Interviews om første halvdel af 20. århundrede

Transcription

Interviews om første halvdel af 20. århundrede
Interviews om første halvdel af det 20. årh. Danmarkshistorie genfortalt på dvd af nogle af dem, som
gennemlevede den
I 1982 gik jeg i gang med at optage videosamtaler med personer, som på grundlag af egne erindringer
kunne fortælle om væsentlige personlige eller samfundsmæssige begivenheder i den første halvdel af det
20. årh. dramatiske Danmarkshistorie, nærmere betegnet fra September-forliget mellem DA og LO i 1899 grundlaget for Den danske model - og Systemskiftet i 1901 - grundlaget for indførelsen af det
parlamentariske demokrati - til og med Nazi-Tysklands besættelse af Danmark 1940 - 45. Dvd’erne kan
erhverves for kr. 50 på e-postadressen [email protected], på tlf. 20 47 81 62 eller på
adressen Ellebakken 29, 3460 Birkerød. Hermed følger en oversigt over de indtil nu redigerede dvd’er.
Storlockouten og Septemberforliget 1899
Danmark er et fredeligt land. Men i 1899 var der drama i luften. Dansk Arbejdsgiverforening, DA lockoutede
i godt tre måneder først ca. 30.000, siden ca. 40.000 og til sidst næsten 50.000 af De samvirkende
Fagforbunds - nu LO’s - dengang godt 75.000 medlemmer. Anledningen var, at de danske arbejdere som de
formentlig bedst organiserede i verden - den engelske fagbevægelses formand måtte ligefrem en tur til
København for at se, hvordan arbejderne i dette lille bondeland havde båret sig ad - havde presset
lønningerne i vejret, så 'jernbaronerne’ følte sig truede på deres konkurrenceevne. Pianosnedker Balduin
Poulsen - opkaldt efter den dirigent i Tivoli, som uropførte Carl Nielsens smukke opus 1, ‘Lille Suite for
Strygere’, Balduin Dahl - var 10 år, da hans far blev lockoutet. I københavnske arbejderkredse fik Lockouten
navnet Hungerkrigen. Forklaring: Børnedødeligheden var i sommeren 1899 den hidtil højest registrerede.
Kristelige arbejdsgivere og arbejdere i Jylland - hvor ellers - kunne ikke udholde denne klassekamp. Derfor
stiftede de midt under kampen deres Kristelige Fællesforbund, som ikke havde noget imod at sende
strejkebrydere og løntrykkere ud.
Børnearbejdet i fabrikkerne
I 1873 blev der gennemført et forbud mod fabriks-arbejde for børn under 10 år. Først i 1913 indførtes der
også et forbud mod fabriks-arbejde for børn mellem 10 - 14 år. For andet børnearbejde – f.eks. i
landbruget – blev der aldrig gennemført nogen begrænsninger. Fra sit 10. år havde Balduin Poulsen i lighed
med mange andre drenge i kvarteret på Nørrebro i Kbh. arbejde på en fabrik fra kl. 6 til kl. 12 for derefter at
falde i søvn i skolen om eftermiddagen mellem kl. 13 til 18. Nogle lærere slog drengene, fordi de faldt i
søvn - andre lod dem sove.
Peter Sabroe - børnenes ven og de fattiges beskytter
I årene op til 1. verdenskrig var Peter Sabroe vel landets mest kendte - og i visse kredse mest forhadte politiker. Som journalist og siden hen som politiker kritiserede han med stor agitatorisk kraft de elendige
sociale forhold, som dengang prægede vort samfund. På båndet interviewes bl.a. redaktør Sven Sabroe en af Peter Sabroes to sønner - og redaktør Holger Eriksen - en af Peter Sabroes efterfølgere som redaktør
på avisen Demokraten i Aarhus og hans efterfølger som socialdemokratisk MF’er for Nordre Kreds i byen.
Hulda Grubau fortæller om sit ophold på det missionske pigehjem Hebron ved Struer, hvor behandlingen
var alt andet end næstekærlig. Det var hende som i 1904 lukkede Sabroe ind på pigehjemmet. Hermed
påbegyndtes hans opgør med de barske vilkår på datidens børnehjem.
1
Hans opgør gjaldt også de elendige forhold for tjenestedrengene rundt på bøndergårdene og forholdene
for det kvindelige tyende og enkerne. Det lykkedes Sabroe at få gennemført en Enkebørnslov i 1913 - noget
af det sidste han nåede. Først i 1959 fik enkerne en pensionslov. De var virkelig ilde stedt i mange år. Viola
Nørlevs mor blev i 1903 enke med syv børn. På båndet udstøder hun et dybt suk, da jeg spørger hende,
hvordan hendes mor klarede denne situation. Også de sindssyge eller evnesvage, de fattige, gamle og de
fængslede havde Sabroes opmærksomhed tillige med de værnepligtige efter en række dødsfald pga.
ihærdige ’rekrutplagere’. Også dengang foranledigede polske gæstearbejdere ‘social dumping’, samtidig
med at de levede under elendige forhold, hvad Sabroe påpegede.
Den danske syndikalisme
1899-Septemberforliget lagde klassekampen i lidt for faste rammer - iflg. fagbevægelsens venstrefløj:
Syndikalisterne. Maskinarbejder Holger Jensen - gm. en søster til den ledende syndikalist Chr. Christensen,
forfatteren til erindringsbøgerne ’En rabarberdreng vokser op’ og ’Bondeknold og rabarberdreng’ fortæller. Endvidere medvirker formanden for Smedeforbundet 1944-72 Hans Rasmussen.
