Nr. 2 2015 - Antifascistisk

Transcription

LØSSALG: 30 KR.
FRA INDHOLDET
– Leder: Der var et yndigt land
– Det er nu, det gælder:
Tag parti
– I dag ved afgrundens rand –
i morgen et skridt videre
– I den bedste sendetid
– Tænk, hvis nogen havde
lært noget...
– Mit Danmark
– En moderat debat
– Det tredje riges sprog
– Offentlighedsloven
– Man skal ikke kaste med
sten, når man selv har gået
med skrårem
– Fagbevægelsen har været
på hælene – vi må i
offensiven
MAJ 2015
Der var et yndigt land
★ Hvert år blev landet og folket udnævnt til at være verden
lykkeligste. Mange forstod ikke hvorfor, men når undersøgelse efter undersøgelse bekræftede det, så måtte der vel
være noget om snakken. Journalister og politikere i det
lykkelige land – som i popularitetsundersøgelser rangere
lige under brugtvognsforhandlere – labber det i sig.
Det er godt for turismen, og en bekræftelse på, at de
har ret i den førte politik, hvis hovedformål var og er, at
tage fra de som har mindst og give til de som i forvejen
har rigeligt. Alle andre steder på kloden, ville man kalde et
sådant samfund for et klassesamfund, men ikke i lykkelandet. Her er klassekampen for længst erklæret død og
begravet.
Her har man ”Den danske Model.” – en følge af en
klassevoldtægt af dansk arbejdere efter storlockouten i
1899 – med arbejdsret og hovedaftale til følge, som gjorde
den ellers grundlovssikrede strejkekeret til en illusion.
Det kalder man ansvarlighed – eller som landets rigeste mand engang formulerede det: Rettidig omhu.
Traditionernes land
– sømænd fra den anden side af kloden skulle have det
halve eller endnu mindre. Det samme ser vi gentaget i øjeblikket, hvor udenlandske luftfartsselskaber giver blanke
fanden i vore overenskomster og ”Den danske Model”.
Men der var andre, som fortjente en årlige hilsen fra
regenten, som f.eks. rigmændene på den spanske solkyst
eller de stakkels skatteflygtninge i Luxembourg eller
Schweiz. Dronningen fremstår som landets moralske fyrtårn. Som – bevares – altid taler mildt til sine undersåtter,
selv om hun ind i mellem må kalde dem til orden, så foregår det på en civiliseret måde.
For det hårde arbejde – som også indbefatter overklipning af snore, rejser med Kongeskibet og møde pligt
ved Folketingets åbning.: Får Dronningen i statsydelse
6.535.688 kr. om måneden.
Dertil skal lægges Prinsgemalen som for 10% og prinsesse Bennedikte, som får 1,5% svarende til 653.566 kr.
om måneden og 98.035 kr. pr. måned. Kronprinsen får
1.608.731 kr. pr. måned, hvoraf Kronprinsessen får 10%,
og til Prins Joachim er der beskedne 284.345. kr. pr. måned. Se det er velfærd på højt plan.
Der er ikke noget at sige til, at hun altid afslutter nytårstalen med ”Gud bevare Danmark” – og Kongehuset
privilegier ikke mindst.
Det var skik og brug ved nytårstide, at landets royale
overhoved, Dronningen tonede frem på fjernsynsskærmene i de små hjem landet over. Hun havde overtaget traditionen efter sin far – sømands-kongen – bedre kendt under
det folkelige navn ”Frederik af bajeren,”, som år ud og år
ind sendte en hilsen til alle danske i udlandet og en særlig
hilsen til søens folk, som stod hans hjerte nær.
Datteren, som efterfulgte ham, fortsatte traditionen –
men nu var det ikke længere en hilsen til til søens folk, de
var i mellemtiden blevet udflaget, da de var for dyre i løn
Anderledes med landets politiske overhoved – statsministeren. En høj, blond, statslig kvinde – i dagens anledning
iført en rød spadseredragt – som den 1. januar svinger krabasken over sine landsmænd – ikke mindst de som er lidt
mørke i huden.
Udgivet af foreningen ”Antifascistisk Forum”.
Henvendelse til Antifascistisk Forum:
Medudgivere: Horserød Stutthof Foreningen” og FIR.dk –
Féderation Internationale des Résistans – Association Antifasciste.
Anton Nielsen, Rughavevej 7, 2500, Valby. Telefon: 47179069.
Kasserer: Inger Nielsen (samme adresse)
Ledelse: Formand Anton Nielsen ([email protected])
ISSN nr. 2245-4195.
Statsministeren
Kasserer: Inger Nielsen. Telefon: (47179069).
Antifascistisk Forums støttefond:
Redaktion: Ansvarshavende – og politisk redaktør, Anton Nielsen,
Lilli Rodeck, Henning Jacobsen, Tonny Warming, Egon Laugesen,
Annette Mørk.
Artiklerne afspejler ikke nødvendigvis redaktionens holdninger.
Medlemskab – abonnement: 200,- kr. pr. år (4 numre).
Netadresse: www.antifascistisk forum.dk
Man kan støtte Antifascistisk Forum økonomisk på følgende konto:
Arbejdernes Landsbank: reg.nr. 5332. Kontonummer: 0000244920
Kontingent/abonnement indbetales på samme konto.
Horserød-Stutthof Foreningen har hjemmesiden:
www.horserød-stutthofforeningen.dk
og Facebooksiden: Horserød-Stutthof Foreningen
Nummer 3, 2015 udkommer i august.
2 l
Antifascistisk Forum – februar 2015
Hun er socialdemokrat, påstås det. Beviset herfor er,
at: ”Jeg er vokset op på Københavns vestegn.” Men på
trods af dette vægtige argument, breder tvivlen sig i vælgerskaren, som har stadig mere svært ved at se forskellen
mellem regeringens og den såkaldte oppositions politik.
Med vælgerflugt til følge.
Men valget nærmer sig, senest d. 14. september, skal vi
til stemmeurnerne. Derfor tager hun nu kampen op mod
oppositionen – ved at forsøge at overhale dem højre om.
En umulig opgave, selv for en der kommer fra vestegnen,
og har stået i lære hos dens fremmedfjendtlige borgmestre.
”Fælles løsninger er de bedste,” udtalte hun i år. Brede
forlig – underforstået med de borgerlige åndsfrænder, er
det der bærer igennem og holder. Formentlig er det derfor,
at hun og regeringen krampagtig har holdt fast ved de borgerliges dagpenge-forlig, som har sendt tusinder ud over
kanten til den sociale massegrav.
Men på trods af det, skal der skal fortsat strammes op.
”Derfor strammer vi mulighederne for familiesammenføring.” Derfor strammer vi reglerne for asyl.” ”Kendsgerningen er, at alt for mange er havnet på kontanthjælp, sagde hun med overbevisning.” Så derfor ”Skal vi undgå fortidens fejl.” ”Flygtninge skal ikke gøres til klienter. Hvis
du kommer til Danmark, skal du selvfølgelig arbejde. De
skal opleve, hvordan vi gør tingene her i landet.”Så mange
som muligt skal i gang på en arbejdsplads.”
Hvilke arbejdspladser, spørger de flere end 160.000
arbejdsløse med undren. Svaret er: ”De kan tage fat på
nogle af de opgaver, som vi også skal have klaret. Der er
strande, hvor der skal ryddes op. Der er daginstitutioner,
hvor sandkassen eller gyngen skal repareres.” Hvorfor har
ingen dog tænkt på det noget før?
”Vi påtager os ansvar,” sagde hun, og afsendte en hilsen til de danske besættelsestropper i Afghanistan. Vore
jagerpiloter i luften over Irak, de danske eksperter, som
træner kurdiske og irakiske styrker. Mens den kurdiske tvkanal ROJtv er lukket på ordre fra Tyrkiet og men anklagemyndigheden har anket sagen mod 10 kurdere til landsretten, for støtte til den kurdiske frihedsbevægelse PKK,
som ovenstående eksperter nu træner i våbenbrug Irak.
Det eneste statsministeren ikke fortalte befolkningen
var, hvor Danmark næste gang skal i krig. Yemen?
Ukraine?
Mulighederne er flere, men måske ved hun det ikke,
før ordren kommer fra USA.
1. maj i Fælledparken:
Horserød-Stutthof foreningen
Du kan købe ”Byd
magten trods” – Anton
Nielsens seneste bog,
som omhandler statsterrorisme, historieforfalskning og den
såkaldte terrorlovgivning.
B
Vi har udstilling og
informationer om
den tiltagende
historieforfalskning,
statsterrorisme og
den tiltagende overvågning, via de
såkaldte terrorlove.
Udstillingen har
grundlag i Anton
Nielsens seneste bog:
“Byd magten trods”.
Bogen kan købes på
dagen til 175,- kr.
Magt uden moral
krig – folkemord – udbytning
undertrykkelse – statsterrorisme
BYD MAGTEN
TRODS!
Når uret bliver ret
er modstand en pligt
Af Anton Nielsen
FIR og Horserød-Stutthof foreningen ser
frem til Rød 1. maj i Fælledparken, hvor
vi vil være tilstede med vores udstilling.
Terrorisme og frihedskamp
1933 – 2014
Udgivet af Horserød Stutthof Foreningen
l 3
Demonstration på Rådhuspladsen 2014 efter Israels massakre på Gaza
Kommentar til det israelske valg:
Det er nu det gælder – tag parti!
Når dette læses ligger det israelske valg (18. marts) en god måneds tid tilbage i tiden.
Som bekendt vandt zionisterne – med Benjamin Netanyahu i spidsen – valget.
Situationen – ikke bare i Israel og Palæstina men i hele Mellemøsten – gik fra slemt til meget værre.
Freden og en selvstændig palæstinensisk stat har sjældent været længere væk.
Af Anton Nielsen
★ Likud – Netanyahus parti – fik 30 pladser i Knesset (parlamentet). Den zionistiske Union (Arbejderpartiet) fik 24
pladser, og De forenede Arabiske Partier fik 14 pladser og
er dermed det tredje største parti i Knesset.
Men det rækker ikke langt i forhold til de øvrige ultranationalistiske, religiøse , racistiske zionistiske partier,
samt og ikke mindst bosætterne, som alle støtter op om
Netanyahu, og dermed sikre ham den absolutte magt.
En magt, som han vil bruge til nye angreb på de godt
en million israelske palæstinenseres rettigheder som borgere i Israel. De udskriges af zionisterne som en undergravende femte-kolonne, som næsten daglig trues med ud-
4 l
drivelse af landet – ”de har ingen plads i den jødiske stat”.
Hvad angår det palæstinensiske selvstyre, vil man fortsætte med nye provokationer og forstærket militær undertrykkelse af palæstinenserne på Vestbredden og i Gaza.
Man vil fortsætte den etniske udrensning og stadig udvide
bosættelserne på palæstinensisk jord.
Målet er, at gøre det umuligt, at skabe en sammenhængende, levedygtig, og suveræn palæstinensisk stat. Det er
da også, hvad Netanyahu lovede sine vælgere under valgkampen: Jeg vil ikke acceptere en palæstinensisk stat, så
længe jeg er premierminister.”
Som den israelske fredsaktivist, søn af en israelsk
general, Miko Peled, sagde i et interview med Politiken d.
21. marts:
”I israelernes genvalg af Netanyahu er en åben krigserklæring mod palæstinenserne, menneskerettighederne
og international ret. Nu har den israelske regering fået fornyet sit mandat til at myrde palæstinenserne og til at fortsætte 70 års racisme og apartheid mod det folk de stjal
landet fra.”
