2014/3 - Det Udenrigspolitiske Selskab

DECEMBER 2014 · TIDSSKRIFTET PÅ DANSK OM UDENRIGSPOLITIK OG INTERNATIONALE FORHOLD
Tema: Radikalisering
Når billeder bliver til sikkerhedspolitik
Asiens Obama i spidsen for Indonesien
Anmeldelser af bøger om Tyskland, Putin og Kissinger
FOTO: PROJECT SYNDICATE, 2015
INDHOLD
Fra redaktionen 1
Klumme: En comeback strategi for Europa, Carl Bildt & Javier Solana
2
TEMA
Radikalisering: en kamp mellem politik og videnskab, Tobias Gemmerli
Den regionale trussel fra Islamisk Stat, Lars Erslev Andersen
4
15
Den diskrete krig mod terror i Sahel, Manni Crone
26
Vor tids ekstremisme er rettet mod nationalstaten, Klaus Kondrup
34
BAGGRUND
Når billeder bliver til sikkerhedspolitik, Rebecca Adler-Nissen & Lene Hansen
40
Erdogans ‘Nye Tyrkiet’ er kommet skidt fra start, Martin Selsøe Sørensen
47
Ny mand i spidsen for Indonesien, Casper Klynge & Mikael Ekman
55
Det Syd- og Østkinesiske Hav er i centrum for en ny verdensorden, Liselotte Odegaard
63
Muren i Berlin 1961-1989, Jan Jakob Floryan
72
LITTERATUR
Anmeldelse: Tysklands vej tilbage som verdensmagt, Peter Wivel
88
Anmeldelse: Samuel Rachlins Putin, Jan Jakob Floryan
92
Anmeldelse: Kissingers verden, Erik Beukel
97
Bognoter102
Indeks 2014
110
UDENRIGS 3
|
2014
|
3
Fra redaktionen
Begrebet radikalisering har fået en smertefuld aktualitet med terrorangrebene i Paris mod
magasinet Charlie Hebdo og et jødisk supermarked. Men radikalisering har også generelt domineret nyhedsbilledet i løbet af vinteren som følge af den fortsatte militære indsats mod Islamisk Stat.
Vi belyser radikalisering fra fire forskellige vinkler med bidrag fra Tobias Gemmerli, Lars
Erslev Andersen, Manni Crone og Klaus Kondrup.
Dette nummer af Udenrigs indeholder desuden baggrundsartikler om billeder og sikkerhedspolitik, Tyrkiet, Indonesien, Kina og Berlinmurens fald.
Endelig har vi anmeldelser af bøger om Tyskland, præsident Putin og den tidligere udenrigsminister og sikkerhedsrådgiver i USA, Henry Kissinger.
Til slut er vi nødt til at bringe en rettelse. På grund af en teknisk fejl var den afsluttende linie i Bent Jensens og Martin Kryhl Jensens replik desværre faldet ud. I den sidste sætning
skulle der have stået: Vi kan kun anbefale læserne at skaffe sig syn for sagn ved selv at læse
værket. Udenrigs beklager fejlen.
God fornøjelse med dette nummer af Udenrigs.
FRA REDAKTIONEN
4
|
UDENRIGS 3
|
2014
Klumme: En comeback
strategi for Europa
Af Carl Bildt & Javier Solana
Mislykkes forhandlingerne mellem EU og USA om en frihandelsaftale, vil det være
en strategisk katastrofe for Europa. EU’s ledere må nu tage sig sammen, kaste sig ind
i debatten til fordel for en aftale og arbejde målbevidst for at få den i hus. Der er ingen tid at spilde.
Da pave Frans i november holdt en tale i Europa-Parlamentet, sammenlignede han Den
Europæiske Union med en bedstemor – behagelig og rig på erfaring, men uden tidligere tiders vitalitet og energi. Det er på høje tid, fremhævede paven, at EU-lederne skaffer sig af
med deres døsige image, anerkender de strategiske udfordringer – som EU står overfor – og
formulerer en klar politik til at tackle dem. Det skal indrømmes, at pavens karakteristik på
nogle områder var alarmerende præcis. Men på andre felter opretholder Europa en betydelig
styrke. Det er centrum for tænkning og innovation på højt niveau; det er hjemsted for nogle af verdens mest konkurrencedygtige industrier og regioner; og det har – måske mest imponerende – bygget et fællesskab og et marked, der omfatter en halv milliard mennesker.
Men verden forandrer sig. Regionen omkring Stillehavet har i stigende grad indflydelse på
den globale udvikling, både økonomisk og på andre områder. Visionen om Trans-Pacific Partnership (TPP) – hvor USA og 11 andre lande vil skabe et frihandelsområde – vil højst sandsynligt accelerere denne udvikling (og kun endnu mere, hvis Kina tilslutter sig). Selvom TPP-processen skal overvinde en lang række vanskeligheder, inden en aftale kan gøres færdig, må dens
potentiale til at forøge Asiens økonomiske magt ikke undervurderes.
Europa må arbejde for at sikre sin position i den nye verdensorden – begyndende med at udvide egne handels- og investeringsforbindelser med USA. Problemet er, at mens TPP-forhandlingerne skrider fremad, er forhandlingerne mellem Europa og USA om en europæisk-amerikansk frihandelsaftale – Transatlantic Trade and Investment Partnership (TTIP) – kørt så fast
i indenrigspolitiske kontroverser, at hele projektet risikerer at lide skibbrud.
Erhvervsledere på begge sider af Atlanten er overbeviste om, at en TTIP-aftale vil udløse store økonomiske fordele, og denne opfattelse understøttes af en lang række undersøgelser og analyser. Alligevel domineres debatten stadig af trivielle emner som f.eks. brugen
af klorbehandlede kyllinger og afgørelser af stridigheder mellem investorer. Målet med
TTIP er at frigøre kraft i den samlede transatlantiske økonomi, som stadig er verdens langt
Carl Bildt er tidligere statsminister og udenrigsminister i Sverige. Javier Solana er tidligere, henholdsvis generalsekretær for NATO og EU’s Høje Repræsentant for udenrigs- og sikkerhedspolitik.
KLUMME
UDENRIGS 3
|
2014
|
5
største og mest velstående marked, omfattende 75 pct. af den globale finansielle aktivitet og
mere end halvdelen af verdenshandelen. Og bliver TTIP åbnet for andre landes økonomier – som f.eks. Tyrkiet, Mexico og Canada – vil fordelene blot blive endnu større. Men selvom de positive konsekvenser af en aftale er store, så er de negative konsekvenser endnu
større. Dels vil et sammenbrud i TTIP-forhandlingerne give betydelig ammunition til de
kræfter i Storbritannien, som ønsker landets udmeldelse af EU. Omvendt vil en aftale indebære, at det bliver en dårlig idé for briterne at melde sig ud – og dermed bliver det mindre sandsynligt, at det sker.
Dels vil en opfattelse af, at EU’s indre problemer har fået det europæiske samarbejde
til at forskertse en strategisk mulighed, få USA til i endnu højere grad at lægge afstand til
Europa. Følgen bliver, at den russiske præsident Vladimir Putin vil betragte EU’s svigten
som en stor mulighed for at udøve mere indflydelse over dele af Europa. Alt dette bidrager til en fundamental strategisk risiko: går TTIP-forhandlingerne i stå eller bryder helt
sammen, mens TPP-processen bevæger sig fremad og krones med held, vil den globale
balance tippe i Asiens favør. Og Europa vil stå tilbage med få muligheder, om nogen overhovedet, for at genvinde sin økonomiske og geopolitiske indflydelse. Da tanken om TTIP
oprindeligt blev lanceret, så det ud til, at Europa anerkendte dens værdi. Faktisk var det
EU, som lagde pres på USA for at begynde forhandlingerne i juni 2013, efter at USA i første omgang havde tvivlet på Europas engagement.
Ambitionen var at fuldende forhandlingerne på “en tankfuld benzin”. Ingen ønskede
et langstrakt forhandlingsforløb med de tilhørende politiske problemer. Men EU’s ledere forlod dybest set projektet og bekræftede dermed USA’s frygt. Forhandlingsdeltagerne
kæmpede med at skabe fremskridt, mens anti-globaliserings grupper fik kontrol med den
offentlige debat ved at skildre TTIP som en trussel mod alt og alle, fra demokratiet i Europa til de europæiske befolkningers generelle sundhedstilstand. Dette er helt fejlagtigt, og
EU’s ledere må forhindre den slags i at få flere ben at gå på ved at fremhæve en aftales strategiske nødvendighed. Og de må genoplive deres tilsagn om at færdiggøre forhandlingerne med succes i løbet af 2015.
Dermed ikke sagt, at det bliver nogen let sag at løse de tilbageværende problemer i TTIPforhandlingerne. Men det er altid vanskeligt at få en handelsaftale op at stå, og det gælder
specielt en aftale, der omfatter så mange områder med offentlig regulering og lignende, eftersom aftalen må tage højde for moderne økonomiers kompleksitet og omskifteligheder.
Faktum er, at de udfordringer, der ligger i et færdiggøre TTIP, ikke er mere uhåndterlige
end dem, EU’s ledere har stået overfor gennem de seneste års krise. Når TTIP-forhandlingerne snart genoptages, må EU’s ledere skubbe på for at skabe ægte fremskridt med det
mål at fuldende en aftale ved årets udgang. Den gode nyhed er, at midtvejsvalgene i USA
fornylig synes at have forbedret mulighederne. Præsident Barack Obama vil formentlig
kunne få den bemyndigelse, han ønsker, til en hurtig afslutning af forhandlingerne. Sker
det, kan Kongressen enten godkende eller forkaste en færdigforhandlet aftale, men ikke
pille den fra hinanden, som der ellers vil være risiko for.
I USA er den langstrakte valgkamp forud for næste præsidentvalg ved at begynde. Og
for EU’s vedkommende kan andre emner meget vel sætte sig på dagsordenen i det nye år.
Derfor er der ingen tid at spilde for EU-lederne. Europas politikere må gribe de økonomiske muligheder – og afværge en strategisk katastrofe.
Copyright: Project Syndicate.
KLUMME
6
|
UDENRIGS 3
|
2014
Radikalisering: en
kamp mellem politik og
videnskab
Af Tobias Gemmerli
FOTO: PROJECT SYNDICATE, 2015
TEMA
|
RADIKALISERING
UDENRIGS 3
Radikaliseringsbegrebet er vokset frem
i skyggen af terroranslagene i Madrid
(2004) og London (2005). Danmark var
blandt de første til at sætte forebyggelse
øverst på dagsordenen. Ti år senere kan
vi se tilbage på en begrebsudvikling, som
efterlader flere spørgsmål end svar og en
forebyggelsespolitik, som dogmatisk bygger videre på gammelvante forestillinger.
At beskrive radikalisering er som at beskrive en rejse til en fjern galakse. Det
fungerer godt på et filmlærred, og det
ser fornuftigt ud i en forsimplet skrivebordsmodel, men det er umuligt i praksis. Dette skyldes, at radikalisering –
modsat hvad mange måske tror – ikke er
et afklaret videnskabeligt begreb. Vi har
ikke kunnet konstatere radikalisering
ved at kigge i mikroskoper, bruge måleinstrumenter eller opstille og teste kausalmodeller. Radikaliseringsbegrebet er
først og fremmest en politisk konstruktion, som er opstået i kampen mellem en
handlingsorienteret politik og en forklaringsfokuseret videnskab.
Men radikalisering er også vokset frem
af nødvendighed, skabt af behovet for at
forklare en ny og uforståelig realitet nemlig truslen fra hjemmegroede terrorister
og ensomme ulve. Og radikaliseringsbeskrivelserne er i store træk, og særligt i
den danske model, kopieret fra den kriminalpræventive værktøjskasse. Men med
ét væsentlig nyt bidrag: ideologi. Det har
medført en forebyggelsespolitik, som ganske vist peger på nogle klare politiske løsninger, men som samtidig må overforsimple den sociale kompleksitet.
|
2014
|
7
Forebyggelsens insisterende målrettethed er dog ikke uden konsekvenser. For
det første har de radikaliseringstruede
unge fået socialpolitikkens offerstempel,
og sårbarhedsmetaforen har sammen med
en ideologiforskrækkelse udmøntet sig i en
række yderst spekulative såkaldte tegn på
radikalisering. Politikken har skabt et fantombillede af de radikaliserede baseret på
fantasier om den hjemmegroede terrorismes sociale årsager og kendetegn. For det
andet udfordres den hidtidige radikaliseringsforståelse af det nye og intensive fokus
på danske fremmedkrigere i Syrien og Irak.
Tilbage står vi altså med en forebyggelsespolitik, der forsøger at synge en harmonisk solo på baggrund af et disharmonisk råbekor af videnskabelige stemmer.
Politikken må fortrænge så mange nuancer og videnskabelige grundspørgsmål, at
den fremstår som science fiction frem for
science fact. Vores nuværende radikaliseringsforståelse er altså i konflikt med mange videnskabelige stemmer samtidig med,
at den er ved at bliver overhalet af en ny
virkelighed. Men hvordan er vi nået dertil og hvad er konsekvensen? Det vil denne
artikel forsøge at kaste nyt lys over.
Fra sikkerhed til forebyggelse
I 1990’erne voksede debatten om den nye
terrorisme frem. I debatten kobles globaliseringen til en terrorisme, der opfattes som
en allestedsnærværende men udefrakommende trussel mod det liberale demokratis
sikkerhed. Terroristen er i denne beskrivelse allerede radikaliseret, og han har rødder
i en fremmed kultur, ideologi eller religion.
Han bevæger sig usynligt omkring, kan vilkårligt slå til mod samfundet og går sjældent efter klassisk-strategiske mål.
Tobias Gemmerli er uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet med speciale i radikalisering.
Han har siden 2013 arbejdet som videnskabelig assistent hos Dansk Institut for Internationale Studier, hvor hans forskningsområde er voldelig ekstremisme, radikalisering og radikaliseringsforebyggelse – med særligt fokus på online-radikalisering og sociale medier.
TEMA
>>>
|
RADIKALISERING
8
|
UDENRIGS 3
|
2014
Med terroranslaget mod USA den 11.
september 2001 slog den nye terrorisme
for alvor igennem. 11. september gjorde
en effektiv ende på 90’ernes liberale end
of history-forestilling og meldte historiens genkomst. Den globale terrorisme blev
Vestens nye store fjende, og krigen mod
terror brød ud.
Terrorbomberne i Madrid (11. marts
2004) og i London (7. juli 2005) samt mordet på den hollandske filminstruktør Theo
van Gogh (2. november 2004) gav imidlertid anledning til kraftigt at genoverveje den
endimensionelle debat om den nye terrorisme. Et nyt fjendebillede tog form. Nu
var det ikke længere nok at sikre grænserne til Europa og Nordamerika. De såkaldte
hjemmegroede terrorister og selvradikaliserede ensomme ulve foranledigede endnu
engang en forskydning af trusselsopfattelsen i den fremtrædende fortælling om terrorismens udspring. Truslen kom indefra,
og en forebyggelsespolitik blev løsningen.
Med overgangen fra sikkerhed til forebyggelse skete der således en forskydning
i opfattelsen af samfundets borgere, og terrortruslen blev pludselig også et produkt
af samfundet – et dysfunktionelt element
i samfundsorganismen. Den rationelle og normalfungerende samfundsborger
fik herved en svag og letpåvirkelig tvilling
– en terrorist in spe. Tvillingen indtrådte i terrorismedebatten som fortællingen
om samfundets svage individ (de sårbare
unge), der forføres af ekstremismens ideer og metoder. Tvillingen trues på én gang
af ekstremismens radikaliserende forførelse men er også samtidig én potentiel trussel mod samfundet.
Dette medfører også, at socialiseringen
indenfor de liberale samfund pludselig sættes i relation til statens sikkerhed. Terrortruslen bliver derfor opsplittet i en række
elementer, der kobles i en proces: radikaliseringsprocessen. Terrorismen (ekstremismen) skal i forebyggelsestanken ikke
forstås som en fysisk agent, man kan sikre
TEMA
|
RADIKALISERING
sig imod. De ekstremistiske kræfter transcenderer, via deres farlige tankegods, det
fysiske og etablerer sig som en metafysisk
agent i normalitetens grænseområde. Og vi
kan møde ekstremismen alle vegne: i moskeer, i institutioner eller via sociale medier. Samfundet må værne sig imod denne
agent for at beskytte de sårbare unge, som
ikke selv besidder evnen til at modstå ekstremismens lokkende kald.
Videnskabelig kakofoni
Selvfølgeligheden, hvormed radikaliseringsbegrebet ofte anvendes i debatter og
policypapirer samt en stor del af radikaliseringsforskningen antyder, at der er etableret konsensus om begrebsforståelsen. I
offentligheden defineres begrebet af intellektuelle, tænketanksaktivister, journalister
og tidligere ekstremister, som hver taler fra
deres egen platform og med udgangspunkt
i meget forskellige virkelighedsbeskrivelser.
Der er efterhånden skrevet mange artikler
og bøger om radikaliseringsbegrebets teoretisering indenfor de forskellige videnskabelige traditioner, som har kastet sig over
emnet. Men der findes sjældent simple definitioner af meget komplekse problemstillinger. Videnskaben er ikke nået til enighed
om en generel radikaliseringsteori, og radikaliseringsbegrebet forbliver et forskningsmæssigt åbent spørgsmål. Kunsten at definere radikalisering har foregået og foregår
fortløbende i en kamp mellem to positioner. På den ene side ønsker videnskabelige
discipliner at holde spørgsmålet åbent og
tilgå det med videnskabelig og metodisk
nysgerrighed og stringens. På den anden
side ønsker politikken at afgøre spørgsmålet en gang for alle for at sikre et fundament
at arbejde ud fra.
I løbet af de seneste ti år er radikalisering
efterhånden blevet et modeord i den offentlige debat. Begrebet bruges både som procesbegreb og som betegnelse for særligt
farlige eller radikale personer eller miljøer. Som procesbegreb bruges radikalisering
UDENRIGS 3
|
2014
|
9
Der findes inden for radikaliseringsforskningen et utal af definitioner på radikalisering
for det første til at forklare den forvandling,
som individer gennemgår på deres vej ind
i ekstremismen. For det andet bruges radikalisering til tider om dynamiske processer af eskalerende politik, retorik eller militær konflikt. Som betegnelse for specifikke
individers forvandling kan der både være
tale om radikaliserede ekstremistiske ideologer, hvor begrebet anvendes om den radikale tænkning og ekstremismens retorik, og
der kan være tale om radikaliserede unge,
der kæmper en voldelig kamp. I den sidste
betydning er begrebet oftest synonymt med
voldelig ekstremist eller terrorist.
Mange radikaliseringsdefinitioner og
-teoretiseringer sondrer således mellem
det at være radikalt tænkende – passivt at
efterspørge fundamentale samfundsforandringer – og radikalisering som proces, hvor den enkelte bliver gradvis mere
overbevist om aktivt at støtte og/eller forfølge vidtgående samfundsforandringer,
der står i stærk kontrast til den eksisterende samfundsorden. Radikaliseringsprocessen kan med andre ord føre til såvel støtte
til ikkevoldelig antidemokratisk tænkning
som deltagelse i politisk vold og terror. Her
kan det derfor være nyttigt at sondre mellem radikalisering af tænkning (ideologisk
radikalisering) og radikalisering af adfærd
eller handling (voldelig radikalisering).
Der findes inden for radikaliseringsforskningen et utal af definitioner på radikalisering. Det skyldes ikke mindst, at
forskningen spreder sig over alt fra psykologi og politologi til sociologi og kulturstudier. Stadig flere faglige discipliner stiller
sig op i det kakofoniske råbekor af videnskabelig uenighed (senest også kvantitativ netværks- og indholdsanalyse). Blikket
på radikalisering afhænger således af valget af faglig disciplin, teori og metode og
kan, groft sagt, analysere på tre niveauer: mikroniveau (individer), mesoniveau
(grupper, miljøer og netværk) samt makroniveau (strukturelle, sociale og politiske fænomener).
Herudover er der stor forskel på, hvorvidt det er radikaliseringen af individer (fx
Anders Behring Breivik), grupper og miljøer (fx Blekingegadebanden) eller folkemasser (fx Nazi-Tyskland), som søges forklaret. Desuden fokuserer nogle studier på
steder for radikalisering (skoler, moskeer
etc.) eller på dynamiske faktorer som trigger-effects (diskrimination, udenrigspolitik). Endelig gælder der også forskellige
antagelser om individet før og under radikalisering, som har meget stor indflydelse
på, hvad der konkluderes.
En lang række spørgsmål er dog endnu relativt uudforskede. Eksempler herpå kunne være studier, der undersøger og
sammenligner radikalisering til terror med
rekruttering til kriminelle bander, religiøse sekter eller militærtjeneste eller studier, som sammenligner skoleskydere og ensomme ulve.
Det ville gå for vidt at liste de mange forskellige faktorer og påvirkningsrelationer på de forskellige analyseniveauer. Hertil er antallet for stort. Hvis vi oplister alle
de specifikke radikaliseringsdefinitioner,
vil listen også blive meget lang. Tillader vi
samtidig muligheden for at krydse faktorer
og definitioner (sådan som det reelt foregår), ender det i en ligning med uendeligt
mange ubekendte.
Det er derfor svært at opbygge en sammenhængende og generel radikaliseringsTEMA
|
RADIKALISERING
>>>
10
|
UDENRIGS 3
|
2014
teori. Specielt på mikro- eller individniveau er der efterhånden skitseret så mange
psykologiske og socialpsykologiske modeller, at det har udviklet sig til et kalejdoskop
af mikrofaktorer. Ethvert radikaliseringstilfælde kalder altså på en forklaringsmodel
med en unik sammensætning af faktorer.
Herudover er den universitære forskningsverden endnu ofte opdelt i discipliner afhængig af “ekstremismetyper” (højreekstremisme, venstreekstremisme og islamisk
ekstremisme), og mange af disciplinerne
generaliserer ikke ud over deres egen genre. Det bidrager til forvirringen.
At definere radikalisering
Fortællingen om radikalisering efter
Madrid- og London-bomberne lægger stor
vægt på individuelle psykologiske forhold.
Gruppedynamikker, sociale bevægelser,
den demokratisk-politiske samfundskontekst mv. negligeres til fordel for individperspektivet. Årsagen til dette er det politiske
ønske om at forme et håndfast begreb, som
kan være afsæt for politiske programmer.
Jagten efter en radikaliseringsdefinition er
altså præget af ønsket om at finde en hovednøgle, der for altid kan forene de teoretiske
positioner og bringe samklang i radikaliseringsbeskrivelserne. I denne jagt har Danmark længe været frontløber. En ofte citeret
radikaliseringsdefinition i den internationale radikaliseringslitteratur er PET’s definition fra 2009, der lægger sig tæt op ad definitionen fra den første danske handlingsplan
til forebyggelse af ekstremistiske holdninger
og radikalisering fra samme år. I PET’s radikaliseringspapir lyder definitionen: “Radikalisering kan beskrives som en proces,
hvori en person i stigende grad accepterer anvendelse af udemokratiske og voldelige midler, herunder terror, i et forsøg på
at opnå et bestemt politisk/ideologisk mål”.
Radikalisering beskrives altså som en
kognitiv proces, hvor individet gradvis antager en mere radikal overbevisning, der
anviser udemokratiske og voldelige midTEMA
|
RADIKALISERING
ler til at opnå et bestemt mål. Mål og midler, adfærd (vold) og tænkning (radikalisme) kobles sammen, og tænkningen ses
som en forløber for den voldelige handling.
Værd at bemærke ved PET’s definition er
således også ordet “accepterer”. Ved at anvende denne formulering slutter definitionen i al ubemærkethed fra en ren kognitiv
proces (ideologisk tænkning) til muligheden for en voldelig handling, som dog ikke
nødvendigvis bliver ført ud i livet. Det står
stadig hen i det uvisse, hvornår individet er
kognitivt parat til at udføre eller acceptere udførelsen af vold. Herudover defineres
selve “volden” kun i meget brede termer.
Denne tilgang er stærkt inspireret af en
af radikaliseringsteoriens first movers,
Quintan Wiktorowicz, der igennem mange år har rådgivet Det Hvide Hus i politikken på radikaliseringsområdet. Wiktorowicz udgav allerede i 2005 bogen Radical
Islam Rising, som var et studie af al-Muhajiroun (en udbrydergruppe fra Hizb utTahrir). Wiktorowicz har i sin socialpsykologisk inspirerede teoretisering et massivt
fokus på individet, og han er kendt for at
anvende teorien om de såkaldte kognitive
åbninger og den identitetsmæssige søgen,
som disse åbninger siges at afstedkomme.
Den kognitive åbning, der kan opstå som
følge af en personlig krise eller ved påvirkning fra radikalisatorer, ryster individets
verdensopfattelse og gør individet ‘søgende’ og derved modtagelig overfor alternative (ekstreme) idéer.
Netop Wiktorowicz kan spores op igennem litteraturen, og den kognitive åbning
er et nøglegreb i den første danske embedsmandsrapport om radikalisering fra 2008,
som udgjorde forarbejdet til handlingsplanen fra 2009. Kritisk betragtet bærer idéen
om kognitive åbninger dog præg af at være
et social-psykologisk catch-all-begreb, der
synes at nedskrive sociale og samfundsmæssige forhold til individniveauet. Herved risikerer vigtige elementer som fx den
samfundspolitiske kontekst at gå tabt. Men
UDENRIGS 3
teorien gik godt i spænd med daværende
forestillinger om det kriminelle og afvigende individ, og den var i stand til at forklare,
hvordan radikale holdninger bliver til voldelig ekstremisme og terror.
PET betragtede i starten, på linje med
mange andre, radikaliseringen som en
proces opdelt i (ofte fire) faser, hvor individet gradvis omvendes til ekstremismens
og terrorismens ideer og metoder. Og populariteten af de bagvedliggende rationaler
i PET’s definition er stor. Radikaliseringsbranchens måske største stjerne, professor
Peter Neumann fra The International Center for the Study of Radicalisation i London, opsummerer således sammen med
kollegaen Tim Stevens i et strategipapir fra
2009 den “generelle” forståelse af radikaliseringsbegrebet, som følger:
“Most of the definitions currently in circulation describe radicalisation as the process (or processes) whereby individuals or
groups come to approve of and (ultimately)
participate in the use of violence for political aims. Some authors refer to ‘violent radicalisation’ in order to emphasise the violent
outcome and distinguish the process from
non-violent forms of ‘radical’ thinking”.
Stevens og Neumann nuancerer den
danske forståelse en smule ved også at indskrive grupper i processen. Dette giver definitionen en større følsomhed overfor
fænomenets mesoniveau. Herudover markerer de en splittelse inden for litteraturen,
hvor en række forskere mere eksplicit skelner mellem radikal tænkning (radikalisme) og voldelig handling som to forskellige endemål for radikalisering forstået som
kognitiv proces. Ifølge denne tankegang vil
langtfra alle, som antager ekstreme eller radikale synspunkter, forsøge at implementere dem ved sværdets brug.
Dette til trods er der en påfaldende overensstemmelse mellem PET’s generelle radikaliseringsdefinition og definitioner, der
med tilføjelsen “voldelig” understreger radikaliseringens voldelige udfald. Og det
|
2014
|
11
forbliver uklart, hvornår radikalisme (forstået som ideologisk radikalisering) og radikalisering til accept af vold er forskellige
fra hinanden, hvis begge processer primært betragtes som kognitive, og det først
retrospektivt kan sluttes, at den ene førte til
vold, men den anden ikke.
En af terrorforskningens grand old men,
Dr. Alex P Schmid, fremhæver også i en
rapport fra 2013 fra The International Centre for Counter-Terrorism de frustrerende
mange forhindringer, som radikaliseringsforskningen endnu står overfor. Således bemærker Schmid, at radikaliseringsbegrebets
popularitet på ingen måde står mål med begrebets forklaringskraft. I Schmids grundige
gennemgang af teorier, modeller og definitioner fremlægger han selv, hvad han mener,
er en mere videnskabelig definition eller konceptualisering af radikaliseringsbegrebet. Til
trods for sin 149 ord lange definition får han
dog ikke helt skrevet sig ud af alle politiske
forviklinger. Og selvom definitionen er mere
teoretisk gangbar, forbliver den, grundet sin
kompleksitet, politisk ubrugelig.
Det er ikke muligt at konstruere en glasklar definition af radikalisering. Der vil altid gemme sig en politisk/normativ skyggeside i definitionen, hvorfor det i sidste
instans vil være et valg, der ikke kan funderes i videnskaben alene. Alle forsøg på
at skrive sig ud af det paradoks (at gøre radikalisering til en ‘ren’ videnskab), ender
i svært forståelige definitioner, som Schmids, med en lang række præciseringer
og forbehold. Radikaliseringsdefinitioner
vil i sidste instans altid bero på en række
politiske grundvalg.
Dette paradoks om definitionernes
grundlæggende usikkerhed er så småt begyndt at snige sig ind i policylitteraturen. I
september 2014 fremlagde den danske regering således en ny handlingsplan til forebyggelse af radikalisering og ekstremisme.
I den nye handlingsplan defineres radikalisering en smule mere åbent end tidligere:
“Radikalisering er ikke et entydigt beTEMA
|
RADIKALISERING
>>>
12
|
UDENRIGS 3
|
2014
greb. Der er tale om en proces, som kan
foregå på forskellige måder, og som kan ske
både over en relativ kort tidsperiode, men
også over længere tid. Der er ingen simple
årsagssammenhænge, men radikalisering
kan igangsættes på baggrund af mange forskellige faktorer og have forskellige endemål. Radikalisering kan komme til udtryk
ved en støtte til radikale synspunkter eller
ekstremistisk ideologi og kan også medføre
accept af brugen af vold eller andre ulovlige
midler for at opnå et politisk/religiøst mål”.
Definitionens indledning afspejler tydeligt den flertydighed, som karakteriserer radikaliseringsbegrebets bagtapet.
Ikke desto mindre holder definitionen fast
i den gamle praksisforståelse og ’accepten’
som det magiske ord. Det forbliver således
uklart, hvad radikalisering egentlig betegner. Beskriver det en proces af ideologisk
indoktrinering eller en tilstand af voldsparathed? Og hvorfra kommer denne vilje til vold, som er radikaliseringsprocessens
springende punkt? Dette er helt grundlæggende spørgsmål, som de mange radikaliseringsteorier endnu ikke har fundet et
klart svar på, og som de fleste forebyggelsespolitikker synes at ignorere.
Konsekvensen er, at modeller og teorier
uden forklaringskraft bliver afsæt for politikker, debatter og indsatser. En antiradikaliseringsindustri er så småt begyndt at
vokse frem. Men vi har stadig en lang række ubekendte faktorer og påvirkningsrelationer. Hvad betyder politiske og sociale
forhold for ikke bare de holdninger, vi har,
men også den måde vi handler og agerer
på? Den normbrydende voldelige handling
følger ikke naturligt af den normbrydende
tanke. Heldigvis.
Flere modeller
Parallelt med forsøget på at definere radikalisering udvikler litteraturens policyorienterede kredse en række modeller. Her
bliver radikaliseringen ofte beskrevet via
faser, trapper, udbud/efterspørgsel m.m.
TEMA
|
RADIKALISERING
Modellernes formål er naturligvis at reducere kompleksiteten til et brugbart og overskueligt skema over radikaliseringsproblematikken. Modellerne kæmper med andre
ord mod kompleksitet og flertydighed i bestræbelsen på at skabe en afklaret og rationel sproglig ramme, hvorigennem vi kan
forstå og anskueliggøre radikalisering. Den
sproglige ramme skabes via metaforer, der
kobler problemstillingen til allerede eksisterende virkelighedsforståelser. Således
bliver særligt tre metaforer væsentlige for
beskrivelsen af radikaliseringsfænomenet:
en markedsmetafor; en virusmetafor; og
en sårbarhedsmetafor.
En af de første radikaliseringsmodeller
blev udviklet af New York Police Department i rapporten Radicalization in the West:
The Homegrown Threat fra 2007. Rapporten
præsenterer en radikaliseringsmodel for jihadi-Salafi-ideologi. Modellen er opdelt i fire
faser, der starter med ‘Pre-Radicalization’ og
ender i ‘Jihadization’ og ‘ATTACK’.
Mange modeller forklarer, som NYPDmodellen, radikalisering ud fra en grundforståelse af individet som et svækket men
rationelt individ, som følger en ofte faseopdelt og lineært fremadskridende radikaliseringsproces, gennem hvilken individet
gradvis accepterer brugen af vold for derefter at anvende den. Centralt for denne fremstilling er anvendelsen af en virusmetafor,
hvor de radikale tanker opfattes som kognitiv virus, der kan smitte svage sjæle, og som,
hvis sygdommen først får rod i organismen,
kan have en farlig og måske dødelig udgang.
Heraf kommer også ideen om at opbygge en
kognitiv ‘modstandskraft’ – en immunitet,
der skal styrke det ideologiske immunforsvar og derved svække ideologiens vækstbetingelser. Den logiske policyløsning bliver at
vaccinere samfundet og reducere smittefaren – dvs. arbejde for stærke demokratiske
normer, forhindre udbredelse af radikal ideologi og slå hårdt ned mod ekstremismens
rugekasser såsom moskeer, fængsler, studenterorganisationer og vandpibebarer.
UDENRIGS 3
|
2014
|
13
I dag har Århus-modellen fået international omtale, og den
fremstår som verdens
mest liberale model
FOTO: PROJECT SYNDICATE, 2015
En anden model, som er blevet direkte
overført til dansk i den før omtalte embedsmandsrapport fra 2008, er modellen anvendt i det hollandske pilotprojekt Wij Amsterdammers. Her sættes ideen om det svage
individ og den smittefarlige kognitive virus ind i en overordnet markedsmetafor. Nu
beskrives problemstillingen som et spørgsmål om udbud (af radikal ideologi) og efterspørgsel (efter radikale identiteter). Når udbud møder efterspørgsel clearer markedet,
og radikaliseringsprocessen sættes i gang.
Denne vinkling ender således med at prioritere kombinationen af det svage individ
(med kognitiv åbning) og den farlige ideologi. Herved bortfalder en masse kontekst på
radikaliseringens meso- og makroniveau.
Løsningen bliver at korrigere markedsfejlen, hvor ekstremismen nyder monopollignende forhold, og arbejde med alternative
udbud (aktiviteter og oplysningsarbejde),
der skal redegøre for ‘fakta’ om demokrati
etc. De konkrete tilbud, som unge præsenteres for, er styringsværktøjer som fx kontrakter, rollemodeller og mentorer, hvilket ligger
i forlængelse af den danske kriminalitetsopfattelse og generelle forebyggelsestanke.
Den hollandske models virkelighedsreduktion betyder også, at den førte politik
fjernes fra ansvaret, påvirkningen og dynamikken omkring radikaliseringsfænomenet.
Vi står essentielt set tilbage med et afpolitiseret fænomen, som lægger hovedansvaret på
individet og hovedforklaringen på personpsykologiske forhold og farlige ideologier.
Århus Kommune og Østjyllands Politi
var blandt de første til at sætte initiativer
i søen – stærkt inspireret af bl.a. Holland.
I det allerede etablerede SSP-samarbejde
(Skole, Socialforvaltning og Politi) startede Århus tilbage i 2007 som forsøgsordning en mentorordning og et Infohus, hvor
bekymrede lærere, pædagoger m.m. kunne henvende sig for hjælp og rådgivning. I
dag har Århus-modellen fået international
omtale, og den fremstår som verdens mest
liberale model, fordi den i udgangspunktet kun har fokus på handlinger, ikke holdninger, og fordi den så vidt muligt arbejder
med inklusion, dialog og positive tilskyndelser frem for straf eller trusler om straf.
Århus-modellen er også blevet central for
den danske model, om end flere initiativer
også styres fra centralt hold.
TEMA
|
RADIKALISERING
>>>
14
|
UDENRIGS 3
|
2014
Den danske model griber ned i en allerede veludviklet kriminalpræventiv værkstøjskasse, og radikalisering listes som en risikoadfærd på linje med misbrug, kriminalitet og
aggressiv trafikadfærd. Således bliver beskrivelsen af det sårbare og svage individ i mange henseende kopieret fra de andre risikoadfærdskategorier. Hermed skabes også en
bestemt kobling mellem individpsykologiske forhold og radikalisering. For den liberale Århus-model bliver et særskilt kendetegn,
at forebyggelsesarbejdet ikke vil blande sig i
religiøse eller politiske holdninger, da de opfattes som beskyttede af grundlovens tros- og
ytringsfrihed. Modellen får derfor i udgangspunktet primært fokus på den bekymrende
adfærd. Det kriminalpræventive blik på radikalisering vinder altså over andre perspektiver, hvilket medfører en politidrevet indsats,
der kombinerer sikkerhed og skærpet overvågning med systemets socialpolitiske bekymring for de unges trivsel.
Problemet er dog, at tilgangen foretager
en apolitisk kobling mellem individ og kriminalitet, der ikke er i stand til at forstå ekstremismen som et politisk og socialt komplekst fænomen. Det afskærer muligheden
for at forstå sociale dynamikker samt sammenhængene mellem politik og vold eller
politik og følelser. Tilgangen anerkender
eksempelvis ikke de mange negative følelser, som sættes i forbindelse med den førte
danske udenrigspolitik, og som er en direkte konsekvens af politiske beslutninger truffet i folketinget. Hvad betyder det eksempelvis for den hjemlige radikalisering, at vi nu
atter bomber områder i Mellemøsten?
Herudover skaber tilgangen problemer
med at skelne mellem den ene og den anden form for sårbarhed. For hvorledes skiller de radikaliseringstruede unge sig ud fra
andre grupper? Her sniger ideologien og
holdningerne sig ind ad bagvejen. Vi har
behov for en række ‘ideologiske’ kendetegn,
som får lærere, pædagoger og socialarbejdere på sporet af en mulig radikalisering. Men
da videnskaben, som fra flere kanter advarer
TEMA
|
RADIKALISERING
mod forestillingen om at opstiller en radikaliseringsprofil, er røget ud af ligningen tidligere i processen, står forebyggelsesarbejdet
tilbage med fordomme og mavefornemmelser om særlige kendetegn ved de ideologisk
fremmede. Forebyggelsen fremtvinger et
nødvendigt ideologisk fjendebillede.
Fantombilleder
Radikaliseringsdebattens primære funktion bliver derfor dens performative karakter. Den formår at skabe det objekt, den
efterfølgende forsøger at forebygge. Det
handler med andre ord om at kunne ‘se’
fjenden, så vi kan forhindre og forebygge
hans eksistens. For fjenden er iblandt os.
De såkaldte bekymringstegn bliver således sammensat af markører fra den socialpræventive indsats kombineret med specifikke kendetegn i adfærd, holdning og
udseende. Disse kendetegn er til en vis grad
uddraget fra kendte eksempler på terrordømte. I Socialministeriets håndbogspapirer kan man således læse bekymringstegn, som fx at unge signalerer holdninger
og budskaber ved at benytte sig af totalitære
brands og symboler, at de unge udviser intolerance over for andres synspunkter og giver udtryk for konspirationsteorier, eller at
de unge opsøger hjemmesider, litteratur eller film med voldelige/ekstreme budskaber.
I den århusianske forebyggelsesindsats modtager Infohuset indrapporteringer om bekymringstegn fra kommunens
lærere, pædagoger, socialarbejdere m.fl.,
hvilket kan afstedkomme bekymringssamtaler, mentorforløb eller anden normalitetsgenoprettende assistance.
Problemet er naturligvis, at disse kendetegn er ret udbredte for unge mennesker i
en identitetsmæssig udviklingsproces. Og
bekymringsblikket risikerer følgelig at finde alt for mange falske positiver. Det er ikke
muligt at slutte baglæns fra terrordømtes
normalitetsafvigende kendetegn. Bekymringstegnene risikerer i stedet at kondensere sig om en række politiske og kulturel-
UDENRIGS 3
le fordomme, medieskabte visuelle fiktioner
og negative forventninger til målgruppen.
Listen af indikatorer samles til et fantombillede af den prospektive terrorist. At dele
en ideologi med terrorister betragtes derfor
groft sagt som et tegn på radikalisering, der
placerer den enkelte i en risikogruppe.
Radikaliseringsforebyggelsen tager således afsæt i mere eller mindre bevidste skøn
om folks egentlige hensigter; skøn, som oftest kun beror på intuitive bekymringer og
radikaliseringsmodeller uden videnskabelig forklaringskraft. Men når modellerne
er et produkt af en handlingsivrig politisk
skrivebordsfantasi, risikerer radikaliseringsdiskursen at fungere som selvopfyldende profeti, hvor problemet konstrueres
og løsninger findes inden for den samme
overordnede virkelighedsforståelse.
Overordnet betragtet er radikaliseringsbegrebet altså blevet det prisme, hvorigennem staten betragter sine indre fjender. Vi
er, set gennem prismet, alle født som rationelle og liberale individer. Men individuel sårbarhed og menneskefjendsk ideologi
kan forme os til at blive det modsatte. Kunsten bliver da at spotte antidemokraten ’in
the making’ – at opliste radikaliseringens
kendetegn og udbrede kendskabet hertil,
så fjendskabet kan forhindres inden det
overhovedet er opstået. Som samfund må
vi derfor opdrages i det ideologiske vagtværns nåde, og vi må kende fjendens blik.
Vi skal vide, hvor vi kan henvende os, hvis
radikalismens og ekstremismens onde slår
rødder i vor midte.
Fremmedkrigere
Spørgsmålet bliver da, om vi virkelig ser
fjenden, eller om vi ikke blot forføres af
den falske tryghed, som følger med radikaliseringsdiskursens fantomtegning? Hvilken betydning får vores forhøjede ideologiske alarmberedskab for det fænomen, vi
forsøger at forebygge? Risikerer den ideologiske og identitetspolitiske koldkrig
ikke blot at føre til yderligere radikalise-
|
2014
|
15
ring – af os selv, og af den fjende vi ønsker
at forebygge?
Radikaliseringsfeltet er en polariseret størrelse. Stadig flere terror- og radikaliseringsforskere konkluderer, at radikaliseringsbegrebet er så flertydigt, at det ikke kan anvendes.
Andre fortsætter ufortrødent med at anvende begrebet som et klart defineret fænomen,
der peger på håndgribelige integrationspolitiske løsninger, en styrkelse af terrorbekæmpelsen og en vifte af kriminalpræventive tiltag. Herimellem er en efterhånden stor
gruppe forskere og praktikere, som ganske
vist vedstår sig det problematiske i radikaliseringslitteraturens kakofoni af definitioner
og modeller, men som samtidig peger på, at
begrebet allerede har vundet indpas i folkemunde og er kommet for at blive. Men det
forbliver en fænomenbetegnelse, som ikke
har nogen egentlig videnskabelig grund, og
som ikke formår at skabe klarhed i sammenhængen mellem ideologi og taktik – mellem
holdninger og handlinger.
Den hyppigst anvendte radikaliseringsforståelse kræver derfor en grundig revision, hvis begrebet fortsat skal kunne bruges.
Radikalisering forstået som den kriminalpræventive policy-diskurs, vi har udviklet siden 2005, er eksempelvis ikke specielt
brugbar til at forstå unge mennesker, der
drager til konfliktzoner ude i Verden.
I løbet af de sidste års eskalation af den
syriske borgerkrig og med den forværrede
situation i Irak er vestlige regeringer blevet stadig mere opmærksomme på en ikke
ubetydelig mængde fremmedkrigere, som
er rejst ud i verden for at tilslutte sig terrorbevægelsers hellige krig. Hvor åbenlyst
denne problematik end måtte pege tilbage på radikaliseringsdiskussionen, rejser
det dog et grundlæggende spørgsmål. Såfremt radikalisering er en proces, hvor
unge mennesker ideologisk indoktrineres
til voldsparathed og ender med at gøre vold
mod det samfund, de er vokset op i, hvad
har radikalisering så med fremmedkrigere
at gøre? De rejser jo netop ud i verden.
TEMA
|
RADIKALISERING
>>>
16
|
UDENRIGS 3
|
2014
Perspektivet fordrer under alle omstændigheder, at fremmedkrigerne har intentioner om at vende tilbage til deres respektive vestlige hjemlande for at udføre
terrorhandlinger. Men netop denne intention er blevet kategorisk afvist af mange
fremmedkrigere, og de få cases, der fremføres som beviser, forekommer mere som
enkelttilfælde, hvor den konkrete radikalisering er svær at opmåle. Men er der virkelig tale om et fænomen?
Et af de for tiden mest brugte eksempler
er sagen om den franske museumsskyder
Mehdi Nemmouche, der i maj 2014 skød og
dræbte fire gæster på det jødiske museum i
Bruxelles. Nemmouche vurderes forud for
attentatet at have tilbragt over et år med militante islamister i Syrien, hvor han efter sigende tjente som fangevogter. Men blev han
radikaliseret i Syrien? Nemmouche omtales ofte som en ikke særlig religiøs, men
sadistisk person med en længere kriminel fortid. Angrebet i Bruxelles kan således
fortolkes som kulminationen på en længerevarende voldseskalation. Men om opholdet i Syrien var med til at skærpe og indoktrinere den unge Nemmouche, eller om han
måtte forlade landet uforløst og søge større berømmelse på anden vis, står hen i det
uvisse. Angiveligt var selv Islamisk Stat tilfredse med at slippe for hans følgeskab.
Hvis vi accepterer, at fremmedkrige-
TEMA
|
RADIKALISERING
re også skal lægges til ligningen, hvad gør
vi da med soldater, rockere og andre, der
kæmper på fx kurdernes side? Blot at definere dem som statslige eller ikkestatslige aktører er en politisk definition, som
ikke holder, når vi skal studere voldens udspring. Diskussionen om radikalisering
ender uundgåeligt med at måle risikoen ud
fra en bagvedliggende ideologi, og så er vi,
som man siger i Ludo, slået hjem til start.
Med fremmedkrigerproblematikken trækkes alle metaforer ind i ligningen igen. Men
væk er imidlertid den samfunds- og verdenspolitiske kontekst. Og netop her spiller udenrigspolitikken, dronekrigen og de
opfattede dobbelte standarder ellers en helt
central rolle for motivation og følelser.