Kampen mod krigen. 1. verdenskrig og Den tyske Novemberrevolution 1918
I marts 1918 blev 375.000 tyske soldater sat ind på den nordlige del af Vestfronten over en 75 km. lang
strækning efter en 200 m. bred 'ildlinje' foranlediget af 6.000 kanoner. Teglværksarbejder Asmus Schmidt
fra Gråsten var med i denne Martsoffensiv. Han beretter om krigens helvede støttet af film fra
massemyrderierne på slagmarkerne.
Holger Eriksen fortæller om Socialdemokratisk Ungdomsforbunds og Holger Jensen fortæller om
syndikalisternes kamp mod militarismen og krigen. Selv gik han i sultestrejke. Af politiske grunde måtte
han søge til Tyskland for at få arbejde. Her kunne han til sin store forbløffelse konstatere, at
krigsbegejstringen herskede selv blandt hans venstreorienterede arbejdskammerater. Men hvordan skulle
den socialisme, der først i slutningen af 1800-tallet fik en vis politisk indflydelse, dog kunne magte at sætte
et flertal af folket op imod en massiv borgerlig krigs-indoktrinering?
En senere flygtning fra nazismen - Frits Gelbard, jødisk socialdemokrat - husker ikke bare, hvordan han
(sammen med sin far og en vis A. Hitler) på Slotspladsen i Berlin hørte kejser Wilhelm II erklære Rusland og
Frankrig krig. Han husker også, hvordan den tyske November-revolution - der i 1918 gjorde en ende på 1.
verdenskrig og kejserriget - førte til en blodig kamp mellem parlamentarisk indstillede socialdemokrater og
sovjet-kommunistisk indstillede Spartakister. Pga. borgerlig fransk hævngerrighed - nederlaget til Preussen
i 1870 - 71 udmøntet i krav om at Tyskland skulle helt på knæ efter 1. verdenskrig - og pga. af den tyske
højrefløjs indbildt frygt på for et kommunistisk Tyskland, blev dette store land - Europas økonomisk
stærkeste op til krigen - ikke en socialdemokratisk velfærdsstat, men et nazistisk diktatur.
Indførelsen af 8 timers arbejdsdagen
En af de københavnske bygningsarbejdere - Bernhard Hansen - som var med til at aktionere denne sociale
landvinding igennem, fortæller om kampen for at sikre dette gode. Bernhards diktion minder ikke så lidt
om Ebbe Rodes Storm P’ske.
2
Kong Chr. X.s Påskekup 1920 - støttet ikke bare af de Konservative, men også af Venstre
Allerede i marts 1920 søgte de kommende nazi’er i Tyskland at tage magten. Det skete ved det såkaldte
Kapp-kup. Den SPD-ledede regering fik imidlertid gennemført en landsdækkende generalstrejke, som efter
kun fem dage fik undergravet kuppet. Men derefter fortsatte den tragiske strid mellem
socialdemokraterne og kommunisterne, som fastholdt deres beundring for sovjet- diktaturet.
Ledende danske erhvervsfolk – ØK’s grundlægger H. N. Andersen, F. L. Smidth-dir. Alexander Foss,
Carlsberg-dir. Vagn Jacobsen, skibsreder A. P. Møller m.fl. - følte sig tilsyneladende inspireret af Kappkuppet. I hvert fald overtalte de kong Chr. X. til at fjerne regeringen Zahle, skønt den havde et SR-flertal
bag sig. Parlamentarismen blev først grundlovsfæstet i 1953. Men de facto var denne styreform blevet
indført med Systemskiftet i 1901, hvad majestæten da også erkendte under Statslånskrisen i 1919. Derfor
trak han i sidste øjeblik sin plan om at udnævne en regering uden et flertal bag sig tilbage. Venstrelederen J.
C. Christensen havde accepteret lederskabet af denne regering. Kun et år efter lod kong Chr. X. sig så
overtale til at se væk fra parlamentarismen.
Under dække af ønsket om at få så meget af Sydslesvig tilbage til Danmark som muligt fik de ledende
erhvervsfolk ikke bare deres venner hos de Konservative, estrupianske efterfølgere, men også
Forfatningskampens parti Venstre med på at fjerne Zahle-regeringen. Erhvervsfolkenes egl. hensigt var
ikke at støtte ‘Den slesvigske sag'. Deres og Venstres egl. hensigt var at hindre en videreudvikling af den
velfærdsstat, som så småt var under opbygning i kraft af det siden 1913 eksisterende SR-flertal.
De første velfærdsstats-skridt var blevet taget i begyndelsen af 1890’erne, mens der kun sad tre
socialdemokrater i Folketinget. Men den 3. af disse S-folk var blevet valgt i en landkreds. Én ting var, at
Socialdemokratiet var på fremmarch i byerne, men 'socialisternes' fremtrængen på landet - hvor de fleste
dengang boede - skulle for enhver pris hindres. Med Bismarck som forbillede søgte VK-partierne derfor at
gennemføre sociallovgivning - i den hensigt at tage vinden ud af sejlene på S.
SR førte socialpolitik af andre grunde end de borgerlige. Og i 1920 var det blevet for meget for VK og
erhvervslivet med en forbedret arbejdsløshedsunderstøttelse, 8-timers arbejdsdag og trusler om, at
arbejderne i kraft af såkaldte bedriftsråd ville gøre indhug i arbejdsgivernes Septemberforligs-rettigheder til
at "lede og fordele arbejdet".
