Udfordringer ved selvbestemmelse - Bacheloropgave

Transcription

DENNE OPGAVE – ELLER DELE HERAF – MÅ KUN OFFENTLIGGØRES MED FORFATTERS
TILLADELSE JF. BEK AF LOV OM OPHAVSRET NR 202 AF 27.02.2010
Udfordringer ved
selvbestemmelse
Bacheloropgave
Af Rasmus Skov Nielsen
16-01-2015
Bacheloropgave,
Univercity College Lillebælt - Jelling,
Pædagoguddannelsen,
Vejleder: Steen Jørgensen
Tegn: 54.963
Bacheloropgave af Rasmus Skov Nielsen – UCL Jelling Pædagoguddannelsen – Januar 2015
Resume
Denne opgave handler om pædagogens udfordringer, problemstillinger i arbejdet med
selvbestemmelse i mødet med mennesker med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne. Opgaven
sætter spørgsmål ved socialpædagogernes rolle i forbindelse med at realisere selvbestemmelse for
den enkelte borger. Dette bliver først undersøgt ved at belyse, hvilke historiske betingelser for
borgeren har været igennem. Herefter beskrives hvad selvbestemmelse er. Så belyses
socialpædagogik og hvad socialpædagogik indebærer samt historien omkring socialpædagogik.
Derefter redegøreres der for pædagogprofessionen i et historisk perspektiv, samt analyser af hvad en
pædagogisk faglighed er rundet af. Undersøgelsen ”Veje til reelt medborgerskab” samt fire
interviews fra forskellige botilbud er sammenkoblet for at belyse, hvilke udfordringer der opstår i det
daglige arbejde med mennesker med nedsat funktionsevne. Afslutningsvis er der et afsnit hvor
udfordringerne ved selvbestemmelse er delt op i fire grupper: henholdsvis udfordringerne i
samfundet, institutionelle rammer, pædagogen og borgeren. Opgaven rundes af med en konklusion
og perspektivering.
1
Indhold
Resume .................................................................................................................................................... 1
Indledning................................................................................................................................................ 1
Problemformulering ................................................................................................................................ 1
Afgrænsning af emne .............................................................................................................................. 2
Metode .................................................................................................................................................... 2
Udviklingshæmmede............................................................................................................................... 4
Delkonklusion ...................................................................................................................................... 6
Selvbestemmelse .................................................................................................................................... 7
Delkonklusion ...................................................................................................................................... 8
Socialpædagogik...................................................................................................................................... 8
Delkonklusion .................................................................................................................................... 10
Pædagogprofessionen........................................................................................................................... 11
Delkonklusion .................................................................................................................................... 13
Empiri .................................................................................................................................................... 13
Veje til reelt medborgerskab............................................................................................................. 13
Interviews .......................................................................................................................................... 15
Delkonklusion .................................................................................................................................... 18
Udfordringer med selvbestemmelse..................................................................................................... 19
Udfordringer med baggrund i en samfundsmæssig kontekst........................................................... 19
Udfordringer med baggrund i en institutionel kontekst ................................................................... 20
Udfordringer med baggrund i pædagogen ....................................................................................... 21
Udfordringer med baggrund i den udviklingshæmmede .................................................................. 23
Konklusion ............................................................................................................................................. 23
Perspektivering...................................................................................................................................... 24
2
Referenceliste........................................................................................................................................ 25
Bilagsliste................................................................................................................................................. 1
Bilag 1: Interview Guide .......................................................................................................................... 2
BILAG 2: Interview med pædagog fra botilbud 1 .................................................................................... 4
Bilag 3: Interview med pædagog fra botilbud 3 ...................................................................................... 8
BILAG 3 Interview med pædagog fra botilbud 3 ................................................................................... 12
BILAG 4 Interview med afdelingsleder .................................................................................................. 17
3
Indledning
I mine lønnede praktikker har jeg været studerende på to botilbud for voksne med nedsat fysisk og
psykisk funktionsevne. Begge botilbud har primært borgere, som er udviklingshæmmede med
psykiatrisk overbygning. Deres funktionsniveau er forskelligt. Mange af borgerne er over 50 år.
Omkring halvdelen har i langt størstedelen af deres liv boet i forskellige støtteforanstaltninger. De
botilbud, som jeg var i praktik i, er beliggende i området omkring de tidligere Kellerske Anstalter
(tidligere centralinstitution), hvilket gør at udviklingshæmmedes historie er en central del af mit
tankesæt. Jeg oplevede i praktikkerne, hvilke udfordringer og dilemmaer socialpædagogerne har i
arbejdet med selvbestemmelse.
Målgruppen i opgaven er udviklingshæmmede også kaldt borgere. Jeg kalder dem
udviklingshæmmede, da gruppen selv ønsker denne betegnelse, hvilket også kan ses i deres egen
organisation, som netop hedder Udviklingshæmmede LandsForbund (ULF) (Jensen og Meyer, 2013, s.
168).
Ifølge FN konventionerne omkring handicappede og menneskerettigheder er personer med handicap
sikret grundlæggende menneskerettigheder, hvilket betyder retten til selvbestemmelse og retten til
selv at vælge og være uafhængig. Endvidere er det også beskrevet i Grundloven, at alle danskere er
sikret frihed, og denne frihed er ukrænkelig. Sidst er der serviceloven, som der først og fremmest
afskaffede institutionsbegrebet og endvidere fastslog, at hjælpen skal gives ud fra borgerens
individuelle behov.
I løbet af praktikkerne var jeg meget optaget af, hvorfor pædagoger handler, som de gør. Hvordan de
oplever hverdagen og den forskel, som der kan være i de forskelliges tilgang til arbejdet. Jeg har
været optaget af de kulturer, som opstår i de forskellige institutioner.
Ovenstående førte til, at jeg ønskede at skrive en opgave med udgangspunkt i pædagogen og den
forskel, som jeg kunne se, at der var i arbejdet med selvbestemmelse. Hvilket fører frem til følgende
problemformulering:
Problemformulering
Hvilke udfordringer er der for pædagogen i arbejdet med udviklingshæmmede og selvbestemmelse?
Hvad er baggrunden for disse udfordringer?
1
Afgrænsning af emne
Jeg har i opgaven valgt at have fokus på pædagogen og ikke i så høj på den udviklingshæmmede. Det
skyldes, at mit primære fokus har været på, hvad der udfordrer pædagogen i arbejdet med
selvbestemmelse.
Jeg har valgt såvel teori som empiri, der kan bruges til at beskrive den praksis, som pædagoger og
udviklingshæmmede befinder sig i, hvilket også har betydet et fravalg af teoretikere, som beskriver
verden ud fra et makroperspektiv. Dette har jeg gjort for at indfange, hvad der kan lægge til grund
for, at den enkelte pædagog handler som vedkommende gør i sin praksis.
I opgaven har jeg ikke valgt at beskrive hvilke metoder og faglige tilgange, som pædagogerne kunne
bruge i mødet med den udviklingshæmmede for at realisere selvbestemmelse. Dette har ikke
relevans, da omdrejningspunktet for opgaven netop er, hvorfor der opstår udfordringer for såvel
pædagogerne som for de udviklingshæmmede.
Metode
Jeg har i min opgave beskæftiget mig med forskellige afsnit, først et afsnit omkring
udviklingshæmmede, deres historie og liv. Endvidere beskriver jeg kort, hvad selvbestemmelse er, og
hvilken lovgivning der ligger bag. Derefter et afsnit omkring socialpædagogik og dens historie, samt
forskellige teoretiske forståelser af begrebet. Jeg beskriver derefter pædagogprofessionen ud fra et
historisk perspektiv og det problemfelt, der kan opstå mellem uddannelse, praksis og rammer. Jeg
har valgt at lave et empirisk afsnit, som består af undersøgelsen ”Veje til reelt medborgerskab”
(Holmskov og Skov, 2007)og egne interviews omhandlende selvbestemmelse. Sidst et afsnit hvor jeg
belyser udfordringerne.
Mit udgangspunkt for hele opgaven var, at jeg i praksis så konkrete udfordringer med
selvbestemmelsen. Dette undrede mig og jeg have et ønske om at udforske, hvad grundene til dette
kunne være. Umiddelbart foranlediges jeg til i hverdagen at se det som enkelte menneskes handlen.
Samtidig fik jeg kendskab til psykolog Dorthe Birkmose, som har skrevet en bog om forråelse. Dette
fik mig til forstå, at man må se på mange facetter for at forstå, hvad der afgør pædagogers
handlinger. Igennem mit studie har jeg arbejdet med undersøgelsen ”Veje til reelt medborgerskab”.
De har nogle grundlæggende væsentlige pointer – den udviklingshæmmede, deres historie,
pædagogerne og rammerne som værende vigtige i forhold til at forstå, hvorfor det kan være svært
med selvbestemmelse. Dette blev så udgangspunktet for min opgave.
2
Niels Rosendal Jensen (ansat på DPU) og Ditte Sørensen (bl.a. Socialpædagogernes Landforbund,
pædagogisk konsulent og censor ved Professionshøjskolerne) har gennem mange år arbejdet med
udviklingshæmmedes betingelser og vilkår. Jeg bruger dem til en gennemgang af de
udviklingshæmmedes historie. Den historiske gennemgang kan være med til at pege på nogle af de
nutidige problemstillinger.
Herefter beskriver jeg, hvilken lovgivning der danner baggrund for selvbestemmelse. Endvidere at
der kan være en vis forvirring omkring begrebet selvbestemmelse – der sker en sammenblanding
med andre begreber, som ligger tæt op af selvbestemmelse. Dette har betydning for daglige praksis.
Så følger et afsnit om socialpædagogik. For at forklare, hvad socialpædagogik er, og hvor det kommer
fra, har jeg valgt at tage udgangspunkt i flere forskellige teorier omkring socialpædagogik. Dette har
jeg for at indfange kompleksiteten i at forstå begrebet. Alt efter hvilken position man indtager i
forståelsen af socialpædagogik, får man forskellige forklaringsmodeller. Derfor valgte jeg at tage
udgangspunkt i grundbogen omhandlende socialpædagogik for netop at få forskellige vinkler.
Afsnittet sluttes en sammenkobling af en forståelse af socialpædagogik i forhold til arbejdet med
udviklingsarbejdet. Hertil bruges Jesper Holst (tidligere lektor DPU), som gennem mange år har
beskæftiget sig med udviklingshæmmede.
Derefter beskriver jeg med udgangspunkt i grundbogen, hvordan pædagogprofessionen er opbygget.
Det centrale i afsnitter handler om forståelser af pædagogernes faglighed som værende indlejret i
tavs viden, subjektiv forståelse som konstrueres i sociale processer og i en række institutionelle og
samfundsmæssige forhold. Jeg vælger denne vægtning, da det giver mulighed for at forstå, hvorfor
retten til selvbestemmelse kan give udfordringer.
Opgavens empiriafsnit består som beskrevet af en undersøgelse og 4 interviews. Mit udgangspunkt
er som nævnt, at jeg i praksis har oplevet, at det giver udfordringer at arbejde med selvbestemmelse.
Derfor var det nærliggende at interviewe pædagoger om deres overvejelser.
Sluttelig sammenkæder jeg empirien med teorien. Dette gør jeg med afsæt i fire måder at se
udfordringer med selvbestemmelse på – ud fra en samfundsmæssig kontekst, en institutionel
kontekst, ud fra pædagogen og endelige ud fra den udviklingshæmmede. Dette viser, hvordan
praksis kan forstås og endvidere min valgte måde at forstå problemstillingen på.
3
Udviklingshæmmede
WHO definerer udviklingshæmmede på følgende måde:
… som en tilstand af forsinket eller mangelfuld udvikling af evner og funktionsniveau,
som normalt viser sig i løbet af barndommen, og som bidrager til det samlede
intelligensniveau dvs. de kognitive, sproglige, motoriske og sociale evner og
færdigheder
(Holmskov og Skov, 2007 s. 6).
Der er i Danmark ca. 36.000 udviklingshæmmede ifølge landsforeningen LEV. Dog bliver det ikke
registreret, om man er udviklingshæmmet eller ej, så et helt præcist antal findes ikke. Af de 36.000
udviklingshæmmede, har 22.000 personer, brug for betydelig støtte for at kunne leve et liv så nær
det normale som muligt (Landsforeningen LEV, 2003).
Indtil midten af 1800’tallet var udviklingshæmmede anbragt i dårekister sammen med gamle og
sindssyge. Nye tanker i samfundet ændrede synet på de svageste til at være værdig trængende til
hjælp, da deres problemer ikke var selvforskyldte. I slutningen af 1800’tallet ændrede synet sig igen
til, at de blev set som defekte og farlige. Dette skyldes den nye viden fra Darwins lære. (Jensen og
Sørensen, 2012, s. 7-10).
I 1933 kom Steinckes socialreform, som på den ene side gav hjælp til udviklingshæmmede, på den
anden side gav Staten flere beføjelser. Samtidig bygges der flere store institutioner, som fungerede
som små samfund uden kontakt til det omkringliggende samfund. Forholdene var på mange måder
kritisable (Jensen, og Sørensen., 2012, s. 12 og 13).
Fra 1940 til 60’erne begyndte der at være kritik af de førnævnte forhold. 1952 blev Landsforeningen
Evnesvages Vel oprettet, som var med til at støtte op om, at udviklingshæmmende skulle have et
menneskeværdigt liv (Jensen, og Sørensen., 2012, s. 14). En ny dagsorden kom på bordet, og
udviklingshæmmede skulle have samme muligheder og tilværelse som andre. De skulle integreres i
samfundet som andre borgere (Holmskov og Skov, 2007 s.17). Der kom en ny åndssvageforsorgslov i
1959. Den grundlæggende ide var et liv så nær det normale som muligt. Det betød et brud med det
lægedominerede vælde. Der var dog stadig kritik af forholdene på centrene – blandt andet i forhold
til personalets holdninger til de udviklingshæmmede (Jensen, og Sørensen, 2012, s. 15-17).
