Anbragte unge på døgninstitution

Transcription

Fagmodulprojekt i Psykologi
18.05.2015
Vejleder: Marian Nielsen
ANBRAGTE UNGE PÅ
DØGNINSTITUTION
Julie Marie Ehlers Johansen (49406), Jullie Katrine Larsen (51570)
og Michelle Langeskov Bang (51705)
Side 1 af 57
Gruppe: 111
Fagmodulprojekt i
Psykologi
Antal tegn: 116.950
Antal normalsider: 48,7
18.05.2015
Abstract
This study investigates the placement of young people at a 24-hour care center called Birkedalen
and their experiences and perspectives on being placed there. In order to examine our subject
matter, we have chosen to interview a boy and a girl from the 24-hours care center. Through these
studies it became apparent that their placements at Birkedalen have had many significant impacts on
those two. The placement can ease prospective psychological problems related to the families of the
placed young people. At the same time the placement can offer the young people a sense of
belonging which normally only occur within well-functioning families. Furthermore this sense of
belonging can provide the young people with better understanding of themselves and better social
skills. On the other hand the placement can cause the placed person to feel different and lead to
difficulties when making the necessary choices in life, regarding education and living situation.
Side 2 af 57
18.05.2015
Indholdsfortegnelse
1. Indledning ........................................................................................................................................ 4
1.1 Motivation .................................................................................................................................. 4
1.2 Problemfelt ................................................................................................................................. 4
1.3 Afgræsning ................................................................................................................................. 5
2. Metodologi ....................................................................................................................................... 7
2.1 Metodisk konsistens ................................................................................................................... 7
2.2 Valg af teoretikere ...................................................................................................................... 7
2.3 Projektets opbygning .................................................................................................................. 8
3. Metodeafsnit..................................................................................................................................... 9
3.1 Rekruttering af interviewpersoner .............................................................................................. 9
3.2 Interview som metode ................................................................................................................ 9
3.3 Strukturering af interview ........................................................................................................ 11
3.4 Etiske overvejelser ................................................................................................................... 11
3.5 Transskription ........................................................................................................................... 13
3.6 Analysestrategi ......................................................................................................................... 13
3.7 Refleksion af metode ................................................................................................................ 13
4. Kort introduktion til interviewpersonerne...................................................................................... 15
4.1 Søren ......................................................................................................................................... 15
4.2 Fariha ........................................................................................................................................ 15
5. Analyserende og diskuterende betragtninger ................................................................................. 16
5.1 Omsorgssvigt ............................................................................................................................ 16
5.2 Institutionen som familie .......................................................................................................... 27
5.3 Frihed og medbestemmelse ...................................................................................................... 34
5.4 Anderledeshed – frygten for omverdens reaktioner ................................................................. 41
5.5 Livets mange valg .................................................................................................................... 45
5.6 Sammenfatning ......................................................................................................................... 48
6. Validitetsbetragtninger ................................................................................................................... 53
7. Referenceliste ................................................................................................................................. 55
7.1 Bøger ........................................................................................................................................ 55
7.2 Internetkilder ............................................................................................................................ 55
8. Bilagsoversigt................................................................................................................................. 57
Side 3 af 57
18.05.2015
1. Indledning
1.1 Motivation
Vores motivation for at skrive dette projekt udsprang af nysgerrighed efter at undersøge, hvorledes
anbringelser på døgninstitutioner finder sted set ud fra anbragte unges perspektiv. Vi havde alle en
forestilling om, at når en ung blev anbragt på døgninstitution, så var det primært en beslutning, der
blev taget af de sociale myndigheder, og at det ofte kunne ligne en tvangsanbringelse. Derudover
havde vi også en forestilling om, hvilke unge det var, der blev anbragt på døgninstitutioner.
Samtidig havde vi en idé om, at det var unge, der havde lidt under omsorgssvigt (fx pga. forældres
alkoholmisbrug etc.) eller unge som var kriminelle eller udadreagerende, der blev anbragt på en
døgninstitution. Herudfra kan man sige, at vi ikke havde et særligt positivt syn på døgnanbringelser,
og samtidig forventede vi en vis skepsis fra de unge, der var blevet anbragt. På baggrund af dette,
ønskede vi, ud fra unges perspektiv, at undersøge om det i virkeligheden forholdt sig, som vi
forestillede os. Vi var særligt interesserede i at beskæftige os med unge, da vi havde en idé om, at
de både var bedre til at udtrykke sig, og samtidig var mere reflekteret end børn.
1.2 Problemfelt
Organisationen Socialt Udviklingscenter SUS og Trygfonden har udarbejdet et projekt med henblik
på at forbedre mulighederne for børn og unge, som er anbragte ude for hjemmet (Socialt
Udviklingscenter SUS: 2012). På baggrund af dette projekt er der udgivet en rapport, som anslår at
op imod en procent af alle børn og unge i Danmark er anbragt uden for hjemmet. Ydermere er der
flest unge, som bliver anbragt, og 70 procent af alle anbringelserne omfatter unge i alderen 12-17
år.
I modsætning til vores antagelse om, at størstedelen af alle anbringelser er tvangsanbringelser,
viser det sig, at langt de fleste anbringelser er frivillige (85 procent).
Idéen om anbringelser er udsprunget af tanken om, at det var nødvendigt med et miljøskifte, for de
unge kunne ‘starte på en frisk’, og dermed er rammerne omkring de anbragte i fokus for at ændre de
anbragtes børn og unges forudsætninger. Dog viser det sig, at voksne der har været anbragt i løbet
af deres barndom eller ungdom, sammenlignet med deres jævnaldrende, er dårligere stillet som
Side 4 af 57
18.05.2015
voksne, når det gælder uddannelse og arbejde. Netop denne problematik søger Socialministeriet at
forebygge, hvilket netop fremgår af Socialloven:
§ 46. Formålet med at yde støtte til de børn og unge, der har et særligt behov
for denne, er at skabe de bedst mulige opvækstvilkår for disse børn og unge,
så de på trods af deres individuelle vanskeligheder kan opnå de samme
muligheder for personlig udfoldelse, udvikling og sundhed som deres
jævnaldrende (Socialloven, 2007: § 46).
Overordnet set bliver børn og unge enten anbragt i plejefamilier eller på døgninstitutioner. Ifølge
SFI’s (Det Nationale Forskningscenter For Velfærd) undersøgelser vedrørende trivsel hos anbragte
børn og unge, oplever de fleste en relativ god trivsel. Dog er der en tendens til, at børn og unge i
plejefamilier trives bedre end børn og unge på døgninstitutioner. De familieanbragte børn og unge
føler, i langt højere grad end børn og unge på døgninstitutioner, at de bliver støttet og er holdt af
(SFI, 2014).
Udgangspunktet for denne opgave bygger altså på en interesse i at undersøge, hvordan en ung
oplever det at blive anbragt på en døgninstitution. Føler de unge at anbringelsen har forbedret deres
livssituation? Føler de unge, at de har fået bedre redskaber og muligheder for et godt liv efter
opholdet på døgninstitutionen end før? Samt hvilke udfordringer der kan være i forbindelse med en
anbringelse. Herudfra er vi kommet frem til følgende problemformulering:
Hvilken betydning kan en anbringelse på døgninstitution have for unges forestillinger om og
forståelser af deres liv?
1.3 Afgræsning
I dette afsnit vil vi kort opridse nogle af de valg og fravalg, vi har gjort os i løbet af vores
projektforløb.
Dette projekt bygger på en optagethed af at anskue en anbringelse fra den unge anbragtes
synsvinkel, samt undersøge hvilke betydninger dette får for den anbragte unges forestillinger om og
forståelser af deres liv. Dog er der mange elementer i en anbringelse – herunder forældre,
Side 5 af 57
18.05.2015
pædagoger og andre professionelle fra kommunen. Disse perspektiver har vi dog valgt ikke at
beskæftige os med, idet vi primært har været interesseret i de unges 1. persons perspektiver, og
endvidere mente at projektet ville blive for omfattende, hvis de andre elementer af anbringelsen
skulle inddrages.
Vi har til vores projekt valgt at interviewe to unge, og empirien der er indsamlet ud fra disse
interview er projektets primære udgangspunkt. På baggrund af dette, har vi valgt kun at bruge dele
af teorier, der kan fungere som redskaber til at få en dybere forståelse af vores empiri. Dette vil
blive nærmere uddybet i nedenstående afsnit om metodologi.
Side 6 af 57
18.05.2015
2. Metodologi
2.1 Metodisk konsistens
I dette afsnit behandler vi sammenhængen mellem vores genstandsfelt, metode og teori. Vores
genstandsfelt er anbragte unge på døgninstitutioner, og deres oplevelse af det at være anbragt. For at
undersøge vores genstandsfelt benyttede vi den kvalitative forskningsmetode i form af interview.
Grunden til at vi valgte interview, som undersøgelsesmetode, var at vores fokus netop skulle ligge
hos den enkelte unges perspektiv. Derudover valgte vi at lave semistrukturerede interview, da vi
havde et ønske om, at interviewpersonen skulle tale så frit som muligt. Således skulle analysen også
være præget, af temaer de unge selv indbød til.
Ved projekts begyndelse havde vi nogle forforståelser omkring, hvad det vil sige at være anbragt på
en døgninstitution. Disse forforståelser ændrede sig gennem projektet – særligt da vi selv var ude at
interviewe de unge fra Birkedalen. Vores forståelse er altså løbende blevet udviklet og revurderet i
takt med projektets tilblivelse.
Vi har i dette projekt valgt at arbejde ud fra eklektisk tilgang, idet at vi ønsker at vores empiri skal
være det bærende element i projektet. Derfor arbejder vi ikke ud fra én ontologisk forståelse, men
har i stedet valgt at anvende forskellige teoretikere til at belyse de temaer, der var mest
fremtrædende i interviewene. Dette betyder, at vores teoretikere derfor godt kan have forskellige
videnskabsteoretiske standpunkter.
2.2 Valg af teoretikere
I interviewene kom vi frem til følgende fem overordnede temaer: omsorgssvigt, institutionen som
familie, frihed og selvbestemmelse, frygten for omverdens reaktioner samt livets mange valg med
henblik på deres forventninger til fremtiden.
I den forbindelse med temaet om omsorgssvigt har vi valgt at benytte Kari Killén, idet hun kan
være behjælpelig med belyse og forstå vores interviewpersonernes problematiske barndom. Killén
er socionom og har bl.a. forsket inden for feltet omsorgssvigt (Killén, 1996: bogens omslag).
Til emnet institutionen som familie og emnet frihed og selvbestemmelse anvender vi Ida
Schwartz’ forskningsarbejde med døgninstituioner. Schwartz er kritisk psykolog, hvilket også
Side 7 af 57
18.05.2015
præger hendes arbejde. Hun beskæftiger sig bl.a. med relationen mellem pædagogerne og andre
beboer og den anbragte unge. I forbindelse med frihed og selvbestemmelse, mener hun, i tråd med
kritisk psykologi, at unge eller individet er aktører for eget liv. Hun mener derfor, at
døgninstitutionen skal lære de unge at tage ansvar. Med udgangspunkt i dette, mener vi, at Schwartz
kan anvendes til begge emner.
Derudover har vi valgt at anvende sociologen Erving Goffman og hans teori omkring
stigmatisering til at belyse vores emne om anderledeshed. Vi har hovedsageligt anvendt det af hans
teori, som kan hjælpe os til at forstå, hvad der kan ligge til grund for de unges tanker og handlinger i
forbindelse med det at være anderledes.
Sluttelig anvender vi Thomas Ziehe og Knud Illeris, som begge er professorer inden for
pædagogik, til at belyse vores tema omkring, hvordan det er at være ung i dagens samfund, samt de
svære valg de anbragte unge i projektet giver udtryk for at stå overfor.
Idet vi har valgt at lade empirien inspirere vores valg af teoretikere, sikrede vi, at teorierne netop
blev relevante for vores genstandsfelt, og dermed var der sammenhæng mellem genstandsfelt og
teorier. Samtidig forbliver vi på den måde tro mod vores empiri og lader ikke én
videnskabsteoretisk retning ligge til grund til vores analyse og fortolkning af empirien.
2.3 Projektets opbygning
I det følgende af vores opgave vil der først være et afsnit, som indeholder beskrivelser af vores
metodiske overvejelser og tilgange. Dette afsnit har til hensigt at give projektet en transparens i
forhold vores måde at arbejde på metodisk, hvorfor afsnittet søger at give læseren adgang til vores
arbejdsproces. Efterfølgende vil opgaven indeholde et afsnit, som vi har valgt at kalde
Analyserende og diskuterende betragtninger. Dette afsnit beskæftiger sig med empiriens
fremanalyserede temaer, hvor både teori, analyse og diskussion vil indgå. Det er et valg, vi har
truffet med henblik på, at anvende teorierne frem for blot at referere dem. Derudover antager vi, at
det er mere inspirerende at læse et sådan afsnit, når der undervejs diskuteres de ting, man når frem
til. Efter dette afsnit vil vi endvidere lave et opsamlende afsnit, der har til hensigt at opsamle vores
pointer med henblik på besvarelsen af vores problemformulering. Slutteligt vil projektet indeholde
et afsnit, vi har valgt at kalde Validitetsbetragtninger. Afsnittet vil diskutere projektets interne
validitet og mulige almengørelse.
Side 8 af 57
18.05.2015
3. Metodeafsnit
Vi har i vores projekt valgt at benytte den kvalitative metode i form af interview. Ydermere har vi
anvendt Steinar Kvale og Svend Brinkmanns bog Interview til at beskrive denne metode. Vi har
valgt netop det kvalitative interview, da vi, i vores projekt, ønskede at få et indblik i to unges
hverdagsliv på en døgninstitution og ”[…] forstå verden ud fra interviewpersonerne synspunkter,
udfolde den mening, der knytter sig til deres oplevelser, afdække deres livsverden forud for
videnskabelige forklaringer” (Kvale & Brinkmann, 2009: 17).
3.1 Rekruttering af interviewpersoner
I vores rekruttering af interviewpersoner lagde vi vægt på at finde nogle unge på omkring de 13-17
år. Grunden til vi ønskede at interviewe unge var, fordi vi havde en forventning om, at de ville
kunne forholde sig mere reflekteret til deres anbringelse i forhold til yngre anbragte. Det var
døgninstitutionens afdelingsleder, der udvalgte de endelige interviewpersoner, idet det ikke var alle,
der, ifølge lederen, kunne klare et interview, som omhandlede sårbare emner om den unges
anbringelse og familieforhold. Det at vi ikke havde adgang til de unge, som lederen på
døgninstitutionen karakteriserede som ’for sårbare’, betød at der var nogle perspektiver, vi ikke
havde adgang til. Vi fik på den måde ikke mulighed for at tale med unge, der havde været udsat for
fx misrøgt, eller unge der havde en mere belastet familiefortid end vores interviewpersoner.
Ovenstående fortæller os noget om det genstandsfelt, vi undersøger, og kom i sidste instans til at
påvirke vores undersøgelse, og de resultater vi nåede frem til. I den forbindelse er det samtidig værd
at bemærke, at vi også fik en del afslag fra institutioner, hvilket igen kan sige noget, om det
genstandsfelt vi undersøger. Det kan fx udledes, at det er sårbare unge, vi har med at gøre, som ikke
nødvendigvis har mulighed for eller kan lade sig interviewe pga. den unges psykiske tilstand.
3.2 Interview som metode
I vores projekt har vi valgt at lave et semistruktureret interview. Denne interviewform ”[…] nærmer
sig en hverdagssamtale, men har som professionelt interview et formål og indebærer en særlig
tilgang og teknik […]” (Kvale & Brinkmann, 2009: 45).
Interviewguiden fungerer derfor mere som forslag til spørgsmål, hvortil rækkefølgen af
spørgsmålene er mere underordnede, så længe de emner vi ønsker undersøgt optræder i interviewet.
Side 9 af 57
18.05.2015
Således har vi både mulighed for at undersøge vores problemfelt samtidig med interviewformen
tillader en fleksibel tilgang, hvor interviewpersonerne har mulighed for at tale mere frit end ved en
mere stringent interviewform. Desuden kan vi også, ved denne interviewform, selv som
interviewere gå ud over interviewguiden, og spørge ind til emner eller udtalelser, vi finder relevante
for vores problemfelt undervejs i interviewet (Kvale & Brinkmann, 2009: 45).
Ydermere læner vores interviewform sig op ad det narrative interview, da interviewet opfordrer
vores interviewpersoner til fortælle om bestemte episoder fra deres opvækst og ophold på
døgninstitutionen. Vi er i vores interview bl.a. særligt interesserede i de unges første tid på
institutionen, og om hvorvidt de føler, at de har ændret sig gennem deres ophold på Birkedalen.
Disse fortællinger skal således give os indblik i de unges opfattelse af sig selv og deres liv på
Birkedalen (Kvale & Brinkmann, 2009: 173-175).