Fredsproces ikke eksisterende
USA og andre af Israels få venner, taler ustandselig om
”fredsprocessen”, som må tilbage på sporet, skønt den
siden det israelske brud på Oslo-aftalen af 1993, ikke har
været andet end tom snak, kun anvendelig til at putte blår i
øjnene på mennesker i Europa og USA, som fortsat tror, at
Israel – den eneste ”demokratiske stat” i Mellemøsten –
en ”fredens garant” – uundværlig i kampen mod terrorismen. De burde efterhånden vide bedre. Israel har overtrådt
og negligeret samtlige FN-resolutioner. Krig har afløst
krig, som vi sidst så det i Gaza i 2014, en krig som kostede flere end 2000 mænd, kvinder og børn livet.
Israel er ikke en garant for fred i Mellemøsten, de er
krigens arnested, og bære et hovedansvar for de blodige
krige, som i øjeblikket har sat Mellemøsten i flammer.
Under sådanne omstændigheder, er det meningsløst at tale
om en fredsproces. Det er politisk bedrag, hvis eneste formål er at passivisere modstanderne af den førte politik.
Den tredje intifada
Palæstinenserne er bragt i en desperat situation, skønt den
internationale opbakning til den palæstinensiske sag er
stigende, er det langt fra nok. De står over for Mellemøstens stærkeste militærmagt, som er skruppelløs i sin
anvendelse af vold. Diplomatiske midler slår ikke til
længere. De gode hensigter rækker ikke længere. Vi er på
vej ind i en ny og blodig udvikling.
Der tales mange steder om, at den tredje Intifada er på
vej. Det kan meget vel være rigtigt. Men det er ikke nok,
hvis ikke det internationale politiske pres på Israel forøges
og isoleringen og boykotten af apartheid staten bliver
altomfattende, som det skete i forhold til Sydafrika.
De europæiske lande – herunder Danmark – og ikke
mindst EU, må gå fra tomme resolutioner til konkret
handling. Ellers kan ikke bare Mellemøsten, men hele
verden blive stukket i brand, hvis Israel , som Netanyahu
flere gange har truet med – sætter militært angriber Iran,
som de jævnligt angriber nabolande som Syrien og Libanon.
Vi er nået til det punkt, hvor vi alle må tage parti. Alle
– absolut alle – må gøre sin stilling til det israelsk/palæstinensiske spørgsmål op! Hvis side er du på? Krigens og
undertrykkernes – eller et undertrykt folks ret til deres
eget land.
Gazas børn efter juli 2014. Horserød-Stutthof Foreningen blev dømt for at have sendt humanitær hjælp til børn som disse.
l 5
1. maj i Albertslund:
I dag ved afgrundens rand – i morgen
Af Anton Nielsen
★ Sådan sagde man under den kolde krig, og det er tilsyneladende igen blevet parolen under den såkaldt ”nye verdensorden.” Verden forandre sig med stormskridt – men
ikke til det bedre.
I det forgangne år har krigens gru bredt sig fra kontinent til kontinent. 51 millioner mennesker er på flugt.
Tusinder drukner i Middelhavet på flugt fra borgerkrig og
Vestens humanitære bomber.
Også Danmark er i krig. Vi lever i en farlig tid – og det
er ubestrideligt. Danmark er et mål for den internationale
terrorisme, der vil vores ytringsfrihed til livs. Derfor er
Danmark i krig, påstår man. Hjemme mod de fremmede,
som ikke er rigtige danskere. Ude mod de kræfter, som
truer Danmarks sikkerhed, og som vi derfor – som medlemmer af ”de villiges koalition” – bekæmper med våben
i hånd, snart sagt overalt på kloden – selvfølgelig altid i
demokratiets misbrugte navn.
Under NATOs faner og USA’s ledelse, er vi klar til at slå
ned på alle: Med sanktioner mod Rusland, men med støtte
til vennerne i den fascistiske kup-regering i Kiev, med
bombefly i Irak og Libyen osv. Hvad bliver det næste?
Vi er på vingerne, før nogen overhovedet når at tænke
over konsekvenserne af Danmarks agressive adfærd – herunder de druknede i Middelhavet. Danske politikere opfører sig som Pavlos berømte hunde: Når overhunden bjæffer i Washington, lovrer de små danske køtere med halen.
Kanonerne buldre, det samme gør propaganda-kanonerne. Hetzen mod andre folk og nationer har nået nye
højder, som i en af den kolde krigs værste perioder. Tilsyneladende har man intet lært af historien, eller måske
ignorerer man den bare, fordi den er politisk ubekvem i
den nuværende situation. I hvert fald kan det konstateres,
at løgn og fordrejning af historien er blevet en fast bestanddel af såvel dansk indenrigs- som udenrigspolitik.
Det dokumenteres dagligt i denne tid, hvor vi nærmer
os 70-årsdagen for Danmarks befrielse.
Det politiske niveau i vort land skraber bunden. Der er
ikke noget at sige til, at politikernes troværdighed i måling
efter måling ligger helt i bund – lige under journalister,
ejendomsmæglere og brugtvognshandlere.
I den sidste tid har vi fået endnu et eksempel på, hvad historieløshed kan føre til. Rundt om i landets byer har de konservative ophængt store plakater med teksten: Stop – Naziislamisme. De har tilsyneladende ”glemt” deres egen
historie, og de konservative lederes nære forhold til fascis-
6 l
men og nazi-Tyskland, som op til 2. Verdenskrig var deres
store forbillede, med alt hvad det indebar af antisemitisme
og antikommunisme. Ole Bjørn Kraft skrev i 1932 bogen:
”Fascisme – historie – lære – lov.” En uforbeholden hyldest til fascismen.
I 1936 – da unge danske kæmpede mod fascismen i
den spanske borgerkrig – skrev han i KU’s sommerhæfte:
”Hårdt arbejde under sunde forhold skaber dygtige
statsborgere. Det tredje rige, Tyskland under Hitler, har
forstået det og udfører lærereglen i praksis”. Og han fortsatte: ”Vi, der har alle muligheder for at ligge i den hvide
races fortrop, men vi vil simpelthen står i fare for at blive
det slæng af efternølere, som et samfund altid har at slæbe
på, hvis vi ikke...”
Artiklen havde en massiv billeddækning af marcherende italienske ung-fascister og tyske arbejdssoldater.
Man behøver ikke at kikke i kaffegrums eller krystalkugle for at forudse, at den valgkamp, som allerede er i
gang, bliver en af de mest beskidte og løgnagtige i nyere
tid. Det er den konservative plakatkrig et krystalklart
eksempel på.
Fjenden var og er – siger man – terroristen, som må og
skal bekæmpes med alle midler. Militært, politisk og ved
NSAs globale overvågning af borgerne. For vor sikkerheds skyld – naturligvis.
Men hvem afgør, hvem der er terrorist og hvem ikke?
Det er et politisk spørgsmål – og en politisk afgørelse.
Kort og godt: Hvis side er du på? Er du med os – eller
er du med terroristerne, som præsident Buch formulerede
det, da han erklærede den såkaldte ”krig mod terror” –
krigen der aldrig ender.
Det spørgsmål trængte sig igen på med ”terrorangrebet” i
København den 14. og 15. februar. En vred ung mand, den
22-årige Omar Abdel Hamid El-Hussein, gik amok og
dræbte to mennesker og sårede andre. Den 15. februar om
morgenen blev han selv dræbt af politiet med 30 skud.
Prædikatet terrorist blev omgående hæftet på ham efter
angrebet på Krudttønden og ikke mindst efter attentatet
ved Synagogen.
Og dermed var hans død retfærdiggjort og kun et
spørgsmål om tid.
Den tanke var og er snublende nær, at han ikke skulle
for retten, hvor han eventuelt kunne forklare sin morderiske adfærd og sit motiv, hvis han havde et sådant. En død
mand kan ikke forsvare og forklare sig.
Dermed var scenen sat for næste akt: En yderligere
stramning af terrorlovgivningen. ”Et stærkt værn mod ter-
går vi et skridt videre
ror”, kaldte regeringen sit udspil, som pudsigt nok allerede
blev forelagt den 12. februar – altså to dage før Omar Abdel Hamid El-Husseins ”terrorangreb”. Men efter begivenhederne i København rakte regeringens udspil ikke
langt nok, der måtte strammes yderligere op i kampen
mod ”terorrismen”, forlangte de ansvarlige partier i folketinget.
I den sammenhæng, kom Omars handlinger som en
gave fra himlen i et valgår. Den hadske og racistiske tone i
debatterne bliver stadig mere skinger. Muslimer såvel som
ikke religiøst troende, indvandre og flygtninge, og bistandsmodtagere og arbejdsløse ikke at forglemme – alle for den
sags skyld, som er anderledes eller har en anden politisk
mening om indretningen af samfundet– lægges for had.
De borgerlige partier med Venstre og Dansk Folkeparti
i spidsen fulgt op af Socialdemokratiet, som forsøger at
overhale Dansk Folkeparti højre om, har som sit valg slogan i år: ”Stramme asylkrav og flere krav til indvandrene”
og ”Kommer du til Danmark, skal du arbejde”. Underforstået: Flygtninge og indvandre kommer her kun for at leve
på nas. ”Velfærds-flygtninge” som ikke gider arbejde.
Den 9/11 2001 kom som sendt fra himlen for daværende præsident Georg Bush i USA og hans efterfølgende terrorlovgivning: Patriot Act. En lovgivning som siden har stået
fadder til de vestlige landes terrorlovgivning – også Danmarks. På samme måde kom ”terorangrebet på København” som sendt fra himlen, for det danske politiske
establishment. På trods af deres rørstrømske taler om
ytringsfrihedens ukrænkelighed, er det værd at bemærke
sig, at ytringsfrihedens fortaler i Krudttønden den skæbnesvangre dag var en svensk nazist.
Den eksisterende terrorlovgivning, har allerede undergravet borgernes retssikkerhed og bragt vort land betænkelig nær en politistat på mange områder. Total overvågning af borgerne hører til hverdagen. Privatlivets fred er i
dag en illusion. Men nu – efter ”terrorangrebet på København” er tiden inde for yderligere stramninger. Terrorpakke tre er på trapperne, med mere magt til PET og FE.
De nye terrorregler er kædet sammen med den gamle
regel – § 114 terrorparagraffen – og straffelovens § 136.
Derved sker der et direkte indgreb i ytringsfriheden. Som
konsekvens heraf er det f.eks. blevet strafbart ”offentligt
at billige” en oprørsbevægelse, der i kampen mod et undertrykkende styre, laver sabotage mod kraftværker,
våbenfabrikker, kommunikationsnet m.v. (Citat: Oluf Jørgensen 13. sep. 2002)
Og nu hvor vi om få dage fejrer vor befrielse d. 4. maj
1945, er det måske værd at erindre sig, at under den nazistiske besættelse, kaldte tyskerne og de danske politikere
modstandsfolkene for terrorister. Så hvem, der er hvad –
terrorist eller frihedskæmper – afgøres til enhver tid af,
hvem der har magten. I går var det nazi-Tyskland – i dag
supermagten USA.
Og Danmark har fulgt med hele vejen. – Fra Stauning,
Buhl, Scavenius, Hedtoft, H.C. Hansen, Kampmann, Krag
til Anker Jørgensen, Schlüter, Nyrup, Anders Fogh Rasmussen, Lars Lykke Rasmussen og Helle Thorning
Schmidt – ligger man sig fladt på maven for overhunden.
Man siger ikke Magten imod – så hellere bedrage sit
eget folk! Derfor er alle – efter de nye terrorloves indførelse – dømt, hvis de anklages for terrorisme, inden de overhovedet har sat deres ben i retten. Omar Abdel Hamid ElHussein kom aldrig så langt, han blev effektivt stoppet af
ordensmagten med 30 kugler i kroppen.
Angsten for terror breder sig i samfundet – og det er også den
politiske mening med galskaben – for angste mennesker
handler ikke!
