Sammenfatning - StudentTheses@CBS

 En relationel tilgang til stresshåndtering The approach of handling stress using personal relationships Kandidatafhandling af: Emma Sophie Ørting Russell Thornhill Cand. Merc. HRM. Afleveringsdato: 19. august 2015 Vejleder: Ivan Stahl Jacobsen Antal anslag: 179.225 1 Abstract This paper is a qualitative study observing the impact inter-­‐personal relationships has on individuals transition from experiencing stress to no longer experiencing stress. The premise is based on a wish to explore a variety of individuals' personal histories, experiences of stress and the impact and level of importance social relationships have on these. The objective is not to discover “one truth'” but to find a deeper understanding of the impact and importance relationships has on the individual who experiences stress in the transition to no longer experiencing stress. However, this paper will not exclude other factors, which may influence the transition to no longer experiencing stress. As I am working within the paradigm of social construct, it is a conscious decision to write about “the experience of stress” with the assumption that stress is a social construct as experienced by the individual. Stress is complex notion primarily due to the fact that currently there is no known common denominator and or understanding of what stress means, how it occurs or indeed how it is prevented or minimised. My research is based on partially constructed interviews with four people; a school teacher, a company director, a lawyer and a sales manager all of whom have gone through the transition of experiencing stress to no longer experiencing stress. A narrative analysis strategy has been chosen based on a wish on focusing on the individual's back story as a basis for the analysis. Weicks' (1995) theory regarding sensemaking has been applied for the analysis i.e. how the interviewees experienced and made sense of the role, importance and impact inter-­‐personal relationships had on their transition from experiencing stress to no longer experiencing stress. To supplement this Wengers (2004) 'learning theory' on Communities of Practice has been applied to describe and explain the learning process, which takes place during the transition of the four research subjects. The conclusion of the paper suggests that all four interviewees had difficulties identifying their essential 'self' during their experience of stress. This sensation intensifies the need for 2 sensemaking. In order to recover their 'selves' and make sense of their situations, all four interviewees relied on their inter-­‐personal relationships. Furthermore, the interviewees embark on a development. This development is described as a learning process as 'learning' is seen as a direct result of social interaction. The inter-­‐personal relationships help the four interviewees to make other decisions than they have done before, as well as make them more certain of their values. It has therefore been of importance that they have had inter-­‐personal relationships to help and support them as well as teach them different ways of living their lives. The experienced stress and support from their inter-­‐personal relations have had an impact on the way the interviewees live their lives at this day. 3 Indholdsfortegnelse 1 Abstract Indledning Det nuværende stresslandskab Hvordan erkendes stress? Når stress er en realitet Problemdiskussion Problemformulering Afgrænsning af emnet Opgavens struktur Begrebsafklaring Stress Relationer Videnskabsteoretisk standpunkt Socialkonstruktionisme 7 7 7 8 9 9 9 10 11 11 11 12 12 Metode En induktiv tilgang 13 13 Analysestrategi Narrativ analysestrategi Det narrative interview Begrænsninger ved narrativet som analysestrategi 14 14 15 17 Metodiske fravalg 18 Dataindsamling Validitet og reliabilitet Udvælgelse af interviewpersoner Kontakt til informanter Interviewsteder Efter hvert interview Etiske overvejelser Fortrolighed Informeret samtykke 18 18 20 21 21 21 22 22 22 Databehandling Transskribering Benævnelser Analyseproces 23 23 23 24 Refleksioner over dataindsamlingsprocessen Udfordringer ved rollen som interviewer Ledende spørgsmål Interviewerens dilemma Meningsdannelse Køn 25 26 26 26 27 28 Sammenfatning af metodeafsnit 29 Teoretisk ramme Narrativ teori Hvad er et narrativ? Sensemaking Meningsskabelse er en social proces Meningsskabelse tager udgangspunkt i identitet 30 30 30 32 33 33 4 Meningsskabelse sker retrospektivt Meningsskabelse er fokuseret på og udgår fra ledetråde Meningsskabelse er en kontinuerlig proces Meningsskabelse er drevet af plausibilitet – ikke af akkuratesse At skabe gennem handling er centralt i meningsskabelse Praksisfællesskaber Gensidigt engagement Fælles virksomhed Fælles repertoire Begrænsninger og udfordringer ved teorivalg 33 33 34 34 34 34 36 36 37 38 Sammenfatning 38 Præsentation af ”felten” Skolelæreren Direktøren Juristen Sales Manageren 39 39 39 40 41 Analyse af relationers betydning 42 Patientrelationer Psykologen Frustration Hjælp Redskaber Fravalg af psykolog Sammenfatning Lægen Bekræftelse Viden Frustration Hjælp Sammenfatning 43 43 44 44 45 46 46 47 47 47 48 49 49 Sociale relationer Familie Støtte og opbakning Fravalg af familien Manglende familie Pres Åbenhed Sammenfatning Venner Ny indsigt Hjælp Erfaringsudveksling Fravalg af venner Sammenfatning 51 51 51 53 53 54 55 55 56 56 57 59 59 59 Professionelle relationer Leder Afklaring Frustration Fastholdelse Sammenfatning 61 61 61 62 63 64 5 64 65 66 67 Kollegaer Støtte Manglende forståelse Sammenfatning Sammenfatning 67 Praksisfællesskaber Skolelæreren og Claus Direktøren og familien Sales Manageren og kollegaen Juristen og gruppeterapi Sammenfatning 69 69 70 71 71 72 Diskussion Praksisfællesskaber i praksis 73 74 Metodisk tilbageblik 76 Konklusion 77 Perspektivering Spændingsfeltet mellem individet og relationer Kvinder og mænds forhold til relationer 78 78 79 Litteraturliste 81 Bilag 85 6 Indledning Dette speciale er et kvalitativt studie af, hvordan relationer kan have betydning for, at en person ikke længere oplever stress. Der tages afsæt i et ønske om at forstå forskellige menneskers personlige historier om stress og deres relationers betydning herfor. Formålet er ikke at finde én objektiv sandhed, men derimod at opnå en dybere forståelse af betydningen af relationer for den, der oplever stress, uden at udelukke, at andre forståelser findes. Jeg vil indledningsvist forsøge at skitsere det nuværende stresslandskab. Derefter introduceres problemfeltet, der leder til problemformuleringen. Efter præsentationen af problemformuleringen præsenteres opgavens afgrænsning, begrebsafklaring samt opgavens struktur. Det nuværende stresslandskab Stress er blevet en samfundssygdom, og flere og flere bliver ramt. Det er ikke længere de svageste i samfundet, der bliver berørt. Stressforeningen – der er en uafhængig medlemsbaseret non-­‐profit interesseorganisation – vurderer, at 35.000 danskere hver dag er sygemeldt pga. stress. Det vurderes, at det koster Danmark 14.000 mia. kroner om året i form af sygefravær, tidlig død og udgifter til sundhedsvæsnet (Stressforeningen, 2011). Ud fra disse tal kan det godt konkluderes, at stress koster samfundet dyrt. Hvordan erkendes stress? Stress er et komplekst emne at arbejde med. Det skyldes blandt andet, at der på nuværende tidspunkt ikke er en fælles forståelse for, hvad stress er, hvordan den opstår, eller hvordan stress skal forebygges eller reduceres. Det er heller ikke muligt fuldstændigt at kortlægge, hvor udbredt stress er, da forskningen i stress hidtil ikke tager afsæt i et velafgrænset eller et veldefineret stressbegreb eller metoder til at måle fremkomsten af stress med, hvorfor forskere arbejder ud fra forskellige tilgange til, hvordan stress kan måles (Andersen, 2014). Derudover reagerer vi forskelligt på stress. Hvad der stresser nogen, kan virke stimulerende og opmuntrende på andre. En læge antages at forklare alle de fysiologiske tegn på stress. Måske vil vedkommende begynde at måle stresshormonet kortisol for at konstatere, hvorvidt personen – fysiologisk set – er stresset (Andersen & Brinkmann, 2013) Psykologen spørger ind til de psykiske tegn på stress og undersøger, hvilke tanker den stressede person gør sig, og hvordan det påvirker 7 vedkommendes humør og dagligdag. Lederen bemærker, at medarbejderens adfærd har ændret sig og konstaterer måske derved, at vedkommende har stress. Overskrifter som ”chefen giver stress og depression – ikke arbejdsmængden” (Ritzau, 2013), ”Stress kommer altså mere af arbejde end private forhold” (Groth-­‐Pedersen, 2014), ”Smartphones gør danskerne syge” (Gundersen, 2011), ”Stresset? Mindfuldness er svaret” (Larsen, 2013) og ”Stress – hverken diagnose eller dovenskab” (Munch, 2008) er blot nogle få eksempler på de mange forskellige årsagsforklaringer. Majken Matzau er en af Danmarks anerkendte stresseksperter og har i en artikel udtalt, at: ”Man får stress, fordi man har umulige betingelser for sit virke. Når vores ansvar er større end det, vi kan påvirke. På grund af kompleksitet i organisationen, flertydige referencelinjer og alt for mange projekter. Det skyldes deadlines, der er for stramme, ressourcer, der er for få af, og at vores kompetencer ikke er helt på plads” (Mølgaard, 2014). Med dette mener Majken Matzau, at stress er en konsekvens af dårlig ledelse – det er derfor ikke medarbejderen selv, der er grunden til, at vedkommende bliver stresset – det er lederen og/eller organisationen, der er ansvarlig for stress. I virkeligheden er det ikke så underligt, at vi alle sammen reagerer forskelligt på stressende faktorer, eftersom vi alle hver især er fyldt op af forskellig bagage i form af tanker, oplevelser og erfaringer, der alt sammen er medvirkende til, at vi er som vi nu engang er. Kenneth Gergen forklarer: ”De udtryk og former, vi benytter for at forstå verden og os selv, er sociale kunstprodukter – skabt gennem historisk og kulturelt lokaliserede udvekslinger mennesker imellem” (Gergen, 1997: 59). Når stress er en realitet Der er mindst lige så mange forslag til, hvad man kan gøre, når skaden er sket, og stressen er blevet en realitet. Vi lever i en tid, hvor den mest fremtrædende diskurs er, at vi selv skal tage ansvar for vort velbefindende. Hvis man kigger på hjemmesiden www.forebygstress.dk (Forebyg stress, 2015) lægges der megen vægt på individets ansvar for at afhjælpe stress, og man kan læse sig frem til forskellige tips og tricks om, hvordan vi ved at prioritere vores tid bedre kan afhjælpe stress. For at gøre ”stress-­‐junglen” mere overskuelig har Sundhedsstyrelsen forsøgt at lave diverse brochurer, så den stressramte kan få mere viden om stress. Her kan man læse om, hvilke symptomer man skal være opmærksom overfor, samt hvor man kan få behandling (Sundhedsstyrelsen, 2007). Derudover findes der kampagner som ”Stress og Trivsel” (Fra stress til trivsel, 2015), hvor der fokuseres meget på 8 organisationens rolle i forbindelse med at afhjælpe og støtte den stressramte. Inden for dette fokus er stress i høj grad relateret til det psykiske arbejdsmiljø. I forlængelse heraf er IGLO-­‐
modellen udarbejdet, der påviser de forskellige niveauer, hvorpå man skal lære at takle stress. Modellen omfatter individet, gruppen, lederen og organisationen – og stressen skal takles i en vekselvirkning mellem disse fire niveauer. Formålet er, at det ikke er individet alene, der står til ansvar for at komme ovenpå igen, men at det bliver en fælles opgave. For hvis man i stedet vælger at anskue stress ud fra et socialkonstruktionistisk perspektiv, ændrer forholdet sig, eftersom en person inden for dette paradigme ikke ses som en afgrænset enhed, der lever sit uafhængige liv. Personlighed er ikke noget, der ”sidder” i personen. Det er snarere et kendetegn ved den sociale interaktion, personen indgår i (Haslebo, 2004). Derfor kan ”det personlige” siges at eksistere eller blive skabt i kommunikationen mellem mennesker. Ud fra denne tankegang bliver relationer og den relationelle tankegang af særlig betydning, eftersom det giver den, der oplever stress, mulighed for at flytte sig ud af et negativt selvbillede for derved at give idéer til nye handlemuligheder (Haslebo, 2004). Denne tilgang finder jeg interessant, og den inspirerer mig til at se nærmere på, hvilken betydning relationer har for, at en person, der oplever stress, kommer ud af sin oplevede stress. Problemdiskussion Jeg vil med afsæt i en relationel tankegang undersøge stress. I praksis er min undersøgelse baseret på fire personer: en skolelærer, en direktør, en jurist og en sales manager, der har det til fælles, at de har oplevet stress. Jeg vil med udgangspunkt i interviewpersonernes fortællinger om oplevet stress analysere, hvilken betydning forskellige menneskelige relationer har haft for, at de ikke længere oplever stress. Det leder mig til følgende problemformulering: Problemformulering Hvilken betydning har relationer for overgangen fra at opleve stress til ikke længere at opleve stress? Afgrænsning af emnet Specialet tager afsæt i relationers betydning for, at en person går fra at opleve stress til ikke længere at opleve stress. Det er ikke en undersøgelse af, hvordan oplevelsen af stress er konstrueret, hvorfor dette ikke belyses i opgaven. 9 Derudover fokuseres der på interviewpersonernes oplevelse og fortolkning af deres relationers betydning for deres oplevelse af stress. Relationernes oplevelse af, hvordan det er at have at gøre med en person, der oplever stress, undersøges ikke her. Jeg vælger ikke at se på stress på globalt eller organisatorisk plan, men derimod at se på subjekterne på mikroplan. Opgaven er derfor begrænset til, hvordan de fire interviewpersoner fortolker deres oplevelse af deres udvalgte relationers betydning for, at de ikke længere oplever stress, og skal ses som et kontekstbaseret produkt. Opgavens struktur Her vil det kort blive præsenteret, hvordan opgaven er opbygget, samt hvordan den skal læses, for at den fremstår meningsfuld. Opgaven er indledt med en indkredsning af det nuværende stresslandskab, interesse, undren samt undersøgelsesspørgsmål for at give læseren et indtryk af, hvad denne opgave handler om. Præsentationen af opgavens videnskabsteoretiske standpunkt skaber rammen for, hvordan opgaven skal læses, for at den viden, som produceres, er sandfærdig. I metodeafsnittet præsenteres de metodiske valg, der er truffet, hvordan disse er udført, samt hvilken indflydelse de har på vidensproduktionen. Teorien bruges til at belyse nogle af de tendenser, der er fundet i empirien. I analyseafsnittet udføres en bearbejdning af de empiriske data. Analysedelen er opdelt i to; en del, der analyserer relationernes betydning ud fra et sensemaking-­‐perspektiv, og en del, der vedrører læring i og som følge af praksisfællesskaber. Derefter følger en diskussion af opgavens resultater. Afslutningsvist vil der være en opsummerende konklusion på de temaer, der har vist sig gennem undersøgelsen. Slutteligt findes en perspektivering af, hvad der kunne arbejdes videre med i denne opgave eller bidrage med en anden dimension til denne. 10 Videnskabsteoretisk forståelse Metode Teoretisk ramme Diskussion Læring i fælleskaber Analyse af narrativer Metodisk tilbageblik Konklusion Perspektivering Figur 1: Opgavens struktur, forfatterens illustration Begrebsafklaring I det følgende afsnit vil centrale begreber for opgaven blive afklaret for at give en klar forståelse af, hvordan de vil blive benyttet i opgaven. Begrebsafklaringen består af en præsentation af opgavens forståelse af begrebet stress. Stress Stress anskues i dette speciale som værende et konstrueret fænomen af den, der oplever eller har oplevet stress, hvorfor jeg i opgaven refererer til ”oplevet/oplever stress” i stedet for ordet stress alene. Stress ses ikke som en entydig størrelse, hvorfor der ikke er én måde at opleve stress på. Det er ikke afgørende, hvorvidt interviewpersonernes oplevelse af stress er blevet anerkendt af hhv. læger eller psykologer. Det afgørende er, at dem, jeg interviewer, har konstrueret en mening om, at de har oplevet stress. Relationer Relationer betegnes som en forbindelse/tilknytning/forhold til andre mennesker. Jeg har konstrueret tre forskellige relationelle kategorier, som analysen tager udgangspunkt i: patientrelationer, sociale relationer og professionelle relationer. Disse relationelle inddelinger er lavet efter, at analysearbejdet har fundet sted og nævnes derfor ikke i mine interviews. Patientrelationerne dækker over relationen mellem den, der oplever stress, og 11 psykologen/lægen; sociale relationer dækker over forholdet til familie/venner, hvor professionelle relationer er forholdet til lederen/kollegaen. Videnskabsteoretisk standpunkt I det følgende vil opgavens videnskabsteoretiske ståsted blive præsenteret, og det vil i dette afsnit blive tydeliggjort, hvordan en socialkonstruktionistisk videnskabsforståelse anskues i forhold til opgavens vidensproduktion. Videnskabsteorien danner rammerne for brugen af metoder og teori samt hvilke grundforståelser og forforståelser, forskeren besidder (Darmer, Jordansen, Madsen, & Thomsen, 2010) og er dermed med til at styrke specialets videnskabelighed. Videnskabsteori handler grundlæggende om, hvordan jeg forholder mig til virkeligheden. Ved at besvare spørgsmålet om, hvorvidt et menneskes relationer i et stressforløb er virkelige, og hvordan de og deres betydning kan erkendes, er det muligt at vurdere, hvorvidt forholdet mellem teori, empiri og metode er hensigtsmæssigt (Christensen, 2002). Socialkonstruktionisme Socialkonstruktionismen lægger vægt på relationerne imellem mennesker og den forhandling, der finder sted i den kommunikative interaktion (Christensen, 2002). Vores virkelighed konstrueres kontinuerligt i sociale processer, hvor socialkonstruktionismens formål er at indfange kompleksiteten og beskrive denne med så mange facetter som muligt (Justesen & Mik-­‐Meyer, 2010). Sandfærdigheden af den opnåede viden afhænger af betragterens evne til at forholde sig reflekterende til egen fortolkning og kognition (Gergen, 1997). Idet et fænomen opstår igennem en interaktion, er den ontologiske betragtning, at begreber som stress og relationer er konstruktioner af virkeligheden, som derfor ikke eksisterer uafhængigt af den, der betragter. Således bliver den epistemologiske overvejelse mere relevant i forbindelse med undersøgelsen af relationers betydning for, at en person frisættes fra oplevelsen af stress. Sagt med andre ord vil min forskning bære præg af mine iagttagelser af informanternes iagttagelser af deres situation, hvorfor jeg ikke vil nå frem til én objektiv sandhed. Ud fra et socialkonstruktionistisk standpunkt er objektivitet en umulighed, fordi vi alle er påvirkede af vores livsanskuelse og egne erfaringer. Brugen af teori betragtes som et forsøg på at få orden på virkelighedens kompleksitet. Teoretiske anskuelser kan derfor gøre virkeligheden mere håndtérbar. Ved brug af en teori vil man uundgåeligt fremhæve nogle elementer frem for andre – med andre ord kan det siges -­‐ at 12 jeg tillægger min fortolkning af virkeligheden et bestemt filter. Dette filter er grundlaget for min analyse, så brugen af teori er med til at konstruere det iagttagelsespunkt, at: ”Videnskabelige sandheder ikke bliver til i kraft af, at Sandheden om verden afdækkes, men fordi videnskaben ”skaber” (konstruerer) sandheder” (Christensen, 2002). Metode I dette afsnit redegøres der for opgavens metode. Jeg vil i det følgende gøre rede for mit valg af den induktive tilgang samt de skridt og overvejelser, jeg har gjort mig før, under og efter indsamlingen af empiri. Det er ofte svært at skabe konsistens i en undersøgelse fra et videnskabsteoretisk udgangspunkt over problemformulering, undersøgelsesdesign, analyse til konklusion (Darmer et al., 2010), hvorfor valg af metode spiller en stor rolle i enhver opgave. Metoden sørger for -­‐ hvis udført rigtigt og i konsistens med den valgte problemformulering -­‐ at den viden, der skabes, er valid og pålidelig. Alle metodiske valg-­‐ og fravalg vil have konsekvenser for empirien. Opgaven søger at udforske fire personers individuelle oplevelser af deres relationers betydning for, at de ikke længere oplever stress. Opgavens analyseapparat, narrativ teori, har fokus på at fortolke fortællernes fortolkning af verden – i dette tilfælde fortolkningen af deres relationers betydning for, at de ikke længere oplever stress -­‐ hvilket stemmer overens med det videnskabsteoretiske udgangspunkt. Først gennemgås opgavens analysestrategi, narrativ analyse, da denne danner grundlaget forde metodiske valg, der er blevet truffet. Efter en gennemgang af opgavens analysestrategi gennemgås dataindsamlingsmetoder, hvordan empirien er blevet behandlet, samt refleksioner over dataindsamlingsprocessen. En induktiv tilgang Jeg ønsker at få en dybere forståelse for relationers betydning for, at personer, der oplever stress, ikke længere oplever stress. Inden jeg indsamler min empiri, har jeg en idé om, at relationer har en betydning for, at en person frisættes fra oplevelsen af stress, men jeg ved ikke, hvorfor eller hvordan det har betydning for den enkelte. Derfor vælger jeg at gå induktivt til værks: ”With an inductive stance, theory is the outcome of research. The process of induction involves drawing generalizable inferences out of observations. The inductive process is however likely to entail a modicum of deduction” (Bryman & Bell, 2007). 