Udsatte børn – Vejen mod et selvstændigt voksenliv

Bachelorprojekt: 15.06.2015
Anslag: 75.212
Vejleder: Jeppe Lindhardtsen
Udsatte børn – Vejen mod et
selvstændigt voksenliv
Children at risk - The road to independent adulthood
Eyð Petra Skoubo nor12057
Ajita Hansen nor11018
Suna Prendergast nor11044
Indhold
Indledning .......................................................................................................................................................... 3
Problemfelt ........................................................................................................................................................ 3
Problemformulering .......................................................................................................................................... 5
Emneafgrænsning .............................................................................................................................................. 5
Videnskabsteoretiske overvejelser og metode ................................................................................................. 6
Empiri................................................................................................................................................................. 7
Udsatte børn...................................................................................................................................................... 7
Social arv............................................................................................................................................................ 9
Den tidlige indsats ........................................................................................................................................... 12
Pædagogisk praksis i forhold til lovgivning...................................................................................................... 15
Det tværprofessionelle samarbejde ................................................................................................................ 17
Delanalyse ....................................................................................................................................................... 20
Omsorgsbegreber ............................................................................................................................................ 22
Tilknytning ....................................................................................................................................................... 24
Relationer ........................................................................................................................................................ 27
Delanalyse ....................................................................................................................................................... 28
Efterværn ......................................................................................................................................................... 30
Delanalyse ....................................................................................................................................................... 32
Kvalitativt interview......................................................................................................................................... 33
Interview.......................................................................................................................................................... 34
Konklusion ....................................................................................................................................................... 36
Litteratur.......................................................................................................................................................... 40
2
Indledning
De fleste børn i Danmark vokser op under trygge rammer i familier med socialt overskud.
Desværre er dette ikke altid tilfældet. En gruppe børn og unge oplever det modsatte i en opvækst
med manglende tilknytning, omsorg og relationer.
Vi har gennem vores praktikker og arbejdserfaringer oplevet omsorgssvigtede børn og unge. Vi har
oplevet hvordan omsorgsvigt kan påvirke udsatte børn gennem deres videre udvikling mod
voksenlivet. Det er vores erfaring, at barnets sociale liv bliver en udfordring, når de ikke forstår de
doxaer, der er i de forskellige arenaer, de begår sig i. I vores praktikker har vi erfaret at flere af
disse børn, selv er børn af socialt udsatte forældre.
Vi har gennem vores arbejde i praktikkerne, mødt børn der kommer fra vidt forskellige baggrunde
og livsvilkår. Vi har set, at der findes eksempler på, at nogle af disse børn klarer sig godt efter
opholdet på institutionen. Det er dog stadig en gruppe udsatte børn, der har problemer med at
indgå i et samfundsmæssigt fællesskab, da de ikke har haft de nødvendige forudsætninger for at
skabe forståelse for disse. Disse børn har brug for støtte eller en langvarig behandlingsmæssig og
pædagogisk indsats for at kunne begå sig i samfundet på egen hånd. Her spiller efterværnet en
væsentlig rolle i forhold til vejledning og støtte til målgruppen.
Ud fra vores erfaringer i praktikkerne finder vi ovenstående interessant. I vores arbejde i
praktikken har vi set og oplevet dagligdagen på døgninstitutioner. Vi har i praksisarbejdet oplevet,
at de professionelle på bedst mulig vis støtter de udsatte børn og unge i deres problemstillinger
med de ressourcer, de har til rådighed i det pædagogiske arbejde. Vi vil i vores opgave undersøge
hvilke pædagogiske metoder, der bliver brugt i det professionelle pædagogiske arbejde på
institutioner. Dette vil vi komme ind på senere i opgaven.
Problemfelt
”De fleste unge på 18 år forlader ikke deres anbringelse, fordi de er klar til at stå på egne ben. De
forlader anbringelsen, fordi de har nået myndighedsalderen og ikke længere er en del af
børnesystemet. Nogle af disse tidligere anbragte unge vil klare overgangen fra at være anbragt til
at stå på egne ben fint. Men andre, majoriteten, vil have væsentlige udfordringer at kæmpe med.
3
For mange unge, der er anbragt uden for hjemmet, har ikke det samme sikkerhedsnet i form af
eksempelvis forældrestøtte som unge i almindelighed” (Mendes & Moslehuddin, 2006). Der er
bred enighed blandt forskere: ”Viden om unge, der forlader en anbringelse, peger entydigt på, at
disse unge står over for større udfordringer i forhold til at stå på egne ben end unge i
almindelighed.” (Horrocks, 2002; Munro, Ward, 2005; Olsen, Egelund & Lausten, 2011; Spencer
m.fl., 2010; White m.fl., 2009).
I Danmark er der anbragt omkring 12.000 børn og unge uden for hjemmet, hvilket svarer til ca.1
pct. af alle børn og unge i alderen 0-17 år” (Ankestyrelsen, 2011). Denne andel har været stabil fra
2007 til 2010 – og i virkeligheden længere tilbage end det. Ser man tilbage på andelen af anbragte
børn og unge i Danmark, har den ligget omkring 1 pct. de sidste 30-40 år (Olsen, Egelund &
Lausten, 2011). Der anbringes lidt flere drenge (54 pct.) end piger (46 pct.), hvilket gør, at der er en
overrepræsentation af anbragte drenge i forhold til befolkningssammensætningen i den
tilsvarende aldersgruppe, hvor 51 pct. er drenge, og 49 pct. er piger (Ankestyrelsen, 2011).
Aldersfordelingen for de anbragte børn og unge har også været konstant i perioden 2007-2010.
Omkring 1 pct. af de anbragte er under 1 år, og denne andel stiger ikke overraskende med alderen,
således at omkring 15 pct. af de anbragte er 17 år. Det vil sige, at den gruppe, som potentielt står
over for en afgørelse om efterværn i 2010, var på ca. 1.800 unge på landsplan (Ankestyrelsen,
2011).
Ifølge SFI rapport ”Efterværn for tidligere anbragte unge en videns- og erfaringsopsamling”, 2012,
viser det sig, at hovedparten af tidligere anbragte unge oplever en række vanskeligheder og
udfordringer i årene efter anbringelsen. De unge oplever særligt vanskeligheder i forhold til
uddannelse, arbejde, økonomi og boligforhold. Herudover er de unge blevet karakteriseret ved at
have psykiske problemer, ved tidligt forældreskab og er i en høj risiko for at havne i misbrug af
rusmidler og udøve kriminalitet. Disse vanskeligheder og udfordringer er tæt forbundet.
Eksempelvis er der risiko for, at unge med en psykisk lidelse har et forbrug af rusmidler for at
selvmedicinere sig. Ligeledes kan det antages, at unge, som står uden fast bolig, har sværere ved
at finde den nødvendige ro i dagligdagen til at følge en uddannelse eller at varetage et arbejde. SFI
rapporten bekræfter, at der er unge, der fremstår som foranstaltningstrætte. Disse unge har
sjældent, på grund af deres mange brud i tilværelsen haft en central og stabil voksenrelation, som
4
kan støtte og vejlede dem. Samtidigt viser undersøgelser, at de unge, som har oplevet et stabilt
anbringelsesforløb, også er dem som har haft bedst mulighed for at opnå støttende relationer og
har haft mulighed for at tilegne sig centrale færdigheder og læring. Faktum er, at disse unge også
har de bedste chancer fremover (SFI rapport, Efterværn for tidligere anbragte unge en videns og
erfaringsopsamling, 2012).
Overstående problemstillinger har givet os anledning til at reflektere over, hvordan vi som
professionelle pædagoger kan arbejde med omsorg og relationsdannelser, hvilket leder til
følgende problemformulering.
Problemformulering
Hvordan kan vi som pædagoger støtte det anbragte barn gennem barndommen og videre mod et
selvstændigt voksenliv?
For at besvare vores problemformulering, vil vi tage udgangspunkt i nedenstående
underspørgsmål:

Hvorfor er en tidlig indsats så vigtig og hvad kan den betyde det for de udsatte børns
fremtid?

Hvordan kan vi som pædagoger understøtte arbejdet med omsorg og relationer?