”Det forlyder – skrev Niels Kølle ( Frederiksborg
Amtsavis 26. maj 2014), ”at utrygheden blandt mange velstillede borgere i Nordsjælland nu er så stor, at antallet af
de såkaldte ”compounds”, beskyttede boligområder for
velhavere, vil eksplodere i de kommende år.. Talsmænd
for de bekymrede borgere hævder, at udviklingen er en reaktion på politiets manglende evne til at sikre borgerne og
deres ejendom mod indbrud og hærværk. Kriminaliteten
har nu udviklet sig til en trussel mod bassale menneskerettigheder – retten til liv og ejendom.”
”… Udvikling er det, der sker, mens de fleste af os
døser,” fortsatte Niels Kølle. Ovenstående glimt af et scenario, og af debatten det afføder. Vi må forestille os selv,
som et trin i en forventelig udvikling, hvis vi ikke vågner
op og spørger: Hvad sker der med os? Er det det, vi vil?
Vi må have en samfundsdebat frigjort fra det forstemmende kortsyn, vi er vant til, domineret af markedets,
kapitalens ensidige fokus på mennesket, borgeren som
producerende forbruger.”
Men problemerne rækker lang videre end compounds i
Nordsjælland. De er blot et enkelt udtryk for tilstanden i et
land, som er ved at rådne op indefra.
Et land i strid med sig selv. Med ghettoer for de rige,
som værner om deres hellige ukrænkelige ejendomsret
med hunde og selvtægts-patruljer – og ghettoer for de fattige og udstødte, som er under konstant politiovervågning
– men hvor vreden ulmer lige under overfladen.
l 7
I den bedste sendetid
(portræt af en højrepopulist på Borgen)
★ Fra landets vigtigste talerstol på Borgen forkynder han:
”Medmenneskelighed er noget vi har for vores egne
landsmænd. Byd ikke en fremmed indenfor bare fordi han
banker på i ufremkommeligt stormvejr. Han kan være en
engel eller en djævel.
Man skal ikke spille hasard med gæstfriheden!”
Han varierer virtuost sin stemningsretorik. Hvert sekund har underholdningsværdi.
Medierne myldrer omkring ham, labber hans ytringer i
sig, under hans konstante strøm af fængende budskaber.
Og altid i den bedste sendetid.
blive sendt hjem som tudende pattebørn. Jeg vil grine af
dem hele vejen hen til fængslet!”
Hans talerstol er nu flyttet til grundlovsmødet. Han ser
Han er flyttet til sit hjem, en idyllisk stråtækt national
bondegårdsidyl med høje hække og en trimmet græsplæne, hvor nyhederne opsøger ham I den bedste sendetid.
Grådige efter flere saftige udtalelser under et interview,
låner journalisterne ham mikrofonen, og han siger:
”Jeg vil for enhver pris værne om min ejendom og mit
land, overfor fremmede og røde, der kan finde på at krænke mine besiddelser. Jeg vil slå hårdt ned på dem, når de
larmer og fylder i vores pæne kvarter. Skærp endelig straffene for dem, der skænder vore nationale værdier!”
Erklærer han i den bedste sendetid.
ud over ekstatiske partifæller. Den frelste brigade klapper
ivrigt. En skov af kameraer og journalister har i den bedste sendetid fundet vej hertil. Han tordner løs fra talerstolen:
”Vor grundlovs fundament og garanti for den private
ejendomsret er politi og militær. Alt for ofte overdrives og
misbruges den grundlovssikrede ret til at ytre og forsamle
sig og demonstrere, og til at anfægte vores nationale værdier. Det er ofte forkælede unge, der jamrer sig over arbejdsløshed – og for få lommepenge til studierne. Til dem
vil jeg sige: Få fingeren ud, og lav noget. Vi kan beklage,
at der ikke er arbejdslejre til den slags. Den grundlovssikrede ret til at ytre sig, samt misforståede menneskerettighedserklæringer spiller en alt for dominerende rolle, og
er en trussel mod vor nations eksistens. Det pladderhumanistiske frihedsdiktatur er til at brække sig over. Som når
tågesnak om diskrimination og racisme forhindrer ærlige
landsmænd i at kalde fremmedelementer i vort land for
kræftlignende og sundhedstruende onde afskum som burde
tage hjem, hvor de kommer fra!”
Hans altid mobile talerstol er flyttet hen foran Borgen. Han
Han er pressens darling. Han spreder myter og had omkring
står foran sin arbejdsplads, iført et slips med nationens farver, og hæver til stadighed sin ildevarslende røst over for
den tjenstvillige mikrofonholder:
”Bag disse mure har venstreekstremister og pladderhumanister forført sig til blødsødne og naive vælgeres
stemmer. De kan afgøre din familie og din nations fremtid
i et samfund tilsmudset af multikultur og moralsk forfald!
De gør nar af efterretningsvæsen og ordensmagt. De er
en trussel mod kampen for et rent og sobert samfund.
De deler skattekroner ud til dagdrivere og illegale indvandrere. Misbrugere og tiggere. De er folketingets ubudne
gæster, som understøtter menneskeligt affald i hele verden.
De burde som landsforrædere nægtes adgang til
parlamentet!”
sig. Og han gentager sine budskaber igen og igen. Efter
gentagelse på gentagelse bliver de for nogle vælgere til
sandhed.
Og nogen har valgt ham ind.
Den altid mobile talerstol er flyttet til hans havestue. Han
tager imod medierne iført militærgrønt camouflagetøj,
med jagtgeværet foran sig. Han kaster lidenskabeligt og
med åbne håndflader nye politiske bomber ind i forsvarsdebatten:
”Fredsforskere og røde aktivister er landets værste
landsforrædere, og bør behandles som sådan. Send dem
på tvungen omskoling hos frømandskorpset. De vil hurtigt
Fra bogen
”Men nogen har
valgt dem ind”
Satiriske tekster
om Christiansborg, forlaget
Underskoven af
Klaus Haase
8 l
Tænk hvis nogen havde
lært noget...
Af Jan Øberg,
Director hos TFF – Transnational foundation
for Peace and Future research.
Syriens præsident: De farligste IS-ledere
i vores region er fra Skandinavien
Det er nok en tanke værd dét al-Assad hér siger. I foråret
2013 talte jeg – lige efter daværende udenrigsminister
Villy Søvndal – på en konference arrangeret af Udenrigsministeriet og Dansk Institut for Internationale Studier,
DIIS. Jeg advarede mod alt hvad der på den tid blev
gjort af en gruppe lande, inkl Danmark, der kaldte sig
“Syriens Venner” og blindt ville støtte oppositionelle mod
al-Assad.
De fulgte den snæversynede idé at hvis én i en konflikt
er fæl så er de(n) andre gode. Det var også dem, der mente
at al-Assad var sådan én, man bare ikke taler med.
Idag véd vi så hvem vore venner stort set var. Og den
fæle er nu en person, som selv USA mener man ikke kan
ignorere – vort bedste kort, faktisk. Og han fortæller os
tankevækkende ting.
Gad vide hvor mangde nordboer der er rejst derned for
at kæmpe – fordi de fik at høre af Syriens Venner at det
var godt at bare bekæmpe al-Assad.
Konklusion: Af Jugoslavien, 9/11, Afghanistan, Irak,
Libyen og Syrien har vor statsadministration og politiker –
og 90% af vore journalister – intet lært.
Ikke en gang simple tommelfingerregler som
a) at der blandt komplekse internationale konflikter ikke
findes én, hvor alle de gode findes på den ene side og alle
de onde på den anden – og
b) at ingen konflikt kun har to sider.
Gad endelig vide hvor mange flere, der ville være live i
dagens Syrien hvis nogen havde lært bare disse to ting og
praktiseret dem dengang.
Mindehøjtidelighed for
frihedskæmperne i AMPA 5. maj
(Amager Patisaner)
Vi mødes ved mindesmærket kl. 16.30, Christmas Møllers Plads, Kbhn. S.
Advokat Bjørn Elmquist taler, og musiker Arne Würgler spiller.
l 9
Mit Danmark
Tale i Albertslund Musikteater af Annette Mørk
★ Vi er samlet her i dag for at fejre Newroz: Forårets komme og en ny dag. Jeg er stolt af at være ven med jer. I
repræsenterer et folk, en kultur, et sprog og en ånd, som
ikke kan knækkes. I repræsenterer jeres folk på smukkeste vis.
I dag er der 50 millioner flygtninge i verden – 6 millioner af dem er fra Syrien – og mange er kurdere. Det er den
største humanitære katastrofe, siden 2. Verdenskrig, Hvad
enten det er i Danmark, Tyskland, Spanien eller Frankrig
eller et andet land, hvor kurderne lever i landflygtighed,
arbejder I hårdt på at fortælle politikere og befolkningerne
at der er akut brug for hjælp. I samler penge ind, til de
nødlidende som er på flugt og I samler tøj, tæpper og andet ind, som I transporterer ned til jeres brødre og søstre.
I gør deres situation til jeres egen.
De danske politikere snakker om, at der er brug for en
større international nødhjælp, og det kan man jo kun give
dem ret i, men der sker ikke nok og der bliver ikke sendt
nødhjælp og penge nok – tværtimod. Nogle mener endda at
indsamlinger af tøj og tæpper ikke gør den store forskel.
Den slags udtalelser gøres til skamme, når en lille dreng eller pige, får en varm jakke på efter at have frosset i måneder.
Flertallet i det danske folketing har netop bevillget 1
milliard kroner til en ny terrorpakke, som skal overvåge os
borgere mere, fordi en vred ung mand – svigtet af det danske velfærdsystem – skød to mennesker. Den milliard ville
have været flot givet ud til de syriske flygtninge og så ville jeg som dansker have haft noget at være stolt af. – og
lad mig drømme lidt videre på anstændighed og tænke på
hvor mange af verdens flygtninge, vi
kunne hjælpe, for de 30 milliarder
kroner vi nu skal bruge på nye
kampfly.
Hvis jeg var kurder, ville jeg også have
været et stolt menneske: Stolt af mit
folk, stolt af de mange mænd og
kvinder som kæmper i Rojava, stolt
af det kurdiske sammenhold på tværs
af grænser i hele verden og stolt af
kurderne i Kobani som længe kæmpede alene og utrætteligt mod ISIS,
mens det internationale samfund
stod som tilskuere på sidelinien.
10 l
Nu sender vi bomber – men alt for lidt til de mennesker som er på flugt fra de bomber eller ISIS. Og jeg ville
have været stolt af at vedblive at have en kurdisk identitet,
uanset hvilket land jeg havde måtte flygte til eller hvor jeg
var vokset op.
Men jeg er ikke kurder. Jeg er dansker og jeg har ikke
meget at være stolt af.
Den danske statsminister Helle Thorning Schmidt er i
disse uger på banen med et udspil: “Kommer du til danmark, skal du arbejde”. Tror statsministeren at flygtninge
ikke gider at arbejde? Er sandheden ikke at der ikke er arbejde nok til alle i dette land? Andre politikere har en endnu værre retorik. Min statsminister vil modtage flygtninge
med traumer, mennesker som har mistet deres hjem, opløste familer, forældre som har mistet et barn, mennesker
som har været ude for et voldsomt psykisk pres og måske
endda har fysiske mén, med en ussel bolig på et asylcenter
i trange rum, hvor de måske kommer til at opholde sig i
mange år og som er et sted hvor menneskene ikke har
navne, men bliver skrevet op på tavler med numre.
Når de bliver sluset ud i det danske samfund, skal de arbejde. Men der er ikke arbejde nok til alle, om de er
flygtninge eller indfødte danskere. Statsministeren åbner
også op for at flygtningene kan sendes ud i såkaldte nyttejob og det bliver en ussel og nedværdigende historie,
såsom at samle skrald op på en strand, når vi danske har
svinet dem til. Det er ikke en politik, jeg er stolt af, og jeg
er heller ikke stolt af, at Helle Thorning Schmidt – og
andre politikere – vil begrænse muligheden for familiesammenføring.
som har fået smadret deres liv i årevis – skal nu fortsætte i Landsretten
i en uværdig retssag. En sag som
der har kostet millioner af skattekroner, men regimet Tyrkiet vil have dem dømt. Frittænkende kurdere
skal have en lærestreg og vide at
regimet Tyrkiets klamme undertrykkende hænder også kan nå dem i
Danmark.
