Kritisk Debat, Februar 2014 – side 1

Transcription

Februar 2014
I n d ho ld
Kritisk Debat 10 år ............................................................................................................................................. 3
Demokrati og Republikanisme – et idéhistorisk rids. Interview med Antoni Domènech ............... 9
Hvad sker med universiteterne? .................................................................................................................... 21
Kapitalflugten – råderetten over de forsvundne milliarder ................................................................... 27
Enhedslistens principprogram: Staten, revolutionen og sproget ........................................................ 31
Demokratisk Republikanisme: Tre grundidéer ......................................................................................... 35
Akademikerne står splittet i konflikt mellem A-kasserne ...................................................................... 42
Vi går fra behovsstyring til profitstyring med salget af DONG ............................................................ 47
Fra løn til velfærd – perspektiver for OK-2014.......................................................................................... 50
De offentlige overenskomstforhandlinger 2015 – tilbageblik, forventninger til arbejdsgiverne
og lønmodtagerstrategier................................................................................................................................ 57
Billeder af … vrede ............................................................................................................................................. 64
Musik som talerør og modstandsform del 2. ............................................................................................ 70
”Winning at Walmart”......................................................................................................................................... 77
„Vi forbliver alle her!“ ........................................................................................................................................ 82
Overproduktion og venstrefløjens impotens! ............................................................................................ 86
Socialismen der blev væk. ............................................................................................................................... 89
Fagbevægelsens selvforskyldte elendighed – en replik til HK Handel ............................................... 94
Kritisk Debat 10 år ............................................................................................................................................. 98
K rit isk Deba t 10 å r
Af re d ak ti o ne n
Med dette nummer kan Kritisk Debat fejre sine første 10 år.. Det første nummer af Kritisk Debat
blev udgivet 15. februar 2004. I 10 år har vi deltaget i og bidraget til diskussionen på den danske
venstrefløj. Og i denne leder vil vi – med det udgangspunkt – trække nogle historiske linjer op og
samtidigt give et lille fingerpeg om Kritisk Debats videre udvikling. Belært af erfaringerne afstår vi
fra at profetere om, hvad de næste 10 år vil bringe.
Historisk linjeføring.
Socialdemokratiet og det politiske felt, som partiet repræsenterede, havde ved valget i 2001 lidt et
afgørende nederlag til den liberale dagsorden og politiske diskurs. Socialdemokratiets 25 års
tilbagerullende forsvar af tidligere opnåede styrkepositioner og af velfærdsstaten havde tømt partiet
for kræfter og kraft til at modstå de herskende klassers restaurationspolitik.
Af mangel på et politisk projekt, indre sammenhængskraft og dynamik var Socialdemokratiet og
fagbevægelsen i 90’erne gået fra det ene defensive forlig til det næste, og det stod allerede klart
ved valget i 1998, at Socialdemokratiet ikke længere kunne optræde som en samlende politiske kraft
i samfundet. Socialdemokratiet var blevet reduceret til blot at være et parti blandt mange andre. Det
slog også igennem i fagbevægelsen, og blev stadfæstet og forstærket af Poul Nyrup Rasmussens
”efterlønssvigt” – ”løftebrud”. Man kunne end ikke længere regne med Socialdemokratiet som den
troværdige vogter i sidste instans. På de interne linjer havde de mange ideologiske kampe for og
imod indrømmelser til den liberale tankegang resulteret i en vertikal spaltning af partiet. Partitoppen
og et nyt lag af politiske teknokrater mod resten, hvor resten godt nok administrerede partiets
daglige virke, men var uden indflydelse på og betydning for den videre politikudvikling. Hovedet var
endelig skilt fra kroppen.
VK regeringen kom til magten ved valget i 2001 i imponerende vigør og med hæsblæsende energi
og politisk autoritet, som udmøntede sig i 4 forbundne spor:

Det institutionelle opgør med velfærdsstaten gennem eksempelvis frit valg,
udbud/udlicitering, strukturreformen.

Opgør med universalismen gennem fastholdelse af ydelserne, men ændring i kriterier og
”mægtiggørelse” af borgerne som suveræn kontraktholder – borgeren som kunde.

Ideologisk og diskursiv offensiv, hvor der blev vendt op og ned på et helt kompleks af
begreber forstået som en semantisk inversion af socialistiske og socialdemokratiske
begreber/værdier, så de blev liberalistiske nøglebegreber. Frit valg frem for frihed, individ
over samfund og så videre.