Det er vigtigt at understrege, at et interview ikke er en ligestillet samtale, idet der eksisterer et
asymmetrisk forhold, hvor intervieweren styrer samtalen og bestemmer den overordnede opbygning
af interviewet (Kvale & Brinkmann, 2009: 50). Vores interviewpersoner er henholdsvis 15 og 17 år,
og vi er derfor, i vores interview, særligt opmærksomme på, at de kan have en anderledes opfattelse
af verden end os. Kvale og Brinkmann pointerer i den forbindelse at: ”Det er vigtig at bruge
alderssvarende spørgsmål [...]” (Kvale og Brinkmann, 2009: 166), hvilket vi så vidt muligt har
forsøgt at efterleve. Ydermere er vi opmærksomme på, at forholde os åbne over for deres udtalelser,
da de unge, ifølge Kvale og Brinkmann, ellers kan føle, at vi dømmer dem (Kvale og Brinkmann,
2009: 166-167).
Der er flere problematikker, som knytter sig til det kvalitative interview. En af problematikkerne
er, at den opstillede interviewsituation kan påvirke interviewpersonerne, så de måske ikke taler helt
så frit, som man kunne have ønsket sig (Kvale & Brinkmann, 2009: 319-324). Vi har forsøgt at
undgå dette problem ved at interviewe interviewpersonerne i et forum, hvor de er trygge. Vores
interviewpersoner blev interviewet i køkkenet på deres opholdssted. Derudover havde vi sodavand
og slik med til fælles brug, hvilket skulle skabe en mere afslappet stemning samt mindske skellet
mellem os som interviewere, og dem som interviewpersoner. De viste os efterfølgende også begge
to deres værelser til os, hvor samtalen mere uformelt fortsatte. Dette pointerer Kvale og Brinkmann
også bidrager til større forståelse af vores interviewpersoners udsagn: “Samtaler, er er integreret i
interviewpersonernes naturlige aktiviteter i deres dagligverden, giver et mere dækkende billede af
deres baggrundssituation” (Kvale & Brinkmann, 2009: 322, bogens kursivering).
Side 10 af 57
18.05.2015
3.3 Strukturering af interview
Før vi kunne påbegynde vores interview, gjorde vi os en del overvejelser omkring, hvordan vi
skulle gribe interviewene an. Vi besluttede bl.a. at kun to af gruppens medlemmer skulle ud at
interviewe, fordi vi frygtede, at det ville virke for intimiderende for den unge, hvis vi var tre. Vi var
dog nødt til at være to under interviewet for at kunne opfylde rollerne som interviewer og
observant. Det var intervieweren, der sørgede for at skabe den primære kontakt med den unge, mens
observanten lyttede og tog noter.
Vi gik under interviewet frem efter interviewguiden, men sørgede samtidig hele tiden for at
tilpasse spørgsmålene til stemningen, og den retning den interviewede ønskede interviewet skulle
tage.
Vi havde i interviewguiden udarbejdet nogle overordnede temaer med spørgsmål inden for hvert
tema. De første spørgsmål var meget generelle, og havde primært det formål at få snakket
interviewpersonen ’varm’ og etablere en kontakt. Dette er i tråd med, hvad Jonathan Smith skriver
om det semistrukturerede interview: “[…] the interviewer starts with the most general possible
question and hopes that this will be sufficient to enable the respondent to talk about the subject”
(1995, Smith: 15). Senere i interviewet stillede vi mere personlige spørgsmål, som åbnede op for en
mere sårbar snak. Vi var her meget opmærksom på ikke at stille for ledende spørgsmål, da vi
ønskede at holde interviewet åbent.
3.4 Etiske overvejelser
Der vil ifølge Kvale og Brinkmann altid forekomme etiske udfordringer i forbindelse med et
interview, idet den viden man tilegner sig bliver offentliggjort (Kvale & Brinkmann, 2009: 80).
Vores projekt berører samtidig et meget følsomt emne, og oveni det er vores interviewpersoner
begge under 18 år. Vi har derfor, i interviewet, været meget opmærksomme på at følge nogle af de
retningslinjer, Kvale og Brinkmann beskriver i deres bog. Det drejer bl.a. sig om informeret
samtykke, fortrolighed, konsekvens og forskerens rolle (Kvale & Brinkmann, 2009: 86).
Vores interviewpersoner fik kendskab til opgavens formål gennem en pædagog fra institutionen,
ligeledes blev de informeret om, inden interviewet, at de kunne stoppe interviewet eller vælge ikke
at svare på et spørgsmål, hvis det fx var for nærgående. Derudover blev de tilbudt at få
transskriptionen af det interview hvori de medvirkede og opgaven efterfølgende. Da begge unge
tilhører en udsat gruppe, har pædagogerne på institutionen været en vigtig del af processen i
Side 11 af 57
18.05.2015
forbindelse med informeret samtykke. De har således også givet deres accept og vurdering af,
hvorvidt disse unge er i stand til at tale om deres liv og ophold på institutionen til fremmede (Kvale
& Brinkmann, 2009: 90).
I forbindelse med fortrolighed er vores interviewpersoner indforstået med, at vores interview
skal bruges til ’offentligt’ materiale – dog er begge blevet lovet at være anonyme. De vil derfor
optræde under andre navne i projektet. Det samme gør sig gældende for døgninstitutionen og
kommunen. Denne anonymitet skal fungere som en sikkerhed for vores interviewpersoner og
samtidig give dem mulighed for at tale mere frit uden frygt for, at pædagoger eller andre parter får
kendskab til det sagte (Kvale & Brinkmann, 2009: 91-92).
Vi har, i projektet, i samme forbindelse gjort os store overvejelser i forhold til konsekvenserne af
interviewene for den unge. I Ida Schwartz’ bog Hverdagsliv og livsforløb. Tværprofessionelt
samarbejde om støtte til børn og unges livsførelse, som omhandler hendes observationer og arbejde
af anbragte børn på døgninstitution, beskriver hun ovenstående dilemma således:
Børnenes deltagelse i mit forskningsprojekt kan på et meget overordnet plan
bidrage til at forbedre indsatsen for børn og unge, der bor uden for eget
hjem, men hvordan står dette overordnede formål i forhold til den
forstyrrelse, der knytter sig til min deltagelse i deres liv? (Schwartz, 2014:
33).
Vores arbejde har dog ikke sammen funktion som Schwartz’, men alligevel vurderer vi, at der for
de interviewede har været flere fordele end ulemper ved deltagelsen i projektet.
I forhold til interviewet med Fariha, siger hun selv undervejs i interviewet, at det er rart at
fortælle andre sin historie (Bilag 2: s. 20). Hendes nye veninder fra produktionsskolen har hun fx
ikke fortalt, at hun bor på døgninstitution, og endvidere er der ingen af hendes veninder, der kender
til den sande historie om hendes fars fængsling, fordi hun er flov over det. Hun siger selv, at hun på
et tidspunkt bliver nødt til at lære at håndtere dette, og at interviewet, for hende, var en del af denne
udvikling. Af den grund mener vi, at vores interview etisk kan forsvares. I forhold til Sørens
deltagelse udtrykte han, at han er vant til at deltage i lignende interview, hvorfor det virkede
naturligt for ham og ikke belastede ham at deltage.
Side 12 af 57
18.05.2015
3.5 Transskription
Efter vi havde foretaget interviewene, skulle vi transskribere. I den forbindelse var vi særligt
opmærksomme på, at interviewene opstår i én situation, og at der ved nedskrivningen af talesproget
kan gå noget mimik tabt, da vi kun benyttede en mikrofon til at optage interviewene med (Kvale &
Brinkmann, 2009: 322). Vi har så vidt muligt forsøgt at undgå dette, ved at udarbejde
transskriptionerne umiddelbart efter interviewene blev foretaget. Interviewene skulle stadig gerne
være så ’friske’ i erindringen som muligt, samtidig skrev vi undervejs i interviewene noter, som
skulle hjælpe os med at huske stemning og mimik. Selvom vi udelukkende søgte at få meningen
frem i transskriptionerne, var det alligevel vigtigt for os, at det var dem, der havde foretaget
interviewene, der skulle transskribere ift. at huske “[…] sociale og emotionelle aspekter af
interviewsituationen […]” (Kvale & Brinkmann, 2009: 202), som kunne gå hen og få betydning for
vores meningsanalyse.
3.6 Analysestrategi
Vi har som sagt arbejdet ud fra en meningskondenserende analyse i vores projekt. Dette betyder, at
vi, efter at have udarbejdet transskriptionerne fik en fornemmelse hvilke emner var gennemgående
for interviewene. Dette er essentielt i forbindelse med at bestemme temaerne, der udtryktes i
interviewene, da det herefter blev det muligt for os at tematisere interviewpersonernes udsagn.
Efterfølgende havde vi mulighed for at analysere og fortolke temaerne ud fra projektets
problemformulering. Slutteligt diskuterede vi de perspektiver, vi var kommet frem til og kunne til
sidst lave en opsamling af dette samt et tilbageblik (Kvale & Brinkmann, 2009: 227-228).
3.7 Refleksion af metode
Den kvalitative metode og interview har generelt haft problemer med at blive anerkendt som
metode. Kritikken har gået på, at den viden man har fået på baggrund af interviewresultaterne ligger
nærmere en common sense-forståelse end en reel ny akademisk viden (Kvale & Brinkmann, 2009:
323). I den forbindelse pointerer de samtidig, at man kan undgå dette da “[…] udviklingen af
interviewforskning af høj kvalitet går hånd i hånd med en refleksion over dens teoretiske
forudsætninger og implikationer” (Kvale & Brinkmann, 2009: 324). Så længe man har forberedt sig
grundigt inden sine interview, klarlagt analysemetoden, samt taget stilling til de etiske overvejelser,
kan interview bidrage med vigtig viden (Kvale & Brinkmann, 2009: 324). Derudover befinder vi os
Side 13 af 57
18.05.2015
ifølge Kvale og Brinkmann også i en ’samtaleverden’ (Kvale & Brinkmann, 2009: 329), hvor
interview eller samtale er en vigtig måde at tilegne sig viden på. Den viden som produceres i
sammenspillet mellem mennesker, i dette tilfælde mellem en interviewer og en interviewperson, er
den grundlæggende erkendelsesform inden for samfundsvidenskaben (Kvale & Brinkmann, 2009:
329). Dette er vi enige i, hvorfor vi mener den kvalitative metode, og interview kan legitimeres som
metode.
Side 14 af 57
18.05.2015
4. Kort introduktion til interviewpersonerne
4.1 Søren
Søren er en dreng på 15 år, som har boet på Birkedalen i to og et halv år. Søren oplevede, ligesom
sin lillebror, at være i klemme mellem forældrene efter deres skilsmisse. Sørens far fik forældremyndigheden over ham og broderen, men Søren ville hellere bo hos sin mor. Det var dog ikke en
mulighed, da hun led af anoreksi og ikke kunne tage vare på ham. Søren stak adskillige gange af
hjemmefra for at være sammen med moderen, og efter et stykke tid blev det klart for alle parter, at
situationen ikke var holdbar. Faderen og Søren besluttede derfor, at det var bedst for Søren at flytte
op på Birkedalen.
4.2 Fariha
Fariha er en pige på 17 år og har boet på døgninstitutionen i otte måneder. I starten af 00’erne blev
Farihas forældre skilt og sidenhen kom både Farihas far og storebror i fængsel. Da hendes mor
oplever at Farihas lillebror var ved at gå i deres fodspor, besluttede hun, at de skulle flytte fra
Albertslund til Blistrup. Flytningen til Blistrup, til en mindre bolig, og de nye omgivelser medførte
konstante konflikter i hjemmet. Flytningen skete, da Fariha var 15 år og i den forbindelse følte hun
sig isoleret ’ude på landet’ og mistede efterhånden lysten til at gå i skolen. Derudover var Farihas
mor træt af børnene, og fortalte dem, at de selv skulle stå for indkøb, madlavning og rengøring,
hvilket også frustrerede Fariha. En dag eskalerede en konflikt mellem Fariha og hendes lillebror, og
moderen smed Fariha ud. Fariha fik gennem politiet kontakt til kommunen, der sørgede for, at hun
blev anbragt på Birkedalen.
Side 15 af 57
18.05.2015
5. Analyserende og diskuterende betragtninger
5.1 Omsorgssvigt
Vi har valgt at fokusere på psykiske overgreb i forbindelse med Farihas interview, da det er den
form for omsorgssvigt, der er den mest fremtrædende i interviewet. For at forstå det Fariha har
været igennem inddrages Kari Killéns værk Omsorgssvigt er alles ansvar. Udover at beskrive
psykiske overgreb, skitsere Killén også, hvilke kriterier en forælder, ifølge hende, skal opfylde for
at være en ‘god nok’ forælder.
I forbindelse med interviewet med Søren vil vi ligeledes ved hjælp af Killén forsøge at få en
forståelse af de problematikker, Søren har oplevet i forbindelse med forældrenes skilsmisse.
Inden vi anvender Killén til at forstå nogle af Fariha og Sørens problematikker, finder vi det
vigtigt at pointere, at det ikke tydeligt fremgår, hvad Killén aldersmæssigt definerer som et barn.
Dog mener vi, at vi kan uddrage nogle teoretiske redskaber fra Killén til at forstå de to anbragte
unge, som vi har beskæftiget os med i interviewene.
Fariha beskriver op til flere gange i interviewet, hvordan hendes mor plejede at fortælle Fariha, at
hun ikke elskede Fariha og hendes søskende: ”Det har været hårdt, især nogle gange når hun plejer
at sige, at hun ikke elsker os […] hun ville ikke have noget at gøre med os, og at hun ikke elskede
os og det ene og det andet [...]” (Bilag 2: s. 12, l. 33-35-s. 13, l. 1). Fariha er endda af den
overbevisning, at moderen hader hende: “[...] og så bare at vide, at ens mor hun hadede mig så
meget, og jeg så bare skulle forsvinde fra hende og hun ville ikke have noget at gøre med os [...]”
(Bilag 2: s. 12, l. 34-35-s. 13, l. 1).
Fariha fortæller ydermere, at moderen har truet med at rejse fra Fariha og hendes søskende, og
endvidere udtrykt at de skulle forsvinde fra hende: ”[...] vi kunne virkelig bare forsvinde fra hende,
og hun ville rejse fra os” (Bilag 2: s. 12, l. 34).
Hvis man anvender Killén til at få en forståelse af dette, kan det Fariha oplever beskrives som
psykiske overgreb. Psykiske overgreb karakteriseres som ”terrorisering i form af trusler om straf
eller om at forlade barnet eller sende det bort” (Killén, 1996: 43, bogens kursivering). I den
forbindelse refererer Killén til John Bowlby, som argumenterer for, at trusler om adskillelse kan
være mere skadelig end reel adskillelse (Bowlby i Killén, 1996: 44). Man kan være kritisk overfor,
om man kan bruge Bowlby til at forstå Fariha, som er ung, idet Bowlby hovedsageligt beskæftiger
sig med spædbørn og børn i den tidlige barndom. Dog mener vi alligevel, at vi kan argumentere for,
Side 16 af 57
18.05.2015
at hans teori omkring adskillelse kan hjælpe os med, at forstå de følelser Fariha beskriver omkring
trusler om adskillelse og selve adskillelsen. Det er nemlig tydeligt at mærke på Fariha, at moderens
trusler om at rejse fra Fariha og hendes søskende, har taget hårdt på hende – også hårdere end selve
adskillelsen, da Fariha bliver smidt ud og ender på Birkedalen. Når Fariha taler om Birkedalen,
udtrykker hun endda lettelse over at være kommet væk: ”Og så var jeg bare blevet så træt af det, så
jeg tænkte ”[…] yes, det er nu jeg skal væk herfra [...]”” (Bilag 2: s. 12, l. 16-17) og senere igen:
”[…] jeg var bare så glad, for jeg tænkte ”YES, jeg er kommet ud af det her, og jeg skal fandme
ikke tilbage igen”[…]” (Bilag 2: s. 16, l. 17-18).
Det virker altså umiddelbart, som om det har påvirket Fariha mere, at hendes mor gentagende
gange har truet med at forlade hende og givet udtryk for, at Fariha “[...] bare skulle forsvinde fra
hende [...]” (Bilag 2: s. 12, l. 35) end selve adskillelsen, da Fariha rent faktisk blev smidt ud og
endte på Birkedalen. Samtidig kan dette ud fra Killén tolkes som psykiske overgreb, fordi det virker
som en kronisk holdning fra moderens side, at hun, ifølge Fariha, siger, at hun ikke elsker Fariha og
hendes søskende og derudover vil rejse fra dem. At det er en kronisk holdning kommer til udtryk,
når Fariha siger det er noget moderen “plejer” (Bilag 2: s. 12, l. 33) at sige. Derudover omtaler
Fariha det gentagende gange under interviewet, hvilket kan give et indtryk af, at det ikke var noget,
der blev udtrykt én enkelt gang. Dette kan sammenholdes med Killéns definition på psykiske
overgreb:
Psykiske overgreb […] kan defineres som en kronisk holdning eller adfærd
hos forældre eller andre omsorgsgivere, som er ødelæggende for, eller
forhindrer udviklingen af, et positivt selvbillede hos barnet (Killén, 1996:
43).
