Kunstens virkningskraft
Transcription
Kunstens virkningskraft
1 Abstract The present is an examination of what lies behind the need for artistic expression in the human being and what kind of effect this can provide in relation to the process of personal formation. The motivation and interest is based upon my own experiences with art. The thesis is that the figurative expression of the unconsciousness constitutes an important part of the human psyche, why the need for artistic expression exist and of which reason art holds a function of release and integration. With the theoretical point of departure in the theory of the unconscious and how it works through the symbolic of dreams of Carl Gustav Jung, I display the unconsciousness as a basic term of the human psyche and why the need for artistic expression can be grounded herein, because there hereby can be gained insight to the materiel of the unconscious. Furthermore I elaborate the foregoing by viewing the existential meaning of the need for artistic expression in relation to Rollo May and his work of The Courage to Create. By viewing art from the two perspectives I argue the artistic expression as an existential need grounded in the complexity given by the unconscious level of the human psyche. 2 Indholdsfortegnelse 1 Erfaringer ................................................................................................ 5 1.0 Grunden ................................................................................................................. 5 1.1 Processen ................................................................................................................ 6 1.2 Tilstanden ...............................................................................................................7 1.3 Det kunstneriske udtryk ........................................................................................ 8 2 Indledning .............................................................................................. 9 2.0 Motivation ............................................................................................................. 9 2.1 Problemfelt ........................................................................................................... 11 2.2 Problemformulering............................................................................................. 12 2.3 Teoretiske perspektiver ........................................................................................ 12 2.4 Strukturen ............................................................................................................ 16 2.5 Kunstnerisk udtryk............................................................................................... 16 3 Videnskabsteoretisk metode.................................................................. 17 3.0 Tænkning .............................................................................................................18 3.1 Refleksioner ......................................................................................................... 25 4 Sagsudfoldelse ...................................................................................... 28 4.0 Drømme .............................................................................................................. 29 4.1 Symbolisering ...................................................................................................... 39 4.2 Psykens totalitet .................................................................................................. 42 4.3 Det ubevidste ....................................................................................................... 48 4.4 Tilblivelse ............................................................................................................ 52 4.5 Kreativitetens psyke ............................................................................................ 60 5 Begrebssystematisering ........................................................................ 65 5.0 Det ubevidste ....................................................................................................... 65 5.1 Tilgængelighedens port ....................................................................................... 66 5.2 Det transcendente koblingsstadie ....................................................................... 67 5.3 Transcendentation .............................................................................................. 67 5.4 Inderlighedens velvære ....................................................................................... 68 5.5 Kreativitetens psyke ............................................................................................ 68 5.6 Kreativ logik ........................................................................................................ 69 3 5.7 Fantasi ................................................................................................................. 70 5.8 Magisk realisme ................................................................................................... 71 5.9 Tilblivelse............................................................................................................. 72 5.10 Selvindsigt ..........................................................................................................73 5.11 Kunsten .............................................................................................................. 74 6 Konklusion............................................................................................ 78 7 Litteratur............................................................................................... 80 4 1 Erfaringer Udforskningen af kunstens virkningskraft er funderet i egne erfaringer vedrørende mit kunstneriske udtryk, hvorfor en uddybelse af udgangspunktet for interessen, motivationen og tesen og herudfra grundlaget for problemformuleringen, syntes relevant. 1.0 Grunden Mit kunstneriske udtryk synes at være influeret af noget umiddelbart og intuitivt fra mit indre. Jeg udtrykker mig via det billedmæssige symbolske igennem maleriet. Det er ikke noget jeg bevidst har bestemt mig for, det føles blot som mit væsens behov. Udeladelse af min udtrykken via det maleriske forårsager en følelsesmæssig reaktion som en ophobning af indestængthed, hvorfor jeg fornemmer det kunstneriske udtryk som mit væsens grundliggende behov for inderlighedens velvære. For at denne inderlige velvære kan fuldstændiggøres, må bevidstheden og det ubevidste arbejde sammen, og dette forekommer mig at være muligt ved udtrykkelse for det ubevidste via maleriet hvorved det fremsættes for min bevidstheds videre analyse og integrering, således at hele mit væsens karakter kan udgøres af en helhedsorienteret tilblivelse, og jeg kan leve i overensstemmelse med mig selv. Jeg er udelukkende visuel, alt knyttes til noget billedmæssigt, og jeg har altid haft svært ved at udtrykke mig verbalt. Det er muligt, at det er grundet min opfattelsesevnes visuelle karakter, jeg generelt har svært ved at ordsætte, og derfor har behov for at udtrykke mig på anden vis igennem det billedmæssige. Men ligeledes at, der i mig, som værende menneske og derfor generelt i den menneskelige psyke, forefindes en del ubevidst materiale af betydning for en helhedsorienteret tilblivelsesproces, hvilket uagtet bevidstheden, tilsynekommer på den ene eller anden måde. Som før nævnt, opererer det ubevidste på en anden måde end bevidstheden, hvilket blandt andet udtrykkes igennem drømmes billedsymbolske verden, hvorfor mit fokus 5 på og sidestillingen med det billedlige aspekt fra drømmeverdenen og dettes betydning, grunder i min fornemmelse af den samme form for funktion med hensyn til de spontant opstående billeder, mit kunstneriske udtryk er baseret på. Det, der udgør størstedelen af mit kunstneriske udtryk, er umiddelbare, intuitive, spontane opståede billeder, hvilke jeg opfatter både som grundet i mit væsens visualitet, og som det ubevidstes gennembrydning. Grunden til at jeg opfatter dette opståede som stammende fra det ubevidste er, at jeg gennem efterfølgende analyseren, kan konkludere, at symboliseringerne refererer til noget følelsesmæssigt ikke altid på daværende tidspunkt helt bevidst for mig og derfor indeholder materiale til selvindsigt. Jeg er på lignende vis blevet opmærksom på de følelsesmæssige referencer igennem andres tolkning af mit kunstneriske udtryk. For bevidstgørelse af det ubevidste, er der således behov for et konkretiseringsmiddel, der konfronterer bevidstheden. Altså må der foreligge et andet mentalt niveau, hvorigennem noget følelsesmæssigt perciperes på en mere egentlig måde, enten fordi det ikke har været udsat for bevidsthedens rationalitet, eller fordi det er bevidst eller ubevidst fortrængt og derfor ikke bearbejdet. 1.1 Processen Udgangspunktet og grundformen for mine malerier er de umiddelbare intuitive billeder, der opstår spontant, efterfulgt af et behov for at udtrykke disse via maleriet, hvorudfra efterfølgende mere eller mindre bevidste elementer kan forekomme afhængende af følelsesmæssige tilstande i maleriets tidsmæssige udførelsesperiode. En griben af det, på lærredet, tilfældigt opståede, hvori jeg ser noget specifikt eller abstrakt, må ej forglemmes som en del af min kunstneriske proces, hvilket jeg anser som et samarbejde med materialet. De indre billeder opstår ofte, når der er tankemæssig ro, det vil sige, når der er ro til at lytte og lade psykens niveauer infiltrere hinanden. Ligeledes kan det billedmæssige opstå i en tilstanden mellem vågenhed og søvn, hvor der til dels stadig er bevidsthed, men i en form, hvor der er åbenhed for det ubevidstes gennembrydningskraft. Herigennem kan der ligeledes opstå løsninger, indsigter og visualiseringer. Dette kan være grundet i, at netop i denne tilstand arbejder bevidstheden og det ubevidste sammen, et transcendent 6 koblingsstadie, hvor det ubevidste kan udfolde dets viden, og bevidstheden kan gøre brug heraf. Altså kan der i denne tilstand, hvor bevidstheden og det ubevidste mødes, udfoldes og gøres brug af alt, hvad individet indeholder. 1.2 Tilstanden Følgende er en beskrivelse af det transcendente koblingsstadie. Forsidebilledet er min afbildning heraf, dog i inverteret udgave, eftersom det repræsenterer nærværende undersøgelse, som en invertering af sagen, for herved at kunne tilnærme mig de tilgrundliggende faktorer. Når jeg lukker mine øjne, ser jeg i punktet imellem dem to runde former i evig gentagen, overtagen bevægelse. I begyndelsen var det en indadrettet bevægelse og på nuværende tidspunkt, er det en udadrettet bevægelse. De to cirkler udgøres af lilla og gul med skiftende intensitet. Lillaheden kan blive fra klar og skarp til mat og mørk. Gulligheden kan blive fra svag gul til neon syrlig grøn. Deres rundhed og bevægelsesmønster kan variere fra komplet rundhed i kontinuerlig bevægelse til fuldkommen kaotisk sammenflydenhed. Jeg har igennem studeren af dette fænomen i forhold til min psykiske tilstand på fornemmelsen, at det kan repræsentere mit balancepunkt. Samtidig forekommer der løsninger, indsigter og spontant opståede billeder. Men det er ligeledes her, jeg afkobler og finder ro samt energi. Tilstanden indebærer en fysisk fornemmelse udtrykt via forvrængethed af opfattelsen af verden, hvor intet er rumligt og visuelt, som det 'burde' være, samt ved en svævende, flydende, opløsende og fuldstændig sammenslutning med den molekylere egentlighed, det eksistens består af, i hvad der konstituerer alt - at være i ét med altet. Tilstanden har altid forekommet hos mig, og jeg har med tiden lært at holde af den, og det den fysisk og psykisk er i stand til at bevirke og derfor at fremkalde den bevidst. Liggende på ryggen med pegefingerspidserne let berørernde, med baghovedet rammende et bestemt punkt medfølgende en særlig følelse mellem mine øjne, ser jeg cirklerne og mærker den beskrevne fysiske fornemmelse. Fingerspidsernes og baghovedets berøring tænker jeg som havende den effekt at koble hjernehalvdelene og psykens niveauer. Altså, stimulering af noget fysisk 7 tilknyttet noget psykisk, en helhedskontakt - der hvor bevidstheden og det ubevidste mødes. 1.3 Det kunstneriske udtryk Efter at have nærstuderet mine malerier, observerede jeg noget overordnet gennemgående ved mit kunstneriske udtryk, hvilket jeg kan knytte til min altid tilstedeværende grundliggende følelsesmæssige tilstand. Herudfra kan det kunstneriske udtryk anses for havende virkningskraft som et bindeled, hvorigennem det egentlige følelsesmæssige, der er ubevidst lagret, kan bevidstgøres, da bevidstheden herved bliver faktisk konfronteret med det ubevidste. Mit kunstneriske udtryk udgøres af materielle ting og disses symboliseringsværdi, drømmemateriale og spontant opståede billeder. Mit behov for kunstnerisk udtryk kan således anses som havende udgangspunkt og værende grundet i noget mere tilgrundliggende for mit væsens karakter som helhed. Min bevidsthed kan efterhånden hurtigere og nemmere afkode det ubevidstes kommunikationsforsøg, enten som fremkommet via drømme eller det spontant opståede. Jeg er for nylig begyndt at kunne se lillaheden i vågen, bevidst tilstand med åbne øjne i mørke. Altså, kan erfaringsmæssig processuel udvikling med bevidsthedens møde med det ubevidste muliggøre helhedsinfiltreringen i og med bevidsthedens opmærksomhed på afkodningen af det ubevidstes symbolske kommunikationsform. 8 2 Indledning Med interesseudgangspunkt i egne erfaringer med det kunstneriske udtryk ønsker jeg at undersøge dennes virkningskraft i forhold til individets tilblivelsesproces. Menneskets behov for kunstnerisk udtryk kan anses som et middel for psykisk afbalancering og hermed en helhedsintegrerende tilblivelsesproces. Nødvendigheden af denne afbalancering kan være grundet i psykens kompleksitet på grund af det ubevidste aspekt. Teoretisk vil jeg undersøge, hvordan psykens ubevidste element influerer individet, og hvorledes det kunstneriske udtryk kan fungere som et redskab i forhold til en helhedsorienteret tilblivelsesproces og heraf grunden til menneskets behov for kunstnerisk udtryk. 2.0 Motivation "You do not know what wars are going on down there where the spirit meets the bone." (Miller Williams 1997). Citatet fremhæver et interessant fænomen i den menneskelige psyke - eksistensen af det ubevidste: "[...] down there where the spirit meets the bone." Det der gør udforskningen af den menneskelige psyke komplekst er, at den ikke kun indeholder bevidste tankefænomener. I citatet peges der ligeledes på det ubevidste som værende af utilgængelig art: "You do not know what wars are going on [...]". Interessen for hvorledes de forskellige psykiske niveauer fungerer, er udsprunget af egen oplevelse af det ubevidstes indflydelse som medkonstituerende i forhold til det kunstneriske udtryk. Dette er grundet i oplevelsen og erfaringen af, at mit kunstneriske udtryk ofte tager afsæt i umiddelbart intuitivt opståede billeder, hvor betydningen og meningen først lader sig vise efterfølgende, da disse viser sig at være knyttet til noget faktisk følelsesmæssigt, der ikke endnu har været mig fuldt bevidst. Baggrunden for min sidestilling af det ubevidstes fremkomst i det kunstneriske udtryk med drømmenes symbolverden er, at jeg på samme måde her oplever et dybere og mere indsigtsfuldt psykisk niveau komme til udtryk. I drømmenes domæne er mennesket fuldt overgivet til det ubevidste, men fordi jeg på lignende vis i overgangen fra vågen tilstand til søvnens tilstand oplever en forbindelse til det ubevidste, oplever jeg derfor, at det ubevidste ligeledes er tilgængeligt ved 9 bevidst opmærksomhed på dette ubevidstes symboliseringsformer, hvilket jeg ligeledes fornemmer at værende det tilgrundliggende for mit behov for kunstnerisk udtryk. Igennem det kunstneriske udtryk, synes der derfor tilsyneladende at være en tilgængelighedens port til det ubevidste, da noget egentligt følelsesmæssigt herigennem bliver konkretiseret via bevidst fokus herpå. Grunden herfor kan muligvis være, at det ubevidste opererer via en særlig udtryksform, der består af billedmæssige symboliseringer, hvilke udtrykkes spontant uden om bevidstheden. Dette forekommer i drømme, men det synes ligeledes at være tilfældet ved og en væsentlig del af mit kunstneriske udtryk. Tanken om, at der kan opnås indsigt i det ubevidste via det kunstneriske udtryk skabt via det spontant opståede, er grundet i fascinationen af, hvorledes det ubevidste synes besiddende en form for dybere viden omkring det egentlige følelsesmæssige grundet den førnævnte personlige erfaring hermed. Dette kan anses som en måde, det ubevidste kommunikerer med bevidstheden på og derfor som en væsentlig del af psyken som helhed, hvilket gør det til et spændende og væsentligt undersøgelsesområde. Det interessante i forhold til det kunstneriske aspekt er, at selve udførelsen synes bevirket af noget umiddelbart uintenderet, men dybere meningsfyldt. Dette har til tider været anset som stammende fra noget udefrakommende - geniet, der har adgang til noget højere. Men synes nærmere at skulle forefindes i noget indefrakommende - geniet, der har adgang til noget dybere. Eftersom alle mennesker er udgjort af samme stof, må alle ligeledes besidde alle denne adgang, hvorfor det er centralt i forhold til menneskers tilblivelsesproces. Interessefeltet er derfor at udfolde, på hvilken måde det ubevidste er tilgængeligt, og hvilken betydning det har for psyken som helhed. Som nævnt synes adgangen til det ubevidste niveau, at kunne forefindes i drømme, og eftersom det kunstneriske udtryk udgøres af brugen af forskellige former for symbolverdener, kan disse sidestilles som stammende fra samme psykiske materiale. Derfor synes der igennem kunst, ligesom i drømme, at kunne åbnes en kanal til det ubevidste, hvorfor kunsten kan have en virkningskraft som forløsende faktor. Det ubevidste opererer uafhængigt af bevidstheden på et dybere mentalt niveau, hvilket udtrykkes i det kunstneriske ved, at der herigennem udtrykkes noget umiddelbart intuitivt, der herved bringes til bevidstheden. Igennem det kunstneriske udtryk symboliseres psykens ubevidste materiale, hvorfor en forståelse af drømmenes symbolverden kan sidestilles med den kunstneriske udtryksform og dennes betydning. Tilsvarende 10 drømmen som bindeled fra det ubevidste til bevidstheden, transcenderes den ubevidste viden i og med den kunstneriske udførelse. Det betyder, at mennesket har brug for et transcenderende bindeled, for at det ubevidste kan bevidstgøres og hermed muligheden for indsigt, forløsning og integrering af psykens hele med inderlighedens velvære som formål, forstået som individets levemæssige udfoldelse og overensstemmelse med sit eget væsen. Som antaget kan et middel herfor være det kunstneriske udtryk og en mulig forklaring på menneskets behov herfor. Via den kunstneriske frembringelse hentes der materiale fra det ubevidste, der kan bevidstgøres via fortolkning og analyse og integreres i tilblivelsesprocessen, hvilket er essentielt for menneskets inderlige velvære. 2.1 Problemfelt Interessefeltet er menneskets behov for kunstnerisk udtryk. Hvorfor har mennesket et kunstnerisk behov som udtryksform? Hvad er tilgrundliggende herfor? Er kunstnerisk udtryk en konsekvens af menneskets psykiske bevidsthedsniveauer og psykens perceptionsniveauer? Kan kunstnerisk udtryk være en kompensationsform, et middel til bearbejdning og refleksion, gennem en konkret sanselig symbolisering af det ubevidste? Individet kan menes at befinde sig i en form for natur/kultur-konflikt. For at kunne være en del af den sociale praksis må individet tilpasse og indordne sig ydre omstændigheder, hvilket kan være modstridende med individets indre væsen, hvorfor de dele af individet, der anses som socialt uacceptable eller forbudte, overføres eller forskydes til det ubevidste og herved fortrænges fra bevidstheden. Det ubevidste udtrykkes, som nævnt, i drømme via billedsymboler, hvilket på denne måde udgør en del af menneskets psyke, der ligeledes igennem det kunstneriske udtryk kan bevidstgøres for individet, hvormed bearbejdning og refleksion muliggøres, hvorved der foreligger mulighed for selvindsigt og tilblivelse af et mere sammenhængende selv. Herudfra kan der ligeledes spørges til, om og på hvilken måde, det kunstneriske udtryk udgør en forløsende faktor, som giver individet indsigt i dets eget væsen og mulighed for at leve i overensstemmelse hermed trods kulturens tryk. Tesen er derfor, at det ubevidstes billedsymbolske udtryk udgør en væsentlig del 11 af menneskets psyke, hvorfor behovet for kunstnerisk udtryk forekommer, af hvilken grund kunstens virkningskraft er en forløsende faktor. 2.2 Problemformulering Hvorledes kan det ubevidste være tilgrundliggende for menneskets behov for kunstnerisk udtryk, og hvordan har dette betydning for tilblivelsesprocessen? 