Fokusforskydning fra produktion til marked, delegitimering af klassebegrebet/analyse og
det markedsteoretiske opgør med udbytningsforståelsen med snigende indvirkning på
venstrefløjens videre teoretisk/politiske udvikling.
Med Claus Hjort Frederiksens ord drejede det sig ikke om gennem en liberal paladsrevolution at
erstatte socialdemokratismen – den var allerede stækket – men om at skabe et liberalt menneske.
Dvs. naturaliseringen af liberalismen som tanke – udtryks – forståelsesform. Det er i det perspektiv,
at mange af VK regeringens reformer henter deres indre rationalitet.
Modstanden mod dette magtskifte i alle dets facetter og argumentationen for et centrum-venstre
alternativ som politisk modstandsform var umiddelbart drivkraften bag lanceringen af Kritisk Debat
– som et tidsskrift for ”kampen om definitionsmagten”. Denne linje optrådte som baggrundstæppe
og selvforståelse helt frem til krisegennemslaget i 2008. Men så skete der noget.
Allerede i forsommeren 2008 satte vi fokus på krisens acceleration og brugte i lighed med mange
andre mange kræfter på at indfange krisens karakter. Omvendt indebar det i lighed med, hvad der
skete mange andre steder, en næsten trinløs nedtoning af den hidtil meget brede og politisk
uspecifikke tilgang til fortolkning af den liberale offensiv, ligesom analyser af de mere specifikke
facetter i statssystemets udvikling og de nye styringsteknologier trådte i baggrunden. Kritisk Debat
blev på ganske få måneder ”politiseret” på en måde og i en form, der rakte langt ud over det
oprindelige centrum-venstre koncept, den kritisk detailanalyse og det politisk meget beskedne
grundlag.
Fra krisens gennemslag og helt frem til valget i 2011 skiftede fokus til en bredere anlagt og mere
pågående kritik af kapitalismen som samfundsformation, af VK regeringen, den liberale bølges fallit
og svagheden i den nyudviklede politiske akse mellem S og SF. Kritisk Debat bragte flere meget
kritiske artikler, der behandlede det såkaldte S+SF alternativs udbudsøkonomiske præmis samt af
fagbevægelsens følgagtighed. Temafelterne afspejlede også de mere påtrængende internationale
begivenheder – verdenskrisen, ”det arabiske forår” og austerity politikken og de politiske
magtkampe i EU. Der udvikledes således en spændingsforhold mellem tidsskriftets forholdsvis
moderate og snævre grundlag og radikaliseringen af artikelmassens indhold.
Det ”røde alternativ” kom i fokus sammen med opgøret med det kompromitterede liberalistiske
hegemoni. I slipstrømmende medførte denne fokusforskydning, at Kritisk Debat i lighed med andre
medier måtte interessere sig for Enhedslisten som en interessant politisk faktor. Den organiserede
politiske kamp mod de tidligere nævnte liberalistiske støttepiller og austerity politikken var nu blevet
meget konkret og påtrængende. Interessen for de internationale bevægelser og konflikter blev læst
ud fra en betydeligt mere konkret politisk kontekst end tidligere.
Kritisk Debat var ved at gøre sig ”til part i sagen”, og den fremtidige rolle blev defineret som
tidskriftet: der bidrager til at befordre politisk teoretiske diskussioner om dannelsen af en ny bred
politisk venstreblok kombineret med en mere konsistent og sammenhængende kapitalismekritik og
kritik af de hidtil kendte centrum-venstre koncepters strategiske svaghed.
Samfundskrise/krisebillede og fokusskifte
Finans- og gældskrisens kompromittering af det liberalistiske hegemoni og eksponering af
kapitalismens indre spekulative og irrationelle tendenser samt de indre modsætninger mellem de
forskellige fraktioner i de herskende klasser resulterede i store åbne samfundskonflikter, der både
i Europa, Mellemøsten, Latin Amerika og i USA førte til massemobiliseringer og en voksende
antikapitalistisk kritik. Men den førte ikke til en ny offensiv fra centrum-venstre og fagbevægelsen
for at erobre nogle af de centrale positioner tilbage. De kendte Centrum-venstre blokke/regeringer
var allerede så inficeret af liberalt tankegods, at man ingen steder var i stand til at formulere et brud
og et alternativ. Der opstod både nationalt, internationalt og geopolitisk et tomrum, hvor ingen kraft
var stærk nok til at sætte sin vilje igennem.
Skiftet kommer med Grækenlands økonomiske ruin i 2010, som indledte finanskapitalens
modoffensiv og statsapparaternes og det politiske højres massive pres for en austerity politik, som
centrum-venstre ikke kunne adressere. Europa blev for første gang to årtier igen skueplads for et
kompleks af sociale kampe og intensiveret magtrivalisering mellem nationalstaterne i EU og mellem
disse og EU.
Det introverte fokus i hele den vestlige verden og de nye magtkampe om en ændret verdensorden
de dominerende kapitalistiske stater imellem åbnede for en helt ny bølge af oprør blandt andet i
Mellemøsten. Karakteristisk for venstrefløjens reaktion og ageren var, at den stort set fulgte de
liberale intellektuelles idealisering/begrænsning af oprøret og kanonisering af det liberale
demokrati – dvs. de bagved liggende motiver for at inddæmme oprørets potentialer. Bedre blev det
ikke, da oprøret spredte sig til det Sydlige Europa. Her fortsatte venstrefløjen med at
idealisere/idyllisere det spontane element og undertonede nødvendigheden af en generel analyse
af forudsætningerne for en politisk antikapitalistisk strategi og for ændring af de givne
styrkeforhold. Det gennemgående tema blev det defensive forsvar af velfærdsstaten og
rehabilitering af keynesiansk økonomisk strategi. Venstrefløjen herhjemme og i Europa fremstod
som handicappet af 10 – 15 års liberalistisk hegemoni og af, at arbejderklassen stort set ikke
optrådte som politisk klasse i de mange antikapitalistiske protestbølger. Fokus på markedet og
uretfærdighederne her blev fastholdt – de liberales dagsorden. Der blev ikke på den brede venstrefløj
foretaget et skifte over mod en kritik af de mere grundlæggende udbytningsforhold i produktionen.
Venstrefløjen forblev af samme grund fastholdt i en diffus klasseanalytik og i en social indignation,
hvor oprøret, opstanden og protesten blev tillagt progressiv værdi i sig selv. Og hvor
petitionssocialismen triumferede.
Kun i en ganske kort periode gik venstrefløjen og dele af fagbevægelsen i offensiven, for så vidt de
mange protestbølger især i Sydeuropa kan forstås som en offensiv. Men fraværet af en unison
analyse, af et seriøst internationalt perspektiv, uafklaret forhold til EU, illusioner i humanistisk
interventionisme (Libyen krigen) og manglende tillid til selv at kunne formulere en regulær
socialistisk reformpolitik som alternativ til skærpelsen af de herskende klassers fornyede
restaurationsoffensiv bevirkede, at initiativet allerede i 2012 faldt tilbage til de herskende klasser,
statsapparaterne og de liberalistiske og nu også neokonservative intellektuelle.
Restaurationspolitikkens opgør med den demokratiske velfærdsstat skiftede i 2012 gear og niveau:
Fra strategien for den diskrete implosionsproces til et åbent opgør på alle fronter. Centrum-venstre
strømningerne i regering eller i opposition kunne intet stille op overfor den internationale kapitals
forcerede grænseløse mobilitet og pres på de enkelte nationalstater.
Som resten af venstrefløjen nåede vi på Kritisk Debat slet ikke at opstille en blot nogenlunde
sammenhængende analyse af den nye politisk-økonomiske situation, før reaktionen var oppe i højt
tempo. Kritikken af austerity politikken og det fallerede centrum-venstre, sådan som det trådte frem,
blev et gennemgående tema. Men generelt var det småt med en egentlig kritisk teoriudvikling. Vi
delte skæbne med de fleste andre tidsskrifter både herhjemme og på den europæiske venstrefløj.
Kritikken af kapitalismen forblev hovedsageligt punktuel, deskriptiv og moralsk, eller også
fokuserede vi på fremtrædelsesformer som eksempelvis øget ulighed, øget social kontrol,
marginalisering, diskursive gebrækkeligheder og velfærdsstatens sammenbrud osv.
Afstanden mellem teoretiske analyser af kapitalismens krise og modsætninger i det kapitalistiske
verdenssystem på den ene side og klassekampens former og politiske udtryk på den anden side
blev ikke mindsket. De traditionelle politiske analyserammer videreførtes. En af forklaringerne kan
være, at der både i redaktionen og angiveligt også noget bredere manglede/mangler en slags mod
og selvtillid til at overvinde traumerne fra ”murens fald” og den efterfølgende stigmatisering af alt,
hvad der refererer til socialisme eller kollektive samfunds- og institutionsformer. Venstrefløjen er
gennem 25 år blevet berøvet sit sprog eller rettere modet til at bruge det.
Det har taget noget tid for os på redaktionen at erkende tingenes tilstand og følgelig også nå frem
til at definere tidsskriftets linje og opgaver fremadrettet. Men efter et år med en ”rød regering” og
med de seneste begivenheder omkring DONG sagen og SF’s exit fra regeringen er det blevet det
mere klart, at fokus skal drejes i retning af en mere entydig kritik af den liberalistiske diskurs, men
nu først og fremmest rettet mod dens naturaliserede afarter indenfor centrum-venstre,
fagbevægelsen og det ”nye venstre” som eksempelvis EL.
Fra kritisk tilskuer til aktiv deltager
Her ligger også grundstenen for den aktuelle interesse for principprogramdebatten i EL. Havde den
foregået i 2012, er det tvivlsomt, om den havde fået mere end en enkelt artikel eller kommentar og
de sædvanlige stigmatiserende kommentarer i mainstreammedierne. Nu kan man sige, at debatten
virker som katalysator for en række teoretiske og principielle diskussioner med relevans for hele
venstrefløjen, der enten har været udskudt i årevis, eller som man ikke har haft det tilstrækkelige
mod til at gennemføre af frygt for at blive kaldt verdensfjerne dogmatikere, relikter, dinosaurer mv.,
eller hvad værre er, fordi man ikke har turdet stole på sin teoretiske arv, der både akademisk,
intellektuelt og journalistisk har været under massiv kritik og ”dekonstruktion” gennem de sidste 25
år.
Det kræver eksempelvis en del insisterende modstand at bekende sig til Marx’s tanker som teoretisk
og politisk udgangspunkt. På den brede venstrefløj er modernisering også her blevet et mantra, og
det ”gamle lort er blevet skrottet”. Referencerne til den Marx-inspirerede kapitalismekritik er selv på
venstrefløjen blevet mistænkeliggjort i en sådan grad, at mange unge socialister knap kender Marx
eller den historie, som hans teorier og efterfølgere beskæftiger sig med og i hvert fald ikke er
bevandret i de store traditionelle diskussioner om: kapitalismekritik, kapitalkategorier som
eksempelvis arbejdsværditeorien, merværditeorien, statskritik og socialistisk strategi.
Hovedsageligt har mange unge socialister først og fremmest stiftet bekendtskab med en politisk
debat, der er præget af en normativ og moralsk kritik af kapitalismen, der på sæt og vis ligner de
utopiske socialisters kritik og moralske fordring. Økonomiske og sociale kategorier er blevet
erstattet af psykologiske kategorier som eksempelvis grådige spekulanter, tidsåndens egoisme, de
svage mv. Herved er identificeringen af det/de historiske drivende kræfter – klassesubjekterne –
røget ud med badevandet, hvilket ses meget tydeligt i de programmatiske debatter på den brede
venstrefløj, hvor magtspørgsmålet reelt er fraværende som politisk aktualitet og påtrængende
problematik. Ligesom det i debatterne på den europæiske brede venstrefløj (hovedsageligt i de
centrum-venstre inspirerede tænke-tanke) kan aflæses i de meget diffuse klasseanalyser og ikke
mindre i analyserne af statsapparatet og i særdeleshed af krisens karakter.
Tiden kalder på, at politisk teoretiske tidsskrifter på venstrefløjen skal søge analyse og kritik på den
ene side og politisk engagement på den anden side, hvis de skal bevare deres relevans. Konkret
betyder det bl.a. for Kritisk Debat, at vi som politisk teoretisk tidsskrift skal balancere mellem den
teoretisk inspirerede debat og behandling af tendenser og politiske problematikker, der kommer til
syne i den konkrete klassekamp. Det esoteriske skal sprænges, og det almene skal kvalificeres – en
særdeles vanskelig balancegang i en periode, hvor der ikke forekommer en udfoldet og selvfølgelig
teoretisk debat i de politiske institutioner, partier og bevægelser – selv om tiden og den politiske
impasse skriger på teoretisk afklaring.
Midt i denne impasse – som er Europæisk og ikke specielt dansk – befinder hele venstrefløjen sig
inklusive EL, Front Gauche, Die Linke, United Left, Syriza, og hvad de ellers hedder. Hele deres
identitet og selvforståelse er historisk bygget op på en forholden sig/som korrektiv til de store
traditionelle socialdemokratiske og kommunistiske strømninger i arbejderbevægelsen, der nu ikke
længere eksisterer som de samlende, styrende og næsten hegemoniske partier/kræfter. Med andre
ord står både disse partier samt venstrefløjens brogede partibillede for første gang siden den
russiske revolution og splittelsen i arbejderbevægelsen helt uden nogen historiske autoriteter at
referere til – dvs. uden noget Arkimedisk punkt.
En særegen og politisk betændt situation, der tilspidses af sammenbruddet i klasserelationernes
hidtidige balancepunkt og samtidig af de herskende klassers vanskeligheder ved at genskabe
kapitalismen som positiv kraft for samfundsudviklingen.
Den situation gør opgaven med at opbygge en samlet social- og politisk blok bestående af
venstrefløjspartier, fagforeninger og andre sociale organisationer til både påtrængende og
indlysende. Men den opgave kan ikke løses, uden at de samme politiske kræfter engagerer sig i en
bred debat om et konkret samfundspolitisk alternativ til kapitalismens samfundsødelæggende
vækstmani og ikke mindst om, hvordan en handledygtig enhedsbevægelse kan opbygges bag dette
alternativ. Det er indenfor denne opgaves rammer, at Kritisk Debat skal placere sig og forhåbentlig
også spille en rolle i de næste 10 år som et kritisk debatorgan på den politiske venstrefløj.
De mo k ra t i o g R e p u b lik a n ism e – et idé h ist o risk rid s. I nt e rv ie w m ed A nt o n i
Do mè n ec h
”Den i dag så udbredte forestilling om parlamentarisk demokrati som en borgerlig-liberal opfindelse
er myte uden hold i den historiske virkelighed.
For at nå udover denne myte bør venstrefløjen finde tilbage til at læse Marx som det han faktisk
var: nemlig en radikal-demokratisk republikansk tænker i en tradition der strækker sig helt tilbage
til Antikkens Athen.
Kritisk Debat præsenterer her for første gang den anerkendte spanske idehistoriker og politiske
teoretiker Antoni Domènech på dansk.”
REDIGERET VERSION AF INTERVIEW MED ANTONI DOMÈNECH, FORETAGET AF JULIO CÉSAR GUANCHE
OG FØRSTE GANG PUBLICERET PÅ SPANSK I DET CUBANSKE TIDSSKRIFT ’TÉMAS’ (NR. 71, SIDE 126135, JULI-SEPTEMBER 2012).
DANSK OVERSÆTTELSE AF: THOMAS MULVAD
REDAKTION: ANDREAS MULVAD OG JONAS TOUBØL
Introduktion
Republikanisme er en politisk tradition der opstod for mere end 2.000 år siden. Inden for de seneste
par århundreder er republikanismen i vidt omfang blevet overskygget af liberalismen.
I løbet af de sidste 200 år har liberalismen nemlig italesat republikanismens store landvindinger
som et produkt af en lang ”liberal” udviklingshistorie. Men faktisk fandtes liberalismen som
navngiven bevægelse ikke før 1812. Og historisk har liberalismen stået i stærk modsætning til
republikanismen, navnlig når det handler om to centrale begreber: frihed og ejendom.
I nærværende interview bygger den catalanske professor i moral- og socialfilosofi Antoni Domènech
(1952-) videre på disse indsigter. Domènech er en af Europas største eksperter indenfor
republikanisme som politisk teoretisk strømning. Han brugte en stor del af sin ungdom på at
bekæmpe Francos fascistiske styre. Siden har han dedikeret sit virke til at undersøge det, han kalder
”den mest kraftfulde idé i verdenshistorien” – nemlig demokratiets idé.
Han betragter sig selv som oplysningstænker, før-bolsjevik, og marxist - i ordets oprindelige
betydning. Denne baggrund, kombineret med hans ekspertkendskab på tværs af mange
videnskabelige discipliner – herunder historie, filosofi, økonomi, matematik og lingvistik – gør ham
til en særdeles spændende, men også udfordrende tænker. Men Domènechs arbejde er langt fra kun
akademisk. Sammen med en gruppe kolleger fra forskellige lande har han grundlagt et webtidsskrift, Sin Permiso, med mere end 30.000 daglige læsere. Sin Permiso har grundlag i en politisk
strømning, der forsøger at sammentænke tidens politiske kampe for demokrati, republik og
revolution, med udgangspunkt i den erkendelse, at disse tre mål ikke kan opnås uafhængigt af
hinanden.
Julio César Guanche (interviewer):
Du har peget på, at for enhver marxist i 1930erne, var det selvindlysende, at marxismen var
en del af den republikanske tradition. Hvorfor er denne sammenhæng sidenhen gledet ud af
folks bevidsthed? Hvilke faktorer har ført til adskillelsen mellem marxisme og republikanisme?
Og hvad er konsekvenserne af denne adskillelse?
Antoni Domènech:
Det, som levede videre blandt marxister i 1920erne og 1930erne, var den historiske bevidsthed om,
at marxismen oprindeligt var republikansk i sin selvforståelse. Det vil sige, Marx og Engels voksede
ud af den republikansk-demokratiske tradition. Men allerede så tidligt som 1890erne blev Engels
utålmodig med sine venner og disciple i toppen af det tyske socialdemokrati, SPD - August Bebel,
Karl Kautsky, Edvard Bernstein. Engels utålmodighed skyldtes SPD-ledernes deres manglende evne
til på åben vis og inden for rammerne af det Wilhelminske konstitutionelle monarki, at kæmpe for
den demokratiske republik.
Uden en demokratisk republik havde parlamentariske fremskridt meget lidt politisk betydning i et
monarki uden universel stemmeret, som var mere konstitutionelt end reelt parlamentarisk.
I 1910 forsøgte Rosa Luxemburg fra sin position på SPDs venstrefløj at få sit parti til at tage denne
kamp op, men uden meget held. Derimod havde Jean Jaurés 1 i Frankrig betragteligt mere succes
med – fra en politisk position længere til højre – at italesætte den franske socialistiske
arbejderbevægelse som et barn af den revolutionære første franske republik, som blev stiftet i 1793.
Overordnet set var en stor del af 2. Internationales marxistisk-socialdemokratiske bevægelse før 1.
verdenskrig fuldt ud bevidste om Marx og Engels’ demokratisk-revolutionære republikanske
holdninger. Og dette gjaldt både for den evolutionært-reformistiske højrefløj og for den
revolutionære venstrefløj.
Men i stedet for at anerkende, at Marx og Engels bevidst placerede sig indenfor republikanismen
som politisk-filosofisk tradition, betragtede 2. Internationales folk Marx’ og Engels’ republikanske
selvforståelse som en anakronisme, som måtte bortforklares med Marx’ og Engels’ følelsesmæssige
tilknytning til de taktisk-politisk set umodne bevægelser i Europa i revolutionsåret 1848.
Og hvornår forsvandt bevidstheden om, at den oprindelige marxisme opstod ud af den
republikansk-demokratiske politiske tradition?
Det skete samtidig med, at man begyndte at snakke om ”borgerligt demokrati” – et oxymoron, som
ikke kan findes én eneste gang i Marx’ og Engels’ samlede værker.
Max Weber og Rosa Luxemburg for eksempel talte om ”borgerligt demokrati” i samme betydning,
som Marx og især Engels havde talt om ”rent demokrati”, hvilket var et begreb, som ikke henviste
til en bestemt type politisk orden: Indenfor den demokratiske tradition henviste ”demokrati” ikke så
meget til en bestemt regimetype, men snarere til en social og politisk bevægelse funderet i démos
[Folket].2
I slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet henviste ”rent demokrati” og senere
”borgerligt demokrati” til den på det tidspunkt smuldrende sociale bevægelse som udgik fra de lag
og strata af befolkningen, som voldsomt og hastigt blev eksproprieret og frataget deres
eksistensmidler på grund af den overvældende kapitalistiske dynamik, som kendetegnede den
1 Jean Jaurés (1859-1914) var en nøglefigur i den franske socialistiske arbejderbevægelse før Første Verdenskrig (red.).
2 Med démos henvises til den gruppe mennesker, som overlever ved håndens arbejde, også kaldet ”Fjerdestanden”
(borgerskabet var derimod ”Tredjestanden”).
såkaldte belle époque (1871-1914). Det vil sige, det var begreber som henviste til resterne af
”Fjerdestanden”, som var i fuld gang med at blive proletariseret.
Det var det effektive bolsjevikiske propagandaapparat, som stod bag betegnelsen ”borgerligt
demokrati” i den betydning, som begrebet efterhånden har fået i ”marxistisk” sprogbrug. Under den
russiske borgerkrig (1917-1921), kæmpede bolsjevikkerne mod en kontrarevolution, som åbenlyst
blev støttet af de ”allierede lande”: Den amerikanske republik, den tredje franske republik og det
britiske monarki, som på dette tidspunkt allerede var blevet parlamentarisk. Det var i denne
sammenhæng, at bolsjevikkerne for første gang begyndte at bruge betegnelsen ”borgerlige
demokratier” om disse lande.3
Der har været talt meget om ”borgerlige demokratier”, og også om ”liberale demokratier”?
Ja, det er højst mærkværdigt! Hvad angår Europa, så er grundlovssikringen af republikansk
demokrati, forstået som en politisk orden med almen stemmeret og parlamentarisk kontrol med
regeringsmagten, bortset fra i Frankrig altid og overalt blevet indført af arbejderregeringer efter, at
konstitutionelle kontinentale monarkier uden reel parlamentarisk kontrol var brudt sammen 4:
I Tyskland skete dette i november 1918 ved udråbelsen af den Første Republik, som en regering
bestående af de to socialdemokratiske partier (hhv. SPD og Kautskys og Luxemburgs ”Uafhængige
Socialdemokrater”) stod for. I Storbritannien opnåede Labour almen stemmeret (for mænd) med
MacDonald-regeringen i 1918 (og stemmeret for kvinder fulgte under den anden Labour-regering i
1927).5 Det samme skete i Østrig, i Ungarn, osv. og 1931 i Spanien via en koalitionsregering, som
bestod af socialdemokrater og forskellige venstreorienterede borgerligt-republikanske bevægelser.
Det bemærkelsesværdige er, at 1800-tallets gamle liberale partier, som var domineret af
”honoratiores” [=”agtværdige borgere”, der havde råd til at deltage aktivt i det politiske liv pga.
jordbesiddelse eller formue], og som havde domineret Europas konstitutionelle monarkier indtil
begyndelsen af 1900-tallet, forsvandt fra scenen i det øjeblik det parlamentariske, republikanske
demokrati fik fodfæste.Denne type liberale partiers støtter var monarkister og åbent fjendtlige
3 Det er vigtigt at notere sig, at i Latinamerika finder vi en undtagelse fra den generelle tendens mod den
republikanske selvforståelses gradvise forsvinden: I Argentina var lederne Alfredo Palacios og Carlos Sánchez
Viamonte, i kraft af indflydelse fra Jaurès eksplicit republikanske socialister. I Peru finder vi kommunisten José
Carlos Mariátegui, som opfandt den interessante betegnelse ”falske republikker” om de regimer i Latinamerika,
som baserede deres politiske uafhængighed på den hårdhændede eksklusion af deres indfødt amerikanske
befolkningsgrupper. Og i Cuba finder vi, udover den helt usædvanlige revolutionære demokrat José Martí, også
Raúl Roa, som aldrig tabte den oprindelige marxismes republikansk-demokratiske selvforståelse af syne.
Redaktionel note: Her er det vigtigt at tilføje til Domènechs brede penselstrøg, at både universel stemmeret
og parlamentarisk kontrol med regeringsmagten også i visse vigtige tilfælde er blevet gennemført uden
indførelsen af en republik. Det gælder nemlig for både Storbritannien, Danmark, Sverige og Norge, hvor
monarkiet som institution har overlevet indførelsen af parlamentarisk demokrati, dog i en form, som i praksis
fjerner monarkens mulighed for kontrol over regeringsmagten.
4
Redaktionel note: Med hensyn til Storbritannien må det erkendes, at enten Domènech eller den cubanske
journalist Julio César Guanche, som har redigeret interviewet, slet og ret tager fejl: Det er korrekt at universel
stemmeret for mænd blev vedtaget i 1918, henimod afslutningen på 1. verdenskrig. Beslutningen om at alle
kvinder – også dem under 30 – skulle have stemmeret blev truffet i 1928, ikke 1927. Og i begge tilfælde var
det netop ikke Labour-regeringer der brugte deres flertal til at gennemføre disse reformer, men derimod
regeringer ledet af hhv. de liberale og de konservative. Om reformerne også var blevet gennemført af borgerlige
partier, hvis ikke der havde været et ydre pres fra en hastigt voksende arbejderbevægelse, er så et helt andet
spørgsmål. Faktum er, at i tilfældet Storbritannien skulle der (ligesom for de tre skandinaviske lande) ikke en
republikansk omstyrtelse af monarkiet til for at indføre politisk demokrati.
5
overfor demokratiet, og de havde været stærke tilhængere af indskrænket valgret [=valgret kun for
besiddende mænd] samt modstandere (bortsat fra i England) af parlamentarisk kontrol med
regeringsmagten.
Efter 1918 har intet [klassisk]6 liberalt parti præsteret at opnå en valgsejr i Europa. Alligevel kalder
man disse demokratiske-parlamentariske regimer for ”liberale” eller ”borgerlige” demokratier. Den
effektive bolsjevikiske propaganda imod disse regimer, - forståelig givet den desperate situation
under den russiske borgerkrig - har medført, at borgerskabet (”Tredjestanden”) og ”liberalismen”
har kunnet tilegne sig al den politiske kapital, som ”Fjerdestanden”, og herunder ikke mindst den
industrielle arbejderbevægelse, havde skabt igennem fire generationers politiske kamp. 7
Hvad, der siden skete, er velkendt: Ideen om, at demokratiet er ”borgerligt” (eller i det mindste, at
der findes en anden ”ikke-borgerlig” form for demokrati, som står i modsætning til det), endte med
at blive et legitimerende slogan, som Stalins terror-regime fra 1928 og frem brugte til at manipulere,
som det havde lyst til.8
Hvordan kan ”demokratisk republik” være foreneligt med ”proletariatets diktatur”?
Det er et meget vigtigt spørgsmål, og det giver os mulighed for at opnå en bedre forståelse for,
hvad den republikanske politiske tradition, som Marx var solidt plantet i, grundlæggende handler
om!
Ideen om ”diktatur” har hos Marx (og Engels) en anden betydning end den, som det siden fik i det
20. århundrede. Inden for politisk filosofi og klassisk retstænkning blev ”diktatur” indtil langt ind i
det 1900-tallet opfattet som en veldefineret republikansk institution kendt fra Romerretten.
I situationer med altomfattende borgerkrig kunne ”det romerske folk” – hvilket reelt ville sige det
stærkt oligarkiske Senat – benytte sin autoritet som indehaver af den udøvende politiske magt til at
give en diktator (forstået som en form for betroet administrator) den opgave at redde den civile
republikanske orden fra socialt og militært sammenbrud. Dette hverv blev kun overdraget for en
begrænset tidsperiode – normalt seks måneder. Og når den tid var gået, skulle diktatoren, som den
simple administrator han var, aflægge en fyldestgørende beretning om sine handlinger over for
Redaktionel note: Her er indsat ordet klassisk, for at fremhæve Domènechs argument om at det var 1800tallets anti-demokratiske liberale partier, og ikke liberalismen som sådan, der mistede betydning efter 1.
verdenskrig. Det er jo åbenlyst, at moderne liberale partier – af den type, der tilpassede sig til det 20.
århundredes realiteter, og bekender sig til universel valgret og parlamentarisk kontrol med regeringsmagten –
faktisk har præsteret at opnå valgsejre. Danmark er her et godt eksempel.
6
Det er vigtigt at huske på, at i ”Det Kommunistiske Manifest” (1848) præsenterer Marx’ og Engels’ socialismen
og kommunismen som en ”demokratiets yderfløj”, det vil sige som en del af Fjerdestandens politiske
bevægelse. Vel at mærke en yderfløj som midt i 1800-tallet var i kraftig historisk fremvækst på grund af
industrikapitalismens heftige eksproprieringsdynamik.
7
I dag ved vi, at Stalin udmærket var klar over dette. Det kan udledes fra Georgi Dimitrovs dagbøger, et af de
vigtigste kildedokumenter ift. historieskrivning om Stalinismen, som har set dagens lys i de senere år. For
eksempel optegner Dimitrov en samtale med Stalin den 6. December 1948, i hvilken denne simpelthen
anerkender, at for Marx og Engels var ”den optimale form for proletariatets diktatur en demokratisk republik”,
hvilket ”for dem betød en demokratisk republik i hvilken arbejderklassen havde en dominerende rolle, til forskel
fra i fx den schweiziske eller amerikanske republik” (se Ivo Banac (ed.) The Diary of Georgi Dimitrov, Yale
University Press, New Haven, 2003, pp. 450-451). Den 7. april 1934 noterer Dimitrov følgende bemærkning fra
Stalin: “De europæiske arbejdere er historisk forbundet med det parlamentariske demokrati. […] og de forstår
ikke at vi ikke kommer til at få parlamentarisme”.
8
Senatet. Denne forståelse af ”diktatur” som en fuldmagt er den klassiske forståelse, som vi finder i
alle vigtige politiske skrifter indtil det 20. århundrede.
Med forskelligt udgangspunkt fornemmede både Marx og Engels i deres sidste leveår, at
borgerskabet og de herskende kapitalistklasser ikke uden sværdslag ville acceptere demokratiets
triumf (senere opstod den europæiske fascisme som en grum virkeliggørelse af denne mistanke).
Det mest sandsynlige, vurderede de, ville blive en periode med turbulente omvæltninger, måske
endda borgerkrig, hvilket ville nødvendiggøre et republikansk diktatur, forstået som en
tidsbegrænset fuldmagt: Et betroet hverv med ansvar overfor det Folk (démos), som havde beskikket
dette hverv. Baseret på et traditionelt republikansk ræsonnement kaldte de denne politiske orden
for ”Proletariatets diktatur”.
Beklageligvis for dette oprindelige Marxske koncept er ”diktatur” i løbet af det 20. århundrede
kommet til at betyde noget ganske andet: Stalins, Mussolinis, Hitlers og Francos diktaturer var ikke
baserede på en fuldmagts-model. De var derimod forfærdelige ”suveræne tyrannier” uden en på
forhånd fastlagt tidsbegrænsning – Hitlers Tredje Rige skulle fx vare ”tusind år” – og uden at
diktatorerne på nogen måde stod til ansvar for deres handlinger over for nogen som helst 9.
Lad os opsummere: Liberalismen har omskrevet sin egen historie, så dét, der i virkeligheden
er republikanismens historie, i dag fremstår som liberal historie. Hvordan forklarer du
liberalismens opståen? Hvilke politiske visioner har liberalismen udviklet og forsvaret?
Faktisk har mange forskellige ting bidraget til, at idéhistorien er blevet omskrevet! En af disse –
ikke den vigtigste i realpolitisk perspektiv, men alligevel meget væsentlig fra et videnskabeligt
historiografisk synspunkt – er tendensen til at praktisere politisk idehistorie på en måde, som
fuldstændig ser bort fra politiske begrebers udviklingshistorie.
”Liberalisme” er et begreb, som opstod første gang i 1812, ved det spanske hof i Cádiz, og det blev
stadfæstet under det Orleanistiske franske monarki (som opstod efter ”revolutionen” i 1830).
Betydningen af ”liberalisme” i 1800-tallets Europa var utvetydig: Liberale partier var moderate
tilhængere af kongedømmet; de støttede et konstitutionelt, men ikke enevældigt monarki (dvs: et
styre med en konge, hvis magt var begrænset af en grundlov), med ulige valgret (i det Orleanistiske
monarki var det kun meget rige mænd, der kunne stemme, nemlig de 2 % af den mandlige
befolkning, som havde flest besiddelser) og uden en parlamentarisk regeringsform. Der fandtes
godt nok et parlament, men det havde ikke magten til at vælte regeringer. Udnævnelsen af ministre
var helt og holdent op til kongen, og både valg og afsættelse af disse ministre afhang hverken af et
mindretal eller et flertal i parlamentet – det var helt op til Kongens vilje.
”Liberalisme” opstod i Vesteuropa (inklusive Storbritannien) som en modreaktion på Frankrigs første
demokratiske republik (1792-1795), og var derfor anti-republikansk, anti-demokratisk, og antiparlamentarisk. Og derfor er det en anakronisme – og tillige objektivt set usandt – at hævde, at John
Locke, Immanuel Kant, eller Adam Smith var ”liberale”.
Dét, som 1800-tallets liberalisme, hvis frihedsbegreb basalt set er identisk med Hobbes', senere
opnåede, var at misfortolke den politisk-historiske tradition for ”republikansk frihed” for derefter at
påkalde sig den som sin egen opfindelse.
9 Her
er der dog måske en delvis undtagelse i tilfældene Hitler (og Mussolini) i forhold til den finans- og landejer-elite,
som finansierede dem – familierne Krupp, Thyssen, Ab, Pferdemenge osv. – og som blev straffet for denne støtte ved
anden runde af Nürnberg-processen efter 2. Verdenskrig.
Og endnu senere opnåede liberalismen – med stor hjælp fra de forståelsesmæssige gaver, som
”marxister” i det 20. århundrede overlod den – at fabrikere en historie om sin egen ”demokratiske”
fortid.
Du argumenterer for, at emnet ”demokrati” i Marx’ værker får fornyet relevans – bliver
udvidet, uddybet, og bibringer nye indsigter – hvis man læser ham som en republikansk
tænker. Hvad er det, der gør Marx til en republikansk tænker?
For det første er det helt essentielt at læse Marx direkte, som en klassisk tænker; det vil sige med
en vis portion filologisk nøjagtighed og med en nødvendig mængde opmærksomhed på begrebernes
udviklingshistorie.
Hvis man gør det, bliver det hurtigt klart, at Marx’ grundlæggende intellektuelle dannelse er rundet
af den republikanske tradition: Som elev af Savigny forskede Marx i sin ungdom i Romersk
retstænkning, og han var ekspert i Antikkens Grækenland. Senere som politisk økonom opnåede
han grundigt kendskab til Adam Smith og David Ricardo med flere. Og endelig bestod hans første
politiske engagement i en stærk beundring for det revolutionære demokrati under den første fransk
republik af 1793.
Denne inspiration fra republikansk tænkning ses især ift. fire grundlæggende punkter:
1) Hans Anti-Hobbesianske forståelse af begreberne ’Lov’ og ’rettigheder’.
2) Hans begreb om ’frihed’ som en grundlæggende, umistelig rettighed.
3) Hans syn på al legitim politisk autoritet som et udtryk for ’fuldmagts’- relationer; det vil
sige, som specifikke tidsbegrænsede stillinger overdraget til en person, som altid står
under folkets kontrol, og som folket til hver en tid har magten til at afsætte igen.
4) Hans fuldmagts-baserede syn på, hvad man skal forstå ved ejendomsret til eksistens- og
produktionsmidler.
Lad os begynde med det første punkt: Du siger, at ’Rettigheder’ og ’Loven’ er én og samme
ting; at Rettigheder ikke står i modsætning til lovgivning, og at lovgivning er fundamentet for
frihed?
Ja. At det forholder sig sådan, var indlysende for folk praktisk taget indtil 1700-tallet. Inden for den
republikanske tradition ses politisk frihed som et produkt af retssystemet, af Loven. Størstedelen af
de vigtige politiske tænkere delte denne tankegang på grund af den overvældende og langvarige
indflydelse fra den republikanske Romerret.
Men i 1600-tallet dukkede Thomas Hobbes op som en meget væsentlig undtagelse. Han havde den
stik modsatte overbevisning. Han påpegede, især i værkerne Leviathan og De Cive, at ’rettigheder’
og ’Loven’ er to modstridende ting: ”Law is a fetter; Right is freedom, and they differ like contraries”.
Den objektive, positive lovgivning er for Hobbes en ’lænke’ [”fetter”], som begrænser eller
indskrænkede individets frihed. På den anden side er ’Retten’ – eller rettigheder – en ”subjektiv”
størrelse: Rettigheder er at betragte som evner eller kræfter, som individet kan gøre brug af med
henblik på at udføre forskellige handlinger. Der er tale om mere eller mindre selvbestaltede evner
eller kræfter, som påfører bestemte pligter for andre.10
10
Hobbes var som politisk filosof betragtet faktisk ikke særlig væsentlig på sin egen tid. Hans forvandling til en stor
politisk filosof skete, i hvert fald i et vist omfang, på grund af en anakronistisk forvanskning af hans faktiske betydning i
løbet af 1800-tallet.
Den hobbesianske ide om ’loven som en lænke’ blev genoptaget af Jeremy Bentham i slutningen af
1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet som et led i reaktionen på den første franske republik og
på den franske revolutions forsvar for borger- og menneskerettigheder. Som Bentham sagde: ”Rights
are a nonsense, and human rights a nonsense upon stilts”. 11
Senere blev Hobbes’ idé gentaget i stadigt større omfang i løbet af 1800-tallet indtil den opnåede
en dominerende position i retsfilosofien, praktisk taget indtil i dag.12
Juridisk positivisme baserer sig på den grundidé, at love er befalinger, som er ubestridte og
uomtvistelige qua defineret af Suverænen. Love er positive normer, som fungerer som lænker på
eller begrænsninger af friheden.Denne idé, som var del af den konservative reaktion imod den
franske revolution, står i absolut modsætning til, hvad vi kan beskrive som den gældende ’almene
sunde fornuft’ inden for retsfilosofien indtil slutningen af 1700-tallet. Den er slet og ret uforenelig
både med den filosofiske og juridiske arv fra Romerretten, og med 1700-tallets Oplysningstanke.
Den juridiske positivismes succes i praksis vidner om, at menneskerettighedsspørgsmålet praktisk
talt forsvandt fra ’forfatningsret’ i hele verden i en periode på 150 år (stik modsat, hvad de
sædvanlige uvidende lærebøger i idéhistorie påstår): Fra det Thermidorianske statskup mod
Robespierre i 1794 og indtil FNs menneskerettighedserklæring i 1948. I modsætning til hvad folk
normalt ukritisk tror, så kom menneskerettigheder ikke for alvor tilbage i forfatningsretslig
sprogbrug indtil efter Anden Verdenskrig, da nazismen var blevet besejret både militært og politisk.
Den unge Marx’ retsfilosofiske vision ift. disse spørgsmål er på alle punkter anti-hobbesiansk, og vi
må gå ud fra, at det er et resultat af hans uddannelse i romersk republikansk retstænkning 13.
For at gå videre til det andet punkt, hvad vil det så sige, at friheden er en ”uafhændelig”
rettighed?
Dén grundsætning er virkelig vigtig! Hvis frihed er et produkt af lovgivning, så er jeg ’fri’, fordi loven
har sikret mig denne status. Jeg er fri, fordi jeg har grundlovssikrede, dvs. konstituerende
rettigheder; fordi der er gældende love, der fastsætter min position som et frit individ.
Denne type ”konstituerende” rettigheder kan skelnes fra ”instrumentelle” rettigheder i den forstand,
at det ikke er muligt for mig at skille mig af med den førstnævnte type: Jeg kan ikke sælge eller give
dem bort.
Hvis jeg besidder den private ejendomsret over en given ting – en instrumentel rettighed – så kan
jeg sælge denne ting eller give den væk mere eller mindre, som jeg har lyst til. Men jeg kan ikke
gøre det samme med mit spanske statsborgerskab eller med min stemmeret. Jeg kan ikke sælge
eller bortgive min ret til at leve. Frivillige kontrakter om slaveri er for eksempel problematiske og
11
”At tale om ’Rettigheder’ er noget vrøvl – og at tale om ’Menneskerettigheder’ er vrøvl på stylter”.
12
John Austin – den store britiske jurist som dukkede op lige efter Bentham – kanoniserede denne tese med omhyggelig
akademisk pomp og pragt, og den endte med at blive udtrykt mere eller mindre præcist i det 20. århundredes
utilitarisme og juridiske positivisme.
13
Marx er samtidig også, på en måde, den sidste Oplysningsfilosof. Dette er et andet emne, som det er blevet sværere
at få hold på i dag, pga. nutidens fjendtlighed mod Oplysningstanken. 1800-tallets europæiske politiske liberalisme –
som blandt andet var en reaktion imod den radikale karakter af Oplysningens etiske, politiske, æstetiske, og
epistemologiske værdier – har bidraget til med tilbagevirkende kraft at give et misvisende billede af netop
oplysningstænkningen.
ugyldige i rettens øjne: Jeg kan ikke underskrive en kontrakt, hvori jeg sælger mig selv som en slave
til en anden person.
Betydningen af dét udsagn kunne ikke være større: Hvis vores nutidige forståelse af offentlig ret
ikke havde været af republikansk afstøbning, med oprindelse i Romerretten (under hvilken frivillige
kontrakter om indgåelse i slaveri naturligvis var komplet ugyldige), så ville frivillige kontrakter om
køb og salg af slaver og ”frie” kontrakter om drab være tilladt.
Dette klassiske romerske begreb om friheden som en uafhændelig rettighed var genstand for en
stor retsfilosofisk debat i den tidligt moderne periode. I en vis forstand blev den moderne
genbekræftelse af civile og politiske rettigheders uafhændelighed udviklet af Salamanca-skolen i
første halvdel af 1500-tallet: Den blev skabt som en af grundpillerne i nutidig og moderne
republikanisme netop som et kritisk – og selvkritisk – svar på spaniernes (og portuguisernes)
erobring og ødelæggelse af de indfødte amerikanske kulturer (”Las Indias”)”.
Den store dominikaner-præst Franscisco de Vitoria og hans elever, Domingo de Soto og Bartolomé
de las Casas, og senere den store Jesuitiske tænker Juan De Mariana, forsvarede alle friheden som
uafhændelig rettighed.
Denne debat havde gennemgribende konsekvenser, og den havde baggrund i en principiel
modstand mod slavegørelsen og den politiske og økonomiske undertvingelse af de oprindelige
amerikanske befolkninger.
Den vigtigste modstander for Salamanca-skolens forsvarere af de indianske folk var den lærde
Aristoteles-oversætter Juan Ginés de Sepúlveda; den første ”organiske intellektuelle” for de
europæiske kolonisatorer i den nye verden. Sepúlveda argumenterede stadig på traditionel neoAristotelisk vis (indianerne var ”slaver fra naturens hånd” og derfor ude af stand til at være frie) uden
dog at have modet til direkte at afvise den klassiske forståelse af uafhændelig frihed.
Men efter det politiske – men ikke filosofiske – nederlag for det, vi måske kan kalde ”det spanske
parti for republikansk frihed og imod kolonialisme og slaveri”, begyndte en ny anti-klassisk
forståelse af frihed at vinde indpas. Denne forståelse var i sidste ende meget mere ideologisk effektiv
end Sepúlvedas tænkning.
