udokumenterede optegnelser om et halvt århundredes levnedsløb

UDOKUMENTEREDE OPTEGNELSER OM
ET HALVT ÅRHUNDREDES LEVNEDSLØB
Flemming Teisen
INDHOLDSFORTEGNELSE
FORORD OM FORMÅL
..................................
FØDSEL OG BARNDOMSÅR
.............................
1
2
Helsingør - Hos familien på landet - Randers
I N D O K T R I N E R I N G OG O P D R A G E L S E I GAN G
...........
6
I skole - Hjemmets indoktrinering - Den engelske herre
- Århus 1906-1910 - Udvidet aktionsradius - København
1911-1914 - Hos oldemor - Drengeår i København
FRIGØRELSEN BEGYNDER
.............................
18
Spejder - Fri for hjemmets justits
V I B O R G - EN N Y V E R D E N
............................
21
I latinskole - De radikale familier - Det frie liv
UDDANNELSESTIDEN BEGYNDER
.......................
27
I våbenindustriens tjeneste - På vej mod målet - Hos
Tyge Hvas s - Studieår - Farvel til Akademiet Verdenskrig - Værnepligt
G I F T E R M Å L OG R E J S E R
.............................
38
Italien og Tjekkoslovakiet - Lindenborg Slot 1926 Arkitekt i Brasilien - Vores hjem i Rio - Profit
frem for alt - Den traditionelle revolution På hesteryg op i bjergene - Igen hjemme i Danmark
- Ådalsvej
F R A B Y G N I N G S K U N S T TIL S A M F U N D S P L A N OG POLITISK
AKTIVITET
.........................................
56
Byplankontoret - Egnsplanlægning - Generalplanlægning
- Grønlandsplanlægning - UN planlægning
K U L T U R K A M P OG B E S Æ T T E L S E
.......................
Uheldige helte - I Vestre fængsel - Fri igen Normale tilstande vender tilbage
72
FORORD OM FORMÅL
Der er mange,
som f o r n ø j e r sig m e d at finde ud af
h v e m de er i slægt med.
ler,
De får o p s t i l l e t s t a m t a v ­
som h e l s t skal angive stamfædre længst m u l i g t
tilbage
i tiden.
årstal,
b o s t e d og b e s k æ f t i g e l s e
efte r n a v n .
Ma n n æ v n e r om m u l i g t
I enkelte tilfælde
fornavne,
for mænd m e d samme
finder man till i g e
ud af f ø d e n a v n og andre dat a for deres koner,
det er a l t s å m i n d r e vigtigt.
slægtninge
Hvis
me n
ingen af d isse
får o m t a l t d eres k a r a k t e r og gerninger,
a n s e r jeg v æ r d i e n af o p l y s n i n g e r n e
for ret t v i v l ­
som.
Je g h a r fået l e j l i g h e d og lyst til
skyld)
i løbet af
(for mi n egen
1978 af f r emdrage nogle o p l e v e l ­
ser fra p e r i o d e r af mi n 80 årige tilværelse.
En s ådan n a v l e b e s k u e l s e er i sig selv en b e t æ n k e l i g
sag - og kan ikke blive n ø g t e r n og kritisk.
n ø j a g t i g t har o p l e v e t
v i t t e r l i g tvivlsomt.
un d g å e l i g e .
forho l d e n e som b e s k r e v e t er
E f t e r r a t i o n a l i s e r i n g e r er u-
B a g k l o g e k o m m e n t a r e r nødvendige.
har h v e r k e n ført d a g b o g e l l e r gemt breve,
fier o.a.
Om jeg
a k t s t y k k e r i en grad,
Jeg
fotogra­
som kan sikre d o ­
kumentation .
Sel v årsta l er usikre.
Hovedsagen er at klargøre den indflydelse som mennesker, om­
givelser og samfundsforholdenes forløb har haft på min per­
sonlige ideologiske og faglige udvikling. H e r u d o v e r
spil­
ler f o r h o l d e t til m i n far en v æ s e n t l i g rolle.
Det kan og s å sige Else n oget om tiden,
os sammen,
og m å s k e kan der findes
esse hos b a r n e b a r n e t Teit.
før vi slog
lidt af i n t e r ­
2
F Ø D S E L OG B A R N D O M S Å R
M i n far b l e v s t u d e n t fra Od e n s e Kat e d r a l s k o l e .
Se­
ner e k o m han på O f f i c e r s s k o l e n på F r e d e r i k s b e r g
Slot.
Hans gode
bl.a.
m e d f ø r t e u d s e n d e l s e r til o v e r v æ r e l s e af m ili
tære m a n ø v r e r
oparbejdet.
sprogkundskaber,
i udlandet,
der i tidens
løb
tror jeg han selv h avde
Jeg blev aldrig
for t r o l i g me d ham.
M i n m o r h av de nok e r h v e r v e t de s k olekundskaber,
der hørte til a l m i n d e l i g d a n n e l s e
pigeskole
teoretiske
i Odense,
Winthers
m e n v i s t nok ingen s u p p l e r e n d e
f a g kundskaber.
intellektuelle
i Frk.
Hun havde ingen u d p r æ g e t
interesser.
Å l ø k k e h avde h u n d e l t a g e t
U n d e r sin o p v æ k s t på
i de forske l l i g e h u s l i g e
sy s l e r og va r b l e v e t en f r e m r a g e n d e husmor.
Hun
b l e v en p r a g t f u l d og e l s k e l i g mor.
Ef t e r en p a s s e n d e
f o r l o v e l s e s t i d b l e v l ø j tnant i
fo d f o l k e t J o h a n V i c t o r T e i s e n
Harriet Steenbach
kede
(25 år)
(33 år)
og ungmø
f o r m æ l e t i 1895 og r y k ­
ind i en lej l i g h e d i L i v j æ g e r g a d e
bro i København.
21 på Ø s t e r
Det følgende år fødtes d a t t e r e n
A g n e t e Elisabeth.
Tre år senere i januar
1899 ko m jeg til verden.
Jeg d ø b t e s - trods et ø r e d ø v e n d e p r o t e s t v r æ l - i
G a r n i s o n s K i r k e på Set. A n n æ Plads m e d navnet
F l emming.
D e r e f t e r b l e v jeg o m g å e n d e i n d s k r e v e t
de t B e n z o n s k e F a m i l i e l e g a t
(oprettet
i
1836 for ægte
fødte e f t e r k o m m e r e af k a m m e r h e r r e og h v i d r i d d e r
Chr.
v. B e n z o n og h u s t r u C h r i s t i a n e A l b e r t i n e ) ,
i h v i l k e t jeg nu er a v a n c e r e t til at få u d b e t a l t
500 kr.
hve r termin uden a r bejdsindsats.
Helsingør
Mi d t
i 1899 flyttede vi til Helsingør,
far skulle gøre t j e n e s t e på Kronborg.
m e d e n g a n g i n d enfor b a s t i o n e r n e
onkel H a r a l d
Han tog m i g
for at hilse på
( W o l f h a g e n ) , der va r søo f f i c e r og som
en tid var sat i v a g t a r r e s t
syndelse.
h v o r mi n
for en eller a n d e n for
Han sad og solede sig u d e n f o r v agthu set.
3
V i b o e d e i en l e j l i g h e d i k o n s u l W r i g h t s hus
yderst
i Stengade.
B a g h u s e t va r en smal gård
m e d t o p p e d e b r o s t e n og en t r e k a n t e t have,
afgrænsedes
af p l a n k e v æ r k e t o m k r i n g W r i g h t - f i r -
m a e t s kulplads.
Men foran h u s e t lå den v i g t i g ­
ste de l af m i t territorium:
Stengades
som
H a v n epladsen.
rampe k u n n e m a n o v e r s k u e alt,
Fra
hvad
de r f o r e g i k på p l a d s e n - hvor s l æ b e b å d e n Bien
f o r t ø j e d e - og i selve havnen,
f æ r g e r n e gik ind e l l e r ud.
hvor H e l s i n g b o r g -
På de n a nden side af
h a v n e n sås s k i b s v æ r f t e t og selve slottet.
Je g ka n ikke vide,
hvo r t i d l i g t d e t a l j e r n e i
d e t t e p a n o r a m a b e g y n d t e at n e d f æ l d e sig i m i n
be v i d s t h e d .
M e n da jeg en snes år senere h j e m ­
s øgte stedet og g enså alle enkeltheder,
b lev jeg
s l å e t af at rumm e t s d i m e n s i o n e r var så små i
f o r h o l d til m i t e r i n d r i n g s b i l l e d e .
W r i g h t s h avde en s t e d s ø n Harry,
st ø r r e end jeg.
H a m kunne
som va r n oget
jeg ikke li,
smed m e d s n e b o l d e i h o v e d e t på mig.
h e l l e r e m e d Johan,
nabohus.
fordi han
Jeg legede
som boede i en kæl d e r i et
M e n ha m v a r det forbudt at omgås
v a r g a d e d r e n g o g b r u g t e bandeord.
h u s k e r jeg kun,
(Carstensen)
Om en b ø r n e h a v e
at jeg va r ked af det,
b lev t aget ud af den.
- han
da Sonja
Men senere kom
vi til at gå på a k a d e m i e t sammen.
Hos familien på landet
H e l s i n g ø r - o p h o l d e t ble v a f b r u d t et årstid
fordi m i n e
f o r ældre tog o p h o l d
i Algier,
(1903)
da m i n
far h avde d å r l i g e lunger.
A g n e t e og jeg b lev i de n tid a n b r a g t på Å l ø k k e g å r d
m i n m o r m o r s gård på Fyn.
m o r m o r . Husker
Je g følte m i g tryg hos
h ende - høj, m o n u m e n t a l og u s e n t i ­
m e n t a l t v e n l i g - stå i d e n store opholdsstue,
h a v d e et k æ m p e b i l l e d e
re)
på den ene væg,
under
som
(af en af tidens kendte m a l e ­
f o r e s t i l l e n d e Dybbøl skanse
1864-krigen.
På d e n m o d s a t t e v æ g h ang i m i n syn s h ø j d e
manden"
"Tjære­
(af E x n e r ) , som jeg h o l d t m e g e t af.
Da jeg
4
s e n e r e ar v e d e h a m e f t e r m i n mor,
gav han m i g råd
til at køb e en Morris.
I k æ l d e r e t a g e n m e d køkken,
m.v.
f o r r å d s r u m og r u l l e s t u e
v a r der rart at færdes hos tjenes t e p i g e r n e .
J u l i a n e - som h a v d e v æ r e t b a r n e p i g e
og h e n d e s
for m i n m o r
s ø s k e n d e og f o r b l e v i famil i e n til m o r ­
m o r s d ø d - t abte
jeg a l d r i g k æ r l i g h e d e n til.
Om­
k r i n g g å r d s p l a d s e n m e d det lille k a n i n h u s i p a l æ ­
stil på midten,
lå de m a n g e a r t e d e a v l sbygninger,
s o m de r a ltid fore g i k n o g e t spæ n d e n d e i. M o d nord
v a r g å r d e n o m s l u t t e t af Å l ø k k e S kov og m o d syd
gik A l l é e n g e n n e m m a r k e r n e hel t ind til Od e n s e by.
Jeg kunne
følge a v l s a r b e j d e t s
ne - og f a b u l e r e d e
s om f.eks.
skif t e n m e d å r s t i d e r ­
forøvrigt om visse
forbedringer,
at p l a c e r e k a k k e l o v n e på marken,
nes g r æ s n i n g s t i d k u n n e forlænges.
jeg især f o r t r o l i g m e d hestene.
Af dyrene b l e v
Der var føl,
b e j d s h e s t e og h e r s k a b s h e s t e og b ø r nenes to:
og Pikolo,
fra
ar­
Geysir
som o n k e l H a r a l d h avde b ragt m e d h j e m
I s l a n d på et af flådens skibe.
I en lang årrække
frem k o m jeg på f e r i e b e s ø g på
n o g l e af m o r b r ø d r e n e s gårde.
t ante Ellen,
fyn.
så køer-
Mes t hos H e n r i k og
da de h avde g o d s e t F l i n t h o l m på S y d ­
D e r h avde
jeg k u s i n e r n e Else,
Åse og B r i t t a
(Bitten).
Carl begyndte
som p r o p r i e t æ r på B l a n g s t e d g å r d ,
øst for Odense.
gården,
I L i n d v e d Å, der løb lige forbi
va r der krebs og en isfugl havde rede ved
bredden.
I. ø v r i g t va r der p o l a k p i g e r
- indkvarte­
ret i en b a r a k - til r o e a r b e j d e og lignende om
sommeren.
Det va r den tids b i l l i g s t e a r b e jdskraft.
A x e l b l e v herre o v e r V i g e l s 0 i O d e n s e Fjord.
v a r en sæ r l i g stor b e s t a n d af harer
Der
(om det ikke
var v i l d e k a n i n e r ) , som m a n dels
fangede til l e v e n ­
de export,
"forlystelig"
dels h a v d e en spec i e l
m å d e at holde jagt på.
I mors omfangsrige
jeg besøgte:
N e k s e l ø Bugt,
morfar.
slægt v a r der m a n g e andre gårde,
J a c o b L e m v i g h på A l g i s t r u p m.v.
nær
som v a r gif t m e d en søster til m i n
Ha n var en patriark,
som hver m o r g e n s a m l e ­
de fami l i e og t j e n e s t e f o l k til andagt.
I ø v r i g t va r
5
h an o g s å p r a k t i s e r e n d e
s t y r e t af d a t t e r e n
læge.
G o d s e t b l e v de l v i s
"tante Beb".
Hun havde n ø g l e ­
k n i p p e og p r a n g e r p u n g i en stor lomme i sit skørt
og v a r i kavaj
og k u s k e k a s k e t og en lang r ø g t e r ­
p ibe
nå r hu n sad som kus k på b u k k e n af
i munden,
jagtvognen.
Hos C o l e t t ' s på L u n d b y g å r d i S y d s j æ l l a n d var der
to j æ v n a l d r e n d e
"halvkusiner"
P olly og Unne.
Hos D i n e s e n s på S k ø r r i n g e på F a l s t e r var der to
"halvfætre" Car l og Jørgen.
på
"jagt"
i en rågekoloni,
De fik mi g e n g a n g med
h vor et par h u n d r e d e
fugle dræb t e s på en formiddag.
ikke til at b live
Det an i m e r e d e mi g
jæger.
Randers
I R a n d e r s b oede vi en k ort tid
(i en villa)
fordi
mi n far skulle gøre tjene s t e hos dragonerne.
Om
selve bye n ved G u d e n å kan jeg intet huske.
Me n jeg har b e v a r e t et indtryk fra k a s e r n e n af en
stor gr u p p e d r a g o n e r - stående på jorden i skjorte
og lyseblå r i d e b u k s e r - der u nder o p h i d s e n d e k o m ­
mando
-stik,
indøvede de d ø d e l i g e sabelsving,
som skulle bruges,
hvis de f r e m s t o r m e n d e
på g a l o p e r e n d e h e s t e ang r e b en fjende.
re sa b l e r v a r så tunge,
-hug og
Og de s t o ­
at sveden sprang ud af
d r a g o n e r n e og d a n n e d e en hel pyt o m k r i n g hver.
Det hel e var ret uhyggeligt.
En h e l t a nden o p l e v e l s e var en f o r e s t i l l i n g i et
c i r k u s t e l t med heste,
og farver,
klovner,
a k r o b a t e r og m u s i k
som v a r så s p ændende og så grinagti gt,
at jeg a f g ø r e n d e b e s l u t t e d e m i g for at t i l s l u t t e
m i g c i r k u s t r u p p e n og stikke af hjemmefra,
når
v o g n t o g e t skulle v i d e r e den følgende morgen.
M e d R a n d e r s - t i d e n va r vel den e g e n t l i g e u s k y l d e n s
barndomsperiode
forbi.
I N D O K T R I N E R I N G OG O P D R A G E L S E IGANG
I n d o k t r i n e r i n g er et l a t i n s k ord,
som bruges om
det at p å v i r k e e l l e r t v i n g e p e r s o n e r til at an t a g e
b e s t e m t e a n s k u e l s e r og v e d t a g n e m å d e r for o p f ø r ­
sel .
I n d o k t r i n e r i n g e n i h j e m og skole i n debærer - f o r ­
u de n s k o l e p l i g t o g senere v æ r n e p l i g t - også t a b u ­
r egler,
d.v.s.
fo r b u d m o d v i s s e handlinger,
næv­
n e l s e af v i s s e g e n s t a n d e e l l e r b rug af b e s t e m t e
"uartige"
ord,
og d e n f o r u d s æ t t e r
mange menneskelige
forhold.
For eksem p e l
at v i d e o m sin egen t i l b l ivelse,
med storken
f ortielser om
fik ma n
at m a n va r k o m m e t
(om d e t så v a r m i d v i n t e r ) . H elt op i
voksenalderen
forb l e v m a n u den o p l y s n i n g fra skole
e l l e r f o r æ l d r e o m elskov,
g raviditet,
fødselspro-
ces og andre l i v s v i g t i g e spørgsmål.
A g n e t e o g jeg lærte at be aftenbøn,
når vi v a r k o m ­
m e t i s e n g : " N u lu k k e r sig m i t øje - Gud fader i det
h ø j e - som l edet har m i n fod i da g - ..."
Om denne Ledet
(med mi n fod)
h ø j t s v æ v e n d e væsen,
ikke.
v a r et eller andet
lissom Gudfader,
o p f a t t e d e jeg
M e n e f t e r h å n d e n fandt jeg ud af,
v i d s t e og styr e d e alt i verden,
at da Gud
så v a r det helt
i d i o t i s k at be bønner.
H ver g a n g m a n havde
syndet e l l e r fors ø m t n oge t
hjemme eller i skolen
man
(og d e t v a r o f t e ) , b e h ø v e d e
jo h ø j s t at m i n d e gud om sin e k s i s t e n s og sin
k n i b e v e d et lydl ø s t s i g n a l :"Kære Gud, Amen"
g j o r d e ha n nok alt for én.
- så
(Desværre ikke altid
n o k .)
En o p s k r i f t på n o g l e af r e g l e r n e
vi i den uhygge l i g e ,
Bastian"
e ller
for o p f ø r s e l
gr u m m e b ø r n e b o g
"Vær Lydig".
fik
"Den store
L y s t i g e h i s t o r i e r og
m o r s o m m e b i l l e d e r for b ø r n m e l l e m 3-6 år. Den v a r
u d g i v e t af en læge i F r a n k f u r t a l l e r e d e i 1844.
En d a n s k
jubilæumsgave nåede
128.000.
Vi fik nu o gså andre,
bø r n e b ø g e r ,
i 1926 o p l a g s t a l l e t
mere menneskelige
og senere hen b l e v d e r af og til h øjt-
7
l æ s n i n g af f.eks.
Ingemanns historisk-romantiske
fortællinger.
J skole
S k o l e a l d e r e n b e g y n d t e for m i g n e t o p da vi slog os
ned i Å r h u s .
D e r m e d b e g y n d t e a ltså den s y s t e m a t i s k e ind l æ r i n g
af de n ø d v e n d i g e k u n d s k a b e r
sk r i v n i n g o.s.v.
i læsning,
regning,
- m e n ogs å t i l e g n e l s e n af den
k r i s t n e tro og o p d r a g e l s e n i samf u n d e t s almene
normer.
S k o l e g a n g e n v a r en v o l d s k f r i h e d s b e r ø v e n -
de o m v æ l t n i n g i tilværelsen.
M a n blev,
udenfor
h j e m m e t s v a n t e g r æ n s e r for udfoldelse,
pludselig
u n d e r k a s t e t en g r u p p e læreres dagl i g e hersken.
Jeg t u d b r ø l e d e ogs å den første dag,
jeg trådte
in d enfor i d ette m i l j ø så u t r ø s teligt,
at min
m o r tog m i g m e d h j e m igen.
Det v a r A l b r e c h t s F o r b e r e d e l s e s s k o l e i G u l d s m e d e ­
gade,
og d e n v a r v i s t slet ikke så ringe.
fra skrivning,
Bortset
t e g n i n g og g y m n a s t i k h avde fagene
nu svært v e d at fange m i n opmærksomhed.
da ogs å g e n e r e l t skudsmålet:
Je g fik
Han er u o p m æ r k s o m
og sidder bare i sine egne tanker.
K a m m e r a t s k a b e t i k l a s s e n var godt. Vi h avde
jo k l a ­
re f æ l l e s i n t e r e s s e r i for h o l d e t til de v o k s n e s v e r ­
den.
M e n en g a n g ble v en gruppe af os på v e j e n h j e m
o v e r f a l d e t af en m e d k æppe b e v æ b n e t flok dre n g e
fra kommun e s k o l e n .
De va r ble v e t onde på os fra b e ­
t a l i n g s s k o l e n af u f o r s t å e l i g e grunde.
Det viste,
at der v a r andre k l a s s e d e l i n g e r end a l d e r s k l a s s e r ­
ne .
V e d siden af den d a g l i g e skole havde jeg i en s l ø j d ­
skole stor f o r n ø j e l s e af at lære f r e m s t i l l i n g e n af
n y t t i g e brug s g e n s t a n d e .
På den m i l i t æ r e
stalt v e d Riis S kov lærte jeg svømning.
søbadean­
Og fra det
år jeg formåede at skræve o ver en hesteryg,
begynd­
te en m e t o d i s k s k o l e r i d n i n g på a r t i l l e r i k a s e r n e n .
(Far havde selv h a f t ege n r i d e h e s t som dreng.)
8
Et v i g t i g t led i den b o r g e r l i g e d a n n e l s e v a r
fr ø k n e r n e H a g e n og P u l s ' e s d a n s e s k o l e
nia.
Der lærte m a n
i Polyhym-
"pli" m e d h vide g l a c é h a n d s k e r
på og m e d laksko på akavet u d a d r e t t e d e
fødder.
Hjemmets indoktrinering
Velopdragenhed var hovedsagen i hjemmets
nering.
Det v a r selve t i l v æ r e l s e n s mål og mening:
Høre h ø f l i g t e f t e r o g rette sig efter,
sagde.
indoktri­
V æ r e r envasket,
holde o r d e n på sit legetøj,
k o m m e pr æ c i s til m å ltider,
og gaffel,
hva d v o k s n e
h olde korr e k t på k niv
og ell e r s holde fingrene nede
ikke at tale om a l b u e r n e ) , sidde rank
(for slet
(det k u nne
fremmes m e d en lineal i r y g g e n ) , holde m u n d og
spise o p og a l t i d sige tak b a g e f t e r o.s.v.
Denne
d i s c i p l i n b lev k o l d t og m i l i t a r i s t i s k h å n d h æ v e t
(dog u den k o r p o r l i g e tæsk)
af familiens
formynder.
Je g v a r skræmt og b l e v b l o k e r e t af den u f o r s t å e l i ­
ge u n d e r k u e l s e - m e n ogs å oprørt.
Mor va r ifølge
sin h e r k o m s t i n d f o r s t å e t me d reglerne, m e n hendes
g r u n d h o l d n i n g v a r p r æ g e t af v a r m k æ r l i g h e d og b l i d ­
hed o g d u l g t h u m o r i s t i s k sans.
H ver jul k o m fa r m o r på b e s ø g fra Odense.
spinkel,
f.eks.
tør og p e r t e ntlig.
Hun var
Hun medbragte gaver -
små l e g e t ø j s h e s t e b e t r u k n e me d ægte f i n håret
s kind - eller små p o s e r fulde af h å n d p o l e r e d e tiog é n - ø r e r og t o t a l s u m m e n b r o d e r e t udenpå.
b rød m i g trods alt ikke m e g e t o m hende.
i øv r i g t k r i s t e l i g e b ø g e r
Jeg
Hu n læste
(uden dog at m i s s i o n e r e ) .
J u l e a f t e n e fter g u d s t j e n e s t e n i d o m k i r k e n og r i s e n ­
g r ø d e n hjemme læste far j u l e e v a n g e l i e t :"Men det
skete i de dage,
A u gustus,
......
...
at en b e f a l i n g u dgik fra k e j s e r
at al v e r d e n skulle skrives
Og også J o s e f gik op
.....
i mandtal
til D a v i d s by
for at lade sig i n dskrive tillige m e d Maria,
sin trolovede,
kas 2.).
som v a r f r u g t s o m m e l i g o.s.v.
Så ble v det p y n t e d e jule t r æ tændt,
g a v e r n e k o m e n d e l i g frem.
(Lu­
og
9
Den engelske hevre
A g n e t e og jeg fik i d i s s e år hver en julegave
(købt i Arhus)
fra
"den e n g e l s k e herre",
frem g å r af den her g e n g i v n e kopi.
at han skulle ka l d e s Grandpapa,
som det
Jeg fik af vide,
me n far skrev
ellers n av n og a d r e s s e på.
Y*
Xy
•*'*7^3
v*v»7^£
"t p >
X
..
6-^AM .05/
fARTE
rSv-rvirt
£
M O D TA U EK tt<’\ ^ # P l * . ''C
(A riress* Hu ilnxtiiiaTll
' f ir t ie réservcé å la corresponHnnr«1)
&
\w
o-wrtk
Cy.vkto
cbr
a / ^
|
. A V V C W m o c U JX O .
