af de nye landeprogrammer. Et
udkast til evalueringspolitikken blev
fremlagt på en velbesøgt offentlig
evalueringsdag i Eigtveds Pakhus den
11. maj, hvor mere end 125 deltagere fra
ressourcebasen diskuterede evalueringers rolle og hørte om resultaterne fra
fem aktuelle evalueringer.
• Ambassadørmøde: Danmarks
ambassadører mødes i København
den 24.-28. august til årligt møde. På
dagsordnen er strategisk kommunikation af dansk udenrigspolitik, den
geopolitiske risiko for danske investorer, Europas fremtid samt private
bidrag til post-2015-dagsordenen.
www.evaluering.um.dk
• Finansiering: Udenrigsminister
Kristian Jensen (V) repræsenterede
Danmark på FN-konferencen om
finansiering af FN’s nye udviklingsmål, der blev afholdt i Etiopiens
hovedstad, Addis Ababa, i juli. I
sin tale på konferencen understregede Kristian Jensen, at bedre
skatteopkrævning og flere private
investeringer i udviklingslandene
er nøglen til at sikre finansieringen.
FN’s såkaldte nye bæredygtige
udviklingsmål afløser 2015 Målene
og skal endeligt vedtages af FN’s
Generalforsamling i september. På
konferencen i Addis Ababa blev
landene enige om en handlingsplan
for, hvordan der skal findes finansiering til opfyldelsen.
www.um.dk
EVALUERINGER
Hvilken rolle skal evalueringer spille i
det danske udviklingssamarbejde? Det
er det centrale tema for den ny politik
NYE BEVILLINGER
Danidas interne bevillingskomité har
på sine møder den 22. april indstillet
følgende aktiviteter til støtte:
• BSU Scholarship Programme –
20 millioner kroner.
•
International Child Solidarity Children as agents for a democratic, just and sustainable society 2015-2018 – 16 millioner kroner.
•
Media Freedom Programm Strengthening Media and Society in Developing Countries and
Fragile States – 14 millioner kroner.
UDGIVELSER
• Evaluation of the Strategy for
• Mitigation Action Implementation Danish Humanitarian Action 2010- Network, phase II –
2015 – South Sudan Case Study Re- 10 millioner kroner.
port (2015). 24 sider. Kun på engelsk.
• Danida Business Finance – The • Evaluation of the Strategy for
Sludge Treatment Project at “La
Danish Humanitarian Action 2010- vender Hill”, Accra, Ghana –
2015 – Syria Response Case Study 9,2 millioner kroner.
Report (2015). 40 sider.
Kun på engelsk.
• Support for International
Development Research –
6 millioner kroner.
• Evaluation of the Strategy for
Danish Humanitarian Action 2010-
Danidas eksterne bevillingskomité
2015 – Afghanistan Desk Study
Report (2015). 30 sider.
har på sit møde den 28. april indstillet
Kun på engelsk.
følgende aktiviteter til støtte:
•
Evaluation of the Strategy for
• Somalia Country Programme –
Danish Humanitarian Action 2010- 450 millioner kroner.
2015 (2015). 84 sider.
Kun på engelsk.
• Danish Agribusiness Fund –
89 millioner kroner.
• Det tredje øje elevbog (2015). 64 • AmplifyChange – joint civil society sider. Kun på dansk.
SRHR advocacy fund –
• Det tredje øje lærervejledning 85 millioner kroner.
(2015). 44 sider. Kun på dansk.
• Peace and Stabilisation Response www.danida-publikationer.dk
2015 – 30 millioner kroner.
www.danida.dk
65/
IndVikling
BETALING VED KASSE 1
Er du fotograf eller journalist, koster det kassen at krydse grænsen til
konfliktramte og svage stater. Nogle af pengene går til officielle gebyrer og
afgifter, andre er decideret bestikkelse. Det er markedskræfterne, der råder; jo
mere eksponeret konflikten er, desto mere risikerer man at skulle punge ud med.
AF SIMON KRATHOLM ANKJÆRGAARD
ILLUSTRATION: LOUISE THRANE JENSEN
66/
Den danske fotograf Jan Grarup
har i årevis rejst ind og ud af konfliktramte stater – ofte i Afrika. Det gør
man ikke omkostningsfrit. Journalister
og fotografer opkræves ofte store summer for at komme ind i de lande, de
skal rapportere fra.
“Nogle gange starter man på 500
dollar, og så forhandler man sig ned
derfra. Normalt betaler jeg aldrig over
100 dollar,” fortæller den internationalt
anerkendte fotograf, der dog én gang
har måttet slippe 300 dollar for at få
sine kameraer med ind i DR Congo.
“Der er ikke noget nyt i, at det
koster i både officielle gebyrer og uofficiel bestikkelse at komme ind i nogle
lande, særligt dem syd for Sahara. Men
det er min oplevelse, at det er blevet
meget mere systematiseret, i takt
med at det er blevet nemmere at rejse
rundt, og flere pressefolk derfor gør
det,” siger Jan Grarup.
Som regel ender det med, at Jan
Grarup betaler – han har jo et arbejde
at gøre – men han har en effektiv forhandlingsstrategi:
“Hvis jeg ikke har travlt, så sætter
jeg mig tit ned og venter på, at toldbetjentene bliver møre og går tilstrækkeligt ned i pris.”
siger ikke, at det er en god idé, at fotografer og journalister dermed er med
til at finansiere krig og konflikt, men
det er en præmis, hvis man vil arbejde i
de her lande. Der er tale om en form for
MARKEDSKRÆFTER RÅDER
udbud og efterspørgsel; jo mere ekspoJournalist Jesper Strudsholm har rejst neret en konflikt er, desto flere medier
og arbejdet i Afrika i en årrække og
vil dække den, og desto større bliver
finder det naturligt, at penge skifter
afgifterne,” siger han.
hænder ved grænseovergangene.