4
I 1970erne var det socialpolitiske og pædagogiske fokus at normalisere udviklingshæmmede. De blev
tænkt som klienter, og professionelles tilgang tog udgangspunkt i diagnoser, afvigelser og problemer,
hvilket også gav personalet ret og pligt til, at træffe beslutninger og valg på vegne af den
udviklingshæmmede. ”Ud fra klintperspektivet blev det enkelte menneske opfattet som en del af en
gruppe med fælles træk og sammenlignelige behov snarere end som et individ.” (Holmskov og Skov,
2007 s. 17). Konkret blev Statens Åndssvageforsorg nedlagt og i stedet blev Socialstyrelsen oprettet.
Bistandsloven kom til i 1976, som slog fast, at udviklingshæmmede skulle behandles af samme
myndighed og efter de samme regler som andre (Jensen, og Sørensen, 2012, s. 19).
I 1980erne kom der fokus på ligeværdighed og rettigheder, og den udviklingshæmmede blev mere og
mere set som en borger. I 1980 blev forsorgen udlagt til amterne, hvilket betød en omlægning både i
forhold til omsorgen i dagligdagen og de fysiske rammer. Ligesom der skete et ledelsesmæssigt skift
fra en medicinsk tilgang til en pædagogisk/psykologisk. Udviklingshæmmede blev nu flyttet fra de
store institutioner til lokalområderne og til mindre selvstændige boliger. Det var båret af en ide om
normalisering, hvor udviklingshæmmede blev tilbudt hjælp, så de kunne fungere så normalt som
muligt. (Jensen, og Sørensen,, 2012, s. 20-22).
Denne tanke om normalisering blev der rejst kritik af i 90’erne.
Specielt blev der stillet spørgsmål ved den del af normaliseringsideologien, som betød,
at det enkelte menneske skulle leve op til at være normal for at blive en del af
samfundet. Der blev også stillet spørgsmålstegn ved, om selve målsætningen med
integration og normalisering var rigtig.
(Jensen, og Sørensen, 2012, s. 22-23)
Det medførte et større fokus på rettighedsprincippet – primært set i lyset af juridisk ligestilling. I
1993 vedtog politikerne, at udviklingshæmmede skulle sikres ligestilling og ligebehandling. Med
pensionsreformen i 1995 blev de tilkendt førtidspension. Udviklingshæmmede blev dermed
sidestillet med andre førtidspensionister, så de havde individuelle valg, selvstændighed og
medbestemmelse. I 1998 kom ”Loven om social service”, som ophævede institutionsbegrebet.
Udviklingshæmmede fik retten til egen bolig og præcisering af retten til hjælp og støtte.
Professionelle skulle nu tilrettelægge en pædagogisk indsats overfor dem. (Holmskov og Skov 2007
s.17-18). Serviceloven omfattede alle borgere i Danmark, og dermed eksisterede der ikke længere
særlovgivning i forhold til udviklingshæmmede (Jensen, og Sørensen, 2012, s. 25). Niels Rosendal
Jensen (2012, s. 40) referer til en undersøgelse lavet af Socialministeriet i 2002 omhandlende,
5
hvordan det var gået med institutionsbegrebets ophævelse. På det tidspunkt konkluderes der, at der
stadig er meget, som mangler – og at der blandt personalet er brug for kulturskifte.
I 2007 kom strukturreformen, som ændrede opgavefordelingen i det offentlige. Formålet med
ændringen var bl.a. billigere og mere individuelle ydelser under øget demokratisk kontrol. Amterne
blev nedlagt, hvor det nu er 98 kommuner og 5 regioner, som har opgaven (Sørensen, 2013, s. 76).
I 2009 tiltrådte Danmark FN’s handicapkonvention. Det forpligtede til at sikre bl.a.
udviklingshæmmedes civile, politiske og sociale rettigheder.
De senere år har blandt andet været kendetegnet ved, at der rejses kritik af, at det specialiserede
område koster mange penge. Der har været eksempler fremme på, at borgmestre foreslog
tvangsmedicinering af udviklingshæmmende for at spare på disse udgifter (Sørensen, 2013, s.77).
Endvidere er der forslag om ændringer af serviceloven i 2015 med udgangspunkt i en
målgruppetilgang, hvor borgerne inddeles i 3 grupper med hver deres hjælpebehov (Høringsportalen,
2014). LEV er stærkt kritiske overfor disse ændringer (LEV, 2014).
Delkonklusion
Ovenstående viser, at synet på udviklingshæmmede har skiftet gennem årene. De er blevet set som
trængende, som hjælpeløse, som farlige, som mennesker på lige fod med andre. Forskellige
tendenser i samfundet har gennem tiden givet sig udslag i forskellige syn på udviklingshæmmede.
Igennem historien har det gentagende gange vist sig, at selv om lovgivningen blev ændret med
udgangspunkt i andre og bedre tiltag i forhold til udviklingshæmmede, så har det været svært at
ændre på de reelle betingelser. En af grundene til dette har blandt andet været, at de professionelle
ikke har været i stand til i tilstrækkelige udstrækning at ændre kulturen. Ligesom såvel den enkelte
udviklingshæmmede og dennes pårørende har haft svært ved at ændre synet på de givne
muligheder.
Udfordringen indenfor de specialiserede områder i dag handler blandt andet om, at synet er præget
af at se mennesket som værende biologisk ikke mindst på baggrund af den hastige voksende
neuropsykologi og tilsvarende pædagogik. Dette medfører igen et syn på handicappede ud fra en
medicinsk diskurs. Et andet generelt tiltag i disse år er, at der igen bygges større institutioner, hvor
borgerne godt nok har selvstændige lejligheder, men disse er beliggende i noget, som kunne ligne de
tidligere centralinstitutioner. Endelig lever udviklingshæmmede stadig i et samfund, som ikke altid
betragter dem som medborgere.
6
Selvbestemmelse
Det lovmæssige grundlag for selvbestemmelse
I 1993 blev standartreglerne omkring ligestilling og ligebehandling for handicappede stadfæstet ved
en folketingsbeslutning. I 2006 vedtog FN konventionen om, at handicappede har samme rettigheder
som andre mennesker. Siden da har principperne omkring ligestilling været en central del af al
handicappolitik og tanken om at skabe et samfund for alle.
Serviceloven blev indført i 1998, og derved ophæves institutionsbegrebet. Det betød større fokus og
krav om aktivering, øget medbestemmelse og medindflydelse.
I serviceloven er det beskrevet, at ”der skal ydes en særlig indsats til voksne med nedsat fysisk eller
psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer. ” (Lov om social service § 81)
I Handicapkonventionen, som Danmark tilsluttede sig i 2009, er angivet, at handicappede har frihed
til at træffe egne valg og være uafhængig af andre personer.
Selvbestemmelse er ikke direkte nævnt i Serviceloven. I kap. 5 § 16 står der, at brugerne skal have
indflydelse på, hvordan tilbuddene tilrettelægges og udnyttes. I § 141 angives det endvidere, at der
kan udarbejdes en handleplan, som så vidt mulig skal udarbejdes ud fra den udviklingshæmmedes
forudsætninger og i samarbejde med denne. (Lov om social service)
Selvbestemmelse, medbestemmelse og brugerindflydelse
Igennem min indsamlede viden omkring emnet blev det klart, at det kan være vigtigt at skelne
mellem forskellige begreber, som knytter sig til selvbestemmelse, idet begrebet defineres forskelligt
og det tilmed uden, at de som anvender begreberne nødvendigvis er bevidste om denne forskel.
I ”Veje til reelt medborgerskab” (Holmskov og Skov, 2007, s.8) defineres de forskellige begreber
således:
Selvbestemmelse, det vil sige retten til at bestemme over sig selv og sit eget liv
Medbestemmelse, det vil sige retten til at bestemme sammen med andre
Brugerinddragelse, det vil sige retten til at blive inddraget i beslutningsprocesser i
relation til tildeling og indhold af sociale ydelser.
Niels Rosendal Jensen (2013, s. 83) har beskrevet hvordan selvbestemmelse kan forstås:
7
Selvbestemmelse er en frihed til at forme liv i overensstemmelse med de ønsker og
behov man har. Hjemmet er den arena, hvor udøvelsen af selvbestemmelse er
suveræn. I hjemmet kan man gøre, hvad man vil, hvordan man vil, hvornår man vil, og
med hvem man vil. Hjemmet er ukrænkeligt.
Delkonklusion
Selvbestemmelse handler først om fremmest retten til at bestemme over sit eget liv. Begrebet
udspringer både af lovgivningen og en grundlæggende rettighed som menneske. I daglig omgang
med begrebet blandes det sammen med begreberne medbestemmelse og brugerinddragelse. Disse
begreber relaterer sig i højere grad til de demokratiske rettigheder.
Socialpædagogik
Nedenfor vil jeg belyse tankesættet bag socialpædagogik ud fra forskellige forståelser. Herefter vil jeg
sætte det i en historiske ramme indenfor de sidste 40 år.
Forskellige forståelser.
Bent Madsen peger på, at man ikke kan tale om socialpædagogik uden at se det i en socialpolitisk og
samfundsmæssig kontekst. Han skriver, at tre begreber har været centrale for den
socialpædagogiske forståelse: Marginalisering, udstødelse og sårbarhed. Overordnet kan begreberne
samles under temaet ”eksklusion og inklusion”. En del af socialpædagogik handler i dag om at kunne
inkludere borgerne i fællesskabet. Det er et grundvilkår, at socialpædagogikken står mellem de
samfundsmæssige krav (at sikre sammenhængskraften i samfundet) og de socialpædagogiske mål.
(Madsen, 2013, s. 121-132)
Psykologien har altid haft betydning for det socialpædagogiske arbejde. Typisk med udgangspunkt i
en klassisk udviklingspsykologisk forståelse. Samtidig har viden om hjernen de senere år haft indtog i
socialpædagogikken. Søren Langager mener, at vi er på vej til
En pædagogisk faglighed, der søges videnskabeligt baseret på klinisk orienteret viden
om den anderledes borgers neurobiologiske særegenhed, således at det pædagogiske
møde med personerne i den daglige praksis disponeres ud fra denne forestilling om
”sikker viden” frem for mere generelle sociale eller psykologiske forståelser af
samvær, relationer, fornuft og emotionel nærhed eller distance.
(Langager, 2013, s. 155)
8
Jan Jaap Rothuizen (2013, s. 268-281) skriver om to forskellige måder at forstå socialpædagogik –
dels som en pædagogik i forhold til socialt udsatte, dels som en pædagogisk tænkning omhandlende
det individuelle (autonomi) og det sociale (demokrati). Selvom socialpædagogik i Danmark primært
betragtes som et arbejdsområde, så er det væsentlig for udviklingen af forståelsen at fastholde den
refleksive tilgang og åbenhed overfor nye muligheder.
Socialpædagogikken indser, at de to (individ og fællesskab) både kan være hinandens
modsætninger og hinandens vilkår. Den enkelte bliver sig selv ved at deltage i
fællesskaber, fællesskabet udvikler sig på grundlag af individernes bidrag. Fællesskabet
kan gøre individet stum, og individet kan sætte sig på fællesskaber.
(Rothuizen, 2013, s. 274)
Selve måden socialpædagogikken organiseres på har også været genstand for undersøgelser, skriver
Klaus Kasper Kofod (2013, s. 300-306) om dette ud fra en ny-institutionel teori, som er formuleret af
DiMaggio og Powell. Organisationer er på en og samme tid udsat for at skulle forny sig og kunne
legitimere fornyelsen. Organisationer udsættes af formelt og uformelt pres fra andre lignende
organisationer, fra kulturelle forventninger i samfundet og regeringspåbud(tvangsmæssig isomorfi).
Der kan også være tale om mimetisk isomorfi, som skyldes usikkerhed i organisationen, som
medfører, at de kopierer andres løsninger. Endelig kan der være tale om normativ isomorfi, som
omhandler pres fra de professionelle selv. ”Der opstår så og sige en faglig social kontrol indbyrdes
mellem medlemmerne af professionen, og det smitter af på den måde, man går til arbejdet på.”
(Kofod, 2013, s. 304).
Historisk oversigt.
Kasper Villadsen trækker to perioder op indenfor socialpædagogikken. Den første fase strækker sig
fra ca. 1950 til 1980, og denne kalder han for velfærdsplanlægningen. Omdrejningspunktet er
borgerens evne eller funktionsevne. ”Klienter fremstilles som sårbare og rådvilde individer, der har
behov for professionel bistand” (Villadsen, 2013 s. 185). Centralt for perioden er en tro på sikker
viden og faglig ekspertise. Ekspertdiskurserne er i høj kurs. Alle borgere kan og skal integreres i
fællesskabet. Anden fase kalder han neofilantropi – denne strækker sig fra 1980 og frem til nu.
”Blikket rettes nu i højere grad mod hjælpemodtagerens selvopfattelse” (Villadsen, 2013 s. 185).
Hvor første fase kaldte på professionelle, som kunne hjælpe klienterne, handler anden fase om at
skabe et individ, som agerer indre styret.
9
Da særforsorgen overføres til amterne, begynder de at definere arbejdet med de
udviklingshæmmede som socialpædagogisk. (Erlandsen, 2013 s. 21-39).
Sluttelig skal refereres et bud på socialpædagogik set ud fra gruppen af udviklingshæmmede. Dette
gøres med udgangspunkt i Jesper Holst (Holst, J., 2013, s. 342-357), som tager afsæt i Agneta
Hugemark og Karin Wahlstöm. Jesper Holst koncentrer sig om perioden efter særforsorgens
nedlæggelse (1980) og etablering af mindre bo-miljøer. Perioden inddeles i 3 idealtypiske faser:
Ideal
Normalisering
Livskvalitet
Service/empowerment
Rehabilitering
Det ”gode” liv
Service
Variabel
Intention
-
Mål
Behandling
Funktionstræning
-
Relationen
Kommunikation
-
Behovsanalyse
Tjenesteydelse
Syn på beboer
Objekt
Relationelt subjekt
Autonomt subjekt
Syn på medarbejder
Faglig kompetent
ekspert
Menneskeligt kompetent
samspilspartner
Serviceorienteret
facilitator
Beslutning og
magt
Videnskabelig
Intellektuelt
Medarbejderen
-
Intellektuelt
Emotionelt
Medarbejder og beboer
-
Fysisk kompetent
Medgørlig
Beboer
(Holst, 2013, s. 344)
Perioden starter med 80’ernes velfærdsstat, som havde eksperter, som vidste hvad der var godt for
borgeren. Denne periode afløses i 90’ernes af en responsiv stat, hvor udgangspunktet for støtten
udsprang af en dialog mellem borger og ekspert. Endelig kom den neoliberaltistiske stat i 00’erne,
hvor borgeren anses for at være et autonomt subjekt, hvis behov skal være udgangspunkt for
støtten.