Y f v,s tffvsXcw.
xX (KU\, CXaaajwvVLc^
........ |
__________ .................. ...
D e n g a n g s p e k u l e r e d e jeg ikke nærm e r e på, h v e m
denne
"engelske herre" v e d navn G r a n d p a p a k u n n e
være,
og min e forældre gjorde ikke rede for det.
A t m i n farfar ikke syntes at e k s i s t e r e var jo i k ­
ke m e r e p å f a l d e n d e end,
en m o r f a r eller oldefar.
at der h v e r k e n o p t r å d t e
Far havde he l l e r ikke
fundet på at indvi m i g i sine o p l e v e l s e r i k ø b ­
mandsgården,
endsige,
da han va r i samme alder som jeg -
at hans far ikke v a r afg å e t v e d en n a t u r ­
lig død, me n va r b o r t r e j s t af n ogle m e n n e s k e l i g e
å rsa g e r
(som jo ikke b e h ø v e d e at m a l e s i gre lle
f a r v e r ) . Det kunne m å s k e have lagt grun d e n til
den indb yrdes
åbenhed og fortrolighed,
ofte h a v d e bru g for g e n n e m årene.
det t i l l i g e lettet h a m selv?
som jeg
M åske havde
10
E f t e r at G r a n d p a p a v a r død
(1912)
k o m der en g a n g
et lille skrin fra US A m e d n o g l e efterla d e n s k a b e r .
Det b l e v der h e l l e r ikke talt n æ r m e r e om,
ve d ikke ret m e g e t om,
hvad det indeholdt.
ting e n e v a r a ltså o m s t å e n d e takkekort,
o v e r l o d a f s e n d e r e n for et par år siden.
jo e f t e r h å n d e n f a n t a s i e n igang:
h v i s k e t m i g i øret,
så jeg
M e n af
som A g n e t e
Det satte
Mo r har eng a n g
at mi n farfar nok havde v æ r e t
en s t o r s l å e t og f e s t l i g fyr,
der f.eks.
holdt v æ d ­
d e l ø b s h e s t e og v i s t v a r o m s v æ r m e t af damer. A g n e t e
h ar hørt,
at han e f t e r l o d sig en k l æ k k e l i g gæld,
som i første o m g a n g ble v kl a r e t af familien Holbech.
F a r skulle så e f t e r h å n d e n - fra han var
lø j tnant - have b e t a l t den af,
h o l d e sin mor.
foruden at u n d e r ­
S ådan n o g e t kunne m å s k e godt have
b e f o r d r e t en bi t t e r str e n g h e d og t i l l ukkethed?
At
farfar helt forlod landet og tillige a ntog et
ga n s k e nyt navn e ller skjulte sit o p h o l d s s t e d
v e d at lade e v e n t u e l pos t fra indviede gå g e n n e m
en Mr.
Povis k u n n e jo nok tyde på,
at der lå en
m e g e t a l v orlig h æ n d e l s e bag - m å s k e både gæld og
n o g e t m e d damer?
I april
1978 fik jeg en række o p l y s n i n g e r fra G u s ­
tav T e i s e n
(86 år),
som jeg bl.a.
at r e d e g ø r e for, h v o r d a n vore
havde bedt om
fædre var b e s l æ g t e ­
de. N o g l e af disse o p l y s n i n g e r ka s t e r nyt lys over
problemet.
B l a n d t andet skrev han:
Sophie H. blev i Danmark,
...."Hans kone
da han forlod landet."
Det k a n godt tolkes sådan,
at de i h vert fald ikke
t r i v e d e s helt godt sammen,
og hvis der så til l i g e
va r ø k o n o m i s k e problemer,
kunne de jo e v e n t u e l t
have drøf t e t m u l i g h e d e n af b egge at e m i grere
for
at p r ø v e at begy n d e på en frisk.
M å s k e b r u g t e ma n ikke dengang,
e ller ønskede
ikke
o f f e n t l i g skilsmisse?
G u s t a v skriver e n d v i d e r e til mig:
søgte Europa, me n ikke Danmark.
"Din farfar b e ­
Din far rejste
r u n d t m e d sin far i flere af Euro p a s riger.
v i d t jeg v e d
(fra m i n far)
k o m der ogs å penge
A m e r i k a til din far, da han var un g officer.
b e s y n d e r l i g t forhold."
Og så
fra
Et
11
D e t t e løser langt fra hele gåden om Grandpapa,
m e n gør d e t e fter m i n m e n i n g en g ang mer e m æ r k e ­
ligt,
at m i n far a l d r i g b e t r o e d e os det m i n d s t e
om en så v æ s e n t l i g f a m i liesammenhæng.
Århus 1906-1910
I Å r h u s skulle m i n
dos Stab,
far v ære i A n d e n G e n e r a l k o m m a n ­
og han h a v d e både r i d e h e s t og oppasser.
Je g hu s k e r ham e n g a n g stå sammen m e d andre af b y ­
ens spid s e r i en gr u p p e v e d havnekajen,
hvor k o n g e ­
skibet v a r v e d at lægge til m e d F r e d e r i k d.VIII,
som skulle besøge byen.
Fars u n i f o r m var sort
m e d m e g e t b rede s ø l v s t r i b e r på b u k s e r n e og s ø l v ­
snore m e d k v a s t e r på den ene skul d e r og t r e k a n t e t
hat m e d gule og røde v a j e n d e
fjer - fantastisk flot
og fjernt!
Vi b oede K y s t v e j e n 25,
III sal.
En 6 å 7 v æ r e l s e r s
l e j lighed m e d altan og udsigt ove r ha v n e n og Århus
Bugt.
I mor s d a g l i g s t u e stod en skøn lille ægte
rokoko­
k o m m o d e m e d tyk mav e og marmorplade.
Det øvrige
m ø b l e m e n t var i "nutidig rokokostil"
i en smuk
lys træart, m e d de svajede ben og ka n t e r s t a fferet
i ma t guld og me d høj rødt damaskbetræk.
Dertil
k o m et lille s p i nkelt d a m e s k r i v e b o r d me d overskab,
i sort træ med h v i d e indlægninger.
Her førte hun
r e g n s k a b og skrev b r e v e med sin store,
enkle
En d v i d e r e var der det o b l i g a t e b a m b u s s t a t i v
et a g e r me d v i f t e palmer,
skrift.
i 3
og en k r y s t a l l y s e k r o n e
i
loftet.
I fars h e r r e v æ r e l s e
stod et chatol,
fra købmands g å r d e n .
Det var i n t e r e s s a n t på g r u n d
af de m a n g e skuffer,
som s t a mmede
hvoraf nogle va r hemmelige.
U n d e r det store tunge e g e t r æ s b o r d havde
y ndet opholdssted.
jeg et
Der var en bred v a n d r e t
hele v e j e n rundt u n d e r bordpladen,
sarg
som kunne b r u ­
ges til g e m m e s t e d for l e g e t ø j . S k r i v e b o r d e t h a v d e
sideskabe og opsats og var u d s t y r e t me d skrivetøj
og 2 k a n d e l a b r e af messing,
formet som b e v i n g e d e
12
fabeldyr.
T o b a k s s k a b e t havde rum til c i g a r k a s s e r
n e d e r s t og 2 skuffer,
hv o r a f den ene,
der var
fo­
ret m e d zink va r til at tømme ask e b æ g r e og krasse
m e r s k u m s p i b e r ud i.
B o g s k a b e t h avde g l a s d ø r e
foroven.
e s s a n t e på h y l d e r n e va r B r e h m ' s
store bind.
inter­
"Dyrenes Liv"
i tre
Me n n a t u r l i g v i s var der også n o g e t af
d en k l a s s i s k e
skønlitteratur
I u n d e r s k a b e t var der bl.a.
den p o l s t r e d e
som hørte sig til.
general s t a b s k o r t .
På
sofa kunne arm l æ n e n e klappes ned,
så de r k unn e soves på den.
v ar
Det eneste
f o r b e h o l d t voksne.
To b e k v e m m e
lænestole
Børn og unge bør ikke
slænge sig, m e n sidde ret op og ned.
I s p i s e s t u e n va r en stor bu f f e t me d overbygning,
h v o r p å der stod b a k k e r og lågfad,
samt en høj
plet,
kande til v and
temaskine m.v.
(den daglige drik)
af
samt 2 k r y s t a l k a r a f l e r til brug for sherry
og madeira.
B o r d e t kunne trækkes ud og forlænges
me d løse p l a d e r ve d selskaber.
Stolene havde p å ­
s ømmet s k i n d b e t r æ k m e d i n itialet
b r a g t i øver s t e v e n s t r e hjørne.
"T" i guld a n ­
I sov e v æ r e l s e t
stod to store jer n s e n g e med me s s i n g k u g l e r ,
stor
servante og toiletbord.
På II sal boede
enke.
fru Selmer,
der n ylig var bl e v e t
Hun h avde en da t t e r Else og sønnerne G e o r g
og C hristian,
der alle var n oget ældre end jeg og
gik i skole i Marse l i s b o r g .
en Bergsøe.
På I sal boede
De var radikale,
ældre udenom,
famili­
så d e m gik m ine
for­
m e n d ø t r e n e Ull a og K i r s t e n gik A g ­
nete i skole sammen med.
(De to ble v senere gift
me d to brødre
Hans Jø r g e n og C h r i s t i a n
Kampmann,
fra Århus:
der begge b l e v arkitekter,
og A g n e t e
har haft nær k o n t a k t me d alle
fire livet igennem.)
I kælderen
familien Gail.
(underhuset)
boede
Konen
pass e d e tobaks- og ølbutikken.
M a n d e n va r h a v n e a r ­
bejder,
liggende så lang
og tog sin m i d d a g s s ø v n
han va r på k æ l d ergulvet,
sepausen.
Den æ l d s t e
når han var hjemme i s p i ­
søn o p t r å d t e på Århus Te a t e r
og gik til tider op og ned i b a g l o k a l e t og øvede
13
sig h ø j l y d t r u n g e n d e i rollerne,
hele huset.
D e n næste,
Elvin,
så det hørtes
lavede
b ø r n e t e a t e r i et s k u m m e l t kælderrum,
han en k e n d t t e a t e r d e k o r a t ø r ) .
var på m i n alder,
i
festligt
(senere b lev
Den yngste,
Vitus,
så vi var m e g e t sammen - s a m m e n ­
lignede
vores t i s s e m æ n d i gård e n s retirade og u d ­
vekslede
s p e k u l a t i o n e r om de forbudte emner.
f række ord og t e g n i n g e r jeg så på pissoirer,
k u m m e r og plank e v æ r k e r ,
De
lo­
b i d r o g b e s t e m t ikke til
mi n afklaring.
Udvidet aktionsradius
I Å rhus u d v i d e d e u d s t r æ k n i n g e n af mit op l a n d e f t e r ­
h å n d e n til at o m f a t t e hele byen samt Riis Skov mo d
n ord og M a r s e l i s b o r g Skov og stranden mod syd.
I h a v n e n skete der a ltid noget af interesse.
Skibe
af f o r s k e l l i g art og s t ørrelse k o m og gik med m a n ­
ge slags laster.
m.v.
en og
på molen.
Og jeg kunne
På det n æ r m e s t e hjørne - af K y s t v e j ­
S m e d e g y d e - h avde
h estehandel.
fange krab b e r og ulke
faren til en k a m m e r a t en
Det var m e g e t
festligt,
når de store
jydske heste b l e v p y n t e t op og fik flettet røde
hå r b å n d i hale og m a n k e
inden de skulle på d y r ­
skue.
Me n det va r hæsligt,
når de lette h e r s k a b s -
h este
fik b r æ n d t og k u p e r e t hale.
På det n æste hj ø r n e af S m e degyde var der b o l s j e k o geri
i kælderen.
Der fik vi af og til en farverig
b o l s j e s t a n g ved vinduet.
rat i et garv e r i
Jeg havde også en k a m m e ­
i F i s k e r g a d e ved åen.
Der va r en
d e j l i g duft af h u d e r og læder og bark m.m.
Den be d s t e l e g eplads va r nu nok hos Sven T u e s e n
Smalf e l d t s
s k r å f a b r i k i Vestergade.
i
F o r u d e n at
tumle os i den store lagerhal m e d de m æ g t i g e t o b a k s ba l l e r - og evig t o b a k s s t ø v i n æsen - kunne vi i n ­
de i f a b rikken få både kandis og tyklakrids,
indgik i den b e r ø m t e
som
skrå.
En e n e s t å e n d e o p l e v e l s e var L a n d s u d s t i l l i n g e n
1909,
h vo r jeg færdedes n æ s t e n d a g l i g t mens den stod på.
Bygningerne
i A n t o n Rosens s t o r s l å e d e hvide by r u m ­
m ede p r o d u k t e r af alt,
hva d D a n marks
land for måede
14
at fremstille.
dingsværkshus
h avde
nye
F r a L i l l e t o r v var et større b i n ­
f l y t t e t ud, og i t i l s l u t n i n g til det
"Bedre B y g g e s k i k "
landsbyhuse.
siniere,
opf ø r t nogle
forbil l e d l i g e
Og så var de r jo en stamme
abes­
som selv h avde b y g g e t deres hytter,
hve r d a g o p t r å d t e i k r i g s d a n s e med deres
og
lange
spyd.
En d a g o v e r v æ r e d e
af en strimmel
til,
jeg på Hotel Royal
"levende billeder".
forevisningen
Det førte snart
at d e r e t a b l e r e d e s hele to b i o g r a f t e a t r e
en. A f andre t e k n i s k e
ka n nævnes,
f r e m s k r i d t i d enne peri o d e
at h e s t e d r o s k e r n e på S t o r e t o r v s u p p l e ­
redes m e d et par m o t o r i s e r e d e h y r e v o g n e
Endvidere
maskine,
(Ford).
fik jeg en dag det første syn af en flyve
som det på en m a r k ved Skejby lykkedes at
svæve ret lange s t r æ k n i n g e r i m i n d s t
o ver
i by­
1 m's højde
jorden.
I d isse år h oldt vi
flere gange
Gam m e l Skagen i et fiskerhus,
de ud i udhuset.
sommerferier i
hvo r familien f l y t t e ­
J e g nød at færdes k r o n r a g e t og bar
b e n e t i l a n d s k a b e t sammen me d f i s k e r d r e n g e n e og at
bade i det salte vand.
Je g va r m e g e t p l a g e t af m e l l e m ø r e b e t æ n d e l s e
tiden,
og en skønne dag ble v det a nset for n ø d v e n ­
d igt at m e j s l e hul
i mi t kranium.
o m det k unne undgås troppede
b a r b e r e n fra Mejlgade,
igler.
i Århus
For at forsøge,
lægen op sammen me d
der m e d b r a g t e et glas me d
De ble v én for én anbr a g t bag øret og sugede
sig u h y g g e l i g t tykke.
a f k r æ f t e n d e blodtab,
Min li l l e s ø s t e r Ebba,
1904 i Helsingør,
Åreladningen
f o r å r sagede et
me n b e t æ n d e l s e n fik ende.
som storken var kommet m e d
b l e v syg og døde
gæld fik jeg i 1907 en lillebror:
i 1905.
Til g e n ­
J ø r g e n - 8 år
yngre end mi g selv.
København 1911-1914
N u var mi n far b l e v e t chef for 23. B a t a l j o n på Sølv
g ades Kaserne.
1912,
Je g så ha m i f u n ktion den m a j d a g
da k ong F r e d e r i k VIII's a f s j æ l e d e
legeme -
e fter en død i H a m b u r g - førtes til A m a l i enborg.
15
Bataljonens
s o l d a t e r v a r stil l e t op på begge
sider
af ruten ad Set. A n n æ Plads og A m a l i e g a d e og far
holdt på hjørnet,
høj t til hes t m e d d r a g e n sabel.
Jeg stod i k a r n a p v i n d u e t i o l d e m o r s
Amaliegade
l e j lighed i
3 og h avde o v e r b l i k over hele s k u e s p i l ­
let. Ma n hørte på lang a f s t a n d Chop i n s bet a g e n d e
s ø r g e m a r c h og de d umpe tenortrommer.
Og da p r o c e s ­
s ionen s v i ngede o m h j ø r n e t p r æ s e n t e r e d e s gevær,
b a t a l j o n s f a n e n sænkedes,
b l i n k e n d e sabel.
og ch e f e n hilste me d sin
En fornem i n d o k t r i n e r i n g af m o n a r ­
k iets betydning.
Hos oldemor
O l d e m o r va r en lille blid og v e n l i g dame,
som altid
sad v e d v i n d u e t og b r o d e r e d e s t r a m a j t æ p p e r og - p u ­
der,
bl.a.
til sine m a n g e oldebørn.
Ag n e t e og jeg
b e s ø g t e hende af og til.
Vi k o m ogs å nogle gange til hendes
selskaber.
Hvis
der v a r m a n g e gæ s t e r inddroges n a b o l e j l i g h e d e n - på
den a nden side t r a p p e a f s a t s e n - hvor
son)
boede.
Men da o l d e m o r fyldte
"tante F"
90 år i 1911
(Ben­
var
vi o v e r h u n d r e d e m e d l e m m e r af slægten i n viteret til
h endes
fest m i d d a g i Den k g l . Skyde b a n e s
lokaler på
Vesterbro.
En af de faste gæ s t e r hos o l d e m o r var
"onkel Frits"
(Johan F r e d e r i k H e g e r m a n n - L i n d e n c r o n e ) . Han var
m å s k e hende s
b ror af h a m
fætter
(hans farfar v a r n o r s k ) . O m en
(Johan H e n r i k H-L,
skrives der i S a l m o n s e n bl.a.:
imødekommende,
åben k a r a k t e r
der var diplomat,
"Med en hjertelig,
f o r bandt han stor for-
h a n d l i n g s d y g t i g h e d og en evne til at omgås m e n n e ­
sker") . Jeg tror de to v e r d e n s m æ n d har m i n d e t m e g e t
om hinanden.
Onkel Frits havde som løjtnant g e n n e m ­
gået den franske k a v a l l e r i s k o l e
var han m i l i t æ r a t t a c h e
grad,
Stockholm,
general,
i Saumur.
1906-1909
- på rad - i Berlin,
K r i s t i a n i a og Bryssel.
Petro­
Han var
hørte til g a r d e r h u s a r e r n e og så malerisk,
me n u k r i g e r i s k ud me d sin flotte
og sit hvide svungne overskæg.
lyseblå u n i f o r m
16
Når
jeg gør så m e g e t ud af d e n n e g amle
d e t d els
fordi han v a r u a l m i n d e l i g s y m p a t i s k trods
sit m i l i t æ r e t i l h ø r s f o r h o l d ,
b l o t va r g u d f a r til mor,
me
f ø d s e l s d a t o den
dels
i 1914).
fordi han ikke
me n de to havde også s a m ­
17. december.
h i n a n d e n i B r e d g a d e på d enne dag
En dag løb de på
(det kan ha v æ r e t
E f t e r den store o m f a v n e l s e siger så g u d ­
far Frits:
"Hør lille Harriet,
d i g n o g e t morsomt:
nu skal
jeg fortælle
J e g har lige for et ø j e b l i k s i ­
de n m ø d t en m e g e t god ven,
lers
"hugaf" er
og ha m har jeg sgu e l ­
ikke t r u f f e t siden slaget v e d Dybbøl
Hos m o r m o r var de r r e g e l m æ s s i g t mi n d r e
sk a b e r i he n d e s
gens
l e j l i g h e d på Sveasvej
i 64".
familiesel­
ved Set. J ø r ­
Sø.
Drengeår i København
Mi n s k o l e g a n g skulle nu fortsætte
i m e l l emskolen.
D e r t i l v a r v a l g t Ø s t e r s ø g a d e s G y m n a s i u m ved S o r t e ­
dams Sø,
re,
fordi de r på forhånd gik en af mine
E r i k Wolf h a g e n .
dårlige
lærere,
komstløn.
fæt­
Den skole fik skyld for at have
fordi den ikke v ille betale o v e r e n s ­
D e t t e va r dog næppe grun d e n til at jeg
h o l d t m i g b l a n d t de ringe s t e i klas s e n - u n d t a g e n
til g y m n a s t i k og fodbold
(hvor jeg var på skolens
kamphold).
Je g h a v d e n æ s t e n k o n s t a n t d å r l i g s a m v i t t i g h e d v e d ­
rørende
lektier,
og den f o r s t ærkedes
jo af,
at jeg
ikke levede op til en e k s e m p l a r i s k opførsel.
ene m e d de t andet har nok b i d r a g e t til,
til at læse og o p f a t t e
at jeg ko m
l a n gsomt og altid har h aft
svært v e d at f o rmulere m i g mundtligt.
d et somme t ider godt,
Det
når
S k r i f t l i g t går
jeg a r b e j d e r t i l s t r æ k k e ­
ligt inte n s t me d teksten.
S k o l e n h a v d e en g u d e l i g og fr a s t ø d e n d e
inspektør.
H a n k a l d t e os én for én til s a m t a l e r på sit kontor,
s nag e d e og bo r e d e
i vores p u b e r t e t s p r o b l e m e r ,
og
p r e s s e d e os ve d f o r æ r i n g dels af lækre m a r c i p a n ­
brød,
del s af fine,
dyre k a t t e k i s m u s s e r m e d i n d i a ­
p a p i r og b l ø d t s k i n d b i n d til at d e l t a g e
gudstjeneste
i K F U M sø n d a g formiddage.
i børne­
K o n f i r m a t i o n s f o r b e r e d e l s e n b e g yndte
mens provst
1913 hos H o l ­
"Vorherres L i l l e f i n g e r " .
hel t a n d e n type:
menn e s k e l i g ,
Han var en
festlig og fuld af
skæg i f o r m u l e r i n g e n af sin belæring.
Efter slut-
c e r e m o n i e n i H o l m e n s kirke var der naturl i g v i s
m i d d a g h j e m m e - for voksne.
En af de indbudte var
en gudfar,
o b e r s t Tim,
som for ø v r i g t boede i Liv-
jægergade,
h vor vi va r h u s e d e påny.
Men han v iste
sig ogs å at v æ r e gu d f a r til Steen Eiler Rasmussen,
som k o n f i r m e r e d e s
samme dag.
skabet hos g e n e r a l
Og T i m foretrak s e l ­
"Støvler og Skæg",
lige henne
om h j ø r n e t på K a s t e l s v e j . For m i g kom k o n f i r m a t i o n ­
en til at m a r k e r e en a f g j o r t a f v i s n i n g af alle
yderligere religiøse indoktrineringsforsøg.
L i v j æ g e r g a d e va r altså pån y vores kvar t e r
1899).
N u var det bare et andet hus,
Livjæger Allé
(som i
på hjørn et af
(nu N æ s t v e d g a d e ) . Her på III sal k u n ­
ne jeg - he n o ver huse og h aver i R o s e n v æ n g e t - s i g ­
n a l e r e m e d en k l a s s e k a m m e r a t ,
Carl,
som boede
i Ro­
s e n v æ n g e t s Sideallé.
Da C arls
far va r h u s a r o f f i c e r kunne vi
lege o v e r a l t
på G a r d e r h u s a r k a s e r n e n ve d Ø s t e r b r o g a d e i stalde og
springgårde.
Og vi kunne øve os på bill a r d i u n d e r ­
o f f i c e r e r n e s messe.
(Carls s t orebror Jør g e n b l e v for
r e s t e n g ift m e d pr i n s e s s e Dagmar.)
J e g k o m o gså på Sølvgades Kaserne,
når jeg til tider
fik en r i d e t u r sammen me d far ud på V o g n m a n d s m a r k e n .
Je g fik o g s å hos b ø s s e m a g e r e n r e p a r e r e t den c ykle
(med fælge og skærme af træ)
Udenfor kasernen
den
lå d e n g a n g et langt stykke af v o l ­
(som senere sløjfedes
Og ve d v o l d e n s
reberbane,
hvor
far havde o v e r l a d t mig.
for B o u l e v a r d b a n e n s
fod langs Ø s t e r V o l d g a d e
lå en åben
jeg tit stod og så r e b s l a g e r n e
stille tykke trosser
(vistnok til
skyld)
frem­
f l å d e n ) . Ellers
h ø r t e - som i Å rhus - h a v n e o m r å d e r n e til mit s t u d i e ­
felt.
Livjægergade
brænderihavnen.
lå nær v e d både F r i h a v n e n og Kal k
18
FRIGØRELSEN BEGYNDER •
På vej
til skole stod jeg en lys m o r g e n på Ø s t e r ­
b r o g a d e - der h vor m o t o r b å d e n til S ø p a v i l l o n e n
de til - og så på langs ud over søbæltet.
lag­
Da følte
jeg m i g på én g ang fyldt af et stort spørgsmål:
Hvorfor
fa n d e n er n e t o p jeg bl e v e t til - og
hvad
er egentlig meningen med et liv? Det va r g a r a n t e r e t
ikke i n s p i r e r e t af h i s t o r i e n om h e l l i g å n d e n s
baringer.
Snar e r e f o r s t o d jeg,
at jeg u b e v i d s t s a v ­
ned e en s a m f u n d s m æ s s i g s a m m e n h æ n g i skolens
d o m og h j e m m e t s é n s i d i g e
åben­
lær­
i n teresse for en o v e r k l a s ­
ses d a n n e l s e s b e g r e b e r . Det s p ørgsmål m å t t e
jeg
u t v i v l s o m t selv alene søge en løsning på.