2.3 Teoretiske perspektiver I sig selv anfægter emnet en teoretisk metode via udfoldelsen af det ubevidste som et menneskeligt psykisk grundvilkår, måden hvorved det opererer og influerer og herudfra undersøge, hvorvidt menneskets behov for kunstnerisk udtryk kan være grundet heri. Dette er grundet i førnævnte tese om, at menneskets behov for kunstnerisk udtryk er grundet i, at der herigennem kan opnås indsigt i den ubevidste del af psyken, som har betydning for en mere helhedsorienteret tilblivelsesproces. For udfoldelse af sidestillingen af det kunstneriske udtryks tilblivelsesform med måden hvorpå der kan gives adgang til den ubevidste del af psyken, har jeg fundet Carl Custav Jungs (1875-1961) dybdepsykologi også betegnet analytisk psykologi relevant, hvilket giver mulighed for at benytte begreber, der sammenkobler drømme og kunst. Det er vigtigt for forståelsen af menneskets behov for kunstnerisk udtryk som forløsende faktor for det ubevidste, som psykisk fænomen, og hvordan dette har betydning for tilblivelsesprocessen, at forstå menneskets evne til symboldannelse og betydningen af denne. Jung beskæftigede sig med, hvad der styrer menneskets ubevidste psyke (Jung 2001: 121). Ifølge Jung indeholder det ubevidste ressourcer, som mennesket kan få adgang til igennem fortolkning og analyse af drømmen og dennes symboler (Jung 1991). Jung opfatter det ubevidste som en del af psykens helhed grundet dens perceptionsmåder (Jung 2001: 135). Jungs arbejder er derfor anvendeligt til forståelsen af på hvilken måde, det ubevidste udgør en fundamental del af den menneskelige psyke, og hvorledes dette psykiske niveau opererer via symboler, samt hvorfor menneskets behov for kunstnerisk udtryk er en konsekvens af det ubevidstes måde at tilsynekomme i bevidstheden på. Valget af Jung er med fokus 12 på begreber, der er relevante i forhold til eksistensen af den ubevidste del af psyken, hvorfor og hvordan der heri forligger indsigt, samt hvorledes denne er tilgængelig igennem en symbolverden for at vise, hvordan dette psykiske niveau opererer på et andet plan end de bevidste fænomener. Jungs begreber inddrages i forhold til afklaring af menneskets behov for kunstnerisk udtryk, som tilgrundliggende i psykens ubevidste aspekt, det der er relevant for forståelsen af det ubevidstes eksistens, hvorledes denne manifesteres i bevidstheden, og hvilken betydning bevidstgørelsen har for tilblivelsesprocessen. Det ubevidste, som en del af menneskets psykiske totalitet, kan anses som et menneskeligt eksistentielt grundvilkår, hvorfor det er centralt for forståelsen af kunstens virkningskraft. For at belyse dette i et bredere perspektiv, har jeg fundet det relevant at inddrage et mere eksistentielt perspektiv og herudfra se på menneskets eksistenspsykologiske grundvilkår. Hertil har jeg fundet Rollo Mays (1909-1994) eksistentielle psykologi interessant i forhold til, hvad det er, der eksistentielt udfoldes via det kunstneriske udtryk og hvorfor menneskets behov herfor. Det kunstneriske udtryk synes, som nævnt, at være influeret af noget umiddelbart intuitivt opstået som en konsekvens af det ubevidste. May undersøger dette fænomen, som kunstner og videnskabsmand, i The Courage to Create (May 1994: 7). Uddybelsen af kreativitet er væsentlig i forhold til forståelsen af, hvad der er tilgrundliggende for menneskets behov for kunstnerisk udtryk. Ifølge May udtrykker menneskets dets væren via skabelse i form af meningstillæggelse, og kreativitet er derfor en nødvendighed ved selve det eksistentielle. May mener, at menneskets kreativitet og hermed skabelseskraft er funderet i det ubevidste. Yderligere fokuseres der på mod, hvilket betragtes som ontologisk, og er derfor essentielt for den kreative handling. Udfoldelsen af det ubevidste kan derfor anses som en eksistentiel naturlighed. Hermed er May relevant i forhold til udforskningen af det kunstneriske udtryk som værende en konsekvens af den menneskelige psyke og derfor som noget eksistentielt. En stor del af Jung og Mays teoretiske arbejde omhandler hvorledes, en del af det ubevidste er funderet i menneskets kollektivitet, som en kollektiv psykisk funktion, hvilken bevirker de arketypiske fælles referenceelementer i form af det kollektive ubevidste, samt på hvilken måde kreativitet er skabende i forhold til det 13 samfundsmæssige. Til trods for natur/kultur-konfliktens inddragelse er interessefeltets fokusering på kunstens virkningskraft i forhold til individets tilblivelsesproces. Derfor er den begrebsmæssige udfoldelse afgrænset fra det kollektive perspektiv. Som følge heraf er Jungs teori om drømme, symboler og det ubevidste afgrænset fra de forskellige typer af drømmesymboler og selve fortolknings- og analysemetoden samt det kollektiv ubevidste. Mays undersøgelse er ligeledes afgrænset fra kreativiteten, som skabende kraft i forhold til kollektive. Risikoen ved at forsøge afklaring og forståelse og herved udfoldelse af et sagområde, via Jung og May, er at de ikke rigtig er blevet anerkendt inden for den videnskabsteoretiske verden, hvorfor sandhedsværdien er blevet betvivlet. Davis Tacey (1953), som er en intellektuel og anerkendt international ekspert inden for det psykoanalytiske og spirituelle med bachelorgrad i litteratur, filosofi og kunsthistorie og PhD i litteratur og psykoanalyse (latrobe.edu.au 23-06-2015), argumenterer for Jungs videnskabelige status på linje med det paradigmemæssige anerkendte. Mays udforskning kan betragtes som værende af samme art umiddelbare abstrakthed som Jungs og derfor kan der via Tacey, argumenteres for begges videnskabelige berettigelse. Ifølge Tacey burde videnskabelig forskning være objektivt, men mener, at det udelukkende er de perspektiver eller modeller, hvilke er accepterede af tidens paradigme, der anses som videnskabelige. Som Thomas Kuhn demonstrerede, afgøres den videnskabelige sandhed af det givne paradigme og det der ikke passer herindunder anses som ugrundede produkter af trosmæssig overbevisning (Tacey 1997: 269). En trosmæssig overbevisning anses som grundet i det individuelle, men tro og overbevisning kan ligeså vel være grundet i en 'akademisk sandhed', som en overleveret overbevisning af hvad anses som sandt (Tacey 1997: 270). Ifølge Tacey opfattes de akademiske discipliner ikke mere som spekulative og filosofiske, hvilket Jungs arbejder grunder i, men mener, at dette aspekt ikke kan undgås (Tacey 1997: 271). Tacey beskriver Jungs arbejder som essentialistisk og ahistorisk og tilføjer, at hvert paradigme har sit eget betvivlede område og denne tids er det essentialistiske og ahistoriske (Tacey 1997: 272). Tacey fremstiller Jungs begreber som værende af metaforisk og eksperimentel natur, hvilke således fungerer som redegørende i forhold til forskellige aspekter af det psykiske liv (Tacey 1997: 279). Hertil pointerer Jung selv sine ideer som eksperimentale og relativistiske, opfordrende til at udvikle egne 14 modeller og ikke blot godtage hans (Tacey 1997: 280). Taceys pointe er, at ingen former for verdensanskuelser og teorier er unddraget paradigmemæssig og hermed troens og overbevisningens indflydelse. Ifølge Tacey er Jungs studie både en intellektuel teori og en overbevisningsmæssig sag. Tacey argumenterer for, at der er en trosmæssig overbevisning tilknyttet alle intellektuelle teorier, i form af projektiv identifikation. Taceys morale er, at andres 'forkerte' overbevisninger ses, mens ens egne ignoreres eller projekteres. En forskning som Jung og Mays ligger altså uden for det nuværende paradigme, fordi det er en forskning omkring det abstrakte og den universialiserende form er nærmest altid blevet miskrediteret som mystisk og usammenhængende. Det er en diskurs, som udfordrer den akademiske basis, hvorudfra alt det som bevæger sig ud over det partikulære til en abstrakt verdens universale principper, betragtes med stor skepticisme (Tacey 1997: 281). Tacey benytter et buddhistisk ordsprog til beskrivelse af hvorledes viden skabes: "if you meet the Buddha on the road, kill him." og uddyber: "Kill him because, as it is said in Buddhism, attachment to the guru is an obstacle to enlightenment." (Tacey 1997: 282). Såfremt guruen anses som de videnskabelige paradigmer, kan oplysning og indsigt ikke forekomme ved udelukkende at anskue verden igennem disse. En total udelukkelse af andre mulige perspektiver end det paradigmemæssige anerkendte, kan således føre til forudindtagethed og begrænsning af vidensmæssige perspektiver og aspekter. En gylden mellemvej mellem åbenhed og kritisk overvejelse synes herudfra at være det mest berigende. Ifølge Tacey foreligger den paradigmemæssige overbevisning som både rationel og følelsesmæssig, altså i alle former for teorier, hvorfor Jung og Mays forskning kan betragtes som havende videnskabelig berettigelse. Dybdepsykologisk udforskning af det indre følelsesmæssige, er væsentlig, fordi der i dette kan forefindes noget tilgrundliggende for den essentielle meningsfulde eksistens, hvorfor den eksistentielpsykologiske udforskning er relevant i forhold hertil og herved retningernes gensidighed. Jungs analytiske dybdepsykologi og Mays eksistentielle psykologi benyttes således til at tydeliggøre det kunstneriske udtryks abstrakte aspekt som del af den menneskelige psyke og eksistens og herved fungere som oplysende teori omkring sagen og herved klarlægning og forståelse af mulige tilgrundliggende faktorer. 15 2.4 Strukturen I sagsudfoldelsen af kunstens virkningskraft via de teoretiske perspektiver præsenteres teorierne med efterfølgende pointerelation i forhold til problemfeltet, problemformulering og tesen. Herved bidrages med oplysende belysning til forståelse af sagen, hvorved der fortløbende udfoldes nye perspektiver, hvilke kan sættes i relation til det forrige, der således giver en ny udvidet sammenhæng. Den totale vidensudvidelse udformes i samlede begrebsmæssige sagselementer, fordi sagsudfoldelsen kontinuerligt beriger med udvidende viden. Grundet heri synes det strukturmæssigt bedst overskueligt med en samlende begrebssystematisering. På baggrund heraf besvares problemformuleringen afslutningsvis. 2.5 Kunstnerisk udtryk Kunstnerisk udtryk dækker over et generelt menneskeligt behov for at give udtryk for noget indre væsensmæssigt, der ligger dybere end bevidsthedsplanet grundet psykens forskellige perceptionsniveauer, og inkluderer derfor alle former for udtryk, der er skabt på baggrund af noget umiddelbart intuitivt, spontant opstået, hvor drivkraften, bevidsthedsforhold og erkendelsesprocessen er funderet i det individuelle. Altså at oprindelseskilden til kunstnerisk skabelse som udtryk for det ubevidste, uanset udtryksform, kan forefindes sammesteds. 16 3 Videnskabsteoretisk metode Udforskning inden for kunstens område er underlagt abstraktionens domæne og i særdeleshed i kombinationen med psykens ubevidste del, er det derfor svært videnskabeliggjort, eftersom undersøgelsesområdet beror på det følelses- og fornemmelsesmæssige, hvilket imidlertid har en form for egenrationalitet, fordi det er tilknyttet noget indre, der ikke har samme udformning som det bevidsthedsmæssige og ikke er underlagt bevidsthedens opfattelsesmåde. Jung og May påpeger begge det abstrakte og mystiske inden for disse områder, hvilke udgøres af det følelsesmæssige og kreative aspekt. Videnskabsteoretisk kunne denne form for undersøgelse derfor betegnes videnskabens særling, hvorfor en særlig tilgang er påkrævet. Grundet heri kan den videnskabsteoretiske baggrund henligges til noget mere tænkningsmæssigt, hvilket Martin Heidegger (1889-1976) argumenterer for som værende det egentlig berigende i forhold til forståelsesmæssig udforskning og tilegnelse af viden. Sagsområdets umiddelbare diffussitet, kan underligges videnskabelighed, fordi tænkningen er bindeleddet mellem det helt indre og det, for så vidt mulige, objektive, to former for lige gyldige sandheder. Ifølge Heidegger tænker videnskaben ikke, hvorfor der foreligger en mere åben tilgang til det udforskede via tænkningens udgangspunkt. Ved denne åbenhed er der større mulighed for en tilnærmelse af sandheden og undgåelse af opfindelse. En tilgang mere funderet i menneskets umiddelbare perception. Alt kan dog betragtes som noget til dels opfundet, da menneskets tilgang til verden altid netop vil være underlagt denne specifikke perception. Altså et sandhedsideal, der udgøres af den menneskelige sandhed og ikke nødvendigvis en objektiv sandhed. Denne tilgang af tænkelig åbenhed kan ikke indsnævres i videnskabelige indsnævrede rammer. Min tilgang er derfor, i en åben omgang med sagen og de teoretiske perspektiver, at forholde mig åbent over for og lade mig berige af det der fremkommer. Denne tænkningens metode udfoldes herunder med efterfølgende refleksioner i henhold til nærværende undersøgelse. 17 3.0 Tænkning Ifølge Heidegger har mennesket en rammesat og hermed begrænset tilgang til undersøgelsesområder, hvorfor egentlig indsigt ikke kan fremkomme (Heidegger 2012: 13). Heidegger argumenterer, som nævnt for, at videnskaben ikke tænker, hvorfor disse fastlagte rammer ikke brydes, hvilket ville bryde selve videnskaben, da dette er dens væsen. Herudaf stammer den overordnede betegnelse tænkning (Heidegger 2012: 15). Forskellen er, at videnskaben opfinder, og tænkningen opfatter. Heidegger mener derfor, at mennesket ikke tænker, fordi det der bør tænkes over herved unddrager sig mennesket. Men unddragelse er tildragelse. Den antagede virkelighed, grundet i videnskaben, er muligvis ikke den egentlige virkelighed, fordi denne kan forblinde for det egentlige væsentlige. Forblindelse af det egentlige og herved en opfundet og derfor antaget virkelighed, kan således være grundet i de videnskabelige paradigmemæssige perspektiver, en indsnævret metodetilgang. Heidegger mener, at tænkningen kan åbne mere op for disse begrænsende tilgange. Mennesket må derfor lære at tænke, hvilket kræver en ny forståelse af tænkning (Heidegger 2012: 16). Unddragelsens tildragelse betyder tillige, at den egentlige virkelighed unddrager sig mennesket, men herved drages mennesket, og tænkningen er det, der tildrages ud fra forholdet mellem verden og mennesket. Menneskets væsensmæssighed beror på tænkningen. Viden forefindes således via tildragelse af verdens unddragelse (Heidegger 2012: 17). Det handler om mere fordomsfri forholden, en mere åben og fri tænkning end den sædvanlige anskuelsesmåde. Videnskaben og tænkning må differentieres, men tænkningen er ikke i opponent (Heidegger 2012: 21). Ifølge Heidegger må mennesket, som nævnt, lære at tænke. At lære betyder at skabe en relation til det, der skal læres oms væsensmæssighed. Altså handler det om en åben tilgang, en forståelse ud fra sagens egne præmisser (Heidegger 2012: 22). Mennesket tænker kun i dets omgang med verden, det vil sige, i et dynamisk virke (Heidegger 2012: 24). Tænkning er at være draget ind i det unddragedes henvendelse og på denne måde være i dets unikke, gådefulde nærvær. Det dynamiske består herved i, at tage imod det omverdenen henvender sig med (Heidegger 2012: 25). 18 At opleve er at stå i nærværet af det oplevedes henvendelse, hvorfor sandhed kan anses som afdækning af det skjulte. At opleve og opfatte nogets sande væsenhed handler derfor om den relation der indgås til et undersøgelsesområde (Heidegger 2012: 26). Udforskning og undersøgelse via tænkningen kræver en hengivenkastenhed i det, der skal forstås. En åbenhed, der rækker ud over videnskabens logiske rammesætning. For egentlig forståelse må mennesket derfor lade verdens mystiske henvendelser være ligeså berettigede som de umiddelbart logisk forståelige (Heidegger 2012: 28). Egentlig tænkning omhandler i første omgang en lytten efter, hvilket kræver afvænning af den tilvante ensporede tænkning, en rammesat tænkning, og i stedet en frisat tænkning (Heidegger 2012: 32). Ifølge Heidegger er den ensporede tænkning funderet i et menneskeligt tryghedsbehov, hvilket forårsager en etableret entydighedstænkning (Heidegger 2012: 33). Tænkningen må derfor befris fra rationalets refleksion over tænkning selv, altså mennesket må lære umiddelbar åben tilgang, der ikke i første omgang underligges rationalets rationalisering, og derfor er en mere ren oplevelse og opfattelse (Heidegger 2012: 34). Heidegger mener, at indsnævretheden truer med tilintetgørelse af verden i det meningsløses intethed, hvilket må besejres med rammeudvidelse. Således kan meningsløs intethed forstås som de begrænsninger, mennesket sætter for det selv og mening som modtagelse og forståelse af verden, som den er (Heidegger 2012: 34-35). Heidegger påpeger, at videnskaben nødvendigvis må bevæge sig inden for bestemte områder, ellers ville den være det tomme intet. Men områdernes væsen er en sag for tænkningen, hvorfor tænkningen kan nå til sagens kerne givet området. Altså bevæger videnskaben sig på et afspærret overfladeniveau (Heidegger 2012: 38-39). I forhold til sandhedsbetingelser og -kriterier, fremstiller Heidegger det, der anses for rigtig, som den forestilling, der retter sig efter sin genstand. Denne forestillingens rigtighed er blevet sat lig sandheden, mennesket har bestemt sandhedens væsen ud fra forestillingens rigtighed. Domsfældelse er at forestille sig noget rigtigt. Men forestilling er noget, mennesket har inden i sig, en forestilling af genstandene, hvilket muligvis ikke modsvarer virkeligheden. Verden og virkeligheden er som den forestilles af mennesket. Udforskning af forestillingerne opnår derfor ikke viden om 19 disses væsensmæssighed. Videnskabelige resultater er som følge heraf tvivlsomme, men rigtige, i det de er menneskets forestillinger. Forskning uden for videnskabeligheden, tænkningen, er beskæftiget med det egentlige (Heidegger 2012: 42-45). Ifølge Heidegger afgør videnskaberne altså, hvad gælder som rigtigt. Så for at komme bag om forestillingens filter gælder det om at lade noget være, der er i dets egentlighed og ikke at underligge det videnskabens rationalitet (Heidegger 2012: 4749). Forskeren har altid brug for nye opdagelser og indfald, ellers går videnskaben i stå og bliver urigtig. Tænkeren har kun brug for én eneste tanke. Tænkningen adskiller sig således fra videnskaben, ved kun at være fokuseret på det egentlige via sammenkobling ud fra den ene tanke (Heidegger 2012: 52-53). Tænkningens befrielse foreligger i menneskets frigivelse af sagen ud fra sagen selv (Heidegger 2012: 54). Det kræver en sætten-sig-udover sig selv at udforske og herved udsige noget om sig selv (Heidegger 2012: 59-60). Fornuftens opfatten udfoldes som en forestillen (Heidegger 2012: 63). Men ingen tænkning skaber det element, den bevæger sig i modsat fornuften, der er en afart af forestillingen. Således opfinder videnskaben, mens tænkningen opfatter (Heidegger 2012: 66-67). Heidegger mener, at mennesket har potentiale for at lade nærværende tilsynekomme (Heidegger 2012: 69). Tænkning er at være i dialog, et dialektisk forhold mellem mennesket og verden, en gensidig relationalitet. Flertydigheden er elementet, hvori tænkningen må bevæge sig, ellers forbliver alt tillukket (Heidegger 2012: 71-72). For selvbevidsthed må der være en åbenhed, for at kunne lade det absolutte ind, en åbning ind i det metafysiske (Heidegger 2012: 87). Herved kan for-ståelse anses for en ståen-for-det-som-er, og menneskesindet kan opfatte flertydigheder, for så vidt det lader tænkningen frisætte (Heidegger 2012: 89). Ifølge Heidegger udgøres sindets forløsning fra begrænsninger af den nævnte dialektiske relation, hvilket er tænkningen. Det egentlige forekommende i dets nærværende nærvær er tilgængeligt for mennesket, men svært anskueligt, fordi mennesket eksisterer i det. Grundet forestillingen, opfattes verden altid allerede ud over den selv - meta. Dette er metatænkning, og mennesket tænker egentligt ikke, så længe det tænker metafysisk (Heidegger 2012: 95-96, 101-102). Tumlen rundt i det vanlige er den fastholdte naturlige menneskefornuft, hvilket begrænser opfattelse af det egentlige. Tænkning er sindets sætten sig herudover, hvorfor der herved kan nås mere egentlig frem til 20 sagen (Heidegger 2012: 114). Ifølge Heidegger er det, der giver mennesket noget at tænke, det betænkelige og det, dette giver mennesket at tænke, er den gave, det giver i form af det selv (Heidegger 2012: 116). Tænkningen er menneskets væsensbestemmelse, hvilken er dialogisk, og Heidegger beskriver dette som kunstnerens brug af materialet, således tænkningens brug af det betænkelige (Heidegger 2012: 120, 122). Det, der i første omgang kommer mennesket i møde, er aldrig det egentlige, men altid det vanlige, hvilket er et blokerende filter for egentlig oplevelse, opfattelse og forståelse. Mennesket må bort fra og ud over og abstrahere fra vanligheden for en ren observation (Heidegger 2012: 123). Ifølge Heidegger foreligger tænkningens frihed således via gaven fra det betænkelige, i relationen til det betænkelige, hvorfor friheden aldrig er noget rent menneskeligt (Heidegger 2012: 126). Videnskaben tænker ikke i samme forstand, som tænkeren tænker, hvorfor tænkningen, som nævnt, ikke opfinder (Heidegger 2012: 127-128). Der, der er, kommer overvejende til syne inden for den objektivitet, der indrettes og fastholdes igennem den videnskabelige objektivisering af alle domæner og områder (Heidegger 2012: 129). Tænkningen formår at samle og klarlægge en sags flertydighed. Klarlægning indebærer frisindet, ikke sådan at det bliver mere ubundent, men det omhandler et åbent syn ind i væsensforhold og gives derfor muligheden for en saglig binding og herved forståelse (Heidegger 2012: 132-139). Mennesket eksisterer i kraft af dets forholdende relation til det verden, og Heidegger mener derfor, at menneskets væsen som værende tænkende, i sig selv indeholder betingelserne og kriterierne for udfoldelse af viden. Videnstilnærmelsesmåden i form af tænkningen foreligger altså i selve det at være menneske. Heri består tænkningens berettigelse, sindets frisættelse af rammer, da udforskningen herved kan tage udgangspunkt i mennesket selv som tænkende. Menneskesindet kan derfor anses som tilstrækkelig og nødvendig betingelse og kriterium (Heidegger 2012: 140). Ifølge Heidegger begynder den vesterlandske tænkning med den forsømmelse at lade det betænkeligste i glemslen. Det, der bør tænkes, er mennesket nært, og det forbliver kun skjult, så det ikke opdages på grund af den tilvante forudindtagethed, hvilken heraf har fået sin egen sandhed, og hvorfor logikken råder over, hvad der skal forstås 21 ved tænkningen (Heidegger 2012: 143-144). Ydermere beskriver Heidegger, hvordan den hidtidige tænkelære beror på logik, og herved bevæges tænkningen væk fra det egentlige tankeværdige. Fritstillet kommunikation med sagen er således nødvendig for tænkningen. For egentlig beskæftigelse og tilnærmelse af en sag, er det nødvendigt at frisætte sindet fra forudindtagenhedernes rammesætning og herved ikke en specifik udelukkende holden fast i et perspektiv (Heidegger 2012: 145). Logik, episteme logos, betyder forståelse via logikken, at fremsige noget om noget. Det logikken fremsiger noget om, er subjektet for det udsagte, prædikatet. I den logiske tænkning er det altså ikke muligt at udsige noget om noget, der indeholder flertydigheder, umiddelbare modsætningsfuldheder, hvilket bevirker tankemæssig rigiditet. Der forefindes genstande og genstandsområder, hvilke fordrer en anden fremgangsmåde for tænkningen. Tænkning om noget går igennem det selv og dets eget domæne. Tænkningen er således dialektisk. Hermed kan det umiddelbart ikke logisk fattede blive inden for dets synsvinkel, som a-logisk, meta-logisk, over-logisk. Altså kan dette anses som en form for udvidet logik og hermed dennes videnskabelige berettigelse (Heidegger 2012: 145-147). Heidegger stiller følgende spørgsmål til tænkningen: Fører tænkningen frem til nogen viden ligesom videnskaberne? Bringer tænkningen nyttig livsvisdom med sig? Løser tænkningen verdens gåder? Bibringer tænkningen mennesket handlekraft? (Heidegger 2012: 150). Tænkningen er noget væsensmæssigt, en menneskelig kendsgerning, og mennesket kan bringe det betænkelige ind i dets egen passende tankeværdighed (Heidegger 2012: 152). Tænkning, som tilgang, er anvendelse af menneskets egen væsenlighed, hvorudfra verden forstås igennem. I forhold til videnskabelighed betyder dette altså, at videns-skabelse er funderet i tænkningen, hvorved det bringes tilbage til det oprindelige udgangspunkt for tilegnelse af viden, livsvisdom og gådeløsning (Heidegger 2012: 155). Heidegger beskriver tænkningens metode som tænkningens veje. Tænkningen er selv en vej, hvorpå mennesket må forblive. Vejen strækker sig ikke nogetsteds fra eller nogetsteds hen. Vejstrækningen er at lade vejen fremkomme. Tankevejens karaktertræk tilhører tænkningens foreløbighed, hvilken beror i en gådefuld ensomhed, fordi ingen kan sætte sig i en andens sind. Tænkningen indebærer således ingen forudindtagethed med hensyn til udgangspunkt og slutresultat, hvorfor det indebærer sindets åbenhed og ved denne 22 en mere ren, ægte, egentlig opfattelse, og derfor må mennesket forblive i denne åbenhedens tilgang, hvilken kan synes ensom grundet den subjektive verdensrelation (Heidegger 2012: 159). Heidegger beskriver yderligere tænkningen som eventyrlig svæven i det ubestemte. Bevægelsen skridt for skridt er det væsentlige, fordi det er i denne spørgende gang tænkningen bygger vejen. Vejbygningen er sælsom, fordi det byggede ikke bliver liggende tilbage, men bygges ind i det nye i de efterfølgende skridt og bygges forud for dem. Følgelig er der ingen vej, før den bygges, men vejen bygges af byggesten, og derfor handler det om at bygge eventyrligt svævende videre i det ubestemte, altså en vidensskabelse baseret på en åben relation med det forrige materiale, en slags sindets metode. Kun denne ubestemte svævende metode kan give fuld berigelse af sagen ikke en på forhånd rammesætning af tilgangens måde. Ergo kunne dette betegnes en a-metodisk, meta-metodisk, over-metodisk tilgang (Heidegger 2012: 160). Ifølge Heidegger indebærer tænkningens åbenhed, at der gives plads tilovers for tilliden til, at fremstillingen af en sag i sig selv kunne være kraftfuld nok (Heidegger 2012: 161). For at belyse noget, sådan som det er, må det belyses ud fra det selv, for hvis det pålægges alt for meget udefrakommende forudindtagethed, bliver det til noget, det ikke er. Noget er, det er ikke ikke, men det kan blive til denne ikke ikkeeksisteren. Således kan sandheden sættes i perspektiv. Sandhedsbetingelser og kriterier må herudfra anses som forudtindtagethedens frisættelse via sagens belysning ud fra den selv. Ifølge Heidegger har det vanlige allerede domsfældelsen parat over alt og alle, som om det almengyldige og tilvante allerede derfor måtte være sandheden. Ægte videnskabelige byggesten stammer derimod fra det naturligt opståede. I forhold til Heideggers egen metafor er den videnskabelige vej således allerede på forhånd brolagt, hvorfor der ikke kan banes vej for nyt. Sandhed kan derfor tilsynekomme via en dynamisk dialektisk processuel tilgangsmåde. Sandhedens byggesten stammer altså fra det naturlige, sagen selv. Dette betyder derfor, at der altid kan gås tilbage til det oprindelige, hvilket betyder, at der ikke nødvendigvis behøves bygges ud fra og videre på de allerede fastlagte byggesten. Det fastlagte kan og må dog benyttes, men med påpasselighed over for forudindtagethed og med tankemæssig frisættelse (Heidegger 2012: 186-187). 