Delkonklusion
Der er forskellige forståelse af, hvad socialpædagogik er. Blandt andet taler Bent Madsen om, at
socialpædagogisk arbejde er gået fra at være centreret omkring, at dem som havde brug for hjælp
var sårbare, hvor det i dag mere handler om inklusion. Hermed er der sket et skift til at se borgeren
som deltager.
10
Socialpædagogikken trækker på forskellige videnskaber, hvilket også kan ses i ovenstående.
Socialpædagogik er derfor svær at indfange. Det skal ses i lyset af forskellige samfundstendenser,
samtidig med at det er en blanding af forskellige videnskaber. Endelig kan socialpædagogikken
beskrives med et historisk blik.
Socialpædagogikken står overfor forskellige udfordringer i dag. Socialt udsatte har ikke samme
mulighed for at trække på de fordele, som globaliseringen giver. Grundideen om, at fællesskabet er
en bærende ide for faget, er sat under pres i det moderne, som netop er kendetegnet ved
individualitet. Borgeren betragtes som et autonomt væsen, som har et ønske om selvrealisering,
hvilket også giver sig udslag i andre krav til, hvad socialpædagogikken skal kunne. Viden om og troen
på, at meget kan forstås objektiv sætter også retning for socialpædagogikken – som for eksempel
forskning i hjernen. Ligesom troen på at finde evidensbaseret viden udfordrer faget.
Pædagogprofessionen
Titlen til dette afsnit burde være socialpædagogprofessionen, men der findes ikke i dag en
selvstændig uddannelse til socialpædagog.
”Alle kan kalde sig socialpædagog, men ikke alle kan ansættes som ”socialpædagog”!” (Erlandsen og
Langager, 2013, s. 225). Socialpædagog er ikke en beskyttet titel som andre professioner. Aftalerne
omkring socialpædagoger er reguleret af overenskomstmæssige aftaler.
Som skrevet så findes der ikke en selvstændig uddannelse til socialpædagog. Der har gennem tiden
været forskellige kortere uddannelser som rettede sig mod udsatte børn og unge – og mod
udviklingshæmmede. Grundideen for socialpædagogisk arbejde var, at man brugte sig selv i arbejdet
og skulle ”brænde for sagen”. I 1958 starter en grunduddannelse omhandlende børneforsorgen. I
1961 etableres en uddannelse til omsorgsassistent indenfor åndssvagforsorgen. Begge uddannelser
havde dog beskedne længder i forhold til andre uddannelser. I 1974 etableres uddannelsen til
børneforsorgs- og omsorgspædagog, og uddannelsen bliver 3 årig. I 1976 måtte seminarierne kalde
sig socialpædagogiske. I 1992 lægges børnehave-, fritids- og socialpædagog- uddannelserne sammen
og bliver til en uddannelse. I 2001 klassificeres pædagoguddannelsen som
professionsbacheloruddannelse. I 2007 indføres tre specialiseringsretninger: Børn og unge,
mennesker med sociale problemer og mennesker med nedsat funktionsevne. I 2014 ændres
uddannelsen til at være specialiseringsuddannelser: dagtilbudspædagogik, skole- og fritidspædagogik
og social- og specialpædagogik (Erlandsen, 2013, s. 205-222).
11
Når socialpædagoger skal definerer deres faglighed, så bliver det ofte ud fra vage forklaringer såsom,
at relationen er vigtig, at møde borgeren der, hvor borgeren er osv. Disse er dog sjældent videns
baseret forklaringer, men nærmere tavs viden, som indlæres. Endvidere kan man stille spørgsmål
ved, hvorvidt professionen er i stand til at definere sig selv, men i lige så høj grad må kigge på
samfundsmæssige forhold, som afgørende for, hvad professionen er og kan. (Erlandsen og Langager,
2013, s. 223-235).
Den måde som socialpædagogik udføres på i praksis, kan være anderledes end intentionerne i de
fastlagte politiske mål. Det bliver den ansatte, som kommer til at formidle målene og måden, som de
gør det på, vil altid have elementer af personlige og faglige vurderinger og forståelser. Sådan skriver
Janne Hedegaard Hansen (2013, s. 282-293). Hendes hovedpointe er, at socialpædagogik skal
undersøges i praksis for at forstås.
Den faglige selvforståelse er subjektiv og konstrueres gennem sociale processer i
mødet med andre socialpædagoger og med brugerne…. Forholdet mellem handling og
den forståelse, der ligger til grund for handlingen, skal ses som en proces, hvor
handling og selvforståelse gensidigt påvirker hinanden i en kontinuerlig vekselvirkning.
… Selvom den faglige selvforståelse er subjektiv, betyder det ikke, at socialpædagoger
handler uafhængig af en omverden. Socialpædagogernes konstruktion af mening og
betydning i praksis indskriver sig i nogle mere overordnede faglige, institutionelle og
samfundsmæssige diskurser.
(Hansen, 2013, s. 284).
Et andet blik på pædagogprofessionen gives af Anne Kathrine Frørup (2013, s. 254-267), som har
analyseret socialpædagogernes måde at dokumenterer deres arbejde på. Hun konkluderer, at
pædagogerne oftest betjener sig af hverdagsdiskurser. Pædagogerne har svært ved at beskrive, hvad
deres arbejde består i:
Disse dimensioner viser sig blandt andet gennem udsagn, hvor det særlige ved
arbejdet tilsløres, eller ved udsagn, der involverer mentale processer, hvor det, som
socialpædagogen føler, mener, håber, fornemmer osv., træder i forgrunden, og den
såkaldte boglærdom eller teoretiske og eksakte viden træder i baggrunden.
(Frørup, 2013, s. 266)
12
Niels Rosendal Jensen beskriver det dobbelte i professionen som praksis og uddannelseskultur, hvor
uddannelsen præges af luftige standpunkter og holdninger (f.eks. ”at møde borgerne hvor borgeren
er”), som bæres over i institutionen, som kan have sine egne normer, værdier og overbevisninger.
Det kan medføre en kløft mellem, hvad den ansatte tror han gør, og hvad han faktisk gør. ”Det kan
kaldes faglig degeneration, hvis man opgiver at give forklaringer på, hvad der præcist er, der virker
for hvem, hvor og hvordan.”( Jensen, 2013, s. 48)
Bent Madsen peger endvidere på, at det socialpædagogiske arbejde udføres i institutionelle
kontekster. For eksempet så har udviklingshæmmede har ret til selvbestemmelse, men det at leve i
et specialiseret botilbud har afgørende betydning for, hvorledes muligheden for selvbestemmelse
reelt er til stede. (Madsen, 2013, s. 121-132)
Delkonklusion
Uddannelsen som pædagog er forholdsvis ny og har gennemgået en konstant udvikling siden
opstarten. Herunder forskellige skift mellem at være en generalist- og en specialistuddannelse. Det
kunne dog se ud til, at det under alle omstændigheder er svært at indfange, hvad professionens
faglighed består af. Det kan godt være, at uddannelsesstedet forsøger at uddanne de studerende
indenfor bestemte tilgange, men praksisfeltet kan have andre. Den faglige selvforståelse opstår i et
felt bestående af uddannelsen, den enkelte pædagog, de institutionelle rammer som vedkommende
indgår i og ikke mindste den samfundsmæssige kontekst, som er givet på det tidspunkt. Professionen
lider under, at det ofte er tavs viden, som kendetegner feltet.
En af de fortløbende diskussioner som foregår, omhandler, hvorvidt at professionen skal foregå på
professionshøjskolerne eller på universitetet. Ligesom diskussionen om faglige discipliner kontra
handlekompetencer har været centrale. Den nye uddannelse skifter fokus fra ”hvad skal du lære?” til
”hvad skal du kunne?”
Empiri
Jeg tager afsæt i en undersøgelse og 4 interviews. Undersøgelsen er udarbejdet af Socialstyrelsen
(daværende Servicestyrelse) – Veje til reelt medborgerskab (Holmskov og Holm, 2007).
Veje til reelt medborgerskab.
”Veje til reelt medborgerskab” er udgivet af Handicapenheden, Servicestyrelsen i 2007. Formålet var
at skabe et beslutningsgrundlag for den fremtidige indsats for større selvbestemmelse og
brugerinddragelse blandt udviklingshæmmede. Rapporten blev til på baggrund af indsamlet skriftligt
13
materiale (forskellige projekter mm) og et mindre antal interviews med udviklingshæmmede.
Indledningsvis samler forfatteren op på det indsamlede materiale med følgende ord:
At selvom institutionsbegrebet formelt er afskaffet, bærer hverdagens praksis mange
steder fortsat præg af institutionstankegangen. Bolig og ydelse er reelt ikke adskilt, og
medborgerperspektivet har ikke for alvor vundet indpas i den professionelle sprogbrug
og praksis” og ”.., at der er tale om et område med begrænset tradition for
erfaringsudveksling, dokumentation og måling. ”
(Holmskov og Skov, 2007 s. 7)
I rapporten har de tematiseret det indsamlede materiale i 5 overordnede temaer: demokrati og
rettigheder, selvbestemmelse, medbestemmelse, brugerinddragelse/brugerindflydelse og
kommunikation. Her vil jeg kort gennemgå de 5 temaer og specielt de bagvedliggende årsager for, at
der kan være problemstillinger i det enkelte tema – specielt med fokus på, hvorfor det kan udfordre
professionen.
Demokrati og rettigheder.
Ganske få projekter har taget sit udgangspunkt i dette tema og få borgere kender deres rettigheder –
på trods af, at det tydeligvis er af central betydning at kende sine rettigheder. Det kan blandt andet
skyldes, at det fagligt udfordrer pædagogerne, som selv skal have styr på begreberne og kunne
anvende dem i forhold til borgerne. En del ansatte har endvidere ikke tiltro til, at
udviklingshæmmede kan tilegne sig viden om abstrakte begreber.
Selvbestemmelse.
Langt de fleste botilbud arbejder med selvbestemmelse – men hvordan de gør det, er meget
varierende. De fleste projekter, som der har været arbejdet med, iværksættes blandt en større
gruppe borgere. Typisk i den afdeling, som borgeren bor. At det bliver udgangspunktet kan skyldes
såvel fortidens institutionstankegang som de organisatoriske forhold, som findes
(personalenormering mm.). Under alle omstændigheder er der et dilemma i, at selvbestemmelse
handler om den enkeltes ret til at bestemme selv, men at den sammenhæng, hvor den enkelte har
mulighed for at bestemme selv (herunder lære at bestemme selv), kendetegnes af den ramme, som
de tilfældigvis lever i.
14
Medbestemmelse.
Da mange udviklingshæmmede bor sammen med andre udviklingshæmmede kommer
medbestemmelse oftest i spil der, hvor de sammen med medbeboere skal beslutte noget sammen.
Undersøgelsen viser dog, at de udviklingshæmmede ikke har ejerskab over de beslutninger, som de
er med til at tage. Ligesom borgere giver udtryk for, at de kan have en opfattelse af, at det er
personalet, som tager beslutningerne.
Brugerinddragelse/brugerindflydelse.
Brugerinddragelse handler primært om, at den udviklingshæmmede har krav på at blive inddraget i
nogle af de beslutninger, som tages omkring dem. Centralt står bolig, beskæftigelse og
kontaktpersoner for borgerne. Udviklingshæmmede vil gerne have indflydelse på disse områder.
Men som rapporten skriver: ”Blot er det vigtig at reflektere over, hvordan man spørger, og hvordan
man tolker svaret” (Holmskov og Skov, 2007, s. 10).
Kommunikation.
Mange af projekterne tog udgangspunkt i, at kommunikation og samspil mellem borgere og ansatte
har afgørende betydning for selvbestemmelse og inddragelse. Det handler både om konkrete
metoder/redskaber (individuelt tilpassede) og mere generelle principper (f.eks. anerkendende
pædagogik og empowerment).
Interviews
Jeg har interviewet 3 pædagoger(Bilag 2-4) og 1 afdelingsleder(Bilag 5) fra 4 forskelige botilbud. De
interviewede arbejder alle i Handicapafdelingen i Vejle kommune. Det er forskelligt, hvor målrettet
de enkelte tilbud har arbejdet med selvbestemmelse.
Interviewsene blev gennemført som enkelt interview og havde en varighed af 20-30 minutter. Før
hvert interview gik i gang, gav jeg en mindre introduktion til interviewet, og hvad det skulle bruges
til. Det er tale om semistruktureret interviews, hvor jeg på forhånd havde forberedt nogle spørgsmål.
I interviewene spurgte jeg ind til nogle forskellige temaer. Jeg har forsøgt at stille dem som åbne
spørgsmål, hvor jeg så havde mulighed for at stille uddybende spørgsmål undervejs. Ved alle
interviews blev det optaget på lyd.
15
Den pædagogiske opgave
De tre interviewede pædagoger taler først og fremmest om, at primære arbejdsopgaver består af at
give bedst mulig livskvalitet, støtte til at leve eget liv på egne præmisser, selvbestemmelse,
kommunikation, relationsarbejde, støtte til sociale kompetence og borgernes udvikling. Som den ene
siger: ”Se på hvad der giver mening for den enkelte, også arbejde ud fra det”.
Ovenstående bunder dog i forskellige oplevelser af, hvad der er grunden til, at pædagogerne
arbejder med disse ting - for eksempel snakker to af pædagogerne om, at arbejdet skal ses som en
bestillingsvare igennem handleplaner fra kommunen. Dette understøtter afdelingslederen og siger
samtidig ”At sørge for at der er kunder i butikken”.
Alle fire fortæller også, at de er bevidste omkring, at arbejdet udspringer af serviceloven og en af
pædagogerne fortæller videre, at han også tænker, at FN konventionerne og grundloven er en del af
arbejdet.