Derfor ønskede erhvervslederne at få kongen til at fjerne Zahle-regeringen, Og derfor fik han støtte af VKpartierne med den ledende V-politikker J. C. Christensen - af mange hyldet som en af vore store
parlamentarikere - som en "nøgleskikkelse” iflg. prof. Tage Kaarsted, der i 1968 skrev disputats om kong
Chr. X.s Påskekup. Jeg taler bl.a. med ham på dette bånd. Mens vi forberedte samtalen, spurgte han mig
pludselig: "Hvor har du egl. din animositet mod Venstre fra?". I fuld overensstemmelse med sandheden
kunne jeg efter læsningen af hans disputats - og fortsat læsning om Venstre på egen hånd - svare: "Fra dig".
V fik i 1920 opfyldt sit formål med støtten til kongens Påskekup: SR-flertallet siden 1913 forsvandt. og V
dannede regering 1920-24 - bl.a., fordi VK under valgkampen efter kuppet i 1920 for første gang kunne
skræmme danske midter-vælgere med, at en fortsat regeringsdannelse baseret på S ville føre til et ”SovjetDanmark”. Det var en ligeså løgnagtig påstand som de tyske borgerliges om en tilsvarende sovjet- risiko i
deres land. De socialdemokratiske partier tog jo umiddelbart i 1918 afstand fra sovjet- kommunismen - en
3
afstandtagen, som de siden fastholdt uafkortet. Men mange hjemlige borgerlige havde meget svært ved at
skelne mellem Stalin og Stauning.
Generalstrejken i Randers 1922
I de fire år efter Påskekuppet i 1920, hvor V regerede, udfoldede partiet sammen med DA visse initiativer
for at svække S og fagbevægelsen. Bl.a. støttede V-regeringen et af DA i 1920 oprettet landsdækkende
strejkebryderkorps - Samfundshjælpen - med både politi og militær og det i en sådan grad, at aktionerne på
arbejdsmarkedet blev umuliggjort, skønt lønpresset fra DA var massivt.
I 1922 kunne politiet og dragonerne ikke holde styr på aktionerende arbejdere i Randers. I den situation
sendte V-regeringen befalingsmandselever fra Aarhus og Viborg til byen - de menige turde man ikke lide på.
Det skete med en ordre fra V-justitsministeren om i givet fald ”straks at gøre brug af våbnet”. Det var
således ikke V-regeringens skyld, at det ikke kom til et dansk Ådalen i Randers i 1922. På denne svenske
lokalitet dræbte militæret i 1931 fem personer i en arbejderdemonstration (jf. Bo Widerbergs film om
denne barske hændelse).
Jeg taler på båndet med en af befalingsmandseleverne, Peter Schön. Han er uden nogen som helst
skyldfølelse over i givet fald at skulle skyde på landsmænd. "Jeg handlede efter ordre", lyder hans svar på
mit spørgsmål. Jeg taler også med en af Randers-arbejderne, maskinarbejder Viggo Dyreborg, der fortæller
mig hvordan hans fagforeningsformand ved generalstrejkens indledning formanede: ”Man kan vinde en
strejke - men man kan også tabe den” - og det gjorde arbejderne efter en måneds udholdenhed.
To arbejderkvinder fortæller
Viola Nørlevs mor blev som nævnt enke i 1903 med syv børn - kun 38 år gammel. I alt fødte hun tolv børn,
men næsten halvdelen af dem døde kort efter fødslen. Dengang var der ikke noget, der hed enkepension.
En sådan gennemførtes først i 1959 (dog med en foreløbig ordning i 1933-Socialreformens Forsorgslovs
revision i 1941) Violas mor måtte derfor tage forefaldende arbejde. ‘Fattighjælp’ - nu kontanthjælp - ville
hun ikke acceptere. Hun ønskede f.eks. ikke, at hendes børn skulle have brød, hvorpå der var stemplet
FATTIGVÆSNET - så modtagerne ikke var i tvivl om, at de spiste ’Naadsensbrød’.
Det lykkedes for moderen at holde sammen på sin store familie - i en periode for kun 33 øre om dagen.
For at undgå de værste kriser ‘stampede’ (udlånte) hun af og til noget af hjemmets beskedne bohave til
’Onkel’ (pantelåneren). Moderen skiftede ofte bolig. På den måde kunne familien bo gratis et par måneder,
hvorefter man i nattens mulm og mørke drog af til en anden lejlighed med det beskedne bohave på en
trækvogn. Via Menighedsplejen modtog moderen på et tidspunkt et favorabelt ‘tilbud’ mhp. imødegåelsen
af familiens fattigdom: Fjernelse af børnene fra hjemmet.
Maria Thomsen - tekstilarbejderske fra Vejle - blev gift kun 17 år gammel, fordi hun blev gravid. Hun
fortæller om elendige boligforhold og om de meget vanskelige økonomiske kår for mange arbejderfamilier
under DA-lockouterne i 1921 og 1922 (den sidstnævnte var den Randers-arbejderne reagerede på) i den velgennemførte - arbejdsgiverhensigt at presse lønningerne ned og om pasningen af den førstefødte
samtidigt med hendes natarbejde.
De fleste af sine erhvervsaktive år arbejdede hun på bomuldsspinderier i Vejle. Det var før, der blev taget
selv de mindste arbejdsmiljømæssige hensyn. Arbejdet var præget af støj, støv og træk, hårde fysiske
4
belastninger og af arbejdsulykker. Hun beretter om en sådan meget dramatisk ulykke, hvor en af hendes
kolleger ved håret blev trukket ind i en spinderimaskine og kastet ned på gulvet med døden til følge, mens
Maria stod ved siden af.
De tjente bønder.
