Læs som PDF

 RUBICON 2015 (2) Leder Af de ansvarshavende redaktører Pernille Hede Moody Jensen og Bue Kindtler-­Nielsen Historiestudiet her på SDU har gennemgået en større udviklingsproces i løbet af de sidste par år, en proces som på mange måder stadig i gang for fuld kraft. Mange af disse forandringer er skabt af instituttet selv med henblik på et ønske om at skabe det bedst mulige studiemiljø, andre er et resultat af den nye universitetslov af 2015. For både nye og garvede studerende håber vi her på redaktionen at disse forandringer vil betyde forbedringer. Historiefaget, lige såvel som historien selv, står ikke stille. Eksistensgrundlaget for historiefaget har dog aldrig ændre sig og vil nok altid være det simple faktum at tiden går. Og når tiden går, tager den samfund, kultur, teknologi og mennesker med sig. At tiden går blev vi gjort særligt opmærksomme på i 2014, året der i eftertiden let kunne blive kendt som det store jubilæumsår i Danmarkshistorien. På et enkelt år kunne man mindes bl.a. 150-­‐året for begivenhederne i 1864, 200-­‐året for tabet af Norge, 100-­‐året for udbruddet af 1. verdenskrig, 400-­‐året for den danske hær og 200-­‐året for det nationale skolevæsen. Vi er dog stadig ikke blevet trætte af jubilæer her på redaktionen og i anledning af dette års store jubilæum, 100-­‐året for den danske grundlov af 1915, er dette Rubicon dedikeret til skælsættende lovændringer, både dansk og internationalt. I dette nummer kan man derfor bl.a. læse om kampen for kvindernes stemmeret i Danmark, eftervirkningerne af da sorte fik stemmeret i USA og betydningen af Danmarks omfattende skolelove af 1814. Fra og med dette nummer har vi desværre også måtte sige farvel til Rubicons ansvarshavende redaktør igennem flere år, Aske Hedelund Nielsen, som er gået i gang med sit speciale. Aske har været en enorm drivkraft i arbejdet med Rubicon og altid en kæmpe fornøjelse at 1 RUBICON 2015 (2) arbejde sammen med. Rubicon havde ikke været det samme uden dit store engagement. Mange tak for det. Aske er dog ikke helt færdig med Rubicon endnu. Dette nummers studenterbidrag stammer netop fra vores tidligere ansvarshavende redaktør og er en analyse af teorien om Absolute Macht i de tyske koncentrationslejre. 2 RUBICON 2015 (2) Indhold 5 Da kvinder fik stemmer Jytte Larsen 18 Ekkoer fra Selma Jørn Brøndal 3 RUBICON 2015 (2) 29 Skolehistorie og studenteropgaver Pernille Sonne & Christian Larsen 52 Arbejde gør død Aske Hennelund Nielsen 76 Kaj Munk – Digter, præst og urostifter Anmeldelse af Kasper Haunstrup Madsen 4 RUBICON 2015 (2) Da kvinder fik stemmer -­ Den danske kvindevalgretskamp i historiografisk belysning Af Jytte Larsen, Historiker og forsker ved Kvinfo. ”(..) det kan være os nulevende paafaldende, men det føltes dengang som selvfølgeligt”1 Dengang var 1840’erne. Det var 1849-­‐grundlovens bestemmelse om valgret for mænd. Citatets ophavsmand er professor i historie ved Københavns Universitet Johannes Steenstrup (1844-­‐1935), der i 1917 udgav tobindsværket Den danske Kvindes Historie fra Holbergs Tid til vor – den eneste fremstilling af dansk kvindehistorie fra en professionel historikers hånd før 1970’ernes kvindeforskning. Og stadig den eneste fra professionens mænd. Udgivet i kølvandet på indførelse kvindevalgret ved grundlovsændringen i 1915, var den konservative Steenstrups ærinde med sin kvindehistorie at tolke kvinders vej til medborgerskab som en walkover. Og gøre det i åben polemik med kvindebevægelsen, der som et centralt omdrejningspunkt for den 30 år lange kamp for valgret havde konstrueret en modfortælling til den officielle forfatningshistorie. Hovedarkitekten var Gyrithe Lemche (1866-­‐1945), der i 1912 havde grundlagt moderne dansk kønshistorie med jubilæumsskriftet Dansk Kvindesamfunds Historie gennem 40 Aar. Jeg skal her tegne hendes kønshistorisk position op mod Steenstrup, 1917:92 1
5 RUBICON 2015 (2) Steenstrups. Men først et par ord om den internationale kontekst for den danske kvindevalgretsbevægelse. Vestens demokratiske transition Kønsligestilling er indlejret i det moderne. Ligestilling er en variant af lighed, i familie med frihed, menneskerettigheder og folkesuverænitet – ideer med dybe rødder i vestlig filosofi og grundlaget for den demokratiske transition, der via Den Amerikanske Uafhængighedserklæring 1776 og Den Store Franske Revolution 1789-­‐99 spredte sig ud over Europa i flere bølger, og i marts 1848 bragte også den danske enevælde til fald. Kvinder havde lod og andel i den revolutionære mobilisering og kravet om politiske kvinderettigheder lød fra første færd. Fx fra Abigail Adams (1744-­‐1818), gift med en af penneførerne på uafhængighedserklæringen og senere præsident John Adams (1735-­‐
1826): Jeg længes efter, at Uafhængighedserklæringen skal komme, og i den nye Lovbog, som formodentlig vil blive nødvendig, haaber jeg, at I vil tænke paa Kvinderne og være mere ædelmodige mod dem, end Eders Forfædre har været. Læg ikke en uindskrænket Magt i Ægtemændenes Hænder, men tænk paa, at alle Mænd vilde være Tyranner, hvis de kunde. Dersom man ingen Hensyn tager til Kvinderne, vil vi gøre Revolution, og vi vil ikke føle os bundne til at adlyde Love, der er blevne til uden vor Stemme.2 Under ægtefællens årelange fravær havde hun overtaget driften af familiens store landbrug og fulgt hans politiske karriere tæt. Hendes engagement og indsigt fremgår af deres korrespondance. I dette brev fra foråret 1776 varsler hun kønsrevolution, hvis kvinder ikke ville få deres retmæssige andel i det nye demokratiske samfund, og mænd blot reproducerede det tyranni, de så flot fordømte i den berømte indledning til uafhængighedserklæringen: Hjort 1906:7-­‐8 2
6 RUBICON 2015 (2) We hold these truths to be self-­evident, that all men are created equal, that they are endowed by their Creator with certain unalienable Rights, that among these are Life, Liberty and the pursuit of Happiness. That to secure these rights, Governments are instituted among Men, deriving their just powers from the consent of the governed, That whenever any Form of Government becomes destructive of these ends, it is the Right of the People to alter or to abolish it, and to institute new Government, laying its foundation on such principles and organizing its powers in such form, as to them shall seem most likely to effect their Safety and Happiness. Således fødtes feminisme som en korrektiv moderne politisk ideologi med den ræson d’etre, at realisere liberalismens demokratiske idealer om lige ret for alle. Det karakteriserer stemningen, at der var kvinder, der stemte frem til 1807, hvor New Jersey som den sidste stat føjede ’male’ til valglovenes oprindelige ’citizen’. Historien gentog sig i Frankrig, hvor svaret på den revolutionære nationalforsamlings vedtagelse af Déclaration des droits de l'homme et du citoyen, 1789 blev hele to feministiske pionerværker: Olympe de Gouges’ (1748-­‐93) Déclaration des droits de la femme et de la citoyenne, 1791, og Mary Wollstonecrafts (1759-­‐97) A Vindication of the Rights of Women, 1792. Efter den franske julirevolution i 1830 samlede de spredte protester sig til et internationalt feministisk netværk, og da en kvinderetskonference i Seneca Falls, USA i kølvandet på februarrevolutionen i 1848 vedtog en feministisk manifest, sammenskrevet af Den Amerikanske Uafhængighedserklæring og den franske kvinderettighedserklæring, kan man tale om en decideret kvindebevægelse.3 Den danske intelligentsia havde diskuteret feminisme i et 4
årti , da revolutionsfeberen i marts 1848 nåede København, og et (mand)folketog til kongeslottet Christiansborg med slet dulgte trusler om oprør aftvang Fredrik 7. et løfte om en ny liberal regering og en fri forfatning. Det var således mod bedre vidende, at 1840’ernes frihedshelte Larsen, 2010 Busk-­‐Jensen, 2009 3
4
7 RUBICON 2015 (2) affærdigede kvindeligt medborgerskab med floskler som ”Overalt erkjender man jo saaledes, at Umyndige, Børn, Fruentimmer, Forbrydere ikke bør have Valgret.”5 Kvindebevægelse, kvindeoffentlighed og kvindehistorie Imidlertid var blækket knap tørt på Danmarks Riges Grundlov af 5. Juni 1849, før den kønspolitiske debat, Den grundlovsgivende Forsamling gik udenom som katten om den varme grød, bragede løs, foranlediget af Mathilde Fibigers (1839-­‐72) roman Clara Raphaels Breve, 1851. 20 år senere kom kvindebevægelsen til verden med stiftelsen af Dansk Kvindesamfund (DK), oprindelig som en lokalafdeling af Association internationale de Femmes, siden som en selvstændig national forening og op mod 1915 centrum i et stor landsdækkende feministisk netværk, der havde mobiliseret medlemmer i titusindvis og gjort kvindevalgret til et folkekrav. Afgørende betydning fik kvindeorganisationernes medlemsblade, der anført af DK’s Kvinder og Samfundet fra 1885 skabte en kvindesaglig offentlighed. Her finder man i notitser, anmeldelser, artikler, mødereferater mm. spirerne til den feministiske modhistorie, som Gyrithe Lemche foldede ud i kvindevalgretskampens slutfase, og Steenstrup opponerede imod op til det første rigsdagsvalg med kvindedeltagelse i 1918. Et typisk eksempel der kan tjene foredraget Om Aarsagerne til Kvindespørgsmaalets Fremkomst, som den i kvindebevægelsen centralt placerede litteraturhistoriker Ida Falbe-­‐Hansen (1849-­‐1922) holdt i den højborgerlige Studenterforening 1898. Hun kvitterede for invitationen med en kønnet version af 1849-­‐
grundloven, pædagogisk serveret i en dialogisk garniture: Den første forandring i kvindens stilling var det, der skete den 5. juni 1849. Ja, hvad skete der da? spørger de. Da fik mændene almindelig stemmeret osv., men for kvindernes vedkommende skete der ikke nogen forandring. Ja, rigtigt, men det var netop Beretning om Forhandlingerne paa Rigsdagen, 1848-­‐49:1857 5
8 RUBICON 2015 (2) det, der var Forandringen. Tænk dem om. Før den tid havde mænd og kvinder været aldeles ligestillede; de havde været den absolutte konges undersaatter, han havde at sørge for deres vel, kvindernes saavel som mændenes. Men saa kom grundloven. Med eet slag blev det ene køn gjort til regent, til absolut og uansvarlig monark, mens det andet blev ved at være undersaat. Var det ikke en ganske artig forandring af forholdet?6 Gyrithe Lemches master narrative ” (…) mine mulige Fortjenester af Kvindesagen skylder jeg i første Række mit Arbejde med Fyrretyveaars Historie”, skrev Gyrithe Lemche i forordet til 2. udgave af Dansk Kvindesamfunds Historie gennem 40 Aar (1939:7). Hun havde meldt sig under fanerne i 1906, den kvindepolitiske karriere tog fart i åerne 1910-­‐12, hvor hun blev formand for forretningsudvalget, hovedtaler ved landsmøderne og redaktør af medlemsbladet. Fuldbefaren skønlitterær forfatter med kendskab til kildestudier fra flere historiske romaner påtog hun sig også at skrive festskriftet til DK’s 40 års jubilæum i 1911, og hun skabte på basis af grundige arkivstudier og omfattende insiderviden et værk, som indbyder både til lystlæsning og leksikalsk brug, og hvis virkningshistorie næppe kan overvurderes. Man kan følge hende udvikle en stor fortælling om kvindernes historiske mission, fra hendes debut som taler ved et agitationsmøde for kvindevalgret i Kongens Have sommeren 1908. Her kridtede hun banen op med en udfordring af den historiske materialismes dogme om klassekamp og arbejderen som den historiske udviklings primus motor: Kvindernes Ligestilling med Mændene vil blive den største Revolution, som Verden til Dato har oplevet, fordi den omfatter alle Klasser, alle Aldre, alle Nationer.7 Kvinden og Samfundet, 1904:85 Kvinden og Samfundet, 1908:187 6
7
9 RUBICON 2015 (2) For hende var køn den fundamentale sociale kategori, kønsdiskrimination alle sociale hierarkiers moder og mænds politiske særrettigheder følgelig demokratisk illegitime. Hun affærdigede al snak om kvinders politiske umodenhed, med en definition af politisk modenhed som ”Føling med sin Tid, Forstaaelse af, hvad den bærer i sit Skød”. Efter den målestok faldt selv 1848’erne igennem, denne ubestridt enestående ”Samling af ædle, højtstræbende, alsidig begavede Mænd”, der blev hængende i deres ungdoms idealer fra revolutionen i 1830 og endte i reaktionært forsvar for fortidige forestillinger om folkestyre: De troede, at Frihedstræet kunde blive ved at trives i den gamle Urtepotte fra Julirevolutionen, at, naar de blot vandede og plejede det efter bedste Evne, saa var det nok. De forstod ikke, at der skulde ny Muld til og bestandig ny Muld til, for at det kunde skyde nye Skud. Derfor saa de i Bondestandens Krav paa Magten kun et Udslag af »den plebejiske Aands onde Instinkter« -­ ja, det var deres egne Ord, -­ og i Arbejdernes første Sammenslutninger kun: »en Sammenrotning af tøjlesløse Masser.8 Tilhørerne kunne selv fortsætte linjen med gammelmandsgnaven modstand mod kvindebevægelsen, tidens tredje store demokratibevægelsen, ja den største, fordi kvinder uhæmmet af fortidens politiske bindinger inkarnerer fremtiden og dens krav på nytænkt politik. ”Vi kommer som dem, der selv vil videre og hjælpe andre videre”. Det høje håb om, at kvinder som nye spillere, fri af forældet vanetænkning og korrumperende studehandler kunne forny det politiske liv, lå på konfrontationskurs med de kampagner for kvindelige medlemmer, partierne overgik hinanden hvor lige og almindelig valgret Kvinden og Samfundet 1908:189 8
10 RUBICON 2015 (2) netop var indført i kommunerne, og var på trapperne til Rigsdagen. Hun lod spørgsmålet om et nyt politisk parti på kvindesagligt grundlag versus medlemskab af de gamle klassebaserede partier stå åbent og advokerede for foreløbig at beholde alle kort på hånden: Vi advares mod at slutte os for tæt sammen, mod at danne et Kvindeparti eller forsøge at sprænge Partiernes Rammer. Lad os vogte os for at give Løfter eller modtage Løfter; Løfter binder og forpligter, -­ og hvorfor skal vi paa Forhaand lade os binde og forpligte? Nej, vi maa ikke foreløbig opgive en Tomme af vor Frihed eller Selvstændighed.9 Verden ifølge Lemche var ikke en klassekampsarena. Det er kønskamp, der styrer historiens gang, eller i hendes egen terminologi kampen mellem det kvindelige og det mandlige princip. Hidtil havde det mandlige princip været enerådende. Det forestående paradigmeskifte med ligestilling rummede et mægtigt revolutionært potentiale for ”en ny Verdenskultur”.10 Hun så potentialet i synergien mellem ydre og indre frigørelse, hovedaksen i hendes feminismeforståelse og ledetråden i hendes strategiske tænkning. I et tilbageblik til 1848’erne, da ”Junigrundloven satte politisk Skel mellem Mænd og Kvinder”,11 lod hun kvindesagens to danske frontløbere Mathilde Fibiger og Pauline Worm (1825-­‐83) -­‐ den stærkeste kvinderøst i Clara Raphael-­‐Fejden -­‐ repræsentere henholdsvis indre og ydre frigørelseskamp. Ser man fremad foregriber hun rødstrømpeæraens systematiske bevidstgørelse gennem basisgruppestruktur og politisering af det private. Derved nærmede hun sig også det nye udvidede politikbegreb, man kan se som 1968’ernes betydeligste bidrag til den kønsrevolutionære udvikling, som de initierede. Hun manglede det teoretiske grundlag for at begribe feminisme som en selvstændig politisk ideologi, der først blev skabt med Kvinden og Samfundet, 1908:189 Lemche, 1939:8 11 Lemche, 1939:11 9
10
11 RUBICON 2015 (2) kvindeforskningens institutionalisering fra 1970’erne, men hun fornemmede muligheden for et paradigmeskift indlejret i politiske kvinderettigheder. Venstre og Socialdemokratiet havde stemt for kvindevalgret hele vejen igennem, og Højre opgav sin modstand omkring århundredskiftet. Når forhandlingerne om grundlovsændringen trak i langdrag, skyldtes det uenighed om Landstinget, som venstrefløjen helst så nedlagt, og Højre ville bevare som konservativ garanti og mindretalsbeskyttelse. For at imødekomme kvinderne, hvis tålmodighed med parlamentarisk spilfægteri for længst var opbrugt, havde venstreføreren I.C. Christensen (1856-­‐1930) foreslået en grundlovsændring i to tempi: Først lige og almindelig valgret til Folketinget, siden en Landstingsordning – et forslag som Gyrithe Lemche greb med kyshånd, i håb at det kunne fremme hendes projekt om at nulstille forfatningshistorien og begynde forfra. I hendes optik havde 1849-­‐grundloven ikke noget med demokrati at gøre. Hvad hun kaldte almindelig mandlig valgret, videreførte blot enevælden: Kvindernes Anerkendelse som politiske Borgere, den er ikke den andenrangs Begivenhed, som man nu i Almindelighed vil gøre den til. Den betyder mere end en Udvidelse af Valgretten, end en Forøgelse af Vælgerfolket og dets Repræsentanter paa Tinge – den betyder et Brud med den Fortid, som kun anerkendte et styrende Princip i det offentlige Liv: det mandlige Princip; – den betyder ikke mindre end et Systemskifte. Og der har siden Enevældens Indførelse her i Landet ikke fundet et saa afgørende Systemskifte Sted. Thi Grundloven af 1849, den betød ikke, som Folk i Almindelighed mener, Enevældens Afskaffelse, men den betød kun Enevældens Overførelse til Mændene.12 12
12 Kvinden og Samfundet, 1912:182 RUBICON 2015 (2) Under parolen ”Ingen større Forfatningsrevision i Danmark uden Kvindernes Medvirken!”, agiterede hun for kvinder som grundlovsgivere, en ny grundlovsgivende forsamling med repræsentanter for begge køn og ny grundlov med kvinders signatur: Om vi skal have et Landsting efter lige og almindelig Valgret eller et privilegeret Landsting eller slet intet Landsting – vi forlanger at blive spurgte. – Om vi skal have Stat og Kirke adskilt eller blive ved den gamle Folkekirke – vi forlanger at blive spurgte.13 Det enkønnede demokratis selvfølgelighed Man kan se Den danske Kvindes Historie fra Holbergs Tid til vor som et udtryk for, hvor stærk kritikken af mændenes grundlov var blevet under kvindevalgretskampen. Elna Munch (1871-­‐1945), der indtog samme position i tiden anden store kvindeorganisation Landsforbundet for Kvinders Valgret som Gyrithe Lemche i DK, bidrog i årene 1906-­‐15 med en række artikler og kronikker om feminismens opkomsthistorie, trykt i Politiken og i tidsskriftet Det ny Arhundrede, som hun og ægtefællen, den radikale toppolitiker P. Munch (1870-­‐1948), udgav. Eksempelvis offentliggjorde hun op til International Women’s Suffrage Alliances kongres i København 1906 Kvindernes Valgretskamp med fyldige referater af Olympe de Gouges’ erklæring og oplysningsfilosoffen J.A. Condorcets (1743-­‐94) pjecer om kvinderettigheder under Den Store Franske Revolution. Samme år udkom Dagmar Hjorts (1860-­‐1902) bog Kvinderetsbevægelsen i Nordamerika, der tog afsæt i den amerikanske revolution og fortalte hele forhistorien fra uafhængighedserklæringen over den første internationale antislaverikongress i London 1840, hvor kuglerne til Seneca Falls-­‐konference blev støbt, da de mandlige delegerede stemte kvinderne i USA’s delegation ud af mødesalen.14 Havde det internationale opgør med man’s right-­‐diskursen kun løseligt fat i den danske offentlighed i midten af 1800-­‐tallet, fik den et fast greb i 13