Det er mit Danmark, som frikendte de ti terrortiltalte for at støtte
PKK i Københavns byret og som nu
i Landsretten vil fortsætte en farce
af en retssag , samtidig med at et
Regimet Tyrkiet blokerer i disse grænsen til Syrien og forhindrer derved den
flertal i det danske folketing, sender
danske nødhjælp komme de nødstedte kurdere til hjælp
våben til PKK. Jeg vil gerne høre
nogle politikere tale om dén sag.
Og når flygtningene bor her og har fået opholdtilladelDet er også mit Danmark hvor flygtninge, muslimer,
se, skal de vide at de og deres børn dagligt fra store dele af arbejdsløse, syge, lønmodtagere, social udsatte, middelpolitiske scene, i aviserne, i tv og fra grupper af danskere
klassen og andre, fra politisk side bliver spillet ud mod
bliver omtalt som bedragere, velfærdsnassere, dovne, en
hinanden og skal placere skyld hos hinanden for en forfejøkonomisk byrde og endda får skyld for at spise alle kalet økonomisk politik. Vi lever i syndebukkenes årti – i
gerne på hospitalerne.Hvis de er muslimer er retorikken
Danmark.
endnu hårdere.
Så jeg vil gerne takke nej til at være dansker.
Det er mit Danmark! Det er det Danmark nogle flygtninge
kommer til, for at søge tryghed og møde medmenneskelighed. Jeg har været i den priviligereret situation tilfældigvis at møde flygtninge i lufthavnen og på Københavns
Hovedbanegård, som spurgte om vej og svaret var simpelt: “Der er ikke nogen vej for jer her i Danmark. Tag til
Sverige, hvor I vil blive modtaget som medmennesker”.
Det er mit Danmark, som fører politiske retssager,
som sagen mod den kurdiske tv-station ROJ, som havde
sendetilladelse i Danmark. Det er en offentlig hemmelighed, at Anders Fogh Rasmussen stilede efter at blive
Nato’s generalsekretær, men manglede regimet Tyrkiets
stemme, så derfor blev en af danmarkhistoriens mest beskidte aftaler indgået: Regimet Tyrkiet gav Anders Fogh
Rasmussen den afgørende stemme og til gengæld skulle
Danmark lukke ROJ tv. I kølvandet på lukningen blev der
også indledt en sag om terrorstøtte til frihedsbevægelsen
PKK, som uretvis står på terrorlisterne.10 kurdiske mænd
blev pure frifundet i Københavns byret, men alligevel er
sagen nu anket til Landsretten. 10 mænd og familier –
Jeg ville gerne have været en stolt kurder, som uanset hvor
man møder jer har hjertevarme og medmenneskelighed,
en historie at være stolt af og et altid kæmpende folk for
retfærdighed og som har vist i de områder hvor I har været
i flertal – befolkningsmæssigt og politisk – at mennesker
kan leve sammen – i harmoni – på tværs af religion, status
og politiske holdninger.
Tak fordi I er til, tak til Ôcelan fordi han er til, tak til
dem af jeres landsmænd som kæmper og dør i Syrien, tak
til de som er blevet tortureret, dræbt eller har lidt umenneskeligt, fordi de var kurdere og tak fordi jeg har lært jer at
kende.
Jeres kamp og jeres historie giver en tro på medmenneskelighed i svære tider og at det er kampen værd at kæmpe for retfærdighed og bekæmpe uret og I giver ordene
“solidaritet” og “humanisme” en mening.
I anledning af Newroz: Jeg ser lyset komme og tror på, at I
en dag vil have jeres egen stat. Der vil gå mange år, men
jeg ved at den kurdiske identitet står klar den dag det sker.
l 11
En moderat debat
Centrale argumenter op til indførelsen af slavehandelsforbuddet
Danmark anses som en af de første koloninationer, der forbød
slavehandel, men hvilke argumenter lå til grund for dette
forbud? Vi vil undersøge debatten i det 18. århundrede, der
medførte en milepæl i dansk slavehistorie.
Af Albert Scherfig, stud.mag.
★ I 1792 indførtes forordningen for slavehandelen, der skulle
være med til at udfase dansk slavehandel og gøre Danmark selvforsynende med slaver. Denne forordning betragtes den dag i dag som et stort fremskridt for Danmark
som humanistisk foregangsland. Hvad lå egentlig til grund
for denne forordning?
Debatten op til ophævelsen af slavehandelen giver en
vis fornemmelse for den herskende klasses diskurs omkring dansk slavehandel. Her vil vi kigge nærmere på de
stærkeste strømninger i den offentlige debat.
Først i 1760’erne begyndte den moralske debat om slaveriet og slavehandlen internationalt, med afsæt i de engelske, franske og amerikanske abolitionistbevægelser.
I Danmark derimod opstod der aldrig en organiseret abolitionistbevægelse som man havde set det England, Frankrig og Amerika. Det er også svært at snakke om en egentlig offentlig debat, da denne var stærkt censureret. Aviserne indeholdt mest ukommenterede efterretninger helt frem
til 1840’erne, bøgerne og pjecer fremkom, men den største
betydning tillægges tidsskrifterne, og alle disse medier var
på det tidspunkt ikke tilgængeligt for den brede befolkning. Størstedelen af det materiale, der er tilgængeligt i
dag, var underlagt censur. Ophævelsen af dansk slavehandel kan ikke ”(…) forklares – som det er forsøgt gjort for
Storbritanniens vedkommende – som et resultat af humanistisk pressionsgruppes arbejde eller ændrede økonomiske konjunkturer og dertil hørende klasseinteresser”.
Kun en lille kreds diskuterede slavehandelsspørgsmålet.
Historikeren H. H. Knap har arbejdet med dette emne
og i 1983 behandlede han i sin artikel den danske tidsskriftpresse og debatlitteratur, som omhandler slavespørgsmålet op til forbuddet i 1792. Hans konklusion er at den
danske debat for det første var meget snæver hvad angår
personkredsen der deltog, og for det andet meget snæver
hvad angår holdninger, der blev udtryk gennem debatten.
Knap mener at kunne konkludere, at både kritikerne og
fortalerne som udgangspunkt ikke ønskede at rokke ved
den fundamental institutione, dvs. slaveriet, der opretholdt
den økonomiske udvikling i økonomien. Men afslutningsvis påpeger han, ”at personerne bag den danske slavehandels ophævelse faktisk var fremskridtsvenlige folk.”
12 l
Paul Erdmann Isert
Lægen og botanikeren P. E. Isert (1756-1789) bidrog til
debatten med en udgivelse af hans rejsebreve fra kysten
Guinea og Dansk Vestindien. Han er også et eksempel på
en debatdeltager, som havde forbindelse til regeringen og i
hans tilfælde var forbindelsen først og fremmest Schimmelmann.
Han kommer med en stærk kritik af især slavehandlen,
men også af slaveriet i det hele taget. Isert havde opholdt
sig på Guineakysten under Guvernør Kiøges ekspansion,
den såkaldte pacificering af de danske afrikanske besiddelser. Hans syn på den afrikanske kultur var stærkt præget af oplysningstidens værdier og han nærede en stor
respekt for de indfødte. Han lærte endda, som langt fra var
normalt, flere lokale sprog så han kunne kommunikere
direkte med afrikanerne. Hans holdning til slavehandlen er
derfor som udgangspunkt negativ, og den skærpes bl.a. af
hans oplevelser under et slaveoprør på overfarten til Vestindien og ved mødet med slavekolonierne på de danske
øer.
”En Negerslave har aldeles ingen Ret. (...) Man har i
Virkeligheden en saa streng Justits Behov, for at Slaverne
ingen Tid skal faa til at besinde sig. De holdes altid svedende under Tyranniets Aag, for at de ikke skal faa det
naturlige Indfald at gøre Oprør (...)”
Hans løsning på problemet bliver ironisk nok slavedreven plantagedrift i Afrika, så man i hvert fald slipper for
den inhumane transatlantiske slavehandel. Han mente dog,
at slaverne skulle behandles så humant som muligt.
Grundlæggende er han som sagt belæst i moderne litteratur og udtrykker oplysningstidens syn på den ædle vilde.
Som svar på samtidens beskyldninger angående afrikanernes slette karakter skriver Isert for eksmempel:
”Hvad angaar tyveri tør jeg sige, at det meget sjældent
eller aldeles ikke har forekommet, før Evropæerne kom
hertil. Dengang var Negrenes Fornødenheder faa, og
hvad de skulde bruge, havde enhver til Overflod, og følte
følgelig ingen Trang til at stjæle. Nu er det anderledes.
Evropæerne har lært dem Brugen af en Mængde overflødige Ting”.
Selvom Isert er stærk modstander af slavehandlen mener han ikke at man kan opdyrke jorden i Afrika uden en
eller anden form for slaveri. Han anbefaler ikke en fuldstændig afskaffelse af slaveriet og han fornægter heller ikke europæernes behov for sukker, tobak og andre tropiske
produkter. Han ”undgår derved at tage stilling til et direkte
indgreb i planternes og slavehandlernes interesser (…)”
skriver historikeren H. H. Knap. Den stærke kritik af
går at skabe uro på kysten Guinea ved at iscenesætte
projektet, så det står på Iserts egen regning.
slaveriet er ikke efterfulgt af et krav om ophævelsen af
samme, men blot en bedre behandling af slaverne og
afskaffelsen af den transatlantiske slavehandel.
Idealistisk slaveri?
Ernst Schimmelmann (1747-1831) bliver tit beskrevet
som manden bag forordningen af 1792. Han var finansminister, medarving til sin fars store slavedrevne sukkerplantager i Dansk Vestindien og direktør i det Østersøisk-Guineisiske Kompagni. Han er af flere historikere blevet portrætteret som værende ”den pletfrie idealist og abolitionist
Ernst Schimmelmann, som for eksempel helst ikke ville
foretage økonomiske kalkuler med hensyn til sine eller andres slaver, men kun tage medmenneskelige hensyn i sine
beslutninger.” Hvordan kan en idealist overhovedet tillade
sig at eje andre mennesker og føre dem i slaveri?
Internationale strømninger
Schimmelmanns støtte til Iserts ide er ikke et udtryk for
kompromisløs humanisme. Derimod skal man se hans
handlinger i et økonomisk og udenrigspolitisk lys.
En regeringskommission blev i 1785 nedsat til undersøgelse af forbedringer af slavehandlens rentabilitet, fordi
Det ØstersøiskeGuinesiske Kompagni efter 1783 var kommet i modvind. Schimmelmann anstillede også private undersøgelser af Vestindien og slavehandlen. Han var kommet til den konklusion, at dansk slavehandel kun havde
været rentabel under en højkonjunkturperiode under den
amerikanske frihedskrig fra 1776-83, fordi stormagternes
opmærksomhed var rettet mod krigen i Amerika. Da krigen sluttede blev stormagternes handelsflåder frigjort, og
de danske slaveskibe mødte nu en langt større konkurrence. Samtidig begyndte den engelske abolitionistbevægelse
at få succes med deres kampagner mod slavehandel.
Schimmelmanns dobbeltspil
Den kristne legitimering af slavehandelen
Da Isert kommer hjem fra sin rejse i 1787 opsøger han
finansministeren Schimmelmann og fremlægger sin ide
om plantagedrift i Afrika. Grundlæggende set var Schimmelmann positivt interesseret i projektet og Isert fik tilskud til anlæggelsen af plantagen Frederiksnobel. Men
historikeren Knap pointerer, at Schimmelmann støttede
med den ene hånd mens han undergravede projektet med
den anden:
Isert blev udnævnt til kaptajn og skulle aflægge ed til
kongen, så han kunne indgå kontrakter på dennes vegne.
