LITTERATURENS VEJE - 2. udgave, 12. oplag

en seer, der i høj grad gør sig til redskab for
sin egen sekraft.
I det lille digt herunder ser vi fx, hvordan
familie og matematiske systemer smelter
sammen:
antyder – kan sammenligne hans poesi med de
store moderne seeres, jf. Rimbaud.
TENDENSER I
9 0 ’ E R - L I T T E R AT U R E N
¶¶ Matnat
Parabelkollaps integralespasmer
fadernetværk modermængder
søster broder adderede smerter
brænder trævles subtraheres
fra sindets enorme program ¶¶
Her er der på sin vis alvor og freudianske konflikter, men de holdes stramt i ave og bliver
snarere registreret end følt.
Som sagt gør Grotrian i høj grad brug af
traditionen, samtidig med at han indsætter
den i sin helt egen sprogligt højtgearede stil.
Især har han følt sig beslægtet med og inspireret af Johannes Ewald. Han kan skrive oder i
hans stil, og iblandt stæler han meget direkte
fra den følsomme mester. Således i digtet Da
jeg var syg, hvor titlen er tyvstjålet, men hvor
indholdet bliver en typisk postmoderne blanding af stilniveauer, der spænder fra højstemt
og svært tilgængelig følsomhed og til den
moderne virkeligheds hårde og upoetiske realiteter: »Da jeg var syg, blev sten til damp, og
Sisyfos fik astma/ hvor jeg længes efter sikkerhed i tågernes halveringstid«. Her er brokker fra flere æstetiske sfærer, og mens fx Sisyfos peger tilbage til det mytologiske, peger
ordet halveringstid ubønhørligt på den moderne atomfysik. I Ode til et egetræ ser man den
samme figur. Her slås først hyldestens højstemte stil an, men dernæst tales der farligt
om motorsave og de kister, der muligvis skal
laves af træets ved. Den blide susen i trækronen bringer også moderne mindelser, den
lyder som en brusetablet.
Seneste værker fra Grotrian er Risperdalsonetterne (2000) og Seerstemplet fra 2001. Risperdalsonetterne lyder som naturidyl a la
rokoko, men er det slet ikke. Navnet refererer
til et antipsykotisk middel »Risperdal«, som
Grotrian i perioder bruger, og dette er et
typisk eksempel på hans meget bevidste leg
med tradition/traditionsbrud.
I Seerstemplet foldes den visionære kraft
ud i en række storslåede, men også vanskeligt
tilgængelige digte. Grotrians billedsprog rummer en kraft, der gør, at man – som titlen
440
Mellem verden, kroppen og skriften
Warez - DK ([email protected])
Floden har traditionelt været et billede på historiens forløb. Når Heraklit for mere end totusind år siden konstaterede, at vi ikke kunne
stige ned i den samme flod to gange, pegede
han på tiden som en forandrende faktor: vi har
forandret os, men floden har også forandret
sig. Deraf drog han konklusionen, at alt forandres, eller som han sagde alt flyder. Det er et
diktum, der kan passe fint på litteraturhistorien i almindelighed, og på tendenserne i
90’erne i særdeleshed.
En moderne dansk filosof, Kasper Nefer
Olsen, har leget videre med billedet af historien som en flod. Han siger, at forestillingen om
historien som én strøm, der bevæger sig i
samme retning har mistet gyldighed. Vi er
ankommet til flodens delta, hvor vi ser mange
forskellige tendenser, hvor floden har delt sig i
små og større arme, og hvor strømmen i flodarmene følger hver sit forløb og hver sit
tempo:
¶¶ for de gamle grækere var tiden en uendelig
flod, som rev nu’et med sig, uophørligt og
altid i samme retning; for os er den blevet et
uendeligt delta: den flyder stadig, og visse steder endda hurtigere end nogensinde før, men
andre steder til gengæld tilsvarende langsommere – og atter andre steder endda baglæns.¶¶
Beskrivelsen her er blevet et udbredt billede
på den postmoderne epoke eller den postmoderne tilstand. Ismernes tid er forbi, kunstnerne kaster ikke mere med passende mellemrum
energien ind i én samlet bevægelse, et samlet
opgør med traditionen. Igennem sidste halvdel
af dette århundrede har begrebet avantgarde,
mistet betydning. En isme samler ikke i dag
hele det dominerende kunstmiljø i sig, sådan
som fx impressionismen gjorde det for godt
hundrede år siden. Ismerne afløser ikke længere hinanden én ad gangen. De er i stigende
grad æstetiske muligheder, der findes på litteraturens store varelager, hvor der er frit valg
på alle hylder.