13 Den induktive tilgang giver mulighed for at lade undersøgelsesspørgsmål og metoder udvikle sig og lade sig forandre i løbet af forskningen (frit oversat fra Bryman & Bell 2007). Jeg har dog in mente, at jeg ikke kan erkende mig til den induktive tilgang i dens reneste form, da jeg -­‐ grundet min idé om, at relationer har betydning for en persons overgang fra at opleve stress til ikke længere at opleve stress -­‐ allerede kan siges at have konstrueret nogle forforståelser om, at relationer må have en eller anden betydning. Bryman & Bell udtrykker dog også, at den induktive proces vil indeholde en snært af deduktion, da man som oftest arbejder ud fra en ramme, selv som induktiv forsker. Dette resulterer i, at en fuldkommen neutralitet, som den induktive tilgang ellers foreskriver skal være udgangspunktet for forskningen, ikke har været mulig. Men da jeg arbejder inden for det socialkonstruktionistiske paradigme, er mine forforståelser og medkonstruktion af den viden, der skabes, et grundvilkår. Analysestrategi I indeværende speciale er de metodiske beslutninger truffet med udgangspunkt i analysestrategien. Den narrative analysestrategi er valgt i overensstemmelse med specialets socialkonstruktionistiske udgangspunkt: udgangspunkt(et) er kort sagt, at den sociale virkelighed aldrig er organiseret i entydige årsager eller effekter (Esmark, Laustsen, & Andersen, 2005). Det vil sige, at brugen af metode og teori bruges som et filter til at afdække en del af virkeligheden, og dermed er med til at konstruere virkeligheden. Det samme gælder for valget af en bestemt analysestrategi, da dette er et forsøg på at forme et perspektiv på et udsnit af den sociale virkelighed, der leder til en bestemt konstruktion af denne virkelighed (Esmark et al., 2005). Brugen af narrativ analysestrategi får betydning for måden, jeg anskuer min empiri på. Nedenfor vil betydningen af analysestrategien blive gennemgået. Narrativ analysestrategi I narrativ praksis søger forskeren at identificere de bagvedliggende antagelser, der understøtter problematiske historier: ”Narrativer dækker de forskellige måder, som mennesker organiserer, strukturerer og forklarer det, mennesker foretager sig, hvad enten det er hensigter, oplevelser, ønsker eller begrundelser” (Nielsen, 2006:15). Den narrative analysestrategi bruges til at udfolde kompleksiteten i interviewpersonernes udsagn. Under mine interviews er min opgave at forholde mig nysgerrigt, åbent og indlevende til de historier, der bliver fortalt. 14 Inden jeg gennemfører mine interviews har jeg en forestilling om, at undersøgelsesfeltet rummer en række sociale mønstre, der har indflydelse på, hvilke narrativer mine interviewpersoner fortæller mig. Jeg vil forsøge at forstå de sociale mønstre ved at stille spørgsmål, der medfører deskriptive, handlings-­‐ og adfærdsorienterede svar fra informanten (Nielsen, 2006). Det vil jeg gøre ved at bede mine interviewpersoner om at fortælle om deres oplevelse af stress og deres relationers betydning for, at de ikke længere oplever stress: hvad der sker undervejs, hvad det betyder for dem, hvordan de takler de forskellige oplevelser, og hvilken indflydelse deres relationer har i deres forløb. Undervejs sørger jeg for at lytte efter de mest bærende fortællinger og gøre dem tykkere gennem dekonstruktion (Nielsen, 2006: 107). En historie dekonstrueres ved at have fokus på at få sat ord på, hvordan interviewpersonen forholder sig, tænker og føler, samt hvordan interviewpersonen handler med udgangspunkt i hans/hendes følelser og tanker. I indeværende speciale opfattes Selvet som udgangspunktet for, hvordan den, der oplever stress, forstår betydningen af sine relationer. Derfor vil jeg undersøge, hvordan den, der oplever stress, beskriver sig selv, samt se efter, hvordan relationerne beskrives, og hvordan dette kan afspejle interviewpersonens oplevelse og fortolkning af sine relationers betydning. Forskeren/intervieweren skal forholde sig sensitivt over for informanternes udsagn for at få øje på de meningsskabelser, der udformer sig implicit i deres historier (Nielsen, 2006). Jeg forfølger denne sensitivitet i data-­‐bearbejdningsprocessen ved at lytte til, hvad der bliver sagt om det stressramte selv samt dettes relationer. Hvilke ord bruger fortælleren om relationerne? Hvordan handler fortælleren? Hvordan kan beskrivelserne og handlingerne fortolkes? Den narrative tilgang bruges også i mit analytiske arbejde, hvor jeg gennem narrativer forsøger at forstå relationernes betydning for, at interviewpersonerne ikke længere oplever stress, ved at lede efter bagvedliggende antagelser, handlinger, ønsker og tanker i fortællingerne om relationerne. Analyseprocessen uddybes under Databehandling. Det narrative interview Ifølge Kvale er det kvalitative interview et meget værdifuldt redskab at benytte sig af med henblik på at opnå en forståelse for interviewpersonens livsverden. Derudover er der mulighed for at fortolke interviewpersonens mening om de beskrevne fænomener (Kvale, 1994). Brinkmann (2014) påpeger, at der ligger meget forarbejde i det kvalitative interview, hvis forskeren skal øge sin mulighed for at transformere data til en brugbar analyse. Jeg vil 15 gerne undgå at ende med flere hundrede sider data, hvorfor jeg har stillet mig selv disse indledende spørgsmål: Hvad er formålet med min undersøgelse? Hvad er det for noget viden, jeg vil skabe? Hvilken analysestrategi vil jeg benytte mig af? Hvilken betydning har min analysestrategi for interviewmetoden? Hvad skal jeg tage hensyn til for at skabe de bedste rammer for min dataindsamling og interviewpersoner, og hvordan finder jeg mine interviewpersoner? Mine interviews følger de fire kvadranter. Nedenfor vil der blive argumenteret for, hvorfor det lige er disse fire områder, der er den overordnede struktur for interviewene. Tabel 1: Rammen for det narrative interview (Nielsen, 2006: 109) 1: Historien om problemet – problemets 2: Klarlægning af problemets effekt: navn (eksternalisering) relationer og stress Hvordan oplevede du det at have stress? Hvordan oplevede du dit arbejde, inden du fik stress? Hvordan var dit sociale liv, inden du fik stress? Følte du dig stresset både på arbejdet og i hjemmet? 3: Evaluere effekten (hvad gør det ved 4: Undersøge, hvorfor det har denne personen?) effekt på personen. Hvad understøtter, at Hvordan reagerede dine relationer? Hvad det opleves sådan? betød det for dig? Hvorfor? Hvad mener du var afgørende for, at du blev stress-­‐fri igen? Grundstrukturen i mine interviews indebærer, at jeg beder mine interviewpersoner kort at fortælle om sig selv. Intentionen er at varme interviewpersonen op gennem neutrale spørgsmål. Derefter går jeg videre til mine spørgsmål. Undervejs i mine interviews giver jeg plads til at afvige fra mine spørgsmål, hvis jeg oplever, at der er nogle historier, der er vigtige for forskningen. Alle mine interviews rundes af med et referat af, hvad vi har gennemgået for at sørge for, at jeg har tolket det, der er blevet sagt, korrekt. Jeg giver også mine interviewdeltagere mulighed for at komme med tilføjelser til mine fortolkninger. Problemhistorierne skal kortlægges, hvorfor første del af interviewet bruges på at definere problemet, historien om stress og relationer. Eftersom interviewpersonerne ved, at vi skal tale om stress og relationer, spørges der ind til deres individuelle oplevelse af dette. Jeg er nysgerrig efter, hvordan interviewpersonen har oplevet livet inden stress, samt relationer. 16 Dette emne synes jeg er relevant at undersøge, da det vil give mig et indblik i, hvorfor den, der har oplevet stress, reagerede som vedkommende gjorde over for sine relationer. Hvordan prioriterede personen sin tid før stress? Hvilken betydning havde relationer inden oplevet stress? Har det ændret sig? Hvordan har interviewpersonen før set sig selv, og får vedkommendes selvbillede en betydning for måden, der handles på? Hvilke forventninger har vedkommende til sine relationer? Jeg lytter efter, hvordan vedkommende handler, tænker og reagerer under sin oplevelse af stress og relationernes betydning herfor. Derefter klarlægges problemets effekt ved at spørge ind til, hvordan den oplevede stress påvirkede interviewdeltageren. For at sørge for at følge denne struktur har jeg udarbejdet en interviewguide (bilag 6). Ved at evaluere effekten af problemet dokumenteres det, hvordan personen føler om de ting, vedkommende har nævnt. Interviewpersonernes beskrivelser af deres oplevelser giver mig mulighed for at fortolke, hvilke dynamikker, der er tilstede i relationer, og hvilken indflydelse disse kan have på betydningen af en relation i forbindelse med overgangen fra at opleve stress til ikke længere at opleve stress. Til sidst retfærdiggøres betydningen af, hvorfor personen føler, som vedkommende gør, ved at spørge ind til, hvad der har været afgørende for, at personen ikke længere oplever stress. Dette er til for at dokumentere interviewpersonens værdier, viden og præferencer. Jeg er hele tiden opmærksom på ”the absent, but implicit” i fortællingerne (Nielsen, 2006). Det gælder altid om at forsikre interviewpersonen om, at vedkommende er eksperten i sit eget liv, og at der ikke er noget rigtigt eller forkert i personens svar. Jeg er som interviewer interesseret i alt det, der bliver bragt op. Jeg sørger for at opfordre og opmuntre mine interviewpersoner til at fortælle om deres historier ved at sige ”ja” og ”mmm” og generelt virke åben og lyttende, så de ved, at jeg lytter til og anerkender det, de fortæller. Begrænsninger ved narrativet som analysestrategi Fokus i den narrative analysestrategi er på den enkeltes historie, hvorfor brugen af denne analysestrategi ikke er relevant, hvis ønsket er at lave en undersøgelse med mange personer, hvor formålet er at generalisere. Derudover kan denne analysestrategi være tidskrævende, da der skal lægges megen tid og energi i at analysere brugen af bestemte ord, udtryk, toneleje mv. (Riessmann, 1993). Den narrative analysestrategi er dog god at bruge, når udgangspunktet er at lave en dybdegående analyse af enkelte subjekters synspunkter. 17 Metodiske fravalg Inden indsamlingen af min empiri beslutter jeg mig for, hvilke metoder der vil give mig de bedste forudsætninger for at indsamle dybdegående empiri. Jeg overvejer, hvorvidt jeg skal basere en del af min empiri på observationsstudier. En teknik, der kan være interessant at bruge, er shadowing (McDonald & Simpson, 2014) Ved shadowing følger forskeren den person eller de personer, der observeres i de forskellige kontekster, vedkommende befinder sig i, fx til møder, frokoster eller i sociale sammenhænge. Fordelen ved dette er, at jeg som forsker har muligheden for at lave en direkte observation af, hvad der sker i de relationer, interviewpersonen indgår i, samtidig med at jeg kan stille uddybende spørgsmål undervejs. Det kan give et større kendskab til mit genstandsfelts interaktion med hans/hendes relationer, samt mulighed for at observere de underliggende sociale mønstre, der kun kan ses direkte. Jeg beslutter dog, at det vil kræve for meget af eventuelle interviewdeltagere at lade mig komme ind i deres hjem og observere deres familie-­‐
dynamik, venskaber m.m., hvorfor denne teknik fravælges. En anden metode, der er god til at skaffe meget empiri på kort tid, er brugen af fokusgruppeinterviews. Jeg er dog – inden indsamling af min empiri -­‐ af den opfattelse, at det at have gennemgået en personlig krise som stress kan være svært at tale om i plenum, da det måske kan være følelsesladet. Dog oplever jeg undervejs i mine interviews, at mine informanter er meget åbne omkring deres stressforløb, og at de ikke er flove eller bange for at dele deres historier. Med denne nye viden kunne det have været interessant at have lavet et samlet fokusgruppeinterview med de tidligere stressramte informanter, da der ville være mulighed for en livlig interpersonel dynamik (Kvale 2007: 221). Dataindsamling I det kommende afsnit vil udvælgelsen af interviewpersoner og interviewsteder blive præsenteret. Derudover vil opgavens validitet og reliabilitet blive diskuteret, hvorefter opgavens etiske overvejelser, herunder fortrolighed og informeret samtykke, gennemgås. Validitet og reliabilitet Der er undertiden udarbejdet mange eksempler på, hvordan validitet og reliabilitet kan sikres i kvalitative undersøgelser, da det ikke kan gøres på samme måde som i kvantitative undersøgelser. Forskeren kan benytte sig af forskellige teknikker til at sikre, at den 18 undersøgelse, der udføres, er gyldig og pålidelig. En kvalitativ undersøgelse bør vurderes ud fra, hvorvidt den er troværdig og gyldig. Det refererer til undersøgelsens reliabilitet og validitet (Kvale 1994). Det, at noget er validt, afspejler, hvorvidt empirien og de fortolkninger, forskeren gør sig, er troværdige: Måler jeg det, jeg siger jeg vil måle? (Kvale 1994) – det er med andre ord en kvalitetsstempling af håndværket. Reliabilitet henviser til, om den præsenterede viden er gyldig. På trods af, at validiteten og reliabiliteten ikke kan vurderes på samme måde som i kvantitative undersøgelser, er det fortsat vigtigt at kunne vurdere undersøgelsens gyldighed og troværdighed. Da jeg som forsker bruger mig selv som subjekt i interviewsituationen og fortolkningen af denne, er det vigtigt, at jeg er i stand til at tydeliggøre måden, min empiri er produceret, bearbejdet og analyseret på. Det er en forudsætning, at jeg som forsker er med til at konstruere den viden, der skabes, grundet det socialkonstruktivistiske paradigme, som jeg arbejder indenfor. Derfor skal den subjektive viden, der skabes ud fra fortolkningen af de semistrukturerede interviews, anses som værende kontekstafhængig, og vil aldrig kunne genskabes med 100 % nøjagtighed. En konsekvens af dette er, at interviewpersonerne ikke nødvendigvis vil have svaret det samme, havde det været en anden interviewer end mig, der havde foretaget interviewet. Derudover er det heller ikke givet, at interviewpersonen vil svare nøjagtigt det samme, hvis det samme spørgsmål stilles flere gange. Grunden til dette er, at svaret, der gives, er forbundet med personen, tidspunktet for spørgsmålet, konteksten og den generelle sindsstemning hos den, der bliver interviewet. Kunsten ligger derfor i, at jeg som forsker skal evne at forholde mig reflekterende til min egen fortolkning og kognition (Gergen, 1997). Da jeg skriver mit speciale alene, vælger jeg at gennemgå mine transskriberede interviews sammen med en anden studerende for at sørge for, at jeg ikke er alt for biased, når det angår min måde at fortolke interviewpersonernes udtalelser på. Det er vigtigt, at jeg som forsker er kritisk over for de konklusioner, der drages på baggrund af empirien, da de kan være baseret på mine egne livsanskuelser (Kvale, 2007), hvorfor jeg ser det som en god idé at inddrage udefrakommende i min fortolkningsproces. Der tages dog højde for interviewpersonernes anonymitet under processen, hvorfor den studerende, der hjælper mig, kun læser de anonymiserede transskriberinger. Ydermere lægger jeg stor vægt på at tage højde for betydningen af det rum eller det sted, interviewet foregår i -­‐ og hvilken betydning dette kan 19 have for udfaldet af min empiri. Da jeg arbejder ud fra den induktive tilgang, vælges mine teorier med udgangspunkt i mine fund og fortolkninger. Jeg har dog in mente, at den valgte teori kun dækker over nogle af de måder, hvorpå min empiri kan fortolkes og udelukkende tjener det formål at skabe orden i virkelighedens kompleksitet. Udvælgelse af interviewpersoner Jeg vil interviewe personer, der har oplevet stress, da jeg ved at analysere deres narrativer vil undersøge, hvilken betydning deres relationer har haft for, at de ikke længere oplever stress. I socialkonstruktionisme arbejdes der med øjebliksbilleder af konstruktioner af relationer og diskurser, hvorfor der ikke er et krav om at skulle foretage en vis mængde interviews for at lave en analyse af en problemstilling. Derudover er interviews med mange mennesker ikke anbefalelsesværdigt, når der arbejdes ud fra narrativ teori; samtidig ønsker jeg dog en vis variation i empirien, hvorfor jeg vælger at analysere flere personer. Mine interviewpersoner vælges med udgangspunkt i convenience sampling eller udvælgelse ud fra tilgængelighed (Bryman & Bell, 2007). Convenience sampling har den fordel, at jeg kan vælge de interviewpersoner, der er tilgængelige, når jeg har brug for det, da jeg ikke har fokus på, at de skal repræsentere en hel befolkning eller skal være generalisérbar. Jeg gør brug af følgende kriterier i mit valg af interviewpersoner: 1) det skal være personer, der har oplevet stress; 2) de har mulighed for at blive interviewet i det tidsrum, jeg har afsat til mine interviews; 3) jeg må ikke kende interviewpersonerne i forvejen; 4) det må ikke kræve mere tid af den deltagende end den 1-­‐1½ time, der er afsat til mine interviews. Da jeg som førnævnt ikke har fokus på at foretage interviews, der er repræsentative for resten af befolkningen, har jeg ikke krav til kategorier såsom alder, køn og arbejde, da jeg ønsker at få deres subjektive oplevelse af deres relationers betydning for, at de ikke længere oplever stress. Jeg ender med at interviewe fire personer omkring deres oplevelse af stress og betydningen af deres relationer. Haslebo foreslår, at når en forsker skal undersøge relationers betydning, skal personerne interviewes i grupper, så forskeren kan analysere relationerne i den sociale kontekst, man undersøger, i stedet for deres italesættelse af relationerne i en social relation med intervieweren (Haslebo, 2004). Jeg fravælger at tale med interviewpersonernes relationer, eftersom jeg er interesseret i den persons, der tidligere har oplevet stress, subjektive oplevelse af sine relationers betydning. Derfor giver det i denne kontekst mest mening for mig 20 udelukkende at tale med én, der tidligere har oplevet stress, da det er interviewpersonens subjektive oplevelse af virkeligheden, der er udgangspunktet. Kontakt til informanter Jeg udarbejder Opslag til informanter (bilag 5), der lægges på Facebook og LinkedIn. Derudover sender jeg opslaget ud til venner og bekendte og beder dem sende dokumentet videre til deres venner/bekendte/kollegaer. Jeg gør det klart, at det skal være personer, jeg ikke kender i forvejen, der skal interviewes. Min tanke er, at det kan være nemmere for eventuelt interesserede interviewdeltagere at sige ja, hvis jeg er blevet ”anbefalet” af en person, de kender i forvejen, da det kan være med til at skabe tillid og tryghed. Strategien viser sig også at være meget brugbar, da det ikke tager lang tid, før jeg modtager fire telefonnumre og e-­‐mail-­‐adresser på personer, der er interesserede i at deltage. Interviewsteder Ifølge narrativ teori har interviewets kontekst også betydning for interviewets udfald: ”kontekst handler om den meningsskabende ramme om en bestemt situation” (Nielsen, 2006), hvorfor interviewstedet også kan have en indvirkning på empiriens udfald. Det er vigtigt, at interviewpersonen føler sig tryg i interviewsituationen, da dette kan gøre det nemmere for vedkommende at udtale sig om emnet. Trygheden kan blandt andet skabes ved, at interviewpersonen selv vælger det sted, hvor interviewet skal finde sted. Jeg sørger derfor for at gøre det klart for mine interviewpersoner, at de gerne selv må vælge, hvor interviewet skal finde sted. Mine fire interviews foregår fire forskellige steder, og det ender med kun at være den ene interviewdeltager, der selv foreslår et sted, vi kan mødes. Resten af mine interviews foregår på hhv. CBS, Syddansk Universitet og hjemme hos mig. Jeg oplever kun i ét tilfælde, at interview-­‐settingen har en indvirkning på, hvor trygge interviewpersonerne føler sig. Dette er især gældende i det ene interview, der foregår på interviewpersonens eget kontor på hans arbejdsplads, hvor han har arbejdet i 27 år. Jeg kommer hurtigt til at føle mig som gæst, og dette gør, at jeg fra begyndelsen har svært ved at træde i karakter som forsker og lede interviewet. Efter hvert interview Efter hvert interview gennemgår jeg interviewet ved at gøre brug af en refleksionsguide, udarbejdet med inspiration fra bogen Reflective Interviewing (Roulston, 2010) (bilag 8). 21 Under min refleksionsøvelse stiller jeg blandt andet mig selv spørgsmålene: Hvordan muliggjorde eller begrænsede konteksten/settingen interviewprocessen? Hvor godt formåede du at skabe kontakt med deltageren? Hvordan influerede dine spørgsmål på deltagerens svar? Hensigten er, at mine refleksioner kan bruges til at forbedre de næste interviews, samt gøre det nemmere for mig, efter at mine interviews er afsluttet, at samle op på mine oplevelser. Etiske overvejelser Fortrolighed Da jeg har vurderet, at stress er et følsomt og personligt emne at tale om, vælger jeg, at mine interviewpersoner skal være anonyme. Interviewpersonerne er blevet gjort opmærksomme på dette forud for interviewet, da jeg håber, at det gør det nemmere for dem at være ærlige i deres udtalelser. Det kan tænkes, at de måske kommer med personlige oplevelser vedrørende deres arbejde eller kollegaer, som vil skade dem, hvis det kommer ud. De ved på forhånd, at jeg vil optage mine interviews med forsikring om, at jeg vil behandle alle data fortroligt. Interviewpersonernes anonymitet specificeres ved, at deres navne, arbejdspladser og andre ting, der kunne gøre, at de kan spores, ikke fremgår af mine transskriberinger. Informeret samtykke Efter at jeg modtager kontaktinformationer på de fire interviewdeltagere, kontakter jeg dem alle pr. e-­‐mail, hvor jeg kort præsenterer mig selv og beskriver formålet med mit speciale, samt oplyser dem om deres vilkår under interviewet (bilag 9). Jeg sørger endvidere for at få informeret samtykke fra mine informanter ved første kontakt med dem pr. e-­‐mail. I min e-­‐
mail laver jeg et kort rids af, hvad der vil ske, og hvad formålet med mine interviews er. Her gives interviewpersonen mulighed for at takke nej til deltagelsen. Alle mine fire interviewpersoner er fortsat interesserede i at deltage i mine interviews efter den første e-­‐