Men samtidig side skrev Schimmelmann et anbefalingsbrev til guvernøren i Guinea, hvor han udtrykte, at projektet var en privatsag, som den danske regering ikke
umiddelbart havde andel i. Allermest problematisk påpegede han i sine instrukser til Isert, at der ikke skulle dyrkes sukker i Afrika men kun de andre kolonialeprodukter.
På denne måde undergravede han det egentlige formål
med plantagedriften som alternativ til de vestindiske sukkerplantager. Derudover påpeger Knap, at Schimmelmann
foretog store investeringer i slavehandlen, og han mener
også, at den danske stat i det hele taget var yderst tilbageholdene med økonomiske investeringer i Iserts projekt.
Schimmelmann spiller på to heste. Han giver på den ene
side indtryk af at han er en humanitær foregangsmand,
som sætter statslige projekter i gang, samtidig med at han
laver økonomiske investereringer i slavehandlen og und-
I 1791 opstiller Rektor Hans West et forsvar for slavehandlen, der i sidste ende alligevel bliver en plan for afskaffelsen af samme. Han starter med at sige, at han ligesom Isert havde haft den opfattelse, at slaveriet var uforeneligt med kristendommen, men at hans erfaringer havde
bevist det modsatte! Dette illustrerer han igennem en fortælling om slavernes underlegne kultur, dårlige karakter
og plantageejernes høje moral. West beskriver, at afrikanerne gennem slaveri bliver befriet fra deres dårlige tilværelse i Afrika og gennem kulturmødet med europæerne
bliver introduceret for kristendommen. Han understreger,
at frihed er noget relativt: Om afrikanerne bliver kaldt frie
eller slaver er ikke så vigtigt, hvis de bare har det så godt
som muligt.
Afgudsdyrkelse og kristendom
Dette synspunkt fremstilles for som argument for slavehandelen i allerede i 1760. I forordet til slavehandleren
Rømers bog af præsten Erik Pontoppidan. Hans forord
skal ses som svar på de internationale tendenser for afskaffelsen af slavehandelen. Selvom slavehandlen umiddelbart ud fra kristen etik burde være forkert, er det i virkeligheden en god mulighed for afrikanerne til at slippe
væk fra det forfærdelige Afrika.
”Om denne sidste Sag, nemlig Slavehandelen, som Hr.
Rømer ogsaa rører noget ved, maatte man vel giøre sig
l 13
En moderat debat...
adskillelige Betænkninger, naar den ansees paa sin moralske Side, da det synes, Christendommens Aand ikke vel
ville tillade at drive Kiøbmandskab med Mennesker skabte, ligesaa vel som vi, efter Guds Billede, (...) Først, at de
Guineiske Slavers Tilstand i deres eget Land, endogsaa
hvad det Legemlige angaar, er saa gandske elendig, at
den aldrig kand blive meget elendigere, usikrere og umenniskeligere, da de indbyrdes stiæle, mishandle, ja myrde
hverandre saaledes, at Hr. Rømer viser, Nationen er nesten udryddet, og det deylige Land vil snart staae gandske
øde. Følgeligen meener jeg, den Neger, som derfra overføres til Vestindien, i fald man ikke skiller ham ved Hustrue
og Børn, bliver langt mindre elendig, saasom langt sikrere
paa sit Liv og Livs Ophold. Hans Tilstand forringes ikke,
uden det skeer tilfældigt vis, af en daarlig Hosbond, thi en
forstandig sørger for sin Neger, ligesom for sine Penge.
(...)Efter mit Øyemerk er det nok, at bemeldte Neger i det
mindste der [i Dansk Vestindien], frem for i deres Fæderne-Land nærme sig til Lyset.”
Ifølge Pontoppidan bliver afrikanernes tilværelse som
slaver i Vestindien bedre, og ved det blotte nærvær af
deres kristne herrer, vil de nærme sig Guds lys. De ville
derfor blive ”Kristi frigiorte, skiønt Menniskens Tienere”
I sit forord demonstrerer Pontoppidan på glimrende vis
hvordan Kristendommen bruges aktivt og bevidst til at
fastholde slaverne i undertrykkelse.
Missionering og selvforsyning
På trods af Wests påstand om Afrikas elendighed mener
han ikke, i modsætning til Pontoppidan, at det retfærdiggør slavehandlen. Derfor fremsætter han en plan for en
civiliseringsproces af slaverne for at slavebefolkningen
skulle lære at kunne reproducere sig selv. Dette skulle
bl.a. hjælpes på vej gennem en ordning i forhold til ægteskaber osv. Den grundlæggende ide er at man gennem naturligt fødselsoverskud kan overflødiggøre slavehandlen
uden statsligt indgreb af direkte karakter. På denne måde
fremsætter han altså en plan for afviklingen af slavehandlen.
Her ser vi hvordan humanismen følges med økonomiske hensyn, dette er økonomiske argumenter for afskaffelsen af slavehandlen. West mener, at slaveejerne ville kunne få en økonomisk fordel, ved at behandle deres slaver
bedre, og at det i sidste ende ville overflødiggøre den
transatlantiske slavehandel.
Snæver debat
Grundlæggende var slavehandelsdebatten i Danmark ikke
var særlig omfattende, og at deltagerne kom fra en lille
14 l
personkreds,
der for de flestes vedkommende, på den ene eller anden måde cirkulerede omkring finansministeren Ernest Schimmelmann.
Ligesom Isert havde West også tætte forbindelser til
Schimmelmann. Historikeren C. A. Trier skriver, at West i
al stilhed blev udsendt til Vestindien af Schimmelmann for
at undersøge forholdene for ham. Wests plan ligner på
mange punkter både slavehandelskommissionens rapport
og forordningen af 1792. Bortset fra, at West ikke mente,
at man kunne fastsætte en tidsbegrænsning på afskaffelsen, men at man derimod fuldstændigt skulle overlade
processen til plantageejernes velvilje.
Synspunkterne er meget moderate, og grundlæggende
er alle, selv modstanderne af slavehandlen, stort set enige
med fortalerne om, at slaveinstitutionen var vigtig i forhold til at opretholde plantagekolonierne. Der er altså som
udgangspunkt konsensus om ikke at rykke for meget ved
det etablerede system. Heller ikke samtidens nye kapitalistiske ideer, f.eks. Adam Smiths teori om at frihed og velstand går hånd i hånd, forekommer i den danske debat. I
Danmark opstod aldrig en egentlig abolitionistbevægelse.
Og udeblivelsen af denne skal ses i sammenhæng med, at
det danske samfund i 1700-tallet var tilbagestående i forhold til de andre koloniimperier, især det britiske. Det
kapitalistisk borgerskab var simpelthen først så småt begyndt at vokse frem i København i slutningen af det 18.
århundrede.
Albert Scherfig, stud.mag. i historie. Studerende på
Københavns universitet.
Redaktør Forlaget Nemo og medforfatter til bog Brødrene
Nielsen – breve fra den spanske borgerkrig.
Litteratur
– Debrunner, H: “Ein Rousseau-Schüler in Afrika. Paul
Erdmann Isert in Guinea. 1783-1789”, i: Evangelisches
Missions-Magazin, Neue folge CIII, Basel 1959
– Green-Pedersen, Sven Erik, ”Teologi og Negerslaveri.
Om Erik Pontoppidans fortale til L.F. Rømer: Tilforladelig Efterretning om Kysten Guinea, 1760” i: Festskrift til
Povl Bagge på halvfjerdsårsdagen 30. november
1972. Redigeret af Johnny Leisner m.fl., Kbh. 1972
– Gøbel, Erik: Det danske slavehandelsforbud 1792. Studier og kilder til forhistorien, forordningen og følgerne.
Odense 2008
– Haagensen, Reimert: Beskrivelse over Eylandet St.
Croix. i America i Vest=Indien. Kbh. 1758
– Hornby, Ove, Kolonierne i Vestindien, Politikens
Forlag, Kbh. 1980.
– Isert, Paul Erdmann, Lægen Paul Iserts Breve fra
Dansk Guinea 1783-87, ved Ingeborg Raunkiær.
Kbh. 1917
– Knap, Henning Højlund, ”Danskerne og slaveriet.
Negerslavedebatten i Danmark indtil 1792.” i: Dansk
kolonialhistorie. Indføring og studier. Redigeret af
Perter Hoxcer Jensen m.fl. Århus 1983
– Paludan, Peder: ”Brev til Damerne paa de vestindiske Øer”, i: Bibliothek for det Smukke Kiøn I, nr. 2,
1784
– Paludan, Peder: ”Om Slavehandlens Ophævelse”, i:
Magazin for Lidende eller Underholdning, Raad og
Trøst i Sorg I, nr. 1, 1790a
– Paludan, Peder: ”Udsigter til Slavehandlens Ophævelse”, i: Magazin for Lidende eller Underholdning,
Raad og Trøst i Sorg I, nr. 1, 1790b
– Rømer, Ludvig Ferdinand, Tilforladelig Efterretning
om Kysten Guinea. Kbh. 1760
– Schmidt, Johan Christian: “Blandede Anmærkninger,
samlede paa og over St. Croix i Amerika” i: ugeskrifttet Samleren, II, 1788
– Trier, C. A.: ”Det dansk-vestindiske Negerindførselsforbud af 1792.” i: Historisk Tidsskrift, række 7,
bind 5, 1905
– West, Hans: “Beretninger om det danske Eiland St.
Croix i Vestindien, fra Junii Maaned 1789 til Junii
Maaneds Udgang 1790”, i: Iris, III, Juli 1791
– West, Hans: Biddrag til Beskrivelse over St. Croix
med kort Udsigt over St. Thomas, St. Jean, Tortola,
Spanishtown, og Crabeneiland. Kbh. 1793
Fernando González er en legende i Cuba og internationalt – et menneske, der kort fortalt har siddet 16 år
i fængsel i USA for at bekæmpe terrorisme.
Anton Nielsen, formand for FIR (Den internationale
fange-og modstandbevægelse i 26 lande, plus regimet
Israel), mødte ham og havde en god samtale, da Fernando den 22.april besøgte Den cubanske ambassade og
Dansk-Cubansk forening.
Horserød-Stutthof foreningen
Afholdt et vellykket og velbesøgt arrangement i forbindelse med 70-årsdagen for Danmark besættelse.
Anton Nielsen fra FIR var taler, Oktoberkoret sang, og
filmen “Det gælder din frihed” afsluttede aftenen på flot
vis. Filmen havde premiere 1946. Den indeholder en skrap
kritk af den såkaldte samarbejdspolitik, som blev ført
under besættelsen og den skal ses som et politisk manifest.
Frihedsrådet var ophavsmænd til filmen og den blev
instrueret af Theodor Christensen.
l 15
Det tredje riges sprog
En vandring gennem nazismens ordmagi
Af: Klaus Haase
★ Den jødiske forfatter og sprogforsker Victor Klemperer
(1881-1960), gennemlevede hele det tredje riges eksistens
i Tyskland. Han var gift med en såkaldt arisk kone.
Det reddede ham fra udslettelse. Lad os sige, at han fik
”tålt ophold” i sit eget land. Han blev dog gradvist ekskluderet i henhold til de nazistiske love. Først fik han
frataget sit professorat, og kom til at leve en skyggetilværelse med mere enkelt arbejde, ydmygelser og
fratagelse af borgerlige rettigheder, heriblandt til at
ytre sig.
Trods dette, beskrev han i hemmelighed gennem feltstudier af den politiske udvikling og dagligdagens realiteter i det tredje rige, hvordan det nazistiske sprogbrug og
propagandaen udviklede sig gennem krigens udvikling.
Man kan tale om, hvordan samfundsudviklingen genspejlede sig i den tids politiske sprogbrug, og hvordan sproget
nåede ud i alle kroge af landet.