Konflikten i Syrien og Irak er på flere
måder med til at udfordre den kriminalpræventive radikaliseringsdiskurs. Modsat systemets opfattelse af de sårbare unge
synes fremmedkrigerne at komme fra alle
samfundets lag – og mange har tilsyneladende været velfungerende samfundsborgere. Med Islamisk Stats seneste konsolidering samt noget, der trækker op til at blive
en langvarig konflikt, skal vi derfor atter
overveje vores radikaliseringsforståelse. En
bevægelse er netop i denne tid ved at sætte i gang. Der sker endnu en forskydning i
trusselsopfattelsen, og politikken må halse
efter virkeligheden.
UDENRIGS 3
|
2014
|
17
Den regionale trussel
fra Islamisk Stat
Af Lars Erslev Andersen
Islamisk Stats fremmarch i Irak og Syrien
har destabiliserende konsekvenser for nabolandene. Det øger risikoen for terrorisme og radikalisering. Men vækstgrundlaget er ikke det samme som i bevægelsens
geografiske udgangspunkt.
Situationen i Mellemøsten er i dag mere
kompliceret end nogensinde tidligere med
et sammenlagt meget broget billede og en
skillelinje mellem stabilitet og ustabilitet.
Man kan finde små øer af stabilitet og
sikkerhed. Der tænkes her på Irakisk Kurdistan, Qatar, De Forenede Arabiske Emirater, Oman og indtil videre Marokko,
Tunesien, Algeriet og endnu Jordan og
Saudi-Arabien. I alle disse øer af stabilitet, som var den formulering USA’s præsident Jimmy Carter brugte til at karakterisere Iran i 1978 blot fire måneder før den
iranske revolution, er der i større eller mindre grad spændinger, ekstremistiske grupperinger, trusler fra nabostater og grobund
for radikalisering. Det gælder også for en
stat som Libanon, der kan være ualmindelig svær at placere på den rigtige side af
skillelinjen mellem stabilitet og ustabili-
tet. Indtil videre er Libanon på forunderlig
vis dog mere stabil end ustabil. Men hvor
lang tid varer det? Noget lignende gælder
for Tyrkiet. På trods af intern uro, gentagne voldsomme demonstrationer og en placering med grænse til Islamisk Stat hører
Tyrkiet til i den stabile gruppe. Men også
her er der risiko for radikalisering, ekstremisme og terrorisme, hvilket er en af grundene til Tyrkiets tvivlsomme politik i krigen mod Islamisk Stat.
Mens situationen dag for dag forværres i
Syrien, Irak, Yemen og i de palæstinensiske
områder inklusive Jerusalem og med militante konflikter i Libyen, Bahrain og et Egypten, der er ved at skære sig selv over i polariseringen mellem det nye regime og det
forbudte Muslimske Broderskab, satser den
vestlige koalition mod Islamisk Stat på de tilbageblivende øer af stabilitet med det håb,
naturligvis, at de kan bidrage til at øge orden
og stabilitet i hele regionen, men også med
den ubehagelige erkendelse, at disse “øer”
selv risikerer at lande i den stormflod af ustabilitet, der skyller hen over Mellemøsten.
Syndfloden
På forsiden af et af sine numre af online magasinet Dabiq bruger Islamisk Stat netop for-
Lars Erslev Andersen er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier. Hans forskningsområder er terrorismens historie, sikkerhedspolitik i området omkring Den Persiske Bugt
>>>
samt USA’s mellemøstpolitik og generelle sikkerhedspolitik.
TEMA
|
RADIKALISERING
18
|
UDENRIGS 3
|
2014
FOTO: ©PROJECT SYNDICATE, 2015
tællingen om syndfloden og arken til at illustrere sit budskab, nemlig at enten er man
med Islamist Stat eller også vil man omkomme i den syndflod, som skyller hen over Mellemøsten. Det er karakteristisk for Islamisk
Stat at bruge så potente metaforer, men her
gør gruppen sig nu mere potent, end sandt er.
For trods sin ekstreme vold og relative militære succes i Irak og Syrien, er det jo ikke Islamisk Stat, der er ansvarlig for konflikterne i
Libyen, Palæstina, Yemen, Bahrain og for den
sags skyld for starten på den syriske borgerkrig. Nej, Islamisk Stat er en irakisk konstruktion og har udviklet sig i en sammenhæng,
hvor to begivenheder på meget afgørende vis
har pillet ved og forandret det mellemøstlige
statssystem, nemlig Irak-krigen, der blev indledt 2003 samt det arabiske oprør 2011.
Irak-krigen skabte grobunden for de
grupper, der senere hen – til dels takket
være en sekterisk regering i Bagdad – blev
TEMA
|
RADIKALISERING
til Islamisk Stat, og det arabiske oprør har
haft direkte indflydelse på konflikterne i
Syrien, Libyen, Yemen, Bahrain og naturligvis Egypten. Mens Palæstina-konflikten
har sin egen tragiske dynamik, som det internationale samfund ikke evner at gøre
noget ved på grund af en dubiøs alliance
mellem Israel og USA.
Man kan måske sige det sådan, at Irakkrig, arabisk oprør og en kuldsejlet såkaldt
fredsproces alle har spillet konfliktskabende og destabiliserende ind på et stadig mere betændt arabisk Mellemøsten,
der med sine autoritære og korrupte regimer ikke har formået at skabe rimelige,
endsige tålelige rammer og vilkår for borgerne i Mellemøsten. Det er disse faktorer,
der i dag løber sammen i en eksplosiv og
ukontrollabel syndflod af konflikter, som
tilsyneladende ingen ende vil tage. Og det
siger sig selv, at ville Islamisk Stat på mi-
UDENRIGS 3
rakuløs vis være besejret og fjernet fra jordens overflade i morgen, så ville det kun
være den spæde begyndelse til en ny orden
i Mellemøsten, fordi der vil være rigeligt af
andre konflikter tilbage at slås med.
Ikke desto mindre er det relevant at
overveje, hvorvidt Islamisk Stats succes
med at erobre territorium, der i dag har et
omfang på størrelse med Østrig, truer nabostaterne. Selv har lederen Abu Bakr alBaghdadi truet med, at kalifatet vil brede
sig og underlægge sig stadig mere territorium, og det er nærliggende at pege på Saudi-Arabien og Jordan som ekspansionsområder for Islamisk Stat, dersom gruppen
fremdeles bliver bremset uden for Bagdad,
ved den tyrkiske grænse og Kobane og ved
grænsen til Irakisk Kurdistan. Ud over den
megalomane forestilling om et stadig ekspanderende kalifat er det nødvendigt for
Islamisk Stat at sikre sig indtægter og ressourcer, hvilket netop erobring af territorium hidtil har bidraget væsentligt til.
Med andre ord er spørgsmålet, hvorvidt
Jordan og Saudi-Arabien er i fare for at blive løbet over ende af Islamisk Stat på samme måde som Mosul blev det i juni? For at
svare på dette spørgsmål er det nødvendigt
at se på de specifikke omstændigheder for
IS’s fremvækst i Irak og spredningen til Syrien samt på de regionale og internationale relationer, der har bidraget til IS’s udvikling og vækst.
Historien om IS
Dannelsen af IS går tilbage til 2004, hvor
den jordanske jihadist Abu Musab alZarqawi (Ahmad Fadeel al-Nazal al-Khalayleh) etablerede sin gruppe al-Tawhid
wal Jihad (Enhed og Jihad) og intensiverede de militante islamistiske oprør mod invasionsstyrkerne i Irak-krigen, der var blevet indledt i marts 2003. Gruppen havde
sin grobund i Irakisk Kurdistan, hvor der
gennem 1990’erne var blevet dannet nogle mindre, men radikale grupper inspireret af al-Qaeda, og som i 2001 gik sam-
|
2014
|
19
men i dannelsen af Ansar al-Islam under
ledelse af Mullah Krekar (Faraj Ahmad Necmeddin). Krekar fik allerede i 1991 norsk
asyl som flygtning fra Nordirak, men var i
2001 i Irakisk Kurdistan sammen med andre kendte jihadister med forbindelse til alQaeda, og sammen etablerede de Ansar alIslam, som Zarqawi også blev en del af.
Det var denne gruppe og det sammenrend
af forskellige ledere, der også talte veteranen
Abu Musab al-Suri, som den amerikanske
udenrigsminister, Colin Powell, henviste til
i sin tale i FN’s Sikkerhedsråd i februar 2003,
da han fremlagde begrundelserne for Irakkrigen. Da krigen mod Afghanistan blev
indledt i oktober 2001 som reaktion på 11.
september-terrorismen, flygtede en del alQaeda-folk gennem Iran til Irakisk Kurdistan, hvor de tilsluttede sig Ansar al-Islam,
som derved kom under stigende indflydelse fra udenlandske jihadister. For Krekar
endte det med, at han blev skubbet til side
af de tilrejsende arabiske veteraner fra Afghanistankrigen og via Holland kom tilbage
til Norge. Zarqawi tog kontrol over gruppen
i 2004 og samlede de tilrejsende jihadister
samt irakiske oprørere i al-Tawhid wal Jihad
(Enhed og Hellig Krig).
Zarqawi blev kendt for sin radikalisme
og brutalitet, dels gennem de uhyggelige
videoer, hvor gidsler blev halshugget, dels
gennem hans gruppes systematiske forsøg
på at skabe en borgerkrig mellem sunni- og
shiamuslimer ved bl.a. at bombe shiamuslimske moskeer og helligdomme. Især blev
filmatiseringen af likvideringen af amerikaneren Nicholas Berg i maj 2004 kendt
verden over som udtryk for Zarqawis brutalitet, der i uhyggelig grad ligner de voldshandlinger, som IS er blevet berygtet for.
Zarqawi fremstår i dag som et forbillede og
en martyr, IS beundrer og henviser til, og
han indtager i IS samme rolle og status som
Osama Bin Laden gør i al-Qaeda.
Men Zarqawi var ikke al-Qaeda-medlem, og al-Qaeda-ledelsen var kritisk over
for både hans brutalitet og angreb på shiaTEMA
|
RADIKALISERING
>>>
20
|
UDENRIGS 3
|
2014
muslimer, fordi den mente, angrebene primært skulle rettes mod amerikanerne og
den nye irakiske regering. Ikke desto mindre blev Zarqawis gruppe i oktober 2004
under navnet al-Qaeda-Komiteen for Jihad
i Mesopotamien officielt en del af al-Qaeda-netværket og vedblev at være det efter
Zarqawis død. Men den konflikt, der ses i
dag mellem IS og al-Qaeda, blev allerede
grundlagt den gang med al-Qaeda-ledelsens kritik af Zarqawis sekterisme.
I 2005 kom den amerikanske efterretningstjeneste i besiddelse af et brev fra alQaeda-lederen al-Zawahiri, hvor han bl.a.
gør opmærksom på, at det i kampen er
nødvendigt at fastholde lokalbefolkningens støtte og opbakning. Dette råd fulgte al-Qaeda i Mesopotamien (Al-Qaeda i
Irak, AQI) ikke, men gennemførte en rigid
og stærk voldelig ledelse i de byer, gruppen
kontrollerede, hvilket fremmedgjorde den
lokale irakiske befolkning. Denne fejllæsning af både ideologien, strategien og situationen i det irakiske samfund førte til “oprør fra neden” mod al-Qaeda, ledet af en
række sunnimuslimske stammeledere eller sheiker.
Konflikten med al-Qaeda
Zarqawi blev dræbt af amerikanske styrker i et såkaldt målrettet drab den 7. juni
2006 nord for byen Baquba i Irak. Året
forinden havde han mod al-Qaedas vilje erklæret decideret krig mod de irakiske
shiamuslimer, og volden i Irak eskalerede konstant og stærkt. Konflikten med alQaeda blev forværret efter Zarqawis død,
fordi efterfølgeren Abu Hamza al-Muhajir
svor troskabsed til Abu Omar al-Baghdadi, der havde dannet gruppen Islamisk Stat
i Irak (ISI). Med sin troskabsed underkastede Abu Hamza sine tropper ISI, hvilket
selvsagt skabte vrede hos al-Qaeda-lederne. Denne konflikt nåede ikke offentlighedens lys, men blev – ifølge forskerne Nelly Lahoud og Muhammad al-Ubaydi fra
West Point-akademiets Combating TerroTEMA
|
RADIKALISERING
rism Center – kendt i forbindelse med de
dokumenter, der blev indsamlet i Osama
Bin Ladens hus i Abottabad, efter han var
blevet likvideret af amerikanske specialstyrker i 2011.
Vreden hos al-Qaeda skyldtes ifølge Lahoud og al-Ubaydi for det første, at al-Qaeda har en anderledes fortolkning af begrebet stat og finder det præmaturt at erklære
sig såvel som en stat som et kalifat, for så
vidt kriterierne for en islamisk stat ikke er
realiserede. For det andet var al-Qaeda-lederne utilfredse med at se deres op mod
12.000 krigere komme under Abu Omar
al-Baghdadis kommando, uden at det var
blevet godkendt af al-Qaedas seniorledelse.
Ikke desto mindre var ISI frem til al-Zawahiris dramatiske afsværgelse i februar 2014
en del af al-Qaeda.
Det er på en måde denne gamle konflikt,
der brød ud i lys lue mellem ISIL og alQaeda hen over vinteren 2013-14, og som
førte til det officielle brud i februar 2014:
al-Qaeda finder det præmaturt at kalde sig
stat, når der reelt ikke er etableret en sådan,
de er kritiske over for, at der udpeges ledere, uden at alle og især den øverste ledelse
er taget med på råd, og de er uenige i den
sekteriske voldsdyrkelse. Denne uenighed
gentager sig, da al-Baghdadi i april 2013
erklærer dannelsen af ISIL.
Det er interessant at konstatere, at der går
en lige linje fra Zarqawi og hans uenighed
med al-Qaeda til bruddet mellem al-Qaeda
og Islamisk Stat i dag. For al-Qaeda og IS
er der således tale om to ganske forskellige
udviklinger, der giver sig udslag i særdeles
forskellig fortolkning af strategi og fjendebillede, akkurat som det var tilfældet allerede i konflikten mellem al-Zarqawi og alZawahiri. Selvom IS og ISI formelt var en
del af al-Qaeda-netværket frem til 2014, er
det derfor forkert at se IS og al-Qaeda som
en og samme størrelse. De er markant forskellige på en række afgørende punkter og
har været det hele tiden, hvad Abottabaddokumenterne tydeligt viser, som også al-
UDENRIGS 3
Zawahiri direkte henviser til i sin maj-erklæring med al-Qaedas kritik af IS.
Morgen i Irak
ISI’s brutalitet og dogmatiske måde at lede
på i de irakiske byer, hvor de havde fodfæste, skabte stor modvilje blandt de lokale,
og i 2006 gik en række stammeledere, de
såkaldte Awakening Sheikhs, sammen og
henvendte sig til amerikanerne med tilbud
om at hjælpe koalitionen med at bekæmpe
al-Qaeda gruppen Islamisk Stat i Irak. Det
var dette, der bidrog til, at The Surge, som
Bush-regeringen under David Petraeus’ ledelse igangsatte i 2007, blev en succes.
I de følgende år blev al-Qaeda i Irak nedkæmpet, og i 2009 så situationen gunstig ud:
al-Qaeda havde lidt nederlag og sunnimuslimerne havde med det nye parti al-Iraqiya,
ledet af en sekulær shiamuslim, Ayad Allawi, fået mulighed for stærk politisk repræsentation ved parlamentsvalget i 2010, hvor
op mod 80 pct. af sunnimuslimerne deltog.
Men regeringen i Bagdad under Nuri a-Malikis ledelse svigtede løfterne: De sunnimuslimske militser blev ikke indrulleret i den
irakiske hær, og selvom al-Iraqiya fik flest
stemmer ved valget, fik partiet reelt ingen
indflydelse og gik i frustration i opløsning.
Hermed var der lagt ny grobund for al-Qaeda samt for de mange grupper af marginaliserede sunnimuslimer fra Saddam Husseins
hær og parti, Baath-partiet, der var sendt ud
i mørket efter Saddams fald.
Det er her makronbunden til IS skal
findes: ISI, hvis ledelse overtages af Abu
Bakr al-Baghdadi i 2010 – efter sin løsladelse fra et amerikansk fængsel året
forinden, hvor han havde haft rig mulighed for at styrke sit netværk – sammen med grupper af tidligere Baath-folk
og officerer fra Saddams hær samt ikke
mindst de krigere, der var blevet trænet af USA i samarbejdet med the Awakening Sheikhs, men som nu tilsluttede sig den tidligere fjende. Systematisk
startede dette sammenrend med at tileg-
|
2014
|
21
ne sig magten i det sunnimuslimske Irak.
De slog de stammeledere fra Awakening
Sheikhs, der ikke ville støtte ISI, ihjel, de
satte sig på forretningsnetværk og etablerede mafialignende grupper i byerne
og de stjal, hvad de kunne af ressourcer,
penge og jord.
Strategien
Da borgerkrigen i Syren blev en realitet,
etablerede ISI gruppen Jabhat al-Nusra, og
da den blev for selvstændig, erklærede Abu
Bakr al-Baghdadi, at ISI og Nusra var blevet fusioneret under navnet ISIL. Herefter
brød konflikten mellem ISI og al-Qaeda ud
i lys lue, og det endte med, at al-Qaeda lederen i februar 2014 erklærede et brud med
det, der på det tidspunkt hed ISIL. Samtidig nægtede han at acceptere, at Jabhat alNusra var en del af ISIL. De to grupper har
siden ligget i krig med hinanden, omend
der i november 2014 var rygter om, at de
forhandlede om våbenhvile og samarbejde.
På trods af at ISIL, der havde erobret den
irakiske by Falluja og dele af Ramadi, lå i
krig både i Irak og Syrien – såvel med Assad-regimet som den syriske opposition
– vandt gruppen frem i begge lande, indtil det foreløbig kulminerede med erobringen af Mosul i juni. Da IS i august truende
nærmede sig hovedbyen i Irakisk Kurdistan, Irbil, og det olierige Kirkuk og samtidig truede med et decideret folkemord
mod flygtende jezidier, gik USA ind i krigen med luftbombardementer, der med det
samme kom til at omfatte hele Irak og ikke
kun områderne ved den kurdiske grænse. Senere har USA fået militær støtte fra
en lang række lande, heriblandt Danmark,
til krigen mod IS i Irak. Sammen med fem
arabiske lande (Bahrain, Qatar, Jordan,
Saudi-Arabien og Forenede Arabiske Emirater) indledte USA bombninger af Islamisk Stat i Syrien, og samtidig angreb USA
alene Nusra-fronten.
Den militære strategi mod Islamisk Stat,
som USA har fastlagt den, kan karakteriTEMA
|
RADIKALISERING
>>>
22
|
UDENRIGS 3
|
2014
seres som en “IS først strategi”, hvilket betyder, at først skal IS inddæmmes og nedkæmpes. Dernæst kan man vende sig mod
andre problemer som borgerkrigen i Syrien og den politiske situation i Irak. Især
USA’s uklare politik i forhold til den syriske
borgerkrig har mødt kritik og selvom USA
fastholder, at Bashar al-Assad-regimet er
hovedårsag til borgerkrigen og derfor ikke
er del af en politisk løsning, men helt skal
fjernes og for præsidentens vedkommende
evt. retsforfølges som krigsforbryder, er det
uomtvisteligt, at strategien indirekte hjælper Assad-regimet – hvilket den i november fyrede forsvarsminister Chuck Hagel
også offentligt har indrømmet.
For det første hjælper man Assad med
at bekæmpe hans værste fjender, og for
det andet kan diktatoren bruge hjælpen til
at koncentrere sig om den øvrige opposition, hvilket han også har gjort, bl.a. med
sine berygtede tøndebomber. USA’s tøven
over for Assad møder voldsom kritik, ikke
mindst blandt støtterne til den syriske opposition. Men den begrundes med det internationale samfunds uenighed, hvor
Kina, Iran og Rusland fastholder, at Assad
er del af løsningen. Derfor vil landene på
ingen måde tillade en militær strategi om
et regimeskifte i Damaskus.
Den politiske situation i Irak er ikke meget bedre. Efter IS’s overtagelse af Mosul
rettede den internationale kritik sig i stigende grad mod Iraks premierminister,
Nuri al-Maliki, hvis sekteriske politik med
rette blev set som en væsentlig grund til, at
IS havde kunnet vokse sig stærk. I august
blev han efter især amerikansk pres erstattet af Haidar al-Abadi, men ikke meget tyder på, at den nye regering i Bagdad grundlæggende ændrer politikken fra al-Maliki
tiden. Stridighederne med Den Kurdiske
Selvstyreregering fortsætter, og hvad værre er, så arbejder regeringshæren sammen
med shiamuslimske militser, der både er
sekteriske, forbryderiske og anti-vestlige,
og Iran har fremdeles stor indflydelse på
TEMA
|
RADIKALISERING
den irakiske regering og har selv tropper,
der arbejder sammen med militserne og
den irakiske hær. Dertil kommer det ejendommelige forhold, at selvom den irakiske
regering beder USA og Vesten om hjælp til
at bekæmpe IS, står Bagdad helt på Ruslands, Irans, Hizbollahs og Kinas side i
støtten til Assad-regimet og er dermed i
reel opposition til USA’s Syrien-politik.
Strategien mod IS går ud på at støtte lokale styrker, dvs. den irakiske hær, og de kurdiske sikkerhedsstyrker Peshmerga samt i
Syrien den såkaldte moderate opposition,
først og fremmest Den Frie Syriske Hær.
Støtten består i at bombe fra jagerfly samt
træne og opruste oppositionen i Syrien og
hæren og Peshmerga i Irak, hvor amerikanerne efterhånden også har en del militære
rådgivere og specialstyrker på jorden, foreløbigt op til 3000 mand. Det har været vigtigt for USA at få bred politisk opbakning,
og den har det heller ikke skortet på i Irak,
hvor omkring 40 lande på den eller anden
måde bidrager til de militære operationer. I
Syrien har USA foreløbig støtte fra fem arabiske lande, og det anses for vigtigt, at de repræsenterer sunnimuslimer, så det ikke ser
ud som om, at der er tale om en shiamuslimsk alliance af Iran, shiamuslimske militser, Iraks shiamuslimske baserede regering
og indirekte Assad-regimet, der sammen
med USA bekriger den sunnimuslimske oprørshær, IS. Ikke desto mindre er der ikke
tvivl om, at USA koordinerer sin indsats i
Irak med Iran, selvom det i begge lande officielt hedder, at de ikke samarbejder. Det gør
de naturligvis.
Kritik af strategien
Problemerne med strategien er, at den ikke
har nogen klar politik over for regeringerne i Bagdad og Damaskus, at der kan gå to
til tre år, før den virkelig viser resultater –
og uden at der er garantier for det – at den
bevæbner og opruster grupper og befolkninger, der i forvejen er stærkt bevæbnede,
og at den ved både at opruste den irakiske
UDENRIGS 3
|
2014
|
23
FOTO: PROJECT SYNDICATE, 2015
hær og indirekte de shiamuslimske militser og peshmerga risikerer at understøtte en opløsning af den irakiske enhedsstat
fremfor at styrke den. Der er ingen garanti for, at de militser, der støttes og som i dag
anses for venner, også er det i morgen. Historien har vist, at det er en højest risikabel
affære at støtte sig på partisanbevægelser.
Advarsler blev overhørt
Det største problem er måske, at der ikke er
nogen samlet vision for, hvor det skal ende.
Hvornår er missionen færdig, og hvad er
slutmålet? Hvordan forestiller man sig Syrien og Irak efter nedkæmpelse af IS – og
for den sags skyld såvel de syriske som de
irakiske kurderes situation – og hvordan vil
man løse det enorme flygtningeproblem,
som konflikten har skabt med omkring 10
millioner på flugt? Dertil kommer en lang
række dilemmaer, der består i, at man meget hurtigt kommer til at arbejde sammen
med grupper, der står på diverse internationale og nationale terrorlister og med stater, der har en praksis og ideologi, som til
forveksling ligner Islamisk Stats – med Saudi-Arabien som det mest oplagte eksempel. Med andre ord ved man dybest set ikke,
om strategien virker, hvornår målet er nået,
og hvad målet i det hele taget udgør. Sam-
tidig øges bevæbningen af allehånde militser dag for dag, og der er ikke nogen synlig løsning i sigte for den hårdt ramte syriske
befolkning. Indtil videre har strategien dog
bremset IS’s fremrykning både ved Tyrkiets
grænse, mod Irakisk Kurdistan og uden for
Bagdad. For politikere og medier samt også
for mange kommentatorer og eksperter
kom IS’s erobring af Mosul som en overraskelse, og forbløffelsen og rådvildheden
blev yderligere forstærket, da IS erklærede
oprettelse af kalifatet, og lederen Abu Bakr
al-Baghdadi dukkede op med sin tale i den
store og klassiske moske i Mosul 4. juli, der
var den første fredag i Ramadanen.
Havde man fulgt udviklingen i Irak, ville
man ikke have været så overrasket, og adskillige forskere havde faktisk peget på risikoen
for, at al-Qaeda ville få en stærk renæssance
i Irak og true området fra Mosul og Anbarprovinsen ind i Syrien mod Aleppo. De pegede på, at regeringen i Bagdad i stedet for at
høste frugterne af the Surge og samarbejdet
med the Awakening Sheikhs førte en stærk
voldelig og sekterisk politik, der kun tilgodeså de shiamuslimsk dominerede områder
og marginaliserede de arabiske sunnimuslimer og skabte konflikt med Den Kurdiske
Selvstyreregering. Samtidig kunne man se, at
demonstrationer i byerne i Anbar blev mødt
TEMA
|
RADIKALISERING
>>>
24
|
UDENRIGS 3
|
2014
Der har længe cirkuleret påstande om, at det var Saudi-Arabien, Qatar og Kuwait, der sendte
penge til IS
med vold og at de lejre, som demonstranterne etablerede, ligeledes blev forsøgt opløst af
regeringshærens brutale fremfærd uden andet resultat, end at oppositionen, utilfredsheden med regeringen og oprøret voksede.
Det burde have fået advarselslysene til at
blinke hidsigt i rødt, da man så al-Qaeda
grupper angribe irakiske fængsler og sætte i hundredvis af fængslede på fri fod i
2013. Da IS (ISIL) i Irak i vinteren underlagde sig hovedsædet for jihadgrupperne,
byen Falluja, og dele af en anden vigtig by
og jihad-bastion, Ramadi, samtidig med,
at det trods amerikansk støtte ikke lykkedes for Iraks hær at tilbageerobre byerne,
burde det også have fået alarmklokkerne
til at ringe. Lokale journalister havde i store artikler berettet om, hvordan al-Baghdadis gruppe systematisk overtog kontrollen
med de store byer, herunder Mosul. Faktisk er det en tilsnigelse at sige, at IS erobrede Mosul i juni, for i realiteten havde gruppen længe kontrolleret byen.
Nazistisk akkuratesse
Naturligvis var det forbløffende at se fem
divisioner af den irakiske hær smide våben
og uniform og tage benene på nakken, da
IS angreb Mosul. Men IS’s fremvækst i Irak
fra slutningen af 2012 var nøje og systematisk planlagt. Omhyggeligt førte gruppen
regnskab med sine pengesager, hvor der
nøje skulle gøres rede for alle udgifter, ligesom den med uhyggelig, nærmest nazistisk akkuratesse, førte detaljeret bogholderi over sine militante operationer, hvor
TEMA
|
RADIKALISERING
mange der blev dræbt, hvor det skete og
hvor mange krigere og selvmordsaktivister,
der blev brugt til aktionerne.
Disse informationer blev faktisk udgivet i noget, der kan kaldes en årbog. Dokumenter fundet ved ransagning af en dræbt
IS-leders hus, viser sirlige kartoteker over
krigerne, herunder de udenlandske, oversigter over, hvem der kan få socialhjælp
osv. Alt sammen vidner det om en gruppe,
der både har kompetent personale at trække på, formentlig i vid udstrækning folk
fra Saddam Husseins forvaltning, og som
fra grunden vil bygge en stat ud fra sine
egne principper. Både krigsførelse, terrorisme, den professionelle propaganda og
opbygningen af statsinstitutioner kræver
finansielle ressourcer i ganske betydeligt
omfang, og derfor er man i stigende grad
interesseret i, hvor IS får sine penge fra.
I en stor artikel i det amerikanske tidsskrift Newsweek forsøger forfatterne at give
et samlet overblik over IS’s finansielle ressourcer. Mange af informationerne er ikke
nye og har været fremstillet i tidligere artikler, men ariklen i Newsweek udmærker sig
ved at henvise til navngivne personer i Den
Arabiske Golf, der er i de amerikanske myndigheders søgelys for at indsamle penge til
IS, baseret på interviews med nøglepersoner
i den amerikanske administration.
Der har længe cirkuleret påstande om,
at det var Saudi-Arabien, Qatar og Kuwait, der sendte penge til IS og rigtigt er
det i hvert fald, at de alle tre finansierede
den syriske opposition, herunder den isla-
UDENRIGS 3
mistiske, indtil det blev klart, hvad IS var
for en størrelse. Efter pres fra FN og USA
har alle tre stater gennemført en række tiltag, der både forbyder og forhindrer overførsel af penge til IS, og selv har landene
stoppet deres støtte. Men private personer i
Golfen, der råder over store midler, sender
stadig via bistandsprogrammer store pengebeløb til IS, der ofte modtager beløbene
i kontanter gennem de mange veletablerede smuglerruter, som har eksisteret i årevis. Forskellige apps med GPS-service gør
det lettere for pengekurererne og mellemmændene at levere penge. IS har også erhvervet sig store pengesummer ved at røve
fx banker i de områder, hvor gruppen er
rykket ind. Desuden opkræves beskyttelsespenge og andre afgifter.
Endelig er det velkendt, at IS efterhånden har en ganske omfattende eksport af
olie på det sorte marked, ligeledes veletableret gennem mange år, bl.a. for at omgå
sanktionerne og det såkaldte olie-for-madprogram, som Irak var underlagt under
Saddam Hussein. Denne eksport suppleres
af salg af antikviteter fra de samlinger, som
IS i Irak har plyndret.
Der er altså tale om, at IS også på det finansielle område har forberedt sig ganske
godt. Alligevel må netop økonomien og herunder også krigsøkonomien med udgifter til
våben og ammunition samt lønninger til og
underhold af krigere sammen med den brutale ledelse være IS’s store sårbarhed. Ganske vist er det efterhånden nok kun en mindre del, der stammer fra donationer. Men
olie kan ikke spises. Den skal sælges, og derfor er IS naturligvis økonomisk sårbar over
for foranstaltninger, der vanskeliggør salget
af olie – og antikviteter for den sags skyld.
Truslen mod nabostaterne
Ser man på IS’s potentiale som trussel mod
nabostaterne, er det vigtigt at holde sig for
øje, at der ikke her har været den samme
mulighed for at gå ind og spille en rolle i
samfundene ved at rekruttere og overtage
|
2014
|
25
forretnings- og smuglernetværk samt hente støtte fra frustrerede og marginaliserede
stammer. Når IS kan stå så relativt stærkt i
dele af Syrien, skyldes det dels, at Syrien er
i borgerkrig og dels, at IS de facto har været tilstede siden 2012.
Situationen i de øvrige nabolande Jordan, Saudi-Arabien og Tyrkiet er markant
anderledes. Det mest sårbare land synes
umiddelbart at være Jordan. Jordanerne
har i årevis været opmærksomme på truslen fra jihadgrupper i Irak siden tre koordinerede terrorbomber mod hoteller i Amman i 2005. Zarqawis gruppe stod bag, og
Jordan har været meget nidkær i sin grænsekontrol siden. Samtidig er det dog et faktum, at byer i Jordan som Maan og Zarqa
længe har været centre for salafistgrupper,
og at der her flere gange har været alvorlige
sammenstød med regeringstropper. Nogle
omtaler ligefrem Maan som Jordans Falluja. Men sympatien for den ideologi og ikke
mindst instrumentalisering af volden, som
IS står bag, er lille overalt i det arabiske
Mellemøsten uden for Anbar-provinsen.
I Jordan findes der salafister, der sympatiserer med ideen om en islamisk stat, og
som langt hen ad vejen flirter med al-Qaedas ideologi, men som er langt fra at bakke
op om IS. Mere end 100 højt profilerede islamiske lærde, herunder den jordanske prominente forfatter og ideologiske inspirator
for al-Zarqawi Abu Muhammad al-Maqdisi, har kritiseret IS og udtalt, at al-Bagh-dadis ideologi er uislamisk, og at kalifatet ikke
er gyldigt i islamisk fortolkning. Der er heller ikke i Jordan frafaldne og marginaliserede officerer fra en opløst hær eller detroniserede partimedlemmer fra et bath-parti,
som i frustration vil kaste deres professionelle kompetencer i armene på IS.
Selvom Jordan er meget udsat, er der
ikke grobund for IS ud over i form af små
ekstreme grupper, der sværger troskab til
IS, som vi ser det overalt i Mellemøsten fra
Nordafrika og de palæstinensiske områder til Levanten og Sydasien. Risikoen for,
TEMA
|
RADIKALISERING
>>>
26
|
UDENRIGS 3
|
2014
at IS løber et land som Jordan overende på
samme måde som det skete med Mosul og
andre områder i Irak er derfor ikke stor.
Derimod er der risiko for, at små grupper
– inspireret af IS – vil gennemføre terrorisme både som hævn for Jordans deltagelse i
krigen mod IS og for at svække regimet og
skabe grobund for oprør.
De mange flygtninge
Risikoen understøttes af to andre faktorer: Knap 600.000 mennesker er flygtet
til Jordan fra borgerkrigen i Syrien, og i
forvejen huser Jordan et meget stort antal flygtede irakere. Tilstedeværelsen af de
mange flygtninge er selvsagt en voldsom
belastning for den i forvejen anstrengte
jordanske økonomi, ligesom det presser
arbejdsmarkedet, boligsituationen og infrastrukturen maximalt. Alt sammen medvirker det til at øge spændingerne i landet
og øge risikoen for ustabilitet. Ved siden af
flygtningeproblemet bidrager udviklingen
i de palæstinensiske områder også til at
underminere kong Abdullahs magt i Amman. Der er omkring to mio. registrerede palæstinensiske flygtninge i Jordan, og
mere end halvdelen af Jordans befolkning
er af palæstinensisk oprindelse.
Dertil kommer, at den fond, der bestyrer
al-Aqsa moskeen i Jerusalem, ledes af kong
Abdullah, hvorfor han anses som ansvarlig
for, at alle muslimer, herunder selvfølgelig
navnlig palæstinenserne i de palæstinensiske og israelsk besatte områder, har fri adgang til at dyrke deres tro i moskeen. Efter
Gaza-krigen i sommeren 2014, hvor situationen for palæstinenserne både i Gaza og
på Vestbredden er blevet væsentligt forværret, fordi Israel fremdeles opretholder
sin blokade mod Gaza, og fordi spændinger og uroligheder på Vestbredden er eskaleret efter Israel skærpede restriktionerne
for adgang til al-Aqsa, er presset mod kong
Abdullah vokset betydeligt.
I november trak han den jordanske ambassadør hjem fra Israel, og den ameriTEMA
|
RADIKALISERING
kanske udenrigsminister John Kerry tog
til forhandlinger i Amman med Israel og
Jordan om problemerne på Vestbredden
(hvor Jerusalem ligger). Både flygtningeproblemerne og Palæstinakonflikten kan
således spille forstærkende ind på konflikterne i Jordan, hvor sympatisører med IS i
de salafistisk dominerede områder i Maan
og Zarqa har øgede muligheder for at rekruttere samt organisere terrorisme. Risikoen for at IS stormer ind i Jordan, som vi
så det i Irak og Syrien, er lille, men risikoen for ustabilitet, terrorisme og eskalering
af konflikterne er stor.
Det samme billede tegner sig i de øvrige
nabostater Libanon, Saudi-Arabien og Tyrkiet. Deres egne konflikter kan blive væsentligt forværret af flygtningeproblemer,
radikalisering og terrorisme med ustabilitet til følge. Det ser vi allerede i Libanon.
Og i Saudi-Arabien har der ligeledes været
voldshandlinger relateret til IS-sympatiserende militante aktører.
Tyrkiets politik i forbindelse med kampen om Kobane kan til dels også forstås i
dette lys. Selvom Tyrkiet rimeligvis er tilbageholdende ved som eneste NATO-land
at invadere Syrien uden FN-mandat, er landets manglende hjælp til de syriske kurdere
utvivlsomt også begrundet i bekymring for,
at IS-krigere, der behandles på hospitaler i
Tyrkiet eller af andre grunde opholder sig i
landet, som hævn vil organisere terrorisme
mod den tyrkiske stat. Tyrkiet har støttet IS,
og det er kendt, at der var direkte forhandlinger mellem tyrkerne og IS om gidselaffæren i Mosul, der endte med, at IS satte 49
tyrkiske gidsler fri. Samtidig betragtes de syriske kurdere af Tyrkiet som fjender, som IS
til Tyrkiets tilfredshed har bekæmpet. Dersom Tyrkiet utvetydigt gik ind i krigen mod
IS på den amerikansk ledede koalitions side,
ville risikoen for radikalisering og terrorisme i Tyrkiet vokse betydeligt, hvilket formentlig er en medvirkende årsag til den
tyrkiske tilbageholdenhed. Sammenholdt
med, at Tyrkiet selvfølgelig ikke unilateralt
UDENRIGS 3
vil sætte landtropper ind i Syrien – lige så
lidt som Danmark ikke engang vil lade sine
jagerfly angribe IS i Syrien.
Konklusionen på det indledende spørgsmål, hvorvidt IS vil ekspandere ind i nabolandene, er at IS’s fremmarch i Irak og
Syrien helt klart vil have destabiliserende
konsekvenser for nabolandene – både på
grund af de store flygtningestrømme i regionen, og fordi konflikten med IS forstærker igangværende konflikter i de enkelte
lande, hvilket vil øge risikoen for radikalisering og terrorisme betydeligt.
|
2014
|
27
Derimod er det vækstgrundlag, IS kunne
ernære sig fra i Irak og siden i Syrien som
konsekvens af Irak-krigen og udviklingen i
borgerkrigen, ikke på samme måde tilstede i nabolandene. Derfor vil det være meget vanskeligere for IS at storme frem her.
Dertil kommer naturligvis koalitionens
militære operationer sammenholdt med
nabolandenes mobilisering af tropper ved
grænserne, der yderligere vil bidrage til at
bremse IS’s ekspansion.
TEMA
|
RADIKALISERING
28
|
UDENRIGS 3
|
2014
Den diskrete krig
mod terror i Sahel
Af Manni Crone
FOTO: PROJECT SYNDICATE, 2015
TEMA
|
RADIKALISERING
UDENRIGS 3
I forhold til den pressebevågenhed, som
interventionen imod Islamisk Stat i Irak
og Syrien har fået, er Frankrigs krig mod
terror i Sahel-regionen betydeligt mere
diskret. Det er særligt interessant, når
man tager i betragtning, at den franske
Operation Barkhane ikke blot omfatter
indsættelse af landtropper, men også udspiller sig i et kæmpe, transnationalt område uden nogen defineret slutdato.
I øjeblikket er mediernes opmærksomhed skarpt rettet mod Islamisk Stats fremfærd i Irak og Syrien og de såkaldte foreign
fighters, som drager til dette område for at
kæmpe for kalifatet. På den baggrund er
det stort set gået i glemmebogen, at Danmark i 2013 var involveret i en fransk-ledet
militæroperation i Mali. Formålet med den
såkaldte “operation Serval” var at bekæmpe en række militante islamistiske grupper,
som i lighed med Islamisk Stat havde indtaget et stort territorium i den nordlige del
af Mali. Men hvordan er det egentlig gået
med denne intervention? Og hvordan har
sikkerhedssituationen udviklet sig i Mali
og den omkringliggende Sahel-region?
I Frankrig regnes operation Serval for
en “enestående succes”. Interventionen har
da også formået at svække de islamistiske
grupper og delvist sikre Malis territoriale
integritet. Men selv om de militante grupper blev drevet på flugt, er de på ingen måde
forsvundet. Nogle grupper er trukket over
grænsen og har bevæget sig op i den sydlige del af Libyen; andre er forblevet i Mali,
hvor de går i ét med befolkningen. Det korte af det lange er, at en myriade af større eller mindre militante grupper i dag opererer
på kryds og tværs af et bredt område i Sahel
og Nordafrika. Udviklingen af sikkerheds-
|
2014
|
29
situationen kan altså ikke forstås ved at se
isoleret på Mali, men skal forstås i en større
regional kontekst, som ikke blot inkluderer
Sahel, men strengt taget også Nordafrika,
hvor efterdønningerne af det arabiske forår har ført til en radikalisering af islamistiske grupper i Libyen, Egypten og Tunesien.
Frankrig følger naturligvis denne udvikling tæt. Da Frankrig i 2013 satte tropper på
jorden i Mali, bedyrede præsident Francois
Hollande, at Malis sikkerhed hurtigst muligt
skulle overdrages til FN og Malis egen hær.
Frankrig skulle ikke drages ind i en langvarig oprørskrig i en tidligere koloni. Ikke desto mindre er det netop det, som er sket. I
dag er operation Serval erstattet af operation Barkhane, hvilket indebærer, at Frankrig
nu har 3.000 mand permanent udstationeret i diverse afkroge af Sahel. Der er tale om
det største franske interventionsområde siden 2. verdenskrig. I modsætning til amerikanerne, der trak deres tropper ud af Irak,
lægger Frankrig altså op til en langvarig,
landbaseret terrorbekæmpelse i Sahel.
Denne artikel tegner et billede af sikkerhedssituationen i Sahel to år efter interventionen i Mali. Den sikkerhedsmæssige udfordring i området består dog ikke kun i at
håndtere efterdønningerne af interventionen i Mali, men konsekvenserne af hele
to militære interventioner, som Danmark
har været involveret i. Ud over Mali gælder det nemlig også Libyen. Selv om begge disse interventioner havde et territorialstatsligt mandat og sigte, er truslen fra de
militante grupper i Sahel i dag både transnational, mobil og fragmenteret. Det betyder, at staten, der hidtil har været en central forståelseskategori, når det gælder krig
og intervention, ikke længere fremstår som
den mest relevante geografiske enhed. Det
er bl.a. denne udfordring, som den franske
Operation Barkhane skal tage højde for.
Manni Crone er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier. Hun forsker i terrorisme og terrorbekæmpelse i Europa og Sahel.
>>>
TEMA
|
RADIKALISERING
30
|
UDENRIGS 3
|
2014
Den fransk-ledede intervention i Mali havde et snævert statsligt perspektiv. Det var
Malis regering, der havde anmodet Frankrig om at intervenere, og formålet var at
genetablere “Malis territoriale integritet”.
Selv om den franske operation Serval i
dag præsenteres som en indiskutabel succes, er sandheden formentlig mere broget.
Den nordlige del af Mali er ganske vist ikke
længere kontrolleret af islamistiske grupper, men disse grupper er stadig aktive i
Sahel, hvor de ufortrødent fortsætter deres
smuglervirksomhed og i stigende grad optrapper en oprørskrig mod de franske tropper og FN-missionen Minusma.
Tre islamistiske grupper
Baggrunden for den franske intervention
var, at tre islamistiske grupper – AQIM,
MUJAO og Ansar Dine – i 2012 havde taget kontrol med det nordlige Mali. Disse
grupper havde befundet sig i Mali i årevis,
og det er derfor et interessant spørgsmål,
hvorfor de pludselig i 2012 valgte at tage
kontrol med området. Det skyldes formentlig en noget usædvanlig situation.
I starten af 2012 havde militante tuareger startet et oprør, drevet Malis hær ud
af Nordmali og erklæret området – “Azawad” – for selvstændigt. Da nogle af disse
tuareger fra den sekulære gruppe, MNLA,
begyndte at udplyndre lokalbefolkningen,
greb de islamistiske grupper ind og pressede de sekulære tuareger i defensiven. Således fik de pludselig kontrol med et kæmpe
område, der nu ikke længere var under en
statslig jurisdiktion.
Den mest erfarne og velkonsoliderede af de islamistiske grupper var den algeriske gruppe AQIM (Al Qaeda i Islamisk
Maghreb), der helt tilbage fra 1990’erne
havde ført en blodig oprørskrig mod det algeriske regime. Omkring 2000 havde algerisk terrorbekæmpelse lagt pres på gruppen,
som derfor begyndte at ekspandere ned i Sahel-området og Nordmali, hvor de fandt et
refugium og fik opbygget en lukrativ smugTEMA
|
RADIKALISERING
lervirksomhed. Fra 2003 begyndte de at
kidnappe vesterlændinge, der blev løsladt
mod klækkelige summer. AQIM’s forgænger GSPC havde længe sympatiseret med al
Qaeda, og da de mildest talt manglede succes på hjemmefronten, havde gruppen interesse i at blive en del af al Qaeda for således
at nyde godt af al Qaedas succesrige brand.
I 2006 blev GSPC en officiel del af al Qaeda
og tog herefter navnet AQIM.
AQIM er altså en gruppe, der har en
lang erfaring med oprørskrig, og som derfor var opmærksom på, hvor vigtigt det er
at have lokalbefolkningens støtte. Da AQIM
i 2012 overtog herredømmet med det nordlige Mali, havde de befundet sig i området
i over 10 år og var både økonomisk og familiemæssigt integreret. Magtovertagelsen i
2012 skete da også i tæt alliance med den lokale islamistiske tuareggruppe, Ansar Dine.
Malis tuareger, der holder til i den nordlige del af landet, har helt tilbage fra den
franske kolonitid ønsket en større grad af
selvstændighed. Sideløbende har de dog
også fremført ønsker om en større islamisering af Azawad. I takt med de seneste
års genislamisering af Mali har religiøse
krav i stigende grad blandet sig med nationalistiske krav om selvstændighed og
selvstyre. Den islamistiske tuareggruppe
Ansar Dine, der blev ledet af tuareg-notabiliteten Iyad ag Ghali, ønskede ikke kun,
at Azawad skulle løsrives fra regeringen i
Bamako, men først og fremmest at området skulle regeres i overensstemmelse med
sharia. Derfor havde Ansar Dine interesse
i at indgå en alliance med AQIM. AQIM
betragtede Azawad som et “jihadistisk eksperiment”, hvor man kunne eksperimentere med sharia, men også som et “al Qaeda emirat”, altså en territorial base for en
al Qaeda filial, som var en del af den globale jihad.