Hvordan kan vi som pædagoger hjælpe det anbragte barn mod et selvstændigt voksenliv
uden for institutionen?
Emneafgrænsning
Vi har valgt at beskæftige os med målgruppen udsatte børn og unge som er anbragt på en
døgninstitution og den efterfølgende tid som myndig voksen uden for institutionens faste rammer
og rutiner. Vi har valgt at afgrænse vores emne til kun at beskæftige os med børn og unge anbragt
på institutioner for at gøre opgaven relevant for vores profession. Vi vil derfor ikke komme
nærmere ind på børn og unge der anbringes uden for hjemmet i familiepleje eller i
netværksanbringelser.
5
Videnskabsteoretiske overvejelser og metode
For at besvare vores problemformulering, vil vi benytte nedenstående faglige teorier. Vi vil
ligeledes redegøre for vores valg af teorier, vi har benyttet for at besvare vores
problemformulering. Vi vil sætte vores empiriindsamling op imod vores valgte teori, for at kunne
give et fyldestgørende svar på vores problemformulering.
Vores opgave bygger på en hermeneutisk tilgang, hvor vores egne forståelser indgår i et aktivt
samspil med empirien.
For at belyse vores problemformulering har vi anvendt Bolwbys teorier omkring tilknytning. I sit
arbejde som psykolog, psykiater, og psykoanalytiker, er han kendt for sin interesse i børns
udvikling og for sit banebrydende arbejde omkring tilknytningsteorier. Vi vil senere i opgaven
anvende hans synspunkter i analysedelen for at redegøre for vigtigheden af tilknytning mellem
den anbragte og den professionelle.
Pär Nygren, som er professor i psykologi, beskriver omsorgsbegreber nes betydning i arbejdet med
udsatte børn og unge på døgninstitutionerne. Ud fra Pär Nygrens model vil vi belyse, hvor vigtigt
det er at benytte de 3 omsorgsbegreber i praksisarbejdet med de udsatte.
I forhold til relationsarbejdet har vi valgt at benytte teorier fra socialpædagog Ida Schwartz.
Hendes forskningsfelt beskæftiger sig med mennesker i udsatte positioner og hvordan den
professionelle indsats kan skabe en indsats for dens videre udvikling i arbejdet med relationer.
For at forstå de vilkår de udsatte børn er opvokset i har vi valgt at belyse teorier omkring den
sociale arv. Hertil vil vi benytte den svenske psykolog Gustav Jonsson og sociolog Morten Ejrnæs
forskellige syn på begrebet og bruge dem senere i opgaven for at forstå de risikogrupper
målgruppen befinder sig i. For at understøtte disse teorier vil vi anvende Bourdieus teorier om
hapitus, felt og kapital.
Andy Højholdt belyser vigtigheden af det tværprofessionelle samarbejde på institutionerne og
hvor stor en betydning det tværprofessionelle samarbejde har i den pædagogiske praksis.
Sammenfattet med erfaringer fra vores praktikker vil vi belyse hvordan samarbejdet på tværs af de
6
etablerede professioner som pædagoger, psykologer, socialrådgivere, forældre og børn, kan gavne
og udvide viden og syn på målgruppen.
Ydermere har vi valgt at lave et semistruktureret kvalitativt interview med en socialrådgiver. Vi har
i vores opgave valgt at kalde hende ”Ulla”. Hun er kommunalt ansat som leder for familieplejen og
ungerådgivning. Vi interviewede hende for at høre om arbejdet med udsatte børn og unge samt
anbringelser på døgninstitutioner. Vi har valgt at lave det semistrukturerede interview således, at
der bliver plads til uddybende samtale og for at forståelsen undervejs kontinuerligt medfører nye
spørgsmål (Kvale, 1997).
Vi vil gennem opgaven, vha. vores underspørgsmål, analysere ud fra de redegjorte teorier og
metoder i form af delanalyser. Vi vil analysere udsatte børn og unges livsvilkår samt videre
udvikling i samfundet ud fra et pædagogisk perspektiv og anvendt teori. Vi vil som afsluttende del
af opgaven sammenfatte analyse og konklusion, hvor vi vil fortolke, vurdere og konkludere på
anvendte teorier og empiri.
Empiri
Dette afsnit består af en redegørelse for vores metodiske og empiriske overvejelser. Vores empiri
består af SFI rapporter om tidligere anbragte børn i efterværn. Ligeledes har vi valgt at lave et
interview ud fra Steinar Kvales metode. Interviewet er semistruktureret. Vi har lavet et interview
med en leder fra kommunen, som står for familierådgiverne, ungerådgiverne og
familieplejekonsulenterne, som dagligt arbejder med udsatte børn og unge.
Udsatte børn
I nedenstående afsnit redegøres for de problemstillinger vores målgruppe, udsatte børn og unge,
lever under. Ud fra den viden vi har tilegnet os, giver det en bredere forståelse for vores
problemstilling gennem opgaven.
Udsatte børn er den benævnelse der bruges om børn, hvis opvækstvilkår giver anledning til
bekymring i forhold til deres muligheder for at følge en normal og positiv udvikling.
I bogen ”Udsatte børn” beskrives de som børn, der lever i en udsat position og som tvunget af
7
omstændighederne, har brug for hjælp. ”De befinder sig i livssituationer, der er truende for deres
psykologiske og sociale udvikling med risiko for marginalisering i forhold til det omgivende
samfund." (Bo, Guldager, & Zeeberg, 2007). Der findes mange forklaringer på de forhold, faktorer
og mekanismer, man bruger til at forklare børns udsathed. Derfor er der forskellige faktorer, som
spiller ind på, om et barn er udsat.

Sociologiske faktorer

Familiære risikofaktorer

Individuelle faktorer
På trods af hvilke faktorer barnet er udsat for, er de tilstede i barnets hverdag. Børnene kommer
ofte fra sociale og økonomisk dårligt stillede familier, hvor familierne ikke har ressourcerne til at
yde den aktuelle omsorg som barnet har brug for. Der findes som udgangspunkt to overordnede
forklaringsrammer for børns udsathed; en strukturel
forklaringsramme, samt en overvejende individuel forklaringsramme:
• Den strukturelle forklaringsramme belyser børns udsathed i relation til forældrenes
socioøkonomiske placering i samfundet og koncentrerer sig overvejende om
samfundsøkonomiske og politiske forhold. Der ses på børnenes opvækst, som bl.a. er præget af
fattigdom, dårlige boligforhold, forældrenes manglende uddannelse samt lavtlønnet arbejde.
• Den individuelle forklaringsramme lægger vægt på psykologiske og psykiatriske
årsagsforklaringer. Her bliver barnets udsathed analyseret i relation til barnets adfærd og denne
udpeges som den primære årsagsforklaring på barnets udsatte livssituation.
Man kan dog ikke tale om en udelukkende strukturel eller individuel tilgang, men derimod en
bevægelse mellem disse, hvor hovedvægten lægges på den ene eller den anden. (Petersen, Kirsten
Elisa, 2010).
Tegn på udsathed
I den internationale forskning bliver børns udsathed beskrevet ud fra følgende tre psykologiske
hovedområder:
8

Sociale og emotionelle tegn; problemer såsom lav selvværdsfølelse, aggressiv adfærd og
lav impulskontrol

Læringsmæssige tegn; inddrager udsatte børns forsinkede sprogudvikling, generelle
kognitive
problemer, samt problemer knyttet til skolegangen

Interaktionelle tegn; her ligges der fokus på samspillet mellem barn/voksen og omfatter
tegn på udsathed i relation til barnets interaktion med forældre/andre børn/andre voksne
(Petersen, 2010).
Ud fra ovenstående vil vi i de kommende afsnit belyse årsager og pædagogiske tiltag i og på
institutionerne i arbejdet med de udsatte børn og unge.
Social arv
Definition af begrebet
Social arv er et meget bredt begreb, og mange akademiske diskussioner går på, hvordan begrebet
skal forstås og bruges.
Den svenske psykolog Gustav Jonsson kom med definitionen social arv i 1967. Han mener, at social
arv dækker over, at afvigelse arver afvigelse, hvilket vil betyde at forældrene giver deres afvigelse
og det asociale livsmønster videre til deres børn. Han mener ligeledes, at afvigelsen bliver
forstærket for hver generation. Denne videregivelse er stærk deterministisk og har ifølge Johnson
en karakter af skæbne.
Begrebet bruges ofte som forklaring på sociale, velfærds- eller uddannelsesmæssige problemer.
Morten Ejrnæs er dansk sociolog og er ikke enig i Jonssons definition af begrebet social arv. Han
mener, at begrebet skal afskaffes. Hans argumentation går på, at begrebet for ham er uklart og
flertydigt. Bl.a. fordi det som regel kan give urealistisk lave forventninger til barnet, og kan i sidste
ende føre til stigmatisering. Morten Ejrnæs argumenterer for, at begrebet social arv hverken har
nogen relevans for den samfundsvidenskabelige forskning eller det praktiske arbejde inden for det
uddannelsesmæssige, det sundhedsmæssige og det sociale felt. Han mener, at begrebet bruges
9
som en universalforklaring på forskellige fænomener i samfundet (Højer & Hamre, 2008, s. 411). I
stedet kommer han med sit bud på, hvordan man kan forklare de fænomener, man normalt ville
skrive ind under den sociale arv. Det drejer sig i stedet om:
Chanceulighed
Chanceulighed betegnes som de samfundsmæssige strukturelle forhold, der giver ulige chancer i
levevilkår. En betegnelse for, at samfundets strukturelle forhold giver ulige chancer i levevilkår.
Begrebet bliver især anvendt om muligheden for at få uddannelse og gode jobs. Der kan ligeledes
være tale om uligheder i forhold til geografisk placering, kommunale tilbud mm. Et barns opvækst
er ifølge Ejnæs præget af forældrenes sociale klasse, status og uddannelse.
Risikofaktorer
Begrebet anvendes, når der er øget risiko for, at et barn får sociale problemer. Ejrnæs mener, at
børn der er opvokset under belastede forhold, i højere grad har risiko for at få sociale problemer.
Ved begrebet risikofaktorer skal det forstås, at der ikke alene er tale om forældres
problemer. Risikofaktorer dækker bl.a. over alle de faktorer i barndommen, som kan have
indflydelse på, hvorfor man senere hen udvikler et socialt problem. Udefra kommende faktorer i
samfundet kan også have indflydelse på om man senere får sociale problemer. Social arv er ofte
betegnelsen for ulighed i samfundet. Med disse risikofaktorer for øje, har man ifølge Ejrnæs
mulighed for, at kunne forebygge de sociale problemer, det kan medføre.
Vi vil i nedenstående afsnit anvende Pierre Bourdieus teorier om hapitus, felt og kapital for at
forstå og understøtte ovenstående teorier.
Pierre Bourdieu
Bourdieu er professor i Sociologi bruger begrebet habitus til at forklare, hvordan vi ser verden og
vores forståelse af denne. Man kan ikke selv bestemme sit habitus, det er præget af ens
opdragelse, kultur og miljø.
10
Ved at forstå begreberne habitus, felt og kapital kan det hjælpe os til at nå en forståelse for den
unges måske svære måde at tilpasse sig samfundet og dets doxaer.
Kapital
Ifølge Bourdieus terminologi, er der fire forskellige former for kapitaler. De tre første er
hovedformer for kapital, mens den sidste er den overordnede form:

Social kapital: kan kendetegnes ved det netværk og betydningsfulde relationer, den unge
måtte have.

Kulturel kapital: kan eksempelvis være uddannelse og dannelse

Økonomisk kapital: repræsenterer materielle goder og penge (Jerlang, Jerlang, 2004, s.
124)

