KVINDERS EMPOWERMENT - Roskilde Universitet

KVINDERS EMPOWERMENT -
En undersøgelse af kvinders empowerment gennem mikro-kreditgrupper i Tanzania
Kultur- og Sprogmødestudier Roskilde Universitet Forår 2015 8. semester - gruppe 30 Vedleder: Christian Groes Green Studerende: Astrid Louise Rasmussen Antal anslag: 82.015 1 RESUME: This project examines the concept of women’s empowerment with a narrative and feminist
approach. The empirical production consists of narrative interviews with two women from the
village Kimunyu in the Northeastern part of Tanzania. Research questions are as follows: In what way do two Tanzanian women narratively construct themselves with
reference to their participation in micro-credit groups? And how do these narratives
relate to the conception of women’s empowerment? These questions are sought answered by means of both a vertical narrative analysis of each
interview as well as a horizontal discussion taking reflections upon the conceptualization of
empowerment into account. Where the former aims to treat each narrative on its own terms,
the latter works towards identifying the possibilities and challenges of the women’s
empowerment through micro-credit groups.
The theoretical framework consists of methodological theory on narratives, theory
concerned with language and identity (Stuart Hall) as well as feminist theories on women’s
empowerment and its compliance with the concept of power.
By analyzing the narratives it has been possible to uncover how empowerment emerges both
individually in the form of an inner ‘sense of self’, in the power over assets as well as
collectively as the women are engaging in their community. In this way empowerment can be
traced both directly as rights of disposal over assets and indirectly by narratively challenging
norms and discursively defined power structures. However, this agency is contextually bound
as to why the importance of considering how power relations influence and constrain the
informants is underlined. Women’s empowerment are therefore both difficult to define and to measure as to why we
must be aware of the processual possibilities of empowerment, in order not to miss the
transformations that do actually occur.
2 INDHOLDSFORTEGNELSE:
RESUME…………………………………………………………………………………..1
1. INDLEDNING .............................................................................................................................. 4 1.1 Motivation og problemfelt .................................................................................................................. 4 1.2 Afgrænsning .......................................................................................................................................... 5 1.3 Problemformulering ............................................................................................................................ 7 2. VIDENSKABSTEORETISK POSITION ............................................................................... 7 2.1 Socialkonstruktivisme ......................................................................................................................... 7 2.1.1 Kultur, sprog og repræsentation ................................................................................................................ 7 2.1.2 Kulturel identitet ............................................................................................................................................. 8 3. METODE ....................................................................................................................................... 9 3.1 En narrativ optik .................................................................................................................................. 9 3.1.2 Metodiske overvejelser .............................................................................................................................. 10 3.1.3 Narrativer som sociale konstruktioner .................................................................................................. 10 3.1.4 Narrativitet og repræsentativitet: ............................................................................................................ 11 3.1.5 At fortælle hvem man er - at formidle andres væren ....................................................................... 12 3.1.6 Interviewets situationelle og interaktive aspekt ................................................................................ 13 3.1.7 Interviewsituation, valg af informanter og interviewteknik .......................................................... 13 5. TEORI ......................................................................................................................................... 14 5.1 Projektets teoretiske ramme ........................................................................................................... 14 5.1.1 Empowerment ............................................................................................................................................... 14 5.1.2 Kvinders empowerment: Individuel, relationel og kollektiv ........................................................ 15 5.1.3 Empowerment som forandringsproces ................................................................................................. 15 5.1.4 Ressourcer, agens og resultater ............................................................................................................... 16 5.1.5 Empowerment på vægtskålen .................................................................................................................. 17 5.1.6 Operationalisering af empowerment ..................................................................................................... 18 6. ANALYSESTRATEGI ............................................................................................................ 18 7. VERTIKALE ANALYSER .................................................................................................... 19 7.1 Narrativ analyse af fortællingen om Safina: ............................................................................... 19 7.2 Narrativ analyse af fortællingen om Esther ................................................................................ 22 8. Metodisk diskussion .................................................................................................................. 26 8.1 En etnografisk tolket virkelighed .................................................................................................. 26 8.2 “Hvad ved de om kvinders empowerment”? .............................................................................. 27 9. Horisontal analysediskussion .................................................................................................. 29 9.1 Hvor starter empowerment-processen? ....................................................................................... 29 9.2 Fattigdom som tilstand og proces .................................................................................................. 30 9.3 At vælge ikke at vælge ...................................................................................................................... 31 9.4 Empowerment… noget med kvinder? .......................................................................................... 32 9.5 En nødvendig internalisering .......................................................................................................... 33 9.5.1 Afrunding ....................................................................................................................................................... 34 10. KONKLUSION ....................................................................................................................... 35 Litteraturliste: ................................................................................................................................ 36 3 1. INDLEDNING
1.1 Motivation og problemfelt
I Kilimanjaro-regionen i den nordøstlige del af Tanzania 1 ligger landsbyen Kimunyu.
Landsbybeboerne, der primært lever af landbrug og dyrehold, rammes i lange perioder hvert
år af tørke, hvilket truer alt fra madsikkerhed, over sundhed til beboernes uddannelse.
Kimunyu, og de resterende landsbyer i distriktet, har således været i søgelyset for en række
udviklingsorganisationer og NGO’er, der ønsker at ruste landbyernes fattige befolkning til at
håndtere klimaudfordringerne med uddannelse i såvel klimatilpasning som i etableringen af
supplerende indtægtskilder.
Dette projektet udspringer af et praktikophold hos NGO’en CARE Danmark i
Tanzania i foråret 2015, der tilvejebragte muligheden for at observere og snakke med
landsbybeboerne i Kimunyu. Ud af en række initiativer i landsbyen fandt jeg kvindernes
deltagelse i mikrokreditgrupper særligt interessant, hvorfor projektet henter den overordnede
motivation heri. Siden 2002 har CARE Tanzania løbende implementeret mikrokreditgrupper,
såkaldt låne-spare-grupper, i distriktet med henblik på at styrke kvinders empowerment
således, at de opnår større indflydelse i såvel familien som i samfundet2. Dette skal ses i
relation til økonom Muhammad Yunus antagelse om, at kvinders mulighed for at tage lån
“[...] creates a cascading effect that brings social benefits as well as economic benefits to the
whole family and ultimately to the entire community” (Yunus 2007: 55). Da mænd og
kvinder ikke har lige rettigheder til koncentionelle låne- og sparefaciliteter i Tanzania, og
dermed muligheden for at investere i deres landbrug, mindre forretninger og familiens
tilværelse, kan mikrokreditgrupperne derfor ses som et væsentligt initiativ til at påvirke
kvindernes empowerment og dermed fordre ligestilling i samfundet.
Etableringen af mikrokreditgrupperne kan siges at indskrive sig i et nutidigt
udviklingsparadigme, hvor særligt kvinder anses som kilden til udvikling. Begrebet Women’s
Empowerment er blevet et mantra inden for moderne udviklingsdiskurser og anses af et væld
af udviklings-institutioner og NGO’er verden over som et væsentligt værktøj til bekæmpelsen
1 Tanzanias population tæller godt 49,2 millioner mennesker, hvoraf hver tredje, ifølge World Bank lever under den
nationale fattigdomsgrænse (World Bank) 2 CARE's spare-låne-grupper består af ca. 30 medlemmer, der ugentligt bidrager mødes for at købe shares med hvilke de kan
tage lån for at starte indkomstgenererende virksomheder. De bidrager endvidere med en mindre sum penge til en social
fond, der fungerer som en art forsikring, som medlemmerne kan låne fra skulle et familiemedlem blive syg, eller datteren
giftes. Grupperne er udelukkende finansieret af medlemmerne selv (CARE Danmark). 4 af fattigdom. Det er således ikke overraskende, at FN’s Udviklingsprogram, UNDP,
placerede målet om at “[...]fremme ligestilling mellem mænd og kvinder og styrke
kvindernes rettigheder” (web 1: UNDP), som det tredje, ud af de i alt otte, udviklingsmål. I
den internationale udgave lyder målsætningen imidlertid: “[...]to promote gender equality and
empower women” (web 2: UNDP), der med begrebet empowerment synes at favne bredere
end de rettigheder, som den danske udgave tilstræber. Dette var en yderligere
motivationsfaktor til at undersøge begrebet empowerment, da jeg fandt det interessant, at
empowerment-begrebet, i min optik, dårligt lader sig oversætte til dansk, hvor rettigheder,
styrkelse og selvstændig ikke synes at rumme samme mening og bevægelse som
empowermentbegrebet. Hvor kvinders rettigheder synes at pege mod mere endeligt ønskede
målsætninger, der kan sættes flueben ved og optegnes i diagrammer, synes empowerment at
indbefatte mere og andet end det. Men hvad dækker begrebet egentlig over, og hvorledes
viser empowerment sig narrativt hos to kvinder i et tanzaniansk landbrugssamfund?
1.2 Afgrænsning
Jeg har valgt at indsnævre projektet problemfelt til en undersøgelse af, hvorledes kvinders
deltagelse i mikrokredit-grupper i et tanzaniansk landbrugssamfund kan siges at bidrage til
deres empowerment. Jeg har derfor foretaget narrative interview med to kvinder i landsbyen
Kimunyu med henblik på at få indblik i, hvorledes de sprogligt konstruerer sig selv i henhold
til deltagelsen i disse grupper. Da jeg ønsker at give plads til informanternes narrativer og
oplevelser i og uden for mikro-kreditgrupperne, afgrænser jeg mig fra en dybere analyse og
diskussion af mikrokredit som udviklingsstrategi, samt af de bagvedliggende økonomiske
præmisser.
Projektet er ikke en evaluering af CARE’s arbejde i Tanzania, hvorfor jeg kun
overfladisk vil beskæftige mig med, hvorvidt organisationens initiativer rent faktisk har
påvirket kvindernes empowerment i Kimunyu. Det er således i højere grad kvindernes
fortællinger i henhold til empowerment-begrebet, der er i fokus, og de af CARE
implementerede mikro-kreditgrupper er således blot undersøgelsens udgangspunkt, idet disse
antages at kunne genere empowerment.
Kvindernes italesættelser kan ikke ses uafhængigt af deres sociale og kulturelle
kontekster. Projektet vil imidlertid udelukkende beskæftige mig med de specifikke historiske,
5 kulturelle og politiske strukturer i Tanzania refleksivt og i det omfang, kvinderne selv gør
dem relevante i fortællingerne om sig selv. Empowerment som udviklingsfokus er ikke forbeholdt kvinder. Når jeg alligevel vælger
udelukkende at beskæftige mig med, og interviewe, kvinder, skyldes det som udgangspunkt,
at kvinderne udgør majoriteten af mikro-kreditgrupperne i Kimunyu, samt at initiativet i
overvejende grad har kvinder for øje. Jeg er hermed opmærksom på, at mandlige
italesættelser - af såvel egen som kvindernes empowerment - potentielt set kunne bidrage
med andre og interessante perspektiver på begrebet. Dette vurderer jeg imidlertid er et andet
projekt værdigt.