Paradoksalt nok var det netop den al
Qaeda affilierede gruppe AQIM, der i
2012 forsøgte at moderere den islamistiske
magtovertagelse. AQIMs leder opfordre-
UDENRIGS 3
de de andre grupper til at gå varsomt frem
med at implementere sharia, der skulle “forklares til befolkningen, før den kunne applikeres”. Samtidig opfordrede de til at udvise
tilbageholdenhed for at “undgå at komme i
det internationale samfunds søgelys”. Men
deres opfordring blev ikke hørt. Den tredje gruppe, MUJAO, der ikke havde stor erfaring med oprørskrig, gik hårdhændet frem.
De udførte håndsafhugninger og stod bag
destruktionen af gamle helligdomme, mens
Ansar Dine i starten af 2013 begyndte at
rykke mod syd, hvilket provokerede Frankrig til at gå ind i Mali for at stoppe de islamistiske gruppers fremfærd.
Sahel efter interventionen i Mali
I dag er det islamistiske emirat i Nordmali en saga blot, og de islamistiske grupper
i vidt omfang drevet på flugt. De er dog
på ingen måde forsvundet, men har blot
spredt sig rundt omkring i Sahel. Interventionen i Mali er altså et konkret eksempel
på, at en snævert statslig tilgang til terrorbekæmpelse er mangelfuld. Det blev også
tydeligt i forbindelse med den amerikanske
intervention i Afghanistan i 2001, hvor al
Qaeda kombattanter blot trak over grænsen til Pakistan. Med hensyn til Mali drejer
den sikkerhedsmæssige udfordring sig nu
ikke kun om Mali, men om hele Sahel-området og delvist også Nordafrika. Disse to
områder er nemlig i dag intrikat forbundne, og det giver derfor mening at se dem
som et samlet sikkerhedskompleks. Det er
navnlig den sydlige del af Libyen, der i øjeblikket tiltrækker sig opmærksomhed, fordi området udgør et eldorado for nogle af
de islamistiske grupper, der måtte trække
sig ud af Nordmali. Det forlyder for eksempel, at Mokhtar Belmokhtar, der stod
bag det store angreb på et algerisk gasanlæg i starten af 2013, jævnligt opholder sig
i dette område.
Lederskikkelser (emirer) har betydning,
når det gælder oprørskrig. På den ene side
har de den fornødne viden og erfaring, der
|
2014
|
31
gør dem i stand til at planlægge komplicerede angreb, og på den anden side har de
adgang til penge, våben og netværk, som
er en forudsætning for at drive en militant
gruppe (katiba). Det amerikanske forsøg
på at svække al Qaeda ved hjælp af målrettede drab (targeted killings) i Pakistan
og Yemen, var således primært rettet mod
al Qaedas ledere, og det er også lederskikkelser, der er primære mål for den franske
operation Barkhane i Sahel.
Med undtagelse af AQIM’s leder i Sahara, Abu Zeid, der blev dræbt ved interventionens start, har de andre ledere nemlig overlevet og er nu aktive i en ulmende
oprørskrig i Nordmali og omegn. Mokhtar
Belmokhtar, der kort før den franske intervention havde brudt med AQIM og dannet sin egen gruppe, er i dag en af de mest
erfarne mujahidiner (oprørskrigere) i Sahel. Som ganske ung var han i Afghanistan,
hvor han i starten af 1990’erne kæmpede i
den afghanske borgerkrig. Senere tog han
tilbage til Algeriet, hvor han deltog i den
algeriske borgerkrig, inden han blev en af
AQIM’s ledere i Sahara.
Belmokhtar har en evne til at gå under
radaren og overleve mod alle odds. Samtidig besidder han en strategisk sans, der
gør ham i stand til at gennemføre stort anlagte symbolske angreb mod vestlige mål. I
2013 gennemførte han som nævnt et stort
og meget komplekst terrorangreb i det sydlige Algeriet, der blev udført af 32 gidseltagere og kostede over 40 mennesker livet.
Attentatet gjorde ham til den mest eftersøgte mand i Sahel, og amerikanerne har
sat en klækkelig dusør på hans hoved. Ikke
desto mindre stod han blot tre måneder senere bag to simultane selvmordsangreb i
Niger, der var rettet mod det franske uranudvindingsfirma Areva og en nigersk kaserne. Året efter tog han ansvaret for drabet på en fransk soldat, der var gennemført
på den franske nationaldag. På opfordring
af al Qaedas leder Ayman al Zawahiri har
Belmokhtar i dag slået sig sammen med
TEMA
|
RADIKALISERING
>>>
32
|
UDENRIGS 3
|
2014
den militante gruppe MUJAO, der ligeledes regerede i Nordmali i 2012. Tilsammen udgør disse grupper al Mourabitoun,
som i dag fører oprørskrig i Niger og Mali.
AQIM tager også del i den ulmende oprørskrig. Efter tabet af sine to ledere i Sahel
– Abu Zeid døde; Belmokhtar gik sine egne
veje – har AQIM genetableret en militant
enhed i området – AQIM i Sahara – der ligeledes udfører selvmordsangreb mod FNtropper i Nordmali. Gruppen har fremsat
trusler mod vestlige mål og er kommet med
opfordringer til at angribe ikke blot Frankrig, men også lande, der har støttet den franske intervention, herunder Danmark. Endelig spiller Ansar Dines leder, tuaregen
Iyad ag Ghali, stadig en rolle. Efter at han i
en lang periode var forsvundet som dug for
solen, dukkede han pludselig i august 2014
op i en Youtube-video, hvor han nu erklærer sig som et fuldgyldigt medlem af AQIM.
Han tilslutter sig AQIM’s globale agenda
og udtrykker støtte til militante islamistiske grupper i Somalia, Centralafrika, Irak
og Syrien. Ag Ghalis personlige jihad foregår dog mest via pengepungen. Han betaler
penge til personer, som vil lægge miner ud,
og gerne på strategiske steder, hvor de kan
ramme franske køretøjer.
To år efter interventionens start må man
altså konstatere, at de islamistiske grupper i dag har bredt sig til store dele af Sahel, hvor de nu diskret optrapper konflikten i Mali og nabolandet Niger.
Efterdønningerne af det arabiske forår
Situationen i Mali kan imidlertid ikke forstås isoleret fra resten af Sahel og Nordafrika, der i dag må betragtes som et samlet sikkerhedskompleks. Efterdønningerne fra det
arabiske forår i Libyen, Egypten og Tunesien har givet militante grupper vind i sejlene, og i dag spiller sådanne grupper ind på
sikkerhedssituationen i Sahel. Det er navnlig den ustabile situation i Libyen, der giver
grå hår i hovedet på nabolandene Egypten,
Niger, Tchad, Tunesien og Algeriet. De frygTEMA
|
RADIKALISERING
ter såkaldte spillover-effekter fra den kaotiske situation i Libyen, hvor intet mindre end
to regeringer i øjeblikket gør krav på magten, mens et virvar af militante grupper af
forskellig observans skyder frem.
Sydlibyen er i dag blevet et attraktivt område for nogle af de militante grupper og
smuglernetværk, der i 2013 blev jaget ud af
Nordmali, og som i dag er trukket op i Fezzan provinsen i Sydlibyen omkring byen
Ubari. Det drejer sig bl.a. om personer med
tilknytning til AQIM og Mourabitoun, der
i Sydlibyen plejer omgang med andre militante grupper som for eksempel den al Qaeda affilierede gruppe Ansar al Sharia, der
primært holder til i Nordlibyen (Benghazi og Derna). Disse grupper og netværk er
i vidt omfang transnationale, og det sydlige Libyen fungerer således som et transitsted for diverse militante grupper og smuglernetværk, der opererer i Sahara og Sahel.
Det er vanskeligt at få uvildige informationer om situationen i Sydlibyen, og forskere er derfor i vidt omfang afhængig af
efterretningskilder, dvs. kilder, der har et
snævert fokus på trusler og sikkerhedsproblemer. Den tyske antropolog Wolfram Lacher, der har lang erfaring fra Libyen, bekræfter dog, at der findes jihadister i dette
område, men han mener ikke, at de spiller
en afgørende rolle lokalt. “Deres tilstedeværelse er hverken permanent eller forankret, den er mobil og diskret. De lokale kilder (…) mener heller ikke, at disse grupper
har etableret træningslejre eller rekrutteret
lokale”, siger han. Tilsyneladende benytter
de islamistiske grupper i Sydlibyen samme
integrationsstrategi som i Nordmali inden
magtovertagelsen. “De holder sig ude af de
lokale konflikter, de undgår at tage monopol på smuglertrafikken, de er diskrete og
gør sig umage for ikke at genere nogen. De
køber lokalt, betaler kontant, og forsøger i
det hele taget at skabe forbindelser til den
lokale befolkning og stammeledere”. Franske efterretningskilder bekræfter, at de islamistiske grupper ikke for tiden er interes-
UDENRIGS 3
|
2014
|
33
Det er vanskeligt at få
uvildige informationer
om situationen i Sydlibyen, og forskere er
derfor i vidt omfang
afhængige af efterretningskilder, dvs. kilder,
der har et snævert fokus på trusler og sikkerhedsproblemer
FOTO: PROJECT SYNDICATE, 2015
serede i at tage kontrol med et territorium
i Sydlibyen: “De bruger området til transit
eller til at slappe af. Det gør det muligt for
dem at træne og forberede deres angreb” .
Disse gruppers volatile tilstedeværelse i
Sydlibyen er altså transnational. De nationale grænser i hele Sahel er porøse, og jihad- og
smuglergrupper – de såkaldte “jihad-gangstere” – opererer på kryds og tværs af området. Mokhtar Belmokhtar, der efter sigende
viser sig sporadisk i området, havde allerede inden den franske intervention etableret kontakter i det sydlige Libyen og dermed
forberedt en eventuel taktisk tilbagetrækning fra Nordmali. Efter Gadaffis fald i 2011
var han flere gange i området for at købe våben fra Gadaffis våbenlagre, og samtidig indgår han i et oldboys-netværk med tidligere
Afghanistanveteraner, der befinder sig i den
nordøstlige del af Libyen omkring byerne
Benghazi og Derna. Men også i Libyens nabolande Egypten, Tunesien og Algeriet dukker nye militante islamistiske grupperinger
frem, og der sker således i øjeblikket en fragmentering af de mere etablerede grupper.
Al Qaeda og Islamisk Stat
Den aktuelle splittelse mellem al Qaeda og
Islamisk stat (se artikel af Lars Erslev An-
dersen i dette nummer af Udenrigs) udspiller sig også i Sahel-Nordafrika-komplekset,
hvor den har bidraget til en yderligere opsplitning af de eksisterende grupper. Det
er værd at bemærke, at al Qaeda stadig er
den primære reference i regionen, idet al
Qaedas filialer og sympatisører – AQIM,
Mourabitoun, Ansar al Sharia m.fl. – i vidt
omfang er forblevet tro mod al Qaedas nuværende leder Zawahiri. Men Islamisk
Stats succes på slagmarken har tiltrukket
nye sympatisører og dermed bidraget til en
yderligere splittelse af de i forvejen ustabile
grupper i Sahel og Nordafrika.
Disse splittelser tager ofte form af generationsoprør, hvor unge forlader de etablerede grupper for at danne deres egne grupperinger eller drage til Irak og Syrien for
at kæmpe. Personager som Belmokhtar eller AQIM’s leder, Droukdel, er historiske
mujahidiner, der på grund af deres fremskredne alder (de er i starten af fyrrerne)
deler erfaring, ideologiske referencer og
verdensbillede med al Qaedas leder Zawahiri. Disse “gamle” ledere er da også i vidt
omfang forblevet tro mod al Qaeda. Når
disse oldboys-mujahidiner udsender propaganda-videoer, sidder de ofte foran et
sort banner med en kalashnikov og opTEMA
|
RADIKALISERING
>>>
34
|
UDENRIGS 3
|
2014
læser alenlange erklæringer med ideologiske referencer til islamiske lærde. Disse
gammeldags videoer står i skærende kontrast til Islamisk Stats videoer, der er ekstremt voldelige, og som indeholder masser af action, spænding og special effects.
Her er ingen støvede henvisninger til islamisk ideologi, men masser af vold i form af
hovedafhugninger, likvideringer og driveby-shootings. Sådanne propaganda-videoer appellerer formentlig i højere grad til et
yngre publikum.
I hvert fald er det lykkedes for IS at skabe
en række tilhængere i regionen, som ofte
har brudt med de ældre al Qaeda-affilierede grupper. I modsætning til de al Qaedaaffilierede grupper i Nordafrika og Sahel,
har IS-kalifatet, lidt i stil med Romerriget,
etableret såkaldte provinser, der skal understrege den territoriale dimension af det
ny kalifat. I Libyen blev den nordøstlige by
Derna den 3. oktober 2014 udråbt til en del
af IS-kalifatet og blev således den første deciderede IS-enklave uden for Irak-Syrien.
Libyske returnees, altså personer, der havde været i Syrien eller Irak for at kæmpe,
har sammen med udbrydere fra den libyske al Qaeda-gruppe Ansar al Sharia dannet en ungdomsgruppering, der nu styrer
dele af byen. I Derna drejer det sig dog ikke
kun om en lokal gruppe, der har erklæret
sin støtte til IS, men om, at IS har sendt en
delegation til Derna, som i oktober stadfæstede indlemmelsen i Kalifatet ved en offentlig bøn på byens plads. Noget tyder
altså på, at IS betragter Libyen som et ekspansionsområde. IS-gruppen i Derna kontrollerer dele af byen, hvor de råder over en
moske, en islamisk domstol, politi etc.
I Sydlibyen findes en anden IS-gruppe,
der trods navnet Fezzan Provinsen, ikke
råder over et egentligt territorium. I et andet post-arabisk forårsland, Egypten, har
den såkaldte Sinai Provins (tidligere Ansar
Beit al Maqdis) ligeledes erklæret sin troskab til IS. Sinai Provins udfører primært
angreb mod den egyptiske stat på SinaiTEMA
|
RADIKALISERING
halvøen, men hævder også at have udført
terroraktioner i selveste Kairo.
Imod disse IS-udbrydergrupper forsøger
de etablerede AQ-grupper at mane til besindelse og forsoning. AQIM har selv oplevet splittelser, idet yngre medlemmer har
forladt gruppen til fordel for IS. Ved flere
lejligheder er AQIM gået offentligt ud og
har erklæret sin fornyede støtte til al Qaeda
og Zawahiri. Så sent som december 2014
udsendte AQIM en lang erklæring, hvor lederen af deres sharia-komité argumenterede for, at IS-kalifatet ikke lever op til gængse sharia-standarder for oprettelsen af et
kalifat. Erklæringen opfordrer IS til at besinde sig, erkende sine fejl og lytte til mere
erfarne mujahidiner.
Nye metoder
Det er denne geografiske spredning og organisatoriske fragmentering af de jihadistiske grupper i Sahel og Nordafrika, som
Frankrigs nye terrorbekæmpelsesindsats
skal søge at håndtere. Frankrig kunne i lighed med amerikanerne i Irak have valgt at
trække deres tropper ud af Mali, men de
har formentlig for mange interesser på spil
i området i form af statsborgere og råstoffer
(fx uranudvinding i Niger). Udviklingen
efter interventionen i Mali stiller derfor det
interessante spørgsmål om, hvordan man
overhovedet forholder sig til en mobil og
fragmenteret trussel som den, vi i øjeblikket ser i Sahel (men vel strengt taget også
andre steder). Med Operation Barkhane
forsøger Frankrig at komme med et svar,
hvor de tager konsekvensen af, at en snæver statslig tilgang ikke længere er adækvat.
Formålet med operation Barkhane, der
blev skudt i gang i august 2014, er således ikke
længere at sikre Malis territoriale integritet,
men at lave terrorbekæmpelse i et gigantisk
område i Sahel. Der er tale om en transnational indsats, som derfor sker i tæt samarbejde med de såkaldte G5-lande i Sahel: Niger,
Tchad, Burkina Faso, Mali og Mauretanien,
men også med USA, Algeriet og Egypten.
UDENRIGS 3
Barkhane er en mange-facetteret indsats,
der disponerer over en flybase, en dronestation samt et kontingent af franske specialtropper. Men eftersom den primære
udfordring består i – på baggrund af efterretninger – at kunne agere hurtigt på tværs
af grænser i et enormt og vanskeligt tilgængeligt ørkenområde, er hjørnestenen
dog seks fremskudte poster, der er placeret i de nordlige grænseområder op mod
de historiske transitveje i Sahara. Det forlyder, at den franske hær har måttet støve
gamle kort fra det 19. århundrede af for at
kunne agere i området. Landtropper i disse fremskudte poster skal assistere specialtropper og neutralisere jihadister og våbentransporter, når de forlader deres baser
og bevæger sig ud i transitzonerne – for eksempel fra det sydlige Libyen ned mod Niger og Mali. Fire af disse fremskudte poster
er placeret i Nordmali, hvor de skal forhindre, at jihadisterne blot vender tilbage til
|
2014
|
35
deres tidligere områder, mens det andet fokusområde er Salvadorpasset, der forbinder det sydlige Libyen med det nordlige
Niger og Mali.
Hvis man ser på den pressebevågenhed, som interventionen mod Islamisk
Stat i Irak og Syrien har fået, er den franske krig mod terror i Sahel betydeligt mere
diskret. Det er interessant, når man tager
i betragtning, at Barkhane ikke blot implicerer boots on the ground, men også udspiller sig i et kæmpe transnationalt område uden nogen defineret slutdato. Sahel er
et eksempel på en ny type yderst komplekse konflikter, der implicerer trusler, som
er dynamiske, mobile, fragmenterede og
transnationale. Barkhane kan dog også ses
som et forsøg på at håndtere konsekvenserne af de to interventioner i Mali og Libyen,
som også Danmark har taget del i, og derfor har et medansvar for.
TEMA
|
RADIKALISERING
36
|
UDENRIGS 3
|
2014
Vor tids ekstremisme
er rettet mod
nationalstaten
Af Klaus Kondrup
FOTO: PROJECT SYNDICATE, 2015
TEMA
|
RADIKALISERING
UDENRIGS 3
Når staternes politiske institutioner er for
svage og ikke kan sikre befolkningen rettigheder, åbnes mulighederne for alternative voldsmonopoler, som i samklang
med globale terrornetværk kan vokse sig
stærke og udgøre en varig trussel for os
ved at tilbyde beskyttelse og retsorden
uden for den nationalstatslige ramme.
Den globale sikkerhedsdagsordens fokus rettes mere og mere mod borgerkrige
og andre følger af skrøbelig statsbygning
rundt omkring på kloden som alternative voldsmonopoler og global terrorisme.
De sidste 10 års resolutioner fra FNs Sikkerhedsråd vidner om, at sådanne årsager til ustabilitet vil blive søgt bekæmpet
af de større magter i samklang. Det globale samfund af stater iværksætter således flere og flere fredsskabende indsatser
og hjælp til statsbygning som svar på disse udfordringer. Selvom resultaterne indtil videre er vanskelige at måle, fortsætter
interventionerne. I det følgende vil der
blive stillet skarpt på forholdet mellem
statsbygning, svag suverænitet og polarisering for at belyse problemerne ved det
nuværende interventionsparadigme og
angive nogle centrale refleksionspunkter, som bør overvejes som grundlag for
fremtidige interventioner.
Der tegner sig i disse år en verdensorden,
hvor antallet af ustabile stater og områder
vokser. Særligt slemt er det i et geografisk
område, som med den brede pensel kan
tegnes som en trekant på et verdenskort
mellem punkterne Havanna, Ulan Bator og
Cape Town med overløb ud over kanterne.
Området har et kraftigt efterslæb, hvad angår statsbygning. En mængde interventioner pågår her, hvoraf de fleste dog har ringe
|
2014
|
37
langsigtet effekt. Et hovedproblem er, at det
synes lettere at gøre, som man plejer, i stedet for at kortlægge, hvad der er nødvendigt i det enkelte tilfælde og iværksætte en
koordineret indsats.
Alt for ofte fokuseres på gamle mantra
for interventioner som “opbygning af civilsamfund”. For professionelle statsbyggere er dette absurd i samfund, hvor de
basale politiske institutioner, som hær, sanitetsvæsen, politi og retsvæsen ikke fungerer. Det har blot den effekt, at kravene
øges til rettighedsdistributionen i samfundet, uden at staten kan levere, hvilket medfører øget social frustration, øget politisk
deltagelse og dermed politisk ustabilitet.
Når staten på denne måde går i baglås, opstår afmagt og polarisering, som igen leder til, at der etableres repressive regimer,
hvis primære formål bliver at inddæmme
den politiske deltagelse og altså at bekæmpe civilsamfundet med de autonome politiske institutioner, som blev søgt opbygget.
Vi har vidst dette i mange år, men det har
været vanskeligt at erkende, og det smerter
ofte at måtte sande, at den gode vilje ikke
altid er nok, og at de mange fejlslagne tiltag
har medført meget lidt andet end interventionslede og modstand – både i de lande
hvor interventionerne foregår og i de lande, som intervenerer.
Problemerne forværres yderligere af et
grundproblem vedrørende legitimitet. Når
interventionerne faktisk udløser forbedringer, tilskrives legitimiteten det globale
samfund af staters indsats og ikke staten.
Resultatet er, at statslegitimiteten forbliver
svag, og i nogle tilfælde altså direkte undermineret ved de tilsyneladende succesfulde forbedringstiltag. Problemet er, at på
længere sigt forsvinder disse forbedringer,
når den svage legitimitet leder til politisk
ustabilitet, polarisering, repressivt styre,
Klaus Kondrup er cand. mag. scient. pol. PhD og leder af Global Polity Center, som laver videnskabelige stabilitetsvurderinger af stater og monitorerer staters udvikling.
TEMA
>>>
|
RADIKALISERING
38
|
UDENRIGS 3
|
2014
borgerkrig eller statskollaps. Med den interventionistiske statsbygning er der således tale om et substantielt problem. På den
ene side er det vanskeligt at se et alternativ
til at støtte statsbygning som styringsredskab for opnåelse af langsigtet global stabilitet. På den anden side vil statsbygning,
når det søges iværksat med kraftig støtte
udefra, ofte lede til destabiliserende polarisering. Det skyldes, at den interventionistiske statsbygning iværksættes forkert. Der
gives nedenfor et bud på, hvordan vi kan
forstå de dynamikker, som leder til problemerne med polarisering og destabilisering
af stater samt politisk ekstremisme, som
opstår i kølvandet på disse problemer.
Svag suverænitet
Skrøbelig statsbygning skyldes, at befolkningen ikke i tilstrækkelig grad er underkastet et politisk fællesskab – her betegnet
som svag suverænitet – hvor de politiske
autoriteter mangler legitimitet og ikke formår at beskytte dele af befolkningen. Den
søger derfor beskyttelse andre steder end
hos staten, hvis det er muligt. Dermed undermineres statsbygningen, som bliver porøs og fragmenteret.
Svag suverænitet er grobund for kraftig
politisk ustabilitet, som står i skarp kontrast til den relativt afklarede verdensorden, hvor krige mellem stater er sjældne og
velstanden øges. Fænomenet svag suverænitet er stort set ukendt i Danmark, men
andre steder er problemer med alternative
voldsmonopoler, styret af gangsterbander
og politi med skiftende loyalitet, temmelig
fremherskende. Der er tale om et helt afgørende problem, hvad angår staters stabilitet
og udvikling. I en krise vil en stat med svag
suverænitet udvikle en kraftig polarisering,
som staten ikke kan håndtere.
Statsbygning handler derfor i første omgang om at etablere en positiv spiral for en
stabil politisk ordens udvikling, som styrker suveræniteten gennem at etablere en
basal beskyttelse og rettighedsdistribution
TEMA
|
RADIKALISERING
med udviklingen af de basale politiske institutioner: Militær, sanitetsvæsen og politi. Lykkes dette ikke, kan staten ikke stabiliseres, og når der opstår social frustration
og den politiske deltagelse pludselig øges
med krav til staten, havner man i den ovennævnte fælde, hvor staten ikke kan følge
med efterspørgslen på rettigheder. Resultatet bliver uro. Dogmet er her, at statsbygning kun kan foregå effektivt, når udviklingen af de politiske institutioner foregår
i takt med øget politisk deltagelse, sådan at
den politiske orden forbliver relativt stabil.
Et eksempel: Hosni Mubaraks Ægypten
byggede på et udviklet undertrykkelsesapparat centreret om Indenrigsministeriet
med store politistyrker og et parlament domineret af Det nationaldemokratiske Parti (2010). Da revolutionen kom i 2011, gik
demonstranter til angreb på Indenrigsministeriet og underløb regimet ved at forskanse sig på Tahrir pladsen og kræve styrets afgang. Da militæret ikke ville tvinge
demonstranterne hjem, svækkedes diktaturet, så politiet begyndte at desertere. De
politiske institutioner blev i løbet af nogle måneder barberet ned til, at kun hæren
stod tilbage, medens alt fra lov og ordenshåndhævelse over sanitetsvaretagelse til
politisk styring blev undermineret i løbet
af kort tid (2012).
Egypten er et mønstereksempel på et
samfund, hvor suveræniteten var svag og
hæren var den eneste holdbare institutionalisering af suveræniteten. Resultat: Alle
de politiske institutioner på nær hæren
blev skyllet væk, da revolutionen kom, og
kaos fulgte. Efter et års tid ønskede selv den
liberale del af pressen i Ægypten militærdiktaturet tilbage og nu er præsident Abdul
Fatah al-Sisi på vej til at genetablere undertrykkelsesapparatet (2014).
Læren er altså, at når den politiske deltagelse eksploderer og polariseringen i
samfundet bliver for stor, sættes en spiral af kræfter i gang, som kan medføre,
at samfundets centrale elementer holder
UDENRIGS 3
op med at fungere. Nød, krænkelser, sygdomme og plyndringer tager til, og kravet om orden stiger i befolkningen, indtil
hæren griber ind og gennemtvinger orden ved at varetage politimæssige og sanitære funktioner; magter den ikke det,
ender det i anarki. Dette er i grove træk
problemet i lande med svag suverænitet:
Øget politisk deltagelse medfører polarisering, kaos og diktatur.
Getting to Denmark
Revolutioner har større succesrate, jo ældre og mere grundfæstede de politiske institutioner er. Men revolutioner er samtidigt mindre påkrævede, hvis de politiske
institutioner fungerer godt. Danmark repræsenterer idealet for statsbygning hos
Francis Fukuyama, som skriver i traditionen fra Samuel Huntington. I Statebuilding fra 2004 og igen i The Origins of Political Order fra 2011 anvender Fukuyama
udtrykket Getting to Denmark om den stabile udvikling af politisk orden frem mod
et stabilt polyarki, det vil sige funktionelt
flerpartistyre med høj politisk deltagelse, et
fungerende statsapparat og lav korruption.
Tyrkiet udvikler sin politiske orden ved
at indoptage anatolere i den politiske orden, konstitueret af kemalisterne. Det sker
ved, at de politiske institutioner udvikles
langsomt, mens hæren beskytter forfatningen mod populisme. Denne udvikling ses
i Huntingtons perspektiv som et eksempel på, hvordan man kommer fra svag til
stærkere suverænitet. Først må hæren holde den politiske deltagelse nede og beskytte forfatningen mod utidige demokratiske
bevægelser. Derefter må politiet stabilisere
udviklingen ved at dæmpe politisk motiveret uro. Der balanceres her på en knivsæg
mellem implementering af forfatningen,
øgning af politisk deltagelse og dæmpning
af dens polariserende effekter.
I denne optik må et land som Tunesien
søge at efterligne Tyrkiets vej mod polyarki, hvis det på sigt skal søge at stabilise-
|
2014
|
39
re sig under den nye ambitiøse forfatning.
Dette betyder, at en interventionsindsats i
Tunesien må fokusere på at fremhjælpe et
fungerende politi og med tiden understøtte skabelsen af et retsvæsen fri for korruption, uden at man samtidigt skaber polarisering, som vil kunne give ekstremister
vind i sejlene.
Ofte vil det være produktivt for et samfund at polarisere for gennem oprør at
fremtvinge ændringer i den politiske orden. Men som beskrevet ovenfor er udvikling og grundfæstning af politiske institutioner alfa og omega for succes. Når
polerne dannes, uden at staten formidler
mellem dem, medfører det ustabilitet og
en udvikling, som kan give et samfund
langvarige sår.
I løbet af det 20. århundrede ledte oprør
ofte til langvarige borgerkrige eller etablering af primitive militærdiktaturer, som
enten var støttede af USA eller USSR eller var fremkommet som en modreaktion
mod sådanne regimer. Bemærk hvordan
polariseringen under Den kolde Krig hurtigt blev fastlåst i relativt klare positioner.
I kølvandet på murens fald er verdensordenen blevet mere homogen med relativt
høj politisk enhed mellem de store magter.
Men samtidig er de enkelte stater eller områder blevet mere skrøbelige, grundet udfordringerne fra den accelererede globalisering, som efterlader staterne under et
enormt pres fra indbyrdes konkurrence.
Tikkende bomber
Den dominerende norm i det globale
samfund af stater, nemlig at ethvert politisk fællesskab skal udgøre en nationalstat
kompatibel med kapitalisme, skaber problemer med legitimitetsstrukturerne og
dermed suveræniteten, specielt i de mange ukurante multinationale stater, hvor
grænserne for alt for manges vedkommende er tegnet med en lineal for mange år siden. Her er det yderligere et problem, at
nationalstatsnormen søges implementeTEMA
|
RADIKALISERING
>>>
40
|
UDENRIGS 3
|
2014
ret i henhold til ideer med enøjet ideologisk fokus. Som for eksempel i Washington consensus modellen, der fokuserede på
økonomisk vækst, men undlod at inddrage udviklingen af de politiske institutioner.
Modellen har bidraget til at skabe tikkende
bomber under samfund, hvor vækstraterne
pludselig falder og de unge ingen muligheder har, og udviklingen derfor ender i social uro. Den bidrager heller ikke positivt
med tiltag, som bygger på alt for bastante
krav om at leve op til ideer om menneskerettigheder efter standarder, som er udformet i lande, der er kulturelt og udviklingsmæssigt lysår væk fra de skrøbelige staters
udgangspunkt.
Det er nødvendigt at holde sig for øje,
at rettigheder i statsopbygningssammenhæng ikke er noget, man har, som ideologien om menneskerettigheder foreskriver.
Det er noget, man får, ved at staten opbygger en politifunktion og bliver i stand til at
fordele rettigheder til befolkningen. Rettighedsdistribution kan ikke sikres gennem at presse staterne til at gennemføre
pro forma tiltag, der blot skaber øget polarisering. Hvis de politiske institutioner
ikke er tilstrækkeligt udviklede til at formidle mellem polerne i samfundet, kan institutionerne ikke sikre de rettigheder som
det besluttes, at man vil søge at fordele. Og
så åbnes mulighederne for, at de alternative
voldsmonopoler kan vokse sig stærke ved
at svare direkte på efterspørgslen efter beskyttelse og retsorden.
Global terror
Vi ser allerede nu resultatet af den accelererede globalisering i fremkomsten af global
terror, hvor ekstremiteten i polariseringen
har ledt til et politisk alternativ, som er rettet direkte mod den globale politiske orden.
Det er ekstremismens mekanisme, at
den lever af at kunne konstruere sin fjende som årsag til et politisk onde og så selv
præsentere en løsning, der fremstår tillokkende i den kaotiske situation. FremtræTEMA
|
RADIKALISERING
dende eksempler er Boko Haram i Nigeria
og Islamisk Stat i Mellemøsten.
Pointen er, at disse bevægelser kan fremstå i modsætning til verdensordenens
manglende funktionalitet og derved tilbyde sig som et alternativ, formuleret i direkte
modsætning til den globale nationalstatslige orden. Islamisk Stat er defineret som en
transnational islamisk stat. Boko Haram,
som betyder vestlig lære forbudt, er formuleret i opposition til vestlige ideer som sådan, som de er materialiserede i den fragmenterede nigerianske nationalstat.
Hvor der i det 20. århundrede var tale
om internationale terrorister, som kæmpede for en anden nationalstatslig orden, er
de stærke ekstremistiske bevægelser i det
21. århundrede rettet mod nationalstaten
som sådan. Dette indebærer endnu et kæmpeproblem: Hvis løsningen på den globale
ustabilitet er at styrke suveræniteten og dens
institutionalisering ved at understøtte stater,
skal vi medtænke, at halvfærdige projekter
giver direkte næring til kræfter, som ultimativt søger mod at underminere den nuværende globale politiske orden.
Terrorisme skal bekæmpes med militær, efterretningstjenester, målrettede
politiindsatser og afradikalisering. Tror
man på kort sigt at kunne bekæmpe global terrorisme med statsbygning, forstår
man kun lidt af begge dele. Det nye mantra med at søge at gennemtvinge inklusiv
regeringsførelse i multinationale stater viser en mangel på indsigt i skrøbelige staters politiske virkelighed. F.eks. når man
kræver “demokrati nu” og tror, at skrøbelige stater kan udvikle polyarkiske strukturer i løbet af kort tid. Som eksemplerne
Danmark og Tyrkiet viser, måles staters
udvikling i århundreder. Men når det er
sagt, må vi selvfølgelig diskutere, hvordan
vi i fremtiden skal forfølge langsigtede
mål som global stabilitet og rettighedsdistribution. Her er statsbygning en central
brik, også i forebyggelse af dannelsen af
ekstremistiske bevægelser.
UDENRIGS 3
Her følger fire fokuspunkter for en diskussion af fremtidige interventioner.
Først skal vi gøre os klart, at vi indtil nu
har søgt at stabilisere stater med ringe held,
fordi en ideologisk blokering har hindret
os i at gøre det basale først og altså ofte ført
til, at vi har undermineret udviklingen i de
lande, hvor vi har interveneret.
For det andet skal vi være klar over, at
uden den fornødne politiske vilje bliver
statsbygningsprojekter halvt færdiggjorte,
og dette gør dem til potentielle problemer
for vores egen sikkerhed. Vellykkede interventioner vil kræve stærke overnationale
forpligtelser fra de intervenerende lande,
så statsbygningsprojekter ikke bliver kastebolde i et nationalt politisk spil.
Og for det tredje skal vi anvende den viden, som vi har på området statsbygning.
Uden stærk suverænitet, ingen langsigtet
politisk stabilitet.
Når vi tænker statsbygning, skal vi altså
være villige til at fokusere på hær og politi som det centrale og sørge for at fordele beskyttelse og konkrete rettigheder frem
for abstrakte civile luftkasteller, som lyder
godt i vore egne ører, men som i bedste fald
ingen effekt har, når de søges implementeret. Derfor er det vigtigt ,at vi forstår at holde fokus og gøre det, som er påkrævet i det
konkrete tilfælde. Og gøre det uden illusioner. I langt de fleste tilfælde drejer det sig
om at få stoppet de værste krænkelser og få
iværksat en statsbygning med ansatser til
en legitimeret monopolisering af volden.
Dette leder til det fjerde fokuspunkt: Når
vi vælger at påbegynde statsbygning, skal
vi tænke strategisk og iværksætte projekter med udsigt til at lykkes. Det handler om
at tænke fra bunden og opefter, både lokalt
og globalt. Fokus i projekterne må være at
skabe legitimitetsstrukturer, som fungerer
internt i de lande, hvor statsbygningen søges implementeret. Globalt handler det om
at etablere, styrke og udvide oaser af rela-
|
2014
|
41
tivt funktionelle stater og områder. Fokus
må være på at levere sikkerhed og udbygge institutioner som med tiden kan fordele rettigheder til befolkningen, sådan at man
bekæmper radikal polarisering og fratager grobund for politisk ekstremisme. Det
er basalt set tiltag, som fremmer monopolisering af volden, der fratager de alternative voldsmonopoler deres mulighedsbetingelse. Selvom der her nærmest er tale om en
tautologi, er dette faktum farligt at ignorere.
Hvad der sker, når man undlader at gå
frem efter disse linjer, er Libyen et eksempel på. Man kunne have sagt sig selv, at når
hæren og sikkerhedsapparatet fjernes i et
land, hvor de er de eneste reelle politiske
institutioner, bliver der anarki. Var man
gået mere offensivt til værks, kunne man
have opbygget en stat med en lille, relativt
resursestærk befolkning, hvoraf 86 pct. bor
ved havet. Det havde været muligt at investere i en opgave, som logistisk set var til
at håndtere, og som konkret havde en klar
politisk resonans i forhold til spørgsmålet
om flygtningestrømmene mod Europa. En
vanskelig, men ikke umulig opgave.
Når man intervenerer med militærmagt
i oprør, skal man gå efter at støtte den side
i konflikten, som man ønsker skal varetage ordenshåndhævelsen i det pågældende
land eller område. Ikke som i Syrien, hvor
man først støttede den ene side og derefter den anden. Hvis styret ikke bryder sammen, udløses en borgerkrig, hvis oprøret er
stærkt nok, hvilket lå i kortene i Syriens tilfælde, eftersom Assad-regimets legitimitet
var relativt høj og styret godt organiseret.
Støtter man oprørerne, skal man indlede
en indsats over en meget lang periode.
Det er først og fremmest dyrt. Men her
er det vigtigt at huske, at det kan blive lige
så dyrt at intervenere som ikke at intervenere og altså endnu dyrere, hvis man intervenerer forkert.
TEMA
|
RADIKALISERING
42
|
UDENRIGS 3
|
2014
Når billeder bliver
til sikkerhedspolitik
Af Rebecca Adler-Nissen & Lene Hansen
FOTO: PROJECT SYNDICATE, 2015
BAGGRUND
UDENRIGS 3
Anvendelsen af billeder får større og større sikkerhedspolitisk betydning. Hidtil
er der ikke blevet forsket meget i emnet,
men nu er et forskningsprojekt i gang på
Københavns Universitet. Projektet “Images and International Security” løber
frem til udgangen af 2017. Denne artikel præsenterer et udvalg af de spørgsmål,
som projektet arbejder med.
“De fleste medlemmer af Kongressen er
ubeslutsomme, og det er derfor, vi har vist
dem videoerne”.
Sådan siger den amerikanske udenrigsminister John Kerry på et pressemøde i Paris i begyndelsen af september 2013. Videoerne afslører rækker af døde mænd og
børn med åbne munde som fisk efterladt
på landjorden. De er ofre for et gasangreb i
Damaskus, formodentligt udført af den syriske præsident Assads styrker. Videoerne dokumenterer, at der er brugt kemiske
våben mod civile, men de er mere end et
simpelt bevismateriale. Som Kerry betoner
det, viser billederne, at krig ikke “er noget
abstrakt”. “Det her er virkelige mennesker,
børn og forældre udsat for en behandling,
som alle må være enige i, er uacceptabel”.
De knap 1.500 ofre for kemiske angreb
bliver dermed noget mere end tal i den
uhyrlige statistik over dræbte i den syriske
borgerkrig. Billederne af de livløse kroppe
tydeliggør med hjerteskærende alvor krigens menneskelige konsekvenser.
Året før billederne af ofrene for gasangrebene i Damaskus ramte den internationale
nyhedsstrøm, havde præsident Obama under stor mediebevågenhed sagt, at brugen
af kemiske våben i Syrien var en “rød lin-
|
2014
|
43
je”. Blev den overtrådt, ville det få “enorme
konsekvenser”. Med den direkte og visuelle dokumentation af, at giftgas nu var blevet
brugt, steg presset på Obama. Den amerikanske regering arbejdede hårdt for at få andre landes støtte til en militær aktion mod
Assads regime. Men med taktisk snilde greb
Assad og Rusland hurtigt Kerrys bemærkning om, at kemisk afvæbning kunne være
et alternativ til militære sanktioner. Efter en
intensiv diplomatisk proces blev man enige
om at destruere Syriens kemiske våben gennem en international operation, som Danmark i øvrigt har deltaget i.
Forløbet omkring de kemiske angreb i
Syrien illustrerer billeders evne til at sætte en sikkerhedspolitisk dagsorden. Men
eksemplet viser også, at selv voldsomme
billeder af døde børn ikke har en automatisk og direkte politisk konsekvens. Obama kæmpede for at få Kongressens opbakning, og den kemiske afvæbning blev
af kritikere, ikke mindst i Syrien, set som
et vattet svar på Assad-styrets handlinger. Billeder har med andre ord en sikkerhedspolitisk betydning, men der er ikke
tale om en “visuel pistol”, hvor billedet i
sig selv har en entydig politisk effekt. Billeder virker emotionelt stærke, men som
vores forskningsprojekt viser, er de er i høj
grad også politisk forhandlede.
Den første Golfkrig og CNN-effekten
For at forstå billeders aktuelle sikkerhedspolitiske betydning kan det være nyttigt
med et kort historisk tilbageblik. At billeder har sikkerhedspolitisk betydning er
naturligvis ikke et fænomen, som kun nutiden kender til. Fotografier, film, tegninger, plakater og malerier er brugt massivt
i den nationale mobilisering omkring 1.
Lene Hansen er professor i international politik ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet og leder af forskningsprojektet “Images and International Security”, som er finansieret af
Det Frie Forskningsråd. Rebecca Adler-Nissen er lektor i international politik samme sted og deltager i “Images and International Security”.
>>>
BAGGRUND
44
|
UDENRIGS 3
|
2014
og 2. verdenskrig, og længere tilbage finder vi for eksempel satiriske tegninger af
Napoleon, ikke mindst i Storbritannien.
Eller tag fotografiet af de sønderjyske piger som blev trykt i stort oplag og brugt på
f.eks. piber og tallerkner fra 1880’erne og
frem. De sønderjyske piger var et symbol
på modstanden mod den preussiske/tyske annektering af Slesvig efter 1864. Med
genforeningen i 1920 blev de inkorporeret
i en berømt plakat, som lovpriste det tabte
lands tilbagevenden.
Men Golfkrigen i 1991 indvarslede et nybrud i mediedækningen af krige og konflikter, ikke mindst i forhold til den visuelle del
af nyhedsstrømmen. For første gang blev
der bragt omfattende live-reportager fra militære angreb samtidig med, de blev udført.
At det så ofte var svært at se andet end lysstriber på en mørk baggrund, betød mindre
end oplevelsen af, at man vidste, at man så
begivenhederne direkte “in real time”. Forestillingen om, at stort set hele verden kunne
se præcist de samme billeder samtidigt, udfordrede et nationalt defineret – og kontrolleret – mediebillede. For CNN, som var de
første til at levere billeder af bombardementerne af Bagdad, var det et gennembrud som
amerikansk og globalt nyhedsmedie.
Medierne dækkede også Saddam Husseins styres forfølgelse af de kurdiske mindretal i det nordlige Irak og de efterfølgende vestlige tiltag for at beskytte kurderne,
blandt andet gennem en flyveforbudszone i området. Dette blev startskuddet til
ideen om den såkaldte CNN-effekt; dvs. at
medier, ikke mindst gennem deres billeddækning, kan sætte en udenrigspolitisk
dagsorden, som får politikerne til gennemføre bestemte udenrigspolitiske tiltag. Da 1990’ernes krige og konflikter primært havde karakter af borgerkrige, eller
udspillede sig i stater som var under opløsning – Somalia, Bosnien og Kosovo
for eksempel – blev CNN-effekten efterfølgende især brugt omkring humanitære
interventioner.
BAGGRUND
Ideen om, at medierne påvirker udenrigspolitikken, kunne synes at have nogen
støtte for eksempel i Somalia i 1993, ikke
mindst efter at den amerikanske offentlighed blev vidne til billeder af døde og lemlæstede amerikanske soldater trukket gennem Mogadishus gader, og USA forlod
landet. Men forskningen har ikke fundet
belæg for en entydig CNN-effekt. Virkeligheden er med andre ord mere kompleks
end formlen medier = billeder = udenrigspolitisk beslutning. Medier har vist billeder af menneskelige ofre for krig, uden at
en udenrigspolitisk kursændring har fundet sted, som for eksempel i de første år af
krigen i Bosnien. Der har også været optræk til interventioner, inden medierne begyndte deres dækning. Forskere som Piers
Robinson har vist, at det for eksempel var
tilfældet med den amerikanske beslutning
om at gå ind i Somalia i 1993.
Medierne kan med andre ord ikke styre de sikkerhedspolitiske beslutninger, stater træffer gennem deres valg af billeder. På
den anden side er der heller ikke tale om,
at politiske ledere kan styre – eller tillade
sig at ignorere – mediernes billedproduktion. Forholdet mellem billeder og politik
kan altså ikke formuleres som et simpelt
årsag-virkningsforhold, dvs. at “billeder
afgør sikkerhedspolitikken” eller “sikkerhedspolitikken afgør billeder”. Det er udgangspunktet for forskningsprojektet Images and International Security.
Politisk forhandling af billeder
Fraværet af en simpel model, der entydigt
sætter forholdet mellem billeder og sikkerhedspolitik ind i en årsag-virknings formel, gør det sværere at afdække, hvilken
rolle billeder spiller for sikkerhedspolitiske
beslutninger. I stedet må vi stille spørgsmålet om billeders betydning lidt anderledes, nemlig sådan at vi spørger til, hvordan
billeder forhandles politisk. At se billedet
som politisk forhandlet betyder, at det ikke
kan “sige noget” uden, at der er politiske
UDENRIGS 3
aktører, som tillægger det en bestemt politisk status og betydning. Billeder optræder
med andre ord i sikkerhedspolitiske debatter, som ofte allerede er i gang.
I august 1992, da krigen i Bosnien var i
sit første år, dukkede der for eksempel et
billede op i den internationale presse af en
udmarvet mand i bar overkrop, der stod
sammen med en gruppe mænd bag et pigtrådshegn. Der var almindelig enighed om,
at billedet var fra en lejr i det nordlige Bosnien, og at fangerne var bosnisk-muslimske mænd. En del af den vestlige presse
argumenterede kraftigt for, at dette var beviset på, at et nyt Holocaust var i gang, og
at Vesten havde ansvaret for at stoppe folkemordet. Billedet fra Bosnien blev også
sammenlignet med gamle billeder fra åbningerne af nazisternes koncentrationslejre i 1945. Karakteristikken af krigen i Bosnien som et folkemord stod dog ikke alene.
Den blev mødt af en anden udlægning af
krigen, nemlig at der var tale om en Balkankrig udkæmpet mellem folkeslag, som
havde bekriget hinanden i 500 år. For de,
som argumenterede for en Balkan-forklaring, var billedet fra fangelejren et vidnesbyrd om, at forskellige etniske grupper på
Balkan stadigvæk nærede et indgroet had
til hinanden, at Balkan var en evig krudttønde, og at der derfor ikke var tale om et
folkemord, men en borgerkrig.