Klemperer gik grundigt til værks med sine eksmepler
på sprogets dominans: Lige fra propagandaminister Goebbels erklæringer, til navne på dagligvarer var gennemsyret
af det nazistiske sprog. Samtidig var sproget en genspejling af regimets fundamentale menneskesyn.
Victor Klemperer påpeger i de dagbogsnotater der efter
krigen blev til Bogen om Det tredje Riges sprog, at rigets
militære sprog, det såkaldte ”folkesprog”, havde rødder i
Hitlers ideologiske bog ”Mein Kampf”, og var et fattigt og
monotont sprog. Bogen er en række stærke men også let
tilgængelige essays.
Disse essays er en historisk, chokerende og fascinerende rejse i den tids sproglige virkelighed: Avisernes sneg
sig ind i rigets dagligsprogytringer, samt eksempelvis navne på konservesdåser, tobaksprodukter med mere. Intet
var for småt, når der skulle drives propaganda.
Ord som ”Folkefest” ”Folkefælle” ”Folkefællesskab”,
”Folkeparasit”, ”Folkenær” ”Folkebevidst” sneg sig forførende ind i dagligsproget. Et cigaretprodukt hed ”Militærsport”. I en fødevarebutik udbød man en madvare under
navnet ”Delikatessekurv fædreland”.
Jøderne var ”artsfremmede”, og udfald mod jøderne
blev til udtrykket ”Straffeekspeditioner”. Sproget var en
flittig eksponent for udvikling af had.
Faner, marcher og dekorative optog blev til ”Statsakter” – der var begivenheder i forbindelse med nationalsocialistiske manifestationer og æresbevisninger.
16 l
Et ord som ”Fanatisk” blev
en helt naturlig del af dagligsproget.
Nazismens begreber som
følelsesladet tågesnak
Klemperer nævner, at nazismens sprog hele tiden henvendte sig til følelserne. Tag
bare ord som ”Fysisk kraft”
og ”fanatisk vilje”. Der blev
talt om ”Folkefællernes livskraftige natur”. Ordet
”Blindt” blev flittigt brugt i
Victor Klemperer
forhold til troskabsløfter. Et
af ”løfterne” blev i forbindelse med jødeudryddelserne til ”Den endegyldige løsning”.
Nazismens sprogbrug afpersonaliserede og tingsliggjorde
de mennesker, der ikke nød eksistensberettigelse indenfor
det tredje riges rammer. Nazistiske metaforer repeterer til
ting, genstande og aktiviteter – aldrig til personer.
Klemperer påpeger, at en mekanisering af selve personen træder frem i det tredje riges sprog. Man sammenligner mennesker med maskiner. Samtidig taler Klemperer i
sin bog om, at Nazisproget overfører fornuftsbetonede
ting til den følelsesmæssige sfære, samtidig med at der
sker en forvanskning i ly af sentimentale tågeskyer.
I krigens sidste tid måtte Klemperer sammen med
andre jøder tage flugten og søge skjul. På det tidspunkt
havde Nazisproget i desperation udviklet begreber som
”Folkeparasitbekæmpere” og ”Varulve”. Det var udtryk
for regimets sidste krampetrækninger. Jagten på desertører
og civilister var godt i gang.
Den 13. februar 1945 skete evakueringen af Klemperer
og hans fæller. Man talte om de sidste ”stjernebærere” –
jævnfør jødestjernen.
Moderne politisk designersprog
minder om det tredje riges sprog
En parallel til det tyske riges sprog i moderne dansk
designersprog med henblik på at afpersonalisere ”omkostningstunge” borgere, og gøre dem til ting, når politik skal
sælges til vælgerne, er eksempelvis begreber som: at ”parkere” borgere! At ”effektivisere”, ”omstillingsparathed”
Eller når man i moderne dansk kommunalpolitik taler om
hvorvidt udviklingshæmmede har ”et udviklingspoten-
tiale”. Sidstnævnte begreb rettet mod de mest svage i samfundet, er blevet benyttet i forbindelse med kommunale
besparelser. Her skelner man med en kold økonomisk
logik mellem A-mennesker, og B-mennesker. Det er
uhyggelig tæt på det tredje riges sprog. Nazisterne talte
om ”Undermennesker”. Havde de måske et udviklingspotentiale..?
For få år siden holdt en leder for en institution for udviklingshæmmede en tale, hvor pågældende udtrykte, at
”man skulle betragte vore borgere som varer på hylder” –
der skal ikke megen fantasi til at få associationer til Koncentrationslejrenes ”håndtering” af internerede borgere,
der netop lå stuvet sammen på hylder.
Både hvad angår begreberne ”Parkering af borgere” –
om førtidspensionister, og ”borgere som varer på hylder”,
er der ligesom i nazistiske sprogbrug tale om en afpersonalisering af mennesker…
Strategerne i det moderne politiske designersprog
synes at have fulgt deres læremester propagandaminister
Goebbels, den første moderne Spindoktor Han udtrykker
et sted, at hvis man bare gentager en løgn tilstrækkelig
mange gange så tror borgerne(vælgerne) på den…
Det kan varmt anbefales at læse Victor Klemperers
geniale og med sit tema desværre også meget aktuelle
bog, der har opnået international anerkendelse.
Der er foruden sproganalyser nogle medrivende
historier om, hvordan tidligere Venner og bekendte af
Klemperer ændrede karakter efterhånden som Nazismen
og ikke mindst den nazistiske retorik fik magten, og formede borgernes menneskesyn.
Disse menneskeskildringer er uforlignelige men også
chokerende. Der er
desuden beskrivelser af, hvordan
Klemperer oplevede at blive ydmyget
af Nazisterne. Talt
ned til og slået;
jøderne måtte ikke
blande sig i noget,
ikke læse, ikke forholde sig til nogen
ting. Selv ikke dem
på ”tålt” ophold.
Jøder med ariske
ægtefæller…
Det næsten utålelige liv, eller ”ikke liv” om man vil,
som Klemperer levede under Nazisternes regime, samt det
farlige liv han levede ved at skrive de notater, der senere
blev til hans geniale dagbog og systematiske belysning af
Nazisternes sprog, har gået hånd i hånd.
Klemperer giver et sted udtryk for, at hans bogskrivning faktisk havde en overlevelsesværdi for ham: Han
sammenlignede sig selv under de svære kår under krigen
som en linedanser i et cirkus. Hans sikkerhedsnet var hans
skrivning.
Victor Klemperer:
LTI Lingua Tertii Imperii
Det tredje riges sprog. En filologs notesbog.
Dansk oversættelse: Henning Vanggaard.
Forlaget Tekst og Tale
RADIO SPARTACUS
98,9 mhz – 98,8 hybrid
Hver fredag mellem kl. 18.00–19.30 (÷ første fredag i hver måned)
www.ch-radio.dk
l 17
Offentlighedsloven
Demokratiet har det svært i Danmark. Demokrati er folkestyre som tager hensyn til mindretallet. I Danmark har vi
et borgerligt demokrati. Men for at et demokrati kan fungere, kræver det at det sker på et oplyst grundlag. Et udgangspunkt hvor folk kender baggrunden for de beslutninger, der bliver truffet af de folkevalgte. Alt bliver lagt
åbent frem, så der kan komme en reel diskussion, inden
der tages en beslutning. Den nye offentlighedslov begrænser mulighederne for aktindsigt, og dermed en mulighed
for at tage stilling til, det de går og foretager sig på Christiansborg. Kort sagt, loven svarer i en vid udstrækning til
elastik i metermål. Eller en lukkelov.
Af Tonny Warming
hinanden”. En bestemmelse, som sikre at embedsfolkene
kan deltage i politiske beslutningsprocesser, uden at det
kommer til offentliges kendskab.
Et af argumenterne var, at planlægning og lovgivning
skal beskyttes. Tim Knudsen ”hvem skal beslutningsprocesserne beskyttes imod? De skal beskyttes mod jer. De
skal beskyttes mod medierne. Og de skal beskyttes mod
Folketinget”.
”Men hør lige her! Folketinget har lovgivende magt.
Folketinget skal lovgive. Og den lovgivende magt skal nu
beskyttes mod Folketinget! Det er et demokratisk galehus!
Og det er et juridisk galehus, at Folketinget anses som en
fare mod demokratiet i lovforslaget! Der hersker uorden i
hovederne i vor sammenfiltrede juridiske elite”.
”Vi vil kunne se, hvad folketingsmedlemmer får at vi-
Offentlighedsloven
Den 1. januar 2014 fik vi en ny offentlighedslov. Lovens
formål lyder godt.
”§ 1. Loven har til formål at sikre åbenhed hos myndigheder m.v. med henblik på navnlig at understøtte
1) informations – ytringsfriheden, 2) borgernes deltagelse
i demokratiet, 3) offentlighedens kontrol med den offentlige forvaltning, 4) mediernes formidling af informationer
til offentligheden og 5) tilliden til den offentlige forvaltning.”
Men der findes ingen roser uden torne. Og i selve
loven er der flere torne end roser.
Det er især §24 og § 27, der er problemet. De sætter
store dele af formålsparagraffen ud af kraft. Det vil fylde
for meget at citere disse paragraffer, men hovedessensen
er lukkethed.
Lovforslaget blev fremsat første gang i 2009 af den
daværende V og K – regering. På det tidspunkt blev forslaget heglet igennem af oppositionen for dens lukkethed.
Der var ganske enkelt ikke flertal for forslaget. Det ændrede sig et stykke tid efter at den nye S, R, SF – regering tiltrådte. Regeringen fremsatte lovforslaget maj 2013 stort
set uændret. Hermed var flertallet sikret, og ”lukkeloven”
var en realitet. Det er det nu slut med, at irriterende journalister og andre kan få aktindsigt i hvilket baggrundsmateriale, som danner grundlag for nye lovtiltag. Det
repræsentative demokrati svækkedes yderligere.
På en demonstration 15. maj 13. på Christiansborg
Slotsplads mod loven holdt professor i statskundskab, Tim
Knudsen en tale. Han sagde bl.a. ”En af de fæle ting i lovforslaget er den tarvelige bestemmelse i § 27 stk. 2, om at
ingen må få noget at vide om, hvad en minister, nogle embedsfolk og nogle få folketingsmedlemmer har skrevet til
18 l
de af regeringen og embedsmænd. Vi vil vide, hvorfor folketingsmedlemmer træffer de beslutninger, de træffer. Vi
vil se det grundlag, hvorpå folketingsmedlemmer træffer
beslutningerne.” (Læs hele talen på
http://helger.dk/2013/05/tale-mod-offentlighedsloven-aftim-knudsen/)
Oluf Jørgensen, mediejurist, og forskningschef ved
Danmarks Journalisthøjskole, samt tidligere medlem af
offentlighedskommissionen. Til DR siger han bl.a. ”Den
nye offentlighedslov, er et alvorligt nederlag for demokratiet. … ”Risikoen er stor allerede, (med den gamle lov,
TW) fordi vi i forvejen har stor lukkethed i Danmark.
I forvejen er der stort set frit spil for politisk spin, fordi
offentligheden ikke har ret til at få indsigt i grundlaget for
ministrenes og regeringens politiske beslutninger. Nu vil
man udvide lukketheden endnu mere. Det her betyder, at
medierne og offentligheden fremover må nøjes med det,
som spindoktorer vælger at servere for dem. Det er meget
problematisk, og det er i den grad på kant med de grundlæggende principper om magtens tredeling, når man fedter
toppen af den udøvende magt og den lovgivende magt
sammen i et lukket kredsløb. Det er i strid med internationale konventioner.”