Den store sen-skolastiske filosof Francisco Suárez var den første til at modsige frihedens
uafhændelige karakter. Han bidrog med en skæbnesvanger omformulering af det klassiske
republikanske frihedsbegreb.14 Suarez’ nytænkning gav ikke bare en filosofisk retfærdiggørelse for
erobringen af og slaveriet i kolonierne. Hjemme i Europa åbnede den for en retfærdiggørelse af
lønarbejde, hvilket blev betragtet af Aristoteles, Cicero og hele den klassiske republikanske tradition
– hvad enten den var demokratisk eller anti-demokratisk sindet – som ”slaveri på deltid”15.
14
Flere andre, herunder Hugo Grotius, Von Pufendorf og Hobbes fulgte ham på dette punkt. Derimod forblev Locke og
Kant opmærksomme på det klassisk republikanske frihedsbegreb, dét som Salamanca-skolen bekendte sig til.
15
Advokaten James Cook, som var ansvarlig for den retssag som førte den engelske kong Charles I til skafottet, afstod
ikke fra eksplicit at påberåbe sig Juan de Marianas filosofiske autoritet i sin begæring. Det står dermed klart, at den
politisk-filosofiske kerne i programmerne bag de folkeligt-republikanske Europæiske revolutioner i 1600- og 1700-tallet
– i Nederlandene, England, Frankrig – langt hen ad vejen blev smedet i 1500-tallets Spanien, navnlig gennem Salamancaskolens radikale kritik af ”erobringen og ødelæggelsen af Las Indias”.
I sit værk De Oficiis minder Cicero os om, at en arbejdskontrakt (locatio conductio opera) inden for
den civile republikanske Romerret er en kontrakt mellem ”frie mænd”. Derimod er en servicekontrakt
(locatio conductio operarum) af den type, som er karakteristisk for lønarbejde, ikke en relation
mellem mænd, som er ’frie’ i den republikanske forstand. Dette er tilfældet, fordi de, som sælger
deres arbejdskraft til en anden, ikke kan opretholde livet – dvs. eksistere socialt – uden at bede om
tilladelse fra denne anden. Dét, at de er tvunget til at bede om tilladelse, er ensbetydende med en
delvis opgivelse af deres frihed.
Når Adam Smith og senere Marx taler om lønarbejde som ”moderne slaveri”, så følger de i denne
klassiske republikanske traditions fodspor. Ifølge den civile republikanske Romerret kan den som
underskriver en servicekontrakt ikke være en sui iuris, dvs. en fri borger med egne rettigheder. Han
er snarere ligesom slaverne (og alle kvinder, der hverken er forældreløse eller enker) et ufrit
menneske, dvs. ikke en rigtig borger, som er underkastet ”andres ret” (alieni iuris). Denne forståelse
er selve grundlaget for den Kantianske, Hegelianske og Marxske idé om ”fremmedgørelsen” af
underordnede klasser, som var frataget al ejendom, inklusive ejerskabet over egne eksistensmidler.
Marx’ fordømmelse af lønarbejdet – som den moderne kapitalisme har forvandlet til den
fremherskende sociale produktionsrelation – finder altså sit værdimæssige og retsfilosofiske
grundlag i hans republikanske forsvar for frihedens uafhændelige karakter (og i hans republikanskdemokratiske tilslutning til et politisk projekt om at gøre denne uafhændelige frihed universelt
gældende i kraft af sociale og politiske rettigheder).
Hvad er nyt ved ”fuldmagts”-forståelsen af politisk magt inden for den moderne
republikanisme, inklusive Marx?
Det var John Locke, som udviklede det moderne indhold af den idé, som går ud på at se legitim
magt som et forhold mellem en egentlig magthaver og en betroet administrator. Det gjorde han
gennem en begrebslig struktur hentet fra den civil-private Romerret.
Ideen er, at politisk autoritet må forstås som en fuldmagts-relation: Politisk valgte er ikke andet og
mere end trofaste tjenere (“minister” betyder tjener) for den egentlige magthaver, som udgøres af
forsamlingen af frie borgere. Det ord, som Locke bruger i sin Second Treatise of Civil Government,
er ”trustee” (på spansk: Fideicomisario).
Selv hvis den politiske magt ligger hos kongen, så er denne magt aldrig mere end en fuldmagt:
Borgerne overlader i deres egenskab af egentlige magthavere hvervet med at regere til en betroet
part (”trustee”), og netop af dén grund kan de afsætte ham så snart de måtte føle, at deres tillid til
ham af den ene eller anden grund er forsvundet.
Det er vigtigt at notere sig, at et fuldmagts-baseret forhold er meget forskelligt fra en juridisk
kontrakt. Kontrakter mellem frie mænd er altid ideelt set ubestridelige, i det omfang at fordelingen
af information mellem parterne er symmetrisk.
I modsætning hertil er et civilt politisk fuldmagts-forhold lige netop baseret på en asymmetrisk
fordeling af information. Magthaveren (eller ”suverænen”) har en interesse i at specifikke opgaver
bliver udført, men han/hun har hverken den tilstrækkelige information eller tid til rådighed til at
kunne udføre opgaverne selv.
Tænk på forholdet mellem en patient (som magthaver eller ”suveræn”) og den læge, som tilser
patienten (modtageren af fuldmagten): Lægen har faktisk den nødvendige information til at kunne
handle, men har ikke nødvendigvis intentioner om at handle på den måde, som patienten ønsker.
En hvilken som helst form for civil kontrakt underskrevet af begge parter ville tendere mod at kunne
blive anfægtet (fordi det for suverænen – og en eventuel dommer, som ville skulle tage stilling til
sagens indhold – er svært at opnå den nødvendige viden til at kunne afgøre, om lægen i tilfælde af,
at tingene falder uheldig ud, har handlet effektivt og ud fra ærlige motiver.)
Det er derfor, den republikanske juridiske tradition i forbindelse med fuldmagtsrelationer tildeler
magthaveren den mulighed – som ikke findes i civile kontrakter – egenhændigt at kunne ophæve
fuldmagten, hvis han på noget tidspunkt skulle miste tilliden til modtageren af fuldmagten.
Ud af denne tankemåde kommer Robespierres kendte (Locke-inspirerede) motto: Folket er godt,
men Øvrigheden bestikkelig – og derfor kan folket skille sig af med sine beskikkede politiske ledere
på et hvilket som helst tidspunkt, blot det udtrykker sin mistillid til dem. Det samme er tilfældet
med hans forestilling16 om, at personer, der besidder politisk magt, altid må frygte folket: En
befolkning, der ikke er i stand til at skræmme deres egne politiske ledere, er en slave-gjort
befolkning, en mere eller mindre formløs samling af individer underkastet et imperium, en
undertvunget masse, og ikke et konstitueret ’Folk’ i republikansk forstand.
Lad os se på det fjerde og sidste punkt i præsentationen af den moderne republikanske
tradition: Den fuldmagts-baserede forståelse af ejendom.
Både begrebsligt og historisk er dette emne tæt forbundet til den fuldmagt-baserede forståelse af
politisk autoritet og politisk magt. I Aristoteles’ Politikken, skelner han mellem fire grudlæggende
typer af ejendom: 1) offentlig med offentlig brug, 2) offentlig med privat brug, 3) privat med offentlig
brug og 4) privat med privat brug.
Den sidste af disse former er den, som siden 1800-tallet har været kendt som klassisk ”liberal”
ejendom.
Til forskel herfra opfattede man i Europa i den tidlige middelalder de første tre typer på følgende
måde: Al jord og alle naturressourcer var i realiteten enten Fyrstens, Kongens eller Kejserens
ejendom, og det var denne Suveræn som – i kraft af en fuldmagtsrelation – skulle tillade, at andre
kunne gøre brug af disse ressourcer enten privat eller offentligt.
Privat ejendom af den feudale type var ikke et dominium plenum (eksklusiv ejendomsret), men et
dominium utile (brugsret) – også på herremandens jorder.
Denne brugsret var givet som fuldmagt af Suverænen, der i sin egenskab af fuldmagtsgiver handlede
til fordel for fællesskabets bedste eller for den sociale nytte af den private brug af et givent gode.
På den anden side indebar den såkaldte fælles ejendomsret over jord, skove, floder, søer osv. en
fuldmagts-baseret overdragelse af en offentlig ressource til et fællesskab med henblik på fælles
brug. I et vidt omfang var de fælles jorder den primære kilde til folkelig frihed i Vesteuropa i
Middelalderen og den tidligt moderne periode17.
16
Denne forestilling er hentet hos netop Juan De Mariana, navne-inspirationen til ”Marianne”, den franske revolutions
symbol.
I Spanien var disse jorder grundlaget for den hæderkronede spanske tradition for decentralt, folkeligt demokrati
[”democracia municipal o comunera”] med de ”åbne rådslagninger”, som alle, også kvinder, kunne deltage i, og de såkaldte
”forsamlinger for god regeringsførelse”.
17
Udviklingen af monarkier af germansk afstøbning i Vesteuropa var overordnet set baseret på en
alliance mellem det folkelige demokrati baseret på fælles ejendom på den ene side og kongerne på
den anden.
Det var en alliance, som havde til formål at afværge feudalherrernes gentagne stædige forsøg på
dels at drage privat nytte af de fælles goder og dels at frigøre eller afkoble deres besiddelser fra den
republikanske fuldmagtsrelation.
Konsolideringen af enevældige kongedømmer i Vesteuropa i 1500- og 1600-tallet udtrykker med
temmelig forskellige betoninger i England, Frankrig og de tyske områder, en gradvis svækkelse af
denne alliance mellem det folkelige demokrati og kongerne: Efterhånden indtraf en mørk tid, hvor
enevældige kongedømmer gjorde sig til garant for en omfattende privatisering af jorder og
eksistensmidler.
Ud af den århundredelange bølge af voldsomme klassekampe, som denne privatiserings-proces var
grundlag for, opstod i 1500-tallets sydlige England kernen i den økonomiske, sociale og politiske
dynamik, som vi i dag kalder ”kapitalisme”.
Og dette skete ikke som en progressiv ”triumf” for de folkelige klasser, som det 20. århundredes
vulgærmarxister hævder, men derimod som et nederlag: Moderne ”kapitalisme” er ikke en naturlig
udvikling og et ”højerestående stadie” i forhold til vesteuropæisk feudalisme.
Kapitalismen er snarere et produkt af en politisk sejr for de gamle landejerklasser, de enevældige
bureaukratstænder, højfinansen, højgejstligheden og Tredjestanden (borgerskabet) i deres kamp
mod bondestanden, og mere generelt alle dem, som levede af ”håndens arbejde”, dvs.
”Fjerdestanden”, ”Folket”, dem som Robespierre kaldte menu peuple.
Der var altså tale om en politisk sejr for det Robespierre kaldte ”den tyranniske politiske økonomi”
over ”den folkelige politiske økonomi”. En sejr, som midlertidigt satte en stopper for århundreders
opstande, oprør og revolutioner.
Den franske revolution var langt fra en ”borgerlig revolution”. Den var derimod den sidste
middelalderlige jacquerie [folkelige opstand]. Og med den første demokratiske republik i 1793 blev
den tillige det første seriøse udtryk for en anti-kapitalistisk og anti-kolonialistisk modstandskamp.
Den socialistiske arbejderbevægelse i 1800- og 1900-tallet var en direkte arvtager til kamp. Denne
bevægelse må historisk forstås som fortsættelsen, efter den første industrielle revolution, af et
republikansk-demokratisk program om “folkelig politisk økonomi”, udtrykt i parolen om
“broderskab”.
Den republikansk-demokratiske Suveræn – Folket – forvandler sig dermed til den egentlige ejer af
nationens ressourcer og rigdomme, og alle former for eksisterende ejendom er forvaltningsformuer,
der ved fuldmagt er stillet til rådighed af republikken.
Dette udelukker naturligvis den klassisk ”liberale” form for ejendom, som er både eksklusiv og
ekskluderende, og den åbner til gengæld følgende muligheder for den demokratiske republik med
henblik på at gøre republikansk frihed alment gældende:
1) Fælles ejendom, som udnyttes i fællesskab (fx de såkaldte ”tierras Ejidales”; offentlige
jorder som dyrkes i fællesskab)
2) Privat ejendom, som udnyttes i fællesskab (fx arbejder-kooperativer)
3) Privat ejendom, som udnyttes privat, og som er baseret på personlig arbejdsindsats, med
undtagelse af rigdom, som er opnået gennem udbytning af andre personer (dvs. af slaver
eller lønarbejdere forstået som ”deltidsslaver”). 18
Denne republikansk-demokratiske (socialistiske) idé om ejendom, som noget et politisk fællesskab
har stillet til rådighed for individer i tillid til deres evne til at forvalte den, er udtrykt i
lovgivningsmæssig form i den kendte paragraf 27 fra den mexicanske forfatning af 1917.
I denne paragraf, erklæres det, at ejendom (også privatejendom) ”udfylder en social funktion” og –
nok så væsentligt – at det er op til Lovgiveren (dvs. Parlamentet) at definere, hvad der menes med
”social funktion”, og i hvilket omfang den ”sociale funktion” opfyldes.
Denne paragraf blev bogstaveligt talt plagieret af Hugo Preuss under udarbejdelsen af Weimarrepublikkens forfatning (1919), af demokraten Hans Kelsen og socialisten Karl Renner i redigeringen
af den første østrigske republiks forfatning (1919) og af Luis Jiménez de Asúa i den anden spanske
republiks forfatning (1931). Det samme gælder i et vidt omfang også forfatterne til Sovjetunionens
forfatning (1918).
Det er interessant at lægge mærke til, at ingen af disse demokratiske forfatninger, som regulerede
den nationale ejendomsrets-lovgivning med inspiration fra den mexicanske paragraf 27, har
overlevet til i dag: Fascismen gjorde det af med den spanske forfatning og stalinismen afskaffede
Sovjetunionens forfatning fra 1918 inklusiv dens republikanske fuldmagts-baserede bestemmelser
om ejendomsret.
Forfatningerne i de genetablerede demokratier i Europa efter 2. Verdenskrig (såsom den tyske, den
østrigske og i 1978 den monarkisk-parlamentariske spanske forfatning) værnede ganske vist om
bestemte sociale rettigheder indtil et vist punkt (rettigheder, som i øvrigt pt. er i fare pga. de sidste
årtiers neoliberale offensiv). Men til gengæld, som en slags modydelse, blev ejendomsretten
indskrevet i de nye forfatninger i en ikke-republikansk, ikke-demokratisk form, nemlig i form af en
ordning baseret på en såkaldt ”social markedsøkonomi”, som er urørlig, også i tilfælde med
overvældende parlamentariske flertal.
Med hensyn til Mexico, så satte den neoliberale Carlos Salinas sig i slutningen af 1980erne for at
”reformere” den revolutionære forfatning. Han afskaffede flere paragraffer, herunder den famøse
paragraf 27.
18
Et eksempel herpå er Jeffersons oprindelige program for den Nordamerikanske republik af små selvstændige
landbrugere.
H va d sk e r me d u n iv e rsit e t e rne ?
Af Heine Andersen
Universiteterne er med henblik på at transformere uddannelse og forskning til produktive kræfter i
den globale konkurrence blevet udsat for en række styringsteknikker, der bygger på neoliberale
principper. Udviklingen truer imidlertid potentielt samfundets idealer om åbenhed og demokrati,
hvor fri og kritisk erkendelse spiller en vital rolle.
To tendenser har massivt domineret universitetspolitik gennem de seneste tre årtier. For det første
den vedholdende ekspansion og effektivisering af statslige styringsteknikker med henblik på at
transformere uddannelser og forskning til produktive kræfter i konkurrencen på de globale
kapitalistiske markeder. Styringsregimet henter sine principper fra økonomisk neoliberalisme og
New Public Management. Den anden tendens er i sagens natur mindre iøjnefaldende: en stigende
afpolitisering af den første tendens. Afpolitiseringen består i, at styringen sker ved teknikker, der
iklæder sig et slør af neutralitet. Og det ansættes der jo ikke spindoktorer og mediekonsulenter til
at markedsføre.
Som politikområde har universitetspolitik dermed også fået en mere perifer og underordnet status
på Folketingsniveau og i den politiske offentlighed. Området afkobles fra input-siden i det politiske
systems styringskæde, fra de åbne demokratiske processer i det parlamentariske politiske system:
partier, organisationer og andre eksterne interessenter i samfundet, såvel som ansatte og
studerende i produktionsleddet, hvor resultaterne skabes, udgrænses. I stedet forskydes feltet til et
parapolitisk system tæt koblet til outputsiden i form at netværk mellem nøglepersoner i
statsadministration, forskningspolitiske organer, erhvervsorganisationer og virksomheder.
Jeg vil tage mit udgangspunkt i to aktuelle eksempler, der trods alt har skabt nogen offentlig debat.
Det drejer sig om den såkaldte ”fremdriftsreform”, der skal sikre hurtigere gennemførelsestider på
universitetsstudierne samt Produktivitetskommissionens fjerde rapport fra december 2013:
Uddannelse og innovationi, der handler om, hvordan uddannelser kan øge produktiviteten.
Fremdriftsreformen
I hovedsagen er der tale om en reform af SU-systemet, som skal tilskynde studerende og
universiteter mv. til at afkorte studietiderne. Et slagkraftigt element er, at man skal gå op til det
normerede antal eksaminer hvert semester. Hvis man ikke består ved ordinær eksamen, må det ikke
forsinke, dvs. man skal gøre det sideløbende med, at man i øvrigt fortsætter efter planerne. Desuden
udbetales SU i løbet af studiet kun, hvis der er normal fremdrift, og SU-perioden afkortes til
maksimalt ½ år ud over normeret studietid (”fjumreåret” reduceres). Omvendt, hvis man gør sig
færdig hurtigere end til normeret tid, udbetales en bonus på knap kr. 3.000 pr. måned sparet
studietid. Ydermere pålægges universiteterne at nedbringe studietider (gennemsnitlig med 4,3
måneder inden 2020), og får bøde (beskåret bevilling), hvis det ikke opnås.
Reformen blev i april måned 2013 aftalt i et forlig mellem samtlige partier minus Enhedslisten, uden
den helt store offentlighed på det tidspunkt. En vis opmærksomhed og debat var der dog lige, da
forslaget fremkom i februar måned, med heftig kritik fra studerende og deres organisationer, bakket
op af en demonstration, over økonomiske forringelser og løftebrud fra Morten Østergaards side.
Omvendt ytrede universitetsrektorerne tidligt støtte til forslagets idé om SU-udbetaling efter
beståede eksaminer. Kun meget få politikere deltog, bortset fra Morten Østergaard. I pressen, på
ledersider og i læserindlæg, var holdningerne delte, og debatten stilnede af, da visse stramninger i
forslaget blev mildnet.
Herefter hørte man ikke meget, før den ministerielle bekendtgørelse kom i november. Nu opstod på
ny en debat, igen især initieret af studerende, der gik lidt mere aktivt på barrikaderne med blokader,
underskrifter og demonstrationer, og nu også med en bredere kritik af den mere skoleprægede,
umyndiggørende og stramt programmerede studieform, som reformen vil betyde. Fra rektorerne
fremkom blot en anmodning om, at implementeringen blev udskudt med et år for de studerende,
der allerede er indskrevet. Begrundelsen var, at reformen på visse punkter var meget bureaukratisk
og vanskelig at administrere. Ordningen vil kræve betydelig administration til registrering af
studiefremdrift for hver enkelt af de godt 80.000 studerende på videregående uddannelser
(mellemlange og lange) foruden et apparat til at håndtere retssikkerhed i afgørelser om forsinkelsers
lovlighed, meritgodkendelser, udlandsophold, barselsorlov, klager og dispensationer.
Samtidig påtog rektorerne sig at realisere målsætningen om afkortning af studietider, og var
indforstået med bøder, hvis man ikke kunne levere. Udskydelsen kom, og herefter døde sagen i
offentligheden. Reformen indfases dermed fra august 2014 som oprindeligt planlagt. Ingen
Christiansborg-politikere ud over Morten Østergaard deltog i debatten i denne fase, så vidt jeg har
kunnet registrere (ud fra INFOMEDIA). Fra universiteternes ansatte hørte man heller ikke meget,
hvilket kan efterlade offentlighed og politikere i den vildfarelse, at rektorerne taler på deres vegne.
Dog fremkom indlæg Ingrid Stage fra Dansk Magisterforening.
Produktivitetskommissionens rapport
Den 9 mand store produktivitetskommission blev nedsat af Økonomiministeren i 2012 med en
toårig finanslovsbevilling på små 18 mio. og et sekretariat på ca. 15 personer. Med et par enkelte
undtagelser var alle akademikere i kommission og sekretariat økonomer. Formålet var at afklare,
hvad årsagerne kan være til, at produktiviteten i Danmark tilsyneladende sakker agter ud i forhold
til andre landes, og komme med anvisninger til, hvordan det kan rettes op.
Den fjerde rapport i serien kom i december 2013, og handlede om uddannelser og innovation.
Rapporten er værd at omtale, ikke på grund af ny banebrydende erkendelse eller nye ideer, men
fordi den meget skarpt profileret fremviser de omtalte principper fra økonomisk neoliberalisme og
NPM, herunder også de misantropiske karaktermasker, som lægges ned over mennesker og det
sociale.
Beskrivelserne og diagnoserne er mest præget af opremsning af allerede kendte opgørelser over
tilgang og gennemførelse ved forskellige uddannelser, beskæftigelses- og indtægtsforhold for de
forskellige uddannelser mv., helt efter et mønster, som man kender, hvis man bare har fulgt lidt
med. Humaniora stemples endnu engang som uproduktiv luksus, og tekniske, økonomiske og
management-orienterede uddannelser som produktive og samfundsnyttige.
For at være konkret vil jeg fremdrage blot et enkelt eksempel. For uindviede kan eksemplet
umiddelbart virke kuriøst, og derfor lidt ufint netop at fremdrage det, men det vil være en
misforståelse at opfatte det som en perifer kuriositet. Det er helt i tråd med rapportens basale
principper, og der er hensigt med muskler bag ved. Det drejer sig om en registerbaseret statistisk
analyse af 8.657 søskendepar med akademisk uddannelse. Den viser, at folk med en uddannelse
med matematikkrav tjener 22% mere end dem med en uddannelse uden matematikkrav (s. 58). Hør
her, hvad den ni mand stærke kommission når frem til: ”På baggrund af søskendeanalysen og
tidligere studier på området vurderer Produktivitetskommissionen at uddannelsesvalget er vigtigt
for fremtidig indkomst og dermed også for fremtidig produktivitet” (s. 59). Og: ”Konsekvensen af
denne konklusion er, at uddannelsespolitiske tiltag, der ændrer indholdet i uddannelserne, kan have
en positiv effekt på produktiviteten” (s. 60).
Ulighed i indkomst afspejler forskelle i produktivitet
Selvom det kan lyde som banale flovser, er det langt fra tomt. For det første skal man hæfte sig ved,
at der står ”fremtidig indkomst og dermed også fremtidig produktivitet”. Dette ”dermed” dækker
over det dogme i neoliberal økonomisk teori, at indkomst automatisk afspejler produktivitet. Højere
produktivitet vil betyde højere løn, og derfor er lønniveau en indikator på produktivitet. Påstanden
baserer sig primært på rent teoretiske overvejelser over, hvordan virksomheder rationelt skal
beregne lønnen for at opnå størst mulig profit. Inden for denne ramme defineres produktivitet altså
snævert som dette at forøge virksomhedens profit. For at beregne optimal løn, skal virksomheden
vide en række ting om fremtiden, herunder fx hvordan omsætningen vil påvirkes, hvis den ansætter
en dygtigere personalechef til en højere løn, end hvad den afgående chef fik.
Her er der imidlertid tale om ren lærebogsspekulation. Der findes ikke empirisk dokumentation for,
at det gælder i virkelighedens verden, udenfor de økonomiske teoriers platoniske univers af
definitorisk sande ideer. Måske lige med undtagelse af, når det gælder helt standardiserede
arbejdsrutiner, hvor man kan tælle antallet af producerede enheder pr. tidsenhed. Når der er tale
om de funktioner, som højtuddannede typisk udfører, ledelse, administration, økonomistyring,
markedsføring, for ikke at tale om forskning og udvikling, så findes der ikke blot nogenlunde
troværdig dokumentation af årsagssammenhænge mellem produktivitet og indkomst. Og går vi til
den finansielle sektor, som jo er vokset enormt, og som sikrer lukrative lønninger og
bonusordninger til de bankdirektører, bestyrelsesmedlemmer og børsspekulanter, som har været
skyld i ruin og arbejdsløshed for millioner af mennesker, så bliver det helt åbenlyst ideologisk
nonsens at bruge indkomst som bevis på produktivitet.
Går vi over til den offentlige sektor er selv lærebøgerne klar over problemerne med at måle
produktivitet ved indkomst. Her er der ikke et marked, der regulerer produktion, priser og lønninger,
og så kan definitionen af produktivitet som det, der skaber profit, jo ikke anvendes. Selv ud fra
økonomilærebogen er det derfor arbitrært at sige, at departementschefens høje løn viser, at han er
mere produktiv end sygeplejersken. Omkring halvdelen af højtuddannede er imidlertid ansat i
offentlig sektor.
Disse problemer diskuteres overhovedet ikke i rapporten. I stedet omtaler man overalt, konsekvent
og systematisk, indkomst som indikator på ”produktivitet”, ”kompetencer” og ”kvalitet”. Læseren
sænkes ned i en silo, hvor kvalitet, kompetencer og produktivitet kun kan tænkes som lig med evne
til at generere profit og indkomst. Uligheder i indkomst kan i denne drømmeverden ikke tænkes at
have andre forklaringer end forskelle i produktivitet, kompetencer og kvalitet. Magt, udnyttelse af
strukturelt eller arvemæssigt betingede fordele, sociale netværk, monopoldannelser, køn, etnicitet
mv. har ingen indflydelse på uligheder i indkomst, undtagen hvis det giver forskelle i produktivitet,
og forekommer derfor ikke i dette lukkede drømmeunivers.
Kommissionen kommer hermed til at levere et skatteyderbetalt ideologisk forsvar for økonomiske
uligheder. Man har i øvrigt har set det samme i en række tidligere kommisionsudredninger. Hvis en
politiker sagde det samme, ville folk sandsynligvis lige se på partifarven, før de tog stilling. Nu er
det en ekspertudredning, og så kommer det til at se ud som en videnskabeligt påvist og neutral
kendsgerning, at indkomstforskelle følger produktivitetii.
Uddannelsers indhold skal maksimere indkomst
En anden pointe i søskendeundersøgelsen var, at uddannelsers indhold – surprise - kan påvirke
produktiviteten, det vil altså sige indkomsten. Viden om, hvorledes specifikke indholdselementer
påvirker indkomst, kan derfor bruges i planlægning. I det konkrete tilfælde altså den viden, at
uddannelser med matematik skaber større produktivitet, og dermed at fx indførelse af krav om
matematik i sproguddannelser og kunsthistorie, hvor der i øjeblikket (mig bekendt) ikke stilles store
matematikkrav, vil øge produktiviteten. Helt så bizart er det nok ikke ment, men der er ikke tvivl
om, at kommissionen forestiller sig en udbygget evidensbaseret uddannelsesplanlægning, baseret
på kvantitative analyser af sammenhænge mellem indhold og indkomster. I første række på niveauet
for enkelte uddannelser, men i næste rækker forestiller man sig, at man også kan se på enkelte
elementer i uddannelserne, herunder også undervisningens ”kvalitet”, målt på effekter på indkomst
(fx holdstørrelser, antal opgaver, lærerkvalifikationer mv.).
For at tilskynde universiteterne til at bruge ressourcerne mest muligt til gavn for produktiviteten
foreslås, at taxametertilskud differentieres efter, hvad der hidtil har givet høj beskæftigelse og
indkomst på arbejdsmarkedet. Af pladsgrunde afstår jeg fra at kommentere dette specielt, men en
del af de følgende kommentarer vil også have relevans her.
Unges uddannelsesvalg skal maksimere indkomst
En tredje pointe er, at incitamentsstruktur i højere grad skal indrettes, så den lokker studerende hen
til uddannelser med høj produktivitet, dvs. høje indkomster. Midlet er SU differentieret efter
indkomst og beskæftigelsesgrad. Et tilsvarende forslag var fremme fra KORA’s direktør, Jan Rose
Skaksen, for godt et år siden. Det blev dengang afvist fra flere sider, men fremkommer altså nu
igen.
Planlægning, dimensionering og ressourceallokeringsmekanismer på området videregående
uddannelser er et omfattende og yderst komplekst problemfelt, som har været udforsket og
diskuteret i årtier. En række egenskaber vedrørende viden, forskning, innovation og uddannelse gør,
at
uddannelser
meget
vanskeligt
lader sig indordne
under den instrumentelle
optimeringsrationalitet i styringsregimerne marked og stat. Ren markedsstyring vil – af grunde, det
vil føre for vidt at udrede her – typisk føre til underforsyning med uddannelse (foruden selvfølgelig
social skævhed, som dog er produktivitetstænkningen uvedkommende) iii. Statslig planøkonomi på
området strander bl.a. på, at pålidelige prognosemodeller for fremtidigt arbejdsmarkedsbehov ikke
er opfundet. Således har historiske erfaringer med centralt fastlagt adgangsregulering vist uheldige
fejltagelser. Endnu har ingen altså fundet de vises sten, hvis man ser på foreliggende evidens.
Det er således en svær opgave, kommissionen her har taget på sig, så meget mere, som ingen af
medlemmerne ses at have beskæftiget sig med området før. Den har derfor også klogelig valgt at
se stort på den kendte kritik af markedsstyring og helt afstå fra at begrunde rapportens basale
antagelse: at mekanismer, der så vidt muligt efterligner markedet, vil være de bedste til at sikre
uddannelsernes kvalitet og relevans. Kommissionen mener, at styringen af de studerendes
uddannelsesvalg bedst vil kunne ske ved finansiering gennem fuld brugerbetaling (s. 124; forslaget
har været fremme flere gange før). Det vil motivere til at vælge uddannelser med de bedste udsigter
til høj indkomst, og vil også modvirke, at folk ”overuddanner” sig. At dette forudsætter, at de unge
er i stand til det, som gang på gang er slået fejl for eksperter, nemlig at forudsige fremtidens behov
for kvalifikationer, er blot en enkelt af de problemer, som kommissionen springer let hen over. Den
foreslår den mest primitive prognosemetode af alle: at man blot skal fremskrive historiske tal. Hvad
der er sikkert, er, at den forøgede økonomiske risiko, som påføres de unge ved brugerbetaling, også
vil øge den sociale skævhed. Det gælder jo også, selvom man tilbyder lån til finansiering.
I stedet for at indføre brugerbetaling kan man i det danske system med høje SU-satser opnå en
næsten tilsvarende virkning ved at indføre differentierede SU-satser, siger kommissionen dernæst.
Uddannelser, der historisk har ført til lavere indkomster, skal have lavere SU-satser. Efter
økonomilærebogens menneskebillede om den rationelle egoist skulle man jo ellers tro, at folk ved
at tænke sig om af sig selv valgte de mest lukrative uddannelser. Men sådan har det ikke været,
erkender kommissionen. Fx tjener økonomer i gennemsnit 10-15 millioner mere gennem livet end
filosoffer. Alligevel er der ledige pladser på økonomistudierne og skrap adgangsbegrænsning på
filosofi. De differentierede SU-satser skal rette op på denne bristfældighed i folks prioriteringer. Det
begrundes dog ikke nærmere, hvorfor en kortsigtet SU-bonus, vel trods alt relativ begrænset, skulle
virke bedre end den mange gange større langsigtede præmie.
Profittænkningens triumf
Grundsynet, der skal bestemme styringen af universitetsuddannelserne er, at uddannelse er en
investering, der skal være lønsom for den enkelte, og hvis den enkelte maksimerer egen indkomst,
vil det også give størst muligt afkast for hele økonomien. Styringen skal altså ske gennem
incitamenter, der appellerer til de mere primitive sider af menneskenaturen. At universiteter også
skulle være et hjemsted for den frie tanke, opøvelse i kritisk rationalitet og i udfordrende og
grænseoverskridende spørgen, uden noget som helst ydre formål, og at dette også er en
forudsætning for demokrati og kulturel åbenhed, ligger selvsagt helt udenfor horisonten.
Dog er der et enkelt sted, hvor man er ved at strejfe det. Men det er vel at mærke som en risiko,
man skal søge at fjerne: Investeringsorienteringen kan svækkes, mener Kommissionen, derved at
uddannelse for de unge ikke kun er en investering, men også ”et forbrugsgode”, dvs. et uproduktivt
forbrug, der ikke er styret mod fremtidigt afkast. Det uproduktive forbrug består i ”samvær med nye
mennesker, muligheden for at fordybe sig i emner, som man finder interessante, og social prestige”
(side 111).
Vi ynder ellers at tolke vor kultur som inkarnation af antitotalitære ideer om oplysning, myndighed,
fornuft og fri, rationelt argumenterende samtale. Det er blandt forudsætninger for et vitalt demokrati
og en åben kultur, og hvad er mere produktivt, end hvis universiteterne kan bidrage til det? En ret
sikker sidegevinst vil i øvrigt være øget innovationskraft. Det vil uden tvivl være uretfærdigt at
tillægge kommissionens medlemmer en så afstumpet tankegang, at den frie tanke uden ydre formål
er et rent ”forbrugsgode”. Men det er, hvad man siger, og det er indbygget i den økonomiske
tænkning. Den stigende udbredelse heraf i styringsteknikker og virkelighedsforståelse generelt er
et symptom på en sygelig kultur.
Den offentlige debat kom næsten aldrig ind på disse grundlæggende universitetspolitiske
spørgsmål, og fokuserede i stedet på snævre og mere tekniske spørgsmål, bl.a. om hvorvidt
kvalitetsniveauet i uddannelserne generelt var svækket som følge af taxametersystemets ensidige
præmiering af kvantitet (= antal beståede eksaminer). Gassen blev i nogen grad taget af, ved at
Morten Østergaard tidligt tog afstand fra såvel brugerbetaling som ideen om differentieret
taxametertilskud.
Allerede i oktober måned havde Morten Østergaard nedsat et ”Udvalg for kvalitet og relevans i de
videregående uddannelser” med Jørgen Søndergaard som formand. Man kan sikkert forvente, at
produktivitetskommissionens ideer vil dukke op igen fra dette udvalg. Enkelte af udvalgets
medlemmer har fx tidligere været fortalere for brugerbetaling. Dog er udvalget til alt held mere
alsidigt sammensat end Produktivitetskommissionen.
Det er et gennemgående træk, at universitetspolitik, også når det gælder forskningen, som regel
diskuteres indenfor meget snævre rammer, koncentreret om specifikt afgrænsede, ofte teknisk
orienterede enkeltelementer, som dermed kommer til at fremtræde apolitiske, også på grund af den
brede politiske enighed. Det overordene styringsregimes samlede entydige retning, dynamik og
magt sløres, og grundlæggende aspekter vedrørende universiteternes kulturbærende rolle falder
under horisonten. Det illustreres tydeligt både med fremdriftsreformen og Produktivitetskommissionen.
En afgørende årsag til, at debatten bliver så snæver, og at så få deltager, er uden tvivl at
universitetsdemokratiet er afskaffet. Forskere og studerende deltog tidligere (mere eller mindre,
indrømmet) aktivt i at udtænke og artikulere holdninger og synspunkter i interne fora, enten for selv
at bringe dem offentligt ud, eller i forventning om, at lederne ville gøre det. Det er ikke længere
tilfældet. Interne universitetsoffentligheder er væk, og ledelse og bestyrelser har ingen tilskyndelse
til at lytte til ansatte og studerende, kun til at administrere og tilpasse sig krav oppe fra.
Ingen vil anfægte, at universitetsuddannelser gerne skal føre til beskæftigelse og tilrettelægges
under hensyn hertil. Men at man ikke skulle give mulighed for at unge – både på universiteter og
andre uddannelsesinstitutioner, og alle andre for den sags skyld – i en periode i livet kan få mulighed
for tankens frie udfoldelse uden ydre formål, er udtryk for kulturel forarmelse.
Folk der kan huske marxistisk uddannelsesøkonomi fra 1970’erne, vil nikke genkendende. I 1972
udsendte Henning Salling Olesen via Danske Studerende Fællesråd et skrift, Humaniora –
pensioneret af kapitalen. Kapitalismen fremtvinger en tendens til at indordne krav til uddannelser
og kvalifikationer hos de unge under kapitalens valoriseringstvang, var hovedtesen. Kommissionen
følger opskriften til punkt og prikke. Trods alt lader det til, at det kræver både tid, regnekraft og
potente instrumenter at få denne godt fyrre år gamle marxistiske profeti til at gå i opfyldelse.
i
http://produktivitetskommissionen.dk/publikationer: Analyserapport 4: Uddannelse og Innovation.
Jeg har i en repræsentativ surveyundersøgelse af danske samfundsforskere påvist, at der er en tydelig sammenhæng
mellem forskernes faglige overbevisninger og deres politiske holdninger. Se: H. Andersen: ”Politiske holdninger og
faglige overbevisninger blandt samfundsforskere i Danmark”. Dansk Sociologi, nr. 3, 1998.
iii
Vedrørende svagheder ved markedsgørelse, se: R. Brown mfl.: Everything for Sale? The marketisation of UK higher
education. Routledge 2013. A. McGettigan: The Great University Gamble. Money Markets and the Future of Higher
Education. Pluto Press 2013
ii
Ka p it a lf lugt e n – rå d e re t t e n o v e r de fo rsv u nd n e m ill ia rde r
Af Peter Møller
Det anslås, at omkring 175 billioner kroner gemmes i skattely verden over. Alene i EU står
multinationale selskabers aggressive skatteplanlægning for omkring 7.500 milliarder kroner i
tabte skatteindtægter årligt.
Introduktion
Som det har stået klart for enhver, der har fulgt med i DRs dokumentarserie I Skattely, eller sagen
om Goldman Sachs’ køb af en aktieandel i DONG, er det globale finansielle system i en alvorlig
moralsk krise. Komplicerede selskabsstrukturer og nationale lovgivninger, der muliggør
hemmeligholdelse af så basale oplysninger, som hvem der reelt ejer et firma, muliggør et
skyggebelagt parallelsamfund, hvori helt ufattelige pengesummer kan bevæge sig ubeskattet rundt
uden for rækkevidde af nogen lovgivende magt.
Det approksimative tal på hvor mange penge der i øjeblikket gemmer sig i verdens diverse skattely,
er omkring 175 billioner kroner iv, eller omkring 25.000 kroner for hvert menneske på jorden. I EU
står multinationale selskabers aggressive skatteplanlægning for omkring 7.500 milliarder kroner i
tabte skatteindtægter årligtv, og endnu mere alarmerende bliver den globale udviklingsbistand på
omkring 750 milliarder kronervi mere end opvejet af de 900 milliarder, der årligt forsvinder ud af
verdens udviklingslande.
I nærværende artikel vil jeg forsøge at give læseren en introduktion til kapitalflugten samt til de
mekanismer, hvormed den fungerer. Jeg vil derefter udlægge de muligheder, vi har for at bekæmpe
kapitalflugten med fokus på, hvad der kan gøres fra dansk side.
Hvad er Kapitalflugt?
Kapitalflugt er en paraplybetegnelse for den udstrømning af penge fra lande, der sker som følge af
én af tre faktorer: Kriminalitet, korruption og skatteunddragelse. I modsætning til den gængse
opfattelse er det ikke korruption på 6 %, eller kriminalitet på 31 %, der udgør den største andel af
kapitalflugten. De resterende 63 % trækkes ud af landene via multinationale selskabers
skatteunddragelse, aggressive skatteplanlægning eller deciderede skattesvindel. Som tidligere
nævnt går kapitalflugten hårdest ud over verdens udviklingslande. Det hårde nedslag i verdens
svageste økonomier skyldes den enorme ressourcerigdom i mange Afrikanske og Latinamerikanske
lande. En rigdom der burde finansiere udvikling, men som kan flyttes rundt efter forgodtbefindende
grundet svage skatteadministrationer, særlige aftaler og huller i de internationale regler for
regnskabsaflægning.
Hvordan fungerer det?
Det kan være svært at forstå, hvordan så enorme pengesummer kan bevæge sig uhindret rundt i det
globale finansielle landskab uden for rækkevidde af internationale organer. Det kan de af flere
grunde. Eftersom skattelovgivning er et nationalt anlæggende, kan intet land tvinges til at hæve sin
skatteprocent eller frigive oplysninger om selskaber, der er bosat der. Sagt på en anden måde:
Skattely har lov til at være skattely. Skattelyenes brugbarhed ligger dog ikke i muligheden for at
drive forretning i dem, da der sjældent er noget nævneværdigt marked inden for selve skattelyet ej
heller nogle naturressourcer. Finten er at flytte et overskud, der er tjent i et andet land over i
skattelyet, inden det beskattes.
Der er mange metoder til at gøre dette, og jeg vil ikke til at gennemgå dem slavisk. I det store hele
handler det om at misrepræsentere sit overskud gennem kunstige handler. På det mest primitive
niveau kan man indrapportere en falsk omsætning. Dette er mest brugbart inden for
udvindingsindustrien i tredjeverdens lande, med svage (og til tider korrupte) skatteadministrationer,
men dette er også en af den globale kapitalflugts primære platforme.
På et lidt mere raffineret plan kan man, via en international koncernstruktur, foretage handler internt
mellem søsterselskaber. Når fx et mineselskab i Zambia genererer et overskud, der står til at blive
belagt en 35 procents beskatning, kan de købe lommelygter fra deres moderselskab i Schweiz til
50.000 kroner stykket, indtil overskuddet er væk. Dette kan raffineres yderligere ved køb af
immaterielle produkter og ydelser, hvis værdi kan være svær at kvantificere, så som software,
konsulentydelser eller rettigheder. Alternativt kan et selskab også låne startkapital af et søster- eller
datterselskab til en variabel rente. Hermed kan man skumme overskuddet via renterne på et lån, der
aldrig bliver tilbagebetalt.
Det er ikke lovligt at begå interne handler i en koncern til kunstige priser, på grund af en
international retningslinje der kaldes armslængde-princippet. Armslængdeprincippet er en
international standard, der er udviklet af OECD (Organization for Economic Co-operation and
Development) og dikterer, at alle handler mellem søsterselskaber skal foregå til
verdensmarkedspriser. Fordelen ved skattely er dog ikke kun, at de tilbyder en lav skatteprocent,
men endnu vigtigere at de tilbyder total hemmeligholdelse af et selskabs finansielle oplysninger.
Hermed kvæles enhver efterforskning i et selskabs aktiviteter, hvor mistænkelige de end måtte være.
Det er denne struktur, der fx gjorde det muligt for Nestlé at holde masken, da de i 2012 kunne
indrapportere deres første overskud i Danmark i 16 år vii og betale sølle 2,5 millioner kroner i skat.
Nestlés globale overskud for 2012 var 62,9 milliarder kroner. Det er selvfølgelig ikke et fair tal at
sammenligne med, men det leder naturligt videre til et andet facet af finansiel hemmeligholdelse:
Rapporteringskrav. Under de gældende regler i USA og EU skal selskaber (pånær selskaber i
udvindings- og bankindustrien) kun indrapportere deres profit på koncernbasis, altså samlet for hele
deres globale operation. For Nestlés vedkommende betyder det, at de ikke behøver fremlægge, hvad
deres omsætning i Danmark har været og dermed heller ikke stå til regnskab for, hvordan de kan
have generet så forsvindende lille et overskud.