Forståelsen af selvbestemmelse
Grundlæggende har de en forståelse af, at selvbestemmelse er en menneskeret. Den ene pædagog
udtrykker ”At borgeren lever et liv på sine egne præmisser, så det er borgeren, der er styrende for,
hvordan et godt liv er”. To af de andre pædagoger mener dog, at pædagogerne i sidste ende har den
bedste viden omkring borgeren i forhold til udviklingsalder og derved ved, hvad de bedste valg og
muligheder er for den enkelte. Endvidere er selvbestemmelsen for to af dem klart bundet op på
muligheden for at foretage valg. Blandt andet siger en af dem, at borgeren kun skal have valg som
”Skal du have rullepølse, spegepølse eller hvad med en leverpostejmad”.
Arbejdet med selvbestemmelse
En af pædagogerne taler om, at han især arbejder med at bruge spørgsmål, for at finde ud af hvad
borgeren gerne vil. En af dem siger ”Jeg kigger på livshistorie og udviklingsniveau på den enkelte, og
med et godt kendskab og samarbejde med kollegaer, som også har 100 % kendskab til, hvad den
enkelte kan – ud fra det vurdere vi, hvor meget selvbestemmelse personen skal have”. Dette
understøtter en anden pædagog ved at sige, at rammerne for borgerens valg skal ligges, så borgeren
kan magte valget. Mens en anden lægger vægt på øvrige tiltag omkring borgeren såsom beskrivelser,
statusser, indsatsmål, dagstrukturer, men som udgangspunkt handler det mest om at lægge mærke
til, hvor borgeren tager initiativ.
16
Selvbestemmelse i dagligdagen hænger også sammen med brugerinddragelse – både som mulighed
for at være med til at vælge for den enkelte, som for gruppen af borgere.
Ligeledes tales der også om, at rammerne for det pædagogiske arbejde har ændret sig. En af
pædagogerne snakker om, at de på hans arbejdsplads i nogle år har arbejdet med mange projekter,
som har gjort, at pædagogerne tænker anderledes, så borgerne kan få realiseret selvbestemmelse.
Dette understøtter afdelingslederen også ved, at han fortæller, at de også arbejder med at ændre
forståelsen af pædagogernes tankegang.
Hvad må borgerne ikke bestemme
De interviewede svarer forskelligt. Her bliver det svært for dem konkret at svare på, om der er noget
de ikke må bestemme. To af dem svarer hurtigt, at der er da ikke noget, de ikke må bestemme, hvor
de to andre snakker mere om konsekvenserne ved at give dem selvbestemmelse, som kunne føre til
omsorgsvigt. En svarer også, at det er baseret på den enkeltes udviklingsniveau og at ”serviceloven
tager ikke højde for hjerneskade og psykiatrisk overbygning, som gør at personen ikke er i stand til at
vælge selv. Du vil heller ikke gå til ned til et 4 årigt barn og sige: Hvad har du lyst til?”
Udfordringer ved selvbestemmelsen
Endelig blev de adspurgt, om selvbestemmelsen giver udfordringer i det pædagogiske arbejde. Dertil
svarer den ene: ”Ja … man skal ikke stille valg op, hvis ikke at det er reelle valg, for så er det pseudo
valg. Udfordringen er, at det er svært at bekende sig til fuld selvbestemmelse på alle hylder, fordi så
kan vi komme i konflikt med omsorgsforpligtelsen og evt. omsorgssvigt”. En anden mener, at det
først og fremmest kræver kreative pædagoger – ”Det kræver nogle meget kreative pædagoger. Det
kræver nogle pædagoger, der kan noget i forhold til deres udviklingsalder.”. Endelig er der en, som
synes, at det kan være meget udfordrende med selvbestemmelse, da han ikke mener, at de
udviklingshæmmede kan magte den ret, som de har via lovgivningen.
En anden udfordring er borgerenes egen forståelse. ”Mange af dem, selvom de ved, de bor i egen
lejlighed, så kommer de stadigvæk og spørger om lov til nogle ting, hvor vi må ryste på hovedet og
sige, at det er jo faktisk noget af det, vi har arbejdet på nu i otte år, at det må du stadig selv
bestemme”
17
Omsorg og magt
Jeg spurgte i den forbindelse også til det ofte vendte dilemma mellem omsorg og magt. Hvortil den
ene pædagog reflektere over, at magt og omsorg ofte går på personlig hygiejne, men det synes hun
er kedelig, og mener at pædagogen har ansvaret for den situation ”Det er meget få mennesker, som
ikke vil have børstet tænder. Men der er rigtig mange mennesker med nedsat funktionsevne, som
synes det er rigtig svært at få børstet tænder”. At sige at det handler om et møde mellem omsorg og
omsorgssvigt, mener hun handler mest om, at det er en rigid pædagog. En anden forholder sig til det
på følgende måde ”Nogen har godt af en bevidst magt, andre godt af en skjult magt. Nogen skal ikke
have nogen magt, fordi de godt kan selv. Forskellige niveauer af magt”.
Pædagogen, professionen og personalegruppen
Her taler nogen om arbejdet i personalegrupperne, samarbejdet mellem hinanden og borgeren. De
bruger alle forskellige metoder til at snakke om, hvad der sker, men grundlæggende arbejder de alle
med at tale med kollegaer om situationerne.
Endelig spurgte jeg, om det påvirkede professionen, hvortil en svarer, at det gjorde det, men det
gjorde ikke noget for det er en del af samfundsudviklingen. En anden svarer, at ja det gjorde det,
fordi borgerne nu sidestilles med andre, selvom de har brug for hjælp, og at pædagogerne ikke kan
være med til at tage beslutninger på samme måde, men bare yde en service. Der er også en, som
enkelt siger ”Selvbestemmelse er et vilkår – sådan er det”.
Delkonklusion
I ”Veje til reelt medborgerskab” viser de, at udviklingshæmmede ikke har den selvbestemmelse, som
de har krav på. Det gælder i for sig både selvbestemmelse som medbestemmelse/brugerinddragelse.
Grunden til dette skyldes, at det er svært at finde måder, hvor udviklingshæmmede ud fra deres
forudsætninger er selvbestemmende. Men i lige så høj grad at personalet ikke anerkender
selvbestemmelsen og bevidst arbejder på dette. Der er tale om forskellige barrierer, som i en vis
udstrækning er uformelle. Dels de kulturelle og sociale normer som vi alle er underlagt – men også
nogle institutionsbårne rammer. Dels at selvbestemmelse knyttes til kompetencer.
I interviewsene går dette også igen. Flere gange giver pædagogerne udtryk for, at borgerne ikke
magter reel selvbestemmelse. Selvbestemmelse bliver i en vis udstrækning lig med inddragelse og
mulighed for at træffe konkrete valg. Ligesom de er omkring dilemmaet med selvbestemmelse
kontra omsorgsforpligtelsen. Generelt har alle en stor bevidsthed omkring, at selvbestemmelse er en
18
menneskeret formuleret blandt andet i serviceloven. De forsøger også i arbejdet at imødekomme
denne ret.
Både rapporten og interviewsene viser, at det kan være en udfordring at udvikle borgerkompetencer
for udviklingshæmmede.
Udfordringer med selvbestemmelse.
Selvbestemmelse giver udfordringer for såvel den udviklingshæmmede som pædagogen. Årsagen til,
at det giver udfordringer vil jeg i dette afsnit kigge nærmere på. Det kan anskues fra flere vinkler, og
der kan således ikke findes et enkelt svar på, hvorfor det giver udfordringer. Svarene skal findes i
både nogle overordnede samfundsmæssige forhold og i forhold, som kan se ses hos det enkelte
menneske og de rammer, som vedkommende indgår i.
Nedenfor vil jeg i en række sammenhænge referer til interviewene – typisk formuleret som
”Pædagogen siger..”
Udfordringer med baggrund i en samfundsmæssig kontekst
Jensen og Sørensen (2012) peger på, at de forskellige syn, der gennem historien har været på
udviklingshæmmede, har medført ændrede tilgange. Det har dog ofte vist sig, at ”løsningen” af én
periodes problemstillinger, medførte nye problemstillinger i næste periode. Nutidens syn på det
selvstændige individ og deraf selvbestemmelse kan siges at være en udløber af de problemstillinger,
som der var i perioden med fokus på normalisering. Kritikken af normaliseringstanken medførte krav
om ligestilling og ligebehandling og specielt de juridiske rettigheder. Det har så medført, at der i dag
er stor fokus på selvbestemmelse i en samfundsmæssig kontekst. Det betyder, at vi kan forudse, at
selvbestemmelse set udelukkende som et retsmæssigt krav og som en del af en klar holdning i dag,
vil medføre nye problemstillinger i fremtiden. Noget af det, som de interviewede pædagoger peger
på, er netop også, at det kan være svært at arbejde med selvbestemmelse i forhold til
udviklingshæmmede, som måske ikke har kompetencerne til det: ”Det er svært at realisere de fine
ord og flotte tanker til virkelighed” og ”Den (serviceloven) forholder sig bare til at ”jeg” har ret til det,
men ”jeg” kan egentlig ikke forholde sig til den ret på grund af udviklingshæmningen”.
Kasper Villadsen (2013, s. 187) skriver om to perioder indenfor socialpædagogikken. Den sidste
periode beskriver han som værende præget af at se borgeren som rettighedssubjekt ud fra en
juridisk viden, som et diagnosticérbart væsen set ud fra psykiatrisk/psykologisk viden og endelig som
et socialt væsen ud fra en pædagogisk viden. Set i lyset af dette kunne man overveje, hvorvidt
19
selvbestemmelsen er bundet op på den juridiske viden, og dermed giver en udfordring, hvis man ser
borgerne i lyset af pædagogisk viden. En af pædagogerne fortæller også, at han opmærksom på, at
grundlaget for hans arbejde også er bundet op på FN og Grundloven. En anden pædagog siger ”For
eksempel er der flere borgere som har en ret, men ikke kan magte den ret”. Her tænker han, at de
forskellige videns former krydser hinanden.
Der er ingen tvivl om, at det rum som såvel professionelle som borgere kan bevæge sig i altid er
indlejret i en samfundsmæssig kontekst. Om vi er bevidste om det eller ej, vil det som samfundet i en
given periode er optaget af, præge den pædagogiske praksis. Bent Madsen (2013) siger, at vi ikke kan
se socialpædagogik uden at sætte det i en socialpolitisk og samfundsmæssig kontekst. Så når
selvbestemmelse i så høj grad er på dagsordenen nu, hænger det sammen med en opfattelse af det
indre styrede menneske, som ønsker at realisere sig selv. Hvis vi forestillede os en
udviklingshæmmet, som fremsatte et klart ønske om ikke at have selvbestemmelse, ville det ikke
være acceptabelt i denne tid.
Udfordringer med baggrund i en institutionel kontekst
Bent Madsen peger på, at de institutionelle rammer har betydning for selvbestemmelsen. Der er
indlejret en dobbelthed i det pædagogiske arbejde, hvor pædagogen på den ene side skal sikre, at
den udviklingshæmmede kan deltage i samme fællesskaber som alle andre. På den anden side
arbejder pædagogen indenfor en række disciplinerings- og normaliseringsprocesser. Dermed opstår
der en risiko for, at det som borgeren lærer, primært er at agere i de institutionelle rammer.
(Madsen, 2013, s. 128-129). Dette understøttes gennem rapporten ”Veje til reelt medborgerskab”,
som viser, at institutionsbegrebet formelt er afskaffet, men reelt stadig har indflydelse. Rapporten
belyser, at udviklingshæmmede gerne vil have selvbestemmelse over flere områder af deres liv, men
det ofte begrænses til hverdagsagtige områder.
Den ene pædagog fortæller om en tidligere arbejdsplads, hvor den faglige tilgang var bygget op
omkring struktur, som umuliggjorde selvbestemmelse. En af de andre pædagoger omtaler en (ny)
fagetisk profil, som understøtter selvbestemmelsen, men også gør det vanskelligt for medarbejderne,
fordi det kan være svært at ændre tankegang. Han fortæller også om at institutionslogikker præger
hverdagen.
Som tidligere nævnt har DiMaggio og Powell udarbejdet en ny-institutionel teori, som kan forklare,
hvorfor organisationer ligner hinanden (Kofod, 2013). Den tvangsmæssige isomorfi viser sig for
eksempel i den måde, som mange pædagogiske institutioner organiserer sig ud fra – nemlig
20
teamopdelt (som den ene pædagog også henviser til). Dette sikrer institutionen en vis legitimation,
da en del andre lignende organisationer også organiserer sig således. Ligesom alle 4 bosteder er
underlagt at arbejde under serviceloven. En af pædagogerne referer til deres system ”Rød, gul og
grøn” – et system som andre institutioner har kigget efter, når de skulle finde måder at arbejde med
selvbestemmelse. Det er også nævnt som et af projekterne i ”Veje til reelt medborgerskab”. Her er
tale om mimetisk isomorfi. Den normative isomorfi handler om fælles faglige kultur, som skabes i det
pædagogiske felt. Nogen af pædagogerne giver sammenstemmende udtryk for i interviewene, at de
kan være bekymret for, hvorvidt borgerne magter selvbestemmelse. Set i lyset af omtalte teori
kunne det medføre overvejelser omkring, hvorvidt en sådan tanke kan være indlejret i den
pædagogiske faglighed.
Specielt i ”Veje til reelt medborgerskab” peger de på, at de institutionelle rammer sætter mange
begrænsninger for selvbestemmelsen. Institutionsbegrebet blev formelt afskaffet ved indførelse af
serviceloven, men reelt arbejdes der stadig mange steder ud fra institutionstankesættet. Flere af de
interviewede referer til selvbestemmelse i den kontekst, at borgerne bor under samme tag.
Endvidere viser det sig også ved, at de taler om, at selvbestemmelse er noget, der gives borgeren ved
at fremlægge valg for dem. Det er også vigtigt at forstå institutioner, som underlagt en del struktur
herunder en arbejdsplan.
Udfordringer med baggrund i pædagogen
Den historiske udvikling viser, at gennem tiderne, hvor udfordringerne og arbejdsvilkårene har været
forskellige, har synet på den udviklingshæmmede samtidig defineret det pædagogiske arbejde.