I denne forstand havde allerede Strunges
værk tydelige postmoderne træk, og han mik-
Copyright 2010 Systime A/S
sede sin helt egen cocktail af klassisk modernisme, surrealisme og rockkultur. Samtidig
bliver Strunge imidlertid stadig eksponent for
en fælles kultur. 80’erne havde faktisk en
offensiv ungdomskultur, nemlig punken, som
fik stor indflydelse på det kunstneriske udtryk
for de fleste forfattere i Strunges generation.
På samme måde som hippiebevægelsen og
senere den politiserede studenterbevægelse fik
det for de sene 60’eres og 70’ernes kunst.
Højholt, Dan Turèll og Peter Laugesen i høj
kurs. Ligesom også Henrik Nordbrandt gør
det. Endelig forbinder man sig også med traditionen længere bagud – og filosofisk kommer
fænomenologi og eksistentialisme på programmet igen. Derimod er man ikke længere
så optaget af metapoesi, skriften som skrift er
blevet erkendt, og man kan i højere grad vende sig mod temaer, der er forankret i virkeligheden.
F R A D E LTA T I L N E T V Æ R K
EN KROP AF KØD OG
BLOD: KIRSTEN HAMMANN OG MADS BRENØE
I 1990’erne findes der ikke længere nogen dominerende subkultur, der kan udgøre et kunstnerisk omdrejningspunkt for den generation,
der debuterer her. Og hvad mere er, så er også
den postmoderne leg med de uendelige muligheder begyndt at føles udtømt, når vi ankommer til midten af halvfemserne. Virkeligheden
trænger sig i højere og højere grad på.
Skal vi fortsætte i Nefer Olsens billede af
deltaet kan vi måske sige, at det med tiden
viser sig at deltaet ikke udgør en udmunding,
en slutning, men derimod en begyndelse på
uoverskuelige og centrumsløse strukturer, der
har blivende karakter. Postmodernisme betyder som bekendt ‘efter-modernisme’, men
efterhånden står det klart, at vi ikke befinder
os i en periode, der først og fremmest kan
karakteriseres som et ‘efter’, men snarere som
et ‘på tærsklen til’. De nye metaforer bliver
derfor i højere grad neurale (nervemæssige)
netværk, internettet, netværksorganisation
osv. Nettet, som ikke har nogen begyndelse og
ende og ikke længere nogen retning bygget
ind i sig (som deltaet dog havde det) bliver det
nye billede på verdens sande tilstand fra midthalvfemserne og frem.
På sin vis aktualiserer denne indsigt, at vi
ikke står i en glad og eksperimenterende eftertid, men i en besværlig og måske utryg tærskeltid, en ny besinden sig på litteraturens og
modernismens klassiske projekt med at udsige
noget overordnet om mennesket og dets vilkår
i verden. Litteraturen fra begyndelsen af
90’erne og fremefter er derfor ikke optaget af
den postmoderne leg med ordene, men af et
ret beset klassisk projekt, der handler om krop
og verden, om individualitet, om ensomhed,
kærlighed osv. I høj grad finder den også
modernistiske forfattere frem som inspirationskilder, og fx kommer forfattere som Per
Warez - DK ([email protected])
Kroppen var i 80’erne især et tema hos Pia
Tafdrup og Søren Ulrik Thomsen, og for den
sidste var den tæt forbundet med hele skrifttematikken. Digtet mimede kroppens eksistens, dens nedtælling mod død og ophør.
I 90’erne ser den litterære krop helt anderledes ud. Den er i en vis forstand blevet nedskrevet til sig selv. Den er fysisk og håndgribelig, og har trængt sig ind i poesien uden at
legitimere sin tilstedeværelse med andet end
sin eksistens i kød og blod. Kroppen er snarere
genstand for en forskningsproces end for en
fortolkningsproces.