Hos Killén indgår psykiske overgreb, som en af de fire former1 for omsorgssvigt børn kan udsættes
for. Ser man nærmere på de psykiske overgreb kan de, ifølge Killén, ødelægge barnets selvbillede
og give lav selvfølelse: ”Omsorgssvigtede børn får ofte på et tidligt tidspunkt indtryk af, at de ikke
er gode nok, at de er uønskede, og at de har ansvar for alt, hvad der er galt i familien” (Killén, 1996:
113). Dette kan observeres hos Fariha, når hun, som beskrevet ovenfor, fortæller hvordan moderen
gentagende gange siger, at Fariha og hendes søskende bare skal “forsvinde fra hende” (Bilag 2: s.
10, l. 26) for til sidst at smide hende ud som 16-årig (Bilag 2: s. 12). Fariha oplever altså at føle sig
1
Fysisk vold, vanrøgt, psykiske overgreb og seksuelle overgreb (Killén, 1996: 32)
Side 17 af 57
18.05.2015
uønsket i sin egen familie og måske endda få en følelse af ikke at være god nok, fordi moderen, som
tidligere nævnt, fortæller hende og hendes søskende, at hun ikke elsker dem.
Fariha giver ikke udtryk for, at hun føler sig ansvarlig for familiens problemer, men hun har
skyldfølelse over at have fået hjælp fra kommunen, hvilket måske kan virke bemærkelsesværdigt,
når man tænker på, at hun ikke selv valgte at flytte men blev smidt ud: ”Der gik lang tid før, efter
jeg flyttede ind, hvor jeg havde meget skyldfølelse, og jeg tænkte ”skal jeg tilbage igen”, du ved,
fordi jeg havde rodet hele min familie ind i det” (Bilag 2: s. 16, l. 5-6). Dette aspekt omkring
oplevelsen af skyld kommer Killén ind på i forbindelse med nogle af de konsekvenser, de
forskellige former for omsorgssvigt kan have på et barn (Killén, 1996: 113). Her nævner hun bl.a.
oplevelsen af ansvar og skyld hos barnet, som også kan observeres hos Fariha. Denne oplevelse af
ansvar og skyld hos barnet bunder, ifølge Killén, i, at barnet prøver at skabe mening i den situation,
det befinder sig i gennem en fortolkningsproces (Killén, 1996: 113). I den fortolkningsproces vil
barnet hos Killén “[...] fortolke situationen og forklare krænkerens adfærd på en måde, som sætter
vedkommende i et godt lys og, mens barnet selv tager ansvaret og bærer skylden” (Killén, 1996:
113). Killéns tolkning kan give et forklaring på, hvorfor Fariha havde skyldfølelse over for
familien, selvom det udefra kan virke ubegrundet.
Udover at have skyldfølelse over for familien i forhold til sin anbringelse, beskriver Fariha samtidig
et enormt ansvar, som moderen, ifølge Fariha, skulle have pålagt hende. Hun fortæller i den
forbindelse følgende:
Jeg skulle gøre det hele selv, og det bare meget ansvar at have, og jeg skulle
tage mig af skolen og jeg skulle gøre alt selv, og jeg skulle passe på min
lillebror, fordi hans skole gik heller ikke så godt. Altså kontoret ringede
nogle gange til mig og sagde, at jeg skulle hjælpe ham med lektier, og jeg
skulle huske det der forældreintra (Bilag 2: s. 13, l. 2-5).
I samme forbindelse fortæller Fariha hvordan hun skulle gøre rent, lave mad og på egen hånd holde
familien i gang. Et ansvar som hun følte, slet ikke var alderssvarende:
Virkelig stort ansvar, synes jeg! [...] Og jeg skulle gøre rent, og jeg skulle
lave mad, fordi der er ikke nogen andre der gider at lave mad – for alle tror
Side 18 af 57
18.05.2015
bare at det er sådan et serveringssted, jeg skulle gøre det for dem og sådan
noget der. Så det var bare sådan hele tiden. Mig der skulle være i gang for at
holde min familie i gang. Jeg skulle gøre rent, du ved, der var bare noget,
for hvis jeg ikke havde gjort det, så havde ingen gjort det. Så jeg skulle have
det der ansvar, jeg synes bare, det var så hårdt. Og især når jeg var så ung,
så synes jeg det slet ikke var fair (Bilag 2: s. 13, l. 7-12).
Fariha fortæller ydermere, at hendes søster gik ned med stress som konsekvens af at have for meget
ansvar: “Min søster røg ind på stress, og hun var 20 år på det tidspunkt, og hun røg på stress, for
hun fik for meget ansvar [...]” (Bilag 2: s. 11, l. 2-3). Det er altså ikke kun Fariha, der har oplevet at
få pålagt for meget ansvar fra morderens side men også Farihas storesøster, som endte med at gå
ned med stress som konsekvens heraf.
For at skabe mening ud af det Fariha har oplevet, vil vi se nærmere på Farihas mor. Ud fra
Farihas udtalelser, virker det ikke, som om moderen har evnen til at opfatte Fariha på en realistisk
måde, når hun overdynger Fariha med et ansvar, som, ifølge hende selv, ikke er alderssvarende.
Fariha beskriver bl.a., hvordan hun på egen hånd skulle sørge for at holde familien i gang, hun
skulle lave maden, gøre rent, passe sin lillebror, hjælpe ham med lektier og stå for kontakten med
hans skole på moderens vegne (Bilag 2: s. 13, l. 2-5). Samtidig skulle Fariha og hendes søskende,
med undtagelse af Farihas lillebror, selv købe sin egen mad som 15-årig og betale husleje for at bo
hjemme (Bilag 2: s. 10, l. 22-23). Efter alt at dømme havde Fariha et ansvar, der slet ikke var
alderssvarende, og som hun ikke havde en chance for at kunne opfylde. Det ansvar Fariha beskriver,
ændrede sig dog, da hun kom på Birkedalen, hvilket også kan være en af grundene til, hun har fået
det bedre (Bilag 2: s. 13, l. 13-14). Det er her vigtigt, at pointere at vi tolker på moderens evne til at
være en ‘god nok’ mor udelukkende ud fra Farihas udtalelser – og selvfølgelig det faktum, at hun er
anbragt – hvorfor vi ikke entydigt kan konkludere om moderen evner at opfatte Fariha realistisk
eller lever op til Killéns syv forældrefunktioner.
For at forklare moderens syn på Fariha, som påvirker Fariha utrolig meget, kan man inddrage
Killéns syv forældrefunktioner. Killén understreger, at en af de kvaliteter, der forekommer af stor
betydning for barnets opfattelse af sig selv og for dets udvikling, er de kognitive og følelsesmæssige
forældrefunktioner. Dette er, ifølge Killén, ”[...] en vigtig erkendelse, når man skal vurdere
forældres omsorgsevne” (Killén, 1996: 161).
Side 19 af 57
18.05.2015
Ovenstående forældrefunktioner inddeles hos Killén i syv kategorier: evnen til at opfattet barnet
realistisk, evnen til at danne realistiske forventninger om de afhængigheds- og følelsesmæssige
behov, barnet kan tilfredsstille, evnen til at danne realistiske forventninger til barnets mestring,
evnen til at engagere sig positivt i samspil med barnet, evnen til empati med barnet¸ evnen til at
prioritere tilfredsstillelse af barnets mest grundlæggende behov frem for sine egne, evnen til at
rumme egen smerte og frustration uden at skulle afreagere på barnet (Killén, 1996: 162).
Sammenligner man Killéns syv centrale forældrefunktioner med det Fariha har oplevet, da hun
boede hjemme, vil det bemærkes, at moderen ikke lever op til de fleste af de syv
forældrefunktioner. Dette kan bl.a. observeres i forbindelse med ansvar, hvor moderen pålægger
Fariha mere ansvar, end Fariha selv synes er i orden: ”Så jeg skulle have det der ansvar, jeg synes
bare, det var så hårdt. Og især når jeg var så ung, så synes jeg det slet ikke var fair” (Bilag 2: s. 13,
l. 11-12). Moderen udviser altså ikke en evne til at opfatte Fariha realistisk eller danne realistiske
forventninger til Farihas mestring. Fariha beskriver derudover, som tidligere nævnt, hvordan
moderen plejede at sige, at hun ikke elskede Fariha og hendes søskende, da Fariha boede hjemme
(Bilag 2: s. 12, l. 33). Dette kan man tolke som manglede empati, hvilket går igen i Killéns syv
forældrefunktioner, når en forældre ikke evner at have empati med sit barn (Killén, 1996: 162).
Moderen har samtidig heller ikke forståelse for, at Fariha ikke kan magte det ansvar, der bliver
pålagt hende i form af at skulle holde huset, købe ind, lave mad og sørge for hendes lillebror eller at
Fariha ikke har nogen mulighed for at betale for sin egen mad eller husleje, når hun ikke har noget
job (Bilag 2: s. 10, l. 21-23). Ydermere kan moderen heller ikke sætte sig ind i, hvor sårende det er
for Fariha at få at vide, at hun er irriterende og skal forsvinde fra hende: “”I må selv klare jer”, fordi
vi var nogle irriterende børn og vi skulle bare forsvinde fra hende” (Bilag 2: s. 10, l. 25-26). Begge
tilfælde kan tolkes som manglende empati, hvilket stemmer overens med, at morderen mangler
nogle af de karaktertræk, der udgør en ‘god nok’ mor (Killén, 1996: 161). Det kan dog diskuteres,
hvor grænsen går for fx manglende empati, og hvorvidt det overhovedet er muligt at bedømme helt
præcist. Killén kommer ydermere heller ikke ind på, om man kan være en ‘god nok’ forælder, hvis
man kun opfylder nogle af Killéns kriterier.
Killén pointerer dog, at man skal være opmærksom på, hvordan den eventuelle mangelfulde
forældrefunktion er opstået:
[...] vigtigt at blive klar over, om mangelfulde forældrefunktioner er situationsbetingede, det vil sige udtryk for en forbigående krisesituation, eller om
Side 20 af 57
18.05.2015
de er udtryk for forældrenes grundlæggende personlighedsproblemer eller
umodenhed (Killén, 1996: 177).
I Farihas tilfælde virker det som om, det var noget, der skete pludseligt i forbindelse med de flyttede
til Blistrup:
Altså jeg tror, hun har et had til mig eller et eller andet. Som jeg ikke ved
hvad jeg har gjort [...] det hele kom der, og det kom bare som et chok det
hele, vi fandt bare ud af, hvordan vi var rigtig som mennesker, fordi vi var
så meget op og ned ad hinanden. Det synes jeg, jeg ved det ikke (Bilag 2: s.
9, l. 25-26).
Hun beskriver, hvordan moderen på det tidspunkt begyndte at ”opføre sig underligt” (Bilag 2: s. 10,
l. 18-19) og fortæller samtidig, at moderens opførsel særligt omhandlede et skiftende humør:
Det var helt op til hendes humør, hvordan hun var. Det var lidt underligt [...]
Jeg følte der var noget galt, jeg synes det var virkelig underligt, fordi hun
var bare sådan, hun råbte, og min mor hun snakker ikke stille og roligt, når
hun siger noget, du ved, så råber hun på dig, så du hører, så hun ved, at du
har hørt det. Vi fik det alle sammen så dårligt du ved, vi råbte så meget
(Bilag 2: s. 10, l. 30-35).
Ud fra Farihas beskrivelse, virker det altså, som om den mangelfulde forældrefunktion hos
moderens er situationsbetinget i forbindelse med de flyttede til Blistrup. Det er dog svært at vide,
om den mangelfulde forældrefunktion hele tiden har været gældende eller først er kommet til udtryk
i forbindelse med flytningen. Som Fariha beskriver, flyttede de fem personer ind i det hun kalder en
‘mikrolejlighed’ (Bilag 2: s. 9), som man kunne forestille sig udløste moderens skiftende humør og
den, ifølge Killén, mangelfulde forældrefunktion.
Derudover kan det diskuteres, hvad moderens formodede mangelfulde forældrefunktion i
forhold til bl.a. empati, og det at have realistiske forventninger til Fariha, har fået af betydning for
Farihas relationer i dag og i fremtiden. Vil hun selv komme til at have urealistiske forventninger til
hendes egne børn, eller vil hun bryde med den sociale arv? Hun nævner flere gange under
Side 21 af 57
18.05.2015
interviewet, at moderen havde urealistiske forventninger til hende i form, at det ansvar hun blev
pålagt, så man må derfor antage det fylder eller har fyldt en del hos Fariha. Om det kommer til at
påvirke hendes relationer i fremtiden er det naturligvis ikke muligt at sige noget om endnu.
Fariha begynder på et tidspunkt at græde under interviewet. Dette sker i forbindelse med, at hun
fortæller om forholdene derhjemme (Bilag 2: s. 12, l. 26). Her sammenligner hun sine problemer
med venindernes familiesituation og deres, i hendes øjne, ubetydelige problemer, hvilket får hendes
problemer til at fremstå endnu værre. Dette vil bliver uddybet i afsnit 5.4.
Udover det faktum, at Fariha begynder at græde under interviewet, fortæller hun, at hun sidst
vinter tog 14 kg på i forbindelse med skænderier og ufred i hjemmet: “Jeg tog 14 kg på den der
vinter – sidste vinter, det vil jeg lige – det var hårdt“ (Bilag 2: s. 11, l. 2). Samtidig beskriver, at
moderens humør på det tidspunkt var meget svingende:
Og vi måtte ikke tage ud, og vi måtte ikke gøre det ene og det andet. Og
nogle gange var jeg sådan ’’jamen jeg skal ud’’, og det måtte jeg så ikke, og
så nogle gange når hun var glad i hendes humør, så måtte jeg gerne komme
ud. Det var helt op til hendes humør, hvordan hun var. Det var lidt underligt
(Bilag 2: s. 10, l. 28-31).
Hun fortæller ydermere, at moderen ofte kunne råbe af Fariha og hendes søskende, hvilket
påvirkede dem alle meget:
[...] hun råbte, og min mor hun snakker ikke stille og roligt, når hun siger
noget, du ved, så råber hun på dig, så du hører, så hun ved, at du har hørt
det. Vi fik det alle sammen så dårligt du ved, vi råbte så meget [...] (Bilag 2:
s. 10, l. 33-35).
Man kan altså af interviewet se, at moderens adfærd påvirker Fariha og hendes søskende en del.
Fariha beskriver i denne forbindelse, at de alle fik det dårligt, og Fariha ender på et tidspunkt med at
tage 14 kg på, fordi hun havde det dårligt med situationen. Ydermere var moderen, ifølge Fariha,
meget bestemmende alt efter hende humør uden, der lå nogen umiddelbar logisk forklaring bag
hendes beslutninger:
Side 22 af 57
18.05.2015
Og vi måtte ikke tage ud, og vi måtte ikke gøre det ene og det andet. Og
nogle gange var jeg sådan ’’jamen jeg skal ud’’, og det måtte jeg så ikke, og
så nogle gange når hun var glad i hendes humør, så måtte jeg gerne komme
ud. Det var helt op til hendes humør, hvordan hun var. Det var lidt underligt
(Bilag 2: s. 10, l. 28-31).
Det virker altså ikke, som om moderen kan rumme sin egen frustration uden at lade det gå ud over
Fariha og hendes søskende. Som Fariha selv beskriver, påvirker moderens humor i høj grad udfaldet
af, hvad hun får lov til og ikke får lov til af moderen. Sammenlignes dette med Killéns syv
forældrefunktioner, virker det ikke til, at Farihas mor evner det, Killén beskriver: “[...] at rumme
egen smerte og frustration uden at skulle afreagere på barnet” (Killén, 1996: 162). Dette kan være
endnu en årsag til, at moderen ikke fremstår som en ‘god nok’ mor for Fariha.
En anden væsentlig ting, der har haft stor betydning for Farihas liv, er forholdet til hendes far.
Farihas forældre blev skilt i 2002 (Bilag 2: s. 11, l. 13), og Farihas far har derudover, ifølge Fariha,
siddet inde siden 2010/2011. I den tid faderen har siddet inde, har Fariha kun set ham en enkelt
gang, fordi hun ikke måtte se ham for moderen: “[...] så måtte vi ikke have kontakt til min far, det
ville min mor have, at vi skulle have noget at gøre med ham” (Bilag 2: s. 11, l. 22-23). Sidst hun så
ham, gik hun i 6. klasse, men hun har siden genoptaget kontakten gennem telefonsamtaler (Bilag 2:
s. 11, l. 19).