Holmskov og Skov (2007) beskriver, hvordan skiftet fra klient til medborger også medfører et skift i
pædagogens rolle fra at skulle være livstilrettelægger til at være livshjælper og dialogpartner. Det er
tydeligt, at dette skift for nogle pædagoger har været svært og kun delvis er implementeret – ”Nogen
gange er vi også vejvisere ”det er den her vej du bør gå”” og ”Så kan vi som pædagoger vurderer hvor
meget selvbestemmelse, man skal have for at få ”det gode liv”” udtaler de interviewede pædagoger.
Søren Langager (2013) peger på, at den pædagogiske faglighed i højere grad defineres af
neuropædagogik. Dette kan give pædagoger udfordringer i forhold til, at de får viden om tiltag som
neuropædagogisk vil give borgeren et godt liv, men som samtidig kan kolliderer med
selvbestemmelsen.
Jeg har gennem opgaven peget på, at selvbestemmelse i den konkrete verden ofte kædes sammen
med medbestemmelse og brugerinddragelse. Jan Jaap Rothuizen (2013) beskriver socialpædagogik,
21
som bestående af arbejdet med både individ og fællesskab. Pædagogen står ofte i den situation, at
vedkommende på en og samme tid skal forholde sig til den enkelte udviklingshæmmede og gruppen
– typiske i den enhed, hvor de bor. ”Vi er fugen, der binder tingene sammen, og det er vi rigtig meget
i sociale sammenhænge”, siger en af pædagogerne og en anden ”Eksempelvis at skabe rammer så vi
kan udøve selvbestemmelse, ved hjælp af borgerrådet og beboerrådsmøder”. At pædagogens
arbejdsliv og faglighed præges af denne dobbelthed, skaber nok også forvirring omkring begreberne
selvbestemmelse, medbestemmelse og brugerindflydelse.
I ”Veje til reelt medborgerskab” peger de på, at området præges af manglende erfaringsudveksling.
Dette har en sammenhæng med, at faget ifølge Torsten Erlandsen og Søren Langager (2013) er
præget af tavs viden. På mange måder er det svært at arbejde med selvbestemmelse i forhold til
udviklingshæmmede, hvilket kun besværliggøres af, at faget ikke har tradition for at arbejde med at
synliggøre faglighed og aktivt arbejde med vidensdeling. Der er da heller ingen af de interviewede
pædagoger, som fortæller om, at de aktivt har arbejdet med at forstå og realisere selvbestemmelse
udover i egen afdeling eller egen organisation. Anne Katrine Frørup (2013) kigger også på, hvordan
teori og eksakt viden må vige for pædagogens egne indre oplevelser. Som de interviewede siger ”At
man som ansat og fagperson kan leve med det valg, man træffer” og ”Sådan er det bare, det går jeg
ikke med til”
Faglighed konstrueres gennem handling og selvforståelse, hvor disse elementer påvirker hinanden
ifølge Janne Hedegaard Hansen (2013). Generelt fortæller de interviewede pædagoger om, at de i
sammenhæng med kollegaer, borgere og deres egen opfattelse skaber en forståelse af, hvad deres
faglige tilgang er, også hvordan selvbestemmelse så kan forstås. ”Så kan vi til sidst samle op og se,
hvordan gjorde vi denne gang, hvad har vi lært, og hvad har borgeren lært” og ”Fordi jeg som
pædagog jo hurtig kan hive noget frem af min lille habitus, som jeg synes er ret og rimeligt, men hvor
en anden pædagog siger nej stop det kan du da ikke sige eller gøre”.
Pædagogen er dels dannet af uddannelsen og af de praksiserfaringer, som vedkommende får med
sig. Niels Rosendal Jensen (2013) skriver om forholdet mellem uddannelse og praksis og den
manglende sammenhæng. Pædagogerne, som jeg interviewede nævnte, at de var blevet
introduceret for selvbestemmelse på uddannelsen. Men generelt nævner de ikke noget om deres
uddannelsesmæssige baggrund i forståelsen af deres praksis.
22
Pædagogen har stor indflydelse på, hvordan arbejdet foregår i praksis. De er præget af subjektive
holdninger og antagelser men også af samfundet og den institutionelle ramme, og ikke mindst
samspillet med kollegaerne.
Udfordringer med baggrund i den udviklingshæmmede
Den historiske gennemgang af de udviklingshæmmedes historie viser tydeligt, at det er en gruppe,
som i gangske få år har været set som en gruppe på lige fod med andre, hvilket selvfølgelig også gør
noget ved deres selvforståelse. Ligesom at deres egen opfattelse også er afhængig af, hvordan det
omgivende samfund forstår dem, som også er præget af historien. Jeg citerede tidligere en af de
interviewede, som fortalte, at borgerne spørger om lov til ting, fordi de stadig er indlejret i historiens
fortælling om dem.
Borgeren befinder sig ofte i en sammenhæng med øvrige udviklingshæmmede. De professionelle,
som omgiver dem, arbejder på en og samme tid med det enkelte individ og med fællesskabet.
Derved mødes de med, at de muligheder, de har for at kunne bestemme, ofte vil foregå i en kontekst
med andre, hvilket præger deres oplevelser af muligheden for selvbestemmelse – i det hele taget
deres oplevelse af, hvad selvbestemmelse indebærer.
Den udviklingshæmmede vil gerne have selvbestemmelse, beskriver de i ”Veje til reelt
medborgerskab”, men det kan være svært at realisere. Det er en udfordring at finde måder, der kan
udfolde selvbestemmelse – specielt i forhold til gruppen med størst udviklingshæmning.
Konklusion
Jeg stillede indledningsvis spørgsmålene, hvilke udfordringer er der for pædagogen i arbejdet med
udviklingshæmmede og selvbestemmelse, og hvad baggrunden er for disse udfordringer?
Jeg har gennem opgaven belyst, at der er udfordringer. Det har jeg vist via sammendrag af
undersøgelsen lavet af Servicestyrelsen men også via mine egne indsamlede interviews.
Baggrunden for disse udfordringer er delvis af historisk karakter. Men viser sig også i samfundets krav
til pædagogen, hvor såvel lovgivningen som de generelle holdninger stiller krav om, at pædagogen
kan arbejde med selvbestemmelse i forhold til de udviklingshæmmede. Udfordringerne viser sig også
i de institutionelle rammer som pædagogen indgår i, hvor såvel strukturelle rammer som kultur er
afgørende for, hvordan der arbejdes. Udfordringen viser sig også i den faglighed, som pædagogen
besidder, da denne ofte ikke er italesat. Det har også betydning, hvordan den enkelte pædagog er i
stand til at omsætte og forstå selvbestemmelse.
23
Perspektivering
Jeg har gennem opgaven fået en noget større bevidsthed om, at selvbestemmelse også er en del af
den nutidige forståelse af, at individet skal resocialisere sig selv i en globaliseret verden. Samtidig
med at jeg fastholder, at det er en ret, som også FN har vedtaget.
Det vil være interessant at forsøgsvis at kigge på, hvad fremtiden vil bringe af nye tiltag og
udfordringer i det pædagogiske felt. Om selvbestemmelsen stadig vil være et centralt
omdrejningspunkt.
24
Referenceliste
Erlandsen, T. (2013). Uddannelse til socialpædagog? I: Erlandsen, T., Rosendal Jensen, N., Langager,
S. og Petersen, K.E. (Red.) Socialpædagogik – en grundbog (s.205-222). Kbh.: Hans Reitzel
Erlandsen, T. og Langager, S. (2013) Socialpædagogik som velfærdsprofession. I: Erlandsen, T.,
Rosendal Jensen, N., Langager, S. og Petersen, K.E. (Red.) Socialpædagogik – en grundbog (s.223235). Kbh.: Hans Reitzel
Frørup, A.K. (2013) Hvordan beskriver socialpædagoger deres praksis? I: Erlandsen, T., Rosendal
Jensen, N., Langager, S. og Petersen, K.E. (Red.) Socialpædagogik – en grundbog (s.254-267). Kbh.:
Hans Reitzel
Hansen, J.H. (2013) Socialpædagogik iagttaget som et socialt praksisfelt. I: Erlandsen, T., Rosendal
Jensen, N., Langager, S. og Petersen, K.E. (Red.) Socialpædagogik – en grundbog (s.282-293). Kbh.:
Hans Reitzel
Holmskov, H. og Skov, A. (2007) Veje til reelt medborgerskab: En kortlægning af udviklingshæmmedes
vilkår for selvbestemmelse og brugerinddragelse. Ringsted: Handicapenheden, Servicestyrelsen.
Holst, J. (2013) Socialpædagogik med mennesker med nedsat funktionsevne. I: Erlandsen, T.,
Rosendal Jensen, N., Langager, S. og Petersen, K.E. (Red.) Socialpædagogik – en grundbog (s.342357). Kbh.: Hans Reitzel
Høringsportalen (2014) Lokaliseret den 20. december 2014 på
https://hoeringsportalen.dk/Hearing/Details/42289
Jensen, N.R. (2012). Viden om voksne mennesker med handicap. Kbh.: Socialpædagogernes
Landsforbund
Jensen, N.R. og Sørensen, D. (2012) Kan vi lære noget af historien? – En handicaphistorisk fortælling
om den samfundsmæssige indsats til mennesker med fysisk og psykisk samt psykosociale
funktionsnedsættelser fra ca. 1800 til omkring 2005. Århus: Danmarks Pædagogiske Universitetsskole
Jensen, N.R. (2013). Socialpædagogik i det moderne. . I: Erlandsen, T., Rosendal Jensen, N., Langager,
S. og Petersen, K.E. (Red.) Socialpædagogik – en grundbog (s.40-52). Kbh.: Hans Reitzel
Jensen, A.K. og Meyer V.T. (2013). Pædagogens bog om individ, institution og samfund. Kbh.:
Akademisk Forlag
25
Kofod, K.K. (2013) Organisationer og organisering i socialpædagogiske tilbud – hvorfor ligner de alle
hinanden? I: Erlandsen, T., Rosendal Jensen, N., Langager, S. og Petersen, K.E. (Red.) Socialpædagogik
– en grundbog (s.294-308). Kbh.: Hans Reitzel
Langager, S. (2013). Diagnosekultur, socialpsykriatri og socialpædagogik med særligt henblik på ungeog voksenområdet. . I: Erlandsen, T., Rosendal Jensen, N., Langager, S. og Petersen, K.E. (Red.)
Socialpædagogik – en grundbog (s. 148-160). Kbh.: Hans Reitzel
Landforeningen LEV (2003). Udviklingshæmmede i tal. www.lev.dk
LEV (2014) Lokaliseret den 28. december 2014 på
http://www.lev.dk/nyheder/2014/december/katastrofal-aendring-af-serviceloven-paa-vej.aspx
Lov om social service, nr. 581 af 06. august 1998, senest ændret ved lovbekendtgørelse nr. 1023 af
23. september 2014.
Lov nr. 258 af 8. juni 1978: Lov om åndssvageforsorgens og den øvrige særforsorgs udlægning (1980).
Lov nr. 333 af 19. juni 1974: Lov om social bistand (1976).
Lov om offentlig forsorg, 1933.
Lov nr. 112 af 17. december 1993: Lov om ændring af lov om social bistand og Lov om social pension
Madsen, B. (2013). Socialpædagogik. I: Erlandsen, T., Rosendal Jensen, N., Langager, S. og Petersen,
K.E. (Red.) Socialpædagogik – en grundbog (s.121-132). Kbh.: Hans Reitzel
Rothuizen, J.J. (2013) Socialpædagogisk udviklingsarbejde I: Erlandsen, T., Rosendal Jensen, N.,
Langager, S. og Petersen, K.E. (Red.) Socialpædagogik – en grundbog (s.268-289). Kbh.: Hans Reitzel
Sørensen, D. (2013). Mennesker med funktionsnedsættelse – inklusion og deltagelse. I: Erlandsen, T.,
Rosendal Jensen, N., Langager, S. og Petersen, K.E. (Red.) Socialpædagogik – en grundbog (s.75-88).
Kbh.: Hans Reitzel
Villadsen, K. (2013). Det indrestyrede menneske – om socialpædagogikkens påtrængende problem. I:
Erlandsen, T., Rosendal Jensen, N., Langager, S. og Petersen, K.E. (Red.) Socialpædagogik – en
grundbog (s.184-200). Kbh.: Hans Reitzel
26
Bilagsliste
Bilag 1: Interview guide
Bilag 2: Interview med pædagog fra botilbud 1
Bilag 5: Interview med afdelingsleder fra botilbud 4
1
Bilag 1: Interview Guide
Indledning Varighed ca. 30 – 45 min.
Jeg er ved at skive bachelor, om pædagogens arbejde med selvbestemmelse. Derfor vil jeg gerne
interviewe dig, da jeg skal bruge det som empirisk baggrund for min opgave. Det jeg vil spørge dig
om, er grundlæggende, hvad dine refleksioner er bag dit arbejde som pædagog, og det arbejde du
udfører i praksis. Der er ingen rigtige eller forkerte svar, kun dine refleksioner over det arbejde du
udfører.
Det jeg bruger fra dig, sammensætter jeg i min opgave, for at belyse hvordan hverdagen ser ud, og
prøver at se kritisk på de problemstillinger og de dilemmaer der kan være i pædagogisk arbejde.
Derfor stiller jeg dig en række spørgsmål, omkring socialpædagogisk arbejde, socialpædagogens
faglighed og udfordringer ved at arbejde med udviklingshæmmede borgere, der er selvbestemmende
mennesker, som har brug for støtte i deres hverdag.
-
Hvad består dit arbejde? Beskriv kort
-
Hvad mener du din rolle er i arbejdet med borgerne?
-
Hvad mener du kerneopgaven er for jer?
-
Tænker ud i arbejder ud fra en bestemt lovgivning?
-
Hvad forstår du ved selvbestemmelse?
-
Hvad er selvbestemmelse for dig?
-
Hvordan er du blevet introduceret for begrebet?
-
Hvordan arbejdet du/I med selvbestemmelse?
-
Hvordan tydeliggøres det i jeres hverdag?