Metoderne til at bedrive kapitalflugt er mange, og på det helt tekniske plan kræver det stor
ekspertise at kunne følge med. I de fleste tilfælde håndteres det administrative af store
revisorfirmaer, som fx Ernst & Young, der blev fanget i at rådgive i skatteunddragelse i DRs
dokumentarserie I Skattely. Det gælder derfor ikke at lovgive imod de enkelte metoder men derimod
at synliggøre, hvad der foregår, så det klart træder frem, når selskaber bevæger sig på kanten af
eller uden for lovens rammer.
Muligheder for bekæmpe kapitalflugten
Det kan lade sig gøre at bekæmpe den internationale skatteunddragelse på flere niveauer. På
nationalt niveau forudsættes naturligvis et kompetent skattesystem samt en myndighed, der kan
forfølge skattesvindlere internationalt, så som SØIK (Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og
International Kriminalitet) i Danmark. Sådanne myndigheder udfordres dog på internationalt plan,
da fx skattely vogter over sine kunders oplysninger og ikke er underlagt nogen international tvang
til at udlevere disse. Her kan ændringer på EU-plan bane vejen, i første omgang over for de skattely
der befinder sig i EU, så som Luxembourg og forhåbentlig på længere sigt over for skattely uden for
EU. USA har været i stand til at udnytte sin magtfulde økonomiske position til at presse Schweiz med
trusler om bøder til schweiziske banker, der har tilbageholdt oplysninger om amerikanske
skattesvindlere.viii Det er dog ikke alle, der har denne mulighed.
Den regulering, der kan foregå på internationalt plan, handler mindre om skat og mere om
rapporteringskrav og økonomisk transparens. Skatteunddragelse er ulovlig, men fordi skattely
faciliterer komplet hemmeligholdelse af selskabers oplysninger, er det ikke muligt at se, når en
koncern, der er solidt baseret i adskillige lande, generer hele sit overskud i et skattely. Hvis sådanne
regnskaber lå tilgængelige, ville de kunne udgøre basis for mistanke og en efterforskning fra landets
skatteadministration. At øge gennemsigtighed i regnskaber er det vigtigste tiltag imod
multinationale selskabers skatteunddragelse, fordi det kan gennemføres på international skala, og
ikke har de samme problemer som en ændring af den nationale skattelovgivning.
Et af de tiltag der langsomt er ved at blive gennemført, indtil videre mest markant inden for EU og i
USA, er det, der hedder land-for-land rapportering. Under de nuværende internationale retningslinjer
for selskabers regnskabsaflæggelse er en koncern kun underlagt et krav om at forelægge sit samlede
overskud på tværs af de lande, hvori den opererer. Dermed hemmeligholdes det, hvis et stort
overskud er flyttet ud af et produktionsland og ind i et skattely. Land-for-land rapportering afkræver
koncerner et regnskab, for hvert af de lande, hvori de opererer, hvilket synliggør mistænkelige
overførsler, da der i så fald vil være produktionslande med en meget høj omsætning og et meget
lille overskud, samt skattely hvor dette er omvendt. Land-for-land rapportering er indført i EU for
banker og firmaer, der beskæftiger sig med udvinding og skovbrug igennem Kapitalkravsdirektivet
og Regnskabsdirektivet. Det har netop været oppe til diskussion, om dette skulle udbredes til alle
sektorer, men en koalition med Storbritannien i spidsen fik manet det i jorden i december 2013. Det
er endnu uvist, om land-for-land rapportering tages op igen efter parlamentsvalget i maj.
Et andet tiltag, der også er til diskussion i EU lige nu, er et krav om registre over selskabers reelle
ejere. Et stort problem for økonomisk transparens er, at selskaber kan registrere sig under en
såkaldt nominel direktør, der i virkeligheden bare er en advokat, der ikke har noget med selskabet
at gøre. Herved usynliggøres det, hvem der i virkeligheden driver selskabet og en evt. efterforskning
af firmaet ender blindt hos en ansvarsløs advokat. Skattely udbyder i stor stil denne service. Som et
eksempel ligger der en bygning, Ugland House, i skattelyet Cayman Island, der på papiret huser over
18.000 selskaber (herunder to af de skuffeselskaber hvorigennem Goldman Sachs er ved at købe en
aktieandel i DONG).ix Et krav om en registrering af selskabers reelle ejere vil betyde, at selskaber er
nødt til at nominere en person, der kan holdes ansvarlig for selskabets aktiviteter, hvilket en
uafhængig advokat ikke vil være interesseret i. Det vil ydermere give indsigt i, om selskaber fx ejes
af våbenhandlere, narkosmuglere, eller andre kriminelle personer. Direktivet skal til afstemning i
løbet af foråret 2014.
Det primære våben i kampen mod kapitalflugt er politisk vilje. Der er mange, der står til at vinde
meget, hvis kapitalflugten effektivt kan bekæmpes, men flere af de store spillere i EU har også
blandede interesser. Specielt er England i en prekær situation givet sine tidligere kolonier, der i dag
næsten alle sammen er skattely. Heldigvis er England med i det europæiske fællesskab, og kan
påvirkes af de andre medlemsstater. Og her har Danmark også en stemme.
Danmarks rolle
Det er udtryk for en positiv udvikling, at den politiske vilje til at begrænse multinationale selskabers
muligheder for skatteunddragelse gradvist stiger, men træerne vokser ikke ind i himlen. Der er brug
for et pres nedefra for at holde politikerne engagerede i kampen for en retfærdig global
skattebetaling. Danmarks nu tidligere skatteminister Jonas Dahl har udtalt, at Danmark er parat til
at gå endnu længere end EU's kommende hvidvaskningdirektivx i registreringen af selskabers reelle
ejere, men samtidig har han skrevet under på en opfordring fra 26 europæiske lande om at holde
enhver diskussion om skat i EU inden for ECOFIN rådet, hvilket betyder at alle deltagende lande vil
have vetoret. Med skattely i EU (så som Luxembourg og Holland) er dette effektivt en trukket
håndbremse i kommende forhandlinger om skatteretfærdighed. Det afspejler den generelle tendens
i Danmarks indstilling til skatteunddragelse; ikke at sætte handling bag ordene. Senest sås dette i
salget af DONG til Amerikanske Goldman Sachs, der har købt aktier i energiselskabet gennem et
selskab, der er ejet af fem uafhængige selskaber; alle baseret i skattelyene Delaware og Cayman
Islandxi.
Danmark har i den seneste tid lurpasset, når det har handlet om progressive lovændringer på EUplan. På hjemmefronten er der blevet ført en nådesløs kamp mod de lokale skattesnydere, men den
rigtige kamp skal kæmpes uden for vores grænser. Det handler om, at man ikke sælger aktier i
delvist statsejede virksomheder til selskaber der ligger i skattely, men endnu mere handler det om
at sætte handling bag ordene og ikke stiltiende billige det systematiske misbrug af det globale
finansielle system. I en verden hvor de 85 rigeste mennesker ejer ligeså meget som de 3.5 milliarder
fattigstexii, er der brug for gennemgribende strukturelle ændringer. De metoder, der tages i brug for
at gemme de astronomiske beløb, er komplekse og uigennemskuelige, men det er vigtigt at holde
sig for øje, at de ikke behøver være det. Det er noget, de er gjort til, fordi det skal være en
ekspertkompetence, at kunne navigere inden for dem. Men det er noget der kan ændres, hvis vi og
de politikere, der repræsenterer os, har viljen til at gøre det.
Det har ikke været hensigten med nærværende artikel at kortlægge kapitalflugtens praksis længere
end dertil, hvor problemets omfang og kompleksitet fremstår. Der er brug for en målrettet politisk
indsats for at stoppe kapitalflugten. Uanset hvad man mener om skattebetaling, så er det et alvorligt
brud med enhver forståelse af retfærdighed, at de superrige - selskaber eller enkeltpersoner - har
mulighed for at ignorere deres samfundsansvar gennem skatteunddragelse. Det danske
velfærdssamfund består på grund af vores høje skatteprocent og vores ansvar som borgere for at
sætte fællesskabet før individet. Det skal ikke undergraves af asociale kræfter, der er faret vild i
deres egen grådige profitmaksimering. Der er ikke nogen grund til, at vi skal give dem lov til det.
iv
http://moneymorning.com/2013/05/01/check-out-whos-hiding-32-trillion-in-offshore-accounts/
Global Financial Integrity (2011): Illicit Financial Flows from Developing Countries Over the Decade Ending 2009
vi
http://www.oecd.org/dac/stats/
vii
http://www.business.dk/foedevarer/nestle-betaler-selskabsskat-i-danmark-for-foerste-gang-i-16-aar
viii
http://www.swissinfo.ch/eng/politics/Details_of_Swiss-US_banking_deal_outlined.html?cid=36782498
ix
http://www.economist.com/news/leaders/21571873-how-stop-companies-and-people-dodging-tax-delaware-wellgrand-cayman-missing-20
x
http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2014/01/09/135635.htm
xi
http://www.dr.dk/Nyheder/Penge/2014/01/22/102313.htm
xii
http://www.independent.co.uk/news/world/politics/oxfam-warns-davos-of-pernicious-impact-of-the-wideningwealth-gap-9070714.html
v
E nhed sl ist e n s p rin c ip p ro g ra m: S t a t en , rev o lut io ne n o g sp ro get
Enhedslisten vedtager nyt principprogram. Det giver anledning til at overveje lønarbejderklassens
konstitution, hvilken rolle staten og det offentlige skal have i et socialistisk samfund og overgangen
hertil, samt hvordan vi kan forestille os en ’revolution’ i dag.
Af Morten Thing (ikke medlem af Enhedslisten)
Det er 13-14 år siden, Enhedslisten sidst diskuterede principprogram, i 2000. Enhedslisten skal på
årsmødet den 16.-18. maj vedtage et nyt principprogram. Ledelsen har nu fremlagt sit ’Udkast til
principprogram’xiii. Det er en arbejdsgruppe bestående af Pia Boisen, Stine Brix, Per Clausen, Michael
Voss og Mikkel Warming, der har skrevet udkastet. Det er en større tekst, som præsenterer sig selv
således:
”Principprogrammet er det ideologiske grundlag for Enhedslisten. I det fastlægger vi vores visioner
og ideer om socialismen, vores opfattelse af det kapitalistiske samfund, vi lever i, vores strategi for
at nå frem til socialismen og vores principper for det daglige politiske arbejde.”
Bortset fra brugen af begrebet ’ideologi’, som i den marxistiske tradition betyder ’falsk bevidsthed’,
er det et godt og brugbart pejlemærke. Det starter med at gøre klart, at miljø- og klimakrisen, som
kloden er ude i, er det umiddelbart afgørende argument imod kapitalismen i dag. Men derefter
erklæres det:
”Men ikke alle har villet fremskridtet. Der er en grundlæggende modsætning mellem de mennesker,
økonomiske og politiske kræfter, der tjener penge på andre mennesker og på at udnytte vores
naturressourcer, og så på alle os, der får løn for vores arbejde, og som har gavn af fælles løsninger
på vores problemer. Derfor er der modsatrettede interesser og kamp mellem de forskellige klasser
om, hvordan samfundet skal udvikles.”
Her gøres den store modsætning til modsætningen mellem lønarbejdet på den ene side, og de som
tjener penge på andre og på at udnytte naturressourcerne. Sidenhen fastslås det, at ”Jagten på profit
står over menneskenes behov” i det nuværende samfund. Men er lønarbejderne den samme gruppe
som dem, der producerer profitten? En meget stor del af ELs medlemmer er formentlig ansat i stat
og kommune. Og selvom nogen sikkert får for lidt i løn, så skaber de ikke profit, selvom de er
lønarbejdere. De aflønnes af penge, som opkræves i skat i modsætning til arbejderne i industrien,
som producerer et produkt, som er mere værd end det, de får i løn. Når produktet sælges som varer
realiseres denne merværdi som profit. Man kunne også pege på, at nogle af de højestlønnede i
industrien også er lønarbejdere, fx direktørerne. De kan så også gennem tantiemer og optioner få
del i profitten, men de er også lønarbejdere.
Det ser ud som om principprogrammet ikke vil ind på dette problem, fordi det er kompliceret. Hvis
mange lønarbejdere ikke skaber profit og ikke er udbyttede (men derfor nok lavtlønnede), så er den
gruppe programmet vil have i tale, og som kan tænkes at støtte EL, en politisk alliance mellem den
egentlige arbejderklasse og dele af lønarbejderne uden for arbejderklassen, og det bør man vel gøre
klart, fordi gruppen ikke nødvendigvis har samme interesser. Ydermere må ’arbejderklassen’ i dag
opfattes meget bredere end for blot 30-40 år siden. I dag er industrien fuldstændig afhængig af en
gruppe højtuddannede og relativt højtlønnede lønarbejdere, som er med til at udvikle de nye
industriprodukter. De højtuddannede ingeniører og computerfolk er så kraftigt til stede i selve
produktionen, at de sammen med de mere traditionelle industriarbejdere er nødvendige for
produktionen, og i fællesskab skaber de det merprodukt, som realiseres som profit. Om EL kan
mobilisere denne højtuddannede gruppe er svært at sige, men problemet forsvinder ikke af den
grund. Og det er givet problematisk at fremstille sagen, som om lønarbejdere i almindelighed er en
homogen økonomisk gruppe med fælles politiske interesser.
Staten
Denne utydelighed eller modsætning i begrebet går igen i holdningen til staten. Der er i programmet
to forskellige udkast til afsnittet om ’den offentlige sektor’. I den ene version hedder det:
”Enhedslisten er altid en aktiv del af kampen for at bevare de velfærdsgoder og andre resultater, vi
har opnået og for at frigøre dem fra de begrænsninger og forvridninger, de udsættes for i det
samfundssystem, vi lever under. Dette arbejde kan skabe grundlaget for at ændre samfundet
grundlæggende. Her ligger spiren til et nyt samfund, et socialistisk samfund.”
I den anden hedder det:
”I vores samfund er der altså steder, som viser, at det kan lade sig gøre at producere på andre måder
end den kapitalistiske. Ligesom der findes bevægelser og fællesskaber, hvor andre behov end
profitten bestemmer. Uanset om det er dele af den offentlige sektor, konkrete fællesskaber eller
bevægelser, så adskiller de sig fra markedet ved at være mere demokratiske og give flere mennesker
mulighed for indflydelse på, hvad der sker.”
I begge tilfælde understreges det gode, velfærdsstaten har været, og at der i staten prioriteres i
højere grad efter kvalitet end kvantitet i forhold til i industrien. Især i det andet citat gøres det til et
’demokratisk’ gode. Begge steder er velfærden en del af en demokratisk kamp i staten, men at denne
kamp afgørende begrænses i netop sit demokratiske aspekt ved at foregå i staten, og at staten i et
kapitalistisk samfund er en kapitalistisk stat. Det bliver her lidt tåget. Det er formentlig sådan, at
under en demokratisk proces hen mod et socialistisk samfund vil staten ændre karakter, men selvom
velfærden var en fordel for befolkningen, så var dens afgørende funktion at lette reproduktionen af
arbejderne, så industrien fik veludannet og velreproduceret arbejdskraft, parat til at blive udbyttet i
produktionen.
Overgangen til socialisme
Denne uklarhed om staten går igen, når programmet taler om overgangen til socialisme. Det
beskrives grundlæggende som en overgang til egentligt demokrati, og det er nok tekstens stærkeste
side. Vægten lægges på, at økonomien demokratiseres ved, at den private ejendomsret afskaffes,
så det ikke længere er et lille mindretal, som træffer beslutninger om og tjener penge på
produktionen, men samfundet. Men hvordan er det med staten i denne periode og under
socialismen? Er det staten som planlægger produktionen, eller svækkes staten ved, at afgørende
beslutninger lægges over i demokratiske forsamlinger? Kan staten svækkes så meget, at den
opløses? Det er naturligvis svært i detaljer at beskrive denne proces, men det fremstår for uklart,
hvad konsekvenserne er for staten i den periode, hvor demokratiet udvides til også at gælde
økonomien. Der er fx et afsnit som skrivegruppen er uenige om:
”Ved en sådan samfundsomvæltning vil Enhedslisten arbejde for, at de ansatte overtager kontrollen
med virksomhederne fra de nuværende ejere, og at de ansatte i samarbejde med brugerne
demokratiserer de offentlige institutioner. Vi mener, at det aktive befolkningsflertal skal styre
processen gennem de bevægelser og organiseringer, der er opstået undervejs.”
På trods af disse kritikpunkter, synes jeg som Curt Sørensenxiv, at programmet er bedre end sit rygte
og især har nogle gode afsnit om socialismen som en kamp for demokrati, der skal bygges videre
på.
Hvad betyder ’revolution’ i dag?
En oppositionsgruppe bestående af Francesco Castellani, Niels Frølich, Jan Helbak og Niels Henrik
Nielsen har skrevet et andet udkast ”Frihed, Lighed og Solidaritet”. xv Der er mange forhold, de to
udkast deler, men der er også en række forhold, som ”Frihed, Lighed og Solidaritet” tager op, som
ledelsens udkast ikke berører. I forhold til de spørgsmål, jeg har rejst ovenfor, har denne tekst en
vigtig præcisering, når det hedder:
”Det er ethvert socialistisk partis vigtigste opgave at stille sig i spidsen for at formulere
alliancepunkter og veje til opbygningen af denne bestemte sociale blok.”
Med social blok forstår gruppen bag teksten en alliance, som kan ”afskaffe kapitalismen som
samfundssystem og opbygge et socialistisk alternativ”.
En ting er at formulere det, noget andet er at omsætte det i praksis. Når fx gruppen under
’Grundlæggende principper’ skriver: ”At sikre de liberale friheds- og lighedsrettigheder og dertil
kræve, at de bliver realiseret fuldt ud i hele verden”, så mangler man opskriften på, hvordan en
social blok i et land som Danmark kan kræve noget som helst af ’hele verden’.
Begge tekster er meget svingende i deres analytiske ambition. Men dér hvor ambitionen eller
fantasien har det sværest, er hvor det drejer sig om, hvad en revolution kan være i dag. Begge tekster
bygger naturligvis på, at man vil et andet samfundsmæssigt system, nemlig socialismen og senere
kommunismen. Men om selve overgangen, eller ’systemskiftet’, som Preben Wilhjelm meget
fangende kaldte det på et møde den 21. januar om netop, hvad en revolution kan være i dag, er
begge tekster meget ukonkrete. Og med Enhedslistens forøgede parlamentariske indflydelse har
der været en mumlende diskussion af den gamle traver om reformisme kontra revolutionær
holdning.
Det er en diskussion, venstrefløjen har arvet fra historien, nærmere betegnet fra Rosa Luxemburgs
kritik af revisionismen i skikkelse især af Eduard Bernstein. Hendes kritik er ikke en kritik af sociale
reformer, men en kritik af at opgive at have systemskiftet som et mål for reformerne. Det er en vigtig
dimension i dag, fordi klima- og miljø-krisen ikke kan løses indenfor rammerne af kapitalismen.
Derfor sigter vi mod et samfund, hvor klodens ressourcer og biosfærens temperatur kan fordeles
og reguleres af fornuften i stedet for af en blind vækst. Revisionismen er i dag næppe nogen
mulighed, fordi kapitalismen ikke kan reformeres, så den skal fungere uden den blinde vækst.
Reformisme i dag har ikke at gøre med, at man ikke skal lave reformer, men om de sigter mod et
systemskifte. Deri ligger det revolutionære.
Fra traditionen kommer tillige en anden forestilling nemlig, at tænke ’revolution’ som en toleddet
proces: først skal man erobre den politiske magt, derefter skal man afskaffe den private
ejendomsret, ophæve nationalstaten og arbejdsdelingen og afskaffe pengene. Det revolutionære er
her ikke mindst knyttet til, at en revolution er en ret abrupt og kortvarig historisk bevægelse. Denne
opfattelse knytter sig ikke mindst til forløbet af den franske og den russiske revolution. Til denne
abrupte opfattelse hører også i nogle tilfælde den ide, at reformer kun forsinker eller ligefrem
forhindrer, at vi kan nærme os det historiske tidspunkt, hvor det abrupte kan iscenesættes.
Det kan efter min mening kun tænkes i forbindelse med grundlæggende kriser i samfundet som
krig eller borgerkrig. Det er sådan man kan se revolutionsbegrebet udfoldet fx hos Mikkel Bolt i
hans på mange andre måder interessante bog Krise til opstand. Noter om det igangværende
sammenbrud (2013). Han overfortolker – med et blik for det ens – demonstrationer i USA som
Occupy-bevægelsens og Det Arabiske Forår, så de sætter revolutionen på dagsordenen. Udviklingen
i Egypten har vist, hvor tvetydige det oprør har været, og vi er nu tilbage ved det ’sminkede
militærdiktatur’.
Mod denne ’abrupte’ opfattelse kan man passende stille ideen om systemskiftet som en proces. En
historisk proces, som kan føre til dannelsen af en alliance som en social blok, og som kan igangsætte
reformer, der kan presse staten og kapitalen til at fungere under et flertal, som er kapitalens og
statens modstandere, og som har socialismen som sit delmål og frihed og fuldt demokrati som sit
udfoldede mål. Hvis en revolution ikke skal udløse voldsomme repressioner og mere eller mindre
afskaffe det politiske demokrati, skal magten udfordres over en bred front med et forankret flertal
over en længere periode, som viser, at der er massetilslutning til programmet fra den sociale blok.
Det er ingen naturgiven ting, at kapitalen og staten vil møde en sådan bevægelse med repression,
men det kan naturligvis heller ikke afvises. Der er imidlertid i dag så avancerede repressions- og
overvågningsinstrumenter til rådighed, at det er af afgørende betydning, at vejen til systemskifte
må bygge på et meget klart folkeligt mandat til den ide, vi kæmper for, nemlig ideen om det fulde
demokrati.
Venstrefløjens sprog
Et helt grundlæggende problem ved at skulle skrive et principprogram er sproget og omfanget.
Sprogproblemet er meget påtrængende, fordi det handler om det, som jeg i 2000 skrev i en kritik
af Enhedslistens dengang nye programudkast:
”I Sovjettiden blev de ord, vi socialister typisk bruger i et program, gjort til en del af det, som George
Orwell kaldte Newspeak: Et sprog, hvor udtryk og indehold bekæmper hinanden. ’Socialistisk
retspraksis’ betød retsløshed, planøkonomi betød partielitens uindskrænkede enevælde osv. Uden
sammenligning er den sovjetisk-kinesiske-østeuropæiske erfaring det største tilbageslag,
socialismen nogen sinde har mødt. Det efterlader os i en sproglig fodnotesituation: vi kan ikke bruge
ord som socialisme, proletariatets diktatur eller kommunisme uden i en fodnote at forklare, at vi
mener noget helt andet. Eftersom vi mener, at der ikke var socialisme i Sovjet, så står vi altså
sprogligt i den situation, at vi altid skal forklare, at vi ikke går ind for ikke-socialisme. Denne
dobbeltbenægtende praksis berøver vores sprog den utopiske kraft, det tidligere kunne have.”
Denne problematik gør sig i lige så høj grad gældende i dag. Det handler imidlertid også om
spændstighed og læselighed. Et principprogram skal måske i dag ikke være nogen stor, forkromet
analyse, men netop en redegørelse for de principper, som ligger til grund for det politiske arbejde.
Et forsøg på fuldstændig at omdefinere den retoriske opgave, som et principprogram kan have, er
gjort af Jan Hoby, Jakob Nerup og Susanne Flydtkjær i en tredje tekst, kaldet ’Det enkle’. xvi De
definerer denne genre ved, at programmet er ”to A4-sider langt”. Første afsnit lyder:
”Enhedslisten står for lighed og retfærdighed. Vi går ind for socialisme og demokrati. Vi kæmper for
miljøet og mod alle former for diskrimination. Vi står for frihed i fællesskab, og derfor er vi imod
kapitalisme, imperialisme, krig, racisme, islamofobi og fascisme.
Vores mål er, at omdanne samfundet og skabe et socialistisk samfund. Vores vision er et fællesskab,
hvor alle yder efter evne og nyder efter behov. Et fællesskab, hvor den kollektive lighed og frihed er
basis for den enkeltes frie udfoldelse af sit potentiale og livsønsker.”
Det interessante ved dette forslag består i, at det lægger vægt på, at der er tale om et
principprogram. Det er altså ikke båret primært af en analytisk styrke, men af klarhed i principperne.
Forfatterne begrunder deres korte og velskrevne tekst således:
”Hvorfor stiller vi et helt nyt forslag? Det korte svar er, at det fremlagte fra arbejdsgruppen nedsat
af hovedbestyrelsen mere ligner en intropjece end et principprogram. Vi mener, at det godt kan lade
sig gøre, at skrive et principprogram på små to sider.
For os ligger principprogrammets styrke i klarheden, således at alle kan læse og forstår det, samtidig
med at det er tydelige guidelines for Enhedslistens valgte, ansatte og medlemmer.”
Måske skulle man altså skelne mellem et principprogram og en række analyser, som går i dybden
med strategi, reformpolitik, alliancer, social blok, revolutionens karakter osv. Det ville genremæssigt
og retorisk gøre principprogrammet til en meget vigtigere tekst, fordi mange flere formentlig ville
læse den. De store tekster, vil nu blive kampplads for ’læsere af lange tekster’ – og så måske gå i
glemmebogen herefter. Et kort principprogram er sikkert også lettere at blive enige om.
xiii
Se forslaget her: http://modkraft.dk/artikel/udkast-til-principprogram
Se artikel af Curt Sørensen her: http://modkraft.dk/artikel/bedre-end-sit-rygte-ikke-uden-problemer
xv
Se forslaget her: http://modkraft.dk/artikel/frihed-lighed-og-solidaritet
xvi
Se forslaget her: http://modkraft.dk/artikel/det-enkle
xiv
Demokratisk Republikanisme: Tre grundidéer
Af Andreas Mulvad og Jonas Toubøl
Denne artikel introducerer til den demokratisk-republikanske tradition, som bl.a. Antoni Domènech,
der er ophavet til nærværende nummers spidsartikel, har bidraget til at revitalisere. I det følgende
fokuseres på tre centrale republikanske emner: Frihed, forstået som materiel uafhængighed,
Ejendom, som noget ikke naturgivent, ment politisk muliggjort, og Klasse, som skal tænkes indenfor
en mere grundlæggende elite vs. folk modsætning.
I artiklen ’Demokrati og Republikanisme – et idéhistorisk rids’ giver den spanske politiske teoretiker
Antoni Domènech en introduktion til demokratisk republikanisme som politisk filosofisk
værktøjskasse.
I denne artikel peger vi på tre grunde til, at demokratisk-socialistiske bevægelser, herunder
arbejderbevægelsen, kan vinde meget ved at genudforske det idégrundlag, som Domènech
viderefører, og som var grundlaget for Marx’ tænkning.
Med finanskrisen, globaliseret kapitalisme, klassestrukturens forandring og i lyset af venstrefløjens
søgen efter et opdateret blik for modsætningsforholdene i samfundet, er den demokratiske
republikanisme mere relevant end nogensinde.
Vi vil nedenfor koncentrere os om tre centrale ideer i den demokratisk-republikanske tradition:
1) FRIHED: ’Individuel frihed’ er et tomt begreb, så længe den enkeltes materielle eksistens ikke
er sikret politisk. Derfor må borgerløn, også kaldet universel basisindkomst, være et centralt
mål for enhver socialistisk reformpolitik.
2) EJENDOM: Indenfor politiske fællesskaber, hvor den private ejendomsret er gjort ukrænkelig,
opstår der en tendens til koncentration af materiel velstand – og siden politisk magt – på
stadigt færre hænder. Derfor kan demokratisk-socialistisk samfundsforandring kun lade sig
gøre med udgangspunkt i en grundlov, der principielt fastlægger, at det er op til
demokratiske befolkningsflertal at fastsætte grænserne for privat ejendom.
3) KLASSE: Sammensætningen af sociale klasser indenfor et bestemt samfund forandrer sig over
tid i takt med den teknologiske og økonomiske udvikling i produktionsformer. Til gengæld
er kampen om politisk herredømme mellem Eliten og Folket, dvs. de få rige (oligarkerne)
mod de mange relativt mindrebemidlede (démos), et vedblivende strukturelt træk. Derfor må
progressive kræfter udvikle en dynamisk klasseanalyse, der tager højde for, at kampen for
demokratiet mod de rige og magtfuldes fåmandsvælde antager nye historiske former.
Republikansk frihed og kravet om borgerløn
”[…] Visselig, vores egentlige Maal er hverken Mad eller Guld; men uden disse Ting kan vi intet
udrette; de er Midlerne, der hører til for at opnaa alt andet. […] ”Skaf os, Mad skaf os Klæder, skaf
os Boliger, saa vil vi selv skaffe os Oplysning.”” Louis Pio, 18771
Det filosofiske udgangspunkt for demokratisk republikanisme er en helt anden forståelse af ”frihed”
end den, som findes blandt liberalister: ”Frihed” er ikke noget som individer i udgangspunktet har
fra naturens hånd, og som fællesskaber af enhver art udgør en evig trussel imod. Tværtimod er det,
1
Pio, Louis (1877): Erindringer fra Redaktionskontoret og Fængslet. København: S. Larsen. Side 35f.
som Domènech påpeger, positive rettigheder sikret af et politisk fællesskab, der muliggør, at
individer kan realisere deres frihed, som de ønsker – fx via ”Oplysning” der var målet for Louis Pio.2
Individuel frihed er i den republikanske tradition defineret som friheden til at kunne leve sit liv, som
man ønsker. Forudsætningen for, at dette er muligt, er, at man som individ ikke er materielt
afhængig af bestemte andre personer (det være sig en slaveejer, en herremand, eller nu om dage
en arbejdsgiver) for at kunne overleve.
Alle republikanske tænkere i idéhistorien (inklusive ”aristokratiske republikanere” såsom den
romerske rigmand Cicero) er enige om, at frihed forudsætter materiel uafhængighed, og at den kun
kan realiseres indenfor et konkret politisk fællesskab i kraft af civile rettigheder til medborgerskab.
Til gengæld er der uenighed indenfor den republikanske tradition om, hvem denne ret til frihed skal
omfatte.
Højre-republikanere også kaldet ”aristokratiske” republikanere har det fint med, at det kun er en lille
minoritet af befolkningen, der nyder godt af fulde borgerrettigheder og altså ”er frie”. Derimod
mener ”venstrefløjen” indenfor republikanismen, dvs. den demokratisk-republikanske tradition som
Domènech tilhører, at det gælder om at sikre økonomisk uafhængighed, og dermed muligheden for
frihed for så mange mennesker som muligt – at demokratisere adgangen til civile rettigheder, sådan
at det ikke kun er et mindretal af rige, besiddende mænd, der får lov at være frie i republikansk
forstand.3
Det demokratisk republikanske projekt går med andre ord ud på at udvide kredsen af lige og frie
samfundsborgere så meget som muligt. Èt aspekt af dette projekt består i at udvide politiske
rettigheder til at gælde universelt.4
Men dette er kun et delaspekt, for det er stadig den materielle uafhængighed, der afgør, om man
som individ så også har reel mulighed for at bruge sine politiske rettigheder aktivt. Så længe
individer må knokle for at overleve og er afhængige af deres arbejdsgivers velvilje til at betale dem
løn til ”Mad, Klæder og Boliger”, som Pio formulerer det, bliver deres politiske ret til deltagelse
mindre relevant – for de har hverken tid eller ressourcer til at bruge den, som de ønsker.
Det er her, at nutidens demokratiske republikanere engagerer sig i kampen for at sikre universel
basisindkomst – i Danmark traditionelt kaldet borgerløn – forstået som et krav om, at staten skal
garantere alle individer en grundlæggende økonomisk uafhængighed, som forudsætning for, at de
kan realisere deres frihed som frie og lige samfundsborgere.
I de skandinaviske velfærdssamfund har målet om en overførselsindkomst til at leve af i en periode
været realiseret (med opbygningen af klassekompromis-baserede velfærdsstater fra 2. Verdenskrig
og frem). Imidlertid er idealet i disse år under stærkt pres pga. en bølge af påstået ”nødvendige”
reformer af arbejdsmarkedet (kontanthjælp, dagpenge etc.), som sætter ”den nationale
2
Louis Pio (1841-1894) var Danmarks første socialdemokratiske tænker og – vil vi argumentere for – en demokratiskrepublikansk en af slagsen.
3
Denne model, hvor kredsen af individer, der nød fuldt medborgerskab i republikken, fandtes eksempelvis i den romerske
republik. I Athens demokrati derimod, var alle frie mænd – uanset om de var håndværkere, ufaglærte, købmænd eller
jordejere – en del af det demokratiske fællesskab. Men ej heller i Athen var den demokratisk republikanske vision mere
end delvist realiseret, for både kvinder og slaver var sat udenfor politisk indflydelse og var i øvrigt afhængig af de
mænd, hvis husholdning de tilhørte.
4
Denne kamp var helt central for de vigtigste sociale bevægelser over de sidste 200 år (arbejderbevægelsen kæmpede først
for stemmeret til mandlige arbejdere og tilsluttede sig siden kvindebevægelsens kamp for kvinders stemmeret.
Borgerrettighedsbevægelsen i USA, og nationale frigørelsesbevægelser i koloniserede lande er senere eksempler).
konkurrenceevne” og økonomisk vækst højere end individuel frihed. Ikke mindst derfor er borgerløn
oplagt som central dagsorden for en socialistisk reformpolitik.
Før kravet bliver skudt ned som uambitiøst (”jeres horisont er kun en tilbagevenden til den
socialdemokratiske tidsalder”), skal man huske, at borgerløn som en materiel garanti for
individernes frihed fra afhængighed ikke er målet i sig selv, men derimod blot et middel til – en
nødvendig minimumsforudsætning for – at friheden kan realiseres.
Den republikanske forståelse af grænserne for ejendom
”Ejendommen er garanteret af Forfatningen. Lovene bestemmer ejendommens indhold og
begrænsninger. Ekspropriering må kun anvendes i overensstemmelse med gyldige love og med den
offentlige interesse for øje. Eksproprieringen må kun udføres med passende kompensation, med
mindre andet er specificeret i rigets lov (…) Ejendommen adlyder. Dens brug skal være til gavn for
det fælles gode.” Den tyske Weimar-republiks forfatning (1919), Artikel 153.
Som Domènech forklarer, så har liberalismen siden 1800-tallet haft held til at definere en forståelse
af ejendom som privatejendom, dvs. som en naturgiven og eksklusiv individuel rettighed, der
”krænkes” i det omfang den underlægges nogen form for politisk lovregulering.
Domènech opfordrer os til at huske på, at denne radikalt individualistiske opfattelse af, hvad
ejendom er for en størrelse, faktisk ikke fandtes i hverken Antikken eller Middelalderen. Der er tale
om en idé, hvis udbredelse er sket i takt med borgerskabets stigende magt indenfor den moderne
stat.
I den republikanske tradition ser man, i modstrid med den liberale tradition, ’ejendom’ som noget,
der kun kan sikres gennem et politisk fællesskab (en stat, der håndhæver og beskytter retten til
ejendom), og som det derfor ikke er meningsfuldt at tænke ”før-politisk” (som noget individer kan
besidde uanset, hvilken samfundstype de lever i). For demokratiske republikanere bliver det
afgørende spørgsmål derfor, hvilken form for regulering af ’ejendom’, som et givent lands forfatning
baserer sig på (ejendom for hvem, i hvilket omfang, og på hvilke betingelser).
For demokratiske republikanere har ejendomsret altid karakter af en fuldmagt som et politisk
fællesskab tildeler ejendomsindehaveren. Denne forståelse indebærer, at ejendomsretten aldrig er
overdraget endegyldigt, men altid på betingelse af, at ejendomsindehaveren fortsat lever op til det
politiske fællesskabs tillid.
Det republikanske svar på spørgsmålet om hvilke principper, der skal regulere tildeling af ejendom,
er dermed kendetegnet ved at gøre ejendom til noget, som principielt er underlagt det politiske
fællesskab.
I den type forfatning, som vesteuropæiske lande – herunder Danmark – fungerer efter i dag, er
ejendomsspørgsmålet derimod besvaret på solid liberal vis. Det hedder således i Danmarks
Grundlov af 1953 (§73, stk. 1): ”Ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes at afstå sin
ejendom, uden hvor almenvellet kræver det. Det kan kun ske ifølge lov og mod fuldstændig
erstatning.”
Den private ejendomsret til fx naturressourcer og produktionsmidler er dermed i praksis politisk
urørlig, fordi staten er forpligtet til at kompensere ejerne krone for krone, hvis Folketinget beslutter
at nationalisere.
Man kan spørge, om det i sig selv er et problem fra en republikansk betragtning, at individer er
garanteret privat ejendomsret? Her er svaret nej: Så længe private ejendomsbesiddelser ikke bliver
så store, at ejerne kan bruge den magt, som ejendommen giver dem til at sætte det demokratiske
fællesskab under pres, så er der i sig selv ikke noget i vejen med privat ejendom. Problemet er dog,
som republikanere af socialistisk observans vil påpege, at ejendom har det med over tid at ophobe
sig på færre hænder og føre til dannelsen af en klasse af privatejere, der ser enhver demokratisk
regulering af deres ejendom som en konstant trussel.
Det var tilfældet i Antikkens Grækenland, hvor demokraterne (dvs. samfundsklassen af de frie,
ubesiddende mænd) konstant måtte kæmpe mod deres rige modstanderes forsøg på at afskaffe
demokratiet og genindføre fåmandsvælde, oligarki.
Et lignende mønster har udspillet sig i den kapitalistiske tidsalder, hvor folkelige bevægelser, trods
en midlertidig succes i en del af det 20. århundrede 5, ikke har kunnet forhindre den gradvise
dannelse af en global klasse af super-rige.
Det er denne klasse af super-rige, der, som den økonomiske krise er et eksempel på, har været i
stand til netop at bruge deres økonomiske muskler, sikret via den ukrænkelige private ejendomsret,
til at undergrave de nationale demokratiers råderum og selvbestemmelse.
I en situation som den nuværende, er den demokratisk-republikanske traditions råd til socialistiske
partier, der forsøger at finde deres ben i en tidsalder præget af finanskapitalistisk dominans, at
vægte kravet om at genrejse og udvide det parlamentariske demokrati. Ikke blot til fordums tilstand,
men netop endnu videre, end det nogensinde nåede i den periode, hvor den socialistiske
arbejderbevægelse var stærkest.
Til det formål kan der (både på nationalt og EU-niveau) hentes historisk inspiration fra en række
specifikt republikanske grundlove, som stærke demokratisk-socialistiske arbejderbevægelser
formåede at gennemtvinge i brydningstiden efter 1. Verdenskrigen (og som i de fleste tilfælde blev
afskaffet igen efter fascistiske kup): Både Mexico (1917), Østrig (1919), Tyskland (1919) og Spanien
(1931) indførte, som Domènech fremhæver, progressive forfatninger, som – netop ved at erstatte
den liberale bestemmelse af ’ejendom’ med en republikansk – muliggjorde en socialistisk revolution
på et parlamentarisk demokratisk grundlag: Socialisering af naturressourcer, landbrugsjord,
fabrikker og private formuer – alt sammen med landets grundlov i hånden.
For eksempel stod der i Weimar-republikkens grundlov (citeret i indledningen) ganske tydeligt, at
det var demokratiske fællesskab og ingen andre, der havde ret til at definere grænserne for ejendom
– og i øvrigt udmåle størrelsen på en ”passende kompensation”.
Naturligvis er demokratisk-republikanske grundlovsændringer ikke i sig selv nok til at skabe
socialistisk samfundsforandring. Det er til alle tider styrkeforhold mellem sociale klasser og politiske
bevægelser, der afgør politiske fællesskabers klassekarakter. Men indførelsen af demokratiskrepublikanske forfatninger er i hvert fald en nødvendig juridisk forudsætning for, at et socialistisk
samfundsprojekt om økonomisk demokrati kan virkeliggøres som en udvikling af snarere end et
(Leninistisk) brud med det parlamentariske demokrati.
Republikansk-demokratisk klasseanalyse
For at komme derhen, hvor de demokratisk-republikanske visioner om frihed, borgerløn og
progressiv ejendomslovgivning forvandles til en realistisk mulighed, må man tillige spørge til politisk
strategi: Hvilke befolkningsgrupper skal udgøre det aktive befolkningsflertal, der kan sætte og holde
5
I Vesten et ”klassekompromis”, der muliggjorde velfærdsstaten; i Østen og store dele af den 3. Verden en bølge af
socialistiske revolutioner, som dog ikke førte til det kapitalistiske verdenssystems kollaps.
kursen? Hvordan er det muligt at etablere en alliance af sociale klasser og politiske bevægelser, der
er solid nok til at få projektet til at lykkes?
Det er her, demokratiske republikanere foreslår en samfundsanalyse, der kombinerer et eliteperspektiv med et klasse-perspektiv.
For den demokratiske republikanisme henviser ordet ’demokrati’ til folkets suveræne magt over de
få privilegerede i eliten – folkestyre. Der ligger således allerede i ordet demokrati en erkendelse af
en grundlæggende interessemodsætning, som forefindes i alle samfund, nemlig den modsætning,
der opstår ud fra de få privilegeredes, dvs. elitens, begær efter at kunne regere uden indblanding
fra de mange, der derfor søges holdt fra magten, dvs. undertrykkes.
Elitens begær er, som filosoffen Jacques Rancière6 påpeger, ganske menneskeligt: For at kunne
legitimere sit privilegium – sin rigdom eller status – må den privilegerede nødvendigvis komme til
den konklusion, at vedkommende rent faktisk er bedre end de ikke-privilegerede og derfor har en
naturlig adkomst til sit privilegium og som logisk konsekvens ligeledes en naturlig adkomst til
magten, som dermed ikke kan være ligeligt fordelt mellem alle. Denne tro på egen overlegenhed
har været aristokratiets (”de bedstes”) selvforståelse til alle tider.
Demokrati er det modsatte, nemlig alles lige adkomst til magten. Her kan man ikke tildele magten
ud fra naturlige adkomster, såsom at de kloge skal regere over de dumme, de rige over de fattige,
de gamle over de unge, mænd over kvinder osv.
Den demokratiske republik er ideen om en institutionel samfundsindretning, der kommer så tæt på
sikringen af alles lige adkomst til magten som muligt. Det er således en ide med en radikal egalitær
fordring, som ikke lader sig begrænse til den politiske institutionelle sfære, som vi kender det fra
liberale forfatninger, men udstrækker sit krav om lighed også til den økonomiske og sociale sfære.
Den republikanske tænkning kan tillige tilbyde en ny tilgang til at forstå samfundets modsætninger
og kampe, der kan siges at komplimentere klasseanalysen. Modsætningen mellem elite og folk synes
at være historisk invariabel i hvert fald siden overgangen til agerbrug. Derimod har samfundets
klassekonstellation varieret med udviklingen i produktionsmåden. I demokratisk-republikansk
perspektiv har klasseanalysen først og fremmest sin berettigelse som redskab til at analysere
mulighederne for dannelse af en bred folkelig alliance imod eliten.
Marx’ analytiske fortjeneste i midten af 1800-tallet var netop, at han kombinerede en demokratiskrepublikansk elite-mod-folk-analyse med en fremsynet økonomisk klasseanalyse: Med