Eksemplet fra Bosnien illustrerer, at billeder spiller en væsentlig rolle i sikkerhedspolitiske debatter, men at de gør det, fordi de indgår i en kamp mellem forskellige opfattelser
af, hvad selve krigen egentlig drejer sig om.
Billeder kan rokke ved balancen imellem to
konkurrerende udlægninger af, hvordan en
krig skal forstås og håndteres (militær)politisk. I projektet spørger vi derfor, hvordan
billeder påvirker etablerede positioner i stedet for at antage, at der er en automatisk reaktion, når nye billeder dukker op. Vi spørger
også, hvordan det nogle gange lykkes politiske ledere at afvise kravene om, at nye billeder skal få dem til at ændre deres politik.
|
2014
|
45
Billedet af den bosniske fange fra 1992
har en klar lighed med billeder fra det tyske
Holocaust, en lighed som gjorde det oplagt
at knytte det sammen med en udlægning
af krigen i Bosnien som et folkemord. Men
ofte er der en mere tvetydig lære at drage af
billeder. I 2004 blev der taget et berømt og
berygtet billede i den irakiske by Fallujah,
som viser fire “contractors” for den amerikanske hær, som er dræbt, brændt til ukendelighed og hængt op i en bro. Billedet blev
for eksempel vist på forsiden af San Francisco Chronicle med overskriften “et ekko
fra Mogadishu”. En oplagt sammenligning
i lyset af billederne af de døde, lemlæstede soldater trukket gennem Somalias hovedstad i 1993. Men hvor Mogadishu for
de fleste amerikanerne ville give minder
om en borgerkrig, som USA ikke burde
have engageret sig i, var stemningen i foråret 2004 en noget anden. Den dominerende politiske udlægning var at “oprørerne” i
Fallujah – og i Irak i det hele taget – skulle
nedkæmpes. Det var med andre ord mere
usikkert, hvilken sikkerhedspolitisk lektie
billedet fra Fallujah lagde op til: Et påkrævet exit (“Mogadishu”) eller en endnu stærkere militær tilstedeværelse.
Nye teknologier og nye aktører
I løbet af de seneste 20 år har en række nye teknologier givet billeder en større sikkerhedspolitisk betydning. Op gennem 1990’erne betød udviklingen af World
Wide Web og søgemaskiner, at internettet,
som vi kender det i dag, tog form. Mulighederne for informationssøgning er ændret radikalt, og almindelige mennesker
har mulighed for – i hvert fald i lande hvor
adgangen til internettet er fri – at lave egne
hjemmesider, oprette sig på Facebook,
kommentere på blogs osv. Samtidig er telefoni- og computerteknologien gået fra at
være stationær til at være bærbar og forbundet. Med introduktionen af fotografiog videofunktioner i almindelige telefoner
kan billeder nemt produceres og cirkuleBAGGRUND
>>>
46
|
UDENRIGS 3
|
2014
res af ikke-statslige organisationer, bevægelser og enkelte mennesker. Amatørvideoen af den døende unge kvindelige iranske
aktivist Neda, som i 2009 bevægede sig fra
mobiltelefoner i Teheran til internettet og
videre til de etablerede vestlige nyhedsmedier, er et godt eksempel på, hvordan visuel
informationsspredning finder sted med rasende fart i dag.
Teknologi handler ikke bare om, hvilke
nye funktioner, der er bygget ind i f.eks. en
ny version af iPhone, men også om, hvordan vi bruger dem. Teknologi er med andre ord både materiel (hvor store billedfiler kan der for eksempel sendes) og social
(hvad tager vi billeder af, og hvem sender
vi dem til). Det betyder, at udenrigspolitikken kan demokratiseres i den forstand, at
ikke-statslige aktører kan deltage i debatten om, hvordan eksempelvis klimaforandringer skal håndteres. Som Neda-videoen
viste, gives der også mulighed for, at undertrykkelse og overgreb kan kommunikeres uden om statslige kanaler.
De nye teknologier giver regeringer en
række udfordringer. For det første skal de
håndtere en ny form for “visuel krigsførelse”, hvor billeder produceres og distribueres som en del af et “angreb”. Et nyere
eksempel er Islamisk Stats brug af halshugningsvideoer af vestlige gidsler. Her er
der ikke blot tale om, at Islamisk Stat sender en meddelelse til verden om, at de har
dræbt et gidsel, men at de voldsomme billeder udtrykker en vilje til at tage alle midler i brug. For det andet skal regeringer og
statslige institutioner til at arbejde strategisk med billeder, der bevæger sig væk fra
den lokale og nationale kontekst, de er produceret indenfor og til nye publikummer,
der ofte opfatter dem helt anderledes. Billederne fra det irakiske fængsel Abu Ghraib
var ikke taget af professionelle fotografer
på arbejde, men af amatører. Billederne var
ikke beregnet for en bredere offentlighed,
men var en slags trofæ- eller souvenirbilleder, som var tænkt delt med en snæver
BAGGRUND
kreds. Da billederne nåede først en amerikansk og senere en global offentlighed i
2004, blev vagterne fra Abu Ghraib således
en slags ufrivillige sikkerhedsaktører, som
satte præsident Bush og hans regering under moralsk pres, især i Irak og det øvrige
Mellemøsten.
Følelsernes politik
Når billeder giver anledning til, at nye sikkerhedspolitiske spørgsmål kommer på
dagsordenen, skyldes det også, at billeder – fotografi, film, video – generelt vurderes til at have en højere sandhedsværdi
end mundtlige og skriftlige udsagn. Fotografier af lemlæstede kroppe ses med andre ord som en stærkere dokumentation,
end hvis overlevende fortæller om en massakre, som de er undsluppet fra. Men selvom billeder kan dokumentere, så gør de
det ikke entydigt. Fotografiets historie er
rigt på eksempler på, at fotografer – og andre – har arrangeret motiver sådan, at de
virker mere dramatiske eller æstetiske end
i den autentiske uspolerede version. Photoshop har yderligere pillet ved troen på, at vi
i fotografiet får en objektiv repræsentation
af virkeligheden, som den var på det tidspunkt, billedet blev taget. Når det er sagt,
så er det stadig sådan, at vi kulturelt og socialt sætter billedet over andre vidnesbyrd.
Måske bliver det anderledes om 20, 50 eller 100 år.
Billedets sikkerhedspolitiske potentiale
handler imidlertid ikke kun om, at det har
en særlig dokumentarisk status, men at det
er i stand til at ramme vores følelser. Som
Kerry formulerede det, gjorde billederne af
de døde syriske børn krigen konkret og forfærdelig. Talemåden at et billede siger mere
end tusind ord illustrerer også det visuelles
evne til at kommunikere direkte og emotionelt. Muhammed-krisen er et eksempel på,
at også karikaturtegninger – billeder, som
ikke fotografisk afbilleder virkeligheden –
kan give anledning til stærke følelsesmæssige reaktioner. Som med fotografiets privi-
UDENRIGS 3
|
2014
|
47
Billedets sikkerhedspolitiske potentiale
handler ikke kun om,
at det har en særlig
dokumentarisk status, men at det er i
stand til at ramme vores følelser.
FOTO: PROJECT SYNDICATE, 2015
legerede dokumentariske status er der dog
også her tale om kulturelt indarbejdede
forestillinger om billeder, snarere end at billedet er emotionelt i sig selv. Kort sagt, når
billeder ses som en direkte vej til vores følelser, er det ikke fordi, der er en særlig essens i
billedet, men fordi vi kulturelt giver billeder
en sådan status.
At billeder tilskrives en særlig følelsesmæssig status har dybe historiske og kulturelle rødder, som f.eks. illustreret ved
ikonets status i den ortodokse kirke. Det
ortodokse ikon er ikke bare et billede af
en guddommelig figur. Det er en guddommelig figur. Når russiske-ortodokse bærer
billeder af ikoner i demonstrationer vendt
mod Pussy Riot, er der således ikke bare
tale om bannere og plakater, som vi normalt kender dem fra politiske demonstrationer, men om en opfattelse af, at det guddommelige deltager i fordømmelsen af den
punk-politiske kunstnergruppe. Men ikke
alle religiøse grupper og kulturer deler den
russisk-ortodokse billeddyrkelse. Troen på
hvad og hvordan billeder kan repræsentere noget andet og større varierer med andre ord. Som Muhammed-krisen viste, så
er der et krisepotentiale knyttet til billeder,
som kan opfattes som krænkende, fordi billederne – for nogle mennesker – overskrider grundlæggende normer og grænserne
for, hvad man kan vise.
Spørgsmålet om billedets evne til at tale
til følelserne er ikke mindst vigtigt, fordi
det går lige ind i kernen af en af de vigtigste dimensioner i al politik, nemlig om formulering af politik beror – eller bør bero
– på rationelle beslutninger, eller om politik
(også) handler om følelser. På den ene side
er sikkerhedspolitikken sjældent fri for appel til følelser, netop fordi den handler om
det, som er allermest vigtigt, nemlig overlevelse, territorielt og værdimæssigt. På den
anden side er der ikke mindst i lyset af de
nazistiske og fascistiske regimer i 1930’erne
og 1940’erne også en frygt blandt politikere – og forskere – for, at en (for) følelsesfuld
lancering af politik kan udløse kræfter i befolkningen, som det kan være svært at styre.
For sikkerhedspolitiske aktører handler
visuel sikkerhedspolitik derfor også om, at
manøvrere i spændingsfeltet mellem emotionelle og rationelle argumenter. Og om at
håndtere voldsomme billeder på en måde,
så de ikke unødigt eskalerer en konflikt, internt og i forhold til andre lande.
BAGGRUND
>>>
48
|
UDENRIGS 3
|
2014
Muhammed-krisen gjorde det krystalklart
for danske politikere og diplomater, hvor
stort et krisepotentiale, billeder faktisk har.
Her var der ikke tale om billeder, der som
Abu Ghraib viste fysisk mishandling, men
om noget så – med mange danske briller –
relativt harmløst som en karikaturtegning.
At Muhammed-sagen ikke er et enestående eksempel på, at ikke-dokumentariske
billeder kan give anledning til udenrigspolitiske kriser, så vi illustreret i 2009 med
kunstværket Entropa.
Entropa var bestilt af den tjekkiske regering i anledning af tjekkernes EU-formandskab i første halvdel af 2009. I EU er
der tradition for, at det land, som har formandsskabet, laver en form for udsmykning af foyeren i Ministerrådets hovedsæde i Bruxelles, og tjekkerne havde lagt sig
i selen med en ambitiøs kunstnerisk satsning i tråd med Tjekkiets tradition for satire og selvironi. Den kendte og kontroversielle kunstner David Cerny havde fået
opgaven, og han havde bedt 27 kunstnere, en fra hvert medlemsland, om at levere et værk, som reflekterede deres hjemland. Disse 27 værker udgjorde til sammen
Entropa. Det samlede værk var kolossalt
stort, målte 16 gange 16 meter og vejede 8
tons. Cerny havde også produceret et katalog, hvor de deltagende kunstneres CV’er
var optrykt sammen med deres tanker om
værket. Det viste sig imidlertid efter få
dage, at Cerny og hans assistenter havde
stået for hele Entropa selv.
BAGGRUND
Det fik kritikken til at eksplodere. En
række lande var utilfredse med den måde,
de var afbildet på, og især bulgarerne var
rasende. Deres land var blevet til et pedallokum udført i plastic med samme form
som Bulgarien. Utilfredsheden steg til sådanne højder, at en officiel protest blev
indleveret til det tjekkiske formandskab.
Sidstnævnte havde forsvaret Entropa indtil Cernys snyderi blev afsløret, men var
nu tydeligvis mellemfornøjede med selv at
være blevet ført bag lyset. Resultatet blev,
at Bulgarien blev dækket af et sort tæppe,
og tjekkerne brugte en stor del af formandskabet på at undskylde, udglatte og forklare sig. Selvom Entropa ikke overskyggede
det tjekkiske formandskab, så gjorde det
så eftertrykkeligt et indtryk, at efterfølgende formandskaber – på nær Ungarn – har
holdt sig til sikre valg som møbeldesign og
abstrakte skulpturer, når de skulle udsmykke Rådsbygningen.
Billeders betydning for sikkerhedspolitik generelt, og den diplomatiske håndtering af billedkriser mere specifikt, er temaer, der hidtil ikke er forsket meget i. Men
det har vi med forskningsprojektet Images
and International Security, støttet af Det
Frie Forskningsråd, nu fået muligheden
for. Over de næste 3 år kommer projektet
til at undersøge en række teoretiske og empiriske problemstillinger, og vi vil løbende
fortælle om resultaterne på vores hjemmeside www.images.ku.dk.
UDENRIGS 3
|
2014
|
49
Erdogans ‘Nye Tyrkiet’
er kommet skidt fra start
Af Martin Selsøe Sørensen
Præsident Erdogans projekt er i dag et
helt andet, end da han for 12 år siden kom
til magten. Først handlede projektet om at
forandre Tyrkiet efter europæisk forbillede. I dag går projektet mere ud på at forsøge at forandre tyrkerne i konservativ
retning.
Regningen for strøm til Tyrkiets nybyggede præsidentpalads anslås at løbe op i tæt
på to millioner danske kroner om måneden. For de penge er der lys i 1.000 værelser og på facaden af det såkaldte Ak Saray (Hvide Palads), der er større end både
Kreml og Det Hvide Hus i Washington.
Paladset skulle have været statsministerium, men da de tyrkiske vælgere i august
måned sidste år konverterede Recep Tayyip
Erdogans titel fra ministerpræsident til præsident, valgte han selv at konvertere bygningen til præsidentkontor. Hans håndplukkede ministerpræsident Ahmet Davutoglu blev
henvist til det mere beskedne, men dog marmorbeklædte Cankaya-palads, der hidtil har
været præsidentens kontor og residens.
Selve præsidentboligen er endnu ikke
opført, men vil få 250 værelser og ligge
bag i paladset, hvor yderligere nogle tusinde kvadratmeter fredet skov kommer til at
lade livet. Som et lille eksklusivt plaster på
såret er der til et haveanlæg importeret italienske træer i tusindvis til en pris på op til
60.000 danske kroner stykket. Det oplyser
Ankaras arkitektforening, der nidkært følger de store armbevægelser.
For Tyrkiet har de seneste 12 år under
Erdogans ledelse været kendetegnet af store ambitioner på en lang række områder,
så for tyrkerne er fænomenet ikke nyt, selv
om prisen for Ak Saray for mange overgår
både almindelig forstand og fornuft.
Hidtil har de store armbevægelser vist
sig i form af omfattende infrastrukturinvesteringer i veje, lufthavne, broer og en
udenrigspolitik, der havde som ambition
at forandre og inspirere den arabiske verden til at følge Tyrkiets eksempel mod demokrati, markedsøkonomi og gode relationer til Vesten. Erdogan ville også bringe
Tyrkiet tættere på EU og skabe fred med
landets kurdiske mindretal, og de oprørere,
der siden 1984 har ført væbnet kamp mod
først selvstændighed og siden autonomi eller bare inklusion.
Broerne og lufthavnen består, og en af verdens største lufthavne har siden juni været
under opførelse uden for Istanbul. Men den
højt profilerede fredsforhandling med kurderne er i krise, udenrigspolitikken ligger i
ruiner, og det samme gør Erdogans image
Martin Selsøe Sørensen er journalist med base i Istanbul.
>>>
BAGGRUND
50
|
UDENRIGS 3
|
2014
FOTO: RANDAM VIA WIKIMEDIA COMMONS
som den lille mands retskafne og ukorrupte
udfordrer af magten. Efter han vandt præsidentposten i august, taler han om, at han
vil skabe “Det nye Tyrkiet”, og det bekymrer befolkningen. For den Erdogan der kom
til magten for 12 år siden, er ikke den Erdogan, der sidder på magten nu. Eller rettere, hans projekt er et helt andet. Det første
projekt handlede om at forandre Tyrkiet efter europæisk forbillede. Det nye projekt ser
mere ud til at ville forandre tyrkerne, så de,
der ikke allerede lever konservativt som Erdogan, selv bliver tvunget i den retning.
Over en kop kaffe i Istanbul for nylig
forklarede en af Erdogans egne rådgivere, hvad der er gået galt. For problemet er
ikke, at præsidenten ikke lytter til kritik eller anderledes tænkende.
“Han er faktisk en god lytter”, sagde rådgiveren, lagde sit ansigt i sammenbidte folder og slog blikket ned i cafebordet.
BAGGRUND
“Sådan ser han ud, når han lytter, for
han lytter til råd. Problemet er, at han alligevel følger sin egen overbevisning, sin
mavefornemmelse”.
Hele vejen op gennem sin politiske karriere har Erdogan med god mavefornemmelse markedsført sig som den, der fra beskedne kår i Istanbul tog kampen op med Tyrkiets
gamle magthavere, de såkaldte socialdemokrater, militæret og borgerskabets bureaukrater. Siden Atatürks tid havde de siddet
tungt og fedt i centrum af det tyrkiske samfund og fortrængt alle andre til periferien.
Med ‘alle andre’ forstås både de etniske
og religiøse mindretal og de sunni-muslimer, der ikke deler statens snævre rammer
for udfoldelse af islam. Staten bestemmer
f.eks., hvad der siges fra moskeernes prædikestole, og at kvinder tidligere ikke måtte bære hovedtørklæde i statslige institutioner som universiteter. Dermed tvang
UDENRIGS 3
den tørklædepiger til at vælge mellem deres tro og deres uddannelse.
Kampen mod den undertrykkelse har
været en af Erdogans vigtigste, som han
har taget på vegne af det store konservative flertal, der ikke nødvendigvis er enige i
hele hans politik, men som deler hans ønske om selv at bestemme og definere islam.
Den lille mands kamp
Som nyvalgt ministerpræsident i 2003 begyndte Erdogan for alvor den lille mands
kamp mod systemet og prioriterede omfattende investeringer i infrastruktur, hospitaler og skoler med synlige og mærkbare resultater til følge. Tyrkernes adgang til sundhed
og uddannelse er dramatisk forbedret. Tyrkerne behøver ikke længere møde op midt
om natten for at stille sig i kø for at se en
læge næste dag, og så godt som alle piger og
drenge kommer nu i skole.
Undervejs har han taget frontalopgør
med først militæret, de gamle garanter
for den sekulære orden, som den blev tilrettelagt af Atatürk. Generalerne forsøgte i 2007 med en skriftlig erklæring at true
parlamentet til ikke at vælge en af tre fremtrædende medlemmer af regeringspartiet
AKP til præsident, men blev ignoreret af
regeringen. Erdogan udskrev nyvalg til afholdelse den sommer og øgede sin andel af
stemmerne fra 33 til 47 procent.
Op til valget var millioner af verdslige
tyrkere på gaderne i Istanbul, Ankara og
Izmir for blandt andet at sige “nej til generaler” underforstået, at deres fiflen med
truende skriftlige erklæringer ikke var velkomne, og at de i det hele taget skulle holde sig fra politik.
Siden er det kun gået ned ad bakke for officerernes indflydelse på tyrkisk politik, og to
store retssager om påståede kup-planer under forberedelse har fjernet den sidste rest af
officerernes formodede lyst til at blande sig.
Retssagerne endte med, at flere hundrede
officerer blev dømt og sat i fængsel. Blandt
dem en tidligere generalstabschef, der sad
|
2014
|
51
bag tremmer i 26 måneder, indtil en dommer afgjorde, at livstidsdommen mod ham
og alle andre dømte i den såkaldte Forhammer-sag, var baseret på opspind. Den tanke var der flere, der havde fået allerede ved
synet af de besynderlige beviser, der lignede
fabrikation. I et tilfælde var digitale dokumenter dateret i 2003 fremstillet med brug
af en Microsoft Office-version, der først blev
lanceret i 2007.Hvem, der stod bag falsknerierne, er ikke klart, men konsekvensen er
blevet, at generalerne har forladt politik.
Retssystemet
Efter opgøret med militæret kom turen til
retssystemet, der også har været en udemokratisk bremse på det tyrkiske demokrati. I 2008 dømte Forfatningsdomstolen
regeringspartiet AKP skyldig i forfatningsskadelig virksomhed efter, at et flertal i
parlamentet stemte for at ophæve tørklædeforbuddet. Det nationalistiske MHP, der
også leverede stemmer til ophævelsen, fik
end ikke en sag imod sig.
Men i modsætning til andre sager mod
politiske partier slap AKP med en bødestraf for sin ‘forbrydelse’ og kunne derfor fortsætte sit arbejde og det selvfølgelig
med fornyet fokus på Tyrkiets problematiske retssystem. Men hvor systemet tidligere var plaget af en politisk farve, er det stadig farvet, men nu med en ny kulør.
Et eksempel er større ministerindflydelse
på, hvordan dommere og anklagere udpeges
og forfremmes. I det tyrkiske klientsystem
er der stor loyalitet overfor magthaverne,
og det gælder også i retssystemet, der netop er berygtet for, at dommere og anklagere
frit kan dømme og anlægge sager uden skelen til andet end deres egen overbevisning.
Præcedens og internationale konventioner
tilsidesættes rutinemæssigt, hvorfor Tyrkiet
også er storeksportør af sager til menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg.
Vælgerne er imidlertid ligeglade med
den slags, eller i det mindste mere optagede af andre ting. Når de kommer hjem
BAGGRUND
>>>
52
|
UDENRIGS 3
|
2014
og synker ned i sofaen efter ti timers arbejde og måske et par timers pendling gennem Istanbul, er ytringsfrihed formentlig
det sidste, som de giver sig til at tænke på.
Heller ikke mindretalsrettigheder, kvindesagen eller mediefrihed er folkesager, og
kampen for dem får ikke andre mennesker
på gaden end dem, der føler sig direkte berørt. Det vil sige, at kurdere demonstrerer for kurderrettigheder, homoseksuelle for homorettigheder og journalister for
ytringsfrihed. At alle borgere i Tyrkiet er
ofre for statens undertrykkelse går de fleste
forbi, eller også finder de en form for lettelse over, at der som regel er nogle i Tyrkiet,
der er mere undertrykte end dem selv.
Alt, hvad der ikke direkte påvirker tyrkernes hverdag, overlader de til politikere
og de direkte involverede. Deres taknemmelighed over de fremskridt, der direkte
påvirker hverdagen, kan derimod aflæses
i vælgertilslutningen, der bare er steget og
steget. Erdogan har vundet ni valg i træk.
Ved det seneste parlamentsvalg og ved
præsidentvalget i august i år rundede stemmetallet i hans favør 50 pct.
Imamen fra Pennsylvania
Tyrkernes udtalte taknemmelighed taget i betragtning har det undret, at Erdogan de seneste år hårdere og hårdere har
angrebet sine modstandere og snart sagt
enhver form for kritik. Det blev tydeligt
under forrige sommers protester over
rydningen af Gezi-park i Istanbul. Fra at
være en miljøprotest til fordel for et af de
sidste tilbageværende grønne områder i
den centrale del af byen, voksede bevægelsen til at være en mangehovedet kritik
af regeringen og dens facon.
Med i protesterne var kurdere, fodboldfans, fagforeningsmedlemmer, grækere,
kemalister, homoseksuelle, nationalister,
armeniere og mange andre, der ikke har
ret meget til fælles – heller ikke politisk –
ud over, at de gerne ville høres og respekteres af deres regering.
BAGGRUND
Svaret fra regeringen kom i form af omkring en måneds beskydning med tåregas
og vandkanoner, politiets jagt på demonstranter rundt i Istanbuls snævre gader og
en ministerpræsident, der skiftevis skældte demonstranterne ud og roste politiet for
deres hårdhændede indsats.
I koret af kritikere af regeringen hørtes
overraskende imamen Fethullah Gülen fra
sit eksil i Pennsylvania. Erdogans gamle allierede og ellers loyale støtte var ubehagelig
til mode over politiets fremfærd og regeringens foragt for de fredelige demonstranter og deres legitime synspunkter.
Hans kritik blev startskuddet til en dramatisk udvikling, der har afsløret nye lag
af Erdogans kyniske omgang med begreber
som retssikkerhed og pressefrihed. Konflikten har accelereret en frygt for, at han
skal miste magten og siden stå til regnskab
for det, der skal føres regnskab over den
dag, han ikke længere bestemmer.
I løbet af forrige efterår eskalerede den
verbale konflikt mellem Gülen og Erdogan,
og den daværende ministerpræsident tog
skridt til at forbyde forberedelseskurser til
universiteternes adgangseksamen, som tilhængere af Gülen blandt andet tjener penge
på at drive. Der var ingen saglig begrundelse for et forbud, så ingen kunne være i tvivl
om, at der var tale om en krigserklæring.
Styrkeprøven
Svaret kom den 17. december sidste år, da
politi og anklagere ransagede en stribe adresser i Istanbul og anholdt en borgmester, en
bankdirektør, flere ministersønner og fremtrædende erhvervsfolk med nære bånd til regeringen. Mistanken var, at de var involverede i korruption og ulovlige aftaler, der også
involverede ministersønnernes fædre, som
dog ikke umiddelbart kunne røres på grund
af immunitet. Politifolk og anklagere menes
at være forbundne i fælles loyalitet med Fethullah Gülen og på den måde repræsentanter
for bevægelsen, uden at der dog er nogen beviser for, at Gülen selv har beordret aktionen.
UDENRIGS 3
Kort efter de første anholdelser begyndte politifolk at lække fotos fra de mistænktes
bopæle, hvor dollar tilsyneladende lå bundtet i stakkevis til summer af flere millioner.
Billeder og lydoptagelser afslørede tilsyneladende ministres lemfældige omgang med
både kriminelle og statslige kontrakter, der
havnede i hænderne på deres kammerater
mod kontante summer og dyre ure.
I løbet af få dage mistede fire implicerede
ministre deres poster, men nogen indrømmelse af skyld kom ikke. Regeringen svarede igen med at fjerne tusinder af politifolk
og anklagere fra deres poster, så da hovedanklageren bad politiet gennemføre en ny
serie anholdelser, nægtede politifolkene at
udføre ordren. I modsætning til forgængerne var de loyale mod regeringen og ikke
imamen i Pennsylvania.
Hen over vinteren fortsatte det med at
strømme fra youtube og twitter med nye
aflytninger af, hvad der angiveligt var ministres ulovlige og umoralske opførsel.
Som for eksempel, igen angiveligt, Erdogans eget opkald til en avis for at klage
over en historie langt tilbage i avisen, der
var kritisk over for hans sundhedssystem.
Redaktøren undskyldte og fyrede på stedet
to journalister og en sekretær.
Strømmen af anklager var ødelæggende,
og hvis Erdogan nogensinde har været ude
for et kupforsøg var det tilfældet og tilmed
nøje timet til at kulminere op mod lokalvalget
den 30. marts. Lagt sammen med oplevelserne fra Gezi havde vælgerne fået alle tænkelige argumenter til at begynde at sende Tyrkiet i en ny retning. Men de valgte at lade være.
Selv om Erdogan ikke personligt var på
valg, rejste han landet tyndt, fortrængte sit
partis borgmesterkandidater fra talerstolene for selv at føre valgkampen. Vælgerne var tilstrækkeligt ligeglade med korruptionsanklagerne og politivolden og øgede
AKP-partiets andel af lokalvalgsstemmerne fra godt 39 til 43 procent.
Øjeblikkeligt tørrede strømmen af youtube-klip ind, og siden har der været tavst
|
2014
|
53
fra de skjulte udfordreres fløj, men ikke fra
ministerpræsidenten. Fra lokalvalgkamp
gik han over til at føre præsidentvalgkamp
med nye vælgermødeturneer med tusinder
af glade tyrkere, der tog imod ham med
flag og hurraråb.
Ved møderne har vælgerne hørt, hvordan Tyrkiet er under angreb, ikke bare
fra Gülen-tilhængerne blandt dem, men
også fra en tilsyneladende endeløs række
af internationale konspirationer, der tæller
banker, luftfartsselskaber, vestlige allierede, efterretningstjenester, Israel, misundelige mennesker verden over, jøder og mange flere. De mange ’lobbyer’, som han taler
om, har forlængst fået et komisk skær, men
det har ikke standset ham. En af de seneste
er en påstået ’robot-lobby’, der manipulerer
med Twitter-hashtags på tværs af Tyrkiets
og Erdogans interesser.
Erdogans stil
Efter lokalvalg og præsidentvalg kunne Erdogan have nydt sine sejre og rakt hånden
ud til de tyrkiske vælgere, der mener – som
han selv engang – at samfundscirklens centrum presser dem ud i periferien.
For der, hvor der i gamle dage var en
stærk stat bestående af socialdemokrater,
militær og borgerskab, er der nu AKP. Alle
andre, herunder stadig de etniske og religiøse mindretal samt som noget nyt, den
verdslige middelklasse, er marginaliserede
og uden indflydelse eller inklusion i deres
eget samfund.
Men at række hånden ud og gyde olie på
vandene er slet ikke Erdogans stil, særligt
ikke når han lige har mærket presset fra en
truende korruptionssag og en udenrigspolitik, der er slået fejl på samtlige fronter af
betydning. Erdogan valgte i stedet at samle
sine vælgere om sig og give alle andre valget mellem at stå uden for eller være med
inde i varmen.
På en lang række moralske spørgsmål
har han som en bedrevidende onkel givet
tyrkerne et klart valg og en klar markering
BAGGRUND
>>>
54
|
UDENRIGS 3
|
2014
af, hvor han står. Et af de seneste eksempler kom i november, hvor han til en forsamling af kvindesagsaktivister forklarede,
at lighed mellem kønnene er naturstridigt.
“Man kan ikke gøre kvinder og mænd
lige, det er naturstridigt fordi deres natur
er forskellig”, sagde præsidenten.
“Vores religion har defineret en plads
til kvinder: Moderskab. Nogle forstår det,
mens andre ikke kan. Man kan ikke forklare det til feminister, fordi de ikke accepterer begrebet moderskab”.
Senere var der referencer til profeten
Muhammeds liv og hans syn på, hvor man
skal finde paradiset.
“Paradis ligger ved mødres fødder. Jeg
kyssede min mors fødder fordi de lugtede af paradis. Hun kiggede drilsk og græd
nogle gange”, sagde han og fik Twitter til at
løbe løbsk med spot og latterliggørelse.
Tidligere har regeringen taget skridt til
at begrænse adgangen til abort, som ellers
har været fri og ukontroversiel i årtier. Der
er tale om at kønsopdele kollegier, og den
ellers pragmatiske viceministerpræsident
Bülent Arinc har sagt, at kvinder ikke bør
grine offentligt.
På World Economic Forums indeks over
kønsskel er Tyrkiet i Erdogans tid gledet
seks pladser ned ad listen til nummer 120
ud af 136 nationer. Vold mod kvinder rammer ti gange flere i Tyrkiet end visse lande
i Europa. Kvindesagsforkæmpere i Tyrkiet bekymrede for, at associeringen mellem
kvinder og moderskab gør livet vanskeligere for kvinder, fordi deres liv og rettigheder kobles til og underordnes familien og
dens behov.
Men også dette er Erdogans kernevælgere ligeglade med. De har ikke brug for
abort, kunne ikke drømme om at sende deres døtre på kollegium og kan høre på hans
moralprædikener, at han er en af deres.
Tro mod den kollektivistiske tradition i Tyrkiet holder man sammen med
sine egne og følger lederen, så når Erdogan vurderes at være ’en af deres’ følger de
BAGGRUND
ham også langt uden for, hvad der måtte
være lagt op til i en valgkamp.
Erdogan selv opfatter valgsejrene som et
frit lejde til at føre hvilken som helst politik
frem mod næste valg. Sådan ser også andre
folkevalgte på deres kontrakt med vælgerne, så det er nok en vid fortolkning, men ikke
nogen usædvanlig fremgangsmåde i Tyrkiet.
Store problemer
Siden forrige sommer er Gezi-bevægelsen
gået i sig selv igen og har overladt den politiske arena og alt initiativ til regering og
præsident, der har optrappet angrebene på
virkelige og indbildte fjender.
Tilbage står Tyrkiets store problemer
uadresserede eller i bedste fald underadresserede. EU-processen er så meget gået i stå,
at der ikke er sket meningsfulde fremskridt
i flere år. Tyrkiet kommer næppe til at forlade forhandlingsbordet og EU-Kommissionen heller ikke, men der kommer ikke til
at ske noget, før Tyrkiet får et klarere perspektiv om, at det kan blive medlem, hvis
alle kriterier ellers opfyldes og reformer
gennemføres, og før EU ser en mere målrettet kurs mod europæiske standarder.
Krigen i Syrien kom ligeså meget bag på
Tyrkiet som på resten af verden, og landet er
mere eller mindre så magtesløst nu som alle
andre i forhold til at få den afsluttet. Men
undervejs kunne Tyrkiet have gjort mere for
at sikre sine grænser mod tilstrømmende jihadister fra hele verden. Ligesom hele verden også kunne have gjort mere for at advare Tyrkiet om de tilstrømmende jihadister,
når de forlod deres oprindelseslande. Det
var dog Tyrkiets eget valg at lade dem bo og
opholde sig i byer langs den syriske grænse, og det var Tyrkiets valg at lappe de sårede krigere sammen på tyrkiske hospitaler og
lade dem rejse tilbage til slagmarken.
For Ankara var jihadisterne et nyttigt
våben i kampen mod Bashar al-Assad og
mod de kurdiske oprørere fra PKK, der i
Syrien er repræsenteret ved YPG-militsen,
der har taget kampen op mod Islamisk Stat
UDENRIGS 3
|
2014
|
55
FOTO: PROJECT SYNDICATE, 2015
i Kobane. Muligheden for at få andre til at
bekæmpe Tyrkiets to største fjender på én
gang skyggede for udsigten til de problemer, som IS udgør på lang sigt. Ikke mindst
for et land som Tyrkiet, hvor organisationen har et stort rekrutteringspotentiale og
gode muligheder for at infiltrere og ramme
både turister og NATO-baser.
Tyrkiet er begyndt at sikre sine grænser
bedre, og udveksling af efterretningsoplysninger er kommet igang. Men både Islamisk
Stat og krigene i Syrien og Irak i det hele taget
vil i årevis fremover repræsentere en alvorlig
trussel, Tyrkiet ikke i tide tog alvorligt.
Fredsprocessen med kurderne led alvorligt under den tyrkiske tøven i slaget om
Kobane. Landet var hurtig til at åbne grænserne og lade flere hundredetusinde civile strømme ind til hastigt oprettede lejre,
men der stoppede den tyrkiske assistance i
første omgang. Til kurdernes store fortrydelse. Hverken de eller Tyrkiets allierede
ønskede sig, at landet selv skulle gå ind og
komme det PKK-affilierede YPG til undsætning, men både kurdere og allierede så
gerne, at kurdere fik lov at komme ind over
den lukkede grænse og hjælpe sig selv.
Frustrationen blandt tyrkiske kurdere
over holdningen til Kobane udløste voldsomme demonstrationer i alle større tyrkiske byer med betydelige kurdiske mindretal. Mere end 50 blev dræbt i kampe
mellem demonstranter, sikkerhedsstyrker
og det regeringsvenlige, religiøse kurdiske
parti Hizbollah, der ikke har forbindelser
til sin libanesiske navnefælle.
Efter flere dages uro blev urolighederne
talt ned igen, og senere fik tungt bevæbnede irakisk-kurdiske militsfolk lov til at passere gennem Tyrkiet til Kobane. Det betyder ikke, at fredsprocessen er reddet, men
blot at den overlever i øjeblikket.
Forhandlingerne føres mellem repræsentanter for den tyrkiske regering og den
BAGGRUND
>>>
56
|
UDENRIGS 3
|
2014
livstidsfængslede grundlægger af PKK,
Abudllah Öcalan. Meget lidt om processen er kendt, men regeringen har varslet, at
den vil komme med en køreplan, der skal
føre til afslutning af mere end 30 års konflikt. Den har kostet mere end 40.000 mennesker livet, de fleste af dem kurdere.
Køreplanen vil fokusere på tilbagetrækning og afvæbning, demokratiske reformer
og en form for repatriering og amnesti. Hvert
af disse skridt har sine egne udfordringer, og
med et parlamentsvalg senest til sommer er
der ingen forventninger om, at fredsprocessen bliver færdig i det kommende år. Kobane
har dels eroderet den tillid mellem parterne,
der var bygget op, og dels understreget at det
for tiden ikke er muligt for PKK at foretage
en afvæbning. Dertil er situationen for kurderne i Mellemøsten for usikker.
Hvis fredsprocessen slår fejl, vil det være
katastrofalt ikke bare for tyrkere og kurdere, men også for hele det projekt, som Recep Tayyip Erdogan har stået i spidsen for
– og for ham selv.
BAGGRUND
“Alternativet til fred er at gå tilbage til
militært og bureaukratisk formynderi. Allerede efter dødsfaldene i Kobane-demonstrationerne kom militæret tilbage på scenen”, siger programleder i tænketanken
Tesev, Özge Genc.
“Der er et ufatteligt pres på sikkerhedsbureaukraterne og militæret for at stramme op på sikkerheden i regionen og på
love og regler mod demonstrationer med
mere. Alternativet til fred er konflikt,
døde, tvungen migration, udenomsjuridiske drab, politisk kaos, sociale uroligheder og økonomisk kollaps”.
Dette er ensbetydende med alt det, som
Tyrkiet var før Erdogan kom til magten.
Lykkes fredsaftalen, kan man for alvor tale
om et nyt Tyrkiet. Erdogan har magten til
at sikre freden og forklare sine vælgere,
hvorfor de skal acceptere den. Spørgsmålet
er, om han vil tage chancen, eller om han
vil fortsætte med at dele vælgerne og verden i dem, der følger ham og dem, der ikke
kan holde ham ud.
UDENRIGS 3
|
2014
|
57
Ny mand i spidsen
for Indonesien
Af Casper Klynge & Mikael Ekman
Der hviler et enormt folkeligt forventningspres på Indonesiens nye præsident
Jokowi. Han skal levere hurtige resultater.
Den tidligere møbelhandler er på mange
måder et helt nyt fænomen i indonesisk
politik. Hovedprioriteringen er krystalklar: Fremtidssikring af vækst og beskæftigelse for Indonesiens 250 millioner indbyggere. Jokowi er kommet godt gennem
de første 100 dage i præsidentpaladset,
men ikke uden fejltrin og ridser i lakken.
8.001.763. Det var det antal stemmer der
førte Joko ‘Jokowi’ Widodo ind i præsidentpaladset i Indonesiens hovedstad. Det
lyder som et meget komfortabelt forspring
over for modstanderen i en dansk kontekst,
men i verdens 4. største land med en befolkning på næsten 250 millioner mennesker, var valgsejren mindre entydig, end
den ser ud til ved første øjekast. Faktisk var
valgresultatet langt fra så overbevisende,
som indoneserne (og opinionsundersøgelser) forventede, da valgkampen blev skudt
igang. Det er der flere grunde til, herunder modstanderens velsmurte valgmaskine. Men det er et faktum, at Jokowi-kampagnen tabte pusten hen mod slutningen
af valgkampen. Trenden og tilslutningen
faldt så meget, at flere iagttagere var begyndt at spekulere i, at resultatet meget vel
kunne have set anderledes ud, hvis valgdatoen havde ligget senere end den 9. juli.
Med sig bringer Jokowi et brud med fortiden kombineret med et håb om fremgang
og reformer, som mange indonesere tørster
efter. Alligevel skal indoneserne til at vænne sig til en ny politisk virkelighed, hvor
præsidenten ikke på samme måde som tidligere kan agere egenrådigt. For ganske vist
har euforien omkring Jokowi og den fornyelse, han helt utvivlsomt repræsenterer,
ført til fremstillinger om hans næsten Messias-lignende karakter. Men efter de første
100 dage ved magten er realiteten, at Jokowi står over for betydelige politiske udfordringer, der uantastet vil begrænse hans
handlerum som regeringsleder. Som både
hjemlig og international medie-darling er
‘Asiens Obama’, som han på grund af en fysisk fremtoning ikke ulig den amerikanske
præsident ofte er blevet kaldt, ganske vist
blevet valgt ind med 53 pct. af de 130 millioner afgivne stemmer. Men trods popularitet både ude og hjemme skal man ikke
glemme, at over 60 mio. indonesere satte
deres kryds ud for modstanderens navn,
den tidligere hærgeneral Prabowo.
Casper Klynge er Danmarks ambassadør i Indonesien, og Mikael Ekman er souschef ved ambassaden i Jakarta.
>>>
BAGGRUND
58
|
UDENRIGS 3
|
2014
FOTO: PEMERINTAH PROVINSI DKI JAKARTA (PROVINCIAL GOVERNMENT OF JAKARTA) VIA WIKIMEDIA COMMONS
Hvis nogen skulle have været i tvivl, var
indsættelsen af Jokowi i det indonesiske
parlament den 20. oktober med til at cementere den nye præsidents udfordringer
i plenarsalen ‘Nusantara’, hvor de to kamre
var samlet. Siddende på tilhørerpladserne
oplevede vi på nærmeste hold, at der udbrød spontane klapsalver og glædesråb
blandt et flertal af de samlede parlamentarikere godt 10 minutter inden den officielle ceremonis begyndelse. Da menneskehavet blev opløst, var det ikke Jokowi
men derimod Prabowo, der materialerede sig. Det siger lidt om den store popularitet, som Prabowo fortsat nyder blandt
parlamentarikerne. Koalitionen bag Prabowo kontrollerer 62 pct. af de 560 pladser i parlamentet. Med til historien hører,
at entusiasmen i parlamentet, sagt på jysk,
mildest talt var noget mere afmålt da præsidenten selv ankom.
BAGGRUND
Alligevel er det en selvsikker og fortrøstningsfuld præsident, der forholdsvis hurtigt har fundet sig til rette i paladset Istana Merdeka i det centrale Jakarta. Han har
i sin relativt korte politiske karriere formået at få folket – og dermed også politiske
modstandere – med sig. Hvis nogen kan
skabe politiske kompromisser i det sammensatte land, er det utvivlsomt Jokowi. Så
hvem er han så?
Tidligere møbelhandler
Jokowi er på mange måder et nyt fænomen i
indonesisk politik. Den første præsident, der
ikke direkte kommer fra militæret eller den
traditionelle politiske elite. Han er selv et produkt af den omfattende demokratisering og
decentralisering, der har kendetegnet verdens
tredje største demokrati over de seneste 15 år.
Den 53-årige tidligere møbelhandler
har gjort politisk kometkarriere. Han blev
UDENRIGS 3
i 2005 valgt som borgmester i hjembyen
Solo på Java, hvor han hurtigt blev meget
populær, og i 2010 genvalgt med hele 90
pct. af stemmerne. I 2012 blev han overraskende valgt til guvernør i millionbyen Jakarta, hvor han har opnået enorm popularitet – uden tvivl i kraft af sin folkelige,
ydmyge men også resultatorienterede stil.
For det blide javanesiske ydre skal man
ikke lade sig narre af. Bag overfladen banker der i Jokowi et utålmodigt hjerte, der
vil se fremskridt, og som ikke er bleg for at
gøre noget ved korruption eller inkompetence. Hans ledelsesstil i Solo og Jakarta var
kontant og kompromisløs. Leverede administrationen ikke, var det ud af vagten.
Meget tyder allerede nu på, at det er samme tilgang som vil præge præsidenten Jokowi. For Jokowi er varetagelsen af et valgt
embede helt konkret at betragte som en
kontrakt med befolkningen, der forventer hurtige fremskridt. Det ville derfor også
være forkert at kalde ham en ideologisk drevet politiker. Indonesien har derimod fået
en mere merkantil præsident, der er optaget af at gennemføre de valgløfter der er blevet givet, og som på alle politikområder vil
fokusere på bundlinjen. Hvilke fremskridt
skaber hver enkelt beslutning for den indonesiske befolkning, og er det godt nok? Den
indonesiske regering med Jokowi i spidsen
vil blive kørt efter en ‘business-model’.
Årtusindskiftets usynlige succeshistorie
Jokowis formelle indsættelse den 20. oktober var kulminationen på en fredelig magtoverdragelse fra Susilo Bambang
Yudhoyono, der efter 10 år og to perioder i
præsidentpaladset trådte tilbage i henhold
til forfatningen. Det var første gang nogensinde, at magten i Indonesien overdrages
fra én folkevalgt til en anden.
Dermed har Sydøstasiens største og vigtigste land taget det næste vigtige skridt i
en imponerede demokratisk udvikling, der
startede med Suharto-regimets fald i 1998
i kølvandet på den asiatiske finansielle kri-
|
2014
|
59
se. Krisen ramte den indonesiske økonomi
knaldhårdt og førte til omfattende demonstrationer mod Suharto, der selv var tvunget til at acceptere nogle meget hårde lånebetingelser fra IMF. Indonesien var ved
årtusindskiftet en væsentlig kilde til regional ustabilitet og bekymring.
Indonesien er sidenhen i relativt ubemærkethed gået hen og blevet verdens
tredje største demokrati, den 10. største
økonomi målt i købekraft og et moderne eksempel på, at islam og demokrati
ikke er hinandens modsætninger. Demokratiet har slået rod i landet med verdens største muslimske befolkning og på
trods af en enorm spændvidde både etnisk, kulturelt og geografisk. I Indonesien tales 700 forskellige sprog, og landet
er spredt over 17.000 øer.
Den med rette stigende internationale interesse for Indonesien handler derfor ikke
kun om landets økonomiske, kommercielle
og politiske potentiale. I en verden præget
af konflikter med religiøse undertoner og
på et tidspunkt, hvor situationen i Mellemøsten præges af Islamisk Stats fremmarch,
ser man meget gerne, at Indonesien bliver
et fyrtårn og et foregangsland. Religiøs tolerance og en moderat form for islam er en
efterspurgt metervare. Hvis demokratiet
kan slå rod her til trods for landets enorme størrelse, mangfoldighed og historiske
ar, bør det også kunne lade sig gøre andre
steder, lyder argumentet.
Med 134 millioner afgivne stemmer ved
præsidentvalget kan indoneserne prale af
at huse verdens største éndagsvalg – lige
foran USA. Til trods for valgets enorme
omfang og kompleksitet med op mod en
halv million valgsteder fordelt på de omkring 6.000 beboede øer, forløb valghandlingen fredeligt og uden de store praktiske
problemer. Indoneserne er med rette stolte af deres unge men robuste demokrati.