Spejder
I 1911
u d k o m B a d e n - P o w e l s bog
på dansk.
"Scouting for Boys"
Je g købte b o g e n og b lev m e g e t o p t a g e t af
den s b u d s k a b og i n d m e l d t e m i g i S p e j d e r b e v æ g e l s e n s
1. Ø s t e r b r o Trop.
D et v a r intet under,
at jeg - og m a n g e andre - på
f o r h å n d v a r lidt ske p t i s k e ve d ta n k e n o m at d enne
e n g e l s k e gene r a l
(på m i n fars alder)
fra en k o l o n i k r i g i Sydafrika,
h avde sin idé
h vor han u n d e r bye n
M a f e k i n g s b e l e j r i n g fik d a n n e t et korps af byens
d r e n g e til o r d o n n a n s - og m e l d e t j e n e s t e .
Ma n k u n n e o g s å finde
spejderdragten
lidt komisk.
Selv o m hver d e t a l j e havde en f u n k t i o n e l forklaring,
så v a r do g b o e r h a t t e n m e d den b rede s o l b r æ m m e ikke
s p e c i e l t e g n e t til D a n m a r k s
klima.
Men m a n m å huske,
til drenge,
solfa t t i g e og b l æ s e n d e
at den m e s t h e n v e n d t e
sig
som e n d n u va r i i n d i a n e r l e g e n e s alder,
h v o r vor e helte v a r B u f f a l o Bill e l l e r R obin Hoo d
o g G ø n g e h ø vdingen.
Vores tropsfører
lød i n d i a n e r ­
n a v n e t S c h i n g a c o o k og v o r e s p a t r u l j e f ø r e r e h avde
n a v n e som L æ d e r s t r ø m p e , F a l k e ø j e og Kiddy.
n æ v n t e v a r den H e n n i n g H a s l u n d - C h r i s t e n s e n ,
(Sidst­
som s e ­
n ere b lev o p d a g e l s e s r e j s e n d e og etnograf.)
J e g h æ f t e d e m i g m e g e t v e d det mål for bevæge l s e n ,
de r gik ud på at g e n u d v i k l e det o p r i n d e l i g e m e n n e -
19
skes n a t u r l i g e p r i m i t i v e e genskaber,
som i større
e l l e r m i n d r e g r a d er g ået tabt u nder de n m o d e r n e
c i v i l i s a t i o n s på v i r k n i n g .
f olk e n e
E g e n s k a b e r som gør n a t u r ­
i s tand til at k æmpe
for t i l v æ r e l s e n i k r a f t
af i n d g å e n d e k e n d s k a b til n a t u r e n og dens
s k æ r p e d e e v ner til iagttagelse,
liv,
hurtig opfattelse
og beslutning.
H e r t i l v a r l e j r l i v e t et v i g t i g t middel.
Gennem
u d v i k l i n g e n af de b e d s t e almene e g e n s k a b e r søges
u n g d o m m e n f o r b e r e d t til at b live gode s a m f u n d s ­
borgere .
Spejderløftets
10 p u n k t e r ind e h o l d t ganske v i s t
f o r u d e n g r u n d r e g l e n o m g odt kammeratskab,
ska b e n m o d konge,
Personligt mødte
fædreland,
melde
n a t i o n a l c h a u v i n i s m e e ller
El l e r s havde ma n jo o gså frihed til at
fra.
Organisationens
voksen
forældre og foresatte.
jeg do g hver k e n u d s k e j e l s e r i
r e t n i n g af m i l i t a r i s m e ,
kr i s t e n d o m .
både t r o ­
e n h e d e r va r tropper,
der havde en
leder m e d n ogle a s s i s t e n t e r og bestod af
2-6 patru l j e r ,
hve r m e d 6-8 m e d l e m m e r m e d en j æ v n ­
a l d r e n d e anfører.
Det v a r
s o c i o l o g i s k e m o d eller,
lidt i familie med de
som nu om dage drøf t e s
for
nærdemokrati.
Fri for hjemmets justits
I 1913 b l e v m i n far p åny forfl y t t e t til G e n e r a l ­
k o m m a n d o e n i Århus.
lægges
til Viborg.
sigtsmæssigt,
Men de n skulle året e f t e r f o r ­
Det b lev så anset for m e s t h e n ­
at jeg forblev i m i n k ø b e n h a v n s k e
s kole for at tage m e l l e m s k o l e - e k s a m e n .
jeg i n d l o g e r e t hos
fru Selmer,
hus m e d på K y s t v e j e n i Århus,
til Købe n h a v n ,
D e r f o r ble v
som vi havde b o e t i
m e n som va r flyttet
h v o r h u n h avde en l e jlighed på h j ø r ­
net af C h r . d . I X ' s Gade og N y Østergade.
jeg a l t s å o gså de n gamle b y d e l at kende,
r et f o r s k e l l i g fra Østerbro.
N u lærte
der va r
20
Det v a r en k o l o s s a l l e t t e l s e af blive
hjemlige
justits,
å bent o p r ø r imod.
fri for den
som jeg jo e n d n u ikke havde gjort
F r u S e l m e r d y r k e d e abso l u t ikke
d e n side af tilværelsen.
Hun var mes t lit t e r æ r t
i n t e r e s s e r e t og h avde t a n k e r om at skrive en s p i l l e ­
film.
He n d e s
søn n e r G e o r g og C h r i s t i a n gik h ver på
sit k u r s u s af en slags,
i nteresser.
og vi havde ingen fælles
J e g v a r d e s u d e n kom m e t til at befi n d e
m i g godt som
"enebarn".
O m m o r g e n e n fik jeg lunken,
sveden hav r e g r ø d - og
jeg lagde oft e et par styk k e r fra m i n m a d p a k k e af
på den bakke,
der i det store f r ikvarter stod hos
s k o l e n s p o r t n e r m e d et par afve n t e n d e forsultne
b ø r n v e d siden af.
de fattige.)
Have,
(Den kristne skole glemte
M i n skolevej
ikke
gik nu gen n e m Kongen s
h v o r jeg hver da g b lev beta g e t af W i l l u m s e n s
provokerende
Jeg prøvede
lærdom,
s k u l p t u r af r a d i k a l e r e n Hørup.
ikke at rette op på m i n forsømte s k o l e ­
så det v a r kun m e d nød og næppe at jeg k l a ­
rede m i n m e l l e m s k o l e e k s a m e n .
Men jeg b e g y n d t e ganske
let at i n t e r e s s e r e m i g for aviser uden at have m o ­
d e n h e d til at v u r d e r e og sa m m e n f a t t e indholdet.
Da
der e n g a n g v a r en længere artikel o m faren for et
krigsudbrud,
hå b e d e jeg faktisk at en sådan s p æ n d e n ­
de b e g i v e n h e d v i l l e fuldbyrdes.
(Skolens h i s t o r i e ­
p e n s u m v a r jo godt spæk k e t m e d krig og heltedåd.)
21
V I B O R G - EN NY V E R D E N
Et af m i n e m i n d e r er den s t e m n i n g og de stumper
af en o p h i d s e t d i s k u s s i o n jeg o p f a t t e d e i et af
c i g a r r ø g i n d h y l l e t h e r r e v æ r e l s e e fter en o f f i c e r s m iddag.
Det v a r i Viborg,
hvo r jeg igen v a r bl e v e t
f o r e n e t m e d f a m i l i e n og sat i latinskolen.
tror,
d e t d r e j e d e sig o m et o prør imod,
s varet af h o v e d s t a d e n ble v udbygget,
til S l e s v i g v a r
på at A n d e n
forsømt.
at kun f o r ­
mens græn s e n
N o g l e insist e r e d e de r f o r
Generalkcmmando
f o r s v a r e t af Jylland,
Jeg
a lene skulle o v e r t a g e
o g d ette skulle man straks
t e l e f o n e r e til K ø b e n h a v n og erklære ultimativt!
Det ble v no k frafaldet,
og f r e d e l i g h v e r d a g hvil e d e
a tter i de n lille by.
En g a n g o m m å n e d e n k o m g a r n i s o n e n s m u s i k k o r p s og
s t i l l e d e sig op på d e t øde fortov udenfor den v i l ­
la, vi beboede,
var min
og m u s i c erede.
På den tid af d a g e n
far p l i g t s k y l d i g s t på sit kommando-kontor.
M en det hør te sig til at o b e r s t i n d e n
inviterede
d a m e r til te og n y d e l s e af hornmusikken.
do g m e r e end én gang,
Det hændte
at mo r slet ikke var hj e m m e
- og så h avde i n s t r u e r e t
s t uepigen om at stille sig
op ba g g a r d i n b l o n d e r n e og bøje hove d e t til n å d i g
tak,
når der v a r trut t e t af.
I latinskole
Latinskolens
Set.
sta t e l i g e t o etagers h o v e d b y g n i n g
M o g e n s g a d e v e d kirke p l a d s e n ,
kedelige katedral
hvor den store
lå for den a nden ende og de t l i l ­
le t i d l i g e r e rådhus
side.
lå i
(nu museum)
på den ene l a n g ­
B a g h o v e d b y g n i n g e n h avde vi s k o l e g å r d e n me d
lindetræerne,
som tre lavere fløje lukkede sig om.
Udenfor denne bebyggelse
lå en i s o leret g y m n a s t i k ­
s a l s - b y g n i n g v e d i n d k ø r s l e n fra Nytorv.
det hel e v a r der et lukket haveareal,
Syd for
der a f s l u t t e ­
des m e d et ste n g æ r d e langs M a t h i asgade.
De t er senere
gjort til det o f f e n t l i g e a n l æ g L a t i nerhaven,
lagt af Rasmus Brostrøm.
plan­
22
L æ r e r k o l l e g i e t ka n m a n v i s t god t sige h a v d e en r e ­
lativ høj
begyndte
kvalitet.
i 1890,
Hans Chr.
Cornelius Mortensen
som de n første
i v e r d e n at m æ r k e
fugle v e d at sætte en rin g m e d sin adresse o m d e ­
res ene b e n og m a n g e el e v e r h jalp med.
b reve
fra alverden,
Det gav
som b i d r o g til k o r t l æ g n i n g af
t r æ k v e j e og o p h o l d s s t e d e r .
Det første tiår m æ r k e ­
des t u s i n d e r af stære og alle s t o r k e u n g e r
opland,
m a n k u n n e o v e r k o m m e o m k r i n g Viborg.
har v i s t
ialt r i n g m æ r k e t o m k r i n g 5000
efter hans
i mange
i det
Han
fugle,
og
f o r b i l l e d e b l e v r i n g m æ r k n i n g e n t aget op
lande.
N a t u r h i s t o r i e k l a s s e n h a v d e han i n drettet som et
lille a uditorium.
det,
Ha n sad for e nden af m i d t e r b o r ­
h v o r p å o b j e k t e r demo n s t r e r e d e s ,
og vi andre
i h e s t e s k o f o r m u d e n o m på b ænke i to etager.
denne naturforsker
toteks k o r t ,
lærte jeg bl.a.
Af
at anve n d e k a r ­
der kunne hulles og samles
i h æ f t e r til
e k s t r a k t e r og s u p p l e r e n d e n o t a t e r v e d r ø r e n d e v o r t
pensum.
Han va r a sket
(tordnede mo d tobak og a l k o ­
hol) , k r æ v e n d e m e n v e n l i g og ikke uden sans
for
h u m a n humor.
A l v o r s m a n d e n L a u r i t s Ring va r lærer i kemi,
og m a t e m a t i k .
fysik
De t sidste - og v i g t i g s t e - faldt
det m i g m e g e t s vært at følge me d i og holde sam m e n
på,
s e l v o m jeg a l t i d k u n n e få h jælp af duksen,
J ens F o g e d
(den senere kirurg)
(Skive folkeblad)
T rods alt m e n e r
o.a.
e ller Elin Ha n s e n
der b oede i KFUM.
jeg d o g
(ubevidst)
at have
lært
en del af t æ n k e m å d e n i d e n n e v i d e n s k a b e l i g e d i s c i ­
p lins s t r i n g e n t e
logik.
Rin g v a r ne m l i g ikke blot
f o r f a t t e r til m a t e m a t i s k e
lærebøger,
m e n o gså en
t å l m o d i g p æ d a g o g og et v e n l i g t menneske.
E l e v s k a r e n havde en o v e r r a s k e n d e
sammensætning.
For det første gik p i g e r og d r e n g e i kl a s s e s a m ­
men.
(En af p i g e r n e hed B r i t a Brostrøm.
Hun havde
o ven i k ø b e t k r æ v e t at d e l t a g e båd e i s l ø j d u n d e r ­
v i s n i n g og i r o ø v e l s e r på søen.
Begge færdigheder
v a r ellers kun f o r b e h o l d t hankøn.)
stammede kammeraterne
m e n i høj
ikke alene
For det a ndet
fra V i b o r g by,
grad fra de g y m n a s i e l ø s e L i m f j o r d s b y e r
23
- Lemvig,
Struer,
Skive,
N y k ø b i n g M, This t e d - e l ­
ler fra større g å r d e i det uds t r a k t e opland.
De
udenbys tog e n t e n toget e ller var i n d l o gerede i
byen.
S a m m e n f a t t e n d e v i r k e d e d ette s k o l e m i l j ø s t i m u l e r e n ­
de på m a n g e m å d e r - h v i l k e t d o g ikke ændrede,
at
jeg st a d i g h ørte til bagtroppen.
De radikale familier
Det hidtil største skred i f r i g ø r e l s e n fra de p a ­
t r i a r k a l s k e hjems
i n d s k r æ n k e d e og snærende k o n s e r ­
v a t i s m e skete v e d at jeg fik kammerater,
mede
fra r a d i k a l e familier.
va r menne s k e r ,
der s t a m ­
J e g opdagede,
at her
som va r k r i t i s k e over f o r s a m f u n d s ­
fo r h o l d e n e og i n t e r e s s e r e d e sig for at ændre dem,
og som følge d e r a f ikke v a r autoritetstro, m å s k e
e n d o g a n t i m i l i t a r i s t i s k indstillet.
M e n n e s k e r som
s a m t i d i g d y r k e d e litteratur,
billedkunst
og lignende.
Mennesker,
musik,
som helt selvf ø l g e l i g t
d rog deres b ø r n m e d ind i sådanne i nteresser og
u f o r b e h o l d e n t d r ø f t e d e aktuelle p r o b l e m e r m e d dem.
D e t t e åbnede jo for en fuldk o m m e n ny,
love n d e horisont.
Ikke d e s t o m i n d r e
udvidet og
fortsatte
jeg
at have v a n s k e l i g t ve d at formulere m i g s a m m e n h æ n ­
gende og ve lformet.
F a m i l i e n B r o s t r ø m i M o g e n s h u s vil senere få et s æ r ­
ligt kapitel.
Se d e s u d e n B i l a g II.
F a m i l i e n Claudi W e s t h m e d den store b ø r n e f l o k k e n d ­
te jeg a l l erede i Århus,
hvor de boede ve d Trøj-
b o r g i et stuehus m e d en stor gammel have.
Nu b oe­
de de på lignende m åde i B r æ n d e r i g å r d e n me d den
store have ned på h j ø r n e t af R i d d e r g a d e og R a n d e r s v e j . T h o r k i l d og jeg gik pån y i skole sammen,
og
B odil v a r m i n første store forelskelse.
far
Deres
v a r m e d l e m af b y r å d e t for det r a d i k a l e p arti og a n ­
sås d e r f o r af d e n r e a k t i o n æ r e e m b e d s s t a n d
for en
f r y g t i n d g y d e n d e s a m f u n d s o m v æ l t e r . Det var d e r f o r
h øjst m ærkeligt,
boede hos W e s t h ' s
at m i n far gik m e d til,
i et tidsrum,
at jeg
hvo r han og m o r v a r
b o r t r e j s t i en e l l e r a nden anledning.
Da d e n n e gæst-
24
fri
fami l i e senere
de en tid,
f l y t t e d e til K øbenhavn,
på b e s t e m t e dage,
kammeraterne
holdt
å bent hus for s k o l e ­
fra Viborg.
L æ g e f a m i l i e n V i d e b e c h h avde b o l i g og k l i n i k på
Blichersvej
i et p a r huses a f s t a n d fra vores.
v a r et n æ s t e n d a g l i g t t i l h o l d s s t e d
v a r a k t i v på flere
felter,
for mig.
tog f.eks.
Det
Han
initiativet
til o p r e t t e l s e n af H ald F o l k e k u r a n s t a l t . Hun h j a l p
h a m i d e n d a g l i g e p r a k s i s - l i v s g l a d og lattermild.
B e n t og
"Himster"
(Hemming)
var mere
a v a n c e r e d e end jeg - de t havde
nem denne
intellektuelt
jeg udbytte af.
Gen­
familie fik jeg også k o n t a k t m e d Saxil d ' s
på L a n d s a r k i v e t .
D eres h j e m v a r et cen t e r for r a d i ­
kalere og naturligvis
sa m f u n d s s t u d i e r ,
for mange,
samt bl.a.
tere so m T h ø g e r Larsen,
som gav sig af me d
for en række jyske d i g ­
Skjoldborg,
A a k j æ r o.a.
Det frie liv
B e n t h avde
lært k l a v e r s p i l hos fru Saxild.
g r u n d l a g e t for v o r e s sangpræstationer,
manns
"Fredmans Epistlar",
Det b lev
vi sang Bell
vi dyrk e d e m e d e n g a g e ­
m e n t de g amle skotske n a t i o n a l s a n g e
(vistnok i n s p i ­
r eret af Svend A a k j æ r som havde sin gang på L a n d s ­
arkivet) , og s e l v f ø l g e l i g kunne vi n ogle af de m a n ­
ge e n g e l s k e sange,
som frem k o m som stimulans
for
S t o r b r i t a n n i e n s kampmod.
Vi læste også lidt n y e r e
e n g e l s k e ller a m e r i k a n s k
litt e r a t u r
sat)
(eventuelt o v e r
og a b o n n e r e d e på The Strand M a g a z i n e - og røg
s h a g p i b e m e d Capstan.
N å r vi filosoferede,
røg vi
de n h a l v l a n g e c h i b u k p i b e m e d h o l l a n d s k G a b e s t o k ­
tobak.
En tønde fuld af tomme t o b a k s d å s e r a n b r a g t e
vi en nat på v o r gode o v e r l æ r e r M o r t e n s e n s g r æ s p l æ ­
ne .
I b e g y n d e l s e n af denne e poke d e l t o g vi ak t i v t i
s p e j derlivet.
Der lå s a n d e l i g ogs å en t i l l o k k e l s e
i de t a f v e k s l e n d e u d v a l g af landskaber,
på m i n d r e end
10 km's afstand:
vi h avde
Hjarbæk Fjord mod
n o r d - M ø n s t e d m e d k a l k m i n e r m.m. m o d v e s t - H a l d
Sø,
H a l d Ege og Sta n g h e d e m o d syd - L a n d s b y e r og
25
s m å s k o v e langs g amle Randers Landevej
i Nørreå
d a l s t r ø g e t m o d øst.
M e n e f t e r h å n d e n k o n c e n t r e r e d e vi os m e s t om s e l v ­
s t æ n d i g e aktiviteter.
På H i m s t e r s
de vi en kano i c a n a d i s k stil.
ini t i a t i v b y g g e ­
Et let s k e l e t af
lister o v e r t r u k k e t m e d tj æ r e t sejldug.
Med den k un­
ne vi p a d l e o m på N ø r r e - og S ø n d e r s ø og lidt ud i
va n d l ø b e n e .
Me n den va r skrøbelig,
tid have lister o g
og vi m å t t e a l ­
lapper og tjære m e d til r e p a r a ­
tioner.
Så b y g g e d e vi en ny og s t abilere i stil m e d T h e m ­
sens
"Punts".
co m b r e
De n blev m a l e t grøn og k a l d t Le Con-
( a g u r k e n ) . De n k unne vi
B r u u n s h å b til Nørreå,
veposer,
telt o.a.
let padle ud forbi
og vi havde god p lads
grej.
til s o ­
(Senere i t i l v æ r e l s e n n å ­
ede jeg m e d B r i t a og Mer e t e hel t til S i l k e b o r g s ø ­
erne o g S a l t e n L a n g s ø og M o s s ø v e d S k a n d e r b o r g ) .
En s æ r l i g o m s t æ n d i g h e d gav v ore ture en u f o r g l e m ­
m e l i g karakter:
B e n t h avde sin k l a r i n e t med,
og vi
frydede os, nå r h a n s p i llede på dette v i d u n d e r l i g e
in s t r u m e n t me d de n dybe tone, mens vi gled h en ove r
det stille vand.
P u n t - f o r m e n v a r i øv r i g t i n s p i r e r e t af en af v o r e
y n d l i n g s b ø g e r : "Three M e n in a B oat
of the dog)" af J e r o m e K. Jerome.
de bo g f ormuleres
vi s d o m s o r d ,
(to say n o t h i n g
I denne h u m o r f u l ­
(af Ge o r g e i c h a p t e r III)
nogle
som jeg a c c e p t e r e d e som leveregel:
T h r o w the lumber over, man!
Le t you r boat of life be light
p a c k e d w i t h onl y w h a t y o u nee d a ho m e l y home and simple pleasures,
one or two f r i e n d s , w o r t h the n a m e ,
some o n e to love and someone to love you,
a cat,
a dog,
and a pipe or two,
e n o u g h to eat and e n o u g h to wear,
and a little m o r e than e n o u g h to drink;
for th i r s t is a d a n g e r o u s thing.
J e g f o r e t o g ogs å l a n gture me d k a m m e r a t e r e l l e r ale-
26
ne - til fods e l l e r på cykel - f.x.
på A a k j æ r s går d
hjem)
i Salling,
"Jenle"
(nabogård til Jens Fo g e d s
hvo r jeg nø d at høre J e p p e
b a n d e k r i g e n og m i l i t a r i s m e n .
fjords
til s o m m e r m ø d e
langs V e s t k y s t e n ,
for­
Vi d rog o gså n o r d e n ­
hvo r vi på lange s t r æ k ­
n i n g e r kunne c y k l e på selve stranden.
Vi o v e r n a t ­
tede i te l t e l l e r i hø s t a k e l l e r - hvad jeg v a r
s æ r l i g t i l h æ n g e r af - i en god sovepose u n d e r åben himmel.
F e r i e f æ l l e s s k a b m e d forældre og h erre-
g å r d s b e s ø g v a r de t slut med.
27
UDDANNELSESTIDEN BEGYNDER
De t u n d r e d e m i g
ikke,
at m i n far p l udselig i 1916
fik o r d r e til a t t e r at flytte til Køb e n h a v n
(det
v a r tredie g a n g ) . N u skulle han vær e chef for III
Regiment.
Så v a r s p ø r g s m å l e t o m jeg,
b e g y n d t som o v e r s i d d e r
i 2.G.,
som n y l i g var
skulle fortsætte
for m i g selv - og d e t o p g a v jeg uden tøven.
s tørre p r o b l e m var,
h v o r d a n jeg så skulle bære mi g
ad for at blive arkitekt,
mange
Me n et
som jeg havde ønsket m i g i
år!
Da m i n far skrev til en t i d l i g e r e skole k a m m e r a t
Jens Ingwersen,
sis
der havde en større a r k i t e k t p r a k ­
(ex: T e l e f o n h u s e t i N ø r r e g a d e i K ø b e n h a v n ) ,
k o m d e t s e l v b e v i d s t e svar:
For det første bør han
a b s o l u t vær e s t u d e n t - for d e t andet m å han hellere
o p g i v e på forhånd,
hvis han ikke føler sig sikker
på at b live b l a n d t de ypperste!
J e g h a v d e v i s t n o k selv fundet ud af,
at K u n s t a k a ­
d e m i e t v a r den en e s t e r i g t i g e v e j , og at jeg kunne
o p t a g e s der uden at v æ r e student,
vi a en b y g m e s t e r ­
eksamen, m e n at d e n n e proces nok blev m e g e t l a n g ­
varig.
De r t i l k o m så,
i Viborg,
at jeg havde en ingeni ø r v e n
som v i a en s v e n d e p r ø v e havde g e n n e m g å e t
en t o å r i g m e l l e m t e k n i s k i n g e n i ø r s k o l e i Schweiz.
Han a n b e f a l e d e m i g at gøre ligeså. A t
jeg ikke a n ­
så en b y g m e s t e r for n æ r m e r e m i n e ønskers mål end
en slags te k n i k u m i n g e n i ø r ,
synes m i g i dag u f a t t e ­
ligt .
Mi n f r i g ø r e l s e s p r o c e s havde å b e n b a r t e n d n u ikke
gjort m i g så selvstændig,
at jeg formåede at skabe
m i t e g e t v e l o v e r v e j e d e o v e r b l i k o ver for e l i g g e n d e
m u l i g h e d e r og k o n s e k v e n s e r for handling.
h aft en far,
H a v d e jeg
som jeg sagl i g t k u n n e have g e n n e m d r ø f ­
tet d e t t e f u n d a m e n t a l e p r o b l e m me d - i stedet for
at n øjes m e d f r e m s k a f f e l s e n af Ingwersens d um me
b r e v - v i l l e jeg ve l have følt de t som en n a t u r l i g
støtte e ller sikkerhed.
28
I våbenindustriens tjeneste!