Jeg har teoretisk afgrænset projektet til at beskæftige sig med tre overordnede teoretiske
optikker; en kulturteoretisk optik, med hvilken projektets videnskabsteoretiske positionering
sættes, en narrativ etnografisk optik, der danner baggrund for produktionen af empiri, samt
feministiske perspektiver på empowerment-begrebets implikationer, muligheder og
begrænsninger. Samtlige optikker tillægger kontekst, sprog, identitet, magt og relationer
væsentlig betydning, hvorfor jeg vurderer, at de med fordel kan supplere hinanden i projektet. Jeg søger hermed at afgrænse projektet til en undersøgelse af empowerment-begrebet med en
kulturel og sproglig indgangsvinkel, da jeg er af den overbevisning, at en sådan tilgang kan
bidrage til en nuanceret forståelse af begrebet. Det er imidlertid udelukkende kvindernes egne
fortællinger, erindringer og drømme, samt de diskurser der kan udledes heraf, der er i fokus
for projektet, hvorfor undersøgelsen hverken skal anses som repræsentativ for empowermentbegrebet eller for kvinders empowerment generelt. Projektet søger med andre ord ikke at
drage endelige konklusioner på, hvorvidt de respektive informanter har opnået empowerment
gennem mikro-kreditgrupperne, men et indblik i hvorledes de gennem deres narrativer gør
empowerment.
6 1.3 Problemformulering
Hvorledes konstruerer to tanzanianske kvinder sig selv narrativt i henhold til deres
deltagelse i mikro-kreditgrupper? Og hvorledes kan disse narrativer ses i relation til
begrebet kvinders empowerment?
Med et fokus på sprog, identitet og narrativer samt feministiske perspektiver på magt og
agens, søger jeg således at undersøge, hvorledes de kvindelige informanter narrativt kan siges
at gøre empowerment i henhold til deres deltagelse i mikro-kreditgrupper.
2. VIDENSKABSTEORETISK POSITION
2.1 Socialkonstruktivisme
Projektet er positioneret inden for den socialkonstruktivistiske videnskabstradition, der anser
menneskelig erkendelse som socialt konstrueret. Den videnskabsteoretiske ramme er
inspireret af kulturteoretikeren Stuart Halls (1997) begrebssætning om sprog og
repræsentation samt hans dialektiske forståelse af forholdet mellem kultur og individ. Vi skal
i det følgende se nærmere på disse begreber med henblik på at rammesætte projektets
socialkonstruktivistiske position. 2.1.1 Kultur, sprog og repræsentation
Jeg tilslutter mig i projektet Stuart Halls kulturbegreb, som det står beskrevet i bogen
Representation - Cultural Representations and Signifying Practices (1997). Hall beskriver
heri, hvorledes kultur og sprog uløseligt hænger sammen, idet kultur anses som et sæt af delte
betydninger, der sprogligt konstrueres og udveksles mennesker imellem. Sproget fungerer
som et såkaldt repræsenterende system, hvor såvel verbale som nonverbale3 tegn anvendes til
at repræsentere følelser, koncepter og ideer. Således gør sproget os i stand til at transportere
og transformere betydning i de interaktioner, vi dagligt indgår i. Dette betyder imidlertid
også, at sprogets mange betydningstilskrivninger spiller en væsentlig rolle i reguleringen og
3 De nonverbale tegn skal forstås således, at sproget omhandler mere end de konkrete ytringer, idet
gestikulationer, påklædning, symboler, lyde og billeder, på samme vis kan fungere som tegn og dermed
organiseres i betydningssystemer (Hall 1997: 18, 19). 7 organiseringen af sociale praksisser og adfærdsformer, da sproget diskursivt er i stand til at
påvirke kulturelle regler og normer (Hall 1997: 1-4).
Hall henviser til to forskellige repræsentationssystemer: sproget og konceptuelle kort.
Hvor vi med sproget bliver i stand til at forbinde såvel konkrete som komplekse objekter og
fænomener i den fysiske verden med begreber i vores bevidsthed, henviser de konceptuelle
kort til måden, hvorpå de mentale repræsentationer organiseres og klassificeres. Således
figurerer der i - men også imellem - kulturer en række overordnede konceptuelle kort, der
gør os i stand til at kommunikere meningsfyldt med hinanden i kraft af disse fælles
fortolkningskort. Det betyder imidlertid også, at mening kan gå tabt i interaktionen mellem
individer, der ikke deler samme konceptuelle kort (Hall 1997: 18). Således figurerer der i
ethvert kulturmøde en række fortolkninger, der kan såvel fordre som forhindre fælles
forståelse. Med sprogsystemet oversættes de konceptuelle kort til tegn, der repræsenterer de
begreber, som vi ønsker udtrykke os om. Konstruktionen af mening er således forudsat af, at
vi har adgang til et fælles forståeligt sprog. Vi skal senere se nærmere på udfordringerne ved
ikke at have et fælles forståeligt verbalt sprog tilgængeligt mellem interviewer og informant,
samt hvorledes brugen af tolk påvirker produktionen af mening. 2.1.2 Kulturel identitet
Forståelsen af sproget, som afgørende for produktionen af viden, viderefører Hall i sin
forståelse af kulturel identitet som en dynamisk, sproglig og kontekstuel proces. Således
beskriver han, i artiklen Cultural Identity and Diaspora (1990), kulturel identitet som“[...] the
names we give to the different ways we are positioned by, and position ourselves within, the
narratives of the past” (Hall 1990: 225). Identitet forstås således som den sproglige proces,
hvori vi konstruerer en følelse af et ‘selv’ gennem indre og ydre positioneringer. Dette giver
således en optik til at undersøge, hvorledes de kvindelige informanter såvel oplever som
internaliserer eksterne positioneringer og magtstrukturer. Konstruktionen af kulturel identitet skal hermed ligeledes ses som kontekstuel, i og
med “[...] we all write and speak from a particular place and time, from a history and a
culture which is specific. What we say is alway ‘in context’, positioned” (Hall 1990: 222).
Disse kontekstuelle positioneringer udfolder sig således i både fortid, nutid og fremtid,
hvorfor identitet kan siges at indbefatte såvel ‘at være’ som ‘at blive’. 8 Hall efterlader os således i et videnskabsteoretisk felt, der anfægter, at verden ikke har
betydning i sig selv, men tillægges betydning gennem sprogets repræsenterende funktion. Jeg
tilslutter mig således en forståelse af menneskelig erkendelse som socialt, relationelt og
kontekstuelt konstrueret (Hall 1997: 2-4). De begreber og forforståelser, som projektet
opererer med, er således socialt og historisk afhængige størrelser, som nødvendigvis
orienterer og nuancerer det analytiske genstandsfelt. Kvindernes narrativer skal derfor ikke
ses som en objektiv afspejling af deres levede liv, men vil uundgåeligt være medieret af
konteksten,
inden
for
hvilken
de
udspiller
sig.
En
forståelse
af
identitetens
socialtkonstruerede karakter åbner imidlertid for forståelsen af, at kvindernes oplevelse af
positioner og relationer sprogligt kan udfordres og forhandles. Projektet skriver sig hermed
ind i en socialkonstruktivistisk tilgang til produktionen af viden, hvilket påvirker alt fra valg
af teori over produktionen af empiri til analysen af denne. Således skal vi i det følgende se
nærmere på den metodeteoretiske tilgang til projektet.
3. METODE
3.1 En narrativ optik
Følgende afsnit vil præsentere projektets metodiske tilgang til produktionen af empiri, samt
de overvejelser og refleksioner, der knytter sig til denne. Jeg har anlagt en grundlæggende
narrativ optik på projektet, der viser sig i antagelsen af sprogets betydning for konstruktionen
af mening, men ligeledes i projektets prioritering af den viden, som de kvindelige informanter
frembringer. Med denne tilgang søger jeg at lade kvindernes stemmer få plads til at udfolde
sig for dermed at kunne undersøge, hvorledes de kan siges at gøre empowerment narrativt.
Jeg er således gået til empiriproduktionen i forståelsen af denne som såvel socialt, relationelt
som processuelt konstrueret, hvilket nødvendigvis indbefatter refleksioner over, hvorledes jeg
har påvirket denne. Som beskrevet i indledningen er projektet opstået i løbet af et praktikforløb hos
CARE Danmark i landsbyen Kimunyu i Tanzania, og valget af genstandsfelt er således et
resultat af tilstedeværelsen i landsbyen samt observationer af og interview med landsbyens
kvinder. Således tager projektet udgangspunkt i en interesse for de mikro-kreditgrupper, som
jeg over flere måneder har observeret samt i en fascination af de kvinder, jeg har mødt som
led i mit praktikforløb. Dette kræver nødvendigvis en refleksion over, hvilken rolle jeg har
spillet i produktionen af empiri, samt hvorledes det har påvirket projektets vidensproduktion. 9 Med afsæt i bogen Analysing Narrative Reality (2009), samt artiklerne The Active
Interview (1997) og Narrative Ethnography (2008), af sociologerne Jaber F. Gubrium og
James A. Holstein, vil jeg løbende redegøre for projektets narrative optik samt de metodiske
overvejelser, der vedrører produktionen af empiri. 3.1.2 Metodiske overvejelser
Da jeg havde et ønske om at give plads til de kvindelige informanters italesættelser, søgte jeg
umiddelbart at gå primært eksplorativt til værks. Jeg har dog fundet det nødvendigt at
pålægge projektet en forståelsesmæssig ramme i form af perspektiver på narrativer,
udvikling, magt og agens for dermed at kunne fokusere den producerede empiri. Jeg har
imidlertid forsøgt at lade mig styre af en nysgerrighed, ligesom jeg har tilstræbt en åbenhed
for
alternative
perspektiver,
for
dermed
ikke
at
lade
teorien
prædeterminere
empiriproduktionen. Projektet er således dels kvalitativ deduktiv i sin tilgang, i kraft af de
processuelle slutninger jeg undervejs har draget, men nødvendigvis også deduktiv, da
teoretiske perspektiver på empowerment er efterprøvet i analysen af empirien. Empirien vil
altså på sin vis være et produkt af en på forhånd tilsigtet ramme om de foretagne interview.
