BREVKASSESVAR
Transcription
BREVKASSESVAR
BREVKASSESVAR Forældrekøb Et brevkassespørgsmål besvaret af statsaut. revisor Dennis Høyer, Beierholm Frederikshavn Denne tekst har den 15. september 2015 været bragt i Erhvervsbrevkassen i avisen NORDJYSKE som et kort svar på et læserspørgsmål. Svaret er derfor ikke nødvendigvis udtømmende for emnet. Spørgsmål Jeg har købt en ejerlejlighed, som min datter skal bo i, mens hun studerer. Får det skattemæssige konsekvenser for mig? Svar Når du udlejer en ejerlejlighed til din datter, anses det som erhvervsmæssig virksomhed, og du skal dermed betale skat af overskuddet af din udlejningsvirksomhed. Det betyder, at huslejeindtægterne er skattepligtige, mens driftsudgifterne kan fratrækkes. Eksempler på driftsudgifter kan være vedligeholdelse af ejerlejligheden, ejendomsskat, fællesudgifter til ejerforening m.v.. Du bliver til gengæld fritaget for at betale ejendomsværdiskat. Når du fastsætter huslejen, skal du sørge for, at din datter betaler det ”rigtige” i husleje, også kaldet markedslejen. Det vil sige, at hun skal betale det samme, som hvis lejligheden blev udlejet til en person, som du ikke kender eller ikke er i familie med. Når året er omme, skal du lave et regnskab, hvor du oplister indtægterne og fratrækker udgifterne, hvorved du når frem til overskuddet. Dette overskud skal indberettes på din selvangivelse som overskud af selvstændig virksomhed. Indberetningen af overskuddet for 2015 skal ske senest den 1. juli 2016. I forbindelse med køb af en ejerlejlighed vil der typisk blive optaget et kreditforeningslån og et banklån, og renterne på disse kan ligeledes trækkes fra i skat. Som udgangspunkt skal disse renter indberettes på samme måde som dine øvrige private renter, som kapitalindkomst. Når virksomhedens overskud skal opgøres, har du mulighed for at anvende nogle forskellige skatteregler; personskatteloven (PSL), som er den mest simple, samt kapitalafkastordningen (KAO) eller virksomhedsskatteordningen (VSO), som er lidt mere komplicerede, men til gengæld giver mulighed for en højere skatteværdi af renterne. Jeg vil anbefale dig at tage kontakt til en revisor for at vurdere, hvad der bedst kan betale sig for dig. Når du sælger lejligheden, skal du betale skat af fortjenesten, da du ikke selv har boet i ejerlejligheden. Fortjenesten beregnes som salgsprisen på lejligheden fratrukket det, du gav for lejligheden, da du købte den. Jeg bliver ofte spurgt, om man i stedet for at købe ejerlejligheden privat, kan købe en ejerlejlighed igennem sit selskab og leje den ud via selskabet. Svaret er, at det kan man godt, men jeg vil ikke anbefale det. Hvis du køber ejerlejligheden igennem et selskab og lejer den ud fra selskabet til din datter, kan det medføre yderligere beskatning hos dig, hvilket ofte vil være ganske dyrt. Derfor vil jeg anbefale, at du køber ejerlejligheden privat. Dennis Høyer September 2015 Statsaut. revisor Dennis Høyer, [email protected]