Det ene m e d de t a n d e t r e s u l t e r e d e
i, at der h o v e d ­
k ulds o p r e t t e d e s en 3 års l æ r l i n g e k o n t r a k t m e d M a ­
s k i n f a b r i k k e n N i e l s e n & W i n t h e r på B l e g d a m s v e j
København.
i
Der f r e m s t i l l e d e s bl.a. v æ r k t ø j s m a s k i ­
ner og p r e s s e d e s g r a n a t h y l s t r e - i den store hal,
der senere b lev b i o g r a f
siske hær.
i R y e s g a d e - til d e n r u s ­
De b y g g e d e o gså en fabrik i N o r d h a v n
m e d h e n b l i k på at f r e m s t i l l e k r i g s f l y til russerne.
J e g v a r fakt i s k b e s k æ f t i g e t i v å b e n i n d u s t r i e n .
v a r et r e l a t i v t m e g e t h øjt antal
Der
lærlinge - et par
h u n d r e d e vel - som u d n y t t e d e s e f f e k t i v t for en m i ­
n imal
løn. A r b e j d s u g e n v a r 6 d age å 9 t imer m e d en
halv times frok o s t plus om v i n t e r e n to a f t e n t i m e r
på T e k n i s k skole,
h vor vi tegn e d e t a n dhjul o.lgn.
Da så jeg kun da g e n s
lys på søndage - og b l e v a l ­
d r i g h e l t renvasket.
D a d e r v a r gået 8 m å n e d e r på den måde,
b e v i s t om,
mig.
v a r jeg o v e r ­
at det ikke førte til n o g e n f r e m t i d for
J e g lagde d e r f o r en m e d d e l e l s e på m i n
s k r i v e b o r d om,
fars
at jeg nu havde b e s l u t t e t m i g til at
blive a r k i t e k t - "selv o m jeg ikke b lev en af de
y pp e r s t e "
- og d e r f o r m å t t e have k o n t r a k t e n m e d N
& W annulleret.
H e l d i g v i s v a r de 8 m å n e d e r langt fra spildt.
Selv
om jeg ikke d i r e k t e fik n o g e n p o l i t i s k læ r d o m ud
af at trælle i d e t t e ce n t e r for s y n d i k a l i s m e n i K ø ­
benhavn,
gav den d a g l i g e o m g a n g med J a g u a r e n
den store boremaskine)
drejebænken)
kaldtes,
og J e r n æ d e r e n
(ved
(ved g e v i n d ­
og hvad d i s s e s o r t s m u d s k e d e
et indblik i en social klasse,
svende nu
hvis
livs­
b e t i n g e l s e r og l e v e f o r m lå u e n d e l i g fjernt fra min
b e s k y t t e d e tilværelse.
af.
De t gik jeg
"Arbejdere og d e n slags"
ikke u b e r ø r t ud
h ø r t e jo i m i n fars
l i v s a n s k u e l s e s i m p e l t he n til de n k a t egori af b e ­
folkningen,
som ikke v a r i b e s i d d e l s e af a l m i n d e ­
lig dannelse.
29
På vej mod målet
I sommeren 1917 var jeg dernæst i lære hoc tømrermes­
ter C.V. Jensen, Viborg i hvid tømrerdragt og udstyret
med eget værktøjssæt. Vi var en halv snes m e n n e ­
sker, og der herskede et kammeratligt klima og en
håndværksmæssig høj standard.
Om efteråret begyndte jeg på ny i Teknisk Skole i
København, men denne gang i dagskole for at tegne
efter gipsafstøbninger af klassiske skulpturer.
Maleren Holger Grønvold var en oplevelse som pædagog.
Axel Salto skrev i en artikel om ham i Klingen
(nr.8, 1919) bl.a.:
"...For sine elever betød G r ø n ­
vold stor menneskelig berigelse, man var et godt
m enneske i hans selskab. Hans lune og hjertelige
forståelse kunne ikke modstås. Det var en fortryl­
lelse at færdes i Grønvolds klasser, hvor evnerne
groede trygt..."
Da de af mine g y m n a s i e k a m m e r a t e r , som skulle stude­
re på universitetet, begyndte med at tage filosofi­
kum, fandt jeg, at det sikkert også kunne være en
n yttig basis for arkitektstudiet at få lidt indsigt
i filosofiens forskellige temaer, så jeg gav mig
derfor også tid til (uforpligtende) at følge f i l o ­
sof iforelæsningerne .
En anden ting var, at der for at blive optaget på
Akademiets bygningstekniske skole krævedes en h ø j e ­
re karakter i matematik, end jeg havde forladt g y m ­
nasiet med. Her var det så heldigt, at Steen Eiler
havde påtaget sig at manuducere en lille gruppe
"for at holde sine egne matematiske kundskaber v e d ­
lige". S.E.R. var i øvrigt ikke selv student, idet
hans forståelse for planlægning gjorde sig så t i d ­
ligt gældende, at han gik ud af gymnasiet på et
tidspunkt, der gjorde det muligt for ham at overstå
tegnepensummet og blive optaget på Akademiet flere
år før mig.
(Kort efter vandt han så konkurrencen
om en byplan for Hirtshals 1919 og blev derefter
m e d l e m af Akademirådet 1922.)
30
Da jeg påny var sommer-tømrer, var Agnete blevet
gift med korpslæge Erik Hartvig-Møller (1878-1952),
så jeg boede den sommer hos dem. Mest havde jeg
dog min gang i Mogenshus. Brita var også hørt op i
gymnasiet, da hun ikke havde brug for den n y s p r o g ­
lige eksamen.
(For øvrigt blev kammeraterne t r o ­
fast ved at invitere os begge med til deres s t u d e n ­
terjubilæer op gennem årene.)
Hun begyndte så dels at lære vævning, dels at være
lærling i et bogbinderværksted og gik ind imellem
på Teknisk Skole, hvor de havde overladt hende et
rum og et staffeli, så hun for sig selv kunne teg­
ne og male, når hun fik lyst. Hun havde egentlig
haft tanker om at blive arkitekt, men hendes far
pressede stærkt på for at få hende til at blive
m a l e r - som han vist selv helst ville have været.
Inden jeg flyttede fra byen, havde vores gamle t r i ­
umvirat solgt "Le Concombre" til Brita for en lag­
kage - at fortære på stedet i konditoriet. Torsdag
aftener - om vejret var godt - gik nu hun og jeg
ned i "Englemadsens" have, hvor den havde fået ny
liggeplads, og padlede til "Salonen" ved Borgvold,
hvor der var musik og dans - og hvor man drak sherrycouples.
Hos Tyge Hvass
Den sidste sommer jeg skulle have tømret - det var
i 1919 - var der ikke nok at bygge. I stedet fik
jeg så et tegnejob hos Tyge Hvass. Han og landsarkivar
Saxild var lige kommet hjem fra et tre måneders o p ­
hold på "Jomfruøerne", som Danmark to år før havde
solgt til USA. Saxild havde indsamlet danske a r k i v a ­
lier til Rigsarkivet og Hvass havde - på N a t i o n a l ­
museets initiativ opmålt de vigtigste bygninger.
Opmålingerne, som var tegnet i blyant, skulle jeg
være med til at trække op og skravere med tuschpen.
(Se: "Dansk Vestindien", serien "Ældre Nordisk Architektur, VI. Tekst og 15 tavler af Tyge Hvass.
105 illustrationer, København 1925.")
31
Hvass havde sin tegnestue i Landemærket - med fire
kviste på rad vis a vis Trinitatis Kirke. Det b e ­
gyndte med, at Hvass foreslog, at jeg skulle hente
wienerbrød, mens han lavede the. Som timeløn fore­
slog han en svimlende sum, som var større end min
ugeløn som smededreng. Når der så blev afregnet,
og jeg bedømte mine ufaglærte præstationer, trak
jeg derfor et passende antal timer fra. Ved en
hjemkomstfest, han arrangerede, optrådte jeg som
vestindisk "negerboy" med sortmalet fjæs og hvide
b o m u l d s h a n d s k e r . På den måde mødte jeg en del af
hans kammerater fra Anton Rosens berømmede teg n e ­
stue som f.ex. Kay Fisker, Aage Rafn, Povl Stegmann, S.C.Larsen o.a. samtidige.
Brita fik på den tid et job hos den kendte væverske
Johanne Siegumfeldt. I fortsættelse af sin ud d a n ­
nelse på bogbinderværkstedet i Viborg gik hun også
i en periode på bogbinderskole i Teknologisk Insti­
tut, hvor hun lærte af bogbinderkunstens finere
specialer som skindbind med gulddekorationer og
guldsnit samt fremstilling af forsatspapir i bakkemarmor m.v. I øvrigt gik hun på malerskole nogle år
og kom derefter ind på Akademiets dekorationsskole,
hvor Joakim Skovgaard var professor med Vilhelm
Wanscher som assistent.
Studieår
Arkitektskolen bestod af fire afdelinger: Bygnings-
teknisk Skole, (to klasser), Danske Klasse, T e m p e l ­
klassen og Ældste Klasse. I Bygningsteknisk Skole
(ledet af docent G.V.Blom) var der fast timeskema
som i Folkeskolen men uden eksaminer. Og det var
heltud en salig fornemmelse med een gang ikke at
høre til bagtroppen, og ikke nu at være bange for
at "spørge dumt" og hæmmes af mindreværdsfølelse.
Uden for programmet fik jeg lov af læreren i h y g i ­
ejne, professor Lundby ("Fæces") at gøre udkast til
en byplan for Viborg (som U n i v e r s i t e t s b y ) . For ø v ­
rigt undrede det mig, at der overhovedet ikke under-
32
vistes i mulighederne for industrialisering af b y g ­
geteknik .
I de egentlige arkitekturklasser bestemte vi hver
især, hvornår vi ville deltage. Det kombineredes i
forskellig grad med tegnestueansættelser og kunne
sagtens strække sig over et tiår. Jeg var bl.a. i
tre perioder på Politigårdens tegnestue hos den eminente Aage Rafn og Hans Jørgen Kampmann samt den
rare Valentiner. Sidstnævnte akkompagnerede på v o ­
res klaver med M o z a r t - s e r e n a d e r , når de fineste
k lassicistiske detaljer formedes. Nyklassicismen
blev drevet til sit yderste!
I Danske Klasse valgte jeg Carl Petersen ("Calle")
som professor. Ivar Bentsen var assistent og blev
professor efter Calles død i 1923. (Se mindeartikel
af Mogens Koch i "Kliken", n r . 4, 1923.) Året efter
tilkom tre lektorer: Steen Eiler, G.N.Brandt ("Den
kloge gartner" - og store h u m a n i s t ) , samt Kaare
Klint.
I Tem pelklassen var professor Kai Gottlob en e h e r ­
sker. Jeg beundrede ham som udøvende arkitekt, men
fandt ham uantagelig pedantisk som lærer. Her var
visse opgaver obligatoriske: Tegning af Vignolas 5
søjleordner. Opmåling (mm-korrekt) af et kapitæl i
stor målestok. Og dernæst tegning af et vist antal
rekonstruktioner af græske templer, slavisk k o p i e ­
ret efter franske kobberstik i gamle fedtede f o l i ­
anter .
Gottlob gjorde mig med dette program i den grad uinteresseret i græsk bygningskunst, at jeg ikke før
1966 - af helbredshensyn - kom den første tur til
Grækenland. Om den teoretiske viden, som lå til
grund for den forædlede arkitektur, blev der ikke
undervist og ikke opstillet noget mål for videre
udvikling og anvendelse.
Jeg bestemte mig så for selv at foretage et p a s s e n ­
de udvalg af o p m å l i n g s o b j e k t e r . Det blev til, at jeg
på Nationalmuseet tegnede en 6 m 2 stor væg tæt b e ­
skrevet med farvelagte hieroglyffer. Det var oven i
købet til nytte for museet, fordi farverne var be-
33
gyndt at falde af. Og i Viborg målte jeg d o m k i r ­
kens urestaurerede krypt.
D ernæst tilrettelagde Mogens Koch og jeg et værk
om Wiedewelts og Freuds mindestøtter på Jægerspris.
Vi fotograferede de 55 eksisterende støtter og m å l ­
te dem sammen med fem andre elever i 1922 og 1923.
Endvidere foretog jeg sammen med Helge Finsen en
opmåling af Rundetårn og Trinitatis Kirke i 19231925. Helge var meget opfindsom m.h.t. o p m å l i n g s ­
teknik, og han udførte de endelige optegninger og
forfattede - i sin levende, veloplagte stil - en
beskrivelse af bygværket. Hans hjem lå ganske nær
tårnet i Holbergs tidligere professorbolig på h j ø r ­
net af Kannikestræde og Fiolstræde, hvor det kendte
K a s t a njetræ hældede ud over havemuren. Helge fik
mig i øvrigt til at blive medlem af "Natmandsforeningen" (Københavns K a m m e r m u s i k f o r e n i n g ) , som
hver torsdag aften i sæsonen afholdt sine eks kl u ­
sive koncerter i Industriforeningens hus.
Farvel til Akademiet
Så sagde jeg stop for opmåling og begyndte efter
aftale med Bentsen i ældste klasse. Her engagerede
jeg m i g især i at arbejde med møblers menneskelige
funktion og dimensionering (rapport 1925 og kronik
af P.H. i Politiken 1926) på grundlag af Kaare
Klints systematiske forstudier. I forbindelse d e r ­
med blev jeg en tid medarbejder hos Kaare i hans
lille hummer i Kunstindustrimuseet. Men en skønne
dag kom Bentsen og sagde til mig: Nu går den ikke
længere - han (Tempel-Gottlob) har sgu opdaget os.
Og så opgav jeg simpelt hen at gøre mig færdig på
Akademiet. Der var også så meget, man lærte bedre
på tegnestuer.
Arkitektskolens elevforening hed "Foreningen af 3.
December 1892". Dens hovedindsats var årlige u d g i ­
v elser af opmålinger, hvoraf de første kom i 1894.
Mindestøtterne på Jægerspris kom 1924 og Rundetårn/
34
Trinitatis 1932. Den berømteste udgivelse var b o ­
gen Liselund i 1918, som Rafn gav form. Da jeg sad
i foreningens bestyrelse - sammen med F.C.Lund, M a ­
rinus Andersen, Viggo Sten Møller og Neye - b e g y n d ­
te vi 1923 udgivelsen af månedsskriftet KLIKEN. En
indledende artikel af Sten Møller i nr.1 slutter
m ed f l g . :
"Vi men er da, at det moderne bygværk ikke skabes
gennem historisk maskering, men heller ikke ved nogensomhel st abstraktion; kun ved at gøre hvert e n ­
kelt led til et organ med praktisk livsberett i g e l ­
se, når vi det æstetisk tilfredsstillende. Under
hensyntag en til mili e u e t må vi give bygværket den
form, som formålet kræver."
Det var en tydelig tilslutning til den begyndende
funktionalistiske bevægelse.
Foreningen var i øvrigt berømt for sit årlige gåsegilde - på Holbergs fødselsdag den 3.december m e d provokerende revue og viser og ballade, som r e ­
gel med "Pipperup" (Hans Hansen) som hovedkraft.
Mit hjem lå dengang på Toldbodvej
(Esplanaden) nr.
26, III sal med fri udsigt over Kastelsvolden (som
jeg havde adgangskort t i l ) . Det lå meget bekvemt i
10 minutters afstand fra Arkitektskolen på Charlottenborg, og jeg kunne følges med vagtparaden ned ad
Bredgade, hvis jeg ville hjem til frokost. Det lå
endnu nærmere Kadetskolen ved Nyboder - og det var
måske medårsag til, at min bror valgte at blive s ø ­
officer.
Carl Major Wright - kaldet Peter - som var søn af
vores tidligere husvært i Helsingør, kom et stykke
tid til at bo hos os, da han begyndte at studere
statsvidenskab på universitetet. Han var jæv n a l d ­
rende med min bror, men havde flere fælle s i n t e r e s ­
ser med mig, så det blev et varigt venskab, genopfrisket på hans feriebesøg herhjemme fra F o l k e f o r ­
bundet, U.N. m.v.
I en periode cyklede jeg meget tit på aftenbesøg
hos Mogens Koch på C e r e s v e j , hvor vi drøftede opmå-
35
linger
(f.x. tanken om en fremstilling - incl. r e ­
k o n s t ruktioner - af Mølleåens mange industrielle
anlæg) eller filosoferede over faglige temaer. Vi
lavede f.ex. et konkurrenceprojekt sammen til D a n ­
marks pav illon på en verdensudstilling i Rio de Janeiro i 1922. Men det var faktisk ikke særlig f r e m ­
ragende. Mogens gik sjældent i seng før det t i d s ­
punkt, solsorten begyndte at synge (det førte han
så bog o v e r ) , så det blev af og til nogle lange a f ­
tener .
Ved en lejlighed, hvor jeg kom hjem fra et besøg
ved firetiden, kom obersten i bare ben og n a t s k j o r ­
te overrumplende pludseligt ind på mit værelse og
påtalte indædt min natlige færden - uden at s p e c i ­
ficere, hvad han fantaserede sig til. Med eet o p ­
dager han så, at min søde mor havde anbragt en t a l ­
lerken med natmadder til mig (hun kendte nemlig
godt lidt til mine forehavender). "Og så tror du,
at du oven i købet skal belønnes," sagde han - hvor
efter han harmfuld marcherede ud ad døren m e d b r i n ­
gende mine gode madder. Indoktrineringen var endnu
ikke til ende!
Verdenskrig
Der blev jo hverken i skole eller hjem gjort nogen
indsats for at udvide vor lærdom med en afklaring
af forudsætninger, forløb og konsekvenser af den epokeskabende verdenskrig 1914-1918. Vor h i s t o r i e u n ­
dervis n i n g omhandlede og berømmede ellers i høj
grad krigeriske felttog og helte. Mens vore k r i s t e ­
lige leveregler dog satte kærligheden til m e d m e n n e ­
sker højst af alt, og stemplede drab som det syndig
ste og mest strafbare, der kunne finde sted.
Jeg tænkte fra begyndelsen ikke særlig dybt over
disse modsætninger. Hverdagene gik deres gang. Men
i tidens løb var det uundgåeligt at blive påvirket
af denne totale absurditet. Interessemodsætninger m e l ­
lem to stormagtsblokke i Europa starter en krig,
der efterhånden udvikler sig til at omfatte i alt
36
32 stater. Foruden 10 europæiske: USA, Canada, I n ­
dien, Japan, Kina og Australien. Tabene var mere
end 6 milli o n e r døde og savnede mennesker og uopgørlige ressourcespild. De kaotiske revolutioner,
der udløstes i befolkningerne i Rusland og T y s k ­
land 1917-1918 kunne jeg ikke stykke
et overblik
sammen over. Men min tro på, at en anden og mere
me n n e s k e l i g samfundsorden end den hidtil herskende
var mulig, blev i hvert fald grundlagt. Og min over b e v i s n i n g om kriges forkastelighed blev omsat
ti 1 en foragt for militarismen i almindelighed, og min fars
profession i særdeleshed.
Værnepligt
Da tiden kom, hvor jeg var forpligtet til at a f t j e ­
ne min værnepligt, lå det derfor ganske klart, at
jeg i hvert fald ikke ville oplæres til at slå m e n ­
n esker ihjel. Militærnægtelse var vist endnu ikke
rigtig organiseret, men jeg fandt det under alle
omstændigheder mest konstruktivt at melde mig til
den barmhjertige s a m a r i t e r g e r n i n g .
Dette viste sig at kræve en ansøgning til ses s i o n s ­
myndighederne, der lød på, at "det stred imod min
samvittighed at bære v å b e n " . Og for at m y n d i g h e d e r ­
ne kunne få fuld tillid til at dette stod til t r o ­
ende, forlangtes det at min far skulle bevidne og under­
skrive, at sådan var i sandhed denne hans fuldmyndige søns
personlige, inderste erkendelse. Dette kunne han jo nok
have en anelse om - eller tillid til- men ingen v i ­
den.
Bittert var det jo nok at skulle tilstå denne for­
smædelige fiasko efter en omsorgsfuld opdragelse.
En af de gamle hugafer i sessionskommissionen r y s ­
tede også sørgmodigt på hovedet, da jeg blev synet
i bar skjorte og for lukkede døre og mundtligt b e ­
kræftede for ham, at jeg var søn af en oberst...
Jeg blev betegnet som tjenestedygtig og af g a r d e r ­
højde og indrullereret som "sygepasser i S u n d h e d s ­
tropperne" .
37
På Jægers b o r g kaserne iklædte jeg mig dereft e r uniformen - hvortil minsan d t e n hørte et kort sværd
("til selvforsvar"). Jeg havde så megen fritid d a g ­
lig, at jeg kunne cykle hjem (uden sværd) og s k i f ­
te til civilt tøj
(til yderligere irritation for
o b e r s t e n ) . På Hærens Epidemihospital ved Jagtvej
gik jeg bl.a. stuegang med overlægen (m.fl.) og
skrev journaler og passede ambulancehornet, når
der var udrykning for at hente patienter i Høvelteeller Sandholmlejren. I "Grødslottet" i Rigensgade
lærte jeg at vaske gulve og rede senge. Men en n y t ­
tig og virk e l i g samariteruddannelse i "første
hjælp" blev det ikke til. Det var spild af tid,
midt i mit civile studieforløb.
38
GIFTERMÅL OG REJSER
Brita så jeg naturligvis ofte. En tid boede hun
ganske nær os, hos departementschef Saxild ved N y ­
boder Gammelvagt. Senere flyttede hun rundt på F r e ­
deriksberg. Vi gik på aftenkursus i croquis-tegning
sammen i Frederiks Hospitals bygning, og vi f u l g ­
tes til Wa nschers spændende forelæsninger og til
gæsteforedrag af fælles interesse på Akademiet etc.
Senere gik hun en tid på Kunstindustrimuseets v æ v e ­
skole og lærte jacquardvævning (med hulkortstyring)
hos Gerda Henning. Da hun gik på bogbinderskolen
om aftenen, hentede jeg hende ved Teknologisk I n ­
stitut og fulgte hende hjem. Da boede hun hos en
V i b o rg-familie på Norsvej ved Set.Jørgens Sø (lige
ved siden af mormors b o l i g ) . På søndage var vi ofte
på cykelture til Dyrehaven eller andre steder i
Nordsjælland. I ferierne tog hun som regel til V i ­
borg og fulgtes med nogle af vore gymnasiekammerater. Det foregik pr. cykel og dæksplads på båden
me l l e m Kalundborg og Århus.
Det havde jo gjort ungdomstiden ovenud vidunderlig,
om vi - i overensstemmelse med naturens orden - gik
i seng med hinanden, når en dyb, skøn forelskelse
var opstået. Men i stedet blev man ofte meget b e ­
klemt og frustreret. Vi var grænseløst uvidende om
sex - og begrebet orgasme kom jeg aldrig til at h ø ­
re om. Vi var uden nogen godtagelig mulighed for
rådgivning og ude af stand til at tale det frit og
åbent igennem selv. Præservativer syntes f r a s t ø d e n ­
de .
Jeg tror det var samme år som Helge og jeg vandrede
fodtur i påsken til Herlufsholm og Liselund o.a. af
Sydsjællands seværdigheder, at Obersten dels fik
nys om, at Brita og jeg tænkte på kompagniskab og
dels, at hun netop havde været på ferietur hjem som
foran beskrevet. Da lød faderens uforglemmelige ord
til sin formastelige søn: "Du skal vide , at jeg ikke sy­
nes om dine gifteplaner med et pigebarn, som rakker landet
39
rundt på oykel sammen med andre drenge!" Da havde jeg svært
ved at beherske mig.
Men relativt kort tid efter fik mine forældre en
indbydelse til bryllup i Mogenshus i Viborg.
Brita og jeg blev gift på Viborg Rådhus på hendes
fødselsdag i 1925, og der var festmiddag i M o g e n s ­
hus. Det var vist første gang, mine forældre mødtes
med de forunderlige mennesker, Ingeborg og Rasmus.
Brudeparret brød op så tidligt, at de kunne nå expressen sydpå, der havde Italien som mål.
Men sammen med Laps, som var vores sammensvorne,
gik vores vej ned til Nørresø, hvor Le Concombre
lå rejseklar - og så padlede vi via Søndersø og
Nørreå ad Randers til. Da vi næste dag var kommet et
stykke forbi denne stad, udfærdigede vi en fl a s k e ­
post og anbragte den midt i skuden, som vi sk u b b e ­
de ud i Gudenås udløb, og så vandrede vi ind til
vores forudbestilte hotel (og sendte de første p o s t ­
kort - med Niels Ebbesen p å ) .
Italien og Tjekkoslovakiet
Vores næste stoppested var Praha, hvor vi besøgte
Else West (fra B r æ n d e r i g å r d e n ) , der var begyndt at
studere tjekkisk. Hun havde lovet at undersøge m u ­
lighederne for, at vi kunne finde noget arbejde
dersteds.
Dernæst slog vi os ned i Firenze, hvor vi havde h o ­
vedkva r t e r i næsten to måneder.
En stor del af denne tid tilbragte vi sammen med
Mogens - der herfra skulle hjem efter i et halvt år
at have gennemkrydset hele Italien - så hans bevandre t h e d kom os meget til gode. Sammen gjorde vi
fx. små rejser til Lucca, Pisa, San Gimiano, Arezzo, Siena etc.