Hos Solvej Balle har vi allerede set, at nysgerrigheden i forhold til at finde ud af, hvordan kroppen er forbundet med tænkning og
sansning er et centralt tema. Det er også tilfældet hos de lidt yngre kolleger Kirsten
Hammann og Mads Brenøe. Hammann trækker i øvrigt konsekvensen helt ud, og siger at
et godt digt skal opfattes med kroppen, have et
sprog »der går direkte ind i maven«, mens det
er »noget pis« at analysere digte. Men der er
også markante forskelle på dem. Hvor Solvej
Balle skaber en kølig fremmedgjort stemning,
som giver beskrivelserne af kroppen et udpræget klinisk præg, er Kirsten Hammann sprudlende, desperat, ironisk og livsglad. Brenøe
derimod har især helliget sig sorte historier
om begærets dunkle mål. Når vi her gør en del
ud af disse to, der ikke nødvendigvis er bedre
end andre i det store felt af 90’er-forfattere, er
det især fordi de foregriber en udvikling som
senere skal blive dominerende: den fænomenologiske optagethed af den fysisk eksisterende virkelighed, der begynder og slutter med
kroppen og vores sansning igennem den.
Mellem verden, kroppen og skriften
441
Copyright 2010 Systime A/S
Kirsten Hammann (1965) debuterer i 1992
med digtsamlingen, Mellem tænderne, hvis
titel skal forstås meget bogstaveligt. Der lyder
en munter, næsten kannibalistisk tændergnislen igennem den: »først trevlede kinderne/ og
jeg bed slørhaler i stykker under måltiderne«.
Kroppen er egensindig og vild, den lader sig
ikke sådan civilisere. I hvert fald er det en proces, der må gentages hver eneste morgen, for
at man kan træde ind i det menneskelige fællesskab uden for meget af nattens primitivitet
over sig:
¶¶ Jeg civiliserer mig om morgenen
foran spejlet
jeg tager tøj på
jeg rejser mig
jeg er ikke en abe
jeg går på mine fødder
ikke på mine hænder, mine splittende-altingad.
…
I kan roligt invitere mig
jeg kan spise alle dagens måltider på en pæn
måde
jeg bruger kniv og gaffel
og servietten, ikke dugen eller mit ærme
når jeg skal tørre min mund
mine yndige små læber
de er lukkede når jeg tygger
når jeg flænser og afliver ¶¶
I flere andre digte bliver skizofrenien mellem
krop og sjæl endnu mere udtalt. Man må
ustandselig herse med kroppen, tale hårdt til
den, kommandere med den. Og meget hjælper
det ikke:
¶¶ Hvilken plage er det ikke
at se den fægte og skabe sig
Så er det mad
MAD, den vil ha’ mad!
eller varme, søvn
alt for dyre og lange brusebade
populærmusik, drikkegilder
romantiske øjeblikke
den kan bruge timer
på at lade som om den forplanter sig
og så er det hjertet
det begynder at sukke
det er gået i stykker
en eller anden ligegyldighed har trampet på
det
hvor er det dog kedsommeligt ¶¶
442
Mellem verden, kroppen og skriften
Warez - DK ([email protected])
Her er der humor, ironi og en storslået appetit
på livet i al dets kropslige primitivitet. De dyre
metaforer er skrællet bort, kroppen er blotlagt
som det, den i dansk litteratur ikke har været
siden Johs. V. Jensen, Tom Kristensen og den
unge Rifbjerg.
Efter Mellem tænderne har Hammann i
1993 udgivet dagbogsromanen, Vera Winkelvir, der af enkelte kritikere blev udnævnt til
den nye generationsroman. Den har meget af
Mellem tændernes kropslige og fandenivoldske
karakter, men dertil har den nogle overvejelser
over sin hovedperson, Veras, liv. Med Vera er
det nemlig sådan, at der er nogen, der har opfundet hende. Hun føler sig af gode grunde
uden for, hun ser på tilværelsen, hun »synes
den er pæn«, men »hun får ikke noget ud af
den«. Vi befinder os midt i juli 1991, og Vera
har i de sidste par uger været udsat for mange
besværligheder. Nu har hun snart fået nok:
¶¶ Der er nogen der har opfundet mig, og jeg
klarer mig rigtig dårligt. Jeg kommer til at forære mine penge væk til en tilfældig forbipasserende.
Vera leder efter power-knappen. Hun har
lyst til at slukke for sig selv. Hun kan huske
alting på én gang, men ikke én ting ad gangen.
Det er opslidende og dyrt i drift.
