Læs Høringssvar vedr. L7

Transcription

Læs Høringssvar vedr. L7
Udlændinge-, Integrations- og
Boligministeriet
Mail: [email protected]
København, 30. juli 2015
HØRINGSSVAR VEDR LOVFORSLAG L2 OM INDFØRELSE AF EN
INTEGRATIONSYDELSE MV
To af de tre lovforslag, som regeringen d. 3. juli 2015 fremsatte på asylområdet, vedrører
levevilkår for børn i Danmark, og Red Barnet har derfor valgt at afgive høringssvar vedr.
lovforslagene L2 og L7. Dette svar vedrører L2, forslaget om ændring af indførelse af en
integrationsydelse samt ændring af reglerne om ret til uddannelses- og kontanthjælp mv.
Lovforslagene fremsættes ”for at fremme regeringens ønske om at gøre det mindre attraktivt
at søge om asyl i Danmark”. Regeringen ønsker angiveligt at sende et klart signal om, at ingen
skal vælge Danmark baseret på de høje offentlige ydelser.
Præmissen er således sat, at omfanget af sociale ydelser bestemmer, hvilket land flygtninge
søger til. Men Red Barnet mener ikke, at den præmis holder. Erfaringer fra Save the Childrens
arbejde med modtagelse af flygtninge i andre lande viser, at det er helt andre overvejelser, der
får mennesker til at tage på flugt og bliver afgørende for, hvor de bevæger sig hen. De
udtrykker grundlæggende behov for sikkerhed, frihed og job, og relationen til
familiemedlemmer eller andre, der i forvejen er migreret, betyder meget for valg af
destination.
Der vil fortsat komme flygtningefamilier med børn til Danmark, og Red Barnet er stærkt
bekymret for den negative effekt, som den foreslåede integrationsydelse og de lange udsigter
til uddannelseshjælp vil få for disse børns levevilkår og muligheder for uddannelse og
integration.
Integrationsydelsen sammenlignes med SU, hvilket umiddelbart kan lyde tilforladeligt. Men
sammenligningen holder ikke. Studerende på SU kan – og er i vidt omfang nødt til at –
supplere SUen med erhvervsarbejde og billige lån, netop fordi det er uhyre vanskeligt at
dække leveudgifter alene på SU i dagens Danmark. SU-modtagere har desuden adgang til
Red Barnet - Rosenørns Allé 12, 1634 København V, Danmark - Telefon 35 36 55 55 - Fax 35 39 11 19 - www.redbarnet.dk - [email protected]
Red Barnet arbejder i Danmark og flere end 120 andre lande. Vi redder børns liv. Vi beskytter og styrker dem. Vi kæmper for deres rettigheder.
Vi er Save the Children – verdens førende uafhængige organisation for børn.
studieboliger, som de kan betale. Alt dette vil ikke være muligt for flygtninge på
integrationsydelse.
Hvis lovforslaget vedtages, vil børn i familier på integrationsydelse derfor som led i en bevidst
politik komme til at vokse op under eller omkring den officielle fattigdomsgrænse. SFI har
senest i en rapport fra juni 20151 dokumenteret, at det får varige konsekvenser, hvis børn
vokser op i fattigdom. Både mht. uddannelsesniveau, uddannelsesfrafald, arbejdsløshed og
risiko for førtidspension. Rapporten peger på, at bare et enkelt år i en lavindkomstfamilie
forringer børns livschancer betydeligt i forhold til uddannelse og arbejde i voksenlivet. Jo
længere periode, jo større er belastningen. Red Barnet må derfor advare mod den lange
varighed af integrationsydelsen. Syv år er mere end en tredjedel af en barndom.
Vi ved fra Red Barnets frivillige sociale arbejde, at børn i fattige familier generelt har svært
ved at deltage i det sociale liv blandt andre børn, simpelthen fordi social omgang i Danmark
ofte koster penge. Der er således ikke belæg for at antage, at det fremmer børnenes
muligheder for social integration at stresse en flygtningefamilie ved hjælp af en lav
integrationsydelse og evig kamp for at opnå nødvendige enkeltydelser. Snarere tværtimod.
Heraf følger også, at det ud fra børnenes perspektiv er stærkt kritisabelt at fratage familier på
integrationsydelse muligheden for at holde ferie sammen. Der leveres ingen argumentation
for dette forslag, og det fremstår derfor som endnu en nidkær foranstaltning mhp. at stresse
familier, der i forvejen er i belastede situationer. Red Barnet ved af erfaring fra talrige
sommerlejre for udsatte familier, hvad det betyder for både børn og voksne at komme væk
fra en tung og belastet dagligdag og få nye oplevelser og netværk sammen med andre familier
med tilsvarende vilkår.
Red Barnet er endvidere bekymret for, hvordan forslaget vedr. uddannelseshjælp vil påvirke
børnenes og især de unge ny ankomnes muligheder for uddannelse. Adgang til uddannelse vil
for mange være en nødvendig investering for, at de kan få fodfæste på arbejdsmarkedet, og i
deres overgang til voksenlivet, og de lange udsigter til uddannelseshjælp virker derfor i
modstrid med forslagets erklærede formål at fremme integration og tilknytning til
arbejdsmarkedet.
Red Barnet har med tilfredshed noteret, at L2 specifikt søger at sikre overholdelse af FNs
Handicapkonvention. Vi finder det imidlertid samtidig uforståeligt, at dette ikke også gælder
FNs Børnekonvention, som Danmark også har ratificeret og i øvrigt skal rapportere på igen i
2016.
1
Det nationale Forskningscenter for Velfærd, SFI, 2015: ”Børn i lavindkomstfamilier”
2/3
Børnekonventionen er endnu ikke inkorporeret i dansk lov, men princippet om barnets tarv
er en fundamental del af dansk socialpraksis og lovgivning og bør også omfatte udenlandske
børn, der opholder sig i Danmark. Af art. 3 i Børnekonventionen fremgår det, at ”I alle
foranstaltninger vedrørende børn, hvad enten disse udøves af offentlige eller private
institutioner for socialt velfærd, domstole, forvaltningsmyndigheder eller lovgivende organer,
skal barnets tarv komme i første række.”
Red Barnet savner dokumentation for, hvordan den foreslåede lovgivning tager udgangspunkt
i barnets tarv og finder i det hele taget, at hensigten bag både L2 og L7 er i strid med
Børnekonventionen. Flygtningebørn har også ret til ikke at blive diskrimineret (art. 2); de har
ret til udvikling (art. 6), og de har ret til en levestandard, der sikrer deres fysiske, psykiske,
moralske og åndelige udvikling (art. 27). Det påhviler en regering at sikre, at disse rettigheder
ikke krænkes, herunder også at bistå forældrene med vilkår, der gør det muligt for dem at tage
hånd om børnenes grundlæggende behov.
På denne baggrund advarer Red Barnet stærkt mod en vedtagelse af det fremlagte forslag. Det
er tvivlsomt, om det vil kunne regulere flygtningestrømme, og det vil medføre, at endnu flere
børn kommer til at vokse op i fattigdom med de negative følgevirkninger, som allerede er
dokumenteret.
Under alle omstændigheder bør der ved behandlingen af lovforslaget der yderligere redegøres
for
1) hvordan hensynet til barnets tarv er indgået i forslaget,
2) hvordan forslaget sikrer forpligtelser ift Børnekonventionen,
3) hvilke konsekvenser forslaget vil få for børn og unge i flygtningefamilier
Med venlig hilsen
Kirsten Lund Larsen
National chef
Direkte telefon 4040 0025
mail: [email protected]
3/3