23 Heidegger udlægger en tese, thesis, som det satte, beliggenheden, hvori noget ligger og en hypotese som grundlaget, grundens lag, det som allerede foreligger. Som det for alle og enhver allerede åbenbare, det hvorved man lader det ligge. Det fore-liggende er det, som er tættest på hos alting. At tænke er at opfatte, i betydningen af at tage fat på, foretage noget, hvilket betyder, at tænkning er at opfatte med aktiv deltagelse. En særskilt tagen fat på noget, foretage noget med det. Dette betyder altså, at udforskning indebærer opfattelse af det satte grundlag, som allerede foreligger, fordi der er noget allerede givet, som derfor må udfoldes ud fra det selv. Altså kan en tese eller hypotese være fremsat af naturlighedens given, men man må om nødvendigt være villig til at begive sig ud over sin egen tese, i bestræbelsen af indsigtsopnåelse via tænkningens vej (Heidegger 2012: 187-190). Videre uddyber Heidegger tænkningen, hvilken oprindeligt ikke indebærer nogen begriben, hvilket betyder, at der ikke bearbejdes med noget som helst begreb. Tænkningens væsensudfoldelse bliver derfor ikke indesluttet begrænsningen grænser. Den senere følgende indskrænkning af den oprindelige tænkning er netop grundet i den som et begrebsarbejde. Tænkningen er derfor begrebsløst, hvilket således udgør det frisættende aspekt. Dette gør den ikke usaglig, den er derimod sagligt passende. Tænkningen bliver herved på sin vej, hvilken er vejen ind i det tænkeværdige. Tænkningen er en kontinuerlig søgen, hvilket viser sig som det usikre, skøre og skrøbelige, hvorfor mennesket har haft behov for en sikring, som sammenstiller alting i en overskuelig sikkerhed. Den sikrende sammenstilling er systemet, og denne systematiske og systemdannende forestilling er blevet den herskende vejspærring (Heidegger 2012: 199-200). For så vidt verden eksisterer uagtet mennesket, eksisterer der en sandhed uagtet menneskets forestillen (Heidegger 2012: 204). Men denne konkrete sandhed eksisterer som et abstraktionens konkret (Heidegger 2012: 207-208). Tænkningen overstiger denne menneskelige forestillen, en transcendens mod det metafysiske for herigennem at kunne komme til forståelse af det fysiske, hvorved det metafysiske manifesteres i verden. Tænkning betyder at lade foreligge og på denne måde også at iagttage (Heidegger 2012: 209-210). Tænkningen spørger således efter nogets manifesteren i verden (Heidegger 2012: 213). Transcendensen vandrer herved igennem alle mulige eksistensmåder via det relationelle dialektiske forhold 24 (Heidegger 2012: 214). Tænkningen beror altså på det dybereliggende transcendentionelle. 3.1 Refleksioner Jeg vil betegne det ovenfor udlagte som tænkningens videnskabelige metode, fordi denne tilgangsmåde, hvilken ligeledes synes forefindes i Heideggers udlægning, er en vejudvidelse baseret på åben omgang med det allerede brolagte funderet i sagens natur. Tænkningens videnskabelige metode beskrevet som eventyrlig ubestemt svæven, kan virke som noget af et abstrakt kunststykke, men beror egentlig blot på det menneskelige sinds kreative tilgang og udvidelse af det foreliggende. Formålet med nærværende udforskning er ikke bevisførelse, men snarere forståelsesmæssig indsigtsgiven, ved at udfolde den erfaringsbaserede tese igennem uddybende perspektiver for herved at berige denne med forståelsesmæssig baggrund. I forhold til en sandhedsmæssig forståelsesudfoldelse kan det udledes, at sandhed er at forstå noget på dets egne præmisser i interrelation med det menneskelige sind. For så vidt sandhed anskues som denne form for forståelse, kan den tilnærmes igennem tænkningen, da det er denne, der åbner for forståelse af nogets sandhed. Men kan det udelukkes at skabe en fast ramme, hvorudfra udforskningen peger og derfor ikke kunne være åben? På hvilken måde er det muligt at nå bag forestillingerne? Hvad indebærer beskæftigelse og tilnærmelse egentlig? For egentlig domsfældelse må der ses ud over forestillingerne. Forestillingerne er videnskabens rigtighedsafgørelse. Tænkningen beskæftiger sig med det egentlige, fordi den ikke er underlagt videnskabelighedens rationelle paradigmemæssige sandhedskriterium. Dog forekommer der tvetydighed i påstanden om, at forestillinger ikke er rigtige og at tænkning, som tilgang, er anvendelse af menneskets egen væsenlighed, hvorudfra verden forstås igennem, altså menneskesindets forestillinger. Men i forhold til videnskabelighed kan dette betyde, at vidensskabelse funderet i tænkningen, bringer udgangspunktet og sagen tilbage til det oprindelige udgangspunkt for tilegnelse af viden, livsvisdom og gådeløsning. I den menneskelige perception, som relationelt dialektisk forhold med verden foreligger et 25 fornemmelsesaspekt af sandhedsopfattelse. Herved kan perception anses som intuitiv opfattelse og forståelse af noget i dets væsensmæssige omfang, hvorigennem tænkningen er funderet. Verdensanskuelsens betingelser og kriterier går derfor ad tænkningens veje. Det er muligvis ikke så meget forståelse, det i første omgang omhandler, men det overhovedet at opleve og opfatte nogets egentlighed, for dernæst at kunne forstå noget sandhedsmæssigt heromkring. Hvad angår videnskabens nødvendige områderammer, er tænkningen på åbenhedens præmisser muligvis kun tilnærmelig via forskellige valgte perspektivers nye sammenkobling og hermes bidrag til en udvidende rammeåbning. Dette betyder at lade sagen åbne sig igennem det lærende materiale, altså igennem sagen selv og det valgte perspektiv. Der skabes således en bestemt relation til undersøgelsesområdet via det valgte teoretiske perspektiv og herigennem åbne for tænkningens mulige veje. Ved at inddrage videnskabelige teorier, men lade disse udfoldes i et ubestemt svævende dialektisk forhold med sagen selv og herved ikke forudindtaget perspektiv, åbnes op for indsigtsudvidelse. Altså, den videnskabsteoretiske tilgang, som en sindets frisættelse, tænkning i sagens nærvær i den perspektivmæssige relation. For så vidt tænkningen anskues som en art videnskabelighed, kan menneskesindet i det selv anses som tilstrækkelig og nødvendig betingelse og kriterium. Således kan tænkningens videnskabelige metode udledes som en tilnærmelsesvis transcendentionalitet. Videnskabens særling fordrer altså særlighedens tilgang, tænkningens særlighed, som ikke er en særlighed, men menneskesindets oversete særlighed i form af menneskevæsenet, som værende tænkende og herved det fornemmelsesmæssiges berettigelse, fordi det er givet af sagen selv, og i relationen kan tænkes noget om. Tænkningen beror på dialektikken, ikke på logikken. Altså, videnskabelig berettigelse af sindets abstrakte flyvskhed via tænkningens frisættelse. En vidensproduktionstype baseret på tænkningen, hvilket således egentlig blot er funderet i selve menneskevæsenets særlighed som tænkende. Dette dialektikken forhold bevirker en kontinuerlige vidensudvidelsen, der grundet perspektivudfoldelsen, åbner op for sagens kompleksitet og forårsager elementernes sammenkædethed, hvorfor dele gentagelsesvis infiltreres. 26 Med afsæt i tænkningens videnskabelige metode, forsøger jeg at forholde mig så åbent som muligt i forhold til tesen baseret egne erfaringer, hvilket netop herved kan udgøre en vis forudindtagethed, der af denne grund udgør objektivitetens sværhedsgrad. Men grundet min egen interesse i belysning og forståelse af sagen, foreligger der heri et muligt åbent samarbejde mellem mig, sagen og de teoretiske perspektiver. Åbenheden forårsager ligeliges nye berigende betragtningsmåder, hvilke jeg ikke har i sinde at afholde mig at udfolde og herved lade problemformuleringen være en tankemæssig begrænsning. Udtrykke betyder at trykke det indre ud i det ydre (Heidegger 2012: 50). Herudfra kan min metodiske tilgang betegnes som et udtryk, fordi jeg via det valgte teoretiske perspektiv forsøger at få forståelse for de tilgrundliggende psykiske faktorer for det kunstneriske udtryk, menneskets behov herfor og dets virkningskraft og på denne måde tilnærme mig dennes sandhed og således udtrykke kunstens indre væsen. Til slut kan der spørges til selve betegnelsen speciale. Et speciale kan betragtes som udforskning af en individuel særinteresse - individets specialitet i dialektisk udfoldelse. For så vidt et speciale kan defineres således, så kan et sådant nødvendigvis kun udfoldes som en ekstension af individets særegenhed. 27 4 Sagsudfoldelse C.G. Jung og Rollo May argumenterer begge for, at der foreligger noget indholdsrigt dybere i menneskets totalitet end bevidstheden, hvilket er essentielt i forhold til individets tilblivelsesproces. Dette betegnes det ubevidste og er en psykologisk og eksistentiel fundamental del af den menneskelige psyke. Ifølge Jung udgøres det ubevidste til dels af det fortrængte og undertrykte, men dets egentlighed udgøres af det subliminalt perciperede, det under bevidsthedstærsklens opfattede, og indeholder derfor udvidende muligheder og potentiel målrettethed i forhold til den bevidsthedsmæssige tilblivelsesproces. Det er studiet af drømme, der har givet viden om dette ubevidste aspekt af psyken (Jung et al. 1991: 23), og eftersom drømmen er en hyppig og normal ytring af den ubevidste psyke, leverer den størstedelen af erfaringsmaterialet til udforskningen af det ubevidste (Jung 2001a: 315). Udfoldelsen af det ubevidste er altså knyttet til drømme og disses udtryksformer, hvorfor det er relevant at tage udgangspunkt i drømme i forhold til det ubevidstes fremkomst via det kunstneriske udtryk. Det ubevidstes gennembrydning til bevidstheden sker, som nævnt, blandt andet i form af drømme udtrykt via billedmæssige symboler, der er knyttet til menneskets symboliseringsevne. Det er dette aspekt af den menneskelige psyke, hvilket ofte tilsyneladende virker irrationelt og ulogisk, der kan være medvirkende til menneskets behov for kunstnerisk udtryk. For så vidt det kunstneriske udtryk er funderet i spontant opståede billedsymboler, og eftersom dette er det ubevidstes kommunikationsform, er det muligt, at det er det ubevidste, der derfor er tilgrundliggende herfor. Tilgængeligheden til det ubevidste aspekt af psyken må derfor ligeledes kunne forefindes som influerende i den menneskelige kreativitet og herved det kunstneriske udtryk og behovet for dette. Ifølge May er der ikke noget egentligt ubevidst blot psykiske dimensioner under bevidstheden, der indeholder potentialer for opmærksomheden, fordi de udgøres af ubevidste oplevelsesaspekter, hvilke frembringer perspektiver i opposition til bevidstheden. Ydermere mener May, at individets tilblivelse er en skabelsesproces 28 baseret på kreativitet i form af et meningsgivende aspekt, og det ubevidste er derfor potentialet for kreativitet, hvis opmærksomheden rettes herimod (May 1994: 55, 58, 134-135). Det ubevidste kunne således anses for en psykisk bearbejdningsdimension tilgrundliggende for noget udvidende, en skabende faktor, konstituerende i forhold til en helhedsintegrerende tilblivelsesproces og herved inderlighedens velvære. Menneskets symboliseringsevne i forhold til det ubevidste og bevidstgørelse heraf tager, som nævnt, udgangspunkt i drømmenes billedsymbolik, og det kan muligvis være i den ubevidste del af psyken, kreativitetens potentiale foreligger, hvorfor noget tilgrundliggende for det kunstneriske udtryk kan være funderet i det ubevidste. May påpeger, at en sådan undersøgelse altid vil være underlagt kreativitetens mysterium og derfor være ufuldstændig, men at dette netop er en del af den kreative proces og derfor en del af tilblivelsesprocessen (May 1994: 8). Kompleksitetens mysterium af den menneskelige psyke kan derfor foreligge i dens totalitet som værende kreativitetens psyke. Alt dette udfoldes, som nævnt, herunder, i pointerelatering til undersøgelsessagen. 4.0 Drømme Jungs arbejde viser, at den ubevidste og spontane symbolbrug fremkommer i drømme, hvilket er væsentligt i forhold til sidestillingen af det ubevidstes bevidstgørelse via det kunstneriske udtryk med selvsamme via drømme. På grund af psykens forskellige perceptionsniveauer er mennesket begrænset i dets bevidste opfattelse og erkendelse af verden, da denne er afhængig af mængden og kvaliteten af sansningen, hvor meget og på hvilken måde (Jung et al. 1991: 20-21). Jung mener, at der foreligger et ubevidst aspekt ved menneskets perceptionsevne, fordi denne sanselige reaktion på fænomener omsættes fra virkelighedens verden til psykens verden. Dette indebærer, at erfaringer rummer ukendte faktorer, fordi mennesket derfor ikke kan erkende objektivt, den egentlige virkelighed (Jung et al. 1991: 23). Realitetsopfattelse er altså altid relativ, eftersom den afhænger af den menneskelige perception, der udgør et slags filter, hvilket er grundlaget for mennesket orientering i verden. 29 Ifølge Jung registreres alle erfaringer ikke bevidst som følge af den sanselige reaktion, men subliminalt, og betydningen af disse lagres ubevidst og kan derfor ikke fremkomme igennem den rationelle tankegang, men fremkommer derimod som symbolske billeder ofte via drømme (Jung et al. 1991: 23). Den subliminale perception og efterfølgende betydning lagres altså som symbolsk billedmateriale. I drømme er der givet slip på de vågne bevidste rationelle fænomener, hvilket tillader psyken at udtrykke det ubevidste. Dette kan sidestilles med det intuitive og spontant opståede udtrykt i kunsten, hvilket derfor ligeledes kan udgøre tilgængelighedens port til det ubevidste. Jung anser det ubevidst lagrede som værende i besiddelse af en dybere og mere omfangsrig viden end bevidstheden grundet det subliminale perceptionsniveau, hvorfor bevidstheden og det ubevidste derfor begge må inddrages i den samlede menneskelige psyke (Jung et al. 1991: 23). Dette kan være en mulig forklaring på det forunderlige fænomen, at der er noget i én selv, der kan synes at være i besiddelse af noget mere indsigtsfuldt end bevidstheden. Jung beskriver menneskets evne til at spalte det psykiske på to måder. Dele af det bevidst perciperede kan fraspaltes for koncentrationen skyld eller grundet dets umiddelbare uønskede og ikke håndterbare følelsesmæssige aspekt. Men når materiale fra det ubevidste er så langt fortrængt fra bevidstheden, at den samlede psyke ikke længere er i overensstemmelse, at individet ikke længere er i fuld overensstemmelse med sig selv, kan det blandt andet udtrykkes i form af neuroser, hvilket på samme måde som ved drømme, er det ubevidstes symboliserende måde at komme til udtryk i bevidstheden på, hvorfor en del af drømmenes værdi foreligger i forløsningen af undertrykte følelser (Jung et al. 1991: 25-26). Eftersom det ubevidste udtrykkes uanset og grundet muligheden for neurose, er det essentielt at det ubevidste bevidstgøres og integreres for en fyldestgørende, helhedsorienteret tilblivelsesproces, hvilket således kan forårsage inderlighedens velvære. På samme måde kan værdien i det kunstneriske udtryk foreligge i denne bevidstgørelse og integrering og herved eventuelle forløsning, og hermed kan forklaringen på menneskets behov for kunstnerisk udtryk ligeledes forefindes. Kulturmæssig 30 tilpasning med undertrykkelse af det individuelle til følge kan føre til individets uoverensstemmelse med sig selv. Men via det kunstneriske udtryk kan individet (gen)skabe dets egentlige væsen, fordi det undertrykte, der foreligger i det ubevidste, herved kan bevidstgøres via det ubevidstes symbolske form og igennem bevidstgørelsen integreres i psykens helhed for således at lette trykket fra kulturtilpasning. Jung mener, at psykoanalysens terapeutiske brug af frie associationer i forhold til det, der er fremkommet i søvnens tilstand, ligeledes kan fremkomme i en bevidst vågen form for drømmetilstand, hvor der på lignende vis gøres brug af frie tankestrømninger (Jung et al. 1991: 27). Det ubevidste kan altså, ud over i drømme, fremkomme i form af neuroser, men også via et fantasiens element og er derfor tilgængeligt på flere måder og ligeledes i form af et bevidsthedsmæssigt aspekt. Men ifølge Jung indebærer fantasimæssige tankestrømninger en risiko for bevidsthedens overtagelse. Det er derfor vigtigt udelukkende kun at forholde sig til elementer fra drømme og inddrage alle drømmens aspekter, fordi den til dels bevidst frie tankestrømningsproces kan indebære ideer og associationer, der fører væk fra drømmens egentlige betydning, samt at disse ligeledes kan opnås via bevist rationel tankegang, hvorfor indsigten fra det ubevidste fjernes. Vigtigheden af det ubevidstes symbolverden findes i drømmens helt bestemte brug af billedsymboler, hvorigennem en mere præcis viden kan opnås. Ved den frie, men bevidste proces, kan psykens rationelle del overtage i forsøget på fortolkning, hvilket er grundet drømmens uoverensstemmelse med virkeligheden og tid og rum og herved føre det væk fra drømmens, det ubevidstes, egentlige udtryk, hvorigennem drømmen fungerer som psykens afbalancering (Jung et al. 1991: 28-29, 31). Bevidstgørelse af det ubevidste kræver således en fuldstændig åben opmærksomhed, hvorfor et bindeled kan være essentielt som konkretiseringsmiddel. Dette kan være i form af kunst skabt på baggrund af den intuitive, spontane umiddelbare frembringelse, hvilket kan indebære samme symboludtryk som i drømme, og derfor ligeledes være herigennem det ubevidste kommer renest til udtryk i dets ægte form. Det kunstneriske udtryk frembragt ved det intuitive og spontane kan derfor bevirke kunstens virkningskraft som sidestillet med en form for terapeutiske funktion. For opnåelse af den ægte indsigt må det ubevidste materiale først udfoldes i dets rene form for efterfølgende 31 fortolkning og herigennem integrering. Det kunstneriske udtryk kan altså på lignende vis fungere som afbalancering, hvis frembringelsen er funderet i det umiddelbart opståede uden rationel underligning. Som nævnt skal den menneskelige psykes evne til symboldannelse, ifølge Jung, forstås igennem drømme. Drømme har mening og er et udtryk for det ubevidste. Det ubevidste består af indtryk og tanker optaget subliminalt på det ubevidste niveau eller forskudt hertil, hvilke påvirker den bevidste psyke (Jung et al. 1991: 32). Bevidst indhold kan forsvinde til det ubevidste, hvilket ligeledes er en måde for psyken ikke at blive overbelastet på samt for pladsgørelse af nyt. På samme måde kan nyt indhold, der aldrig har været bevidst, grundet den subliminale perception, opstå fra det ubevidste. Dette hører ikke kun fortiden til, men kan være en kilde til nye tanker og ideer og problemløsning (Jung et al. 1991: 37-38). Drømmes symbolverden er struktureret på en anden tilsyneladende ulogisk måde end bevidsthedens struktur, fordi den udgøres af ubevidst lagret materiale, der ikke er underlagt bevidsthedens rationelle logiske rum- og tidsopfattelse. Erfaringer knyttes til noget individuelt emotionelt ubevidst (Jung et al. 1991: 39-40). Menneskets bevidste tanker begrænses af rationaliteten. I drømme åbenbares noget mere fyldestgørende i form af den symbolske frembringelse af det ubevidste materiale. Menneskets bevidsthed mangler forståelse for et følelsesladet billedsprog. I dagligdagen må mennesker udtrykke sig gennem verbaliseringens præcision, hvorimod et billedligt symbol kan være upræcist grundet den eventuelle nødvendige tolkning heraf. Mennesket har ligeledes lært at styre fantasien i tanker og handlinger og dermed mistet en kvalitet, der indebærer en mere sanselig, åben verdensopfattelse, og de fantasifulde psykiske associationer bliver derfor overført til det ubevidste. Fornuftverdenen har afgrænset mennesket fra en mere omfangsrig verdenserkendelse (Jung et al. 1991: 43-44). Dette kan anskues som den tilpasningskonsekvens, mennesket er underlagt, hvilket kan betegnes den førnævnte natur/kultur-konflikten, hvorfor det ubevidste indeholder betydeligt materiale af en mere omfangsrig art. Ved en mere sanselig åbenhed er psyken i en mere integreret helhed, hvorfor forløsningen forekommer ved bevidstgørelse af det ubevidste materiale, og hermed hvorfor mennesket har et behov for den kunstneriske udtryksform, der ligesom det ubevidste og drømme udgøres af en omfangsrig symbolverden, der ikke altid følger bevidsthedens logik. 