Sociale patologier opgave

Transcription

Morten Verner Bang Mørch
Studienr.: 172415 – PS11FBACH-53
Via University College Peter Sabroe
09-06-2015
Bachelorgruppe: PS11FBACH-53
Sociale patologier
Bachelorrapport, 2015
Sociale patologier
Forfatter: Morten V. B. Mørch
Vejleder: Finn Hedegaard Nielsen
Pædagoguddannelsen Aarhus, Peter Sabroe
Antal tegn: 101.721
1
09-06-2015
Indholdsfortegnelse
1.
Indledning .................................................................................................................................................. 4
1.2 Problemformulering ................................................................................................................................ 6
1.3 Begrebsafklaring ...................................................................................................................................... 6
1.4 Motivation ............................................................................................................................................... 7
1.5 Kildekritik ................................................................................................................................................. 8
1.6 Metode og læsevejledning ...................................................................................................................... 8
1.7 Afgrænsning............................................................................................................................................. 9
2.
Individet i det senmoderne konkurrencesamfund .................................................................................. 10
2.1 Konkurrence og præstation: .................................................................................................................. 13
2.2 Arbejdsmarkedets krav.......................................................................................................................... 13
2.2.1 HRM – Human Ressource Management ........................................................................................ 14
2.3 Muligheder og optioner......................................................................................................................... 15
2.4 Durkheims anomi .................................................................................................................................. 17
2.5 Analyse af individet i det senmoderne konkurrencesamfund .............................................................. 19
2.5.1 Pædagogisk sammenfatning........................................................................................................... 21
3.
Selvoptimering......................................................................................................................................... 21
3.1 Det ideelle legeme ................................................................................................................................. 21
3.1.2 Spornoseksualitet: .............................................................................................................................. 22
3.2 Goffmans front- og backstage teori: ..................................................................................................... 24
3.3 Senmoderne kompetencer .................................................................................................................... 24
3.4 Analyse af selvoptimering ..................................................................................................................... 28
3.4.1 Træning ........................................................................................................................................... 30
3.4.2 Når træning og øjnene på vægten ikke er nok ............................................................................... 31
3.4.3 Pædagogisk sammenfatning .............................................................................................................. 32
4.
Sociale patologier .................................................................................................................................... 33
4.1 Normalisering ........................................................................................................................................ 35
4.2 Spiseforstyrrelser................................................................................................................................... 37
4.3 Stress og depression .............................................................................................................................. 39
4.3.1 Stress .............................................................................................................................................. 39
4.3.2 Depression ...................................................................................................................................... 40
4.4 Analyse af kapitel 3 ................................................................................................................................ 42
4.4.1 Pædagogisk sammenfatning .............................................................................................................. 43
2
09-06-2015
5.
Udviklingen af sociale patologier i det senmoderne samfund: Afrunding .............................................. 44
6.
Litteraturliste ........................................................................................................................................... 47
3
09-06-2015
1. Indledning
Vi bombarderes hver dag med budskabet om sundhed. Programmer og reklamer på TV, diverse magasiner,
et kig på dine Facebook-venners billeder og statusopdateringer – alle steder mødes vi med begrebet
sundhed. Og ikke kun som begreb, men hvad der i stigende grad ser ud til at være et krav om sundhed.
Det sunde legeme er blevet vores idealbillede. Den massive eksponering, de endeløse rækker af råd fra folk
der gerne vil fortælle dig hvordan du bedst lever sundt, er ikke kommet ud af ingenting. Man kan næsten
kalde det en reaktion. Ifølge en undersøgelse fra 2010, er over 35 % af verdens befolkning nu overvægtige.
Det man tidligere så som et vestligt problemfænomen, er nu globalt. Fedmeepidemien er en realitet
(Internet 1).
Regeringen lancerede i 2014 ”De 7 nationale mål for danskernes sundhed”, med sigte på at forbedre
middellevetiden og livskvaliteten hos danskerne (Internet 2), disse mål lyder således:
1. Den sociale ulighed i sundhed skal mindskes¨
2. Flere børn skal trives og have god mental sundhed
3. Flere voksne skal trives og have god mental sundhed
4. Flere skal vælge et røgfrit liv
5. Færre skal have et skadeligt alkoholforbrug og alkoholdebuten skal udskydes blandt unge
6. Færre børn skal være overvægtige
7. Flere skal bevæge sig mere i dagligdagen
Disse mål understøttes af Sundhedsstyrelsens nyligt iværksatte kampagne, ”Get moving” som henvender
sig til skolebørn, da undersøgelser har vist, at ca. hvert andet barn i alderen 10-13 år, bevæger sig for lidt
dagligt (Internet 2).
Så vi er opmærksomme på fedmens altoverskyggende farer. Det er jo en god ting. Når selv regeringen
lancerer mål for vor alles ve og vel, tyder det på, at vi er på rette vej – i hvert fald forsøger vi at komme væk
fra fedmen.
Samtidig taler politikerne om ”Konkurrencestaten”, og dagligt hører vi, almindelige dødelige, om de
stigende krav der stilles til os. Vi skal være omstillingsparate, fleksible og forandringsvillige, alt imens vi
holder skruen i vandet, og balancerer hjemmelivets prioriteringer i den ene hånd mens vi,
omstillingsparate, kaster os ud i den hårde konkurrence på jobmarkedet (Internet 3).
4
09-06-2015
Det synes at vi konstant søger en optimering af os selv, hvad enten det er vores fysik og fysiske formåen,
eller det er de kompetencer vi skal besidde for at være ”hele” mennesker.
Det er ikke mit mål at negligere sundheden, eller jagten på den samme. Jeg er blot interesseret i at vide, om
denne jagt kun afføder goder, eller sagt på en anden måde: jeg vil gerne se bagsiden af den finpudsede
medalje.
Man kan formode, at der i alle generationer findes et eller flere brokkehoveder, som måske mangler
omstillingsparatheden, når de med vantro øjne beskuer samfundets udvikling. Disse vil oftest blive
kategoriseret som værende gammeldags eller konservative. Det kan dog også tænkes, at der sker ting i
samfundets rivende udvikling, som ikke nødvendigvis er goder for alle, og det synes da værdigt at brokke
sig over.
Jeg er samtidig bekymret over den udvikling der peger på, at vi bruger rigtig meget tid på at dyrke kroppen
og os selv. Der synes at være større og mere presserende emner, end blot kroppen og et pænt ydre.
Desuden er min tese; at jo mere tid man bruger på at dyrke sin krop og sit udseende, jo mindre tid kan man
bruge på at anskaffe sig viden, diskutere sociale spørgsmål, søge moralske og etiske svar og dyrke de
musiske udfoldelsesmuligheder.
Skolereformen har gjort sit indtog i landet undervisningsinstitutioner, og vi vil på sigt forhåbentligt se nogle
positive bivirkninger ved denne regeringsmæssige satsning. Men i år har flere lærere ivrigt diskuteret
folkeskoleelevernes manglende viden og stillings-tagen-til samfundet, samt fordybelsen i de processer der
indgår heri (Internet 4).
Men når selv de unge ser med bekymrede øjne på deres egen generation og dennes kostvaner, synes min
tese at virke lidt relevant. Set i lyset af tidsånden altså (Internet 5).
Jeg finder rask/syg – sund/usund-diskussionen interessant, da denne også er påvirket af tidens tendenser
og trends. Jeg vælger derfor at skrive denne opgave, med et blik på vores blik af sundhed, og hvorledes det
blik, måske kan være sygdomsfremkaldende i sig selv.
5
09-06-2015
1.2 Problemformulering
-
Hvordan kan tidsånden være medvirkende til at skabe sociale patologier, og hvorledes påvirker disse
den pædagogiske praksis?:

Hvordan har det senmoderne samfunds forventninger til individet, en påvirkning på udviklingen af
sociale patologier?