Farihas følelser i forbindelse med tabet af faderen, særligt som følge af skilsmissen, har vi prøvet
at forklare ud fra Killéns beskrivelse af, hvad der sker, når forældre bliver skilt. Killén argumenterer
i den forbindelse for følgende: ”Børn af forældre, der bliver skilt, men som ikke er i stand til at
samarbejde om samvær med barnet, udsættes for psykiske overgreb” (Killén, 1996: 48, bogens
kursivering). Her tvinges barnet, ifølge Killén, til at ‘vælge side’ og “[...] mister én af forældrene
uden at få lov til at sørge” (Killén, 1996: 48). Dette kan i høj grad observeres hos Fariha, som
afskæres fra at se sin far i mange år (Bilag 2: s. 11, l. 9+22-23). Derudover fortæller hun, at der,
efter forældrenes skilsmisse, opstod et had mellem hendes mors og fars familie, hvor Fariha endnu
engang ‘kom i klemme’ (Bilag 2: s. 15, l. 8-11). Dette udsprang særligt af et had fra Farihas fars
familie (Bilag 2: s. 15, l. 8-9).
Side 23 af 57
18.05.2015
Fariha kommer ikke ind på, om forholdet til hendes fars familie har ændret sig i årene efter
skilsmissen, men udtrykker selv en indre vrede til sin far: ”Jeg tror faktisk ærligt, at jeg har en indre
vrede til ham, som jeg faktisk er meget sur over, hvorfor han ikke har været den far, du ved, fra vi
var små af” (Bilag 2: s. 15, l. 32-33).
Fariha beskriver altså en vrede til faderen, fordi han ikke har været der for hende, mens hun og
hendes søskende var små. En vrede der kan sammenholdes med Killéns beskrivelse af, hvilke
konsekvenser en skilsmisse kan have for et barn. I den forbindelse beskriver Killén, at det kan lede
til et deprimeret eller vanskeligt barn, som ikke får lov til at udtrykke den vrede og fortvivlelse, der
er forbundet med tabet af en forælder (Killén, 1996: 48).
En anden tolkning på hvorfor Fariha føler vrede i forbindelse med sin far, kan være at hun føler
faderen bærer en del af skylden i forhold til følelsen af anderledeshed. Dette vil bliver uddybet i
afsnit 5.4.
Fariha er ikke den eneste på Birkedalen, der har et anspændt forhold til sine forældre. Gennem
interviewet med Søren, bliver det hurtigt klart, at Søren har været meget påvirket af sine forældres
skilsmisse og fjendskab. Søren fortæller, at både han og hans bror har været påvirket af forældrenes
skilsmisse, og at dette har været medvirkende til, at forholdet til broderen er blevet dårligt: ”Ja, vi
har bare en meget dårligt forhold (red. Søren og hans lillebror). Vi har været påvirket meget af
vores mor og fars skilsmisse” (Bilag 1: s. 11, l. 2). For at kunne sætte sig ind i Sørens følelser
omkring skilsmissen, kan det Søren beskriver sammenholdes med Killéns beskrivelse af psykiske
overgreb i forbindelse med skilsmisse. Som beskrevet i ovenstående afsnit med Fariha,
argumenterer Killén for at børn af skilsmisseforældre udsættes for psykiske overgreb, hvis
forældrene ikke er i stand til at samarbejde om samvær med barnet, hvorved barnet, i sådan en
situation, befinder sig i en kronisk loyalitetskonflikt mellem forældrene (Killén, 1996: 48). Dette
kan sammenlignes med Sørens beskrivelse af skilsmissens påvirkning, hvor han som konsekvens af
denne loyalitetskonflikt har fået et dårligt forhold til sin lillebror:
Ja, vi har bare en meget dårligt forhold (red. Søren og hans lillebror). Vi har
været påvirket meget af vores mor og fars skilsmisse. Jeg har været mest på
min mors side, og han (red. lillebroren) har været mest på min fars side [...]
Det var meget forvirrende, for vi blev ret påvirket af at far: “Din mor er bare
sådan”, og min mor var sådan: “Din far er bare dit og dat” og sådan noget.
Side 24 af 57
18.05.2015
De blev bare sådan: “Ja, ja” og sådan. Vi skulle hele tiden prøve at være på
den ene af forældrenes side, når vi (red. lillebroren og Søren) var der. Vi var
ret meget i klemme i vores forældres kamp (Bilag 1: s. 11, l. 2-3 og s. 14, l.
14-17).
Søren har altså oplevet det at skulle ‘vælge side’ i forbindelse med forældrenes skilsmisse. Ifølge
Killén medfører denne situation, at barnet oplever angst og fortvivlelse (Killén, 1996: 48). Samtidig
beskriver hun, hvordan det at miste en forælder, fordi barnet må vælge mellem forældrene, er
forbundet med sorg. En sorg barnet ofte står alene med uden mulighed for at udtrykke den (Killén,
1996: 48). Selvom Søren ikke eksplicit beskriver en sorg i forbindelse med skilsmissen, kommer
han flere gange ind på, hvor hårdt det har taget på ham, at skulle bo hos sin far, især på bekostning
af ikke at måtte se sin mor. Han beskriver hyppige skænderier eller ingen kontakt, når han var hos
sin far, og da vi spørger ind til, hvordan han har haft det, efter han har været hos sin far, og de har
skændtes, siger han følgende:
Jeg har været ret ked af det. Jeg synes sådan, at jeg bare har været rigtig ked
af det. Men andre gange har der været nogle weekender, hvor jeg har været
hjemme, hvor jeg næsten slet ikke har snakket med ham. Jeg tror vi har sagt
tre ting eller sådan noget “hej”, “godmorgen” og “farvel” på hele
weekenden. Der sad jeg bare inde på mit værelse og havde ikke lyst til noget
(Bilag 1: s. 13, l. 28-31).
Søren beskriver samtidig, at han hellere ville bo hos sin mor efter skilsmissen, men bl.a. på grund af
moderens anoreksi var dette ikke muligt, og forældremyndigheden gik til Sørens far (Bilag 1: s. 11,
l. 14-15 og s. 12, l. 31-33). Det at Søren, efter skilsmissen, var tvunget til at bo hos sin far, som han
havde et svært forhold til, og samtidig blev nægtet at se sin mor, resulterede i, at han ofte løb
hjemmefra, for at kunne være sammen med sin mor (Bilag 1: s. 11, l. 12-14). Han forklarer, at han
på det tidspunkt, hvor socialforvaltningen greb ind, og han var til møde for atter at blive sendt hjem
til sin far, ikke havde set sin mor i lang tid (Bilag 1: s. 11, l. 17-22). Samtidig udtrykker han
ambivalente følelser i forhold til moderen og beskriver endvidere en episode, hvor han var sammen
med nogle venner, da moderen pludselig dukkede op:
Side 25 af 57
18.05.2015
[...] Så kom min mor, og så blev jeg ret bange for, hvorfor kom hun efter
mig. Hun sagde, at jeg skulle komme med hjem, og det havde jeg ikke lyst
til, så blev det lidt sådan, hvordan har du det spurgte hun mig, så kom hun
lidt ind i mit liv igen og påvirkede mig, så tog vi hjem, og så var det rigtig
hyggeligt, så tog jeg med hende på arbejde (Bilag 1: s. 11, l. 24-27).
I citatet får vi indblik i Sørens ambivalens omkring samværet med moderen. Tidligere i interviewet
har Søren fortalt, at han har haft set sin mor i smug, fordi han ikke måtte se hende i længere tid. Dog
udtrykker han modsat, hvordan han bliver bange og frygter, at hun kommer efter ham, og i denne
forbindelse udtrykker han en modvilje til at tage med moderen hjem (Bilag 1: s. 11, l. 25-27). På
trods af denne modvilje vælger Søren alligevel at tage med moderen hjem og fortæller ydermere, at
det var hyggeligt (Bilag 1: s. 11). Dette er årsagen til, at han efterfølgende ønsker at tilbringe mere
tid med moderen – han vælger endda at tage med hende på arbejde for at tilbringe mere tid med
hende (Bilag 1: s. 11, l. 27). Søren udtrykker altså blandede og forvirrede følelser i forbindelse med
sin mor, hvilket, ifølge Killén, er et af karakteristikaene ved et barn i en kronisk loyalitetskonflikt i
forbindelse med forældrenes skilsmisse (Killén, 1996: 48). Sørens forhold til sin mor er dog blevet
bedre, efter han er flyttet til Birkedalen, og han fortæller, at han nu ønsker at tilbringe mere tid med
sin mor, som han i øjeblikket kun ser hver tirsdag. Søren fortæller ydermere, at han overvejer at bo
syv dag hos moderen og syv dage på Birkedalen (Bilag 1: s. 1, l. 24-26):
[...] det var mig selv, som foreslog dette, men ellers var planen at jeg skulle
bo her, til jeg var atten, men så var jeg egentlig lidt i tvivl, om jeg egentlig
ville hjem, og om det var noget jeg kunne tænke mig, og samtidig ville jeg
ikke, for det var også rigtig fedt at bo her, for man har jo nogle gode
venskaber her. Så derfor valgte vi, at jeg godt kunne gøre det syv-syv (Bilag
1: s. 1, l. 30-33).
Opholdet på Birkedalen har altså haft en positiv indvirkning på Søren og hans forhold til moderen.
Det har endda været så godt for Søren, at han, på trods af viljen til at bo hos moderen, fortsat ønsker
at blive boede på døgninstitutionen. Her nævner han bl.a. de gode venskaber, han har fået, som han
nu ikke vil være foruden. Derudover fortæller han, at forholdet til sin far også er blevet lidt bedre,
efter han er flyttet ind på Birkedalen.
Side 26 af 57
18.05.2015
5.2 Institutionen som familie
I det følgende afsnit vil der blive anvendt Ida Schwartz’ bøger Socialpædagogik og anbragte børn
og Hverdagsliv og livsførelse til at belyse, hvordan døgninstitutioner varetager familiemæssige
funktioner for de anbragte, og hvordan de forsøger at ruste de unge mod en fremtid efter opholdet
på institutionen. Ida Schwartz’ bøger omhandler hendes arbejde med forskellige døgninstitutioner,
hvor hun beskæftiger sig med et øjebliksbillede af, hvordan de fungerer. Hendes arbejde skal forstås
med henblik på at forbedre området. Dette følgende afsnit vil omhandle pædagogernes rolle i
forhold til den anbragte unge samt vigtigheden af fællesskabet mellem beboerne.
I forhold til interviewet med Søren blev det hurtigt tydeligt, at sammenholdet på Birkedalen er
særligt vigtigt for Søren. Under interviewet bliver Søren spurgt ind til, hvad han bedst kan lide at
lave på Birkedalen, hvortil han svarer: “Være sammen med de andre eller pædagogerne. Være
sammen. Være sammen med de andre” (Bilag 1: s. 7, l. 21).
Søren siger udtrykkeligt at sammenholdet er det bedste ved Birkedalen for ham. Måske er
sammenholdet særligt vigtigt for ham, idet Søren efter sine forældres skilsmisse, kan tænkes at have
mistet det sammenhold, som der har været før familien blev brudt. Da Søren undervejs i interviewet
udtrykker en stor begejstring for de andre beboere, og han endvidere fortæller, at han bruger en
masse tid med dem ud over de aktiviteter, som Birkedalen arrangerer, spørger vi ham i den
forbindelse, hvorvidt han vil definere de andre beboere som værende hans bedste venner:
Altså på en måde vil man ikke rigtig kalde dem, der bor her venner. De er
på en måde ligesom familie. Det har vi alle været enige om, at det er
ligesom, dem man bor sammen med. Du er ligeså meget sammen med dem
som en familie, og man kan godt have skænderier altså hverdagsskænderier.
Man kan godt være sådan: ”Ej, nu skal du skrue ned for jeg vil gerne sove!”
eller ”Kom nu og hjælp med at tage ud af bordet” (Bilag 1: s. 8, l. 6-9).
For Søren optræder de andre beboer i langt højere grad som familie end venner. De konflikter han
nævner, kunne man sagtens have forestillet sig også ville opstå hjemme i en traditionel familie.
Søren nævner en situation, hvor han gerne vil sove, men ikke kan det, da en beboer spiller for højt
musik.
Side 27 af 57
18.05.2015
Ovenstående situation kunne nemt have foregået mellem søskende, hvilket også er i tråd med
Schwartz’ undersøgelser af døgninstitutioner. Hun påpeger, at de unges daglige livsførelse blive
påvirket af, de andre unge som bor på institutionen. De bliver hinandens tætteste relationer sammen
med pædagogerne og muligvis forældre. Schwartz beskriver det selv samme familiemæssige
forhold, som udspringer sig hos beboerne, og hvordan båndet mellem beboer kan optræde som et
bånd mellem søskende (Schwartz, 2014: 122-125+130). Dette fællesskab kan muligvis udfylde et
tomrum, som Sørens ‘rigtige’ familie ikke kunne, samt give Søren en følelse af at ‘høre til’.
Schwartz beskriver ydermere, at disse fællesskaber ikke er uden konflikter, men at det kan ikke
undgås, når mange mennesker, med forskellige forudsætninger og interesser, skal bo sammen. Disse
konflikter skal desuden ikke forstås negativt, da de kan hjælpe den unge med at udvikle
kompetencer eksempelvis konflikthåndtering og samarbejde (Schwartz, 2014: 130-135).
Vi ser nogle af de samme tendenser hos Søren, idet at han i sin dagligdag oplever nogle
konflikter, og hvis han vil sove eller ikke gider at stå med oprydningen alene, må han agere i
situationen. Derfor ‘tvinger’ samlivet med de andre beboere Søren til at udvikle nogle redskaber,
som kan hjælpe ham med at håndtere sådanne situationer. Søren ville selvfølgelig også hjemme hos
hhv. faderen og moderen have fået nogle redskaber til at løse konflikter – dog kunne man forestille
sig, at de havde været dårligere forbilleder for Søren i forhold til konfliktløsning pga. deres egen
håndtering af skilsmissen. Disse redskaber havde måske ikke været så hensigtsmæssige i andre
sociale sammenhænge, som dem Søren tilegner sig i Birkedalens miljø.
Fællesskabet på Birkedalen omfatter også pædagogerne, som Søren generelt også er glad for.
Han mener, de er gode til at støtte ham og trøste ham, hvis han er ked af det: “Når jeg har været ked
af det [...] så kommer de ind trøster og snakker. Så tager de en kop te med ind, og så sidder vi bare
og snakker” (Bilag 1: s. 9, l. 26-28). Søren synes, at pædagogerne er gode til at være der for
beboerne, og det virker på Søren, som om at de har et tæt følelsesmæssigt bånd til hinanden. Inden
vi lavede interviewene, snakkede vi med en pædagog om, hvor mange pædagoger og hvor ofte
pædagogerne er på arbejde på Birkedalen. Som regel arbejder pædagogerne skiftevis, og de samme
pædagoger er der derfor ikke hver dag. Dette kunne man tro ville betyde, at man som ung ikke var
ligeså tæt knyttet til pædagogerne, som Søren ellers beskriver, han er. Dette er en efterrefleksion, vi
har gjort os, men som vi ikke fik spurgt ind til under interviewet. Dog er de fleste pædagoger på
arbejde et par gange om ugen, så Søren ser dem alligevel tit i forhold til fx sin far og mor.
De tætte bånd på Birkedalen kommer således også til udtryk, da Søren beskriver en situation,
hvor Søren og en anden pige fra Birkedalen kom senere hjem end aftalt efter en koncert. Søren og
Side 28 af 57
18.05.2015
den anden beboer havde misset det sidste tog, og i stedet for at komme hjem klokken 23, var Søren
først kommet hjem 05.00 om morgenen. Da vi spurgte ham, hvordan pædagogen, som havde været
på arbejde, havde reageret, svarede Søren:
[...] hun ville have haft, at vi havde ringet, men min telefon var gået ud, og
hendes (red. den anden pige fra Birkedalen) telefon var gået ud, og så havde
vi det egentligt bare hyggeligt. Nogle gange nævner pædagogen hændelsen
[...] (Bilag 1: s. 5, l. 6-8).
Pædagogen havde sidenhen nævnt situationen, men Søren gav udtryk for, at situationen var blevet
nævnt på en mere drillende og kærlig måde. Ifølge Schwartz er pædagogernes rolle overordnede set
at ”[...] støtte børn og unge i at skabe deres egen vej frem mod et voksenliv, hvor de kan tage ansvar
for eget liv” (Schwartz, 2014: 68). Der er dog forskellige tilgange til, hvordan dette skal opnås.