32 Jung mener, at drømmeverdenens associative billedsymboler er bindeleddet mellem bevidsthedens rationelle verden og instinktets verden (Jung et al. 1991: 47). Mennesket udsættes for mange påvirkninger, der fører til handling i modstrid med det individuelle væsens karakter, hvilket kan føre til en spaltning af psykens helhedssammenhæng og forårsage individets psykiske fremmedgørelse fra det selv, fordi det herved føres væk fra instinkter, det naturlige og sandheden. Drømmes funktion er at forsøge at etablere psykisk ligevægt via drømmemateriale, hvilket betegnes den kompensatoriske funktion. Igennem kompensationen gør det ubevidste opmærksom på den psykiske ubalance (Jung et al. 1991: 49-50). Menneskets behov for kunstnerisk udtryk kan anses som grundet i den abstrakte sanselige verdensopfattelse på grund af psykens behov for sammenhæng, hvilket er muligt via et bindeled. Kunstens virkningskraft kan derfor anses som havende lignende kompensatorisk funktion og hermed virke forløsende, grundet skabelse på baggrund af det ubevidste og dennes indsigter. Ifølge Jung har mennesket bevæget sig væk fra det instinktive og som konsekvens af civilisationens kontrolprægede rationelle levevis, er bevidstheden blevet spaltet fra de dybere lag i psyken. Dette grundlæggende instinktive lag er ikke forsvundet, men er en del af det ubevidste, hvilket kommer til udtryk i form af drømmenes symboler. De instinktive fænomener er af væsentlig betydning for drømmes kompensatoriske funktion. Den psykiske stabilitet er afhængig af bevidsthedens samspil med det ubevidste, hvilket sikrer, at individet er i en helhedsforståelse med sig selv, ellers kan der opstå psykologiske forstyrrelser. Drømmesymbolerne er bindeleddet mellem det instinktive og det rationelle i den menneskelige psyke og er derfor nødvendige (Jung et al. 1991: 52). På samme måde kan det umiddelbare kunstneriske udtryk fungere som bindeleddet, og derfor kan det menneskelige behov for kunstnerisk udtryk muligvis forefindes heri. Jung mener, at drømme altid skal tolkes individuelt på grund af at det perciperede, som nævnt, altid knyttes til det individuelt erfarede, samt at fortolkning af gentagne drømme forløser for videre gentagelse (Jung et al. 1991: 53). Der kan altså opnås 33 selvindsigt og forløsning via det ubevidstes symbolverden, derfor behovet for og vigtigheden af at udtrykke og herved bevidstgøre det ubevidste. Jung beskriver symboler som noget, der indeholder mere end dets umiddelbare mening og opstår naturligt og spontant. De kan ikke frembringes via en rationel tanke med en logisk konklusion eller bevidst hensigt. Et symbol peger mod noget endnu ukendt for den bevidste del af psyken. Drømme er kilden til kendskabet til symboler, fordi drømme ikke opfindes, men sker i en ikke-bevidst tilstand, hvilket betyder, at de ikke er rationelt gennemtænkte ideer, men opstår uden om bevidstheden ud fra det ubevidste. Eftersom det ubevidst lagrede aldrig har været underlagt psykens rationelle udtryksformer, udtrykkes det igennem analogisk billedsymbolsk form uden logisk tids- og rumopfattelse (Jung et al. 1991: 63-64). Det der opstår intuitivt og spontant er derfor mere ægte, fordi det ikke har været igennem bevidsthedens rationelle påvirkning, hvorigennem betydningen kan fordrejes. Ifølge Jung er drømmens særlige budskab meddelelsen fra det ubevidste til bevidstheden (Jung et al. 1991: 56). Drømmen er et normalt psykisk fænomen, hvorigennem der overføres ubevidste reaktioner eller spontane impulser til bevidstheden (Jung et al. 1991: 67). Drømmes symbolskabende funktion er at bringe den oprindelige psyke frem til bevidstheden, hvor den aldrig har befundet sig før, og derfor ikke er blevet underkastet en kritisk selvrefleksion. Den oprindelige psyke udgjorde hele et individs personlighed, men i takt med bevidsthedens udvikling, mistede den bevidste psyke kontakten med en del af den oprindelige psyke. Den bevidste psyke har derfor aldrig kendt den oprindelige, da den blev kasseret under udviklingen af den differentierede bevidsthed, som kunne have erkendt den (Jung et al. 1991: 98). Det er derfor vigtigt at integrere psykens forskellige niveauer for en helhedsorienteret tilblivelsesproces (Jung et al. 1991: 99). Drømme er det ubevidstes måde at kommunikere til bevidstheden på (Jung 2001b: 31). Derfor foreligger drømmeanalysens gyldighed som grundet i anerkendelsen af det ubevidste, fordi drømme er af den praktiske betydning som det ubevidstes gennembrydningsform (Jung 2001a: 246). Drømmen skildrer drømmerens indre situation, mens bevidstheden ikke eller modvilligt anerkender situationens virkelighed og sandhed. Drømmen er en ytring af en uvilkårlig, ubevidst, sjælelig proces, der er frigjort fra 34 bevidsthedens indflydelse og derfor fremstiller den indre virkelighed og sandhed. Det der eksisterer i drømme, eksisterer i virkeligheden og er derfor en form for sandhed (Jung 2001a: 249). Drømme er ikke kun årsagsforklaringer grundet i det fortidigt fortrængte, men det ubevidste udsiger herigennem ligeledes noget fundamentalt om individets aktuelle følelsesmæssige situation (Jung 2001a: 250). "Drømme forholder sig kompensatorisk til den til enhver tid rådende bevidsthedstilstand." (Jung 2001a: 280). Drømme kan altså anses for værende fremstillingen af det egentlige følelsesmæssige. På samme måde kan det spontant opståede i vågen tilstand være et psykisk fænomen for det ubevidstes måde at kommunikere til bevidstheden på om indre egentlige følelsesmæssige forhold. Ifølge Jung indeholder drømme flere funktioner, den førnævnte kompensatoriske funktion, den prospektive funktion, den reducerende funktion og reaktionsdrømme. Den kompensatoriske funktion indebærer, som nævnt, at det ubevidste, betragtet som relativt i forhold til bevidstheden, knytter alle subliminalperceptionelle elementer til bevidsthedstilstanden enten af fortrængningsgrunde, eller at de har været for svage til at nå bevidstheden. Kompensationen betragtes som hensigtsmæssig, fordi den indgår i den psykiske organismes selvstyring. Den prospektive funktion er positiv-kompenserende, fordi den optræder i det ubevidste som en mulig foregribelse af det fremtidige bevidste, som løsningsgivende vedrørende aktuelle konflikter og problemer (Jung 2001a: 283). Den prospektive funktion kan benyttes som inspirerende vejledning. Den fremgår af sammensmeltningen af elementer under bevidsthedstærsklen og er herved en kombination af alle de iagttagelser, tanker og følelser, der, grundet deres svage betoning, er gået uden om bevidstheden. Herudover indeholder den erindringsspor under bevidsthedstærsklen, der ikke længere indvirker på bevidstheden. Derfor kan den være fordelagtigere stillet end bevidstheden (Jung 2001: 284). Den reducerende funktion er negativ-kompenserende, fordi den er sammensat af personlige fortrængninger, der via disse giver et mere selvrealistisk billede (Jung 2001a: 285288). Reaktionsdrømme er indirekte-kompenserende, fordi de er gentagelsesdrømme, hvorigennem der fokuseres på nødvendigheden af bearbejdning (Jung 2001a: 288-289). Drømme er følgelig "(...) en spontan selvfremstilling af det ubevidstes aktuelle tilstand i symbolsk udtryksform." (Jung 2001a: 291). Det 35 ubevidste materiales funktion udfoldes altså via drømme, hvilke fungerer som balancemæssig kompensation og består af bevidsthedsmæssige tanker, der ikke anerkendes af individet samt bevidstgørelse af det ubearbejdede. Hvis det ubevidste er tilgrundliggende for det kunstneriske udtryk, må dette ligeledes have samme funktion og herved kan det menneskelige behov for kunstnerisk udtryk være funderet i det kompensatoriske med forskellige funktioner og det kunstneriske udtryk have virkningskraft i forhold til inderlighedens velvære. Jung mener, at drømmeudtryk skal opfattes symbolsk, for så længe drømme opfattes konkret, findes der kun umiddelbare, ydre og konkrete løsninger. Det ubevidste forsøger igennem drømmen at kommunikere med bevidstheden via symboler, der derfor må adskilles fra disses virkelige egenskaber og knyttes til individet, fordi drømmen (Jung 2001a: 292) "er som ethvert stykke af den psykiske sammenhæng et resultat af psykens helhed." (Jung 2001a: 305) samt at "Den psykiske proces [skal] opfattes som psykisk, og ikke som en organisk celleproces." (Jung 2001a: 308). Drømmen er en uvilkårlig psykisk aktivitet, der lige akkurat har bevidsthed nok til at reproduceres i vågen tilstand. Umiddelbart synes den at være af irrationel karakter uden logik, kausalitet og mening (Jung 2001a: 310). Men drømme har en meningsfyldt struktur, en drømmens lovmæssighed. Ud fra gentagne drømme, slutter Jung, at der må foreligge en kausal meningssammenhæng. Drømme refererer til en bevidsthed af en bestemt beskaffenhed og til en bestemt sjælelig situation, hvilken er identisk med en bestemt mening, udtryk for en psykisk situation. Drømmes rødder ligger dybt forankret i det ubevidste. Drømmens væsen kendes ikke i sig selv, men på baggrund af observeringen af bestemte virkninger, kan dens væsen sluttes tilbage til den ubevidste psykes natur (Jung 2001a: 311-312, 314). Jung antager, at det ubevidste har en selvstændig funktion, fordi drømmes mening ikke er sammenfaldende med bevidsthedens tendenser, men afviger herfra, hvilket betegnes det ubevidstes autonomi. Drømmen adlyder ikke altid viljen, den er ofte i modsætning til bevidsthedens hensigter i mere eller mindre grad, men kan ligeledes falde sammen med bevidsthedens indhold og tendenser. Dette forhold er den førnævnte kompensation og er en sammenholden og sammenligning af forskellige data og standpunkter, hvorved en udligning eller berettigelse kan forekomme. Kompensationens funktion er altså at udtrykke, hvorvidt individet er i 36 overensstemmelse med sit eget væsens tendenser (Jung 2001a: 315). Kompensationen er vejledende i forhold til den sjælelige ligevægt og fungerer som en slags selvstyring i det psykiske system til overensstemmelse mellem bevidstheden og det ubevidste. Drømme, og hermed det ubevidste, frembringer erindringer, indsigter, oplevelser og udtrykker ubevidste faktorer (Jung 2001a: 316). Ved bearbejdning af det ubevidste materiale udvides og beriges individets horisont. Drømmeserier kan derfor være udtryk for en slags udviklingsproces (Jung 2001a: 317). Det kunstneriske udtryk kan herudfra menes at indeholde en yderligere funktion i forhold til selvindsigt angående integrering af det ubevidst fremkommet. Drømme frembringer, som nævnt, væsentlige kompensationer, men kan være uforståelige, fordi drømmen er en naturbegivenhed, og at naturen ikke udviser tilbøjelighed til at udtrykke viden i overensstemmelse med menneskelige forventninger (Jung 2001a: 321). Men "Hvad naturen efterlader ufuldkomment, fuldender kunsten!" (Jung 2001a: 322). Det vil altså sige, at hvad der er givet af naturen på en af mennesket ufuldkommen opfattet og derfor uforståelig måde, kræver den menneskelige psykes analyse og fortolkning og på denne måde, kan kunsten, ment som menneskets abstraktionsevne, fuldende naturen. Derfor har bevidstheden, ifølge Jung, en væsentlig funktion. Det ubevidste må ikke overvurderes, da det hæmmer den bevidste beslutningsdygtighed. Det ubevidste fungerer kun tilfredsstillende, når bevidstheden opfylder dets opgaver til mulighedernes grænse, altså via dens samspil med det ubevidste. Drømmen kan hjælpe med det manglende. Men hvis det ubevidste var bevidstheden overlegen, så ville det ikke være til at indse, hvori bevidsthedens nytte skulle bestå, hvorfor bevidsthedsfænomener nogensinde skulle være optrådt som en nødvendighed i menneskehedens udvikling (Jung 2001a: 323-324). Den menneskelige psykes totalitet kan altså ikke opdeles, men udgøres af gensidigheden af alle dens dimensioner. Konfrontationen med det ubevidste udgøres af en proces betegnet den transcendente funktion, fordi det er en funktion, der er funderet i det reelle og imaginære, rationelle og irrationelle data, og herved er bindeleddet mellem bevidstheden og det ubevidste. Konfrontationen er en naturlig proces, en manifestation af modsætningsspændingsenergien og består af spontane fantasiprocesser i drømme og visioner. Den naturlige modsætningsproces var Jungs 37 grundlag for en metode, der består i bevidst fremkaldelse af det, der naturligt sker ubevidst og integrere det i bevidstheden (Jung 2001b: 90). Det kunstneriske udtryk, som grundet i det ubevidste, kan på samme måde have den transcendente funktion, som et transcenderende bindeled. Behovet for et sådant er grundet i, at det ubevidste er i besiddelse af mere indholdsdyb og omfangsrig viden end bevidstheden på grund af det ubevidstes mere nuancerede perceptionsniveau. Det som bevidstheden fortrænger lagres i det ubevidste, der forsøger at kommunikere dette frem, fordi det er af betydning for inderlighedens velvære, at tilblivelsesprocessen er en helhedsintegration af alle følelsesmæssige aspekter. Ifølge Jung, er "(...) de fleste drømme af kompensatorisk natur. De understreger det, der til en given tid er den anden side, af hensyn til opretholdelsen af den psykiske ligevægt." (Jung 2001b: 112). Drømme kan ligeledes indeholde en korrektion til opfattelsen, hvilken har vejledende funktion (Jung 2001b: 112). Den transcendente funktion fører til åbenbaringen af det sande menneske, individet egentlige væsen. Umiddelbart er det en naturproces, der sker automatisk, igennem, hvilken betydningen af det ubevidste forekommer, fordi "Processens mening og mål er virkeliggørelsen af den oprindelig i den embryonale kim anlagte personlighed med alle dens aspekter. Det er tilvejebringelsen af og udfoldelsen af den oprindelige, potentielle helhed." (Jung 2001b: 118). Denne ubevidste kompensation indeholder, som nævnt, virkningsfulde og helende elementer, som, hvis de gives opmærksomhed og integreres i bevidstheden, kan fungere som medvirkende til individets helhedsdannelsesproces (Jung 2001b: 119). Tilgængeligheden af det ubevidste materiale, foreligger via de impulser, der stammer fra en psykisk sfære, hvilken er unddraget menneskets bedreviden og hensigter - drømme. Drømme indeholder billeder og tankemæssige sammenhænge, som ikke er frembragt med bevidst hensigt. De opstår spontant og udgør herved en psykisk aktivitet, der er unddraget viljens kontrol. Drømme er derfor et objektivt produkt, et naturprodukt af psyken, hvorfor der i drømme kan være henvisninger til og antydninger om grundtendenser i den sjælelige proces. Fordi den psykiske livsproces, som enhver livsproces, ikke kun er et årsagsbestemt forløb, men ligeledes en formålsbestemt, målrettet proces, foreligger der i drømmen, som er en selvafbildning af den psykiske livsproces, belæg med hensyn til en objektiv årsagsbestemthed og objektive tendenser (Jung 2001b: 138). 38 Dette kan sidestilles med det intuitivt spontant opståede, et kunstnerisk udtryk kan bero på, fordi der igennem begge forehavender foreligger en bestemt form for udtryksmåde, hvorigennem det ubevidste kan udfoldes. Det kunstneriske udtryk kan, som drømmesymbolers fremkomst, ligeledes bero på det spontant opståede, hvilket det kunstneriske udtryks forskellige former for symboludtryk kan være grundet i. Jung mener, som før nævnt, at drømme gentager bevidstheden minus den bevidste kritik, der bliver ignoreret af drømme. De gentager bevidsthedens indhold, ikke i dets totalitet, men sætter det fantasiprægede igennem over for det fornuftsmæssige (Jung 2001b: 139). De ubevidste tendensers formål, hvilket udtrykkes gennem drømme, er ikke kun fantasier, men selvfremstillinger af ubevidste udviklinger, som lader psyken vokse ud over det uhensigtsmæssige i den personlige bundethed. Ubevidst udvikles der et overpersonligt kontrolpunkt, hvilket udtrykkes i en symbolsk form (Jung 2001b: 141). Der foreligger mulighed for at det fortrængte indhold kan gøres bevidst og holdes bevidst, når det én gang er erkendt. Drømmen henter væsentlige punkter frem, der ved tilføjelse til bevidstheden, resulterer i en udvidelse, en dybere selverkendelse og herved en mere sammenhængende tilblivelsesproces (Jung 2001b: 142-143). Det kunstneriske udtryk kan på lignende vis, som drømme, anses for selvfremstilling, fordi udtrykket er funderet i det ubevidste materiale minus den bevidste kritik og herved have samme værdi som drømmes kompensatoriske funktion og derfor udgøre behovet og nødvendigheden for, at det ubevidstes symbolske udtryksform kan bevidstgøres og herved integreres i individets tilblivelsesproces. 4.1 Symbolisering Et centralt element i udforskningen af fremkomsten og tilgængeligheden af ubevidst materiale er menneskets evne til symboldannelse. Denne symboliseringsevne, som en del af det ubevidste, kan muligvis til dels være tilgrundliggende for behovet for kunstnerisk udtryk. Jung mener, at mennesker gør brug af symboler både bevidst og ubevidst grundet psykens abstrakte aspekt, menneskets evne til at opfatte omverdenen på et abstrakt niveau, opfattelsen af det, der rækker ud over genstandsverdenen og tanker, der ikke er knyttet hertil, og derfor er svært omsættelige i ord (Jung, von Franz, Henderson, Jacobi & Jaffe 1991: 20-21). 39 Ifølge Jung, har den rationelle bevidsthed som nævnt overtaget og alt, hvad der ikke refererer til noget sanseligt reelt, afvises som ikke-eksisterende. Men bevidstheden står ikke i direkte forbindelse med materielle objekter. Mennesket opfatter kun billeder formidlet indirekte gennem et kompliceret nerveapparat. Perception af det materielle foregår via en ubevidst forvandlingsproces. Mellem sanseorganernes nerveender og det billede, der fremtræder for bevidstheden, er der indkoblet en ubevist proces, hvilken forvandler det perciperede til psykiske billeder. Den synlige virkelighed består derfor af forarbejdede billeder, hvorfor mennesket følgelig umiddelbart lever i en billedverden (Jung 2001a: 12). Jung uddyber ikke dette nærmere, men det kan eventuelt skyldes det faktum, at de fleste menneskers umiddelbare møde med verdens materialitet er gennem det visuelle, og at de bevidste billeder har været igennem og underlagt bevidst rationel fortolkningsproces, hvilket forårsager et fremmedgørende aspekt i opfattelsen, hvorimod de billeder, der er subliminalt perciperede og stadig kun forefindes i det ubevidste, indeholder noget mere ægte. Ifølge Jung udgøres menneskets realitetsopfattelse følgelig af en psykisk verden og ikke en materiel verden. Alt tankemæssigt, rationelt som irrationelt, der tilhører den psykiske verden, er derfor af relevans som en del af menneskets verdensopfattelse. Det er de ubevidste faktorer, der frembringer bevidstheden og er grundlaget for eksistensen af en verden overhovedet. Jung argumenterer for en omvendt verdensopfattelse, hvor sjælen ikke er afledt af materielle årsager, men perceptionen af det materielle er afledt af det sjælelige (Jung 2001a: 13). Symboliseringsevnen kan altså anses som en tilgrundliggende faktor for erkendelse. Det er således igennem det ubevidste, at bevidstheden tillægger verden eksistens, forstået som mening. Hertil argumenterer May for erkendelsens kreative element som menneskets meningstillæggelse, og hvorledes kunsten grunder i dette. May foreslår en teori om kreativitet: "Creativity occurs in an act of encounter and is to be understood with this encounter as its center." (May 1994: 77). Møde er altid et møde mellem to poler. Den subjektive pol er det bevidste individ i den kreative handling. Den objektive pol er mødet med verden. Verden betyder mønstret af meningsfulde relationer i hvilke, 40 individet eksisterer og deltager. Verden har objektiv realitet, men er mere end det. Verden er hele tiden interrelateret med individet en kontinuerlig dialektisk proces mellem verden og selvet, hvor den ene forudsætter den anden, og ingen kan forstås uden den anden. Derfor kan kreativitet ikke være et subjektiv fænomen og kan aldrig undersøges kun på subjektive betingelser. Verdenspolen er en uadskillelig del af individets kreativitet (May 1994: 50). Den ydre verden, som et medium til åbenbaring af den indre, en åbenbaring af underliggende psykologiske og spirituelle forhold til verden via symbolisering (May 1994: 52). May fremstiller den kreative proces som et møde mellem disse to poler. Polerne betegnes ligeledes som væren og ikke-væren (May 1994: 78). Subjektet søger mening i verden. Mødet er ikke et møde med selve det objektive, men et møde mellem det subjektive (individet, væren) og det objektive (verden, ikke-væren). Kreativitet er den subjektive meningstillæggelse af det objektive. Kunstnerens vision er det mellemliggende bestemmende mellem subjektet og objektet, hvilket er ikke-væren, indtil subjektet frembringer væren via dets meningstillæggelse. Det kunstneriske udtryk er ikke en afbildning af det observerede eller oplevede, men afbildning af kunstnerens vision forårsaget af mødet med realiteten (May 1994: 79). May kritiserer den psykoanalytiske tolkning af kreativitet, forsøget på at finde noget indeni i individet, der er projekteret i det kunstneriske udtryk. Noget indre kan ikke udtrykkes udelukkende ud fra noget indre, der må nødvendigvis forefindes et møde med noget ydre, fordi det kræver en symboliseringsform som et transcenderende bindeled til bevidstgørelse (May 1994: 85). Kreativitet, og således det kunstneriske udtryk, kan være et udtryk for individets måde at udtrykke noget indre via noget ydre objektivt. Ydermere kan det indre anses som opstående i mødet med verden. Den psykoanalytiske kreativitetstolkning er muligvis ikke i modstrid med Mays udlægning, men det kunstnerisk udtryk kan betragtes som funderet i noget indre i individet, der er skabt på baggrund af mødet med verden. Erkendelse som grundet i meningstillæggelsen kan som følge heraf anses som en del af menneskets symboldannende evne. Verden er for mennesket således ikke-væren, indtil væren skabes via menings-tillæggelse. Den menneskelige symboliseringsevne kan altså være symbolsk brug af den ydre verden til udtrykkelse af den indre. May pointerer, hvorledes kreativitet opstår grundet det dynamiske møde mellem subjektive og 41 objektive poler: "The poet marries the language, and out of this marriage the poem is born." (May 1994: 85). For at understrege betydningen og vigtigheden af mødet udgøres det kunstneriske udtryk af et samspil, hvilket betyder, at der nødvendigvis er behov for et transcenderende bindeled til udtrykkelse af det ubevidste. May mener, at det kunstneriske udtryk, i form af de to poler, ligeledes kan anses som udtrykket for forbindelsen mellem bevidsthedens og det ubevidstes perceptioner som opstående indsigter via mødet i et dialektisk forhold, en gensidig kontinuerlig influeren (May 1994: 86). Dette betyder, at det kreative møde i det kunstneriske udtryk er totalt, det udtrykker en helhedsoplevelse (May 1994: 87). Det menneskelige erkendelsesfilter er som følge heraf den meningsgivende symboliseringsevne. Bevidsthedens interrelation med det ubevidste og dettes subliminale oplevelsesaspekter udgør en mere ægte erkendelse. Ligesom drømmes symboliseringer udtrykker noget mere ægte i forhold til individets indre, fordi erfaringer knyttes til noget emotionelt ubevidst, kan kunsten som udtryksmedium ligeså, således at den derfor fuldender naturen, fordi menneskets verdenstolkning er baseret på meningsgivende symboliseringer. Det kunstneriske udtryk kan altså anses som funderet i mødet mellem bevidstheden og ubevidste. 