2
-
Noget de ikke må bestemme?
-
Støder du på udfordringer i arbejdet med selvbestemmelse?
-
Begreberne magt og omsorg, er det noget i snakker om i personalegruppen?
-
Hvilke metoder har i til at gennemarbejde, oplevelser i forbindelse med jeres arbejde?
3
Hvad består dit arbejde af?
-
Lige dele personlig pleje og praktisk arbejde, også består det af pædagogiske kerneopgaver:
som støtte til kommunikation og selvbestemmelse. Støtte borgeren til at leve sit eget liv, så
sine præmisser.
Hvad mener du din rolle er i arbejdet med borgeren?
-
At støtte borgeren til at kunne leve sit liv, på de bedste mulige vilkår.
Hvad er et meningsfuldt liv?
-
Et meningsfuldt liv, er et liv hvor ens stemme bliver hørt. At man som menneske, ikke skal
leve under dårlige vilkår, og at man skal respekteres hvor man er og som den man er.
Hvad er den pædagogiske kerneopgave for dig?
-
At støtte til kommunikation og selvbestemmelse, så borgeren kan leve sit liv på sine
præmisser.
Tænker du lovgivning i dit arbejde, at du arbejder under en bestemt lovgivning?
-
Ja jeg er meget bevidst om den lovgivning vi arbejder under, og meget bevidst omkring de
krav der ligger fra myndighederne, som vi arbejder ud fra.
-
At borgeren levet et liv på sine egne præmisser, så det er borgeren der er styrende for
hvordan et godt liv er.
-
Når det er borgeren, der skal bestemme selv, så er det borgerens værdier og meninger der er
vigtigt – hvad skal fylde, hvad skal ikke fylde, hvad vil jeg gøre med mit liv. Hvad er relevant
for mit liv, for at jeg føler, at jeg bestemmer selv og er mig selv. Så der ikke komme en
pædagog og definerer ”det gode liv” inden for de rammer pædagogen nu har sat og selv
mener er det gode liv.
Hvornår er du blevet introduceret for selvbestemmelse?
-
Det er på seminariet. Der var det, det helt store tema, og det er et par år siden efterhånden,
og er stadig det helt store, ligesom det sikkert altid har været, der er bare blevet arbejdet
med det i mere eller mindre grad.
-
Det er blevet et issue for mig, for da jeg var i praktik hvor der var enorm struktur og
struktureret pædagogik versus når nu alt er så yderstyret og anderledes struktureret – hvor
4
bliver selvbestemmelsen så af, den er der i hvert fald ikke når man ”overruler” borgeren med
struktur og faste normer.
-
Det er så blevet et ”hot topic” for mig – hvordan ser vi selvbestemmelse og hvordan arbejdes
der med det. Så efter jeg er kommet her til denne arbejdsplads, er det blevet det der styrer al
ting, men ikke dårligt og forpligtiget, men meget mere nemt tilgængeligt og bedre
pædagogisk, end når det er med stram struktur, så er det meget mere nemt her. Her kræver
det bare at man tænker enormt kreativt, for borgeren har så lav en udviklingsalder, så man
skal tænke kreativt, for at komme i kontakt med borgeren, i forhold til kommunikation, for at
se hvad selvbestemmelse betyder for dem.
Hvordan tydeliggøre i det?
-
Det gør vi i vores beskrivelser og statusser af borgeren, hvor der er et punkt ved hver indsats
der hedder ”borgerinddragelse”, hvor man skal beskrive hvordan det fungere at arbejde med
borgeren bedst – som for eksempel skal der arbejdes med kommunikation på iPad. Det
mener sagsbehandleren og pædagogerne er en god ide. Det er så her, at der heldigvis er et
punkt som hedder ”brugerinddragelse”, for hvad mener borgeren der er vigtigt ved at bruge
iPad, og mener borgeren det er vigtigt for borgeren selv.
-
Der kan vi så se hvor ressourcerne og interesserne er for den enkelte borger. Og hvordan er
og bliver borgeren informeret om målet og hvordan kan vi se at borgeren tager initiativ til
det her. Så det er ikke bare noget, nogen mener det er en god ide, også gør vi det så, nej
borgeren er med på idé’en eller også fravælger borgeren det – så tager vi den derfra.
-
I hverdagen har vi også beskrevet, hvad vi skal gøre med borgeren, altså helt nede i det
lavpraktiske er der i dagsstrukturen beskrevet, hvordan vi skal gøre med hver borger. Så der
kan vikarer og andre også gøre det efter borgerens ønske.
-
Der er det selvfølgelig også indlejret i at borgerne er forskellige og har forskellige interesser,
så der skal handles forskelligt.
Er der noget de ikke må bestemme?
-
Der er ikke noget de ikke må bestemme, end at de som almindelige medborgere skal holde
sig inden for de rammer, betingelser og love vi andre skal overholde. De har god fod på
medborgerskabet.
-
Der er noget som ikke er relevant at bestemme, og noget der ikke giver mening at
bestemme.
Som hvad?
-
Som at betale husleje, hvilke TV selvskab der levere tegnefilmen osv.. Det giver ikke mening
for borgeren at bestemme, men det giver mening for mig at bestemme at regninger bliver
betalt, og at jeg ved at det er vigtigt at der er en dyrekanal og en tegneseriekanal på tv’et.
5
Der kommer selvbestemmelse ind, men hvordan regningerne bliver betalt – det bruger vi
ikke tid på, for det giver ikke mening.
-
For nogle af dem jeg arbejder med, er det heller ikke vigtigt for dem at forholde sig til politik,
så det bestemmer de ikke noget i forhold til, de har ikke noget valg i forhold til det, eller giver
selv udtryk for at de vil have et valg.
Er der udfordringer ved at give så meget fri selvbestemmelse?
-
Der er nogle krav til pædagogen ved at realisere selvbestemmelse - det krævet nogle meget
kreative pædagoger, det kræver nogle pædagoger der kan noget i forhold til deres
udviklingsalder. Det kræver nogle pædagoger der kan udvikle nogle
kommunikationssystemer og nogle registreringssystemer og skrive observationer, som gør at
man kan pejle sig ind på; hvad er det så borgeren bestemmer selv her og skal have hjælp til
at bestemme selv her.
-
Jeg er tit pædagog for en kvinde, der er sengeliggende, som har Downs syndrom og er dybt
dement. Det kan være rigtig svært for mig at vurdere, hvad hun sys er vigtigt i sit liv, og hvad
hun gerne vil have selvbestemmelse i. Det kan være så bitte små signaler, hun kommer med,
at hvis jeg ikke er meget kreativt tænkende på for at kunne tyde dem, observere og være
helt nærværende, så kommer man nemt til at overse det, og derved ”overrule” det borgere
gerne vil. Som når tandlægen siger ”jeg kan ikke forstå det er så svært at få børstet tænder”
– Men jeg kan jo se at hun siger nej - ikke ved at hun skubber mig væk eller tager en hånd op
foran mig, men hun siger nej ved at dreje hovedet væk, og for mig er det ligeså stort et nej,
som hvis hun havde svinget en hånd imod mig. Når jeg ser det, kan jeg jo ikke kræve, at
borgeren skal have børste tænder.
-
På den måde siger vi, at når nu man arbejder med borgerne og selvbestemmelsen er ”løs”, så
er det et vilkår, og sådan er det. Så kræver det også, at man som pædagog er kreativt
tænkende, også finde ud af hvilke måder vi kan gøre det bedst på. Så det er vigtigt at tænke
selvbestemmelsen som en selvfølge og et vilkår – for der er ikke noget at gøre, når vi
arbejder med selvbestemmelse.
-
Mange borgere kan ikke fortælle pædagogen at ”det er vigtigt for mig”, så pædagogen skal
udvikle kommunikations systemer og observerer borgeren, så det går klokkeklart igennem til
pædagogen – også få skrevet det ned og få det dokumenteret, så alle også forstår borgeren.
Snakker i om begreberne magt og omsorg i forhold til selvbestemmelse?
-
Det snakker vi rigtig meget om, i takt med at selvbestemmelse er blevet så ”in” – så kan der
være nogen som har svært ved at arbejde med det fuldt ud. De siger for eksempel: ”Så
bestemmer de jo selv alting, hvad skal vi så gøre - så bliver det jo omsorgssvigt, for så
selvbestemmelsen gør jo lige pludselig at nu skal borgeren ikke modtage hjælpen længere.”
Så for at undgå ”omsorgssvigt” eller hvad vi kalder det, siger vi hos os ” selvbestemmelse
med tilpas støtte”. Som f.eks. hvis en borger kommer og siger ”jeg vil gerne have en
tatovering”, så siger vi at det må du gerne, du bestemmer jo selv. Men samtidig siger vi også
6
”har du forstået hvad det vil sige” og forstået de mulige konsekvenserne ved det. Hvis vi så
har gjort alt hvad vi kunne i forhold til at informere borgeren, så kan vi stadig tage af sted og
få lavet en tatovering, hvis det er borgerens ønske.
-
Omsorgsvigt kommer hvis vi ikke infomere omkring mulige konsekvenser. Tit snakker man
også personlig hygiejne i magt og omsorgs snakke, og den er bare så kedelig. Fordi at det er
meget få mennesker, der ikke vil have børstet deres tænder, men der er rigtig mange
mennesker med nedsat funktionsevne, der sys det er rigtig svært at få børstet deres tænder.
Så når borgeren vælger at vise at nu gider jeg ikke have børstet mine tænder, så er det
pædagogens ansvar at finde en ny måde der kunne være mulig for, at borgeren for børstet
tænder på. Indtil begge er enige om en måde at børste tænder på – og det har intet med
magt eller omsorg at gøre, det handler om kommunikation og at finde en måde, hvor begge
kan mødes.
-
Diskussionen ligger dog altid i at ”jamen han sagde og jeg prøvede” og ”men han ville ikke og
siger altid nej” osv. Det handler i bund og grund om, at pædagogen ikke gør sit arbejde godt
nok.
Så for at grundlæggende selvbestemmelse kan realiseres, så ligger ansvaret hos pædagogen?
-
Ja det kan også kaldes den nye kerneopgave. Det handler ikke om at definere at sådan
børster man tænder – hvis borgeren så er på tværs, så se serviceloven igennem for at finde
en mulighed for at bruge magt, for at borgeren for børstet tænder. Det er jo ikke fedt
pædagogarbejde – for mig er det fede pædagogarbejde, at vi observere, filmer, struktureret
tandbørstning med mundstimulation osv. og derved når dertil, hvor borgeren ikke selv sys
tandbørstning er svært mere.
-
Så man kan nemt komme til at sige, at det er altid et møde med omsorgsvigt og magt, men
det er dybest set overhovedet ikke det, det handler om. Især i hygiejne situationer - Det
handler desværre også om en pædagog, der ikke vil tænke nyt.
-
Det er også meget mere spændende at snakke ”det gode liv” så – for hvad er præmisserne
for mit liv, er jeg til rokokostil og blød velour. Hvordan vil jeg leve og se ud, ikke hvordan vil
du leve og mener at jeg skal se ud.
Hvordan snakker i om det hele i personalegruppen?
-
Vi arbejder først i teams, så hvis borgeren henvender sig, eller hvis en pædagog udenfor
teamet fortæller noget, så snakker vi i teamet sammen med borgeren og internt i teamet.
Hvem tager ansvaret, ligger strategi for hvad der skal ske. Så vi ikke glemmer hvad borgeren
gerne vil. Hvad handler det om. Så bliver det oftest kort fortalt på personalemøde, så alle ved
hvad der sker for den enkelte borger. Hvis det så er en rigtig stor ting, så for den sin egen
overskrift i journalerne. At vi sikrer os at følge op på det. Så vi til sidst kan samle op og se
hvordan gjorde vi denne gang, hvad har vi lært, og hvad har borgeren lært.
7
Hvad består dit arbejde af:
-
Mit arbejde består af at arbejde med nogle forskellige borgere, med forskellige
vanskeligheder. Set ud fra det normale og sørge for at give dem bedst mulig livskvalitet, ud
fra deres betingelser. Se på hvad der giver mening for den enkelte, også arbejde ud fra det.
Hvad mener du din rolle er i arbejdet med borgeren?
-
Min rolle det er at sikre borgerne et meningsfuldt liv på bedst muligt måde. Ikke ment at jeg
kan sikre det 100 %, men vi kan bestræbe os på det. Også kan vi kigge på deres udfordringer,
og holde det op mod det, der kan lade sig gøre.
Hvad er et meningsfuldt liv?
-
Det er ifølge mig individuelt. For nogle er det drikke øl og hygge sig. Hvis det er det man vil.
Så skal jeg jo hjælpe til med det, men så er der jo nogle samfundsbetingelser man skal
opfylde, hvis man vil være en del af et samfund, og det skal vi også implementere i vores
arbejde. Sørge for det individuelle, og selvfølgelig i forhold til samfundsnormer – mix det
sammen til en mening.
Hvad er kerneopgaven?
-
Der er mange.
Tænk på en bestemt opgave, der er vigtig for dig og dine værdier?
-
-
Kerneopgaven er jo at få et liv til at fungere. Så er der en opgave i at de vi laver er en
”bestillingsvare” fra hjemkommunen. Sagsbehandleren udarbejder en handleplan, hvor der
er nogle mål, som jeg skal få opfyldt, så det passer den enkelte.
Det kan være forskellige ting fra handleplaner. Det kunne være beskæftigelse eller
spisetræner – det bliver så min opgave at få dem løst på bedst mulig måde, så det er bedst
for den enkelte. Om det er meget styrende, stå bagved eller ved siden af borgeren. Induktiv
eller deduktiv. Det er min kerneopgave at mixe det hele sammen – altså det samfundet
beder mig om at ordne, det skal jeg så ordne ud fra den enkelte.
Når du nu siger samfundet, så tænker jeg lovgivning, tænker du det ind i arbejdet?
-
Ja serviceloven arbejder jeg ud fra, i dag arbejder vi jo ud fra at give en service og ikke en
bistand – jeg er ikke over dem og de er ikke klienter, som skal ses ned på, men borgere som
har krav på en ydelse af mig.
