tale til studenterne

Studentertale 2015
Kære Studenter.
I dag, hvor I bliver studenter er en festdag. Det er en dag, I har set frem til de sidste 3 år – og som jeg tror I
vil huske hele livet. Nu er den endelig kommet. Tre års gymnasieliv og gymnasieslid er forbi, og eksamen er
vel overstået. Jeres forældre er stolte af jer, jeres lærere og jeg er stolte af jer, og I har med rette lov til at
være stolte af jer selv.
Jeg er sikker på, at I i dag glæder jer over, at de 12 års skolegang, der hidtil i høj grad har sat rammerne for
jeres liv, nu er slut - og at I nu i langt højere grad selv får mulighed for at vælge, hvad I vil.
Forude venter friheden – friheden til selv at bestemme, hvad I vil med jeres liv med fremover.
Og hvad er det så, studenter anno 2015 ønsker sig af fremtiden? Det har Studievalg København spurgt alle
unge i Region Hovedstaden om. På spørgsmålet: ”Hvad er vigtigst for mig, når jeg tænker på min fremtid?”
er de 5 svar, der får højest score, følgende – i prioriteret rækkefølge:
At jeg laver noget, der interesserer mig. At jeg går efter mine egne drømme og ønsker, At jeg er sikker på at
få job efter min uddannelse, At jeg tjener mange penge, At jeg har tid til børn og familie .
På spørgsmålet: Hvilke forhold er vigtige for dig i dit kommende arbejdsliv? er de tre svar der scorer højest:
høj løn, sikkerhed for job og samarbejde med mange andre. Det er især drengene der gerne vil tjene mange
penge, mens pigerne vurderer sikkerhed i jobbet højest.
Det sidste spørgsmål Studievalg har spurgt jer unge om er, om I vil fortsætte direkte med studierne eller
holde et sabbatår. Her er der klart flest STX’ere, der ønsker et sabbatår, før de fortsætter studierne –
nemlig hele 74 %, mens 40 – 60 % fra de andre ungdomsuddannelser fortsætter direkte med studierne.
Dejligt at høre at I er fulde af forventninger om at realisere jer selv og har mange positive forventninger til
fremtiden.
Men de mange forventninger til fremtiden gør også, at I unge i dag er underlagt et stort pres. Jeres
generation er af Alexander Grandt Petersen, forbundsformand for Dansk Socialdemokratisk Ungdom,
blevet udråbt til ”Generation Præstation”. I er børn af konkurrencestaten, hvor det drejer sig om at
præstere konstant, brande jer selv og hænge i for at kunne følge med kineserne. I er blevet tudet ørene
fulde af at minimere spildtiden, være effektive og fortsætte direkte videre med studierne. Og i skolen
mærker vi præstationskulturen som et 12-talshysteri, hvor et 7-tal kan opleves som en ulykke, fordi måske
netop dette 7-tal kan forhindre den pågældende i at komme ind på den videregående uddannelse, han/hun
ønsker.
Konkurrence kan være sund – men ikke når den tager overhånd. Høje forventninger til sig selv er godt –
men ikke hvis ambitionerne bliver for høje, og kun det allerbedste er godt nok. For høje forventninger kan
føre til stress, depression og mistrivsel - og man kan komme ind i en negativ spiral.
I foråret havde vi en fællestime med Dorte Ågård, der forsker i ungdomskultur. Hendes forskning viser, at
mange gymnasieelever og unge føler: at de har svært ved at få gjort det, de skal: lave lektier, opgaver,
1
afleveringer osv., at de har svært ved at koncentrere sig i timerne, har svært ved at tage sig sammen, føler
sig trætte, stressede eller triste - og ofte har dårlig samvittighed.
En væsentlig årsag til dette er, at teknologien og de sociale medier har gjort, at vi hele tiden ”er på” og
aldrig slapper af. Den konstante zappen rundt, hvor man er i gang med flere ting på en gang, ødelægger
koncentrationsevnen, og kravet om både at præstere, være social og være en succes på alle felter gør, at
der ikke er timer nok i døgnet. Iflg. Aagård føler mange unge sig uhjælpelig fanget i et hamsterhjul, som de
ikke kan se sig ud af, fordi der er så mange forventninger fra alle sider – og mindst dem selv.
Men hvor kommer forventningspresset fra? Indefra – udefra – ovenfra? Og er det mon muligt at slippe ud
af hamsterhjulet og realisere nogen af de frihedsidealer I drømmer om?
Det store fokus på forventningspres har fået mig til at tænke på et digt af Klaus Rifbjerg, som jeg vil læse for
jer. Digtet hedder ”Det er blevet os pålagt” og udkom i digtsamlingen Konfrontation i 1960.
Det er blevet os pålagt / af statistikken / i et gennemsnitsliv /
at åbne et meget stort antal / døre, konservesdåser / punge, tegnebøger, chek-konti, /
at lukke et meget stort antal / samme /
undtagen konservesdåser /
at køre med sporvogne / biler, cykler, S-tog /
at slide sko / smøre rugbrød / spille bordtennis / gabe /
at føle mæthed / en stadig statistisk / mæthed i mellemgulvet /
gulvet mellem kvalmen / og opkastet.
Det er blevet os pålagt / at fjerne den tilfældige sult /
den er en fiktion /
forventningen / en fiktion. /
Man har for travlt med at åbne / døre.
Tanken om de gange man skal / gå over gaden i fodgængerfelter /
udenfor fodgængerfelter / ved stoplys /
i kryds med levende / betjent eller / automatisk betjent / stopskilt /
foranstalter gastrointestinale / forstyrrelser i form af / mæthed /
manglende sultfornemmelser / profus syresekretion i / mavesækken.