Tjenestedrengene på landet
Alle landarbejder- og husmands-børn ‘tjente bønder’ i sommerhalvåret maj - oktober fra de var 8-10 år og
til de som 14-årige ved konfirmationen blev udskrevet af skolen. Arbejdsdagen begyndte ved 4-5 tiden om
morgenen og kunne vare til kl. 19-20 om aftenen. Der var ingen kontrol med behandlingen af
tjenestedrengene (eller tjenestepigerne) og ingen bestemmelser om arbejdstidens længde eller arbejdets
belastninger. Sovestedet var i det uopvarmede ‘karlekammer’ - nabo til hestestalden - og i samme alkove
som karlen, uden at der foreligger undersøgelser af, hvad det har medført af tilnærmelser. Men hvorfor
skulle antallet af homofile have været mindre dengang end i dag?
På dette videobånd fortæller tækkemand Hans Andersen om sin tid som tjenestedreng på landet bl.a. - som
Carl Nielsen gør det i hans smukke erindringsbog ‘Min fynske barndom’ - hvordan han under de drivende
skyer lå og drømte sig væk til gode materielle kår. Indledningen til sidste satsen af det 20. århs. største
symfoni - Carl Nielsens 5. - forestiller jeg mig er et minde om dette hyrdedrømmeri. Derfor bruger jeg den
som indlednings-strofe til denne samtale med Hans Andersen.
Tjenestepigerne på landet
Hvad der er skrevet om børnearbejdet på landet har væsentligst drejet sig om drengenes lange ensomme
dage som vogterdrenge ude på markerne, hvor køer og får gik uden indhegning, det hårde slid, de mange
tæsk, den dårlige kost, de elendige sovekamre osv. Men også pigerne havde et slidsomt arbejde.
Indendørs skulle der sørges for madlavning, vask af køkkengrej, pudsning af komfur, vask, stopning, syning,
lapning af tøj, oprydning, sengeredning, rengøring, og pasning af de små børn. Udendørs gik pigerne til
hånde i køkkenhaven og passede de mindre dyr f.eks. høns, ænder og gæs. Pigerne hjalp også til i
spidsbelastningsperioder i marken f.eks. i forbindelse med rensning og optagning af roer – et meget
anstrengende arbejde – og i forbindelse med høsten. Endelig deltog de i den årlige slagtning og den
efterfølgende saltning af kødet. Det var før dybfrysernes tid. Og hvor drengene – dvs. de drenge, der ikke
var vogterdrenge – og mændene dog kunne tage sig en middagslur, var pigerne i gang uafbrudt fra tidlig
morgen til sen aften uden et middagshvil.
På båndet fortæller Karen Andersen - senere formand for Husligt Arbejderforbund i Odense - hvordan en
dag forløb for en tjenestepige på en gård i 1920’erne.
Tjenestepigerne i byerne
I årene 1936 til 1966 var Nina Andersen medlem af Folketinget for Socialdemokratiet. Hun fortæller om det
store arbejde, som hun udførte for at bedre tjenestepigernes – eller som de kom til at hedde i byerne –
husassistenternes vilkår. Og hun fortæller om pioneren på området Marie Kristensen, der ved et utrætteligt
arbejde fik skabt bedre vilkår for det unge kvindelige tyende. Det var ligeså besværligt at organisere
husassistenterne som at organisere karlene på landet, fordi de som regel var ansat enkeltvis. På den måde
kunne principalen holde sig velorienteret om alt, hvad de foretog sig.
5
1899 oprettede Marie Kristensen Kjøbenhavns Tjenestepigeforening. I 1904 blev denne forening gjort
landsdækkende under navnet De samvirkende danske Tjenestepigeforeninger. I 1913 ændrede den navn til
Husassistenternes Fagforbund og i 1946 til Husligt Arbejderforbund. I 1992 blev dette forbund
sammensluttet med Kommunalarbejderforbundet til Forbundet af Offentligt Ansatte, FOA.
Mælkedrengenes arbejde
Mens landarbejdernes og husmændenes sønner og døtre fra deres 8 - 10. år arbejdede som tjenestedrenge
og tjenestepiger på fremmede gårde, så havde arbejder-sønnerne i byerne ofte plads som bude eller
mælkedrenge.
På dette bånd fortæller min mangeårige kollega i LO, tobaksarbejder Leif Nielsen, hvordan han i 1930’erne
hver dag mødte kl. 6 i et ‘ismejeri’ på Amager for at gå rundt i kvarterets opgange med mælk, sodavand og
hvidtøl - dengang i tunge flasker, ikke i pap - smør eller margarine og brød, til 200 lejligheder ad ofte smalle
og stejle bagtrapper - inden, han skulle i skole kl. 8. Derefter mødte han atter fra kl. 16 til kl. 18 i
’ismejeriet’. Om fredagen og lørdagen fortsatte arbejdet til kl. 21. Også om søndagen var han på arbejde
fra kl. 6 til kl. 12.
Der var således ikke megen tid til at læse lektier, og som i Balduin Poulsens tilfælde havde langt fra alle
lærere forståelse for, at det ikke skyldtes dovenskab, når mælkedrengene - eller de drenge, der havde
andre former for budpladser - ofte havde svært ved at følge med i timerne, hvis de da ikke ligefrem faldt i
søvn. Men hvor Balduin ikke fik nogen som helst hjælp fra sin far i tilfælde af klager over bryske lærere ”hvis du får spanskrør (først afskaffet med S, SF-flertallet i 1966) har du vel fortjent det” - mødte Leifs far af
til op og skældte hans lærere ud.