udgangspunkt i analysen af den kapitalistiske produktionsmådes eksproprierende dynamik forudså
han, at den bredt sammensatte ”Fjerdestand” bestående af alle, der levede af håndens arbejde,
tendentielt ville blive proletariseret. Derfor var det nødvendigvis den hastigt voksende klasse af
industriarbejdere, man måtte satse på som den centrale kraft i en bred, folkelig blok, hvis man –
som Marx og Engels – ønskede et demokratisk-republikansk opgør med de herskende stats-eliter i
datidens udemokratiske europæiske stater.7
6
Jacques Rancière (2013): Hadet til Demokratiet. Oversat af Torsten Andreasen og med forord af Rune Lykkeberg.
København: MØLLER. Rancière er os bekendt ikke erklæret republikaner, men hans demokratiforståelse og kritik af det
liberale demokrati og samfunds elitens oligarkiske tendenser, som vi her inddrager, er ikke ulig en demokratisk
republikansk opfattelse.
7
Eksempler på den type vidt forskellige stater, som den gryende socialistiske arbejderbevægelse i forskellige lande måtte
forholde sig til var: det tyske imperium under Bismarcks jernnæve; Englands konstitutionelle monarki med visse
frihedsrettigheder, men hvor kun velhavende mænd havde politisk indflydelse, og Frankrigs skiftende forfatningstyper
Den demokratiske republikanismes aktualitet skal ses på baggrund af, at arbejderklassens bastioner
i civilsamfundet har været under nedbrydning i flere årtier. I Vesten findes ”arbejderklassen” som en
homogen blok ikke længere som selvbevidst subjekt i samme grad som i årtierne før
neoliberalismens indtog.
Dette er ikke blot resultatet af et politisk nederlag, men også af sociologiske forandringstendenser
i den nuværende høj-globaliserede epoke: Industri-arbejderklassen i egentlig marxistisk forstand er
svundet ind i Vesten pga. udflytning af arbejdspladser til navnlig Østasien.
Til gengæld er nye varianter af proletariserede livsformer under hastig fremvækst i takt med
tilbagerulningen af Vestens velfærdsstater: Fremvæksten af prekært arbejde8 og vikarbureauernes
fremmarch9 afmægtiggør i dag ikke kun dele af service-sektoren – ”McDonalds-proletariatet”, som
sociologen Scott Lash rammende har betegnet denne gruppe 10 – men i stigende grad også gruppen
af ’kreative’ ’projektmennesker’ med lange videregående uddannelser fra de højere læreranstalter.11
Det er her de antikke ideer tilbyder ny kraft. Den demokratiske republikanismes program om at
realisere en fuldt demokratisk stat er inklusivt og kan rumme en bred klassekoalition, – en folkelig
blok – der kan forene industri-, service- og vidensarbejdere (uanset uddannelsesniveau, sektor, og
grad af tilknytning til arbejdsmarkedet) med folk helt udenfor arbejdsmarkedet om det fælles
modsætningsforhold til en smal politisk og økonomisk elite, der ikke repræsenterer endsige
respekterer den brede befolkning.
Modsætningsforholdet mellem folk og elite er siden 70’erne vokset eksplosivt målt i formue- og
indkomstfordeling og blev i krisen for alvor afsløret som ikke bare en økonomisk ulighed, men også
en ulighed i fordeling af magt. Uligheden i magt er skabt dels ved en indretning af de politiske
institutioner på både nationalt, regionalt og globalt niveau, der afskærer befolkningen fra adgang,
indsigt og indflydelse12, og dels ved en systematisk undergravning og afmontering af de folkelige
bevægelser og interesseorganisationer, i særdeleshed fagbevægelsen, som har fået sit ikoniske
udtryk i Thatchers kamp mod engelsk fagbevægelse.
(fra borgerligt dominerede republikker til ’Bonapartistiske’ kejserriger), som – bortset, naturligvis, fra den korte
periode under Pariser-kommunen – aldrig kom tæt på idealet om republikansk demokrati.
8
Se f.eks. Pedersen, Magnus Skovrind & Malthe Øland Ribe (2013): Akademiker. Du er prekær!
http://netudgaven.dk/2013/09/akademiker-du-er-prekaer/ besøgt 14. januar 2014 kl. 15.06.
9
Se f.eks. Fagbladet3F: Desperate ledige redder dagpenge med vikarjob:
http://www.fagbladet3f.dk/nyheder/529345d5d0ba413d8a7734f9b96ccfe5-20140113-desperate-ledige-redderdagpenge-med-vikarjob eller Avisen.dk: Virksomheder hyrer stadig flere vikarer: http://www.avisen.dk/virksomhederhyrer-stadig-flere-vikarer_251277.aspx. Begge webadresser besøgt 14. januar 2014 kl. 14.55.
10
Scott Lash (1994): “Reflexivity and its Doubles” i Beck, Ulrich, Anthony Giddens & Scott Lash: Reflexive Modernization.
Politics, Tradition and Aesthetics in the Modern Social Order. Oxford: Polity Press.
11
Se f.eks. The Great British Class Survey (Mike Savage et al.), http://www.bbc.co.uk/science/0/21970879, der finder én
elite klasse og 6 folkelige klasser hvoraf de 3 udgøres af, hvad vi kunne kalde personer i prekære stillinger. Det nye er,
at en stigende andel af disse ’prekære’ har lange uddannelser og høj kulturel kapital, men lav økonomisk kapital. Det
er en gruppe, som pga. dens principielt store potentiale for høj fremtidig indkomst pga. individernes besiddelse af
kulturel kapital svært kan kaldes arbejderklasse, men omvendt i deres aktuelle økonomiske livssituation har en del
tilfælles med denne, og med udsigt til et usikkert arbejdsliv, da de tider, hvor der var job til alle med en lang
uddannelse er forbi, også her minder om den traditionelle arbejder. Ikke desto mindre er identifikationen mellem
denne gruppe og de traditionelle arbejdere til at overse.
12
EU-afstemninger er snart befolkningernes sidste adkomst til magt på den internationale scene og den stigende tendens
til at stemme ”Nej” til unionen, når en national befolkning en sjælden gang imellem får mulighed for at stemme, er
netop en protest, men ikke en meningsløs, som elitens fortolkere i medierne gerne vil have os til at tro. Befolkningens
”Nej” er en protest mod, at den demokratiske adkomst til magten, de er blevet lovet, fratages dem.
Endelig, og som konsekvens af liberaliseringen af kapitalmarkederne, udgør den globale
kapitalistiske elite, der leder de store globale virksomheder og kontrollerer kapitalformuerne
inklusiv lønmodtagernes pensionsopsparinger, den mest magtfulde og folkefjendtlige fraktion af
eliten.
Uligheden i magt har nået et omfang, så man i det store hele uden problemer kan ignorere massiv
folkelig modstand, hvad end det drejer sig om protesterne mod ”Troikaens” brutale reformer i
Sydeuropa, eller det drejer sig om ”modernisering af den offentlige sektor”, forringelser af
arbejdsløshedsforsikring og pensionsvilkår eller senest privatiseringen af DONG 13.
Den demokratisk republikanske analyse peger netop på denne magtens arrogance i de herskende
cirkler som impulsen, der kan mobilisere en folkelig bevægelse til kamp for en genoplivning af
demokratiets idé. Det er netop denne idé - verdenshistoriens stærkeste - der har kraft og bredde
nok til at samle en bred alliance på tværs af klasser, etniske grupper, køn, fagforeninger og nye
sociale bevægelser i en svær tid.
13
I denne sammenhæng kom elitens arrogance og afsmag for demokratisk lighed endnu engang til udtryk da Anne
Knudsen i Weekendavisens leder den 1. ferbuar 2014, under overskriften ”Massevælde” om den folkelige modstand
mod salget af DONG til Goldman-Sachs konkluderer: ”Moralsk panik har man i de senere år kaldt de ophidsede massereaktioner på det ene eller andet velkendte fænomen, som pludselig bliver fundet så voldsomt angribeligt, at der må
skrides ind og dét nu! I denne uge har vi set fænomenet øve voldsom indflydelse på det politiske liv i vores
demokratisk valgte parlament. Masse-bevægelsen på de sociale medier kan passende minde os om, at man også har
kaldt massens direkte demokrati for noget andet: Pøbelvælde.”
Ak a de m ik e rne st å r sp lit t e t i k o n f lik t m e lle m A - k a sse rne
Af Magnus Skovrind og Malthe Øland Ribe
Akademikernes udmeldelse af A-Kassefællesskabet, AK Samvirke ligner en klassisk konflikt mellem
højtlønnede akademikere og faglærte arbejdere. Imidlertid stikker der mere under. Mellem
akademikerfagforeninger tegner der sig større splittelser og blandt akademikergrupper af de
udmeldte A-kasser er en stor del lige så usikre som medlemmerne af LO-A-kasserne.
Mandag d. 6. januar meldte Akademikernes sig ud af A-kassernes Samvirke. Akademikernes der
repræsenterer 180.000 akademikere primært blandt ingeniører, DJØF’ere og læger var utilfredse
med AK Samvirkes politik. Eller rettere: at AK-Samvirke i det hele taget udtalte sig om politik. Hos
AK Samvirke undrede man sig. Direktør Verner Sand Kirk mente man havde afstemt sine udtalelser
i bestyrelsen. Magistrenes A-kasse forblev i fællesskabet og kritiserede Akademikernes. De
akademiske A-kasser er i dag splittede.
Der er mange hypoteser og almindelig forvirring omkring forløbet. Vores bud er at udmeldingen
afspejler en grundlæggende brudflade mellem de akademiske fagforeninger og deres medlemmer.
De privilegerede og prekære akademikere
Akademikere er ikke bare akademikere. Det kunne ellers være den almindelige opfattelse at et
eksamensbevis fra universitet var adgangsbillet til et komfortabelt og indflydelsesrigt liv. Det er det
for en stor del af akademikerne, men ikke for alle.
Akademikerarbejdsmarkedet har ændret sig. En af ændringerne rammer jobsikkerheden. Tidligere
var akademikere sikret job. Nu skal de kæmpe med mange nyuddannede for at få en fod ind på
arbejdsmarkedet. For nyuddannede er dimittendledigheden omkring 28 procent i oktober 2013. xvii
Men ændringerne afspejler sig også på hvor fede job akademikerne får. De nyuddannede træder i
dag ud til et usikkert akademikerarbejdsmarked. En nyudgivet rapport fra kooperativet Analyse og
Talxviii fastslår at hver fjerde akademiker er i en usikker stilling og ofte tjener under halvdelen af den
rigeste del af befolkningen.xix Undersøgelsen baserer sig på ILO-økonomen, Guy Standings,
klasseteori.xx Han påpeger hvordan usikkerheden på arbejdsmarkedet har taget til som følge af de
neoliberale reformer vesteuropæiske regeringer har gennemført.
I rapporten opdeles det akademiske arbejdsmarked i fire grupper.
De sikre og usikre akademikere
Kilde: European Social Survey 2002-2010
Det ’blå’, Øvre Salariat, udgøres af offentlige og private eller selvstændige ledere. Der er altså tale om en
gruppe der spænder over administrerende direktører i mellemstore og store danske virksomheder,
departementschefer og hospitalsdirektører. De udgør 14 procent af akademikerne.
Under dem står kernen af akademikerne, Salariatet. De sidder i sikre, faste ansættelser med
lønninger der ligger over de fleste danskeres. Halvdelen af dem leder andre på deres arbejdsplads,
men der er oftest tale om mellemledere, der koordinerer et mindre hold på en arbejdsplads. Det kan
være gymnasielæreren, museumsinspektøren eller analytikeren i et analysebureau.
I højre side findes de prekære akademikere. Denne gruppes vilkår minder om medlemmerne af LOA-kasserne. Den røde gruppe udgøres af den del af prekariatet, der lider under usikkerheden af en
tidsbegrænset ansættelse og en ufrivillig deltidsstilling. Alligevel er stort set alle medlem af en
fagforening.
Den gule gruppe adskiller sig først og fremmest ved at være uorganiseret. Hele to tredjedele står
uden fagforening. Almindeligvis er det lige omvendt – normalt er blot hver fjerde akademiker uden
for fagforening. Der er tale om akademikere, der sidder i usikre HK-stillinger i kommunerne,
projektansættelser og andre, hvis situation ikke er blevet sikret af at tage en lang uddannelse.
Der er altså en relativt stor del, knap en fjerdedel, af akademikerne, der systematisk oplever
usikkerhed på arbejdsmarkedet. Det viser sig også i lønningsposerne. Mange har indkomster der er
under halvdelen af befolkningens. 40 procent af det organiserede prekariat og 70 procent af det
uorganiserede prekariat indgår i den fattigste halvdel af danskerne.
Med så store forskelle blandt akademikerne er det ikke underligt at der er splid mellem deres Akasser.
Uligheder mellem akademiske fagforbund
De prekære akademikere er dog særligt medlemmer - eller potentielle medlemmer da mange står
uden for fagforening – af Dansk Magisterforening. Det er samme akademikerfagforening, hvis Akasse ikke har meldt sig ud. De kritiserer i stedet Akademikernes udmelding xxi.
Nedenfor er en oversigt over hvordan forskellige akademikeruddannelser fordeler sig i de fire klasser
inden for det akademiske arbejdsmarked.
Universitetsuddannelsernes position på arbejdsmarkedet
Undervisere
Kuns
t
Huma
-niora
Natur-videnskab
Samfundsfag og
medier
Jura
Sundhedsvidenskab
Økonomi
Teknik
Andet
(GL
mv.)
Øvre
salariat
8%
25%
9%
5%
17%
2
2
%
20%
22%
16%
0%
Salariat
75
%
38%
51%
63%
49%
7
4
%
64%
64%
70%
78%
Organiseret
prekariat
8%
25%
20%
14%
20%
4
%
15%
8%
12%
0%
Uorganiser
et prekariat
8%
13%
20%
19%
14%
0
%
2%
7%
2%
22%
Pct. I alt
10
0
100
100
100
100
1
0
0
100
100
100
Ande
t
Magistrene organiserer humanister og naturvidenskabsfolk. Det er dem der er usikre på
arbejdsmarkedet. Derudover er der en del usikre inden for de kunstneriske uddannelser og de
blødere samfundsfag, hvor sidstnævnte almindeligvis er organiseret hos DJØF. Dog ikke
kernemedlemmerne.
I diametral modsætning står mange af de uddannelsesgrupper, hvis A-kasser valgte at melde sig ud.
Her er lægerne, juristerne, økonomerne og business-uddannede samt ingeniører med tekniske
uddannelser. De sikre meldte sig ud af fællesskabet, mens de usikre blev på taburetten.
Det synes ikke at være et tilfælde at der foregår opsplitninger mellem de akademiske A-kasser. Det
afspejler dybereliggende uligheder i arbejdsforholdene for akademikerne. Man må altså spørge sig
selv om konflikten mellem AK-Samvirke og Akademikernes får efterdønninger for samarbejdet i AC,
hvor stort set samme interessekonflikt udspiller sig mellem sikre og ledende jurister, økonomer,
ingeniører og læger på den ene side og humanister og naturvidenskabsfolk på den anden side.
De privilegerede akademikere har indflydelsen
Indtil videre har forskellene i akademikernes arbejdsforhold ikke manifesteret sig i konflikter i
offentligheden. Selvom gymnasielærerne mod deres vilje fik ’trukket’ en overenskomst ned over
hovedet, som i store træk ligner den lærerne har fået, har eventuelle konflikter og diskussioner
organisationerne imellem ikke trukket overskrifter i aviserne. Andre usikre akademikergrupper har
heller ikke rørt på sig. En af årsagerne kan være at de usikre akademikere i høj grad er politisk
demobiliserede.
Akademikernes politiske interesse
Meget
Ret
interesseret interesseret
Ikke
interesseret
Total
Øvre salariat
46 %
48 %
6%
100 %
Salariat
36 %
56 %
8%
100 %
Organiseret
prekariat
28 %
48 %
24 %
100 %
Uorganiseret
prekariat
23 %
48 %
29 %
100 %
Alle
akademikere
35 %
53 %
12 %
100 %
Befolkningsgennemsnit
18 %
49 %
32 %
100 %
Ovenstående figur viser at de prekære akademikere er langt mindre interesserede i politik end deres
privilegerede kollegaer. Derudover er de faktisk mindre interesserede i politik end befolkningen som
helhed og mange er uden fagforening. Det kan gøre det sværere for DM at agere talerør for de usikre
akademikere frem over og sætte fokus på deres forhold.
Spørgsmålet er dog om ikke problemstillingen vil tage til i styrke i fremtiden og ligeledes ramme
andre akademikergrupper end dem der indtil nu er ramt. De næste årtier bliver akademikerne rigtig
mange. De sidste tyve år er antallet af akademikere fordoblet. En analyse fra Arbejderbevægelsens
Erhvervsråd anslår at akademikerne vil udgøre 15 procent af arbejdsstyrken i 2030. xxii Det er ikke
længere en gruppe vi kan kalde en elite. Det betyder også at akademikerne i højere grad udfører
arbejde som andre grupper ellers har foretaget. En undersøgelse fra Kraka peger på, at omkring
hver femte akademiker ufaglærte opgaver.xxiii
Brudflader som den der har været mellem magistrene og de øvrige AC-forbund over Akassemedlemskabet kan gentage sig, hvis ulighederne mellem akademikergrupper vokser de
kommende år. Et forbund som DJØF står lige for. Mange af de blødere uddannede samfundsfaglige
akademikere er yderst usikre og DJØF-dimittendledigheden er høj. Hvilke strategier kan forbundet
benytte for at holde på så ulige en medlemsskare? Vil det føre til nye alliancer og brudflader i ACfamilien? Noget kunne tyde på det.
xvii Actuelt oktober 2013: Ledighedsstatistik oktober 2013,
xviii http://bornakke.dk/ogtal.dk/images/Akademikerprekariatet.pdf
xix Analyse og Tal 2013: Akademikerprekaritat, Rapport, København: Analyse og Tal.
xx
Standing, Guy 2011: The Precariat, Bloomsbury: London
xxi http://www.ma-kasse.dk/pressemeddelelse-vi-har-brug-for-en-staerk-brancheorganisation-til-gavn-for-de-ledige/
xxii Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 2012: Arbejdsudbuddet blandt akademikere fremover, rapport, København:
Arbejderbevægelsens Ervhvervsråd.
xxiii Kraka 2012: Stadig flere akademikere er overuddannede til deres job, rapport, København: Kraka.
V i gå r f ra be ho v sst y rin g t il p ro f it st y ri ng m ed sa lget a f DON G
Af Søren Andersen
Med den fortsatte privatisering af DONG, gennem salg af aktier til Goldman Sachs, ATP og PFA,
realiserede SRSF-regeringen Anders Foghs vision fra 2004 om privatisering DONG. Hele forløbet har
været forsidestof gennem det meste af januar og grundigt dækket og analyseret i Kritisk Debat.
SF har trukket sig fra regeringen og er i eksistenskrise. Der er oprør både fra prominente
socialdemokrater og græsrødder. Kun Enhedslisten og Dansk Folkeparti sagde fra overfor salget.
Over 190.000 tilkendegav på nettet, at de var modstandere af salget.
Modstanden i befolkningen afspejlede sig dog ikke på Christiansborg. Corydon lod sig ikke rokke
og argumenterede med, at tilbuddet fra Goldman Sachs alt i alt var det bedste. Desuden, ifølge
Corydons udtalelser til Arbejderen, ville politikerne forbryde sig mod EU-retten, hvis de sagde nej til
Goldman Sachs og valgte at sælge DONG-aktierne til for eksempel pensionskasserne. Det er imod
"det EU-retlige ligebehandlingsprincip", hvor man kun må se på pris og ikke samfundsinteresser ved
et udbud.
Et demokratisk problem var og er, at hverken folketingsmedlemmerne eller borgerne kunne få lov
at se aftalen og det med småt. Først efter stort pres og offentlig kritik fik medlemmerne af
Finansudvalget mulighed for at se og læse aftalen hos finansministeren. Så meget for demokrati og
inddragelse i et spørgsmål om salg af vitale samfundsinteresser.
Hvori bestod modstanden?
Initiativtageren til underskriftsprotesten på nettet, Niels Christian Cederberg siger til Arbejderen, at
han ingen partipolitisk agenda har. Han er en bekymret borger der ikke mener, at et delsalg af
Danmarks største energiselskab skal ske til en kynisk investeringsbank. Derudover ønsker han at
skabe debat på et oplyst grundlag, i modsætning til den lukkede proces der har kendetegnet salget
til Goldman Sachs. Endvidere ønsker han en principiel debat, om hvad og til hvem vi sælger vores
fælleseje.
Modstanden på nettet blev kaldt ”pøbelvælde” af Berlingske. Det var dog ikke mere pøbelvælde, end
at en undersøgelse lavet for JP viste, at hele 63,4 % af danskerne mente, at DONG skulle bevares på
danske hænder og regeringen burde have droppet salget af en del af DONG til den amerikanske
investeringsbank Goldman Sachs.
En anden undersøgelse viste, at ingen af partierne i Folketinget havde et flertal af deres vælgere bag
salget til Goldman Sachs.
20 østjyske fagforeningsformænd rykkede også i marken for at markere modstand mod salget.
Formændene ønskede ikke at sælge til Goldman Sachs, der havde stor andel i den finansielle krise
der kostede danske arbejdspladser. Konstruktionen med at anbringe provenuet i skattely blev også
kritiseret.
Fremfor at komme med en klar melding om privatiseringen opfordrede formændene Folketinget til
at tage en diskussion af, om kommercielle interesser kan gå hånd i hånd med befolkningens og
samfundets behov for billig, sikker og miljørigtig energi.
Modstanden indeholder mange elementer og meget naturligt er det lettest at rette sin modstand
mod Goldman Sachs. De har et ry for kortsigtede investeringer, der giver store profitter. De har et
medansvar for finanskrisen. De benytter sig af skattely alt i mens den danske stat fører retssager
for at få dømt skattely ulovlige.
Modstanden er forståelig, men Goldman Sachs gør bare det de er bedst til, nemlig at skabe profit til
ejerne herunder nogle danske pensionskasser. Problemet er, at politikerne har haft et valg, men de
har truffet en beslutning uden en åben diskussion og inddragelse af Folketinget og befolkningen.
Modstanden indeholder også kravet om en oplyst demokratisk debat. Det gælder både Niels
Christian Cederholm og modstanderne i Folketinget. Denne debat kommer aldrig i gang. Regeringen
og Corydon dækker sig ind under EU-jura og ”samlet set det bedste tilbud” og så med vished om, at
de tavse borgerlige partier i Folketinget støtter og er glade for, at deres vision fra 2004 nu endelig
realiseres.
Udover Kritisk Debat er der stort ikke andre der rejser det principielle spørgsmål om privatisering
af centrale samfundsmæssige strukturer. De østjyske fagforeningsformænd nærmer sig emnet
gennem en opfordring til Folketinget om ”… at tage en diskussion af, om kommercielle interesser
kan gå hånd i hånd med befolkningens og samfundets behov for billig, sikker og miljørigtig energi.”
Konkluderende kan man sige, at det mest er forargelsen over Goldman Sachs og brugen af skattely
lande der driver modstanden.
Pensionskasserne som redningsplanke?
Da den folkelige og politiske modstand tog til i styrke, kom fagbevægelsen på banen.
Formanden for FTF og medlem af ATP bestyrelsen Bente Sorgenfrei rykkede i marken og udtalte, at
det handlede om vilje og der var vilje i pensionskasserne til at investere i DONG. Pensionskasserne
skulle bare inviteres på kaffe hos Corydon, så de kunne fremlægge deres forslag.
Bente Sorgenfreis melding blev fulgt op, ikke overraskende, af Dennis Kristensen næstformand i
Pensam, Anders Bondo Christensen formand for lærernes pensionskasse, Henning Pedersen
næstformand i pædagogernes pensionskasse og Grethe Christensen næstformand i
sygeplejerskernes pensionskasse med udtalelser om at skabe en ”dansk løsning”. Underforstået at
så ville der også blive betalt skat i Danmark.
Corydon var afvisende og mente ikke forslaget var seriøst.
Det viste sig hurtigt, at de fire fagforeningsformænd var i gang med et pinligt soloridt. De fremsatte
tilsagn stod for egen regning, det havde ikke været på bestyrelsernes bord i de respektive
pensionskasser. Hvad værre var der kom ikke en eneste refleksion over den privatisering,
pensionskasserne ville medvirke i.
Eller som Anders Bondo Christensen udtalte til Arbejderen, ”Når vi agerer som pensionskasser, så
er vi ikke politikere. Så varetager vi vore medlemmers interesser.”
Fagforeningsformændene skulle nok tage en diskussion med deres medlemmer, om det var i
medlemmernes interesse at medvirke til en delvis privatisering af DONG.
Hvad vil fagbevægelsen og medlemmerne med milliarderne i pensionskasserne?
De fire fagforeningsformænds pinlige stunt omkring salget til Goldman Sachs aktualiserer behovet
for en medlemsdebat om, hvad fagbevægelsen vil med de mange milliarder i pensionskasserne.
Lovgivningsmæssigt er kravet at sikre den bedst mulige forrentning samlet set. Fra medlemmernes
synspunkt er kravet naturligt nok alderspensioner der sikrer en god alderdom. Flere pensionskasser
har sat et mål om, at folkepension, ATP, arbejdsmarkedspension og privat opsparing skal udgøre
80 % af hidtidig løn.
En række pensionskasser har valgt at støtte den grønne dagsorden blandt andet gennem massive
investeringer i havmøller. De nyder bred støtte i medlemsskaren. Under den grønne dagsorden
gemmer sig også en diskussion af, om pensionskasserne skal investere i olie-, gas- og kulindustrien.
Det kan opfattes modsætningsfyldt, at pensionskasserne på den ene side investerer i vedvarendeog CO2 neutral energi og samtidig har penge i en CO2 forurenende industri.
Investering i velfærdsteknologi står lige for døren. Det er et ekspanderende marked både i ind- og
udland. Det er samtidig en arbejdskraft besparende teknologi og ønsker medlemmerne at støtte
denne udvikling?
Offentlig Privat Partnerskab (OPP) er en diskuteret mulighed i pensionskasserne. Organiseringen i
OPP retter sig hovedsagelig mod infrastrukturer som broer, tunneler, havmøller og institutioner i
bred forstand.
Udgangspunktet er ofte, at staten mangler finansieringsmuligheder og pensionskasserne har
investerings villig kapital, der på de rette betingelser kan komme i spil.
Nogle betragter OPP projekter som en form for privatisering. Denne vinkel er helt fraværende i
diskussionerne, hvor det er forrentning, sikkerhed og tidshorisont der er afgørende. Kapital er ikke
et problem.
Hvad ønsker medlemmerne, hvis det er privatiserings vinklen der anlægges?
F R A L ØN TI L VE L FÆ R D – PE R S PE KTI V E R FOR OK -2 01 4 1
Af Christian Lyhne Ibsen og Søren Kaj Andersen
OK-2014 for de knapt 600.000 privatansatte på LO/DA-området er i gang. Den 9. februar blev DI
og CO-industri enige om en ny 3-årig overenskomst, som lægger linjerne for de øvrige områder.
Denne gang er der udsigt til mindre smalhals, men for ca. 80-85 procents vedkommende er
overenskomstforhandlingerne i nogen grad uinteressante mht. den udbetalte løn. Denne artikel
analyserer OK-2014 med fokus på forholdet mellem decentralisering af løn, reformer af
velfærdsstaten og overenskomstsystemet.
Fra løn til velfærd
Der er tegn på bedring i økonomien op til OK-2014, hvilket presser forventningerne op hos
lønmodtagerne efter to runder med smalle forlig. Men løn aftales i høj grad ude på virksomhederne,
så det er fejlagtigt at tro, at forhandlerne nu skal sikre kæmpe reallønsstigninger. Forliget, som
forhandlerne i de toneangivende industriforhandlinger indgik søndag d. 9. februar, gentager den
dynamik i overenskomstforhandlingerne, som gradvist er kommet til at præge aftalemodellen siden
start-90’erne. Decentralisering af løn og arbejdstid har gjort disse emner mindre betydningsfulde
og har veget pladsen til udbygning af goder, som tidligere var velfærdsstatens domæne. Denne
udvikling har været mulig pga. aftalemodellens generelt høje dækning og store kapacitet til at
koordinere på tværs af sektorer, brancher og arbejdspladser. Man får simpelthen løst nogle
samfundsøkonomiske udfordringer, fordi parterne kan blive enige herom, og fordi der er en
organisatorisk kapacitet til at gøre det.
Omvendt giver udviklingen i overenskomsterne også problemer mht. dækningen af
overenskomsterne og holdbarheden i aftalesystemet, når medlemmerne svigter de
overenskomstbærende organisationer. Disse problemer er endnu ikke akutte for udbredelsen af
goderne, men de kan blive det, hvis tendenserne på arbejdsmarkedet fortsætter.
OK2014 – det er blevet lidt bedre
Industriforliget giver moderate – men dog lidt bedre – stigninger på mindstebetalingssatserne.
Således stiger satsen med i alt 4,95 kr. over tre år, hvilket svarer til 4,55 procent. Derudover kommer
en stigning på én procent i den såkaldte fritvalgskonto, som kan bruges til enten ekstra pension,
betalt ferie eller løn. Endelig er der mere uddannelse og barsel i forliget. Bare det, at CO-industri
accepterer en treårig periode, er tegn på, at der er kommet mere til lønmodtagerne.
Til forskel fra de to foregående overenskomstrunder (OK) i 2010 og 2012 aner man således
optimisme hos parterne. I sin økonomiske redegørelse fra august 2013 fremlagde regeringen et
forsigtigt bud på bedre økonomiske tider i Danmark (Økonomi og Indenrigsministeriet 2013). BNP
skønnes at vokse med beskedne 0,2 % i år, men med 1,6 % i 2014. Dette giver håb om tilstrækkelig
vækst til at fremme beskæftigelsen og bringe ledigheden ned. Således ventes bruttoledigheden at
falde med 14.000 fuldtidspersoner i 2014 sammenlignet med 2012. I 2014 skønnes den
gennemsnitlige bruttoledighed således at være på 148.000 personer. Arbejdsløsheden vil derfor
Dele af denne analyse er tidligere publiceret i FAOS-forskningsnotat 137, ”Forligsmuligheder på den smalle
sti ud af krisen” af Søren Kaj Andersen og Christian Lyhne Ibsen.
1
falde til lidt over 5 %. En del af dette moderate opsving skyldes en større forbrugertillid og dermed
øget privat forbrug, men også bedre tider i udlandet kan drive eksporten fremad. Omvendt er
niveauet for erhvervsinvesteringer lavt – ifølge DI på det laveste niveau i 20 år. Dette er problematisk
for produktiviteten.
De overordnede ledighedstal dækker over betydelige forskelle på tværs af fag og brancher. Metals
a-kasse melder om en ledighed mellem sine medlemmer på 4,5 % i september 2013. HK’s
medlemmer havde en ledighed på 5,7 % i september 2013. For 3Fs medlemmer er ledigheden
derimod på 7,7 % i juli 2013, hvilket dog er et fald siden 2012, hvor ledigheden var godt over 10 %
i samme periode. Derudover er antallet af langtidsledige i 3F reduceret med ca. en fjerdedel. Som
forventet er de ufaglærte hårdest ramt.
Derudover skønner Dansk Metal, at der vil komme omkring 25.000 flere jobs i industrien frem i mod
2020. Dette vil omvendt lægge pres på for at forøge antallet af industriarbejdere, men her vel at
mærke primært faglærte. I alt skønnes det, at der vil komme til at mangle 30.000 faglærte arbejdere
i 2020. Det har fået 3F, Dansk Metal, HK og DI til at gå sammen om kampagnen ”Hands-on”, der skal
få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse fremfor en gymnasial uddannelse. Samtidig er der
kommet pres på virksomhederne om at tage flere lærlinge ind.
Lønkonkurrenceevnen
Ligesom op til OK2012 er konkurrenceevnen over for udlandet i fokus. Særligt ser
lønkonkurrenceevnen – målt ved forskellen i stigningen i enhedslønomkostningerne i
fremstillingsvirksomheder og korrigeret for udviklingen i den effektive kronekurs – problematisk ud
med en forværring i perioden 1997-2012 overfor udlandet på knap 3/4 procentpoint i gennemsnit
om året.
Samtidig ser det ud til, at de fleksible lønsystemer (mindste- og minimallønsbetaling), der findes på
ca. 85 % af DA-området har været effektive til at ændre lønstigningstakten. I 2012 er
lønkonkurrenceevnen forbedret med 9,5 %, siden det stod værst til tilbage i 2008, da Danmark var
ca. 25 % dårligere. Lønkonkurrenceevnen er således nu på niveau med 2003. Det betyder, at
lønkonkurrenceevnen i Danmark er ca. 15 % dårligere end i udlandet i 2012. Ser man på
lønomkostninger pr. time i perioden 1997-2012 har vi i Danmark haft gennemsnitlige stigninger på
3,8 % i mod udlandets 3,1 % i fremstillingsvirksomheder. I 2011 var udlandets stigningstakt højere
end i Danmark, hvorimod den var stort set ens i 2012. I begyndelsen af 2013 har Danmark ligget
3/4 procent point under udlandet igen. I 2012 og de to første kvartaler i 2013 har stigningerne i
timefortjenesten for de serviceprægede erhverv ligget konsekvent over bygge- og anlæg samt
fremstillingsvirksomheder. I andet kvartal i 2013 har stigningerne i fremstillingsvirksomhederne
ligget på 1,5 %, hvorimod service samt bygge- og anlæg har ligget på 1,9 %. Hermed er stigningen
for bygge- og anlæg øget fra et meget lavt niveau på 1,025 % i 2012. Tallene tyder altså på en
gradvis genopretning af lønkonkurrenceevnen i Danmark, men også at der stadig består en del at
hente (Statistikudvalget 2013).
F IGUR 1: U DVIKLINGEN I LØNKONKURRENCEEVNE (AKKUMULERET ) SIDEN 2000 (MÅLT VED RELATIVE
ENHEDSLØNOMKOSTNINGER I FREMSTILLINGSVIRKSOMHED )
Anm.: Udviklingen i lønkonkurrenceevnen er målt ved de relative enhedslønomkostninger i
fremstillingsvirksomhed mellem Danmark og udlandet korrigeret for den effektive kronekurs.
Enhedslønomkostningerne beregnes som forholdet mellem lønsum og real bruttoværditilvækst.
Kilde: Taget fra Statistikudvalgets statusrapport, 3. kvartal 2013. Baseret på OECD, Eurostat,
Danmarks Statistik, Reuters EcoWin og egne beregninger.
Diskussionen om konkurrenceevne hænger nøje sammen med produktivitetsudviklingen i Danmark.
Produktivitetskommissionens beregninger fortæller en historie om lav produktivitetstilvækst i de
indenlandske private serviceerhverv fra midten af 1990’erne og en gradvis afkobling af forholdet
mellem lønstigninger og produktivitetsstigninger. Dette ser man også inden for
fremstillingsindustrien, men først i anden halvdel af 2000’erne og i mindre udstrækning. Dette
betyder, at de indenlandske private serviceerhverv er blevet ”for dyre”. Dette kan ydermere have en
afsmittende effekt på omkostningsniveauet i de konkurrenceudsatte erhverv. Dette forhold sætter
interesserne på tværs af brancherne i potentiel modstrid, hvilket kan føre til splittelse særligt i
fagbevægelsen om, hvordan lønudviklingen skal være i henholdsvis eksportindustrien og de
indenlandske erhverv.
Omvendt lyder det fra en del fagforbund – særligt HK og 3F som repræsenterer lavlønsgrupper – at
lønmodtagerne har udvist stor ansvarlighed i OK2010 og OK2012 med løntilbageholdenhed. Derfor
er det nu tid til at lægge relativt mere på lønsatserne i en situation, hvor økonomien måske så småt
vender. På mindstebetalings- og minimallønsområderne giver satser en afsmittende effekt på
tillæggene, men ellers er der begrænsede muligheder for centrale lønstigninger. Det er de ”faktiske
forhold i jernindustrien”, forstået som fornyelsen af Industriens Overenskomst, der sætter niveauet
for den økonomiske ramme, men der ligger som nævnt spændinger mellem forventninger og
faktiske økonomiske forhold, der skaber særlige udfordringer i forhold til lavlønsområder som
butiksoverenskomsten og Horesta-overenskomsten. Og som altid bliver forliget på
normallønsområdet vanskeliggjort af, at man her reelt forhandler den udbetalte løn. Traditionelt
forhandler normallønsområdet lønstigninger, der tager hensyn til manglende lokale lønstigninger –
dvs. den økonomiske ramme i industriforliget plus en lønstigning, der gennemsnitligt svarer til de
lokale lønstigninger på mindstebetalings- og minimallønsområderne. Denne koordination på tværs
af områderne har historisk været kilde til konflikter – både imellem parterne og internt i
fagbevægelsen – men det hører med til historien, at både ved OK2010 og OK2012 kom forligene på
normallønsområdet i hus.
Tryghed via Uddannelse
Industriforliget indeholder mere uddannelse til lønmodtagerne, som har fået en ekstra uges
selvvalgt uddannelse under opsigelsesperioden. Derudover får man ret til to timers samtale med
fagforeningen/a-kassen til at lægge en plan for uddannelse i forhold til at få et nyt job. Strategien
om mere uddannelse til medlemmerne blev for alvor etableret i starten af 2000’erne. Som med andre
temaer har uddannelse dermed øget bredden i overenskomsterne og er blevet et vigtigt tema for
medlemmerne. Retten til to ugers selvvalgt uddannelse på LO/DA-området kom i hus med
kompetenceudviklingsfondene i OK2007. Kompensationsgraden under uddannelse varierer fra
område til område fra 85 % til 100 % af lønnen. Sidenhen er ordningerne administrativt gjort mere
smidige for at øge brugen af midlerne, og i OK2012 blev det gjort muligt at opspare ret til seks
ugers uddannelse hen over tre år.
Uddannelsesmidlerne bliver brugt i stor stil, og spørgsmålet er, om der skal flere penge ind i
systemerne. Ifølge CO-industri blev der i april i år sendt næsten fem gange så mange ansøgninger
om støtte til Industriens Kompetence- og Udviklingsfond (IKUF) som i samme måned året før. Der er
dog stadig væsentlige brancheforskelle i uddannelsesønsker, og spørgsmålet er, om der i fremtiden
kan findes fælles fodslag om udbygning af ordningerne, eller om hver branche finder egne løsninger.
I OK2012 var der snak om muligheden for at forpligte virksomhederne til at lave uddannelsesplaner
og få sat flere ansatte i uddannelse – denne ide kan muligvis blive gentaget. For nogle virksomheder
er fondene en afgivelse af magt over uddannelse, hvorimod andre virksomheder får løftet
uddannelse på en måde, som ikke ville være muligt med selvstændige ordninger. Fagforeningerne
har traditionelt foretrukket fonde, idet de sikrer kollektive rettigheder, så man ikke risikerer, at
nogle lønmodtagere ikke kommer på kurser.
Den ekstra uges uddannelse under opsigelsesperioden er designet til at understøtte det mobile
danske arbejdsmarked med mange jobskifte. I forlængelse heraf har man i fagforeningskredse talt
om brancheanciennitet som en mulighed – men dette blev det altså ikke til. Uddannelsestemaet
relaterer sig til beskæftigelsespolitikken. I OK2012 blev der givet mulighed for at tage kurser under
arbejdsfordeling. Dette blev gjort for at forbedre beskæftigelsesmulighederne for lønmodtagere
med jobs i farezonen. Baggrunden er, at regeringen og Enhedslisten besluttede, at de ledige ikke
kunne bruge denne ret i de første fire måneders ledighed. Hermed kan de overenskomstmæssige
rettigheder bruges til at kompensere for en lovmæssig ændring.
Aftalemodellen lapper huller i velfærden
Arbejdsmarkedets parter er – med lejlighedsvise undtagelser – tilhængere af autonomi fra
politikerne – i særdeleshed, når det gælder overenskomstforhandlinger. Ikke desto mindre er
overenskomstforhandlingerne ofte præget af politiske reformer. Faktisk ville det være en
bemærkelsesværdig undtagelse, hvis en overenskomstrunde ikke relaterede sig til den politiske
dagsorden og forestående reformer. På grund af overenskomstdækningens relativt store udbredelse
er det naturligt, at arbejdsmarkedets parter tager samfundsøkonomiske og politiske emner op. Ikke
desto mindre er sammenvævningen mellem politisk regulering og partsregulering blevet mere og
mere udpræget i takt med overenskomsternes større emnebredde. Det er lang tid siden bare løn og
arbejdstid var på forhandlingsbordet.
Arbejdsmarkedspensionernes indtog i overenskomsterne i slut-80’erne og start-90’erne indvarslede
således en ny forhandlingsdagsorden for branchevise forhandlinger. Drivkræfterne bag parternes
bredere forhandlingsdagsorden og den tættere sammenvævning mellem politisk regulering og
partsregulering er flere. Arbejdsmarkedets parter har et behov for at udvikle den centrale
forhandlingsdagsorden i takt med, at traditionelle forhandlingsspørgsmål om bl.a. løn og
tilrettelæggelsen af arbejdstiden lægges ud til forhandling på virksomhederne. Yderligere giver det
prestige og indflydelse til organisationerne, hvis man også er i stand til at forhandle sig frem til
aftaler om velfærdsspørgsmålene. Det styrker med andre ord både organisationerne og
aftalesystemets legitimitet. Modsat har det politiske system på sin side et finansieringsbehov. Det
har været og vil i høj grad forsat være et spørgsmål i de kommende årtier, hvordan staten får
finansieret velfærdsudgifterne. Set fra statens side er der således stærke økonomiske argumenter
for at inddrage arbejdsmarkedets parter i politikudviklingen.
På den ene side betyder parternes selvbestemmelse, at de bestemmer, hvad der skal forhandles om.
På den anden side tegner der sig en udvikling, hvor vi nok endnu ikke har set enden på hvilke
spørgsmål, der kan blive del af forhandlingsdagsordenen. På denne måde bliver arbejdsmarkedets
parter centrale aktører ikke kun i arbejdsmarkedsreguleringen, men også bredt i
velfærdsreguleringen.
Det
øger
behovet
for
også
at
afstemme
og
koordinere
forhandlingsdagsordenen med, hvad der i øvrigt sker i det politiske landskab. Eller man kan
formulere det omvendt: Det kan blive en stadig mere afgørende del af arbejdsgiver- og
lønmodtagerorganisationers virke at præge den generelle politiske debat med henblik på at sikre,
at parterne kan styre, hvad der skal bringes ind på de kollektive forhandlingers dagsorden. Med
andre ord handler det om at undgå blot at blive reaktive i forhold til den bredere politiske dagsorden.
Dækningsproblemet
Overtagelsen af velfærdstemaer såsom pension, uddannelse og barsel i overenskomsterne er ikke
uden problemer. Om end overenskomstdækningen i Danmark er høj, er den ikke fuldstændig og ca.
20-25 procent af arbejdsmarkedet er ikke dækket (DA 2013). Det vil altså sige, at vi har en outsidergruppe, som ikke får den supplerende arbejdsmarkedspension, ikke har ret til selvvalgt uddannelse,
ret til barsel, barns 1. sygedag osv. I andre lande, hvor overenskomster bliver almengjorte via
lovgivning til ikke-dækkede virksomheder, ville denne problematik være løst, men denne løsning er
ikke acceptabel for parterne, som kærer om selvreguleringsprincippet. I princippet skal en
overenskomstrelation bygge på en frivillig aftale, som i øvrigt bliver håndhævet af selvstændige
parter. Dette betyder, at overenskomstdækning i Danmark grundlæggende handler om organisering
af lønmodtagere og arbejdsgivere og den ’økonomiske kamp’ på arbejdsmarkedet for at få
modparten til at acceptere overenskomsten.
Omvendt forholder det sig med universelle velfærdsgoder, der tilfalder alle. Den tilbagevendende
diskussion om brugerbetaling samt indkomstregulering af kerne goder i velfærdsstaten er endnu
ikke slået nævneværdigt igennem, hvorfor man stadig kan tale om den universelle velfærdsstat i
Danmark. Dette er til forskel fra eksempelvis Tyskland, hvor velfærdsgoder er knyttet til
socialforsikringsordninger fra arbejdsmarkedet via arbejdsgivere. Med velfærdsgodernes indtog i
overenskomsterne kan man spørge, om vi bevæger os i en retning af den tyske velfærdsmodel?
Holdbarhedsproblemet
En anden problemstilling – udover dækningen – er holdbarheden i aftalesystemet. Universelle
velfærdsgoder er finansieret igennem skatten, som alle betaler, og som i øvrigt er en solidarisk
finansieringsmodel pga. det progressive skattesystem. Omvendt er det muligt ikke at betale til
overenskomstsystemet. Skat betaler alle, men færre og færre betaler kontingent til fagforeningerne
og dermed opretholdelsen af overenskomstsystemet.
Som bekendt har de overenskomstbærende fagforeninger inden for LO-fagbevægelsen lidt under
faldende medlemstilslutning2. Uorganiserede og medlemmer af gule organisationer er typisk dækket