Da vi kom tilbage til Tjekkoslovakiet i november,
viste der sig meget små chancer for at komme i a r ­
bejde, så vi fik tid til at lære Praha godt at k e n ­
de. Omsider fik vi dog forbindelse med arkitekten
Carel Cocola, som jeg havde en hilsen med til. Han
40
havde tidligere v æ r e t på en studietur i S k a n d i n a ­
vien.
Hos ham havde jeg tegnestue-arbejde et stykke tid
i Ceske Budejowioe (Budweis) . En smuk gammel by med
kirke, rådhus og bytårn placeret ved et stort r e k ­
t angulært torv, indrammet af buegange og med en
fontæne i midten. Men Brita var der intet arbejde
for, så vi måtte opgive vores drøm om at blive i
landet vinteren over og så købe en ny kano, som
ganske stille kunne føre os med strømmen ad Vetava
(Moldau) og Elben hjemad. I stedet begyndte vi at
v andre nordpå en ugestid. Så fik kulde og regn os
til at tage toget.
Det skal nævnes her, at vi netop ti år senere atter
foretog en studierejse til de samme lande. Da b e ­
gyndte vi igen med F i r e n z e , hvor de endnu huskede
de tre danske i vores stamtrattoria "Napoleone".
D erfra drog vi så bl.a. til Rom, P o m p e i , Paesto og
Venezia. Om Tjekkoslovakiet - der da var ved at
blive anset for et af de mest avancerede centre for
m od e r n e by gningskunst - frembragte jeg en r e d e g ø ­
relse til månedshæftet "Arkitekten" (1936, n r .4.
s . 65-84).
Linderiborg Slot 1926
Ved hjemkomsten skaffede Hvass mig job som "k o n d u k ­
tør" ved en indvendig ombygning og moderniser i n g af
L inden b o r g Slot, efter tegning af arkitekt Hother
Paludan. Det ligger 19 km syd for Ålborg, hvor v e ­
jen til Hadsund krydser Lindenborg Å. Jordegod s e t
er udstrakt: Østpå Lille Vildmose samt Tofte Skov
med Vildthegnet og de talrige kronhjorte og v i l d ­
svin, vestpå store dele af Rold Skov og et s æ r p r æ ­
get afvekslende landskab med ådalen, Madum Sø og
Blåkilde etc. (Naturligvis anskaffede vi os en k a ­
no, så vi ad vandvejen kunne padle mellem slottet
og R o l d ) .
Hovedbygningen har en robust sluttet form med to
stokværk og høj sokkel (om en hvælvet kælder) - på
41
nordsiden to runde hjørnetårne og to stævnformede
udbygninger mod voldgraven - på sydsiden et rundt
trappetårn mod gårdspladsen. Den enetages fløj på
den modsatte gårdside rummede bl.a. godsinspe k t ø ­
rens kontor og bolig.
Slotsrummene var ryddede og lensgreven Schimmelm a n n , der gjorde indtryk af skikkeligheden selv,
var m i d l er tidigt flyttet til et jagthus i Rold
Skov. Men Brita og jeg fandt nogle antikke møbler
frem og indrettede os og væv i et par rum i t i l ­
slutning til det ene hjørnetårn.
Jeg så meget lidt til Paludan - der heller ikke var
nogen sympatisk figur. Og arbejdet med at klare uforudsete problemer på stedet - under ledelse af en
jeg ofte var uenig med om løsningen - samt den til
tider træge koordinering af de forskellige fags
præstationer og leverancer - havde ikke min største
interesse. Heldigvis var de lokale håndværkere b å ­
de fagligt og m e n n eskeligt solide. Den dynamiske
godsinspektør Mørck var det også en stor tilf r e d s ­
stillelse at samarbejde med. Ægteparret havde i ø v ­
rigt tit besøg af en vennekreds fra Ålborg, som det
var en stor fornøjelse at få kendskab til.
Engang i dette år nedbrændte laden på Dronninggård
(nord for Å l b o r g ) , som ejedes af en svigermor til
Poul Henningsen. Nu forholdt det sig sådan, at fru
Mørck var søster til PH's mor (Agnes H ) , og g o d s ­
inspektøren var hendes rådgiver vedr. Dronninggård.
PH påtog sig at være arkitekt for ladens geno p b y g ­
ning, og jeg blev udset til "skønsmand". Bygmester
Larsen fra Vårst, som var hovedentreprenør på Lindenborg, skulle også overtage ladebyggeriet. Det
gav jo anledning til mange besøg af PH og ture til
D ronninggård (samt til et festligt Hjallerup h e s t e ­
marked, hvor Brita blev betroet at dreje en l i r e ­
kasse) . Tillige var vi til bygmesterens sølv b r y l ­
lup, hvor vi to og PH sad bænket i Vårst forsa m ­
lingshus - med sodavand - over for æresgæsten "Dan­
marks A f h o l d s k o n g e " , (bagefter blev i smug budt på
42
brænd e v i n i værtens h j e m ) .
PH skrev om mine arbejder på Akademiet i en k r o ­
nik i Politiken den sommer og endte med at påtale,
at jeg prøvede at indføre min egen retskrivning i
b etænkningen om møbelmål. Et par år senere b e g y n d ­
te han
dog selv en reform - ganske vist mere b e ­
hersket og talentfuldt.
Da arbejdet på Lindenborg ebbede ud, var der meget
få muligh e d e r for nyt arbejde. Men Hvass var ved
at forberede en nordisk udstilling "Vor tids bolig"
i Industriforeningen, der skulle åbne i august 1927.
Initiativtagerne var Brita Drewsen (fra Svensk Hemsløjd) og Kaj Dessau, der åbnede Bolighuset på Amagertorv. Jeg kom til at assistere med lidt af
hvert: tegninger til møbler, fotografering til k a ­
talog o.a. På samme tid fotograferede jeg også til
K.V. Engelhardt o.a.
Arkitekt i Brasilien
På samme tid var ingeniørfirmaet Christiani og
Nie l s e n ude efter en arkitekt til bistand for d e ­
res brasili anske afdeling i Rio de Janeiro. Sagen
var den, at større byggearbejder derude blev u d l i ­
citeret uden på forhånd at være formgivet. E n t r e ­
prenørerne måtte fremkomme med såvel udformningsforslag som pris. Man skulle binde sig til tre års
arbejde, men i øvrigt have ret til at gå ned på en
vis deltid, hvis man påtog sig private projekter,
og det regnede de med at hjælpe en til.
Vi havde begge mod på at prøve lykken ude i verden,
så jeg meldte mig blandt ansøgerne, og - uvist af
hvilke årsager - fik jeg stillingen. Så var der
blot to komplikationer: 1) Det ansås nødvendigt, at
jeg kunne underskrive mine projekter med et "M.A.A.".
Altså påtog jeg mig frejdigt, omgående at "tage a f ­
gang" fra Akademiet. 2) Vi skulle ha barn. Altså
anbefaledes det stærkt, at jeg startede derude a l e ­
ne (også for at få et begreb om, hvordan klima og
livsforhold passede os.)
43
Så fik jeg travlt med at tilfredsstille Gottlobs
umådeholdne krav til tempeltegneri og derefter k l a ­
re de obligate to skitseprøver samt forberede mig
lidt på årets afgangsprøve:
"en amtsgård". Jeg
fremstillede et sammenklappeligt tegnebræt, for at
kunne arbejde undervejs (hvad ikke l y k k e d e s ) . Hen
på efteråret fulgte Brita mig til Bremen, hvor jeg
gik om bord i en af Norddeutscher Lloyd's p a s s a g e r ­
både.
Tre uger senere - efter at have gjort landgang på
Madeira, og have passeret Ækvator - kastedes der
en aften i november 1927 anker i Riobugten Quanabara, hvor vi lå på svaj den lune tropenat over.
På baggrund af det omgivende lands mørke, b j e r g f u l ­
de silhouet sås bydannelserne som et illumineret
mønster, yderst kranset af de slyngede strand p r o ­
menaders strålende buelamper og inden for tegnet
af det oplyste netværk af gader i centrum og i f o r ­
stæder, som forgrenede sig på forlandet eller i
dalstrøg op i højlandet. Man befandt sig som i en drøm­
meverden og det var umuligt at gå til køjs - så v i l ­
le den jo udslettes.
Nichteroy var en hyggelig mindre by (10.000 indb.)
på bugtens østside og med uafbrudt færgeforbi n d e l ­
se (på 15 min.) til Rio, hvor der var 10 min. gang
til kontoret. Der bosatte jeg mig foreløbigt i det
lille toetagers engelske Palace Hotel ved S t r a n d ­
promenaden i byens sydlige udkant. Her var en bred
hvid strand og adgang til ramsalt strandbad lige
ved døren.
Omgående afkortede jeg så kontortiden t i l s t r æ k k e ­
ligt til at gøre mit afgangsprojekt færdigt og få det
hjemsendt inden jul, og i begyndelsen af det ny år
kom et telegram om, at det var godkendt. (Senere
hørte jeg, at Kåre havde haft mas med at få m i n a f ­
handling om møbeldimensionering anerkendt - det var
jo ikke kunst.)
Kørte man med sporvogn udefter ad Strandpromenaden,
langs vigen Jurujuba, passeredes den lille engel-
44
ske sejlklub. Her fik Preben Schmidt fra firmaet
mig til at blive me d l e m og købe en lille fladbundet
åben kapsejler med sænkekøl - en "sharpy"
(måske
svarende til en dansk piratjolle) - som havde n a v ­
net "Goldfish". Der var en halv snes af den slags i
klubben. Den kunne nemt trækkes op på strandene på
bugtens små øer, og sejlturene kunne være for f r i s ­
kende på fridage, hvis solen var så intens, at man
blev forbrændt igennem skjorten.
Mine første indtryk af stedet på denne årstid var ellers
v elbehage t ved den evige sol. En behagelig (omend
lidt fugtig) varme - kun sjældent afbrudt af h e k t i ­
ske hedebølger - og med lange perioder mellem de
stærke regnskyl. En meget konstant vind - formidda­
ge fralands, midd a g e stille og eftermiddage pålands.
Palmer i mange arter. Træerne med de store kroner
dækkede af røde blomster, farverige lianer, store
sommerfugle med strålende kulører. Stille lune a f ­
tener på terrassen med cikadesang, selvlysende in­
sekter og krydrede dufte. Det tre dages karneval
supplerede jo de første indtryk med et billede af
den broget blandede befolknings overstadige glæde
ved en fælles festlig udfoldelse.
Den 26.februar 1928 fødtes Merete i Viborg, og hun blev
døbt af hensyn til min troende familie. Et par m å ­
neder senere ankom Brita med hende. Vi følte begge,
at vi var gået glip af meget ved den lange ads k i l ­
lelse, netop i f ø d s e l s t i d e n . Det var ellers så h e l ­
digt, at Preben netop tog hjem på 3 måneders ferie,
så vi kunne rykke ind i hans hus så længe. Det lå
på en stor grund nær sejlklubben, og var beboet af
"Frenchy" og af to søde tjenestepiger, en terrier
og en kat. Det var Frenchy, som gav Merete navnet
Fetterson (p.gr.a. hendes fedme) - som siden f o r ­
kortedes til Fæt. Hun blev straks en hund efter
strandbad. Og Brita, der tidligere havde øvet s e j l ­
sport i Viborgs søer, var glad ved Goldfish - og
sikrede os en vandrepokal i den første kapsejlads
vi deltog sammen i.
45
Kastevinde kunne af og til få hele grupper af sejl­
både til at kuldsejle, men vi fik omgående øvelse
i at kravle om på bådens bund og sidde der, til
der kom hjælp fra fiskere eller sejlklubbens m o t o r ­
båd. Ved vores tredje kuldsejling - på week-end tur
til øen Governador - blev vi lidt nervøse ved at
først en kæmpestor djævlerokke var sprunget op t e m ­
melig nær på Goldfish, og at vi dernæst o b s e r v e r e ­
de et par trekantede hajfinner stryge tæt forbi os.
Brita kunne li hele miljøet og blev hurtigt bedre
end jeg til portugisisk.
Vores hjem i Rio
Inden Preben kom tilbage, havde vi lejet en seksværelsers bungalow i Rua Pas sos da Patria. Den lå dels i
nærheden af den gode doctora Boedeners bolig (hvor vi af
og til kom til en s t u d i e k r e d s ) , og dels ganske nær
familien Bartholdy, som vi af og til besøgte i "konsulare" o.a. anliggender. De havde et meget smukt
stort hus fra kolonitiden, helt beklædt med d e k o r e ­
rede fliser. Mod nord førte vores gade på kort tid
(evt. pr.sporvogn) til færgestationen, og mod syd
var der få minutters gang til det lille forbjerg
Boa Viagem, som til hver side havde et lille s t y k ­
ke badestrand, der var meget lidt besøgt af andre.
Fra gaden op til husets terrasse kom man ad en lang
snoet trappe. Bevoksningen foran huset bestod af
bananer, citroner og blomstrende buske samt enkelte
orkideer, og bag huset var der tæt regnskov op ad
bjergsiden.
Vandværket var kun dimensioneret til at fylde en
vandkasse, halvvejs oppe ved fortrappen, een gang
ugentlig. Derfra pumpede vi vandet automatisk op
til huset. Under en gul-feber-epidemi kom renovationsfolkene og puttede små fisk, som spiste m o s k i ­
tolarver og -pupper, i vandkassen (så fik vi af og
til fisk i maden) . Samtidig fældede de vores bananpal­
mer, fordi der stod vand i bladskederne. De hjalp
også en dag ved at mase en giftslange for Brita og
46
en anden gang ved at dræbe vores uundværlige hund,
da den fik hundegalskab.
Vi havde selv enkelte møbler med ud (fx. birkesofa
og - k l a p b o r d ) . Øvrige møbler (fx. spisestuen i k o ­
lonistil)
lejede vi vistnok sammen med huset. Vi
havde altid én og til tider to piger (af varierende
h u d f a r v e ) . De boede ellers i små primitive hytter
uden for byen. Og for at hjælpe på økonomien havde
vi oftest udlejet et værelse.
Firmaets kontor i Rua Primeiro de Marco bestod af en bred
etage, som gik helt igennem den dybe karré til p a ­
rallelgaden langs havnen. Til hver gade var der
tre høje vinduesdøre, og det bevirkede, at den sva­
le pålandsbrise om eftermiddagen strøg opfriskende
gennem lokalerne, der var opdelt med skærme. Under
to store ovenlys var der gulvudskæringer i alle etager, så man kunne høre, hvad der foregik i hele
huset. I de hedeste dage kom det til temperam e n t s ­
fulde skændsmål - til andre tider var det m e l o d i e r ­
ne fra grammofonlageret i underste etage, som p r æ ­
gede stemningen.
Vores dynamiske og omkringfarende leder Bro var en
sjælden gæst i p r o j e k t e r i n g s a f d e l i n g e n , og t e g n e ­
stuechefen Johns havde vi ikke synderlig agtelse
for. Ellers var der et meget godt forhold p e r s o n a ­
let imellem. Der var som regel omkring fem danske
ingeniører ved projekteringen - og så var der en
brasiliansk, hvis far var ansat i bygningsdirektoratet. Dertil kom et større antal tyske tekniske
tegnere. Og så var der den rare sorte Valadares,
som bl.a. tog lystryk i solen ved et af vinduerne
og ellers var hjælpsom med alt, og som en bog at
slå op i med sin hukommelse for alle projekter, f i r ­
maet havde arbejdet med gennem årene.
Profit frem for alt
Mine personlige arbejdsbetingelser var højst utilfredsstil­
lende. Som forud nævnt leverede entreprenørerne p r o ­
jekttegninger og pristilbud samlet til udliciteren-
47
de bygherrer. Det udartede sig for det første på
den måde, at jeg yderst sjældent fik lejlighed til
direkte at drøfte opgaven med bygherren, og hvis
det handlede om et arbejde uden for Rio, kom jeg
aldrig til at sætte mig ind i de konkrete stedlige
forhold. For det andet gik det for C & N ud på, at
mine facadeforslag og akvarelperspektiver så b e t y ­
deligt større og flottere ud, end det var relevant.
For det tredie skulle der, i de tilfælde hvor et
projekt eventuelt blev godtaget - og det var ikke
flertallet - ofres mindst mulig tid på gen n e m a r b e j ­
delse af arbejds- og d e t a i l t e g n i n g e r . Og på ny var
det sjældent, at jeg fik lejlighed til drøftelser
med bygherrer om sligt.
Hvad enten der var tale om beboelser, forretningsbygninger, fabrikskomplekser, siloer, e k s p ort l a g e r ­
huse, torvehaller eller andet, ønskedes det som r e ­
gel, at de udstyredes som paladser med mest mul i g
udsmykning og dekoration i form af søjler, pilastre
konsoller og krummelurer (stilen i øvrigt u n d e r o r d ­
net) . Her var hverken min fortid i tempelklassen el
ler på Politigårdens tegnestue til større støtte.
I enkelte tilfælde kostede det store vanskeligheder
at få gennemført en lidt funktionalistisk og n ø g ­
tern form på en silo eller et pakhus i havnen.
Det afgørende for firmaet som for bygherren var pen
gene. Bygherren kunne eventuelt stjæle min idé til
udformingen og overgi den til en billigere t i l b u d s ­
giver. Flere gange var det dog stimulerende for mig
at samarbejde om brokonstruktioners udformning med
en af de'ingeniører, som havde sans for design. Ved
de offentlige arbejder spillede nok bestikkelsen
større rolle end både pris og form.
Privat arbejderne, som man havde stillet mig i udsigt i
rigt mål, blev til intet - endsige det private k o n ­
tor, jeg var lovet. Kun to arbejder fik jeg noget
rigtigt ud af: en villa i Copacabana for min gode
danske tandlæge Gjørup - og et "mausoleum" for f a ­
milien Bartholdy. Det gav mig ganske vist svære
kvaler, at det lille bygværk bestemt skulle ha min-
delse om en dansk landsbykirke.
Alt i alt har jeg vel tilfældige lystryk og skit­
ser bevaret fra et halvt hundrede projekter fra
disse tre år.
I hele det profitprægede erhvervsmiljø kunne det
ikke undgås, at vi ofte følte os pinligt isoleret
fra dsn progressive kulturelle udvikling, der fandt sted i
Europa med hensyn til socialisme, funktionalisme og byplan­
som det fremgik af "Kritisk Revy" og "Das
Neue Frankfurt", som vi fik sendt ud, og af Corbusier's "Vers une Architecture" og Asplunds "Accep­
tera" og aktiviteter som Bauhaus og Stockholmudstil
lingen 1930.
Det brasilianske samfund opstod o m k r . 1500-tallet, da
portugiserne begyndte at kolonisere østkystområdet,
og urbefolkningen ("indianerne"), som bestod af et
stort antal små stammer, efterhånden blev trængt
tilbage i det dybe bagland eller udryddet. I 1 600tallet begyndte importen af sorte slaver fra A f r i ­
ka, og omkr. 1800 udgjorde de nærved halvdelen af
hele Brasiliens befolkning. Endnu i 1850 indførtes
50-60.000 slaver årligt. Men i 1888 blev alle sla­
ver frigivet uden erstatning til deres ejermænd.
I 1927-30 bestod indbyggerne så dels af den fåtal­
lægning,
lige, oprindelige urbefolkning, dels af e f t e r k o m ­
mere af negerslaver eller af indvandrede europæere,
og endelig af talrige blandinger af alle tre befolk
n i n g s e l e m e n t e r . Fremtiden for dette ressourcerige
landområde synes da at skulle tilhøre en raceløs
blandingsbefolkning. Men den kendsgerning, at man
ikke betragtede blandinger for udskud, dækkede dels
over store sociale kløfter og dels over udslettelse
af værdierne i deres oprindelige kultursammenhold.
(Udformningen af den ny hovedstad Brasilia i Minas
Geraes (1960) synes også at være blevet et u f o l k e ­
ligt fremmedlegeme.) Brasiliens 22 forenede r e p u ­
blikker, med i alt ca. 17 mio. indbyggere, var b e ­
hersket af nordamerikansk storkapital, (antagelig
med Monroedoktrinen fra 1828 som oprindelse), ud-
49
nyttet af europæiske erhvervsinteresser og styret
af en national, korrupt og militaristisk o v e r k l a s ­
se .
I 1929 skulle vi have barn igen. Det var ikke netop e f ­
ter beregning, men vi havde ellers aldrig tænkt os ,
at Merete skulle være enebarn, så vi glædede os til
begivenheden. Doctora kom meget ofte og så til m o ­
deren og lærte hende nyttig gymnastik, og det blev
aftalt, at lægehusets faktotum, Schwester Klara,
skulle flytte over og bo hos os, når det blev p å ­
krævet. Og så gik det alligevel galt, da det kom
til stykket sidst på året. Navlestrengen havde sno­
et sig omkring halsen på det lille væsen, og der
var ingen redning mulig. Det var en frygtelig sorg
- især naturligvis for Brita - som det tog lang tid
at komme o v e r .
Den traditionelle revolution
I 1930 havde vi bl.a. skrevet til mine forældre om,
hvor skønt klimaet var i Rio, og hvor lidt de ville
forsømme ved at aflægge os et besøg (min far var
dengang pensioneret, så de tilbragte næsten det h a l ­
ve år i deres sommerhus i R ø r v i g ) , og så tog de os
på ordet og kom begge to. Far tog hjem igen efter
et par måneders ophold, men mor blev juli ud og tog så
af sted sammen med Merete, og den 1 . september kom der
så telegram fra to glade bedsteforældre om, at hun
nu var i Mogenshus. På det tidspunkt havde vi opsagt
lejemålet for vores bungalow og sendt overflødigt
gods til opbevaring i firmaet, mens Brita og jeg
flyttede ind hos vores naboer - en spansk m a l e r p r o ­
fessor og hans kone dona Lola - for at blive der,
til vi tog på ferie som afslutning på 3 års arbejde.
Imidlertid blev jeg netop da angrebet af en o n d a r ­
tet kombineret nyreinfektion og lungehindebetcendelse.
Samtidig var der udbrudt revolution i den sydlige
del af landet. Det plejede der at gøre hvert 4.år,
når der skulle vælges ny præsident - fra en anden
republik - og dermed også udskiftes regering og
5u
folk på mange ledende poster. Lola var fra sit
hjemland vant til revolutionære foreteelser og d e r ­
for særlig i stand til at orientere os om b e g i v e n ­
hedernes gang. I slutningen af oktober blev Sao
Paulo indtaget af frihedskæmperne, og derefter kom
turen til Rio, hvor vi overværede indtoget af det
m eget lidt militært prægede rytteri i hovedgaden
Rio B r a n c o , mens små kampfly strøg hen over os,
helt nede m e l l e m husrækkerne. Getulio Vargas blev
udråbt til ny præsident. Han gennemførte i 1931 en
"korporativ" (fascistagtig) organisation af staten,
med dikta toriske beføjelser til præsidenten og holdt
s tillingen lige til 1945. Hans efterfølger indførte
forbud m o d det kommunistiske parti.
På hesteryg op -i bjergene
Så snart jernbanedriften genåbnedes, tog vi med det
første tog til stationen "Barao Hornenen de Mello"
o mtrent midtvejs me l l e m Rio og Sao Paulo. Der l e j e ­
de vi tre små bjergheste og en fører til at b e f o r ­
dre os til Robert Donatis "Reponso - Itatiaya". Det var
en af finske folk anlagt, mislykket frugtplantage,
som den m untre Donati nu var ved at udbygge til en
drøm af et feriested (her i ca. 1000 m.s højde), og
vi var foreløbig de eneste gæster.
Vi blev mo dt a g e t med en kop the i spisehuset, og over bordet hang en stor pragtorkidé, mens der ind
og ud ad vinduerne fløj bittesmå kolibrier, som
holdt sig svirrende på vingerne, mens de sugede
nektar fra orkideen gennem deres lange næb. Så fik
vi anvist et træhus ved bredden af et vandløb, som
slyngede sig ned mellem frugttræerne. Desværre var
den finske badstue ikke i funktion, men den lille
opstemning, der var bygget udenfor, dannede s v ø m m e ­
bassin og fontæne til morgenbadet. En af de første
dage red vi ad vildsomme veje til "Val Paraiso", som
var et gods med både kvæghold og kaffeplantage, som
ejedes af en dansk familie. Vi hyggede os et par
dage hos de gæstfri landsmænd og blev instrueret om,
51
hvordan dette lands største eksportartikel, kaffen,
dyrkedes.
Nogen tid efter begav vi os på en større eksp e d i ­
tion og fik den stedkendte Joan med som vejleder.
Første dag red vi ad en sti gennem tropeskoven op
til et plateau i ca. 2000 m.s højde, hvor vi o v e r ­
nattede i en meteorologisk station. Her blev s t i l ­
heden nogle gange brudt af en flok balstyriske,
forvildede heste, som efter sigende aldrig fandt
tilbage til lavlandet. Næste dag red vi videre o p ­
ad til foden af det basaltsorte fjeld "Agulhas Negras" og kravlede så på fødder og hænder op til B r a ­
siliens højeste tinde (ca. 3000 m ) , hvorfra vi k u n ­
ne se uendeligt langt ud over det kæmpestore, u o p ­
dyrkede land, som vi nu skulle forlade.