Den første kaldes læring gennem instruktion og den anden kaldes læring gennem relationelle
samspil. Den første tilgang antager, at børn og unge lærer gennem de regler, som pædagogerne
sætter for dem. Her er omdrejningspunktet overbevisning om, at pædagogerne ved, hvad de unge
har brug for, og derfor skal de udarbejde regelsæt og målsætninger for dem (Schwartz, 2014: 6869). Man kan diskutere, hvorvidt en pædagog kan vide, hvad den unge har brug for, uden at
inddrage den unge selv. Selvfølgelig har pædagogen nogle redskaber og en faglig viden, som den
unge ikke har, men samtidig kunne man forestille sig, at den unge ved denne tilgang, kan føle sig
overhørt og mangle forståelse og anerkendelse. Dette er måske netop årsagen til, at denne tilgang
ikke er den dominerende på Birkedalen. Derudover skal der ifølge tilgange være et tydeligt
magtskel mellem de anbragte unge og pædagogerne, og pædagogerne skal vise den unge den
‘rigtige’ adfærd. Man skal ikke vise den unge omsorg, da de er følelsesmæssigt skadet, og derfor vil
omsorgen blot frustrere den unge (Schwartz, 2001: 55). Umiddelbart kan det være svært at forestille
sig, at anbragte unge vil få det bedre uden at opleve en form for omsorg i deres liv. I og med at disse
unge har manglet denne omsorg kunne man formode, at de om nogen har brug for at opleve
omsorg. Dog kan man sige at pædagogerne selvfølgelig ikke altid har mulighed for at være stabile
elementer i den unges liv, men samtidig er venskaber og kærester heller ikke nødvendigvis stabile
elementer. På den anden side kan man diskutere om, der er forskel på ‘opgaven’ at være kæreste
eller ven i forhold til at skulle agere omsorgsperson, som pædagogerne på flere punkter jo skal over
for de anbragte unge. Den frustration og sorg en ung kan opleve, når de ‘mister’ en person, i dette
Side 29 af 57
18.05.2015
tilfælde en pædagog de holder af, er desværre en naturlig og uundgåelig del af livet, som de også
skal lære at forholde sig til.
Den anden tilgang læring gennem relationelle samspil ser modsat læring gennem instruktion,
unge som værende ”[…] aktører i egen udvikling og selv besidde stor viden om, hvad de har brug
for” (Schwartz, 2014: 69). De voksne skal således anerkende dette og hjælpe dem i den udvikling
(Schwartz, 2014: 69). Ydermere lægges der vægt på en mere følelsesmæssig relation mellem
pædagogerne og den unge end strukturer og faste rammer. Man skal derfor hellere lytte, snakke
med den unge og udvise omsorg, og skabe strukturer i fællesskab med den unge (Schwartz, 2001:
58-62). Denne tilgang kan virke mere ‘menneskeligt’ end den første og måske også mere realistisk.
Den forsøger ikke at forhindre de unge i at have tætte relationer med pædagogerne, selvom der er
risiko for, at de kan være kortvarige. Pædagogerne er også kun mennesker, og man kunne forestille
sig, at det kan være svært ikke at knytte sig til de unge, når de nu tilbringer så meget tid sammen
med de unge.
Det virker umiddelbart som om, pædagogerne på Birkedalen har en følelsesmæssig relation til de
unge, hvor de i højere grad lytter og støtter de unge, i stedet for at optræde som tydelige autoriteter,
der fortæller de unge, hvordan de skal opføre sig. Hvis pædagogen havde handlet ud fra tilgangen
læring gennem instruktion, havde pædagogen måske i stedet ‘straffet’ Søren i form af stuearrest for
at komme for sent hjem. Schwartz pointerer dog, at begge læringsforståelser ofte optræder i samspil
med hinanden (Schwartz, 2014: 94), og læring gennem instruktion ses også på Birkedalen; hvis de
unge ikke gør fællesarealet rent, bliver de som konsekvens nægtet deres lommepenge (Bilag 1: s. 6,
l. 16-19). Dog virker det, overordnet set, på Søren som om, pædagogerne handler efter læring
gennem relationelle samspil, hvilket man kunne forestille, er en af grundene til, at sammenholdet på
Birkedalen netop er så godt, som det er, idet de unge bliver mødt i øjenhøjde og anerkendt, som
dem de er. Dette må således også have en positiv betydning for den unges egen udvikling og
selvforståelse.
Søren har på grund af sammenholdet på Birkedalen været meget i tvivl om, hvorvidt han skulle
flytte hjem til sin mor efter sommerferien, eller om han skulle fortsætter med at bo på Birkedalen.
Han er bange for, at blive udelukket fra fællesskabet på institutionen, hvis han flytter hjem:
Det er noget af det jeg har frygt for, hvis jeg nu flytter hjem, man mister jo
lidt sammenholdet. For så er man jo ikke lige pludselig en del af familien
mere, så kommer man kun som ven. Det har været én her, som vi var gode
Side 30 af 57
18.05.2015
eller én som vi var meget sammen med. Han flyttede så ud. Nu når han
kommer er det ikke det samme mere. Det er sådan lidt underligt (Bilag 1: s.
10, l. 24-27).
Søren besluttede, i fællesskabet med sin mor og Birkedalen, at bo en uge på Birkedalen og en uge
hjemme hos sin mor, så han på denne måde undgår at blive ekskluderet fra fællesskabet, hvilket
indikerer, hvor meget fællesskabet i realiteten betyder for Søren.
Fariha påpeger, ligesom Søren, at fællesskabet for hende også er særligt vigtigt, og at de unge har
det godt sammen: “Vi er meget åbne dem der bor her nu, og nede på jorden og alle sammen glade
og alle snakker med alle og sådan – det synes jeg er ret fedt. Det kan jeg godt lide. (Bilag 2: s. 4, l.
2-5). Selvom hun ikke har boet på Birkedalen ligeså længe som Søren, er hun stadig meget glad for
Birkedalen. Ud fra Sørens interview fik vi en fornemmelse af, at beboerne følte sig som en familie.
Vi var derfor også særligt interesserede i, om Fariha havde samme opfattelse som Søren: “[...] Men
jeg synes, når man selv har boet her, så er det bare et fedt sted, vi har det bare alle sammen godt, vi
er sådan en lille familie der holder sammen, det synes jeg er meget fedt” (Bilag 2: s. 19, l. 2-4).
Fariha mener, ligesom Søren, at Birkedalen er som en familie. Da snakken falder på hendes første
tid på institutionen, hvor hun gentagne gange skulle på besøg hos moderen og hendes søskende,
blev hun opmærksom på, hvor meget Birkedalen betyder for hende:
Så jeg kunne godt se, at jeg havde Birkedalen, det var jeg meget glad for.
Og også nogle gange hvor jeg skulle tilbage, hjem (red. Birkedalen) igen. Så
var jeg sådan “yes, nu skal jeg hjem igen”. Det føltes slet ikke som om, det
var mit hjem (red. moderens hjem), så det var meget mere dejligt, synes jeg
(Bilag 2: s. 12, l. 39, l. 6-8).
Fariha ser ikke moderen og tilværelsen i Blistrup som hendes hjem mere, men betegner i stedet
Birkedalen som hendes ‘hjem’, hvilket i den grad indikerer en stærk tilknytning til institutionen.
Ligesom Søren kan det tænkes, at Birkedalen har udfyldt et tomrum for Fariha, som hendes ‘rigtige’
familie ikke har kunnet udfylde, hvorfor fællesskabet også er meget vigtigt for hende. Dette mener
Schwartz også er meget væsentligt for unge generelt på døgninstitutioner:
Side 31 af 57
18.05.2015
Døgninstitutionen udgør gennem dens særlige organisering af mange
sammenboende børn og de skiftende voksne et børnehjem, hvor børnenes
relationer til hinanden og muligheden for at være med i fællesskaber spiller
en meget stor rolle i deres hverdagsliv (Schwartz, 2014: 125).
Citatet omhandler primært mindre børn, hvortil vores interviewpersoner er en del ældre. Dog mener
vi, at det samme gør sig gældende på den døgninstitution, vi beskæftiger os med, ud fra hvad vores
interviewpersoner siger. De andre beboer er på godt og ondt vigtige elementer for den unges
hverdag (Schwartz, 2014: 122-125+130). Dette kan man forestille sig er særligt vigtigt for de unge,
da de har manglet et fællesskab hjemmefra.
Pædagogerne på Birkedalen er Fariha, ligesom Søren, i langt de fleste tilfælde, også meget glade
for. Hun beskriver, at der er nogle pædagoger, som hun ikke kan lide. Idet vi spørger hende, hvorfor
hun ikke kan lide dem, svarer hun:
Altså der er bare nogen der bliver lidt for meget for en. Altså blander sig ind
over ens liv, hvor man tænker “det behøver du ikke det der” det kan jeg godt
blive irriteret over, for det bliver nogle gange for meget, synes jeg (Bilag 2:
s. 6, l. 11-13).
Fariha bryder sig ikke om, at andre personer bestemmer over hende. For hende virker det ikke, som
om at læring gennem instruktion er den rette måde at nå hende på. Dette kunne måske bunde i, at
moderen altid bestemte over hende og pålagde hende en masse regler. Det var samtidig det, der var
grunden til, at Fariha blev smidt ud, da hun ikke ville underlægge sig alle moderens regler, hvorfor
man kunne forestille sig, at Fariha ikke ønsker, at pædagogerne skal optræde som tydelige
autoriteter over for hende.
På den anden side, kan man måske forestille sig, at det er et normalt ungdomstræk, at man selv
vil bestemme, idet man er ved at løsrive sig og selv skal ‘stå på egne ben’, hvilket også kan være en
af grundene til, at Fariha foretrækker at have et mere ligeværdigt forhold til pædagogerne:
Altså jeg vil slet ikke lyve, jeg har en kontaktperson, der er super god, altså
jeg kan virkelig godt lide hende. Det er Lise, altså jeg synes hun er så fed.
Side 32 af 57
18.05.2015
Det er som om hun forstår os, altså hun er ung med os og hun forstår os og
du ved hun joker [...] (Bilag 2: s. 7, l. 14-17).
Kontaktpersonen Lise er ud fra Fariha en billede på, hvordan en pædagog skal være. Derudover
siger Fariha, at de fleste pædagoger er ligesom Lise. Derfor må den typiske tilgang til de unge være
læring gennem relationelle samspil, som interviewet med Søren også tyder på. Dette kunne være en
medårsag til den stærke familiære følelse, som optræder på Birkedalen. De andre beboer har
samtidige også en stor betydning for fællesskabet, men det er pædagogerne, som skaber de
overordnede rammer omkring Birkedalen. Derfor kunne man forestille, at sammenholdet også have
været anderledes, hvis pædagogernes tilgang til de anbragte havde været mere distanceret. Når vi
ydermere spørger Fariha, hvordan hun vil beskrive de andre pædagoger, siger hun:
[...] de er meget kærlige pædagoger, synes jeg. De er sådan meget… man
går altid over til dem, og de er der altid for én når de skal snakke. Hvis man
kommer grædende eller bare er ked af det, så de ikke bare sådan ”du skal
lige vente”, men du bliver hurtigt taget imod og så... Det synes jeg er ret fedt
(Bilag 2: s. 8, l. 20-23).
De voksne er udover at være kærlige, hurtige til at omfavne de unge, hvis de er kede af det. Dette
ligger i tråd med Schwartz beskrivelse af læring gennem relationelle samspil, hvor “[...] udvikling
finder sted gennem den voksnes indlevelse i og anerkendelse af barnets perspektiv” (Schwartz,
2014: 83), ydermere skal pædagogerne give barnet eller den unge en god selvfølelse (Schwartz,
2014: 83).
Det virker som om, Birkedalens pædagoger lytter og prøve at forstå Fariha ud fra hendes
perspektiv. Samtidig giver de Fariha en god selvfølelse, idet de ‘smider alt hvad de har i hænderne’
for at snakke med hende, hvis hun er ked af det. Dette bidrager til, at Fariha opfatter sig selv som et
individ, der bliver hørt og anerkendt af sin omverden. Dette har hun tidligere manglet derhjemme,
og pædagogerne prøver så vidt muligt at ruste Fariha til fremtiden, og give Fariha en tillid til
omverdenen igen.
Side 33 af 57
18.05.2015
Fariha taler for det meste positivt om Birkedalen, og da snakken falder på fremtiden, samt hvor
længe hun tænker, hun skal bo på Birkedalen, bliver det tydeligt, at hun befinder sig i samme
dilemma som Søren:
Ja det er et dilemma synes jeg – fordi jeg savner min familie, men jeg vil
heller ikke væk herfra, nu når jeg har det så godt. Jeg tror faktisk det ville
være slemt, for så har man ikke sammen kontakt, når man bor derhjemme,
og ikke stadig bor her, det er sådan et andet forhold man får man får til de
veninder, man havde da man boede her (Bilag 2: s. 21, l. 17-20).
Fariha ønsker heller ikke at flytte, da hun er bange for, at sammenholdet på Birkedalen ikke længere
vil være det samme. Derudover kan det forbedrede familieforhold måske atter forringes, hvis Fariha
flytter hjem til moderen igen, og Fariha kan risikere, at skænderierne starter forfra. Den familiære
følelse, som Birkedalen giver vores to interviewpersoner er altså meget vigtig for dem begge – så
vigtig at de nødig vil flytte derfra igen.
5.3 Frihed og medbestemmelse
I dette afsnit vil temaet frihed og selvbestemmelse blive belyst ud fra Ida Schwartz’ bog
Hverdagsliv og livsførelse. Der vil i dette afsnit blive præsenteret en tredje form for
læringsforståelse
læring
gennem
social
deltagelse,
der
sammenfatter
de
ovennævnte
læringsforståelser. Dog fokuserer den i stedet på de fællesskaber, som allerede er eksisterende på en
døgninstitution mellem børnene eller de unge, og hvordan pædagogerne aktivt skal deltage og
bidrage til disse fællesskaber, idet børn og unge udvikler og lærer i de sociale fællesskaber, de
indgår i. Denne forståelse bygger på kritisk psykologi, hvor det anses således, at individet befinder
sig i et dialektisk forhold med samfundet. Det vil sige, at man ikke kan forstå individet uden at se på
de sociale kontekster individet indgår i (Schwartz, 2014: 94-97): “Den enkeltes mulighed for at tage
ansvar for eget liv er forbundet med, hvordan vedkommende har adgang til og indflydelse på de
fælles ressourcer og mulighedsbetingelser” (Schwartz, 2014: 95).
I interviewene var vi interesseret i de regler, der var på Birkedalen, og hvordan de unge opfattede
disse regler. Ydermere var vi interesseret i at undersøge, om de mente, at reglerne var for ‘strenge’
Side 34 af 57
18.05.2015
og udelukkende opstillet af pædagogerne, eller om de unge havde indflydelse på dem. Da vi spurgte
Søren, hvordan det forholder sig med regler på Birkedalen, svarede han:
Jeg synes, vi har det meget frit. Egentlig skal man sige, hvem man tager
hjem til efter skole, men ellers så tager man bare hjem, og ringer inden
klokken fire senest, og siger om man spiser med (Bilag 1: s. 3, l. 9-11).
Det er selvfølgelig nogle overordnede rammer. Dette kan så vidt heller ikke undgås, når mange
mennesker bor sammen og derfor behøver faste rutiner, som kan give de unge tryghed og stabilitet.
Dog beskriver Søren disse rammer som frie, og ydermere at de som beboere i høj grad har
medbestemmelse. Vi var i denne forbindelse også interesserede i, hvordan pædagogerne forholder
sig til den unge, når det ikke bare gjaldt daglige rutiner på institutionen, men også omhandlede
større beslutninger som fx uddannelse:
Altså i forhold til skolen, de kan jo ligesom ikke tvinge én, man kan jo altid
bare gå hjem, hvis man ikke har lyst til det, men så prøver de ligesom at
vejlede én. Altså det vil være bedst for dig at tage niende, for ellers skal du
tage niende klasse om og sådan noget (Bilag 1: s. 6, l. 25-27)
Pædagogerne bestemmer ikke autoritært over de unge, ifølge Søren, men prøver hovedsageligt at
vejlede de unge, og på den måde få de unge til selv at indse, hvad der er det ‘rigtige’ at gøre.
Schwartz beskriver i forbindelse med læring gennem social deltagelse, at velfærdssamfundet har
givet alle mennesker samme mulighed for uddannelse og adgang til sociale og sundhedsmæssige
ydelser. Disse muligheder ligger til baggrund for det enkeltes menneskes livsførelse, og for at disse
muligheder skal bibeholdes, afhænger det af
“[...] at den enkelte tager ansvar for eget liv”
(Schwartz, 2014: 95). Dog har anbragte unge eksempelvis, ifølge Schwartz, ikke samme
forudsætninger for at kunne tage ansvar for eget liv, og de kan have brug for hjælp (Schwartz, 2014:
95).