Dog har kvindernes egne perspektiver ligeledes virket tilbage på brugen af teori, hvorfor der
kan siges at være tale om en vekselvirkning mellem metode, teori og empiri. Den teoretiske
ramme kommer direkte til udtryk i min interviewguide (Bilag 1), der er struktureret efter
temaer, der relaterer sig til kvindernes deltagelse i mikro-kreditgrupper samt til en række
samfunds- og familiemæssige strukturer, som jeg således har forventet, at kvinderne ville
forholde sig til. 3.1.3 Narrativer som sociale konstruktioner
Projektets tilgang til empiriproduktionen er inspireret af Gubrium og Holsteins (1997, 2008,
2009) behandling af interview som en aktiv proces, hvori mening etableres, udfordres og
forhandles interviewdeltagerne. Narrativer er således såvel individuelle fortællinger om levet
liv, men ligeledes påvirket af interviewets sociale narrative miljø og den samfundsmæssige
og kulturelle kontekst inden for hvilket, interviewet udspiller sig (Gubrium & Holstein 2009:
xvi). Ifølge Gubrium og Holstein tilskrives informanter hermed et handlingspotentiale, da
de i den narrative leveringsproces aktivt kan prioritere mellem, forhandle, transformere og
pynte på deres fortællinger. Informanten skal således ikke anses som et lager af informationer
10 og erfaringer, hvorfor der ligeledes er tale om produktionen af empiri frem for indsamlingen
af en sådan. De historiske og kulturelle ressourcer, som informanten trækker på i interviewets
interaktive miljø, kan med andre ord forhandles i den konkrete anvendelse, hvorfor der er tale
om fortællinger, der konstrueres såvel før, under som efter selve interviewet (Gubrium og
Holsten 1997: 42, 114, 117). Udfaldet af det narrative interview afspejler med andre ord ikke
en “indre” statiske livsfortælling, men er snarere et produkt af interviewets sociale interaktion
mellem interviewdeltagerne og det narrative miljø 4 . Måden hvorpå kvinderne narrativt
konstruerer sig selv, i henhold til deltagelsen i mikro-kreditgrupperne, afhænger derfor af den
konkrete kontekst og situation inden for hvilken, narrativerne udspiller sig. Hvorledes
kvinderne kan siges at være empowered søges derfor ikke afsløret, men analyseret i henhold
til interaktionen mellem mig som interviewer, min tolk, informanterne og det narrative miljø. 3.1.4 Narrativitet og repræsentativitet:
Forståelsen af interviewsituationens interaktive karakter giver således anledning til at
undersøge i hvilket omfang, jeg har påvirket konstruktionen af kvindernes narrativer.
Empiriproduktionen vil nemlig nødvendigvis være påvirket af min tilstedeværelse og
beslutninger i samtlige led af forskningsprocessen - udformningen af min interviewguide, den
konkrete interaktion under interviewene samt behandlingen og analysen af udsnit af de
transskriberede interview (Gubrium & Holstein 2009: 9-12).
Således giver kvindernes
narrativer ikke adgang til en valid og objektiv sandhed, hvis reliabilitet og generaliserbarhed
kan efterprøves, ligesom de hverken kan siges at være repræsentative for kvindernes
grundlæggende selvforståelse eller for marginaliserede kvinder i Tanzania generelt. Styrken i denne tilgang til empiriproduktionen kan således siges at ligge i det
dialektiske forhold mellem narrativer og deres narrative miljø, da det er gennem kvindernes
italesættelser og fortielser, at vi får indblik i de sociale kræfter, som former identiteter,
handlinger og relationer.Således kan narrativerne siges [...] to discern the big stories of local
culture with a constant eye toward their individual articulation. Approach the big and little
stories as reflexively related, not categorically distinct, dimensions of narrativity” (Gubrium
& Holstein 1997: 127). Det er således i kvindernes fortællinger om, hvem og hvad de er, at
4 Gubrium og Holstein skriver om de narrative miljøer: "The meanings of stories are poorly understood without
careful consideration of the circumstances of their production and reception, which we broadly call their
narrative environments (Gubrium og Holstein 2008: 252) 11 vi bliver i stand til at undersøge det respektive narrative miljø, der såvel former som formes
af narrativerne. 3.1.5 At fortælle hvem man er - at formidle andres væren
Ifølge Gubrium og Holstein frembringes narrativer således i en mangfoldighed af sociale
kontekster på tværs af tid og sted. Således skriver de, at “[...] Stories not only are told in
interviews, but they also went their way through the lives of storytellers” (Gubrium &
Holstein 2009: 2), hvilket kan ses i relation til Halls antagelse af, at [...] though we speak, so
to say ‘in our own name’, of ourselves and from our own experience, nevertheless who
speaks, and the subject who is spoken of, are never identical, never exactly in the same place”
(Hall 1993: 222). Således er narrativer, ifølge Gubrium og Holstein, nødvendigvis en
iscenesat performance, der i henhold til det narrative miljø har særlige formål for øje.
kvinderne kan hermed siges bevidst som ubevidst at konstruere såvel internaliserede som
ønskede roller igennem fortællingen om sig selv.. Dette giver en opmærksomhed på, at der i min analyse af de narrative interview
nødvendigvis vil være tale om en analyse af en analyse af en analyse: informantens
rekonstruktion af levet liv, tolkens analyse af disse narrativer og min analyse af
oversættelsen. Jeg har således valgt at operere med en analytisk distinktion mellem
hovedperson og fortæller, der har til formål at undersøge den selekteringsproces, i hvilken
fortælleren belyser erfaringer, erindringer og relationer, som hun finder relevante i
fortællingen om hovedpersonen5. Det er med andre ord væsentligt for konstruktionen af
hovedpersonens selvkonstruktion, hvorledes fortælleren prioriterer erfaringer i der og da som
væsentlige for sit her og nu.
Det er således, ifølge Gubrium og Holstein, af væsentlig betydning, hvorledes narrativernes
betydningsindhold er medieret af det narrative miljø og den interaktive aktivitet. Metoden
betegner de narrativ etnografi, der involverer “[...] direct, intensive observation of the field of
study - in this case, the multifaceted field of narrative practice” (Gubrium og Holstein 2008:
241). Således har min tilstedeværelse i landsbyen og min observation af kvinderne i mikrokreditgrupperne nødvendigvis haft betydning for min tilgang til interviewene og stemningen
under interviewene, ligesom den etnografiske tilgang i de konkrete interviewsituationer har
5 Denne distinktion er inspireret af Tekla Canger (2007: 34). 12 fokuseret min opmærksomhed på, hvorledes det omgivende miljø medierer formationen af
fortællinger. 3.1.6 Interviewets situationelle og interaktive aspekt
Med en forståelse for interviewsituationens situationelle og interaktive karakter må jeg
således overveje, hvilken rolle jeg spiller i interaktionen, samt hvorledes min tilstedeværelse
har påvirket såvel det sagte som det udsagte. Således er det værd at vurdere, hvorledes min
position som ung, kvindelig mzungu (swahili for hvid) kan have påvirket interviewets
interaktive rum, ligesom det må overvejes, hvorvidt mit ærinde som universitetsstuderende i
et landbrugssamfund, hvor de færreste har taget en længere uddannelse end secondary school,
kan have påvirket interviewets magtrelationelle aspekt. Dette kan således have påvirket ikke
blot oplevelsen af det narrative råderum, men ligeledes de positioneringer, der har fundet
sted. De diskursive rammer, vi befinder os indenfor, har således konsekvenser for måden,
hvorpå et interview udfolder sig, hvorfor analysen af narrativerne må̊ have denne komplekse,
gensidige relation mellem interaktive aktiviteter og det narrative miljø for øje. Måden hvorpå
vi gensidigt identificerer hinanden konstrueres ikke blot i den konkrete interaktion, men
relaterer sig til de fortolkningsmæssige ressourcer, vi i den enkelte kontekst har til rådighed
(Gubrium & Holstein 2007: 32). 3.1.7 Interviewsituation, valg af informanter og interviewteknik
Med en bevidsthed om interviewets interaktionelle karakter, har jeg i udarbejdelsen af min
interviewguide søgt at reflekterer over de ord, udtryk og forforståelser, jeg er gået ind til
interviewsituationen med. Det, med det formål ikke at søge at verificere eller falsificere visse
forforståelser eller hypoteser. Jeg har benyttet mig af et semistruktureret interview med
overordnede parametre med det formål at lade interviewene bevæge sig inden for mit
genstandsfelt. Informanterne har imidlertid haft rig mulighed for undervejs at påvirke og
overskride disse rammer i henhold til, hvad de fandt relevant i fortællingen om sig selv.
Interviewsituationen har således i høj grad taget sig ud i form af en samtale mellem mig, min
tolk og kvinderne - en form for improviseret, struktureret samtale (Holstein & Gubrium 1997:
123). Interviewene blev foretaget i maj 2015 og fandt sted hjemme hos de respektive
kvinder, med henblik på at skabe trygge rammer for interviewsituationen. Kvinderne er
primært udvalgt på baggrund af deres deltagelse i mikro-kreditgrupper og andre faktorer som
13 familiestruktur, uddannelse og beskæftigelse, har således ikke været udvælgelseskriterier.
Selvom kvinderne indgår i forskellige mikro-kreditgrupper kender de imidlertid hinanden i
kraft af det lille landsbysamfund.
5. TEORI
5.1 Projektets teoretiske ramme
Følgende afsnit vil redegøre for projektets teoretiske ramme og kontekstuelle positionering.
De udvalgte feministiske teorier skal forstås som den teoretiske værktøjskasse, med hvilken
analysen af den producerede empiri er fokuseret. Således skal vi i det følgende se nærmere på
Naila Kabeer og Jo Rowlands teorier på empowerment med henblik på en operationalisering
af begrebet.