En af vore sidste ture gik til den elskelige so m ­
merfuglesamler Zikån's beskedne familiebolig og
jordbrug i en skovrydning. Huset rummede utallige
præparerede brasilianske sommerfugle systematisk
opbevaret i skuffedarier.
En ver den af vinger fra alle arter, af alle st ø r ­
relser, aftegninger og farvesammensætninger. Han
fortalte lykkeligt om denne landets svævende pryd.
Men mes t indtryk gjorde det, da han berettede om
sine ekspeditioner og sit liv sammen med indianere
især i Amazonas. Han erklærede, at de primitive indi­
anere - hvor de endnu levede i uforstyrret fred - var rigti­
ge mennesker, ufordærvede og hjælpsomme. De stod højere end
Zikån var
leverandør til museer og samlere over hele verden,
og vi bestilte en lille kollektion til minde om m ø ­
det. Et af hans børn kom og afleverede den, o m h y g ­
alle de udefra kommende "civiliserede" udbyttere.
geligt emballeret og beskrevet i et instruktivt,
venligt brev, netop da vi stod på kajen i Rio og
skulle begynde hjemfarten. (I dag er nogle af v i n ­
gernes farver desværre lidt falmede.)
Igen hjemme i Danmark
Vi drog af sted som eneste passagerer på en dansk
52
fragtbåd og lagde ind til Sao Salvador i Bahia en dag,
hvor vi
var gæster i firmaets underafdeling. D e n ­
ne by v a r den oprindelige hovedstad (anlagt 1510)
og meget smuk med palmer o.a. træer i gaderne og
storslåede pladser, mange paladsagtige barok-bygninger og (påstod man)
365 kirker. Den pragtfulde
domkirkes interiør var helt lueforgyldt.
Vi holdt jul i barsk vejr på Nordsøen og var h j e m ­
me i Mogenshus, forenet med vores datter, nytår 1931.
På grund af lungeangrebet, jeg havde haft i Rio,
kom jeg på Ingeborgs anbefaling til Mesnalien Sanatorie ved Lillehammer med den dejlige dr.Holmboe. Han fri-
fandt m i g for alvorlig fare, men anbefalede dog et
par måneders kur, før jeg gradvis begyndte a r b e j ­
det på ny. - Det var lidt svært at omstille sig
fra Rios over 30° varme til opholdsstuernes max.
+ 14° og liggehallens - 30°.
Hen mod foråret flyttede Brita og jeg ind i Kochs
hus på Hulgårdsvej, hvor Mogens var græsenkemand mens
Ea var på landophold. Merete forblev i Viborg, hvor
bl.a. Agnetes datter Elsebeth tog sig særligt af
hende. Mogens havde overarbejde til sent på natten
på "Vesterport" hos Ole Falkentorp.
Jeg tegnede på konkurrenceprojekt for Århus U n i v e r ­
sitet for Schlegel og Thomsen. Det foregik i V e d ­
bæk og begyndte først, når de om eftermiddagen kom
hjem fra deres normale arbejde. Det resulterede i,
at Mogens og jeg først kom hjem ved tretiden om
morgenen, og så spiste vi natmad sammen med Brita
til fuglenes morgensang.
Vores boligforhold klaredes dernæst foreløbig ved, at
vi fandt en førstesalslejlighed - med Bellahøjudsigt - i en nybygget villa på Primulavej nær ved
Hulgårdsvej. Her var plads nok til en enkelt væv,
og vi fik Laps som logerende. Her behøvede han i k ­
ke som i Mogenshus at gøre sit værelse til et Storm
P-laboratorium, for nu havde han hele Bohrs I n s t i ­
tut til at eksperimentere i. (Han blev gift i 1936.)
53
Ådalsvej
For at få bedre plads til vævning og tegning fik vi
imidlertid mod på at bygge selv (omend jeg var nok
så betænk elig ved på den måde at blive s t a v n s b u n ­
den og afhængig) og fandt en billig grund i n a b o ­
området, på hjørnet af Rebildvej og Ådalsvej. Til den
tegnede vi et beskedent hus med halvhøj kælder, og
det blev færdigt i 1934.
Da vi havde sagt lejemålet på Primulavej op, inden
indflytningen var mulig, boede vi midlertidig t en
stund hos arkitektvennerne Kirsten Westergård og
Erik Jensen på Gustav J o h a n s e n s v e j . (Der holdt jeg
i øvrigt til om natten en tid under besættelsen.)
Merete kom til at gå i Katrinedalsskolen (hos Inger
Merete Nordentoft) lige i nærheden af Ådalsvej.
I 1936 fik Egon Mathiesen og Else Fischer Hansen
hus ved siden af os (mod R e b i l d v e j ) , og i 1939 blev
familien Heiberg vore genboer i Edvards b e u n d r i n g s ­
vær d i g t udformede hus på Ådalsvej. ("Danske a r k i ­
tekturstrømninger 1850-1950", Kbhvn. 1951, s . 320)
I det hus boede maleren Arne Petersen og Ebba G r e ­
gersen ("Ebs") i nogle af besættelsesårene, da E d ­
vard og Ellen Margrethe var i Sverige, og Andreas
H. flyttede i samme periode ind hos os et stykke
tid.
Senere - i 1946 - tegnede Edvard så hus til Arne og
Ebs på parallelvejen R a n d b ø l v e j . D e n n e koloni af fami­
lier medførte, som det vil forstås, til tider en hel
del samkvem.
I den store underetage på Ådalsvej blev der e f t e r ­
hånden en omfattende vævevirksomhed. Der blev plads til
opstilling af seks væve foruden trendestativ o.a.
tilbehør og hylder til garn, prøver og færdige p r o ­
dukter. I to omgange havde vi en medhjælper boende,
og der kom tid efter anden adskillige elever.
Brita begyndte også at skrive og illustrere en lære
bog. Hendes sikre og forfinede farvesans prægede,
hvad hun selv producerede. Når jeg tegnede møbler
til snedkerlaugets årlige konkurrencer og udstillin
54
ger samarbejdede vi, og skabte samspil mellem m ø b ­
ler, betræk, tæpper etc.
Foruden vores eget hus gennemførte jeg privat, her
og der i landet, en del andre mindre b y g n i n g s a r b e j ­
der uden særligt fremragende egenskaber. Men ét
som jeg v irkelig tillagde betydning, blev desværre
ikke realiseret.
Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse udskrev i
1 937 Konkurrencen om Mindesmærket for H.C .Andersen. Tre af
de 87 forslag fik lige store førstepræmier. 1: S t a ­
tue af En siddende H.C.A. - lidt anderledes end
den eksisterende i Kgs.Have, anbragt ovenpå p i s s o i ­
ret v e d Nyhavn. 2: En æventyrhave med planter fra
Middelhavslandene, smykket med mange kunstværker,
og indfattet i et stort g l a s h u s , anbragt på n u v æ ­
rende Israels Plads. 3: Et børneteater (for s c e n e ­
optræden og film) samt en forsamlingssal til u s p e ­
cificerede formål og et børnebibliotek og en lege­
plads ved Tivolisøen (der var til at soppe i) med
tilhørende skib o.a. foruden en indhegning med s j o ­
ve dyr som kænguruer og zebraer etc., anbragt i T i ­
volis hjørne mod Rådhuspladsen (dengang uanvendt og
uden adgang fra b o u l e v a r d e n ) . Dette forslag havde
jeg udarbejdet med Egon Mathiesen og bil l e d h u g g e ­
ren Sigurjon Olafsson som medarbejdere.
I "Forskønnelsen" n r . 3, 1937 anføres bl.a., at et
m i n d e smærke i en helt anden form end en statue kan
være tiltrækkende ved at fjerne sig fra en gentagel
se af det eksisterende monument. Man mener, at en
løsning, der på én gang gir noget nyt, fantastisk
og æventyrligt og dog gennemførligt og levende,
som er tiltrængt eller kan få betydning i b e f o l k ­
ningens dagligliv, vil kunne vække befolkningens in
teresse og støtte ved rejsningen og gennem tiderne.
Der siges, at vores projekt på et beskedent areal,
i en gennemførlig størrelse og på et fortrinligt
valgt sted giver alt det, et barn kan ønske - ikke
en forlystelsespark, hvor børn blot underholdes og
mores, men et sted, hvor de selv kan være aktive og
55
gi deres fantasi spillerum på en fremmende måde.
Det bør tilhøre hele byen, hele landet og hele v e r ­
den .
Det viste sig også, at Tivolis styrelse gik ind for
ideen, biblioteksvæsenet ligeså og fremmelige børne- og fritidspædagoger gjorde det samme. Mange a n ­
så en v e r d e nsindsamling som oplagt. Alligevel h a v ­
de foreningen ikke mod til at realisere det, men
valgte at få udført den tamme broncefigur - og bare
placere den ved Rådhuset i stedet for på pissoiret
ved Nyhavn.
56
F RA B Y G N I NGSKUNST OG BRUGSKUNST TIL
SAMFUNDSPLAN OG POLITISK AKTIVITET
O ffentlig ansættelse havde jeg aldrig tænkt mig
muligheden af. I Akademiets uddannelse var det jo
osse lisom en forudsætning, at målet var en s e l v ­
stændig og kunstnerisk original virksomhed, med a r ­
kitekturhistoriens store navne som forbilleder.
Men i mangel af bedre blev det alligevel i s o m m e ­
ren 31 til en ansættelse hos Københavns stadsarkitekt,
Poul Holsøe. (Han var fra Helsingør og havde i 1925
efterfulgt H.B.Wright fra samme by som stads a r k i ­
tekt. )
Det gik hurtigt op for mig, at det fagligt var et
enormt mere tilfredsstillende miljø end Christiani
& Nielsens profitforetagende. Her var interessante
opgaver (fx. Kødbyen, der betød et stort fremstød
for funktionalismen, nye skoler m . v . ) . Her var en
leder, der nok var lidt autoritær, men også havde
mange gode egenskaber, bl.a. en erfaring fra flere
års medlemskab af Borgerrepræsentationen. Her var
mange dygtige arkitekter som medarbejdere.
Det udviklede sig efterhånden til, at jeg især blev
sat på opgaver af "byplanmæssig karakter". Iflg.
v edtægt for stadsarkitektens arbejde skulle han h ø ­
res i sager, der angik byplanlægning samt u d a r b e j ­
de forslag til regulering af torve og pladser. Et
specielt arbejde gik ud på udpegning af b y g g e g r u n ­
de til - jeg tror - 3000 aldersrenteboliger i København.
Sådan noget foregik under hensyn til hvilke frie arealer byen tilfældigvis ejede, og ikke på basis af
u ndersøgelser af aldersrentenyderes specifikke b e ­
hov. Man kunne forgæves spørge efter byplan, f o r s k ­
ning og f o r s ø g s b e b y g g e l s e r .
Da søbadeanstalterne i Sydhavnen og i Svanemøllebugten lukkedes af sundhedsvæsenet, organiserede
Holsøe en flere dages tur landet rundt i en taxi
sammen med "Bedstefar" (afd.ark. Major Lunding,
som v a r en slægtning af C.M. Wright) og m i g for at
57
besigtige nogle af de mange hjemmebyggede
svømme­
bassiner. Det resulterede i nogle skitseforslag til
et friluftsbad - og en vandhave - i den nordlige
del af Skt.Jørgens Sø.
I den forbindelse kan det nævnes, at jeg i 1932
fik et rejselegat, som specielt blev brugt til stu­
dier af parker, legepladser og friluftsbade i
Schweitz, Tyskland, Østrig, Paris og London.
(En
beretning og et materiale bestående af 153 illu­
strationer blev mangfoldiggjort.) På denne tur var
Brita og jeg gæster hos Peter Wright og Nonny i G e ­
neve. Han var dengang ved Folkeforbundet, men da
krigen brød ud, kom de til USA, hvor han ansattes
i UN og Nonny i den danske ambassade. I London b o e ­
de vi hos Miss Hibble, kristelig
dame, som Eva
var i huset hos. Jeg fik illustrationer fra parker
med hjem til Steen Eilers bog om London, der u d ­
kom i 1934.
Af andre opgaver hos stadsarkitekten kan nævnes: R e g u l e ­
ring af Enghave Plads, hvor desværre et kæmpestort
Danmarkskort, lagt i mosaik, ikke blev realiseret.
Gråbrødre Torvs regulering blev ikke gennemført,
og genopstilling af Ulfeldts skamstøtte tog man a f ­
stand fra. Man turde ikke være de historiske k e n d s ­
gerninger bekendt, men hvilken by i verden har a n ­
det end lutter monumenter for heroiske herskere?
M.h.t. Gammeltorv var Holsøe helt med på, at f o n t æ ­
nen burde rekonstrueres, men borgmesteren og andre
ville ikke fremme sagen. (Jeg skrev en kronik om
det i Politiken, som er genoptrykt i bogen "Tileg­
net Mogens K o c h " , 1968). Forslag til en mind esten
for det tidligere rådhus på Nytorv og afmærkning
af rådhusets plan i brolægningen blev udført.
Byplankontoret
Men i 1938 kom der et vendepunkt i min faglige
virksomhed, idet jeg flyttede fra stadsarkitektens tegne­
stue til byplankontoret under stadsingeniørens direktorat,
hvor der var blevet en ledig plads i "arkite k t s e k ­
tionen" ved at Steen Eiler udnævntes til professor
58
på Kunstakademiet.
Jeg fandt det fristende at overgå fra b e s k æfti g e l ­
sen med kommunalt bygnings- og anlægsarbejde til
selve planlægningen af bysamfundets helhed. Jeg
havde interesseret m i g for byplanlægning lige fra
begyndelsen af arkitektstudiet og bl.a. fulgt Dansk
Byplanlaboratoriums virksomhed siden stiftelsen
1921,
(Se Knud Bidstrup:
"Ebenezers disciple", 1971.)
og blev senere m e d l e m af repræsentantskabet i en
årrække. Men dette dristige skridt fik mig også
til at gå i gang med dyberegående tværfaglige stu­
dier (som aldrig tar e n d e ) .
Det var bestemt ikke indsigt i og evner for b y p l a n ­
lægningen, der havde været bestemmende for, hvem
der blev stadsingeniør, tidligere: "Direktør for
vej- og k l o a k a n l æ g g e n e ", i København, men i højere
grad et tilfældigt avancementsspørgsmål. Visse t a ­
lenter har der dog været i kongerækken: Den første
var den fremragende G . C . C . A m b t (1886-1902), der i
1888 (i et foredrag) før nogen anden foreslog, at
der blev udarbejdet en helhedsplan for København
med støtte i en særlig lovgivning.
A . C . Karsten (1920-27), en fætter til stadsarkitekt
Wright, var nærmest byplanmodstander (se P.H. i
Kritisk Revy, dec. 1926).
Pioneren A .Bjerre (1927-36) var medstifter af B y ­
planlaboratoriet i 1921 og vandt som afdelingsingeniør anden præmie for en meget fremsynet og re a l i s ­
tisk plan ved Københavns internationale k o n k u r r e n ­
ce 1908 om en plan for de indlemmede distrikter og
støttede dens realisering, da han blev stadsin ge ­
niør .
O . Forchhammer
(1936-53) engagerede sig vældigt i o p ­
gaven og fik - bl.a. med ingeniør V.Malling som
medarbejder - samlet og delvis udgivet meget v æ r d i ­
fuldt materiale om byens historie og struktur.
Hans interesse strakte sig også ud over k o m m u n e ­
grænsen, fx. som medlem af Egnsplanudvalget og le­
der af sekretariatet for Københavnsegnens grønne
59
områder. Men han var skæbnesvangert blottet for lo­
gisk og systematisk sans.
Efterfølgeren P. Vedel var så svineheldig at få den
færdige generalplanskitse at starte med i 1954,
men trods den gik det aldrig op for ham, hvad b y ­
planlægning helt elementært drejede sig om.
Stadsingeniørs og byplanchefs - og alle mulige an­
dre mere eller mindre tilfældigt ansattes - evner
og gode viljer m.h.t. byplanfaget betød imidlertid
principielt meget lidt i forhold til borgmesterens
ideologi og holdning og til hvilke medlemmer af
borgerrepræsentationen,
som støttede ham.
Her var det så uheldigt, at det dominerende parti - so­
cialdemokratiet - ikke viste den mindste interesse og for­
ståelse for byplanlægning, byfornyelse
og sanering eller
for langsigtede dispositioner i almindelighed. Og
hvad der ikke gjorde sagen bedre var, at partiet
gang på gang allierede sig med de konservative,
hvis primære mål var at beskytte den private ejen­
doms- og u d b y t nin gs ret . I en lang årrække har det
således også været konservative borgmestre,
gerede over det problemfulde kernespørgsmål,
sammenfattende byudvikling.
som re­
den
I tidens løb har "re­
sidensstaden" og centraladministrationen ofte k a p ­
pedes om at føre - eller tillade - en jordpolitik,
som var til skade for byudviklingen, eller de har
overgået hinanden i dispositioner,
som var i m o d ­
strid med lovgivningens mening.
Steen Eiler, der havde indtaget en ganske underord­
net stilling i Byplankontoret
(1932-38), vidste jo
en del mere om, hvad det essentielle i planlægnin­
gen gik ud på end både byplanchefen og direktora­
tets chef, og havde jo også været lærer i faget si­
den 1923, samt en af hovedkræfterne ved igangsæt­
ningen af en sammenfattende planlægning for hele
Københavnsegnen i 1928. Hans uenighed med Forchhammer om en række planlægningsspørgsmål
den gamle bydel)
(især vedr.
fremgår bl.a. af hans bog "Køben­
havn 1950" - en udvidelse af to nytårsartikler i
60
Politiken. Jeg har i øvrigt ikke nærmere kendskab
til hans indsats under ansættelsen på rådhuset,
men husker fx. at han havde udarbejdet en plan for
den fremtidige placering af ny skoler. Det kunne
jo støttes på et ret sikkert prognosegrundlag. Men
den blev fejet af bordet i skoledirektionen,
som
først ville tage stilling i de enkelte tilfælde,
når behovene tvang dertil, medmindre de i enkelte
tilfælde reserverede en og anden kommunal ejendom
dertil uanset beliggenhedens egnethed.
Jeg skitserede ved en senere lejlighed på egen hånd
et program for planlægningen af en fælles hospitalsbetjening for hele hovedstadsområdet. Det fandt hospitalsdirektøren ganske interessant - men totalt urealistisk. Efter Steen Eiler overtog jeg arbejdet
med en plan for Københavns grundejendomme på Lund­
tofte området, vest for Dyrehaven. Han ville gerne
ha friholdt en grøn kile som forbindelse mellem
det centrale Lyngby og "Dyrehavens Indelukke". Dette
lod sig ikke fremme.
Jeg gjorde mig for alle tilfældes skyld umage for
at overtale Københavns ejendomsdirektør til at købe
Peter Bredsdorffs guldmedaljeprojekt,
1939, der
var en genial bebyggelsesplan netop inden for samme
område.
(Se "Om Byplanlægning",
1963 - udgivet i
anledning af P.B.'s 50 års fødselsdag - s. 75). Hvis
man der - eller andetsteds - havde afprøvet pr i n ­
cipperne i et forsøgsbyggeri,
kunne hele landet ha ­
ve hentet inspiration. Nej, det var en alt for utraditionel disposition for den bureaukratiske ad­
ministration.
Egnsplanlægning
Efter at den danske regering i 1943 havde trukket
sig tilbage, og man begyndte at tro fast på et
tysk nederlag,
tog Byplanlaboratoriet i 1944 spørgs­
målet om en fuldførelse af den i 1928 påbegyndte egnsplanlæg­
ning
op.
61
Steen Eiler,
som nu var formand,
tog derefter kon­
takt med departementscheferne og fik dem til at
forstå, at det ville være hensigtsmæssigt at ha en
samlet plan som grundlag for beskæftigelsesarbej­
der, der antagelig - ligesom i 1918 - måtte iværk­
sættes til afbødning af arbejdsløsheden efter kri ­
gens afslutning.
Resultatet blev, at arbejdsmini­
steriet gav tilsagn om en støtte til egnsplanlæg­
ningen i samme omfang som kommuner og institutio­
ner .
Forchhammer var så snedig at få ordnet det på den
måde,
at København ikke gav tilskud i rede penge,
men afgav medarbejdere til det tilsvarende beløb.
Derved behøvede man ikke at indblande borgerrepræ­
sentationen i sagen
(hvilket ellers kunne være n a ­
turligt) , og tillige regnede han nok med selv ad
denne vej at få størst mulig hensyntagen til Køben­
havns kommunes særlige interesser.
I foråret 1945 begyndte arbejdet i Egnsplankontoret
med et samlet budget på ca.
planlaboratoriet,
3 mill.,
lokaler i B y ­
(Stormgade 8) og Peter Bredsdorff
som leder. Poul Lyager og jeg - og det første
lige Blixencrone,
år til­
"Blix" - var de københavnske a n ­
satte, der indgik i selve udarbejdelsesgruppen, i
alt syv.
Vi oplevede her en engageret kollektiv arbejdsform
- udpræget teamwork - som for mig var uhyre lære­
rig både fagligt og menneskeligt. Med visse m e l l e m ­
rum mødte Egnsplanudvalgets arbejdsudvalg op
(19
mand med Steen Eiler som f or m a n d ) , og diskuterede
arbejdets stadier.
I januar 1947 udsendte planlægningsgruppen så "Skit­
seforslag til Egnsplan for Storkøbenhavn"
(en zinktrykt
publikation med farvetrykte oversigtsplaner,
A4)
148 s.
til Egnsplanudvalgets medlemmer og andre inte­
resserede myndigheder og institutioner,
kredse, kommuner,
sogneråd m.fl.
amtsråds­
som et grundlag
for indbyrdes forhandlinger og for den officielle
planlægning.
62
Derefter foretog arbejdsudvalget en vis videre b e ­
handling af forslagets enkelte dele med henblik på
myndighedernes senere stillingtagen.
Den resulte­
rede i en redegørelse af nov.1949 til det i m e lle m­
tiden oprettede Byudviklingsudvalg for Hovedstads­
området. Det vedtoges til sidst at udsende denne
oversigt under formandens navn og ansvar, og det
blev til bogen
"Københavnsegnens Planlægning. STATUS
1950" af Steen Eiler Rasmussen
(Kbhvn.
Jeg finder her betragtningerne vedr.
langtidsplaner
(s.11-18)
1951,
74 s.)
alternative
af særlig interesse. Den
kom også i en udgave med delvis engelsk tekst og
et sammenfattende summary: "Greater Copenhagen Planning,
Status",
1 952.
Det var denne publikation,
som i udlandet blev døbt
"The Finger Plan", og i øvrigt der blev
forstået og
faglig værdsat flere steder i langt højere grad
end i dens fædreland.
Genera lplanlægning
I selve byplankontoret kendte man egentlig ikke be­
grebet sammenfattende byplanlægning, men kun par ti ­
elle planer
(især på kommunens egne a r e a l e r ) . Men
ellers drejede alt sig om "byplanmæssig behandling
af byggesager", d.v.s. kontrol med om private b yg ­
geansøgninger stemte med de paragraffer i Staden
Københavns Byggelov,
som havde betydning for bebyg-
gelsesarternes udformning og fordeling.
Det kom der naturligvis aldrig nogen sammenhæng og
helhed ud af, svarende til den byplanloven krævede.
Nogle af os, der var ansat under byplankontoret,
anbragte så en dag en stor plakat på et meget syn­
ligt sted i kontoret. Dens påskrift var ganske e n ­
kel: KØBENHAVN MANGLER EN GENERALPLAN.
I 1939 nedsatte borgerrepræsentationen en administrationskommission med henblik på at forcere den
samlede administrations effektivitet, og den indled
te i 1943 en gennemgang af stadsingeniørens direkto
rat. M.h.t. byplankontoret påtog ingeniør Vedel sig
63
at iscenesætte besøget således, at alle ansatte var
til stede og havde stabler af arbejde for sig. Der
blev også givet gode råd om, hvordan hver især ku n­
ne beskrive sine opgaver som meget nødvendige og
samfundsnyttige,
og i den forbindelse benyttede
han lejligheden til at få plakaten om den mang le n­
de generalplanlægning pillet ned.
Der kunne berettes forskellige lystige træk fra
denne inspektion, men her skal kun nævnes tilfældet
Ole Thomassen
(som nu er by pla np rofessor). Han sad
med et stort kort over Østerbro og markerede fri­
luftsområder og almennyttige institutioner og alle
andre butikker. Derved afklaredes et mønster for
bydelens centerdannelser og fritidslivets m u l i gh e­
der m.v. Det var dog noget af det mest overflødige
og tidsspildende,
rationaliseringseksperterne end­
nu havde været præsenteret for.
Da kommissionens første betænkning forelå i 1945,
var plakaten som efterlyste en generalplan, n a t u r ­
ligvis kommet op på væggen igen. Men nu skete der
det ret epokegørende, at borgerrepræsentationen i
1946, ved det første kommunevalg efter krigen,
valgt så mange medlemmer
tisk parti
(11 af 55)
fik
fra kommunis­
(DKP), at de bl.a. besatte borgmester­
posten i magistratens IV. afdeling. Det medførte
tillige, at de ved budgetdebatten samme år eft er­
lyste udarbejdelsen af en generalplan.
Så kunne
der da omsider tages fat på en egentlig helhedsplanlægning i Københavns kommunes byplankontor. Og
den kunne endda få en logisk sammenhæng med skitsen
til en samlet egnsplan!