4.2 Psykens totalitet Udforskningen af den menneskelige psyke er, som nævnt, kompleks grundet dens forskellige operationsniveauer, og der må tages højde for udforskningens abstrakte element, hvilket Jung ligeledes fremhæver ved påpegningen af, at udforskningen af psykens totalitet beror på det erfaringsmæssige, og derfor kan synes vagt udfoldet og ubegrundet, fordi det er (Jung 2001b: 126): "(...) en psykologi, der stammer fra det virkelige liv og hvilken virker på det virkelige liv, kan den ikke påberåbes (...) et intellektueltvidenskabeligt standpunkt, men er bundet til også at tage tilbørligt hensyn til følelsesstandpunktet, altså følgelig til alt, hvad sjælen rent faktisk indeholder. Det drejer sig om denne praktiske psykologi ikke om en eller anden almen menneskelig sjæl, men om de individuelle 42 mennesker med alle de mangfoldige problemer, der umiddelbart plager dem. En psykologi, der kun tilfredsstiller intellektet, er aldrig praktisk; thi sjælens totalitet kan aldrig fattes af intellektet alene. Hvad enten vi vil det eller ej: verdensanskuelsens moment trænger sig på, fordi sjælen higer efter et udtryk, der omfatter dens totalitet." (Jung 2001b: 127). Ifølge Jung er det ubevidstes funktionsniveau bevidstheden overlegen og derfor en yderst essentiel del af psykens helhed. "Uforbundethed med det ubevidste betyder instinkt- og rodløshed." (Jung 2001b: 124). Men fortvivl ej: "Hvis det lykkes at etablere den funktion, [Jung] betragter som transcendent, er uenigheden med én selv ophævet, og så kan man glæde sig over det ubevidstes gunstige side. Da giver det ubevidste nemlig al den støtte og hjælp, som en velvillig natur kan give mennesket i overstrømmende fylde. Det har jo muligheder, som er lukkede for bevidstheden, for det disponerer over alle de psykiske indhold, der ligger under tærsklen (er subliminale), over alt det glemte og oversete (...)". (Jung 2001b: 124). Ifølge Jung, indeholder psyken perciperet materiale, der ikke har været i berøring med bevidstheden grundet det subliminale perceptionsniveau, hvilket betyder, at materialet udelukkende er optaget på et ubevidst niveau. Det er dog muligt for individet at transcendere dette materiale, der grundet den subliminale perception foreligger i det ubevidste, til bevidstheden, hvilket har en fuldstændiggørelse af individets tilblivelsesproces til følge (Jung et al. 1991: 23). Det ubevidste indeholder altså indsigter på grund af de forskellige psykiske perceptionsniveauer og som en del af den psykiske helhed, er det ubevidste derfor essentielt i forhold til tilblivelsesprocessen. For at forstå hvorledes det ubevidste opererer, er det væsentligt at betragte psykens funktionelle struktur i dens helhed. Ifølge Jung er den vesterlandske virkelighedsopfattelse blevet indskrænket til kun at omfatte direkte eller indirekte perciperet sansedata. Denne materielle virkelighed forårsager en afskæring fra opfattelsen af verdenshelheden (Jung 2001a: 11). Dette 43 kan ses i forhold til mennesket som værende i en natur/kultur-konflikt. Men grundet mennesket som socialt væsen, har denne konflikt muligvis altid forekommet som et menneskeligt grundvilkår. Men som Jung påpeger, kan denne have tiltaget i og med en bestemt udvikling af det samfundsmæssige liv og en udvikling af menneskets fokuseren væk fra det mere instinktive. Ydermere beskrives, hvorledes denne natur/kultur-konflikt udfoldes som en konsekvens af spændingen mellem norm og individ: "Ved neurosen består der to tendenser, som står i skarp modsætning til hinanden, og af hvilken den ene er ubevidst." (Jung 2001b: 29). Ifølge Jung er det et kendetegn for kulturmennesket at være uenig med sig selv som følge af, at skulle forene natur og kultur. Kulturprocessen består i tilbageholdelse af instinkter (Jung 2001b: 29). Det er ikke kun den menneskelige driftsnatur, der konflikter med kulturen, men ligeledes nye ideer fra det ubevidste. Neurose indebærer en uforening af psykens bevidste del, der stræber efter tilpasning og den ubevidste del, der udgør det individuelle særegne (Jung 2001b: 30). Det er af yderste vigtighed at komme i kontakt med og forholde sig til det ubevidste, og Jung mener, at afbalancering af psykens natur/kultur-konflikt er væsentlig for tilblivelsesprocessen i forhold til foreningen af den indre natur og den ydre kultur, hvilken ligeledes er en instinktivt handlingsregulator (Jung 2001b: 37). Altså: "For meget dyr forvansker kulturmennesket, for megen kultur skaber syge dyr." (Jung 2001b: 38). I forbindelse hertil kan Mays påstand om at individet ikke kan være i et vakuum tages i betragtning (May 1994: 8). Vakuummet kan være som udtryk for, at hvis individet ikke udfolder dets helhed og derved særegenhed, vil det befinde sig i en form for eksistentiel tomhed, derfor nødvendigheden af udtryk for det ubevidste for individets inderlige velvære. I relation til psykens totalitet argumenterer May for et interessant aspekt ved bevidsthedsdannelse og kreativitet. Ifølge May indebærer det at være menneske nødvendigvis fysiske og psykiske begrænsninger. May udforsker hvorledes begrænsningerne er værdifulde og diskuterer det fænomen, at kreativitet kræver begrænsninger, fordi kreativitet opstår ud fra menneskets kamp med og mod det, der begrænser dem (May 1994: 113). Bevidsthed er opstået på grund af opmærksomheden på disse begrænsninger. Menneskets bevidsthed er dets særlige 44 karakteristiske kendetegn og uden begrænsninger, ville mennesket aldrig have udviklet bevidstheden. Bevidstheden er opmærksomheden, der opstår ud fra den dialektiske spænding mellem muligheder og begrænsninger. Gennem en mængde begrænsende oplevelser lærer individet at udvikle evnen til at differentiere sig selv fra andre individer og objekter samt at udskyde tilfredsstillelse. Hvis der ikke havde været begrænsninger, havde der ikke været bevidsthed (May 1994: 114). Ud af indre begrænsninger såsom angst, fremmedgørelse og skyld opstår noget værdifuldt såsom ansvar og kærlighed, hvorfor begrænsninger er udvidende. Begrænsninger er kilden til kreativitet, en skabelsesproces, hvorigennem harmoni udgøres af modsatte spændinger, og det der opstår herudfra (May 1994: 115). Denne dialektiske spænding er tilstede i kunsten (May 1994: 116). Kunsten som medium udtrykker spændingen i form af kunstnerens absorberingen af denne spænding og herved det meningsgivende aspekt udtrykt via symbolisering, fordi verden formes i det, den tager menneskets form (May 1994: 117). Fantasien er af afgørende betydning i forhold til menneskets indtagelse af omverdenen i form af impulser, ideer, billeder og alle andre slags psykiske fænomener samt se visioner og overveje muligheder (May 1994: 120). Men fantasiaspektet indebærer ligeledes muligheden for at miste orienteringen og faren for total isolation, miste de grænser, der muliggør realitetsorienteringen. En form udgjort af begrænsninger er derfor vigtig (May 1994: 121). En lignende oplevelse kan forefindes i det kunstneriske udtryks destruering af grænser i skabelsen af nye. Balance mellem fantasi og begrænsninger er en nødvendighed (May 1994: 122). Ifølge Jung har psyken ikke nogen absolut realitet, den er et gensidigt forhold mellem bevidstheden og det ubevidste, der begge er virkelige psykiske oplevelser og udgør menneskets erkendelse af verden. Der vides intet om det eksisterendes inderste væsen og om det absolut værende, en ren objektiv erkendelse forefindes ikke. Mennesket oplever forskellige virkninger udefra gennem sanserne, og indefra gennem fantasien. Det ubevidstes symbolverden er sat i stedet for noget ukendt, men virkeligt (Jung 2001b: 227). Fortløbende bevidstgørelse af ubeviste fantasier under aktiv deltagelse har den konsekvens, at bevidstheden udvides, da det ubevidste indhold bliver bevidst, at det ubevidstes dominerende indflydelse reduceres og i stedet bevidst integreres, hvorved der sker en personlighedsudvikling. Der sker en ændring af den generelle indstilling, en ændring i ensidigheden i den bevidste 45 indstilling. Den bevidste generelle indstilling giver nogle funktioner fortrin, hvorved de andre trænges i baggrunden. Via oplevelsen og bevidstgørelsen bliver det ubevidste materiale assimileret med bevidstheden igennem den transcendente funktion (Jung 2001b: 228). Oplevelsens totalitet er en gennemgribende ændring af personligheden. Det er et forløb i personlighedsudviklingen, hvilken udgøres af en lang, sammenhængende serie af forvandlinger, der har til formål at nå frem til personlighedens centrum. Personlighedens centrum er et punkt i midten mellem bevidstheden og det ubevidste, en ny centrering af den samlede personlighed, det er punktet for den nye ligevægt forårsaget af assimileringen af det ubevidste, hvilket er en slags tilnærmelse mellem bevidstheden og det ubevidste. Grundet dette centrums centrale beliggenhed mellem bevidstheden og det ubevidste frembryder et nyt sikkert grundlag for personligheden (Jung 2001b: 230). Processen omhandler frigørelse for modsætninger. Personlighedsforvandlingen udgøres af processen via den aktive deltagelse, at individet blander sig med de ubevidste processer og tager dem i besiddelse på den måde, at lade sig tage i besiddelse af dem. Således forbindes bevidstheden og det ubevidste, og personligheden udvides. Den transcendente funktion opstår altså som følge af foreningen af modsætningerne (Jung 2001b: 232). Denne helhedsforening betegnes individuation og vigtigheden af et menneskes individuation er at leve i overensstemmelse med det selv. Grundet sammenblandingen med andre mennesker, kommer individet i tilstande og begår handlinger, der gør det uenigt med sig selv. Fra enhver ubevidst sammenblanding og manglende udskillelse udgår der en tvang til at være og handle på måder, som man ikke selv er på (Jung 2001b: 234). Det ubevidste er en psykisk faktor, som er aktiv og på den utroligste måde kan unddrage sig den bevidste vilje (Jung 2001b: 237). Det ubevidste er en naturproces med potentiel målrettethed. Når bevidstheden deltager aktivt og oplever hvert enkelt trin af processen og forståelsesmæssigt har en anelse om, hvad der foregår, så begynder det næste billede på det vundne højere selvindsigtstrin, og på den måde opstår målrettetheden. Det næste formål for konfrontationen med det ubevidste er opnåelsen af en tilstand, i hvilken det ubevidste indhold ikke længere er ubevidst og udtrykkes indirekte (Jung 2001b: 241). Det ubevidste består af naturprocesser, der ligger hinsides det menneskeligtpersonlige. Kun bevidstheden er personlig (Jung 2001b: 243). Mennesket står med 46 sjælen midt imellem betydningsfulde virkninger indefra og udefra og må derfor tilgodese dem begge. Dette kan kun gøres i forhold til den individuelle evne (Jung 2001b: 246). Selvet er et psykologisk begreb, der udtrykker en eksistentiel totalitet, der er mennesket uerkendeligt, og som overstiger fatteevnen. Begyndelsen til det sjælelige liv synes at udspringe af Selvet og bevæge sig hen imod det. Selvet og Jeget må ikke forveksles (Jung 2001b: 247). Selvet kan karakteriseres som en slags kompensation for konflikten mellem Indre og Ydre. Selvet har karakter af noget, der er et resultat, et opnået mål, noget der gradvist er kommet i stand og blevet muligt at erfare. Derfor er Selvet også livets mål, for det er det mest fuldstændige udtryk for den kombination, der kaldes individ. Med fornemmelsen af Selvet som noget irrationelt, udefinerbart værende, som Jeget ikke står i modsætning til, og som det ikke er underkastet, men forbundet med, og omkring hvilket det roterer, er individuationens mål nået. Brugen af ordet fornemmelse, er grundet i den perceptoriske karakter af forholdet mellem Selv og Jeg. I dette forhold er der noget, der ikke kan erkendes, for der kan ikke udsiges noget om Selvets indhold. Jeget er det eneste indhold i Selvet, der kendes. Det individuerede Jeg fornemmer sig som objekt for et ukendt og overordnet subjekt. Ideen om et Selv er en transcendent påstand, der kan retfærdiggøres psykologisk, men ikke bevises videnskabeligt (Jung 2001b: 249). Psykens totalitet udgøres altså af mere end bevidsthedens niveau, hvilket er væsentligt i forhold til en afbalanceret tilblivelsesproces i menneskets møde med verden i form af natur/kultur-konflikten. Det kunstneriske udtryk og behovet herfor som udtryk for dette dialektiske spændingsforhold, hvor der skabes på baggrund af en begrænsningsfølelse, kan derfor være grundet i noget følelsesmæssigt fortrængt, der trænger sig på. Begrænsningernes skabelseskraft kan således udgøre en faktor i forhold til det kunstneriske udtryk, hvilket kan anses som skabt på baggrund af begrænsninger, forstået som kulturens begrænsninger af individets udfoldelse af dets særegen væsens natur. Den menneskelige fantasi fører bevidstheden og det ubevidste sammen i oplevelsens totalitet med opnåelsen af personlighedens centrum som formål i målrettetheden af individuation, en helhedsintegrerende tilblivelse. Det kunstneriske udtryk kan herved anses som en form, mennesket har behov for, for 47 udtrykkelse af det udvidende ubevidste materiale således, at der i tilfældet af en uoverensstemmende væsensfølelse, kan forekomme en destruering af noget ikke oprigtigt i skabelsen af noget mere helhedsintegrerende overensstemmende oprigtigt, sådan at Selvet realiseres og Jeget er afbalanceres i den eksistentielle totalitet udgjort af inderlighedens velvære. 4.3 Det ubevidste Jungs opfattelse af det ubevidstes indhold rækker ud over det fortrængte eller undertrykte, da dette ligeså godt kunne være bevidst, eftersom dette er en konsekvens af ydre omstændigheder. Det ubevidste består, som nævnt, ligeledes af det psykiske materiale, der ikke har nået bevidstheden, da en ophævelse af fortrængningen ellers ville gøre, at mennesket aldrig ville glemme noget. Det ubevidste indeholder således fortrængt materiale, det psykiske, der er optaget under bevidsthedstærsklen, subliminale sanseperceptioner og materialer, der endnu ikke har nået bevidstheden. Dette er oprindelserne til senere bevidst indhold (Jung 2001b: 134). Det ubevidste er hele tiden i beskæftigelse med dets indhold og er normalt koordineret med bevidstheden i et kompensatorisk forhold. Dette forhold er af personlig natur på grund af den individuelle erfaring. Grundet psykens forskellige perceptionsmåder er det ubevidste en altid tilstedeværende del af psykens helhed (Jung 2001b: 135). Derfor må det ubevidste nødvendigvis medtages som et menneskeligt grundvilkår, hvorfor mennesket som konsekvens heraf har behov for at give udtryk for herfor. Jung mener, at der i det ubevidste må udsondres et personligt ubevidst lag, der indholdsmæssigt er af personlig natur karakteriseret af erhvervelser af den individuelle eksistens, og ligeledes er psykologiske faktorer, hvilke kunne være bevidst. Dette personlige indhold genkendes ved påvisningen af dets virkninger eller delvise opdukken med oprindelse i den personlige fortid. Det er integrerende bestanddele af personligheden, hvis fravær fremkalder et mindreværd i bevidstheden, hvilket har karakter af en undladelse, hvorved der trænger sig et moralsk ubehag på. Mindreværdet, der påvirker moralsk, angiver, at det manglende element er noget, som i overensstemmelse med individets følelser, ikke burde mangle, som kunne være bevidst. Denne moralske mindreværdsfølelse stammer fra konflikten med individets 48 eget Selv, der af hensyn til den sjælelige ligevægt kræver udligning af underskuddet. Mindreværdsfølelsen angiver ikke kun kravet om assimilation af det ubevidste, men ligeledes muligheden for assimilation. Det er menneskets moralske kvaliteter, der tvinger det til at assimilere dets ubevidste Selv og holde det bevidst. Ved at føre indholdet af det personligt ubevidste over i bevidstheden og på denne måde realisere det ubevidste Selv, udvides personlighedens omfang (Jung 2001b: 142-143). Dette moralske aspekt kan være grundet i, at individet føler sig umoralsk i forhold til sit eget væsens karakter, Selvet. Derfor forligger inderlighedens velvære via selvindsigt nødvendigvis igennem udfoldelse af det ubevidste materiale, der herved vil give den rette moralske følelse af overensstemmelse med Selvet, individets væsensmæssighed. Jung beskriver konfrontation med det ubevidstes meddelelser, som en frisættelse af ubevidste processer, der i form af fantasier træder ind i bevidstheden. Det er af afgørende vigtighed at opleve fantasierne fuldstændigt og forstå dem, for så vidt som en intellektuel forståelse ligeledes hører med til oplevelsens totalitet. Men fortolkning og forståelse er ikke af højeste prioritet, det er oplevelsen. En virkelig konfrontation med det ubevidste kræver, at der sættes et bevidst standpunkt op over for det ubevidste (Jung 2001b: 222). Det ubevidste viser igennem fantasier, psykiske påvirkninger af det følelsesmæssige. Intellektet kan forstå dem og erkende, at de er ugyldige, men følelserne består stadig, de kan ikke angribes intellektuelt, fordi de ikke beror på nogen intellektuel eller fornuftsmæssig basis, men på et ubevidst irrationelt fantasiliv, der ikke er tilgængeligt for en bevidst kritik. Det ubevidste må derfor gives lov til at udtrykke denne fantasiverden (Jung 2001b: 223). Ubevidste lagrede følelser kan kun befris via fokus på de fantasibilleder, der svarer til dem. Det er karakteristisk for den ubevidste del af psyken, at den udtrykker sig på sin egen facon og ikke tager hensyn til den bevidste del. Det, som er i det ubevidste, fastholdes der, ligegyldigt om bevidstheden lider under det eller ej. Men det ubevidste har en mening, en hensigt og et formål. "Der findes sjælelige formål, der ligger hinsides bevidste formål (...)" (Jung 2001b: 224). Det ubevidste kan besidde følelsesmateriale, der ikke er bevidst for individet, og derfor må føringen overlades til det ubevidste og gives muligheden for at blive til bevidsthedsindhold i form af det ubevidstes symbolske udtryk via fantasier og drømme (Jung 2001b: 224). Fuldstændig oplevelse af det ubevidste indhold kræver aktiv deltagelse, ikke kun konstatering og accept, og 49 herigennem kan det ubevidste erkendes for individet (Jung 2001b: 225). Fantasierne må ikke konkretiseres, da de er individuelle symboliseringer, der derfor kræver individuel fortolkning, eftersom de altid er tilknyttet individuelle erfaringer. Med Jungs ord virker noget bag ved fantasibilledernes slør. Dette er noget virkeligt, hvorfor dets ytringer må tages alvorligt. Det ubevidstes symbolverden er ikke sagen selv kun et udtryk for noget virkeligt (Jung 2001b: 226). Integrering af det ubeviste kræver således bevidst fokusering og fortolkning, hvilket kan anses som menneskets kunstneriske kunnen, hvorfor kunsten fuldender naturen. Til uddybelse af dette i forhold til det kunstneriske udtryk fremstiller May kreativitet som funderet i det ubevidste. May bruger betegnelsen det ubevidste om det domæne, hvorfra oplevelsen af gennembrydningen af ideer fra et dybere plan end bevidstheden stammer. Det ubevidste dækker over underbevidsthed, førbevidsthed og andre dimensioner under bevidstheden. May mener ikke, at der eksisterer noget, som det ubevidste, betegnelsen, refererer til ubevidste dimensioner, aspekter eller kilder af oplevelser. May definerer det ubevidste som potentialerne for opmærksomhed eller handling, hvilke individet ikke kan eller vil realisere. Disse potentialer er kilden til det, som kan kaldes fri kreativitet (May 1994: 55). May undersøger naturen og karakteristikaene for den kreativitet, der har oprindelse i disse ubevidste dybder (May 1994: 56). Ifølge May bryder det ubevidste igennem i opposition til bevidstheden og beskriver denne gennembrudsoplevelse via fire karakteristika. Det første er, at det ubevidstes gennembrud ikke kun er en udvidelse af opmærksomheden, det er en dynamisk proces mellem den bevidste tænkning og perspektiver fra det ubevidste. Indsigternes gennembrud bevirker, ud over glæden herved skyld og angst. Skyldfølelsen forårsages, fordi der destrueres en overbevisning. Angstfølelsen opstår, fordi der rykkes ved selv/verden-forholdet (May 1994: 58-60). Det andet er, at gennembruddet medfører en klarhed, en skærpet perception, en transcenderethed af verden. Denne indre og ydre intensive verdensoplevelse kan virke momentant overvældende. Dette er et aspekt af, hvad der betegnes ekstasen, foreningen af ubevidst oplevelse med bevidstheden. En forening, der ikke er abstrakt, men en dynamisk umiddelbar fusion. Det ubevidstes gennembrud involverer en øget sensorisk oplevelse. Denne form for 50 oplevelse kan defineres som en tilstand af øget bevidsthed. Det ubevidste er en dybere dimension af bevidstheden, og når den strømmer ind i bevidstheden på denne polariske måde, er resultatet en intensivering af bevidstheden, hvilket øger tænkeevnen samt sansningsprocesserne og hukommelsen intensiveres (May 1994: 61). Det tredje er, at indsigter stammer fra ubevidste niveauer præcis på de områder, hvor individet er mest intensivt bevidst engageret, en fuldførelse af det ufuldførte. Det fjerde er, at indsigter fremkommer i overgangen mellem arbejde og afslapning. Heri foreligger momentet af åbenhed, fordi gennembruddet kræver en vekslen mellem intenst, bevidst arbejde og afslapning, hvorfor indsigten ofte fremkommer i overgangen (May 1994: 62-63). Dette betegnes elegance, fordi den har en anvendelig del, en harmoni af intern form udgjort af en indre overensstemmelse og sammenhæng. Indsigterne opstår, fordi de har en bestemt form, en form, der er smuk, fordi den fuldender det ufuldendte (May 1994: 68). Psyken arbejder altså på forskellige niveauer samtidig. Det ubevidste er således en del af psykens helhed, fordi den intense bevidste fokusering samtidig bearbejdes ubevidst, hvilket fremkommer i bevidstheden, når psyken har ro til åbenheden af gennemstrømningen af det ubevidste, ro til niveauernes transcenderethed, hvorfor det virker som en umiddelbar intuitiv spontant opstået indsigt, som adgangen til noget udefrakommende højere indsigtsfuldt, men i virkeligheden er adgangen til noget indefrakommende dybere indsigtsfuldt. Det er en indre viden, som individet ved uden at vide det, fordi denne viden er opstået på det ubevidste psykiske niveau, der arbejder på en anden måde end bevidstheden, og som denne ikke umiddelbart har adgang til. Dette kan uddybe Jungs påstand om kunstens fuldendelse af naturen. Det kunstneriske udtryks virkningskraft som hjælpemiddel til fastholdelse og herudfra tolkning og forståelse. Elegancen kan altså anses som den selvindsigt, der kan medføre oplevelsen af individets fuldendelse af det selv. May pointerer, at der i det moderne menneske er opstået en angst for irrationelle fænomener, for det ubevidstes tilsyneladende irrationalitet, og derfor har blokeret for de dybere dimensioner af opfattelsesevnen og herved for funktionen af psyken som helhed. Dette er en blokering for den kreativitet, der åbner for noget dybere og udvidende menneskeligt essentielt og derfor for noget meningsfuldt. Blokeringen 51 skærmer ligeledes for angsten for det ukendte, destruktionen af et kendt fundament og en etableret overbevisning. Det er modet til at konfrontere angsten, der udvider individet og skaber menneskeheden (May 1994: 70-71). Det essentielle og meningsfulde foreligger altså ved en åbning for individet som helhed og derfor for sammenhængende og overensstemmende eksisteren. 