5.1.1 Empowerment
Empowerment er blevet et mantra inden for nyere udviklingsteori, og begrebet benyttes i dag
af alt fra kønsteoretikere, over økonomer til et væld af NGO’er verden over. Begrebet
fremstår imidlertid som en uhåndgribelig størrelse, og der synes at figurere samme antal
definitioner som organisationer, der søger at realisere empowerment. Dette kan siges at
relatere sig til begrebets forbindelse til det mindst lige så omdiskuterede magtbegreb, hvorfor
en undersøgelse af empowermentbegrebet nødvendigvis implicerer opmærksomhed på dette. Dette projekt tilslutter sig grundlæggende Michel Foucaults forståelse af magt som en
flydende og relatonel størrelse, der eksisterer som handling frem for besiddelse. I kraft af
magtbegrebets relationelle natur, argumenterer Foucault for, at det ofte fører til en
internalisering af en række repressive praksisser, der udtrykker sig i disciplinerede kroppe,
handlinger og diskurser. Oplevelsen af denne disciplinering kan vække modstand, der kan
siges at føre til en art empowerment, men en sådan modstand mod magtfulde diskurser kan
ligeledes efterlade subjekterne med status quo (Foucault 1979: 68). De følgende teorier tager afsæt i Foucaults magtbegreb, men hvor Foucaults teori i
overvejende grad er fokuseret på det mandlige subjekt, tager Kabeer og Rowlands direkte
afsæt i magt fra et kønsperspektiv med det formål at undersøge, hvorledes diverse
magtstrukturer påvirker kvinders mulighed for at handle selvstændigt og træffe frie valg. 14 5.1.2 Kvinders empowerment: Individuel, relationel og kollektiv
I bogen Questioning Empowerment: Working with Women in Honduras (1997) argumenterer
køns- og udviklingsforsker, Jo Rowlands, for nødvendigheden af at undersøge empowerment
som en dynamisk og kontekstuel proces frem for et statisk slutprodukt. Således udfordrer hun
en binær forståelse af magtrelationer, hvor jo mere magt én person har, desto mindre har en
anden, med et magtbegreb, der indbefatter såvel magt over, magt med og magt indefra
(Rowlands 1997: 14). Empowermentprocessen involverer således a) en aktivering af
individets indre styrke og selvværd, der kan b) styrke udnyttelsen af magten over og
allokationen af ressourcer med henblik på at c) fremme magten med andre til kollektivt at
skabe udvikling. Empowerment er således både individuel, relationel og kollektiv og dermed
mere end blot: “[...] participation in decision-making; [as] it must also include the processes
that lead people to perceive themselves as able and entitled to make decisions” (Rowlands
1997: 14). Måden, hvorpå disse faktorer viser sig i forskellige empowermentprocesser,
varierer således fra kontekst til kontekst. Dog argumenterer Rowlands for, at: “[...] there is a
‘core’ to the empowerment process common to different situations which consists of
increases in self-confidence and self-esteem, a sense of agency and of ‘self’ in a wider
context, and a sense of dignidad (being worthy of and having a right to respect from others)”
(Rowlands 1997: 129-30). Det er således, ifølge Rowlands, med en styrkelse af selvværd og
selvforståelse, at kvinder bliver i stand til at udfordre de internaliserede magtstrukturer, der
kan siges at opretholde ulige magtrelationer, eksempelvis mellem mænd og kvinder. Med Rowlands bliver vi således opmærksomme på, at empowerment kan operere inden for
tre gensidigt afhængige sfærer: En individuel, der relaterer sig til udviklingen af
selvbevidsthed med hvilken internaliseret magt kan udfordres. En relationel, der involverer
udviklingen af evnen til at forhandle og dermed influere magtrelationer, samt en kollektiv,
der anfægter magten til at tackle problemer i fællesskab (Rowlands 1997: 13). Vi skal i det følgende videre se nærmere på empowerment-begrebet som en
forandringsproces, der implicerer muligheden for at påvirke beslutningsprocesser. 5.1.3 Empowerment som forandringsproces
I artiklen Resources, Agency, Achievements - Reflections on the Measurements of Women’s
Empowerment (1999), definerer professor i køns- og udviklingsstudier, Naila Kabeer,
15 empowerment som “[...] the process by which those who have been denied the ability to
make strategic life choices acquire such an ability” (Kabeer 1999: 435). Kabeers
beskæftigelse med begrebet empowerment er således i overvejende grad fokuseret på
forandringsprocesser i henhold til kvinders råderum, hvor empowerment uafværgeligt hænger
sammen med disempowerment, idet adgangen til dette råderum nødvendigvis må ses i
relation til fornægtelsen af denne. En grundlæggende forudsætning for empowerment
involverer hermed tilegnelsen af indflydelse i henhold til væsentlige tilværelsesmæssige
beslutninger (som hvor man skal bo, hvorvidt man skal giftes, have børn samt med hvem
etc.), hvor muligheden ikke tidligere forelå. Der er med andre ord tale om en bevægelse væk
fra en position, der kan siges at være disempowered til en empowered position.
Empowerment implicerer således, at en forandringsproces finder sted, hvorfor et individ med
stor handlefrihed ikke nødvendigvis kan siges at være empowered. Således skriver Kabeer, at
“[...] empowerment entails a process of change. People who exercise a great deal of choice in
their lives might be powerful but they are not empowered [...] because they were never
disempowered in the first place” (Kabeer 1999: 437). En forståelse af empowerment, som magten til at træffe valg, kræver imidlertid
tilstedeværelsen af mulige alternativer. Dette kan med fordel ses i henhold til relationen
mellem fattigdom og disempowerment, hvor det at træffe beslutninger ikke nødvendigvis
handler om velovervejede valg, men om overlevelse: “There is a logical association between
poverty and disempowerment because an insufficiency of means for meeting one’s basic
needs often rules out the ability to exercise meaningful choice” (Kabeer 1999: 437). Når
empowerment-begrebet sættes i relation til udvikling, er det således med henblik på at
forbedre individers mulighed for at træffe beslutninger, der vedrører de stratetiske
livsbeslutninger i en kontekst, hvor dette tidligere ikke var en mulighed (Kabeer 1999: 437). 5.1.4 Ressourcer, agens og resultater
Ifølge Kabeer indbefatter vejen til empowerment tre gensidigt afhængige dimensioner: a)
ressourcer (forudsætninger), b) agens (proces) og b) resultater. Ressourcer skal i Kabeers
optik forstås som den mangfoldighed af sociale relationer, som et individ indgår i, som
eksempelvis familiære, markeds- og samfundsmæssige relationer. Disse ressourcer kan vise
sig i såvel eksisterende fordelinger, men ligeledes i den fremtid som de gør krav på, hvilket
nødvendigvis reflekterer de diskurser, normer og regler, som de institutionelle arenaer stiller
til rådighed. Disse ressourcer er, ifølge Kabeer, en forudsætning for, at individer kan udøve
16 agens, der udgør det processuelle handlerum, hvori individer kan påvirke og forhandle
beslutningsprocesser, træffe frie valg samt selvstændigt definere målsætninger for dernæst at
handle på dem (Kabeer 1999: 437). Der er imidlertid, med agensbegrebet, ikke blot tale observer- og målbare handlinger,
men ligeledes en indre “sense of agency”, der kan ses i relation til Rowlands benævnelse af
magt indefra (Kabeer 1999: 438). Forholdet mellem denne indre “sense of agency” og den
bredere forståelse af ressourcer er interessant i henhold til projektets narrative
indgangsvinkel, da kvindernes narrativer - om relationer, erindringer og drømme - således
kan siges at give indblik i hvilke ressourcer, de har til rådighed, ligesom italesættelser, der
vedrører hensigter, meninger og motivationer kan belyse, hvorledes de oplever deres
beslutningsmæssige råderum. Med en opmærksomhed på narrativernes narrative miljø, og dermed konteksten for
kvindernes italesættelser, synes Kabeers distinktion mellem passiv og aktiv agens ligeledes at
være af væsentlig betydning. Hvor den passive form for agens henviser til de valg, der
træffes, hvor ingen eller få alternativer er til rådighed, refererer aktiv agens til de valg og
handlinger, der har tydelige formål for øje (Kabeer 2005: 15). Med Kabeer bliver vi således
opmærksomme på, hvorledes kvindernes narrativer afspejler, hvilke valg de kvindelige
informanter har (og ikke har) til rådighed. Den sidste dimenssion, Kabeer benævner, er empowermentprocessens resultater, der
kan ses som en art vurdering af, hvorvidt processen har medført empowerment eller ej. Dette
synes imidlertid at frembringe en række spørgsmål, der vedrører forandringsprocesser og
deres målsætninger, hvorfor vi i det følgende skal se nærmere på powermentbegrebets
målbarhed, samt de problematikker dette kan medføre. 5.1.5 Empowerment på vægtskålen
En af de grundlæggende problematikker ved beskæftigelsen med empowerment er et
spørgsmål om begrebets målbarhed. For hvorledes måler man (dis)empowerment, og hvilke
konsekvenser har sådanne målinger? Vi har med ovenstående teorier set, hvorledes
empowerment først og fremmest skal forstås som en proces, da det relaterer sig til individers
ofte uforudsigelige handlinger, der udspiller sig i et netværk af komplekse kontekster. Empowerment kan imidlertid ligeledes ses som et resultat af forandringsprocessen, set
i henhold til en række på forhånd givne målsætninger. Kabeer advarer imidlertid om at drage
optimistiske slutninger på, hvorvidt der er opnået empowerment eller ej uden at have
17 empowerment-begrebets forskellige dimensioner for øje. Eksempelvis har en kvinde muligvis
startet sin egen virksomhed efter deltagelsen i en mikro-kreditgruppe, men hun har ikke
nødvendigvis opnået råderet over indtjeningen og dermed agens. Kabeer pointerer således, at
forsøget på at måle empowerment ofte er baseret på den overbevisning, at “[...] we can
somehow predict the nature and direction that change is going to assume. In actual fact,
human agency is indeterminate and hence unpredictable in a way that is antithetical to
requirements of measurement’ (Kabeer 1999: 462). Vi må således være forsigtige, når det
kommer til at drage konklusioner på empowerment-processer, hvis ikke vi skal ende op med
forsimplede øjebliksbilleder, der hverken afspejler processens kompleksitet eller stabilitet.
5.1.6 Operationalisering af empowerment
Rowlands og Kabeer efterlader os således i et analysefelt, der anser empowermentbegrebet
som en kompleks, dynamisk og relationel størrelse, der vanskeligt lader sig måle. Således må
empowerment først og fremmest anses som en proces, idet empowerment implicerer en
såkaldt proces of change. Med Rowland bliver vi opmærksomme på at lade begrebet favne
såvel magt over, magt med og magt indefra, ligesom Kabeer understreger hvorledes begrebet
dialektisk
indbefatter
såvel
ressourcer,
som
agens
og
opnåelsen
af
resultater.
Empowermentbegrebets er således et flydende begreb, og enhver undersøgelse af
empowermentprocesser vil således tage form af den partikulære kontekst indenfor hvilken, de
analyseres. En undersøgelse af hvorledes kvindernes deltagelse i mikro-kreditgrupper kan
påvirke deres empowerment må således nødvendigvis ses i henhold til de diskursive rammer,
indenfor hvilke de udspiller sig - som såvel proces og resultat. 6. ANALYSESTRATEGI
Den empiriske produktion vil i det følgende blive behandlet i henhold til to primære
analysestrategier: en vertikal analyse og en horisontal analysediskussion. Hvor den vertikale
analyse tager udgangspunkt i de enkeltstående narrativers italesættelser af erindringer,
udfordringer og drømme, der relaterer sig til deres deltagelse i mikro-kreditgrupperne, søger
den horisontale analyse at diskutere de perspektiver og tendenser, som den vertikale analyse
har frembragt. Første del af analysen vil således fokusere på det unikke og særegne, mens
18 anden del vil beskæftige sig med det fælles og overordnede. De to analyser vil således
nødvendigvis være hinandens forudsætninger. 7. VERTIKALE ANALYSER
7.1 Narrativ analyse af fortællingen om Safina:
Følgende fortælling omhandler 54-årige Safina, der er bonde og fraskilt mor til fire. Analysen
af interviewet har til formål at give indblik i, hvorledes Safina fremfortæller og positionerer
sin hovedperson i henhold til oplevelsen af magtstrukturer og handlerum. “I was married […] I was, but we are not living together anymore [...] we separated in 1990”
(Safina: 1), fortæller Safina og tilføjer eftertænksomt, “in May 1990” (Safina: 1). Således
indleder hun fortællingen om sin hovedperson med, hvad der skal vise sig at være et
grundlæggende omdrejningspunkt i narrativet - separationen fra sin mand. Og hun har god
grund til at huske den præcise måned for separationen, fortæller hun. Hun stod nemlig med
sin nyfødte datter på armen, da hendes mand gjorde hende opmærksom på, at “[...] he had to
marry another wife” (Safina: 4). Da de ikke var officielt gift, men blot traditionelt splejset i
form af en bunke schillings i betaling for aftalen, var det muligt for Safina at forlade sin
mand. Havde brylluppet stået, måtte hun sluge nedværdigelsen og blive i forholdet (Safina:
4). Det er nemlig en “tradition”, at når brylluppet har stået, så bliver man - om man vil det
eller ej, fortæller Safina.