Søren har befundet sig i en konflikt mellem sine forældre, og derfor kunne overstående godt gøre
sig gældende for Søren. Søren har altid handlet efter én af sine forældres interesser (Bilag 1: s. 1112). Derfor kan det pludseligt være svært kun at skulle gøre, hvad der er bedst for ham selv. Det er
derfor, pædagogernes opgave på døgninstitutionen er at hjælpe de unge med at tage ansvar for deres
Side 35 af 57
18.05.2015
liv. Dette gør pædagogerne på Birkedalen, idet de råder den unge til at tage i skolen, samt opstiller
konsekvenser for den unge, hvis vedkommende ikke gør det, men samtidig lader de i sidste ende
beslutningen være op til den unge.
Fællesskabet på Birkedalen er meget centralt hos vores interviewpersoner, og vi fik også det
indtryk, at der generelt er en god stemning på Birkedalen, samt at de andre beboere for det meste er
gode til at vise hinanden hensyn og hjælpe hinanden. I forbindelse med rutinerne omkring
aftensmåltidet, udtalte Stefan følgende:
Ja, altså de har det sådan her, at man helst skal have en fast dag om ugen,
hvor man laver mad. Det er sådan lidt på skift, her på det sidste stykke tid,
men vi er ret gode til at hjælpe hinanden her. Nogle gange er det dig som
laver mad, og så kommer pædagogen og hjælper. Så tager man ud og køber
mad sammen altså med en pædagog, eller én som arbejder her for kun at
købe ind (Bilag 1: s: 5, l. 33-34-s. 6, l. 1-2).
Pædagogerne er i høj grad også med til at støtte dette fællesskab, da de er medskabende i forhold til
aktiviteter som fx aftensmaden, der kan styrke båndet mellem beboerne. Dette ligger i tråd med
Schwartz’ beskrivelse af tilgangen læring gennem social deltagelse; at de unge udvikler sig gennem
deres indflydelse i de fællesskaber, som de indgår i. Pædagogernes opgave er her, at støtte de unge i
at give dem disse muligheder (Schwartz, 2014: 95). Derudover argumenterer Schwartz for, at de
unge ikke kan lære at tage ansvar for eget liv og finde mening, hvis de bliver udelukket fra et socialt
fællesskab, da udelukkelse fra et fællesskab vil påvirke den unge i andre fællesskaber også. Den
unge vil da opleve at miste sin handleevne eller selvbestemmelse over sit eget liv (Schwartz, 2014:
100-103). Hvis pædagogerne ikke støttede op omkring måltidet og lavede aktiviteter på Birkedalen,
kunne det tænkes, at fællesskabet ikke var lige så godt blandt beboerne og pædagogerne, som det er
nu. Endvidere ville de unge måske opleve, at de ikke havde råderum og handleevne i dette
‘fællesskab’, hvilket man kunne forestille sig også kunne skabe en følelse af nederlag og manglende
medbestemmelse i andre fællesskaber fx skolen. Dog fortæller Søren, at han ikke vidste, hvorvidt
hans skolegang er blevet påvirket, mens konflikten mellem hans forældre var på det højeste (Bilag
1: s. 16). Det kunne på nogle punkter stride imod Schwartz, som ville argumentere for, at en følelse
af ikke at ‘slå til’ i ét fællesskab vil påvirke et andet. Det kan også tænkes, at Sørens skolegang
Side 36 af 57
18.05.2015
blev påvirket, men at han ikke selv har bemærket det, da det stod på. Søren fortæller dog, at han var
ked af det på Birkedalen, efter han havde været hjemme hos sin far, hvorfor man kan sige, at Søren
alligevel blev påvirket af situationenen derhjemme i andre fællesskaber.
Pædagogerne og opholdet på Birkedalen har betydet, at forholdet til familien, især moderens
familie er blevet bedre (jf. afsnit 5.1), dette forhold har Birkedalen været med til at understøtte og
forbedre. Problemet var for Søren før opholdet på Birkedalen, at han stod i en loyalitetskonflikt
mellem sine forældre (jf. afsnit 5.1), og samtidig konstant blev tvunget til at ‘vælge side’.
Søren fortalte os under interviewet om en særlig situation, hvor han havde oplevet at miste en del
af sin selvbestemmelse. Situationen udspillede sig før Søren flyttede ind på Birkedalen under hans
forældres indbyrdes kamp efter skilsmissen om børnene. På daværende tidspunkt opfordrede Sørens
far Søren til at skifte moderens efternavn ud med faderens. Søren havde fået sagt ja til at skifte
efternavn men ønskede det i realiteten ikke:
[...] så tror jeg bare, jeg havde sagt ja, så havde min mor fået et brev om det,
og så var hun blevet ret ked af over det. Jeg ville egentlig ikke skifte
efternavn. Jeg gad ikke hedde, altså min far hedder sådan noget
Christiansen, det er meget normalt, hvor min mor har sådan et mere specielt
efternavn (Bilag 1: s. 11, l. 35-s. 12, l. 1-2).
Søren kontaktede efterfølgende kommunen, og sagde at han ikke ville tage faderens efternavn
alligevel, da moderen var blevet ked af det.
Søren oplever altså at være i klemme mellem forældrene, og han kan ikke handle uden, at den
anden part bliver vred eller ked af det. Han handler ofte efter, hvad den ene af hans forældre ønsker,
uden at tilgodese sig selv.
Efter mange uoverensstemmelser med forældrene ender Søren med, at sige ja til et tilbud om at
flytte ind på Birkedalen. På Birkedalen føler han en større frihed: “[...] nu havde jeg en pause, hvor
jeg ikke skulle holde med nogle” (Bilag 1: s. 15, l. 33). Dette kan tænkes at have været med til at
give Søren større mulighed for at lære at tage ansvar for sit eget liv.
Under interviewet med Fariha udtrykker hun, ligesom Søren, at de generelt har meget få regler:
Side 37 af 57
18.05.2015
Altså der er regler, men de bliver ikke så tit overholdt, vil jeg sige. Fordi vi
har ikke sådan nogen stramme regler. Det er mere sådan nogle, at man skal
være hjemme, i hverdagen skal man være hjemme 22.45, men så ringer man
nogle gange og siger at man bliver lidt forsinket eller noget. Altså regler….
Altså der er en regel med, at vi spiser klokken seks [...] Der er ikke så
mange, jeg synes ikke så mange regler (Bilag 2: s. 2, l. 29-34).
Til dette spørger vi hende om, om de helt selv kan bestemme, hvad de vil, så længe de bare fortæller
pædagogerne det. Dette mener Fariha dog ikke helt: “Neeej, altså jeg synes ikke, at vi kan gøre så
meget, som man vil helt. Altså vi snakker meget med pædagogerne og laver nogle aftaler om, at
man skal gøre det ene eller det andet” (Bilag 2: s. 3, l. 2-3). Det virker på Fariha som om,
pædagogerne for det meste giver de unge en masse frihed og medbestemmelse, idet de unge som
oftest bliver inddraget i de mindre beslutningsprocesser. Vi får endvidere et indtryk af, at dette er
særdeles vigtigt for Fariha. Samtidig fortæller hun om en pædagog, hun ikke kan lide, da hun netop
føler, pædagogen bestemmer for meget:
Altså det er nogle gang, hvad vi skal lave, eller når vi tager ud, altså hvad tid
vi kommer hjem, når det er den tid vi ved, at vi skal være hjemme. Altså
nogen gange kan hun være sådan: ’’ej, men det skal være tidligere, for jeg
lægger mig til at sove der’’, eller ’’ej I bliver ikke hentet’’ og selvom reglen
rigtig er, at man godt må blive hentet, det er bare sådan nogle ting der er lidt
irriterende (Bilag 2: s. 7, l. 7-10).
Det irriterer altså Fariha, når folk bestemmer over hende, især når det omhandler regler, som, ifølge
hende selv, allerede er aftalt på forhånd. Schwartz beskriver, at individet ofte i sådanne situationer
enten accepterer eller tilpasser sig sine omstændigheder eller prøve at opnå en position som den
dominerende. Fariha har desuden, mens hun boede hjemme, været tvunget til at tilpasse og indordne
sig, hvilket som sagt før (jf. afsnit 5.2), sikkert kunne være grunden til, at hun ikke bryder sig om
det nu. Derudover kan det også ‘bare’ være et ‘teenagetræk’. Dog argumenterer Schwartz for, at det
mest hensigtsmæssige er, at den enkelte tager selv del i skabelsen af de fælles mulighedsbetingelser,
og disse kan udvikles og forandres på måder, der kan give flere muligheder for den enkelte og alle
Side 38 af 57
18.05.2015
involverede (Schwartz, 2014: 171). Den unge kan bedst finde mening og tage ansvar for sit liv, hvis
vedkommende oplever at have mulighed for at handle i sine omgivelser (Schwartz, 2014: 170-171).
Fariha beskriver, at hun normalt har mulighed for at have indflydelse på de regler, som eksisterer
på Birkedalen – det er kun én pædagog, som Fariha føler fratager hende denne mulighed, hvilket
tyder på, at størstedelen af pædagogerne lytter til og inddrager hende. Farihas kontaktperson Lise
gør dog mere end bare at lytte til hende – hun hjælper hende også med mange dagligdagsting:
Altså jeg synes, at de hjælper meget, altså især min kontaktperson – jeg
synes, hun hjælper med det hele. Både med skole og hvis der er lektier, og
mobilabonnement og når man skal finde en ny telefon, værelset eller
veninderne, det er bare alt hun hjælper med – det hele. Det synes jeg er ret
fedt. Hun gør virkelig en indsats og giver den hele armen når hun er på
arbejdet. Det synes jeg er meget fedt (Bilag 2: s. 8, l. 5-8).
Lise støtter Fariha i hendes dagligdag, hvilket Lise sikkert gør for at Fariha en dag skal kunne
overskue og gøre disse ting selv. Dette er i tråd med Schwartz: “Den bærende idé i at tage børn og
unge ud til særlige projektforløb med en enkelt voksen er, at barnet eller den unge senere overfører
læring fra projektet til andre livssammenhænge” (Schwartz, 2014: 116).
Derudover er det vigtigt, at Fariha opnår størst handlemulighed i hendes andre sociale
fællesskaber som fx skolen. Dette opnår Fariha dog kun, fordi Lise holder kontakt med skolen og
hjælper Fariha med lektier, hvilket giver Fariha bedst mulighed for at være en del af fællesskabet i
produktionsskolen og kunne have indflydelse på dette fællesskab. Dette afspejler, hvordan
Schwartz’ begreb omkring læring gennem social deltagelse kan fungere i praksis (Schwartz, 2014:
102-103). Det kan diskuteres, hvorvidt Lises ‘hjælp’ er at gøre Fariha en bjørnetjeneste i det lange
løb – Fariha er snart 18 år, og i realiteten burde hun kunne klare mange af de ting selv. Dog står
Fariha i en særlig situation, hvor man kunne forestille sig, at selv simple dagligdagsting kan virke
uoverskuelige. Fariha er også droppet ud af niende klasse, som hun stadig mangler at gøre færdig
efter sommerferien. Derudover har hun heller ikke været på Birkedalen i særligt lang tid, og
pædagogerne på Birkedalen har nok erkendt, at Fariha ikke skal have for mange ting at se til på
nuværende tidspunkt. Det kunne tænkes, at pædagogerne først har ville sikre, at Fariha får det godt
Side 39 af 57
18.05.2015
igen, samt oplever at hun være anerkendt og værdsat, før hun skal stå for skole, lægeaftaler m.m.
selv.
Den måde de fleste pædagoger støtter Fariha på, er meget modsat måden hvorpå Farihas mor var
over for Fariha derhjemme:
[...] hun ville ikke have noget at gøre med os [...] mad ville hun ikke betale
for os. Jeg skulle gøre det hele selv, og det bare meget ansvar at have, og jeg
skulle tage mig af skolen, og jeg skulle gøre alt selv, og jeg skulle passe på
min lillebror, fordi hans skole gik heller ikke så godt. Altså kontoret ringede
nogle gange til mig og sagde, at jeg skulle hjælpe ham med lektier, og jeg
skulle huske det der forældreintra [...] (Bilag 2: s. 12, l. 35-s. 13, l. 1-5).
Dette citat vidner om, at Fariha havde meget lidt at skulle have sagt, hvis hun ville blive boende
hjemme. Moderen beordrede Fariha til at skulle tage sig af forskellige huslige pligter. Selvom de
fleste unge i et eller andet omfang skal bidrage i hjemmet, er dette ansvar umiddelbart for stort for
de fleste unge. Fariha havde altså ikke mange handlingsmuligheder, og tilpassede sig for det meste
bare moderens regler. Efter en konflikt med moderen blev Fariha smidt ud hjemmefra. Derefter
kontaktede Fariha selv til politiet med henblik på en eventuel anbringelse (Bilag 2: s. 13). Dette har
været et vendepunkt for Fariha, og første skridt i udviklingen i at kunne tage ansvar for sit eget liv.
Efterfølgende har det givet hende mere frihed og medbestemmelse. Opholdet på Birkedalen har
generelt udviklet og lært Fariha meget, hvilket hun også selv påpeger:
Altså jeg synes faktisk, jeg er blevet meget mere moden, end jeg var
derhjemme. Nu tager jeg selv ansvar for mine egne handlinger, jeg er blev et
sådan meget mere… før fik jeg bare pres på, med det jeg skulle – jeg havde
jo ikke noget valg, du ved. Men jeg synes, at jeg er blevet meget mere
moden, end jeg faktisk var, da jeg var derhjemme. Og jeg synes jeg. Er også
blevet meget mere glad (Bilag 2: s. 16, l. 22-26).
Side 40 af 57
18.05.2015
5.4 Anderledeshed – frygten for omverdens reaktioner
I dette afsnit søger vi at få en dybere forståelse af Fariha og Sørens tanker om det at skille sig ud fra
mængden, som konsekvens af at bo på døgninstitution. Til dette vil vi anvende teoretiske redskaber
fra Erving Goffmans bog Stigma – om afvigerens sociale identitet.
En følelse som særligt kommer til udtryk i interviewet med Fariha, er følelsen af at skille sige ud og
være anderledes i forhold til sine jævnaldrende. Fariha beskriver hendes nye veninder fra
produktionsskolen som gode og tætte men til trods for det, har hun ikke fortalt dem, at hun bor på
døgninstitution:
Jo altså tænker også lidt over hvad andre vil tænke, men jeg synes bare ordet
‘døgninstitution’ det er lyder bare så forfærdeligt, så tror folk hurtigt, at der
er noget galt med dig, de vil ikke tænke, det er familieproblemer, så vil de
tænke “hvad har du lavet, hvad er der galt med dig, hvorfor bor du sådan et
sted?” og sådan noget og så kommer alle de der spørgsmål, som jeg gerne
vil undgå (Bilag 2: s. 5, l. 28-31).
Af citatet ses det tydeligt, at Fariha har nogle forestillinger om, hvilke reaktioner og tanker andre
kunne have om, at hun bor på døgninstitution. Hvis man anvender Erving Goffmans teori om
stigmatisering, vil man kunne få en dybere forståelse af, de følelser Fariha beskriver, omkring det at
skulle fortælle andre, at hun bor på Birkedalen. Ifølge Goffman opstiller samfundet forskellige
kategorier, til hvilke der er koblet nogle bestemte egenskaber, der opfattes som ‘normale’ og
naturlige for medlemmerne af den pågældende kategori. Hvis medlemmerne af en kategori besidder
andre egenskaber end det forventede, vil dette kunne medføre reaktioner, og at det pågældende
medlem bliver stemplet, og bliver pålagt et stigma (Goffman, 2009: 43-44). Således består et stigma
af: “[…] en særlig form for relation mellem en egenskab og en stereotyp klassificering af
mennesker” (Goffman, 2009: 45). Man kan herudfra sige, at Fariha gør sig forestillinger om, på
hvilken måde hendes veninder vil reagere, hvis de fik kendskab til hendes situation og Birkedalen.
Fariha frygter endvidere, at den oplysning vil medføre, at veninderne synes, at der er uoverensstemmelse mellem de egenskaber hun blev antaget at besidde ud fra den placerede kategori og de
faktiske egenskaber. I interviewet giver Fariha udtryk for, at der eksisterer en forestilling om, at en
familie er et godt og trygt sted, og det er ligeledes det hendes veninders familier bærer præg af
Side 41 af 57
18.05.2015
(Bilag 2: s. 12-13), men når hun sammenligner sig med sin egen familie er det anderledes: “[…] jeg
har oplevet, at det hele ikke er så lyserødt […] der er faktisk nogen der slet ikke er glade for ens
familie […]” (Bilag 2: s. 18, l1+16-17). På den måde kan man sige, at der, indenfor en af de
kategorier hvor Fariha er placeret, eksisterer en antagelse om, at man besidder en egenskab om at
kunne opretholde et nogenlunde godt forhold til sin familie. Netop denne egenskab kan Fariha ikke
efterleve, hvilket kan være en af grundene til, at hun er nervøs for venindernes reaktion.
Goffman kalder et stigma for “[…] en egenskab der er dybt miskrediterende” (Goffman, 2009: 45).