Hvorledes påvirker dette den pædagogiske praksis?
1.3 Begrebsafklaring
Senmodernitet/det senmoderne samfund: Jeg bruger her Kristensens (2000) fortolkning af det
senmoderne samfund: ”Det vil sige et samfund, der sammen med den øgede globalisering, den teknologiske
udvikling og konsolideringen af velfærdsstaten og den relativt høje levestandard har oplevet en øget
individualisering.” (Kristensen, 2000, s. 38).
Anerkendelse: Jeg benytter mig af Willigs (2005) fortolkning af Axel Honneths anerkendelsesbegreb. Her
menes et andet begreb end blot den rene identifikation af en andens identitet. Anerkendelse er en
handling, hvori et individ gives anseelse. Anerkendelse kan ses som arvtager til det gamle æresbegreb
(Willig, 2005, s. 23).
Patologisering: Sygeliggørelse. Jeg bruger her Brinkmanns (2010) fortolkning. ”Begrebet henviser til det, at
menneskelige træk, egenskaber eller evner, der tidligere ikke kaldte på diagnosticering og behandling, nu
italesættes som behandlingskrævende sygdomme.” (Brinkmann, 2010, s. 15).
Sociale patologier: Her vil jeg benytte mig af Willigs (2005) begreb om sociale patologier. Dette redegøres
der for i rapporten.
Diagnosticering: Almen betegnelse for antallet af diagnoser der florerer i samfundet. Under specifikke
lidelser/forhold, er diagnose-begrebet brugt om den aktuelle lidelse.
Spornoseksualitet: En ny betegnelse for den moderne mand og kvinde. Betegnelsen har taget over efter
det tidligere begreb ”metroseksualitet”. Der vil blive redegjort for dette i rapporten.
Socialliberalisme: Politik eller samfundsform der bygger på liberale markedsøkonomiske principper. I
denne diskurs skal det offentlige sørge for, at sikre det enkelte individ, gennem sociale foranstaltninger og
sikkerhedsnet (Internet 6).
6
09-06-2015
Neoliberalisme: Modstykke til socialliberalismen, men ikke som systematisk og organiseret ideologi. Er
baseret på forskellige grupper af økonomers idéer om, at markedet skal fordres og at det offentlige skal
reduceres i indflydelse, eller fordele sine opgaver ud til mindre lokale enheder (Internet 7).
Selvet: Jeg har flere steder valgt at bruge ”selvet” som begreb for det enkelte individs psykologiske profil, til
dels ud fra Jørgensens (2014) beskrivelse. Selvet er i denne optik, ikke adskilt særligt fra ”jegét”, men kan
overlappe i diverse karakteristika herfra. Selvet kan ses som en kerne i mennesket som aktør, som gør
individet til en person. I selvet ligger individets subjektivitet, intentioner og refleksioner.
1.4 Motivation
Min motivation er meget personlig, og set i lyset af, at denne opgave omhandler individet i
senmoderniteten, stemmer det jo helt overens med at skrive en opgave, hvor udgangspunktet er mig selv.
Mig – mig – mig.
Helt i tråd med den narrative praksis vil jeg her kort opridse nogle karakteristika omkring mig selv.
-
Jeg ryger – cigaretter og pibe (og cigarer når jeg er i nærheden af sådanne)
-
Jeg dyrker ikke motion
-
Jeg spiser usundt
-
Jeg udbasunerer ikke mit privatliv på Facebook
-
Jeg har ikke en Instagram-konto
-
Mit BMI-tal er tættere på min alder, end på ”ideal”-tallet
-
Jeg har hår på ryggen (så fik vi også det med)
-
Som person er jeg yderst stædig, og ikke særlig omstillingsparat (har jeg ladet mig fortælle)
-
Jeg er meget lidt proaktiv
Mit spørgsmål til samfundet er vel egentlig hvor jeg kan finde plads, med alle disse faktorer som gerne skal
opfyldes, når jeg ingen intentioner har om at opfylde dem.
Ved at belyse den stigende patologisering var mit håb, at afdække om jeg, med mine karakteristika, var i
farezonen for at blive diagnosticeret. Er jeg syg?
Jeg har med sorg i øjnene, set et utal af venner blive diagnosticeret med diverse sindslidelser, op gennem
deres 20ére. Flere af disse, har ikke problemer der forhindrer dem i at leve et godt og produktivt liv, men
de vil uden tvivl have problemer med at kvalificere sig til dette, hvis senmoderniteten virkelig vil, at vi skal
opfylde alle disse krav, for at blive ordentlige mennesker.
7
09-06-2015
Som afslutning og nævnt i indledningen, finder jeg det også interessant at se på normalitet og afvigelse, og
vores syn på sociale afvigere.
I mine teenageår, var mine store idoler henholdsvis Hunter S. Thompson og Axl Rose. Disse individer ville
næppe have oplevet den succes (og modgang) de havde, hvis de var blevet set på med et diagnostisk blik –
og da slet ikke i senmoderniteten.
1.5 Kildekritik
Jeg har i denne opgave, hovedsageligt hentet inspiration og information fra danske bøger. Flere af bøgerne
tager afsæt i tidligere teorier. Da jeg har valgt at fokusere på de danske udgivelser og dermed andres
tolkning, er der altid en mulighed for en subjektiv prægning eller misforståelse fra den danske oversætter.
Til min research, har jeg været en flittig bruger af de elektroniske medier, men har forsøgt at være kritisk
overfor hvilke hjemmesider jeg har brugt, og hvor de pågældende medier har deres historier fra. Da jeg i
denne opgave, beskæftiger mig med samfundets forventninger til individet, og herigennem belyser
kropsidealet og den eksponering af det, der hersker i tiden, mener jeg, at det er yderst relevant at inddrage
disse nutidige beretninger. Endvidere mener jeg, at man også får et godt generelt samtidsbillede af at
inddrage de elektroniske medier, da en stor del af vores socialisering og almene gøren og laden i det
senmoderne, udfoldes, fordres og former sig her.
Catharina Juul Kristensen giver i sin artikel bud på hvilke kompetencer det senmoderne menneske skal
besidde og håndtere for at klare sig godt, dog fokuserer hun i denne artikel på individets evne til at tilpasse
sig samfundet, og ikke på, om der er faktorer i samfundet, der måske skulle tilpasses individet.
Til sidst skal det nævnes, at jeg også må være kritisk over for mig selv. Jeg har skrevet denne opgave alene,
og har dermed kunnet fodre min egen paranoia og fordret mit verdensbillede, velvidende at jeg kunne
fortsætte ud af en tangent, uden at nogen havde mulighed for at stoppe mig.
1.6 Metode og læsevejledning
Jeg vil i kapitel 1 beskrive individet i det senmoderne konkurrencesamfund. Jeg tager her først
udgangspunkt i Carsten R. Jørgensens beskrivelse af det moderne menneskes selv og identitet, fra
antologien: ”Mærkelige Menneske”. Dernæst kigger jeg på præstationskulturen og dens mulige opståen fra
Human Ressource-konceptet via Kirsten Marie Bovbjergs kapitel: ”Det proaktive menneskes lidelser – nye
patologier i arbejdslivet”, fra antologien ”Det diagnosticerede liv”, ved Svend Brinkmann. Efterfølgende
beskriver jeg Willigs adskillelse af begreberne ”muligheder” og ”optioner”, og hans fortolkning af Emile
8
09-06-2015
Durkheims anomi-begreb, baseret på hans kapitel: ”Selvrealiseringsoptioner – vor tids fordring om
anerkendelse”, i antologien ”Sociale patologier”.
Til sidst i kapitlet vil jeg lave en analyse af mine beskrivelser, ud fra Center for Ungdomsforsknings projekt
”Når det er svært at være ung i DK”, og de udgivelser dette projekt har kastet af sig, hvor jeg herfra vil
inddrage relevante data og formidle dem, i forhold til kapitlets emne.
Dette gøres efter hvert kapitel, efterfulgt af en pædagogisk sammenfatning.
Jeg fokuserer ikke på unge i denne rapport, men jeg tager udgangspunkt i denne undersøgelse, da jeg
mener at den giver et godt billede af de unges tankegang nu, og jeg er af den opfattelse, at den stigende
kropsfiksering hos de unge, som rapporten viser, er et symptom for en generel tendens i befolkningen.
Ydermere, tror jeg også at kropsfikseringen vil være aktuel for kommende generationer
I kapitel 2 vil jeg se på den søgen efter selvoptimering, som er meget oppe i tiden. Idealerne for kroppen vil
kort jeg kort beskrive via bogen ”Sociologisk SET” (Bundgård et al., 2013), publikationen ”Når det er svært
at være ung i DK – viden og råd om unges trivsel og mistrivsel” (Nielsen, 2011) og relevante artikler. Jeg vil
dernæst redegøre for det senmoderne begreb ”spornoseksualitet” ved hjælp af relevante artikler. Jeg vil
dernæst inddrage nogle fakta omkring kosmetiske skønhedsoperationer inden jeg kort redegør for Erwin
Goffmans teori om front- og backstage. Til sidst i dette kapitel, vil jeg opstille nogle af idealtyperne for de
senmoderne personlige kompetencer, ved at tage udgangspunkt i Catharina Juul Kristensens artikel om
”Personlige kompetencer i det senmoderne” (Kristensen, 2000).
I kapitel 3, vil jeg se på begrebet ”sociale patologier”, og normaliseringstendensen i Danmark. Dette gøres
ud fra Willig (2005), Østergaard (2005) og Brinkmann (2010). Dernæst vil jeg kort beskrive moderne
spiseforstyrrelser ud fra Hammershøj (2005) og relevante hjemmesider. Efter dette, følger en kort
beskrivelse af stress ud fra Bjørnstrup et al., (20) og Bovbjerg (2010). Til sidst følger en beskrivelse af
depression, baseret på sundhed.dks definition af, og symptomer på denne lidelse, efterfulgt at lidt
Jørgensen (2014).
1.7 Afgrænsning
Jeg har som hovedkilder anvendt Svend Brinkmanns (2010) og Rasmus Willigs (2005) antologier. Selvom
disse inddrager flere udenlandske forskere og forfattere, mener jeg at de to med hver deres baggrund,
giver en god forbindelse mellem udenlandske erfaringer og undersøgelser, til det danske senmoderne
samfund.
9
09-06-2015
Jeg har valgt denne vinkel til min opgave, da jeg finder den mest interessant. Jeg overvejede at gå mere i
dybden med Axel Honneths anerkendelsesteori, da denne kunne være spændende til at belyse
motivationen for vores jagt på selvoptimering. Jeg har dog beskæftiget mig meget med A. Honneth, senest
til Pædagogikeksamen, og har derfor valgt ikke at fokusere på denne teori i denne rapport.
For at understrege pædagogens rolle yderligere, i samvirke med en brugergruppe, overvejede jeg Michel
Focaults teorier om magt og relationer. Dog har disse været et gennemgående tema under hele
uddannelsen, og jeg valgte derfor at se bort fra disse.
Jeg kunne have fokuseret mere på normalitet og afvigelse, evt. med inddragelse af Bent Madsen, men da
han også er en gammel traver på uddannelsen, valgte jeg også at overse ham og denne vinkel
Jeg kunne have kigget på ensomhed, selvskadende adfærd eller angst som andre sociale patalogier, men da
min idé fra starten var at se på sundhed, valgte jeg at fokusere på den legemlige selvoptimering, og ikke
legemlig beskadigelse. Samtidig er stress og depressioner ganske kendetegnende ved vores senmoderne
samfund, derfor syntes disse mest relevante.
Identitetsdannelse og almen dannelse, var begreber jeg også overvejede i længere tid. Dog besluttede jeg
mig for, at opgaven ikke skulle rettes mod en bestemt brugergruppe, og ved inddragelse af
identitetsdannelse, skulle jeg tage udgangspunkt i aldersgruppen, hvor dette spørgsmål er mest
presserende.
2. Individet i det senmoderne konkurrencesamfund
I senmoderniteten har det enkelte individs rettigheder og forventninger, vundet mere og mere frem. Dette
er sket på bekostning af tidligere tiders sociale institutioner og fællesskaber. Hvor det før var fællesskabet
og samfundet der dikterede en fælles dagsorden, er det nu blevet det stærke individ, der er
omdrejningspunkt for samfundets retning (Jørgensen, 2014).
Vi har ikke længere kirken eller statens ord som uanfægtelige pejlingspunkter, hvilket på sin vis kan være
godt, men det enkelte individ er i langt højere grad overladt til sig selv, og dermed bliver det selv ansvarlig
for, at afgøre moralske spørgsmål om hvad der er rigtigt og forkert, hvad der kan betragtes som det gode liv
og hvordan det agter at realisere sine forventninger (Ibid.).
Individet er derfor tvunget til at oprette og fastholde en stærk fornemmelse af sig selv og sin identitet, da
de ydre referencerammer der tidligere har været markører for det hvordan livet burde eller skulle leves, er
eroderet, eller i hvert fald markant mindre synlige end før i tiden (Ibid.).
10
09-06-2015
Alle mennesker besidder et grundlæggende behov for at føle sig som et afgrænset individ med egen
identitet, men også et behov for at indgå i meningsfyldte sociale relationer (Ibid.).
Hvis individet er stærkt præget af sine relationer og forankret i strukturerede fællesskaber, er der risiko for
at individet mister muligheden for at afgrænse og realisere sig selv. Omvendt er der også fare for, at hvis
individet fokuserer for meget på selvrealisering og egen individualitet, at det dermed forringer sine egne
muligheder for, at kunne indgå i meningsfulde relationer. Det kræver dermed en særlig balancegang, hvis
det moderne individ ikke vil forringe sine egne muligheder, enten over for sig selv, eller over for sociale
relationer og omverden (Ibid.).
Med de moralske og andre store spørgsmål i livet, frit hængende og udefinerbare, er der i større grad
forventninger om at individet skal udføre en form for selvkontrol. Sideløbende med denne forestilling,
stilles forventningerne om individets intentioner om selvrealisering (Ibid.).
I senmoderniteten hersker store forventninger til os selv. Vi får at vide, at vi skal ”lytte til” os selv, og søge
dybt i vores indre for at finde de svar vi går rundt og grubler over. Dette fokus på selvet og vores eget ønske
om selvrealisering, kan i værste fald danne grundlag for, at vi udelukkende fokuserer på os selv, og dermed
glemmer de andre rundt om os (både de lokale nærmiljøer og den globale verden). Vores jagt på
selvrealisering kan dermed også blive lidt diffus, da vi ikke altid ved præcist hvad det er vi skal lytte efter i
os selv, og hvordan vi skal agere på det. Selvrealisering bliver dog omtalt som værende positivt, og noget vi
både har ret og pligt til (Ibid.).
Denne manglende definition, og fælles retningslinjer for individerne, gør at vi søger grænser udadtil, og
spejler os i det vi ser. Mennesket har altid søgt forklaring på sig selv gennem andre, men når nærmiljøerne
og traditionerne ophører, søger vi denne forklaring gennem vores dagligdagsliv, hvilket vil sige at vi i den
globaliserede verden, tager værdier og holdninger til os, påført udefra, måske endda fra folk som lever
under helt andre omstændigheder end vi selv gør – med dette hentyder jeg til de sociale medier, og
dyrkelsen af såkaldte ”kendisser” (Ibid.).
At vi ikke længere er bundet af tid og sted, men kan bevæge os rundt i den globale verden, har også
medført, at den identitet vi tidligere var født med, nu udbydes til den bekendelse, tro eller retning, vi finder
mest givende for os, på et givent tidspunkt. Vi kan ændre vores identitet efter godt befindende, og tidligere
tiders sandheder og visdom, kan nu ændres efter hvordan vi mener, at det kan gavne os (Ibid.).
11
09-06-2015
Reklamebranchen og medieindustrien er gode til at tilbyde os løsninger og muligheder, hvis vi befinder os i
identitetsmæssige kriser. Vi kan købe os til den rigtige holdning, og gennem videre køb kan vi måske endda
ende med livsførelse der er skræddersyet til os (Ibid.).
Kierkegaard beskrev det moderne menneske, for mere end 160 år siden, og nogle af disse beskrivelser
passer også til nutidens moderne menneske: ”De bruger deres evner, samler penge, udfører verdslige
bedrifter, beregner klogt, måske bliver de nævnt i historien, men dem selv er de ikke, de har, åndeligt
forstået intet selv, intet selv for hvis skyld de kunne vove alt, intet selv for Gud, hvor selviske de end for
resten er”. (Jørgensen, Mærkelige menneske, s. 345).