mail-­‐korrespondance. Inden jeg påbegynder mine interviews, fortæller jeg endnu engang mine interviewdeltagere om formålet med mit speciale, samt hvad der vil ske under interviewet. Derudover oplyses de om, hvem der får adgang til mine data, hvordan data behandles og bruges. De får også udleveret det udarbejdede informerede samtykke (bilag 7) til gennemlæsning, inden interviewet udføres. I det informerede samtykke oplyses mine interviewpersoner om, at de til 22 enhver tid har ret til stoppe interviewet og sige fra, hvis der er noget, de ikke har lyst til at svare på, eller hvis der er noget, de har sagt, som de ikke ønsker skal fremgå i min analyse. Derudover giver de mig ret til at bruge interviewet til min analyse. Det informerede samtykke underskrives først efter at interviewet er afsluttet. Databehandling Dette afsnit omhandler, hvordan data er blevet behandlet efter indsamling. Først gennemgås det, hvilke beslutninger der er truffet under transskriberingsprocessen. Herefter præsenteres benævnelserne i interviewene. Slutteligt gennemgås, hvordan empirien er analyseret. Transskribering Jeg vælger at transskribere alle mine interviews, men jeg har hele tiden in mente, at der går noget tabt i processen fra tale til skrift. Her henvises til Kvale, eftersom Transskriptionerne (..) er kunstige konstruktioner fra mundtlig til skriftlig kommunikationsform. Enhver transskription fra én kontekst til en anden indebærer en række vurderinger og beslutninger” (Kvale, 1997). Da det ikke i transskriberingen kan høres, hvordan ord er blevet sagt eller udtrykt, kan dette være med til, at det, der siges, mister noget af sin betydning. Jeg bestræber mig i transskriberings-­‐processen på at benytte mig af forskellige metoder for at tydeliggøre, hvordan visse ord eller sætninger er blevet udtrykt eller udtalt. Jeg bruger for eksempel blokbogstaver, når jeg vil understrege, at der har været tryk på ordet. (…..) bruges, når der opstår tænkepauser. Hvis informanten griner eller imiterer undervejs, vil der i parentes stå (informant griner nervøst/højt/imiterer en anden person) eller lignende. Jeg noterer, hvis hænder er blevet brugt til at illustrere noget. Hvis interviewpersonen har sagt ”øhm”, ”hmm” og lignende, noteres dette. Jeg skriver også, hver gang jeg er kommet med opmuntrende og anerkendende lyde som ”ja”, ”okay” – dette mener jeg er med til at gøre transskriberingerne virkelighedstro. Jeg vælger at transskribere mine interviews kort tid efter, at de er afsluttet, da det på den måde er nemmere at huske interviewpersonernes toneleje og kropssprog. Benævnelser I forlængelse af mine interviewpersoners anonymitet vil interviewpersonerne ikke fremgå ved navn. Jeg har valgt at benævne mine interviewpersoner ud fra deres profession. Mine interviewpersoner går under følgende benævnelser: Skolelæreren, Direktøren, Juristen og Sales Manageren. Under mit analysearbejde bliver det tydeligt for mig, at der er en analytisk 23 pointe i at bruge arbejdsfunktionerne som benævnelse, da dette giver interviewpersonerne mere personlighed. Jeg ønsker at give fortællerne en identitet ved at give en mere personlig benævnelse, end bogstaver alene kan gøre. Jeg vil dog understrege, at det ikke er min intention at bruge benævnelserne for at generalisere, hvilken type person, der er skolelærer eller direktør. Benævnelserne bruges blot til at få læseren til skabe en relation til interviewpersonerne. Analyseproces ”Ved tolkningsprocessen forsøger forskere at forstå/fortolke – ofte gennem dialog med vedkommende – den udforskedes livsverden” (Andersen, 1997). Jeg forsøger at forstå/fortolke de historier, mine interviewpersoner fortæller mig om betydningen af deres relationer, med inspiration fra den hermeneutiske spiral (Andersen, 1997). Første gang jeg læser mine transskriberinger igennem, forsøger jeg at danne mig et overblik over de mest centrale narrativer. Jeg forsøger at besvare spørgsmålene: Hvilke historier er mest fremtrædende? Hvad er plottet? Er der en morale? Er der centrale vendepunkter? Derefter dekonstruerer jeg fortællingerne ved at nedskrive mine tanker om de bagvedliggende antagelser, der ligger til grund for historierne. Herved begynder min fortolkningsproces. Jeg begynder at finde teori med udgangspunkt i min indledende fortolkning af min empiri. Da jeg begynder at sammenholde mine fund med relevante teorier, udvider jeg min forståelsesramme. Den nye forståelsesramme giver anledning til nye fortolkninger af min empiri. Jeg fortsætter denne proces, indtil jeg synes, at jeg har dækket indholdet af min empiri på en tilfredsstillende måde. En figur over analyseprocessen er afbildet nedenfor. 24 1. gennemgang af interview: forståelse Hvilke historier er der? Hvilke historier er de mest fremtrædende? Plot, vendepunkter? Dekonstruktion: Nedskrivning af indledende tanker til analyse 2. gennemgang af interview: fortolkning Eksternalisering: Hvilke teorier kan bruges til at eksternalisere historierne? 3. gennemgang af interview: ny forståelsesramme 4. gennemgang af interview: ny fortolkning Figur 2: Analyseproces af interviews. Forfatterens illustration. Under mit analysearbejde ser jeg, hvad der kan karakteriseres som tre forskellige typer af relationer. Dem kalder jeg hhv. patient relationer, sociale relationer og professionelle relationer. Type-­‐inddelingen får også betydning for, hvordan relationerne fortolkes, da jeg ser, at der er forskellige forventninger til hver relations-­‐type, der også har betydning for, hvordan relationen opleves. Dette uddybes i analysen. Refleksioner over dataindsamlingsprocessen I dette afsnit reflekteres der over min rolle som interviewer, betydningen af køn i interviewsituationen, samt betydningen af, hvor interviewet finder sted. Det diskuteres, hvilke konsekvenser de udfordringer, jeg har oplevet, kan have for udfaldet af min empiri. 25 Udfordringer ved rollen som interviewer Ledende spørgsmål Jeg oplever, at det nogle gange er svært at undgå at stille ledende spørgsmål, da jeg undervejs er meget bundet af min egen forforståelse. Dette medfører, at jeg nogle gange kommer til at formulere spørgsmål, hvor det er svært for informanten ikke kun at enten be-­‐ eller afkræfte mine spørgsmål. Problemet ved at stille ledende spørgsmål er, at det kan lukke af for andre mulige svar, og ydermere kan det skade reliabiliteten af min empiri, eftersom interviewdeltageren måske ikke svarer det, som det ville være naturligt for vedkommende at svare. I nedenstående eksempel kunne det have været interessant for min empiri, hvis jeg havde spurgt mere ind til, hvad interviewpersonen mente med ikke at være ”den type”, der sidder og taler om tingene: ”Sales Manageren: Jeg tror bare ikke, at jeg.. Jeg er en del af den type, der har lyst til at sidde og.. (I: nej) og snakke omkring alt.. (I: nej) Sådan noget eller hvad man skal sige.. Der er jeg hurtig (utydeligt) kan det lade sig gøre for dem eller kan det ikke og så må man finde en anden (I: ja).. Interviewer: Så du er mere sådan handling eller.. Sales Manager: Ja! Lige præcis.. Interviewer: Ja.. Hvor du vil handle dig ud af det.. Sales Manager: Ja!” (Sales Manageren bilag 4: 17). I stedet for at bede interviewpersonen om at uddybe, hvad det betyder at være ”den type”, kommer jeg til at fortolke det som værende, at interviewpersonen er handlingsorienteret, og stiller i forlængelse af dette et ledende spørgsmål, der ikke giver mulighed for uddybelse. Havde jeg i stedet bedt interviewpersonen om at uddybe meningen med udtrykket at være ”den type”, kan det være, at jeg havde fået et mere varieret svar. Interviewerens dilemma Ifølge Kvale er en god interviewer velinformeret, struktureret, klar, venlig, sensitiv, åben, styrende, kritisk, god til at huske og fortolkende (Kvale 1994: 152). Derudover er en god interviewer: ”ekspert i interviewemnet såvel som i menneskelig interaktion” (Kvale, 1994). Det er ikke ligetil at være interviewer, og som relativt uerfaren er der mange ting, der skal tages højde for i en interviewsituation. Det er ikke til at vide, hvilken slags interviewperson jeg har med at gøre, inden interviewet udføres, og det er derfor af afgørende betydning, at jeg evner at kunne træffe hurtige valg undervejs om, hvad der skal spørges ind til (Kvale 1994). Ydermere er det vigtigt, at jeg er velinformeret og dygtig til at formulere klare, tydelige spørgsmål. Jeg oplever nogle gange i løbet af mine interviews, at jeg til tider har svært ved at 26 guide mine interviewdeltagere over i den retning, jeg gerne vil have, uden at det ødelægger deres flow og deres historier. Der opstår et dilemma, når jeg gerne vil give mine interviewdeltagere oplevelsen af, at deres fortællinger og historier er vigtige, samtidig med at jeg gerne vil have noget bestemt viden ud af vores interviews. Jeg finder det nogle gange svært at afbryde, hvis de fortæller noget følsomt, som jeg kan se er vigtigt for dem, men som ikke er så relevant for min undersøgelse. Dette kan også være en af udfordringerne ved at interviewe, da jeg som interviewer hele tiden skal finde balancen mellem at være lyttende og anerkendende, samtidigt med at jeg har ansvaret for at styre interviewets retning. Det gælder altid om at forsikre interviewpersonen om, at vedkommende er eksperten, og at der ikke er noget rigtigt eller forkert i personens svar, da jeg som interviewer er interesseret i alt det, der bliver bragt op. Jeg sørger for at opfordre og opmuntre mine interviewpersoner til at fortælle om deres historier ved at sige ”ja” og ”mmm”, så de ved, at jeg lytter og anerkender det, de fortæller. Dette fremgår også af mine transskriberinger og uddybes under afsnittet Databehandling. Meningsdannelse Brinkmann (2014) skriver, at det kvalitative interview kan inddeles i fem dele: 1. Spørgsmål, 2. Meningsforhandling, 3. Konkret beskrivelse fra interviewpersonens side, 4. Interviewerens fortolkning af beskrivelsen, og 5. Coda – dér hvor meningsforhandlingen er afsluttet, og et nyt spørgsmål kan stilles (Brinkmann, 2014). Nedenstående er et eksempel på, hvordan det kvalitative interview kan udføres. Her fortæller min interviewperson, at den første psykolog, han gik hos, sagde ”underlige ting” – jeg bliver nysgerrig efter, hvad der menes med dette. Jeg har brugt fed for at understrege, hvilke udtalelser jeg har brug for bliver uddybet: I: Hvad var det for nogle underlige ting? Direktøren: Øhm..... Jeg kan huske, at han skulle fortælle om en anden dame, som var gået ned med stress (I: mm) som... Hvor.. Han.. Hvor jeg havde MEGET brug for at vide -­‐ jeg var jo i tvivl om jeg nogensinde blev rask (…) Og det.. Det.. Formåede han ikke rigtigt.. Han formåede ligesom at.. Puste lidt til angsten ved at komme med de forsk.. forkerte.. Øhm.. Udtalelser (I: ja) øhm... Hvorimod Elsebeth kunne sige, jamen, jeg har haft én, som sådan og sådan og han har det fint i dag (I: ja) I: Ja.. Hvad var det for nogle forkerte udtalelser han kom med? Direktøren: Øhm... Jamen, altså, man kan sagtens gå ned med stress én eller to gange, men tredje gang, så kommer du aldrig op igen, kan jeg huske, han sagde (I: okay)”. 27 Her er der en meningsudveksling, men jeg formår ikke at blive ved med at spørge ind til, hvad det betyder for vedkommende, at psykologen kommer med eksempler på, at der er nogle personer, der ikke bliver raske. Det kan tydes, som om jeg antager, at de ”forkerte” eller ”underlige” udtalelser betyder, at psykologen ikke er opmuntrende. Jeg vil så vidt muligt gerne undgå at lave mine egne fortolkninger af, hvad der bliver sagt, men dette eksempel viser, at det ikke altid er tilfældet. Køn Thagaard skriver, at studier har vist, at køn kan have betydning for interviewets tilblivelse. Hvis det for eksempel er en mand, der interviewes af en kvinde, kan han forsøge at overtage kontrollen over interviewet ved at understrege kønsforskellen (Thagaard, 2004). Jeg interviewer to kvinder og to mænd. Modsat Thagaards (2004) studier oplever jeg ikke, at de mænd, jeg har interviewet, forsøger at overtage kontrollen over interviewet. Selvom jeg i mit første interview oplever, at min mandlige interviewperson taler uafbrudt de første 25 minutter af interviewet, vil jeg ikke tillægge dette kønnet, da jeg undervejs i interviewet vurderer, at det, der bliver sagt, er yderst relevant for min undersøgelse. Hvad angår kvinderne, har jeg under transskriberingen af mine interviews opdaget, at der opstår mange tidspunkter, hvor sætninger ikke færdiggøres, da vi har ment, at vi har forstået hinanden. Nedenfor fremhæves et eksempel på dette: ”Juristen: så havde jeg en chef, som ikke var særligt... øhm... empatisk (I: okay) han kunne slet ikke se.. Interviewer: nej, altså han kunne ikke slet ikke se.. øhm.. Juristen: nej.. han kunne ikke se.. Han sagde "du skal ikke tænke over det" og.. Det.. Du har jo.. Det er dig, der har fat i den lange ende og de skal bare makke ret (I: ja)” (Juristen bilag 3: 2). I ovenstående eksempel er det ret tydeligt, at Juristen og jeg ser ud til at opnå en fælles forståelse af, hvad det er, chefen ikke kan se. Den fælles forståelse medfører, at jeg ikke får et klart svar på, hvad det er, chefen ikke kan se. Ved ikke at uddybe, hvad chefen ikke kan se, sidder vi begge med hver vores tanke om, hvad chefen ikke kan se. Jeg har tydeligvis været enig, hvorfor jeg ikke får en uddybelse fra juristen. Om det er noget, der kan tillægges kønnet alene, kan jeg ikke udtale mig om, men jeg kan ud fra mine transskriberinger se, at det er mere udpræget i de interviews med mine kvindelige informanter. Denne uudtalte fælles forståelse 28 kan få indflydelse på empiriens validitet og reliabilitet, da jeg ikke opnår et klart svar fra informanten, hvilket fører til, at jeg på nogle tidspunkter af min analyse er nødt til at antage, hvad der menes. Sammenfatning af metodeafsnit Opgaven søger at udforske relationers betydning for overgangen fra at opleve stress til ikke længere at opleve stress. Det besluttes, at det skal være opgavens analyseapparat, narrativ teori, der skal være udgangspunktet for de resterende metodiske overvejelser. Dette fører til, at der udføres narrative interviews, hvor fokus er på at skabe dybe, forklarende historier med henblik på udarbejdelsen af en narrativ analyse. Der tages udgangspunkt i fire personer; to kvinder og to mænds personlige historier om, hvilken betydning, deres relationer har haft for, at de ikke længere oplever stress. Udvælgelsen af interviewpersonerne sker gennem Convenience Sampling (Bryman & Bell, 2007). Interviewene finder sted på hhv. CBS, SDU, på et kontor og i mit private hjem. For at sikre undersøgelsens validitet får jeg hjælp fra en studerende til at fortolke min empiri. Det er vigtigt for mig, at mine interviewpersoner fremgår som anonyme, da jeg har en forforståelse af, at oplevelsen af stress kan være personlig at snakke om. De ved på forhånd, at jeg vil optage mine interviews med forsikring om, at jeg vil behandle alle data fortroligt. Interviewpersonernes anonymitet specificeres ved, at deres navne, arbejdspladser og andre ting, der kunne gøre, at de kan spores, ikke fremgår af mine transskriberinger. Jeg beder alle mine interviewpersoner underskrive et informeret samtykke efter vores interviews. Jeg vælger at transskribere alle mine interviews kort tid efter, at de er lavet, da det er nemmere at huske deres kropssprog og toneleje. Under tolkningen af min empiri lader jeg mig inspirere af den hermeneutiske spiral. Denne fremgangsmåde giver mig mulighed for løbende at afprøve min tolkning og forståelse for herved at få en dybere forståelse af min empiri. Jeg oplever nogle udfordringer i min rolle som interviewer. Dette gælder blandt andet med henblik på at stille ledende spørgsmål. Jeg oplever, at jeg undervejs er meget bundet af min egen forforståelse. Dette medfører, at jeg nogle gange kommer til at formulere spørgsmål, hvor det er svært for informanten ikke kun at enten be-­‐ eller afkræfte mine spørgsmål. Udfordringen ved at stille ledende spørgsmål er blandt andet, at det kan få indflydelse på 29 empiriens validitet og reliabilitet, da jeg ikke opnår et klart svar fra informanten, hvilket fører til, at jeg på nogle tidspunkter af min analyse er nødt til at antage, hvad der menes. Teoretisk ramme Den teoretiske ramme er lavet med udgangspunkt i at fortolke, forklare og udlede, hvad min empiri fortæller på et teoretisk plan. I processen med at finde en teoretisk ramme til at belyse empirien med ud fra en socialkonstruktionistisk retning er det nødvendigt at tage højde for, hvilken retning teorierne befinder sig under. Analysen er baseret på fire teoretiske begreber, der er udarbejdet ud fra den socialkonstruktionistiske retning. Som nævnt under gennemgangen af opgavens videnskabsteoretiske udgangspunkt er jeg med til at konstruere min viden, og at jeg ved brug af de udvalgte teorier kun fremhæver nogle af de aspekter, der er i empirien. Jeg udelukker ikke, at der er andre måder, hvorpå min empiri kunne anskues. Som nævnt i afsnittet Analysestrategi bruges narrativ teori også til at analysere empirien. I dette afsnit går jeg i dybden med den narrative teori, herunder defineres narrativet. Weicks (1995) teori om sensemaking bruges til at dekonstruere narrativerne og til at understøtte og forklare, hvordan selvet skaber mening i og om sine relationer. Wengers (2004) teori om praksisfællesskaber er et supplement til sensemaking og bruges til kort at uddybe fællesskabets egenskaber. Narrativ teori I dette speciale bruges narrativet som et værktøj til, at jeg som forsker kan analysere de historier, interviewpersonerne fortæller om deres relationer. Det er med udgangspunkt i narrativerne, at jeg udarbejder min analyse af de stressramtes oplevelse af betydningen af deres relationer. Begreberne narrativ, fortælling og historie bruges som synonymer for hinanden for at skabe et mere levende sprog. Hvad er et narrativ? Nielsen definerer narrativer som værende: ”en personlig fortælling om en eller flere begivenheder, som er udvalgt, fordi den giver særlig resonans eller genklang i personens aktuelle situation” (2006:14). Narrativer beskrives endvidere af Nielsen som værende menings-­‐ og retningsdannende, personlige, situerede og relationelle. Når en person fortæller en historie, rummer denne historie forskellige handlinger, antagelser, meninger og ønsker, der alle 30 afspejler, hvem vi er – altså vores selv (Nielsen 2006). Det er gennem vores historier, at vi over for os selv og vores omverden viser, hvem vi er. Det er med dette udgangspunkt, at jeg analyserer mine interviewpersoners fortællinger om deres relationer. Jeg vil bruge narrativet til at undersøge, hvem det er jeg interviewer og hvordan personerne fortæller historier om betydningen af deres relationer. Jeg vil undersøge deres tanker, refleksioner og handlinger for derved at få en forståelse for, hvordan og hvorfor de oplever deres relationer som de gør. Ifølge Nielsen plukker den enkelte sine historier ud fra følelsesmæssige og betydningsfulde valgkriterier, hvorfor ”sandheden om, hvem jeg er” er en konstrueret, refleksiv – indre monolog (Nielsen 2006: 69). Som forsker har jeg in mente, at fortællerpositionen er af afgørende betydning for den betydning, en relation tillægges. Haslebo (2004) skriver, at en historie kan fortælles på forskellige måder, afhængigt af den bagvedliggende erkendelsesteori hos fortæller og tilhørere. Dette vil sige, at historien, der fortælles, fortælles af en person med et bestemt verdenssyn, der også er påvirket af sin position og rolle. Det er derfor vigtigt, at jeg arbejder ud fra en bestemt definition af narrativet: ”En personlig fortælling baseret på udvalgte, oplevelsesbaserede situationer. Valget af situationer begrundes af den særlige resonans eller genklang i personens aktuelle situation.” Det betyder, at jeg under mit analysearbejde er klar over, at de historier, jeg arbejder med, er udvalgt af min interviewperson, da det har en bestemt betydning i forhold til min fortællers morale eller pointe. Havde jeg lavet flere interviews eller interviews med de relationer, der nævnes af interviewpersonen, kunne fortællingerne have været anderledes. Derfor arbejdes der ud fra tanken om, at narrativet er en personlig konstruktion, der både kan formes og omformes af sociale relationer. Deres indhold kan variere, afhængigt af hvilken kontekst de er skabt i. På trods af narrativets komplekse natur mener Haslebo, at der er nogle grundlæggende træk ved historiefortællingen: En historie har en fortæller, der beskriver et fremadskridende begivenhedsforløb fra start til slut. I historien indgår forskellige aktører, der handler i forhold til hinanden omkring historiens intrige eller plot (Nielsen, 2006). Der er en rød tråd i historien, en morale eller pointe, der kan vise sig undervejs eller komme som et overraskende element i slutningen (Haslebo, 2004). 31 Sensemaking Historiernes mening analyseres med udgangspunkt i sensemaking: ”Sensemaking involves turning circumstances into a situation that is comprehended explicitly in words and that serves as a springboard into action” (Weick, Sutcliffe, & Obstfeld, 2005). Ud fra ovenstående gennemgang af narrativ teori ses det, at mennesker skaber mening gennem historier, hvorfor det bliver relevant at se på sensemaking. Sensemaking handler om meningsskabelse som en aktiv proces, hvor aktører konstruerer meninger. Essensen ved meningsskabelsen er, at der skabes mening for at kunne handle (Weick, 2005). Fokus i dette speciale er på relationers betydning i overgangen fra at opleve stress til ikke længere at opleve stress, hvorfor der sker en handling. Sensemaking-­‐teorien bruges til at uddybe, hvorfor bestemte relationer udvælges som værende af betydning i fortællernes narrativer. Individets meningsskabelse får konsekvenser for relationernes betydning i individets overgang fra at opleve stress til ikke længere at opleve stress. Der er uendeligt mange anledninger til meningsskabelse i organisationen, eftersom rigtig meget er usikkert og til forhandling, ligesom omverdenen også er af stor betydning (Weick 1995: 63). Weick refererer til Walsh og Ungsons (1991) definition af en organisation: ”An organization is: a network of intersubjectively shared meanings that are sustained through development and use of a common language and everyday social interaction” (Walsh og Ungson (1991) i Weick 1995: 38). Ifølge Weick er den sensemaking, der finder sted i en organisation i forhold til dagligdagen, ikke ens. Han argumenterer for, at livet i en organisation i større grad er præget af usikkerhed, end det vi møder i det daglige (Weick, 1995: 63). I organisationen kan en medarbejder blive i tvivl om, hvorvidt et telefonopkald skal besvares med navn eller titel. I indeværende speciale arbejdes der ud fra den opfattelse, at sensemaking er yderst relevant, når en person oplever stress. Dette understøttes ud fra tanken om, at oplevet stress kræver, at der bliver lavet om på ting, der før er blevet taget for givet, hvorfor det kræver, at den, der oplever stress, gennemgår en meningsskabelsesproces. Der skal skabes mening, før den, der oplever stress, kan gennemgå en forandring. Sensemaking-­‐teorien vil blive brugt til at analysere, hvordan individets meningsskabelse kan have en indvirkning på en relations betydning. Sensemaking sidestilles med det danske ord meningsskabelse for at skabe et mere flydende sprog. 