Dog påpeger Goffman, at stigmata, alt afhængig af hvilket stigma der er tale om, både kan var
synligt og ikke-synligt. Hvis det er et ikke-synligt stigma og ikke er kendt af de tilstedeværende, så
er der tale om at være potentielt miskrediteret. Når Fariha er sammen med sine veninder fra
produktionsskolen, er hun potentielt miskrediteret, idet veninderne ikke kender til, at hun bor på
Birkedalen. I forbindelse med at være potentielt miskrediteret kan der, ifølge Goffman, opstå nogle
‘spændinger’ i forhold til skulle beslutte, om man vil fortælle om sit ‘særpræg’ eller ej (Goffman,
2009: 83). Fariha skjuler som før nævnt sit særpræg og finder på undskyldninger, hvis veninderne
vil med hjem til hende: “Jeg tror faktisk […] jeg så havde sagt det eller fundet på en undskyldning
over det, du ved “jeg kan ikke i dag” eller et eller andet” (Bilag 2: s. 5, l. 24-25). Man kan ifølge
Goffman, som potentielt miskrediteret, netop som det beskrives i det sidste citat, passere – dvs. at
man skjuler sit særpræg, for at fremtræde som ‘normal’. Ifølge Goffman anses det således, at der er
flest fordele forbundet ved at anses for at være ‘normal’ (Goffman, 2009: 115). Dette kan give os en
mulig forståelse af, hvorfor Fariha vælger at tilbageholde information om døgninstitutionen: Hun
ønsker ikke at anses for at være anderledes, men vil betragtes på samme vis som sine veninder fra
produktionsskolen. Det fremgår derfor, at Fariha ønsker at være en del af fællesskabet med
veninderne, hvilket muligvis kan forstås således, at Fariha har et større behov end de fleste for at
være en del af fællesskabet, fordi hun hjemmefra ikke har følt det store fællesskab og sammenhold.
På den anden side kan det tænkes at de, i og med hun beskriver veninderne som gode og tætte,
ikke ville ændre deres syn på hende, selvom hun valgte at fortælle sine hemmeligheder.
Hvis Fariha åbnede sig helt op for sine veninder, og hvis de reagerede på en god måde, så kunne
der måske opstå en mulighed for, at Fariha ville kunne acceptere, at hun på nogle punkter er
anderledes end de andre, og at veninderne netop kunne bruges til at bearbejde sin ‘anderledeshed’.
Hvis dette viste sig at være tilfældet, ville Fariha som sagt få mulighed for støtte hos sine veninder,
og hun ville derudover ikke hele tiden skulle gå og passe på, at hun ikke kom til at ‘afsløre’ sig selv,
Side 42 af 57
18.05.2015
hvilket ellers vil kunne ses som en psykisk påvirkning. Dermed kan udsagnet om at, der er flere
fordele forbundet med at være ‘normal’ end at være ‘anderledes’ (Goffman, 2009: 115) diskuteres,
og man kan måske slutte, at det afhænger af hvilke reaktioner, man kommer til at møde efter sin
‘afsløring’. Er reaktionerne negative på ens ‘anderledeshed’, kunne der muligvis have været flere
fordele ved at være forblevet betragtet som normal, men er reaktionerne positive, kan man have
mulighed for at søge støtte, hos dem man har fortalt, om sin anderledeshed til, og man ville på den
måde slippe for konstant at skulle finde på løgnehistorier.
Til diskussionen om hvorvidt der er flest fordele ved at blive betragtet som ‘normal’, og om den
pågældende derfor skal passere, afhænger muligvis også af hvilket stigma der er tale om. Nogle
stigmata vil muligvis kunne medføre voldsommere reaktioner end andre, og dermed er det nok en
personlig vurdering af, om der ville være flest fordele ved at holde sit stigma skjult eller ved at
afsløre det.
Af interviewet med Søren fremgår det, at han er mere åben end Fariha omkring det at bo på
døgninstitution, og at han endvidere er vant til at fortælle om det, således vælger han ikke at
passere, sådan som Fariha gør. Dog giver han i interviewet udtryk for, at han værdsætter, at
Birkedalen ligger i et lejlighedskompleks, hvor den ’går i et’ med de andre lejligheder, og det
dermed ikke er tydeligt, at det er en døgninstitution:
[…] jeg synes også alligevel, at det er ret fedt, altså det med, at det ikke er
sådan et separat hus, altså sådan, at man ikke bliver sat i bås, at nu skal man
derind, fordi der er fx nogle, der har et hegn rundt om. Så er det lidt mere, at
man bor derinde. Der er fx nogle, der slet ikke vidste, at det er et
opholdssted […] (Bilag 1: s. 2, l. 21-24).
Det er interessant, at der er så stor forskel på, hvordan henholdsvis Fariha og Søren håndterer deres
stigma, idet de mere eller mindre befinder sig i samme situation. På den anden side kunne man dog
forestille sig, at Søren er mere naturlig omkring det, idet han har boet på døgninstitution i længere
tid end Fariha. Hun har kun boet på Birkedalen i et halvt år, og derfor har hun muligvis behov for
længere tid til at forlige sig med tanken om det, og ligeledes til at ‘åbne sig op’ over for sine
omgivelser.
Side 43 af 57
18.05.2015
Et andet perspektiv som muligvis kan belyse, hvorfor Fariha er tilbageholdende i forhold til at
fortælle om, at hun bor Birkedalen, er situationen omkring hendes far, der sidder i fængsel. Dette
forhold påvirker Fariha meget, og gør hende så flov, at hun kun har fortalt det til personalet på
Birkedalen og til os i interviewet:
Jeg kan sige, at det har påvirket mig meget, fordi jeg synes det er så flovt
det der altså. Jeg kan slet ikke stoppe op og sige til nogen ’’altså prøv at hør,
min far sidder inde’’ – det synes jeg er meget flovt. Det ved jeg slet ikke…
Der er slet ikke nogen, jeg har fortalt det til […] Jeg synes det er så flovt,
det er ens far der skulle være et godt forbillede for en og det ene og det
andet og så sidder han selv inde […] Det synes jeg er virkelig sindssygt […]
(sukker) Jeg siger at han er i Somalia. Jeg kan simpelthen ikke få mig selv
til at sige, at han sidder inde. Det er sådan meget grænseoverskridende, at
sige for mig selv (Bilag 2: s. 15, l. 13-15+l. 20-21+s. 20, l. 21-22).
Med citatet understreges det, at hun frygter, hvad andre vil tænke om hende, og hvordan de vil
reagere over for hende, hvis hun fortæller at hendes far er i fængsel. Dette er i tråd med Goffman,
der fremsætter, at de der er pårørende til en miskrediteret, i en vis grad selv bliver pålagt den samme
miskredit (Goffman, 2009: 71). I og med der er risiko for at Fariha bliver pålagt hendes fars miskredit, kan det muligvis også være med til at forklare, hvorfor hun kun har meget lidt kontakt til sin
far – på den måde undgår hun at bliver ’koblet sammen med’ sin far og hans miskredit.
Ud fra de ovenstående betragtninger kan man muligvis forstå det således, at stigmaet omkring
det at bo på døgninstitution, og stigmaet omkring at have en far, der sidder i fængsel, forstærker
hinanden og dermed også kan være årsagen til, at Fariha håndterer de pågældende stigmata anderledes end Søren.
Man kan diskutere om påvirkningen af et stigma (i dette tilfælde det at bo på døgninstitution)
også afhænger af, hvor man kommer fra: Søren og Fariha er opvokset i forskellige omgivelser, hvor
der højst sandsynligt har eksisteret forskellige diskurser, som kan have gjort deres opfattelse og
deres forståelser forskellige. Herudfra kan det muligvis sluttes, at diskurser kan have en påvirkning
på ens måde at føle og håndtere et stigma på.
Et andet perspektiv der kan tænkes at have en betydning for håndteringen af et stigma, er om
man er åben omkring sit stigma eller om man holder det hemmeligt. Søren er åben omkring det, at
Side 44 af 57
18.05.2015
han bor på Birkedalen og har dermed også mulighed for søge hjælp til at håndtere sit stigma, hvis
han har behov for det. Fariha hemmeligholder derimod både sandheden om sin far, og samtidig er
der flere af hendes nye veninder, der ikke ved at hun bor på døgninstitution, derfor har hun ingen
jævnaldrende, hun kan dele alle sine tanke med, hvilket muligvis kan være afgørende for, at hun
reagerer kraftigere på stigmatiseringen end Søren gør, da hun ikke får bearbejdet sine problemer på
samme måde som Søren.
5.5 Livets mange valg
Vi vil det det følgende forsøge at fremanalysere, hvorledes Fariha og Søren håndterer de valg, de
står overfor, som anbragte unge. Dette vil vi gøre ved henholdsvis at kigge på nogle samfundsmæssige perspektiver, og derudover også forsøge at have for øje, om det har en betydning for Søren
og Farihas beslutninger, at de er anbragt på en døgninstitution. Til dette vil vi benytte Ungdomsliv –
mellem individualisering og standardisering af Knud Illeris et al. samt Thomas Ziehes Øer af
intensitet i et hav af rutine.
Da vi interviewet spørger ind til Sørens planer for fremtiden og uddannelse, fortæller Søren om de
mange forskellige overvejelser, han har gjort sig:
Altså jeg synes, det har været et ret svært spørgsmål at tænke over […]
Altså det har været ret skiftende her i det seneste år. Altså jeg kan godt lide
at bage, jeg har tænkt konditor, eller drama som skuespiller. Så har det
været en masse inden for madlavning, eller sådan noget inde for fysik og
kemi […] så det har været lidt svært sådan ud fra, hvad vil jeg egentligt. Jeg
synes det er et stort skridt at vælge ligesom, det man skal i det næste stykke
tid i ens liv (Bilag 1: s. 17, l. 5+8-10 + 12-13).
Det ses tydeligt, at Søren har haft mange forskellige ting oppe til overvejelse, og at hans
overvejelser spænder meget bredt: fra konditor, til skuespiller til fysik/kemi. De tanker Søren går
med i forhold til uddannelsesvalg, er tanker, som unge generelt må gøre sig, da unge i dagens
samfund har en bred vifte af uddannelsesmuligheder at tage stilling til.
En del af baggrunden for, at det i dag forholder sig sådan er, at det danske samfund har udviklet
sig fra at være et industrisamfund til at være et videns- og informationssamfund. Denne udvikling
Side 45 af 57
18.05.2015
har bl.a. medført, at der er sket en opløsning af nogle traditionelle sociale normer og adfærdsformer
(Illeris et al., 2009: 261). Hvor det førhen kunne opfattes således, at disse sociale normer og
adfærdsformer kunne begrundes i krav (eksempelvis krav fra familien om at overtage landbrug), må
de nu i højere grad ses som et udspring af egen motivation. Netop dette eksisterer nu som et krav til
Søren: Han skal finde ud af, hvad han vil være, og hans valg skal ikke træffes ud fra fx at skulle
overtage faderens position, men han skal selv finde ud af, hvad der tiltaler ham.
Da der forventes disse uafhængige jeg-præstationer af de unge (Ziehe, 2004: 83), vil det kunne
medføre en ubehag. En form for ubehag og i særdeleshed forvirring udtrykker Søren henholdsvis i
form af forvirring i forhold til de mange muligheder, men også at han synes, det er et stort valg at
skulle træffe. Ud over de mere implicitte samfundstendenser, der er skitseret ovenfor, eksisterer der
også et eksplicit pres fra politikerne om, at alle unge skal tage en uddannelse, således at Danmark
kan klare sig samfundsøkonomisk, og kan stå stærkt konkurrencemæssigt i forhold resten af
verdens lande (Illeris et al., 2009: 278-279). Det pres der ligger på de unge fra politikernes side, kan
man sige kommer til udtryk gennem pædagogerne på Birkedalen, som forsøger at påvirke de unge
til at uddanne sig. Ud over det pres der ligger på Søren i forhold til uddannelsesvalg, så kan man
anskue, at han er i en yderligere svær position, idet han ikke kun skal træffe en beslutning om sit
uddannelsesvalg, men bl.a. også skal tage stilling til om han fortsat vil bo på Birkedalen:
[…] planen [var] at jeg skulle bo her, til jeg var atten, men så var jeg
egentlig lidt i tvivl, om jeg egentlig ville hjem, og om det var noget jeg
kunne tænke mig, og samtidig ville jeg ikke, for det var også rigtig fedt at
bo her, for man har jo nogle gode venskaber […] Det er noget af det jeg har
frygt for (red. at kontakten til de andre unge og ansatte vil blive anderledes,
hvis han flytter), hvis jeg nu flytter hjem, man mister jo lidt sammenholdet.
For så er man jo ikke lige pludselig en del af familien mere, så kommer man
kun som ven (Bilag 1: s. 1, l. 30-32+s. 10, l. 24-25).
Søren gør sig altså en masse tanker om, hvilke betydninger det vil få, hvis han kommer til at bo
mindre tid på Birkedalen (syv dage på Birkedalen og syv dage hos moderen). Han frygter, at han
ikke længere vil være en del af det sammenhold, der er på Birkedalen, han betragter som en
‘familie’. Dette er netop grunden til, at han har været i tvivl om, hvor han skal bo.
Side 46 af 57
18.05.2015
På den anden side, så giver han også løbende udtryk for, at han savner sin mor, og at han har det
rigtig godt, når han er hos hende. Dermed kan man sige, at der opstår en ambivalens i forhold til den
bosituation han skal vælge, og at det er et meget følelsesmæssigt betonet valg.
Det at Søren som ung skal tage stilling til, hvor han har lyst til at bo, er et stort pres, og det kan
muligvis være en del af forklaringen på, hvorfor han er meget flyvsk i forhold til at vælge
uddannelse. På den anden side kan man sige, at det er en generel tendens, at unge har svært at
fastlægge sig på en af de mange uddannelsesvalg, der er mulige. Dog ses der lidt den samme
tendens hos Fariha: Hun har ikke fuldstændig fastlagt sig på, hvad hun vil uddannelsesmæssigt, og
hun går samtidig med overvejelser om, hvordan hendes bosituation skal se ud i den nærmeste
fremtid. Da vi spurgte hende, hvor længe hun tænker, at hun skulle blive boende på Birkedalen,
svarede hun:
Det er et godt spørgsmål – jeg ved det ikke engang selv […] fordi nu tænker
jeg, at jeg er blevet ældre. Og jeg håber snart af en af mine søstre flytter her
til sommer – den ene af dem. Jeg tænkte det måske kunne lave lidt ro i det.
Og jeg savner meget min lillebror og det forhold vi havde til hinanden […]
(Bilag 2: s. 21, l. 7+9-11)
I overstående citat giver Fariha udtryk for, at hun på flere punkter har lyst til at skulle bo hjemme
hos sin familie igen, men samtidig siger hun også følgende, om det at skulle flytte fra Birkedalen:
[…] det er et dilemma synes jeg – fordi jeg savner min familie, men jeg vil
heller ikke væk herfra, nu når jeg har det så godt. Jeg tror faktisk det ville
være slemt, for så har man ikke sammen kontakt, når man bor derhjemme,
og ikke stadig bor her, det er sådan et andet forhold man får man får til de
veninder, man havde da man boede her (Bilag 2: s. 21, l. 17-20)
Fariha befinder sig altså i et følelsesmæssigt dilemma: Skal hun flytte hjem til sin familie, fordi hun
savner dem eller skal hun blive boende på Birkedalen, fordi hun er bange for at få en dårligere
kontakt til dem, hvis hun flytter. Som det blev nævnt i forhold til Søren, så er disse beslutninger
ikke normalt nogle, som så unge mennesker skal træffe, og derfor kan det på nogle punkter
betragtes som en følelsesmæssig belastning, som endvidere medfører, at man ikke kan lægge
Side 47 af 57
18.05.2015
samme energi i sit uddannelsesvalg. Så hvis man forestillede sig, at Søren og Fariha ikke var flyttet
på døgninstitution, så kunne de have undgået bekymringerne om, hvor de skulle bo, og i den
forbindelse ville de blive skånet netop i forhold til dette dilemma.
På den anden side, kan man også sige, at hvis Søren og Fariha stadig boede hjemme, ville de
højst sandsynligt have en hel masse andre ting at kæmpe med og tænke på. I forhold til Søren kunne
man fx tænke sig, at drejede sig om den konstante stillingtagen i forhold til, hvilken af forældrene
han ville sympatisere med.
Modsat kan man argumentere for, at hvis Fariha boede hjemme, så ville hun højst sandsynligt
være følelsesmæssigt belastet af familieforholdet og den ansvarspålæggelse, der var til stede i
hjemmet. Dermed kan det være muligt at slutte, at der for Fariha og Søren, vil eksistere forskellige
følelsesmæssige belastninger, hvad enten de er anbragt i eller uden for hjemmet.
Derudover kan det diskuteres, hvorvidt den stigmatisering Søren og Fariha har været udsat for,
også kan påvirke deres beslutsomhed: Hvis det er noget de bruger mange kræfter på at tænke over
og på at skjule, kan medføre, at der er mindre overskud til beslutninger som fx uddannelsesvalg.