Selvet kan altså synes på på spil for det moderne menneske. Den evige jagt på selvrealisering og egne
goder, efterlader en diffus opfattelse af, hvad der sker både indeni i dem selv, og i den øvrige verden
(Jørgensen, 2014).
Det senmoderne menneskesyn, kan ses som et fremskridt i forhold til tidligere tider, da flere og flere
befolkningsgrupper har løsrevet sig fra fortidens stigmatiseringer, og nu står overfor flere og bredere
muligheder (eller optioner, jf. Willig senere i kapitlet). Dog har dette menneskesyn en tendens til at danne
grundlag for selvkonstruktionsoptimisme, hvor andre sider af det hele menneske muligvis overses.
Individets frigørelse fra sin opvækst, biologi, medfødte positive eller negative træk, oplevelser fra fortiden
og individets socioøkonomiske ståsted, er faktorer der i den grad kan påvirke individet, og dennes evne og
muligheder for at realisere sig selv. (Willig, 2005)
I dag synes samfundets balance mellem politik og økonomi, at have taget en drejning så fokus ligger mere
på den økonomiske diskurs. Den neoliberalistiske kurs, fordrer en idé om social retfærdighed, med
markedet som den instans der kan regulere den sociale handling. Dette giver en illusion af, at hvis
markedet er i ligevægt, vil det sørge for at alle individer har tilstrækkelige selvrealiseringsmuligheder,
hvilket videre vil påvirke individernes selvværd positivt, da de i konkurrencen med andre individer, vil
modtage anerkendelse for deres præstationer (Ibid.).
Dette kan dog medføre det dilemma, at individet synes fanget i en illusion, fordret af neoliberalismens krav
om selvrealisering, da individet hele tiden må søge at motivere og optimere sig selv, for at synliggøre sin
værdi (Ibid.).
Denne værdi, søges af, og kan dermed også findes hos andre individer. Derfor synes konkurrencen hård for
individet, da det hele tiden må være parat til at kaste sig over nye udfordringer, for ikke at tabe værdi
(Ibid.).
12
09-06-2015
2.1 Konkurrence og præstation:
”Det senmoderne menneske socialiseres i stigende grad til at betragte sig selv som et produktionsselskab
eller en præstationsmaskine, der løbende må stræbe efter at forbedre sig selv, udvikle sine kompetencer og
optimere sin konkurrenceevne på arbejds- og identitetsmarkedet”. (Jørgensen, 2014, s. 347)
Indenfor den positive psykologi, snakker man ikke om at helbrede det syge selv, men derimod om at
optimere eller forbedre det middelmådige selv. I denne overbevisning, besidder individet en masse
ressourcer, som blot skal aktiveres eller igangsættes for dermed at opleve en optimering. Hvor man
tidligere diskuterede selvets mangler og konflikter, er det moderne selv nu karakteriseret ved at være
ressourcestærkt og selvstændigt, og evigt på jagt efter den næste forbedring eller optimering (Ibid.).
I konkurrencesamfundet, hvor fokus er på profit og materiel velstand, findes der et stort incitament for at
dyrke det selvoptimerende individ. Konkurrencementaliteten i det senmoderne, fordrer at individet skal
være dynamisk og bidrage til den samlede vækst. Dette gøres blandt andet ved, at individet søger
optimering ved at løse sociale, kulturelle og eksistentielle problematikker gennem et øget forbrug, blandt
andet gennem livsstilsændringer inden for kost og motion, og selvregulering gennem diverse former for
alternativ og somatisk medicinering (Ibid.).
”Det senmoderne selv er kreativt, innovativt, særegent og i en permanent forandrings- og
selvforbedringsproces. Mennesket tilskrives en vidtgående evne til at konstruere og regulere sig selv – samt
et selv med stor indre dybde, betydelige ressourcer og omfattende udviklingspotentialer, der blot skal have
plads og eventuelt lidt hjælp til at blive forløst.” (Jørgensen. 2014, s. 359).
2.2 Arbejdsmarkedets krav
Mange af de begreber vi i senmoderniteten har taget til os, som kravet om fleksibilitet og
omstillingsparathed, bunder ud i arbejdsmarkedets krav og forventninger til individet som lønmodtager, og
er begreber der er blevet brugt flittigt for at maksimere profitten hos diverse firmaer (Bovbjerg, 2010).
Historisk set har lønmodtageren måtte kæmpe mod løngiveren for at forbedre sine arbejdsforhold.
Tidligere var det arbejde man valgte eller fik tildelt, det samme job eller den samme position man bestred
det meste af livet, med få undtagelser af individer der så at sige ”klatrede op” af rangstigen. Inden for
13
09-06-2015
arbejdsmiljøarbejdet har der indenfor de sidste hundrede år, eksisteret to paradigmer: Påvirknings- og
udviklingsparadigmet (Ibid.).
I påvirkningsparadigmet skyldes sygdomme og skader hos individet (lønmodtageren), ydre faktorer som
teknologi, organisering og beslutninger fra ledelsen. I de sidste ca. 25 år, har man derimod set mere på
sammenhængen mellem positive arbejdsforhold og merproduktion, den enkelte arbejder skulle nu være
mere fleksibel, og dermed bidrage til gode resultater og løsninger, dette kaldes udviklingsparadigmet
(Ibid.).
Som eksempel, antog man i påvirkningsparadigmet, at stress hos individet, var en reaktion på ydre forhold,
enten fysiske eller organisatoriske. For at afvikle stress i dette paradigme, skulle der ændres i de ydre
forhold. I udviklingsparadigmet, er stress blevet en tilstand hos det enkelte individ, og denne kan så forsøge
at udvikle sig ud af denne tilstand (Ibid.).
Arbejdsmarkedets krav og forventninger til individet har ændret sig indenfor de seneste årtier. Ansvaret for
det enkelte individs præstationer, er ikke længere arbejdsgiverens, men det enkelte individs eget.
Ydermere synes individet at være fanget i arbejdsmarkedets krav om omstillingsparathed og fleksibilitet, så
det nu skal beskue sig selv som en evig forandringsvillig nomade, der vil tilsidesætte alt for
arbejdsmarkedet (Ibid.).
2.2.1 HRM – Human Ressource Management
Human Ressources er blevet en integreret del af mange virksomheders organisation. Den fastlagte rolle for
den enkelte medarbejder i virksomheden, er nu ændret til et krav om medansvar for virksomheden og
dennes fortsatte udvikling. Udviklingen af den enkelte medarbejder er højt prioriteret inden for HR, og
mange anser HR som værende en del af virksomheders humaniseringsproces – som en bevægelse væk fra
tidligere tiders kolde idéer og synspunkter om og på virksomheder som en maskine. Idéerne bag HRtanken, er at involvere medarbejderne mest muligt i virksomheden, ved at fokusere på den individuelle
udvikling. Medarbejderne skal arbejde med deres selv, og lære at tage selvstændige beslutninger, i stedet
for blot at tage imod ordrer fra ledelsen. Den gamle kommandovej er langsomt blevet nedrevet, lederen er
blevet menneskelig, og medarbejdernes motivation og mål, skal gerne samstemme med virksomhedens
ditto (Bovbjerg, 2010).
Dette har medført, at retningslinjerne for den enkelte medarbejder, er blevet mere diffuse, da det nu er op
til det enkelte individ, selv at sørge for, at igangsætte sin udvikling, sætte sine mål og tage ansvar (Ibid.).
14
09-06-2015
I samspil med HR-tanken, er fokus for virksomhederne ikke længere at tilpasse den enkelte medarbejder til
én stilling, men et kontinuerligt fokus på selvudvikling, gennem coaching, meditation, teambuilding osv.,
som skal danne og optimere den ”hele” medarbejder (Ibid.).
2.3 Muligheder og optioner
Rasmus Willig (2005) påpeger i ”Sociale patologier”, at individet ikke længere står over for muligheder, men
derimod en masse optioner, disse optioner skal håndteres på en passende måde, for at individet kan opnå
anerkendelse i et givent forum. Det er ikke kun individets egne ønsker om selvrealisering der gør sig
gældende, men der ligger også nogle krav fra samfundets side, om at individet skal besidde flere og flere
kompetencer (som nævnt under de senmoderne kompetencer) for at kunne anerkendes som et fuldendt
individ. (Willig, 2005)
Levestandarden er for mange mennesker forbedret drastisk efter de to store krige, og mange af fortidens
bundne traditioner, roller og mønstre er brudte, hvilket har affødt et større antal muligheder for individet.
Desværre er der stadig store grupper af mennesker, som ikke har de samme chancer for at opleve
selvrealisering og personlig succes, grundet personlig ulykke, udefrakommende faktorer eller andre grunde,
men ellers er der sket en generel forbedring af livsvilkårene for langt de fleste mennesker (Ibid).
Willig skelner som nævnt mellem muligheder og optioner, da han mener, at de fleste individer tidligere
skulle forholde sig til et antal begrænsede muligheder, og at vi nu, som senmoderne individer, står overfor
et overskud af selvrealiseringsoptioner. Disse nye livschancer, kan i det senmoderne ses, som individets
øgede optioner for selvrealisering. Optionerne er ikke bindende, og har ikke den samme klang af
tidsbegrænsede frister, som fortidens muligheder havde. Individets selvrealiseringsoptioner kan trækkes
frem, når individet står i en situation hvor den specifikke option fordres eller kræves (Ibid.).
Muligheder:
-
Begrænsede i antal
-
Åbne over længere tid
-
Langsigtede
-
Ikke til forhandling
-
Giver på sigt mere stabilitet og mindre forventninger
-
Fra- og tilvalg kan virke overskuelige
15
09-06-2015
Optioner:
-
Overskud af antal
-
Åbne inden for et begrænset tidsrum
-
Kan bruges efter behov og dermed også reserveres til senere brug
-
Kan genforhandles
-
Giver på sigt mindre stabilitet og større forventninger
-
Fra- og tilvalg kan virke uoverskuelige
Hvor mange mennesker før i tide led under traditioner og disciplinering, der holdt dem fast og umuliggjorde
selvrealisering, er det i dag en overflod af optioner, der gør at individet kan have problemer med at
overskue og håndtere de forskellige optioner (Ibid.). De individer, der følger mulighedshorisonten, vil
opleve større stabilitet og mere fastlagte forventninger til sig selv og til og fra samfundet, hvorimod de der
følger optionshorisonten, vil opleve mere ustabilitet men også have større forventninger til sig selv og til og
fra samfundet. Optioner skiller sig ud fra muligheder, ved at de ofte virker som tilvalg, eller i hvert fald giver
de mulighed for et omvalg, hvorimod muligheder ofte bliver et fravalg af andre muligheder, og disse kan
ikke revurderes eller genforhandles. Mulighedernes begrænsninger, kan synes lettere at forstå for
individet, end de endeløse rækker af selvrealiseringsoptioner der synes åbne, og disse utallige optioner,
bærer præg af mere kompleksitet og usikkerhed for individet (Ibid.).
Willig (2005) mener, at individet der er underordnet en mulighedshorisont, kan begrænse sine egne
muligheder for anerkendelse og selvrealisering i sådan en grad, at det til sidst kan ende i en patologisk
tilstand. Omvendt mener han, at de individer der befinder sig i et overskud af selvrealiseringsoptioner i
optionshorisonten, også er i fare for at ende i en patologisk tilstand, da antallet af optioner skaber en
splittelse i individets selv (Ibid.).
”Individet er underlagt idéen om at kapitalisere selvet, dvs. at det må promovere og markedsføre sit selv
som en økonomisk kapital. Forfølges denne argumentation, så betyder det, at optionerne ikke længere kan
læses som selvrealiseringshorisonter for individets fremtidige biografiske planlægning, men snarere må
læses baglæns, da ethvert moment i individets biografiske udviklingstrin nu fremtræder som kapitaliserede.
Det er således ikke de fremtidige evner og færdigheder, som individet stræber efter at realisere, der træder
ind i en valgbar optionshorisont, men derimod de biografiske evner og færdigheder, som markedet
efterspørger.” (Willig, 2005, s. 30).
16
09-06-2015
På den måde er selvrealiseringsoptioner ikke blot flere og bedre muligheder for individuel selvrealisering,
men derimod et aktiv og et signal om produktionskraft. Dermed må enhver selvrealiseringsoption ses som
individets evne til at efterkomme markedets krav om fleksibilitet og forandringsvillighed. Ved hver
omstilling til nye markeder, kan optionerne indløses, hvis markedet efterspørger disse. Chancen for
anerkendelse stiger jo flere optioner man besidder (Willig, 2005).
Muligheder og optioner er i sig selv uden værdi, da deres indhold ikke konkretiseres. Det er op til individet
selv, at finde ud af, hvilke muligheder og optioner der kan indløses til anerkendelse, og i hvilke fora og
arenaer de skal udfoldes, for at give den ønskede anerkendelse (Ibid.).
2.4 Durkheims anomi
Den franske filosof, Emile Durkheim (1858-1917) har ganske vist været død i snart hundrede år, men hans
sociologiske arv har præget og inspireret mange tænkere efter ham.
Willig (2005) bruger i ”Sociale patologier”, en af Durkheims figurer, ganske vidst var figuren lavet over
forhold i det franske samfund, som på tærsklen til det 20. århundrede, skulle afdække forskellige fakta og
aspekter omkring selvmord. Denne antropologiske figur, kan overføres til det det senmoderne samfund, da
der i modellen, ligger nogle begreber som på trods af hundrede års forskel i studierne, stadig synes
relevante. Durkheim omtaler i figuren flere forskellige selvmordstyper, men Willig (2005) tager kun fat i en
af disse, da denne let kan overføres til senmoderniteten (Willig, 2005).
Durkheim kategoriserede det ”anomiske” selvmord. Anomi er en betegnelse for manglende fælles normer
for adfærd i et samfund (Internet 8).
Man kan også se dette som et tegn på, at samfundet ikke formår at regulere den individuelle adfærd på
sådan en måde, at det synes tilfredsstillende. Ifølge Durkheim, betød de manglende normer og regulering,
at individer kunne blive påvirket så massivt, at det kunne føre til en stigning i antallet af selvmord (Willig,
2005).
Da Durkheim beskrev selvmordet i 1890érne, stod det europæiske (og globale) samfund midt i
industrialiseringen. De nye muligheder der heri opstod, indvandringen fra landet til byerne,
arbejderklassens organisering og de nye småsamfund der opstod i byerne, banede vej for et opbrud med
tidligere traditioner. De faste bånd, der havde været for individet før industrialiseringen, mistede både kraft
17
09-06-2015
og betydning, og overlod i større eller mindre grad, individet til sig selv. Der kunne opstå nye normer,
værdier og traditioner i industrisamfundet, men disse var ikke tydelige da Durkheim lavede sin figur (Ibid.).
Det anomiske selvmord var karakteriseret ved, at der ved økonomiske udsving, skete en skævvridning af
forventningerne hos individet. Enten ved stærkere eller svagere økonomiske muligheder. Durkheim så de
fleste tilfælde af skævvridning ved økonomiske opture, da forventningerne her ville stige, men ofte ville de
alligevel ikke blive indfriet af individet, hvilket ville efterlade individet med en følelse af krænkelse (Ibid.).
Durkheim mente, at de øgede økonomiske muligheder for individet, ville resultere i større og større
forventninger, og disse ville aldrig blive opfyldt, hvilket vil resultere i en behovsspiral uden ende. Selv når
nogle af disse høje forventninger ville blive indfriet, ville det lede til flere og større forventninger, og
individet ville ikke finde tilfredsstillelse i, at se på nogle af de forventninger der var blevet opfyldt. Den følte
tilfredsstillelse ville være en illusion, og dette ville kun forværre individets mentale tilstand, da individet
dermed ville være fastlåst i en illusorisk tilfredsstillelsesspiral (Willig, 2005, s. 27).
Anomien var ikke kun karakteriseret ved overgangen til industrisamfundet. Durkheim så anomien som en