14
Kvinden og Samfundet, 1912:181 Larsen, 2010 13 RUBICON 2015 (2) begyndelsen af 1900-­‐tallet. Det bragte altså historieprofessor Johannes Steenstrup på banen. Konservativ som han var, satte han sin faglige autoritet ind på, at forsvare den gamle grundlov. Afsnittet om Den første slesvigske Krig og Grundlovens Givelse er en lang polemik mod den feministiske version af forfatningshistorien. Tilgangen var ahistorisk, docerede han og belærte kvindebevægelsens amatørhistorikere om elementær historisk metode: ”(..) det kan være os nulevende paafaldende, men det føltes dengang som selvfølgeligt.” Selv førte han bevis for, at kvindevalgret i 1840’erne var ”rent barok”,15 med en bemærkning om, at ”Politisk Energi er abgeschmacht hos en kvinde” i den norske forfatter Henrik Wergelands (1808-­‐45) private korrespondance med -­‐ af alle -­‐ den svenske feminist Fredrika Bremer (1801-­‐65)!16 Steenstrup undså sig heller ikke for at tage den radikale Elna Munch, hvis holdninger lå milevidt fra hans, til indtægt for sine synspunkter: Der er nogle Gange af kvindelige Forfattere udtalt Forundring over, at der ikke ved Grundloven toges noget Hensyn til Kvinderne. Herved sigtes til, at de ikke fik Stemmeret, thi i de fleste andre Rettigheder, i Beskyttelsen for Frihed og Lighed, fik de jo samme Ret som de andre Borgere. Elna Munch føjer til: Kvinderne rejste paa det Tidspunkt heller ikke selv noget Krav om at faa Del i Mændenes Rettigheder. Dette er visselig sandt, paa disse Tider opstod der hverken her i Landet eller andensteds nogen Tanke derom.17 Kontekstligt svækker Johannes Steenstrup selv påstanden om de utænkelige kvinderettigheder, ved at omkranse kapitlet om Grundlovens Givelse med et forudgående afsnit om kvindeemancipationsdebatten, i årene op til 1849 og et efterfølgende om Clara Raphael-­‐Fejden 1850-­‐51. Han udvider da også argumentationen med en diskussion af kriterier for valgret, og det gør han med udgangspunkt i Ida Falbe-­‐Hansens studenterforeningsforedrag. Fyrretyveårshistorien optræder kun i en note i Den danske Kvindes Historie, Dagmar Hjorts bog om den amerikanske Steenstrup, 1917, s. 91 Steenstrup, 1917, s. 89 17 Steenstrup, 1917, s. 89 15
16
14 RUBICON 2015 (2) kvindebevægelse slet ikke. Med en vis ret afviser han, at det er ”Grundloven, der har skabt den statsborgerlige Ulighed mellem Kønnene”.18 Når han hævder, at Ida Falbe-­‐Hansen når frem til sin fejlagtige konklusion om, at grundlovsfædrene ”glemte” kvinderne, ved at overse de historiske sammenhænge mellem værnepligt og valgret, mellem myndighed og valgret og mellem adgang til offentligt tjeneste og valgret, ja, så vedgår han, at grundloven cementerede den eksisterende ulighed. Og dementerer derved sin egen påstand om de ikke-­‐politiske borgerrettigheders kønsneutralitet. Med andre ord ignorerede Steenstrup, at der var tale om en revolutionær situation, hvor grundlæggende magtstrukturer ændredes, og kønsbestemte privilegier kunne være afskaffe med samme ret som standsprivilegier. Når de blev fastholdt, og politisk umyndighed tidligere havde været et fælles vilkår for kvinder og mænd, uddybedes uligheden mellem dem nu. Det nye skel blev sat i menneskerettighedernes navn under paroler om frihed og lighed og fællesskab, var yderligere paradoksalt og udløste ikke bare protester fra kvinder, men også legitimitetsproblemer hos de nye magthavere. Det er dette kønspolitiske skisma i 1849-­‐grundloven, Steenstrup pendler mellem at opløse, negere og bagatellisere. Temaet slås således an: Som for Folket i sin Helhed blev ogsaa for Kvinderne Aaret 1848 Indledningen til en ny Tid. Folkeaanden var vaagnet med lige Kraft hos Kvinde som hos Mand, Kærligheden til Fædrelandet gav sig lige stærke Udtryk, og en Enhedsfølelse af hidtil ukendt Styrke var vokset frem.19 Således benægtes og bekræftes det kvindelige medborgerskab i samme åndedrag. Kvinder er ikke en del af folket i sin helhed, men kan alligevel tage del i den nationale vækkelse og indgå i det folkelige fællesskab. Fra dette modsætningsfyldte udgangspunkt cirkelslutter Steenstrup sig til en logik i de eksklusivt mandlige rettigheder: 18
19
Steenstrup, 1917, s. 90 Steenstrup, 1917, s. 88 15 RUBICON 2015 (2) 1. Den netop indførte værnepligt gælder kun mænd, derfor skal kun de have valgret. 2. Kvinder havde ikke valgret til de rådgivende stænderforsamlinger, derfor skal de ikke have valgret til Rigsdagen. 3. Valgret forudsætter myndighed, kvinder er personligt umyndige – undtagen enker, som ”vi ser bort fra”. Når det kommer til eksempler på den kvindelige patriotismens udtryk, erstattes skinargumentation med åbenlyst spøgefuld causeren, hvad der placerer kvinder frit i luften svævende mellem før-­‐moderne femininitet og postmoderne genderbending. På den ene side refererer han stabslæge J.C. Bendz’ (1802-­‐58) ”Opfordring til det smukke Køn” til at tilberede forbindsstoffer til sanitetstropperne.20 På den anden citerer han Eline (1813-­‐71) og Fritz Boisens (1808-­‐82) 13-­‐årige datter Nanna (g. Jensen, 1835-­‐94) for forsøg med at smøre ”Pomade om Mund og Hage i Haab om at fremkalde Skæg” og komme med i krigen som ”Piberdreng”. 21 Steenstrups blanding af mandlig selvretfærdiggørelse og skæmtsom arrogance har dannet skole for fremstillingen af 1849-­‐
grundlovens kønshistoriske betydning. Så sent som i 1990 bedyrede Kristian Hvidt (født 1929), at kvindernes eksklusion ”slet ikke” var ”udtryk for nogen bevidst antifeminisme”, hvorefter han diverterede med terpeskolens huskeregel om de fem f'er: fruentimmere, folkehold, fattige, forbrydere og fjolser. Alt sammen under titlen Det folkelige gennembrud og dets mænd 1850-­1900 i Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie (11:56). Trods dens tydelige tendens og manglende stringens har også kvindesagens historikere lænet sig op ad Den danske Kvindes Historie. Det gælder bl.a. Aagot Lading (1909-­‐63), der efter at have fortsat Gyrithe Lemches fyrretyveårshistorie med Dansk Kvindesamfunds Arbejde gennem 25 Aar, 1939, udgav Kvindens Stilling i det danske Samfund, 1943, og historikeren Birgit Busch (født 1939), som skrev det indledende afsnit Den danske kvindesags historie indtil opnåelsen af den politiske valgret i det 20
21
16 Steenstrup, 1917, s. 89 Steenstrup, 1917, s. 90 RUBICON 2015 (2) første valgretsfestskrift Kvinderne og valgretten, 1965, udgivet i 50-­‐året for 1915-­‐grundloven. Kvindens stilling i det danske Samfund udsprang af den nationale mobilisering under besættelsen og var en af flere historiske oversigter, kvindesaglige kredse tog initiativ til. Her citerede Aagot Lading Den grundlovsgivende Forsamlings herostratisk berømte afvisning af kvindevalgret, og -­‐ fortsatte hun -­‐ ”uden at nogen gjorde indvendinger mod at faa kvinderne indrangeret mellem umyndige og forbrydere. Heller ikke fra kvindernes side hører vi om nogen protester”.22 Som hos Steenstrup er de manglende protester paradoksalt indrammet af afsnit om netop protester. Aagot Lading repeterede alle hans og føjede Seneca Falls til. Birgit Busch blandede lige dele Lading og Steenstrup i sin version af det tidlige folkestyre selvfølgelige enkønnethed: ”(…) det føltes ikke, hverken af mænd eller kvinder, som uretfærdigt. Man anså det for naturligt og regnede med, at mændene ville varetage kvindernes interesser”.23 Anvendt Litteratur Busch, Birgit, ”Den danske kvindesags historie indtil opnåelsen af den politiske valgret”, Petersen, Ellen Strange (red.), Kvinderne og valgretten, J.H. Schultz Forlag, 1965. Busk-­‐Jensen, Lise, Romantikkens forfatterinder, Gyldendal, 2009. Lading, Aagot, Kvindens Stilling i Det danske Samfund, Det danske Selskab, 1943. Larsen, Jytte. Også andre hensyn, Dansk ligestillingshistorie 1849-­‐1915, Aarhus Universitetsforlag, 2010. Lemche, Gyrithe, Dansk Kvindesamfunds Historie gennem 40 Aar. Med Tillæg 1912-­1918, Dansk Kvindesamfund i kommission hos Gyldendalske Boghandel, 1939. Steenstrup, Joh., Den danske Kvindes Historie fra Holbergs Tid til vor, Bind 2, H. Hagerups Forlag , 1917. 22
23
Lading, 1943:70 Busch, 1965:25 17 RUBICON 2015 (2) Ekkoer fra Selma -­ Den amerikanske valgretslov af 1965 og dens eftervirkninger Af lektor Jørn Brøndal, Center for Amerikanske Studier I år er det et halvt århundrede siden, at den amerikanske borgerrettighedsbevægelse under ledelse af baptistpræsten Martin Luther King, Jr., oplevede sin sidste store triumf: de vellykkede demonstrationer for stemmeretten i den lille by Selma i det sydligt-­‐
centrale Alabama i de første måneder af 1965. Protesterne kulminerede med en march på omtrent 75 kilometer fra Selma til delstatshovedstaden Montgomery den 21.-­‐25. marts, hvor King foran State Capitol-­‐bygningen holdt et af sit livs store taler. Under sloganet "How long? Not long!" krævede han stemmeretten udbredt til sorte amerikanere i sydstaterne. Dagene i Selma i februar og marts udviklede sig særdeles blodigt. Mest berygtede er urolighederne på Edmund Pettus-­‐broen den 7. marts, hvor politiet gik amok på fredelige demonstranter med heste, knipler og tåregas og tilføjede dem så mange tæv, at dagen stadig mindes som "Bloody Sunday." Ved tre andre lejligheder i løbet af februar og marts blev aktivister ligefrem myrdet i Selma og dens omegn: den 18. februar blev den sorte Jimmie Lee Jackson skudt af en betjent, da han inde på en café forsøgte at beskytte sin mor mod det aggressive politi. Den 9. marts blev den hvide præst og borgerrettighedsaktivist James Reeb angrebet af bøller med baseballkøller. Den 25. marts blev den hvide Detroit-­‐husmor Viola Gregg Liuzzo skuddræbt af Ku Klux Klan-­‐elementer, mens hun var i 18 RUBICON 2015 (2) gang med at transportere aktivister tilbage fra Montgomery til Selma i sin bil.1 Ekkoerne fra Selma hører vi stadig i dag. Den 7. marts 2015 – på halvtredsårsdagen for "Bloody Sunday" – holdt præsident Barack Obama netop ved Edmund Pettus-­‐broen en vigtig tale om racesituationen i USA, hvori han fejrede aktivisterne fra dengang i 1965. I år har Ava DuVernays spillefilm "Selma" samtidig været et tilløbsstykke i biografer verden over, en film der hylder King og de andre aktivister i Selma for et halvt århundrede siden. Men i en endnu vigtigere forstand runger ekkoerne fra Selma stadig ud over det amerikanske politiske landskab den dag i dag. Den 6. august 1965 underskrev den amerikanske præsident Lyndon B. Johnson netop dén skelsættende valgretslov, som demonstranterne i Selma havde krævet vedtaget. Og den lov – en af de vigtigste borgerrettighedslove i USA's historie – giver stadig genlyd i dag. Det handler indeværende lille artikel om. Et af hovedformålene med borgerrettighedsbevægelsen, der blomstrede i USA i 1950erne og 1960erne, var at presse den føderale regering til at støtte den sorte befolkning i sine aldeles rimelige krav om at opnå reelt lige borgerrettigheder med resten af befolkningen. Forhåbningen var, at den føderale regering ville vedtage love, der reelt sikrede afroamerikanerne deres rettigheder. Den bagvedliggende tanke var, at lovgivning i sig selv burde kunne bidrage til at forbedre situationen for USA's sorte befolkning. Men kunne love vedtaget af den amerikanske føderale regering virkelig påvirke almindelige amerikaneres adfærds-­‐ og tankemønstre i racespørgsmål? Kunne borgerrettighedslovgivning virkelig gøre en forskel? Yderpunkterne i tiltroen til lovgivningens helbredende kraft i borgerrettighedsspørgsmål blev udtrykt af henholdsvis Dwight D. Eisenhower, der var præsident 1953-­‐61, og af Martin Luther King, Jr. Med henblik på den racemæssige integration af skolevæsenet udtalte Eisenhower i sommeren 1957: "I don't believe you can change the hearts 1
Harvard Sitkoff, The Struggle for Black Equality: 25th Anniversary Edition, New York: Hill and Wang, 2008, 175, 179 og 182. 19 RUBICON 2015 (2) of men with laws or decisions."2 Kings tilgang til sammenhængen mellem borgerrettigheder og lovgivning var noget mere optimistisk, hvilket han gjorde klart i foråret 1961: "The law may not be able to make a man love me, but it can keep him from lynching me."3 Mens Eisenhower og King således sådan set var enige om, at der var grænser for, hvor meget borgerrettighedslove ville kunne påvirke folks hjerter, var det kun King, der insisterede på, at de i hvert fald ville kunne få folk til at ændre adfærd. Hvem havde ret? Inden 1965 var USA ikke noget ægte demokrati. Ganske vist var valgretten for hvide mænd blevet endeligt sikret allerede i løbet af de første årtier af 1800-­‐tallet. Ganske vist fik hvide kvinder stemmeretten i 1920. Ganske vist havde den 15. forfatningsændring af 1870 forbudt fratagelse af stemmeretten på grund af hudfarve, race eller tidligere slaveri. Hvide sydstatsborgere viste sig dog særdeles opfindsomme i en række bemærkelsesværdige forsøg på at omgå den 15. forfatningsændring. Fra 1890erne og ind i det tidlige 20. århundrede begyndte en række sydstater at fifle med deres delstatslovgivning for at fratage sorte amerikanere stemmeretten uden teknisk set at bryde Forfatningen. Hvis man ikke kunne fratage afroamerikanerne stemmeretten på grund af hudfarve, kunne man jo finde andre "løsninger". Én metode blev at opkræve en særlig kopskat (altså en skat pr. hoved) af alle dem, der agtede at lade sig registrere som vælgere – noget, der ville hindre fattige sydstatsborgere i at deltage i valgene, herunder hovedparten af afroamerikanerne. En anden blev at stille krav om, at man skulle bestå en særlig læse-­‐ og forståelsesprøve for at deltage i valgene. Og så kunne man jo lige fritage hvide borgere for sådanne krav gennem en "bedstefar-­‐
klausul", der stipulerede, at de skrappe regler ikke gjaldt folk, hvis slægtninge i lige linje havde kunnet stemme før 1867 – hvilket sorte amerikanere ikke havde kunnet.4 Steven F. Lawson, Black Ballots: Voting Rights in the South, 1944-­1969, New York: Columbia University Press, 1976, 179. 3 David Niven, The Politics of Injustice: The Kennedys, the Freedom Rides, and the Electoral Consequences of a Moral Compromise, Knoxville: University of Tennessee Press, 2003, 90. 4 Lawson, Black Ballots, 11-­‐13 og 87-­‐88. 2
20 RUBICON 2015 (2) Disse tekniske fiflerier betød i praksis, at hovedparten af sydstaternes sorte borgere ikke kunne stemme ved valgene mellem 1890erne og 1965. Samtidig illustrerede de sådan set Eisenhowers pointe: at man ikke kan ændre folks hjerter gennem lovgivning. I det omfang at den 15. forfatningsændring havde haft til formål at tildele afroamerikanerne stemmeretten, havde det ikke virket. Hvide sydstatspolitikere havde jo fundet på alle mulige tricks for at hindre, at sorte sydstatsborgere reelt fik stemmeretten. Det skal medgives, at den føderale statsmagt foretog en række modmanøvrer mod sydstatspolitikernes tricks. I 1915 erklærede Højesteret bedstefar-­‐
klausulen for forfatningsstridig, og i 1964 blev kopskatten forbudt ved en forfatningsændring. Men læse-­‐ og forståelsesprøven forblev i kraft ved indgangen til 1965. I Selma fungerede læse-­‐ og forståelsesprøven på den måde, at for at lade sig registrere som vælger skulle man først læse et tekststykke op og derpå bestå en diktat, hvorpå man skulle besvare otte spørgsmål af politisk og forfatningsmæssig karakter. At denne regel vel næppe blev administreret uvildigt af de lokale myndigheder fremgik allerede deraf, at mens den sorte befolkning udgjorde over halvdelen af indbyggerne i Selma – en by på bare knap 30.000 indbyggere – udgjorde de blot én procent af vælgerkorpset.5 Nu kunne det selvfølgelig være, at mange afroamerikanere afholdt sig fra at forsøge at lade sig registrere som vælgere, fordi de var bange for reaktionerne fra det omgivende hvide samfund i form af eksempelvis tørre tæsk eller økonomiske repressalier (fyring eller opsigelse fra lejebolig). Så meget desto mere bemærkelsesværdigt er det, at over et hundrede sorte skolelærere den 22. januar 1965 troppede op foran domhuset i Selma med netop det formål at bestå læse-­‐ og forståelsesprøven. Men selv ikke skolelærere skulle regne med at kunne bestå: de blev jaget væk af politiet.6 Valgretsloven af 1965 forvandlede de politiske spilleregler i sydstaterne. I de stater og counties i USA, der kunne opvise foruroligende Adam Fairclough, To Redeem the Soul of America: The Southern Christian Leadership Conference and Martin Luther King, Jr., Athens: University of Georgia Press, 1987, 209-­‐210 og 231. 6 David J. Garrow, Bearing the Cross: Martin Luther King, Jr., and the Southern Christian Leadership Conference, New York: William Morrow, 1999, 381. 5