“Just for the kids”
“Many women in this community are just tolerating their situations. Because they
understand that if they divorce, they might lose the kids. They stay just for the kids, not for
their husband, for the marriage or the relationship [...] there is no communication […] no
relationship going on.” (Safina: 4)
Ovenstående citat giver indblik i, hvorledes Safina oplever, at kvinderne i hendes samfund er
underlagt visse kulturelle- og politiske strukturer. Kvinderne er således bevidste om, at hvis
de lader sig skille, they might lose their kids, hvilket henviser til den lovmæssige fordeling af
børn efter skilsmisse, der siger, at børn under syv år skal blive hos moren, mens børn i
alderen syv år og opefter tildeles faren (Safina: 8). Der er således tale om nogle overordnede
19 strukturer, der påvirker kvindernes handlingsrum, hvorfor valget om at lade sig skille
nødvendigvis må ses i henhold til valgets konsekvenser.
Safina synes indirekte at positionere sin hovedperson i modsætning til de kvinder, der
bare tolererer deres situationer, en position hun dog hurtigt ser, hvad indbefatter og tilføjer:
“But I was not married, officially married (Safina: 4)” for dermed ikke at positionere sin
hovedperson i modsætning til de kvinder, der ofrer egen lykke for børnenes skyld.
Således har hun umiddelbart truffet en beslutning i overensstemmelse med egne
ønsker i et samfund, der kan siges at være underlagt en ulige magtfordeling. Den agens, som
beslutningsprocessen indbefatter, synes imidlertid at være mere eller mindre passiv i sin
fremkomst, da Safinas mulighed for at fravælge ægteskabet kan siges at tage form af en
“heldig” position. Således fortæller hun:
If I was officially married I would never leave my house. Never. Only because I was not
officially married I decided to stay at home [parents home]. It is something for pare women –
they are not aloud to leave their house, leave their husband and kids and go way. After being
official married you cannot leave.
De nationale love, og den kulturelle opretholdelse af disse, kan således siges at indskrænke
hovedpersonens handlingsrum, idet valget om at blive i ægteskabet kan synes truffet, hvor
alternativerne er små. Hun italesætter med andre ord ikke et handlingspotentiale for sin
hovedperson til at forhandle og udfordre de kulturelle normsætninger, som medierer hendes
agens. Safinas italesættelser kan således siges at bidrage til opretholdelsen af et begrænset
diskursivt handlingsrum - sprogligt i kraft af sine common sense forståelser af de kulturelle
værdier, hvor et generaliseret you fungerer normregulerende. Det er således udelukkende på
grund af sit uofficielle ægteskab, at hun kan siges at have agens til at fravælge en position
som fravalgt. Hermed involverer beslutningen enten en accept af degraderingen, så at sige,
eller en skilsmisse, der anses som uacceptabelt i samfundet.
“Jeg er min egen forsøger”
Den første tid var svær, fortæller Safina, med henvisning den ægteskabelige separation, der til
en begyndelse konstituerede forholdet. Således positionerer hun som udgangspunkt sin
hovedperson i overensstemmelse med de kvinder, som hun før positionerede sig i
modsætning til, hvilket synes at tjene det formål, at lade hovedpersonen gennemgå en
20 narrativ transformation fra afhængig til uafhængig. Erindringerne, der vedrører følelsen af at
være fravalgt og “alone with everything [...] not just a baby” (Safina: 2) formuleres hermed
som en tilstand i datid, i hvilken Safina tager afsæt med henblik på at konstruere et narrativ,
hvor hovedpersonen i kraft af en styrket indre magt ligeledes får magt over økonomiske
anliggender og dermed muligheden for at investere i fremtiden.
Safina begyndte således at deltage i en mikro-kreditgruppe for at kunne investere i sit
landbrug og mindre forretninger med henblik på at kunne støtte sine børns uddannelse.
Således fortæller hun: “Today I’m supporting myself [...] I’m independent” (Safina: 8) positioneringer hun sætter i modsætning til “andre” nødvendigvis økonomisk afhængige
kvinder:
In our culture women are not allowed to choose. It is for the husband to make decisions [...] In
the pare [tribe] community it is not an easy thing for women to talk before men. Men are the
ones to take decisions […] if a man says: This money is for only this weekend you cannot
propose anything. So maybe women sometimes admire me because they are not allowed to
speak before men (Safina: 9).
Ovenstående giver indblik i, hvorledes Safina konstruerer sin hovedperson i henhold til en
oplevelse af et ulige magtfordeling mellem mænd og kvinder - et binært system, hun
tilskriver sit stammesamfund, hvor kvinder ikke taler før mænd, og mændene træffer
beslutningerne. En kvindes adgang til lån og opsparinger gennem mikro-kreditgrupper
garanterer med andre ord ikke hendes empowerment. I kraft af sin status som single, er
Safina imidlertid i stand til at italesætte en position for sin hovedperson, der kan siges at
udfordre det binære system. Således udtrykker hun, i henhold til at have magten over egne
ressourcer:
That makes me feel strong. I am the one deciding to take the loans and what I want to do with
the money [...] And it’s for me, nobody else […]. The married women they just take the loan
and bring it to their home […] but the husband will take the money and say: This money
should be going to this and this and this [...] the money I save are mine and no one can take a
decision. Only me (Safina: 10).
Der synes således at være tale om konstruktionen af en styrket sense of ‘self’, der kan
udfordre oplevelsen af ulige magtforhold mellem mænd og kvinder. Denne konstruktion er
21 imidlertid ligeledes med til at reproducere og opretholde selv samme diskursive strukturer, da
Safina nødvendigvis må italesætte disse diskurser i forsøget på at udfordre dem.
Kvinder er for og fra mænd
Denne selvbevidste position som Safina fremfortæller skal imidlertid ses i henhold til
konteksten, inden for hvilken den konstrueres. Empowerment og disempowerment kan med
andre ord godt eksistere samtidigt, hvorfor denne indre magt ikke nødvendigvis fører til
selvstændighed, lighed og magt i andre kontekster. Således udtrykker Safina i henhold til
mænds magt over de økonomiske ressourcer: “It’s fine. We should respect men and their
decisions [...] It’s in the books, in the Quran, in the Bible” (Safina: 11). Der kan med denne
antagelse siges at være tale om en internalisering af en ulige magtfordeling mellem mænd og
kvinder. Således er kvinder “for men” and “made from men” (Safina: 11), hvilket hun
uproblematisk tilskriver religiøse antagelser. Med Safinas narrativer bliver vi således opmærksomme på, hvorledes økonomisk
selvstændighed, i Safinas tilfælde, kan siges at føre til en form for forstærket selvværd i kraft
af råderet over egne ressourcer. Det kan imidlertid argumenteres, at det ikke så meget er
adgangen til magten over disse ressourcer, men det faktum at hun er den eneste, der har magt
over dem, der konstruerer dette selvværd. En opmærksomhed på konteksten er således nøglen
til en forståelse for, hvorledes empowerment og disempowerment diskursivt kan eksistere
samtidig, samt hvorledes positioner udfordres og reproduceres.
7.2 Narrativ analyse af fortællingen om Esther
Følgende fortælling omhandler 42-årige Esther, der er gift og mor til otte børn: Fire “from the
womb” (Esther: 1), tre fra sin mands anden kone og sin afdøde svogers efterladte søn. Med
otte børn omkring sig har Esther aktivt deltaget i mikro-finansgrupper, for at “accompany”
(Esther: 3) sin mands indtjening og bidrage til skoleudgifterne. Esther er nemlig fra
Wandastammen, og de har brug for lighed og balance. Grød, geder og kvindegrupper Esther deltager i fem mikro-kreditgrupper: to regulære spare-låne-grupper og tre såkaldt
kvindegrupper. Med pengene fra disse grupper dyrker hun tomater, holder kyllinger og geder,
22 ligesom hun har investeret i en grødforretning, hvor hun sælger hirsegrød til en nærliggende
motorcykelgarage (Esther: 5). Med oprensningen af sine investeringer synes Esther at
positionere sin hovedperson som proaktiv og selvstændig; en konstruktion der er
gennemgående for hendes narrativ. Det er ikke blot sin familie, hun investerer i gennem
mikro-finansgrupperne, hun er ligeledes proaktiv, når det kommer til at bidrage til
lokalsamfundet. Således fortæller hun:
In the women’s groups we establish projects. Last project we started this [points at a group of
white plastic chairs]. If anyone has a ceremony she can use these chairs so she can proceed
well with her ceremony [...] if one from the group is having a funeral the group supports her
by providing the chairs. We also provide contributions to the women (Esther: 4).
Kvindegrupperne består hermed ikke blot af kvinder, de er ligeledes for kvinder.
Investeringen i plastikstole støtter således her, så she can proceed well with her ceremony.
Foruden den fælles investering i mindre projekter, bidrager kvinderne hver især med 1000
shillings, ca. 4 danske kroner - når der er bryllup eller begravelse i landsbyen - med hvilke de
køber kul og majs til den traditionelle ret makande (Esther: 5).
Esther fremfortæller således en position for sin hovedperson, der gennem mikrokreditgrupperne kan siges at have opnået en form for magt med andre til at fremme udvikling,
som Rowlands har beskrevet det. I fællesskab er kvinderne altså i stand til at agere i
overensstemmelse med deres oplevelser af landsbysamfundets behov. Narrativet kan således
siges at åbne op for alternative forståelser af indflydelse, hvor helheden står stærkere end
summen af enkeltindivider. Hermed kan kvinderne formulere egne ønsker, behov og normer
for dernæst at handle på dem kollektivt.
Det er således interessant, at Esther ikke blot deltager i mikro-kreditgrupper med
henblik på at investere i forbedringen af sit eget liv. Hun konstruerer ligeledes en position for
sin hovedperson, som én der investerer i samfundet. Kvinderne påvirker måske ikke direkte
bredere magstrukturer i deres samfund, men der kan siges at være tale om en kollektiv agens,
der bidrager til Esthers magt indefra, som Kabeer benævner det, hvilket understreger
vigtigheden af at undersøge samfund og empowerment kontekstuelt.