32 Analysen vil blive udarbejdet med udgangspunkt i de sociale og retrospektive egenskaber af meningsskabelsen. Derudover vil identitetsegenskaben blive brugt til en analyse af identitet. Disse sensemaking-­‐egenskaber er valgt, da de – med udgangspunkt i min empiri – er de mest fremtrædende sensemaking-­‐egenskaber. De resterende sensemaking-­‐egenskaber anvendes, hvor det forekommer naturligt. Nedenstående uddybes de syv egenskaber kort. Meningsskabelse er en social proces Weick (1995) forklarer, at vi mennesker skaber mening sammen med andre. Vores tanker, følelser og adfærd influeres både konkret, forestillet og underforstået i tilstedeværelsen af andre (Weick 1995: 39). Derfor er meningsskabelse i høj grad en social proces, da vi vender os mod andre, når vi skaber mening. Meningsskabelse tager udgangspunkt i identitet Ifølge Weick skabes vores identitet gennem interaktion. Den, der forsøger at skabe mening, vil altid forsøge at skabe et selv, der passer til den kontekst, vedkommende er en del af. Derudover mener Weick, at alle mennesker er forfængelige, hvorfor vi bekymrer os om, hvordan andre opfatter os. Derfor har dette også en betydning for vores selv: ”Sensemaking processes derive from.. the need within individuals to have a sense of identity” Ring & Van de Ven 1989 i (Weick 1995: 22). Meningsskabelse sker retrospektivt Ifølge Weick skaber vi først mening, når vi kender resultatet. Den mening, vi skaber, er påvirket af vores forforståelse (Hammer & Høpner, 2014). Med dette mener Weick, at vi bringer erfaringer og indtryk med os, når vi møder verden. Vores værdier, prioriteter og præferencer hjælper os til at vælge elementer ud i fortiden, der kan give mening til det, som vi oplever i dag (Weick 1995). Meningsskabelse er fokuseret på og udgår fra ledetråde Vi mennesker kan skabe en mening med alt. Vi støder hver dag på ledetråde, som vi forsøger at tillægge en betydning. Weick betegner ledetrådene som cues eller extracted cues: extracted cues are simple, familiar structures that are seeds from which people develop a larger sense of what may be occurring” (Weick 1995: 50). Cues kan være ord, modeller eller strukturer, der virker som bindeled i forskellige kognitive elementer. Weick pointerer, at konteksten har betydning for, hvilke ledetråde der bliver mulige, samt hvilken betydning disse tillægges. 33 Meningsskabelse er en kontinuerlig proces Meningsskabelsesprocessen begynder og slutter aldrig. Meningsskabelsesprocessen er vedvarende: the reality of flows become most apparent when that flow is interrupted. An interruption to a flow typically induces an emotional response, which then paves the way for emotion to influence sensemaking” (Weick 1995: 45). Meningsskabelsesprocessen er mest tydelig, når en person befinder sig i en situation, hvor der er nogle ting, der ikke hænger sammen, og som vedkommende er nødsaget til at tage stilling til. Meningsskabelse er drevet af plausibilitet – ikke af akkuratesse ”Meningsskabelse er i høj grad en social og individuel proces, hvori forskellige elementer indgår med større eller mindre vægt i forskellige situationer” (Hammer & Høpner, 2014). Dette betyder, at meningsskabelse i høj grad er en proces, hvor vi finder frem til en tilfredsstillende, sandsynlig mening og ikke den korrekte mening. At skabe gennem handling er centralt i meningsskabelse Vi er ikke passive aktører, når det kommer til meningsskabelse. Vi er i høj grad selv med til at skabe det, der sker i vores omgivelser: ”People create their environments as those environments create them” (Weick 1995: 34). Ud fra dette citat bliver det klart, at vores omgivelser ikke er givet på forhånd, men at mennesker er med til at skabe disse omgivelser. Når vi handler, skaber vi selv de begrænsninger og de muligheder, som vi kommer til at leve under, hvorfor vores handlinger bliver centrale i sensemaking (Hammer & Høpner, 2014). Praksisfællesskaber Weicks tilgang til sensemaking er udarbejdet ud fra Lave og Wengers læringsteori om legitim perifer deltagelse (1991) og er et validt portræt af, hvordan læring finder sted (Weick, 1995). Legitim perifer deltagelse ”refererer til både udviklingen af faglig identitet i praksis og til reproduktion og transformation af praksisfællesskaber” (Lave & Wenger, 2003). Begrebet bruges til at understøtte idéen om, at læring finder sted, når en deltager i et praksisfællesskab går fra at være perifer deltager til at blive fuld deltager af praksisfællesskabet. Gennem deltagelse og observation opnår de nytilkomne større erfaring og ekspertise, der med tiden ændrer deres rolle til de erfarne, eller mestrene (Lave & Wenger, 2003). De nytilkomne befinder sig i begyndelsen ude i periferien af et fællesskab, og igennem deltagelsen bevæger man sig ind til den fulde deltagelse (Lave & Wenger, 2003). I fællesskaberne er deltagerne afhængige af hinanden, da læringen er en social proces. 34 Alt afhængigt af, hvilket praksisfællesskab man er en del af, og i hvilken kontekst, bliver man indsluset på forskellige måder. De mere erfarne personer, mestrene, viser de uerfarne, de nyankomne, hvordan tingene skal gøres. I 1998 udgiver Wenger bogen Communities of Practice. Learning, Meaning and Identity, en social læringsteori, med det formål at videreudvikle de tanker, han og Jean Lave fremførte om praksisfællesskaber i bogen Situated Learning. Legitimate peripheral participation (1991). Derudover er der fokus på, hvordan aktiv deltagelse i fællesskabets praksis er nært forbundet med identitetsdannelse. Ifølge Wenger (2004) er læring ikke nogen særskilt aktivitet. Det er ikke noget, vi gør, når vi ikke gør noget andet, eller holder op med at gøre, når vi gør noget andet (Wenger, 2004: 18). Ud fra min empiri formoder jeg, at der foregår læring mellem relationerne, eftersom det er lykkedes mine interviewpersoner at rykke sig fra positionen ”at opleve stress” til ”ikke længere at opleve stress”. Wengers sociale læringsteori om deltagelse i praksisfællesskaber er derfor relevant i forhold til specialets problemstilling og vil blive brugt til at gå i dybden med, hvad det er, der binder fællesskaber sammen, samt hvordan deltagere af fællesskabet lærer af hinanden. Et praksisfællesskab er: ”en gruppe relationer mellem personer, virksomhed og verden, over tid og i relation til andre tangerende og overlappende praksisfællesskaber. Et praksisfællesskab er en indre betingelse for eksistensen af viden, ikke mindst fordi den giver fortolkningsstøtte, som er nødvendig for at forstå dens arv. Deltagelse i den kulturelle praksis, som al viden eksisterer i, er således et epistemologisk læringsprincip. Denne praksis’ sociale struktur, dens magtrelationer og dens legitimitetsvilkår definerer mulighederne for læring (dvs. for legitim perifer deltagelse) (Lave & Wenger, 2003). Med denne definition lægges der afstand til læringsteorier, hvor læring forstås som resultat af det enkelte individs kognitive processer. Komponenterne i social læring består af mening, praksis, fællesskab og identitet (Lave & Wenger, 2003). Vi tilhører alle praksisfællesskaber, da de findes derhjemme, på arbejdet, i skolen og i vores hobbyer (Wenger 2004). I praksisfællesskaber er det den fælles interesse for et vidensområde eller praksis, der binder individerne sammen og ikke udefrakommende faktorer som jobbeskrivelser. En central pointe hos Wenger (2004) er, at fællesskaber skaber læring, hvilket vil sige, at de, der en del af interaktionen i fællesskabet, vil udvikle sig. Jeg har valgt 35 ikke at gå mere i dybden med læringsbegrebet, men i stedet koncentrere mig om det, der skaber læringen – fællesskabet. Kombinationen af ordene praksis og fællesskab bruges for at definere den særlige slags fællesskab, et praksisfællesskab består af -­‐ og som forbindes af tre dimensioner: gensidigt engagement, fælles virksomhed og fælles repertoire. Begreberne praksis og fællesskab bruges synonymt for læsevenlighedens skyld. Hvis ordet fællesskab bruges med udgangspunkt i en anden forståelse, vil dette blive uddybet for læseren. Nedenstående vil der blive redegjort for de tre dimensioner. Gensidigt engagement En praksis eksisterer, fordi mennesker er engageret i handlinger, hvis mening de indbyrdes forhandler (Wenger 2004: 90). Medlemskabet i praksisfællesskabet er baseret på det gensige engagement, forstået på den måde, at fællesskabet ikke blot er en samling af mennesker, defineret ved et kendetegn, som tilfældet f.eks. kan være på en arbejdsplads, hvor kollegaer sættes sammen i teams eller grupper. Det, der gør, at et praksisfællesskab er anderledes end et sammensat team, er, at medlemskabet baseres på engagementet omkring det, de er samlet for at lave. For at opretholde det gensidige engagement er det vigtigt, at der ikke opstår homogenitet i fællesskabet. Forskellighed i fællesskabet er vigtigt for at skabe rammerne for produktivitet og udvikling. Gensidigt engagement skaber relationer mellem mennesker, men hvor der er relationer, opstår der også konflikter. På trods af, at det gensidige engagement skaber fællesskabet, er dette ikke lig med harmoni. Fællesskab forbindes ofte med noget positivt, men dette er ikke altid tilfældet. I nogle praksisfællesskaber kan det være konflikterne, der binder dem sammen, hvorfor et praksisfællesskab ikke nødvendigvis er ensbetydende med samhørighed. Relationer mellem deltagere er i virkeligheden komplekse blandinger af magt og afhængighed, lyst og smerte, ekspertise og hjælpeløshed, sjov og kedsomhed, samt tillid og mistænksomhed (Wenger 2004: 95). Praksisfællesskaber indebærer alle aspekter af virkelighedens kompleksitet. Fælles virksomhed Det er den fælles virksomhed, der får individerne i fællesskabet til at arbejde sammen, og som skaber det gensidige engagement. Virksomhed skal i denne forbindelse ikke forstås i forretningsøjemed, men nærmere som værende en slags virke eller foretagende. Det fælles 36 virke skabes af den forhandling, der finder sted blandt deltagerne i fællesskabet. På trods af, at deltagerne i fællesskabet kollektivt forhandler sig frem til, hvordan opgaverne i den fælles virksomhed skal løses, er det ikke ensbetydende med, at alle er enige. Deltagerne skal finde en måde at arbejde sammen på, på trods af uenigheder. De virksomheder, der afspejles i praksisfællesskabet, er lige så komplekse, som vi selv er (Wenger 2004: 95). På en arbejdsplads består den fælles virksomhed ikke blot af at løse de daglige arbejdsopgaver, som f.eks. at skrive kontrakter i en HR-­‐afdeling. Den fælles virksomhed består blandt andet af medlemmernes behov for også at tjene penge, blive gode til deres arbejde, tænke på fremtiden og have det sjovt på deres arbejde, hvorfor medlemmerne hver især skal leve med og imødekomme hinandens forskelligheder. På trods af, at medlemmerne som oftest ligger under for institutionelle betingelser, de ikke har indflydelse på, formår de at finde måder, hvorpå de kan være i det på. Dette kan f.eks. være ved at udvikle arbejdsmåder, der kan fremskynde arbejdsopgaverne eller at udvikle et rum medlemmerne imellem, hvor der er plads til at dele oplevelser, usikkerheder og have det sjovt, så de på den vis kan holde ud at være i den situation, de ikke selv har indflydelse på. Forhandlingen af den fælles virksomhed skaber ansvarlighedsrelationer, der dikterer, hvad der skal gives opmærksomhed og hvad der skal ses bort fra (Wenger 2004: 99). Medlemmerne har ansvar for, at deres arbejde udføres sideløbende med ikke at besværliggøre resterende medlemmers arbejdsliv eller arbejdsopgaver. Den gensidige ansvarlighed påvirker også det gensidige engagement, da lysten til at deltage i fællesskabet styrkes af den fælles virksomhed, f.eks. enigheden om at hjælpe hinanden på arbejdspladsen. Virksomheden afføder og styrer den sociale energi (Wenger 2004: 100). Fælles repertoire Den fælles virksomhed skaber med tiden et fælles repertoire af ord, symboler, rutiner, værktøjer, genrer, gestus, historier, måder at gøre ting på eller handlinger (Wenger 2004: 101). Fælles for elementerne af repertoiret er, at de er blevet inkorporeret i fællesskabets praksis. Wenger sidestiller ressourcer med det fælles repertoire for både at understrege dets indstuderede karakter og det forhold, at det står til rådighed for videre engagement i praksis (Wenger 2004: 101). Med viden om relationernes fælles repertoire vil jeg kunne fortolke på, hvilke specifikke aktiviteter og rutiner, der påvirker fællesskabet i relationerne. Læringsteorien foreslås som ”et begreb til beskrivelse af deltagelse i social praksis med læring som en integrerende bestanddel” (Wenger, 2004), men vil også i specialet bruges til at 37 beskrive, hvordan læring kan være udfaldet af deltagelsen i den sociale praksis. Begrænsninger og udfordringer ved teorivalg Weick understreger, at de syv karakteristika i praksis er sammenflydende. Sensemaking er et komplekst begreb, der på én gang indeholder alle syv karakteristika. Dette kan gøre en analyse af sensemaking udfordrende i praksis (Weick, 1995). Lave & Wengers (1991) teori om legitim perifer deltagelse og Wengers (1998) uddybende teori om praksisfællesskaber åbner op for tanken om, at læring ikke blot finder sted i forbindelse med uddannelse. Teorien mangler dog endeligt at præcisere begrebet ”praksisfællesskab”, hvorfor det i specialet er blevet besluttet, at et praksisfællesskab opfattes som værende de relationer, der er bundet sammen af de tre dimensioner gensidigt engagement, fælles virksomhed og fælles repertoire. Sammenfatning Teorierne er her udfoldet med henblik på at undersøge specialets problemformulering med udgangspunkt i de udvalgte teorier. Perspektiverne er valgt ud fra en fortolkning af interviewpersonernes fortællinger. Det føles i den henseende naturligt at vælge teorier, der belyser de forskellige aspekter, fortalt om relationerne. Narrativ teori bruges som et værktøj til at analysere de historier, interviewpersonerne fortæller om deres relationer. Sensemaking-­‐teorien bruges til at dekonstruere historierne og forklare, hvordan interviewpersonerne skaber mening i og om deres relationer. Med udgangspunkt i Wengers situerede læringsteori karakteriseres nogle af relationerne ud fra de tre dimensioner for, hvad der skaber et praksisfællesskab for at blive klogere på, hvad disse fællesskaber bidrager med. 38 Præsentation af ”felten” Skolelæreren Min første fortæller er skolelærer og har været ansat på den samme skole siden 1988. Han er gift og har sammen med sin kone fire delebørn, hvoraf det ene er ét, de har sammen. Interviewet med Skolelæreren finder sted en solskinsdag i marts på hans kontor. Under interviewet kan vi høre børn lege ude på legepladsen, som fører til, at der er en afslappet stemning. Vi har god kemi, og Skolelæreren er en god fortæller, hvorfor interviewet mere føles som en samtale end et egentligt interview. Det medfører også, at jeg først stiller mit egentlige første spørgsmål, da interviewet har været i gang i en halv time. Optakten til oplevelsen af stress begynder allerede for 10-­‐15 år siden, da problemer med hørelsen gør, at han får besked på, at han er nødt til at stoppe som lærer. Dette kan skolelæreren ikke forene sig med, og han vælger at tilpasse sine arbejdsopgaver efter sin hørelse ved at begynde at interessere sig for IT. Årene går sin gang, men pludseligt begynder der at opstå ændringer i livet som lærer. Der vedtages en ny reform, der kræver, at lærerne skal undervise mere end før. Dette påvirker Skolelæreren i høj grad, da han ikke længere kan se sig ud af, hvordan han skal kunne bibeholde det job, han lever og ånder for. I forbindelse med sin oplevede stress udtaler Skolelæreren: ”der sgu ikke noget, der kan slå mig ud (I: nej) -­‐ det er der ikke -­‐ og det har der jo aldrig været (I:mm ) -­‐ øhm.. (..) men der var jeg altså i den der periode der -­‐ der var der bare så mange ting -­‐ (I: ja) øh.. Og jeg kunne lige pludseligt ikke kende mig selv (..) det var jo stress” (Skolelæreren bilag 1:1). Oplevelsen af stress medfører, at Skolelæreren er sygemeldt i ni måneder, inden han kommer tilbage på arbejde igen. Efter sin oplevelse af stress har Skolelæreren lært at prioritere sin tid anderledes. Han er blevet bedre til at mærke efter i sig selv, hvad han har lyst til og planlægger i højere grad efter, hvad der er bedst for ham. Derfor beskriver Skolelæreren sin udvikling som værende en identitetsændring. Han er en ny Skolelærer. Direktøren Min anden fortæller, Direktøren, er 46 år, gift og far til to drenge. Vores interview finder sted i et gruppelokale på CBS. Direktøren virker lidt nervøs inden interviewet går i gang, men han virker til at falde til ro efter de første femten minutter. Han bliver i 1990 uddannet som pilot, men indser hurtigt, at det vil blive svært at få arbejde. Direktøren beslutter sig for at få et andet arbejde, så han er i stand til at betale sin uddannelse 39 tilbage. Han bliver ansat i det firma, som han i dag ejer. Direktøren fortæller, at: ”ALTING er lykkedes for mig -­‐ og der er flere, der har sagt til mig, at.. Jeg er irriterende, fordi ligegyldigt, hvad jeg rører ved, så giver det succes” (Direktøren, bilag 2: 12). Direktøren er længe om at indse, at han oplever stress, og han gør meget for at modarbejde sin oplevelse af stress, inden han til sidst indser, at han ikke kan mere. Direktøren vurderer, at hans oplevelse af stress strækker sig over en periode på 5-­‐6 år og påvirker ham så meget, at han på flere tidspunkter er bekymret for, om han overhovedet vil overleve. Efter han ikke længere oplever stress, har Direktøren indset, at hans mors kræftsygdom har haft en stor indflydelse på hans oplevelse af stress. Direktøren fortæller, at han undervejs går fra sine børns mor, da han tror, at det er deres forhold, der er skyld i, at han har det dårligt. Det viser sig dog senere, at det ikke er tilfældet, hvorfor de finder sammen igen. Efter sin oplevelse af stress prioriterer Direktøren sin tid helt anderledes end før. Han vælger i højere grad at bruge sin tid med familien, de tager på flere rejser og han er i det hele taget blevet en livsnyder. Han bekymrer sig mindre om, hvad omverdenen tænker om ham og tænker mere over, hvad der er godt for ham. Hans arbejde betyder ikke længere så meget for ham, hvorfor han trives bedre nu end han gjorde før. Juristen Juristen beskriver sig selv som værende en perfektionist og en arbejdshest, der altid har sat en ære i arbejdet før alt andet: ”Jeg kunne jo altid lige give noget ekstra, og jeg kan huske, at jeg var sådan én, at når folk begyndte sådan at være sådan lidt otte til fire-­‐agtigt, at jeg tænkte "ej, slap da af, I må sgu da yde en ekstra indsats og komme i gang!" (Juristen, bilag 3:8). Vores interview finder sted i et lokale på SDU. Vi køber en kop kaffe og småsnakker inden interviewet begynder. Juristen oplever, at hun over en årrække på tre år gradvist får det dårligere. Juristen føler sig meget alene, mens hun oplever stress. Hverken hendes chef eller arbejdsplads synes at kunne håndtere hendes situation på tilfredsstillende vis. Juristen er sygemeldt i fem måneder, og det tager hende 1½ år, før hun er i stand til at arbejde fuldtid igen. Efter 1½ år tilbage på arbejdspladsen opsiges hun grundet organisationsændringer. Hendes oplevelse af stress får stor betydning for, hvordan hun fremadrettet vælger at leve sit liv. Hun tænker ikke længere på karriere som en stige hun skal kravle op ad, derimod er det vigtigere for hende at nyde de små ting i livet og have et arbejde, som hun er glad for uden, at det betyder, at hun skal gå på kompromis med sin fritid. 40 Sales Manageren Sales Manageren er oprindeligt fra Jylland og flytter til København for sit første fuldtidsarbejde efter studierne. Interviewet med Sales Manageren finder sted i min lejlighed og er det, der tager kortest tid. Stemningen er afslappet, men jeg oplever, at det er svært for mig at få Sales Manageren til at uddybe sine svar. Sales Manageren differentierer sig fra de andre, da hendes oplevelse af stress er meget mere kortvarigt. Hun fortæller, at hun oplever stress i en periode på to måneder. Sales Managerens oplevelse af stress skyldes et dårligt arbejdsmiljø, samt at hun har en leder, som hun har svært ved at identificere sig med. For at komme ud af sin oplevede stress vælger hun at opsige sit arbejde for i stedet at finde arbejde et andet sted. Sales Manageren fortæller, at hun forbinder sin oplevelse af stress med sin tidligere arbejdsplads, hvorfor det ikke den dag i dag påvirker hende så meget. Det har dog medført, at hun har fået en større forståelse for andre, der oplever stress, da hun har indset, at oplevelsen af stress ikke kun er forbundet med travlhed, men også kan skyldes dårlige arbejdsforhold. 41 Analyse af relationers betydning Analysen er lavet med udgangspunkt i narrativerne Skolelæreren, Direktøren, Juristen og Sales Manageren har fortalt om de relationer, der har haft betydning for ikke længere at opleve stress. Der tages udgangspunkt i tre forskellige relationelle kategorier: patient relationer, sociale relationer og professionelle relationer. Med udgangspunkt i relationkategorierne analyseres det, hvilke tanker, handlinger, antagelser og lignende, der ligger til grund for, at relationerne opleves af fortællerne, som de gør. Ved hver relation er de empiriske fund i centrum. Mine fund er valgt ud fra den vægt, de har haft i fortællingerne, og fylder derfor ikke lige meget. De forskellige relationer fungerer som delanalyser, der alle forsøger at besvare problemformuleringen: Hvilken betydning har relationer i overgangen fra at opleve stress til ikke længere at opleve stress? Figur 3: Opbygning af analyse, forfatterens illustration 42 Patientrelationer Tre af de fire fortællere har gået til psykolog, mens de oplever stress. De har haft forskellige oplevelser af psykologens og lægens betydning. Relationen til psykologen og lægen karakteriseres som en patient-­‐relation, eftersom dem, der oplever stress, indgår i relationen med henblik på at få det bedre. Relationen fortolkes med udgangspunkt i, at de, der oplever stress, har et formål med at indgå i relationen. Figur 4: Analyseopbygning patientrelationer, forfatterens illustration Psykologen Tre ud af de fire, der oplever stress går hos en psykolog. Det er på forskellige tidspunkter af deres helingsproces. Skolelæreren begynder hos sin psykolog ugen efter, at lægen bekræfter, at han oplever stress. Direktøren forsøger sig med psykologer af flere omgange, men den psykolog, der viser sig at hjælpe ham er en han begynder hos efter han modtager et værdifuldt brev fra en ven (dette uddybes senere i analysen). Juristen går også hos flere psykologer. Den første hun går hos er én hun går hos igennem hendes arbejdes stress-­‐