Symbolsk kapital: giver den unge magt og ry. Det er en form for anerkendelseskapital, der
knytter sig til de andre former for kapitaler. Hvis man er i besiddelse af nogle af de andre
former for kapitaler, eksempelvis hvis man har den rette adfærd og har penge og gode
forbindelser, vil ens symbolsk kapital beholdning sandsynligvis være stor. Symbolsk kapital
går på tværs af de andre kapitalformer og sætter den unge i feltet, i stand til at tilegne sig
en position. Der udvikles en førbevidst ”symbolsk kunnen”, som kan give noget af
forklaringen på, hvorfor børn fra de bedre stillede klasser, klarer sig bedst i uddannelses
sammenhæng, selv om de måske ikke er bedre begavede (Jerlang, Jerlang, 2004, s. 255256).
Habitus
Habitus er summen af alle de erfaringer, vi gør os livet igennem. Alle påvirkninger, kropslige,
sproglige, bevidste, førbevidste og alt det vi udsættes for, bliver inkorporeret og lagret i kroppen.
Den bestemmer vores måde at handle og tænke på, ofte uden at vi er bevidste om det. Habitus er
mere end bare en vane, da det ikke er noget vi gør, ved at øve os for at opnå mestring i at udføre
noget. Det handler om, hvordan vi møder verden, samfundet samt hvordan vi i et givet felt
11
handler og hvilken respons vi får. I det hele taget i samspillet med andre, udvikler vi en
fornemmelse for, hvordan man handler i forskellige situationer og hvad der er rigtigt eller forkert.
Habitus er i meget brede træk, resultatet af vores samlede socialisation. Selv om habitus er dybt
forankret i os, så er den ikke uforanderlig, da nye erfaringer, livet igennem kan udvikle den.
(Jerlang & Jerlang, 2004, s. 371)
Habitus kan også have stor betydning for, hvordan forskellige individer opfatter og forstår
hinanden. To personer med meget forskellig habitus, kan forstå noget der bliver sagt på to vidt
forskellige måder, hvilket igen kan være en medvirkende årsag til, hvordan mennesker er i stand til
at modtage undervisning. (Jerlang & Jerlang, 2004, s. 371-385)
Felt
I det moderne samfund, består det sociale felt af en række mindre selvstændige felter med egne
logikker, regler, værdier og interesser. Det kan være det pædagogiske felt, det politisk eller
lignende. For at have legitim adgang til et specifikt felt, må individet være i besiddelse af den rette
habitus, eller om man vil, have de rigtige egenskaber, meninger og kvalifikationer. Feltet vil
forsøge at opretholde sig selv, ved at holde nogle ude og ved at definere, hvad der kan give andre
adgang. For eksempel ved at vælge de individer der har den rette kapital, der passer til feltet.
(Jerlang & Jerlang, 2004, s. 70).
Den tidlige indsats
Med vores viden om begrebet social arv samt teoretiske forståelse om menneskets habitus, felt og
kapital, skal vi som pædagoger vide, hvordan vi skal forholde os i det praktiske arbejde.
Det er altafgørende for udsatte børn og unge, at der bliver lagt en målrettet indsats i forhold til
konkrete initiativer og en tidlig indsats af forebyggelse for generationens opvækst og
velbefindende. Denne indsats er vigtig for barnet og der kan ved en tidlig indsats også være
økonomiske fordele for kommunerne. (Socialstyrelsen, 2009)
12
En person der selv gennem barndommen har oplevet svigt og anbringelse, er mere udsat i forhold
til at give sine erfaringer videre til sit eget barn. Disse risikofaktorer spiller en væsentlig rolle i
forhold til en pædagogisk indsats for den nye generation.
En rapport fra Indenrigs- og Socialministeriet 2009 påpeger at dagtilbuddene i dag i langt højere
grad end tidligere, har fokus på børnegruppen som helhed og på forældresamarbejdet. Formålet
med rapporten var at undersøge:

Karakteren og omfanget af indsatser i forhold til socialt udsatte børn i dagtilbud