21 RUBICON 2015 (2) lave stemmeprocenter ved de foregående valg, sendte den føderale regering i Washington, D.C., ganske enkelt sine egne folk ind for at overtage det lokale valgapparat. Eksempelvis overtog den føderale regering kontrollen med byen Selmas valgsystem. Resultatet var ganske dramatisk. Alene på datoen den 14. august 1965 – altså otte dage efter at præsident Johnson havde underskrevet valgretsloven – blev 381 sorte vælgere indregistreret ved domhuset i Selma. Dette tal svarede til flere end det samlede antal indregistrerede sorte vælgere i denne lokalitet i de foregående 65 år.7 Mere overordnet steg andelen af registrerede sorte vælgere i de elleve sydstater, der havde forsøgt at løsrive sig fra USA under Borgerkrigen 1861-­‐65, fra 35,5 procent i 1964 til 64,8 procent i 1969. Mens det allerede inden 1965 havde været forholdsvis nemt for afroamerikanere at lade sig registrere som vælgere i en række byområder i sydstaterne – herunder ikke mindst storbyer som New Orleans og Atlanta – kunne sorte borgere ude på landet nu også deltage i valgene uden de store problemer. Mississippi var den delstat, der indtil 1965 mere systematisk end nogen anden udelukkede sorte amerikanere fra det politiske system. Her steg andelen af sorte registrerede vælgere mellem 1964 og 1969 fra bare 6,7 procent til hele 66,5 procent.8 Det var imidlertid ikke kun sorte sydstatsvælgeres adfærd, der ændrede sig med vedtagelsen af valgretsloven. Det samme gjorde hvide sydstatsvælgeres. Som det syntes, var hovedparten af disse menneskers hjerter på ingen måde blevet "omvendt" af 1960ernes borgerrettighedslovgivning. Tilsyneladende reagerede de nemlig på den nye lovgivning og "truslen" om sorte stemmer ved selv at mobilisere i hidtil uset omfang. Mens eksempelvis andelen af registrerede hvide vælgere i sydstaten Alabama i 1964 lå på 69,2 procent, steg den i kølvandet på vedtagelsen af valgretsloven til hele 94,6 procent i 1969. På regionsplan voksede de elleve tidligere konfødererede staters andel af hvide registrerede vælgere i disse år fra 73,4 procent i 1964 til 83,5 procent i 1969.9 Lawson, Black Ballots, 329. Lawson, Black Ballots, 331. 9 Lawson, Black Ballots, 331. 7
8
22 RUBICON 2015 (2) Samtidig valgte mange hvide sydstatsvælgere ikke længere at støtte det parti, hovedparten af dem havde stemt på siden Borgerkrigstidens epoke: det demokratiske. I stedet overgik de ved præsidentvalgene nu til det republikanske – også selvom dette jo var slavebefrieren Lincolns parti. Men i og med at sydstatsdemokraten Lyndon B. Johnson i sommeren 1964 underskrev en banebrydende borgerrettighedslov, der afskaffede raceadskillelsen i det offentlige rum, og året efter også satte sin signatur under valgretsloven, konkluderede mange hvide sydstatsborgere, at de ikke længere kunne stole på det demokratiske parti. Dette var ganske vist partiet, de traditionelt havde identificeret med hvidt overherredømme ("white supremacy"). Men som det syntes, var det siden 1930erne faldet i hænderne på reformelementer fra nord, der brugte den demokratiske partibetegnelse til først at gennemtvinge velfærdsreformer og nu altså også den forhadte borgerrettighedslovgivning. Som præsident Johnson selv udtrykte det, da han i sommeren 1964 underskrev borgerrettighedsloven: "I think we just delivered the South to the Republican party for a long time to come." Og heri fik han ret. Siden 1964 har syden i langt højere grad støttet republikanske præsidentkandidater end demokratiske, med sydstatsdemokraten Jimmy Carters valgsejr i 1976 som eneste helt klare undtagelse.10 Det var ikke kun vælgerne, der begyndte at ændre adfærd i sydstaterne efter vedtagelsen af valgretsloven af 1965. Det samme gjorde en stribe politikere. De måtte erkende, at hvis de ikke lagde deres raceretorik på hylden, risikerede de ganske enkelt ikke at blive genvalgt. Muligvis blev deres hjerter ikke omvendt, men deres adfærd over for vælgerne blev det i mange tilfælde. En undtagelse bekræftede reglen. Under urolighederne i Selma blev den dybt racistiske sherif Jim Clark berygtet for sin betydelige personlige rolle i politiets mange voldelige overgreb mod demonstranterne. Da Clark i 1966 genopstillede til sit embede, blev han spurgt, om han regnede med, at sorte borgere ville stemme denne gang? Han svarede med en hånlatter, at det kunne være, de 10
Robert Dallek, Flawed Giant: Lyndon Johnson and His Times, 1961-­1973, New York: Oxford University Press, 1998, 120. 23 RUBICON 2015 (2) gjorde det, hvis de ellers kunne finde frem til valgstedet. Det viste sig, at det kunne de godt. Clark tabte valget.11 Andre politikere viste sig betydeligt mere pragmatiske end Clark. Mest markant var vel demokraten George C. Wallaces ændrede adfærd. Han var guvernør i staten Alabama under urolighederne i Selma. Allerede da han blev taget i ed som guvernør i januar 1963, havde han gjort sig bemærket ved at kræve "segregation now… segregation tomorrow…segregation forever!" 12 Da Martin Luther King den 25. marts 1965 holdt sin tale "How Long? Not Long!" foran State Capitol-­‐bygningen i Montgomery, hævdes det, at Wallace bag de nedrullede gardiner af og til stjal blikke ud over den bølgende folkemængde og King.13 Wallaces omvendelse kom bestemt ikke med det samme. Så sent som i 1968 opstillede han til præsidentvalget for det ekstremt konservative og mildt sagt ikke særligt borgerrettighedsvenlige American Independent Party. Men efter at Wallace i 1971 overlevede et skudattentat for derefter at være bundet til en kørestol resten af sit liv, begyndte han for alvor at lægge sin raceretorik bag sig. I stedet gik han nu bodsgang hos en række sorte amerikanere, deriblandt den navnkundige borgerrettighedsforkæmper John Lewis. Samme Lewis havde anført demonstranterne på Edmund Pettus-­‐broen på Bloody Sunday, og politiet havde dengang kvitteret ved at påføre ham et kraniebrud. Nu tilgav Lewis den tidligere Alabama-­‐guvernør. Det samme gjorde mange sorte vælgere. Da Wallace genopstillede op til guvernørvalget i 1982 og vandt, fik han 90 procent af de afgivne sorte stemmer. 14 Mange andre politikere skruede lige som Wallace ned for raceretorikken efter 1965. Men det var ikke altid tilfældet, at deres hjerter fulgte med. Faktisk begyndte en række republikanske politikere fra 1968 og frem mod årtusindskiftet at føre en særlig "sydstatsstrategi." Pioneren var Richard M. Nixon, der blev valgt til præsident i netop 1968. Selvom han på ingen måde ytrede racistiske slogans i løbet af sin valgkamp, Lawson, Black Ballots, 337-­‐338. Dan T. Carter, The Politics of Rage: George Wallace, the Origins of the New Conservatism, and the Transformation of American Politics, New York: Simon & Schuster, 1995, 11. 13 Taylor Branch, At Canaan’s Edge: America in the King Years, 1965-­‐68, New York: Simon & Schuster, 2006, 169. 14 Carter, The Politics of Rage, 462-­‐464. 11
12
24 RUBICON 2015 (2) gjorde han gennem sine fagter, hentydninger, indforståetheder og hele overordnede attitude det klart, at han sympatiserede med det hvide syden – en befolkningsgruppe, han siden inkorporerede i hvad han kaldte "det tavse flertal": dem, der hverken var Black Power-­‐agitatorer, feminister, anti-­‐Vietnamkrigsdemonstranter, venstrefløjsaktivister eller hippier. Det lidt grovere, mere fornærmende arbejde over for den sorte befolkningsgruppe overlod han til sin vicepræsidentkandidat, Marylands guvernør Spiro Agnew.15 I 2005 undskyldte lederen af det republikanske partis nationalkomite officielt over for borgerrettighedsorganisationen National Association for the Advancement of Colored People (NAACP) for sit partis tidligere brug af sydstatsstrategien.16 En af grundene til, at ekkoerne fra demonstrationerne i Selma og fra valgretsloven stadig runger ud over det amerikanske politiske landskab, er ganske enkelt, at USA's Højesteret i juni 2013 i sagen Shelby County v. Holder erklærede dele af valgretsloven forfatningsstridig. Sagen var den, at loven opererede med en særlig formel for at skelne mellem de stater og counties, der skulle holdes under skærpet opsyn af de føderale myndigheder, og dem der ikke skulle. Stater eller counties, der førhen havde opereret med en eller anden form for vælgertest – altså læse-­‐ og forståelsesprøven – og som samtidig havde opvist en stemmeprocent ved præsidentvalget i enten 1964, 1968 eller 1972 på under halvtreds, skulle under ekstra overvågning. Disse områder måtte ikke lave om på deres valgregler uden først at opnå grønt lys fra Washington, D.C. ("preclearance"). Problemet var, at formlen for at skelne mellem de forskellige typer stater og counties ikke var blevet ændret siden 1975. Dette klagede Shelby County i Alabama over i 2011 og endte med i juni 2013 at få medhold af Højesteret. Shelby Countys hovedsæde Columbiana ligger i øvrigt bare knap hundrede kilometer nord for Selma. For Højesteret betød det ikke noget i denne sammenhæng, at selve valgretsloven var blevet fornyet ved flere lejligheder, senest i 2006, da Kongressen stemte for den med overvældende flertal i begge kamre, Dan T. Carter, ”The Southern Strategy,” i Jonathan Birnbaum and Clarence Taylor (red.), Civil Rights Since 1787: A Reader on the Black Struggle, New York: New York University Press, 2000, 736-­‐738; Carter, The Politics of Rage, 329. 16 Thomas E. Nelson, Kira Sanbonmatsu og Harwood K. McClerking, "Playing a Different Race Card: Examining the Limits of Elite Influence on Perceptions of Racism," The Journal of Politics 69, 2 (maj 2007), 418. 15
25 RUBICON 2015 (2) hvorpå præsident George W. Bush underskrev den. Selve formlen var ikke blevet ændret siden 1975. Dette fandt et spinkelt flertal på fem ud af Højesterets ni dommere uantageligt. Højesteret var vel at mærke splittet ideologisk i spørgsmålet. De fem dommere, der var blevet nomineret af republikanske præsidenter, afsagde majoritetskendelsen. De fire dommere, der var blevet nomineret af demokratiske præsidenter, stemte imod. Men kendelsen kom til at stå ved magt: indtil Kongressen kunne blive enige om at vedtage en ny formel til at afløse den fra 1975, var valgretsloven sat ud af kraft.17 En dybt skuffet John Lewis – manden, der havde anført de ikke-­‐voldelige borgerrettighedsaktivister ved Edmund Pettus-­‐broen på "Bloody Sunday," og som nu repræsenterede staten Georgia i Repræsentanternes Hus – skrev efter Højesteretskendelsen: "The Supreme Court has stuck a dagger into the heart of the Voting Rights Act."18 Præcis hvor politisk skæbnesvanger Højesterets afgørelse var blev klart i løbet af de kommende måneder og år: en række delstater, der førhen ikke havde kunnet lave om på deres valgregler uden først at få grønt lys fra Washington, D.C., begyndte nu at gøre dette. Det drejede sig om at vanskeliggøre adgangen til at stemme ved at skærpe kravene til de forskellige former for vælger-­‐ID, man skulle fremvise, hvis man ville lade sig registrere som vælger. Samme dag, som Højesterets afgørelse faldt, annoncerede de republikansk dominerede delstater Alabama, Mississippi og Texas, at disse ville øge kravene til vælger-­‐ID i forbindelse med vælgerregistrering. Der var ikke tale om at genindføre de gamle læse-­‐, stave-­‐ og forståelsesprøver. Til gengæld skulle man fremover være i besiddelse af den korrekte form for identifikationspapirer – sædvanligvis en eller anden form for foto-­‐ID – for at kunne stemme. De nøjagtige krav varierede fra område til område – men det drejede sig om, at man skulle kunne fremvise sådanne dokumenter som eksempelvis pas eller kørekort. Al erfaring viste, at de mere velsituerede vælgere fra middelklassen normalt ikke havde problemer med at fremvise den form for legitimation. 17 Andrew Cohen, "On Voting Rights, a Decision as Lamentable as Plessy or Dred Scott," 25. juni 2013, http://www.theatlantic.com/national/archive/2013/06/on-­‐voting-­‐rights-­‐a-­‐
decision-­‐as-­‐lamentable-­‐as-­‐plessy-­‐or-­‐dred-­‐scott/276455/ (download 1. april 2015); New York Times, 25. juni 2013. 18 Washington Post, 25. juni 2013. 26 RUBICON 2015 (2) Det var blandt de fattigere amerikanere, at problemerne opstod. Ikke alle mindrebemidlede amerikanere besad nødvendigvis et kørekort eller et pas. For dem kunne det dermed hurtigt blive besværligt at forsøge at lade sig registrere som vælgere. Selvom påstanden var, at hensigten med denne type lovgivning var at sikre den demokratiske proces mod vælgerbedrag, var de færreste politiske iagttagere i tvivl om, at det reelle politiske sigte var et andet: i republikansk dominerede stater at udelukke et fattigt segment af vælgere fra at stemme, idet det var almindeligt kendt, at denne vælgergruppe i langt overvejende grad støttede det demokratiske parti. Det, der gjorde sagen særlig penibel, var, at dette vælgersegment langt hen ad vejen overlappede med den vælgergruppe, der indtil 1965 i det store hele havde været udelukket fra den politiske proces i sydstaterne: afroamerikanerne. 19 Ekkoerne fra Selma ringer stadig. Ifølge Brennan Center for Justice ved New York University School of Law blev fyrre forskellige lovforslag til skærpelse af kravene til vælger-­‐
ID introduceret i sytten forskellige lovgivende forsamlinger i USA i løbet af de første par måneder af 2015.20 Da præsident Obama talte ved Edmund Pettus-­‐broen i Selma den 7. marts 2015 for at mindes Bloody Sunday, undrede han sig højlydt over Højesteretsafgørelsen i sagen Shelby County v. Alabama: "How can that be? The Voting Rights Act was one of the crowning achievements of our democracy..." Obama opfordrede derpå de tilstedeværende henved hundrede medlemmer af Kongressen til at rejse tilbage til Washington, D.C., og dér forny valgretsloven: "If we want to honor this day, let that hundred go back to Washington and gather four hundred more, and together, pledge to make it their mission to restore that law this year."21 William D. Hicks, Seth C. McKee, Mitchell D. Sellers og Daniel A. Smith, "A Principle or a Strategy? Voter Identification Laws and Partisan Competition in the American States," Political Research Quarterly 68, 1 (marts 2015), 29-­‐30; New York Times, 5. juli 2013; Jenée Desmond-­‐Harris, "6 questions about voter ID laws you were too embarrassed to ask," Vox.com, 4. november 2014, http://www.vox.com/2014/11/4/7151587/6-­‐questions-­‐
about-­‐voter-­‐id-­‐laws-­‐you-­‐were-­‐too-­‐embarrassed-­‐to-­‐ask (download 1. april 2015). 20 Brennan Center for Justice, "Voting Laws Roundup 2015," https://www.brennancenter.org/analysis/voting-­‐laws-­‐roundup-­‐2015 (download 30. marts 2015). 21 The White House, "Remarks by the President at the 50th Anniversary of the Selma to Montgomery Marches," March 7, 2015, https://www.whitehouse.gov/the-­‐press-­‐
office/2015/03/07/remarks-­‐president-­‐50th-­‐anniversary-­‐selma-­‐montgomery-­‐marches (download 1. april 2015). 19
27 RUBICON 2015 (2) Ekkoerne fra Selma lyder stadig ud over det amerikanske politiske landskab. 1965 var året, hvor USA endelig fremstod som et ægte demokrati, året hvor den sidste store udstødte befolkningsgruppe – afroamerikanerne i USA's sydstater – endelig fik reel adgang til retten til at stemme. Et positivt ekko fra Selma i dag er ganske enkelt, at USA nu har en præsident, som de fleste amerikanere opfatter som "sort". Et andet ekko fra Selma er, at præsidentvalget i 2012 blev det første i amerikansk historie, hvor stemmeandelen blandt de sorte vælgere var højere end blandt de hvide.22 På denne måde er der sket store fremskridt siden vedtagelsen af valgretsloven af 1965. At der stadig består problemer, er det imidlertid umuligt at benægte. Det kan ikke udelukkes, at Højesterets kontroversielle svækkelse af valgretsloven af 1965 kan få reelle følger for valgdeltagelsen blandt USA's minoriteter i forbindelse med præsidentvalget i 2016. Dwight D. Eisenhower og Martin Luther King, Jr., var enige om, at lovgivning i sig selv næppe ændrer folks hjerter. Indeværende lille studie giver dem ret heri. Men King havde alligevel en særlig vigtig pointe, da han videre hævdede, at lovgivning godt kan ændre folks adfærd. Det har vores lille undersøgelse til fulde bekræftet kan være tilfældet. Det er i sidste ende derfor, der stadig står så megen blæst om valgretsloven af 1965 her et halvt århundrede senere. 22
28 Thom File, “ The Diversifying Electorate – Voting Rates by Race and Hispanic Origin in 2012 (and Other Recent Elections).” Current Population Survey Reports, P20-­‐569, U.S. Census Bureau: Washington, DC., 2013, 3. RUBICON 2015 (2) Skolehistorie og studenteropgaver Af arkivar, cand.mag. Pernille Sonne og seniorforsker, ph.d. Christian Larsen, Rigsarkivet. Artiklen bygger på bind 2 i fembindsværket Dansk skolehistorie. Hverdag, vilkår og visioner, som udkom i 2013. Bindet er skrevet af Christian Larsen, Erik Nørr og Pernille Sonne og handler om perioden 1780-­‐1850. Efter skoleanordningerne af 1814 skulle børn gå regelmæssigt i skole fra de fyldte syv år, og indtil de blev konfirmerede. Hvordan skolegangen foregik, afhang imidlertid af, hvor børnene voksede op, og om de var drenge eller piger, rige eller fattige. 29 RUBICON 2015 (2) I 2014 blev der fejret 200 års jubilæum for det danske skoleskolevæsen. Faktisk er skolevæsnet meget ældre end 200 år, men i 1814 underskrev Frederik 6. en række vigtige skolelove, som på mange måder var skelsættende. Fejringen af jubilæet blev koordineret af Skole 200-­sekretariatet, der blandt andet stod bag den prisbelønnede portal skole200.dk. I 2013-­15 udkom 5-­
bindsværket Dansk Skolehistorie. Hverdag, vilkår og visioner i 500 år, der kan siges at være et moderne bud på skolens danmarkshistorie. Denne artikel handler om skolehistorie og om de muligheder for at skrive en rigtig god bacheloropgave eller et godt speciale om dansk skolehistorie. Fra bondedreng til lærer: Severin Weiersøe ”Traberg den 7de Februar 1824. Det er allerede godt af min Alder, jeg er først i mit 10de Aar, og jeg kan dog skrive Sammenskrift og er ved ”Brøken” i Regnebogen. Jens Søndergaard, der er lige gammel med mig, har endnu ikke lært de fire Specier. Jeg skrev ogsaa et Brev igaar til min Morbroder ved Ryde Kirke, hvori jeg fortalte ham det.”
Således indledte den selvbevidste unge Severin Weiersøe sin dagbog.1 Dagbogen er en sjældenhed, måske den eneste af sin art i Danmark, som er bevaret til i dag: begyndt i 1824 af en dreng fra jævne kår, der her beretter om stort og småt fra sin hverdag, fra han er ni, til han er 23 år. Der findes en del dagbøger fra første del af 1800-­‐tallet,2 men det er sjældent børn eller unge, der har forfattet dem. Severin var en ualmindelig kvik dreng, der allerede som 9-­‐årig havde lært alt, hvad landsbylæreren kunne lære ham. Derfor begyndte han i ”kirkeskolen”, hvor ”degnen” holdt skole. Degnen var mere lærd end landsbylæreren. Egentlig degn var den nye lærer formentlig ikke. Kongerigets degneembeder blev gradvist nedlagt i forbindelse med gennemførelsen af de nye skolelove fra 1806 på øerne og fra 1814 i Nørrejylland, og degnenes løn overført til skolevæsnet. Sådan finansierede man reformer i 1
Artiklens første del bygger på Larsen et el. (2013) og dagbogen, der er udgivet i flere omgange, senest på Syddansk Universitetsforlag i 2003.
2
Se f.eks. Schousboe (1980).