Jakob Sheikh, journalist på Politiken, nikker genkendende til problemstillingen.
“Jeg tror, de fleste journalister, der
rapporterer fra konfliktzoner, kan tale
Hvis jeg ikke har travlt, så sætter med om, at der ofte bliver fremsat krav
fra lokale aktører af forskellig art. Når
jeg mig tit ned og venter på, at
toldbetjentene bliver møre og går jeg er afsted, betaler jeg oftest min fixer
(journalistjargon for en lokal guide,
tilstrækkeligt ned i pris
der hjælper med logistik og kontakt til
Jan Grarup,
lokale, red.) en fast takst. Sommetider
fotograf
kan jeg godt fornemme, at noget af den
takst går til ’gebyrer’. Sådan er krigens
“Nogle kalder det bestikkelse, jeg
væsen,” siger han og fortsætter:
kalder det gebyrer og afgifter i lande,
“Mange af dem, der opkræver geder ofte får besøg af medier. Det er en byrer, har ingen anden indtægt og har
måde, hvorpå fattige og pressede men- øjnet chancen for at lukrere økonomisk
nesker kan få fyldt slunkne kasser. Jeg på konflikten.” •
“
25. JUNI–25. OKTOBER
ET NYT BLIK PÅ AFRIKA
Kunstmuseet Louisianas ny
AFRIKA-udstilling præsenterer
spændende bud på arkitekturprojekter, samtidskunst og kulturhistorie og viser en historie om et kontinent på vej frem.
AFRIKA er det tredje og sidste
kapitel i Louisianas store fortælling
om arkitektur, kultur og identiteter
efter udstillingerne NEW NORDIC i
2011 og DET ARABISKE NU i 2012.
Udstillingsserien er støttet af
Realdania.
AF REDAKTIONEN
FREMBLIK
25.–27. SEPTEMBER
FN-MØDE OM POST-2015
FN holder topmøde, hvor fremtidens
udviklingsmål skal diskuteres. Post2015 er betegnelsen for arbejdet
med at formulere en ny global udviklingsdagsorden, der kan afløse
2015 Målene efter deres udløbsdato i
december 2015.
sustainabledevelopment.un.org/
post2015
KOLOFON
OM UDVIKLING
ABONNEMENT
Udvikling er gratis, men forsendelse til udlandet pålægges i løbet af 2015 et gebyr.
Udvikling udkommer seks gange per år.
Tegn abonnement/adresseændring:
www.udvikling.dk
eller
Abonnementsservice:
[email protected]
eller på tlf. 43 22 73 00
Bestilling af tidligere numre:
www.danida-publikationer.dk
Næste nummer: 29. september 2015
REDAKTION
Redaktør: Stefan Katić (SK), [email protected]
tlf. 33 92 07 09
Journalist: Christian Andersen (CHRA),
[email protected], tlf. 33 92 08 01
Ansvarshavende ifølge medieansvarsloven:
Samuel Magid, kontorchef,
Public Diplomacy, Kommunikation og Presse,
Udenrigsministeriet
Korrektur: Lene Jensen
Grunddesign: Esben Niklasson
Layout: Phoenix Design Aid
Tryk: Bording A/S
Papir: 115 gram MultiArt Matt
TID: NÅR REGNTIDEN OPHØRER
WODAABÉ GEREWOL & CURE
SALÉE, NIGER
Skulle du befinde dig i Niger i september, så læg vejen forbi den lille
by In-Gall, som danner ramme om
festivalen Cure Salée (saltkuren).
Har du læst National Geografic
i lægens venteværelse, så vil du
genkende skønhedskonkurrencen
blandt de unge wodaabé-mænd, der
danser og plirrer med øjnene, så det
høres helt til Skagen!
FOTOS: FLORIN IORGANDA/INGALL/SCANPIX
www.everfest.com/e/wodaabegerewol-cure-salee-in-gall-niger
24. OKTOBER
INTERNATIONAL UDVIKLINGSOPLYSNINGSDAG
Information og oplysning har potentialet til at levere nye løsninger
på udfordringerne i mange udviklingslande – mener FN’s Generalforsamling. Derfor markeres indsatserne, i håb om at større bevidsthed
vil skabe større engagement og
samarbejde i det internationale
samfund.
www.un.org/en/events/devinfoday/
DETTE NUMMER
NR 3 · 2015 · AUGUST · 42. ÅRGANG
Udgivelsesdato: 13. august 2015
Redaktionen afsluttet: 26. juni 2015
Trykoplag: 18.700
ISBN 978-87-90656-485 (tryk)
ISBN 978-87-90656-492 (elektronisk)
ISBN 978-87-90656-508 (app)
ISSN 0106-0570
Forside: Robin Hammond/National Geographic
Creative
ANNONCESALG
Rosendahls Mediaservice,
Niels Hass – [email protected], tlf. 2933 6606
UDGIVER
25. OKTOBER
PRÆSIDENTVALG I TANZANIA
Tanzania har siden 1960 afholdt
præsident- og parlamentsvalg hvert
femte år, men med den samme vinder hver gang. Det store spørgsmål
er, om oppositionen denne gang
kan udfordre Party of the Revolutions (CCM) monopol på magten.
Danida, Udenrigsministeriet,
Asiatisk Plads 2, 1448 København K
Artikler i Udvikling udtrykker ikke nødvendigvis
Udenrigsministeriets synspunkter.
Medlem af
67/