Udformningen af indsatserne i forhold til socialt udsatte børn i praksis

Effekten af de anvendte indsatser og metoder på børnene, deres dagligdag og deres videre
udvikling, samt hvilke barrierer og fordele der er i forhold til de forskellige indsatser.
(Socialstyrelsen, 2009)
I den tidlige indsats vægtes det tværprofessionelle samarbejde højt, idet familien vil skulle
igennem flere tiltag og indsatsområder. Dette sker for at sikre, at indsatsen styrker hele miljøet
omkring barnet i stedet for den individbaserede tilgang. Den tidlige indsats skal fokusere på
barnets muligheder for udvikling frem for dets fejl og mangler. Den tidlige indsats er et
samarbejde mellem daginstitutionen, PPR (Pædagogisk-, Psykologisk rådgivning) og
familieafdelingerne i de respektive kommuner.
Rapporten belyser, at indsatsen primært består i at styrke barnets adfærd og forældre i
forældrerollen samt opdragelse.
PPR og de kommunale familieafdelingers primære indsats består i at styrke forældrene i deres
forældrerolle samt at støtte dem i opdragende metoder. Dette kan ske i form af familiesamtaler,
samt opsøgende og støttende arbejde i forhold til forældrene. Disse familieorienterede og
forebyggende indsatser integreres i institutionernes læreplaner. Der fokuseres særligt på at
udvikle forældresamarbejdet. Indsatsen består i et samarbejde mellem forældre og pædagoger.
Her skal de i fællesskab finde frem til et fælles sæt spilleregler for den daglige pædagogik og få
omsat spillereglerne i det daglige arbejde.
13
I det pædagogiske arbejde i daginstitutionerne vægtes, at det undgås, at barnet ekskluderes fra
den øvrige børnegruppe. Det betyder, at projektet retter sig mod hele forældre- og børnegruppen,
og ikke kun mod bestemte børn/børnegrupper eller forældre.
I daginstitutionerne er der ligeledes fokus på en anerkendende pædagogisk tilgang til barnet og
dets ressourcer og potentialer. Her ligger fokus på at finde barnets kompetencer og styrke dem i
deres vej mod succes, da en ”fejl- og mangeltænkning” kan øge risikoen for stigmatisering af det
enkelte barn fra pædagogernes side. (Socialstyrelsen, 2009). Det påpeges at, ”en ambition om, at
alle medarbejdere i hele institutionen dagen igennem på alle dage skal være præget af en høj
pædagogisk faglighed og en åben og dynamisk organisering af personalets arbejde, der sætter
børnenes trivsel, udvikling og læring i centrum.” (Socialstyrelsen, 2009)
Her bliver i rapporten belyst nogle konkrete handlemuligheder op for at sikre en målrette indsats i
det pædagogiske arbejde:
Tæt kontakt og tryghed
Det er afgørende, at der i og på institutionerne bliver skabt en tæt kontakt mellem barnet,
forældrene og personalet for at den pædagogiske indsats kan lykkes. Institutionen skal være et
sted som det socialt udsatte barn føler sig tryg i. Den tætte kontakt giver barnet mulighed for
udvikling og støtte i egen selvopfattelse.
Inddragelse
Rapporten fremhæver at socialt udsatte børn skal inddrages i det, der foregår i institutionen. Det
er den ansattes opgave at inddrage barnet både i den voksnes- og i børnenes aktiviteter. Børn med
særlige behov skal tænkes ind i aktiviteter, der skal foregå, således at der tages særlige hensyn til
deres behov for støtte.
Forudsigelighed og struktur
Det udsatte barn kan have brug for faste rammer og en klar forventning og det der skal ske. Der
skal på institutionerne arbejdes med helt klare rammer, som fremmer forudsigeligheden for dagen
og børnenes gøremål. Det fastholder barnet i de krav der stilles og sikrer at barnet ikke ”flagrer”
14
fra det ene til det andet, ligesom pædagogerne hjælper barnet ved, at der hele tiden er en voksen
i nærheden, som kan gribe ind og/eller støtte barnet. (Rapport, 2009, side 73)
Guidning
Guidning skal forstås som, at pædagogen viser og fremstår som eksempel på, hvordan man agerer
i f.eks. sociale sammenhænge. Det socialt udsatte barn skal gennem dagen støttes og vejledes i
sociale færdigheder, så de kan begå sig i mødet og legen med andre børn. (Rapport, 2009, side 73)
Formidling og viden
Et udsat barn kan mangle viden om helt basale hverdagsting. Det er derfor vigtigt at der også i det
pædagogiske arbejde med barnet, målrettes aktiviteter til det enkelte barn for at kompensere
herfor så det får den viden og de erfaringer, det ikke får hjemmefra. (Rapport, 2009, side 73)
Støttepædagoger
Enkelte børn kan have gavn af en støttepædagog, som på tomandshånd kan guide og vejlede
barnet i dets sociale færdigheder og sprogstimulering. Støttepædagogen skal træne og indlære
barnets sociale forståelse. (Rapport, 2009, side 74)
Ovenstående handlemuligheder er pædagogiske redskaber til at støtte og vejlede de udsatte børn
i deres sociale doxaer, hvor de færdes. Vi skal som pædagoger altid vurdere, hvornår den
pædagogiske indsats er tilstrækkelig og hvornår der skal ydes en ekstra indsats f.eks. i form af en
underretning.
Pædagogisk praksis i forhold til lovgivning
Hvor det i vores tidlige moderne samfund var klart, at det var hjemmet (moderen), der var barnets
primære socialisering, og institutioner og skoler der var den sekundære socialisering, er det i vores
postmoderne samfund ændret radikalt. I serviceloven der trådte i kraft i 1998, ændredes teksten
således, at hvor institutionen før skulle supplere hjemmet omkring barnets opdragelse, nu skal
samarbejde med hjemmet omkring opgaven. (Serviselovens §8)
15
Vi har som pædagoger derfor nogle retningslinjer, som ligger helt fast i form af dagtilbuds- og
serviceloven. Ud fra disse retningslinjer skal vi som pædagoger bruge vores faglige viden for at
tilgodese barnets behov og dets potentiale for videre udvikling. Pædagogens arbejde vil være at
varetage barnets tarv og interesser i et tæt samarbejde med familien. Som fagfolk er det derfor
vores pligt at underrette de sociale myndigheder, hvis vi oplever eller får en fornemmelse af
mistrivsel i hjemmet.
”Den, der får kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år fra forældres eller opdrageres side
udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold, der bringer det
sundhed eller udvikling i fare, har pligt til at underrette kommunen”. (Servicelovens §154)
I ovenstående paragraf gælder der for enhver borger en ubetinget underretningspligt, når børn
eller unge under 18 år lever i en alvorligt truet situation. Dog gælder en udvidet underretningspligt
for personer der udøver offentlig tjeneste eller hverv, det vil bl.a. sige ansatte i dagtilbud.
(Servicelovens §153)
”Personer, der udfører offentlig tjeneste eller offentligt hverv, skal underrette kommunen, hvis de
under udførelsen af tjenesten eller hvervet får kendskab til eller grund til at antage,
1. at et barn eller en ung under 18 år kan have behov for særlig støtte efter kapitel 11,
2. at et barn umiddelbart efter fødslen, kan få behov for særlig støtte efter kapitel 11 på
grund af de vordende forældres forhold, eller
3. at et barn eller en ung under 18 år har været udsat for vold eller andre overgreb.”
(Servicelovens §153)
I det tværprofessionelle samarbejde er vi som fagpersonale ligeledes er underlagt både
underretnings- og tavshedspligt. Dette betyder, at vi som professionelle i praksisarbejdet må
udveksle oplysninger i det tværfaglige SSD-samarbejde, som er et samarbejde mellem
socialforvaltningen, skole, sundhedspleje og dagtilbud. Servicelovens §49 A giver adgang til ”at
medarbejdere ved en kommunes skole, skolefritidsordning, sundhedsvæsen, dagtilbud, fritidshjem
mv. kan udveksle også oplysninger om rent private forhold vedrørende et barns eller en unges
16
problemer. Det kan ske, når det er nødvendigt i det tidlige eller forebyggende samarbejde om
udsatte børn og unge. Det betyder, at en ansat inden for disse områder kan tage kontakt til en
anden inden for området, eller der kan arrangeres et møde for de relevante personer omkring
barnet og barnets familie.” (Servicelovens §49). Ifølge lovgivningen er dette for fagpersonalet en
ret – men ikke en pligt. Ansatte på selvejende-, private institutioner og friskoler er underlagt
samme lovgivninger som kommunalt ansatte. (Servicelovens §49).
Det tværprofessionelle samarbejde
Ifølge Andy Højholdt er et tværprofessionelt samarbejde en ny måde at tænke sin professionelle
praksis på. Det tværprofessionelle samarbejde er et af grundelementerne i forhold til arbejdet
med udsatte børn, unge og familier.
Andy Højholdt mener, at man som pædagogisk praktikker må acceptere og handle ud fra det
forhold, at den pædagogiske praksis er tværprofessionel, i forbindelse med varetagelse af en social
forebyggende. (Højholdt, 2010)
Det er meget vigtigt, at de forskellige professioner – deriblandt lærere, pædagoger og
socialrådgiver ikke overtager hinandens arbejde, men derimod samarbejder for at skabe bedst
mulige vilkår for børnenes udvikling.
Ved at prioritere uddannelsen i det tværprofessionelle arbejde kan man sandsynligvis opnå ekstra
gevinster, man ikke ville kunne have opnået alene. Målet med det tværprofessionelle samarbejde
er at skabe rum for samspil mellem den viden og metoder de forskellige professioner benytter.
Det tværprofessionelle samarbejde kan i visse tilfælde forbygge sociale problemer, hvis der gribes
ind i tide og der bliver handlet kvalificeret ud fra vores viden om Servicelovens §153 samt at være
bevidst om sine pædagogiske handlemuligheder. Det vil med andre ord sige, at der skal gribes ind
så snart der viser sig tegn på problemer blandt børn, unge og udsatte familier.
Samarbejde mellem professioner kan foregå således, at de hver især udvikler dialog omkring
samarbejdsfeltet i relation mellem de professionelle og ”hvor den professionelle gennem dialog
17
med og i relation til andre professionelle udvikler sig og sit fag, samtidig med at han eller hun
bidrager til udviklingen af andres fag” (Højholdt, 2010)
Det er et par forudsætninger for, at samarbejdet skal give et positivt afkast og det er: ”God
kommunikation, tydelig ansvarsfordeling, og at hver professionel fastholder sit individuelle ansvar
for målgruppe.” (Højholdt ,2010), samt at de professionelle ”lærer at samarbejde og at
kommunikere deres respektive ekspertviden.” (Højholdt, 2010)
Andy Højholdt henviser også til, at det er vigtigt, at man som professionel er bevidst om, hvad ens
profession er i forhold til professionen, man nu samarbejder med, og at man respekterer, at andre
professioner har andre måder at virke og at udføre deres arbejde på end ens egen, fordi at man til
enhver tid handler ud fra den teori og faglig viden, der ligger bag en profession.
Målet med dette tværprofessionelle samarbejde er, at skabe et spillerum for samspil mellem de
forskellige professioners viden og metoder. Værdien i tværprofessionelt samarbejde, er udveksling
af erfaring og viden gennem dialog og relation til andre professionelle. Herved udvikles der et
professionelt samarbejde i den enkeltes fag, men også i de andres fag. Dette stemmer overens
med antagelser om, at de professionelles indbyrdes relationer er afgørende for det. (Højholdt,
2010, s. 30)
Med hensyn til det faglige udbytte af arbejdet pointerer Højholdt vigtigheden i god
kommunikation, tydelig ansvarsfordeling samt at hver professionel fastholder sit individuelle
ansvar for målgruppen i samarbejdet. Herved antager at samarbejdet vil give et positivt afkast for
målgruppen. Det vigtige element i det tværprofessionelle samarbejde er, at de professionelle
lærer at samarbejde og kommunikere hver deres respektive ekspert viden til samarbejdsparterne.
(Højholdt, 2010)
Dog kan man risikere, at samarbejdet kan møde udfordringer i hver vores professionsområde:
”Man kan-bør-diskutere, om ens profession og andre professioner har kompetencer og fagligheder,
der overlapper hinanden. Det kan berige samarbejdet, man kan også gøre det vanskeligt ”
(Højholdt, 2010). Med dette i baghovedet bør man selvfølgelig prøve at mødes med dialog og god
18
begrundelse for ens handlinger. Men for at samarbejdet - og ikke mindst fokusgruppen, man
samarbejder om, skal få det meste ud af begge professioner, er redskaber, der kan bidrage og
rykke samarbejdet i den positive retning, meget gode at have. I et samarbejde mellem to
professioner om en fokusgruppe, kan man støtte op omkring samarbejdet, således at begge
professioner har mulighed for at rykke sig at komme med fælles udviklinger i en sag. (Højholdt,
2010)
I et samarbejde mellem to professioner om en fokusgruppe, er det vigtigt at støtte omkring
samarbejdet, således at begge professioner har mulighed for at rykke sig at komme med fælles
udviklinger i en sag. Et tværprofessionelt samarbejde kan give mulighed for at arbejde med
relationer på et reflekteret grundlag. Tværprofessionelt arbejde skal arbejde hen imod en
helhedsorienteret indsats, hvilket har været praktiseret på institutionen.
Vi ser en meget stor lighed mellem forældresamarbejde, og den måde Højholdt ser det
professionelle samarbejde på. Han ser tingene på den måde, som vi mener, at forældre skulle
inviteres til at arbejde sammen med ”de professionelle” på. Forældre skal være en brik i barnets
udvikling og trivsel og man må gå ud fra, at de har en form for ekspertviden om deres barn på den
ene eller den anden måde.
19
Breddeperspektiv handler om børn og unge med udsathed, der i løbet af en dag deltager i mange
forskellige sociale sammenhænge, der bl.a. kan være tilrettelagt af det pædagogiske personale
eller møder med en psykolog. Målet er at sikre, at barnet gennem dagen møder flere forskellige
faggrupper, der anskuer barnets udsathed fra forskellige faglige vinkler. Der er med andre ord tale
om et helhedsorienteret perspektiv på barnets liv. Målet går på, at barnet deltager i forskellige
sociale sammenhænge på forskellige steder og på forskellige måder. F.eks. kan SFO- pædagogerne