Landarbejdernes historie
Helt frem til tiden omkring 1. verdenskrig var gruppen af landarbejdere den største erhvervsgruppe i vort
samfund. Landarbejderne havde lavere løn og længere arbejdstid end byarbejderne, og gårdejerne og
godsejerne var som oftest langt mere afvisende over for deres arbejderes ønske om at være medlem af en
fagforening end mestrene og fabrikanterne i byerne. Men selv her var der modvilje fra arbejdsgiverside
overfor fagforeningerne, skønt danske borgere - siden vor første grundlov i 1849 - havde ret til at danne
foreninger, også fagforeninger.
Hvor de første fagforeninger for byarbejdere blev dannet i 1870erne, blev fagforeningerne for
landarbejdere først dannet knapt et halvt århundrede senere. Og fagforeningerne på landet blev aldrig
særligt stærke - i det omfang, de overhovedet blev oprettede. Mange steder - f.eks. i Jylland - var
modstanden mod fagbevægelsen så stærk, at det var umuligt for landarbejderne at grundlægge
fagforeninger. Når jeg i mine 27 år som konsulent i LO foredrog i de mindre byers SiD(nu 3F)afdelinger,
spurgte jeg altid ved kaffebordet, om medlemmernes fædre havde været organiserede som landarbejdere.
Det fik jeg aldrig noget positivt svar på. Helt frem til 1929 fik Venstre hindret ratificeringen af en ILOkonvention om landarbejderes ret til at danne fagforening. (International Labour (arbejds ikke arbejder)
Organisation blev den eneste af Folkeforbundets organisationer, som levede videre under FN efter 2.
verdenskrig). Den fhv. sjællandske landarbejder Axel Olsen genfortæller på dette bånd de danske
landarbejderes historie.
6
Han fortæller bl.a. om Kolindsundsagen. I slutningen af 1800-tallet gennemførtes en tørlægning af
Kolindsund, der strakte sig fra Grenå til Randers fjord. Arealet blev opdyrket af et aktieselskab, som indgik
en overenskomst med de landarbejdere, som blev beskæftiget på det nu tørlagte ’sund’. Men i 1921
opløstes aktieselskabet, og det ejerlaug, som overtog gårdene, ønskede ikke at videreføre
overenskomsterne. Arbejdere måtte gerne organisere sig - på den måde respekterede ejerlauget Grundlovens ord om retten til at danne foreninger. Men fagforeningens deltagelse i forhandlinger
om løn og arbejdsvilkår blev afvist. ”Man indrømmer os ret til at stå i en organisation - men man nægter os
retten til at bruge den” - som en af arbejderne udtrykte sig.
Landarbejderforbundet aftalte et møde med ejerlaugets formand. Han udeblev imidlertid og begrundede
det med, at han ikke havde noget at forhandle om. I protest undlod arbejderne også at møde frem på flere
af gårdene. Det kneb imidlertid med sammenholdet. Der var ikke meget arbejde at få på Djursland. Derfor
henvendte Landarbejderforbundet sig til Dansk Arbejdsmandsforbund - i dag en del af 3F - og De
samvirkede Fagforbund - i dag LO - med et ønske om, at disse organisationer iværksatte en blokade af
gårdene i ejerlauget, så de ikke kunne afsætte deres produkter.
I den situation blandede Landbrugsrådets præsident, gårdejeren og Venstre-Folketingsmanden P. P.
Pinstrup sig i sagen. Han ønskede erhvervslivet befriet for - som han kaldte det ”organisationsvældet”. Han gik således både til angreb på Dansk Arbejdsgiverforening - hvorved han kom i
strid med de Konservative - og på De samvirkende Fagforbund, altså LO, hvorved han kom i strid med
Socialdemokratiet.
Axel Olsen fortæller også om Tugthusloven. I foråret 1925 fremsatte Venstre i forlængelse af
Kolindsundsagen et forslag, som skulle beskytte ”Erhvervs- og Arbejdsfriheden”- i daglig tale Tugthusloven,
fordi indgåelse af overenskomster og brug af blokade iflg. dette Venstre-forslag ikke bare kunne medføre
bøder sv.t. 100.000 kr. (sv. t. 2 mio. i dagens mønt), men også fængselsstraf. „Enhver art af økonomisk eller
personlig forfølgelse – derunder boykotning, som tilsigter på uberettiget måde at begrænse den enkeltes
frie adgang til erhverv eller arbejde eller hans (hendes) ret til at være medlem af eller stå uden for en
organisation, er ulovlig og pådrager foruden erstatning … bøder af indtil 100.000 kr. eller simpelt fængsel”.
Her i 1925 blev Danmark imidlertid styret af den første socialdemokratiske regering under ledelse af
Thorvald Stauning. Forslaget om Tugthusloven blev derfor afvist. I stedet prøvede Pinstrup og Venstre så at
få domstolenes hjælp til at undgå eksklusivaftaler - til sikring af, at kun organiserede får adgang til
arbejdspladserne - og blokaderne.
Men Landsretten afviste i juni 1925, at fagbevægelsen havde gjort sig skyld i ”retsstridige handlinger” ved
at anvende blokade overfor gårdejerne i Kolindsund for på den måde at få afsluttet en
overenskomst. Landsretten fik støtte i sin frifindelse både af Arbejdsgiverforeningen og af Den faste
Voldgiftsret, nu Arbejdsretten. Man henviste til, at der ikke blev givet en definition af udtrykket ”på
uberettiget måde”.
Otto Liebe - advokat for kongehuset - blev herefter af Venstre bedt om at føre sagen for Højesteret. I 1920
havde Liebe stillet sig til rådighed som statsminister for kong Chr. X. i forbindelse med hans fjernelse af
regeringen Zahle. Her seks år senere vandt Liebe så ved Højesteret Kolindsund-sagen for Venstre - efter at
Fagbevægelsen som nævnt året før med støtte både af Arbejdsretten og Arbejdsgiverforeningen havde
7
vundet sagen ved Landsretten. Fagbevægelsen blev dømt til at yde Kolindsund-gårdejerne en stor
erstatning pga. den blokade, som de havde fået Landsrettens tilladelse til.