coaching-­‐forløb, men hende er hun ikke tilfreds med. Derfor vælger hun at gå hos en psykolog, der hjælper hende på den måde hun har behov for. Sales Manageren fravælger helt at gå hos en psykolog, på trods af, at hun får det anbefalet af en kollega. 43 Frustration Skolelæreren begynder at gå hos en psykolog en uge efter, at han sygemeldes med stress. Skolelæreren danner sig hurtigt en mening om relationen til psykologen; han synes ikke, at han kan bruge hende til så meget: ”jeg havde det lidt som om der ikk', at... (..) jeg ikke rigtigt svingede.. (I: nej) med den psykolog jeg havde fået der, ikk'? Fordi jeg synes bare jeg sad og ævlede løs (I: ja) ikk'?(..) så jeg synes sgu ikke rigtigt jeg kunne bruge hende til så meget, ikk'?” (Skolelæreren, bilag 1:3). Skolelæreren fortæller endvidere, at: ”man kører jo.. Man låser sig fast.. sig selv fast i nogle tankemønstre, ikk'? og det var de tankemønstre jeg havde brug for at få brudt (I: ja) øhm.. så vi kunne komme tilbage på noget positivt.. ” (Skolelæreren bilag 1:4). Denne udtalelse kan tolkes, som om Skolelæreren går til psykologen med en forventning til relationen. Psykologen skal – ifølge Skolelæreren -­‐ hjælpe ham med at bryde hans negative tankemønster. Denne forventning skaber en forforståelse af, hvad relationen skal kunne bidrage med i hans vej mod ikke længere at opleve stress. Ifølge Weick skaber mennesker deres egne omgivelser, der indeholder enten muligheder eller begrænsninger (Weick, 1995). Med dette mener Weick, at intet i verden er givet på forhånd, og at vi derved selv er med til at konstruere den. Det vil sige, at vi skaber vores omgivelser gennem ”enactment” (Hammer & Høpner, 2014: 112). Når Skolelæreren skaber en mening om psykologen, kan det enten være begrænsende eller skabe muligheder. Han er med andre ord med til at konstruere sin relation til psykologen. Dette kan være med til, at Skolelæreren får et indtryk af, at psykologen ikke hjælper ham, da han har en bestemt idé om, hvad der kan hjælpe ham. Skolelærerens frustration leder til, at han konfronterer psykologen: ”Nu må du kraftedeme til at være uenig med mig, ikk'? (I: mmm) ikk' for ligesom at få rusket mig op” (Skolelæreren, bilag 1: 4). Her bliver det tydeligt, at Skolelærerens forforståelse af relationen er, at psykologen skal ”ruske” op i ham. Skolelæreren skaber handling – gennem bestemte forventninger -­‐ med denne meningsskabelse, der medfører, at han oplever en frustration over relationen. Hjælp Direktøren har været igennem flere psykologer, mens han oplever stress, men den psykolog, der viser sig at hjælpe ham, er Elsebeth, der er chefpsykolog på Rigshospitalet. Direktøren kæmper meget med angsttanker, der omhandler, at han aldrig bliver fri for sin oplevede stress. Derfor er det vigtigt for ham, at den psykolog, han går hos, formår at bevise for ham, at det kan lade sig gøre for ham at blive rask. Direktøren siger, at han har brug for: ”En form for 44 bevis på, at der er andre.. Netop fordi min -­‐ min depression eller stress nedgang -­‐ handlede om ikke at blive.. Jeg troede aldrig på, at jeg kunne blive rask (I: mm) og min angst var, at jeg "jeg bliver aldrig rask" (I: ja) (..) Hende der (Elsebeth) kunne fortælle det (I:ja) og bevise det” (Direktøren, bilag 2: 29). Elsebeth beviser det over for Direktøren ved at fortælle om andre klienter, der er blevet raske. Det, at Direktøren er så præget af angst, kan tolkes, som om han er blevet fastlåst i en mening om, at han aldrig vil blive fri for at opleve stress. Ved at bevise, at andre før ham er blevet raske, udfordrer psykologen denne meningsskabelse. Udover at bevise for Direktøren, at han kan blive rask, får hun ham i gang med at arbejde igen: ” hun (I: ja) sparkede mig så i røven og sagde "jeg tror du skal begynde at arbejde" og jeg var ved at falde om, da hun sagde det.. (I: ja) Og så lavede hun nogle skemaer til mig (I: ja), hvor jeg startede med at arbejde 2 timer om dagen (I: ja) 3 dage om ugen -­‐ det var det mindste -­‐ og så gik det så opad -­‐ og jeg fik det straks bedre. Da jeg kom i gang igen!” (Direktøren, bilag 2:2). Direktøren udfordres på sin meningsskabelse og får det bedre, da han indser, at han er i stand til at varetage sit arbejde. Redskaber Juristen fortæller, at hun skifter den første psykolog ud, da hun ikke rigtigt synes, at hun får noget ud af det. Hun synes ikke, at en psykolog skal sidde og snakke sine klienter efter munden, og derfor bliver hun rigtig glad for sin anden psykolog, der kalder en spade for en spade: ”Altså en psykolog behøver ikke at sidde og snakke folk efter munden eller.. (I: nej) de må sgu.. Altså, de må godt komme med nogle redskaber og sige "jamen, hvis du ikke gør det, så sker der sådan og sådan, men hvis du gør sådan og sådan, så kan du komme der og derhen" (I: okay) Det synes jeg han var rigtig god til (I: ja)” (Juristen, bilag 3:20). Det, som Juristen gerne vil opnå under sin tid hos psykologen, er at få redskaber til, hvordan hun kan komme ud af sin oplevelse af stress. Juristens psykolog er god til konkret at forklare, hvad konsekvenserne af hendes handlinger er, hvilket er med til at hjælpe hende ud af sin oplevede stress: ”jeg kan huske, at han sagde, ham der psykologen "når du så har lavet en opgave.. Øhm.. Så skal du.. Så skal du ikke suse hen og aflevere den, eller give den, eller sende den eller et eller andet, så venter du minimum en halv time, så sidder du og surfer eller du mediterer eller du gør et eller andet” (Juristen, bilag 3: 11). Juristen har, ligesom Skolelæreren, en meget klar mening om, hvad en psykolog skal kunne. Hun vil heller ikke sidde og ævle. Juristen oplever dog ikke frustration ligesom Skolelæreren, da hun finder en psykolog, der hjælper hende på den måde, som hun vil hjælpes på. I Juristens 45 tilfælde kan det derfor siges, at hendes ”enactment” -­‐ eller handling -­‐ (Weick, 1995) i, hvordan hendes psykolog skal hjælpe hende, giver hende en mulighed for at finde en psykolog, der kan imødekomme hendes behov og forventninger. Det kan siges, at psykologen – ved at forklare om stress og dens mekanismer – hjælper psykologen med at skabe mening og forståelse for hendes oplevede stress. Fravalg af psykolog Sales Manageren beslutter sig for, at hun ikke er ”typen”, der går til psykolog. Sales Manageren anbefales af en kollega at få hjælp hos en stressklinik. Dette beslutter hun sig dog for at lade være med, da hun hellere vil klare det selv: ”Jeg tror bare ikke, at jeg.. Jeg er en del af den type, der har lyst til at sidde og.. (I: nej) og snakke omkring alt.. (I: nej) Sådan noget eller hvad man skal sige.. Der er jeg hurtig (utydeligt) kan det lade sig gøre for dem eller kan det ikke og så må man finde en anden (I: ja)..” (Sales Manageren, bilag 4: 17). Sales Manageren har, uden at gå til psykolog, allerede skabt en mening om, at en psykolog ikke vil kunne hjælpe hende på hendes vej mod ikke længere at opleve stress. Denne meningsskabelse kan siges at være skabt af plausibilitet og ikke af akkuratesse (Weick, 1995), eftersom hun ikke forsøger sig med en psykolog. Sales Manageren har besluttet sig for, at et besøg hos en psykolog ikke vil have en betydning for, hvorvidt hun bliver fri for oplevelsen af stress. Denne beslutning baserer hun på den type person, hun er. Sammenfatning Psykologen har forskellig betydning for de fire fortællere. I Skolelærerens tilfælde er forholdet til psykologen præget af frustration, da hun ikke formår at leve op til hans forforståelse af, hvad hun skal kunne. Denne forforståelse kan dog imidlertid være med til at fastlåse Skolelæreren og dermed begrænse psykologens mulighed for at hjælpe ham. Direktøren og Juristen, derimod, synes at få noget ud af deres relation til deres psykologer. Direktørens psykolog hjælper Direktøren med at skabe en ny mening om stress, så han går fra at have skabt en mening om stress som værende noget, han aldrig kan blive fri for, til faktisk at opleve, at han godt kan blive fri for oplevelsen af stress. Dette gør hun ved at bevise, at andre før ham har gjort det, samt sørge for, at han kommer tilbage i arbejde. I Juristens tilfælde hjælper psykologen ved at imødekomme Juristens behov og give konkrete redskaber til, hvordan hun kan blive fri af sin oplevede stress. Sales Manageren fravælger at gå til en psykolog, da hun hellere vil handle sig ud af sin oplevede stress end at tale om det. 46 Lægen Ligesom med psykologen går de fire interviewpersoner til lægen på forskellige tidspunkter af deres forløb. Skolelæreren går til lægen kort efter, at han antagelse, at han har stress. Lægen bruges derfor til at bekræfte denne antagelse. Direktøren går til sin læge af flere omgange for at få hjælp til sit ubehag, men lægen viser sig at være størst hjælp efter, at Direktøren har anerkendt sin oplevelse af stress. Juristen går – ligesom Direktøren – også til lægen af flere omgange med andre symptomer end stress for til sidst at få bekræftet, at hun oplever stress. Sales Manageren går til lægen for – ligesom Skolelæreren – at få bekræftet, at hun oplever stress, samt at få en sygemelding, så hun ikke længere behøver at gå på arbejde. Bekræftelse I Skolelærerens narrativ spiller lægen en meget lille rolle. Han bruger lægen til at understrege sin mistanke om, at han oplever stress: ”Og så gik jeg så til lægen og fik jeg så (L: rømmer sig) hvad kan man sige en foreløbig en kortvarig sygemelding (I: mmm) men altså.. det var jo stress (: ja) jeg havde fået (I: ja), så... Og det vidste jeg egentlig godt selv (I: ja) at det var det, ikk'.. (I: mm) Øhm...” (Skolelæreren, Bilag 1: 3). Selvom Skolelæreren ved, at han oplever stress, går han alligevel til lægen for at få det bekræftet af en sagkyndig. Inden Skolelæreren går til lægen, er hans virkelighed, at han oplever stress. Det, at Skolelæreren går til lægen for at få bekræftet noget, han i forvejen ved, at han har, kan afspejle samfundets diskurs: at når lægen har sagt god for, at man oplever stress, så er den oplevede stress også ”rigtig”. Skolelæreren har altså skabt en mening om, at en lægens bekræftelse af, at han oplever stress er med til at gøre den stress ”virkelig”, hvorefter han sygemeldes fra sit arbejde. Lægen kan derfor siges at være med til at Skolelæreren kommer tættere på ikke længere at opleve stress, da han ved at gå til lægen og få en bekræftelse også anerkender, at han oplever stress. Viden Behovet for beviser er gennemgående i Direktørens historie. I forbindelse med, at Direktøren forsøger at komme ud af sin oplevede stress, er han nødt til at opgive sine lange løbeture. Det er svært for Direktøren at forene sig med, at det er godt for ham ikke at løbe lange ture. Direktøren refererer til lægen, da han fortæller, hvorfor han ikke længere træner op til et maraton: ”ifølge min læge, så er det langt sundere end dem der ligger og løber.. 3*15 eller sådan 47 noget, ikk'? (I: ja) som jeg gjorde meget.. (I: mm) øhm.. Det er faktisk mere usundt.. peger de nye undersøgelser på (I: ja) at løbe SÅ meget end slet ikke at lave noget (I: ja) ja.. (I: ja) såå... Så jeg løber de der 3 gange 3km stille og roligt. som min læge sagde "du skal -­‐ du skal sørge for, at du nyder det og tager det stille og roligt, tag noget musik med -­‐ stille og rolig musik, så du løber sådan i et.. (I: mmm) malende tempo, at du ikke bliver stresset af det" (I: ja).. Såehm.. (I: ja). ” (Direktøren, bilag 2: 23). Det, at Direktøren refererer til, hvad lægen har sagt, kan indikere, at han tillægger lægens forklaring en vis værdi. Lægen besidder – grundet sin uddannelse inden for medicin – en viden om kroppen, som Direktøren ikke har, og derfor vælger Direktøren at tro på, at det, lægen siger, er ”rigtigt”. Lægens udsagn bruges i Direktørens tilfælde som bevis og forklaring på, hvorfor han ikke længere løber lange ture. Direktøren kan have en ideologi om, at en læge ved bedst, hvorfor lægens ord er mere legitime end andres (Weick, 1995). Frustration Ligesom Skolelæreren, Direktøren og Sales Manageren går Juristen også til lægen med sin oplevelse af stress. Lægen konstaterer, at Juristen er udbrændt, men denne konstatering efterfølger Juristen med, hvad der kan antages som en følelse af fortvivlelse: ” Jamen, lægen havde faktisk ikke rigtigt.. Jeg var jo oppe der hvor han sagde, at jamen, du er udbrændt.. øhm.. Jeg sagde nå.. Så han sagde ikke mere (I: nej) Ikke noget med, at vi kunne gøre sådan eller sådan.. jeg gik bare derfra stortudende og så tænkte "nå" .. hvad gør vi så ved det?” (Juristen, bilag 3). Det kan antages, at juristen har skabt en mening om, at lægen skal hjælpe hende af med hendes oplevede stress, så da han blot bekræfter, at hun oplever stress eller er ”udbrændt”, oplever hun frustration og fortvivlelse. Det kan tolkes, at juristen forventer noget bestemt af lægens rolle: ”til hver rolle knytter sig et sæt af forventninger til og normer for adfærd” (Haslebo, 2004). Juristen forventer en bestemt adfærd fra lægen, f.eks. forslag til, hvordan hun kan komme ud af sin oplevede stress eller en handleplan. Da lægen ikke opfylder dette, opstår der en frustration og fortvivlelse hos Juristen. Omvendt kan det være, at lægen synes, at det er hans rolle at diagnosticere Juristen, hvorfor der opstår en rollekonflikt (Haslebo, 2004). Det, at lægen ikke lever op til Juristens forventer er med til, at lægen føler sig alene i sin oplevelse af stress. Hun ved ikke, hvad hun skal stille op, hvorfor lægen ikke er til den store hjælp. 48 Hjælp Sales Manageren går til lægen med henblik på at få en sygemelding fra sit arbejde. Sales Manageren fortæller lægen om det dårlige arbejdsmiljø og hvordan hun oplever sine stresssymptomer, og lægen bekræfter, at hun oplever stress: ”Så gik jeg egentlig til lægen.. (I: mmm) øhm.. Hvor hun sagde, at.. At der var ikke nogen tvivl -­‐ det var selvfølgelig stress… (..) hun underskrev et stykke papir på, at jeg kunne sige mit job op uden at... Ryge i karantæne ved A-­‐
kassen, fordi at det simpelthen bare ville være mere skadeligt for mig at blive.. (I: okay, ja), og så, at min læge kunne se det.. (I: ja) og var villig til at underskrive papir på, at.. At det ville kun gå én vej, hvis jeg skulle blive der (I: okay). Det betød MEGET (I: ja), altså det der med, at man ikke kommer ind og bare bliver kigget på som om, at man... Er et skvat eller hvad man skal sige (I: ja), at nu skal du bare tage dig sammen og komme på arbejde (I: ja) (SM griner lidt). Det var VIRKELIG dejligt, at der var forståelse fra lægens side (I: ja) og at de.. At der ikke var TVIVL om, at det var det -­‐ man ikke skulle stå og sådan godtgøre eller (I: mm) få overbevist om, at man havde det dårligt (I: nej). (Sales Manageren, bilag 4: 4-­‐12). Sales Manageren besøg hos lægen resulterer i en sygemelding som ønsket. Derudover bekræfter lægen Sales Manageren i, at hun oplever stress. Det betyder meget for Sales Manageren, at lægen bekræfter det hun oplever. Dette kan tolkes, som om Sales Manageren har problemer med meningsskabelsen om, at hun oplever stress. Hun har behov for, at en sagkyndig bekræfter hende for at være sikker på, at hendes meningsskabelse er korrekt. Da lægen bekræfter Sales Manageren i hendes oplevelse af stress kommer hun nærmere mod ikke længere at opleve stress, da hun har mulighed for at sige op fra den arbejdsplads, som hun ikke trives ved at være på. Sammenfatning Nogle af fortællerne går til lægen for at få bekræftet, at de oplever stress. Ved at modtage bekræftelsen kan siges, at de får mulighed for at bevæge sig væk fra at have en følelse af utilstrækkelighed, da de nu får papir på, at de oplever stress. Skolelæreren bruger lægen til at få bekræftet sin mistanke om, at han oplever stress. Derefter går han andre veje for at komme ud af sin oplevede stress, men man kan sige, at bekræftelsen i at opleve stress er et skridt på vejen mod ikke længere at opleve stress, da det kan siges, at det ikke er muligt at blive kureret for oplevelsen af stress, hvis ikke først, der er en anerkendelse af, at fejle noget. 49 Direktøren bruger lægens ord til forklaringsmodel i forhold til at opretholde sin nye livsstil, hvor han ikke længere løber så meget. Sales Manageren bruger lægen til at blive fri fra sin arbejdsplads. Sales Manageren har skabt en mening om, at hendes arbejdsplads er skyld i hendes oplevelse af stress, og da lægen bekræfter hende i det, bliver det muligt for hende at komme ud af situationen. Juristen oplever fortvivlelse efter sit besøg hos lægen, da hun ikke føler, at lægen er i stand til at imødekomme hendes behov for at få konkrete råd til, hvordan hun kan blive fri for sin oplevelse af stress. Overordnet kan det siges, at de fire personer går til lægen med forskellige forventninger. Der hvor forventningerne indfries opleves relationen som værende en god hjælp, hvorimod relationen kan opleves som frustrerende eller fortvivlende, hvis ikke forventningerne til relationen indfries. 50 Sociale relationer Familie og venner betegnes som værende sociale relationer. De, der oplever stress, antages selv at have valgt at indgå i disse relationer, hvorfor dynamikken på nogle områder kan være anderledes i denne form for relation i forhold til patientrelationen. Der vil i denne del af analysen blive set på, hvilken betydning støtte/opbakning, pres, fællesskab og åbenhed har for, at den, der oplever stress, bevæger sig mod ikke længere at opleve stress. Sensemaking bruges til at forklare, hvad der har betydning for, at en relation betragtes som værende støttende og præget af åbenhed, men også, hvordan og hvorfor en relation betragtes som belastende. Der ses først på familie-­‐relationen, hvorefter venne-­‐relationen analyseres. Figur 5: Analyseopbygning, sociale relationer, forfatterens illustration Familie Betydningen af familien er forskellig fra person til person. Det ses også i nedenstående analyse. Nogle af interviewpersonerne tillægger deres familie en høj grad af betydning, hvorimod familien af andre ikke nævnes. Her ses også, at forventningerne til relationen er af betydning. Støtte og opbakning For Skolelæreren har hans kone stor betydning for, at han ikke længere oplever stress. Skolelæreren bruger sin kone meget under sin oplevede stress. Han tager hende med til møder, som han har i forbindelse med sin oplevede stress. Derfor er Skolelærerens kone af 51 stor betydning i forhold til, at han ikke længere oplever stress. Om Skolelærerens oplevelse af stress udtales følgende: ”Det eneste, jeg havde lyst til, det var at være sammen med min kone. Altså... Det.. Hun var jo min klippe (I: mm) i hele det her forløb (I: ja) øhm.. Det var hun (I: ja).. Øhm.. Ja, det var hun øhm.. Og hun var rigtig, rigtig god til at... Hvad kan man sige, ja, prøve at sætte sig ind.. Jamen, hvad fanden er det der for noget stress fordi hun havde ikke engang haft stress tæt på (I: nej) før ikk' og hun vidste jo lige så lidt om det som.. Som jeg i virkeligheden gjorde (I: ja) ikk'.. Men hun var rigtig god, altså..” (Skolelæreren, bilag 1). Skolelæreren beskriver, at han kun har lyst til at være sammen med sin kone, mens han har det værst. Skolelæreren bruger sin kone til at hjælpe sig selv med at skabe mening i de møder han deltager i. Han har stor tillid til, at konens oplevelse og forståelse af, hvad der bliver sagt til møderne, er det rigtige. Skolelæreren har skabt en mening om, at den måde, konen har oplevet og forstået det, der er blevet sagt til møderne, er det ”rigtige”. Dette påviser Weicks sociale aspekt af meningsskabelse, eftersom Skolelæreren skaber mening sammen med sin kone (Weick 1995). Konens støtte under Skolelærerens oplevelse af stress hjælper også Skolelæreren med at håndtere den situation, han befinder sig i. Ægteskabet mellem Skolelæreren og hans kone kan sammenlignes med en organization, hvis der tages udgangspunkt I Walsh og Ungsons (1991) definition. De beskriver en organisation, som værende: ”a network of intersubjectively shared meanings that are sustained through development and use of a common language and everyday social interaction” (Walsh og Ungson (1991) citeret i Weick 1995: 38). På trods af, at et ægteskab er etableret ud fra andre præmisser end en organisation, er der ud fra denne definition en del fællestræk. Det antages, at Skolelæreren og konen igennem årene har udviklet en fælles forståelse for mange ting, samt et sprog, som giver mening for de to. Derudover har deres daglige interaktion stor betydning for, hvordan de to samarbejder, hvorfor det også kan være en forklaring på, at Skolelæreren tillægger sin kones meninger så stor værdi, eftersom de sammen har skabt et fundament hvori de har udarbejdet fælles meninger og forståelser af tingene. Ifølge Weick (1995) opfatter mennesker ting forskelligt, hvorfor dette ovenstående illustrerer, at meningsskabelse ikke er baseret på akkuratesse, men plausibilitet og at det sociale har betydning for, hvordan mening skabes. Skolelæreren tror på, at hans kones oplevelse af, hvad der siges og aftales til møderne med ledelsen, er det rigtige. Deres fælles 52 forståelse og mening om tingene har derfor betydning for, hvordan Skolelæreren oplever sin omverden. Fravalg af familien Direktøren vælger i en periode af sin oplevede stress at fravælge sin kone. Han går fra sin kone, da han tror, at det er hende, der er skyld i, at han ikke trives: ”Jeg... Øhm.. Havde en idé om, at det var vores forholds skyld, så jeg.. Så jeg smed Charlotte ud (I: okay) og var alene i et års tid...” (Direktøren, bilag 2: 3). Det kan tolkes, som om han har skabt en mening om, at hans oplevede stress må skyldes det dårlige parforhold. Det viser sig dog ikke at være en holdbar løsning, hvorfor de finder sammen igen. I stedet får Direktøren det bedre af i højere grad at prioritere sin familie. Dette kan understrege, hvor vigtige sociale relationer er for Direktørens trivsel. Manglende familie Nære relationer – eller mangel på samme – viser sig at være af stor betydning for Juristen. Juristen er ikke gift og har ingen børn. Juristen er af den opfattelse, at netop det faktum, at hun ikke er i et parfold, også har haft noget at sige i forhold til hendes oplevelse af stress: ”Jeg har jo ikke haft noget på hjemmefronten, der kunne stresse mig med, at nu skulle jeg lave mad og hente børn og det ene og det andet (I: nej), men omvendt har jeg heller ikke haft den der balance, som gør, at man... øhm.. har nogen at læsse af på... Fordi jeg kunne jo bare kigge på mine hvide vægge (I: mm) øhm.. fordi.. at jeg så kom i en sådan situation, hvor jeg ikke orkede at tage ud.. Så man havde ikke øhm... Så, jo, så kun familien, ikk'? (I: ja) øhm... Så jeg tror, at det... Jeg tror ikke, at det var endt på samme måde, hvis jeg havde været i et eller andet parforhold..” Juristen fortæller, at hun ikke tror, at hun ville have oplevet stress i samme grad, hvis hun havde haft en kæreste. Ud fra denne udtalelse