Dette gør sig måske særligt gældende hos Fariha.
Ud fra ovenstående betragtninger kan det derfor muligvis anskues således, at man som sårbar ung,
generelt har endnu sværere ved at skulle tage stilling til de valg, der forventes at man træffer, fordi
man som sårbar ung ofte har mange andre ting at tænke på, som ofte kan være meget følelsesmæssigt betonet.
5.6 Sammenfatning
Ud fra ovenstående betragtninger er det muligt at sammenfatte følgende med henblik på at besvare
vores problemformulering:
Fælles for Fariha og Søren er en oplevelse af en kaotisk familiesituation, som i høj grad var præget
af ustabilitet og konflikter. Søren kommer fra en familiesituation, hvor han har været meget påvirket
af forældrenes skilsmisse. I den forbindelse har Søren oplevet en splittelse i forhold til at skulle
vælge hvilken af forældrene, han ville tage parti med. Denne splittelse medfører, ifølge Killén, ofte
at barnet kommer til at befinde sig i en kronisk loyalitetskonflikt – særligt hvis forældrene ikke er i
stand til at samarbejde, vil barnet oftest udsættes for, det Killén definerer som psykiske overgreb.
Side 48 af 57
18.05.2015
Fariha har, ligesom Søren, været en del af et kaotisk familiesituation, som var kendetegnet ved
moderens psykiske overgreb, og det faktum at moderen pålagde Fariha for meget ansvar. Moderens
psykiske overgreb kom bl.a. til udtryk, når hun fortalte Fariha, at hun ikke elskede hende, ville rejse
fra hende og bad Fariha om at forsvinde. På baggrund af dette har Fariha fået en oplevelse af at føle
sig uønsket og måske endda ikke at føle sig god nok til at få moderens kærlighed.
Farihas forhold til sin mor bar desuden præg af moderens manglende evne til at være, det Killén
beskriver som en ‘god nok’ mor, fordi moderen bl.a. ikke evnede at opfatte Fariha realistisk og at
danne realistiske forventninger til Farihas mestring ud fra Farihas beskrivelser. Samtidig virkede det
heller ikke til, at moderen evnede at empatisere med Fariha – både i forhold til at pålægge hende et
ikke-alderssvarende ansvar, og fordi hun gentagne gange har fortalt Fariha, at hun ikke elskede
hende. Ydermere virker det ikke til, at moderen evnede at rumme sin egen frustration uden at lade
det gå ud over både Fariha og hendes søskende, idet hendes adfærd, ifølge Fariha, udelukkende
afhang af det humør moderen var i den givne dag. Disse tre aspekter indgår i de syv forældrefunktioner Killén bruger til at beskrive hvad en ‘god nok’ forælder er.
Ud fra ovenstående er det tydeligt, at se hvor meget moderens manglende evne til at være en
‘god nok’ mor for Fariha, har påvirket Fariha og hendes syn på moderen og ikke mindst sig selv.
Fariha siger bl.a. direkte, at hun tror, at moderen hader hende og giver ydermere flere gange udtryk
for at føle sig uønsket. Afrundende kan man derfor sige, at moderens adfærd og evne til at være en
‘god nok’ mor i høj grad har været medvirkende til denne opfattelse.
Efter indflytningen på Birkedalen har både Søren og Fariha oplevet et stærkt sammenhold mellem
beboerne og pædagogerne. De sammenligner begge sammenholdet på Birkedalen med sammenholdet i en familie. Dette kunne man forestille sig, at de i høj grad har manglet førhen, idet at de
begge kommer fra vanskelige familiesituationer, hvor konflikter har gjort, at de ikke har følt at der
var sammenhold i familien. Dertil har de fleste af pædagogerne på Birkedalen lyttet til og draget
omsorg for Søren og Fariha og har endvidere støttet dem i deres hverdag, hvilket man kunne
forestille sig må have givet Søren og Fariha en følelse af at føle sig værdsat og anerkendt – noget de
sandsynligvis har savnet før.
Pædagogerne har derudover været med til at skabe rammerne for institutionen, og deres måde at
være overfor de unge, kan man tænke har haft en indflydelse på det gode sammenhold mellem
beboerne.
Side 49 af 57
18.05.2015
Beboerne kommer alle fra vanskelige kår, og derfor kunne man formode, at de alle også er
interesseret i at få det bedste ud af deres nuværende situation. Derudover har Birkedalen for Søren
og Fariha også betydet, at forholdet til deres egne familier er blevet bedre igen. Søren beskriver, at
især forholdet til sin mor er blevet bedre – så godt at han efter sommerferien skal bo skiftevis hos
moderen og på Birkedalen. Forholdet til hans far, beskriver Søren ikke som radikalt anderledes –
dog er forholdet til faderen, ifølge Søren, ikke blevet værre.
Farihas forhold til hendes familie og moderen er blevet væsentligt bedre, efter hun er kommet på
Birkedalen. Mange af de konflikter som opstod i hjemmet, udsprang af den uhensigtsmæssige
boligsituation, men idet Fariha er flyttet, gør disse problemer sig ikke gældende længere. Søren og
Fariha begge er flyttet fra disse belastede hjem, og har efterfølgende givet udtryk for, at de begge
har fået det bedre – eksempelvis kan Fariha nu også overskue at genoptage sin skolegang.
En anden faktor der har vist sig at være særlig vigtig efter indflytningen på Birkedalen, er Søren og
Farihas mulighed for frihed og medbestemmelse. Ud fra interviewene var det tydeligt, at pædagogerne har givet dem meget frihed og stor mulighed for indflydelse på de aftaler, der træffes på
Birkedalen. Det har således haft en betydning for Søren og Fariha, da de i deres familier ikke i
samme grad har haft mulighed for lignende frihed og medbestemmelse. De pædagoger, som vil
bestemme over dem, er ikke særlig populære hos hverken Søren eller Fariha, hvorimod de
pædagoger som lytter til dem er at foretrækkes hos dem begge. Ved brug af Schwartz kunne det
forstås således, at grunden til at pædagogerne netop giver Søren og Fariha ansvar er, så de selv kan
lære og tage ansvar for deres eget liv senere hen. Pædagogerne på Birkedalen er i høj grad også med
til at understøtte det eksisterende fællesskab, og at give Søren og Fariha nogle sociale redskaber.
Meningen med dette er, at de skal kunne tage denne erfaring med videre og overføre det til andre
sociale sammenhænge.
En ting begge interviewpersoner, særligt Fariha, oplevede ved at flytte på døgninstitution, var det at
føle sig anderledes. Denne stigmatisering er, i forhold til det at være anbragt, noget som har
påvirket Fariha og Søren i forskellig grad. Under interviewet gav Søren udtryk for, at han godt
kunne fortælle åbent om, at han boede på døgninstitution, men at han samtidig også værdsatte, at
Birkedalen ikke var synlig som døgninstitution.
I forhold til Søren er Fariha meget anderledes: Hun har ikke fortalt sine nye veninder om
Birkedalen, og mener at det ville være pinligt at fortælle, at hun bor på døgninstitution af frygt for
Side 50 af 57
18.05.2015
omverdenens reaktioner. Man kan opstille flere mulige forklaringer på, hvorfor Søren og Fariha
håndterer stigmatiseringen forskelligt. Først og fremmest kan man antage, at deres håndtering, har
noget at gøre med, at Søren har boet på Birkedalen i længere tid end Fariha, og dermed har haft tid
til at vænne sig til sin situation.
En anden mulig forståelse af dette, kunne have at gøre med det faktum, at Fariha i forvejen er
stigmatiseret som følge af faderens fængselsophold, og at dette aspekt har gjort hendes trang til at
være normal endnu større.
Derudover kan man overveje om deres forskellig håndtering af stigmatiseringen har betydning
for deres måde at lade sig påvirke af det på: Søren er meget åben omkring det at være anbragt og
har mulighed for at søge støtte fra sine kammerater. Fariha søger derimod at holde sin
stigmatisering skjult, og har derfor ingen jævnaldrende at snakke med om det, og derfor kan man
antage at hun ikke får bearbejdet sine problemer på samme måde som Søren.
Slutteligt kan man overveje, om hvor man kommer fra kan have en betydning for, hvordan man
håndterer en stigmatisering. Det kan være muligt at antage, at forskellige diskurser kan påvirke ens
forståelse af en bestemt stigmatisering på forskellig vis. Dermed kan man sige, at det at flytte på
døgninstitution kan bevirke, at den pågældende unge, i højere eller mindre grad, føler sig
anderledes, hvilket er afhængig af nuværende og tidligere situation.
En anden pointe vi kom frem til var, at man generelt som ung står over for mange valg, hvilket er en
konsekvens af vores videnssamfund. De valg der forventes, at man træffer, kan dog syne sværere at
træffe for Søren og Fariha, da de står over for andre valg og bekymringer end ‘normale’ unge. Ud
fra empirien fandt vi nemlig frem til, at Fariha og Søren begge står i et dilemma i forhold til at
beslutte, hvor de vil bo. Dette dilemma er et, der er opstået efter, de er flyttet på døgninstitution og
ville ikke eksisterer, hvis de ikke var kommet til at bo der. Dog kan man sige, at denne
følelsesmæssige belastning, blot er en anden end dem Søren og Fariha ville stå overfor, hvis de
stadig boede derhjemme, idet de inden deres tid på døgninstitution også havde mange forskellige
vanskeligheder at forholde sig til. Dermed kan man sige, at der, for Fariha og Søren, uanset hvor de
befinder sig, vil være flere og sværere valg at træffe, end der er for ‘normale’ unge. Det kan altså
anskues således, at det kan være uoverkommeligt at tage de forventede valg, da man i forvejen har
svære ting at forholde sig til – dette kan være et resultat af at være sårbar ung.
Det at flytte på døgninstitution kan have betydninger for den unge på flere punkter. Det kan bl.a.
Side 51 af 57
18.05.2015
aflaste den unge fra de psykiske påvirkninger, som en kaotisk familiesituation kan have medført.
Samtidig kan det tilbyde de unge et særligt, nærmest familiært sammenhold, som kan bidrage til at
den unge får en bedre selvfølelse og sociale kompetencer, som vedkommende kan tage med sig
senere i livet. Modsat kan det at blive anbragt på en døgninstitution resultere i, at den unge føler sig
anderledes. Derudover kan det anskues således, at sårbare unge, på grund af deres særlige
omstændigheder, kan have større vanskeligheder ved at træffe de ‘krævede’ valg end ‘normale’
unge.
Side 52 af 57
18.05.2015
6. Validitetsbetragtninger
Vi vil i følgende afsnit komme ind på nogle af de overvejelser, vi har gjort os i løbet af projektet
samt diskutere projektets validitet.
Vi var i projektet særligt interesseret i de unges oplevelser af at bo på en døgninstitution, hvorfor vi
valgte at anvende den kvalitative metode – herunder semistrukturerede interview. Dette muliggjorde, at vi kunne få et indblik i de unges livsverden, og med det semistrukturerede interview fik
de unge mulighed for at tale så frit som muligt. Dog havde vi forinden forberedt nogle temaer i
vores interviewguide, som man også kan antage har haft betydning for interviewets indhold og
forløb. Vi har bevidst valgt, at empirien skulle være det styrende i projektet, og har derfor udvalgt
vores teori på baggrund af interviewene. Dermed har vi betragtet teorierne som teoretiske
redskaber, der kunne hjælpe os til at få et mere nuanceret forståelse af de temaer, der optrådte i
interviewene, og som vi ikke umiddelbart selv havde fundet frem til. På baggrund af ovenstående
mener vi, at vi har besvaret vores problemformulering, og derfor kan argumentere for, at vores
projekt har intern validitet.
Undervejs i vores arbejdsproces har vi gjort os nogle overvejelser i forhold til, hvorvidt projektet
har ekstern validitet. I den forbindelse er det særlig vigtigt at forholde sig til, om projektets
resultater kan overføres til at sige noget om anbragte unge generelt. Da vi rekrutterede vores
interviewpersoner, var det Birkedalens afdelingsleder, der udvalgte hvilke unge, der var ‘stærke
nok’ til at kunne ‘klare’ et interview med os. Afdelingslederen forklarede, at de unge der blev
fravalgt til at blive interviewet, var for sårbare til at deltage i vores interview. Dermed er der
tydeligvis nogle perspektiver, vi ikke har fået adgang til. Ydermere er det vigtigt at pointere, at vi
undervejs i rekrutteringsforløbet fik en del afslag, bundet i argumentet, at de pågældende anbragte
unge ikke kunne klare at deltage i vores interview. Man kan argumentere for, at dette siger noget
om vores genstandsfelt: En del af de anbragte unge er så påvirket af deres situation, at de ikke er i
stand til at snakke om det med ‘fremmede’. Således ved vi ikke om deres oplevelse af det at bo på
døgninstitution ville have været anderledes i forhold til vores interviewpersoners. Hvis vi havde haft
adgang til de meget sårbare unges perspektiver, kunne det højst sandsynligt have betydet, at vi var
kommet frem til en anden konklusion.
Side 53 af 57
18.05.2015
Endvidere anskuer vi det således, at de unges beretninger og oplevelser af det at bo på en
døgninstitution er kontekstuelt bundet, og derfor vil det en ung anbragt fortæller i et sådan interview
være forskelligt fra person til person. Derfor mener vi ikke, at vores projekts resultater kan
almengøres – dog kan man argumentere for, at nogle af de forhold og oplevelser, de unge fortæller
om, ligeledes kan gøre sig gældende for andre.
Side 54 af 57
18.05.2015
7. Referenceliste
7.1 Bøger
Erving, Goffman (2009): Stigma - om afvigerens sociale identitet, 1. udgave, Frederiksberg:
Samfundslitteratur.
Illeris, K., Katznelson, N., Nielsen, J., Simonsen, B. & Sørensen, N. (2009): Ungdomsliv – mellem
individualisering og standardisering. Frederiksberg: Samfundslitteratur.
Killén, Kari (2000): Omsorgssvigt er alles ansvar, 2. udgave, København: Hans Reitzels Forlag.
Kvale, Steinar og Svend Brinkmann (2009): InterView, 2. udgave, København: Hans Reitzels
Forlag.
Schwartz, Ida (2014): Hverdagsliv og livsforløb. Tværprofessionelt samarbejde om støtte til børn og
unges livsførelse, 1. udgave, Forlaget Klim.
Schwartz, Ida (2001): Socialpædagogik og anbragte børn, 1. udgave, København: Nordisk forlag
A/S.
Smith, Jonathan (1995): Semi-structured Interviewing and Qualities Analysis (chapter 2). I J.A.
Smith et al. (ed.): ‘Rethinking Methods in Psychology’. Sage
Ziehe, T. (2004): Farvel til halvfjerdserne. De unge og skolen under den anden modernisering in
Øer af intensitet i et hav af rutine (pp. 81-100). København: Politisk Revy.
7.2 Internetkilder
Retsinformation (2007): ‘Bekendtgørelse af lov om social service’. Ministeriet for Børn,
Ligestilling, Integration og Sociale Forhold,
https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=20938, senest besøgt d. 14-05-2015.
Side 55 af 57
18.05.2015
SFI (Det Nationale Forskningscenter For Velfærd): ‘Resumé: Anbragte børn og unges trivsel 2014’,
http://www.sfi.dk/resumé_anbragte_børn_og_unges_trivsel_2014-15415.aspx, senest besøgt d. 0505-2015.
Socialt Udviklingscenter SUS (2012): ‘Nyt projekt: Vidensbaserede indsatser for anbragte børn,
http://www.sus.dk/nyheder/nyt-projekt-vidensbaserede-indsatser-for-anbragte-born/, senest besøgt
d. 05-05-2015.
Socialt Udviklingscenter SUS og TrygFonden (2012-2013): ‘Fakta om anbragte unge’,
Vidensbaserede indsatser for anbragte børn, http://www.sus.dk/wp-content/uploads/Faktaanbragte-boern-070512.pdf, senest besøgt d. 05-05-2015.
Side 56 af 57
8. Bilagsoversigt
Bilag 1: Transskription af interviewet med Søren
Bilag 2: Transskription af interviewet med Fariha
Bilag 3: Interviewguide
Side 57 af 57
18.05.2015

Anbragte unge på døgninstitution

Transcription

Similar documents

DEN MØRKE GNOSIS AF MARK V. AGAPE Gnosticisme, der

Omsorgssvigt hos udsatte unge Neglect of vulnerable

Udsatte børn – Vejen mod et selvstændigt voksenliv

Husorden for Ejerforeningen Hammershuse.

Spil Op 2014-15 korr4.pub

Småbørnskonsulent uddannelsen, hold 3

WIKING Bazic 3 med fedtsten

Spilleberettigede Herrer i BULLS-slutspil 2015