af overenskomstens goder, men betaler altså ikke til den overenskomstbærende organisation,
hvorfor man kan tale om et gratist-problem i den danske model. For at styrke den danske model har
LO-fagbevægelsen derfor set på måder, der vil gøre det mere fordelagtigt at være medlem i
overenskomstbærende fagforeninger. Som nævnt fik LO ikke opfyldt ønsket om forhøjelse af
fagforeningsfradraget i finanslovsaftalen mellem regeringen, V og K. Dette kan give næring til krav
om andre løsninger på gratist-problemet.
F IGUR 2: ORGANISATIONSGRADER 1985-2013
85
80
75
70
Organisationsgrad
65
60
Eksklusiv
alternative
55
50
45
40
1985 1990 1995 2000 2005 2010 2013
Kilde: Ibsen et al. 2013
Den tidligere strategi om eksklusive rettigheder til LO-fagforeningernes medlemmer blev skudt ned
af arbejdsgiverne (og en del fagforeninger) i OK2007 og OK 2010 med henvisning til
områdeprincippet i overenskomsterne, der betyder, at alle på (branche)området dækkes af
overenskomsten. Der skal ikke gøres forskel på organiserede og uorganiserede. En anden strategi,
som diskuteres, er arbejdsgiverfinansiering af aktiviteter inden for den danske model, som
fagforeninger i øjeblikket dækker via medlemskontingentet. Dette kan være udgifter til drift og
administration af uddannelser, som arbejdsgivere og fagforeninger bruger til at opretholde
overenskomstsystemet. Hvis disse udgifter dækkes via et arbejdsgivertillæg per præsteret
2
Siden 1995 har LO-fagbevægelsen mistet ca. 336.000 medlemmer. En del af tilbagegangen skyldes
forandringer i erhvervsstrukturen. Dette forhold er ikke til at komme udenom. En del skyldes dog også
fremgang hos de alternative/gule fagforeninger såsom Krifa og Det Faglige Hus, der i 2013 udgør ca.
229.000 medlemmer i 2013 (Ibsen et al. 2013).
arbejdstime for alle medarbejdere, fritages fagforeningerne for at dække via kontingent og kan
derved blive mere konkurrencedygtige i forhold til de gule.
Med industriforliget er der ikke tegn på, at denne problemstilling håndteres. Omvendt varsler
forliget bedre tider på det danske arbejdsmarked. OK 2014 bliver i sidste ende afgjort i
urafstemningen om et muligt mæglingsforslag, hvori alle områder dækkes. Spørgsmålet bliver
derfor – som altid – om der er nok i forslaget til at overbevise lønmodtagerne.
Litteratur
DA 2013: Arbejdsmarkedsrapport 2012. København: Dansk Arbejdsgiverforening
Ibsen, C.L., Due, J., Madsen, J.S. (2013). Stigning i organisationsgraden for andet år i træk.
København: FAOS
Statistikudvalget (2013).
Finansministeriet
Statistikudvalgets
statusrapport
–
3.
kvartal
2013.
København:
Økonomi og Indenrigsministeriet (2013): Økonomisk Redegørelsen – August 2013: København:
Økonomi og Indenrigsministeriet
De o f fe nt lig e o v e re n sk o m st fo rha n d lin g er 20 1 5 – t ilba geb li k , fo rv e nt n in ge r t il
a rbe jd sg iv e rn e o g lø n mo dt a ge rst ra t egier 1
Af Mikkel Mailand
2013 overenskomstfornyelsen i det offentlige vil gå over i historien som en af de mest udsædvanlige.
Konflikterne opstod omkring den afvikling af arbejdstidsregler på undervisningsområdet, som
arbejdsgiverne havde gjort til hovedkrav. Mens gymnasielærerne i GL indgik forlig herom, endte det
på folkeskoleområdet som bekendt i konflikt og med regeringsindgreb. Så hvad kan der fremover
forventes af arbejdsgiverne under OK15, og hvordan kan fagbevægelsen ruste sig bedre?
Alle
overenskomstfornyelser
er
særlige,
men
overenskomstfornyelsen
på
det
offentlige
arbejdsmarked i 2013 (OK13) vil alligevel gå over i historien som en af de mest udsædvanlige. Det
gik ellers rimeligt fredeligt for sig mht. de generelle forhandlinger, hvor det er CFU (på det statslige
område), KTO (på det kommunale område) og Sundhedskartellet (på det regionale område), der
samler en lang række fagforbund og er de toneangivende forhandlingsfællesskaber på
lønmodtagersiden. I 2013 blev det igen på alle tre hovedområder til meget begrænsede
lønstigninger og kun få øvrige forandringer. Og som i 2011 endte listen over parternes afviste krav
med at være mere iøjnefaldende end resultaterne. For blot at nævne et par eksempler kom de
statslige arbejdsgivere ikke igennem med deres ønsker om at afvikle reguleringsordningen eller
ændre vilkår for tjenestemænd. Og de kommunale arbejdsgivere måtte opgive ønsker om at
reducere
antallet
af
ansatte
med
tillidsrepræsentantbeskyttelse,
ændre
i
de
generelle
arbejdstidsregler og begrænse ordningen med seniordagene. På lønmodtagersiden blev bl.a. krav
om mere barselsorlov til fædre, forbedrede vilkår for tillidsrepræsentanter og tryghed ud over
tryghedspuljen fejet af bordet.
Organisationsforhandlingerne under OK13 – dem, hvor Finansministeriet, KL og Danske Regioner
forhandler med de enkelte forbund individuelt – fik i modsætning til de generelle forhandlinger en
del opmærksomhed. Konflikterne opstod omkring undervisningsområderne på det statslige område
(gymnasier, erhvervsskoler, SOSU-skoler, frie grundskoler, etc.) og på det kommunale område
(folkeskolen) med hensyn til den afvikling af områdernes arbejdstidsregler, som de offentlige
arbejdsgivere som beskrevet ovenfor havde gjort til hovedkrav. Mens AC med Gymnasieskolernes
Lærerforening (GL) indgik forlig herom med Finansministeriet og fik en økonomisk kompensation
for det i form af lønstigninger, viste forlig sig ikke muligt
på det øvrige statslige
undervisningsområde og på folkeskoleområdet. Som konsekvens blev der udsendt lockoutvarsel på
de to områder. Det videre forløb henlagdes derfor til Forligsinstitutionen. Forligsmanden opgav efter
1
Artiklen her bygger primært på to af mine tidligere publikationer, nemlig forskningsnotatet ’Arbejdsgivernes politik og
adfærd, lønmodtagernes allicancer og organisationsformer’, FAOS forskningsnotat nr. 135, og analysen i Politiken
’Smalle forlig fører ingen vegne’ fra den 18. marts 2013. Begge kan downloades fra FAOS hjemmeside.
http://faos.ku.dk/
to uger at forlige parterne. Da forligsmanden valgte ikke at udsætte konflikten, blev lockouten en
realitet. Efter forskellige aktørers mislykkede forsøg på at få parterne tilbage til forhandlingsbordet
eller suspendere konflikten greb Folketinget ind, da konflikten havde løbet i 3 1/2 uge. Lovindgrebet
fulgte i store træk arbejdsgivernes formål med denne ’frigørelseskonflikt’, men der var begrænset
kompensation til lønmodtagerne, bl.a. i form af løntillæg, hvis værdi dog var mindre end den GL
havde forhandlet sig frem til.
I mellemtiden havde GLs forhandlingsresultat været til afstemning, og 85 procent af medlemmerne
havde stemt nej, hvilket dog ikke fik praktisk betydning, da GL stemte sammen med de andre ACorganisationer, der alle stemte ja. Dette afstemningsresultat står i kontrast til den opbakning fra
medlemmerne og på en stor tillidsrepræsentantsamling, som Danmarks Lærerforenings ledelse
oplevede
i
forløbet.
Der
kom
også
nogen
opbakning
fra
enkelte
af
KTO’s
øvrige
medlemsorganisationer, der ellers oprindeligt havde lagt op til, at lærerne skulle klare deres forløb
helt selv. Særligt FOA gav Danmarks Lærerforening opbakning, men kunne ikke få de øvrige KTOorganisationer med på en plan om sympatikonflikt. Det blev dog til en fælles udsættelse af
underskriften på KTO-forliget, demonstrationer og ytringer i medierne om disrespekt for den danske
model. Denne interne og (begrænsede) eksterne opbakning kan sammen med den hårde modstand
fra KL være med til at forklare, at Danmarks Lærerforening ikke ’lagde sig ned’ noget før, som mange
forhandlere havde forventet, at de ville.
Danmarks Lærerforening (og FOA) høstede ikke roser for deres ageren alle steder i fagbevægelsen.
Dansk Metalarbejderforbund undsagde snakken om ’brud på den danske model’, og gav udtryk for
at forløbet havde været ’den danske model classic’. Hvad enten denne eller anden part havde ret,
lagde episoden til det generelle indtryk af en svag og splittet fagbevægelse, der hverken formåede
at udfordre modparten, imødekomme den eller internt at blive enige.
Forventninger til OK15
På baggrund af disse mere end normalt usædvanlige forhandlinger, hvad kan der så forventes af
OK15? Her vil jeg fokusere på forventningerne til arbejdsgiverne, da man kan formode, at de igen
bliver toneangivende. Der er dog ikke meget, der på nuværende tidspunkt kan siges, når det kommer
til forventninger til arbejdsgivernes generelle mål og proces, udover det nærmest selvindlysende, at
arbejdsgiverne fortsat vil forsøge at effektivisere. Men overenskomsterne har fået en mere central
rolle i indfrielsen af effektiviseringsmålene end tidligere, og dette kan i sig selv være et incitament
til, at arbejdsgiverne står mere fast på overenskomstkrav. Det vil desuden igen være arbejdsgiverne,
der i udgangspunktet står klart stærkest, hvilket kan tilskynde dem til at formulere
dristige/kontroversielle krav, stå fast på krav og evt. også at gå i konflikt for dem. Disse forhold
øger sandsynligheden for en gentagelse af forløbet fra OK13 i en eller anden variant.
Men der er også en række forhold, der taler imod: For det første, at der indtil videre ikke er klare
tegn på, at andre områder vil blive prioriteret lige så højt, som undervisningsområderne blev det
ved OK13. For det andet, at der er en pris, der skal betales for lockout og regeringsindgreb. Noget
af den pris, KL betaler, er en lærerforening, der ikke ønsker at samarbejde og hjælpe med
reformimplementering. Spørgsmålet er, hvor mange faglige organisationer, de offentlige
arbejdsgivere ønsker at skabe sådanne relationer til. For det tredje vil en gentagelse af en konflikt,
der ender med et politisk indgreb, betyde, at kritikken af ikke at handle i overensstemmelse med
den danske model vil vende tilbage og sandsynligvis gøre det med større styrke end i forbindelse
med OK13. Og for det fjerde skal der være Folketingsvalg senest i efterår 2015. Valget kan komme
til at ligge få måneder efter afslutningen på OK15, hvilket kan have en ’disciplinerende’ effekt på
arbejdsgiversiden.
Det er også vanskeligt på nuværende tidspunkt at sige meget om, hvilke mere specifikke emner de
offentlige arbejdsgivere kunne rejse krav omkring ved de kommende forhandlinger. Men flere af
lønmodtagerorganisationerne har lagt mærke til, at arbejdsgiverne efter afslutningen af OK13 har
nævnt særligt to emner. Det ene er den betalte frokostpause. Frokostpausen er som udgangspunkt
betalt i det offentlige, mens det sjældent er tilfældet i det private. Den betalte frokostpause, og den
pekuniære værdi heraf, blev allerede drøftet i forbindelse med Lønkommissionen, der udgav sin
rapport i maj 2010. Så emnet er ikke helt nyt. Der er dog mange facetter af spørgsmålet om den
betalte frokostpause, og i nogle fag og dele af sektorer er personalet klar til at træde til ved akut
behov i frokostpausen, så arbejdsgiverinteressen i den betalte pause er ikke helt fraværende.
Endvidere kan en generel afskaffelse blive dyr for arbejdsgiverne i form af kompensationer.
Det andet emne er arbejdstid på det såkaldte døgnområde, som først og fremmest dækker
hospitalerne og det kommunale plejeområde. Til forskel fra undervisningsområdet, hvor det primært
var et mindre antal små og mellemstore lønmodtagerorganisationer (Danmarks Lærerforening, GL
og Uddannelsesforbundet), der blev berørt, vil en generel adressering af arbejdstidsspørgsmålet på
døgnområdet potentielt kunne komme til at berøre en lang række organisationer tilknyttet
Sundhedskartellet og KTO, herunder store organisationer som FOA. Det kan påvirke de offentlige
arbejdsgiveres lyst til at indgå i en konflikt omkring dette emne, hvis det skulle komme så vidt at
en sådan kunne komme på tale. Som ved OK11, der startede kort tid efter Lønkommissionen udgav
sin hovedrapport, kan emner og krav under forhandlinger også under OK15 blive påvirket af et
kommissionsarbejde. Produktivitetskommissionens hovedrapport er i skrivende stund endnu ikke
færdig, men kommissionens ’Analyserapport 3: Styring, ledelse og motivation i den offentlige
sektor’ indeholder en serie af anbefalinger, der godt kan spille ind på OK15. Det drejers sig ikke
mindst om anbefalingerne om mere rammeprægede overenskomster, mere decentraliserede
arbejdstidsforhandlinger, mere tillid til medarbejderne, mere medindflydelse i forhold til, hvilke mål
den enkelte offentlige institution skal arbejde efter, mere præstations- og kompetenceafhængig løn
(herunder bedre muligheder for individuelle lønforhandlinger), samt mere strategisk og lokal
anvendelse af ressourcerne afsat til opkvalificering. Her er argumenter og anbefalinger både til Aog B-siden. Men det er op til parterne selv at bringe dem i anvendelse under forhandlingerne.
Derudover er det værd at overveje, om nogle af de krav, som de offentlige arbejdsgivere rejste ved
OK13, og som de ikke kom igennem med, vil dukke op igen. Det helt store spørgsmål er her om
kravet om en afskaffelse af reguleringsordningen, der kun blev rejst på det statslige område (men
som også ville have fået konsekvenser for det kommunale og det regionale område). Her er igen
blandede forventninger blandt lønmodtagerorganisationerne og ikke meget at holde sig til. Det
forventes mere entydigt, at tjenestemandskravene fra OK13 på det statslige område ikke bliver rejst
igen.
Blandt de krav og emner, der kan dukke op igen i en mere markant form er medbestemmelsesområdet. Parellelet med arbejdstidsspørgsmålet på undervisningsområdet har KL ved flere
overenskomstrunder (dog færre i MED-tilfældet end i tilfældet med undervisningsområdets
arbejdstid) lavet aftaler med modparten, som har trukket i den retning, de gerne ville (mere
fleksibilitet og mere lokalt råderum), men hvor arbejdsgiverne har oplevet, at man kun har taget
små skridt i den rigtige retning. På den baggrund er der lønmodtagerrepræsentanter, der ser MEDområdet som et emne, hvor der kan blive præsenteret markante krav ved næste OK-runde. Ved OK13
var et andet krav fra KL en reduktion i antallet af ansatte med TR-beskyttelse. Det blev afvist, hvilket
i sig selv kunne være et incitament for de kommunale arbejdsgivere til at prøve igen. Men omvendt
var modstanden så kraftig, at de derfor måske afholder sig fra det. Kravet om en ændring i aftalen
om seniordagene, der efter KLs mening er for dyr for kommunerne, kan også godt tænkes at komme
igen.
Fagbevægelsen indenfor den offentlige sektor –
strukturer og strategier 2015 og på længere sigt
At det er arbejdsgiverne, der er den toneangivende part ved de offentlige overenskomstforhandlinger i disse år, har fået fagbevægelsen til at spørge sig selv, hvad den kan gøre som
modtræk, og om man er organiseret på den rigtige måde. Her vil jeg diskutere fem mulige
perspektiver for ændringer i strukturer og strategier.
1. En vej at gå, er at tage udgangspunkt i den gradvist øgede koordinering på arbejdsgiversiden og
imødegå den med lønmodtagerkoordinering på tværs af forhandlingsfællesskaber. Der har altid
været en koordinering mellem de offentlige arbejdsgivere, men koordineringen er øget over de
senere overenskomstrunder, og er gået fra mest at omhandle den økonomiske ramme for
forhandlingerne til i stigende grad også at dreje sig om processer og resultater. Samtidig er
hierarkiet blevet stadigt tydeligere, idet finansministeriets styrende rolle nu er mere markant end
nogensinde. Denne øgede koordinering betyder dels en styrkelse af arbejdsgiversiden, og dels at
de kommunale og regionale forhandlere har svært ved at afvige fra det statslige forlig og endvidere
må vente på, at de statslige forhandlere får forhandlet færdig.
Et modsvar på denne udvikling kunne være, at der skabtes en stærkere koordinering mellem de
statslige, kommunale og regionale lønmodtagerfællesskaber. Der har da også længe fundet en både
formel og uformel koordinering sted, bl.a. i form af møder mellem formænd og sekretariatschefer
og det store personsammenfald, der er i CFUs og KTOs ledelse. Men koordineringen kunne potentielt
udbygges og måske endda ende med deciderede fælles forhandlinger. Lidt afhængig af hvor
omfattende denne koordinering tænkes, forekommer dette perspektiv realistisk, også på kort sigt.
2.
En
anden
vej
at
gå
er
mere
radikalt
at
foretage
ændringer
i
de
eksisterende
forhandlingsfællesskabers - CFU, KTO og Sundhedskartellets - strukturer og medlemskaber.
Formålet hermed kunne dels være at skabe stærkere organisationer, dels at skabe nogle mere
velfungerende
fællesskaber,
hvor
lønmodtagerorganisationer,
der
arbejder
på
samme
delarbejdsmarked, i højere grad var samlet. De nuværende forhandlingsfællesskaber kan i den
forbindelse siges at have den svaghed, at en række organisationer på sundhedsområdet er
organiseret i et særskilt forhandlingsfællesskab adskilt fra KTO, og at FOA også har valgt at
forhandle selv på det regionale område. Det adskiller personale, der har dagligt arbejdsfællesskab,
og komplicerer forhandlingsprocessen. Men spørgsmålet er, hvor realistisk det er med større
reorganiseringer af forhandlingsfællesskaberne. Vurderingen blandt lønmodtagerorganisationerne
er generelt, at Sundhedskartellet fortsat ønsker at opretholde sin eksistens som separat enhed, fordi
en række af kartellets mange mindre medlemsorganisationer oplever, at de via Sundhedskartellet
har en direkte adgang til forhandlerne i RTLN, som de frygter, vil gå tabt, hvis de kom med i et bredt
forhandlingsfællesskab. Sundhedskartellets medlemsorganisationer foretrækker tilsyneladende en
separat organisering, selvom det betyder, at de i høj grad er ’policy takers’, der på en lang række
overenskomstemner blot overtager, hvad man kort forinden har besluttet på det kommunale
område. Hvis Sundhedskartellet ikke er med i en større reorganisering, er der knapt så meget
perspektiv i en sådan. Men der er skred i tingene. I februar 2014 har Sundhedskartellet således
meddelt, at de overvejer et tættere samarbejde og alliance med KTO, om end stadig med
Sundhedskartellet som selvstændigt forhandlingsfællesskab.
3. En tredje type forsøg på i højere grad at udfordre arbejdsgiverne ville være at tage udgangspunkt
i forhandlingsaftalerne. En iøjnefaldende forskel mellem CFU og KTO er at der er en ’musketer-ed’
i CFU, som ikke findes i KTO. Den betyder i praksis, at CFU-forliget først er på plads, når alle dele af
fællesskabet efterfølgende har forhandlet færdigt. I KTO-forliget er der ikke en lignende musketered og de større organisationer vil typisk kende til deres forhandlingsresultat før de tager stilling til
KTO-forliget, mens de små organisationer ofte kun kan se ’konjunkturerne’ af indholdet af deres
forlig qua de større organisationernes forlig.
Denne forskel kom til udtryk under OK13, hvor KTO-forhandlingerne blev afsluttet og forliget blev
sendt til afstemning og stemt hjem, selvom forhandlingerne på folkeskoleområdet mildest talt var
uafsluttede. CFU-forliget kunne til gengæld ikke sendes til afstemning før alle forhandlinger var
afsluttet, og da forhandlingerne på det statslige undervisningsområde som følge af lockouten ikke
kunne afsluttes, og lockouten blev afsluttet med et lovindgreb, kom forliget aldrig til afstemning,
men blev ’konfirmeret’ via lovindgrebet. Det har ikke ført til større problemer og debat i CFU og
deres medlemsorganisationer, men det kunne godt have været kommet dertil. Det var i øvrigt i
overensstemmelse med lærerforeningens ønske, at CFU-forliget blev gjort færdigt uden dem.
Med de to forskellige forløb og resultater i mente kan man så spørge, om en større grad af musketered i KTO ville have ændret noget afgørende i konflikten med KL. Det ser ikke ud til at være tilfældet,
for der kom ikke større pres på de statslige arbejdsgivere end på de kommunale fra
forhandlingsfællesskaberne. Desuden ser ’realitetstesten’ også i forhold til dette udviklingsforslag
ud til at være negativ. Der er ingen udbredt orientering i KTO imod stærkere bindinger – det er
nærmere fleksibilitet, der ønskes. En alternativ form for tættere bindinger til fællesskabet ville være
at anvende samme type af forhandlingsaftale for KTO-medlemmerne, som AC ofte anvender overfor
sine medlemsorganisationer. Denne type forhandlingsaftale betyder, at man hænger på forliget og
ikke kan melde sig ud efter et nærmere bestemt tidspunkt. Men heller ikke denne variation synes af
samme grund særlig realistisk.
Denne svage vilje til at binde sig op på hinanden viste sig under OK13 ved, at der som respons på,
hvad man oplevede som manglende forhandlingsvilje og lockout fra KL, kun kunne opnås enighed
om udsættelse af underskrivelse af KTO-forliget. For nogle organisationers vedkommende blev dette
suppleret med demonstrationer og skriverier i pressen. Sympatikonflikter var det kun FOA, der var
indstillet på, men ikke alene. Sådanne kunne også have involveret pædagogerne i BUPL, men de
takkede nej (hvad enten dette skyldes, at organisationen mente, én sådan burde have været iværksat
tidligere i forløbet, eller at BUPL ikke regnede med opbakning fra sine medlemmer pga.
konkurrencesituationen mellem BUPL og Danmarks Lærerforening på arbejdspladerne eller andet).
Der er dog ikke sådan, at en gentagelse af OK13- forløbet i 2015 nødvendigvis vil blive fulgt op af
en ligeså spag respons. Der er mange faktorer, der afgør beslutningen, bl.a. hvorvidt
organisationerne mener sympatikonflikter vil have effekt, om det skønnes, at medlemmerne vil
bakke op om en sådan, ligesom tidligere oplevelser af solidaritet eller det modsatte fra den
konfliktende organisations side vil spille ind.
4. Med inspiration fra lande som fx Sverige og Norge kunne der som alternativ til den danske
organisering med små og mellemstore forbund, der koordinerer via forhandlingsfællesskaber, i
stedet etableres store organisationer, så også fag, der med den nuværende danske model er spredt
på flere organisationer – pædagogerne fx – ville stå i samme forbund. Det ville sandsynligvis styrke
disse fags forhandlingsposition. Hvor organisationerne ønsker det, vil de så have mulighed for at
indgå forhandlingsaftaler fra gang til gang. Det attraktive ved denne model vil endvidere bl.a. være,
at de enkelte organisationer ikke vil være bundet af hovedorganisationshensyn, og selvstændigt vil
kunne stå stærkere i forhandlinger. Omvendt kan en fare for små fag være, at de kan blive klemt i
de store organisationer, og at den faglige identitet svækkes.
På kort sigt vil en sådan udvikling nok være svær at gennemføre. Der vil være for meget modstand
mod sammenlægningerne af organisationerne, og de nye, større organisationer vil på grund af
forskellige interesser på få svært ved at kunne løfte noget. Derfor er de større organisationer nok
(endnu) mindre sandsynlig som ’frivillig’ strategi end forhandlingsfællesskaber efter enten
uddannelsesniveau elles brancheopdeling. Men økonomiske incitamenter kan alligevel gøre de
større organisationer relevante – men det er en anden snak.
5. De politiske håndslag er den løseste form for sammenknytning, men er ikke nødvendigvis uden
effekt. Her er der ikke tale om formelle aftaler, som forhandlingsaftalerne, men om uformelle aftaler
og beslutninger, der i modsætning til forhandlingsaftalerne ikke nødvendigvis indebærer lang
forberedelsestid. Beslutningen om ikke at underskrive KTO-forliget var udtryk for et sådan politisk
håndslag. Med henblik på forberedelsen af OK15 kunne de politiske håndslag dreje sig om, hvilke
arbejdsgiverkrav, man vil betragte som konfliktudløsende indenfor og evt. også på tværs af
forhandlingsfællesskaberne. Anvendelse af de politiske håndslag af en eller anden slags er realistisk,
også på kort sigt.
Opsamlende kan det siges, at disse perspektiver måske kan indebære en række fordele i form af
bl.a. en mere samlet front mod de offentlige arbejdsgivere, en større grad af samling af fag og
arbejdsfællesskaber
under
samme
paraply
og
en
frigørelse
for
’hovedorganisa-
tionstvangsfællesskaber’. Men med undtagelse af koordineringen på tværs af hovedområder og
politiske håndslag, er perspektiverne ikke særligt realistiske, og slet ikke på kort sigt.
Sundhedskartellets nyeste meldinger er dog tegn på nogen bevægelse.
Det er dog heller ikke sikkert, at større omstruktureringer er nødvendige for at stå stærkere ved
OK15 end man gjorde under OK13. Det handler lige så meget om at blive enige om modsvar til
arbejdsgiverne og om strategier, som det handler om at lave om i de organisatoriske strukturer. De
politiske håndslag er en del af dette.
B ille de r a f … v re de
Af Jan Mølgaard
Denne tekst er et forsøg. Et forsøg på at tegne billeder af typiske skæbner med udgangspunkt i et
begreb. Her er begrebet vrede. Men det kunne også være afmægtighed, grådighed, angst eller oprør.
Eller noget helt femte. Hensigten er at sætte ansigter, liv og skæbne på begrebet. I stedet for flere
begreber, forklaringer og analyser. Og teksten er skrevet for at minde mig selv om det, som alle
vores begreber refererer til – den levede og levende virkelighed. For at fange de glimt af liv, som
verden er fuld af.
1.
Min far havde jorden før mig. Og før ham havde min farfar den. Faktisk ved jeg næsten ikke, hvor
længe denne jord har været i min families eje. Men i al den tid har vi passet og elsket den jord som
vi har passet vore børn. Omhyggeligt. Kærlighedsfuldt. Arbejdsomt. Og jorden har givet vores
kærlighed tilbage i form af afgrøder, der har holdt familien i live. I respekt for jorden har vi sået og
plejet og høstet afgrøderne. I godt vejr og i dårligt vejr. Det har vi gjort. På denne jord har vi levet.
Og på denne jord har vores dyr levet. Ligesom vi og dyrene har levet af jorden. Lige indtil nu. Nu er
vores jord ikke længere vores jord. Der er kommet skatter. Der er kommet misvækst. Vi måtte låne
penge. Og vi måtte sælge for penge for at kunne betale de lån. Men nu kan vi ikke betale længere.
Fordi priserne er blevet for lave, og fordi renterne på lånene er blevet for høje. Så nu er jorden ikke
vores mere. Vi må flytte. Vi må forlade den jord, som vi er vokset op på. Jeg kan mærke, at jeg har
lyst til at slå den bankmand ihjel, der i går kom og meddelte os, at de desværre – det sagde han –
ikke længere kan strække lånene. At de er nødt til – det sagde han – at tage vores jord fra os, at
tage vores historie fra os, at tage vores fortid fra os. Jeg slår ham ihjel, fordi han har dræbt vores
historie.
2.
”Fordi du lyttede til din kvinde og spist af det træ, jeg forbød dig at spise af, skal
agerjorden være forbandet for din skyld; med møje skal du skaffe dig føden alle dine
dage. Tjørn og tidsel skal jorden lade spire frem til dig, og du skal leve af markens
planter. I dit ansigts sved skal du spise dit brød, indtil du vender tilbage til jorden, for
af den er du taget. Ja, jord er du, og til jord skal du blive. ”(1. Mosebog)
3.
Jeg sidder først i lang tid på en hård stol og venter. Så klikker det i den kasse, som hænger over
skranken og mit nummer dukker op. Jeg ser, at den uniformerede mand i den bagerste del af lokalet
betragter mig og retter sig en smule op, da jeg træder frem til skranken. Pigebarnet bag skranken
beder som det første om mit cpr-nummer. Jeg har egentlig ikke lyst til at give hende det, men gør
det, fordi jeg ved, at det er forudsætningen for, at hun overhovedet vil tale med mig. Da hun har
fået nummeret, taster hun det ind og ser en tid på det, der kommer til at stå på hendes skærm. Jeg
kan ikke se, hvad det er. ”Ja …?” siger hun så opfordrende. Det betyder, at hun spørger mig om,
hvad i alverden jeg dog står her for. Jeg siger, at jeg ikke har fået hele min kontanthjælp i denne
måned og forklarer, at jeg nu ikke kan betale min husleje. ”Du bor sammen med …” hun kigger igen
på skærmen og siger så navnet. Jeg nikker bare. ”Jamen … så har din kæreste forsørgelsespligt over
for dig,” siger hun bare. Jeg siger, at det kan jeg jo ikke betale min husleje med. ”Jeg beklager,” siger
hun, men hun ser ikke ud, som om hun mener det. Jeg siger, at jeg hellere end gerne vil have et
arbejde. Hun kigger lige igennem mig. Jeg læner mig frem over skranken og kan nu mærke, at det
begynder at boble og syde i maven. Jeg gentager, at jeg gerne vil have et arbejde, og om hun måske
kan hjælpe mig med det. Men indtil jeg har det arbejde, så skal jeg stadigvæk betale min husleje.
Hun siger igen, at hun beklager, men … og citerer så en eller anden lovtekst. Jeg spørger, om hun
bare har i sinde at sende mig ud i kulden, om hun virkelig er så pisse ligeglad, som hun lyder.
Manden i uniformen har rejst sig nu. Og er kommet tættere på. Pigen bag skranken trækker sig et
par skridt tilbage og rabler noget af sig om, at jeg da har en ankemulighed og at hvis jeg er utilfreds
med deres afgørelse, så kan jeg vælge at bruge den. Jeg rækker ud efter hende, mest for at appellere,
men også lidt for at komme tættere på. Og så står manden i uniform pludselig lige bag mig og har
grebet fat i min skulder. Jeg når ikke at reagerer, før jeg pludselig ligger på gulvet. ”Så stopper vi
lige her,” siger han. Et sted inde bag skranken – jeg kan ikke se det fordi jeg ligger på gulvet – ringer
en eller anden til politiet. Jeg råber. Om de da for fanden ikke kan se, at hvis jeg ikke betaler, så
ryger jeg ud, så ryger vi begge to ud, og hvor fanden skal vi så bo? Men de er holdt helt op med at
høre efter.
Da jeg står udenfor på parkeringspladsen har jeg bare lyst til at slå nogen, har lyst til at gribe fat i
nogen, har lyst til at ryste dem, til de forstår. Men der er ingen at gribe fat i – ingen at tale til. Og
ingen hører efter, hvad jeg råber.
4.
”Reformen af kontanthjælpen slår for alvor igennem i slutningen af måneden, når
tusindvis af unge rammes på pengepungen. Otte ud af ti jobcenterchefer forventer
reaktioner fra frustrerede kontanthjælpsmodtagere. Nogle jobcentre opruster derfor nu
med ekstra sikkerhed. Både Socialrådgivernes og HK-Kommunals formand er bekymrede
for udviklingen.” (Ugebrevet A4)
5.
Vi fandt sammen i kærlighed. Tror jeg nok. Vi levede sammen i kærlighed. Mener jeg. Vi avlede vore
to børn i kærlighed. Det sagde vi i hvert fald. Men nu er historien blevet en anden. En helt anden.
Jeg har aldrig elsket hende. Siger hun. Vi har ikke gjort andet end at skændes. Er det historie, hun
fortæller til alle. Og mine børn, vores børn, er nu bare hendes. Jeg må ikke se dem. Jeg må ikke tale
med dem. Jeg må ikke være sammen med dem. Det siger myndighederne. Fordi de kun tror på det,
som hun har fortalt. En historie om kærlighed og fællesskab er nu blevet til en historie om misbrug,
om overgreb, om vold. Og ingen tror på mig. Ingen. Selv ikke min egen familie. For der må vel være
noget om snakken, når myndighederne – kommunen og alle de andre – har valgt at gøre mig usynlig
i mine børns liv. Min vrede er der ingen, som tager sig af, ingen der kerer sig om, ingen der
behandler. Og ubehandlet fylder den efterhånden hele det tomrum op, som hun har efterladt og
som børnene har efterladt. Selvom jeg forsøger at fylde noget af tomrummet op med alkohol, så
vågner jeg efter hver rus mere bitter og mere håbløs end før. Min vrede vokser som en svamp i mig.
Vreden over at man bare kan gøre dette mod mig, uden at nogen eller noget taler min sag. Derfor
har jeg købt både en økse og en kniv. Endnu ved jeg ikke, hvad jeg skal bruge dem til, men måske
ved jeg det med tiden. Måske finder jeg ud af, at det er de rigtige redskaber til at bryde igennem,
tilbage til en slags virkelighed. Måske. Måske.
6.
”Jeg vil ikke forsøge at bilde nogen ind, at de her regler ikke kommer til at have nogle
konsekvenser og få betydning for familiers økonomi. Men jeg vil også sige, at jeg synes,
at det er lidt mærkeligt, at vi har et sæt regler, hvis man er gift og et andet sæt regler,
hvis man er kærester. Det princip, der gælder, når man er kærester, har været
gældende i mange år for gifte par. Og i mine øjne er der ikke forskel på det ansvar, man
har som kærester og som gift par”, siger Mette Frederiksen til BT.
7.
De taler hele tiden om mig. De kalder mig for ældrebyrden. Eller de taler om ældreydelser. Eller om
hvordan de vil forbedre de ældres vilkår og de ældres tryghed. Nogen siger også, at jeg har lyst til
at få bad to gange om ugen – at det nærmest skal være en menneskeret at kunne stille sig under
bruseren. De diskuterer mig i Folketinget og i pressen. De taler om min fremtid, som om den for
lang tid siden var holdt op med at eksistere. Som om mit liv nu bare skal være et anliggende for
kloge, unge mennesker eller eksperter eller omsorgspersonale. Faktisk taler de næsten om mig,
som om jeg bare var en slags forurening, som man skal sørge for at skaffe af vejen så billigt og
effektivt som muligt. Men husk det nu lige, alle – der er heldige nok – ender på et tidspunkt i den
samme gruppe. Ingen er immune overfor aldring. Husk også, at de fleste af os eller i hvert fald
mange af os, ikke selv har valgt at blive pensioneret. Husk at vi helst vil blive ved med at være
fuldgyldige, aktive medlemmer af samfundet. Tal ikke om mig – tal til mig. Jeg vil ikke acceptere,
bare at være et anliggende for omsorgen eller Ældresagen. Eller for mine børn og børnebørn. Jeg
bliver så vred, når de taler om mig, som om jeg var barn eller åndsvækket eller en belastning. Tal til
mig, så skal jeg nok svare. Og ellers … så kan jeg jo begynde at snakke om ”ungebyrden” – eller om
”politikerbyrden”.
8.
Hun siger et eller andet lige da jeg er på vej ud gennem glasdøren. Noget med at jeg skal bevare
den positive indstilling, at vi er i det her sammen. Og så spørger hun, om jeg stadigvæk er en team
player. Jeg stopper op i døren og svarer nærmest hen over skulderen. Jo da, jeg er stadigvæk en
team player. Hun siger noget andet, men jeg hører ikke rigtigt hvad. Det var vist noget med, at jeg
skulle lukke døren efter mig. Jeg kaster et blik op på uret på væggen. Egentlig er det frokosttid, men
der er så meget. I stedet tager jeg en kop kaffe med ned til skrivebordet. Kaffen smager kogt. Og
da jeg har taget en slurk af den, kommer smerterne rullende i maven og i nakken. Samtidig med at
en smag af iskoldt, rustent metal breder sig i munden. Jeg forstår ikke helt, hvordan jeg kan
genkende den smag. Men det er den tanke, der står og dirrer i hovedet. Sammen med en anden
tanke om, at jeg er nødt til at få en smøg. Rejser mig selvom det sortner for øjnene og bevæger mig
ud mod glasdøren, ned langs bygningen, rundt om hjørnet og ind under det halvtag, hvor cyklerne
står. Ja, der er rygeforbud. Ja, man må ikke. Men jeg er nødt til det. Forsøger at strække igennem
for at få smerterne til at fortage sig, men bliver bare svimmel. Dukker så hovedet igen og forsøger
at få ild i cigaretten. Det blæser koldt. Der er regn i blæsten, men også slud. Snefnuggene bliver
liggende i kort tid og farver den våde jord pløret hvid. Og jeg er nødt til at stikke cigaret og lighter
ind under jakken for at få ild i den. Det hjælper ikke meget. Der er faktisk ikke ret meget, der
hjælper. Andet end tanken om, at jeg kunne lægge mig på maven med min riffel oppe mellem de
afpillede buske og skyde dem, én efter én, når de kom ud af personaleindgangen. Se dem falde til
jorden og bløde sort ud på den mudrede jord. Se dem vride sig lidt og dø. Alle dem, der plager mig.
Alle dem, der får min mave til at vride sig i smerte. Alle dem der taler om holdånd og anerkendende
ledelsesstil og effektivitet og reformer. Hende først af alle.
9.
Selv om protesterne mod den ukrainske præsident, Viktor Janukovitj, har stået på lavt
blus i Kijev i forbindelse med den ukrainske ortodokse jul, der fejres 7. januar, har
oppositionen ikke lagt vreden bag sig. 50.000 mennesker var i går mødt op på
Uafhængighedspladsen i centrum af Kijev for at markere deres utilfredshed med den
ukrainske præsident Janukovitj, som, de mener, har vendt ryggen til EU. (Politiken)
10.
Vi snakker tit om det i vaskekælderen. Om at det snart er sådan, at man ikke tør gå ud. Bare en lille
tur hen til kiosken er farlig. Fordi de unge knægte står der og stirrer på os. Fordi vi alle sammen
ved, hvad de står der for. I dagslys tør de ikke gøre noget. Men jeg har hørt, at en ældre mand fra
opgangen ved siden af blev stoppet af dem. De skubbede til ham, så han faldt. Og så stjal de hans
pung. Og lod ham blive liggende der i kulden på fortovet. Han skulle bare hente cigaretter. Og han
har aldrig gjort nogen noget. Så snart er det sådan, at man ikke tør gå udenfor en dør mere. På
grund af de fremmede. Jeg hader dem. Jeg hader dem, fordi de tvinger mig til at blive inde. Tvinger
mig til at sidde her i skumringen og have lyst til en kage til kaffen, men uden at jeg tør gå ned for
at hente én. Jeg hader dem. Jeg hader alle de fremmede, som har skylden for, at det er blevet sådan.
Hvis jeg var yngre, så ville jeg give dem en omgang klø. Eller måske mere end det. Fordi de har fået
mig til at frygte gaden – den gade hvor jeg har gået, siden jeg var helt ung. Fordi de forhindrer mig
i at besøge min søster, der bor lige i nærheden. Hun hader dem også.
11.
Vrede er en følelsesmæssig tilstand, som kan variere fra mindre irritation til intens
vrede. De fysiske effekter af vrede er øget hjertefrekvens, højere blodtryk og eleverede
niveauer af adrenalin og noradrenalin. Hos en person som føler vrede vil følelsen i
øjeblikket være altoverskyggende. Vrede kommer til udtryk gennem ansigtsudtryk,
kropssprog, psykologiske reaktioner og til tider gennem vold. Dyr og mennesker laver
for eksempel lyde, forsøger at virke større, stirrer og blotter deres tandsæt. Vrede er et
psykologisk reaktionsmønster ment til at skræmme en modpart fra at true den
pågældende. De fleste mennesker forklarer vrede med, hvad der blev gjort imod dem i
den givne situation, mens en objektiv vurdering af sagen i mange tilfælde vil vurdere, at
de har taget fejl, da vreden har fået dem til at miste selvbeherskelsen og deres objektive
vurderingssans. (Wikipedia)
12.
De er ligeglade med mig. Ligeglade med mig og mine søskende. Og med mine forældre. Vi skal bare
holde os der, hvor vi er blevet anbragt, blive i betonørkenen. Vi skal ikke tale, vi skal ikke ses, vi
skal ikke gøre andet end det, som politiet og pædagogerne og sagsbehandlerne siger til os, at vi
skal gøre. Vi kom hertil – mine forældre kom hertil – fordi de skulle bruge dem til noget. Men mig
er der ingen, som vil bruge til noget. Mig er der ingen, som kan bruge til noget. Sådan var det i
skolen. Og sådan er det nu. Og så taler de om os. Aldrig til os. De taler om, hvordan vi er med til at
gøre verden mere utryg. Om hvor dovne vi er. Om hvor lidt villige vi er, til at lade os opsuge af
samfundet. Men hvordan skal vi blive lige som de andre, når der ikke er nogen der vil lære os det?
Hvordan skal vi blive ligesom de andre, når de andre ikke vil have os med? Så jeg flygter fra familien,
der ikke kan noget. Jeg flygter fra det samfund, der ikke vil noget. Og tvinger dem til trods alt at
bemærke, at jeg er der. At vi er her. Og når stenen rammer busruden med et smæld, og det
stjerneformede mønster breder sig foran chaufførens ansigt, når de blinkende blå lys blander sig
med det gule og røde skær fra ilden i containeren, så er jeg trods alt noget. Så fører jeg min vrede
ind i deres verden. Så kan jeg råbe og skrige min vrede ud i verden.
13.
”Jeg er fucking vred på mine forældres generation, der kom til Danmark i slutningen af
1980’erne. Den der kæmpe gruppe af flygtninge, der skulle forestille at være forældre,
har totalt svigtet deres børn. Så snart vores forældre landede i Kastrup, var det, som
om deres rolle som forældre hørte op. Og så kunne vi se vores fædre rådne passivt op
på kontanthjælp i sofaen med fjernbetjeningen i hånden, ledsaget af en desillusioneret
mor, der aldrig sagde til eller fra. Os der faldt fra på uddannelser, os der blev kriminelle,
og os der blev bumser, vi blev ikke svigtet af systemet, men af vores forældre. Vi er den
forældreløse generation.” (Yahya Hassan i Politiken).
14.
Hvorfor gik du fra mig? Hvorfor kasserede du mig, som var jeg bare et stykke defekt
husholdningselektronik, som det ikke kunne betale sig at reparere? Hvordan kunne du bare smide
tyve års samliv fra dig, som om de tyve år intet har betydet? Jeg forstår det ikke. Du siger, at vores
kærlighed er død og at vi er vokset fra hinanden. Men er sandheden ikke, at du har nægtet mig at
vokse sammen med dig? Er det ikke bare en konventionel og nem måde at sige på, at du ikke længere
vil tage et medansvar for os? Jeg ved godt, at jeg har gået hjemme i lang tid og passet børn og hus,
mens du har taget kurser og har arbejdet. At du ikke føler, at jeg kan følge med mere. Men er
sandheden ikke den, at du i meget lang tid har ladet være med at give mig chancen? Jeg er vred på
dig. Faktisk hader jeg dig næsten. Og samtidig græder jeg over, at vores samliv nu er forbi. Måske
er jeg vred, mest fordi mine tårer egentlig handler mest om mig selv. Om at jeg aldrig vil få chancen
for at starte forfra. Om jeg nu er stivnet, sidder fast i fortiden, og kun kan forholde mig til
virkeligheden igennem min rolle i et forhold, som er væk. Det er lige før at jeg siger, at jeg hader
dig, elskede.
15.
I hele Latinamerika syder det af utilfredshed. Folk er vrede på IMF og Verdensbanken,
og de er trætte af den benhårde kapitalisme. I Ecuador strejker en stor del af
arbejderklassen i vrede over at landets valuta skal udskiftes med dollars. I Argentina
har der lige været generalstrejke, fordi befolkningen ikke vil finde sig i forringelse af
løn- og arbejdsvilkår og nedskæringer på offentlige budgetter. Og i Colombia har
regeringen flere gange været under hårdt pres af store guerillahære. I Chile er
befolkningen også utilfredse. Der er nu en retssag undervejs mod deres gamle
undertrykker ex-diktatoren Pinochet. Listen af Latinamerikanske lande i oprør er lang, i
Bolivia og Guatemala er der også store strejker og hurtigt voksende social utilfredshed.
Hele Latinamerika har stort set været under kontrol af USA, IMF og Verdensbanken i
mange år. Befolkningen vil ikke finde sig i mere, og de gør derfor oprør mod kapitalismen