Det er blevet op pålagt / ved omfattende viden om / det menneskelige liv /
2
at vi skal dø / af færdselsulykker / hjertelammelse / forkalkning / cancer / cancer /
samt af en række andre sygdomme / der er for specielle til at dø af / rent statistisk.
Men på et tidspunkt / i rækken af døråbninger / er det passende at sætte / slæverne
udfor den bestemte årsag / og æde sin tildelte død /
som man hele sit liv har været / mæt af.
Digtet udtrykker en kritik af forbrugersamfundet – af det planlagte, gennemregulerede samfund, styret af
forbrugerisme og økonomi. Nogen af de ting Rifbjerg nævner, skal vi naturligvis ikke gøre længere, som fx
åbne check-konti og køre med sporvogn – men så skal vi nogle andre ting – downloade apps og køre med
metro. Også i dag er der i tusindvis af forventninger til et gennemsnitsliv – som man kan være godt og
grundigt trætte af – eller mætte af, som Rifbjerg siger det. I forbrugersamfundet er der krav om at
tilfredsstille den tilfældige sult vha. forbrug, og man skal åbne en hel række døre – der kunne betyde nye
muligheder for forbrug. Begge dele fremkalder mæthedsfølelse – og at dette ikke ligefrem er positivt
fremgår af, at mæthedsfølelsen netop sidder i mellemgulvet – gulvet mellem kvalmen og opkastet. Rifbjerg
savner tilsyneladende en anden slags sult end den tilfældige – sulten efter et andet liv, end det man er
pålagt af statistikken. Sulten efter at realisere sine egne drømme og idealer. Han ønsker ikke et
gennemsnitsliv. Digtet er en refleksion, der udtrykker en erkendelsesproces. Det lyriske man når frem til, at
man – hvis man har for travlt med at gøre alt det der forventes – til sidst opdager, at livet pludselig er forbi,
uden at man har nået det, man egentlig gerne ville. Budskabet må være, at man i rækken af døråbninger
må standse op og mærke efter, om der er tale om tilfældig eller reel sult.
Gør noget lignende sig mon gældende i konkurrencesamfundet? Ja, blot i endnu større omfang, tror jeg.
Med digitaliseringen er statistikken vokset til uanede mængder, og Facebook, Google og andre
søgemaskiner ved mere om, hvad vi tænker, end vi selv og vores familie og venner gør. Hver gang vi færdes
på nettet registreres der oplysninger om, hvem vi er – oplysninger som kan sælges til firmaer, der hermed
bedre kan målrette reklamer for deres produkter til os. Vi tror, vi vælger frit – men måske er det i
virkeligheden de typer og mediebilleder, google og andre medier, sætter op, der vælger for os?
Livet i konkurrencestaten er fyldt med forventninger og tilbud til os om det perfekte liv og uanede
muligheder. Det gælder bare om ”at være på”, hænge i og præstere – arbejdsmæssigt og ikke mindst
socialt. De sociale medier giver mulighed for at være med i rigtig mange netværk og følge med i utrolig
mange sammenhænge. Det er selvfølgelig spændende, giver nye muligheder, åbner døre. Men det kommer
også let til at blive en spændetrøje, der øger forventningspresset til en selv. De mange muligheder og
forventninger har en bagside – det kan blive ulideligt at indfri dem og leve op til dem, at nå det hele – og
man ender med en negativ selvfølelse. Ågaards forskning viser, at mennesket ikke kan multi-taske. Hjernen
er ganske enkelt ikke indrettet til det. Den konstante zappen rundt virker derimod ødelæggende på
koncentrationsevnen, og man ender med at blive rastløs, ufokuseret og utilfreds.
Livet på de sociale medier er et udstillingsvindue, hvor du kan promovere dig selv og præsentere dit eget
idealbillede af dig selv. Den kommunikation, der foregår, er først og fremmest en ”lige her og nu”
kommunikation. Se mig, hvad jeg kan, og hvilke interessante sammenhænge jeg indgår i lige nu. Det er en
overfladisk og selvfremstillende kommunikationsform, der ikke har noget med refleksion at gøre.
3
For at få et balanceret og bæredygtigt liv tror jeg det er nødvendigt indimellem at stoppe op og reflektere.
Man er nødt til at forholde sig til, om det virkelig er nødvendigt at være på /online 24-7. Og man er nødt til
at vælge, hvilke sammenhænge man vil indgå i, og hvilke man vil vælge fra. Man kan nu engang ikke det
hele på en gang.
I stedet for at lade sig styre af medier, de 1000vis af tilbud, andres adfærd, af statistikken, har mennesker
brug for at skaffe sig et frirum, hvor ideerne og kreativiteten kan udfolde sig, og hvor man kan koncentrere
sig. Der er brug for at mærke efter – er dette noget, jeg reelt er sulten efter, eller noget der er blevet mig
pålagt?
Det er mit håb at jeres tid her på Zahle har været med til at styrke jeres evne til refleksion og til at mærke
efter. Det er også mit håb, at jeres tid på Zahle har været med til at give jer nogle bæredygtige værdier at
styre efter. Bæredygtige værdier og evne til refleksion er noget af det vigtigste at tage med sig ud i verden.
Det, jeg egentlig gerne vil sige til jer, er: husk, at det er jer, der bestemmer, hvad I vil bruge jeres tid på og
fylde jeres liv med.
Hjertelig tillykke med studentereksamen!
4