“Why shouldn’t we cooperate with each other?” Denne indre styrke i kraft af samarbejde, italesætter Esther ligeledes i henhold til hjemmets
rammer, hvor hendes identitetsarbejde i høj grad synes centreret om et spørgsmål om lighed
23 mellem kvinder og mænd. Således konstruerer hun narrativet igennem en position for sin
hovedperson, der udfordrer en diskursiv antagelse af kvinder som underordnet mænd. Dette
gør hun i overvejende grad i kraft af en etnisk positionering:
I have lived in the pare community for many years and pare6 women are different from wanda
women. We are very focused on equality. Balance between men and woman […] I have lived
here in the village [pare tribe] and seen that the woman are not the ones to make the decisions
or to choose. Wandan women like balance, so if maybe my husband has […] he is planning
[…] he should cooperate with his wife. We use discussion […] discuss with each other. We in
ronda we like equality, we need balance. Because after being married I expect that my
husband needs help from me. So why shouldn’t we cooperate with each other? (Esther: 6)
Således positionerer Esther sin hovedperson i overensstemmelse med stammen Wanda, der i
modsætning til parestammen er focused on equality og søger indflydelse gennem discussions.
Med en større gruppe af individer i ryggen bliver hun endvidere i stand til, ikke blot at sætte
pris på lighed, men at forvente balance og kræve samarbejde. Således tager hun lån i mikrokreditgrupper: “[...] to accompany [her] husband [and] to support [her] husband” (Esther 3), i
og
med
“you
should
always
cooperate
with
your
partner”
(Esther:
3).
Esther fortæller således sin hovedperson ind i et fælles etnisk fællesskab, ved at
identificere hende med pronominer som we og us i forståelsen af en fælles stammeidentitet.
Således står fortællingen nødvendigvis i modsætning til et indirekte them og their, der
henviser til en pareidentitet. Det er således i konstruktionen af den ‘anden’, at Esther
konstituerer sin egen identitet; En konstruktion, der nødvendigvis afspejler det narrative
miljø. Således synes Esther at tale op imod oplevelsen af en diskurs om ulighed mellem
tanzanianske mænd og kvinder, hvilket ligeledes kan anses som et resultat af min
tilstedeværelse som hvid vestlig kvinde. Således søger konstruktionen af den selvstændige og
indflydelsesrige position måske fælles grund i en forventning om, at jeg besidder en sådan.
Der kan ligeledes være tale om en direkte udfordring af oplevelsen af en sådan diskurs, som
hun forventer, at jeg abonnerer på. Hvad end der er tale om det ene, andet eller noget helt
tredje, så kan Esther siges at turde kræve at blive lyttet til, kræve en plads i
beslutningsprocesser og en position i diskussioner, hvilket afspejler et narrativt handlingsrum,
6 Landsbyen Kimunyu ligger ved bjerggruppen Pare i Samedistriktet i det nordøstlige Tanzania. Pare betegner -­‐ foruden bjerggruppen -­‐ den stamme, der er bosat her. 24 der, hvad end dette har gennemgået en udviklingsproces eller ej, kan siges at tillade disse
tankemønstre.
“You can keep your cows, just don’t hit my children”
Dette narrative handlingsrum udforsker Esther ligeledes i henhold til opdragelsen af sine
børn. Således ønsker hun “[her] daughters to live the way [she] used to live with her
husband” (Esther: 2), hvor “real love” (Esther: 6) er forholdets grundsten: Således fortæller
hun: I don’t worry about the wealth of the husbands that will marry my daughters. They can keep
their cows, just don’t hit my children. I only have one girl from my own womb and the other
girl is my husband’s. But the way I raised my husbands kids is the same way I raised the ones
I gave birth to. What I admire is true love. True love […] even when they are in the marriage I
say: I need you to have the discussions. Not like the pare women […] the pare women that are
not allowed to speak. I admire real love […] not just a wealth or whatever. I want my children
to have real love. I have a real love. My husband has given me a real love. (Esther: 6).
Esther positionerer således videre sin hovedperson i modsætningen til parekvinderne, der
ikke diskuterer med deres mænd, da de ikke er allowed to speak, ligesom hun italesætter en
position for sin hovedperson, der ikke er styret af et behov for penge. Det er således vigtigere,
at hendes døtre finder real, og true love, end en rig mand, der ikke behandler dem ordentligt.
Således trækker Esther på en kulturel forståelse af døtre som forretning, hvor kvæg bruges
som medgift ved ægteskab - en forretning der kan siges at reducere kvinden til et spørgsmål
om indtjening. På samme vis udtrykker hun “[...] If you earn money and can’t pay school
fees, you are making selfish choices” (Safina: 2), for dermed at positionere sin hovedperson i
modsætning til de forældre, der ikke mener at have råd til deres børns uddannelse. Således fremfortæller Esther et handlingsrum for sin hovedperson, hvori hun kan
udfordre
diskursive
rollefordelinger
og
dermed
konstruere
alternative
positioner.
Konstruktionen af en position, hvorfra hun kan påvirke beslutningsprocesser i såvel hjemmet
som i lokalsamfundet. Denne umiddelbare empowerment involverer imidlertid ligeledes
konstruktionen af empowerment, som hun tildeler kvinderne fra parestammen og dermed
reproducerer diskursernes tilstedeværelse. Denne grænsedragning synes således nødvendig
for konstruktionen af egne ønskede identifikationer. 25 8. METODISK DISKUSSION
I overensstemmelse med min metodiske tilgang til produktionen af empiri, som konstrueret i
samspillet mellem informanten, min tolk og jeg som interviewer, vil jeg i det følgende belyse
overvejelser over, hvilken rolle forforståelser, interviewsituationen og den kontekstuelle
interaktion har spillet for udfaldet af empirien.
8.1 En etnografisk tolket virkelighed
En af de væsentlige påvirkninger af produktionen af empiri skal hentes i min brug af tolk
under de foretagede interview. Dette har udfordret den narrative tilgang, da jeg hermed ikke
har haft adgang til informanternes specifikke ord, udtryk og formuleringer, ligesom tolken
har medieret samtlige spørgsmål og svar. Der vil således nødvendigvis være nuancer af
italesættelserne, der ikke lader sig oversætte til engelsk, ligesom sprogbarrieren har gjort det
svært at klargøre, hvorvidt spørgsmålene og svarene var i overensstemmelse med
intentionerne bag. Således oplevede jeg flere gange, at tolken stillede spørgsmålet for dernæst
at spørge mig igen, hvad jeg mente. Dette gav flere steder anledning til såvel forvirring,
frustration som grin, og må anses som kilden til en mulig fordrejning af informanternes
narrativer. Således må min tolk som filter og fortolker ses som værende af væsentlig
betydning for udfaldet af min undersøgelse.
Dog ser jeg ligeledes, at tilstedeværelsen af tolken har været indgangsvinkel til en
afslappet interviewsituation, da hun var i stand til at foretage interviewet på pare
(stammesprog), som de taler i landsbyen. Den afslappede atmosfære viste sig således i
indforståede jokes og et utal af high- og low fives, der satte en venskabelig ramme om
interviewet. På trods af sprogbarrieren var det således muligt at skabe et slags kvindeligt rum,
hvor vi alle i kraft af klap, grin, løftede øjenbryn og anerkendende lyde syntes at forvente og
benytte fælles konceptuelle kort. Eksempelvis opstår der i interviewet med Safina en
situation, hvor hun til spørgsmålet om, hvorfor det i overvejende grad er kvinder, der deltager
i mikro-kreditgrupperne, svarer “men don’t like to cooperate”, der ledsages af et interaktivt
“you know?” (Safina: 9). Dette starter en umiddelbart indforståethed om mænd og
samarbejde, der viser sig i fælles latter og et anerkendende “yeah” (Safina: 9) fra min side.
Hvad end der er tale om eksisterende fælles konceptuelle kort eller ej, synes dette at bidrage
til en venskabelig interaktion, der kan siges at virke tilbage på det narrative miljø.
Dette ses ligeledes mellem informanterne og tolken, hvor de i flere situationer synes
26 at dele fælles kulturelle koder, der ikke lader sig overføre til hverken oversættelse eller skrift.
Således starter spørgsmålet, om hvad der karakteriserer parekvinder, en tydelig indforstået
interaktion mellem Safina og tolken, der begge er født og opvokset i dette stammesamfund.
På samme vis henvender Esther sig direkte til min tolk, under sin forklaring af
nødvendigheden af samarbejde i et parforhold, og spørger “[...] are you married? [...] and
how old are you? You must know.” (Esther 3), hvilket ligeledes synes at henvise til en fælles
forståelse af kulturelle koder.
Der er således tale om aspekter af interviewene, som skabes i interviewsituationens
interaktionelle dynamikker, der vanskeligt lader sig overføre til en skriftlig produktion. Det
har således været vanskeligt at transskribere interviewsituationerne uden at miste væsentlige
verbale og nonverbale tegn, der uafværgeligt har påvirket sproghandlingernes modalitet.
Eksempelvis sænkede Safina sin stemme betydeligt, da min mandlige tanzanianske kollega
på et tidspunkt kom gående forbi, hvilket ikke viser sig i ord og sætninger, der direkte kan
analyseres på. Den narrative etnografiske tilgang har imidlertid haft betydning for måden,
hvorpå jeg, bevidst som ubevidst, har fremhævet nogle citater frem for andre, da jeg har
vurderet, at disse stemmer overens med en samlet oplevelse af interviewpersonen.
8.2 “Hvad ved de om kvinders empowerment”?
Min repræsentation af de kvindelige informanter må således ses som et produkt af
interviewsituationens interaktionelle miljø og min oplevelse af kvinderne i dette. Hermed
bliver min tilstedeværelse i interaktionerne ligeledes af væsentlig betydning, og mit forsøg på
at undersøge, hvorledes og hvorvidt kvinderne gør empowerment må derfor nødvendigvis ses
i henhold til de forforståelser, jeg er gået ind til interviewene med. Der ligger nemlig et
dilemma i, at de repræsentationer som præger forskningsfeltetet uafværgeligt vil være en del
af den anerkendelse, som jeg har til rådighed. Således synes udgangspunktet for
empowermentbegrebet at positionere empiri-objekterne i en art magtesløs position, der skal
hjælpes til empowerment - en positionering der nødvendigvis har påvirket såvel kvindernes
narrative handlingspotentiale som prioriteret projektets produktion af viden. Det betyder med
andre ord, at selv et ønske om at nuancere repræsentationen af kvinderne som ofre for ulige
magtforhold, vil være medieret af selv samme diskurser og dermed til en vis grad bidrage til
opretholdelsen af disse.