30 RUBICON 2015 (2) enevældens tid: lukkede en udgiftspost og overførte provenuet til en anden. Men betegnelsen ”degn” hang længe ved læreren i almindelig daglig tale. Selvom Severin var det yngste barn i den ældste af kirkeskolens to klasser, var han sjette-­‐bedste elev, da han begyndte, og han avancerede til tredjebedst ved første eksamen. Han var stolt af sin gode position, men det gav problemer med klassekammeraterne. De drillede og plagede ham i middagspausen og forsøgte at få ham til at regne deres regnestykker. I sin dagbog skrev Severin også om sit arbejde som hyrdedreng. I maj 1824 blev han fæstet til at passe får sommeren over – ”til Mikkelsdag” for tre specier (en specie var lig med 2 rigsbankdaler). Her skulle han op kl. 3 om morgenen, men kunne dog sove til middag et par timer fra kl. 10. Middagslur blev det dog sjældent til, for han ville hellere bruge tiden på at læse i en geografibog, han havde fået af sin far. Hele sommeren var den lille hyrdedreng ikke i skole, men passede får. Ganske vist betød de 10 år gamle skolelove i hovedreglen, at alle børn skulle deltage i undervisning fra de fyldte syv til de blev konfirmeret, kun afbrudt af ferier – men der var adskillige undtagelser fra hovedreglen. Samtidig var fortolkningsrammerne vide og blev i udnyttet på forskellig vis lokalt. Derfor har præst og provst, der førte tilsyn med undervisningen, formentlig ikke set noget problem i, at Severin ikke satte sine træsko i skolen fra maj til november. Han læste på egen hånd og opfyldte dermed glimrende undervisningspligten. Da han tydeligvis heller ikke havde svært ved at lære og huske det lærte, var der ingen grund til bekymring. Severins arbejde var helt almindeligt. Skolehistorien er fyldt med små hyrdepiger-­‐ og drenge, og med børn i andre erhverv. Langt op i 1900-­‐tallet er skolehistorien præget af kampen om børnenes tid: tid til skolegang og lektier kontra tid til arbejde … hvor meget, hvornår og hvorfor. Severin klarede sig rigtig godt i skolen. I 1829 blev han konfirmeret iført lyseblå bukser, lånte støvler og en frakke, der var syet om og tidligere havde tilhørt hans nu afdøde far. Efter konfirmationen – der varede fem timer – kunne han forlade skolesystemet. Det var nu meningen, at Severin skulle i farverlære inde i Holstebro, men det havde han ikke lyst til. I juli måned vendte han tilbage til undervisningen, nu 31 RUBICON 2015 (2) som hjælpelærer for degnen i en nærliggende landsbyskole. Det gjorde han så godt, at degnen og præsten hjalp ham til at få job som huslærer på en større gård syd for Viborg. Denne tjeneste begyndte han 26. september 1829 i en alder af 14 år. Her fik han nye udfordringer, ikke kun som underviser, men også kulturelt. I dagbogen omtaler han frygten for at sige ”a” i stedet for ”je” (jeg) og madmors irettesættelse ved bordet: ”Brug Din Gaffel Severin!” Maden var god og rigelig og meget bedre, end han var vant. Den unge huslærers elever var husets fire sønner i alderen 6 til 14 år. Den ældste elev var altså jævnaldrende med læreren, men deres status var forskellig, for Severin var konfirmeret. En så ung lærer var ikke noget særsyn. Skolelovene stillede ikke nogle faste krav til en huslærer eller en landsbylærer, men seminareuddannede havde dog forret til ansættelse som lærer på landet. En førstelærer i købstæder skulle til gengæld være teologisk kandidat. Skoleeleverne i købstæderne skulle nemlig lære mere, end børnene på landet. De gik også mere i skole. Hvor landbobørn måtte søge skole seks halve eller tre hele dage om ugen, skulle bybørnene i skole seks fulde dage om ugen. Købstadsbørn af almueklassen havde ofte også lønnet arbejde ved siden af skolegangen. De var typisk bybude, fabriksarbejdere, spindepiger eller barnepiger. De mere velstillede købstadsbørn var sjældent nødsagede til at arbejde. De følgende år virkede Severin som huslærer på flere store og velhavende gårde, hvor eleverne var husbondens egne børn. Disse elever gik slet ikke i de offentlige skoler, og skolelovene fra 1814 understøttede da også muligheden for, at velhavere holdt huslærer enten til deres egne børn eller til tjenestebørn, som så kunne holdes væk fra den lokale skole. Disse børn skulle deltage i de offentlige eksaminer og konfirmation, men ellers blandede myndighederne sig sjældent i hjemmeunderviste børns lærdom. I 1833 fik Severin et stort ønske opfyldt – han blev optaget på lærerseminariet på Lyngby præstegård på Djurs. Det var et såkaldt præstegårdsseminarium, som der var flere af. De blev typisk drevet af præsten selv, evt. med en medhjælper eller to. Dette var en enklere og billigere version af den læreruddannelse, der så dagens lys med de kongelige lærerseminarier i Kiel (1780) og på Blaagaard uden for København (1791). Før disse seminarier fandtes ingen egentlig 32 RUBICON 2015 (2) læreruddannelse i den danske konges riger og lande. Mange lærere var studenter eller teologiske kandidater, andre var tidligere skrivere, håndværkere eller endda aktive håndværkere inden for de stille fag som skomageri og skrædderi – eller som Severin selv i 1829, en stor dreng. Dermed var der også stor forskel på disse læreres viden og kunnen. Forud for vedtagelsen af skolelovene i 1814 gik mange år med undervisningsforsøg og reformtiltag for at forbedre skoletilbuddet i landet. Højnelse af lærernes uddannelse og lønvilkår var en hjørnesten i dette arbejde. For at forberede sig til optagelsesprøven på seminaret øvede Severin sig i kalligrafi, dansk stil og hovedregning som ”f.Ex at gange og dividere Hundreder og Tusinder udenad”, og han lånte en seminarieregnebog af en gammel legekammerat, og en grammatik, som han dog ikke forstod meget af. Selvom Severin var ansat som huslærer, måtte han hjælpe til i høsten med at forke høstet hø ind i laden. Han fik nu alligevel tid til at skrive en halv side mellem hvert læs. I middagspausen øvede han sig i svømning, for det var også et fag på seminariet. I efteråret tog han fat på bibelhistorie og geografi. Han forberedte sig altså med iver, men havde økonomiske spekulationer. Undervisningen på landets seminarier var gratis, men seminaristerne skulle betale for kost og logi og holde sig selv med tøj. Nogle seminarister på præstegårdsseminarier boede og spiste gratis hos en bonde nær seminaret, mod at seminaristen hjalp til med arbejdet på gården, men man kunne ikke være sikker på at få en sådan aftale. Heldigvis tjente Severins bror, der arbejdede i København, så gode penge, at han måske kunne hjælpe med penge. Seminarister på Blaagaard Seminarium havde sjældent mulighed for at arbejde for føden, så det var vanskeligere at gennemføre denne uddannelse, hvis man ikke havde penge. De to kongelige seminarier i Kiel og på Blaagaard blev i løbet af deres første årtier genstand for kritik fra blandt andet pædagogisk interesserede gejstlige. Disse præster var bekymrede for, at seminaristerne blev uddannet bredt, men overfladisk, at de blev indbildske og diskussionslystne på grund af en sådan delvis lærdom, og at de gennem uddannelsen blev fjernet fra deres bondekultur. Mellem 80 og 90 % af befolkningen boede på landet, så det var også her, størstedelen af lærerne skulle virke efter endt uddannelse. En lærer, der var for godt vant 33 RUBICON 2015 (2) fra sin studietid, ville måske have vanskeligt ved at affinde sig med tilstanden og lønnen i en landsbyskole – og de kunne måske være vanskelige at styre for deres nærmeste foresatte, sognepræsten. På præstegårdsseminarierne var forholdene ikke så fornemme som på slottet Blaagaard, og seminaristerne var tættere på det bondesamfund, som de skulle ud og virke i. Optagelsesprøvet skulle finde sted 23. maj 1833. Severin havde skaffet attester på, at han var et godt og kristent menneske fra provsten og sin husbond. Der var 22 mil – cirka 165 km – til seminariet, og den eneste rejsemulighed var at gå, for han havde ingen penge. Så Severin og en anden ansøger ved navn Thomas, der også kom fra jævne kår, gik stort set hele vejen. Enkelte gange var de heldige at få et lift med en vogn, der skulle samme vej. Under selve prøven blev Severin hørt i religion og bibelhistorie, og det gik godt. Så kom turen til grammatik, som Severin var mindre dygtig til, derefter historie og geografi, som han slet ikke kunne. Om eftermiddagen gjaldt det regning og en stil om en skolelærers vigtigste pligter. Til sidst blev kandidaterne prøvet i sang. Religion var skolens vigtigste fag. Det var skolens fornemmeste opgave at sikre, at eleverne blev gode kristne, og at de forstod de kristne grundtekster og religionslærebogen og lærte dem udenad. Læsning var den første forudsætning for religionsundervisningen og havde dermed også en central plads i fagrækken. Disse to fag havde været de vigtigste længe før de nye skolelove. Før 1814 var andre fag ikke obligatoriske, selvom en del børn også lærte regning og skrivning, hvis forældrene havde råd til at betale for undervisningen. Det var naturligvis kun en mulighed, hvis den lokale lærer var i stand til at undervise i disse discipliner. Med 1814-­‐lovene blev regning og skrivning også obligatoriske, mens drengegymnastik og sang skulle på programmet, der hvor læreren kunne undervise i dem. Geografi og historie var ikke obligatoriske som selvstændige fag i almueskolerne, men indgik som emner i læsebogen. Severin må have gjort det godt til optagelsesprøven, for han blev antaget som seminarist til 1. oktober samme år. Til sin store glæde fik han snart efter studiestarten et studiejob som lærer i en nærliggende skole. Dermed kunne han ikke deltage i alle timerne på seminariet og måtte bruge fritiden på at læse. I 1835 fik han alligevel sin 34 RUBICON 2015 (2) embedseksamen med den flotte karakter ”meget duelig” og kunne nu gå ud i verden som seminarieuddannet skolelærer. Som antydet i fortællingen om Severin handler skolehistorie ikke kun om skole og undervisning. Det handler også om børnearbejde og kulturmøder, opdragelse og oplysning, om børneliv og hverdag. Og om byggeri, pladsmangel, pjæk, øretæver, madpakker og lokummer. Om store, succesfulde planer og de kuldsejlede samt meget mere. Hvordan har de pædagogiske ideer, de praktiske erfaringer i skolerne og nye samfundsmæssige behov gensidigt påvirket hinanden gennem tiderne? Hvordan har skolen som institution udviklet sig? Hvilken rolle har kirken haft for skolen og dens undervisning? Hvilken opfattelse af barnet ligger der til grund for undervisning og skolens indretning? Hvilken betydning har økonomi – familiens, skolens, landets, verdens – for undervisning? Og hvordan påvirker uddannelse den enkeltes, familiens, virksomhedernes og landets økonomi? Hvilke muligheder for social mobilitet fremmede det i mange år standsopdelte skolevæsen – og hvilke satte det en stopper for? I det følgende opridser vi nogle områder og problemstillinger, der kan danne udgangspunkt for formulering af opgaver og specialer. Det kan slet ikke gøres udtømmende i en artikel, men er forhåbentlig med til at generere ideer. Dernæst følger en introduktion til hjælpemidler og kilder. 1700-­‐tallet og begyndelsen af 1800-­‐tallet Efter skoleloven af 1739 skulle børn deltage i undervisning for at kunne blive konfirmeret og dermed træde ind i voksenlivet. Men børns skolegang formede sig meget forskelligt, afhængigt af hvor de boede, om deres forældre havde råd til at sende dem i skole, eller om børnene skulle arbejde. Mange børn kom derfor i skole og lærte det grundlæggende før 8-­‐
10-­‐årsalderen, hvorefter læreren først så børnene igen kort tid før konfirmationen, hvor der skulle læses op på den statsautoriserede lærebog i religion. Andre gik regelmæssigt i skole eller fik besøg af en omvandrende lærer, en såkaldt omgangslærer, og atter andre kom sporadisk i en skole over årene, men blev måske undervist hjemme af forældre, større søskende eller bedsteforældre. Pensum var læsning og religion, og da man brugte de samme bøger gennem generationer, kunne mor eller bedstemor overhøre børnene, når hun spandt om aftenen. 35 RUBICON 2015 (2) I Stadsarkivet for Frederikssund Kommune findes en af landets ældst bevarede skoleprotokoller, nemlig Landerslev skoleprotokol 1778-­‐1796. Protokollen har været benyttet af skolehistorikeren Ingrid Markussen,3 men den rummer mange muligheder for videregående studier. Det drejer sig ikke mindst om kvantificering af de store mængder data om børnene, som formentlig vil kunne give et mere præcist og nuanceret forhold af forhold som køn, socialgruppe og bopæl. Det vil være oplagt at kombinere protokollens informationer med andet arkivmateriale, f.eks. folketællinger, kirkebøger og bønders skiftesager, for at følge udviklingen i skolegangen i en tid, hvor landboreformerne forandrede landbosamfundet. Endelig kan der også sammenlignes med samtidige skoler i store købstæder, i København, Hertugdømmerne eller det øvrige Skandinavien. I 1790’erne blev de første lærerseminarier grundlagt. Den nye læreruddannelse gav anledning til megen debat. Flere mente, at seminaristerne blev indbildsk med en overfladisk viden, og at de ville fjerne de bondefødte seminarister fra deres stand og gøre dem utilfredse med deres fremtidige virke. Eller at seminaristerne ville blive så selvstændige, at de begyndte at udvikle deres egne pædagogiske metoder. Andre gav udtryk for, at seminariernes religionsundervisning kunne være for rationalistisk, dvs. præget af oplysningstidens fornuftsbaserede tro. En undersøgelse af debatten vil kunne kaste lys over de forskellige holdninger til den nye læreruddannelse, og hvordan præster, embedsmænd og andre meningsdannere positionerede sig. Foruden publikationer fra præster optræder seminarietanken i de samtidige tidsskrifter Minerva og Egeria (Det Kongelige Bibliotek). I Rigsarkivet findes Den Store Skolekommissions arkiv, seminariernes arkiver og Danske Kancellis korrespondance med kommissionen om præster, der ville oprette præstegårdsseminarier. Meget af kommissionens materiale er udgivet af Joakim Larsen 4. 3
4
36 Markussen (1988) og Markussen (1997).
Larsen (1914).
RUBICON 2015 (2) Den 29. juli 1814 satte kong Frederik den 6. sin underskrift på tre vigtige skolelove, der dækkede undersåtterne i hele kongeriget: hhv. for landdistrikter, købstæder og hovedstad. Her ses kongens underskrift på skoleloven for landet. Foruden de tre love bød året også på en skolelov for Slesvig og Holsten og på en generel lov om jøders rettigheder og pligter, herunder undervisningspligt. Anordningen findes i Danske Kancellis arkiv i Rigsarkivet. Byernes skolevæsen 1850’erne-­‐1930’erne Industrialiseringen betød, at de danske byer voksede fra midten af 1800-­‐
tallet, og at der også opstod nye byer (stationsbyerne). Det voksende antal indbyggere betød også flere børn, som skulle i skole eller på anden måde tages hånd om, så de ikke opholdt sig på gader eller endte i kriminalitet. I 37 RUBICON 2015 (2) arkiverne fra skolemyndighederne i de store byer er der gode kilder til bl.a. til det politiske spil om skolerne og deres økonomi – eller om hvor i kommunen der skulle bygges skole og for hvem. Kunne almue-­‐ og borgerbørn eksempelvis rummes i samme skole, eller var forskellen på folk af så stor betydning, at bystyret brugte penge på adskillelse? Arkiverne kan også rumme lærernes daglige rapporter om elevernes adfærd, der også diskuteres på referater af lærermøderne på de anmeldte skoler, diskussionen om kvindelige lærere/ledere eller drøftelserne om der var råd til skolekøkkener, gymnastiksale etc. Både de trykte forhandlinger fra Københavns borgerrepræsentationer og byrådene udgør sammen med kommunens skoleårsberetning en guldgrube, som kan bruges til at finde et undersøgelsesemne og til at finde sager i kommunens arkiv, der skal findes i kommune-­‐ eller stadsarkiver eller i Rigsarkivet. De trykte forhandlinger og årsberetningerne findes på Det Kongelige Bibliotek. I mange tilfælde har det lokale kommunearkiv også et sæt af forhandlingerne og/eller årsberetningerne. Ved siden af det offentlige skolevæsen fandtes der i de fleste købstæder private skoler. De havde en meget varierende karakter, fra dyre betalingsskoler, der stilede mod artiumeksamen (studentereksamen), til små enmandsforetagender, der ofte var forestået af en kvinde. I nogle byer tilbød privatskolerne undervisning i fag, som den offentlige skole ikke kunne give, f.eks. fremmedsprog eller naturfag. Andre steder var privatskolerne med til at sørge for, at overklassens børn ikke behøvede at gå i skole sammen med børn fra de lavere klasser. Kildematerialet til belysning af private skoler vil i første omgang være skoleberetningerne til Kultusministeriet, som oplister privatskoler i kommunen, og ikke mindst kommunens egne skoleårsberetninger. I de lokale årsberetninger kan der være fortegnelser over privatskoler og deres elevtal eller oplysninger om, hvor mange af kommunens børn der går i offentlig og privat skole. I forhandlingsprotokoller fra byrådet kan der være debatter om, hvilken rolle det private skolevæsen skulle spille, eller om kommunen ønskede at udbygge det offentlige skolevæsen for at minimere privatskolerne. Kønsadskilt undervisning Danske byer havde indtil de første årtier af 1900-­‐tallet adskilt undervisning af piger og drenge, hvor drenge og piger fik undervisning i 38 RUBICON 2015 (2) hver sin bygning eller etage, og hvor også skolegården var kønsopdelt. I mange fag var der også forskel på, hvor meget drenge og piger skulle lære, og hvor meget de skulle gå i skole. I løbet af første halvdel af 1900-­‐tallet blev fællesundervisning gennemført, men ikke uden strid. Historikere ikke har skrevet meget om køn og skolegang i det 20. århundrede; interessen har i højere grad samlet sig om pigeskoler og pigeskolebyggeri i det 19. århundrede. Det har desuden været en udbredt misforståelse, at 1814-­‐lovene indførte gymnastik for begge køn. Misforståelsen bunder i det faktum, at loven omtaler ”børn”, hvilket i nogle sammenhænge betyder ”drenge”, i andre sammenhænge ”drenge og piger”. Den forsigtige – og vovede – indførelse af gymnastik for piger hos kønspioneren Natalie Zahle i midten af 1800-­‐tallet er behandlet i Birgitte Possings disputats5, mens de sværdslag, der har stået andre steder i landet om det umoralske eller usunde ved pigegymnastik, ikke er behandlet systematisk. Kildemateriale til belysning af fællesundervisning, herunder argumenter for og imod, og af særlige pige-­‐ og drengefag, vil være byrådenes forhandlingsprotokoller, skolevæsenets årsberetninger, skolernes arkiv, indlæg i lokalaviser m.v. Tidens børnesyn og kønsrolleopfattelser brydes her. Både pædagogiske og kønsteoretiske begrundelser, forskellige syn på børn og på kønsroller spillede en rolle, når kønsadskilt undervisning blev udfaset og erstattet med fællesundervisning. Her vil man også kunne inddrage socioøkonomiske og geografiske forskelle mellem flere byer eller by og land. Religion – fag og udfordring I almue-­‐ og folkeskolens undervisning var der langt op i 1900-­‐tallet en tæt forbindelse mellem historie og kristendom gennem bibelhistorien og gennem en religiøst baseret fædrelands-­‐ og verdenshistorie. Kristendommen var udgangspunktet for den historieundervisning, som eleverne fik, og hvor verdenen begyndte med jordens skabelse. Anette Faye Jacobsen giver en kort omtale af problematikken6. En lignende tendens, om end i mindre omfang, gjorde sig gældende i geografi, hvor Palæstina spillede en vigtig rolle, der oversteg hele verdensdeles. På samme måde indeholdt mange læsebøger salmevers og byggede ofte på 5
6
Possing (1992).
Faye Jacobsen (2011).
39 RUBICON 2015 (2) en kristen moralopfattelse. En undersøgelse kan tage fat i religion som pædagogisk virkemiddel eller det religiøse som et problem. Religionsundervisningen og de religiøse indslag i andre fag bliver især aktualiseret, når man ser på religiøse minoriteter. Der er ikke skrevet en samlet historisk fremstilling af statens politik og praksis over for religiøse mindretal, men her ligger et spændende fremtidigt forskningsfelt. Kirkehistorikeren Martin Schwarz Lausten7 har beskæftiget sig med jødiske børns religiøse opdragelse og undervisning. I København fandtes jødiske skoler i 1800-­‐tallet, mens menigheder i andre byer måtte nøjes med en kateket, når det gjaldt religionsundervisning, men jøder, katolikker og baptister måtte mange steder følge undervisning i de øvrige fag, trods den lutheranske toning. Fra 1700-­‐tallet fandtes også særlige skoler for reformerte i København og Fredericia, mens katolske skoler først kom til senere. Foruden religion som en udfordring eller noget fremmet, kan mindretallenes sociale muligheder inddrages i en analyse: klarede børn fra religiøse mindretal sig dårligere eller bedre end majoriteten? Gjorde det forskel, om de gik i ”egne” skoler, havde hjemmeundervisning eller gik i en offentlig skole? Skole og naturvidenskab Hvor fag som dansk, historie og gymnastik har været meget udforsket i dansk skolehistorie, er naturhistorie/biologi og naturlære/fysik som skolefag behandlet meget lidt. Det samme gælder andre naturvidenskabelige discipliner. Det eneste værk, der behandler den ældre naturhistorie i grundskolen, er Jens Thøsing Andersen8, der lægger vægten på 1900-­‐tallet, men også afdækker lærebøgerne fra bogens ældre periode. Opfattelsen af fagets mål og metoder har udviklet sig over tid fra ophobning af udenadslære til en begyndende, sammenhængende behandling af naturen og dyrenes adfærd. Denne tendens kan også belyses i 1800-­‐tallets naturhistoriske skolebøger. Et næsten ubehandlet emne er forholdet mellem videnskabelige landvindinger og disses udtryk i skolebøger og undervisning. Ofte betegnes spredning af videnskabelig viden som en 7
Schwaz Lausten (2005).