8
-
-
Jamen jeg forstår det er en menneskeret, om man er retarderet eller normal. Har normal IQ.
så mener jeg man har ret til selvbestemmelse, så kan vi som pædagoger vurdere hvor meget
selvbestemmelse, man skal have for at få ”det gode liv” – ser du på beboerne her som har en
hjerneskade, faktisk er udviklingshæmmede og ligger på lav IQ niveau, så har de ikke
mulighed for at træffe de nødvendige valg for at få et godt liv. – det er der jo mange
eksempler på.
De skal jo sammenlignes med børnehavebørn - samme IQ niveau, hvis ikke dårligere - de må
jo heller ikke bestemme alting selv.
Så derfor tænker jeg at alle skal have selvbestemmelse, men grundet deres handicap, må vi
yde og kunne give noget assistance, det er der vores kerneopgave er.
Hvad er det gode liv?
-
Det er det der giver mening for den enkelte.
-
At jeg selv kan træffe valg, som vedrør mit liv.
Hvordan blev du introduceret for begrebet?
-
I løbet af udannelsen.
Hvordan arbejder du med selvbestemmelse?
-
-
Jeg kigger på livshistorie og udviklingsniveau på den enkelte, og med godt kendskab og
samarbejde med kollegaer, som også har 100 % godt kenskab til, hvad den enkelte kan – ud
fra det vurderer vi hvor meget selvbestemmelse personen skal have.
Jeg oplever også at ved at stille spørgsmål og spørge indtil – på den måde blive pejlet indtil
om jeg skulle være lidt mere styrende, eller slippe tøjlerne lidt mere. Men det er en langvarig
proces som afvejes fra situation til situation og dag til dag.
Tænk på hverdagen, hvordan tydeliggøre du så selvbestemmelse?
-
-
For eksempel stiller jeg nogle spørgsmål til den enkelte, som ”vil du det eller det” - nogen
skal kun have to valg - andre ”hvad skal vi lave i dag?” – ”Eller hvad kunne du tænke dig?”
Det kommer alt sammen an på den enkeltes niveau i dag, personens udvikling og personens
psykiatriske overbygning som også har stor indflydelse. Selvfølgelig godt kendskab til
personen gennem lang tid.
Men grundlæggende kunne det være at stille nogle spørgsmål. Dog skal nogle jo kun have få
spørgsmål på grund af hjerneskade osv.
9
-
-
Kommer an på udviklingsniveauet for den enkelte – selvfølgelig er der love og regler som alle
er underlagt, serviceloven gør at vi er på lige niveau. Der kan så komme interesse konflikter,
for serviceloven tager ikke højde for hjerneskade og psykiatrisk overbygning, som gør at
personen ikke er i stand til at vælge selv.
Du vil heller ikke gå ned til et 4årigt barn og sige ”hvad har du lyst til?” – Der kan komme
nogle konflikter, hvis man skal forholde sig til det kritisk.
Støder du på udfordringer i forhold til arbejdet med selvbestemmelse?
-
Meget, som for eksempel hvad personen gerne vil, men ikke er i stand til.
Også hvad serviceloven siger: Den forholder sig bare til at ”jeg” har ret til det, men ”jeg” kan
egentlig ikke forholde sig til den ret på grund af udviklingshæmningen.
Du må gerne uddybe konflikterne?
-
-
For eksempel er der flere borgere som har en ret, men ikke kan magte den ret. Siger ”jeg har
ret til at vide DET og DET og DET”, men kan ikke kapere det og bliver så psykisk dårligere af
det. Der kommer for mange ting ind i deres hoveder, der flyder rundt, ja det er det samme
billede ved mange af dem – de kan ikke magte det på grund af udviklingsniveau, IQ,
udviklingsalder, psykiatrisk overbygning og hjerneskade, men de ved jo de har retten til det.
Der er tit konflikter lige der.
Men der finder vi en god snørklet vej, og bruger forskellige pædagogikker til at forklare dem
hvordan man nu kunne gøre, og jeg kunne stille nogle spørgsmål til dem for at belyse
problemet fra nogle andre vinkler.
Snakker i om begreberne magt og omsorg i forbindelse med selvbestemmelse?
-
Alt bliver vendt og drejet, selvom nogle har 20 år erfaring, pædagoger udvikler sig hele tiden.
Og vi kikker meget på den enkelte.
Nogen har godt af en bevidst magt, andre godt af en skjult magt. Nogen skal ikke ha nogen
magt, fordi de godt kan. Forskellige niveauer af magt. Her ligger etik, hvad er bedst for den
enkelte.
Hvilke metoder bruger i
-
Copard og smith.
Bliver pædagogen og dens profession udfordret?
-
-
Ja fordi at de skal bo i bofællesskab, men skal ligestilles med andre, så i princippet hvis de er
så gode til at få alt den selvbestemmelse, som de skal have så har de i princippet ikke behov
for pædagoger, som det de egentlig har ret til.
Der kommer et dilemma, mange har behov for pædagogisk assistance, og det har de ikke
niveauet til selv at bestemme. Med den hjælp de kan få fra kommunen, bliver mere og mere
10
-
-
”du har jo ret til DET og DET og DET, så det skal du selv styre og du skal selv bo i egen
lejlighed”.
Alt det de ikke selv kan magte, bliver de udsat for at de skal kunne, egentlig skjult eller
ubevidst. Og det tror jeg bliver et problem, fordi loven kommer til at modsige os. Det er der
jo noget godt og noget skidt ved, ligesom der er med alt andet – man skal finde den rigtige
balance, det er lige meget om man arbejder under bistandsloven, serviceloven eller anden
nutidige eller fremtidige love eller reformer. Så skal vi sammen finde en balance i det. Eller
skrider det hele under os.
For eksempel på et af de andre centre, har de store dilemmaer, de sys ikke det er særlig fedt,
at bo på den måde.
Også er det jo åndsvagt at pårørende eller andre kommer ind og skal tage de beslutninger.
De har jo ikke samme kendskab til det, så er det jo dumt at de pædagoger som alligevel
omgås med dem, ikke kan være med til at tage de beslutninger, og egentlig bare yde en
service, jeg mener er den bedste for dem.
11
-
Sådan som jeg ser det vigtigste arbejde pædagoger laver, mener jeg det er relations arbejder.
Det er at arbejde med relationer. Den pædagogiske del af arbejdet er at gå ind og styrke
borgernes sociale kompetencer, det er også det praktisk og mange andre ting. Kernen er at
gøre dem bedre til at magte livet, især igennem det sociale. Styrke de sociale egenskaber og
kompetencer.
Din specifikke rolle i arbejdet, hvad er det?
-
Udvikling.!
Hvad er en kerneopgave for dig?
-
På min arbejdsplads er det ikke længere kun det pædagogiske, i disse tider er det også det
sundhedsfaglige som medicinhåndtering og arbejdet ud fra de handleplaner der er blevet
lagt fra kommunen. Det kommunen har bestilt mig til at gøre. Det er det som danner
grundlag, for det arbejder der danner grundlaget for arbejdet med den enkelte borger. Hen
over det er der så en livsmestringsbetoning.
Hvis du tænker på din opgave og kerneopgave med borgeren, hvad kunne/er det så?
-
Det kunne være at arbejde med venskaber blandt borgerne, de relationer de selv er i med
lige sindet. Det er rigtig meget i fællesområder at tolke og være det – ligesom mørtelen der
binder murstenene sammen i et hus, så ser jeg faktisk pædagogerne som mørtelen. Vi er
fugen der binder stenene sammen, og det er vi rigtig meget i sociale sammenhæng. Det er
faktisk det jeg sys er en af de helt store fællesnævnere.
Tænker du der en speciel lovgivning du arbejder ud fra`?
-
Det er der jo altid, der er serviceloven. Man kan sige at der er andre ting som går ind og har
en indvirkning på serviceloven og andre sager. Så går vi længere tilbage i lovgivningen, som
FN og grundloven. Men som udgangspunkt danner serviceloven grundlag for mit arbejde.
-
At borgeren kan lære at træffe nogle valg. Selvbestemmelse for mig er lig med at træffe
nogle valg. Det er at borgeren skal kunne træffe nogle ordenlige gode valg for sig selv. Det er
det jeg hjælper til på alle mulige måder kan ske – det er min opgave at hjælpe borgeren til at
træffe nogle valg.
Hvad er selvbestemmelse for dig selv?
-
At jeg selv har ret til at bestemme over mit eget liv og det jeg gerne vil. Selvfølgelig inden for
de retningslinjer der nu er givet mig, og de love der skal overholdes. Det er at gave frihed til
at træffe nogle valg.
12
Hvornår er du blevet introduceret for selvbestemmelse?
-
2009, da jeg startede som vikar.
Hvordan arbejder i med selvbestemmelse?
-
Op til i dag har der været forskellige projekter, som har været med til at tydeliggøre borgerne
at de kan træffe de her valg. Vi har for eksempel lavet et system der hedder rød, gul, grøn,
som der bliver arbejdet med. Det er jo noget der er meget visuelt og forståeligt. Borgerne har
fået vores fine ord, kortet ned til noget meget mere basalt, som visse borgere har fået
kenskab til det, hvor nogle formår at sætte det i spil. Bruge det og forstå det, det er ikke let
at forstå det, selvom det er rød, gul, grøn, så er det ikke let at forstå det, men der er arbejdet
med det. og det har helt sikkert styrket borgerne i en positiv retning, selvfølgelig nogle mere
end andre.
Hvordan tydeliggøre i det i hverdagen?
-
Seneste som i vores fagetiske profil, som danner grundlag for vores arbejde nu, og igennem
Etikos som danner grundlag for beslutningen, har nok været meget med til at ændre
mindsettet hos pædagogerne, fra at være af den gamle skole hvor man var den der ved
bedst, til at man nu er en opdagelsesrejsende, der finder ud hvad borgeren syntes er bedst.
Det er meget forenklet og groft, men beskriver det meget fint. Så det er et eller andet sted,
om det mindset vi arbejder ud fra, om borgerne oplever sig ”set, hørt og forstået” – tager
ejerskab for eget liv, og det sys jeg de bliver bedre til, men det er svært. Det er meget svært i
praksis, det er fine og flotte ord at arbejde ud fra, men det er godt nok svært. Det at arbejde
hen mod mest mulig frihed på alle måder er godt, men jeg kan se i praksis har det nogle helt
andre problemstillinger. Det har det for den her borgergruppe. For andre borger grupper kan
jeg se at de kan udfolde det meget bedre. Vi kan også udfolde det her på en god måde, men
er begrænset af nogle andre ting.
Hvad tror du der gør det svært?
-
Jamen altså hvis vi ser på ”Veje til reelt medborgerskab” så ser den på fire ting der gør det
svært. Man kan sige at mindsettet hos pædagogerne er den største forhindring at komme
hen over, det her skift, det selvfølgelig rigtig svært. Når det så er sagt er det en grund til at
det også er svært, det sætter vores professionsidentiet, bliver gjort alsidig og tvetydig at se
og finde ud af hvad vi som pædagoger skal kunne – det kan være svært i denne tid.
-
Prøv at spørge igen?
Hvad gør det svært i hverdagen?
-
Det er også at borgerne i den grad – det skal jo siges at borgerne er de samme, med vision og
uden vision – rød, gul, grøn og alt det der, så er borgerne de samme – Man kan sige vi skal
udvikle nogle ting, og det er svært med udviklingshæmmede, der har svært og hvor det går
meget langsomt at udvikle. De har været vandt til at liv, både på skole og hjemme ved
forældrene hvor det altid har været de primære omsorgs personer, der har haft svarene, og
13
de er ikke blevet trænet og oplært i, som andre unge mennesker i det her med at skulle
træffe nogle valg. Det ser jeg som en af de største forhindringer ud over pædagogernes
mindset, at borgerne leder efter svarene hos os. For det har de altid gjort. Det tror jeg at de
fortsætter med at gøre.
-
På et juridisk plan er der ikke noget de ikke må bestemme, ud over hvad andre borgere i det
danske samfund ikke må bestemme. Hvis vi ser bort fra det juridiske og ser det i et
praksisnært område, så er der nogle ting, som vi kan sige, at efter serviceloven er kommet fra
at værende sådan meget, altså hvis du går ind og ser Ida Scwartz definition af magtbegrebet,
kan man sige, at der er meget der er gået fra den synlige til den usynlige magt. Vores magt
den består nu i, at vi skal kunne begrunde og have gode forklaringer på, hvorfor vi vælger at
gøre som vi gør, og har vi begrundelsen i orden, så kan man sige at det jo altid er for
borgeren, at der er jo ingen der ønsker ikke at gøre det bedste for borgeren. Men borgerne
er ikke altid i stand til at forstå, de er jo ikke udviklet mange gange nok til helt at vide hvad
konsekvensen er af at træffe nogle helt gale valg. Der bliver vi nød til at støtte op omkring,
være fyrtårn og nogle gange også lidt mere end et fyrtårn. Nogle gange er vi også vejvisere
”det er den her vej du bør at gå”. Man kan sige i forhold til lovgivningen, mener jeg at vi lever
op til lovgivningen. Det mener jeg vi gør, der vil altid være et spændingsfelt mellem omsorg
og forsorg, når du gør det for meget eller for lidt, det handler om den der balance i midten.
Jeg mener at vi balancere egentlig ret godt, her hvor jeg arbejder. Jeg sys vi er blevet rigtig
dygtige til at have fokus på mange af de ting, om vi kan blive bedre til – det kan altid blive
bedre. I den her tid gør det også kun at vi skal mere og mere i den retning hvor borgerne
bestemmer mere og mere selv. Om der så er noget de ikke må bestemme; jeg vil da sige at
de ikke må bestemme at gøre skade på sig selv hvis jeg ser på det, og kaste sig ud i nogle
halsbrækkende situationer, for at lære at man kan skære eller brænde sig eller blive kørt
over. Nej det må de ikke – Ikke på min vagt. Sådan er det bare, det går jeg ikke med til, men
de må gerne prøve nogle nye ting af, som at lave mad og det smager dårlig, eller tage bussen
også ikke kunne finde hjem igen. De må gerne prøve at udforske livet inden for deres
nærmeste udviklingszone, men der er ikke noget godt i at kaste dem ud hvor de ikke kan
bunde også efterlade dem på åbent hav. Det er sådan lidt min holdning, men de skal da ud
og lære at svømme.