i indskolingen have forberedt en aktivitet med barnet i tidsrummet mellem kl. 14 og kl.15. I løbet
af skoledagen har barnet mødt mindst én anden professionel faggruppe, der har varetaget barnets
perspektiv fra en anden vinkel.
Andy Højholdt beskriver breddeperspektiv, som handler om, at være bevidst om hvilke andre
professionelle barnet møder i løbet af sin dag og hvilke krav disse har stillet til målgruppen. Nogle
børn får hjælp fra forskellige faggrupper som skolepsykologer, støttepædagoger, talepædagoger,
m.fl., hvis de har særlig behov for støtte i en periode. Herefter planlægger man et møde med
lærerne, som har ansvaret for undervisning i skolen, pædagoger og pædagogmedhjælperne i SFO/
fritidshjemmet/ungdomsklubben, lærerne i ungdomsskolen osv. (Højholdt, 2010, side.26)
Delanalyse
Hvorfor er en tidlig indsats så vigtig og hvad kan den betyde det for de udsatte børn s
fremtid?
Som en del af vores problemformulering ønsker vi, at belyse hvorfor en tidlig indsats er vigtig,
samt hvilken betydning, den kan have for de udsatte børn.
Vi mener, at en tidlig indsats er vigtig i forhold til at eliminere den sociale arv blandt udsatte børn
og unge. Derfor har vi i ovenstående afsnit belyst begreber af Morten Ejrnæs samt inddraget
Bourdieus teorier omkring habitus, felt og kapital for bedre at kunne forstå Ejrnæs begreber. For
at tydeliggøre de pædagogiske handlemuligheder i arbejdet med de udsatte børn har vi undersøgt
lovgivningen på området i form af underretnings- og tavshedspligt og
Morten Ejrnæs måde at anskue begreberne, giver for os mening i forhold til det samfund vi lever i
idag. Ved hjælp af Morten Ejræs begreber chanceulighed og risikofaktorer, giver det pædagogerne
20
bedre handlemuligheder til at forebygge den negative sociale arv bland de udsatte børn i
daginstitutionerne. Hvis vi som pædagoger ser på disse begreber og udfører dem i praksis, kan vi
bedre undgå at pålægge barnet omgivelsernes problematikker. I arbejdet med det udsatte barn er
det essentielt for samarbejdet at gøre det uden at stigmatisere i processen, da den gode kontakt
og det gode samarbejde med familien, er essentielt for at skabe en positiv udvikling hos barnet.
Det er vigtigt ikke at overføre familiens problematikker direkte på barnet, men anskue dem som
faktorer, der kan have indvirkning på barnets situation. Ved, på den måde at holde barnet og
familiens situationer adskilte, men stadig se det som områder der kan påvirke hinanden, kan vi
som professionelle derved være med til at påvirke barnets sociale udvikling i en positiv retning.
Den sociale arv, i form af risikofaktorer og chanceulighed, er et område som ikke kan udelades i
arbejdet med et barn. Det har betydning hvem, hvor og hvad barnet kommer fra og har med sig, i
form af felt, kapital og habitus. Det er alt sammen faktorer som former individet og er derfor et
nødvendigt felt, at have indblik i som professionel.
Den danske lovgivning har fokus på netop problematikken om social arv og den enkeltes ret til at
være en del af samfundet, på lige fod med andre. Ved at have problematikkerne medtænkt i de
danske retningslinjer på det pædagogiske område, er det med til at afhjælpe stigmatisering og
social udstødelse. Lovgivningerne er derfor grundlæggende i den pædagogiske praksis og det
tværprofessionelle samarbejde.
Som tidligere nævnt, blev ansvaret for barnets udvikling delt mellem institutionen og hjemmet.
Det betyder et større pædagogisk ansvar som gør os forpligtet til at agere overfor risikofaktorer i
barnets felt. Bl.a. står det beskrevet i Dagtilbudsloven at; ”formål (…) forebygge negativ social arv
og eksklusion”. (Dagtilbudsloven, § 1, stk. 3) Ifølge Morten Ejrnæs kan man ikke bruge begrebet
social arv, men i stedet se på den chanceulighed og de risikofaktorer som kan have betydning for
barnets udvikling og fremtid. Det betyder, at vi som pædagoger skal se på den enkelte familie og
det miljø barnets hverdag udfoldes i for at sikre en udvikling i positiv retning. Ifølge Andy Højholdt
er det tværprofessionelle samarbejde, ligeledes et forsøg på at tage den udfordring op, der ligger i
at sikre alle en chance for social mobilitet. Derfor skal tværprofessionelt samarbejde kvalificere det
pædagogiske arbejde, som en del af en social forbyggende indsats til gavn for udsatte. Dette
kræver at vi som fagpersoner, har kompetencer i at samarbejde på tværs af professionerne. Noget
21
tyder på, grundet Højholdts teorier, at man med fordel kan have fokus på det tværprofessionelle
samarbejde og dets betydning i pædagogisk praksis, for at skabe bedst mulig vilkår for den
enkelte, og dette ser vi som en oplagt mulighed i det pædagogiske arbejde med anbragte børn og
unge. Lægges der samtidig vægt på et godt samarbejde mellem barnets forældre og
daginstitutionen, kan det ligeledes bidrage positivt til barnets udvikling på kortere og længere sigt,
og her er det vigtigt at støtte især de udsatte forældre, da vanskeligheder som sprog, uddannelse,
social baggrund samt forskellige kulturelle forventninger kan skabe barrierer, der er svære at
bryde.
Hvis vi som pædagoger vha. pædagogiske handlemuligheder og tilgange kan mindske den sociale
arv i form af en tidlig pædagogisk indsats, kan vi forbedre individets udgangspunkt for positiv
udvikling og selvstændighedsgørelse , hvilket vil være en investering for velfærdsstaten på den
lange bane.
Omsorgsbegreber
Pär Nygren mener, at følgende er det overordnede mål for omsorgen: ”At bidrage til at barnet
fysisk, socialt og psykosocialt bliver kvalificeret til at leve et meningsfuldt liv som en selvstændig og
aktiv person inden for den kultur, som barnet ønsker at tilhøre i det pågældende samfund.”
(Nygren, 1999).
Professionelle omsorgsgivere har pligt til at drage omsorg for brugerne af sociale foranstaltninger,
så de får mulighed for at udvikle sig i en positiv retning. ”Lov om social service, § 46, kapitel 11”
siger blandt andet, at de professionelle skal:
1. Sikre et trygt omsorgsmiljø, der tilbyder nære stabile relationer.
2. Sikre barnets eller den unges muligheder for personlig udvikling og opbygning af kompetencer
for at kunne indgå i sociale relationer og netværk.
Pär Nygren inddeler omsorgen i tre hovedformer: Opdragelsesomsorg, behovsomsorg og
udviklingsomsorg. De tre omsorgsbehov er tæt forbundne, og kan i virkeligheden ikke adskilles.
Men i forbindelse med analyse og refleksioner over egen praksis, kan man fokusere på dem hver
22
for sig. På den måde kan man sikre at komme rundt om barnets behov, og man får et helhedssyn
på barnets omsorgssituation. (Nygren, 1999, side.60)
Behovsomsorg er at bidrage til, at barnets væsentlige behov bliver tilfredsstillet på tidspunkter,
der er hensigtsmæssigt for barnet. Barnets væsentlige behov er grundlæggende behov som
ernæring, søvn, påklædning, hygiejne, følelsesmæssig kontakt. m.m. Hertil kommer også andre
former for behov, som fx behov for socialt tilhørsforhold, sammenhæng og behov for
tilfredsstillelse. Og den voksne skal kunne identificere barnets behov på forskellige udviklingstrin.
(Nygren, 1999 side.60)
.
Udviklingsomsorg retter sig imod, at det har til hensigt at bidrage til at barnet udvikler sig socialt,
psykosocialt, kognitivt, sundhedsmæssigt/fysisk og motorisk på en hensigtsmæssig måde.
Omsorgspersonen tager initiativ til at vejlede og motivere barnet til de relevante forhold til
udvikling på de 5 punkter. Målet med at yde udviklingsomsorg er at støtte barnet i at udvikle
forudsætninger for at kunne realisere et for barnet meningsfyldt liv.(Nygren, 1999)
Ved opdragelsesomsorg bidrager omsorgspersonen til, at barnet bliver i stand til at tilfredsstille
egne væsentlige og socialt acceptable behov på en social acceptabel måde, så barnet kan realisere
et meningsfuldt liv på et bestemt niveau i en bestem kultur. Disse behov skal opfyldes, så de
passer til barnets alder. Opdragelsesomsorgen er den voksnes bidrag til barnets sociale integration
i samfundet. (Nygren, 1999)
Omsorg er et vidt begreb, det er meget mere end knus og kram. For de professionelle indebærer
det, at de skal have opmærksomhed overfor de udsatte børn/unge, samt empati og forståelse for,
hvad borgeren har brug for. Det handler også om, at pædagogen skal have viden om barnets/unge
baggrund, for at vide hvor der er brug for ekstra støtte. Det afgørende i omsorgen er også
overvejelser om, hvad barnet har brug for.
De tre omsorgsbegreber er hinandens forudsætninger.
23
Ifølge arbejdsgrundlaget på døgninstitutionen, skal de professionelle arbejde imod, en
hensigtsmæssig omsorg som muligt som dækker de tre ovenstående former af omsorg. For at de
anbragte kan opnå de bedste muligheder for en god udvikling, for at støtte de anbragt et
”normalt” voksenliv i samfundet.
Ved anbringelsen på døgninstitutionen er tryghed og forudsigelighed vigtig, og en struktureret
hverdag, med forudsigelige rammer. Det definerer opdragelsesomsorg, behovsomsorg og
udviklingsomsorg. Som de fleste af de anbragte har manglet i deres opvækst. Det er igennem det
praktiske i hverdagen(måltid, hygiejne, skole osv), at de professionelle giver omsorg til de
anbragte. Ifølge Nygren er det vigtigt at bruge de 3 omsorgsbegreber til de anbragte børn, da de
tit ikke har modtaget det fra forældrene. På døgninstitutionen prøver man så vidt muligt at
imødekomme det enkeltes barns behov (Nygren, 1999, s. 60).
Tilknytning
Da vi som professionelle arbejder med anbragte børn/unge, er tilknytning vigtig. Det er en stor del
af børnene der har svært ved at danne relationer og indgå i socialt samspil. Børnene har også
svært at vise tillid til de voksne. Tilknytning handler også om, hvordan deres udvikling af samspil
påvirker deres tidligere oplevelser i livet, og hvordan deres tilgang til nye mennesker er.
(Lindsgaard, 2012, s. 12)
24
Bowlbys tilknytningsteori beskriver, sammenhæng mellem barnets tilknytning til deres
omsorgspersoner og dets senere udvikling i voksenlivet og deltagelse i samfundet. Børn vil
automatisk søge tilknytning til deres primære omsorgsgivere, uanset om deres behov bliver
tilfredsstillet eller de voksne er til at stole på. Alle børn knytter sig til deres omsorgspersoner. Det
er de nødt til for at overleve. (Killen, 2010, s. 42) Nogle børn udvikler tryg tilknytning og andre børn
udvikler utryg tilknytning. (Killen, 2010, s. 43)
Omsorgspersonens opgave er at skabe en tryg base for barnet. (Guldager & Zeeberg, 2013) . Det
betyder at omsorgen skal være tilgængelig da barnet har behov for den, og at omsorgspersonen
kan tolke barnets signaler, således at det, der har aktiveret barnets tilknytningsadfærd, kan
rummes og bearbejdes sammen med barnet. Det kan være sult og angst for ukendte personer.
Barnets/unge trygge base kan beskrives som det punkt ”Hvorfra barnet sejler ud i verden, og som
den havn, det vender tilbage til, når det oplever trusler eller fare”. (Guldager & Zeeberg, 2013, s.
71).
Barnet udvikles på baggrund af samspillet med andre, især forældre, forestilling om sig selv, om
den anden og relationen til den anden. For børn/unge, der er utrygge med tilknytning, er det ofte
at de kommer til at indgå negativ samspil med børn og voksne. (Guldager & Zeeberg, 2013, s. 71).
Børn der har erfaring med, at de voksne bliver vrede og nedgørende, hvis de ikke magter at få
sociale relationer. Det kan bl.a. komme til udtryk ved, at barnet trækker sig fra fællesskabet eller
kan bliver aggressive.
Bowlby og Udviklingspsykologen Mary Ainsworth har i samarbejde undersøgt sammenhæng
mellem tilknytningsteori og udforskningsadfærd hos børn i konkrete situationer. De fandt ud af at
det var to forskellige mønstre der skaber tilknytning mellem børn og forældre. ( Guldager &
Zeeberg, 2013, s. 72).
En tryg tilknytning
Barnet er knyttet til, vil sige at barnet søger nærhed og tæt kontakt med en bestemt person under
25
bestemte betingelser. Barnet har erfaret at det kan føle sig trygt og at det bliver beskyttet.
Da barnet udforsker verden og det ikke føler sig trygt, så lader barnet sig berolige af forældrene,
for derefter at genoptage sin udforskningsadfærd.( Guldager & Zeeberg, 2013, s. 72).
Barnet viser, at det savner deres omsorgspersoner, når de er væk, og viser glæde, når de kommer
tilbage. (Killen, 2010, s. 45)
Utryg tilknytning
Barnet har større risiko for at få sociale vanskeligheder. De har svært ved at indgå i nære
relationer. Disse børn er tit impulsive og bliver hurtigt frustrerede. De kan også være meget
anspændt. Kontakten til omsorgspersonen bliver uforudsigeligt og kontakten mellem
omsorgspersonen og barn kan blive ustabil. (Killen, 2010, s. 72)
En utryg undgående tilknytning
Her opsøger barnet ikke forældrene ved adskillelsen. Barnet kan ikke rumme angsten, må derfor
bruge energien på at holde sammen på sig selv. Det skaber en negativ forventning hos barnet.
En ængstelig ambivalent tilknytning
Det er svært at trøste barnet, og de er stærkt kontaktsøgende, men samtidige aggressive. De har
vanskeligt ved at koncentrere sig, og er tit passive i situationer hvor andre børn ville lave
aktiviteter.
Desorganiseret tilknytning
Denne form for tilknytning ses ofte hos børn der har oplevet omsorgssvigt. Barnet har svært ved at
klare stressende situationer. Det er primært hos udsatte børn, der har været udsat for traumer og
omsorgssvigt.
Et barn kan have forskelligt tilknytningsmønstre over for forskellige omsorgspersoner. Børn der er
socialt tilbagetrukket, skal støttes til at tage initiativ til socialt samvær. Børn/unge der har svært
ved at fordybe sig, kan have bruge for støtte til at indgå i en relation. (Killen, 2010, s. 73)
26
Ifølge Bowlbys danner barnet indre arbejdsmodeller ud fra sin erfaring med tilknytningen. Disse
indre arbejdsmodeller er ifølge Bowlby, grundlaget for barnets videre personlighedsdannelse og til