Thøsing Andersen (1983). 8
40 RUBICON 2015 (2) nedsivning, hvor de videnskabelige erkendelser langsomt trænger ned fra videnskabsfolkene til de mest oplyste borgere og videre ”nedad” til de uoplyste masser, hvor børnene kommer ind på en sidsteplads. Men i hvor høj grad dette er en korrekt opfattelse, og i givet fald: Hvor lang tid tager en sådan nedsivning – er et område, der fortjener udforskning. Et perspektiv her kan også være forholdet mellem skolens undervisning og børnekulturens videnskabsformidling i populære fagbøger og -­‐tidsskrifter for børn. Politiske partiers skolepolitik – og velfærdsstatens fremvækst De politiske processer omkring tilblivelsen af lovgivning og uddannelsespolitik i 1900-­‐tallet er undersøgt af flere forfattere. Henning Bregnsbo skriver om det politiske og institutionelle spil i forbindelse med skolelovene af 1958 9, mens Chresten Kruchov har undersøgt Socialdemokratiets skolepolitik.10 Per Fibæk Laursen har beskrevet Det Radikale Venstres syn på skolen11 . De øvrige politiske partiers skolepolitik er ikke nærmere undersøgt, men Ingrid Markussen har peget på en alliance mellem det grundtvigianske, det kulturradikale og det socialdemokratiske som den røde tråd i dansk skolepolitik. Mange andre synsvinkler kan lægges over de partipolitiske slagsmål både internt i partierne og mellem partier. Vigtige kildegrupper vil være partiernes publikationer – pjecer, bøger, tidsskrifter, de associerede aviser – og deres arkiver. De ældste arkivalier er ofte afleveret til et arkiv. For venstrefløjens vedkommende er det Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv (ABA), mens resten af det politiske spektrum især afleverer til Rigsarkivet. Lokale partiforeninger kan have afleveret til lokale arkiver. Relationen mellem velfærdsstaten og skolen er i forskningen udelukkende blevet fortolket i lyset af økonomisk vækst og social lighed, hvorimod skolens rolle i forhold til børns fysiske og mentale sundhed samt spørgsmålet om, hvordan de mange nye eksperter i 1900-­‐tallet medvirkede til at ændre normer for den gode barndom – og efterfølgende ungdom – ikke har været genstand for større undersøgelser i Danmark. Et 9
Bregnsbo (1971). Kruchov (1984). 11
Fibæk Laursen (2005). 10
41 RUBICON 2015 (2) sådant perspektiv er i højere grad udviklet i anden nordisk forskning12 . Det er oplagt at lave danske undersøgelser, der sammenligner med de udenlandske erfaringer eller udfordrer de udenlandske forskeres konklusioner. Et stort set ubehandlet dansk emne er de frivillige ottende-­‐ til tiendeklasser, der gik forud for forlængelse af undervisningspligten til ni år. Undervisningspligtens udstrækning i år versus skoleugens længde og timetal er også problemstillinger, der er ubehandlede af historikere. Nogle debattører hævder, at nutidens ti års skolepligt kun netop står mål med tidligere tiders kortere skolegang med seksdages uger med lektioner på 50 minutter. Her er der mulighed for at dokumentere eller afkræfte påstanden og dermed bruge historie til at kvalificere vores egen samtids debat. Statens Pædagogiske Forsøgscenter (1964-­‐2007) kan ses som velfærdsstatens pædagogiske udviklingsmaskine. Det er behandlet af Mikael Stenvang i et speciale13 . Det baserer sig bl.a. på forsøgscentrets arkiv, som er afleveret til Rigsarkivet. Se herom i den tidligere forstander Jørgen Egedal Poulsens artikel 14 . Arkivet har imidlertid langt fra været udnyttet i sin fulde udstrækning, bl.a. savnes et overblik over, hvem og hvor mange som benyttede sig af centrets tilbud. Skolehistorie ses ofte inden for en national forståelsesramme, men ideer respekterer ikke landegrænser. Pædagogiske strømninger har i århundreder rejst mellem lande og regioner, og de er i vidt omfang udforsket idehistorisk. Ideernes møde med den lokale virkelighed er til gengæld belyst i langt ringere omfang. Danske historikere har ikke behandlet nyere tids pædagogiske tendensers internationale eller globale udbredelse i stort omfang. Et helt centralt emne handler om OECDs indflydelse i Danmark fra 1970’erne til i dag, og hvordan det internationale syn på den danske folkeskole har ændret sig over tid. Et vigtigt felt her er PISA-­‐undersøgelserne og den testkultur, der har præget det 21. århundredes skolevæsen. Af samtidshistoriske emner kan også nævnes debatterne om demokratikanon og historiekanon og de ideer og 12
Andreasen et al. (2011), Sandin (2012). Stenvang (2011). 14
Egedal Poulsen (1996). 13
42 RUBICON 2015 (2) forhandlinger som lå bag. Idet hele taget er den værdipolitiske debat om folkeskolen fra 1970’ernes pluralisme til 10’ernes neo-­‐nationale/glokale ramme interessant. Særligt demokratikanonen føjer sig lige ind i dette, hvilket også gør sig gældende i fagenes udvikling. Hjælpemidler og kilder til skolehistorien Bibliografier og tidsskrifter Et uundværligt hjælpemiddel for enhver, der interesserer sig for dansk skole-­‐ og uddannelseshistorie, er Christian Larsen (red.): Dansk uddannelseshistorisk bibliografi 1948-­2004 (2005), som rummer oversigt over al uddannelseshistorisk litteratur udgivet mellem 1948 og 2004. Til næsten en hvilken som helst skolehistorisk undersøgelse betaler det sig at begynde med opslag i bibliografien, der også findes tilgængelig og løbende opdateres på www.uddannelseshistorie.dk og i årbogen Uddannelseshistorie. Værket indledes med en kort historiografisk oversigt, der nævner de vigtigste danske forfattere inden for feltet i bred forstand fra de seneste 25 år. Bibliografien er tematisk opbygget med en meget detaljeret indholdsfortegnelse og rummer endvidere afsnit om arkiver og arkivregistraturer til skole-­‐ og uddannelseshistorie. Desuden findes registre over emner, steder, institutioner og foreninger samt personregister. For Hertugdømmernes vedkommende henvises der Jörg Biehl m.fl. (red): Bibliographie zur Schleswig-­Holsteinischen Schulgeschichte 1542-­1945 (Köln, 1994). I Årbog for Dansk Skolehistorie, der i 1983 skiftede navn til Uddannelseshistorie, er der siden 1967 publiceret artikler og småstykker om skole-­‐ og uddannelseshistoriske emner. Årgangene 1967-­‐2013 er tilgængelige på www.uddannelseshistorie.dk. Der er i forhold til europæisk forskning rige oplysninger at finde i Christa Berg (m.fl.): Handbuch der deutschen Bildungsgeschichte bd. 1-­‐6 (1987-­‐2005). Nyere forskningsresultat kan desuden fremsøges i tidsskrifterne Paedagogica Historica, History of Education og History of Education Quarterly samt de barndomshistoriske og socialhistoriske tidsskrifter Journal of Social History og Journal of the History of Childhood and Youth. 43 RUBICON 2015 (2) Lovgivningstekster De vigtigske skolehistoriske love kan findes under databaser og e-­‐
ressourcer på hjemmesiden for AU Library, Campus Emdrup (DPB), det tidligere Danmarks Pædagogiske Bibliotek, www.library.au.dk/materialer/saersamlinger/skolelove. Oversigten er ikke komplet, men medtager langt det vigtigste. Yderligere lovtekster, forordninger, cirkulærer m.v. søges blandt andet via de nedennævnte trykte hjælpemidler. Lovtekster før 1850 findes i V.A. Secher (udg.): Corpus constitutionum Daniae… 1558-­1660 (København, 1887-­‐1918), J.H. Schou og J.L.A. Kolderup-­‐Rosenvinge (udg.): Chronologisk Register over de Kongelige Forordninger og Aabne Breve samt andre trykte Anordninger, som fra Aar 1670 ere udkomne (København, 1777-­‐1850) samt i L. Fogtmann og T. Algreen-­‐Ussing (udg.): Kongelige Rescripter, Resolutioner og Collegialbreve… (København, 1798-­‐1848) og Collegial-­Tidende (København, 1798-­‐1848). Lovtekster efter 1850 kan findes i Departementstidende (København, 1850-­‐70) og Lovtidende og Ministerialtidende (København, 1871ff). Den gejstlige og dermed også skolemæssige lovgivning er trykt i L. Fogtmann og F.T. Hurtigkarl (udg.): Samling af Forordninger, Rescripter, Resolutioner og Collegialbreve, som vedkomme Geistligheden… (København, 1838-­‐1846). Udgivelsen fortsættes med C.F. Schwartzkopf (udg.): Kgl. Rescripter og Resolutioner Gejstligheden i Danmark vedkommende 1846-­1856 (København, 1855-­‐66) og Love og Ekspeditioner vedkommende Kirke-­ og Skolevæsen 1857-­1962 (København, 1867-­‐1963), der indeholder de vigtigste afgørelser i konkrete sager. I Rigsdagstidende (fra 1953 Folketingstidende) kan man følge lovenes tilblivelse: fremsatte lovforslag, Folketingets og Landstingets debatter, udvalgsbehandling, indsendte andragender fra interesseorganisationer og enkeltpersoner m.v. Alle udgivne betænkninger er registreret i Palle Svennevigs oversigt Danske kommissionsbetænkninger for perioden 1850-­‐1990 bd. 1-­‐
4 (København, 1972-­‐92). Statens Netbibliotek giver online-­‐adgang til alle nummererede betænkninger (fra 1951 og frem) i fuldtekst. Desuden er der adgang til omkring 300 udvalgte betænkninger fra før 1951. 44 RUBICON 2015 (2) Netbiblioteket indeholder også statslige digitale udgivelser (bøger, rapporter mm.) fra 1997 og frem. Administrative håndbøger om skoleforhold Nyttige oversigter over almene forhold, regler, love m.v. findes i Jens Møller: Haandbog for Præster (København, 1820), H.V. Skibsted: Almueskolevæsenet i de danske Kjøbstæder og Landdistricter, fremstillet efter de derom gjældende Love og øvrige Bestemmelser (København, 1866/1876), Henrik Lehmann: Haandbog i Lovgivningen om den danske Folkeskole (3. udg., København, 1930) og A. Barfoed: Håndbog i lovgivningen om den danske folkeskole (København, 1950). Statistik og årsberetninger Skoleberetninger og andre rapporter fra de lokale skolemyndigheder dannede grundlag for en række af Danmarks Statistiks udgivelser, bla. Statistiske Meddelelser. Her kan nævnes ”Almueskolevæsenet paa Landet 1857” (1. rk., bd. 5, hf. 3), ”Om Almueskolevæsenet i Kongeriget Danmark i Aaret 1867” (2. rk., bd. 9, hf. 5) og ”Folkeskolevæsenet m.m. uden for København i Aarene 1904 og 1905” (4. rk., bd. 27, hf. 1). Under samme titel udkom tilsvarende publikationer for årene 1906-­‐11. Derefter blev navnet ændret til Børneskolen i Aaret 1912 (4. rk., bd. 47, hf. 1) og udkom under dette navn for årene 1913-­‐1964. Danmarks Statistik udgav også Statistiske Efterretninger, f.eks. skolebespisning (1944, 1953, 1955-­‐60) og skolesøgende børns erhvervsmæssige arbejde (1910). Kultusministeriet udgav i forbindelse med skolereformsforhandlingerne i 1870’erne H.C.M.K. Øllgaard og C.F.C. Stennese (udg.): Statistiske Oplysninger om Skolevæsenet i Kongeriget Danmark 1880 (København, 1880). Endvidere rummer J. Timm: Meddelelser angaaende det kommunale Skolevæsen i Købstæder og Handelspladser for Aaret 1890 (København, 1892-­‐93) og Tabellariske Meddelelser om Borger-­ og Almueskolevæsenet for årene 1893-­‐1897 og 1900-­‐1901 (København, 1895-­‐1905) statistik og oplysninger om den danske folkeskole. 45 RUBICON 2015 (2) Børneskolen kan med fordel suppleres med Meddelelser vedrørende Folkeskolen og Seminarierne m.v. (fra 1943 med titlen Meddelelser om Folkeskolen, Ungdomsundervisningen og Læreruddannelsen), som Undervisningsministeriet udgav mellem 1934 og 1962. Her findes statistiske oversigter, principielle beslutninger truffet af ministeriet, oplysninger om afskedigelsessager, tematiske artikler m.v. Meddelelser… udkom sidste gang i 1962 og Børneskolen i 1964. Derefter udsendte ministeriets økonomisk-­‐statistiske konsulent Skoleregister, første gang for skoleåret 1965/66, sidste gang for skoleåret 1986/87. Skoleregister indeholder oplysninger om elever, lærere, klassetrin m.v. ved samtlige skoler i Danmark. Fra skoleåret 1964/65 udsendte ministeriet en rapport med titlen Skole-­, klasse-­ og elevstatistik for folke-­ og gymnasieskolen, senere Statistik for folke-­ og gymnasieskolen. Den ophørt med at udkomme efter 1983. Et samlet overblik over udviklingen i 1900-­‐tallet, f.eks. om antal elever, skoler og lærere eller kommunens udgifter til skolevæsenet, findes lettest gennem brug af Danmarks Statistiks årbøger. De er digitaliseret tilbage til første årgang i 1896 og tilgængelige på www.dst.dk. København, Frederiksberg, Gentofte og flere større købstæder udgav selvstændige statistiske publikationer og årsberetninger. Den primære kilde til Københavns skolehistorie i anden halvdel af 1800-­‐tallet er de således beretninger, som byens skoledirektion udgav fra 1844 med titlen Beretning om det kjøbenhavnske Borger-­ og Almueskolevæsens Tilstand (senere fortsat som Beretning om Københavns kommunale Skolevæsen og Københavns Skolevæsen). Beretningerne er en kilde til oplysninger om antal elever, skoler, timer, lærere, skoleudgifter, men også til de overvejelser, der lå bag formgivningen af skolevæsenet, og hvilken rolle skolen skulle have for storbyen og storbyens børn. De politiske forhandlinger kan følges via de trykte Københavns Borgerrepræsentations Forhandlinger. Lignende materiale kan findes fra andre større byer. Pædagogiske tidsskrifter Helge Kjærgaard: ”Den danske Skoles Tidsskrifter” i Einar Torsting (red.): Opdragelse og Undervisning i Danmark (København, 1948-­‐49) bd. 2 s. 46 RUBICON 2015 (2) 183-­‐210 rummer en grundig og meget nyttig gennemgang af lærer-­‐ og skoletidsskrifter fra cirka 1790 og frem til 1948, og er forsynet med værdifulde karakteristikker af bladenes profiler og redaktionelle linjer. For perioden efter 1948 er de centrale tidsskrifter bl.a. Danmarks Lærerforenings Folkeskolen 1883ff (oprindeligt under titlen Danmarks Lærerforenings Medlemsblad), Dansk Pædagogisk Tidsskrift 1953ff, Unge Pædagoger 1939ff og Undervisningsministeriets tidsskrift Uddannelse 1968-­‐2006. Utrykt materiale (arkivalier) Arkivalier, der kan belyse skolehistorien, kan være afleveret til Rigsarkivet, til kommunale arkiver, herunder stadsarkiver, og til lokalarkiver. Arkivalier, der er skabt af nationale eller regionale statslige myndigheder skal altid søges i Rigsarkivet, mens arkivalier, der er skabt af kommuner skal søges enten i kommunale arkiver eller i Rigsarkivet. Lokalarkiver kan ligge inde med store samlinger af trykt materiale om deres område, f.eks. skoleblade, foruden enkelte private skolers arkivalier. Lokalarkiverne har ofte store og velordnede billedsamlinger. Som middel til at finde kildemateriale, der er afleveret til Rigsarkivet, kan anvendes Rigsarkivets søgemaskine Daisy på www.sa.dk. For materiale afleveret til kommune-­‐ og lokalarkiver kan man anvende www.arkiv.dk, hvor man kan søge i det materiale, som opbevares i mere end 500 lokalarkiver. Andre kommune-­‐ og stadsarkivers materiale kan søges på www.starbas.net. En nyttig introduktion til kildematerialer til skolens historie og til at lokalisere skolehistoriske kilder er givet i fembindsværket Kilder til dansk forvaltningshistorie (København, 1998-­‐
2007), hvor bind I-­‐III omhandler Danmark 1500-­‐1970, bind IV Sønderjylland og bind V Færøerne, Grønland, Island og de danske tropekolonier. Der, hvor man ikke finder direkte skolerelateret arkivmateriale, kan man ofte med held supplere med lidt ”indirekte kilder” som regnskaber, revisionsprotokoller, folketællinger, brandforsikringssager eller retssager. Arkivalsk kildemateriale til skolehistorie før 1780 skal især søges i Rigsarkivet under de gejstlige arkiver: pastorats-­‐, provsti-­‐ og bispearkiver samt i Danske Kancellis arkiv. I de større byers stadsarkiver 47 RUBICON 2015 (2) findes også arkiver efter enkelte skoler. Hvor det for perioden før 1780 kan være ret sparsomt med kildemateriale til skolehistorisk forskning, har perioden efter 1780 efterladt sig et langt større og rigere materiale. Arkiverne fra en stadig voksende centraladministration samt lokal, statslig og kommunal forvaltning har sat sig mange spor. Derudover medførte skolelovene af 1814, at de enkelte skoler, skolekommissioner og kommuner skulle dokumentere deres aktiviteter gennem bl.a. skolejournaler og forhandlingsprotokoller. Ikke mindst dette lokalt producerede materiale giver historikerne mulighed for at komme tæt på skolens hverdag. Det øverste led i den centrale skoleforvaltning i perioden indtil 1848 var Danske Kancellis 1. Departement og Slesvig-­‐Holsten-­‐
Lauenborgske Kancelli for Hertugdømmerne. Herfra kan fremhæves en række eksempler på indberetninger fra hele landet om bestemte skoleforhold, som de lokale skolemyndigheder blev bedt om at udtale sig om, f.eks. de årlige skoleberetninger, som skoledirektionerne fra 1814 skulle indsende til kancelliet, og som i skematisk form indeholdt en oversigt over skolevæsenet i alle landsogne og købstæder. Desværre er de kun delvist bevaret fra perioden før 1850. Blandt kancelliets gruppeordnede sager skal endvidere fremhæves samlingen af approberede, dvs. godkendte skoleplaner i henhold til den foreløbige skolelov af 1806 og skoleanordningerne af 1814. Krumtappen i det regionale skoletilsyn efter 1814 blev udgjort af amtsskoledirektionen. Skoledirektionernes materiale findes i provstearkiverne i Rigsarkivet, hvor der bl.a. er indberetningsmateriale, eksamens-­‐ og inventarlister samt mange eksempler på provsternes visitatsdagbøger. Provstens visitatser er som regel bedre kilder end bispens, da han kom oftere i skolerne og havde et mindre område at tage sig af. Meget københavnsk skolemateriale findes på Københavns Stadsarkiv. På det lokale niveau er den vigtigste protokol skole-­‐
kommissionens forhandlingsprotokol, som indeholder mødereferater og korrespondance og i mange tilfælde også forsømmelseslister, eksamenslister og regnskaber. Disse protokoller skal som regel findes i pastoratsarkivet (præstearkivet) eller i det kommunale arkiv (rådstuearkivet) i Rigsarkivet. Efter kommunernes indførelse i 1842 kan 48 RUBICON 2015 (2) skolekommissionens materiale suppleres med kommunens arkiv, der består af sognerådets forhandlingsprotokoller, skoleregnskaber, skolebyggesager og sagligt ordnede sagsmapper (”journalsager”). I 1868 overtog kommunerne hele ansvaret for skolevæsenet fra præsten, og derfor findes skolekommissionens materiale i kommunens arkiv. Ifølge lovgivningen siden det 18. århundrede skulle læreren føre en protokol for skolegangen på den enkelte skole, en såkaldt dagbog eller skolejournal. De ældste skoleprotokoller er ikke bevaret (en undtagelse er skoleprotokollen for Landerslev Skole 1778-­‐1796), men fra perioden efter 1814 er der bevaret en del skoledagbøger (embedsbøger ført af lærere), som er vigtige kilder til de enkelte elevers skolegang og forsømmelser. Det er ofte vanskeligere at finde kilder om private skoleformer og privat undervisning end om offentlige skoler. Enkelte større private skoler især fra København har dog bevaret arkivalier, der går langt tilbage i tiden, men ellers må oplysninger findes i skoleberetninger og i skolekommissionernes forhandlingsprotokoller, da disse havde et vist tilsyn med privat undervisning. Private skoler kan desuden være omtalt i aviserne, især i forbindelse med afholdt eksamen, ligesom annoncer kan give vigtige informationer. Med demokratiets indførelse i 1848 blev Danske Kancelli erstattet af Ministeriet for Kirke-­‐ og Undervisningsvæsenet (Kultusministeriet). Ministeriets arkiv 1848-­‐1916 findes i Rigsarkivet og rummer bl.a. 251 arkivæsker med de såkaldte skoleberetninger. For perioden 1850-­‐1911 er disse beretninger nogle af de helt centrale kilder. De består af årligt udfyldte skemaer med oplysninger om det enkelte amts skole, ordnet efter herred og sogn. Her finder man oplysninger om lærerens navn, alder og uddannelse, elevtal og børnenes standpunkt, hvor mange dage der blev afholdt skole samt forskellige oplysninger om selve skolebygningen. Beretningerne findes både for landsbyskoler og købstadskoler i lidt forskellig udformning; for købstadskolerne er der også oplysninger om fag og skema. En systematisk gennemgang af skoleberetninger er gode kilder til lokale udviklinger og til den enkelte skoles historie. Oplysningerne fra skoleberetningerne har dannet grundlag for statistiske udgivelser (se ovenfor). For 1900-­‐tallets vedkommende er omfanget af utrykt materiale vokset markant i forhold til den foregående periode. Ikke alene 49 RUBICON 2015 (2) voksede centraladministrationen, det gjorde også skolemyndighederne hos landets kommuner. Undervisningsministeriets store arkiv er afleveret til Rigsarkivet for perioden 1916-­‐ca. 1980. Det samme gør sig gældende med ministeriets faglige rådgiver, Statskonsulenten for Folkeskolen og Seminarierne 1866-­‐1963, og efterfølgeren: Direktoratet for Folkeskolens arkiv 1963-­‐1989. Til Rigsarkivet er også afleveret alle de regionale skolemyndigheders arkiver samt en stor del kommunearkiver. Mange kommunearkiver er også afleveret til kommunale arkiver (stads-­‐ eller kommunearkiver) eller findes fortsat hos kommunen. Arkiverne har også modtaget arkivalier fra de enkelte skoler, men der er fortsat meget materiale, der ligger hos skoler og institutioner, og som derfor kan være vanskeligt tilgængeligt. Skole200.dk er et undervisningstilbud om skolehistorie rettet mod skoleelever. Historiestuderende kan bruge sitet til en formidlingsteoretisk opgave, der analysere historiesyn og formidling – eventuelt i sammenligning med andre læremidler. Litteratur Andresen, Astrid et al, Barnen och välfärdspolitiken. Nordiska barndomar 1900-­2000 (Stockholm, 2011). Bregnsbo, Henning, Kampen om skolelovene af 1958 (Odense, 1971). Egedal Poulsen, Jørgen, ’Arkivet på Statens pædagogiske forsøgscenter. Dokumentation og beskrivelse’, Uddannelseshistorie, 1996 (1996). Faye Jacobsen, Anette, ’Skolen mellem tro og viden’ Uddannelseshistorie 2011 (2011). 50 RUBICON 2015 (2) Fibæk Laursen, Per, ’Det Radikale Venstres uddannelsespolitik’, B – radikalt 1905-­2005, eds Sune Pedersen og Bo Lidegaard (København, 2005). Kruchov, Chresten, ’Socialdemokratiet og folkeskolen’, Bidrag til den danske skoles historie 1898-­1984, eds Kruchow et al (København, 1984). Larsen, Christian, Nørr, Erik & Sonne, Pernille, Da skolen tog form (Aarhus, 2013). Larsen, Joakim (udg.). Skolelovene af 1814 (København, 1914). Markussen, Ingrid, ’Dannelsessyn og drivkræfter bag enhedsskolens fremvækst’, Dannelsens forvandlinger, eds Rune Slagstad et al (Oslo, 2003). Markussen, Ingrid, ’Skoleprotokollen fortæller’. Det store i det små, eds. Maeve Drewsen et al. (København/Odense, 1997). Markussen, Ingrid, Visdommens lænker. Studier i enevældens skolereformer fra Reventlow til skolelov (Odense, 1988). Possing, Birgitte, Viljens styrke -­ Natalie Zahle -­ en biografi om dannelse, køn og magtfuldkommenhed (København, 1992). Sandin, Bengt, ‘Children and the Swedish Welfare State: From Different to Similar’, Reinventing Childhood after World War II, eds Paula S. Fass og Michael Grossberg (Philadelphia, 2012). Schousboe, Karen, Bondedagbøger – kilder til dagliglivets historie (Brede, 1980). Schwarz Lausten, Martin, Frie jøder? Forholdet mellem kristne og jøder i Danmark fra Frihedsbrevet 1814 til Grundloven 1849 (København, 2005). Stenvang, Mikael, Statens Pædagogiske Forsøgscenter og forsøgsundervisning i kulturpolitisk kontekst 1958-­75 (speciale, Aarhus Universitet, 2011). Thøsing Andersen, Jens, Biologi i børneskolen 1814-­1975. En undersøgelse af fagets indhold og udvikling (København, 1983). Weiersøe, Severin, En landsbydreng og -­degns dagbog 1824-­38. Severin Veiersøes dagbog udgivet med efterskrift af Povl Schmidt (Odense, 2003).