Det kommer til udtryk i en særlig nidkærhed omkring selve valghandlingen ude i de
små lokalsamfund. Bedømmelsen fra inBAGGRUND
>>>
60
|
UDENRIGS 3
|
2014
ternationale valgeksperter er, at årets valg
formentlig var det bedste i Indonesiens demokratiske historie.
Reformatoren Jokowi
De foregående måneder havde budt på en
historisk tæt og skarp duel mellem eksgeneralen Prabowo Subianto og den folkelige
Jakarta-guvernør Jokowi. Et opgør mellem
den retorisk slagkraftige leder og ‘stærke mand’, der havde kraftig støtte i særligt landbefolkningen og i den økonomiske elite, og den afdæmpede reformator,
der særligt appellerede til de store urbane
befolkninger. På mange måder også et valg
mellem det kendte og det ukendte. Mellem
fortiden og fremtiden.
Med et ambitiøst reformprogram har Jokowi lovet at fremtidssikre den økonomiske udvikling, skabe arbejdspladser til den hastigt
voksende arbejdsstyrke i et land, hvor halvdelen i dag er under 30 år, samt øge produktion og regional konkurrenceevne gennem
massive investeringer i infrastruktur og højere kvalitet i uddannelses- og sundhedsvæsnet. Det handler også om en mere ligelig fordeling af væksten på tværs af Indonesiens
øer og mellem by og land. Knap 30 millioner
mennesker, særligt i landområderne, lever
stadig under fattigdomsgrænsen, og yderligere 68 millioner lever lige over med konstant risiko for at falde tilbage.
Men indfrielsen af politiske løfter koster
penge. Én af Jokowis første opgaver har
derfor været at skabe et økonomisk råderum. Underskuddet på de offentlige finanser er ifølge Verdensbanken vokset fra 1,9
pct. i 2012 til forventet 2,6 pct. i år – over
den forfatningsbestemte grænse på 2 pct.
Det skyldes ikke mindst enorme brændstofsubsidier, der i år alene ventes at koste
statskassen i omegnen af astronomiske 1520 pct. af det samlede budget.
Jokowi gjorde under valgkampen det
klart, at han ville gøre noget ved brændstofsubsidierne: Statens penge skal bruges på
produktion fremfor på forbrug. I midten af
BAGGRUND
november slog han til og meldte ud, at regeringen næste dag ville reducere subsidierne,
hvilket ville resultere i en første prisstigning
på 30 pct. Helt som ventet ikke en populær
debut for den nye regering, men en nødvendighed for at komme i gang med reformdagsordenen. Beslutningen affødte lange
køer foran benzintankene samme aften og i
dagene derefter en række demonstrationer.
Men takket være opbakning fra den indonesiske middelklasse fik demonstrationerne aldrig momentum og ebbede hurtigt ud.
Kun på øen Sulawesi endte demonstrationerne i egentlige gadekampe.
Ud over støtte fra middelklassen skyldes
befolkningens accept af beslutningen to
ting. For det første en erkendelse af, at subsidierne var gået for vidt og ikke længere
kunne finansieres. At subsidierne var dyrere end de samlede udgifter til sundhed,
infrastruktur og forsvar var med til udbrede forståelsen af, at systemet ikke var bæredygtigt. For det andet lancerede Jokowiregeringen i dagene op til beslutningen en
række kompensationspakker, der giver den
mindre bemidlede del af befolkningen adgang til delvis statsfinansiering til sundhed
og uddannelse. Trods betydelig usikkerhed
om pakkernes praktiske implementering
og rækkevidde, var det et politisk træk, der
gav ro på bagsmækken.
Højt forventningspres
Den anden store udfordring beskrev vi indledningsvist, nemlig behovet for at skabe et
tåleligt arbejdsklima mellem regeringen og
parlamentet. Den tabende præsidentkandidat Prabowos indledende erklæring om,
at hans flertal i parlamentet skal bruges på
at modarbejde Jokowis politik, er blevet afløst af tavshed. Indonesien-kendere peger
på, at der er en lang tradition for, at parlamentet efter de første iltre udtalelser på
baggrund af en hård valgkamp altid retter
ind og bakker op om præsidenten.
Hvis Prabowo og hans nærmeste fæller
ellers formår at holde sammen på den brede
UDENRIGS 3
– men skrøbelige – parlamentariske koalition, der for tiden giver dem flertallet i begge
af parlamentets to kamre, får Jokowi givetvis
sin sag for: Det bliver ingen dans på roser at
få en ambitiøs og på flere områder hastende
reformdagsorden igennem et lovgivningsapparat, der ofte anklages for at være blandt
de mest korrupte institutioner i Indonesien med betydelig inerti og lav lovgivningshastighed. Samtidig kan et parlament med
Prabowo i spidsen gøre livet surt for den
nye præsident. Så også på dette punkt er der
stærke lighedstegn mellem Jokowi og den
internationale leder, som han oftest sammenlignes med: præsident Obama.
Heri ligger Jokowis måske største udfordring. Jokowis personlige popularitet kan
blive udfordret, når de politiske realiteter begynder at melde sig. Forventningerne til Jokowis reformevne er tårnhøje, og
både blandt politiske modstandere og egne
partifæller vil man følge den nye regerings
performance uhyre tæt.
Præsidentens første tilsyneladende fejltrin kom i første uge af januar. Hvad der
til at begynde med lignede et elegant opgør
med Jokowis partileder, tidligere præsident Megawati, endte med at lande på præsidentens eget dørtrin: Megawati ønskede
sin tidligere adjudant, Budi, indsat som ny
politichef, på trods af en sag om ‘finansielle uregelmæssigheder’ for et tocifret millionbeløb. Jokowi indstillede uentusiastisk
Budi – formentlig med en forventning om
at anti-korruptionskommissionen (KPK)
ville kræve ham fjernet. Det gjorde de også,
uden at det havde effekt i parlamentet, der
godkendte udnævnelsen. Krisen er i skrivende stund ikke slut, men konsekvenserne for Jokowis omdømme er åbenlyse. For
en præsident med korruptionsbekæmpelse som hovedprioritet har kritiske udtalelse over for KPK kombineret med passivitet
over for politiet, givet genlyd. På de sociale
medier kom reaktionen prompte: #WhereAreYouJokowi og #SaveKPK blev de mest
populære referencer i verdens Twitter-ho-
|
2014
|
61
vedstad, Jakarta. Forsiden på én af Indonesiens førende aviser lød samtidig: ‘Hjerteknuser’. En bittersød påmindelse om at
Jokowi er ved at sætte befolkningens forventninger og kærlighed over styr.
Sagen er en påmindelse om, at selvom
præsident Jokowi repræsenterer et brud med
fortiden og en ny politisk kultur, så er han ingen overnaturlig supermand. De første 100
dage med ham har vist, at nok er præsidenten
ny, men systemet er på mange måder uforandret. Der vil dog ikke være meget plads
til udeblivende resultater eller fejltrin for en
præsident, der er kommet til magten på en
klar folkelig kontrakt om forandring. Den
ufavorable parlamentariske situation vil være
en formildende omstændighed og formentlig købe ekstra tålmodighed. Men de tårnhøje forventninger skal omsættes i hurtige resultater, også på den korte bane. Ellers kan
den folkelige opbakning, der har været Jokowis varemærke og formentlig stærkeste kort
siden starten på hans politiske karriere, hurtigt svinde ind.
Indadvendt udenrigspolitik
Trods hans store karisma og internationale
popularitet skal man dog ikke tage fejl af, at
Jokowi er en politiker med øjnene stift rettet
mod de hjemlige udfordringer. Modsat forgængeren Yudhoyono har han ikke et naturligt globalt udsyn. Så når han optræder internationalt, vil det være med et klart mål
om at vende tilbage med resultater, der er entydigt gunstige for den indonesiske befolkning og landets (økonomiske) udvikling.
Resten uddelegeres til den erfarne diplomat
Retno, der er hjemkaldt fra posten som Indonesiens ambassadør i Haag. Hun er Indonesiens første kvindelige udenrigsminister.
Alligevel er det ikke sandsynligt, at der
vil ske dramatiske kursændringer i forhold til de overordnede udenrigspolitiske prioriteter, der i mere end et halvt århundrede har været defineret omkring
tre forfatningsbestemte grundprincipper:
Udenrigspolitikken skal være fri og uafBAGGRUND
>>>
62
|
UDENRIGS 3
|
2014
hængig, fremme den nationale interesse
og bidrage til opretholdelse af international fred og stabilitet. Men selvom al politik som bekendt i udgangspunktet er lokal,
vil der formentlig komme forandringer –
i første omgang i den indbyrdes rangordning af de tre grundprincipper. Men den
overordnede ambition fastholdes: Indonesien skal føre en fri og uafhængig udenrigspolitik, der gør Sydøstasiens største land i stand
til at navigere uafhængigt mellem stormagtsinteresser og alliancer i til tider turbulente internationale farvande. “At ro mellem to
koralrev” som Indonesiens første vicepræsident og senere premierminister Mohammad Hatta rammende udtrykte det i 1948,
og som kom til udtryk i den aktive indonesiske rolle i det alliancefri samarbejde, NAM.
Hattas reference til den dengang voksende
polarisering mellem USA og Sovjetunionen
har fundet hyppig anvendelse i de senere år i
lyset af Kinas opstigning og de deraf følgende nye globale magtstrukturer.
Alligevel vil man se en mere assertiv
udenrigspolitik, både regionalt og globalt.
Allerede i sin indsættelsestale understregede Jokowi, at Indonesien på hans vagt skulle genfinde sin rolle som maritim stormagt.
Visionen er bred og handler især om vækst,
sammenhængskraft og ‘connectivity’ på
tværs af de 5.500 km mellem Banda Aceh
i vest og Papua i øst, men det handler også
om territoriel integritet og fiskerihåndhævelse. Det sidste meget håndgribeligt. Ulovligt fiskeri koster hvert år Indonesien 2 mia.
dollar, og efter få uger bag roret viste Jokowi-regeringen, at der er alvor bag ordene:
Vietnamesiske, thailandske og malaysiske
både, der fiskede ulovligt i indonesisk farvand, blev pågrebet, stukket i brand og sendt
til havets bund. Og ingen er fredet. Kinesiske fartøjer er også blevet tilbageholdt, og
en bilateral fiskeriaftale med Beijing er ophævet. De territoriale stridigheder i det Sydkinesiske Hav bliver ikke nævnt eksplicit,
men regeringens intention om at tredoble
forsvarsbudgettet over de næste år afslører,
BAGGRUND
at Jakarta generelt tænker regionalt og ser et
behov for flere militære kapabiliteter.
Det er næppe tvivl om at bag Jokowis afslappede og ydmyge facade findes en leder
med kontante holdninger. Opgøret med
ulovligt fiskeri er et eksempel. Større opmærksomhed fik eksekveringen af dødsstraf for 6 narkodømte fanger i januar, herunder en hollandsk statsborger. Det siger
noget om instinkterne i den nye ledelse.
Samtidig er det udtryk for logikken om, at
det er vigtigt at skabe barrierer mod udefrakommende trusler. Uanset om de er politiske, kommercielle eller narkorelaterede.
Kontinuitet med nuanceforskelle
Dermed er kimen til en ‘Jokowi-doktrin’
måske allerede lagt. En udenrigspolitik, der
erstatter Yuhoyonos meget anvendte doktrin om “tusind venner, ingen fjender” med
en mere rationelt baseret kalkule: En resultatorienteret udenrigspolitik, der sætter folket og måske mere end noget andet økonomien i centrum. I Jakarta er vittigheden af
samme grund, at Jokowis udenrigspolitiske
doktrin nu går på: “What’s in it for me?”.
Uanset Jokowis udenrigspolitiske ambitioner måtte han blot få uger inde i regeringsperioden igennem lidt af en international ilddåb: En 6-dages Asien-rundrejse
til Beijing, Naipyitaw og Brisbane, der bød
på hele fire topmøder i form af APEC,
ASEAN, East Asia Summit og G20. Det
lækkedes hurtigt, at Jokowi meget længe
overvejede at udeblive fra det eksklusive
selskab i G20. Det siger en hel del om hans
udenrigspolitiske instinkter.
Rejsen bød også på de første bilaterale møder med fire af hans måske vigtigste
kolleger: Xi, Obama, Abe og Abbott. “There is no second chance for first impressions” er et grundvilkår i international diplomati. Det gjaldt i den grad også for Jokowi,
der havde følgeskab af en stor skare indonesiske medier ivrige efter at dokumentere
præsidentens første skridt på de internationale bonede gulve.
UDENRIGS 3
Den generelle vurdering er, at Jokowi leverede varen og var en ombejlet herre. Men
også at han bevarede integriteten og ikke var
bleg for at tale lige ud af posen. Over for Xi
skal Jokowi have krævet en større rolle for
Indonesien i den nye Asiatiske Infrastruktur
Investeringsbank (AIIB) bl.a. i kraft af forslag om at placere bankens hovedsæde i Jakarta. Indonesien planlægger over de næste
fire år at bidrage med lidt over 400 millioner
dollar til bankens kapitalbeholdning. Jokowi inviterede også flere kinesiske statsejede virksomheder til at tage del i konstruktionen af havne, jernbaner og betalingsveje
i Indonesien. Over for Obama skal Jokowi have presset på for at få hævet de amerikanske importrestriktioner på palmeolie.
Til gengæld understregede Jokowi, at også
hans administration ser med den største alvor på Islamisk Stat og dens tiltrækning på
en hel generation af unge frustrerede muslimer, der lader sig indfange af radikaliserede islamister. Selvom Indonesiens officielle andel af ‘foreign fighters’ er forholdsvis
lav (med streg under officielle), garanterede Jokowi, at hans IS-politik ville være nøjagtig så kompromisløs som under forgængeren. Et vigtigt signal fra lederen af landet
med verdens største muslimske befolkning.
Det blev naturligvis også bemærket, at
Jokowi under APEC-middagen var placeret mellem Obama og Xi. En symbolsk gestus med mange facetter. På den ene side
Indonesiens voksende økonomiske og politiske vægt i regionen. Men på den anden
side også en anerkendelse af Indonesiens
ønske om at være magten i midten. En international brobygger og den gyldne middelvej. Fra værten Xi var det formentlig
også en høflig gestus over for sin nye kollega, der bliver en nøgleperson i håndteringen af den vigtige, men ofte sensitive samarbejdsrelation mellem Kina og naboerne
i den Sydøstasiatiske samarbejdsorganisation ASEAN. Men uanset om man hedder
Obama eller Xi, hvis man vil sidde til bords
med Indonesien, kommer det med en be-
|
2014
|
63
tydelig kuvertpris. Det er i hvert fald det
budskab som Jokowi, Retno og holdet omkring dem gerne vil sende.
ASEAN-drivkraft
Som det største og vigtigste ASEAN-land vil
Indonesien fortsat være drivkraft i ASEANsamarbejdet. Ikke desto mindre har præsident Jokowi siden sin tiltrædelse været fåmælt om sin ASEAN-vision. I kredsen
omkring ham forsikrer alle, at Indonesiens
ASEAN-engagement naturligvis er uændret. Men som på andre politikområder vil
Jokowi kontinuerligt spørge sig selv, om udviklingen er i Indonesiens snævre interesse.
Jakarta vil derfor nøje vurdere, om hvert enkelt skridt i ASEAN-integrationen tjener indonesiske interesser: Jokowi ønsker ikke integration for integrationens skyld. Der skal
være økonomiske fordele for at opnå hans
opbakning og lederskab.
Derfor er det sandsynligt, at Indonesien
vil udøve et selektivt lederskab – formentlig med større appetit på dele af den politisk
og udenrigspolitiske dagsorden end på det
økonomiske og handelsmæssige område.
Planerne om at realisere ASEAN Økonomisk Fællesskab inden udgangen af 2015,
herunder de første trin mod et egentligt indre marked, er i indonesisk tænkning derfor ikke kun lutter potentiale. Ganske vist
vil en liberalisering af markedsadgangen
give indonesiske producenter nye muligheder for at nå ud til 600 milioner forbrugere. Bagsiden af medaljen er dog, at udenlandske virksomheder med produktion i ét
ASEAN-land vil kunne eksportere toldfrit
til andre lande i regionen. Det sidste er regeringen i Indonesien meget bevidst om.
Den protektionistiske lovgivning kan med
andre ord blive udfordret af et AEC, der
kan lette adgangen til det lukrative marked
med de 250 millioner indonesere.
Den politiske virkelighed fik for nylig en
fremtrædende indonesisk embedsmand til
at udtale, at Indonesien fortsat betragter
ASEAN som en trussel snarere end en muBAGGRUND
>>>
64
|
UDENRIGS 3
|
2014
lighed. Konsekvensen har været en politik, som hidtil har været fodslæbende. Indtil videre er der ikke meget, der tyder på,
at præsident Jokowi vil ændre kursen. Det
betyder formentlig, at Indonesien under
radarskærmen vil fastholde en differentieret politik, hvor man på en række politiske
områder vil advokere for øget ASEAN-integration, mens man på det økonomiske
område vil agere påpasseligt af frygt for at
’frigive’ adgangen til et hjemligt marked,
der er hjørnestenen i den robuste, men
også indadvendte indonesiske økonomi.
Danmarks muligheder
Jokowi beskriver selv sin stil som ‘blanblakan’ diplomati – javanesisk slang for
at være direkte. De andre statsledere kan
formentlig godt begynde at vende sig til
spørgsmålet: What’s in it for me? Det kom
også til udtryk i Jokowis udtalelser til pressen efter APEC-topmødet: “Vi vil ikke partout indgå i drøftelser om frihandelsaftaler.
Vi vil ikke åbne op, uden at vi får noget ud
af det”.
I det citat kommer Jokowis udenrigspolitiske intuition måske allerbedst til udtryk.
Det er et varsel om, hvad vi kan vente fra
Indonesien i årene under den merkantile præsident. Indonesiens snævre nationale interesse vil på den globale scene være
et klart og legitimt udgangspunkt for den
nye regering. Partnerskaber vil blive hilst
velkommen, hvis de vel at mærke gavner
Indonesien entydigt. Det betyder også, at
BAGGRUND
man ikke er ‘i seng’ med bestemte lande:
De lande, der giver den bedste ‘deal’, vil blive favoriseret. Det gør alle, der ønsker et
tættere bilateralt samarbejde med Indonesien, klogt i at huske på. Uanset, om man
ønsker et tættere politisk, økonomisk eller
kommercielt samarbejde.
Paradoksalt giver det et land som Danmark rigtig gode muligheder. Indonesien
og Jokowi har brug for teknologioverførsel
og moderne løsninger på en hel række konkrete udfordringer. Her kan en kombination
af en tættere og dybere politisk relation, udvidet myndighedssamarbejde og øget samhandel gøre os til en interessant og attraktiv
partner – både på den hjemlige bane og i international sammenhæng. Udviklingssamarbejdet inden for miljø, energi og klima
giver os en naturlig platform på det grønne område, og som førende søfartsnation
er Danmark en stærk partner i indfrielsen
af de maritime ambitioner. Danmarks støtte til bekæmpelse af korruption, fremme af
menneskerettigheder og opbygning af et aktivt civilsamfund er med til at konsolidere
det livlige og unge demokrati, som indoneserne selv er så stolte over.
Selvom Indonesien længe har ligget i
skyggen af ikke mindst Kina, er der ingen
tvivl om, at landet under Jokowis ledelse i
stigende grad vil blive en regional og global
sværvægter. Det giver nye muligheder for
dem, der vil sidde med til bords i et gensidigt frugtbart partnerskab. Det skal vi i
Danmark have et større blik for.
UDENRIGS 3
|
2014
|
65
Det Syd- og Østkinesiske
Hav er i centrum for en
ny verdensorden
Af Liselotte Odgaard
Trods mindre åbninger i forholdet mellem Kina og Japan vil spændingerne i Det
Syd- og Østkinesiske Hav fortsætte med at
være centrale konfliktlinier i den nye verdensorden i mange år fremover.
I april 2012 opbragte den filippinske flåde otte kinesiske fiskefartøjer i nærheden af Scarborough Shoal, et klipperev i
Det Sydkinesiske Hav 220 kilometer fra
den filippinske kyst. Såvel Kina som Filippinerne gør suverænitetskrav gældende
over Scarborough Shoal. Den filippinske
besætning havde til hensigt at arrestere
de kinesiske fiskere med argumenter om
ulovligt fiskeri. Som svar herpå blokerede to kinesiske patruljefartøjer indgangen
til klipperevet for at forhindre, at de kinesiske fiskere blev arresteret. Styrkeprøven
varede to måneder. Herefter forlod den
filippinske flåde området og efterlod det
under kinesisk kontrol. Kina har siden afvist at deltage i en international domstol
som Filippinerne har anmodet om oprettelse af. Filippinerne håber at få en folkeretlig afgørelse af den bilaterale strid med
Kina om retten til suverænitet og ressourcer i Det Sydkinesiske Hav.
I september 2012 købte den japanske regering tre ud af fem øer i Diaoyu/Senkaku
øgruppen i Det Østkinesiske Hav. Både
Kina og Japan gør suverænitetskrav gældende over øgruppen. Øerne blev oprindeligt købt af en privat japansk statsborger,
der hævdede at være deres ejer. I månederne op til købet havde Japan varskoet Kina
om købet i forsøget på at overbevise den
kinesiske regering om, at Japans hensigt
med købet var at bevare stabiliteten i området og undgå, at private borgere bidrager
til at øge konfliktniveauet med uforudsete handlinger. USA advarede den japanske
premierminister Abe om, at købet kunne
udløse en krise i forholdet til Kina og opfordrede til at afstå fra handlen. Japan valgte imidlertid at købe øerne. I første omgang reagerede Kina med at protestere over
for den japanske regering og med at chikanere japanske forretningsfolk i Kina. Siden
da har Kinas kystbevogtning optrappet patruljeringen i farvandet omkring Diaoyu/
Senkaku øerne. Begge lande betragter området som sit territorialfarvand. I 2011 gennemførte Kina to patruljeringer i farvan-
Liselotte Odgaard er lektor ved Institut for Strategi ved Forsvarsakademiet. Hun har udgivet adskillige artikler, redigeret bøger og tre monografier om sikkerhed i Asien-Stillehavsområdet, Kinas
>>>
voksende betydning i international politik og strategisk teori og praksis.
BAGGRUND
66
|
UDENRIGS 3
|
2014
FOTO: LA(PHOT) KEITH MORGAN/MOD, VIA WIKIMEDIA COMMONS
det. I 2013 var antallet oppe på næsten 200.
Kina har dermed etableret en semi-permanent maritim tilstedeværelse i området
omkring øerne. Med over 300 overflyvninger med kampfly i 2013 gennemførte Japan
en tæt overvågning af den kinesiske tilstedeværelse og brugte medierne til at bringe kinesernes aktiviteter i Det Østkinesiske
Hav til offentlighedens kendskab.
Kina er i USA og blandt USA’s allierede i
Europa og Asien blevet mødt med almen fordømmelse af sin adfærd i Det Syd- og Østkinesiske Hav. Kina kritiseres for at foretage
illegale brud på retten til uhindret gennemsejling og overflyvning af internationalt farvand og luftrum og for at forbryde sig mod
nabolandes suveræne rettigheder i området.
I denne artikel argumenterer jeg for, at
konflikterne i Kinas maritime nabolag er
vigtige, fordi Kinas og det amerikanske alliancesystems vitale strategiske interesser
BAGGRUND
og opfattelser af ret og pligt i suverænitetsspørgsmål støder sammen. Udviklingen i
dette område er central for definitionen af
spillereglerne i fremtidens globale orden. I
takt med, at Kina får økonomiske og militære ressourcer til at håndhæve, hvad Kina
opfatter som sine suveræne rettigheder og
sikkerhedsbehov i Det Syd- og Østkinesiske Hav, øges konfliktniveauet med nabostaterne og med USA. Kinas omgivelser accepterer ikke godvilligt, at en øget kinesisk
tilstedeværelse indskrænker deres rettigheder og handlefrihed.
Kinas interesser
Kina har adskillige interesser i sit maritime
nabolag mod syd og øst. Området er blandt
andet rigt på olie og gas samt mineraler og
fisk. Olie- og gasreserverne i området er
ukendte. Selv om omfanget var kendt, ville de fleste forekomster efter alt at dømme
UDENRIGS 3
være for dyre at udvinde. Derimod har fiskeressourcerne voksende betydning. Det
skyldes et stigende behov for animalsk protein i takt med, at Sydøstasiens befolkning
vokser, og at den kinesiske middelklasse
bliver større og større.
Det Syd- og Østkinesiske Hav rummer også nogle af verdens mest trafikerede vandveje. Et af de vigtigste i verden er
Malacca Strædet, der forbinder Det Indiske
Ocean og Stillehavet. Cirka en fjerdedel af
verdenshandlen passerer gennem Malacca
Strædet, herunder blandt andet hovedparten af Kinas industriprodukter til eksport og
Mellemøstens olieeksport til Fjernøsten.
Kinas strategiske interesser i Det Syd- og
Østkinesiske Hav er vigtige, fordi disse farvande udgør den maritime port til Det Indiske Ocean og Stillehavet. Kina føler sig truet
af det amerikanske alliancesystem, som ironisk nok i dag står allerstærkest i Kinas maritime nærområde. Kinas reaktion herpå er
at arbejde på at optrappe sin tilstedeværelse
i området med henblik på at øge sin indflydelsessfære og trænge det maritimt baserede amerikanske alliancesystem tilbage.
Kinas flådebase på Hainan, som er Kinas sydligste provins, omfatter en ubådsbase og udgør et administrativt og strategisk center for Kinas interesser i Det
Sydkinesiske Hav. Woody Island, som er
den største ø i Paracellerne i Det Sydkinesiske Hav, er den vigtigste kinesiske forpost i området og omfatter en opgraderet
landingsbane og en garnison på størrelse med en division. Qingdao i den østlige
Shandong provins er hjemsted for Kinas
Nordsøflåde og for Kinas første hangarskib Liaoning. Det blev flyttet hertil i
2013, formentlig som følge af det forøgede
spændingsniveau i Det Østkinesiske Hav.
Hangarskibet er kontrolleret direkte af Kinas Centrale Militærkommission, der har
Præsident Xi Jinping som formand.
Nogle af Kinas aktiviteter kan ses som en
afprøvning af det amerikanske alliancesystem. Et eksempel er Liaonings trænings-
|
2014
|
67
deployering i Det Sydkinesiske Hav i 2013,
som USA overvågede fra sin missilbevæbnede krydser USS Cowpens. Den amerikanske krydsers overvågning af begivenhederne fik den kinesiske flåde til at sende
et af hangarskibets følgeskibe af sted for at
blokere for krydserens adgang til øvelsesområdet. Mødet mellem de to fartøjer var
tæt på at ende i en kollision. Kinas adfærd
sender signaler om, at Kina betragter området som kinesisk, mens USA signalerer,
at området betragtes som internationalt
farvand. Efterfølgende har forløbet derfor
været præget af gensidige beskyldninger
om uansvarlig adfærd.
Et andet eksempel er Kinas annoncering af en luftforsvarsidentifikationszone
(ADIZ) i Det Østkinesiske Hav i november 2013. Kinas ADIZ overlapper med den
eksisterende japanske ADIZ. Begge zoner
omfatter Diaoyu/Senkaku øerne. Luftforsvarsidentifikationszonen indvarsler, at
Kina dublerer sin adfærd til søs med en tilsvarende i luften i den forstand, at Kina har
til hensigt at patruljere luftrummet over
Diaoyu/Senkaku øerne. Umiddelbart efter
Kinas annoncering overfløj USA Diaoyu/
Senkaku øgruppen med to B-52 bombefly uden at varsko Kina. USA fløj igennem
området på trods af Beijings forudgående
erklæring om at ville udøve effektiv kontrol i zonen. Kina valgte ikke at reagere på
USA’s handling, hvorved yderligere destabilisering i området blev undgået. Kina,
USA og Japan har efterfølgende fortsat
spillet om rettighederne i luftrummet med
løbende uanmeldte overflyvninger med tilhørende fare for kollisioner.
Fædrelandsvisionen
Kinas langsigtede ambition i Det Syd- og
Østkinesiske Hav er at genskabe, hvad Kina
opfatter som sit historiske kinesiske fædreland. Vestlige stormagters og Japans undertvingelse af det kinesiske kejserrige i anden
halvdel af det 19. århundrede blev fulgt op af
et japansk forsøg på at etablere et imperium
BAGGRUND
>>>
68
|
UDENRIGS 3
|
2014
i Asien i første halvdel af det 20. århundrede.
I denne periode invaderede Japan store dele
af Asien. Ved den lejlighed blev også øer i
Det Syd- og Østkinesiske Hav besat.
I nogle tilfælde skete det blot ved, at japanske soldater satte flag op på øerne for at
demonstrere effektiv kontrol efter vestlige
regler for suverænitetshåndhævelse. Kina
anerkender ikke denne form for japansk
suverænitetshåndhævelse. Kina hævder, at
der dengang gjaldt andre regler for suverænitet i Asien, som ikke havde noget med
effektiv territoriel kontrol at gøre. I stedet blev suverænitet opnået gennem symbolsk anerkendelse af kejserens overherredømme, uden at der nødvendigvis var tale
om permanent fysisk kinesisk tilstedeværelse i et geografisk område. Desuden hævder Kina, at Cairo-erklæringen fra 1943
mellem USA, Storbritannien og Kina indeholder en anerkendelse af Kinas suverænitet over Det Sydkinesiske Hav samt Diaoyu/Senkakuøerne i Det Østkinesiske Hav.
Denne fortolkning hviler på erklæringens
krav om, at Japan som den besejrede magt
skulle forlade alle besatte områder.
Rekonstruktionen af det kinesiske fædreland, som det så ud, før fremmede magter undertvang det kinesiske kejserrige, er
en følelsesladet aspiration. Den er i den
brede kinesiske befolkning forbundet med
troen på, at kinesisk storhed vil blive genskabt med historisk nødvendighed. Med
den vil retfærdigheden ske fyldest, i hvert
fald sådan som flertallet af kineserne definerer retfærdighed. Imidlertid er der tale
om en vision, som ikke nødvendigvis nogensinde realiseres.
Den kan minde lidt om USA’s vision om at
udbrede liberalt demokrati i hele verden. Den
påvirker ganske vist Washingtons udenrigsog forsvarspolitik, men den er sjældent øverst
på dagsordenen i den mere praktiske politiske og strategiske planlægning. Det er ikke
realistisk at gennemføre visionen inden for
en overskuelig fremtid, og desuden kommer
den på tværs af andre nationale interesser.
BAGGRUND
I lighed hermed har Kina ikke mulighed for at realisere visionen om fædrelandet inden for en overskuelig tidshorisont.
Desuden kommer denne vision på tværs
af mere presserende nationale interesser,
først og fremmest enorme indenrigspolitiske udfordringer, som for eksempel voksende social, økonomisk og etnisk ulighed,
fødevaresikkerhed, luftforurening, korruption og et utilstrækkeligt sundhedsvæsen,
for bare at nævne nogle eksempler.
Disse udfordringer betyder, at Kina har
behov for stabilitet og godt naboskab i
nærområdet og samarbejdsrelationer til
USA på trods af fundamentale interessekonflikter. Men konflikterne med USA om
centrale spørgsmål som for eksempel verdensordenens indretning, Taiwans status,
USA’s ret til overvågning af Kina op til 12
sømil fra kystlinjen, reguleringen af cyberspace, rummet og international handel og
det internationale finansielle systems indretning og prioriteringer betyder også, at
Kina prioriterer at skubbe det amerikanske
alliancesystem væk fra Kinas territorium.
Alliancesystemet bliver opfattet som en
trussel mod Kinas sikkerhed. Det er også
grunden til, at Kina har en stadig tættere
udenrigs- og sikkerhedspolitisk koordination med Rusland. Begge lande forsøger at
skubbe, hvad der opfattes som et truende
amerikansk alliancesystem, væk fra deres
territorium og kystlinje og øge deres indflydelse i henholdsvis det postsovjetiske og
asiatiske nærområde.
Kinas rolle
Denne grundlæggende målsætning ændrer sig ikke på trods af midlertidigt tøvejr i relationerne, som for eksempel i forbindelse med APEC-topmødet i november
2014. Her blev Kina og Japan enige om at
være uenige om, at de indtager forskellige standpunkter i spørgsmålet om de forøgede spændinger i området omkring Diaoyu/Senkaku øerne i de senere år. Desuden
blev Beijing og Tokyo enige om at genopta-
UDENRIGS 3
ge dialog og konsultationer med henblik på
at forhindre, at situationen forværres.
Et realistisk scenario for en sådan dialog vil være aftaler om fundamentale krisestyringsmekanismer. Det kan for eksempel være koordination af sejl- og flyruter og
tidspunkter med henblik på at undgå uforudsete hændelser i lighed med, hvad USA
og Kina blev enige om at udforme i forbindelse med APEC topmødet. Den type aftaler kan forhindre uønsket konflikteskalering på grund af misforståelser mellem
fartøjer og fly, der færdes i området. Det
kan også være, at vi bliver vidne til en midlertidig nedgang i antallet af patruljeringer.
I Sydøstasien har Kina et mere solidt institutionelt samarbejde, der bidrager til regional stabilitet. Kina har for længst accepteret,
at institutionen Association of South-East
Asian Nations (ASEAN) definerer spillereglerne for adfærd i Sydøstasien. Det skete allerede i 2003 med Kinas underskrivelse
af ASEANs Traktat for Venskab og Samarbejde (TAC). Siden da er relationerne blevet udbygget til et ganske omfattende økonomisk og politisk samarbejde.
Men disse mere positive sider af Kinas forhold til sine naboer løser ikke de fundamentale uoverensstemmelser, der får Kina til at
fastholde det langsigtede mål om at øge sin
tilstedeværelse i sit maritime nærområde i
Det Syd- og Østkinesiske Hav. Disse interessekonflikter betyder også, at ASEAN reelt har
udspillet sin rolle som leverandør af platforme for dialog med henblik på at holde spændingsniveauet nede mellem de asiatiske stormagter. Der holdes stadig møder, men de har
ingen effekt på stabilitet og sikkerhed i de væsentligste konflikter i Asien, som for eksempel de maritime konflikter.
Kina er i sin egen selvforståelse et ledende udviklingsland. Beijing samarbejder i
egenskab heraf med ikke-vestlige strategiske partnere over hele verden for at revidere
den eksisterende verdensorden. Redskabet
er gradvis forandring, således at verdensordenen bedre passer til kinesiske interesser
|
2014
|
69
såvel som til udviklingslandenes interesser.
Kina har indset, at det ikke nytter noget at
forsøge at ændre i spillereglerne for adfærd
på egen hånd. Derfor lægger Kina vægt på
legitimitet via samarbejde med andre stater
med udgangspunkt i FN-pagten.
Kina har sammenlignet med Vesten en
anden fortolkning af, hvilke principper der
er fundamentale, og hvordan disse principper skal implementeres, og det er de ikke
alene om. Kina samarbejder om at fremme
sin forståelse af, hvordan globale problemer skal håndteres med udviklingslande i
ikke-vestlige institutioner. De tæller for eksempel BRICS, der omfatter medlemslandene Brasilien, Rusland, Indien, Kina og
Sydafrika, og Shanghai Cooperation Organization (SCO), der foruden Kina omfatter
Rusland og Centralasien. Kinas etablering
af den Asiatiske Infrastruktur Investerings
Bank (AIIB) i 2014 og invitationer til Sydkorea, Singapore og Australien om at blive medlemmer er endnu et eksempel på, at
Kinas øgede indflydelse indebærer revisioner i den måde, den eksisterende verdensorden fungerer på.
USA har kritiseret Kinas tiltag til at oprette banken, der kan opfattes som en konkurrent til eksisterende institutioner som
Verdensbanken (IBRD) og Den International Valutafond (IMF). Washingtons kritik samt en ophedet debat i Australien, der
endte med beslutningen om indtil videre
ikke at acceptere medlemskab, er eksempler på, at Vesten anført af USA modarbejder Kinas tiltag for at ændre på spillereglerne såvel globalt som regionalt.
Ændring af status quo
Kinas strategi i sit maritime nærområde minder om landets øvrige tiltag til politisk forandring i den forstand, at Kina søger
gradvist at ændre på status quo uden at bruge militær magt eller aggression, der kan berettige til et militært modsvar. Ideelt set håber Kina, at bestræbelserne munder ud i en
situation, hvor Kina og nabostaterne i Det
BAGGRUND
>>>
70
|
UDENRIGS 3
|
2014
Syd- og Østkinesiske Hav samt USA sameksisterer i området på grundlag af enighed om at være uenige om det folkeretlige
grundlag for deres tilstedeværelse samt hvilke rettigheder og pligter, der følger heraf.
Målet er, at dette sker, uden at denne
uenighed forhindrer udenrigs- og sikkerhedspolitisk koordination og samarbejde.
Forhandlinger om suverænitetsstridigheder udskydes på ubestemt dato, og der åbnes op for bilateralt samarbejde om for eksempel fælles ressourceudnyttelse. Disse
målsætninger forsøger Kina at imødekomme ved at ændre på den regionale magtbalance og ved at arbejde på, at Kinas syn på
ret og rimelig adfærd bliver betragtet som
legitimt af andre stater.
Et instrument til at ændre på magtbalancen er at råde over effektive instrumenter til at håndhæve lov og orden. Kina har
gradvist fået flere og flere patruljefartøjer under civil administrativ kontrol for
at kunne opretholde en betydelig permanent tilstedeværelse i Det Syd- og Østkinesiske Hav. Kina har annonceret planer om
at bygge 36 fartøjer til brug for lov- og ordenshåndhævelse i løbet af de kommende
år. Desuden inkorporeres yderligere 11 oplagte fartøjer fra den kinesiske flåde, efter
at deres tunge bevæbning er blevet fjernet.
For bedre at sikre den centrale styring af
Kinas civile maritime ordenshåndhævelse
oprettede Kina i 2013 den Maritime Politiafdeling (MPB). Afdelingens opgave er at
føre kontrol med kinesisk kystbevogtning.
Sammen med Statens Søfartsadministration (SOA) er det hensigten, at den Maritime
Politiafdeling skal levere en samlet ledelse af
Kinas mange paramilitære og civile maritime styrker. Hermed forsøger Kina at effektivisere koordinationen mellem enhederne
og at sørge for, at alle følger de samme spilleregler til søs. Disse tiltag er med til at sikre, at Kina kan forøge sin tilstedeværelse i
Det Syd- og Østkinesiske Hav. Samtidig signalerer Beijing med vægten på civile frem
for militære institutioner ikke-aggression
BAGGRUND
og opfordrer til konfliktløsning med fredelige midler. Flåden bruges som en sidste udvej i tilfælde, hvor kinesiske og andre landes
skibe og fly er på vej ud i konfliktsituationer
med risiko for magtanvendelse.
Et andet instrument til at ændre på
magtbalancen er at demonstrere vilje til at
imødegå krænkelser af Kinas suverænitetskrav og territorielle integritet. Et eksempel
er Kinas reaktion på USA’s fortsatte overvågning af Kina op til 12 sømil fra den kinesiske grænse trods kinesiske krav om,
at praksis ændres. Kinas standpunkt er, at
militære fartøjer skal have tilladelse til gennemsejling inden for 200 sømil fra et lands
kystlinje. Indenfor 200 sømil grænsen kan
et land erklære en eksklusiv økonomisk
zone. Den giver i den gængse folkeretlige
fortolkning, som USA håndhæver, råderetten over maritime ressourcer i området,
mens andre landes ret til gennemsejling og
overflyvning bevares på linje med reglerne
for internationalt farvand.
I 2013 begyndte Kina at svare igen på
USA’s insisteren på at fortsætte den tætte
overvågning af Kinas kyst med lejlighedsvis overvågning af USA’s kystlinje i Stillehavet ved Guam og Hawaii inden for 200
sømil grænsen. Kinas overvågning er i en
meget mindre målestok end USA’s og vil
kun langsomt blive udvidet, da Kina langt
fra kan matche USA’s overvågningsevne.
Ikke desto mindre signalerer Kinas tiltag
Beijing’s utilfredshed med, hvad Kina opfatter som alvorlige krænkelser af Kinas ret
til at kontrollere sit maritime nærområde.
Et tredje instrument til at ændre på magtbalancen er at kommunikere Kinas beslutsomhed og militære formåen til de modtagere, som skal afskrækkes. Det kinesiske
hangarskib Liaonings rejse gennem Det
Sydkinesiske Hav i 2013 var en fremvisning
i, hvor langt Kina er kommet i udnyttelsen
af det nye fartøj. Kina gennemførte øvelser
i en kampgruppeformation bestående af 12
skibe. Hangarskibsgruppen fik øvet sig langt
fra Kinas kystlinje på kamplignende vilkår.
UDENRIGS 3
|
2014
|
71
Kinas bestræbelser på at forøge sin legitimitet i omgivelsernes øjne hviler på
argumenter om historisk tilstedeværelse samt effektiv kontrol
FOTO: PROJECT SYNDICATE, 2015
Desuden udførte Kina øvelser i måludpegning, og deltagerne afprøvede kommunikations- og navigationsevnerne samt de meteorologiske støttefunktioner.
Endelig afholdt Kina øvelser i flykontrol med såvel jagerbombere som kampfly,
og de fik afprøvet grundlæggende logistiske helikopterfunktioner. Med i øvelserne
var flådens vigtigste fly, nemlig jagerbomberen Xian JH-7, det landbaserede kampfly J-11 samt en ny version af AVIC helikopteren. Denne type øvelser afholdes ikke
så meget af træningshensyn, men mindst
lige så meget med henblik på afskrækkelse
af omverdenen. Øvelsen havde til formål at
kommunikere, at Kina har meget kapable
militære styrker, der kan bruges i tilfælde
af udfordringer mod Kinas suverænitetskrav i det maritime nærområde.
Legitimitet
Kinas bestræbelser på at forøge sin legitimitet i omgivelsernes øjne hviler på argumenter om historisk tilstedeværelse samt
effektiv kontrol. Efter Kinas opfattelse er argumenterne baseret på en legitim fortolkning af FN-systemets regler. Kinas historiske argumenter er blevet beskrevet som et
udtryk for, at landets imperiale fortid kaster
sine skygger ind over nutidens adfærd uden
tanke for gængse folkeretlige principper.
Beskyldningerne har bidraget til den opfattelse, at Kina forsøger at tryne sine naboer
med ublu krav om ret til territorium og maritime zoner langt fra Kinas kyst, og at Kina
i det spil agerer aggressivt og uden hensyntagen til nabolandenes interesser.
I erkendelse af, at omgivelserne ikke er
positivt stemt over for de historiske argumenter, bruger Kina stadig flere ressourcer
på at demonstrere effektiv kontrol i de områder, som Kina gør krav på. Kinas effektive kontrol forøges i takt med, at evnen til
at operere langt fra Kinas kyster er vokset.
I Det Sydkinesiske Hav har Kina længe
fulgt denne strategi. Den tog fart i 1974 og
igen i 1988. Dengang etablerede Kina via
søslag med Vietnam en fysisk tilstedeværelse i øgrupperne i området. Kinas adfærd
kan ses som en konsekvens af havretskonventionens tilblivelse i perioden fra 1958
til 1982. De nye regler gav kyststater samt
stater med suverænitet over øer ret til maritime zoner som for eksempel eksklusive
økonomiske zoner, der giver råderet over
et områdes ressourcer.
BAGGRUND
>>>
72
|
UDENRIGS 3
|
2014
Kinas effektive kontrol med øer over en
årrække, hvoraf nogle er kunstigt fremstillede eller udbyggede øer, betyder, at Beijing
kan demonstrere, at kinesiske krav om maritime zoner i Det Sydkinesiske Hav i udgangspunktet er lige så legitime som de øvrige sydøstasiatiske staters krav, eftersom
de respekterer standardfortolkningen af
FN-systemets regler.
Indsatsen med effektiv kontrol blev forstærket i januar 2014 med vedtagelsen af
regler, der kræver, at udenlandske fiskefartøjer søger Hainan-provinsen om tilladelse til fiskeri i Det Sydkinesiske Hav.
Reglerne kom et år efter, at den kinesiske
kystbevogtning havde fået officiel tilladelse
til at opbringe fremmede fartøjer, der uden
autorisation og angiveligt til fare for Kinas
sikkerhed sejler ind i, hvad der betragtes
som suverænt kinesisk territorium.
I Det Østkinesiske Hav har Kina først
for nylig indledt en lignende praksis, fordi Kina her står over for større udfordringer. Japan har den administrative kontrol med Diaoyu/Senkaku øerne og denne
kontrol anerkendes af USA, om end USA
ikke forholder sig til suverænitetsspørgsmålet. Det gør det langt mere risikabelt
for Kina at udfordre Japan på dette punkt.
Kinas etablering af luftforsvarsidentifikationszonen (ADIZ) i november 2013 over
øerne er et eksempel på, at Kina begynder
at etablere effektiv kontrol. I dette tilfælde sker det ved at kræve, at fly, der kommer ind i zonen, identificerer sig over for
de kinesiske myndigheder.
En delvis succes
Indtil videre har Kina ikke håndhævet
denne kontrol. Det skyldes blandt andet,
at Kina skal bruge længere tid på at forrykke magtbalancen i forhold til det militært stærke Japan sammenlignet med de
langt svagere sydøstasiatiske lande. Dertil kommer, at USA har været relativt offensiv med at imødegå Kinas adfærd i Det
Østkinesiske Hav. Det understreges af, at
BAGGRUND
USA’s fly jævnligt bevidst flyver gennem
zonen uden at identificere sig.
Kinas maritime strategi er defensiv i den
forstand, at den tager sigte på at afskrække andre stater fra at foretage krænkelser af
Kinas suverænitetskrav. Desuden signalerer
strategien ikke-aggression i den forstand,
at Kina prioriterer andre instrumenter end
traditionel militær magt. Militær magtanvendelse er en backup fremfor det primære
virkemiddel. Endelig er Kinas strategi mere
reaktiv end proaktiv i den forstand, at Kina
forsøger at svare på andres provokationer
frem for selv at initiere provokationer, der
kan eskalere konflikterne.