Demokratiet under afvikling
Det er nemt og bekvemt for magthaverne at de kan arbejde i fred. Derfor den nye offentlighedslov. Lige i øjeblikket forhandles der om hvordan folkeafstemningen til afskaffelse af retsforbeholdet skal serveres for befolkningen
til den kommende folkeafstemning næste år. Ifølge dagbladet ”Arbejderen” har en embedsmandsgruppe lavet en
analyse af EU’s retspolitik på 1000 sider. Disse papirer er
ikke tilgængelige for EU – skeptiske, eller nej – politikerne. I praksis betyder det at der ikke kan føres en diskussion på et oplyst grundlag, hverken i folketinget, pressen
eller befolkningen.
Det viser sig nu, at heller ikke alle oplysninger vedr.
salget af Dong Energy var tilgængelig for offentligheden.
Kort sagt man ønsker ikke borgernes deltagelse i demokratiet. Hvorfor skulle denne uvidende hob, som ikke ved
noget som helst, deltage i en debat, som den ikke ved
noget om?
Lidt historie
Det er der sådan set ikke noget nyt i. Det har skiftende
regeringer arbejdet på siden 2. verdenskrig. Her blev det
danske demokrati brudt, til fordel for Hitlers form for
demokrati. Grundlovsbrud tøvede man heller ikke at lave.
Man forbød et lovligt valgt parti, samt arresterede hundredvis af kommunister. Heldigvis var der mange der gik
op mod regeringen. Mange kom i fængsel, koncentrationslejre, eller gik i døden for at forsvare demokratiet. Først
kaldte regeringen dem terrorister, senere, da de så Hitler –
Tysklands fald, blev de frihedskæmpere. Så meget bekymrer Socialdemokratiet sig om demokratiet. Den holdning
har de ikke givet slip på.
Senere, blev vi ved fortielser og løgne medlem af krigs
– og terrororganisationen NATO. Så kom turen til EF,
senere EU. Her har skiftende regeringer afgivet suverænitet til en overstatslig institution. Spillerummet for en selvstændig stat er blevet så snævert, at vi i dag ikke kan
bestemme vores egen politik, det være sig økonomisk,
socialt eller fagligpolitisk. De såkaldte ”fire friheder” som
Rom – traktaten bygger på, fri bevægelighed for varer,
arbejdskraft, kapital og tjenesteydelser, var yderligere
lettelser for kapitalen, og arbejdsgiverne.
Senere, støttede Danmark hovedløst USA’s præsident
George Buch uendelige krig mod terror. Hvilket medførte
terrorlove i lange baner.
Derefter gik det ud over mennesker på såkaldt tålt
ophold. Tuneserloven, som kom i stand pga. at en tuneser,
som opholdt sig i Sandholmlejren fik lov til at besøge sin
familie i Århus, som boede 10 minutters gang fra Kurt
Westergaards hjem. Det var nok til, at vi fik den lov. Der
var ingen beviser eller andet som sandsynliggjorde at
tuneseren havde til hensigt at gøre noget som helst, andet
end at besøge sin familie.
Lømmelpakken, som skulle give politiet udvidede
beføjelser ved klimatopmødet 2009 i København. Regeringens budskab med Lømmelpakken var, og er, en begrænsning af ytrings, – demonstrations – og forsamlingsfriheden. Med denne lov fik Danmark, og politiet noget
dengang nyt – præventive anholdelser.
En anden del af indskrænkninger i folks frihed, er indførelse af visitationszoner, hvor politiet uden dommerkendelse kan undersøge en person fra top til tå. Alt sammen
uden skyggen af bevis for noget som helst.
Redaktionen retter
Der var beklageligvis en fejl ved artiklen i sidste nummer:
”Hvem har noget ud af det”. Den var ikke skrevet af
Annette Mørk, men af Hellen Gade.
Og det er selvfølgelig Nordahl Grieg, og ikke Edward
Grieg, der har skrevet ”Kringsat af fjender”.
l 19
Offentlighedsloven...
Demokratiets forfald, fra retsstat til politistat
Overvågning ad den danske befolkning er næsten total.
Med terrorlovene, tuneserlov, visitationszoner, betalingskort, mobiltelefoner, computere, overvågningskameraer,
samt øgede beføjelser og penge til PET og FE, er porten
helt åben for at kunne følge én gennem hele livet.
I mange år er der sket en bevægelse hen imod et samfund, hvor det kun gælder om at tilgodese kapitalens interesser. Indvandrere og hele den danske befolkning er under
overvågning, og alene på grund af en formodning eller
mistanke, kan vedkommende sendes ud af landet, eller
anklages for terrorisme, eller landsskadelig virksomhed.
Hemmelige retssager finder sted med hemmelig bevisførelse, med PET’s sikkerhedsgodkendte forsvarsadvokater, som den anklagede ikke har bedt om.
Så nu har vi et samfund, som ifølge staten beskytter
samfundet. Men mod hvad? Og hvad har det medført? En
befolkning i mere eller mindre frygt, samt en befolkning
der i en vid udstrækning øver selvcensur. Dels på de elektroniske eller ved demonstrationer.
Vi er også udstyret med en journaliststand, som man
skulle tro var sikkerhedsgodkendt af PET og FE. Alle, der
bliver hevet ind i DR eller avisernes spalter, er systemets
repræsentanter. Det gælder både økonomer, som har været
med til at føre landet ud i en finanskrise, og tvunget befolkninger via skatterne til at betale for deres spekulationer. Det var jo da en oplagt mulighed for at nationalisere
bankerne, da disse tyveknægte var på røven på grund af
deres spekulationer ved finanskrisens start i slutningen af
2008.
I stedet blev der brugt milliarder af skatteydernes
penge til at redde dem. Er det ikke det, man kalder blind
tillid til, at det private erhvervsliv handler til gavn for
samfundet? Så vidt jeg husker, var det en socialdemokratisk regering, der ved lov tvang alle danskere til at have en
bankkonto. Siden blev gebyret indført fra bankernes side,
og er steget konstant siden. I dag stjæler de med arme og
ben.
Det ”Danmark vi kender”, som Helle Torning Smidt
kalder det i socialdemokratiets valgkamp eksisterer ikke i
dag. Det har det selv samme parti sørget for. I dag findes
der stort set ikke noget parti i folketinget, som varetager
de fattiges, og arbejderklassens interesser. Ikke nogen, der
forsøger at skabe bevægelse i arbejderklassen.
Bjarne Corydons vil indføre ”konkurrencestaten”, det
sender den danske arbejderklasse endnu længere ud i mørket. I dag foretages de lyssky affærer langt fra offentligheden.
Socialdemokratiet har lært af Margeret Thatcher og
20 l
New Labour i England. Den højt besungne ”danske model” på arbejdsmarkedet har regeringen sammen med
Kommunernes landsforening sat ud af kraft. Lærerne fik
trukket en overenskomst ned over hovedet. Så meget for
den danske model.
Implementering af EU’s direktiver er heller ikke noget
problem. Det foregår altid hen over hovedet på den danske
befolkning.
Hvorfor stilles der ikke spørgsmålstegn ved det som
USA og EU foretager sig i forbindelse med de igangværende TTIP forhandlinger. Den såkaldte frihandelsaftale,
mellem EU og USA. Danmark burde jo sætte hælene i,
og sige at vi ikke vil have at store selskaber skal have mulighed for at påtvinge os en bestemt lovgivning, bare fordi
et firma ikke mener, at kunne tjene penge nok, hvis vi indfører en lovgivning som begrænser deres mulighed for at
skovle penge sammen. Så er det totalt slut med noget der
ligner demokrati..
Bjarne Corydons erklæring om at indføre en konkurrencestat, er en hån mod arbejderklassen, og de fattige her
i landet. Står det til socialdemokratiet, skal stort set alt
her i landet privatiseres, helt i EU’s ånd.
Efter finansministerens opfattelse, så han gerne at al
dansk infrastruktur blev privatiseret.
Den kapitalistiske verden har deres egne midler til at
undertrykke befolkningerne med. Det være sig IMF og
Verdensbanken. Det drejer sig om den magtfulde organisation European Round Table, den borgerlige tænketank
CEPOS, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Industri,
Dansk Landbrug, som påvirker, ja er sammenvokset med
bl.a. den danske regering. Befolkningens krav og ønsker
er i den sammenhæng ligegyldig.
Med den nye offentlighedslov vil det sikkert også lykkes for regeringen helt at afskaffe demokratiet.
Carl Scharnberg har skrevet et passende digt:
Demokrati
På højeste plan debatteres
om befolkningen egner sig
til at se en kritisk film
om den politiske situation.
Når afgørelsen er truffet
på vanlig demokratisk vis
vil befolkningen blive orienteret
om den endelige beslutning.
(Udvalgte digte Forlaget Tiden 1977)
Man skal ikke kaste med sten,
når man selv har gået med skrårem
Af Annette Mørk
“Verden er alt for farlig at leve i – ikke på grund af de
mennsker som handler ondt, men på grund af de mennsker, der står ved siden af og lader dem gøre det”.
Albert Einstein (fysiker og menneskerrettighedsforkæmper)
★ Valgkampen er ikke startet endnu, og dog! Christianborgs
politikere har legalt lov til at starte partikampagner, med
meterhøje plakater og busstreamers. Budskabet er ikke til
at tage fejl af: Ved det kommende valg skal der kæmpes
om stemmerne via budskabet “dem” og “os”.
Socialdemokratiet – med Helle Thorning i spidsen –
lagde ud med budskabet: “Kommer du til Danmark, skal
du arbejde”. Samme røde regering arbejder samtidigt
hårdt på at øge arbejdsudbuddet (skabe flere arbejdsløse),
for at få gang i væksten eller som groft sagt: For at trykke
lønningerne, undergrave fagforeningerne og støtte op om
begrebet “working poor”. Det er et beskidt budskab fra
Statsministeren, som mere end antyder, at flygtninge ikke
gider arbejde, og som ikke tager højde for, at det kan
være tramatiserede krigsflygtninge, som nødtvungent
forlader deres hjem, efter vi har smidt bomber i deres
hjemlande.
De konservative fulgte hurtigst efter med en endnu
værre retorik: “Stop Nazi Islamisme” – meget belejligt –
hvor fokus i medierne siden en vred ung mand skød to
personer i København, har haft endeløse debatter og skriverier om, hvornår “de” er accepteret muslimske eller for
meget muslimske, og hvad som er ekstrem islamisme.
Dette resulterede f.eks. i at en muslim fik tvangfjernet sin
søn, da der var fare for “radikalisering”.
Dette er en farlig vej at følge! Er imaners børn så også
i fare? – Og hvem skal vurdere, hvilken børn som skal
fjernes på grund af en anden religion end den statsaner-
kendte? Alle venstreorienterede bliver også i visse dele af
det politiske billede kaldt “radikaliserede”.
Vores allesammens Landsfader – dronning Margrethe
– havde også sine kommentarer til debatten: “Vi skal gøre
plads til “dem”, men “de” skal forstå, hvor “de” er kommet hen i verden. “De” kan derfor ikke forvente, at “deres” gamle samfundsmodel kan videreføres her i landet.
Hvis “de” begynder at gøre ting, som ikke stemmer overens med det store mønster i det danske samfund, må “de”
indse at det går ikke”.
Hvad mener dronningen med “deres” gamle samfundsmodel og hvad er det “de” skal indse ikke går? Hendes
egen mand gad ikke i mange år at lære dansk og er vist ikke helt på højde med det endnu og han holder fast i fransk
kultur, sprog, mad og især vin. Deres fælles afkom skulle
være tosproglige fra fødslen, samt lære deres andet fædreland at kende og gå på en fransk kostskole.
Dansk Folkeparti fulgte hurtigt trop , med Jens Vornøe
fotograferet med en dejligt lyserødt svin og teksten: “Ingen skal bestemme menuen”.
Valgkampen er begyndt og den bliver uværdig og grim
og syndebukkende for de skiftende regeringer forfejlet
økonomiske bliver emnet.
Antifascistisk konference 21. november 2015
FIR og Horserød-Stutthof foreningen inviterer til formøde om arbejdet
op til konferencen tirsdag d. 12. maj kl.19.00.