og undertrykkelsen. (Socialistisk Arbejderavis)
16.
Jeg genkender det, de siger. Jeg genkender aggressiviteten og vreden. Afmagten. Jeg
genkender afmagten over for en af den moderne kapitalismes skyggesider – nemlig
ensretningen, den psykologisk skabte markedsplads, en moralsk korrupt økonomisk
mekanisme, så ulækker som den glubske umådeholdne grådighed vi nyligt har set
udfoldet. En mekanisme som mere og mere appellerer til de ubehagelige, mørke og svage
dele af menneskets underbevidsthed. De vulgære, ens facader, discount overalt – laveste
fællesnævner. Mediernes modbydelige magtkamp for at udstille og fremvise de mørkeste
og mindst flatterende sider af menneskeheden. Internettet med dets ubegrænsede
frihed, hvor alt kan findes. Også det “alt”, langt de fleste af os ikke har lyst til at finde –
det alt, vi slet ikke har lyst til, vores børn skal finde … (Søren Pind)
17.
De vil mig ikke. De vil mig ikke nu og heller ikke fremover. De vil ikke lytte til mig, selvom jeg
egentlig bare fortæller dem sandheden – i hvert fald min sandhed. Men de vil mig ikke. Og fordi de
ikke vil mig, så jeg er nu blevet ubekvem, en man helst ikke taler med, en man helst ikke er sammen
med. Jeg bliver ikke indkaldt til møderne. Og når jeg så siger, at jeg ikke har modtaget indkaldelsen,
så får jeg den besked, at der må være noget galt med min mail, eller at jeg ikke har svaret på
telefonen. Men jeg ved godt, hvad det i virkeligheden handler om. Det handler om det, jeg har sagt.
Det handler om, at jeg har sagt sandheden. Det handler om, at de ikke kan tåle at høre sandheden.
Men når de ikke vil høre, så må de føle. Når de ikke vil lytte, så må jeg råbe. Råbe så højt, at andre
kan høre det. Råbe så højt, at de bliver konfronteret med den ubekvemme sandhed gennem de
ekkoer, som runger mellem betonvæggene. Råbe så højt og så skingert, at andre kan høre det og
konfrontere dem med denne ubekvemme sandhed. Hvorfor er folk så tåbelige? Hvorfor vil ingen
høre på mig? Hvorfor er jeg lige pludselig blevet én, som ingen vil være sammen med?
18.
Der var engang en lille dreng, som let blev vred. Hans far gav ham en kasse søm og
sagde til ham, at hver gang han blev vred, skulle han gå om bag huset og slå et søm i
stakittet. Første dag slog drengen 37 søm i stakittet. Efter nogle dage lærte han at
kontrollere sin vrede og antallet af søm, han slog i, blev mindre. Til sidst kom den dag,
hvor han ikke blev vred en eneste gang. Han sagde det til sin far, og denne foreslog ham
at trække et søm ud af stakittet hver dag, hvor han ikke blev vred. Dagene gik, og efter
nogen tid kunne drengen fortælle sin far, at der ikke var et eneste søm tilbage i stakittet!
Da tog faderen ham i hånden og førte ham til stakittet. "Det var godt gjort, min dreng,
men se nu på alle sømhullerne. Det stakit bliver aldrig mere som før. Når du siger noget
i vrede, efterlader det sig netop sådan et ar. Som om du stak en kniv i et menneske og
trak den ud igen. Det spiller ingen rolle, hvor mange gange du beder om forladelse,
skaden er allerede sket. En skade forårsaget af et uvenligt ord gør lige så ondt som et
fysisk slag". (Siamis)
The opposite of love is not hate, it's indifference. The opposite of art is not ugliness, it's
indifference. The opposite of faith is not heresy, it's indifference. And the opposite of
life is not death, it's indifference.” (Elie Wiesel)
Musik som talerør og modstandsform del 2.
Af Rune Jørgensen
Mandag d. 27 Januar 2014 døde amerikanske Pete Seeger (1919-2014), der for mange står, som en
af de største folke-/protestsangere igennem tiden. Seeger var en aktiv mand indenfor en lang række
af sager lige fra arbejderrettigheder til antikrig og racelighed og inkarnerede om nogen musikken
som modstandsform.
Pete Seeger var med til at skrive sange som “Where Have all the Flowers Gone?”, der i cirkulær form
omhandler livet, døden, tidens tand og krig, “If I Had a Hammer”, der ved sin første udgivelse i 1949
var en støttesang til arbejdernes kamp for rettigheder, men som senere fik stor betydning i
borgerrettighedskampen, da Peter, Paul & Mary indspillede den på ny i 1962. Samt “Turn, Turn,
Turn”, der er en sang om verdensfred og et ønske om at ende krig. Desuden indspillede Seeger en
version af “We Shall Overcome”, der oprindeligt var slagsangen, eller det musikalske tema om man
vil, for Civil Rights Movement, og blev sunget under demonstrationer og optog i 1950’erne og
1960’erne.
Den amerikanske folkemusik har igennem de sidste 100 år, haft forskellige storhedstider. Første
gang da man kæmpede for regler og regulering af arbejdstider og sikkerhed på arbejdsmarkedet,
senere under depressionen i 1930’erne, hvor den var talerør for frustrationer over et krakket
aktiemarked samt 1. verdenskrig, og de traumer, økonomiske og menneskelige tab, som var
forbundet med denne. Og så igen i 1960’erne, hvor den politiske og sociale udvikling,
Vietnamkrigen, kampe for rettigheder både mellem kønnene, racerne og klasserne, og et
ungdomsoprør i slutningen af årtiet, gav den amerikanske folkemusik endnu en renæssance. Denne
tids musik har mange af os, der er født i senere årtier unægteligt stiftet bekendtskab med.
Ungdomsoprøret, der vel er blevet taget patent på af den middel- og overklasse, der skulle løsrive
sig fra deres forældre, bragte sociale klasser sammen omkring musikken til koncerter, ofte afbilledet
i et miljø fuldt af fløjl og batik, hash og LSD. Musikken var en katalysator, og senere et “soundtrack”,
til en, på mange måder desværre, hedengangen tid. Men musikken var ikke blot igangsætter. Den
musik der blev skabt i tiden under ungdomsoprøret, var også et talerør for de unge, hvor igennem
de kunne udtrykke deres fælles signaler og værdier.
I centrum var den altoverskyggende Vietnamkrig. Nogle af de største sange indenfor
populærmusikken fortæller om forskellige sider af krigen: “Blowin’ in the Wind” af Bob Dylan (1962)
stiller en række ligetil spørgsmål om mennesker, verdensfred og
livet, på “Imagine” (1971) af John Lennon synges der om en ønsket verdensfred, “Fortunate Son”
(1969) af Credence Clearwater Revival langer ud efter de mennesker på toppen af samfundet, der er
patrioter og krigsliderlige men ikke selv skal betale en reel omkostning i form af værnepligt, og
“Skypilots” (1969) af Eric Burden & The Animals fortæller om en soldat i luftvåbenet. Blot eksempler
fra en lang række af perler. Men også andre steder i verden havde man Vietnamkrigen i fokus:
Jamaicanske Jimmy Cliff havde noget at sige i sangen “Vietnam” (1969), hvor han fortæller historien
om to telegrammer: Det første er fra en udstationeret soldat, der skriver at han snart vender hjem,
det næste er fra militæret, der fortæller at soldaten er død. Sangen slutter meget konkret:
“Vietnam, Vietnam, Vietnam!
Vietnam, Vietnam, Vietnam, Vietnam!!
Somebody please stop that war now!!
Vietnam, Vietnam, Vietnam!
Vietnam, Vietnam, Vietnam, Vietnam!”
Senere i 1970’erne fortalte den psykedeliske funk/rockgruppe Funkadelic historien om de
hjemkomne soldater på ”March to the Witche’s Castle” (1973):
And Father, why must wars be fought?
Someone said this war ended with "Peace with Honor"
but can that truly be?
Is there such a thing?
Thousands of boys gave their life, and for what?
Do anybody know?
Sange om vietnamkrigen og 1960’ernes øvrige kampe er mange, og blev givet navnet
“protestsange”. Protestsang omhandler typisk politiske, sociale eller kønsrelaterede emner, og
betegnelsen blev kærkomment modtaget af udøvende sangere overalt. Protestsangen er en udløber
af folkesangen eller folkemusikken, der i sin natur eksisterer alle de steder, hvor der er mennesker.
I dette lys kan alt ses som folkemusik, men dens specifikke karakteristika er, at musikken læres og
overleveres praktisk imellem folket, dvs. sange læres udenad og instrumenter ligeså. Folkesangen
skal ikke forveksles med fællessangen, der er et relativt “nyt” fænomen, opstået i kølvandet på
dannelsen af nationalstaterne, og har sin egentlige baggrund i salmesangen. Hvor fællessangen
bruges til højtider og til at danne en fælles kultur, er folkesangen mere solistisk præget, og fortæller
om kærlighed, nyheder, eller underholder og gør nar. Den er med til at forstærke en gruppes
selvopfattelse og give udtryk for dennes værdier. Folkesangen er således kommunikerende og
fortællende, og har da også tjent som et talerør op igennem tiden.
Det er klart, at der er markant forskel på de populære protestsangere fra 1960’erne og tidligere
tiders folkemusik, idet der i 1960’erne er tale om en musikindustri og protestsangere, der tjente
styrtende med penge på noget så antikommercielt som “folkets musik”. Her skal man dog, foruden
at tage den teknologiske udvikling i beregning, huske på, at der egentligt altid har været penge, i
relativ forstand i al fald, i folkemusikken bl.a. til de spillemænd og gårdsangere, der underholdte
for at tjene penge. Ligeledes var eks.v. den danske “Skillingsvise” også en vise, der, som navnet
antyder, blev solgt for en skilling til de der ville købe den. Eks.v. har H.C. Andersen tjent penge på
at skrive skillingsviser, som folk så kunne synge til egne melodier eller allerede i forvejen kendte.
Måske småt i forhold til Lennons og Dylans indtjening på selvsamme, men dog en indtjening.
Også Danmark fik sine protestsangere. Således blev blandt andet den danske sanger Cæsar lanceret,
i et forsøg på at kopiere den amerikanske folkesangerstil. En af Cæsars mest kendte sange er
“Storkespringvandet”, der er en ironisk kommentar til tiden, hvor hippierne samledes inde omkring
Strokespringvandet. Denne forsamling var en torn i øjet på det selvudråbte bedre borgerskab, og
der opstod derfor jævnligt konflikter med politiet. Således synger Cæsar om det store stygge
Storkespringvand.
Folk forarges pladsen burde ryd's
det' for groft det sku' forbyd's
Der' en del der si'r de burde skyd's
ved det store stygge storkespringvand
Al den pænhed er som kloroform,
kedsomheden er enorm
men protesten ender som en storm
i det store stygge Storkespringvand
Ali bali ali bali bi
luk dit sæveøje i
det fik du fordi vi gik forbi
det store stygge Storkespringvand.
Kvindekampen og generationskampen blev også taget under kærlig behandling af folkesangere og
protestsangere både i USA og herhjemme. Den danske sangerinde Trille er måske mest kendt for
sangen om “Ham Gud (øjet)”, skrevet af Jesper Jensen, der slutter hvert omkvæd med: “Ham Gud han
er eddermame svær at få smidt ud”. Sangen landede Jesper Jensen en retssag, da det skabte
forargelse hos visse mennesker, at man sang om Gud på denne måde. Trilles musikalske univers
spænder fra folkemusik til jazz, blue grass, funk og country, og hun spillede da også sammen med
nogle prominente musikere. Hendes tekstunivers centrerer sig omkring det at være kvinde, kampen
for ligestilling og generel kamp: mellem kønnene, klasserne og generationerne. Trille blev da også
stemplet som “rødstrømpe” ved flere lejligheder. Et smukt eksempel på Trilles sange om kampen
for ligestilling mellem kønnene, findes eks.v. på sangen “Storebælt”, fra den tid hvor der rent faktisk
var tale om “at rejse” over Storebælt. Her personificerer Trille en flok ænder på træk, helt ud til
fingerspidserne:
(...) jeg kigger ud for dog at se på noget andet
og der er ænder på træk højt over vandet
hen over himlen eksercerer de i blinde
mon de dog ved hvor de skal hen
hvad mon de egentlig ved om afstande og vinde mon de ved, det er jagtsæson igen
og de ser næsten ud som tåber som de tumler vildt af sted
uden mål og med
de svinger rundt og jeg kan ikke mere se dem
der var vist en der førte an
der er vel en der tror at kende lidt til kursen
og han knokler løs så godt han kan
for han er sikkert angst for ikke at ku klare at være den
der ka klare alt
nu blir der spist ved alle borde i salonen ! af de mænd der er vant til at klare alt
at sidde stille uden at skulle ta beslutning ! for dem var det aldrig det der gjaldt
så de må rastløst sidde og hoppe lidt i stolen ! og børste krummer af deres tøj
det kan jeg jo ikke sidde og se på særlig længe ! og da jeg kigger ud igen
så flyver der to tapre ænder helt alene
de er så små mod himmelen
og jeg gad vide om de er sidste del af flokken eller nogen! der er brudt ud
måske er det de to der finder nye veje
og søger mål de selv har valgt
og hvis det smitter blir den store flok så lille bag ham der helst vil klare alt
og når det så er blevet for sent ser han tilbage og ser at flokken
den er væk
det er vel sværere at være få end mange
men de to er stolte, de er fri
og jeg ka tydeligt se, de begge to er hunner
nu da de flyver tæt forbi
og ikke for noget, men jeg syntes faktisk det var dejligt
at se det syn –
mellem Sjælland og Fyn
Protestsangen skaber samme fælles grundlag som folkesangen, men den har desuden også til
formål at overbevise evt. tvivlere og/eller tiltrække nye tilhængere, der måtte fatte sympati for den
givende sag. Ligeledes har den til formål at fungere som et talerør og ventil og derved forsøge at
ændre tingenes tilstand i den tid den er skrevet og komponeret. Protestsangen dør dog ikke, selv
ikke når sagen slutter. Hvor mange gange har man ikke oplevet en pædagogguitarist bryde ud i “I
kan ikke slå os ihjel” langt væk fra Christiania og mange år senere? For ikke at nævne Bob Dylans
“Blowin’ in the Wind” eller Bob Marleys “Get Up Stand Up”. Og hvordan skal vi tolke det, når den
kvindelige protestsanger Joan Baez, synger sin udgave af “We Shall Overcome” for Barack Obama i
2010, 60 år efter den storhedstid? Den protestsang der fungerede som et musikalsk tema for
borgerrettighedskampen i USA sidst i 1950’erne, men som i 2010 bliver sunget for den første sorte
præsident. Er det så slut med den kamp, eller har sangen stadig en effekt, og kan den evt. overskride
sin oprindelige ramme og give klangbund for en ny sag?
Under Occupy Wall Streetbevægelsen i 2010, startede man med at synge de gamle slagsange som
“Blowin’ in the Wind” og Marvin Gayes “Whats Going On” langt væk fra Vietnam og ghettoen.
Konnotationen af sangene var kamp, frustration over tingenes tilstand og ønsket om retfærdighed,
men med disse sange som udgangspunkt, udvikledes der ny musik som dagene gik og protesten
voksede sig større: Et eksempel finder vi i Gabriel Quinn Andreas’ “Dear Mr. President” der er skrevet
og komponeret i dagene under OWS:
Dear Mr. President, this is why we're here.
Allow us to explain, though it is probably clear:
Dear Mr. President, this is what we wanted.
To build homes, not bomb them but we
clearly can't do it with all the drama in congress.
Like it's all about your image, not doing what's right.
Like it's beers with the boys and we won't even ask what you get up to in the white house at night.
We have assembled to plead the case
of people with troubles you tried to erase. You took an oath
to serve, were your fingers crossed when you said the words,
or was the meaning lost?
A patriot would put the brakes on this.
A patriot would not manipulate the populace.
A true patriot would never split the wax from the wick.
Apparently patriotism and politics don't mix.
Dear Mr. President, this is why we're here.
In good conscience we can't let this go another year.
Unstuck from the corrupted order,
The people, that's US, can no longer afford to
WAIT.
True Patriots sleep on streets
or in cells, a patriot's spirit can never be held.
True patriotism is impossible to defeat ideas are invincible, they can't be killed.
[chorus]
Of everything we needed done
you barely made a dent.
Of all your empty promises
was there even ONE you meant?
We gave you a fair chance
and this is how it went.
Signed,
Sincerely yours,
The Other Ninety-Nine Percent
Tekstmæssigt er denne meget tungere og meget mere konkret end 1960’ernes sange. Der er ikke
tale om en filosofisk drømmeverden ala “Imagine”, ej heller en række retoriske spørgsmål som på
“Blowin’ in the Wind”, og slet ikke en fiktiv fortælling. Dette er en ventil for frustrationer og et
decideret vredesudbrud mod Barack Obama og den amerikanske kongres. Det er en sang der
udtrykker en generel stigende utilfredshed, ikke blot i USA, men mod de, der bestrider magten. Og
det er en sang, der definerer et “os og dem”: “Sincerely yours, The OTHER Ninety-Nine Percent.”
Altså: DU tilhører den éne procent, som Vi, folket der har stemt på dig og givet dig en chance for at
vise hvad Du dur til i Det Hvide Hus, ikke er en del af. Vi er de 99% og vi sidder på
stemmemajoriteten, og hvad værre er, for dig og resten af de folkevalgte; det er vi begyndt at blive
opmærksomme på. De 99% refererer til det faktum, at 1% af USAs befolkning ejer rundt regnet 40%
af landets totale værdier. “We are the 99%” var et udtryk der blev skabt på en blog under OWS, og
meget lig Stokely Charmichales brug af udtrykket “Black Power”, udviklede “We are the 99%” sig til
en bevægelse og en grundsten i forståelsen af OWS tilhængers selvopfattelse. OWS-bevægelsen
havde sit helt eget musik og kultur-hold, der stod for at arrangere musikalske og kulturelle
happenings under OWS: Fra koncerter med kendte artister, til en hær af guitarspillende
protestsangere, der i optog sang alle klassikerne indenfor genren, ledet af Tom Morello fra bandet
Rage Against The Machine, der altid har været et politisk aktiv band.
Protestsangen, eller musikken generelt, overskrider den sag den er funderet i. Den giver nyt liv til
senere politisk bevægelser længe efter, at de der komponerede, skrev og sang sangen, alle lytterne
og de der kæmpede for sagen er døde og borte. Denotationen af sangene eksisterer kun hos de,
der kender historien. Således vil Pete Seegers sange inspirere tilhængere af nye sager, der er født
længe efter Seegers død, fordi de konnoterer kamp og modstand mod mere end “blot” den sag de
oprindeligt blev skrevet for.
Idag er folkemusikken alle vegne. Folkgenren har i USA fået en heftig revival, omend den er taget
under kærlig behandling af pladeselskaberne, der har poppet den op, strømlinet den og gjort let
fordøjelig. Men hvor er så selve protestsangeren og protestsangen blevet af? Tjaa, herhjemme hører
den til sjældenhederne, men den eksisterer fra tid til anden på kommercielle radiostationer. Tag
f.eks. den afdøde Natasjas “Gi’ mig Danmark tilbage”, der må siges at være en protestsang mod et
samfund i højredrejning i reggae/dancehall genren, eller jamaicansk folkemusik om man vil.
Sandheden er vel, at protestsangeren i høj grad er forsvundet fra de radiostationer, der i 1960’erne
var hjemstavn for selvsamme, og ud til der, hvor sagen kæmpes, og hvor protestangen egentligt
hører til: På gaden, til demonstrationen og festivalen. Desuden er den rykket på internettet, hvor
mennesker mødes og skaber broer og nye veje, og nye sager og kampe for retfærdighed opstår.
Folkemusikken eksisterer i sin natur, der hvor folket er, og der hvor folket er vil der altid blive skabt
musik og kultur: “A movement goes nowhere, without creating cultures as it grows”.
” Win n in g a t Wa lma rt ”
Af Alex Wood
I USA er ”Vores Walmart” kampagnen bevis på en ny tendens i fagforeningsorganisering. Forfatteren
har fulgt kræfterne bag den nye måde at kæmpe på.
"Det er vidunderligt, det giver en magt, en stemme, det beskytter dig. Vi har aldrig haft det før – det
giver en magt siger Nicole, en ”Vores Walmart” organisator.
På 'Sorte Fredag', den travleste shopping dag i november 2013, iscenesatte Walmart ansatte deres
første nationale strejke. 500 medlemmer af Organisationen United for Respect Hos Walmart (Vores
Walmart) nedlagde arbejdet og sluttede sig de 30.000 demonstranter, som protesterede mod lav
løn, atypisk arbejdstid og dårlige arbejdsvilkår i 47 stater. Hunredvis deltog også i masse
demonstrationer under Walmarts aktionærmøde den 7. juni i Arkansas. ”Vores Walmart” har nu
opbygget et medlemskab på flere tusinde tidligere og nuværende ansatte.
Walmart er verdens største selskab og den største private arbejdsgiver med en global arbejdsstyrke
på 2,2 mio. ansatte. Walmart har altid været imod at samarbejde med fagforeninger. Da
virksomheden meget hurtigt voksede i 1970'erne og1980'erne var taktikken at undgå de storbyområder, hvor fagforeningerne var stærkest. Det var ikke før 2003, at virksomheden følte at
organisationsgraden var tilstrækkelig lav til at gøre det muligt at udvide til byer som Los Angeles.
Til trods for den manglende anerkendelse, har fagforeningerne forsøgt at præge Walmarts udvilking
ved at forhindre virksomhedens udvidelse, bremse dens vækst, og forbedre de ansattes
arbejdsvilkår. Men i takt med den faldende organisationsgrad1, er arbejdsforholdene på Wallmart
faldet især siden midten af 00'erne.
Wallmarts modus operandi er at presse mere produktivitet ud af en mindre og mindre arbejdskraft.
Denne strategi er blevet hjulpet på vej af den økonomiske krise og høje arbejdsløshed. Lønnen hos
Wallmart er tæt på mindstelønnen, og mange ansatte får ikke reelle årlige lønstigninger. Afdelinger
er underbemandede, men arbejdsbyrden intensiveret i en sådan grad, at alvorlige skader er
almindelige.
For at presse arbejdskraften til det yderste bruger Walmart barske disciplinære tiltag. Arbejdstagere
har ingen ret til appel og nægtes både advokat og en bisidder, som ikke er en del af ledelsen.
Walmarts magt understøttes af arbejdsmarkedslove, der giver arbejdsgiverne ret til at opsige "fast"
1
Overalt i USA er medlemskab af fagforeninger i den private sektor faldet dramatisk i løbet af de seneste to årtier. I dag
er kun 7 % af den samlede arbejdsstyrke medlem af en fagforening – det laveste siden 1932. Men ud af denne krise er
der kommet en villighed til at benytte sig af nye metoder.
ansatte uden varsel. Dertil kommer, at der ingen ret er til et vist antal timer, der varierer med 50100pct uge-til-uge, ofte uden regelmæssige skiftmønstre eller fridage.
Dette gør det umuligt for arbejdstagerne at have en stabil indkomst eller planlægge deres familieliv
og sociale liv. Mens ledelsesmæssig kontrol med forbrugte timer gør det lettere at matche udbuddet
af arbejdskraft til kortsigtede ændringer i efterspørgslen, udmønter det sig også i direkte kontrol af
de enkelte arbejdstagere: Sådan at forstå at hvis ledelsen føler, at man skaber mishag, kan
pågældende medarbejder pludselig opleve, at timerne er blevet skåret ned eller flyttet. Lederne har
ingen betænkeligheder ved at benytte sig af disse metoder for at slippe af med arbejdstagere, der
ikke anses for at være produktive nok. Det gælder også i forhold til ansatte med kroniske sygdomme
- hvoraf mange ikke kan få adgang til sygeforsikring gennem Walmart. I en nylig sag, forsøgte en
leder at skille sig af med en medarbejder med kræft i bugspytkirtlen (han døde, før han kunne blive
fyret). I en anden sag blev en 70-årig kvinde, som led af inkontinens, fyret for at gå på toilettet for
ofte.
Kollektiv magt.
Situationen for Walmarts ansatte kan nok bedst beskrives som en tilstand af strukturel svaghed. De
har ingen reelle forhandlingsmuligheder og arbejder ikke i et stramt arbejdsmarked eller strategisk
vigtig industri. Det betyder, at de kan erstattes når som helst. Walmart har udnyttet denne svaghed
og øget den ved at lukke butikker og endda hele afdelinger over hele USA, frem for at acceptere de
ansattes medlemskab af fagforeninger.
På trods af dette, har ”Vores Walmart” kampagnen vist, at arbejdstagerne kan opbygge magt
igennem kollektiv organisering. ”Vores Walmart” har gjort dette ved at fokusere på fire indbyrdes
forbundne elementer af organisering: det organisatoriske, juridiske, teknologiske og taktiske.
Selvom fagforbundet – the United Food and Commercial Workers' Union (UFCW) – bidrager med
økonomisk bidstand og ekspertise, er det vigtigeste mål ikke at øge organisationsgraden. Det er
fortsat en ambition, men alle involverede accepterer, at på kort sigt, er det urealistisk. Lovgivningen
på det amerikanske arbejdsmarked kræver en formel accept på hver enkelt arbejdsplads. Og det
selv om et flertal af arbejdere har tilsluttet sig. Walmart har vist sig at være yderst dygtige til at vinde
sådanne afstemninger. Det gør de ved at hyre eksperter til at køre intensive 'anti-union' kampagner.
Så ubarmhjertig er selskabetsstrategien, at Human Rights Watch fastslår at "det krænker
arbejdstagernes internationale anerkendte ret til foreningsfrihed". Derfor er ”Vores” Walmart en
forening, og ikke en fagforening.
At være en forening tillader også arbejdere at fremme en ny kollektiv organiseringsform i et land,
hvor der er et højt niveau af antipati og mistro overfor fagforeningerne. Medlemmerne understreger
over for deres kolleger, at foreningen er drevet af og for Walmart ansatte og ikke udenforstående
eller fagbosser. Dette nødvendiggør, at kampagnen tilskynder til deltagelse og giver en reel magt.
Når organisation har fuldtidsansatte, som arbejder på vegne af andre, er magtcentralisering og
bureaukratisering en bekymring. Men på de møder, jeg deltog i, blev jeg mindet meget mere om
møder i klimabevægelsen end traditionelle møder i en fagforening. Fuldtids aktivister opfordrer alle
til at deltage aktivt og give plads til andres synspunkter. I mine fortrolige samtaler med
medlemmerne, gav de samstemmende udtryk for en klar følelse af ejerskab af foreningen og de
beslutninger, der tages.
Strejke som symbol
Omgåelse af valg på arbejdspladesen er ikke kampagnens eneste innovative taktik. Arbejdsretten er
også blevet brugt til arbejdernes fordel. Juridisk har den enkelte ret til at strejke, uden at man
behøver at være medlem af en anerkendt forening. Eneste krav er fremsættelse af påstand om
'uretfærdig arbejdspraksis' (ULP) til the Labour Board. Det betyder, at arbejdere har mulighed for at
strejke og det uden at danne en fagforening eller holde et valg. Samtidig er de beskyttet af the Labor
Board mod repressalier eller afskedigelse.
”Vores Walmart” har også gjort udstrakt brug af sociale medier. Mange arbejdere har fortalt mig om
hvor vigtig Facebook var, da de tog deres første skridt mod at blive aktive. ”Vores Walmart”
forkæmper Brad forklarer: ”Du er vant til at håndtere din egen butik. Men når du ser det er
landsdækkende og du taler til andre mennesker, bliver man helt blæst væk. ”
De ansatte føler sig ofte isolerede i deres egen Walmart butik, fordi arbejdsgiverens kontrol
modvirker diskussion af dårlige arbejdsvilkår. Uden behov for mellemmænd, er de ansatte nu i stand
til at få forbindelse med mere end 22.500 andre medarbejdere og tilhængere, der i øjeblikket er
tilmeldt ”Vores Walmart”-gruppen på Facebook (www.facebook.com/OURWMT). Derigennem har de
langt bedre mulighed for at forstå, at de problemer, de står over for, langt fra er isolerede eksempler.
Nye medlemmer kan hurtigt få overblik over den støtte og mediebevågenhed kampagnen genererer.
Internettet bliver også brugt af foreningen til at tilbyde uddannelse og støtte til medlemmer som
ikke har mulighed for fysisk at deltage. Specielt videokonferencer er med til at opbygge en kollektiv
identitet blandt arbejdere spredt over hele landet, og giver dem en mulighed for at deltage i
beslutningsprocessen.
Igennem den kombinerede brug af ULP reglerne og de sociale medier har ”Vores Walmart” udvilket
en innovativ strejke taktik. Normalt forsøger strejker at ramme selskabet på tegnebogen, men ”Vores
Walmart” har ikke nok medlemmer til at ramme deres overskud. Selv under Black Friday aktionen,
var det kun en håndfuld medarbejdere fra hver butik med over 200 ansatte som deltog. Så det var
let for virksomheden at finde afløsere til de strejkende arbejdere.
I ”Vores Walmart” kampagnen, fungerer strejker i stedet primært som en form for symbolsk protest.
Viljen til at deltage viser en arbejdstagers engagement og beslutsomhed, og denne effekt forstærkes
gennem en sofistikeret mediestrategi. På trods af at kun et lille antal arbejdstagere deltog i Black
Friday aktionen, fik de rent faktisk en stor del mediebevågenhed, da de nedlage arbejdet for en
relativ kort periode. Strejkens betydning blev også forstærket igennem foreningens samarbejde med
lokalsamfundet, som de satte en masse kræfter i at opbygge. For eksempel sluttede mere end 1.000
mennesker sig til en blokade af Walmart butikken i LA.
Det er specielt dette, der giver deltagerne magt. Ashlyn, der gik i strejke på Black Friday, minder
om, at de "havde en masse folk som støttede dem... Da jeg så alle de mennesker, var det ligesom,
åh min Gud, det her er noget vigtigt, jeg vil fortsætte, og jeg vil ikke give op."
På den måde har ”Vores Walmart” forvandlet strejken fra en taktik, som forsøger at påføre
økonomisk skade til noget mere beslægtet med UKuncut. En britisk græsrodsbevægelse som
benytter sig af ikke-voldelige tiltag og som er meget dygtige til at bruge medierne. For eksempel,
var der under Black Friday en gruppe ansatte, familiemedlemmer og et medlem af præstestanden
som spærrede vejen til en butik i to timer i en planlagt ulovlig blokade, før de blev arresteret. De
risici som sådanne handlinger indebærer for de involverede er også en vigtig måde at styrke
medlemmernes engagement i foreningen.
Reorganisere arbejdstagere.
Walmarts omdømme er blevet ramt særdeles hårdt på et tidspunkt, hvor virksomheden oplever en
markedsmætning indenfor de traditionelle områder og er presset af international konkurrence.
Ekspansion til storbyområderne, som de tidligere har undgået, er derfor altafgørende, men den
bliver nu ofte blokeret af lokale myndigheder. Det er baggrunden for, at selskabet ikke har åbnet
butikker i New York, og én i LA.
At begrænse Walmarts vækst i disse områder, indtil de forbedrer vilkårene for de mange ansatte,
udgør et vigtigt led i ”Vores Walmarts” strategi. Dette omfatter masseprotester og at få nuværende
medarbejdere til at tale imod selskabet på medier og i lokalområdet. For eksempel havde ”Vores
Walmart” og UFCW i 2012 mobiliseret 10.000 mennesker til at marchere imod planerne om en
Walmart i LA China Town. En ansøgning i New York blev ligeledes afvist takket være ”Vores Walmart”
kampagne. Denne strategi er også til fordel for UFCW, fordi den beskytter de butikker, som har
organiserede medarbejdere og af den grund bedre vilkår, fra konkurrencen med Walmarts
uorganisrede arbejdskraft.
Allerede nu har ”Vores Walmart” haft en stor betydning for faglige kampe i USA. Det er muligt at
mobilisere arbejdstagere med næsten ingen strukturel magt. Hvis kun én ud af ti timelønnede hos
Walmart sluttede sig til foreningen, er der tale om 100.000 arbejdere, med en formidabel
menneskelig og økonomisk slagkraft.
Det er muligt. Der hvor foreningen har koncentreret sine kræfter, har en tiendedel af de ansatte
tilsluttet sig kampagnen. I nogle butikker, er tallene nået op på mellem 20 og 40 procent. Som
reaktion herpå har Walmart vist sig villig til at forbedre arbejdsvilkårene for de ansatte som for
eksempel planlægning af arbejdstiden. Kampagnen ser ud til at vinde andre forbedringer. Så længe
det ikke koster for meget. Selv støtte til at hæve den føderale mindsteløn er ikke utænkelig ud fra
rationalet om, at det vil øge forbruget, uden at svække konkurrenceevnen. En skønne dag vil
sådanne sejre kunne forbedre ”Vores Walmart” muligheder for at vinde flere mærkesager og måske
en dag anerkendelse.
Lad det være sagt. Den situation, som de traditionelle fagforeninger i USA befinder sig i, er mildest
talt elendig. Men det er vigtigt at erkende, at nye former for arbejdsorganisation altid er opstået ud
fra allerede eksisterende. Da Ford introducerede samlebåndet, varslede man arbejderbevægelsens
død. Fagbevægelsen blev opdelt efter arbejdernes kvalifikationer, håndværkerlag, og de nye tider
var med til at udvide det potentielle udbud af arbejdskraft. Det tog henved 30 års militant kamp, og
udviklingen af nye organisatoriske former og taktikker, for at komme til erkendelse af, at Fordism i
virkeligheden havde skabt en grobund for en langt større fagforeningsorganisering. Der er derfor
grund til at håbe, at de innovative metoder, som ”Vores Walmart” har udviklet, vil muliggøre en
lignende udvikling af arbejderbevægelsen på et højere niveau i det 21. århundrede.
Oversættelse: Torsten Geelan
„Vi forbliver alle her!“
Om flygtningeprotester og kampen for retten til byen. Mens der opstår racistiske optøjer mod
flygtninge i Europa, oplever Hamborg lige nu det præcist modsatte: En bred bevægelse for
flygtninges opholdsret. Dette krav er tæt forbundet med kampen om retten til byen og forsvaret af
et besat venstreorienteret fristed.
Af Florian Wilde - HB-medlem i DIE LINKE.
Teksten har været publiceret på http://antifra.blog.rosalux.de og er en ny redigeret udgave af en
artikel, som tidligere blev bragt i det marxistiske magasin ”Marx 21”. Oversættelse: Stefan Godau
med støtte fra Rosa-Luxemburg-stiftelsen.
Det var omkring 300 flygtninge fra Vestafrika, der ankom til Hamborg fra Libyen i foråret 2013. Efter
en farlig overfart havde deres rejse først ført dem til den italienske ø Lampedusa. Derfor benævnte
gruppen sig efter denne ø. Efter deres ankomst til Hamborg vægrede myndighederne sig ved at
tilbyde dem permanent husly. De henviste til EU-reglerne og forsøgte at drive dem ud af byen. Men
flygtningene nægtede at rejse videre. Hvorhen skulle de også tage? De bestemte sig for at blive, at
henvende sig til offentligheden og kæmpe for deres rettigheder. De mødte herved en spontan
solidaritetsbølge og sympati i brede befolkningsdele.
Kirker åbnede deres porte, og det gjorde moskeerne også – om end i et mindre omfang. Også
venstreorienterede fristeder og kollektive optog flygtninge. Ca. 80 af dem fandt husly i St.Paulikirken, som ligger lige ved siden af de tidligere besatte huse i Hafenstrasse samt parken Park Fiction.
Denne park blev opført af indbyggerne selv og forsvaret imod investorernes interesser og fik
tilnavnet Gezi Park Fiction i solidaritet med protesterne i Istanbul i sommeren 2013. I parken
arrangerede naboerne flere støtte-grill-aftener for flygtningene. Dagligt blev madvarer og tæpper
bragt til kirken for at støtte flygtningene. Fodboldklubben FC St. Pauli gav drikkevarer og
fanbeklædning og gratis stadionbilletter til flygtningene. Fagforeningerne ver.di (tysk FOA m.fl. o.a.) og GEW (BUPL/PLS - o.a.) stod for en velkomstfest i LO-huset. Flygtningene meldte sig kollektivt
ind i ver.di. Dermed kunne de drage nytte af den faglige retsbeskyttelse. Efter racistiske tilråb
kontaktede en dørmand fra nabolaget kirken for at holde nattevagt foran den hele ugen. På den
store demonstration i efteråret ”Intet profitmageri med huslejen” arrangeret af ”Ret til byen”netværket den 28. oktober spillede flygtningene en vigtig rolle.
Dog imens store befolkningsdele, venstrefløjen og flere fagforeninger viste deres støtte, stod det
socialdemokratiske bystyre fast på sin hårde linje. Det påstod, at flygtningenes tilstedeværelse var i
strid med EU-love, og de skulle derfor forlade byen.
Da det kom til en skibskatastrofe med over 270 drukne flygtninge, voksede støtten til flygtningene
blandt befolkningen i Hamborg i begyndelsen af oktober. Desværre ændrede det ikke noget ved
bystyrets hårde linje. Tværtimod: Det stillede flygtningene et ultimatum om at melde sig hos
myndighederne frem til d. 11. oktober og lade sig registrere.
Efter fristens udløb begyndte politiet at gennemføre massive racistiske kontroltiltag med det formål
at registrere flygtningene og at forberede deres udvisning. En spontan protestbølge begyndte.
Allerede samme aften gik 1000 mennesker i bydelen Altona på gaden. Demonstranterne var
spontane, vrede og meget højlydte. Ligeledes de to næste dage.
I ”Rote Flora”, kvarterets besatte autonome fristed, blev det indkaldt til et stormøde for at diskutere
håndteringen af politikontrollen. Derefter demonstrede der på ny over 500 mennesker gennem
kvarteret for flygtningenes opholdsret. Stormødet besluttede også at opfordre bystyret til at afslutte
politichikanen. I modsat tilfælde ville man igen gå på gaden og eskalere protesten: ”Vi begrænser
os ikke mere til legale protestformer, når der drukner mennesker i Middelhavet, og det bare bliver
taget som anledning til at øge presset på flygtninge.”
Derfor samledes over 1000 mennesker efter fristens udløb foran ”Rote Flora” og bevægede uanmeldt
sig igennem kvarteret. Efter få hundrede meter blev demonstrationen brutalt angrebet af politiet.
Som reaktion fløj brosten, flasker og fyrværkeri. I timevis forsatte smågrupper protesten.
Bare en dag senere, onsdag, den 16.oktober, var der igen ca. 1000 mennesker, som drog i gennem
byen ud fra en protestlejr foran Hovedbanegården. Den 25. oktober fulgte ca. 10.000 mennesker et
opråb fra St.Pauli-fanmiljøet og tog efter kampen i solidaritet til St.Pauli-kirken.
En uge senere, den 2.novemer, deltog ca. 15.000 i den hidtil største støttedemonstration til fordel
for flygtninge. Også i ugerne derefter var der demonstrationer.
Protesterne i Hamborg fik deres styrke og dynamik i alliance med ”ret til byen”-bevægelsen, der
vender sig mod privatisering af det offentlige rum og går ind for billige lejligheder, imod
markedsgørelsen og for fristeder til alle, også flygtningene.
I Hamborg findes der en lang tradition for venstreorienterede kampe og bevægelser i bydelene. I
1980 'erne og 90'erne blev Rote Flora, Hafenstrasse o.a. besat, og der blev kæmpet for deres
beståen. Rote Flora har sågar bestået siden 1989 som besat autonomt centrum uden lejekontrakt på denne infrastruktur støtter sig indtil i dag mange bevægelser. Godt nok blev der ryddet og lukket
mange andre projekter, såsom husvognpladsen ”Bambule” i 2002. Dog fulgte der protester over
flere måneder, som fik bystyret til at give afkald på videre rydninger.
Da huslejepriserne eksploderede i de sene 00 'er, organiseredes igen modstanden i Hamborg. Hvert
år sidenhen er det lykkedes for
”ret-til-byen”-netværket at mobilisere flere tusinde til
demonstrationer mod ”lejevanviddet”. Så snart naboerne får nys om nye investorplaner, kommer der
protester: ”Der hænges bannere ud af vinduerne, aktivister besætter huse som symbol og arrangerer
informationsmøder. P.t. drejer det sig især om de såkaldte ”Esso-huse” på Reeperbahn. Godt nok
kunne protesterne ikke standse investorerne og huslejestigningerne. Men alle partier blev tvunget
til at rykke huslejestigninger ind i centrum af valgkampen og lovede flere sociale boliger. Men også
helt konkrete succeser blev opnået: I sommeren 2009 besatte kunstnere ”Gängeviertel” (et kvarter i
Indre By – o.a.) for at forhindre nedrivningen af det fredede område. Siden da består området som
selvstyret bo- og kulturprojekt.
I sensommeren 2013 blev det bekendt, at Rote Flora var truet på sin eksistens som venstreorienteret
fristed. Allerede nogle år tidligere havde bystyret solgt grunden til en investor, som havde
annonceret, at han ville omdanne stedet til en kommerciel koncerthal. Siden planernes
bekendtgørelse blev der sat talrige aktiviteter i gang, som også støtter flygtninge.
Under protesternes pres har bystyret i mellemtiden givet tilladelse til opførelsen af varmecontainere
på kirkens grund, hvor flygtninge kan overnatte om vinteren. Flygtninges egentlige krav er det forsat
imod: en kollektiv løsning med opholdsret for hele gruppen.
Gadeprotesten bliver væsentligt båret af venstreorienterede og autonome grupper, partiet DIE LINKE
og nogle fagforeninger. Den konkrete solidaritet med flygtningene foregår især i bydelene St.Pauli,
Altona og Sternschanze, som præges af venstrefløjen. Andre steder møder bystyrets holdning stadig
sympati og delvist også racistiske fordomme. For at tvinge Socialdemokratiet - som styrer byen med
absolut flertal - til at skifte kurs, er det nødvendigt at opretholde og forøge presset og forbinde det
med andre miljøer blandt socialdemokrater og de Grønne.
Siden slutningen af december optrappedes situationen i Hamborg. Rote Flora havde den
21.december indkaldt til stordemonstration under mottoet: ”Here to stay! - Refugees, Esso-huse,
Rote flora - vi forbliver alle her!” Der kom ca. 10.000 mennesker. Ca. halvdelen deltog i en
kæmpestor ”sort blok” i spidsen af demonstrationen. Tusinde andre tilsluttede sig den mangfoldige,
spraglede ”ret-til-by”-blok, der blev arrangeret af bydelsinitiativer og venstreradikale grupper, og
som også blev støttet af DIE LINKE i Hamborg. Efter kun få meter blev demonstrationen stoppet af
politiet, som på en brutal måde angreb den med knipler, vandkanoner og tåregas for til sidst at
erklære den opløst. Den autonome blok forsøgte med alle midler at forsvare optoget. Derpå fulgte
de mest intensive gadeoptøjer, som der har været i Hamborg i årevis. Flere tusind forsøgte på
forskellige måder at sætte retten til at demonstrere igennem mod politiet. Allerede op til
demonstrationen angreb en gruppe maskerede en politigård. Et angiveligt andet angreb førte til en
massiv hetz i medierne imod bevægelsen og ”venstreorienterede ballademagere.” Politiet brugte
dette som anledning til at erklære store dele af St.Pauli, Altona og Schanze-kvarteret for ”farligt
område” (igen ophævet den 14.1 – o.a.), hvor der altid kan foretages personkontrol og udstedes
opholdsforbud uden mistanke - en fare også for Lampedusa-flygtningene, hvoraf mange vil ikke lade
sig registrere af myndighederne. DIE LINKE protesterede imod mediernes hetz. Partiet stod derfor
til skud i de borgerlige medier. I starten af januar fik offentligheden at vide, at politiet åbenbart selv
har opfundet det andet angreb på politigården for at legitimere undtagelsestilstanden (dvs.
etableringen af visitationszonen). Siden da protesterede flere hundrede hver aften imod
indskrænkningen af forsamlingsretten med kreative tiltag, såsom pudekamp m.m. Således har byen
fået endnu et konfliktstof: forsvaret af borgerrettighederne mod staten.
Eksemplet fra Hamborg viser, hvordan antiracistiske protester mod den europæiske flygtningepolitik
kan forbindes med lokale sociale konflikter såsom kampen mod huslejestigninger og retten til en