51 RUBICON 2015 (2) 1
Arbejde gør død -­ En analyse af teorien om ”Absolute Macht” Af stud. ba. Aske Hennelund Nielsen. Indledning I 1993 udkom Wolfgang Sofskys bog Die Ordnung des Terrors. Sofsky blev født i 1952 og var professor i sociologi på Göttingen og Erfurt Universitet i Tyskland. Allerede kort tid efter bogens udgivelse blev den hyldet og anerkendt som et standardværk inden for holocaustforskning, og selv Sofskys kritikere har været tvunget til at inddrage ham2 . Sofskys mål var at skabe et overordnet teoriapparat omkring koncentrationslejrenes formål og funktion for at afdække de sande rædsler af holocaust. Sofskys evner som sociolog vil der ikke blive stillet spørgsmålstegn ved i denne opgave, men hans historiske tilgang vil blive diskuteret. Som sociolog opstiller Sofsky overordnede teorier, der skal beskrive, hvordan koncentrationslejrsystemet fungerede. Spørgsmålet er, om disse teorier kommer til at ekskludere nogle vigtige detaljer om fangernes vilkår i lejrene og dermed kommer til at dække for, hvordan virkeligheden var for fangerne i koncentrationslejrene? Den teori, som Sofsky introducerede i Die Ordnung des Terrors hedder ”Absolute Macht”. “Absolute Macht” forsøger at forklare hele koncentrationslejrsystemet og er derfor meget omfattende. Alt fra fangernes forhold til lejrledelsens mål og motivation bliver sat ind i en større struktur, der skal vise, hvordan lejrsystemet fungerede. Sofsky ser forskningen som værende alt for optaget af, HVORDAN holocaust kunne ske, og vil i stedet helt grundlæggende forklare, HVAD der faktisk skete3. Titlen er oversat fra Tibor Wohls bog ”Arbeit macht tot”. Oversættelsen er min. Orth (1999), 15 og Orth og Wildt (1995), 52. 3 Sofsky (1993), 17. 1
2
52 RUBICON 2015 (2) Men hvor godt skildrer ”Absolute Macht” egentlig livet i lejren? Sofskys kritikere har blandt andet anklaget ham for at være for snæversynet; hans teori fokuserer på koncentrationslejrene i sidste del af 2. Verdenskrig, og hans fokus hviler også næsten eksklusivt på de voksne mandlige fanger, men holocaust berørte mænd, kvinder, børn, unge og gamle med flere4. Der er dog et punkt, som kritikerne kun til dels har diskuteret, men som er et af hovedpunkterne i ”Absolute Macht”. ”Absolute Macht” forudsætter, at de mennesker, der var fanget i koncentrationslejrene, var underlagt vold, tortur, sult og udmattelse med mere. Disse faktorer tvang fangerne ind i en tilstand af fuldstændig afmagt, en eksistens der var præget af tidløshed og frygt. I denne tilstand er det umuligt at handle selvstændigt og forbedre ens levevilkår, man er underlagt et system, hvis eneste formål er at slå en ihjel. Men stemmer dette billede overens med, hvordan de reelle forhold var for fangerne? Havde fangerne slet ikke nogen mulighed for at påvirke deres egen eksistens til det bedre? Ud fra en analyse af fangeerindringerne fra Auschwitz efter 1942 vil denne opgave forsøge at påvise om Sofskys teori om den totale afmagt rent faktisk svarer til den virkelighed, fangerne oplevede i koncentrationslejrene. Auschwitz var klart den største af koncentrationslejrene, både når det gælder areal og antal fanger, men også når man kigger på omfanget af lejrens forskellige funktioner. Masseudryddelse, tvangsarbejde, medicinske og videnskabelige eksperimenter -­‐ nogle gange med mennesker som ufrivillige forsøgskaniner -­‐ fandt sted i Auschwitz. Derudover var et enormt bredt udsnit af Europas befolkning repræsenteret i Auschwitz, netop på grund af lejrens størrelsen. Det har også betydet, at mange af dem, der har overlevet holocaust, er fanger, der har været anbragt i Auschwitz, og meget af erindringslitteraturen kommer derfor fra tidligere Auschwitzfanger. Auschwitz er på den måde kommet til at repræsentere Holocaust, og derfor vil denne opgave også primært beskæftige sig med erindringer fra Auschwitz. Orth (1999), 15 og Bartov (1997), 52-­‐53. 4
53 RUBICON 2015 (2) Kilder og metodiske overvejelser Kilderne i denne opgave er primært udvalgte erindringer fra fanger, der har siddet i koncentrationslejren Auschwitz efter 1942. Valget af kilder er sket ud fra en stikprøvetilgang; Erindringernes forfattere har forskellige baggrunde og får meget forskellige roller, da de ankommer til Auschwitz. Det varierer således fra den slovenske jøde Tibor Wohl, der var 18 år og studerende, da han ankom til Auschwitz, til Werner Krumme, der var tysker og 33 år gammel ved ankomsten til Auschwitz. Wohl havde meget forskelligt arbejde i Auschwitz, primært hårdt fysisk arbejde, mens Krumme næsten med det samme blev sat til at arbejde med at føre protokol og lave administrativt arbejde for lejrledelsen. Erindring er i sig selv en problematisk genre for historikere, da hukommelsen ikke er perfekt til at optegne alle dele af ens oplevelse. Erindringen forfalder også med tiden og bliver derfor mere upålidelig, desto længere tid der er gået efter begivenheden. Derudover var fangerne i Auschwitz ofte ikke klar over, hvad der skulle ske med dem. Der var generelt kaos i koncentrationslejrene, og fangerne i koncentrationslejrene kunne derfor aldrig føle sig helt sikre. Det er naturligt for et menneske at rationalisere og forsøge at skabe orden i en kaotisk tilværelse, hvilket kan betyde, at fangernes erindringer om livet i lejrene kan være blevet farvet af de tanker, de først har gjort sig, efter at de er blevet befriet5. Der er derfor ikke tale om bevidst forfalskning af begivenhederne, men snarere et forsøg på at skabe orden i en verden, hvor orden slet ikke eksisterede. Det betyder, at selvom fangerne måske har følt, at de har påvirket deres omgivelser på en bestemt måde, eller de har husket det sådan, så betyder det ikke nødvendigvis, at det faktisk er sket sådan. En fange kan have oplevet, at han har forbedret sin situation i lejren ved at finde et arbejde, uden at det faktisk er tilfældet. Mængden af faktorer, der har haft påvirkning på fangernes liv, er så enorm, at det er umuligt at opliste dem alle. For en fange der var i Auschwitz at indse hvilke af de mange faktorer han eller hun var udsat for, der præcist har haft en positiv indvirkning på hans eller hendes liv, er selvfølgelig meget svært, og fangen kan derfor meget naturligt have tilskrevet det en ny arbejdsstilling. Suderland (2013), 5. 5
54 RUBICON 2015 (2) Et andet problem er, at de mennesker, der har formået at genopleve deres fortid i Auschwitz i sådan en grad, at de har kunnet skrive deres erindringer om det, ikke nødvendigvis har haft mod på og lyst til at beskrive alle deres oplevelser. For nogle har det måske været for smertefuldt, for andre kan der være tale om, at de lider af ”survivors guilt” og simpelthen ikke mener, at de var værdige nok til at overlevere lejrene, men gjorde det alligevel. Specielt med henblik på begrebet arbejde er det interessant, for i mange tilfælde betød det, at hvis en fange fik et arbejde, at en anden fange så ikke kunne få det. Et andet forbehold, det er nødvendigt at nævne, er, hvor repræsentative Holocausterindringerne er. Holocaust var en proces. De fleste jøder og de mennesker, som nazisterne anså for ”afvigere” (politiske fjender, socialdemokrater, Jehovas vidner med flere), havde ofte oplevet et længere forløb med forfølgelse, inden de overhovedet kom til en lejr. Næsten alle jøderne i Østeuropa blev interneret i ghettoer efter 1940, mens de politiske afvigere havde været i fængsel eller levet under jorden i længere tid. Tusindvis af folk døde under disse processer, og selv noget så simpelt som togturen til Auschwitz var en meget hård prøvelse, som kunne vare flere dage uden mad og vand. De ”svageste” var derfor allerede sorteret fra ved ankomsten til Auschwitz. Efter ankomsten skete der så yderligere en ”selektion”. De folk, der var syge, for gamle eller for unge eller på andre måder ikke kunne arbejde, blev sorteret fra og sendt direkte til gaskamre for at blive slået ihjel. Forholdene i Auschwitz var forfærdelige, og mange folk endte med at blive så afkræftede, at de næsten ikke kunne stå op ved egen kraft længere. Med jævne mellemrum foretog nazisterne en udvælgelse blandt disse afkræftede fanger, som så også blev sendt i gaskamrene. De, der overlevede Auschwitz, var derfor hårdføre mennesker, som enten klarede sig, fordi de formåede at manøvrere sig igennem lejrsystemet med kræfterne tilstrækkeligt i behold eller ved simpel held og tilfældigheder. Det var -­‐ med meget få undtagelser -­‐ denne gruppe, som det lykkedes at skrive deres beretninger om livet i lejren ned efter befrielsen. Gruppen er dog en lille minoritet af de mennesker, der ankom til Auschwitz. De folk, der gik til grunde, udgør langt størstedelen af dem, der gik igennem Auschwitz’ porte, og deres historie er gået tabt for evigt. 55 RUBICON 2015 (2) Disse forbehold skal dog ikke betyde, at erindringslitteraturen er ubrugelig, tværtimod. Mange af fangerne har følt det som en pligt at huske så meget, de overhovedet kunne, netop for at kunne levere deres vidnesbyrd videre senere hen6 . De, der ikke har haft disse tanker, mens de har været i lejren, har dog kunnet huske meget af det, der er sket i Auschwitz, da oplevelserne har været så voldsomme, at de uundgåeligt vil følge det menneske, som har været udsat for dem, hele livet. Man kan derfor forvente, at erindringerne er så sandfærdige som muligt, i hvert fald af dem, jeg har udvalgt. Når man beskriver fangernes situation, uanset om det er i forhold til arbejde eller andet, er erindringskilderne nærmest uundværlige. Det kildemateriale, der i øvrigt er til rådighed, kan simpelthen ikke beskrive forholdene lige så godt, som fangerne selv kan. Fangevogterne, som til dels også har efterladt erindringer efter krigen, har enten ikke haft fornødent indblik i fangernes liv, eller de er simpelthen for tendentiøse i deres udmeldinger, hvorfor deres udsagn ikke i tilstrækkelig grad er anvendelige til at give et retvisende indblik i fangernes liv i Auschwitz. Samtidig fortæller statistikkerne os ikke nok om, hvordan fangernes liv faktisk var, men leverer kun fakta om, hvor mange folk der ankom til lejren, hvor mange der blev slået ihjel med mere. For at beskrive fangernes forhold til arbejdet er man nødt til at dykke ned i fangernes tanker og overvejelser om arbejdet. Har fangerne tilskrevet arbejdet en vis betydning, eller har de set på arbejdet som blot endnu en del af tilværelsen i Auschwitz? Erindringerne er derfor stadig i høj grad brugbare og giver et indblik i, hvordan det må have været at være fanget i et system som koncentrationslejrene. ”Absolute Macht” Sofskys udgangspunkt i Die Ordnung des Terrors er en meget kritisk reaktion på det, han ser som en afværgemanøvre (tysk: Abwehrmanöver), som begyndte at optræde i den almene offentlighed efter 2. Verdenskrig: Orth (1999), 9-­‐10. 6
56 RUBICON 2015 (2) ”Noch immer löst sie [Die Wirklichkeit der Lager] vielfältige Formen der Abwehr aus, die entlasten, die Erinnerung austilgen sollen”7. Ifølge Sofsky foregår afværgelsen på flere planer og på mange forskellige måder. Nogle forsøger at minimere betydningen af holocaust ved at sammenligne det med andre katastrofer under 2. Verdenskrig som for eksempel bombningen af Dresden eller det sovjetiske folkedrab på polske officerer i Katyn-­‐skoven i 1940. Andre betvivler helt, at der har eksisteret udryddelseslejre8 . Afværgemanøvrerne optræder også i de videnskabelige kredse, hvor man ikke beskæftiger sig med virkeligheden i koncentrationslejrene, men mere med hvordan holocaust kunne finde sted 9. Man drejer på den måde fokus væk fra selve folkedrabet og behøver således ikke at tage stilling til, hvad der faktisk skete. Sofsky tager klart afstand fra det og mener, at man bliver nødt til at forstå, hvad der reelt skete i koncentrationslejrene, før man kan begynde at lede efter årsagerne. Sofskys hovedformål med Die Ordnung des Terrors er at ”videnskabeliggøre” holocaust. En del af afværgelsen har bestået i at gøre holocaust ”uvidenskabelig” ved at sige, at det er et fuldstændig unikt fænomen, der ikke kan begribes eller sammenlignes med noget andet10 . Sofsky afviser den ide og mener, at alt, hvad mennesker gør eller oplever, i sidste ende kan forstås og derfor underlægges en sociologisk undersøgelse. Sofsky udarbejder derfor en teori om det system, han mener gennemsyrer alle koncentrationslejrene. Han kalder systemet for ”Absolute Macht”. ”Absolute Macht” betegner hele systemet af koncentrations-­‐ og udryddelseslejre, som nazisterne byggede i løbet af 1930’erne og 1940’erne. Sofsky mener, at ”Absolute Macht” helt grundlæggende er et nyt system, som har lånt elementer fra tidligere undertrykkelsessystemer, men som ikke kan ses som en forlængelse af tidligere systemer som for eksempel slaveri eller tyranni. ”Absolute Macht” skal derfor analyseres Sofsky (1993), 14. Ibid. 9 Sofsky (1993), 17. 10 Ibid. 7
8
57 RUBICON 2015 (2) som “et enestående magtsystem”11 . Modsat tidligere systemer, som har haft til hensigt at udøve magt overfor en befolkningsgruppe, beror ”Absolute Macht” ikke på disciplin, legitimitet eller straffe, men på ren ”terror”. Sofsky fremhæver tyranni og ”disciplinsamfundet”. I et tyranni er samfundet stort set hierarkiløst og bygger på, at befolkningen nærer mistro til hinanden, indtil samfundet ikke kan organisere sig imod despoten, som derfor kan regere uindskrænket. I et disciplinært samfund vil magten bestå i, at befolkningen er under konstant kontrol, så tanken om at gøre noget imod magteliten slet ikke falder dem ind. I ”Absolute Macht” fungerer det anderledes. I tyranniet bliver vold brugt som et middel til at ”knække” befolkningens vilje, men volden ophører, når befolkningen er under kontrol. I koncentrationslejrene var volden konstant og uden begrundelse, folk blev udsat for tæv og tortur, ikke for at præge dem til at tænke på en bestemt måde, men for at fangerne skulle leve i et ”univers af fuldstændig uvished” 12 . En fange blev ikke disciplineret til at tænke på en bestemt måde, men tvunget ind i en masse, der hverken havde frihed eller egenrådighed: ”Sie [Absolute Macht] will Freiheit nicht beschränken, sondern vernichten, das Handeln nicht steuern, sondern zerstören.” 13 Sofskys teori er vidtrækkende og forsøger at forklare hele lejrsystemets formål, struktur, sociale og hierarkiske opbygning med mere. Jeg har valgt et par nøglebegreber, som har relevans for artiklen og vil kort redegøre for dem14 : 1. ”Absolute Macht” er en organiseret magtform, der grundlæggende set styrer hele fangens liv. Gennem vold og et organiseret rædselsregime blev fangerne tvunget til at agere inden for en socialstruktur og en arbejdsform, som nazisterne havde skabt kun for at holde fangerne indespærret. 2. ”Absolute Macht” ændrede betydningen af arbejde fra at være en måde, hvorpå et bestemt mål kunne opnås, til at blive et Sofsky (1993), 22. Sofsky (1993), 29. 13 Ibid. 14 Sofsky har selv inddelt systemet i 10 punkter (se afsnittet ”Absolute Macht”), som han selv uddyber igennem resten af bogen. 11
12
58 RUBICON 2015 (2) terrorinstrument, der ikke tjener et formål i sig selv, udover at dræne fangerne for deres sidste reserver af energi. 3. ”Absolute Macht” tvinger fangerne ud i en tidløs eksistens, hvor de ikke kan vide sig sikre på, om deres handlinger faktisk bidrager til, at de vil kunne overleve de næste dage. En fange lever i total uvished i forhold til, om han eller hun, hvad øjeblik det skal være, bliver dræbt eller udsat for vold. ”Absolute Macht” er i sin grundform arbitrær og kan ramme alle. Hvert minut føles derfor som en evighed, da man aldrig kan vide sig sikker på, hvad der vil ske. ”Absolute Macht” forudsætter, at mennesket i koncentrationslejren ikke er enerådigt og ikke kan påvirke sit liv i en bestemt retning (positivt eller negativt). Når nogle har fuldstændig eller absolut magt, betyder det, at andre, fangerne i dette tilfælde, lever i fuldstændig afmagt. Undertvunget af vold og udmattelse blev fangerne frarøvet enhver form for egen eksistens, for enhver tanke om fremtiden var simpelthen umulig. ”Absolute Macht” tvinger mennesket til at arbejde og agere inden for et system, som han eller hun ikke har nogen mulighed for at ændre på eller forbedre, og der findes ikke nogen instans, man kan appellere til for at få slippe ud af systemet igen. At arbejde er at leve ”Das System an sich konnte ich nicht ändern. Ich konnte es nur im Rahmen meiner Möglichkeiten an einigen Stellen unterhölen.”15 Sådan beskrev tyskeren Werner Krumme sin oplevelse af koncentrationslejrsystemet, da han var indsat i Auschwitz fra februar 1943 til juli 1944. Krumme blev sendt til Auschwitz fra sit hjem i Wrocław (tysk: Breslau), da han nægtede at lade sig skille fra sin jødiske kone. Krummes kone blev sendt til Birkenau og blev kort efter ankomsten til lejren dræbt, mens Krumme blev sendt til Stamlager og overlevede. Krumme var heldig at være: a) tysker b) politisk fange og ikke kriminel. Det betød, at han var meget eftertragtet i ”skrivestuen”, det vil sige den administrative bygning, hvor der blev ført regnskab, da folk, der kunne 15
Distel og Krumme (1991), 125. 59 RUBICON 2015 (2) tale og skrive tysk og ikke var jøder eller kriminelle, var en sjældenhed16 . Efter et hårdt ophold på fire uger i karantænebarakken, hvor Krumme oplevede sult, vold, udmattelse og sygdom, blev han sat fri i lejren. Han blev hurtigt opsøgt og sat til at arbejde i arbejdstjenesten (tysk: Arbeitsdienst), hvor han førte protokol og skrev ned, hvilke fanger der havde hvilket arbejde. Krumme nød godt af arbejdet, der ikke var særlig hårdt og ydermere medførte flere privilegier, der gjorde livet betydelig bedre for ham, end det var tilfældet for mange af hans medfanger. Krumme fik mere mad, ordentlig tøj og en bedre soveplads17 . Fra sin stilling som administrativ arbejder forsøgte Krumme at hjælpe sine medfanger så godt han kunne. Han opsøgte fangerne om aftenen og natten, hvor der var mindst risiko for at blive opdaget, for at finde ud af, om fangerne besad specielle færdigheder eller professioner. Hvis de gjorde det, ville de kunne få tildelt et bedre arbejde, hvilket ville give dem langt bedre muligheder for at overleve. Specielt fanger med håndværker-­‐ og industriuddannelser var eftertragtede. Mange af fangerne kom og takkede Krumme for at have hjulpet dem med at gøre livet mere tåleligt i lejren18 . Det var med livet som indsats, at Krumme hjalp sine medfanger, da de nazistiske vagter ikke ville have, at fangernes forhold skulle forbedres. Krummes historie er ikke nødvendigvis typisk, men illustrerer en meget vigtig pointe i Auschwitz, nemlig at ens arbejde og profession kunne betyde forskellen på død og overlevelse. Krumme indså tidligt, at hans arbejde gav ham en position, der ikke let kunne erstattes, på grund af det lave antal af tyskere i lejren. Det princip, at arbejdet gav en bedre mulighed for at overleve Auschwitz, måtte også gælde for resten af fangerne i lejren, og derfor satte Krumme sig for at hjælpe sine medfanger med at finde et bedre arbejde. Veje til arbejdet Når man diskuterer de nazistiske koncentrationslejre, specielt efter 1942, er det vigtigt at gøre sig en ting klart: alle fanger, med meget få Distel og Krumme (1991), 122-­‐123. Distel og Krumme (1991), 124. 18 Distel og Krumme (1991), 125. 16