kronisk tilstand i den økonomiske konkurrence. Ifølge Durkheim var virkeligheden her: ”værdiløs
sammenlignet med de drømme som bliver skabt af individets overophedede fantasi (…) og (…) feberagtige
utålmodighed.” (Willig, 2005, s. 27).
I den økonomiske konkurrence findes der ikke grænser for individet, og disse grænser mente Durkheim var
vigtige, da individet ikke formår at begrænse sig selv eller sine behov. Durkheim mente, at den grænse der
skulle oprettes for individet, skulle være baseret på moral, og dermed danne en normativ referenceramme
for de forventninger og handlinger, individet måtte udvise. Som konklusion på dette, mente han, at det er
det psykologiske og moralske klima, og samfundets evne til normativ integration, der bestemmer antallet af
selvmord på et givent tidspunkt (Willig, 2005).
Durkheims fokus på den økonomiske konkurrences konsekvenser for individet, kan overføres til
senmoderniteten, da individets forventninger lader til at blive større og stadigt mere fyldende i livet, uden
at forventningerne nødvendigvis indfries. Vi er stadig i den illusoriske tilfredsstillelsesspiral (Willig, 2005, s.
27). De anomiske tendenser vi oplever i senmoderniteten, kan være farlige for individet, da vores drømme,
forventninger og sociale relationer opløses, og vi har svært ved at finde frem til hvad der egentligt giver
anerkendelse (Willig, 2005).
I analysen gennemgår jeg først en subtil overførsel af det anomiske samfund til senmoderniteten, inden jeg
analyserer ved hjælp af udgivelserne omkring forskningsprojektet ”Når det er svært at være ung i DK”.
18
09-06-2015
2.5 Analyse af individet i det senmoderne konkurrencesamfund
Det senmoderne samfunds opløste fællesskaber (jf. anomi), sætter ungdommen i nye problemstillinger.
Ganske vist har familiens rolle været mere eller mindre aftagende igennem det forrige århundrede, og
retningslinjerne som vores forfædre fulgte, udstukket af kirke og stat, synes heller ikke at have samme
virkning som tidligere.
Ungdomsgenerationen er opvokset under disse ”nye” forhold, og kan måske af den grund, ikke have de
samme forventninger til, eller respekt for, de eksterne instanser, der gerne vil hjælpe os på vej. Dermed
synes de overladt til egne fortolkninger, af hvad der er godt og ondt, det gode og det dårlige (Koch, 2010).
For ungdommen, og nok også for os andre, synes håndteringen af de faglige og sociale krav, der stilles af
samfundet, vigtige for at kunne agere i sociale sammenhænge, nu da det sikre bagland der før var familien,
synes ladt i baggrunden, og den umiddelbare socialisering sker i andre arenaer. (Ibid.).
I ungdomstiden, sker der en masse forandringer for og i individet. Kroppen udvikler sig, tankerne kan føre
en i retninger man ikke før havde tænkt, man bliver nysgerrig omkring sin og andres seksualitet, og
følelseslivet ændres, så der opstår nye venskaber og kæresteforhold. Generelt oplever man nye sider af sig
selv, som kan ændre ens opfattelse af egen identitet, men også ændre opfattelsen af andre individer, og de
processer der sker i samfundet (Nielsen, 2010).
De unge kan, i højere grad end tidligere, opleve at ansvaret for deres eget liv, ligger hos dem selv. Dette kan
skabe endnu mere forvirring og tumult, hvis de ikke er i stand til at se værdier og normer i samfundet, som
de kan forholde sig til (Koch, 2010). I dag står det unge individ overfor en masse valgmuligheder. Konstant
befinder individet sig i situationer hvor der skal vælges ét, og dermed fravælges noget andet. Det ansvar
der her pålægges de unge, kan være medvirkende til at danne et stærkt og selvstændigt individ, men det
store ansvar og alle valgmulighederne, kan også have den modsatte effekt hos de individer, der finder
ansvar og muligheder alt for omfangsrige (Nielsen, 2010). Denne negative effekt, kan ende i en voldsom
selvbebrejdelse af individet, da det er eget ansvar, at få livet til at lykkes. Uden støttende sociale relationer
eller sikkerhedsnet i samfundet, står individet alene med sin følelse af at ikke have lykkedes (Koch, 2010).
Ida Koch (2010) ytrer iblandt, at vi ikke længere lever i et decideret samfund, men i et ”hvert-for-sig-fund”
(Koch, 2010, s. 23), da vi hver især er ansvarlige for at skabe vores eget livsprojekt.
Man må antage, at de biologiske ændringer der sker i ungdommen, ikke har ændret sig i nævneværdig grad
gennem de seneste mange hundrede år. Dog kan man også antage, at det for 50 år siden, kunne være
lettere for individet at forholde sig til disse indre ændringer og synet udadtil, da der her herskede andre
19
09-06-2015
uskrevne regler for, hvad der skulle ske med individet. Var du søn af en landmand, var der meget stor
sandsynlighed for at du selv blev landmand, også på trods af pubertetens radikale ændringer af individet.
De moralske spørgsmål kunne søges besvaret hos kirken eller eventuelle ledere i lokalsamfundet, eller på
regeringsniveau. Kirken har mistet meget af sin magt, nærmiljøet er overtaget af globaliseringen, og diverse
ledere har ladet sig inspirere af markedsmæssige fordringer om, at nedbryde det elitære og i stedet søge
fodfæste i nærheden af menig mand. Det giver nogle få, og til tider yderst diffuse, pejlingspunkter for
individet at forholde sig til, hvilket kan gøre forvirringen total, når man samtidig oplever en masse
forandringer i sig selv. (Nielsen, 2010).
Undersøgelser viser dog, at individets socioøkonomiske og familiære baggrund, stadig spiller en stor rolle
for hvilke muligheder og udfordringer individet får, og hvorledes det vælger at håndtere disse (Ibid.).
Det enkelte individs ansvar for egen lykke, har en stor påvirkning på ungdommens muligheder for trivsel, og
dermed også risikoen for mistrivsel. For de unge i dag, betyder det rigtig meget for deres trivsel, at de har
troen på sig selv og dermed troen på at de kan skabe trivsel. Denne selvtillid, eller tro på egne evner,
udspringer ofte af de positive sociale relationer, individet indgår i. Med familiens aftagende rolle og
påvirkning, skal meget af denne selvtillid altså hentes i de eksterne sociale forhold, altså forhold udenfor
familien, som de sociale relationer der indgås i skoletiden, i fritidsklubben og til sportslige og andre sociale
fritidsaktiviteter (Ibid.).
Den konkurrence der hersker på arbejdsmarkedet, og generelt i samfundet, møder de unge allerede i de
tidlige ungdomsår. Popularitetsræset i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne er ikke et nyt fænomen,
men i dag synes popularitet at være særligt tilstræbt i disse institutioner. Der er konkurrence på mange
forskellige parametre her: Det handler om det rigtige udseende, de rigtige elektroniske medier og
hvorledes man agerer på disse, du skal have den smarteste telefon, det flotteste tøj og de højeste
karakterer (Koch, 2010). De nyere generationer opflaskes altså med en præstationsorientering inden de
kommer ordentligt ud i samfundet og på arbejdsmarkedet. Ønsket om ambitioner og resultater er ikke nyt
for dem, og dermed kan der udvikle sig en vindermentalitet, der dog er utålmodig over for både sig selv og
overfor andre (Ibid.).
Ydermere, synes der at være et krav i tiden om, at individet kun kan forvente anerkendelse, hvis det er i
stand til at indløse sine selvrealiseringsoptioner. Det er dermed ikke kun for individet at disse optioner skal
indløses, men også for at individet får en anerkendelsesværdig værdi hos andre (Willig, 2005).
20
09-06-2015
2.5.1 Pædagogisk sammenfatning
Senmoderniteten og Durkheims anomiske tilstand har en del fællestræk. Det kan være svært at orientere
sig i de manglende eller eroderede sociale normer, og det efterlader ikke mange faste holdepunkter for det
senmoderne individ. Som pædagoger skal vi være nogle af de faste holdepunkter. Som nævnt i motivation
og indledning, så jeg gerne at der blev talt mere om moralske og sociale spørgsmål, fremfor at bruge tiden
foran spejlet. Her mener jeg, at vi som pædagoger har et moralsk ansvar overfor de mennesker vi arbejder
med. Jeg siger ikke at vi skal overtage rollen som den primære omsorgsgiver, men vi kan støtte individer,
unge som gamle, med eller uden sociale problemer og funktionsnedsættelse, ved at være faste
holdepunkter for dem.
Dermed ikke sagt at jeg fordrer en form for stilstand. Vi er forpligtede til konstant at reflektere og
revurdere vores sociale samspil med de mennesker, vi dagligt berører. Men for de mennesker vi omgås, er
vi nødt til at fastholde en del af os selv, for også at kunne give noget af os selv, tilbage til dem.
3. Selvoptimering
”Sundhed er blevet den nye overordnede værdi i de moderne samfund. Hvor tilværelsen tidligere har drejet
sig om at leve op til Guds eller etikkens bud, så gælder det i stigende grad om at leve sundt – både fysisk og
psyko-socialt. Man skal passe på både sin krop, sjæl og hjerne.” (Brinkmann, 2010, s. 15).
En stor del af selvrealiseringsprocessen er ønsket om selvoptimering. Vi skal gerne gøre vores bedste, og
fremstå så ypperligt som vi overhovedet kan. Optimeringen jeg vil belyse i dette kapitel, munder ud i den
sundhedsbølge der har ramt det senmoderne samfund. Jeg tager således først udgangspunkt i
optimeringen af kroppen, og dernæst vil jeg beskrive nogle af de kompetencer, der i det senmoderne
samfund, beskrives som værende vigtige at håndtere.
3.1 Det ideelle legeme
”Nutidens unge vokser op omgivet af perfekte kroppe. Hvor de end befinder sig, er der billeder af
veltrimmede, velplejede og velklædte kroppe, der er klinisk renset for alle synlige fejl og mangler. Det kan
være noget af en udfordring at forlige sig med sin egen krop, når idealkroppen således udgør en
allestedsnærværende reference. Det gælder for mennesker i alle aldersgrupper. Men der er nogle særlige
ting på spil i ungdomsårene.” (Nielsen, 2011, s. 24)
21
09-06-2015
VI dyrker motion som aldrig før. I 2006 var der 334 fitness/motionscentre i Danmark, i dag er det tal i
nærheden af 575 centre. I samme tidsrum er antallet af brugere i disse centre steget fra 460.000 til 810.000
brugere i dag, hvilket svarer til at ca. hver syvende af alle levende personer i Danmark, er tilknyttet et
fitnesscenter (Internet 9).
I tidligere undersøgelser, foretaget i Danmark, har sociologen Inge Kryger Pedersen undersøgt
motivationen og begrundelserne for at træne, her kom hun frem til at:
-
62 % af de mandlige adspurgte, trænede for at gøre deres krop større
-
88 % af de kvindelige adspurgte, trænede for at gøre deres krop mindre
(Bundgård et al., 2014, s. 73)
Råd om vores daglige kostindtag fylder forsiderne på diverse magasiner, træning og dyrkelsen af kroppen
har, især med udbredelsen af sociale medier, i lige så stor stil også indtaget flere og flere af privatlivets
sfærer (Bundgård et al., 2014).
Kropssociolog og professor, Mike Featherstone, binder den senmoderne kropsdyrkelse sammen med den
herskende forbrugerkultur (Ibid.).
Et kendetegn ved forbrugerkulturen er transformation: vi har mulighed for at transformere, eller forvandle
rigtigt mange aspekter af vores liv, med de ”nye” muligheder individet har fået siden
industrialiseringssamfundet. Vi kan i høj grad påvirke eller ændre mange faktorer i vores liv; hvor vi bor,
vores job, vores sociale netværk, og ikke mindst vores krop. Vi kan betale os til eller fra en masse
modifikationer, som alle sammen skal hjælpe os til at opnå vores idealbillede af kroppen. Vi kan investere i
den rigtige mad og træning, vi kan købe os til ydelser i fitnesscentre og hos personlige trænere hvis vi har
problemer med den personlige motivation, og har vi ikke tid eller overskud til dette, men pengepungen i
orden, kan vi betale os til kropslige forbedringer gennem plastikkirurgi og diverse indsprøjtninger og
udsugninger. Featherstone mener endvidere, at vi som enkelte individer, spejler os i de kroppe vi bliver
eksponeret for gennem diverse medier. Gennem denne spejling, adapterer vi et kropsideal, som vi selv
forsøger at leve op til (Ibid.).
3.1.2 Spornoseksualitet:
De senere års fokus på og dyrkelsen af kroppen har af flere forskere fået en betegnelse: Spornoseksualitet.
Hvor man tidligere talte om den metroseksuelle mand, hvis største kendetegn var det store fokus på det
ydre, som hyppigt skiftende frisurer, hang til pynteting, og til tider feminin påklædning. Den metroseksuelle
22
09-06-2015
mand dyrkede sig selv, og selve navnet var en slet skjult reference til de nogle af de sider, som før var
møntet på den homoseksuelle mand, disse var nu også omfattet af den metroseksuelle mand (Internet 10).
Nu er den metroseksuelle mand overtaget af den spornoseksuelle. Dog er denne betegnelse mere bredt
favnende, da kvinder også kan indgå heri. Kendetegnende for dette begreb, er for begge køns skyld, det
store og intense fokus på sundhed og sig selv. Spornoseksualitet kommer af sammendragelsen af ”sport”
og ”porno”, da det i nutiden ser ud til at være de ydre idealer vi dyrker (Internet 10; Internet 11).
Lektor Carl Cederström, har udgivet bogen ”The Wellness Syndrome”, der påtaler denne kropsfokusering,
og ser på hvilke konsekvenser denne måtte have, både for individet og samfundet (Internet 11).
”Din krop er blevet dit CV, noget du viser frem på de sociale medier for at få det gode arbejde, kærlighed og
succes i livet. Samtidig dæmoniserer vi de folk, der ikke kan leve op til samfundets høje standarder om ’det
sunde liv’. Der bliver sat et lighedstegn mellem sundhed og moral. Og selvfølgelig rammer det socialt
skævt.”
Dertil tilføjer han:
”Der er en enorm fokus på ’den sunde krop’. Jagten på velvære er blevet en ideologi, der gennemsyrer hele
vores samfund og måden, vi fører politik på. Men også hvordan vi tænker og taler til hinanden.” (Internet
11).
Profilbilleder på Facebook viser også pornoens påvirkning på kropsidealet – pigerne skal ofte vises med
trutmund og udfordrende blikke, mens drengene ofte skal vise deres nøgne overkrop frem. Dertil kan man
tilføje det utal af ”selfies”, som i stor stil også udstilles indenfor fitnesscentrets fire vægge, og via de sociale
medier også gør os andre bevidste om de kropslige forandringer der foregår i centrene (Bundgård et al.,
2014).
Flere og flere vælger kirurgiske indgreb, i deres forsøg på at forme deres perfekte krop. Mange kvinder
vælger at ty til indgreb, i håbet om større bryster og mere kvindelighed.
-
Mellem 2008 og 2010 steg antallet af silikoneoperationer fra 680 til 1349 udførte operationer.
-
Hver tiende mand og hver fjerde kvinde, har i en rundspørge blandt studerende, tilkendegivet at de
er utilfredse med deres kroppe.
-
Unge under 35 år, er langt mere åbne for de kirurgiske muligheder for at ændre på kroppen.
-
86 % af pigerne, og 99 % af drengene i alderen 14-18 år i Norden, har set porno.
23
09-06-2015
(Internet 12; Internet 13; Bundgård et al., 2014).
Reality-genren, hvor kroppens muligheder og problematikker dyrkes, har de sidste 10 år således været med
til at øge fokuseringen på kroppen.
3.2 Goffmans front- og backstage teori:
I mit tidligere eksamensprojekt på Peter Sabro, Dansk, Kultur og Kommunikation (DKK), behandlede vi
netop reality-genrens påvirkning af unge. Fokus heri var ikke kropsidealet, men den generelle påvirkning,
disse programmer måtte have på unges identitetsdannelse. I den forbindelse benyttede vi os af sociologen
Erwin Goffmans teori om front- og backstage. Jeg vil kort redegøre for denne teori:
Goffman mener, at der er en forskel i hvordan individet opfører sig, når det er henholdsvis i front- eller