BMJF, Mølle Allé 26, pavillionen, 2500 Valby,
Alle foreninger, organisationer, antiracister, antifacister og andre er velkomne.
l 21
Fagbevægelsen har været på hælene
– vi må i offensiven
Af Christian Juhl
1. Den globale krise og de riges offensiv sætter rammen
72 milliarder kroner kunne de 20 største danske virksomheder udbetale til deres aktionærer her i foråret. Samtidig har
der været en stor lønfremgang til topdirektørerne, som er
blevet forgyldt med mange ekstra millioner hver. De samme
aktionærer, topdirektører og deres lobbyorganisationer DI
og DA fremkommer hele tiden med nye forslag til at gøre
os andre fattigere. Senest har DA foreslået at kontanthjælpsmodtagere skal 4.000 kr. ned om måneden, fordi det
teoretisk skulle motivere til at få et arbejde, som de selv
samme virksomheder ikke stiller til rådighed. For selvfølgelig er den egentlige dagsorden at presse lønningerne
yderligere ned ved at sørge for at der er så mange rigtig
fattige, at folk vil arbejde for hvilken som helst lav løn.
Det er en global tendens, som vi kender det fra USA,
hvor millioner af lønarbejdere lever som working poor
med to eller tre jobs, som de næsten ikke kan leve af. Lige
syd for Danmarks grænse er massevis af tyske lønarbejdere tvunget til at arbejde for en mindsteløn på 8,50 euro. Jo
længere øst på vi kommer i Europa des lavere bliver lønnen. Det skaber et pres på to måder. Det ene er, at folk migrerer efter et arbejde og en højere løn. Det andet er at
virksomhederne outsourcer opgaver eller flytter hele produktionen øst, måske endda til Kina, for at mindske lønomkostninger og skat. Men det er ikke fordi der er færre
værdier eller færre penge. Det er fordelingen af værdierne
som er det globale problem. For mens lønarbejdernes levevilkår presses, så vokser de riges formuer, indkomst og
magt. 12.000 milliarder kroner ejer de 80 rigeste mennesker i verden. Og det er lige så meget som hele den fattigste halvdel af jordens befolkning – mere end 3,5 milliarder
mennesker – har af værdier.
De rigeste har fordoblet deres værdier efter krisen,
men verdens fattige har fået mindre. Denne globale tendens ser vi også i Danmark, hvor uligheden vokser år for
år, og de rigestes formuer, indkomster og magt vokser. De
har brugt chokeffekten af krisen til at fyre ansatte og øge
produktiviteten hos resten gennem et hårdere tempo. De
store virksomheder er globale multinationale virksomheder som kun har fokus på bundlinjen uanset de menneskelige omkostninger.
2. Arbejdsløshed, social dumping og lønstop
Siden krisens gennemslag i 2008 er der mistet mere end
100.000 danske arbejdspladser, som er placeret der, hvor
arbejdskraften er billigst og skatten lavest.
De har kannibaliseret mindre virksomheder for at øge
22 l
deres markedsdominans, som man fx kan se på telemarkedet, hvor der reelt kun er tre aktører tilbage Telia og Telenor fusionerer (de ejer Bibob, CBB og callme), TDC (ejer
også Telmore, youseemobil, Fullrate), 3 (ejer også oyster).
Disse virksomheder nøjes ikke med at kapre markedsandele. De presser også prisen på arbejdet ved at flytte
opgaver over i datterselskaber uden overenskomst, hvor
lønningerne nærmest halveres.
Tendensen til at presse lønninger opleves stærkt i de
globaliserede brancher. Og det er de ufaglærte som rammes rigtigt hårdt. Det oplever vi stærkt i 3F, hvor kollegerne på byggepladser, i transportbranchen og lufthavnen er
stærkt udfordret. Vi kan fx nævne det store metrobyggeri i
København, hvor der er meget få danske bygningsarbejdere, fordi ledelsen har hyret italienske og portugisiske virksomheder til arbejdet. Og disse virksomheder hyrer folk i
Østeuropa og Sydeuropa gennem underentreprenører til
meget lave lønninger. Det har medført utallige sager om
underbetaling, brud på arbejdsmiljøloven og snyd med
skat. Og kun sjældent lykkes det at få dømt dem og endnu
sjældnere, at få pengene hjem. For nylig vandt den lokale
3F afdeling 3F Bygge, jord og Miljø en stor retssag og fik
22 millioner kr. De fik pengene gennem et langvarigt organiseringsarbejde blandt de udenlandske byggearbejdere,
og det understøtter betydningen af rigtigt fagforeningsarbejde altid begynder og slutter ude på arbejdspladserne,
hvis der skal skabes resultater.
En anden meget aktuel sag er Ryanair, som det mest
betændte eksempel på social dumping. Her forsøger de at
etablere en base i Københavns lufthavn uden overenskomst. Ryanair nægter enhver kollektiv aftale og bekæmper fagforeninger med næb og klør, samt ikke mindst trusler om retssager med alle og enhver. det har lønnet sig, for
Ryanair er Europas største lavprisflyselskab og de har milliardstore overskud. Det mærker 3F Kastrups kolleger i
3.500.000
3.000.000
2.500.000
2.000.000
1.500.000
1.000.000
500.000
0
1997
1999
2001
2003
2005
2007
2009
2011
Arbejdsstandninger
Enhed: Antal tabte arbejdsdage. Branche: I alt
2013
4. Fagbevægelsen er en del af problemet – og løsningen
lufthavnen, som Ryanair forsøger at få dømt efter nogle
sikkerhedsparagrafer, efter at de omringede Ryanairs første fly i København et par timer. Kampen mod Ryanair er
livsvigtig for dansk fagbevægelse, og ikke mindst de ansatte i lufthavnen. Hvis det lykkes Ryanair at operere fra
Københavns Lufthavn uden overenskomst, så vil de andre
flyselskaber hurtigt følge efter både når det gælder det
flyvende personale og dem på jorden. Det er blevet en
symbolsk kamp mod social dumping, som vi alle har en
forpligtigelse til at deltage i, så vi forhindrer en smadring
af løn- og arbejdsvilkår i luftbranchen.
3. Manglende selvtillid ude på arbejdspladserne
– meget lave strejketal
Som antydet, så er det ikke fagbevægelsen som vinder i disse år. Forklaringen er tosidet. Det ene forklaring er, at lønarbejderne føler sig presset, og ikke oplever styrke til kollektivt at modstå kapitalens krav om løntilbageholdenhed og
øget produktivitet. Det betyder til manglende selvtillid til
egne kræfter som klasse (arbejdspladsklub/branche) og
fører til at mange søger individuelle løsninger, herunder
stemmer på borgerlige partier som lover skattelettelser og
syndebukke. Den bedste illustration på dette er de historisk
lave strejketal på under 10.000 arbejdsdage om året, som
har præget Danmark siden krisen gennemslag. Det stigende antal i 2013 skyldes KL’s lockout af skolelærerne.
Den nuværende regerings mange angreb på danske lønarbejdere har forværret situationen, fordi angsten for personlig fattigdom er stor. Dagpengereform, efterlønsforringelser, ødelæggelsen af fleksjobordningen, lavere kontanthjælp, dårligere sygedagpenge og lavere ydelser til unge
har alle bidraget til at vi står svækket som en fælles kraft.
Genskabelsen af tiltroen til at få en større andel af
overskuddet og mindske stressen hænger sammen med, at
folk oplever at sammenhold virker og kamp nytter. Det er
en proces, som skal udvikles og næres på den enkelte arbejdsplads, men det hænger nogle større politiske forhold,
også i fagbevægelsen.
Krisen og den manglende selvtillid på arbejdspladserne
har forstærket udsivningen af medlemmerne fra fagbevægelsen. Det er et forstærket problem blandt de unge, som
er vokset op med dominansen af borgerlig ideologi og
kanoniseringen af individualismen. På samme tid har fagbevægelsen centraliseret og fusioneret, så der er blevet
længere ud til arbejdspladserne, i den tro at strukturændringer kunne løse nogle grundlæggende problemer. I
mange år har fagbevægelsens ledere nægtet at se problemet i øjnene, men flere forbund er nu begyndt at fokusere
mere på organiserende arbejde ude på arbejdspladserne.
Det er godt, men ikke tilstrækkeligt.
Der skal også politisk forandring til. Når arbejdsgivere
og Folketing angriber vores velfærd og lønvilkår, så skal
der siges fra. Det skal kunne høres på alle arbejdspladser,
at de faglige ledere står sammen med medlemmerne mod
angrebene. Men det gør de alt for sjældent. De har for
travlt med at tage hensyn til den socialdemokratiske partibog og regeringen. De fleste har underlagt sig samme
ideologi som arbejdsgivere og regering, hvor nødvendighedens politik er nyliberal. Derfor har de på forhånd opgivet at mobilisere de kollektive kræfter for ordentlige
overenskomstresultater.
Det var desværre, hvad der skete i overenskomstforhandlingerne i 2013, 2014 og 2015. I 2013 blev skolelærerne kørt over af Bjarne Corydon og KL, men uden at
resten af fagbevægelsen løftede en finger. De privates
overenskomster i 2014 var historisk ringe, samtidig med
at virksomhederne havde kæmpe overskud. Det samme
scenarie har gentaget sig i dette i de offentlig ansattes
overenskomstaftaler i dette forår. Medlemmer stemmer i
stort tal ja, fordi der ikke er noget alternativ.
Fagbevægelsen har brug for nye ledere, som ikke baserer sig på nyliberale forestilling og som tør tage kampen
mod arbejdsgiverne. Ledere som vil gå forrest sammen
med de aktive medlemmer i at skabe en fagforening, der
er forankret ude på arbejdspladserne.
Forandringen sker ikke på en dag, for venstrefløjen i
fagbevægelsen er ikke stærk (endnu). Men vi er i gang og
det er på høje tid for ellers bliver fagbevægelsen endnu
mere svækket. I vores optik starter og slutter ude på ens
egen arbejdsplads. Det er her vi skal vise at fællesskab fungerer. Og her vi skal bruge vores fællesskab til at være solidariske med hinanden både i Danmark og ude i verden.
Et godt sted at starte er at deltage i kampen mod Ryanair, og støtte de ansattes kamp for overenskomst. Du kan
dele flyer ud til oplysning på din arbejdsplads, du kan
deltage i demonstrationer og du kan være med til at ingen
køber billetter hos Ryanair. Sådan kan vi opleve at fællesskab fungerer, og vi kan forandre verden.
l 23
Returadresse: Anton Nielsen, Rughavevej 7, 2500 Valby
Plakaten er designet af Leo Scherfig
kl. 18.00:
kl. 20.10:
kl. 20.25:
kl. 20.36:
kl. 20.40:
kl. 21.30:
kl. 21.45:
kl. 22.00:
Velkomst v/ Christine Lindgaard
Musik
Yohathan U. Goldsthein fra “Jøder mod folkemord” taler
Opstilling til fakkeloptog
Frihedsbudskabet afspilles
Fakkeloptoget går gennem Istedgade til Enghaveparken
Advokat Bjørn Elmquist taler
Musik
Christine Lindgaard takker af
Arrangeret af: 4. Maj-Initiativets venner,
Horserød-Stutthof foreningen, Demos,
Enhedslisten Vesterbro, SF Vesterbro,
Kommunistisk Parti Vesterbro, KPID
Vesterbro.
Horserød-Stutthof foreningen tilbyder
bustransport fra Rådhuspladsen til
Enghaveparken for gangbesværede.

Nr. 2 2015 - Antifascistisk

Transcription

Similar documents

Nr. 3 2015 - Antifascistisk

Nr. 1. 2015 - Antifascistisk

Dansk guvernør i Guinea, Bjørn om afskaffelsen af slavehandlen

Nr. 3 13 - Antifascistisk

Kritisk Debat, Februar 2014 – side 1