4.4 Tilblivelse Igennem drømmes arrangement og mønster viser der sig en form for skjult målrettethed, der er skabende for den psykiske vækst, hvilket Jung betegner individuationsprocessen. Denne kan ikke frembringes via bevidstheden, men sker uvilkårligt og naturligt. Dette opstår ud fra det, førnævnte, indre center, Selvet, hvilket er udtrykket for individets fuldstændighed (Jung et al. 1991: 161). Selvet er en form for indre retningsgiver, som kun kan forstås igennem tolkning af drømmenes symbolik. Det er et styrende center, der bevirker en konstant udvidelse og modning af personligheden, hvis Jeget er åben herfor. Jeget har til formål at virkeliggøre psykens helhed, da det er det, der tillader psykens dele at blive bevidstgjort. Individuationsprocessen har til formål at realisere det unikke i et individ. Processen sker af sig selv og ubevidst, da den er en del af den menneskelige natur, men er egentlig kun virkelig, hvis individet er bevidst herom. Individuationsprocessen indebærer altså menneskets evne til at deltage bevidst i egen udvikling. Men individuationsprocessen indebærer mere end at skabe overensstemmelse mellem den indre helhed og de ydre omstændigheder. Den subjektive oplevelse giver en følelse af at noget, der ligger uden for individet selv, griber aktivt og skabende ind. Dette skabende aspekt kan kun udfoldes, hvis Jeget forsøger at få en dybere og mere grundlæggende form for eksistens. Dette kræver Jegets opfyldelse af denne indre trang til en fuldstændiggørende helhedsorienteret tilblivelsesprocesproces (Jung et al. 1991: 162). Virkeliggørelse af individuationsprocessen kræver altså bevidst overgivelse til det ubevidstes kræfter for den indre helheds skyld (Jung et al. 1991: 163). Det er nødvendigt med eftergivelse for den umærkelige stærke impuls, der kommer fra den indre stræben mod egenartet, skabende selvrealisation på baggrund af psykens helhed, Selvet (Jung et al. 1991: 164). Den egentlige individuationsproces er en bevidst kommen overens med den psykiske kerne, Selvet (Jung et al. 1991: 166). 52 Selvet kan altså være udtryk for det ubevidstes mere omfattende indsigtsfuldhed som en del af individet selv, der besidder selvindsigt, og fordi individuationsprocessen foregår via bevidst åbenhed over for det ubevidste, kan indsigten i Selvet ligeledes gives via det kunstneriske udtryks intuitivitet, fordi forståelsen udelukkende foreligger via symboliseringer. Den dybere og mere grundlæggende form for eksistens kan ses i forhold til det, at mennesket nødvendigvis ikke kan befinde sig i et vakuum, da dette indebærer en tomhedsfølelse af ikke-eksistens. Altså eksisterer et individ først i og med udfoldelsen af dets særegne væsen. Jung betegner dette bevidstgørelse af skyggen. Gennem drømme bliver mennesket bekendt med aspekter af egen personlighed, som bevidst er blevet overset, da disse er sider, individet ikke vil vedkendes, men som er impulser fra Selvet. Skyggen er en del af det ubevidste og repræsenterer ukendte eller kun lidt kendte egenskaber og kvaliteter hos Jeget. Aspekter som tilhører den personlige sfære, hvilke lige så vel kunne være bevidste. Kollektive faktorer, som dirigerer individets liv fra det ydre, kan også indgå. Skyggen repræsenterer sider af individet selv, som det ikke vil anerkende, og derfor er blevet forskudt til det ubevidste. Disse forskydes, hvis den kollektive tilpasning kræver handlen, der ikke er i overensstemmelse med Selvet (Jung et al. 1991: 168-169). Dette udfolder således den natur/kultur-konflikt, der synes at være et eksistentielt grundvilkår. En side individet oplever som forbudt eller ikke acceptabel i forhold til ydre omstændigheder, hvorfor den forskydes, og individet hermed ikke oplever følelsen af et helhedsorienteret Jeg, at være i fuld overensstemmelse med sig selv. Yderligere mener Jung, at opdagelsen af det ubevidste medfører et krav om selvransagelse (Jung et al. 1991.: 176). Opdagelsen af at der foreligger et aspekt af psyken indeholdende noget mere væsensoverensstemmende giver således individet bevidstheden om udgangspunktet for muligheden for selvrealisering, hvilket forårsager en form for selvansvar. Ifølge Jung kan drømme, og følgelig det ubevidste, give kulturmennesket en tiltrængt vejledning til problemløsning i forhold til det ydre og det indre. Mange drømme er knyttet til det ydre liv, men ikke til en tilpasning af dette. De fleste drømme omhandler Jegets ønske om at udvikle det rigtige indre forhold til Selvet, da dette er 53 alvorligt forstyrret hos det moderne menneske, der ikke er i forbindelse med dets indre kerne, men hvis bevidsthed er viklet ind i de ydre omstændigheder. Selvet er derfor svært tilgængeligt i helhedsintegrationsprocessen. Den bevidste psyke opretholder en virkelig ydre verden, hvilken lukker af for indre fornemmelser (Jung et al. 1991: 207-208). Herudfra kunne det anses som et menneskeligt grundvilkår at være indviklet i de ydre omstændigheder og hermed være i en form for ubalance og derfor et menneskeligt grundvilkår at have et behov for at lade det ubevidste, det egentlige væsensmæssige, komme til udtryk. Dog findes der, ifølge Jung, en metode til denne helhedsintegration. Ved at leve sit ydre liv med samtidig daglig opmærksomhed på de tegn Selvet benytter for at symbolisere dets hensigter. Det handler om en afbalancering mellem Jegbevidstheden og det ubevidstes kerne, Selvet (Jung et al. 1991: 212-213). Den bevidste opmærksomhed er således af afgørende betydning for en helhedsintegrerende tilblivelsesproces. Den førnævnte individuation omhandler det at blive et selvstændigt individ, at blive sit eget Selv og kan derfor ligeledes betegnes selvrealisering eller selvvirkeliggørelse. De udviklingsmuligheder, der ikke indebærer dette, er selvafviklinger, selvopgivelse til fordel for en ydre rolle eller indbildt betydning. Det kollektive har overtaget, og Selvet træder enten i baggrunden i forhold til den sociale anerkendelse eller i forhold til et indbildt "bør". Selvopgivelsen i forhold til det kollektive svarer til et socialt ideal. Individuation betyder en bedre og mere fuldstændig opfyldelse af menneskets kollektive bestemmelse, fordi en tilstrækkelig hensyntagen til individets egenart betyder bedre social ydelse, end når egenarten bliver forsømt eller undertrykt. Individets egenart må ikke forstås som en fremmedartethed i dets substans eller komponenter, men snarere som et specielt blandingsforhold af funktioner og evner, hvilke er universelle. De universelle faktorer er variable, og variabiliteten muliggør den individuelle egenart. Individuationen betyder derfor en psykologisk udviklingsproces, der opfylder de givne individuelle bestemmelser. Det menneskelige individ er som levende enhed sammensat af universelle faktorer og er derfor kollektivt. Individuationen tilstræber en levende samvirken mellem alle faktorer. Men fordi de universelle faktorer altid kun er til stede i individuel form, frembringer den fuldstændige hensyntagen til dem en individuel virkning (Jung 2001b: 183-184). 54 Så længe det ubevidste er ubevidst, kan der ikke udsiges noget herom. Men de ubevidste processer manifesteres igennem symptomer, handlinger, meninger, affekter, fantasier og drømme. Herigennem kan der drages indirekte konklusioner. Men det ville være en illusion at tro, at de ubevidste processers virkelige natur kan erkendes. Det ubevidste er aldrig i ro. Der synes altid at være aktivitet (Jung 2001b: 186). Om natten synliggøres det ubevidste i form af drømme. Om dagen bryder den kun af og til igennem den hæmning, der udgår fra bevidstheden. Hypotesen er, som før nævnt, at de ubevidste processer står i et kompensatorisk forhold til bevidstheden. Bevidstheden og det ubevidste supplerer hinanden gensidigt til en helhed, Selvet. Selvet er derfor større end det bevidste Jeg, der omfatter både den bevidste og den ubevidste psyke. Selvet vil aldrig kunne bevidstgøres og erkendes i dets totalitet, da der altid vil eksistere en ubestemt og ubestemmelig mængde af ubevidst, der hører med til Selvets totalitet. Selvet vil derfor altid være overordnet individet. De ubevidste processer, der kompenserer det ubevidste Jeg, indeholder alle de elementer, der er nødvendige for totalpsykens selvregulering. På det personlige plan er det de personlige motiver, oversete betydninger eller konklusioner, affekter individet ikke har tilladt og kritik, individet har skånet sig selv for, der ikke er anerkendte i bevidstheden (Jung 2001b: 187). Altså en menneskelig grundvilkårlig kontinuerlig tilblivelsesproces i et balancemæssigt spændingsfelt. Ifølge Jung, må det ubevidste ikke tillægges en bevidsthedspsykologi, da dets mentalitet er instinktiv, det har ingen differentierende funktioner, det tænker ikke på det alment forståede ved tænkning, det skaber derimod billeder svarende til bevidsthedens situationer og som indeholder lige så meget ide som følelse og er ikke et produkt af rationelle overvejelser. Dette kunne snarere betegnes som en kunstnerisk vision. Et problem er ofte for drømmeren ikke et intellektuelt problem, men et dybt emotionelt (Jung 2001b: 192). En konflikt kan være forårsaget af noget, der er afhængigt af tid og sted. Drømmens mærkelige rammende, billedlige udformning er fordelagtig, som en psykisk grundlov, for den primitive, naturlige ånd, der lever i os alle og kun er formørket på grund af en ensidigt udviklet bevidsthed. Det ubevidstes drivende motiv synes kun at være en drift til selvvirkeliggørelsen (Jung 2001b: 193). Forklaringen af trangen til selvvirkeliggørelse er blot menneskets 55 trang til at følge dets naturlige væsen. En slags forsinket modning af personligheden. Det må derfor antages, at de ubevidste processer fører indhold frem til bevidstheden, som, hvis de erkendes, vil udvide bevidsthedens omfang. Hvis det ubevidste kun var reaktivt i forhold til bevidstheden, kunne det betegnes som psykens spejlverden, og så ville kilden til alle indhold og aktiviteter ligge i bevidstheden, og der ville i det ubevidste kun forefindes forvrængede spejlbilleder af bevidst indhold. Den kreative proces ville da finde sted i bevidstheden, og alt nyt ville ikke være andet end bevidst opfindelse eller udspekulering. Men kendsgerninger, der bygger på erfaring, viser, at uvilkårlighed er den væsentligste egenskab ved den kreative tanke. Da det ubevidste er en selvstændig, produktiv aktivitet, er dets erfaringsområde en særskilt verden, en særskilt realitet, hvilken virker på mennesket (Jung 2001b: 194). Derfor mener Jung, at balanceaffindning er essentielt for det menings-givende aspekt i den individuelle tilblivelsesproces. Det betyder vigtigheden af et helhedsintegreret Jeg med afbalancering af kollektiv tilpasning og inderlig overensstemmelse (Jung 2001b: 86). Herved indeholder det ubevidste altså mere sand viden om individets sindstilstand. Inderlighedens velvære kan altså anses som opstående i et dialektiske forhold. Hertil mener May, at Selvet skabes ud fra forskelligt psykisk indhold, hvilket giver det retning i dets selvskabelse, hvilket er en kontinuerlig proces. Ud fra Kierkegaards beskrivelse af selvet, som kun værende det, som det er i tilblivelsesprocessen, mener May, at tænkning og selvskabelse er uadskillelige (May 1994: 99). Ud fra Sartres argument om, at individet skaber det selv i kraft af mængden af valg, anser May den menneskelig frihed som involverende evnen til at vælge, hvad det vil vægte. Evnen til selvskabelse, baseret på denne frihed, er uadskillelig fra bevidstheden og selvbevidstheden. Selvskabelse er realiseret ved håb, idealer og forestillinger. Disse modeller fungerer bevidst som ubevidst (May 1994: 100). Det egentlige virkelige, individets sande selv kan udtrykkes via et medium, og herigennem kan individet være mere oprigtig og ærlig omkring dets nye sandhed (May 1994: 105). I forhold til drømme, mener May, at deres værdi ikke er, at de giver et specifikt svar, men at de åbner op for nye områder af psykisk realitet, ryster grundvoldende, kaster lys over en ny del af individets liv. Dette skal ikke modtages passivt, men modtageren må "leve" sig ind i beskeden (May 1994: 106). 56 I forhold til den terapeutisk del af kreativitet er det individets erkendelse og anerkendelse af egne muligheder, nye aspekter og interpersonelle forhold, der er individets kreative udspring (May 1994: 108). Dette dialektiske processuelle forhold forekommer hele tiden i kunsten: "(...) the objective pole necessary for calling forth the subjective progress of consciouness." (May 1994: 109). May argumenterer for, at der herigennem kan forekomme udfrielse, og at indsigter fremkommer via en symbolsk proces involverende både subjektive og objektive faktorer i et dialektisk forhold. Yderligere mener May, at dette kan stamme fra oplevelsesniveauer, der underligger og transcenderer individets almene bevidsthed og en måde at opnå indsigter på, der ikke ville kunne opnås på anden måde (May 1994: 110). Kunstens virkningskraft kan sidestilles med drømmes funktion som en åbnen op for nye områder af den psykiske realitet. Altså kan det kunstneriske udtryk, på samme måde som drømme, fungere som transcenderende bindeled både som forløsende og udvidende faktor for det ubevidst perciperede i tilblivelsesprocessen via symbolernes indsigtsgiven, og derfor kan menneskets behov for kunstnerisk udtryk forefindes i og anses som værende tilgrundliggende i det ubevidste. Ifølge May har mennesket evnen til at influere dets egen eksistens via den skabelseskraft, der udgøres af kreativitet, hvilken indebærer en særlig intensiv opmærksomhed på sindets indre givet dets vekselvirkning med verdenen. Men i skabelsesprocessen kastes mennesket ud i ukendtheden, hvilket kræver en bestemt grad af mod (May 1994: 12). Mod er relateret til fortvivlelse, fordi det ikke er fravær heraf, men evnen til at trodse dette. Mod indebærer individets udtrykken af egen originalitet, en lytten til eget væsen, ellers forråder individet det selv. Karakteristisk for modet er, at det kræver en centrerethed i egen inderlige væren, uden hvilken individet ville føle sig i et vakuum. Hvis dette inderlige vakuum, som korresponderer med yderlig apati, får lov at bestå, medfører det fejhed. Derfor må individets engagement være funderet i dets væsens center, ellers vil intet engagement være autentisk (May 1994: 13). Mennesket har derfor et behov for eget væsens udtrykkenhed for ikke at føle eksistentiel tomhed, altså en tomhed som følelsen af ikke at leve i overensstemmelse og udfolde væsenskarakterens eksistentielle totalitet, Selvet, hvilket kan være en del af den moralske mindreværdsfølelse, der således kan medføre individets apatiske eksisteren, fordi det vil være et tomt individ grundet 57 fraværet af en væsensmæssig kerne og dennes eksistensudfoldelse. Men udfoldelsen af den væsensmæssige eksistens kræver mod, fordi individet kan blive konfronteret med noget tilsyneladende ukendt indre. Altså modet til konfrontation med det indre skyggelagte. Ydermere må mod, ifølge May, ikke blandes sammen med letsindighed, eftersom dette kan være en kompensation for ubevidst angst. Mod er ikke en personlig værdi, men er det underliggende fundament, som giver realitet til alle andre personlige værdier, der foruden ikke er ægte, men blot en efterlignelse. Ordet courage stammer fra det franske coeur, hvilket betyder hjerte. Mod muliggør, med samme livgivende fysiske funktion som hjertet, alle psykiske værdier. Menneskets natur har som konsekvens nødvendigheden af mod for realiseringen af væren og tilblivelse. En hævdelse af selvet, et engagement, er essentielt, hvis selvet skal have nogen realitet, hvilket betyder, at individets selvrealisering udgøres af valg, hvilket kræver mod. Mod er ontologisk, fordi det er essentielt for væren (May 1994: 13-14). Det kræver altså mod at eksistere i overensstemmelse med sig selv, hvilket kan anses som egentlig eksistens, fordi menneskelig eksistens består af udfoldelse af individets væsenskarakter, hvor det ellers ville være en tom eksistens, altså en ikke-eksistens. Mod udgør altså fundamentet for eksistens og det kunstneriske udtryk og modet til transcendentation herigennem kan anses for eksistensgivende grundet dets tilgrundliggelse i det ubevidste rummende den egentlige væsensmæssighed. May beskriver tre former for mod. Den første er fysisk mod, hvilket betyder en kultivering af sensitiviteten, en udvikling af kapaciteten til at lytte med kroppen, en empati med andre (May 1994: 14). Den anden er moralsk mod, hvilket ofte er ensbetydende med afstandtagen fra vold (May 1994: 14). Dette har udgangspunkt i sensitivitet og empati. May refererer ligeledes til denne form for mod, som perceptuelt mod grundet åbenheden for oplevelsen af lidelse og herved kravet om at gøre noget i modsætning til apatisk lukkethed heroverfor. Den tredje er socialt mod, hvilket er modsætningen af apatiskhed. Dette er modet til at relatere til andre mennesker, evnen til at risikere én selv i håbet om en meningsfuld intimitet, en investering af en selv indebærende en øget åbenhed. Modet er påkrævet, fordi risikoen ved en sådan åbenhed er uundgåeligt, det eneste sikre er en påvirkning (May 58 1994: 17). Fysisk mod er lettere end psykisk mod. Men uden psykisk mod, til at dele det egentlige meningsfulde inderlige, udebliver autenciteten, hvilket forårsager en tomhed. Autentisk socialt mod kræver intimitet på mange niveauer. Kun ved at udvise psykisk mod overvindes den personlige fremmedgørelse (May 1994: 18). Mod i det hele taget er således essentielt for at eksistere som menneske givet socialiteten, men ligeledes for at eksistere som individ i den heraf forårsagede natur/kulturkonflikt. Med udgangspunkt i den tidligere psykoanalytiker Otto Rank, beskriver May, socialt mod som krævende to forskellige konfronteringer med angst. Livsangst er angsten for selvrealisering. Dette betyder angsten for at leve i forening med og udfoldelse af eget absolutte væsen, angsten for at blive forladt, behovet for afhængigheden af en anden. Konsekvensen for individet er, at selvet forsvinder og hermed ikke kan relateres til og tilbage er refleksionen af en anden (May 1994: 18). Dødsangst er modsætningen hertil. Dette betyder angsten for at blive totalt absorberet af den anden, angsten for at miste én selv og ens autonomi, at uafhængigheden fratages. Hele livet svinger mennesket mellem disse to former for angst. Selvrealisering sker ved angstens konfrontationen (May 1994: 19). Altså mennesket som grundvilkårligt svingende mellem tilpasning og udfoldelse. Livsangst er angsten for eksistens medførende ikke-eksistens, og dødsangsten er angsten for eksistens, hvilket kan anses som psykens fundament for havende mod som ontologisk. Ifølge May indeholder mod et paradoks. Modets paradoks er samtidigheden af sikkerhed og tvivl. Dette betyder forpligtelse, ikke uden tvivl, men på trods af tvivl. En åbenhed over for hvad der kan gemme sig af sandheder i sindets inderlige afkroge samtidig med en overbevisning om, og herved modet til at udvise, ens væsens egentlighed (May 1994: 20-21). May anser kreativt mod som den vigtigste form for mod. Dette beskrives som evnen til at turde overskride almene normer og grænser, hvorved en udvidelse indtræffer (May 1994: 21-35). Evnen til at turde overskride ved at udfolde den individuelle særegne helhed, hvilket kræver mod grundet en social risiko. Overskridelse af de almene normers barrierer for accepteret væren for overensstemmelse og inderlig velvære kræver derfor nødvendigheden af modet til udtryk for den individuelle helhed, modet til at konfrontere skyggen. Kreativitet kan 59 således anses for noget grundliggende ved menneskets eksistentielle værensudfoldelse i form af individets væsensmæssige selvrealisering. 