kan det tolkes, at Juristen har skabt en mening om, at en kæreste kan have haft betydning for hendes velfærd. Denne mening kan være blevet skabt på baggrund af en ideologi (Weick, 1995) om, at en kæreste har en væsentlig betydning. Weick (1995) skriver, at vi blandt andet skaber mening med udgangspunkt i de ideologier vi har. Generelt er det meget gennemgående for Juristens oplevelse af sine relationer, at der en mangel på støtte og anerkendelse fra omverdenen: ”I min oplevelse var der egentlig ikke ret mange, der egentlig forstod hvad stress var (I: nej) og hvordan den skulle håndteres og.... Altså, det er jo ikke noget, man bare lige kan tage en pille for 53 og så er det er det gået væk (…) jeg skulle også sådan selv igen og igen forklare min familie, jamen, altså, det kan jeg.. Det orker jeg ikke, det magter jeg ikke, jeg bliver hurtigt træt.. Det må vi gøre en anden dag, eller nu skal jeg hvile mig.. Så hele tiden skulle man forklare, og man følte nærmest, at man skulle forsvare (I: ja), at man, at man havde det, som man havde det.. (I: ja) og det i sig selv er sådan lidt hårdt (I: ja), når man, når man er helt nede på lakridserne (I: ja) og dybest set bare har brug for folk sådan.. Øhm.. Yder omsorg (I: ja) ubetinget, ikk'?” (Juristen, bilag 3). Juristen har i begyndelsen af sin oplevelse af stress nogle bestemte forventninger til sin familie. Hun vil gerne have ubetinget omsorg, som hun ikke oplever, at hun får. Juristen har derfor skabt en mening om, at omsorg og anerkendelse er af stor betydning, når en person oplever stress. Pres Selvom Skolelæreren oplever sin kone som værende en stor støtte, fortæller han også, at han ikke kan rumme andre mennesker end hende. Han oplever, at han bliver nødt til at fravælge andre familiemedlemmer og venner: ”jeg kunne ikke holde ud at være sammen med nogen mennesker (I: nej) (L: rømmer sig) det kunne jeg simpelthen ikke (I: nej) og det var selv ikke de nærmeste, altså, (I: ja) jeg ikke kunne holde ud (I: okay) jeg kunne ikke.. Familie og... nære venner også, ikk'? Altså.. alle blev cuttet fra, ikk'? det var rigtig vigtigt -­‐ fandt jeg ud af -­‐ at.. at jeg ikke skulle noget på et bestemt tidspunkt (I: mm, ja) jeg skulle ikke noget bestemt og jeg skulle ikke noget.. på et bestemt tidspunkt -­‐ det var faktisk i den situation, jeg havde det bedst (Skolelæreren, bilag 1: 4-­‐5). Skolelæreren indser, at han har det bedst, når der ikke er nogen forventninger til ham. Det gør, at han er nødt til at vælge familie og venner fra, da han har det allerværst. Det kan tolkes, som om Skolelæreren føler et pres ved at være omkring sin familie og venner: ”Alt efter hvordan vi opfatter os selv, så ændrer vores opfattelse af omverdenen sig også” (Hammer & Høpner, 2014). Ifølge Hammer & Høpner har en persons opfattelse af sig selv også betydning for, hvordan omverdenen opfattes. Skolelærerens omverden bliver en belastning for ham i den periode han ikke kan kende sig selv. Han oplever sig selv være i en underskudssituation, hvilket også præger hans opfattelse af omverdenen. I stedet for, at hans familie og venner opleves som givende relationer, bliver de til en belastning. Derfor har Skolelæreren behov for at trække sig. Det virker dog til, at Skolelæreren har svært ved at identificere sig med ikke at kunne være tæt på sin familie. Det viser sig, da Skolelæreren fortæller om et besøg hos sin bror: ”vi valgte så at køre til... Jylland, over til min bror (I: ja), som jeg er meget tæt knyttet til (..) og der skulle vi så se på biler ovre i Esbjerg (..) Og så gik jeg 54 FULDSTÆNDIG i sort! (..)Jeg skulle FANDEME ikke ud og se på nogen bil (I: mmm). Det kunne jeg slet ikke.. eh.. overskue (mumlen). Så snakkede vi om, da vi kørte hjem til min bror igen, ikk'? Og det kunne jeg sgu da HELLER ikke holde ud.. Jeg kunne simpelthen mærke, at jeg kunne ikke holde ud at køre derhjem igen (I: nej). På trods af, at jeg har det nære forhold til (I: ja) til ham” (Skolelæreren, bilag 1: 6). Ved at nævne forholdet til sin bror flere gange kan det indikere, at Skolelærerens relation til sin bror er vigtig for ham. Brugen af udtrykket ”på trods af” indikerer også, at Skolelæreren har haft en forventning til sig selv om at skulle opretholde sin tætte relation til sin bror på trods af oplevelsen af stress. Dette kan tolkes som om, at Skolelærere gerne vil opretholde sit selvbillede, som værende en person, der har et tæt forhold til sin bror: ”sensemaking occurs in the service of maintaining a consistent, positive self-­‐
conception” (Weick 1995: 23). Da han i en periode ikke kan leve op til det oplever han et pres. Åbenhed Direktøren fortæller om, hvordan han før sin oplevelse af stress er en følelsesanalfabet, men at han ikke længere er det: ”jeg blev meget, meget følsom (I: ja) og snakkede meget med drengene "jeg elsker dig jo " og "det ved du godt" og sådan på den måde, ikk'? (I: ja) Øhm.. Og det siger de stadigvæk, at de har ikke fået en regulær skideballe siden dengang jeg gik ned med stress (I: nej) det.. Det er aldrig vendt tilbage til.. Så det har også gjort noget godt (I: ja).. Jeg er blevet en helt anden person (I: ja) øhm... Jeg var -­‐ før det her startede -­‐ der var jeg fuldstændigt analfabet med hensyn til følelser” (Direktøren, bilag 2:6). I dette eksempel konkluderer Direktøren, at det er godt for ham, at han er kommet mere i kontakt med sine følelser. Det er dog en mening han har skabt efter han ikke længere oplever stress. Et centralt element i Weicks sensemaking-­‐teori er det retrospektives betydning for meningsskabelse. Mead (1956), citeret i Weick, skriver, at ”we are conscious always of what we have done, never of doing it” (Weick, 1995: 26). Med dette mener Mead, at vi er klar over, hvad vi har gjort, når vi har gjort det, men ikke undervejs. Oplevelsen af stress har i Direktørens situation medført, at han har fået en anden relation til sin familie. En relation, hvor han er mere åben omkring sine følelser. Dette tillægger han som værende en vigtig betydning for, at han ikke længere oplever stress. Sammenfatning Ifølge ovenstående narrativer ses det, at familien kan have forskellig betydning for, at den, der oplever stress, ikke længere oplever stress. Skolelæreren oplever, at den støtte, han får fra sin 55 kone, er uundværlig, og hun spiller dermed en stor rolle for, at han ikke længere oplever stress. Skolelærerens kone hjælper ham ved at tage med til møder og tale med ham om, hvilke forventninger hun har til ham. Skolelæreren fortæller, at han kun kan rumme sin kone, mens han oplever stress, hvorfor andre familiemedlemmer, inklusiv hans bror, medvirker til, at han oplever et pres. Presset kan være udløst af de forventninger, Skolelæreren har til sig selv om, hvordan han skal være, og derfor hjælper det ham at tage afstand fra disse relationer. Juristen understreger vigtigheden af tætte relationer, da hun fortæller, at hendes oplevelse af stress nok ikke var kommet så vidt, hvis hun havde haft en kæreste. Dette kan indikere, at vores sociale relationer og tiden med dem har stor betydning for vores trivsel. Det viser sig også at være tilfældet i Direktørens tilfælde, da han – efter ikke længere at opleve stress – har indset, hvor vigtigt det er for hans velvære, at han prioriterer at bruge tiden med sin familie. Venner Her ses der på, hvilken betydning venner har for, at den, der oplever stress ikke længere oplever stress. Der er forskel på længden af fortællingerne, eftersom venner/veninder har vist sig at have forskellig betydning i fortællernes narrativer. Ny indsigt Det at opleve stress er for Skolelæreren en uvant situation, der forstyrrer hans selvbillede. Skolelæreren føler sig uvirksom, og dette hænger ikke sammen med hans selvforståelse (Skolelæreren, bilag 1: 21). Det er nødvendigt for ham at skabe en ny forståelse og en mening med den situation, han befinder sig i, så han derved kan genoprette et positivt selvbillede. Skolelæreren kender Claus fra sit bestyrelsesarbejde. Skolelæreren fortæller Claus, at han føler sig uvirksom og er påvirket af dårlig samvittighed over for sine kollegaer. Det viser sig, at Claus også har oplevet stress og derfor kan relatere sig til det, Skolelæreren fortæller. Skolelæreren beskriver Claus som værende beslutningsdygtig og handlekraftig, hvilket også er ord, han bruger til at betegne sig selv. ”Handlekraftige mennesker der, ikk'.. (..)og de har også været nede.. og så er det måske ikke så.. Specielt, at jeg gik ned (I: mm) (..) Han sagde til mig.. ”Jamen, det nytter jo ikke noget, at du sidder der og grubler over at alle de her ting.. Altså, sidder og har dårlig samvittighed over fordi du kan ikke gøre noget ved det (I: mm).. Det eneste du kan gøre det er at du sørger for at du SELV får det bedre, fordi det er jo før du.. Det ligesom sker, jo før kommer du tilbage til dine kollegaer (I: ja) Og så kan de blive aflastet igen, ikk'” (I: ja) så.. Lige nu er det det der med at få.... 56 At få tænkt tankerne i den rigtige rækkefølge -­‐ få gjort handlingerne i den rigtige rækkefølge (I: mm) det har man sgu brug for noget hjælp til (I: ja)” (Skolelæreren, bilag 1) Ifølge Blumer (1969), der er citeret i Weick 1995, kan andres handlemåder påvirke subjektets handlemåder i en positiv retning: ”The activities of others enter as positive factors in the formation of their own conduct; in the face of the actions of others one may abandon an intention or purpose, revise it, check or suspend it, intensify it, or replace it” (Weick 1995: 40). Det, at andre personer gør ting anderledes, kan medvirke til, at subjektet tager sine egne handlemåder eller tanker op til revision. De måder, man tidligere har handlet på, kan enten forkastes, intensiveres eller erstattes. Da Claus fortæller Skolelæreren, hvordan det at give slip på dårlig samvittighed har hjulpet ham videre, inspirerer det Skolelæreren til ”at få tænkt tankerne i den rigtige rækkefølge, få gjort handlingerne i den rigtige rækkefølge (I: mm) det har man sgu brug for noget hjælp til” (Skolelæreren, bilag 1: 22). Claus inspirerer Skolelæreren til at tænke anderledes om sin oplevede stress. Ved at drage paralleller til sin egen situation og derved bruge Claus’ erfaringer hjælper det Skolelæreren til at ændre sin forståelse af sin oplevede stress. Det, at Claus, der besidder de samme egenskaber som Skolelæreren, også har oplevet stress, kan også siges at have betydning for, hvordan Skolelæreren tager imod Claus’ råd. Skolelæreren er mere modtagelig over for råd eller forklaringer, der giver ham mulighed for aktivt at gøre noget ved sin situation. Dette understøttes af Morgan og Frost (1983), citeret i Weick (1995), der forklarer, at mennesker skaber mening ved at se det, de gerne vil se: ”When people make sense of things, they "read into things the meanings they wish to see; they vest objects, utterances, actions and so forth with subjective meaning which helps make their world intelligible to themselves" (Weick 1995: 14). En person skaber mening ved at tillægge ting den mening, som han/hun ønsker, at den skal have. I Skolelærerens tilfælde antages det, at Skolelæreren ønsker at gøre brug af konkrete råd, der har vist sig at være virksomme. Claus kan bevise, at hans erfaringer virker, da han ikke længere oplever stress, og eftersom at Skolelæreren identificerer sig med Claus, vælger Skolelæreren at betragte de råd, som Claus giver, som værende virksomme. Hjælp Direktøren har rigtig svært ved at finde sig selv, mens han oplever stress, da han bruger meget tid på at tænke på, hvordan hans omverden ser ham. Han fortæller, at det vigtigste for ham, før han oplevede stress, var, at andre anerkendte hans successer: ”Altså, det vigtigste før i tiden det var, hvis der var nogen, der tænkte "hold kæft han er dygtig, mand!" "Ih, han klarer 57 sig eddermandme godt!" (I: ja) har "du set hans bil?" Hvis nu man lige kunne høre ud af ørekrogen, at der var nogen, der sagde det -­‐ jeg har aldrig hørt det -­‐ nu var det bare lige et eksempel (I: ja) Så var det bare sådan.. jeg kunne blive HELT høj! (I: ja)” (Direktøren, bilag 2: 21). En del af hans identitet har været at vise verden, hvor succesfuld han var, og dette gjorde han f.eks. ved at køre rundt i dyre biler. Weick skriver, at ”identities are constituted out of the process of interaction” (Weick, 1995). Når en person indgår i forskellige relationer, skifter vedkommende også mellem forskellige selv’er. Den, der forsøger at skabe mening, er konstant i gang med at redefinere sig selv og forsøge at finde ud af, hvilket selv der er passende i den specifikke kontekst. Det vil sige, at vi altid forsøger at skabe et selv, som vi står ved, samtidig med at vi vurderer, hvad andre tænker om vores selv. Det kan siges, at Direktøren skabte sin identitet med udgangspunkt i, hvad omverdenen tænkte om ham. Da han oplever stress, kan han ikke længere opretholde denne identitet: ”people learn about their identities by projecting them into an environment and observing the consequences” (Weick 1995: 23). Da Direktøren ikke længere er i stand til at vise sin identitet udadtil grundet oplevet stress, synes tingene at blive meningsløse for Direktøren. Et brev fra en nær ven kan siges at blive Direktørens redning, da han indser, at han ikke er alene: ”Så var der en kammerat (..) som skrev et langt brev til mig (..) da jeg lå derhjemme at han havde været.. Prøvet det to gange -­‐ det vidste jeg ikke engang -­‐ selvom han nok er én af mine bedste venner -­‐ var gået ned med depression og fået medicin og alt muligt -­‐ og da han -­‐ da jeg.. Jeg sad og græd, da jeg læste det der brev, og da jeg.. Så tænkte jeg, jamen, så må der jo.. Så må der jo.. Være en vej ud, når han kan have det så godt i dag” (Direktøren, bilag 2:13). Brevet viser sig at blive et vendepunkt for Direktøren. Brevet giver Direktøren en tro på, at han godt kan komme ud af sin oplevede stress: ”Det betød ALT! ALT! Det.. Det har været 90 % af helbredelsen (I: ja).. Fordi jeg troede ikke på, at man kunne komme ovenpå igen” (Direktøren, bilag 2: 13). Brevet motiverer Direktøren til at gribe sin oplevelse af stress anderledes an. Direktøren begynder at dele sine tanker og følelser med sin omverden. Han begynder også at arbejde på at ændre sin identitet fra ham, der har styr på det hele til at blive en person, der prioriterer sin tid meget anderledes. Han vil ikke længere bruge sin tid på at bekymre sig om, hvad omverdenen tænker om ham, men i stedet sørge for, at han har det godt og trives. Udover at finde meget støtte i gode venner begynder Direktøren også hos en ny psykolog, der også giver ham et skub på vejen. 58 Erfaringsudveksling Sales Manageren oplever, at mange af hendes veninder har de samme oplevelser med deres ledere, som hun har: ”Meget genkendende for, hvordan man har det med sin chef (I: ja). Nu har vi alle sammen været inden for.. For øhm.. For små virksomheder, hvor der.. Hvor det er direkte med chefen (22:00) (I: mm) og at chefen af virksomheden er ikke nødvendigvis en god leder (I: nej), så jeg tror det er dér, at de fleste.... Altså, de fleste gnidninger kommer, fordi de ikke er gode ledere (I: ja).. Så deet.. Men ellers så har det bare været, altså, generelt en god samtale omkring det og alle har været sådan forstående og lyttende og... ” (Sales Manageren, bilag 4: 16). Hun bruger derfor sine veninder til at udveksle de tanker hun gør sig om sin leder. Gennem denne erfaringsudveksling kan det antages, at Sales Manageren bruger sine veninder til at bekræfte den mening hun har om, at hendes leder ikke er en god leder. Dette kan være med til, at hun føler sig anerkendt og forstået. Sales Manageren mener, at det er hendes leder, der er skyld i, at hun oplever stress (dette uddybes i afsnittet ”leder”). Fravalg af venner Juristen vælger i forbindelse med sin oplevelse af stress nogle af sine venner fra: ”jeg var enormt vred et eller andet sted, fordi man så, at man opfattede det faktisk som om, at alle folk var sådan lidt... Øhm.. Gjort noget ondt på én (..)så der er mange jeg egentlig skar væk, eller ligesom vejede op, jamen, er det et rigtigt venskab eller er det ikke et rigtigt venskab.. Øhm.. og så er der sådan nogen jeg skar væk, men som jeg egentlig har fået kontakt efterfølgende (I: ja) som har været – når man har fået det på afstand og sagt -­‐ ved du hvad, det er jeg sgu ked af -­‐ så har vi fået et fantastisk venskab igen (I: ja) ja.. (Juristen, bilag 3: 7). Juristens fravalg af venner er baseret på, hvorvidt venskabet opleves som værende rigtigt eller ej. Juristen fravælger nogle relationer, hvilket kan siges at få betydning for det selv Juristen er ved at skabe. Det kan tolkes som om, at Juristen er i færd med at gennemgå en udvikling og for at hun kan udvikle og skabe en ny identitet er hun nødsaget til at fravælge nogle venskaber. Sammenfatning Både Direktøren og Skolelæreren får meget ud af at bruge deres venner til at udvikle sig mod ikke længere at opleve stress. Skolelæreren indser, at en god ven, Claus, som han ser op til, også har oplevet stress, og ved at gøre brug af hans erfaringer får han hjælp til at ”tænke tingene i den rigtige rækkefølge”, hvilket for ham er meget hjælpsomt i hans vej mod ikke længere at opleve stress. Direktøren fortæller om betydningen af det brev, han modtager fra 59 sin gode ven. Det giver ham troen på, at han godt kan blive fri for sin oplevede stress; det er hans ven et levende bevis på, hvorfor han får lyst til at kæmpe videre. Sales Manageren bruger sine veninder til at støtte hende i den mening hun har skabt om sin leder. Juristen fravælger nogle af sine venner som led i den identitetsudvikling hun er i gang med, så hun kan få det bedre. 60 Professionelle relationer Den sidste relationskategori, der fortolkes, er den professionelle relation, der eksisterer mellem dem, der oplever stress, og deres leder/kollegaer. Relationerne fortolkes ud fra det udgangspunkt, at begge parter indgår i relationerne med udgangspunkt i en skriftlig aftale i form af en kontrakt. Denne kontrakt gør, at medarbejder og leder udfylder bestemte roller, der medfører forventninger til normer for adfærd (Haslebo, 2004). Der ses på, hvordan der skabes mening, og om leder/kollegaers betydning med udgangspunkt i rollerne. Figur 6: Analyseopbygning, professionelle relationer, forfatterens illustration Leder Relationen mellem leder og medarbejder er præget af en vis form for magt. Denne magtfordeling uddybes ikke i analysen. Det antages, at magten er der og derfor har betydning for forventningen til relationen og hvordan denne opleves. I Direktørens tilfælde har han ikke nogen leder, hvorfor han ikke nævnes i denne del. Afklaring Skolelæreren er bekymret for, hvordan hans leder vil håndtere hans situation. Det at være lærer er en stor del af Skolelærerens identitet, hvorfor han er bekymret for sit arbejde, mens han oplever stress. Indtil nu har Skolelæreren haft en position som en loyal, hårdtarbejdende medarbejder gennem sin rolle som skolelærer. Mens Skolelæreren oplever stress, er han ikke 61 i stand til at leve op til sin rolle, og dette udfordrer hans position, hvorfor der opstår usikkerhed hos Skolelæreren (Haslebo, 2004). Skolelæreren forklarer, at han ikke kan kende sig selv, mens han oplever stress, hvorfor det antages, at Skolelæreren har svært ved at opretholde et positivt selvbillede (Skolelæreren, bilag 1: 3). Mead, der er citeret i Weick, skriver, at vi er ”a parliament of selves” (Weick 1995: 18), hvorfor vi påtager os forskellige roller og selv’er afhængigt af konteksten vi befinder os i. Skolelæreren kan ikke længere leve op til sin rolle, som han baserer sin identitet på. Lederen vælger at håndtere Skolelærerens oplevelse af stress ved at afklare sine forventninger til ham: ”Han sagde "jamen selvfølgelig skal du da tilbage -­‐ det er der overhovedet ingen tvivl om!" (I: ja) "for vi kan ikke undvære dig, det du kan!" (I: mmm) (..)