Hvad er der med udvikling, hvorfor skal de udvikles?
-
Det er jo det evige spørgsmål, det er jo individuelt. Det handler om at udvikle på de områder,
som der kan udvikles på. Det er her vores kendskab som pædagoger kommer ind, vores
kendskab til borgerne, så der bliver udviklet de rigtige steder. Det er ikke noget man bare
gør, det kræver specifikt kendskab til den enkelte borger. Hvor nytter udvikling. Faren ved
det her udviklingkrav der er, er at hvis det ikke bliver fokuseret på de rigtige områder, så kan
det give afvikling, så kan det resulterer i, at vi afvikler det som borgeren kan. Du kan stresse
dem rigtig meget, gøre dem usikre, kede af det og deres trivsel kan forværres. Det skal der
ikke særlig store ændringer til, før du kan se en markant og mærkbar forskel på, at de får det
14
dårligere. Det er der hvor udviklingsområdet ikke stemmer overens, i mine øjne med det der
kan forventes udefra. Det er ikke alle ting som der er muligt at udvikle på, selvom vi gerne vil
det, og slet ikke i den fart som nogle gerne vil det.
Hvilke udfordringer støder du på i arbejdet?
-
Det er tit borgerne jeg sys der er den alderstørste udfordring i arbejdet, for når vi rigtig gerne
vil, og vi kommer med alle vores fine talenter og vi prøver på 117 forskellige måde og
muligheder for at lære en person noget, og vi fortsætter selvfølgelig, selvom det ikke
lykkedes. Så kan det godt være rigtig svært og en stor barriere at finde tiden til det, og
fortsætte det. Især inden for et felt hvor tiden er en mangelvare, det der med udvikling der
kræver altså god tid, og det kræver fokuseret og dedikeret arbejde, det kan være rigtig svært
at finde i dag. Jeg er sikker på at hvis vi levede i den perfekte verden, hvor økonomi og tid var
uden begrænsninger, så ville vi kunne noget mere. Det er et vilkår. Men rent
udviklingsmæssig udfordring det består meget af institutionslogikker, selvom
institutionsbegrebet er afskaffet, kan man sige at det er jo også nogle fine ord og fine tanker,
men i borgernes forståelse af og bo hvor de bor, så tror jeg at de stadig bor på en institution.
Mange af dem selvom de ved de bor i egen lejlighed, så kommer de stadigvæk og spørger om
lov til om nogle ting, hvor vi må ryste på hovet og sige at det er jo faktisk noget af det vi har
arbejdet på nu i otte år, at det må du stadig selv bestemme. Der kan vi man se at de stadig
har brug for støtte til at finde ud af, om de selv må bestemme det, på trods af at vi har
arbejdet med det i otte år. Det i hvert fald også en stor forhindring, nogen selvfølgelig bedre
end andre, men det er godt nok en forhindring.
Tænker du på begreberne magt og omsorg i arbejdet?
-
Helt klart, man kan jo sige – først er der jo begrebet magtanvendelse, der er ikke noget at
være i tvivl om hvornår du overskrider noget. Hvis vi så går ind i hverdagen, hvor vores magt
er, så bruger vi jo rigtig meget det at spare med hinanden, fordi at jeg som pædagog kan jo
hurtigt hive noget frem af min lille habitus, som jeg syntes er ret og rimeligt, men hvor en
anden pædagog siger nej stop det kan du da ikke sige eller gøre. Så bruger vi hinanden
meget, til at belyse magtbegrebet. Der bruger vi meget Etikos for at belyse etikken bag, hvor
der tit er mere end én ting der er rigtig eller én ting der er forkert. Det syntes jeg vi bruger
rigtig meget og reflekterer sammen over, inden vi ligesom – i stedet for at vi bare siger sådan
er det bare, så bliver vi tit nødt til at sige til borgeren, giv mig lige 5 minutter så vender jeg
tilbage med et svar. Så kan borgeren få et svar senere, efter at jeg har snakket med kollegaer
og vi har fået lagt flere vinkler på sagen. Når vi snakker om at vi også skal have omsorg for de
her mennesker, for det er ikke bare lige noget jeg hiver op af hatten og siger sådan er det,
det var det mere før hen, men ikke længere. I dag tager det noget længere tid at komme hele
vejen rundt før du kommer med det gode svar, den gode strategi eller det gode mål.
Hvilke metoder bruger i til at arbejde med det hele i personalegruppen?
-
Jeg sys at vi på personalemøder drøfter mange af de her ting, især de ting, som der ikke helt
er tid til i hverdagen. Der har vi nogle ting oppe og vende, og der bruger vi også rigtig meget
15
ekstern supervision. Altså hverdagens små dilemmaer kan vi godt selv håndtere, men når vi
nu møder nogle af de her ting, som virkelig trækker tænder ud. For eksempel når vi snakker
misbrug blandt udviklingshæmmede, så er det nogle gange at når vores fine talenter kommer
til kort, at vi bliver nød til at søge noget ekstern supervision. Og det er vi gode til at arbejde
videre med, fordi det er os der kender borgerne også ved supervision, får vi nye vinkler på
det. Det hjælper også til at når man længe har arbejdet med nogle problemer, og det man
prøver ikke rigtig hjælper, man begynder at tvivle på sig selv og det ikke lykkedes, der kan vi
ved at italesætte det, kan vi sammen komme videre og udbedre problemet.
16
Bilag 5: Interview med afdelingsleder fra botilbud 4
-
Mit helt personlige arbejde består af ledelse, helt nede lavpraktisk, som at lave vagtplan,
eller det kan være at holde tremåneders samtale efter en der lige er startet, det kan være
medarbejderudviklings samtaler, der kan være samtaler i forbindelse med sygefravær, det
kan være ledermøde, holde personalemøde, møder med sagsbehandler, statusmøder og
kommunen – når der skal nye kunder i butikken og borgere der skal starte. Så det er meget
blandet arbejde. Meget administrativt ikke noget en til en kontakt med borgeren.
Hvad er din rolle i arbejdet med borgeren?
-
Hvis jeg er på arbejde med borgeren, er det i forbindelse med statusmøder eller for
eksempel til fester. Ikke så meget nærkontakt, som ved at børste tænder.
Hvad er din kerneopgave?
-
Min kerneopgave handler mest om at være med til at skabe de bedste rammer for borgere
og ansatte, samt at arbejde ud fra at finde vejen, hvor vi lykkedes bedst muligt med
borgeren.
-
At sørge for at der er kunder i butikken.
-
At arbejdspladsen er spændende og udfordrende fagligt for pædagogerne.
-
At vi er med til at igangsætte aktiviteter.
-
At sætte ting i gang
I det arbejde det du laver, tænker du så at du arbejde ud fra en bestemt lovgivning?
-
Ja vi arbejder ud fra serviceloven. Og den er altid med i arbejdet. Serviceloven har jo en
række bestemmelse, og vi er et § 108 bofællesskab. Her sidder du ved borgere der er
indskrevet på § 104, - altså aktivitets og samværstilbud. Lige nu er jeg her, men er også
afdelingsleder på en døgnenhed, og som sådan prøver jeg at holde tingende adskilt. Jeg har
forskellige kasketter jeg tager på, efter hvor jeg er. Det der med at gå i to verdener og få
disse to verdner til at understøtte hinanden, hvordan kan jeg understøtte serviceloven det
ene sted, og det andet.
-
VI har et tema omkring læring. Hvordan kan vi arbejde mest muligt med at få borgeren gjort
selvhjulpne, samtidig med at have etikken i orden og tage højde for selvbestemmelsen.
-
Så det er jo helt konkret; skal du have rullepølse, spegepølse eller hvad med en
leverpostejmad. Være den der ligger valgene frem for borgeren. Valg der er tilrettelagt
således, at borgeren magter valget, ikke at give en paletter af muligheder, men gjort tilpas
for den enkelte. VI har etikken i orden, og gør det bedste i så mange af livets forhold.
17
Hvordan ser du selvbestemmelse/Hvad er selvbestemmelse for dig?
-
At have mulighed for at træffe sit eget valg.
-
At borgeren har en mulighed for at træffe det rette valg vedkommende kan på baggrund af
udviklingstrin.
Hvornår blev du introduceret for selvbestemmelse?
-
Det har været på seminariet. Det har jeg nok også mødt før, men der har det heddet noget
andet, via mine forældre.
-
Måske også da jeg arbejdede som værkstedassistent på et andet beskæftigelses tilbud. I
vores verden har det altid været der, det er ikke noget nyt.
Hvordan arbejder du med at realisere og respektere selvbestemmelse?
-
Eksempelvis at skabe rammer så vi kan udøve selvbestemmelse, ved hjælp af borgerrådet og
beboerrådsmøder. At sætte spørgsmål på dagsorden, som ved feriemøder, så det ikke er
pædagogerne der vælger hvad vi skal og hvordan, men at vi i et samarbejde med borgeren
finder ud af hvad vi skal.
-
At hjælpe med at skabe en ramme, hvor borgeren kan træffe et valg – helt konkret skal vi til
Paris eller til Thyborøn. Skal vi bo i sommerhus eller på hestevognstur.
Hvordan tydeliggør i det i hverdagen?
-
For eksempelvis ved valg af tøj, at man selv er med til at bestemme valget af tøj, og
endvidere køb af tøj. Ved aftensmaden bestemmer man selv, om man vil have ”det der” eller
”det der”. At der ikke bare bliver kørt brun sovs ud over dem, men at de rent faktisk har et
valg.
Når der skal respekteres selvbestemmelse, har borgerne lige mulighed for at få et møde med dig?
-
Ja selvfølgelig, her er der ingen der er mere eller mindre end andre. Vi har forskellige roller
på denne arbejdsplads. Jeg laver for eksempel ledelse, man kan ikke lave ledelse, uden at
have nogen at lave ledelse for. Det hele hænger lidt sammen, ved at vi har forskellige
arbejdsopgaver. Jeg er ikke mere værd end borgeren er.
-
Vi kan have forskellige muligheder, men mit grundvilkår er, at jeg ikke er mere eller mindre
værd, vi er ligeværdige. Det er som et tandhjulsystem, hvor det hele skal passe sammen. Det
er ikke sådan at ledelsesretten skal ”dunkes” i hovedet, det er bare en opgave af mange.
Er der noget som borgerne ikke må bestemme?
-
Ja de må ikke bestemme om de må tage deres medicin eller ej. Grundlæggende hvis de så
ikke vil tage deres medicin, så propper vi det ikke i halsen på dem – men det er et svært
18
spørgsmål. Der er ikke noget de som sådan ikke må bestemme. Det er der nok, men intet
ringer for mig.
-
Egentlig vil jeg helst have, at der er så lidt vi skal bestemme for dem, men vil gerne være med
til at sætte rammer for dem, som et slags værn. Vi har en omsorgsforpligtigelse via
serviceloven, respekten for det sårbare liv.
-
Egentlig vil vi ikke have, at nogen ikke tager deres medicin, for det kan have konsekvenser i
sidste ende, ja blive potentielt farligt. Nogle borgere må heller ikke gå som de vil, for de er
ikke trafiksikre, vi kan ikke leve med at nogen bliver kørt ned. På den måde kan man godt
sige, at der er noget de ikke må, som at gå på vejen, eller køre i bussen uden sele på – det
lavpraktiske bestemmer vi.
I arbejdet med selvbestemmelse, er der udfordringer?
-
Ja det er der, nogen af udfordringerne er det der med, at man skal ikke stille valg op hvis det
ikke er reelle valg, for så er det pseudo valg. Udfordringen er, at det er svært at bekende sig
til fuld selvbestemmelse på alle hylder, fordi så kan vi komme i konflikt med
omsorgsforpligtigelse og evt. omsorgssvigt. Hvis vi i yderste konsekvens bekender os til
selvbestemmelsen, og at vi ikke vil træffe valg for borgeren, så kan vi komme i en situation,
hvor vi ser nogen der får store problemer med for eksempel at spise - så spiser de hele tiden
kontra det modsatte. Det i hvert fald uheldigt at lade nogen spise sig ihjel. Eller klassikeren
med at en borger ikke vil gå i bad og have børstet tænder.
-
At man som ansat og fagperson kan leve med det valg man træffer, fordi man bekender sig
100 % til selvbestemmelse, så er man egentlig medvirkende til at en spiser sig ihjel eller det
modsatte. Så det kan godt være et konfliktflydt område.
Hvor meget fylder begreberne magt og omsorg i en almindelig personalegruppe?
-
Vi bruger etikspillet meget, det er godt fordi vi har uddannet etik-ambassadører, og med
dem arbejder vi med etiske dilemmaer i personalegruppen. Det er en styret struktureret
måde ved hjælp af spillet, så vi kommer godt omkring nogle af de dilemmaer vi møder.
Måden jeg gør det på er ved hjælp af personalemøder, i en helt styret struktureret form,
hvor det er på dagsordenen. Det er en måde at gøre det på. Ved siden af det har vi det på
dagsordenen ved andre lejligheder, som ved statusmøder med kommunen, vi er meget
omkring det i livets mange forhold.
Bliver professionen udfordret ved arbejdet med selvbestemmelse?
-
Det gør den jo nok, og det er en fin ting. Fordi samfundet er udfordret, og den har flyttet sig.
Professionen og pædagogen er ikke den samme som i 70erne, pædagogerne der kommer ud
i dag, skulle gerne være meget mere fagspecifik. Det handler meget mere om, man kan sit
håndværk.
19
-
Det er til det bedre, at vi får dygtigere pædagoger. Samfundet, faget og pædagogen udvikler
sig. Med tiden vil det hele udvikle sig. Vi skal følge med, og hjælpe hinanden til at få det til at
spille sammen.
20

Udfordringer ved selvbestemmelse - Bacheloropgave

Transcription

Similar documents

Team Tingagergården

“Hvert menneskes liv er et eventyr skrevet med Guds

Studentervæksthus UCL i efteråret 2015

Når selvbestemmelse bliver en sovepude

Program 2015 - Jelling Golfklub

SE HER. Østbækhjemmet søger leder snarest