Landbrugernes Sammenslutning, LS. Der eksisterede i Mellemkrigstiden en stærk splittelse mellem
Landboforeningerne - dvs. gårdejerne - og Husmandsforeningerne og mellem mejeriernes og slagteriernes
organisationer. Derfor ønskede nogle bønder på Randers-kanten - under ledelse af en lokal V- gårdejer
Knud Bach - at danne én stor organisation, sådan som der var dannet én stor organisation for arbejderne
De samvirkende Fagforbund (nu LO) og én stor organisation for arbejdsgiverne, Dansk
Arbejdsgiverforening, DA.
I nov. 1930 dannedes da Landbrugerens Sammenslutning, LS. Opbakningen bag denne organisation viste
sig at være stor. I løbet af kort tid var over halvdelen af de danske landbrugere organiserede i LS - iflg.
denne forenings egne næppe helt korrekte oplysninger. Men mange landbrugere var med - og ikke kun de
større bønder. LS krævede bl.a. kronen devalueret, renten nedsat og ejendomsskatterne reduceret til 2/3
af niveauet fra før 1. verdenskrig. I forbindelse med det berømte Kanslergadeforlig mellem
Socialdemokratiet, de Radikale og Venstre i jan. 1933 blev der faktisk gennemført en devaluering
Men da LS ikke fik alle sine ønsker opfyldt, truede Sammenslutningen med en leveringsstrejke. Det
lykkedes dog ikke at skaffe enighed om en sådan aktion - det måtte vente til 1961, hvor Landbrugsrådets
præsident Anders Andersen - V-medlem af Folketinget og minister flere gange - dekreterede en sådan
strejke som efter en kort forhandling sikrede det frie og selvhjulpne danske landbrug en ligeså stor
statsstøtte, som den fagbevægelsen havde været et halvt århundrede om at sikre a-kasserne.
En af de ledende LS'ere, den fynske godsejer og overbeviste nazist, hofjægermester Jørgen Sehested til
Broholm foreslog i 1935 et Bondetog til Kongen. Det fandt sted den 29. juli 1935. Ca. 40.000 vrede bønder
strømmede denne sommersøndag til Hovedstaden. LS formanden Knud Bach kom i audiens hos kong Chr.
X, som imidlertid henviste ham til at tale med statsminister Stauning, der i LS-bladet ’Landboværnet’ blev
betegnet som ”Danmarks skiddenrøde diktator”. Det gav anledning til uro på Slotspladsen, da Knud Bach
vendte tilbage til sine 40.000 sympatisører med besked om, at han var blevet henvist til at tale med
Stauning. ”Vi er ikke kommet for at lave revolution” - råbte Knud Bach til mængden. Men ”vi vil gå ud i
landet og skabe endnu større tilslutning til endnu kraftigere fremgangsmåder”. Det blev ved ordene. Men
LS havde i en del år - også et stykke tid ind i Besættelsesperioden - en stor indflydelse.
Den danske kommunisme
På dette bånd fortæller to ledende danske kommunister - fhv. landarbejder Villy Fuglsang, mangeårigt
kommunistisk medlem af Folketinget og cand.mag., dr.phil. Elias Bredsdorff, bl.a. dansk lektor ved
universitetet i Cambridge - om deres tilknytning til Danmarks Kommunistiske Parti, DKP. Medvirkende på
båndet er også socialdemokraterne fhv. redaktør, folketingsmand Holger Eriksen, og fhv. forbundsformand
Hans Rasmussen, der begge fortæller erindringer om typografen og senere vice-udenrigsminister Ernst
Christiansens dannelse af Danmarks venstresocialistiske Parti i 1919, det senere DKP. Socialdemokraterne
fhv. finansminister Henry Grünbaum og Frihedsrådets grundlægger, fhv. folketingsmand Frode Jakobsen,
fortæller om kommunisternes voldsomme udfald mod socialdemokraterne i 1930’erne.
8
I nov. 1932 blev DKP for første gang repræsenteret i Folketinget - ganske vist kun med to mand:
Støberiarbejder Aksel Larsen og cand. mag. Arne Munch-Petersen. Kommunisternes “Hovedfjende” ved
dette valg var hverken det minimalstats-liberalistiske og fagforeningsfjendske Madsen-Mygdal-Venstre, den
nazi-orienterede organisation Landbrugernes Sammenslutning, LS, Venstres højreafskalning Det frie
Folkeparti/Bondepartiet - LS’ talerør på Rigsdagen - det danske naziparti DNSAP eller de fascistoide kræfter
i det Konservative parti. “Hovedfjenden” for DKP var - Socialdemokratiet. “Al vor kraft skal koncentreres
om at splitte dette socialfascistiske parti”, hed det i DKPs valgoplæg i 1932. Det danske folkestyre blev af
DKP karakteriseret som et “humbugdemokrati”, ligesom S blev kritiseret for at have skabt “en
parlamentarisk forgiftet arbejderklasse”.
På den kommunistiske internationales, Kominterns 7. kongres i Moskva i 1935 påstod DKP-formanden
gennem tre årtier Aksel Larsen - den i 1960’erne som SFs grundlægger så beundrede politiske vejleder for
den venstreorienterede ungdom - at “hele Socialdemokratiets virksomhed har været og er ensbetydende
med en skridtvis likvidering af folkets demokratiske friheder og rettigheder overhovedet.