at indgå i et samspil med omverdenen. Ifølge Bowlby er en sikker base, barnets udgangspunkt for
en sund udvikling. (Hart & Schwartz, 2008).
Relationer
De fleste anbragte børn har svært ved at danne relationer og indgå i socialt samspil med andre.
Anbragte børn har tit også svært at vise tillid til omsorgspersoner.
Personlig og professionel kontakt, er kontakten mellem barnet og pædagogen. I den kontakt er det
pædagogen, der skal være til rådighed for barnet.
Relationen har betydning for at skabe tillid under anbringelsen, for at støtte barnet under deres
videre udvikling. (Schwart, 2003)
Den følelsesmæssige kontakt opstår spontant. Relationen har en stor betydning i det pædagogiske
arbejde med anbragte børn. ( Schwartz, 2003) De professionelle skal støtte forældrene og skabe
tætte og stabile relationer til de anbragte børn mens de er anbragte. (Schwartz, 2003)
Dilemmaet kan være, at selvom de anbragte får deres behov dækket, så vil relationen sjælden
fortsætte. Relationen vil altid være periodisk og fordelt på de forskellige anbragte børn, hvilket gør
at den betydningsfulde relation kan være vanskelig at udvikle. De professionelle gør sig umage for
at skabe relationer, så langt rammerne tillader det. (Egelund, Jakobsen, 2009) Tidligere anbragte
unge har konkluderet, at relationen er vigtig i forhold til at være anbragt. Det gælder relationer til
de andre anbragte, som spiller en afgørende rolle i hverdagen på døgninstitutionen for anbragtes
udviklingsmuligheder.
Relationen er betydningsfuld for at barnet kan udvikles. ”Den voksne indgår i relation med egne
personlige følelser og bidrager på fri fod med barnet til opbygningen af følelsesmæssig
gensidighed.” (Schwartz, 2003).
Den professionelles opgave er at skabe tillidsfulde relationer til børn, ved at have samtale med
dem. For den professionelle handler det om, at lære det udsatte barn, at udvikle selvværd i
kontakt med en bestemt omsorgsperson, for at barnet skal lære at udvikle og handle i fremtidig
samfundsmæssig deltagelse. Betydning af at børn lærer deltagelse i samfundets forskellige sociale
27
omgivelser, er at det knyttes læring og udvikling til den følelsesmæssige relation mellem en voksen
og et barn. (Schwartz, 2003, s. 90).
Det er ikke alle børn der, kan skabe en relation til en professionel. Det kan opstå afmagt og
usikkerhed hos den professionelle, hvis barnet ikke magter at indgå i samspil med forventningerne
til dem. (Schwartz, 2003, s. 90)
Relationen til forældre, venner og familie fylder meget i de anbragtes bevidsthed, både på godt og
ondt. Denne relation er afgørende for det vellykkede anbringelse. De skal støttes i at fastholde
relationen mellem den anbragte og familien, og udvikle nye netværk for den anbragte i forhold til
venner, skole, arbejde og fritid, så det kan opnås en følelse af sammenhæng og stabilitet i den
anbragtes videre liv. Dette kan vi ved at sikre samværs aftaler mellem de anbragte og
familie/venner.
Delanalyse
Hvordan kan vi som pædagoger arbejde med omsorg og relationer?
Her vil vi analysere vores teori, som vi har brugt i vores opgave, i forhold til vores fokuspunkter om
omsorg og relationer med anbragte børn og unge.
Omsorgssvigtede unge har brug for, at vide hvordan man skal begå sig i samfundet. For at blive
accepteret af andre unge, har de brug for støtte fra de professionelle.
Ifølge Pär Nygrens behovsomsorg skal vi som pædagoger vejlede og støtte det udsatte barn i dets
basale behov og sikre at disse bliver opfyldt. Pædagogen skal være tydelige overfor de unge, i
forhold til hvad der skal ske i løbet af dagen og hvem der skal være sammen med dem, således at
der skabes forudsigelighed. Pædagogen understøtter deres behov for sociale samhørighed med de
andre udsatte. Her er det at deres basale behov bliver opfyldt (søvn, mad, nærhed/social kontakt).
Pædagogen prøver at understøtter de udsattes behov for sociale samhørighed med de andre
unge.
Ifølge Nygrens udviklingsomsorg, er det pædagogen der vurderer, hvad udsatte børn særlig har
brug for at udvikle, og hvis de mangler motivation, er det pædagogens opgave at sørge for dette.
Det er igennem Nygrens opdragelse omsorg, at Pædagogerne tilrettelægger en proces med
udgangspunkt de udsatte nærmeste udviklingszone, hvor omsorgspersonen støtter dem. De
28
professionelle skaber rammerne for de unge, hvor det er muligt at vise, vejlede og korriger til
socialt acceptabel adfærd. Pædagogerne sikrer, at de udsatte er tilknyttet skole og
institutionssystemet, således at deres kognitive udvikling sikres på lige vilkår med jævnaldrende.
Det bliver holdt samtaler og de udsatte inddrages i forbindelse med beslutninger om deres
udvikling, behov og opdragelse(psykosocialt/socialt). Derudover forsøger pædagogerne at
motivere de udsatte til fysiske aktiviteter(F.eks. fodbold, svømning). Ud fra de unges livssituation
er det pædagogerne forsøger at fungere som rollemodeller i forhold til hvordan de anbragte skal
fungere i sociale sammenhæng med andre unge, ved at italesætte/vise god omsorgstone gennem
positiv tilgang.
Ved opdragelsesomsorg Skaber de professionelle rammerne for de udsatte, hvor det bliver muligt
at vise, vejlede og korrigere til socialt acceptabel adfærd. På institutionen er pædagogerne
bevidste om de forhold kommer fra og de forskellige normer og opdragelse mønstrer de har. Det
bliver taget højde for alder, udviklingstrin og social baggrund, når et barn bliver opdraget på
institutionen. Omsorgspersonen støtter de udsatte, i at fungere i sociale sammenhænge (f.eks. i
spisesituationer), ved at italesætte/ vise god omsorgstone gennem positiv tilgang. Pædagogen
styrker de udsatte i de sociale spilleregler ud fra samfundets normers dagligdag. (f.eks. i
spisesituationer, hvordan man taler til hinanden og hvordan man er sammen med andre). Vi tager
højde for social baggrund, og er bevidste omkring barnets kultur, normer og opdragelse mønstre.
Den Personlig og professionelle relation, er kontakt mellem barn og pædagog. I den kontakt er det
pædagogen, der skal være til rådighed for barnet. Det er pædagogen som tager initiativ til at få
kontakten til barnet. Ifølge Ida Schwartz, opstår det følelsesmæssigt kontakt spontant.
Ifølge Schwartz har relationer en stor betydning i pædagogens arbejde i forhold til anbragte børn
udvikling. Pædagogen skal erstatte forældrene og skabe tætte og stabile relationer til børnene og
de unge mens de er anbragte.
Ifølge Ida Schwartz opstår relation ikke af sig selv i det pædagogiske arbejde. Relationer mellem
omsorgsperson og det udsatte barn har en stor betydning i det pædagogiske arbejde. Pædagogen
støtter børnene i deres sociale behov til de andre børn, det er igennem relationen at børnene
udvikler sig. De udsattes omgås mange forskellige arenaer(institution, skole og hjem), hvilke vil
sige at de har mange relationer at foreholde sig til. Det er også i disse situationer at de udsatte
29
børn har svært at skabe relationer til de andre børn.
Ifølge Ida Schwartz er relationen mellem pædagog og den udsatte, afhængig af at fastholde
relationen. Det udsatte barn har brug for relation til pædagogen, fordi de tit har oplevet svigt og et
ustabilt liv.
I praksis er det begge parter der tager initiativ og er interesseret i at udvikle relationen. Det er
derfor vigtigt at pædagogen kan involvere sig i de unge.
Dilemmaet kan være, at selvom de anbragte imødekommes mht. behov og ønsker, så vil
relationen sjældent være kontinuerlig. Pædagogen gør sig umage for at skabe relationer til de
anbragte, så langt deres organisatoriske, professionelle, økonomiske og andre rammer tillader det
sig.
Ifølge Bowlby teori er det vigtig at pædagogen udvikler en tryg tilknytning til det udsatte barn. Og
den sociale kompetence er nødvendig, for at det udsatte barn kan udvikler sig og trives. For
pædagogen er det vigtigt at de støtter de børn med en utryg tilknytning, da de kan have svært ved
at danne relationer, det kan pædagogen gøre ved at aflæse barnets signaler, være tilgængelig og
få en tryg tilknytning til det anbragte barn. Hvis pædagogen skal skabe en tryg tilknytning til det
anbragte barn, skal pædagogen støtte barnet når det har brug for hjælp, samt give barnet en
oplevelse af at blive set, følt og værdsat. Pædagogens rolle er at skaber trygge relationer til barnet,
det kan gøre at pædagogen kan få en tryg tilknytning til barnet i forhold til barnets udvikling.
Pædagogen er sammen med barnet en stor del at døgnet, har derfor en stor indflydelse på barnets
udvikling og trivsel.
Det er vigtigt, at pædagogen kan skabe den gode tilknytning og relation, da det er i relationen at
barnet udvikles og trives.
Efterværn
Et efterværn arbejder med udsatte unge mellem 18- 23 år. Efterværnets målgruppe er unge
mennesker som har været anbragt institutioner, hvilket betyder, at der allerede er oprettet en
behandlingsplan som der kan arbejdes videre med i efterværnet. Målgruppen er unge som
udskrives fra institutioner og som ved udskrivning stadig mangler et socialt netværk. De har ofte
kun meget lidt eller slet ingen kontakt til deres familier, mangler selvtillid til at kunne
30
imødekomme en hverdag på almindelig vis. De ligger derfor i risikogruppen for at havne i et evt.
misbrug, herunder Hash og alkohol, tidligere har fået en diagnose, ”tidlig skadet”, ”skrøbelig” eller
”udadreagerende”, stadig har brug for behandling, herunder medicinering og mangler
forudsætninger for at danne sunde relationer til omverden. Arbejdet i efterværnet består af en
afinstitutionalisering i form af støtte og vejledning af tidligere anbragte unge mod et selvstændigt
voksenliv.
Eksempler på pædagogiske indsatser:
• Pasning af arbejde/uddannelse, herunder jobsøgning, morgenvækning, kontakt til
uddannelse/arbejdssted, lektielæsning m.m.
• Bo i egen bolig, boligsøgning, flytning, rengøring.
• Økonomi, herunder rådgivning, budgetlægning, betaling af regninger.
• Kostvejledning, herunder indkøb og madlavning i den unges hjem.
• Deltagelse i fritidsaktiviteter.
• Tid til at være sammen og snakke om det der rører sig i den unges liv.
• "Ud af huset" aktiviteter.
• Individuelle ture.
• Praktiske gøremål såsom kontakt til diverse offentlige instanser, tandlæge, læge mm.
• Personlig udvikling såsom støtte til identitetsdannelse, socialisering, netværksdannelse etc.
• Tilbud om terapi/psykolog/psykiater.
Ifølge SFI rapport, ”Efterværn - støtte til tidligere anbragte unge”, har tidligere anbragte unge og
deres forældre dårligere livsvilkår og levekår. Dette kan skyldes unge forældre, enlige forældre,
mange brud, skift i familiesammensætningen og dødsfald. Disse familier er marginaliserede i
forhold til uddannelse og arbejdsmarked, med en stor risiko til at forfalde til fattigdom. En stor
andel af anbragte børns forældre har psykiatriske diagnoser og/eller misbrug, herudover er der en
betydelig forekomst af forældre der har været eller er i fængsel. Disse vilkår gør det svært at
opretholde en tryg hverdag for deres børn. Derudover påpeges det, at disse udsatte familier har
svært ved at bryde den sociale arv. Børnene er opvokset hos allerede marginaliserede forældre,
som selv har været anbragt udenfor hjemmet som børn.
”De tidligere anbragte unge har ved anbringelsens ophør en række objektivt vanskelige forhold at
31
slås med, herunder gælder sygdom, ringe økonomi, kriminalitet, psykiatrisk lidelse, tidligt
forældreskab og endog have forhøjet dødsrisiko, f.eks. pga. misbrug. Herudover mangler flere af
dem almindelige hverdagsfærdigheder i forhold til indkøb, madlavning, budgetlægning osv.” (SFI)
Livet på en døgninstitution vil sjældent kunne sidestilles med livet som familie, da der på
institutioner ofte er ansat et personale til praktiske opgaver. Ligeledes skal de unge på
institutioner ofte afsætte deres fritid til at arbejde med sig selv. (Behandlingsplaner, mm.)
De unge der starter i efterværn, skal samtidig med de udfordringer, som alle unge har, i forhold til
at etablere sig som selvstændigt menneske i samfundet, også håndtere disse tidlige belastninger.
Delanalyse
Hvordan kan vi som pædagoger hjælpe det anbragte barn mod et selvstændigt
voksenliv uden for institutionen?
Ud fra ovenstående afsnit om vores målgruppe udsatte børn og efterværn, ønsker vi at besvare
vores første underspørgsmål.
Ifølge SFI rapporten ”Efterværn for tidligere anbragte unge, en videns og - erfaringsopsamling”, er
der i tiden efter anbringelse stor forskel på, hvordan de unge klarer sig. Forskningen viser en
positiv effekt hos de unge der har modtaget efterværn. I rapporten står der at det ofte er de unge,
der er mest ressource stærke der modtager efterværn. Dette benævner forskerne med begrebet
creaming. Det er et problem for de unge der ikke har ressourcer til at forhandle sig til efterværn,
når det nu er bevist at det har en gavnlig effekt på deres udvikling (Mølholt ,2012). Det er herfor
vigtigt at pædagoger som arbejder med anbragte børn og unge, har viden om efterværn, så de kan
få den hjælp som de har krav på, efter anbringelsen. Det er pædagogen som skal være den
ressourcestærke, da det ellers ikke er alle som får det tilbudt. Tidligere anbragte unges potentielle
forudsætning for, at deltage i en række af livets arenaer, skal altså udvikles til en konkret form,
hvor de er operative og realiserbare. Dette kan man med fordel have fokus på i den pædagogiske
praksis, ved at støtte de unge og inddrage et socialt netværk. Det kan være en sportsgren eller
andet som den unge har interesse for, pædagogen kan være den som skaber kontakten til
idrætsforeninger eller andet og stille og roligt selv lade den unge holde fast i aktiviteten. Det kan
således være en handlemulighed, for at sikre de får en god overgang til voksenlivet.
32
SFI rapporten viser at de to typer af efterværnsindsatser har stor effekt i forhold til arbejdet med
de unge:

Netværk med andre tidligere anbragte gennem gruppebaserede tilbud

Personlige relationer til en voksen.
Begge indsatstyper er forbundet med udfordringer. Den der giver, den unge mulighed for
at møde andre tidligere anbragte fremhæver nogle unge som gode forbilleder. For andre
unge opleves sådanne gruppebaserede indsatser ikke konstruktive. Den personlige relation
til en engageret voksen er værdifuld for de unge. Dette synes at bakke op om, at
kontaktpersonordningen kan være et gavnlig i efterværn for tidligere anbragte. En god
relation mellem en kontaktperson og en tidligere anbragt er dog yderst personafhængig.
Alle typer efterværn hører under § 76 i lov om Social Service.
I § 76 stk. 3 er det disse fire tiltag kommunerne vælger at benytte:
1. Opretholdelse af ophold på opholdsstedet.
2. Fast kontaktperson.
3. Udslusningsordning i det hidtidige anbringelsessted.
4. Andre former for støtte (Retsinformation.dk).
Kvalitativt interview
For at svare på projektets problemstilling, har vi valgt at lave et kvalitativt semistruktureret
interview. (Kvale, 1997) Denne interviewform har vi valgt, da det kvalitative interview giver en
dybere forståelse for den pædagogiske praksis, frem for kvantitative spørgeskemaer, der giver et
mere generelt billede. Spørgsmålet om hvad er normalt og hvad der er afvigende, sætter
henholdsvis det objektive og subjektive syn på individets problemer på spidsen. Derfor har vi valgt
at benytte os af den kvalitative metode, for at opnå en dybere og mere subjektiv forståelse af
vores fokuspunkter. Valget af den kvalitative forskning interview som metode er foretaget ud fra
den betragtning, som ses hos Steinar Kvale:”…at interview især egner sig til at undersøge
33
menneskers forståelse af betydning i deres livsverden, beskrive deres oplevelser og selvforståelse
og afklare og uddybe deres eget perspektiv på deres livsverden.” (Kvale, 1997) Gennem kvalitative
interview med den valgte informant, får man altså direkte adgang til hendes syn på og forståelse
af problemstillingen, ikke mindst adgang til det sprog og dermed de diskurser, de bruger til at
beskrive synspunkter og tanker med. På den måde sikrer man sig adgang til at kunne undersøge de
diskurser, der dominerer interviewets fokuspunkter.
Interviewene foregik således, at vi på forhånd havde aftalt hvem der stillede spørgsmålene i
interviewet med socialrådgiveren. Vi havde på forhånd aftalt med socialrådgiveren, at interviewet
blev optaget på telefon. Vi var meget bevidste om, at bede om eksempler fra praksis og stille
supplerende og uddybende spørgsmål, da vi havde en formodning om at det var i eksemplerne fra
praksis vi ville finde materiale til analysen. Idet vi hver især har en forforståelse, var vi meget
bevidste om ikke at stille ledende spørgsmål, men åbne spørgsmål. De data, vi har indsamlet vha.
interviews og i forvejen eksisterende empiri, fortolkes ved hjælp af teori for at forstå
sammenhængen. Vi har i interviewprocessen haft nogle etiske overvejelser i form af anonymitet af
den interviewede samt at sikre, at hendes udtalelser ikke vil kunne stilles til yderligere spørgsmål.
Interview
”Ulla” er socialrådgiver, ansat i en kommune. Her er hun sektionsleder i familieafdelingen, det vil
sige leder af familiepleje konsulenter, familie rådgivere og unge rådgivere, hvilket gør hende til
myndighedssagsbehandler i kommunen. I interviewet fortæller hun om sin rolle i sager hvor
børn/unge har brug for hjælp. Det følgende er et referat af interviewet, skrevet med vores egne
ord:
”Ulla” fortæller at underretninger omkring børn/unge i vanskeligheder er stigende. Dette skyldes
ifølge Ulla, at de professionelle omkring barnet er blevet mere opmærksomme i skoler,
børnehaver og andre arenaer, som børnene færdes i. Børn og unges trivsel, opvækst og udvikling
ligger under servicelovens, §50 og §51 og Barnets Reform - 2011. Undersøgelser og
foranstaltninger i serviceloven ligger under §52 samt en ny lov – Overgrebspakken - som trådte i
kraft den 01/10-13 og som bruges ved akutte tilfælde. Henvendelser omkring børn/unge der er i
34
vanskeligheder kommer ofte fra fagfolk, der laver en underretning. Det er fra skoler, lærere,
institutioner og sundhedsvæsnet. Det er ikke så hyppigt, at det er forældre der henvender sig
ifølge ”Ulla”. Det skyldes at nogle ikke er klar over eller vil indse, at deres børn har vanskeligheder.
Det kan ofte skyldes at forældrene selv har vanskeligheder. (Ulla) Det kan være at de er psykiske
sårbare, psykiske syge eller ligger i verbal, fysisk kamp med ægtefælden. Nogle kan ikke se,
hvordan sådanne situationer kan have indflydelse på deres børns opvækst. Fagfolk kan se på
forældrenes ressourcer, og lovgivningen siger, at der skal arbejdes ud fra hvad der er bedst for
barnet, det ideale ville være hvis der kunne samarbejdes med forældrene da det er dem der er de
primære i børnenes liv, men det er ikke altid, at foranstaltningerne kan være som forældrene
ønsker det. Udsatte børn har som regel udækkede behov og der skal sørges for, at de
dækkes.(”Ulla”) Man må se på hvad forældrene gør i forhold til dette, og om der er der behov for
yderlige indsats eller om det er forældrene der også har behov for hjælp. Fagfolk arbejder ud fra
ICS metoden, hvor der er fokus på at barnet er i centrum. Der bliver stillet spørgsmål til om barnet
er i centrum, hvilket så vil pege på barnets ressourcer og udækkede behov. Derefter ser man på
forældrene, og hvad de kan og hvorfor er de ikke kan sørge for barnets trivsel. I samarbejdet med
forældrene, ses der på familiens netværk og deres nærmeste, der eventuelt kan hjælpe til med at
understøtte barnet. På den måde er der mulighed for at barnet kan blive ved med at være
hjemme, eller i nærheden af familien.(”Ulla”) For at det kan bliver et vellykket samarbejde
forældre og myndighed imellem, skal der være ærlighed, tingene skal siges på en ordentlig og
respektfuld måde. Man skal imødekomme forældrene i deres egne vanskeligheder, samtidige med
at man skal kunne delagtiggøre dem i de beslutninger som der skal træffes omkring deres børn.
Processen i en underretning kan være lang, indenfor 24 timer skal underretningens risiko vurderes
og hvis den er meget alvorlig, skal der handles akut. Det kan være sager som et mindreårigt barn
der er blevet ladt alene, vold, seksuelt overgreb, sagerne skal dokumenteres og indberettes til
social styrelsen. I ikke akutte tilfælde, kan der henvises til §11.3 Konsulentbistand, som er
rådgivning vejledning, det kan være psykolog bistand eller familie samtaler. Her kan det så være at
der er tale om flere problematikker der skal undersøges, hvorefter man kan træffe en beslutning
om at lave en barnefaglig undersøgelse efter § 50 i serviceloven. Hele processen må som
35
maximum tage 4 måneder, men det er lang tid, og i nogle tilfælde for lang tid, selv i sager der ikke
er set som akutte. (”Ulla”)
I denne afdeling af kommunen arbejdes der meget tværfagligt, samarbejdsparterne er:
myndighedssocialrådgivere, sundhedsplejen, PPR psykologer, hørelæger, fysioterapeuter,
administrative medarbejdere og andre.
Da der tit er mange forskellige fagfolk engagerede i en sag, er det vigtigt at forældrene er taget i
betragtning, når de forskellige fagfolk taler sammen. De professionelle må ikke tale hen over
hoved på forældrene da det kan være meget grænseoverskridende.(”Ulla”) Her er etikken et
grundlag for at samarbejdet forbliver succesfuldt. Barnet har behov for at blive mødt i sin
personlighed og forstået i sine følelser, om det så er deprimeret, ked af det, vred, bange eller
lignende. Hvis barnet ikke bliver mødt på det der er helt særligt for det, kan det blive ødelagt, og
adfærdsvanskeligheder kan følge det gennem livet. (”Ulla”)
Konklusion
På baggrund af vores indsamlede viden, teori, forskning og analyse, kan vi konkludere, at der i
arbejdet med udsatte børn og unge ikke findes et entydigt svar på ovenstående problemstilling, og
de udfordringer der er i omsorgs- og relationsarbejdet med udsatte børn og unge. Tværtimod er
det forskellige faktorer det spiller ind, der alle medvirker til udslaget af indsatsen overfor udsatte
børn i et tværprofessionelt samarbejde mellem pædagoger, psykologer lærere m.fl. I et samfund
som er bygget op af strukturelle værdier i form af bl.a. lovgivninger og børne- og ungepolitikker er
pædagogers arbejde på forhånd fastlagt af systemet. Dette er med til at stille høje forventninger til
pædagogernes arbejde, hvor der forventes en målrettet og tidlig indsats i arbejdet med de udsatte
børn for at sikre børnene flere og bedre muligheder mod en bedre socialisering samt
selvstændighed. For at undgå at børnene udsættes yderligere, kan døgninstitutionerne have en
innovativ tilgang til praksissen, hvor barnets ressourcer og styrker opdages, og hvor der arbejdes
videre med disse i den pædagogiske praksis.
36
Med udgangspunkt i barnets perspektiv på deres anbringelse, har vi i praktikkerne oplevet at
børnenes tilgang til omsorg og relationsdannelse er mangelfuld. Hvilket typisk påvirker barnets liv.
Det kan resultere i at have negativ indflydelse på barnets trivsel. Anbragte børn har ofte oplevet
problematiske forhold i familien og til professionelle omsorgsgivere på døgninstitutioner med
skiftende personale. De giver udtryk for at savne mere omsorg, nærvær og kærlighed fra de
professionelle. Dette kommer til udtryk i form af udadreagerende adfærd og svært ved at danne
relationer og tilknytning til andre. Problematikken ligger i, hvorledes de professionelle kan være
den primære omsorgsgivers rolle troværdig, når deres rolle ikke kan være kontinuerligt tilstede i
den anbragtes hverdag. Hvis dette ikke kan lade sig gøre, kan det skabe en større distance i
relationen mellem den anbragte og den professionelle.
Det kan hermed konkluderes, at det har en stor effekt på de anbragte, hvilken omsorg de
professionelle og andre tætte relationer kan give barnet, og hvorvidt barnet oplever følelsen af
sammenhæng i sit liv og hvordan man selv og andre kategoriserer barnet. Alt dette kan påvirke
barnets sociale liv i samspil med andre. Det er vigtigt med en god relation mellem det
pædagogiske personale og de anbragte børn, da de har det psykisk svært, er det nødvendigt at se
barnet i forhold til fællesskabet f.eks. i form af aktiviteter i det fælles tredje.
Vi har igennem vores arbejde med vores opgave fundet ud af, hvor vigtigt det er for udsatte børn
og unge, at de oplever omsorg fra personalet for at de kan udvikle og begå sig i de sociale arenaer.
Vi har erfaret at omsorgssvigtede børn, har større vanskeligheder i deres udvikling. Vi kan også
konkludere, at det er vigtigt at barnet bliver stimuleret og har samspil med andre
omsorgspersoner. Bliver barnet ikke stimuleret, vil konsekvensen være, at barnet vil få svært ved
læring, manglende stimulering ender ofte med, at barnet får problemer med at danne tilknytning.
Har barnet fået omsorg, vil det udvikle en tryg tilknytning. For at et barn skal udvikle sig optimalt,
skal familiesituationerne være stabile, så barnet ikke går fra en tryg-til en utryg tilknytning. Ud fra
barnets tidligere samspil og tilknytning danner barnet en række indre arbejdsmodeller af, hvad det
kan forvente sig af den professionelle.
37
Det har en stor betydning for barnet, hvor mange ressourcer det har for dets udvikling og
overlevelsesstrategier i en omsorgsvigtet situation.
I det tværprofessionelle samarbejde er det det en forudsætning, at vi i hver profession holder fast
i egen faglighed og eget arbejdsfelt, således at samarbejdet ikke munder ud i et sammensurium af
professionelle tilgange, men derimod et helhedsorienteret samarbejde på tværs af
professionerne. Gennem samarbejde kan vi blive bevidst omkring egne faglige styrker og
svagheder. Herved kan vi benytte os af samarbejdsparternes styrker, til ikke kun at udarbejde en
løsning/indsats på en enkelt arena, men skabe en helhedsindsat i arbejdet omkring barnet.
Det er vigtigt at vi som professionelle, har et godt forældresamarbejde for at støtte både den gode
kontakt mellem institution, barn og forældre.
Henvendelser omkring børn/unge der er i vanskeligheder kommer ofte fra fagfolk der laver en
underretning. Det er fra skoler, lærere, institutioner og sundhedsvæsnet. Det er ikke så hyppigt at
det er forældrene selv der henvender sig, da de typisk selv har nogle udfordringer. Der bliver
arbejdet meget i hjemmet før at et barn bliver anbragt, da kommunen mener at det kan betale sig
at barnet bliver hos sine omsorgspersoner, som så kan få hjælp og vejleding til at kunne give den
rette omsorg og pleje til deres børn.
Forskning viser, at det der virker mest forebyggende på sociale problemer, er en pædagogisk
indsats, som er helhedsorienteret (Guldager & Zeeberg, 2011). Helhedsorienteret socialt arbejde
bygger ligeledes på at forstå den enkeltes livssituation ud fra forskellige faglige vinkler, og kan
derfor være et redskab, til de professionelle, til at skabe sammenhæng mellem givne faktorer i
menneskets liv. Helhedssyn kan betragtes, som en overordnet teoretisk tilgang, hvor man
definerer og vurderer ud fra mange forskellige faktorer og forhold (Guldager & Zeeberg, 2011).
Det vil sige at et syn ud fra individuelle medmenneskelige relationer, kan have stor påvirkning på
hvilket beslutninger en ung vil træffe fremadrettet i livet. I pædagogisk praksis, kan man igennem
et interaktionistisk syn, se på hvordan pædagogerne og reglerne er konstrueret på institutionen,
og om disse har indflydelse på de anbragtes muligheder for deltagelse udenfor institutionen. Ved
38
at se på de unge som hele mennesker uden at stigmatisere, mener vi, at man ved at praktisere et
helhedssyn som pædagogisk tilgang kan sikre, at de anbragte får bedre livsvilkår.
39
Litteratur
Anvendte bøger.