backstage. Frontstage er møntet på den opførsel, ageren og laden vi udviser når vi er engagerede i et
socialt fællesskab. Altså en projicering af det billede, vi ønsker, at andre skal se. Backstage er det rum, vi er
i, når vi ikke skal forholde os til andre end os selv (Goffman, 1959/1990).
Han mener dermed, at vi forandrer os efter hvilket ”rum” vi befinder os i. Han angiver frontstage som
værende: ”that part of the of the individual performance which regularly functions in a general and fixed
fashion to define the situation for those who observe the performance.” (Goffman 1959/1990 s. 32.)
Backstage er vi helt og aldeles os selv. Vi skal ikke indrette os efter andres forventninger, eller forholde os
til, hvordan vi ønsker, at andre skal se eller opfatte os (Ibid.).
Som Carl Cederström siger, er vores kroppe nu blevet vores CV. Det er det første indtryk vi giver andre af os
selv, og dermed er der flere der ser vigtigheden i at optimere netop deres krop, så de fremstår stærke,
kompetente og duelige i senmoderniteten (Internet 11).
Kroppen er dog ikke vores eneste våben i konkurrencesamfundet. Selvom det til tider kan virke som det
punkt, vi agter at bruge mest tid på i vores optimering.
3.3 Senmoderne kompetencer
Jeg vil i dette afsnit tage udgangspunkt i Catharina Juul Kristensens, lektor ved RUC inden for Velfærd,
Civilsamfund og Globalisering, artikel ”Personlige kompetencer i det senmoderne”.
I artiklen forsøger Kristensen at identificere og definere de personlige kompetencer, hun gennem sin
erfaring og research, finder væsentlige at mestre for det senmoderne menneske. Dette har hun gjort for at
24
09-06-2015
skabe en afklaring på disse begreber, da der er stor sandsynlighed for, at en manglende afklaring kan skabe
subjektive fortolkninger hos den enkelte, og dermed bliver det ikke en ensrettet indsats (Kristensen, 2000).
Hun har som udgangspunkt set på socialt udsatte, men artiklen henvender sig også generelt til andre
socialarbejdere. Kompetencerne er udpeget på tværs af hverdagslivets forskellige sociale situationer, og
tager således ikke kun afsæt i privat- eller arbejdsproblematikker og udfordringer.
”De personlige kompetencer er forudsætningen for overhovedet at kunne håndtere betingelserne, altså en
betingelse for at kunne håndtere betingelserne” (Kristensen, 2000, s. 38).
De senmoderne kompetencer som Kristensen fremhæver, er ikke isolerede for vores tid, altså
senmoderniteten, men de fremhæves som særligt vigtige i netop denne tid. Kompetencerne er ikke alene
definerende for vores tid, men er en del af flere kompetencer, som alle kan være vigtige at mestre. At
mestre disse kompetencer er dog ikke bare et weekendprojekt, men en livslang udvikling og læring (Ibid.).
De forandringer der sker i samfundet, har stor indvirkning på hvilke sociale kompetencer, vi anskuer som
værende vigtige, og grunden til at disse fremhæves som vigtige i dag, skyldes diverse gruppers indvirkning
på de sociale forandringer der sker i samfundet.
-
Selvrefleksivitet:
”Evnen til at reflektere over egne handlinger, motiver, konsekvenser og alternativer”.(Kristensen, 2000, s.
42).
Denne evne er vigtig i senmoderniteten, da vi ikke længere har samme faste traditioner og forhold i
nærmiljøet som tidligere, og selv forventninger og grænser for køn og alder synes ophørte. Vi skal gennem
refleksionen kontinuerligt genskabe og omdanne os selv og vores forhold til andre.
Selvrefleksivitet fordres gennem vores daglige liv, hvor globaliseringen og udviklingen af sociale medier har
hjulpet til at vi ofte møder normer og værdier, som kan ligge langt fra vores egne.
-
Fleksibilitet:
”Evnen til at indgå i nye og potentielt ukendte sociale sammenhænge/ evnen til at veksle mellem flere
forskellige sociale sammenhænge”. (Kristensen, 2000, s. 42).
Når vi jævnligt møder andre normer og værdier end vi selv bekender os til, er vi også nødt til at kunne
bevæge os i disse sociale arenaer, værende sig privat, på arbejdsmarkedet eller på internettet. At kunne
reflektere over sine egne værdier er ikke at bevæge sig blandt andres, derfor er denne evne vigtig, da vi
25
09-06-2015
oftere skal indgå i sociale sammenhænge på kryds og tværs af alder, køn, værdier og normer. I
fleksibiliteten indgår også et element af de forskellige roller vi har, i de forskellige sociale sammenhænge vi
befinder os i.
-
Kommunikative kompetencer:
”Evnen til at skabe en egen og fælles selv- og verdensanskuelse gennem fortællinger om os selv og
hinanden/ evnen til at forstå, tolke formidle, diskutere og forhandle.” (Kristensen, 2000, s. 42).
Kristensen påpeger, at flere sociologer tidligere har fremhævet de narrative kompetencer som vigtige i det
senmoderne. Det at kunne kreere, fortælle og genfortælle sin egen og andres historie er vigtig for at kunne
skabe sammenhæng og mening i tilværelsen. Samtidig er individualiseringen og globaliseringen i det
senmoderne med til fordre de kommunikative kompetencer, da man som i førnævnte kompetencer, oftere
står overfor folk med andre værdier og normer, og derfor må kunne italesætte sine egne.
-
Mod:
”Drivkraften til at blive ved/ drivkraften til at opsøge forskellige og potentielt ukendte miljøer og
fænomener; at turde møde det fremmede”. (Kristensen, 2000, s. 43).
Vi sigter hver især mod vores opfattelse af ”det gode liv”. Vi afsøger og udvælger det, vi mener, er de
bedste muligheder og løsninger, baseret ud fra vores egne mål og ønsker. Vi vælger selv, hvordan vi vil
forme vores liv. Kristensen mener, at vi skal udvise mod, og dermed turde møde det ukendte og de
situationer der kan opstå herved.
-
Overblik:
”At kunne overskue komplekse og potentielt modsætningsfulde sammenhænge og handle”. (Kristensen,
2000, s. 43).
Det er ikke blot det generelle overblik der her menes, selvom det med skiftende værdier, traditioner og
normer kræves et godt overblik. Kristensen mener også, at det er de bagvedliggende strukturer, intentioner
og sammenhænge, overblikket skal kaste lys over. Kompetencen udfordres og udvikles igennem
socialisering og ageren i de forskellige arenaer og miljøer man har befundet sig i, og har erfaringer med.
-
Social sensibilitet:
26
09-06-2015
”Evnen til at sætte sig i andres sted og handle (empati) / evnen til at forstå forskellige kulturelle koder og
handle.” (Kristensen, 2000, s. 43).
Den øgede mangfoldighed i det senmoderne gør, at vi, som nævnt tidligere, i stadig stigende omfang,
konfronteres med andre liv og levemåder, differentierede fra vores eget og egne. Gennem denne
socialisering fordrer vi udviklingen af vores egen empati, ved at sætte os selv i deres sted. Gennem empati
opstår muligheden for at afkode kulturelle og normative forskelligheder. Den sociale sensibilitet adskiller
sig fra selvrefleksiviteten, ved at være rettet mod omverden, og ikke sig selv.
-
Social netværksdannelse:
”At kunne skabe og bibeholde venskaber og andre nære sociale relationer.” (Kristensen, 2000, s. 44).
Netværksdannelse er et populært ord i dag, ofte på arbejdsmarkedet, men de private sociale relationer, af
større eller mindre grad af intimitet og intensitet, er utroligt vigtige for mennesket, og dette understreges i
det senmoderne, da flere af de traditionsrige forhold er forsvundet, og vi dermed selv skal skabe vores base
og tilhørsforhold. De sociale netværk kan medvirke til åbenhed og nysgerrighed på mere, eller afskærme os
i lukkede fora og samfund.
-
Valgkompetence:
”At kunne træffe valg, stå ved dem eller omstøde dem i en kompleks og foranderlig verden.” (Kristensen,
2000, s. 44).
Med individualiseringen og kravet om selvstændighed konfronteres vi nu hyppigere med valg i livet.
Valgkompetencen hænger tæt sammen med mod og overblik, da alle valgmulighederne skal kunne anskues
før man vælger, og have modet til at vælge ét, og dermed fravælge noget andet. Selvom valget bliver
omtalt som frit, er der stadig mange forskellige faktorer og sociale forhold, der begrænser individets
valgmuligheder.
-
Vedholdenhed:
”At blive ved med at reflektere og handle, holde fast i egne beslutninger og holdninger, men også justere og
ændre dem.” (Kristensen, 2000, s. 45).
Den øgede individualisering, ophævelsen af traditionerne, familiens minimerede rolle og de mange valg vi
konstant står overfor, gør at vi kan savne faste holdepunkter. Derfor mener Kristensen (2000), at det er
vigtigt at individet holder fast i sig selv, på trods af konstant foranderlighed og krav om omstillingsparathed.
27
09-06-2015
Kristensen (2000) påpeger dog, at selvom disse kompetencer er fremhævet for nutiden i hverdagslivet, er
der stadig en masse andre kompetencer, der kræver fokus, for at individet kan forholde sig til omverden og
de processer der foregår udenfor individet.
3.4 Analyse af selvoptimering
Man må formode, at der ved at leve op til idéerne, tankerne eller kravene om selvoptimering, findes eller
vindes en gevinst for individet – hvorfor skulle vi ellers gøre det? Her må ideen om anerkendelse træde til,
da det umiddelbart virker som den mest dominerende faktor i vores egen jagt på selvrealisering,
optimering og lykke.
Ved at kalde vores individuelle livsprojekter for selvrealisering, har vi lagt op til, at det er for egen vindings
skyld at vi går igennem ild og vand, for at optimere os selv. Dog er det senmoderne menneske, med styr på
alle kompetencer og en krop der får hoveder til at dreje, ikke til at genkende, hvis der ikke andre, der kan
give anerkendelse for disse karakteristika.
Ifølge ”Når det er svært at være ung i DK”, angiver næsten 85 % af de adspurgte unge, at udseendet
tillægges nogen, en stor, eller en meget stor betydning for dem (Nielsen, 2010). Dette er en ganske stor
procentdel, om den ville være mindre for 50 år siden, er uvist, men udseendet ser ud til at have stor
betydning for de unge i dagens Danmark. Udseendet har dog den største betydning for de kvindelige
adspurgte, og på trods af aldersforskel, virker betydningen af udseendet for dem til at være stabil, igennem
de forskellige aldersgrupper. Mænd derimod, ser ud til at lægge mere fokus på deres udseende, jo ældre de
bliver (Ibid.).
Jeg mener, at man her kan inddrage nogle tal om selvtillid, hentet fra ”Når det er svært at være ung i DK”,
da man må formode, at evnen til at imødekomme kravende om selvrealisering og optimering, giver
anerkendelse og dermed øger selvtilliden hos individet. Omvendt, må man derfor også antage, at
manglende evne til at imødekomme disse krav, kan efterlade individet med en ringe eller lav selvtillid
(Ibid.).
Jeg vil benytte mig af flere af de tal, jeg har angivet i dette afsnits beskrivende del:
”Træningsvaner:
-
62 % af de mandlige adspurgte, trænede for at gøre deres krop større
-
88 % af de kvindelige adspurgte, trænede for at gøre deres krop mindre
Andre tal:
28
09-06-2015
-
Mellem 2008 og 2010 steg antallet af silikoneoperationer fra 680 til 1349 udførte operationer.
-
Hver tiende mand og hver fjerde kvinde, har i en rundspørge blandt studerende, tilkendegivet at de
er utilfredse med deres kroppe.
-
Unge under 35 år, er langt mere åbne for de kirurgiske muligheder for at ændre på kroppen.
-
86 % af pigerne, og 99 % af drengene i alderen 14-18 år i Norden, har set porno.”
Af disse tal, kan det udledes, at kvinder har større tendens til at være utilfredse med deres kroppe, de vil
gerne gøre deres krop mindre, og de er tilbøjelige til at ty til plastikkirurgi, for at forskønne visse områder.
I forhold til ”Når det er svært at være ung i DK”, kan man sammenligne de adspurgte kvinders svar heri,
med de tal jeg har beskrevet både i kapitlet og lige ovenover.
I ungdomstiden sker der, som nævnt tidligere, en masse forandringer i individet. Det samme gør sig
gældende for den kropslige udvikling i disse år. Lemmerne forandres, bumserne springer ud, og det
spejlbillede man havde af sig selv, kan efter ændringerne synes totalt ugenkendelige (Nielsen, 2010).
Det indsnævrede kropsideal, der fremhæves og fylder mere og mere i medierne, bliver
efterstræbelsesværdigt for de unge, men disse idealer har bevæget sig væk fra virkeligheden, da
”kendisser” i nutiden, ofte har fået foretaget skønhedskirurgiske indgreb. At idealerne ikke kun kan nås af
naturlige veje, og uden et omfattende trænings- og kostprogram, må have en påvirkning på dem, der
forfølger disse idealer (Ibid.).
Udseendet er én ting, men mange af de unge vælger også at holde et vågent øje med deres vægt. Ca. 33 %
af de adspurgte, angiver at de ofte eller altid tænker på deres vægt. Der er dog også her en forskel mellem
kønnene, da næsten dobbelt så mange kvinder som mænd, angiver at de ofte eller altid tænker på deres
vægt (Ibid.). Der ses en tendens til, at kvinder går mere op i deres vægt og er mere utilfredse med deres
krop generelt, jo ældre de bliver.
Næsten 7 % af de unge kvinder, angav at de har lav selvtillid. Kun lidt over 16 % svarede at de følte en høj
grad af selvtillid. Til sammenligning, mente hele 27 % af de adspurgte mænd, at de havde en høj selvtillid.
Unge kvinder ser altså ud til at opleve større problemer med deres egen krop, hvor ønsket og målet synes
at være en mindre figur.
Denne indstilling kan være farlig, da kroppen i et vist omfang, altid kan forbedres. Der er altid noget skind
der kunne være strammere, eller nogle muskler der kan se bedre ud. Dette mål om den perfekte krop, kan
dermed skabe en konstant utilfredshed, da man hele tiden stræber efter noget andet og bedre. Jo mere
29
09-06-2015
man træner og spiser rigtigt, jo mere fokus får man også på disse punkter, og derved kan man fastholde sig
selv i en spiral, hvor man uanset træning, vægt og udseende, aldrig føler at det er godt nok (Johansson,
2010,).
Hvis man konstant føler at man kan være bedre, uanset hvor meget hårdt arbejde og hvor mange timer
man bruger på træning, må det have en konsekvens for individet. Tallene om selvtillid tegner et billede af
denne konsekvens, da de unge (kvinder i hvert fald), kæmper med deres egen selvtillid (Nielsen, 2010).
I forskningsprojektet, har man sammenkoblet det at have selvtillid, med evnen til bredt at kunne håndtere
det senmoderne ungdomsliv (Ibid.). Undersøgelsen viser, at de unge der har høj selvtillid sjældent føler at
de har problemer i hverdagen de ikke kan overkomme. Med omvendt fortegn, gør det samme sig gældende
hos de unge med lav selvtillid – disse individer føler ofte at de oplever udfordringer, der kan gøre det svært
for dem at håndtere hverdagen (Ibid.).
De fjerne kropsidealer skaber heldigvis ikke en masse utilfredse og frustrerede unge. Undersøgelsen viser,
at ca. 65 % af de adspurgte, at de er tilfredse eller meget tilfredse med deres kroppe. Dog er også her en
stor forskel på kønnene, da færre unge kvinder end mænd, svarer at de er tilfredse med deres kroppe.
Omvendt ses det også, at der er langt færre unge mænd, der er direkte utilfredse med deres kroppe, end
der er kvinder. Ca. 10 % af de adspurgte, tilkendegiver at de er utilfredse med deres kroppe (Ibid.).
I forhold til denne undersøgelse, tegner der sig et billede af, at kroppen er yderst vigtig for de unge, men de
fjerne og til tider uopnåelige skønhedsidealer, har heldigvis ikke den store påvirkning på, hvordan de unge
har det med deres egen krop, om end der er en mindre procentdel, som føler utilfredshed over deres krop
(Ibid.).
3.4.1 Træning
Af undersøgelsen fremgår det, at ca. 40 % af alle adspurgte, træner i et fitnesscenter (Ibid.). Mændene har