Det ville være meget lettere hvis hun havde
en historie. Sådan en god gammeldags rutefart
fra vugge til grav og med lidt fyld indimellem.
f.eks. en frokost man kunne nyde under overfarten. ¶¶
Her tematiseres det moderne livs besværligheder, manglen på et paradigme (dvs. mønster)
for individets udvikling. Vi forstår, at det ikke
bare er svært for Vera, men også for den forfatter, der har fundet på hende. Det var nemmere i den klassiske romans tidsalder:
¶¶ Alt afhængig af sejlturens længde, ville
man have fortællingens 3 vigtige elementer:
Tid, sted og handling.
Det ville være meget lettere.¶¶
Men det er ikke let. Vera og forfatteren må
kaste sig ud i det uden sikkerhedsnet og fast
struktur for overfarten. Det går ikke godt.
Vera ender på et hospital, hvor man stikker og
prikker i hende. Lægerne behandler hende
nærmest, som var hun en dukke. De tager spinalvæske ud af hendes rygmarv, banker på
Copyright 2010 Systime A/S
hende. Lige lidt hjælper det, hun kan ikke
mærke noget: »- Der er sensibilitetsudfald ved
berøring…, siger lægen, indtil han standser
ved Veras bryst«. Den 29. december 1991 er
bogens sidste dag. Vera må konstatere, at fra
nu af kan hun sejle sin egen sø. Det ser ikke
ud som om, forfatteren vil komme hende til
hjælp og finde på mere:
¶¶ Det er egentlig ærgerligt med vera. At hun
er så bogstavelig. Der er nogen der har opfundet hende, og så må hun selv finde på resten. ¶¶
Bogens allersidste linje lyder, »- Styringsbesvær, konstaterer lægen og får nogen til at
skrive det i journalen.« Styringsbesvær er
præcis et ord, der er velegnet til at beskrive
både den moderne eksistens og den moderne
forfatters problem med sit stof. Det forfriskende ved Kirsten Hammann er, at hun tematiserer problemet uden poetik-tyngede filosofiske
overvejelser. Hun demonstrer problemet snarere end forklarer det. Hun leger med fraværet
af mening, og det giver hendes sprog alle
overfladens kvaliteter.
Kirsten Hammann blev på mange måder
væltet omkuld af sin succes med de første
bøger, og efter Bannister – en slags sciencefiction-roman – får hun en regulær skrivekrise. Den er temaet i den seneste bog, hun har
Warez - DK ([email protected])
Hans Christian Rylander: Hvordan befrier vi os selv og
vore herrer? 1983-84. Olie på lærred samt bronze.
Vejle Kunstmuseum.
udsendt og som i en lidt sørgmunter stil handler om forfatteren Kirsten Hammann og hendes besværligheder med sproget og denne
noget opreklamerede kunstneriske skabelsesakt. Bogen udkommer i 2001 og hedder
Bruger De ord i kaffen? Titlen refererer i karikaturens form til de trivielle spørgsmål, hun
til stadighed har måttet besvare: ‘Er De forfatter – Neej, hvor interessant! Bruger De så ord
i kaffen?’…osv.
Mads Brenøe (født 1968) debuterede i 1993
med novellesamlingen, Så megen vrede. Den
vakte temmelig megen vrede hos anmelderne,
der fandt den ualmindeligt ækel og brutal.
Den er det nærmeste vi til dato kommer til
Bret Easton Ellis’ American Psycho i dansk
litteratur, og den er ganske tidstypisk ved at
den er fyldt med vold og perversiteter. Sproget
derimod er traditionelt realistisk. Kroppen er i
Brenøes noveller nærmest reduceret til materiale, der kan bearbejdes på forskellig måde.
Specielt novellen Eva er brutal.
Eva er, som navnet antyder det, kvindeligheden selv: fede, bløde former og et indladende
og venligt temperament. Hun møder tilfældigt
Mellem verden, kroppen og skriften
443
Copyright 2010 Systime A/S
overfører han hende til skrift. Han fortæller
sin psykiater om forløbet, og psykiateren skriver samvittighedsfuldt alt dét, som han anser
for fantasier, ned. Eva genopstår som skrift,
samtidig med at hun dør som krop. Da Eva
omsider er døende og ikke længere reagerer på
pinslerne, er hun ikke længere Eva, hun bliver
til væsenet. Jeg-fortælleren er lykkelig:
¶¶ Væsenet ville dø nu. Når kakerlakkerne
begyndte at æde sig ind i tarmsystemet og
videre rundt i kroppen, ville den sidste rest af
liv ebbe ud. Jeg satte mig og strøg det over
håret. En ubeskrivelig følelse fyldte mig ud.