Beijing gør dette ved at efterligne andre
staters tiltag, som for eksempel at erklære
en luftforsvarsidentifikationszone på linje med Tokyo. Denne handling har til formål at forbedre Kinas relative magtposition, men uden at Beijing kan beskyldes for
at være den initierende magt, der af egen
drift ændrer på grundbetingelserne for interaktion i Det Syd- og Østkinesiske Hav.
En væsentlig årsag til at Kina ender med
at blive opfattet som aggressoren, selv om
Kinas virkemidler typisk er reaktive og ikke
overgår de øvrige staters provokationer, er, at
Kina med sin globale sikkerheds- og udenrigspolitiske rolle kombineret med sin profil som ikke-vestligt udviklingsland fremstår
som den mest tungtvejende aktør og en aktør, hvis målsætninger ofte kommer på tværs
af nabolandenes nationale interesser.
Kinas strategi har været en succes i den
forstand, at det er lykkedes gradvist at forrykke magtbalancen til kinesisk fordel.
Kina har efterhånden været en sydøstasiatisk stat i årtier. Kina har i praksis en permanent maritim civil og militær tilstedeværelse ved siden af de sydøstasiatiske
stater og USA. I Det Østkinesiske Hav har
Kina i de senere år etableret en semipermanent tilstedeværelse til søs og i luften,
der ligeledes betyder, at Kina må forventes at blive i området sammen med Japan
og USA. Især Sydøstasien, men også Japan,
UDENRIGS 3
har problemer med at matche Kinas tilstedeværelse. Samtidig øges presset på dem
såvel som på den kinesiske regering fra
hjemlige nationalistiske kræfter for at forsvare sig mod, hvad der opfattes som angreb på legitime suverænitetskrav.
Kina har endnu ikke opnået legitimitet i
forhold til sine suverænitetskrav og sit forslag om at etablere koordination og samarbejde på grundlag af enighed om at være
uenige. Legitimitet er alfa og omega for at
opnå stabilitet i Det Syd- og Østkinesiske
Hav, fordi det er udtryk for, at parterne i
mindre grad ser hinanden som trusler.
Som situationen er nu, betyder Kinas
manglende legitimitet, at USA bliver endnu vigtigere for de sydøstasiatiske lande og
Japan. De efterlyser en udbygning af USA’s
sikkerhedsgarantier for at kunne beskytte
sig mod, hvad de ser som en voksende kinesisk trussel. Udviklinger som for eksempel USA’s tilbagevenden til flådebasen Subic Bay i Filippinerne og styrkelsen af USA’s
forsvarssamarbejde med Japan er tegn på,
at USA bestræber sig på at imødekomme
disse ønsker. På den anden side står det
næppe til at ændre, at Kina lige så langsomt fortsætter med at udbygge sin effektive kontrol i området.
Kina kan godt opnå forøget legitimitet. Imidlertid kræver det en generel hold-
|
2014
|
73
ningsændring hos alle parter i retning af
mere gennemsigtig adfærd, øget dialog og
fremfor alt anerkendelse af, at forskellige
fortolkninger af folkeretten kan respekteres, uden at FN-systemets evne til at skabe
fred og stabilitet undermineres. En sådan
accept af Kinas forslag om at være enige
om at være uenige vil næppe vinde gehør i
Washington eller i Asiens hovedstæder.
Mødet i november 2014 mellem Kinas
og Japans statsoverhoveder og de to parters anerkendelse af, at Kina og Japan har
forskellige standpunkter på, hvorfor der er
opstået spændinger i Det Østkinesiske Hav
i de senere år, kan ses som en lille åbning i
den retning. Men accept af væsensforskellige folkeretlige fortolkninger, der ændrer
på den gængse forståelse af definitionen af
og rettighederne i internationalt farvand,
ligger næppe lige om hjørnet. Som følge
heraf er der ikke for alvor udsigt til en adfærdsændring hos nogen af parterne. Derfor vil Det Syd- og Østkinesiske Hav fortsætte med at være centrale konfliktlinier i
den nye verdensorden i mange år fremover.
Tak til major Johannes Riber Nordby for
kommentarer til en tidligere udgave af artiklen. Ansvaret for artiklen forbliver forfatterens alene.
BAGGRUND
74
|
UDENRIGS 3
|
2014
Muren i Berlin
1961-1989
Af Jan Jakob Floryan
FOTO: PROJECT SYNDICATE, 2015
BAGGRUND
UDENRIGS 3
Beretningen om Muren i Berlin er et
skræmmende stykke verdenshistorie. I
modsætning til de fleste andre mure af
sin art skulle den holde folk inde bag den
såkaldte Tyske Demokratiske Republik,
DDR’s grænser, og det blev gjort med anvendelse af de mest uhyggelige metoder.
Uden Muren kunne DDR ikke bestå, og
kort efter dens fald gik landet da også i
opløsning.
Berlinmuren var et gigantisk, skræmmende, arkitektonisk, ingeniørmæssigt og politisk bygningsværk. Det var langt fra den
eneste mur i historien. Romerne opførte mure for at holde barbarerne, fortrinsvis germanerne, borte; kineserne byggede
deres mur for tilsvarende at værge sig for
de centralasiatiske horder, og det middelalderlige Europas bymure havde den funktion at holde fremmede og fjender borte.
Det enestående ved Berlinmuren er, at
den skulle holde folk inde. Dens officielle
navn var Den Antifascistiske Beskyttelsesvold, men det var kun den østtyske propaganda, der kaldte den det. Det var teknisk
evident, at den vendte sine forsvarsværker
indad, og intet værn var mod indtrængende udefra, og sådanne fandtes heller ikke.
Til gengæld fandtes der hundredtusinder,
der gerne ville ud, og nogle hundreder, der
risikerede (og mistede) deres liv i forsøg på
at komme det.
Muren blev bygget på en nat – mellem
den 12. og 13. august 1961, og den faldt på
en aften – den 9. november 1989. I disse
28 år eksisterede Den Tyske Demokratiske
Republik, DDR, i sin reneste form: Som et
fængsel. Planerne om at lukke forbindelsen
til Vesttyskland og Vestberlin og bure østtyskerne inde går tilbage til 1951. Det var
allerede dengang klart for det østtyske re-
|
2014
|
75
gerende parti Sozialistische Einheitspartei Deutschlands, SED, [Tysklands Socialistiske Enhedsparti], og dets førstesekretær
Walter Ulbricht, at et sovjetsocialistisk regime ikke kunne eksistere side om side
med en demokratisk stat, der oven i købet
var af samme nation, uden vandtætte skotter imellem.
Spændingerne mellem Vestmagterne og
Sovjetunionen var tydelige på Potsdamkonferencen i august 1945 efter Tysklands
betingelsesløse kapitulation den 7. maj
1945. Her begyndte Tysklands Stunde
Null, Den Nulte Time. På konferencen blev
det aftalt, at Tyskland og rigshovedstaden
Berlin skulle deles op i henholdsvis fire
zoner og fire sektorer.
Der blev sat ord på spaltningen mellem Øst og Vest af den dengang forhenværende britiske premierminister Winston
Churchill i hans berømte tale i Westminster College, Fulton, Missouri, USA, den 5.
marts 1946:
“A shadow has fallen upon the scenes so
lately lighted by the Allied victory. […] From
Stettin in the Baltic to Trieste in the Adriatic, an iron curtain has descended across
the Continent. Behind that line lie all the
capitals of the ancient states of Central and
Eastern Europe: Warsaw, Berlin, Prague,
Vienna, Budapest, Belgrade, Bucharest and
Sofia”.
Realpolitikeren og realisten Churchill så
det, for han havde allerede set det komme
under krigen og alliancen med Stalins Sovjetunionen. Imidlertid blev Churchills advarende ord fejet til side af den stærkt svækkede
amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt, der mente, at hans britiske partner var
forstokket og russofobisk. Så mens Churchill
kendte til Gulag og terror, blev massemorderen Stalin til den hyggelige, piberygende
Uncle Joe i den amerikanske propaganda. Få
år senere blev amerikanerne klogere.
Jan Jakob Floryan er cand.scient.pol. & art og tidligere udlandskorrespondent for DR i bl.a. Berlin.
BAGGRUND
>>>
76
|
UDENRIGS 3
|
2014
I 1947 forbød Stalin de mellem- og østeuropæiske lande at modtage den amerikanske
Marshall-hjælp
Grænsen mellem den sovjetiske besættelseszone på den ene side og den amerikanske, britiske og franske zone på den anden
begyndte skridt for skridt at blive lukket i
1947, så kun transitvejene, interzone-vejene, til Berlin var passable ved årets udgang
– med behørige tilladelser – samt jernbaneforbindelserne og Mittellandkanal mellem
Elben og Spree. Afskærmningen af Øst led
imidlertid under en alvorlig mangel: Smuthullet Berlin. Ifølge Firemagtsaftalen skulle
Berlin forblive samlet med fri bevægelighed
mellem sektorerne. Vestberlin blev derfor
kun afskåret fra sit opland dér, hvor byen
grænsede op til den sovjetiske zone, det senere DDR, hvorimod adgangen til den sovjetiske sektor af byen forblev åben.
Opdelingen af Berlin og Tyskland skred
konsekvent frem. I 1946 blev det store tyske socialdemokrati i den sovjetiske zone
tvunget til at forene sig med det langt mindre kommunistparti KPD. Året efter flygtede medlemmerne af Berlins styre valgt i
Vestberlin fra rådhuset, som var kommet til
at ligge i den sovjetiske sektor. Parallelt med
opsplitningen af Berlin foretog Stalin et vigtigt træk, der skulle holde de netop erobrede lande i Mellemeuropa væk fra amerikansk indflydelse. I 1947 forbød Stalin de
mellem- og østeuropæiske lande at modtage den amerikanske Marshall-hjælp. Hjælpeprogrammet blev anset for ‘imperialistisk’
og ‘antisovjetisk’ og som en videreførelse af
præsident Harry Trumans doktrin fra 12.
marts 1947; tre måneder før Blokaden:
“Hvis man ikke viser ham [Stalin] en jernknytnæve og taler det kraftigste sprog, vil vi
opleve en ny krig. Der er kun ét sprog, russerne forstår: Hvor mange divisioner har I? … Jeg
har fået nok af at pakke sovjetterne ind i vat”.
BAGGRUND
Den forvaltningsmæssige opsplitning af
Tyskland og Berlin fortsatte med de sovjetiske delegeredes udvandring fra Det Allierede Kontrolråd og dermed af det tilsvarende organ for Berlin, Komendatura, den
20. marts 1947. Valutareformen af 26. juni
1948 blev et afgørende brud mellem Øst og
Vest. Den indførte D-Mark i Vest, hvilket
omgående fik de sovjetiske militærmyndigheder til at indføre ‘ein Mark der DDR’
og til at ville udstrække den til Vestberlin.
Det mislykkedes, for vestberlinerne tog
kun imod D-Mark.
Blokaden
Dernæst begyndte de sovjetiske og østtyske myndigheder fra 1. april 1948 at chikanere trafikken til og fra Berlin. I juni 1948
besluttede Stalin sig for at blokere Vestberlin. Alle vej-, jernbane og kanalforbindelser gennem sovjetzonen blev afskåret, og
natten mellem den 23. og 24. juni gik lyset ud i Vestberlin, fordi et storkraftværk i
Østberlin lukkede for strømmen. De vestberlinske kraftværker havde svært ved at
kompensere for udfaldet. Den 26. juni
1948 trådte den fulde blokade i kraft.
Afskæringen af de vestlige sektorer var i
strid med London-konferencerne i 1944 og
1945, hvor aftalen om Berlins firemagtsstatus blev indgået. Den skulle sikre millionbyens forsyning med levnedsmidler og råvarer
til industrien. Det blev brudt med blokaden,
men her forregnede sovjetsocialisterne sig,
idet de slet ikke havde taget højde for Vestens teknologiske overlegenhed. Blokaden
blev mødt med oprettelsen af Luftbrücke
[Luftbroen], med amerikanske og britiske
fly i en gigantisk logistisk operation. Den
holdt Vestberlins 2,3 millioner indbyggere
UDENRIGS 3
forsynede med alle livsfornødenheder og leverede råvarer til industrien. Blokaden blev
ophævet den 12. maj 1949.
D-Marken blev set som en grov provokation i Moskva og Østberlin, fordi den undergravede sovjetzonens i forvejen vaklende økonomi. I den østtyske propaganda,
som f.eks. bogen Die DDR stellt sich vor
[DDR præsenterer sig] udgivet så sent som
i 1986 fremstilles sagen således:
“Vestmagterne tilintetgjorde i juni 1948
den fælles firemagtsforvaltning af Storberlin,
idet de retsstridigt udstrakte valutareformen
fra de vesttyske besættelseszoner til at omfatte de vestlige sektorer af Berlin”.
I udgangspunktet var kursen mellem de
to mark 1:1, men det ændrede sig hurtigt.
I Vest faldt østmarken over for D-Mark,
og det gjorde den også på sortbørsen i Øst.
Derfor begyndte DDR at indføre tvangsomveksling for vesterlændinge og afgifter for
kørsel på interzone-vejene til Berlin. Færdselsbøder til vestlige bilister blev også en
indtægtskilde. Til det sidste opretholdt
DDR sin officielle vekselkurs.
Mens Marshall-planen fik amerikanske
penge til at strømme til det sønderbombede Vesttyskland (og Vesteuropa i det hele
taget) indkrævede Sovjetunionen krigsskadeerstatninger, ‘reparationer’, i sin zone.
Der var tale om demontage af fabrikker og
fjernelse af det ene spor i dobbeltsporede
jernbanestrækninger. I alt blev 460 virksomheder plyndret alene i Berlin i maj og
juni 1945. Virksomheder, der fik lov til at
fortsætte, blev pålagt at aflevere en betragtelig del af produktionen til Sovjetunionen.
Alt i alt beløb ‘reparationerne’ sig til 34,7
milliarder Reichsmark (i 1944-priser), og
det stod på frem til 1953.
Udvider man begrebet krigsskadeerstatninger til også at omfatte ran af kunstgenstande, indkøb for røvede pengesedler,
indkøb for pengesedler udstedt af besættelsesmagten og andet, bliver det samlede tal
66,4 mia. D-Mark beregnet efter den officielle kurs (1953) dvs. 1:1. I alt blev 26 pct.
|
2014
|
77
af al industri i det sovjetisk kontrollerede
østlige Tyskland demonteret og sendt til
Sovjetunionen. Demontagen var en økonomisk skade oven i dem, krigen havde
medført, og DDR forvandt den aldrig.
Fri bevægelighed med restriktioner
I 1948 gav vestmagterne tilsagn til oprettelsen af en vesttysk stat, og i 1949 var de to
Tysklande oprettet. Delingen mellem Øst og
Vest, Den Kolde Krig, fortsatte med grundlæggelsen i 1949 af Den Nordatlantiske
Traktatorganisation, NATO. Vesttyskland
blev optaget i NATO i 1954, hvilket sovjetstaterne så som udtryk for imperialisme, fascisme, revanchisme og onde hensigter under amerikansk paraply. Som modtræk
oprettedes i 1955 Warszawa-pagten.
Den frie bevægelighed i Berlin als Ganzes, det samlede Berlin, var fastlagt i Firemagtsaftalen. En ligefrem lukning af trafikken ind og ud af sovjetsektoren ville være en
krænkelse af aftalen, og det var Sovjetunionen ikke parat til på daværende tidspunkt.
Det blev imidlertid stadig vanskeligere
at komme igennem fra øst. ‘Parti-agitatorer’ blev sendt ud til overgangsstederne for
at argumentere og afholde folk fra at begive
sig over på den kapitalistiske side. Ofte blev
personer med bagage – potentielle flygtninge – standset og underkastet skarp toldkontrol og forhør. Folk fra provinsen blev ofte
antastet i togene til Berlin, hvis agitatorerne fik mistanke om deres hensigter. Mange
blev slet og ret sat af toget med besked på
at rejse hjem igen. Men endnu kunne man
komme over sektorgrænsen i Berlin, og
omkring 2,5 millioner borgere forlod DDR
frem til Murens bygning, heraf to tredjedele
via Berlin. Østtysklands befolkningstal faldt
fra lidt over 18,8 millioner til 16,4 millioner.
Sjakren med Tyskland
Som en kompensation for den åbne sektorgrænse lagde Ulbricht i 1952 en ring
om Berlin for at hæmme østtyskernes adgang til den endnu åbne by. Langs de vestBAGGRUND
>>>
78
|
UDENRIGS 3
|
2014
lige sektorers grænse til den sovjetiske besættelseszone, DDR, kunne man indføre
regelret grænsekontrol, og ved samme lejlighed blev det bestemt, at vestberlinere
kun måtte besøge sovjetzonen/DDR med
særlig tilladelse. Prøvede de på at forlade
sovjetsektoren i Berlin, blev de standset.
Det var en nødforanstaltning fra DDRregimets side for at standse ‘blødningen’
gennem Berlin.
Stalin var tilbageholdende med at gøre
noget ved Berlin eller Tyskland i det hele
taget. Hans plan var at bruge en tysk samling til at opnå et Tyskland neutralt, demilitariseret og ‘demokratisk’, d.v.s. med frit
spil for kommunisterne. Derfor vakte indførelsen af D-Mark hans raseri, for det trak
netop i modsat retning og ville gøre det
vanskeligere at slå en handel af.
Den hærdede stalinist Walter Ulbricht
havde ret, da han samme år, som Ringen
blev etableret, begyndte at lægge planer for
en mur gennem Berlin til at indkapsle de
tre vestlige sektorer, standse menneskestrømmen ud af den sovjetiske besættelseszone og sektor, tvinge de vestlige stormagter ud og på sigt kvæle den allierede del af
byen. Han begyndte sit lobbyarbejde over
for Kreml endnu i Stalins tid, men fik intet ud af det, eftersom den sovjetiske diktator stadig nærede helt andre planer for
Tyskland, hvori den sovjetiske zone – Ulbrichts ‘stat’ – kun var en brik, der kunne
sjakres med.
Denne tysklandspolitiske linje blev fortsat af Khrusjtjov med et udspil til tysk forening i 1959 til stigende frustration for
Ulbricht, der maste på for at få sin mur
godkendt. For Ulbricht-staten var den afgørende, og i 1961 bar Ulbrichts tryglen,
plagen og trusler frugt.
For Ulbricht blev situationen i løbet
af 1950’erne mere og mere uudholdelig.
Modstanden mod regimet kulminerede i
junidagene i 1953, da arbejderne på DDR’s
prestigebyggeri i Stalin Allee (siden omdøbt til Karl Marx Allee) nedlagde arbejBAGGRUND
det. Her var det SED-regimets trofasteste
støtter, skulle man tro, nemlig bygningsarbejderne ved det prestigiøse byggeri, der
gik forrest i protesterne og strejkerne. Anledningen var en forhøjelse af akkordsatserne uden tilsvarende lønstigning.
Oprøret blev først slået ned af sovjetiske
kampvogne. Officielle tal taler om 25 døde
og 378 sårede. Sovjetiske militærdomstole
afsagde 18 dødsdomme, der blev fuldbyrdet. Østtyske domstole afsagde tre dødsdomme, der også blev eksekveret. Skræmt
som regimet var, gik det under efterfølgende forhandlinger med til markante forbedringer af arbejdernes vilkår.
Ud over ringen om Berlin og agitatorerne kørte propagandaen i højeste gear og
tordnede mod de mennesker, der smuttede
ud af den sovjetiske sektor. De var dumme,
fordi de lod sig indfange af vestlige menneskehandlere, de var kriminelle og i konflikt
med den socialistiske retsstat eller også var
de landsforrædere. Folk stemte med fødderne, og dog fandtes der ikke så få, som
var loyale over for regimet.
Regimets force var – i egen selvforståelse – marxismen-leninismen som “en videnskabeligt funderet og verificeret vej
mod fred, velstand og retfærdighed for
alle”. Den gjorde det muligt at udlede og
efterleve objektive love om samfundsudviklingen.
Om den ideologiske abrakadabra appellerede til ret mange, er uvist, men sikkert er det, at mange især ældre østtyskere
med fortid på den tyske venstrefløj i mellemkrigstiden så DDR som en ‘bedre’ tysk
stat. DDR’s officielle doktrin var, at man
per definition så sig selv som en nation af
alle de tyskere, der havde været imod nationalsocialismen.
I DDR’s propagandasprog hed flygtningene Republikflüchtlinge, republikflygtninge, og deres forbrydelse Republikflucht,
republikflugt. Antallet af ‘republikflygtninge’ taler sit eget sprog her iflg. (Vest-) Berlins Senat:
UDENRIGS 3
1949-1952
193.227
1953
118.300
1954
104.399
1955
153.693
1956
156.377
1957
129.579
1958
119.552
1959
90.862
1960
152.291
1961 > 13. aug.
125.053
I alt til Vestberlin:
I alt fra DDR:
1.649.070
2.686.942
i forhold til en befolkning på 16,7
mio (1986)
Man må give Walter Ulbricht ret, når
han gang på gang gjorde gældende over for
Nikita Khrusjtjov, at situationen ikke kunne vare ved. Flygtningestrømmen svarede
til, som han sagde, “at miste en by om året”.
Det var ikke blot mange mennesker, men
det var også dem, DDR mindst kunne undvære, nemlig akademikere og faglærte arbejdere, der ikke så nogen fremtid for sig i
arbejder- og bondestaten.
Det reelle samtykke til at bygge Muren
blev givet af Khrusjtjov i juni 1961. Det
skete efter samtaler med USA’s præsident
John F. Kennedy i Wien i begyndelsen af
juni 1961. Forud havde Kennedy formuleret sine essentials for den amerikanske Berlin-politik:
• Vestmagternes tilstedeværelse i Vestberlin
• Fri adgang til de vestlige sektorer i Berlin
gennem den sovjetiske zone
• ‘Frihed og livsmulighed’ for vestberlinerne.
Under samtalerne truede Khrusjtjov
Kennedy med at indgå en separat fredsaftale med Østtyskland og dermed indlemmelse af Vestberlin i den østtyske stat
“på hvis territorium Vestberlin jo lå”. Kennedys svar refereres som ganske kort og
bestemt: “That will mean war. It will be a
|
2014
|
79
very cold winter”. Dermed fik Khrusjtjov
klar besked om, hvor langt han kunne tillade Ulbricht at gå. Da Warszawapagten tog
den endelige beslutning 2.-5. august 1961
understregede Khrusjtjov da også over for
Ulbricht, at Muren ikke måtte gå “én millimeter for langt”. Den blev faktisk bygget
mellem 1 og 2 meter fra sektorgrænsen.
Senere uddybede den daværende amerikanske udenrigsminister Dean Rusk, at
USA forudså en mulig militær konfrontation til og med anvendelsen af kernevåben. Den amerikanske generalløjtnant og
sikkerhedspolitiske rådgiver for præsidenterne Gerald Ford og George Bush, Brent
Scowcroft, understregede i 2011, at en plan
for et nukleart angreb forelå samme dag
som amerikanske og sovjetiske kampvogne
trak op over for hinanden ved Checkpoint
Charlie i midten af august 1961 kort efter
Murens opførelse. Planen bar betegnelsen
‘JFK First Strike Plan’ og indebar muligheden af et førsteslag mod de sovjetiske styrker i DDR med taktiske kernevåben.
Kun en uge efter mødet Kennedy-Khrusjtjov erklærede Ulbricht bombastisk, at
ingen havde så meget som tænkt på at opføre en mur. De ominøse ord lød:
“ Det er mig ikke bekendt, at der består en
sådan hensigt, eftersom bygningsarbejderne i hovedstaden hovedsageligt er beskæftiget med boligbyggeri […] Ingen har til hensigt at opføre en mur!”
Klar tale skulle man tro, men østtyskerne og navnlig måske østberlinerne reagerede
stik modsat, vant som de var til at læse mellem linjerne og i øvrigt altid tolke herskernes
ord omvendt af pålydende. Resultatet blev en
kraftig stigning i antallet af flygtninge.
At skære en by over
Herefter kørte udviklingen mod Murens
opførelse på højeste omdrejninger. Den
foregik internt med tilrettelæggelsen af
den betydelige logistiske opgave at afspærre en grænse på 43,1 km gennem en millionby (sektorgrænsen), hvortil kom 111,9
BAGGRUND
>>>
80
|
UDENRIGS 3
|
2014
km mellem Vestberlin og DDR (zonegrænsen). Den ansvarlige for forberedelserne
var Ulbrichts højre hånd og senere banemand Erich Honecker. Opgaven skulle løses i største hemmelighed. Planerne var
kendt af de to ledere Ulbricht og Honecker samt otte betroede medarbejdere i Honeckers operative stab.
Det var et stort arbejde. Man kan måske
illustrere det ved, hvor vanskeligt det ville være at indkapsle et frit Frederiksberg
og afspærre det fra et omgivende totalitært
København. Bortset fra en mur skulle der
også skaffes et mindst 100 m bredt bælte til
vej, løbegrav, minefelt, pigtråd, elektriske
hegn, selvskydende maskingeværer osv.
Huse skulle rives ned, kloakker afspærres, metro- og S-togssystemerne adskilles,
strøm- og vandforsyningen brydes op, telefonforbindelserne afbrydes og meget mere.
Utænkeligt for Frederiksberg og København vil man sige, og det var der også mange i Vesten, herunder i efterretningstjenesterne, der mente om Berlin.
Et helt andet aspekt, Honecker-gruppen
måtte behandle, var sikkerhedssituationen.
Hvordan ville befolkningen reagere på at
blive lukket inde i et fængsel. Mareridtet
var en gentagelse af Juniopstanden i 1953.
DDR-lederne, der lagde planerne for Muren, vidste, at også denne gang gjaldt det,
at skulle Østtysklands egne styrker ikke slå
til eller svigte, ville de sovjetiske kampvogne igen træde i aktion.
Med beslutningen på Warszawa-pagtens
topmøde var vejen banet for opførelsen af
Muren, og planen med kodenavnet ‘Aktion
Rose’ blev sat i værk:
• Lørdag den 13. august 1961, kl. 00:00.
Honecker overtog dem operative ledelse
af ‘Aktion Rose’. På slaget midnat skal Honecker have sagt “Also, es geht los!”
Alle Folkehærens enheder i Berlin og
omegn blev sat i ‘forhøjet kampberedskab’.
Forseglede ordrer udsendtes til alle involverede enheder af Folkepolitiet, Folkehæren og arbejderbrigaderne.
BAGGRUND
NVA’s 8. Motoriserede Skyttedivision
rykkede ud med 13.150 mand, 100 kampvogne og 120 pansrede mandskabsvogne.
1. Motoriserede Division rykkede ud med
4.200 mand, 140 kampvogne og 200 pansrede mand-skabsvogne. Divisionerne skulle danne den 2. sikringsring 1.000 m fra
sektorgrænsen.
• Kl. 01:05. Belysningen ved Brandenburger Tor slukkedes, og politifolk strømmede til.
Pigtråd rulledes ud ved Brandenburger
Tor og på Potsdamer Platz.Vejbelægningen
blev revet op i den anden hovedfærdselsåre, Franz-Eberhardt-Strasse.
• Kl. 02:30. Stabschefen for Vestberlins regerende borgmester Willy Brandt kontaktede de vestlige kommandanter og stillede dem spørgsmålet: “Hvad har De tænkt
dem at gøre?” Brandt selv var til valgkamp
i Vest-tyskland.
• Kl. 02:35. Det amerikanske nyhedsbureau United Press International, udsendte
et alarmtelegram: “Sektorgrænsen lukket”.
• Kl. 04:45. 69 ud af 81 sektorovergange
var blevet spærret. De resterende 12 begrænsedes siden til 7.
• Kl. 05:00-06:00. Adskillige flygtninge
gennembrød de provisoriske afspærringer.
En særudgave af SED’s partiorgan Neues
Deutschland kom på gaden, trykt i løbet
af natten.
Tidligere lørdag nat var den sædvanlige
udgave af søndagsavisen udkommet som
en vildledningsmanøvre uden mindste antydning af de forestående begivenheder.
• Kl. 06:00. Østberlin vågnede op til Pigtrådssøndag med ingen S-Bahn- og UBahn-traffik. Folk stod måbende ved stationerne. Folkepolitibetjenterne gav ingen
oplysninger, men nøjedes med at henvise
til dagens særudgave af Neues Deutschland.
I Keibelstrasse sagde en træt Honecker, “nu
kan vi godt gå hjem”.
I tidsrummet lørdag den 12. august kl.
08:00 til søndag den 13. august kl. 08:00 indfandt 2.400 flygtninge fra Øst sig i Vestberlin.
UDENRIGS 3
|
2014
|
81
Amerikanske kampvogne i Friedrichsstrasse/Checkpoint
Charlie den 27. oktober 1961 hvor de i 16
timer stod munding
mod munding med
sovjetiske kampvogne
på hver sin side af den
magiske hvide linje
FOTO: U.S ARMY PHOTO
Efter opførelsen af Muren begrundede i en radio- og fjernsynstale Ulbricht det
drastiske skridt med “tegn på et forestående åbent angreb, på borgerkrig og militære provokationer rettet mod DDR fra Forbundsrepublikkens side”. Og videre: “Javel,
det var nødvendigt [...] helt fra begyndelsen at fratage provokatørerne lysten til at
foranledige farlige hændelser”. Han konkluderede med, at “for mange mennesker
er det nyttigt at erfare, at den tyske arbejderklasse ikke er forsvarsløs, men råder
over kampvogne og kanoner og alt, hvad
der er nødvendigt til at forsvare sig”.
Konfrontationer og mord
Murens historie blev i den første fase præget af konfrontationer og i hele sit forløb
af mord. Den første konfrontation fandt
sted, da Præsident Kennedy beordrede en
forstærkning af den amerikanske garnison i Vestberlin med to bataljoner (1.500
mand i hver). Dermed kom den amerikanske styrke op på 6.500 mand. Briterne havde 4.000 (der blev forstærket nogle dage senere) og franskmændene 3.000
mand i deres sektorer. De amerikanske
bataljoner skulle køre ad forbindelsesvejen over grænseovergangstedet Helmstedt/Marienborn, og dette forhold vakte en del uro i Washington. I Pentagon og
i State Department følte mange, at kampgruppen ville være meget udsat. Derfor
spurgte udenrigsminister Dean Rusk om
man var klar over, hvilke forhåndsordrer,
der gjaldt for kampgruppen. Jo, det var
man: Modstand skulle besvares med ild
og nedkæmpes. Men, beroligede eksperterne ministeren, der vil ikke blive tale om
modstand. En sådan eskalation ville Sovjetunionen ikke tillade.
Den 24. august 1961 lød der skud fra
en S-Bahn-bro over Humboldthavnen,
hvor nogle betjente havde opdaget en
mand svømme i retning af den vestberlinske bred nær ved Rigsdagsbygningen.
Manden blev ramt i baghovedet, og samme dags aften blev liget fisket op af Vestberlins politi og identificeret. Det var den
24-årige Günter Litfin, der således blev
Murens første skudoffer.
Den 27. oktober 1961 kørte sovjetiske
kampvogne op tl Checkpoint Charlie i et
simuleret angreb. De standsede brat op og
rev asfalten i stykker med larvefødderne.
Herefter stod der 30 amerikanske og 30
sovjetiske kampvogne (bemærk den talmæssige lighed, der ikke var nogen tilfældighed, men en afbalancering i Den Kolde Krig) over for hinanden i seksten timer
med kanonrørene pegende vandret mod
fjenden. Samtidig blev britiske kampvogBAGGRUND
>>>
82
|
UDENRIGS 3
|
2014
ne udstationeret i Tiergarten i den britiske sektor. På den amerikanske side havde
general Lucius D. Clay (helten fra Berlin-blokaden og luftbroen) kommandoen. Han åndede faktisk op, da det viste
sig at den oprindelige konfrontation med
østtyskerne blev overtaget af Sovjetunionen. Han citeres for at have sagt: “O.K. Nu
har de overtaget kontrollen. Status quo er
genoprettet”
Højdepunktet i den vestlige reaktion på
Murens opførelse kom den 23. juni 1961
med præsident Kennedys tale til omkring
en million vestberlinere. Han slog fast, at
“kommunismen hverken repræsenterer
fremtidens løsen eller en vej til fremskridt
[...] Hvis der er nogen, der er uenige, lad
dem komme til Berlin”. Vestberlinernes begejstring kendte ingen grænser, og især da
de berømte ord faldt mod talens slutning:
“Ich bin ein Berliner”.
Et mord ved Muren, der fik meget international bevågenhed og blev exponeret
i den frie presse verden over, fandt sted
den 17. august 1962. To unge mænd sneg
sig ind så tæt de kunne på spærreområdet ikke langt fra Checkpoint Charlie,
hvor det lykkedes dem at omgå en vagtpost og gemme sig i en tom bygning. Derfra begyndte de deres løb mod Muren. De
forcerede den første pigtrådsspærring og
klatrede over to mure, men desværre blev
de opdaget dér.
Grænsevagterne åbnede ild. Peter Fechter løb bagest, og mens det lykkedes kammeraten at komme over den egentlige
mur, blev Peter ramt af skud. Han lå krøbet sammen op ad Muren; hans dødskamp varede fra kl. 14:45 til 15:10. Liget blev fjernet af grænsevagterne. Peter
Fechter var 18 år. Det østtyske Berliner
Zeitung bragte en dødsannonce fra familjen, hvor censuren kun tillod at skrive
‘tragisk ulykke’.
Det sidste mord ved Muren blev begået om natten den 6. februar 1989. To unge
mænd ville over kanalen i bydelen Britz, og
BAGGRUND
det gik godt, indtil de udløste en alarm. Badet i et lyshav løb de to unge i zigzag mod
den sidste mur op til kanalen. De løb uheligvis lige op mod to vagter, der åbnede
målrettet ild. Chris Gueffroy blev dødelig
ramt af ti kugler; hans kammerat blev ramt
i foden, anholdt og retsforfulgt.
DDR som Muren
DDR og Muren kom til at udgøre en enhed. DDR’s eksistens var afhængig af og
betinget af Muren. Omvendt var Muren et ægte barn af DDR-regimet. Ganske
vist kom tilladelsen fra Moskva, men initiativet og det indtrængende pres for at få
lov til at bygge den stammede fra det østtyske regime. Derfor var Mikhail Gorbatjovs ideologichef og hjernen bag perestrojka, Aleksandr Jakovlev, ganske klar i mælet
på DDR’s 40-årsdag den 6. oktober 1989.
Midt i den voksende exodus af østtyskere via de sovjetsocialistiske nabolande erklærede Jakovlev: “Det er ikke vores Mur.
Det var ikke os, der byggede den”. Det var
en sandhed med modifikationer, når man
betænker Khrusjtjovs afgørende rolle ved
at give tilladelsen til Muren, men ordene
genspejlede Gorbatjovs nye udenrigspolitiske tænkning og hans opgør med Bresjnev-doktrinen. Her spillede arkitekten bag
den udenrigspolitiske vending, udenrigsminister Eduard Sjevardnadze, hovedrollen. Sovjetunionen ville ikke blande sig, og
af samme grund kunne Polen i juli 1989 få
østblokkens første demokratisk valgte regering
Muren var således made in the DDR og
konstituerede DDR’s anden grundlæggelse.
Den bidrog til en grundliggende stabilisering og konsolidering af DDR. Sovjetsocialisterne i Østblokken og ikke mindst ledelsen i Kreml var sig meget vel bevidst,
hvilken pris de måtte betale i anseelse og
prestige, i og med at det var umuligt at tolke Muren som andet end en fængselsmur
for folket. Prisen skulle imidlertid betales,
uanset hvor høj den var. Det drejede sig om
UDENRIGS 3
DDR’s eksistens, sådan som Ulbricht i øvrigt havde udmalet det for sine kollegaer i
Warszawa-pagten.
På befolkningen i DDR havde Muren en
dobbelt virkning. Et mindretal gik ind på
regimets argumentation om behovet for
denne Antifaschistiche Schutz-wall [Antifascistiske Beskyttelsesvold], og det skrigende behov for at afskærme DDR, inden
hele befolkningen udvandrede. Hovedparten opfattede det dog som det, det var,
nemlig at blive sat bag lås og slå.
Siden opførelsen af Muren var det DDRregimets skrækscenarie, at et Mauerdurchbruch [murgennembrud] skulle finde sted.
Det kunne ske ved, at en folkemægde for
stor til at blive kontrolleret samlede sig ved
overgangsstederne eller Muren i øvrigt og
tiltvang sig vej igennem. Det var oprøret i
juni 1953, der spøgte i magthavernes hoveder. Gennembrudsscenariet blev virkelighed den 9. november 1989, men på
ganske fredelig vis og uden den voldsanvendelse, regimet forventede og vel var
villigt til at ty til.
Udvej: Flugt
Et grundlæggende træk ved DDR var, at en
stor del af befolkningen flygtede fra det, så
længe det kunne lade sig gøre. Flugten fra
sovjetsocialismen har altid været et af de
vigtigste islæt i denne samfundsmodel og
går tilbage til 1917/1918, da det bolsjevikiske kup væltede den provisoriske regering
i Rusland. Kuppet – i sovjetpropagandaen
kaldet “Den Store Socialistiske Oktoberrevolution” – sendte bølger af flygtninge ud
af landet. Det var adelen og borgerskabet,
der indså, at de ikke kunne leve dér, hvis de
skulle overleve.
Historien gentog sig, da Sovjetunionen besatte de mellem- og østeuropæiske lande, og intet sted blev det tydeligere
end i den sovjetiske zone og sektor i Tyskland og Berlin. Her kunne man – frem til
august 1961 – ganske enkelt spadsere over
til friheden. Fra de baltiske stater var der
|
2014
|
83
næsten ingen mulighed for at komme ud,
fordi Sovjetunionens grænser var uigennemtrængelige undtagen for de få udvalgte. Fra de andre sovjetsocialistiske lande
var det nemmere at komme ud, og det især
Polen. Her kunne folk på turist- eller forretningsrejse til Vesten hoppe af.
Med tiden fik østtyske pensionister lov
til at emigrere. Bagtanken var, at i så fald
ville den vesttyske stat overtage pensionsforpligtelserne, og DDR’s mere og mere
slunkne statskasse aflastes. Ellers måtte
folk ty til flugt. I denne situation præsterede den menneskelige opfindsomhed det
utroligste. At ville forcere ‘den antifascistiske beskyttelsesvold’ med dens pigtråd, minefelter, automatiske skydevåben, glubske
hunde, vagter med automatvåben, infrarøde sensorer o.s.v. var det rene selvmord.
Derfor udtænkte østtyskerne mange yderst
udspekulerede flugtmetoder, af hvilke en
del kronedes med succes.
En ekseptionel flugt fandt sted få dage efter Murens opførelse og er berømt fra et fotografi, der gik verdenspressen rundt. Det
viser en politisoldat fra Folkepolitiets Beredskab i fuldt spring over pigtråden, mens
han krænger automatgeværet af skulderen. Han kom helskindet over ved Bernauer Strasse til den franske sektor. Hans navn
var Conrad Schumann.
Blandt de mest opfindsome er den amerikanske student, der ville have sin østtyske
kæreste over til Vestberlin. Ved flere gange at passere én og samme sektorovergang,
udmålte han frirummet under bommen.
Derefter lejede han i Vest en sportsbil, der
netop kunne passere under, hvis vindspejlet blev slået ned, og passagererne dukkede
sig helt. Det lykkedes, og velankommet til
Vestberlin poserede parret ved bilen for alverdens fotografer.
En familie havde held til at flyve ud af
Østtyskland. Gennem et par år opkøbte familliemedlemmerne regntæt stof. Det
skulle ske diskret i forskellige forretninger i forskellige byer. Til sidst blev stoffet
BAGGRUND
>>>
84
|
UDENRIGS 3
|
2014
syet sammen til en ballon, udstyret med
en kurv med en stærk primusbrænder i.
En tåget nat med østenvind kørte famillien
så tæt til grænsen, som det var muligt, fik
ballonen pustet op, varmede luften op med
primusbrænderen og begyndte at svæve i
omkring 50 meters højde. Tågen hindrede
dem i at orientere sig, men de havde klart
på fornemmelsen, at de drev i den rigtige
retning. Cirka 20 km inde på vesttysk territorium landede de noget forfrosne, men
lykkelige.
Spree, søerne og kanalerne i og omkring
Berlin gjorde det nærliggende at tænke på
vand som flugtmedium. Privat sejlads var
forbudt på Spree og kanalerne, hvor de
udgjorde grænsen, men trafikken af flodpramme blev opretholdt af økonomiske
grunde. At skjule sig på en pram blev forsøgt mange gange, andre søgte at snige
sig ud i slanke kajakker eller selv svømme
over, hvis de kunne komme ned til vandet.
En grim begivenhed udspillede sig omkring et flugtforsøg via den danske ambassade i Østberlin. Den 9. september 1988 gik
18 østtyskere, voksne og børn, ind på ambassaden, tog ophold i vestibulen og nægtede at forlade stedet. Der gik naturligvis panik i de danske diplomater, for det første
fordi diplomater er rædselsslagne ved ‘episoder’ og for det andet, fordi det skete fire
dage før statsminister Poul Schlüters officielle besøg. Det havde de østtyske flygtninge med i deres beregninger, men de havde
ikke forudset de danske diplomaters kujonagtige reaktion. Ambassaderåden forsøgte at presse dem til at forlade ambassaden,
men uden succes, hvorefter ambassadør
Krogh Mayer påtog sig den ‘helterolle’ at tilkalde MfS [Ministeriet for Statssikkerhed].
Klokken 2:30 gennemførte Staatssicheheit
anholdelserne. Det var en uhørt begivenhed, at et demokratisk lands ambassade gav
afkald på sin diplomatiske immunitet og tilkaldte det selvsamme politi, som flygtningene var på flugt fra. Danmark blev berømt
på den forkerte måde over hele den vestliBAGGRUND
ge verden, og det nyttede ikke, at man fra
udenrigsministeriets side tyede til den sædvanlige taktik: At dysse ned.
Skudordren
Det afgørende og dødbringende punkt i
Murens hele historie var Schiessbefehl,
skudordren. Fra den 6. oktober 1961 gjaldt
en forordning der pålagde vagterne først
at anråbe grænseoverløberne med ordene Halt! Grenz Posten! Stehenbleiben!
[Stands! Grænsepost! Stå stille!]. Derefter
skulle der affyres et varselsskud, og forblev
det uden virkning, skulle der åbnes målrettet ild med skarp ammunition. Denne regel
gjaldt for det 100 m brede sikkerhedsbælte
op til zonegrænsen eller Muren.
Honecker citeres for at have udtalt følgende på et møde i et særligt udvalg under
Politbureauet: “Mod forrædere og grænsekrænkere skal der bruges skydevåben”.
Sammesteds refereres en armegeneral for
at have udtalt: “Den, der ikke respekterer
vores grænse, vil få kuglerne at føle”. Mordene havde den klare hensigt at virke afskrækkende, og i 1970’erne blev skudordren
udvidet til også at gælde kvinder og børn.
DDR’s sidste forsvarsminister Heinz
Kessler benægtede i 1988, at en skudordre
var udstedt, og i et interview efter Murens
fald afviste han atter dens eksistens, måske
fordi det allerede lå klart, at han sammen
med talrige andre topfolk ville blive sigtet
for mord. Det samme gjaldt den sidste generalsekretær Egon Krenz. En lang række
af de tidligere magthavere blev idømt straffe for meddelagtighed i mord om end af varierende længde. Benægtelserne står i modstrid med de fundne dokumenter og med
det ligeledes kendte faktum, at skudordren
blev afskaffet på grund af betydeligt internationalt pres i 1989. I alt 136 mennesker døde
i deres forsøg på at krydse muren.
Fra Ulbricht til Honecker
Honecker byggede Muren for Ulbricht, og
deres tandem fortsatte frem til et møde i
UDENRIGS 3
det regerende Socialistiske Enhedspartil
SED’s centralkomité i 1971. Her gennemførte Honecker med sovjetisk tilladelse en
paladsrevolution, og Ulbricht blev pensioneret fra embedet som generalsekretær. I
det østtyske parti var man træt af de meget
magre økonomiske resultater, og i Kreml af
Ulbrichts tiltagende selvrådighed.
Honecker tiltrådte med en ny plan, der
skulle effektivisere økonomien og højne befolkningens levestandard. Det var en kopi af
det sovjetiske kommunistparti SUKP’s program. Fra Ulbricht overtog Honecker en
femårsplan, der ikke kunne opfyldes. Honecker var klar over, at han skulle kæmpe på
to fronter, den økonomiske og den folkelige.
Ulbricht havde forsømt dem begge ved altovervejende at fokusere på Muren. Nu var
den imidlertid på plads, den politiske situation midlertidigt stabiliseret, og Honecker
lancerede sloganet “Immer vorwärts, nimmer zurück” [Altid fremad, aldrig tilbage],
hvilket viste sig at være omvendt profetisk,
da specielt i 1980’erne gik intet fremad, men
alting tilbage.
Alle de sovjetsocialistiske landes regimer
døjede med problemet om kommunismens komme, idet selv partifolkene ikke
kunne se det ske. For DDR gjorde endnu et ideologisk og identitetsmæssigt problem sig gældende. Selvom Polen var sovjetsocialistisk, var det Polen som land og
nation, polakkerne identificerede sig med,
ikke systemet. Russerne havde ej heller
vanskeligheder med at føle sig russiske og
udstrække deres identitet til hele Unionen.
Men hvad var østtyskerne? Hvis man sagde, at de var tyskere, ville de tilhøre samme
tyske folk som vesttyskerne, og det var ikke
acceptabelt.
Politikken hed Abgrenzung [afgrænsning], og gik ud på at skabe størst mulig
forskel på vesttyskerne og de socialistiske
tyskere i DDR. Efter Muren gik arbejdet i
gang med at skabe en ‘tysk socialistisk nation’. Udgangspunktet var, at forandringerne og omvæltningerne i DDR var så funda-
|
2014
|
85
mentale, at båndet til det gamle tyske folk
var skåret over. Der skabtes en nexus mellem nation på den ene side og klasse, socialisme og klassekamp på den anden. SED
formulerede det således: “Til den socialistiske nation hører alle tyskere, hvis klassemæssige standpunkt ligger på fredens,
fremskridtets og socialismens side”. Om
det nu forholdt sig sådan, var op til SED at
afgøre i hvert tilfælde.