Socialdemokratiets regeringsvirksomhed (dvs. Stauning-Munch regeringen 1929 - 40) hjælper med til at
skabe det ideologiske grundlag for fascismen og gennem dens (dvs. SR-regeringens) anti-demokratiske
forholdsregler jævner den yderligere fascismen vejen”
Den danske nazisme
Grundlæggeren af det første danske naziparti, historikeren cand. mag. Ejnar Vaaben - nær ven af Göring,
Himmler, Alfred Rosenberg m.fl. topnazister - fortæller, hvordan man i hans omgangskredse opfattede
nazismen som en mulighed for ”en grundtvigsk renæssance”. Vaaben blev af Haustrup(Danmarks)-Kredsen
- en organisation af ledende fynske og jyske erhvervsfolk, godsejere og militærpersoner - to gange sendt til
Berlin, for at han ved samtaler med sine højt placerede nazivenner kunne få sikkerhed for, at man ikke fra
Reichregierungs side ville skride ind, hvis Haustrup-kredsen prøvede at overtage magten i Danmark.
Konservativ Ungdom, KU har ofte måttet bære hovedbyrden af den på dansk grund udformede nazisme
eller fascisme. I midten af 1930’erne voksede KU fra at udgøre ca. 15.000 medlemmer til at udgøre 30.000.
KU blev på denne måde landets langt største ungdomsorganisation - og det på et tidspunkt, hvor denne
forenings ledelse var stærkt højreorienteret.
En af de KU’ere, der som en af de første stillede spørgsmålet, om man kunne lære af nazismen og
besvarede det positivt, var den senere mangeårige chefred. ved Fyens Stiftstidende Knud Secher. Han
fortæller bl.a. om sin tid i KU og hans relationer til de Konservatives formand i 1930’erne, Christmas Møller,
som med held bekæmpede de fascistisk, nazistiske tendenser i KU - og Ole Bjørn Kraft, udenrigsminister i
VK-regeringen 1950 - 53, der i 1932 hos Gyldendal udsendte bogen ’Fascisme - historie, lære, lov’, hvor han
nok afviste at man kunne overføre den italienske fascistiske diktator siden 1922 Mussolinis tanker til
Danmark. Men Kraft mente nu, at fascismen ville kunne ”inspirere endogså gamle demokratiske
folkestyrede samfund til nyttige og tidssvarende reformer”.
DsU’eren Egon Højland - senere folketingskandidat for Erhard Jacobsens parti CD - deltog i kampene mod
KU’erne, der ikke kun foregik verbalt. Højland fik kontakt med tyske socialdemokratiske flygtninge fra
9
Hitlers Tyskland. KU’erne drog den modsatte vej, for at modbevise ”anklagerne” mod det nazisitiske styre
og de barske forhold i KZ-lejrene.
Landets ledende kulturperson på den borgerlige fløj, pastor Kaj Munk lagde ikke skjul på sine sympatier for
Mussolinis og Hitlers styre - selv ikke efter den nazi-tyske besættelse af Danmark. Det gjorde to af landets
ledende borgerlige aviser Berlingske Tidende og Jyllands-Posten heller ikke. Selv højskoleverdenen - især
forstanderen for Ollerup Gymnastikhøjskole Niels Bukh og for Rønshoved Højskole ved Flensborg Fjord
Aage Møller og i et vist omfang forstander J. Th. Arnfred på Askov og en af denne skoles lærere,
historikeren cand. mag. Hans Haarder - var præget af positive holdninger overfor dele af nazismen.
Ejnar Vaaben meldte sig i 1943 ind i det Schalburg-korps, som stod for hævnaktioner overfor
Modstandsbevægelsen og for sabotage - ’schalburtage’ - af mange bygninger. Han blev korpsets
ideologiske vejleder. I 1944 meldte han sig også til Waffen SS og deltog i nogle af de afsluttende kampe på
Vestfronten under 2. verdenskrig. Efter Besættelsen idømtes han fem års fængsel.
Tørve- og briketarbejderne i Kaas
Rundt om i Danmark ligger der mange tørvemoser. Lundergaards Mose er en af de større. Den ligger vest
for hovedvejen mellem Aalborg og Løkken ud mod Jammerbugten. Her har der – som i mange af de øvrige
danske moser – været gravet tørv i århundreder. I begyndelsen af 1900-tallet blev der påbegyndt en
industriel udnyttelse af Lundergaards Mose, og en snes år senere blev der opført en briketfabrik.
I mange år holdt jeg med min familie sommerferie i Dansk Folkeferies pragtfulde ferieby Rødhus Klit ved
Jammerbugten. Når man kører de ti km. fra hovedvejen mellem Aalborg og Løkken ud til Vesterhavet,
passerer man på nogle km.s afstand en stor fabrik, som da jeg første gang beskuede den i 1969 stod
nogenlunde hel efter at være lukket fire år forinden. I dag er den en ruin. Jeg kontaktede
arbejdsmændenes fagforeningsformand på stedet og bad ham sætte mig i forbindelse med de gamle tørveog briketarbejdere - hvilket skete.
På dette bånd fortæller en række af disse gamle arbejdere om det hårde slid, om lange arbejdsdage, om
polske løntrykkere, om vanskelighederne i forbindelse med dannelsen af den første fagforening på egnen
og om den første overenskomst mellem Arbejdsmændenes Fagforening for Pandrup-Kaas og Lundergaards
Mosebrug. En af arbejderne fortæller, hvordan han cyklede til biblioteket i Nr. Sundby for at studere Marx’
og Engels ‘Manifest’ - med tryk på Mani. ”Men Kapitaaalen - den var for svær”.