Jeg havde ventet et eller andet ville ske, men
jeg havde aldrig oplevet noget som dette. Jeg
var meget lykkelig. ¶¶
Doris Bloom: Spilt milk. 1995. Olie på lærred. 170 x
150 cm.
jeg-fortælleren en dag, hvor han har været hos
dyrehandleren for at købe forskellige ting til
sine dyr. Dyrene, forstår vi efterhånden, bruger
han til at eksperimentere med, hvilket vil sige,
at han piner og plager dem og udtænker raffinerede tortur- og aflivningsmetoder.
I Eva har han fundet noget, der i enhver
forstand er større. Hun er et menneske, hun
kan lide for alvor. Efter at han og Eva har
elsket sammen på hans seng, binder han hende til sengestolperne, og dagen efter starter
han med at skære hendes ene fod op. Blodtabet tager imidlertid på offeret så, »Jeg gik over
til at bruge nåle i stedet for barberkniven.
Tabet af det meget blod tidligt i forløbet var
uheldigt.« Mishandlingen fortsætter dag efter
dag, side op og side ned, og endelig dør Eva
den død, han har ønsket sig:
¶¶ En hurtig død er ingen død, man ophører
blot med at være i live. For at dø må er være
en proces, der strækker sig over en vis tidsperiode, og som involverer bevidsthede n om selve processen, og om at processen kun har ét
muligt slutpunkt. Problemet med dyr er, at de
ikke har nogen bevidsthed. ¶¶
Ved siden af torturforløbet hjemme i soveværelset har bogen et andet spor. Samtidig med
at jeg-fortælleren afliver Eva i virkeligheden,
444
Mellem verden, kroppen og skriften
Warez - DK ([email protected])
Den sidste udvikling af dette forløb, som man
som læser kun med den yderste modvilje står
igennem, peger på nogle centrale forestillinger.
For det første er det menneskelige defineret
ved evnen til at lide, i samme øjeblik den forsvinder, bliver Eva til væsenet. For det andet er
processen forløbet igennem den bogstavelige
åbning af kroppen, som dermed overgår til en
anden status, bliver til væsen. Tager man Brenøe på ordet, så peger udtrykket væsen i filosofisk forstand på en forestilling om, at man
må gå igennem kroppen og smerten til en
form for transcendens, en essens, et væsen. Sat
lidt på spidsen kan historien Eva ses som en
moderne passionshistorie, og det er nok ikke
tilfældigt, at offeret har et bibelsk navn.
I et stort interview i Ildfisken, et af den
unge litteraturs tidsskrifter, redegør Brenøe
for nogle af sine kunstneriske inspirationer. I
den danske litteratur nævner han Solvej Balles
»dissekerende stil« og en vis gensidig inspiration ham og Kirsten Hammann imellem.
¶¶»Ellers sammenligner jeg mig med Michael
Kvium og The Poets – der desværre ikke fungerer for tiden – i måden at tænke håndværk
og skønhed sammen på. I den håndværksmæssige tilgang til materialet minder vi jo klart
om hinanden. Og så kan jeg jo også se, at Så
megen vrede i sin tone minder om nogle af de
kolde amerikanere: Ellis, som jo altid bliver
nævnt i forbindelse med mig, men faktisk
mere om Hubert Selby Jr.s Last Exit to Brooklyn. – Og da jeg så Peter Greenaways film,
Kokken, tyven, hans kone og hendes elsker,
var jeg jo høj i fjorten dage efter. ¶¶
Copyright 2010 Systime A/S
Brenøes seneste værker er Folk (1996), David
Feldts efterladte papirer (1997), Det har ikke
spor med sex at gøre (1998) og Bjerget (2001).
Hvor Brenøe så at sige skærer i folk i den
amerikanske voldstradition, skal vi senere se
en helt anden og mere munter version af det
kirurgiske.
PUNKTROMANER OG
PROSAEKSPERIMENTER:
CHRISTINA HESSELHOLDT
O G M E R E T E P RY D S H E L L E
I 1992 oversætter Christina Hesselholdt (f.
1962) nordmanden Paal-Helge Haugens
såkaldte punktroman Anne fra 1968, ligesom
hun allerede da er inspireret også af senere
forsøg i genren. En nytolkning af romangenren er altså kommet på tapetet, og Hesselholdt
har gode forudsætninger for at introducere
den i sit eget forfatterskab. Hun er cand. phil. i
litteraturvidenskab og desuden elev fra Forfatterskolen. Om sin interesse for punktromanen
har hun i et interview udtalt, at hun er fascineret af, hvor meget en tekst kan udelade og
dog fortælle en historie.