... ”Du skal komme ud og mødes med os sådan med jævne mellemrum, men er statusmøder du skal ikke.. Du behøver ikke sige noget om, hvornår du starter” og.. (I: nej) og hvordan og hvorledes der ikk'.. Du tager det bare i dit eget tempo.. Og det var rigtig, rigtig fedt at få.. få at vide -­‐ det var lige det, jeg havde brug for” (Skolelæreren, bilag 1: 12). Lederen giver Skolelæreren frihed til at få det bedre ved at afklare, hvilke forventninger han har til ham, samt at sikre, at han har et job at komme tilbage til. Det kan medvirke til, at Skolelæreren får et mere positivt selvbillede under sin oplevelse af stress: ”Jamen, altså sådan en som min leder, altså.. (..) Han var skide god (I: ja), det var han altså.. Han fik sagt alle de rigtige ting på alle de rigtige tidspunkter (I: mmm). (..)det der med, at der ikke var nogle deadlines (I: ja).. for tingene og det der ikk'.. (I: ja).. Men jeg tror simpelthen også, altså, ikk', at hvis det er, at de havde kørt på med deadlines og alt sådan noget.. Jamen, så havde jeg ikke startet 1. januar, så var jeg måske startet i marts” (Skolelæreren, bilag 1: 30-­‐31). Det, at Skolelæreren får frihed til at tage den tid, han skal bruge til at få det bedre, gør, at bekymringen for hans job forsvinder. Han er meget taknemmelig for sin leders måde at håndtere situationen på. Denne fortolkning kan indikere vigtigheden af, at forventningerne til den, der oplever stress, er afklaret, så vedkommende kan fokusere på at komme i bedring. Frustration Noget af det første Juristen fortæller om sin chef er, at hun ikke føler, at han forstår de udfordringer hun oplever i forbindelse med, at hun er blevet chef for sine tidligere kollegaer: ”jeg kunne også godt mærke, at det var svært at blive..... leder i egen afdeling.. fordi man er hverken eller (I: nej).. øhm... og ens tidligere kollegaer synes også, at det var mærkeligt jeg... ikke fordi de ikke synes jeg var dygtig, men de synes det var mærkeligt, at jeg skulle til at være leder (I: okay), så det gav faktisk en masse udfordringer både... både fagligt, men også øhm... Hvad skal 62 man sige.. kollegialt” (Juristen, bilag 3:2). Det er svært for Juristen at vænne sig til sin nye identitet som leder. Derudover oplever hun, at hendes kollegaer synes det er underligt, at hun er blevet leder for dem. Juristen forsøger at finde støtte hos sin leder, men uden held. Da Juristen indser, at hun oplever stress, fortæller hun om sin situation til sin chef: ”Jeg gik tilbage til min chef, og han sagde "hvad sagde lægen?" så sagde jeg, ”jamen, jeg har fået at vide, at jeg er udbrændt”.. ”Nå, men kan du ikke tage noget ferie?” (fnyser) (I: mmm) øhm.. og jeg blev selvfølgelig enormt, sådan.. Vred over, at han tænkte "hvorfor skal jeg tage en uges ferie?" Det er jo jer, der har... (I: ja) sådan tænkte jeg dengang i hvert fald (I: mm) Det er jo.. det er jo jer jeg har knoklet røven ud af bukserne for og... Hjælper på projekter osv. og så får man at vide, om man ikke kan tage en uges ferie..” (Juristen, bilag 3: 3). Mens Juristen oplever stress, oplever hun – ligesom Skolelæreren – at hun ikke er i stand til at leve op til sin rolle og identitet som den pligtopfyldende arbejdshest. Derfor antages det, at hun har behov for støtte fra sin leder. Chefens respons gør Juristen vred, da hun synes, at hun har gjort sit ypperste for sin arbejdsplads. Ifølge Weick (1995) består meningsskabelsens substans af tre elementer; en ramme, en ledetråd og en forbindelse mellem de to (Hammer & Høpner, 2014). I dette tilfælde består rammen af Juristens tidligere erfaringer med sin chef. Hun har før oplevet, at han ikke er i stand til at hjælpe hende. Ledetråden er måden chefen vælger at håndtere hendes nuværende situation. Ifølge Juristen er der en forbindelse mellem hendes tidligere erfaring med chefens måde at håndtere hendes oplevelser på, samt hendes nuværende erfaring, hvorfor hun vælger ikke at være i dialog med sin chef, mens hun oplever stress. Fastholdelse Sales Manageren fortæller, at hendes chef skaber et dårligt arbejdsmiljø på hendes arbejde, der er skyld i, at hun oplever stress: ”jeg var påvirket af den dårlige stemning.. At.. At det var et ubehageligt sted at være (I: ja).. Som gjorde.. At det trickede.. (I: ja) øhm.. Mit stress.. Øhm.. Og det skyldtes nok i bund og grund øhm.. min chef, at vi først og fremmest var dybt uenige om, hvordan arbejdsgangen skulle.. Skulle forløbe og så hans måde sådan at være over for mennesker” (Sales Manageren, bilag 4: 1). Hun bryder sig ikke om arbejdsmiljøet og chefens væremåde og vurderer, at hendes oplevelse af stress skyldes, at hun ikke deler de samme værdier som sin chef. ”Jeg synes jeg havde nogle gode dage -­‐ jeg synes aldrig, at jeg gik hjem og var sådan.. Træt af det, altså, selvfølgeligt så.. Kan jeg jo godt se nu, at det ikke er et arbejde jeg skal have den dag i dag (I: mm) øhm.. Det går lidt.. Altså, det var ikke.. Mit speciale eller det jeg sådan RIGTIG gerne vil (I: nej).. og så bare den.. men 63 det er nok mest MÅDEN han.. Han sådan.. Gerne vil have det på, der stred imod MINE sådan overbevisninger om hvordan (I: ja) at man skulle gøre det (I: ja) såeh..” (Sales Manageren, bilag 4: 4). Sales Manageren begynder at forbinde sin oplevede stress med arbejdspladsen: ”vi udvælger situationer at handle i, og i vores handlen bliver vi samtidig en del af omgivelserne, og disse omgivelser virker tilbage på os selv” (Hammer & Høpner, 2014). Dette fører til, at Sales Manageren kun ser én løsning på, at hun ikke længere oplever stress og det er at sige op. Sales Manageren vælger at fjerne sig fra en relation, hun oplever som værende dårlig for hende. Ud fra Sales Managerens meningsskabelse om, hvad der er årsagen til hendes oplevelse af stress, kan det tolkes, at chefen kunne have fastholdt Sales Manageren i oplevelsen af stress, hvis ikke hun havde fjernet sig fra relationen og brudt kontrakten. Sammenfatning I ovenstående har jeg fortolket mig frem til forskellige betydninger, ledere kan have. I Skolelærerens tilfælde hjælper lederen ham med at komme ud af sin oplevelse af stress ved at afklare forventninger og sikre Skolelæreren, at han har et arbejde at komme tilbage til. Skolelæreren vurderer, at denne tillidserklæring og frihed er meget afgørende for, at han kommer tilbage til sit virke som skolelærer. Direktøren, der ikke har nogen leder, beslutter sig for at ansætte en funktionær til at varetage de opgaver, han ikke selv magter, og opnår derigennem en aflastning, der hjælper ham. Juristens leder lever ikke op til hendes forventninger til hans rolle, hvorfor hun bliver frustreret. Lederen bidrager derfor ikke til, at hun ikke længere oplever stress, da han ikke formår at dække hendes behov for anerkendelse og forståelse. I Sales Managerens tilfælde er lederen og arbejdsmiljøet direkte skyld i, at hun oplever stress, hvorfor hun som følge heraf vælger at afslutte relationen, så hun kan blive fri for sin oplevelse af stress. Kollegaer Kollegaer er ligesom forholdet til lederen en relation, der er indgået med udgangspunkt i en kontrakt. Dog er det ikke nogen hemmelighed, at relationen til ens kollegaer kan have afgørende betydning for ansattes velbefindende. Nedenstående tages der udgangspunkt i Sales Managerens og Juristens relationer til deres kollegaer, da disse relationer fylder meget i narrativerne. Skolelæreren nævner kun kort sine kollegaer, og Direktøren har ikke som sådan nogle kollegaer, hvorfor der ikke tages udgangspunkt i disse narrativer. 64 Støtte Sales Manageren har – som nævnt i afsnittet om lederen – skabt en mening om, at han og arbejdspladsen er skyld i hendes oplevelse af stress. Denne erkendelse kommer hun dog ikke frem til alene, da hun har en kollega, der deler den samme mening om chefen. De oplever begge, at deres chef spreder en dårlig stemning på arbejdspladsen. De føler ikke, at han er god til at tage ansvar for sine ansatte. Sales Manageren og kollegaen forsøger først at lave ændringer på arbejdspladsen. De forsøger at skabe en god og anerkendende tone ved at indføre tiltag som fx at komplimentere hinanden hver fredag, samt at arbejde mere på tværs af arbejdsområder (Sales Manageren, bilag 4: 19). De oplever dog, at ikke alle deler deres mening, og der opstår som følge heraf kliker på arbejdspladsen: ”Vi havde lidt nogle.. Praktikanter eller hvad man skal sige, som... Som ikke.. Det gik ikke op for dem.. Hvor.. Hvor dårligt et miljø det var.. og de.. De.. De levede lidt i deres egen verden” (Sales Manageren, bilag 4: 20). Sales Manageren forklarer de andre kollegaers manglende opfattelse af det dårlige arbejdsmiljø, som at de ”lever i deres egen verden”. Her skaber Sales Manageren en mening om, at hendes kollegaer ikke er i stand til at se det dårlige arbejdsmiljø. Dog kan kollegaens og Sales Managerens meningsskabelse af ”det dårlige arbejdsmiljø” også være med til at skabe et dårligt arbejdsmiljø. Pondy og Mitroff (1979), citeret i Weick, skriver: ”In organizational life, people often produce part of the environment they face” (Weick 1995: 30). Det kan være, at talemåden er en del af organisationens kultur, og at kollegaen og Sales Manageren kritiserer kulturen ved at indføre nye tiltag. Sales Manageren fortæller, at hun oplever en bedre stemning, når chefen ikke er tilstede. Dette kan være for at understøtte hendes mening om, at det dårlige arbejdsmiljø skyldes chefens tilstedeværelse. Det lykkes ikke Sales Manageren og kollegaen at ændre deres oplevelse af det dårlige arbejdsmiljø og det begynder at sætte sine spor hos Sales Manageren. I forlængelse heraf begynder det at påvirke Sales Manageren. Hun deler sine tanker med sin kollega, der får hende til at indse, at hun oplever stress: ”jeg var heldig, at jeg havde min tidligere kollega som ligesom havde haft de samme... Tanker og følelser ligesom til at sige "jamen, så havde jeg det også" (I: ja) "og det er okay at føle sådan, det er okay at tænke sådan" (I: ja) "fordi det gør vi andre også (..) min erkendelse af at jeg nok havde stress og det med, at jeg skal til at ringe til lægen -­‐ det kommer hurtigere end hvad det ellers ville have gjort, hvis ikke (I: ja)... at jeg havde haft hende til at snakke med (I: ja)” (Sales Manageren, bilag 4: 12). Kollegaen hjælper Sales 65 Manageren med at komme frem til erkendelsen af, at hun oplever stress, hvorfor hun går til lægen. Manglende forståelse Mens Juristen oplever stress, føler hun sig meget alene i det. Juristen fortæller, at hendes kollegaer ikke er i stand til at håndtere hendes oplevelse af stress på en tilfredsstillende måde. Hun nævner, at der er et par stykker, der ringer til hende, mens hun er sygemeldt, men at resten lader hende være (Juristen, bilag 3: 12). Da Juristen kommer tilbage på arbejdet efter sin oplevelse af stress, får hun indtrykket af, at hendes kollegaer ikke er blevet klædt godt nok på i forhold til, hvordan de skal håndtere hendes situation. Derudover har Juristen skabt en mening om, at hendes kollegaer er fra ”den gamle skole”, hvilket betyder, at hun ikke føler, at de kan forstå hendes situation. Juristen føler hele tiden, at hun skal forsvare og retfærdiggøre sig selv, mens hun oplever stress: ”mest af alt ville jeg bare gerne, altså, enten bare have lov til at være i fred ellers så bare være mig selv.. eller i det mindste noget forståelse (I: ja) og hvis det ikke kunne lade sig gøre, så bare.. Bare noget fred på en eller anden måde (I: mm) og ikke.. jamen, at skulle til at forklare øhm.. og retfærdiggøre (I: nej), at det var okay at man havde det sådan, ikk'? (I: ja) ja.. ” (Juristen, bilag 3: 15). Det kan tolkes som om, at Juristen under sin oplevede stress savner noget forståelse og omsorg for hendes situation. Det formår hendes kollegaer ikke at udvise. ”Som mennesker har vi behov for et positivt og sammenhængende selvbillede” (Hammer & Høpner, 2014). Ved ikke at blive anerkendt og forstået er det svært for Juristen at skabe et selvbillede, hun kan stå ved. Der er dog én kollega, der er god til at hjælpe hende med at dyrke hendes nye arbejdsidentitet: ”de parrede mig med én, som var helt modsat sådan lidt doven og brugte måske en time om morgenen på at læse avis og.. kunne have fødderne op i vindueskarmen og sådan noget.. Øhm.. Og han var super god (I: mm) og sagde "nej, nej, det der -­‐ det tager sin tid -­‐ og er du allerede færdig? det er for hurtigt", altså, han var sådan virkelig god til... Øhm... ikke at stille krav.. (I: ja) ja.” (Juristen, bilag 3: 14). Juristen har skabt en mening om, at hendes perfektionistiske side også har været skyld i, at hun oplever stress, hvorfor hun skal lære at være ”doven” på sit arbejde. Det er en stor hjælp for hende at arbejde tæt sammen med en person, der tager tingene med ro. Ved at se og opleve en anden måde at arbejde på hjælper Juristen med at ændre hendes arbejdsmentalitet og identitet, da hun, ved at spejle sig i en anden, kan skabe en anden mening om, hvordan hun kan udføre sit arbejde: 66 ”Jeg synes også, at der skulle være mere sådan -­‐ man skulle tænke lidt mere over, hvad er det for nogle typer opgaver, man skal sætte en stressramt medarbejder til at løse (I: okay), når man kommer tilbage (I: ja) øhm.. Eller have én, som følger op en mentor-­‐agtig-­‐ting (I: ja) det endte det med at blive (I: mm) jeg fik en.. Som.. Det var fordi de satte mig sammen, arbejdede med én, som.. Som var.. mig selv før stressforløbet øhm.. gange fem.. (I: okay) øhm.. Og jeg kunne lynhurtigt mærke det (I: ja) og så fik jeg de der (I: ja) jeg fik faktisk stresssymptomer ret hurtigt igen "vi skal også lige sådan og vi skal sådan og vi skal sådan" og jeg kunne slet ikke overskue de der mange ting” (Juristen, bilag 3: 14). Grundet Juristens oplevelse af den manglende forståelse fra sine kollegaer har hun skabt en klar mening om, hvad en medarbejder, der kommer tilbage efter oplevet stress, har brug for. Ifølge Juristen så har én, der oplever stress, behov for at kunne spejle sig i mennesker, der repræsenterer det sted, hvor de gerne vil hen. Juristen vil væk fra at være en hårdtarbejdende-­‐perfektionistisk person, hvorfor det mest hensigtsmæssige for hende er at få hjælp til at skabe en ny mening om, hvordan hun kan udføre sit arbejde ved at se andre gøre det anderledes end hende selv. Sammenfatning Sales Manageren oplever, at hendes kollega har en stor betydning for, at hun når frem til erkendelsen om, at hun oplever stress grundet et dårligt arbejdsmiljø. Sales Manageren føler sig heldig over at have sin kollega, da hun synes, at hun er grunden til, at hun får håndteret sin stress. Juristen oplever modsat, at hendes kollegaer mangler forståelse for hendes oplevelse af stress. Da Juristen kommer tilbage, savner hun stadigvæk den forståelse og anerkendelse for hendes situation, som hun oplevede, mens hun havde stress. Det medfører, at Juristen skaber en klar mening om, hvad personer, der oplever stress, har brug for. Sammenfatning Noget kan indikere, at de forventninger eller forforståelser, der er til en relation, har betydning for, hvordan relationen opleves. Ud fra fortolkningen af empirien er der indikationer på, at relationer opleves som anerkendende og støttende, når de formår at give ny indsigt og udøve hjælp, hvad enten det er praktisk hjælp eller hjælp i form af, at de respekterer de behov, den, der oplever stress, har. Omvendt kan relationer også opleves som værende en belastning, hvis den, der oplever stress, har forventninger til, hvilken rolle vedkommende skal leve op til, mens han/hun oplever stress. I forhold til professionelle 67 relationer har det stor betydning for en person, der oplever stress, at vedkommendes rolle afklares. Hvis den, der oplever stress, går og er bekymret for sin position, kan dette lægge et yderligere pres på vedkommende om at blive rask, og der er indikationer på, at det kan have den modsatte virkning. Derudover kan en professionel relation fastholde en person i at opleve stress, hvis der forekommer væsentlige værdiforskelle. Kollegaer kan have stor betydning, da de kan give god støtte – både i erkendelsesprocessen – samt som mentor, når den, der har oplevet stress, kommer tilbage på arbejdet. I løbet af analysearbejdet hæfter jeg mig ved, at der er nogle relationer, der har en særlig betydning i forhold til andre. I forlængelse heraf bliver det interessant at se på, hvorfor nogle relationer får en særlig betydning på trods af, at de ikke nødvendigvis er nære relationer. Dette vil forsøgt at blive belyst i næste del af analysen. 68 Praksisfællesskaber I ovenstående analyse er der nogle relationer, der er af særlig betydning, hvorfor det bliver interessant at se nærmere på, hvad der kan karakterisere disse relationer og gå yderligere i dybden med, hvorfor det netop er disse relationer, der får særlig betydning og hvad der er udfaldet af relationerne. Der er noget i de relationer der fører mere med sig end forståelse, anerkendelse og meningsskabelse og som gør, at de kan karakteriseres på en anden måde. I et forsøg på at komme det nærmere tages der udgangspunkt i Wengers (2004) teori om praksisfællesskaber. Figur 7: læring i praksisfællesskaber, forfatterens illustration Skolelæreren og Claus I Skolelærerens narrativ er relationen til Claus af særlig interesse. Relationen til Claus er i første del af analysen kategoriseret som et venskab, men i virkeligheden er de forbundet af deres arbejde i bestyrelsen, hvorfor de ikke direkte har valgt at indgå i en relation. Alligevel viser det sig, at Claus får en særlig betydning i Skolelærerens overgang fra at opleve stress til ikke længere at opleve stress. Den særlige betydning kan forklares med udgangspunkt i relationens karakter. Den relation Claus og Skolelæreren vil i analysen betragtes som værende et praksisfællesskab. Deres fælles praksis er bestyrelsesarbejdet, da skolelæreren fortsat vælger at deltage i bestyrelsen, på trods af hans oplevelse af stress. Skolelærerens fortsatte deltagelse i bestyrelsen udstråler, at Skolelæreren er engageret i fællesskabet: den form for sammenhæng, der forvandler gensidigt engagement til et praksisfællesskab, kræver arbejde (Wenger, 2004: 92). Skolelæreren udstråler gennem sin fortsatte deltagelse endvidere en gensidig ansvarlighed overfor bestyrelsen, der også er med til at styrke sammenholdet i fællesskabet. Fælles repertoire kan være svært at se med det blotte øje, da det omhandler de tavse ting, som en relation kan indeholde som bestemte historier mv. Ved at vedligeholde relationen og fællesskabet forbindes Claus og Skolelæreren på måder, der kan gå dybere end mere abstrakte ligheder med hensyn til personlige træk eller sociale 69 kategorier (Wenger, 2004: 94). Skolelæreren beskriver, at han identificerer sig med Claus, da de besidder nogle fælles træk, men noget kan tyde på, at deres fælles praksis forbinder deltagerne indbyrdes på forskellige, komplekse måder (Wenger, 2004: 94). Det kan være, at det, at de deler en fælles praksis er med til, at Claus’ råd bliver mere legitime og troværdige for Skolelæreren. Derudover opretholder Skolelæreren en del af sin identitet ved at vedligeholde fællesskabet. Selvom Claus og Skolelærerens mødes med henblik på at løse en anden opgave, så bliver udfaldet i Skolelærerens tilfælde, at han får ny viden og lærer at ”tænke tankerne i den rigtige rækkefølge” (Skolelæreren, bilag 1). Ifølge Wenger (2004) er udgangspunktet i fællesskabet netop, at vi gennem fælles aktiviteter engagerer os i hinanden. Derigennem hjælper og forholder vi os til hinanden, samt deler oplysninger og erfaringer og opbygger herved sociale relationer. Der er indikationer på, at det er, hvad der er sket i forholdet mellem Claus og Skolelæreren. Direktøren og familien Direktøren oplever at det at engagere sig mere i fællesskabet i familien hjælper ham ud af sin oplevede stress. Det at være en del af et praksisfællesskab kan hjælpe med at skabe mening og få en person til at føle sig inkluderet i det pågældende fællesskab (Wenger, 2004). På trods af, at Direktøren og hans familie er et fællesskab, grundet deres betegnelse som ”familie”, så er det ikke gjort ved det. Direktøren fortæller, at han, inden han oplever stress, ikke er god til at engagere sig i sin familie: ”det var tit til fodboldkampe med drengene, så så jeg jo ikke kampen, jeg stod og snakkede i telefon (I: ja) hele tiden -­‐ det har de i hvert fald sagt -­‐ "så du kampen, far?" "Ja, ja.." (I: ja ja) "Så du hvad jeg lavede???" "Ja, ja.. " og jeg så ikke en skid, vel? Jeg stod bare der og snakkede hele tiden, ikk'?” (Direktøren, bilag 2: 7). Ifølge Wenger er det at være en del af det, der har betydning, en forudsætning for at være en del af fællesskabets praksis (Wenger, 2004: 92). Det påvirker Direktørens familie, at han ikke er en del af deres fælles praksis, men det påvirker også Direktøren. Direktøren har efter sin oplevelse af stress erkendt, at han ikke trivedes ved ikke at være en del af fællesskabet i familien. Han udtaler: ”Det er egentlig meget smart.. Meget rart at få.. Få fortalt det nu på den her måde, fordi man kan egentlig se, hvor åndssvag man har været dengang (I: ja), så.. ” (Direktøren, bilag 2: 7). Det kan antages, at Direktøren under sin oplevelse af stress har skabt en fantasi eller forestilling om, at hans oplevelse af stress kan have noget at gøre med, at han ikke engagerer sig nok i sin 70 familie: ”det er gennem fantasien, at vi erkender vores egen oplevelse som en refleksion af bredere mønstre, forbindelser og konfigurationer” (Wenger, 2004: 205). Ifølge Wenger (2004) er det gennem vores fantasier, at vi ser vores egne praksisser som fortsatte historier; det er gennem vores fantasier, at vi forestiller os nye udviklingsmuligheder. Læringen har været, at han ikke oplever stress ved i højere grad at bruge tid sammen med sin familie. Sales Manageren og kollegaen Sales Manageren og kollegaen har et fælles ønske om, hvordan det skal være at gå på arbejde, og derfor skaber de et fællesskab, der omhandler det dårlige arbejdsmiljø og problemerne med deres chef. Sales Manageren fortæller, at hendes oplevelse med chefen og arbejdspladsen har medført, at hun nu ved, hvad hun vil: ”Jeg virkelig ikke vil gå på kompromis med, hvad JEG føler er rigtigt (I: ja) i forhold til mine arbejdsopgaver (I: ja).. jeg skal ikke.. Øh.. Gøre noget.. Som strider imod.. Hverken min egen overbevisning eller.. Måske lovgivningsmæssigt eller.. Bare for at tilfredsstille sin (I: nej).. Og så har jeg jo så HELT klart også op.. Altså fundet de der faresignaler (I: ja) for hvordan en chef IKKE skal være (I: ja)” (Sales Manageren, bilag 4: 8). Wenger (2004) skriver, at ”vores medlemskab (af et fællesskab) konstituerer (..) vores identitet” (Wenger, 2004: 177). Det kan indikere, at Sales Manageren, ved at være en del af fællesskabet med sin kollega, har konstrueret eller skabt en arbejdsidentitet. Derudover ”afføder fælles praksis en forpligtelse over for hinanden og deres fælles vilkår, som er ensbetydende med en betydelig oplevelse af deltagelse” (Wenger, 2004: 199). For Sales Manageren er det job, der gør, at hun oplever stress, det første fuldtidsjob hun har efter sine studier. Det antages derfor, at hun endnu ikke har skabt sig sin arbejdsidentitet, hvorfor det kan siges, at hun gennem sit fællesskab om det dårlige arbejdsmiljø med sin kollega skaber en del af sin arbejdsidentitet. Dette medfører, at hun fravælger sit job og beslutter sig for, at hun hellere vil være i en anden branche. Juristen og gruppeterapi Juristens oplevelse med gruppeterapi er ikke nævnt i første del af analysen, da dette narrativ er meget kort og ikke virker til at have meget betydning for Juristen. Dog udtaler hun alligevel, at hun lærer af at være en del af fællesskabet, hvorfor det er interessant at se nærmere på denne relation: ”det var egentlig meget lærerigt, fordi man sad i en gruppe med måske otte andre stressramte (I: mm) og fandt ud af, at man langt fra var den eneste og meget de samme problemer, det var meget med dårlig ledelse og.. Øhm.. manglende.. (..) empati og.. (I: mm) øhm... 71 Og at, at mange af de samme.. øh... 80 % havde også haft lignende forløb med bihulebetændelse (I: ja) øh.. Op til -­‐ og hovedpine, spændingshovedpine” (Juristen, bilag 3: 4). Selvom Juristen ikke umiddelbart synes, at gruppeterapien er af større betydning, indordner hun sig alligevel og udfylder sin rolle i fællesskabet. Ved at gøre dette oplever hun at hun lærer gennem sin deltagelse: ”Indordningsprocessen forbinder tid og rum og danner bredere virksomheder, således at deltagerne bliver knyttet sammen gennem koordination af deres energier, handlinger og praksisser” (Wenger, 2004:206). Juristen vælger ikke selv at være en del af gruppeterapien, da den er en del af det stressforløb, hun deltager i. Dog lærer hun, at andre oplever det samme som hende som følge af deres deltagelse. Læringen betyder, at Juristen ikke føler sig alene i sin oplevelse af stress, hvilket betyder at: ”Det var et eller andet sted... Gav det jo også et eller andet med, at man ikke var helt alene med det (I: mmm), men det var ikke fordi man egentlig sådan så de andre (I: nej) uden for det der” (Juristen, bilag 3: 4). Juristen indser, at hun ikke er den eneste, der gennemgår