her en lille procentmæssig overvægt, hvilket kan harmonere med, at mændene ofte træner for at blive
store, hvorimod kvindernes træning er rettet mod vægttab, og dette kan også gøres udenfor
træningscenteret. At hele 40 % angiver at de træner i et fitnesscenter, tyder på at ungdommen virkelig
forsøger at opnå en stærkere, pænere eller bedre krop. Generelt set, er der blandt den danske befolkning
ca. 20 % der er tilmeldt et fitnesscenter (jf. den beskrivende del), hvilket vil sige at procentdelen er ca.
dobbelt så høj, når det kommer til medlemskaber af fitnesscentre for de unge. Dette høje tal kan indikere
en større optagethed af kroppen blandt nutidens unge, end der har været i tidligere generationer (Ibid.).
30
09-06-2015
Træning i et fitnesscenter, skaber bedre eller friere muligheder for selv at tilrettelægge sin træning og på
hvilke tidspunkter man agter at træne. Fitnesskulturen nyder altså også godt af det moderne individs
fleksibilitet og omstillingsparathed, da de traditionelle motions- og idrætsklubber ofte kører med fastlagt
øve/træningstider, hvor individet skal indfinde sig for at være en del af det sociale fællesskab. I
fitnesscentret kan man ofte komme og gå som det passer én, og hvis man udebliver fra et hold man har
tilmeldt sig, er det ofte uden de store konsekvenser, hvis man ikke møder op (Ibid.). Det sociale har dog
også en rolle at spille når det kommer til fitness, da mange unge vælger at træne sammen med venner eller
i grupper.
Som nævnt tidligere, kan der ligge en fare i det fokus og den optagethed af kroppen, der hersker hos de
unge. Jo mere man træner og dyrker kroppen, jo nemmere er det at få øje på de faktorer og elementer,
man ser som uønskede i forbindelse med kroppen. Mange mænd træner for at opnå større muskelmasse
og dermed en større krop. Man kan derfor frygte, at en konstant utilfredshed med sin krop, uanset hvor
meget man arbejder med den, ville kunne anspore nogle af de trænende mænd til at bruge ulovlige
præstationsfremmende midler, som anabolske steroider. Truslen virker dog ikke overhængende, da kun 2,4
% af de adspurgte har overvejet at bruge steroider, mens kun 1,2 % har prøvet det (Ibid.).
Undersøgelsen viser, at de unge der går i fitnesscentret, er både mindre utilfredse og mere tilfredse med
deres kroppe end de, der ikke dyrker fitness. Der konkluderes at: ”Den utilfredshed med egen krop, som
fitnesskulturens idealisering af den perfekte krop ofte forbindes med, kan vi således ikke genfinde i vores
undersøgelse”(Ibid.).
Dog kan man også antage, at utilfredsheden ikke hersker her, fordi de arbejder imod deres mål.
3.4.2 Når træning og øjnene på vægten ikke er nok
Antallet af kosmetiske operationer er steget gennem de senere år, som nævnt tidligere i kapitlet, steg
antallet af silikoneoperationer fra 680 til 1349 mellem 2008 og 2010. I undersøgelsen angives det, at 12 %
af de adspurgte kvinder overvejer at få foretaget en kosmetisk operation. Dog har kun 3 % af alle adspurgte
fået foretaget en sådan (Nielsen, 2010).
Ud af de ca. 10 % der har angivet at de er utilfredse med deres krop, er der ca. 22 % der har angivet at de
overvejer at få foretaget en kosmetisk operation (Ibid.).
31
09-06-2015
I ”Når det er svært at være ung i DK – viden og råd om unges trivsel og mistrivsel” (Nielsen, 2011) har man
set på sammenhængen mellem utilfredshed med kroppen og de unges mistrivsel, heraf udleder de, at hvis
de unge er utilfredse eller meget utilfredse med deres kroppe, har de større tilbøjelighed til at:
-
Vurdere livet negativt
-
Opleve problemer som gør det svært for dem at håndtere dagligdagen
-
Have lav selvtillid
-
Vurdere sig selv mindre populære end andre
(Nielsen, 2011).
Jeg vil inddrage dele fra denne analyse og diskutere de ”Senmoderne kompetencer” og Goffmans front- og
backstage-teori i den pædagogiske sammenfatning.
Unge er meget bevidste om og optaget af deres kroppe i dag. Nysgerrigheden for kroppen har nok altid
været der, men der virker til at herske en dybere søgen efter den optimale krop, og det er ikke længere kun
blandt en nichegruppe af bodybuildere, men en samfundstendens.
Motion er et vigtigt element i en sund livsførelse, og som pædagoger er vi, i mere eller mindre grad,
bekendt med vigtigheden af at udvikle sig motorisk i forhold til sin alder.
Som pædagoger skal vi understøtte vores brugergruppes udvikling. Jeg vil mene, at der her, ligesom i så
mange af pædagogens fagområder, skal udvises en form for finurlig balancegang. På den ene side skal vi
understøtte brugerne i deres udvikling, og forsøge at vise oprigtig interesse for deres interesseområder –
det er i hvert fald en god måde at danne relationer på. Vi skal forsøge at give brugerne udviklingsmæssige
succesoplevelser. Hvis man arbejder med en ungdomsgruppe, vil det formentligt betyde at en god del af
dem træner i et fitnesscenter (jf. de 40 % fra undersøgelsen). Dermed er man som pædagog nødt til i et vist
omfang at have kendskab til deres fritidsinteresser, igen som mulighed for at opbygge eller vedligeholde en
god relation. Som jeg skrev i starten, må det være håbet om en form for anerkendelse, der til dels
motiverer de unge til at dyrke deres krop, derfor vil man som pædagog blive nødt til at forholde sig til deres
træning, og i et eller andet omfang, anerkende den.
Min tese var, at jo mere tid vi bruger på kropsdyrkelse, jo mindre tid bruger vi hovedet. Dette er selvfølgelig
min subjektive opfattelse, og jeg skal forsøge at forholde mig objektivt, men ud fra denne tese, skal vi jo
også fordre en anden udvikling hos den unge, eller hvilken brugergruppe man nu er rettet mod, en fordring
om et socialt ansvar, at kritisk blik, de moralske spørgsmål, de æstetiske og musiske udfoldelsesformer osv..
32
09-06-2015
De senmoderne kompetencer (Kristensen, 2000) er gode bud på hvilke kompetencer, vi som pædagoger
skal forsøge at understøtte og udvikle hos diverse brugergrupper. Vi har hørt om flere af dem i første
kapitel, og de passer ind i mange af arbejdsmarkedets ønsker. Som pædagoger, skulle vi gerne allerede
have fokus på selvrefleksiviteten, de kommunikative kompetencer, udvikling af empati, socialisering og
netværksdyrkelse.
Man kan sige, at de resterende kompetencer er lidt nyere områder indenfor det sociale eller pædagogiske
felt, da disse lyder som noget man kunne støde på i en jobannonce. Der hersker selvfølgelig nogle overlap i
diverse kompetencer, men nogle af dem kan også synes lettere modstridende. I hvert fald som
retningslinjer for dannelse af kompetencer, i et socialt og professionelt øjemed.
Det kan anskues som en nyere udgave af det pædagogiske paradoks, da vi skal fordre kompetencer, der gør
at individet kan omstille sig selv, hele tiden, efter hvilken given social situation det befinder sig i. Det i sig
selv kan være svært, men det letter heller ikke på letheden, at vi samtidig skal fordre en stærk
selvstændighed, hvilket i sig selv også er en god ting, men kombinationen af disse kan vise sig som en
udfordring. Som beskrevet i første kapitel, og også nævnt i ovenstående analyse, er der ikke mange ydre
eller samfundsmæssige pejlingsmærker af moralsk værdi, som de unge kan holde fast i. Når man konstant
skal forholde sig til nye situationer, udvise empati og sætte sig i den andens sted, må det skabe nogle
konflikter i selvet. Vi spejler os i andres gøren og laden, men hele tiden at skulle forholde sig til andre og
ikke til sig selv, må være forvirrende.
I takt med de sociale mediers indtræden i privatsfæren, kan det nemlig være svært at ”være sig selv”. I
forhold til Goffmans teori om front- og backstage, lader det til, at backstage-området er svundet meget ind,
da vi hele tiden skal fremvise hvor sunde, veltrænede og smukke vi er. Reality-genren har været god til at
nedbryde dette forhold, ved at vise en semi-autentisk udgave af udvalgt folks privatliv. Eksponeringen af
det såkaldt smukke og perfekte, er blevet intensiveret gennem de senere år, og grænserne for hvad der er
privat, og hvad der er offentligt, synes at blive mere og mere sløret.
4. Sociale patologier
Sociale patologier kendetegner sygdomsforhold i samfundet, i stedet for at beskrive sygdomstræk hos det
enkelte individ. Det betyder ikke, at sygdomsforholdene ikke påvirker individet, men snarere at visse
sygdomsforhold hos individet, kan beskrives ud fra ændringer i samfundets strukturer og diskurser. Sociale
patologier beskæftiger sig dermed mere med samfundets påvirkning af individet, end individuelle lidelser
(Willig, 2005).
33
09-06-2015
Rask kontra syg er en diskussion som konstant revurderes eftersom normerne i samfundet ændres. Vi
lægger vores lid til, at fagfolk gennem observationer kan udpege det syge, eller opstille idealer for det
raske. Lægen og psykologen har som fagfolk et godt indblik i menneskets funktioner, og kan derigennem
diagnosticere individer, der er syge. Hele diskussionen om rask og syg, synes umiddelbart at være overtaget
af mantraet om, at hvis du ikke er sund, er du syg (Ibid.).
”Tidligere handlede de centrale eksistentielle, sociale og moralske diskussioner i samfundet især om
forholdet mellem det gode og det onde, det rette og det slette, især under indflydelse af den kristne kultur. I
dag handler diskussionerne mere om det sunde og det usunde. Og hvor den lægefaglige diskurs tidligere
opererede ud fra begrebsparret rask-syg, erstattes dette nu ofte af modsætningsparret sund-usund. Det
bemærkelsesværdige ved denne drejning er, at man kan være usund (fx overvægtig, fortravlet eller ryger)
uden at være syg. Der er langt flere mennesker der er usunde end syge, og en udbredt form for
patologisering angår sygeliggørelsen af det usunde.” (Brinkmann, 2010, s. 16)
Sociale patologier kan betragtes, som et kritisk sociologisk blik på, hvad der hersker som værende det
sunde idealbillede i et givent samfund – konkretiseret i denne opgave, som et blik på hvad det er der kan
gøre os syge.
Der ligger en fare i at opstille idealbilleder for det sunde individ. Alle de individer, der af forskellige årsager
ikke formår at komme under begrebet sunde, har en risiko for at blive betragtet som værende usund, eller
dermed måske syge (Brinkmann, 2010).
”Identifikationer af sociale patologier synliggør ubalancer i det sociale regnskab gennem en empirisk
orienteret socialfilosofi, der rummer muligheden for social kritik.” (Willig, 2005, s. 8).
Patologi som lidelsesform, gør sig gældende som både et socialt og et menneskeligt vilkår. Patologien kan
beskrive en lidelse i selvet, hvilket kan forhindre individet i at deltage i sociale fællesskaber, men patologien
kan også hjælpe til at skabe en form for klarsyn, hvor lidelsen hos den enkelte, bliver et instrument, der kan
hjælpe individet til at forholde sig kritisk til det sociale. (Willig, 2005).
Det patologiske har dermed både en positiv og en negativ side: Positiv ved, at det kan spille en rolle i vores
forestillinger om det sunde, det gode og det normale. Derimod, kan patologien også opleves som destruktiv
og selvudslettende for individet. Uden det patologiske eller lidelsen, ville vi dog have sværere ved at danne
os et billede af det sunde og det gode (Ibid.).
34
09-06-2015
Sociale patologier kan som redskab, bruges til at anskue samfundet på en anderledes måde, end blot at se
på individets lidelser. Den depressive til eksempel, kan ses som et symptom på samfundets normer og
indretning, da lidelsens sociale karakter, afspejles i samfundet (Ibid.).
De sociale patologier kan anskues mere som epidemier, end som regulære sygdomme. De er aktuelle for en
stund, men rammer aldrig igen på samme måde eller med samme kraft (Ibid.). Hvad der betragtes som
værende normalt og patologisk, har historisk set altid varieret, alt efter hvorledes det politiske, økonomiske
og sociale klima tog sig ud. Dermed kan grænserne for hvad der er normalt, og hvad der er patologisk,
synes slørede eller udefinerbare, da de synes at ændres vilkårligt. (Petersen, 2005).
4.1 Normalisering
Igennem de sidste mange år, er der i den danske velfærdsstat sket nogle ændringer i opfattelsen af det
sunde og det patologiske. Der er kommet et mere stringent, diagnosticerende blik på landets borgere, og et
ønske om normalisering af disse, et normaliseringsønske, som ikke ligger langt fra de tanker der blev
praktiseret i Danmark og andre lande, i 1920érne og 1930érne (Østergaard, 2005).
Normaliseringen i Danmark har, på trods af førnævnte hentydning til eugenik-programmerne, betydet en
bestemt holdning over for de individer, der ikke er blevet anset som værende ”normale”. I praksis har det
dog ikke været systematisk begrænsning af deres muligheder, eller et ønske om at blive fri for disse
individer. Den generelle diskurs, har båret præg af et ønske, om at give disse individer de samme
muligheder som alle andre. Denne diskurs udspringer af et kristent moralsk synspunkt, hvor alle mennesker
er lige, uanset åndslig formåen. (Ibid.). Den danske normaliseringsproces har således indtil videre haft for
øje at skabe mangfoldighed i samfundet, og ikke at skabe et homogent normalitetsbegreb.
Den danske velfærdsmodel, synes særligt motiveret for at regulere sociale afvigere eller negativ adfærd.
Med denne regulering, mener man at kunne stabilisere samfundsordenen ved at korrigere eller eliminere
eventuelle samfundsfejl (Ibid.).
Man kan kun antage, at lysten til regulering vil være kraftigere, hvis velfærdsstaten overtages af
konkurrencestaten, da der heri er mere fokus på individets evne til at indgå i den stigende konkurrence.
Østergaard (2005), bruger den franske videnskabshistoriker George Canguilhems analyse af samfundet, da
denne påpeger, at vi har en tendens til at overføre erfaringer fra biologiens udviklingsteori. Dette er dog
ikke hensigtsmæssigt for samfundet, da tolerancetærsklen heri sænkes, over for sociale afvigere.
35
09-06-2015
”Der er tale om et argument imod den kollektive målsætning om at ville forbedre samfundets værdier
gennem massiv normalisering af negative sociale afvigere, fordi denne, frem for at styrke samfundet, skaber
betingelserne for en nedbrydning af dels den sociale sammenhængskraft, dels den normative fordring om
mangfoldighed og individuel autonomi, som velfærdsstaten bygger på.” (Østergaard, 2005, s. 154).
Hvis normalitet betragtes som et statistisk idealbillede, eller en gennemsnitsværdi, der skal styre den
sociale orden gennem objektive kriterier, kan den risikere selv at blive patologisk. For at fordre samfundets
sammenhængskraft, bør man se bort fra politiske ambitioner om normalisering af befolkningen, og i stedet
tillade patologiske strukturer i samfundet, altså set bort fra stærke sindslidelser og kriminalitet, men tillade
de eksistenser, som på trods af afvigelser i begrebet normalitet, stadig kan leve fredfyldt side om side med
de ”normale” (Østergaard, 2005).
Den herskende sociale normalitet, kan kun opfattes som værende ”normal”, hvis der er plads i samfundet
til det unormale. Hvis man ikke tolerer de sociale patologier, kan det ende med at selv det normale bliver
patologisk. Derved kan den stigende individualisering være medvirkende til, at den sociale
sammenhængskraft i samfundet opløses (Ibid.).
Der synes at være kommet en særlig form for kollektiv hypersensitivitet, overfor nogle bestemte
personlighedstræk. Disse antages at kunne skade samfundet, og søges behandlet hurtigst muligt. Desværre