Dette førte til, at et antal ansatte,
som ansås e g ­
net dertil, i 1952 blev skilt ud som en særlig a f ­
deling under byplankontoret,
og lederskabet fik vi
Peter Bredsdorff til at påtage sig indtil videre.
Arbejdet begyndte med en "generaldebat" på grund­
lag af det righoldige materiale,
som forelå om b y ­
ens hidtidige udvikling. Derefter foregik det - om
nødvendigt - i kontakt med sagkyndige inden for an-
64
dre institutioner.
På initiativ af borgmester J o ­
hannes Hansen og under hans forsæde drøftedes v o ­
res analyser og synspunkter og konkrete forslag p e ­
riodisk i en gruppe bestående af rådmanden,
naldirektøren
komm u­
("Abrakadabra"), stadsarkitekten,
s t a d s b yg mes te ren , byplanchefen
("Mukke")
og Peter.
Efter to års forløb forelå så "KØBENHAVN - SKITSE til
en GENERALPLAN"/Stadsingeniørens Direktorat 1954.
Peter er
ansvarlig for den samlede tekst og Poul Erik Skri­
ver for omslag og det ganske layout
(173 s. rigt
illustreret med kort og fotografier).
I Efterskrift oplyses bl.a.:
ligger,
"I betegnelsen skitse
at bogen er at betragte som et udkast,
som
forelægges kommunalbestyrelsen og offentligheden til
bearbejdning og bedømmelse, og som kan udformes til
den egentlige generalplan - et program for større
byplanmæssige dispositioner og fremtidig anlægs­
virksomhed .
Det er indlysende,
at kommunen må fortsætte det p å ­
begyndte planlægningsarbejde for derved at tilveje­
bringe den trafikale løsning, der bedst svarer til
den samlede planlægning af bysamfundet
(Storkøben­
havn) . "
Ved en lille afs lut ningsfrokost, borgmesteren holdt
på B e l l a h ø j , fik han overrakt den foran omtalte fa­
møse plakat som et minde og en faglig anerkendelse
af, at han som den første iværksatte og organ is ere ­
de en helhedsplan for Københavns kommune.
Da planskitsen blev forelagt borgerrepræsentatio­
nens medlemmer, vakte den så megen interesse,
at
der nedsattes et fællesudvalg af 11 borgerrepræsen­
tanter og samtlige 6 borgmestre til behandling af
dens hovedprincipper.
Desværre var Johannes H.'s borgmestertid omme
(DKP fik i 1954 kun 6 af 55 medlemmer v a l g t ) , så
der kom på ny en konservativ - Estrup. Peter forlod
også rådhuset - for at bruge sine kræfter på andre
byer og på byplanundervisningen på Akademiets arki­
tektskole .
65
Grønlandsplanlægning
I 1950 udkom Grønlandskommissionens store betænkning om
retningslinier for den fremtidige udvikling.
konkluderede bl.a.
i, at der snarest skulle påbe­
gyndes en byplanlægning for 4 byer,
til centre for fiskeri: Narssaq,
toppen og Egedesminde.
kendt begreb,
Den
som var udset
Godthåb,
Su kker­
Da byplanlægning var et u-
rådførte de sig med Byplanlaborato­
riet. Det førte til, at en gruppe på 4 planlæggere,
Hugo Lund-Andersen,
og jeg,
Poul Lyager, Mogens Boertmann
sammen med diverse andre fagfolk - med d e l ­
vis selvstændige opgaver - udrejste den 9.juni. Vi
fire
(som fik orlov fra vores normale arbejde)
hav­
de forinden haft et par måneder til at sætte os
lidt ind i forudsætningerne samt samle og pakke det
nødvendige g r e j . Vi kom med fly - efter en times
mellemlanding i Island - til USAs base "Blue West
One" den 10., hvor vi indkvarteredes et par dage i
barakkerne og inviteredes af amerikanerne til b e ­
søg i officersmessen
(som jeg ikke deltog i ) , mens
vi ventede på, at den danske flåde gad ta os op på
nogle overflyvninger.
Derefter befordredes vi med det gode skib Tikerak
nord på langs kysten og efter landgang i Godthåb
og Sukkertoppen nåede vi den 21.6. til Egedesminde.
Efter en fælles tur til Christianshåb og Jacobshavn delte vi os sådan, at Hugo og Mogens tog til­
bage til Sukkertoppen, mens Poul og jeg forblev på
stedet, hvor vi var i to måneder - og solen gik ik ­
ke ned, og vi arbejdede næsten i døgndrift.
Den
26.8. ved midnatstid fartede vi sydpå med en mindre
motorbåd, og den 28. tilbragte vi i H o l s t e i n s b o r g .
Herfra kom vi med en ny lille kystbåd "Sortside" på dens første togt - til Sukkertoppen.
lyse,
Jeg lå i den
lune nat på dækket i soveposen og vågnede op
i Hamburgersund, hvor de stejle fjelde her og der
blev afbrudt af små bræer og ikke andre levende v æ ­
sener brød den komplette stilhed end søfuglene
(al­
ke og lomvier o . a . ) . Ingen tegn sås på, at menne-
66
sker levede i landet - da var det som verden var ny­
skabt.
I Sukkertoppen holdt vi så en uges konference,
hvor
vi gjorde status over vore erfaringer og lagde pro ­
gram for det fortsatte arbejde. Det foregik i læge­
huset hos Bjørn og Marion - to mennesker,
fra det øjeblik vi mødtes,
som jeg
syntes altid havde hørt
til mine nærmeste venner. Vi var bl.a. også på en
besigtigelse med lægebåden til en lokalitet,
som
eventuelt kunne egne sig til anlæg af endnu en by ved
det særdeles fiskerige farvand.
Efter konferencen togtede vi videre sydpå, hvor H u ­
go og jeg slog os ned i hovedstaden Godthåb for resten
af tiden og de to andre i Narssaq.
I Godthåb havde
vi af ministeriet fået til opgave bl.a. at finde
ud af, om hele byen kunne flyttes til et mere for­
delagtigt sted, end det Hans Egede valgte i 1728,
så vi fik landshøvdingens rejsebåd og den gode gam ­
le tolk Chemnitz med til en tur på nogle døgn med meget nordlys - ind i det ca.
150 km dybe fjord­
net. De to i Narssaq var nødvendigvis meget rundt i
fåreavlsområdet
(og her var det en fordel, at Poul
tidligere havde deltaget i planlægningen i Skotland)
Hen i oktober vendte vi næsen hjemefter. Men da Tikerak lagde til kaj en aften ved Blue West One, overraskedes vi af ikke på ny at blive indbudt til
den amerikanske officersmesse. Det blev tværtimod
meddelt,
at ingen måtte gå i land,
før en bus næste
dag, når vort fly var kommet, ville hente os og k ø ­
re os ombord. Vi fik snuset os til, at grunden var
en viden om, at to af passagererne var kommunister
(det var Poul og m i g ) . "Stikkeren" var den danske
politiofficer på basen, der pligtopfyldende havde
indhentet oplysninger om os og andre fra det hemme­
lige kartotek i København i anledning af Korea-krigen.
Efter hjemkomsten tog vi på studieture til Hu nd e­
sted og til Esbjerg for at få et indtryk af fiskeri­
havnenes og fiskeindustriernes funktion og udform-
67
ning.
(Dette burde naturligvis have været en op g a ­
ve for særligt sagkyndige,
og det havde måske o g ­
så givet større udbytte at besøge Island, Færøerne
og Norge
(Finmark). Vi fik indtil videre et k o n ­
torlokale i en villa, ministeriet ejede i Ryva n­
gen, og fik ansat Andreas Heiberg til tegning af
planer m.v. Her havde vi glæde af, at Rosendahl
senior
("Phille")
og ministeriets økonom og stati­
stiker P .P .Sveistrup også havde kontor her.
Ved forårstid var vores beretning "Byplanforslag i
Vestgrønland" (1950-1951)
talrige planer).
færdig.
(A4, 117 s. tekst og
Indholdsfortegnelse:
dets mål og forhold.
- Vestkysten som helhed
hvervsforhold, regional opdeling,
ningsfordeling)
Byplanarbej­
(er­
fremtidig befolk
- Boligens og byens udformning -
De 4 udpegede byer og deres oplande - Byplanarbej­
dets fortsættelse - Fortegnelse over illustratio­
ner.
Da G.P.Rosendahl et par år senere påtog sig leder­
stillingen for Grønlands tekniske Organisation,
stillede han som betingelse, at vores arbejde skul
le videreføres.
Jeg var bjergtagen af den grønlandske oplevelse - naturen,
grønlænderne - og deres skæbne - opgavens og ansvarets di­
mensioner - men med splittet sind. Jeg måtte
tro på k l i ­
maforandringen og rigtigheden af, at sælen var på
flugt,og torsk og rejer m.v. kom i stedet,
var nødvendigt,
så det
at landets indbyggere omstillede
sig fra fangst til fiskeri. Der var også mange a n ­
dre forhold i k omm iss io nsbetænkningen, som syntes
at have fået en troværdig udredning og rigtig k o n ­
klusion,
selv om den ikke var bleven af samme k v a ­
litet som Verner Goldschmidts dybtgående humanisti
ske arbejde. Alt for meget var vi ude af stand til
vurdere. At ta vestlig kapitalistisk samfundsform som for­
billede (og fremme privat ejendomsret til vi r k s o m h e ­
der) for et fanger- og jægerfolk med præg fra urkommunis­
tisk fællesskab virkede dog helt absurd - især når
Danmark har dybtgående traditioner for andelsbevæ-
68
gelser, brugsforeninger, bådelav o.a.
kollektivisme og kooperation.
Jensen,
former for
Knud Rasmussen, Bent
P.P. Svejstrup og mange andre er gået ind
for sådanne selvfølgelige muligheder.
Hvad der dernæst gav en afmægtig indstilling til
opgaven var vores ukendskab til sproget
slog os med forfærdelse,
(og det
at de danske skolelærere
og naturligvis også de fleste af de mangfoldige
danske ansatte var i samme situ at ion ). Det var nok
en støtte at rejse sammen med Gunnar P. R o s e n d a h l ,
der havde boet i Godhavn som dreng, da hans far
var landsfoged for Nordgrønland, men han var helt
optaget af selvstændige opgaver.
Det var jo for os absolut nødvendigt at etablere
en dialog med befolkningen om de behov som måtte
tilgodeses i planlægningen.
Derfor fik vi i hver af
de fire aktuelle byer - efter i nogen grad at have
sat os ind i de lokale problemer - arrangeret et d e ­
batmøde med en god tolk til formidler. Vi forklare­
de hvad opgaverne måtte gå ud på og hvor ukyndige
vi var,
fremhævede nogle særligt aktuelle spørgs­
mål, og konkretiserede dem på store,
forenklede
tegninger o.s.v. Det blev nogle frimodige samråd,
som var meget givende for os. Og det var en stor
stimulans for os, at der i landsrådet den sommer
blev udtrykt tilfredshed med denne uprøvede form
for folkemøder. Grønlands Radio sørgede også for
nogle udsendelser om byplansagen.
Blandt de dansktalende grønlændere havde vi ganske
særligt udbytte af drøftelserne med den kloge Augo
Lynge
MF og seminarielærer med erhvervsgeografi som
speciale.
Han forstod bedst af alle vores opgaver
og vanskeligheder og var en ypperlig og venlig r åd ­
giver. Han oversatte også senere det resumé af vores
betænkning,
som på foranledning af Statsministeriets
Grønlandsdepartement fra 1953 solgtes i butikkerne
for 3,25 kr. - bl.a.
til studiekredsbrug.
69
UN Planlægning
I 194 9 drøftede man i U N 's Economic and Social
Council muligheden af at udvide deres afdeling
for Assistance on Housing and Planning, og ved
en konference i Geneve blev Philip Arctander
("Billi")
i den anledning bedt om at foreslå n o g ­
le danskere som kunne tænkes egnede som me darbej­
dere.
I et brev til UN
(januar 1950)
nævner han
mig som en mulighed - samt blandt 6-7 andre: Ole
Thomassen og Skriver.
Da jeg så forhørte mig om
Peter og Nonny W's synspunkter, opfordrede de mig
til omgående at søge et job:
"I vil sikkert blive
lisså glade for New York som vi - vi har også talt
med Alva Myrdal om at støtte dig - og Jugoslaven
Ernest Weissmann,
som nok bliver leder, var vor
ven gennem flere år, ham skal du skrive til p e r ­
sonligt" .
(E.W. tiltrådte nu ikke før januar 1951 - og jeg
så- ham ikke før 1973, da han bød Ulf og mig på
frokost ved et forskermøde i ECE. Nu var han ude
af UN og konsulent for "ERI-PLAN"). Jeg skrev til
E . W . , og lod mig også indskrive i U N 1s kartotek
over eksperter. Gudskelov blev det ikke til mer.
Der var klart tale om en administrativ stilling, så jeg
begriber ikke i dag, at det fristede mig arbejdsog miljømæssigt - og endog efter at Grønlandsopgaven var dukket op og måske kunne hindres af den.
Den eneste forklaring er, at udsigterne for b y ­
planarbejdet på rådhuset blev mindre og mindre
tillokkende.
I februar 1953 fik jeg så pludseligt telegram fra
UN om to rådgivningsjobs
(og telesvar ønskedes o m ­
gående!). De blev nærmere beskrevet i et suppleren­
de brev fra Einer Engberg:
1 : Rådgiver for regeringens landsplanudvalg i Jordan. Det
blev dog nærmest frarådet, da der sikkert ikke var
muligheder for kvalificeret hjælp der ude i den
golde ørken.
70
2: Rådgiver for Indonesiens regering og bystyrelser i to
år vedrørende planlægningen af hovedstaden Djakarta o.a.
store byer, både angående planer
stæder og for byfornyelser
for ny boligfor­
(incl. kloaknet, v a n d ­
forsyning og trafiksystem etc.). Dertil kan føjes,
at Djakarta før krigen havde ca.
600.000 indbygge­
re og siden var vokset til 2-3 mill.
ekspanderede hektisk.
og stadig
Det var, hvad Engberg kaldte
det bedste job, de endnu havde haft at ta sig af
i UN.
Selv om Kåre Klint, der var på Java i 1914-1916
(og måske mest havde interesseret sig for tempel­
ruinerne i Borobudor)
havde skrevet til mig i
1927 og anbefalet mig at ta derud eller til en af
de tidligere engelske kolonier frem for det u ken d­
te Latinamerika - og selv om Brita havde stor lyst
til at komme udenlands et par år igen - og selv
om beboerne betegnedes som meget tiltalende
(og
måske lignede g r ø nlæ nd ere ), så fandt jeg foretagen­
det principielt uforsvarligt og svarede nej tak!
Havde der været tale om det som jeg i 1951
slog at UN praktiserede:
fore­
at man udsendte en gruppe
(fra et eller flere l a n d e ) , så kunne det være en
anden sag. Men at stå som en enlig bedrevidende
vesteuropæer overfor en antagelig højst autoritær
præsident Suekarno fristede ikke.
Men det vigtigste for mig var for det første e r ­
faringerne fra Grønland: Selv om vi var en tvæ r­
faglig gruppe og kunne få supplerende oplysninger
gennem danske med lokale erfaringer,
så gjorde
vores manglende forhåndsviden og kendskab til
sproget planlægningen meget betænkelig. Dertil kom
så, at vi nu omsider havde fået oprettet en gen e­
ralplanafdeling i Københavns byplankontor, og der
var skabt en politisk baggrund for arbejdet som
gjorde en indsats meningsfuld,
som det ville være
tåbeligt at svigte for udsigten til et fagligt
nederlag.
(Det var også Johannes Hansens mening.)
Hvordan de så omgående prøvede at klare mill ion ­
byens problemer ved jeg ikke.
71
Men i slutningen af 50'erne var Billi i Indonesien
for at hjælpe landet med oprettelsen af et b ygg e­
forskningsinstitut efter dansk forbillede.
Det var
jo en nok så overskuelig sag som planlægningen!
Og Ole Dybroe kom vist til at bo derude et årstid
for at få det igang. Det førte på en eller anden
måde til at Billi fik planlægningen af Djakarta
taget op på den geniale måde, at et hold indone­
siske arkitektstuderende kom til København og
arbejdede på arkitektskolens byplanafdeling med
fællesopgaven
"PULO MAS - A Model Project for A low-cost
Housing District for Djakarta prepared under the UN
Assistance by af group af Indonesian and Danish
Architects, Planners etc. as A Model Project for
the Growing Towns of Indonesia and other Countries".
Blandt lærerne var fra byplanafdelingen:
Peter
Bredsdorff, F l . Jørgensen og Skole Overgaard,
og
fra SBI: Billi, Dybroe og Klaus Blach.
Hvad var der i vejen for at man havde iværksat n o ­
get i den ånd for Grønland i 1950? Grønland kunne
jo så forlængst have haft en gruppe skolede grønlandske
planlæggere /
72
KULTURKAMP OG BESÆTTELSE
Krigsrædslerne og de folkelige revolutioner havde
ført til at vi måtte anse socialismen for det
fremtidige mål for samfundssystemet. Men vi måtte
finde frem til en virkelig viden om teori og
praksis før vi aktivt kunne tilslutte os en p o l i ­
tisk sammenslutning - f.eks. DKP som klart kundgjorde sit mål.
I de tidligere studieår blev det ikke til politiske
studier ved siden af de faglige
(i den retning var
de mere progressive i uni versitetskredse). Men i
30 ’e m e ,
da arbejdsløsheden og nazismen begyndte at præge
udviklingen , var tiden inde.
Vi tilsluttede os bl.a.
en studiekreds som lededes af den næsten m i s s i o n ­
ske Hakon Jarner. Men vi fik jo tillige den kloge
og meget vidende Edvard Heiberg til genbo. Han
fik nok så stor betydning.
Han meldte os ind i
DKP, og kom med accepten en dag, han med politi­
eskorte kom ind fra Horserødlejren til et "bygge­
møde". Det blev en stor tilfredsstillelse at træf­
fes, og deltage i aktiviteterne i den lokale grup­
pe af ligesindede fra meget forskellige miljøer.
Man blev holdt godt orienteret gennem det store
parti, og der var opgaver nok at organisere eller
gøre nytte ved at deltage i.
Vi fulgte med i Landsforeningen Kulturkampens aktivitet­
e r . Da gruppen frisindede teknikere oprettedes,
blev Stig Veibel
(kemiprofessor)
formand,
og jeg
stedfort ræd er .
Her tilrettelagde jeg en studiekreds om b yplanlæg­
ning,
som tænktes afholdt i Byplanlaboratoriet,
Men der meldte sig hurtigt så mange deltagere,
vi måtte gøre det til en foredragsrække,
at
som a f ­
holdtes i Kunstakademiets forelæsningssal.
I alt blev der holdt 30 foredrag i 1939/40.
I fortsættelse af aktiviteterne i Frisindede Te k n i ­
kere blev jeg i 1941 formand for Studentersamfundet.
73
Det var af politiet stillet under formynderskab af
to nidkære overbetjente, Madsen og Dinesen. De
vidste en del om Kommunistisk Parti samt dets m e d ­
lemmer - og de havde opdaget at min forgænger,
Astrup, var kommunist.
Poul
Derfor krævede de ham udskif
tet med en som de ikke vidste noget sådant ondt om.
Jeg blev fra forskellig side presset til at lade
mig vælge. Men det var meget mod min vilje.
Ikke
fordi jeg slet ikke var student - det var der mange
medlemmer som ikke var - men jeg var principielt
imod at formanden ikke aldersmæssigt hørte til de
studerende.
Desuden følte jeg mig fremmed i univer­
sitetsverdenen og havde kun ganske kort tid været
medlem af foreningen. Heldigvis bestod den øvrige
bestyrelse af mennesker med bedre forudsætninger,
bl.a. Villars Lunn
(næstformand),
Rahbech Schmidt
og Werner Thierry. Og vi havde mange gode foredrags
holdere, hvoraf flere tillige støttede os godt som
rådgivere vedrørende program og aktioner
Døssing,
(f.eks.
Sv. M. Kristensen, Albert Olsen og Poul
la C o u r ) .
Uheldige helte
Min første kontakt med vore to vogtere var en op ­
ringning en formiddag om at møde omgående hos
justitsminister Thune Jacobsen.
I ministeriet forsamle­
des tillige rektorerne for universitetet o.a. h ø j e ­
re læreanstalter og en enkelt anden studenterrepræ­
sentant .
Sagen var, at en antinazistisk studenterdemonstra­
tion ved Christiansborg et par dage før havde c h o­
keret de danske autoriteter voldsomt. Thune J. m e d ­
delte med det samme, at vi nu alle skulle køres til
Amalienborg, hvor selve majestæten ønskede at sige
os nogle alvorsord derom. Straks efter blev ministe
ren dog kaldt til en telefon og kom så tilbage med
en besked om, at majestæten nu frafaldt konfrontati
onen. Jeg fik en stærk fornemmelse af, at den konge
74
lige indledning var løgn og opspind.
Det endte med,
at der blev formuleret nogle retningslinier for
advarsler til studenterne,
som man henstillede til
de forskellige institutioner at omsætte til offi ­
cielle opslag.
Den 4. februar 1 942 var hundredeårsdagen for Georg Bran­
des fødsel. Desværre er mine optegnelser
så ufuldstæn­
dige, at jeg ikke tør sige det netop blev på den
rigtige dato vi indkaldte til mindemøde,
og hvem
der var foredragsholder.
Men jeg glemmer ikke, at vore to bøse betjente først
meget sent blev klare over, at emnet var meget brand­
farligt. De opsøgte mig omgående
Astrup som vidne)
(medbringende Poul
i mit hjem, hvor jeg lå med in­
fluenza og høj feber, og truede og tryglede mig
- forgæves - om at aflyse det hele. På selve afte­
nen var Frederiksholms Kanal spækket med politi.
Tilstrømningen af tilhørere var ved at sprænge B o ­
rups Højskole og mangfoldige måtte gå forgæves. Villars Lunn var den bedst tænkelige mødeleder - og
alt forløb fredeligt.
En anden af de farlige - men opmuntrende - hændel­
ser var
rusmodtagelsen den 11. september 194S i Josty i
Frederiksberg Have. Vi havde aftalt med Stig Veibel,
at han skulle være rustaler, men Madsen og Dinesen,
som kendte hans politiske tilhørsforhold,
erklærede,
at det ville der ikke blive givet lov til. På det
svarede vi, at deres venskabelige råd ikke var nok.
Vi krævede et officielt forbud. Jamen så følte v o ­
res venner sig desværre tvunget til at anke sagen
for selve politidirektøren!
Thierry og jeg mødtes nogle dage senere med denne
højtstående person i hans fornemme kontor på Politi­
gården. Under den indledende snak fik han en opri ng­
ning,
som krævede en samtale på tysk,
som han så
beklagende og lidt ilde berørt henlagde til et andet
rum. Men altså: Det bedrøvede ham at måtte nægte os
tilladelse til at lade dr. Veibel tale.
så gøre?",
"Hvad vil I
spurgte han. Vi var meget skuffede, men
75
havde heldigvis fået professor Mogens Fog til at
træde i Veibels sted.
Politidirektøren gjorde så et notat og sagde lettet
"Jamen så er alt jo i orden!" Men vore to uheldige
helte blev rasende, da de bagefter hørte om aftalen
Da de 300 deltagere i mødet havde sunget Samfundets
af Otto Gelsted forfattede slagsang "Skal vi havne
til sidst i en skumring - hvor de rødeste katte er
grå
...", stod pludselig Mogens Fog midt i forsam­
lingen, holdt en inciterende tale
den 12.10.)
(ref. i Politiken
og var så ligeså pludselig forsvundet
igen.
I 1942 gennemførte vi vist
kun
ialt 14 møder, men i 1943
8. Det sidste var forårsmødet den 1. maj, hvor
Poul la Cour talte.
I oktober udsendte vi til m e d ­
lemmerne - sammen med 19 andre ungdomsforeninger kopi af en skarp offentlig protest mod de påbegynd­
te forfølgelser af danske jøder. Samtidig meddelte
vi, at Samfundets møder udsattes indtil videre.
I 1945 var vi bl.a.
inde i drøftelser med andre
"venstreorienterede" studenter- og ungdomsorgani­
sationer om dannelse af et fornyet Studentersamfund
efter krigen. Men da det kom til stykket,
dukkede
en udenforstående gruppe op, som med professor
Brandt Rehberg i spidsen holdt stiftende ge ner al­
forsamling i august måned. Han var ved den lejlig­
hed helt uinteresseret i at aflægge beretning om,
hvad der var hændt i min bestyrelses periode.
76
I Vestre fængsel
Besættelsestiden ændrede jo meget på vores dagligdag. Men
her skal ikke føjes noget til den almindelige histo­
riske litteratur.
Der var jo den fordel ved mit ansættelsesforhold på
rådhuset,
at arbejdstiden var meget fleksibel.
rigt etablerede vi tidligt
I øv­
(vist nok på initiativ
af Poul Kryger og Erling Pedersen i overborgmeste­
rens sekretariat)
en "alternativ magistrat ".