de ting hun gør. Denne indsigt kan være med til at motivere Juristen til at få det bedre. Wenger (2004) skriver, at menneskelige kompetencer er kilde til motivation, kreativitet og problemløsning. Det antages, at Juristen gennem sin deltagelse i gruppeterapien og indsigt i, at hun ikke er alene finder en styrke og tro på, at hun kan komme videre. Sammenfatning Vi er alle medlem af mange forskellige praksisfællesskaber. Nogle af vores praksisfællesskaber kan være med til at stresse en person, mens andre finder ro i at være en del af et bestemt fællesskab og en mening livet udover arbejdet. Skolelærerens relation til Claus viser sig at have stor betydning for, at han ikke længere oplever stress. Det, at de deler en praksis gør, at Claus’ råd virker legitime og troværdige i forhold til Skolelæreren, der tager nyttig viden med sig i sin færd mod ikke længere at opleve stress. Direktøren indser, at han ikke har prioriteret familiens fællesskab nok og ved at deltage i familiens praksisser ved at engagere sig i familien lærer han, at trives bedre i sin identitet som familiefar end som en mand, der overfor omverdenen skal udstråle, at han har styr på tingene. Sales Manageren finder en arbejdsidentitet gennem sit praksisfællesskab med kollegaen, der får betydning for hendes fremtidige arbejdsliv. Juristen tillægger ikke den gruppeterapi hun er en del af meget værdi, men det viser sig alligevel, at hun ved at involvere sig i fællesskabet lærer, at hun ikke er alene i sin oplevelse af stress. Interviewdeltagerne skaber mening, udvikler deres identitet 72 og lærer gennem deltagelse i forskellige praksisser, hvilket får betydning for, at de ikke længere oplever stress. Diskussion Ovenstående analyse af betydningen af relationer for, at personer, der oplever stress, ikke længere oplever stress, er et bud på, hvordan denne problemstilling kan anskues. Ud fra ovenstående analyse har jeg fortolket mig frem til flere måder, relationer har betydning. Min første del af analysen er en fortolkning af, hvordan relationer kan hjælpe med at skabe mening om den situation, de, der oplever stress, befinder sig i, så de kan komme videre fra oplevelsen af stress. Der er indikationer på, at det særligt er i relationer, hvor den, der indgår i relationen, får en oplevelse af at blive anerkendt, støttet og forstået, der medfører størst rum for meningsskabelse. Meningsskabelsen skaber vilkår for forandring. Derudover er der indikationer på, at relationer, hvor de, der indgår, ikke føler sig forstået, hørt eller anerkendt, får oplevelsen af at være alene eller føler sig fortabt. Derfor kan det siges, at det for alle mine interviewpersoner er meget et meget gennemgående tema, at det, at de ikke føler sig alene er af betydning. Det er derfor de søger bekræftelse hos læge, familie eller kollegaer. Det kan dog diskuteres hvorvidt dem, der oplever stress ville være nået frem til erkendelsen om, at de oplever stress, hvis ikke det var for deres relationer? Én af problematikkerne ved stress er netop, at det ikke er en diagnosticeret sygdom og at det rammer alle forskelligt, hvorfor det kan tænkes om en person kan adoptere tanken om at opleve stress. Dette kunne gælde i tilfældet med Sales Manageren. Ville hun selv være nået frem til en erkendelse om det dårlige arbejdsmiljø og hendes oplevede stress, hvis ikke det var for kollegaen? Er hun selv med til at skabe det dårlige arbejdsmiljø? Sales Manageren går godt nok til lægen og får sin mistanke bekræftet, men på daværende tidspunkt har hun allerede sammen med sin kollega nået frem til erkendelsen af, at hun oplever stress, så derfor kan hun have fortalt sin historie om hendes oplevelser med udgangspunkt i hendes meningsskabelse. Kan dette være grunden til, at flere og flere oplever stress? 73 Praksisfællesskaber i praksis I anden del af analysen fortolker jeg mig frem til, at der er nogle indikationer på, at dem, der har oplevet stress er del af betydningsfulde praksisfællesskaber. Ifølge Wenger (2004) er vi alle del af praksisfællesskaber. Det kan dog diskuteres, hvorvidt disse relationer kan karakteriseres som praksisfællesskaber, da det kan være svært at få øje på dem og forstå, da jeg alene forsøger at forstå dem udefra. På trods af dette er der dog indikationer på, at nogle af relationerne ikke blot biddrager med meningsskabelse, men også med læring grundet den fælles praksis, hvorfor de kan karakteriseres som værende praksisfællesskaber. I forlængelse heraf er det interessant at diskutere hvorvidt praksisfællesskaber i højere grad kunne vise sig at være anvendelige i forbindelse med stresshåndtering. Wengers (2004) grundantagelse er, at udviklingen af identitet og praksis foregår i en gensidig læreproces. Når en person oplever stress har vedkommende netop behov for at udvikle sin identitet og da dette foregår i relation til andre kan praksisfællesskaber vise sig at være det ideelle sted for en sådan udvikling. Det kunne være interessant, hvis arbejdspladser, psykologer og læger i højere grad fik øje på, hvilke fællesskaber den, der oplever stress er en del af, så disse kunne bruges mere aktivt i helingsprocessen. For hvis et fællesskab omkring praktisk arbejde er med til at skabe innovation og identitet, som Wenger (2004) proklamerer, at det gør, så er det netop der, der skal sættes ind, når en person oplever stress. Der skal selvfølgelig tages højde for, at en person i begyndelsen af oplevet stress har behov for ro og hvile. Dog kunne det være interessant hvis der kom mere fokus på, hvilke fællesskaber en person er del af, som kunne gavne vedkommende og hvor der deles en praksis. I mine tilfælde ses det, at Skolelæreren får meget ud af fortsat at være en del af sit bestyrelsesarbejde, da han får meget ud af at snakke med et andet bestyrelsesmedlem om sine erfaringer med stress. Derudover oplever Direktøren, at det fællesskab, der gavner ham mest er hans familie, hvorfor han får det bedre af at engagere sig mere i det og som resultat heraf begynder at prioritere sin tid anderledes. Juristen oplever at føle sig ensom, da hun fravælger de fleste af sine relationer mens hun oplever stress, dog finder hun ud af, at hun lærer, at hun ikke er alene ved at deltage i gruppeterapi. Sales Manageren lærer gennem sit fællesskab med sin kollega, hvad hun ikke vil gå på kompromis med i sit arbejdsliv og måske kan denne læring være med til, at hun ikke havner i en situation igen, hvor hun oplever stress. Ud fra mine fortolkninger ses det, at der er nogle specifikke fællesskaber, der får en speciel betydning, hvorfor det kunne være 74 interessant, hvis der under et stresshåndteringsforløb kom mere fokus på gode, lærerige fællesskaber. 75 Metodisk tilbageblik Der vil altid være fordele og ulemper ved forskellige metodevalg, og dette har også vist sig at være gældende i min specialeproces. Denne indsigt har medført, at jeg efterfølgende har gjort mig nogle overvejelser om, hvilke ting jeg med fordel kunne have gjort anderledes for at styrke specialets validitet. Validiteten i specialet kunne være blevet styrket, hvis jeg havde valgt at lave flere interviews med de samme interviewpersoner, da jeg ville have haft mulighed for at stille uddybende spørgsmål til interessante aspekter i deres historier. Historierne om interviewpersonernes stressforløb fylder meget af min samlede empiri i forhold til, at mit genstandsfelt for opgaven er relationers betydning for, at de ikke længere oplever stress. Dog er optakten til stress og deres oplevelse af stress vigtig for forståelsen af, hvorfor og hvordan meningerne om relationerne skabes. Min tanke er, at jeg kunne have lavet et indledende interview med fokus på at lære deres individuelle stressforløb at kende, for derefter at lave et eller flere opfølgende interviews efter at have transskriberet dem. Fordelen ved at lave opfølgende interviews efter endt transskribering er, at det bliver muligt at udarbejde en interviewguide med udgangspunkt i de spørgsmål, der dukker op under transskriberingen af interviewene. I forhold til mit videnskabsteoretiske ståsted er det vigtigt at pointere, at mine fortolkninger ikke kan overføres til en anden kontekst end den, hvori de er blevet skabt. Den viden, jeg har skabt, kan bruges som inspirationskilde til andre personer, der deler samme livssyn eller befinder sig i en lignende situation, men da begreberne stress og relationer i dette speciale er konstrueret i denne specifikke kontekst, er det ikke muligt at erkende denne viden som den eneste sandhed. Mine fortolkninger er lavet ud fra fire personers subjektive oplevelser af, hvilken betydning deres relationer har haft for, at de ikke længere oplever stress, og da der aldrig er to relationer, der er ens, er det derfor ikke muligt at overføre den konstruerede viden til andre, da det er forskelligt fra person til person, hvordan stress konstrueres og relationer opleves. 76 Konklusion Dette speciale er skrevet med afsæt i et ønske om at få mere fokus på en relationel tilgang til stresshåndtering. Jeg har på baggrund af en kvalitativ undersøgelse af fire personer, der tidligere har oplevet stress, forsøgt at finde svar på, hvilken betydning relationer har for, at de ikke længere oplever stress. Jeg har med udgangspunkt i narrativ teori, sensemaking og teorien om praksisfællesskaber fortolket mig frem til forskellige måder relationer har betydning for, at personer, der oplever stress ikke længere oplever stress. Ud fra min analyse har jeg fortolket, at mine interviewpersoner under oplevet stress har svært ved at finde deres stressramte selv. De har brug for at skabe et nyt selvbillede og finde en mening med deres oplevelse af stress, så de kan blive fri for oplevelsen af stress. Ud fra min analyse er der indikationer på, at relationer kan hjælpe den, der oplever stress med at erkende, at vedkommende oplever stress, så problemet kan blive håndteret. Ved at hjælpe med erkendelsen af problemet rykker den, der oplever stress, sig tættere mod ikke længere at opleve stress. Relationer kan desuden hjælpe under oplevelsen af stress ved at støtte, anerkende og forstå den, der oplever stress’ situation, da det til tider kan være svært at gennemgå en stor krise, som stress i mange henseender er. Endvidere kan relationer udfordre den meningsskabelse den, der oplever stress har skabt om sin situation. Når mennesker deler deres tanker og livssyn, har de mulighed for at blive udfordret på disse, hvilket også viser sig at være tilfældet for nogle af mine interviewpersoner. Ved at blive udfordret på sin meningsskabelse kan den, der oplever stress handle eller tænke anderledes om sin oplevede stress og derved udvikle sig. Dem, der har oplevet stress fortæller også, hvordan de har spejlet sig i deres relationer og derved også udviklet et nyt syn på deres situation. Det ikke at føle sig alene om sin oplevelse af stress er et gennemgående tema og der er indikationer på, at det er nemmere at udvikle sig, når ikke den, der oplever stress føler sig alene i udviklingen. Derudover hjælper relationerne interviewpersonerne med at træffe andre valg end før og på nye måder, til at blive mere klar over, hvad deres værdier er og hvad de står for, de sætter spørgsmålstegn ved ting, som de før tog for givet. Nogle (arbejds)relationer kan fastholde en person i at opleve stress, hvis den, der oplever stress, har skabt en mening om, at oplevelsen af stress f.eks. skyldes et dårligt arbejdsmiljø eller problemer med ledelsen. En af interviewdeltagerne foreslår, at det er en god idé at have 77 en mentor, når den, der har oplevet stress, kommer tilbage på arbejde igen. Det er dog ikke uden betydning, hvilken slags mentor vedkommende har. Det er vigtigt, at mentoren hjælper den, der tidligere har oplevet stress, med at fastholde nogle af de ting, vedkommende har lært under sin oplevelse af stress, så han/hun ikke igen kommer til at opleve stress. Der er nogle indikationer på, at særlige relationer også betegnet som praksisfællesskaber, der gennem en fælles praksis, bidrager til, at den, der oplever stress lærer og derved rykker sig mod ikke længere at opleve stress. Derfor kan disse fællesskaber også have en betydning for, at en person, der oplever stress ikke længere oplever stress. Relationerne er derfor af væsentlig betydning. For Skolelæreren, Direktøren, Juristen har det medført en markant forandring af den måde, de lever deres liv på. For Sales Manageren har hendes relation til sin kollega medført, at hun har lært nogle vigtige lektier om, hvad hendes fremtidige arbejde skal indeholde. Derfor er der indikationer på, at relationer har været afgørende for dem alle sammen i forskellige udstrækning. Når det så er sagt, så eksisterer der ikke noget entydigt svar på mit speciales problemformulering. Der vil altid være flere sider af samme sag, hvilket også resulterer i, at dette speciale kunne være blevet anskuet fra mange andre forskellige vinkler end dem jeg har valgt, men jeg synes, at min opgave giver et godt bud på, hvordan betydningen af relationer kan anskues. Perspektivering Processen med at tale med fire personer og derudfra udlede, hvilken betydning deres relationer har haft for, at de ikke længere oplever stress ud fra forskellige vinkler, er langtrukken. I løbet af denne proces er jeg derfor også blevet klogere og har i forbindelse hermed gjort mig nogle tanker om udformningen af min undersøgelse og konklusioner. De tanker, jeg har gjort mig undervejs, har givet mig inspiration til andre måder at anskue feltet på. Spændingsfeltet mellem individet og relationer Ud fra min fortolkning kan det siges, at de relationer, der opleves som værende meningsskabende og anerkendende relationer, kan siges at skabe rum for læring og udvikling. Dette udviklingsrum er især vigtigt for dem, der oplever stress, da de netop skal udvikle sig og lære for at komme ud af deres oplevede stress. Det har været udfordrende at se på relationers 78 betydning alene, da det har vist sig, at interviewpersonernes forforståelse af og forventninger til relationen også har en indvirkning på, hvordan relationerne opleves, som også har en indflydelse på læring. Her kunne det have været interessant at se på spændingsfeltet mellem relationerne og individet. Illeris (2013) har beskrevet dette spændingsfelt som værende det sted, hvor læringen finder sted. Derfor mener Illeris (2013) ikke, at læring ikke er et enkeltstående begreb, der kun finder sted i relationer. Illeris opererer i den (2013) med to processer, som efter hans udsagn skal være aktive for at opnå læring. Her er tale om et samspil mellem individet og de sociale og materielle omgivelser, og en intern bearbejdelse eller tilegnelse af impulserne fra samspillet (Illeris, 2013). Det er i bearbejdningen af de to processer, at vores nye erfaringer forbindes med vores tidligere erfaringer eller læring, som så omdannes til ny læring. De to processer finder, ifølge Illeris (2013), ofte sted samtidigt og kan derfor være vanskelige at identificere som to adskilte processer. Illeris’ (2013) læringsforståelse lægger sig meget op ad den erfaring, jeg har gjort mig under mit analysearbejde. Når mennesker lærer og udvikler sig, handler det om at knytte de impulser og erfaringer sammen til noget, der giver mening for os. Processerne kan forstås som et samspil mellem psykologen, lægen, konen, lederen eller kollegaen og individet, hvor det er op til individet selv at tilegne sig impulserne fra relationerne. Uanset hvordan det gøres, så sker tilegnelsen af de erfaringer, viden eller gode råd, som individet modtager i samspillet, på baggrund af koblingen mellem tidligere erfaring og læring. Det kunne være interessant at gå mere i dybden med betydningen af dette spændingsfelt. Kvinder og mænds forhold til relationer Jeg vælger ikke at have fokus på mænd og kvinder i arbejdet med min problemstilling, men jeg oplever alligevel, at der dukker nogle interessante aspekter op, der kunne have været spændende at arbejde videre med eller undersøge nærmere, hvis jeg havde haft muligheden for det. Selvom jeg kun interviewer to mænd, er der alligevel en del sammenfaldende ting i de historier, de fortæller om deres relationer. Ud fra min fortolkning af Direktørens og Skolelærerens historier synes det at være af en vis betydning, at de kan identificere sig med dem, der giver dem råd til, hvordan de ikke længere oplever stress. Skolelæreren fortæller, hvordan Claus, der ligesom ham er en handlekraftig mand, har håndteret sin oplevelse af stress. Direktøren fortæller om, hvor stor en betydning det har, at en god ven, som har haft stress, deler oplevelsen med ham og dermed viser, at det kan lade sig gøre at blive fri for 79 stress igen. Kvinderne, derimod, nævner ikke i samme grad specifikke veninder, der har haft betydning. Om det er en tilfældighed, er ikke til at sige, da jeg – som nævnt i mit metodeafsnit – gik efter at få uddybet historierne om de relationer, som de selv nævnte som værende af betydning. Men jeg synes ikke desto mindre, at det kunne have været interessant at undersøge, hvorvidt der – mellem kønnene –er forskel på, hvilke relationer der er af særlig betydning og hvorfor. I min undersøgelse er der noget, der indikerer, at der særligt for mændene er noget betydningsfuldt i at identificere sig med relationer, der gør, at deres råd/erfaringer får en særlig betydning, men om det er særligt for mænd, er svært at sige. 80 Litteraturliste Andersen, I. (1997). Den skinbarlige virkelighed (1. Udgave, 2. Oplag 1998 ed.) Samfundslitteratur 1998. Andersen, M. F. (2014). Nye perspektiver på stress i arbejdslivet. Retrieved 23.06.2015, 2015, from http://videnskab.dk/kultur-­‐samfund/nye-­‐perspektiver-­‐pa-­‐stress-­‐i-­‐arbejdslivet Andersen, M. F., & Brinkmann, S. (2013). Nye perspektiver på stress. Aarhus: Brinkmann, S. (2014). Det kvalitative interview. København: Bryman, A., & Bell, E. (2007). Business research methods (2. ed. ed.). Oxford: Christensen, G. (2002). Psykologiens videnskabsteori, en introduktion. Frederiksberg: Darmer, P., Jordansen, B., Madsen, J., & Thomsen, J. (2010). Paradigmer i praksis -­‐ Anvendelse af metoder til studier af organiserings-­‐ og ledelsesprocesser (1. Udgave, 2. Oplag. ed.). København: Handelshøjskolens Forlag. Esmark, A., Laustsen, C., & Andersen, N. Å. (2005). Socialkonstruktivistiske analysestrategier -­‐ en introduktion. In Esmark, A., Laustsen, C. & Andersen, N. Åkerstrøm (Ed.), Socialkonstruktivistiske analysestrategier (1. udgave ed., pp. 7-­‐31). Rosenørns Allé 9, Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag. Forebyg stress. (2015). Forebyg stress. Retrieved 01/15, 2015, from http://www.forebygstress.dk/private_stressbehandling_stresshjaelp_individuelt.htm 81 Fra stress til trivsel. (2015). Hvad kan I gøre? Retrieved 01/20, 2015, from http://www.frastresstiltrivsel.dk/hvad-­‐kan-­‐i-­‐gore/ Gergen, K.,J. (1997). Virkelighed og relationer, tanker om sociale konstruktioner. København: Groth-­‐Pedersen, S. (2014). Stress kommer altså mere af arbejde end private forhold. Retrieved 02/24, 2015, from http://politiken.dk/debat/ECE2488091/stress-­‐kommer-­‐altsaa-­‐mere-­‐
af-­‐arbejde-­‐end-­‐private-­‐forhold/ Gundersen, R. (2011). Stressklinikker: Smartphones gør danskerne syge. Retrieved 02/24, 2015, from http://politiken.dk/forbrugogliv/ECE1455487/stressklinikker-­‐smartphones-­‐
goer-­‐danskere-­‐syge/ Hammer, S., & Høpner, J. (2014). Meningsskabelse, organisering og ledelse -­‐ en introduktion til weicks univers (1. udgave ed.). Rosenørns Allé: Samfundslitteratur 2014. Haslebo, G. (2004). In Kølle M. (Ed.), Relationer i organisationer -­‐ en verden til forskel (1. udgave, 8. oplag ed.). Gylling: Narayana Press. Illeris, K. (2013). Transformativ læring og identitet. Frederiksberg: Justesen, L., & Mik-­‐Meyer, N. (2010). Kvalitative metoder i organisations-­‐ og ledelsesstudier. København: Kvale, S. (1994). InterView [InterViews] (B. Nake Trans.). (11th ed.). Gylling: Narayana Press. Kvale, S. (1997). Interview, en introduktion til det kvalitative forskningsinterview. København: Kvale, S. (2007). Doing interviews. Los Angeles: 82 Larsen, D. (2013). Stresset? mindfulness er svaret. Retrieved 02/24, 2015, from http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/ECE2128088/stresset-­‐mindfulness-­‐er-­‐svaret/ Lave, J., & Wenger, E. (2003). Situeret læring -­‐ og andre tekster [Situated Learning. Legitimate Peripheral Participation.] (N. Bjørn Trans.). (1. udgave ed.). København: Hans Reitzels Forlag. McDonald, S., & Simpson, B. (2014). Shadowing research in organizations: The methodological debates. Qualitative Research in Organizations and Management: An International Journal, 9(1), 3-­‐20. Mølgaard, M. (2014). Stress kan ramme alle. Retrieved 4/20, 2015, from Munch, I. (2008). Stress -­‐ hverken diagnose eller dovenskab. Retrieved 02/24, 2015, from http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE553068/stress-­‐-­‐-­‐hverken-­‐diagnose-­‐eller-­‐
dovenskab/ Nielsen, K. S. (2006). Fortællinger i organisationer, narrativ praksis (2. udg. ed.). København: Riessmann, C. (1993). In Hunter J. (Ed.), Narrative analysis. USA: Sage Publications, Inc. Ritzau. (2013). Chefen giver stress og depression -­‐ ikke arbejdsmængden. Retrieved 04/24, 2015, from http://politiken.dk/oekonomi/arbejdsmarked/ECE2113081/chefen-­‐giver-­‐
stress-­‐og-­‐depression-­‐-­‐-­‐ikke-­‐arbejdsmaengden/ Roulston, K. (2010). Reflective interviewing, A guide to theory and practice. London: Stressforeningen. (2011). Stress i tal. Retrieved 11/15, 2015, from http://www.stressforeningen.dk/om-­‐stress/fakta-­‐om-­‐stress/stress-­‐i-­‐tal 83 Sundhedsstyrelsen. (2007). In Hjalsted B., Sindballe A.(Eds.), <br />Kender du til stress? sådan kan du gøre noget ved det. (1.th ed.). Albertslund: Sundhedsstyrelsens publikationer. Thagaard, T. (2004). Systematik og indlevelse -­‐ en indføring i kvalitativ metode. København: Akademisk forlag. Weick, K. (1995). Sensemaking in organizations. Thousand Oaks: Weick, K. E., Sutcliffe, K. M., & Obstfeld, D. (2005). Organizing and the process of sensemaking. Organization Science, 16(4), 409-­‐421. Wenger, E. (2004). Praksisfællesskaber, læring, mening og identitet. København: 84 Bilag Bilag er vedlagt på CD Bilag 1: Skolelærerens transskribering Bilag 2: Direktørens transskribering Bilag 3: Juristens transskribering Bilag 4: Sales Managerens transskribering Bilag 5: Opslag til informanter Bilag 6: Interviewguide Bilag 7: Det informerede samtykke Bilag 8: Refleksionsguide til interview Bilag 9: E-­‐mail til interviewdeltagere 85