Interessant er det, at den østtyske nationsopbygning, ganske vist ikke havde det
ønskede resultat, men fik følger for den nationale identitet i det østlige Tyskland efter Foreningen. Den adskilte og adskiller sig fra identitetsfølelsen i det vestlige
Tyskland ved at være meget mere traditionelt nationalt orienteret og i pagt med det
19. århundredes fremherskende opfattelse.
Den moderne, vesttyske identitetsopfattelse kom til østtyskerne oven i alle de andre
samfundsmæssige, økonomiske og politiske omvæltninger, som foreningen medførte, og resultatet blev et ‘moderniseringschok’, der først vil kunne bearbejdes og
overvindes ved generationsskifte.
I første halvdel af 1970’erne begyndte ulykkerne at melde sig. Oliekrisen i
1973-76 blev i første omgang kompenseret af Sovjetunionen ved salg af olie og gas
til uændrede ‘socialistiske’ priser. Den anden oliekrise i 1979-80 fik til følge, at Sovjetunionen på grund af egne økonomiske vanskeligheder reducerede sine billige
energileverancer mærkbart.
Situationen truede med at underminere, hvad Honecker anså for sin pagt med
befolkningen, nemlig at købe sig til loyalitet. Regimet skulle sørge for forbrugsgoder
og det sociale sikkerhedsnet, mens befolkningen fandt sig i Muren og den øvrige politiske umyndiggørelse. Eftersom al industri
var statslig, var det statsbudgettet, der måtte holde produktionen oppe, da priserne af
politiske grunde var sat under produktionsomkostningerne. Det sociale sikkerhedsnet blev ligeledes stadig dyrere blandt andet
BAGGRUND
>>>
86
|
UDENRIGS 3
|
2014
på grund af befolkningens stigende forventninger om social tryghed og regimets
ideologiske forpligtelse til at sikre alle en
arbejdsplads uanset den økonomiske nytteværdi. Dertil kom betydelige udgifter til militæret og sikkerhedspolitiet samt Muren.
Økonomien blev det vigtigste spørgsmål
i anden halvdel af 1980’erne. Der var ikke
mangel på advarende signaler i Honeckers
sidste tid, og Centralkomiteens sekretær for
økonomi rapporterede i september 1988 til
Politbureauet, at “Vi er ved at nå et punkt,
hvor det hele kan bryde sammen”. Lederen
af den statslige plankommission henviste i
maj 1989 til den store gæld til Vesten og forudsagde betalingsstandsning i 1991. På det
tidspunkt voksede den østtyske udlandsgæld med 500 millioner D-Mark om måneden. Samme dag som Muren faldt om aftenen kunne lederen af Centralkomiteens
afdeling for økonomi og finanser meddele
på Centralkomiteens X. plenum, at “i hvert
fald siden 1973 har vi levet over evne.”
For at dække det evigt brændende valutabehov blev en særlig organisation kaldt
til live i 1966. Den fik navnet KoKo – Kommerzielle Koordinierung – og var i realiteten en ‘alternativ økonomi’. Den økonomisk tungeste del af den ‘kommercielle
koordinering’ var fremskaffelsen af vestlige kreditter. Gesjæften omfattede dog også
udstedelse af bøder til primært vesttyske
bilister på interzonevejene, gebyrer for benyttelse af motorveje, jernbaner og kanaler
samt salg af politiske fanger.
Honeckers tofrontskrig
I anden halvdel af 1989 var det østtyske regime hårdt presset. Befolkningen var ved at
løbe fra det ved flugt over den åbne ungarske grænse. Dermed brast de sovjetsocialistiske landes solidaritet med hensyn til
at holde deres befolkninger indespærrede.
Dertil kom flugten via vesttyske diplomatiske repræsentationer, og ved at der indkom
rekordmange ansøgninger om regelret udrejse. Erich Honecker sammenfattede siBAGGRUND
tuationens alvor ved at tale om en tilstand,
hvor “vi befandt os over for et revanchistisk
Vesten […] som med fem fjernsynskanaler
og mere end 35 radiostationer uden ophold
vældede ind over DDR”, og “samtidig havde
vi bag vor ryg kontrarevolutionen i Polen”.
Det var en farlig cocktail, som DDR viste sig ikke at kunne overleve. Oven i det
kom Mikhail Gorbatjovs glasnost og perestrojka i Sovjetunionen samt den nye udenrigspolitiske tænkning. Den sidstnævnte indebar afskaffelsen af Bresjnev-doktrinen og
intervention, hvis et sovjetsocialistisk regime kom i knibe. Med doktrinens ophævelse
blev det østtyske regime overladt til sig selv.
Den lidet misundelsesværdige situation
fik dog ingenlunde Honecker til at slække på
sine principper. Således begyndte 1989 med
et bastant udspil fra hans side. Al den ulmende og mere og mere dristige modstand mod
regimet syntes ikke at have påvirket generalsekretæren. Honecker indledte det skæbnesvangre år med den 18. januar at fastslå:
“Muren vil stå i endnu 50 eller 100 år, hvis
begrundelsen for den ikke er blevet fjernet”.
Begrundelsen var eksistensen af den
kapitalistisk-nationalistisk-militaristiskfascistisk-revanchistiske Forbundsepublik.
Den håndfaste erklæring kunne store dele
af befolkningen ikke andet end at opfatte
som udtryk for en forstokket gamlings
holdning uden perspektiv for forandringer.
DDR’s kollaps
I fuld alvor troede Honecker i foråret 1989,
at DDR’s nært forestående 40-års jubilæum
ville vende stemningen til partiets fordel, at
parti og folk ville slutte op om ham og Politbureauet, og at de åbenlyse vanskeligheder
ville blive overvundet. I sin ønsketænkning
mente han endda, at fejringen ville gøre en
ende på det voksende antal demonstrationer i landets storbyer og flugten fra landet.
Derfor blev der lagt op til en kæmpe
fejring den 6. og 7. oktober af arbejderog bondestatens 40 år. Dagen blev indledt med de obligate parader af militær og
UDENRIGS 3
|
2014
|
87
Palast der Republik,
den 6. oktober 1989.
Honecker på talerstolen, hvor han blev stående i over tre timer
FOTO: FORFATTEREN, 1989
‘spontant’ jublende folkemasser osv. der
defilerede forbi de forsamlede honoratiores’ tribune og bagefter blev beværtet med
øl og Bockwurst.
Om aftenen afholdtes et overdådigt
festarrangement i Palast der Republik. På
ærespladserne sad på rad og række den internationale sovjetsocialismes koryfæer. I
spidsen Mikhail Gorbatjov, der dog nærmest spolerede festen med sine spydige bemærkninger, om “tiden, der vil straffe den,
der ikke vil følge med” og kritik efter mødet
med Honecker af, at han var blevet udsat for
tre timers opremsning af DDRs fortrinligheder. Gorbatjovs traditionelle sovjetsocialistiske mundkys med Honecker er gået
over i historien som ‘dødskysset’.
Honecker faldt et par uger efter sit livs
fest. På et Politbureaumøde besluttede et
flertal “at imødekomme generalsekretærens ønske om pensionering på grund af
alder og dårligt helbred”. Honecker – den
stalinist han var – stemte for sin egen demission, skønt han først havde vægret sig
voldsomt imod den. Men den demokra-
tiske centralisme tålte ingen dissens. Honecker efterfulgtes af sin banemand Egon
Krenz. Historien gentog sig, for som Honecker havde været Ulbrichts udkårne, sådan var Krenz Honeckers. Dagen efter sin
tiltræden holdt Krenz en tale til DDR-folket, hvor han lancerede sin fornyelses-, foryngelses- og reformstrategi. Den fik navnet
Die Wende [Vendepunktet], hvorefter alt
skulle blive godt under sovjetsocialismen,
fordi Gorbatjovs reformatoriske treklang
perestrojka, glasnost og nye udenrigspolitisk tænkning ville være ledetrådene.
Egon Krenz var ikke populær. Han blev
opfattet som helt igennem en apparatjik, en
partiets mand, og ikke tiltænkt nogen evne
til fornyelse. Desuden havde befolkningen bevæget sig meget, meget længere end
Krenz turde tænke på. Hans ‘Wende’ blev
en fuser. Den største uforudsete begivenhed
indtraf om aftenen den 9. november 1989.
Muren falder
Torsdag den 9. november 1989 kl. 18:53
var medlem af Det Tyske Enhedsparti
BAGGRUND
>>>
88
|
UDENRIGS 3
|
2014
SED’s øverste magtorgan Politbureauet og
partiets formand i Berlin, Hauptstadt der
DDR, Günter Schabowski ved at afslutte
sit pressemøde. Der var der kun 7 minutter tilbage af mødet, og det vigtigste havde
han gemt til sidst.
Schabowski henviste til nødvendigheden af grundlæggende fornyelse af samfundet og pegede på, at en ny rejseordning skulle “befri folk for det psykologiske
pres, som umuligheden af at rejse frit påførte dem”. Videre gjaldt det om at skabe en
“chance for borgerens suveræne beslutning
om at rejse, hvorhen han vil”. Ordningen,
fortsatte Schabowski, “vil gøre det muligt
for enhver DDR-borger at rejse ud”. “Fra
hvornår?! Fra hvornår?!” Lød det i kor fra
journalisterne.
Her kom Schabowski i knibe. Han var
ikke forberedt. Teksten, han parafraserede over, havde han fået stukket i hånden af
Krenz ved halvsekstiden på Centralkomiteens møde. Krenz gik ud fra, at Schabowski havde overværet hele mødet og dermed
debatten om rejseloven, men det havde han
ikke. Den korte besked givet i forbifarten
lød “Fortæl dem det her. Det bliver en ekstra slager”. Schabowski tog papiret, stak det
ind mellem sine øvrige 117 bilag og skyndte sig til pressemødet. På den måde havde
han ikke fået beslutningen med, at ordningen skulle bekendtgøres og træde i kraft dagen efter, fredag den 10. november kl. 04:00.
På pressemødet blev der omgående
spurgt til tidspunktet for dekretets ikrafttræden. Kl. 18:57 siger den noget tøvende
Schabowski de ord, der fik verdenshistorien til at galoppere:
“Så vidt jeg ved … er det med det samme… ufortøvet ”.
I minutterne efter kl. 19:00 udsendte verdens førende nyhedsbureauer bulletiner
med meddelelsen om, at Muren var åbnet.
Af vanvare, manglende forberedelse og
overblik kom Schabowski til at sige de afgørende ord. Derefter var han færdig som
aktør i verdenshistorien, og det samme var
BAGGRUND
hele DDR-ledelsen. De internationale medier havde overtaget kontrollen med nyheden og begivenhederne og skabt en virkelighed, som der måske ikke var helt belæg
for i Centralkomiteens beslutninger og sågar heller ikke i Schabowskis ytringer, men
som nu rullede som en uopholdelig bølge
gennem det østtyske samfund, Vesttyskland og internationalt. Historikeren Archie
Brown bemærker i sin analyse af Murens
fald, at “selv falske opfattelser kan ændre
realiteterne”. Efter pressekonferencen og
Schabowskis udsagn skiftede begivenhederne helt og holdent til andre fokuspunkter: Det var grænseovergangsstederne mellem Øst- og Vestberlin, og de begyndte at
falde som dominobrikker.
Det grænseovergangssted, man kender
mest til i denne forbindelse er Bornholmer
Strasse, fordi dets kommandant oberstløjtnant Harald Jäger fortalte udførligt sine
erindringer til historikeren Gerhard Hesse-Hindenburg.
• Kl. 21:30. De mest ‘aggressive og højtråbende’ østberlinere blev sluppet igennem
Bornholmer Strasse. Det kaldtes ventilløsning for at tage trykket af dampkogeren.
Dermed blev det første hul i Muren slået.
• Kl. 22:25. Grænseovergangsstedet Rudower Strasse åbnede.
• Kl. 22:35. Jäger informerede sin foresatte om, at “Es ist nicht mehr zu halten. Wir
müssen die aufmachen” [Det er ikke til at
holde længere. Vi må åbne], hvorefter han
beordrer: “Mach den Schlagbaum auf!”
• Kl. 22:30 – 24:03. Alle øvrige grænseovergangssteder (herunder Checkpoint
Charlie, der ikke var beregnet for østberlinere) åbnede.
• Kl. 01:10. Østberlinere indtog afspærringerne ved Brandenburger Tor. Det var
yderst symbolsk, da USAs præsident Ronald Reagan her to år tidligere havde fremsat sin berømte appel til Gorbatjov:
“Genralsekretær Gorbatjov hvis De ønsker fred, hvis De ønsker velstand for Sovjetunionen og Østeuropa, hvis De søger libera-
UDENRIGS 3
lisering: Kom til denne port! Hr. Gorbatjov,
åben denne port! Hr. Gorbatjov, riv denne
mur ned!”
Uden mur – ingen DDR
Uden Mur kunne DDR ikke bestå. I ugerne
efter den 9. november 1989 gik generalsekretær Krenz af, og alle partiets øverste organer opløste sig selv. En reformkommunist blev ministerpræsident, men holdt kun
til det første frie valg til Folkekammeret den
18. marts 1990. Herefter trådte en borgerlig
regering til med to opgaver som de vigtigste:
Forberede en forening med Forbundsrepublikken og afvikle Statssikkerhedstjenesten.
I løbet af foråret blev Sikkerhedstjenesten
nedlagt og dens arkiver overdraget til en
særlig myndighed. De forvaltes nu af en
forbundsmyndighed med åben adgang
for alle berørte personer. Skridtene i
retning af forening blev taget hurtigt med
en Mønt-, Økonomi- og Socialunion, og
udviklingen fulgte i det store hele den
vesttyske forbundskansler Helmut Kohls
10-punktsplan. Blot kom det til at gå
hurtigere, end kansleren havde forventet
det.
DDR’s formelle opløsning fandt sted den
3. oktober 1990. Det skete ved at de øst-
|
2014
|
89
tyske forbundslande, der først måtte genoprettes, tiltrådte Forbundsrepublikkens
grundlov. Dermed forsvandt DDR. Tilbage
blev imidlertid dels genopbygningen af det
ruinerede land, dels et opgør med fortidens
forbrydelser. Nu var imidlertid begge dele
lagt i hænderne på vesttyskerne. Subsidierne til de østtyske forbundslande blev meget
betragtelige, men førte også til frustration
blandt østtyskerne, fordi alt kom fra vest,
og intet af deres eget duede.
Retsopgøret foregik efter vesttyske retsprincipper og omfattede både de menige
mordere, det vil sige soldater og politifolk,
der skød flygtninge, og deres overordnede.
Retssagen mod Erich Honecker tiltrak sig
størst opmærksomhed. Han var blevet udleveret af præsident Boris Jeltsin fra Rusland, hvor han havde søgt tilflugt endnu i
sovjetisk tid. Sagen blev dog ikke gennemført på grund af den kræftsyge Honeckers
helbredstilstand. Han og hans hustru Margot emigrerede til deres datter i Chile, hvor
han døde kort tid efter.
Artiklen bygger på forfatterens bog: Muren der faldt. Berlin-Murens historie
1961-1989. Syddansk Universitetsforlag.
2014.
BAGGRUND
90
|
UDENRIGS 3
|
2014
Anmeldelse: Tysklands vej
tilbage som verdensmagt
Af Peter Wivel
FOTO: PROJECT SYNDICATE, 2015
ANMELDELSE
UDENRIGS 3
Prorektor ved Københavns Universitet,
formand for Det Udenrigspolitiske Selskab og tidligere minister Lykke Friis har
skrevet en glimrende introduktion til det
Tyskland, der i dag holder Europa sammen, Rusland stangen og USA på selvvalgt afstand.
Lykke Friis: Hund efter Tyskland. 25 år efter Berlinmurens fald. Gyldendal, 2014.
Siden Vladimir Putin, Ruslands præsident, i 2007 på den årlige Sikkerhedskonference i München rettede et frontalangreb på Vesten, og især på USA’s
forestillinger om et de facto globalt magtmonopol, er Tysklands enestående betydning for Europas sammenhæng og sikkerhed år for år blevet os mere bevidst.
Skulle nogen stadig nære tvivl om krisens
alvor, må Ruslands annektering af Krim,
dets kun slet skjulte invasion i det østlige Ukraine og dets kontante og voksende
indflydelse på Balkan være sidste udkald.
Uden Tysklands diplomati og landets politiske styrke kommer EU ikke igennem
de prøvelser, der venter os.
Det har Lykke Friis, prorektor ved Københavns universitet og minister i årene
2009-2011, skåret ud i pap i bogen Hund
efter Tyskland. Hendes grundige fremstilling er en interessant og imødekommende
opfordring til at forny venskabet med vores
store sydlige nabo. Den udkom i november og er ført helt frem til jubilæet i 25-året
efter Berlinmurens fald. Herfra er blikket
vendt mod fremtiden. Friis giver sine læsere en række afgørende forudsætninger
for at kunne forstå den rolle, Tyskland spiller og vil komme til at spille i de nærmeste kriseår.
|
2014
|
91
Bogen er et vindende bekendtskab af
to grunde. Den ene, og vel afgørende, er,
at Lykke Friis så at sige er født til at skrive
den. Hendes nu afdøde forældre var bindeled mellem Danmark og Tyskland. Friis’ far
stammede fra Aabenraa i grænselandet, hendes mor fra Hannoversch Münden i Niedersachsen. Lykke selv fik sin studentereksamen
fra den tyske Skt. Petriskole i København.
Her havde hun den ekstremt modige modstandsmand Uri Yaari som lærer. Så læseren
sidder allerede på første række. Efterkrigstidens anspændte forhold til Tyskland trak så
at sige vejret gennem hendes familie.
Det er ingen ligegyldig detalje. Man slipper lettere af sted med skrive om USA end
om Tyskland. Alt i USA er så stort, at der
ikke er andet for end at fortælle løs. Tyskland derimod deler historie med sine nabolande. Med Polen, med Tjekkiet, med
Østrig, med Frankrig, med Belgien, med
Holland og med Danmark. Her betyder historiebevidsthed alt. Alle dets nabolande
har en anden Tysklandshistorie at fortælle
end tyskerne selv. Det afgørende er at kunne bringe disse historier i berøring med
hinanden. Det kan Lykke Friis.
Bevægende er det at læse, hvordan Friis
nærmest iklædt det sort-rød-gule tyske
flag med jubel fejrede genforeningsnatten
den 3. oktober 1990 i den daværende
tyske hovedstad Bonn, kun for at opleve,
at gemytterne var knap så opkogte i
mængden omkring hende. For Friis var
dagen en længe ventet lettelse, en afslutning
på en lang og stenet familiær tvedragt og
en indtrængende personlig bearbejdelse
af fortiden. For de indfødte tyskere var
stemningen trykket. Muren var endnu langt
fra faldet i hovederne, hverken i Øst eller
Vest. De to Tysklande havde også hver sin
historie. De murbrokker, der måtte være
tilbage i dag, er stadig ikke turistattraktioner.
Peter Wivel er freelancejournalist i Berlin, tilknyttet Politiken, og tidligere udlandskorrespondent
for Politiken.
>>>
ANMELDELSE
92
|
UDENRIGS 3
|
2014
Den anden grund til at denne bog tager
sin læser ved hånden, er Lykke Friis’ evne
til at fortælle en historie, eller i dette tilfælde ganske mange. Anekdotisk, kalder
hun selv bogen, men det er nu for beskedent. Friis er en af Danmarks mest efterspurgte foredragsholdere, og det mærker
man. Her møder vi ingen politikerfloskler
og heller intet akademisk papsprog. Hun
kan skære en stor historie til for et stort
publikum, så den falder som perler på en
snor. I dette tilfælde en hundesnor.
Friis har valgt vores elskede kæledyr, hunden, som ledetråd gennem tysk historie fra
Bismarck til Merkel. Ikke poppet, ikke overdrevet, ikke umotiveret, men som et lille billede, der kan gø, når det gælder. F.eks., at
den gigahund, vi alle kender under navnet
Grand Danois, måtte omdøbes til Deutsche
Dogge, efter at Bismarck i 1864 havde indlemmet alt dansk land fra Elben til Kongeåen i det, der få år senere blev til det tyske
kejserrige. Eller da Putin i 2007, som et kontant og ilde varsel om sin i dag berygtede
grænseoverskridende adfærd, lod sin køter
Koni snuse til sin gæst Angela Merkel under
et besøg i Sotji ved Sortehavet.
De to Tysklande
Lykke Friis tager i sin fremstilling afsæt i en
bemærkning af sociologen Max Weber, en
ærlig talt mere betydningsfuld tysk tænker
end Karl Marx. Efter at det tyske kejserrige
havde indledt sin eksempelløse oprustning
forud for Første Verdenskrig skrev Weber i
1895, at der i Tyskland ikke blev givet noget alternativ til en demokratisering, men
vel at mærke “under den forudsætning, at
Tyskland også i fremtiden vil gøre sig gældende som verdensmagt”. Forestillingen
om en tysk verdensmagt opgav Weber end
ikke efter nederlaget i 1918. Tyskland måtte genopstå i al sin herlighed, om landet så
som en ny Faust skulle indgå en pagt med
Djævlen selv.
Den kloge Weber glemte desværre såvel
i 1885 som i 1920 at tilhviske sine landsANMELDELSE
mænd det kongelige råd, der knyttes til
danske Peter Schumachers karriere: “Gør
en stor mand af ham, men gør det langsomt”. Tyskland allierede sig med selve Djævelen, indtil det sønderdelte land i
1945 fik anvist en mere ydmyg plads i historien, end Weber havde forestillet sig.
Fra da af gjaldt det om at hindre Webers
ambition i nogensinde mere at lade høre fra
sig. Det forudsatte, at en anden magt trådte i Tysklands sted i Europa og satte grænser for Sovjetunionen. Den rolle udfyldte
USA med myndighed frem til Murens fald
for 25 år siden. Det vestlige Tyskland søgte, med Friis’ ord, Europa som ‘erstatningsfædreland’, mens det østlige Tyskland tog
imod ordrer fra Moskva.
Friis følger de to Tysklandes historie
i store træk og mange små talende nedslag. Ingen læser behøver at være nervøs.
Her taler en akademisk kapacitet, der kan
sit stof og aldrig giver ligegyldigt til bedste. Mens Forbundsrepublikken i 1960’erne
blev sig bevidst, at landet måtte stå på egne
ben igen, kom DDR evigt for sent til sine
stævnemøder med historien.
Kansler Willy Brandt knælede foran monumentet i den tidligere jødiske ghetto i
Warszawa i 1970 i en banebrydende anerkendelse af Tysklands verdenshistoriske
forbrydelser. Præsident Richard von Weizsäcker fortalte i 1985 sine landsmænd, at
de var blevet befriet, ikke slået fyrre år tidligere. Rene selvfølgeligheder i dag, oprørende provokationer dengang. DDR’s leder
Erich Honecker tog ikke imod den sovjetiske leder Mikhail Gorbatjovs velmente råd
om reformer og betalte prisen for sit snæversyn. Den ene halvdel arbejdede sig støt
frem mod selvstændighed, den anden gik
målbevidst efter uselvstændighed med de
stadigt mere forfærdende menneskelige
omkostninger, hvad Friis som dansk demokrat ikke glemmer at minde os om.
Friis understreger, at historien er fuld af
spildte chancer, ak ja. Genforeningen kunne være blevet en af dem, hvis det øvri-
UDENRIGS 3
ge Europa havde haft magt, som det havde agt. Men USA’s præsident George H.W.
Bush (ikke at forveksle med sønnen George W. Bush) og kansler Helmut Kohl forspildte den ikke og fik Gorbatjov med på
vognen. Et eksempel på, hvorfor vi ikke
kan undvære kloge politikere.
Europas anker
Ti år senere begyndte det genforenede
Tyskland langsomt og forsigtigt at træde
ind i den rolle, Weber havde tiltænkt sit
land. Det skete med den socialdemokratiske kansler Gerhard Schröders nej til Irakkrigen i 2003 og blev bekræftet til overmål
af den fornærmede amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfeld med en nedsættende bemærkning om ‘det gamle Europa’.
Rumsfeld kunne ikke have ramt længere væk fra målet. Den dynamiske tidligere
polske udenrigsminister Radoslaw Sikorski så mere klart, da han i 2011 bad Tyskland handle lidt mere, ikke lidt mindre. For
Sikorskis Polen er Tyskland i dag Europas
mest uundværlige nation.
Timothy Garton Ash har problematiseret Tysklands altid meget små skridt
fremad med en bemærkning om, at det er
tankevækkende, at der ikke findes et acceptabelt tysk ord for lederskab. Friis må
have nydt at citere den britiske historiker så
omhyggeligt, at vi læsere er tæt på at glemme, at der er et uacceptabelt tysk ord for le-
|
2014
|
93
derskab, nemlig Führer. Det gik af mode i
maj 1945.
Alt dette leder Friis frem til Angela Merkel, Tysklands kansler fra 2005. Hun er
selvfølgelig den vigtigste person i Friis’
fremstilling, og hun er netop også en grænsegænger: Opvokset i DDR, modnet i Forbundsrepublikken og nu ikke bare det helede Tysklands kansler, men hele Europas
anker. Med de ubetydelige mænd, der ved
skæbnens lune har fået magten i andre store europæiske lande, var EU gået sin undergang i møde. Selv Putin må pudse sin
hund på Merkel, når han ikke længere selv
kan finde på flere dårlige undskyldninger.
Lykke Friis har skrevet et underholdende repetitionskursus i, hvorfor vi står, hvor
vi står i dag. Alle sammen. Det er hendes
projekt med bogen. Hun indleder med at
citere journalisten Mads Kastrup for i 2013
at have skrevet, at der i dag ikke er andre
at stole på i Europa end Tyskland. Og hun
slutter med at skrive, at Merkel vil efterlade sig et Tyskland, der med forbundspræsident Joachim Gaucks ord er “et godt Tyskland, det bedste, vi nogensinde har haft”.
Det stod ikke skrevet over Lykke Friis’
dansk-tyske vugge. Men selv i politik kan
der ske mirakler. Tysklands genforening
er et af dem. I Europa har Tyskland genvundet ikke så lidt af den herlighed, Max
Weber drømte om. Herfra starter toget, og
Friis’ bog er en glimrende adgangsbillet.
ANMELDELSE
94
|
UDENRIGS 3
|
2014
Anmeldelse:
Samuel Rachlins Putin
Af Jan Jakob Floryan
FOTO: PROJECT SYNDICATE, 2015
ANMELDELSE
UDENRIGS 3
Samuel Rachlin kortlægger den russiske
præsident Vladimir Putin som person og
politiker. Ifølge forfatteren har vi at gøre
med en mand, der ikke kun vil genrejse
Rusland, men også give landet dets tabte
identitet tilbage.
Samuel Rachlin: Jeg, Putin. Det russiske forår og den russiske verden. People’s
Press. 2014.
Samuel Rachlins bog Jeg, Putin giver et panorama over den russiske leder Vladimir
Putins 14 år ved magten. Det er en mangefacetteret gennemgang, der af og til læses
næsten som en roman, for trods sin faglige standard og alvorlige emne er bogen let
og velskrevet. Skal man blot hæfte sig ved
to gennemgående og fascinerende temaer,
er det Putins personlighed og hans psykiske forvandling i den tid, han har været ved
magten. Det andet aspekt er hans ideologiske bestræbelser i retning af at give russerne en højst tiltrængt erstatning for sovjetsocialismen som åndeligt pejlemærke.
Putins personlighed har undergået en
betydelig forandring fra en vis usikkerhed
og forsigtig tilbageholdenhed i forbindelse med hans tiltræden i marts 2000 og i
årene umiddelbart derefter. I den anden
præsidentperiode 2004-2008 var Putin allerede vokset betydeligt i politisk statur
og personlig gennemslagskraft. Derefter
fulgte fire år, hvor han byttede roller med
ministerpræsident Dmitrij Medvedjev, så
han kunne omgå forfatningens bestemmelser og igen blive præsident i 2012. I
den tid, hvor han alligevel beholdt den
øverste ledelse af landet, kastede Putin sig
over Ruslands historie og russiske filosoffers udlægning af den russiske stats natur
og mission.
|
2014
|
95
Det var ikke tilfældigt, at Putins valg
faldt på de mest konservative og nationalistiske russiske filosoffer fra anden halvdel
af det 19. århundrede. Rachlin har her en
gedigen gennemgang af de enkelte tænkere, og hvad Putin har uddraget af dem. Inspiration henter Putin ligeledes fra zar Nikolaj I, der regerede i første halvdel af det
19. århundrede, og hvis styre udmærkede sig ved reaktionær tænkning, censur og
forfølgelse af politiske og nationale bevægelser. Til rækken af filosofiske forbilleder
føjer sig også en politisk tænker fra sovjettiden, hvis utilslørede russiske nationalisme førte til censurens undertrykkelse af
hans arbejder. De begyndte først at blive
publiceret i slutningen af perestrojka-tiden
og kort før Sovjetunionens sammenbrud.
På dette fundament og med aktiv hjælp
fra en række konservative og nationalistiske
publicister og akademikere begyndte Putin
i sin tredje præsidentperiode konsekvent at
udvikle en russisk ideologi. Han har entydigt og bestemt slået fast, at “den, der sørger
over Sovjetunionens sammenbrud er dum,
og at den, der ønsker Unionen genoprettet
er dum”. Det russiske folk, vænnet som det
er til at tænke og agere kollektivt, har imidlertid brug for en ideologisk vejledning, og
den vil Putin og hans ideologiske propagandister levere i form af en treklang.
De tre bestanddele er den ortodoxe
tro, autarki og nationalitet. Den russiske kirke, undertrykt og skubbet ud af
samfundslivet under sovjetsocialismen,
er nu en af statens søjler, og den gamle,
tætte forbindelse mellem stat og kirke er
genoprettet. Kirken har fuld frihed til at
udfolde sig religiøst mod til gengæld at
støtte Putin og statsmagten. I det gamle
Rusland var zaren Guds stedfortræder på
Jord. Så højtravende er Putins ambitioner ikke, men Rachlin påpeger rammende, at der er flere eksempler fra propa-
Jan Jakob Floryan er cand.scient.pol. & art og tidligere udlandskorrespondent for DR i bl.a. Berlin
ANMELDELSE
>>>
96
|
UDENRIGS 3
|
2014
gandaen, hvor Putin fremstilles som en
mand sendt af Gud for at føre Rusland
igennem en svær tid. Denne messianske
rolle illustrerer Rachlin godt.
Putins øjne
Til portrættet af Putin som menneske hører hans øjne, hans ansigt og hans kropssprog. Øjnene er Rachlin ikke ene om at
kalde et ‘KGB-blik’. Han blev uddannet og
skolet af det sovjetiske hemmelige politi,
og resultatet er et par øjne, som intet udtrykker. De gengiver ikke personens stemninger, reaktioner eller hensigter. Den afhørte fange måtte intet kunne registrere
eller fornemme vedrørende sin forhørsofficer. Da jeg selv i 2000 kort efter Putins tiltræden talte om ham med en dansk diplomat, henledte han min opmærksomhed på
Putins ‘reptiløjne’.
Til øjnene hører ansigtet. Det kan være
ubevægeligt og uafhængigt af, hvad der
sker. Det kan også prydes af et smil, der tydeligt syner af at være påtaget, overfladisk
og ren staffage. I sit kropssprog ønsker Putin at føre sig frem roligt, velovervejet med
en aura som en statsmand. Han kan imidlertid skifte rolle og optræde som sportsmand, soldat, naturmenneske og i alle henseender en macho.
Hans fysiske fremtræden hænger sammen med han psykiske egenskaber, og her
beskriver Rachlin, hvordan manden savner
empati, engagement og forståelse for andre. Hans håndtering af den første tjetjenske krig i 1999, af ubåden Kursk’ forlis og af
nedskydningen af det malaysiske fly MH17
viste en mand, der enten havde nerver af
stål eller ingen fornemmelse for andres lidelser. Og dog førte nedskydningen af flyet
til en sprække i Putins psykiske panser. En
uge eller så efter nedskydningen, hvor medierne i den vestlige verden entydigt pegede på Putin som den ansvarlige for udåden,
optrådte han i russisk tv med, hvad Rachlin kalder hans mest bizare tale. Den blev
sendt kl. 01:40 moskovitisk tid og varede
ANMELDELSE
to minutter. Her gjaldt det for ham om at
benægte enhver forbindelse til nedskydningen og lægge ansvaret over på regeringen i Kiev og dens støtter i form af USA og
NATO. Han havde imidlertid ikke kontrol
over sin krop. Sveden perlede på hans pande, hans øjne flakkede, og han undgik at se
direkte ind i kameraet, hvilket han ellers
gør. Var det fordi løgnen var så grov, at han
selv følte sig utilpas ved den? Svaret kender
hverken Rachlin eller vi andre.
Det er evident, at løgn, manipulation og
vildledning spiller en central rolle i Putins
politik. Det er metoder, han har annammet
i KGB, og som han nu rutinemæssigt betjener sig af. Naturligt nok, for KGB’s efterfølger
FSB har ganske roligt erobret alle aspekter af
samfundslivet. Det politiske liv udspiller sig
inden for de af FSB afstukne rammer og gerne med deltagelse af dens mere eller mindre
åbenlyse medarbejdere. I det økonomiske
liv får oligarkerne stadig lov til at tjene penge, men kun hvis de holder sig langt væk fra
politik. Gør man ikke det, lider man samme
skæbne som Mikhail Khodorkovskij, medmindre man da som Gusinskij og Berezinskij slet og ret flygter ud af landet i tide. Med
enkelte undtagelser, der udmærker sig ved at
have meget få læsere eller lyttere, er medier
direkte eller indirekte under statens, det vil
sige FSB’s kontrol.
Vulgær bramfrihed
Et sidste træk ved Putins personlighed, der
er værd at fremhæve, er hans evne til ikke
blot at skifte fra statsmand til sportsmand
men også til den vulgære baggårdslømmel,
som han var i sin barndom i et fattigt arbejderkvarter i Leningrad. Hans sprogbrug er
forbløffende, idet han ikke viger tilbage fra
at bruge den mest rå slang fra den russiske
underverden og fra fængslerne. Rachlin
fremhæver et citat af Putin, hvor han om
vestlige regeringer siger, at de “har bøjet
alle” og derved gennemtvunget deres vilje. Det gør han velvidende, at udtrykket “at
bøje nogen” i fængselsslag betyder, at tvin-
UDENRIGS 3
|
2014
|
97
Det er evident, at løgn,
manipulation og vildledning spiller en central
rolle i Putins politik. Det
er metoder, han har annammet i KGB, og som
han nu rutinemæssigt
betjener sig af
FOTO: PROJECT SYNDICATE, 2015
ge en medfange til at bøje sig frem og dernæst gennemføre en anal voldtægt.
Denne sprogbrug er ikke blot til ære
for et hjemligt publikum, der forstår ham
og sætter pris på hans mandige ‘bramfrihed’. På en pressekonference i 2002 i Bruxelles sammen med Anders Fogh Rasmussen som formand for EU inviterede Putin
journalister, der havde skrevet kritisk om
Tjetjenien eller stillet spørgsmål i den retning på pressemødet til at komme til Rusland, “og så vil vi vide at kastrere dem”. Dette blev ikke oversat, og Fogh Rasmussen
sad intetanende og kunne ikke forstå den
opstandelse, der pludselig opstod blandt
journalisterne. Her var der tilstrækkeligt
mange til – som undertegnede – at kunne
oversætte Putins ord til kollegaerne. Effekten var stor.
Så vidt Putin selv, omend Rachlin givet
vis har ret, når han skriver, at vestlige efterretningstjenester sætter mange ressourcer
ind på at tyde hans psyke, finde hans svage
sider og ikke mindst finde ud af, hvad man
ikke skal gøre, så han bevæger sig længere
og længere i krigerisk retning.
Det kan imidlertid blive svært. For det
andet træk, der her fremhæves på baggrund af bogen er Putins ideologiske konstruktion, hvor fjenden spiller en afgørende rolle. Rusland fremstilles om omgivet af
fjender. Det gælder NATOs udvidelse mod
øst med optagelsen af bl.a. Estland, Letland, Litauen og ikke mindst Polen, men
også den ideologiske sabotage fra Vesten,
der går ud på ved hjælp af multikulturalisme, homoseksualitet og værdirelativisme
at fordærve Rusland indefra. Rusland betragtes som en ø af retskaffenhed og moral.
Det pålægger landet pligter og giver det
rettigheder. En pligt, Putin har kredset om
fra de første år ved magten, er forsvaret af
alle russere og ikke blot dem, der bor i den
Russiske Føderation. Propagandaen skaber
en ‘russisk verden’ på 300 millioner mennesker, som bor steder, hvor de undertrykkes
og chikaneres af lokale nationalister og gerne også fascister. Det var begrundelsen for
annektering af Krim og Sevastopol og for
den nuværende krig i Østukraine.
Det faretruende ved ‘den russiske verden’
er, at den følges ad med ‘det nære udland’,
som var et meget brugt begreb lige omkring Sovjetunionens sammenbrud, hvor
ANMELDELSE
>>>
98
|
UDENRIGS 3
|
2014
Rusland pludselig så sig omgivet af en lang
række nye stater, der fra at have været sovjetrepublikker forvandledes til i bedste fald
skeptiske naboer. Men Rusland har, som
den stormagt, man opfatter sig som, ret til
at henregne landene langs sine grænser til
sin indflydelsessfære. Det er Putin-doktrinen, der med 25 års forskydning afløser
Bresjnev-doktrinen om den internationale socialismes interventionsret som i Tjekkoslovakiet. Den blev aflivet af Gorbatjov
i 1989.
Putin satser stort med Ukraine
Forsøg på at knytte Ukraine til EU ved en
associeringsaftale var et indgreb i den russiske indflydelsessfære og måtte mødes
med magtfulde modforholdsregler. Ukraine er således den næste store prøvelse og
det mere for Putin end for Rusland. Hans
prestige og magt afhænger af projektet, og
han satser meget stort. Spørgsmålet er, om
han er klar over, hvor stort. I en karakteristik af ham fra tiden under uddannelse i KGB, der er blevet offentliggjort, hedder det, at hans påfaldende koldblodighed
i spændte situationer er tegn på manglende
evne til at se faremomenter.
Putins popularitet er steget til 83-86 pct.
under indtryk af Ukraine-krigen og den
holdes ved lige med en propaganda, der
med Rachlins ord overgår sovjettidens massirovki, d.v.s. påvirkning af masserne. Uafhængige russiske iagttagere taler om en entusiasme, der har grebet russerne, som ser
deres land genvinde sin storhed og magt efter et kvart århundredes ydmygelser.
Den nationale flodbølge dækker dog over
en anden virkelighed. Den er økonomisk,
og spørgsmålet er, om Putin helt har mistet forbindelsen til den. Olieprisen er på
et halvt år faldet fra 115 dollar per tønde til
knap 70 dollar; omkring 100 milliarder dollar har forladt Rusland for at søge ly under
mere stabile himmelstrøg; i supermarkederne mangler der varer, nu hvor Rusland boy-
ANMELDELSE
kotter vestlige levnedsmidler, og det kniber
med at få omsat ideen om autarki til virkelighed. Rusland har som en petrostat en underudviklet industri og et landbrug, der ikke
kan brødføde landet. Kun våbenindustrien
klarer sig rimeligt og kan nu vente milliardordrer fra regeringen, da Putin trods udsigten til faldende BNB og muligvis recession
har bevilget adskillige milliarder til oprustning over de næste fire år. Når der ikke kan
hentes tilstrækkeligt med penge ved hjælp af
olie og gas, er der kun én til at betale: Russerne. I takt med, at dette slår igennem og
rammer russerne hårdt, vil Putins popularitetstal begynde at vige. Medmindre han får
held med, som han allerede har været inde
på, at genkalde Stalin-tidens heroisme, hvor
man uagtet enorme lidelser og personlige
tab, stod sammen mod en nådesløs fjende.
Putins behov for fjender kan ikke ventes at
aftage, snarere stige.
Rachlin vil gerne være optimist og udtrykker håb om, at den unge generation af russere, som har set verden udenfor, vil handle helt
anderledes og forandre Rusland. Han bliver
dog skeptisk, “når man ser på Putins fjorten
år ved magten og Ruslands lange historie”. På
ét punkt må man i mine øjne give Putin ret,
nemlig når han siger: “vi lever i Østen, ikke i
Vesten”. Ideen med ‘den russiske verden’ er at
udvikle og fastholde Rusland som en unik og
egenartet civilisation. Derfor kan ingen vestlige normer og værdier finde anvendelse på
russiske forhold. Af denne grund har Putin
for Rusland udviklet begreberne ‘det styrebare demokrati’ og ‘det suveræne demokrati’.
Det første betyder, at demokratiet trænger til
en fast vejledende hånd for ikke at ende som
et Europa i kaos og ødelæggelse af samfundets grundvold. Suverænt skal landet være
for at holde enhver udenlandsk, bedrevidende indblanding på afstand.
Rachlins bog er anbefalelsesværdig på
grund af forfatterens viden og forståelse
for Rusland og hans mange tankevækkende analyser.
UDENRIGS 3
|
2014
|
99
Anmeldelse:
Kissingers verden
Af Erik Beukel
I sin seneste bog gennemgår Henry Kissinger grundelementerne i sin opfattelse af en
holdbar international orden med afgrænsede stater som de central byggeklodser.
Men en del af Kissingers verden bygger på
en illusion om, at statsmænd kan styre udviklingen, blot de indgår aftaler, der finjusterer balancen mellem statsinteresser.
Henry Kissinger: World Order. Reflections on the Character of Nations and the
Course of History. Allen Lane. 2014.
Som sikkerhedspolitisk rådgiver og senere
udenrigsminister under præsidenterne Nixon (1969-74) og Ford (1974-77) vækker
den 91-årige Henry Kissinger stadig stærke følelser. For mange var USA’s epokegørende åbning til Kina 1971-72, indgåelsen
af rustningskontrolaftaler med Sovjetunionen og omformningen af den storpolitiske
arkitektur i trekanten USA-SovjetunionenKina udtryk for ægte statsmandskunst; det
gælder ikke mindst USA’s brug af balancepositionen i fjendskabet mellem de to
kommunistiske stormagter til at skabe en
grundlæggende usikkerhed i den sovjeti-
ske ledelse, som var med til at undergrave
Sovjetunionen. Andre forbinder Kissinger
med mørke sider af amerikansk udenrigspolitik som krigen i Indokina, især den
massive bombeoffensiv mod Hanoi og
Haiphong i julen 1972 som led i et futilt forsøg på at få en ærefuld afslutning på en meningsløs krig. Vietnam-krigen skabte hidtil
usete konflikter i det amerikanske samfund
med voldsomme antikrigs-demonstrationer og stridigheder i det udenrigspolitiske
establishment, og for mange blev Kissinger
symbolet på en kynisk magtbalancepolitik.
Den glamourøse Harvard-professor var et
yndet hadeobjekt, og i dag er Beijing et af
de steder i verden, hvor han modtages med
størst venlighed.
I World Order gennemgår Kissinger
grundelementerne i sin opfattelse af en
holdbar international orden. Værket er
værdifuldt som kilde til Kissingers verden, især når vi ser på de ‘reflections’, titlen bebuder, og hvad der ikke reflekteres
over. Forfatteren hører til den såkaldt realistiske skole, som er en rig og sammensat
forskningstradition med vægt på historiske studier, der giver stof til eftertanke –
hvis man kan vænne sig til den skolemesteragtige stil.
Erik Beukel er dr. scient. pol. og tidligere seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).
>>>
ANMELDELSE
100
|
UDENRIGS 3
|
2014
FOTO: WHITE HOUSE PHOTOGRAPHIC OFFICE, VIA WIKIMEDIA COMMONS
Centralt i Kissingers opfattelse er det
westfalske system og begreberne legitimitet,
magt og ligevægt (magtbalance). Den westfalske fred dækker over et sæt aftaler, som
i 1648 blev indgået efter afslutningen af de
ødelæggende religionskrige i første halvdel
af det 17. århundrede (Trediveårskrigen).
For Kissinger er systemet ikke er udtryk
for en særlig moralsk erkendelse eller dyd,
men et sæt generelt accepterede principper
og regler, som blev begyndelsen til en praktisk og stabil fredsordning i Europa. Som et
afgørende vendepunkt i Europas historie er
grundideen, at territorialt afgrænsede stater
skal være de centrale byggeklodser i en horisontalt organiseret orden.
Blandt de vigtigste principper for forholdet mellem stater er: Suveræn ligeberettigelse uanset interne politiske systemer;
grænsernes ukrænkelighed; ikke-indblan-
ANMELDELSE
ding i indre anliggender og opretholdelse af
en stabil ligevægt, bl.a. gennem en vis selvpålagt tilbageholdenhed. Ved hjælp af sådanne principper skal de mangeartede konflikter, der altid vil eksistere, håndteres af
ansvarlige statsledere uden fortsatte krige.
I Kissingers verden er søgen efter ‘gode viljer’ og ‘politiske løsninger’ ikke meget værd,
hvis dette ikke kombineres med en realistisk
erkendelse af staternes interesser og magtbalancen og fastholdelse af et klart skel mellem udenrigs- og indenrigspolitik.
Rationel tænkning
Op gennem det 18. århundrede lettedes
virkeliggørelsen af sådanne normer af, at
de ledende statsmænd var aristokrater med
en fælles overordnet forståelsesramme.
Den franske revolution samt Napoleons
verdslige korstog og oplysningsfilosoffers
UDENRIGS 3
|
2014
|
101
I Kissingers verden er søgen efter gode viljer og politiske løsninger ikke meget værd, hvis dette
ikke kombineres med en realistisk erkendelse af staternes interesser og magtbalancen og fastholdelse af et klart skel mellem udenrigs- og indenrigspolitik
tro på, at der ved rationel tænkning kunne
skabes en ny politisk orden uden hensyn til
historien blev imidlertid en alvorlig trussel mod systemet. Fredskongressen i Wien
1814-15 søgte at genskabe ligevægten, men
op gennem det 19. århundrede betød den
stigende demokratisering, de fremvoksende nationale bevægelser samt økonomiske
og teknologiske forandringer fortsatte udfordringer til systemet, og med Første Verdenskrig brød det endeligt sammen.