Vi var en lille gruppe, der hver for sig havde kon­
takter til troværdige mennesker indenfor den forgre­
nede administrations funktioner,
behov for i særlige situationer
som man kunne få
(f.eks. folkekøkke-
n e r , vandvæsenet, vejvæsenet o.s.v.). Med dette som
baggrund havde jeg - via "Frit Danmark" nogle faste
kontakter
(Viggo Kampmann o.a.).
Senere etableredes
en mere formel "F.D.'s Tjenestemandsgruppe".
Mange arkitekter var aktive, bl.a. med henblik på
faglige foreningsfunktioner
(hvor vi fik Preben
Krag fra Oslo som k o n s u l e n t ) . Helge Finsen og jeg
havde et nært samarbejde om mange forhold. Jeg hus­
ker ikke, om det var via "Ringen"
(Frode Jacobsen)
at vi af og til mødtes med Erik Huusfeldt fra Fr i­
hedsrådet og ofte med de to ingeniører Søren Ras­
mussen og Niels Munk Plum. De to løste enhver opgave
de påtog sig med største opfindsomhed.
Billi Arctander konspirerede jeg også med om et og
andet. Han havde tegnestue i Knabrostræde 13 sammen
med Hans Henning Hansen.
Da H.H.H.
i august
1944
var blevet taget af Gestapo - i forbindelse med v å ­
bennedkastning - holdt vi os så væk fra dette lokale
som mødested i et par måneder til vi igen betragte­
de det som sikkert. Men en dag i oktober cyklede
jeg derhen fra rådhuset i frokostpausen.
fælden i! Da jeg åbnede døren lød det:
Så smak
"Hande-hoch"
og seks maskinpistoler sigtede på mig fra fyrene,
der sad på tegnebordene.
Det virkede uvirkeligt,
som om man med ét trådte ind som deltager i en
filmoptagelse.
■?■■■'■■
'
I,4#i i ^ i i
;
'
;
'
f t
c- - ;. - i1.*!ahas)w’- nÉSLjfe'lfe.X'^^'-si'r.
3£w5& l4 5'å iÆ i,V ^
* É
s M
S W
i W
l K
M *
1 G
8 pf ^l. r /ør aHP JSi
4
H B U H H n r a i s
■
1 w - 4«
røPsSHSBia
-.-f- V ’
■
la»iaEy5*MsW^jB«aK.“ag> ;'i » l a
i
v5 m
jtÆfi
1
Æ M
cl?'.
#il#i
ffnaror w - ISSStHl
-
:,
.%: -*i t ' <BftlHK^BlMWfcaW"fe<M W M 6JM Bi
-•
77
Det fik kun mere skær af film, da Preisler næst
efter trådte ind. Han var ulastelig klædt med
frakke og hvide handsker. Først da handskerne
var trukket af - finger for finger - og lagt pænt
til side, kom hænderne op med en stilfuld b ehe r­
sket bevægelse.
Så lukkedes døren op til et lille
kvistværelse mod gården, og der sad bagbunane
ledningstråd)
Hersåe
(med
på gulvet Billi og hans bror, Gudrun
(der havde værksted for lampeskærme på s am ­
me etage)
og hendes medarbejdere samt ve.merne
Olaf og Erik Nordgreen og andre, der var kommet
på besøg om formiddagen.
Lidt senere blev vi alle afhentede af nogle vogne
fra Shellhuset, hvor vi blev anbragt på 3. etage
og efter tur taget ind til forhør i et af konto­
rerne. Her var situationen dyster. Jeg ventede i
samme rum som Billi og hans bror og et par "plissép i ' r " . Jeg så Billi rev nogle falske identitetskort,
han havde i lommen,
i småstykker og anbragte dem
ovenpå et skab, og hans bror fik på lignende måde
et Frit Danmark-manuskript til at forsvinde bag
radiatoren.
(Disse papirstumper blev naturligvis
senere fundet og taget op i de daglige forhør i
V e s t r e .)
Da en af plissépigerne fik lov at gå på WC for luk­
ket dør, blev jeg også frygtelig trængende og d er­
ved lykkedes det mig at få iturevet alt, hvad jeg
havde på mig af illegale papirer og med opsmøget
ærme at proppe det hele ned i W C 'et og skyllet
ud.
Derefter drejede det sig mest om, hvad de havde
skrevet i kartoteket om D K P , Studentersamfundet
o.s.v. o.s.v.
- og det viste sig, at være 0. Der
eksisterede ikke noget kartotek - hurra I De inter­
esserede sig udelukkende for eventuelt kendskab
til og samarbejde med H.H.H.
Hen på eftermiddagen blev vi i personvogne kørt
til Vestre Fængsel.
I den celle, hvor jeg blev
anbragt, var der kun én i forvejen, og han gav
78
mig hurtigt alle nødvendige praktiske oplysninger
om dette ekstraordinære veludstyrede rum: en n æ s ­
ten ny rulle lokumspapir til supplering af de fire
stykker, der daglig blev hængt på en krog uden på
døren, en roman, som kunne byttes på lokum, når
den var læst, en opskrift på m ors e - a l f a b e t , et
giletteblad og en fin trompet af glanskarton, hvor
med man kunne puste vandet ud af vaskekummens vand
lås. Når alle rør til kummerne over hinanden var
tomme kunne man "telefonere". Det var der et b e ­
stemt aftalt klokkesiet for. Lodret telefonering
og vandret morse gav et perfekt internt kommunika­
tionsnet. Dertil kom så, at pårørende til fangerne
på bestemt tid kunne få udvekslet v a s k e t ø j . På den
måde kunne man få breve ud og ind, når man bar
sig fikst ad.
Næste morgen, da vi alle stod i geled udenfor vore
celler i stueetagen, parate til at gå i gåsegang
ud i de trekantede "løbegårde", var der én som
stod et stykke henne i rækken, der vendte hovedet
og vinkede. Det var H.H.H.I Og direkte ved siden
af mig stod Billi. Vi var altså ret velorienterede
fra starten.
Fri igen
Så snart Brita havde fundet ud af, hvor jeg var,
gik hun direkte op til den øverstbefalende på
Shell-huset og krævede en motivering for, at de
havde taget mig.
Det ene med det andet førte til, at jeg blev s lup­
pet ud efter 3 ugers forløb. Billi og H.H.H.
endte
derimod i Frøslev-lejren, hvor de var indtil k a p i ­
tulationen .
Mit første ærinde efter løsladelsen gik til Stadsbygmesterens arkiv på Rådhuset, hvor jeg lavede
kopi af en række tegninger af fængslet med henblik
på, at de kunne anvendes ved en eventuel befrielsesaktion. Mine egne kommentarer om indretningen
supplerede jeg med oplysninger fra Else West,
som
forud for mig havde nydt fangenskabet i et halvt
79
år. Dette materiale blev sendt til Frihedsrådet for det tilfælde,
at de ikke havde det i forvej­
en.
Nu var vi kommet til det tidspunkt, da de gamle
antimilitarister omvendte sig og begyndte på skydeøvelser. Til den første indlæring var vi en lil­
le gruppe, der i en baggårdslejlighed på Christi­
anshavn blev orienteret af en militærkyndig om
brugen af pistoler.
Han fremhævede som det v i g ti g­
ste af alt, at man altid begyndte med at: sikre
sig om våbnet var ladt. I samme øjeblik han skulle
demonstrere anvendelsen lød der et øredøvende brag,
og en kugle strejfede hovedet på den gode Max Siegumfeldt. Så afsluttede vi den lektion og luskede
hjem.
Ved afslutningen af besættelsen blev vores DKPstudiekreds afbrudt af den kendte meddelelse fra
England i radioen om kapitulationen. Vi brød na ­
turligvis straks op, og Arne Petersen og jeg
skyndte os til Den kgl. Por celænsfabrik, hvor vi
skulle møde.
Derfra begyndte så bl.a. afhentningen af landsfor­
rædere. Miljøet med de kegleformede porcelainsovne gav stedet mere karakter af en KZ-lejr end en
kaserne og dertil kom, at Smallegade var stuvende
fuld døgnet rundt af en hoben, som hujende gav d e ­
res foragt til kende for de sølle mennesker,
der
stod på ladvogne og blev kørt ind. Det var højst
ubehageligt at overvære.
I løbet af de første d a ­
ge kom der lidt mere ro og orden over processen.
Brita var med til at optage rapporter i henhold
til det materiale, der var lagt til grund for
arrestationerne.
80
Normale tilstande vender tilbage
Væveriet måtte tidligt opgives, og i stedet blev
det store kælderrum udnyttet til mange nyttige
ting: Duplikering af blade og meddelelser,
frem­
stilling af silketryksplakater, meddelelser om
møder o.s.v.
Selv gik Brita ind i administration­
en af Den private Husmoderafløsning,
som senere
blev overtaget af arbejdsanvisningen.
Politisk prøvede hun først om man indefra kunne
ændre det konservative DKS til noget mere avance­
ret tværpolitisk. Det blev udefra erstattet af det
internationale KDV, som senere fik den danske a f ­
deling DDK.
I DDK arbejdede Brita bl.a.
tæt sammen med Inger
Merete Nordentoft og Agnete Olsen og i december
1948 var Ellen Hørup, Agnete Olsen og Brita til
KFV's verdenskongres i Budapest.
deling var der problemer til DKP,
I den danske af­
specielt mellem
Alvilda og Inger Merete. Brita blev så træt af
det hele, at hun trak sig ud.
(I 1959 holdt KDV
sin internationale kongres i København med møder
i idrætshallen og store fællesmøder i Fællesparken. Heri deltog vi begge.)
I 1945 var der ekstraordinært valg til A.A.'s
bestyrelse. Th. Havning blev formand og jeg næs t ­
formand påny. Det var vidunderligt igen at få k o n ­
takt med omverdenen,
bl.a. gennem de nordiske fæl­
lesmøder på bestyrelsesplan og den internationale
byplankonference i Hastings.
Ikke mindst var samarbejdet med Langkilde inspire­
rende og givende. Han var eminent til at få hele
bestyrelsen i arbejde, og det var ham, der gennem­
førte den store strukturændring, der resulterede i
sammenslutningen af A.A. og Dansk Arkitektforening
til et Landsforbund.
81
MINE FORÆLDRES SLÆGTER
Jeg har fundet det rimeligt at nævne nogle oldeog bedsteforældre.
De sparsomme data kan trods alt sige lidt om, h vil­
ke miljøer mine forældre stammer f r a . Først og frem­
mest omtaler jeg dem, som jeg selv har haft kontakt
med. Og tillige nævnes ægtemagen,
selvom jeg even ­
tuelt ikke ved noget nærmere om vedkommende.
For mig står de første repræsentanter for de forud­
gående slægter som et mødrenes triumvirat - et alter­
nativt matriarkat til den ellers patriakalsk styre­
de mandeverden. De tre gamle damer, det handler
om, var ret så forskellige af karakter og statur,
men ganske ens uniformeret:
Sorte kjoler af fint
stof, der gik helt ned til gulvet og havde en smal
hvid "pibekrans" om den opstående krave. På h o v e ­
det en lille oval kalot,
som også havde hvid o m ­
kransning .
Mors mormor - altså en oldemor til mig
- er den
ældste jeg har kendt i den slægt. Hun var født
1821 på Christiansdal
(forhen Bælum Kloster)
syd
for Odense og døbt Frederikke Isidora Mathilde
Constance Emilie von Benzon. Hun blev gift med
en norsk flådeofficer Herman Theodor Waldemar
Emil baron Wedel-Jarlsberg
(1811-1867). Den o l d e ­
far fik jeg aldrig at se. Hun døde selv i 1916 i
København - 95 år - og ved sine fulde fem og n å e ­
de forinden at blive tipoldemor til en datter af
min ældste kusine, Nelly Segelcke - der oven i
købet var norsk gift ligesom hun selv.
Mors mor - var altså norsk født - 1844
Nielsine
(Nelly)
- og hed
Frederikke Othilda baronesse
Wedel-Jarlsberg. Hun giftede sig med Henrik C h a r ­
les Steenbach til Åløkkegård m.v.,
og cand.jur.
jægermester
(1839-1898). Denne min morfar blev
altså 59 år gammel, og ham fik jeg heller ikke
stiftet bekendtskab med. Mormor styrede gården
(med sin ældste søn som forvalter)
erne blev solgt 1905,
indtil bygn in g­
hvorefter hun flyttede til
82
Frederiksberg,
hvor hun døde 1920, 76 år gammel.
1 dette ægteskab fødtes
(i løbet af 20 år)
følgen­
de 11 børn: Frederikke - Harriet - Henrik - Julie
- Christine - Otto - Augusta - Carl - Axel - V i g ­
go - Nanna.
(To af dem døde som børn.)
Mor var
den næstældste og den muntreste i flokken, hun
kaldtes Jette eller Spjette. Mor, og måske flere
søskende, blev som ung med mormor taget med på
tur med passagerbåden som gik ind til alle by e r ­
ne langs den norske kyst - helt til Nordkap for at lære sin mors fødeland at kende.
Mine 4 mostre og 4 morbrødre giftede sig hver
især og fik i alt 26 børn. Tilsammen med mig og
2 søskende blev vi ialt 29 kusiner og f æ t r e . Der
bevaredes en ret udbredt kontakt og et vist s am ­
menhold i denne slægt så længe mormor levede. Vi
lignede i udstrakt grad hinanden af ydre. Men om
det er mormor eller morfar vi ligner, tør jeg
ikke sige.
Flere årstal o.a. data om denne slægt stammer fra
et skrift udarbejdet af min fætter Erik Wolfhagen:
"Slægten Steenbach og Aaløkkegård-børnene"
havn 1973). Forordet begynder:
kan spores tilbage til ca.
(Køben­
"Slægten Steenbach
1590, hvor den var bosat
i Kongsberg, Norge. Derfra er den via Island k o m ­
met til Danmark, hvor den har haft domicil siden
ca.
1830..."
Fars mor,
Sophie Holbech, var datter af en købmand
i Odense. Fødsels- og dødsår husker jeg ikke. Jeg
troede oprindelig,
at hun var enke i al min tid.
Men for få år siden kom det frem, at hun blev for ­
ladt af sin mand - min farfar - (måske omkring
1880-1890). Om farmors familie ved jeg ellers kun,
at hun havde en søster Caroline,
som blev gift
med en Haugsted,
antagelig bryggeren H. Haugsted,
Albani Bryggeri.
De havde en datter Ellen Sophie
(1874-1951)
- altså en kusine til far - som gi f t e ­
de sig med min morbror Henrik
blev min tante.
(1872-1948)
og altså
83
Fars oldefar -
ved navn Hans Teisen
(1775-1833) var
købmand i Odense. Han var gift to gange og fik
ialt 8 børn,
skønt han kun levede i 58 år. Disse
8 kan nok have forgrenet sig til en del navnefæl­
ler, som jeg aldrig er stødt på.
Fars farfar hed Johan Henrik Teisen
(1803-1 861)
og
stammede fra forannævntes første kuld. Han var
ligeledes købmand, og købmandsgården lå ved N ø r ­
regade i Odense.
Fars far
hed Christian Cornelius Teisen
(1837-1912)
var søn af foranstående og fortsatte også købmands
skabet,
indtil han som ovenfor nævnt, en skønne
dag forlod det hele. Selv om jeg aldrig konfronte­
redes med denne farfar, har jeg dog haft en in d i ­
rekte kontakt med ham. Se beretningen "Gåden Grand
p a p a " , side 9.
Søskende
havde min far ingen af.
Slægtninge var der
flere af, og jeg ved de har haft
tilknytning til Odense.
Her skal nævnes følgende: Odenselægen Hans T.
(1815-1897). Teolog og religionsfilosof
gaard m.v.), Niels Carl Gustav T.
(Kirke-
(1851-1916),
som var lærer i Katedralskolen 1879-1915, og mulig
vis har undervist far. Direktør i K g l . Oct. Branda s s . & co i København,
Julius T.
(1857-1925),
hav­
de mine forældre ret hyppig kontakt med.
I den familie var sønnen Hjalmar Teisen, min t a n d ­
læge i mange år, og sønnen Gustav T . , tidligere
direktør for Statens Luftfartsvæsen,
skylder jeg
tak for de fleste oplysninger om denne slægt.
84
INGEBORG OG RASMUS OG DERES SLÆGTER
Ingeborg s farfar, Niels Kjærbølling
(1806-1870)
var
født i Dynnevit på Als. Efter en skolelærereksa­
men foretog han i sin fritid botaniske og ornitho
logiske studier og udgav 1843 "Håndbog i Blomster
og F r i luf ts gar tn eri ". Senere blev han inspektør
ved en af Haveselskabet for Jylland anlagt forsøgshave ved S n o g h ø j . I 1847 begyndte han udgivel
sen af det store folieværk "Danmarks Fugle" med
håndkolorerede tavler, der siden suppleredes,
det i 1856 indeholdt 106 tavler.
så
I 1859 fik han
en bolig på Frederiksberg Slot og et område af
haven til disposition for anlæggelsen af Købe n­
havns Zoologiske Have.
Ingeborgs farmor
Ploug Nissen
var husjomfruen Barbara Kristine
(1804-1878),
født i Fåborg - som dat
ter af en hattemager.
Ingeborgs far, Frederik Hugo Kjærbølling
(1844-1904), var født i Ærøskøbing.
(Fritz)
Efter at være
færdig med Metropolitanskolen trådte han til som
medarbejder hos sin far og foretog flere studie­
rejser til zoologiske haver i andre lande.
I 187 3 flyttede han nygift ind i en nybygget d i ­
rektørbolig i Zoo
(der nu var et A / S ) . Men opga ­
ven fangede ham ikke rigtigt,
så han opgav i 187 5
stillingen og købte gården Julianehøj
i Brønshøj
(bygget 1785 af to hofdamer, der opkaldte den e f ­
ter dronning Juliane M a r i e ) .
Ingeborgs mor,
den yndige Hilda Heide - "Bess" -
var født i Puerto de Cabello i Venezuela,
som
datter af Ida Suhr og apoteker og dansk vicekonsul Heide. Bess boede som enke sammen med Inge­
borgs søster "Nan" i Pile Allé over for de små
traktørhaver.
85
Ingeborg selv
(1874-1 941 ) var altså født i Zoologisk
Have. Hun har vist nok ikke gået i den endnu be v a ­
rede rytterskole i Brønshøj. Men det vides,
at hun
blev undervist sammen med provst Kocks børn i præs­
tegården lige overfor J u l i a n e h ø j , delvis ved gu ve r­
nante. Senere underviste hun sine yngre søskende.
Som ung pige læste hun dansk hos skuespilleren
Jerndorff inde i København.
de kundskaber i engelsk,
Hun lærte selvstændig
fransk,
italiensk,
svensk
- og endnu noget latin og oldnordisk - som gjorde
hende i stand til senere at læse lektier med sine
egne børn.
Rasmus's far,
Carl Jacob Brostrøm
(1836-1917),
født
i Korsarod i Sverige, kom til Danmark 1854. Var
i gartnerlære i forskellige herregårde og gartne­
rier og anlagde sin egen planteskole - der blev
en af de største i landet - i Viborg 1864.
I
1884 var han medstifter og første formand for
Dansk Gartnerforening.
Rasmus's mor
var husjomfru
gine Marie Rasmussen
(på Lynderupgård)
Geor­
(datter af pastor R. i Håsum
i Salling). Hun døde i 1907.
Rasmus selv (1871-1955) blev efter eksamen i latinsko­
len gartnerelev, dels hos sin far, dels i Odense.
Ind i mellem var han
(1889-1890)
på Askov H ø jsk o­
le, der kom til at betyde vældig meget for ham.
Siden blev han havebrugskandidat på Landbohøjsko­
len. Dernæst blev han først medhjælper og så overgartner hos sin far. I 1896 var han i England,
hvor han både studerede havebrug og gik på kursus
i en "Art and Craft School" i Bath.
I 1895 kom Ingeborg på besøg i Viborg som an stands­
dame for Amalie Kock fra B r ø n s h ø j , der det følgen­
de år skulle giftes med en ældre bror til Rasmus,
Aksel
(som blev dansk præst i London i en å r r æ k k e ) .
Rasmus blev så indtaget i ledsagersken,
at han på
afrejsedagen satte alle husets ure en time tilbage
86
med det resultat,
at damerne måtte udsætte rejsen
til næste dag. Derved fik han lejlighed til at u d ­
dybe bekendtskabet.
Ingeborg og Rasmus blev viet i Brønshøj kirke i
1899.
Mogenshus
- deres
fremtidige bolig var da netop
færdigbygget lige udenfor "Mogensport" i "den lil­
le planteskole" på skråningen øst for Ålborgvej
ned til Skt.
Ibsgade.
(Den store del af plan te ­
skolen lå vest for i gaflen ved S k i v e v e j . Den var
opdelt med høje, duftende tu ja hæk ke ). Rasmus h a v ­
de tegnet nogle af møblerne
bøll)
(inspireret af Bindes-
og han havde dekoreret et af lofterne meget
smukt.
Senere fik han over hoveddøren indsat et relief
af Skt. Mogens,
som han i modstrid med histori­
kere mente var en jarl fra Orkneyøerne. Han skrev
4 kollegiehæfter fulde med historiske studier og
med skitser til fremstillingen - og fik Just A n ­
dersen til at udføre det i polykrom keramik.
skriften lyder:
Ind­
"Magnus Eya-Jarl hin heli-drepin
et Orkney Ejrum".
Brita fødtes
28. august 1900 i Viborg.
1901-1904 boede de tre i London, hvor Rasmus gik
på kunstskole.
1905-1908 boede de på Frederiksberg. Her fødtes
Carl Jacob ("Laps").
Fra 1905 arbejdede Rasmus på Den Kgl. Porcelænsfabrik, Bing og Grøndahl samt Ipsens Enkes Terra­
kottafabrik .
1908 kom de tilbage til Viborg. Rasmus overtog hele
driften af planteskolen. Han tegnede og anlagde o g ­
så i tidens løb flere haver for private eller i t i l ­
knytning til museer
("stilhaver")
o.a.
institution­
er, bl.a. også Latinerhaven i Viborg.
Eva fødtes
i 1912. Den gamle gartnerfar kom til at
bo på aftægt i Mogenshus - og da han gik i barndom
87
faldt han tilbage til sit oprindelige modersmål
og nynnede svenske barnvisor.
Ingeborg var i mange
år formand for Viborgafdelingen af Dansk Kvindesam­
fund. Hun mente ud fra sit radikale grundsyn,
at
"kvinder er også en slags mennesker" - et syns­
punkt,
som Rasmus delte med hende.
Slægtsoplysningerne som foran er berettet,
stam­
mer fra Eva, som gennem flere år har gjort personalhistoriske notater og opsøgt relevante kilder
til oplysning om sine forældres slægter, når der
var lejlighed dertil.
88
NOTER
I 1941 døde Ingeborg.
bl.a.
Det var en stor sorg for os,
fordi hun var den af vore forældre, der v il­
le have forstået vores socialistiske holdning og
ville have støttet os.
I 1947 døde min
far. Jeg blev kaldt ind til M i l i ­
tærhospitalet, hvor mor sad dødtræt og vågede.
Jeg selv havde arbejdet 2 døgn i træk med færdig­
gørelsen af Fingerplanen, men var meget glad ved
at kunne støtte min mor i den situation.
Bisættelsen foregik på Bispebjerg og min bror i
flot uniform ledede ceremonien, mens Brita og
jeg søgte at gemme os. 3. regiments fane blev
sænket.
I sommeren 1950
fik jeg i Egedesminde telegram fra
Brita om, at mor var død. Jeg gik ud i det øde
fjeld og tænkte på, hvor god en mor hun havde
været for mig.
I 1952 repræsenterede Malling og jeg Danmark ved
den 1 .ste øst-vest konference. Den fandt sted i
Warszawa og gav stødet til det dansk-polske b y ­
plansamarbejde,
som fortsat består.
I 1951 var Merete til Ungdomsfestival
i Berlin og
traf her Knud Erik. Samme år flyttede de sammen i
Land & Folks hus
(Hotel P h ø n i x ) . Vi var meget
glade for at få Knud Erik ind i familien.
I 1953 blev de gift.
Knud Erik var nemlig blevet
ansat i Verdensungdomsforbundets sekretariat i
Budapest.
I 1954 brændte tagetagen i Hotel Phønix og Knud
Erik og Merete fik en lille lejlighed i Åbenrå midt i det gamle København.
I 1955 døde Rasmus i København.
I 1956 fik Merete og Knud Erik et statslånshus
Nærum,
i
hvor Merete stadig bor. Knud Erik blev a n ­
sat på Det Kgl. Bibliotek.
89
Merete var uddannet på Kunsthåndværkerskolen kostumetegning. Hun anvendte ikke uddannelsen, men
havde beskæftigelse som free-lance journalist m.v.
Efter invasionen i Ungarn,
1956, meldte vi os ud
af D K P .
Brita døde i 1960, og Else og jeg flyttede til
Rævehøjvej
i 1962.
I 1964 bliver Knud Erik professor i økonomi
i Tan­
zania .
J 1966 kommer de hjem og henter Teit - 3 måneder
gammel - og bliver i Tanzania til 1968.
Fra 1970-1972 er Knud Erik rådgiver
for Nyerere i
Tanzania.
I 1975 bliver Merete og Knud Erik skilt.
I
1967 tog jeg min afsked
fra Rådhuset og arbe jd e­
de til jeg blev 75 år i SBI's afdeling for By- og
reg i o n f o r s k n i n g .