4.5 Kreativitetens psyke May mener, at menneskets kreative egenskab ofte er blevet set som en kompensation for mangler og associeret med psykiske problemer, individer, der ikke passer ind i den givne kultur. May afviser ikke direkte, at kreativitet kan være en kompensation for mangler, men er skeptisk, da det ikke forklarer selve den kreative proces, og ligeledes henstiller kreativitet som en pseudoværdi (May 1994: 37-39). Men i forhold til den kompensatoriske funktion kunne der i det, ikke at føle sig tilpasset kulturen, muligvis forefindes et modets udgangspunkt, eftersom der ikke er noget at tabe. Yderligere er det netop ikke en pseudoværdi, såfremt det kunstneriske udtryk sidestilles med drømmes kompensatoriske funktion og heraf udvidelsen af bevidstheden i forhold til en helhedsintegrerende tilblivelsesproces. May definerer kreativitet og kunstnere, som noget og nogen, der bidrager med en ny realitet. Det kunstneriske udtryk, som udtryk for selve væren og derfor en udvidelse af den menneskelige bevidsthed (May 1994: 39-40). I forhold til den individuelle bevidsthedsudvidelse kan der således via det kunstneriske udtryk foreligge muligheden for en ny og mere ægte realitet på grund af udtrykket af individets helhed og herved et udtryk for selve væren og en udvidelse af den bevidstheden, fordi det ubevidste udtrykkes herigennem. May anser kreativitet som en naturlig egenskab, hvilken må undersøges som repræsentation for den højeste grad af følelsesmæssig sundhed, som udtrykket for menneskets selvrealisering. Kreativitet er en overordnet gennemgående del af det at være menneske, værens skabelsesproces (May 1994: 40). Herved kan det kunstneriske udtryk anses som en konsekvens af den menneskelige psyke. May undersøger den kreative proces' natur i forhold til det, der sker i individet i den kreative handlings moment (May 1994: 40). Det førnævnte møde udgør det første element. Den kreative handling er først og fremmest et møde med noget ydre eller indre, og materialet er mødets medium. Mødet kan til dels involvere frivillighed, 60 defineret som viljekraft, men pointen er ikke tilstedeværelsen eller fraværet af denne bevidsthed, det er graden af absorbering, graden af intensitet, et bestemt kvalitetsmæssigt engagement. May beskriver dette via distinktionen mellem pseudokreativitet, eskapistisk kreativitet og ægte kreativitet. Ved eskapistisk kreativitet forekommer behovet for udtryk, men selve mødet mangler, udførelsen af det kunstneriske udtryk udebliver og herved mødet med realiteten (May 1994: 41). Den menneskelige psyke, som kreativitetens psyke, kræver altså et transcenderende bindeled, hvor ægtheden foreligger i modet til skabelse herudfra. Ydermere forklarer May kreativitet i forhold til talent. Det er ikke talentet, der er afgørende, men intensiteten af mødet, som modet til at turde udtrykke uagtet talentet (May 1994: 43-44). Intensiteten af mødet er det andet element. Ægte kreativitet er karakteriseret ved opmærksomhedens intensitet, en øget bevidsthed (May 1994: 44). Dette indebærer en skærpelse af sanserne som det neurologiske modstykke til angst og frygt, men som en følelse af glæde ved oplevelsen af aktualiseringen af individets potentiale. Opmærksomhedsintensiteten er ikke nødvendigvis forbundet med bevidst formål eller vilje, da dette kan forekomme i drømme eller stamme fra psykens ubevidste niveauer (May 1994: 45). Denne øgede opmærksomhed er relateret til selvbevidsthed, men har at gøre med frigørelses-given-sliphed og absorbering og involverer en øget opmærksomhed i hele personligheden. Det indsigtsmæssige udkom af øget opmærksomhed er et resultat af individets bevidste fokusering. Formål i mennesket er et mere komplekst fænomen end det som før betegnede viljestyrke og involverer alle niveauer af oplevelser. Mennesket kan ikke ville indsigt og kreativitet, men det kan ville mødet med dedikationens og engagementets intensitet, hvorved dybere aspekter af opmærksomheden aktiveres (May 1994: 4647). Via intensitetens møde kan mennesket følgelig overkomme angsten. Dette kan være givet den mere ægte eksistensudlevelse grundet helhedsspektret i og med relationen til psykens dybere lag, det ubevidste. I relation til Jungs beskrivelse af det ubevidstes formålrettethed, forligger der via intensiteten en udlevelsesmulighed af denne. Ifølge May er intensiteten af den kreative handling relateret til mødet, objektivt. Mødet opstår ikke på baggrund af subjektiv forandring, men repræsenterer et ægte 61 forhold med den objektive verden. Den bevidsthedsmæssige intensitet, der forekommer ved den kreative handling, udgøres af den førnævnte ekstase i betydningen, at blive befriet fra den sædvanlige opsplitning mellem subjekt og objekt. Dette er ikke ensbetydende med given-slip, men involverer individets totalitet med det underbevidste og ubevidste i forening med bevidstheden. Dette er en form for overrationalitet udgjort af intellektuelle, viljebestemte og følelsesmæssige funktioner. May påpeger, at fornuft er blevet placeret som havende højere værdi end følelser, hvorudfra det antages, at den mest korrekte observering ikke involverer følelser. Men data peger på, at mennesker har mere korrekt og præcis observeringsevne, når de er følelsesmæssig involveret. Fornuften virker bedre ved følelsernes tilstedeværelse. Et objekt kan ikke rigtig observeres uden følelsesmæssig involvering, hvorfor fornuft muligvis virker bedst i ekstasetilstanden (May 1994: 48-49). Det intense er et møde mellem de to poler (May 1994: 50). May slutter med en definition af kreativitet, som mødet mellem det intense bevidste menneske og dennes verden (May 1994: 54). Menneskets erkendelsesmæssige møde med verden udgøres altså af noget følelsesmæssigt symboliserende, meningsgivende, erkendelse lagres og udtrykkes derfor symbolsk, hvilket kan være givet af psykens fantasimæssige aspekt. May foreslår hypotesen om fantasi og kunst, som værende grundlaget for menneskelig oplevelse. Men fremsætter spørgsmålet om dette bringer mennesket nærmere realiteten? (May 1994: 124). For så vidt indsigter fra det ubevidstes dybder fremkommer via det kunstneriske udtryk, og såfremt indsigterne er det erkendelsesmæssige på baggrund af psykens fantasimæssige aspekt, så kan det bringe mennesket nærmere en indre realitet. May benytter data om drømme fra personer i terapi. Drømme foregår på et dybere niveau end psykodynamik. Ved drømme kæmper individet med dets verden, at skabe mening ud af kaos, sammenhæng ud af konflikt. Dette gøres via fantasi ved at konstruere mening i denne indre verden (May 1994: 125). Ordet symbol bringes i denne sammenhæng tilbage til originalmeningen trække sammen (sym-ballein) (May 1994: 127). Menneskets bevidsthed forsøger at skabe mening med verden. Heri er der altid en kvalitet tilstede, hvilken May betegner passion for form. Dette er konstruktionen af drømme via gentagne elementer, der udgør en helhed (May 1994: 128). Elementer 62 som symboler grundet foreningen af krop og verden, menneskets uundgåelige forbundethed med verden (May 1994: 130). Fantasien former en helhed for at skabe mening. Passion for form har holistisk betydning. Mennesket har en passion for meningsskabelse (May 1994: 131). Indsigter fra ubevidste dimensioner opstår, fordi de har en bestemt form, en form, der er smuk, fordi den fuldender det ufuldendte i individet (May 1994: 132). Formningen og omformningen af verden i erkendelsesprocessen, foregår ikke kun via intellektet, men ligeledes via fantasien og følelserne, det er menneskets totalitet, der erkender (May 1994: 133). Heraf brugen af ordet passion. Mennesket er ikke kun engageret i at erkende verden, men engagementet foreligger i passionen for formning og omformning af verden i kraft af interrelationen. Passionen for form er en måde at forsøge at skabe mening i livet. Dette er ægte kreativitet. Fantasi, i bred betydning er grundlaget for forståelse, for konstruktionen af realiteten. Kreativitet er derfor involveret i alle oplevelser i forsøget på at skabe mening i selv/verdens-forholdet (May 1994: 134). Passion for form betyder forening, helhed, identitet (May 1994: 134-135). Det kreative udtryk er udtrykket for denne passion for sammenhængende og herved meningsgivende form. Det er kampen for integrering, kampen for at give eksistens til nye former for væren, som giver harmoni og integration (May 1994: 139-140). Ægte kreativitet er altså selve menneskets eksistensgrundlag. Den menneskelige psyke kan derfor anses som værende kreativitetens psyke, fordi dens eksisteren overhovedet er funderet i erkendelse udgjort af fantasiens helhedsformning på baggrund af den individuelle meningstillæggelse. Fantasien skaber via kunstens form ud fra indsigter fra det ubevidstes dybder. Indsigter fra det ubevidste i mødet med bevidsthedens fantasiformende meningsskabelse er den menneskelige psykes smukke kunstneriske fuldendelse, den menneskelige psykes kunstneriske fuldendelse af naturen, menneskets behov for kunstnerisk udtryk, som menneskets passion for form Kreativitetens psyke. Yderligere beskriver May dog, hvorledes en Rorscachlignendetest viste at "normale" personer valgte de ordentlige symmetriske billeder, et tilpasset univers, og "kreative" personer valgte de kaotiske usymmetriske billeder med udfordringen og interessen i, at kunne forme et brudt univers tættere på deres inderste ønsker. Kreative personer har således modet til at konfrontere angsten ved en truet identitetsfølelse, 63 ingentingsangsten, en konfrontation med ikke-væren og meningsløshed for at forme denne til væren og meningsfuldhed (May 1994: 92-93). I forhold til den menneskelige psyke som kreativitetens psyke, synes mod at være af afgørende betydning for dennes fulde udfoldelse. Kreativitet er en naturlig egenskab i forhold til følelsesmæssig sundhed, som udtryk for menneskets selvrealisering. Kunstneren absorberer spændingen mellem muligheder og begrænsninger, og kunsten er udtryk for denne dialektiske spænding. På denne måde udtrykkes det meningsgivende aspekt, meningstillæggelsen, via kunsten i form af symboliseringer, hvilke derfor er udtryk for individets indre. Symboliseringerne er det ubevidstes gennembrydning med indsigter, fordi oplevelsesaspekterne er i opposition til bevidstheden og symbolreferencer, og indre ønsker er således sammenhængende. En kreativ person kan anses som en, der er i stand til og har mod til at udtrykke og forme en ny værensrealitet på baggrund af modsætningsenergierne og det ubeviste og herved udvide bevidstheden. I relation til hypotesen om den menneskelige opfattelse som grundet i fantasi og kunst, fremsætter May spørgsmålet, om dette bringer mennesket nærmere realiteten? (May 1994: 124). Svaret er nej og ja. Nej, fordi objektiv erkendelse kan menes at være umulig, fordi realitetsopfattelsen, som nævnt, altid vil være relativ grundet menneskets perceptionsmåde. Ja, fordi det bringer mennesket nærmere dets egen eksistensrealitet. Grundet psykens meningstillæggelse og det fantasimæssige aspekt kan den menneskelige erkendelse betegnes Magisk realisme. 64 5 Begrebssystematisering Tesen om det ubevidste som tilgrundliggende for det kunstneriske udtryk og behovet herfor, er mere komplekst end som først tænkt, givet de teoretiske perspektivers åbning for dybereliggende forståelse af sagen. Herudfra formede mine tanker umiddelbart begrebsmæssige udfoldelser af allerede eksisterende samt nye begreber dannet på baggrund af yderligere berigende indsigter omkring tilhørende aspekter. Tesen grundet egne erfaringer er altså blevet åbnet og beriget med forståelse og nye aspekter baseret på de fremkomne pointer, hvilke, grundet den nævnte umiddelbarhed, forekommer mig bedst udfoldet via en art begrebssystematisering. 5.0 Det ubevidste Psyken optager og lagrer via forskellige perceptionsniveauer, hvoraf det subliminalt perciperede samt det fortrængte og undertrykte udgør det ubevidste. Det ubevidste indeholder således en mere omfangsrig viden end bevidstheden og er derfor en essentiel del af den menneskelige psykes totalitet. Det ubevidste kan ligeledes betragtes som en dimension indeholdende ubevidste oplevelsesaspekter, der udgør potentialerne for noget urealiseret, hvilket er kilden til kreativitet. Altså kan potentialerne i det ubevidste foreligge på grund af den subliminale percipering og det forskudte og fortrængte, hvorfor det er kilden til og grunden for menneskets behov for kunstnerisk udtryk. Fordi det subliminalt perciperede aldrig har været bevidst, kan det ubevidste ved integrering i bevidstheden ligeledes åbne op for nye tanker, ideer, løsninger og indsigter. Oplevelsens totalitet, på baggrund af det ubevidstes integrering i bevidstheden, kan derfor betragtes som et resultat af ekstasen. Ekstasen, som oplevelsens totalitet, er på denne måde en psykens helhedsinfiltrering. Konfrontationen med det ubevidste, som en frisættelse af ubevidste processer via fantasier, betyder, at disse nødvendigvis må anskues i deres rene udtryksform, frisat fra bevidsthedens påvirkninger. Fordi det er en følelsesbefrielse via de modsvarende fantasibilleder, er et bindeled som konkretiseringsmiddel for den renest mulige oplevelse af fantasierne, derfor nødvendigt for efterfølgende tolkning af de individuelle symboliseringer. Fuldstændig oplevelse af det følelsesmæssigt ubevidst 65 lagrede forekommer således i et interaktionelt forhold bevidstheden og det ubevidste imellem. Behovet for udfoldelse og integrering af det ubevidste, kan være grundet i den moralske mindreværdsfølelse, hvilken forekommer hvis disse aspekter ikke medtages i individets værenseksistens. Det ubevidste indeholder altså en væsentlig del af det individmæssige, men fordrer et bindeled for tilgængeliggørelse i bevidstheden. Det ubevidste kan herudfra anses som tilgrundliggende for det kunstneriske udtryk og menneskets behov herfor og kreativitet, som en åbnen op for noget meningsfuldt i form af en eksistentiel helhedsudfoldelse. Interaktionen mellem bevidstheden og det ubevidste indeholder kimen til den menneskelige kreativitetens psyke, fordi denne indeholder både et bevidst og ubevidst aspekt i dens totalitet, hvilket udgør grundlaget for kreativitet. Det ubevidste har en særlig lovmæssighed, en selvstændig funktion som det ubevidstes autonomi, hvilket kan anskues igennem drømmes lovmæssighed. Der kan altså opnås mere egentlig erkendelse via det ubevidste, fordi det er tids- og rumløst og det, der lagres, er menneskets egentlige perception, grundet den følelsesmæssige meningstillæggelse. Det rationelt logiske tids- og rumaspekt er blot den menneskelige opfattelsesforms erkendelsesfilter. Det ubevidstes vidensbesiddelse kan kun virkeliggøres via bevidsthedens opfyldelsesfunktion af mulighedernes grænser, hvilken forårsager det ubevidstes funktion. Mulighederne opstår således i bevidsthedens interaktion med det ubevidste, og derfor er psykens totalitet funderet i en gensidighed. Alt i alt kan bevidstheden anses som skabt på baggrund af det ubevidste, hvorfor det ubevidste faktisk er det fundamentale grundlag. Såfremt bevidstheden anses som skabt på baggrund af det ubevidste, er det ubevidste et fundamentalt grundliggende psykisk fænomen. 5.1 Tilgængelighedens port For så vidt det kunstneriske udtryk er på baggrund af det spontant opståede, har samme funktion som drømme, kan det på lignende vis udgøre tilgængelighedens port med forløsning og helhedsintegrering som formål i tilblivelsesprocessen. Det ubevidste er, udover via drømme, tilgængeligt i form af et bevidsthedsmæssigt aspekt, og det kunstneriske udtryk kan anses som tilgængelighedens port, såfremt udtrykket er funderet i det spontant opståede. Tilgængelighedens port kan ydermere anses som 66 den port, der åbnes i ekstasetilstanden. Tilgængeligheden udgøres således af bevidsthedens åbning for det ubevidstes gennembrydning forårsagende en sammenhængende helhedsfølelse, altså som porten til det transcendente koblingsstadie. 5.2 Det transcendente koblingsstadie Det transcendente koblingsstadie er der, hvor bevidstheden og det ubevidste mødes, hvor indsigter opstår og nyt skabes. Skabelse fremkommer via mødet mellem to positionerende poler, et spændingsfelt udgjort af sammenkoblingen mellem forskellige perspektiver eller aspekter fra det ubevidste og bevidstheden. Dette psykiske stadie indebærer, ligesom drømmestadiet, en slipgiven på de bevidste rationelle fænomener. I personlighedens centrum, grundet bevidsthedens og det ubevidstes samspil, skabes en udvidelse af Jeget grundet foreningen af modsætninger, en personlighedsforvandlingsproces, hvilken omhandler frigørelse for modsætninger. Dette kan betragtes som punktet for Selvets udfoldelse og forening med Jeget, et selvindsigtspunkt. Denne afbalanceringsmekanisme kan ligeledes ses i forhold til mødet, hvilket er mellem den subjektive pol og den objektive pol, og er formskabende for individets meningstillæggelse, hvorved ikke-væren forvandles til væren. Såfremt individets helhedseksistens skabes i et balancepunkt grundet det modsætningsfyldte, kan det transcendente koblingsstadie menes at være af vigtighed for tilblivelsesprocessen og derfor muligvis en faktisk psykisk funktion. 5.3 Transcendentation Transcendentation forekommer via det transcendente koblingsstadie, hvilket kan kræve et transcenderende bindeled i form af det kunstneriske udtryk, som tilgængelighedens port. Det ubevidstes autonomi kan anses for udgørende fundamentet herfor. Det ubevidstes skjulte formålrettethed er rettet mod individuationen som mål via den transcendente funktion, der udgør bevidstgørelse som grundlaget for individuationsprocessen som en helhedsintegreret tilblivelsesproces. Denne transcendering kan herved anses som psykens mangfoldighedshelhedskoblingsfunktion. Transcendentation er følgelig den funktion, 67 der kobler de psykiske niveauer, således at tilblivelsesprocessen udgøres af noget mere helhedsorienteret og herved individets overensstemmelse med det selv forårsagende inderlighedens velvære. 5.4 Inderlighedens velvære Inderlighedens velvære kan anses som Jegets ubevidste stræben for Selvets udfoldelse i individuationen. Eftersom Selvet kun er tilgængeligt via det ubevidstes symboliseringer, og såfremt inderlighedens velvære forefindes ved Jegets anerkendelse og udfoldelse af Selvet, kan kunstens virkningskraft betragtes som Selvets medium og derfor som essentielt i tilblivelsesprocessens tilstræbelse mod inderlighedens velvære. Såfremt den menneskelige erkendelse anses som magisk realisme, foreligger der i de ubevidste sindslige afkroge en anseelig mængde af individets særegne væsensmæssighed, hvilket er essentielt at integrere i bevidstheden i forhold inderlighedens velvære og herved en meningsfuld eksistens-udfoldelse, altså følelsesmæssig sundhed i form af selvrealisering. Individuationens mål kan således betragtes som inderlighedens velvære, fordi denne psykologiske udviklingsproces indebærer individets selvstændighed via udfoldelsen af den individuelle særegenhed. 5.5 Kreativitetens psyke Den menneskelige psyke er potentiel kreativ i og med dens multifunktionelle perceptionsevne. Modets ontologiske status forefindes i den fulde benyttelse heraf. Forudsat at mod er essentielt for væren og udgør en del af kreativiteten, må det være en del af den menneskelige psyke. Psyken, som kreativ, er dens egentlige helhedsfunktion, men fordrer det individuelle mod. Opstået angst for det irrationelle i det moderne menneske har medført en kreativitetsblokering, fordi dette har lukket af for psykens dybere dimensioner, hvilken rummer en anden form for opfattelseevne, hvorfor det ubevidste er udvidende, lukket af for psykens funktionelle helhed. Derfor kan psyken, udfoldet i dens funktionelle helhed, betegnes kreativitetens psyke. Forudsat at kreativitet opstår i mødet, og herved anses for den subjektive meningstillæggelse af det objektivt sansede, og det kunstneriske udtryk er funderet i det spontant opståede fra det ubevidste, så kan menneskets behov for 68 kunstnerisk udtryk anses som et menneskeligt grundvilkår grundet psyken, som kreativitetens psyke. Det kunstneriske udtryk, som det konkrete bindeled for det transcendente koblingsstadie, altså som den transcendente funktion, funderet i det reelle og imaginære, det rationelle og irrationelle, udgør en væsentlig begrundelse for den menneskelige psyke, som kreativitetens psyke, fordi den beror på en vekselvirkende funktion for den udfoldelsesmæssige mulighed. Det ubevidste kan herudfra betragtes som en slags kunstnerisk vision, fordi det skaber billeder svarende til det egentlige følelsesmæssige. Denne ubevidstes særskilte realitet, fundamenteret på uvilkårlighed, kan derfor være grundlaget for den kreative tanke. Kreativitetens psyke har således værdi i dens formål som helhedsorienteret eksistensudfoldelse, og kreativitetens værdi er derfor foreliggende i det erkendelsesmæssige i form af selvindsigt. Den kreative psyke helhedsfunktion kan således anses som havende værdi som passion for form, da denne er via fantasien former en helhed for at skabe mening. Den kreative psyke er på denne måde helhedsforendende identitetsskabende i dens stræben mod inderlighedens velvære. Såfremt det transcendente tilkoblingsstadie sidestilles med den bevidst vågne form for drømmetilstand indebærende et fantasien element, kan kreativitet betragtes som den transcendente funktion, altså den transcendente funktion som tilgrundliggende for kreativitet. Kunstnerisk udtryk kan derfor anses som stammende fra denne kreative udfoldelse. Menneskets behov for kunstnerisk udtryk er ikke kun grundet i det ubevidste, men i psykens komplekse helhedsfunktion, fordi det ubevidste fordrer bevidsthedens tolkning for integrering i individets helhed. Men især forligger grunden ved menneskets særlige måde at percipere verden på, via den symboliserede meningstillæggende perceptionsform. Den menneskelige psyke kan altså anses som kreativitetens psyke, fordi psykens komplekse helhedsfunktion fungerer via kreativitet i form af bevidsthedens og det ubevidstes interaktionelle forhold. Kreativitetens psyke er følgelig menneskets kunstneriske evne, hvilket fuldender naturen. 