Hertil kom, at principperne fra begyndelsen var behæftet med basale uklarheder: Dækker ‘ikke-indblanding’ alene over
militære og økonomiske sanktioner, eller
er også den blotte kritik af interne forhold
i andre stater illegitim? Hvad er substansen
af den nødvendige selvpålagte tilbageholdenhed? Hvornår er der ‘ligevægt’, og hvor
langt implicerer den opretholdelse af status quo?
Også begrebet suverænitet er upræcist. Som det ofte bruges, indebærer det en
glidning fra et spørgsmål om placeringen
af beslutningsmyndigheden til et krav om,
at suveræne stater skal have kontrol med
virkningerne af en beslutning. En sådan
altomfattende betydning tømmer begrebet
suverænitet for selvstændig substans, men
som andre plusord kan det altid anvendes
efter behov. Uanset historiske og begrebsmæssige faktorer er de westfalske principper det eneste generelt anerkendte sæt procedureregler for den internationale orden
i en kaotisk og omskiftelig verden. Problemet er, at mange stater har et ambivalent
forhold til principperne, der bl.a. er betinget af deres særlige historie.
I dag er de klareste tilhængere af de
westfalske principper at finde i Asien, ikke
mindst Kina og Indien. I bogen beskriver
Kissinger, hvorledes den nye asiatiske forkærlighed for de westfalske principper er
en reaktion på europæiske kolonimagters
arrogance, grådighed og kulturelle chauvinisme. Med hensyn til Kina gælder det, at
landet gennem dets lange historie har set
sig selv om ‘Riget i Midten’ og toppen af
en vertikal verdensorden, mens Kina i dag
skarpt hævder suverænitets- og ikke-indblandings principperne.
Hvad angår Indien er der en tydelig
overlapning mellem den westfalske model
og de ‘Fem Principper for Fredelig Sameksistens’, som Indiens daværende premierminister Nehru formulerede i midten af 1950’erne. I Nehrus udformning fik
principperne en særlig moraliserende betoning, der virkede irriterende på specielt
USA, men de oprindeligt europæiske normer var nyttige som en del af Indiens bestræbelser på at fastholde og styrke landets
nye uafhængighed. Principperne blev kodificeret i en aftale mellem Indien og Kina
og indgik i erklæringer fra konferencer
mellem de alliancefrie lande.
Ser vi på Rusland, ligger det dybt i landets historiske erfaring, at begrænsninger
på magten fører til katastrofer som borgerkrige og fremmede invasioner, og derfor er det altid nødvendigt at have kontrol
med tilgrænsende lande. I dag burde ingen
lade sig overraske over Putins udenrigspolitik. Også den islamiske verden har i øvrigt et problemfyldt forhold til den westfalske model.
>>>
ANMELDELSE
102
|
UDENRIGS 3
|
2014
USA er det mest markante eksempel på
en ambivalent holdning til den westfalske
model, og redegørelsen herfor er et hovedtema i bogen. Overskriften til et af kapitlerne indeholder ordene ‘acting for all mankind’, der er et citat fra en artikel af Thomas
Jefferson, som skrev den amerikanske Uafhængighedserklæring og var USA’s tredje
præsident 1801-9.
USA’s moralske pligt
Det ligger dybt i den amerikanske selvforståelse, at amerikansk udenrigspolitik
ikke er udtryk for ‘nationale interesser’ eller magtpolitik. USA har som ‘the city on
the hill’ en moralsk mission og pligt til at
udbrede værdier som frihed og demokrati,
som alle oplyste nationer aspirerer til. Den,
som klarest har formuleret denne holdning, er præsident Wilson (1913-21). Wilson så USA som verdens samvittighed; han
proklamerede demokrati og kollektiv sikkerhed som vejen til fred og tog kraftigt
afstand fra hemmeligt diplomati, traditionelle alliancer og magtbalancepolitik. Redegørelsen for Wilsons visioner i bogen er
skarp og sarkastisk, og som mange andre
amerikanske forskere og kommentatorer
samt enkelte medlemmer af Senatet lægger forfatteren ikke skjul på, at hele denne
tankegang er spiren til hykleri og hybris.
Men Wilson anses for en af de største præsidenter i USA’s historie, og som eksempel
på hans intellektuelle triumf, nævner Kissinger, at selv præsident Nixon så sig som
en discipel af Wilson og havde et portræt
af ham hængende i kabinetsværelset i Det
Hvide Hus.
I sammenhæng hermed omtales, hvorledes præsident Bush fremstillede invasionen af Irak som et aspekt af et projekt om
at sprede frihed og demokrati. Kissinger
støttede den amerikanske invasion, men
udtrykte stærk tvivl over for ideen om demokratispredning i en del af verden, der er
uden tradition for demokratisk pluralisme.
Amerikanske værdier bør integreres i ameANMELDELSE
rikansk udenrigspolitik som i Marshallplanen og andre civile hjælpeprogrammer,
siger Kissinger, men forsøg på udbrede demokrati ved hjælp af militær besættelse giver USA’s udenrigspolitik en Sisyfos-kvalitet som en endeløs kamp for at nå det
uopnåelige.
Mens alle amerikanske præsidenter efter Anden Verdenskrig har bekræftet deres tro på USA’s universelle mission, så har
amerikansk udenrigspolitik under dele af
den kolde krig også båret præg af præmisser svarende til de westfalske. Det vigtigste
eksempel er – ikke overraskende – de år,
hvor Kissinger var præsident Nixons sikkerhedspolitiske rådgiver. Ifølge Kissinger
var Nixon usædvanlig godt forberedt til at
stå i spidsen for omformningen af amerikanske udenrigspolitik i realistisk retning.
Hertil kan føjes, at Nixon i hvert fald havde
én fordel fremfor alle andre i amerikansk
politik: Han behøvede ikke være bange for
angreb fra en erfaren mester i retorisk antikommunisme som Richard Nixon. I billedet af Nixon bør det dog erindres, at han
flere år før åbningen i forsigtige vendinger havde slået til lyd for en ny amerikansk
politik over for Kina, og der har været en
uheldig tendens til at nedvurdere Nixons
rolle sammenlignet med Kissingers.
For at uddybe centrale træk ved Kissingers verden bør nævnes en af forfatterens
egne ideer fra begyndelsen af 1989, som
ikke omtales i bogen, der ellers i slutkapitlet indeholder overvejelser om, hvordan
der kan være behov for en ‘modernisering’
af det westfalske system.
Da Bush-administrationen tiltrådte i januar 1989, var den mere skeptisk over for
holdbarheden af den nye sovjetiske udenrigspolitik end Reagan-administrationen,
men samtidig ønskede den ikke at destabilisere Gorbatjovs position. Denne holdning
gled over i klassisk realpolitik, da Henry
Kissinger kort efter præsident Bushs tiltræden besøgte Moskva og medbragte et brev
til Gorbatjov fra den nye præsident, hvori
UDENRIGS 3
denne – efter forslag fra Kissinger – tilbød
en uformel aftale mellem de to supermagter: Hvis Gorbatjov ville love ikke at bruge
magt for at undertrykke reformer og liberalisering i Østeuropa, ville USA love at respektere legitime sovjetiske sikkerhedsinteresser i området, hindre egne allierede i
at ‘gå for langt’ og ikke udnytte økonomiske og politiske ændringer til at destabilisere situationen. Dette forslag fra den realistiske skoles Grand Old Man om at sikre
stabiliteten via grand design diplomati på
højeste niveau blev aldrig søgt virkeliggjort, bl.a. fordi de politiske ledere i Øst
som i Vest snart mistede kontrollen med
udviklingen i Østeuropa.
Det kunne have været interessant, hvis
Kissinger i bogen havde reflekteret over,
|
2014
|
103
hvorfor forslaget hurtigt blev ligegyldigt,
og konsekvenserne for holdbarheden af
hans tænkning. De der først og fremmest
havde brug for en løftet realpolitisk pegefinger i 1989, var ikke regeringer i Øst eller Vest, men de oppositionsbevægelser i
Østeuropa, der krævede grundlæggende
forandringer i de kommunistiske diktaturer. Forestillede Kissinger sig en fælles advarsel fra Moskva og Washington om ikke
at rokke ved freden og stabiliteten i Europa? En del af Kissingers verden bygger på
en illusion om, at statsmænd kan styre udviklingen, bare de indgår aftaler, der finjusterer balancen mellem statsinteresser.
Talsmænd for den realistiske skole kan
være forbløffende urealistiske.
ANMELDELSE
104
|
UDENRIGS 3
|
2014
Bognoter
Af Vibeke Sperling
Aagaard, Charlotte, Hans-Christian Mathiesen & Jens Ringsmose: Frontlinier –
med medierne og militæret i krig. Juristog Økonomforbundets Forlag. 2014.
Bogen åbner for en debat om forholdet
mellem medierne og det danske forsvar, og
den er den første på dansk, der eksplicit beskæftiger sig med relationerne mellem de
to parter i en kontekst af krig. Det diskuteres bl.a., hvordan nogle af de grundlæggende interessemodsætninger mellem parterne kan mindskes til gavn for demokratiet.
Bogen er resultatet af et usædvanligt samarbejde mellem en journalist, en general og
en forsker.
Blinkenberg, Lars: Ambassadør i tyve lande, mit livs ankerpladser. Multivers. 2014
Lars Blinkenbergs karriere i diplomatiet i
årene 1957 til 2000 begyndte i London og
endte i Damaskus.
I denne erindringsborg fortæller han levende om sine mange år i udenrigstjenesten og fortæller desuden om den politiske situation i de lande, som han lærte at
kende undervejs. Han beskriver bl.a. samfundene i England og Tyskland, konflikten
mellem Indien og Pakistan, Venezuela, Nigeria, konflikten i Mellemøsten og det arabiske forår.
Clayton, Anthony: Ukraine: A Short History. CreateSpace Publishing Platform.
2014.
Om magtskiftet i Ukraine i februar 2014
set i lyset af landets dramatiske historie. Det store frugtbare land uden naturlige grænser til at forsvare sig bag imod århundreders angreb fra Asien, kosakker,
polakker, Tsarrusland og Sovjetunionen. I
århundreder blev ukrainere forfulgt, fordrevet og udsat for massakrer, men en særlig ukrainsk bevidsthed, distinkt kultur og
et sprog, der adskilte sig fra russisk opstod
for omkring 150 år siden, men samtidig betød hastig industrialisering tilstrømning af
russisk arbejdskraft. Privilegier og korruption under skiftende herskende eliter undergravede hele samfundet og det postsovjetiske Rusland vendte tilbage til at hævde
historisk ret til at gribe ind som under Peter og Katarina Den Store, Lenin og Stalin.
Cockburn, Peter: The Jihadis Return. Isis
and the New Sunni uprising. O/R books.
2014.
Selv om al-Qaeda kunne gennemføre spektakulære aktioner som terrorangrebet på
USA 11.september 2001, havde den og andre terrororganisationer begrænset styrke
og blev yderligere svækket af invasionen i
Vibeke Sperling er udenrigskorrespondent ved dagbladet Politiken og redaktør af bognoterne.
BOGNOTER
>>>
UDENRIGS 3
Afghanistan. Den anerkendte Mellemøstenkommentator, Cockburn, påviser, at situationen er ændret dramatisk. Islamistiske organisationer med IS (ISIS) i spidsen har
dygtigt udnyttet fejltagelserne i Vestens krige i Afghanistan, Irak og Libyen så vel som
fejlfortolkningerne om Syrien og det arabiske forår. Derfor vokser jihadorganisationer
med IS som den vigtigste nu hurtigt.
Cooley, Alexander: Great Game, Local
Rules: The New Great Power Contest
in Central Asia. Oxford University Press.
2012.
Mod sædvane tager vi her en to år gammel
bog med, fordi de tidligere sovjetrepublikker i Centralasien får stadig større betydning i global politik. Og fordi det er en af
de mindst udforskede og mindst forståede
regioner i Eurasien. Det leder tanken hen
på det store spil i det 19. Århundrede, på
endeløse stepper og i de lukkede regimer.
Alexander Cooley, professor i politisk videnskab i New York, har studeret de fem
postsovjetiske stater, Kirgisistan, Tadsjikistan, Kasakhstan, Usbekistan og Turkmenistan siden Sovjetunionens sammenbrud
og giver en god introduktion til regionen.
Denne hans seneste bog udforsker regionens forhold til Rusland, USA og Kina
efter terrorangrebet på USA 11. september 2001. Det er fortællingen om stormagternes rivalisering, revolution, energiressourcer og autoritære regimer, om
regionens aktuelle situation og udviklingsmulighederne i det 21. århundrede.
Damsgård, Puk: Hvor solen græder. En
fortælling fra Syrien. Politikens Forlag.
2014.
Journalisten Puk Damsgård har siden 2011
været DR’s mellemøstkorrespondent med
base i Beirut og nu Kairo. Bogen er hendes personlige fortælling om borgerkrigen
i Syrien ud fra beretninger om konkrete
syriske skæbner. Damsgård er den danske
journalister, som har rejst mest i Syrien un-
|
2014
|
105
der borgerkrigen. Hun fortæller om at blive smuglet over grænsen for at rapportere fra et land i opløsning og om mennesker
i permanent undtagelsestilstand. Vi møder
lægen Kassem og den unge Mohannad, der
modvilligt er draget i krig, mens han drømmer om sin elskede. Men først og fremmest
følger bogen storbykvinden Nour, der i en
frihedsrus engagerer sig i det syriske oprør,
men ender i sit livs mareridt.
Dawisha, Karen: Putins’s kleptocracy:
Who owns Russia?. Simon & Schuster.
2014.
Bogen søger at besvare spørgsmålet, hvem
Vladimir Putin er og hvad han egentlig vil.
Den beskriver, hvordan han kom til magten, milliarderne han og hans medsammensvorne stjal og hans planer for at genopbygge Storrusland. Den præsenterer Putins
inderkreds’ misbrug af offentlige positioner
til egen vinding, allerede inden Putin kom
til magten i 2000, herunder etableringen af
Bank Rossija, der nu er under amerikanske sanktioner; opstigningen af kooperativet Ozero, som Putin var medgrundlægger
af og som nu også er underlagt sanktioner.
Dawisha beskriver båndene mellem organiseret kriminalitet og sikkerhedsfolk fra
Putins KGB dage i Leningrad og Dresden.
Forfatteren har i mange år forsket i KGB
og forbrydersyndikater bag Putins Kleptokrati. Hendes kilder omfatter Stasi arkiver,
russiske insidere, dybdeborende journalister i USA og Europa samt vestlige embedsmænd, der har arbejdet i Moskva.
Dunkerley, William: Ukraine in the Crosshairs: The Crisis of 2014 and Putin’s Surprising Role. Omnicom Press. 2014.
Analyser af og svar på hvad, USA og NATO
har gang i om Ukraine samt beskrivelser af tragedien, som river Ukraine i stykker. Dunkerley analyserer de rædsomme
overskrifter om Putins aggressive bevægelser ind i Ukraine. Han sætter Ukraine i
sigtekornet i perspektiv og analyserer PuBOGNOTER
>>>
106
|
UDENRIGS 3
|
2014
tins bidrag til tragedien. Men han påpeger
også internationale aktører, der har Ukraine i deres sigtekorn og viser, hvordan “griske internationale spillere”, som han kalder
dem, gjorde ukrainernes ønske om et bedre liv til en katastrofe.
Enzensberger, Hans Magnus: Tumult. Suhrkamp. 2014.
I 1963 tog forfatteren på sin første rejse til Rusland og blev gæst i Khrusjtjovs
datsja i Gagra. Bogen er et portræt af sovjetlederen og tidens sovjetiske ‘Tauwetter’-Politik (tøbrud). Tre år senere rejser
Enzensberger gennem USSR fra det dybeste syden til Sibirien, hvor han indleder et
konfliktfyldt forhold til en russisk kvinde.
1968/1969 geråder Enzensberger ud i en
fase af politisk og privat tumult med Vietnamkrig, fascination af Cuba og fraktionskampe i den udenomsparlamentariske
opposition i Berlin som kulisse. Bogen er
en beskrivelse af, hvordan han på 50 års
afstand ser på den unge Enzensberger. I
et sidste kapitel Danach tager han afsked
med de “politiske og private besættelser i
60’erne”. Her mindes Enzensberger taberne og dem, som stod ham nær. Bogen er
tilegnet “De forsvundne”.
Fair, Christine C.: Fighting to the End:
The Pakistan Army’s Way of War. Oxford
University Press. 2014.
Om hæren, der siden Pakistan blev grundlagt i 1947, har domineret statsapparatet.
Militæret har fastlåst landet i en tilsyneladende evig konflikt med Indien med det
primære formål at vriste Kashmir fra Indien. Derfor igangsatte Pakistan tre krige om
Kashmir – i 1947, 1965 og 1999 – uden at
vinde nogen af dem. Den pakistanske hær
fortsætter den farlige politik ved at inddrage ikke-statslige aktører i ly af landets
atomparaply. Hæren har ført krig per stedfortræder i Kashmir siden 1989 ved hjælp
af islamistiske militante, lige som den støtter ikke-islamistiske oprør rundt i Indien
BOGNOTER
og en landsdækkende islamistisk terrorkampagne, der gentagne gange har bragt
de to lande på kanten af ny krig.
Friedman, George: Flashpoints: The Emerging Crisis in Europe. Doubleday. 2015.
Forfatteren har tidligere udgivet forudsigelser om fremtidige tendenser, herunder
bogen The Next 100 Years, The Next Decade. Denne bog udpeger udvikling i brændpunkter i den umiddelbare fremtid, især i
Europa. Det modernes Europa og EU var
skabt for at minimere indbyggede geopolitiske spændinger, der har ført til to verdenskrige. Friedman mener på basis af en
blanding af historiske og kulturelle analyser, at fredsprojektet EU har spillet fallit.Nu
syder det lige så farligt som tidligt i det 20.
århundrede. Han retter fokus på en rækker steder, grænselande og kulturelle dynamikker det forklarer præcist, hvordan visse tendenser ikke kan stoppes og hvad der
venter i fremtiden.
Fukuyama, Francis: Political Order and Political Decay – From the Industrial Revolution to the Globalization of Democracy.
Brilliance Audio; MP3 Una edition. 2014.
Fukuyama følger historien fra den franske
revolution til det arabiske forår. Han undersøger effekterne af korruption på regeringsudøvelse og årsagerne til, at nogle samfund har bekæmpet korruption
med succes. The Wall Street Journal kaldte Fukuyamas syn på politisk orden “fænomenal i dets indsigt og beundringsværdig
beskeden i dets ambitioner.” Dette er bind 2
om politisk tænkning i mindst en generation. Dette bind stiller det essentielle spørgsmål, hvordan samfund udvikler stærke og
ansvarlige politiske institutioner. Ud over
udviklingen fra den franske revolution til
det arabiske forår beskrives de dybe misfunktioner i nutidens amerikanske politiske institutioner. Fukuyama udforsker kolonialismens arv i Latinamerika, Afrika og
Asien og ser på, hvorfor nogle regioner er
UDENRIGS 3
udviklet hurtigere end andre. Han ser på
fremtiden for demokrati i lyset af en opstigende global middelklasse og den skærpede politiske paralyse i Vesten.
Golinkin, Lev: A Backpack, a Bear, and
Eight Crates of Vodka: A Memoir. Doubleday. 2014.
Erindringer om to rejser, som fletter sig ind
i hinanden: En forfulgt jødisk flygtningefamilie og en ung mand, der søger at få hold
på sin omskiftelige fortid. I de sene 1980’ere
i lyset af den kolde krig, overskrider den ni
år gamle Lev Golinkin og familien den sovjetiske grænse med kun ti kufferter og 600
dollar. Mange år efter, da Lev er en voksen
mand i USA, begiver han sig ud for at genopleve sin families lange rejse og finde de
fremmede, der kæmpede for hans frihed. På
den måde vinder han en fremtid ved at forstå sin fortid.
Harste, Gorm: Krigen – et ustyrligt system. Aarhus Universitetsforlag. 2014.
Ifølge forfatteren skal det sidste hundrede
års krige ikke ses som separate konflikter,
men som en ny Hundredeårskrig. Den begyndte i 1914 med 1. Verdenskrig, fortsatte efter et pusterum med 2. Verdenskrig og
den kolde krig for at munde ud i nutidens
utallige og asymmetriske konflikter mellem konventionelle hære, oprørsgrupper,
terrorister og frihedskæmpere.
Jalal, Ayesha: The Struggle for Pakistan:
A Muslim Homeland and Global Politics.
Belknap Press. 2014.
Siden etablering som nationalstat for indiske muslimer i 1947, har Pakistan udfoldet sig i lyset af dybe regionale og internationale konflikter. Plaget af mord, etniske
konflikter og Bangladeshs udbrud i 1971,
har landet, som bogen påpeger, for ofte været plaget af religiøs ekstremisme og autoritært militærstyre. I en biografi om sit
hjemland giver Ayesha Jalal en insiders
vurdering af, hvordan den atomvæbne-
|
2014
|
107
de muslimske nation udviklede sig og forklarer, hvorfor landets dilemmaer vejer så
tung for perspektiverne om fred i regionen.
Jenkins, Brian: Crisis In Crimea: A Historical Lead Up To The Conflict Between
Russia and Ukraine. Amazon Digital Services. 2014.
Om baggrunden for Ukraines splittelse og
økonomiske krise frem til kampene mellem provestlige og prorussiske kræfter i henholdsvis det vestlige og østlige Ukraine. Om
Ruslands aggression, der hurtigt medførte internationalt engagement, hvor verdens ledere opfordrede de to nationer til at nå til en diplomatisk løsning. Midt i deres magtesløshed
vidste de, at problemet kunne blive af global
omfang, hvis der ikke straks blev grebet ind.
Kurkov, Andrey: Ukraine Diaries. Dispatches from Kiev. Harvill Secker. 2014.
Bogen omhandler tiden mellem starten
på oprøret på Kijevs Uafhængighedsplads
(Majdan) fra 21. november 2013 frem til
21. april, da krigen brød ud i det østlige
Ukraine. Andrey Kurkov er en af Ukraines
mest succesrige forfattere, der er beskrevet
som en ‘magisk realist’. I et land som Ukraine er han en dødsensalvorlig absurdist.
Kurkov har skrevet dagbog i 35 år og således også om begivenhederne på Majdan,
som han iagttog fra sin lejlighed i Kijevs historiske centrum. Kurkov deltog ikke i demonstrationerne, men var en passioneret
iagttager. “Når kanonerne brager, tier muserne”, skriver han og fortæller om begivenhederne ud fra blandt andet familiens
reaktioner. For børnene betød det rigtig
meget at tale om det i skolen. For Kijev beboerne betød det, at det personlige på brutal vis blev politisk.
Laustsen, Carsten Bagge: Terror. Aarhus
Universitetsforlag. 2014.
Bogen gennemgår forskellige aspekter af
begrebet terror. Ifølge forfatteren er terror ikke blot et spørgsmål om sort eller
BOGNOTER
>>>
108
|
UDENRIGS 3
|
2014
hvid, god eller ond. Fænomenet er langt
mere sammensat, end vi tror. Carsten Bagge Laustsen er lektor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet og forsker
i terror, religion, politik og populærkultur.
Mijnssen, Ivo: Back To Our Future! History, Modernity and Patriotism According
to Nashi, 2005-2013. IBIDEM Press. 2014.
Sovjetunionen brystede sig af stor politisk deltagelse af unge. Oktobristerne,
pionererne og medlemmerne af partiet
ungdomsorganisation Komsomol repræsenterede de sovjetiske unge. De var engagerede, velinformerede og entusiastiske om deres land. Denne bog handler
om unge, der følger den tradition op som
medlemmer af Nasji, en stor nutidig ungdomsorganisation. Nasji sværger troskab
til Putins Rusland. Kreml fremstiller Nasji
som en succesrig græsrodsorganisation,
men den har fra starten været tæt knyttet til regimet. Organisationen kan derfor
love sine medlemmer social opstigning,
hvis de holder sig til det officielt sanktionerede verdenssyn. Bogens beskrivelse af Nasji er både en fortælling om politiske tendenser blandt Ruslands unge
i dag og Kremls kontrol med ideologier.
Ud over nærbilleder af medlemmers tankegang giver forfatteren et dybt kig ind i
Nasji sommerlejr ved Selinger Søen nord
for Moskva. Bogen er forsynet med Nasjis
brochurer, plakater, sange og paroler.
Kim, Eunsun: Min vej ud af Nordkorea.
Informations Forlag. 2014.
Eunsun Kims far var blandt de hundredtusinde af nordkoreanere, der døde af sult
efter at have solgt alt, hvad familien ejede
for at skaffe mad – undtagen portrætterne
af Kim Il-Sung og Kim Jung-Il, som det er
en dødssynd at sælge i landet. Bogen er en
dybt personlig beretning om, hvor umenneskeligt livet i Nordkorea er og om flugten fra diktaturstaten. I 1998, da Eunsun
Kim er 11 år, ser hendes mor ingen anden
BOGNOTER
udvej end at flygte til Kina med sine døtre.
Men her er der heller ingen hjælp at hente
og efter en tid i Kina, hvor de lever som slaver for en kinesisk mand, sendes de tilbage
til fængsel, tortur og forhør. Ved en sidste
kraftanstrengelse lykkes det dem at krydse
den mongolske ørken for den vej at nå friheden i Sydkorea.
Klein, Naomi: Intet bliver som før. Kapitalisme vs. Klima. Oversat af Steen Fiil.
Klim. 2014.
Bogen følger samme spor, som den canadiske journalists to første store bøger, der
også er udkommet på dansk, No logo og
Chokdoktrinen: Kapitalismen som det store onde. I denne er det klimaet, som hun
mener kun kan reddes nedefra af engagerede folkebevægelser. Hun konkluderer, “store sociale bevægelser (er) det eneste, der nu
kan redde os. For vi ved så udmærket, hvor
det nuværende system vil føre os hen, hvis
det overlades til sig selv”.
Hun afslører ‘systemets’ løsninger på klimakrisen som illusioner, eksempelvis utopien om en gigantisk skærm til at dæmpe
solens stråler. Det er forsættelse af naturdestruktion, ifølge Klein. Vi kan heller ikke
forlade os på filantropiske milliardærer, erhvervslederes løfter om grøn omstilling eller politikeres vilje og evne til at gøre noget effektivt. Der er ifølge Klein ikke sket
noget effektivt for at nedbringe CO2 udledningen, fordi det vil være “i grundlæggende modstrid med ideologien bag den deregulerende kapitalisme”.
Panetta, Leon og Jim Newton:
Worthy Fights: A Memoir of Leadership
in War and Peace. Penguin Books. 2014.
Leon Panettas egen historie om et dramatisk liv. Hans første karriere begyndte som
efterretningsofficer og kulminerede i rollen som Bill Clintons stabschef. Han “trak
sig tilbage” for at skabe Panetta Institutet,
som blandt andet beskæftigede sig med
Irak. I 2009 vendte han tilbage i offentlig
UDENRIGS 3
tjeneste som CIA-direktør, hvor han bragte efterretningsorganisationen på fode efter Bush periodens torturdebat og CIA
tilbage som vitalt center for krigen imod
al-Qaeda herunder kampagnen, der førte
til likvideringen af Osama bin Laden.
Pappe, Ilan: The Idea of Israel. A History og Power and Knowledge. Verso. 2014.
Den israelske historiker Pappe er kendt
som en af de mest kritiske af landets forskere. I denne bog har han fokus på den
israelske stats selvopfattelse og hvordan
den zionistiske fortælling især i 1990’erne
blev udfordret af intellektuelle, forskere og
kunstnere. De såkaldte “postzionister” havde visioner om Israels udvikling til et mere
åbent, demokratisk og multikulturelt samfund. Den strømning fik en tid vind i sejlene af forhandlingerne med palæstinenserne, der gav håb om fred. Bogen beskriver,
hvordan sammenbruddet for fredsprocessen i 2000 førte til nederlag for en postzionistiske strømning og fremgang for en
nyzionisme, der i Pappes optik er mere nationalistisk og racistisk version af traditionel zionisme. Pappe giver et overblik over
de forskellige skoler i opfattelsen af, hvad
Israel er for en størrelse.
Pomerantsev, Peter: Nothing is True and
Everything is Possible. The Surreal Heart
of the New Russia. Public Affairs. 2014.
Forfatterens Rusland er et sted uden regler og uden sikkerhed for morgendagen,
et sted hvor man må leve i nu’et, fordi det
er alt, hvad man har. Bogens mest frysende eksempel på livet i Rusland er historien om forretningskvinden, Jana Jakovleva,
der involveres i sikkerhedstjenestens kamp
imod kemiindustrien. Hun ender i det helvede, som Ruslands notoriske fængselssystem er. “Betjentene så på hende, som om
hun var en pakke,” skriver Pomerantsev:
“Om morgenen havde hun været en forretningskvinde, der kørte i en Lexus i en elegant hvid dragt. Nu var hun en pakke.” De
|
2014
|
109
uigennemskuelige regler og love betyder, at
alle potentielt bryder loven og derfor kan
blive fængslet når som helst, regimet ønsker det. Det meste af bogen beskriver begivenheder før Ruslands bitre strid med
Vesten om Ukraine, men alle der ønsker
at vide, hvorfor Kreml risikerede økonomisk nedsmeltning ved at annektere Krim
og engagere sig militært i Ukraines øst, kan
finde mange elementer til svar i denne bog.
Hawkins-Dady, Mark:Taler, der forandrede verden. Lindhardt og Ringhof. 2014. Forord af Uffe Ellemann-Jensen
Det er bogens udgangspunkt, at verden
ikke havde forandret sig, som den har, hvis
de store statsledere, oprørerne, filosofferne, videnskabsmændene og folkeheltene
ikke havde brugt alle deres evner som talere til at indgyde os andre mod, anspore
vores moral, forføre eller mane os til besindighed. Her er Barack Obamas allerede nu historiske “yes we can”-tale, Mikhail Gorbatjovs store tale i FN om frihed,
Martin Luther Kings “I have a dream”-tale, Robert Oppenheimers tale efter atombomberne over Japan, Winston Churchills
tale efter slaget om England, Adolf Hitlers tale til Rigsdagen i 1938 samt epokegørende taler af Richard Nixon, Lenin, Stalin, Gandhi, kvindesagskvinden Emmeline
Pankhurst, Napoleon Bonaparte, Vaclav
Havel og mange andre, som gjorde så dybt
indtryk på deres samtid, at verden ikke var
den samme derefter. Hver enkelt tale ledsages af kort historisk gennemgang af den
tid, hvor den pågældende tale blev holdt.
Wilson, Andrew: Ukraine crisis. What it
meant for the West. Yale University Press.
2014.
Der er for forfatteren to mænd, som bærer hovedansvaret for krisen i Ukraine –
Vladimir Putin og Viktor Janukovitj. Sidstnævnte satte scenen ved at krænke alle
formelle og faktiske love for at maksimere sin magt og rigdom. Han skabte et maBOGNOTER
>>>
110
|
UDENRIGS 3
|
2014
fia-system, baseret på Don Corleones regler, skriver Wilson, der detaljeret beskriver
det korrupte system. Efter Janukovitj fald
trådte Putin ind på scenen i Ukraine dramaets næste akt. Wilson mener, at Putin
længe havde stået i kulissen og forberedt
sine træk. Han promoverer en særlig konservatisme baseret på traditionelle værdier over et geografisk skema, som han kalder ‘den russiske verden’. Ifølge forfatteren
er det ‘Kremls verden’, hvor ivrige rekrutter i prorussiske partier og russiskvenlige græsrødder blev de nye krigere i Kremls ‘informationsslag’. Da Janukovitjs regime
begyndte at smuldre sammen med den
ukrainske stat, handlede Putin hurtigt og
beslutsomt for at udnytte det nye vakuum.
Wilson ser Putins erobring af Krim som i
højere grad politisk opportunisme end et
resultat af en langsigtet strategi. Det var i
sidste instans Putins politiske overlevelse
snarere end storstilede imperieambition,
som motiverede hans nye militære eventyr.
Sakwa, Richard: Frontline Ukraine: Crisis
in the Borderlands. I. B. Tauris. 2014.
Om krisen i Ukraine, som bragte verden på
randen af en ny slags kold krig med forholdet mellem Rusland og Vesten på sit hidtil
laveste niveau. Sakwa søger at rødderne til
krisen i de fem “revolutioner”, som har tvunget det splittede Ukraine til at vælge imellem
dets historiske bånd til Rusland eller en alliance med Europa. Frontline Ukraine forklarer baggrunden, udviklingen og den globale
betydning af slaget om Krim.
Struwe, Lars Bangert & Mikkel Vedby Rasmussen (red.): Læren fra 1864, Krig, politik og stat i Danmark i 150 år. Syddansk
Universitetsforlag. 2014.
Krigen i 1864 er fortællingen om et nederlag, og denne bog fortæller om, hvad 1864
har betydet og stadig betyder for Danmark
og ikke mindst Danmarks rolle i verden.
Bogen er skrevet af forskere fra historie-
BOGNOTER
og samfundsvidenskaberne, der med deres meget forskellige traditioner ser på læren af 1864.
Struwe, Lars Bangert, Eric Lerdrup Bourgois & Søren Nørby (red.): Dansk-franske
militære relationer gennem 1000 år. Syddansk Universitetsforlag. 2014.
Danske og franske militære enheder har
arbejdet tæt sammen siden afslutningen på
den kolde krig. Men det dansk-franske militære samarbejde kan spores langt tilbage
i tiden. Denne anatologi med bidrag fra en
række danske historikere behandler et udvalg af de historiske aspekter og forhold,
som de sidste 1000 års dansk-franske militære relationer har resulteret i.
Sarotte, Mary Elise: The Collapse: The
Accidental Opening of the Berlin Wall.
Basic Books. 2014.
Om det særegne spil, som førte til en af
de mest afgørende begivenheder i Europa i nyere tid. Murens fald 9. november
1989 var hverken planlagt af de østtyske
myndigheder eller resultat af forhandlinger mellem tidens ledere. Den prisvindende historiker Sarotte blotlægger, hvordan
en ‘perfekt storm af beslutninger’, truffet
af modige revolutionære i undergrunden,
utilfredse Stasi og diktatoriske partibosser
udløste en uventet række af begivenheder,
der kulminerede i murens kaotiske fald. På
basis af en række hidtil ukendte dokumenter beskriver hun forløbet af forhandlinger
umiddelbart efter, som førte til Tyskland
genforening. Det er således også historien
om den eviggjorte konflikt: lovede vestlige ledere Mikhail Gorbatjov ikke at udvide
Nato østover? Det hævder Kreml forsat og
begrunder sin adfærd i Ruslands ‘nære udland’ med uindfriede vestlige løfter. Sarotte
viser, at Gorbatjov fik sådanne løfter, men
de blev aldrig nedfældet på papir og Gorbatjov fik en beskeden økonomisk kompensation for at acceptere det.
UDENRIGS 3
Schoen, Douglas E. og Melik Kaylan: The
Russia-China Axis: The New Cold War
and America’s Crisis of Leadership. Encounter Books. 2014.
En systematisk fremstilling af truslen fra
en stadig stærkere russisk-kinesisk akse.
USA’s svækkelse har set et hidtil uset
partnerskab mellem de to store lande efter århundreders fjendskab. De to tidligere fjender – også som kommunistiske
giganter under den kolde krig – er rykket stadig tættere på hinanden på grund
af et sammenfald af geostrategiske, politiske og økonomiske interesser med det
overordnede tema at undergrave og erstatte amerikansk magt. Mens amerikanske magt svækkes rundt i verden, øges
Ruslands og Kinas indflydelse, fra støtte
til slyngelstaterne Iran, Nordkorea og Syrien til militær opbygning med aggressive brug af cyber krigsførelse. Mens USA
hævder ‘leading from behind’, udøver det
ikke længere nogen form for ledelse, ifølge forfatterne.
Ullein-Reviczky: German War Russian
Peace: The Hungarian Tragedy. Helena
History Press. 2014.
Krigserindringer om Ungarns skæbne under anden verdenskrig. Værket er baseret
på officielle og private dokumenter, som
det lykkedes forfatteren at redde i Ungarn
under krigen. Han tilbragte mange år i eksil i Tyrkiet, Schweiz, Frankrig og i Storbritannien, hvor han døde. Disse erindringer udkom første gang på fransk i 1947 i
Schweiz, Guerre allemande, paix russe.
Dette er den første udgave på engelsk, så
denne insiderfortælling om Ungarns tra-
|
2014
|
111
gedie har indtil nu været ukendt i den engelsktalende verden.
Vaizey, Hester: Born in the GDR: Living
in the Shadow of the Wall. OUP Oxford.
2014.
Om de specielt hårde vilkår for østtyskerne efter murens fald, hvor DDR effektivt
blev overtaget af Vesttyskland med genforeningen. Alt ændredes, fra måden østtyskerne nu skulle stemme på, de aviser, som
de kunne købe, til de smørmærker, som de
fik. Bogen analyserer, hvordan det virkelig
var at gå fra at leve under kommunismen
det ene øjeblik til kapitalismen det næste.
Hvad mente østtyskerne om kapitalismen
og hvordan husker de nu DDR? Det er historien om otte borgere i DDR og hvordan
de dramatiske ændringer påvirkede dem.
Alle blev født i Østtyskland, før muren blev
bygget i august 1961.
Wilke, Helmut: Demokratie in Zeiten der
Konfusion. Suhrkamp Taschenbuch. 2014.
Udvandingen af demokrati har ifølge Wilke antaget en farlig kvalitet. Udfordringerne, som vi står over for, er globalisering, videnssamfund og organiseret kompeksitet.
Bogens tema er demokratiets transformering i en forvirringens epoke. Forvirringen
opstår på grund af kognitive overdrevne
krav fra personer og organisationer så vel
som sammenblandingen af forskellige niveauer og realiteter i en kommunikativ globaliseret verden. Løsningen ligger ifølge
Wilke i en differentieret demokratimodel,
som tager delegering af opgaver til kompente institutioner alvorligt.
BOGNOTER
112
|
UDENRIGS 3
|
2014
Artikler og anmeldelser
i 2014
Alder-Nissen, Rebecca & Lene Hansen:
Når billeder bliver til sikkerhedspolitik 3 40
Bang Nielsen, Ole:
Tysk-italiensk alliance kan drive EU fremad 2 53
Bang Nielsen, Ole:
Vesten ruster sig overfor Rusland 1 70
Baumann, Tage:
Ukraine: Der er sket noget afgørende 2 4
Blinkenberg, Lars:
Spanien er en af EU’s succeshistorier 2 58
Crone, Manni:
Den diskrete krig mod terror i Sahel 3 26
Dahl, Ann-Sofie:
Tilbage til Østersøen 2 12
Ellegaard, Lasse:
Bashar al-Assad har skabt et nyt monster 2 48
Erslev Andersen, Lars:
Den regionale trussel fra Islamisk
Stat 3 15
Faurby, Ib:
Bent Jensens lukkede bog 1 88
Faurby, Ib:
Krims historie: Fra Djengish Kahn til Putin 1 60
Faurby, Ib:
Tysklands skyld – eller ingens? 2 73
Floryan, Jan Jakob:
Muren i Berlin 1961-1989 3 72
Gemmerli, Tobias:
Radikalisering: En kamp mellem politik
Indeks
og videnskab 3 4
Hedegaard, Connie:
EU har trukket Europa ud af krisen 1 5
Haarder, Bertel:
Historisk mulighed for tættere samarbejde 2 30
Jensen, Bent & Martin Kryhl Jensen:
Ib Faurbys lukkede bog 2 85
Klynge, Casper & Mikael Ekman:
Ny mand i spidsen for Indonesien 3 55
Kondrup, Klaus:
Vor tids ekstremisme er rettet mod nationalstaten 3 34
Kundnani, Hans:
Den Europæiske union under forandring 1 18
Larsen, Henrik:
Skotland stemmer om selvstændighed 1 82
Lidegaard, Martin:
Største reform i nyere tid af Udenrigstjenesten 2 38
Lidegaard, Martin:
Sådan vil Danmark placere sig i
EU 1 12
Lohmann, Jens:
Kokain-kapitalisme 1 98
Mouritzen, Hans:
Danmark må tage Norden alvorligt 2 18
Munk Jensen, Peter:
EU og Ukraine: Muligheder mod
øst 1 76
Nisse, Christine:
Det vigtigste EU valg til dato 1 30
UDENRIGS 3
Odgaard, Liselotte:
Det Syd- og Østkinesiske Hav er i centrum for en ny verdensorden 3 63
Poulsen-Hansen, Lars P.:
Oversættelse af Putins tale ved annektering af Krim 1 50
Roed Nielsen, Svend:
Økonomisk diplomati får stigende betydning 2 44
Selsøe Sørensen, Martin:
Erdogans ‘Nye Tyrkiet’ er kommet skidt
fra start 3 47
Skak, Mette:
Antologi om Kinas sikkerhedspolitik 1 101
Sperling, Vibeke:
Putins mål: Dominans over tidligere sovjetlande 1 44
Sperling, Vibeke:
Putins selektive retfærdighed 2 77
Swieboda, Pawel:
Europa som et forandringsprojekt 1 24
Wang, Nils:
Samarbejde møder forhindringer i Arktis 2 23
Wivel Peter:
Verden set fra Tyskland 2 68
Østergaard, Uffe:
Højredrejning i den europæiske union 1 36
Anmeldte bøger i 2014
Becker, Jean-Jacques & Gerd Krumeich:
La Grande Guerre. Une histoire francoallemande. Texto. 2012. 2 68
Clark, Christopher:
The Sleepwalkers. How Europe Went
to War in 1914. Penguin Books.
2012. 2 73
Deutsches Historisches Museum:
Der Erste Weltkrieg in 100 Objekten.
Theiss. 2014. 2 68
|
2014
|
113
Friis, Lykke:
Hund efter Tyskland. 25 år efter Berlinmurens fald. Gyldendal. 2014. 3 88
Heurlin, Bertel (red.):
Kinas sikkerhedspolitik. Stabilitet og spændinger. DJØFS forlag.
2013. 1 102
Jensen, Bent:
Ulve, får og vogtere. Den Kolde Krig i
Danmark 1945-1991. Bind I og II. Gyldendal. 2014. 1 89
Kissinger, Henry:
Word Order. Reflections on the Character
of Nations and the Course of History. Allen Lane. 2014. 3 97
Krumeich, Gerd:
Juli 1914. Eine Bilanz. Ferdinand Schöningh. 2014. 2 68
MacMillan, Margaret:
The War That Ended Peace. How Europe Abandoned Peace for the First World
War. Profile Books. 2013. 2 73
Münkler, Herfried:
Der Grosse Krieg. Die Welt 1914-1918.
Rowohlt. 2013. 2 68
Rachlin, Samuel:
Jeg, Putin. Det russiske forår og den russiske verden. People’s Press. 2014. 3 92
Sakwa, Richard:
Putin and the Oligarch. The Khodorkovsky-Yukos Affair. I.B. Tauris.
2014. 2 77
Saviano, Roberto:
ZeroZeroZero- Hvordan kokain styrer
verden. Gyldendal. 2014. 1 98
Indeks
Om Selskabet
DET UDENRIGSPOLITISKE SELSKAB
Det Udenrigspolitiske Selskab er en privat, almennyttig forening. Den er stiftet i
1946 med det formål at fremme kendskabet til og højne interessen for udenrigspolitiske spørgsmål i Danmark. Selskabet er
uafhængigt af såvel det offentlige og de politiske partier som af erhvervs- og organisationsinteresser. Det tager ikke stilling til
politiske spørgsmål, men fungerer udelukkende som formidler af information, debat
og kontakter.
Der er i øjeblikket omkring 1.000 personlige medlemmer. Yderligere 150 personer er medlemmer via et halvt hundrede
firmaer og institutioner. Selskabet har fornylig fået en ungdomsafdeling DUS30 for
unge under 30 år. Ungdomsafdelingen har
nu omkring 130 medlemmer.
Det Udenrigspolitiske Selskab holder
regelmæssigt møder, konferencer og andre former for arrangementer med fremtrædende danske og udenlandske talere.
Arrangementerne, der er forbeholdt Selskabets medlemmer og særligt inviterede
gæster, holdes som hovedregel i det centrale København.
Er man interesseret i at blive medlem, så
send venligst en mail med en kort præsentation til [email protected]
Læs mere på www.udenrigs.dk
PROTEKTOR
Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik
ÆRESMEDLEM
Uffe Ellemann-Jensen · tidl. udenrigsminister
BESTYRELSE
Lykke Friis · prorektor, tidligere minister
(bestyrelsens formand)*
Merete Ahnfeldt-Mollerup · arkitekt, P.hd
Christian Friis Bach · tidl. udviklingsminister
Victoria Bernstorff · B.A.
Ingelise Bogason · cand.mag.
Uffe Ellemann-Jensen · tidl. udenrigsminister
Troels Frøling · generalsekretær
Kjeld Hillingsø · generalløjtnant
Zubair Butt Hussain · cand.polit.
Anne Knudsen · chefredaktør, dr.phil.
Suzanne B. Danneskiold Lassen · journalist*
Steen Langebæk · landsretssagfører
Anna Libak · redaktør*
Mogens Lykketoft · formand for Folketinget
Siegfried Matlok · redaktør
Ida Nicolaisen · seniorforsker
Klaus Carsten Pedersen · cand.polit.
Steen Riisgaard · bestyrelsesformand
Vibeke Sperling · redaktør
Niels Thygesen · professor, dr.polit.*
*Tillige medlem af forretningsudvalget
Om Udenrigs
UDENRIGS ER UDKOMMET SIDEN 1946
REDAKTION
UDGIVER
Brita V. Andersen (ansvarshavende)
Det Udenrigspolitiske Selskab
Michael Ehrenreich
Amaliegade 40 A, 1256 København K.
+45 33 14 88 86
REDAKTIONSSEKRETÆR
[email protected]
Jelle van der Kamp
www.udenrigs.dk
REDAKTIONSKOMITÉ
DIREKTION
Ib Faurby
Michael Ehrenreich (indtil 31.01.15)
Lene Frøslev
Hans Mouritzen
SEKRETARIAT
Mette Skak
Brita V. Andersen
Anna von Sperling
Vibeke Sperling
Martin Selsøe Sørensen
Uffe Østergaard
DESIGN OG TRYK
Design: Kiberg & Gormsen
Trykt hos GSB Grafisk
Udenrigs udkommer tre gange årligt.
Redaktionen afsluttet 21.01.2015
Abonnementspris 250 kr., institutioner 400 kr.
ISSN 1395-3818
OM
|
SELSKABET