Hus 53 4 - UC Viden

Mandag 2. februar 2015
9
Forældrene
er afgørende
Svendborg: Forholdet til for-
ældrene er helt afgørende for
at en institution, der har med
handicappede børn at gøre,
fungerer, og at børnenes behov bliver stillet ordentligt.
Det fastslår Ida Schwartzm,
der er lektor og ph.d. ved
University College Lillebælt.
- Det er absolut afgørende,
siger hun.
- Forskningen viser, at jo
bedre og tættere forældresamarbejde, man kan etablere, jo bedre er det for børnene. Det er der overhovedet
ingen tvivl om.
Medarbejdere vender Hus 53 ryggen
■■Tre pædagoger
har forladt deres job
i Hus 53. De føler,
institutionen trækkes
i en forkert retning
■■De tre medarbejderes tidligere arbejdsplads, Hus 53.
I 2017 skal institutionen flytte
sammen med naboinstitutionen Børnehuset i en nybygget
institution.
Svendborg: I en stue på Thurø
hvorfor det, vi gør, er godt
pædagogisk, siger Janice Toft
Hansen om ledelsen, som
hun kalder ”autoritær” og
”frygtbaseret”.
- Jeg kan sagtens have med
at gøre, at det er ledelsen, der
bestemmer, men jeg vil behandles ordentligt som menneske og som fagperson.
er Janice Toft Hansen, Torben Askegaard og Maria
Lundquist samlet over en tår
kaffe.
I årevis har de drukket kaffe
sammen på deres arbejdsplads, aflastningsinstitutionen Hus 53, men det gør de
ikke længere. For de tre har
valgt at sige deres stillinger
op, og mens de to kvinder har
sagt op pr. 1. februar, er Torben Askegaard allerede stoppet ved årsskiftet.
De har sagt op, fordi de føler, der ikke længere er plads
til, at de kan være pædagoger
på den måde, de mener er rigtig, i Hus 53.
De oplevede, at den fami-
liære pædagogiske linje, de
havde praktiseret gennem
mange år, blev betvivlet, forklarer Janice Toft Hansen.
- Efter min pædagogiske
overbevisning er relationen
det vigtigste, men jeg følte,
det holdt op med at være vigtigt. Jeg har prøvet at søge
svar på, hvad der så er det vigtige, men jeg kan ikke få svar.
Jeg kan ikke se meningen
med det hele, siger hun.
Siden
sammenlægningen med naboinstitutionen
og udskiftningen i ledelsen i
forvaltningen har medarbejderne oplevet, at de både som
fagpersoner og mennesker
ikke bliver lyttet til af ledelsen i forvaltningen, at det, de
siger, ikke bliver taget til efterretning, og at de ikke ved,
hvor ledelsen vil hen med institutionen.
- Jeg savner at blive spurgt,
Skiller velfungerende motor
Det var netop det, der fik Torben Askegaard til at sige op.
- Det, der tog luften ud
af mig, var måden at blive
mødt af ledelsen på. Der er
en meget markant top-downstyring, og det gjorde, at jeg
som fagperson mistede min
motivation, og så har jeg ikke
noget godt at bidrage med og
ikke noget at gøre på den arbejdsplads, siger han.
De tidligere medarbejdere
mener, at man har fjernet sig
for meget fra det, Hus 53 kan
og skal, nemlig at være en institution, som børn og forældre er trygge ved at komme i.
- Jeg savner, at man prøver
at indrette institutionen efter
dem, som er her i stedet for,
siger Janice Toft Hansen og
Torben Askegaard tilføjer:
- Man glemmer at differentiere sine tilbud til den enkelte. I Hus 53 er det meget relevant, for det er vidt forskellige
børn med vidt forskellige behov, siger han.
Det har den konsekvens, at
børnene i sidste ende kommer til at føle sig utrygge, mener de. Og at man ødelægger
noget, der ellers fungerede.
- Hvorfor skille en velfungerende motor af, spørger
Torben Askegaard retorisk.
(jurb)
Børnene kan blive forvirrede
Hun understreger, at hun
ikke kan udtale sig konkret
om pædagogikken i Hus 53,
men generelt gælder det for
handicappede børn, at de har
behov for, at deres forældre
og personalet i deres institution har en tæt kommunikation og relation .
- For det er børn, der er
meget forskellige, og forældre har jo erfaringer med,
hvordan deres børn kan få
den bedste omsorg. Hvis ikke,
de føler, de kan være medbestemmende i det, der sker,
og der kommer konflikter, så
mærker børnene det, siger
hun og fortsætter:
- Så kommer der ikke kontinuitet i den omsorg, de skal
have, og det er for børn med
handicap fuldstændig afgørende. At den omsorgspraksis, man praktiserer hjemme,
også er den, man følger op på
og praktiserer i institutionen.
Hvis det samarbejde ikke er
meget tæt, glipper den jo, og
det skaber forvirring, siger
Ida Schwartz.
En svær del af arbejdet
I Sytter Kristensens ører skurer det, at tidligere medarbejdere af Hus 53 beretter om,
at man angiveligt er begyndt
at lægge lidt mere afstand til
forældrene.
Hun er formand for Landsforeningen LEV og mener
ikke, det er en rigtig vej at gå.
- Det lyder fuldstændig
vanvittigt, siger Sytter Kristensen, der ikke har hørt lignende før.
- Jeg har set, at det kan være
en rigtig svær del af det pædagogiske arbejde at arbejde
med pårørende. Og der har
ikke været fokus nok på det på
seminarierne. Men det er helt
tydeligt, at der, hvor man kan
det arbejde, der får man også
de bedste pædagogiske resultater og man får også nogle
mennesker ud i den anden
ende, som har det bedre end
hvis der er konflikter mellem pårørende og personale.
(jurb)