27 Væsentligt at benævne er ligeledes min akademiske tilgang til interviewsituationen. Således
spurgte min tolk mig i dalla-dallaen på vej til Kimunyu, “Hvad ved de [de kvindelige
informanter] om kvinders empowerment”?, et spørgsmål, der åbner op for en række
væsentlige refleksioner. For hvad ved de egentlig om empowerment? Kvinderne har ikke
gennemgået en længere uddannelse, og har ikke, så at sige, været tvunget til at reflektere over
deres livssituation. Der er med empowerment tale om et akademisk begreb, der konnoterer
visse betydninger, som kvinderne i et tanzaniansk landbrugssamfund måske aldrig er blevet
præsenteret for. Jeg søgte derfor at bevæge mig uden om dette i form af åbne spørgsmål
angående dagligdag, drømme og erindringer, for dermed at få indblik i alternativer til
hegemoniske diskurser. Af såvel interviewsituationerne som transskriberingen af disse
fremgår det imidlertid, at dette til dels ligeledes afgrænser kvindernes narrative
handlingsrum, ligesom den akademiske tilgang, trods bevidstheden om problematikken,
alligevel syntes at spænde ben for måden, hvorpå interaktionen flød. Dette ses eksempelvis i
følgende, hvor jeg synes direkte at søge indblik i samfundsmæssige diskurser, der med
spørgsmål som what does it mean? og udtryk som perception ikke lader sig overføre:
Interviewer:
Tolk:
Interviewer:
Tolk:
Interviewer:
Tolk:
Interviewer:
In a village like this. What does it mean to be divorced? How many women? No, I mean in this society? The meaning of divorce? […]How does people perceive a divorced woman in this
community? – Is there a specific way you talk about someone who
has been divorced? Or are there maybe different rules of what you
can or cannot do? Do you understand? She is talking about the sex. Those who experience divorce. Male
or female who are experiencing the divorce.
Yes. What about them? (Safina: 3) Der opstår således forvirring, idet spørgsmålet synes enten for akademisk, åbent eller abstrakt
til at kunne transporteres til informanten. Denne problematik ses ligeledes i interviewet med
Esther, hvor spørgsmålet “What is expected of a woman in a relationship”? (Esther: 3) ikke
forstås af informanten. Refleksionerne angående spørgsmålet: “Hvad ved de egentlig om kvinders empowerment”?
kan imidlertid ligeledes siges at have medført, at jeg er gået til interviewsituationen med en
antagelse om, at de ikke vil forstå, hvilket indirekte kan have påvirket et udgangspunkt i en
ulige magtrelation. Konteksten og forventningen om fælles konceptuelle kort kan således
siges at have påvirket produktionen af empiri, hvorfor analysen ligeledes vil hvile på denne
28 problematik.
Af såvel de narrative analyser som den metodiske diskussion fremgår det således, at
kvindernes empowerment afhænger af konteksten, inden for hvilken den fremfortælles, samt
at min tilstedeværelse i interviewsituationerne kan siges at have medieret udfaldet af disse. 9. HORISONTAL ANALYSEDISKUSSION
Følgende afsnit vil rette et horisontalt blik på projektet med henblik på at diskutere, hvorledes
kvinderne narrativt konstruerer sig selv i henhold til deres deltagelse i mikro-kreditgrupperne,
og hvorledes dette kan ses i relation til empowermentbegrebet.
9.1 Hvor starter empowerment-processen?
Jeg har i dette projekt undersøgt kvinders empowerment med udgangspunkt i informanternes
deltagelse i mikro-kreditgrupper, da disse grupper antages at give kvinder en velfortjent
chance for at kunne støtte familien, samfundet og nationen for den sags skyld og dermed
forbedre deres livsvilkår. Denne forståelse, af mikrokredit som udviklingsstrategi, synes
imidlertid at pege på en forståelse af udvikling som en kausalkæde, der starter med
empowerment, fører over i økonomisk vækst og ender i en nedbringelse af fattigdom. Med
denne fortid-nutid-fremtids-diskurs kan det imidlertid diskuteres, at agens og valgmuligheder
sidestillet, hvilket ikke efterlader megen plads til disse begrebers relationer til magtbegrebet,
ulighed og strukturelt begrænsende rammer. Med Kabeer og Rowlands bliver vi imidlertid
opmærksomme på at anse empowerment, ikke som en forudsigelig og uproblematisk rejse fra
fattigdom til empowerment, men som processer og resultater der er påvirket af et væld af
interne og eksterne magtstrukturer. Således anbefaler Kabeer, at empowerment anses som
“[...] the process by which those who have been denied the ability to make strategic life
choices
acquire
such
an
ability”
(Kabeer
1999:
1).
Der
er
således,
med
empowermentbegrebet, tale om en proces frem for en statisk endestation - en bevægelse fra
en
disempowered
til
en
empowered
position,
der
ikke
kan
aflæses
kausalt.
Men hvor starter empowermentprocessen, og hvorledes kan vi undersøge denne
proces uden at stoppe den? Det processuelle blik leder os muligvis væk fra at vurdere
empowerment i henhold til snapshots af virkeligheden, men det synes ligeledes at efterlade os
i en art status quo, hvorfra vi vanskeligt kan sige noget om, hvorvidt der er tale om
29 empowerment eller ej. Det er således svært at vurdere, hvorvidt der er tale om en egentlig
udviklingsproces, idet dette kræver en viden om, hvor kvinderne var før, hvor de er nu, og
hvor vil være i fremtiden.
I forsøget på at imødekomme et processuelt blik på empowermentbegrebet har jeg
således søgt ikke at vurdere, hvorvidt kvinderne er empowered eller ej, men at undersøge
hvorledes de narrativt kan siges at gøre empowerment. Dog synes intentionen om at anse
empowerment som en evigt fortløbende proces udfordret af ovenstående dilemma, og det
fremgår således, af såvel interviewsituation som af analyserne, at også jeg til en hvis grad
søger at tage pulsen på kvindernes empowerment som en form for tilstand. Dette kan på den
ene side pege på en form for indgroet forståelse af, at udvikling har et fast forankret start og
slutpunkt. Det kan imidlertid ligeledes åbne op for nogle af de problematikker, der gemmer
sig i min operationalisering af empowermentbegrebet. For hvorledes kan vi egentlig forstå
empowerment som både proces og resultat? Hvor starter processen, og hvilke resultater skal
kvinderne opnå gennem mikro-finansgrupperne for at kunne kalde sig empowered?
9.2 Fattigdom som tilstand og proces
I en forståelse af empowerment som mulig tilgang til udryddelsen af fattigdom, synes der
således at mangle en afklaring af, hvad fattigdom indbefatter, samt hvorledes dette påvirker
forståelsen af kvindernes empowermentprocesser. Således pointerer Kabeer, at der er en
logisk sammenhæng mellem fattigdom og disempowerment, da individers mangel på
ressourcer til at skaffe sig basale fornødenheder, som mad, tøj og bolig, ofte udelukker
muligheden for at kunne træffe valg, der vedrører strategiske fremtidsudsigter (Kabeer 1999:
437). Dette synes imidlertid udelukkende at pege på en forståelse af fattigdom i dens
absolutte form, hvor overlevelse altid optager førsteprioritet, hvilket kan siges at skygge for
den mangfoldighed af ikke-fysiske prioriteter, som kvinderne italesætter. Det synes med
andre ord ikke tydeliggjort, hvilke basale fornødenheder kvinderne skal mangle for at kunne
opfylde en position som fattig, at strategic life choices nødvendigvis divergerer kontekster og
individer imellem, samt at disse nødvendigvis må ses som såvel fysiske, sociale som
kulturelle
behov.
Der er således en fare for, at der med empowerment, som strategi til at bekæmpe
fattigdom, opstår en uhensigtsmæssig overfokusering på fattigdom som tilstand, der resulterer
i en antagelse af, at kvinders empowerment udelukkende handler om evnen til at kunne
30 dække disse basale fornødenheder. Der synes således, i relation til kvinders empowerment, at
være et behov for ligeledes at anse fattigdom processuelt forstået således at empowerment
ligeledes rettes mod de mekanismer, der genererer og transmitterer tilstanden.
Den narrative tilgangs sproglige og kontekstuelle blik har her et potentiale til at åbne
op for et indblik i måden, hvorpå kvinderne selv oplever og italesætter en tilstand som fattig
samt forestillinger om udvikling. Således befinder de kvindelige informanter sig begge under
den nationale fattigdomsgrænse, men de forholder sig forskelligt til denne position. Safina
fortæller således følgende, i henhold til at spørgsmål om hvorledes hun kan se en forskel på
før og efter, hun startede i en mikro-kreditgruppe: “Life is difficult. I don’t see the differences
yet. I can’t say it has changed my life as my goals and purposes have not been reached”
(Safina: 6). Af citatet fremgår det således, at Safina anser sit liv som difficult, idet hun har
mål, hun ikke har fået opfyldt. Hun tilføjer hertil: “Maybe when I can touch an actual house I
can answer you” (Safina: 6). Safina synes hermed at abonnere på en forståelse af udvikling
som et håndgribeligt slutresultat (et hus), der kan hjælpe hende ud af en position, hvor livet er
svært. Esther, derimod, fortæller umotiveret: “My life is not very difficult and I believe I have
been able to satisfy the needs of all my kids” (Esther: 2). Hun synes således at have opfyldt
basale fornødenheder for sig selv og sin familie, hvorfor hun på sin vis positionerer sig selv i
enden af en udviklingsproces, hvor life is not very difficult. Disse italesættelse er udtryk for
de forskellige nuancerne i kvindernes narrativer, hvilket understreger vigtigheden i at
undersøge disse narrativer på deres egne præmisser. En forståelse for sammenhængen mellem
fattigdom og empowerment implicerer således en opmærksomhed på de partikulære
kontekster, som sammenhængen søges undersøgt i henhold til.
9.3 At vælge ikke at vælge
Empowerment er således defineret som magten til at træffe frie valg. Det kan imidlertid
argumenteres, at empowerment ligeledes omhandler magten til ikke at træffe valg. Dette
indbefatter naturligvis, at kvinden har et valg til rådighed, som hun vælger af afslå.
Hvor det kan argumenteres for, at det at blive valgt i nogle kontekster kan siges at
anfægte associationer med en magtfuld position som populær og eftertragtet, synes mandens
valg af kone i muslimsk tradition at medføre andre konsekvenser. Ingen af de to kvinder har
således selv valgt (i Safinas tilfælde tidligere ægtefælle) deres ægtefæller, hvilket i Kabeers
forståelse af empowermentbegrebet kan siges at relatere sig til magten til at tage strategiske
31 livsbeslutninger og dermed empowerment. De kulturelle og ægteskabelige strukturer, der
tillader en muslimsk mand at tage flere koner, er således berørt af begge kvinder såvel direkte
som indirekte. Hvor Esther delvist tager sig af sin mands anden kones børn, bliver Safina
separaret fra sine børn, da hendes mand tager en ny kone. Denne fravælgelse og umiddelbare
disempowerment eksisterer imidlertid side om side med kvindernes empowerment. Således
reagerer Safina på sin mands polygami i form af skilsmisse, mens Esther aktivt deltager i
diskussioner i ægteskabet.