leveværdig by, netop når disse bevægelser er rodfæstede i byen og har været til stede i mange år.
De har også et parlamentarisk og udenomsparlamentarisk talerør i form af et parti som DIE LINKE,
som fik 6,5 pct. af stemmerne ved sidste byrådsvalg. Det centrale element, som forbinder de
forskellige bevægelser og aktivister er et venstrefløjsmiljø, som er vokset i mange år og har
forbindelser til fagforbund, DIE LINKE og progressive medier. Netop i en tid, hvor man som
venstrefløjsaktivist ofte kan være frustreret over manglende gennemslagskraft, viser Hamborg, hvad
der er muligt også i andre byer.
Berlin/Hamborg, 9.1.2014
Ov e rp ro d uk t io n o g v e n st re f lø je n s im po t en s!
Af Ellen Brun og Jacques Hersh
”Hvad vi møder i kriserne er en social epidemi, som ville have forekommet alle tidligere epoker at
være rent vanvid – den epidemi, der hedder overproduktion.”
På bagsiden af ”Arbejderen” den 26. november 2013 bringer redaktionen et citat af Karl Marx, som
på den ene side helt enkelt forklarer kapitalismens måde at fungere på og samtidig antyder
arbejderbevægelsens iboende ideologiske og politiske svagheder.
Citatet lyder i sin enkelhed: ”Hvad vi møder i kriserne er en social epidemi, som ville have
forekommet alle tidligere epoker at være rent vanvid – den epidemi, der hedder overproduktion.” Et
blik på den nuværende globale socioøkonomiske og politiske situation bekræfter denne iagttagelse.
Det var afsætningsproblemer i 1970erne, ovenpå genopbygningen af de ødelagte økonomier efter
Anden Verdenskrig, der fra 1980erne banede vejen til nutiden for finanskapitalens dominerende
position i den kapitalistiske økonomi. Det gav sig udslag i stagnation og spekulation. Et overskud
af kapital blev forvandlet til ”Casino Capitalism” hvor der kunne tjenes penge uden at deltage i
produktion. Noget lignende fandt sted ved bolig-boblen, hvor bankerne var hovedaktører. Desuden
bidrog militariseringen af verdensøkonomien til ressource-spild og profit-muligheder på globalt
plan.
I manglen på en holistisk analyse, fremstår de politiske partier som uden indsigt i krisens kerne.
Som logisk følge foreslår de alle ”løsningsmodeller”, der ikke antaster drivkraften bag kapitalismens
måde at fungere på. Tværtimod!
Det er påfaldende hvordan den herskende økonomiske forståelse har forkastet ethvert spor af
marxismens analytiske tilgang, hvad angår krisens karakter og årsag. En fælles holdning, baseret
på en slags ”voodoo economics”, synes at dominere det politiske landskab. I Danmark kan tendensen
iagttages i den konsensus mellem rød og blå blok, som definerer problemerne og foreskriver
løsningerne. Hverken erhvervsliv, statsfunktionærer eller arbejderpartier har en interesse i at sætte
fokus på krisen som systemisk tilstand. Alternative tilgange eller begreber som ”overproduktion”,
er næsten forsvundet fra sprogbruget. I stedet drejer diskussionen sig om skattelettelser for
korporationer, for de rige og på arbejde, samt om hvordan man nedskærer og forringer den sociale
sektor. Ifølge tankegangen vil denne strategi, der samtidig omfordeler rigdommen til fordel for de
velhavende, føre til større efterspørgsel og økonomisk trivsel.
Uanset at årsagen til den internationale økonomis generelle krise er forbundet med et begrænset
købedygtigt marked i forhold til den globale produktions-overkapacitet, gennemfører den ”røde”
regering sociale og økonomiske reformer med den hensigt at forstærke Danmarks eksport-stilling.
Denne politik indebærer en forøgelse af arbejdskraftens produktivitet: dvs. mere arbejde for mindre
løn. Problemet er imidlertid at en lignende strategi følges af de fleste industrilande samt i udviklingsøkonomierne i den tredje verden (Kina, Indien, Rusland, Brasilien).
Den erklærede målsætning om at gøre den nationale økonomi konkurrencedygtig strider imod den
kendsgerning, at kapitalen har opnået bevægelsesfrihed på internationalt plan. Det betyder at en
del af produktionen og andre økonomiske aktiviteter flytter til lande med lavere produktions
omkostninger og mere lempelig miljø lovgivning.
Den nye katekismus – produktivismen – bruges til at legitimere upopulære forandringer i samfundet
– væk fra velfærdsstaten i retning af en ”konkurrencestat”. Diskursen om styrkelse af
”konkurrenceevnen” bruges ideologisk til at få befolkningen til at acceptere en udvikling, der strider
imod flertallets egne interesser. En ny social kontrakt, frigjort fra solidariteten med de svage, er
således i færd med at erstatte ”kapitalismen med et menneskeligt ansigt” der blev opbygget efter
Anden Verdenskrig med socialdemokratiet som bannerfører!
Findes der et alternativ til en markeds fundamentalisme, der i sin konsekvens vil komme til at
forvandle moderne kapitalistiske samfund til udemokratiske autoritære stater? Er arbejderklassen et
redskab, der kan forhindre denne proces? Socialisters tidligere determinisme virker forældet ikke
mindst når den økonomistiske kamp for beskæftigelse bliver dominerende. For at forstå
arbejderklassens såkaldte antikapitalistiske ”mission” er det nødvendigt at inddrage de historiske
erfaringer og teoretiske diskussioner der har været en del af den socioøkonomiske udvikling.
Marx’ opfattelse af kapitalismens krisetilbøjelighed inspirerede hans svigersøn til at skrive bogen
”Retten til dovenskab”: Paul Lafargues kritik af arbejderbevægelsen pegede på absurditeten bag
forsøget på at løse kapitalismens overproduktionstilbøjelighed ved at kræve større afholdenhed og
mere arbejde i stedet for lønarbejdets afskaffelse. Det vil sige en slags utopi, hvor menneskers
overlevelse var gjort fri fra afhængigheden af behovet for kapitalakkumulation.
Lafargues
budskab,
siden
bogen
udkom
(1880,
dansk
oversættelse:
1970/2010),
vandt ikke tilstrækkelig genklang i den europæiske arbejderklasse. Resultatet af den fortsatte
vanetænkning medførte tilpasning og bureaukratisering af fagforeningerne. Forkastelsen af den
marxistiske forståelse af overproduktion kombineret med kravet om arbejde bidrog endvidere til
kolonialismen og imperialismen, til to verdenskrige, miljøkatastrofer og klimaforandringer.
I den aktuelle situation er det interessant at lægge mærke til at mens de politiske partier, der agerer
som ”forkæmpere” for arbejderklassen, taler om ”krise-løsning” uden at nævne det herskende
socioøkonomiske system ved navn, har Pave Frans for nyligt direkte angrebet kapitalismen som et
”nyt tyranni”. Paradokset er, at den katolske kirkes overhoved synes at have en mere realistisk
forståelse af den nuværende materielle og objektive situation end reformistiske, såkaldte
socialdemokrater.
Når Karl Marx i ovennævnte citat skitserede essensen af det kapitalistiske systems iboende krisetendens, gjorde han og Friedrich Engels i ”Det kommunistiske manifest” opmærksom på, at
kommunismen som alternativ samfundsmodel repræsenterede det mest radikale brud med al
hidtidig traditionel tænkning!
Kun politiske analfabeter kan imidlertid tro, at vi står overfor en sådan radikal omkalfatring af vore
moderne samfund. På den anden side er nyliberalismens diskurs om historiens afslutning ikke
mindre utopisk. Allerede den græske filosof Heraklit var klar over at intet er permanent --undtagen
forandring!
Det politiske dilemma, vi befinder os i, ligner desværre på mange måder den situation som Gramsci
beskrev i 1930erne: ”Krisen består præcis i den kendsgerning at det gamle er døende og det nye
ikke kan blive født; i denne interregnum dukker en mangfoldighed af patologiske symptomer op.”
Samfundenes historiske udvikling er ikke unilinear, og uden socialistiske kræfter der tager kampen
op, vil proto-fascister tage initiativet til en løsningsmodel der fører til kapitalisme uden menneskeligt
ansigt!
Under disse omstændigheder burde man så ikke, i disse krisetider (både økonomiske og miljø), i
det mindste gøre ”antikapitalisme” til venstrefløjens strategiske perspektiv ved at sætte kritikken af
kapitalismen på dagsordenen? Det ville indebære at inddrage kapitalismens væsen og måde at
fungere på i samfundsdebatten.
Striden om et eller to bade om ugen for ældre medborgere eller cykelstier i København, bibringer
ikke automatisk en politisk bevidsthed om det socioøkonomiske systems iboende logik og miljøomkostninger! Ej heller bibringer støtten til NATOs bombninger i Libyen og senest accepten af
danske troppers udsendelse til Mali en større forståelse af moderne imperialisme. Krig er næppe
heller særlig befordrende for en grønnere verden!
S o c ia lism e n de r b le v v æ k .
Af Gorm Winther
Hvis socialismen har en så stor fortællekraft og et greb om hverdagsbevidstheden – hvorfor har den
så ikke for længst sejret over alt?
Jeg kan endnu huske, når min far – blikkenslager ’af Guds nåde’ - berettede om dagene i 1956, hvor
storstrejken lagde arbejdspladserne øde. Han deltog i det store optog, der marcherede til stormøder
i Aalborg. Mit barndomshjem i en 3. sals lejlighed i Nørresundby dannede tit ramme om fortællinger.
I Aalborg var det ikke mindst formanden for lager og pakhusarbejderne og DKP i Nordjylland Knud
Jespersen, der førte an, både som hovedtaler og en af strejkens ledende kræfter. En opfordring ville
havde været nok, fortalte min far, og i tusindevis ville være parat til at storme politistationen. Sådan
oplevede han stemningen, hvor voldelige episoder forekom. En officer dumdristigt defilerende forbi
arbejdertoget i fuld udgangsuniform fik prygl. Den negative stemning var rettet mod den
socialdemokratiske regering. Det er mit indtryk, at der ikke siden har været en sådan tænkning
blandt danske lønmodtagere. Situationen var egenartet, og de deltagende var parate. Hvad skulle
dens ledere nu gøre? Arbejderbefolkningen havde fået nok af lave lønninger, underbetaling af
kvinder, en 48 timers arbejdsuge og arbejdsløshed. Jeg var fem år den gang, men jeg husker, at vi
levede af rugbrød og marmelade, mens strejken stod på. Hver dag gik jeg til ismejeriet for min mor
for at købe på kredit som aftalt med den flinke mejerist.
På Christiansborg slotsplads og i København deltog 200.000 mennesker, hvor DKP’s daværende
formand Aksel Larsen manede til ro og opfordrede folk til at gå hjem, mens ’situationens
generalstab’, tillidsmændene drøftede, hvad der videre skulle gøres. Han opfordrede til
generalstrejke. Efterfølgende lørdag gik gassen af ballonen uden at arbejderklassen fik sine krav
gennemført. Der kan siges meget om dette svigt – personlige motiver hos politikere, magtesløshed,
manglende mod, ansvarlig realisme? På en måde er situationen betegnende for en socialisme, der
aldrig hverken i Danmark eller internationalt blev til noget. Hvis socialismen har en så stor
fortællekraft og et greb om hverdagsbevidstheden – hvorfor har den så ikke for længst sejret over
alt? Ingen, der er ved sine fulde fem, vil anse Stalinistiske forvanskninger, den afdøde Sovjetunion
og dens stødpudestater mod vest som socialistisk. Det samme med Kina og andre stater rodfæstet
i Asiatiske traditioner. Derfor dette spørgsmål, svaret på spørgsmålet ligger ikke gemt i disse staters
økonomiske og politiske problemer! Især Ungarn, Polen og DDR blev eksempler på en nedkæmpning
af arbejderopstande. Den slags skete ikke i Danmark i 1956 om end, der foreligger beretninger om,
at militæret var i beredskab og man andetsteds i den kapitalistiske verden har set voldelige kampe
vendt mod arbejderklassen. Både PET og FET overvågede tillidsmænd af kommunistisk observans i
samarbejde med den socialdemokratiske Arbejderbevægelsens Informations Central (AIC). Stik imod
paroler om enhed gav denne sig af med et angiveri af de mest militante tillidsmænd på
arbejdspladserne. Men det førte ikke i Danmark til nedskydning af arbejdere, som I Poznan samme
år, hvor 53 personer blev dræbt, ca. 300 blev såret og ca. 500 mennesker arresteret. Historien er
fyldt med eksempler - allerede med Lenin og Trotskijs morderiske nedslagtning af Kronstadtmatroserne, blev det klart, at den autoritære socialisme og den nye Bolsjevikiske klasse med rødder
i Marxistisk tænkning kan være en lige så grusom herre som industribaronen og finansoligarken, så
levende beskrevet af Jack London i romanen ’Jernhælen’. Stormen af Kronstadtfæstningen opstod
på grundlag af et krav om rådssocialisme (sovjetter), direkte og demokratiske valg til rådene og
ordentlige levevilkår som Bolsjevikkerne ikke havde kunnet fremskaffe? Borgerkrig og såkaldt
’Krigskommunisme’ førte til central kommandoøkonomi, kvælning af demokratisk valgte arbejder-,
bonde- og soldaterråd og summariske henrettelser.
Dette rejser uomgængeligt et basalt spørgsmål, som for mig efterhånden ligner en erkendelse af, at
dele af det marxistiske projekt er en illusion. At erstatte en fremmedgørende magt (kapitalen) med
en anden (staten) er dømt til at mislykkes. Anarko-syndikalisten George Orwells mesterlige roman
Kammarat Napoleon, hvor ledergrisen Napoleon ender med at skabe sit diktatur over de andre grise,
munder ud i grisesamfundets syvende bud: ’Her er vi alle lige, men nogle er mere lige end andre’.
Skrevet under den spanske borgerkrig, hvor kommunisterne myrdede anarkister og trotskister
beskrev han Sovjetmarxismens bankerot. Marx og Engels skrev i det kommunistiske manifest, at
alle hidtidige samfunds historie er klassekampens historie. Den sætning er lige så sand i dag som
for 165 år siden. Siden efter den traditionelle økonomi i form af jæger og samlersamfund har der
været en herskende klasse. Også i de nu hedengangne samfund, der baserede sig på Kammarat
Stalins rædselsherredømme.
Ugebrevet A4 skriver, at over 1 million danskere anser sig selv for at være socialister (!). Burde det
så ikke, nu hvor befolkningerne i EU er på gaden for at protestere mod offentlige besparelser,
fyringer, ulighed og en uansvarlig ny-liberal politik, være sådan, at socialistiske kræfter i Danmark
og nede i Europa kan sætte sig i spidsen for en bevægelse for et andet samfund? Overhovedet at
stille det spørgsmål forekommer i Danmark at være en lige så stor ’joke’, som i 1966 da en ung
begejstret Gert Petersen på forsiden af SF bladet skrev, at der som i 1901, hvor Estrups provisorietid
blev afløst af parlamentarisme, var sket ’et systemskifte’. Det første ’arbejderflertal’ blev desværre
historien om et udeblevet skifte. SF blev i ’det røde kabinet’ viklet så meget ind i Socialdemokratisk
politik, at man måtte sluge den forhadte moms, devalueringen og indefrysningen af to
dyrtidsportioner. SF kom under ’åget’ som Per Hækkerup så malerisk udtrykte det, mens han uddelte
sine politiske stokkeslag – i folkemunde hed han ikke andet end ’Stokke Per’. Arbejderflertallet
bragte ikke Danmark nærmere socialismen under indtryk af 60’ernes ’evige dans om guldkalven’.
Arbejderne interesserede sig ikke for socialisme, frem for det første fjernsyn, bil, villa og vovhund.
For år tilbage kunne det ansete magasin ’The Economist’ skrive, at vi globalt har set en ca. 60 – 70
regeringer af ’socialistisk’ observans uden, at den herskende klasse af den grund har haft noget at
frygte. ’Ministersocialisme’ eller røde koalitioner fører ikke til andet end en konsolidering af det
borgerlige samfund. Det hjemlige socialdemokrati har flere gange formået at føre en krisepolitik
med indgreb i overenskomstforhandlinger. I dag sker det med en lønmodtagerfjendsk politik
assisteret af socialistisk folkeparti. Den yderste venstrefløj er på vej med en gang SF retorik fra
80’erne. De såkaldte revolutionære får ufrivilligt en rolle som legitimerende. I stedet for at kræve en
systemændrende politik fortaber man sig i, at der skulle være en forskel på borgerlig og
socialdemokratisk krisestyring. Skulle det yderste venstrefløjsparti imidlertid få magt, bliver det
ikke, som det oprindeligt havde agt! Man glider ind i den samme rolle som først SD og nu senere
SF. Fra at være samfundsomstyrtende bliver man samfundsbevarende! Det andet arbejderflertal
uden regeringsdeltagelse i 1971 gav ikke SF meget andet end en fredning af rovfuglene og en
nedsættelse af en mælkemoms.
Ordet ’revolution’ har sendt forskruede skrækbølger gennem det danske samfund, befordret af de,
der ikke bryder sig om Enhedslistens fremgang, hvilket skyndsomt har kastet EL ud i ren
opportunisme. Ideen hos borgerlige spindoktorer er naturligvis den, at fremmane et billede af den
enlige ’gungrende’ kanon fra krydseren Aurora, der fra Neva floden rettedes ind mod vinterpaladset
i St. Petersborg og hermed indledte bolsjevikkernes statskup i 1917. Kuppet, der kaldes voldelig
revolution, var ikke så blodigt som så mange andre sociale revolutioner, og det har siden
overskygget enhver tale om andre både voldelige og ikke voldelige revolutionsformer, hvor en af de
mere kendte Mahatma Gandhis ahimsa udgjorde hjørnestenen i Indiens frigørelse fra den engelske
kolonimagt. Andre ikke religiøse former forfægter civil ulydighed, generalstrejken og den folkelige
bevægelse, der udtrykker folkeflertallets vilje. SF’s tidligere formand Gert Petersen skrev i 1975 i
tidsskriftet ’Her og Nu’ en bemærkelsesværdig artikel om klassekampen og det borgerlige
demokratis
forfatning
og
love
med
udgangspunkt
i
Portugals
’nellikerevolution’
og
universitetsmarxismens flirt med mindretalskup. Samspillet mellem bevægelser i befolkningen og
lovgivningen i parlamentet, mellem folkelige aktioner og brugen af stemmesedlen udgør tilsammen
en demokratisk vej. Et folketingsflertal med aktiv støtte fra arbejdermasserne, skrev han, er den
eneste vej.
Hvis man da også ser på Danmarkshistorien skal man tilbage til Grevens fejde i 1534 for at finde en
væbnet konfrontation mellem adel og bønder. Ophævelse af livegenskabet, grundloven, indførelsen
af
parlamentarismen,
arbejdernes
rettigheder
og
velfærdsstaten
er
gennemført
uden
blodsudgydelser. Men strategien om at gå på to ben i en vekselvirkning mellem det parlamentariske
arbejde og de folkelige bevægelser er ikke lykkes. Storstrejken i 1956 vidner om dette. Det har været
reformernes vej med arbejderflertal, rødt kabinet og nu SF ministre uden en gradvis indførelse af
socialisme og en inddragelse af befolkningen.
Man kan nationalt eller internationalt udtænke snedige strategier – ’ministersocialisme’,
parlamentsfiksering, den voldelige eller ikke voldelige revolution - for historisk senere at kunne
konstatere, at det ’gamle lort’ flytter med (Marx’ udtryksform). Klassekampen forsvinder ikke, fordi
Don Corydon siger det med baggrund i et tilhørsforhold til den herskende klasse (!). Problemet er,
at magtrelationer og hierarki genskaber sig selv. Og så er vi tilbage ved spørgsmålet om socialismens
manglende
gennemslagskraft. Et
grundlæggende problem tager sit
udgangspunkt
socialpsykologisk indfaldsvinkel. Hvis det er politikerne, der har magt, og
i en
vi antager
tilstedeværelsen af en almenmenneskelig natur, er der da noget i denne, der stiller sig hindrende i
vejen for projektet? Hermed antydes det med en analogi til Friedrich Nietzsche, at viljen til at herske
eller lade sig beherske skulle være forklaret som interpersonelle relationer, relationer mellem
grupper eller sociale klasser eller ved institutioner, der knæsætter denne magtanvendelse. Magtens
anatomi kan som forklaret af J.K. Galbraith være kendetegnet ved fysisk undertrykkelse, ved
pekuniær aflønning for at følge magthavernes målsætninger eller manipulerende og faciliteret
gennem bedre uddannede teknokrater og bureaukraters overtalelsesevner. Indenfor den
psykologiske forskning, taler man i dag ligefrem om, at det magtfulde overmenneske besidder en
større mængde af voldshormonet testosteron end de, der accepterer underdanighed og identificerer
sig med en elitær herskende klasses målsætninger. Ingen såkaldt repræsentant for en organisation,
der i sin selvforståelse er socialistisk, ønsker naturligvis en sådan etikettering, som ville være gift
for et socialistisk demokrati. Hvis lønmodtagerne skulle kunne vinde magten over sit arbejde og sit
samfundsmæssige liv som den oprindelige frie bonde eller håndværker må hierarkisk ledelse og
tvangen i dens forskellige former nødvendigvis forsvinde. Marx havde i første Internationale et
voldsomt opgør med Michael Bakunin, fordi denne netop satte spørgsmålstegn ved den autoritære
Marx’ forestillinger om staten. Bakunin skulle bl.a. senere blive kendt for det bombastiske udsagn
om, at menneskelig frigørelse ikke opnås før den sidste bureaukrat hænger i tarmene på den sidste
kapitalist. Med en nærmest uhyggelig profeti fremhævede han Marx som socialismens Bismarck:
Men i Marx’ folkestat, har man sagt os, vil der ikke findes nogen privilegerede klasser. Alle vil blive
lige, ikke blot ud fra et juridisk og politisk synspunkt – men også ud fra en økonomisk. Det er hvad
man stiller i udsigt, men med tanke på, hvordan denne udvikling er påbegyndt og på den kurs, som
den er tænkt at skulle følge, tvivler jeg sandelig på, at det løfte nogensinde kan holdes. Der vil ikke
længere findes nogen privilegeret klasse, men der vil være en regering, og læg godt mærke til dette,
en overordentlig kompliceret regering, som ikke vil stille sig tilfreds med at regere og administrere
masserne, som alle regeringer gør i dag. En sådan regering vil også administrere dem økonomisk
ved i sine egne hænder at koncentrere produktionen og den retfærdige fordeling af velstanden,
dyrkningen af jorden, oprettelsen og udviklingen af fabrikker, organisering og ledelse af handel
samt endelig fordelingen af produktionens kapital af den eneste bankier Staten.…. (En sådan stat
vil se) den videnskabelige intelligens styre, det mest aristokratiske, arrogante og foragtelige af alle
regimer.
Historikeren Lord John Acton skrev i 1887, at magt har en tendens til at korrumpere, den der
kommer til at besidde den, og i forlængelse heraf, hvis besidderen får den absolutte magt, ender
det med den totale korruption. Det er ikke længere magten som et middel for at opnå målet, det
drejer sig om. Politik bliver en rejse på første klasse. For nu er det magten per se det handler om.
Man er parat til at gå på kompromis for at bevare sin magt og sine privilegier. Ja, man vil endog
overtage en modparts synspunkt. Var der nogen, der kunne nikke genkendende til det dagsaktuelle
aspekt fra folketinget. Eller var det sådan, det hang sammen i 1956, da lederne tøvede – var det af
frygt for at miste en tryg tilværelse, privilegier og magt i en økonomisk svær tid?
Men selv alt dette kan være en illusion – ’ministersocialisme’ eller parlamentarisk repræsentation er
ikke en garanti for absolut magtudøvelse. De vældige bureaukratiske apparater og det store
økonomiske foretagendes tekno-struktur udgør en viden-akkumulation, som det enkelte individ
næppe kan overskue. Foregår det oven i købet i et samspil, hvor det økonomiske foretagende kan
påvirke og kontrollere de omgivende politiske og økonomiske strukturer bliver parlamenter næppe
andet end ’ekspeditionskontorer’ og ’debatsaloner med indlagt hygge’ for et mimetisk borgerligt
lovgivningsarbejde, der udgår fra Bruxelles.
Menneskehedens lemmingmarch mod den Botniske bugt intensiveres under indtryk af den
internationale økonomiske og økologiske krise, og hverken det magtsøgende overmenneske, den
ny-liberale materielle ’lykke-fabrik eller den legitimerende og flikkende socialistiske parlamentariker
kan redde os. Er det nedefra og op det skal foregå? Kan de eksisterende og kendte magtstrukturer
ikke virke, må magten oppefra afmonteres til fordel for de lokale fællesskabers selvforvaltning og
associative strukturer fra individ til fællesskab?
F a gbev æ ge ls e n s se lv fo rsk y ldt e e le nd ig he d – e n re p lik t il H K H a nde l
Af Jan Hoby
Der er noget mærkværdigt over, at danske fagforeningsfolk rejser til England og USA for at hente
inspiration til at vende blodstyrtningen i fagbevægelsen. Fagforeningsfolk og aktivister valfarter på
dannelsesrejser til udlandet for at se lyset og finde nye veje. Som om svaret på fagbevægelsens
krise, problemer og udfordringer findes uden for fagbevægelsen. Man tror det er løgn, men en af
verdens bedst organiserede fagbevægelser skal søge hjælp udenbys, fordi den har aflært sig sit eget
DNA og tabt sigte af sin rolle, opgave og funktion.
I decembernummeret af Kritisk Debat har Per Tønnesen, HK Handel, et helt igennem sympatisk
indlæg – Hvorfor snakker fagbevægelsen om bedre service? Man sidder opløftet tilbage over, at der
dog trods alt er nogen i fagbevægelsen, som vil væk fra 20 års systematisk markedsgørelse. Vi står
i en situation, hvor der er flere der melder sig ud af fagbevægelsen end ind, og det har tvunget dele
af fagbevægelsen til at forholde sig til dens indre krise. Dele af fagbevægelsen har langt om længe
forstået, at fagbevægelsens kerneopgave er, at organisere og ikke at servicere. Herunder HK Handel.
”Den organiserende fagforening” henter sin inspiration fra den amerikanske og engelske
fagbevægelse. Men den ”Organiserende Fagforenings” model og dermed også Per Tønnesens indlæg,
lider under at være blottet for enhver form for politisk og ideologisk dimension. Man leder forgæves
efter grundlæggende analyser og strategier på de bagvedliggende politiske og ideologiske årsager
til reorienteringen. Hvis svaret på fagbevægelsens krise er ”Den Organiserende Fagforening”, som
den fremlægges af Per Tønnesen, så har den ingen fremtid. Uanset om den organiserende
fagbevægelse er et kæmpe fremskridt set i forhold til den markedsgjorte serviceorienterede
fagbevægelse, så er det bare utilstrækkeligt på alle leder og kanter.
Det alternative arbejdsmarked
Fagbevægelsens blodstyrtning, er allestedsnærværende. Den danske model er i store dele af det
private
arbejdsmarked
ophørt
med
at
eksistere.
I
transportsektoren,
restaurations-
og
servicebranchen og store dele af byggebranchen er organiseringsprocenterne under 50%, og man
har nået et tippepunkt. Et tippepunkt, der har konsekvenser dag ud og dag ind for titusindvis af
danske lønmodtagere. Det er ikke kun i call-centre i fjernøsten, at lønmodtagere arbejder uden
overenskomst, pension, ferie, pauser og ret til toiletbesøg. Det er ikke kun i tyskland og USA, der
findes ”working poor”. Call-centre i København og Ålborg vidner om slavelignende forhold, der får
Kina til at ligne et foregangsland for lønmodtagerrettigheder. Arbejdsmarkedets sigøjnere er ikke
mere noget, der er i andre lande. Arbejdsmarkedets sigøjnere er ikke kun udsat for de mest primitive
arbejdsforhold, de er også uorganiserede. De er på arbejdspladser, hvor arbejdsgiverne er
ideologiske arbejdsgivere, der sætter en dyd i at holde fagforeninger udenfor fabriksporten.
Hele telekommunikationsindustrien vækker minder om den tidlige industrialisering i Europa og er
billedet på fagbevægelsens globale krise og udfordring. Fagbevægelsen må genopdage
internationalisme og droppe den nationalistiske selvtilstrækkelighed, som særligt præger LO og FTF.
Hele det nye alternative arbejdsmarked bliver den samlede fagbevægelses store nationale og
internationale udfordring
i de kommende
år. Disse problemer
kan den
organiserende
fagbevægelsesmodel ikke løse.
Individualiseringen af lønmodtagerne
Årsagen til denne udvikling skal tilskrives nyliberalismen. Nyliberalismen har forandret alt de
seneste 40 år. Den har haft økonomisk, ideologisk og politisk medvind. Den nyliberale globale
revolution har forandret kapitalismen, den politiske økonomi, klassestrukturen, den offentlige
sektor, fagbevægelsen, venstrefløjen, vores sprog og alle mellemmenneskelige relationer. Vi har
været udsat for nyliberalismen så længe, at forstillingen om en anden verden næsten er glemt.
Individualiseringen, er forårsaget af nyliberalismens markedsgørelse af alt fra kælder til kvist. Der
er intet i samfundet, der ikke har været udsat for markedsgørelse: Kolonihaver, andelsboliger,
fagforeninger, solidaritet og kærlighed. Den kollektivistiske tilgang til fagforeningsmedlemsskab
eroderer og klassebevidstheden er blevet fragmenteret. At være medlem af en fagforening er ikke
en naturlighed, og noget som går i arv ned gennem familier. LO har i flere undersøgelser (2005)
dokumenteret den tiltagende individualisering af lønmodtagerne.
Så heller ikke i forhold til at overkomme individualiseringen af lønmodtagerne er den organiserende
fagforeningsmodel tilstrækkelig.
Det europæiske perspektiv
En forudsætning for, at fagbevægelsen kan blive en samfundsforandrende kamporganisation kræver
en forståelse af årsagerne til angrebet på velfærdsstaten og den danske model (klassesamarbejdet).
En forståelse af, at der ikke findes nationale løsninger – kun internationale løsninger. Vi er nødt til
at skabe en europæisk ret til at strejke, som en måde at føre kollektiv international kamp på i EU. Vi
er nødt til at samarbejde og koordinere aktioner i alle de europæiske lande på samme tid, hvis vi
skal modarbejde de nyliberalistiske politikker. Det er absurd, at EU's økonomiske nedskæringspolitik
har et fælles koordineret udgangspunkt nemlig EU, men den europæiske fagbevægelse kæmper
alene på den nationale scene.
Siden finanskrisen i 2008, har vi set den ene chokdoktrin efterfulgt den anden. Og selv om Danmark
befinder sig i en langt bedre position end Grækenland, Spanien og Portugal, er vi ikke gået fri. Eller
som Syrizas leder Alexis Tsipras sagde i 2012, "vi mener, at deres mål [redningsaktioner - o.a.] ikke
er at løse gældskrisen men at skabe et nyt regelsæt i hele Europa, der er baseret på billig
arbejdskraft, deregulering af arbejdsmarkedsforhold, lave offentlige udgifter og skattefritagelser
for kapital".
Det har taget 150 år at nå til hvor vi er, men det har kun taget en finanskrise, et par chokdoktriner
og en yderst beslutsom arbejdsgiverfront at nedrive en bygning, generationer har rejst.
Overenskomstforliget mellem DI og CO-industri udstiller fagbevægelsens problem. Resultatet
modsvarer ikke krisepolitikkens følger, og fagbevægelsen skal være glad for, at DI ikke ville slås,
for overenskomsten afspejler styrkeforholdet mellem arbejde og kapital. Det er ikke et kønt syn.
Fagbureaukratiet vil fremlægge overenskomstresultatet som et bevis på, at den danske model stadig
lever og har det godt. Men vi kan fortælle alverdens positive fortællinger om, hvor godt vi gør det.
Det fjerner ikke problemerne eller tilvejebringer løsningerne. Fagbevægelsens problemer er
selvskabte problemer, og det er kun fagbevægelsen selv, der kan løse dem. Ellers kan vi forsøge os
med den organiserende fagforeningsmodel herfra og til evighed.
Politik og ideologi tilbage til fagbevægelsen
Fagbevægelsen er i dag en fravalgsbevægelse. Vil vi igen være en tilvalgsbevægelse, kræver det en
ny fagforeningskultur, hvor alle i organisationen har et fælles mål: Medlemsorganisering,
medlemsempowerment og tilbageerobring af politisk og ideologisk styrke.
Friedrich Engels argumenterede for at klassekampen foregår på tre niveauer - det ideologiske, det
politiske og det økonomiske. Medmindre udviklingen indenfor fagbevægelsen er forstået og
analyseret indenfor denne kontekst, bliver det umuligt at komme til en fornuftig forståelse af, hvad
der sker, og hvad der må gøres. Derfor må enhver debat om velfærdsstaten, fagbevægelsens
udfordringer og klassekampssituationen i dag også forholde sig til den politiske og ideologiske
dimension. Hvis du vil have folk til at tænke rødt, så må du tale rødt.
Ikke siden 70’erne har muligheden for at progressive ideer igen kan spille en central rolle i
samfundet været større, men det er ikke givet, at det nødvendigvis bliver progressive ideer, der får
overtaget.
Forandringen af fagbevægelsen starter med dig, uanset om du er menigt medlem, TR, AMR,
afdelingsbestyrelsesmedlem, kongresdelegeret, hovedbestyrelsesmedlem eller ledende frikøbt
tillidsrepræsentant. Det starter med, at du, sammen med dine kolleger kræver, at fagbevægelsen
igen bliver en bevægelse i bevægelse for et bedre og mere retfærdigt samfund. En bevægelse væk
fra fagchauvinisme, der begynder at se sig selv som langt mere end et fagpolitisk fællesskab.
Fagbevægelsen
må
udvikle
sig
til
en
anti-nyliberalistisk
bevægelse
og
genopdage
sin
kapitalismekritik fra kælder til kvist.
Uanset om du er medlem af det ene eller andet parti, eller om du er politisk hjemløs, uanset om du
er mere eller mindre rød, så handler det om, at alle os, der ikke vil smide 150 års tilkæmpede
rettigheder på den historiske mødding, står sammen og gør fagbevægelsen til alle medlemmers
bevægelse. En bevægelse hvis opgave er at være den samfundsforandrende kraft. At forandre
samfundet kræver politik og ideologi, og her kommer den organiserende fagforeningsmodel til kort.
Mange har påpeget faren for social uro i forlængelse af finanskrisen. Andre af os håber på og
erkender nødvendigheden af socialt oprør. Forskellen på social uro og socialt oprør ligger i politisk
organisering, retning, visioner og strategier. Vi har bevægelsen, vi har fællesskabets styrke, men vi
mangler modet, viljen og visionen.
Om det vil lykkes, vil tiden vise. Jeg sidder i ledelsen i en fagforening, der er vokset støt kvalitativt
og numerisk de sidste ti år til 11.000 medlemmer i dag. Vi skoler vores medlemmer, TR'er og AMR'er
og har en antinyliberalistisk politik og strategi. Vi er en politisk og ideologisk fagforening, men vi
sidder i samme båd, som resten af fagbevægelsen. Så længe FOA, 3F, HK og resten af LO-familien
trækker vand ind, så hjælper det lige lidt, at vi sidder i den tørskoede ende. Vores resultater batter
meget lidt i den store sammenhæng.
Det er en uskik i partipolitik at kommentere på andre partiers interne forhold, udvikling og krise.
Der er en tendens til at den samme logik hersker i fagbevægelsen. Men det er en meget stor
misforståelse, for en fagforenings og et forbunds utilstrækkelighed smitter af på alle andre. Den
enes nederlag bliver til de andres nederlag. For kædeansvaret gælder i både negativ og positiv
forstand. Derfor er hvert enkelt forbunds gøren og laden hele fagbevægelsens anliggende. Så mit
råd til jer kollegaer er: Lad os se ud over egne snævre fagpolitiske interesser og se på, hvad der
gavner alle lønmodtagere.
Hvis I ikke får vind i sejlene, stoppet hullerne i jeres ende – gerne med vores hjælp – så må vi
opfordre til mytteri.
K rit isk Deba t 10 å r
Af Redaktionen
For en gangs skyld vil Kritisk Debat bruge denne plads til at råbe et stilfærdigt hurra for os selv.
Med dette nummer fejrer vi nemlig – som det også fremgår af lederen - vores 10 års fødselsdag. I
februar 2004 kom det første nummer på gaden. Og siden da har vi altså udgivet et utal af gode (og
mindre gode) artikler, der alle har forsøgt at bidrage til at holde liv i diskussionen på den danske
venstrefløj.
Vi har ændret opfattelser nogle gange undervejs – eller ændret fokus skulle man måske sige – men
de afgørende mål har hele tiden været de samme. At bidrage til at tilbageerobre eller erobre
definitionsmagten. At sige tingene, som de er. At bidrage til at udfordre den politiske verden og den
politiske diskussion. Men alt det kan man læse mere om i lederen.
Mange – rigtigt mange – skribenter har bidraget til projektet. Og det notabene uden at vi på noget
tidspunkt har kunnet betale dem for deres arbejde. Mange – rigtigt mange – brugere har kigget forbi
og læst, diskuteret, downloadet og brugt det materiale, vi har bragt.
I vores arkiv kan du søge på mere end 1.000 artikler. Og det glæder os at se, at mange af de lidt
ældre tekster stadigvæk kan bruges og stadigvæk læses. Det understreger også den pointe, som vi
hele tiden har holdt fast i, nemlig at det væsentligste aldrig for os har været at have ”de rigtige”
standpunkter, men at støtte den kvalificerede, udfordrende debat.
I disse dage – hvor det kan virke en smule udsigtsløst at tænke socialistiske tanker – kunne man så
måske forvente, at vi lænede os tilbage – indhyllede os i selvros – og opgav kampen. Men sådan er
det ikke i Kritisk Debats entusiastiske, engagerede redaktion (der i parentes bemærket også arbejder
ulønnet): Næsten tværtimod.
Vi betragter det, vi lige har oplevet ikke som et nederlag, men som en udfordring – også selvom vi
bestemt ikke er begejstret for nutidens grasserende management-snak.
I dag, lige nu, lige her, er det mere nødvendigt end nogensinde, at der holdes liv i projekter som
vores. Lige nu, her i dag er der mere grund end nogensinde til, at vi tager debatterne, formulerer
kritikken, stiller de rigtige spørgsmål – og forsøger i fællesskab med andre gode kræfter at komme
med de rigtige svar.
Derfor bliver vi ved. Sammen med jer.
Og derfor har vi valgt akkurat denne dag til også at gå i luften med et nyt design, som I kan se. Og
med et par nye funktioner, som forhåbentlig vil gøre Kritisk Debat endnu mere brugbart.
Det nye design er bygget op omkring nogle overskrifter.
Overskuelighed, transparens, læsbarhed og simpel navigation.
Øverst på forsiden vil du altid kunne se oplysninger om det nyeste nummer. Og her kan du også (fra
venstre mod højre) se vores seneste leder, vores seneste spidsartikel (den vi har valgt som det
seneste nummers mest prægnante) og seneste mandagskommentar (med links til de to
kommentarer før denne).
I højre side af skærmen (ovenover mandagskommentaren) kan du se fem ikoner:
Disse fem ikoner linker til henholdsvis vore Facebook-side, en RSS- udgave af de seneste artikler,
vores Twitter-konto, tilmeldingen til vores nyhedsbreve – og et samlet overblik over, hvilke
subscriptionsmuligheder vi stiller til rådighed.
I menuen øverst på siden kan du nu finde nogen af de informationer, som tidligere stod på selve
siden – således som det fremgår af nedenstående (prøv at kigge dem igennem):
Under ”Artikler” vil der fra og med dette nummer ligeledes dukke en helt ny funktion op. Fremover
vil vi nemlig producere en PDF-udgave af hvert nummer, som du vil kunne downloade herfra – denne
PDF-udgave vil – så vidt muligt – blive offentliggjort samtidig med nummeret.
Går man igen ud i højre side, vil man kunne se endnu en ny ting.
Fremover vil vi arbejde med et eller flere temaer. Temaerne kommer til at fungere sådan, at udvalgte
artikler knyttes til disse temaer. En artikel kan være knyttet til op til to temaer. Klikker man derefter
på temaet, så får men dels en introduktion til akkurat dette tema – dels en liste over de artikler, som
er knyttet til temaet.
Temaerne går med andre ord på tværs af de enkelte numre.
Når man åbner en artikel, er det desuden sådan, at hvis denne artikel er knyttet til et tema, så kan
man se det øverst på siden. Derfra kan man derefter vælge at springe til temaintroduktionen – hvor
man kan se de andre artikler, der også er knyttet til dette tema.
Under leder, spidsartikel og mandagskommentar finder man – ligesom man er vant til det – de
aktuelle artikler fra det seneste nummer, inddelt i blokke under en række fælles rubrikker. Og længst
til højre hernede finder man også det område (som vi også havde på den gamle side), hvor man kan
se henvisninger til tekster andre steder, som vi synes det er værd at bruge tid på.
Vores arkiv – som man finder et link til i menuen i toppen – omfatter samtlige de artikler, vi har
udgivet i de 10 år. For de seneste år (siden 2009) sådan at man direkte kan se forsiderne af de
enkelte numre. Ønsker man at få fat på artikler fra før december 2009, skal man bruge søgningen
– eller måske slå op via vores forfatterregister (link til forfatterregisteret findes under søgning i
menuen).
Skulle det vise sig, at der er noget i det nye design, der ikke helt virker som det skal, så hører vi
gerne om det. Og så vil vi løbende forsøge at rette det til. Men vi håber da, dels at vi har fået fanget
de fleste ting i designprocessen – ligesom vi bestemt håber, at I vil tage godt imod det nye design.
Vi kæmper altså videre. 10 år er jo ingen alder. Selvom det ikke skal være nogen hemmelighed, at
vi er lidt stolte over stadigvæk at være i live, stadigvæk at være med og stadigvæk kan bruges. I
vores optik er der som sagt mere brug for et tidsskrift som Kritisk Debat end nogensinde. Og lad os
så ganske undtagelsesvis også vende kort tilbage til det der med, at alt arbejde på Kritisk Debat
sker ulønnet.
Det gør det. Og det bliver det ved med at gøre, så langt vi kan se frem. Men det er ikke det samme,
som at vi kan køre tidsskriftet helt uden midler. Det koster penge at have en stabil hjemmeside. Det
koster penge at holde redaktionsmøder, fordi redaktionens medlemmer kommer fra København,
Odense og Århus og skal rejse til møderne. Og det koster penge at lave nogen af de ting, vi gerne
vil lave. Så hvis du eller din organisation også mener, at det er godt at have Kritisk Debat til at ruske
op i tingene, så tænk over, om ikke I måske kunne finde lidt penge til os på jeres budgetter. Vores
årsforbrug er ikke skræmmende, så derfor vil selv små bidrag kunne hjælpe gevaldigt.
Så kan det jo være, at Kritisk Debat på et tidspunkt kan fejre sin 20-årsdag også. Forhåbentlig i en
situation, hvor vi er kommet tættere på realiseringen af en socialistisk dagsorden ikke bare for
Danmark, men for hele Europa. Det er vores mål. Og det er det, vi arbejder for. Også med den nye
hjemmeside.
Skulle du have lyst til at støtte projektet, kan det ske ved en indbetaling på denne konto:
Registreringsnummer: 5381 (Arbejdernes Landsbank) Kontonummer: 0555001

Kritisk Debat, Februar 2014 – side 1

Transcription

Similar documents

Menu - Om Hotel Ballumhus

Interviews om første halvdel af 20. århundrede

Moderne tider - Det historiske overblik

SKITØJ UDSALG! SPAR 25-50%

Navneord.u-bestemt ental, flertal

Brugerrådsmøde Torsdag den 27. marts 2014

Fagbevægelsens Lederuddannelse for Kvinder og Mænd FLUKmk4

Arbejdende fattige - Socialpolitisk Forening

Revolutionær teori og praksis

Nr. 2 2015 - Antifascistisk

IDEOLOGI ER NOGET BRAS - Center for Vild Analyse

Hent bladet som PDF

Ryanair kæmper mod fagbevægelsen og normer

Anti-Dühring

Øvelser for konstruktiv indre dialog

se det her

Klik er for at se prisens regler (PDF

19-immigranternes vilkår i Qatar-xx191.749