Også kvinderne arbejdede i mosen – bl.a. med at stakke tørv i lange rækker med 1000 i hver. Fortjenesten
var 10 øre pr. række. I alt kunne en enkelt ‘tørvekone’ nå at stakke ca. 20 rækker om dagen. Børnepasning
var der ingen mulighed for, så de små måtte med i mosen. Mosebrugets leder kunne end ikke afse penge til
et skur eller bare et halvtag, hvor de små kunne blive puslet og få bryst i tilfælde af dårligt vejr. Kvinderne
arbejdede også på briketfabrikken - med pakning af briketterne.
Kaas Briketfabrik var bygget efter en tysk model, skønt flere af disse tyske fabrikker var sprunget i luften
pga. såkaldt ’forpufning’ - en eksplosion foranlediget af temperaturstigninger. Alligevel blev Kaas
Briketfabrik opført efter denne tyske model. En hed sommerdag den 1. juni 1933 kom turen til denne
danske fabrik. To mand blev dræbt.
10
Rentabiliteten for Kaas Briketfabrik blev aldrig god. Fabrikken måtte have statsstøtte i 1930’erne - og endda
kneb det. Men med den tyske besættelse af Danmark 1940 - 45 kunne Lundergaards Mosebrug afsætte alle
de tørv og briketter, som blev produceret uden, at de først skulle ligge på lager. Efter Besættelsen blev
olien imidlertid en så hård konkurrent til tørvene og briketterne, at Lundergaards Mosebrug og Kaas
Briketfabrik måtte lukke i 1965.
Barn og ung i 30’ernes kriseår
En Århusdreng fortæller
Walter Rasmussen - født i 1914 - boede hele sin barndom i arbejderkvarteret Trøjborg i det nordlige Aarhus
og i sin ungdom på forskellige værelser i byen - det ene mere fugtigt, koldt og usselt end det andet. Han
kom som udlært svend som så mange andre i 1930’erne til at mærke arbejdsløsheden under den alvorlige
økonomiske krise, hvor 1/3 af de arbejdsløsheds-forsikrede var uden beskæftigelse.
I stedet for at drive om på gaden og på havnen meldte han sig ind i Dansk socialdemokratisk Ungdom, DsU.
Hermed begyndte ”en epoke” i hans liv. En ny verden åbnede sig for ham: Bogens. Walter blev et ligeså
læsende menneske som faderen var det. Og i DsUs lokale i Mørchsgade kunne han sidde og læse eller
snakke med gode venner i et opvarmet lokale. De bøger, som han læste, var både de skønlitterære og de
politiske.
I lighed med andre unge socialdemokrater fandt han, at der skete for få fremskridt under Stauning-Munch
regeringen i 1930’erne. Men verdenskrise lagde jo snævre rammer for de økonomiske og
beskæftigelsesmæssige muligheder. Og helt frem til 1936 havde VK flertallet i Landstinget, hvorved de
kunne holde den reformlovgivning mht. bolig- skole-, lærlinge-, arbejderbeskyttelses-, social-, sundheds- og
ældrelovgivning tilbage, som S og fagbevægelsen ønskede, og som der i mange tilfælde var flertal for med R
i Folketinget.
I modsætning til spejderbevægelsen og FDF kom der både drenge og piger i DsU. Pigerne gjorde dog ikke
meget væsen af sig i de politiske debatter. De koncentrerede sig iflg. Walter om deres sytøj. Nogle af
pigerne fik i øvrigt forbud af deres fædre mod at komme i DsU.
Som voksen fik han en smuk karriere i fagbevægelsen. Walter Rasmussen afsluttede den som en meget
respekteret og vellidt formand for Træindustriarbejderforbundet, nu en del af 3F
38 år i ’Jernet’. Elly Lassen mangeårig tillidskvinde på Glud & Marstrands fabrik i København
I 1930 fik den 19-årige Elly arbejde hos Glud & Marstrand, der bl.a. producerede gryder, potter, pander,
spande m.v. - og kaffekander. Hun nåede at lave 3/4 af de kaffekander - den kendte ‘Madam Blaa’ - som
hele Danmark samledes om ved kaffetide.
Hun beretter om de barske år i 1930’erne, hvor arbejdsløsheden på et tidspunkt omfattede 1/3 af de
organiserede - hvad virksomhederne udnyttede til at disciplinere arbejdskraften yderligere. Men netop
dette årti var også forelskelsens tid for Elly. Hun giftede sig og fik datteren Alice. Så gjorde det ikke så
meget, at det var mere end småt med pengene og, at boligforholdene var elendige. ”Vi var så forelskede”.
I mange år var Elly Lassen tillidsrepræsentant for de kvindelige arbejdere på Glud & Marstrand. I denne
egenskab havde hun ikke blot sammenstød med arbejdslederne, men også med sin fagforeningsformand,
11
Inger Gamburg - en af de kendteste københavnske fagforeningsrepræsentanter og hertil glødende
kommunist.
De sidste år, hvor Elly Lassen arbejdede på Glud & Marstrand - dvs. i 196O’erne - blev præget af den
kraftige velstandsudvikling. Nu blev det de materielle goder - hus, bil, udlandsrejser eller sommerhus - der
gav livet indhold. Ingen havde længere råd til at deltage i strejker. Solidariteten svækkedes. Kun få mødte
frem ved fagforeningsmøderne. Den enkelte fik nok i sig selv. Ellys datter blev så begejstret for denne
samtale, at hun sled tre dvd’er op ved foredrag rundt i hovedstaden og på Sjælland.
12