5.6 Kreativ logik Kreativitetens psyke benytter sig af kreativ logik ved bevidsthedsniveauernes interageren. Såfremt det ubevidste er kreativitetens ophav, og bevidstheden er den 69 logiske tolkning, forståelse og meningsdannelse, beror kreativitetens psyke på kreativ logik. En begrundelse herfor er menneskets symboliseringsevne, fordi symboler er naturligt opstående, og ikke kan frembringes via den bevidst rationelle tankes logik og hensigt og ligeledes indeholder en dybere mening. Således indeholder den totale psyke et abstrakt kreativt aspekt. Dette kan betragtes som en ikke-begrænset perceptionsmåde, fordi symbolerne, der er symptomperne herpå, fremkommer via en analogisk symboliseringsform uden logisk tids- og rumopfattelse, altså indeholder psyken en mere omfangsrig indoptagelse af indtryk. Det ubevidste beror således på andre og mere flertydige oplevelsesformer, hvorved der kan forekomme en åbenbaring af noget mere fyldestgørende grundet befrielse fra rationalitetens ensidige logiske rum- og tidsopfattelse. Men denne udvidende faktor ved selverkendelsen, grundet det individuelt emotionelt ubevidst tilknyttet, fordrer bevidstheden som mulighedsudfoldende mekanisme. Denne kreative logik kan derfor anses som psykens egentlige funktionsmåde, som den egentlige helhedsudfoldelse af psykens totalitet. Den psykiske organismes selvstyringsmekanisme er således funderet i den kreative logik, fordi psykens helhedsfunktion udgøres af den samlede helhed af alle psykens dimensioner. Psykens lovmæssighed kan herudfra anses som kreativ logik, en meningsfyldt struktur i form af en kausal meningssammenhæng. Yderligere kan det ubevidstes selvstændige funktion, det ubevidstes autonomi, være uddybende begrundelse for psykens funktionsmangfoldighed. 5.7 Fantasi For så vidt det fantasimæssige består af billedmæssige opståender på baggrund af det ubevidste, hvilke er dannet via menneskets meningstillæggelse, der udgør symboliseringsevnen, og såfremt kreativitet er grundet i det ubevidste og fantasi er kreativitetens element, så er fantasi funderet i det ubevidste, hvilket kan være grundlaget for det kunstneriske udtryk. Følgelig er fantasi altså det, der er dannet via det subliminalt perciperede og lagret i det ubevidste via symboler tilknyttet en realitetsopfattelse på et abstrakt niveau. Fantasi kræver således bevidsthedens åbenhed over for det ubevidste. Fantasien er altså det, der gør mennesket i stand til at abstrahere ud over det bevidst opfattede og sammenkoble dette med nye perspektiver fra det ubevidste og herved udvide verdenstilgangsomfanget. Det er altså på 70 baggrund af fantasien, at en mere ægte erkendelse forekommer. Herved er det ubevidste kilden til bevidsthedsmæssig udvidelse via det fantasimæssige i kreativitetens psyke. For så vidt mødet repræsenterer menneskets ægte forhold med den objektive verden, kan den menneskelige sandhed anses som de symboliseringer, der opstår heraf. Og såfremt kreativitet anses som befrielse af subjekt/objektsplittelsen, er meningstillæggelse menneskets ægte møde med verden. Dette betyder følgelig, at den menneskelige sandhed er erkendelse på baggrund af psykens fantasimæssige aspekt, altså psykens helhedsperceptionelle funktion. Det interrelationelle forhold mellem fornuft og følelser er nødvendigt for sandhedsopfattelsen af noget, altså bevidsthedens og det ubevidstes nødvendige interageren, eftersom følelser er nødvendige for bevidsthedens sandhedsoplevelse. Erkendelse er ikke kun en intellektuel proces, men involverer fantasi og følelser og er således grundet i menneskets totalitet. Fantasien skaber mening i det indre og er grundlaget for den menneskelige realitet. 5.8 Magisk realisme Mennesket realitetsopfattelse kan betegnes som magisk realisme, fordi den menneskelige erkendelsesmåde er grundet i psykens totale kompleksitet bevidstheden, det ubevidste, abstraktionsevnen, symboliseringsevnen, meningstillæggelse - hvilket bevirker en slags relativ realitet grundet realitetsopfattelsens erkendelsesfilter. Den menneskelige abstrakte tilgang til verden udgør en væsentlig faktor for menneskets eksistens. Dette abstrakte aspekt kan være grundlaget for menneskets symboldannende evne og det ubevidstes udtryksform. For så vidt menneskets realitet udgøres af en psykisk verden grundet i det ubevidste, det materielle er afledt af det sjælelig, og verden gives mening via menneskets meningstillæggelse, foreligger det magiske i en virkelighedsopfattelse, der er tilknyttet noget inderligt følelsesmæssigt. Mennesket oplever forskellige virkninger, indefra gennem fantasien, og udefra gennem sanserne, og i relation til mødet mellem den subjektive pol og den objektive pol, kan menneskets realitetsopfattelse anses som bindingen af disse. Altså udgør den indre subjektive fantasi det magiske og den ydre objektive sansepåvirkning det realistiske, hvorfor den menneskelige realitetserkendelse kan anskues som magisk realisme. For så vidt grundlaget for 71 menneskelig oplevelse er fantasi og kunst og heraf menneskets passion for form er grundet i holistisk skabelse, formgives fantasiens helhedsmeningsskabelse via kunsten. Fantasien skaber altså via kunstens form. Kunstens fuldendelse af naturen kan hermed menes at være igennem den menneskelige psykes verdensopfattelse, som magisk realisme. 5.9 Tilblivelse Tilblivelse kan anskues som (gen)skabelse af individets egentlighed, en kontinuerlig processuel skabelsesproces udformet af konstant afbalancering i individuationsprocessen. Jegets formål er at virkeliggøre psykens helhed, hvorfor Jeget er afgørende for en helhedsorienteret tilblivelsesproces via dens tilladelse af bevidstgørelse af det ubevidste, altså målrettet individuationen mod Selvets udfoldelse. Tilblivelse er således udfoldelse af individets særegne væsen. Eftersom individuationsprocessen sker uvilkårligt og naturligt ud fra Selvet igennem det ubevidste, er et medium påkrævet i tilblivelsesprocessen og det er således via det ubevidste, at bevidstheden skabes og hermed det fuldstændige individ, forudsat at individet er bevidst om denne naturlige proces. Mennesket har, grundet bevidsthedens udvikling i og med det kulturaliseringsmæssige, forvildet sig selv væk fra dets oprindelige psykes helhedsfunktion og herved individets samlede helhed og befinder sig derfor i en natur/kultur-konflikt. Individets psykiske stabilitet afhænger af helhedsforståelsen, hvilken, som nævnt, grundet menneskets kulturaliserede eksistensmåde som menneskets kontrolprægede rationelle levevis, kan mistes. Det kunstneriske udtryk kan anses som værende et medium for forbindelse af psykens lag, således at det ubevidste tilsynekommer for bevidst tolkning og herved selvforståelse via integrering af psykens forskellige niveauer forårsagende en helhedsorienteret tilblivelse. Baggrunden herfor kan være givet af den opmærksomhedsintensitet, der forekommer ved ægte kreativitet, hvilket er relateret til selvbevidsthed. Fantasien skaber via kunstens form, fordi selvindsigter via det ubevidste kan bevidstgøres herigennem. Det kunstneriske udtryk og behovet herfor, er på denne måde tilknyttet selverkendelse og identitet. Tilblivelse kan betyde et identitetsopbrud i form af destruering af Jegets etablerede selvopfattelse. Det betyder, at mod er essentielt i forhold til tilblivelse, som modet til at destruere og 72 skabe identitet. Tilblivelse indebærer herudfra konfrontering og accept af sit egentlige selv og samtidig modet til fuldførelse trods den eventuelle kulturelle uoverensstemmelse. Det kunstneriske behov kan betragtes som til dels grundet natur/kultur-konflikten, fordi der herved skabes ubevidst materiale på grund af fortrængning eller forskydelse, hvilket kan forårsage individets selvafvikling eller selvopgivelse. Kunstens virkningskraft kan på baggrund heraf anses for et middel til genskabelsesmuligheden i forhold til selvrealisering eller selvvirkeliggørelse. Ydermere kan begrænsningens skabelseskraft betragtes som et element i det kunstneriske udtryk og behovet herfor i forhold til tilblivelse, fordi begrænsningerne kan betragtes som den kulturelle begrænsningskraft af individets særegne væsensudfoldelse. For så vidt mennesket ikke kan befinde sig i et eksistentielt tomhedsvakuum, forligger skabelseskraftens energi i menneskets søgen efter eksistentiel mening via egen væsensudfoldelse. Tilblivelse i forhold til det kulturelle tryk kan betragtes som en menneskelig grundvilkårlig konflikt grundet forsøget på forening af natur og kultur. Driftsnatur samt nye ideer fra det ubevidste kan konfliktere med det kulturmæssige, hvorfor væsensmæssig selvudfoldelse involverer mod. Mod er ontologisk, fordi udfoldelse af menneskets oprindelige og egentlige psyke, anset som kreativitetens psyke, fordrer mod. Modets paradoks kan således anskues i forhold til tilblivelse, fordi kulturens tryk muligvis kan forårsage tvivl omkring den individuelle væsensmæssighed med den samtidige overbevisning om dennes rigtighed og modet til udfoldelse af dette egentlige selv. Herudfra kan selvudfoldelse være ensbetydende med kreativt mod. Det er således i det kreative element modet til konfrontation af angsterne foreligger og herved modet formning af væren og meningsfuldhed resulterende i helhedsorienteret tilblivelse. Altså kan mod anses som grundlaget for den menneskelige eksistentielle værensudfoldelse, fordi selvrealisering kræver mod - tilblivelsens mod. 5.10 Selvindsigt Selvindsigtens forunderlig fænomen. For så vidt den indre virkelighed repræsenterer den aktuelle følelsesmæssige situation. Kan denne derfor være det sandheden, fordi det er den menneskelige måde at eksistere i verden på. Det følelsesmæssige er mere knyttet til det abstrakt sanselige, da det jo er det, der opfattes og ikke verden igennem 73 et sprog. Fra virkelighedens verden til psykens verden. Men måske er det netop det, der lagres ubevidst, der er den mere sande realitetsopfattelse, og den bevidst rationelle omdannelse til sprogformen, hvilken begrænser bevidsthedens tanker, fordi der heri er mistet den kvalitet, der indebærer en mere sanselig åben verdensopfattelse, og dermed fra oplevelsen af noget mere omfangsrigt, der er den egentlige psykens verden, hvorfor mennesket selv er i besiddelse af noget mere fyldestgørende. Såfremt bevidsthedens manglende forståelse for et følelsesladet sprog er grundet i dennes spaltning fra de dybere psykiske lag, som fornuftens kontrolmæssige begrænsning, foreligger der grundliggende materiale i det ubevidste for selvindsigtsmuligheder. Indsigter fra det ubevidste fuldender det ufuldendte i individet og er på denne måde identitetsformende via dette selvindsigtsaspekt. Drømmes funktioner kan anses i forhold til udfoldelse og forståelse af dette selvindsigtsfænomen. Hvad eksisterer i drømme, eksisterer i virkeligheden, altså, hvad eksisterer i form af det ubevidste, er det, der eksisterer i virkeligheden. Drømme er bindeleddet mellem bevidsthedens rationelle verden og instinktets verden. Sidestillet med det kunstneriske udtryk kan dette på lignende vis have virkningskraft som et selvindsigtsmedium. Selvindsigt kan således forekomme via fri kreativitet som psykens niveaumæssige samtidige bearbejdning. Resultatet af denne konstante samtidighed fremkommer ved den psykiske åbenhed heroverfor i overgangen mellem vekselvirkningen af intens bevidst fokusering og sindslig afslapning. Indsigter opstår således i overgangen, set som det psykiske stadie, hvor det spontant opståede fremkommer og opleves derfor som en psykens elegance. Psykens elegante fusion via ekstasens transcenderethed af den indre viden som forårsagende selvindsigt. 5.11 Kunsten Drømmes funktionsmåder kan således være indsigtsberigende i forhold til, hvorledes det ubevidste tilsynekommer og vise, hvad et bindeleds funktion kan indebære og vigtigheden heraf. Hvis drømmesymboler sidestilles med symboler i det kunstneriske udtryk, og disse kræver individuel tolkning på grund af menneskets meningstillæggelse via symboliseringsevnen, er det kunstneriske udtryk, såfremt på baggrund af det spontant opståede fra det ubevidste, et bindeled for individets helhedsorienteret tilblivelsesproces. Såfremt det kunstneriske udtryk, ligesom 74 drømme, relateres til det individuelle individ, fordi mødet udgør den subjektive meningstillæggelse, kan det kunstneriske udtryk anses, som et udtryk for den individuelle symbolisering af dennes realitetsopfattelse, indbefattende psykens totalitet, hvorfor dets virkningskraft kan betragtes som medskabende funktion for en helhedsorienteret og overensstemmende tilblivelsesproces. Altså kan menneskets behov for kunstnerisk udtryk være givet i denne stræben efter oplevelsens totalitet i form af den individuelle væsensmæssige integrerende tilblivelse. Menneskets behov for kunstnerisk udtryk kan ydermere anses som værende funderet i mødet som den menneskelige eksisteren i natur/kultur-konflikten, hvilket kan forårsage en større mængde ubevidst materiale grundet spændingsforholdet mellem ydre tilpasning og indre væsensmæssighed. Altså det kunstneriske udtryk, som konsekvens af det ubevidstes symbolske udtryksform, som forårsaget af natur/kultur-konflikten og herved kunstens virkningskraft, som forløsende faktor grundet individuationsprocessen og heraf muligheden for individuation. Det kunstneriske udtryk kan således anses som et behov forårsaget af Selvet i eventuel forbindelse med selvafvikling medførende vakuummets tomme ikke-eksistens. Det kunstneriske udtryk kan på lignende vis, som drømme, have virkningskraft tilsvarende den transcendente funktion, hvilken er udfoldelsen af den oprindelige potentielle helhed på baggrund af det ubevidste. Udfoldelsens funktioner kan således sidestilles med drømmes funktioner. Den kompensatoriske funktion som skabelse af psykisk balance igennem anden fremkommelse og udfoldelse af det ubevidste materiale, der er svært ordsætteligt, via symboliseringens form. Den prospektive funktion, som positivkompenserende, er løsningsorienteret og bringer via spontant opståede symboliseringer noget løsningsgivende vedrørende konflikter og problemer, hvilket herved bevidst kan benyttes som inspirerende vejledning. Den reducerende funktion, som negativ-kompenserende, frembringer det personlige fortrængte, hvilket herved kan tilsynekomme for bevidst integrering og herved danne grundlag for en realistisk selvopfattelse. Den reaktionsdrømmelignende funktion som indirektekompenserende i form af det gentagne mønster, hvorved en gentagen spontan opståen i det kunstneriske udtryk gør opmærksom på ubearbejdet materiale, kan medvirke til bevidst bearbejdning og herved forløsning. Det kunstneriske udtryk kan følgelig udledes som direkte-kompenserende ved den spontane selvfremstilling af det ubevidstes aktuelle tilstand i symbolsk udtryksform. Fuldstændig oplevelse af det 75 ubeviste fordrer aktiv deltagelse og intensiv opmærksomhed, altså bevidsthedens åbne fokus på det ubevidstes gennembrydning i form af det spontant opståede. Hertil må en grad af mod forekomme i og med konfrontationen med egne eventuelle skygger samt individets væsensmæssige mulige kulturelle modstrid. Det kunstnerisk udtryk og behovet herfor kan herved være grundet i konkretiseringen af det ubevidstes kommunikationsform, for herved at kunne foretage bevidst tolkning og på baggrund heraf, integrering. Som følge heraf og såfremt kreativitetens psyke anses som et menneskeligt grundvilkår og menneskets behov for kunstnerisk udtryk som funderet heri, kan det kunstneriske udtryk have virkningskraft som identitetsskabende i tilblivelsesprocessen, altså et middel til mere ren og ægte udfoldelse af det ubevidste, for efterfølgende indsigtsgiven i den egentlige betydning. Såfremt kreativitet er et interrelationelt fænomen grundet mødet, kan det kunstneriske udtryk således anses som funderet i subjektets møde med den objektive verden, hvorved meningstillæggelse forekommer, hvilket kan betragtes som gående igennem det ubevidste, fordi det er de ubevidste faktorer, der frembringer bevidstheden i forvandlingsprocessen og er grundlaget for den menneskelige realitetseksistens. Det ubevidste, der forekommer via det kunstneriske udtryk, er en åbenbaring af individets indre. Symboliseringen af de psykologiske og spirituelle individuelle verdensforhold. Det kunstneriske udtryk som interrelationelt fænomen er bevidsthedens og det ubevidstes sammenkobling og udtrykker herved en helhedsoplevelse. Udtrykket for helhedsoplevelsen kan således udgøre kunstens virkningskraft i forhold til fuldstændiggørelse af individets tilblivelsesproces. I forhold til det kunstneriske udtryk som influeret af noget umiddelbart uintenderet, men alligevel dybere meningsfuldt – kunstneren, som geniet, der har adgang til noget dybere i forhold til geniet, der har adgang til noget højere. Følelsen af det højere aspekt kan være grundet i det subliminalt perciperede, der på grund af aldrig at have været bevidst, derfor opleves således. Men fordi det egentlig er individets egne, ubevidste opfattelser, omhandler dette således en adgang til de indre dybere dimensioner. For så vidt den menneskelige perceptionsevne indbefatter det subliminalt perciperede og det undertrykte og fortrængte og disse ukendte faktorer, der indeholdes i det ubevidste, forårsager det spontant opståede, kan dette være grundlaget for det kunstneriske behov og udtryk og som videre heraf bevidstgørelse, og derfor kan kunstens virkningskraft udledes som værende en forløsende faktor i 76 tilblivelsesprocessen rettet mod inderlighedens velvære. Hvis måden noget lagres på fremkommer på selvsamme måde, og det subliminalt perciperede er omdannelse fra virkelighedens verden til psykens verden tilknyttet individuel meningstillæggelse, hvilket således er symboliseringerne, så kan den menneskelige kreativitet, og det kunstneriske udtryk betragtes som essentielt eksistentielt. Det kunstneriske udtryk kan således anses som kompensatorisk funktion, som forløsende og (gen)skabende, såfremt efterfølgende integrering. Kunstens virkningskraft er altså givet ved dens formgivende fuldendelse af naturen, anset som den menneskelige totalitet udmøntet i inderlighedens velvære. 77 6 Konklusion Undersøgelsen beror på tænkningens videnskabelige metode i form af tænkningen som grebsmæssig frisættelse. Udforskningen tager således udgangspunkt i mennesket selv som tænkende, hvorfor menneskesindet kan anses som tilstrækkelig og nødvendig betingelse. Herudfra bliver et videnskabeligt sandhedskriterium følgelig omhandlende menneskets forhold til verden, altså menneskets perceptionelle måde, som en sindets metode - tænkningen, fordi mennesket tænker i dets dialektisk omgang med verden. Vidensskabelse er således på baggrund af sprængning af videnskabens etablerede begrænsende rammesætning. Ved stringent at holde sig inden for bestemte afgrænsede metodemæssige rammer begrænses den mulige vidensmæssige berigelse. Den videnskabelige metode er således grundet i befrielse fra det stringente, der netop er begrænsende. Følgelig er det videnskabelige sandhedskriterium baseret på menneskets sandhed, grundet den menneskelige specifikke perception, magisk realisme. Det er således ikke en objektiv sandhed og sandheden kan herved sættes i perspektiv. Den videnskabsteoretiske metodes sandhedsbetingelser og -kriterier må herudfra anses som forudtindtagethedens frisættelse via sagens belysning ud fra den selv. Udkommet er altså på baggrund af tænkningens frisættelse, via kreativitetens psyke baseret på kreativ logik, i form af griben af det umiddelbart opståede i interaktion med bevidsthedens og for så vidt vidensskabelse anses som funderet heri, så er der skabt viden på baggrund af psykens totalitet, dens multifunktionelle egentlige helhed - tænkningen. Hertil er en vis mængde mod inddraget til bevægelsen ud over det paradigmemæssige anerkendte i troens overbevisning om den videnskabelige berettigelse, samt ud i det ukendte uden sikker grund i form af stringente metodetilgange, hvilket kan være det der faktisk fører til vidensskabelse. Det ubevidste kan være tilgrundliggende for menneskets behov for kunstnerisk udtryk og have betydning for tilblivelsesprocessen, fordi det ubevidste kan anses som et fundamentalt grundliggende psykisk fænomen, der rummer individets væsensmæssige egentlighed samt kreativitetens kilde. Forudsat at den symboliserede billedmæssige lagrede psykiske virkelighed indeholdende individets 78 erkendelsesmæssige meningstillæggelse udgør individets eksistentielle væsensudfoldelses essentialitet, så er menneskets totale psyke og deraf måden hvorpå selverkendelse og forholden sig til egen eksistens og udfoldelse af denne forekommer, dannet af et komplekst samspil mellem psykens forskellige perceptionsniveauer. Infiltrering af alle psykens aspekter er derfor essentielt for individets tilblivelse målrettet inderlighedens velvære. For så vidt den menneskelige psyke anskues som kreativitetens psyke funderet i kreativ logik, er mennesket eksistentielt stræbende efter inderlighedens velvære, hvorfor behovet for kunstnerisk udtryk er grundet transcendentation herigennem. Denne stræben være forårsaget af menneskets grundvilkårlige eksisteren i natur/kultur-konflikten. Antaget at psykens totale værensudfoldelse fordrer modet til transcendentation, kan skabelse anses som kreativitetens ægthed. Såfremt det kunstneriske er funderet i udkommer af det transcendente koblingsstadie, kan der herigennem udtrykkes væsentlige elementer for individets inderlige velvære. Hvis fantasi betragtes som grundlaget for menneskelig erkendelse, kan psyken med baggrund i magisk realisme være grundlaget for at kunsten fuldender naturen. Kunstens virkningskraft kan følgelig være som et selvindsigtsmedium i form af tilgængelighedens port for udkommet af det transcendente koblingsstadie, fordi der i mødet mellem bevidstheden og det ubevidste skabes selvindsigt: "Inderlighedens (vel)væren: Bevidstheden, Det Ubevidste og Skabelse; de gør det sammen og det forhold de har, skaber selvindsigt." (SBR. 2014). 79 7 Litteratur Heidegger, Martin (2012): Hvad vil tænkning sige? 1. udgave, 1. oplag, Aarhus 2012. Forlaget Klim. Jung. C.G. (2001a): Den analytiske psykologis grundlag og praksis. Udgivet af Lars Bo Bojesen. Dansk udgave 1993 by Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A.S. Copenhagen. 2. oplag. 2001. Jung C.G. (2001b): To skrifter om analytisk psykologi: Om det ubevidstes psykologi. 4. udgave 1. oplag. Relationerne mellem Jeget og det ubevidste. 1. bogklubudgave 1. oplag. Dansk oversættelse 2001 Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S, København. Jung, C.G. i samarbejde med von Franz, M.-L., Henderson, Joseph L., Jacobi, Jolande & Jaffe, Aniela (1991): Mennesket og dets symboler. På dansk ved Vagn Simonsen. Lindhart og Ringhof. Sat op hos drp, København. Trykt hos Melsa, Madrid. 1991. May, Rollo (1994): The Courage to Create. Copyright 1975 by Rollo May. W.W. Norton & Company, Inc. New York, London. SBR. Sussie Bohmann Rasmussen (2014): P2, kvindelig musiker, 2014: "Kunstner, instrument og skabelse; vi gør det sammen og det forhold vi har skaber musik.". Revideret 2014. Tacey, David (1997): Jung in the academy: devotions and resistances. Melbourne, Australia. Journal of Analytical Psychology, 1997, 42, 2. Williams, Miller (1997): "Compassion" by Miller Williams, from The Ways We Touch: Poems. © University of Illinois Press, 1997. 80