17
60 RUBICON 2015 (2) undtagelser, arbejdede. Hvis man ikke arbejdede, var man død, eller man ville blive slået ihjel ved førstkommende lejlighed. Arbejdet var altafgørende, og de, der ikke kunne opfylde de nazistiske vagters krav om arbejdsindsats, var så godt som dødsdømt. Ved ankomsten til lejren blev fangerne udvalgt på baggrund af deres arbejdsevne, og når de ikke kunne arbejde længere, blev de sorteret fra og sendt til gaskamrene. Allerede ved ankomsten til Auschwitz var det nødvendigt at demonstrere at man kunne arbejde. I Elie Wiesel og Imre Kerteszs erindringsromaner (der bygger på deres oplevelser i Auschwitz) bliver det beskrevet, hvordan togkommandoen ville give råd til de yngste og ældste af dem, der ankom til lejren. Togkommandoen arbejdede med at samle folks bagage og andre ejendele, og de beroligede også de mennesker, der lige var ankommet til lejren. Togkommandoen måtte ikke tale om eller fortælle dem, der ankom med togene, hvad der ventede dem i lejren, men den regel blev tilsyneladende til tider brudt. Da Kertesz ankom til lejren, gengiver han denne episode: ”Da de [straffefangerne (Togkommandoen)] opdagede os drenge, blev de, så det ud til, meget ophidsede. De begyndte straks og på en mærkelig forjaget måde at hviske sammen i en forrygende fart… Og så begyndte de alle på én gang… at interessere sig voldsomt for vores alder. Vi sagde: -­ Vierzehn, fünfzehn – alt efter hvor gamle vi var. Straks protesterede de voldsomt både med arme og ben: -­ Zescjan [16] – hviskede de fra alle sider – zescajn. Jeg undrede mig, og jeg spurgte også én af dem: -­ Warum? – Willst du arbeiten? – om jeg ville arbejde, spurgte han og borede sine dybtliggende øjnes tomme blik ind i mit... Jeg så, at han var vred, og at sagen tilsyneladende var af største betydning for ham…” 19 Vi finder en lignende passage i Elie Wiesel: ” ’Halløj, knægt, hvor gammel er du?’ Det var en fange, der udspurgte mig. Jeg kunne ikke se hans ansigt, men stemmen var træt og varm. ’Ikke fyldt femten.’ ’Nej. Atten.’ ’Nej, jeg er ikke,’ vedblev jeg. ’Femten.’ 19
Kertesz (2002), 67. 61 RUBICON 2015 (2) ’Fjols. Hør efter, hvad jeg siger’. Så spurgte han min fader, som svarede: ’Halvtreds år.’ Endnu mere rasende fortsatte den anden: ’Nej, ikke halvtreds år. Fyrre. Kan De så forstå det? Atten og fyrre.’ ”20 Det ses her tydeligt, hvor vigtigt det var, at man blev betragtet som arbejdsduelig, når man ankom til Auschwitz. Nogle mennesker var heldige og blev hjulpet af togkommandoen, men de fleste vidste, hvilken fare de stod overfor. Mange, som Wiesel og Kertesz , var for unge til at blive betragtet som gode arbejdere og havde heller ikke en profession, som var eftertragtet i lejren, og ville derfor være blevet sendt til gaskamrene, hvis det ikke var for togkommandoens indblanding. Andre var for gamle eller så svage ud og kunne derfor ikke arbejde “optimalt”. Når togkommandoen gav råd videre til de nyankommne i Auschwitz, var det for at sikre, at de i det mindste kunne overleve den første selektion og få et arbejde inde i lejren. Hvad der derefter skete, afhang meget af den enkelte fanges vilkår og karakter. Efter den første selektion ved ankomsten til Auschwitz blev fangerne inddelt i deres kommandoer og sat til at arbejde. Nogle fanger var heldige at få et godt arbejde allerede ved ankomsten til lejren, som for eksempel Krumme. De fleste var dog ikke så heldige. Mange blev sat til hårdt fysisk arbejde, der ofte foregik udendørs, uden at fangerne fik tildelt det rette værktøj eller materiale. Om vinteren fik fangerne ikke vintertøj, og om sommeren var der ikke adgang til rent vand. Fangernes forudsætninger for at overleve det arbejde var vidt forskellige. Nogle kom som unge mænd eller kvinder, der bedre kunne modstå de hårde arbejdsforhold, andre var ældre og havde aldrig arbejdet på den måde før. Hvad der dog gjaldt for alle fanger var, at hvis de ville overleve, måtte de finde på noget, der kunne forbedre deres vilkår i lejren, da man ellers stod overfor den sikre død: ”At lade døden indhente sig er det enkleste. Dertil kræves kun, at man udfører alle sine ordrer til punkt og prikke, ikke spiser andet end sin ration og følger den fastsatte disciplin såvel på arbejdet som i lejren.”21 20
62 Wiesel (1987), 36. RUBICON 2015 (2) Sofsky har med ”Absolute Macht” beskrevet denne tilgang til lejren, men som analysen vil vise er det ikke nødvendigvis den vej fangerne selv valgte at følge. For mange af fangerne var vejen til overlevelse at finde et bedre arbejde. Det var alment kendt i lejren, at det at finde sig et bedre arbejde var en effektiv måde at forbedre ens liv på22 . Måden at bruge arbejdet til at overleve på var dog meget forskellig. Nogle af måderne vil blive gennemgået nu: 1. Være eftertragtet; Efter 1942 var den tyske industri blevet sat i forbindelse med koncentrationslejrene i stor stil, og derfor var et voksende antal professionelle og specialister påkrævet i lejrsystemet. Det var dog ikke kun den tyske industri, men også lejrsystemet selv, der havde brug for faglært arbejdskraft. Havde man en eftertragtet profession, betød det ofte bedre forhold og mindre risiko for død. Specielt folk med helt enestående uddannelser eller erfaringer var bedre sikret, da det ikke var muligt for nazisterne at erstatte dem nær så let, som det for eksempel var at erstatte ufaglært arbejdskraft. Faglærte håndværkere som tømrere og elektrikere, industriarbejdere, og endda forskere som biologer og kemikere var alle eftertragtet i Auschwitz, for at imødekomme de enorme behov, industrien og lejrsystemet stillede. Koncentrationslejrsystemet var dog ikke bygget til at udnytte fangernes arbejdskraft optimalt23 . Der fandtes mange fanger, der besad eftertragtede kompetencer, i systemet, men de blev ikke brugt, selvom disse fanger kunne have bidraget meget mere inden for et fagområde, de rent faktisk kendte til. Nogle fanger, blev udvalgt ved ankomsten til Auschwitz, enten fordi de angav ved selektionen at de besad et bestemt arbejde, eller fordi de blev opsøgt af en SS-­‐mand eller kapo. Mange af fangerne blev dog nødt til selv at finde frem til et Levi (2010), 96. Der findes mange eksempler på fanger, der beskriver dette, blandt andet Krumme side 125 og Wohl side 123. 23 Anatomy (1998), 47. 21
22
63 RUBICON 2015 (2) arbejde, enten ved at skabe sig forbindelser i lejren eller ved at “shoppe”, hvilket bliver diskuteret nærmere i punkt 3. At være eftertragtet var den sværeste måde at finde arbejde på. At være eftertragtet krævede, at man kom til lejren med a) en uddannelse eller erfaringer, som nazisterne kunne bruge, og b) at den uddannelse eller erfaring var eftertragtet på det tidspunkt. Auschwitz blev hele tiden udvidet, hvilket betød, at nye projekter også blev påbegyndt nærmest konstant. Derfor ændrede behovet for arbejdskraft sig også hele tiden. 2. Løgn; At lyve om sit ophav var meget udbredt. Det var tydeligt for fangerne, at noget arbejde, specielt det faglærte, gav bedre muligheder for at overleve, og derfor forsøgte man altid at få adgang til det arbejde. Mange løj sig til en eftertragtet profession. Hvis det var en mekaniker, der blev efterlyst, ville man sige, at man var mekaniker, hvis det var en tømrer, der var brug for, sagde man, at man var tømrer24 . Der var selvfølgelig en vis risiko forbundet med dette, da man jo risikerede ikke at kunne leve op til kravene, eller det blev opdaget, at man ikke besad de færdigheder, der blev efterspurgt. For mange var det dog en acceptabel risiko, da man kunne få meget bedre muligheder ved at få det faglærte arbejde. 3. ”Shoppe”; Selv det arbejde, der ikke krævede nogen faglært uddannelse, var ikke alt sammen lige dårligt. Stort set alle, der fandt bedre arbejde, ”shoppede” blandt de muligheder, de kunne finde. Nogle stillinger var ikke behagelige set udefra, men var meget eftertragtede i lejren. Et eksempel er latrinkommandoen, som arbejdede med at tømme og vedligeholde de store fællestoiletter, der var det eneste sted, fangerne havde at gå på toilettet. Latrinerne var dårligt bygget og var slet ikke store nok til den enorme mængde fanger. Derudover gjorde stresset og den dårlige forplejning, at mange fanger led af kronisk diarré, for slet ikke at nævne dysenteriepidemierne25 . Trods det var latrinerne meget eftertragtede arbejdssteder. Lugten var så slem, at nazisterne 24
25
64 Wohl (1990), 123. Anatomy (1998), 131-­‐132. RUBICON 2015 (2) sjældent gik indenfor, og man kunne derfor tale frit26 . Derudover var arbejdet indendørs og gav derfor en vis læ for solen om sommeren og kulden om vinteren. Arbejdet krævede ingen specielle forudsætninger, man skulle blot kunne udstå -­‐ bogstaveligt talt -­‐ lortearbejdet. Hver morgen skulle fangerne stille til appel og derefter gå til en kommando og begynde på dagens arbejde. Kapoerne, der stod for ledelsen af kommandoen, var dog ofte ligeglad med, hvor mange folk de havde, bare de havde nok. Udskiftningen var stor på grund af den høje dødelighed og sygdom, og fangerne kunne derfor relativt frit finde nye kommandoer. Fangerne ville forsøge ved morgenappellen at finde den kommando, der var bedst, men det var svært, da de bedste kommandoer ofte blev besat efter ganske kort tid. Derfor risikerede man at blive sendt til en hård kommando, da det var dem, der var mindst besat27 . 4. Uproduktivitet; Dette var ikke en måde at finde arbejde på, men en måde hvorpå man kunne overleve det arbejde, man nu engang var sat til. En meget udbredt overlevelsesteknik var at foregive at arbejde, men i realiteten ikke lave noget. Hvis man for eksempel var sat til at grave et hul, ville man skubbe det samme jord rundt, så det så ud, som om man gravede dybere, men faktisk bare flyttede den samme jord. Hvis en vagt, det kunne både være en SS-­‐mand eller en kapo, så i ens retning eller gjorde tegn til at komme nærmere, ville man begynde at arbejde i ”normalt tempo”, men så stoppe igen i det øjeblik, vagten kiggede væk. Denne måde at arbejde på var ideel til at spare på den smule energi, man havde tilbage, men det var også risikabelt, da man kunne risikere en straf, hvis man blev fanget i at være ”doven”. Man kan spørge sig selv, hvorfor nazisterne ikke opdagede, at mange af de folk, der arbejdede som specialister, ikke var faglærte indenfor det givne felt. Det er unægtelig svært at snyde sig til at være faglært elektriker, 26
Smith (2005), 68. 27
Wohl (1999), 48. 65 RUBICON 2015 (2) tømrer eller kemiker, hvis man aldrig har arbejdet med de erhverv før. Det kan måske forklares ved, at produktiviteten i Auschwitz (og koncentrationslejrene generelt) var meget lav, primært fordi fangerne, der blev sat til at arbejde, blev mishandlet så meget 28 . Det var måske derfor ikke muligt at se forskel på, om fangerne arbejdede optimalt efter forholdene eller famlede sig frem i et helt ukendt arbejde. Det kan dog også tilskrives de generelt kaotiske forhold i lejren. Mens nogen som for eksempel Levi blev afprøvet for at se, om de besad de fornødne færdigheder, virker det ikke til at være en generel tendens. Mange fanger har sikkert fået hjælp af andre fanger, eller fangerne har lært lige præcis nok til at kunne snyde sig vej frem. Nogle blev taget i ikke at vide de mest basale ting, men bestak simpelthen deres kapo med mad eller andre mangelvarer i lejren29 . Fangernes hverdag For at konkretisere disse overordnede tendenser indenfor arbejdet i koncentrationslejrsystemet er det relevant at se på, hvordan nogle af fangerne har oplevet lejrsystemet, og hvordan de har valgt at arbejde indenfor det. Fangerne har ikke gjort brug af de samme teknikker, og de har også brugt teknikkerne på forskellige måder og tidspunkter. De fleste fanger har gjort brug af ”at shoppe” ved at lede efter kommandoerne, og det vil derfor ikke blive behandlet i større grad. Nogle af fangerne var specielt privilegerede på grund af deres uddannelse. En af sidelejrene til Auschwitz, Rajsko, bestod af en del kvindelige biologer og langbrugsforskere, der ikke kunne erstattes, fordi deres evner var så eftertragtede30 . De fik derfor bedre forplejning, bedre muligheder for at vaske sig med mere, kun fordi deres arbejdskraft var så eftertragtet. En meget interessant fange er Primo Levi. Levi er ikke en ”typisk” overlevende, hvis en sådan overhovedet findes. Levi var en italiensk jøde, der var uddannet som kemiker fra Torino Universitet i Norditalien. Han var omkring 24, da han ankom til Auschwitz. Levi var Stræde (2008), 95-­‐96. Spiegelman (2003), 207-­‐208. 30 Smith (2005), 90. 28
29
66 RUBICON 2015 (2) ikke vant til hårdt fysisk arbejde, som var det, der var mest af i Auschwitzlejren, og som jøde var han placeret allerlavest i lejrhierarkiet. Derudover beskriver Levi sig selv som uegnet til arbejdet, ikke kun i kraft af sin manglende erfaring med den slags arbejde, men også fordi hans kropsbygning var anderledes end mange af de andre fangere. Levi beskriver sig selv som værende lav og uden muskler, mens specielt polakkerne generelt både er højere og kraftigere bygget31 . Levi var derfor dårligere stillet i forhold til det hårde fysiske arbejde, da han altid ville fremstå som dårligere i forhold til de andre arbejdere, hvilket ofte medførte afstraffelse fra fangevogterne. Levi beskriver i detaljer de små ”overlevelsesteknikker”, der eksisterede i Auschwitz. Det var bedre at arbejde så lidt som muligt for at spare energi og kræfter og så tage de tæv, der måtte komme. For at sikre at man ikke blev opdaget, kunne man dog også have en hjælper, der kunne råbe op hvis en kapo eller SS-­‐mand gik forbi.32 Levis uddannelse som kemiker skulle komme til at få stor betydning for ham. Han havde tidligere arbejdet, som de fleste andre i lejren med hårdt fysisk arbejde, men da der oprettedes en kemikommando, meldte Levi sig til arbejdet, i håb om at det kunne forbedre hans levevilkår. Efter en eksamen blev han udvalgt til at arbejde i laboratoriet, hvorpå han fik tildelt nyt tøj og skulle arbejde indenfor i varmen, mens det var vinter 33 . Derudover gav arbejdet Levi mulighed for at stjæle materiale, han kunne sælge til sine medfanger, når han vendte tilbage til sin barak om aftenen. Levi forbedrede derfor sit liv betydeligt, blot ved at melde sig til et andet arbejde. Arbejdet krævede selvfølgelig, at Levi var uddannet som kemiker (selvom Levi selv nævner, at der var en mand i laboratoriet, der ikke var uddannet kemiker34 ), men der var andre, som havde held til at skaffe sig bedre levevilkår på lignende måder uden at have de fornødne færdigheder. I Tibor Wohls erindring Arbeit macht tot finder vi en samtale mellem Wohl og en anden fange ved navn Thomas: Levi (2010), 56. Levi (2010), 135. 33 Levi (2010), 141-­‐142. 34 Levi (2010), 141. 31
32
67 RUBICON 2015 (2) ” Ich fragte Thomas, was er hier arbeite. – ’Ich bin Mechaniker.’ ’Was bist du? Ich denke, du bist Rechtsanwalt.’ ’Ja, aber ich werde doch schrauben, feilen und sägen können! Das habe ich im Lager bald herausgehabt, wie man eine leichtere Arbeit bekommen kann, also bin ich jetzt Mechaniker. Ich war schon Maler und Zimmermann, je nachdem, was man gerade brauchte auch Ofensetzer...Wenn gerufen wird: Maurer vertreten! und man hat gerade eine schlechte Arbeit oder einen Kapo-­Mörder oder SS-­Mörder, so ist man eben Maurer, wenn man denkt, daß das besser ist. Nur sich nicht genieren! Was kann einem schon passieren? Daß man einmal vielleicht ”Fünfundzwanzig” [lejrslang for 25 piske-­ eller stokkeslag] kriegt? Ach was, die kann man auch so erhalten, ohne daß man etwas dazu tut. Nur frech drauflos, sonst geht man unter, und man will doch schließlich denen zum Trotz lebend herauskommen.’ ”35 Hvorvidt denne samtale har fundet sted, som Wohl har gengivet, er ikke til at vide (Wohl udgav først sine erindringer 1990, altså 45 år efter Auschwitz’ befrielse), men de tanker, der kommer til syne, har uden tvivl eksisteret i Auschwitz. Frygten for at blive straffet var stor, men den mulige gevinst ved at lyve om sine kompetencer var desto større, da man kunne forbedre sin livskvalitet markant. Et andet eksempel er Vladek Spiegelman, hvis erindringer omkring Auschwitz er gengivet i hans søns, Art Spiegelmans, tegneserie Maus (alle referencer til Spiegelman efter dette punkt er til Vladek og ikke hans søn). Spiegelman var meget god til at forbedre sin situation i lejren. Spiegelman var polsk-­‐jøde, men talte engelsk, hvilket en polsk kapo opdagede. Kapoen havde set, hvilken retning krigen havde taget, og ønskede at kunne tale engelsk, til når krigen sluttede 36 . Det betød bedre forplejning og forhold for Spiegelman, der blev beskyttet af kapoen. Kapoen holdt Spiegelman skjult i så lang tid som muligt, men på et tidspunkt skulle Spiegelman videre, men kapoen ville hjælpe ham med at finde et faglært arbejde, for faglærte arbejderes forhold var bedre. Spiegelman foreslog flere ting, blandt andet blikkenslager (eng. 35
36