Bo, Karen-Asta, Guldager Jens, Zeeberg Birgitte; ”Udsatte Børn-Et Helhedsperspektiv”,
Akademisk forlag 2013, 2.udgave

Egelund, Tine & Jakobsen, Turf B.; ”Omsorg for anbragte børn og unge – døgninstitutionens
hverdag og vilkår”, Akademisk forlag 2009, 1. udgave, 1. oplag

Hart R & Schwartz; ”Fra interaktion til relation - Tilknytning hos Winnicott, Bowlby, Stern og
Schore & Fonagy”, Hans Reitzels Forlag 2008, 1. udgave 1. oplag,

Højholdt, Andy; ”Den tværprofessionelle praktiker.”, Hans Reitzels forlag 2010, 2.oplag

Høyer, Bodil og Hamre, Bjørn; ”Pædagoguddannelsen på tværs”, Frydenlund 2008,
1.udgave, 3. oplag, side 410-436

Jakobsen, Turf Böcker m.fl.; ”Efterværn – støtte til tidligere anbragte unge”, SFI, 2010

Jerlang, Esben. & Jerlang Jesper; ”Socailisering og Habitus: Individ, familie, samfund”,
København: Hans Reizels Forlag 2004, 2. udgave

Killen Kari; ”Omsorgssvigt, Praksis og ansvar”, Hans Reitzels Forlag 2010, 4.udgave

Kvale, Steinar; ”Interview:En introduktion til det kvalitative forskningsinterview.”,
København Reitzels Forlag 1997, 2.udgave

Kvale,Steinar; "InterView, En introduktion til det kvalitative forskningsinterview", Hans
Reitzels Forlag a/s København 1997 11.oplag 2004

Lindsgaard, Kirstine Christy; ”Leg og fællesskaber på døgninstitutionen”, Frydenlund,
1.udgave, 1. oplag

Madsen, Bent; ”Socialpædagogik - integration og inklusion i det moderne samfund”, Hans
Reitzels Forlag 2005, København, 1.udagve

Mølholt, Anne-Kirstine m.fl.; ”Efterværn for tidligere anbragte unge, en videns- og
erfaringsopsamling”, SFI 2012

Nygren, Pär; ”Professionel omsorg for børn og familier – fra teori til værktøj”, Dansk
Psykologisk Forlag 1999, 1. udgave, 1. oplag

Petersen, Kirsten Elisa; ”Pædagogisk arbejde med socialt udsatte i børnehaven”, Akademisk
Forlag 2011
40

Petersen, Kirsten Elisa; ”Viden om anbragte børn og unge i døgntilbud”, Socialpædagogisk
Landsforbund 2010

Schwartz, Ida; ”Hverdagsliv og Livsforløb”, Forlaget klim 2013, 1.udgave,

Schwartz, Ida; ”Socialpædagogik og anbragte børn”, Kbh, Hans Reitzels forlag 2003

TABUKA – ”tidligere anbragtes bud på kvalitet i anbringelsen af børn og unge”, Forlaget
Børn og Unge 2005, 1. udgave, 1. oplag
Anvendte internetsider

https://www.retsinformation.dk/

http://www.faktalink.dk/titelliste/tvab/tvabregl

http://sm.dk/arbejdsomrader/udsatte-born-og-unge/tal-og-fakta-om-udsatte-born-ogunge

http://www.bogerogpapir.dk/productsamples/9788771182613.pdf

https://www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=167849

https://sundhedsstyrelsen.dk/~/media/464A59129D264CB5B5FEAD9077C0567D.ashx

http://vidensportal.socialstyrelsen.dk/temaer/Tidlig-indsats/indsatser/socialt-udsatteborn-i-dagtilbud-2013-indsats-og-effekt

https://www.retsinformation.dk/

http://www.kora.dk/media/272124/udgivelser_2009_pdf_udsatte_boern.pdf

http://www.socialpedagogik.dk/pdf/paed-forsk-og-diskursen_om_social_arv.pdf

http://www.socialjura.dk/content-storage/love/love/servicelov/

https://ast.dk/publikationer/nyt-fra-ankestyrelsen-nr-6-september-2011
41