Til gengæld nægter hun pure at lade etiketten ‘minimalisme’ hæfte på de punktromaner,
der i det tidlige forfatterskab bliver hendes
varemærke. Kort fortalt er der tale om koncentrerede fragmenter med et højt betydningsindhold. Teksten er netop ikke er minimalt, men tværtimod maksimalt fyldt op med
fortolkelige udsagn. Den består af en række
byggesten, som læseren selv skal skabe et hus
ud af. Læseren må altså selv konstruere fx
centrale forhold som tiden, sammenhængen
og psykologien ud fra de stumper, forfatteren
udleverer. Man kunne også sige, at den klassiske udstrakte tid – romanens tid – her falder
sammen, imploderer, og bliver til scener.
Kapitlerne er fortalt i en nutidsform, som skaber nærvær og angiver, at heller ikke fortælleren selv kan overskue handlingen eller kender
slutningen. Den alvidende forfatter er stået af
og har overladt guidningen til læseren selv. De
ydre beskrivelser af personerne er spredte og
uden samlende perspektiv, også her må læseren foretage bevægelsen fra del til helhed.
I begyndelsen af 1990’erne skriver Hesselholdt sin såkaldte Marlon-trilogi. Den udkommer under titlerne Køkkenet, gravkammeret
& landskabet (1991), Det skjulte (1993) og
Warez - DK ([email protected])
Udsigten (1997). De tre bøger er de bedste
danske eksempler på genren og har en yderst
bizar handling, som udfyldes af klichéagtige
personer med Hollywood-inspirerede navne.
Køkkenet, gravkammeret & landskabet skildrer, hvordan hovedpersonen Marlon fødes.
Hans mor dør i romanens begyndelse, og hans
far tager livet af sig i dens slutning. Farens
elskerinde Audrey bliver hermed hans papmor. I Det skjulte møder Marlon Greta, de bliver kærester, men i slutningen af romanen
ender også deres forhold med døden: han skærer hendes hjerte ud i et forsøg på at nå ind til
det enestående og særlige – hendes sjæl.
Hvor de to første bøger er nøgternt registrerende og uden nogen etisk diskussion, skifter perspektivet i Udsigten, hvor Marlon sejler
ud på en pram med Gretas hjerte i hænderne.
Her går noget op for ham, »Han ønsker sig
overblik«. Han længes efter at overskue sit liv,
han vil, at hans eksistens lader sig gennemlyse
og forstå. Han vil forlade jagten på det enestående og bevæge sig over i et forpligtet etisk
forhold til tilværelsen. Det er næppe tilfældigt,
at hans forbrydelse afsløres, da nogle skraldemænd finder posen med liget. Der er nemlig et
regnskab, der skal gøres op, og romanen
klinger ud i denne tidstypiske vending fra det
æstetisk selvoptagede til det etisk forpligtende.
Hesselholdts næste punktroman Eks fra
1995 handler om to fraskilte mennesker,
underviseren Judith og lyddesigneren Daniel.
Parret træffer hinanden i en læges venteværelse. Titlen Eks refererer naturligvis til deres
status som ikke længere gifte, men i matematikken refererer x også til den ubekendte størrelse i en ligning. Dette fælles ubekendte –
fortiden og identiteten – gøres delvist kendt i
en lang samtale, som de to fører. Tidsmæssigt
strækker romanen sig over ganske kort tid,
sådan som en novelle eller et drama ofte gør,
nemlig en aften og den efterfølgende nat. Den
starter in medias res og slutter uden konklusion. Romanen er nærmest et læsedrama,
bestående af replikker og med angivelser af,
hvem der siger hvad. Det giver en særpræget
nøgternhed, som i disse små passager, der findes i slutningen af et kapitel hhv. begyndelsen
på det næste: »Daniel sagde: »Ooh« / »Ooh«,
svarede Judith. / »Ooh«, sagde Daniel.« Nyt
kapitel indledes: »Var det ikke okay?«, spurgte
Judith./ »jeg mener i betragtning af, at vi ikke
kender hinanden særlig godt.« »Jo, bestemt
da«, svarede Daniel.
Mellem verden, kroppen og skriften
445
Copyright 2010 Systime A/S