68 Wohl (1999), 123. Spiegelman (2003), 192. RUBICON 2015 (2) ”tinsmith”), hvilket han endte med at blive, selvom han kun havde arbejdet i et værksted og set de rigtige blikkenslagere arbejde37 . Spiegelman forstod koncentrationslejrsystemet bedre end de fleste. Han besad en evne, at tale engelsk, som gav ham en mulighed for at forbedre sin situation, som han udnyttede i så lang tid han kunne. Da den mulighed slap op, løj han sig frem til en bedre stilling, og sikrede sig dermed en bedre tilværelse i lejren. Disse eksempler viser, at der blev gjort mange overvejelser over, og at der eksisterede en forståelse for, hvordan reglerne og systemet i lejren fungerede. Reglerne var ekstremt vilkårlige, men kunne man gennemskue dem, havde man en chance for at forbedre sit liv markant. Spørgsmålet er dog, i hvor høj grad der var tale om ”overlevelsesmetoder” eller ”overlevelsesstrategier”. Med overlevelsesstrategi menes, at fangen har formuleret sig bevidst og udviklet en plan for, hvordan han eller hun vil overleve, mens overlevelsesmetode er den måde, man har overlevet på, men som ikke nødvendigvis har været nærmere overvejet. Mange af fangerne har uden tvivl forsøgt sig frem uden nødvendigvis at have overvejet præcist, hvad deres fremgangsmåde skulle være, men de fleste af fangerne har forsøgt at formulere en strategi, selv hvis strategien ikke har bestået af mere end ”forsøg at finde et bedre arbejde”. Det må nødvendigvis være en strategi, da man har overvejet sine muligheder. Spiegelman og Thomas har uden tvivl vidst, at det var at gamble at lyve om deres kundskaber, men har ment, at det var risikoen værd. Det værste, der kunne ske, var, at man blev dræbt, men modsat kunne man overleve i længere tid med et bedre arbejde, og det kunne betyde forskellen på at overleve lejren eller gå til grunde der. Fangerne i Auschwitz havde altså muligheden for at forbedre deres liv, men det var selvfølgelig ikke altid åbenlyst for dem. Forholdene i lejren var generelt meget kaotiske, mange folk levede i total choktilstand. Tusindvis af jøder har set deres familie forsvinde for aldrig at blive set igen, og mange andre har oplevet tortur, sult og tørst i længere perioder. Mange af fangerne har nok forsøgt at holde lav profil for at overleve på den måde. Det har dog i den sidste ende kostet dem livet, da de er blevet 37
Spiegelman (2003), 196. 69 RUBICON 2015 (2) svagere og svagere på grund af det hårde arbejde og den dårlige mad, og da de selv har opdaget, hvad der skete med deres krop, var det for sent. Sammenligning med ”Absolute Macht” Sofskys teori giver på mange måde et godt indblik i, hvordan det må have været at være fange i koncentrationslejrene. Frygten, uvisheden og den konstante mentale og fysiske tortur var overvældende, og det kostede tusindvis af folk livet, enten igennem direkte eller indirekte drab. Men der er et punkt, hvor Sofsky ikke har formået at beskrive virkeligheden i lejren, og det er, om fangerne i sidste ende var autonome i deres eget liv. Spørgsmålet er, om Sofskys sociologiske tilgang overrumpler den empiriske ”virkelighed”38 ? Som sociolog går Sofsky til materialet med en struktur-­‐ og teoribaseret tankegang, der måske undlader nogle vigtige detaljer, der kunne antyde at ”Absolute Macht” ikke er helt så plausibel en teori som først antaget39 . Hans teori forsøger at forklare hele koncentrationslejrsystemet, men halter åbenlyst på det punkt, der handler om fangernes egne muligheder for at agere indenfor det system. Kigger vi nærmere på forholdet mellem ”Absolute Macht” og fangeerindringernes udlægning af arbejdets betydning i Auschwitz viser der sig hurtigt mange uoverensstemmelser. Sofsky gør klart i Die Ordnung des Terrors, at fangerne i koncentrationslejrene ikke havde nogen kontrol over deres eget liv: ”Keiner konnte mit Sicherheit erwarten, daß er den nächsten Tag überleben würde. Die fraglose Idealisierung der eigenen Fortexistens, auf der alles Handeln aufruht, war zersprengt. Ob das Handeln noch etwas ausrichtete, ob Anpassung und Gehorsam tatsächlich das Leben verlängerten, dies war ganz ungewiß. Absolute Macht macht aus jeder Situation eine Situation auf Leben und Tod. Sie kann jeden Handlungsplan durchkreuzen. Die Kontinuität des inneren Zeitbewußtseins wird zerstückelt, Vergangenheit und Zukunft werden radikal entwertet… 38
39
70 Orth og Wildt (1995), 55. Bartov (1997), 52. Infolge des Vernichtungsdrucks herrschte erbarmungsloser Kampf ums Überleben.”40 RUBICON 2015 (2) im Lager ein En fange kunne ikke påvirke sit eget liv i nogen retning. Fangen havde ikke mulighed for at lægge nogen plan, for hvert øjeblik kunne der komme en ukendt faktor, der kan smadre alle former for planer og tanker om fremtiden. Enhver handling sker i øjeblikket, fordi ens egen skæbne ikke afhænger af en handling, man selv laver, men udelukkende ligger i faktorer udenfor ens egen kontrol. Fangen i koncentrationslejren kan ikke abstrahere fra det øjeblik, han/hun befinder sig i, for den basale forudsætning, som alle mennesker tager for givet, nemlig at vi kan overleve til den næste dag, er brudt41 . I det normale liv vil mennesket kunne foretager handlinger, der fører til, at personen overlever, men i koncentrationslejrene er dette umuligt. Sofskys har formuleret ”Absolute Macht” uden at tage højde for fangernes mulighed for at agere indenfor systemet. Han mener, at det var umuligt at formulere en handlingsplan, men fangeerindringerne viser, at det ikke var tilfældet. Fangerne var i høj grad i stand til at abstrahere og overskue situationen nøgternt nok til at vide, at det ville være fordelagtigt for dem at finde et bedre arbejde. For eksempel står der i Wohls erindringer: ”An jedem Morgen, gleich nach dem Appell, wenn der Befehl ’Arbeitskommandos antreten!’ ertönte, mußten wir zu dem Kommando laufen, dem wir zugewiesen waren. Mein Freund Otto und ich wollten versuchen, in ein leichteres Kommando zu kommen, und wir stellten uns deshalb zu einer anderen Gruppe.” Det lykkedes ikke for Wohl og hans ven at finde en bedre kommando, men det faktum, at de ser det som en mulighed, viser tydeligt, at de forsøger at tage en beslutning og forbedre deres liv. Hvis Sofsky skulle have ret, ville Wohl og hans ven ikke bevidst være gået imod den henvisning, de havde fået, men ville være taget på deres kommando og arbejdet. At det ikke 40
41
Sofsky (1993), 36. Sofsky (1993), 37. 71 RUBICON 2015 (2) lykkedes for Wohl og hans ven i dette tilfælde, er underordnet, for det er lykkedes for mange andre i andre situationer. Denne artikel har bragt flere eksempler på folk, der har formået at forbedre deres situation igennem arbejde. Stik imod hvordan Sofsky portrætterer koncentrationslejrsystemet, var der i høj grad mulighed for fangerne for at udøve en vis mængde autonomi, selvfølgelig med de store begrænsninger, der eksisterede indenfor lejrsystemet. Den tilstand af total magteløshed, som Sofsky beskriver, eksisterede og var også kendt af fangerne, men flere fanger forsøgte bevidst at kæmpe imod den. At lade sig underkue, kun spise den mængde mad, der var tildelt, og arbejde så godt man kunne var en sikker måde at dø på42 . Koncentrationslejrene var, i hvert fald efter 1942, designet til at slå ihjel enten indirekte gennem sult og arbejde eller direkte gennem massehenrettelser og gaskamre. Det faktum, at flere tusinde fanger overlevede på trods af det ved at udnytte alle de muligheder, de havde til rådighed, viser, at nazisterne ikke lykkedes i deres mål. Det lykkedes dem aldrig helt at fratage fangerne deres menneskelighed, på godt og ondt. Følger man Sofskys teori får man dog et helt andet indtryk, som til tider er problematisk. Et stort problem, der hænger sammen med Sofskys manglende forståelse af fangernes autonomi, er Sofskys tendens til at se koncentrationslejren fra nazisternes synspunkt. Anmelderen Omer Bartov har nævnt den tendens i sin anmeldelse fra 1997: ”Most disturbing perhaps, is the fact that the prisoners appear in his study as abstract entities, as ’reds’, ’greens,’ ’Jews’: they are assigned precisely the identities that were imposed upon them by the perpetrators, and denied any unique human features.”43 Det skal her gøres klart, at jeg ikke mener, at Sofsky selv er nazist eller på nogen måde har sympati for nazisternes projekt, men Sofsky har i Die Ordnung des Terrors en uheldig tilbøjelighed til at se fangerne ikke som mennesker, men som en ”masse”. Nazisternes formål var at umenneskeliggøre fangerne i Auschwitz. De forsøgte at skabe en masse, 42
43
72 Levi (2010), 96. Bartov (1997), 52. RUBICON 2015 (2) der ikke var mennesker, men undermennesker i alle henseender. Fangerne blev kronraget, tvunget til at gå i ens tøj, fik frataget deres navn og sprog med mere. De fik tatoveret deres fangenummer på armen, og når de blev tiltalt, måtte de kun bruge deres fangenummer som navn og skulle svare på tysk, uanset deres eget modersmål. Sofsky har ved at generalisere koncentrationslejrene til en overordnet teori retroaktivt fjernet fangernes menneskelighed. Fangerne forsøgte faktisk at bibeholde en vis menneskelighed og kæmpede hårdnakket og til tider på bekostning af andre folks liv for at finde en måde at overleve på. De mennesker, der var indespærret i koncentrationslejren, måtte agere indenfor et system, der havde gennemgået en udvikling til at blive de største drabscentre, menneskeheden nogensinde har set, men til trods for det formåede mange fanger at overleve ved enten at være ekstremt heldige eller ved at finde frem til overlevelsesmetoder, der gav dem bedre muligheder. Fangerne brugte altså en af menneskets vigtigste egenskaber, de tilpassede sig det miljø, de var blevet tvunget ind i. Sofsky fratager, måske ubevidst, menneskene den egenskab og gør dem i stedet til en ansigtsløs masse. Konklusion Sofsky er sociolog. Han har arbejdet ud fra et sociologisk perspektiv og har ud fra det opstillet en teori, som han mener er alment gældende. Trods kritik blev hans teori i vidt omfang brugt, da den opstillede en sammenhængende og overordnet tilgang til koncentrationslejrsystemet, som indtil det punkt ikke havde eksisteret44 . ”Absolute Macht” er et bravt forsøg på at forklare rædslerne, der foregik under Holocaust, men som artikel forhåbentlig har påvist, er der visse områder, der er problematiske. Ud fra en mere detaljeret og empiriorienteret historisk gennemgang viser det sig, at der er nogle betydelige mangler i ”Absolute Macht”. Sofskys teori fratager fangerne deres autonomi og egenrådighed, netop i den tid hvor de blev nødt til udvise enorm opfindsomhed og arbejdsomhed under ekstreme forhold. Sofsky har helt ret i, at volden og terroren i 44
Orth (1999), 15 og Orth og Wildt (1995), 52. 73 RUBICON 2015 (2) koncentrationslejren var konstant og kunne ramme tilsyneladende vilkårligt. Det er dog ikke ensbetydende med, at fangerne i koncentrationslejrene ikke havde nogen form for egen bestemmelse i deres liv. Hvad der er endnu mere problematisk, er Sofskys tilgang. Sofsky arbejder ud fra den præmis, at nazisterne formåede at umenneskeliggøre fangerne. Han fremhæver, at fangerne blev gjort til en masse, til trods for at mange af fangerne kæmpede uafbrudt for at undgå netop det. ”Absolute Macht” er derfor ikke absolut, men relativ, da mange fanger faktisk formåede at overleve indenfor det system, de var blevet indespærret i. Litteraturliste Sekundærlitteratur Gutman, Yisrael (red.) m.fl. Anatomy of the Auschwitz Death Camp. Indiana University Press, Bloomington: 1998. Print Smith, Peter Langwitz. Auschwitz – en beskrivelse. Gyldendal, København: 2004. Print. Sofsky, Wolfgang. Die Ordnung des Terrors: Das Konzentrationslager. S. Fischer, Frankfurt a.M.: 1993. Print. Stræde, Therkel (red.) m.fl. De nazistiske koncentrationslejre – studier og bibliografi. University of Southern Denmark, Odense: 2003. Print. Suderland, Maja og Spengler, Jessica (overs.). Inside Concentration Camps – Social Life at the Extremes. Polity Press, Cambridge: 2013. Print. Orth, Karin. Das System der nationalsozialistischen Konzentrationslager. Hamburger Edition, Hamburg: 1999. Print. Kilder Barbara Distel og Werner Krumme: "Das System an sich konnte ich nicht ändern. Ich konnte es nur im Rahmen meiner Möglichkeiten an einigen Stellen unterhöhlen": Erinnerung eines Häftlingsfunktionärs im Lager Auschwitz I”. Dachauer Hefte. 1991. 7: 119-­‐128. Print. Kertesz, Imre og Eszterhas, Peter (overs.). De skæbneløse. Batzer & Co, Roskilde: 2002. Print. 74 RUBICON 2015 (2) Levi, Primo. Vidnesbyrd – erindringer fra Auschwitz. Rosinante, København: 2009. Print. Spiegelman, Art. The Complete Maus. Penguin, London: 2003. Print. Wiesel, Elie og Pedersen, Gunner (overs.). Natten. Samleren, Købehavn: 1987. Print Wohl, Tibor m.fl. Arbeit macht tot. Fischer Taschenbuch Verlag, Frankurt a.M.: 1999. Print. 75 RUBICON 2015 (1) ”Aldrig kan du nå din Påskemorgen, skulker du fra din Langfredagssorg
” Anmeldelse af Per Stig Møller: Kaj Munk – digter, præst og urostifter. 680 sider. 279,95 kr. (vejl.) Gyldendal 2015. Af cand. stud. mag. Kasper Haunstrup Madsen. Per Stig Møllers næsten 700 siders mastodont om Kaj Munk er en fusion af de to ældre udgivelser; Munk(2000) og Mere Munk (2003). Til disse ældre udgivelser tilføjer Møller det afsluttende afsnit ”Men større er dog Gud”. Denne sidste tilføjelse centrerer sig hovedsageligt omkring Kaj Munk i besættelsestiden. Bogen er uden tvivl det mest succesrige forsøg på at beskrive Kaj Munks liv udtømmende. Dennes liv var multifacetteret og læseren møder således 76 RUBICON 2015 (1) både digteren og dramatikeren, præsten og slutteligt modstandsmanden Kaj Munk. Hans møde med teaterverdenen beskrives ganske fængende på godt og ondt gennem brevvekslinger med venner og kritikere. Præstegerningen bringer ligeledes Munk med-­‐ og modgang, både i det lokale sogn, men også på nationalt plan, hvor teologiske diskussioner flyder sammen med datidens politik. Før 9. april fandt Munk sig dog aldrig helt til rette i den politisk-­‐teologiske debat og holdt sig derfor til teaterets og kirkens verden. Per Stig Møllers værk er tematisk opdelt, hvorfor den til tider springer frem og tilbage i tiden og gentager sig selv. Dette kan indledende virke forstyrrende, men giver god mening, da en kronologisk jonglering med digter-­‐, præste-­‐ og modstandsgerningen ville være en umulighed. I et af de mest virkningsfulde segmenter af værket centrerer Møller sig omkring Munks forhold til nationalsocialismen i Tyskland. Klaus Rifbjerg og hans ligesindede har i efterkrigstiden forsøgt at henstille Munk til historiens mødding som en fascistoid antidemokrat. Dette billede tegnes som regel med udgangspunkt i en lemfældig citering af Munks tale i Ollerup, d. 28. juli 1940, og hans tidlige ros af Hitler som statsmand. Der bør ikke herske tvivl om, at Munk så positivt på udviklingen i 1930'ernes Tyskland. Det var skam meget normalt i samtiden. Ligeledes så man ungdomsorganisationer i landet lade sig inspirere og uniformere, hvoraf Konservativ Ungdom for eftertiden udgjorde det mest berygtede eksempel herpå. Ligesom Konservativ Ungdom fik Kaj Munk sig dog en brat opvågning, da Det Tredje Riges imperiale intentioner begyndte at udfolde sig. Segmenter af de ungkonservative indgik – sammen med den yderste venstrefløj – i væbnet modstand mod besættelsesmagten. Kaj Munks vej skulle blive en anden end den væbnede modstand. Munks rolle beskrives måske bedst af Rigsbefuldmægtiget Werner Best som værende ”modstandsbevægelsens åndelige leder”. Denne rolle som ”urostifter” udfyldte Munk bl.a. med hadefulde prædikener mod besættelsesmagten. Han var en torn i øjet på besættelsesmagten og fik gentagne advarsler, hvilket i 1943 gjorde, at han fik prædikenforbud. Munk lod sig ikke kue af besættelsesmagtens trusler, men fortsatte at prædike og læse op af stykket Niels Ebbesen, der opfordrede til modstand. Der hersker ingen tvivl om, at Per Stig Møller er Danmarks førende Kaj Munk-­‐ekspert. Megen videnskab er fremkommet i hælene på 77 RUBICON 2015 (1) hans forskning. Det omfattende kendskab til kildematerialet, interviews med bekendte og fjender har dog givet Møller muligheden for at komme et spadestik dybere i fortællingen om Munk. For hvad drev i grunden Kaj Munk? Hvad drev ham til at fortsætte i den dramatiske verden efter fiasko? Hvad fik manden til at blive i Danmark på trods af Frihedsrådets ønske om at flytte ham til England, grundet dødstrusler mod hans person. Hvad fik manden til roligt at følge med i mordernes bil d. 4. januar 1944. Det var kristendommen og kærligheden til Danmark. ”Jeg sørger ikke over demokratiets dødsfald, men over Danmark” Udtalte Munk polemisk ved Ollerup i 1940. Det var ikke styreformen i statslig forstand, han begræd. Det var nationen i sin fulde kontekst. Folket, kulturen, historien og fremtiden. Dette var med en sløset forsvarspolitik og generel manglende forsvarsvilje blevet sat over styr af den -­‐ i tiden -­‐ svage parlamentarisme. Det var det partipolitiske fnidder, der havde serveret Danmark på et sølvfad for den fremadstormende tyske krigsmaskine. ”Stol på Gud” var de sidste ord, Kaj Munk ytrede til hustruen Lise Munk, inden han blev ført bort af morderne den kolde aften i januar. Mange har i efterkrigstiden spekuleret i Munks motiver før og under besættelsen. Var han drevet af en pervers lyst mod martyriet? At han nægtede flugten til England, synes at være beviset. Jo dybere man begraver sig i Møllers værk, synes en anden forklaring dog at være mere indlysende. Munks Kristendom var en gerningskristendom. Det var ikke muligt for ham at vende den anden kind til. Verden var en kamp mellem Gud og Satan. Dette formulerede han således, at hvis man var passiv i det gode, ville man ende med at blive aktiv i det onde. At tage aktion var en eksistentiel nødvendighed for Kaj Munk. At flygte og lade landsmændene i stikken var en eksistentiel umulighed, hvorfor han da også nægtede flugten. I den teologiske forståelse var Munk i høj grad påvirket af Søren Kierkegaards skrifter. Dette efterlod en mand, der måtte være tro mod egen eksistens når det gjaldt. Som anmeldelsens titel indikerer, måtte Munk – og Danmark – igennem den hårde Langfredag, før Påskemorgenens genoprejsning kunne nydes. 78 RUBICON 2015 (1) Per Stig Møller leverer med værket en velskrevet indgang til Kaj Munks liv. De forskellige tematiseringer over Munks liv prydes med private breve og noter, der gør værkets hovedperson levende for læseren. Kristendomsforståelsen, der går igen i alle temaer, fungerer som en fin overordnet rød tråd og leder læseren sikkert gennem Munks liv. Hvad enten man interesserer sig for Kaj Munk, mellemkrigstiden, besættelsen, teaterverdenen eller teologien, leverer denne bog fremragende læsning. 79