ses resultatet af dette, da flere og flere børn bliver henvist til rådgivning af pædagogisk eller psykologisk
karakter. (Brinkmann, 2010). Disse henvisninger, kan dog munde ud i en misforståelse af
normalitetsbegrebet, og mange forældres forskrækkelse over eget afkom (Internet 14).
Normaliserings- eller optimeringstendensen er ikke kun udsprunget af kollektive målsætninger, eller
samfundets ønsker. De store psykologiske og medicinske fremskridt der har hersket de senere år, har
måske også været en faktor i påvirkningen af individet. Hverdagslivet kan nu synes så terapeutiseret, da vi
konstant skal forholde os til selvudvikling og vores egen sundhed, at vi registrerer selv små skavanker af
fysisk eller psykisk karakter. Denne overoptagethed af os selv og vores sundhed, kan måske ende i et
subjektivt sundhedsblik, som i sig selv er usundt. (Brinkmann, 2010).
Jeg vil nu kort redegøre for nogle af senmodernitetens sociale patologier. Jeg har her valgt at fokusere på
spiseforstyrrelser, stress og depression.
36
09-06-2015
4.2 Spiseforstyrrelser
Spiseforstyrrelser har været mere eller mindre kendte og/eller anerkendte indenfor det psykiatriske felt
gennem de sidste hundrede år. Dog oplevede man i 1980érne en markant stigning inden for disse
sindslidelser, og de udviklede sig fra at være relativt ukendte, til at være nogle af de mest udbredte, og
højest dødelige psykiatriske lidelser (Hammershøj, 2010).
Det er næsten umuligt, ikke at iagttage de processer og den udvikling der er sket i samfundet, når man
kigger på stigningen af diagnosticerede individer med spiseforstyrrelser. Flere forskere og fagfolk er
kommet med bud på hvorfor disse lidelser kom til udtryk i lige nøjagtig den tid, som de gjorde. Af
psykologisk funderede forklaringer på spiseforstyrrelser, kan nævnes (Ibid.):
-
Ændrede vilkår for identitetsdannelse/nye kønsroller
-
Større krav om selvstændighed
-
Angst for at blive voksen
-
Skærpet optagethed af individets kontrol over eget liv og egen krop
Et gennemgående træk for de der rammes af spiseforstyrrelser, er kønnet. Mindst ni ud af ti af dem, som
udvikler anoreksi eller bulimi, er kvinder, og de fleste tilfælde opstår i alderen 14-19 år. Ydermere viser
andre undersøgelser, at andelen blandt unge kvinder, der har et så forstyrret forhold til mad, at de er i
risiko for at udvikle en decideret spiseforstyrrelse, udgør alt fra 2½-5 % og helt op til 25 %. (Hammershøj,
2005, s. 91).
Jeg vil i nu kort redegøre for de to mest fremtrædende spiseforstyrrelser, bulimi og anoreksi, og se på
hvorledes de kan kædes sammen med det senmoderne samfunds krav.
Bulimi:
-
Regelmæssige tilfælde af grovæderi og efterfølgende selvfremkaldte opkastninger.
-
Lavt selvværd
-
Følelse af skam
-
Bulimikeren skjuler ofte sin lidelse (Internet 15).
Anoreksi:
-
Ubehag ved at spise, eller spisevægring
-
Stærkt ønske om at blive tyndere
-
Ofte et forvrænget selvbillede
37
09-06-2015
-
Lavt selvværd / tendens til selvbebrejdelse
-
Behov for kontrol
-
Anorektikeren kan føle stolthed over sin lidelse
-
Anoreksi er den psykiatriske lidelse, der har højest dødelighed (Internet 16).
”I et selvdannelsesperspektiv kan bulimi fortolkes som en flugt fra kravet om selvdannelse, hvorimod
anoreksi kan forstås som et forvrænget selvdannelsesprojekt, idet anorektikerens selvoverskridelse ikke er
rettet mod det sociale, men mod vedkommendes egen krop.” (Hammershøj, 2010, s. 79).
Den store stigning i antallet af diagnosticerede spiseforstyrrede, der er sket gennem de sidste tre årtier, kan
ses som en følge af senmoderniteten, og som eksempler på den øgede individualiserings patologier. Flere
forskere mener at den øgede individualisering, selvrealiseringstendensen og kravet om selvkontrol kan ses
som faktorer, det samme kan nutidens skønhedsideal, og det den store optagethed af den slanke og
veltrimmede krop (Hammershøj, 2010).
Psykiateren Richard A. Gordon betegner anoreksi og bulimi som værende kulturelle syndromer. Han
benytter sig af begrebet ”ethnic disorder” (Ibid.). Disse ”etniske sygdomme” karakteriseres ved, kun at
være kendetegnende for én bestemt kultur, og ligger i forlængelse af værdier indenfor denne kultur. Disse
”kultursygdomme” kan dermed anskues som værende et spændingsfelt eller en indikator for konflikter i
den pågældende kultur (Ibid.).
Gordon mener også, at spiseforstyrrelser er et udtryk for modsigelser i nutidens kvindelige identitet, da det
nye kvindeideal om selvrealisering og præstation, ikke harmonerer med den tidligere kvinderolle hvor det
var omsorg for andre der var fokus (Ibid.). Gordon uddyber:
”Min antagelse er, at de centrale psykologiske problemer, som patienter med spiseforstyrrelser har, og som
drejer sig om emner som selvværd, autonomi og præstation, er et forstørret spejlbillede af langt mere
almene konflikter i den brede kultur angående den kvindelige rolle. Den unge kvinde med en
spiseforstyrrelse er derfor den uforvarende bærer af en vidt udbredt kulturel krise.” (Hammershøj, 2010, s.
93).
Gordon påpeger dog også, at der er andre kulturelle faktorer der kan bidrage til udbredelsen af
spiseforstyrrelser. Vores kropsdyrkelse og optagethed af egen og andres vægt er også medvirkende
faktorer når det kommer til spiseforstyrrelser (Hammershøj, 2010).
Det at bulimikeren forsøger at skjule sin hang til grovæderi, og den efterfølgende lidelse, kan ses som en
forvirret flugt fra kravet om selvrealisering. Grovæderiet og den manglende kontrolfølelse stemmer ikke
38
09-06-2015
overens med senmodernitetens idealer, men det efterfølgende forsøg på udrensning kan ses som et forsøg
på at genvinde kontrollen (Ibid.). Anorektikeren kan føle en form for stolthed over sin lidelse, og man kan
anskue idealet og ønsket om den tynde krop, som anorektikerens forsøg på at leve op til kravet om
selvoptimering og den perfekte krop (Ibid.).
4.3 Stress og depression
Jeg vil i dette afsnit kort opridse fakta og kendetegn for stress og depression, og se på de karakteristika der
forbinder dem med det senmoderne.
4.3.1 Stress
”Stress er kroppens reaktion på en fysisk eller psykisk belastning og vil blive en af de største
sygdomsfremkaldende faktorer i år 2020.” (Bjørnstrup et al., 2013, s. 23).
Stress er i sig selv ikke en sygdom, men en belastningstilstand af individet. Vedvarende og langvarig stress
kan i værste tilfælde udvikle sig til andre sygdomme, hvoraf depression er en af de hyppigste.
Undersøgelser viser, at depressionsramte ofte har en forhøjet mængde af stresshormoner i blodet.
(Internet 17)
Fakta om stress:
- 35.000 danskere er hver dag sygemeldt pga. stress.
- 430.000 danskere, eller ca. 10 % af befolkningen, har dagligt symptomer på alvorlig stress.
- Stress koster det danske samfund ca. 14 mia. om året i form af udgifter til sundhedsvæsnet,
sygefravær og tidlig død.
- I 2010 led ca. 45 mio. indbyggere i EU af stress.
- Over halvdelen af alle sygemeldinger i EU-landene skyldes stress.
- Stress er nu et af de største arbejdsrelaterede sundhedsproblemer i EU.
(Kilde: Bjørnstrup et al., 2013).
Stress er blevet et udbredt fænomen i det senmoderne. De høje og til dels skræmmende tal om stress i DK
og EU taler et tydeligt sprog. Vi har at gøre med et fænomen, som endnu ikke ser ud til at være
færdigudviklet – tendensen er stigende. Stress er ikke længere blot noget man snakker om rent fagligt, altså
ud fra en medicinsk behandlingsvinkel, det er noget vi støder på i dagligdagen (Bovbjerg, 2010).
39
09-06-2015
I de senere år har der været en sammensmeltning af stress-begrebet. Der er tale om både positiv og
negativ stress, produktiv og uproduktiv stres, og nogle gange er vi slet ikke stressede – vi har bare travlt.
Definitionen kan til tider variere og i faglitteraturen findes der flere definitioner af stress (Ibid.):
1. Som faktorer i omgivelserne, der påvirker individet.
2. Som en individtilstand.
3. Som hele det interaktionelle forhold mellem omgivelser og individ.
De flest forskere der arbejder med stress, mener at det er forholdet mellem omgivelsernes krav og
individets forventninger til sig selv, der er i ubalance. Kravene kan være for høje eller for uoverskuelige i
forhold til det enkelte individs kompetencer og handlemuligheder (Ibid.).
4.3.2 Depression
Ifølge sundhed.dk, opstår depression som en følge af til dels arvelige årsager og ydre omstændigheder.
Nogle individer er genetisk eksponeret for depression, som eksempel nævnes en mulig variant af det gen,
som bestemmer bindingen af serotonin til nervespalten (Internet 18). Dette skulle kunne give større risiko
for at udvikle depression, i tilfælde af at individet oplever en traumatisk eller indflydelsesrig
udefrakommende påvirkning. Som andre faktorer nævnes også mangel på sollys, medicinering eller lavt
stofskifte.
Oftest har individet oplevet en tragisk begivenhed eller et tab, ”men det kan også være knyttet til egne
forventninger om andre eller en selv”. (Internet 18).
Disse nedenstående fakta, stammer alle fra sundhed.dk (Internet 18).
Fakta om depression:
-
Viser sig ved vedvarende nedtrykthed, nedsat lyst og interesse, nedsat energi og øget træthed
-
Der er p.t. konstant 3-5 % af danskerne der lider af en form for depression – nogle tal siger 150.000,
andre 200.000.
-
Ved moderat eller stærk depression, anvendes medicin som behandling
-
Iblandt anvendes også kognitiv psykoterapi som behandling
40
09-06-2015
Symptomer på depression (hvis nedenstående symptomer har stået på i minimum to uger):
Kernesymptomer:
-
Nedtrykthed
-
Nedsat lyst eller interesse
-
Nedsat energi eller øget tendens til at blive træt
Ledsagersymptomer:
-
Nedsat selvtillid eller selvfølelse
-
Selvbebrejdelser eller skyldfølelse
-
Tanker om død, eller selvmord
-
Koncentrationsbesvær
-
Uro eller hæmning
-
Søvnforstyrrelser
-
Nedsat appetit eller vægttab
Sociale forhold der kan medvirke til depression:
-
Uddannelse
-
Arbejde
-
Økonomi
-
Socialt netværk
Skilsmissebørn påpeges som værende ekstra udsatte, og oplevelser af svigt eller skuffelser i barn- eller
ungdommen som dermed udvikler sig til selvbebrejdelse, kan værende faretruende signaler for at individet
kan udvikle en depression (Internet 18).
Samtidig har sensitive, ængstelige og bekymrede også lettere ved at udvikle depressioner.
Ca. 10% af alle mænd og ca. 20% af alle kvinder vil i løbet af deres liv opleve en behandlingskrævende
depression. Ca. halvdelen af depressionsramte der modtager behandling, oplever dog en mangelfuld
behandling (Internet 18).
”Det depressive selv er således blevet beskrevet som det udmattede selv: Selvet som er bukket under for
accelererende præstationskrav, ansvar for at realisere sig selv og krav om evig selvoptimering. I
depressionen overvældes vi af en følelse af selvets utilstrækkelighed, mindreværd og af at have fejlet, være
41
09-06-2015
en personlig fiasko og ikke at have levet op til egne og andres forventninger. Præget af apati, lavt selvværd
og manglende realisering af sine potentialer kan det depressive selv ses som modbilledet til det ideelle
senmoderne selv, hvor handlekraft, højt selvværd – eller i det mindste udseende af, at man har højt
selvværd – og selvrealisering er i højsædet.” (Jørgensen, 2014, s. 347).
4.4 Analyse af kapitel 3
Jeg vil heri analysere kapitlet ud fra ”Når det er svært at være ung i DK”, dernæst vil jeg diskutere de sociale
patologier i den pædagogiske sammenfatning.
Næsten 11 % af de adspurgte kvinder, og 5 % af mændene angav, at de har eller har haft en psykisk
sygdom. Det forholdsvis lave tal hos mændene kan skjule en anden realitet, end den de adspurgte viser.
Der hersker således en underforstået idé om, at mænd har en tendens til ikke at kontakte
behandlingssystemet hvis de udviser tegne på psykiske sygdomme. Dog kan dette ikke være den eneste
årsag til, at de procentvis er under halvdelen af antallet af kvinder, der angav at de havde eller har haft en
psykisk sygdom. Kvinderne virker altså mere udsatte i denne kategori (Nielsen, 2010).
Lige under 10 % af de alle adspurgte i undersøgelsen, angav at de dagligt oplever koncentrationsbesvær,
hvorimod hele 17 % angav at de oplever koncentrationsbesvær en eller flere gange ugentligt (Ibid.).
Ca. 7 % af de adspurgte unge, angiver at de oplever angst en til tre gange om måneden. 1,5 % af de
adspurgte oplever dog angst dagligt (Ibid.).
Jeg vil bruge nogle af de samme tal fra analysen af kapitel 2, da dyrkelsen af kroppen også må siges at have
en indvirkning på udviklingen af spiseforstyrrelser.
42
09-06-2015
Med en forholdsvis høj procentdel af unge der konstant tænker i vægt (33 % af alle adspurgte), og en del
unge kvinder der giver udtryk for at være meget påpasselige med deres figur, mens de samtidig lider af
dårlig selvtillid, giver nogle signaler der kan virke faretruende (Ibid.).
Unge kvinder er således ekstra udsatte for at udvikle spiseforstyrrelser. Det er der vist ikke noget direkte
nyt i, men den massive optagethed af kroppen, fokus på udseende og vægt og en tendens til lavere
selvtillid, må de unge kvinder i undersøgelsen, siges at være i en form for farezone.
Vi kan, som pædagoger, benytte de sociale patologier til at bevidstgøre vores brugergruppe om nogle af de
processer der foregår i samfundet, så vi måske kan medvirke til at skabe en større forståelse af samfundets
indvirkning på individet. Dermed kan vi endvidere måske hjælpe til at skabe en bro der kan give en bedre
forståelse af de individer, der ligger i gråzonerne mellem det normale og det patologiske.
Som pædagoger, må vi også selv være bevidste om disse samfundsprocesser og begreber. Vi må hele tiden
kigge på samfundet omkring os, for at reflektere og revurdere vores egen praksis. Normalitetsbegrebet er
her af stor vigtighed, og vi må anerkende, at vi som individer, ofte lider under en subjektiv fortolkning af
dette.
Pædagogens rolle er ikke af ubetydelig størrelse i forbindelse med udviklingen af sociale patologier. Vi har
dagligt kontakt med rigtigt mange mennesker, i alle aldre og fra alle socioøkonomiske og demografiske
baggrunde. Ofte står vi i første række når det kommer til at udpege sociale afvigere. Derfor kræver det en
særlig bevidsthed omkring de processer og diskurser der foregår i samtiden og samfundet, hvis vi ikke skal
være medvirkende til en patologisering af individer, der måske slet ikke fejler noget.
Prognosen for kommende depressioner virker næsten i sig selv deprimerende. Som nævnt i kapitlet, regner
man med at hver 10. mand og hver 5. kvinde vil opleve en behandlingskrævende depression i løbet af deres
liv (Internet 19). Som pædagoger, kan dette være en god ting at have in mente når vi forsøger at
43
09-06-2015
understøtte en brugergruppe. I arbejdet med yngre børn, vil en understøttelse af deres udvikling og fokus
på at de lærer at tackle modgang, måske på sigt kunne hjælpe til at bringe denne prognose nedad.
5. Udviklingen af sociale patologier i det senmoderne samfund:
Afrunding
Jeg har nu beskrevet og analyseret mig gennem det senmoderne konkurrencesamfund, individets jagt på
selvoptimering, sociale patologier og et par eksempler på disse.
Jeg har inddraget relevante tal fra en repræsentativ undersøgelse, og undervejs forsøgt at give det en
pædagogisk tilgang, både henvendt til brugere og pædagoger.
Min problemformulering lød som følgende:
-
Hvordan kan tidsånden være medvirkende til at skabe sociale patologier, og hvorledes påvirker disse
den pædagogiske praksis?:

Hvordan har det senmoderne samfunds forventninger til individet, en påvirkning på udviklingen af
sociale patologier?

Hvorledes påvirker det den pædagogiske praksis?
Gennem rapporten, har jeg belyst visse aspekter af den nuværende tidsånd. Det senmoderne samfund er
kendetegnet ved opbrud af de traditionelle rammer og arenaer, teknologien og globalisering har gjort deres
indtog, og vi (i Vesten, i hvert fald) har en tilpas høj levestandard. Så tilpas høj, at vi har en masse
forventninger til livet, og ikke mindst til os selv.
44
09-06-2015
Vi søger hele tiden at optimere os selv. Vi gør det for vores egen skyld, men i virkeligheden ligeså meget
fordi det er det markedet efterspørger. Grundet alle vores muligheder for selvrealisering, og dermed
muligheden for at opleve personlig succes, er der også kommet et højnet konkurrenceniveau. Vi lever i en
præstations- og performancekultur, hvor det ydre, og fremvisning af det glamourøse liv, virker som vores
umiddelbare idealer.
Ungdommen koncentrerer sig meget om kroppen og dyrkelsen af denne. Sundhed er blevet ”hot”, og
dermed også et vigtigt parameter i flere aspekter af livet. Sundhedsbegrebet virker dog til at være meget
fokuseret på den fysiske sundhed, selvom der tales om en masse kompetencer det moderne menneske skal
besidde.
Desværre hersker der også en tendens til at ville normalisere befolkningen, i det danske senmoderne
samfund. Der sker i tiden, en indsnævring af folkesundheden, og vi har allerede set hetz-lignende
stemninger rettet mod rygere. Hvem bliver de næste?
Lidelser som spiseforstyrrelser og depression kan anskues som værende symptomer på noget der er galt i
samfundet. Den konstante jagt på selvrealisering og selvoptimering, har en bagside som kan gøre, at de
individer, der ikke formår at leve op til de senmoderne forventninger og krav, ender med at føle sig
ekskluderet fra samfundet, eller i værste tilfælde, patologiseret af samfundet.
Jeg nævner igen den finurlige og spidsfindige pædagogiske balancegang, der ofte kræves, når man arbejder
med mennesker.
Vi skal som nævnt tidligere, understøtte en bestemt brugergruppes udvikling. Alt afhængigt af hvilken
brugergruppe der arbejdes med, vil det også kræve en specifik tilgang for at gøre brugerne bevidste om,
hvilke processer der rører sig i samfundet, og hvordan de påvirker brugergruppen og individet.
Min specialisering er mennesker med sociale problemer. I mit arbejde indenfor socialpsykiatrien, synes det
ikke altid så væsentligt at diskutere kropsidealer, da de fleste af dem jeg arbejder med at understøtte, er
stærkt sindslidende, og derfor kan deres versioner af det gode og sunde liv, have en signifikant anderledes
betydning. Dog synes jeg stadig det er relevant, at diskutere samfundet og de strømninger der rører sig
deri, med lige nøjagtig den brugergruppe. Ikke for at pådutte dem senmoderne idealer, men for at de ved
hvad der foregår omkring dem (dem der formår at forstå det).
I arbejde med unge, vil det kræve en helt anden vinkel. De unge er meget kropsfikserede, og da de er midt i
jagten af idealerne, kan det synes svært at skulle fortælle dem om faktorer i samfundet, som måske vil tage
45
09-06-2015
noget af deres personlige glæde bort, hvis man fortalte dem om samfundsprocesser som gjorde at de
tænkte, følte og drømte om visse ting.
Det er, i mine øjne, en voldsomt spændende diskussion. Som nævnt i indledningen, har jeg en tese der
hedder; at jo mere tid man bruger på at dyrke sin krop og sit udseende, jo mindre tid kan man bruge på at
anskaffe sig viden, diskutere sociale spørgsmål, søge moralske og etiske svar og dyrke de musiske
udfoldelsesmuligheder.
Det ville være en meget spændende udfordring, at arbejde med unge, som virker så optaget af kroppen og
udseendet, og prøve at diskutere dybere, moralske spørgsmål, og måske derved give dem andre interesser,
end blot at dyrke kroppen.
Jeg nævnte i sidste analyse, at vi som pædagoger var medvirkende til at udpege sociale afvigere. Vi skal her,
både som privatpersoner og som sterile professionelle, være meget bevidste om os selv, og de værdier og
normer vi signalerer overfor vores brugergruppe. En ting er, at vi ofte står i situationer hvor vi er tvunget til
at reagere på en brugers afvigende, og måske negative, adfærd. Jeg mener, at vigtigheden her, ligger i at vi
som fagfolk har bemyndigelse til at udpege afvigende elementer, men at vi samtidig skal være
opmærksomme på, at afvigelsen måske kun opfattes subjektivt af os, eller skyldes en tidsånd der formaner
hvilke parametre vi skal holde øje med.
Det er blevet nævnt flere gange i denne rapport, at der er brug for sociale patologier, for at kunne skabe et
forhold mellem det gode og det knapt så gode. Det er min mening, at vi har brug for skæve eksistenser,
ikke kun for at andre kan føle sig mere normale, men for at opretholde en uhomogen sammenhængskraft i
samfundet. For vores allesammens skyld.
For mangfoldighedens skyld.
46
09-06-2015
6. Litteraturliste
Bøger:
Jørgensen, C. R. (2014): Kap. 8 Hvem er jeg i virkeligheden? – det moderne menneskes selv og identitet. I:
Høgh-Olesen, H. & Dalsgaard, T: Mærkelige menneske – moderne personlighedspsykologi. (1. udgave, 1.
oplag). Forfatterne & plurafutura publishing.
Willig, R. (2005): Selvrealiseringsoptioner – vor tids fordring om anerkendelse. I: Willig, R. & Østergaard, M.:
Sociale patologier. (1. udgave, 1. oplag). København. Hans Reitzels Forlag.
Hammershøj, L. G. (2005): Anoreksi som afsindigt selvdannelsesprojekt – diagnose af en social epidemi. I:
Willig, R. & Østergaard, M.: Sociale patologier. (1. udgave, 1. oplag). København. Hans Reitzels Forlag.
Brinkmann, S. (2010): Patologiseringstesen: Diagnoser og patologier før og nu. I: Brinkmann, S.: Det
diagnosticerede liv – sygdom uden grænser. (1. udgave, 4. oplag). Aarhus, Forlaget Klim.
Bovbjerg, K. M. (2010): Kap. 8 Det proaktive menneskes lidelser – Nye patologier i arbejdslivet. I:
Brinkmann, S.: Det diagnosticerede liv – sygdom uden grænser. (1. udgave, 4. oplag). Aarhus, Forlaget Klim.
Bundgård, M. B., Iversen, E. B. & Lund, T. S.(2014): Sociologisk SET. (2. udgave, 1. oplag). Aarhus, Systime
Goffman, Erving (1959/1990): The presentation of self in everyday life, Penguin books .
47
09-06-2015
Johansson, T.: (2010): Unge, krop og ydre. I: Den svære ungdom – 10 eksperter om unges trivsel og
mistrivsel. (1. udgave, 1. oplag). København, Hans Reitzels Forlag.
Koch, I. (2010): Unge og ungdomsproblemer/mistrivsel. I: Den svære ungdom – 10 eksperter om unges
trivsel og mistrivsel. (1. udgave, 1. oplag). København, Hans Reitzels Forlag.
Bjørnstrup, V., Matthiesen, T. & Skov, O. B. (2013): Stress – en konsekvens af senmoderniteten. (1. udgave
1. oplag). Aarhus, Systime
Jørgensen, C. R. (2012): Danmark på briksen – et psykologisk perspektiv på Danmark og danskerne i det
senmoderne. (1. udgave, 1. oplag). København, Hans Reitzels Forlag.
Brinkmann, S. (2014): Stå fast – et opgør med tidens udviklingstvang. (1. udgave 1. oplag). København,
Gyldendal Business
Artikler:
Kristensen, C. J.(2000): Personlige kompetencer i det senmoderne. I: Tidsskrift for socialpædagogik, nr. 6, s.
37-47
Internetpublikationer:
Nielsen, J. C., Ozmec, M. N. & Sørensen, N. U. (2010): Når det er svært at være ung i DK – unges trivsel og
mistrivsel i tal. København. Forfatterne og Center for Ungdomsforskning. Hentet 02.05.2015 fra:
http://cefu.dk/media/225966/trivsel_version_6.pdf
Nielsen, J. C. & Sørensen, N. U. (2011): Når det er svært at være ung i DK – viden og råd om unges trivsel og
mistrivsel. København. Forfatterne og Center for Ungdomsforskning, Hentet 02.05.2015 fra
http://cefu.dk/media/266735/viden%20og%20r%C3%A5d%20om%20unges%20trivsel%20og%20mistrivsel
_n%C3%A5r%20det%20er%20sv%C3%A6rt%20at%20v%C3%A6re%20ung%20i%20dk.pdf
Internetartikler:
Internet 1: Hver tredje i verden er nu for tyk. Politiken, 15.06.2014. Hentet 05.05.15 fra:
http://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/ECE2314270/hver-tredje-i-verden-er-nu-for-tyk/
Internet 2: De 7 nationale mål for danskernes sundhed. Ministeriet for sundhed og forebyggelse, 24.03.15.
Hentet fra:
http://www.sum.dk/Sundhed/Forebyggelse/Nationale-maal.aspx
48
09-06-2015
Internet 3: Corydon: Konkurrencestat er ny velfærdsstat. Af Amalie Kestler, Politiken, 23.08.13. Hentet
07.05.15 fra:
http://politiken.dk/indland/politik/ECE2056921/corydon-konkurrencestat-er-ny-velfaerdsstat/
Internet 4: Der er en hæklefejl i kysen hos den arrige race. Af Bodil Christensen, Politiken, 21.05.15. Hentet
21.05.15 fra:
http://politiken.dk/debat/ECE2679521/der-er-en-haeklefejl-i-kysen-hos-den-arrige-race/
Internet 5: Der er noget galt med min generation, når vi tæller kalorier på selleristænger. Af Sarah Jane Kok,
Politiken, 25.05.15. Hentet 25.05.15 fra:
http://politiken.dk/debat/ECE2683049/der-er-noget-galt-med-min-generation-naar-vi-taeller-kalorier-paaselleristaenger/
Internet 6: Socialliberalisme. Den store danske. Hentet 12.05.15 fra:
http://www.denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/%C3%98konomi/Nationalprodukt_mv./sociallib
eralisme
Internet 7: Neoliberalisme. Den store danske. Hentet 12.05.15 fra:
http://www.denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Samfund/Statsl%C3%A6re_og_politisk_videnska
bsteori/neoliberalisme_-_idstr%C3%B8mninger
Internet 8: Anomi. Den store danske. Hentet 07-05-15 fra:
http://www.denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Sociologi/Samfund/anomi
Internet 9: Antallet af fitnesscentre er fordoblet på under 10 år. Af Per Munch, Politiken,04.04.15. Hentet
05.05.15 fra:
http://politiken.dk/motion/fitness/ECE2572970/antallet-af-fitnesscentre-er-fordoblet-paa-under-10-aar/
Internet 10: Den metroseksuelle mand er død – længe leve den ”spornoseksuelle”. Af Michael Bjerre,
Berlingske, 13.06.14. Hentet 05.05.15 fra:
http://www.b.dk/globalt/den-metroseksuelle-mand-er-doed-laenge-leve-den-spornoseksuelle
Internet 11: En syg sjæl i et sundt legeme? Af: Sebastian Stryhn Kjeldtoft, Information, 10.04.15. Hentet
05.05.15 fra:
http://www.information.dk/529651
Internet 12: Hver sjette overvejer plastikoperation. Af Line Holm, Berlingske, 21.02.12. Hentet 10.05.15 fra:
http://www.b.dk/nationalt/hver-sjette-overvejer-plastikoperation
49
09-06-2015
Internet 13: Flere danske kvinder får silikonebryster. Af Line Holm, Berlingske, 19.02.12. Hentet 10.05.15
fra:
http://www.b.dk/nationalt/flere-danske-kvinder-faar-silikonebryster
Internet 14: Uopdragne børn hindrer syge børns behandling. Af Sofie Tholl, Information, 09.02.11. Hentet
15.05.15 fra:
http://www.information.dk/258931
Internet 15: Kort om bulimi. Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade. Hentet 20.05.15 fra:
http://www.lmsspiseforstyrrelser.dk/diagnoserne/bulimi/
Internet 16: Sundhedsstyrelsens beskrivelse af anoreksi. Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og
selvskade. Hentet 20.05.15 fra:
http://www.lmsspiseforstyrrelser.dk/diagnoserne/anoreksi/sundhedsstyrelsens-beskrivelse-af-anoreksi/
Internet 17: Depression og stress. Stressforeningen. Hentet 20.05.15 fra:
http://www.stressforeningen.dk/om-stress/stressformer/depression-a-stress
Internet 18: Depression - en oversigt. Af Lars Vedel Kessing, sundhed.dk, 06.12.11. Hentet 20.05.15 fra:
https://www.sundhed.dk/borger/sygdomme-a-aa/psyke/sygdomme/depression/depression-en-oversigt/
Internet 19: (https://www.sundhed.dk/borger/sygdomme-a-aa/psyke/sygdomme/depression/depressionsymptomer-og-tegn/).
50

Sociale patologier opgave

Transcription

Similar documents

oplæg til eksamen om De store opdagelser - Kræn Bech

Senmoderne noveller i dansk

Interviews om første halvdel af 20. århundrede

Printervenlig udgave - Årsskriftet Critique

Kan fysioterapi hjælpe kvinder med brystkræft, hvis krop og

BA næsten færdig

Program - Velkommen til KLIXBUELL.DK

PDF - Dansk Center for Byhistorie

Institutionskost – Et historisk perspektiv

Diva Forever - danish musicology online

Kultur og Æstetik i det senmoderne samfund