Adgangen til beslutningsprocesser har således mange aspekter, hvorfor der evigt må
tages forbehold for konteksten, inden for hvilken disse valg tages. At vælge ikke at vælge,
kan således ligeledes ses som magten til at træffe valg. Således har “[...] so many men from
the village” (Safina: 3) banket på Safinas dør for at overbevise hende om at blive gift igen en opfordring hun afslår gang på gang. Det er med andre ord ikke et spørgsmål om ikke at
være eftertragtet, men magten til at sige nej, og magten til at tage valg kan ligeledes ses som
magten til ikke at tage valg.
9.4 Empowerment… noget med kvinder?
Jeg har således i projektet taget udgangspunkt i empowerment i henhold til en forståelse af
dets kontekstualitet. Således synes begge kvinder at positionere sig selv i, hvad kan anses
som empowered positioner, hvad end dette er i familien eller i samfundet. Men kan disse
positioner egentlig siges at være empowered positioner?
Som tidligere diskuteret ligger der en problematik i, at det synes svært unat
undersøge, hvorvidt kvinderne har gennemgået en egentlig udviklingsproces. Dette skyldes
dels begrebets flydende og kontekstuelle karakter, og dermed problemerne med dets
målbarhed. Det kan imidlertid ligeledes diskuteres, at dette henter grundlag i en forventning
om, at kvinders empowerment udelukkende omhandler kvinder, hvilket ligeledes gør det
svært at vurdere, hvorvidt der er tale om egentlige empowermentprocesser. Kvinders
empowerment handler nemlig ligeledes om relationer mellem køn, etniciteter, klasser,
seksualiteter etc., og relaterer sig således til en mangfoldighed af intersektioner mellem disse.
Det kan således argumenteres, at begrebet i overvejende grad henviser til de processer med
hvilke, kvinderne kan påvirke disse mange sociale relationer.
Empowerment involverer hermed, i tråd med Hall, såvel interne som eksterne
positioneringer. Det er med andre ord ikke nok at italesætte en umiddelbart empowered
position, det kræver nødvendigvis at denne positionering stilles til rådighed og accepteres af
32 eksterne aktører. Dette sætter således fokus på den mangfoldighed af magtrelationer, som
kvinderne indgår i, og som kan siges at påvirke deres narrative handlingsrum. Således må
denne indre ‘sense of self’, som synes afgørende for kvindernes empowerment, nødvendigvis
ses i relation til måden, hvorpå denne selvbevidsthed anfægtes i forskellige kontekster.
9.5 En nødvendig internalisering
Det relationelle aspekt af empowermentprocesserne giver hermed indblik i nuancerne i denne
selvbevidsthed, der kan siges på en og samme tid at indbefatte empowerment og
disempowerment. Dette ses eksempelvis i henhold til, hvad Rowlands benævner
internaliseringen af ulige magtforhold, hvor italesættelsen af ligestilling ligeledes giver
indblik i dets modsætning. Således kan Esthers positionering af sin hovedperson som en der
sætter pris på lighed og balance, siges ligeledes at indbefatte en internalisering af ulighed og
ubalance, da det netop er i udfordringen af sidstnævnte at førstnævne positioner søges
indtaget. Således konstruerer Esther sin egen position gennem konstruktionen af den ulige,
der sættes i relation til parekvinder. Det synes altså nødvendigt sprogligt at træde ind i selv
samme position, som forsøges udfordret.
De narrative udfordringer kan imidlertid siges at afspejle de subjektpositioner, som
magtfulde diskurser stiller til rådighed i forskellige kontekster. Her synes kvinders
empowerment i sig selv at konstruere og tilbyde en subjektposition som underordnet mænd,
hvilket nødvendigvis påvirker og indskrænker kvindernes handlingsrum, samt fremsætter en
nødvendighed af at snakke op imod denne diskurs i forsøget på at fremstille alternativer.
Dette gælder ligeledes i henhold til mikro-kredit som vejen til kvinders empowerment,
hvilket kan siges at positionere kvinder som mere effektive og ansvarsfulde i henhold til
udstedelsen af lån - repræsentationer, der i sig selv kan siges at opretholde normative
diskurser og tilbyde et begrænset antal af subjektpositioner. På trods af begrebets velmenende
intentioner kan det altså argumenteres, at kvinders empowerment som udviklingsstrategi og
målsætning ligeledes kan virke modsat, hvilket henter grundlag i måden, hvorpå begrebet på
forskellig vis italesættes og betydningsudfyldes.
Det kan imidlertid argumenteres, at empowerment ligeledes kan ligge i magten til at
turde tage ligestilling i sin mund. Hermed kan Esthers oplevelse af et handlingsrum, der
tillader en sådan udfordring, siges at give hende adgang til den empowered modsætning til
internaliseringen af disempowerment. Der er således tale om væsentligheden af en forståelse
33 af, hvorledes informanternes selvværd lader sig transportere til forskellige sammenhænge - en
indre magt til at kræve andres respekt, hvilket nødvendigvis implicerer tilstedeværelsen af
selvrespekt.
9.5.1 Afrunding
Empowerment forstået som en forandringsproces, eksempelvis gennem mikro-kreditgrupper,
møder således problemer, når det søger at formulere universelle forestillinger om, hvad
forandring indebærer, og hvorledes det viser sig. Som Kabeer pointerer er menneskelig agens
nemlig “[...] indeterminate and hence unpredictable in a way that is antithetical to
requirements of measurement” (1999: 462). Vi må således være forsigtige, når det kommer
til at drage konklusioner på empowerment-processer, hvis ikke vi skal ende op med
forsimplede øjebliksbilleder, der hverken afspejler processens kompleksitet eller stabilitet.
Således har projektet ikke søgt at vurdere, hvorvidt kvinderne i kraft af deres
deltagelse i mikro-kreditgrupper kan siges at opnå empowerment, men hvorledes de sprogligt
og kontekstuelt gør empowerment. Empowerment er således ikke en statisk tilstand, der kan
måles uafhængigt af dens kontekstuelle ramme, men snarere processuel og relationel
handling. Det er således ikke mikro-kreditgrupperne i sig selv, der tillader kvindernes
empowerment, men snarere den kontekst indenfor hvilken, mikrokredit tilbydes, der giver
mulighed for empowerment. Empowermentbegrebet er således en svær definer- og målbar størrelse, og måske er i det i
virkeligheden heri dets styrke ligger. Måske er det netop i dets udefinerbarhed, at kvinderne
selv kan få ejerskab over begrebet, og der åbnes en handlingsrum, hvori empowerment kan
lade sig udfolde og transformere, uden dette søges vurderet i henhold til fastsatte
målsætninger. 34 10. KONKLUSION
Jeg har i dette projekt beskæftiget mig med en narrativ, feministisk tilgang til begrebet
kvinders empowerment med henblik på at undersøge, hvorledes to tanzanianske kvinder
narrativt konstruerer sig selv i henhold til deres deltagelse i mikro-kreditgrupper, samt
hvorledes narrativerne kan ses i relation til empowermentbegrebet. Af de fremstillede narrativer fremgår det, at empowerment viser sig såvel individuelt i form
af en indre ‘sense of selv’, i magten over indtjening og kollektivt i kraft af kvindernes
engagement i deres lokalsamfund. Således viser kvindernes empowerment såvel direkte som
indirekte: Direkte, i kraft af deres råderet over deres lån i mikro-kreditgrupperne, og
indirekte, gennem sproglige udfordringer af narrative handlingsrum og normer.
Hvor der nogle steder synes at være tale om en tydeligt indtaget empowered rolle,
viser empowerment sig andre steder blot som sproglige ansatser. Empowerment kan således
ses som en art subjektposition, som diskursivt stilles til rådighed i interaktioner mennesker
imellem - en position der narrativt kan anfægtes, udfordres og nægtes. Der er imidlertid tale
om en position, der ikke er tilgængelig for alle til hver en tid, hvilket understreger
vigtigheden i at være opmærksom på, hvorledes magtrelationer kontekstuelt påvirker denne
subjektposition.
Indikationer på kvinders empowerment må således nødvendigvis holdes op imod et
spørgsmål om, hvorledes den partikulære kontekst har formet empowerment-processerne.
Adgangen til nye ressourcer, som eksempelvis lån og opsparing i mikro-kreditgrupper, kan
således åbne op for nye muligheder for kvinderne, men der er tale om muligheder, som de
ikke nødvendigvis kan realisere. Dette kan ses i henhold til intersektionen af et væld af
sociale relationer og individuelle narrativer, der nødvendigvis former det udgangspunkt,
hvorfra kvinderne fortolker disse nye muligheder.
Empowerment er således en svært definer- og målbar størrelse, og vi må derfor holde
de kontekstuelle muligheder for empowerment for øje, hvis ikke skal misse de
transformationer, der rent faktisk finder sted.
35 Litteraturliste:
Artikler:
Gubrium, Jaber F.; James A. Holstein (2008): Narrative Ethnography. I: N. H. Biber, Sharlene; Leavy, Patricia: Handbook of Emergent Methods. The Guilford Press. Gubrium, Jaber F.: James A. Holstein (1999): The Active Interview Hall, Stuart (1990): Cultural identity and Diaspora. I: Identity: Community, Culture,
Difference. Red. Rutherford, Jonathan, 222-237. London: Lawrence and Wishhart.
Bøger: Canger, Tekla (2007): Mellem minoritet og majoritet - et ikke-sted, Forskerskolen i Livslang
Læring, Roskilde Universitet. Foucault, Michel (1979): Discipline and Punish: The Birth of the Prison. Vintage Books.
University of Michigan Hall, Stuart (1997): Representation - Cultural Representation and Signifying Practices, SAGE
Publications and The Open University.
Kabeer, Naila (2005): Gender Equality and Women’s Empowerment: A Critical Analysis of
the Third Millennium Development Goal. I: Gender and Development, side 13-24 Rowlands, Joe (1997): Questioning Empowerment: Working With Women in Honduras.
Oxfam Publicationas. Oxford. Websider: Care Danmark: http://www.care.dk/care-tema/spare-lane-grupper/ (lokaliseret 15/5/15) UNDP: FN’s udviklingsprogram. 2015-målene: 8 globale mål for udvikling. http://www.dk.undp.org/content/denmark/da_dk/home/mdgoverview/ (lokaliseret 17/5/15) UN Millenium Developement Goals and Beyond 2015:
http://www.un.org/millenniumgoals/gender.shtml (lokaliseret 17/5/15) Kabeer, Naila (1999): Resources, Agency, Achievements: Reflections of the Measurement of
Women’s Empowerment. I: Development and Change vol. 30. Side 435-464. Blackwell
Publishers Ltd.
http://www.utsc.utoronto.ca/~kmacd/IDSC10/Readings/research%20design/empowerment.pd
f (lokaliseret 17/5). Yunus, M (2008): Should Microfinance be Commercialized?
http://bigthink.com/videos/shouldmicrofinancebecommercialized (lokaliseret 17/5/15) World Bank: http://www.worldbank.org/en/country/tanzania (Loaliseret 17/5/15 36